Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - forår 2023

UKONTROLLERET

”Du er ikke alene.”

Du tjekker, holder øje, noterer og husker. Og hvis du skulle glemme det, sørger de sociale medier for at gøre det for dig.

”Der er en, der følger dig.”

Der er databaser af svimlende uforståelige størrelser, der systematiserer det kontrollerede og på den måde hele tiden gør kontrollen mere og mere effektiv.

”Og det er helt på det rene.”

Du ved det. Vi ved det. Vi ved, at vi lever i en konstant overvåget, gennemkontrolleret verden. Vi drømmer om at slippe væk. Om at være alene.

”Han har det ligesom dig.”

Sådan har vi det her på Betty. Derfor undersøger vi nu kontroltabet. Hvad gør det ved mennesker at aktivt slippe eller tvungent miste kontrollen? Hvad sker der, når vi stilles overfor noget, som vi ikke magter eller kan kontrollere?

Vi håber, at du tør miste grebet sammen med os. Vi tør næsten ikke alene. Vi glæder os til at se dig i salen – ukontrolleret og fri.

Kærlig hilsen alle os på Betty

PS: Vi ved godt, at det er lidt af en kliché, men altså. Er det ikke vildt, at KONTROL bagfra er LORT NOK?

Astrid:

”Du har ligesom jeg gået på balletskolen. Du er nærmest vokset op i balletten, hvor dine forældre også var. Og så tog du springet væk. Hvordan føltes det?”

Sebastian:

”Jeg gjorde det – tror jeg – for ikke at miste kontrollen. Netop ved at give slip på den. Jeg havde set nogle omkring mig som var lidt ældre end mig, som nok havde drømt om at tage væk, men som ikke havde gjort det i rette tid. De blev i det trygge.”

Astrid: ”Følte du dig ikke tryg ved balletten?”

Sebastian: ”Jo i høj grad. Og det er jo både på godt og ondt. Vi er opvokset med, at vi ikke må begå fejl. Derfor er vi dårlige til at være forberedt på overraskelser. Være fleksible. Og det er ikke altid befordrende for kunsten.”

Astrid: ”Ja, vi er vokset op i meget kontrollerede rammer.”

Sebastian:

”Er det ikke også derfor, at du er her på Betty? Altså for at prøve at afsøge nogle andre muligheder?”

Astrid:

”Jo. Det handler om at komme et andet sted hen, hvor man ikke ved, hvordan tingene fungerer. At give slip på kontrollen – selvom det kan være utroligt svært, så kan det også være helt vildt tiltrækkende.”

Sebastian:

”Det er lige præcis det, jeg tror på rent kunstnerisk. For hvis vi kun gør det, vi kender, og det, vi er gode til. Så kommer alle forestillinger til at ligne hinanden. Man skal kunne flytte sig derud, hvor det hele føles forkert.”

Astrid: ”Der er bare stadig noget sindssygt scary i at beslutte sig for et kontroltab. At springe ud i noget, man ikke ved hvad er. Har du oplevet, at det er gået galt?”

Sebastian: ”Snakker vi kunstnerisk eller privat?”

Astrid: ”Begge dele.”

Sebastian

”Jeg er meget bedre i en prøvesal til at undersøge alt muligt crazy, end jeg er privat. Der er jeg meget tilbageholdende –der er jeg dårlig til det. Hvis der for eksempel kommer nogen og foreslår, at vi skal stå på skøjter, så kan jeg stå helt af.”

Astrid: ”Hvorfor det?”

Sebastian: ”Jeg får præstationsangst. Jeg bliver superbevist om mig selv og den kontrol er jeg dårlig til at tabe – eller lægge fra mig.”

Astrid

”I prøvesalen er man jo også bevidst om, at det godt må gå galt. Og at der i dét ligger nye opdagelser. Det er ikke så rart privat.”

Sebastian:

”Det handler meget om ting, der er klare regler for. Ligesom på balletskolen. Hvis der nu for eksempel var frie rammer for, hvordan man kan stå på skøjter. Hvis man kunne gøre det med den ene skøjte på hånden, eller hvad ved jeg. Så kunne det give noget nyt! Men i den her forestilling skal vi jo både udføre et kontroltab ved at prøve os selv af uden for ballettens trygge rammer – altså det har vi jo gjort før – men det kan stadig føles angstprovokerende. Og så HANDLER forestillingen jo også om kontroltab. Så det er dobbelt her.”

Astrid: ”Ja, der er noget med naturen, som vi ikke kan eller skal kontrollere. Der er noget, der er større end os. Og noget der er mindre. Der er noget inden i mig, som jeg ikke kan kontrollere. Og det er måske specielt for en ballerina, det ved jeg ikke, men jeg tænker nogle gange på, om jeg kontrollerer så meget, at jeg ødelægger noget andet.”

Sebastian: ”Altså træne til et kontroltab?”

Astrid: ”Ja, som kvinde kan man jo overtræne i en grad der gør, at man ikke kan få børn.”

Sebastian: ”Det tænker jeg også på. Ikke på samme måde selvfølgelig, men mere, om det er den rigtige indstillingen menneskeligt at arbejde så meget, som jeg nogle gange gør.”

meget 2022. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal sige det. Og så er han jo lige nogle år ældre end mig, så jeg lagde mærke til ham på skolen. Han var sådan en, alle pigerne var forelsket i … i fjerde klasse.”

Forestillingener processkabtsomendelafensamlet kaldetBETTYUDVIKLERi samarbejdemedBikubenfonden . Herudviklesforestillingerpåtværs afkunstarterneoverlængere strækmedworkshopforløb ogkollektivetanker.

dømt til at fejle i forbindelse med, for det kan man ikke. Jo mere, vi ødelægger den, desto stærkere bliver den. Altså, det er jo os mennesker, der er ved at tabe, fordi naturens svar på vores ødelæggelser er at gøre det umuligt for os at bo på jorden.”

Sebastian: ”Er du klar til at give slip på kontrollen?”

Astrid: ”Helt klart.”

ASTRIDS VÆRSTE

KONTROLTAB:

At være til gynækolog. Det er så privat, og det er noget, jeg ikke forstår. Det føles faktisk sindssygt.

SEBASTIANS

VÆRSTE KONTROLTAB:

At være til børnefødselsdag. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er god til at lege med børn. Jeg ved ikke, hvordan man gør.

I AM GOLD EN FUNKLENDE FLUGT FRA VIRKELIGHEDEN

De er midt i trediverne, parret. De elsker hinanden. Deres liv er fuldstændigt vidunderligt. Deres liv er godt. Det er okay. Det er nogenlunde, hårdt, trist. Det er grusomt mangelfuldt. Særligt hun har kærlighed til overs. Hun ønsker sig brændende det barn, de ikke kan få. Og mens naturen overtager kroppen, udvikler tosomheden sig til et trekantsdrama. Hun kaster sin krop ud i en brutal, farverig fest og fortrænger både egne og andres følelser.

Der var fulde huse og absolut ingen bænkevarmere, da scenen på Betty Nansen Teatret blev omdannet til et pulserende dansegulv med dansefortællingen BONNIE OG CLYDE i 2020. Nu er flere fra holdet, kunstnerne, danserne, koreografen, stemningen, musikken og danselysten tilbage.

BETTY TIL VÆGS

På Betty Nansen Teatret skaber vi scenekunst. Sådan skal det være. Men vi skal også kunne flere ting. For eksempel at udgive billedkunst. Derfor har vi genoplivet en Betty Nansen Teatret-tradition, hvor teatret arbejder tæt sammen med tidens dygtigste kunstfolk om en kunstplakat, der skabes med helt frie rammer af en udvalgt billedkunstner hvert år. Nu er der fem plakater at vælge imellem. Den seneste kan du læse en præsentation af her.

PAPFAR LAVER NY KUNSTPLAKAT TIL BETTY: ”HUN ER SOM EN VEN AF BÅDE BYEN OG KUNSTEN”

Skulptøren Søren Behncke med kunstneraliasset Papfar, har skabt denne sæsons kunstplakat. Med en dyb kærlighed til gadens materialer og Frederiksberg Allé, har han skænket teatret en navnesøster; kunstværket Betty. Her fortæller han om pap, paller og by-perler – og om transformationen fra lort til guld. Papfar er… et kunstnernavn, jeg desværre ikke selv kan tage æren for. Jeg startede mine kunstnerdage med at finde genbrugspap fra gaden, som jeg lavede skulpturer af og opstillede dem i byen, og lige siden er jeg blevet forbundet med pap. Jeg har altid elsket at bruge materialer, der i forvejen har et liv, og jeg er evigt fascineret af transformationen fra lort til guld.

Værket er… levende. På samme måde som da jeg i mine street art-dage brugte materiale fra gaden, er Betty-værket lavet

på og af en tilfældigt fundet træpalle. På den måde har lærredet med alle dets sømhuller og dets træstruktur et udgangspunkt, noget indbygget poesi og et væsen i sig selv. Pallen bliver så at sige samskaber af værket. Brædderene har eksempelvis indbudt til at lave niveauer med fortove og veje, så værkets komposition er i virkeligheden bestemt af materialet. Når man bruger ting man finder på gaden, fanger man nuet – et aftryk af verden. Det har jeg prøvet at imitere, ved at lade værket fange et flygtigt nu med bevægelse fra gaden, og teatret der bryder efterårsmørket ved at invitere ind til aftenforestilling.

Den kunstneriske proces… har været langsommelig, men utrolig fed. Der er ikke tale om malerkunst i klassisk forstand, da værket faktisk er et grafisk tryk skabt af træ, farve og linoleum. Både den kunstneriske proces og værket har derfor ufatteligt mange lag med træsnit, farve og tryk. Alt er skabt på pallen, men det færdige resultat ser man først når det er trykt på papir. Der

er derfor noget magisk ved at lave kunst gennem grafiske tryk, fordi man aldrig helt ved, hvad man har lavet inden man ser papiret. Man kan derfor ikke kontrollere hverken processen eller slutresultatet til døde, hvilket er ret fint, for så får man de gode fuckups.

Frederiksberg er… som en forelskelse. Jeg har mange forelskelser og Frederiksberg er en af dem. Særligt Frederiksberg Allé er en sand perle, et helt specielt sted med en bred gade, kig til Frederiksberg Have og skønne træer, der er ualmindeligt smukke når efterårets røde farver rammer dem. Derfor har jeg også ladet efteråret ramme Betty.

Betty Nansen Teatret er… en perle i perlen. Det ligger smukt og er en del af den fantastisk allé. Jeg kalder både teatret og værket Betty – altså uden efternavnet, da det føles som om, vi alle er på fornavn med den kære dame. Betty er næsten som en ven. En ven af både byen og kunsten.

Kunstplakat #5

ogKunstplakaternekoster149kr. ertryktiA1-formatpå150gPlakaterneubestrøget/matpapir. kan købes hos vores samarbejdspartnerFormatArtspace/ formatartspace.dk,ogivores barogbilletkontorindenfor åbningstiderne.

Kunstplakat #1

La primadonna in a nutshell af Anika Lori.

Kunstplakat #2 Great expectations af Morten Schelde.

Kunstplakat #3

Two Shadow Standing (on a chair with eyeball headmask) af Mie Olise.

Kunstplakat #4 The happening is on its way af Emily Gernild.

Modellen af scenografien til Iliaden

DET KORTE AF DET LANGE DIGT

Betty sætter nu Iliaden på scenen. Og det har – helt ærligt – vist sig sværere end som så.

AF DAVID PEPE BIRCH

I marts 2023 spoler vi tiden et par tusind år (i høj grad plus/minus) tilbage til Antikken. Her finder vi alle gymnasieelevers skræk: en lang, svær, snørklet tekst, hvor mennesker, guder, dyr og en enkelt gigantisk træhest blander blod – og meget andet.

Iliaden er en vild tekst. Her og på de næste sider, tager vi dig med ind i teksten. Du finder både et ekspert-interview og et konflikttræ (lidt som et stamtræ – bare hvor folk er aldeles uvenner).

Vi håber, at du kan bruge vores forsøg på at blive klogere – på at blive klogere.

Meget groft sagt handler Iliaden om to konflikter: Den store konflikt er Den trojanske krig. En ti år lang affære, med hundredvis af guder og helte som medvirkende. Den lille konflikt, der er handlingen for digtet ‘Iliaden’, foregår i løbet af nogle få uger mod slutningen af denne krig. Denne lille konflikt handler om interne stridigheder på den græske side. Hermed den ultra-korte version.

HVAD?

Trekantsdrama mellem grækere (principielt en række græske bystater), trojanerne og de græske guder.

HVORNÅR

I løbet af 51 dage mod slutningen af Den tojanske krig.

HVAD ER DEN TROJANSKE KRIG?

1000 skibe fra de græske bystater sejler til Troja. Det fører til slåskamp.

HVORFOR?

Trojanernes prins, Paris, har bortført den smukke Helene fra grækerne.

HVAD VIL DE?

Grækerne vil have hævn, og de ser desuden chancen for at vinde den ære, der ligger i at erobre Troja. Byen blev nemlig anset for at være umulig at indtage.

HVAD SKER DER?

Selve Iliaden begynder, da der opstår en krise i grækernes lejr, fordi de to vigtigste helte, Agamemnon og Achilleus, bliver uvenner.

HVEM ER MEST SUR?

Achilleus, føler sig snydt af kong Agamemnon, som er grækernes øverste leder. Derfor bliver Achilleus vred, og han vil ikke længere kæmpe med grækerne.

HVORDAN SLUTTER DET?

Achilleus beslutter at vende tilbage til krigen og bekæmpe trojanerne. Med Achilleus i front vinder grækerne.

Havgudinde og Achilleus’ mor. Kan lidt af hvert inden for feltet ”guddommelig indblanding”.

Achilleus’ bedste ven og – måske – hemmelige elsker. (Svært at vide med sikkerhed, når nu det er en HEMMELIG elsker).

Endnu en smuk kvinde, som to mænd kæmper om. Gift med den græske konge Melelaos (Agamemnons bror), men bliver halv-frivilligt bortført af Hektors bror Paris, og så er der krig.

Halvgud, bad boy og kvindebedårer. Helten over alle helte, og Agamemnons trumfkort i krigen med Troja.

Smuk, trojansk kvinde, der helt ufrivilligt ender som skyts mellem to græske alfahanner.

Trojanernes svar på en superhelt – endda med royalt blod i årene.

Spoiler: Bliver dræbt af Achilleus, og hans begravelse kickstarter handlingen i Bettys udgave af Iliaden.

Græsk hærleder, lidt til den magtsyge side. Enhver grund til at gå i krig er en god grund! Da Achilleus pludselig strejker, fortryder han sit move på Briseïs og må give en undskyldning (fordi han gerne vil vinde krigen).

Kongen af Troja og far til de to prinser Hektor og Paris. Vil helst bare holde fred med grækerne, men det er svært med en type som Agamemnon på den anden side.

Gift med Hektor. Har luret, at den der krig kommer til at koste hendes mand livet.

Iliaden taler til den basale menneskelighed”

Christian Ammizbøll Thomsen er Lektor på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i antikkens historie. Han er blandt andet initiativtager til forskningsprojektet Stemmer fra antikken, der søger andre fortællinger end de kendte. Her giver han sit syn på Iliaden.

AF DAVID PEPE BIRCH

GRUNDLÆGGENDE

Iliaden er et episk digt, der fortæller historien om en gigantisk hær af grækere, der i ti år belejrede og til sidste erobrede byen Troja.

RESUMÉ

Verdens drabeligste kriger, Achilleus, føler sig snydt – ja, han er faktisk rasende – da Kong Agamemnon fordeler krigsbyttet. Så længe Achilleus ikke vil slås, går krigen mod Troja dårligt. Men da hans ven Patrokles bliver dræbt af trojanernes Hektor (der tror Patrokles er Achilleus) vender Achilleus tilbage, og Hektors og Trojas skæbne er dermed beseglet.

HISTORIE

Iliadens historicitet – altså i hvilken grad den afspejler historiske begivenheder – er et gammelt stridspunkt. Jeg betragter den som et sagn i den forstand, at ingen af de begivenheder eller personer, der skildres, kan formodes at have fundet sted. Men de græske byer, der nævnes, er de historiske bystater, vi kender, og Troja, eller Ilion, som den også kaldes, er også et rigtigt sted og var endda en populær turistdestination blandt både grækere og romere i oldtiden.

GEOGRAFI

Troja var i bronzealderen en vigtig by på kanten af hittitter-riget i Lilleasien, men de spor af krig og ødelæggelse som tidligere tiders arkæologer betragtede som resultatet af grækernes erobring er slet ikke så entydige.

LITTERATUR

For grækerne var Iliaden litteraturens første og største værk. Den var en grundpille i en ordentlig uddannelse og genstand for lærde menneskers lærde diskussioner. Fortællingerne rumsterer i grækernes kollektive erindring, og senere kunstnere trækker ofte på Iliaden og dens beslægtede myter.

STIL

Det episke sprog, den er skrevet på – et særligt højstemt og gammeldages græsk, som ingen ellers gik rundt og talte – blev hyppigt anvendt i alt fra gravstene til lokumspoesi. I hver græsk bystat fandtes mennesker som beherskede det sprog og endnu flere, som fandt, at det passede til forskellige af livets begivenheder – som for eksempel til at udtrykke sorg over tabet af deres elskede.

PERSPEKTIVER

Iliaden fortæller at grækerne udgjorde et folk, der havde nok tilfælles til at være allierede i en krig mod fremmede, men som også var præget af interne konflikter, ærekrænkelse, misundelse og vrede mod hinanden. Og krig. Iliaden er først og fremmest en fortælling om krig. Men den krig, den skildrer, er i høj grad den personlige oplevelse af krig: At se døden i øjnene, lemlæstelsen (Iliaden tager sig flere steder tid til grundige anatomiske beskrivelser af spydspidsens vej gennem sit offer), at overvinde sin frygt, at høste hæder, at miste sin ven, at møde en anden blandt fjendernes rækker. Og selvom det drejer sig om helte, må det have ræsonneret hos mange mænd i den græske verden, der forventedes at sætte livet på spil for at forsvare deres by.

VURDERING

Iliaden taler til mig, når den taler til den basale menneskelighed vi og dens oprindelige publikum deler. Hektor og Andromaches udvekslinger om skæbne og ansvar ræsonnerer i hvert fald i mig.

ILIADEN

DER FINDES INGEN HELTE

Det hele begynder med et skænderi. Kong Agamemnon stjæler den unge slavinde Briseïs fra Achilleus (ham med hælen). Og så er der ellers 50 dages død og ødelæggelse, heltemod og episke kampe –og ikke et ord mere om Briseïs.

Dette er Iliaden, som man kender den – og det er også noget helt andet. Det er musik, humor, og øjeblikke af uhyggelig spænding og ubehag. Det er stort og respektløst og omvæltende.

MEDVIRKENDE

Mathilde Arcel

Anders Budde Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen Xenia Noetzelmann Mathias Rahbæk

Ida Cæcilie Rasmussen Ena Spottag

MANUSKRIPT Homer DRAMATISERET AF

Tom Silkeberg og Eline Arbo INSTRUKTION Eline Arbo SCENOGRAFI

Ida Marie Ellekilde MUSIK Thijs van Vuure LYSDESIGN Christian Alkjær

PREMIERE 11. MARTS

Frit fald med panden mod væggen

Hvis du synes, ensomt og hårdt, så vent til du har set Anna Balslevs iscenesættelse af Marlen Haushofers feminine robinsonade

Christine Albeck Børge spiller kvinden, der vågner op i en verden, hvor hun er det eneste menneske tilbage efter en katastrofe, der er sket på den anden side af den væg, hun pludselig er omringet af. Her fortæller skuespilleren om hvorfor, det ikke er så håbløs og ensom en fortælling, som man umiddelbart skulle tro.

PRÆSTGAARD

AF LISE BENTHIN

FOTOS FRA WORKSHOP AF CATRINE ZORN

”I dag, den femte november, begynder jeg på min beretning. Jeg vil skrive alting ned så nøjagtigt som muligt. Men jeg ved ikke engang, om det virkelig er den femte november i dag.” Sådan begynder den østrigske forfatter Marlen Haushofers fortælling om en kvinde på ferie i en bjergdal, som en dag vågner op til en verden, hvor alt liv uden for den glasvæg hun pludselig er omgivet af uforklarligt er dødt. Hendes eneste selskab er en hund, en ko og en kat. Lyder det deprimerende eller frisættende? Helt klart det sidste mener Christine Albeck Børge, der skal spille kvinden i Anna Balslevs iscenesæt-

”Dramaturgen Karen-Maria Bille sagde ved vores første møde efter, jeg havde læst bogen: ’Du kom ind som en komet!’ Jeg var fuldstændig fyr og flamme over, hvor fantastisk en fortælling, det var. Jeg tænkte, at det måtte være fantastisk

de i, at der ikke er andre mennesker og understreger, at hun selvfølgelig altid ønsker, at der er menneskelige relationer i hendes eget liv. ”Det, der taler imod tragedien er, at hun ejer situationen på en måde, hvor hun er totalt nærværende over for realiteterne, hun ser virkeligheden i øjnene og accepterer dem. Hun formår at se rationelt og positivt på det, hun har, og hun har masser af relationer. De er bare ikke til mennesker, men til dyr og natur.”

Det frie fald Egentlig bryder Christine Albeck Børge sig ikke om ordet ’overgangsalder’, men vil hellere kalde det at være i frit fald. En tilstand hun selv kender, og som hun kan genkende i kvinden.

kan læses på to måder – som et billede på depression, der som et fængsel afskærer en fra omverdenen eller som Christine Albeck Børge læser den, en coming of age-historie om en kvinde i overgangsalderen, der finder sin styrke og rigtige vej i verden. ”Det er en historie om at blive forvandlet og finde sig selv gennem en meget smertefuld proces, og tab af civilisation og identitet. Det er en genforhandling af værdier, som på trods af smerten i sidste ende giver en stor frihed, styrke og empowerment til hovedpersonen. For mig er det en succeshistorie.” Christine Albeck Børge forstår det deprimeren-

”Jeg er 48 år og har de sidste par år selv været i en følelse af frit fald i forhold til at være midt i livet. En følelse af at være i forvandling og opløsning både i mit arbejdsliv og i mine relationer, ikke mindst til mig selv. I starten oplevede jeg det som negativt, men så tænkte jeg ‘hvorfor har vi så meget positivt sprog for kontrol, men ikke for opløsning og frit fald?’”

Christine Albeck Børge vidste ikke, hvad hun skulle stille op, og det satte hun sig til at fordybe sig i. ”Det var og er mega spændende. Fordybelsen og genforhandlingen af værdier var min måde at plante kartofler og dyrke jorden på, som kvinden i Væggen gør. Det har været en berigelse at gå i opløsning, være i det frie fald og tabe alle de gamle vaner.”

Hvad udløste det frie fald?

”Jeg tror, det kommer helt naturligt, når man er midtvejs i livet, ja midtvejs i alle sammenhænge, også i et prøveforløb. Når man har halvdelen af tiden tilbage, giver det et mentalt vakuum, hvor man stopper op og er som i et ingenmandsland. Det kan være et farligt sted at være, man kan blive skilt, sige sit job op eller tage andre radikale valg, som måske ikke er rigtige. Men det er også fyldt med kreativitet, energi og muligheder.”

Christine Albeck Børge tror, at alle bliver ramt af en midtlivskrise, selvom det ikke er et ord, hun kan lide. ”Det er så tungt og kedeligt et ord for noget, som rummer så meget potentiale. Man er fyldt med visdom og har så meget liv tilbage, så hvad skal man bruge det til? I Væggen er det noget andet, for hendes midtlivskrise består i, at en katastrofe har frarøvet hende alt. I lang tid er det meget negativt ladet for hende, og det har det også været for mig indtil, jeg besluttede, at nu ville jeg prøve at finde al potentialet i den mærkelige situation, jeg befandt mig i. Det er også det, jeg oplever, hun gør.”

Mere træ end menneske

På et tidspunkt skriver kvinden, at hun har mistet sit ansigt, da hun ikke har brug for det mere. I stedet bliver hun for første gang meget bevidst om, at hun har hænder. ”Det er megafedt. Jeg kan kun se det som en frisættelse,” siger Christine Albeck Børge, der kalder sig selv

I Væggen er der ingen, der kigger på kvinden, hendes krop bliver et redskab, og udseendet betyder ingenting. ”Jeg ligner mere et træ end et menneske, en lille sej, brun stamme, som skal bruge al sin kraft for at overleve,” skriver hun. Kvinden havde ikke noget valg om at blive kigget på eller ej, men Christine Albeck Børge valgte, at hun i sit frie fald ikke ville stå på en scene og lade nogen kigge på hende. Jeg har ikke haft lyst til at lave teater og havde indtil Gertrud svarer igen på Husets Teater i efteråret 2022 sagt nej til alle teaterroller i to år fordi, jeg tænkte, at jeg var færdig med at stå på en scene. Jeg var træt af at være en del af andres fortællinger, og at folk så på mig. Det er forvirrende, når verden ser på dig, når du selv er i forvandling, for når du ikke selv ved, hvem du er, kan du heller ikke signalere til folk, hvad de kigger på. Så opstår der forvirring, og man kan gå fejl af hinanden. I Væggen er der ikke nogen til at kigge på kvinden, så hun slipper for konfrontationen.”

Alligevel sagde Christine Albeck Børge ja til rollen i Væggen, da Bettys kreative direktør Elisa Kragerup ringede. ”Min fars familie kommer fra Østrig, og skæbnen ville, at jeg sad i en østrigsk skov, da hun ringede. Da Elisa fortalte om kvinden, der på sin egen måde også er i frit fald, tænkte jeg, at det ville jeg gerne være med til at fortælle. Det giver mening i forhold til min egen fortælling på en måde, hvor jeg ikke skal formidle en andens udtrykstrang. Her er en følelse af opløsning, jeg selv har behov for at undersøge, nuancere og fordybe mig i. Historien passer så godt til mig, så folk må gerne kigge på mig nu”, griner hun.

Ikke nok med at Christine Albeck Børge skal stå på en scene igen, hun er også den eneste, man som publikum kigger på. ”Ensomheden i en monolog og måden at være i rummet på taler direkte ind i karakterens ensomhed og måden hun skaber sin egen verden på. Det er intenst, og det klæder materialet enormt godt.”

Ligesom kvinden i Væggen ikke er helt alene, kommer Christine Albeck Børge heller ikke til at være det. Dyrene bliver en del af Asger Kudahls lyddesign, som spiller en store rolle i forestillingen. ”Lyden bliver en kæmpestor faktor i måden at bære rummet på. Jeg anser faktisk lyden som min medspiller.”

Marlen Haushofer

(1920–1970)

Den østrigske forfatter Marlen Haushofer (19201970) skrev noveller, romaner, børnebøger og hørespil. I 1963 udkom hendes hovedværk Væggen, som hun fik Østrigs nationale litteraturpris for, men det store gennembrud kom ikke. Hendes bøger blev opfattet som banale og uden politisk tyngde. Først i 1980’erne blev hendes forfatterskab set med nye briller, ikke mindst Væggen, som er blevet en kultroman for kvinde- og miljøbevægelsen.

Marlen Haushofer levede to forskellige liv, når hun var i de litterære kredse i Wien og provinsbyen Steyr, hvor hun levede som hjemmegående tandlægefrue og mor til to drenge. En dagligdag hun ikke trivedes i. ”Husarbejdet er et surt slid og hænger mig efterhånden langt ud af halsen, for det er så idiotisk og koster mig tid og energi. I mit arbejde næres jeg af vrede,” skrev hun. Efter ni års ægteskab blev hun skilt fra sin mand Manfred Haushofer, men de fortsatte med at bo sammen af praktiske årsager. Otte år senere giftede de sig igen. ”Man kan ikke blive skilt i Steyr,” fortalte hun en veninde. Haushofers liv som husmor i byen mindede om hovedkarakteren i Væggens liv, før hun bliver indespærret i bjergdalen. Det er næppe et tilfælde, for som Haushofer skrev: ”Jeg skriver aldrig om andet end mine egne erfaringer. Alle mine karakterer er dele af mig, udspaltede personligheder så at sige, som jeg kender ret godt.”

Marlen Haushofer døde af knoglekræft i 1970, tre uger inden sin 50-års fødselsdag. Knap en måned inden sin død skrev hun sin sidste tekst, Vær ikke bekymret, som blev fundet efterladt på et bord. Teksten bærer tydeligt præg af, at Marlen Haushofer ved, hun skal dø.

Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.

Vær ikke bekymret

Dette er et uddrag af den efterladte tekst, som slutter med disse ord: Vær ikke bekymret. Selv hvis du var befængt med en sjæl, så ønsker den sig intet andet end dyb, drømmeløs søvn. Den uelskede krop vil ikke længere gøre ondt. Blod, kød, knogler og hud, alt vil blive en lille bunke aske, og hjernen vil også endelig holde op med at tænke. Tak Gud, som ikke findes, for dette.

Vær ikke bekymret – alt vil være forgæves –som for alle mennesker før dig.

En helt normal historie. Steyr, 26.2.1970 Marlen Haushofer

KONFETTI BETTY

BETTY er navnet på vores eventprogram. Alt det, der ikke er teaterforestillinger – det ekstra glimmer, lir, løjer og pazas. Denne gang er konfetti-kanonen blandt andet ladet med koncerter, dagbøger og hatte!

DAGBOGSKONCERT MED RUBY GAMACHE

Torsdag den 9. februar Kl. 18–19

I foyeren på Edison

Bevæbnet med hemmeligheder og tusind knapper indtager kunstnerduoen Ruby Gamache foyeren på Edison til en intim koncert med gigan tisk lyd og direkte poesi. Ruby Gamache består af musiker Camilla Bang og performer

Julie Thalund, der side for side tager dig gennem deres egne nedskrevne tanker, sorger og glæder til en hudløst ærlig dagbogskoncert.

Der er sange om at være angst, om at være kvinde, om at være og have en krop. Om knuste hjerter og destruktiv erotik. Og der er gangsterrap og hårdtslående dagbogshits!

Ruby Gamache stod bag den Reumert-nominerede forestilling

KLIP EN KAMPHAT

Onsdag den 8. marts Tidspunkt følger På Balkonscenen på Betty Nansen Teatret

En god og armstærk kampdag, kræver en god og festlig kamphat! I anledning af Kvindernes

ANTIK ANTIHELT

Torsdag den 16. marts Kl. 17–18 På Glyptoteket

I tusindvis af år har vi gengivet det episke krigsdrama om slaget om Troja med barbariske skurke og ærværdige helte. I

KONFETTI

BETTY X ROSKILDE: ISCENESAT

Lørdag den 15. april Tidspunkt følger På Betty Nansen Teatrets i Iliadens scenografi

De iscenesatte koncerter er tilbage på Betty! I samarbejde med Roskilde Festival har vi tidligere præsenteret musiknavne som Bisse, Iris Gold og When Saints Go Machine i et særlig iscenesat format. Hver koncert har foregået i en ny scenografi, med en ny kunstner, valgt af Roskilde Festival, og iscenesat af Bettys kunstneriske leder, Elisa Kragerup.

Nu tager vi tråden op igen med en iscenesat koncert i scenografien til Iliaden. Hvem kunstneren er må du vente med lidt endnu… Tilmeld dig vores nyhedsbrev VORES BETTY, hvor vi afsløre kunstneren i starten af 2023.

Vi tilføjer løbende flere arrangementer, så hold øje med vores sociale medier eller nyhedsbrevet VORES BETTY, hvor vi giver lyd, når der er KONFETTI BETTY-nyt. Men her er lidt af det, vi allerede har sat i kalenderen.

VO R ES BETTY ER VO R ES G R ATIS TILBUD TIL DIG, DE R GE R NE VIL FØLGE MED I, HVAD DE R SKE R I HUSET. DU FÅR FO R LOMME R , HEMMELIGHEDE R ,

SÆ R A RR ANGEMENTE R OG GODE TILBUD.

SOM EN DEL AF VO R ES BETTY E R DU ALTID DEN FØ R STE TIL AT HØ R E OM DET HELE, NÅ R VI SENDE R DIG ET NYHEDSB R EV ET PA R GANGE OM MÅNEDEN .

GODE SAGER VORES BETTY HAR FÅET

• Invitationer til åbne prøver, premierer og åbent hus

• 20 - 50 procent rabat på billetter på udvalgte datoer

• Presale til koncerter og andre særarrangementer

• Rabat på kunstplakater, forpremierer og særarrangementer

• 10 procent i baren, når de besøger os

• Vi spørger løbende VORES BETTY til råds og inddrager jer i både research og udvikling af forestillingerne. F.eks. har vi spurgt jer, hvad vores nye eventscene skal hedde, og så ved vi, at 75 procent af jer har oplevet at kede sig i jeres parforhold!

10 BETTY’ER og en tandlæge Kirsten

Vi er 28.032 mennesker, der er med i VORES BETTY. Vi er allerflest Metter. Til gengæld er vi kun én Orla, én Charlie, én Dodo og en ”tandlæge Kirsten”. 10 af os deler fornavn med huset og hedder Betty. De fleste af os bor i Københavnsområdet, men én ser ud til at bo i Rusland, 14 sidder i Helsingør og 10 bor nord for Limfjorden. Vil du også være med?

* Sms’en koster alm. sms-takst. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at skrive til os på vores@bettynansen.dk