__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

M A G A S INE T OM


FRA RNE VE TY Ø R P BET PÅ


UD AF ALENESKABET Vi bliver rigere ved at være en del af andres liv. I vores samfund har vi prioriteret institutioner, som danner rammer for fællesskaber: Teatre, spillesteder, højskoler, festivaler, museer, kulturhuse. Steder, hvor vi mødes for at finde rum dedikeret til nærvær og fordybelse. Rum, hvor skellet mellem mig og den, jeg sidder ved siden af, udviskes. Vi behøver ikke opleve eller mene det samme, men vi mærker, at vi kan blive berørt af det samme. Det samme som den vildt fremmede.   I det sidste halve år har vi lært på ny at se os selv som en del af en helhed, og i dette efterår skal vi lære at være sammen igen – på nye måder. Måske vil vi endda opleve, at der opstår nye former for fællesskaber i den tid, vi går ind i. Som kulturinstitution er det vores fornemmeste opgave at bidrage med alt, hvad vi kan til, at vi - som samfund og borgere - også fremover kan mødes i stærke fysiske fællesskaber for at forstå os selv i mødet med andre. Derfor glæder vi os til at udvide fællesskabet igen sammen med dig, os, vi, dem og til at lære det vildt fremmede at kende. På en ny måde. Kunsten er pulsen i fælleskroppen. Kærlig hilsen Alle os på Betty


LI V LI N E R Flere versioner af den danske dramatiker Line Knutzon har skrevet en ny forestilling til Betty Nansen Teatret. Titlen er Livstidsgæsterne, og her spiller seks skuespillere ét menneske – på samme tid. Vi får altså seks versioner af det samme menneskes kærlighedsliv, musikalitet, vrede og alt derimellem. Derfor har vi her interviewet ikke bare Line Knutzon, men en hel række Liner A F DAV I D P E P E B I R C H F O T O S S A R A , P E T E R & T O B I A S


Du kan jo prøve med dig selv. Dig, der læser det her. Eller: Jer, der læser det her. Hvor mange er du? Hvor mange sider af dig er dig? De bor inden i dig, alle dem der er dig. I din krop. I dit sind. Du roterer personlighederne efter omstændighederne. Du kan mikse to eller flere af dem ved særlige lejligheder. Og du oplever indimellem en helt ny dig, der måske bare har været lukket inde, siden du blev født. Sådan er det også hos dramatiker og forfatter Line Knutzon, der igen og igen har stået for noget af det bedste og sjoveste nye danske dramatik. Igennem et års tid har hun skrevet på forestillingen Livstidsgæsterne, hvor hun går på opdagelse i det menneskelige sind og møder alle dem, der bor der. Men hvem er Line Knutzon selv? Hvor mange versioner af hende findes der? Utallige, ifølge hende selv. Her møder vi en lille håndfuld, og vi prøver at udsætte dem for nogenlunde det samme interview. Så hold tungen lige i munden – Line er igennem mange Liner i løbet af en helt almindelig dag.

MORGEN-LINE Hvem er den første Line, du møder om morgenen? ”Hun er positiv og fuld af gå-på-mod. Ret venstreorienteret. Helt klart venstreorienteret – og fuld af forhåbning til dagen. Hun har mange planer. ’Så er det ud af fjerene,’ kan hun finde på at sige!” Morgen-Line, hvorfor står du op om morgenen? ”Det er helt enkelt. Det er, fordi jeg vågner. Jeg er A-menneske, og når jeg vågner, er jeg glad og klar til dagen.” Morgen-Line, har du nogensinde skrevet et læserbrev? ”Nej, men jeg har skrevet klagebreve om morgenen, men altså de bliver aldrig sendt afsted. Morgen-Line kan godt tilgive.” Hvad har du klaget over? ”Det er tit noget med, at folk taler på en bestemt måde i morgenradioen. Hvis jeg kan mærke, at de har agendaer, så skriver jeg, at jeg har gennemskuet dem. ’Jeg ved godt, hvad du er ude på med dine ledende spørgsmål,’ kan jeg for eksempel skrive. Det er et godt iskoldt mentalt styrtebad, der virkelig gør, at jeg vågner og er på mærkerne.”


Morgen-Line, kan du spille et musikinstrument? ”Ja, jeg kan spille klaver. Dårligt. Men jeg kan godt. Jeg kan spille Jeg har fanget mig en myg på alle instrumenter.” Hvem elsker dig, Morgen-Line? ”Min hund … og mine børn.” Hvorfor elsker de dig? ”Fordi de er afhængige af mig, vil jeg tro.” Morgen-Line, hvad kan gøre dig stolt? ”Min hund … og mine børn. Nej ikke min hund, men jeg er stolt af mine børn. Og så er jeg stolt over, at jeg har taget kørekort. Det gjorde jeg lidt vel sent i livet. Det er en af de største bedrifter i mit liv. Nu er jeg en af Danmarks helt store privatbilister.” Kan Morgen-Line selv slibe sine køkkenknive? ”Nej, og det er et relevant spørgsmål, for jeg tænkte lige på det i går. Hvor afleverer man sine knive, når de skal smides ud? Er der et særligt knivrum i storskraldsrummet?” Hvad gør Morgen-Line lykkelig? ”Det er sådan de helt simple ting. Det gør mig glad bare at vågne og drikke kaffe og ae min hund.” Har Morgen-Line nogen helte? ”Nej, altså. Hun kan bedst lide sig selv. Hun er slet ikke begyndt at tænke på andre mennesker. Det kommer først op ad dagen, hvor hun begynder at sammenligne sig med andre” Kan Morgen-Line forklare ord som for eksempel arbitrært eller altruistisk? ”Nej. Jeg har kun gået i skole til niende klasse, og jeg kan aldrig være med på sådan noget akademisk sprog. Jeg har gået på ti skoler på ti år. Jeg kan ikke være med i de fælleskaber, fordi jeg ikke kan så mange fremmedord. Jeg skammer mig overhovedet ikke over det, og jeg er god til at spørge, hvad det betyder. Men jeg kommer aldrig til at bruge ord som narrativ og diskurs, som alle ellers bruger hele tiden. Måske er der kommet tyve nye ord med i mit ordforråd de sidste 30 år. Men ikke mere end det.”

BARNDOM Hvem er den næste Line, du møder? ”Der er jo mange i løbet af en dag, men en, jeg godt kan lide, er barndommens Line. Hende tænker jeg tit på. Altså en Jeg-vil-være-barnigen-Line. Jeg er opvokset på Vesterbro i Humleby i 1970’erne, og det jeg længes mest efter er at stå ved hegnet om morgenen og vente på, at de andre børn kommer ud og leger.” Barndommens Line, hvorfor står du op om morgenen? ”Simpelthen for at komme ud og lege. Ned på gaden.” Har barndommens Line skrevet et læserbrev? ”Nej. Heller ikke tænkt på det. Der findes ikke rigtig en verden udenfor endnu.” Kan barndommens Line spille et instrument? ”Ja, hun går til klaver hos Svend Skipper, der i dag er gift med Ghita Nørby. Det var han ikke dengang. Han boede i Ahornsgade på Nørrebro. Jeg tror, jeg tog en bus derud.” Hvem elsker barndommens Line? ”Jeg formoder, at mine forældre elskede mig.” Hvorfor elskede de dig? ”Fordi jeg var så umådelig charmerende, tror jeg. Det var jeg muligvis overhovedet ikke, men det var klart min oplevelse.” Er barndommens Line stolt af noget? ”Nej, det er slet ikke et begreb, der er aktuelt i min barndom. Man er bare. Men jeg havde en dolk, som jeg var meget glad for. Sådan en spejderdolk med en læderskede. Nogle gange hang den i mit bælte. Jeg havde cowboybukser, som jeg havde lavet til shorts med frynser. Jeg var meget glad for indianere, og jeg læste et blad, der hedder Sølvpil. Jeg ville gerne være indianer.” Hvad gør barndommens Line lykkelig? ”Det er heller ikke et begreb, jeg opererede med som barn. Barndommen er befriet for alle de der begreber. Man tænker ikke selv over forskellen på lykke og tristesse. Det er uinteressant for et barn.”


”Sindets sanselige småborger” spilles af Maria Rossing


”Den temperamentsfulde fortrængnings-mester” spilles af Ena Spottag

”Voksenlivs-mimeren” spilles af Elliott Crosset Hove

”Den ambitiøse” spilles af Tryggvi Sæberg Björnsson


Jeg tror, jeg bliver socialkonservativ. Der findes jo altså også højreorienterede mennesker, der har et sundt forhold til vores kulturarv, og som ikke er racister. Dem identificerer jeg mig med ved 13-tiden.

Hvem var barndommens Lines helte? ”Det var Sølvpil. Jeg lå i min seng og læste dem. Det var så lækkert hele det der univers med at ride på heste og klare ting selv.” Hvad gør barndommens Line flov? ”Jeg har engang stjålet en frimærkesamling. Det blev opdaget, og det var meget flovt. Den var bare så tjekket. Det var fra en, der havde styr på sin samling med pincet og sådan. Jeg ville også selv have styr på tingene.” MIDDAG Hvem er du så, når Morgen-Line damper af, og du ikke tænker på barndommens Line? ”I løbet af dagen sker der et skift. Jeg bliver tiltagende højreorienteret og skarp. Eller borgerlig. Det er hen ved frokosttid, at det sker. Jeg bliver simpelthen så træt af venstrefløjen og hele den der tænkning. Om morgenen har jeg en tro på, at man kan lave en samfundsorden, der får det bedste frem i mennesket, og det skifter ved 13-tiden, hvor jeg så synes, at man bør fokusere på det enkelte menneske, og at det enkelte menneske skal træde stærkere i karakter. Og så ophører jeg med at interessere mig for de andre. Pludselig synes jeg, at man taler om mennesker og samfundet, som om at samfundet skal holde det enkelte menneske oppe, og det er mig meget imod. Nu mener jeg, at det enkelte menneske skal holde sig selv oppe. Og holde samfundet oppe. Det har jeg også opdraget mine børn til. Der kommer ikke nogen og redder dig.

Hen imod eftermiddagen kan det så godt løbe lidt løbsk, det vil jeg godt indrømme. Så er jeg helt ovre på den rabiate højrefløj, hvor jeg kan få radikaliserede tanker. Det er sjældent noget, jeg er stolt af, men nu er det sagt. Det passer ikke så godt med den der venstreorienterede PR-strategi, jeg har lagt.” Har Midt-på-dagen-Line skrevet et læsebrev? ”Nu fik jeg sagt højreorienteret, og det lyder så voldsomt, men jeg har udtænkt mange læserbreve eller statusopdateringer, der ville pisse venstrefløjen af. Og som også ville gøre MorgenLine vred. Hun ville synes, at det er for meget. Der er en meget stærk censur, heldigvis, fordi jeg ved godt, at jeg ikke vil kunne stå inde for de her tanker den næste dag.” Kan Midt-på-dagen-Line spille et instrument? ”Ja. Jeg har fanget mig en myg på Obo – det er et af de sværeste instrumenter, der er.” Hvem elsker Midt-på-dagen-Line? ”Der er da et par stykker i min omgangskreds, der godt kan lide, når jeg kommer derud. Som hepper på det. Jeg omgås også meget forskellige folk. Jeg har venner i alle politiske lejre. Jeg gør meget ud af ikke at sidde i et ekkokammer.” Hvorfor elsker de dig? ”De tænker, at nu har hun ENDELIG forstået det.” Er du stolt af noget der ude på eftermiddagen? ”Ja, hvis jeg har foretaget mig noget konstruktivt.” Hvad gør Midt-på-dagen-Line lykkelig? ”Hvis nogen giver mig ret i mine rabiate og radikaliserede holdninger.”


Hvem er dine helte på det her tidspunkt af dagen? ”Nogle amerikanere. Der er en, der hedder John McWhorter, som jeg er meget optaget af om eftermiddagen. Han er lingvist på Columbia University. Han har forstand på sprog, og det beundrer jeg – jeg savler af interesse. Han er demokrat og sort, men han sammenligner den moderne antiracisme med en religion. Det er lidt farligt for mig at sige sådan noget her.” Har Midt-på-dagen-Line dårlige vaner? ”Ja, og det vil hun gerne indrømme. Her handler det om at stå ved sin egen karakter og face sine fejl og mangler. Min fejl er, at jeg er ustruktureret. Det ved den her Line godt.” Bliver du flov over noget på det her tidspunkt? ”Ja, det gør jeg vel, hvis der er noget at blive flov over. Det er der meget sjældent.” EFTERMIDDAG Hvad sker der så, når det kommer helt derud? ”Efter det peaker på den yderste højrefløj ved 16-tiden, bliver jeg ligesom neutral. Mellem 16 og 18 orker jeg ikke mere. Så begynder jeg at spekulere over alt det, jeg har tænkt i løbet af dagen. ’Sikke noget,’ tænker jeg. Og så forsøger jeg at blive midtsøgende og få de to Liner fra tidligere til at enes. ’Nu må vi også liiige spise brød til,’ kan jeg finde på at tænke. Der kan også komme noget selvhad. Det kan for eksempel handle om, at jeg ikke ved, hvad altruistisk betyder. Jeg får det akademiske kompleks. Den her Line kalder jeg tvivleren. Jeg kommer i tvivl om egne holdninger, og jeg synes pludselig, at jeg jo ikke har ret til at mene noget, fordi jeg er for dum. Jeg interesserer mig ikke for politik på den rigtige måde, synes jeg pludselig. Jeg er ligeglad med det. Jeg er ikke sådan en, der ved, at nu har Ole Birk Olesen sagt sådan og sådan til Søren Pind. Og jeg ved ikke, hvad ministrene hedder. Nu bliver det hele meningsløst. Det er meningsløst overhovedet at tænke over de her ting. Jeg mister interessen – og jeg synes, at jeg er for dum til at have en interesse overhovedet.”

AFTEN Hvem er du efter selvhadet? ”En eskapist. Jeg flygter ind i podcast og YouTube-interviews og dokumentarfilm og foredrag. Og jeg glæder mig hele dagen til den her tid. Hun er min favorit-Line. Jeg er ikke så glad for at rejse, men så kan jeg gå på Google Maps og skrive for eksempel Houston. Og så går jeg ned på en tilfældig gade og går tur der. Eller Los Angeles. Jeg har aldrig været sådan nogle steder. Det kan også være i Kina. Der går jeg tur og kigger på folks huse. Jeg er også meget interesseret i universet der om aftenen. Jeg ved godt, at der ikke findes ufoer, men jeg interesserer mig for ufomiljøet og visse konspirationsteorier, som jeg kan nyde om aftenen. Jeg elsker mine aftener. Aften-Line er der ingen grund til at interviewe. Lad hende bare være i fred.” Og her til sidst, hvem kommer vi til at møde i Livstidsgæsterne? ”Man vil i stykket møde Maria Rossing, kvinden der husker og gerne minder om jegets mange fadæser og fiaskoer. Tilstede er også sjælens triste vicevært, Niels Ellegaard, der er den eneste, der lægger mærke til, hvis der for eksempel sidder et håndklæde fast i afløbet (dog taler han for døve øren). Man vil også møde Ena Spottag, som er specialist i benægtelse og fortrængning. Jeget har også en lille en-mands-gruppe, Tryggvi Sæberg Björnsson, som er brudt ud af jeget og som hver dag mellem 9 og 12 har fået tilladelse (af de andre) til at leve som højreorienteret ovre i et hjørne. Og som rosinen i pølseenden møder man Elliott Hove, jegets alternative begavelse, der som den eneste synes, at ”det er superspændende at have en stor gæld”. Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Forestillingen er støttet af Wilhelm Hansen Fondens husdramatikerordning.


LIVSTIDSGÆSTERNE PREMIERE 25. SEPTEMBER BILLETPRIS 155 – 395 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK TLF 70 272 272

”Sjælens triste vicevært” spilles af Niels Ellegaard

”Kynikeren” spilles af Xenia Noetzelmann


BETTY TALER DANS BETTY er forført af dans som kunstform og kunstnerisk sprog. Fordi vi elsker kropsligt og fysisk teater. Derfor er vi lykkelige over at kunne præsentere et nyt samarbejde med Dansehallerne. A F T E AT E R D I R E K T Ø R O G KUNSTNERISK LEDER ELISA KRAGERUP

Det er vildt opløftende, at vi nu kan åbne dørene for et samarbejde med Dansehallerne og dele vores begejstring for dans med publikum. Det bliver et program for alle - fra spædbørn til dem der vil se det helt nye sh*t inden for moderne dans. Vi har allerede åbnet gulvet på klem. BETTY præsenterede teatrets første danseforestilling nogensinde med Bonnie og Clyde, hvori forskellige dansestilarter mødtes i en dramatisk fortælling. Og i februar 2021 bliver forestillingen Mørkt Forår til i samskabelse mellem skuespil og dans - instruktion og koreografi. Dans kan noget, ord ikke kan. Dans kan tale med legemet – umiddelbart, direkte kommunikation fra krop på scenen til krop i salen. Dans er et universalt sprog. Dans og danseforestillinger kan formidle følelser, stemninger og sætter os i forbindelse med noget, som vi husker eller genkender på et ubevidst plan – lidt som en duft eller et musikstykke kan gøre det. Dans taler med kroppen. Mange af vores forestillinger arbejder allerede med koreografer som en vigtig del af det kunstneriske hold. Måske tænker man som publikum ikke altid over det, når vi ikke decideret har med dans at gøre. Men et koreografisk blik kan åbne for nye, ekspressive udtryk i – såkaldt – taleteater. Det kan skabe kropslighed, sanselighed og visualitet, som er med til at gøre teatrets sprog mere fantasifuldt. Vi kan udfordre skuespillernes fysiske forhold til scenografien og deres bevægelsesudtryk. Vi glæder os til at sætte den koreografiske scenekunst i fokus - og fortsætte linjen med flere dansefortællinger på BETTY i de kommende sæsoner.


DANSEHALLERNES KROPSSPROG

OM PANFLUTES AND PAPERWORK

OM CHEERS

F O R TA LT A F KO R E O G R A F I N G R I D B E R G E R MYHRE OG KOMPONIST L ASSE PASSAGE

F O R TA LT A F KO R E O G R A F K R I S T I N R YG H E L G E B O S TA D

”Vi tænker på forestillingen som en smånørdet feel-good-performance. Og når vi begge har det sjovt på scenen med det, vi gør, håber vi, at det smitter af på publikum.”

”Vi håber, at vi har skabt et univers, der vil inkludere snarere end at imponere, og som kan give en anden fornemmelse af, hvad vores sande naturlove er, hvad der er op og ned samt værdifuldt og ikke værdifuldt.”

Hvad vil I fortælle publikum?
 ”Det fortæller vi faktisk i slutningen af forestillingen. Men vi kan give et hint: Det er noget om tandhjul.” Hvad har inspireret dig – som ikke er dans? ”En omgang fish’n’chips i verdensklasse, som vi spiste i Antwerpen. Det var så godt, at vi måtte skrive en tak-for-mad-tale. Fibonacci-tallene, fordi matematik er et livshack, der kan puste liv i de mest banale ting og at se, at vi har formået at stole nok på hinanden til at gå all-in på ting, vi ikke nødvendigvis behersker.” PANFLUTES AND PAPERWORK 11. + 12. SEPTEMBER KL. 20

Hvad vil du fortælle publikum? ”Oplevelsen er publikums egen, og det er vigtigt for os, at folk føler, de kan eje deres egen fortolkning!” Hvad har inspireret dig – som ikke er dans? ”Klokkespil: I showet arbejder vi blandt andet med armbåndsure. Armbåndsure som et kollektivt instrument, hvor alle er afhængige af hinanden. Alle har et ur i hver hånd og skal lytte intenst til hinanden for at få musikken til at fungere. Bilvask: Jeg er inspireret af oplevelsen af ​​at sidde midt i en bilvask. Du overlades til dig selv i et rum med store pom pom-lignende børster, som masserer dig med den ene overraskelse efter den anden.” CHEERS 2. + 3. OKTOBER KL. 20


OM NATTEN

OM NEW SH*T

F O R TA LT A F K O R E O G R A F M Y G R Ö N H O L D T

F O R TA LT A F K O R E O G R A F T H J E R Z A B A L A J

Natten er en intim oplevelse for 6 babyer og 6 voksne. Det er både en danseforestilling og en installation, der vækker sanser med duft, dans, lys og musik. En billet gælder for én voksen og én baby i alderen 4-18 måneder.

NEW SH*T er en aften med tre soloværker og DJ Karin Bergman. Kom og se hvad der rør sig, når tre helt nye koreografer opfører soloværker i ét samlet program. Kunstnerne er udvalgt af gæstekurator Thjerza Balaj.

”Vi arbejder med ’radical softness’ med bløde organiske og cirkulære bevægelser, poetisk musik og lyd, lavendelduft som beroliger, bløde puder og dæmpet lys og et blødt gulvtæppe. Vi etablerer en helt afslappet stemning.” Hvad vil du fortælle publikum? ”Værdien i sanselighed, langsomhed, nærvær og fri undersøgelse og opdagelse af vores omgivelser uden at blive tilbageholdt.” Hvilken stemning ønsker du at give publikum? ”En poetisk, harmonisk og magisk nærværende stemning af ro og sanselighed.” Hvad har inspireret dig – som ikke er dans? ”Naturen, månen, stjernerne og himmelrummet. Kroppens naturlige cyklus og babyers fantastiske, nysgerrige og undersøgende tilgang til sanseverdenen - noget vi voksne har glemt, men som stadig ligger dybt i os som mennesker.” NATTEN 26. + 27. SEPTEMBER KL. 10 / 11:30 / 13

”Forfatteren Maxime Hong Kingstone sagde engang, ‘In a time of destruction, create something’. Jeg vil gerne have, at denne aften bliver en legemliggørelse af dét: En hyldest til dans, til de mennesker der gør det og til de indtryk, dansen skaber.” Hvilken stemning ønsker du at give publikum? “Det er de tre værker med kunstnerne og DJ’en, der sætter hovedstemningen. Jeg garanterer, at aftenen vil byde på en atmosfære af nysgerrighed, der lander med følelsen af ’ja for fanden’. Dog er ’nej for fanden’ også velkomment. Hvad har inspireret dig – som ikke er dans? ”Heftighed. Hengivenhed. Mangfoldighed. Disse tre ting sammenbinder for mig et komplekst ønske om at tilskynde en kultur til at give og tage.” NEW SH*T 29. SEPTEMBER KL. 20


OM MANUAL FOCUS OG 50/50 F O R TA LT A F K O R E O G R A F M E T T E I N G VA R T S E N

”Jeg er optaget af det androgyne som en mulighed for at overkomme fastlåste billeder af kroppen. Forestillingerne handler på forskellige måder om det monstrøse, og om hvordan kroppen pludselig viser sig fra en ukendt og forstyrrende vinkel.” ”I Manual Focus bærer tre (dengang meget unge) kvinder masker af gamle mænd på deres baghoveder. Dette gør, at modsætninger såsom nøgen og maskeret, maskulin og feminin, ung og gammel smelter sammen til ét enkelt billede.”

til billedkunsten. Androgyniens historie: Mange af mine seneste værker har fokuseret direkte på den intime krop og på seksualitetens relation til den offentlige sfære. Jeg var dybt fascineret af, hvor længe androgynien har eksisteret, og at der findes eksempler på den langt tilbage i historien.” MANUAL FOCUS + 50/50 Dobbeltforestilling 15. - 18. SEPTEMBER KL. 20

”I soloen 50/50 arbejder jeg med spektakulære udtryk, som for eksempel en rockkoncert eller en opera, og hvordan disse ekstreme udtryk skaber affekter i publikummets kroppe.”

DANSEHALLERNE X BETTY

Hvilken stemning ønsker du at give publikum? ”Der findes et ord på engelsk, som ikke rigtig kan oversættes til dansk, men som præcist beskriver den stemning, jeg leder efter: The uncanny. Det usædvanlige – eller en oplevelse af noget, som er os underligt bekendt, samtidigt med at vi ikke helt kan placere det, vi oplever.”

CUTTING-EDGE PERFORMANCES, TALKS & MORE 11. SEPTEMBER – 3. OKTOBER EDISON

Hvad har inspireret dig – som ikke er dans? ”Affektteori: Da jeg lavede disse to forestillinger, var jeg i fuld gang med at læse om affekternes natur. Det, jeg fandt mest spændende, var, at vi åbenbart træffer valg baseret på vores affekter uden helt at vide, hvordan de fungerer. Skulpturer: Mit arbejde har altid været meget forbundet

BILLETPRIS 40 – 175 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK TLF 70 272 272


Hvorfor er Oscar så Wilde? Romanen Billedet af Dorian Gray er forfatter og dramatiker Oscar Wildes eneste roman, og den har fået en varig plads i verdenslitteraturhistorien. Nu præsenteres den på scenen af Anna Balslev, der i 2018 stod bag forestillingen Færdig med Eddy. Men hvem var den irske forfatter? Her er en hurtig gennemgang. A F DAV I D P E P E B I R C H

De fleste af os kender typen. Den altid underholdende, selviscenesættende, morsomme og stærkt irriterende ven, som er ligeså vigtig til en vellykket fest som saltstænger og dæmpet belysning. Den, som mange af os synes, er for meget, selvom vi inderst inde godt ved, at det er os, der er for lidt. Den storskrydende hedonist, der sætter sig selv i centrum som det mest naturlige i verden. Ikke selvovervurderende, men selvløftende. Sådan var Oscar Wilde. Hos ham var overfladen lige så vigtig som sjælen. En yuppie uden at være grisk, en uomgæn-

gelig forfatter, der kunne befinde sig lige vel på Paradise Hotel som Chelsea Hotel. Og netop derfor er Oscar stadig lige wild. Vi har stadig, altid, ofte, hele tiden brug for ham. Han fortæller os, at det er ok at være til. At vi gerne må fylde – og at vi bliver nødt til at elske os selv, så der i det mindste er én, der gør det. Og han gør det uden at miste blikket på bagsiden af selvdyrkelsen. Han åbner også døren på klem og viser os det selvhad, der nødvendigvis må justere selvglæden. Han viser os os. ”Geniet, festaben og skønhedsdyrkeren Oscar Wilde havde det ekstra, som gør, at teater-


publikum over hele verden igen og igen samles i salene for at grine til netop hans komedier, og læseheste lader sig bedåre af netop hans åndrigheder. Fejret som få i sin samtid var han også en skandaløs livsnyder og homoseksuel, som fordærvede det bedre borgerskabs sønner. Det hele kom for dagen i en celeber retssag, som forvandlede hans berømmelse til fordømmelse og kronede hans liv og værk med en martyrglorie”. Sådan skriver cand.mag Niels Vestergaard i sit i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige portræt af Oscar Wilde på forfatterweb.dk. En anden, der ved meget om Oscar Wilde, er mag.art i Teatervidenskab Mette Borg, der underviser på Den Danske Scenekunstskole. Vi spurgte hende, hvem Oscar Wilde skrev til. ”Nu er det jo sjældent, at en forfatter målretter sine værker til et bestemt publikum, så det kan jeg ikke rigtig svare på. Men så meget vover jeg at sige, at Wilde er bevidst om dobbeltmoralen i datidens victorianske England og udfordrer den med sine værker – for eksempel meget morsomt i skuespillet The Importance of Being Earnest, hvor han parodierer tidens overdrevne læggen vægt på dyd, ordentlighed og ’det respektable’. Hvad skal man mest lægge mærke til i hans værker? ”Et stort spørgsmål, der nærmest ville kræve en bog. Men kort fortalt: Måske en særlig balancegang mellem mørke og lys, mellem alvor og humor, mellem skønhed og dekadence. Og så lagde han også vægt på det ’skønne’ i litteraturen – at det skulle være godt skrevet, simpelthen. Hans litterære inspirationsrødder går blandt andet til Symbolismen. Han står på grænsen mellem en gammel og en ny verden. Desuden kæmper han også med sin homoseksualitet, fængsles på grund af sit forhold til en ung mand og så videre. Den historie udvikler sig meget tragisk og bliver årsag til hans ’fald’.” Hvordan kommer man, som udenforstående i gang med hans værker. Hvad skal man læse? ”Selvfølgelig Billedet af Dorian Gray, der har en såkaldt ’Dandy’ som den centrale figur. Dandyen, levemanden, der lever sit liv på kanten af nydelse og forfald. Meget kan siges om dandyen og denne roman, som er utrolig kompleks. For hvem er Dorian? Hvad repræsenterer han?

FAKTA Oscar Fingal O’Flahertie Wills Wilde. Dramatiker, romanforfatter og digter. Født 1854 i Irland. Død 1900 i Frankrig Forfatter, dramatiker og digter. Berømt og berygtet for en grænsesøgende livsstil og en lang række af teaterlitteraturens store værker som for eksempel The Importance of Being Earnest, Salome og romanen Billedet af Dorian Gray

Hvordan er hans forhold til sig selv, og hvordan forholder han sig til moral, etik, tid, alderdom, nydelse, skønhed, døden? Spændende at læse er også Wildes skuespil Salome, som senere bliver til en ligeså fantastisk opera af Richard Strauss. Salome er historien om den unge prinsesse, der kræver Johannes Døberens hoved på et fad. Wilde har skabt et foruroligende portræt af den unge kvinde, der balancerer mellem dekadence, seksualitet og uskyld. Det er fantastisk at sammenholde Salome med lystspillet The Importance of Being Earnest – sådan at forstå, at det viser Wildes enorme talent og spændvidde. At han behersker alt fra den tragiske ekspressionisme til det engelske lystspils elegance. Da Wilde fængsles og gennemgår store lidelser på grund af sin homoseksualitet, skriver han værket de Profundis (fra Dybet), som er en bog til den unge mand, han elsker – om etik, svigt, lidelse og håb. Et rystende og meget personligt værk. Er der et særligt Oscar Wilde-citat, du vil fremhæve? “The truth is rarely pure and never simple.” (Fra The Importance of Being Earnest). Det her er præcist, vittigt og rammer godt ind i hans sans for verdens kompleksitet.”


Alle elsker Dorian Simon Bennebjerg var ellers fristet til at stå af og blive gartner, men fik lysten til skuespillet tilbage, da han blev tilbudt rollen som Dorian Gray. Her fortæller han om rollen, om livet og om lysten.

FOTO: SARA, PETER & TOBIAS

A F DAV I D P E P E B I R C H F O T O S F R A P R Ø V E R N E C AT R I N E Z O R N


Billedet af Dorian Gray er Oscar Wildes eneste roman. En roman om at suge livet ud af tilværelsen. Nu bliver den iscenesat af Anna Balslev, der i 2018 stod bag forestillingen Færdig med Eddy på Betty Nansen Teatret. Skuespiller Simon Bennebjerg skal spille den unge, smukke Dorian, der får malet sit portrætbillede og i det indser, at hans skønhed kun er et forgængeligt pust. Han skal aldres, visne og til sidst dø, mens maleriet vil forblive uforandret. Dorian ønsker, at billedet vil tage hans alderdomstegn fra ham, og at han vil kunne gå igennem livet upåvirket af sine handlinger. I billedet kan han parkere sig selv, sine handlinger – og sin dårlige samvittighed. Her fortæller han, hvad rollen betyder for ham.

”Mine hænder er skruet godt på. Jeg tror sagtens, jeg kunne lære at lave noget andet. Så det er ikke angstprovokerende for mig at tænke, at jeg måske ikke skal være skuespiller altid. Jeg kunne også tage en snedkeruddannelse eller blive gartner, måske.”

”Dorian Gray er en smuk, ung mand, der har en uskyldig aura omkring sig. Han er ny i livet på en eller anden måde. En jeg-kerne. Et nu-menneske.”

”To dage efter fik jeg bogen.”

”Jeg lærte Dorian at kende, da Elisa Kragerup (kunstnerisk leder af Betty Nansen Teatret) ringede og spurgte, om jeg ville være med i forestillingen. Jeg lå og så en film med en ven. Det var aften, da hun ringede. Jeg havde lige sagt, at jeg havde mistet lidenskaben for teateret, og at jeg ikke vidste, om det skulle være min levevej alligevel. Og så ringede telefonen.” ”Det var noget med, at jeg skulle strække mig langt som skuespiller. For langt. Det der med at være i gang med at læse en bog til noget, man skal lave senere, mens man spiller om aftenen og øver til noget tredje om dagen. Jeg havde det som Bilbo Baggins, der hvor han siger ”I feel thin, sort of stretched, like butter scraped over too much bread.” ”Jeg tager arbejdet for meget med hjem. Jeg tænker hele tiden på det.” ”Jeg spillede Mozart i den store Amadues-forestilling på Gamle Scene. Altså hovedrollen. Det er et stort rum at spille i, og det er underligt at hænge på et billboard. Der var mange forventninger til rollen og mange interviews. Jeg var helt ny, og jeg havde ikke prøvet sådan noget før. Det var en stor mundfuld. Det var det. Jeg var tyndslidt. Jeg var porøs.”

”En dag mødtes jeg med Elisa Kragerup. Bare for at tale om hvad vi godt kunne tænke os at lave. Bare sådan. Uden forpligtelser. Vi talte om – eller jeg talte om – at jeg er optaget af at være uhyggelig. Altså spille uhyggelig – og charmerende på samme tid. Det var efter det møde, at hun ringede.” ”Jeg fik lidenskaben tilbage i løbet af den samtale. Den væltede op i mig.”

”Dorian er dybt fascinerende at læse om. Og intimiderende. Alle bliver forelsket i ham. Jeg begynder at rødme, når jeg skal læse det op nogle gange.” ”Der er jo også noget Dorian i mig. Det er der helt klart. Jeg synes, jeg bliver bedre og bedre til at være i nuet. Ligesom ham.” ”Jeg får flere og flere dage i livet, hvor jeg bare er på jorden. Hvor jeg kan mærke, at min udstråling er stærk.” ”Dorian er en, som alle elsker. Jeg skal i princippet stå i et rum og få alle til at elske mig. 500 mennesker hver aften. Det kan man jo ikke. Jeg må stole på lys og lyd og iscenesættelsen – og så skal jeg forstå Dorian.” ”Jeg er ret vild med ham. Med Dorian. Han er en uskyldig, androgyn ung mand, der bliver besat af ungdom og frygten for at dø. Han har noget Dracula over sig. Han har noget Pinocchio over sig – det er også en coming-ofage-historie. Han bliver voksen.” ”Han råber ud i rummet, at han ville ønske, at han ikke kunne blive ældre, og at maleriet ville blive det i stedet. Det er et fromt ønske – bare noget, han lige siger. Han tror, at han kun har én sæson i livet, hvor han ejer hele verden.”


SIMON BENNEBJERG OM SIMON BENNEBJERG ”Jeg er fra Vanløse i København. Født i 1989. Kommunal folkeskole. Jeg drømte om at blive skuespiller, da jeg var seks år. Min mor tog mig meget med i balletten og teatret. Det gjorde helt vildt meget ved mig. Det var meget det med, at de gik ud i kulissen. De havde hemmeligheder og ting, de havde aftalt på forhånd. Jeg ville gerne have været balletdanser, men jeg turde ikke. Jeg havde et problem med at være feminin som yngre. Det var jeg meget nervøs for i forhold til ballet. Jeg prøvede måske lidt at være en fodbolddreng. Jeg gik ikke og sagde, at jeg ville være skuespiller. Jeg begyndte på en daghøjskole, der dengang hed Den Rytmiske Daghøjskole. Der var jeg tyve år. Jeg havde lavet lidt amatørteater inden. Jeg lavede fysisk teater, og det var helt nyt. Jeg havde ikke været nede i min krop før på den måde. Det var meget punk. Jeg kom ind på teaterskolen efter det. Jeg gik op – altså søgte ind – i en tekst, som jeg havde set på Det Kongelige Teater. Den unge Werthers lidelser. Det var Elisas instruktørdebut. Jeg gik op i en tekst fra Mikkel Arndts rolle. Jeg døde over den tekst. Det var i 2012.” Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden.


”Jeg vil gerne blive ældre. Jeg vil ikke af med nogen sider af mig selv. Men hvis jeg skulle – altså hvis jeg var som Dorian – og jeg skulle pege på nogle sider af mig selv, som jeg kunne placere i et billede og på den måde tage væk, så ville det være ting som smålighed og forfængelighed. Det er træk ved mig, som jeg ikke er stolt af. Men jeg vil ikke af med noget af mig selv. Jeg kan godt lide, at der er noget at arbejde med.” ”Det her år – lige nu – er det år, hvor jeg har arbejdet mest med mig selv. Og det har været det fedeste. Jeg er begyndt at meditere. Jeg er begyndt til stresspsykolog og til spirituel rådgivning. Hele dynen!” ”Nu står jeg op hver morgen, reder min seng og går ud og bader. Jeg får struktur. Jeg har opdaget, hvilke fælder jeg ikke skal falde i. Jeg skal ikke få ondt af mig selv. Fordi så giver jeg mig selv lov til at synke.” ”Jeg lå der i sengen og så film og talte om, at jeg var begyndt at miste troen på mit arbejde som skuespiller. Lysten. Det var som en forelskelse, der var gået i stykker. Og så ringede hun altså. Hun beskrev bogen. Karakteren. Det gotiske univers. Hun fortalte, at Anna Balslev skal være instruktør. Vi har arbejdet sammen før, og jeg synes, hun er fantastisk dygtig.” ”Det var lige, hvad jeg havde brug for.” ”Altså … lige præcis det helt rigtige på det rigtige tidspunkt. Dorian var udvejen. Vejen tilbage.”

BILLEDET AF DORIAN GRAY PREMIERE 16. JANUAR BILLETPRIS 75 – 355 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK TLF 70 272 272


Et kunstnerisk fællesskab på Betty Nansen Teatret undersøger Selma Lagerlöfs kærlighedskomplekse roman Kejseren af Portugalien. Det kollektive workshoparbejde er planlagt til at strække sig over både tid og genrer og skal udmønte sig til en ny form for scenisk musikfortælling. Magasinet VORES BETTY følger processen i denne artikelserie. A F D AV I D P E P E B I R C H F O T O S F R A P R Ø V E R N E C AT R I N E Z O R N


KUNST ER ALTSAMMEN ALT SAMMEN


ARTIKELSERIE OM KOLLEKTIV SKABELSE I april 2021 er der premiere på Selma Lagerlöfs stærke fortælling Kejseren af Portugalien. Det er en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER, hvor forestillinger udvikles på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker. Det er en ambition hos Betty Nansen Teatret, at projektet udmønter sig i viden og indsigt om kollektivets potentialer, der kan inspirere teatre både i Danmark og i resten af verden – og også for andre organisationer, der står over for komplekse udfordringer. Dette er andet afsnit i en kapitelserie om processen. I dette afsnit møder vi scenograf Ida Grarup. Første afsnit kan læses på bettynansen.dk


I forrige udgave af Magasinet VORES BETTY kunne du læse første kapitel i denne serie om den kollektive skaberproces. I første afsnit mødte vi komponist Louise Alenius. Her følger andet afsnit, hvor der er fokus på scenografien. Hun har bare tæer, rustrød buksedragt og et koncentreret blik bag runde stålbriller. Scenograf Ida Grarup har på få år katapulteret sin karriere med et foreløbigt og tidligt højdepunkt i Aarhus Teaters samarbejde med Teater Sort/Hvid om den evige klassiker Erasmus Montanus fra 2017 – året efter hendes afgang fra Teaterskolen. Her præsenterede hun et monokromt nærmest todimensionelt klippeklistre-landskab, der i al sin ensidige enkelthed gav Holbergs ord dyb klangbund. Nu står de bare tæer på et podie bygget ud over publikumsrækkerne på Betty Nansen Teatret i København. Ida Grarup er et af mange ben i et kollektivistisk projekt, hvor folk på Betty Nansen har fået mulighed for at lade en forestilling udvikle sig over tid i kunstnerisk fællesskab mellem instruktøren, komponisten, scenografen og alle de andre, der skaber en forestilling. Her består autoren af mange kroppe og sind. Hun lader blikket flakke mellem otte fødder. På scenen hviler en cirka tre gange to meter stor træmodel bygget i lyst krydsfiner. Den repræsenterer den foreløbige scenografiske idé. Fire skuespillere balancerer usikkert på modellens bakkede landskab, mens de deler replikkerne mellem sig. Skuespiller Kitt Maiken Mortensen har indtaget en særlig høj bakketop, og i et nu er hun ved at snuble. Ida Grarup bider sig i læben. Hun kan godt se, at bakkerne er for høje. Dalene for dybe. Og afsatserne for smalle. ”Det er jo et godt eksempel på, hvad den her arbejdsform kan. For det hele handler ikke kun om kollektiver, men i høj grad også om workshops,” forklarer Ida Grarup. BETTY UDVIKLER er et fælles navn for en række forestillinger, der bliver til på en anderledes måde, end teater oftest gør. Ud over fællesska-

bets skaberkraft er workshops en vigtig del af processen. Der er arrangeret en række workshops, selvom der stadig er lang tid til premieren i april 2021. Her mødes holdet i løbet af et par dage, hvor de kan teste ideer af og prøve kunstneriske retninger uden at skæve til kalenderen. ”Under den her specifikke workshop kunne jeg jo se, at scenografien skal justeres. Det er guld værd at kunne teste sådan noget af så tidligt,” siger Ida Grarup. Groft sagt bliver alle teaterproduktioner i Danmark produceret efter den samme metode. Først mødes scenograf og instruktør. Der udvikles et koncept, og to/tre måneder før premieren skal ideen gerne være så færdigudviklet, at skuespillerne kan gå direkte ind i den. Det er effektivt og afprøvet. Man har lavet teater på den samme måde i flere hunderede år – hvorfor er det ikke den bedste måde? ”Det er det måske også for nogen. Og for nogen processer, men jeg tror på, at det her kan være med til at udvikle teatret som kunstform. Jeg vil håbe, at man kommer til at gå i mere radikale retninger, fordi det ikke er noget, man sidder og teoretiserer over ved sit skrivebord. Man kan teste det af i virkeligheden. Vi har jo lige set eksemplet med landskabet, der viste sig at være forkert dimensioneret. Og bare fordi, man har lavet teater på den samme måde i 100 år, betyder det jo ikke, at det er den bedste hver gang. Jeg tror, der er brug for at gentænke teatrets arbejdsform. Der er en fare for, at det kan komme til at ligne hinanden, når man producerer ting på den samme måde. Altså at processen giver ekko på scenen, og derfor bliver vi nødt til at tilpasse vores arbejdsform den fortælling eller det udtryk, vi vil skabe.” Hvad er det vigtigste ved det kollektive workshoparbejde? ”Det er det fælles ejerskab over værket. Alle har været med til at skabe det. Spillerne - for eksempel - er ikke alene kroppe og ord på scenen, men en stor del af alle processer. Og så at der er mulighed for at strække det hele ud. Meget af det arbejde, jeg normalt laver alene på mit værksted, er der her mulighed for at tage ind i prøverummet og udvikle sammen med de


andre. Med alle på holdet. Det er spændende og også lidt nøgent at stå med.” Hvordan nøgent? ”Ofte, når jeg præsenterer noget for holdet, er det meget færdigt og færdigtænkt. Her skal jeg vise fornemmelser og foreløbige ideer. Det har ikke den rigtige form endnu. Måske finder vi sammen ud af, at det ikke fungerer. Jeg viser skitser frem og åbner op der, hvor jeg stadig selv er usikker. Man kan måske sammenligne det med forskning. For vi kan også teste teser af her. Vi kan lave forsøg i rummet. Scenerummet er vores laboratorium, hvor resultatet kan blive noget helt andet, end vi havde regnet med. Der kan opstå ideer, som vi ikke kan tænke os til.” Hvorfor er det så ikke den måde, alle arbejder på? ”Man har nok i høj grad haft en idé om geniet. Om kunstneren som enerådigt geni, der tænker forestillingen frem på sit værksted, og så præsenterer et færdigt produkt for holdet. Problemet med det er, at geniet kan komme til at reproducere sig selv. Jeg har en fornemmelse af, at vi i den her tid har genopdaget kollektivet og indset, at kollektivet kan noget, som man ikke kan alene. Vi kan få vildere ideer sammen, og vi kan bygge ovenpå hinandens ideer.” Kollektivet skal ikke forstås som en gruppe, hvor alle har lige meget ret, forklarer Ida Grarup: ”Det er ikke et kollektiv, hvor alle er scenografer, instruktører, komponister og så videre. Vi er en gruppe af eksperter, der lærer af hinanden, og det gør vi tidligt i processen. For mig er det et kæmpe privilegie at arbejde sådan her. Jeg bliver en bedre scenograf, fordi jeg her kan nå at trække på nogle menneskers viden, som jeg ellers ikke ville kunne nå at få med i processen. Jeg tror på, at den bedste idé skal vinde. Og så er det lige meget, om det er mig eller en skuespiller eller en lysdesigner, der har fået den. Men det er klart, at det er mig, som scenograf, der har mest at skulle have sagt over for de ideer, der handler om scenografien.”

Tilbage i scenerummet har Ida Graup lagt sig til rette i krydsfinermodellen. Hun tester forskellige positioner af, mens den rustrøde buksedragt bliver mere og mere savsmuldsfarvet. Pludselig lyser hun op. ”Det er så fedt. Tænk at vi kan arbejde sådan her. Og de næste par dage skal vi male den, så vi kan se den i forskellige farver.” Der er premiere i april 2021. Hold gerne øje med scenografien og send en venlig tanke til Kitt Maiken Mortensens skridsikre løbesko. Det var dem, der reddede hende.


GENSYN med fortiden Vi tog med til det første gensyn efter en ufrivillig corona-pause hos holdet bag forestillingen My Deer Hunter. I forestillingen optræder fem danske krigsveteraner. Her er deres historier. A F D AV I D P E P E B I R C H F O T O S C AT R I N E Z O R N

Da Danmark lukkede ned i foråret, arbejdede instruktør Tue Biering på forestillingen My Deer Hunter. Gennem flere måneder havde han arbejdet med fem krigsveteraner, premieredatoen nærmede sig, og billetterne var sat til salg. Men så lukkede alt. Fem åbne sind skulle pludselig ikke fortælle deres historie alligevel – og ingen kunne sige, om de nogensinde ville komme til det. Heldigvis spiller My Deer Hunter nu alligevel – bare til efteråret. Velkommen til et solbeskinnet møde som – naturligvis – skulle foregå over hjemmeskudt råvildt. Dyret blev skudt i støvregn på 110 meters afstand lidt uden for Herning en søndag i maj med en 11,2 grams kugle kal. 308 WIN. Og det blev spist få uger efter i en kolonihave i Ballerup i udkanten af København.


det at sidde og høre andre sige ting, man selv føler, men ikke kan formulere, er meget betydningsfuldt. Det var det i hvert fald for mig. Jeg havde ikke talt med andre veteraner om det før. Jeg har aldrig rigtig set mig som soldat – det betød, at jeg havde svært ved at falde til og erkende, at min udsendelse var ligeså reel som deres. Det satte ting i værk som var rare, men også meget hårde.” Hvordan var det at blive isoleret? ”Jeg har været sindssygt glad i coronakrisen – det har været den bedste tid i hele mit liv. Jeg har virkelig nydt at være asocial.” Hvad tænkte du, før du kom herud i dag? ”Jeg gad ikke. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg kunne ikke overskue, at posen var blevet åbnet op en gang – og at den så skulle åbnes igen. Jeg kom også for sent. Det tog mig rigtig lang tid at komme ud ad døren.”

Andreas Agtbøl 32 år, København Udsendt i 2011 – 2012 i Helmandprovinsen, Afghanistan som sygepasser på traumecenter.

Hvad gjorde det ved dig at være udsendt? ”Det satte mange ting i perspektiv. Jeg så de allermørkeste skyggesider af krigen med sårede kvinder, børn og soldater, der er sprængt i stykker. Jeg tror, at jeg værdsætter flere ting i mit eget liv nu. Det gør man, når man ved, at man kan risikere at dø hvert øjeblik.” Fortæl om den sidste dag før nedlukningen. ”Vi holdt et møde, hvor jeg fik sagt, at jeg havde brug for en pause, så det kom helt perfekt, da Mette Fredriksen gav os den pause. Det var som om, hun havde hørt mig.” Hvorfor havde du brug for en pause? ”Fordi det er hårdt at gennemleve det hele igen. Jeg troede egentlig, at jeg havde arbejdet nok med det og talt med psykolog og den slags. Men når man så møder andre, der har det på samme måde som en selv, åbner det det hele igen. Bare

Hvordan var det så, da du kom? ”Det var dejligt. Jeg ved det jo godt, når jeg tænker over det. Der er ikke et eneste menneske her, jeg ikke bryder mig om.” Hvad vil du gerne sige til publikum? ”Jeg håber, at folk går derfra og tænker, at sådan kan man selvfølgelig også være soldat. At man kan være i krig på mange måder.”


MY DEER HUNTER PREMIERE 31. OKTOBER BILLETPRIS 70-195 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK TLF 70 272 272

Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen

50 år, Horsens Udsendt 1991, 1992, 1993, 1994 og 2000 i det tidligere Jugoslavien Hvad gjorde det ved dig at være udsendt? ”Det ødelagde min civile karriere. Altså mit liv uden for militæret. Alt kiksede for mig, jeg kunne ikke holde fokus mere. Men i modsætning til så mange andre blev jeg ikke skilt, min kone blev og kæmpede. Nu har vi været gift i 21 år. Hvis hun ikke havde været der, så havde jeg taget mit eget liv. Det var afmagten i 1993 i Kroatien, og de ting jeg så, men ikke kunne gribe ind overfor. At se folk blive slagtet og ikke kunne gøre noget. Det er frygteligt. Det brændte sig ind. Der er en oplevelse, jeg ikke har kunnet slippe. På et tidspunkt var der et frontalangreb med kampvogne i vores område. Jeg så en mand, der stod tilbage – der gik panik i ham, da han ikke kunne komme væk. Jeg så lige på ham og tænkte ’kom så afsted’, ’løb for fanden’. Lige pludselig kom der to mand løbende og trak afsted med ham. Jeg blev så glad. Det var en fantastisk oplevelse. Tre sekunder senere eksploderede de alle tre. Det antiklimaks er det værste. Der var tre familier, der mistede et medlem – og jeg kunne ikke gøre noget”

Fortæl om den sidste dag på teatret ”Jeg pakkede mine ting hurtigt og tog toget hjem til Horsens. Det værste var, at vi ikke kunne vise folk alt det, vi havde forberedt. Alt det vi havde gået og talt om. At vi ikke kunne få lov til at fortælle folk, at selvom man har PTSD, så er man ikke farlig.” Hvad har det gjort ved dig at arbejde med de her ting på et teater? ”Det, jeg fik ud af de få måneder, har hjulpet mere end mange års terapi. Fordi jeg er her sammen med nogle, som ikke nødvendigvis har oplevet det samme, men som har de samme efterveer. Vores fælleskab betød utroligt meget.” Hvordan var det at møde de andre igen i dag? ”Det var dejligt. Jeg havde været nervøs. Nu glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang igen.” Hvad vil du gerne sige til publikum? ”Gennem alle årene har jeg oplevet én dansker, der har takket mig for indsatsen. Det handler ikke om, at folk skal sige tak til mig personligt, men at anerkende at der er en hel masse unge mennesker, der prøver at gøre en forskel, og at det har uoverskuelige konsekvenser for dem. Det synes jeg, man skal takke dem for. ”


Palle Würtz 36 år, Holstebro Udsendt to gange i Helmandprovinsen, Afghanistan, 2008 og 2012. Hvad gjorde det ved dig at være udsendt? ”Det ændrede min tro på det gode i mennesket at se, hvad mennesker er i stand til at gøre ved hinanden. Selv når vi er i de her hyggelige omgivelser, tror jeg ikke på, at folk er her for at hygge sig med mig. Jeg tænker altid det værste.” Hvordan var den dag, hvor det hele lukkede ned? ”Der sad jeg på scenekanten med et attrapgevær presset mod hagen. Jeg gennemspillede mit eget selvmordsforsøg i 2015. Dengang foregik det i en skov – ellers var det præcis sådan, det skete. Det var jo lidt af en cliffhanger. De andre ringede og hørte, om jeg var okay dagen efter, og det var jeg sådan set. Jeg lever med den viden hver dag. Jeg lever med lysten til at dø hver dag, så det var ikke anderledes på den måde. Men jeg synes, at det var fucking ærgerligt at blive lukket ned.”

Hvorfor? ”Altså. Det er klart, at sådan en som mig har nydt coronakrisen. Mit hoved kører rundt hele tiden som en skibsradar – derfor har jeg det bedst, når der er frit udsyn 200 meter rundt. Så det var da fantastisk, at folk kunne finde ud af at holde afstand. Men jeg har angst, PTSD og en masse andre diagnoser, og jeg er blevet forsøgt behandlet for dem alle. Der er intet, der har virket som det her forløb. Det har været en meget, meget vigtig oplevelse for mig at komme med i det her. Jeg er vant til aldrig at blive tætte venner med nogen – man kan jo risikere, at de dør fra en. Men her har jeg oplevet en hel anden åbenhed og tillid, hvor alle er nærværende. Det er bedre end alverdens angstmedicin.” Hvordan var det at møde holdet igen? ”Jeg havde angst. Mest for mig selv, mest for at jeg skulle komme til at gøre noget forkert, men det har bare været dejligt. Det er som en efterskolereunion.” Hvad håber du at vise publikum? ”At en diagnose er et tillæg til - og ikke en beskrivelse af - et menneske”

FAKTA My Deer Hunter er ikke en forestilling om krig, men om at vi forandres, modnes og udfordres i mødet med noget af det mest livsforandrende i et menneskeliv. Forestillingen er en co-produktion mellem Fix&Foxy og Betty Nansen Teatret. Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinusfonden, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.


BETTY på VÆGGEN På Betty Nansen Teatret skaber vi scenekunst. Sådan skal det være. Men vi skal også kunne flere ting. For eksempel at udgive billedkunst. Derfor har vi genoplivet en Betty Nansen Teatret-tradition, hvor teatret arbejder tæt sammen med tidens dygtigste kunstfolk om en kunstplakat, der skabes med helt frie rammer af en udvalgt billedkunstner hvert år. Der er allerede to plakater at vælge imellem. Morten Scheldes Great Expectations og Anika Loris La primadonna in a nutshell. Og nu kan vi præsentere dette års plakat: Mie Olise Kjærgaards Two Shadow Standing (on a chair with eyeball headmask).  2020/2021 B ETTY NANSEN TEATRET

Morten Schelde siger om sit værk, at han har valgt at tegne salen, fordi det er hjertet af teatre – det er her, hvor tingene faktisk sker. ”Men jeg har ladet salen være tom og kaldt værket Great Expectations for at fange og forstørre den stemning af forventning, der ligger hos publikum og skuespillere inden en forestilling begynder.”

Anika Lori forklarer om sit værk, at det forestiller en Primadonna eller en Don på scenekanten, indhyllet af magi og mystik foran et publikum, hvor dramaet ruller derudaf. ”Jeg synes, at det er en skøn kulturoplevelsestidslomme, man kan tage med sig hjem i privaten og mindes en dejlig stund. Og så kan jeg også godt lide tanken om, at kunsten kommer ud til folket i de små hjem og fortæller videre på historien.”

Kun stpl akat kron erne kost på 15 er og er er tryk 0g u tiA best 1-for røge mat t/ma t pa pir. Plak - On aten line kan hos Form købe vore s: s sa a t Art –Iv mar spac ores bejd e spar / for bille mat tner tsalg Teat arts e og b ret o pace a g Ed r på .dk ison Bett i for , når y Na bind nsen vi ha else r åb med fore ent , at v stilli ores nger spill er. 149

KUNSTPLAKAT#3 MARIE OLISE


Idéen til ÅRETS plakat opstod under prøverne Billedkunstner Mie Olise Kjærgaard har været til stede under prøverne på to af sæsonens forestillinger. Det har både givet hende inspiration til det konkrete værk og sat tanker i gang om forskellige måder at arbejde på som kunstner. A F D AV I D P E P E B I R C H

Fortæl om dit værk ”Først og fremmest er det groft malet med tydelige penselstrøg. Der er meget af mig i det forstået på den måde, at man kan se min proces. Og så er det et værk, som er inspireret af at følge med på Betty. Jeg har fået lov til at gå frit omkring under prøveperioderne til de to forestillinger Livstidsgæsterne og Kejseren af Portugalien. Jeg har set de grafiske referencer fra scenograferne, og det har været dybt inspirerende.” Hvor kan det ses? ”På billedet er der en kvinde, der står med et stort øje, som en form for head piece. Der er tal på øjet, så det også er et ur. Jeg har selv en Pinterest-mappe, hvor jeg gemmer alle mulige inspirerende billeder, og før jeg skulle ned på Betty, havde jeg netop gemt en række billeder af kroppe med store øjne som hoveder. Under en præsentation af de grafiske idéer til Livstidsgæsterne så jeg, at der var netop sådan et motiv. Altså en krop med et øje som hoved. Derfra vidste jeg, at det var det motiv, jeg skulle bruge. Det gav en gnist. Det var godt at finde noget konkret, for det var overvældende at komme til prøverne. En overvældende mængde af indtryk, som man godt kan blive forvirret af. Jeg arbejder hierarkisk og ikke vanvittigt komplekst, så det var godt at finde en retning.

Foto: Mathilde Schmidt

Har det inspireret dig at komme på Betty? ”Jeg føler mig ret meget hjemme i det med at turde lade sig falde ind i en proces og lade ting opstå, som man ikke havde planlagt. At turde lade noget være op til, hvad der sker. Bettys arbejdsform, hvor man tør arbejde eksperimenterende og prøvende, er meget inspirerende, og jeg har prøvet at have den samme tilgang med mit maleri. Jeg har taget det som en opfordring til at prøve at arbejde lidt på en ny måde.” Hvad skal beskuerne lægge mærke til? ”Tingene som refererer til stykket. Kommunikationen frem og tilbage mellem scene og plakat. Der er referencer til stykkerne i billedet, som jeg håber, bliver genkendelige.” Mie Olise Kjærgaard Billedkunstner, uddannet fra Central St. Martins i London 2008. Se mere på mieolise.com


VI ER OS. OS ALLE SAMMEN. VI ER PUBLIKUM OG SKUESPILLERE. VI STÅR FORAN, BAGVED OG PÅ SCENEN SAMMEN. VI SKABER SAMMEN. VI GÅR I TEATERET. SAMMEN. VI VIL GERNE SKABE ET TEATERHUS SAMMEN MED DIG. DERFOR HÅBER VI, AT DU VIL MELDE DIG IND I FÆLLESSKABET VORES BETTY.

tis gra dk d i n se n . ed ig d an s* m ulg t d l n Me etty n sm fterf e e b e s p å e n d TY es s T iladr r E e ell ten B -ma 4 e 0 s tek f din til 12 a

Her får du særtilbud til sneak peeks, hemmeligheder og invitationer til klubarrangementer – og fordi du er en del af os, er der altid gratis kaffe, når du kommer forbi.

* Sms’en koster alm. sms-takst. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at skrive til os på vores@bettynansen.dk


DANSEHALLERNE X BETTY CUTTING-EDGE PERFORMANCES, TALKS & MORE 11. SEPTEMBER – 3. OKTOBER

LIVSTIDSGÆSTERNE EN KOMEDIE OM ALLE DEM, DER ER DIG PREMIERE 25. SEPTEMBER

MY DEER HUNTER

FEM KRIGSVETERANER MØDER DEM, DE VAR ENGANG PREMIERE 31. OKTOBER

BILLEDET AF DORIAN GRAY OSCAR WILDES FORFØRENDE KLASSIKER PREMIERE 16. JANUAR

MØRKT FORÅR

EN KNUGENDE COMING-OF-AGE FORTÆLLING PREMIERE 19. FEBRUAR

THE SUPREME GENTLEMAN NY DANSK DRAMATIK OM INTERNETTETS KØNSKRIGERE PREMIERE 27. MARTS

KEJSEREN AF PORTUGALIEN SELMA LAGERLÖFS K ÆRLIGHEDSKOMPLEKSE ROMAN PREMIERE 9. APRIL

Køb billetter på

BETTYNANSEN.DK eller 70 272 272

BETTY NANSEN TEATRET

EDISON

Frederiksberg Allé 57 1820 Frederiksberg C

Edisonsvej 10 1856 Frederiksberg C

Profile for Betty Nansen Teatret

Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - efterår 2020  

Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - efterår 2020  

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded