Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - efterår 2021

Page 1

M A G A S INE T OM


FRA RNE VE Y PRØ BETT PÅ


TAK Vi har gennemlevet en tid uden sidestykke. En dramatisk tid, hvor vi ikke vidste, hvordan verden ville se ud i morgen. Vi ved stadig ikke, hvordan det hele ender. Men vi ved én ting, og det er, at vi har været det igennem sammen. Det vil vi gerne takke jer for. Vi har mærket jeres kærlighed og jeres opbakning til teatret. I har købt billetter og er fortsat med at komme her, selvom det har krævet håndsprit og tålmodighed. I har vist os, at man godt kan grine bag masker og visir, og at man kan mærke nærhed og fællesskab, selvom de tomme sæder skaber fysisk afstand. Sammen har vi klaret afstand og aflysninger. Sammen har vi ønsket os og håbet på det bedste i en svær tid. Sammen har vi savnet at mærke pulsen i fællessindet; kroppen i flokken. Savnet og taknemmeligheden har også givet styrke. Den tvungne nærhedspause har fået os til at se, hvor forbundne vi er fra bagscene til bageste række. Hvor meget teater er os alle sammen. Og endelig har det vist os, hvor heldige vi er. For vi er her endnu, alle os på Betty. Vi er her sammen med alle jer, der gør det muligt. Tak fra alle os på Betty



Jeg danser med andre menneskers kroppe Jane Austens store kærlighedsklassiker, Stolthed og fordom, er et stykke verdenslitteratur, skrevet med en skarp humoristisk pen, stor psykologisk indsigt og en stærk undertekst. Vi præsenterer nu romanen på Bettys scene i Anna Balslevs fortolkning. Balslev har på kort tid etableret sig som en teaterinstruktør med et mere end almindeligt godt blik for menneskets blottede følelsesliv. A F D AV I D P E P E B I R C H F O T O : C AT R I N E Z O R N

Hvem er du? ”Jeg er en ung kvindelig teaterinstruktør.” Hvordan er du blevet det? ”Da jeg var 14, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne danse mere. Jeg havde danset ballet i ti år og var blevet god. Så god, som jeg kunne blive. Jeg er handicappet med muskelsvind, og min krop kunne ikke længere. Den havde peaket. Men jeg ville stadig gerne blive i kunsten.” Hvorfor? ”Jeg har altid elsket at se kunst, at omgive mig med kunst. Min familie har slæbt mig med til alle mulige museer og i teatret. Jeg har altid fået opbakning fra min familie, men som udgangspunkt kommer jeg ikke fra et sted, hvor det at være kunstner var en seriøs levevej. Kunst er en interesse, noget man har som hobby. Det har jeg da kæmpet lidt med.”

Hvorfor valgte du at blive instruktør? ”Fordi det er en anden måde at opleve kunsten på. Det gik op for mig, at man kan lave kunst uden at kunne bevæge sin egen krop. Det er smart. Jeg kan også godt lide at være leder af en proces – at kunne lege med andre menneskers kroppe. Det er faktisk den største luksus ved mit job.” Savner du dansen? ”På en måde er det at være instruktør som at være en anderledes danser. Jeg arbejder fysisk - sanseligt. Jeg har en interesse for andre menneskers kroppe – jeg kan bruge dem som redskaber. Jeg danser med dem.” Hvad har dit muskelsvind betydet for det arbejde? ”Jeg ser nok andre menneskers bevægelser lidt forstørret. Folk gør ting, der virker ulogiske for


mig, fordi jeg ikke selv kan de ting. Jeg er overopmærksom på andre menneskers bevægelser. Det giver mig en fordel, tror jeg.” Du har en meget markant rød tråd i dit arbejde, der handler om unge mennesker. Er det bevidst? ”Jeg har altid elsket coming-of-age-litteratur, men nej, det er ikke bevidst eller en plan. Jeg startede meget hurtigt med at arbejde med folks blottede følelsesliv, og ungdommen er det bedste tidspunkt at gøre det.” Hvorfor? ”Den unges perspektiv er uspoleret. Den manglende livserfaring gør, at ungdommen giver perfekte mikroskopiske blik ind i, hvad vi føler som mennesker, fordi man som ung står på yderpunkterne af følelserne.” Er du selv ung? Opfatter du dig som ung? ”Ja, det gør jeg, men jeg har også en voksende erfaring, der spolerer ungdommens frie følelser.”

Længes du efter at være ung? ”Jeg længes efter ikke at have så meget erfaring. Nu revurderer jeg alle følelser med min fornuft. Der er noget uspoleret over at være ung. I ungdommen er hver eneste følelse den største følelse, fordi det er første gang, man føler den. Det længes jeg efter.” Interesserer du dig for den voksnes måske mere komplicerede følelsesliv? ”Ja bestemt. Det er også det, jeg beskæftiger mig med, kan man sige, men jeg bruger den unges følelser som billeder og som redskab, fordi de er så tydelige. Jeg interesserer mig for effekten af at bruge ungdommen som redskab. Men jeg laver jo ikke teater (kun) for unge mennesker.”

en er f tilling Fores m en del a o R s E t L IK skab U DV med Y T e T B E marbejd en d i sa enfon Bikub


Jane Austen og hendes heltinder På Austens tid havde kvinder ikke adgang til uddannelse, og var økonomisk afhængige af deres familie. En kvindes identitet var defineret af hendes ægteskabelige status, og for familier som familien Bennett i ’Stolthed og fordom’ med fem døtre og en tom kistebund er det afgørende, at mindst en af døtrene bliver gift med en mand med penge. Her starter Austens hovedværk, som udkom i 1813 og har den sprælske Elizabeth Bennet som sin hovedperson. Alle Jane Austens romaner har kvindelige hovedpersoner, som ligesom hende selv er begavede og belæste. De har deres fejl og mangler, men har den styrke tilfælles, at de har evnen til at se sig selv udefra og revurdere deres handlinger. I modsætning til sine heltinder forblev Austen selv ugift trods flere ægteskabstilbud. Da hun var 20 år gammel, mødte hun ireren Tom Lefroy, som hun fandt interessant og attraktiv, men da ingen af dem havde en formue, kom ægteskab ikke på tale – det ville havde været aldeles upassende. Jane Austen beskriver elegant og satirisk, hvordan det var at leve på landet i 1800-tallet som del af den engelske middelklasse i et ritualiseret samfund med stramme regler for, hvad man siger og hvordan man opfører sig. Hun mestrer det engelske sprog så imponerende, at eftertiden og blandt andre Virginia Woolf har

udråbt Austen som opfinder af den moderne roman. Ingen skrev som hende på den tid. Hendes nyskabelse bestod i den adgang, hun giver læserne til romankarakterernes indre liv. Det interessante foregår i hovedpersonens hoved, og hendes figurer fremstår levende og genkendelige, plottet bliver mindre vigtigt. Det er hendes menneskekendskab, der skinner igennem romanerne og hendes forfatterskab. Hendes romaner hører i dag til de mest populære klassikere, og i de sidste årtier er Austens popularitet kun vokset. Hun har en stor fanbase, der kalder

sig for Janeites, og i dag kan man både købe Jane Austenkrus og actionfigurer, læse Austen-fanfiction og nyde talrige filmatiseringer af hendes romaner. Vi kan anbefale at lytte podcasten Alt om Austen, som ligger gratis tilgængelig på eReolen. Her fortæller Austen-ekspert Lise Lotte Frederiksen i seks afsnit om Jane Austens liv og samtid. Afsnit to er dedikeret til Stolthed og fordom.


Anna Balslev Uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2019. Allerede mens Anna Balslev gik på skolen, debuterede hun som instruktør med forestillingen Færdig med Eddy på Betty Nansen Teatrets anneksscene EDISON i 2018.


STOLTHED OG FORDOM PREMIERE 6. JANUAR 2022 I en af litteraturens største romantiske klassikere møder den stærke og stolte Elizabeth Bennet den indadvendte og frygteligt tiltrækkende Mr. Darcy. Fra første øjeblik er deres forhold turbulent. Tidens stramme regler for, hvad man må sige og gøre, lægger hindringer i vejen, og de to stædige personligheder har ikke nemt ved at overgive sig til hinanden.


”JEG HAR TO TÅRNE I MAVEN, SOM BLIVER VED MED AT VOKSE”


Danske Esther står i billedkunstlokalet på sin amerikanske skole i 2001, da alarmen lyder. Hun er 11 år og flyttet til New York året forinden. Det samme var dramatiker Nanna P. Tüchsen, da flyene ramte de to tårne 11. september 2001. Tyve år efter har hun skrevet en forestilling om Esther og terrorangrebet, der ændrede alt. A F D AV I D P E P E B I R C H

Er du Esther? ”Nej, det er jeg ikke.”

Hvad er 9/11 for dig? ”Et vendepunkt.”

Hvem er Esther, så? ”Hun er dansk immigrant i USA. Hun er ti år, da familien flytter til USA og 11, da 9/11 sker. Hun bor i en forstad til New York City.”

Hvem var du før 9/11? ”Jeg var et barn …”

Hvad er dit forhold til Esther? ”Forestillingen er jo ikke en privat forestilling, men en personlig forestilling forstået på den måde, at jeg selv boede med mine forældre og søster i USA i de år, hvor 9/11 og de første eftervirkninger af det angreb skete, så jeg kan trække på mine egne følelser og erfaringer. Jeg kom i puberteten samtidig med at flyene ramte de to tårne.” Hvordan ser Esther ud? ”Esther er mange ting. Hun er terrorist og arkitekt og nationalist, og så er hun også bare en lille pige på 11.”

Hvem blev du efter? ”Et barn der havde oplevet, at verden kan være kompleks og farlig. Jeg blev mere ængstelig og mere angst – der var flere af mine venners forældre, der døde. Jeg forstod lige pludselig, at man kan miste sine forældre. Konkret betød det for eksempel, at vi havde øvelser i, hvad vi skulle gøre, hvis skolen blev ramt af et terrorangreb. Det gjorde, at jeg var angst hver gang, der gik en alarm. Men det betød også, at jeg lidt mistede min plads i verden. “Either you’re with us or against us,“ sagde Bush, men det er svært at være 100 procent amerikaner, når ens forældre er fra et andet land.” Hvordan ser 9/11 ud? ”Det er et billede af frit fald.

GENERATION 9/11 handler om at få sit første kys efter 11. september. Og om alt det, der forandrede sig for en ung pige på en villavej uden for New York og i resten af verden efter angrebet, og som stadig trækker sine tråde op til i dag.

bliv Fore stil er s me kabt i lingen dM s bliv ung amarb oP er i e tea nstr ark o jde uer tret g e s t Ann dire a kt f aM alze ør, r.

Og vi er stadig ikke landet. Vi ved stadig ikke, hvad den fulde konsekvens af det terrorangreb er endnu. Det er en spiral, der bliver ved og ved – og ingen ved, hvornår den slutter.” Hvordan lyder 9/11? ”Som to tårne bygget af klaverer, hvor man kan spille højere og højere. Det bliver mere og mere skingert, desto højere man kommer op i tårnet.” Hvor sidder 9/11 i din krop? ”I maven. Der er en konkret replik fra forestillingen, som nok er det mest personlige, der er kommet med. Og det er, at jeg har to tårne i maven, som bliver ved med at vokse” Og det har Esther - og det har du? ”Ja …”

GENERATION 9/11 PREMIERE 11. SEPTEMBER 2021


MED TEKSTEN I HOVEDROLLEN Vi har fået lov til at give jer en lille smagsprøve på Generation 9/11. Nanna P. Tüchsen har omskrevet en af scenerne fra manuskriptet til en prosatekst specielt til VORES BETTY magasinet. Vi er på det sted i forestillingen, hvor Esther har fundet ud af, at det ikke længere er så godt at være dansk. T E K S T A F N A N N A P. T Ü C H S E N

”Either you are with us or against us,” sagde Bush. Men det er svært, når ens forældre insisterer på nissehuer og på at holde det åbne demokrati åbent. Hører du, hvad jeg siger, mor? Men mor hører intet. Hun er i gang med at støvsuge. Hun er vokset sammen med den danske Nilfisk på vores villavej i New York.

Vi kommer bare her og bor i deres land og bruger deres hus og går i deres skole, og I har ingen som helst interesse i at integrere jer bare en lille bitte smule.

Er det her din? Spørger hun og peger på noget fnuller.

Nu er det jo simpelthen ikke lige sådan, at verden hænger sammen, skat. Vi er udstationeret, og så tager vi hjem igen.

Mor, jeg vil gerne hænge det amerikanske flag foran huset ligesom alle andre. Skat, vi er ikke amerikanere, siger hun og piller lidt ved min t-shirt. Hvis hun kunne, ville hun støvsuge den.

Mor kigger på mig, som var jeg 11 år gammel, jeg er altså 12, slukker for maskinen, og så siger hun roligt:

I GØR DET SÅ SVÆRT FOR MIG, råber jeg. Fatter I det? Jeg prøver bare at være til her!

Jamen det er vi altså ikke.

Til hvad? Hjælp? For jeg er riiimelig presset i øjeblikket, så hvis du gad at give en hånd med en gang imellem, ville det da være rigtig dejligt. Alt handler ikke om dig, vel. Mor gør sig klar til en FN-forhandling.

Hvorfor skal du være så OND!

Jeg vil have flaget op.

LAD VÆRE MED AT SIG’ SÅDAN NOGET! Råber jeg.

Nej. Jeg vil have flaget op. Det bliver ikke på verandaen. JEG.. VIL .. HAVE .. FLAGET.. OP. Så må du fandeme gøre det på dit eget territorium! Råber mor tilbage og tænder støvsugeren igen. Jeg forvandler mit værelse til et nationalt mausoleum med et tre gange fire meter stort flag med stjerner og striber, der dækker alle vinduer. Når vores amerikanske naboer kører forbi, dytter de i vilden sky og råber HONK FOR AMERICA!! Just honk it, honk it. HOOONK FOR AMERICA!! DYT FOR U S A! Og der bliver dyttet og honket uden for mit vindue, så hele Westchester kan høre det.


Foto fra prøverne på Generation 9/11. Fotograf: Catrine Zorn

Det er nok en rigtig amerikaner, der bor derinde, tænker de. En rigtig amerikaner, der rigtig hører til, tænker de nok, og jeg ser på flaget og tæller stjernerne. 50 stjerner for 50 stater. Dem vil jeg beskytte til jeg dør. Og mit patriotiske værelse bliver et hit. Lokalsamfundet støtter i den grad op om projektet, og flere har sagt, at jeg sætter et godt eksempel ved at hænge flaget op i vinduet. Mr., som bor tre huse længere nede af vejen, og hans kone Mrs. er blandt de mest positive. Det er ikke hver dag, at man støder på en, der sådan TAGER STILLING. Og så en pige på din alder! Siger de. Jeg er begyndt at tage entré for at se flaget, og for overskuddet, 7 dollars, har jeg ansat min ven William til at stå

for det administrative. Jeg fik øjnene op for hans talent en morgen i matematik. Som hver morgen rejste vi os for at sige USA’s troskabsed - ”The Pledge of Allegiance” med kroppen rettet mod det amerikanske flag, der hænger i klasselokalet. Men denne morgen nægtede Noah. Klasselæreren tog åbenbart ikke notits af dette, men William gik over og lagde blidt sin hånd på hans bryst, imens han svor troskab til Guds land. William Døberen, tænkte jeg. Så jeg ansatte ham på stedet. Alle der vil ind og se flaget, bedes venligt recitere “The Pledge of Allegiance”. Det er William, der står for denne del, han har en fast remse: Jeg vil gerne bede jer vende kroppen mod flaget og lægge højre hånd på jeres hjerte. De af jer, der ikke er i uniform, bedes venligst fjerne hovedbeklædning - også med højre hånd

– og holde denne over hjertet ved venstre skulder. Skulle der være veteraner til stede, medlemmer af militæret og/ eller andre bevæbnede styrker, bedes I følge anvisninger for ”Personer i Uniform”. Jeg er naturligvis museumsinspektør, og jeg viser mig efterhånden kun ved højtprofilerede arrangementer – eksempelvis i kantinen, til softballtræning eller på skoleavisforsiderne. Jeg er blevet lidt af en mediedarling. De siger, at jeg er velformuleret, skarp retorisk, selvom jeg kun er 12 år gammel, og at jeg har let til tårer, når snakken falder på fædrelandet. Der er kun ét problem og det må for guds skyld ikke komme ud til medierne. Jeg har dansk ophav.


Da Bettys direktørpar Elisa Kragerup og Eva Præstiin overtog ledelsen af teatret, var det med en ambition om at skabe de bedste betingelser for nyskabende scenekunst. De sidste tre år har teatret udviklet nye arbejdsmetoder med kodeord som ”kollektivt mod”, ”fælleskrop” og ”flerstemmighed”. Maria Rossing er en af de skuespillere, der har være med fra starten. A F D AV I D P E P E B I R C H

Foto fra Livstidsgæsterne (2020) fotograf: Emilia Therese.

J

SK


JEG VIL ALTID GERNE KUBBES


I 2019 fik Betty Nansen Teatret en bevilling fra Bikubenfonden, der gjorde en drøm om at udforske fællesskabets potentialer mulig. Og hvordan udforsker man så det? For os lyder et af svarene: Med god tid. Med ord og langstrakte prøveforløb. Forestillingen Livstidsgæsterne, som spillede for fulde huse i efteråret 2020, blev til på netop denne måde. Her er vi sammen med Maria Rossing til én af en række afsøgende workshops på forestillingen som på utallige opfordringer genopsættes i maj 2022.   De sidder i en halvcirkel på en stol hver – ikke to stole er ens. Det er så langt fra smukke, oplyste scenebilleder, som det kan blive. Og så alligevel. For det er her i det lånte og slidte øvelokale, at scenekunsten i sin allerærligste form bliver til.   Det kunstneriske hold bag Livstidsgæsterne mødes ni måneder før premieren for, at holdet kan byde ind og inspirere Line Knutzon og Elisa Kragerup i udviklingen af forestillingen.   I halvcirklen sidder hun, Maria Rossing. Håret er samlet i en løs knold. Tøjet er afslappet og sort.   Hun klemmer øjnene sammen og nikker ydmygt, mens instruktør Elisa Kragerup taler om den scene, de skal til at prøve. Med tryk på prøve, for de er slet ikke nået til at øve endnu. Alt er stadig sprødt, luftigt og afsøgende. BEVIDSTE EKSPERIMENTER   Maria Rossing blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2002 og blev hurtigt ansat i ensemblet på Det Kongelige Teater. Ti år senere blev hun en del af mini-ensemblet Det Røde Rum, hvor en helt ny tilgang til teaterprocesserne skulle genopdage scenekunsten. Ikke genopfinde.   Elisa Kragerup, der dengang netop var debuteret som instruktør, var en del af kollektivet, og hun satte fra begyndelsen, sammen med instruktør Rune David Grue og et hold af faste skuespillere og scenografer, kursen mod det ukendte. Væk var den alvidende og dominerende alfainstruktør. Nu skulle scenekunsten leges frem gennem workshops og kollektive processer.   En form, som både Kragerup og Rossing har dyrket siden. Og således også denne dag.   Der er kontakt mellem Kragerup og Rossing gennem rummet. Lydløst, fritflydende kontakt,

som der kan være mellem mennesker, der kender hinanden godt.   ”At være skuespiller – også under en instruktør, der har besluttet sig for det meste på forhånd – kan være ensomt. Det er mig, der skal give et bud på en rolle. På hvordan en rolle kan, eller skal spilles. På en måde har jeg jo arbejdet meget lidt traditionelt, kan man sige. Altså jeg har selvfølgelig prøvet det. Også mange gange. Men allerede i Det Røde Rum begyndte vi ret bevidst at eksperimentere med formater. Hvis man bruger den samme proces om og om igen, så er der begrænsninger for, hvordan resultatet kan blive. Der er også ting, man simpelthen ikke har tid til, hvis det hele skal nås på de der almindelige seks uger, der normalt bruges til at få en forestilling op at stå. Og vi fandt hurtigt ud af – i Det Røde Rum - at der er en masse godt at hente, når man åbner et materiale sammen.” ENERGIEN I DET TOMME RUM Hvordan gjorde I? Og gør I?   ”Workshop-arbejdet er dét at mødes om et materiale, hvor der ikke er noget, der er besluttet endnu. Hvor der ikke er en kongstanke fra en instruktør eller en scenograf, som definerer måden, man kommer til at beskæftige sig med materialet.” Men hvad så med fagligheden? Du skal vel ikke til at være lysdesigner? Eller instruktør?   ”Nej. Og det skal ikke forstås som, at fagligheden er udvisket, og alle er lige gode om alt. Jeg tror, at jeg som skuespiller læser en historie lidt anderledes, end en instruktør gør. Jeg læser den med henblik på at spille, men jeg vil altid gerne skubbes til. Og når der er åbnet for, at scenografen gerne må skubbe til mig, og jeg gerne må skubbe til instruktøren, så giver det nogle helt nye oplevelser.”   På Livstidsgæsterne var skuespillerne med hele vejen i alle faserne og var med til at skabe forestillingen helt fra manuskriptstart.   Til workshoppen laver Elisa Kragerup en række improvisationer med spillerne, hvor den ene inspirerer til den næste. ”Skal vi også prøve, hvis én er klodset og slår sig, men at det gør ondt på alle?”. En anden improvisation fører til, at de finder ud af, at en af karakterne kan lide at


Foto fra udviklingsprocessenpå Livstidsgæsterne Fotograf: Catrine Zorn


Foto fra udviklingsprocessen på Livstidsgæsterne Fotograf: Catrine Zorn

Foto fra udviklingsprocessen på Livstidsgæsterne Fotograf: Catrine Zorn


gå uden bukser. Hvad er det, I gør, som er så anderledes end andre teaterprocesser?   ”Det er tid, der er det mest markante. Det er tidsspændet. Vi mødes ikke hver dag – eller hver uge, men vi har nedslagspunkter over en lang periode. Og så er der forskellige nøglepersoner, der kan arbejde grundigt med de erfaringer, vi har fået til workshoppen mellem de nedslag.” Hvad er det værste ved den her proces?   ”Det er det samme, som også er det bedste. Man kan ikke få lov til at vise det, man kan. Alt det gode, man kan. Man er et redskab for en undersøgelse. Det er nok især Elisa, der har redskabet i hånden. Som styrer det. Men vi har alle sammen en andel. Der er en fælles erfaring. En fælles indsigt. Et fælles udgangspunkt og et fælles ejerskab. Jeg har for eksempel ingen ambitioner om at være god til de her workshops. Om at være en god skuespiller. Og det er faktisk hårdt. Det er hårdt at stå hver dag og ikke være det. Man vil gerne. Det vil man jo. Man vil gerne være god. Og her bliver det først godt, når vi alle sammen ikke prøver.”   Skuespillerne er igen samlet på gulvet. Elisa Kragerup giver stikord med smil i stemmen. Hun opfordrer dem til at sige noget, som deres karakter ALDRIG kunne finde på at sige. Til at gøre noget, som den personlighed aldrig ville gøre. Og i det sker det mellem skuespillerne. Ikke hos hver enkelt. Pludselig opstår energien i det tomme rum mellem de seks kroppe på gulvet. Skuespillet er kollektivt. Der er teater i rummet.   Maria Rossing kan næste gang opleves i repremieren på Livstidsgæsterne, som er en af de forestillingerne, som er en del af BETTY UDVIKLER, hvor forestillinger udvikles på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker. Du kan læse mere om skabelsesprocessen bag Livstidsgæsterne og flere andre Betty-forestillinger på bettynansen.dk under menupunktet Betty Udvikler.

LIVSTIDSGÆSTERNE VENDER TILBAGE SPILLEPERIODE 18. MAJ – 28. MAJ OBS – KOR T SPILLEPERIODE

Line Knutzons anmelderroste komedie om alle dem, der er dig. Her får vi seks versioner af det samme menneske – på samme tid. Har du talt, hvor mange, der er dig? Du behøver heldigvis ikke købe billet til jer alle.


I’m

I’m I’m

the the the

pe

rfe ct gu y

pe

rfe ct gu y

pe

rfe ct gu y


Gentlemandens hævn De kalder sig incels og mødes i fællesskaber på nettet, hvor de deler deres vrede. De er især vrede på kvinder, som de synes skylder dem sex og kærlighed. Dramatiker Nanna Cecilie Bang prøver med forestillingen The Supreme Gentleman at forstå det uforståelige: Hvordan unge mænd ender som kvindehadere og massemordere. AF MAIA KAHLKE LORENTZEN


“You girls have never been attracted to me. I don’t know why you’ve never been attracted to me. But I will punish you all for it. It’s an injustice, a crime, because I don’t know what you don’t see in me. I’m the perfect guy. And yet you throw yourselves at all these obnoxious men, instead of me, the supreme gentleman. I will punish all of you for it.” Solen rammer Elliot Rodger i ansigtet gennem bilruden, mens han indspiller sin sidste YouTube video, som han kalder ‘retribution’ (gengældelse). Det er 23. maj 2014 og den 22-årige studerende har besluttet sig for, at det er dagen for gengældelsen. Han kører ud i byen Alta Vista i Californien på et planlagt hævntogt mod de kvinder, der har afvist ham og de mænd, der er i stand til at vinde deres gunst. Rodger når at dræbe seks mennesker, heriblandt tre af sine samboer, og såre 14, inden politiet finder ham i bilen, hvor han har begået selvmord. Elliot Rodgers angreb bliver modtaget med vanlig sans for sensation i mainstream medierne, der gyser over hans kvindehadske manifest og YouTube videoer.

Men på mere obskure internetsider som 4chan og undersider på Reddit hyldes Rodger som en helt. Rodger var nemlig selverklæret ‘incel’, en person i ufrivilligt cølibat. Incel-subkulturen består af mænd, der er vrede og frustrerede over ikke at kunne få seksuel og romantisk opmærksomhed af kvinder. For mange mænd, der deler hans frustrationer og hans syn på kvinder, er han en inspiration: Han er underhunden, der endelig tager hævn over det samfund og de kvinder, der afviser ham. Med Rodgers angreb er en internetlegende født. På anonyme online fora som incels.me kan man forenes med andre ‘ufrivilligt cølibate’ i et rigt fællesskab af konspirationsteorier, bittert kvindehad, outrerede teorier om, at det at fraholde mænd sex er “omvendt voldtægt”, forslag om kvindelig sexværnepligt og generel nedgørelse af kvinder. De forskellige incel-fora udvikler et helt vokabularium, der udtrykker deres verdensbillede. Kvinder hedder ‘foids’ eller ‘roasties’, hvis de har haft mange seksuelle partnere. Attraktive og seksuelt succesrige mænd og lækre kvinder kaldes for ‘Chads’ og ‘Stacys’. Der dyrkes også omfattende voldsfantasier mod både de kvinder, der afviser dem og de mænd, der har succes. For nogle incels er de digitale voldsfantasier ikke nok. Der er begået mindst seks massedrab af selverklærede incels siden 2014. 44 mennesker er døde. I 2018 kører en ung mand en varevogn ind i en menneskemængde i Toronto, dræber ti og sårer 15 personer. Inden angrebet skrev han en Facebook-opdatering, hvor han dedikerer angrebet til ‘The Supreme Gentleman Elliot Rodger’. I Canada betragter man nu incels som en terrortrussel, og efter det seneste drab, begået af en incel, blev gerningsmanden anklaget under landets terrorismeparagraf. Vi har endnu ikke oplevet et incel-angreb i Danmark. Det tætteste er et skoleskyderi i Aarhus i 1992, hvor en stærkt psykisk uligevægtige evighedsstuderende skød og dræbte to kvindelige medstuderende med et oversavet jagtgevær i skolens kantine. I sine dagbøger skrev han inden drabene, at han ville ‘myrde et par værdiløse søer, der skal betale for de ar, jeg render rundt med’.


Maia Kahlke Lorentzen er ekspert i digital dannelse, online hadfællesskaber og digital chikane. Hun har fulgt manosfæren i mange år og er en erfaren taler og oplægsholder, samt forfatter til bogen Kan Trold Tæmmes? om trolling og debatkultur i den digitale tidsalder.

Alligevel er incel-fænomenet omdrejningspunktet for adskillige danske radioprogrammer og tv-udsendelser, der er udgivet flere krimier med incel-mordere - og nu kommer også teaterstykket. Der er masser af både fascination og gys i historierne om internetkrigerne. Men hvis vi kun gyser, overser vi, hvordan de spejler helt grundlæggende ting i vores egen kultur og forståelse af køn, kærlighed og magt. Vi gyser - men vi forstår det også. Og det er muligvis det mest skræmmende af det hele. Idéen om, at kvinder skyldte ham deres opmærksomhed, og at det er med rette, at han kan tillade sig at være vred og hævngerrig over ikke at blive elsket, er ikke en idé, der opstod i Elliot Rodgers hoved ud af det blå. De fortællinger, som incels dyrker, findes i en mere renskuret form i hjertet af vores mainstream kultur. Vi ser hver dag film, tv-serier, litteratur, musik, pop-psykologi udbrede, at kvinder foretrækker

‘bad boys’, at sex og kvindelig opmærksomhed er et grundbehov, mænd skal have opfyldt for at fungere, og at vold er en forventelig og rimelig maskulin reaktion på forsmåelse. Når vi spørger os selv, hvordan nydelige unge mænd ender som radikaliserede internetkrigere, kvindehadere og massemordere, så kender vi sandsynligvis en del af svaret - hvis vi tør at kigge på det. en er tilling de med s e r o F arbej om en s t i sam skab Teater, og I K L E R V us Aarh E T T Y U D ed m B f e a d j l de arbe . i sam enfonden b u ik B

THE SUPREME GENTLEMAN PREMIERE 15. FEBRUAR 2022


BETTY TIL VÆGS På Betty Nansen Teatret skaber vi scenekunst. Sådan skal det være. Men vi elsker også billedkunst. Derfor har vi genoplivet en Betty Nansen-tradition, hvor teatret arbejder tæt sammen med tidens dygtigste kunstfolk om en kunstplakat, der skabes af en ny billedkunstner hvert år. Nu er der nu tre plakater at vælge imellem. Anika Loris La primadonna in a nutshell, Morten Scheldes Great Expectations, og Mie Olise Kjærgaards Two Shadow Standing (on a chair with eyeball headmask). Vi kan nu afsløre, at kunstneren bag dette års plakat er Emily Gernild. Hun er allerede i gang med arbejdet, og vi glæder Kun st p l os rigtig meget til at kunne præsentere akat og e ern r tr y k t i A e k o s te r 149 1-fo den for jer. ubes rma kr. trø t på g et / 1 50 m at g Plak p a pir. a te sa m arbe rne kan k jd form spartne øbes ho s vo atar r For res t m at s pace bar A r ts og b .d k , p i l l et e ace l ler ko n t / åbni or in i vores n g st den ider for ne.

B ETTY NANSEN TEATRET 2020/2021

KUNSTPLAKAT#3 MARIE OLISE

Mie Olise Kjærgaard fortæller, at hendes værk er blevet til efter prøverne på to af sidste sæsons forestillinger forestillinger, Livstidsgæsterne og Kejseren af Portugalien, hvor hun var med. ”Bettys arbejdsform, hvor man tør arbejde eksperimenterende og prøvende, er meget inspirerende, og jeg har prøvet at have den samme tilgang i mit maleri. Der er også referencer til stykkerne i billedet, som jeg håber, er genkendelige.”


Anika Lori forklarer om sit værk, at det forestiller en Primadonna eller en Don på scenekanten, indhyllet af magi og mystik foran et publikum, hvor dramaet ruller derudaf. ”Jeg synes, at det er en skøn kulturoplevelsestidslomme, man kan tage med sig hjem i privaten og mindes en dejlig stund. Og så kan jeg også godt lide tanken om, at kunsten kommer ud til folket i de små hjem og fortæller videre på historien.”

Morten Schelde siger om sit værk, at han har valgt at tegne salen, fordi det er hjertet af teatre - det er her, hvor tingene faktisk sker. ”Men jeg har ladet salen være tom og kaldt værket Great Expectations for at fange og forstørre den stemningen af forventning, der ligger hos publikum og skuespillere, inden en forestilling begynder.”


VI ER OS. OS ALLE SAMMEN. VI ER PUBLIKUM OG SKUESPILLERE. VI ER FORAN, BAGVED OG PÅ SCENEN. VI SKABER SAMMEN. VI GÅR I TEATERET SAMMEN. DERFOR HÅBER VI, AT DU OGSÅ VIL VÆRE SAMMEN MED OS I FÆLLESKABET VORES BETTY. Her får du særtilbud til sneak peeks, hemmeligheder, overraskelser og invitationer til særarrangementer - og fordi du er en del af os, er der altid gratis kaffe, når du kommer forbi. 10 BETTY’ER og en tandlæge Kirsten Vi er 27.993 personer, der er med i VORES BETTY. Vi er allerflest Metter. Til gengæld er vi kun én Orla, én Charlie, én Dodo og en ”tandlæge Kirsten”. 10 af os deler fornavn med huset og hedder Betty. De fleste af os bor i Københavnsområdet, men én ser ud til at bo i Rusland, 14 sidder i Helsingør og 10 bor nord for Limfjorden. Vil du også være med?

M e på ld d el i b te ler s ett g ind y ks te end nan gra n t af s e d i n B E T n s e n .d i s m e - TY s* k m e til ail fte med r 12 ad 04 res fulg se t

* Sms’en koster alm. sms-takst. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at skrive til os på vores@bettynansen.dk



GENERATION 9/11

ET MARERIDT OM DEN AMERIK ANSKE DRØM 11. SEPTEMBER – 9. OKTOBER 2021

STOLTHED OG FORDOM JANE AUSTENS STORE ROMANTISKE KLASSIKER 6. – 29. JANUAR 2022

IMPERIETS TROPPER EN INVASIV SCI-FI GYSER 27. JANUAR – 12. FEBRUAR 2022

THE SUPREME GENTLEMAN EN AF INTERNETTETS KØNSKRIGERE 15. FEBRUAR – 11. MARTS 2022

ANIMAL FARM

EN FABEL AF GEORGE ORWELL 12. MARTS – 9. APRIL 2022

LIVSTIDSGÆSTERNE EN KOMEDIE OM ALLE DEM, DER ER DIG 18. – 28. MAJ 2022 OBS – KORT SPILLEPERIODE

Køb billetter på

BETTYNANSEN.DK eller 70 272 272

BETTY NANSEN TEATRET Frederiksberg Allé 57 1820 Frederiksberg C

EDISON

Edisonsvej 10 1856 Frederiksberg C