Soli Deo Gloria

Page 1

ET NYT SKUESPIL AF

PETER ASMUSSEN


side 2


side 3


side 4

Et barn blev født i den store by. En lille dreng. Først var de så glade. Far og mor. Glemte sig selv. Jeg og mig. Dig ozg mig. Bitterheden. Vreden. Skuffelsen. Tårerne.


Og så begyndte det hele igen. Tårerne. Skuffelsen. side 5

Vreden. Bitterheden. De huskede sig selv. Jeg og mig. Dig og mig. Og så bebrejder de hinanden det spildte liv. Det kunne have været så meget, så andet, men nu er drengen der og alting låst fast. Livet har lukket sig for dem. Sådan slår de hinanden, skærer i hinanden, sårer hinanden. Men i det lille rum ved siden af stuen hører de ikke hvordan drengen holder op med at trække vejret, ser de ikke hvordan drengen bliver blå i ansigtet. Nu sidder de på den neonatale afdeling. De venter på nyt om drengen.


side 6


side 7

I N S TR U K TØ R TH O M A S B E N D IXE N For mig er Peter Asmussen en af vores største dramatikere. Vi konfronteres i hans værker med et intenst koncentrat af livet i al dets gru. Peter Asmussen har en helt unik evne til at skrælle alt nødvendigt af sine karakterer, og de står nøgne tilbage i et næsten absurd mørkt og håbløst univers.

Soli Deo Gloria er ingen undtagelse. Her er vi vidner til tolv skæbnefortællinger. Tolv præcise nedslag i en verden, der er ved at gå under. Titlen i sig selv har en dybt ironisk klang, for selvom udtrykket Soli Deo Gloria betyder, ”Al ære tilkommer Gud”, er der et mærkbart fravær af en Gud i Peter Asmussens tekst, hvor karakterne er faret vild i deres liv og står på kanten af tilværelsen.


side 8


Jeg er dybt fascineret af Peter Asmussens tekst. Den løfter os ud af virkeligheden og ind i et intenst univers, hvor der ingen nåde er. Samtidig sitrer teksten af livsvilje og menneskelighed. For Peter Asmussen kravler dybt ind under huden på de karakterer, han beskriver, og teksten overrasker konstant. Jeg går til stoffet med stor ydmyghed, for jeg ønsker at bevare Peters Asmussens tekst, så den står ren og klar i forestillingen. Jeg vil give teksten liv, men bevare den klare digtende struktur. Ligesom med dramatikere som Pinter og Beckett, der gennem deres absurde teater taler om det ubærlige og meningsløse på en meningsfuld, kærlig og humoristisk måde, evner Peter Asmussen med sin form at løfte os op over hverdagen, og hans tekst bliver virkeligere end virkelighed. Der er ingen udenomssnak, ikke et eneste overflødigt ord. Replikkerne og personportrætterne står i centrum i

side 9

Her møder vi bl.a. manden og kvinden, der bekriger hinanden så intenst, at deres søn bukker under. Og den unge jødiske pige, der indgår en skæbnesvanger aftale med sine forældres bøddel i Auschwitz. Her ser vi kvinden, der er bange for sin egen længsel efter kærlighed, og de to mænd i en bunker tolv kilometer under jordens overflade, der fordriver tiden med erotiske terninglege, alt imens enden nærmer sig. Og de er bare et lille udpluk af de personer, Peter Asmussen giver liv og stemme i en verden, hvor tilværelsen virkelig sættes på spidsen.


side 10

Peter Asmussens dramaer. Hans karakterer kræver simpelthen at komme til orde, og jeg føler et dybt ansvar for at fremkalde dem så enkelt og rent som muligt. Marie Louise Wille, Tina Gylling Mortensen, Thomas Levin og Kasper Leisner stiller sig til rådighed for de mange forskellige karakterer i stykket. Og her har vi at gøre med fire moderne skuespillere med stærke personligheder. De har det mod og den styrke, som jeg oplever, teksten kræver for at kunne udfolde sig. De blotter karaktererne og scenerne, så de står frit til skue for publikum, og giver publikum plads og luft til at tænke deres egne tanker og drage deres egne konklusioner, når de overværer forestillingen. For at citere Peter Asmussen: ”De, der ser det, bestemmer, hvad det handler om. Jeg gør ikke. Jeg skriver aldrig noget, der skal eksemplificere en eller anden livsanskuelse eller et budskab.” (Jens Kistrup: Tale til Peter Asmussen, 2010). Jeg er glad for med Soli Deo Gloria på Betty Nansen Teatrets scene at være med til at give plads til en vigtig og helt nødvendig fortælling.


side 11


Det er alt. Han er tretten og hun femten. En dag er de pludselig alene. Uventet. Overraskende. Han tager mod til sig. FortĂŚller hende at han aldrig har vĂŚret i seng med nogen

side 12

og han vil gerne og vil hun gĂĽ i seng med ham.


side 13

Så jeg har prøvet det, siger han til hende. Og hun nikker, smiler, siger kom og så går hun i seng med ham. Det er alt. Halvtreds år senere får han sin kone til at skrive et brev til hende. Bede hende komme. Han vil se hende en sidste gang.


side 14


side 15


side 16

TO LV R E V YSCE N E R O G E T S K R I G Interview med Peter Asmussen Af Me Lund

”Folk tror, jeg ser livet som en kort, grå eftermiddag, men jeg er egentlig et forbavsende lykkeligt menneske,” siger Peter Asmussen, hvis dramatik lige siden debuten i 1989 har udspillet sig i spektret fra sort til kulsort. Men den er samtidig nøgtern og smuk, i glimt ligefrem munter. Det gælder også de tolv komprimerede fortællinger Soli Deo Gloria.


side 17


side 18


Hvorfor hedder forestillingen Soli Deo Gloria – alt er til Guds ære? ”Bach, der jo har komponeret de mest vidunderlige – og oversete – kantater, underskrev dem altid med et SDG, Soli Deo Gloria, indføjet i en cirkel. Jeg har altid syntes, at der var en underklang af ironi i, at ’alt er til guds ære’. Vi er alle sammen aktører, der bliver sendt ind på scenen, vi skaber os og kommer ud for frygtelige tragedier og lidelser. Hvorfor? Til hvis fornøjelse? Som jeg ser det, er det kun for at underholde en tavs Gud, der sidder og kigger ned på os. Hver kantate er et nummer i Guds grusomme revy.”

side 19

Rekviemmet er egentlig Peter Asmussens foretrukne musikalske genre – og det har det været lige siden de vilde teenage-år. Men nu har han komponeret tolv kantater med titlen Soli Deo Gloria. Der er ganske vist ikke en eneste node i manuskriptet. Ingen taktstreger, ingen angivelse af toneart. Og slet ingen kirke at opføre dem i. Levende mennesker udgør i stedet de sorte markeringer på nodelinjerne. Forbindelsen mellem dem samler sig til livets musik. Og kantaterne skal spilles i et teater. ”Man bliver skuffet, hvis man forventer, at Soli Deo Gloria har en handling, der skrider roligt fremad, og hvor alt falder på plads i en afklarende slutning,” siger Peter Asmussen om sit nye drama, der bl.a. fortæller om et forældrepar, hvis barn betaler en høj pris for deres uopmærksomhed; om en vred mand med et maskingevær; om en lam mand, der engang har elsket; og om to mænd i en bunker, der onanerer, mens de burde overvåge verden. ”Man skal snarere se forestillingen som en slags revy. Dér accepterer man jo, at scenerne ikke hænger sammen. Alligevel danner de et billede af verden med fortid og nutid og fremtid, med håb og fortvivlelse, med skabelse og ødelæggelse, med fødsel og død. Alle de ting, der nu engang er i en verden. Til gengæld ved man i revyen, at scenerne ender med et grin. Det ved man ikke her. De kan både ende i et grin og et skrig.”


Bach skrev ca. tre hundrede kantater. De 225 er bevaret, og Peter Asmussen blev på én gang provokeret og inspireret af, at Bach hver mandag morgen må have sat sig til skrivebordet og tænkt: ”Hvad er det, der skal prædikes over på søndag?” Hvorefter han gik i gang med at komponere. Peter Asmussen gik derfor til opgaven på næsten samme kontoragtige måde. Han lyttede til kantaterne fra en ende af, mens han skrev om de mennesker, han mødte på sin vej. ”Hver eneste af mine kantater er en vanvittig koncentreret historie, som dækker et helt liv. Nogle af dem dækker en hel verdens skæbne eller undergang. Selv om det går helt ad helvede til, er det jo mange steder også muntert.”

side 20

Synes du, det er muntert, at man kan risikere at møde en selvmordsbomber, når man sætter sig ind i en bus, sådan som en af kantaterne beskriver? ”Nej, der er bestemt scener i forestillingen, som ikke er muntre. Men det er meget ofte, at tragedien finder sin udløsning i en latter. Det er ikke noget, jeg søger efter. På en vis måde er det en fysisk lov. Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil give folk et håb. Jeg tænker egentlig ikke over det. Jeg tager netop ingen beslutning. Det kan sagtens være, at der er et håb. Jeg vil snarere sige, at for mig er der et håb i, at der ikke er et håb på scenen. For så må du enten finde det i dig selv eller ude i verden.” D E N LI LLE M E N I N G , D E N S TO R E M E N I N G S L Ø S H E D Peter Asmussen voksede op i et hjem med klaver og menighedsrådsarbejde i det indre København. Både hans far og morfar var professorer i henholdsvis iransk filologi og teologi. Morfaren desuden en strålende pianist, mens mormoren var fuld af digte – ”en mørk skæbne, men et lyst menneske,” som han kalder hende. Når Peter Asmussen ser scenerne i sit stykke som kantater, er det, fordi musikken betyder utrolig meget for ham. Den er en vej ind i verden, et intuitivt sprog, som kom til ham længe før ordet. Men allerførst kom erkendelsen af altings meningsløshed. Den udgør et væsentligt spor i Peter Asmussens liv og opstod meget


side 21

tidligt. En dag blev den lille dreng ramt af en enorm tomhed. Midt i en matematiktime i anden klasse indså han, at livet har en meget tynd skal ind til en kæmpe meningsløshed. ”Jeg sad med et regnestykke foran mig, da det slog ned i mig, at livet helt grundlæggende er uden mening. Måske fordi det lille regnestykke kun gav mening i sig selv, men absolut ikke uden for sig selv. Den lille mening påpegede den store meningsløshed. Det blev afgørende for mig, for som barn overværede jeg enorme mængder af teologiske diskussioner ved middagsbordet. Jeg mærkede jo på de voksne, at det var vigtigt, det var veritable akademiske fægtekampe, men jeg syntes, det var verdensfjernt. Helt meningsløst.” Peter Asmussen læste faktisk en overgang teologi. ”Mest for at gøre nogen glade,” som han siger. Men han hørte ikke til der, han kunne slet ikke tro, og de sidste ti år har gjort, at han nærmest får kvalme, når han hører om, hvad folk gør i Guds navn. For ham må folk tro, hvad de vil, bare det ikke går ud over andre. Han er en stærk tilhænger af at holde religionen ude af det offentlige rum. Til gengæld følte han sig tidligt hjemme i musikken. Sammen med en jævnaldrende kammerat fyldte han sit teenage-liv med musik. Ikke rock og rul. Men moderne kompositionsmusik. Mens ungdomsoprøret satte strøm på alle de voldsomme følelser og vrængede af det bestående ude i den store verden, sad de to drenge ved stereoanlægget blandt kæmpestakke af LP’er. Musikken var ikke baggrundsstøj. De lyttede. Det formede deres sprog og tanker.


side 22

”Hvis man tror, vi lagde Tryllefløjten på grammofonen, tager man fejl. Vi lyttede systematisk til vores samtid. Jeg har hørt alt, hvad der er skrevet fra slutningen af 60’erne og op i 70’erne - Boulez, Busotti, Penderecki, Ligeti, Bernd Alois Zimmermann, Haubenstock-Ramati – mange af dem er der ingen, der hører i dag, desværre. Men vi havde virkelig gang i den.” De to drenge spillede også selv. Hos kammeratens mor, der var musikpædagog, var der både flygel og slagtøj af mange slags. Moren blev forvist, spolebåndoptageren sat i gang, og resultatet var højtidelige, romantiske, eksistentielle værker – det var her, det blev klart, at yndlingsgenren måtte blive rekviemmet. ”På den måde har jeg altid været uden for min tid. Ikke specielt tilpasset. En overgang var jeg punker - før der var punkere. Og borgerlig, da alle var ven-


side 23

streorientrede. Jeg hader flokke. Og så havde jeg det enormt svært med autoriteter dengang.” Og så efter en kort pause: ”Det har jeg egentlig stadig.” Hvad ledte du efter i musikken? Meningen? ”Ja, det må jeg jo have gjort. Men jeg fandt den ikke. Og heller ikke dér, hvor de andre fandt den. Som årene gik, kunne jeg se, at de andre faldt til ro ved at tage en uddannelse, få en kone, købe den første lejlighed, få det første barn. Det gjorde jeg heller ikke. Det var mærkeligt svævende alt sammen. Der gik mange år, før jeg vidste, at jeg ville skrive.” For et syns – og SU’ens - skyld fortsatte Peter Asmussen på universitetet, mens han malede, skrev og lyttede til musik. Et bifag i teatervidenskab blev det til.


side 24

Men han vidste, han måtte vælge. At dyrke flere guder går ikke. Altså blev maleriet en dag skåret væk. Og da han først havde taget beslutningen om at skrive, så han ikke til andre sider. Musikken kunne han dog ikke undvære. Som daglig samtalepartner. Gennem højttalerne og ind. Gennem flyglet og ud. Hans hænder vidner stadig om den daglige berøring. TE ATE R S K A L SAT S E Siden blev han på rekordtid en af landets mest spillede dramatikere. Udnævnt til fornyer af det danske drama med sin stramme, illusionsløse formbevidsthed og sin kulsorte lystighed. Boulez og Ligeti på replikker. Han dukkede op i heftige udbrud og under stor opmærksomhed snart på TV, film eller i radioen, snart naturligvis på teatret, hvor han formelig sprøjtede dramaer ud. Og både herhjemme og i udlandet stod teatrene i kø for at lægge scene til, når han opsøgte hemmelighederne i og mellem menneskene. Men så pludselig: stilhed. I de senere år har han skrevet filmmanuskripter og bøger. Og dramatiseret andres værker. Men han har ikke skrevet noget selv til teatret. ”Teatret blev træt af mig og jeg træt af det,” som han lakonisk udtrykker det. Indtil han i 2010 brød tavsheden med Ingen møder nogen, som han fik en Reumert for. I sidste sæson kom Hjertet skælver på Aarhus Teater og Det Der eR på Husets Teater, begge iscenesat af Simon Staho og markante bud på teater, som går sine egne veje langt fra film og TV’s nedtrådte stier. ”Jeg tror, at teatret er nødt til at tage sig selv alvorligt som kunstart. På sine egne betingelser. Ikke lefle for publikum.”


side 25


side 26


side 27


I møder müske en anden mere interessant. Alt det siger de til dem. Manden og kvinden. Den unge mand og den unge kvinde. Drengen og pigen. Alt det siger de til drengen og pigen. Han er nitten og hun er sytten. side 28

Nu sidder de her. Femogtres ĂĽr senere. Sammen.


Det holder ikke, siger de. I er for unge.

side 29


side 30


side 31


side 32

ME DVIRKE NDE

K A S P E R LE I S N E R

M A R I E LO U I S E WI LLE

Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2002. Efter endt uddannelse har han haft mange forskellige teaterroller og vist sit talent for såvel det komiske som tragiske rollefag. Han har bl.a. medvirket i ”Richard den tredje” på Grønnegårds Teatret, ”Penge” på Plan-B, Nikoline Werdelins ”Mine to søstre”, ”Realia” på Kaleidoskop og ”Arbejddigfri.com” på Det Kongelige Teater. Han har været tilknyttet Folketeateret, Plan B, Svalegangen, Det Kongelige Teater, Grønnegårds Teatret og siden 2007 Mungo Park. På Mungo Park har Kasper Leisner blandt andet medvirket i ”Sandholm”, ”Et andet sted”, ”Forførerens dagbog” og han fik stor personlig succes med sin rolle som skyldbetynget ægtemand i stykket ”Spasser hund kanin”. Leisner spillede den mandlige hovedrolle i Reumert-vinderen ”Kvinde kend din krop”, som han var med til at udvikle i tæt samarbejde med instruktør Kamilla Wargo Brekling og medspiller Maria Rich. På TV har han optrådt i ”Rita”, ”Forbrydelsen 3” og tre sæsoner af ”Anna Pihl”. På film har han medvirket i ”Skytten”, ”Spies og Glistrup”, ”Sommeren 92” samt ”Steppeulven”. Kasper Leisner er derudover en ofte benyttet stemme til speak-opgaver. I 2014 har Kasper Leisner været medforfatter og medskaber af ”Nordskoven”, som er en selvbiografisk forestilling, der spillede med stor succes på Mungo Park.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 2002. I årene 2010-2015 har hun, som en del af Aarhus Teaters ensemble, spillet en række hovedroller bl.a. i ”Hedda Gabler”, ”Farlige forbindelser”, ”Rosmersholm”, ”Det normale liv”, ”Fanny og Alexander” samt ”All My Dreams Come True”. For den sidste blev hun nomineret både til en Teaterpokal og Årets Reumert 2014. På TV og film er hun set i større roller i ”Sommer”, satire-serien ’Wulffs Magasin”, spillefilmen ”Dreng”, og hun var en årrække vært og tilrettelægger på ungdomsprogrammet ”Marie Louises organismes univers”. Modtog i 2005 årets Reumert for Bedste Kvindelige Birolle for sin præstation i ”Frk. Julie” i Rolf Heims instruktion og for sin Kitty i ”Anna Karenina” på Aalborg Teater, hvor hun var i årene 20022005. Marie Louise har som freelancer været rundt omkring bl.a. Bådteatret, Teater Grob, Nørrebros Teater og Det Kongelige Teater. Hun har tidligere spillet Nora i Katrine Wiedemanns opsætning på Betty Nansen Teatret, og senest kunne man her opleve hende i rollen som Baronesse de Simiane i Stefan Larssons opsætning af ”Madame de Sade”.


TI N A GY LLI N G M O R TE N S E N

Thomas Levin er uddannet i New York ved David Gideon, The William Esper Studio. Han debuterede på Teater Grob i 1997 og har siden spillet et væld af roller på teatret bl.a. på Det Kongelige Teater, Aarhus Teater, Grønnegårds Teatret, Mungo Park og Husets Teater. På filmlærredet kom i 2004 med Familien Gregersen. På TV har han medvirket bl.a. i de populære DR1-serier Rejseholdet, Krøniken, Taxa, Sommer, Lykke og i alle 3 sæsoner af Borgen. På TV2 har han bl.a. medvirket i Den Som Dræber, Lærkevej, samt hovedrollen som Tom Noack i TV2s aktuelle serie Norskov. Thomas fik i 2003 en Reumert Talent pris, og i 2012 fik han Reumert prisen som Årets Bedste Dramatiker.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 1979. Hun har været tilknyttet Jomfru Ane Teatret i Aalborg og er medleder af Mammutteatret på Nørrebro. Tina Gylling Mortensen har medvirket i adskillige forestillinger på Det Kongelige Teater, herunder ”Farvel, Thomas”, ”Casanova”, ”Figaros bryllup” og ”Den kaukasiske kridtcirkel”. Fra 2006-2007 var hun del af det Det Kongelige Teaters faste TurboTown-ensemble i Turbinehallerne. På Mammutteatret har man kunnet opleve Tina i talrige stykker som fx ”Jernbyrd”, ”Slottet – en triumf”, ”Latter”, ”Regnvejret”, ”Da æslet så englen”, ”Passage”, ”Rotten”, ”Allergitriologi”, ”Trainspotting”, ”I hired a Contract Killer”, ”Kapitalen” og ”Stolthed er kolossal”. Hun har desuden medvirket i ”De efterlevende” på Kaleidoskop (1998), ”Manden der vendte tilbage” på Caféteatret (2003), ”De satans forældre” på Mungo Park (2003) og ”Fobiskolen” på Kaleidoskop (2008). I 2008 modtog Tina Gylling Mortensen Lauritzenprisen for sine unikke skuespilpræstationer.

side 33

THOMAS LEVIN


HOLDET BAG

side 34

YA N N CO P P I E R Fransk komponist, musiker & lydkunstner

De seneste 15 år har Yann Coppier arbejdet på næsten alt relateret til lyd. Han startede som musiker og specialiserede sig efterfølgende i studie- og feltoptagelse, lyddesign, komposition til forestillinger og film, samt live-optrædener inden for en lang række genrer fra ambient electronica til rå støj eller fra moderne akustisk jazz til cybergrind. Hans seneste udgivelse ”The Wolf Project” er et mørkt og intenst electronicaalbum udgivet under kunstnernavnet –i snor. Han har desuden designet lyd til såvel kunstinstallationer som teater og moderne dans og har selv optrådt som performer og turneret i mange forskellige lande. Yann Coppier laver koncerter, konferencer og master classes over hele Europa, bl.a. på Ircam og SAE Institute i Paris. Han har publiceret over 100 artikler i fagtidsskrifter om lyd og lyddesign og arbejder sideløbende som uddannelsesansvarlig for lyd på Den Danske Scenekunstskole og har tidligere undervist på bl.a. Sonic College, Danmark og ATLA skolen i Paris.

TH O M A S B E N D IXE N Instruktør & skuespiller

Uddannet fra Aarhus Teaters elevskole i 1997. Thomas Bendixen har som skuespiller optrådt på såvel teater som film. I 2004 debuterede Thomas Bendixen som instruktør på ”Manden der vendte tilbage” på Mammutteatret og har siden instrueret et væld af forestillinger på de danske teatre. På Det Kongelige Teater har han bl.a. instrueret ”Misantropen” (2010), ”Den Gerrige” (2011), ”Vildanden” (2012), “ Faderen”(2013) og ”Erasmus Montanus” (2014). På Grønnegårds Teatret har han iscenesat forestillinger som ”Den vægelsindede” (2006), ”Den politiske kandestøber” (2008), ”Libertineren” (2010/11), ”Don Juan” (2011) og ”Tartuffe” (2012), “ Tribadernes nat” (2015). På Aarhus Teater bl.a. ”Other Desert Cities” (2012), ”Romersholm” (2014) og ”Karlas kabale” (2015). Af andre stykker kan nævnes ”Håndværkerne” og ”Anna Sophie Hedvig” (2010) samt senest ”Daemon” og ”Bunbury” - alle på Aalborg Teater. Thomas Bendixen har modtaget Herman Bangs æreslegat 2008, Teaterkatten 2009, Kunststyrelsens præmiering for ”Libertineren” 2010, samt Preben Neergaards mindelegat for ”Tartuffe” 2012.


J U LIA N J U H LI N Scenograf

Peter Asmussen debuterede med novelle­ samlingen ”Stemme” i 1989. I 1996 var han medforfatter til Lars von Triers ”Breaking the Waves”. Han har blandt andre skrevet manuskript til Simon Stahos film ”Bang Bang Orangutang” i 2005 og ”Himlens Hjerte” i 2008 og Bille Augusts ”Marie” fra 2013. Han er forfatter til en lang række skuespil, blandt andre ”Ungt Blod”, ”Isbrandt”, ”Værelse med Sol”, koncertdramaværket ”Sounds Like You” fra 2009 og teaterstykket ”Ingen Møder Nogen” fra 2012 på Husets Teater. Peter Asmussen har ligeledes skrevet romanen ”Det Der eR”, 2012, som i foråret blev vist som monolog på Husets Teater, denne blev Reumert-nomineret både for årets bedste dramatiker og årets bedste kvindelige hovedrolle (Karen Lise Mynster modtog Reumert for årets kvindelige hovedrolle). I 2014 skabte hans filminstruktøren Simon Staho, forestillingen ”Hjertet skælver” på Aarhus Teater, som en hyldest til Peter Asmussen og hans tekster. Peter Asmussen har flere gange modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat og i 2000 modtog han Kjeld Abell-prisen og Danske Dramatikeres Forbunds Ærespris, 2012 Allenprisen og 2014 Nathansenprisen. Han fik Reumertprisen i kategorien Årets Dramatiker for ”Ingen møder nogen” på Husets Teater. Han bliver ofte spillet i udlandet. Således er ”Ingen møder nogen” på turné gennem Brasilien, Peru, Uruguay og USA i sæsonen 2015-2016. Han har senest udgivet romanen ”Og til sidst går verden under”, Gyldendal, 2014.

side 35

Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2014. Han er aktuel med installationsprojektet ”Drengen der aldrig flytter hjemmefra”, som er blevet en del af Metropolis, den køben­ havnske festival for kunst og performance i byens rum. Juhlins kunstneriske arbejde har man kunnet opleve i bl.a. ”Som var det i går”, Riddersalen, 2014, ”Shakespeare tur-retur” Grønnegårds Teatret, 2013, og ”Axgil Awards” Bremen Teater, 2012. Han har ligeledes lavet scenografien til ”Faust” instrueret af Anja Behrens, Statens Scenekunstskole, 2014. Juhlin har medvirket i flere udstillinger, herunder den interaktive installation ”Midt vejs” 2012 på Det Kongelige Teater, i Nikolaj Kunsthal, ”Alien” BGK, 2010, ”Friends in progress” på Prague Quadrennialen 2012, ”Garaget” i Malmö Utställning för konst och kommunikation i 2010 og ”Forårsudstillingen” Charlottenborg 2009. Julian Juhlin modtog Reumert Talent prisen 2015 for scenografi og kostumer i forestillingen ”Som var det i går” på Riddersalen.

PETER ASMUSSEN Forfatter, dramatiker & manuskriptforfatter


CRE DITS

I N STR U K TĂ˜ R

Thomas Bendixen

SCE N OG R AF

side 36

Julian Juhlin

D R AMATI K E R

Peter Asmussen

KO M P O N I ST & LIVE M U S I K E R

Yann Coppier

S K U E S P I LLE R E

Tina Gylling Mortensen Marie Louise Wille Kasper Leisner Thomas Levin


P R O D U K TI O N S T E A M P R O D U K TI O N S L E D E R Steen Reither Kolding S C E N E M E S T E R John Jensen R E G I S S Ø R E R Birgitte Stokholm Ken Nielsen

ELEV Mark Balder Nørskov LYS D E S I G N Christian Alkjær B E LYS N I N G S M E S T E R John Aage Sørensen LYS A S S I S T E N T Mogens Kjempff F Ø LG E S P OT S Delphine Bechard Sian Kristoffersen TO N E M E S T E R Troels Møller VÆ R K S T E D Morten Lindboe Löwén VÆ R K S T E D SA S S I S T E N T Martin Jensen I N S T R U K TØ R A S S I S T E N T Andreas Rattenborg Holm-Hansen KO S T U M E R Stine Terp V E D L I G E H O L D E L S E A F KO S T U M E R Jannie Røjbæk

REGNSK AB Kristine Marholt P R E S S E A N S VA R L I G Line Bilenberg M A R K E TI N G A N S VA R L I G Simon Fernando A S S I S T E N T E R Lotte Kamph Christian von Horsten B A R C H E F Teddy Brandt Ø KO N O M I C H E F Leif Kingo D I R E K TI O N Vibeke Windeløv Stefan Larsson P R O G R A M R E DA K TI O N Vibeke Windeløv Linda Holm Simon Fernando L AYO U T Yellow1.dk FOTO F R A A F S LU T T E N D E P R Ø V E R Rumle Skafte T RY K K E R I Frederiksberg Bogtrykkeri A/S T E AT E R FO R L AG Nordiska ApS København TA K TI L Dr. Martens & Kérastase

side 37

REGISØRELEV (FO R E S TI L L I N G S L E D E R) Hedda Fich

T E AT E R S E K R E TÆ R Linda Holm


side 38

”SORGEN, SMERTEN OVER VERDEN, GLÆDEN OGSÅ DEN, UFORSTÅELIGHEDEN, TOMHÆNDETHEDEN OVERFOR DEN, UDEN FODFÆSTE, INTET AT KUNNE STILLE OP MED DEN, MOD DEN, MAGTESLØS, MÅLLØS, AT FORBLIVE I DEN ALLIGEVEL, AT TAGE DEL, LADE VERDEN STRØMME GENNEM SIG, STEMMERNE STRØMME GENNEM SIG, IKKE FOR AT FORSTÅ, MEN FOR AT LEVE.” fra Peter Asmussens private dagbog d.24/12-2013


side 39


S Æ S O N 2 01 5 -1 6 M A DA M E D E S A D E PROMETHEUS.NU S O L I D E O G LO R I A TA R T U F F E MEDEA S I D S T PÅ DAG E N E R V I A L L E M E N N E S K E R

www.bettynansen.dk