Liber - Februar 2020 by Venstres Ungdom

MED VERDEN I FOKUS “Det kan lade sig g øre at skabe libera le bevægelser – de også vist flere gan t har Venstres Ung ge...” dom - Politisk leder for Li beral Alliance - Alex Vanopslagh, s. 20-2 1 “Det endte dog me re eller m indre lyk keligt med et 7-ta forsøg på at afværg l, efter flere m islyk e eksamensspørgs kede m å le ne...” - Throwback VU-fore ning - Odense, s. 22 -23

LIBER

Februar 2020

INDHOLDFORTEGNELSE: Velkomst fra Webredaktionen

Landsformanden har ordet

Den liberale kamp for frihed kæmpes internationalt Det amerikanske valg for begyndere

4 5 6-7 8-11

Tag i praktik i Bruxelles!

12-13

Update fra det zambiske partnerskab

14-15

Én gang VU’er, altid VU’er - Christoffer Lilleholt

16-17

‘Den eneste, der kan redde Europa fra sig selv’ - Morten Dam

18-19

Politisk leder for Liberal Alliance - Alex Vanopslagh

20-21

Throwback VU-forening - VU Odense

22-23

Webredaktionen består i år af (Fra venstre mod højre): Casper Enevoldsen, Webredaktør Henrik Ravn & Maria Lagoni

Velkommen til årets første udgave af Liber! Vi har i årets første medlemsblad valgt at have verden og VU’s internationale aktiviteter som omdrejningspunkt. VU bruger årligt mellem 100.000 og 200.000 kr. på vores internationale aktiviter. Derfor får du i dette blad et indblik i, hvad VU laver på den internationale bane. I bladet finder du bl.a. en artikel med formanden for internationalt udvalg, en status på VU’s samarbejdsprojekt i Zambia, et debatindlæg om Morten Dams kritiske syn på EU’s udvikling, og meget mere. Fra webredaktionen vil vi ønske god læselyst!

På vegne af Webredaktionen, Henrik Neldeberg Fallesen Ravn, webredaktør

Vi skal kæmpe for et friere arbejdsmarked! Af Kristian Lausten Madsen, landsformand

Min opfordring til 3F skal derfor være: Anerkend værdien af den frihed som platformsøkonomien giver, og se nu på det faktum, at gennemsnitslønnen for Wolt-bude er på hele 137 kr. i timen. Platformsøkonomi er ikke social dumping – det er en populær og meget friere arbejdsform!

I snart 3 år har vi desværre måtte undvære Uber og lignende platforme i Danmark. Deleøkonomien udfordrede og udkonkurrerede den gamle og ineffektive taxa-branche. Konkurrencen blev for hård for 3F, som sammen med deres kammerater på Christiansborg i 2017 fik held med at presse Uber ud af Danmark. Taxamonopolet var genindført. Forløbet omkring Ubers exit herhjemme er en trist manifestation af, hvor stor magt 3F har. Vi bildes ind, at vi skal kæmpe imod ”social dumping”, men ”social dumping” er jo oftest bare en smule sund, tiltrængt konkurrence. Monopoltilstande på et marked er altså blevet en mærkesag for 3F, må man forstå. Taxaerne holder mere stille end de kører rundt. De er dyrere for alle os forbrugere og som samfund bliver vi kun fattigere heraf. Alt imens vi håber på en revision af taxalovgivningen, så vi igen kan få Uber og lignende platforme tilbage til Danmark, venter det næste slagsmål med 3F lige om hjørnet. Næste offer for fagforeningernes tilbageskuende kassetænkning bliver Wolt, som bruger bude i en lignende platformsløsning. Alle bude er deres egen chef – de kan selv fastsætte hvornår de vil arbejde, og hvor meget de vil arbejde. Med andre ord er Woltbudene altså selvstændige med alle de friheder som følger med. Men ligesom med Uber, ser 3F denne nytænkende platformsøkonomi som en trussel mod det klassiske arbejdsmarked og de arbejdsrettigheder, som fagforeningerne har forhandlet i et århundrede.

Den liberale kamp for frihed kæmpes internationalt I 13 år i streg er verden blevet et mindre frit og demokratisk sted med autokratiske tilbageslag i ellers velfungerende vestlige demokratiske lande. Verdensledere der cementerer deres egen magtposition, gør livet surt for politiske modstandere og slækker på det internationale engagement. Tilsat et vigende lederskab for den vestlige frie demokratiske verdens ledere med illusoriske paroler om, at friheden for verdens ufrie sikrer sig selv. De illiberale kræfter og de dovne nationalistiske liberaldemokrater udgør den største trussel mod det verdensomspændende frihedsprojekt. Vi lever i en tid, hvor unge som gamle må leve en indskrænket og begrænsende tilværelse i illiberale demagogers lænker. Vingefanget af den liberale kampplads for frihed til forskellighed og individets grundlæggende ret til privatliv og ytringsfrihed er større end nogensinde før. Verdenshistoriens mest brutale og tragiske folkemord i totalitære kræfters navn har udspillet sig, når lederne af den frie verden ikke har turde kæmpe mod autokraterne med deres virkemidler og blot har ladet stå til i deres rædsler. Vi må ikke lade verden glemme historiens rædsler fra dengang de gode blev godtroende naive, der lod sig overrumple af ufrihedens kontante kræfter og lod kampen for frihed sygne hen i partikulære bekvemmelighedsargumenter om tab af militær materiel og eksport. Dét skylder vi de 6 millioner døde jøder under Holocaust, de 800.000 døde i foråret 1994 under folkemordet i Rwanda og de næsten 9.000 døde på ét døgn i Srebrenica-angrebet. Det skylder vi alle de uskyldige skæbner der måtte lade livet mod brutale regimer der ikke tillod anderledes tænkende og fredeligt troende.

Frihedens kamp for fredelige demokratier er ikke et nymoderne forsøg på en imperialistisk overtagelse af hele verden, hvor vi dikterer at alle bør leve på én bestemt måde. Dét er den insisterende kamp for et demokratisk og politisk bolværk for, at hver enkelt af verdens 7,5 milliarder borgere kan leve et liv i fred og med tanke- og trosfrihed. Tilbage i Afghanistan før en bred vestlig militær koalition kæmpede for landets fredelige demokratiske udvikling, uden et totalitært og frygtindgydende taleban-styre, havde blot et få-tusindtal af afghanske piger og unge kvinder adgang til uddannelse. Her snart 20 år efter dette internationale engagement og kamp for frihed viste sig, går flere millioner afghanske piger og kvinder i skole og får dermed redskaberne til at forme sin egen tilværelse, med den selvbestemmelse og ansvar der følger med. Derfor bør vi liberale give vores utvetydige støtte til det internationale engagement i verdens brændpunkter, for verdens ringest stillede og mod illiberale kræfter. Vi bør skabe internationale militære koalitioner, når uskyldiges liv ofres på autokraternes magtalter. Vi bør fremme frihandel og fjerne protektionistisk statsstøtte af erhvervslivet og endeligt stå vagt om, at demokratiet med magt-tredelingen, et uafhængigt retsvæsen og uangribelige individuelle frihedsrettigheder er værd at kæmpe for.

August Stengaard Formand for internationalt udvalg

DET AMERIKANSKE VALG FOR BEGYNDERE Af Casper Enevoldsen, studerende på Amerikanske Studier

Den amerikanske valgkamp frem mod præsidentvalget i november 2020 er for længst gået i gang. Med Trumps rigsretssag, historisk mange demokratiske præsidentkandidater og en noget utraditionel siddende præsident, må det siges, at dette præsidentvalg ser ud til at gå over i historien. Men hvordan foregår sådan et valg? Og hvorfor betyder valgmændene så meget? Alt dette vil jeg prøve at besvare i denne artikel.

Hvis man vil stille op som præsidentkandidat i USA, er der nogle krav man skal leve op til; man skal være født i USA, man skal være mindst 35 år gammel og endelig skal man have været bosiddende i USA i 14 år op til valget. Herefter er der fire steps man skal igennem, før præsidentvalget er gennemført og præsidenten for USA er blevet (gen) valgt. Første step er primærvalgene og Caucuses, hvor de to partier, Demokraterne og Republikanerne, skal vælge deres delegerede fra de forskellige stater, til partiernes Conventions senere på året. Denne proces af det Amerikanske valg bliver typisk refereret til som ”the primaries season”. Den startede med valget i staten Iowa den 3. februar og slutter først i Puerto Rico i start juni. Mellem det har vi ”super Tuesday”, som

nogle heldige VU’ere får lov til at overvære i USA. Super Tuesday bliver afholdt tirsdag den 3. marts, hvor 13 stater skal stemme på samme dag. Efter Super Tuesday har man typisk en god fornemmelse af, hvem der ender med at blive de respektive partiers kandidat. Primærvalget er den hyppigst brugte metode at vælge delegerede på. Her foregår det lige som andre valg; man går ned og stemmer på den kandidat, som man ønsker skal være præsidentkandidat for sit parti. Herefter sker der to ting; enten deles de delegerede blandt kandidaterne efter valgresultat eller også tager kandidaten, som vinder primærvalget, alle de delegerede. Lad os fx sige, at man har 100 delegerede i en stat. Ved den første foregår det, som ved et dansk valg. (Fortsætter på næste side! ->)

Er der en kandidat, som får 40 % af stemmerne, så får kandidaten 40 delegerede til partiets Convention. Ved den anden mulighed, får kandidaten med flest stemmer alle 100 delegerede. Caucus’ne som man fx så i Iowa, er den mindst hyppige måde at vælge delegerede på. Her mødes medlemmerne i de respektive partier i hjem, forsamlingshuse osv. Herefter diskuterer vælgerne hvem de skal stemme på og bliver enige om en kandidat, som de vil støtte. Herefter går deres stemme til den kandidat, som de i fællesskab er blevet enige om. Andet step er partiernes Conventions. Her mødes partiernes delegerede. De delegerede stemmer på og udpeger den kandidat, som skal være partiets præsidentkandidat. Herefter udpeger præsidentkandidaten sin ”running mate”, hvilket er vicepræsidentkandidaten. Typisk ved man godt, hvilken kandidat, som har et flertal af de delegerede efter primærvalgene og caucus’ene. Derfor plejer kandidatudpegningen også at være proforma, hvor der i stedet bliver holdt et kæmpe show i en stor hal, teater eller lignende, hvor man hylder sin kandidat. Her kan man komme op på scenen og bakke kandidaten op – nogle gange kan man få nogle berømtheder til at møde op også og tale pænt om sin kandidat. Demokraternes Convention bliver afholdt

den 13.-16. juli i Milwaukee, Wisconsin og Republikanerne afholder deres Convention i Charlotte, North Carolina den 24.-27. august. Tredje step starter lige efter partiernes Conventions. Det er her valgkampen for alvor starter. Her rejser præsidentkandidaterne og deres vicepræsidentkandidater rundt i landet, for at få de amerikanske vælgere til at stemme på dem. Dette gøres med forskellige happenings, festlige begivenheder og TV-debatter. Det foregår på samme måde som en valgkamp i Danmark - bare endnu større og endnu vildere. Valgkampen forsætter indtil valgdagen den 3. november 2020. På valgdagen går de registrerede vælgere ned og stemmer på enten den Demokratiske præsidentkandidat eller den Republikanske præsidentkandidat. På valgdagen starter fjerde og sidste step. Her begynder deres noget kringlede valgsystem, som kaldes ”The electoral college system”. Vælgerne stemmer her ikke direkte på præsidentkandidaterne, men i stedet på kandidaternes valgmænd, som herefter stemmer på præsidentkandidaten fra sit parti. I alt er der 538 valgmænd og derfor kræver det 270 valgmænd for at blive Amerikansk præsident. De 538 valgmænd bliver fordelt blandt staterne ud fra deres repræsentation i Kongressen.

I stort set alle stater får den kandidat med flest valgmænd bag sig alle valgmændene i staten. De eneste undtagelser er Maine og Nebraska, som uddeler deres valgmænd proportionelt med kandidaternes stemmetal.

præsident. Dette skete ved sidste præsidentvalg, hvor Hilary Clinton fik mere end 1 million flere stemmer end Donald Trump. Idet at Trump fik flere valgmænd, vandt Trump dog alligelvel præsidentvalget.

Da man ikke stemmer direkte på sin kandidat, men på valgmænd, kan man stå i en situation, hvor en kandidat har fået flest stemmer på landsplan, men ikke opnår de krævede 270 valgmænd for at blive

Det kommende valg bliver historisk spændende at følge med i. Derfor håber jeg, at denne gennemgang af deres valgsystem gør det lettere for jer at følge med i - det kommer jeg i hvert fald til!

TAG I PRAKTIK I BRUXELLES!

AF: LOUISE THOMSEN

Som VU’er er Bruxelles et fantastisk sted; Alt handler om politik, her er fyldt med unge mennesker, og der drikkes (rigtig) mange øl. Så hvis du har mulighed for at tage i praktik i udlandet, kan jeg kun anbefale at tage til Bruxelles! Danske Rederier Jeg er selv praktikant hos Danske Rederier, hvor jeg startede d. 1. september. Normalt er man kun i praktik i et semester, men jeg fik muligheden for at forlænge mit ophold til to, hvilket jeg er super glad for. Jeg beskæftiger mig bl.a. med politiske analyser, politisk kommunikation, møder i EU-institutionerne og informationsovervågning. Jeg har lært meget om shippingbranchen, men vigtigst af alt, har jeg lært, hvordan det politiske system i EU fungerer - både det formelle og det uformelle. For en ting er, hvad man kan læse sig til i studiebøgerne, en anden ting er, hvordan det fungerer i praksis. Mit ophold i Bruxelles har givet mig en meget bedre forståelse af, hvordan et lovforslag bliver til, hvordan man påvirker det, og hvordan det i sidste ende har indflydelse på europæiske borgere og virksomheder. For når man kommer tæt på, opdager man, at EU slet ikke er så langt væk og så kompleks, som det nogle gange kan føles. Den Danske Kirkes Kollegie Under opholdet bor jeg på den Danske Kirkes Kollegie. Selvom det faglige er super fedt, er det uden tvivl det sociale, som gør Bruxelles til et fantastisk praktiksted. På Kirken bor vi 20 danske praktikanter. Det giver et godt sammenhold, at vi alle befinder os i en ny by, og alle interesserer os for

arbejdet i EU. Hver torsdag tager vi bl.a. på Place du Luxembourg efter arbejde og drikker (nogle gange få - andre gange mange) øl. Her er der samtidig rig mulighed for at møde nogle af de mange andre danske praktikanter i Bruxelles. Weekenderne bruger vi bl.a. på at besøge nogle af Bruxelles mange markeder, at holde Tour de Chambre og tage på turer - bl.a. til Amsterdam. Med et praktikophold i Bruxelles får du en unik viden om EU’s beslutningsprocesser, du udvider dit netværk markant, og du får en masse nye venskaber med hjem. Et praktikophold i Bruxelles kan kun anbefales! Gode råd: - Der er mange om buddet, så sats ikke kun på et sted, men

send en masse ansøgninger.

Søg i god tid - deadline for ansøgninger er ofte 5-6 måneder

før opholdet.

Begynd at lede efter en bolig med det samme - de gode

steder ryger hurtigt.

Du kan søge Erasmus+ for opholdet.

Forslag til praktiksteder: - Danske Rederier -

Danmarks Faste Repræsentation ved EU

Dansk Industri

Dansk Erhverv

Landbrug & Fødevarer

- NATO -

Dansk Arbejdsgiverforening

- KL -

Dansk Energi

Finans Danmark

Og mange, mange flere

”Nyt partnerskab i Zambia” skrev i Venstres Ungdoms magasin, Liber, i februar sidste år om opstarten af udviklingsprojektet i Zambia. Nu blot tolv måneder efter første gang at have betrådt zambisk jord, lander VU’s projektgruppe den 20. januar 2020 for fjerde gang i Kenneth Kaunda International Airport – denne gang både med godkendt projektansøgning i hånden og en følelse af at besøge venner snarere end fremmede.

dage, hvor 40 seje, frivillige fra hele landet var samlet til brainstorming og læring – om Zambia, om dem selv, og om, hvordan vi som unge mennesker kan være med til at gøre en forskel på tværs af kulturer, lande- og regionsgrænser og forståelser.

Frivillighed, lederskab, workshop om at skrive ansøgninger, og brainstorming omkring fremtiden for projektet, har været blandt de primære oplæg under det fire dage lange semiHelt kort har Danmarks Ungnar. Et seminar, hvis mål ikke doms Fællesråd, DUF, en inkun var at give de unge ildsjæle ternational pulje, som tilbyder ny motivation og viden; men mulighed for, at ungdomsogså at skabe venskaber på organisationer kan etablere tværs af grænser i et land, hvor partnerskaber med ligesindede infrastrukturen ikke just står organisationer rundt omkring på metroring og muligheder i verden. I september 2018 fik – samt at finde ud af, HVAD vi bevillingen til, at to medlem- man egentlig kan formå at mer kunne tage til Zambia for gøre, når man samarbejder på at undersøge mulighederne tværs af kulturer, hvordan vi nærmere: I februar 2019 rejste kan lære om og af hinanden, og to projektmedlemmer til hvordan vi sammen kan skabe hovedstaden Lusaka for at finde noget, der er større end, hvad en ligesindet organisation: et vi kunne have gjort alene. besøg, hvor vi mødtes med fem forskellige organisationer, men “Den foreløbige tanke er et blev blæst omkuld af den zambiske afdeling af verdens største samarbejde om vejledning kvindebevægelse, YWCA (I og skills-training på det Danmark: KFUM og KFUK). lokale børnehjem, I maj fik vi yderligere mider til Fountain of Hope” at udvikle samarbejdet, hvorfor vi i juli var på besøg. Et besøg, som udmundede i en Oplægsholderne havde vores ansøgning, som i oktober blev zambiske projektgruppe selv godkendt; en godkendelse, som valgt; og blandt hovednavnene førte til både et besøg i novem- var således Chilumba ber og januar – sidst-nævnte Bwalya; en prominent konfor at hjælpe med afholdelse af sulent, entreprenør og partnerorganisationen YWCA’s oplægsholder, som fortalte de første nationale ungdomsunge tilhørere om lederskab og seminar: 4 netop overståede kommunikation. Om, hvordan

det vigtigste ofte er fokus og prioritering samt troen på egne evner. Gennemgående for alle oplægsholdere var en enorm energi og tilstedeværelse; store armbevægelser krydret med masser af sang og dans på lokalsprog såvel som engelsk. Indlægget her er skrevet i flyveren fra Lusaka mod København, og indtrykkene er endnu ved at bundfalde. Mens mange af de unge frivillige kommer fra kår, hvor en flyrejse fra Kastrup til Kenneth Kaunda Airport er lige så fjern, som Enhedslisten er fra Venstre, har vi som danskere meget at lære af vores zambiske ligesindede. Om taknemmelighed, om troen på forandring, og om tilstedeværelse i det nu, vi er i snarere end planlægning af dagen i morgen. Mest af alt tager vi en enorm fascination af den zambiske glæde, dans og sang med i rygsækken. Reglerne for forummet var simple: Ingen alkohol, ingen stoffer; og ingen udgang fra konferencestedets grund uden tilladelse. Regler, som i en dansk kontekst ofte ville synes begrænsende, men som i Lusaka betød aftener tilbragt i en stor cirkel fyldt med sang, lokale danse og sprog: og en enorm glæde ved blot at være med. Et mod til at stå op og stå frem; og en entusiasme, som gjorde, at også os blege danskere fandt os selv dansende i en ellers akavet position – ædru men høje på samværet. Indtryk er der nok af, og det er udenfor en kort artikels omfang

UPDATE FRA DET ZAMBISKE PARTNERSKAB Af Anne Sophie Sophie Krog Pedersen, Repræsentant i partnerskabet i Zambia

at indfange alt det oplevede, men vi ved, at det sidste skridt i projektsamarbejdet langt fra er taget. Ansøgningen til næste projekt er netop afsendt, og håbet er således, at vi i løbet af foråret kan sende to danskere til Zambia for sammen at få sat ord på, hvad vi tror, kan opnås. Den foreløbige tanke er et samarbejde om vejledning og skills-training på det lokale børnehjem, Fountain of Hope, et børnehjem, hvor 120 gadebørn er fordelt på 3 værelser, og hvor kårene er så trænge, at de end ikke har hver sin madras. Men også et børnehjem, hvor alternativet for mange er prostitution, et liv på gaden og mangel på tryghed, og hvor medarbejderne, hvoraf mange selv er vokset op det selvsamme sted, dagligt gør en

mærkbar forskel for nogle af samfundets absolut svageste.

skrev i februar 2019 en artikel i Liber om opstarten af projektet. I dag, hvor vores partnerskabet Om vi med vores lille projekt blot har et enkelt år på bagen, kan være med til at gøre en er det vores klare håb, at vi forskel i et land, hvor behovet næste år kan skrive et indlæg synes uendeligt, er noget, vi alle om, hvordan vi som unge har har brugt lang tid på at tænke været med til at skabe noget, over og snakke om. der gør en forskel langt fra fædrelandets grænser. Udviklingsarbejde er ofte mere komplekst, end det lyder, og den foreløbige konklusion bli-ver, at projektet – om ikke and-et – giver en mulighed for, at vi som unge ser ud over vores egne (lande)grænser, tager aktiv del i det samfund vi er en del af og viser vores zambiske ligesindede, at de også har muligheden for at gøre det samme. ”Nyt partnerskab i Zambia”

CHRISTOFFER LILLEHOLT

TIDLIGERE LANDSNÆSTFORMAND OG NUVÆRENDE BORGMESTERKANDIDAT FOR VENSTRE I ODENSE

ÉN GANG VU’ER, ALTID VU’ER

Jeg hedder Christoffer Lilleholt og er Spids- og Borgmesterkandidat for Venstre i Odense Byråd og konsulent hos arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne. Jeg meldte mig ind i VU Odense da jeg gik i 9. klasse og blev hurtigt medlem af bestyrelsen. Allerede et par år efter blev jeg næstformand for foreningen. Efterfølgende blev jeg byrådskandidat til kommunalvalget i 2013, sammen med det andet byrådsmedlem Morten Kibæk. Senere stillede jeg op til forretningsudvalget og var International Ansvarlig, med fokus på billigere studieture til alle medlemmer og partnerskaber med andre organisationer igennem DUF i både Nordafrika og Mellemøsten. Derefter stillede jeg sammen med Chris Holst Preuss op som Landsnæstformand for Landsorganisationen og sad der ét år, hvorefter jeg dedikerede min tid til lokalpolitik og uddannelsen som statskundskaber.

med politiske forslag dertil. Det er en kompetence langt flere politikere burde have. Man bliver ikke valgt til Folketinget eller byrådet for at drøfte det eksisterende - man skal derimod udvikle og tænke nyt. Her har VU givet mig mindsettet til at tænke nyt og få gode idéer til, hvordan man kan indrette folkeskolen, infrastrukturen og vækstpolitikken for eksempel. Ved siden af mit politiske arbejde er jeg ansat i en arbejdsgiverorganisation, hvor jeg også hver dag trækker på mit politiske netværk, der blev bygget op under tiden i VU. Her fik jeg både netværk i partiet men også til andre partier, som jeg drager fordel af den dag i dag.

Hvis jeg skulle give et råd videre til VU’ere derude, som ønsker at tilegne sig nogle kompetencer, som kan bruges senere i livet, vil jeg sige; spring ud i det. Det Da jeg i sin tid meldte mig ind i VU, gjorde jeg det sam- man lærer i VU kan man ikke lære på en uddannelse. men med min fætter. Vi kommer fra en politisk familie Det er unikke kompetencer som arbejdsgiverne og ønskede at se hvad VU var for noget - det nytter efterspørger. Man arbejder med magt og ledelse i sin ikke at brokke sig, hvis man ikke selv handler på det. reneste form - det kan man ikke lære på et 10 points Jeg har igennem VU lært at tænke politisk, hvilket jeg ECTS-fag på universitetet. bruger hver eneste dag både i byrådet og på arbejdet. Det at gennemskue andres interesser og få tingene til Den bedste oplevelse jeg har haft med VU, var tilbage at gå op i en højere enhed, synes jeg er utrolig spænd- i 2011. Her fik vi i VU Odense efter en hård valgkamp, ende. For eksempel at fremlægge et forslag, som med meget modstand, meddelelsen om at vores ender med at kunne samle et flertal bag sig. kandidat, Jakob Ellemann-Jensen, var blevet valgt til Folketinget. Jakob kom som et helt ubeskrevet blad Samtidig er VU også en af de bedste lederuddannelser med en fortid i både militæret og det private erhvervsdu kan få dig. Her lærer man at lede både frivillige og liv, men ingen politisk erfaring. Det viste sig at fynboansatte, samtidig med at man har et utrolig stort erne var vilde med ham og han strøg lige ind i Folkeansvar på sig, fra en meget ung alder. VU er en fantas- tinget, på trods af at han ikke havde den bedste kreds tisk forening, som jeg håber endnu flere unge kommer eller største økonomi. Det var en fantastisk oplevelse til at lære at kende. Udover alt det faglige man lærer, for hele VU Odense. får man også venskaber for livet, som jeg ikke ville være foruden. Hvis jeg afslutningsvis skal komme med 3 gode argumenter for, hvorfor man bør melde sig ind og Som nævnt bruger jeg mine politiske tanker til at engagere sig i VU, er det: Du får et stort ansvar i en agere i byrådet imellem forskellige partier, men især ung alder, du får et kæmpe netværk, og du får en også til at kunne tænke nye politiske tanker. I VU får politisk tæft du ikke kan læse dig til. man lov til at tænke ud af boksen og ikke lade sig hæmme af eksisterende rammer og regler. Man kan tænke på det samfund man gerne vil have og komme

Liberal eurokrise:

Det eneste, der kan redde Europa fra sig selv I de senere år, har euroskepsis i Europa været et stort punkt på den politiske dagsorden. Rundt i hele Europa er populistiske bevægelser vokset frem, såsom Front National (nu Rassemblement national), AfD, PVV, Brexit Party og mange, mange flere. Disse bevægelser har alle det samme tilfælles - de bygger på en glødende nationalisme, der særligt viser sig i hadet til det overstatslige samarbejde, der er i Den Europæiske Union. Euroskepsis er imidlertid ikke noget nyt koncept. Det har længe floreret i venstreorienterede kredse, hvor det ansås som et højreorienteret projekt, der, modsat deres yndlingsunion østpå, forsøgte at promovere frihed og fred. Men hvorfor findes der euroskepsis blandt konservative og socialister, men aldrig blandt liberalister? Er vi blevet for forblændede af løfter om frihandel og et sikkert indre marked, til at indse hvilket bureaukratisk, uliberalt monster Den Europæiske Union er ved at udvikle sig til? Det kræver ikke evnerne til at løse en børne-sudoku, før man burde kunne se, at det hele er ravruskende galt i Bruxelles. Som altid, har politikere det med at ville udvide deres magtbase og ressortområder og lade den stat de regerer, vokse ind i himlen. Den slags skal vi, som liberale, altid kæmpe imod. Det europæiske system har bare vist sig at være en meget sværere modstander, end den stat vi normalt bekæmper. Det er selvfølgelig ganske forståeligt, at man er forelsket i frihandel og arbejdsmarkedets frie bevægelighed (ellers er man vel ikke liberal), men man må også forstå at selv disse faktorer bliver i større og større grad genstand for overstatslig indblanding og regulering. Det er nødvendigt at hive i håndbremsen, som briterne har g jort det, og tage afkørslen mod frihed, velstand og mellemstatsligt europæisk samarbejde. Ikke bare for Danmark, men for hele Europa. Og hvem har vi, i Danmarks ’’Liberale’’ parti, så til at tage kampen dernede? Er det den ultra eurofile Morten Løkkegaard, der ikke ville kunne kritisere EU, om det så ville vinde V-regeringsmagten i 100 år? Nej, det bliver det nok ikke. Er det så Liberal Alliance vi kan regne med? Det ville vel kræve at de vandt nogle pladser i EP og blev markant mere skeptiske end de er nu. Hvis vi overlader euroskepsis til Nigel Farage, Geert Wilders og Marine Le Pen, så kommer det hele til at bero sig på protektionisme, subsidier, og generelt set meget få liberale mærkesager. Det er på tide, at der melder sig liberale euroskeptikere på banen og viser, at man sagtens kan være liberal og hade EU(SSR)!

Af Morten Dam Laursen 18

Politisk leder i Liberal Alliance Alex Vanopslagh

Den borgerligt-liberale værdikamp er vigtigere end nogensinde Hvis du her havde forestillet dig at læse en lang smøre om, at Liberal Alliance er de sande liberale, og gode liberale VU’ere burde skifte til LA, må jeg desværre skuffe dig - du har alligevel hørt smøren adskillige gange før. Vi har altid plads til flere gode liberale hos os, men det er ikke det, mit indlæg her skal handle om. Det handler derimod om, at vi er så heldige, at vi henter vores vand fra samme livgivende brønd – nogle dog lidt sjældnere end andre. Og at vi står sammen om den borgerligt-liberale værdikamp for et samfund baseret på personlig frihed og ansvar, et stærkt civilsamfund, en høj grad af markedsøkonomi og en retsstat, der kender sine grænser over for borgerne. Og netop den borgerligt-liberale værdi- og idékamp er vigtigere end nogensinde før. Det er kun ved at rykke befolkningens værdier, at vi kan skabe liberale forandringer i det her samfund og få opbakning til at få gjort op med et formynderisk højt skattetryk og en offentlig sektor, der kun fungerer marginalt bedre end planøkonomien i Sovjetunionen. Præcis samme analyse havde en tidligere VU-formand, som vi bør hente fælles inspiration hos: Anders Fogh Rasmussen. Han mente ikke, at man kunne gennemføre store liberale reformer førend man havde vundet kulturog værdikampen om danskernes holdninger, værdisæt og mentalitet. De skulle afvænnes af velfærdsstatens sløvsind og overbevises om det herlige ved friheden, ansvaret og et samfund med en lille stat men stærke borgere og et levende civilsamfund. Desværre valgte Anders Fogh at skyde sin værdi- og kulturkamp til hjørne – for i stedet at gå efter magten med socialdemokratisk retorik og politik. Men analysen var nu god nok. Vi skal uforfærdet turde kæmpe for det rigtige i vores politik. Uanset om det gælder klassiske dagsordener som skat og velfærd eller om det gælder socialismens nye kæpheste i form af klimakamp og identitetspolitik.

Vi skal som liberale ranke ryggen og aldrig være bange for at sige, at vores politik ikke blot virker – den er også den mest retfærdige. Den danske borgerlighed har alt for længe været bange for sin egen skygge. Ikke siden 50’erne har borgerlige partier grundlæggende sat spørgsmålstegn ved den socialdemokratiske velfærdsstat i bredeste forstand. Det betyder, at vi alt for ofte har spillet med på de rødes præmisser og blot har præsenteret os selv som mere ansvarlige forvaltere af velfærdsstaten. Det er vi også. Men vi kan så meget mere end det. Vi kan anvise en politisk vej, hvor frihed og ansvar bliver de bærende principper for staten i stedet for forsørgelse og kontrol. Vi kan blive meget bedre til at fremhæve, at vi for al komfort, velfærdsstaten tilbyder på kort sigt, betaler en pris i form af mere kontrol og derfor mindre frihed og ansvar. VU har i tidens løb huset mange store ideologer, der har talt systemtænkningen og formynderiet imod, men vi må også erkende, at vi liberale har tabt de fleste kampe og oftest spillet uafgjort i resten. Især i de sidste par år. Men vi skal ikke mere end små ti år tilbage før man talte om et liberalt ungdomsoprør – om unge der var trætte af udsigten til høje skatter, dårlig velfærd som følge af en for stor offentlig sektor og udsigt til alt for formynderiske politikere, der bildte sig selv ind, at de skulle være samfundsingeniører, der designede det perfekte samfund. Det kan lade sig gøre at skabe liberale bevægelser – det har Venstres Ungdom også vist flere gange. 2020’erne ligger foran os nu som et årti, hvor opgaven med at skabe en borgerlig-liberal renæssance virker overvældende. De røde sidder tungt på magten og styrer de fleste dagsordener, og de borgerlige er opslugt i en intern idékamp, der indtil videre kun splitter og ikke vinder nye tilhængere til borgerlig politik. Men der er kun os til at gøre det.

Og her spiller de liberale ungdomspolitiske organisationer en vigtig rolle. I kan være med til at påvirke generationer af unge i både at forstå det kloge og rationelle i en liberal reformpolitik, men også det moralsk og værdimæssigt rigtige i en politik, som tager afsæt i individet, det frie initiativ og det personlige ansvar som de bærende søjler til et stærkt samfund og et stærkt fællesskab.

Socialismen tager nemlig fejl, når den vil have patent på fællesskabet. Socialismen kan kun tvinge og kontrollere, og den fordærver over tid alt, den kommer i berøring med.

Og den kamp kæmper vi sammen. Og det bør vi være stolte over.

Jeg ser frem til at kæmpe værdikampen sammen med jer i VU. Vi har kun socialismens lænker at tabe.

De frivillige fællesskaber er de bedste og stærkeste. Det gælder også det politiske fællesskab i det borgerligtliberale Danmark.

Throwback VU-forening VI KOM FOR DET POLITISKE - VI BLEV FOR DET SOCIALE Af Nicolai Busch Bæhrenz, VU Odense I Webredaktionen ønsker vi at samle de gode, sjove og spændende historier, der findes fra forskellige VU-foreninger gennem tiden. I denne udgave har vi kigget mod VU Odense og foreningens kommunalvalgkamp i 2013. Læs med her:

2013 var mit første år i Venstres Ungdom og den første valgkamp jeg deltog i. Christoffer Lilleholt stillede for første gang op til Odense Byråd. Jeg var 14 år, gik i 8. klasse og var mere eller mindre bange for alt, som ikke havde omdrejningspunkt derhjemme eller i klasselokalet. 14 år, godt humør og med konfirmationssættet på, drog jeg op i VU Odenses lokaler centralt i Odense. Til mit allerførste arrangement stiftede jeg bekendtskab med tre, der skulle vise sig at være mine

bedste venner herfra; Odense Classic, Jens Christian og politik. Med et primært afsæt i Odense Classic førte dette til utallige gode dage, med kampagner langt ud på natten. En af de aftener jeg husker bedst fra mit efterhånden mangeårige VU-medlemskab, er valgaftenen den 18. juni 2015, hvor Venstre genvandt regeringsmagten. Efter tre ugers intens valgkamp var det nu endelig forløsningens aften.

At søde Helle så lige havde valgt at føre en form for personlig vendetta mod mig, og placere valgkampen således at jeg skulle til min sidste eksamen i 9. klasse dagen efter valgaften, var ærligt talt ikke skide fedt. Men det skulle da ikke stoppe mig i at fejre, at hun nu ville have råd til at købe færre tasker end hidtil og at Lars fik en statsministerløn, der svarer til 732 par sko før skat – en dejlig dag for det liberale Danmark og skohjørnet i Græsted. Livet er langt, lykken er kort, og der var ikke lang tid til at jeg skulle til eksamen. Men inden jeg kunne komme hjem og tælle kvæg til jeg faldt i søvn, skulle vi først forbi karaokebaren og synge ”We are the champions” på skift, indtil karaokebaren fik nok. Klokken var nu blevet omkring 05:00, og min eksamen skulle begynde kl. 09:00. Jeg følte blot jeg havde lukket øjnene, da min mor vækkede mig og kørte mig i skole, som den selvstændige liberale knægt jeg var.

I særdeleshed ikke med den mængde tømmermænd en vundet valgkamp havde skænket mig. Det endte dog mere eller mindre lykkeligt med et 7-tal, efter flere mislykkede forsøg på at afværge eksamensspørgsmålene. Efter uttalige retorikkurser og øvelse i at tale udenom, klarede jeg den trodsalt alligevel. Bajerne og venskaberne har vist sig at være en konstant – 7-tallerne er en anden historie, men den kan vi tage i baren. Mit første år i VU startede med Christoffers valgkamp, og nu ser jeg frem til min egen i 2021, hvor mange nye VU’ere forhåbentligt får muligheden for at gennemgå den samme rejse som mig – helst af alt med færre tømmermænd.

Med et fokus på samfundsfag og historie, var fysisk/kemi ikke ligefrem den eksamen jeg havde set mest frem til.

Tak for denne gang!