__MAIN_TEXT__

Page 1

til

VI Utgit av

Agders Historielag 1 9 2 5.

KRISTIANSAND S. •AGDER TIDEND•S PRENTEVERK 1 9 2 5.


Svein Hovden. 18. aug. 1841 -

26. juli 1924.

Nokre minneord av Knut Hosle mo. Når den nor.ske f olkediktingi har kunna halde seg frisk og levande i folkeminne ned gjenom tidene, er det særleg einskilde menn og kvinnor kringum på bygdene, og då helst i <lei indre bvgdene, å Likka for det. Desse menn og kvinnor har merkt seg ut med ei sereigi evna til å kunne attergjeva folkediktingi i segn og soge, tonar og kvad so ekte og livande at dei gjorde seg åtgådde, serleg i lag og lyd, i gjestebod og gilde. Dei vart lauken i lagi, og kunde få stemningi til å stå h Øgt i taket. Det vart då serleg desse sogemenn, og kvedarar, som <lei vart kalla, som vart dei beste kjeldon 2 for sam1arane - oggTanskarane av vår filkediktning. Mange av <lesse sogemenn og· k vedarar sat inne med mangslungne og rike kunnskaper av


-4folkeminne og tradisjonar som dei både medvete, og umedvete hadde samla og gØymt i minne. Når den eine etter den andre av desse kvedarane og sogemennene fall burt, vart det alltid eit større eller mindre tap for samlar- og granskar-ar:beidet nv vår folkediktning. Mangt og mykje verdfullt av folkeminne har med dei gjenge i gravi - diverre. Ein av dei som i dette stykke fortener å minnast var Svein Hovden frå Bykle. Han dØydde 26. juli 1924 på fødestaden inkje fullt 83 år gaman. Svein Hovden kom til verdi den 18. aug. 1841. Foreldri var frå Telemark. Faren, Knut Sigvaldson, var fØdd 1810. Han var av den vidkjende kjempeætti frå Kvammen i Åmotsdal. Det s,kulde vera,. 9 brør på Kvammen og alle galdt dei for å vera kjempor. Det er fortalt at dei vart uppfØdde med reinskjØt og søt mjØlk. Paa mors ida ætta Svein frå den gå verike og sterke Tovslandsætti i Grungedal. I denne ætti var det og sterke og spræke karar; men attåt det, merkte dei seg ut med stor givnad i kveding og soges.e gjing. Mor til Svein, Guro Tovsland, var fØdd 1803. Ho v.ar ei dugande og gild kvinna, og hadde ei mjuk og ven s,ongstemme. I 1836 kom foreldri å t Svein til Hovden - ein av dei øvste gardane i Bykle. Det var ofte kiene år, og tronge tider var det i den tidi for folk i fjellbygdene. For ein mann med stor huslyd var c.et inkje so like til og lett å skaffa til huset det som trongs. Då va' 'kje godt for far og mor å f Øda mange små, kvar åker låg på frosi j or' mæ matlaust aks på strå. Då va' kje båt på Byglandsfjor ell' bane derifrå - . Mæ ferja tung og stra:um imot me rodde fjorann' blå.


-5Då galdt det mod og manndomsspel å fragta f Øda fram kons h eim låg meir hell' tjuge mil i nord for Kristiansand, song Svein seinare når ban tala um dei gamle, harde tider. Då Svein var 10 år gamal laut han ut å t ena. Han kom ti! Bjåen - Øvste garden i Sætesdal - og skulde gjæta hjå Halvor Bjåen. «Men i den tidi då skrubb.ane for umkring i store flokkar va' det 'kje alltid moro å vera gjætargut,» fort alde h a-n mange ven.dor. Han kunde fortelja mange sogor frå den t idi han var gjætargut på Bjåen. Han kom til å verta rnykj e saman mect gamle Halvor Bjåen. Halvor var so klok r.v. r øduge. Han var ein framifrå kvedar og sogesegjar. Han kunde fortelje um troll og tussar, kjem.p or og kjempeverk so Jivande og godt at Svein sat som han var tryllt og lydde. -«Halvor va ' so ga:bbelege 'n manne. Me va' allstØdt so goe bussar,» fortalde Svein når han fortalde um han Halvor. T «Gamalt or Sætesdal I » hev Svein fortalt um Halvor Bjåi og det han hadde f enge lært av honom. Attåt mori, var Halvor Bj åen beste Iæremeisteren hans i ungdomsåri. Alt det han hØyrde feste seg i det gode minne hans. Han tok no til å syngja og kveda meda.n han var åleine ute og gjætte. Tidt sat eg song i blomklædd li innunder steile berg der fekk eg svar på song og rim frå hulder, tuss og dverg, kvad han. Svein laut no sØkja skulen. «Det va' umgangsskule i den tidi, veit du. Det va' kje mykje me fekk lære i skulen då. Me la.s inkje hot i forklårjngi, kateki·s.m a, det nye testamente eg- so i Kingo psalmebok. Rekning og skriving fekk me inkje lære so det va' å nemne. Og mæ berre 14 dage skule, som va ;,Jl den skule eg ha'e, veit du 'n kjem inkje langt mæ kunnRkapen,» forta.Ide han. T 1860 dØydde faren . No vart mori sitjande att i den vesle


~tova på den vesle jordlappen dei hadde att på Hovden. Det vart no helst Svein som laut taka seg av mori og hjelpa henne elet han kunde. Han var no vaksen og ein sterk og modig · arbeidskar. Men kva muna vel det når det inkje var arbeid eUer forteneste å få so det var å nemna. Um sumrane hygde han seg som slåttekar - helst hjå bøndene i Breive og Hovden. Dei andre tidene av året laut han sØkja arbeid kvar det var :\ få. Det bar då helst på nordlandet - til Suldal og bygdene inne ved Ryfylkefjorden. Her tok han på seg kva som fyrefall - helst skog- og jordarbeid. Han såg seg mest aldri rådlaus med noko slags arbeid. «Mæ armen sterk og viljen go' og mod i bringa brann. Eg mangt slags arbeid på meg tok og fram te' manns meg vann,>> kvad han. Han vart nok snart kjend som ein dugande arbeidskar. Det vart etter må ten lettare for han å få arbeid enn for mange ndre. I 1862 kom han i a:r,beid hjå Johs. Fåra på StjerneØyane. Johs. var ein rik og velhalden mann. Han la snart merkje til at den unge sæbyggjen åtte rike evnor og hadde eit klårt og skarpt hovud. <<Du æ for goe du Sveidn te' å sJita mæ jor'ar.beid. Du skulde på 'n skule å verta lærar,>> sa Johs. til han ein dag. «Å ja, men eg heve 'kje rå' te å koste meg på nokon skule C'R, » s,var.a S:vein. <<Du ska få pengar tå meg. Kann eg so ·Jingong få pengane att mæ ei lito renta so æ da vel, og visst ikkje so kann dæ vara dæ samre og,» sa Johs. Men det vart likevel inkje noko av med skulegonga åt Svein. Han kjende 7'.eg forsterkt bunden til det vanlege arbeidet og til mori som han då ottast skulde koma på fatigkassa. Her på Fåra fekk han tak i bØker og blad og las mykje og leva.nde j folkeminne ned gj enom tidene, er det særleg ein~ 1d1<ie menn og kvinnor kringum på bygdene, og då helst i d€:i i fri stundene. Han fekk eit vidare syn på mykje og mangt -- og såg no at mangt av det han hadde lært heim,e i barneftri var berre barnagtig tru og få vit. :1


-7«Eg kaupt' og lånte mang ei bok og mange las eg ut. Eg ynskte meg som presten klok og sterk som storegut. Kva hjelpte m,eg um eg var klok det kunn' 'kje nære meg. Eg kaste laut mi kjære bok og gripe Øks og grev. Snart kom dei mogne manndomsår no var eg bliven stor, no laut eg hus og heim visst få og fot und' eige bord,» kvad han. [ 1871 gifte han seg med Tone Knutsdotter Teiten i Grungedal. Han hadde no spart i saman 400 dalar so han hadde noko å taka til med. Ved giftarmålet fekk han høve til å kjøpa Tveiten og flutte dit med mor si. Tveiten var berre ein Hten gard. Husi var gamle og til nedfalls. Det vart mangt eit tungt tak for han no frametter. Tidene var tronge, huslyden auka og utgiftene vart større år um anna. Attåt sat han i skuld på gardel'l so det var inkje so beint eller liketil å få det til å sviva. Men han tok berre imot striden og strævet med hugheilt mod. Han var ein maur til å arbeida, og han sparde seg so visst inkje på nokon måte. No var det at han tok til med treskoarbeid um vintrane istaden for å ·g å på rjupeveiding. Han vart snart mPister til å laga tresko. Han kunde laga upp til 7-8 par um dagen. «Men då treng eg nok bruke meir enn 8 timars dag,» sa han. · Han f e.kk god avsetnad på skoene sine. Han kØyrde lass etter lass ned til handelsbuene, og kvitta seg med den eine skuldi etter den andre. «Ha' eg inkje teke te mæ treskoarbeidet, ha' e;g alli greidt meg slik som eg gjore,» fortalde han. Svein vart ein vyrd og velhalden mann i bygdi. Han kom


-8snart med i det kommunale styr og stell, og fekk då bruk for sine klåre og skar~,e tankar. Han fekk istand fast postrute og posthus i Grungedal, og vart sjØlv pos,t berar og postopnar so lenge han budde på Tveiten. Her i Grungedal kom han ofte i lag og gjestebod, der segn og soge, stev- og visekveding livde frisk på folkemunnen. ~ år Ølskåli gjekk rundt i lagi og gjorde sin verknad, var det nok tidi for honom og Margit Tveiten å koma med kvar si skjemtevise, eller ei trøysam soge - og då kunde nok stemningi nå hØgt i laget. Segnene og sogene um Storegut og andre kjempekarar livde her i friskt minne hjå folket. Gamle Knut Edland var jama.1dringen til Storeguten. Knut og Svein var gode vener - og Knut kunde fortelja både um Storeguten og andre spræke gutar på hans tid. Attåt kunde han mange gamle sogor og kjempevisor. Svein lærde mykje av han Knut soleis. Svein vart ·s nart kjend som ein framifrå sogemann og ' kvedar. Han kunde sitja halve nættene, i lagi, og kveda og fortelja. Visone og sogone hans traut me·s t aldri. A sitja ein kveld å hØyra medan Svein kvad når han var i rette laget var ei feststund, reint. «Det va' mest umogeleg å ha.Ide se' for å gråte fyst Svein la te kve'a, » sa ei gamall gj ente i Bykle. !i.1ang ei hugsjuk møy måtte fella tåror når Svein kvad. Han 1rvad helst vene vi,s or visor som hadde kjærleiken til hovud:.. emne. Det var kunst i kvedingi hans - gama.Il god kunst, slik som det ofte var hjå dei gamle kveda.rane. - Det var folkevisa livande og ekte. Dei freistar å taka uppatt den gamle kvedingi på ymse vis ~ vår tid. Men det vert berre e-i ska.lkeherming. Den moderne slengen og rytmen hev skjemt folkevisa ut. Dåmen, den ekte klangen og fargen i tonebylgjone er burte. Um dette 8kriv Richa;r d Berge i «Norsk Folkekuitur» på 80 års dagen å t Svein Hovden 1921: <<Me tek uppatt visekv,e dingi no i tidi, so godt me kann, akademisk hadde eg nær sagt. Me lærer dei gamle visone og tonane, me dansar dei og trur me held uppe arven. De er alt saman vel nok; men de er ikkje den gamle kvedingi; de er


-9ikkj.e Svein Tveiten (Hovden) nei. Fråsegnlina er broti; og me mi~ser noko av de norske lynde og de norske dæme som ligg i ein liva.nde arv. De er syrgjelegt og de er sant. Me vil aldri nå til å fØ-ra denne lina ubroti fram i notid.sline; de vert papirlærdom og notekunst og skulevisdom. Medvit og aks1edrag i sh:i.de-n for naturleg kjensle og hjartelag. Stevleikane som ungdomslagi lagar til vert ein kongeleg fiasko. Visedansen er ein nyskaping, framifrå god på si vis; men de er ikkje arv, dåvisst ikkje arv som me hev halde livande frå ætt til ætt. Folkevisa hev ikkje lenger noko rom i folke, er det likt tit; ein kann laga aldri so mange utgåvor og samle aldri so mykje; ho er dØyande; arviberarane fell burt og den nye ættleden vil ikkje lære. De er i norske bygder no snart ei skam å kveda; ein må endeleg reservere seg, ikkje vera til lått og Iøgje med å syne sine kjenslur i song.» No vil kanskje mange segja at Richard Berge feller for hard dom yver arhefdet med. atterreisingi av vår kulturarv her. Men ser ein nØgje etter i saurna.ne, trur eg ein kann segja at Berge hev rett. Um songen og kvedingi hans Svein, skriv tonesamlaren og tonegranskaren dr. Sandvik i «Tidens Tegn» 1920 : «Somme sange er helt monumentale i sin bygning, og uten all utsmykning, andre igjen har en mængde forsiringer, som delvis gjør dem Jidt ubestemmelige; al,ene fonografen kan helt gjengi den melodiske bØlgega.ng i de mer rokokoagtige.» Var Svein Hovden ein framifrå kvedar, so var han ikkje mindre som sogesegjar. Visekveding og sogesegjing vil som regel fy] g.iast. Ein kann mest inkje tala um det eine utan å nemna det andre. Dei fleste av dei g:amle kveda.rane var og sogemenn. Mange av d ei gamle norrøne skaldane var sogesegjarar. Svein fortalde naturleg og liketil. Han fekk liv yver forteljingi, han livde heilt med i det han fortaldB. Ein kann godt segja um Svein som Jørgen Moe sa um ein eventyrforte]jar i Hjartdal: «Man kan dog ikke si at han fortalte sine eventyr _; thi han spillet dem.» Gode prov på fortelj ekunsti hans Svein finn me i uppskriftene wv Johs. Skar i «Gama.It or Sætesdal». 1


-10Svein var i det heile ein stillfarand.e mann. I lag og samkomor tedde han seg slett inkje fram på nokon måte. Men han vart likevel åtgådd. Den fyrste som gjorde namnet åt Svein Hovden kjent i vidare krinsar var Johs. Skar. Han var ofte lang,e turar hjå Svein og fekk han til å fortelja. Sein.are kom fleire av dei som interessera seg for folkeminni, og skulde samla hjå honom. Eg kann nemna professorane Torleiv Hannaas og Alexander Seippel, Dr. 0. M. Sandvik, Catharinius Elling, Øystein Vesås og underskrivne o. fl. Svein var alltid velviljug til å kved:a og fortelja når dei kom til han. Det yar rerre hugnad og gleda tykte han å få gjeva ifrå .seg noko av kunsti si. Mykje og mangt verdfullt av folkeminne hev me fenge frå hans munn. I 1881 dØydde mori, og 9 år etter miste han kona. Det var eit tungt slag for honom. Han sat no att med 8 bo:rn, 5 gjentor og 3 gutar. Men sum·e av gjentone var no so store at han fekk den naudturvelege hjelp til å stella huset. No drog lengslone han meir og meir attende til fødestaden på Hovden. Han hugsa kva han hadde lova mori eingong han Rkulde yver fjellet til Suldal i ungdomsåri. «Å, ja, ha' no du Svein kunna vorte den karen at du ha' kunna kjØpt att Hovd:en.» <<Ja, so sant det finst råd so sko eg gjera de,>> svara han mori. I 1896 laga det seg slik at han fekk kjøpa att farsgarden på Hovden. Han flut.te då dit med borni sine, so nær som elldste guten som no var gift og yvertok Tveiten. Seinare livde Svein i ro på Hovden. Heilt til året fyrr han dØydde ar.beidd~ :h an .som ein ungdom - snart ute på garden, snart inne i stova. Han treivs inkje utan arbeid. Arbeidet var hans store lukka. - Men so kom sotti og gjonfo tflslutt end'e på han. Men minne etter honom liver. Knut Hoslemo.


Gamal mynt, mål og vekt. Ved Olaf Fenne/oss. Dette er ikkje «!bidrag til Ag,der historie», men noko som ein sogegranskar hev bruk for å vita. Eg tenkte bygdesogenemder og vanlege bønder og bymenn, som hev hugnad av å rØkja etter korleis livet var i bygd1 og ,b yen i eldre tider, vilde tykkj e mun i ei liti utgreid:ing um dette emne. Den som t. d. vil granska gamle prisar på bondevara og kaupmannsvara, på det ein avih ende til utlandet og det ein kaupte derifrå, -er ofte i vi1la med å finna ut både røynleg varemengd og pengeve~d. Ein stad stend å lesa at ein riksdalar var 2 mark a 16 skilling, ein annan stad 3 mark - - 4, 5 eller 6 mark. Eingong vert 1 lest rekna til 12 tunnor, ei anna gong 13 - - 18, 22 tun nor. K va skal ein rekna med? Myntstellet var i Norig frå gamalt av ugreidt og flokut. Dette var det ogso utigjenom heile dansketidi. Kongane slo pengar av ringt, upphlanda sylv heilt frå Harald Hardråde si tid. «Haraldsslåtten» nemner soga pengane Harald· slo; dei var av kopar som var blanda med umlag ein halvpart sylv. Vel 100 år seinare var J)€ngane av ·s o lite verd., at erkebisp Eystein E.rlandsson fann ut at .h an Iaut «bedre Guds skat» d. v. s. han gjorde vedtak um at «romaskatten> (skat-


-12ten til paven) skuld'e ein leggja i «·b rent» (reint) sylv og ikkje i «kurant» ( gongfØr) mynt.*) Då det var so ymse med sylvtnengdi i pengane, vart desse sumtid lagde etter vekt - ikkje etter tal. Varer som kom frå ulandet, der dei vanda norske pen gar, laut ein I øysa med reint ,s ylv eller kurant mynt etter vekt. So vidt ·e g veit, var dette dei fyrste pengar: Mark, Øre, ørtug og penninge. Makr - d. v. s. ei mark sylv -- var 8 øre å 3 ørtug å 10 penninge. So ,s tore pengar so,m mark og Ø·r e vart her aldri mynta; <lesse var reknemynt. Ørtug og penninge var slegne mynt. Då sylvmengdi i des'Se vart mindre og mindre, vart skilnaden på sylvmark og myntmark større og større. Ei mark sylv var i 13. hundradåret 3, i 14. hundradåret 5 mark mynt. I 15. og 16. hundradåret var skilsmunen som 1: 32. Verd: 1 mark sylv Kr. 32,00. 1 øre « 4,00. 1 ørtug » 1,33. 1 penninge « 0,13. Verd etter pris i 1925 på sylv av 830 finleik: kr. 4,90, kr. 1,63 og kr. 0,16.

Kr. 39,17,

I gulatingsloven, som var lov ogso for Agder, er nemnt: «Skatt-svare-øre» d. e. gongfør Øre til å avgjera skatt med. «Seks-alens-Øre» d. e. Øre verd' 6 alner vadmål. «Lag-:Øre» nemner soga - d. e. gongfØr ·Øre til å leggja i bot. Frå år 1514 hev Norig og Danm,a rk eins mynt. Frå 1544 er dalar rekneeining. Namnet kjem av Tlialer (tysk): Riksdalar, mark og skililng vart bruka i båe land. I Danmark var ei tid i gång ei mynt mindre enn skilling: <<Hvid>>, som var 1/~ skilling. Dalar og riksdalar var i våre pengar kr. 3,20. Dei vart veksla i småmynt soleis: *) Denne skattepolitik frå året 1170

· Seinst då rne fekk «gulltollen,>.

hev

av og til gjenge att.


-18I 1550 i 2 mark a 16 skilling = 32 skilling. = 48 1560 i 3 - « - 16 1580 i 4 - ~ - 16 = 64 1602 i 66 1609 i 68 1610 i 74 1615 i 5 mark a 16 skilling = 80 84 1618 i 1619 i 6 mark a 16 skilling = 96 Frå 1620 fekk me her i Norig ort a 24 skilling. 1 Riksdalar a 4 riksort a 24 skill. = 96 skill. Namnet ort skal vera ei fo~vending av det tyske ord quart (kvart). Riksdalar in species d. e. dalar av full verd. Riksdalar kurant d. e. dal ar gangfØr for småmynt. Grov Kurant d. e. heile da.lar, ikkj e småpengar. Slettdalar - frå år 1700 - var % riksdalar. Slettmark var 213 riksort eller 16 skilling. Riksban~dalar - frå 1813 - var l/2 speciedalar. Frå 1816-1875 hadde me i Norig: Speciedalar (,s peisi) a 5 mark a 24 skilling = kr. 4,00. I gamle tollistor, skiftebrev og andre stader nemnes ofte utanlands mynt. Her er nokre: 1 engelsk krone = 1 riksd. 10 skill. 1 dukat (gullmynt) = 2 riksd'. 1 dubbeldukat = 4 rik.sd. 1 spansk dukat = 6 riksd. 1 rosenobel - Rosatus nobilis, det latinske namn - var ei fin engelsk gullmynt frå Edvard III si tid = 4 riksd. 1 dubbelrO'senobel = 8 :dksd. 1 genuer = 4 riksd. 1 gylden = 1 riksd. (Fleire slagar av ymse verd). 1 tysk riksgylden = 34 riksd. i 1690. 1 stiib€r (styver) = 2 danske skilling. 1 dubbel louisidor (fransk) = 7 riksd. 1 guinea engelsk gullmynt, i gång 1663-1816 =51A. riksd. Jacobsdalar og Joachimsdalar var, sovidt eg veit, d. v. s.


-14den tyske Joachimsthaler, .som hadde namnet etter Joachimstal der desse mynt frå fyrst av vart slegn~. Alle 3 vart veksla med 5 riksdalar. So var det gamle mål: 1 gamal mil = 18000 alner. 1 geografisk mil= 1185 alner. 1 rode = 5 alner. 1 aln = 2 fota 12 tumar. 1 tunna jord var i Norig 10000 kvadratalner 4 mål, i Danmark 14000 kvadrat alner. 1 mål jord = 2500 kvadratalner. 1 kvadrat rode = 25 kvadrat alner. Ein 1est var vanleg 12-13 tunnor 1 Norig, 18-22 i Danmark: 1 ålmenn lest = 12 tunnor. 1 stor lest = 18 tunnor. 1 kommercelest = 80 kubikkfot. 1 lest korn eller trekol = 12 tunnor. 1 lest smør, ost, kjØt, sild, kalk = 13 tunnor. 1 lest ·s alt, steinkol, bork = 18 tunnor. 1 val (t. d. egg) = 80 stykk. 1 skokk (t. d. egg) = 60 stykk. 1 vore (t. d. fisk) = 1/2 sneis. 1 dekr (t. d. skinn) = 10 stykk. 1 kagge ( t. d'. østers) = 36 pottor. 1 ah_m. = 4 anker. 1 tunna - fljotande varor = 3 anker. 1 tunna - turre varor = 144 pottor. 1 anker - 40 pottor = 38,5 I. 1 tykkfat = 1 % fat. 1 fat = 2 pipor. - pipa = 2 uksehovud. 1 uksehovud = 2 tunnor. 1 støyp = 4 pottor. Vekteiningi v ,e t, som dei gamle norsk€ lover n e mr. t:. r , Yar truleg millom 6 og 7 kg. Dei lærde er usamde. Hertzbergs glossarium ~egjer at


-151 vet var 285/o mark (7,21 kg.) her i Norig, men 80 skålpund (40 kg.) på Island. Fritzner segjer at 1 vet var 1/ 24 skippund = 13% skålpund (6,67 kg.) 1 c,entner = 100 skålpund= 50 kg. 1 løyp = 1 våg = 6 ,b ismarpund = 18 kg. 1 bismarpund = 12 ·s kålpund = 6 kg. 1 skippund= 20 lispund= 160 kg. 1 lispund = 16 skålpund = 8 kg. . 1 skålpund = 16 lodd = 0,25 kg. Mindre vekt.eininger: Kvintin ~' ort 1/ 16, æs 1/256 og gran 1/ 4096 lodd. 1 unze = 2 lodd = lfs mark. Jordskyld: 1 hud var 4 geitskinn å 3 kalvskinn. Frå 1836 (lov 1827, revidera 1863) skylddalar, mark og .skilling. Mark og Øre frå 1886. Heile landet (Finnmarki ikkje med) var uml. 240000 skyldrlalar, umrekna til 500000 skyldmark. 1 skylddalar vert då jamtyver 2,08 skyldmark.


Laksefiskeren og fribytteren

Finn Re Ill pe. Et tidsbillede fra det 16. aarhundrede.

Av P. Holmes/and.

Gaarden E i d, i nyere tid skrevet Boden, m·e n kaldes nu B u æ, med T o v d a 1 s 1 a k s e f i s k e r i var i middelalderen l:.rongods. Eiter et paa O ,d der nes kirkegaard den 4. oktober 1490 avgitt vidnemaal hadde gaarden Eid av alder fulgt lenet M i ds y .s s e l, mens laksefiskeriet og foss ens hus va:r en særskilt forlening. Senere danner imidlertid gaarden og fiskeriet en samlet forlening, hvis innehaver i Kr ist i er n T I's siste regjeringsaar var Finn R ,e m p e, formodentlig ,en Landskronemann. Avgiften var 8 lester saltet laks og 100 spekelaks aarlig*) Finn Rempe har været en tilhenger av Kristiern II, og ved dennes flukt i 1523 gjaldt det derfor for befalingsmannen over lenet Henrik Krummed i k e aa faa ham fjernet. Ikke usannsynlig har ønsk·e t om selv aa komme i besiddelse av fiskeriet ogsaa været medvirkende; ti der foregikk i Vest-Agders elver op gj ennem det sekstende aarhundred et laksefiske saa rikt som aldrig siden. *) Naar der i hver tønne· efter den fyenske prest Kr ist i an Bruns

optegnelser i 1584 g ikk 28 bismarpund laks efter norsk vekt, som han setter like med 24 bismerpund efter dansk vekL, har den aarlige avgift i saltet laks antagelig utgjort ca. 10,000 kg. Om spekelaks sie1· Peder Klaussen, at den her kaldtes tørr laks.


-17Ved utgang,en av 1523 er Finn Rempe blitt fratatt forleningen, pa.a hvilken Henrik Krummedike den 1. mars 1524 fikk kong F red e ri k I's brev mot 8 lester saltet laks og 300 spekelaks i a.arlig avgift. Finn Rempe begav sig imidlertid til Berg,en til den nye «høvedsmann og forstander uti Bergen og nordenfjelds uti Norge,» den danske adelsmann V i n c e n t z Lun g e, en personlig uven av Henrik Krummedike. Uaktet Vincentz Lunges myndig.het ikke strakte sig saa langt som til Tovdal_ . gir han dog under 30. april 1524 Finn Rempe et br ev, hvori han uttaler: «Og har han, (d. e. Finn Rem:p e,) nu haandg:a nget mig paa hØibaarne fyrstes og mektige herres hr. Frederiks vegne med Guds naade utvalgt konge til Danmark, rett arving til Norge*) hertug i Slesvig etc., vor kjæreste naadige herre. Ti har jeg nu fremdeles efter den befaling, jeg utav hans naades kongelige majestets vegne har, unt og forlenet s·amme Finn Rempe med forde laks,e fiske og gaard for slik avgift, derutav pleier til Kj.Øbenhavns slott aa gis og utgange, saalænge han selv vor kjæreste naadige herre derom tilords kommer. » Finn Rempe sætter fiskeriet igang; men Henrik Krummedike ga ikke op med det gode. Et tilfelle kom ham tilhjelp, og han tok haardt i. B erg it te Ha ane s anklaget Finn for en sak, hvad den angikk, vet vi ikke. Henrik Krummedikes foged J Ør gen O I S· s Øn, ind':fandt sig den 25. mai i Buæ for fen g s1ig aa anholde Finn. Denne stillet imidlr-rtid G u n s t e i n H e d e n s s Øn, 0 I a v G u n n a r s Øn, B er u 1 v S j u gard s s Øn og fl ere andre som borgsmenn. Efter et provsbrev gikk kausjonsbrevet, som ikke kjendes. ut paa, at F inn Rem:pe <<skulde møte Jørgen Olissøn og Bergitte Haanes i Myklestuen (tingstedet paa Oddernes) for 12 mann, OJ! naar som Jørgen fikk bud av sin husbond**), da skulde han si borgsmennene til i tid og time eller og 500 mark isteden. 1

*) Frederik I var ennu ikke endelig anerkjent som konge i Norge.

hvilket før st skjedde paa herredagen i Ber g en i augu st s . a. '~'~ ) Henrik Krummedike bodde paa Valden i H a lland, som deng ang var. et dansk landskap.


-18-om han, (d. v. s. Finn,) ikke kom, dog med saa skjel, at Finn skulde bli hjemme hos sit hjemmel; men maatte han ikke det, da skulde Finn bli hos sine borgsm,e nn og ete og drikke utav sit eget.» Mot borgsmennenes protest, de begjærte enten mannen eller ogsaa sit brev igjen, tok Jørgen Olssøn saavel brevet som Finn Rempe <<ibaade redh og nødugh» med sig til Oddernes, efterat Jørgen hadde satt «kongens nøkkel for hans hus». Ved ankomsten til Oddernes har Finn Rempe atter gjort forsøk paa aa undgaa fengslingen, idet han utsteder saadant forpliktelsesbrev: «Det kjendes jeg Finn Rempe med dette mit aapne brev, at jeg har satt Jørgen Olssøn, foged i Midsyssel paa hr. Henrik Krummetlikes vegne, borgensmenn for mig for alle de saker, som han mig kan tiltale med rette paa hr. Henriks vegne, og har jeg bepliktet mig ved min hals ogsaa, at jeg skal hverken fly .eller undfare, hverken til slott eller feste eller stæder og ei i kirke eller i kloster, hverken utenlands eller innen, førend vi er adskilt med rette. Til sanning herom trykker jeg mit signet og Nils Gunnarssøn og Bjørn Taraldssøn for dette brev, som var gjort paa Oddernes die sancti Urbani anno domine MDXXIIII. » Desuagtet blev Finn ført videre til Mandal «til Gases». Han fikk tillatelse til aa gaa ute, dog ikke lenger enn fra «Gase ti] Halse kirke» "'). Denne ·Gas.e er sikkerlig den senere foged og tilsist befalingsmann over Lister len St i g Bagges far. G as e Tor k e 1 s s Øn, der var hans fulde navn, har formodentlig været Leilending eller forvalter paa den Værne kloster tHhØrende gaard Halse'''*) og har staatt i for:bindel,se med Henrik Krum.m edike gjennem sin sØn, den lovende unge mann Stig, der var i Henriks tjeneste. Der er en overveiende sannsynlighet for, at grunnen til, at Finn Rempe overlates i Gases *) Kirken laa dengang paa Torvet, op fra broen.

**) Gase Torkelssøn fulgte i 1530 ~.ønnen til Huse.by kongsgaard paa

Lista, og' da Stig i 1539 innløste foreldrenes tidligere eiendommer, av hvilke iallfall nogen laa i Kvinesdal, flyttet han til Rafoss.


-19varetekt, er den, at det er Stig, der er kommen med brev og budskap til Jørgen Olssøn om Finns anholdel1se, og at han har dP.ltatt i ekspedisjonen til Tovdal for fra første haanct aa kunne gi Henrik Krummedike beretning om dens utfall. En annen sannsynl.ig fØlge av Stig Bagges nærværelse er, at J Ørgen Olssøn den 26. juli fikk livsbrev paa kronens gaard Holum i iv.Ianda.l. Da dette brev k-0m op til Norge, var dog J ørgen Olssøn allerede en dØd mann. Hans enke Grete fikk livsbrev paa gaarden den 19. september; men hun er vekk fra den, før at aar er omme. Uoph-0ldelig efter Finn RempE·s anholdelse bortsetter Henrik Krummedike fiskeriet til en borger i Var:berg i Halland, .J ens O 1.s s Øn, som sendte folk til Tovdal til fiskeriets drift. Den tilstaaede frihet til aa ferd es ute benyttet Finn Rempe vistnok til gjennem budsendelse aa undeirrette saa.vel Vincentz Lunge i Bergen s-0m biskopen. i Oslo Hans M u 1 e, en av Kristiern II's tilhengere, der tvungen av omstendighetene hadde anerkjent den nye konge Frederik I, om f-0rholdP:ne. Saa Pn dag undvek Finn. Jørgen Olssøn, der med rette antok, at han hadde tydd tilibake til Buæ, inn.fant sig der den 28. juli. Da laa Finn Rem;pe før ham i baatnøstet med seks mann. Jørgen OlssØn blev slaatt ihjel og to av hans venner haardt saaret. Derhos undisa Finn saavel Jens Olclsyjri:; som H,e nrik Krummedikes folk paa livet og truet m,ed kong Kristiern. Biskop Hans Mule, der var paa reise til Bergen, hvor riksraadet skulde holde herredag kom nu med sin jakt op til Buæ. Han bemektiget sig 21h lest av kongens laiks, hvorom han dog avgav skrifUig tilstaaelse, at han skuLde avgjøre betalingen til kongen, m-edtlelte Finn Rempe fritt leide og tok ham med sig til Bergen. Eft.erat riksra.a.det, der bestod av erkebiskop O 1 av Enge 1b rik t s s Øn som formann, rikets øvrige biskoper, Vinr.entz Lunge og flere andre verdslige herrer, - Henrik Krummedike var forth:ndret fra aa møte, - fra en av d f; første dag er i august ·h adde fonhnndl et cm storpolitiske saker, kon1 F inn Rrmpes ·sa.k fore den 22. august. Hans forlening av kronens


.;_ 20 laksefiske Tovdal med Bode11 gaard, som dertil lenge liggat har, blev stadfestet, og brev derom utferdiget. Brevet slutter saaledes: «Kjendes vi og alle forne, at vi forne· Finn Rempe har tilsagt og indsat uti hans gaard og hemme!, hvilken Jørgen Olssøn ham voLdeligEn uten lov og dom fra drev. » J Ørgen Olssøn blev liggende paa sine gjerninger, og Birgitte Haanes' klage hører vi ikke n1ere om. Den paafØlgende dag avsatte riksraadet Henrik Krummedike fra alle hans 10 Len her i riket, <<uti hvilke han sig urede: Ugen, uretferdigen og utilbørligen imot rikens herrer, aandelige og verdslige, og fattige almue skikket.» Samtidig gav !°aadets medlemmer tilkjende, at de «efter denne dag ingenledes vilde ha forne hr. Henrik Krumm.edike i Norges rikes ra.ad og ei hellier boendes eller bosiddendes her uti riket.» Henriks len delte riksraadet sig imellem. Vincentz Lunge ffkk saaledes Lister og biskop Ho sku 1 d i Stavanger lVIidsyssel. Vincentz Lunge, op;havsmannen til riksraadets beslutning, bsr hatt mer enn vanskelig for aa bevise dennes berettigelse; m·en uaktet kongens bestrebelser for aa faa Henrik Krummedike gjeninnsatt i sine len lykkes ikke dette fØr i 1528 og 29. Da var Vincentz Lunges makt paa grunn av hans egenmektige og selvra.adige ferd brutt, saa han maatte opgi Bergenhus og befalingen nordenfjelds. Efterat Henrik Krumm.e dike atter var kommen til makten b~ev der lange retsforhandlinger angaaende borgsmennene:s ansvar for Finn Rempe-, idet Henrik gjorde fordring paa kausjonsbeløpet 500 mark. Saken endte med borgsmennenes frifinnelse. Hvad enten Vincentz Lunge har faat hug paa det fordelaktige Tovdals laksefiskeri og uten videre fra.tatt Finn Rempe forleningen, eller Finn for aapenlyst har Tagt sin sympati for Kristiern Il for dagen, nokk er det, vi finner Finn Rempe vinteren 1525-26 ombord i en av Kristiern Il's kapere Peter van HØll, og i 1527 er Vincentz Lunge i besiddelse av fiskeriet, hvad han iallfall vel ogsaa har været i 1526. 1


-

21 -

Med den lille flaate, hvorav Fred€rik I var i besiddelse, de største skib var P e t e r v a n H Ø11, en kra vell med tre niers, og Den sorte jakt, - laa skipper K 1 em ent i heg:vndel!sen av september 1525 i KjØbenhavn ferdig til aa overføre endel folk til Gotland. Isted€nfor aa gaa til Gotland stakk han ut i Nordsjøen og gav sig til aa kapre for sin tidligere herre Kristiern II. Senhøstes og midtvinters hadde han sin stasjon i Skjernsund ved Mandal, <<hvor norske baadsmenn og havmenn» søkte til ham, o,g hvor han opførte et blokkhus ved hver ende av ha.vnen og stengte denne med store master og bommer, saa in.gen sjøveis kunde komme ind tili ham. Den 31. januar 1526 skriver Vincentz Lunge til erkebiskop Olav: «Verdes eders P-aade aa vite, at jeg har fluks hatt mit folk til mangling med dr forræder,e paa den krave1 Peter van Høll, som ennu ligger i bispen av Stav,a ngers len. Der kunde mit folk intet hare sig for almuen, som forraadte dem i fiendenes hænder, og derover blev mjn foged paa Lista*) fanget 'Selrv fjerde. Den rettighet, som de skulde ha gitt mig paa min herres vegne, den gav de velvilligens de forrædere kong Kristi,e rns folk, hvorfor mit folk urnlrømme maatte.» Fra Norge skuIde skipper Klem ent med Peter van Høll gaa til Skotland med en utsending, som var komm,e n fra Krist.i€rn II. Han avseilte i slutningen av februar, men var kort før den 25. mars in.dom igjen i Skudesnes. Nogen dager senere s~randet Peter van Høll ved Aberdeen og blev vrak. Den fangne foged og hans tre karer kom hjem i midten av april med et Vincentz Lung,e tilhørende skib, mens besetningen reiste til Nederlandene. Ennu den 5. juli ligger Finn Rempe og skipper Klement i Amsterdam og ventET paa et skib, som Kristiern II's betrodde mann Han s Mi k k ~ 1 s en hadde lovt dem. «Nu vi se til, da er det intet,» skriver de til kongen, der opholdt sig i Tysk*) Antagelig Nils S j æ 11 ands far, -d er ses aa ha været foged

i Lister len i 1529.


-

22 -

1~.nd, <<og eders naades fattige tjenere ganger her og svelter og maa be deres brød, o-g hver mann peker fingre paa dem. » De tilikjendegir, at de nu vil dra til Norge og ber kongen sende nogen hjel:p og trøst til hans undersaatter, efter dem dertil. De uttaler sig derhos om reisning aiv almuen, hvad denne selv er begjærende. Nu blev der gjort utvei, og de har kort efter faatt et litet fartøi ti allerede den 14. august skriver Frederik I fra Kj ØbPnha.vn til erkebiskop Olav: «Viter, at vi nu uti sanningen · !lar forfart , at skipper Klement og Finn Rem:pe, vor.e aapenr arlige fiender, har nu s.oldet dem til.hope og ligger der under vort rike Norge m-ed en jakt eller skute og er kun 40 kareT sterke og røver og tar fra vore undersaatter og forvand.te. Og f orundr·er oss storligen, at slik en f Øi,e hop skal saa plage vor;e kjære undersaatter og forvandte. Ti ber vi eder kjærligen, ::.t I vil gjøre eder ytterste flid aa avverge, at slik en skalkehop ikke skal herefter saa røve og ta fra vore undersaatter og forvandte, saa de ikke maa fri og sikre besøke deres næring og bjering i vore riker og annensteds, hvor dem tekkes. >> Senere skriver Vincentz Lunge til erkebiskopen: <<Men fl'' her i landet ved Lista kom,m en de forrædere, som igjen blev av K ni p h of s*) og Peter van Hølls selskap. Første gang H~ndte jeg alene ut min mors':'~') og mine tjenere; ti jeg da ingen annen hj elp fange kunde. Kommer de fluks til mangling.s tilhope paa en slett mark, sa.a der blev slagen 10 a.v deres 0g 5 av mine. Dermed maatte mine tj ener,e undrømme hjem 1g-.1en. Nu har jeg utsendt et det nye skib, den Bergerg r i ff - -.» UY11der de fortsatte uroligheter hører vi ikke ro.e r til Finn Rempe. Da Vincentz Lunge maatte fra.tre Bergenhus, fikk Sev e r in P e de r s e; n under 28. april 1529 brev paa Tovdals ,:, ) Klaus Kniphof, Pn av Kristiern II's uvørneste kaperhøvdinger. Han blev fangen og f ørt til Hamburg, h vor han henrettedes den

30. oktober 1525. **) Svigermoren, fru Inger ti 1 Øst raa t .


-

23 -

lakseifiskeri paa regnskap. Den 25. september 1530 fikk han nytt brev mot aarlig avg'ift 7-l lester laks. Den 19. august 1531 fikk Es g ,e Bi 1de, Vincentz Lunges eftermann paa Bergenhus, forleningen mot aarlig avgift 8-! lester laks,. I 1537 b1e.v Stig Bagge, nu hØvdingsmann over Lister len, forlenet med Tovdals laksefiskeri mot 6 lester saltet laks og 200 speke1aks i avgift. Stig drev kun fiskeriet i 1538, men med rikt utbytte. Fra 1539 er Finn Rempe_. som a]tsaa i likhet med mange andre vaag-e'halser fra Kr·i stiern II's· landflyktighet har fr:1rsonet sig med Frederik I's efterfølger kong Kr i sti an I I I, atter kommen til Bua; ti under 16. april 1541 fikk Ni 1 s Gjord s s Øn, en Landskroneborger, i 1520-aaren~ skriver (kontorist) hos V·incentz Lunge paa Bergenhus «livsbrev paa Tovdals 1aksefisk~ri og den gaard og byggested Eid med a] sin rette tilliggelse, likesom Finn Rempe den sist i forl ening hadde.» .Sannsynligvis er Finn Rempe ved dette tids-p unkt avgaatt ved dØd-en. - N·ils Gjordssøn satt med forleningen til sin død i 1571. 1


,,Familier utenfor Bondestanden" 1

Kvinesdals prestegjæld fra ca. 1650 til 1800. Av-~ ,G a b r. V ill u ms e n Fe de.

Det var i 1628 det første forsøk blev gjort paa at reise en national hær i Norge. Før den tid hadde Norge længe været uten fast fonsvar. Fremmede leiehære (som Sinclars, trodde derfor at de uhindret kunde fare gjennem landet og ,h erje og plyndre som de fandt for godt. Christian den 4de delte landet op i «lægder». Hver av nisse læg~d skulde stille og underholde 1 soldat. Det var jordrkylden som blev lagt til grund for hvor mang,e gaarder der skulde være om en lægd. I Nedenes, Robyggelaget og Lister og Mandals a.mt skulde 393 lægder rede ut til Agdesjdens Fænnike. Det blev forø,v rigt paabudt at lægdene i hele landet skulde samles i 5 regim·e nt og 3 fænniker. I hvPr fænnike blev der ansat følgende officerer, der i almindelig-het blev leiet i Tyskland o,g Holland: 1 kaptein, 1 lØitnant, l fænrik, 1 s,ersjant, 3 korporaler, 1 blaasergut og 1 tamlb er. *) Denne oroningen blev imidlertid ikke av lang varighet. Paa grund av pengemangel blev soldatene hjem:sendte og officerene orpsagt. I 1640 saa det igjen ut til at bli krig med Sverige og kongen bestemte da at regimentene fra 1628 skulde c•prettes igjen, dog saaledes at Agdesidens og Stavanger fæn*) Efter kaptein Keim:

<<Militære Tradisjonar fraa Sørlandsfylki.>


-

25 -

nike blev slaat sammen til et regiment der efter chefen gjerne blev kaldt Henrich Thotts regiment eller ogsaa Stavanger og Agdesidens regiment. Dette regim,e nt hadde s:ek:s kompanier, hvorav Lister kompani, sammen med Ryfylke og Stavanger kompanier ekserserte paa Rana i Høyland. De officerer som var an:sat ved hvert regiment fik gjerne livsbrev paa en eller anden gaanl s,om var trongods eller ogsaa kjØpte de sig en eiendom .som ikke laa saa altfor langt fra deres eksercerplads. Der bodde saaledes fra 1640-aarene og like til ca. 1800 en hel del officerer av den lavere militærstand paa landsbygden. OmenrdskjØnt de i det daglige liv holdt sig hØit hævede over hØnderne som de hunsede paa alle mulige maater saa langt de turde vove sig, s,a a var deres levemaate vel ikke anderledes end hos den almindelige mand, om ikke ringere. De «konditionerte», - sorenskriveren, presten o. s. v. vilde i alm.indeligthet ikke vite noget av dem, - og til selskabelig omgang med de hØier,e rangspensoner hadde vel heller ikke disse kapteiner, løitnanter, fænrikker o. s. v. raad. til i Økonomisk hens,eende. Likesaa laa nok de:ri~s dannelsestrin adskillig under de i Kj,øhenhavn stud.erte embedismænds. Dereis tale og optrærden i det hele taget hadde nok tat farve av det raa og tøilesløse liv rundt om paa eksercerpladsene. Kirkebøker og gamle retsprotokoller kan fortælle mangt et drastisk eksempel paa, at de heller ikke hjemme hørte til Guds bedste barn. Drak gjorde de noget ganske forfærdeligt, og mange av de kvinder som i disse aarhundreder maatte staa offentUg skrifte i kirken (som blev «publice absolve:ret») for «begangent Lejermaal», kunde nok takke en eller anden av dis.se forløpne «rang-spersoner» for sin ulykke og skam. Nogen opgave over de lønninger som officerene i Agdes,idens og Stavanger regim-e nt oppebar har jeg ikke. Man kan imidlertid gaa ut fra at lønningene var nogenlunde ens over "hele landet, og ifØlge «Generalmajor Georg Reickweins Copi~ bog 1646-57*) sees ved det Akeiihusiske regimente i freds" •) Trykt i «Meddelel,s en fra det NOTske Rigsarchiv>.


-

26 -

tid at · ha været utbetalt fØ1gende lØn: For kapteiner, lØitnanter og fænrikker henholdsvis 200, 150 og 100 rdr. aar1ig. Selvfø1geJi.g kunde lønnen variere litt, særlig i krig"stid. S.a ale<leB har en kaptein under Hannibalsfeiden (1643-45) faat utbetalt 300 rdr. i lØn, mens ]Øitnanter, fænrikker og underbefal maatte nØie sig med samme lØn som i fredstid. Tiltroids for at pengenes værdi dengang var hØi, saa ~aa man jo si at 1Ønningerne var tarvelige. Fra ca. aar 1700 vnr en rhr.sda1er kurant (d. v. s. i værdi efter gaaende· smaamynt) værd kr. 3,20, mens 1 rig-sdaler in s,pecie (i mynt med f.uld værdi) rernes at være v~rd ca. 4 kr. Om disse <<halv kon<Htionerte» skriver dr. Ludvig Da::ie :*) «Fra Hr. Samuels Tid af**) forekommer ned gjennem Aar.hundredet for:sk.iellig-e Familier og P-ersoner i Dalen af den Art, der regnede sig- og pleiede at beterne:s som «ndenfor B<>nrlestanden.» Den civiJe ØvrhrhPt boede udenfor Præiste~iæ]<let. 01r her vom alrJri,Q" t.il at bo Folk a.f den D1rnnelse og Anseelse, ~om_f. Ex. i NabohvP"den Lyn9"da1. En stor De] af cHsse mere p·1Jpr. mindre «Conditionerte» tHhørte den lavere Militærstand, ::if hvHken der i de Dasre vrimlede i vore Land:sbv~der. N oqole F,:,remnler kunne nævnes. Paa Slimestad finder man en FamiUe Kierulf, af hvilken axlski11i~e Døtre bortqjffa:~de.s i EgnP.n til RØnder. i 1718 nævnes en ]\IT onsieur Lund, 1721 eTi r.ant. n ,aø-f>,'hold. 1721. ·en LiP.ntPnant Frentzel. d~r levede usæ<lelig1: nO' skal ha '},ørt drøie Ord rferom af Bielhrnrl.c:inl"P~tpn R<i<,-Pn ~1,ive. nMt Fe.de en ~~rnueJ Faar, p-jft med PTI Willo<>ll fof Hr. J~rø-en 'T'homas,~øns Æt). 1724 Pn Sero-eant Hen11inq ·G iertsen , <<'hvi~ F~rler skai' v~l'P. Mal!. Gi ert (B,on~ncb). SornenrP~t til nomkirken j 'rrondbiem.» 1726 en J?~sm11~ .TP.n~en «~l.vt» i ~aret oQ" en Can t. de ·S armes EH::i:s R'l{~tsenbur.1r ( offPTitliP' ::lhsolveret) . 1727 en LiP.ntPn~nt 01P 'fr::lmmer n~a Mehm<J. ~- A . Jens .A astrun OQ' no~lp Kvi111nel" af N~.vnet 'Rloc'h. 172R en «Boro-er» Nils .Tørø-enlSPTl Moe i Faret, Pift med en Pr~stedatter M~r$rretl1e Schivie. 1729 en ~erg-eant 'rape o. ~- v . Samt-

en

*) Dr. Ludv. Daae :

«En Krønike om Kvine·sdal>, side 42. ••) Samue1 Sørensen Frii's, sogneprest i Kvinesdal 1713-1742.


-

27 --

lige di sse Navne er.e hentede fra Ministerialbogen: Man kan vistnok med Tryghed antage, at disiSe Mennesker },evede yderst knapt og tarveligt, om de end have villet paa en Maade hæve sig ov"Br Almuen.» Om ovennævnte Iøitnant F re n t z e 1, eller FrØnsel som hans navn lyder i overleveringene, fortælles at han engang han gik .s ammen med et fruentim·m er av daarlig rygte, møtte Bje1Iandispresten, den vise hr. S Øren Sch i ve, der var ute paa tøm·m erfløtning og gik langs elven med sin baatshake. «Kommer du der, din gamle skjæggete prest med din «baatshake ?» sa lØitnanten . «Kommer dru der med din hore?» s,v arte presten. LØitnanten trak sabelen og vilde støte til pre1sten, men denne satte ham ved sine trolddomskunster fast med de ord: <<Stat der du Rtaar, til jeg Iøslacler dig! » Og Iøitnanten maatte staa der i 18 timer.*) Denne tildragel'Se skal ifØlge Daae ha foregaat i Kvinesdal, mens enkelte fortæller at det skal ha hændt ute paa Fede. For det fØI'lste taler at Frentzs·el var ibosat deroppe, visstnok i Faret, men det kan derfor godt ha foregaat paa Fede, hvor Bjel!andspreste:n opboldt sig meget og hvor han hadde sagbruk og hus. Daae nævner at ha set Frentzels navn i 1721. Uoverensstemmelsen med Bj ellands,presten maa. nok iha fundet sted tidligere, da .hr. Søren dØde allerede i 1705**) Kaptein O 1 e H a m, m e r eide halvparten i Store Meland som dengang laa «midt i postveien» og saaledes ,var svært lagelig he.liggende. Han hadde en sØn som ogsaa het Ole, døipt 10. s. e. Trinitatiis 1740, og som var far til Nils Olsen Meland g. m. Ingeborg, datter av Ole Sv,e ndsen Lille Meland. Nils var i krigen 1807-14 og laa hjernmiefra i alle disse syv aar, men fik dog perm::ission hver julehelg. Løitnant, senere ka.ptein Ole Hammer har visstnok været gift to ganger. 11/ 12·- 1789 jordfæstedes «Capitaine Hamers 1

*) Dette ~ag n er velkjendt i distrikterne heromkring .

dr. L. Daae:

Se fo1'Øvrig

«Norske Byg de,s agn> s. 47.

.. ) Han døde paa Fede, men liket blev transportert til Bjelland hvor ·det gravlagdes. ·


-

28-

Enke Frue 84 Aar gl.» (født ca. 1705). Den 4 s. e. paaske 1736 trolovedes og egteviedes ved Bakke kirke 12/ 11 s. aa. «Didrich Edvardsen Rannestad av Bakke Spgn og Lientenant Hammers Datter Ester.» Forøvrig sees av kirkeboken for Fede sogn at Iøitnant !lammer i 1727 har hat barnet Sigvardus Cornelius til daapen. Dette barn er rim.eligvi.s dØdt spædt for 1 s. e. Trin 1730 er der nok dØpt -en sØn Sigvardus Cornelius. Kaptein Ha n :S R o e p s to r f f som eiede gaard paa Birkeland i Fede, var ikke kommet derh€n i 1664 da han det aar ikke er opfØrt i mandtaIIet. *) I tingbøkene for Jæderen og Dalene sees at kaptein «RØffisdorf» og lØ-itnant Lauritz Knoff den 28/ 5-1668 vil.de ha et tingvidne utskrevet om sin fremfærd. 6 soldater fra Sogndal hadde i «adskillige poster suppliceret» og sendt klage paa dem til statholderen. Der kom ikke noget bevi.s frem mot dem, og hele almuen visste ikke noget at klage paa officerene, men trodde soldatene hadde forset si,g. Kapteinen og Iøitnant-en krævet tingsvidne utskrevet om dette og fik det.**) Ved den ærefu1de strid ved erobringen av festningen Marstrand 1677 under Gyldenløvefeiden (1675-79) deltog der ialt 4 kompanier fra VesterJ.en regiment. Av de officerer som var med i kam.pen er -særlig nævnt regimentschefen oberst Wind, oberstløitnant de la Roche samt kapteinerne Hu.bert og «Ripsdorff.»***) Kaptein Ropstorff var gift med Øllegaard Kerstina Schrøder efter hvem der var skifte 20/ 12-1694. Kapteinen var dØd tidligere. De hadde følgende tre barn: *) I mandtallet 1664 er paa fuldgaarden ~postgaarden'> Birkeland

opført følgende bønder: Hans Jørgensøn (kan ikke være kapteinen, ela eler ingen titel er anført), Tollach Torgeussøn og l\Iar_ chus AslachsØn'>. Desuten 3 «Bøndersønner og Drenge'> samt 3 ~Husrnæncl og Strandsiddere'>. ,:n!•) H, Aa1•stad: «Fraa gamle tingbøker~ i Rogalands Historielags Aarshefte 7, 1921 side 14. H*) Kapt. Keim: «Militære tradisjonar fraa Sørlandsfylki>, side 18.


-

29

~

1) Sr. Lientenant Hans Chri:s topiher Ropstorff, 2) Madame Anna Mallena Ropstorffsdatter ( !) og

3) Madame Else Kristina Ropstofsdatter. Paa skiftet var kun sidstnævnte med sin mand fænrik, senere Iøitnant Jacob Haar tilstede. Han overtog gods€t i Birkeland. Hvor lØitnant Hans Christopher Ropstorff og hans søster Madame Anna Mallena er blit av og om der lever slegt efter dem vites ikke.*) Ov1ennævnte lØitnant J a co ,b H a ar beholdt vistnok ikke r:aarden i Birkeland længe. Ifølge skjøte av 8/ 12-1696 kjøper han av «forrige oher Krigs Commissarj Hans Rosencreutz 114 hud i Fe:de gaard, og al sandsynlighet taler fur at han har avhændet Birkeland paa dette tidspunkt. Det synes forøvrig at være et daarlig bytt€. Birkeland var den tid den bedste gaard i sognet. Der bodde syv bØnder paa gaarden som alle hadde hest og alle red de til kirke søndag formiddag. Og i ølven fi~ket man saa meget laks at tjenerne forbe holdt sig naar de fæstet sig at de ikke vilde ha laks mere end tre ganger i uken. Fetle derimot hadde fra gammelt været hovedgaard for de: ned gjennem tiderne forskjellige d;anske a:delsmænds jorde<g·ods i Lister len og bosted for deres fogder. Gaarden var rimeligvis vanskjøttet, og litet kastet vel den tørre sandholdige jord av sig ogsaa. Den ovennævnte Hans Ros·e ncreutz var i sin tid. en kjendt mand. Han eide adskillig jordegods paa disse kanter. Ved skjØt-e av 12,/9 1702, thinglæst 8/ 3 1703 sælger han saaledes til BrØnild Børesen 63)1. engelsk i gaarden Gjervoldstad i H:e r1

*) Ifølge «Norske Slegter I» utgit 1912 av Haagen Krog Steffens

indvandret en tysk adelig slegt, de Roepstorf, til Norge i 1719 med den i 1701 i Danmark adlede· kaptein Johan Ch1'ilstopber de Roepstorf.s (1659-1731) søn generalmajor Carl Ludvig de Roeps_ torf (1701-1787). Denne slegt er nu saavidt vites utdød i Norge. Nogen forbindelse med kaptein Hans Roepstorff kan ikke paavises, skjønt likheten i' døpenavnene skulde tyde paa fa_ miliesk.ap.


--80red. Hans titel er da «Kongl. Mait. Etats- og Justits Raad sampt deputeret ved de Kongl. Financer.»*) hvor denne slegt Haar oprind.elig stammer ti-a, er uvisst. Antagell.g er Jaco,b Haa1· indvandret fra Danmark og har navnet ha landisibyen liaar, der if. J-• .P. Trap: «Kongerig-ei. Danrnark» ligger i lialdum Sogn, S;abro herred og Aar.nus Amt. }i orøvng er der en gammel no1sk actehg slegt liaft.r, der er inOJblanctet i familie med de vestlancts.n:e acteuge siegter h:uslung, l1 rictag og lhonat. Der er liten sands.Y 11.dghet 101· at F·e cte-liaarene har nogen fo1rb indelse med <iellne auelige slegt'. Desuten finde,s der et par danske presteslegter med. farnilienavnet Haar. Skifte efter Jacob Haar holdtes 9; 3 1724 og den 23; 11 172.8 var der opgivelsesrs1kifte «,eft,er Ansøkning fra Madame Else Kristina Ropstorffs, forrige Kong,elige lVIai.ts. Vv' elbestalter Lieutenant \'V ele.dle nu Salig afgangne Jacob Haar:s efter leverske, som formedelst A1der og Affældighed / : imod Lives Undevh_oldning :/ var Sindet sin Ejendeel at O'v ergive -.» Den «w ·e1bem• ldte Madame» har fØlg,ende «med H€ndis Salig Kieriste» fælli:s avlede B,ørn» : 1. Samuel Haar som var en m·e get vidtløftig herremand. Han blev 4; 1 1723 g. m. Anna Barbra Danielsdatter w·idloch f. ( ?) , d. 1788, datter av D,a niel lsaoosøn, Øvre Egeland i Kvinesdal (fØd.t mellem 1660 og 1674, dØd 1747) og Anna Kristina S.ør,ensda tter. Denne Daniel Isachsøn var ·e n sønnesøn av sogneprest til Kvinesdal, hr. Jørgen Tho.masisøn (prest fra 1610-1'655), fr,a hvem en av Kvinesdalens stØr;s te og vi1.

0

* ) Om Rosencr€utz' levnet og fo1•øvrig om en <<allerun<lerdani·g st Re_

lation» han under 9/ 9 1699 indgav til kong Fr. IV. og som er et vigtig bidrag til at lære forholdene i Norge at kjende som de var ved tronskiftet i 1699, henvises til 0. A. Øverlands «IlL Nor_ ges Histori'e» VIII, s. 319-341.

Hans Ros,en c1·eutz død e i KjØ-

benhavn ,den 15/ 2 1708, 64 aar g ammel.


-

81 -

<lest utbredte ætter nedstammer. Han er ogsaa sørlandsslegtene Isaachsen og Willochs stamfar.*) Ved skiftet efter Samuel Haar 15/ 12 1739 er boet fallit. Han er skyldig i det vide og det brede og kreditorene fik kun 50 pct. Om Samuel s.e,lv staar at han .skal det aar (1739) ~i følge en hidkommen Skrivelse paa en Rei.se fra Engeiland ved Dø.den være afgangen.>> Samuel var en meg.et slet egtemand* *), og enken trøster sig ved allerede aaret erfter (1740) at indgaa egteskap med sener.e postaa,p ner paa Fedde Ole 'Dhol.'lbjørn:søn fra Ofte i Herred. Av første egteskap levde der op en datter, Anne Marie, eom blev gift m,ed .smedemester i Kristians.sand, senere gaaridbruker paa Fede Simon Larsøn Repstad fra SØgnesogn. Efter dem lever der stor efteirslegt. I Anna Barbras andet egteskap fødte hun to sønner a) Daniel Olsen f. 1741 d. 12/ 10 1800. Han var bosat i Kristians.s and som smed, og der i byen skal der endda leve ætlinger efter ham***), - og b) Jan Olsen t. 1744. Han nævneis 'i 1767 som studiosus Jan Fedde, men er ved skiftet efter moren 1788 dØd og har efterlatt sig en datter, Johanna Maria, som da er 10 aar. 2. Jacob Haars andet barn, sønnen Hans Jacob Jacobs,en Haar (f. 1704, d. 178.3) blev i 1748 gift med Liseibeth Lar.sdtr. Lindland. 3. Øllegaard Kierstina Haar blev i 1715 trolovet og gift med senere lensma:nid Peder Mortensen Bøgvad, S.ande i Fede, S.Øn av lensm.and Morten Pe<lel'ls·e n Bøgvad (indvandret fra 1

*) F yldigere oplysninger om hr. Jørgen og hans efterslegt findes i

Dr. Ludv. Daae: <<En Krønike om Kvinesdal», «Grannen:> nr. 3 for 1918 og «Norsk Personalhistorisk Tidsskrift~ B. 3 H. I. **) Han hadde i 1726 og 1733 uægte børn med en pike, Jorun To-

rusdatter Sandsstranden. Hun blev begge ganger 4:publice ah. solveret.:. *** ) Vaabenhandler P . J. Pedersen, Kristianssand, skal stamme ned fra denne Daniel Olsen. Det har imidlertid ikke lykkedes mig at knytte traadene samimen.


-

32

~

Danm.ark til Sande 1682, dØd 1716). Peder Bøgvad og Øllegaard Kier.s tina dØde kort efter hin anden i 17·64, idet skifte holdtes den 8/ 3 ,d. a. *) 4. Anna Dorothea Haar blev i 1734 viet til grenader Jaco;b Nielsen Lindland. Et rent dras tisk eksempel paa fattigdom finder man i skifte paa Øvre Øye i Kvinesdal fra 1757 efter lØitnant T ap p e .s enke salig madame Margaretha **), som .e fterlod sig tre ugifte døtre Elisabeth Sopbia, Anna Margaretha og Maria Tappe. Disse tre barn var i tj,eneste i Kristianssand. De var vel for «fine» til bondeguttene og for fattige til at bli sine «standsfællers» hustruer. Huset var en liten stenJbygning 2-!· favne lang, «samt et lidet kjØken opsat af nogen Støcke:r af Bord og gl. Tømmerstoker, 1 gammel Sal omklæd m·ed gl. Huner, i Stuen 6 Vinduer (formodentlig 1 vindu med 6 vindusruder) meget bran-· ket ( ?) Paa Loftet 1 lidet Dito, ligedan et i KjØkenet, Taagen er af Tagsten omtr,ent ved 500 samt Bord under, tilsamm·en efter bæ_ste SkjØn taxeret i 16 Rdr. » Jordegodset er pantsat og konkurs. LØsøret var vurderet til 1 mrk. 17 sk. Senger har der vel bare været vægfaiste, og sengklær kan der vel ikke ha været stort av siden løsøret kun kom paa en mark og sytten skilling. En dyne kunde ikk,e findes, h.us,e t maa praktisk talt ha været tomt, hvis ikke vurderingsmændene har betragte ind1boet som «far.sarv» og tilhørende døtrene. Det ,er rent ufattelig at .de har kunnet leve i de·t te fattige hullet. KjØr eller sauer findes ikke. Man forsøkte at sælge huset, dette 16 riksdalers palads, men der meldte· sig ikke en eneste lie:bhaber. Det blev derfor overlatt panthaverne eller prioriterte kr€<litorer. Til skifteomkostninger blev der intet. De prioriterte kreditorer var flotte og be1

*) Om Bøgvad-slegten se <<Grannen » nr. 2 for 1920, s. tidsskrift

nr. 3 for• 1923 og nr. 3 for 1924. ' 1"•'·)

U t skrift av dette skif te er velvil ligst medd elt mi g a v hr. generalagent Eivind J. Willoch, Kristiania.


-83talte Elisabeth S.ophia hendes utlæg til morens begravelse 1 mrk. 8 sk. For en us.sel begravelise ! Formodentlig .har gode naboer spikret sammen en likkiste gratis. Til grav·Ø1 og brændevin kunde der ikke bli noget, kanske likfølget har maattet nyde «medbragt» rna t og drikke? · Man kan vanskelig læise noget som skildrer nøden sterkere end skiftet i dette «konditionerte hjem». Men haapet lever trods nØ<l og stolthet. Den 12/ 12 1758 var der avslutt-ende skiftes~.mling i dette ynkelig fattige bo. Men da er situationen reddet, da møter Elisabeth Sophia op med «sin nu tilægtehav,e nde Mand Syvert Ommundsen». Hvem Syvert Ommundsen var vites ikke, hans gaardsna vn nævnes ikke i skiftet. Kanske var det en grenader med marschalstaven i sit tornyster. Sandsynligvis var ,d et vel en godihjertet bondegut som r eddet situationen. Kanske var det et parti av kjæ rlighet eller kanske hun har betragtet det so-m en nØd,vendig;het til s it «Lifs Forsium». Kanske hun har tat ham med modvilje, protokollens gulnede blade tier med: om. .det var lykke eller ulykke , om hun var ham taknemmelig, eller om hun saa hoffærdig ned paa sin redning,splanke. Det kan vække mange funderinger , m·e n like langt kommer man. 1735 finder vi i kirkeboken en Capitain T ho mas Ho 1 tfe 1d. t paa Fedde. Hans «Kjæriste» Elisabeth sees dette aar Heinrich til daapen. I 1740 døpes nok en søn Carl Wilhelm. at ha staat fadder, og s. a., d. 5/ 8 har d,e en søn Christopher I 1741 er Holtfeldts frue fadder, men saa forsvinder dette navn ut av protokollene. En, for.m,e ntlig officer, 0 t t o B i e I c k -e paa Fedde har 13. s. e,. trin. 1744 barnet Helena Conradine til daapen. 21/ 1 1746 er der skifte efter avdøde Helene Margrethe Høyer. Hendes efterlevende mand er Otto Bieleke. Hiun har før været g-jft m·ed Christian Carl Stodelin. Barn av 1. egteskap: Friderich Ch r istian 14 aar, Nicolaj Berendt 8 aar og Ditmar Bolch 8 aar. Av 2. egteskap: Christina Charlotta og Helena Conra-dine. Boets bruttoform·ue var 3,66 rdr., m,e n gjælden utgjorde


- ·84sam:m e beløp saa der blev intet igjen til utlodning. Hermed forsvinder ogsaa dette navn ut av sagaen. I 1738 nævnes Capita in des arme.s von der Lyhe som vidne og i 1776 lØitnant Linde som fadder, den første i Liknæs og den sidste i Fede kirke. LØitnant Linde var bosat paa Sirnæs i Bakke hvor der endda skal være en jordteig, Lindestykket, som er opkaldt efter ham. En ukjendt lØitnant Butler er fadder ved Fede kirke 1765. Fra midten av 1790-aarene og utover finder vi lØHnant senere kaptein Johan Chr i ,stian Re i m ar i us. Han aatte eiendom i F'aret i Kvine·s dal og bodde vekselvis der og paa Kapteinsgaarden Egeland i Lund. Den 23/ 6 1795 er Frue Reimarius jordfæstet ved Li.knæs kirke, 21 aar gammel. I 1797 dØptes «Hr. Lieutenant Reimarius og Antonette HansdatteI" fra Flekkefjonds uægte Barn Johan Christopher.~ Kaptein Reimarius var av de saakaldte «smørkapteiner», idet han lod bondeguttene gaa fri fra eksersisen hvis d.e bar,e betalte ham godt i naturalier. Finckenhagen der først var sogneprest i Kvine,sdal og senere i Lund nævner ham ofte i de breve han skrev til sin hustru i aarene 1798-1800 da nun opholdt sig i KjØ,benhavn for at bli kurert for radesyke som hun var angrepet av*). En gang skriver han: «En stakkel,s ,M:and fra S,irdalen kom hid hvis Søn Capitainen havde skrevet til Soldat af Had og nylig ladet eksercere i saa.dan Kulde, at han havde frosset sine Fingre fordærvet og rna.aske bliver en Krøbling for Livstid:. Gud ved hvorlænge den M·a nd skal ved.blive at Uidbr,e de Elendig.bed i sin Kreds. » En anden gang: «Idag reiser Capitainen til Sirdalen for at indfordre det Smør som Soldatene skulde betale ham Frihed fra Eks·e;r citen i Sommer.» Dette var omkring aarhundredeskiftet. I 1804 og 05 bor han igjen i Faret i Liknæs. lfØlge en regnskapsbok fra aarene 1803-1823 tilhørende Tobias Briseid som hadde kgl. priv.ile*) Disse breve har prof. dr. L. Daae latt trykke· i Personalhistorisk

Ticssk1'ift for 1885. De her anførte brudstykker er hentet fra Grannen for 1916, nr. 2 s. 25 ff.


-35gium paa at drive handel paa Fetle, sees kaptein R,e imarius, i dis.s.e aar at ha gjort adsk1llig,e indkjØp hos Briseid. Han har spist og drukket godt, idet han har kj1Ø~t malt, flesk, kaffe, pudder,sukker, ost, melis, congothe, tobak, rug, hvedemel og tvebakker for ikke at glemme adskillige «Botler Rød Wiin» og mange liter Brændevin. Rødvinen kostet 1 mark pr. <<Botteb og finkelen 1 mark og 6 sk. pr. pot. Endel av varene iha1 han ·b etalt kontant og nog€t ,h ar han levert varer, saaledes 7 / 10-180,5 5i~ td. potet,e r a 1 rdr. 16 sk. = 6 rdr. 2 mark 20 sk. Det synes som potetene paa dette tidspunkt allerede er alminde.lig i ib ruk paa disse kanter. Reimarius er i 1805 atter gift, for dette aar sees if. ovennævnte regnskapsbok «Fruen i Faret» at ha faat <<2 Pe:berkager til, 22 Sk.>> Den 5/ 10-1808 pantsætter Reimarius «Capitaine af Infanteriet» for 650 rdr. til v•elædle hr. Lars Soeland i Flekkefjord sin eiendom Faret 115/ 48 eng. fedevare av skyld, med vaaning,s hus og der iværende 2 kakkelovne. Den 13/ 8-1790 troloves og egte·vies 23/ 12 s. a. «Lientenant P ed e r J o a c h i m H Øy e r rm..,ad. Enke Madam,e Lorentze Kristine Kiær.» 3/ 7--,1806 indgaar lØitnant P eder Høyer atter i egtestanden. Denne gang med Ane Olsdtr. Læchnes. I 1807 nævnes «Premier Lient-enant i Infant,e riet «Peder Joac!him Isadhsen Høyer som bosat i <<Næset» (Liknæs) i Kvinesdal. Ætlinger lever endnu i K:v inesdal hvor Høyer-navnet endda hoJdes oppe. Som en av de sid ste av d·enne garde kan nævnes C h r ist i an R Ø·y e m T h or n lb e r g, der bodde paa Øie i Kvinesdal og døde der som. fhv. infanterikaptein, 70 aar gamm:el den 18/ 6-1839 . . Baa.de han og madame, Caroline WilheLmine, fØdt Fangen, der dØde 17/ 10-1836, blev begge begra vet paa Fetle kirkegaard. I literaturen er di.sse landlige militæres liv og levnet skildret av flere, saaledes av Tryggve A'ndensen i 'fortællingen «Gaml,e Folk>>. Og Vilhelm Krag ,har paa ·en ypperlig maate i flere av sine bØker manet de,m frem .sc-m de gik og ·s tod, bl. a. i «K~niken om Hr. Villum>> og frernforalt i «Major von Knar-


-36ren og !hans Venner>>. For dem som maatte interessere sig for at faa en liten s.makebit paa hvorledes disse militæres opfØrsel var naar de en sjelden gang kom ut 1bJandt og samm€n ·med ,bedre f o.lk, kan jeg ihenvis,e til den k-0ish21ige .s kildring i sidstnævnte bok av de landlige lØitnanters gratulationsvisit paa Major von Knarrens fødselsdag .s om indtraf paa «De 11000 Jomfruers Dag». - Der var selvfølgelig ogsaa andre familier og personer som bodde paa disse kanter og som regnet sig <<Utenfor :bonde.standen», m·e n som ikke tilhørte militærstanden. Den ·e neste «virkelig konditionerte» .som har bodd herom,.. kring foruten prestene, er sorenskriver Mi c k el J en S· en B 1 o c k der hodde paa Sande i F,e de og var sorenskriver over Lister len fra 1634-1655. Han levet endda ved folketællingen 1663 og er da opfØrt under Sande. Han var dansk av fødsel, født i S.alling i Jylland og var ifølge et epitafium*) som hænger i Fetle kirke, gift med Anna Henriksdatter som· skal være barnefØdt paa Fetle. Han fik i 1640 livsbrev paa halvparten av Sande, hvilken gaard dengang var krongods**) Enken***) blev 2.den gang gift med Povel Hanssøn SckelsØe der visstnok var indflytter. Kanske han har været skrivekar. Hun hadde m·ed ham ingen barn, men han hadde med en tjenestepike sønnen Hans som blev lyst i kuld og kjØn i 1697. Denne Hans Po vel s s Ø n der i 1716 nævnes som postaapner ved Fedde postaapneri som da «laa midt i Post.. veien****) hadde i egteskap med Karen Nielsdatter M Ø11 er ingen barn. Hun blev efter Hans PovelssØns dØd i 1732 gift med *) Indskriften paa dette epitafium, som e1• et maleri der forestil!er

sorenskriveren, hans hustru og børn, er meddelt i «Grannen> nr. 1 for 1920. '>*) Norske Rigsregistranter VII, s-. 736. ***) Efter hende skifte 1678, den 21/1.

I første egteskap to barn: Mal€nc· og Anna. Sit bruk i' Sande har Povel Hanssøn if. dett1; skifte tilforhandlet sig av Sr. Hans Gube ( '!) "'***) Hans Berrwn: «Norsk Posthistorie:> II s. 275.


-37Dan i e I Tor c hi Id s en La as bye av Hitterø sogn. Efter ham ·e r der skifte 20/ 12-1743. Ingen barn. Sorenskriver Mickel Block og Anna Bienriksdatters. ene datter Anna, vites intet om,. Uen anden datter Malene ( eller «Magdalene») var gift 1) med Dirioh Jensen Sande, efter hvem der er skifte 26/ 6-1678. *) De hadde følgende tre barn. der alle ka]dte sig Bloch : 1. Peder Dirichsen Bloch, dØd fiØr 1703 ugift. 2. J,ens Dirfohsen ·Bloch, der var :bosat paa Øvre Øie i K:vinesdal og gift med Elise Nielsdatter av slegten Mont a n e, visstnok en militærslegt som eiet gods i Øvre Øie. Han dØde 1709 og skifte efter ham holdtes 17/ 9 s. a. Der var 2 sønner, Peder og Søfren Jenssønner Godtzen **) og 2 døtre, Anna Mary og Chrjstina Margarethe Jensdøtre Montane .som ane var umyndige. For barnene møtte ved skiftet der.es «farbror» Gabriel F'redrichsen Fedde og for enken hendes. laugværge Ho gen Erichsen Skranefj eld. 3. Catharina Dirichsdatter B1och som ·b lev gift med lens.mand i Fede Morten Pedersen BØ g va d1 (d. 1716) som var udvandret fra Danmark og i 1682 kjøpte gaard paa Sande i Fede. Fra disse .stammier endn u paa gaarden Sande boende familie Bø,nv.ald samt BØ·g vadslegten paa Øie i Kvinesdal. Efter Dirich Jensens dØd blev Magdalena Michelsdtr. gift 2) m. Fredrich Gabrielsen Sch u: r mann, bosat og eiende gaardeP Øvre Fedde. De hadd·e en sØn Gabriel Fredrichsen, født 1680, efter hve·m der nedstamm•er en stor og vidt utbredt slegt i Fede og om1iggende herreder. Fredrich Gabrielsen var bror av foged Hans Gabrielsen Søhurmann, eft-er hvem d.er er skifte paa Nedre Fedde 8/21697. Broren var ene.ste arving. Fogden hadde været gift *) Boet var fallit.

Der var en bruttoformue av 33 1•dr., mens gjæl-

den utgjorde 95 rdr. **) Dette navn synes at tyde paa slegtskapsforbildelse mellem Elise Arielsdatter Montane og Mag. Peder Sørensen Godtzen, sognepl'est i Kvinesdal fra ca. 1672-1707.


-88med Anne Hansdatter*) de-r var dØ<li 1112 aar før skiftets avholdelse (a)tsaa 1695), men egte.ska,pet var ibØrnløst. Den 8/ 3-1743 er der skifte paa ytre Øie i Kvinesdal ef ter wvdØ<lie «Borger» N i e l s J Ør g e n .s e n M o e. Hans bo var konkurs. Han hadde først været gift mied Maria Hans-datter Sch r Ø ,der og hadde med hende 3 barn som levet i 1743, nemlig: Jørgen, 24 aar, Hans 21 aar og Mademoiselle Dorthe::i, 22 aar. Hans anden hustru Margrethe Sørensdatter Sch i ve var datter av den kjendte Bjellandspre.st Søren Schive. Hun var avgaat ved døden 17.38, skifte 4/ 9---1741. [ 1743 er der .e fter hende ilive 6 harn som alle er umyndige: Søren og Danie:l Nielssønner Moe samt Anne Marie, Christine Marie og Agnette Marie Nielsdøtre Moe. ·D ette· sids.t e kuld opholdt sig ved skiftets arvholdelse ·h os sine nærm1este «forvandte». ••) . -.;- :,rc:t1 '. Med sin 2den hustru fik Niels Jørgensen-; Moe i arv den .s aakaldte Birkelands .sag i Fetle. Efter Niels Mo-es dØd ib1ev sagen solgt til Rasmus Claussø,n Buchholm i Flekkefjord. Denne har saa negtet at betale gTundeleie, for i 1746 «har Øvre Feddes Opsiddiere skriftlig ladet indkalde Hr. Rasmus Clausen hetræffende Grundeleie af en ham tilhørende Saug - Birkelands Saug kald-et - etc. Citanterne Villum Villumsen, Kristoffer Hansen og Kidd'el Tollaksen iØvre Fedde mØdte per~onlig (paa tinget 16. juJ.i 1746) og «prædulerede den skriftlig utstedte Stevning af 2den Juni 174,6 der gik ut paa at endskjønt den .salig S.Øren Schive og hans, svoger Niels Jørgensen Moe med den forrige eier av øvre Fede har været ak.korderet at 8vare av den over elven liggende sagedam 1 rigsda1er i aarJig fæste, hvilket fæste «velbem,e ldte Høisa1ige Søren Schive og hans Salig Svoger Niels· Moe» aarlig betalte .s aalænge de har eiet og benyttet dammen, men nu efter at Rasmus Claussøn har overtat d:ammen saa har han «ei ringeste Skilling til os af tilforn nævnte Rettighed afbetalt.» Likesaa hadde det ,for gammelt av været avtal€ at der ikke maatte, foregaa nogen *) Kan det være Anna Malena, datter av kaptein Hans Roepstorff! **) slegtninger.


-39skur paa sagen eller fløtning i elven om som'm eren i fisketiden. Ikk,e destomindre maa man «dog medi største Skade se og fornemme» at monsieur Claussøn sag-er og fløter hele sommeren. Det kjendes for ret at Ras.mus Claussøn bØr :betale 1 riksdaler til øvre Fedes opsiddere. Med hensyn til fiskespilden saa faar Claussøn lov til at sage »udi den Tid deres-bedste Fisketid findes at være,» m·en han tilpligtes i dienne tid at holde lugerne aapne, og dermoo maa · øvre Fedes opsiddere «finde sig Fornøyet i Synderligbed.» Der fortælles om Bj-ellandispresten at han ·s paadde da han hadde bygget op dammen i Fede·e lven at naar dammen faldt ned .skulde den aldrig mere bli bygget op igjen. H vad den til dato heller ikke ,e r -blit. · Slegi;€n Moe skal oprindelig være en norsk slegt fra omegnen av Kristiansand, d-er efter trad1tionen stammer fra en av de bønder som ved by.ens anlæg i 1641 fik :befaling til at flytte sin handel dit. D€n først.e man kjender av slegten er kjØbmand Jørgen Moe (dØd 1724), der var far til ovennævntc Niels Jørgensen Mo·2. Dennes ækiste sØn av 1. egteskap Jørgen Nielsen Moe var raadmandi, skibsreder, trælasthandler samt jordegodsbesidder paa Stray (f. 1718 d. 1787). Han er stamfar til godseier N. J. Moe, Kristiansand, forfatteren Wladimir Moe m. fl.*) En bror av sogneprest til Kvinesdal M a g. Peder Godtzen (f. 1631 d. 1707) «ærlig, a.gtbare og velfornemme Mand.» Christen SØrenssøn God: t zen fra Stavanger var fra ca. 1660 bosat paa Øie hvor han hadde nedsat sig med borgerskap til Kristiansand og drev handel. Ogsaa en anden borger til Kristianssand Didric.h Torkildssøn M e y er hadde slaat sig ned paa Øie og bodde i et hus som tilhØ-r te sognepresten hr. Peder Goditzen. I 1672 paadømtes der av Stavanger Domkapitel en sak · mellem -disse to ;borgere der er av stor interesse da den pa.a *) Disse oplysninger om slegten Moes

oprindelse er hentet fra

Haagen Krog Steffens: Norske Slægter Il 1915.


-

40-

sam;m e tid m·eddeJer adskillige oplysninger om forholdene i ' "l'J! 'f f ' Kvinesdal. Jeg tillater mig at gjengi i utdrag efter dr. Daae: «En Kr·Ønike on} Kvinesdal» : Den ovenfor nævnte Didrich Meyer, der egentlig het Erik og var fra S.Øgne, hadde flere ganger været i Holland som Agdesiden dengang jo sto'd i den mest levende forbindelse m·ed·. I A.mste~da;m var han komJmet i berøring m•ed en dansk ( eller norsk?) mand Christen P eder.sen Aibel, der forestod en ·menighC't av nordiske utvandrere (oprettet 16·63), hvilken menighet dog hadde ·s luttet sig tH Calvinismen. Ved denne menighet hadde Didrich M,ey-er endog en tid været klokker. Til Kvinesdal hadde han medbragt s krift,e r av Abel, et latinsk av dogm:atisk indhold samt en «Psalmebog for den danske Menighed i Amsterdam,» hvilken bok i,m idlertid ogsaa inde!holdt adskillige andre ting. M,ellem de to «B(()rger·2 til Ohristianssand» paa Øie opkom uvenskap. Man 8er at Christen Godtzen skyldte Didrich Meyer nogen ,h undre daler, og at de gjentagne ganger hadde slaas «paa ·Moen». Christen overfaldt ham nu fur hans religions skyld og sa at han «ih avde gjort mod Gud og Kongen som en Skielm og talt be.spotteligen om de hellige Sacramenter» m. ·m. I december 1671 indfandt sorenskriveren, Cornelius Hviid sig paa ø;vre Egeland til et ekstrating, hvor der bl. a. blev oplyst, at Meyer for et vidne .m ed hvem han hadde været sammen i Holland, hadde «bedet Fanden fare i sig den Dag, han skulde gaa ,t il Alters for nog·en Præst i Norge,» og at han hadde «skjeldt den ypperlige Guds M,a nd, Dr. Hutterus, Profe:S:sor til Witten:b erg, for en Caluimniant og en Blamerer>> m.m. Ved ·sakenR behandling fur domkapitlet i Stavanger var bl. a. sogneprest Peder Godtzen I>Brsonlig tilstede. Han provede at Meyer hadde været til alters efter at være 1blit horger til Kristianssand. Kapitlets dom fa11dt den 15die april 1672. Den gik ut paa at «da Didricih Meyer havde bedet Fanden fare i ·sig, om han gik til Alters for en luthersk Præst, og i Amsterdam gaat til Alters hos den «norske>> Præst, SO'm hefandtes at være ·A utor til den danske Bog, han mod Reces1s,en havde indfØrt i Landet,

'.~I : ~ ~ (


-41da han havde skjældet den «fornemme theolog» Dr. Hutter og da han nægtede Christi Tilværelse i den hellige Nadvere, saa kunne vi ei eragte ha,m at vær.e s.aa rs i n c e r i vores Religion, som han selv vil foregive ; h v.a.d den anden Post er angaaende om den Psalmebog, han har i Rigiet indfØrt, dØ:m mes han til ikke alene Materien, mens og alt andet, hvis han paa den Tid haver havt mie.s at fare, at have fonbrUldt og desforuden at ~traffes som den de ~gl. Mandater ikke tilbørlig haver villet holde i Agt, for hvis Aarsag vi D. Meyer udi H. M. Kongens Naade og Unaade allerunderdanig.st vil ihave henfunden.» Ovennævnte Christen Sørenssøn Godtzen var gift med Adrian Henrichsdtr. Til den nyopfØrte Fjotland's kirke forærte d'e i 1680 en lærreds alterduk med kniplinger om. De hadde flere bØrn som ved giftermaal gik over i bondestanden, bl. a. var der en datter som blev ·g ift paa Birkeland i Fede og en paa Sli.m·e stad1i Kvinesdal. 1


Segner. Alette

Jakobsdotter

Eiken.

Den heste visekvedar og ein av dei lik.aste sogeforteljaraJl' eg nokosinne hev treft på er Alette Ja1kobsdotter. Ho var fødd på Kna1ben i Fjotland, faren heitte visst Jakob Torg~imsson Knaben, men ho vart gift til gar.den Eiken i Eikebygd og skriv s1eg derifrå. Då eg trefte henne- i 1920 var ho enkja, haldde visst vore det lenge, og budde hjå dotter si i Landvik attmed Grømstad. Då var ho umlag 9,0 år. Ho måtte halda sengi heile dagane, men ho sat mykje uppreist når ho fortalde. Sogor kunde ho i mengdevis, og ikkje· so få f olkevisor. Det laga seg so for me,g at eg hadde berre ein dag å gjera på, men me nytta dagen godt, for ho var likso huga på å fortelja som eg etter å skriva upp. Eg skreiv då ned dei visor ho kunde koma på_, og av segner det m·e enes rakk å få med. Stundom vart ho trøytt, so ho laut kvila seg ein grand, m.en når ho det hadde gjort vilde ho svært gjerne fortelja. !Io totte gild!t å sjå at nokon totte mun i dette som ho hadde gøymt frå ba.rndom:e n og ungdomen sin. Visone· kvad ho ~tundom for meg. Var det noko ho ikkje mintest, so gav ho seg til å kveda. på vis~, og då kom det jamnast fram det ho leitte etter. Fleire stev sa ho au fram, og då eg reiste, dikta ho dette som eg skuld'e hava m·ed .på ferqi:


--48Denne gongji den må me minnast um me ska skjiljast å a1Ii finnast. ·No ve roe gjeve kvarandre hond um me kan finnast ei onno gong. Eg trefte he;nne aldri meir. No er ho død for fleire år sidan, hev eg hØyrt. Eg totte ho fortente nokre minneord. Difor denne innleidingi. Segnene som kjem etterpå hev ho fortalt m~g.

Hermannen frå Risøyna. Ein gut f~å Fjotland var e-ingong ute i krigen.

Han var trulova med ei gjente frå Lilanid, sjØlv var han frå RisØyna. D2 han var burte so lenge og ho ikkje 'hØyrde frå han, skulde h0 gifta seg med ein annan. Guten frå RisØyna kom heim i drt belet, og då paret var i kyl'ikja og skulde vigja, so var han d:Pr au, han stod i kyrkja i full mundering. Då brudeparet sku1de rekkjast handi, steig guten frå Risøyna fram og hadde «kåra» ved s.ida, trekte den og vilde setja den i hrudgomen. em dette var der eit ve~s. Presten han bæver og skjælver derved og taled~ . straks disse ord: «Det må ei passere her på dette sted, her må det ei øves slikt mord. Stik kården i balgen igjen, 8å må du beholde din ven·; .. er sag,en kun ri.gtig så vier jeg Dem.~ So vigde han dei med det sall1le. på RisØyna.

Brudlaupet. stod heime


-44-

Trollet på Gyberg. Eit troll kom eingong inn på ein gard i Hægebostad som heiter Gybe:rg. D,e,t var ein jolaftan. Trollet hadde menneskeskapnad, men var fælt stygt. Dei kunde ikkje få det til å tala, det var ikkje ord å få av det. So fann dei på at de'i tok eit svært stort fat som tok eit kvartel, hadde litegrand mat i det og so tok dei so mange som dP-t rØmde attmed einannan og sette rundt inne i fatet. Men då trollet såg dette, sa det: «E;g æ so gåmål

som Hauglands håmår, eg hev set Kolemolunden tri gongji (r) :brunnen å tri gongji (r) uppatte'runnen, men aUi hev eg set so stort eit fat å lite mat å mange skje.ier.'>

Musikanten frå Flekkefjord. Ein mann frå Flekkefjord var musikant hjå kongen. So hadde han gjort dotter til kongen brei*). Då torde han ikkje anna enn røma. Han kom heim til Flekkefjord att. Då det leid med gjenta, kom ho etter; men då ho var ei mil frå byen, fødde ho. Ho sende då bod etter guten. Då han fekk bodi, trudd€ han d€i vilde fengsla han og skaut seg. Då ho fekk vita det vart ho ille fari. Ho hadde vilja kaupt adelsstand til han og gift seg med han. - Min far••) kjende godt denne musikanten. •) med barn. **) Far til A. J. var ute i 1814. Men um dette hende fyre eller etter den tid sa ho ikkje.


_45._

Pausen på Gåvass-strondi. På e.in stein attmed vegen på Gåvass-strondli stend Pausen. Det er ein stein som liknar ein katt. Steinen som Pausen stend på er flat og stor som· eit hus. Dei måtte alltid ofra til han folk som for fra.mum der. Dei skulde helst ofra egg. Dei tok då steinar i elvi runde som egg og ofra til' han. Rundt ikring ligg no ei heil røys med runde steinar. Alle er tekne or elv,i med mannehender. E-in skulemeis,t er som heitte Stein Torjusson Haddeland sa at «avguden» hadde stade der lenge nok, og so tok han og kasta han i elvi. Men då sa Ola Åneson Eiken: «Han hev stade i fleire hundrad år, han kan stå for deg aU.>> So vassa han uti elvi til bukselina og henta Pausen uppatt, O!! sette han på plass. ~Der skal han stå so lenge verdi stend,>> sa han. Både Stein og Olav er longe farne no.

Hekkfjellet. Etter syndflodi torde kje folk bu anna på dei høgste heiane. Difor er dei hægste gardane gjerne dei eldste. Under Hekkfjellet i Eiken hev kyrkja stade i gamal tid. Sletta heiter enno <<Kyrkjesletta». Denne sletta hev vore sers fruktbar. Der er ei dØr i Hekkfjellet som beiter sant Olavs dør. Då Olav gjekk igjenom sa han: cNo er klokka tvo, no er skuggen i dØri., Og når klokka er tvo, er skuggen som ei dør. Hjuringane hev denne dØri til me.r kj e på at klokka er tvo. Då Olav reiste under Hekkfjellet hadde han kristna 2. Då skuggen gjekk f:rå Skolandsknuten ned til Skoland hadde han kristna 5, og då var klokka Hkso mange. Då soli gjekk av Håber,gsfjellet


-

46 ,;.._

hadde .h an kristna 7. Det stemmer au . med klokka. Desse merki på kor langt det lid hev hjuringane den dag idag. På FjordlungS1berge syner far i fjellet etter sant Olav. Det ei· etter den hØgre foten.

H uldrekyri på Eiken.*) Dei hadde kviar heime på vollen i gama!· tid. Dei skilde buskapen der. Eingong stod det nokre kjerringar i kvi-i på garden Eiken. Då ropa det av hØgaste Hekkfjellet: «Ska me byte· i sju gjeiter å e:i. kjyr?» Det ropa <lesse ordii tri gonger. Fyrst då svara kjerr1ngane: «Ja dersom me fær ronhukkjen mæ.>> Eit lite bel etter kom det sju geiter og e1n .bukk rusb .nde, og kyri reiste. Eingong dei flutte på støylen, såg dei kyri i bratte fjellet. Det var ein huldregard.

Då Ringål sprang med Knabe-kyri. ·Eingong Knabe-buskapen var på støylen, var det ei kyr som lØyp, men dei ha.dd'e ingen stut. Kyri sprang og var gal, og· dei visste kje kos,s dette skulde gå. So visste dei kje ord av fyrr det kom ein brandut stut som hoppa yver grindi og sprang med kyri. Då ropa de t 3 gonger frå Jotefjellet: · . «Kuss · ·s tuten Ringål !» '. · .Då hoppa stuten yver grindi att og sprang burtyver mot fjellet. · D~i såg han ei Hti stund, men so kom han bu r t . *) Sjå «Bidrag» V sida 62.


- -41 :......Kyri tok kalv, og frå henne ættar dei brandute Knabe· kyrne.

Tussegjenta på Leland.*) Ein gut frå garden Lelanct i Sirdal var ein dag i håballen i skogen og skar vidjor. Han såg då ei gamal og ei ung gjenta eit stykke ifrå. Den unge gjenta var fin, men in.gen av dei tala på einannan. Heime tala han um dette, men ingen kunde skyna kven det var han hadde set der ute i skogien. Andre dagen reiste han til skogs att, og då gjekk det sameleis. Heime rådde dei han til å kasta jarn yver henne·~ då han fortalde dette. Han reiste til skogs att tridje dagen, og han såg kvinnone den dagen au. Då tok han kniven or livgjordi og kasta yver henne. Då skreik gjenta høgt, men mori sa: «No hev du teke henne, og no skal du ha henne. Er du no snild m.e d henne, so ska du bli so rik'e, so rik'e. Men er du stygg med henne, skal du bli so arm.'e som soli er varme~» Gjenta heitte Bårne, men ho laut døypast fyrr ho kunde VPrta prestvigd med han. Guten ho gifte seg med var smed. Han gjorde henne aldri imot. Eingong han gjorde på nokre hestsko, ropa 'ho han heim. H:0 ropa både ein, tvo og tri gonger, men han kom ikkje. Men då kom ho til smidja, og treiv hestskoen or avlen gloande raud, r,e tta han ut og kasta · han på av-len att. «Her ser du kva eg kunde gjera med. deg um eg vilde,, SR ·ho. Sidan gjorde han henne aldri imot. Men kvar onsdag var ho burte hjå f oreldri sine ei stund. * ) Sjå «Bidrag~ V, sida 62 og 63.


-48Då ho fekk barn, kom mor hennar til henne og: var hjå henne. Eingong tok ho ei flaska og vilde smyrja augo til barnet, so det kunde sjå besteforeldri sine. Men han bad ho ikkje vilde. Han vilde ikkje det skulde verta «synt». Ho lydde han i det. Desse tvo levde allstøtt godt ihop, og det er ætt og avkom enno i Sirdal etter dei.

Brurerov. I ,eit brudlaup på Tveiten i Eikebygd stal dei bruri fra brudgomen. Han som reiste avstad med henne hadde slege hestskorne bakvendt under so dei ikkje skulde kunna taka vegen hans. Bruri slengde brurestasen ut i elvi so ikkje folk skulde få tak i han. Den staden heiter enno SylvØyna. I Åldalsfjedde grov dei seg ei hola og heldt til der til alle var reiste frå brudlaupsgard€n. Då fyrst viste dei seg. Men då åtte han henne, då kunde ingen taka henne att. Bruri hadde heime lenger ute i dalen, anten i Hægebustad eller Kvås. Han som tok henne var visst frå Tveiten.

Hjuringguten og hjuringgjenta. Ein .hjuringgut og ei hjuringgjenta fekk eit barn saman. D.ei la det ned i ei hol eik uppe i skogen, dei torde ikkje syna det. Um morgonen skulde ho ha vore på skogen att, men vart hindra. Men dei var båe gode til å blåsa på lur, og skyna kvarandre. So bles ho upp til han: Kossen ]eve liten fu ll, kos~en leve liten t ull , kossen leve liten '?


-49~ So svara han: Godt so leve liten sull, godt so le.ve liten tull å godt so leve liten.

So bles ho att: Ta deg ein ::;ko

å molka ei ko å gje den lille irikka.

Folk skyna det på flØytingi at det var eitkvart sers, og f (>-kk snart greida på kva det var. Og då fekk ho koma heim med barnet. Til <lesse sullane var der so fin ein tone.


UJNI'

I

'

~

,\

. •, ......

N okre små prestesogor frå Vegusdal. Ved Konrad Haugland. Erik Anker Bruun var prest frå 1757 til 1788. Det vert fortalt at han skulde vera svær til å preika. Elles var det ein leid og kranglevoren kar. lVIot konfirmantane var han ofte urimeleg; men berre dei f Ørde seg audmj ukt og gav honorri gåvor, slapp dei fram kor dårlege dei var. Eingong på tinget på Kleveland førde Bruun sak mot ein bond~ i Evje um byte uppe på heidi. Midt under rettsa.ki reiser Bruun seg og segjer åt tond€n: «Du er ein skarv!» Då svarar bonden: «Du kallar meg ein skarv, .men eg kallar den prest ein skarv som hev havt 7 t enestgj entor i huset sitt og tura hardt med dei alle!» Bruun ha ein son som var prest med Bygland. Då fyrste kona åt Bruun dØydde, vilde gamlingen gifta seg att. Han sende so bod åt son sin at han måtte koma ut og få arven sin. Sonen kom. Prestane sette seg på kontoret og Erik A. Bruun talde upp pengane til sonen og la dei fra mfor seg på bordet. Men so fekk han sonen til aa kvittera på skiftebrevet, Uledan han sjølv stakk pengane i si eigi lumma. Bruun ha ei gjenta hjå seg som fylgde han kvar han gjekk. Na r han var på jagt var ho med og bar byrsa hans, og når konfirmantane skulde takast ut var ho dørvaktar. Ole Berg var prest frå 1828 til 1840. Dette var ein, or-


-51<lensmann, men han var strid og aalvorleg. Han kom i kast med lesarane i V egusdal. Han var mot all lækmannsforkynning. Det var i den tid nokre Iesarar som trudde seg å vera dei einaste med rett tru. Knut Løeland og Syvert Løeland og nokre paa Gj,crustad høyrde til <lesse. Dei møtte fram til Vegusdal kyrkja, men gjekk ikkje inn. Dei stillte seg upp utanfor kyrkjevindauga so presten kunde sjå dei. Der stod dei og tala seg imillom, medan presten preika. Dette gjorde dei berre for å terga honom. So var det ein gong på V egusdal det stod ein flokk Lesarar utanfor huset der presten budde-. Dei hadde ikkje vore inne i kyrkja, berre stade utanfor og glant på presten. Kristen Heimdal som var prestens medhjelpar fylgde han upp på romet denne gongen. Med det same presten kom inn på romet sitt, kneppte han upp den øvste knappen i kjolen sin, men so tok sinnet ,h an, og han reiv kjolen av seg so alle dei andre knappane flaug burtover golvet, og han forplikta seg på at no skulde det vera slutt med lesarrørsla i Vegusdal, eller ogso skuld:e han slutta som prest. Det vart ogso stans med den ufordragelege skikken åt Knut LØeland m. fl. Presten melde fleire av dei. Og Knut Løeland saman med nokre andre måtte til Kristiansand og lida straff fordi dei hadde sett seg upp mot presten. Berg var stortingsmann ei tid medan han var prest i Evje. Han skulde vera slik kjempekar, og hØvde soleis godt millom dei stridige bøndene her uppe. Då han flutte til Evje, kom han kØyrande austanfrå og skulde skifta skyss på Vegusdal. Dej nye skyssskaffarane kom og skulde m. a. ha med tvo digre kuffertar. Desse var so store og tunge at tvo karar hadde store vanskar med å få dei på sleden. Då Berg såg dette, gjekk han burt og tok kuffertane og slengde dei på sleden som ingen ting. Då han var på stortingst, kom han eingong heimyver um vinteren. Han kØyrde gj,enom ein stor skog på Austlandet ein stad. Her vart han yvuJallEn av røvarpakk. Berg slo på he-sten, men herket fylgde etter like i hæ1ane på han. D·2 tte heldt på eit langt stykke. Til slutt kom presten til ein gard


-52der det var eit stort plank,e gjerde. So sprang han ut or sleden, treiv ei dig.er planke og slo etter røvarane med denne. Då vart clei redde og r Ømde, og presten kØyrde vidare. Knut Olaus Knudtzen var prest frå 1840 til 1860. Han var husmannsson frå Austlandet og fødd 16/ 9 1805. Det var ein ihuga kar, men streng og brå av seg med store tankar um seg sjølv. I ungdomen vitja han fleire skular i Tyskland og kom soleis til å sanka seg mykje kunnskap. Han prøvde alltid ft koma uventa, so han kunde sjå koss dei arbeidde til kvardags; og han gj.ek k med skreppa pa ryggen kring heile Tyskland. Han gjorde mykje for å fa ei betre skuleupplæring i Vegusdal. På un1,gangsskulen lærde dei helst berre å lesa. Det var berre d ei flinkaste gutane som lærde a skriva og rekna litegrand. I 184{, åri vilde presten Knudtzen at ogso gjentone skul<le læra å skriva; me n då protestera ein mann frå Vatnestrøm. Dette var ikkj e nødvendig, trudde han. Det vilde bare føre til brevskriving til gutane og soleis vilde dei forsøma anna arb.eid. Dei nye les,e bøkene som Knudtzen fØrde inn, var der og rr,ange som ikkje lika. Dei tykte der stod so mykje rart i bøkene som d-ei ikkj e kunde skyna og som dei og trudde var i s~rid med det Bibelen lærde. Mange kalla soleis <lesse bøkene for reine vasebøker, noko ein helst må tru botna i djup pietisme. Ragnhild Evelid som gjekk og las for Knudtzen kalla og desse bøkene for vas-ebøker. Ho fortel at der m. a. stod at menneske fyrst hadde vore rumpetroll og sidan blitt til apekattar. Dette vart for mykje for Ola Salvesen frå Gjernstad. Og eingong skulen var på Eng.esland, og presten var tilstades, kj.em Ola sendande og er svært harm. Han gj entr like til presten og segjer at der spØrst ikkje noko um det på dommens dag um du hev lese mang€ romaner og vasebøker. S.o triv han heile boksamling.i og vilde brenna bØkene; det vart der til slutt ikkje noko av, men nedlåst vart dei. På skulen var det ein gut som heitte Osmund Terjeson, son til Terje Spelmann. Han var både rar og dum. Eingong var det noko i bøkene dei ikkj.e skyna. Dei fekk tilslutt narra Os-


-53mund til å gå inn til Knudtzen og s,p yrja. Jau, Osmund bankar på dØri og· smyg jnn til presten med dette spursmål: «Ko tid var det at skrubl:en blei farbror til reven?» Presten hadde truleg ikk:ie so mykje å svara på dette spursmålet. - Då Knudtzon kom til Vegusdal samla han alle skulemeistrane på Veg.usdal til overhØyring. Då gjekk det reint tnfs f.or ein skulemeister som heitte Tellef, og Knudtzon sa då beintfra.m at han dugde ikk.ie til å halda skule. So no laut han sh1tta. Tellef tok seg svært næ r av dette. So vart det nye skulerneistrar. Presten vald€ ut dei flinkast.c konfirmantane og spurde um d ei vilde halda skule. Dei skulde sleppa hertenesta dersom <lei heldt skule i 7 aar. Det var tvo gutar på Myklebostad som melde serr : .Jakob Nygard og Gunnar Katterås. Folk i Vegusdal va.r fæle til å drikka og tura i dei dagar. Det hende· at presten laut tala hardt til dei frå preikestolen. Ein gong presten hadde vore svært hard mc:d dei var der mange som vart harme. Etter preika var der tvo gamle Kcttlar som stod og rØdde saman og den eine sa: «No fekk m.e dØåså jula okk.» I 1858 var ei brudeferd frå Hovl.andsdalen på veg til presten som budde .på Evj e. Dei kom ridande på kåte spræke hestar, fyrst spelemannen so kjØkemeisteren, so brud og brudg'Om og sidan heile rekkja. Då brudeferdi kom midt for Kleveland, hala bruri upp or lumma ei stor pottesflaska m,e d brennevin, svinga henne mot nokre som stod ved vegkanten og hausta so det ljoma i åsane. Det var berre m€d n:1udi at pre,sten kunde vigja <lesse brudfolki. Eit par år etter var der atter ei brudeferd frå Vegusdal på veg t il Evje. Dei hadde drukke so dei var som ville då dei kØyrde upp gjen.om dalen. Då ferdi kom til prestegardstunet, fekk kjØkemeisteren fli rid, han skulde mynstra upp hesten sin og kØyrde i ring ute i tunet m,ed, heile fylgje etter seg. Presten og klokkaren stod inne og såg på. Endeleg kom kjØkemeisteren sjanglande inn og spurde um presten vilde vera med åt kyrkja og vigja <lesse br udcfolL i . <J eg Eynes dere ser så beruset ud, jeg tror ikke jeg kan gjøre det~» svara prestn 1. <<G ud lønn e dig,>> sa hin , «du får gjøre d2t. » Smilande svara då presten: «Jeg


-54t:ror heller han lønne mig om jeg ikke gjØr det.» Det var den gilde kapellan Rønning som svara dette. Brudefolki laut soleis snu heimatt utan å få fuHført ærende sitt. Dei sparde ikkj'e på det sterke på heimvegen. .Slik skråling og kØyring var der ingen .som hadde hØyrt. Dagen etter kom dei att og skulde verta vigde av presten. Dei hadde vonleg fenge ein lærepenge dagen fyrr, for no var dei svært spaklege. Der var surne som sa at Knudtzon ikkje var rett i trua, serleg var Kristen Lunden inne på det. Presten hadde sagt at der var eit millomrike millom jord og himmel. Dette tolka dei so at der var umvending å få etter dØden. Ingen kom korkje til himmel eller hel ved dØden men fyrst på domedag. Kr. L. var sikker på at han trudd·e dette. Dei fortal.de og at presten i lang tid gjekk til kyrkjegarden og bad for kona si som var død. Ein lærar spurde eingong presten beintfram um1 dette. Det var eingong han møtte fram med lesarane og· presten var i slikt godlag. Læraren fortalde kva folk sa. Presten svara at det var ikkje noko nytt for han, han hadde hØyrt det fyrr. «Men det er ein tanke og ei tru som eg hev havt og som eg ynskjer og bed ikkje må feste rot hjå meg til siste andedrag.» Medan presten sa dette, stod han på kyrkjegolvet med attknepte hender. Avskilspreika som Knudtzon heldt tok s-eg dårleg ut. Det var mest berre «selvros». Eingong råka Gunnar Haugland Knudtzon på gata i Kristiansand etter han hadde flutt til Oddernes. Gunnar Haugland heldt då fram kor heldig presten hadde vore som hadde fenge eit slikt godt kall på sine &amle el.agar. Då svara Knudtzon: «Fli.den lønner sig selv.»


Bygdesoga eller

Noko um arbeid med bygdesoga. Nok re ord helst til bygdesogemennene.

Me vil alle gjerne få greida på vår eigi ætt. Me lærer dermed å kjenna oss sjølve betre. Me vil ogso gjerne få vita !!oko um heim .og grend og bygd. Den munnlege tradisjonen, minkar av, me kan ikkje ]enger få v·e ta so mykje· ved å hØyra på gamle sogemenn, for mykje av det dei i eldre tider la seg på minnet og let ganga frå ætt til ætt, det er glØymt no. Det vilde difor vera gildt um kvar bygd kunde få arbeidt ut og prenta ei bygdesoga. Ikkja minst er dette no turvande avdi det er korne eit nytt fag i folkeskulen: Heimstadlæra. Vonleg vil ei bygdesoga ogso gjera sitt til å binda den unge ætti til fedrajordi. Etter uppmoding av museumsnemndi er der no valt bygdesogenemnder i dei fleste herad i Vest-Agder og Setesdal. Det er eit stort og vandt anbeid desse bygdesogenemnder no fær å røyna seg på. Og det er venteleg fleir,e! av dei som er valde som kjenner seg heller uføre til det arbeidet dei no hev fenge lagt på seg og uvisse um koss arbeidet skal fremjast. Å skriva ei bygdesoga er ingi lett sak. Mykje nybrotsa:rbeid må gjerast, mykje tilfang samlast og utarbeidast. Eit årelangt arbeid vil det nok alle stader v.e rta å få bygdesoga ferdig til prentings. Det a:nbeidet som no fyrst og framst må gjerast, det er


-

56-

å s a m l a i n n t i 1 f a n g til bygdesoga. Helst då sovore som lever på folk Emunnen, .9 g som ein må ottast gjeng tapt um dc-it ikkj e no snart vert skrive ned. Dessutan må ein vel alt 1:.0 byr.ia. på å samla inn pengar til utarbeiding og utgjeving.

Ein kan ikkje venta at ein fær boki skrivi utan vederlag. Og pengar vil det nok ogso turvast til utgjevingi. Det er lite t!'uleg at det vert selt so mykje av ei slik bygdesoga at ho kan prentast utan t ilskot. Altfor dyr må ho heller ikkje verta. Prisen må vera so rimeleg at ho kan koma inn i kvar einaste heim i bygdi. Korleis dei pengane som trengst skal skaffast til vegar~ det lyt h eradstyri og bygdesogenem.n dene kvar f or s·e g avgj era. E,g skal h eller seg ja noko meir um det andre arbeidet. Kva slag tradisjon er det som skal samlast inn? vil vel mange spyrja. A 1 t mo gel eg. Ei bygdesoga vert heilare di fleire sidor av bygdelivet ein kan få med, av skikkar, tru, tenkjemåte, Økonomiske tilhøve o. l. Alt som vert innsamla kan sjølvsagt ikkje verta prenta, det må vera bokskrivaren si sak å taka ut det ·som kan vera hØveleg å taka med i bygdesoga og gjevast sers umtale. Til hj elp under innsamlin gi av den munnlege tradisjon kan dP-t vera greidt å hava ei spyrjelista. for betre å håtta på kva ein skal spyrja um. Det er no utgjeve fleire slike. Norsk fo1keminnesamling, Oslo hev gjeve ut ei av Reidar Th. Christjanscn, Gula Tidend prenta i 1918 ei av Tov Flatin, og Norigs Iærarlags sk ulesogenemnd h ev g jeve ut ei spyrjelista (um skulesoga) som for nokr e- år s~dan visst vart send til alle skulekrinsar i landet. Denne siste kan ein få ved å venda seg til form . i skulesogenemndi lærar Andr. Nordang, Oslo. Dei andre fær ein truleg hj å utgjevarane. Styraren av Norsk folk€m:innesamling prof. Knut Liestøl hev elles ei liti rettleiding um innsamling av folkeminne i almanakka for iår. Bygdesogenemndene må sjå etter at alle gamle arkivsaker vert t ekne vare på. Det er tidt at slikt hev vorte liggjande att hjå ymse form enn eller ordførarar. Arkivi burde og~o ordnast, so det vert lett og gTeidt å finna fram til det ein: leitar etter.


-

57-

Sogenemndene bu~de dessutan setja upp ei lista yver alle dei trykte kjeldor ein veit um. Eit slikt register kan vera sYært hendig å hava. Alle blad og tidskriftstykke som inneheld meir eller mindre tilfang bør listeførast og klyppast ut. Ein kan samla dei etter innhaldet i ymse konvoluttar med påskrift um kva dei inneheld, men greitlast er det kanhenda å hava ein eller fleire l>revordnarar med alfabetisk register og setja <lei inn der. Eit par bøker som er umissande for dei som arbeider med bygdesoga er Indledning til bygdehistorisk studium av prof. E dv. Bull (pris 3 kr.) og Veiledn~ng i bygdehistor1~k forskning ~v Lorens Berg og Tallak Lindstøl (1 kr.) Her fær ein tilvjsing på mange 1p renta kjeldor, desutan på mykje arkivtilfang (Statsarkivet og riksarkivet). Dei som skal driva med arkivgransking t:ør vera vd heime i gamal gotisk skrift. Ein sparer både tid og mØda um ein er velbudd soleis. F'or å f:nna fram til dei trykte kjeldor er yverlækjar Schweigaards ka te-dog Norges Topografi svært grei. (Prenta hjå Grønda;h} og søn 1918) . Alle bøker som inneheld eit eller aY!na av historisk interes sa vedkomande land, fylke eller herad ET her nemnde. Og det er lett å finna seg til rettes i han. Desutan ·ET der nemnt ei mengd blad og tidskriftstykke. Men alle slike er ikki. e komne med.. Dei mindre bladi er ikkje t ekne med. Det vart for stort arbeid å leita gjenom alle slike. Det finst i det heile mange gode hjelpebøker ei.n kan nytt a, berre ein veit å finna dei. Mykje tilfang vil ein få greida på ved å lesa kjeldetilvisingane i <(Norges Bønder» av Oscar Alb. Johnsen og Norske bygder I. Sætesdal utgjevi av Norsk folk emuseum. Båe desse bØr bygd~historikarane gjera seg kjende med. Truleg finst dei i alle bygdeboksamlingar. N oko bilet-tilifang er det og best å samla på i tide. Bil ete t~ir der vera i ei bygde,bok. Bilete av sermerkte stader, kjende bygdefolk, klæd·eibunad er, husbygnad og hus.bunad o. I. bØr ein f reist a få med. Når ein skal leggj a planen for koss innhald€t i bygdesoga skal skipast og fasts,e tja storleiken av dei ymse bolkar, må det


-

58-

vera bestå gjera seg kjend med koss andre hev teke det. Gode rn,ø nster 1nå bygdebøkene til Lorens Berg vera. (Brunlanes. Hed1un1 m. fl.). Eller og prof. Bulls Akers historie. Meu han ih ev ikkje teke med gardsso,ga. Ho hev hjå Lorens Berg det breid'aste romet. Berg hev i «Hedrum:» skipa innhaldet soleis: Hedrum i florhistorisk tid side 1-25 Hvem har eid bygdens jord « 26--31 Enkelte av bygdens næringer « 31-50 • Folketal « 50-51 Kulturtræk « 52-84 Kirkier og prester « 84-133 Lensmænd i Hedrum « 133 Fuldmagt til Hedrum,s valgmænd 1815 « 134 Gåiidhistorie « 135-512 Navnregister « 513-520 Gardssoga synest hjå Lorens Berg ha fenge eit svært breidt rom. Um kulturelle og økonomiske tilhøve er etter måten mindre teke med. Men H:edrum hadde i 1910 eit folketal på 4177. Talet på gardar stend i hØve til dette. Dei fleste bygder på d·ssse kantar vil tru1eg kunne greida seg med mykje mindre rom til gardis.soga. Prof. B!ull fylgjer i Akers historie utviklingi nedyver, tek det kronologisk. Dette vil i dei flest,e .b ygder truleg passa mindT,e godt. I m0nge måtar kan det vera ein fyremun. Men eg vil telj a dei sOim no artbeider med bygdesoga til å lesa andPe bygdesogor. Dei vil tru leg der finna ting umtala svm dei kan få hug til å undersØkja for si eigi bygd. Til slutt vil eg nemna sumt av det ein bør samla tradisjon um: · 1. Ru<l'ning av gardar, nedlagde gardar, grunnen kvifor dei vart ned}a,g de. Namn på engstykke, åkrar, elvar, haug.ar, fjell, namn i ,s kogar og på heiar. Segner um gardar og folk, innflytjarar. Husm,e nn og deira kår. Bygdevisor, rieglor og rim ttm gard og folk. 2. Økono-mis.k liv. Handel, varevending, matkaup, mat-


-59-

3.

4.

5.

6. 7.

laging, ym.se slag grjon og suvl. Gardsdrift, skogdrift, fisk, sager, kvernar, starrn1par. Ymse· slag handarbeid, husflit, :he:ndige anbeidskarar, handverkarar. Dugnad og saJmarbeid. Når landhandlarane kom, fylgjor av dette. Yvergongen frå natural hushald til pengehushald. Kyrkjeleg liv. Kyrkjor. (,b ygde og nedlagde) Munkekyrkjor, krossar. Kyrkjeskikkar. Prestar, segner um <lei og ålmogen. ReligiØse bØker og bruken av dei. ATud.agt, og tekstlesnad, sal:mar o~ l., dikt av bygdefolk. Truer og ovtru. V.ette, troll, fyrebod, varsel, merke o. l. Sjukdomar, kva dei kom av og korleis ein kunde :fri seg frå dei. Åtgjerder - og alle slags gamle lækjeråderfor folk og dyr. Helsingar. Skikkar. Ymse former for :folkeskikk. Kvardags, gjestebods og hØgtids.skikkar. Barsel, bnidlaup, gravferd. Klædebunad, bygningsskikk. Um skular: .Sjå den fyrr nemnde spyrjelista. Styring. Segner um hersar, kongar, lensherrar, futar, skrivarar, 1'ensmenn, skattar, sylvskatten. Ting og tingplassar. Strid med styremaktene, lovbrot, straff, reisingar, trættor. Rettsskipnad i ,gard og grend.


Ei dråpsak frå Hornnes i 1724. Ved O I a v Ga It e I and.

-

Etter gamle rettsaker er der den 13. juli 1724 sagd dom ov,er Nils .Søfrinsen for dråip på Lars Olsen Kalhovd. Dråpet gjekk for seg på Hornnes millom kl. 7 og 8 um morgonen den 27. oktober 1723. Nokon gr unn for dråpet ligg ikkj e fyre, men det var mange vitne ·på drå psmannen. Han stakk ogso av med ein gong og det kan vera grunn til å tru at han ikkje seinare våg.a seg inn på heimegrender. Han vilde då ha sitt «hoved forbrudt» .Saka er so lyande etter gamle papirer: R·einholt F·r iderich Hagerup Kongelig May I.s forordnede Sorensckrifw€r udi Råbiugdelaugets Westre Schrifweri samt efter Loven beskikkede otte Laugrettismænd·: Leif OJse:n Siellestad, Eirik Aasufsen Tønnesland, Lars OJsen, Anders Olsen Tortveit, Torkild Guttormsen Rosherås, J onn Knudsen Frigstad, Jens R-eynersen Forgård og Tomas Torgrimsen Østerhus: G i Ø r e, n de h e r-m e d w i t t e r li gt at Anno 1724 dend 13. july der det 2det Terrnins ordinæri·e skifte og Sagsting for Ivelands, Hordnes, Aaserald og Hægelands sogne på Hordnes blef administrered ofwerværende kongl. May I.s Foegit Herr Cornelius Corneliussen der på deris Kg!. May I.s Veigne indgaf sin af 23. May s idstleden udfærdigede Stæfning som udi Retten sålydende blef oplæst. S,om i Niels Søfrinsen Hordnes næstafvigte 27. octoiber


-

61-

1723 skal haft i1hjelslaget een Mand fordom .b oende på Kalhoft i HordneR Sogn ved nafn Lars Olson og- det uden Vrede eller Nødverge finder jeg mig på Deres Kongl. May I.s Vei'gne effter mit Embedes aller underdanigst Pli gt hØilig befØiget effter slig adfærd ved dette og nærværende 2det Vidners udsagn til næst Kommende Som.mer Sageting som er berammet at holdis på Hordnes Tingsted førstkommende 10. july lovlig Kald og Varsel gefve at møde mig ·~di Retten for Sorenskrifw-eren og 8 uvillige Mænd for der SpØrgsmålene at tilsvare og Vidner andhøre, der j eg sluttelig i Kraftigste Mådhe vil påstå i eders fortjente Dom skal bekomme. Til samme Tid og Sted stæfnes at møde: Bjørn Svenkes·e n S•enum, Orm Bjørnsen Kiddelsåe samt Siri og Groe Hordnes eders Sandhed udi denne Sag .at udsige. Heigrefors den 23. May 1724. C o r n e 1 i u s C o r n -e 1 i u s s e n.

Mens Normand som Laugverge på Herbor Jensdatter dend aflifvede Lars Kalhofts Enke's Weigne så vit som rettesm.åls falle kand V·edkomme indg.af sin Stæfning af 23. july sidst imod rlend Undvigede Drabsmand Niels Søfrensen Hordnes der <lend 27. octo,b er 1723 skal hafve Lars Kalhoft på Hordnes ihj elslaget der udi Retten tydelig blef oplæst og indhold som følger: At da Niels SØfrensen Hordnes beklagelig dend 2.7. october 1723 imellem Klokken 7 og 8 om Morgenen på HordnesHau gen, uden for Olle N ottosens H·uu s mord€rlig min allerkiereste Mand Lars Olsen Kal,hoft har slaget og dræpt, det er noksom vitterligt og bekeiendt, hvorfor -e n som jeg med mine umyndige BØrn anklagelig må Røbe Hæfn over dig, der her med Kaldis og stæifnes til Hordnes Somm-e rting den 11. july førstkommende mig Fuldmægtig eller Laugverg·e at i Rette møte Vidner at andhØre - Bjørn Senum·, Orm Kiddelsåe, Siri Lyi, Groe Hansdatter, Knud S.enum, Børre Fennefoss og fler e som. h eTmed tillige stæfne,s da der at møde og eders Sandhed under Saligheds Eed om dette, Drab at


-62ud.sige og dend bemeldte Niels SØfrinsen der efter i Lovens Følge så vide mig som Eftermålstalte og Påstand tilkommend Dom til din vel:fortiente straf og min Rettis nydelse for din formastelige Gierning fra Livet til Døden hans Hånds Forbrydelse og deslige retteHg at lide. Hold dig ey i skjul men mØd og svar til denne din betydelige sag, så nyder Kongens Lov sin allerunderdanigste Fylde og du og jeg der efter hvad Ret er. K.alhoft den 23. july 1724. Lars Kalhofts Enkes Laugverge I. Norm and. For Retten var nærværende dend undvigtes og beskyldte drabsm.and Niels Søfrinsen Hordnes Konne Asgier Salvesdatter sampt Nielses Broder Tarald Søfrinsen Grinheim. Hvor der er vorden i Rette æsket Bjørn Svenkesen Senum der efter aflagde Eed vant, det ,h and tillige med Orm Kiddelsåe kom fra Fahret gående, om Morgenen tidlig d. 27. Octbr. og der ved deris komme til Kierken blifver de var at 2de udenfor Olle N ottosen Hardnes Huus stod og slots, hvor da dend ene falt ned mens strax opreyste sig dog ligesom af ern Besvimels,e, hvilken kraflende efter dend første som ham slog mens hand da kommer til bedre ned i bruddet fik han<! og dend, som slog et slag i Hovedet af noget hand hafve udi Hånden så hand falt mens hvad det var hand hafde at slåe med kunde hand ikke skille for dend lange Distanse, nogle slag blef siden udgifvet 1p å dend der falt, hvor mange kunde hand ikke vide. Retten tilspurte Bjørn Sv,enkesen om ,han kiente dem som slagets. Svarr. «Ak ney». Mens Orm Kiddelsåe sagde til ham, at <lend ene måtte uden tvi fl være Lars Kaihoft. Ydermere blef vidnet tilspurt om hand gik derhen og hvorfor hand ey afstyrte; svar,e nde at Distansen var over 1000 skridt Gierningen og udi Hast gjort, hvorfor de gik tilbage til Fahret og ey hengå til 1Lordnes, videre sagde vidnet ey at være vidende, hvorfore hand er vorden demittered og igjen fremkaldit Orm


-63B j Ør n s e n K i d d e I s å e som aflagde Eed Ord for Ord vant ligesom Bjørn Senum. Siri Larsdatter Hordnes blef der efter i Rette kaldet som efter hun sin Eed hafde aflagd giord,e denne Beekiendelse at samme Dag d. 27. Ocktbr. om Morg~men tiilig udi :S olrenni~gen kommer hun gående for at hænte Vand ved Bækken ueden for Olle Nottosens Huus da hun seer ned til Låven seer hun Niels Søfrinsen der slåe til hvilken hun råber: Niels kom hid og h1P-lp mig at få Lars Kaihoft ind i Huus, det er Synd at Manden skal ligge her at So,fve hvortil hand svarede Ney, da siger hun Gud bevare mig du er dog altid vant til at være een ti-enstagtig lViand, Ni·els svarede, «ak N,ey» jeg kand ikke thi jeg kom til i sted at gifve ham ,et Slag, enten hand sagde Næfve eller Dåseslag kunde hun ikke erindre, hvor på Vidnet indgik til Olle Nottosens Pige A:Sgier der hialp hænde Lars Kalhoft udi Olle Nottosens stue at indbære, hvilke til hielp kom Knut Hardnes Konne GunniJ.de såsom hun såg det de 2de ey vare mægtige - - . Såsom hun efter tiilspØrsel om sagen ey mere var vidende så er hun udvist og igjen frem.kaldit: Groe Hans datter som eedelig bekræftede at samme Morgen da Ulycken skeede kommer hun gående tidlig for at rygte Creaturen,e til hvilcken Niels Hordnes Kommer og siger: Gro gå op hielp dend Mand som ligger op udi Bakken ved Huuset, h'.ln spurte· hvad det var for een Mand. Hand sagde at det var Lars Kal,h oft hvilcken hand har gifvet et Slag af sin Dåse under Øret hun sa1gde «Gud bedre dig for at du sloeg,» han svarede det har ey at betyde, jeg gav ham et Dåseslag og der af dØer hand ikke, videre hvorfor hun efter tilspørsel ey at vidne såsom hun forklarede det hun strax indgik og derfor demiterit og igjen fremhaldit. Knut Torckildsen S.enum der aflagde E·ed bekiendte at om Morgenen tillig lit før denne Ulycke skeede sidder hand tillige med Lars Kalhoft og andre udi Olle N ottosens· Stue drickende udi Laug en Rande Øl, hvor Niels Hordnes ind kom og .sad sig på Bæncken hos Lars Kalhoft enten Lars sagde til ham vil du ey byde mig ind til dig på een Kande Øl eller


-64Ni.els ,h am medbad kunde hand ey sig erindre m.ens vel at de sade og tal.tes m·ed s-0m Venner uden allermindste Ord at lade falde so-m til Ifrigthed noge-n kunde opirre. Lit der efter opstår Niels Hordnes med hvilcken Lars Kaihoft følger sigende til Vidnet, Kom Knut og gå med, da Vidnet ville opstå siger de andre til ham. Bie så længe til vi har gjort Rettighet på voris Laug, imidlertid blifver hand tilligemed de andre siddcnde indtil SØfren Solberg Kommer ind og siger der ligger een Mand ner-e u<li backen ilde medhandlet; hvortil de siger, «Gud bevare 0:s hvoe skal det være, » til der efter da de vil gå ud da var manden af no gle qvindf olk udi Olle N ottosens anden stue indbåren og som de der indkommer strax see at det var Lars Kalih oft, hvis Næse og Mund var blodig der laag stille og snurckede ligesom hand sof. Videre vidste h~.nd ikke. Børre Torkildsen Fennefoss vant efter aflagde E ed udi alt ligesom Knut Torckildsen og som ingen flere Vidner vare udi Retten Kaldende så æskede Fogden på <leris May'st tillige med Steivo1· Kalhofts Laugverge Mons - N ormand på hendis og Børns V eigne ifØlge Loven Rettvis Eragtning og kiendelse såvel på Lifvet som hans Hånds Forhrydelse. Dend undvigte Niels SØfrinsens Broder Tarald Søfrinsen bad at Retten ville i agt tage at de 2de Mænd Bjørn Svenke.sen 3enu.m og Orm Bjørnsen Kiddelsåe som såg Klammeriet imellem Lars Kal1hoft og Nie·ls Hordnes måtte fordi de ey enten sammen med een hastig Tilspringelse eller RåJbing for at indkalde Folk som Klammeriet kunde hindre udi Straf ansees efter Loven, i det øfrige hen.stillede alting til Rettens KiendP.lse såsom hand intet videre ha.fde eller kunde· til sin Broder~ Forsvar indgifve. Thy er der således Kjendt:

Ey allene de Ind En Retten eedcJ~g exai·ni11er2de Vidner mens end og Niels Hordnesses undvigelse samme aften der hand d . 27de octbr. sidsleden om Morgenen slog Lars Kalhoft


-

65-

i Hofvedet gifver Klarlig t ilkiende det ingen anden end hem.te

Niels Hordnes uden Nød.værge eller råde m.ens beråd Hu har værit Lars Kalho.fts Banemand da som Niels SØ,frinsen er undviget og ingenstad at finde så ifØlge Lovens 6te Bogs 6. Cap. Iste Art. dømmes hand fredløs og om nogensteds udi Kongens Lande og Riger betrædis sit Hofvit med Sverdet at hafve forbrut samht hans Hnfvit Låd deris Kongl. May st. og dend Dræftis Sterfboe som dend der Sagen her tillige påstået til lige Deling at være hjemfalden. Hvad sig Tarald Grinheims Påstand om de 2de Mænd Bjørn Senum og Orm Kiddelsåe andgå fordi de ey Klammeriet hindrede da. som imellem dem som fra Fahret kom og de i-i<~m pa Herdnes slogst een Distance af omtrent 1000 skridt v2.r dem ug umulig Drapslaget som udi Hast Skeede ~nten at hindre eller med Råb Folk at udkalde så frikiendes de be,g ge for videre Tiltale. Således for Tiid og Sted at være passeret dØmbt og afsagt bekræftes med underskreven Hånd og hostrøgte Si gnetter.

Hagerup.


I nnhal d. Knut Hosktro: EYein Hovd €n Olaf Fcnr.dcss : Can.al ffynt, må l og vekt P. Holmesland: Finn Rempe . . . . . . . . . . . . . . . . . . Gabr. Villumsen Fede: «Familier utenfor Bondestanden>

. .side S < 11 < 16 <

24

Jon Løyland: Segner: Alette Jakobsdotter Eiken . . Herrr.annen frå Risøyna . . . .

< 42 « 43

Pausen r.å Gåva ss-strondi ..

« 44 « 45

Hekkfjellet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

« 45

Huldrekyri på Eiken .. Då Ringål sprang med Knabe-kyri

< 46 < 46

Tussegjenta på Leland . . . . . . . . . . . . . . • .

< 47

Brurerov • . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ·.•

< 48

Hjuringguten og hjuringgjenta. . . . . . . . . . . . . . . .

« 48

Konrad Haugland : Nokre· små presterngor frå Vegusdal..

< 50

Jon Løyland: Bygdesoga . . . . . . . . . . . . . . . .

« 55 « 60

Trollet på Gyberg . . . . . .

Olav Galteland : Ei dråpssak frå Hornne3 i 1724


Agra's Melange Vega 路

.Fram . Kommissionslager hos Thorbj酶rn Albert Telefon 142 -

144.

Beste og mest utbreidde dagblad i Agderfylki

.{!;gs i def I

CCin9 def I

Profile for Torbjørn Justnes

Agder Historielags Årsskrift nr. 6 - 1925  

Bidrag til Agders historie utgitt av Agder Historielag 1925. Digitalisert av Hallvard Tveit Berg.

Agder Historielags Årsskrift nr. 6 - 1925  

Bidrag til Agders historie utgitt av Agder Historielag 1925. Digitalisert av Hallvard Tveit Berg.

Profile for torjust
Advertisement