Page 1

BIDRAG TIL

AGDERS HISTORIE III

UTGIT AV

AGDERS HISTORIELAG 1916

K~IStlANSAND S . JOHANSSEN & TANGENS BOKTRYKKE" I •

. 1917.


Morten Baad. (Verl P. Holmesland).

Ved handelens overflytning fra Harkn1ark til Buan i 1\fandal ved midten av det seksten,le aarhundrede va.r der en mand, som i lang tid drev sel vstændig forretning paa trods av de Landskrones borgere tilstaaede privilegier, nemlig den dril'tige handelsmand og skipper lV[ orten Ba ad. To kilometer ovenfor danskernes anlæg næl· elven pa,a dennes østside oprettet han sit handelssted. Stedet bærer den dag idag hans navn: l\f ortens bua. Nogen faa skridt derfra paa den anden side av veien har en anden handels1nand slaat sig ned. Han maa ha drevet forretningen i langt rninclre maalcstok end Morten Baad. Der vides ikke mer om ham, end at ha.n het Kasper. Eiendo111men Kasperbua vidner derom. :Morten Baad drev forpra.ng, kjøpte og utskibet Laks og solgte: varer trods privilegierne og forstod vistnok at hævde sin stilling, st1ialronge han levet. Han har sikkerlig staat paa, en god fod med de herrer i kancelliet i Kjøbenhavn. Naar han paa reise til Tyskland stoppet op for Kjøbenhavn 1ned sin jagt, er vel som1ne av de gjæveste laks blit bragt iland der. For de Landskrone borgere var efter han1. Henimod slutningen av 1560-aar ene indgir borgermester, raad1nænd og n1enige borgere i Landskrone en forestilling, hvori de beretter kongen, Fredrik II, at de fra Arilds tid har hat sit


4

\

kjøbrnandskap og fiskeri (J: opkjøp av la.ks) i 1\fandal, hvor: ' paa de ogsaa har kou gclls far, Kristian III'sJ brev og pnv1legier, og · beklager, at en ved navn Morten Baad understaar sig san1me handel, kjøbmandskap og fiskeri at brnke og dem derfra trronger imot deres privilegier og friheter. Porestillingen foranlediget et kongelig brev av 26. mars 1[)69 til lensrnanden (befalings1nanden) over 1\tandals len Erik Bro c k en hu u s til Strørn, der bodde paa Bratsberg ved Skien, om at han vilde forfare leiligheten og siden tilholde :Morten Baad. at han sig i ingen nrnate mot borgermester, raadmænd og menige borgeres i Landskrone friheter og privilegier forgriper og intet sig med 01nhancllcde handel befatter, men uhindret lader de1n nyde det kjf1bmandskap og fiskeri, de der fra Arilds iid har hat "09,· dem av høistermeldte vor ,.,Far bevilget og samtykt er, saafren1t vi ikke skal foraar" sakes i andre JVIaate at forhjælpe den1 tilrette, 0111 de n1cd ,, videre Klagemaal for os ko1nmendc vorc!er". En meget le1nfældig advarsel. rriden gik, og der er ingen tvil om, at lVIorten Baad drev sine forretninger son1 før. Saa blev det forsøkt at gjøre • det un1ulig eller ialfald vanskelig for ham at foreta handelsreiser utenlands. Under hans fravær forestodcs forretningen hjernme ·av hans hustru, l\f are n eller l\I ar in e Ba ad, der vistnok har vreret en fenn kvjnde. Kunde man faa hende væk maattc }\lorten Baad enten slutte at seile eller under fravær overlate forretningen i fren1medc hænder. Det sies intetsteds, hvem der har foranlediget den nedenfor 01nhnndlecle rctsforl'ø]g11i11g; men man kan med temmelig stor sikkerhet anta, at den har sit utspring fra handelsmæ11deno i Buan.

Som lensmancl i tinglaget (b011delensrna11d) er blevcn ansat en person med det fre111mede navn Robert S·k o t, vistnok en av handelsmændencs nndergivne, og sandsynligvis anme]deT i saken. Saa, n1ens l\lorten Baad vinteren 1577- 78 var frav ærende, k01n der fra Edk Rrockenhuus paalæg til lagmanden l\1 o g e n s B a a r el s c n 0111 at opta vidnesbyrd i anledning av, at Maren sl\ulde ha gjort sig skyldig i hor. Paa. ledingstingct paa Holum den 31. januar


5 · ~.578 vidnet da Ro b c r t Sko t og T· org ri 1n !I ø 11*), ~t de ikke kunde benegte at ha i noget nær tre samfulde aar hørt Maren Baad være i et skjændig og berygtet ord for en ved navn .Ton ir or i t s sen, som tjente hos l\forten Baad, idet hun med ham skul de bruke hor; n1en de kunde intet si 01n det var sandt, og om hun var skyldig. Henncd maa saken -være bleven utsat. Efter sin hjemkomst stæ vnte in1idlertid lVIorten Baad til den det samme aar beran1rnedc h erredag i Opslo ,gaavel vidnerne og "deres n1edbrødre(( Jagre Ltesmændenc som lagrnanden og Erik Brockenhuus. Saken blev foretat den 23. j t1 li. l\Iortcn Baad frem la adskillige vi dnesbyrd fra. tidligere t.kncre, son1 hadde siikt hans hus, hvilke endrægtig gik ut paa, at de intet andet hadde fornum1net om 1vlaren Baad, end hvad <ler a11staar en mrlig dannekvinde. Hvad den karl, der slnllde ha utspredt rygtet, angik, fremla han vidnesbyrd om, at denne hadde benægtet dette, og at han intet andet visste om Maren Baad end det, som ærlig og godt var. l\Iortcn Baacl satte ,, vel uti alle rette", at eftcrdi han nn noksom n1ed Yidnesbyrd hadde bevist sin hustru for slik uærlig efter sag n uskyldig at være, 0111 hun jo ikke derfor burde kvit at være, og de lagretten1ænd, der h ende slikt hadde paavidnet og beseglet i hans fravæ r derfor jo ikke burde staa hmn til rette efter loven; likesaa ·Mogens Baard. sen, der san1rne vidne over hende hadde tat ulovlig-, som han mente, cftcrtli lagmanden: som er en dommer, derved hadde gjort sig til en saksøker. Vidnerne og :Mogens Baardsen bemerket, at der ikke var vidnet nogct endelig on1 :Maren Baad, men kun efter " Bygde l!.,løtternaal" (~: sladder), og hlgn1anden tilføiet, at han hadde handlet efter Erik Brocken huus' paalæg, hvilket denne bekræftet, men n1ente derved ingen uret at ha gjort. Herrcdageus dom lød paa, at da det vidne :Niogens Baardsen har tat, og som vidnerne har avgit, ikke er ende*) Torgrim .l\løll sees av et brev av 24. februar lt,tif> ogsna forrige lc11small(l Jak oh B f' 11 ilt s o µ. s fol_g;esrend'.

at ha

været <len


6

lig, og da det av de av Ivlorten Baad irettelagte vidnesbyru fremga.ar, at man der i egnen ikke vet eller har hørt om Maren Baad andet end det, som ærlig er, bør sarnn1e vidne ikke at kom1ne hende til hinder eller skade paa hendes ære og gode rygte i nogen n1aate, n1en det at være, so1n det aldrig var talt, og hun for beskyldningen og eftcrsagnet kvit at .være. Og efterdi vidnerne ikke har vidnet noget endelig, bør de heller ikke komme i nogen skade. Hel ler ikke kjend~s :Mogens Baardsen at ha gjort uret, eftcrdi ban h adde lensmanden Erik Brockenhuus' befaling, hvilket denne selv har vedgaat; dog skal han herefter ikke ta slike viclnesbyrd over nogen den stund, han er la.gmancl. 1 1584 klaget borgermester og raad i Landskrone paany for kongen over 1\Iorten Baad. Han brukte handel og kjøbmandskap, mest med frerrunellcs p enger, gods og varer, hvorved kongen og kronen led tap paa tolcl og r ettighet av utlændingcrnes gods og vandel. Der skcde ogsaa deres egen handel, vandel og nædng i :M andal stor forfang og forprang in1ot Kristian III's brev, saa og mot kongens eget brev og stadfæstelse, som de hadde paa handel og vandel i }fandals len. De androg om, at det ulovlige kjfrbrn.andska.p maatte bli avskaffet, eller ogsan. at I\Iorten Baad "forvistes 'i til kjøbstaden, hvor han som de av slik kjøbmandshandel kunde skatte og skylde, son1 tilbørlig va,r. Ved brev av 27. juli 1584 blev lcnsmanden Henrik Bro c k en hu us, der efterfulgte sin avd1 1de bror, anmodet om at forfare leiligheten og siden ha tilblJrlig indseende med at avskaJJe hvad kjøbmandskap, son1 n1aatte være ulovlig. Dette brev er jo noget st:rongere ond brevet av 1569; men noget 1neget alvorlig er det ikke. Hvorvidt noget yderligere og i titfæ lde hvad blev foretat vites ikke . Det var ogsaa i 1584, at en fyensk prest, C lir i st i er n Brun, optegnet den i II. hefte s. 44 omhandlede oplysning: l\1orten Baad i Norge, som er Skipper, der seiler aarligen i Tydskland og andensteds rned norsk Gods, han førte et Aar henved 14 Læster saltet Lax av Norrig og i Tydsk)and og fik fo:r hyer Tørn.le 14 gamle Daler, 1


7

Den 17. april 1591 deltok Morten Baad som lagrettesmand i valg paa utsendinger fra Mandals prestegjeld, der da omfattet baade Mandals og Holme prestegjeld, til Kristian IV's hyldning i Opslo. Foruten lensmanden, A an u n d 1\1 ø.11, der var selvskreven, valgtes Tore Manner a a g og H e n r i k S a n d n e s. * I mine unge dager visste man endnu at tale om :Morten i Mortensbua, der drev handel med laksebønderne og derfor stod paa spændt fot med de Landskrone borgere og deres fuldmægtiger i Buan. Hvis forøvrig i skrift eller folkemund noget ma.atte være opbevaret om .ham, skulde jeg henstil.le, at det blev n1eddelt i aarboken.


8 \ \;

Kristianssand. Justis med gapestok og mestermand i byens første tid. Av

kaptein Karl Leewy.

De gan1le retsprotokoller i Riksarkivet gir os mange interessante bidrag til belysning av vore forJædres liv og virke ute og hjemme. De gir rigtignok især vidnesbyrd om manglerne i opdragelse og god tone, og man faar ved studiet av dem sterkere indtryk av det raa og ubehøvlede end av det dannede og oplyste, men de har allikevel sin store betydning for karakteristik av tiderne. Kun maa vi vogte os for at overføre r etsforhandlingernes oplysninger paa almenheten i det store og hele og dømme denne efter de skjævheter, vi faar indblik i. L o v o v e r træ d e 1s e r n e synes i byens ældstc tider at ha været mange og forskjelligartede, men merkelig nok nævnes der i de første aar forholdsvis faa ty v er i er. Der var formodentlig ikke stort at stjæle hos de forarmede fa1n ilier, der lokkede av privilegierne flyttet ind fra landet og hos de eventyrere, som i haap om vinding for en tid slog sig ned i den nye by. l\1en desto større ro11e har s 1 a g s rn a a l e n e spillet, og det synes som on1 stridbarheten var en almindelig egenskap selv hos mere fremstau.ende borgere, ja endog hos kvinderno. Eksempler herpaa har vi mange av. Saalccles dommcs l fl< H Peder skolemesters og Augustinus vævers hnst1'uer for slagsmaal og kort tid efter ser vi, at Lisbet salig- Anders Nielsens og ,Jonas Olsen har drat1d hinande11 i ]1aarct en sornlag, hvilken


9

fornøielse straff'cdes som helligbrøde og 1naatte betales med to ører sølv av hver. Forøvrig sees de mest forskjellige brancher av legemsbeskadigelser opført som tiltalegrund, saaledes : ;; '!\'f undslag·", "0reslag\ ,,Knivesting", ,,Slag· mod øksehammer~' og med :,baadshagc~' og mange lignende. Kniven synes at ha sHtet løst den g~tng, saa den vjstnok har været regnet som det enkleste at ta til, naar mundtøiet ikke forslog. .D et var nok viltre krabater mmige av de til byen k01nmende SJØfolk, og respekten for øvrigheten var det visst ikke rart bevendt med, naar man kunde tillate sig at 11 beskadige vægteren med en kniv", som en av retssakerne fortæ ller. Slike smaa løier hørte kunske med for at gi dagen det rette festlige præg efter at vin, ol, Brunsviger-rnu1111nc, gyldenvand og kanarie-sek hadde git den r ette hjertestyrkning. En av byens første - kanske don cillerførste - musikdyrkcr, Martinus in strumentist, sees ialfald ved siden av musiken at ha traktert rikelig med "blaa øine" op; ,,næsestyvere" ved hver anledning. Tilslnt synes han dog at ha været alt!'or tlot med disse varer, saa han 16tj7 blev ilagt bøter for sin v irks01nhet som restk01nite. En ganske munter episode fortælles i faa ord i reo0 ·nskapet over bøter for det samme aar : "Skipper Johan Qua.st fordi han bed Loduig Pederson i fingeren 8 mark 13 ører sølv "Skipper .Tohan for hau drog sin kniv 2 "For de slog hverandre overende. . . . . 2 "Loduig Pedersen for han slog Johan Quast et l>laat øio 7 "For han slog beineldte Quast overeudc 2 Det maa ha været en god dag for byfogden, der skulde ha hver tredje JJCngo av bøtcrnc og derfor neppe har la.gt fingrene imellom. Det synes foruvrig sorn 01n mange smaating har været u tnytte t av e.lmnmern e som indtægtskilder. Saalcdes ser vi, at 011 person maatte punge ut, fordi han "ovcrJ, ip præsidentcn" og; en anden rnaattc bøte for )'ormnstelsc mot Christian , \'idow \ og selv lllilgistra.tspersoncrnc maat tc nu og ela for skrank.cn 0°· b vde sine: L.I

fl


10

mark eller ører. ,, Helligbrøde" har bragt 1nangen blank skilling i byfogdens kasse, 111en særlig synes det, at "leiermaal" har hørt til de store indtægtsgivende bedrifter, og antagelig har dette været en av grundene til, at 0vrigheten vaagede saa strengt over sæ deligheten. Der er bevart til vore dage aarslister fra byens prester over de arme syndere og synderinder, der hadde fatt naturen gaa over oi>tugtelsen og over dem, ,,hvis quinde redet barsel før bryllupet(( eller for kort tid efter ·dette. Disse lister fungerte siden som regnskapsbilag. Skulde vi dømme befolkningens sædelighet efter de paadørnte tilfælder av ,., leierma,a.l" og "barsel før brylluppet\ rnaatte tilstanden i det første halve aarhunclrede ikke ha v æret eksemplarisk. For retsbøkerne indcholder et betydelig antal av saadanne. J.VIen dot er igrunden ikke saa forbausende, at utsvævelser 1naatte florere i et samfund, hvor saa mange løse eksistenser kom sammen med forarmede og litet oplyste indflyttere fra landsbygden. Særlig synes soldaterne i garnisonen at ha ha,t stor magt over pikerne. Av 14 opdagedc ti lfæ lder 1G97 sees saaledcs 8 begaat av soldater o.g 2 av n1'.ltroser fra galeierne. De militære hadde intet at frygte ved den slags adspredelser i ledige stunder, da de ifølge srrrlig bP.gunstigelsc var fritat for bøter. Som r egel var de vel ogsaa l'attig'e som kirkerotter, saa der ikke kunde avk.rævcs dem nogetslags bidrag, og kan man da fortæ nke dein i, at de levede herre11s glade dage, naar le ilighet gaves? Vi maa imidlertid ikke c10mme bvens borb0 ·erstand i det ., store og hele efter disse forseelser. Der er ingen grund til at tro, at der i Kristianssand i den første tid, nau,r bortsees fra de militære og andre eventyrere, har været værre end a ndetsteds. Fjernt fra vor opfatniug staar dog det forhold, at et ikke ubetydelig ant.al egtefolk maatte bøte g rundet for tidlig b:,trnefodsel. Vi maa anta, at dette i kkc regnetles saa nøie den gang, da saa mange gode navner - ja til og med den l>ckjenute Knud Rebslager - - findes blandt <le bøtende. Formodentlig ansaa man i den almintlelige bevissthet dette


11 som en ting, der kunde op- og avgjøres med nogen riksdaler uten .skade pan n avn og rygte. Det er tidligere nævnt, at det slet ikke var ualrnindclig at se fremtrædcnde borgere i. anklagebænkcn . S('1V byskriveren, Gecrt Sehling·cvvaettcr, maatte derind, da han hadde slaat vclbaarnc hr. oberst Krags nrnme fem blaa slag. Endvidere ser vi sta<lshauptrnand Christian Bruun gang paa gang anklaget for legemsfornærmelser, saa han vistnok maa ha været en landskncgt av den rette typen. Ogsaa ung, dommens opdrager, rektoren ved den latinske skole, :Morten Anderssen, maa ha været en stridbar rnand. Han blev ifølge Fayes bfopehistorie 1673 anklaget for skolens beklagelige undergang, formastelig levnet og væsen med usø1nrnelige slagsmaa1, ringcagt for bispens paaminde1ser og trodsighet. Beskyldningen stadfa_,stedes av flere vidner . Saaledes klaget on mand over, at :i\forten hadde slaat h ans kone tilblods, da hun krmvct ham for gjæ ld for øl og brændevin, og· da hun sa: 1, T slog mig som en skjælm ", pryglet han hende mc,1 sit spanskrør. Morten hadde ogsaa ell strid med kirkeværgen om en stol i kirken. I ret-ss;,,iken herom vidnet Abrahan1 klokkerdreng, at da han feiet kirk en, hørte han, at nogen utenfor slaas n1ed kjepper, og da han løu ut, saa han :Morten slaa kirkeværgen med sin kjcp, hvorpaa denne tok :M orten om l~vet og kastet ha~ omkuld i den clybe sne, hvor kirkeværgen laa ovenpaa 1;cktorcn, son1 laa blodig under med sin kj ep og kirkeværgens paryk i høire haand, n1ens han med den venstre, li vorpaa han hadde hanske og muffe, holdt sin motstander fast, incHil folk kom og skilte den1 a.d. Disse cksc1ripler fra byens høierc stillede klasse vidner ikke bra.. Men forøvrig tror jeg nok, at de fleste Hmaa stridigheter blandt byens borgere løp av sorp kla1nmeri uten voldsomheter. 'rrættekjmre rnaa folk visselig ha været i de dage, da klannneri meget ortc dømmes. Hvad angaar helligbrøde, son1 ogsaa er en hyppig tiltalcgrund, har denne ialmindelighet ytret sig som uorden er paa vertshusene. · Vi ser saaledcs i regn skapet over bøter 1665 fire personer dømt for kh1.mn1eri om søndagen og like-


12

ledes verten, ,,s01u tappet for den1". Lignende ulovlig tapnin g av øl og bræ ndevin under ·høimesse og prædiken· sees flere gange straffet med bøter.

Straffene for almindelige forbrydelser var i lange tider overmaade strenge. Kristian den femtes loYbok av 1687 var den anvendte lov i den sidste del av h cromhancllede periode. Den var utvilson1t et godt arbeide efter de tiders begrep, men læst med vore øine gir den nok nogen og hver kuldegysninger. Særlig lovens avsnit 0111 misgjerninger virker r ent uhyggelig, h vad de anvendte straffemidler angaar. iler er noge n eksempler: Børn som ;,bander" sine forældre, skal miste arv og hensættes paa livstid i slaveriet eller spindehnset. Si m p e 1 t t r ve ri straffes furste gang med kagstrvknin 0· i fæ ngslet. Ande n :::-,(,·,111°· skulde tyven miste sin u t, "- ~ V , hud og brændemcrkes paa sin panele o. s. v . U tros k ap straffedes første g:tug paa penge og gods erter ydcrs te formue. Anden gang kom dertil landsforvisning, og tredj e gang skal 1nandc11 miste sit hode, og hvis elet er en k vi11de skal hun puttes i en sæk og druknes. Paa. g u el s b c spott e r e 1 skule.le hamHlen avhugges, clcrel'tcr hod et. ·Tungen skulclc rives ut, og hodet derpaa s: cttes paa stage til skræk og advarsel. Dr ap str a.ffcdes med forskj ellige pinsler og el'terføl~ende halshtwnin°·. ,., o n Av eksernpler paa raa og brutal avstr affelse her i Kristianssand skal 11æv11cs : 16H3 sees kagstrygning at ha v, e ret anvendt paa en pe rson, som hadde stjaalet en sæk m:. "-1 fra Urims mølle og . endnu væ rre gik: det sa.mme aar en anden tyv, som blev ell.nut til a.t miste s in haand for bøddelens øks. Likesaa umenneskelig· raat forekommer det os, at en liten 13 aar gamrnel g;11t for tyveri i kirken blev holdt . i fængscl i 12 uker, før han fik sjne ris av byens tjenere,


1kke mindre grus01n Yar den behandling som lt>!J6 blev tildelt c11 sinclssy k pike fra Scetersdalen, Astri Sørdal, som løp omkring i byen og utgav sig for troldomskyndig, men ellers ogsaa hengav sig til clrik og slagsmactl. Stakkars Astri blev indsat i fangelrnset npaa et mørkt sted'(. Det var den tids sinclssykcplcic. Endog saa sent son 17 40 fin der vi en i lJØieste grad oprørende dom. De to natmtr.nd i Kristianssand, Peder Rasmussen og Ole .Albertsen samt deres dreng Ole Pedersen blev dette aar (ifrJlge Arendals bys historie) anklaget for a t ha pansat en brand i Arenda,1. Førstnævnte tilstod, at han var oph~1vsrnanden og angav sig foranlediget ved hævnlyst, idet han var blit avsat fra s in bestilling son1 skorstensfeier der i byen. Ole Albertsen Jindde ogsaa forsøkt at antænde et hm;, men angret og lot drengen slukke ele antændte saker under huset. De to rakkere blev dømt til at ha forgjort sin hals og urændos, me11s Ole Pedersen, som l{un var 16 aar gammel og var dreYet til deltagelse v ed trudsler, blev dmnt til at arbcjdc paa livstid i Kristianssands fæ stning. Det fortælles, at de anklagede blev kagstrøket før de utstod sin endelige straf, og at de n1aattc løpe spiclsrod. Undertiden ligger der dog ogsaa en sn1ule k o 1n i k over de anvendte straffer, som -r. eks. da en vognrnand i 1G90-aarene for tyveri av et hjul blev dømt til at kjøre sten til den under bygning værende kirke. At arbeide paa kirk en sees brukt flere gange som straf. Formodentlig har det faldt ha ardt for borgerne at finde tilstrrekkeligc 1nidler hertil O{l; saa h ar man utnytt.et fanger og lovovertrædere i den utstrickning, eler har YH'ret anledning til. 1<>90 sees det saaledcs, at sek s personer, som negtet at IJ:pre skorstensfe ierens lik til graven, fordi feierens haanlltering og haus perSO}l rcg1iedes som 11 uærlig\ fik s01n straf at skulle arbeide en uke ved kirkebygningen. Ogsaa i 1721 har vi et lignende eksempel. D ette aar dømtes nemlig en slagsbroder, da han var "en blot og nøgen løsgjænger, der inte t haver at bøde med uden kroppen u til i to maancder at trækko stenkjærrcn i fæstningen og siden,


14 0111 han findes dygtig til soldat, til militien at hensættes. (B ytingsprotokollon). Disse streif av hun1or i de anvendte straffemidler avsvækker dog ikke vort indtryk av, at straffene som regel var barbariske efter vore begreper; og barbariet holdt ved i lang tid. Endnu saa sent som 1721 sees en kone dømt til at miste sin haand ved bøddelens øks, fordi hun hadde stjaalet en pose malt fra m øllen. lVI ord forekon1 ikke saa sjelden i gamle dage, da. det var almindelig at bære vaaben. Straffen for denne forbrydelse var altid døden paa en vanære nde maate. If,ølge sigt- og sagefaldsregnskapet blev 27 / 5 1G70 indsat i byens fangehus 5 1nordere; der hadde med s ig to børn. Den ene morder blev henrettet rn;s og de fire andre 2 G/s. 1\Iestermanden, Niels Engelbretsen, fik for hver 18 rdl. Regnskapet fortæller os, at de n1aatte klæcle steile og hjul, . idet der opføres s01n indkjøpt til eksekutiouen : 11 ti alens trær, 5 store spiker og 3 gamle hjul foruten 1 stor øks for rnestermanden. Nogen lindring har man dog søkt at skaffe delinkventerne før halshugningen. Idetmindste opføres i regnskapet "2 potter vin for fan gerne, den dag ele blev rettet". Vi fa.ar haape, at denne 1æskcdrik virkelig er komrnet de arme mennesker tilgode, og at den Hdce istedet er blit sat tillivs av mester Niels, der blev avsløret son1 en ganske usædvanlig gcrncn krab~t. De mntaltc 5 mordere var formodentlig d~ samn1c, s01n ifø1ge bytingsprotokollen hadde dræpt en kone og fire børn østerpaa, og de har uten tvil været omflakkende landstrykere. Holder vi os til Erdmann .Jensens beretning om ..denne dom i Krøniken, finder v i et eks0mpel paa den mest opnffende pinsel før halshugningen, idet arme og ben først skuldc sønderflænges av bøddelen, ucrpaa hodet avhugges og paa en stake fæstes, men kroppen lægges paa steile og hjul. Betegnende for tidens mangeHulde r otsopfatning er det, at en liten 11 aar gammel pike, so1n anmeldte de fire


15 kjeltringer, blev dømt til tugthusarbeide fordi hun havde overværet handlingen. At "lægge paa steile og hjul" eller som det ogsaa kaldtes at "radbræk.ke", benyttedes kun overfor de groveste forbrydere. Det foregik paa den maate, at man (som regel - men ikke altid *) - efter halshugningen) 111ed et hjul eller en hammer knuste forbryderens lemmer og bandt legemet fast paa et hjul, stillet vandret oppe paa en tyk stok, der kaldtes steilen. Det var som om at verdens forbandelse skulde følge slike forbrydere efter døden. En anden form for vanærende straf, der rigtignok var mindre grusom, men efter vore begreper allik:evel aldeles forkastelig·, hadde man i gapestokken. I Kristians~and blev en saadan anskaffet for en utgift av 2 mark og med jern og lænker opsat ved kirken 1671. At "sættes i gapestokken" eller "lænkes til pælen" bruktes væsentlig som en beskjæmmende stra.f for mindre overtrædelser. l\Ian vet saaledes, at den benyttedes for fremturen i banding og sværging, forstyrrelse av gudstjenesten og gateuorden. Gapestokken blev gjerne sat paa en befærdet plads f. eks. paa torvet eller som her i byen ved kirken. Synderen blev lænket fast ved en ring om halsen og var utsat for de passerendes spot. Helt opluevet blev ikke gapestokken her i landet før 1848. Ogsaa den barbariske k a g s t r y k n i n g og 1J r æ n dem c t k n ing blev anvendt i vor gode stad. Sigt- og sagefaldsregnskapet for 1H91 fortæller herom, at der er betalt skarpretteren H rdl. for at kagstryke en person og brænde merke paa hans panele. Kagstrykning foregik ved en · paa et offentlig sted anbragt pæl (kag) og bestod i slag paa blottet ryg. Oftest brukte man 27 slag av 9 ris. Den bruktes som æres- og legemsstraf og var ofte, son1 i det fra Kristianssand nævnte eksempel, forbundet med brænde1nerkning. I Kristian 5tes norske lov av 1687 anvendtcs den ofte. Den blev ophævet som æresstraf 1815 og som legernsstraf 1842. "') Kfr. det uetop nævnte ek~empol.


Brændernerkning utført.es paa den maate, at man med. gloende jern svidde ind et rnerke paa forbry<lercns legeme - oftest paa ryggen eller paa panden -- for at man kunde ta sjg i Yare for dem eller kj cnde dem igjen. Denne straf anvendtes sa~rlig overfor de saakaldte 71 iuurligc" forbrydere som tyver o. 1. I Kristiania politimuseum tindes et brændcnierke forestillende en galge. Kagstrykning og brændemerkning sees anvendt langt ned gjennom tiden. For ande n gangs tyveri blev saaledes en kvindc i Kristianssand 1743 dømt til at "strykes til kagen, l>rmndes 111ed tyvsmerket paa sin panele og derefter smttes til strengt arbeide i tugthusct hendes livstid ". At "bære den spanske kappe" bestod i at misdæ deren blev puttet i en tønde uten bund paa den ene side og med et hul til hodet paa den anden. Synderen blev i dette utstyr stillet ved kirkeporten paaheftet en seddel om forbrydelsens art. Saa sent som 1783 heses i Chr-sandske Ugcbladc : 71 Da intet tugthus haves, skal straffes efter politimesterens kjendelse enten 1necl at bære den spanske kappe i en eller to timer eller strafl'cs med halsjern ved kirken paa præ dikendag eller hensættcs noglc dage paa vand og brød ~,.

Alle de her nævnte straffemetoder har altsaa v æret an \·endt i vore forfæ dres bv. lHan tok ikke med silkehansker paa forbrydcrne den gang. Strafrcn var dem viss. 1i' or os stiller det disse tider i en n:er likhet med den mørke 1niddclaldcr med kjætterproccsscr og jes1titiske pinsler, og vi kan vistnok gaa lit fra, at disse straffemidler ikke virket efter sin hensigt. :Men paa den anden side var tiden den gang s,1a velsignet fri for al den hysteriske og falske humanitet, som i vore dage har forkludret begrcperne slik, at fod>ryderne 11u næsten behandles mere ntsokt elskvæ rdig end alle vi andre, ' hæ derlige individer. 'I'il slutning· skal ::rngaaende de i gamle dage anvendte straffe meddeles en tc1kst, som 16~8 ble v fastsat for b0dV

1


17 delens forretninger. Saav idt jeg erindrer har Jeg den fra \Vessel-Bergs r eskriptsamling. 10 rdl. For et hode med sværcl at avhn<rrre r-, t , ,, ,, :, ,, øks ,, ....... .. .. . . 8 4 En haa.nrl eller finger ,, ...... . . ... . . 2 For et hode eller en h:aand at fætte paa steile ... . For at slaa armer og ben istykker paa. en og lægge paa steile . . ..... . ........... .. .. .. ... .... . 14 2 For hvert knip med gloende tænger .......... . . . 4 For et brændemcrkc ............. . ....... .. ... . 7 For a~ piske en av byen ..... .. ..... ... . .. ... . . . ' Om den sidstn ævntc stra[ vites det, at den anvendtes overfor løsagtige fru entimmer, og den er saaledes ikke at foragte. Ta: nk om vi Jiadde den fremdeles og kunde faa se politimesteren og hans garde lægge i vei med bjerkeris. At man her i Kristianssand har holJt sig efter ovenstaaende takst kan vi vel gaa ut fra. Byfogdregnskapet viser ia Hald, at der til skarpretteren blev inclkjøpt 2 økser c)'(re h oder O<Y ·p·e h æ nder av n1ed". 71 en til at hu .:,t, r., en til at hu t:>v Knip rn e d g lo c n el c t æ n g er anvendtes h elst overfor grove mord ere, for hvem det var bestemt, at de først skulde knipes utenfor det hus eller ved det sted, hvor mordet var begaat, siden paa alle byens offentlige steder og endelig paa retterstedet fi,;r halshugningen fandt sted. 11

Tidens raahet og mangel paa oplysning avsløres paa det sørgeligste i de hekse pr o cess e r og brændinger av troldkjæ rringcr, som fandt sted i byens første halve aarhundredo. Almuens opmerksomhet var i denne tid sterkt rettet paa djævlebesæ ttelser og a nden overtro, og der fandtes desværre ikke øvrighet, som kunde retlede den. Imidlertid forbigaaes her avsnittet om heksen e, da disses historie i. Kristianssand delvis har været offentliggjort tidligere. Til avveksling i alle de mørke billeder retsbøkerne ruller op skal heller anføres et par mere humoristiske rctssaker. 1672 sees c.n Didrik Meyer, borger i Kristianssand, 2


1S men boende i K vincsdal, at være ført for retten, l'ordi han i fire aar kun to gange -var gaat til alters og for at han hadde lagt kalvinistiske anskuelser for da~·en. Han fonnenedes a.t være værre end en l\fa.meluk, siden han saa ofte forandret religiou. Eudvidere lød anklagen paa toldsvig ved indforsel av vjn, brændevin og tobak, og at han kaldte sig Didrik, uagtc t han var døpt i 81,1,g-nc og k a lclt Erik. (Fayes bispehistorie). · En likesaa 1nunter tiltale tindes fra aaret 1705, da en skipper Henrik Ochsen fra Kristianssand for "lurendreieri" blev dømt til at n1iste to fingre, foruten at hans boes1od blev hjemfalden til kongen. Han fik dog siden lov til at beholde fingrene ("\Vessel Bergs reskri ptsarn lin g ).

AdsldJlige av de kongelige forordning·cr, der omhandlet alt 1nellem himmel oQ.· J·ord c:av let anledninrr til overtrædelser . Til bekjrrmpelsc av for fro n g c 1 i g h etc n var saalcdes bl. a. utstedt paabud angaaendc pyntning av lig, og· at der virkelig har været skredet ind likcoverfor tilfælder av flotbet i denne r etning sees derav, at et par forældre i Kristianssand 1683 blev ilagt bøter for overtrædclse av begravelsesforordninge n med hensyn til det avdøde barns paaklæ dning . · Noget senere, nemlig 1717, sees det, at presten ved byens kirke maatte ilidrneldc, on1 der var skedd brndcl paa bestenunelserrw mot ekctræ skiste r. Siden vi taler on1 forfæ ngcli ghc tcn, . kan vi ta med, at den utidige ra n g strid striden om hve m der var "finestL' - ikke sjelden gav anledning til latterlige processer i gamle dage. Det kunde hænde, ytrer dansken E. Holm i sin historie, at smnaborgcre i en eller anden ravnekrok gav sig til at træ ttc om, hve1n der skuldc g tia. først incl ad en dør eller sitte øverst v ed bordet, og særlig gj:1.l dt det om i kirken at vise sig som hørende til 11 de fine ". Snobberi er saaledes ikke en ny opfindelse i Kristianssand. Det sees av en retssak fra 1720. . der handlet om to • u

'

, _,

, ;::,


19 madamer som kja~Yl et om en stol i kirken. striden mod at de hegge fik bøter.

Heldigyis endte _...,

Rettergangen. Amtrnand Hol m skri \· er i /r'opografisk Journal" i 1790aarcue, at processerne i byens f orste tid blev utført paa den kortcsre maato. Kaldscc1lerne utgik paa en lap papir undertegnet av lagmanJ cn. Vidncrne blev kort eksaminert, saa det sjelden tok over 2-3 dage at fa.a en don1 avsagt. Hvis nogen ikke fa,ndt sig for1wict med den avsagte raadstudom, blev saken indsteYnet til lagtin get og derfra til den saakaldte Herredag, som en gang a.arlig holdtes i Bergen. Videre appcl var ikk e tiilatt. Det høres h er litt forbausende ut, at byfogden ikke • nmvnes, da. dette embede blev oprettet allerede efter . privilegiernc av "'0/4 1G43. I etllvert fald nævner krøniken Søfren Thorncsen sorn byens første byfogd 1645. (I G. Probøs samlinger næv ncs han helt fra 164:l som byfogd, n1en det maa være fei la glig). Nogen bytingsprotokol før aaret 1670 haves ikke, og vi er da for d(~n første tid nødt til at stole paa krøniken m ed h ensyn til r ettergangen. Ilekseprocesserne 1650 sees at ha været fort for raac1sturetten, der blev administrert av magistraten, nwn hvor byfogden sees at ha fungert son1 d en offentlige anklager. Som domsmænd ved siden av ma gistraten var opnævnt 6 borgere - byens raadmænd. Fra raJ dsturctt cn sees en av h ekseproeesserne at ha været indbragt den vei som Holm nævncr, nemlig til la.gt1ngsretten og derfra til Herredagen. Byfogden var altsaa i den før.:;t~ tid ikke egentlig dommer. Han skuldc indstevne alle overtrædere for raaclsturcttcn. 'l'il stevn ingcrncs forkyndclse hadd e han helt fra den førsl e tid av en bytjener eller en underfogd. Fra 1662 av sees byfogden at h a foat større indflydclse i rettcrg'-1ngen, idet sakerne først forebragtes i, bytinget (u,dministrert av byfogden). Derfra gik de til raadsturetten og


saa for stiftstædcrnes vedkonnnende direkte til Oberhofrctten u1en at gaa gjennem lagtingene. (Det er dog· uvist om dette sidste for Kristianssands vedkommende fandt stod før 1710. Se herom "\iVessel-Bergs rcskriptsamling 11 /o 1719). Privilegiernc av irn;7 1662 nævner om byens rettergang, at byfogden hver onsdag ved 8 klokkeslet .om formiddagen· (man var tidlig oppe den gang) skulde dømme i de saker, der blev indstevnet for ham og sin dom videre for borgermester og raad, naa.r paastevnes, forsvare. For raadsturetten fastsattes 24/1 1688 følgende bestemmelser . . Den skulde bestaa av præsidcnt, borgermester og fire raad1nænd. Den skulcle hver mandag om sommeren kl. 8 og om vinteren kl. 9 1n0te paa raadstucn og der kjende og dømme i de indstevnte saker efter den norske lov. By- og· raadstuskriver har der været i Kristianssand like fra de første tider. Den egentlige politimyndighet hadde i byens første tid ikke egne funktion æ rer undtagen for de underordncdes vedkon1111cnde. Ifølge reg·nskap erne sees byen at ha hat en bysvend 1667. Privile t,0 'ierne av 1662 nævner o(l'saa en V undcrfogd, d('r skulde "ha kongens og byens interesser i agt". D et sees a.t undertogdcn har assistert ved tiltalen av forbryderue, og der er ogsaa ting, som tyder paa, at han har hat med fangern e at gjøre. I HG 1 opføres blandt byens faste utgifter : Byens vægter med en løn av 48 rdl. Byens tjenere ,, ,, ,, ,, 3G - og l\Iestermanden ,, ,, ,, ,, 8 - og efter bytingsprotokollen 1670 sees Kristianssa nd at ha hat baade Yægter, stoderknegt, bytjener og rnesterma.nd. 1G86 opføres underfogd, vægternc, raadstutjeneren og skarpretteren. m en nogen overordnet ledelse for disse, nogen politimester, hadde byen ikke i den første tid. Efter jnstrukscy. for Krist:ianssands magistrat av 1688 skulde en av raadmændene k ontrollere politireglenics overhold0.lse og især røre indscende 1ned at ingen fremmede silkestoffer eller andre forbudte varer blev indført. Det skulde være ham tillatt saa ofte han fandt for godt at yisitere krarnboderne. I


21 Skarpretter eller mesterrnand har byen bat ialfald 1658. Han sees ela samtidig at være skorstensfeier, saa hans indtægter som bøddel vistnok har været srnaa.

Dcsværre nytter det os ikke synderlig at studere re t s.f or handl ing c r n e s gang av den ene opbevared c bytingsprotokol fra de nne p eriode. D e t synes dog son1 om der blev vist hvad man kunde forlange av hcnsynsfuldhet for at Ja tiltalte faa føre fre m sit viclnesbyrd og faa saken tilst rækkelig belyst. Sakerne sees gang paa gang utsat 8 cla~· for at man kunde kalde 11yc vidner in.el, D e t sees ogs;in , at de tiltalte har hat anledning til at møte i skranken med forsvarer. Som r egel var dog d~n Lids prokuratorer av tvilso1n v ærLl. Juridisk utdann else hadde de nok n1eget sjeldel\. Da11skc 11 E. Holm, som har skrevet rikerncs indre historie, uttaler da ogsa;1, at regjeringen hadde et ondt øie til pro-· kurato rernc, der mindre u t111erket sig v ed juridisk dyg tighct e nd ved evne til at flaa sine klienter. Hvorledes elet st.od til med denne klasse kan rnan slutte av, at prokuratoren i Horsens tillike var skræ dder og kjøbrnand, og at Aarhus hadde to prokuratorer, av hvilke den ene var en forarmet kandestøper, de n anden en fattig student og begge uduclige . I vor cgcH by trmffcr v i lignende forhold . Krønike n ber etter, at deu l'Hrstc prokurator i Kristianssand var H a ns guldsmed, og i 1670 aars bytingsprotokol finder vi sogar, at Jens hattemaker h ar administrert r e tten og under skrevet ,, paa kgl. maj. byfogdens vegne ". I et ko11gebrcv fra denn e tid faar prokuratorernc en kraftig paaskrift. D e t heter likefrem om dem, a t de n1er e forvirrer og forleder sakernc til deres egen profit e nd den uskyldige at retlede. Et e ksemplar a v d enne type hadde Kristianssand utvilsomt i Peiter skolemester eller Peiter Normand, der ornkring 1670 sees a t ha drevet som juridisk vinkelskriver. Ha ns klie ntel synes særlig at ha bestaat av f,lagsbrødrene o~ andre 111indrc vel ~1.n.sl~revne personer son1 1

:


22 natmanden, spaakjv-.:rrin ger, troldkjærringcr o. J., og h an viste sig ogsaa selv som en slaaskjæmpe a v rette sl.:igen. Han lot engan g indstevne fogden i Mandals len, Jacob P aulsen, fordi denne hadde latt Karen sn edkers arrester e som troldkvinde. Fogden møtte ikke, i1 da han ikke vilde gaa i r ette 1ned Peiter Nor mand. Hvis det derimot h adde været en ærlig og fin borger, vilde han ha frernmødt" . Ogsaa 1721 møter vi en sakforer av samme type, nemlig prokurator Seernp, som synes at ha tat likt og ulikt a v saker til behandling. Ha n h aancs av vidnerne i i·otten for unyttio-e utflu<rter 0°· for procedure med fran ske o:::,0 • b .::, latinske fraser. (Bytingsprotokollen). t.

~

Raa el hu s og f æ n g s e l hadcle byen ikke i den første tid. Erdrnann J ensen fortæller i krøn1ken, at i begyndelsen leiedes raadst11c for 30 rcll. aarliµ;, oµ; i e n klage • fra borgerne 16L17 h oter det ogsa.a, at byen ikke hadde noget raadhus. 1650 blev det bestemt, at lagtingene i Mandals, Nedenes, Lister og Raabygdelaget skulde h oldes i Kristianssand, men det oplystes, at da der intet skikkelig lokalt fondtes, maatte tingen e holdes i borgerhuse til gcnan ce og besvær for eierne. De t bestemtes derfor, at der i byen skul<le opbygges et dom hu s, og at alrnu cn i de fire lagsogne skulde yde hjæ lp til bygningens istan clbringelsc. Jørgen See[eldt fik ordre 0111 at før~ opsyn med bygnin gen . Under hckseprocessen 1650 sees nævnt baadc raadstuc og arresthu s, men de har formodentlig v ær e t leiet. Dette sluttes av, at lagtinget fremdeles i 1653 h ar være t holdt i en borgers (Sør en Thomcssøn Schaanings) hus, saa ele t ikke er blit til noget m ed bygningen av domhus. 1655 sees av regnskaperne ,;forvaret i ttnderfogdens hus en fange". Om dette skriver sig fra overfylding i byens fængsel, eller om der i det h ele ikke er bygget nogct saadant vites ikke, men det sidste er det sandsynligstc, da det l Gliti sees bcstemt1 at fangehuset, der hittil hadde -været paa Kongsgaard hos lens-


23 herren, skul.de van-e i byen, og· i det folgendc aar sees den forsto yagtmester ansat. P æ ngslet er da antagelig blit anoi'clnct paa on eller anden vis dette aar, ela der i r egnskaperne opfores utgi !'ter til renovation av fangehuset. Byen hadde saalccles faat a rresthus, men det gik fre1ndeles smaat med domhu set. 1685 heter det saalcdes i en memorial fra stifiarntstu cn, at rand- eller dornhns ikke er ble,·et opbyggct, fordi 1nidlerne h ertil ikke 01~ indkon11net. Det følge nde aar faar byen et n yt arresthus, idet det nemlig i privilegierne av 15. juni bcstcmn1es, at eftersom forr ige præsident Nils P eder sen en tenunelig summa penge til byen av dens oppebaarne midler skal være skyldig bleven, ti I J,ds betaling intet andet skal være blit erterladt uten et litet træhus der paa stedet, saa har magistraten samme hus v ed lo v1ig n1cdfar t i betaling paa byens vegne a t anamme og de t siden til arresthus at lade indrctte, saaledes at underfogdeu, som dermed indsceude bør have, ogsaa værelser der til at bebo k,m bekomme. E t par a.1r efter blev der ogsaa en utvei til et midler-tidig r aaclhns, id.et kongen 1688 bestemte, at naar præsiden t Rasmus P.iseher har faat betalt sit til raadhu~ og stadskjelcler inclrettecle hus, der er flyttet fra Arendal, •la skal den samlede magistrcit disponere over kjcldercn og enten selv drive den eller bortleie den til andre paa en saadan maate, at alt ved maalet og tapningen forsvarlig iagttag·es. Senere blev de r bygget et eget raadhus for byen, idet der i forskjellige privilegier - saaledes 1686, 1688 og 1690 blev fastsat en del boter til raadhusets opbygning. Det vil imidlertid f11re for langt bort fra denne artikels ramnie at følge raadlrnsspørsmaalet videre frem. (Eftertryk l'orbydes).

Karl Leewy.


24

Eidsvoldsmand Ole Knudsen Tvedten. --

Av

Olav Vaadne. -

Ole Knudsen var født 1758 i Valle, Sætesclal. Han var lensmand i distriktet og eiede tillike et bruk paa gaarden 'l'vedten. Paa Eidsvold møtte han som utsending fra Raabygdelaget san1men med sorenskriver Bryhn og gaa;·dbruker Eivind Lande. Som de fleste bønder paa Eidsvolcl d~ltok han litet i grundlovsarbeidet, saa det vi hører om ham derfra skriver sig fra dagboksoptegnelscr l>l. a. av eidsvolds1nanden Jacob Aall, der skildrer han1 som 71 et eksemplar fra den gamle oldtid, redebon til at nnderstHtte en mening med dj ærvc, ja blodige midler". Som lcnsmand i distriktet hadde han adskillig at gjøre for sorenskriveren i vestre Raabygdeln get og jeg skal i det efterfølgende offentliggjøre endel forretninger og brevo fra ha1n, idet det gir et klart billede av eidsvoldsmandcn fra Raabygdelaget. Som sætesdøler i alrnindelighet var odelsretten hans specialitet, og at han som Aall siger, var redebon til at understøtte en mening med djærve midler, fremgaar av nedenstaaende brev fra stiftamtmand Schouboe til sorenskriver Andreas Kiørboe saalvdcnde : ., ,,Igjennem Foged Bull er Stiftet tilhændekornmet hr. Sorenskriverens Andragende af 1 lte ds. hvori De paa Grund af Lensmand Ole Knudsen Tvedtens brugte Udtalelser i henseende til den af Dem under 9de f. l\:L afsagte Dom i Odels-Sager imellem Kittel Knudsen 'rvcdten paa sin Myndtling Gunhild Ols-Datter Riges Vegne og Ole Aanensen Rige indstiller: at bemeldte Lensmand J naatte vorde suspenderet og sat under Offentlig 'l'iltale ; i hv ilken Anledning De blandt andet har foreslaaet, at 8orenskriver Bryhn maa tte vorde beskikk et som 8n-ttec1omrncr j S"1gen; men da br--


25 '

meldte Sorenskriver har erklæ ret sig uvillig til at behandle denne Sag i fornævntc qvalitcr, sna nrn,a jeg forinden videre i denne Anledning foretages tjen stl ig anmode D e m behagelig at indkomrne m ed Porslag paa en anden som dertil kan vorde beskikket. Christianssands Stiftamtma.ndskab den 30te Novbr. 18 12. Schouboe. Hvorvidt lc ns nrnnden blev suspendert og sat under offentlig tiltale kan ikke sees. Imidlertid har han omkring to aar senere paa sorenskriverens vegne avholdt nedenanf ørte forhør. Ano 1815 den 22. februar blev paa gaarden 'rvedtcn afho1dt et præliminmrt forhør over 3 personer, der have begaaet ulovlig brændevin ssalg efter stifte ts brev av 30. januar d. a. Lyde nde saalcdes s01n herefter føl ger : "Por stil'tet er anmeldt at af-skediget uncleroffie er .J ørgen Vraalclscn, Tellef Knudsen og Sallen1und Nicolaisen Dall8, alle ar Valle præstegjæld skal fra byen have h.ieml'ørt og udso]gt brændevin til bygdens folk ; da, elet nu e1· saare vi t,0 ·tioti, at den. under kri!?.·en noo-ct stanclsede brændevinsclrik ej ig icn skal blive inclført, saa maa jeg a n1node hr. sorens kriveren om at optage h erover et præ liminært forhør, og saafrernt de anførte skul.le nægte factum da tilsarnme h1elkalde de p ersoner som h erom rnaatte kunne afgive forklaring og som formentlig lettclig vil indfindes, hvorhos de sky.ldiges forklaring rnaatte indhentes om de uclen sagsanlæg vil betale de ved forordn ingen af 8de rnarts 17 ;>7 fc1stsatte bøder. Clirist iaHssands StifL.nntmandskab, 30te januar 1815. Schouboel'. LJ

;::,

1Hodtaget Ycd min lliemkomst fra maa n cdsthingen c og et forhør den 1 lte l'ebru ar l Slf> om aftenen. Kiørboe.

Hr. sorcnskri vcr Kh1r1Joes · paatcgnin g eller ordre til mig lyder saa ledes : "Da andre rorrctninge r ikke iillade r mig nu at r eise t il Valle igien, Si.ta ville lcns~na11clcn Ole Knudsen 'l'vcdtcn


26 uopholclelig efter tlc angieldenclcs forcgaacnde indkaldelse afholde det i denne ordre befalcde forhør, og derunder æske deres erklæring om de i mindelighed vil udrec10 deres forhrndte bøder med 20 rdr. sølv væ rdie for hver; skukle de nægte factum, haver lensmarnlcn m ed rnnligste flid derom at søge oplysning v ed vidner. Sansnart forlun-e t er afholdt Lliver det n1ig at tilsende. Klep den 1 lte februar lH I:). Kiørboc u. Ang jæ ldende mødte efter jndkal<.lelsen forst Sallemund Nicolaisen Dalle, som efter tilspørgcndo aldeles fragik at have solgt brændevin og erklr.crede sig nskylclig op; beraabte s ig paa bevis: 80111 vidn er om hans forhold rn ecl ud salget bliver at indste vn c Ole Olsen Home og Biørn Eve nsen Vige11. Ligeledes mødtc og solclaterue Tellef Knudsc11 og .Jørge:n Vraaldsca q væstacl, som enstemmclig tilstode, at ele havde ført hiem nogle potter bnendevin og solt nd og lagde til at de ::1ldeles Yare ul'orn1ue11de at ndrcrlc de store bøder, men vikle bede om naadc og ey om retten, og tilbød sig at gi0re deres ed paa at de ey viste andet end elet var e nhver nu i den senere tid tilladt. Datum ut supra Ole Knudsen Tvecl ten. Vidner ved forboret Tor Olsen Tve cltc n, Arne Drengsen ibide m. F or rnoder j eg kan i n dse11de de Uc forhør naar lcnsrnarn len : l. A[hørcr de mnncldtc Yiclncr Ole Olsen llome og Biørn Eve nsen Vi gen om Salkrnuncl Ni cola isen s brrendevinssalg. 2. Indta;er T elle f Knndsen og .Jørge n Vraaldsen Qvæstads bestemte erklæring·, om de ere Yillige at underkaste sig amtets resolntion for deres tilstaacdc forseelse. Klep den [)te rnarts 181C>. KiørLoe ((. ;1

Til vælædle hr. Eorenskriver Kiørboe. Efter h1dkaldc·lse den 13dc marts indfandt .Jørgen Vraaldsen sig og Tellef Knudsen og cnstemmeli~ er~d~r~de,


27 at de vare villige at underkaste

~1· L) ()'

u

a111tets resolution for

deres forseelse. Tvedten den 13c!e marts 1815. Ole Knudsen. Vidner: Biørn 01scn og Arne Drengsen Oueskar. Ligoledes har jeg den 9de maj a[hørt 1. vidnernc Ole Olsen Home og Biørn Evensen Vigen angaaeude Sallemund Dalles bræ llde\'inssalg - <;!'ter tilspørgende svartes saaledes at h~n havdc bekommet ~1. :! potte brændevin paa arbejdo men aldrig kiøbt fol' penger ey heller seet andre kiøbe noget. 2det vidne Biørn Evensen Vigen forklarede sig saa, at han al<leles ikke havde kiobt brændevin ar Sallemund ey heller soet ant1re kiøbe, men kiøbtc en hest af Sallemund pa.a hsilke handel bldv drukket en kiøbskaal som ey blev betalt med penger ey heller sknldc betales og sagde sig uvidende om Sallcmunds brændc,Tinssalg. A:irsagcn at de tte. l'orhor har ligt saa længc hos mig, er det ene vidne har v,:erct i byen og øster, det andet va1· mm, beder dog sorenskriveren have mig unclskyldt. 'rvccltcn den 9dc rnaj 1815. Ole Knudsen. li'ølgcskrivclscn til sorenskriver Kiørboe hvorved nærværende forhør ilHJsencles lyder saa : ,, Velædle hr. sorenskriver Kiørboe. Herved sendes dem det længst siden befallede af-holte forbør som jeg ry har kondet ud-rcttet da vidnerne ey har været hie mc og d e Yidc ingen oplysning om Sallcrnnnd Nicolaisen Dalles brmndevinssalg saa j eg syntes lige saa snart dette burde ncdlæt·.i.tcs hvær kiærliQ't hilset fra os alle og h \·ter velkommen til 'fingc t lev v el ønskes Ole Knudsen. P. S. Jeg maa bede sorenskriveren med et par ord melde mig om saa er at stirtamtmanden kommer til Tinget." I april 1816 har daværende sorenskriver mindet lensmanden om, at han i anledning av mulige skifter i distriktet nrna indsendc anmeldelse over anmeldte dødsfald. Som svar herpaa rmforcr lcnsrnanden : 77 Edcrs vi~lædelheds brev af 3. april er n1ig den 10, 1.- l..1

1...1


28 sammes modtagct angaacnde cløclsfald-anmeldel se som Jeg har oplæst af Kierke-bakken - og uagtet dette er af mig og sorenskriver Kiørboe til foren bekicndt angaaende elet same baade af Kierke-bakken og Ting en dog meldes ingen nogens døds fald - Gud ved vorledes de tænkcr elet er clog cy andet end folket læger ikke rna:rke til vad som 6plæscs og dette kan de ey med men er noget som er nøyt for dem altsaa er det en lang tid forend dette korner i sin nette gang - nu meldes dem de doclsfald jeg er vidende om uden nogen anmeldelse til mig - - - Forfalds-Lysningeu til april maaneds-Ting kom til mig kloken hal 6 den 6. april om aftenen san. den ey konde oplæses som koude ogsaa være det sa1ne enten den kmn tilleg eller sent da her i mit hele distrigt aldrig var en stævning ey heller kom nogen almne num enhver saa og viste at her var ingen frem-komst altsaa kan min <.,~:ode hr. sorenskriver være i dcnc honse<~nde ganske aHgcrløs. Jeg forundrer mig over at her er cy komet '!'ing -Brevet cnu som jeg fornnoder dog bliver i mcdi jnny rnaaned. Vær velkomcn til Tinge t og lev v1:-x:.~1 det ønskes ar din 1·ingc ticncr Ole Knudsen Tvedten". Under 17. mai 1816 sender han sorenskriveren føl-

gende brev : ,, Væl<.edle hr. constitueret sorenskriver N crdrorn. Jeg har modtaget deres brev af 8de dennes med indlagte forfalds-lysninger angaaendc odclssagen paa gaarden S0,:..:11eskar saa gi vcs dcn1 herved til kiendc til efterretning - :.1 t den sag er af hr. fogden Astrup beram et at atholdcs den llte J·un.v 0°· J O forfalds-lvsnin°·c11 er til l~te 0°· h i korner til os den Hele eller tilcg om morgenen den lOde clito som er J ste 'I'ing-u.ag. - Vil du have den udsat den bentmede dag saa skal jeg forkiønde den da for stedet er her nærved altsaa lader jeg det bli ve herved HU har i dog alt fa.aet rni t brev mecl ele td'ltoldtc ]{cgcsteringer med niere inlagt s0111 jeg- heder dem give mig; til og ey være vred pna mig for jeg s,ia lrenge blev burte 1ned at b~svare deres bre.v af ~;. april - som var meget ilde giort jeg er nu i dette aar bl.c ven saa uregtig i 1nit hou.c siden min fMH ·1,nwl 1,)1ey s,Yf-;' ~

~


..,.,

')( I

1 host 0°·;:, h1cv seng·cli0' ' .:,i:,'(mdc

i "18 n.!!.' gik ., e r for han c.l0cle -- ,_, jeg til ham nætter og dage og vnagecle over lunn blev Jeg saa glemsom at jeg har næsten ingen hukomelso son1 ey var meget ,nt undres, jeg mistede den som sknldc v ære nlin største tnJst i aldcr-domcu, bliver jeg cy licdrc sindet og elene sorig vil fald e n oget l>urt tror jeg mig ey at være i stand til at udrettc n1it brødløse em bede men rnaa leve og næ re mig 1ned harven og plauen. H vær foralting venskabeligst hilset fra dores ti.enst villige ticner Ole Knudsen 1'vedtcn t: . 0

Etpar aar efter er imidlertid Ole Knudse n i einbedsforretningcr paa gaarclcn .Rygnestad, saa det blev nok ikke noget av ved at fras i sig sit brødløse embede. Om denne forretning tilskriver han sorenskriveren følgende : ,,Til hr. sorenskriver KiHrboc . Her sendes dem Anti011en paa Rygnestad som jeg udrcttcdc med megen møye jeg sad den hele dag paa Rygnestad førcnd jeg konclc faa solt burt L øsøret, fol'st blev jeg fordrervct i kiæl'ten 0°· tili<re frøs •]°C::,0 ' næstcn i hiel J'eo· b b t, maatte siclc udfor doren om det var aldrig saa kolt da folket var saa m eget at det ey konde foa Ho111 indc, j eg kan mell snnhecl sige, at jeg h::ir aldrig i nl min levetid haft værre og kiedsorn eligere cLigsarbcidc og der er vel some ting som i cy væl kan skiøne men jeg skal rote den1 om same naar vi find es, d et vmrste er den 3die aution a.ngaacndc gaardcn R.ystad jeg ey ornbladet, blev ey vare hv~.d i ha.vde dor skre vet for en altillg var forbi, n1en jeg t mnker at drt er i den same meining det vi have bege skrovet. Hver hilset fra os alle med alle d inc. rrvcdte_n d. 4. maj 1818. Ole Knudsen (( . Jacob Aall siger i sine dagboksoptegnelscr fra Eiclsvold om Ole Knudsen, ,iat han spiller den sletteste rolle, han er ofte drukken og larmende han fortjener i sandhccl ikke pln cls i en forsamling der burde være saa hæderværdip;" . Som tingvært h ar han n ok ogsaa spillet en slet rolle, hvilket fremgaar av n edenstaa8nde brev som han efter tinget har sendt sorrnskriyere11.


,, Vælædle hr: sorenskriver Kiorbor.. 'I'nk for din Nærv æ relse hos os cndskiønt jeg v1st~ lidet af Tinget denne gang sua kan man se at gamle folk kan ogsaa lade sig forforC', rn an skuldc tænkc at ~eg engang skulde L æ re, 1nen den s over-gang tre [er alt for tidt i aar har jeg nok haft 2dc Tnrcr men nu tænke r jeg dene skal hvere de n siste, jeg haver cy væ l't at gi ørc mange unclskiøldninger -. m en de t forntc skuldc hnft vcre t og bedet dem cy være vred paa mig for dette ki edsommclige jeg har nu lagt til Sængs i 3 dage ar h ugv::-erk i k a n tæ nke jeg skulde gicrne reke mine fin ger op og giør c min Ed paa jeg viste ey af Tinge og at i aldrig var pn a T ved tcn jeg tror jeg rnaa have været bleven gal jeg slutter at det er det heim e-brente bræ ndevin brent af fr0sne EL>lcr som forstyrrer saaledes hodet. Jeg skulde bede Sorenskriver en fra Jon Olsen Ki øn ·estad der vil bcgimre p cugc -Laan om i for gode ord og betaling vil giv e hmn pa nte~1tcst om ll\~orvid t pantet er frit for h eftelse Gud løne clig høilig den rnand ha,n er saa yderlig forlegen. i øvrigt hv er for alting hilset fra os med snilde kone og datter og lever vorcs gamle ven sk ab. Tvedten d. 25. april 1820. Ole Knudsen ". Under 20de oktober 182 1 sender h an sorcllskri ver Bille Kiørl>oe følgende brev : ,,Hr. Sorenskriver Bille . Jeg rnaa bede dig vide at jeg var aftalt m ed deres fuldm ægtig Lund at jeg skulde bl i ve ti lsc11dt de ido au ksio11sforretnin ger baade den gaml e og den siste over skatternc for disse er jeg i høyeste forl egcnhcd for at jeg ønsker dem tilsendt med bringeren h era[ 0111 det li var mulig. Alle Regesteringer skal blive fæ r dige til T in get. 1. Polke Qvæstads og kone 2. Knud Berges og Søstres 3. Knud N eslancls og k ones 4. cl'ler ~lichdd Rygnestads kon e 'l'orLfor og jeg skal bringe alle vcdkon1ende at møde og naar du


fi1ar kn ll ft-.io11 maa vel disse sl11t0s, hehcrr0r se}l(le dem da de cy crc all e l':Prdigc.

.J

(H)"

-';-,

vel ey at

Ligelegcs maa jeg- bede dig at du [or U udsskiøld ey l.wramor for indcværcnclc aar rnaaneds-Tingene hos mig da jeg i saa. mange aar har været plnget m ecl Tingene dette loYede din Salligc af-dode fader mif~· at jeg h er efter skulde slipe dem og dcrl'or beramctlc dem i Sogneskar eller i Præste-ga~inlen, men det forstaar sig du skal selv k orne til 1mg og Vi.erc meget vclkomcn, h v~Dr foralt kiæ rligst hilset fra din. Ve n Ole Knudsen". ,, rrveclten d. 17 de november 1826.

S

rr ..L·.

hr. sore nskriver Først.

H erved sendes c1ig in1agtc en Regestering efter Sigur Sanclnes's kone - d et Rensdyr vi talte om til din faders guld-brøllop ko11clc jeµ; umulig bekome en <log jeg giordc mig al umagc t il at faa same men alt forgiæves -· Gud velsigne dig send mig de n lille aution over det solte Idød O!.!: tal O0 • m ed. mere ) 'I'rond Morte nsens tilhørende 0°· sæd ler u t, hvad e nhver skal betale, jeg har hørt a.t vorcs skriver cy er enu k ornen - skatte-antionen beh øvcdc jeg ogsaa jeg har ingen at til vende mi g til uclcn til clig clcn tid da baade skriver og fogd ey er hieme -- 1m k orner j eg os ter m e d 2 smør-Læs i vinter m on hvnd vcy :jeg korn e r vides ey kan jeg· ey korne frem over he yen saa korner jeg til dig rn in gode von som bliver vol ta~n kclig den siste gang vi tindes i <lete liv. Vær nu for alting kirer1ig hilset fra din ga1nle sande ven og en gla.'clclig Jule høytid til ønskes dig n1ed alle dine. Ole Knudsen. (( ,1

Tvcdten d. 13de januar 1832.

V ælædlc hr. sorcnskri v er Søegaard. faa har dig lidt

Her sendes dem iJclc Rcgcstcringer og flere skalt du naar du korne r h er op til os. Liste over de døde i aar jeg ikke færdig førend du korner, men nu maa jeg bede væ re saa god og tage med dig en flaske brændevin og sukker laane mig her er ey en potte brændevin i h elle


prmstegiældet da her har ingen været enn til byen. vei• komen op til os. ]Erhdigst Ole Knudsen." I neden:1nfortc brev skal vi se naar lensrnanden optrær som lovens haandJuever i distriktet. Han sparer heller ikke da paa krntct, men bruker kraftige uttryk i sine indberetninger. S. r.r. hr. Foged Nielsen. I aften den 2den april blev jeg hentet til foullougsmand Daniel Tarjeisen Sogneskar, og ved min ankoinst did fandt jeg ham · ligonde i sengen aldeles forslaaet, oprevet og blodig i ansigtet, saa at jeg nrnd moic kunde kiende hans a.nsigtstræk, desforuden klagede han over stærk trykken for brystet. Paå 1nit spørsrnaal hvorunder han havde faaet dette n1eldte han mig at han iaften paa veien til sit hiem Sogneskar efter at han huvde været ude for at forkiønde stevninger til næste forligc1scskommission blev indkaldet af en person ved navn Bjørn Knudsen Klokkestuen som først skjænkedc ham med brændevin. Imod sin villic fulgte han med lunn, da nu Bjørn havde overskjamket ham og Daniel ønskede at han skulde følge ham til sit huus lovede ham baade mad og drikke herfor, tog Bji,;rn ham og efter at han forst paa veien havdc mishandlet ham, lagde ham paa en kja~lke og mod Daniels villio kjorte ham ind til sig og ogsaa der mishandlede hain med slag og kloren. Efter at Daniel havde faaet det lste slag faldt han i en saadan bedøvelse at han ikke siden ret erindrer sig, om aftenen blev han kjørt hiem til huus. Dete som det synes·for den ofentlige rolighed sa.a farlige handling føler jeg min pligt at m elde hr. fogden. Tvedtcn d. 2. april 183[>. Ærbødigst Ole Knudsen. l' Ole Knudsen var gift to gange. Første gang med Guro Gunnufsdatter, og anden gang med l\f argit Olsdatter. Skifte efter hans første kone blev afholdt i 1824. Han var saaledes ingen ungdom da han giftet sig anden gnng·. Under 16de juli 1836 oprettet han følgende tes tament med sin anden hustru.


B3 "Da jeg undertegnede nu er gannncl og sYag og· hvæt dag ruaa tmnkc paa Døden og paa grund heraf vil jeg forindcn SY,tgheden o,·erfalcler mig see min hustrne og srnaae børn forsj;rgcde erter min død, thi or det jeg herved erkjenclcr og vittcrligg'jør at ha ve overdraget og t estamenteret halvdelen i min eiende gaarcl rnatr.no. 23 af skyld 1 hud og 8 kalvskincl Tvcdten i '\Valle sogn til 1nin hnstrue lHar· gitc Olsdattcr 'l1vedtcn saalocles at hun ~fter min Død skal have frit brug og ra.aclighcd i bemeldte halve gaard Tvedten saa længe hun lever enten hun efter 1nin Død tinder det tienligt at gifte sig igicn eller ey saa skal hun i ane tilfælcler have frit brug og raadighed i be1neldte halve gaard Tvcdtcn saalænge hun lever foruden nogensomhelst Landskyld til de odclstberettigcde men hun skal svare de Konforordnede Skatter 0°· g eli!!e ,, C ud bo·ifter so111 efter Loven bliver paalugt at betale af halve delen i bemeldte gaard 'I'vedten. Ole Knudsen. u Til vitterlighed : Sveinunoo G-unlcksen Harstad Ojcrmund Kittelsen Harstad . . Ole Knudsen cl,H.le i aarct 1837. Han ligger begravet paa Valle kirkegaard, og til rninde om eidsvoldsmanden har valdølernc reist hnm en bautasten med inskription: ,,Bonden skal ha sin Odel." Under arbeidet med bautaen kom det imidlertid paa tale at stenen burde finhugges og avpudses. Dette motsatte lcnsmand Ole Lund sig, idet han fremholdt, at en grovhuggen bauta, utrørt av en massiv granitblok passet bedre til omgivelserne likesom den gav et bedre symbol av avdøde, der i sine ord og handlinger ikke var nogen avpudset og avslebet mand.


34

Sannes-visa. Ved

Jon Løyland.

:For umlag 100 aar sidan livde eler pfta Sannes i Stinnes sokn, Smtesdal ei cnkja heitte 'I.1orbjørg Sannes. Ho var enkja etter Jønmd Sannes. Torbjørg git'tc seg att i 1821 med Knut Olavson, han var skulch,1ldar og 26 aar gamall daa. Far hans var fraa Nomcland i llylcstn cl, m en Yftr paa d enn e tid bruksmann ut i Austad sokn. Segui forte! at 'l'orbj~,rg fyrste gong saag Knut med kyrkja. Ho lika han so godt, at ho fekk han henta heim til seg, og i bllrssvali ha dei sitt fyrste møte. Knut flutte snart til Sannes t'or allstødt. Torbjørg var rik. H o hatlue ganlar baade paa Sannes, Skomedal og H orvei;a k. Daa h o døydue, ervde Knut alt etter h enne, han fekk seinare 11amnct Rik e-Knut. Torbjørg døydde i -1841, og aaret etter gifte Knut seg att m ed lV[argit Taddaksclottcr Lidtveit, ho hadde fyrr vore tenestgj enta p3a. S;,rnn es. Med h e nne hadde han tleire born, m ed T orbjørg hadd e han ingi. T orlJjørg fekk Kuut Villand til dikta ei visa daa .Jørund, fyrste mann en, v a r d1-id. Ho lika visa so godt at han fekk ei Lunna k orn i diktarl,c1 11. Visa som vart dikta i 1821 er kjcnd etter heile Sætisda.lon. Knut Villand hadde au ord for Yer a ein glnp cliktar. Vi sa rokk visst uturn Sætisdalen au. E:2,· hev lwy rt henne urntala og funne stubbar av h enne baadc i Aasera.l og V cnnesln 7 og t ru leg er tle t ho var kjend e ndaa vida r c . H er e r h o :

aa

0 na,1d erigo G ud og fader, Ju enkers dommer og l'orsv ar, Jeg ved du aldrig tlem forlader, som sin fortrøstning til di g har. Ak hør clin tjen e rindes graad,

som daglig gan,r med oine vaad.


Jeg med mm egteven har levet i femten og i tyve aar, og stcdse udi velstand svævet, fuldtakkc Gud jeg ei formaar. Men nu har lykkens hjul sig vendt, Nu er de glædskabs dage endt. Nu staar jeg her forladt og ene (?)

1 )

jeg er et træ foruden fru gt, i sorgen svæver jeg alene, ret som et liv der er tillukt; Thi 1nine born, som Gud 1nig gav, de hviler i den mørke grav. Jeg sørger som en turteldue, naar den sin mage har forlist. Hvad nytter rigdom og formue naar som fornøielsen er mist? Thi glædskab~ sol den daler ned, og sørgenatten finder sted. Det gik med mig paa samme maade, ret som med Job i fordums tid. Den fromme mand lod Herren raade, han sagde i sin modgangs tid : "Den Gud som gav, han tog igjen lov ske hans · navn i himmelen !" Jeg tie børn til verden fødte, det var et laan fra himmelen ; det ene efter andet døde, den Gud som gav, han tog igjen. Jeg flere børn slet aldrig faar, thi det naturen overgaar. 1)

Denne lina er bnrte i nppskrifti.


36 .1 eg saa med lyst de unge poder,

min glæcle va r ele planter sniaa. Jeg tænkte, som var deres moder : .m in alder8 trøst de bli ve maa. l\Icn døden rev dem fra mig bort 0°· 0 t,·J· orde deres liYstid kort. 0

l\fin egteven og b!ffll de h vilcr nu deres ben i sorten muld ; 1nen sjælen den i himlen smiler og lever der saa frydefuld. De er i bedre tilstand der, langt bedre end en keiser her. De staar med lange hvide klæ der staferct ud for lam1nets stol. og li rsens krone skjøn de bærer og skinner blanke som en sol. De henges ikke mere hid til denne verdens storm og strid. Nu har de seiers krm1sen fundet, uu bær' de seiers palmegr e n, de synd og død har overvun<let og er til bryllup med Guds søn. Der ser de den treenig Gud, og sjælen den er .Jesu brud. 0 vikle Gud os naade givr, at vi engang rnaa komme did hvor vi Guds cngle lig skal bli ve og skne der Guds a.nsigt blid. D en sjml, don sjæl er ly kkelig so1n fan.r av naadc himmerig. Vort liv er som et lys og lue; hvor hastig kan det_ slukkes ud !


37 Hvad kan os gods og rigdo1n due naar vi skal følge dødens bud ? Betænk du er som græs og hø, bered din sjæl 1) thi du skal dø. Hør dn som g·ods og rigdom haver: betænk det er et laan av Gud ! l\Iisbrug derfor ei Herrens gaver, men hcnk paa dødens sidste bud ; betænk her stunder til en dag qa du skal gjøre r egeriskab ! Den som har tro husholder vmret, han kan gaa dpden glad imod, <len arme med sit brød ernmret og været mod den fattig' god. 0 høilyksalig er den sjæl, elet gaar ham hisset evig vel. Naar du i Jesu navn vil give den anne i sin nød og trang det dig igjen betalt skal bli ve i himlens evig frydesang. Der faar du tusend fold igjen af ga'Ver god' i himmelen. Hvora[ vil mennesken sjg braske som dannet er av støv og muld ? Vi er kun idel støv og aske, dertil uren og syndefuld. En usel orm er menneskcn naar Herren tager sit igjen. A k, naar jeg tænker lidt tilbagc ela a.lting efter ønske gik, 1)

eller : dit bns.


38 da for da

n1aa jeg lønlig sukke drage, alt saa hastig ende fik. Naar vin af fadet rinder hen, har n1an bærmen kun igjen.

Vi ved at oldinger er svage og efter dø den følge maa., endel maa dø i manddoms dage endel i bedste ungdoms aar, endel i vuggen ligger stiv endel maa dø i moders liv.


39

"Forslag til Skolevæsenets Forbedring i Flekkefiord. Et Forsøg af Søren Schive Stedets Præst.

1 )

Da v elvre rdige og Iløylærde IIcr r Prov st Reiner, foranlediget a f Stifte ts til h a m gjorte Anrnodnh1 g, a t medclcle det de ar eiet Høykongelige Dansk e Cancellie forlangte Oplyf,11in ger ,;om Skolevæscnets næ 1.'va Tende rrilstand i L a des tf·tl. t Plckkc fj ord og smn mes H ensigtsrn æssige F or bedring ", ha.1· IH·cj ær cL mine Jk tæ nk11in gcr, denu e Sag angaaende; an sccr jeg det for c 11 li gesaa v igti g-, som kj æ r Pligt, efter Evn e at bidragc ;\I it, til at delte vor gode Regjerings veldæ cligc Oj cmc<l paa den bcclstc og for Ste det gavn1igste l\laacle k all vorde npll aact. J eg l'rcmlægger derfor dette mit Forsøg til Vedkornmc ndcs 11rermcr o Bodomm elsc. f..:. 1 ~·

Om S~,olevæsenets nærværende Tilstand i Flekkefiord. Paa Stedet er fo r næ r værende 1'id een offentlig Skole, hvor saavcl den højer0, som laver e Borgerclasses Børn nyde frie Underv iis11ing i L æ sning, Christenclom, Regning og Skrivning. Ved Rkolcn er ansn t en Læ r er , der h ar frie Bolig, fri t Bræ nd e og 30 rd. aarlig L øn. E nh vcr vil lctteli g inclsee, at lllgcn, end ikke den ringeste Dagløn ner, kan i disse kostbar e Tider leve af 30 rd, og at denne usle Betaling en clnu mindr e kan væ re Belønning for en duclig Skolelær er s ligesa a m0jsomm elige, som vig·tige Arb ejclc. l\Ian har derfor ogsna v ær et n od t til at lempe sig e fter omstæ ndigh ederne, og da Skolens Indtægter /: som siden pan, sit Sted skal v orde anførte :/ ikke ta alPde at afgive m er e, har man pan. b ed sto l\f aade søgt at afhj elpe 1)

uprenta aktstykke i Det dauske Riksarki v.


40 denne Mangel ved at forene Skolelærertjenesten med Klokkereinbedet og tilla.gt Stedets Klokker omtalte 30 rd. uarlig, for at holde Skole. Den nærværende Skolelærer er Student og lGokker Bent Schare, der, foruden hans tiltagend e Alderdom, heller ikke besidder det heldigste Talent til at undervise ur.gdommen. Skolebygningen, der til dette Bru,~ er givet af Kjøbmand Anders Tjørsvaag, er baade ubeqvem og brøstfældi g. Børnenes Anta!, der freqventere skolen, kan omtrent være 60 a f begge kjøn. 2 §.

forslag til Skolevæsenets bedre lndretning, i henseende ti I det Locale. Stedet, der i den senere Tid meget har tiltap;et saavel i Folkemæ ngde, som Velstaad, og især den mere formuende D eel af dets Ind vaancre, har læ nge savnet og ønsket en bedre indrettet offentlig Underviisningsanstnlt, hvor deres Børn dcels kunde oplæros i de Kundskaber, som ethvert Menneske behøver, der engnng skal vorde et dueligt og nyttigt Lem af Statssamfundet, deels hensigtsmæssigere dannes til deres tilkommende Bestemmelse, der efter Localiteten, for det meste er Handel og Søefart. Dette vigtige Savn kunde afhjelpcs og dette billige Ønske opfyldes, naar der, foruden en Fa ttigskole, blev opr ettet en Realskole, som begge kund0 være i een Bygning og føre Navn af Flekkefjords Borge rskole. Hertil udfordres : 1. En nye og vel indrettet Skolebygning, da den gamle baade formedelst sin Ubequemhcd og Brostfældighctl er aldeles ubrugbar. Denne Bygning maatte beslaae af 2de Etager. Den nederste Etage rnaatte afdelcs til 2de rummclige og lyse Skolestuer, den ene bestemt til Realskole, den anden til ~,attigskole, tilligemed et Kammer ved Siden, hvor Pig·ebørn~ne kunde særskilt undervi ses i at spindc, sye, strikke m. v . og et Kjøkken ti l Drug for de ansatte


4t Læ~:ere, der vikle holde sin egen Huusholduing. I den øverste Etage rnaatte indrettes beqvemme Værelser til Beboelse for Skolelærerne. 2. En Overlærer, der var Student og hels t en Attcst:atns, som nærmest og forn emmelig skulde h ave at bestille med de Børns Underviisning, hvis Bestemmelse fordrede m ere Dannelse og st·ørre Cultur; dog skulde h an tilligc have nøy ngtig Tilsyn m ed Uuderviisningen, i det H ele betragtet. Denne l\Iand bør, foruden frie Boelig paa Skolen og frit Brændc, ny de on nnstændig L1-m; og m a n t ør tillige gjøre sig det Haab, at Hans ~Iajestæt, i Betragtning af den nytte han stHtcr for det Almindelige, hertil vil læggc et allcrnaadigsto Løfte om Forfremmelse til et bedre og 1-mskcligere Lovcbn,d efter 4 a 5 Aars velrorr ettet 'rjencste ved Skolen, da Iugcn synes at lia ve et billigere Krav p an Hans :Majestets Naacle, end den, der har opofret endcel nf sine bodste Aar til et saa bynlefnldt og alrnecnnyttigt Arbeide og gavnet Staten, ved at danne oplyste og værdige Rorgere for den. Derved vikl e ogsaa Stedet knnnc gj ør e sig et desto vissere Haab om at faae en ky1ulip; og duelig J\Iand til at beklæcle . denne vigtige Post. 3. En Unclerlærer, hvortil kunde væ lges en Sen1iuarist eller et andet be<1vernt Subject, hvis Pli gt det var at undervise de frtttige Børn i ele til der es Bestem melse hensi gt smæssige kunclsk aber , ligesom ogsaa den h øjere Borger classcs Horn i de 1,orkundskaber, som behøvedes, forindcn de kunue antagcs i Hcalskolcn. Nnar engang den rnn·;t-rende Klokker al'gaacr, kunde en Underlærer lon nes af Klokkere1Hbcc1c ts Inclko1nster , irnocl tillige a t at forestaae Sangen i Kirken og besørge a ndre dette Eml>e<.le vedkormnendc Forretninger; imidler tid kunde Klokkeren Be nt Schare ben~1ttes hertil, imocl a t beholde do forh cn a Il meldte 30 rcls. narlig Tillrog. 1

Saavel On:! r- som 'U llLlerlte rcren maattc af Biskop pen eller Proystcn, forinLlell de lJlevo anstLtte, noje prøves,


42 om de havcl e den til deres Embede fornødne Dnclighed og Beqvcmhed. Anm.: Skulde de n a[ Hans 1\lajes tæt forlængst approbererlc Plan til de omgrændsende Kalds Forandl'ing og bedre Inddcli ng, hvorcftc i.' Hi tten:,e skal forenes med Flekkefjord, og- uclgj0re et Kal el for sig sch·, i min EmlJocls tid gaa i Opfyldelse og· min Ilocpæl da erter Formodning bli v e Flekke fj ord, v il j <~g m ed Forrwjclse ude n Betaling dcclta ge med de øvrige L mr ere i U nderviisrnngen. 4 . En Lre rerind o som vælgcs af: ·skolec!irekt0rcr11 c, til at nnclervisc den ringere Borgcrdasscs Pjg<:lJorn, saa.velsom d (' m af de n høj ere Borgerdasse, d e r 1naa t:tc forlan g e de t, i at spinde, sye, strikke m. v. H ertil km1d e antagos e t girt eller ug ift J11 rnt~ntimrncr af Stede t, der for en passC' nclc B c tal i 11g· Yilcle og k11ncle paat.1ge sig de tte Arbrj<lc. •)

~

;) ';-i.

On, Classe-lnddelingen og hvad der i hver Classe fornemmelig bør læres. ]k g~;"l', san. ,·el R ealskolen som Fa Hi gskolen bor vn'rc ind1 lolte i ade Classcr. I den J'orstc Classe af Fattigskolen gives den første El cmn ntær-Und erviisnin g . Lærlinge n øves i at stave ri g tig; at d \'(·lii frcre T a l og Bogs tav er og begynd <' I' med at ree nlæ sc . Den saavel for Læreren, sum Bar11e t Los ,·ærligo E le1nc. nh:"Or-Underviisning, skecr le ttest og beh ageligst for begge, v el l at fremstille Bogs tavernc, een ad G.1 ngon, p a a er dertil ind l'cttct Tavle, da ee n af Børne ne, hvilken somhclst L æ r eren va~lgcr, r ecnt og tydeligt frem siger BogstaveJ·, som siden gj ~'n tages af de øvrige. Ved Stavelsoov elscrno afvexler Læreren s11ntt med eet, s11,ut rncd et andet Barn, og ele ovriges Oprnærksomhcd h ol tl •.;G bestandig spændt under Læsningen. E n h vor Fejl v ed L æsnin gc-n nurnc i BegynLlelscn omhyggelig rettes al' Læreren.


43 0t I den 2den Classe lære at hBso reent o o0 • tvdeli hvor,} b ' ved den samme }fothode, som forben er anpriist, bruges. Skrivelseøvelser fortsrettes daglig. Der begynclcs m ed Relig ions nnderviisningen, især i l\Ioralen, som bedst skccr paa den sokratiske l\Iaacle ved lærcrige og n1ed Børnen es Fatteevne passende Samtaler og ved Exempler, forn emmelig tagne ar den bibelske Historie.

Derfra gaarr L æ rlingen over i den 3die og sidste Classe. Han øves nu bestandig i at ]æse 111ed det rette Udtryk og efter Adskillclscstegnene. Al Monotomie, falsk declamation og andro Fcjl i Udtalcn rnaa aldeles udryddes. Han lærer at skrive en god og smuk Haand; at skrive efter . Diktamen, og endelig selv at fremsæ tte si ne Tanker paa Papiret efter opgivne Emner, i Form af Breve, som Overlærer en i Irorc.ning med Undorlæroren igjenn erngaaor og retter, og hvorved Ortltograficn, san m ege t mu el igt, ptwsees. Hertil kunde ,Verfels Brevbog- til Drug foF Landet og Provindserne tjene til :Mønster. Han lærer fremdeles sa.a m eget a[ H.egnekm1sle11 7 som beh øves i det daglige Liv, og øves isæ r i at r egne a[ llovcdet. Den praktisk e Religions underviisning fortsrettes med Fliid ; Christendornslmren indskjæ r pes li1orstandcn, m on is:.c r Hjertet. Hertil k[ln brugcs den christclige L ærebog; dog maa ethvert Stykke i Forvejen nøj e forklares, og J.cldeerne tydelig udvikles. Overhørelsen sker catechetisk. Al tank eløs Udenadslæsn.ing og Opramsen rnaa nlddlcs ikke finde Sted. Lærlingen bør kj encle noget til den v,~rden han beboer. Et kort Udtog a [ Geografien, ved h vis Underviisning Landkorte altid l)(myttcs; li gesaa et kort Udtog af Historien, isæ r Fædrericlandets, kan til dette Ojemcd og i H ensyn til Børnoncs Bestemmelse være tilstræ kkeligt. Ved den hi storiske Underviisnin g bør L æreren stcdse gjøre en praktisk Anvendelse. Han b1--1r vide saa 1negct af Naturhi storien og· isæ r Anthropo1ogicn, at han derved kan fatle h øje og værdige Begrcber om sin Skabers Slorhed, VHsdom og Godhed. I H enseende til Naturlæren, hvori h an heller ikk e bor være ganclskc u\'idenc.le 7 bør uærmest haves Hen syn til at


44 udryddo den blant l\Ienigmand herskende Overtroe og ufornuftige Frygt for vjsse N~1turbegivenhedcr. Hclmuths Naturlæ r e til Overtroens Udryddelse er hertil en brugbar og n y ttig Bog. Ved denne Classcs U nclervi isning bør Overlæreren st.cdse v ejlede Unclerlæreren 1nccl Raadførsel, og, saa ofte 'l'iden tillader d et, v æ re tilst[c<lc ved og dccltage i Untlcr-

viisningen. I de t ·siclste Skolca.ar forb eredes Lærli.llgen til Confirmationen, da Præsten, i Porening med Skolelærerne, lægger den siclste Haand paa bi:rns U 11dcrviisn iug ; og bor Ingen antages til Confinnation, forindcn han knn gjøre Re de for alle de forhen angivnc Kun<lskaber. En naturlig Ac1nclsSl0vhed og lHangel paa fornødne Sjeleevncr kunde allcne heri g jøre en Undtn.gclse.

N aar da L ærli llgon saalecles lwus igt.smæssig var forb e redet til sin tilkommende Beste mmelse og antagot til Contirmation, dimitte r es h ;m af Skole n med Pn.e stens og Skolelærerens Attest om hans F'lid og Dnelighcd, samt sædeligc Forhold, og anbe fales efter Portjeucste, til hans l\feclborgere, i hds Tjeneste hnn maatte incltræde. D o~~· fo rmenes elet Ingen, som selv, eller hvis :F orældre onske og begj æ r e det, endog efter denne Tid at være tilstæ de ved og nyd e Godt nf L"ndcrviisningen. D e aJ dell rin ge Borgerclasses B~n'n, der røbe udmæ rket U (' ll i c) sn :nt Y i:-;c rosvmrdig Flid, optagcs i Realskolen oµ; 11ydc der, hvis de e re fatti ge, frie Uncler\'iisning. Ingen aE d cu hojcrc Borgerclasses eller de ar den lavere Borgerclasses Bo r11, der vise fortrinli gc Kat uran la·g, bor antages i Rcalskoic n: førcnd de crc i deres 8do e ller 9de Aar, og kunne he3<~ rcent og tyclclig t, samt have tilbagclag t de første Ruc.lim c11lcr i Skrivning og Regning. Nnar ele llflYe nffogt PrøYer hcrpaa, indsre ttcs de i den lste Classe. H er Pves L æ rlinge n i at læse rigtig og især at forbinde rn c;l Lws11ingcn de n sande D eclamation eller det rette Udtr,\ ·k. Jlnn Jæ.rer ill skri\·e en smuk Haand. Sknlde L æ rer cu ikke selv fri r e eu skjøn Haand, h vorpaa dog ved hans


45 Y,dg nojc li,;r SE'C'S, k1111rlc 111;111 ll( '. ll.)'tl<' stu kne Forskrifte r.

~1g·

ill' Pror.

Cl CYC'S

Han lærer, tilligemecl J{cguek11nstc11, d o forste Hegynde.lsesgrundc i !\Jatematiken, hvorYcd isu:r Bnl'ncn cs Forstandsevner og Tænksornhccl skjærpcs. 'l'il en Afvexling og som en for Boru smrdclc.s behagelig l\Iorskab, gjøres lrnn bckje nclt med ele Yigtigstc Arter ar Plante- og Dyrerigc~t og el e forskj e llige i\Ie11ncskcraccr. Dette skeer beclst ved ForLteJli11ger og Samtaler og ved at fremstille for Iforne11es (/Jjc enten 'l'ingcno selv eller sm11kkc illurninerecle Koubcre. Det letteste nf Natur læren forklares. Lærlingen begyndcr paa. Geografien, hvor;,if læres et kort Compcndium oµ; ved Undervi isningen er steclsc L:1ndkortcne v ed 11aaudcn, <)Iler ophængte paa en Tavle" saa ut alle Børncnc pc1a. ecnga11g kan sec LanJcnes og de fornemste Stæders Beliggenhed, sorn 1.Æereren 1rnjc viser dem. Han gjures ogsa.a bekje11dt med de fortrinlig·ste og ædlcstc ar clcn gamle og 11yere (He.Is l\Icn11rskcr, især af :Fædrenelmiclcts. Hi storie n behandles steclse fra den praktiske Side. I h~rtil ka 11 vrnlges korte og veltegnede Biografier og isærdelcshecl enkelte Stykker af l\lalli11gs store og gocle Handlinger, der anbefaler sig baadc for sit skjo1nw Sprogs og Indbolds Skyld. _Fn licle11 Begy 11dclsc gj11res med den dant·ke Sproglære f. Ex. Badens. Det vigl igstc ar Sjelcla=~rcn bibringes L æ r li 11gen erter den l\1etllodc, som fineles i Campes Sjelelære for Børn, son1 Læreren hertil kan benyttci sig af. :Moralen foredragcs og indskjrerpes. Der givcs ogsna, om mucligt., In forrnation i Tegni11g, Sang og Musik. Erter at have aflagt Prove paa forbemeldtc: Kundskabcr, sættcs Lærlingen i den 2dcn ClaElse, hvor Underviisningen i det Hele mere utvicles og fuldstændiggjnres. Dcklamations0velscrne fortsættes og Lærlingen lærer naturlig og livlig at udtrykkc :Forfatterens Tanker. Han faaer mere Færdighcd i at skrive saavd 1ned romerske som danske Bogstaver. Religionsnnclervisningen paarlrives alvorlig og Christi blide Lære fremstillos i sin


wclle Simpellicd, renset for alle menneskelige Tilsætninger aE n10rk l\1ystik og skolastisk Spidsfindigh cd . Læreren utbreder sig m ere over Arithrnetiken s og Ma.thematikens D ele. Naturhistorien og Natllrlrer en br11ges med nye 'l'illæg. Geo· gratien og Historie n læ r es nu ikke blot Udtogsvis, m en mere in extenso ; hvorved specielle Landkorte anvendes. D er begyndes m ed Stileøvelser i l\Ioders rnaa1et, hvorved de syntaxiske Regler læ r es og anvendes. Lærlingen øv es i, efter opgi vn e En1ner, selv at fremsætte s ine 'l'anker, som L ærer en g jennemseer og r e( te r; især øves han i e n god Bre v sti l. Saavel Bogsta vernes 'rræk, som Orthografien maa rwje paaagtes. Underdi s11inge11 i Sielelæ r cn utvides, og L ærlingen v æ nnes stcdse til at forbi11de lyse og bestemte Ideer 1ned '11 ingene. D er gi ves, om mucligt, en fuldstmncli,~ cr o Indformation i 'l1e b0 nin o, O' San°· · 0 0°· b M:usik ' u

Endelig lægges den første Gnrndvold til en gramatikalsk Underviisning i de levende Sprog, især det engelske og tydsk e. D erpan træder Lærlingen efter foregaaencle Prøve over i den 3die og sidstc Classe. Enhver a E de forhe n anl'ørte Videnskaber bør da n øje r epeteres og forøges. D er foreta.ges jevnlige Øvelser i den rigtige D ekla rnation og i Skjønskrivning. Ved Religionsundorviisnin gen kunde Gul el bergs 11aturl ige 'J'heologie eller Bastholms Philosophie for Ulærde lægges til Lærebogen. L æ rlingen gjør storre fremskridt i Aritlunetik og Mathematik og læ r e r det Nødv e ndigste aE Astron omi en, hvilke Videnskaber m ed sHa 1negct større Flid bør drives, som de ere særdeles nødvenc1igc og nyttige for de til Handel og Søefart n ærmest bestemte Ynglin gc. Det var endog sa,ar e ønskeligt, om a Ho de til en Styrrnandsexamen fornødn e Kundskaber fra Skolen kund e læ res enten af een ar Skolelærerne eller ar en forstand ig Søemand paa Stedet, som ogsaa maatte h ave Tillacfoisc til at v æ r e Exa mina,tor. Han bør nu ikke være aldeles fremm ed i u oo·en af t, Naturhistoriens og Nat.nrlærens D e le. l\le<l Hi storien og den nyer e Gcogr afie forbindes Sta testik c11. Han la\l'C l' · ( tt kj e nd c de forn emste Lamles og Polkeslags


.~ lI

L.

politisk e og religiøse Podatn i 11µ·, deres vi gtigstc Produktet, og Han dels-Artikler rn . v . Især mua agtes paa, at h an faner e t n rJjc Bckjcn clts kab til sit eget Pædrcneland og s11mm0s Historie. De bedstc og n ye.ste Rei sebeskri vclser og velskrevne Bioci·raficr kunn e h eri b,I wiore Y~'C'scn tli!.,.,.!.· N,T b ~· tte og· tjene til en unclerholdencle og ga vnlig L ekt ure. D en danske Sprog lre rc fnlcl en dcs og de ns syn taxiske D eel ;rnvcndes p aa ;jevnl ige Stileov2lscr. L æ rling en g ivcs Pænli;.; hcd i d en danske Brevstiil og i s elv nt forfn tt.c Contrnkter, Sk j mlcr, Vexle r og andre, især Handelen veclkon1moncl0, D okmne n t·er . i\ csessor Bnerens ],onnularcr til Kontrakter o. s . v. kun de heri tj ene til 1vfon stcr. Knncle der tilli ge :-?,' ivcs nogen U11dr rviisnin g i Ila ndclslæren og Bor;h olclerict v:1r det s,1.1 rc gr,d t. }fon h~;r Jtcllcr ik ke som indtned cn dc Statsborger være alJcles ubek j un dt med Landets L ove ; men især bor han nøje kjencle dem som umrmcst angaae Søofarten og H an d elen. Hnn bør gjøre Fremskridt i 1dnsik og Tegn ing. Endelig nrna han lmre g r1mdi gt og g ra matikals k at f orstaaG de fornems te levende Sprog, især det e n gelsk e og t y ds k c 7 og faae nogen Færcli.::hed i a t tale dem. Pigeb ørnen c kunne forsaavidt dceltage i endeel af disse Underviisninger, som ck e l'tcr deres Naturankeg, kun ne være beqv ernm c til at rnod tagc samme; m e n især forsaa vidt som deres sande og vig tig s te B estemmelse til eengang a.t vorde oplystc og n e rcligc Hu s truer og :Mødre ku nd e utfordre d et. Fornemmelig v mnncs disse til de huusli gc Sysle r, f. R . at sye, strikke, lJrodcrc rn. v. N.rnr du d e tilvoxuncle Ynglinge ved o[fentlig Examen lrnvcle til c:11le 'rilstæ<levmrendcs 'rilfredshe cl gjort R('de fo r ovcmncldte Kund slrn1Jer, dimitteres d e ar Skolen 1ne d et flf Præstcn og Ov cr]mreren m1..~dclcelt 'liclncsbyrd om deres i Skolen ud v iistc Pliid oµ; eler e rholdte Dneli gh ccl. D og formenes dut h elle r ik ke nogen ;,11' dissc7 • efter 01:~;et B egjæ r e ller Formldrcn c~ Onskc at l>ic v:er e og n yde Underviisning, for enten ikke at glc\tnm c elet Lærte, elkr og for mere a t fnldst::e.rnliggjor c s ig. D eL bf>l.' \'ien\ tle Forældrc tillaclt, som bor paa de


48

11c.cr111 C'R t omliggende n aardc paa Landet, al i mlscndo deres Born til lJ11<ler\'iis11ing j Fattigs kolen, e11 len rnod en billig ContribuLion fil :,,tedcts Skolcc-asse, oller og i 'l'ilfmlde ar J?nttie:do1n ucl cn Betali11.0· · li b ·clcdes kunde ]torældre udenfor Stedet, soin forlanger de t, fR.1e deres BJffll inclsatte i Realskolen, i1nod at erlægge den nedenfor bestemte Contingent for hvert Barns Undorviisniug, sanl'rcmt ikke Hornenes Antal pna Stedet skulclc Yærc s:1a stort, nt Lærerne ej knnnc overkomm e Arbo.idct. 0

\. J

""'

'

4 §. Om Læretimerne.

Begge Lærerne undervise dag1ig bande Sommer og Vinter G rrimcr. 3 om Formiddag og 3 om Eftermiddag. Underviisningeu begyndcr og endeL' Jiver D,.1g med et Par Vcrs af den eva ng~lisk-ch ristelige Psalmobog, samt med en kort og passende Bøn. L æ reren deler sig saaledcs imcllem de forskjellige Classer, at hver KL1sse i~rc.r . llydcr hans mundUige Undorviisning 1 'J'imc, saavcl Pormidclag som Eftermiddag. Irnedens een a,f Classerne fordrer hans personlige Nærvrorclso og rnund ti ige J?oredra.g, syssclsættes de øvrige rnecl Skrivning, Regning, 'l'cgni11g eller andre Udarbcjdelser paa egen ILwnd, Rom L æ rere n siden gjcuncmgaaer og retter ; og bpr derfor de 3 ( '!asser være saalecles · indrcttcde at L æ rere n uden l\1øje kan oversee dem alle og pnaagle, om Noge n i denne :l\Tcllerntid viser sig forsømmelig eller usædelig I lV[eUomstundcr, naar Læreren er besl<jæ[tiget 1ned en anden Classes Undcrviisning, kunde de øvrige, isrnr do ar Børnene, der under L æ retimen havde udmærket sig ved Flid og Lærelyst, gives THladclse at forn0je sig m ed smaae gymnastiske L oge paa · en dertil indrettct Plads uden for Sko1eus Vinduer, hvorl'ra L æ reren kunde have Øjc med, at ingen Usædelighed eller andre Uordener ble.ve begaaede. Det kunde ogsaa tilladus Burn med et udmærket Gavn, som en Bclvmning for deres Flid at være tilstæde ved og anhøre de øv re Classers Underviisning. Alle de Døl'11, eler have den Alder, at de kunne tage


40 b eel i Unden ·isni 11ge11, hor, 11de n i Sygdorusti lfæ ldP, eller formedelst andre Yigtige Forhindring-er, hvorom dog Foræl<lrcnc bor underrette JiR'rcren, indfindc sig paa de bestemte Tider i Skolen. Det b~H' nøjc paasees, at alle Børnene ere anstre1ulig iklmdte; m e n is:'f'r at de erc r ccnligc, naar de komme i s kolen. Om Belønninger og Straffe. Enh vcr Dags A flcn an tegner Læreren cth vert Barns Caraetor for det Forhold, han har viist i Skolen, i en dcrrtl indrettct Caracterbog, at Foræ ldrene kan see deres Opførsel. Ved enhver Ugcs Slutning anvendes een fra Underviis11ingen særskilt Time, i hvilken Læreren gjennomseer Børi1encs Caractcrcr ror den hele Ugc. D e som da h ave viist rocsværdig Flid og F orhold opmuntres og belønnes 111ed fortj ent Berømmelse og L æ rernes V cl behag ; ved at sæ ttes paa et hojerc Plads i Classcn o. s. v. De Skjudeslosc og Usæcle· ligc dcrimod ircttcsættes og straffes 1ned Lærerens l\lishag ; med Deg radation; med Udclukkelso fra ele gymnastiske Lege og i h øje8te Nødstilfrelde og e fter at de milder e Straffemidler forgjæ ves ere forsngtl~, f. Ex. for he nge fortsat Efterladenhcd, men isn:ir for Usrcdelighcd m ed corporli g Revselse. Jeg skulde her ha ve forbi gaaet at tale 0111 - dersom ikke d enne Sag var af størslc Vigtighcd - at nemlig· saavcl Belønning som Straf med de 11 yderstc Forsi 00 tig·hed 0°· Klo t,0 ·skab bør .::, uddeles, nt ikke Ungdomm ens Æresfølelse, der rigtig a n vendt og inden sine r ette Gr æ ndscr har en saa udbredt Nytte ved Opdrngelsen, enten paa den ene Side ved overdreven Roes skal u cLnte til Egoisme, fræ k Fripostig hed og Indbildskhed og derved den isæ r hos Ungdommen tækkelige og clskvæ rclige Bcsk cdenhed til ubodelig Skade tabes, eller og paa den anden Side ved utidig og idelig Dadel og haard Medfart underkues og gandsko uclryddes, hvoraf :Modløsh cd, Ringeagt for s ig sel v, Ufølsomhecl, Slaphccl og Ul y st til alt Arbejdc ere uudcblivelige F ølger. Sanvel Belønning, som Straf bør ogsaa til Opmuntrin g og A<1varsel for allo1 nddeles i alle Lærlingers Nærværelse. 4


Kuns naar den nnrl igc offentlige Exarn cn e r til E11tle, skcL' Porflyttelse fra dc 11 ene Classc i den nnJcn, ela o,,crl,T·reren ot'fentlig 11æn1cr og bennnrner clcrn, som l1aYu f'ortrinlig uclmærket sig ved samme og skjænker disse en for Ungdommen nyttig Bog son1 Flittighcds Bclonning; hvilket (hcrl :crcrcn antegner foran i l3oge11. De Boger som hertil anvc1Hlcs) givcs c•ntcn af de forrnuc.mde Porældre ti.l dette Brug, eller nnska.l'fos paa. Skole(·.asse11s Regning til at ucldelcs bLrnt de l'attigc. Paa samme rrid blive ogsaa ele, som have Yi ist ved \'ilreude :Forsømme1ighed og lastvrerclig Forhold, erter Omstn..mdighcdcr, enten degraderte eller alvorlig fonna.nede til nt vise større Jnicl og S:edclighcd for Fremtiden. (i

9.

Om den aarlige offentlige Examen. Hvert Aar i Julii Mnaned før Hundedagenes Bcgyndelse holdes den offentlige Exa1nen, , til hvis O vcrværclse Læreren indbyder alle Stedets Embedsnueud og agthare Borgere. Herredets Provst bliver ligclcLlcs incllrnden og betimelig underrettet om den til Exarncns Holdelse fastsatte Tid, og bør, naar ikke uopsretteligc Em beclsl'orretn ingcr forhindrer det, hædre c.lcr111c lwjticlelige Hnnclling med sin Nærvrnrelsc. Naar Lærlingene have t'-jort nogen Premgn11g i Sang og 1Uusik, udsøges ele licdste ar disse, til at opfore en Vokal- og Instrurnc1ital-l\lusik ror og erter Talen , hvormccl enten Stedets Præst c1ler Ovcrl<Preren aabncr Forsanilingen over et til D,1p;ens I-1.:mclling pas:,;cndc Emne. Børncne aflregge en Prøve paa cli.'rcs erh \'ervclle Ku rn lslrn ber. Læreren forre:tte selv Examinationcn; dog nurn elet viere s:.avcl Pl'Ovstcn, som Stedets Præst ufonncn t, 11aar de findc~ det for Uodt, at cxnmincrc.

Naar Exmncn er t-ikncle:br,1gt, skcc de forclnfprtc aarligc Porflyttelscr og Degradati 1mcr, ent<·n e fter samsternmigOvcrccnskommelsc imcllcrn Provs!cn /: hvis krn er tilst:rr'de :/ Præstcn, Skolcdircktorcrnc og Ovcrl~er 1.:rcn, e ller i l\Iangel af fuldkommen Enighcd) ved Votering e rt.er Stemmeflccrhcc.l.


ot UnderlærC'rc11 har ogs,w Stcmrne rne1l, j He nseende til F.1 tt igskole ns B1:ir11. Efter den ctar!igc Exr1rncn lwr Skolen 14 pagcs Ferier. 7 §.

Om Skolens ind- og udvortes Bestyrelse. Alt hvad c.kr p;1a nogen l\Iaade angaaer denne Skolcindretn in g, eller stnar i Forbindelse m ed den, bør staae under en Overdircktions Bcs t".)Telse, som bestnar af Stiftsbefali110snrnndcH; Biskop pen, Am tmandcn og Provsten. Stedets Præst·, der Stcdsc bør Yc.et·e Skolens Inspektør, sk~ l have noj c Tilsyn m eLl alr, h\' n,cl der h e uhører til Unclerviisningsfage t, og indscnde til Ovcrdircktionens Approbation sine Betæ.n kilinger og Fors lage, naar han troer at nogen væsentlig !forandring til Nytte for Skolen skulde være fornøden. Ovcruirektioncn afgjør ogsaa, hvis nogen Tvist om L ærerncthoden sknlde iu cl!'alclc imelh-111 Præsten og Lærerne. Hvert Aar tilstille r Pnes ten Ovc.rdircktionen Resultatet af den offentlige Exnrncn og meddeler samme Underretning saaYel om Lærernes Plicl eller Forsømmel:gllcd, som om · Lærlingcrncs Fremgang. Alt, hv.:1cl der vedkomrnor Skolens ud\Tortcs Ockonornie, IJestyres at' e n Underdirektion, som af Orerdirc kiioncn vælgcs, blant Stedets agtværdigste Borgere og hvortil for det første fur eslaaes D .hrr. Kjøbmænd P. H. Sclljo1rning, .T. G. Smidt, C. Becr og 0. Sundt. Een ar disse er v excl viis Sekretnir og Ca.s3crer og holder Bog over Skolens faste Kapitaler, _dens visse og uvisse Indtægter, samt Udgiftcrne, hvilke t Regnskab indt'ørcs i en i C0 ·J· cnncmclra••·et o,r c1f Ov cnlircktioncn forseg·1ct Protokol. V U "Hall udbetalcr Skoklærerne deres Lon qvurtaliter, udreder alle de a t' Dirl;ktio1w n fornøune a 11seete U dgifter til Skolcbvcrnin0'cns V cdl i.'rclwldclse til Brænde, Lrs Bø t,0 ·er OD' o b ,., , ,) , t, Skriv(miatcrialier m. v. 1Jan indscnLlcr sit aarlige Rcgnskab in clup1o, undcrs krcyet af Præstcn og samtlige Dircktorcr, til Ovcrdircklioncns Hj cnncmsyn og Approbation. Nan.r Dircklørcrnc ikke alle e re en ige i deres Menill gcr, u fgjorcs det ved Stem mdiorhed ; m e n i vanskelige Tilf.-t~lde1 u


iJ;Jcll' enten f. Ex. l>ctydeligc Uclgiflcr 11rna1 fl~ gjnres ellet Pengelaan Ya're fornoden, inclstill.es det til u\'(~l'clirektionens

Dceision. Direklorcrn c kuu11e, 11,1..1,r de filldc elet for Godt_, vmre overværende v ed Underviisuingcn, og ;1mlragc enten for Skolc11s Inspcklnr, eller 0111 Llc .:1gte det l'orn0Llc11t, direkte

for Ovcrdircktionen de 1Hauglor, ele troe at tinde ved samme. De bor ogsaa i Vorouing mecl Pn.esten og I Æcrcruc, være bemyndigede til at <likterc en efter Omstænclighecler passende i\I ulet fra t :2 s. 1il 1 nl. l'or de Fon-elurc, eler vise sig forsømmelige i at holde dores Horn i Skole; hvilken l\Iulet i Vægringstilfn~lde, efter 1\rntets Approbation og Paategning paa lovlig l\1aadc inddrivcs og fnld er Skolecassen til Beste. Enhver af Lærcnie bor holde en af Unclenlircktionen forseglet Skolcprotokol, h nn·i a111'0rcs ethvert Barns Navn og Alder, naar de indtnecle i Skolen, deres Naturevner.) Flid og moralske Forhold, samt v ed deres Dimjssion givnc Attester m. v. Isarnme indf'orcs ogsaa alle c.18 Bøger, Landkorte, Skrivenrnteria1ier o. a. rn. som blive kj0bte pna Skolecnssens Regnin g og bor staac under . deres Tilsyn og Ands var.

8 §.

Om Skolens Udgifter. 1. Do Udgiftcr som straks maattc gjøres ncrnl.: Til en nye Skoles Opbyggelsc omtrent ... .. . . . 1000 rd.

2. De aarlige U dgiftcr : a. Overlærerens L "m . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . NB. Undcrhe rcrcn hinnes al' Klokkcrcmbedcts Inclkomster /: ovf. b. Til en L æ rerincle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . c·. 'l'il Brændc; Lys, Boger, Skri vcrnatcrialer m. v. el. Til Skolebygningens Vcclligcllolclelse, da den især i do første Aar ikke kunde trrenge til betydelige Rcparatiouer . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

400 rd.

50 rd. :>0 rd.

20 rd.

Skolens hele anrlige Udgift 520 rd.


'*' O

Du

H §.

Om Skolens Fond og lndtægtskilder. A. B.

Skole ns rcntel>æronde Kapital Yed Anrets Udga ng 1800 var . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10-l-U rd. \' cd en omgn,acnde S ubscriptions1iste til en n ye Skole-Inclrctning, tegnede Stedets Indvaanerc sig for den Summa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . G8o rel. Skolens ejendc fa ste Kapital er da 1735 rel. N~HH' fraclrn '-' .si:cs ele til en nve Bv, O0 ·nino· • t, forn ødne 1000 rd.

C.

Bliver igje n 735 rel. 1k aal'lige Iuutmgtcr : , a. Ronternc aE o\'cnst,lac11dc 73t> nl. . ... 2D rel. J--14 Anm. : 1\Jan gjør s ig: det allc nrnderdanigste llaab, at Hai1s l\Iajestre t i Detragtn i11g af Skolens ringe Pond og dens forcstaa.cnclc betydelige lJdgiftc r all crnaadigst vil eftergiye den bcfalede 1/.1 P.( '. b. D e n Cont i11 gc11t, som de formu ende Poræ ldrc maattc r rl ægge l'or deres Borns Underviisning, som form en es, som meget billigt, at kunne a1 1sættcs saalctlcs P or et e nkelt Drcngebnrn .. . ...... 20 rd. For et e11kelt Pigcbarn ... ... . . .. .. 10 rel. D o Pon:eldrc·, Rom have :!ele Drcngcbørn i Sk 1:,lc11, betale r for hYcr . . . . 15 n l. Do Porældro, som have 2dc Pigeb0rn i Skolen betn ler for hv or . . . . . . . . . . S nl. Indtægterno hc rar forrno!lcs, e fter Børneu cs formentlige Antal, nt kunne udgjorc omtrent 200 rd.

Anm.:

De Foræl<lro, <lC'r lia vele mere end 2dc Horn i Skole n, maattc være befri edc for at betale for de ø\Tri gc. e. D e befaletle Collekters Indsamling til Sk olen Ycd. Ba·kkcnos Udsættc,lso for Kirkedorcn, vccl c11 'J'a\'lcs Ombfl.•ren VC(l Brylluper, fiarnt vell sLorn Jrors::pp,lingcr. Pan, Told-


54

boden kunde ogsaa enten ligge en Colleetbod, hvori de cxpedere<le Skippere kunne tegne sig for fri villige Biec1rag, eller stane en Sparebosse hvori cnhYer kunne nedlægge deres Gaver til Skolen. De aarliO'e In<ltægter heraf kunne ansrettcs til . . . '°.' . . . . . . Summa

50 rel.

270 nl. 1 ort 14 s.

Da Noglc Ingtægtskilder, som herved nllcrunderdanigst foreslaaes, uden hvilke denne nye Skoleinclrctni ng neppe kan tænkcs muelig og enclnn mindre ivrorksættes, hvorom dog vor landsfaderlige Regjerings varme I vcr for at fremme Skolevæsenets T~rrv og uclbrecle Oplysning0ns velgjørende Straaler overalt blnnt sine lyksaligc Unclersaattere, giver os det 111ccst grundede Ilnab. ::\Lrn tor derfor forvente Hans ~fojcstels allernaadigstc Approbation paa fi,1genc.1c Punctci: .At det nemlig 111:11.1 ttc YOl'clC el 1lcrn;1ac\igst lJdaJet at erlæa:e:e til FlekkcfJiords l1''C Bori,·ersko1c: J n a. 1; 2 ProC. a f alle ele Vahrcr og Ski be, som her paa 8teclct og i Hitterøe paa fremmed Regning vccl ofl'entlig Auciion blive bortsolgte. b. 1 ProC. at' alle fra fremmede Steder indførte og fortoldede v"uer. c. At alle herr ra Toldstcc.lct farende Skippere maatto betale 2 s. af hver Rigsdalcr, samt Jigclcdos alle Styrm,Bnd 1 s af hYcr Rrirnclnlcr ar deres maun1·cl li2:c Hvrc. De som fare for en Y is Penge for Rcjscn, maatte betale, en Skipper, 48 s. og en S1yrmm1d 2-! s. for hver Rcjse. el. At ckr paa ethvert herfra farende Skil> man I.te vmrc en fastnaglet Spare bøsse, hvori kunde necllægges dccls de Bød er, der kunne falde indcn Skibsborde, clccls h ntd .Mandskabct ved et eller andet 'I'iHrolue kunn e yde til dette nyttige Brug. e. At de tOO rd. som Borgerskabet i Pkkkcfiords Distrikt endnu anrlig betaler til Christiansand · for Fortolclningsfriehecl, rnaattc tilfalclc den nye rnrnle. D enne Afgift reiser sig fra den 'ri<\ ela, alle V ::in'l' forst :;k ulcle loc1scs pg· fortolc1cs i CJ1ristiansand) forc1Hl de til Flckke:fiorc.l ~0

l...,I

\

)

(/


55 ku n de indb ringcs. 1\kn da nu Stedet ny der fnldkommcn Fol'toldningsfrihe<l, gjor man sig det a11ernnderdanigste Jla;1 b, at Ifans 1\1.ajestæt vil forundc en forb edret Skolei ndrctning disse a11meldtc 100 nl. f. At Hnns Maj cst'rot ar Fonden ad usns publieos vilde Dll ernaacligst skjrenkn til ovcrrnnfortc Brug en ten en lidcn Kapital paa ccngaug, eller e t aarligt Bidrag især i de 1'Prst0 Aar, .i ncltil Skol e n selv knnde bJh~c istand til at bestride de fonwclne Udgift<'r. J eg lwr ela li er l'n 'rnsat min e Ideer om c a forb edret Skok-:nclret11i11g, su,Hlnn, son1 jeg erter min bedste Kundskab o~· 0\'C.>rbevii snirw troer d en a nvc ndcli b0 ·st og. nvt!i b0 ·st for b Skllt-L l\Iau vil maaskce tinde Yccl clc nne Plan, dccls at jeg i ('11kclte Dele lwr Ytorct for udførlig, d ccls at der er l\legc l, der ikke kan 11,iabcs iv:..erksat. Til elet 1s te svares, at jeg har udarbejdct dette Forsøg i elet llaab, at mine li f>je Foresalte mu c}ig- kunde an sec det værdigt til i rridcn nt blive e11 Norm \·cd den fonrnstaaende nye Skolciudretning hcrpaa Stedet, og i Hensee nde til d e t andet vil j eg blot anrn æ rke, at <let er a lticl Pligt og Hrcder at siræbc efter at naac l\fnnlct, om man ikke strax kan naac d et. II0jst tne ngonde N0dv cr11.lip l! ccl bliver det vist, at eler læggcs alvorlig Haand paa V ~orket, h vorpa n jeg ogsaa strax v e d min Ank omst h e r! il h:i 1· µ;jort vc<lkommcnde opmærksom og da Nogct maa v.iorr ~, hvorfor da ikke llaal>o det Beste? At dette lI,Ltb ikk e e r ug nrndet og rit elet i Fremtiden og endog m eget suart kan \·orde rca1iscr ct, d erfor er saavel Yor gode og Yisc Hcgjcri11 gs nidkj,t, rc Des tr:cbclser for Sagen _som den Erfaring, jC'g i min Ernl Jcclsticl h nr havt, paa Stedets Indvaancrcs patriotiske 'l'rcnk c maaclc og sjeldne Opofrelsc for .A lmeenvel mig tilstnekkclip; Bo rgen . J eg har d erfor intet andet at frcggc ti I, ernl elet i ncl c rligc Ons ke, u t jeg 1naatte højtide1igh oldc <.l c1mc almccm1yltigc I11dretni11gs 1!1 0dsclsdag, og at den fremdeles maatt:0 ti i,·cR og blomstre og bæ r e de skJ'ønncstc Fru 0 ter · snncl 01)1\·s nin V°· 0°· o<" clcr1)na O Foræcllin()' b grundet yarigt Ir r ld og L y kke for rle11 n:en ·rpr cn <lc og kon1, rnend e Sl n·gt c r, D et sk cc . L '

V

,-,

,

~

v

...__ - ....,.,-r-· .- - - ·"T .

. .. . -


56 I fylgjcskrivet sitt ncmner proYst R c i 11 c r, at fr..nnlegget fraa Sch i v c er "formodentlig grundet paa den Plan som i Provst F i n c k en h .agen s Embedstid blev ved Herr Biskop Hans en lagt, da de beste Borgere tegnede sig for Bidraget a.f de i Hr. Schivcs Forslag anrnelte H86 rcl, - - hvilken Plan skal være indsendt tjl Ca.ncellictt'. Provsten gjer nokre faac m crknnder til framlegget fraa Schive : Til § 2. Det var sers godt um oycrlæreren var kand. teol. l\1en det turvtes kje provstceksnrnen for honorn til aa bli lærar. Skal "de b edre Dorger-Cbssers Børn" ogso ha upplæ ring i "at sye, spinde etc." (i lag m ed f'ati gborni), ,,saa mnatte dertil vælges en L æremoclcr af den beste Borger-Classo, og 111011 denne kunde nøjes m ed [>0 rds. L øn om Aaret r" Best om bo hadde kvar kl asse se r. Til § 3. Natursogn, antropologi osb., llcltnu1hs natnrlæ ra., - <lesse ting ,,~ynes all ene fl t h øre 1il Realskolen\ ikkje fati gskulen. Ogso i religionsupplæ rin gi ,, kan baade v æ rdige Begreber om det Høy este Væsen gives de unge, saav elsom og Overtroe og ufornufti g Frygt for skrroksonune Natur-Begivenhedcr udryddes." Til 8. Lønsframlegge t for overlrernrcn er likeso bra so1n mang ein rcsid. k a p. har det. Til 9. Kvifor kann kje 1 / 2 °/o avg ivt gjelda ogso <lei skip som vert selde for eige rekning ? - - l\Icn I-litteroy ma a kje vera m ed. D er trengst serskilt fa st skule. ]ryrr har der berre vore ambulerende Skolehold ere.'' Jamvel um <lesse tvo sokn vert cit k al, ,,s[rn, er der et svælgende Dyb imellen1 disse Steder der gi!>l' de t mmrligt for Pattige Dørn at søge denne Skole." l{yifor skul just skippere og styrmenn ,,ar si n m oysomrnelige Næ ringsvcf' svara til skulcn meir enn andre: ,, Var det ikke billiger e, at Hll og Ilrren(leviins U c.lsrnlgere, der daglig tappe om Aaret h elle re gan) 1 a 2 rel. aarli g til Skole Kassen; thi di sse h;1xc s it nrngcligen pna det torrc. ~Ucs y nskjer provstcn (um !'ram lr.ggc t\ s i11 11 v :v:-di.go


5·, Embcds-BrZcter He rr Schi\~e" ,, hastig at eclcbr~r~ den for~ hædredc Skoles F•Jclsels(fog ." (Dagsett Helleland Præstegaard s;10 1816). Amtmannen U e el c r re l d d c Si rn on sen er heilt samd med provstcn ; (skriv ds. 9/s 1906). Dette framlegget ligg enno i det danske riksarkiv. Kancclliet gjorde ingenting ved · saki. Det arbeidde truge for aa fremda danske skular i Danmark. ~len det skyna kje at den beste rnnntcn til ua arbeida Norig inn under Danmark (;): Koloniprogrammet fraa 1530 aari) vilde just ha Yore av al 1nagt aa fremda Danske Skular i Norig, og dermed fordanska folket. Tvertimot slog det inn paa 1notsP.tt v eg : aa strida mot upplysningsarbeidet i Norig. Difor var det imot eit Universitet i Norig. Difor var elet dauvhøyrt for kravi urn læ rarskular i Norig. Og difor la det burt. i c.lungcds av framlegg- frna Norig til aa betra skulen. Eit npplyst N orig trudd e det kunde verta ein faarc for den dnnsk-(norske) heilslaclcn. .

So kaY-dansk var den "11orslte" skulepolitikken til elet danske riksstyret fraa 17UO og fram til 1814, at danekongen sjølv var likaro. Surne av <lei høgste norske embættsmenn vaaga til slutt aa ta uladet fraa 1nunncn ; soleis fleirc bispar. So lauf knn celli ot ron dci til att med g·odord som m ed bisp Se h n n h c yder i Trondheim, eller skræma med trugsnwal um avskil - som bisp B n g g e i rrrondheim. Andre - som bisp P. U ans c n i Kristianssand , og Bech i Akershn s 1,e nle seg aa ga<'L beinvegjer til kongen -utanum ku1l<'dlict. Og· so ser ein elet forvitne.lege at sjol ve kongen (1810) te k part.i for N origl og det danske riksstyret urna stnnda skriflc for skulepolitikken sin i Norig. D d t skri V ti I k On g C ll, <l C l' k a 11 C O 11 i C t s j ø 1 V 1 y t v e d g a a a t J e t h a r rn o t a r b e i d t s k u 1 c u i N o r i g, h ø y r c r d i f o r t i 1 d c i m (' r k e 1 e g a s t e a k t s t y k k c i No 1· i g s s og a. Og det er berre ille ::it so mykjo slike s::m11i11gar, som l'olket vnmt jirnt hndcle so Lruk for, e1mo li gg ukjcncle.


58 I cl cnne sama11he11g k a.1111 S or o n Sch i v c arbe idde til Reint pæclagogisk er dotte Det skal eg kanskje sy ua i e it

iugen uuclrast prin, ut ogso faany Ltes. nrbchlct rn ~c kj e f'orvit11elcgt. scinare h efte .

Thorstein Høverstad.

Mordet paa Saardal 1798. Den 12. f'ebnt;u 17D8 t ilskre v sti[tam tmand Lewetzov davn:.r cndc sorcnskri,·or Kor e n fol gc nch~ hrcv. " I de tte Hieblik melder Hrr Provst J ,P~cr rnig, at tk r i Ous ta d Sogn ucli vestre Råad bygdclaugc t fo1· fila Dage siden er lJC[).trtc t et )lord p a a et Fruentimmer, som u;,gt et hun fond tes paa Fjosgnl vet l ig·gcnd e mccl en Kni v i 1--Iaanden dog menes ikke at l1 avc drrel.>t si~~· selv, si(lc.ll Blod fandtcs pa;1 Dor en eller deirn cs Ln ~s med flere Kj e1HlS,:-".jcrningcr, som. lode !'ormoc.l c en l\fordcr , der efter Gjerningen clerig:jenncm er borttlyg tct. .Jc,g skal str :1x for;mstil ltc e n Ch ir urg opsc ndt for at fore!ngc Obc1 ndio1w 11 over l1cn dødC's Legeme. Imidl e rtid anmodes Hrr Sorcnskri , ·0 r Korrn 0 111 str,1 x at r eise til ~;tccl ct, hvor Gje rnin gen er bcgaaet og der nnstille den n oics(e Unclersog ning rn ccl a fholdemles Politiforli ur, som c1crcl'tcl' da snares t muli g bli,·er nt tilsend e mi g til Foran stnltnil1 ~; Adionsanl:eg mod don elle r de 111i shc11 k tc ." Pna grund av et ovc ronlcutlig ting var bc rnrnrn et til as lu ldclsc paa gaarclen F a r et i Hornnes d. H). februa r m:1.11 te forh()rd o psmtt cs 1il clcttc vnr rt \' lw ld t og fan elt cl crl'or f orst stc'cl cl c1: 2J~. februar paa g nnnlc11 SPlldrc Siw,rcJ,1 l i Au stad Sog n . Til forhør e t v a r iuclkaldt alle l>cuoerc p:1a


59 gaarclcn Saardn1, de r ogsaa fremmøtte rnetl unclt:agclse a v 4 mand ne mlig· J.\slnk Andersen, G under og Salve Onunundson , samt Signnl Even sen Snardal, der samine tid var paa Byr eiso. Saa blev og indkn 1dt til at -v rnre tilstede den a Ydødes foræ ldrc sri. Ill t spst er . All e forbemcldte til s te deværende persone r blev paaranbt c1lvorlig ti!h olut o~· forman ede at g ive den n øi~ste Oply s11i11g cftcl' de r es Sanrdttighed og; O verbevisnin g i Henseende til elet passer ed e ved den dødfunclne Pige om hun kan trocs at hav e om kom me t sig sel v e ller ar andre at v æ r e bl e \Ten dræbt, og om nogen vides eller forn1odes at k an have drælJt h e nde. De bli\·c ogsaa forestillede, at i de sidste t venc1c Aa.r er h er i Sæte rsdal forovedc adskillige hæslige :U ord, hvis Gjcniit1gs1rn1ncl .ikke har y æ re t at opdage, og at de t a itsaa e r en be Uc u k ol ig Nod ve ndig h e cl · for der es egen og enhvers Sikke rh cd at e fter fo r sk e, rn.lfindc og opgive de som c r e Gjcrnin gsrnrnnd for sligc Afsk yeligheder paa elet Stral'fclove11c kan bli ve ucl0vede og tilbrin ge cnh ver ::\la11d ,1

Sikker.lied. Retten tilligcnic'<l on Del ar ele tils tcdev a'r cn cle Vidner bcgc1v c s ig h e n til det F jos, hYor den Afrlød e fandtes, og forefandt der det saakaldtc 1-,re v elle r Halvloft over 2 Alen inde paa Loftet meget ulodrig t og Blod i Sen gehalm en , ligesa n. v nr ogsaa d en hoio Stok eller Trin fre mover mege t blodig, og m eget Blod rundet n edover St okken. Vægg cn fra L orte t Yar og m eget blodig, nedenfor hvilke n d en Afdødc skal vrcrc f'undc11 liggcnclc cfod) men ·va r nu blev en b orttagct og bcgraxct. Fra bemeldte Træ væg til U llgan gen vc1r ,omtre nt 7 Alen. Sa a \'el paa e n Bjelk e som og paa en B.-:cnk paa Vekn 1il Uclgnngen fa ndtcs Blod, ligesom e n m ed H rc nderne bes udlet med Blod Ji;, vdo tn gc t for sig m ed H æ nde rn c . Paa 'J.'rrd ukke t elle r l fo andgr elw t iu d v en cl ig ar Fjøsdøren fa ndtes m eget Blod sa a vi dt som et :Menneskes Ha.and. Fra Traff et til Gul n't v ::i r der in gen 'fn1ppe anbr agt, 111011 el er nrn at t<: klyyos op og n e d. Forst blev frc rnka.hlt <10 11 Dr:cht<·s Fader Ole 'I'orkildse n, ITmgl:111tl, 70 Am· g l. Han Y,l r til s tech~ ll vr paa G nm·cl<'ll hos si11 Svi gers1 m Bjorn 'l\ U'ald son Aften en føre nd Gjernin gen


60 skecde men u v idendc om sin Datters 8 Yangcrs k.ab, som siden ved Obductionsforretningen er befundcn, ,·cd han heller ikke det ringeste at opgi ve om til Oplysning om Tiden og Omstændighederne ved d et Drab, som man siden formod e r a,t være begaaet paa hans Datter, da hnn er overbevist om, nt hun ikke havclo ringeste Fors::r t i 'I'nnkcrnc til at clræ be sig selv, hun var dels altfor munt:r r og frygtsom for at sec Blod til at hun skulde have Siutdant Forsæt. Han saa ikke sin Datter før det begyndtc a t skumre Aftenc11 for hun fandte.s, og troetle hun var gnaet hen noglc l'aa Skridt til nærmeste Nabo Aslak, hvor hun den Tid var i 'l'jeneste. Selv som en aldrende Mand gi k han tilsengs og vid ste ikk e noget nf det passerede; ikke h elle r vecl nu at gi ve nogen Oplysning, da han strax om :Morgenen, da han fik h øre ({jerningen var skeet tog bedrovct bort rra (faardcn m ed sin Hustru, nden a t han enten san, sin Datter cll Qr Stede t, hvor hnn fandtes død. Han formoder siden hans Datter er dræbt men har ingen Be viser hvorved lian kan beskylde nogen, dog har lian hos sig selv e n skjult :Formouning mod e n Person her p.1a Gaa.rden Ycd NaYn 8ig11rJ E vensen Sansdal, som nu e r til Byen. D ep onente n hlcv saa forevist corpus cklieti ;) : Kniv en, som fancltes i den D wles Ha:1ncl, hvortil hnn sag<ll', at han sel v ha vele f un<ld l>mncldtc Kui v i Skove n forgangne A,.ir og havllc den 1ll1 e n 'J'itl staaet i c 11 . VtPg- hos hans Svigcrson Bjørn, for Yed Iljir lp ni' <len at or,lukkc en trang Laage for Lanvcdorc n, men h v.tcl 'l'id de n derfra blev borttngct v ed hnn ikk e. . 2de Vidne . AsbjHr Nottos<latter I Uegla11cl som er de n c1 f duL les 1\lodcr 7 4 Aa.r gl. frem stod for Retten. Hun blev forclæst sin nlands Forklaring, h vormccl Il un i al t var ovcrensst~mrnenck, dog l.1gclc ]11m til, at h1111 forst i Skmnringc n Aftc'nen for h e ndes Datter rancltc.s <.lf>cl, gi k ud fra hcnucs Svigcrsøn Bjorns DHr, og da hort e hu11 1,ag YCLl Ilusva,ggen h e ndes Datter tale mc<l en Marnls pcrson. J run g ik efter ii lbngc ind og kort d er e fter .1 ttc r ucl ; og- <la sna hn.n Sl anen v:i r f'rn Dore n for dC' t: Fjos, lt vor h e ndes D atter neste Morge n fa)l(ltes clod, s:w !tun formoder dur ,·tir Folk i Fjosct, rn cn cht huu V<ll' iung hort og ingen ringeste 'J'a11ke liavde om nt


afskyelig- qjPrning sk1ddf3, pnss0re, S()m hun i:,i(kn m:1;1lll'. ('rf,11·1· 1 sna h\'crk(•n !,;'ti\· h1t11 .\gt efter eihellcr k1111<le hore lff<:'lll <lrn1 Mandsperson vnr hornles Datter talte med l>ag Hus\':cggcn. H111t hlev forc\·ist Krii,·cn (corpus de lid i) li \'orom l1111t forklarte si~ som hendes l\lancl, dog ved hun rncd 8ikkcrlic<l 1 at d<'Jl var blevcu horttaget noglc Dage fur (i_jerningcn skecclc fra LaaYcvrnggcn, h\'or den stod, saasom hun selv forgjfovcs liavdc ledet erter den, for at oplukkc Lanvcdoren med de 11, men hvor K11h' c11 imidlertid var henne, oµ; hvem <ler havdc den er hun aldeles uvidende om. Ikke heller ved hnn om det var mere end 4 a 6 Dage den savuedcs. Efter noglc Forcspnrgsler forklarede hun Yiderc, at om l\Jarnlags l\Iorgcn den 5te },ebruar strax det var blcven lyst, gik hun hen i Fjøset for at s ec til tvende Kreaturer, da hun kom l'orcfandt hun SJaacn fra Døren og da hun lukkede op Duren og gik ind, blev hnn vaer sin Datter i i>lodiµ; Tilstau<l liggc11de inclerst paa Gulvet i Fjøset, og forskrækkct lub stn1x tilbagc raabendc og faldt i Afmagt. Vidnet var saalcdcs saavidt hun vidste den første som saa hendes Datter tlotl. 1\Ieu med sin Mand reist<~ hun strax derertcr bort, nclen at hnn var istand til at agtc paa nog·cn Kjendsgjer11i11g til hendes Datters Dødsmaade.

1111g<'JJ

sa:uL111

3clc Vidne ( ljcrtrncl Olsdattcr Sos ter til den Dra~bte i A:gteskab med Bjorn Taraldsen Hægland 40 Aar gl. havdc ikke paa den r_r,id været paa (h1ardc11, og viclstc derfor intet til Op1ysning i Sngcn. 4clc Vidne blev frc~mkaldt Aslak Sorreclals Hustru 8valaug 'rorgiesda.ttcr 30 Aar gl. Hun forklarede at den Al'cløclc tjente 8 Dage hos hende og 8 Dage holdt hun sig selv hos sin Svoger Bjørn, og skulde kommen i Tjeneste hos hende de n Sonclag Afteu, som hun Mandags :Morgen elter b1cv fundcn død, men kom ikke, hvilket gav Anledning til at hendes 11lle Datter Gunvor Torgiesdatt('r med flere hendes Kmneratcr lcdtc erter Afuøde samme Søndags Aften 1wget efter at ekt var hlcvcn mørkt omtrent Kl. 7, og da Datteren kom hjem fortalte hun sin Moder, at hun og en Dattrr ar g\'Cn Iversen her paa Gaarden ved Navn Il.nrncy v nr oppe vecl den A fdødes Forælclre eller Sviger1


62 hroclnr Bjorns Fjos, h \'Or bcrncldtc Ran n e,\ · \'ar het v ed Fjoset m cdel!s h en des Datte r s tod d li elet Stykke fra, og ela Ra.uuey k om fra Fjosct,' fortalte hun clcn lilio Gunv or, at hun hørte det som et Men nesk e pustccln rneget stygt i Fj øset, dcrpan fulgtes de ud 1il Evells E us, hvor Ranncy strax bcsvimccle, og da hun kom s ig ar B esv imelsen og af s in S,.1ster og ]Hoder blev h oldt under Arm ene udsagde hun : " Aa joi l\Iarnn, Gucl bære naa han Sig11rd 1 dersom han ikkj e ryme, cntch t.1p;c clci han clk~t s rymc r han. u Iovrigt vids!c Vidnet intet om 'I1il.dr..1gclsc11, da l11m e i k om tilstede, hvor b01ncldte Ranncy Olsclattcr faudtcs dod, c ili cll c r vn.r vidende on1 dennes Dcs·vangrclsc nf Sig11rd Ev ensen, .h vilket Afdøde havde dulgt for henue, ud en d e t alen <', at for omtre11 t 3 Uger før hun døde, var hun en Nat borte fra sin 'I1jc neste hos Vidnet, og da hun blev spurgt om, li vor hun havde v ~or et h e nne, bckje ndte hun, at hav e vmrct i Vidnets Fjøs og Sigurd E vensen hos h e nd e . Som 6te Vidne fre mkaldtes fornrnvntc Vidn cs lille Datter Gunvor Torgiesdattcr omtre nt 8 Aar gl. og forklarede sig i1lcleles overcnsstcn11nen Llc m ed rnodcre11. Ute Vidne Ranney Ev c nschtUcr søndre S urredal 20 Aar

g l. blev tilspurgt, om hun ikke vidst:c der var nogen n øie ~'orcning eller Kjærlighcdsforstaaelsc imell em hendes Broder Sigurd og den doclfuncl110 Pigc. H ertil svurede hun bestemt nei, og at hun havcln Samtale m ed den dødfnnclne Pigc Loverdagen før hun fondt es clocl, under hvilken dc11 Afdøde paa Tilsporgscl af . h ende aldeles havdc n ægtct og med Eed svor paa, at hun ikke var br e i eller svanger, hvilke t linn havcle Formodning 0111 efter hentles Udscencle. D erefter paa n ærmere Tilspørgsel forkla rede hun viuer e, at Søndags Aften d e n 4dc Februar gik hun 1.illigerned Pigcn U unvor Torgiesdatter op til Bjørns Pjøs for at søge orter de n dræb te Pige. GunYor blev s taaende lidt ned enfor istedenfor at <l!:Da til e n ' anden Bygning kaldet Loftet. Da Vidn e t kom til Pjosclørcn h orte hun som en Pusten og Sllorklcn n [ et døen de Me nn eske, ndcn at hun h orte nogen ringeste anden Lyd. Vidnet blev saa forskræ kkot, at hun ude n gan sk e nt Hærme sig Fjøsdøren eller lukke dC"n op, strax l1<'gav sig tilbagc hj em,


' ,_) ( ),J

li,·or Gu11,·ur, so1n ln111 forlalt<"', hva(l h1111 h,r\'cle hmt, fit]gle 11cJ1clc. Da \'id11ct kolll hje111 l>kv h1m s,ia rorskr;:ckkct, ,it hun ikke kan c1·11Hlrc sig, om l1un var til i \'erden og om hun s~1gcle mC're end de. Ord, at hun var ned eller bange for, at der i Bjurus Fjo.s skecdc noget ondt-. Dornmcren spurgtc Vid11et, om i11gen gik ucl for at cftersce, hvad foregik i bemeldte Fjns, og om ikke ar hen eles tilsteclev rcreude Poræld re og Stistcr bkT t:d L om det passerede. Vidnet svaredc, nt hun blev saa l'orsknPkkd, at hu11 strax maatto gaa tilsengs i si11c For._Pldr0s Stue', og vat· i cleu Forfeitning, at hull ikke hørte eller ved, oin der blev rnHJersogt i Fjøset eller talt lloget irncllem dem. Hun har heller ikke siden hørt, at eler skecdc nogen C ndcrsøgelse nJ de1n. Hun forklarede ogsaa paa nxrn1cre Foresporgscl, at den kvæsende eller snorklcnclc Lyd, som hun lrnrtc ved Fjøsd0re11 foraarsagedc dun 'l'ankc hos hcnclc, ::1 t der skeedc et 1\lord, og dette tilbr;igtc hende sna m0gcn Angst, at hnn ikke sansede sig at hente :Folk tilstede. Dommeren spnrgtc Vidnet om hun havdc havt 1Jogc11 Ponnodning om, at nogen her paa Gaanlen skulle ville begaa l\Ionl enten~ paa sig selv eller alldrc, h,·orpna linn svarcdc bestemt, nei, men L,:yclcn gnv hende alene ..:\nlcdni11gcn. Paa noicre Tilsporgsel forklarede Vidnet Yidcrc, at hun siden Tildrage1sell ikke haYde seet c1cn DrælJu,, cillcller været i (l·~t: omhaadlcc!e Fjos siden, saa hun intet ri11gcste vidste videre til Oplysning i denne S,Jg. PtW, rrilsporgscl hvor hendes Broder Sigurd bcfa.ndt sig Sønc.h1gs Arten ..!:de Fchnrn r samme rrid, hnn søgtc erter den Drr<:bfc, samt fm· og efter, sv"uedc hun, han havdc vrerC't hjemme ved Skumringen samme Aflen og S}Jurgt om Vidnet og So~tcr ikke vilde folgn ham nord til næstc Gaanl og danse> mc11 da de ikke hos deres :Forælclre fik rl'illaclclse dert i I, og de saa hmn p;aa nord efter V eie 11, trocdc Viduet, at han var gaact til Naboen, men 0111 han virkelig ,·ar der eller ikke viclstc Vidnet ikke at opgivc. Corpus dclicti ;, : Kniv<'n blev Y'idnct forevist rnen hun sngdc sig vel nt have scrt bcmeldlc Kniv for noglc Ugcr forhcn at stna i Biørns Dor, men hvor den i den sidstc Tid for Gjerningen har været beroende ved Vicl1ict ikke.


7de Vidne Even IYerscn sondre Sorreclal Fader til <He Vidne (;4 Aar gl. Paa første 'rilspnrgscl sagde h;-1n, nt han ikke vidste af ringeste Forstaaclse imullcm hans Son Sigurd og den Afdøde, ikke heller Yidstc lian men havcle Formodning om, at den Afdodc Yar hrni oller f'rngtsornmelig. Vidnet blev tilspnrgt om han ikke Snndag A fte11 den 4do Februar vidste, hvad der var v cdcrfarct hans Datter Ranney og on1 ingen gik ud, for at cftcrscc, hvad hun haydc hørt. Svar n ei. Vicl11ct var den Aftc11 gaact syg · tilsengs og ikke horte elJcr vidstc det rillgcstc :ir, hvacl passerede. Han har ,-el 8iden hørt tale om, at hans Datter Ranney skal bemeldte Aften have hørt nogen Lyd i Bjnrns Pjøs, og at hun skuide have talt om, om hun ikke burde gaa i11cl og advare BjHrns Værmoder Asborg derom, for at hun kunde cftcrsee om noget Kreatur var kommen løst i Fjosct, men han ved vist·, at hun ikke gik til Asborg, det har hun selv sagt. Kniven, hvormed Gjerningen formodes gjort ble v forevist ham, den han sngde aldrig at have sect førend den l\rorgcn, da Pigcn fandtes død og han tilligemed Hnstrn og en Mand ved Navn Ommund fonncdelst Asborgs (2dct Vidne) Raab, hib op i Fj11set og der forefandt den Al'døde liggende med Kniven i Haanden inderst i Fjøset. Pa.a videre TilspHrgsel svarede Vidnet, at det ikke ved at sige i h vad Forfatning den Døde fandtes. Vidnet blev kun vaer, nt den Dode Jaa med Kniven i Haanden og var blodig ved Halsen, men da Vidnet strax med Hustru gik tilbage yed han ikke videre at forklare. Paa Tilspørgscl hvad Tid hans Son reiste til Byen svarede Vidnet idag 8 Dage som var lGde li\ ,br. sidstleclcn. Pua Tilspørgscl om hvor hans Søn var og opholdt sig den Søndags Eftermiddag samt Aften og Natten til :M andag som Pigen næste Morgen blev fundcn dnd, svarede Viduet, at han ikke vidste ll\·or hans Søn Sigurd bem eldte Tid opholclt sig, da Vidnet den Eftcrmicldng var syg og stundom laa tilsengs og stundom var oppe. Dog saa han ham herneldte Søndags At'ten Yxre hjemme og spise til A ftcns med de andre. 8de Vidne Joran Hansdatter 7<le Vidncs Hustru 5G Aar gl. Hun forklarede, at hun ikke viclstc af mindste Kjærlighedsforstaaelse mcllem h endes Søn Sigurd os· dl;n


65 afdødc Rannng Olsdattr,r. · Til nærmere Oplysning af det pnsserecle forklarede Vidnet, at Søndags Aften den 4de Februar sidstleden kom Vidnets Datter forskrækket ind og sagde, at hun syn tes hun horte en Lyd henved Bjørns Huse, hvorover hun blev saa fol'skrækket, at hun ikke kunde sige mere, men gik kort ckrc[ter tilsengs, hvorpaa Vidnets anden Datter Birgitte Evensdatter, son1 nn er i Tjeneste hos Ole Grundescn Oustad, gik ml for at eftersee, hvad Lyden kunne have været, men kort efter kon1 tilbage og sagde at hun intet bemærkede. De som va.re i Stuen, da Rannug ko111 forskrækket ind vare Vidnet og hendes l\lancl hendes Datter Birgitte og Sønnen Knud og med Datteren Rannug fulgte Gunvor Torgiesdatter (5to Vidne). Flere var ikke tilstede i Stuen. Da Vidnets Datter Birgitte kon1 med bemeldte Svar tilbago, troodc hnn, D t hvacl hendes Datter Rannng havdc hørt Yar ikkun en blind Skræk, og blev da ei tale on1 den 'ring. Næsto Morgen i Dagbræ kningen hørte Vidnet et jamrnerskrig af Asborg, som sagde at hendes Datter laa død i Fjoset, h vorpaa Vidnet strax gik op til Fjøset, og kom 01nmund til samt hendes :Mand strax efter. Da hun lukkede op Døren og inde i Pjøset, hvor det var mørkt, . skimtede, at der laa et l\Ienncske dødt blev hun saa angest, at hun ikke kan erindre sig hvorlccles den Al'døde saa ud, ikke heller om den hende nu af Retten foreviste Kniv befandtes i den Afdudes Haand eller liggende ved hendes Side, og ei heller om Vidnet først tog den af sit Sted, men at Vidnet medens hun vnr i Fjøset enten sol v tog eller modtog af andre den samme Kniv i sin Haand, det kan hun nu vel erindre sig og kjende Kniven igjen. Efter et kort Ophold gik Vi<.lnet tilbage til Asborg og har siden ikke seet den Afdøde eiheller været i Fjøset. Paa Tilspørgsel om hvor hendes Søn Sigurd opholdt sig den Søndags Aften og Natten til l\landagen da 'l'ildrngelscn skcede, samt h vad Tid denne hendes Søn reiste til Byen, svaredc hun. I Afdagningen føranm eldte Søndags Aften kom bemeldte hendes Søn og forlangte at faa sine Søstre med sig, for at gaa hen til næste Na bogaard nordre Sorrcdal og der med fler e at danse, hos ~


66 hvem ar Beboer11c ved Vidncl ikk e. Da Yidnet furhpcl Døttrcne at følge 11am, gik }wn bort·, nden at Vidn et ved hvorhen han gik hen vider e, end at han sngdo, han gik til nordre Sorreclal. Silde hen paa Aftenen, Klokkeslet Yed Vidnet ikke, ela iugen af B,;nclcrnc her till'jelds har Uhrvtc'r k, kom han tilbage i Selskab med Sal\·c Ommundsen Sordal og spiste til Aften . Dil Vidnets Dottrc h:1v(lc fo gt sig i Sengen i Stue11, hvor Signrcl pleiede at l ig·gc og ikke pna Pjøstrævct, h Yor de ellers sæd V[ll1lig pleiede at sove, bad hnn Sigurd gaa hen til Naboen Ommund, l'or at hegge sig der, som han og skal haYc gjort. Sidstletlen 16de r eiste Sigurd til Byen og kan altsna ikke ve ntes tilbagc før · i neste Uge.

9clc Vidne Knut EYenscn snndrc Son1al 15 Aar gl. ikke confirmeret forklarer at han ikke har sect eller bemærket llogen Porsfoaelse m ellom hnns Broder Sigurd og den dødfundne Pigc, men at elet v el i Bygden taltes derom, har Vidnet hørt, men Yc<l at hans Broder nægter det, og var vred derover og sagde, at han ikke vikle .have h ende. Don omtalte Søndags Aften, da hans SosL:~r forskr(.nkke t kom ind, laa Vidnet syg j samme Stne og sov, sna hnn ikke ved hvad eller om der blev talt, ]1 ellcr ikke v ed Vidnet, hvor . hans Broder Sigurd opholdt sig bcmcklte Aften videre end at han senere har hort fortæ lle, at lian skal have gaact til nordre Sordal. lOde Vidne Thone EiYinusdatter 24 Aar gl. Datter til 7de og 8<.lc Vidn e forklarede, at hnn ei var paa Gaarden da bc111eldte (J jerning skcdc, var ei bckjondt med nogct Kjærlighedsforhold mcllem den D n:obto og Broderen Sigurd, 1nen lin.vele dog h ørt saada.nt omtnlc i Bygden, og da hun spurg te sin Broder Sigurd h erom, sngdc han (lcrtil n ei, og yar ellers yred, fordi Polk i Bygclcu btlt o om han havdc besovet den dræbte Pige. Om Tildragelsen med den dræ btc Pige v ed hun intet Yiderc end 1nm blandt Folk har hort, at ele men er nt h<>ndcs Broder Sigurd er den Dnebtes

Banerna.nd. 11 te Vidne Knud Olsen tjenende h er paa Gaanlcn hos A-sl.tk 26 Aar G"l. forklare.dr, at han clc11 omhandlede Tid


67 ikke \' ar her paa Gat1 rdcn og e i kon1 hertil før S Dage efter, ved saaledes intet at berette om 'I.1ildragelsen, men har alene hørt Sigurd Evensen Sordal, der mistænkes for Drabet i nogct beskjænket 'l1ilstnnd omtrent 14 Dage før Gjerningen skcede sige, at han var lei eller kjed ar Livet, for han Yar bange han kom til nt gjore en Ulykke, og derpaa sagde "Ond give jeg var ncdsynk et. '' Dette foregik paa en Vei de fulgtes ad og i Anledning af at Vidnet sagde til Sigurd, da de gik over en Ane, at ele maattc vogtc sig fordi Isen var svag. 12te Vidne Tarald Taraldsen nordre S orredal 57 Aar gl. forklarede at den Aften Tildragelsen skeede, var han ikke hjemme i sit Hus før Aftensæt-Tid omtrent Kl. 9, da hnn kom hjem fra Naboen og dn, forefandt Sigurd sicldcnde h os ham og saa paa noglc som spillede Kort. Vidnet kunde ei l>emæ rke noget bosynderligt ved ham, men lngdc ei hellere nølere Mærke til ham, da han ikke havde nogen l?ormodning om noge t. 13de Vidne Gunder Olsen nordre Sordal 30 Aar gl. forklarede at den mistæ nkte Sigurd gik tilbage til søndre Sordal ved Aftenskumringen og forekom ikke Vidnet anderledes end sædvan] ig de n dag, hvad han da vnr iklædt kan Vidnet ikke erindre. Vidnet saa ham ikke siden førend om Aften1:m silde. DJ, Vidn e t vilde læggc sig kon1 han og afhentede et Par Ski, lian om 1\Iidclagen havcle nedsat. Næste Morgen da Vidnet blev underre ttet om det passerede, gik elet h en til Gaardcn sondre Sorcl:11 og besna der med Ommund Ander sen og fler e clr n Af<lød c, som ikke syntes det ringeste blodig paa sine Kl æcler, kun lidet p aa Fingrene og nedover Halsen. Oppe paa 1'rævet var baade 1neget og levret Blod saa var og den h øie Stok fremme ved Træ vet meget blodig samt Væggcn n e d fra Trævet v ed hvilket den Afdøde laa fladt uclstr[lk.t med Klædcrnc i den bedste Orden og begge Hmndernc pna Brystet. Den af Retten forevi~te Kniv lua da v ed hend es Side, m en d er blev sagt a.t hun blev funden med den i Haanden. V idnct bcrn æ rkedc intet Blod paa Gulvet d er hun laa. Fremmenfor der hun laa vistes først paa en Banscstok Blod som e fte r et Menneskes


68 blodige Haancl, saa var og at sec 13lod linder ca 'l'vcrbjelke under frc1nrncstc Træ v samt meget Blod og et Haar paa indorstc Hanndgrcb eller Lukke ved den eneste U dga11g eller Dor Fjøset havd c. Viunet bcsaa og mccl tiere, at der omtrent 91 Skridt fra 1noset, hvori den Dodc fandtcs, syntes tydelig i Sneen Tegn efter et Mennesk e der haydc tsirrct sine blodige Hændcr af m ed Sne, og viste tydelig den blodmængte Sne omsprcclt pna Ste.det, saa syntes og Jigusom Ridsor i Sneen erter en Kniv, samt lydelige 1Hrerkcr efter en voxcn l\fands Fodder, at han havde stanet med Flidderno halvt ind paa Veien og tørret sig. Sneen var kram og Sporene var vendt tvert pna Veien, derved snacs og bcm:.orkcdcs tydelig hvor han havde staact. 14clc Vidne Ommuncl G urnkrscn sp11dre Son]al u3 Aar gl. forklarede sig aldeles overcnsstcmrncll(lc m ed foregaaendc 13de Vidne, klln at Vidnet, der var en af do allerførstc som løb til Fjøset Ycd Asuorgs .Anskrig, spnrgte idet han kom incl i Fjoset iilli gcmed E,-en og J ornn (den rnistronktes Forældrc) om hun (l\:;(_·n) Yar død, hertil svnrede Joran idet hun sprang hnrtig til, og tog den her rlf He tten fore viste Kniv, som Vidnet kjcncler igjen er don samme, ud nJ den D0des Ha and og sagde ,, (let Yiscr hvorledes hnn har ba aret sig ad e:llcr faret med sig, se h er hvor hun ligger med Kniven i Haa11den u. Vidnet san, ogsaa tydelig ligcsom foransta.acnde Vid11e Teg n cfkr, at en har staact i Veien fr[t Fjøset fren1 ad og ,1 fy nclskct sine blodige llrnndcr, og ved Vidnet med Sikkcrllcd, da han ofte D,1gc11 og Aftenen fornd gik forbi Stedet-, at el er elet ikke f'and tes den blodbcsprængto Sne eller nogot saadnnt rin geste Tegn. 16de Vid11e Ingc.bqr g Olsdat ter Enke boende p:1a Nabogaarden søndre Sord:11 58 Am· gl. VicL~tc intet videre at forklare e nd at rnistrcnkte Sigurd Ev ense n kom omtrent halv IC-vrnlclsats Tid Klokken m cllc>m 7 a 8 om Aftenen Søndag clc n 4dc Febr. sidstlctlcn, og satte sig strax han kom ind til at sec paa 3 P\'rsoncr der spillede Kort, han sad d er nogen 'l'id til de alle gi le bort ved K v.-e lcls:cts 'l'id omtrent m cl1c1n Klokken 9 a 10 om Aftenen. Vidnet som ikke bavde nogen Tanke e1lcr Formodning om nogen bcgnaet


69 Misgjerning, gav ikke Agt pna den Mistmnktes Forhold, om det var anderledes end sædvanlig·, og heller ikke i Henseende til hans Klædc r, om hvilke Vidnet ikke vidste at forklare. 16de Vidne rrargicr Gundersdatter søndre Sordal 24 Aar g-l. Vi(lnet Vi.11' paa nanrden, du 'filclr~igclsen skeede men ved intet ::mdet nt forklare end at hun syntes at sec den mistænktc Sigurd Evensen gaa forlJi Huse t her pna (iaarden i Skumringen den samme Aften Tildragelsen skeede, men paalidelig kan Vidnet ikke forsikre at det var Sigurd hun saa gaa forbi eller det val' en anden, dog synes hun dl't var lwn1. Silde Aften kom Sigurd sammen med Salve 0111mt1ndsen og Aslak 'l'horkildscn Onstad og spurgte Salye, om han kunde lmggc sig her hos ham, hvortil denne svarede, at 11,,is Aslak ikke vildc ligge hos ham, skulclc Sigurd faa ligge, og da Aslak strnx svarcdc, h,1n vikle gna til nordre Sorclnl, gik han (Sigurd) en kort rl'id bort og sagde han rnaatte saa siia reste hjem, hvorpaa han kort efter kon1 til?agc og lagde sig netl hos Sal ve, hvor han blev ligge nde til elet blev Dn g. Han har aldrig enten for eller siden forlnng·t eller Li ~t der. Vidnet mic rkcde intet bcsynderligt eller usædvrmligt vecl hnrn. 17<lc Vidne I11gel.Jo rg Rolfsdattcr gift 1ned Ommurid Gundersen her paa Gaardcn søndre Sordal G7 Aar g·l. Hun forklatedc sig aldeles overcn ~;stemmencle med foregaa e nde Vidne, kun at h11n ikke ha.vele scet Sigurd gaa forbi be-

meld to .A Hen. Hermed ble v l:1orlwrot, der lrnvde vcclvaret til Klokken 12 om Natten afs]uttct. D er var ved dette forlwr frernkommen en saa begrundet mistanke til Sigurd EY e nscn Sonlal, at der Yistnok burde være truffet fornn staltningcr til nt faa ham nrres tcret. Foruten at det ved den legale obclnktion var bragt paa de t rene nt her l'orelaa mord ikke selvmord snmt at den dræbte pike var S\~nngcr, hvml dr r jo var egnet til at kaste ot lys over grnnclc11 til morde t·, saa var elet bckjcndt i bygden at Sigurd E\'ensen s tod i kj,rn:1ighctsfoi·hold til den drrnpte pike. Ogsaa selve vidne(!ts~1p;llenc srntcs 1ncl1 bostcq1thc,' t at utp eke


70

ha1n som 1nordc:ren især søsteren Ranneys uttalelse, da hun kom hjem sammen med den lille Gunvor: ,,Gud bære naa han Sigurd d~rsom han ikkje ryme, enten tage dei han ellers ry1ne han". Disse ord, hvis uttalelse forhøret mærk-. værdigt nok ikke gjør noget forsøk paa at constatere, peker direkte hen paa Sigurd som morderen likesom de giver en sterk mistanke on1 at Ranney ikke er fremmed for kjenclskap til n1ordet mulig endog før dets i\' ærksætte]se. Ogsaa flere av de øvrige vidners uttalelser viser likeledes saa stærkt hen paa Sig·nrd som morderen, at hans snarlige arrestation syntes fra rettens side at nrnatte være et uoftergivcligt krav. Naar imidlertid sorenskriveren undlod at tage foranstaltninger i denne henseende, da erklærer han i en skrivelse til stiftet, at han ikke 1ncnte sig berettiget h ertil, da Sigurd Evensen var soldat, og dette saaledes paalaa hans militære foresalte, og saaineget more grund n1cnor sorenskriveren, at han havde til at overlade dette til hans officerer, som hans kornpagnichef v. BH.ronholdt bodde i nærheten av provst Jager paa Bygland, der var don der havde anmeldt saken, og han gik derfor ut fra at provsten, der lJoclde like ved kompagnichefen pna Bygland likeledes lrnvde underrettet denne om saken og den n10t Sigurd Evensen reiste n1istanko. Paa grund av denne rnisforstaaolso blev der altsaa ingen forføininger trul'fet til Sigurd Evensens arrestation, og han vendte nogle dage el'ter at forlwrot var bleven avholdt hje1n uten at blive antastet. Forst noglc dage efter, da. der skul de holdes scssion pan Bygland, hvortil Sigurd Evenson som sold,tt var inclkalclt, besluttede han at rømme, da han antagelig ikke turde møte ved scssioncn, hvor han ku1ide være omtrent sikker paa at bli ve arresterot. Uten at nogen lagde hain hindringer i veien urn1veg altsaa Sigurd Evensen fra bygden nogle cfage efter det forsto forhør. In1idlertid bluv det avholdte forhor beskrevet indsenclt til stiftsbefolingsmand Levozon i Christiansancl og av denne igjen oversendt Sigurd Evensens rcginwn 1st'.hd oborst 'l'obiescn, Denne var gj snnem regimcntsehdon allerede underrettet oin saken, samt at Sigurd E,Tcnscn ikke liavclc fremmodt -ved Fessionen, hvorfor li ;rn an toges at \' æ ro unll vegen, l)et var


71

clerhoe av obersten a llor~do truffet forfoi ninger til hans pRagriLclso. I skrivelse til stiftet luæver obersten des uten et nyt thingsvidne avholdt til sakens noicrc undersøkelse og frem holder en del sporsmaal som han ønsker vidnerne forhørt om samt beder at tide n for thingsviclncts avholdelse betimelig maa blive meld t til kap tein Bitrenholdt, der har faat ordre til enten selv at va~r c tilstede eller beordre en paalidelig offiee r til at rrernnwte ved forhoret, for at paase den mistrnnktc soldat Sigurd E\-enscns r ot iagt!aget. For irni<llcrticl et saaclnnt forh or knndc lovlig bennnmes fanr sorenskri ver Kor cn pa:i. et forh,,r, der holdtes i Bykle s(·,g11, vide nt der gik et rygtc om nt de n undvegne Sigurd E\·c: nsen skul<le Yærc paagrebct i nærheden nf byen Skien og derfra ført til Cltristiansn.nd. Han besluttede da , for 0111 muligt at forhiruJrc, at dette rygte kom til hans forældres, sJ:-.pat11 in°·ers 0°· ar) o00 • derved kunde -c O C ele a11dre vi<lHcrs kundsk ·· afstcclkomme vanskelighc'ter ved forhoret og fordølgclse av fakt:1, st rax t:d c n videre varsel at avholde et ihingsvidne i s[1kcn paa sun1rr10 tillJagcrdsc, hvorved han k o·m forbi Sordal. Efter nt han herom Yar hlcvc n cn1g med do 1nilitærc autoriteter bkv 0t 11yt forhor i saken n vholdt paa gnardcn Sordal 31tc 1wws l 708. Tilstede Yed tkttc forh0r var ifulge kaptein Bitrc nholc.lt s o rdre h e rr Fwndrik 811 th v on Ja,ger for at paase Sigurd E\'cnst'11s rct. Forøvrigt var ti l forlwret indkaldt ved muncltlkt ntrscl 13 vidn<'r. Som lstc Vidne fremstod eler Dræb tc Piges Fader Ole 'l'orkiJclscn l fa,gland, der y edble v sin iitlligerc afgivne Forklarin g og k1111 tillagde a t "l1a11 har hørt Rygtc om at Soldat Sigurd ~ve11scu her a[ Uaardcn, som han har hnvt mistænkt for at være hans Datters Bancmand skal forud for hans Unclvigclsc have tilstaaet for hans Forældro at lw.Y e begaaet denne Ujcrn ing. 2de Vidne Asl>jor N uttosda ttor lsto Vidncs Hustru fastholdt sin ticlligcr o Pork lari11g- og tilføiede knn, at h nn ligesom hendes l\[a11Ll liavde lwrt Rygte om nt Sigurd Evensen sknlde have til stan ct Forbrydclsnn for si11e Forreldrc. !kle Y id 1w <ljcrl l'lHl Olstlattcr Hjorn 11 reg-lands Hnstrn og $øs ter til 0.en drft'htc Pigc fi'tfltliold t ltgcleqcs i1nder Ell '-'


72 sin tidli~ere Forklaring og an gav at have ltort det san1me Rygte so1n hendes Forældre. ·Disse 3 Vidner blev af Dommer en anmodede om at være tilstede ved de øvrige Vidners Afhørelse for at paase og være Vidne til Sagens nøi[l g tige Undersøgelse. Faderen og Datteren blev i Retten n1edens Moderen, der var syg reiste hjem. 4de Vidne Svallaag Torgiesdatter Aslak Sor rcdals Hustru var syg og ikke ved sin Samling, saa hendes Afhørelse maatte frafaldes. 5te Vidne Gunvor Torgiesdaiter 8 Aar gl. blev formanet til Sandheds Udsigende, forklarede sig overensstemmende med hendes forhen under forh øret afgi vne F orklarin g, og paa Do1nmercns Sporgsmanl om hun blev forlJuclen af nogen at udelade sig om h vad hun lrnvde seet eller hort den omhandlede Aften svnrede, at alene Rann ey Evensdatter Gjerningsmantlens Søster, da hun om Aftenen ful gte Vidnet, som var rnørkeræd tilbage til hendes Forældrc, bad hende (Vidnet) intet at nævne om, hvad hun havde hørt og lagde til, at det fik vel snart at vides. Videre sagde hun ikke. 6te Vidne Ranncv ., Evensdatter sondre Sorr edal blev forelæ st Edens Forklaring af Lovbogen og paa det alvorligste af Dommer en formanet og pa.a mindet om Edens Vigtighed og at bekjende Sandhcd. Hun blev e fter Lovens Forskrift i Ed tagen og derefter forklarede, at da hun som i forhøret benæ vnt havde hørt den hastige Lyd i Fjøset uden at lukke paa. Fjøsdøren eller at gaa ind i Fjøset og hun forskrækket kon1 incl i sin Fadcrs St1.i e, hvor Vidnets begge Forældre samt Broder Knud og Søster Birgitte var tilstede tilligemed Gunvor rrorgiesdattcr som fulg te Vidnet, og Vidnet som bekjendt i Forhør et lw,\·dc tilstaa et, hvad lrnn ha vde hørt, gik Vidnets Fader Even I ver sen og Søsteren Birgitte samt Broderen Knud ud for at c ftersee. Det var da Afd ags Tid. D a de kort efter kom alle tilb~1gc sagde ele, at hendes Broder Sigurd havdc tilstane t for dem at havo dræ bt R anney Olsdatter i F joset. Nogct efter kom Gjerningsm~nden Sigurd ind, og havdo skiftet K lædcr, dem han ~kal have omby ttet oppe paa T,oftet alc:110., hvorom dog den


73 Aften intet lJlev talt 111811 Vidnet siden har faaet at Yide. Hun har og D.igen efter seet Klæderne, at de vare en Del blodige. Da Vidnets Fader og Broder Knud og Søster Bircitte kom ind i Stnen, cfterat de havde været ude og sagt at de traf hendes Broder Sigurd bag ved Stuebygningen, og han der havde iilstaaet for dem Misgjerningen, gik Vidnets Porældre stra.x tilsengs og blev liggende til næste :Morgen. Herr Fmndrik Jiiger lod tilspørge Vidnet. 1. Om Angjældende var beskjænkct den Tid han gjorde Gjerningen eller var sin fulcle Fornufts Brug. Svare<le : Han sagde bagefter Gjerningen, at den dræbte Pige nys før havdo skjænket · ham P-n Pægcl Brændevin, n1en forresten havde han .ved den Tid intet drukket, og var ved sin fnlde Sans og Sam· ling. 2. Hvorfor hendes Forælclre ikke strax anholdt hmn og anmeldte hans Misgjerning for compagni chefen Herr Captain yon Biirenholdt. Svar : Dertil kan Vidnet ikke svare eller tror anden Aarsag end faderlig Kjrnrlighed. Dommeren spnrgte Vidnet, om de blodige Klæder bleve afvadskede, af hvem, hvor Vadskevandct blev h enkastet og hvor Klæderne nu ere. Svar: Saavidt Vidnet erindrer, blev Klæ derne ar hendes Soster Thore Eivindsdatter afvadskede følgende D,1g, men hver Vadskevandet blev benslaget er Vidnet uvidend'e om ; bemeldte Klæder cre end nu beroende i Hnset. Paa nærmere Tilspørgsel forklarer Vidnet, at hun gik kort erter hendes Forældre tilsengs . i Stuen, men hendes Broder Sigurd gik hen til nordre Sordal, dog ved Vidnet ikke om han derom ovcrlHgdo nogct mccl hendes Søskende og Forælclre. Vidnet s:ig,lc at elet ikke enten for oller efter Gjerningen har hørt hendes Broder Sig urd tale om eller tilstaac at have besvangre t den drtDbte Pige, eihcller havde de mindstc :Formodning om eller kunde falde paa at slig Misgjerning skulde begaaes af h.1111, de lia ,·de ellers forekommet det. Efter adskillige giv no Sporgsmnal hvorom Vidnet intet vidste til Yiclere Oplysni ng, blev 11 nn al' Dommeren derefter tilspurgt, hvad 'l'iu hendes Broder Sigurd uncl,·cg, hvori han var paaklmdt og h Yilk cn Vei han to/, sa m t h vor han agtcdo sig li en. Svn r: Strnx lwn korn rra Dycn, Dato ved Vidnet ikl~e at: sigr, kun tror hun rit rrindrc det yn.r nmste 'J1irs<l:1g-


74

efter afholdet Forhør (27dc Fel>r.) han om Al'tcnen reiste bort., efterat have tagct Afsked med dem nlle og afbedet sili Synd og hans Forælclres og alles Tilg_ivelse for hans bcgangne :B,orbrydelsc. Han vnr iklædt hvidc Vaclrnels Huxer og graa 'rrøic og Vest snrnt iøvrigt klter i:laaledes son1 Dragten her i Da.len brugcs og ha vele iugcn tiere Klædor 1ned sig end de, han var ikl cedt. Han sngdc lian vidste ikke hvor han vildo tage hc:11 og Vidnet ved <.'i heller hvad Vei eller hvorhen han tog, men et rygte hnr Vidnet hørt om at han skal være se.et oµ; tru ffcn ost i Lnndct af nogle som have kjendt ham. Vicl11et ulov dcrpna al'skcdigct men paalagt at freinbringc til Eftersyn a f Retten de Kl æder Gjerningsmandcn havde paa sig, ela han hcgik 1\lisgjcrningen. 7de Vidne Even I vcrscn S(111tlro Sonlal, Gjrrni,ngsrnandens l!'ador blev i Ecd tngen og lovede at ville vid11e Sandhecl, og forklarede et efter anclct saaledcs : Vidnet Ynr aldeles nviclendc om, at hnns Son haycl0 bcsn1ngrct den drrobte Pige Rmrn ey Ols·lattor, h Yilkct hans SJ,m aldrig havde udladt sig om, og endog eftcrat han sidste Uang kom fra Bvon nvs for h:111s lTndvhrcls(', d,l Vitln<.•t derom tnltc med ham, sagde at lian yel hav<.le havt l<'gcmlig Omgm1g med hende, men nt lmn pna han s 'I'i lspol'gscl stc(lsc i11<1til tlcn Aften han clrab .l1 c·11clr, h:1nk 11:..'l:'g tct ror 11am nt YH' l'C l>levcu svanger . Vitlnet llnvdo mindst Formodning om eller ku11clo trnnko at oplcYe <let ulykkelige Oicblik, at hore ar s1n Suns :i\I lll](l hans 'l'i!st.1aclsc om Tl t lHt \·e bcgaact saa n t'skyclig en l\Iisgjcl'l1i11p; som Morcl. Han beklngccle nt Jinn som Fader skal haYe oplevet ucirne Tidspunkt, og ikk0. hcmærkct nogct, der kunde gi ve lrn.m .A ulednillg t'il at frygte for saadan Ulykke, ela han vist sknlde spgt rit l'orckomrne den. Da Vidnets Datter Rnnncy kom irnl dvn omhandlede Arten i Skumringen og fortalte om den Lyd 1nm h:l\'<.l c lu1rt i Fjøset h os BJ. orn laa Viclnet sy 11H'll s1wn11 n· i k kc <lestomirnlrc ' •. ""'' h 1\:irsknPkket op af Senge11 og gi k nd rnctl si II Datter Birgitt~ 02,· Søn Knucl, hvor ele ela strfl.x: bng vccl II usvmggen traf d e n ulykkelige Siµ;nrd, Eom strnx prta \'i(l11 cts Tilspnrgsel, om l1a11 viclstc linttl Lyd det Yar hans ~oster lta\'Clc hort i Bjorns Pjos, Lilsto(l fot· lwm (Vid11et) sin 1\fisgjorning, a t lian u

"

(.,I

0 •


75 ha vde dræht Pi gen R:n1110y Olsdatter. Vidnet blev saa beængstet og beklemt, at han strax gik tilbage ind i Sengen og lagde sig og langt fra enten tænkte paa eller var stemt til at paagribe ham eller derom at gjøre Anmeldelse til enten Compa.gnichefen dler Fogden til hans Paagribelsc eller Arrest. Vidnet tilstod, n t det under :Forhøret, for at redde sin Son, havtle afvc.get fra Sandhedens Tilstaaelse af Frygt for han underveis eller i Byen, hYor han da var bortreist kunde være eller blevcn paagreben, 1nen nn er det langt fra at han sk:11 eller vil fordølge noget, og havdc ikke hans naturlige F1.lllerørnhed og den Overbevisning hos ham, at <ler vist ingen andre end de for hvilke hans ulykkelige Søn har tilstuaet sin :Misgjerning var vidende derom, forledet ham, skulde ban vist da heller ikke have fordulgt Sandheden, det han nu efter nærmere Overvei else fortryder. Vidnet ve<.l ikke om ]wns Son Sig·urd, da han traf ham bag Husvæggen V[ll' Llodig paa hans Klædcr, det Vidnet dels ikke gav A~t efter og dels formedelst Tusmørket ikke kunde see; ved cihcllcr hvad Tid hans ulykkelige Søn byttede Klædcrue og hvem der va<lskede dem eller hvor Blodvandet Llcv henslagen. Vidnet ved ikke eller bemærkctle hans 8011 Sigurd den omhallcllede Thl var lJcskjænket og han ved ikke andet end at han (Sigurcl) ste<lsc har Yærct ved sine Sansers Brug, men siden , noglc Dage efter tilstocl Sigurd, at Pigen omhandlede Aften første Gang havdc tilstaact for liam, at hun ved han V[lr frugtsornmclig, og da skjænkct ham enPægcl Brmnclev i11 , som han drn.k ncl. Vidnet nægtcde at den undvegne 8igurd med ham havdc overlagt 0111 at rømme, og kun sngt, at han ikke viclste om, hvad enten han skulde reise til Scssionon, da han erter Gjerningen var kommet tilbage fra Byen, eller nogen arnlctsteds hen, og at Vidnet ikke ved, hvor han tog \" cicu eller agtcde sig hen, men at han den Dag han sidste (fang rclste, som Vidnet nøie erindrer var nrnste l\lanclng efter afholclct Prmliminairforhør (2Gdc Pcbr.) Yar lwilig bcdro\'et oµ; haadc da og forhcn bad om sine Porrcldrcs Tilgivelse. Han vnr iklæcl hvidc Buxer og graa rrndc og Vest alt ar Vadmel og i alt klædt, som Brng 0r ll 0r i Dnlcn. lfan lin\'de ikke flere Klrodcr rn0.d


76

end de han gik i. Vidnet næ gtedc at have h ort noget Rygte om hvad Vei hans Søn Sigurd skal være bor tr eist. D e til Retten frembragte gamle Klædcr, som Vidn et p ri as tod var de samme som hans ulykkel ige 8011 Sig urd skal h a ve hav t paa, da han bcgik Misgjerningen , tog Retten i Oiesyn og Besigtigelse, men kunde ikke bemmrke det ringeste 'l'egn til at de havde Yæret blodige, og ela Skj orten kunde sees ikke at være vadsket, siden d en var gaact med, og Retten derom overtydede Vidne t, sn gde han at Sonnen Knud, siden den var bleven vadsket deri hnvclc gaaet. 8de Vidne Joran Knudsclatter Ojerni11gsrnarnlcns l\Iodor, forklarede at hun den omhandlede Sønda gs Aften vnr i Stuen og langt fra havdc F onnodning om al nogens inde af h endes Søn Signrd skulcle blive bcgaaet n ogen suaclan J\fisgjærning, og da hende3 Datter Rnnney k om ind, og fortalte h vad hnn havde hort, gik l1<:-11des J\Iand m ed Birgitte og Knud ud, men Vidnet blev sna ber.engstet, a t hun ikke kunde enten gaa ud eller ela h endes l\Iand k orn iud igjen, kan erindre vist, om han fnldkommc n som hnn troer for talte hendes Søns 'I'ilstna elsc elle r Jnm kun ar hans Bedrovclse bcmrnrkcdc den linarde Snndhed om h e ndes Snns l\lisgj erniug, men 111cd hendes Son selv nu hLm ikko istilnd til at tnle, forcnd nroste l\fandag i\[orgc11, da Vidn et spurg ie ham, hvorledes det i Guds Nav·n nn var ga.wt til, hvo1til h a n svarcde de t var kun d en onde Aarnl, som J1 avde forfø rt 1mm, oYer hvilken hans Uclc.laclc lse Vi<.lnct blc \r i en saadan F orfatning ]nrn ikke viden~ kuntlc tale,. S iclcn e fter en Dags Forløb spurgtc Vidnet atter h e ndes uly kkeli ge Son Sigurd h\·orlecles det tilgik. Og da tils totl han nt h nn den omhandlede Aften vnr m ed de n drreuto Rnrn1 c'y Ols<la I Ler i BjHrHs Fjos, og hun bad h a m k omm e op p,1a Trrnvct til s ig, mon J.rnn bad h e nde k omm e ll ccl, og lia n i det s,nnm o lia n v ilde st ige eller kl yve op paa S imscn (clcn .Aas eller Stok, som li gger langs over Bansen c i Fjoset) k olli Kni\' c n b a rn i n aanclen - mere sagde han ikke, og Orden e gnv Vidnet m ere BcdroYclsc · end hun kunde c rte rsporgc v iclcre. Og· v ider e h a r ·vit.111 ct ikke t i1l.t m ed sill ulykke li ge Son om den Sag. Forovrigt Y,H' ]urn ovcrc11sstcrnrnn1Hlc m ed si 11 J\fnnds


·F orklaring dog lagde hu11 til .tl 111111 ikke kan 11regto, at hun hnr lH1rt et :Uygte om at 1iendes Son Sigunl skal være seet ved Skiens By. Vidnet bad d er c 1·tcr Retten Yilclc tilgive, at hun for at l'r<:l ~e llund es S,m, JiaYdc lagt Skj11l paa Sandhcd<.' n nmlc r Pr:di111inail'forl1 ør e t, ela hun fanclt sig· straffet nu \'Cd C'n Samvittighedsuag oyer, at Jum da ikke efte rkom Dommod.~us ]1aarde og alvorli ge Forma11ing('r til hC'rnle om at vidne Sanclht>d, som hun da ikke sylltes formedelst naturlig Kjmrlighcd til llr ncks ~on at kunn e gjon', og nu rnaa se sig ved Snmvittiglwckn stral'[d for.

!Jde Vidne K.1rncl EiYindson l>I cv af Dommeren først unclcrsogt i hans Religiouskundskaber, men blev ikke fundcn unde rvist og ophort 110k i hans Christendom og Kundskab 01n G-ud til at kunclr inclsee Eedens Viglig hed og· at kunne i Ecd tagcs, blev de rfo r som nkonfirmcrc t i hans DaabesPagt ikke p~wlag t .1t ntlrogg t' nogen E ecl men ndcn Eeds 'ra.gclse al'hnrt, forldarcrl.r, at han v el var syg de n 0111handledo Aften , mc11 ela h ,rn s Sostcr Rnnney kom ind og fortalte hvad Lyd hun liavdc hort, sprang Vidnet op af Sengen og ud tilligcnwd sin Fader og Sos ter, og ela de tra[ Broderen Sigurd ,·c.~ cl HusY::f'ggcn tilst·od den ne for deres Fader, at han haYdc gjort den Ulykke a t clræbc Ran11 ey Olsdattcr, hvorpna de all e strax gik tilbagc ilHl i Sluc n undtagen Sigurd, som gik i11<l i Sovcrjoset (Faarolrnsc t), men ar hvacl Aarsag, han gik derind, v e d Vidnet. ikke. Vidnet gik kort efter elet k om ind tilsc11gs . Da Dommeren tiltalede Vidnet, hvorfor det unde r Prwliminail'forhorct havcl c yeget fra S~rndlicdrn, synrcclc det : af Jrryg t for Broderens Liv, hvis han havde tils1anct Sa11clliedc11, skjule de han de n, og var det saalcclcs m cllc n1 de m alle afta H, at skulle viclncs som da l>lev forklaret. l Ode Vidne TJ1orc Even sclatter l\Iisgjerni11gsm:11H.lcns Søste r forklarede at li un siden Prmliminairforhøret 11æstcn hest.andig bnr opholdt s ig her paa Gaarden hos h endes Eoræ ldrc og· nt hun Riden den Tid har h ~frt ar hendes Forældrc, at h end es Broder Sigurd for dem skal have tilstaaet det forøvede Drab paa Pigcn Rnmwy Olsdatter, men med hendes Broder Sigurd har hun aldrig talt clcrom, ikke heller


78 har hau tilstaaet uct for hende. Klæclerne sorn han ha Yde gaa.et i, da ban begik Misgjcr11i11ge11, og som lane eftor ham paa Loftet, havde hun Yadskct og slaact Va11det-, hvori hun vaclskede de1n pna Gul vet i hendes ]1\ulcrs ]rjos. Klæderne sagde bnn ikke var meget ulodig<'. De i Retten frembragte Klæder blev hende forevist, de hun sagde var ele samme undtagen rl'røieu, den har Ojcrningsmanclcn senere · gaact i og rnaa lagt efter sig nogenslecls, da clen her foreviste ikke er den samme, og den rette ikke er at findc. Da hendes Broder Sigurd seneste Ga.ng r eiste bort, tn1edc Vidnet Tirsdag ]Horgen efter det afholdtc Forhør med ham paa Oustncl, hvor Vidnet da vur og han gik forbi, han sagde først, at han ikke vidste, hvor .han vildc reise og tilsidst, at han reiste til Bygland, hvor Sessionen skuldc holdes. Hun har forresten hørt, at han sknldc være seet ved Skcen, men hvor han videre tog Veien eller agtecle sig hen vidstc Vidnet ikke. 11. 12. 13. 14. og 15de Vidne fastholdt sm tidligere afgi vne Forklaring. Hklc Vidne Targier Gunnarsda.ttcr sagde sig ikke at vide det ringeste i denne Sag end at Gjerningsmandcns :l\Ioder Joran Hansdatter har efter Forhøret var afholdt beklaget sig for Vidnet, hvorledes hendes Son jamrede sig og var elendig for hans bcgang;ne Misg·jerning og Synd mod Gud, uden at næYne videre, h ,·ori det bestod, men Vidnet kunde af hendes Graad og ,Jammer ikke andet tro af hendes Ord, end at hun troede hendes Søn havde dræbt Ranney Olsdatter og at det var d erfor hendes Søn jnmredc sig og linn var saa høilig bedrøvet, dog sngd0 hun aldrig fl ere Ord end som anført. 17 de Vidne Ingeborg Rolfsclattcr vedstod sin forrige Forklaring og vidste ikke videre til Oplysning, e1id nt hun har ofte seet Sigurds Moder i en fortvivlct Sorg at sidde ved Husvæggen og jmnre sig ynkelig, hYoraf Vidnet formoder Sigurd maa være Gjerningsmanden. 18dc Vidne Birgitte Evensdatter Gjerningsmandens Søster sagde sig 22 Aar gl. tjen~nde paa Gaardcn Oustad. II un var her pna Ganl'(len Sonlrt 1 hos hendes Porn:,Jclrc den


19 omli:t11_d lede Sw11da,:.;· .:\Hc•11, og sacl i 8tuen da hcnclns Soster Ha1111ey kom forskrmkk et ind nwd Uunvor rrorgie::;datter og fortalte om elet f\.n le Lyd ln111 havcle hort i Bjørns Fjøs. Vidnet Jol) først nd af l)prcn og J1cndes Broder Knnd og P,ldercn kom str::1x erter. Porond ele andre korn til trar Vidnet Hroclcrcn Sigurd og spn rp;tc hnm hvor han havde været og om hau llavclo gjort llogcn Ulykke : ,,.Ja, G ncl n;iae mig so saruH, tig dog 1111 dtt stille.". I det samme kom hendes Fader og Broder Knncl til og da fulgtes de alle ad nærmere hen til Ill(lgangen og da sngdc hendes Broder Sigurd, at h,rn havclc clræbt Hanncy Olsd,:i,ttcr og at han nu vil<le clræbe sig· selv, som Vidnet foreholdt ham nt han ikke maatte gjøre, derpaa gik de andre ind, n1en Sigurd blev efter udenl'or. Noget cl'ter kom han ind i Stuen og klædde sig af, samt byttede rn Skjorte paa sig i Stuen, 1nen gik saa paa Loftet og tog KJ:-eder paa sig, og lagde ele aftagne Klæder, som knn var noget ikke meget blodige i en Seng i Stuen) hvorfra ikke Vidnet vecl hvPm der tog dem bort, men at hendes SHstcr Tltoro clerefter skal have vadsket dem. Da Broderen Sigt11·cl havclc klædet sig om p:.m Loftet gik hnn strax til nordre 8ordnl, hYorhcn Vid11ct og hendes Brodes Kn nd fulgte ham et lidet St;y kke n f Veicn 7 siden krm Vidnet ikke nægtc for at der blev talt imellom hendes For· ældre og Soskcnde, at de skuldc soge at cl01ge Gjerningen. Vidnet reiste næstc l\Iorgcn f 1 Oustad i hendes 1'jcnestc, har siden ikke talt med hend~s n1ykkelige Brotler mere cnJ en Clang j en fremmed Karls Qyervær, og ved Vidnet derfor ikke elet ringeste videre ,lt forklare. Hklo Vidne Tlal vor Rolfsen gi l't med l\'Iisgjcrningsm:1nde11s Søster Anna Eivinclsdatter boende paa Oustnd forklarcd1): Da Vidnet 3 a 4 Dage erter Tildragelsen fik at hore ar Rygtct, at hans Svoger Sigt1rd blev mistrenkt for at h,1ve dræbt den dodftrndnc Pigc Ranncy Olsdatter reiste Vidnet op til S0rch1l og t raf 1mm og gik alene ind. i Stuen med ham og der spurgtc Vidnet hnm om han ræcldedes for sig, om hnn havdc gjort nog-ct, hvortil han med en halv Latter S\~arcde, n.T eg horer de yccl det allcu. Vidnet talcde ikke den Gang videre derom, og viclste ikke selv, hvad han


80 skulde tro. Da Sigurd en Tid efter kom paa Tilbagcroisert fra Byen mødte Vidnet ham paa Skorncclal, og fulgtes · op" erter, da de begge var nogct bcskjænkede, spurgte Vidnet hmn 0111 han var Gjer11ingsma11tlen, hvortil Sigurd sva.rede. De anscer mig derfor, men hun kan ligcsaa snart have gjort sig· det selv. Anden Aften silde kom Sigurd til Vidnets Hus, og var gaaet ind i Faarchuset at læggc sig, h \'ilket Vidnets Kone fortalte Comparenten. Vidnet gik derpaa i Faarchuset og forblev hos ham nogle Timer. Vidnet spurgte ham intet eller talede det ringeste videre til ham end spnrgte on1 han var der, hvortil han svarede: n.Ta Gud hjælpe mig og styre mig paa den rette Vei". Disse vare hans eneste Ord, som han i en fortvivlclscsfuld BcclroYclsc bestandig· udraabte. Da · Vidnet hav de forblevet hos ham nogle 'rimer, og tilsidst spurgte ham hvor han vikle tage hen, svarede han, at han vikle tage de høicste Heier og ikke standse før han kom til Sverige. Vidnet gik derpaa fra ham og før hau stod op om Morgenen var han allerede reist. 20cle Vidne Anne Evensclatter vnr forrige Vidnes Hustru 32 Aar gl. forklarede at 11ogle Dage efter hendes Broder Sigurd skal have begaaet det afskyelige Drab kom hencles Broder, meclens hendes l\Innd vnr i Høeskov (kjørte I-løe fra Skoven), paa en Reise der forbi. Vidnet sagde da i Enrum til ham: ,,Godo Broder hvad er ko.rnrnen over dig", dertil foranlediget ar Rygtet. Hau svare.de alene dertil: Gud ved hvad der kom over mig·" udcn at udlacle si 0 • det " ' b ringeste videre og kort efter reiste han. En 'rid derefter traf Vidnet ham en Aften i hendes Faarehus, h \Tor han da aldrig sagde flere Otd end : "Uuu bedre mig da jeg spurgte hende, (Vidnet mener han 1nentc den dræbtc Ranuey skjønt han ikke nævnte nogen) hun rnaatte gaaet til hun nøcledcs at aabenbare det selv". Flere Ord talcde han ikke. Vidnet gik fra ham, og da hendes l\frmcl kom hjc1n, bad hun ham gaa hen i :F jaset til Broderen. Dette var sidste Gang Vidnet talede med hendes Broder Sigurd, og var det saa mørkt, at hun aldeles ikke saa hvordan han var iklædt. Vidnet sagde at hverken hun eller nogen saaYiclt hun tror, har forud


81 kunnet have den mindste Formening om at hendes Broder skulde kunne begaa saadan Misgjerning. 21 de Vidne Aslak Andersen søndre Sordal 4de Vidnes lVIand 45 Aar gl. forklarede, at han ikke vidste andet end hvad hans lille Datter Gunvor havde fortalt der passerede med hende og Ranney Evensdatter den omhandlede Aften, som han forklarede overensstemmende med sin Hustrus al'givne Forklaring undtagen, at Vidnets Datter havde fortalt, at Even, Knud og Birgitte gik ud for at eftersee, hvad Ranney havde hørt, h vad hans Kone ikke har forklaret. 22dc Vidne Gunder Ommundsen søndre Sordal 45 Aar gl. forklarede sig som sin Hustru 16de Vidne kun 1ned den Forandring at Vidnet stod i sin Stal for Vinduet og syntes at see Sigurd gaa forbi den bemeldte Tid. 23cle Vidne Salve Ommundsen 24 Aar gl. forklarer. Den omhandlede Søndag havde Vidnet været i Selskab med Sigurd Evensen indtil det begyndte at mørkne, ela Vidnet gik hen i Broderen G unders Fjøs og siden ei saa ham før silde Aften, da Vidnet hos Enken Ingeborg (15de Vidne) sad og spilte Kort, da han kon1 og satte sig bagved Vidnet for at see paa dem. Vidnet gav da ei 4-gt paa hain eller bemærkede han var omklædt. De fulgt€s siden silde Aften til søndre Sordal, hvor Vidnet kom at ligge om Natten i sin Faders Hus med Angjældende og derom forklarede sig overensstemmende med Paderen (14de Vidne). Vidnet talede ikke med Angjældende om Natten og sov strax ind, saa Vidnet viclste ikke om Sigurd sov eller ikke. Om :Morgenen da Pigen var funden død i Fjøset, sagde Sigurd til Vidnet efterat de begge ha vde fulgt den Dræbtes Forældre til Hægland: ,,Gud sko Tak, at jeg laa hos Dig i Nat, saa kan de da ikke tænke noget 0111 mig". Nogle Uger efter r.I'ildragelsen spurgte Vidnet engang Gjerningsmantlens Søster Thora (lOdc Vidne), da Vidnet hørte Sigurd var rømt, 01n • der ikke vistes Blod paa hans Klæder, hvortil hun svarede: ,,Joe det syntest". Dommeren tilspurgte den Dræbtes Fader og Søster om de vidste nogen flere at opgive, som de troede kunde give nogen Oplysning om det forøvede Mord ell~r om Gjerning·s6


82

1nandens Opholdssted, som de ønskede indkaldte og aflrnrte. Men da de ingen vidste blev dette Thingsviclne hermed afsluttet. A. v. W . Korcn. Med dette forhør utgaar saken fra behandling ved civil ret. Den 1ste mai 1,98 skriver saaledes sorenskriver Koren til fogden : ,,Deres Velærlelheds mig tilstillede Skrivelse om Thingsvidnet vedkommende Sigurd Sorredals Mord lader jeg nu ligge beroende hos mig indtil on1 nærmere Ordre fra Stiftet eller Krigsretten skulde indløbe at noget videre i denne Sag af os skal foretages, hvilket jeg ikke kan formode. Efter nærværende Rygte skal det have været en anden vanvittig Soldat og ikke Sigurd, som var blcven paagrebet · og havde foranlediget Rygtet om Sigurds Paagribelse". Saken var saaledes gaat over til krigsretten, men morderen var undkommen og 1.rods al anvendt umage lykkedes det dog ikke at paagripc ham, hvorfor saken ialfald foreløbig maatte nedlægges. · Fra nu av kan saken ikke længere forfølges gjennem originale aktstykker, idet Auditør-archivet og dermed ogsaa denne saks akter blev tilintetgjorte ved Christiansands Brand. Det er in1idlertid sikkert, at den angjældende Sigurd Saardal erter nogen tids forløp selv meldte sig for krigsretten i Christiansand som han angav fordi han ikke længere kunde utholde de stadige samvittighetsnag og derfor heller vilde underkaste sig lovens straf for sin begaaede forbrydelse og derigjennem atter opnaa syndsforladelse. Han blev da arresteret og ført op til hjembygden, hvor krigsret blev avholdt. Vcd denne dom blev han for sin forbrydelse tilfunden at ha sit liv forbrudt og legemet at lægge paa steile og hovedet at sætte paa en stage. Før henrettelsen skulde tillige høire haand avhugges. Denne dom blev stadfæstet av høiesteret og av kongen beordret exckveret. Henrettelsen fandt sted paa Saardalsmoen ca. 1 kilometer søndcnfor gaa,rden Saardal. Angaaende henrettelsen, der var den sidsto der blev utført i Sætersdalen beretter en gammel kone, at hun av sin moder der son1 ung pike vnr tilstede ved samme, at


83 ungdommen i egnen hadde flokket sig sammen for at se paa henrettelsen og for bedre at kunne se, var de krøbne op i en del trær. Da slaget faldt blev samtlige saa betagne, at de likesom en flok skudte fugle øieblikkelig faldt ned av trærne. Efter sin henrettelse er Sigurd Evensen Saardal bleven en slags sagnfigur i Dalen. Endnu spilles en rørende vemodig slaat, som han siges at ha komponeret, likesom der endnu synges en vise, som han skal ha digtet i sit fængsel. Maleren Sundt-Hansens billede fra lensmandsarresten, hvor presten beretter en ung mand til døden medens lensmanden som arrestforvarer staar i bakgrunden siges ogsaa at ha denne begivenhed til grun<llag. Naar Sigurd Evensen trods hans avskyelige gjerning dog i befolkningens bcvidsthet 1nere staar som et ved omstændighcternes magt ulykkeliggjort menneske end som den onde og slette forbryder, saa skyldes dette ikke udelukkende ja end ikke for det væscntligste den medlidenhetsfølelse, der alticl ydes en forbryder, der med sit liv udsoner sin brøde, men meget mere en bestemt opfatning inden hele hans hjembygd, at motivet til mordet ikke saameget var Hævn eller Vrede som skuffet inderlig kjærlighed, og at mordet i væsentlig grad skyldes ondskapsfuld bagtalelse og den omstændighed, at Sigurd er bleven ophidset til sin gjerning af sin egen slægt og nærmest af hans søster Ranney Evensdatter. H vorn1eget sandt der ligger heri lader sig ikke længere paa vise, men der er meget i forhørene, der tyder paa at søsteren Ranney har spillet en langt større rolle i denne tragedie end den hun selv vil erkjende. ~ikkert er det ogsaa at efter Sigurds henrettelse var Ranney gjenstand for befolkningens uvilje i den grad, at hun nødtes til at forlade egnen. (Efter notater av distriktsl::egc Chr. Benneche). I


84

Ei rettssak fraa 1816. Kjerringtru i Farsund Ved Peter Lunde.

Det var ein hard strid for dei son1 gjekk i brodden for upplysningsarbeidet for hundrad aar sidan, aa reinska ut dei leivderne av gamle truer so1n var knytte so fast ihop med den vanlege tankegangen hjaa folk flest den gongen, ikkje berre i bygderne men my kje i bya rne au. Øvrigheiti tok ikkje med silkehender paa dei som trassa lovi og heldt seg til dei gamle overnaturlege hj elperaaderne imot sjukdom og anna ilt. So laut dei fara varleg og løynt med kunsterne sine, dei kloke kjerringarne son1 visste raad for alle vanskar. Paa den eine sida gjekk dei doktoren i næ ringi, og paa den andre sida laut <lei agta seg for presten, som h;::tdde det paa seg aa reinska ut alt det som smaka av heidendom. Dei hadde ei sovori sak fyre seg i tingstova i Farsund med fem-seks rettsmøte utetter sumaren og hausten· 1816. Dei son1 hadde forbrote seg, slapp tolleg ifraa det etter maaten; men dei hev visst gjenge imillom von og rædsla den sumaren. Heilt trygge for tukthuset var dei ikkje so lenge etterrøkjingi stod paa; og enndaa tyktest ikkje brotet dcira vera my kje stort, etter som me vil døma. Upphavet til rcttssaki var ei klaga som den konstituerte skulehaldaren S p enn i n g sende provst Abc 1 i Vanse og· soin lua.r so : "Skjønt so1n jeg tror enhver udøvelse af overtro er forbuden, saa vedbliver dog en kone her paa stedet ved navn Bi r t h e , lVI a 11 en e A s I aks dat t er ikke alene at tilraade andre at betjene sig a.f overtroiske midler til sygdo1nmes helbredelse med mere, men øver endog saadanne her offentlig, som n edenstaaende tildragelse vil vise. Smeden Olsens barn son1 idng bliver begravet, har siden


85 det blev født været sygt og svageligt son1 11u slet ikke er unaturligt, men da barnets forældre selv er overtroiske, saa. istedetfor at hente raad og hjælp hos lægen, som 1naaske knnde have reddet barnets liv, henvende de sig til denne for sin saakaldte eftergjøren bekjendte kone, som straks er villig til at hjælpe paa sin vis ; og dette sker paa følgende maade: Barnet, siger hun, har ingen naturlig sygdom, men søges af Olsens forrige korn\ og kan desaarsag ikke reddes uden ved overnaturlige midler, som hun straks udøver ved først at tage det syge barn, bære det paa kirkegaarden og rulle det 3 gange fra øverst til nederst paa bemeldte kones g;rav - hvilken smertefuld operation med et med døden kj::Pmpende barn -, siden gaar hun i kirken med det, gjør s;1mme facta paa alteret, samt krydser det, endevender det, rned andet saadant. Dette paastod hun nu maatte bestemt skaffe barnet sin helbred igjen, men da barnet desuagtet straks efter døde, saa forandrer hun sit sagn derhen at barnet ikke kunde dø dersom dette ikke var blevet gjort, og rnaatte sa.aledes bestandig gjøres At hun ved saa voldsomme midler fremskyndede dets død, kan vel ingen tvile om, ja, hvem ved om barnet ikke ved ordentlige midler kunde være blcvet friskt, og er hun da ikke dets morder. Dette altsammcn kan jeg bevise med flere øienvidner, og tror at saadant ikke bør gaa upaatalt hen, hvorfor jeg herved indgi ver denne min klage, hvortil jeg saa meget mere er beføiet, ela hun foruden de mange børn som hun maaske allerede paa saadanne rnaader har ombragt, endnu fremdeles vil bruge og øve sine kunster, dersom hun ikke blir tiltalt og straffet, og det skal hun bestemt bli ve. Farsund den 3. juli 1816 . .lErbødigst A. Spenning. S. 'I'. hr. provst Abel.'' Provsten sender klaga vidare med sovori paaskrift : "Neppe gives der nogen egn i riget hvor overtro er sterkere befæstet end i Wandsøe prestegjeld. Denne ytrer sig paa mangfoldige skadelige maader i særdeleshed med sygc børns helbredelse. Uagtet jeg ofte har s[lgt vedkon1mende at deres overtroiske handlemaade med syge børn


86 sætter deres liv i fare især i aarets kolde tid, saa vcdbliver dog dette næsten bestandig hemn1elig i aftenens mørke. Nu erfarer jeg af indlagte anmeldelse at det nylig er, skeet i Farsund i vidners paasyn. Da saadan overtroisk handlen1aade er offentlig udført og skriftlig anmeldt, vilde det have n1ange skadelige følger om den stiltiende blev overset; jeg maa derfor anmelde samme for stiftsdirektionen. ,vandsøe den 5. juli 1816. Allerærbødigst Abel. S. T. Stiftsdirektionen i Kristiansand u. Den 10. juli 1816 tok dei til med forhøyri i Farsunds tingstova; det var sorenskrivaren i Lyngdal, Søren Godtfred B ø c k m a n, som styrte rettsmøti. Det synte seg under den vidsveimde vitneføringi at skulehaldaren hadde smurt heller tjukt paa daa han skreiv klaga si. Dei hadde ikkje fare ille med barnet paa nokon 1naate; men dei hadde brukt ,,overtroiske ceremonierU, og det var nok til aa fella dei fire som hadde vore med og sett det i verk. Det var Birthe Mallene Aslaksdotter, kyrkieverjaren Karl Da 1 and, Kristen skyss-skaffars kona Magda 1 en a Finke 1 s dotter (mormor til barnet), og so ei gjenta som heitte Rak e 1 To 11 is do t ter. Smeden Olsen hadde vorte gift andre gongen, med ei ung gjenta E11gel Kristiansdotter. Ho var veikhelsa daa ho gjekk med barnet; og barnet var sjukt fraa fødseli, det hadde kramperider, og det saag ikkje ut til det kunde liva upp. Mori var rædd for at den fyrste kona til smeden gjekk atter og vilde gjera barnet ilt. Endaatil ljose dagen tyktest ho sjaa skrymtet attmed vogga. · Daa ho klaga seg for mor si, gjekk den ga1nle skyssskaffarkona til Berthe Mallene og bad um raad. Ho hadde alltid høyrt at Berthe var klokare enn anna folk. Skyss-skaffarkona kunde ikkje gjera noko for aa hjelpa barnet, avdi ho var bestemor til det; dei som skulde vera med og hjelpa, maatte vera uskylde til den sjuke. . Ho fekk Berthe Mallene til aa gaa med heim til smeden og klippa nokre haar av barnet og kasta dei paa elden. Bestemori hadde høyrt segja at det skulde hjelpa for slag.


87

l\Ien barnet vart ikkje betre, og daa laut dei freista andre hjelperaader. So fekk bestemori Berthe !fallene heim til seg atter; og daa tala Berthe um at ho hadde høyrt fraa eit anna prestegjeld at dei hadde gjort eit sjukt barn godt att med di dei hadde tek.e det til kyrkja ein kveld og bore det rundt altaret. Etter at dei hadde "ræsonnert" eit bil ,,pro & contra", fortalde bestemori at det var ikkje umogelegt at den fyrste kona til smeden gjekk atter og leitte etter barnet. Dersom det var so, daa kunde barnet "korkje liva eller døy". Det kunde Berthe fortelja bonne. So bad bestemori Berthe gjera vel og gaa til kyrkja n1ed barnet, og Berthe var ikkje uviljug, 1nen ho visste ikkje plent korleis <kt skulde gjerast. . Men det var uvandt, meinte bestemori; ho skulde fa.a kyrkjeverjaren Karl Daland til aa gaa med. Han hadde kyrkjelykilen, og han visste korleis dei skulde fora aat; han hadde vore med paa sovore mange gonger. Torsdagskvelden var rette tidi til det dei hadde fyre seg. Daa kom kyrkjeverjaren 1ned kyrkjelykilen til Berthe Mallene, og so gjekk dei tvo og den gjenta som skulde vera med, til Kristen skyss-skaffars, der bestcn1ori sat og venta med det dødssjuke barnet. Berthe gjekk inn etter barnet, og so gjekk fylgjet til kyrkjegarden, der kyrkjeverjarei1 sa til korleis ho slullde gjera. Fyrst gjekk dei til gravi der den avlidne smedekona laag, og der la ho barnet tri gonger paa gravi og lyfte det upp atter. Der var ein son til skulehaldaren, so111 var med og vitna i saki. Han og jordmori :Madame Kampft hadde st~de paa lur ved kyrkja. Han sa at Berthe hadde lagt barnet tvo gonger langsetter gravi med hovndet imot kyrkja og ein gong med beini til kyrkja, ,,og alle ga.nge i opløftet stilling paa Berthes hænder nedsat · imod jorden~ (i klaga heitte det "rulle det (barnet) 3 gange fra øverst til nederst paa bemeldte kones grav"). Etterpaa gjekk kyrkjeverjaren fyre og kvinnfolki etter inn i kyrkja, og der gjekk dei tri gonger rangsøles ikring altaret, og til slut . la Berthe barnet paa altaret. .Tordmori og son til skulehaldaren stod og; kika inn igjenom eit av glasi.


88 Efrl av dei fyrste da.garne etter døyclde barnet, og so sende skulehaldaren 1nelding pu a dei skylduge. Der var ein annan ting au som var til skuldmink for dei, og det var at dei ikkje hadde brukt nokoslag troll" domsord eller handspaa.leggjing eller krossing med hender eller fingrar, korkje daa dei bar barnet til kyrkja eller daa dei klipte haa.ret. Men endaa var sakførar Holm streng i sitt inlcgg og domspaastand imot dei fire tiltalte for "overtroisk forhold med barns helbredelse" : Det skulde vel ikkje vcra ventande i vaare upplyste tider, at ovtru eller leivder fraa forne gamle heidne tider, at ovtru enno var til og ovra seg, men kor utrulegt det endaa synest at det burde og skulde vera, so syner denne saki noko anna, segjcr han. Det som dei tiltalte hev gjort seg skyldige i, synest aa koma. mykje i likskap og samhøve med det lovi talar um signing og mæling, held han fram. Gjerningi er straffskyldig, dei tiltalte til vel fortent umgjelding, og andre med like ovtru fyllte rnenneskje til spegel og fraahald fraa slike "phantastiske \( og a vstyggelege gjerningar, som skil dei med den vyrdnad, dei som rettelege kristne bør hava. Etter dette kjem prokuratoren med sovoren paastand: Hovudpersonarne 1'1agdalena Kristian skyss-skaffars og Karl Daland ,, ansees og tilpligtes" cit aars tukthusstraff, eller "tilstrækkelige bøders udredelse og erlæggelse L, ; dei tri andre bør sleppa med bøter. Karl Da.land bør dessutan fraadømast Farsunds kyrkjelykil, so at denne lykilen ikkje vidare er i hans verja til noko utlaan eller nafbet.jening" som til dessar hev vore. Alle dei tiltalte ihop skal betala umkostningarne 18 spd. 102 sk. Siste r ettsn1øtet i saki var den 28. september, daa fall do1nen: "Vel synest det rettast at <lei tiltalte rnaatte ventlast fraa overtrui si, ved aa lcggja fram av morallovi vigtuge grunnar som kunde yvertyda <lei um den skade ovtrui gjer og det uvituge i henne, · rnen a vdi dette er eit arbeid som krev tid, og staten bør SJaa til at det skadelege ved


89 ovtn 1i vert a vbmgd, daa bor vel au strafrande "motiver" dertil nyttast. Men det hev synt seg at dei tiltalte berre hev gjort gjerning·i av vankunna, utan vond meining. Lovi 6. 1. 12. 13. som hev til fyresetning vond meining og at rettelege trollmenncr hev gjort gjerningi, er ikkje brukande i dette høve; ikkje heller kann dei dømast til tukthusstraff, ,,der ikke verbolumis er bestemt for factum, og saaledes ikke bør anvendes; hvorimod arbitraire mulcter alene synes passende", tilmaata etter som dei sit i det, (og det er smaatt), og til den part dei hev havt med gjerningi, soleis for Berthe Aslaksdotter til 4 spesiedalar, Karl Daland 4 spesiedalar, :Magdalena Finkelsdotter 3 spesiedalar og Rakel Tollisdottcr 2 spesiedalar, alt til Farsunds sokns fatigkassa. Endeleg bør ein for alle og alle for ein betala alle dei utgifter som saki fører med seg, 21 spesiedalar 84 skilling. Aa taka kyrkjelykilen fraa Karl Dalands verja synest ikkje for fyrste gong rimelegt, avdi. han dermed vilde verta straffa meir enn dei hine, dessutan synest d0t brukte "straffemotiv" verkandc til aa avvenda han tiare fraa dilike gjerningar. Mulkter og umkostningar skal betalast etter domen er kunngjord". Alle fire tok ved domen ; dei var visst glade <lei slapp so tolleg fraa det. Dette er truleg den siste trolldomssaki som hev vore for retten i Farsunds tingstova; og venteleg ei av dei siste i landet av sovorne saker.


90

Tvo stev. Gud signe han Reiaar Gjellebøl ! Han kaam her i messeklæi. Han tok sekkjen av hæro mi Aa gav me braui bæri. Stevi er dikta av ei som dei kalla Slarve-Vilbor. Det var eigong presten ha negta henne aa gaa til alters, so vart ho vond og vilde faa det umgjort. Ho tala so at presten au vart vond og vilde hive ho ut. :Men daa reiv han sund klædi sine. Ho vilde klaga han, og so vart dei forlikte so, at ho skulde hava ei liti aarleg tillage av han so lenge ho livde. Det var smaatt fyr ho fyrr so ho gjekk bad se~, men sidan greidde ho seg. Reider Gjellebøl var prest i Valle i andre hclvti av 1700 talet. (Sjaa Blom: Valle prestegjeld). Det va laudagjen ette skjeie, at Aani Aamland kaam heim av heii. Dei tenkte de va snjoren som dreiv, men daa va de Aamland'en son1 kaam heim. Stevi er dikta um Arne Niklosson Aamland (Omland), fødd paa Rysstad, men flutt til Gjevedal. Han var tingmann fraa Nedenes i 1820 aari. Han laag 1ned drift i Rysstadheidi mn sumrarne i mange a.ar. Arne Smeland, som hev gjeve ut diktsamlingi: ,,Song av skogen" het etter han.

6. R.


91

Fra krigsaarene. Ved Adolf Rudolfsen.

Søren Engelsen hette en mand so1n var født paa Mebø, Flekkerøy omkring 1760. Han var skipper og førte et av de største skibe fra Kristiansand. Engang var en engelsk "man of war" efter ham. Skibet hadde intet at frygte da det hadde den saakaldte "license" ; men da skibet var en god seiler, vilde Søren prøve om han kunde omgaa engelskmanden ved at seile ham avsyne. Da engclskmanden saa han vilde rømme, fyrte de efter ham og satte alle seil, men Søren seilte stadig fra "man of war"cn som tilslut 1naatte gi op. Da han saa at engelskmanden hadde git op, braste han bakk og heiste flaget og ventet. Da "man of war"en saaledes kom paa nært hold, satte han en baat ut, og i den kom chefen med 8 mand. De brukte en svær kjæft for at de hadde und· veget og spurte on1 de hadde "license ". ,, V ærsaagod kom ombord, saa skal vi se om vi har faat katekisma med os". Da chefen kom ombord og ned i kahytten, tordnet han paany og forlangte papirerne. Det skal vel først være et glas? Well sir, I thank you very n1uch, sa chefen, og saa fik han det ene glas efter det andet, saa at den gamle Albions søn maatte støttes i baaten. Da de gik, ropte de hurra for nordmændene, og "licensen" blev aldrig vist frem. Denne gang kunde vi ha lurt engelskmanden, sa Søren. Engang tidligere var han utkommandert. Han og to andre rnænd fra øya kom ombord i en liten orlogsbrig. Under en orkanagtig storm holdt briggen paa at drive paa land paa danskekysten. Chefen kaldte alle mand paa dæk og bad dem berede sig paa døden, da han fandt at alt haap var ute. Da Søren hadde navigation, var han en slags underofficer ombord og godt kjendt og avholdt av chefen.


92 Han gik frem og spurte on1 han maattc faa kommandoen. Ja, øiner De nogen utvei, Engelsen, saa er der intet i veien, svarte chefen. Han fik kommandoen og nu satte de seil til saa det gik paa livet løs. Dette gaar aldrig godt, sa chefen. - Skal vi først dø, saa lat os heller seile livet av os end drive paa. Kan bare seil og rig holde, har vi ialfald en mulighet for at klare land, svarte Søren . Erter 1iere time:r: mellem liv og død var de kommen saa klar av land, at de var berget og de kunde la'gge briggen for passelige seil. Søren sa til chefen: ,,Nu skal alle mancl ha en dram for den har de vel fortjent, og saa tak for komm~~ nd Jen''. Chefen takte ham, og gutterne fik baade en og to drammer. Mens han var skipper paa et av !saksens skibe, skulde han en gang ind til Kristiansand. Da han kom under land vestenfor Oksø, fik han se to inand i en baat, som var ute paa fiskeri. De hette Hans og Peer. Nu skal vi skræmme dem, sa han og styrte like efter dem. Hans og Peer rodde alt hvad de orket, for naturligvis var det en engelskmand som var efter dem. Vi rækker ikke land, sa Hans, nn orker snart ikke jeg mer. Nei, skal han ikke rende paa Fladeskjærbaaen, saa er nok vor time kommen. Nu var de nemlig helt ind i skjærene og engolskmandcn klos ind paa livet. :Men pludselig gik skibet baut og stod utover nrnd flaget i top tæt utenfor Fladeskjærbaaen. Sandelig er clPt ikke Søren, en god juling har han fortjent ; men Yi faar vel gaa ombord allikevel, for en hjertestyrker er ikke av veien, sa Hans og Peer Ul hYerandre. Da de kom ombord Llev de rikelig traktert, og da de gik i baatell var de enige om at Søren var allikevel en kjernekar. Under ufreden med England rodde Søren en eller maaske flere ganger posten fra Kristiansand til Danmark. Han hadde sin søn Hans 1ned, som da var bare 12 aar. De hadde bare en liten aapen baat av de saakaldte " lille baatcr". De rodde om dagen og seilte 0111 nætterne for ikke at bli set av de engelske krydsere. Posten hadde de under tilje i baatcn i et slags skrin, som de fik utlevert fra post~ontorct Skrinet var av bly saa at det kunde synke 1


ifald engelskmændene skulde faa fat i dem. De hadde med sig hjem 2 eller 3 td. rug. Søren blev en gammel mand over 80 aar. Paa sine gamle dage var han gaardbruker, men sjøen glemte han aldrig. Naar der kom skuter ind paa havnen, var han ofte ombord og talte n1ed sine gamle kolleger. Der kunde i den tid ligge optil 20 skibe paa Mebøfjorden. Av brever som han eftcrlot, viste det sig at han var frimurer. Men det talte han aldrig noget om, for hans samtidige var av den mening, at det at være frimurer var det samme som at være solgt til "den vonde". Blandt de papirer man fandt, var der ogsaa en bok som han hadde optegnet sine livsoplevclser i, men baade den og brevene er desvrorre for hengere tid siden bortkommen.


Ind holdsforteg neise. P. Holmesland : Morten Baad . . . . . . Side 3 Kaptein Karl Leewy: Kristiansand. Justis med gapestok og mestermand i byens første tid . . . . 8 " Olav Vaadne : Eidsvoldsmand Ole Knudsen Tvedten 24 " 34 Jon Løyland : Sannes-visa . . . . . . . . . " Thorstein Høverstad: Søren Schives "Forslag til skole39 væsenets forbedring i Flekkefiord" . . . . . " 58 Distriktslæge Chr. Bennec.he : Mordet paa Saardal . " 84 Peter Lunde : Ei rettssak fraa 1816. " 90 Gunnar Rysstad : Tvo stev . . . " 91 Adolf Rudolfsen : Fra krigsaarene. . .

"

Profile for Torbjørn Justnes

Agder Historielags Årsskrift nr. 3 - 1916  

Bidrag til Agders historie utgitt av Agder Historielag 1916. Digitalisert av Hallvard Tveit Berg.

Agder Historielags Årsskrift nr. 3 - 1916  

Bidrag til Agders historie utgitt av Agder Historielag 1916. Digitalisert av Hallvard Tveit Berg.

Profile for torjust
Advertisement