Agder Historielags Årsskrift nr. 5 - 1922

BIDRAG TIL

AGDERS HISTORIE V

UTGIT AV

AGDERS HISTORIELAG 1922

KRISTIANSAND S; JOHANSSEN & TANGENS BOKTRYKKERI. 1922.

Litt om veivæsenet i gamle dage, særlig paa Sørlandet, - specielt ·Vest-Agder.

(Oberst Diesen).

Naturen her i landet har paa n1ange maader lagt hindringer for samfærsekn. Høie heier, dybe daler med mange og store dve~Øb, store skoger og terrænget med fjell, ur og sten har varn;keliggjort gode veie i gamle dage med de tekniske hjælpemidler man da hadde. Vistnok var der en slags veie allerede i ældste tider. Gulathingsloven bestemte allerede omkring midten av det lOde aarhundrede, at alle hovedveie skul de b j beholde;3 der, hvor de hadde ligget fra gammel tid. - Men hvad var <let ogsaa for veie? De hadde nærmest gjort sig selv ved optraakning av folk og fæ gjennem lange tider" Fordringerne var ikke store; bare det var s y n 1 i g t, hvor veien g1k, og det var nogenlunde fremkommeligt for hest og mand, saa var man f ornØiet. Man hadde nemlig en slags veibefa:d ng ogsaa i de ældste tider. Den som fungerte som en slags veiinspektør, red i veien med et spyd liggende tværs over hesteryggen. Kunde han overalt komme frem, uden at spydets ender tog fat i stener, busker, krat og trær, saa var alt i orden. Hvor spydet mØdte hindringer, der maatte Utt rydning til. Øksen var det mest benyttede veiredskab dengang·. - Det er ikke meget man ved om veivæsenet i de ældste tider. Om enkelte av de mest berygtede og rnesl farefuldE. veistykker tindes dog litt i gamle beretninger. Saaledes fortælles i kong Sverres saga om

4

hans marsch 1ned sine Birkebeiner i 1177 over Filefj eld til Lærdal, at stieu i «Galdarne>-, Yed S e 1 t u n a a s e n i TØnj um i Lærdal var saa smal at kun 1 n1and ad gangen kunde komme fre1n, - · rned bratte fjeldet paa den ene side og den rivende elv rr1ed foss i foss paa den anden side. Og biskop Jens NilssØn i Oslo fortæller fra sin visitatsreise i 1598 om G u 11 b erg k 1 eve n i Vinje i Telemark, at man maatte fire ;:;læderne nedover fj eldet m ed t auge, - og sligt har vistnok ikke været enestaaende tilfælde. Fra kong Christian 5tes reise over Dovre i 1685 og Fredrik den ,4des ditte i 1704 har man noksaa rystende reisebeskrivelser fra det farlige veistykke V a a r s ti en mellem Kongs vold og Drivstuen. - N aar det kunde være rentud f~rligt at komme frem paa sine st eder af disse vigtigere forbindelsesveie, saa kan n1an nok forstaa, hvordan tilstanden mangen gang kan ha været i hØi grad lidet tilfredsstillende paa de mindre vigtige bygdeveie. Det første stykke egentlig k j Øre ve i blev anlagt her i landet i 162 :1 og fØlgende aar i anledning av Kongsberg sølvværk. Den skulde føres frem som kjørevei til Drammen . og Christiania, n1en kom dog foreløbig ikke længer end til Hoksund (28 km.), hvorfra elven indtil videre maatte benyttes som transportvei. Det første korte stykke kj ørevei, som virkelig vides anlagt som kjørbar vei paa Sørlandet> blev bygiet omtrent samtidig med Christians.ands anlæg, som forbindelse med fæstningen og havnen FlekkerØ. Ellers var det smaat bevendt g j ennem hele Christiansand stift med veistrækninger, som av naturen var slig, at lcjøretøi kunde bruges. Bestræbelserne hadde i mange hundrede aar kun gaaet ud paa at «ry d d e» veien for stene, krat og trær samt hjælpe paa broerne, naar disse blev for farlige at passere, og «tr andle» de blØdeste myrene. Ingen hadde interesse af at ta initiativet til an]æg av nye veie, omlægning av de gamle eller større forbedringer paa disse. For Danm,a rks vedkommende gjorde kong Fredrik II en liden begyndelse ved anlæg paa egen bekostning av nogle veie paa Sjælland.

Disse veie som kaldes «kongeveie>> udmærkede sig ved betydelig større bredde og soliditet samt bedre trace end datidens almindelige veie; men disse veie var ogsaa bare for1

beholdt hs. majestæt kongen, saa de var i egentligste forstand kongeveie. Paa hvert sted hvor kongeveien krydsede de gamle veie, der var kongeveien avspærret med avlaasede porte eller slagbommer, saa ingen uvedkommende kunde komme ind paa kongens vei, orr der var ansat bomvogtere for at hindre voldeligt indbrud - fortæller Troels Lund i sin bog om dagiig;t liv i Norden i det 16de aarhundrede. Efter enevoldsma~tens indfØrelse i Danmark og Norge i 1660 b1ev ansat c2ntrale embedsautoriteter - stiftamtmænd og amtmænd istedetfor de tidligere lehnsmænd, og det var vistr,ok for distrikterne en væsentlig forbedring. Omtrent c,amtidig blev aile veiene i vort land underlagt en generalveime~,~er som faglig autoritet. Den første generalveimester som tindes nævnt er i 1664 Hau rit z. Senere blev der imidlertid 3 gen,!Yalveimestre, nemlig 1 for Akershus stift O'J Christiansands stift, 1 for Bergens stift og 1 for Trondhjems stift D<~ avlønnedes ved den saakaldte <<V eito I el», som i Chr.sands stift ialfald udgjord~ 4 skilling av hver opsidder narlig, senere dog forhØiet til 6 skilling.

Generalveimesteren selv og hans udsendte assistenter inspicerede veiene. Men ;.,elve veiarbeidet udfØrtes av bØnderne som pligtar beide under opsyn av fog·derne, lensmændene og rodemettre. BØndernf var ofte uvillige til dette tvangsarbeide; f ogderne var misf ornØiede, fordi de var paalagt denne tjeneste med tilsigelse og opsyn med veiarbeidet, medens generalveimesterr:;n trak lønnen, og de hØie herrer amtmænd og generalveimester var ofte uenige, eftersom det hedder i en betænkning av stiftamtmand Juell i Christiansand i anledning av t~eneralveimester Thaulow's forslag til veienes udbedring - «d e var av different e s ent im e n t s». - Nogen syndelig forbedring kunde der under disr.e omstændigheder vanskelig bli. Bestræbelserne gik væsentlig ud .p aa at holde de gamle elendige veie nogenlunde passable. - Lidt mere detaljerede oplysninger om veienes tilstand ftk man imidlertid i de indberetninger, som generalveimesterne efter kongelig ordre indkom med i 1739 og 1740, og de betænkninger som knyttedes dertil. Disse indberetnmger med videre er trykt i Norske Sam I ing er I.

For kun at holde os til Sørlandet skal vi her meddele, at indberetningen er forfattet av den daværende <<Genera 1v eimes ter synden f j e Id S>>, kancelliraad T hau I o w paa Mo~.s 22. december 17:rn, og at stiftamtmand J u e 11 i Christiansand 4. mars 1740 har avgitt sin betænkning derover. Heraf fremgaar, at den sørlandske hovedvei (og det er kun den hvorom her er spØrsmaal) til Stavanger fra Bratsberg amts grænse blev regnet for ca. 39114 mil, nemlig i Nedenes amt ca. 141h, i Lister og Mandals .amt 14 og i Stavanger arr1t 10:;i ·mil. Av disse 39114 mil er det kun de 6 mil fra Stavanger utlover langs stranden paa Jæderen indtil Sirevaag, som ;kan kjøres med karjol. De resterende 4:Y,1 mil i Stavanger amt fra Sirevaag til Sireaaen kan blot nogenlunde rides; det samme er tilfældet med de 14 mil gjennen1 Lister og Måndals amt og de 14V2 mil gjennem Nedenes amt, idet kun no gle korte smaastumper i Lyngdal, ved Mandal, Christiansand og Arend,al kan kjØres med karjol, ~h vad i k k e er til n o gen nytte for post en e 11 e r a n d r e g j e n n e m r e i s e n d e>> - hedder det. Som tilstanden her er anført, saaledes vedblev den at være helt ind i det 19de aarhundrede. Pram, en dansk mand, som i 1805 fore tog en reise paa disse kanter gir en karakteristisk skildring av forholdene. Om gaderne i Stavanger sier han, at de var saa trange, at der i flere av dem «neppe er rrmligt at komme frem med en vogn, og næsten ingensteds saa megen plass, at 2 vogne kan komme forbi hinanden. Men dette har ingen betydning, da der hverken i byen eller i amtet, eller endog paa. hele strækningen fra Mandal og til Bergen neppe findes nogen eneste vogn undtagen agent K i e 11 ands. Han kjører med den utlover Jæderen og tilbage. N aar han kommer ti~ byen med sin vogn, saa maa han la den kjøre den hele rade op igjennem, fØr der findes plass til at vende den. Man har ei engang kjærrer i disse I Lyngdal eier dog sorenskriveren, kancelliraad egne.

B a 11 e en, med hvilken han kan kj øre en strækning av en fjerding vei. » Om en vei i Aamli i Nedenes amt for vel 200 aar siden tindes i Riksarkivet en skildring, som vistnok er foranle1

7

diget ved fogdens klage over Knud Ris I ands efterladenhed med hensyn til det ham paahvilende veiarbeide, men som uden tvivl kan ha passet paa veivedligeholdet mange andre steder, særlig litt inde i landet. Denne beretning er dateret Gjeveland i Aamli 4. november 1699 og lyder saa: <<Efter befaling av fogden sr. Ras m u s R e j el s Øn har T h i n g e 1 Ø s t e b Ø og E i I e f T h o r g i u s s Øn V e r l a n d av V e g a r s h e i e n san1 t N i 1 s T h o r g i u ss Øn S i m o n s t a d og O I e O l s e n K 1 e v e n av A a m I i sogn besigtiget veien mellem H e s t a a r b r o e n og G j e v el a n d; der f and tes da mellem H e s t a a r b r o e n og indtil den første bro Østerpaa mange busker av Toll, Hassel og andet, der næsten lukker veiene, saa man ikke uden stort besvær kan komme frem; derhos ligger adskilligt baade gammel og ny ved over veiene. Fra H e s t a a r b r o en og til A am lis u n d er 8 broer, hvoriblandt den ene ved reparation paa 4 slemme huller kan forhjælpes, de 6 kan man ikke uden stor fare for mand og hest overkomme, uden de av ny blive forfærd1gede, den 8de kan som den lste forhjælpes. Fra A am l i-s u n d og til Ris I an d er 4 broer, den første fra det vesterste kan forhjælf)es med nogle stykker at fælde indimellem, den næste igjen ligesaa, mens ved ender.ne er 8lem morads og dynd. hvor ei kan fremkommes, fØr det vorder med trandler eller paa anden maade repareret, den 3die maa gjØres ganske ny og ligesom den forrige behøver reparation, den 4de kan i lige maade som den lste forhjælpes med nogle stykker. Endelig mellem Ris I and og E p I et ved er broerne med trandler og andet ganske forfaldne, saa de maa repareres om man skal kunne komme frem>> . Paa sagethinget paa Gjeveland tirsdag 23. mars 1700 blev veistykhaveren Knud Risland mulkteret for sit forhold. Saadan kunde altsaa veiene være her paa disse kanter dengang. Men ennu ca. 200 aar senere skriver amtmand Holm i «Topografisk Journal » 1795 om veiene i sit Lister og Mandal::. amt, at det var «t i I n Ød>> man kunde komme frem «dog a I en e ti I h est» ; men han tillægger, at postveien dog <<rydd e S>> hvert aar, og at det paa grund av veienes ubekvemme beliggenhed vil være <<U n y t t i g a t a n v e n d e

8 s t Ør r e b e I Øb p a a n o g e n f o r b e d r i n g>>. Og dog var det netop i de sidste aar af hans tid som amtmand (han var amtmand fra 1773 til 1805), at den store omvæltning med udbedring og omlægning av hovedveien gjennem amtet f r a r i d e v e i t i 1 k j Ør e v e i begyndte. Til trods for de nævnte udtalelser, som ikke skulde tyde paa særlig interesse for veivæsenet, var amtmand Holm dog - saavidt jeg har kunnet se av hans kopibØger i Statsarkivet - en efter tidens forhold ivrig og driftig mand for forbedring av kommunikationerne i sit amt. Veianlæg og omlægninger paa Sørlandet i slutten av det attende og begyndelsen av det nittende aarhundrede udfØrtes for en stor del av bØnderne som pligtarbeide med et bestemt antal dagsværk, udlignet efter skyld. Men en stor del av veiarbeidet udfØrtes ogsaa av soldater, som var kommanderet dertil, - ja endog i krigsaaret 1814 blev soldater beskjæftiget med veiarbeide. - Paa den maade fik man tilslut en del kjørbare veie, ikke alene langs kysten, men ogsaa op i dalfØrerne.

- Med veiloven av 1851 indtræder en ny æra i vort veivæsens historie. Midlerne skulde nu tilveiebringes ved folkets selvbeskatning, for hovedveiene av stortinget istedetfor før av kongen, for bygdeveiene av amtsformandskab og herredsstyre istedetfor før av amtmanden. Og da kom der f Ørst rigtig fart i bevilgningerne til veie. Besynderligt nok blev ennu i adskillige aar bestemmelsen om bØndernes arbeide in natura hængende igjen i loven som en levning fra det gamle system, :i det først i 1882 den noksom bekj endte § 34 om pligtarbeidet efter matrikelskyld ophævedes. - Samtidig med loven av 1851 var man saa heldig i spidsen for vort veivæsen at faa en ualmindelig fremragende og dygtig mand i den f Ør ste ve id ire k t Ør, nemlig major C. W. B erg h, grundlæggeren av hele vort moderne veivæsen, idet det er ham som har sat arbeidet i system baade med udstikningen, transportberegningen og kontorbehandlingen med videre av vore nye veie indtil nu, da formodentlig · automobilerne vil foranledige enkelte mindre ændringer i arbeidsmaaden. Paa grund av det vanskelige og kostbare terræng paa

Sørlandet har det dog ikke kunnet gaa saa raskt som Ønskeligt med udviklingen av veinettet. Enkelte steder har vel ogDaa undtagelsesvis raadet mistillid til nytten og nØdvendigheden av bedre veie. Den ve s t I an ds k e h o v e d v ei langs kysten gjennem Agder har saaledes endnu den dag idag, særlig i Vest-Agder, mange utilladelige bakkepartier, ligesmn hele Agder fremdeles paa en maade er avstængt fra udenomverdenen ved Ø ~ t e r h o 1 t h e i e n e i G j e r s t a d i Øst og ved T r o n a a s e n i B a k k e i vest, da disse slemme veipartier danner en bom for gj ennemgangstrafikken til Telemark og til Rogaland ; især er da Tronaasen ganske umulig som Vel. -

- Da jeg i begyndelsen av syttiaarene kom som veiassistent hos kaptein Conrad i og senere hos ingeniørkaptein Krag var d a I e ve i en i Man d a 1 en saavidt paabegyndt, saa trafikken en tid endda gik over de besværlige heier: S v i n e s t a d h e i e n eller ·H o 1 n1 e s I a n d s a a s e n, A a gs æ d he i en, Fosse he i en og Homme he i en -- den ene værre end den anden, og den sidste mellem øvre Homme og . Kollungtveit allervæ-rst Tæt ovenfor der var der ingen kjørevei. Om dette øverste voldsonune bakkeparti hedder det i forslaget til omlægning i 1874: <<Ovenfor Homme er den bakkede Rommehei, hvor veien paa korte strækninger stiger 740 fod og falder 5G5 fod, med stigning indtil 113, og hvis bane er saadan, at den egentlig kun kan regnes som ridevei, hvorpaa man kan komme frem rned kjærre».

D.enne vei er da ogsaa den besværligste karjolvei, som jeg har reist; den har en opstigning næsten nøiagtig som Trona a s en vestenfor Flekkefjord, hvor veien stiger og faider ca. 225 m. paa Gn længde av ca. 5000 m., og 1ned stigninger av indtil 1 paa 3~~- Tronaasveien er vistnok nu Sørlandets for ikke at sige hele landets værste kjørevei, og dog er denne vei den eneste landveisfor bilideJ se n1ellem Østlandet og Jæderen, vort fremtidige kornkammer, samt Stavanger, vor 4de største by. Den vanskeligste og farligf,te vei jeg dog har passeret, - men selvfølgelig kun tilfods, - er imidlertid By k I est i gen øverst i Setesdalen. Om denne vei siger ingeni9jr-

10

kaptein Krag i sit forslag til dens omlægning av 12te april 1875: «Byklestigen er som bekjendt saa halsbrækkende, at den ikke engang fortjener navn av ridevei, men maa nærmest betegnes som en slags trappe, eftersom opstigningen sker ved hjælp av trin. Hertil kommer, at naar man endelig har naaet toppen av bakken, ligger veien svimlende hØit paa skraafjeldet med den brusende elv nedenunder. Høst og vinter naar denne smale vei er belagt med ·issvuld, skal den ofte være livsfarlig at passere; men den kan ikke ungaaes; thi gjennem «sti gen» gaar den eneste adkomst til Bykle sogn.

Efterat det nu er bevilget vei til Aaseral, tindes ingensteds i amtet, og jeg skulde heller ikke tro i det ganske land noget helt kirkesogn, som har saa besværlig og ofte farefuld vei som Bykle>>. Baade Hommeheien og Byklestigen blev omlagt i slutten av syttiaarene. D a l e v e i e n i U n d a I e n var av en noget anden karakter end den i Mandalen. Dens nedre parti gjennem søndre og nordre Undal laa saa lavt, at veien ved større flom paa lange strækninger var ufremkommelig. Flere steder som paa den store slette ved Spilling stod der hØie stænger paa begge sider av veien, for at vise, hvor veien laa, og hvor hØit vandet gik over veien. Det var jo altid nogen retledning for dem, som dristede sig til at forsØge at komme frem gjennem vandet. I den øvre del av Undalen var tildels slemme bakkepartier som fra Øidnesklev og til Valand. I 1877 stak jeg ud ny vei gjennem Undalen; men det daværende herredsstyre i nordre Undal var mod vei; det var tildels vistnok valgt paa det progran1. I anledning denne veisag blev ved denne tid avholdt et kon1bineret herredsstyremØde av søndre og nordre Undal i Spilling. Her var da tilstede stiftamtmand Bonnevie, veiinspektør kaptein Abel og jeg som statens veiingeniør.

Den daværende ordfØrer i n. Undal Per Vigmostad ( «Per i Tuan») med flere av medlemmerne der ivrede mod vei, med ens de 2 fremragende mænd, den senere ordfører og storthingsmand P. P . Spilling og den senere lensmand P. L. Spilling, sammen med søndre Undals h erredsstyre og veibestyrelsen forfægtede veiens nytte og nøvendighed. Jeg husker

11

fra dette møde en udtalelse, som gjorde et stærkt indtryk paa os alle. Det var et medlem av s. Undals herredsstyre (jeg har desværre glemt hans navn), han sagde blandt andet: «j e g h a r i 4 0 a a r f a r e t t i l s j Øs, rn e n a l d r i g v æ r e t i s a a d a n l i v s f a r e s o m e n g a n g p a a S p i Il i n g s f i d j e n e, d a v e i e n v a r o v e r s v Øm m e t.» I Undalen er nu i otti- og nittiaarene oparbeidet ny vei baade for de oversvømmede strækninger og for bakkeparti erne. Gjennem de Øvrige ListerdalfØrer: Lyng da 1, Kvin e sd a l og S i r e d a 1 var der indtil omkring 1870 meget tarvelige daleveie - bygdeveie. Særlig var Siredalsveien yderat primitiv; noget bedre var veien gjennem den nedre del av Kvinesdalens 2 dalfører, og forholdsvis bedst gjennem Lyngdalen. I Lyngdalens nedre del var det samme tilfældet som i Undalen, at veien enkelte steder ved stor flom, som i 1864 og i 1892 kunde staa noksaa meget under vand, saaledes navnlig flere steder nedenfor Vemmestad, med ens længer oppe K v a a s e k 1 e v e n ved K vaas kirke og den mærkelige naturbro Kvaassteinen, den lille men meget sktarpe F 1 esk l e v og D a n e f a l d e t lige ved grænsen n1ellem Lyngdal og Hægebostad kunde være slemme nok. Flesklev og Danefaldet blev omlagt i 1874 ved hjælp av de av Storthinget i 1866 til bygdeveie i Lister og Mandals amt bevilgede midler, som dog væsentligst anvendtes i Gyland, Kvinesdal og F'jotland.

I Kvines da Is vestre dalføre op til Helle i Fjotland og gjennem østre dal op til Fjotlands kirke blev med statsbidrag de gamle rideveie udbedret og omlagt til nogenlunde taalelige kjØreveie.

Baade i Lyngdalens og Kvinesdalens dalfører foregaar for tiden oparbeidelse av tidsmæssige veie. -Det samme gjælder tildels ogsaa Sirdalen. Iler hadde der omkring 1860 været ad~.killig nØd paa grund av uaar. Den daværende sognepræst der, An d vord, udstedte et opraab i aviserne om hjælp til denne nødlidende bygd; der indkom ca. 12.000 kr., hvorav det meste blev besluttet anvendt til forbedring av veiene, paa samme miaade som ele av

l :!

Storthinget i 1863 dertil bevilgede kr. 54.000. Derved i forbindelse med pligtarbeide av bygden blev oparbeidet en taalelig god kjørevei paa den mere end 40 km. lange strækning fra Tonstad ved nordre ende av Sirdahwandet og op til Fidjelandsvand. Dette udførtes fra 1863 til 1871 for det meste under daværende kaptein og senere veiinspektør A be 1 s ledelse. - Foruden de her omhandlede daleveie 1 Vest-Agder maa vel av vigtigere veie ennu nævnes: 1)

· 2) 3) 4) 5) 6)

Østerveien fra Christiansand.

Setesdalsveien med Venneslaveien.

Vesterveien fra Christiansand.

Mandal-Undal-Lyngdalsveien.

Spindsveien.

LyngdaJ.-Kvinesdal-am tsgrænsen.

ad 1) Den oprindelige p o s t v e i Øs t e n f r a t i l C h r.s an d gik vistnok paa østsiden av Topdalselven, saa over elven ved Aabel færg-ested, derefter paa veshdden forbi Foss indtil Sandnes, h vor igjen blev færget over til Lundshaugen og saa igjen paa østsiden forbi Buen, Knarrestad, Karlsmoen, Hamre til Haa.nes og ytre Strømme . Baade Han1re i Tveit og Strømme i Randøsund sees av lehnsregnskaberne 1667 og senere nævnt som postgaarde. Paa hØstthinget for Odde i novbr. 174B «fremkon1 postbudene, 5 mand paa gaarden Strømme i Randøsund og forlangte et thingsvidne for, at de samtlige forestaar gaarden ytre Strømme, s om er postgaard, og for samme gaard n1aa være ansvarlig til postens førsel hver uge fra Chr.sand til gaarden Hamre».

(Postgaardene hadde enkelte begunstigelser rned hensyn til skatter, var bl. a. fritagn e for lægdshold.) . Ved det danske kongelige kancellis resolution av 25. oktober 1794 blev bestemt, at den nye postvei i Tveid skulde gaa fra Sandnes forbi præstegaarden til Kjevik, altsaa paa vestsiden av elven, og derfra n1ecl færge over fjorden til Gjusnes og saa til Lahellc og byen. Men almuen var uvillig til at oparbeide denne vei, son1 de 1nener paa sine tider vil bli uf ren1kommelig, med færger at h olde baade paa

V> .

Gjusnes og Kjevik, og færgemand neppe til at faa. Arntmanden henstiller i en skrivelse av 19. april l 79(i til kancelliet ikke at støtte almuen i dette. Veien blev da ogsaa son1 bestemt. Imidlertjd var nok ikke aln1ue11s klager saa ugrundede. Det varte nemlig ikke saa længe, fØr postveien blev over Aabel, Foss og vestover heien til Skaadene, Klev og Krossen, saa sydover til LØn1sland og Aaleocjiær samt til ' .

Kostøl, Gil og til byen. Men heller ikke denne vei blev tilfredsstillende. Allerede i 183G foreslog kamn1erherre Be i c hm an n en ny vei fra Aalefjær langs Farvandet østover til Kragebuen, over paa østsiden av Topdalf.elven over kilene til l\'.I:yren og GrØdtrrn til Aabel. F Ørst i sekstiaarene blev denne vei bygget av kaptein G j es sing, medens omlægningen av veien fra Aalefjær til byen udfØrtes i 1870-72 under kaptein C o n r a d i. ad 2) I slutten av 1790 aarene blev Sete s da 1 sve i en udbedret. Amtmanden skriver gjentagne gange herom og navnlig under 17. juni 1797 til lensmanden i Øvrebø og Hægeland Osmund Ro 11 e s ta d, at «den almindelige landevei for de reisende fra lVIosby over Homsmoen til Skarpengland og Reiersdal skal istandsættes lidt efter lidt, med ny vei paa Langesh anden, derefter den hele vei til Kile, saaledes som av veiinspektør Svend O I s e n er avpælet og av mig approberet, - hvilket lensmanden har at bekjendtgjØre og tilspØrge almuen, om de vil arbeide eller betale med penger.» · - Formentlig har arbeidet været l:idet tilfredsstillende. I 1839 blev nemlig av Storthinget bevilget kr. 129,000 til udbedring og anlæg av hele denne vei som grusvei i 42 km.s længde fra Chr.sand til Nedenes amtsgrænse. Senere er størstedelen omlagt til chausse i mange forskjellige parceller og til forskjellige tider. Med statsbidrag er ligeledes til forskjellige tider bevilget og oparbeidet vei fra Mosby over Kvarstein til Vennesla, Aamdalsvandet og videre til Iveland og Vegusdal. ad 3) Vester ve i en fr a C h r.s an d fulgte oprindelig Flekkerøveien til Fiskaa og· Kjos, men gik saa om Holskogen til Søgne kirke og Tangvall til østre Tryn Fiskaa, Kjos, Tangvall og Try sees nemlig av fogedregnskaberne at 1

ha været postgaarde, og opsidderne i 1G70 aarene at ha kvitteret hver gaard for 39 rdlr. 2 ort 3 sk. «for deres tunge og besværlige lange reiser». Av amtmand Reesens kopibØger fremgaar, at han ofte til lensmændene klager over for sen postgang. Reesen var amtmand 1717 til 174G og boede i Lyngdal, og han har naturligvis med længsel ventet paa posten og hvad den kunde bringe. Der var kun post 1 gang om ugen østenfra og 1 gang vestenfra, og det varte lige til 1804. 12. december 1727 skriver amtmanden til lensmændene langs postruten bl. a.: «Naar posten kl. 2 lørdag eftmdg. gaar fra Chr.sand, skal den samme dag kl. 5 eftmdg. være paa Kjos og paa Tangvall kl. 9 om aftenen, og paa østre Try kl. 12 om natten og paa Møll i Holme kl. 3 søndag morgen ; kl. 5 søndag morgen skal han være paa Klep, kl. 7 paa BlØrstad og kl. 9 paa Vigeland, kl. 12 middag paa Osestad og kl. 2 eftmdg. paa Aarnes» etc. - - Senere sees dog posten fra Chr.sand dirigeret over «Groheien>> istedetfor gjennem Vaagsbygden, og Groheiveien betydelig udbedret. 9. mai 1791 skriver amtmand Holm til lensmanden i Søgne og Greipstad C h risten As b j Ørns en Birk en es, at han «skal tilsige til arbeide pa:a Groheiveien-postveien, da nu generalveimesteren har bestemt, at veien skal lægges paa Kvislevandets søndre side>>. Rosseland i Greipstad og Lunde i Søgne har da allerede i længere tid været postgaarde, skydsstationer og gjæstgiversteder. - Vestenfor Try red posten i den første tid om gaardene Fjeldet, Helle og Røiseland til Møll i Holme. Møll var et meget vigtigt postaabneri og veiknudepunkt, indtil ladestedet Mandal omkring aar 1700 begyndte at faa større betydning. Fra Møll gik saa posten over Klep, Vraa, BlØrstad, Trædal til Vigeland i Undal, som ligeledes var et meget vigtigt punkt. Imidlertid trak Mandal snart trafikken til sig baade Øst og vest, og dermed ogsaa bedre veie. Om veien østover fra Mandal hører vi lidt i et brev fra amtmand Holm til ·generalveimesteren 25. august 1795. Han f ortæller: «Ved mit seneste ophold i Mandal red jeg den nye vei forbi Skinsnes, Ime, J aabæk, Berge, hvor ingen fornødenbed er at lægge

16 Veien over aker og eng, ei heller de 2 Storaker gaarde og Dybo, men Ro er det betydeligste og ikke til at undgaa, Valandsbroen over sundet rr1od Vætnes; thi forbi Vatne, lille Suvatne og til Holmen skal endnu ikke være avpælet.

Jeg finder arbeidet godt, og naar broen er færdig, kan veien rides med mere bekvemmelighed end den gamle postvei.>> - N aar undtages veien Chr .sand-Brennaasen-Rosseland, som blev anlagt av kaptein Krag 1876-1880, tildels som led i den nye indre hovedvei gjennem amtet Brennaasen -Kleveland, saa ligger det meste av den gamle postvei til Mandal i det væsentlige uforandret som for over 100 aar siden, da rideveien blev udbedret til kjørevei. ad 4) a) Man da 1-U n da 1. Fra Halsaa vestover førte i ældre tider en tarvelig vei fren1 til Trædal, hvor den stØdte sammen med postveien fra l\1Øll, og med denne førte frem til Vigeland i Undal. Under den almindelige veiudbedring omkring 1800 blev denne omlagt til kjørevei; men i 1864 til 68 blev her anlagt sammenhængende god chausse Mandal-Vigeland av ritmester Lun d. b) U n da 1-L yng da I-veien gik i gamle dage nogenlunde som nu fra Vigeland vestover til Osestad, men siden hØit oppe i heien paa østsiden av Lenefjorden om gaarden Haddeland og Grummedal frem til Lene. Den var her paa enkelte punkter saa vanskelig, at den ikke engang kunde rides, saa posten maatte bæres. Navnlig skal det bratte <<Kjeska re t» ha været yderst besværlig. Reisende brugte derfor i almindelighed baadskyds mellem Lene og Osestad. Omkring 1790 blev imidlertid denne vestlige del av Undal-Lyngdalsveien omlagt med færgested ved Sandnes over Lenefjorden til Lindelien og saa over heien om Støle og Rødland til Bergsager i Lyngdal. Omkring aaret 1820 fik man saa den nuværende vei fra Sandnes langs østsiden av Lenefjorden til Lene og derfra om Rom frem til Lyngdal. ad 5) S p i n d s v e i e n. Farsund var lige til henimod slutten av 18de aarhundrede et betydeligt strandsted. Fra begyndelsen av 1795 fik stedet handelsrettigheder og sjØfartsrettigheder som Flekkefjord samt eget toldsted, og dermed tog det lille sted sig op. Det første tegn til Spindsveien

16

skriver sig da ogsaa fra dette aar. 31. august 1795 skriver an1tinand Holn1 til den nylig ansatte lensmand for Helvig thingsted (VandsØ, Farsund, Hered og Spind) Sa 1 ve W e 11 e s en, «at han maa se at faa veien fra Lyngdal igjenne1n Spinds sogn til imod Farsund sat istand, saa den kan fares uden besvær for reisende, og om muligt faa postveien d2rigjennem, hvorfor opbydes rodemestrene og almuen av hele WandsØe præstegjæld, naar lØitnant Jodd an nærmere bestemmer tiden efter indhØstningen»" Det gik imidlertid her som overalt temrr1elig traadt med pligtarbeidet.

Lensmanden blev ogsaa kort efter suspenderet for tjenesterorseelse, ligesom der nok ogsaa var nogen ugreie med hans pengeaffærer vedkon1mende Spindsveien. N oget videre med istandsættelsen av veien blev det i al fald ikke fØr langt ud i næste aarhundrede. Veimester, ingeniØrlØitnant Johns on (en islænding, far til den bekjendte professor Gisle Johnson) fremsatte i 1835 et forslag til oparbeidelse av veien fra GrØndokken i Lyngdal og til Spindsodden, og dette forslag blev bifaldt ved kongl. res. av 13. mai 1835, og de fornødne midler stilllet til raadighed. Veianlægget blev udfØrt omkring firtiaarene; men da terrænget fra Kvavigfjeldene og sydover var meget vanskeligt, blev veien frygtelig bakket op og ned, med det værste parti over Spindsodheien tilslut og derefter et langt og besværlig færgested over til Farsund. Et længdeprofil av veien tatt av veiingeniør Fenger-Krog i 1861 tegner sig da ogsaa næsten · som et sagblad. Intet under derfor at hele veien Kvavig-Spindsodden er omlagt som god chausse med et kortere færgested over til F'arø, samt at ny vei og bro fra FarØ til Farsund er anlagt 1888-1896. ad 6) Lyng da 1-K vin es da 1-a m t sg r æ n sen. a) Lyn g da 1--F ed de: Den gamle ridevei her var vistnok en av Sørlandets farligste og steileste. Den førte gj enn em Dragedalen, forbi gHardene Drageland, Drangsland, Opofte og Rørvik ned til F'eddefjorden.. Efter den foran nævnte postordre fra amtmand Reesen av 12. december 1727 skulde posten være paa Aarnes i Lyngdal søndag kl. 2 eftmdg.

Der var tilstaaet 1 time til postaabningen, hvorefter posten <<kl. 4 eftmdg. skal være paa Drageland, kl. 6 paa Drangsland,

17 kl. 8 paa Opofte og kl. 10 aften paa Sande ved Fedde, saafremt det er nogenledes godt veir at komme over fjorden.

Hvis ikke da blir han paa Rørvik til morgenen, nemlig mandag morgen, da han skal være paa Sande, hvor posten aabnes 1 time» etc. - Denne gan1le postvei blev efter forslag i 1831 av ingeniørofficererne Si b b er n og Johns on oparbeidet i trediveaarene til kjØrbar grusvei, men med volrl~omme opog nedstigninger. Fra ca. 10 m. over havet ved Aarnes stiger den til veiens hØieste punkt «Lavskaret» lidt vest for gaarden Tjomsland 300 m .. over havet, for derefter at falde ned til gaarden Opofte, som ligger 60 m. over havet. Fra Opofte bærer det med en gang i stigning paa indtil 1,4 og med slyng op til 225 m. over havet, tæt ved øvre Rørvik gaard, for straks med voldsomme nedstigninger av sam1nenhængende lJr,; og 14. og med krappe slyng at komme ned RØrvikbakkerne til færgestedet ved Feddefjorden. Denne vei er nu nedlagt som hovedvei, men vedligeholdes som bygdevei, da den er saa betydelig meget kortere for gjennemreisende til Fedde og Flekkefjord end den nye vei gj enn em M Øs k e d a l e n til Liknes i Kvinesdal, hvorved Feddefjorden omgaaes, men mellem Liknes og F'edde har, i al fald indtil videre, de besværlige hakkepartier ved Refsti og navnlig ved Øie (Øiekleven). b) F e d d e-a m t s g r æ n s e n v e d B a k k e : Den gamle ridevei her førte fra Fedde ret nord forbi Birkelandog Melandgaardene g'j enn em et dalføre, som kald es Melandsdalen, der begynder ved «store Helleskare>> og ender ved Meland. Saa førte den frem til Øisæ i Gyland og derefter i nordveritlig retning til LØland og endelig til Birkeland i Bakke ved Sireaaen, som dengang var amtsgrænse. Videre førte veien op over toppen av Tronaasen, hvor den nuværende grænse mellem Vest-Agder og Rogaland gaar, ned til Lunde.

- Birkeland i Bakke v.ar det sidste postaabneri i amtet og skulde efter den Reesenske postordre være naaet av postrytteren senest 8 timer efter avg-angen fra Sande ved Fedde mandag morgen. - Da kjørevei og hovedvei her vest i amtet skulde anlægges i 1830-aarene var der adskillig· tale om at bygge veien i den gamle rideveis strØg; 1nen endelig seirede linjen om Flekkefjord, 8kjØnt den blev længere, dyrere og

1K mere bakket. Bedre veie til byen Flekkefjord var nemlig paatrængende nødvendig. Forbindelsen mellem byen og dens opland landværts var kun vanskelige gangstier, saa alt som skulde til og fra byen maatte føres paa folkeryggen eller hesteryggen. Den nye vei fra Fedde til Flekkefjord blev anlagt 1835 til 1840, men nogen god transportvei blev den desværre ikke, navnlig er «Linde 1 and bakker ne» baade lange og tunge, ligesaa op- og nedstigningerne ved Fosselandsvandet.

Samtidig udførtes veianlægget nordover fra Flekkefjord til Flikka, Skjæggestad og Sirnes samt videre op Tronaasen.

Over Siraaen blev i 1844 fuldfØrt den smukke kjædebro ved Bakke. - Mellem Flekkefjord og Sirnes er veien i 1880 og SO-aarene omlagt til chausse, væsentlig i <len gamle veis strØg; paa denne stræ·kning var det især «Lav o 1 db akk en» og en meget skarp op- og nedstigning kaldet «Trona», som var de besværligste. Ellers er som tidligere nævnt det stykke, som kaldes «Trona asen>>, nemlig fra Bakke bro til amtsgrænsen, aldeles uforandret, og det samme er ennu tilfældet med den gamle vei mellem Fedde og Flekkefjord, hvor dog i den allersidste tid omlægning eller udbedring av Lindelandbakkerne skal være paabegyndt. Paa grund av de gamle umulige veie nord for Flekkefjord gik færselen mest muligt tilvands, de første 8 km. fra Flekkefjord til Flikka gj ennem vasdraget «LØ g erne>>, og fra Flik eid over Lundevan det for at undgaa den tidtnævnte skrækkelige vei over Tronaasen. Da ingeniørkaptein Krag i ottiaarene omlagde veien nord for Flikka til henimod Sirnes, blev derfor medtatt en 1300 m. lang veiarm fra toppen av Lavoldbakken ned til Flikeid Yed Lundevandet for at imØdekomme trafikken over dette vand. Da senere, ud i nittiaarene partielle omlægninger og udbedringer foretoges paa veistrækningen m ellem Flekkefjord og Flikka, hændte det noksaa mærkelige, at der næsten omtrent samtidig paa denne _strækning udfØrtes veiforbedringer, oprenskning av «LØgerne>> og byg·ning av jernbanen til Egersund, saaledes at man side om side paa en gang fik bedre landevei, bedre kanalvei og endelig jernvei. -

Selvfølgelig er det bare hovedruterne, og det bare i Vest-Agder, hvor jeg er bedst kjendt, som jeg her kortelig har behandlet i denne oversigt. lv.Ien det vil forhaabentlig derav fremgaa, at meget er gjort for bedre veikommunikationer i lØbet av de ddste 100 aar, men at ogsaa meget staar igjen.

Nu kommer vel snart Sørlandsbanen, son1 vi alle med længsel venter paa som den mægtige løftestang for hele vor landsdel, da vil ogsaa jernbanen foranledige en hel del nye veianlæg og omlægninger for at tilknytte veinettet bedst muligt til jernbanen. Men jeg føler mig overbevist om, at det ikke vil mangle paa offervillighed ligeoverfor alle disse krav heller her i Agder. Avdøde veidirektør Krag sagde paa et veimØde i Mandal, engang i begyndelsen af nittiaarene saavidt jeg husker, at han gjerne vilde sætte Lister og Mandalf. amt i glas og ramme til almindelig og beundrende beskuelse for enkelte andre, som ikke var fuldt saa villige til at bevilge sine distriktsbidrag til veie. Det ser ud til, at samme aand fremdelee. raader der, idet h erreder og fylkesting sees at ha bevilget store summer p a a f o r s k u d til igangsættelse og udf Ørelse av anlæg, som ikke endda har kunnet opfØres paa statens veibudget. Kristiania i januar 1921.

K i 1 d e r:

S k o v g a a r d:

Det norske Veivæsens historie, - N o r s k e S a m 1 i n g e r I, - T r o e 1s L u n d : Dagligt liv i Norden etc., Utrykte di p I omer i Riksarkivet og Statsarkivet s;amt O p 1 y s n ing er i Veidirektørkontoret, Er in d rin g er fra mit eget veiliv. -

En lensmand i Sør-Audnedal for 200 aar siden efter breva i amtmand Resens kopibøker i Statsarkivet.

(Ved G. F . Diesen).

1.

Hustruens ansøkning til kongen:

K j Øb en h av n 28. oktober 1720. Saasom min fattige n1and er sengeliggende formedelst svaghed og hjertesorg ei selv kan noget udrette, saa har jeg som hans skrØbelige og velaldrende qvinde været foraarsaget at hidned reise og allerunderdanigst med mit hjertesuk og vemodighed sØge Eders kongl. Majestæts naade og frelse for min hØibedrøvede mand H a n s J Ø r g e n s e n, som udi det aar 1709 besov en tjenestepige ved navn Gunild Thoresdatter, og derved 2den gang begaat leiermaal udi sit ægteskab, hvorfor han af sorenskriver C h ri s t off er Lem*) den 24de oktober samme aar bliver tildømt at lide efter lovens 6te bogs 13. cap. 25. art., som er at straffes paa hans formue og forvises landet; men son1 denne min stakkels mands forseelse skal udi drukkenskab være begaat, og derved samme ganske uafvidende, som han for retten erbØd sig til at beedige, saa henhviler samme sag og ei videre paatales; mens bliver han derefter av den .,. ... )

Sorenskriver Christoffer Christoffersen Lem nævnes som sorenskriver i Lister fra 1680 og døde 1722.

21

daværende amtmand U n da F) sat til at være lensmand over Walle og Spangereid sogner i Lister len, som han udi 8 aar derefter upaaklagelig forrettede. Siden efter saa mange aars forlØb, som min mand alt havde af vores præst udstanden skriftemaal og kirkens disciplinpligt og boed, kommer denne vores præst ved navn P ed er Sch ytt e * *) til et bryllup, hvor hr. amtmand J u e 1 * * *) og hans broder hr. assessor J u e I ogsaa var, og da oprØrer bemeldte vor præst denne sag saa græsselig og ubarmelig for amtmanden og hans broder, ihvorvel præsten selv for 8 aar siden havde absolvert min mand, som før er meldt, for samme leiermaal, hvorpaa bemeldte amtmand Juel den 27de november 1717 suspenderer min mand fra sit lensmandsskab, og udi hans sted konstituerer en anden ved navn Ha 1 k i 1 d R o 1 f s en F o s s til at være lensmand, og derforuden forandrer tingsteden fra vor es paaboende gaard, som kaldes nedre vVigeland, hvor tingretten over de 40 aar har været holden, og beordrer at sættes hos bemeldte præstes Peder Schyttes kones broder Anders Ni Isen Ri berg.* ***) ,:, )

Amtmand Andreas Lauritzøn U n d al var amtmand i Lif.ter og Mandals Amt 1Ci99 til 1711 og derefter stiftamtmand i Bergen. Han var sØn av den bekjendte lagmand paa Agdesiden Laurits AnderssØn Undal, som var lagmand fr a l(i55 til sin dØd 1703 og har forfattet en ny matrikel i Christiansands stift, approberet i 1Cl68 og gjældende lige til 1838. Lagmanden var igjen sØn av Anders Johnsen, boende paa Underøen i Undal som tolder i Snig; derfra optatt fa1nilienavnet. * *) Peder Jensen Sch ytte, først kapellan til Undal 1707 og siden fra 7. november 1708 sognepræst til Undal, gift med sin formand Nils Pedersen Ribergs datter Birgitte, enke efter den i 1707 avdøde kapellan Johannes Storch. ,:, ,,, *) Amtmand P o v e l J u el blev i 1711 amtmand i Lister og Mandals amt efter Undal.. Paa grunn av ha1rn selvraadighed og hensynslØshed blev han suspenderet i 1717 og avsat i 1718. lVIen da han indlod sig i en sammensværgelse med landsforræderiske planer, blev han fængf!let og henrettet 4. mars 1723. * * * * ) An d er s N i 1 s en R i b erg er altsaa sØn av sognepræsten i Undal Nils Pedersen Riberg" Han sfoal være født 25. desember 1(>7n og er kaldt borger i Christiansand, var gift med Maren Tolderup og hadde 12 bØrn 1

22 Der nu alt dette var skeet, saa faar amtmand Juel sin allerunderdanigste demission og i hans sted igjen hr. s co utbyn a c t Res en amt man d, ':' ) som fra slotsloven den 25de september 1719 bliver befalet forbemeldte sorenskriverdom siden den havde udstaaet sine fata 11 i a si m p I i c it es at exeqvere.

Saasnart nu samme befaling blev ham af den constituerede lensmand med 2de mænd forkyndet, har min fattig bedrøvede n1and strax hØrsommeligst maattet efterleve og r>imme landet.

Men allernaadigste konge, av denne hosfØlgende itzige sorenskriver Christoffer Lems attest af dato Lister den 24de septbr. 1720 sees allernaadigst, at den menige almue giver min mand enstemmigen det skudsmaal, at siden hans begangne forseelse med dette leiermaal, som for 10 aar siden er passeret, har levet skikkelig, og som enhver var bekjendt, har udstanden sin pligt og boed; thi nedfalder jeg fattig qvinde paa min hØibedrØvede mands og fredløse gudsbarns vegne udi allerdybeste underdanighed for Eders kongl. Majestæt med allerunderdanigste suk og bØn, at samme af kong!. naade maatte giv es sin fred igjen, og allene som tilforn tillades at nyde sit lensmandsen1bede at forrette ved sin gaard.

Allernaadigste konge frelse vores aldrende sjele, som maaske ikknn har liden tid her tilbage at leve vores tid udi, og giv os vores fred gjen af kongl. naade, at jeg med min fredløste mand kunde komme til herrens alter igjen med fred og glæde, eftersom vi udi saadan langsommelig tid formedelst denne fredløse sag ikke har kunnet nyde det hellige bord etc.

Sara Hans Jørgensens nedre Wigeland.

·~ )

(efter D. Thrap). Imidlertid boede han i 1718 tæt ved Vigeland i Undal.

Scoutbvnaet Wilhelm Res en kom efter den ulykkelige Povel Juel som amtmand i Lister og Mandals amt i 1717 og indehadde embedet indtil 174G. Resen boede i Lyng- . dal som amtmand, først paa gaarden Rom, senere vistnok paa Nygaard.

23 2. K o n g e b r e v: :L m a r s 1 7 2 1 g j Ør F r e d r i k IV vit ter I i gt, at forrige lensmand over Walle og Spangereid Hans J Ørgensen nedre Wigeland ved dom af sorenskriver Christoffer Lem den 24. oktober 1709 for 2 ganges ]eiermaals forseelse har forbrudt fred og sig ei udi vore riger og lande maa finde. l\ien paa underdanigst an~.øgning av hans hustru Sara er Hans J Ør gen s en nedre ,Vigeland, som i flere aar har været udenlands, nu bevilget fred og fri leide.

3. 26 ap ri I 1721 8 k ri ve r amt man d en ti 1 fogden Tostrup,*) at Hans J Ør gen sen nedre W i g el an d, ,:, ,,, ) son1 forresten er en meget habil mand, nu igjen indsættes som lensmand istedetfor den midlertidigt constituerede Halkild Rolfsen Foss, som ved amtets ordre af 27. november 1717 var indsat.

1

*)

* *)

t)

Foged Niels Hansen T o s t r u p indehadde begge fogderi erne Lister og Mandal fra 1705 til 1730. Han boede paa Østhassel i Vanse.

Lensmand H a n s J Ør g e n s e n V i g e I a n d har efter sin gjenindsættelse som lensmand antagelig fungeret i stillingen til sin dØd i 1733 eller begyndelsen av 1734,t) da en ung mand E r i k A a n e n s e n S t e n s 1 a n d blev lensmand i Undal Amtmanden skriver nemlig 23. august 1734 til postmesteren i Chr.sand: «Jeg har en ny lensmand udi Undal, en ung mand boende paa Stensland, 1 fjerding fra Undal, just i postveien. Han kunde muligens overtage postaabningen, ifald J Ørgen Pedersen dette ikke længere vil betroes ; thi det kan ikke lade sig gjøre, at postaabningen der kan nedlægges.»

Kirkebogen for Valle udviser, at lensmand Hans J Ørg e n s e n G o t z o v dØde 18. mai 1734 651/2 aar gammel.

Dette er selvfølgelig vor mand.

24

Hangeland i Fede.

Litt gårds- og ættehistorie fra Fede.

Ved Gabr. Villumsen Fede.

<<Mit bruk i gaarden Hang·eland av skyld 71h engelsk l;~ time~. vei fra Fede, 10 minutter fra anlægget i Angholmen o.s v. - er tilsalgs >> læste jeg i en bekjendtgjØrelse i Flekkefjordsaviserne i midten av mars iaar. *) Nu hører jeg at gaarden er solgt, - til hr. direktør Boe, Trælandsfoss, eller Kvina Carbid, jeg vet ikke hvem. Og for en tid siden holdtes der auktion over løsøre og kreaturer, og den forrige eiier flyttet fra.

Dermed er Hangeland ganske bortsolgt fra de slegter som saa længe folk vet har sittet der oppe, idet det andre bruket blev solgt til A/ S Kvina Carbid & Smelteverk av eieren Tobias N. Hangeland i 1916 Det er sidstnævnte som velvilligst har laant mig den dokumenteamling-, hvorav endel brev er helt gjengit nedenfor og hvorpaa mesteparten av dette støtter sig.

De gamle paa Hangeland var folk som passet paa sine ting. Der findes saaledes blandt papirerne skiftebrev efter samtlige opsiddere paa det bruket, og Tobias er nr. 7 i rækken.

1. R as m u s To r k i 1 d s Ø n kjøpte Hangeland 1 16ti5. *)

Skrevet april 1921.

25 KjØpekontrakten lyder saa (avskriften er ordret, men stavemaaten har jeg ikke bibeholdt. Der er skrevet «haffuer», «vdj >> o. 1.): ~stemplet papir nr. 5.

Een half Rixdaler.

Hans kongelige Majestæts underdanigste skibskaptein, underskrevne Olle Rasmussøn, boende paa gaarden Fedde i Fedde tingsted udi Lister Lehn, kjendes og herved vitterliggjØr for alle i dette mit aabne brev, at eftersom jeg ved lovlig kjØb haver mig tilforhandlet av bemeldte gaard F·edde med tvende andre underliggende Ødegaarde, som ere Refstje med Hangeland, skylder tilsammen halvsjette Hud / : af erverdige og velfornemme mand, Verner Nielsen, Raadmand udi Christiania :/ af hvilken gaard mig denne halvpart, som er 2%. Hud er tilhørende. Efter mit skØdes !ydelse er dermed indbefattet Hangeland, som skylder aarlig en Hud, hvilken bemeldte opbyggede Ødegaard Hangeland jeg med min kjære Hustrue. ja og samtykke, vores og begge vores arvinger sælger, skjØder og afhænder til ærlig mand Rasmus TorkildsØn, hans »Quinde« og arvinger med al dens rette tilliggelser som der nu og av Arilds tid tilligget haver, være sig ager, eng, skov og mark, fiskevand og fægang, hu~- og herberge, vaadt og tørt inden de fire grundstoffer';,) forsaavidt som nu og af fordums tid tilligget haver, hvilket fornevnte Rasmus TorkildsØn, som nu er boende paa fornevnte Hangeland med sin kvinde og bØrn, rette og sande arvinger frelseligen skal have fØlgende * *) bruge og beholde til lovlig eiendom og odel, uigjenkaldelig af mig, min hustru eller arvinger, ligesom jeg kjendes mig derfor af hannen1 at have annamn1et fyldest og fuld værd, den mindste penge med den mindste ~.um * * *) som udi vores kjØb kom, bepligtendes derfor mig og min hustru og arvinger at frikjende og fuldkommeligen tilstaar bemeldte Rasmus TorkildsØn, hans kvinde og arvinger samme for1

*) ,i,*) 'i'.,.···)

Skal visst vera: hovedf:.taffer, endestaver. (Skriftstyret.)

Skal visst vera: fØlge. (Skriftst.)

Den vanlege formelen plar vera: mindf'.te penge med de meste (største). (Skriftst.)

26 skrevne gaard Hangeland for alle og enhvers tiltale, som derpaa med rette kan have at tale i nogen maader, og dersom saa skede, som dog ikke formodes, at bemeldte Hangeland eller nogen dets rette tilliggende blev fort",krevne Rasmus TorkildsØn eller hans arvinger af vandom i nogen dom eller rettergang for min vanhjemmels skyld, da skal min hustru og arvinger forpligtet være igjen at veder]ægge hannem og hans arvinger enten med ligesaagod gaard eller og sine udlagte penge i steden, inden seks uger nestefter, saa det skal være og blive for Rasmus TorkildsØn og hans arvinger uden skade og skadesløs i alle maader.

Til vitterlighet under mit signete og egen haand; og navnlig~' ) ombedet ærlig dannemænd, som er navnlig Ole Ingvarsøn Sande og Tarald Rasmussen Raustad med mig til vitterlig at besegle.

Datum, Fedde den 8de martz Anno 1G65.

(De tre segl mangler.)

Efter begjæring og min pligt skrevet af hans kgl. maj. allerunderdanigste tilforordnede sorenskriver Johan Einersen Norman.»

Som man vil forstaa av dette brev har Rasmus TorkildsØn ogsaa f Ør 1G65 bodd paa Hangeland, da altsaa som leilænding under eieren, manden paa Fede. Rasmus maa ha været en mand borti aarene, han er saaledes gift og har <<arff uinger».

Kjøpesummen for gaarden er ikke opgitt. Sælgeren har «annammet fyldest og fuld værd», m. a. o. hvad han tilkom, og dermed basta.

Den Verner Nielsen, raadmand i Christiania, som nævnes i skjøtet, bodde ca. 1G50 i nærheten av F'arsund, og eide da betydelig jordegods omkring her. Han skal være stamfar til familien Werenskjold.

I et brev fra 1683 gjØr Rasmus TorkildsØn vitterlig, at han med hustru Herbor ( ?) TommeE".datters «Vidskab og Villie, sambt Alle mine BØrnR Ja og Samtøcke, formedelst Begge Vores Alderdom og Svaghed>> avstaar til sin søn Albret *)

venlig ( ?)

(Skriftst.)

27 Rasmussen sin eiende gaardepart, halveparten i Hangeland av skyld 71/2 engelsk. Betingelserne er at bemeldte Albret «Effter voris Ord og Talle, skall forsiunne sin Moder og mig med Kost og Klæder till Voris Dødes Dag og bekoste Voris Ligfærd som det sig bØr og som hand for Gud og Mennesker vil ansvare.»

Dokumentet har været forseglet foruten av Rasmus ogsaa av hans øvrige b0rn, samt til vitterlighet de 2de Dannemænd, Hoskold Røsta og Rejer Tistedall. Dagsett 26. april 168d.

Alle 8 segl mangler.

Dokumentet er <<efter Begiær skreffuet» av vicesorenskriveren i Lister amt, Christopher Christophers: Lehm.

Som dette brev utviser er gaarden allerede blit delt mellem 1665 og 168:L Den anden halvdel maa ha gwat over i fremmede hænder. Den sees ialfald ikke senere nævnt i de foreliggende dokumenter. Gaarden er ogsaa reist JJt hud i skyld, idet den i kjøpekontrakten av 1G65 kun er opgitt at e.kylde 1 hud aarlig. Her er imidlertid den halve gaard opfØrt med en skyld av 71/2 engelsk. Skylden er antagelig forØget ved matrikelrevisionen i 1G67.

Rasmus Torkildsøns bØrn var ifØlge ovennævnte brev: 1) 2) 3) 4) 5) G)

Albret RasmussØn Gonell ( ?) R1asmussØn ?

RasmussØn Birger Røstads kvinde Ole RasmussØn og Terrald Røstads kvin de.

2. A I b r e t R a s m u s s Øn, som saa fik gaarden, var ifØlge opgivel8esskiftet efter ham, som holdtes 8" april 1725, gift med Ingeborg Madsdatter. Skiftet administrertes i sorenskriver Lems absentz av Peder Mortensen (BØgwald) Sande, lensmand i Fedde tingsted. Vurderingsmænd var Mads Jense.øn Høyland og Peder Fridrichsen Lindland.

Av takseringen lægges særskildt merke til, at 4 kjØr er sat i 2 rdl. pr. stk. = 8 rdl. og 1 stud i 2 rdl.

28 Boet hadde tilgode: Av Osel Croslie 16 rdl. og » Samuel Haarr paa F'edde 8 rdl.

Løsøre og tilkommende gjæld tils. 78 rdl.. 1 mark 1 sk.

Boet var ikke skyldig noget. Gaarden fik ældste sønnen for at fØ forældrene. Som .man ser var det velstandsfolk.

Børn: Sønner: 1) Ingebreth, myndig 2) Rasmus, 23 aar Datter; 3) Berthe, gift med Lars Olsen Haugeland.

3. Den som saa fik Hangeland, I n g e b r e t A 1 b r e ts en, ser ut til at ha været en mer vidløftig rnand.

Der gaar et sagn her paa Fede om, at rnanden paa ØvreFede og den ene rnanden paa Hangeland (de eide hver et 71/2 engelsk bruk) engang skulde ha mageskiftet sine gaarde.

Men da Hangelandsrnanden korn til Fede begyndte han at drikke, konen paa Fetle længtet til Hangeland og konen paa Hangeland længtet til Fede igjen, hvorefter de, da en tid var gaat, byttet om igjen, nogen siger at de «kastet jamt>>.

Man skulde tro, at om dette skulde ha noget med sandheten at bestille, at det da rnaatte ha hørt til langt tilbake i tiden; men et brev utviser .at det var Ingebret Hangeland og Gabriel FredriksØn Øvre-Fetle som foretok dette mageskifte, og at det ikke hændte længer tilbake end i 172G. Dokumentet lyder slik: <<Kiendes jeg Gabriel Fredrichsen Hangeland og hermed vitterliggiØr, at jeg rigtig haver erholdt af Ingebricht Albretzen Øfre Fedde, de - 22 rdl. 3 rk. og 4 sk. hand til ,mig effter Voris anord, og voris mellem sluttede Gaarde eller Mageskifte-brev, dattert F edde d. 25. Juny 1726, og thinglæst d. 15. Octobr. næstefter, skulde erlægges, hvorom samme udviser og forklarer.

Thy skall ermte':,) Ingebrigt Albretzen alene for berørte Toe og Tiuge Rixdaler - Try marck og fire Skilling være betacket, men endog for Mig og Mine Arvinger skadeløsholden, san1pt hermed tilbørlig og fuldkommen quiteret. *)

ermeldte (nævnte).

29 Til Stadfæstelse bekræfter jeg denne min udgifne Quittering med mit sædvanlige Zignette eller brugende Boemerche - saaog venlig ombedet de 2de Dannemænd, Peder Mortensen (BØgwald) Sande og Torkil Andersen Slaatten med mig til ydermere Stadfæstelse at ville f orseigle.

Actum Sande d. 10. December 1727.>> (3 tydelige s egl).

Det var ikke stort værd fjerd eparten i Fede hadde dengang, men den var da et grann rner «mæden» end halvparten i Hangeland allikevel. Som man ser var det ikke saa ganske lite Ingebret maatte betale i bytte - efter den tids forhold da.

Hvorlænge han var paa Fede vites ikke, men nogen lang tid har det vel ikke været.

Opgivelsesskiftet efter ham, som holdtes 13. oktober 1768, viser at hans hustru het Anna Torsdatter. Skiftet administrertes av sorenskriver Christian Severin Balle og vurderingsmænd Iensmand Jacob Pedersøn Bøgwald og Niels Jespersøn Lervig (senere lensmand i Fede). Der kan ha været noget i, at Ingebret har været drikfældig, for ialfald har han - efter skiftet at dømme - forødet sit gods. Der er ikke længer nu den velstand, som der var i hans fars tid.

Hele boens aktiva, deri medregnet 111~ eng. av gaarden, takseret i 10 rdl. pr. eng., utgjør 23 rdl. 1 mark og 14 sk.

De øvrige 6 eng" forbeholdt Ingebret sig til folloug for sig og hustru. Passiva var udgifter ved skiftet~. avholdelse, 4 rdl.

3 mark og 4 sk.

BØrn: Sønner: 1) Tron, fuldmyndig 2) Ole, - >>1) Todne Marie, 4;{ aar gammel Døtre: 2) Anna Marie, 42 » 3) Anna Malena, 22 >> 4. T r o n I n g e b r e t s e n var gift med Abel Maria Jacobsdatter fra Lervig i Kvinesdal. Han sat med gaarden til 1804, da opsigelsesskifte efter ham avholdtes (6. december 1804). Lensmand var da Marthinius (Morten) BØgwad (fra

ao Øie i Kvinesdal) vurderings- og lagrettemænd Hans Hansen (Fede) og Hans Knudssøn. Sorenskriver er endda C. S. Balle.

Av det takserte løsøre lægges specielt merke til at der nu er kommet b Øker til huse.

1 Huuspostil er taksert i 3 mark 1 Biibel -»3 do.

Under Ste ent Øy er fØlgende opført: 1 Udequærn med quærne Huus for 12 rdl.

1 Sliibesteen 3 mrk.

1 leer Krukke 8 sk.

1 do. do., mindre 6 sk.

Sum løsøre o.s.v.

74 rdl. » mark 21 sk.

Av jorden forbeholder opgivelsesmanden sig 4 eng. med folloug for sig og hustru paa livstid. Resterende 31/ 2 engelsk takseres i 70 rdl.

144 » >> mark 21 sk.

Tils. lØsØre o.s.v. og jordegods Men paa gaarden er der gjæld -t- skifteomkostninger, tils. 169 rdl. 8 sk. (hvorav til Axel Lohne 80 rdl.), saa jorde1godset maa sættes op 24 rdl. 3 mark og 11 sk. for at boen skal balancere. Der blir altsaa intet igjen til utlodning.

Børn: Sønner:

Døtre:

1) Ingebreth, myndig 2) Jacob, 22 aa:r gammel 3) Arian, 19 » 4) Ingeborg 5) Abel, 29 »

Som kurators blev ved skiftet opnævnt: For Jacob, (morbroren) Ole Jacobsen Lervig » Arian, Lar~ Gabrielsen Høyland og » Abel, Christopher Birkeland.

5. Inge b org Tron s datter, som tog forældrene i folloug var gift med T o 11 a k V i 11 u m s e n L i I I e h a v n, sØn ,a v Villum Olsen Lillehavn i .1. egteskab. Han var halvbror av Gabriel Lillehavn, far til Villum i Lillehavn, som dØde for nogen aar siden.

Tollak Lillehavns daabsattest fortæller at

3l «Daabs-Bogen for Nedre Quinnesdahls Præstgiæld udviser at Willum Olsen Lillehavn i Fedde Sogn har i Aaret 1775 d. 11 te August haft een Søn til Daaben i Fedde kirke, som blev kaldet Tollach, hvilket herved bevidnes af Stedets Præst.

Elvestrøm Præstegaard d/ : 1:L Junii 1804.

H. P. W aarum.~» Følgende «Attest» kan ogsaa interessere: <<Efter indhendigede Attest, befindes at _Tollack Willumsen Lillehaven have tient som Post-Karl for Post Stationen Opofte*) den allernaadigst anbefalede Tiid, nemlig fulde 7 Aar til Dato, og imidlertid har i samn1e sin Tieneste forholdet sig upaaklagelig.

Thi bliver fornævnte Tollack Willumsen LiHehaven hermed efter Anmodning afskediget fra Post-Tienesten og denne Demissions-Atteste meddeelt til den Ende, herefter at blive befriet fra al videre Kongens Tieneste og Enroullering, følgelig Hans Kongel. Majestæts allernaadigste Befaling ved PostAnordningen d" d. 4de Augusty 1758.

Christianssand den 20de Augusty 1801. · Heyerdahl Kongl. Bestalter Postmester.>> En skattebok fra Tollaks tid viser hvormeget og hvormange skatter der var for en bonde at betale i den tid.

Først var det bokens kostende: «Eieren av denne har for samn1e at betale, det stemplede Papir iberegnet, ifØlge Sportelreglementet av llte Juni 1778 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 sk.

For Indskrivning i Skatte-Mandtallet ifølge Rescriptet av 24de Marti 1766 . . . . . . . . . . . . . . . . 48 >> For Indskrivning i Odels-Mandtallet ifØlge ovenmeldte reglement. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 » Tils. 1 rdl. 8 sk.» *)

Der var i den tid skydsstation og gjæstgiveri paia Opofte.

Rundtom 1800 var Christian Olsen Opofte skydsskaffer.

32 Saa kommer skatterne: «Av 1805 -

7.1)2 engelsk:

D e a 1 m. S k a t t e r: Leilænding Skat Ros tieneste Leding- og Arbeids-Penge Korn Tiende Ost- og Quæg-Tiende Fiske-Tiende

.1 rdl.

De smaae udredsler: Skoele-Penge Mæstermands-Penge ( ! !)

Tingholds-Penge SkafferlØn Laugmand- og Skriver-Penge Docter-LØn til Prov. Medicus Vejmæster-Penge Tingstue-Penge Arrest Forv. LØn Sygehuus- og H -Penge Jord Afgift 1 rdl.

1/~ ForhØjelse

48 sk.

6%, » 22Y2 » 13:11 » 121.

7;,, » 3 »

5/s

>>

5/3

>)

3% » 5/s » 6 » 11,4 >> 6 >> 1 » 2 » G3% >> 18 » 1414. >>

Tils. 4 rdl. 2 mrk. 15

sle.>>

For dette belØps modtagelse har fogden, Heiberg, kvitteret.

Da Tollak vel er ræd for at hans hustrus brødre skal gjØre krav paa gaarden, har Tron Hangeland den 11 december 1811 gjort offentlig bekjendt at de 71/2 eng. i gaarden Hangeland, som han selv har odel paa og som nu hans svoger Tollak Willumsen dels har indlØst og dels efter hans og hustrus dØd retmæssig bliver eier av -- i k k e h er e f te r ska 1 være b e h e f tet med o d e 1. Dette brev er tinglæst av sorenskriver Hagerup. Men 16. januar 1812 erklærer Jacob T. Hangeland, E. T. Hangeland og A. Hangeland at de intet har

33 imod at Tollak Willumsen og hans hustru - deres søster Ingeborg faar Hangeland, naar de opfylder de f orpligtelser mot deres forældre til disses tilfredshet, som ifØlge skiftet er bestemt.

Ved skjøte 11. oktober 1839 skjØder Tollak Hangeland til sin ældste sØn for 120 Spd. + folloug. Skiftet efter ham er avsluttet 20. juli 1842. Boet var paa 125 Spd. Ingen gjæld.

Børn: 1) Willum Andreas, myndig.

2) Tron, 22 :aar gammel, kurator Gabriel Willumsen Lille- _ havn.

3) Anne Abel, gift med Johannes Pedersen Hægdal, boende paa Emmersten i Soggendal.

4) Abel Marie, 30 aar. Formynder Mathias Olsen Haugeland.

5) Ellen Tonette, 28 aar gammel, og 6) Anne Martine, 26 aar gammel.

Som formynder for de to yngste døtre beskikk edes Jacob Rasmussen Birkeland.

Av Ingeborgs brødre slog den ældste, E n g e b r e t, sig ned i Toftdal ved Kristiansand. Han drev landhandel, og der lever, saavidt vides, en stor og vidtforgrenet slegt efter ham derborte.

J a c o b var handelsborger og senere kæmner i Mandal.

Han blev gift med Arma Sophie F'redrichsen, datter av sogneprest A. Fredrichsen i Søgne. Av deres bØrn kjender jeg kun til to.

Den ene, Thorvald Martin, dØde 4. oktober 1847 som elev ved kunf.tskolen i Gøteborg. I dokumentsamlingen findes en avskrift av et sørgekvad som en av hans medelever ved navn Heyerdahl har forfattet, og 8om har staat trykt i «Gothenborgs Tidende».

Skjønt det ligger utenfor denne artikels ramme, kan jeg ikke negte mig fornØielsen av at gjengi dette hØistemte, taarekvalte poem: •

34

«Stille! - jeg vil Harpen røre dybe Slag mit Hjerte slaar !

Kan du ei de Toner høre som igj ennem Luften gaar !

Hør, hvor fuldt dog Malmet klinger, o, en salig Længsel, der hØit paa lette Alfevinger hæver sig mod Stjerneskjær.

Torvald stod et Barn herneden, Blikket var saa himmelvendt.

Torvald stod en Blomst paa Heden stille der og ubekjendt, Men fra Blommens Øie smiled Duggens klare Ædelsten hvori hele Himlen hviled speilede sig blank og reen.

Dog den klare, himmelsendte Diamant den var for skjØn til at stanse her og vente efter Vinterstormens Døn.

Solen som saa skjønt i Lue flammed i sin klare Guid. Duggen steg mod Himlens Bue, Blommen sank i sorten Muld.

Ja, hans Sjæl var himmelbaaren klar som Duggens Diamant.

Dyb - saa dyb som Vemodstaaren der fra Sorgens Hjerte randt.

Her han stod, ei kjendt som Klangen der nu klinger over Grav, ikke kjendt, som Havfrusangen fra det dunkle, dybe Hav. Uden F'ader, uden Moder drog han bort fra Norges Land, Himlen blev hans Bedstemoder, Himlen var hans Fødeland !

Hjemve var de dybe Strømme der igjennem Sjælen ~dk.

Hjemve var de sære Drømme som fremlyste fra hans Blik.

35 Solen steg og Himlen smilte, o, h vad Længsel uden Navn greb da Sjælen, og den ilte glad hen i sin Faders Favn.

Kirkeklokken, hør den klinger selsomt over Graven hen; Torvaids Længsel har faat Vinger, Fred da med den kjære Ven l>> Mindre kunde ikke gjøre det !

Jacob T. Hangelands 2. sØn, Albert Emil Hangeland, var (ifØlge Tollak Lindstøl: Stortinget og Statsraadet 1814-1914) fØdt 6. februar 1827. Han var først sjØmand, tok styrmandseksamen og førte skib. DispachØr i Drammen, medlem av bystyret der, ordfØrer ·fra 1875 til 1882. Indehadde ellers o~;saa mange kommuna~e og medborgerlige tillidshverv.

R. St. 0. 0. Død 30. mai 1907. Var i nogen aar stortingssuppleant fra Drammen.

Ingeborg Hangelands tredje bror, Arian, døde i Mandal, saavidt vides, ugift.

6. V i 11 u m A n d r e a s T o 11 a k s e n er ifØlge daapsattest, utstedt av presten Saxe i Kvinesdal, fØdt den 21. januar 1805.

Han var gift med Aaselene Olsdatter Lindefjeld fra Fjotland sogn.

Villum var i flere aar kirkeværge ved F'ede kirke.

Børn: 1) In~;eborg·, gift med Jacob Haug·eland.

2) Ole Elias, fhv. kirkesanger og lærer i Spind.

3) Tobias, fØdt 1846.

7. Tobias V i 11 u ms en eiede Hangeland til han i 1916 solgte gaarden til Kvina Carbid & Smelteverk A/ S. Han var gift med Marie ( dØd) datter av Nils Jensen Teistedal.

En sØn, Villum Andreas, og en datter, Trine, lever i Amerika.

Efter at ha solgt gaarden flyttet Tobias Hangeland til Teistedal, hvor han bodde hos svogeren. Nu har han kjøpt et lite hus ved Fede bro, og bor nu der.

Ingeborg Haugeland lever endda, men hendes mand er dØd. Hun bor hos sin datter paa Haugeland.

36 Kirkesanger A. E. Willumsen bor paa Sævik i Spind. Han er gift med en datter av lensmand H. M. Ariansen i Herred (søster av den nuværende lensmand Harald Ariansen i Herred og Spind). De har flere barn, som alle-sitter i gode stillinger.

Paa det andet bruk i Hangeland har ogsaa, saavidt vides, den samme slegt sittet helt fra gaarden blev delt.

J o h a n B. J a c o b s e n, som nu solgte bruket, var gift med Grethe Ga brie 1 sd atter (dØd 1920).

Hendes far, Gabriel Johannessen, (dØd 1861) 1 hadde været utkommanderet i krigen 1807-14 og hadde tjenestegjort som kok. Han var gift med Johanna. Hun var fra Bjørkelia i Kvinesdal.

Gabriels far, Johannes Johnsen, bodde paa Rangeland i slutten av 1700-tallet.

Hans far igjen het John. De som aatte bruket f Ør ham, er antagelig de f Ørste, idet de var tilflyttet.

Manden skal ha kommet fra Lande i Fetle sogn og hustruen S i ri fra Gjervoldstad i Hered.

Hangeland, g.nr. 9 i Fede herred, grænser til gaardene Raustad, Refstie og F'ede. Den hØie skyld, som gaarden hadde i gamle dager, viser at der maa ha hørt ikke ganske smaa «naturlige herligheder>> til, saaledes har der visst ikke været ganske litet skog.

Den øvre Angholmsviga kaldes av de gamle «Skotteviga».

Der er et sagn som fortæller, at der skal engang et skotsk fartøi ha ligget og lastet tømmer, som skal ha været hugget i Hangelands utmark.

Helt til i vore dager har der været endel løvskog paa brukene - særlig eik.

!

37

Segner og eventyr.

Ved Olav 0. Rysstad.

Finn og kyrkja.

Det var eingong ein mann som tok paa seg byggje upp ei kyrkje. Det var so glup ein timremann. Han sa at det skulde verta so svær kyrkje at det fanst kje maken. Dei visste ikkje ko han het. Han skulde ha sol og maane for arbeidet. Men skilordi millom dei var, at fekk dei vita ko han het, so turvte dei kje betala nokon ting.

Daa det leid til so han var mest ferdig, vart dei so ille farne, <lei ha kje endaa fenge vite namnet hans. Men so var det eingong dei hØyrde det song so: «Bissa, hissa baanet, i morgo kjem Finn, far din, med sol og maane.»

Daa so timremannen var ferdig, han var øvst i spiret, ropa <lei upp til han: «Var deg Finn at du dett kje!>> Med det same han hØyrde namnet sitt, vart han so mæ*) at han datt ned og slo seg ihjel.

Kjuklingane.

Det var eingong nokre kjuklingar som var ute og hakka.

So kom dei inn-at ein haslerunne. So datt der ei not ne'aa *)

Verta mæ = verta ille faren, verta ille ved.

38

hovudet paa ein av kjuklingane. «Himlen brast og jordi knast, renne, renne aJle saman !>> sa kjuklingen som fekk noti n'yv' seg.

Den unge og den gamle kraaka og reven.

Ei rev laag so lang han var, rekte ifraa seg hovud og f øter som han ha vor' dau. Ei ung kraake og ei gamall kraake saag det. <<Mikkjel rev er daud! lVIikkjel rev er daud!>> sa den unge kraaka og vilde hit og hakka or han augo.

«Akte deg, reven han daarar deg! Kra, kra!>> sa den gamle k:riaaka. <<Mikkjel rev er daud! Mikkjel rev er daud! Kra, kra! >> sa den unge og muna seg nærar' og nærare. Sist var ho tett inn-med han, men daa greip reven henne.

Skogemusi og heimemusi.

Skogemusi og heimen1usi vilde sjala seg hjaa kvarandre.

Fyrst bad skogemusi hein1emusi til seg. Ho ha stella til so svært med ber og frukter av alle slag, og pynta upp med blomar og lauv og alt det venaste som var i skogen. Heimemusi kom. So bad ho skogemusi heim til seg, og daa skulde ho verta traktera, sa ho. Skogemusi kom. So laut ho fylgja med heimemusi ned i kj ellaren, der ha heimemusi sin mat. Og det var baade mykje og godt: ost og kling og ØL «Men,>> sa heimemusi, «du maa akte deg, far stilt, me hev so streng ein fut. » So fekk skogemusi ØL Ho laut 'pi loggi 'aa dunken og drikka. Men daa ho ha so drukke noko, so tok det aa.

Ho dansa paa loggi og kytte: «Eg aktar ingen fut, eg aktar ingen fut! >> - Men daa kom katten og tok henne.

Segnstubbar fraa Vennesla.

Ved Jon Løyland.

Barselbekken.

I Graslia, eit stykke utanfor garden Vennesland, er der ein bekk, som beiter Barselbekken. Innmed bekken var der fyrr ei røys, som dei kalla Trollehaugen, og der spøkte so fælt.

Kvar den som gjekk forbi, laut kasta ein stein paa røysi.

Segni segjer, at det var eingong ei gjente, som drap barnet sitt der. Det er visst daa bekken hev fenge namn. Folk var jamt rædde fare der forbi fyr~t det var myrkt. Ein gut saag der eingong ei hovudlaus gjente.

Ved Tjovemoen, noko utanfor Barselbekken, saag dei tidt ein hovudlaus mann.

Dragedokka.

Jens Olsen paa garden Vennesland fann eingong ei dokke paa ein stuve ute i Graslia. Han tok henne med seg heim og vilde syna henne til borni. Det var ei d r a g e d o k k e, han kunde aldri verta kvitt henne att. Og kvar gong han tok henne fram datt der pengar fraa henne. Fyrste gongen var det ein skilling, andre gongen var det ei mark.

Han gjekk daa til presten og spurde korleis han skulde verta kvitt henne, jamt kom ho tilbake att. Det var Comentan som var prest daa. Han sa at Jens laut leggja henne att paa den plassen han fann henne, dit laut han leggja alt det som fylgde med au. Jens gjorde so, og daa kom ho ikkje att.

40 Skrymtet ved Telhaugan.

I gamle dagar daa <lei klyvja upp gjenom dalen var det stundom at folk vart tilsagde aa klyvja. * ) Eingong bestefar* *) hadde fylgt uppyver til Lesland, kunde han ikkje faa hesten fram daa han kom nedyver att til Telhaugan. Han gjekk daa fram og saag gj enom beisleringen. Daa saag han ein stor hund. Med det same vart hesten fri og tok til srrangs so det kneista under fØtene. Han stansa kje fyrr han kom til Vennesland.

Prestedotteri paa Evje.

Dotter til presten paa Evje vart so plaaga av satans fristelse. Men fyrst presten var heime, nauda det ikkje, han kunde visa det av. Eingong presten var burte synte det seg som ein høystakk ved kyrkya. Daa var der ein som var so modig han tok byrsa og skaut. Daa maatte det ryma. Dei hØyrde det att paa Groheia koss det jamra og skreik. Sidan er det vorte til eit ordtøke: Daa vart det jammer paa Groheia.

Guten og presten.

Ein gut skyssa ein prest eingong. Vegen var so daarleg.

Daa sa presten: «Dette er ein fandens veg.» - «Ja, men so er det au eit fandens lass eg kØyrer,» sa guten. Daa vart presten harm og vilde hava guten til gjera greide for seg avdi han hadde bruka so stygge ord. «Jau >> , sa guten, «Guds born gjeng aldri paa fandens veg, » sa han.

Um eit bil sa presten: «Sidan du er so god i kjeften, so kanskje du er likso god til lesa. Kann du segja meg kva Jesu moder heitte?» Han sa det. So spurde guten: «No hev eg sagt deg kva Jesu moder heitte, som livde for attanhundrad aar sidan, kann no du seggja meg kva mi mor heitte, som dØydde for fire aar si dan?» Det kunde presten ikkj e. Sidan tagde han. ! '

*)

**)

Embætsmennene hadde rett til krevja skyss av bøndene.

Fortalt av Andreas Øygarden.

41

Segner fraa Grindheim.

Av Endre Haartveit.

Torjus i Lia.

Han var fraa Lia 1 Hægebostad og levde for tvo-tri mannsaldrar sidan. l\1ori var fatig, men snild. I ungdomen tente ho hjaa den vise Søren Schive. Av han fekk ho Svarteboki og lærde aa bruka henne.

Torjus var liten og ikkje mykje vakker. Men snild og god var han, og sværande flink. Det var gut som kunde bruka Svarteboki, men lika det ikkje, og la seg helst etter doktorraader. Han las f.tore dokterbØker, og for kvar sumar innyver heidane og samla blomar og blad. Desse koka han og bruka krafti til medisin. Han iaga alle medisinene sjølv.

Og baade dokterraadene og medisinene hans hadde god verknad. Folk søkte til han i store mengder; ja endaa til utlærde doktarar heldt seg ikkje for gode til aa spyrja han um raad.

Etter segn i skul de han ha fenge sin visdom paa denne maaten: Daa han var liten, fann mori ein kvitorm. Den tok ho med seg heim, koka han, og sette vesleguten til passa gryta medan ho var ute i fjoset og gav kyrne hØy. Fyrr ho reiste sa ho at han maatte slett ikkje røra den gryta som hekk yver elden.

Ho blei lenge burte. Snart tok han til aa undrast paa kva der kunde vera uppe i denne gryta som han paa ingen maate maatte koma nær. Og han fekk slik hug til sjaa, at det var

-12

uraad aa staa imot. Loket maatte av. Han kika nedi.

Der laag kvitormen og skein paa botnen, og upp-paa vatnet flaut ein fin, feit klump. Den aat han upp og la so loket yver.

Daa mori ikkje kom, gjekk han ut i fjoset. I dØri stansa han og sa: «Mor ! den kyri fær ein brandlut kalv!>> «No hev du vore i gryta, og teke feitet av kvitormen, » sa ho.

Etter den dagen var Torj Uf. vis.

Ein dag kom ei fantekjerring til Lia. Ho raaka Torjus og bad um mat. Men han lika kje fantane, og difor fekk ho nei paa neven. Han ymta au um, at det var ei skam aa fara tiggande um fraa mann til mann. Dei skul de arbeida for maten som anna folk, sa han. Daa blei kjerringi sinna og sa: «Naar ikkje eg kann faa mat av deg, skal du faa mat av meg, >> og dermed strauk ho sin veg.

Torjus stod i glaset og saag etter henne, og undrast paa kva ho meinte med desse ordi. Kanskje ho kunde ha gjort eitkvart vondt med buskapen. Best aa gaa ut og sjaa. Jau, der laag den beste kyri hans daud i baasen. Men daa blei han sinna og batt ho paa flugande flekken, endaa ho daa var langt burte. Og der ute laut ho pent staa til Torjus kom og lØyste henne. Men daa laut ho au lova at ho aldri skulde gjera han noko vondt meir.

Kari med steinen var fraa same bygdi. Som doktor var ho dyr, og reint eit umenne som det stod mykje age av.

Torjus var ho rasande sinna paa av di folk heldt seg mest til han.

Ein gong for ho upp um Lia og skul de gj era han eit fantestykke. Straks ho kom laag alle lambi hans daude. Torjus skyna grunnen og gav ho att. I same stundi fekk ho slik hovudverk at det myrkna for augo, og ho vann kje koma av krakken. Og hadde ho ikkje i same stundi bede um orsaking, vilde ho visst aldri ha sluppe fraa det med livet.

Ein vinter var han i selskap med fl eire bygdefolk til Mandal. Dei naadde kje fram fyrr kvelden, og difor laut dei faa seg hus med same. Dei andre pila inn alt som laust var paa lassi; men Torjus leda ingen ting.. Dei sa det so med han, men han sa berre at det maatte staa alt saman. Utpaa

43 natti kom ein fant ruslande. Han gav seg til aa rota og grava i lasset, og fann fram det beste smørstykket han kunde finna. Men daa han fekk smøret i handi, stivna han til og kunde kje koma av flekken. Daa dei andre kom ut um morg-onen stod fanten med smørstykket i handi. Torjus løyste han og takka han fordi han hadde passa so trutt paa lasset heile natti.

Paa ein gard stod en vond ver attmed vegen. Daa Torjus for framum, la veren paa han; men i same stundi blei veren staa-ande som spikra til jordi, og slik laut han staa til Torjus reiste.

Daa gamle Randi i Hauen ein gong var sjuk, blei Torjus henta. Aase, dotter hennar, var paa Smevodden daa han kom. I det same han gjekk yver tunet, fekk ho sjaa han og sa: <<Sjaa den! Han æ lik Toje.» (Ein tussing.) Daa ho kom he,im, saag Torjus paa henne og sa: <<Tykkje du . ennaa æg æ lik Toje ?>> Ei kona fraa Byremo gjorde narr av han, av di han saag so liten og uviseleg ut. Torjus sa kje noko med det same; men daa han reiste um morgonen, fyrr kona var uppe, sputta han i treskoen hennar. Ho stod so upp splinter naki, og fylgde med han heilt til Berkj elandsbrui.. Der snudde Torjus seg og sa det til henne: <<Du kan gaa heim atte ! Kanskje du naa tykkje æg æ kje so verst heller.>> Jo i Monen og mor hans hadde ein gong vore i kyrkj a.

Dei budde paa Høyland i den tidi. I kleivi ovanum Ytre Stedjan fekk Jo so vondt i foten at han kje tøla paa han.

Han anka og bar seg svært. Mori trudde kje det hadde so mykje paa seg, og sa: «Aa, naar du fær deg ein bite, bli du snart god att.» Men nei, verken blei verre og verre. Ho skyna det varaalvor, tok Jo paa ryggen og bar han heim. Det var tussebit. Sjukdomen var fæl. Det eine beinet etter det andre verkte ut or leggen. Dei søkte hjelp baade i aust og ve~.t, men ingen kunde lækja. So maatte dei kØyra han vest til Torjus. Der laag han i mest tvo aar, men daa var han au god att. Dei beiinmolane som var komne ut or foten, hadde Jo i ei tina, og dei fylgde han ogso i gravi.

44 U nderjordsfolk.

Det var kje sjeldan <lei saag underjordsfolk i Hauan fyrr i tidi. Nei, <lei hØyrde ofte kor <lei skar i aakrane, og rett som det var dukka ein mann eller ei kvinna upp or jordi.

Sumtid hadde dei nokre ord aa seia, sumtid ikkje. Ein dag kom ein slik kar fram til husbonden og sa: «Du lyt flyta denna floren. Naar kjydnan lannar, kjerne dæ atte paa hØgeborsennen vaar.» Mannen gjorde det ikkje. Men daa blei der urolig i fjoset. Kvar einaste morgon stod kyrne lause i baasen. Dei sette laas paa klavane, men det hjelpte ikkje.

Og buskapen vantreivst. Den eine kui laag daud etter den andre. Daa fann mannen ut at det var nok best aa flytja fjoset likevel. Det hjelpte ei stund i alle fall. Men burte var <lei nok ikkj e.

Ein kveld kona sat og mjølka kyrne, dei stod innegjerda i ei kvi ute paa tunet, e.o saag ho ei kona kom gaa-ande mot henne. Ho leidde paa ei liti gjenta og bar ei ringja paa armen. Daa ho kom fl'am mot kvii, ropa ho: <<Kjyræ Ringri !» I det same saag ho ei kyr fuka yver gjerdet, og dermed var alt burte.

Ein kveld kom ho berande paa ei lyngbØr. Daa ho kom til «basstuæ>> møtte ho ein mann. H an sa til henne: «Flytt dennæ basstuæ. Ho æ saa iveien. Naar me skal kØyra inn hØye, lyt me tvers igjØnom henne.» Den gongen saag eg kje berre mannen, sa kona, men eg saag husi deira au. Dei var raudmaala og det blinka so pent i rutene.

For 70-80 aar sidan budde der ein mann som heite Søren.

Kor han og kona hans var komne fraa, veit eg ikkje. Men nokre raringar var dei, og skrymt og underjordsfolk romsterte no so reint ut av leidi i den tidi.

UngdC>men hadde mykje moro med desse tvo. Ein gong fortalde <lei Søren, at den som kunde koma i DaletjØrn tri sundagsmorgoner etter kvarandre utan aa bli sett, kunde faa all den fisk han vilde. Søren skulde sjølvsagt prøva, men raaka alltid einkvan, og daa blei han hakkande galen.

1

45

Brudlaupsskikkar i Valle

gamle dagar.

Til Valle kom postvegen i 1844.

Fyre den tid laut sæbyggjerne vera so sjØlvberga som mogelegt. Naa dei skulde have gjestebod var det inkje godt aa faa fraa byen det <lei trong-; so laut dei baade bryggja og brenna brennevin sjølve.

Det vanleg var tvo tunnor malt; men brennevin var etter som det høvde. Det var mykje som ein var av manne til.

Dei bad til brudlaups aatte dagar fyre brudlaupet skulde vera, og det sagde so mykje, at brudlaupet skulde vera i tvo dagar. Dei som daa var bedne laut bera nista. Den gjengse nista var: Tri fire kast lefsor ( eit kast er fire), eit kast med stump og tri fire kast med kakor og gumbe dertil. Stundom var det skaalebrudlaup; daa kunde det korne kven som vilde, berre dei la ein dalar i skaali.

Eit av dei seinste skaalebrudlaup her i Valle - var brudlaupet hans Olav Aanundson Rike. Der var folk fraa Bygland, Bykle og Telemark. Naar gjesterne kom, vart dei bedne velkomen med ei Ølskaal; og dei sende skaali attende med ein dalar eller meir til takk. So aat og drakk dei med resten av brudlaupet.

I dette brudlaupet var Eidsvollsmannen, lensmann Ole Knudsen Tveden, Aasulv Ædan og bror hans, Torbjørn, fraa Øvre Telemark. Olav Tveden var leid med han Aas ulv, og sa: «Du drakk so lite i skaali, at det var ei skam!» Daa svara Aas ulv: «De æ kje alle rike og grumme som du; me lyt drikke etter kons medel.» Olav heldt paa aa vera leid; men so sette Aasulv seg innaat han Olav og kvad:

4U

«Du æ lensmann aa eg æ bonde aa tor du fye rneg ut paa tone; tor du fye meg ut aa inn, so skal du faa deg eit reve skinn.»

Men Olav torde inkje prøvast med han Aasulv, so han tagde seg daa.

I det same brudlaupet tok dei ut tri, sorn skulde kappdansa. Det var Ketil Kjelleberg fraa Valle, Olav Janson Tveit fraa Austad og Salmund Snæreson Ryningen fraa Bykle. Men alle totte at valldØlen Ketil Kjelleberg vart basen.

No for tid i er det berre kven de som hev sers bru rebunad; men daa hadde kararne liksovel. Brudgomen og fygljesmannen skulde vera svartklædde. Dei brukte feilte buksor, blaa undertrøya, raud vest og ei svart trøya med sprike, son1 dei kalla varnpe. Ned yver bringa gjekk tvo knapperader.

Trøya gjekk inkje ihop i bringa; dei sprette der med sylvringar. Trøya gjekk ned yver mjØdmarne, der kufta og buksor møttest. Sokkarne var blaa, sokkebandi med duskar i og utsølsko. Hatten kalla dei karpuse. Den vanlege kyrkjebunaden var kvite stuttbuksor og ljosgraa sid trøya.

Bruri gjekk klædd i tri stakkar; ein kvit, ein raud og ein svart. Den svarte kalla dei blaastakken. Den raude og svarte stakken var bora med breide sylvbordor. Beltet var av sylv.

Trøya, eller traia dei kalla, var bora med sylvbordor; og ned fraa kvar herd paa bringa var traiesylvet. Kruna, (lai dei kalla), stod rett upp og ned paa hovudet. Skorne var luteskorne snipesko med skospenne.

Brurebunaden er umlag den same i Sætesdal som i gamle dagar, ko berre at kruna er annarle.is.

N aar brudlaup~.ferdi reiste til kyrkja, laut dei rida, for her var inkje ko rideveg" Trummeslagar og spelemann reid fyrst, og der etter brur, brudgom og brurefolket. Trummeslagaren trumma og spelemannen f.pela - heilt fram til prestegarden.

I prestegardstunet dansa baade brudlaupsfolket og glaaparane.

Brur, brudgom og fylgjesfolket spandera daa baade paa brudlaupsfolket og glaaparane" Dei skaut for det meste tri skot, helst fraa ei burssval, so . ingen skulde sjaa den som skaut.

47 Brurefolket fekk mest spyrja upp kven det var, som hadde skote, so <lei fekk spandera paa han, for han hadde vore so ærug imot <lei.

Bruri kunde inkje rida med kruna paa, so laut bruresveinen rida med den. Der var ei viss kjerring i N orebØ, (garden der kyrkja stend), som sette kruna paa bruri. Fyrr <lei kom til brudlaupsgarden laut <lei binda kruna paa att.

Den laut bruri hava paa, naar dei bad henne velkomi.

Med det same <lei kom til brudlaupsgarden, vart der skote tri skot att. So møtte brudgomens nærmaste folk ut i tunet med Øl og brennevin og bad brur og brudlaupsfolket velkomne.

So dansa dei nokre slaattar ut paa tunet, fyrr <lei gjekk inn og fekk mat" Naar dei skulde inn, gjekk trummeslagar og spelemann fyrst. Brudgomen og hans folk vart daa spela inn i stova; so reiste <lei utatt og spela inn bruri og folket hennar.

Med dei gjekk inn dØri skulde bruresveinen smella hurdi tri gong·er. Naar <lei hadde ete, J.aut bruri «lØysast av padde».

Brudgomen og hans fylgjesmann skulde daa kaupa bruri av bruresveinen. Surne betala med det same, andre sidan og surne aldri; men dei kunde krevja det.

Naar handelen var gjord, so laut kaupskaali koma; og det var Øl blanda med brennevin. Fyrr dansen byr ja for aalvor, laut spelemannen spela brurfolket aat «lopte>>, der bruri la' av seg kruna og brurestasen.

Dei heldt paa aa dansa og drikka i tvo dagar. Andre dagen var det bruri, som gav gjesterne mat og drikke.

Torleiv Aakre.

48

Dei fyrste skulelærarane

Valle.

(Av Torleiv Aakre.)

Me veit at der kom ei skulelov i 1737 og ei tilleggslov um innsetjing av «skolleholdere paa landet>>. Den verka visst inkje mykje - alvisst i avstengde fjellbygder. Dei fyrste skulelæra:rane som me veit um i Valle prestegjeld var Tallev Bjugsen Aakre, Halvor Ormsen Viken og Torgus Stengaarden.

Det var presten GjellebØl i 1779, som skipa til den fyrste umgangsskule. Rare skulerom var det inkje. Borni sat kring gamlestogbordet og elden lyste fraa aaren, som stod midt paa telet; gØya tøygde sitt drakehovud mot langbordet.

I den tidi var det snaudt her fanst ei stove med kakelomn i.

Um vinteren naar det var kaldt og dei hadde vaska seg i hovudet, - kunde haaret klaka. Men dei kunde au elda so klingen braana paa bordet, sa dei gamle.

Eg hev funne brev, som visar at dei kunde skriva - og inkje so daarlegt hell'. Halvor Orn1sen Viken hev skrive eit brev til Tallev Bjugsen Aakre. Det er dagsett aaret etter at dei vart skulelærarar. Truleg hev Tallev svara paa brevet, for han skreiv godt - etter den tid. Eg hev fleire brev han hev skrive.

Det brevet Halvor skreiv lyder slik: Til Vælagte skoleholder og gode ven Tallev Bjugsen Aakre leg haver Længe siden tænkt til at skrive eder et lidet brev til men nu maa ieg begynde der paa thi ieg haver længe ønsket at Wide Din tilstand Siden du begynte med dit an-

betroede embede thi det bør os Saa at omgaaes som Christi tiennere og husholdere over Guds hemelige ting og saa Wille vi beede Gud om sin naade og Barmhertighed at han vil give os den Forstand at vi Kunde sØge det siulte Liggendefæe som er siælens evige salighed thi siger Sallomond den som sØger efter visdom han fin der den og den som fin der visdom han er Lykkelig i alle ting derfor ville vi ikke lade os for hindre for nogen umage eller fare at sØge der efter. Gud hielpe os at leve saa at vi alle det evige liv og Salighed Kunde faa Intet Widere denne gang en Gud befallet af mig eders Ven og ti enner

.

Haftuft 15. Februar Ano 1780 Halvor Ormsen Wigen.

Inkje fanst der eit skiljeteikn i heile brevet, ko berre eit tankestrik. Eg hev det her ordrett, som det stend i brevet.

Eg er inkje sikker paa kva aarstal Tallev vart fØdd; men det var i 1750-aari. Han vart ingen gamall mann, for han hadde ei skral helsa. Etter skiftebrevet dØydde han 5te februar 1813. Han var bror til Ketil Kyrvestad.

I 1808 reiste han til Arnedal, for aa sØkja doktor. Det var ein magesjukdom han hadde. Presten i .Valle sendte daa med han dette skrivet: Foreviseren heraf Tallev Bjugsen Aakre af Walle præstegiæld i Sættersdalen - en brav og retskaffen Bondemand agter at reise til Arendahl - for at Consulere en duelig Læge i sin Svagheds Tilfælde. Jeg andbefaler ham paa allerbedste maade - og ønsker han kunde træffe en Læge - der baade havde Evne og Villie til at hielpe ham !! Walle Præstegaard den 18. Januar 1808.

Aamodt Sogneprest Daa Tallev Bjugsen Aakre hadde halde skule i ni aar, slutta han og broren Aanon Bjugsen Aakre vart lærar etter han. Det var presten i Evje Erik Anker Bruun, som daa var

ou provst i Raabygdelaget, som yverhøyrde Aanon og gav han vitnemaal. Paa same tid g"jev han broren Tallev vitnemaal, um kva han dugde og likeins um uppfØrsel. Vitnemaalet lyder slik: I .

Da Sognepræsten til Walle præstekald velædle og HØ;lærde Hrr. Holst under 8de octobris Siistleden af mig haver tegsireset, at unge Karl Aanon Bjugsen Aakre af Valle præstekald, maatte vorde examineret i de videnskaber som udfordres til skoleholder Embedet paa Landet at forstaae. Saa haver jeg som provst i RaabØigdelaugets provstii efter Embeds pligt og Skoleholderforordning af 1739, overhørt forbemelte unge Karl, og fundet ham beqvem til Skoleholdertieneste paa Landet at kunde forstaae, derfor efter bemeldte Hrr. Holsts forlangende, herved Beskicke ham istæden for hans Broder forrige Skoleholder Tallev Biugsen Aakre, fich Constitution viser hand har ti ent fra 2den octobris 1779 til skoleholder i Walle Sogn hvor hand som dertil udkaaret i f Ølge forordning af 19. July 1780, sig antager Skoleholder embedet med. flid og troskab til de unges undervif.ning at forstaae og Den med sit gode Exempel i livnet og forhold at forstaae; hvortil jeg ynsker ham Guds naade. Formeldte Skoleholder haver denne sin Constitution paa første andholdne Copi at anvise for Deherrer sesions Sepuitrede.

Evie Præstekald d. 12. oktobris 1788.

(Signet.)

E.A. Bruun.

Kor lengje Aanon var skulelærar veit eg inkje, for her er inkj e noko arkiv fraa den tid. Desse brev fann eg berre ved eit høve, daa eg grov og las i nokre gamle brev. Eg hadde inkje hØyrt um, at nokon visste at Tallev og Aanon hadde vore skulelærarar. Eg spurde daa ein som veit um mykje g·amalt, um han hadde hØyrt at Tallev og Aanon Aakre hadde vore skulelærarar. Daa fekk eg vita um, at <lei tri fyrstnemnde var <lei fyr.s te f.kulelærarar i Valle. Aanon dØydde i 1790-aari.

Med Ketil Kyrvestad var heime paa Aakre, f yrr han hadde gift seg og flutt til Kyrvestad, - kom han fraa Findalen. Findalen er ein stØyledal der storslumpen av folket i

51 Valle hev stØylarne. Ketil bar litt paa ein bakmeis. Daa Aanon, som daa var liten, saag broren koma av støylen, vilde han møta. Daa Aanon trefte Ketil tala han aldri eit ord paa han. Dette totte Aanon leidt og vart vond. Han tok daa tollekniven og ka~.ta etter Ketil, so den stod i bakmeisen.

Eg hev funne forskrifter etter baade TaHev og Aanon, som dei lærde seg til aa skriva etter. Ei forskrift er laga av ein i fraa Vinje.

Ein gravstein, som me hev til brannmur no, hev korne fraa Valalibergi, som ligg yver tvo mil aust paa heidi. Der er so utifraa greide heilur. Den skal vera gjeven eit kvartel korn fyre. So hev Tiallev laga ei gravskrift til far sin Bjug Tallevsen Aakre og· hogge paa steinen. Den lyder slik: Her viler den agtbare mand Bjug Tallevsen Aakre; han sig ey uven efterlod, men dyder god han aatte; og viler sig hans støv saa søt indtil basunen kling·er, da skal han frisk og rask her op av graven springe.

Tussen og kjerringi. (f'raa Valle.)

Det var ein gong ei kjerring paa Harstad, som vart so fælt ute for ein tusse. Kvar gong ho var aat fjoset og studra, so kom tussen og var aavegje for henne. Soleis heldt han paa lenge og lengstum.

Seinst vart kjerringi leid tussen; so lova ho, at naar kjerringi til tussen vart liggjande, so skulde ho koma med graut.

Daa ho hadde lova det, kom han inkje att.

Daa det no hadde gjengi mange vikor, so kom tussen att og sa med kjerringi: «No lyt du koma med graut, som du lova, for no hev kjerringi vorte liggjande.» Kjerringi vart forJæld og hugsa kva ho hadde lova. Der var inkje onnor raad enn aa fylgja «Korleis kann eg koma der>> spurde kjerringi. Tussen svara: «Hesten stend sala i tunet no, so det er berre aa setja seg paa og rida.» So spurde ho kor langt det var. Han svara, at det var ti mil. So sette ho seg paa hesten og det bar avgarde, so det var inkje lenge fyrr dei var paa tussegarden. Daa <lei hadde korne inn i tunet, sa tussen: «No lyt du ganga inn, med eg hev inn hesten.»

So reiste ho inn ; og tussekj erringi vart f egi, daa ho kom med graut. Daa so tussen kom inn, tok han barnet og reiste ut med det. Daa sa tussekjerringi: «No lyt du akta væl etter korleis mannen mjn legg ned barnet, naar han kjem att.

Legg han barnet snilt ned i kvila, hev han fenge bytt; men hev han inkje so kastar han det.»

Daa det hadde gjengi av eit bil, kom tussen att; men daa

kasta han barnet uvyrdslegt. Daa visste dei, at han inkje ha fenge bytt.

So reiste han att og var burte lenge; men daa han so kom att la' han barnet snilt ned i kvila og klappa og kyste det. No visste dei, at han hadde fenge bytt. Tussekjerringi tala daa laagt til mannen sin og spurde kor lenge det skulde liva, det barnet han hadde bytt burt. Tussen svara, at det skulde liva so lenge, som det stolphuset stod paa den garden han fekk bytt. Og det hĂ&#x2DC;yrde kjerringi. Daa kjerringi var no ferdig og vilde reisa, so fylgde tussen henne attende.

Ein tur etter fekk kjerringi vita, at paa ein gard eit stykke ifraa hadde dei fenge eit vanskapt barn. So sende ho bod til den mannen, som aatte barnet, at han laut riva ned stolpehuset. Mannen so gjorde, og det vanskapte barnet dĂ&#x2DC;ydde.

Torleiv Aakre.

S I a r v e-V i I b o r g.

Ved Olav Brottveit.

Slarve-Vilborg var fraa Nomeland i Valle. Ho livde umkring 1780-aari; 1nen for daa til verta gamall.

Vilborg var eit fureting. Ho var so fæl til dikta. Ho dikta stev um alle gardmenner i Valle - ikkje eingong presten slapp.

Skulemeister Torgeir Steingarden samla stevi hennar; det vart ei heil bok, som no diverre hev korne burt.

Ein sundag paa vaarparten 1785 vilde Vilborg ganga til altars. Ho kom inn i sakristiet vilde skroiva seg. Deknen var fraa Jylland. Han heitte Anders F'ange og var kjend for sin store mage og klene føter. Han neitta skriva Vilborg upp.

Det kom til eit kvast ordskifte. Deknen kalla Vilborg «et syndens og satans barn», og Vilborg kalla deknen «Juteskrov».

Daa kasta han henne ut og stengde dØri.

Vilborg gjekk inn i Sogneskar - ein gard tett ved kyrkja - og bad um aa laana ein kniv og eit bryne. Det fekk ho.

So sat ho brynte kniven med folk var i kyrkja. Daa messa var slutt, stakk ho kniven i sokken og stelte seg upp utanfor kyrkjeporten og venta paa deknen.

Daa han kom, drog ho kniven, svinga han i veret og forplikta seg paa at blod skulde fljota. Deknen stokk so han stod son1 naamen. Med dauderædsla i augo stirde han paa dette rasande kvendet. So raadde han med seg og tok paa Iaupet. Rædsla stælte dei klene fØterne. Han pusta og sprang, sveitta og sprang, sprang so sØyla skvatt. Vilborg kom etter.

Ho svinga med kniven, banna, skjende og las vaa-bØner. Folk styrmde ut or huset og saag paa denne undarlege jagti. Dei log seg mest i hel. Endeleg kom viltet og jagaren til Haugebirke.

Her sprang deknen inn og slo f orstovedØri i laas. So seig han i ei ussa paa tilet. Han var mest sprengd. Det tok mange da gar før han kom seg att.

Vilborg rædda seg for at lensmannen vilde taka henne.

So rymde ho til Oveinang og lØynde seg tri døger i lØa paa LØyland. Daa ingen lensmann kom, rusla ho sud i bygda att og var si same.

Eit aar tente ho i . prestegarden hjaa bruksmannen til presten. Presten heitte GjellebØl. Han og Vilborg var ikkje vener. Det ha seg so: Husi paa prestegarden brann. Reidar GjellebØl bygde dei upp att. Daa dikta Vilborg: «Rejaar er komen o heiningelondo.

Han bygd' uppte husi av svolungstimr*) Reiaar er komen o.s.b.>> Presten vart sinna for dette nidstevet og Vilborg vart sinna for ho ikkje fekk gaa til altars. Ho visste godt at presten stod bak deknen si neiting.

So var det ein dag Vilborg bar vatn. Ho bar tvo byttor i 6k yver akslerne. Daa møtte ho presten. Ingen vilde ganga til sides; so støytte dei saman so vatnet skola yver presten.

Han vart so harm at Vilborg fekk ein dugeleg ein av presteneven. Vilborg la sak. Det saag speleg ut for presten. Han baud forlik. Vilde Vilborg late saki falla, skulde ho faa ei tunna korn til kvart aar so lenge ho livde. Vilborg vart glad og slog til. Ho dikta daa det stevet som Gunnar Rysstad ha i hefte Ill av A. H. Gud velsigne GjellebØl ! ! som kom her i presteklæe.

Han tok sekkjen av hæro mi, og gav me brØe bære. *)

svolungstimber == daarleg gran.

6 raa m a n n e n.

Ketil Rygnestad.

Han het Olav, men vart kalla Graamannen. - Ein gong i tidi hadde eit par austmenner korne til Valle i Sætesdal og kjøpt seg gard i Homme. Dei gjekk graaklædde og vart kalla graamenner og garden deira Graamannshus; <lei kallar han so enno. Olav var av <leira ætt og vart ein sermerkt kar, han fekk kj enningsnamnet Graamannen.

Olav var fØdd i aaret 1789. Far hans var ein drikkar, og sette til garden. Det vart tungt for mori og borni, no fekk dei armodi aa dragast med. Eingang sende mori Olav stad skulde beda seg mjøl. Sjølv laag ho sjuk, og aatte inkje mat.

Olav var so liten, at bakmeisen rakk ned paa leggjerne. Han gjekk inn paa tuni, men torde inkje spyrja. Likevel var det tvo-tri st~der dei gav han, og der fekk han so mykje at han ha full kass.

So kom uaar og harde tider. Det vart vondt for alle, og mest paa livet for dei som ingen ting hadde. Eit aar aat dei almebork mest hjaa kvar mann. Arbeid var det mest raadlaust aa faa. Olav og bror hans tente ein grand med kolbrenning. Dei fekk 6 skilling (20 Øyre) tunna; men daa maatte dei sjølv bera koli ein fjordung veg. Det vart ikkje mange skilling i daglØn, og n1aten var fælande dyr. Mjølet rØrde dei ned i kaldt vatn og drakk. Dei tykkte det vart drjugast soleis, det tok lenger tid fyr dei vart svoltne att.

Ja, Olav fekk mykje prøva. Men likevel vart han ein framifraa sterk og stø kar, spræk og dugande, so det gjekk

57 ord um han langt utum bygdi. Aa taka reven i spranget var eit av meisterstykki hans. En dag gjekk han fraa Lyseheidi til Homme, 5 mil, og bar umlag 50 kilo. - Ein gong han bar ein halv rein, sprang han eit stigsprang som det maa ·spræke karer til aa greida tomreipes. - Ein gong han gjekk i dyreheidi, raaka han en flokk reinsdyr, som han skaut paa utan aa raaka. Dei tok til sprang og han etter. Han fylgde dei umlag ei halv mil, og daa skaut han eit dyr. Han tyktest ikkje verta pustefull som andre. - Framifraa glup var han og til aa renna paa ski i all sl1ags lende. Og ordgj eten til aa arbeida. Han kunde slaa som tvo gode karar. Trøytsla tyk. test ikkj e faa tak i han, og han hadde ein rygg sterk som ei risknute. Det hefte han ikkje aa binda halve maalet utan aa rekkja seg.

Olrav var ikkj e hØgvaksen, men sterkt bygd. Han var utifraa stØgghelsa og visste snaudt av aa vera sjuk. Um han var vaat, skifte han aldri klæde. Han var so hardbalen, at han ymist og vart kalla «graabeinen».

Til aa kliva i fjell var han ein vaagehals, og aldri var han svimrug. Det er mest utrulegt koss han kleiv. Den tid brukte de,i steinmose til aa farga med. Der var eit sers dyrt slag i Einang. Utyver dette hØge stupbratte fjellet hengde Olav seg etter tog og skrapa mose. Og med det kunde han tena 5 dalar um dagen. Ol1av hadde alltid havt slik hug til aa smida. Daa han var liten smaug han rett som det var inn under smidjesvillerne og stod knatta paa stedet. Han vart ein meistersmed, og tente godt med smiding, helst naar han reiste med laasar og navrar til nordlandet.

Paa ei slik ferd slo han seg mest i hel. Myrke natti kom yver han medan han var paa ville heidi. Han styrde hesten fyre og gjekk sjølv etter. So stana hesten, og Olav gjekk fram vilde leida. Men best som det var steig han lukt utfor eit stup. Daa han raadde med seg att, laag han under Ljosaadalsfjellet. Han for slike uferder fleire vendor, so det vart sagt, at det var ei bisn at han inkje hadde slege seg i hel mange gonger. Men det var liksom ingen ting beit paa «graabeinen».

Olav var sers klok og glØgg, snartenkt og vissordig og

framsynt. Han merkte seg ut fraa folk i mange maatar, so han vart mykje rødd um, hermd etter, bisna paa og lædd aat.

Men kor rart det kunde synast, viste det seg at der jamt var noko i det han sa eller fann paa. Som t. d. daa han freista laga ei fjukegreida, so1n han vart so mykje lædd aat fyre.

Vel 30 aar gamall kjøpte han ein gard paa Rygnestad.

Garden var liten og skrinn. Det meste var berre utmark aa kalla, og groveleg mykje med stein. Olav tok til aa brjota og grava, og han la upp steinrØy~.er store som lØdor. Dette var niest noko nytt, allvisst paa Rygnestad. Folk «verka» uppatt aar etter aar dei same aakerflekkjerne, og kroka seg kring steinarne som det hadde vore heilagdomar. «Dei hev legi for likso gode menner fyrr, so kann dei visst liggja so for oss au,» let dei. Men Graamannen gjekk ikkje etter det. Han braut upp, til garden vart reint umskapt. Dei fyrste aari fekk han berre 7 tunner korn og ikkje hestefor ein gong. Og seinst han livde vart det 48 tunnor og mykje hØy. Og attaat garden aatte han ein slump pengar.

Strid millom prest og bønder

Valle.

Ved Olav Brottveit.

I 1779 kom Reidar GjellebØl som prest til Valle. Straks vart det strid millom han og bØnderne. Skulelovi av 1739 skulde setjast i verk. Presteskyssen skulde det ordnast med o. m. a. Baade presten og deknen ha rett til skyss. Skyssen · skulde bytast likt millom hovudsokni og anneksi. Men fyrr ha det vore so at deknan ,i ngen skyss fekk og anneksi var aaleine um aa skyssa presten. Dette vilde GjellebØl retta paa.

Hovudsokni sa nei; men presten stod med lovi i neven og tvinga dei til skyssa.

So vart bØnderne san1de um aa hemna seg med aa knappa av paa tiende til pref,ten. Presten fekk vita det og las upp fraa preikestolen ein yverrettsdom um «at han tilkom 4 pund smør og ost af hver hud>>. Der stod dei. Presten hadde vunne aanyo; men bØnderne gav seg ikkje.

Bodstikka vart send rundt med dei ordi: «Eftersom den største Deel af Almuen har talt om og overlagt i mellem sig selv, at de vilde minacere med offeret herefter Altsaa tiltræde vi her syd i Bygden tilligemed oven Einangen at ingen mand eller dreng skal ofre mere ind 2 schilling, og pigerne 1 schilling; og dersom nogen ofrer mere end som sagt er, han skal slides og skuffes imellem hænderne, naar han kommer til kirken, hvis han ikke holder sine brødres oplag. Denne seddel skal gaa op den vestre side og· ned den østre.>>

6()

Bodstikka gjekk fraa BØ til Aamlid, Strondi, Oveinang og nedatt paa austsida av elvi heilt til Sannes.

Daa fekk presten vita det. Han kasta seg paa hesteryggen og reid i dragande tan etter. Han tok ho att i Sannes, ytste garden i V,alle; men maatte baade lokka og truga, fyrr han fekk henne.

Straks etter var det preika ved V:alle kyrkje. Husi paa prestegarden stod da;a i ein firkant nordanfor kyrkja tett ved postvegen, soleis at det var eit stort firkanta tun millom dei.

Der var aalmugen vane samlast fyrr presten gjekk i kyrkja. Soleis denne dagen au. Tunet var fullt av kyrkjef olk. Daa opna presten eit glas og tok til lesa bØnderne teksti. «De havde sat sig op mot kongens anordninger og vilde forbeholde ham hans lovlige lØn og rett.>> Denne skjemmepreika eggja bØnderne so dei samraadest um aa stengja kyrkja.

Storejon Aakre var daa medhjelpar. Daa han skyna kva leid det bar sprang han inn til presten og ropa: «Vil han far at kyrkjon, lyt han korne no! » Dermed tok deii ut - presten og Jon. Flokken som vilde stengja kyrkja, var ein stubb fyre. So kappsprang dei.

Daa prestefruva saag dette, la ho og til sprang$ etter, vreid hend erne og ropa: «No gaar det med far som med presten Vonde Osmund drap!>> BØnderne kom fram ein grand fyre ; men nett som dei vil de slaa att kyrkj edØri, var presten og Jon der au. Jon sette foten i dØrglytten, greip hurdi med baae hender og sleit henne upp. Daa han so tok presten i armen og leidde han inn, vaaga ingen kny. Jon var kjempekar, det stod ord av styrken hans.

Daa det vart ofring, vaaga ingen offra meir enn 2 skilling som bodstikka baud" Presten hadde rett til 18 skilling. Trugs1naalet um at den som ofra meir «skulde slides og skuffes mellem Hænderne» gjorde sin verknad. Likevel fekk presten sitt av storslumpen daa. Dei stakk det til han i løynd.

(H

Segner fraa Grindheim.

Av Endre Haartveit.

U nderjordsfolk (framhald).

Søren i Hauan * ) og kona hadde ingi born. Det lika kje Søren og meinte kona aatte skuldi, og gav ho difor juling rett som det var. Ein gong dei var i Ospelidi og lauva, for nokre gutar etter og velte stein. Søren trudde det var bjørnen og tok paa spranget, han fyre, kona etter. Paa Sprotkleivi sette <lei seg og skaut pusten. Her tala kona um at ho kanskje var fremmelig sidan bjørnen var etter dei. Daa gav Søren ho bank, fordi ho var so faavis og ikkje sa slikt før.

Dei hadde kje meir enn ei kvern paa garden daa. Ein haust var det lite vatn, og Søren laut derfor mala um notti.

Svært redd var han, men der var inkje aa gjera. Daa det tok til aa myrkna, sette hian ei kraftig vidja i dØri og tok til aa syngja paa salmen: << Vaar Gud han er so fast en borg>>. Men lenger kom han ikkj e.. For i same rappen reiv ein upp dØri so vidja fauk som ein uldtraad. «Saa fast han er, saa rømmer jeg!>> sa Søren daa, og sette heim det fortaste han kunde.

Nede i AamotslØda var mykje skrymt. Det skulde endaa kunna seia folk korleis det gjekk <lei i framtidi. Det vilde Søren gjerne vita, serleg um kona hans fekk born. Han rusla ned jonsok-kvelden, for daa skulde det vera der. I laaven ropa han paa skrymtet., J au, det var der. Men kva han spurde um, og kva svar han fekk, veit ingen. Men svaret *)

Sjaa ~. 44.

02

har sikkert vore greidt nok. For etterpaa ropa Søren: <<Kb ska skrymtet ha for sitt?» «Ei skjeppa snus,» svara det.

«Ene,» sa Søren, (eit ordtak han hadde) «tek inkje skrymte rug?» «Jau, ei skjeppa rug,» sa det. «Kven ska æg gje det te?>> «Anders i Monen !>> Dag-en etter fekk Anders rugen.

Daa Søren dØydde, fekk ein ny mann garden, og hadde han i 30 aar. I hans tid romsterte underjordsfolket fælt. Kvar einaste jolekveld gjekk kona ut i fjoset og slo kross yver kyrne og sauene og ein stor kross yver dØri, rnen det hjelpte ikkje. Der var ba ade uro og sjukdom i fjoset. Ein morgon fann dei innvollene af ei ku under florsvildi. Den tok dei og brende upp. Det hjelpte ei stund; men ikkje lenge etter var det like gale. Nokre betre blei det ikkje fyrr mannen hadde tlutt fjoset; men daa hadde han au mif.t 18 kyr.

Dei gamle tuftene braut dei upp, men der vil inkje gro.

Og aldri fær dei der til aa gro noko heller, s.a ei kona til meg.

* Ein gut s om. gjætte burte i Øydneheidane, undrast yver at det kvar dag kom til han ein mann som spurde um dei ikkje skulde byta i 6 geiter og ei kyr. Til slutt fortalde han dette til ein mann heime. Han trudde det var einkvan som hadde moro med guten og sa: «Naar han kjerne atte, saa ska du seia at du vi ha en bukk mæ . » Dagen etter kom mannen att og gav guten same spursmaalet. Han svara daa slik som grannen hadde sagt. Men daa guten skulde sjaa seg til, gjekk 6 geiter og ein bukk millom kyrne hans, men beste kyri var burte. Daa skyna han kva slag mann dette var.

Geitene var sers gode, og dei hadde dei i mange aar.

* Paa ein gard var heile huslyden i utgjordet og slo. Um kvelden reiste alle heim utan eine guten. Han la seg i lØda.

Daa han vakna um morgonen, sat der tri brure paa svilli.

Dei var alle væne og svært tilstasa med gull og sylv. Han skuda seg og kasta knivskeia yver <lei, og raaka yver den som sat i midten. Ho blei sitjande att, men dei andre kvarv. Han

i:i ·.)

U i)

sprang fram og vilde ta henne; daa kasta ho seg i armane hans og· sa: «No hev du meg. » Og ho blei kona hans.

Dei livde godt saman og hadde fleire born.

Men ein gong fall dei ut, og det var visst han sorn aatte skuldi. Ho sa kje noko med det same; men etterpaa gjekk ho upp i smidja til han. Der tok ho ein hestesko, gjekk · fram for augo hans og vreid han som ei vidja, men sa kje eit ord.

Men m annen vara seg vel for aa erta ho fleire gonger.

Um etterkomarane <leira er der visst mykje godt aa seia.

Surne seier dei er nokso myrke paa augo.

1

* Det var ein gong ei kona som gjekk ute paa aakeren og skar. Der kon1 det til henne ei moldpadde. Ho klinte seg innaat fØtene hennar, og vilde kje røma, kor mykje ho jaga.

Til slutt blei kona leid av seg og sa til henne: «Dersom du vi g,a a, ska æg vera nerekona di.» Og daa reiste ho.

Utpaa notti kom det ein mann til denne kona. Han bad ho vera med heim. Kona hans var i barnsnaud, sa han, og so minna han ho um den lovnaden ho hadde gjeve igaar.

Ja, so var der kje anna aa gjera. Ho laut fylgja med han daa. So bar det ut i myrkret og ned under jordi. Der kom dei til ei hall, og i den laag ei kona som nettupp skul de f Øda.

Daa <lei kmn, sa ho det til henne: «Du he lova aa vera nerekona mi. >> «Nei, dæ va kje deg æg tala mæ. Det var ei mollpaadda,» svara ho daa. «Den mollpaaddaa va meg,>> sa den andre. Ho blei so nerekona hennar, og vaska og stelte barnet. Etterpaa kom mannen fram med ei liti oljeflaske.

Denne oljen skal du smyrja paa barnet, sa han. Og det gjorde ho; men so kom ho til aa gnika seg i høgre auga med dei oljete fingrane, og daa ~.aag ho heile flokken.

Nokre dagar etter raaka ho underjordsmannen att. No kj ende ho han med det same og takka for sist. «Kann du sjaa meg?» sa han daa. «Ja,>.'> svara ho. «Daa hev du smurt deg- mæ den oljen du fekk te barnet. Hall naa for det aua du inkje he rørt. » Det gjorde ho; men i det same stakk han ut det andre. <<Me kan kje ha dæ saa me gjenge um kverandre,>> sa han og var burte.

G4

F e d e T i n g s t e d.

Av Gabr. Villumsen Fetle.

Mandag 13. decem ber 1920 blev kommunens sager flyttet op til det nye skolehus fra Samuel Reiersens hus, hvor der har været ting- og senere kommunelokale i vistnok over 100 aar. Torsdag 9. var der herredstyremøte og lørdag 11. bankdag for f Ørste gang i det nye lokale.

I for bindelse med dette kan det ha sin interesse at se hvordan Fede hadde det med ting og tinglokale i gamle dage, idet man maa erindre at F'ede ikke altid har været saa tilsidesat som nu.

Fra gammel tid har efter alle merker at dømme Fede gaard været en sa m I ing s pl ad s. Det ser man bl. a. derav at der i meget tidlige tider har været kirke paa stedet, ligesom der ogsaa har været prest bos at her.

I slutningen av 1200-tallet var saaledes en englænder, Wilhelm av Kilnsea, prest, i 1362 en Sira (J: hr.) Amund, der efter gamle dokumenter at dømme, ikke har henlevet sit liv i den gudfrygtighet og ærbarhet som man i den tid krævet - eller burde kræve - av de katolske prester. Det ser saaledes ut til at han har interessert sig betydelig mer for egnens vakre bondedøtre end for sit geistlige virke.. I et dokument fra ovennævnte aar 1362 (Dipl. Norv. Il, pag. 294) gifter hr.

Amund bort sin datter Valgerd til en bonde fra stedet og gir hende i medgift «~30 Mark forngilde ( egentl. som før gjaldt ;:>: gode og gamle) i Løst og 12 Maanedsmatsbol i Jorden Birkeland, som ligger i Fede Kirkesogn>>. (Oversættelse av riksarkivar Chr. Lange).

,Jeg har hørt et sagn om, at der skal ha bodd prester et sted i Sandaasen. Da der ikke efter den tid har bodd prester paa Fede, er der en liden sandsynlighed som taler for at presten kan være en av de ovenfor nævnte, og at sagnet kan ha holdt sig oppe helt fra den tid.

Man maa altsaa gaa ud fra at der har været et samlingssted, foruden for F ede; ogsaa for Kvinesdal, Fjotland, Gyland, Bakke, Nes og Sirdalen og muligens andre bygder. Hvor der i den tid kom menige folk ihop, hvor der blev drukket og handlet, der sat ikke kniven fast i sliren, og man var ikke rædd for at bruke haandØksen, som h ver mand gik med.

Og hvor ugjerningerne blev begaat der møtte den verdslige ·øvrighet paa aastedet for at opta forhør og for at paadØmme saken. Da der saa blev faste tingsted er det en selvfØlge at det sted hvor f olk mest samledes blev foretrukket og saaledes er det vel gaat til at Fede er blit tingsted.

Den første gang vi træffer over F'ede nævnt som tingsted er i 14GO. Da omtales Fetho Thinghaa (Dipl. Norv. IV, side 695).

Senere støter vi paa: Fætha Thinghaa 1465 (D. N. IV 701) Fetha Thinghaa 1476 (D. N. IV 721) F'fæthæ Thinghaa 1490 (D. N. IV 739) Fedhe Thingsted 1495 (D. N . VI 655) Fetthe Thingsted 1529 (D. N. Il 806) Endvidere: Fede Thingsted 1557 (D. N. XV 787) og 1565 (D. N. XIII 819) .

Under Fede tingsted hørte ikke alene hele Kvinesdal med Fjotland, men ogsaa Hiterø; Nes (med Flekkefjord), Bakke, Gyland og Sirdalen.

«Siredal i Fette Skibrede» omtales i 1537 (D. N. VII 759) og «Nes kirkesogn i Fedetingstad» 1547 (D. N. VII 819).

Ved tingstedet og paa tinget møttes saa folle Her afgjordes handler, her skiltes trætter, her fik voldsmændene sin dom, og her fik man skrevet de dokumenter som var nødvendige.

Her møtte ogsaa godsbesidderne, adelsmændene, de geistlige og _kirkens tillidsmænd, enten s elv eller ved fuldmægtige,

- for at sætte væk sine ga.:r.;de rundt om j sognene, og for at kræve ind den landskyld de tilkom, - enten i korn, - bygg eller rug (tunge) i havre (letkorn, motsat den danske skyldbenævnelse hartkorn J: rug og hvede) eller i «feede Wahre>>, huder og smør.

Fra 1545 har n1an saaledes et dokument (D. N. XI 764) hvor man erfarer at Henning Anderssøn <<provst over Lister Lehn» var tilstede paa Fede paa sin husbonds Christopher Huitfeldts vegne. - Titelen «Provsb> betød at han var bestyrer av geistligt gods som ved reformationen var inddrat under kronen. Hertil hørte 4 kjør paa gaarden Moi i Liknæs.

Av disse bortleide «provsten» de 2 til hr. Anders Laurenssøn, «Sogneherre>> i Kvinesdal, og de andre 2 til en paa Fetle boende person, Peder Payssøn, der efter navnet at dømme har været en bosat fremmed (utlænding) (L. Daae). Sandsynligvis har han været leier av Fede, der i den tid var preste- og kirkegods, - skyldte 1 lØbs leie (.::>: 3 bismerpund smør) til prestegaarden og 1 lØbs leie til kirken.

Paa tingstedet møtte ogsaa kongens ombudsmænd og mottok den til kongens kasse fastsatte avgift landskyld alt blev betalt i varer av gaardenes produkter.

Her samledes lagrettesmænd og menige bønder naar der skulde skrides til valg paa tillidsmænd og ellers naar noget som alle var interessert i skulde afgjØres.

Bl. a. har man en adresse til Kristian den 4des hyldning i Oslo, datert Fæde tingstad i Listelen den 24. April 1591 (Johnsen: De Norske Stændermøters Historie, s. 89). Der har 24 lagrettesmænd og menige bØnder valgt tre mænd, nemlig Oluf ThostenssØn, lensmand, Obmund ThoresØn paa Haaland og Jens MatssØn paa Svege, lagrettesmænd til at møte ved hyldningen. Dokumentet er beseglet av 12 lagrettesmænd.

Senere da sorenskriverne kom, blev de faste maanedsting indfØrt.

Di8se ting, hvortil der altid var indstevnet en masse saker, foruten tat der var en mængde papirer at tinglæse, blev som regel holdt i flere dage. Særskilt var efter de gamle protokoller at dØmme vaarsagetinget og sommertinget godt besøkte.

'17

I midten av lGOO-tallet het sorenskriveren Mickel JenssØn Block. Han bodde paa Sande i Fede, vistnok fordi han var gift dertil. Huset, som han bodde i, skal ha staat like til i midten av forrige aarhundrede og gamle folk kan endda mindes det. Det var et av de almindelige gammeldagse 2 etages hus med lave lofter.

Der hænger i Fetle kirke et maleri av Mickel Block, hans hustru og 3 barn, og <<dette ringe Epitaphium er af den Salig Matrones Efterlatte Mand Povel HansØn SchelsØe bekostet, Gud til ære, Kirken til prydelse og andre med Christne till god Excempel. Actum Sande i Fede Sogen den 1. Mai 1679>>, - som det heter i en underskrift paa maleriet.

At der har bodd flere sorenskrivere her er tvilsomt. «Bergegaard» i Lyngdal var sorenskrivergaarden, og der har de bodd alle de «virkelige bestaltede Sorenskrivere udi Lister Lehn» som vi kjender saa godt fra de gamle dokumenter: Christopher Christophers. Lehm, Iver Andersen Lem, Jacob Hielm og den myndige sorenskriver og cancelliraad Christian Severin Balle. Efter hans tid blev embedet delt, 1808, og C. Hagerup blev sorenskriver i <<Det Flekkefjordske Sorenskriveri».

Tingstuen paa Fetle stod i gammel tid paa volden, ret ned for V. Gabrielsens hus paa Øvrefede. I 1717 har jeg fundet «Øvre Fedde Tingstue» nævnt.. I begyndelsen av 1800tallet blev vel stuen saa gammel og avfældig at den raatnet ned. Murene laa endda for 45 a 50 aar siden.

Der fortælles at der til tingene kom saa mange prokuratorer og skriverkarer at sorenskriver Balle kom «sjel sjuende».

Fra den tid og indtil december 1920 var altsaa tinglokalet i den søndre stue hos Samuel Reiersen paa N edrefetle. Som et minde kan nævnes at valg paa rigsforsamlingsmænd samt valget til det 1. overordentlige storting for Lister amt skal være afholdt der.

Nu er det anderledes paa Fetle. De ordinære ting er omlagt saaledes at Kvinesdal faar mesteparten. Fetle har kun to, et i februar og et i december. Tingene har ogsaa tabt sin betydning - paa en maate. Man behøver ikke længer

(iR

reise paa tingene for at faa skrevet et dokument eller for at faa talt med sorenskriveren. Nu er her skrivekyndige folk i saa at si andethvert hus, og folk er blit saa oplyste at de for det meste har sluttet n1ed trættingen. Vil man tale med sorenskriveren nu, kan man reise med «Kvina» ind til Flekkefjord, er det fra indlandet kan man reise med bilerne langs de slagne landeveie. Anderledes var det før. At komme til Berge i Lyngdal var en vanskelig affære. Det hadde respekt med sig for folk vestenfor F ede-fjorden at trapse over heiene til Lyngdal i uføre og elendighet. Derfor var det nemt at samles ved tingene. Der var prokuratorene at træffe.

Saaledes mindes jeg specielt en pokurator, fordi det er ham som har ført i pennen og skrevet under til vitterlighet paa andethvert dokument en træffer paa disse kanter fra tiden 1750 til bortimod 1800. 0 l e Mat z en D range het han. Det har vel været en almindelig bygdeprokurator, men jeg kan ikke faa spore op hvor han var fra eller hvor han bodde, kanske var det Stordrange i Nes, kanske Drange i Hered. Jeg er mest tilbØielig til at tro det første, efterdi han holdt sig meget paa Fedetingene. Herred sogn hørte jo til Helvlg tingsted.

1

I gamle dage hadde ogsaa Fetle egen lensmand, det vil si Fetle og Gyland utgjorde et lensmandsdistrikt med lensmanden bosat paa Fetle eller en gaard der i nærheten. Der nævne8 flere lensmænd fra gammel tid, saaledes kan man vistnok med sikkerhet gaa ut fra at den Oluf ThostenssØn, som er nævnt i hyldningsadressen til Kr. IV i 1591, var lensmand paa Fetle.

De første lensmænd vi med sikkerhet kjender er far; søn og sØnnesØn av BØgwald-slegten, nemlig Morten Pedersen Bøgwald (nævnt 1694), Peder Mortensen BØgwald (1727, 1751) og Jacob Pedersen Bøgwald (l 7G8 ), tils. indehadde de emuedet i ca. 80 aar, fra ca. 1690 til 1770.

Bøgwald-slegten indvandret fra Da nmark mellem 1G50 og 1675, idet ovennævnte Morten Peden.;en B~1gwald bosatte sig paa Sande i Fede. Fra ham nedstammet en stor og anset

slegt, ovennævnte Jacob Pedersens søn var sektionsanfØrer Peder Bøgewald (f. 1761, d. 1829), stortingsmand fra Lister amt paa det overordentlige storting 1814 og stortinget 1815 -16, og der lever endda paa Sande ætlinger i ret nedstigende linje.

Næste lensmand vi kjender er Nils Jespersøn Lervig, fra 1770 til henimod 1790. Saa var der i nogen aar en lensmand, jeg ikke vet h vad het, men han skulde bo i Refstien.

Gamle folk fortæller at lensmanden i Refstien var den sidste mand herfra sognet som gik med knæbukser.

Fra aarhundredeskiftet indtil 1824 indehaddes lensmandsbestillingen av Morten Didericksen Bøgwad fra Øie i Kvinesdal. Han tilhører en sidegren av den ovenfor nævnte BØgwaldslegt.

Senerehen har kun Fede hat to lensmænd som har været bosat i sognet, nemlig Ole Wegge fra ·Lyngdal fra 1825 til 1829, og Sigbjørn Asbjørnsen Sande fra Bakke fra sidstnævnte aar til bortimot 1850. Han tilhørte den kjendte Bakkeslegt, som indehadde lensmandsembedeV: i Bakke vistnok i nærmere 150 aar, helt til for et par aar siden, da Asbjørn Bakke, som endda lever, tok avsked.

Fra 1850 har Fetle sammen med Kvinesdal utgjort et lensmandsdistrikt med lensmanden bosat i Kvinesdal.

,o

LOVE for

Agders historielag.

1. Agders historielag skal prøve at fremme den historiske sans og interesse blandt befolkningen i Agders bygder og byer. Ved indsamling og opbevaring av materiale som er skikket til at belyse Agders fortid, skal laget rydde veien for fremtidig videnskabelig granskning og behandling av denne landsdels historie.

2. Medlem av laget kan enhver bli mot betaling av kr. 2.00 om aaret.

Ungdomslag og andre korporationer kan indmeldes 1 laget mot en kontingent der foreløbig blir at avtale med styret.

3. Som lagets styre fungerer en formand og fire styresmedlemmer. Formanden vælges særskiilt og staar et aar. Av de andre styresmedlemmer utgaar to hvert aar. Dersom et av de gjenstaaende styresmedlemmer blir valgt til formand, rykker første varamand op i hans sted.

Hvert aar vælges tre varamænd.

Styret kaarer selv næstformand, det ansætter kasserer, og bestemmer i tilfælde h ans løn.

4.. F ormanden er arkiYar, og skal til enhver tid føre fortegnelse over de i lagets varetægt beroende samlinger.

5. Generalforsamlingen vælger aarlig to revisorer.

Regnskabet fremlægges for generalforsamlingen som har decisionsret.

7j 6. De lokale avdeling-er av Agder historielag som maaHe bli <lannet, skal saavidt mulig holde hovedlagets styre underrettet om f.it indsamlede materiale. Lokalforeninger sender ogsaa i betimelig tid før generalforsamlingen hovedstyret en 6eretning om sin virksomhet i aaret.

7. Styret fremlægger paa generalforsamlingen en samlet aarsberetning for lagets og dets underavdelingers virksomhet.

8. Efter styrets bestemmelse kan bidrag til Agders historie trykkes paa lagets bekostning og skal da tilstilles medlemmerne.

9. Møter avholdes efter styrets beslutning. Til de foredrag og diskussioner som maatte bli avholdt under disse, kan ikke-medlemmer tilstedes adgang.

Laget skal være sine lokale avdelinger, ungdomslag og andre sammenslutninger behjælpelig, naar disse ønsker avholdt foredrag over historiske etnner, ved at anvise foredragsholdere o. l. Økonomisk støtte kan og·saa ydes i saadant tilfælde.

10. Generalforsamlingen er for almindelige beslutninger beslutningsdygtig uten hensyn til de møtendes antal.

Beslutninger avgjøres ved almindelig stemmeflerhet.

Til lovforandringer derimot utkræves: a) at forslag herom er indkommet og bekjendtgjort inden 14 dage før generalforsamlingen avholdes. b) at mindst 20 medlemmer er tilstede. c) 2/ i stemmeflerhet av de møtende.

Indholdsforteg neise.

Oberst Diesen:

Litt om veivæsenet i gamle dage, særlig paa Sørlandet, - specielt Vest-Agder . . Side 3 G. F. Diesen: En lcnsmand i Sør-Audnedal for 200 aar siden 20 " 24 Gabr. Villumsen Fede : Hangeland i Fede " 37 Olav 0. Rysstad: Segner og eventyr . . " 39 Jon Løyland : Segnstubbar fraa Vennesla. " 41 Endre Haartveit: Segner fraa Grinclheim " 45 Torleiv Aakre : Brndlaupsskikkar i Valle L gamle dagar ",, 48 De fyrste skul el æra rane i Valle 52 Tussen og kjerringi :, ,, 54Olav Brottveit: Slarve-Vilborg . . . . . .

56 Kjetil Rygnestad: Graamannen . . ' ",, [,~l Olav Brottveit : Strid millom prest og bønder i Valle 61 Endre H.1.artveit: Segner fraa Grindheim " 64 Gabr. Villumsen Fetle : Fetle Tingsted 70 Love for Agders historielag

.

))

"