Agder Historielags Årsskrift nr.2 - 1915

BIDRAG TIL

AGDERS HISTORIE II

UTGIT AV

AGDERS HISTORIELAG 1915

KRISTIM, SAND S. JOHANSSEN & TANcENS BOKTRYKKERI 1915.

Kristianssand i feidetid med fæstningsbygning og skattetyngsler.

Av

Kaptein Karl Leewy.

Likeso1n byens beliggenhet ut mot salte sjøen gjør veir og klimat saa avhængig av havet - snart lun solgangsbris og snart fraadende uveirsvældo - er ogsaa dens beliggenhet mot havet og den store verden skyld i, at vi her 1nere end andetsteds i landet merker de begivenheter - fredelige og· krigerske - so1n tinder sted der ute. I fredstid har byen høstet fordelen av at ligge ved alfarveien, men i krigstid har dens beliggenhet været utsat og har tvunget til særegne foranstaltninger for dens sikkerhet. Det har alle dage været saa. Det er ikke bare nu ~nder verdenskrigen, at voro gater fyldes av militære, at aarvaagne øine speider fra utkiksposterne, og at kanonerne holdes færdige til øieblikkelig bruk. Nei helt fra byens første tider har det gjældt om at holde krudtet tørt i Kristiap.ssand, naar ufred stod for døren.

Da det med de sidste tiders begivenheter for øie antagelig kan interessere at iaa høre, hvordan 1nan tidligere indrettet sig hernede i feidetid, har jeg fra gainle dokumenter i Riksarkivet notert et og andet · so1n her skal meddeles.

Min- viden har jeg væsentlig fra fæstningsregnskaperne og fra Kristianssands kontributionsregnskaper foruten en del fra kongelige rescripter og enkelte andre kilder, son1 sknl bli nævnt, hvor de benyttes.

4

Hannibalsfeiden 1644- 45.

Den lille by eller rettere sagt flekke var bare tre aar gan1mel, da krigsfaklen første gang lyste over den. Det var i Hannibalsfeiden, som n1an har kaldt "den norske hærs bloddaap".

Her var den gang ingen befæstninger indc ':ed Byrjorden, men i Flekkerø vaiet kongens flag over den lille skanse Christiansø, der stod under lensherrens kon11nando og som var anlagt væsentlig for at holde Dunkerkske sjorovere og andre fribyttere i ave. N oget imponerende verk var det visselig ikke, men der var under den utrygge , politiske situation rettet og stelt paa det 1ned 111uring og bygning saa godt det lot sig gjøre, og kongen hadde under sit besøk i Flekkerø paa forsom1neren git or(jre til, at 6 "jcrnstøckcr" (kanoner) fra skibet uPhønix" skulde overføres til skansen.

Ved krigens utbrudd var Peder Pederssøn kommandant derute og styrken bestod forøvrig av 1 løitnant, 2 sersjanter, 1 vaabenn1ester, 1 "bal ber", 1 proviantskriver og 96 utskrevne knegtcr fra Sta.vanger og Agdesiden. Det ser ut til, at man n1ed krigen for øie hadde indkaldt forsterkning, for garnisonen pleiet under normale omstmndigheter ikke at være paa langt nær saa stor.

Svenskerne holdt sig imidlertid helt borte fra vore trakter, og der blev derfor ikke løsnet skuet fra Christiansø under hele Hannibalsfeiden. Den eneste begi venhct i · den lille havns historie i lopet av krigen var v istnok, at engelske eller Dilnkcrkskc sjorøvere kom seilende ind med et Lybsk skib de hadde opbra.gt. :Men stedets betydning blev allikevel ikke. undervurdert, da det i 164G sees bestemt, at et gnrnisonskompngni paa 150 n1and skulde forlrogges i skansen.

Om end krigsbegivenhctcrne under Hannibnlsfciden ikke blev overført til vore egne av landet, fik man nok f'øle v irkningerne her allikevel. I tidligere tider var folkene fra Sør- og Vestlandet oftest blandt de forrerste; nnar det gjaldt

• at værge grænsen østcrpaa, og de var 111ed i 1644-45 ogsaa.

Der var dog ikke opsat nogct eget regiment herfra Sørkysten, men knegtc1w blev brukt til komplettering av andre regimenter, forsaavidt de ikke blev anvendt i Flekkerø skanse.

Gang; paa gang fortmllcr fæstningsregnskaperne, at der fra dette sted blev sendt nyutskrevne og opøvede soldater østover til feltarmeen, og vi finder i l\Tunthes verk 0111 krigen nævnt, at der i 1644 under Ha.nnibal Sehested paa Hisingen (i Bohuslen) laa, et kompani paa 165 mand under kaptein Christian Brandt. Dette kompani har efter al sandsynlighet været fra Sørlandsbygdcrne, da vi vet, at Agdesidens fæn1Jike. (eller som det opføres "en esquadron under eller ved Agde Siden") paa denne tid kommandertes av den nævnte ].,:,.1 ptcin Brandt. Foruten disse sees senere paa aaret ankommet t.il hæren i Bohuslen 100 rekrutter fra Agdesiden, og ekt følgende aar sendtes til Akershus 300 1nand fra Agdesiden eller Flekkerø. Det kan imidlertid være 1nere end tvilsomt, 1 om alle disse har været utskrevet fra bygderne heromkring.

Eu del har visselig været hvervet i Flokkerø, som paa denne tid var et sted, hvor 1nangc folk kom sammen. Generalmajor Reichwein oplyser ialfald, at han sendte ut hververe til de større byer og .til Flekkerø.

Dyen selv gik ut av feiden uten at ha været ntsat for noget augrcp, men dens virkninger blev allikevel 1neget følelige for den lille haandfuld n1ennesker, so111 her hadde fæstet: bo.

Grundet den skattefrihet, som var tilstaat indflytterne i de første ti aar efter privilegierne av 1641, kunde n1an vistnok ikke paalægge borgerne krigsutgifter, men det ser ut til, at der ved offentlige "forsvarsindsiunlingcr" har været rettet henvendelser, so1n disse neppe kunde undslaa sig for.

En av disse indsarnlingslister fintles bevart i lensregnskapet for 1644 og 111eddeles her, da den visselig er den første fortegnelse over byens borgere, som nu haves i behold.

"Fortegnelse over de Kristianssands borgere son1 de i Oddernes sogn boende, son1 er anmodet efter Hannibal Sehe-

6 steds befaling om god villig kontribution til rigernes høinødvendig defension" Lauridz Christensøn toldskriver ... .

Jacob l\fortenssøn .. : ............. .

Niels Jenssøn .. ... .. ... .. ....... .

Søffren Thomassøn .............. . l\iI orten Rolfssøn ................. .

Hans Torkildsøn ...... . ......... .

Søffren Nie~øn ........ . ..... . ... .

Poul Ha.nssøn ............ .. .... . .

Christen kræmmer ............... .

Daniel gulds1ned ... . ...... . ..... .

Peder Hanssøn .. . ... . ....... . . .. .

Tønnis skibsbøgger ... . ...... .. .. . l\fatis Anderssøn ............. . ... .

Joren kræmmcr .............. . .. .

• .

Jørgen Jacobssøn ................

Jens Søfirenssøn ............... .

Olle Lauridzsøn ........... . ..... .

Klaus skomagcr. . . . . . . . . . . . .... .

Niels møller .......... ....... ... .

Lauge Christenssøn ....... . . .. ... .

Didric slagter ... ~ ............... .

Hans Valentinsøn ............... .

Haagens Quinde i Odderøen. . . .. .

Olle Anderssøn Mosbøe .......... .

Niels Egh .......... .. ........ . . .

Gunild Kioss. . . . . . . . . ......... . .

Berendt Kioss ...... . ........... . .

20 rdl.

10 6 4 4 4

3 4 2 1 2 l _-

1 l/2 l ~

1

l/2 l/2 1h, 1 1 1 2 2 2 2

Foruten forsvarsindsamlinger beny tte t rnyndigheterne ogsaa andr0 utveier til at skaffe penger i krigskassen. Blandt andet maatt.e de gripe til at laane hos borgerne enten kontanter eller materialer 1not at sætte indtrogtcr av jordegods som pant. F lere borgere her i byen v:ar allerede 1644- 45 saa velholdne, at de kunde forstræ kke statholder en med midler paa denne rnaa te.

Vi find er i lensregnskapet, at Kristianssandsborgerne Anders Jonssøn og Isak Lauridzøn samt tolderen Lauridz

7

Christcnsøn ydet kronen laan paa 200, 139 og 265 rdl.

Andro som Jens Nielssøn, Hans Hcllessøn, Grcgers Nielssøn og den tidligere nævnte Isak Lauridzøn avstod halvparten av den træla.st, de hadde liggende, til Selio .Marselio paa kronens vegne til orlogsskibes utredning "i denne besværlige feyde". Værdien av træla.sten var 917 1/2 · rdl. Alle fik de som sikkerhet ret til at oppebære avgifterne av en del gaarder i de nærmeste len, indtil gjælden var avbetalt.

Det maa antages, at disse var de eneste i byen, som tjente pcng·er paa krigen. Ellers føltes vistnok tidernes knaphet av alle paa grund av stansningen i handel og skibsfart. Av et kongebrev, datert · 4/s 1648, sees det, at der under Hnnnibalsfeiden hersket slik usikkerhet paa sjøen, at ingen tilførsler kunde sko. Og vi forstaar, hvad dette vil si, selv for det lille nybygge, naar vi erindrer, at der saagodtsom ikke fandtes forbindelser 1ned oplandet, og videre at de allerfleste av de første indfiyttere var fattigfolk, som levet fra haanden til munden. Det heter derfor ogsaa i det nævnte kongebrev, at mange fattige vilde ha lidt stor hunger og nød, hvis ikke to borgere i Kristianssand, Anders Jonssøn og Jesper Hanssøn, hadde faat byttet til sig en ladning mel, malt og korn av en skotte, Robert Klerk, mot at gi ham en 30 læsters skute som betaling. Dette sande borgersind, som frelste fra nød og elendighet, burde ha tjent _som eksempel for vore dages mclmatadorer.

Den sørgeligste følge av krigen var dog den handelstraktat, som hollænderne forstod at avlure Kristian den 4de samtidig med Brømsebrofreden, og som gav disse slike fordele, at deres konkurranse omtrent ødela handelen herhjemme.

En statsmand ytret endog om dem, at de var istand til at seile alle andre av sjøen. Hele Europa saa 1ned misundelse paa disse hollændere, hvis skibe bedækket fa1 v andenP. rundt om og i drægtighet naadde op til orntrent halvdelen av alle europæiske handelsskibe tilsammen . I vore egne havner spillet de fuldstændig mester. .Jeg har undersøkt salutregnskaperne for Flekkerø fæstning i tiden efter krigen og har

8 fundet, at det alt overveiende flertal av ankomne fartoior var hollandske. Der var ogsaa næv nt en del engelske, nogen faa tyske, danske og norske og e t og andet svensk, 111011 størstedelen som sagt hollandske. Og saa er der den ting at n1erke, at na.ar skipper J an Dool van Hinloopen med sit skib "De vergulde Juffrow", Roincke vVillerns van Ha.rlingen 1ned . "De Castanie D00111" og Broer Hikhes van Enchuysen n1ed "De Witte ~ Tindhond" og alle deres utrættelige lnndsrnænd forøvrig ko1n ind i Flekkerø havn, saa gjaldt der es seilads norske havner og norske va.rer, mens de andre nationers skibe vel som oftest var vinddrivere .og havarister. Hollænderne synes ogsaa at ha holdt skibsfarten v edlike størstedelen av aa.ret, mens de andre nationer væsentligst drev sin Nordsjøfart i sommertiden.

Fra alle kanter lød derfor bitre klager over traktaten med hollænderne. Vi er saa heldige n,t ha faat bevart to slike klager fra vor egen bys borgerskap, datert 1/:J 1647.

De tindes i statholderarkivets "Indkornn c saker". Den ene er undertegnet av 6 borgere, n1en den anden mangler underskrift.

Borgerne beklager sig over byeus fatti gdom. Skjønt den hadde navn av kjøpstad, var den ondnu som "en ubebygge t, flek". Den hadde hverken skole eller raadhus og kun en bindingsverks kirke, so1n ikke var mere en ~ halv t færdig og endn u ikke betalt, likesom 1nan ikke hadde hat raad til at koste klokke til den. Størsteuelen av borgerne bodde i uthavnene i byens omegn; deres bruk og næring bestod nrosten udelukkende i en ringe h,munerhandel med hollæ nderne, son1 tar lasten for halv vmrdi. Borgerskapet \ ' il vel gjerne paa fode, "men magten er svak, og fremmede gaar der med". On1 utlændingernes fremfærd uttrykker borge~ne sig i det hele meget bittert. De ser i hollændernes handel 1ned bønderne et aag, der hviler trykkende paa det hele land. Det heter: uog eftersom at fremmede 11a.tioner, udi besynderlighet Holhu1d, htl,VCr hidindtil næsten h avt og brugt, ikke alencstc uenne ort, men muligt og det hele rige, eneste som til en avlsgaard, og dessen indsidcler e 1nestcn part som træller, udi det, a t bonden son1 hn gger, kjører og tlaa der, hvis trrolast her udskibes med fremmede

9

af landet, ikke hav er lige for sit træl og slæb, borgerskabet eller lJonclcn, som det kjober og smlgcr, i ligc rnaade ringe eller tidt intet forbedrer, ja skovene ligevel aarlig forhugger og udgaar af landet for lidot oller intctu . (Roar Tank: Under krigsfare og sknttetryk).

Vi har ogsan i en ansoknin g fra borgerskapet av 1651 bevis for krigens hn.arde virkninger i vor by, iclet det nemlig i denne heter, at forholdene under krigen n1ed svenskerne var slike, at privilcgiorne ikke paa nogen maate kon1 byen til gode.

Krabbekrigen 1657- 60.

Der var ikke fred mange aar, før det atter brøt løs med svenskerne. Allerede 1667 ha.elde vi igjen lil'red, og det blev rwcl vendig a t indrette sig derefter.

Samme aar som krigen brøt ut, anlagdes det første befæstningsverk ved Kristianssancl som et blokhus v ed elvernundingcn. Bryggerne var i den tid langs elven, hvor trælasthandelen forcgik, og det er derfor naturlig, at man valgte at befæst_e Tangen. Utgiftorne niaatte byen selv bære. De behip sig til 1000 rdl. foruten stykker og a.n1munition. Det har neppe været synderlig rare greier det hole, da vi i do nærmest folgende aar fuldstændig savnei· oplysningcr 0111 elet lille verk, 111cn vi kan forstaa., at der maa ha været e n liten gnrnison, da det i en kongelig forordning av 2 t/n 1657 heter, at officererne ved Kristianssands frostni11 g i nærværende krigstid maa nyde san1mc traktement son1 kon t,o·ens øvri"o·c O J'ficerer . . l\Iuligt er det forresten at eler her med "Kristia.nssands fæstning" kan væ re ment do forstc anlæg paa holn1cn ved Østerhavnon, og at disse saalcclcs skriver sig fra Krabbekrigens tid Situationskortet av .16G2 viser nemlig et batterianlæg paa holmen mod bro jncl til fastlnnclet. Navnet Kristia.nsholm er derin1ot ikke. paatruffet før aarct 1666.

Byens bel'æstninger fik under krigen sin første k01nmandant, obcrstløitnant Anders Jensen Grove, der blev ansat 1658.

10

I Flekkerø var fæstningsbygningen ivrig fortsat siden forrige krig. Stedet hadde endnu intet tapt i betydning som et fast støttepunkt paa sydkysten, og den nyanlagte by, Kristianssand, hadde endnu ikke paa nogen maate tat . luven fra havnen der ute. I den av Jens Lauritsen Wolf 1651 utgivne Norges beskrivelse heter det om Flekkerø, at den er en "aff adskillige nationers kloge og forstandige skippere og styremænd velbekjendt havn". Han fortæller videre: "Det er en lyst at se om foraaret og sommeren, hvor mange hundrede skibe, soin samles derincle aff adskillige nationer, og allermest riff Hollænder, og hører man, naar de ligger dor, lystige trompet.lyd og megen skjuden. l' Christia.nsø beholdt derfor sin store betydning· og regnecles som et rneget vigtigt punkt. Dette kan sees av flere kongebud. Det blev saaledes 1653 forbudt lensherren at fjerne sig fra lenet i disse vanskelige tider, og det blev pa.alagt ham at la oberstløitnant Judelsbach føre opsigt 1necl Christiansø, naar han selv ikke kunde være tilstede derute.

Straks efter fik J udelsbach bestalling so1n kon1mandant paa fæstningen, "udi hvilken han sig troligen, flittigen og mandhaftigen skal holde, som det en æreelskende soldat og kommandant søm1ner, egner og vel anstaar". Lensherren fik endvidere ordre om at reparere den brøstfældig·het, der var paa Christiansø, især ved batterierne, saa at der med stykkerne kunde gjøres "tilbørlig tjeneste og skade". De nødvendige utgifter skulde betales av lenets skatter og avgifter.

1655-56 fik n1an imidlertid øinene op for, at den gamle befæstning paa Christiansø ikke var tilstrækkelig til havnens sikkerhet, og efter forslag av kom1nandanten paa Akershus Hans Jacobssø11 Schort og den bekjendte ingeniør Isac van Geelkerck besluttedes det at anordne nye verker paa den tvertover sundet liggende holme, der skulde forsynes n1ed batterier paa de bekvemmeste steder n1ot sjøen og havnen og forøvrig saavidt mulig gjøres ubestigelig. ·Paa Christiansø skulde beholdes en reduit med stykker paa og et 01nliggende brystværn. Av kronens kasse var som almindelig ingen midler at faa, og utgiften lagdes atter paa lenene i form av den fernte riksdalers skat. Til arbeidene blev der turvis indbeordret 50 mand fra de nærmeste fogderier.

11 Fra denne krigs tid er regnskaperne for Flekkerø fæstning bevaret. Regnskaper pleier ikke at være morsonune, men rigtig læst gir de mangen værdifuld . oplysning - ja man kan endog tinde n1orsomheter gjemt i sifre og talrækker.

Det er saaledes værd at lægge merke til, at fæstningcn var meget maa<lelig utstyrt med skyts, ammunition, verktøi og andre krigsrem ed i er_, 111ens derimot antallet av øltønder var meget stort og stadig økedes. Det var i de glade landsknegters dage - de som allerbedst kjendes fra tretiaarskrigen - og øl maatte de ha, selv on1 lod og krudt ·n1anglet.

Bygningsarbeiderne synes at ha været ganske omfattende. Der nævnes i regnskaperne flere batterier, ringmur, brystv ærn, galleriganger, corps de garde, provianthus, bryggerhus, ko1nmandantens stue, soldaternes logeinente m. v.

Omkring anlægget var der opsat palissader. Fra 1658 av sees fæstningen benævnt Fredriksholm. De indkaldte soldater kaldtes "bøndersoldater" og regnedes forinodentlig ikke son1 likemænd av de gevorbne knegter i garnisonen. De har vel heller ikke været synderlig besjælet av den 111ilitære tanke, da det av regnskaperne fremgaar, at man n1aate ha profossen (justisbetjenten) for haanden, naar bøndersoldaterne skulde sættes til arbeide.

Garnisonens styrke varierte litt, n1en holdt sig i løpet av krigsperioden gjerne omkring 110 mand. Foruten de stridende sees fæstningen at ha hat barber eller feltskjæ r og mynsterskriver. Elias seiermager (urm_a ger) i Kristianssand var vaabens111ed, og endog natmanden i byen sees at ha hat en liten emploi derute med at "renovere lillehuset''.

Ogsaa i denne krig uteblev forventede besøk av fienden, og det var heldig blandt andet av den grund, at vindusruterne pleiet at springe, hver gang der blev løsnet skutl.

Det viser sig ialfald i reg1iskapcrnc, at Gert glarmester indc i byen gjorde glimrende forretninger, naar der var salutert.

lVIed v æbningen fra lenene var det før krigens utbrud smaat bevendt. Rigtignok blev en Peter Stephensen 1655

12

antat til at eksersere de unge karle av Lister, naar skatteting h oldtes og ellers, nn ar anden forsamlin g av folk fandt sted, m ot at han skulcle faa. et litet traktement og bli fogd, og aaret efter blev J ørgen .Jern sat til at eksersere al muen i Nedenes, n1cn de har vel n eppe forn1aaet at gjør e krigsløver av bønclcrne, som gjerne sat sig mot alle nye p:ia.bucl. :Mere furt i sakerne kom eler ikke før ved krigsutbruddet 1657, da de gan1le r egimenter atter blev opsat, og Stavanger og Agdesidens avdelin ger blev sla.at sammen til det Vesterlcnske regilnent. Chd for r egimentet under krigsbegivenheterne østerpaa var oberstJoituant Ditlef Brockdorff.

D er foreligger ikke sikre oplysninger om, hvor stor del av de tte regiment v:ir 1ned ved fronten, men vi vet, at ialfa-ld et kompa.ni deltok i Jørg0u Bielkcs tog til Bohuslen 1G58.

Fra 165D foreligger derimot fyldi gere oplys11inger, *) av hvilke vi kan se, a.t der blnndt de n or sk e stridskrærter v ed Halden var følgende Vesterleninger: Ober st l3rockd orfl's k ompani pan, 125 mand ført av kapteinloitn a nt Hans Ofre og kaptein Johan Nielsens kompani paa 83 rnand. Endviclere deltok major , 1ccl regimentet Ahasverns Crcqui de la Roche og senere kon1 kaptcii1 Bertel Lnng rnecl et kompani av r cgin1entet paa, 107 rnand.

Vesterleningerne deltok 1G59 i ·et striftog til de svenske bygder Nøssemark, Vestra Ed, Rølanda og T øftednl, hvor en stor mængcle k væg blev tat.

1660 deltok av Vesterlenske regiment Liv k ompa ni et sa1nt ele tre h ollandske kapteiner Johan van der l\Ienlens, Andella , iVurdns -og Gilbert de Tints kompanier - tilsamm en 300 mand - 111ed h æ der i kampen ved Borge i Smaalenenc, h vor svenskerne blev slant og fik stor e tn p. Vesterleningerne var med i stridens heteste og led vistnok føleli g.

Kaptein de 'rint blev "1negct jlcle qucst", sna han døde "effter lang wclstaaende pressur".

Efter kri gen blev vVardas og van der l\Ie ulens kompa n ier liggende paa Halden som garni son. D er hersket megen sykdom blandt troppcrne med man go dousfalcl. l\1an find er i r egnskapern e stadig r ckv is itioncr pc1a "horcl og *)

Væsentlig i Munthes bok om Frcdrikshalcl.

13

vragdeler" til kister, at de døde soldater "ej sehal bort slebiss som ander e bestcr". 1\fan !'inder ogsaa i regnskaperne utgifterne ved kaptein de Tints begrav else opført n1ed 22 rdl. 21 skill. til Anne salig badskjær vVillum Rasmussens, likesmn Elias "Contrafeyer" fik 12 rdl. for en fane til begravelsen og "for ligkisten noget paa Loget at schildre."

Det er efter den v irksomn1e del, son1 Vesterleningerne hadde i krigsbegivenheterne og den store dødelighet efterpaa rimelig at anta, at der blev meldt død og sorg i 1nange hjem paa vore kanter, da avdelingerne vendte tilbake østerfra.

Fra byen og dens distrikt. foreligger k un litet om forholdene under selve kriµ;c n.

1659 sees Kristinnssands lrn.pcr at ha tat en prise, men vi kjcndcr ikke de n mrmere omstændighcter. l\Iccl "kaper" maa hor :1nb1gelig menes et slags clcfonsionsskib, el. v . s. handclsskib uclrus tct til orlog. Kongen hadde nemlig for at foroke sin fla atc i 1G47 latt statholderen t ilstaa. en del byer visse frih eter 1not pligt ti l at holde slike fartøior.

Borgerskapet i ~{ristianssand hadde paa denne maate fant billi t,0 • tnnvirke i kronens kirkernes 0 tJ°· 1)rcste 0 ·a.ardenes . ' skoger for at kunne bygge forst et og siden atter et defcnsionsskib, og skibonc fik fl ere toldlettelser samt encret til ind- og ut.førsel av en del varer. Vi hører forøvrig ikke nogct om de Kristianssnnclske dcfcnsionsskibe før i 167 5 - 76.

Byen led i denne krig likesom i den forrige store ta.p i økonomisk henseende, da handel og skibsfa.rt laa nede.

Særlig gik det ut over trælasthandelen, og eld n1eldtes, at megen last under krigen var . blit forraatnet. Tilstanden i det hole efter Jeiuens ophør fremgaar av en skri vclse oni de norske kjopstæder 166 1, i hvilken brukes uttryk soni "heldede til undergang", "bctrykto og utmattede" og lignede, saa det vel har sct daarlig ut, selv om nrnn tænker sig klynk og klage ovcrd1~evet. H vad speci.elt Kristia11ssand anga.ar, sna hnr vi i stn,tholdcrarki vet fra 1658 opbevnrt en erklærh1g frn, borgerne, der gir et godt indblik i forholdene.

Erklæringen var indscnclt i anledning av statholderens fort:)

.

14 handlinger n1ed borgere og bønder 01n ydelser til landets forsvar. Borgerne i vor by bemerker, at privilegierne var "gode, vide og store nok i navnet, n1en litet i gavnet", da en del betog·es dem av andre kjøpstæder, en anden og større del av bønder og strandsittere. Skulde ·111;111 nu yde til krigen av disse privilegier, som andre uten nogen tyngsel nød fordelen av, vilde n1an ikke kunne bestaa. For i1nidlertid ikke at bli mistænkt for uvillighet lovet borgerne dog at sende en av byens skuter til leiren (~ : feltarmeen paa svenskegrænsen) ladet med brød og proviant til en værdi av ca. 1000 rdl. Det freingaar forøvrig av en kongelig skrivelse samn1e aar, at byen ogsaa hadde lovet at utrede et skib i sjøen til rikets forsvar, men dette løfte fa.ldt det den nok for tungt at indfri, saa den istedet maatte forpligte sig til at betale 1200 d·a ler. Pengene kunde dog ikke skrapes sainmen, og summen blev ikke indsendt, n1en kongen fandt utvei allikevel og lot henvise saa mange officerer at hæ vc sine gager i Kristianssand, at summen derav blev 1200 daler. Formodentrig og som rirnclig kan være har vel disse officerer ikke git tapt, før de hadde pengene paa bordet.

Det sees forøvrig-, at byen har mnattet punge ut ganske eftertrykkelig til -krigen, idet borgerskapet i en skrivelse til statholder Iver Krabbe av 27/ 11 16G2 ·111eddelcr, at det har .ydet de n1ilitære et forsknd paa over 7100 rdl.

Værre blev det dog efter krigen, da en del under denne opsatte avdelinger blev sendt til underhold i byernc, fordi kronen manglet penger. I Kristianssand sees saalcdcs (efter byens regnskaper) ritmester Frunchs rytterkompani at ha ligget 1661-62, og byen ydet dem baade penger og "service".

Borgerne maatte tilslut hos statholderen begjære forskaaning for indkvartering, da der "først i 2 aar og siden i l1/2 har været saa stor indkvartering av. ryttere, at de er geraaden i ringe 1niddel". Foruten ryttere sees ogsa.a en stor indkvartering av knekter at ha været paalagt byen og det i 1nange aar fremov er, likeso111 bygningen av Kristiansholm for en stor del foregik: paa bykassens regning.

Utgifternc, son1 blev paalagt borgerne efter kon gelig ordre synes saaledcs 1ncgct store, og de har visselig n1ere

15

end opveiet, hvad privilegierne har gavnet. Det synes som om buen er blit spæ.ndt for sterkt. Byen mngtet ikke disse utprcs11ingcr av penger, særlig 1w.ar der hensees til, at cheferne paa orlogsskibcnc synes at ha hat en altfor let adgang til at r ekvirere proviant og øl hos magistrat og borgerskap, naar de - alt i et - benyttet Flekker ø som anl øpsog tilflngtssted. Endelig i 1672 maatte kongen gaa med paa at nedsæ tte byens militærutgifter ved at gjøre et fradrag i smørskatten, "saa den kunde bli efter andre byers maalestok ".

Denne sidste uttalelse viser, at Kristianssa.ncl har væ ret sterkere utpint encl andre byer m. h . t. levcrancer til hæ ren og specielt flaaten. Samme aar blev ogsaa byen befriet for "garnisonens traktemente\ men disse lettelser varede, som vi _skal se, ikke mange aar.

Gyldenløvefeiden 1675-79.

Efter avslutningen av den forrige krig kom der større fart i fæstningsbygningen. Saavel paa Odderøen som sæ rlig paa holmen ved Østerhavncn blev storre arbeider sat i gang.

Navnet Kri stianshohn sees første gang 1666 og rimvnes da som en skanse. D ~tte aar laa vor kjending fra forrige krig, oberstloitnant van der l\1eulen med et kompani paa fæstningsbygning, og der sees levert ham kanoner til byens "securitet", foruten at ogsaa præsidenten (borgermesteren) sees at kvittere for skyts. Allerede 1667 opføres kanonantallet pna Kristiansholm med 25 stykker, rig tignok av de mest forskjellige størrelser, saa det synes at ha været _en fant fra hver bygd, som er blit rasket sammen herneclc.

1670 maa fæstnin gen i det væsentlige ha været frordig, da r egnskapet opfører en tøn<le øl til murmestrene, da ·de sluttet arbeide . Formodentlig har der væ r et holdt et .dundrende kranselag. Næste aar hjemsendes den sic.Iste avdeling av de sole.later, der hadde været indbeordret til frestningsbygningen. Som et kuriosum skal nævnes, at de som "marsjpenger" for hjemreisen fik 4 tønder byg til deling.

167 4 regnedes vistnok fæstningsanlægget helt færdig, da

16 regnslrnvet ~11eddeler, at den forgyldte · l10i paa taari1ct blev opsat dette aar og likeledes den "allenbastenstcn, som hans hoie excellcnce har leveret og bel'a.let at opsætte i Kristiansholms taarnmur til sit navns ihukommelse". (Denne sten, stan,r endnu i muren og erindres av de fleste Kristianssanderc.

Den bærer, husker jeg rot, aarstallet 1672).

Naar . det første befæstningsanlrog pna Od<lerøen blev . oaabegynclt, kan ikke bestemt siges, men i _1GG7 sees der betalt for bjelker til et bn ttcri og et skilderhus i den øverste skanse paa øen . Paa kartet av 1666 findcs intet fæstningsanlæg avn1erket pan Odderøen, mens derimot kartet av 1685 vedrørende Kristinn Vs reise Yiscr forskansninger saavcl pna Oddcrøen som paa Dybingsholrnen (Holm i Topog;rn.fisk Journal). Av et bil.1g i Kristi,111ssnnds kontribntio~1sregnskap sees, at GyldcnloYe G/4 1677 gav gener.11 Cicignon ordre til at reparere trmskansen pna Dybingen, flytte den sturstc pc1a Odderoen op til A~1rnland *) og forfæi·dige den · efte:i· hans eget forslag. Endvidere skulcle Kristiansholm utbedres, og det skul de undersøkes, om ikke et verk :.i \T slrnnsekurvcr langs Østcrsiclen fra Odderoen til elven kunde være heldig, om fienden vildc forsukc lnndgang. Likeledes anlrc'g av en rcduit ved el ren.

Porskjellige andre bestemmelser sigtendo til at øke byens krigsberedskap ulev ogs~ia fastsat i den ovennævntc ordre. Saalcdcs skulde reserven av Nedenes len indbcordrcs til lJycn, og foruten garni sonen skuldc en otlcncledel av borgerne gjøre vngt h \·or dag. Alle borgere, som holdt hest, slutlde holde sig fæ rdig med mundering, saa de i nodsl'ald kunde danne e n trop, der kunde motstaa, hvor fienden vi kle lande. Kommandoen over denne fl otte "knva1criavclcling" skulclc fores av toldcren .Johnn Cramer. Om ovclse og utdannelse av troppen var eler ikke tale, og man kan danne sig. et begrep om dens rnilit rorc vrnrcl, hvis rn:-in trPnker sig byens nuvæ r ende kj øbmæ nd og andre hesteeiere snt op paa sine · hester n1ccl de van pen enhver .:tv dem kan skarre fra loft eller v edbod. Foruten de ovcnnrn\'l1te krigsfornnstalt1

,;,) Narnet J.:jo11dps ikke. været kaltlt ~Jig-.

Saullsy111ig vis har rn ttV toppcue p;rn Oll,leroen

17 nmger i11deholdt Gylden1øves skrivelse ogsaa forbud mot nt lmrg-e bua.ter paa den anden side av el ven ved nattetider, ela m,1_11 c.11.crs ikke mente byen sikker mo_t overrumpling.

At hl.Hald en del av disse foranstaltninger blev utført, fremgaar av regnsknp c'rnc. Byen sees saaledcs at ha levert 1naterialer til fortificeringcn paa Aamland, kortegaarden paa.

Dybingen, skilderh t1seL ved Gra vene og reduiten ved elvens rnunding. Nedenes lens reservesoldater under kapte in Rentner von Rtisenberg blev underholdt av borgerskapet 1676-77.

Styrken var den sidste tid 163 mancl. Senere laa andre avdelinger (formodentlig ogsaa indkaldte bondesoldater) i garnison h er incltil slutningen av .1677, da de blev hjemsendt, og borgerskapet fik ordre til selv at holde vakt. Dog sees det, at der i 1678 fremdeles blev underholdt en garnison paa 50 mancl.

For provianteringen blev der i aarene nærrn~st før krigen og under den n e tat ekstra forholdsregler. Fra Stavanger by, Ryfylke, Jmdercn og Dalenes, Lister, J\fandals samt Nedenes og Raa.bygdelagets fogderier sees indsendt til Kristianssand foruten p eng·er proviant in natura. Bygclernes sendinger bestod i smør og tørret kjot Stavang-erne sendte av si 11 ov~rflod paa sild og torsk. Kornvarer kon1 nu og da fra Kjøbenhavn. Bcholdningcrne kom dog ikke byen selv til g0de, da. de efter stathol<.lerens ordre sees sendt til feltarmeen østcrpaa . . En del av disse forsendelser fandt sted 1ned den kristianssnndske krciert "Engelen". Saa usikkert var der den tid pa;i sjøen, at "Engelen" maatte søke beskyttelse hos "Hummeren" (orlogsskib) under disse transporter.

Soldaterkosten i. . de dage stod nok langt tilbake for de velsmakende retter, vore nuværende fædrelandsforsvarere faar. Kristianssands proviantmagasins regnskaper 1674 fortæ1ler, at smørret Yar blit grønt og bedærvet, da det ikke var godt nok nedlagt av bønderne og fordi det hadde ligget sna henge i provianthuset. Noget lignende berettedes om kjøttet, der maatte omsaltcs.

Under krigen var Kristianssand gjennemfartsstl:d saave l for nyutskrevn.e soldater vestenfra, eler var pna vei til fronten uten penger og mat s01n for gamle og syke soldnter . frn Stavanger- og Bergenhusdistriktcrne, der blev hjemsendt 2

18 fra grænsen uten at ha midler til at klare sig hjem. Alle disse maatt<~ forpleies fra provianthuset her i byen.

I aaret 1677-78 sees 9 svenske fanger at ha sittet her i byen. Av disse var 3 fændrikker, Friedrich Jantson Schouw (Jantsko), Zacharias Dura og Johan Rosenquist. De led vistnok ingen nød, da de foruten underhold sees at ha faat klær og penger. Det samme var tilfældet 111ed to franslnnænd, Philip des Bordes og Baptiste St. Germain, der blev anholdt ved byen.

Krigsbegivenheter indtraf heller ikke denne gang i byens nærhet, 1ncn at garnisonen har været paa sin post fren1gaar av regnskaperne, der gang paa gang melder, at der blev skutt med skarpt n10t skiber, som ikke hadde strøket flaget. Det var nok ogsaa nødvendig at være oprnerks0111 1not sjøsiden den gang, ti byens handelsflaate led følelige tap ved kaperier. Det var nemlig ikke alene de egentlige fiender svenskerne, so1n gjorde Nordsjøen usikker, 111011 ogsaa franske kapere, son1 benyttet sig av situationen til ret og slet sjørøveri. Farerne lurte allevegne, og de kristianssandske redere n1aatte være opfindsomme for at undgaa de111. Vi ser av skibslisten, at det endog blev brukt at la skibor gna under hollandsk flag med engelsk pas.

Til trods for al forsigtighet mistet dog byen flere skuter under krigen. Den ene av disse eiedes av tolderen Jacob Povelscn Riis og var sa.t til postl'art melle111 Norge og Jylland - en tjeneste son1 ingen andre hadde været villig til at panta sig -. Skuten blev i denne fart 1677 opbragt av franske kapere. Formodentlig var det pirater av den san1me nation, son1 ogsaa bernægtiget sig kommissær Arcnt Tønnessens skuter her fra byen. Toldregnskapet for sanune aar n1elder nemlig, at disse fartøier blev tat av kapere.

Endelig blev skipper T01nnuts Robinssens kreiert fratat hmn i England.

Byens defe.nsionsskib uchristiansand" var uncler krigen utrustet ui hans kongelige rnayestæts tieneste", men vi savner oplysninger om dets deltagelse i krigsbcgivenheterne.

i9 I fæstningsregnska.perne for 1675 nævnes det kristianssandske defensionsskib ,ist. l\IarL.t ", men det er sandsyuligvis det samme skib so1n "Christiausa nd ", da en nøia.gtig fortegnelse over byens skuter 1676 - 77 kun nævner et skib av denne type.

I Flekkerø var besætningens styrke i tiden før denne krig omtrent so1n under den forrige. 1672 sees indbeordret en del knekter til forsterkning formedelst de 1nange kapere., der laa i havnen, for at gevalt ei skulde finde sted i Hans :Majestæts havn. Lignende forsterkning sees ogsaa indkaldt efter krigsutbruddet 1675 og midtsom1nertidQn i aarene 1676, 77 og 79. Grunclcn hertil oplyses l 676 at være den, at en svensk orlogsflaa.te laa i England, og man "ei vidste hvor deres tanker eller anslag hen kunde pege". Efterat de svenske fartoier var seilet forbi og var ankom1nct til Gøteborg, blev forsterkningen paa Flckkerø fæstning sendt hjem. Ogsaa i 1G77 var forsterkningen indkaldt, fordi 1nan visste den svenske flaate i sjøen. ·

Det vilde føre for langt 11er at behandle Sørlanclsavdelingernes ærefuldc deltagelse i krigsbegivenheterne østerpaa*).

Det skal derfor kort og godt nævnes, · at de under hele felttoget var at finclc i de forreste rækker, og at de utførte en række glimrende bedrifter, der for altid vil sikre den1 en fremskutt plads i Norges krigshistorie. Navnene "Wenersborg IG7ti'', ul\larstrand Carlston 1677" og uuddevalla 1G79'' paa vore regimentsfa ner bærer mindet dero1n.

Krigens virkninger paa byens handel og trivsel skal derimot nærmere omtales. *)

De som interesserer sig for det: bor læsc Giilowsens bok om Gyl<lenløvefeiden.

20 Som meddelt under forrige kdg fik Kristianssand 1672 en del lettelser i de tunge n1ilitrorbyrdor. Blundt disse var 6 aars skattefrihet - dog mot en pligt til at holde 16 Doggerskuter - ; 1nen istedetfor de ordinære byskatter paa 300 rdl. aarlig blev byen i anledning krigen paalagt en række avgifter) der tynget mange gange sterkere. Saaletles sees av regnskaperne Sm ør- eller p rov i an t skatten i krigsaaret 1678 utredet n1cd 800 rdl. og i 1679 med 600. Dertil kom Kobber skat efter paalæg av 1674 og F a n1 i 1 i e- og 1 an el e h j æ 1 p s skat fra 167 5-79 1ned ialt 508D rdl. Denne · sidste 1naatte utredes for alle personer over 12 aar) og viser hvor dypt man grep ned for at skaffe krigsomkostningerne.

S o 1 dat c r h o 1 d kom atter tilbake og kostet borgerskapet 1G75-79 ialt 10852 rdl. Og skattopaalæggene vokste ogsaa ut over disse. Der blev saaledes i Kr i g s s ty r fra Kristianssand i aarene 1676- 79 betalt 12)218 rdl. Denne var (ifølge Roar Tank) en utpræget beskatning av de mest velstaaende og viser, at man maatte gripe til, hvor der overhovedet var noget at inddrive. D en blev utlignet paa 226 personer i hele landet og n1ed beløp, der nrna. siges at være urctfæn.lig høie, naar hensyn tuges til pengenes større værcli den gang og til alle tle mange andre skatter. I Kristianssand maatte saalecles lagrnand Lauritz Anclerscn og raaclrnand l\[ichel Hansen i krigsstyr b~talc 1 rdl. dnglig, den avgå.acdc byfogd Peder .J enscn Lincl 1/2 rcll. og pnesillent Schimving, sogneprest Jonas Andersen og tolderen hYer 1 rigsort om dagen.

De ovenfor nævnte skatter var altsaa, hvad n1an fik presset av: byen i form av lovl ige avgifter, der skulclc anvendes til statsforanstaltninger, men studerer man foyholdcne næ rmere, tinder man, at der var utstedt anvisninger pna 1Kristian ssands skatter til et høicre beløp, der altsaa an vend tes til statens (ikke bye11S) bcdstc. l\lan sk ulde c1a tro, at byen fik s ig g-od3krevct dif[ercnccn. l\fcn nei! Derom blev der ikke tale. :Finans111yndighetcrne vikle nok ikke g i fra sig, hvad der en gang var inclkommet, og fik sak 0n ordne t pna en fiffig maate, idet differencon, som byen hadde tilgode av kronen, sknlde gaa op i op 1necl nogen r cgnskapsslcndrian_, son1 en av byens cinbcdsmrond var skyld i.

21 Ser vi nu erter hvilke forrnaal disse borgernes hoist nodig indbetalte ska ttor gik til, fin der vi, at den a.lt overveiende del gik til militære foranstaltninger som soldaters og marinercrs underhold og transport, officerors service, proviantering av krigsskibe, baadsn1ænds væbning og underhold og til f'æstningernes reparation. Videre tinder vi, at byen 1675 og 7G 111aatte utrede utgifterne til en postskute 1n0llern byen og Dan1nark, og at der ogsaa blev utstedt endnu besynderligere anvisninger paa dens kasse. Saaledea blev det 1675 paalagt Kristianssancl og Stavnnger at utstyre barberen med en tilborlig mundert kiste og gi ham 3 rnaane ders løn. Utgif_ten skulde deles likt mellem de to byer.

E:u.1videre sees byen bebyrdet med utgifterne til skibsru1n o_:.;· proviant for 120 marinere, der skulde sendes til Kjøbenl1av11, foruten at de nrnatte underholdes en maaned. I 1678 sees der ogsaa paa adskillige anclTe 1naater bgt beslag paa borgernes pengepung og taalmodighet.

Saaleclcs maatte byen kjøpe 19 baater, der blev sendt til armeens bruk ve d Fredriksstad, likesom den fik ordre til at holde i beredsknp 300 tander kavringbrød, der straks efter blev befalt avlevert til armeen i l\Iarstrand.

Det fortjener ogsaa at bemerkes, at endog frcdsslntningen førte n1ed sig utgifter og det paa en eiendommelig rnaate. Kongedatteten Ulrikke Eleonore blev nemlig som fredspant bortgiftet til den svenske konge Karl XI, og hun · skulde ha sit "princessestyr". Herf'iV faldt paa Kristianssand 450 rdl.

Virkningen av alle disse utsugelser viste sig snart.

Der var blit paalagt borgerne utgifter, so1n de ikke n1agtet nt bære. Det forundrer os cler[or ikke, at regnskapet for 1678 nrovner 16 borgere; som ved krigen var blit saai forarmet, at de ikke kunde betale skatten. Blandt dem var der to skippere, hvis fartøic.r var tat nY fiendtlige kapere: Om andre heter det, at de . møtte kromneren "med hug og slag~'. Rent ut elendig maa tilstanden ha været, hvis man skal tro præsident Schiewings beklagelser i 1680, da regnskapet for 1670-79 skulde leveres. Dor manglet da 5000 rdl., som. det ikke paa nogen rnaate hadde v æ ret mulig at inddrive. Schiewing uttaler, at borgerne ikke hadde fonnaact

22 at indbctale disse penger paa grund av ele mange, store og langvarige kontributioner, handelens nedgang, jn. manges fota.rmelse og ruin, s:1a at borgerslrnpet mrrkclig var sunket · i disse aaringcrs orlog og er kon11net tilagters i middel og formue, n æring og bruk. Han hanpet derfor paa bclopets eftergivelse, "da dotte sted ligger sjoværts i fronten, hvor der al tid travalleris og er eventyr u ndcrgi ven ~,. Borgerskapet har, siger han, i denne. orlo·g ydet over sin formue, saa 1nange derav er forarmet, selv om der ikke rcg11cs med de mange og besværlige ydelser til garnisonens kvarter, brændeved til fæstningen og lignende.

Virkningerne foltes længe. I on forestilling av 1685 uttaler J ens Ilasch paa borgerskapets vegne, at familieskat, krin·sstvr rvtterntrednin!?: s0ldaters indkvarterin b°· on· ~ ., ' ,J , .., ' ;:-:) underhold, brød, sn1ør og øl til leiren har vmret saa trykkende, at adskillige famili er er ruinert og er gaa.t fra hu s og hjem.

Jeg har ovcnl'or sokt at fremstille e n del av de træ ngslcr, den lille by hadde at gj ennemgaa i de første aar. Det or nødvendig for byens historie, nt de tn gcs i botragtning til en ret(æ rdig beclø1nmclse nv forholdene. l\lan ser ellers rundt 0111 i historiske beretninger saa. altfor 111cgot av den opfatning, at Kristinnssand var "Oldenborgcrnes kjrclcbnrn", son1 ved utidige pri vilogier blev hjulpet frem pnu naboerncs bekostning. Dette er ikke tilfrolcle. De misundolige skribenter har gle.int at tn i betragtning, at h vad kon gerne gav med den ene haand .tok de igjen 111cd den anden og vel san det.

(Eftertryk forbyue:,)

23

Strandfogd Kristofer Jakobsen Nordhassel.

-

Av A. Berge. -

Den 2. decembcr 1660 paala kong Fredrik den 3. komersckollegiet, i hvis spidse Hanniba.l Sehested stod, at opta en uMemorial angaaende Norges Lcilighed og Indkomstu og afgive Betænkning om, hvorledes alt bedst kunde indrrttes i Norge til Forøgelse af de kongelige Indkomster og Drekkclse af rigets Gjæld, og navnlig hvorledes Kongen kunde komme til at nyde Rigets indkomst ubeskaaret, en rigtig og fulclstændig l\fatrikul over alt Rigets Jordegods tilveiebringe".

Dette var den snakuldtc ahnindelige landkommission av 1661, hvis vigtigste og n1est varige arbeide var matrikulen av 1665.

Kommissionen, der bestod av en selvstændjg· del for hvert lagdømme, tilsmnmen 10 særskilte avdelinger, fik under 17. januar 1661 sin instruks i 19 artikler; hvorav her sknl merkes den sidste, der paalægger ko1nmissionen at sikre sig den, som "i nogen l\faade ved Skrifter, Ord eller Gjerninger lader sig· forrnærke nogen Instigation af Urolighed eller Uvillie til disse Tiders Forandringer".

Avdelingen for Agdcsidens lagdømme bestod av lngmænd Lauritz Andersen Undal, borgermester i Kristianssand Lauritzs Kristensen, tolder sammesteds Nils Thra.ne og tolder i Risør Søren Pedersen.

I sin inclberetning, dat. 17. aug. 1661, be1ncrker kommissionen i anl.edning art. 19: "Saa haver Alm uen af Raabygdelaget og Lister Lehn af Begyndelsen væ ret lig·esaa sindet som udi Nedenes Lehn, hvortil noglc uroliµ;e Hoveder maa have været Aarsage, hvoro111 man haver en synderlig i Chr i sto fe r Nord h a s se 1. De andre bliver n1ed Tid og Dag vel kjendte".

Tolv aar senere skriver mntmandcn i Lister og l\fanda.l Robert Ha, mi 1 ton i brev til visestatholderen Ove J u e 1, dat. Farsund den 17. april 1673: · "Christofer Nord

24

has·s el og Piter Norman ere urolige Hoveder, so1n burde udryddes af Lenet. Denne Piter og Christofer ere begge tvende ugrundede Skalker og synderlig den Nordhassel, som mest al sin Tid haver omgaact med Falskhccl."

En 1nand, so1n paa denne maate stemples baade av den store landkommission og av distriktets amtmand, maa der være noget særlig ved. Det kan være et daarligt merke.

T\len under den tids opfatning · kan det ogsaa betyde noget andet. Staar vi her overfor en forbryder? Og hvorfor gaar han da løs ?

Eller kanske man her støder paa en fribaaren og djerv talsmand for sin og sine sa1nbygdingers ret.? En for lo ber for Kristian Lofthus maa.ske?

De efterfølgende træk vil lære os n1anden at kjende.

Vi træffer hmn da første gang, idet kong Kristian 4. under 23. januar 1638 overdrager hain gaarden Nedre Nordhassel i Vanse. Gaarden, son1 var kirkegods for halvdelen og krongods for den anden halvdel, skyldte 3 huder og holdt 12 kjør og 2 heste smnt hadde en utsæd av 71/2' td. korn, hadde været i slægtens besiddclse som bygselgods fra 1550 og hadde kun en opsidder nemlig Kristol'ers far Jak o b B j ø r n s en. Til gaarden hørte et falkefængeri, om hvis til værelse vi endnu mindes i navnet "DonheJla", hvor fangstmændene hadde sine fangeredskaper (doner eller snarer). lVIen saa hadde ogsaa brukerne av gaarden i over 80 aar været betroet stillingen son1 strandfoged og hadde som saadan at paase, at alt vrakgods kom den kongelige kasse tilgode.

Kristofer fik da ved nævnte kongebrev baadc bygselen til gaarden med falkofangstretten og strandfogcdstillingen · og sat saaledes meget godt i det. Hnn var født 1599 og var kort før han tiltraa.dte ga.arden blit gift med Lisbet Abelsnæs, en son1 det senere syntes myndig og dygtig kvinde.

Der var tre sønner: Bernt, Jakob og Peder. En bror Sti Jakobsen var flyttet til Aamodt i Kvinesdal, hvor han var blit gift til gaard og formne.

Det synes at hit gaat bra for Kristofer. Der var intet til hinder for, at kong :Fredrik 3. ved brev av 27. august 1648 bekræftede sin fa,rs brev av 1638, og Kristofer sat

25 fremdeles baacle som gaardbrukcr og strandfogd paa Nordhassel. lHen i 1654 ser det ut til, a.t der begyndte vanskeligheter. Han sender forestilling til kongen, at han lider uret og at qer gjøres hmn "Indpas" i hans privilegium, og kongen paalægger Jørgen Bjelke i brev av 2. mai 1G54, at han skal hjælpe Kristofer til at nyde sin ret.

Der synes imidlertid at ha været et eller andet. i veien.

Thi i lopet av sommeren blev Kristofer afsat s01n strandfogd og en vis Paul Hansen indsat i hans sted. · Dette va.rede imidlertid ikke længe. Thi allerede 27. septbr. s. a. ind. sættes han igjen som strandfogd. Jørgen Bjelke erklærer nemlig, at Nordhassel egnede sig vel som bopæl for en saadan 'f unktionær, at Kristofer ingen utroskap var blit overbevist, "mens hans Hastighed og Gjenstridighed at have været Anrsag til, at han med sam1ne hans Bestilling er bleven afsat", hvorfor kongen av "synderlig Gunst og Naado" og paa Kristofers underdanigste an1nodning befaler Bjelke at inclsæ tte ham igjen.

Fnlkcfangsten synes han dog at ha 1nistet retten til.

Til gjengjæld _fik hun ret til at fange hønsehøke incltil en mils a,,stand fra hans bolig, "dog at det skor uden deres Skade, som med Falkefangeriet der san11nesteds er privilegerct".

Pa.ul Hansen fik. til gjengjæld en kronens gaard pn.a Bringsjord i Lyngdal og blev strandfogd i Mandals og Nedenes Lene.

Imidlertid synes Kristofers "Hastighed og Gjenstridighed" ikke at ha lagt sig med aarene. Thi i 1658 er han kommen sa1nmen med Her 111 an Rust, vistnok en til bygden iriclvanclret frernmed, som var bosat paa. .Midhasscl og drev som kvaksal vcr.

Kristofer og Herma1-.. Rust inclsender nu en klage til kongen over fogden ptin Lister P e der S te p hen sen.

Klagen kjentles ikke; men formentlig har den gaat ut paa beskyldninger av n1erc graverende art. Heller ikke kjendes lehnsherren Hans Jucls erklæ.ri11 p;, der blev denne avkrævet ved kgl. skrivelse av 3. mai 1658. l\lcn bare to aar efter er Kristofcrs stilling blit sua Yanskelig, at broren Sti Aan1odt ~

2G smnmen med 'l'jøstel Ore indgaar til kongen n1ed forestilling for at kon1n1e Kristofcr til hjælp.

Saken var den, at Kristol'ers klage av 1658 over fogden avlede flere processer. Saa.lccles kom han pila kant med sorenskriveren Johan Einer sen Nor 111 and. :rviellem disse skal der være faldt skjeldsord i velbaarne Hans J u e 1 s paahør. Og dcsuten var der .allerede under 28. mars 1658 av sngt en 12. man ds dom, hvorefter Kristofer og nogle flere pna Lister ikke alene va.r dømt fra deres hovcdbol, men endog i kongens naadc og unaade.

Denne strenge d0111 var dog ikke bare en følge av Kristofers klage. :Men en ny kongelig skatteforordning var utkon1111en, og denne lot Kristofcr sin søn læse op for Vanse kirkcahnue, rigtignok, efter hva.el han paastod, utenfor og ikke indcnfor kirkegaardsmurcn. J\:Ien at samle almuen smnmen uten øvrighetens tilladelse var strafbar handling.

Og da Kristofer videre foretok adskillige r eiser i nabobygderne og e ndcla. samlede folk saminen paa sin ganrd, ansaa den nye lehnsherre L a u r i t z G a 1 t u n g Kristofer Nordhassel for en fnrlig 1nand, der burde gjores uskadelig. Og Galtung gik sau.vidt, at han lot Christofer fængsle. og forvare paa kongsgaarden Huseby. :Men Christofer hadde andro jern i ilden end at tilbringe sin tid i Lauritz Galtungs fængselskjcldcr Han brøt sig ut, reiser sporenstregs til Kjøbenhavn for at tc1le n1ed kongen, og opnaadde kongens stevning for at faa sorenskriver- og ln gmandsdomn1en prøvet ved herredagen i a ugust, 111en blev pan hj emveien arrestert i Kristianssand og indsat paa Flckkero fæstning.

Av Fredrik III utstr.dtes 1U. oktbr 16GO inclkaldelsc til };1grnancl Undal, hvori kongen hilser sin lag rnn.nd og underretter om, at t'Christo[er N orclhassel har klagcligen ladet tilkjendegive, hvorledes han hoiligen havck 'l'iltale til Lagrnanden" for en dom, denne hadde avsagt 9. september 1659 i Kristianssands laugstue melle1n Christofcr og sorenskriver .Johan Einersen Normann, hvori Christofcr skal være dø1nt 1il at lide e rter tvende kongelige forordninger a.v 1648 og 49, og derved staclfæstct sorenskriver og 6 mronds dom, som de uten noingtig unclcreøkelsc og bevis efter Norges lov, tingl'arebalkens 4. kapitel "haver funderetU, son1 han nu agter

27

at bcvisliggjure, likeso111 lian paastnar ikke at kunne paabevises de gjerninger, som bemeldte forordninger bclægger 111ed straf, nemlig at han av egen myndighet skal ha holdt ting eller sten10 (mote) uten øvrighetens nærværelse heller ikke opskaarct budstikke, holdt forsamling, øvet nogen oprørsk gjerning mot sin øvrighet "eller rcbelleret", likeso1n den hele sak heller ikke skal va're av saadnn vigtighet eller "saa grov", som processen er dre-ven og dom deron1 er avsagt.

Den hele forseelse skal bcstaa deri, at utgangen kongelig forordning efter nogen kirkefolks begjæring av hans 111indste søn er oplæst utenfor Vanse kirkega.ard, og det uten at Christofer da var tilstede.

For dette skal han gTovelig være angit og paa ære og vcll'ærd oftcrstræbt. Likcsaa er han paa sin person tiltalt for den snplication (ansøkning), han til kongen paa samtlige Liste lens almues vegne erter fnldrnagt har snplisert, hvilken suplication angik, at ele i rettergang maatte bruke Kr. IV's Reces. Over denne forfolgelse klager han derfor, saas0111 han ikke alene paa si n Yell'ærd er lJlit ruinert, men endog· av lensherren Lauritz Galtung til Bjørnstrup, befalingsrnand over Lister len, skal være tat i arrest og uti langsornn1clig tid anholdcn. Han 111ener derfor lag111andens dom bar ansees som ndomt, og lngmanuen være pligtig til at erstatte for kost og tæring.

Ti bydes lJaade Lauritz Galtung og Lauritz Unda.l selv eller ved. fuldrn ægtig at 1note for første herredag at forsvare sin dom.

I retten; el er ho1d tes paa Akershus i august 16G1, blev videre freml.1 gt utskrirt av forhør av 28/9 1660, optat paa Huseby ved sorenskriver J ohan Normann og la grettemænclene Ole Staalesen Kalleberg, Ole Fredriksen, Lars Hallu ncl, Joen Svindal, Kuud i Øen og :Morten Sel.ind. Lensherren hadde steynct Kristofcr til dette forhør "for ulovlige Forsamlinger og utilborligc og gro \·c Ord om kongelig l\Iayestæ t\ hvorom blev ført følgende vidn,?r: Tron el Ho sku 1 el s c n, n e el r c K v in 1 o u g (Fjot-· land) hadde yæret pna Nordh assel. Da k01n Reier Heglancl (Gyland) fra HnscLy til Nordhassel. De sa ela, at dcrson1 Christofer vikle ansøke lensherren, vilde de være n1ed og be

28 lensherren forskaffe Christofer naade hos kongen for den dom i kongens nnade og unaade, som han var idømt. Hertil svarte Christofer: "Skal jeg be K.ongen om Naade ! Gud gi Djævelen mantte søge og begjære Naado h os Kon gen."

0 1 e lVI i k e 1 sen horte det samme : "Gnd la Doden og Djævolen soge Naade hos Kongen."

0 1 e Narv e stad (Fjotla11d) var tilstede i den samme forsamling, 111011 h ørte kun at Christofer sa: "Skal jeg være domt pa.a Jernberget?" Lensherren - som var syk og ikke kunde møte til Farsund, hvorfor forhøret n11.1.a,tte holdes paa Huseby -- vendte sig til vidnet: "Gud gi Du faar en Djævel, saavist son1 Du ved at provo anderledes\ hvortil Ole svarte, · at h an vilde gjøre det i bedste 1naate.

HcrtJl at svnre møtte Christofer Nordhassel og foregav~ at almuen skulclo bede med han1, at han maatto fare en fandens færcl, der sligc orJ monne fare med. 'l' ro n d K v in l o u g vidnet videre, at Christofcr hadde gjort oprør og sammenrottet almuen udi Listelen, hadde stevnet dem til sip; paa Nordbassel. Da Trond kom til Nordhussol, spurte han, hvor ele mange mænd var, son1 c.lid var knldet. Christofer svarte : uEncln.n imorgen, før du opstaar" skal her møde 400 :M and ", hvortil hans bror St i A a 111 od t, son1 var tilstede, svarte: "Nei, ikke saa nrnnge.

Der kan ikke komme rner end 200 i det høicste." Lensherren ·spurte ·Christofor, hvorfor han hadde flllgt med alrnucn de tvcnde iange, do va.r kommen uhornd " (til J-Iusety).

Christol'er svarte, at de sknldc be Jnnker eller lensherren, 11t han ikke skulcle vroro vred.

Gut o r m Nu la n el (Gyland) hadde været sammen 1ned Chdstofer og den øvrige alm ne paa NorLlhassel. Da hørte han, Chl'istofcr sa : ~'Dersom lensherren vil byde ri.oget imod, saa kan Du ligesaavel spændc og skydc som han, og spar hannem intet."

Paa lensherrens spørsnrnal havclc Christofcr intet dertil nt svare.

0 1 e ø v r e T o r p, S ø r e n n e d r e 1' o r p og B j ø r n II aue (n.1le av Vanse) hadde h ort Christofers søn selv bekjenclc at ha sa·g t til Ole Torstens en Posdal _(Gyland) at dersom han vildo først slaa til lensherren vilde hans far

29 gi hilm en ny klmdnin g. Likcsaa hadde sønnen bckjendt at ha skrevet begge suplicationer og den seddel, alnn1en paa hvert ting hadde fremlagt og kræ vct kvitteringer for de betalte skatter. Lensherren fremla et tingsvidne, utstedt av borgermester og rc1ad i Kristianssand, datert 22/9 1660, hvori mcddcl0s, at lensherren hadde hiclfordret Christofcr fra fæstningcn Frcdriksholrn for at paahøre en suplication og skandskrift, som var fundcn i Christol'crs skrin 3. mai s. a. hos hans vert i Kr.sand, hvor skrinet var blit a.apnet av tvende borgere efter guv ernoren paa Fredrikshohn II ans J u e 1 s befaling·. Suplicationen be fandtes uten dato, under~krift eller forsegling, men vnr stilet til hs. kgl. 1najcstæt og var vclbaarne lensherre La uritz Galtung anrørende. Dokumentet blev oplæst og Christofer "crmanet sin Rc.solntion herimod at frcmsige." Denne pnastod, at suplicntionen var ham uvedkommende, da den angik lenet. I-I vorledcs den var kommet i hans skrin, vikle han faa besked om nv sin . søn, naar han korn hjem. Galtung p,1astod, nt Christofer skulde være ansvarlig for snplicationcn og nu for r etten angi, hvem der hadde skrevet den og lngt den i skrinet; ni.en Christofcr svarte, nt 11:wr doknmentcrne blev ham overlevert i viclners overvær, skukle han svare dertil, son1 rot var. Lensherren ansnn, dette son1 en ulo,· 1ig 111.flugt, kun tjenlig· til at spilde ticl og uthale saken, da Hans Jucl hadde gi t ordre til at nn.pne skrinet, og spurte om Kristofcr hadde :n1clrc vidner at fri sip: med. Cbristofe.r s,-nrtc, at . han ingen don1 vilde motta av sorenskriveren, S') rn var hans avindsmand og- dommer ære, liv og gods fra folk, hvortil Galtung bemerket, at sorenskriverens dom var stadfæstet av Agdesiclens lagmand Lnuritz Undal, hvorfor sorenskriveren mantte erkjendes a t v ær e habil og ikke hans avillclsrn;md.

Til retten var videre indstevnet "de bcuste og fornumstigste Domsnul'nd tilligemed den gemene Almue af Helvigs . Tingsted " De blev "1v lensherren tilspurt, "hvad de vidste om Christofer Norclhasscls Livs og Levncts Fro1ndragolse, og om han ikke altid har været den, der med Klammer og Tn:otte med Øvl'i~hedcn haver ligge t i\ hvortil de alle n1ed "ensliudcnde Stemme" svarte, at Christofcr idelig hnr hat kla1umer og. tnette med øvrigheten. Hvoro1n visste de ikke.

30 Kr iste n og P ed c r Q vi 11 i o provede, nt da. de stod og spadde paa nkeren, kom tre fjcldmænd vestenfra, som do spurte, hvor de vilcle hen. Fjeldmændene su.: "Ved du det ikke ?a ''Nei.'' "Gud givc, du heller aldrig· faar det at vide."

As b j ørn Q vi 1 li o provede, at fjeldmændene gik gjcnne1n hans tun. Det var Re i er H eg 1 and og en til, so1n han ikke kjendte. Asbjørn spnrte, hvor ele vilde hen, og fik svar son1 før provet. Da de kon1 tilbake, gik Trond Kvin 1 aug og Syv er t S p o t te 1 an d ind hos Asbjørn og fortalte, de· hadde været paa Huseby og forlangt kvittering for skatten.

S a 1 v e, B j ø r n og H e 1 g c ø s t r e H a u g e hadde seet en stor del almue samlet vestenfor Oc!Jeraacn (en bæk so1n løper ut fra Hanangcrvandet n1ellcm gaarden Hananger og østre Hauge), og siden kon1 to fjeldmænd gan.ende østover 1ned hver sin spundsbilc (en bredbladet økse) i ha.anden.

Vidnerne ropte til dem, at de vilde stanse, men rnændene strøk avsted.

A n d e r s J ø r s t a d, T j ø 1 S k e i b r o k og Os 1n u n d saminesteds provede, at R e i e r H e g 1 an d var hos dem og sa., de skulde møte imorgen ved Oddernaen, hvor de vilcle samles og holde saminen 1ned hverandre.

Anders G u 11 est a el, Sa. 1 ve Eg e 1an el og St i A a 111 o d t var indstevnet til at paahøre vidnoprovene.

Fra de to første fremkom b'rev, at de negtet at møte, da Sti Aamodt var reist til Kjøbenha.Yn. Lensherren paastod, at da de var lovlig stevnet, burde vidncrne tas i ed og· vidncprovcne beskrives efter Norges lov. Dette bifaldtes i henhold til tingfarebalken 4. kap., h yorcfter Kr i sten An el er s en (formentlig fra F æstcrYold i Hitrø) og Hans Li ste id (lens1nand i Herred og Spind) provede, at de var paa Fetle ting og gik ind i stuen. Da spurte S ti A a 111 o d t dem, h vad ele svarodc i Hel vig tinglag 0111 den nye skat. Hertil svarte Hans og Kristen, ~1t do gjerne vilde betale, "Gud gi de bare var l\fond dertil."

Sti sa, do var gnlne sanmango som betalte skntten, førend de hørte kongens brev derom. · Den til hcrrcd,1gcn paa~nkede lagmandsdom beretter, at ~

Saken har sin begyndelse og utspring· av en forordning, som Christofer Nordhassels søn utenfor Vanse kirkegaan.l har forclæst almucn, og der ankes imot do1nrnen, at den kun er beseglet av sorenskriveren og 11 n1and, likeson1 · Christofc:i: og medinteresserte mener, at noget nøiagtig bevis ikke er ført over dein. l\Iændene tilstaar at ha laant Christofer deres bomerker for a.t bevise, at forordningen var · læst utenfor og ikke indenfor kirkeguarden. Christofer er_ kjender at ha erhvorvet disse vidnesbyrd og bomerker.

Vistnok har 1nændene 1ned ed benegtet at ha forlangt eller ønsket slik forordning at ville hore oplæst, 1nen negter dog ikke at ha været uti saadan forsan11ing, hvorfor disse rn~nds forseelser forelæggcs lensherren til avgjørelse. Christofer Nordhassel derimot har altid befattet sig n1cd ting, s01n er abnuen skadelig og øvrigheten imot. Han er nu her for retten tvende forpligtcr blit overbevist, foruten at have samlet alm uens bomerker, som han · selv har tilstnat for at benytte i saken_ og befri sig med, at han har forbrudt sig mot forordningcrne av 1648 og 49 og derover bor lide og undgjældc. Hva.el nu budstikkens opskjærelse saavel son1 andet oprør, han skal ha begaat efter lensherrens protostation, baadc 1ned den suplication paa almuens vegne saavel som andet niere, han skal ha begaat, saa er dotte henv ist til hjemtinget, at der kan handles s01n ret er. · Paa herredagen møtte for Lauritz Galtung med fuldmagt Verner Nilsen. Denne mand, · der er stainfar for fmnilien Wcrenskjolcl, hadde tidligere bodd v ed Farsund og eiet adskillig jordegods der. Han forlangte saadant indlæg.

Efterson1 Christofcr Jakobsen Nordhassel" til rner væn ~ndc Herredag haver ladet indstev ne æ rlig og vclbyrdig :Mand Laurits Galtung til Bjørnestrup Kgl. lviayestæ ts over Liste len, først for han hannem skal have ladet anholde og tago udi Arrest, og ellers son1 hans V clbyrdighcd noget til hans indstevntc Sng havde til at svare, saa cfterdi den gode Mand for sin store Svaghed ikke selv kan· 1nøde her tilstede, formener jeg atter underdanigst efter given Fuldn1agt hans Velbyrdighcd derudi ingen Uret at have gjort. Thi først

32 fandt hans Velbyrdighed for sig ved Lenet adskillige Forpligtcr af forrige Lensherre og deres Fuldmægtig over forskrevne Christofer Nordhassel forhvorvet, dernæst en Hjerntingsdo1n af Sorenskriver og lVIænd nylig udstedt, før hans Velbyrdighed korn til Lenet, hvorudinden han (~ : Christofer) var dømt i kongelig Naade og Unaade, som siden efter fornævnte Christofers Indstevnelse for Lagmanden er kon. firn1eret, der han endda siden adskillige Reiser on1kring i Lenet til at oprøre Almuen baacle imod hnns Velbyr<lighed, hans Fuldrnægtige, saavelson1 hvis hs. Vb.hed efter den høie Øvrighecls Befaling kunde have at paabydo, tilmed adskillige unødvendige Klagter haver bogaaet, hvorover stor Uskikkelighed og l\fodvillighed i Lenet er foraarsagot, sa.a hans kgl. 1\fayestæts paabuden Skntter 111cd andet niere i sine tilbør~ige 'l'ider ikke er bekommet, men endnu resterer, hvorover hs. Vb.hed haver været foraarsaget fornævnte Christofer Nordhassel at lade lægge i Arrest og anholde indtil han hans l\fayestæts naadigste Opreisning enten ved frivillig Do1n eller Naacle hadde crlanget. Af hvilken Arrest og Fængsel han 01n Nattetidc haver undvigt og bortrømt og sig siden ned til Kjøbenhavn haver forføiet, der sig pa.any haver understaaet for vorcs allerna.adigste Herre og Konning adskillige usandfæ rdige Poster over hans Velbaarenhed at angive, son1 hmi. aldrig skulde kunne gjøre bevislig. Forn1ener derfor paa det allerunderdanig~te fornævnte Christofer Nordhassel for saadan sine Gjerninger og Fængsels Undvigelse bør paa de t høicste at straffes og stande tilrette son1 ved bør.

Hvorpaa jeg paa det underdanigste en. rctmæssig Dom " er begjærendes, og at dette mit Indlæg maattc læscs, paaskri vcs og· inclføres i hvis for Retten vorder afsngt.

Kristiania, 27. Augusti Anno 1G61.

Werner Nielsen.

Saa sarnn1entraadte herredagen til doms avsigelse over den urolige listerbonde, og det var ikke sma:-ifolk, i hvis hænder han var· falden ; ti følgende herrer sat som dommere : Ha 1111 i ba 1 Sch c ste el til Nøragcrgaard, Rigcns skatmester, præsidcnt til Cmnmer Collegiet og assessor i Statscolle-

33 g iet, P e ·d ·c r R e ·et s til Tyggestrup, KongL l\f-ay. Cancelleet, Præsident ud_i CanccUi Colleg·io, Assessor udi ·QoHegio Status, og Befa·lingsmand over }løens Land, ,H r. N i'. l.s 'T;r o :l l e til T1X11lcholm, Ridder, · Stat.hølder · udi Norge . og :B efalings1nand: over Aggerhus:Lehn, H-r. H ·en 1~i k B. i ·e 1 k e . til Ellinggaar.d., Ridder7 Rigens Viseadmiral og ·B efa.lings1nand ov:e r Island, Johan C h 1~ is 1P h von 1{ o:r bi t ·z til Hi:1lerup, ·Rig~ns, Marsk, Assessor ·udi Krigs CoUegio · og Befalingsmand ·.ov-er· Kjøbenhavns Lehn, v ·e ·B i· e 1 k ·e tiL:Østeraat, ·I{gl. .Mayestæts Cantsler ndi N orge .ogBefalingsnu1nd oNer·B erg.eiihus Lehn, C 1 a u :s V On A:h 1 e f:e 1 d t til Brumstedt qg K:leine::Nør<itsehe, General ·over ~-ilitien i Norge, Obe1~ste tilfods saa og- Kt-igsr.aad, D O•kt H-a .n ,s· '8 vane, Ass.e sser udi Collegio·Status, Præsident ved Consistorio .og Erkebiskop, D ·-oJ{ t- oT · P e t '. e·.r B fi 1 c he, Assessor udi Stats · CoHegio.

Som .m an· ser, var der deng~ang iJt ke . spørsmaal_ :01n at dørrnnes av .s ine'. like. · Og hvor 1nange:Skatteply.ntlr.ing-e.rtend Lauritz Galtung ·o g hans· hustru Batbar.a Gr~bow ,,hndde ·.p:aa· sin samvittighet~- -saa veiede dette- .dog intet .for J1e:rrerne med de 1nang-e . titler naar en ussel bonde (øme»d i :dette tilfælde en velstaaend-e) vUde ta til 01ide imot :plyridring~n: Dommen blev derfor· som man .kunde vente.

Udi -sak nr. -40 er derfor i . auguat ",sa;gt saadan , udi Rette · melle1n · Christofer Nordhassel og Lagmanden Laun1tz Andensen U ndal, for han ·haver døm. t Nordhassel (for "han hav.er·- holElet Ting uden Ombudsn1and.ens Vilje . og ,Været ()prørsk imod Øffrigheden) efter tvende forordninger, :daterede 1-648 .og 49 at ·lide og undgjelde.

D·e fin it i v (upaaankelig Don1).. Ef4:er<li Christofe11 Nordhassel befindes fonnedelst sit ond.0·For:hold at ·hav·e- udgi-vet tven.de strenge·. Forplik,t er og denne.m ·!dog ikke .el:rerk-0mmct, mens :sine --:For,seelser siden den . Tid gravere · ·og~ større ·.g.jort, idet han nu over.bevises at have A1i-nii,e n. ti l ulovlig :F.orsa1nlinger og ufunderede Klngen1aal imø.d hans ·K ongelige l\'Ia,yestæts Rettigheder ·insti·geret :0.g · ellers ut ilbør.Hgen - om den høie Øvrjghed talt :Er for Retten afsagt, at ·Christofer . No·r dhassel bør· at straffes -i J ern og· Arbeide.

J)et :blev .-altsa~\ Sla-verLpaa :Ake11shus J:ør ::Cluistøfer.

1

:o

Or

3

. At den av Christofe1: reiste bevægelse nok har hat en virkelig ba.ggrund, · det. ser 1nan_·av et kong·ebrev av aug..

166.1, hvor lensherren forbydes at tving·e · bønder.ne, som var leilændinger, til nt fæste sine gaarde hvert 3die aar. Det har . de:· altsaa . maattet gjøre' og: hver gang betale' bygsel sum (tredie aarstæge). Men det var ikke ba.re paa Lister, der sporedes oppositionslyste1~. : I de sanime aar 1658-59 fik N.edenesbønderi1e sin fogd . avsat, og. hans eftermand var tri1et. paa live~... I Hallingdal var optøier pna tingene, ligneride bevægelsei~· høres . paa Kon·gsberg·, i Gudbrandsdalen, paa Heden1arken o. fi. '. steder. :Frede:n til Brømsebro 1645 og til.- Roskilde .1658 skilte Norge rned store og ·mægtige landsdele. · M:is~1.øi~n -utover landet var almindelig, og bevægelsen paa' Li!!iter va.i· et led . i den· almindelige.· Sorenskriver Normann, · som hadde seiret saa vældig, foTsømte sig ikke. Fogden fik øieblikkelig ordre til at beslaglægge haris: .eiendom111e. Dette protesterte Christofer mot i brev.. til statholderen dat~ Akershus fængsel 14/s 1662, og sa1ilme dag resolverer .statholderen, at ··fogden skal værsgo la Christofers bo være i fred, ela ~'Herredagsdommen intet indeholder .om, .at hans Boeslod er forbrudt". ~ · l\fen den · 13. mai søker Christofer · om,· at hans søn og · 'h aris tjenestedreng 111aa . slippe 111ilitærtjenestø, og to dage efter ·bestemn1er statholderen, . at ans·økningen skal indvilges .. 1 juni s. a. kommer saa Christofers hustru Lisbet, og forlanger utlevert hendes 111artds breve vedk. gaarden, · saa hun i til'fælde kan værge sig i' retten,:. og :statholderen tinder i resol. av 23. s. m. dette uat være .·billig!.". Sa111me utfa.ld fik Christofers forestilling av 12. juuf s. a. Han hat nemlig pant 200· rdlr. i en.gaard og don1 ..for . at ·kunne tiltræde pa1i.tet, hvis· 'ikke hovedstol og renter ·straks erlægges, og nu er der · gaat 2 aar, uten at pengene .er kommet. 23. juni gir statholderen ordre til fogden, at indsætte Lisbet paa gaarden. Da· Lisbet atter 12. aug.- 1664, da Cliristofer er kommen paa· fri fot, ar;.drager, hvorledes . sorenskriveren har ·fradømt hende avlingen og negtet hende at · faa pa.aanke dommen, og Christofer H1/s s. å -. ber statholderen gi fogden ordre til at vareta hans interesse paa skifte efter svigerforældrene hvor 1nedarvingerne under Christorers fængselstid har skaltet som ele vilde, gir

35 statholderen 14. scptbr. fogden behørig ordre' i saa : henseende, og der er ikke nei i hiu1s 1nund. San1n1e resultat opnaar han paa sin .UsL1plication." · ogsaa · av 12/s. 64 0111, at slots~ fogden paa Akershirn skal levere ham ko.ngebrevet paa gnarden 0g strandl'og·dbestillingen samt "den-.norske Lovbog\ son1 ·er blit liggende hos slotsfogde1i. 'D esuden har Hans Gra bow kjopt hal ve· Nord hassel · n.v kronen og vil jage Christofer fra gaardcn, dersom han ikke : vil kjøpe den til en bø'i pris. Statsholderen resolverer_· 14.- septbi~., at slots.: fogden skal utlevere baacle loven og · brevene, og Christofer har ret til son1 første fæs.ter at .beholde. gaarden, "som ikke ved Kjøb af en ·anden kan rygges".

Det ~r i det .hele tat . merkelig hvor velvillig . og eks-. pedit . statholderen viser sig baade 1not Christofer og hans hustru, og. det baade mens arresten varer og efterat han .er kommen hjem. Det er ikke utænkelig, at de gode herrer i sit hjerte kan ha dømt 1nanden anderledes, end. domboken kom til at vise~ . Og si~,a har man kanske ogsaa ·111ent, at en reisning av almuen slik so1n den Christofer hadde prøvet, ikke var til at spøke med.'

Efter hjen1komste~ sandsynligvis i _1662 kunde Christofer vanskelig holde sig i ro. Han laa ofte i processer n1ed bygdens folk, og da han hadde jordegods foruten i Vanse ogsaa i Hitrø, Fede, Bakke, Liknes og Grinnem, kom han let i klammerr med sine pantedebitorer og lcilændinge.

Vmrst gik det, da han 1673 kon1 i ugreie med sin gode ven og tidligere tilhæ nger P e t e r N o r m a n n. Christofcr eiede nemlig 2 huder 5 eng. i Ore, og denne gaard leiede Peter.

Under regnskapsopgjør røk de uklar, hvorunder Chri_stofer søkte sin hevntørst slukket ved til høkste øvrighet at ann1elde Peter Normann · for - nrnjestætsforbrydelse. livori denne bestod er ukj cndt ; 1nen forseelsen maa ligge nogen aar tilbake; ti statholder Gyldenløve befalede, at begge skulde sættes under tiltale, Peter for forbrydelsen og Christofer for han saa Iæ nge hadde tiet med den, og at lag1nanden i Kr.sand ~'i Stilbed" skulde pa··1kjende saken. Lagmandens dom faldt snart, n1cn ved kgl. resoL av~:rrfi,:73 -blev der git ordre til at utsætte eksekutio1ien. qver _.Ncn~inånn, ·indtil visestatholder en hadde crklrorct sig. .. Sa!{ens endelige ut- .

1

,

.

;-

. "

r

'·'

36 fald kjendes ikke. l\Ien i ·en -p roces, son1 16.74 opstaar mellen1 ·christofers hustru Lisbet Nordhassel og Peter Nørmanns hustru Birgitte A t 1a: k sd t r. lVI ørk ang. .avlingen .paa.

Ore, og hvor ,Lisbet ·og sønnen J a. k o b hadde ,øvet voldsverk og· derfor ·maattc bø.te ·6. . rdlr., oplyses at ·Chuistofers· bo og ·.e iendom ved oberho'frettens dom ·er ko'l1gen hjemfalden.

Christofer er formodentlig · død, inden dom·faldt -i saken. '}len ba.ns 1)0 li>lev beslaglagt ·og 13/4 1674 er der en , fo1~ret-· ning· paa NoTdhassel, hvor hans eMerladte bo .skal tas· i beslag efter at hans kreditorer har faat sit. Hvordan er tflgaat .eller ikke, ·saa sat· Ohristofers enke og søn i g·o-de kaar. Baade søn ug sønnesøn ansaaes· blandt · bygdens bedste ·1:nænd, og Christofers efterslægt sidder endnu·,paa Nordre Nordhassel den dag idag.

Broren ·-Sti Aamodt var vel saa .stenkt"indblandet i ChristofeTs affærer, at han fan'd t det raadeligst at utvandre. Ti 2 " / " 1674 var ha.us enke An n ·e Aamodt :indstevnet til Pede ting· · for . gj-æl<l, i ·.anledning Stis forpleining ,og beg·na-velse i Amsterdam 66 gylden 6 centilnes ·= 31· Fdrl. ·3 mark 12 skill. Anne og sønnen J a k o b S t i s e n søkte nok at væFge sig· .-med, at Tegniligen var for høi, men blev dømt til at betale.

37

S·fe v I ei k paa 6bl_ g_land paa: ste.m.na 23.- iuni 1913.

Sett ihop av Bjørg u 1v Olavsson Austad og B. Stu b se id.

Gut e n: · Dette -slengjer eg yve bør'e aa er her 1ioltfon som svore· ·toF'e?

Dette slengjer ··eg hit til deg: Her er ein liten som vaagar seg·.

Gjen ta:

Eg skal kve'e ~e du skal graate um du er alli so.· glad og: kaate; Eg skal kve'e so vent for d'eg,_ at du skal gløyme deg sjav' og meg.

Guten:

Kver vil .du hav' um. du ma.atte raa.de, ein rik og ljot hell ein greid og snaale.

Anten ein so ri~ at d.e t alli traut hell ein so ven, han var 1nakelaus.

Gjen ta:

Um <lei stod i rad um dei stod i line op; like rike og like fine; so veit eg vel kvæ eg korar ut.

Eg hev huglagt barre den eine gut.

Guten:

Um du maatte ble, kosse vil du velje -· eg vil no barre til beste telje Du veit at a·r mo'i ho er fæl og heve alli g-jort nokon -sæl. · ·

Gjenta:

Ko kann det hjelp_e un1 ,dei er rike, fyst det er alli av dei me like.

Ko kann det hjelp! uni 'an la~g paa gull, fyst at· hja-:l·t~kista er st1tefulL

38

G uten:

Ko hjelper venleik fyst cin skal svelte og jamt og stødt ette fø'on elte.

Ko hjelper venleik forntta mat, og ko hjelper greidleik med torne fat.

Gjen ta:

Ein rik og ljote paa dynne braka, ein laus og greide ~at i11n~ loka . .Ein dk .og lj~te , eg. al~i lei, · men ein laus og greide ai ai - ·ai ai.

Guten:

Tidt og traadt hev eg ·te' 'en gjengje, og alli nei hev eg av 'en fengje.

Stundo1n flotEt og stundo1n rott · og vassa fossan so mang ei nott.

Gjen ta:

Du som er no so sid og bugen, dn kjem nog sjella i gjentehugen.· Du som· er no so smal :og lang, du kjem visst. sjellit. i gjentefang. .

G ute n:

Aa, fyst eg barre vil noko bry meg; eg veit· 'kj_e gjent~ som daa kan·n· sky meg.

Eg veit 'kje gjente som seie neiJ so 1nykje trur eg, e~: kjenner dei.

Gjenta:

Du tar no alli.paa krullan' riste, di staute gjente, hæ skal du misse.

Du ska' 'e høyre me1:i alli faa; og dti ska' 'e dagleg for augon sjaa.

G n ten: . Kor er du. linda og lagd i vogga, so n1angt eit augo. son1 du .hov dogga ..

Ein kunne tru, du var skir son1 gull, men er hard son1 flinti og svikefull.

Gjent a: Snaal i orde ·og greid te' tala so sku' dei vera, dei me vil hava.

Snaal i orde og faktegreid, so sku dei ver' fyst me like dei. · , ·

39 Guten:

Daa eg kom ntaa Bjaafjøddbaran\ daa saag eg· av n8d i Langjeis g·aran'.

Daa saag eg av ned · i Langjeis grenn, d' ·e r mi den stautaste son1 der gjeng:

Gjenta : Likso1n bylgjun utaa ein fjore, so gnstar det av ein greid og fljote.

Likso1n bulgjun utaa eit hav, so gustar det fraa ein snaale kar.

Guten : No er det tid, at du hugen vender, no er det tid at du leiken ender.

No lyt for gulle du selje deg,. . · og _so lyt du gløyn1e deg sjav og 111eg.

Gjen ta: Det som Det som Guten:

No no No og

er so u1nog·eleg hugen vende strie Otre tebake renne. er likso vandt vende hugi 1ni, aa vende Otre baa stor og stri.

sprette lauve, no grønkar engje, batnar sute som eg ha' fengje. gjele gauken i Byglttnds li', no batnar sute i hjarta mi.

Gjenta : Kring ein so111 deg med slik dug og tanka hev eg nllstødt kjent at 111in hug hev vanka.

Kos kann nokon leve ihop med dei, som paa n1ntcn tenkjer og alli 1nei.

G n ten : Som nu tan blaane fyrst sole da1ar, so blotnar hjarta fyst gjenta talar.

Og kvert det ord ho hev te' meg_slengt, er son1 regn og sol paa ei tjurre eng.

Gjenta: Sullaren min hev du vore og spila basen kor du hev Og spila basen i kvcr den og leika langt inn i hugen

lengje gjengje. sving 111in.

40

A 11 e:

Det er <Jle.u lf>este som· Uve -gjeve, det er· aa allstødt d·e t g'Ode gje·re.

For· ·hev · eg. meg til det vonde· vendt, s.ø ·hev a:llstødt samvite ·i meg bren't.

A 11 e:

Gjev ly ~kes©le · di maR1tte skine, din1.lagBa. vare baa , Ljos: o.g fine.

Fyst du g-:jer so vel ··b:aa; mot 111ann og møy kann du: glad.e live: og s.æle døy.

'

41

Om handelsstedet' paa Harkmark og de dertil førende veier.

Først efterhaai1den son1 der ved anlæg av faste bryg.ger· ko1n bolverk, hvor fartøier kunde · lægge til langsk:ibs, og· der til lagring av va.rebeholdning.-en opførtes boder, hvori kjøp og salg kunde foregaa, n1. a. o. oprettedes kjøpstæder, forsvandt de av vort folk fra oldtiden av brukte. primitive -handelsplasser. Nogen kjøpstæder er opst~at der· de gamle -handelsplasser laa; men de fleste av disse kan kun paavises ·ved hjælp av tradition, de fremdeles bevarte stedsnavn og de· gamle veier. Enkelte tindes ogsaa on1talt i . historien.

H vad vor landsdel angaar, var den .første. betingelse for, at en handelsplass. kunde opstaaJ i regelen de11~ at der ·ved ·stra:nclen fandtes et nogenlunde flatt fjeld med saa dypt ·vand utenfor, at fartøierne kunde lægge sig sa.a nær dette, nt forbindelse n1ed land opnaaedes ved en lang bro, der paa ·pæleaag· a.nbragtes langs siden. Ethvert fartøi maatte føre ·sit byg·gemateriel med ombord. Dette bestod . a:v · den 01ntalte bro foruten en hel del pælestager, nogen til at lægge .broen · paia, efterat ele par 01n par var neura1nn1et i bunden og .forbundne med aag, nogen til at benytte til fæstighet iland. 01nbord i osebergskibet findes endnu broen liggende.

S1kjønt hærski bene var av en noget anden type end handelsskibene, byrdingerne, var dog den maate, hvorpaa man tilveiebragte landforbindelse uten anvendelse av baat den samn1e.

Forut laa man for anker. og ankertaug.

H Yor ikke lokaliteterne tillot det, maa tte 1nan nøie sig med en mindre heldig landingsplass end et fjeld, naar der .kun var dypt nok. . Var dybden ogsaa forliten, maatte· der mer bromateriel til.

Det -o.ftest forekommende navn paa de gan1le handelsplasser er Helle uten eller med tilføielse, j de fleste tilfælder Lahelle; 1ncn ogsa.a :Fjeld, Berg, Stein, Stad, Vold og Strand fo1?el,ommer med en tilfø.ielse i spissen av navnet.

42

Græsvolder ved seilbar elv med tilstrrokkclig dybde liketil bredden fintles ogsaa son1 handelsplasse, saaledes Torve i Lundeelven og Torve ved l\:fosby, efter hvilket hele den nedre del av Otras dalføre har faat navn. Peder Claussen skriver Torvedal, ni1 siei· man Torridal.

I uadskillelig. forbindelse med og· s01n nødvendig betingelse for, at der ved ei1 helle o. s. v. kunde opstaa en handelsplass, stod adkomsten dertil, veiforbindelsen ri1ed de 6n1Hggende bygder. Da forbindelsen mellern utlandet og han~ delsstederne og melle1n disse og bygderne utelukkende var henvist til sommeren, n1aatte veiene ikke føre over lange myrer. Var det ·nødvendig at . passere en myr, søktes den korteste overgang· paa tvers, og man anvendte da . klopper . og trandler .lagt tæt i tæt, for at hestene ikke slnllde søkke nedi den blaute myrjord. Pna an.d re fligtige steder, . men med fast burid under, eller hvor jorden ved ·hestebeinenes _ traakken i de sa.mme spor var tilbøielig til at bli fenet, eller hvor der var 1neget knuddrct, blev veien~ steinlagt. · De gamle lover indeholder de~aljerte bestemmelser 0111 aln1ænde . veier og deres vedlikehold, . om broer og ffaatcT (l'lytebroer) og 0111 færger og færgesteder.'. . I en retterbot av 29de .mai 1303 befaler kong -Haakon V l\Iag·nussøn, at der . langs landeveiene i Norge skal paa, hver hele .eller halve · dagsreise oprettes vakthuser, veifarende til nytte og almnen, der bodde ved veien, til forskaanelse. De skal helst lægges paa kongens gaarder, medens dog ogsaa biskopperne haclcle lovt at hjælpe til av deres -gods. Manden i huset tillotes at ·utsælge 1nat, drikke og hestefor 1/3 dyrere end gangbar pris, fritas for leding og .andre byrder og . tas i kongens værn ; straf fastsættes for clen, der drar av hus uten at betale. .(Langes klosterhistorie).

Ved siden av det offentlige har saavel klostergeistligheten som den aJ1nindelige geistlighet været interessert i befordring· og underhold av de veifarende. Herom vidner navnene paa flere herberger paa Vest-Agder, der maa være styrt fra et kloster, sandsynligvis Augustinerklostret paa Utstein, det eneste i Stavanger stift, samt de ved overfartsstederne opførte kirker.

Av langt større betydnin~· end nogen anden handels-

43

plass paa Vcst~Agcler · var I-Iarkmark.- Dette· skyldtes den .berømte n1andalslaks, hvis utskibning foregik herfra.

Straks.· vesten-for Taanes ligger den n1erckelige Ladstad .Harckmarckis Fiotd 1/2 rniel ind i · Landet, skriver Peder Dlaussøn. · · Navnet Harkmark ko1nmer av Ho~·g ellrr Harg, hellig:. ·dom under -aapen himmel, indrettet av opreiste ·stein, og ·mork, mark. Endnu er der paa sletten, . som omgir kirken, noge11 større og mindre stein, dels opreiste, dels liggende, de tre største er anbragt i kirkegaardsindhegningen. Da indretningen for gudsdyrkelse lagdes der, hvot det ogsaa av .andre hei1syn ,rar beleilig for folk at ko1nme sammen, viser ·navnet, at Harkma.rk har været samlingssted, ·før kristendomn1en indførtes og rimeligvis lang tid, før dette fandt sted. Kirkerne blev gjerne opført paa gamle· helligdommes :sted, og det kai1 av denne grund som paa grund av stedets vigtighet ansees som sikkert, at der er kor.nmen kirke ikke længe_e.fter kristendommens indførelse. Capella de Hargnarstadum on1tales 1307 som annektert Holum: Hargnar·Stad er likcso1n den nu brukelige skrivemaate Hartmark en almindelig· vilkaarlig presteforbedring .av navnet. Der . er -sna hard mark, ·derfor skal navnet skrives Hartmark, het det Den nuværende kirke er opført 1613. At ikke Rartmark kirke som saa mange andre smaakirker blev nedlagt ved reformationen, skyldes den omstændighet at den var en .an~et lovekirke, saa den for en stor del kunde opretholdP-s .ved gaver. Særlig skal hollandske sjøfolk ha betænkt den efter frelse fra havsnød. Kirkens inventar er næsten alt git av sjøfolk og forsynt med giverens navn. "Ladstaden" er beliggende paa fjordens sydside og bestaar av en lang strækning, hvor eler mange steder er. flatt fjeld rned dypt vand utenfor like til land. Navnet er Sla.gsfjellan, d. e .. de slage, næsten flate fjeld. Ytterenden av. strandlinjen heter ·Skottenebben, der tyder paa, at skotterne her har indtat · :trælast i n1iddelalderen.

Naar somn1eren kom, indfandt ind- og utlandskc skiber ·sig ved Slagsl'jellan og ·ornsatte ·sine varer mot landsdelens .produkter, laks, huder, skind og pelsverk. Handelen foregik _direkte mellem skib og producent.

44

Peder Claussøn nævner de varer, der paa hans tid .indførtes til lVIandal : ~ølff, Kobber, Klæde, Lærrit, Staael, Jern, Tin, · Korn, :Meel, lVIalt, Brød, Humle, Hamp, Høer, Øel ·oc anden Drick, med huis andet som Indbyggerne behø1ue.

Der er adsldllig, som tyder paa, at der ved Harkmar.Jf har været et stevne ved. den tid, vaar- og forsom-m erlaksen ·var færdig til utskibning, og at tidspunktet for stevnet har været Jacobsok, 25. juli. De bedste enger var da avslaat; en . reise til Harkma.rk var en behagelig avveksling i onnearbeidet.

Laksen i lVIandalsel ven er fra g·ammel tid berømt. Saa ·skriver Peder Claussøn : Denne Aae er ocksa-a den fiske-: rijgiste Aae paa La.x, .so1n udi dette· gandske. Rige er, hnilc.ken Lax ocsaa holdis oc actis for den nydelig.ste oc beste.

Og· der var ialfald til sine tider et betydelig laksefiske ri.

Av Aa.sefossens fiskeri gik der i aarene · omkring 1340 i aarlig leie 100 laks. Leieren var en indvaaner aN Oslø, som selvfølgelig maatte drive fiskeriet ved folk fra bygden.

Peder Claussøn skriver: Item anno 1550 oc nogen Aaringer tilforn oc der-epter bleff saltedt oc udført ud1 l\fandaU her paa Agdeside huert Aar mere end hundrede Lester Lax, foruden det som bleff forterret fersche, oc det som Indbyggerne saltedt till deris egen B-ehouff, thi · der var den Bonde der i Dallen som saltede 6 eller 8 Tønder Lax till sin Husholdning 01n A·a ret, oc so1nn1e vell 111ere.

Laksen utførtes i Peder Claussøns tid til Litbeck.

Utbyttet av kronens fiskerier gik til de kongelige slotter.

Om l\Jiorten Ba.ad, der oprettet lVIortensbua paa Ime grund, hetter det i en opteg·nelse av 1584, at ~'han førte et Aar henved 14 Læster saltet Lax av Norrig og i Tydskland og fik for hver Tønde 14 gamle Daler". I en Tønde gik 28 bismerpund.

I 1595 opfiskedes i Kjule og i E'uskelands høl "baade paa Konningens og Laugstolens Part ved Fem Læster Laks{' og i 1596 opfiskedes noget over fire læster laks paa begge lodder.

Provbrev av 15. mai 1611 oplyser, at en {'Dag fra Øgtedags Tid til anden Dag Daufremaal opfisket de Tie Tønder Lax, og var der Kast undertiden iblandt med, at de kunde

45 faa 1nere end hundrede Stykker Lax udi en Dræt, hvilket kunde skee saavel op i Køle son1 neder i Høllen udi Albrecht Scheels Tid. Endvidere anføres en Qvindes Vidnesbyrd om Køle og Fuskelands Fiskerier, at i Hei~rich B.rokkenhuuses Tid, da Lauritz Ras1nussen var foged over Mandals Lehn paa en : Tid fra Øg.tcdag til Daut're1naal igjen o.pfiskedes Otte rrønder opskaaren Lax, · son1 de hiemkiorede til Fuskeland."

Laksen utførtes dels i tønder som "salt · Lax", dels i stykkevis som "tørre Lax" (so1u vikalder spekelaks), tilføier Peder Cla.ussøn. ·Fisker-ieierne blev vclstilaende i det 16de aarhundrede.

Heder Claussøn skriver Eaa 01n :Mandals len, ka.Idet Mid~yssel: Dette er ikke ~t stoert Læn, 1nen hafuer dog forn1uendis Indbyggere, oc ·fromme . . . . . . . Oc kand dette Læn berømmis aff ald den Leilighed, son1 sagt er 0111 Nedenæs ·Lehn, oc · der-ofuer aff den megen La.x, som der ta.g·is baade i Topdal, Torvedal, Søgneda1 oc '.Mandal.

Fisken førtes vand veien til Harkmark; kun lettere . varer kløvjedes. Laksebønderne selv rei~te landreien . .Lalisen fra Søgneelve11 og Undalscl ven blev ri1neligvis ogsaa utrørt fra Harkmark.

Naar forretningerne saa var bragt til ende og -kaupkanden drukket ombord, samledes bønder.ne paa Skeide, Skeie, det sted, hvot de, som skulde hver sin vei, tok avskeid 111ed hverandre. De hjem1nefr.a. 1nedbragte øldunker v;ar nu fyldt med tysk øl, og kauske der vanket "anden Dri~k" · ogsaa. Ridehestene blev prøvt, og lystiglH~ten stod høit, indtil avskedsøieblikket ko111 . 9g man begav sig paa reise ·over til sit hjern :ad de gamle vante veier. Der var vadested over Renna og vist ogsaa flytebro. Her var skeidveien, skilleveien. Manneveien førte n1ot .nordvest gjennmn Holu1n sogn o~; Fagerskaryeien n1ot. sydvest gjennen1 Halshaug sogn. Saasnart man ad l\'Ianneveien naadde da.len, var der herberge pa.a Ytter-Torp. Min far paaviste dets plass paa sletten under fjeldet nedenfor husene og j~g synes hestemt at erindre, . at han sa, at bygningens ·grundrnur endnu kunde .sees i hans _ungdom.

Ved )lidt-Møll gik ~en mest befærdede vei over til elvens vestside. Kaddeland, av at kalde, rope paa færgen,

var ·baade færgested ·og tingsted. Det 01~ vanskelig· a.t· foresti11e sig, hvorledes her har set ut · i oldtiden og· n1iddelalderen, da elvebrudd ganske har forandret forholdene. Saa1neget kan ansees sikkert, at l\Iidt-1\løllsøiene · ikke· har eksistert. .

Næste herberge var Klosteret paa det . :'ga.ml~ Fuskelands grund, anlagt paa . et punkt, hvor sommerveien over, Hohneslands-aasen, og vinterveien over Aasev·a ndene skiltes . . Gaarden Fuskeland, av Fisk, her laks, var 1ikeso1n nabogaarden Holum, Holheirn, av hol, lav forhøining paa en' ellers lavtliggende flate, krongods. Sandsynligvis f Haakon V 1\1:agnussøns tid er Fuskeland blit -delt saaledes, at Fodnebø, den gan1le gaard, altsaa hovedbøllet, er git til prestegaan.i:; Aasefossons fiskeri til St :Maria kirke . i Oslo, et av .de av.

Haakon V stiftede -saakaldte 14 kongelige kapeller, og son1' han meget berikede, 1neclens kongen selv beholdt . det øvrige Fuskelnrid med tilliggende fiskerier. Alv Olafssøn, eier av gaarden Gulle,n i Osio, var i 1339 leier av Aasefossens fiskeri.-.

Ved den fra Harkmark gjennom Halsaa · sogn førende vei var der herberge i lVf nnkestø pna l\frillnø og tillike" færg:ested over lVIandalselven. Navnet Malmø, oprindelig l\Ialnø, k:01nmer av n1al, . kampestein, malet. i elvens jette-. . gryter, og l\tlandal, oprindelig l\Ialnardal, · kommer av det samn1e. Tværsover for l\Iunkestø laa Halshaug kirke. .Vecl elvebredden var skillevei, en vei førte . op bakken forbi kirken til Halshaug -· av beliggenheten paa halsen mellenf elven , og- Skogsfjorden - og videre, en anden sydvestover til Saano1n, sammensat av sog, hvirvlende strøm, og nome; trangt sund, hvor vandet strømmer incl og ut . efter vandstanden utenfor. Paa Saanom var kirke, og i forbindelse n1ed denne har antagelig overfærgningen staa.t. uso1101na sokn" nævnes i et brev av 8. septernber 1409 .. Det ser ut til, at kirken har været annektert Valle. T01nten ryddetles on1kring 1845. Der fandtes i grnndcn adskillige _tynde sølv-. rnyn~er som sedvanlig under kirker fra 1niddelalderen. Videre vestover førte·. denne vei 1il Hogganvik og Lande, hvor der like · ved garnrnel vei ·paa Hogg[lnvik grund efter et stedlig sagn skal ha staat kirke. · Kirkestede t paaviscs cndnu; og frei11deles levc11do folk . k tln erindre trappestcnen. Der .

47 er intet urimelig i, at her kan hn været et herberge 1ned kapel like ycd overg'nngen gjennem heiene til Valle, hvortil veien førte, og hvor der ved · kirk<.:n var færgestcd over Undalselven. l\Ied Songdal stod flarkmai·k i forbindelse .ved vei, so1n førte til Hollesvik: ved Trysfjordcn. Herfra frc·1~gedes til fjordens østside, hvorfra veien gik om Knibe til Presthus, hvor navnet angir, . at der har været herberge. Videre .førte veien til Repstnd.vandet, hvor der færgedes over til Vasbotten, og· forbi Lunde til Tangvall. Her var ·skille for vei, son1 førte til overfortssted over Søgneelven ved Søgne kirke, medens den anden gik over tingstedet Klepland op dalen til Greip.s tad kirke, .hvor der ogsaa var overfartssted.

Det kan ikke være nogen tilfældighet, at ikke 1nindre end 5 kirker paa strrokningei1 Song;dnl-Undal er opført ved o·v erfartsstcder. Hensynet til den ·1ette adgang for geistligheten til ·her enten selv eller ved tjener at skatte de reisende,. synes at ha været det beste1nrnende for kirken1es

anlæg.

Allerede da Peder Claussøn skrev i 1613 var "den 1nerckclig·e Ladstad Harckmarckis Fiord u en saga blot. I 1533 Bøker endnn lakscbønderne til Hark1nark. Før 1569 er fiskehandelen overfort til l\Iortensbua, hvor den driftige· handelsmand og skipper l\Iorten Baad drev · foq}rang; og tir Buan . i det nu'værende _1\Iandal. Beretning·cn 0111, · at Mandalsclvcn mcllem l 600 og 1690 skal ha forandret løp ved rnunclingen, kan ikke være holdbar. Har dette fundet sted, maa det være ske~ld længe før. Borgerne i Landskrone, der var i : besiddelse av et pri viligium paa at drive handel i Mandal, har nu anlagt faste bolverksbrygger og opført boder, hvor ornsætning kunde foregaa til enhver tid. Trælastc11. der eftcrhaanden blev det vigtigstc produkt, var med hensyn til utskibning bundet til nærrneste sjøhavn, og de øvrige produkter maatte følge efter, centralisationen gjorde sig gjældende som ved ethvert a11dct kjøpstadanlæg. .Jeg bringer d'hrr. Ths. Hansen, Skeie, og lærer Peter Lunde min forbindtlige tak for n1eddelte Yærdifulde oplys· ninger.

P. }folniesland.

48

-Fr-a a · uf r-e·d·-s ti di.

Søgnefolk -som var med.

Ved Peter Lnude.

Dei største hel!1dingarne i 1814 og tidi næst fyrr er knytte til Austlandet, ·son1 ventande kann vera. Der laut storparten av -heren san1last til aa lwlda svensken . ~te. :Olen sjøuygderne · sunnanfjclls la.ag _ meir inn paa fien:den naar : han ko1n ,sjøveges, og <.lesse bygd erne lnut taka hardaste støyten fraa den kanten.

Etter dei scgnerne eg hev ra.aka. paa fraa ufredstid-i, ser det ut til at minsteparten av mannskapet son1 var ute her !'.raa ·bygdi, var med til lands i dei nari. Dei aller.fleste gjorde tenesta til sjøs, an ten n1ed dei store herskipi -eller: med kanonbaatar.ne her heime.

El i as Ni 1-s sen TT y (1770-1846) hadde vore -1ned i ufreden. Han -fortalde korleis dei hadde ,styrkt sBg til striden : Mi drakk krud o brennevin, so boi rrJi so modi, mi sa bare : Gje han ville komme!

Ved svenskegrensa.

Jon 1{ n n d s ·e n Aas tø I (1786-1870) var rned ved: svenskegrensa. Dei var so :pæte innpaa · fienden at dei -saag vakterne. l\fen sjølve herflokken heldt seg attmn ei -·høgd.

Nord1nennerne gjekk vakt paa ein knaus. So var ,det ein dag det sm·all eit skot fri.ra norsk sida; kven · s01n ·hadde løyst skotet, korn aldri 11pp. ·Den svenske vaktmannen son1· stod .nærast, vart so skræmd at han kasta byrsa- og tok-pa.a sprang. Han sna.ava og datt i koll tvo -gonger f,yrr -han' vart burte attum høgdi. Sidan drog dei vakterne lenger attende so · dei -ikk.je skulde .skjota paa einanna.n 11løyves.

Vesterlehningarnc kom ,ikkje i nol<o slag paa . den . sta.den, for dei vart avløyste av Lergcnhusingarne.

49 1I ans K nu el s c n R cp stad (1782- 1855) hadde

aLi

vorc med paa grensevakti. Han hadde so nær skote krunprinsen ein gong <lei skulde salutera. Hans hadde gløymt aa faa lade-bolten ut av byrsa, og daa skotet small, for bolten frammn hovudet paa prinsen. , .:·.

Han var med ein gong dei gjorde eit lite innfall -.i .., · Sverike og skulde gjera herfang. Dei visste . um ein stad. svenskarne hadde upplng av mat og klæde ikkje langt fraa ·, grensa, og dei hadde fenge njosn um at der var lite vakt.

Dei hadde med seg hestar og kjerror til aa køyra herfanget heim med. lVIen dei fekk ikkje stort for umakeri, for svenskarne hadde flutt det meste av sakerne burt fyrr dei ko1n. Heile herfanget var .tri tunnor salt og nokre gamle klædesplagg. Da.a det vart gjort i pengar det so1n fall paa soldatarne, fek dei umlag tvo skilling til manns.

Aue n Jenssen Eig (.1791-1861 ) var au med til svenskarne laag paa kvar si sida lands. Nordmennerne av ei elv og skaut paa eina.nnan med kanonorne. Sven- . skarne hadde berre ei kanona so1n r.aadde yver, sa Auen; dei kalla henne "Skjegga u.

Der var slik ein vaae millon1 nordrnennerne; han klædde a.v seg ein dag, og la til sums yver elvi til . fienden.

Daa han kom yver elvi; bar han seg aat son1 han var galen ; han gjekk der millon1 svenskarne spildrende naken og fann paa allslag gapstykke. Dei hadde berre moro med han, og so fekk han raada seg som han vilde. Han gjekk n1ed eit kritstykke i handi, og sette krossar paa alle hestarne og folki. So gjekk han upp paa batteriet, og gav seg til aa setja merke paa kanonorne au. Men daa han ko111 til "Skjegga", gav han seg sers ·god tid. Han krita yver heile 1nundingi so det lyste lang veg.

So sumde han yver elvi att, og fortalde at han hadde vore av og merkt "Skjegga". Der var ein som var so glup til aa sikta ; han vart tilsagd aa sikta. paa "Skjegga" med ei av dei beste kanonorne dei hadde. Han sikta lenge og vel; det var greidt aa sj_aa den kvi te 1nundingi 1ned det svarte holet i midten. Daa han var ferdig n1ed siktingi, small skotet, og kula trefte beint i 1nundingi paa "Skjegga,,,

og

4

50 og slog ut heile botnen i andre enden. Daa kunde svenskarne skjota so mykje dei vilde 1ned dei andre kanonorne sine. l{ulorne gjekk berre i el vi, sa Auen.

Det var helst berre reint . smaa fiktingar, folki vaare hadde vore med i, lyt 1ne tru. Etter det segnerne hev gøyn1t, kunde dei fortelja at clei .hadde drepe ein svenske eller tvo, .dei som hadde vore med i noko slag. Og naar <lei hugsa so vel paa slike einskilde hende, so kann ikkje mannaspillet hava vore mykje stort. Elles hadde citt liv gjort lite til eller

fraa.

E'egni nemner nokre faa andre so1n var med til lands, og kom vel fraa det: 01 e Asbjørnsen Lunde (1789 -1844), Jørgen G u n d ·e r sen Sju stø 1 (f. 1793), l\f orten An eler sen Eig (fødd paa Sødal i Otternes) og Erik Bessesen I{lepland (1791-1839). (Dei hev nemnt ein Knud Eige stø 1 au som skulde hava vore med, men eg finn han ikkje i folketeljingi eller pr0stebøkerne.)

Det var visst ikkje ofte det gjekk brevsending rnillom dei son1 var ute, og hein1efolket. Poststellet var ikkje rart i dei tider, og faa var det som kunde skriva. lVIen segni hev gøymt ein stubb av eit brev fraa Erik Klepland daa han . laag ute i ufreden. Han skreiv heim til broren um korleis dei hadde det, og kva han tenkte mest paa. "Det skulde være gildt at konune hjem og hilse paa 1nin kone, men langt gildere at sidde hjernn1e paa bakken og se paa min fine hest", skreiv Erik.

Strandvernet.

Der vnr vakter og signalstasjonar paa dci høgste fjelli og ute paa øyarne. Paa Stokkelands-veden . var ein stor vedstapcl, og In g e bre t Stokke 1 a n d (17 49-1815) var "vedefude". Dersom dei taa.g engelsmennerne gjorde landgang, skuldc dei varskua vedefuden. So skulde han tendra baalet, og daa lant strandvernet samla seg 1ned clei vaapen dei hadde . .

Alle dei 1nenner millon1 16 og 50 aar so1n ikkje var ute 1ned her eller flote, laut vera 1ned og verja, bygdi : um ,

t1 det trongst. l\fcn dette strandvernet var visst ikkje stort verdt, avdi dei beste folki var ute; Ikkje var · dei rart væpna heller. Dei fleste hadde ikkje ·aI'.ma ,,.aapen enn ein ljaa fastbunden paa enden av ein stake.

Og dei faa byrsorne dei hadde, var ikkje meir enn maatelege dei heller alltid.

F r e d l' i k R a s Ill u s s e 11 A a r O s (17 60-18 f4} møtte fram med ei gamall flintebyrsa forutan laas, og han var 'Cndaa ein av dei som hadde litegrand aa seg'ja. Han var førar for ein liten flokk av strandvernet. Han reid att og fram paa Sti-sanden med den . laaselalise byrsa si, og saag etter fienden. So var det ein dag . han saag noko raudt paa fjelli. · Daa rP-id han til gards i tanande renn, og skreik at dei rnaatte koma; han hadde set engelsmenner paa fjelli utnied sjøen. Daa dei saag etter, var det berre ein liten g·ut, son til Jon Aa.ros, som gjekk n1ed raud trøya og leika seg der ute.

Strandvernet · vart skipa i tvo lag eller vaapenarter, ·det var skyttarar og ljaa-1nenner; og so var·kvar vaapenart skift i 1nindre flokkar. Øvste hovdingen deira var "h'[ ort c 11 ·La n g e fe 1 el t i Hellesund. · Ein aniian hovding · av ei · laagare rangsklassa var Anders Hansen S o 11 g vi g .(1760~1824) .

. Anders hadde øving med - skyttarane ein gong ; dei brukte badstovedøri til skiva. Daa dei hadde skote eit bil etter døri, høyrde dei nokre fæle skrik fraa badstova. Daa · dei kon1 burt og skulde sjaa etter, fann -dei Sille l\!Iaria., kona til Anders. Ho var mest vitskræn1d. Ho hadde krabba seg ·bakun1 omnen, so dei ikkje skulde drepa henne;

Kanon baatarne. , Det strandvernet 1ne hev tala um, hadde ·visst ikkjo stort aa seg'ja, 1nen kanonbaatarne gjorde ofte god verknad~ ·helst naar veret var slikt at dei kunde vaaga seg ut : fraa land. Derson1 eit engelsk herskip ko111 · inn imot skjergarden og fekk stilla paa · seg, daa var dei leduge kanonbaata.rne faarlege fiendar. Dci rodde so nær innpaa fieriden so1n dci

torde, og skaut av kanona langsetter det fiendtlege skipet, som ikkje kunde fa.a b1:ukt kanonorne sine til svars, avdi det var for seint i vcndingi.

Der laag jarnt nokre kanonbaatar i Hellesund under ufreden. Ein gong kom eit · lite engelsk herskip inn vestanfor Hellesund, og kanonbaatarne heldt seg gøymde og laga seg til aa taka in10t det naar det kom inn millom skjeri.

Dei hadde slik yvennagt, at <lei kjende seg· trygge pa.a dei skulde greida engelsmannen. l\ien so1n dei heldt paa aa stella med kanonorne, gjekk det av eit skot fyrr dei vartlest.

Daa _engels1nannen høyrde skotet, snudde han med ein gong og stod til havs ; og <lei so1n laag og venta, laut nøgja seg 1ned aa maka sinne paa den stakaren so1n hadde løyst skotet.

Jo n O 1 sen T ra ane (f. 1788) var med kanonbaatarne. Han hadde fenge eit stygt sabelhogg i panna. Det synte eit raudt 1nerke etter hogget so lenge han livde. Dei leid mykje vondt, fortalde Jon. Det var slitsamt aa ro dei tunge baatarne; og matstellet var ofte ringt. Dei laut venja seg til aa. eta maten kokheit. Men det gjekk det au, sa Jon. Naar dei hadde ete slik gloheit mat tri gonger, so vyrde <lei det ikkje seinare. Lite svevn fekk dei au. Dei sat tidt og rodde, og duppa og sov 1nillom aaredragi. Han var med og rodde frau Kslstiansand til Bergen. Aarorne var 16-18 fot lange, so dei fekk kjenna det i armarne.

Han var 1ned og entra ein engels1nann. Dei hadde skote so 1nange jclrnstaurar og stenger i sida paa han, at det var so1n aa stiga upp etter ei tropp. l{n ud Christensen So ngvlg (1790-1863) var au med kanonbaatarne.

Ni 1 s Danielsen Am fe neset (1791-1865) var 18 aar daa han vilde til aa gifta seg, 111en han var ikkje konfirmert endaa. lV[en han vart hindra ei tid fraa baade konfirmasjonen og giftarmaalet, for han maatte ut med k:anonbaatarne, og han stod i tenesta i tvo aar. Han var med dei kanonbaatarne som k01n for seint til · aa hjelpa "Najaden". :_og dei andre skipi ved . Lyngør. Dei rodde so dei sprengde seg . mest, for aa naa fram i tide. Sjefen kom fraa gjest~bod og .yar . drukken. Han gje!dr att og fram rnillon1

5-3

guta.rne, og banna og sparka dei for dei rodde ikkje fort nok.

Daa Nils vart fri tenesta og skuldc lesa til konfirmasjon, formante presten han: "Du maa stræve og se at bli konfirmert, du som skal gifte dig."

Ni 1 s K n u ds en. Skarp ei d (f. 1784) var au med kanonbaatarne ved Lyngør. Ein baat heitte "Holst" og ein heitte "Barfod".

Millom dei som vart særde i dette slaget, var ein Jørg e n Eg, halvbefaren matros. Han ·vart innlagd paa . sjukehuset; han hadde fenge "høire øie beskadiget, ansigtet forbrændt". Han vart utskriven 14. jnli (slaget stod 6. juli 1812).

0 1 e Kr ist e n sen K j e 11 and (f. 1788) fall i slaget.

Valborg Kjelland, mor hans, kunde ikkje fa.a seg til' a.a tru at han var fallen. Ho gjekk jamt paa Fossebrotet austanum garden, og venta paa at han skulde koma hein1 att.

"Prins Christian".

Mannskapet paa herskipi var fraa gamall tid mest nordmenner, og det er greidt at ei sjøbygd son1 Søgne alltid skaffa mykje mannskap til sjøverja. Naar ein ser i gamle skiftebrev, finn ein rett som det er at ein eller fleire av mannservingarne hev vore "fraværende udi Hans l\fayestæts Søe tjeneste", og slik var det so lenge dei hadde floten.

Daa engelsmennerne hadde teke den danske floten, hadde dei ikkje att 1neir enn tvo av dei beste herskipi. Det eine var "Najaden~, og det andre var "Prins Christian". Det siste · var eit linjeskip, og n1ed dei aller beste dei hadde. .

Der var n1ange bygdefolk son1 gjorde tenesta med "Prins Christian". Dei nemner fire berre fraa Repstad, endaa den garden ligg helst inne i fjellbygdi. Ein av dei heitte Jens Rep sta. d; eg hev ikkje funne hari i prestebøkerne.

G u n d e r i B e k k e v i g a hadde post paa bakken med "svalebaljann" og "handgjeværann". "E hadde et lide handgjevær, e laa o knatte o skaud 111e," sa Gunder.

54

Daa Gunder var gamall og skral . og sengjeliggjande,. var det ein g·ong det kom ei gjenta inn til han, og vilde. sjaa korleis han hadde det. Ho spurde um han hadde ei kristeleg bok, so sk.ulde ho lesa litegrand for han. - E har "Gjest Baarsen '', sa Gunder. De finst ikkje anna bog her i huse. Ho e go nok den. u Prins Christian" laag my kje i Kristiansand. Sumtid sette dei 1nannskapet til arbeid paa verva.ne, daa tente dei nokre skillingar utanum hyra. Det kom vel med aa hava nokre skilling·a.r i lumma so dei kunde kj øpa seg eit maal mat imillom, for det var heller skralt med kosten umbord.

Ringt var dei . klædde au. Dei fekk ikkje andre klæ de enn nokre seglduksplagg, buksa og buserull. Dei 1naatte sjølv syta for underklæ de.

Hans Hansen Lunde (17 87-1 873) v ar med "Prins Christian" lenge. Ein gong dei laag i Kristiansana, hadde mori og kona hans- ~krapa ihop litegrand n1at og · klæ de til han, og so gjekk dei til byen med elet. Dei kom greidt umbord og fann han . 1\1:en fyrr dei gjekk i land att, kom det ein engelsmann siglande inn.paa fjorden. Dei sende kvinnfolk.i ned under dekk, og gjorde klar til aa taka imot fienden. K vinnfolki sat p aa ba.njar en ; de~var so ræ dde dei heldt .paa missa v itet. Dei berre v enta det &kulde bera til . vers eller til botna.r i kvar stuncli. l\:Ien dei- slapp · fraa det n1ed ræ dsla. Engelsmannen stod ut til havs att, han vaaga . ikkje · aa taka paa dei.

Daa ''Prins Chr istian " vart øydelagd (22. mars 1808) h adde han my kj e nytt mannska p un1bord. Dei sette .200 . sjuke mann i land i Kjøpenhmnn næ st fyre det siste slaget.

Paa lista yver dei son1 var fallne i dette slaget, finn me . ein som heitte O 1 e O 1 s e n fraa Søgne. Eg v eit ikkje k ven han var.. Utanun1 han veit eg u1n tri andr e fraa .sokn i son1 . v ar 1necl i dette slaget; men der var v isst mange fleire.

Ga bri e 1 La r s e n R ep s t a d (1781- 1855) var ein av dei. Han vart "kvesst" av ei byrsekula. Ho hadde s lite av hælsena paa den eine foten so han vart halt. Dei som var t "kvess.te", vart h eilt frie for k ongens tenesta, endaa un1 det v ar berre ein liten skade dci hadde fenge.

T ø n ne s A a 11 e n s en Ei g (f. 1780) og ein til s_tod

55 att aalcinc paa. øvste batteriet og stl'idde n1ed ei kanona so godt <lei kunde (elles var <lei seks aatte mann). 1\Ien so vart dei kalla ned paa næst øvste batteriet.

K r i s t i a n T o r j u s s e n H æ v a a g e r (1780-1844) hadde post i merset under slaget. Dei fyrste son1 hadde vore paa post der, var fallne alle ihop. So kom der nytt mannskap, og Kristian var ein av dei; halvparten fall . .

Kristian slapp fraa det n1ed aa faa alle fingrarne paa den eine handi avskotne av ei byrsekula. Dei vart hangande i skinnet, men han berre gav eit slag med handi og ·slengde dei ifraa seg. ·· Der var tri andre bygdemenner som var med "Prins Christian~'*), men -det er ikkje visst at <lei var med i .d et siste slaget. Det var Peder O s m u n ds en .Ei g (f. 1767), Andreas Berntsen Borøy (f. 1777) og _ Gunder Jlanssen Eig.

6µnder Hanssen

var fødd paa Eig umlag 1766. Danskarne knlla han berre "Den lille nordmand ", og· det stod agg av den vesle nordmannen heile flotcn yver. Det skal endaa vera skrivi ei bok un1 han, fortel dei.

Gunder var liten paa vokster., 111e.n han var dugdeg spræk likevel, og framifraa mjuk og ledug, so han kunde leggja <lei i golvet dei so1n var mykje større enn han sjølv.

Daa Gunder vart utskriven til kongens tenesta paa sessjonssmnlingi paa Lunde, slapp Rasmus Berge heilt fri.

Dei mistenkte han for at han hadde kjøpt seg fri. Gunder Hanssen banna og stegla at han vilde vcra fri han au, men det nytta ikkje.

Der var so store fløy knappar paa dei gamle herskipi.

Det var eit karsstykke aa entra til topps og leggja seg paa magen paa fløyknappen. Det var berre dei mest uvyrdne *)

Beint G n t to r ms c n Berge (1773-1831) og B c s se Larsen K l e p l a n d (1764-1828) var au med i Kjøpenhamn i nfredstidi: men det er ikkje sagt dei var med "Prins Christian".

56 son1 vaa.ga paa det. :Men Gunder sat paa fløyknappen, og drog trøya av seg og tok henne paa seg att. Det gjorde ingen av dei andre etter han.

Daa han kom ned, ropte sjefen han burt til seg. "Der hev du ein dalar (eller um det var meir) til drykkjeskilling", sa han. "Men ~jer du det ein gong til, s,o skyt eg deg", sa han. . F:in gong skulde Gunder feitta kryss-stongi. Sjefen gjekk nedunder. So kvelvde Gunder feittpøsen i hovudet paa sjefen. (Det 1naatte verå eit slag olja eller brædt feitt dei brukte, sidan det kunde renna). U m det var eit gapstykke eller hemn, eller det var vanvares det hende, veit eg ikkje. J\Ien strafflaust kunde dei ikkje smyrja ein sjef med 1nastrefeitt, det var greid skuring.

Dei sende 18 n1ann til vers og sknlde taka synda.ren, 111en han flaug som ein katt, so dei fekk han ikkje. Han flaug fraa den eine toppen til den andre. Men paa slutten vart han so trøytt, han kunde ikkje meir. Daa fira han seg ned flaglina fraa mesangaffelen, og gjekk burt til sjefen og kasta seg paa kne og bad u1n naadig straff. - "Eg tenkjer du hev fenge straff nok", meinte sjefen.

Ein gong laag alle skipi jamsides i Kjøpenha1nn, 1ned ad1niralskipet i midten. Admiralen heldt lag paa skipet sitt, og so skulde dei strekkja flag fraa topp til topp. Daa dei heiste flagi paa ad1niralskipet, gjekk dei uklar. Gunder var med det tridje skipet ifraa. Han vart so sinna daa han snag kor keiveleg dei bar seg aat, at haaret reiste seg paa han, fortalde Per i Ha'en, han var 1ned san1e skipet.

Gunder tok spranget og hoppa fraa skip til skip, og for til vers paa ad111iralskipet, og hankla. seg fram etter togi so det saag ut som han hekk i lause lufti.

Det kon1 nokre fruor ut f.raa kahytta. Daa dei saag korleis han hekk i lufti, bad dei nokre av gastarne gaa upp og hjelpa han, so han kunde koma vel ned att. J.VIen daa dei kom upp, hadde Gunder klara flagi, og· so for han ned etter ein laus ende like til dekks, og attende til skipet sitt snøggast han vann.

Etterpaa tok sjefen hans heile n1annska.pet paa dekk, og spurde kven det var som hadde gjenge fraa skipet hans uløyves og klara flagi paa adn1iralskipet.

57 Gunder steig fran1 for sjefen, med hatten under arn1en, og bad 'un1 naadig straff; det var han som brotsmannen.

"Det skal du faa", sa sjefen, "du skal faa naadig straff.

Sjaa der hev du ein femdalarsetel. No kann du gaa i land og faa deg litegrand 1noro etter strævet ditt."

Der var ein av offiserarne, som hadde 1ned provianten aa gjera. Han hadde alltid vore leid med Gunder, og Gunder var no ikkje alltid so greid, han heller. Men dei laut lita seg med mangt den gongen, dei som berre var smaafolk, og dei hadde strenge reglar aa gaa etter i ten esta. N aar dei vart pipne paa dekk, so ropa baassmannen: "Alle mann paa dekk! og siste mann høyrer meg til." Den som kon1 sist, fekk nokre dra.gav baassmannstampen, so var <lei trygge paa at han snøgga seg næste gongen. Tampen sveiv yver hovudet paa dei jamt, og naar dei hadde vorte straffa, 111ed rett eller urett, laut dei atterut til sjefen og "takka for naadig straff".

Daa Gunder var avmynstra, gjekk han ut or rekkja og spurde sjefen: ":Maa eg no pryla den offiseren son1 hev vore so vond n1ed n1eg ?~' "Du kann visst ikkje gjera han noko, so mykje større og sterkare han er enn du", syara sjefen. "!t'Ien vil du va.aga deg, so kann du gjera so1n du vil, no du er fri tenesta." .

Offiseren var stor og sterk, so han kjende seg heilt trygg, daa Gunder tok paa han, og heile 111annskapet stod i rekkja ikring dei. l\1en i næste augneblinken kasta Gunder offiseren til vers, so han stupte kraake og vart liggjande so lang han var paa dekket. So tok Gunder av seg den eine skoen, og gav han tvo tri dugelege slag i enden, medan heile mannskapet skreik "hurra!"

Daa Gm.1der var heimkomen, gifte han seg med ei gjenta fraa Øyslebø sokn. Bryllaupet stod paa !{lampen, men dei reid til Øyslebø og vart vigde, avdi <lei laut vigjast qer bruri hoyrde heimA, den gongen. Torgjus i Lundlia og · Kristian Stokkeland .var "Ieigesveinar" i bryllaupet.

Der vsr tvo brurpar som skulde vigjast same dagen i Øyslebø kyrkja. Gunder kon1 fyrst til kyrkja n1ed fylgjet sitt. Han gjekk øvst upp og sette ~eg i innste stolen. Presten visste ikkje kva det var for ein kar han hadde fyre seg.

68 Han kon1 inn og sa Gunder skulde· sitja nedst, avdi den andre brurgo1nen hadde vore i kongens· tenesta. "Nedst!" sa · Gunder. "Skal eg staa nedanfor den gyplingen? Eg hev· tent kongen i n1ange anr, og eg tener kongen e.nno. Vil du vigja meg, so er det vel; vil du ikkje, so kann det vera."

Gunder let seg ikkje rikkja fra:1 plassen sin.

Dei skulde hava hu1nmar til middag i bryllaupet, dei laag pna bordet i eit dryftetrog. Daa nrnten var framsett, talde Gunder humrarne, og so saag han at der var ein burte. :Men dcut vart han so sinna at han for upp fraa sætet, og 8prang yver bordet. Han hoppa midt i hummartroget so hu1nrarne skvatt um han.

Daa dei hadde ete, fekk han ei sinnesrid att. Han hoppa fram paa golvet med ei byr~a i kvar hancli, og vilde fara ut igjenon1 glaset. "No skulde han fara til Øyslebø", sa han, · "og der skulde han gjeva dei, so dei skulde liggja n1ann etter mann."

Dci hadde mykje stræv fyrr dei fekk stogga han; han Aar ikkje god aa, greida, naar sinnet stakk han. Han kasta ut seks soldatar ein gong i eit losi i byen.

Han hadde eit jordstykke og hus paa Tangvallsmonann. Daa hnn vart gamall, gav han seg i folga til smeden i Høllen, og der livde han dei siste anri sine. Srneden var gastgjevar, so det . vanka ein drope sterkt einkvar gongen.

Der var ein svær rugg fraa Greipstad sokn sori1 gjekk og briska seg i gastgjevarstova cin gong. Gunder sat og lydde paa. han eit bil~ 111011 sistpaa stakk si1mct den ga1nle. Han r eiste sig og for paa Grcipstad-karcn, og gav han ein under oyra so han vart liggja.nde paa golvet. som ein slagta kalv.

Gunder hadde ein son son1 heitte Hans. Han liktest ikkje paa far sin. Han var tungvoren og lat. Dei sa det var sumtid han sovna 1nedan han sat og aat. Gunder vart jamt i ulag· naar dci nemnde sonen.

Guttor Udjus ·sat og svalla 1ned Gunder sumtid. So var det' ein gong Guttor sa: "Dei hev kje kon ein matros i . Norig s01n er noko verd.(' "Hvein er det?" spurde Gunder forviten. "Det er ein dei kallar Hans Gundersen", svara hin. :Men daa skvatt gmnlon til, so sinna at Guttor laut lcggja paa døri 111ed cin gong.

Gunder Hanssen døydde 1854, 88 aar gamall.

59 Naar fienden gjorde strandhogg . . Det var ikkje spøk na bu paa einbøHe stader utmed sjøen i ufredstid i. Dci kjende seg aldri trygge dei sorn . budde paa øyarne og paa havstrandi, avdi engelsn1ennerne stundom . gjekk i land og røva matvaror og ~nna der dei torde tru seg til. · Det var ikkje alltid ka_n onbaa_tarne var i nærleiken, og det andre strandvernet var ikkje stoi't aa ræddast for.

Det høvde sumtid at . det kon1 baatar, full-ladde 1ned engelsmenner, roande inn etter sund og vikar, og daa var det ikkje alltid greidt aa faa sainla so n1ykje mannskap at dei kunde gjera større n1otstand. Dei som dugde .til strid, var. ute; og heime var ikkje stort a.nna enn kvinnfolk og · gutungar og· gamle menner son1 ikkje dugde stort til aa v~rja landet.

Ein gong korn cngclsrnennerne roande . i ein barkass heilt inn til Tø-odden paa vestsida av Hellesund. :l\ien hellesundsfolk samla seg paa fjelli og kasta stein paa dei, so . dei korn ikkje i land.

Paa -dei · fleste gardnrnc utmed havsida hadde dei gøymt av dei beste eignelutcrne sine. Songvigfolk hadde grave . ned syl vet sitt i eit torvgjerde n1i llom Songvig og Eig. - I skogen 1nillo111 Aaros og Stokkeland ligg ein dal s01n beiter Holkedalen. Han lDag godt avgøyrnd den gongen.

No . er det a11nleis avd i vegen rnillom dei tvo gn,rdarne gjeng framum dalen. Der er ei urd 1ned ein hellar som er trong i opningi, 1ncn han vidkar s0g ut innafor og dreg seg langt inn i fjellet. I den 11rdi hadde Aarosfolk og Stokkelandsfolk eit heilt upplag av 1nat og klæde, heile kistorne fulle, so dei kunde løyna srg der _u1n det galdt.

Kreturot sende <lei paa skogen so langt fraa strandi som -raad var. Doi hadde ikkje honnetikk i <lei dagar, so det var ikkje utenkjande at engelsmennerne var · huga paa ferskmat naar han var aa faa. Visst er det at dei freista aa gjera strnndhogg i Romsviga ein gong.

Der budde ei 60 nars gamall kona som heitte Si s se 1 P o ve Is dotter . . Ho hadde cit lite hus, og so mykje jord at . ho fødde ei ku. · .:Mannen var mykje .yngre end .ho, so han

60

var visst ute i tenesta. Kor som er var ho aaleine i huset, og ho tykte vel det var for tungt aa gaa paa skogen og leita, naar kui skulde mjølkast; so fekk ho hava henne gaaande i band heime i gjordet paa von og vaage.

So var det ein dag det ko1n ein baat med engelsmenner roande inn bugti. Der var ikkje andre vaksne folk heime enn Sissel, dei andre var farne til byen den dagen.

Daa granneborni saag engelsmennerne, flaug dei til skogs snøggast dei vann. :M:en Sissel vilde berga kui si. Ho leidde beis.t et inn i stova, og sjølv stelte ho seg upp i døri 1ned ei sigd i handi til Yerja.

Daa' engelsmennerne kom _burt irnot huset, stod ho i døri og fikta med sil!,·den i veret, og skjellte og skreik at ho skulde hogga hovudet av paa kvar einaste ein av dei, dersom dei ikkje let henne vera i fred.

Eg veit ikkje um det Yart noko basketak av. Engelsn1ennerne tenkte truleg at der var ikkje so mykje aa vinna at det var verdt noko blodspille. Dci tykte visst an at det var snodig aa sjaa ei g·amall kjerring verja tufti si so vel.

Dei gjekk visst ikkje burt, fyrr dei hadde terga henne dugeleg upp, og det skulde vera underleg um det ikkje var einkvar gapen millon1 dei, son1 ikkje gav seg_ fyrr ho fekk n1erkt han med sigden. l\'Ien korleis det gjekk eller ikkje, so tok dei ikkje kui fraa henne.

Det vart s1naatt for Sissel, fyrr ho slapp fraa verdi.

Kyrkjeboki melder : "Sissel Paulsdatter Romsvig·, fattiglem, dod pa.a Stokkeland 5. n1ai 1828, 77 aar gammel."

Sjøslag.

Erik O 1 sen Stokke 1 and (1781 - 1863) var med fregatten "Tettes" (Thetis ?). Dei var i slng 111ed ein engelsrnann ved Jon1fruland. Fyrste skotet frna engels111annen ra.aka sleden til ei av dei fremste kanonorne paa "Tettes", og slo han i 1nol og n1ask. Der stod aatte mann att1ned ; dei Yart drcpne alle, men det fall ikkje tleir sidan.

Engelsmannen var so høgborda at kulorne gjekk yver skro-

61

get paa den andre. Dei gjorde nokon skade paa riggen 1

men ikkje meir.

Nord1nennerne skaut ned engels1nennerne, so blodet rann av spygatti paa den engelske skuta. Engelsmannen la.ut gjeva seg; men der var ikkje mange fallne fiendar aa finna. Dei trudde engelsmennerne hadde kasta dei yverbord etter kvart so det ikkje skulde syna kor stort n1annefallet· hadde vore.

Erik sat i prison i 7 aar; dei sat i ei kyrkja.

Re in t Jonsen Kilen (d. 1861) gjekk pna legd det siste han livde; han hadde vore ute i ufreden ihop n1ed Erik Stokkeland.

Der stod eit lite slag ved l\1aageskjeret austanu111 Hellesund den 19. juni 1808. Det Yar briggen "Lungen", som tok paa ein engelsk kutterbrigg son1 h eitte "Seagull".

Dei var paa lag like store dci tvo skip i. "Laugen" var bygd 1805, han hadde 20 18-punds kanonor og eit mannskap paa 101 mann. Engelsmannen hadde 16 24-punds kanonor og 99 mann. .

Engelsmenncrne kunde ikkje greida seg, dei h eldt paa og skulde røma til havs. Vinden stilna av, og dei h adde det so at dei kunde ro eller slæpa skuta utetter fraa land ; d()n norske briggen var tyngre aa faa. fram, so h an kunde ikkje koma inn paa engelsmannen.

Men so kom de t fire kanonbaa tar til hjelp fraa HelleD ei slæpte han inn sund, og daa tok dei engelsmannen. til Flekkerøy, og der sokk han i ei bugt. Men dei sette h~n i stand seinare, og han var til god hjelp i ka.parfarten. :Mannskapet vart fanga og ført til Greipstad kyrkja.

Der sat dei eit bil, so kom dei til Kristiansand. Seinare vart dei heimsende til England.

Kaparferd.

Der var mange som tente gode pengar 111ed k apringi, men so livde dei flaust au. Det var ikkje sjeldan i den tidi aa sjaa ma troskjerringar klædde i silkety. Det finst enno att eitkvar silkeplagget fra.a kapertidi her og der i sjøbyg-

derne. "Ranegodset" kalla dei gåmle det. Kvinnfolid sydde ofte silken uL til kaapor, slik dei brukte dei ·daa.. Dci la.ag lause yver akslerne so1n eit slag, og vart ihophekta under boka med eit sylvspenne. Der var nok av dei kjerringarne so1n møtte til kyrkja i ljosblommutt silkekaapa. Daa dei -kaa.porne gjekk av bruk, sydde dei silketyet um til stoppeskjørt eller sengklæde, og endaa burtimot vaar tid kunde ein høva til aa sjaa silkeklæde paa. stovesengi, naar det var vertskap.

Der var ikkje nokon "velsignelse" med prisepengarne, sa dei gamle; dei var skyvre aa taka av.

Tølli Syvertsen Føre (1765-1846) hadde vore med kaparane, og tent godt hadde han au. Der v~r ein til son1 au hadde vore i kaparferd, og han og Tølli kom i hop i eit vertskap ein gong etterpaa. So kom den eirie til att segJa at han hadde det trongt tnn pengar. "Kvar hev det ·v orte av prisepengarne dine ?" sa den andre. "Dei er nok farne same v egen son1 dine," svara han.

N i 1 s Tor k e 1 sen 'I' ofte 1 a n d (f. 177 4) hadde au vore ute 1ned kaparane. . Han sat og kytte ein gong paa Lindebakken, han var paa heimvegen fraa byen ; so tok lrnn upp lmnmeboki og synte pengarne sine, der var mange hundrad dalar, det var p1~isepengar. uDen ska aller tryde", sa han. 1,,J en det var ikkje svært mange aari fyrrho traut, sa dei. .

Han gjorde slik hestehandel eingong han var i by-vegen. Han ha dde bytt burt ein fillehest han hadde, og fen ge ein tolleg hest i staden. 1\'.Ien han var ikkje nøgd med den heller, og bytte ein gong til fyrr han tok _p aa heimvegen. _ Daa han kon1 heim um natti, var han slik kar og kytte av den glupe hesten han hadde fenge. Ha.ri hadde gjeve noko my kje imillorn, men det gjorde ikkje noko, ·slik hest han hadde fenge att.

Um rnorgonen skulde sonen ut og sjaa pna den nye hesten. Han k om inn til far en og sa : D'e same hesten I hadde daa I _gjekk heima nte.

63 Matnaud.

Um nordmennerne kunde lura engelsrnennerne ender og gong, og jula dei litegrand. an sumtid, so er dette !or inkje aa rekna imot all den skade og naud som engelsmenncrne var skuld i. Vondt var det for dei so1n laut vera ute og verja landet, n1en det var ikkje stort likare for dei son1 sat heime og svalt. Verst var det likevel for dei som -sat i engelsk fangenskap. Dei leid so mykje .vondt, at det er berre underleg at so 1nange stod det yver og kom heim att. l\Ien mange strauk med, og . 1nange av dei so1n· kol)l heim att var 111erkte for li vetidi. · Engelsmannen tok 1nange skip; so· maatte dei byggja nye att i staden, so mykje dei kunde koma til Danmark aa henta mat.

K nu d O Isen L on e bygde fleire skip paa Knibe for stat<pn til provideringsfarten.

Dei bygde mange sn1aa skutor i Høllen au i ufredsaarL Dei var ikkje nøtne un1 timberet til bygg:jingi, de.i_nytta kva son~ fyre fall,. oretre og lind og osp; og ofte spikra dei vra.kborc! til dekk. Det kunde so ·snart henda at engelsmannen . tok dei, so var det ikkje verdt aa · gjera seg for mykje fyre med byggjingi, eller aa leggja for kostesaint vyrke i dei.

Det var vaagalt aa fara til Danmark etter mat, 111en uNaua gjør nasa djerv u, og det var ikkje faa son1 vaaga seg ut paa den ferdi.

Chr i sten P eders e n S on g v i g· ·(17 49-1832) for til Dann1ar~ i open baat vaaren 1812, og ko1n vel hein1 med eit par tunnor korn.

Andreas V i 11 u ms en ~on g v i'g (f. 1791) siglde mange- turar til Danmark, og han slapp tolleg vel fraa det.

Det sang spøkje ut ein gong under Danmark, han hadde ein engelsmann etter seg. Dei var kloss innpaa einannan, men so kunde ikkje engelsmannen faa skuta si til aa stagvenda. Daa kon1 Andreas inn under ei festning, og engelsmannen vaaga seg ikkje etter.

Ein a.nnan go11g k01n Andreas fraa Danmark med 60 tunnor rug og 30 fleskeskinkar og 30 smørfjerdingar. Daa kon1 det ein engelsmann etter han, og so · laut han gjeva

64 seg. :Men daa han saag han jkkje kunde sigla seg fraa engelsmannen, slepte han roret so det slo seg sund av sjøen.

Daa kunde ikkje engelsmennerne faa skuta med seg avdi rorskaftet va.r sundbrote ; men dei tok s1nøret og skinkorne fraa han. Kornet let dei vera, og han fekk fara i fred med 1nannskapet sitt, so han ko111 vel heim med det han hadde att av farmen sin.

An dr e a, s Jørgensen i Høllen (1773-1837) var skiper. Han aatte ei liti skuta, ein galliott dei kalla. Han og· ein annan mann fraa Høllen, ein son1 heitte .0 s 1n u n d, for til Danmark i open baat. Dei fekk seg no kre tunnor korn i _baaten og tok paa heilnvegen. Dei var so langt komne at dei saag land, og dei hadde ikkje sett noko til . engelsmennerne heile tidi. Daa kjende dei seg heilt trygge, og· sa seg imillo1n at no kunde dei vel vera fri for hunda.rne. lVIen ikkje lenge etter saag dei cit engelsk herskip som bar paa dei. Dei sette segl til, so mykje baaten kunde føra, og siglde so hardt at den eine maatte ausa jamt, so dei ikkje skulde sigla seg i kav. Det saag helst ut som dei skulde verta tekne ; engelskmannen seig· nærare inn paa dei i kvar stundi. Daa sprang merseskjøti paa engelsmannen; so han sakka noko medan dei fekk det i stand att. So fekk Andreas og Os1nund høv~ til aa smjuga inn millom skjeri, og dermed var dei berga.

Eit bil etter for Osmund til Danmark i ein dekksba.a.t; daa var han i lag med ein son1 heite Asbjørn, han var au fraa Høllen. Dei kom vel til Danmark den gongen au.

Dei fekk farinen i baaten og ko1n eit stykke paa heimvegen, og· dei hadde ikkje set noko engelsk skip.

Men daa dei var umlag halvveges, fekk dei ein engelsk brigg etter seg, Dei siglde og rodde so hardt dei kunde, 1nen engelsmannen hala inn paa dei meir og meir, og engelsmennerne tok til aa skjota paa dei med riflor. Asbjørn var med roret; han maatte leggja seg paa ryggen under rorpinnen, og Os1nund kraup ned i ro1net. Dei seig inn under land etterkvart, rnen engelsmennerne hadde skote segli reint sund, so baaten laag n1est som eit vrak. Men daa kom kanonbaa.tarne ut fraa gøymsleplassarne sine, og daa fekk engelsmannen a1eir enn nok aa gjera med dei. Han kunde

G5 ikkje sig1a fra.a ele.i, og so skaut dei hau i s~kk, og elet stod ikkjc lenge paa heller.

Asbjørn og Osmund for til Danmark fleire gonger etterpaa, og slapp vel fraa det. l\fen so gjekk det gale n1ed dei ; og daa var dci tri 1nann paa baaten. Dei hadde 'l1 ø 11 i Syv e r t s en F ø r c med seg. Paa heimvegen laag dei og dreiv i toka, og visste ikkjc kvar dei var. Daa det letna med toka, hadde dci engelsn1enner ikring seg kvar dei vende seg.

Det var ikkje aa tenkja paa anna enn aa gjeva seg yver. Engelsmennorno tok Tølli og ·Asbjørn tun bord i det engelske admiralskipet. Osrnund vart att i baa.ten 1ned aatte engels1nenner, dei sknlde fylgja etter herskipi.

Tølli og Asbjørn vart innestengde i eit myrkt hol nede i botnen av skipet, og der vart dei sitjande natti yver utan mat. Andre dags fyremiddag slapp dei ut av fangeholet, og daa fekk dei eit fat med ertesupa., 1nen dei fekk ingi skeider. Daa gjekk Asbjørn upp paa dekket og spurde sjefen um det var mciningi han vilde svelta fangarne ihel.

Sjefen sa at dei hadde daa fenge 1nat. "l\Ie kann kje eta forutan skeider," sa Asbjørn. So fekk <lei skeider aa eta med ; og sidan for engels1nennerne vel 1ned dei det bilet <lei var um bord.

Dcssin1illom hadde Osmund funne fram brennevin til dei aatte engelsmcnnerne so111 . var 111ed han i baaten, og skjenkt dei so dugeleg drukne, at dei laag der og aldri kunde leda seg av flekken. Han tenkte so sn1aatt paa aa kasta dei yverbord, og so lura seg fra.a <lei engelske skipi i toka.

Men det vart ikkje noko av med dette, for dei tok til aa skjota paa herskipi til teikn paa at han skulde styra næra.re innpaa dei, og so vaaga han ikkje paa aa freista a.a røma.

Engelsmcnnerne helclt dei fangar i fire dagar, so sette dei alle tri i land paa Austlandet ein stad. So slapp dci an korna i engelsk fangenskap, n1cn baaten miste dei.

Prisonen. · Der var 111ange soknefolk son1 sat i engelsk fangenskap ; surne av dei sat i heile sju aar, so lenge ufreden stod pna.

Gd So snart N orjg var løyst fraa Dau mark, tok det norske riksstyr et til na tinga 1110d ongelsrncnnerne um aa faa, fangarne hein1send0, og den 22 . . februar kunde utsendingen 111elda a t det engelske riksstyret hadde gjeve skriftleg tilsegn um at aUe 1101:skc krigsfangar skulde vcrta heimsende.

Der gjekk n1ang ei 1nor og n1ang ei kona og venta vaaren utetter a.t fa ngarne skuldc kon1 a. Der luag ei gmna.11 dødssjuk: kona paa Pøre, ho hadde eldste sonarsonen i fangenskap, han heitte Jørg en To 11 is e n (1776-.1853). Ho laag berre og ynsk te ban maatte kon1a fyrr ho slokna. Ein ettermiddag stod dotteri n1ed glaset og sa.ag ut. So med ein gong vende ho seg til 1nori og sa: "Det kjem ein kar stigand~ hitetter gjordet. Eg meiner det er vaar .Jøren. " - _ ''Gud gjeve de t var so vel!" sa den ga.1nle. Det var han .son1 kom, so bes·te1nori fekk sjaa han att fyrr ho døydde.

Ho livde ikkjo lenge otter heller; ho døydde den 17. mai, sogjer k yrkjeboki.

B e int Tønn esen Sta us 1 and (1788-1 867) sat i fangenskap i fem eller sju aar. Han gjekk n1ed ei kula i laaret; han halta og gjekk ja1nt 1ned stav. Daa det var slutt med · ufreden, og dei skulde se~dast heim, var det so godt- urn hy ror i England. Beint og fleiro a ndre sat i eit vertshus ein kveld, næst fyrr dei skulde paa ht~imvegen.

So ko1n der ein so1n vilde h yr a baassn1ann, og ha n baud god hyra; 1ncn dei vilcle paa hein1vegen, so dci var ikkje større huga paa aa hyra seg.

D er sat ein S\'ær rugg innanfor bordet. "Du kann faa meg, dersom du knnn bruka meg," sa han paa slutten. Jau, han saag daa ut t il aa verta bruka.ndo, meinte den andre. So fekk han pengar paa handi, og dei slog til med ein gong.

Han slnllde kon1a un1 bord urn 1norgonen .

Andre dags n1orgonen kon1 h an til sida paa skuta, og · skreik til dei paa dekk et at dei rnaattc skaga ned ein mant el til aa heisa bnassmannncn u1n bord. Ha n gjekk 1ned tre-bein so han kunde ikkjo hj elpa seg sjøl v . :Mark u s (P e der s e n ?) 0 f t o n e s (f. 1764) sat fa ngen i 7 aar . Han døyddo n æst fyrr dei vart heimsende.

I don tidi dei andre kon1 h eim, kom dødbrevet etter han.

K r i s t i an 'l' ø n n e s e n S t a u s 1 a n d og A m u n tl

67 Syvertsen Eig (1790-1834) hadde au sete fangar ei tid. Sameleis O 1 e (0 1 s en ?) A a 1 o og Tor j e A a 1 o.

Torjus (Tor k e 1 sen?) T raa ne (1766-1825) sat i sju aar. Han var slik ein bause, han togg . glas so1n · det var brød, fortel dei.

Per Hans sen F ø re (1763-1816) sat 5 eller 7 aar.

Han var med ein ka.par som engels1nannen tok utanfor Lindesnes.

Torgrim (Torsen?) D va 1 a as (1782-1847) laag . i fangenskap i Chattan1.

N i c o 1 a i F r e d e r i c k s e n L a n g f e 1 d t fraa Hellesund (f. 1787) førte ein brigg. 1811 vart dei tekne av ein engelsmann ved Wigh t. Dei var paa reis fraa Lissa.bon til Kjøpenhamn.

Jonas O 1 sen Skarpe id (1779-1814) og broren 01 e A n dr e as (f. 1784) sat i fangenskap og ko1n aldri heim att.

T ø n nes D an i e 1 s en D v a 1 a as (1770-1833) sat i prisonen i mange aar. Daa han vart fri, siglde han lenge m~d engelske skutor. ·nan hadde fore med same skuta i mange aar og ikkje brukt stort av det han tente, so han hadde mange pengar til gode av skiperen. 1\1:en daa skræmde dei han so fælt at han rømde fraa skuta og pengarne. Dei tok til aa slipa knivar og la pistaalar, og let um at dei vilde drepa han.

Han kom heiin 1nest likso arn1 som daa han for ut, endaa han hadrle vore bnrte i 18 aar.

"Du kunde mest likso gjerne hava vore der du var, naar du fyrst hadde vore so lenge," sa n1or hans.

Han hadde fenge ein knekk av den rædsla ha.n hadde stade i. Han var noko underleg sumtid. Naar han vo.r i skogen, kunde det korna paa han at han tykte han høyrde dei tala un1 aa drepa han.

"Røyrer du engelsmennerne ?" sa han til sonen. "Dci talar mn at dei skal kill, kill."

Han hadde slike rider so longe han livde.

Jens Jørgensen T rys nes (f. 1782) for til Danmark etter korn, 111en vart teken a.v engels1nennerne. Han

68 hadde fenge ei kula i oksli, og det sette seg vondt路 i saaret so han d酶ydde i prisonen.

K. nu d Larsen Heftenes (under Trysnes) vart gift til Halia. Han sat i prison i 7 aar.

69

Broen "Thygesons Minde"s historie.

Fra saalangt tilbake i tiden, son1 vi kan tænke os og helt til aaret 1810, maatte alle son1 skulde over Torrisdalsel ven, færge over i baat. Det er derfor ganske ubegribelig for os nulevende, at vore forfædre kunde i saa lange tider finde sig i denne tungvfr1dto færgning, uagtet vi vet, at de var ualn1indelig nøisomme i et og alt. · Før byens anlæg i 1641 foregik færgningen fra færgestedet paa Lund, deroppe ved ".Klynga(' og ved Færgefjeldct paa denne side av elven. Benere, da Storesanden var blit bebygget, fik stedet navn av Øvre Færgested, fordi der henimot slutten av det attende aarhundrede op:saa blev færget .o ver elven fra Lahelle til Dronningens gates ahnænding. Der blev ne1nlig· paa, den tid omkring aar 1782 -oprettet baatskyss-sta.tion n1ed gjestgiveri paa Lahelle. Den første gjestgiver - gasgiver - so1n han kaldtes i daglig tale, var en Ekenberg, son1 hadde titel av : "Kgl. privil.

Gjestgiver", en bestilling so1n 1naa ha været en lukrativ forretning i de dage. Det er blit mig fortalt, at den ga.inle tingstue paa Lahellc var Ekenbergs gjestgiveri ; den staar der fremdeles som et minde 0111 svundne tiders gen1ytlige komfort.

Trafikcn over elven øket naturligvis efterhvert, sa.a det næsten blev et noverkom1nelig arbeide for de privilegerte færgere at tilfredsstille de reisende.

Da var det at Nicolai Ern1an de Thygeson, so1n var stifta.mtinand her fra, 1804 til 1810, tok initiativet til dannelsen av et interessentskap for åt faa midler til at bygge en bro over elven. Utpaa som111eren 1809 var den fornødne pengesun1 sHuet, og høsten sanune aar paabegyndtes arbeidet av bygmester Ni 1 s K n u d ~ e 1i Ho 1n 111 er c n under 111ajor Fangens ledelse. Arbeidet lettedes betydelig ved at der vinteren igjennem var sterk kulde, hvorved det blev n1ulig

70

-I ~

CC

CC

CD

en 0 ::s (J)

:::,

0..

CD

. ' I ,, \

,\

0

CD

:::, CC Sl>

3

CD '""I

0

71 at bygge stilladserne paa .isen. Derimot var det nok vanskeligere at fa.a van te folk til dette arbeide, hvorfor "Nils i Hommeren" maa,tte forskrive brobyggere fra Østlandet.

Disse blev av de indfødte kaldt: "De grønne jægere".

Antagelig har de havt et eller andet grønt klædningsplag, so1n har git nnledning til økenavnet.

Broen blev bygg~t paa 12 pælekar, hvorav de 10 n1ed spænd, som tegningen viser, og n1ed en vindebro omtren:t midtveis. Længden efter gan1111elt maal var: 504 fot, bredde 20 fot, og den kostet frordig 8200 rdl. Da den skulde tages i bruk, blev den av aktionærerne døpt: "Thygesons :.Minde" · ved hvilken anledning Thygeson skal ha sagt: "Dei1 burde hete Nils Hon1rnerens Minde, da jeg ikke kunde bygge broen".

Paa san1rne tid blev det lille brohus paa Lahelle bygget, hvor brornanden eller forpagtoren . nutatte bo, da han nutatte være til tjeneste nat son1 dag. Der var eii b01n eller grind som stængte tversover veien, hvorfor . ingen kunde slippe over broen, nten at betale. Aktionærerne vilde naturligvis ha sit utlæg igjen, og derfor blev der sat en takst, hvorefter alle sig hadde at rette.

I 1823 blev der ifølge kgl. resolution. av 3. januar samine an.r, sat ny takst n1ed følgende priser : · "Gaaende pro Persona 1 Skil. Faar, Gjedcr og Svin pr. Stykke 1 Skil.

Hest eller ko 2 Skil. Ledig Kjærre n1ed Hest og lVIand 4 Skil. Kjærre 1ncd Læs 6 Skil. Kariol 1ned Hest og :Mand· 6 Skil. :Firehjulet Vogn n1ed Hest og l\'Iand 8 Skil. Do. med 2 Heste 10 Skil. For at aabne Vindebroen for Fartøier paa 12 Comrnerce-Læstcr eller større 60 Skil., for mindre end 12 Com. Læst. 12 Skil."

Forpagtningen overtokes paa et besten1t a.ntal nar. I 1813 blev der holdt a.uktion over forpagtningen av broens indtægter, hvortil van Kervel . indbydcr ved et avertissement i "Adresse Contoirs Efterretnillger". Om det var Lars Elefsen som da overtok forpagtningen er jeg·.ikke ganske sikker paa, han var ialfa.ld brornand i tredive1:1arene og blev engagert som færgernand efter katastrofen lørdag dell 16. september 1837, da la.sten fra Straysbornmcn paa grund av flommen d1:ev nedover og brrokkot den hal ve bro paa, by'si-:

72

den ned. Nu blev det atter tungvindf og dyrt at komme over elven, og der klages offentlig i avisen over at færgc1nanden tar 6 skil. for en hest og 24 skil. for et laas. Det tok over et aar før den blev. opbygget igjen, saa forst i 1839 kunde den trafikeres som før. Denne gang var ikke ~'Nils i Honuneren" n1ed ; de to entreprenører so1n bygget den op igjen var Halvor Grændsen ?g Hans Larsen Berg.

I dette aar var broen blit offentlig eiendom, idet stiftamtrnand Kjørboes forslag til bystyret i 1837 01n at byen i fællesskap 1ned landdistriktet skulde bekoste den halve bro opført igjen og paa samme tid kjøpe de private aktier, var blit vedtat.

Broen har flere gange været sterkt ntsat i flomtiden.

I den store flo1n i 1812 stod den for første gang sin prøve, den var jo den gang ny, saa den taaltc trykket. Den næste store fimn var den før nævnte i 1837. I 1850 saa det ogsaa · 16 lasteflaater som laa forfarlig ut, likesaa i 1858, da 15tøiet ovenfor Øvre Færgested, drev ned pa.a brokarene.

San1me aar blev der foretat en hovcdreparation paa den halve bro til Lahelle-siden, hvorved den forsterkedes med 3 kar til, saa der nu ialt var 11 pælokar mellen1 vindebroen og Lahelle. · Likesaa blev den hævet litt, saa dækkot blev n1ere horisontalt.

I slutten av 111ai 111aaned 1879 var der atter en voldson1 vaarflom, som var aarsak til at Straysbon1n1en sprang den 30. mai og hele lasten drev ned og la sig paatvers av brokarene, so1n utpaa natten brækket ned 111ed et vældig brak ; dern1ed var den hal ve bro til bysiden for anden gang siden 1810 atter ødelagt. En del av broen drev ind til Prestvigen og en del ·til Korsvigbugten, resten gik tilsjøs.

Det var spændende timer for os tilskuere at være vidne til fiøtningsarbeidernes - de fleste var garnisonssoldater ihærdige og farefulde arbeide n1ed økser og haker utpaa tø1nrnerbraaten. Alle trodde den skulde holde til flommen var over, n1en da det henimot midnat begyndte at knake saa rnistænkelig i karene, blev broen ryddet av politiet, og· soldaterne blev ko1nrnandert i land. Det va.r ogsaa paa høi tid, ti straks efter, melle111 klokken 11 og 12, seilet den

73 overende. Hele lasten drev tilsjøs. Vraket' av broen indbjergedcs og slæptes iland paa Kongens værv.

Nu vnr 1nan igjen nødt til at bruke færge, og da broen nh tilhørte a1ntet, blev dor n1ellern dette og Chr. Latsen og Petter Danief sen oprettet kontrakt n1ed følgende takst: 1 person 2 øre, 1 hest 5 øre, kjærre eller · slæde uten læs 2 øre, 1 firehjulet vogn eller kjærre eller slæde med læs 7 øre, et stort kvæg 3 øre, 1 fa.a.r, gjec.1, svin eller kalv. 1 øre.

En person har ret til at ta med saa 1neget tøi han kan bære.

Denne ta.kst var opslaa.t paa en tavle paa hver side av el ven. Færgningen forcgik fra den gjenstaaende hal ve vindebro til bysiden og 0111vendt 1ned passagerer. . Gods og dyr maatte færges mellom land paa begge sider.

Stadsingeniør Riis og veiinspektør kaptein Abel fik i opdrag at utarbeide forslag til ny bro med det resultat at et anbud fra firmaet "Die Actiengesellchaft fitr Eisenindustri und Brttckenbau, v_orrnals I. C. Harkort i Duisbrug, vVestpha, len" blev an tat av amtet og .vor bys komnn111estyre. ®01111neren 1880 var den færdig til at trafikeres.

I 1914 fik den en hovedreparation, hvorved en del . . pæleknr til Lundsiden blev kassert og de gjenstaaende forsterket n1od nye _e kebjælker. Alt træverk og· underlag til dækket erstattedes n1ed jcrnbjælker og selve dækket - kjørebanen n1ed fortouge - blev støpt av arrnerct beton. ](. J. J.

Aalmannaklage fraa Sætesdalen over bisp Munch til stortinget 1827. "\,Valle og Byglands Præstegield den 30te November 1826.

Almuen af Walle og Bygland Præstegield andrager for det forsamlede Storting, for Norje for 1827, hvorledes de for nærværende tid, bliver, tillige rned andre fieldbøygder, betyngede. :rifed større og besværligere Skole holdning En~ de, enten kan udsta.a eller der Behøves Til deres Børns opdragelse Samt Begiære en Lov, dor kand Bestemme Saavel Tiden som }.;Iaaden der kan holdes skole, der passer Fieldboygdernes Locale Beskaffenhed, der jkke passer paa samme ~1aade s01n ved Søesiderne, Eller det foslag som herved anmerkes. · Skolerne haver her I Disse og Andre her omkring . . liggende fieldbøygder saa.vit vi er Bekient, været inrættet paa følgende Maade, Skoleholdere have været rragne av det unge !Iandskab, (son1 derved er befriet for Militair Tieneste), ele kand Læse godt prent og taalelig skrift, og skriver Læselig, sa.int øve Børn, vod Catcchismi Lærdo1n udcnad, de haver begynt :Med at holde skole ved Alle Helgens dags 'l 'ider og til 2 uger for Juni, og saa igien begynt igien ved 13de Januari, og· holt skole 'l'il Paaske, eller 14de Apriil; Yed denne skoleholdning og skolegangs Tid, haver Guds Kundskab :Meget Godt formerot sig, de gamle fordomme Eer ganske Bort ryddede, og Guds ord opklares overa.lt, Skoleholderne haver faret 0111 fra Mand rl' il lYiand nt nyde Kost een uge hos hver, hvor Bornene haver samlest 'l'il ham, Enhver der 01· sau. Lærd, han kand forsta.a skoleholder Tienesteu, haver l\'Ied Begierlighed 1\1.odtaget den, for liden eller ingeri Løn for at blive befriet fra de store besvær som Krigstien esten 1\TccHører. l\Ien nu haver eler nn dette Aar Efter Hr. Biskop

75 1.iunchs foranstaltning været paalugt os at holde skole baade vinter og sommer, snint paalag't os at betale skoleholderen med 15 specidaler, Ligesom her og nu er indsa.t flere skoleholdere End vi syn es dm' kand · behøves, da her i Byglands Cal der neppe er 200 gaardebrugere er indsadt 10 skoleholdere hvor der tilforn ikkun var 6, hvilken skoleholdning er os g.anske mnuelig at bestride, lVIen lVIaa før forlade baade Gaard og Grund, Af Aarsage, D e der ·have selv Børn, kan aldeles Ei undværc dem om so1nn1eren, for at røgte ·Q væget i skoven, og fattige folk Bortleier sine Børn Til dem der Ei selv have Børn for at vogte deres Qreaturer, Tiden ele bortleies er fra 14. Apriil og Til Alle Helgens dagstider, kortere tid vil eller kand ingen Leie dem, Da de den Tid bestandig 1v1aa vogte Qreaturene, og Høst og vaar er den aller farligste 'l'id for Rovdyr, den Tid faar Disse fattige l\Iands Børn Kost hos deres Husbonder sa1pt Klæ der for det Hele Aar, og hvad skole Lønen Angaar, Da her i Disse saavelso1n i Alle ficldbøygder aldeles ingen forti eneste og her er intet at 'l1age Til, uden det lidet Qreatnr, son1 kan afhendes og h os Nogle Lidt Trelast som her er i Ringe Priis, og deraf skal svares Statens og andre publiqe udgifter, samt Kiøbe korn fra Kiøbstæderne, k an der vel skjønnes at penger er her kostbare at bekomme. Ei heller er her behøvende større L ærdo1n End at læse godt prent, og taalelig skrift og at undervises i sand Kundskab 0111 Gud, Hans Væsen Villie 0 °· Gierning·er og· h vad dermed staar i For' 0 ' bindelse, Da her aldeles ingen Handel drives der behøver Nogen Regnekunst, og til alt dette er vinter JHaanedernc ganske Tilstrækkelige.

Thi er vor Begiering De Høie Herrer Representanter af Stortinget der er bctroede Norjes Hele skiebne, og paa hvilk( Landets vælferd Beroer, De vilde overveie dette ovenanførtc, og give en Lov for fieldbøygder, særskilt fra søsiden, der kunde pnsse for skole væ senet efter Landets Locale Beskaffenhed, og at bestemine h vor l\fange gaarde brugere bør have i sin Rode, og at vi l\faa v ære befriet fra ~koleholclning 0111 Somrnerc11 og at skoleholdernes Løn 111a.a bestemmes ved en Com111ission af Sogne præsten, J\fedhielperne og Noglo af de vittigste Sogne l\fænd fra hvert Præ-

76

stegield, Efter hver Bøygdelags Beskaffenhed, og da her er ofte uføre for snee og ei til. at freinkon1me for børnene N aar skolen holdes fiernere, det 1\1:aate 'I1illades forældre der selv er saa Lærd, selv at Lære deres børn hiemme,.

Dog at de indfinder sig Efter order fra skoleholderen at overhøres at der ei lige forsøm1nelse skeer l\fed deres Lærdom, skeer saadan ved hiennne Læsning forsømmelse i Børnenes Læsning og undervisning efter Catekisn1i øvelse uden ad, Da ann1elder skoleholderen samn1e for Præsten, som da tilholder dein, uden lovlig forfald, bestandig at søge skolen. ,)

underdanige paa Egne og øvrig aln1ues vegne af ·vv alle Sogn.

Halvor Aanonsen Tveten af By kkle Tallef Osn1ondsen 'I'rydal "af ,Vttlle Os1nund Friedreisen ?*) Torkel J\filfelsen Roynestad " Tallef Niilussen Berge af Hyllestad Gunder Knudsen Biorgu1n " af Onstad Grunde Olsen Onstad Torgriln Olsen Onstad, 1ncd pa.aholclen pen " Vraal Gundersen Bygland . af Bygland Osof Gunstensen Skreland "af Sannes Gunder Olsen Stoppelstnen Targei Knudsen Nerstuen af" Aardahl Gunsten Grundsen Langerach Knud Gundersen Bache

"

Sogn Sogn ~ogn Sogn Sogn Sogn Sogn

"

Urn den skulestrid s01n 111 a at te veksa frain fraa skulelovi i 1739 og Plakaten i 1741 viser eg til foredraget mitt paa Historikarn1øtet 1914 (prenta i "Syn og Segn" 1914).

I skulen so1n i so rnykje anna ko1n bonden til aa staa 1not en1bættsmannen. Og det at bonden i skulestriden hadde ovapaataket, har sikkert gjort sitt til aa gjera han stridare 1 den økonomiske og sociale striden og.

I l{ristianssand bispedø1ne er det lott aa fylgja denne *)

Etternamnet er svært ulesande. Det ser nærast ut som "Bli", men eit sovore namn finst kje i Valle. Kanskje slrnl det vera "Bøe". Lesemaaten paa snmo U,V dei andre fomamn er heller ikkjc heilt sikker. Dei har skrive svært uleselegt mange av rlei.

77 striden under alle bisparne, fraa den n1yndnge Kærup (1731 -51) og radt frain til den likso sjølvraadige bisp :Munch (1823-32). Paa han k:0111 det tvo aalmannaklager til stortinget samstundes. Det er den eine av desse som er prenta av her.

I Sætesdalen hadde dei radt fraa 1740 aa.ri vore stride med umsyn til skulen, og gjorde n1est so1n dei vikle. I Bygland i 1740 vore aat skulde sen da folk 1ned klage ovGr skulestellet, ned til kongen. Men bispen fekk avraadt det.

Kjeldeskrift av ymse slag syner at dei s~1art lærde aa ta seg til rette sjølve. Daa dei so fekk ein bisp so1n sette hardt imot hardt, vende dei seg likevel til riksmagti (1826).

Men daa slapp dei gaa til Kjøpenharnn.

Aaret etter kom skulelovi i 1827, og dermed fall tvistemaalet burt.

Det er elles aa segja at bisp :Munch tidt var for strid og paagaaande i sine krav, ogso for skulen. Denned støytte han folk meir enn sald trong. Heller ikkje var det lett aa ko1na som bisp etter den hugmilde, folkekjære bispen Christian Sørensseil.

Thm·stein Iløve1·.i;tad.

-· ----

78

Et drap paa Harkmark.

-

Ved P. Holmesland. -

.Jakobsokaften den 24. juli 1533 var meget folk paa vei til Harkmark. Nogen skulde overnatte paa Skeie, deriblandt Asgeir Halsteinson, Are Person, Are Bjørnson Reddeland, Simon paa Heddeland, Eirik paa Sodeland og Gyrd Sodeland. · Asgeir og Are Bjør:i;ison sat og talte om en hest, som Ares farbror Asmund Agvaldsoll' pna Spetteland var tildømt. Og sa Asgeir: :Med var seks danne1nænd og gjorde Asmund ·Agvaldson en seks marks hest. Hesten er gjort, og der er ikke kon1n1en rumpe til, jeg vet ikke, hvem nærmest kom1nen er til at sætte rumpen til, er ikke Are Bjørnson pa.a Reddeland, brødre. Svarte Are Bjørnson : Sætter ikke jeg den til, da sætte den fonden. - Og sa Are Bjørnson til Si1:non paa Heddeland : Lyster dig nogct at fare længer øster i bygden, stallbror n1in? Ikke vil jeg fare længer ikveld, sa 3imon. Stod da Are· Bjørnson op og gik i gaarden, og Silnon gik efter ham. Sa Are til Si1non : Kjære n1in stallbror, vil du ikke følge n1ig til Harkmark, jeg vil did øster.

Nei, nei, sa Sin1on paa Heddcland, jeg har ikke min hest hjem1ne. Kjær e min stallbror) sa Are Bjørnson, lad os følges ad, jeg skal ride dig 1ned mig, fordi jeg vil ikke være her, mig tykkes her er t:;aa for uuneslige 1) lader, her feller 2) mig intet. Pulgte da Silnon Are did. Som ele ko111 paa veien, kon1 der folk efter den1. Spurte da Are Simon · ad: H vad selskap 111011 det være, son1 kommer efter os? Det vet ikke jeg, sa Sin1011, hven1 det er, n1ig tykkes ligest at være Asgeir, han er en i hopen. Sa Are Bjørnson : Ukjendt 1naa.l, er det Asgeirs. Silnon stallbror, gjør som en dannemand, de ord, Asgeir talte til 1n1g paa Skeie, lrog til rninde.

Uunesli o·. n belHweli o·. "" ·

i:,

i:, ,

Felle, passe, gefalle.

,Svarte Shnon: Are, mig tykkes Asgeir snak, i1aar hail slaar i sit gøineri, det er ikke at hegge paa leveren. Sa Are: Jo stallbror, det er at lægge paa leveren; ti han snakket en uuneslig snak til 111ig ifjor om Jakobsok. Sandt var det, jeg ga hain til saa felt 1), at han skulde være n1ig saa meget til vilje, som mig tyktes at være til rnotskap 2 ) og ikke snakke slik snak til mig oftere.

Oluf paa Hark1nark berettet, at der de kom til ham, Are Bjørnson og Asgeir Halsteinson 0111 Jakobsok, da sat de ved bordet en lang stund. Saa begyndte Asgeir den- snak, han lrn,dde paa Laudal Sankt-Hanstid i samrne aar n1ed Are Bjørnson.

Paa Laudal gik det e[ter Olufs beretning saaledes til : Asgeir sa til Are Bjørnson : Drik n1ig til det stob, du har paa haanden. Drak saa Are halvten av stobet. Sa Asgeir: Drik mig et fuldt stob i til, din horesøn. Sprang 0 0 saa Are BJ'ørnson OIJ 0°· o fik en kniv ut . oo· o slo n• til As n·eir o~: rammet intet; ti Oluf skilte den1 og satte sig 1nellem dem.

Dog var elet mangen dannenrnnd vitterlig, at Are Bjørnsons rnor var en clannekvinde. Saa gik Asgeir fra bordet og tyktes ilde at være, lwn talte saadanne ord, og gik ut i tunen og bad Oluf paa Ilarkmark og Arne paa Stoveland,. at ele skulde forlike dem. Gi k saa fornævnte mænd ind i . stuen og talte til Are Bjornson pna Asgeirs vegne. Svarte Are Bjørnson : Jeg gid~r ikke gjør det, vi kommer aldrig i den drikkestue, det er ei det samme, jeg gickr ikke gi ham det til. Saa længe bad de, at han gav hmn det til og sa : Vil han, at jeg skal ikke niere høre det, da vil jeg gi hnm til. Og tog saa i deres haand.

Nu vender vi rilbake til Harkmark. Anund Olufsen vidnet, at den tid, de var komn1en i stuen pa.a Harkmark, sa Asgeir til Are Bjørnson : Har du giftet Sigi'id søster n1in der oppe hos dig? Svarte Are Bjørnson : Det staar jeg til, jeg har giftet hende, det har hun ingen skmn av, en dannemand aatte hun tilforn, en danne111and har hun faat igjen.

Det stanr sig ikke vel, du t'ors1naat din søster altid. Du v

1)

Saa reit, saa avpasset.

2)

Til motskap, paa den a11de11 side.

80

laante spjudet til, at bonden var drmbon n1ocl, thi 1) or han 1 jorden, fattige 111nnd. Sa Asgeir: Du har der intet n1ed, du est ikke kvindens 01nbudsmancl. Sa Are : End on1 Jeg saa var. Sa Asgeir til Are : Drik 1nig det stob til, du har paa haandcn. Sa Are : Dn skal faa det, og drak saa av stobet og slog Asgeir i hodet n1ed sto bet. Sa Are : Jeg slog dig, det staar jeg til. Gud bedre 1nig, .sa Asgeir, jeg hanptes at sitte hos .min ven, og ikke min nven, for hvad slag du n1ig ? Svarte Are : Det skal du ha for 1nunden din og det fendens flemt 2 ) , du har. Du sa, jeg gjorde ham en hest, Asn1nnd paa Spetteland, og sa: Pleier kristent folk at gjøre hester? Derfor slog jeg dig. Gjør · ikke fen. den hest, ikke gjør jeg 'en. Da vet du det, og .da har jeg sagt dig det.

Torgeir Rolleivson kom i stuen paa Harkmark betiden 3) den følgende 1norgen og satte sig hos Are Bjørnson. Da laa Asgeir i bænken. Det saa Aslak pna Ormcstad, at han rørte sig. Gik Aslak til hain og sa : De ord, som Are Bjørnson og du I har tilsamn1en, lad det være i gode rnaate.

Sa Asgeir: Det vil jeg beraa.de n1ig om. Sa Aslak : Det vedst du, at den tid, du gjorde mig skade, da lovte du at vide n1ig en bøn. Sa Asgeir : Du ber, fast han ber ikke selv meget. Sa Aslak : Lad det være i gode maatc.

Svarte Asgeir: Jeg· kan tra.at, for din skyld vil jeg gi ham det til. Gik saa Aslak til Are Bjørnson og sa : Det er nu i gode 111aate imelletn Asgeir og dig. Da sat Are Bjørnso1~ og svarte der intet til. Gik . saa Asgeir paa gulvet og tok sig i ha.aret: Det ·fornemn1er jeg, mig har ikke fuldeligen badet4) inat. Svarte Are Bjørnson: Fik du noget, det har du for 111unden din. Da sa Asgeir til fornævnte Aslak : Det forne1nmer jeg av disse ord, det bud, du gik derin1ellen1, det . sier jeg op. Tog saa Asgeir sin økse paa sin arn1 og gik og ledte efter ht1en sin. Sa Torgeir Rolleivson til Are Bjørnson : H vad har det at tye, han gaar saa og vin1. ser? Sa Are: Der ligger ikke nuigt paa, jeg skal vare i::aa nøio paa ham, som han skal paa 111ig. Stod saa Are 1)

Thi, 1le.rl'or.

11)

Betille11: ti1.llig.

2)

Fl emt, slængo1·1l 1 snei1lonl, spito1·d. ·.I)

Ba1l. J1at ford el ar.

81 Bjørnson op og la sin stridsham1ner paa bordet og sa: .Jeg byr loY og ret for mig. Svarer du n1ig lov og r<:t alt, jeg kan dig tiltale? ~red elet gik Are Bjørnson ad døren, og Asgeir gik paa gulvet og hugg ha1n sa.a i hodet. Derav fik han sit banesaar.

Asgeir Halsteinson har øieblikkelig kastet sig paa hesten og ridd til Skeie.

Are Person, hans nærmeste nabo, vidnet nemlig, at Asgeir ko1n til han1 i dagningen og sa : Gud naade 1nig, .at jeg d vælot her ikke igaarkveld, grande. Jeg har git hugg ut, og hugg har jeg faat igjen, jeg ræddes at ha o·it formegen huo·g. Ber J·eg di t>0 • kJ.ærlig t, • .._,, at du vil gan°·e b øster igjeri og ta en danneina.nd 1ned dig og se ad, 0111 111anden lever. Gik saa Are Person og Gunnar paa Smeland did øster. Der de kon1 til Harkmark sa Are Person til Are Bjørnson : Gud naade 111ig, navne, for skade du har faat.

Svarte Are Bjørnson : Kiven- begyndtes paa Skeie igaar for den glemt 1), han glemn1et 0111 den hest, n1in farbror var tildømt, jeg hadde længer sittet, hadde ikke det glen1t været. Et ord er os imellem, det sier jeg ingen, før jeg sier harn det ~elv: En 111aaned efter døde Are Bjørnson.

Gik saa fornævnte Asgeir og lyste vigelysning 2) . l. for Arne Person og kon1 til ha111 paa Stoveland om natten og sa: Sover du, eller vaaker du? Sa Arne Person : Andet bill sover jeg, andet bill vaaker jeg. Sa Asgeir : Gud naade mig, for tidende jeg har frett, jeg har frett den tidende, at Are Bjørnson han er død. Det kjentles jeg at være hans baneinand og ingen anden, det har jeg gjort for det stobshugg, han slog 1nig paa Harkmark. Og 2. for :Mats Anderson paa Fuskeland og sa til ha1n: Are Bjørnson han .er død, der er ingen vigende eller voldende i hans død andre end jeg. Svarte :Mats Anderson : Gud bedre dig det hugg, gjorde du slik en skade? Sa Asgeir: For det stobshugg han slog paa Harkmark, derfor gjorde jeg det. l:)

1)

Glemt: oggel!\le shavl.

2) .

Vig, drap.

Disse prov blev efter erkebiskop Olaf av Trondhjems brev og bud tat paa Holun1 hellige kors aften, 2. mai, 1534 av Jens Holm, kongelig majestæts foged i l\!Iidsyssel.

Forklaringcrne, der efter originalen er optat uten nogen orden, er her gjengit efter tidsfølgen.

Are Bjørnson Heddeland kan sees at ha ydet sin farbror Asn1und Agvaldson Spetteland bistand under en proces .0111 en hest, der ved · seksmandsdommen blev Asmund tildø111t, dog saa, at der maa ha. været en eller anden hake ved don1men. Are har derhos været Asgeir . Halsteinsons søster Sigrids raadgiver i hendes enkestand erter drapet paa hendes første 1nand og ,,.ed indgaaelsen av hendes andet giftermaal. .

Drapet ansees at være begaaet den dag, den skadede døde. Samme dag skulde banemanden lyse drapet paa sig for lovfaste mænd, og han maatte i regelen ikke fare længere end til tredje gaard, før han hadde lyst sine gjerninger. Da Asgeir lyste drapet paa Stoveland og Fuskeland, maa han og hans grande Are Person vistnok ha hørt hjemme paa øvre Nøding eller Holmesland.

I drapsbøter og fredkjøp, bøter til don dødes arvinger og sengerov til den dræ ptes hustru n1edgik i almindelighet banemandells eiendele, saa haus fast<-: gods, on1 han besadd saadant, ko1n under kronen. Nu sees det av senere jordebøker, at der av øvre Noding svartes i aarlig landskyld til kronen 2 huder snmt av ot laksefiske 1 daler og av Holn1csland 12 kalvskind, saa jeg. kan ikke si, 01n det er et bruk i øvre Nøding eller et bruk i Holmesland, der er komn1et under kronen paa grund av drapet paa Are Bjørnson.

Fredrik III frigjorde efter enevoldsmagtens indførelse i 1660 staten for en 1neget betydelig del av statsgjælden ved at overdra krongods til kreditorerne, ialt for omtrent 20 millioner kroner. Velbaa.rne Hans Johan Grabow, en danske, son1 hadde forstrakt kongen med 16000 rdl., der var hans ganske velfærd, blev blandt 1neget andet jordegods paa Vestagder i 1663 overdradd øvre Nøding, 1nedens foged i 1\1:aiidal, Fredrik Kristensen i 1666 bl. a. fik 1 hud i Hohnesland. Opsiddernc paa. Holmes1and var da Stian og Laurits. De eiendon1me, hvorpaa der sat leilændinger, er

·) '1

~.:)

timeligvis, saasnart ske kunde, i de fleste tilfælder blit ove1idrad til disse.

Om nogen av de i provsbrevet foreko1nn1ende · personer kan meddeles : Asgeir Halsteinsons far var upaatvilelig den saintne rnand, som i andre brev kaldes Stein Steinson. Ved brev, utstedt paa Smæland den 14. august 1502 sælger han til Asmund Agvaldson 5 maanedsmatsleie i Spetteland og 2 ødcgaarde Mosland og Bjargeland for 4 mark guid "i godo1n penningæ oc gillom."

Karl Andresson 1ned ja og saintykke av sin hustru Sigrid og sin værfar Stein Steinson sælger ved brev, utstedt paa Heddeland den 25. 111ars 1530, halvdelen i Sandnes i Halsaa sogn til Gudthorm Geirulfson for 4 111ark guld "i god om peningom ". Bland t lagrettemændene, der beseg·ler brevet, er Are Bjørnson.

Opsidderne paa Sodeland ved denne tid var Eitik Thorgilsson, Gunnar Rolfson og Gyn Gunnarson.

Fuskeland, der var krongods, beboedes av fiskefogden.

Fiskeriet dreves for kongens egen regning. Efter navnet at dømme, synes l\Iats Andersson at ha været en danske.

84

Fraa Vennesla.

Ved Jon Løyland.

Olav Hansson.

Kringu111 1814 og framyver var Olav Hansson dekne og skulen1eister i Vennesla. Olav fekk posten etter · far sin, Hans i Hagen, daa han gjekk il'raa. Folketalet i bygdi var lite i <lei tider, ·og skulen var lite framme so han var einaste skuleineister i bygdi daa.

Olav var · ein vyrd og agta 1nann i bygdi, helst daa fyrstundes, seinare korn han meir paa kant 1ned bygdefolket. . l\.fen "det var folkets ondskab som gjorde han ond", sa ein gan1all n1ann eg tala n1ed urn dette og som godt kann minnast Olav. I 1814 vart Olav vald so1n valmann fraa Vennesla saman med Olav Knutson Skjervedal.

Olav hadde ord for aa vera ein framifraa skule1neister: "Slik skuleineister kjen1 her ikkje att. Det var der eg fekk min kristendoms-kunnskap", sa ein gamall 1nann son1 hadde gjenge i skule hjaa. hono111 ein vetter. Daa Olav vart gamall, n1aatte han vika plassen for sonen Jens, han hadde vore ute og lært han. Men ein vetter leigde bøndene paa V ~nnesland Olav til 11a halda skule for borni <leira. Han heldt til i "Skulestoga" (''Prestestoga") ho stend enno paa Vennesland attmed husi hans Amund Olsen og gjeng no under namnet "Zoar~'. Sjølv budde Olav i ei liti stova som stod tett attmed der i tunet, 1nen ho er no nedrivi.

Olav var ein drustcleg kar, han hadde sylvkvitt haar, og baade haar og skjegg var kringskore (klippt butt av nede ved halsen), so det var som ein prestekrage 1nest.

Han sat sjølv attmed eit rundt eikebord, og uppe i ei hylla tett med hadde han liggjande ein stor 1nassingslegen bibel.

Naar dei skulde taka til um n10rgonen, tok han bibelen ned og slo han hardt i bordet so det skrall i veggjene. Det var teiknet til at dei skulde byrja, og daa vart det stilt _som i ei kyrkja. Naar Olav spurde, daa gløymde han alt anna, so gjekk han upp i det han hadde fyre. Det var tidt at borni laut minna han um at no var det middag so dei la.ut faa seg mat.

Det vert fortalcl 1na nge segner og sma.astubbar un1 Olav Hansson. Her er nokre av clei: Olav var son1 so mange i den tidi svær til aa clrikka, men el et gjorde no kje folk so mykje av daa, berre han paa rimeleg maate greidde arbeidet i skulen og kyrkja. ~fen det hende kje so sjeldan at det gjekk yver striken, 1naa ten er vond an passa. Laak arv hadde han au aa. dragast med ; far hans, Ha.ns i Hagen, drakk seg· no ihel tilslutt. Etter som folk fortel var elet drykken son1 tynte Olav au, han var h eller kranglevoren i fylla og la seg ut med folk, sun1e segjer h an vart avsett, andre at ha.n slutta godviljugt til fyr emun for sonen J ens. Dfw. den tidi ko1n at dei skulde syngja etter nota r, laut Jens a.v pa,a læra att.

Men Olav lika kje den nye songmaaten: . "Sit du i koret og syng e tter notar, so skal eg gaa paa trevet og· syngja etter unotar", herm er dei etter han.

Smith heitte den fyrste presten i Øvrebø prestegjeld, daa det i 1814 var vorte utskilt fraa, Oddernes. · Olav var so tidt i ugreida mod S1nith. Olav totte 1noro vera paa tverke for han, for· denne presten var slik ein usling soleis.: Han maatte fira jamt, og Olav fekk sin vilje. · S1ni th hadde skilt seg fraa kona si. Han hadde hjaa seg ei tenestgjenta so1n h eitte :Marie. Ho fylgde han ja1nnast fyrst han var ute ferdast, og folk vilde vita·. at det var 1neir i millon1 dei enn r ett var. So var det paa eit fatikstyre1nøte paa Vennesland der skulda Olav Smith for aa vera ein "horkarlu. J\ien daa fauk presten upp. Urn han torde segja det? Daa gjekk Olav ut som snu.raste, henta den 1nassingslegne bibelen sin som han slo upp la fram for presten og peika pan; desse ordi: "Hvo som skiller sig fra sin hustru uden for hors skyld er en horkarl.''

Daa tagde S1nitll.

Olav meinte det var presten som var skuld i at han la nt slutta halda. skule, og han meinte til det at h an skulde hemna seg paa h an. Eingong presten var 1ned Vennesland og Olav var fnll, gjekk han inn til. han, risste noven fra.111for nosi paa han og las dette verset: "Hør mig du prest jeg være vil din pestilens mens du er til.

Naar jeg er død: skal du forgaa, det siger O 1e Ha 11 s e u."

Han heldt truge denne lovnaden un1 aa plaaga presten, Olav. Han vart heller tunglynd det siste og sansa seg· visst ikkje allstødt, men det var n1a nge son1 trudde det var berre rateskap av h an. Han laut faa av fatikkassa daa, og baade tidt a,a traa tt kom han . til dei 1ned kraYi sine. l\iange

86

totte, han var altfor kravfull og vilde knipa inn paa utlo- . gone. Daa sa Smith jamt, han var formann i fatikstyret: "For Guds skyld, lad ham faa det"; for han visste at fekk kje Olav viljen sin, so kom han til presten med skjemmor baketter.

Etter Smith . vart Pharo prest i 1830. Han var streng·are og meir nøten paa det. Olav vilde halda fran1 paa same maaten n1ed han au, men det gjekk ikkje. :Men eingong paa eit fatikstyremøte fekk han daa viljen sin likevel.

Det gjekk · soleis til : Der va.rt halde fatikstyremøte i skulestova paa Vennesland, og Olav budde tett med sida. Han kom inn under møtet og kravde hjelp. Pharo meinte han laut stræva og hjelpa seg sjølv. Olav paastod han arbeidde og fikta det han kunde for aa faa det til hanga ihop, men kunde paå ingen maate faa det til strekkja til lenger. Men Pharo heldt paa sitt: fatikkassa kunde kje strekkja til for alle, det var berre til ei naudhjelp, han kunde arbeida toflar og tresko for folk, so kunde han vel tena so mykje. han greidde seg sjølv.

Daa gjekk Olav burt i stova si, fyllte ein sekk 1ned tresko han hadde arbeidt og gamle sko han hadde halvsola eller støytt. Han tømde dette paa golvet framfor presten og sa: · "Uden at I faar tegn og underlige gjerninger at se, ville I ikke tro." Daa fekk presten syn for segn, og Olav fekk sin vilje den gongen.

Olav k01n ein gong til Anna Moseicl. Ho baud han 1njølk aa drikka, og han drakk utyrste seg. Daa nøydde ho paa han at h_a n skulde drikka meir. Nei, det kunde han verkeleg ikkje, sa han ; men utanfyre stod det ·ein som var so gyseleg tyrst. Han fekk koma inn, meinte Anne.

Han gjekk daa ut etter ein ambar han hadde standande utanfyre, og den laut ho daa fylla for han.

Drykkje-liv.

Dei baadc brende brennevin og bryggja øl i gamle dagar, so jamnast vnnta det ikkje paa drykkjevare. Sers ille var det 1ned drikking preikesundaganc fyrst <lei var til kyrkja. I husi hjaa Olav Jensson paa Vennesland (Amund Vennesland no) selde <lei brennevin. Dei hadde jamnast standande tri anker : ein i forstova, ein i stova og ein paa loftet. Stundon1 stod .folk plent i haug og vilde kaupa. "}tfaa eg faa ?~' "lviaa eg· faa ?" k.ravuo dei. Det var tvo skilling dram1nen i doi daga1'..

87

Fyrr Smith kom til Øvrebø, var det Sehelderup son1 var prest. Han budde med Oddernes, Øvrebø vnr kapellanbygd daa. Eingong hadde Schr.lderup ein kapellan so1n heitte Comcntan. Han vara dei so i kyrkja dei rnaatte kje drikka so fæ lt : "Det søn1mer sig ikke at gaa fra Guds hus og ind i Satans kt}pell ", sa han. Det var husi hans Olav Jensson han kalla so.

Etter preika sveiv folk gjerne eit bil fra nietter paa garden Vennesland. Dei hadde nista med seg, og den var dei so inn og aat cin eller arnrnn staden, og so var det gjerne til det at clei tok seg nokre drnrnrnnr attaat. Na~r dei so endeleg drog paa heimvegen, var dei daa av og· til innum i husi attmed v egen og fekk seg ein kveik. Dei som r eiste utyver kunde faa kaupa brennevin paa desse 5 stade ne: Graslida, Rakkestad, Slengestad, Aabøl og Nygaard. l\Irn fyrst dei daa kom heiri1, var dei gjern e godt lesste. :Medan Smith var prest, for dei mest som dei vilde, han totte so lite verdt, dei brydde seg kje stort un1 det han sa. l\'.fon daa Pharo kom, freista han aa stagga paa dei, 1nen det hjelpte lite avcli han tok det paa so streng og uvitug ein rnaate. flan multerte so numge ; synte dei seg det minste drukne ein preikcsundag, so rnaatte dei bøta ein dalar. Faa av konfirmantane va r det som slapp fram au.

Daa var det nokre ungdomar son1 h adde moro av aa gjera presten paa tverke. Dei stod ein snndag i eit skjol attmed prestestova og drakk av ei flaska. Just som presten kon1 forbi, tømde Torkel G unnuvson Driven es henne og sa so presten høyrde det: "No tok eg den siste slurke n ". Pharo hadde dei paa forhøyr, dei skulde gjent greide for seg.

Sjølv vitna han at han saag dei drikka, og at Torkel Gunnnvson tok den siste slurk. l\Ien han fekk ingi 1nnlt av dei den gongen, for dci hndde vitne paa n t det var berre yatn i flaska.

Ein som truleg ha(klc set seg harm pua all denne drikkingi, men ikkje ope torde taka til motmæ le, hadde skrive ei lista yver dei som selde brennevin og la henne ned utanfor klokkargarclen. Der fa nn Pharo henne. Fleire laut ut aa li daa, og mange betala bøter. l\lillom alle dei andte var Olav Torgrimson Vennesland. - Presten gjekk til kona og spurde henne ut, og· fekk daa vita eit og anna.

Olav vilde pynta paa det kona hadde sagt, og vri seg undan. Daa spurde Pha.ro um det kje var so a t kvinna var hovudet til mannen. - .Jau, n1en ikkje i dette tilfelle, svara Olav. Rakkestad stod baade fyrst og sist paa lista, kona der selde i friske tak drammar til folk .

I gjestelag og brudlaup var det au rnykje Llrikking-.

88

I eit .b rudlaud paa l\fonen (Drivenes) var der kaupt heim 3 dunkar n1ed dansk brennevin og· ein med fransk. Sjølve hadde dei bryggja fleire tunrior øl. Dette brndlaupet varde i tri da.gar.

Gunnhild Øyne. · Gunnhild budde i Øyne, ein plass paa Rygnestad. Ho v3:r eit undarlegt og framtøkt kvende, og det gaar mange gjetor um ho. D~t kann no vont so nmlng 70 aar sidan ho døydde. Ho var gift med ein som heitte Hallvard ; han var hag og hendig, 1nen elles lite fyre seg, so det var Gunnhild so1n laut staa for styret. Ho var so1n ein kar111ann i styrke og kjende seg ikkje rædd u1n det saa.g aldri so hardlegt ut. Ein sum ar slo Gunnhild og Hall vard ved Stol ; og un1 netterne laag dei under ein steinheller 1ned byrsa ved sida. So ei natt kjem bjørnen inn i helleren og tek byrsa og ber ho burt paa ei myr, n1en gjorde helles ingen n1ein. Næste natt vakte dei og· hadde byrsa ladd.

Høgstnattes kjen1 bjørnen lunsande ned i 1nyrgjota.. Hallvard bleikna og skalv paa handi. Daa triv Gunnhild byrsa; og um eit bil srnall dei og bjørnen stupte daud.

Ein annan gong sat ho paa Vindsliclmyr n1ed ho gjætte.

So ko1n der noko og la hovudet frampaa herdi hennar. Gunnhild trudde det var ei ku og heldt ei saltklypa upp til 1nunnen ; 1nen ingen tok saltet. Ho vart undri og saag attun1 seg; daa var det ein bjørn. l\1en Gunnhild var si sa1ne.

Ho glodde han stygt i augo og sa: "Pakke deg herifraa din stygginge, og· gjer ikkje noko vondt. ,: Bjørnen rusla og rørte ikkje eit la.mb eingong. 1\Ied buskapen hadde ho eit sers lag. Naar hjuringarne ko1n med buskapen um kvelda.rue og kvar skulde taka sitt, gjekk Gunnhild burt til ·bufloten og sa : "Ko1ne no adde mi smaa", og straks hadde ho kvar klauvi kring seg av rlet som hennar var. Det var n1est s1nac1.fe ho fødde. J arnleg hadde ho berre ei ku ; men denne var so kjær etter mat111ori, a.t ingen fekk mjølka ho utan dei tok paa seg stakken hennar Gunnhild. Ein dag var hjuringarne ved Vermaalaasen 111cd buskapen. Daa dei skulde heimatt paa stølen, fekk dei ikkje kui hennar Gunn-

89 hild av ein stad. Dei lokka og truga ; n1en ho rikka s_e g ikkje. Gunnhild var paa stølen ; og daa ho fekk høyrt dette gjekk ho .og vilde henta kni. Men alt ho baldra so stod ho liksom fjetra. "Takk for stuten", sa daa Gunnhild, og .med det same fy Igde kui so viljugt son1 nokosinn. Kui "tidkast" og fekk oin stut.kalv paa lit nett son1 tussekyrne.

Han var ljos n1ed graabrandutte render rundt skrotten liksom strokne n1ed fingrar. Ho Gunnhild brukte ljaaen likso fullt som karn1cnnerne.

Naar vegen til slaatteteigen var litt lang, vilde ho ikkje · gaa heimatt i bndi ; n1en laag um netterne i hellerar eller og i hytt.or laga paa den vis, at ho reiste nokre bjørker inn 1not ein stein. Ved Revstjørn umlag tvo km. sunnanfor Bjørnevatn,. hadde ho ei slik hytta ; og denne slaatteteigen hev vorte heit.ande Hyttedalen.

Ein sumar ho laag paa lJeidi vart ho plent 1natlaus.

Og heime aatte ho ikkje heller grjon; men aakren var paa ei vis ta.kande. Tidlog llll1 · morgonen reiste ho dei fem fiordungarne. So tok ho kornet av aakren og mulde aksi millom henderne, turka i ei gryta og mol paa handkvern.

Og um kvelden var ho paa stølen att n1ed tri nottungar mjøl. · Aasmund Rygnestad.

Gamle truer fraa Valle.

Naar t.vo stikkor eller tvo halrnstraa lagar son1 ein kross paa golvet spør ein døclarord i grendi. Gøyr reva 111ot eit hus er der feigt folk. Vert du elta a:v ein orm, er det og for feigdi. Derso1n ein orm kryp tvert yver vegen kjen1 der straks til aa gaa eit lik. Kryp onnen uppum vegen so vert det ein kar, n1en nedun1 so . vert det eit kven de. .

"No gjete dei 1ne", vert jamt sagt, naar nokon hikstar.

Dersom ein daa nen1ner namnet paa eit n1enneskje, og hikstingi sluttar 111ed det sa1ne, so er det den du nernnde so1n talar um deg. Fæ r dn bra.at ei saar blema paa tunga, so lyg folk paa deg.

Kjem kni inn i budedøri og ber eit grønt straa i kjef-

90 ten kjem .det nver; men ber ho eit turt straa vert det godver.

Ber grisen stikkor ma.a ein straks venta nver. Dei gainle fortel um ein valldøl son1 laag nede i Kjøpenhamn og var kongens kar. Ein kveld kon1 det til tals tun veret.

Daa sa valldølen: "I 1norgo hev me rennande regn". Der høvde til aa vera ein stjernegranskar, og kongen spurde kva han trudde. "Eg meiner det vert godver", svara han. :Men um morgoncn regnde det so det sila.

Daa spurde kongen v alldølen, korleis han visste det kom regn . ~'Jau, grisen bar stikkor igaar." - ''Aa haa, sa kongen, so er ei norsk purka klokare enn ein dansk stjernegranskar.''

Dersom kui tok til aa gnaga groen, naar ho kje1n or fjoset um vaaren, so vert buaaret godt; men gaar ho paa aakren og leitar etter stein og bein vert det daarlegt.

Aasrnu.nd Rygnestad.

Endel indsendte artikler er ik~e kornmet 1ned i dette hefte, dels paa grund av pladsmangel~ dels fordi vi gjerne vilde smnlet flere oplysning·er 0111 enkelte av de behandlede emner.

Det er 1neningen hvis lagets økonomi tillater det at utgi et trcdie hefte til va.aren.

Kristiansand S. i noven1ber 1916.

Sty,,·et.

91

Nye medlemer av

Agders historielag.

Kyrkjesongar Fr. Aaneland, :Mykland Grosserar Hans Aanensen, Kr.sand Lærar Joh. Berge, Risør Kom1n.sersj. Johan Bøe, Kr.sand Yverlærar Berge, Tønsberg Stud. filol. Bergljot Bergh, Kr.ania Skipsreidar Salve Beck, Kr.sand do.

Handelsstyrar D. Buli, Deichmanske bibliotek, Kr.ania Stud. theol. Einar Edwin, do.

Lærar JørgGn Eg, do.

Gard brukar Gunn ar Eikeland, Grovene Jan 'I'. Eikestøl, Søgne Nils Fjelde, Greipstad Yverlærar Torleiv Hannaas, Bergen An1tskass. P. Holn1esland, Tønsberg Stud. theol. Erik Haavie-'l'horesen, Kr.ania Politifullm. H. A. Hoeg-Omdal, Skien Lærar Knut Haugland, Vatncstrau1n Reidar Holmesland, kyrkjedept. K.r.ania Kontrollør K. Haddeland, ·Kr.sand Garclbr. Tmna.s I vedal, Iveland Redaksjonssckr. Andr. Kristensen, Fr.stad Stud jur. vVillie Knudtzon, Kr.ania Universitetsstip. Oluf Kolsrud, do.

Oldfrue frk. Kahrs, Eg asyl Kyrkjesongar K. Kristensen, Vennesla Stortingsmann Talla k Lindstøl, Søndeled Landbruksskulestyrar Nersteen, Bygland Lærar S. T: Narvik, Ocldernes Norsk folkeminncsan11ing, Kr.ania Lærar Ore, Kr. ania Lensmann Alfred Olson, Søgne Advokat Rudolf Peersen, Kr.sand Peder 'l'. Rød, Braaten, Søndeled G. Gauslaa Stoveland, Herefoss

-

99

Stlld. real. Harald Schjelderup, Kr.anin Stud. theol. Kristian Schjelderup, do.

Lærar Skomedal, Fiane pr. Risør Stud. jur. Christian Stray, Kr.ania Journalist Herman Srnitlf-Ingebrethsen, do.

Fru Aagot Smith-Ingebrethsen, do.

Hans Seland, Flekkefjord Lærar Slettan, Holmn · Stud theol. Erling A.- Tobiassen, Kr.ania Redaksjonssekr. Haakon 'I'orsvik, Kr.sand do ..

Fullm. Andr. Tellefsen, Redaktør Hjørvard Torsvik, do.

Gardbrukar N. T. Upsaker, Holun1

3 n1edlemer er døde sidan ifjor. Det er sagmeister Jens Knudsen, Kr.sand, utskiftingsfor111an11 Sverre Holmesland, Mandal, og cand. 111ag. Gunstein Stray, Kr.ania.

Ind holdsforteg neise.

Kaptein Karl Lcewy : Kristianssand i feidetid med fæstSide 3 ningsbygning og skattetyngsler .

23 A. Berge: Strandfogd Krbtofer Jakobsen Nordhassel . " Bjørgulv Olavsson Austad og B. Stubseid : Stevleik p,ta Bygland paa stemna 17. mai 1914 . . . . . . .

37 P. Holmesland : Om handelsstedet paa Harkmark og de " 41 dertil førende veier. . . . " 48 Peter Lunde : Fraa nfredstidi . . . . . , " 69 Karl Jdkobsen: Broen ''Thygesons Minrle"s historie . . " Thorstein Høverstad : Aalmannal.lage fraa Sætesdalen 74 over bisp Munch til stortinget 1827 . " P. Holmesland: Et drap paa Harkmark 78 " 84 Jon Løyland : Fraa. Vennesla . . " 88 Aasmund Rygnestad : Gunnhild Øyne . " BH - "Gamle truer fraa Valle " 91 Nye medlemer . .

"