artikel · Mål · 2015 · # 2 · TIL TRO
Og nu må vi også give agt på, hvordan vi hører Guds ord og lader det virke på os! Når nu temaet for dette blad er Mål, så er det højst relevant at snakke om en af de farer, vi som kristne er allermest udsat for, og som har hindret utallige mennesker i at nå frem til målet – nemlig hykleri og selvbedrag. Problemet med selvbedrag og hykleri er jo, at man ikke selv er klar over faren, uanset at man befinder sig i livsfare! Hykleri I Bibelen har vi et skræmmende eksempel på en mand, som hørte Guds ord DAGLIGT i tre år(!!), var med til at bevidne kæmpe store mirakler, blev udvalgt af Guds egen søn til at være discipel, vandrede, sov og spiste med selveste Messias i tre år, som alligevel gik evigt fortabt. Det er Judas Iskariot. Han startede så godt ud. Han blev udvalgt sammen med 11 andre for at tilhøre Jesu inderste fortrolige omgangskreds i hans virke her på jorden. Og han lyttede til den himmelske visdom dag efter dag. Alligevel gik han fortabt. Hvorfor? Han blev en hykler. Han lod ikke Guds ord ramme sig selv, men lod det prelle af – kom med undskyldninger for hans små synder. Han tog af kassen af og til. Det manglede da bare for den ulejlighed, han gjorde sig med at tage vare på gaverne, som Jesus fik. Og sådan undskyldte han sin synd. Og da hans små synder fik lov at vokse sig til store synder, blev de til hans død. Hvis han dog bare havde bekendt, at han var en tyv over for enten Jesus eller en af disciplene! Han så sig selv på ydersiden – her vandrede han jo med Jesus. Ja Jesus havde selv udvalgt ham! På den måde tilbageviste Judas sin dårlige samvittighed. Han så på, hvordan han udadtil fremstod. Og det blev skæbnesvangert for ham – det endte med evig ild. Jesus advarer os mod hykleriet. Den bedste modgift mod hykleri, er at stoppe med at sammenligne sig med andre og i stedet lade Guds ord ramme sig selv – det nytter jo ikke noget, at jeg er mere retfærdig end min studiekammerat, hvis vi begge sidder i båden der driver mod helvede. Vi må lade Guds ord
nå ind til os og dømme os selv først. Først i denne position – som uhelbredeligt syge – kan vi få hjælp af lægen. Lægen kom jo ikke for at helbrede de raske, men de syge. Døm ikke Jesus siger videre i Matthæusevangeliet kapitel 7, sammenholdt med Lukasevangeliet 6: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Vi skal ikke gå og dømme andre mennesker. Det er Gud, som er dommeren, og han vil engang holde dom over alle folk og gengælde enhver efter sine gerninger. Det er
prædiken kan synes spændende, fordi den i form har været ny og kreativ, men alligevel indeholde vranglære. Hvordan påvirker denne vejledning os så i hverdagen? Derfor er det altså ikke afgørende for os, hvad andre mennesker tænker om os. Fordi andre mennesker dømmer jo typisk bare efter, hvad de kan se – de ved jo ikke, hvad du indeholder i dit hjerte. Herren ser efter hjerterne. Derfor: lev ikke som en, der blot vil tage sig godt ud i mennesker øjne – en såkaldt øjentjener – men tjen din næste og
Brug det mål, Jesus har givet dig over for dine medstuderende, da han frelste dig, mens du var hans fjende; giv for intet, find dig i ondt, bed for dem, og kræv ikke noget tilbage, som de har lånt af dig. Det er kærlighedens mål. derfor ikke op til os at udtale dommen over et andet menneske, heller ikke i vores tanker. Vil det så sige, at vi aldrig må dømme nogle forhold – fx nye kirkers lære, nye måder at udføre gudstjeneste på, nye ritualer i kirken, eller om en given handlemåde er rigtig eller forkert? Nej. Det må og skal vi gøre. Der bliver eksempelvis talt utrolig hårdt imod vranglære i Bibelen, og der er tilmed en nådegave, der hedder at kunne bedømme ånderne. Og hvis en person kommer og vil være en del af vores kirke, men bor sammen med sin kæreste i et ægteskabslignende forhold, så må og skal vi også (i den rigtige time) gå i rette med vedkommende og bede ham omvende sig. Det har Jesus selv sagt. Jesus kaster selv lys over spørgsmålet om at dømme andre, når han i Johannesevangeliet kapitel 7 siger: ”Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!” Jesus er altså faktisk ligeglad med det ydre, når han skal fælde dom. Det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi fælder en retfærdig dom – det ydre kan bedrage os. En
nabo, din ven, din kæreste/kone, din arbejdsgiver, som om det var Kristus selv. Vi skal ikke dømme vores medstuderende, selvom de måske lever utugtigt og i voldsomt drukkenskab og tager deres uddannelse for givet. Det er ikke vores lod. Brug det mål, Jesus har givet dig over for dine medstuderende, da han frelste dig, mens du var hans fjende; giv for intet, find dig i ondt, bed for dem, og kræv ikke noget tilbage, som de har lånt af dig. Det er kærlighedens mål. På mit studie er der mange, der sælger sine noter, og flere, der også er villige til at give penge for gode noter. Lad dig ikke narre af sådanne fristelser. Giv for intet til enhver, der beder dig. For det mål, vi har fået at måle med, er en skat i himlen, der er uendeligt meget større end enhver hundredkroneseddel, vi giver væk. Det er den perle, som det er værd at sælge alt, hvad man ejer, for at få fat i. Det er den yndigste rose. Det er den første kærlighed. Det er Jesus selv, der er vores skat.
21