Til Tro #3 2023

3. kvartal · 2023 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Karakter + Fra den trygge (barne) tro til den ituslåede, fortvivlede og ægte (voksen)tro. Kom med på en personlig og ærlig trosrejse - Tema side 05 + Hvad er kufferten fyldt af efter et møde med kristne studerende fra 164 forskellige lande?

Reportage fra World Assembly - KFS Nyt side 11 + Brug for inspiration til din efterårslæsning? Vi introducerer et nyt koncept: Anbefalinger fra KFS’ere – I Tiden side 28

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Filip Munch Bak, stud.arch.

Amanda Kaas, stud.psyk.

Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, stud.polyt.

Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, sabbatsårsKFS'er Cecilie Kofoed Hassingboe, stud.act.

Signe Falch Madsen, stud.theol.

Christoffer Rafael Kofod Techow, stud.theol.

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Mathias Nygaard Larsen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Tema

Indhold kfs Nyt 10

11

I fællesskab er vi nu færdige med '100 dage med Bibelen'. Men hvad lærte vi egentlig af det’?

På World Assembly var vi én stor familie i Kristus

I tiden 16

Globalt: At stå sammen og dog med hver vores udfordringer

17

Grønland: Mit møde med KFS Grønland

28

Goodreads

29

Fast kronik: 'You can be anything'

22

Vi har ventet i spænding. Men nu er Discipeltræf tilbagemed et twist

36

Kronik: Når Gud siger ”ær alle”, og tungen siger ’din fede lort’

22

Tre sommerminder fra KFS

40

Bøger: Pludselig forstod jeg, hvad det vil sige at bede

23

Vil du gerne kende Jesus og gøre Jesus kendt? Så har KFS et fantastisk tilbud til dig!

41

Bøger: "Virkeligt nær" bør virkelig nærlæses.

KFS er tilbage fra sommerferie

43

Leder: I Guds store IFES-familie

34

05

Vil du med på en trosrejse?

Morten inviterer ind i et personligt og ærligt rum, hvor teologien forsvinder, og livet og troen begynder.

09

Bibelen og 12-trinsskalaen

13

Visdom – den glemte dyd ChatGPT, Dalai Lama og piberygende mænd med skæg.

Hvad er egentlig forskellen på viden og visdom?

18

Jael – Den overraskende heltinde Mød Jael i denne gendigtning af en kompliceret og lærerig historie om en troshelt fra Dommerbogen!

20

Andagten Træd i karakter med dronning Esther, der med Gud i ryggen satsede alt for at frelse sit folk.

21

Kære himmelske far - En bøn

25

Hvad E=mc2 lærer os om Gud Hvad faldende æbler og planeter langt borte fortæller os om Guds karakter.

31

Kristus = Gerda, Aslan og Frodo Kathrine fortæller om, hvordan litteratur kan berige vores opfattelse af Jesus.

35

Portræt Emma Gro Kloster fortæller om skuespillets karakterarbejde, og hvad man kan lære af at spille en bibelciterende lejemorder.

38

Hvad er dresscoden til Guds bryllupsfest?

Hvorfor slipsenål, halskæde og pynt er vigtigt i det kristne liv.

3

Fra redaktionen: Kære læser Livet kan føles som et teaterstykke, der er kørt helt af sporet. Instruktøren er skredet. Dine medskuespillere har travlt med deres egne roller. Du står tilbage på scenen og kigger desperat ned i manuskriptet, hvor der ikke står andet end et navn. Ingen retning. Ingen instruktion.

Så du prøver dig frem. Siger nogle ord, responderer på dine medspilleres improviserede replikker, og langsomt er der noget, der begynder at tage form. Du vokser ind i rollen. Opdager nogle træk, der går igen.

Fra tid til anden træder du ved siden af og handler på måder, der føles fremmede og forkerte for din karakter.

Alt i dig har lyst til at råbe: ”Vi tager den lige igen fra toppen!” Men ingen stopper. The show must go on. Der opstår et flow, en historie træder frem. Pludselig er du en karakter, der handler og gør ting på en bestemt måde, og du glemmer for en stund den absurde situation, du befinder dig (stykket kunne vi kalde ’livet’).

Karakter er temaet for denne udgave af Til Tro. Og for en som undertegnede, der elsker historiefortælling, er det lidt et ’guldnummer’, du nu sidder med i hånden.

Det er det blandt andet, fordi jeg kan få lov til at anbefale en artikel med overskriften ’Kristus = Gerda, Aslan og Frodo’ – en smukkere samling af litterære karakterer er næppe set i Til Tro før! Her viser Kathrine Kofod-Frederiksen, hvordan vi i fiktionens mange forskellige historier indimellem også kan støde på Kristus-figurer – karakterer, der kan bidrage med saft og kraft til de beskrivelser, vi finder af Jesus i evangelierne.

Herfra kan du vælge at gå videre til historien om ’Jael – den overraskende heltinde’, hvor Louise Høgild med udgangspunkt i Dommerbogen leverer en bragende god gendigtning af en historie og et menneske, vi kan lære meget af, selvom hun ikke lå øverst i bunken over bibelhistorier i børneklubben.

Trænger du til en pause fra det litterære, kan du også hoppe videre til noget helt andet: ’Hvad E=mc2 lærer os om Gud’. Som du nok har gættet, er det vores naturvidenskabelige bidrag til temaets undersøgelse af Karakter, hvor Simon Holm Stark udfolder, hvad vi kan lære om Guds væsen og karaktertræk gennem naturvidenskabens briller. Og det er ikke så lidt!

Det naturvidenskabelige kan du efterfølgende bytte ud med filosofi og teologi i ’Visdom – den glemte dyd’ og ’Snavset tøj, festtøj og accessories – hvad er dresscoden til Guds bryllupsfest?’. To artikler, som viser os nogle af de karaktertræk, vi må stræbe efter som kristne – og den frigørende baggrund, vi må gøre det ud fra!

Nu bliver det en anelse tricky. For jeg vil også gerne anbefale magasinets sidste temaartikel; ’Vil du med på en trosrejse?’. Men det er faktisk mig, der har skrevet den, og det bliver jo hurtigt lidt ’ananas-i-egen-juice’.

Så jeg vil nøjes med at sige, at det er mit forsøg på at sætte nogle ærlige ord på min ellers ret ordinære – og bestemt ikke kønne – trosrejse. Måske er der noget, du kan spejle dig i. Eller måske du får lyst til også selv at dele din historie med en ven. Nu har du i hvert fald min historie.

God læselyst!

På vegne af redaktionen Morten Lund Birkmose

4

Vil du med på en

trosrejse?

Troen på Gud er personlig og relationel. Den ændrer sig og formes i mødet med verden, med tvivlen, med smerten, med glæden. Ja, alt det, livet møder os med. I denne artikel lukker Morten os ind i et personligt og sårbart rum for at dele et par skridt i den vandring, han har haft med Gud. Fra den trygge (barne)tro til den ituslåede, fortvivlede og ægte (voksen)tro.

Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

5

Kære Til Tro-læsere. Det rum, I nu bliver lukket ind i, er et personligt rum. Et rum fyldt med smerte. Og kærlighed. Et rum, hvor teologien forsvinder og livet og troen begynder.

Derfor vil jeg også opfordre jer til ikke at behandle det, jeg skriver, som teologi eller normative sandheder om Guds væsen. Min rejse med Gud er relationel, ligesom din er det.

Mit mørke er ikke dit. Mit lys er ikke dit. Og min erfaring af, hvem Gud er, er kun et ufuldstændigt billede, som du får lov til at kigge med på. Ikke den fulde sandhed. Men måske er der noget undervejs, du alligevel kan spejle dig i?

Den trygge (barne)tro med revner i fundamentet Min tro var og er bygget på de stolper, jeg fik givet af mine forældre. At Gud har skabt alle mennesker. Høj og lav. Synder og hellig. Og mig. De lærte mig, hvem Jesus er, og viste mig, hvordan vi i Bibelen får lov til at møde den Gud, der selv tog bolig blandt mennesker, selv gik korsets vej for at bryde syndens og dødens magt, så vi igen kan træde ind i en sand og hel relation til ham.

Jeg husker børneklubben, kirken, lejrene og alle børnesangene om, hvor stor, stærk og mægtig Gud er. Jeg husker billedet af Jesus som fårehyrden, der smider os op på ryggen og leder vej. Jeg husker en enorm tryghed.

Det er helt sikkert et romantiseret billede af, hvordan min tro har set ud. Jeg kan i hvert fald konstatere, at der undervejs fra min barndom og frem til voksenlivet opstod nogle grimme revner i fundamentet og i mit billede af, hvem Gud er.

For jeg lærte også skammen over at være en synder at kende. Ikke den sunde syndserkendelse, der leder til nyt liv og frimodighed hos Gud. Men en selvoptaget og altopslugende tvivl på, om jeg er god nok. Jeg lærte Gud at kende som en hård og streng gud, der aldrig er tilfreds, altid forlanger mere. Mere bibellæsning, flere bønner og højere lovsang. Jeg lærte altid at tvivle på min egen frelse, og om jeg er inderlig nok i min tro.

Det er revner, som har været og er med til at forme min rejse. Jeg ved ikke, hvilken hammer der har forårsaget dem.

Jeg ved, at det i hvert fald ikke er noget, jeg har fået med 6

TEMA

Jeg lærte Gud at kende som en hård og streng gud, der aldrig er tilfreds, altid forlanger mere.

hjemmefra. Jeg har heller lyst til at pege fingre eller komme med kloge svar. Jeg kan blot konstatere, at revnerne er her.

Også i dag.

En ituslået (ungdoms)tro Den tro tog jeg med mig, da jeg startede på gymnasiet. Jeg kom, som så mange andre, direkte fra en kristen efterskole og blev fuldstændig overvældet. Pludselig virkede mine jævnaldrendes verden både fremmedartet og skræmmende. De drak. Talte åbent om at have sex – og nyde det. De sang ikke lovsange. Holdte ikke bibelstudier. Ja, de var faktisk fremmede for alt det, jeg kom med.

Jeg takker Gud for KFS og gode kristne venner i den periode. Langsomt landede jeg i tilværelsen igen, fandt fælles fodslag med mine nye kammerater, lærte at tale om og sætte ord på min egen tro, og fandt min vej i spændet mellem at være troende, ung og gymnasieelev.

Undervejs begyndte jeg også at nyde de mere frie og åbne samtaler, jeg kunne have med mine klassekammerater.

Her skulle jeg ikke passe ind i en kasse af rigtige svar, men med bajer og smøger i hånden kunne jeg undersøge og sætte spørgsmålstegn ved alt i livet. Begå fejl og træde ved siden af.

Det var en frihed, jeg ikke oplevede blandt mine kristne venner, hvor jeg altid havde travlt med at pudse glorien og skjule min tvivl. Det er ikke nogens skyld, og jeg har aldrig selv oplevet at blive set skævt til, når jeg har åbnet op for posen. Men vi havde ikke en udbredt kultur for at dele det svære.

Langsomt, og uden jeg selv var klar over det, drev jeg væk fra kirken og det kristne fællesskab, indtil det hele kulminerede i min studentertid. Her slap jeg det sidste greb, jeg havde i troen og i relationen til Gud. Jeg drak igennem – til mine

gymnasiekammeraters store fornøjelse – og jeg sagde til mig selv: ”Det er slut. Jeg er færdig med Gud!” Her kunne min troshistorie fint være endt som endnu en fortælling om en ung kristen, der blev forført af verdens fristelser. Ledt bort fra Gud af sine gymnasievenner og Satans løfter om frihed og selvbestemmelse.

Og hvor ville jeg have hadet det! For det er slet ikke den pointe, jeg selv har taget med mig fra de år. Er der noget, I ikke skal tage med fra min historie, så er det, at det var mine gymnasievenner og deres liv, der ledte mig væk fra Gud. Det primære problem lå netop ikke hos dem, men i det forstyrrede gudsbillede, jeg havde fået dannet i mit hoved, og i vores manglende mod til at dele det svære med hinanden. Dét var ved at tage livet af min tro.

Heldigvis var Gud ikke færdig med mig. Fredag aften på Roskilde Festival, efter halvanden uges intens fest og med en ganske betydelig promille i blodet, fandt jeg et stille øjeblik mellem nogle koncerter, hvor jeg endelig stoppede op og konfronterede det, jeg altid har vidst: Jeg tror på Gud. Jeg kan godt prøve at bilde mig selv ind, at det forholder sig anderledes, men dybt nede i mig, befinder der sig en tro på, at Gud virkelig er altings ophav. At Jesus virkelig er Guds søn. Jeg har prøvet at slippe den tro, både dengang og siden. Jeg er ofte træt af den. Men lige her, på en bænk i Roskilde, kom jeg frem til det, jeg har prøvet at tage alvorligt siden; jeg tror.

En (voksen)tro, der møder virkelighedens verden Det næste nedslag i min troshistorie, I får lov til at læse, udfolder sig omtrent midt i min studietid. Jeg var flyttet til Aarhus med en af mine kristne barndomsvenner, og vi havde boet sammen i halvandet år cirka. Ud af det blå fortalte han

mig en dag – mærkbart nervøs – at han var homoseksuel, og at han var begyndt at se en fyr. Det kom ikke som nogen kæmpe overraskelse for mig, men jeg kan huske, at jeg var sur på ham. Ikke fordi, han var homoseksuel. Det havde jeg det fint med, og det første, han fik at vide, var, at jeg stadig elskede ham. Hvilket ikke er noget, jeg har sagt til mange mennesker.

Jeg var sur, fordi han havde taget så lang tid om at fortælle mig det. Senere åbnede han op for, hvordan han igennem gymnasietiden havde bedt inderligt til Gud, om han ’ikke bare kunne blive forelsket i en pige’. Han græd sig i søvn. Tænkte på ’ikke at være her mere’. Og stod op næste morgen, kom til IMU og fortalte os ingenting.

Han kæmpede med alt det her, og os, der var tættest på ham, var lige præcis de eneste mennesker, han ikke turde dele det med. Fordi vi på en eller anden sindssyg måde havde fået ham til at tvivle på, om vi stadig ville holde af ham, hvis han fortalte os, at han var til fyre.

At han har tvivlet på det, er min og vores fejl og synd – ikke hans. Det har jeg siden erkendt. En erkendelse, der også har pillet ved min opfattelse af, hvem Gud er, og om hans vilje virkelig er god. Hvordan kan det andet, når det, jeg troede var Guds vilje, ledte til skam, selvhad og fortvivlelse? Er det virkelig de ’åndens frugter’, Paulus taler om, skal kendetegne det kristne liv? Så vil jeg gerne takke nej!

Jeg tror stadig, at der findes en kristen etik – men jeg er også blevet overbevist om, at vi misser noget essentielt, hvis ikke vi holder for øje, at vi som kristne altid først og fremmest er kaldet til at leve i en konkret videreformidling af Guds kærlighed til de mennesker, vi er sat iblandt.

Det betyder også, at når jeg ser, hvordan min tale om f.eks. homoseksualitet har ført til skam og selvhad hos min ven, så må jeg se min synd i øjnene: Jeg er skyldig i at have plantet de tanker. Jeg kan ikke gemme mig bag en formuleTEMA

7

Vi er som kristne altid først og fremmest kaldet til at leve i en konkret videreformidling af Guds kærlighed til de mennesker, vi er sat iblandt. ring om, at det er Guds vilje, eller at jeg skal følge Guds ord mere end menneskers. Jeg må erkende, at jeg med mine ord og handlinger ikke har formidlet Guds kærlighed til ham. Og så må jeg finde ud af derfra, hvordan jeg kan begynde at gøre det.

Den fortvivlede tro på en god og kærlig Gud Herfra hopper vi videre til det sidste og nyeste nedslag i min trosrejse. For et par år siden blev min mor syg med akut leukæmi. En voldsom og pludselig opstået sygdom, der kastede hele familien ud i krise. Men på mirakuløs vis blev hun rask.

Hun er en af de historier, hvor lægerne siger; wow, den havde jeg ikke set komme. Ægte bønnesvar. Gud er god!

Alligevel er der en del af mig, der også efter denne oplevelse kæmper med at tro på og have tillid til, at Gud skulle være en god Gud, der hører vores bønner. Ja, min mor blev rask. Men jeg har så mange venner, der aldrig oplevede det bønnesvar. Hvor deres forældre, søskende eller venner døde

8

TEMA

fra den ene dag til den anden, uden et farvel, eller sov ind efter langt tids smertefuld sygdom.

Fortæl mig, hvordan jeg kan sige til min kammerat, hvis far begik selvmord, at Gud er god? At hele verden vidner om Guds godhed, når jeg ser hans smerte? Ser hvordan halleluja’erne forduftede og mørket tog over? Jeg har ikke tro til andet end at sige; livet er meningsløst, og Gud er utilregnelig.

Den fortvivlelse er en del af min trosrejse. Så jeg klamrer mig til Jesus. I ham kan jeg se den trofaste og kærlige Gud, der græder med de grædende. Sørger over Jerusalem. Handler imod ondskaben. Møder Martha og Maria i sorgen over deres brors død, og peger mod livet på den nye jord, da han oprejser ham fra de døde.

I Jesus kan jeg se en god Gud. En Gud, der er værd at tilbede og prise. En Gud, der holder sine løfter. Ham klynger jeg mig til. Nogle dage mere end andre. ■

Fortæl mig, hvordan jeg kan sige til min kammerat, hvis far begik selvmord, at Gud er god?

Bibelen og 12-trinsskalaen 12

Stammer i Israel (1. Mos 49, 28) Skuebrød ved Jahves alter (3. Mos 24, 5) Disciple (Matt 10, 1) Kurve mad tilovers efter Jesu bespisning af over 5000 følgere (Matt 14, 20) Af det meste i Johannes’ Åbenbaring, Kapitel 21

7

Ord i Biblens første sætning (1. Mos 1, 1) Dage Gud brugte på at skabe jorden (1. Mos 2, 2) Arme på guldlysestagen (2. Mos 25, 36) Kurve mad tilovers efter Jesu bespisning af over 4000 følgere (Matt 15, 37)

02

Mennesker i Edens have (1. Mos 22, 2) Røvere på korset (Luk 23, 32)

00

Gange Jesus afviser mennesker i evangelierne der kommer til ham og erkender deres synd

10

Patriarker fra Adam til Noa (1. Mos 5) Bud (2. Mos 20, 1-17) Plager (2. Mos 7-11)

4

Floder der udsprang af Edens have (1. Mos 2, 10) Af det meste i Daniels drømmesyn (Dan 7)

40

Dage og nætter med uafbrudt regn under syndfloden (1. Mos 7, 4) År israelitterne er i ørkenen (5. Mos 29, 4) Dage og nætter Elias fra Karmel til Horeb hvor Gud åbenbarer sig (1. Kong 19, 8) Dage Jesus fristes af djævelen i ørkenen (Matt 4, 2) Dage fra Jesu opstandelse til hans himmelfart (ApG 1, 3)

-3

Gange Gud viser sig for Abram og lover ham velsignelse og mange efterkommere (1. Mos 15, 17 og 22) Dage Jonas var i fiskens bug (Jon 2, 1) Dage Jesus var i graven (Matt 12, 40) Personer i treenigheden (Matt 28, 19)

TEMA

9

Hvad lærte vi af ’100 dage med Bibelen’?

KFS’ store sommerkampagne ’100 dage med Bibelen’ er nu slut.

Det sidste kapitel er læst. Den sidste podcast hørt. Men hvad står tilbage? Det har vi spurgt fire både nuværende og tidligere KFS’ere om at reflektere lidt over.

Af Svend Bay Møller, studerende

Af Line Sloth Hansen, læge

Af Amalie Sandvad, gymnasieelev

Jeg blev opmuntret af at genopdage, at Jesus ønsker at være sammen med mig hver dag. Det kan måske lyde lidt banalt, men det betyder for mig, at Jesus aldrig har for travlt til at være sammen med mig, selvom jeg nogle dage synes, at jeg har for travlt til ham.

Jeg oplevede, at ved at læse om ham i alle evangelierne inden for kort tid, var det lidt som en samtale, hvor Jesus gentager det, han vil lære mig om, hvem jeg er, men også først og fremmest om, hvem Han er.

For mig har det været superspændende at høre podcasten sideløbende med læseplanen. Udover den daglige glæde ved at høre Troels Nymanns sprøde stemme var jeg glad for at høre mange forskellige KFS’eres refleksioner. Her blev det stærkt for mig, at Gud både kan tale til os i komplicerede teologiske pointer, men også i det helt hverdagsnære liv.

For det første har ’100 dage med Bibelen’ haft et godt format; læsningen var overskuelig, og det var nogle virkelig gode og korte podcasts til at sætte fokus, medvirke til refleksion, skabe overblik eller åbne svære tekster.

Dernæst; jeg har aldrig læst Bibelen fra start til slut og blev motiveret af projektet. At læse Det Nye Testamente over 100 dage giver et godt overblik. Det er jeg glad for at have fået.

Til slut; det har virkelig motiveret mig til daglig bibellæsning. Det giver mig noget ind i hverdagen at læse Guds ord hver dag – noget andet end familieandagten giver. Det vil jeg prøve at holde fast i.

For mit vedkommende har ‘100 dage med Bibelen’ været en god mulighed for at starte hver dag ud med at bruge 25-30 minutter med Gud. Samtidig har det været både inspirerende og motiverende for mig som kristen at få et bedre kendskab til Det Nye Testamente, høre hvordan kristne på Jesu tid levede, samt hvilke råd blandt andet Paulus har videregivet til os i den kristne menighed. Sidst, men ikke mindst, har jeg været taknemmelig over alle dem, der har brugt tid og kræfter på at få både læseplan og podcast på benene – de har gjort det nemt og overskueligt for alle os andre. Alt i alt har det været en meget givende oplevelse

Af Jakob Skovgård Højlund, generalsekretær i KFS

”Det har været en kæmpe opmuntring for mig at være med i ’100 dage med Bibelen’!

At få min daglige bibelportion ’krydret’ med en 5 minutters kommentar gav både nye perspektiver på den tekst, jeg lige havde læst; det mindede mig om linjer, jeg allerede havde glemt, og Jesu nåde og kærlighed blev igen og igen masseret ind i mig. Og særligt det sidste har jeg sådan brug for – Jesu nåde og kærlighed. Så kæmpe tak til alle jer, der har leveret lyd og refleksioner til min bibellæsning, og til alle jer både nuværende og gamle KFS’ere, fordi I havde lyst til at læse med! Det har virkelig været godt!”

10

KFS NYT

På World Assembly var vi én stor familie i Kristus I starten af august var vi så privilegerede at få lov til at deltage i World Assembly i Indonesien. Det er IFES’ generalforsamling, som afholdes hvert fjerde år. IFES, International Fellowship of Evangelical Students, er et internationalt KFS-fællesskab, med 164 forskellige medlemslande, der alle har samme vision om at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Af Maiken Terp Legarth, Tørring Gymnasium, og Victoria Langagergaard, aarhus katedralskole

I starten af august var vi så privilegerede at få lov til at deltage i World Assembly i Indonesien. Det er IFES’ generalforsamling, som afholdes hvert fjerde år. IFES, International Fellowship of Evangelical Students, er et internationalt KFS-fællesskab, med 164 forskellige medlemslande, der alle har samme vision om at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Vi kom hjem fra World Assembly med en kuffert fyldt med vasketøj og souvenirs, samt en helt tom myggespray. Men det var langt fra det eneste! Fællesskabet med vores kristne søstre og brødre fra hele verden var ubeskriveligt. Et fællesskab med Gud i centrum, som kunne mærkes gennem deltagernes tilgang til hinanden – hvordan der altid var plads til en ekstra ved bordet, hvordan man tog sig tid til at forstå hinanden på trods af sprogudfordringer, og hvordan man delte opmuntringer og udfordringer fra ens hjemlande. Vi kom også hjem med en masse nye og inspirerende lovsange, vi ikke kunne vente med at dele med vores venner og KFS-grupper! Men det, der til hver en tid trumfer alle de fede lovsange og smukke souvenirs, er dog alle de inspirerende, engagerede KFS'ere fra hele verden, vi mødte.

Vi mødte mennesker fra lande, vi knapt nok vidste eksisterede, og særligt mødet med mennesker, der kommer fra lande, hvor det at være kristen bringer deres liv i fare, gjorde stort indtryk på os. Midt i modgangen står de fast på troen på Gud. De var på World Assembly af en grund – fordi de også vil sprede evangeliet blandt unge i deres lande. Så fantastisk og inspirerende at høre!

Et af de møder, der gjorde et særligt indtryk på os, var mødet med en russer og en ukrainer. De fortalte begge om deres oplevelser med krigen i deres hjemlande, men det, der var allervigtigst for dem at dele, var, hvordan de midt i det hele oplevede Guds nærvær og håbet i Jesus. En pige fra Ukraine fortalte, at de har

oplevet en stor tilslutning til KFS og flere og flere unge, der ser et behov for Jesus i deres liv. Krigen stopper ikke Gud fra at arbejde!

Om vi kom fra lande med krig eller verdens næst-gladeste land spillede ingen rolle på World Assembly. Her var vi én stor familie i Kristus. Det var et fællesskab, der gjorde stort indtryk på os. Særligt fællesskabet med de andre unge var så livsbekræftende. Selvom vi kom fra mange forskellige baggrunde, havde vi en oplevelse af at være venner fra dag et.

Mange af de unge mennesker havde opgaver i deres KFS-grupper derhjemme, og det var dragende og inspirerende at høre dem fortælle passioneret om deres tro og det arbejde, de laver for at kende Jesus og gøre Jesus kendt i deres lande og byer!

Vi kan begge mærke, hvordan vores drømme og engagement for KFS i Danmark er steget. Det er blevet klart for os, hvilke ting vi værdsætter højt i KFS, og hvilke områder vi stadig mangler at finde løsninger til og udvikle os på. Men mest af alt var det bare et kæmpe KFS-boost, der kun førte godt med sig!

Alt i alt står vi tilbage overvældede over mødet med kristne fra så mange forskellige kulturer, der står sammen på et fælles grundlag – nemlig Jesus!

KFS NYT

11

Lejligheder i Aarhus til studievenlige priser Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder

Solrig altan og lynhurtigt fibernet

Gratis nyttehave og plads til husdyr

Tæt på indkøb og studie

Gratis parkering og delebil

Priser fra 6.480 kr.

BRUG FOR EN PAUSE? Tag på LMH og få tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv

Ansgarvej 2, 3400 Hillerød www.lmh.dk

Visdom

den glemte dyd?

Kan menneskelig visdom erstattes af ChatGPT? Nej, lyder svaret fra Lars Boje Sønderby Jensen, som i denne artikel tager et hop ned i filosofiens verden for at vise os forskellen mellem viden og visdom, og hvorfor visdom ikke kun er for Dalai Lama og piberygende mænd med skæg.

Af Lars Boje Sønderby Jensen, cand.mag. i filosofi og KFS-sekretær, larsboje@kfs.dk

13

Hvad skal vi bruge visdom til? Nu har vi jo ChatGPT til at vejlede os i svære beslutninger. Jeg ved ikke, om ChatGPT er i stand til at give moralsk rådgivning, men en ting er sikkert.

Når jeg googler ‘visdom’, bliver det autocorrected til ‘visdomstand’. Vi bruger ikke ordet ret meget mere. Vi bruger mere ord som erfaring og viden, og min fornemmelse er, at få mennesker har på sin ‘bucket list’ at blive vise. Vi sigter måske mere efter at blive eksperter?

Viden og visdom er ikke det samme Men det er faktisk en afvigende tendens. I det meste af filosofihistorien har jagten på visdom været centrum for vores tænkning. Filosofi betyder nemlig kærlighed til visdom. Både den bibelske verden, den græsk-romerske antik og middelalderfilosofien havde en stærk forståelse af sammenhængen mellem visdom og det gode liv. Visdom blev set som midlet til målet: Lykke. Ikke i en overfladisk hedonistisk forstand.

Lykke er udfoldelsen af menneskets naturlige potentiale og evner, det er et sjæleliv med følelser og drifter i harmoni med fornuftens forordninger og ikke mindst en ret relation med mennesker og det guddommelige. Sammenhængen mellem visdom og den klassiske forståelse af lykke viser, at viden og ekspertise ikke er det samme som visdom. Du kan være nok så vidende om kvantemekanik eller være ekspert i feministisk queer fænomenologi og stadig være en tåbe. Du kan mangle viden og uddannelse, men stadig mestre livets udfordringer og navigere klogt i svære valg.

Du kan være nok så vidende om kvantemekanik eller være ekspert i feministisk queer fænomenologi og stadig være en tåbe. både er teoretisk og praktisk på samme tid. Den er i stand til at identificere, hvad der er menneskets sande gode (på lang sigt), og den er i stand til at omsætte denne viden og forståelse til en konkret handleplan for at opnå det gode.

Visdom falder i baggrunden Det lyder jo som en temmelig nyttig evne. Så hvorfor er vores fokus på visdom forskubbet? Jeg tror, at der er flere årsager.

Men en af dem er, at vores kultur har en svækket ide om moralsk viden. Vores tid betragter ikke etik som en videnskab. Mange tænker på moral som noget individet eller kollektivet opfinder og vedtager. Det er ikke noget, som vi opdager. Med andre ord: Moral er subjektivt, ikke objektivt. Hvis vi som kultur er usikre på, om der findes objektive moralske sandheder, principper og dyder, så er det ikke overraskende, at troen på visdom også er svag.

I tillæg til den første årsag ser vi også en svækket overbevisning om, at mennesket har et formål, et telos, og en fast forankret natur eller essens, som bestemmer, hvad der er

Hvad er visdom helt præcist?

Det er vanskeligt at give en udtømmende definition på visdom. Men visdom er den overordnede dyd, der forudsætter stor indsigt og forståelse af livets centrale forhold, som gør en i stand til at dømme ret. Mere specifikt kan man sige, at visdom er en varig forståelse af og bevidsthed om, hvad menneskets overordnede formål er, og denne forståelse anvender visdommen til at dirigere vores valg og finde midlerne til målet. Visdom er interessant, fordi det er en evne, som 14

TEMA

Hvis vi som kultur er usikre på, om der findes objektive moralske sandheder, principper og dyder, så er det ikke overraskende, at troen på visdom også er svag.

godt og meningsfuldt for os. Opgøret med denne tanke finder man hos eksistentialisterne såsom Jean-Paul Sartre, der sagde, at eksistens går forud for essens. Det er lidt langhåret, men det udtrykker ideen om, at mennesket ikke besidder nogen iboende essens, identitet eller værdi. Det er noget, som mennesket selv må skabe som selvbevidste væsner. Denne type filosofi opløser den klassiske ide om visdom, fordi der er ikke længere nogle objektive mål eller idealer, som mennesket skal sigte efter at ramme. Man tror ikke længere på, at der er en moralsk orden, som man kan indrette sig efter. Visdommen har ikke længere noget at gribe fat om. Der er ikke længere noget at være vis om.

Der er en moralsk orden Vi kan godt benægte, at der er en moralsk orden, men det er ikke en afvisning, der udspringer af almindelig sund fornuft eller erfaring. Uden at gå ind i et udtømmende teknisk argument for dette, kan vi spørge os selv, om vi er i stand til at finde ud af, hvad der er godt for træer. Ja, vi har en rimelig god forståelse af, hvad der er godt for træer. Træer har generelt brug for sollys, vand og passende jordforhold. Hvad så når det gælder mennesker? Kan vi finde ud af, hvad der er godt for mennesket? Er der måder at leve sit liv på, som er bedre end andre? Kan vi identificere karaktertræk, pligter, rettigheder, handlinger eller værdier, som generelt fremmer menneskelig trivsel og velfærd? Og omvendt: Er det muligt at identificere laster, handlinger og vaner, som generelt forårsager menneskelig lidelse og dårligdom? Svaret på disse spørgsmål er temmelig indlysende, og det peger på, at der er en moralsk orden, der er en visdom at finde. Bevæger vi os for langt væk fra den, kollapser menneskets trivsel.

Hvordan vokser jeg i visdom?

Men visdom er ikke kun for Dalai Lama og gamle piberygende mænd med skæg. Visdom er for alle, og det er menin-

gen, at vi mennesker, som er udstyret med et intellekt, bør vokse i visdom. Så her er tre “hurtige” veje til visdom:

Ydmyghed Ydmyghed er at se sig selv med et realistisk blik. Salomo blev skænket stor visdom, fordi han bad Gud om et lydhørt hjerte, så han kunne regere retfærdigt og skelne mellem godt og ondt. Han forstod, at hans egne følelser og tanker ikke var målestok for retfærdighed, men at der var en moralsk orden, han måtte underordne sig og lære at navigere efter, og han vidste, at Gud var den ultimative kilde til visdom.

Taknemmelighed For at dømme ret må vi skelne mellem godt og ondt, og taknemmelighed lærer os netop dette. Et tak er en anerkendelse af et gode. At praktisere taknemmelighed gør os bekendt med det gode og hjælper os til at forstå det og prioritere ret imellem goder, når vi ikke kan få dem begge.

Tradition Tradition er forfædrenes akkumulerede visdom. Vi behøver ikke opfinde alt selv. Ganske vist er alt traditionelt ikke godt, men tradition er et orienteringspunkt og et springbræt til at vejlede sig selv. Det er ikke skidt at overveje, hvad man plejede at gøre. Det er heller ikke dumt at afprøve de regler og principper, som har formet vores civilisation. Måske kan De 10 bud noget? ■

Visdom er for alle, og det er meningen, at vi mennesker, som er udstyret med et intellekt, bør vokse i visdom TEMA

15

At stå sammen og dog med hver vores udfordringer Af Ruth Eva Osmundsen, KFS-sekretær i Etiopien, ruth@kfs.dk

GL BALT KFS på etiopisk I juli 2021 skrev vi de allerførste linjer af et helt nyt kapitel i KFS’ historie med udsendelsen af Ruth Eva Osmundsen til Etiopien, hvor hun arbejder med at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’ i EvaSUE, den evangeliske studenterbevægelse.

Det er et vildt spændende og ikke mindst inspirerende arbejde med nogle helt andre udfordringer og glæder, end vi kender i Danmark. Har du lyst til at følge med i Ruths arbejde i Etiopien, kan du skrive dig op til hendes nyhedsmail via vores hjemmeside, kfs.dk

16

I TIDEN

Fem meget forskellige personer er vi, som vi sidder der omkring det samme bord til gruppesamling under IFES World Assembly. En fra USA, en fra Taiwan, en fra Jamaica, en fra Azerbaijan og så mig som dansker, der repræsenterer Etiopien.

Vi følger spørgsmålene i håndbogen for generalforsamlingen og deler efter tur fra vores egen kontekst og de lande, vi repræsenterer. Efter at have lyttet til de andre er det tydeligt, at der er stor forskel på, hvordan studenterbevægelserne ser ud i de forskellige lande. Ikke mindst når vi deler, hvilke udfordringer vi hver især kæmper med.

Fra USA bliver der fortalt om udfordringerne med racisme og skyderier i et indkøbscenter tæt på universitetet, og hvordan det præger de studerende. Fra Taiwan fortælles der om udfordringer med seksuelle overgrebssager i studenterbevægelsen, og i Azerbaijan er det forfølgelsen af de kristne, der fylder. Fra min egen kontekst i det etiopiske studenterarbejde fortæller jeg om eftervirkningerne af borgerkrigen, politisk uro og etniske konflikter, der er blevet hverdag for de studerende.

Som vi sidder der, kan jeg ikke lade være med at bemærke omgivelserne, for selv om vi er i et muslimsk domineret land, er vi næsten 1000 kristne samlet på et konferencecenter uden andre gæster end os. Vi nyder oplevelsen af at være over 160 nationaliteter samlet, der på trods af vores mangfoldighed alle har det til fælles, at vi ønsker at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Inden afrejse fra Indonesien fik jeg nyheden om, at der var udbrudt kampe i Amhara Regionen i den nordvestlige del af Etiopien. De studerende var taget hjem på ferie, men flere af EvaSUEs ansatte opholdt sig i området. Heldigvis kom der ro på igen efter en god uge, dog var der

tre af vores studentersekretærer, som var taget hjem på ferie, der blev tvunget til at blive, hvor de var, da det ikke var trygt at rejse.

Efter hjemkomsten skulle vi i EvaSUE stå for at arrangere en stor lejr for alle lederne i studenterarbejdet. Vi ventede både internationale gæster og omkring 850-880 deltagere fra hele landet. Med en lejr af denne størrelse kunne vi ikke ændre meget. I stedet måtte vi vende os til Gud i bøn og bede om, at vi kunne gennemføre lejren, og at Han ville passe på alle vores deltagere, når de rejste til og fra lejrstedet.

Vi blev bønhørt og havde en fantastisk lejr, hvor alt forløb som planlagt.

Hjemme igen blev jeg mindet om samtalerne, vi havde i vores gruppe i Indonesien. Og det blev tydeligt for mig, at det ikke handler så meget om, hvis glæder der er størst, eller hvem der står med de største udfordringer. Det er svært og unødvendigt at skulle sammenligne og afgøre, om den ene udfordring er værre end den anden.

I stedet lærte IFES World Assembly mig, at vi har brug for hinanden – både for at kunne dele glæderne, men også for at kunne bede for hinanden og stå sammen i det, vi hver især står med af udfordringer. Om det så er borgerkrig, forfølgelser, racisme, overgreb eller de helt reelle udfordringer, der også følger med at være ung og kristen i Danmark.

Grønland:

Mit møde med KFS Grønland Af magda-maria

Jeg hedder Magda-Maria og er 20 år. Jeg er netop her til sommer blevet student på gymnasiet her i Nuuk. Mit møde med KFS Grønland var lidt tilfældigt, og jeg havde ikke forventet, hvor meget det ville betyde for mig. Da jeg startede på GUX Nuuk (STX-gymnasiet i Nuuk) kendte jeg ikke til KFS. På det tidspunkt beskæftigede jeg mig faktisk slet ikke så meget med min egen tro. Jeg er født og opvokset i Holland, hvor min far kommer fra. Min far har altid været kristen, og derfor tog mig og mine søskende altid i kirke med min far om søndagen som børn. Min mor er ikke kristen, men har altid været meget åben for, at vi tror. Min mor kommer fra Grønland, hvor jeg om mine søskende flyttede til sammen med min mor i 2014.

Fra 2014 og frem til, at jeg startede gymnasiet i 2020, beskæftigede jeg mig ikke rigtig med min tro. Jeg kendte faktisk ikke så meget om min egen tro ud over de børnefortællinger, jeg var blevet fortalt som barn. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er kristen, men det var først da min veninde introducerede mig til KFS Grønland, at jeg fik mulighed for at lære ikke kun min egen tro bedre at kende, men også mig selv.

Da jeg startede til KFS turde jeg ikke helt at stille spørgsmål, jeg syntes, det var pinligt, at jeg vidste så lidt om min egen tro, når jeg havde været kristen så længe. Så hørte jeg nogle, der kendte meget til Bibelen, stille det spørgsmål, jeg også havde i tankerne. Jeg fandt hurtigt ud af, at KFS var et sted, hvor man rigtig kunne lære Jesus at kende, og at der endda var folk, som havde læst Bibelen flere gange, som også stadig havde spørgsmål om forskellige

ting. Det var også lidt der, jeg fandt ud af, at der aldrig er et tidspunkt, hvor man kan vide alt om troen, Jesus og Bibelen, men at man altid kan lære mere.

Noget, jeg rigtig godt kan lide ved KFS, er bibelstudierne. Til bibelstudierne lærte jeg, hvad et lille vers i sådan en stor bog faktisk kan fortælle. Alle kommer med deres opfattelse af verset, og alle bliver klogere på at kunne forstå Bibelen ved at dele det med hinanden. Nogle gange er der nogen, der fortæller noget, jeg slet ikke har lagt mærke til, fordi jeg måske fokuserede på noget andet i verset eller har læst verset på en anden måde. Jeg synes, det er helt vildt, hvor meget man kan få ud af et lille vers, og jeg fandt hurtigt ud af, hvor meget Bibelen egentlig kan fortælle. Bibelen er en bog, man ikke kan forstå ved bare at læse den, men ved at læse mellem linjerne, med hinanden og sammen med Jesus. Når KFS har gjort så meget for bare mig, har man helt lyst til virkelig at leve KFS’s motto ”at kende Jesus og gøre Jesus kendt”.

Tak for, at KFS kom til Grønland.

Bed for, at KFS Grønland kan gøre samme forskel på andres liv, ligesom det gjorde for mig.

Bed for, at KFS kan sprede sig i Grønland.

Bed for den nye KFS-sekretær David Rejkjær Knudsen, der kommer til Nuuk.

I TIDEN

17

Jael

Den overraskende heltinde Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.

Louise Høgild Pedersen, Ph.d.-studerende ved VID Oslo og underviser på Dansk Bibel-Institut lhp@dbi.edu

Udenfor teltet trækker Jael nu vejret tungt og forsøger at få pulsen ned, hun har lige givet Israel sejren over deres fjende.

18

Som så mange gange før er Israel i krig. Den her gang har Gud overgivet dem til kana’anærkongen Jabin og hans hærfører Sisera. Det vedrører for så vidt ikke Jael og hendes mand Heber, alligevel fylder det hendes tanker, mens hun går rundt i lejren under den bagende sol og ordner alt det, som nu skal ordnes. Jael kan ikke lade være med at bekymre sig og spekulere over konflikten. Hendes mands slægt stammer fra Moses’ svigerfar, og i sit hjerte føler hun sig egentlig nok knyttet til israelitterne. Hun burde ikke være på deres side, for hvad er så lille et folk i den store sammenhæng. Heber har da også lavet en fredspagt med kana’anærerne, og selvom hun ikke bryder sig om det, så er det jo nok meget klogt at give indtryk af, at det er der, deres loyalitet ligger. Men hun kan ikke lade være med at fascineres af Israel, det her folk, som kun tilbeder én Gud. Heber har fortalt historierne om Moses, og hvordan Gud udfriede dem fra Egypten. Om Aron og Josva. Alle disse store ledere, som stolede på den samme ene Gud. Mens hun rutinemæssigt får styr på alt i lejren, lige fra maden, dyrene som skal passes og til konflikter tjenestefolkene imellem, er hun dybt begravet i disse tanker. Bliver hendes familie på et tidspunkt inddraget i konflikten, og kan hun gøre noget? Kan fredspagten med Jabin udnyttes til Israels fordel? Pludselig afbrydes hendes tankerække af bevægelse ude i horisonten. Hun stopper op, skygger med hånden for solen og stirrer mod det sted, hvor hun synes, hun så noget.

Jo, den er god nok, der kommer nogen, og det er ikke en, som kommer spadserende. Da silhuetten kommer nærmere, kan hun se, at det er en mand, som virker til at være på flugt fra nogen. Panisk kigger han sig over skuldrene og bevæger sig hurtigt fremad. Nu er manden kommet så tæt på, at hun kan se, at det er ingen ringere end Sisera, Jabins hærfører. Der kan kun være én grund til, at han er på flugt. Israel må have slået Siseras hær. Hun begynder at gå Sisera i møde, mens en plan tager form i hende. Det er nu prøven på hendes loyalitet skal stå, det er nu, hun må vælge side. Enten ærer hun fredspagten og hjælper Sisera, eller også bruger hun det, at han tror, han kommer til en venlig lejr, til at give Israel den fulde sejr.

Der er ikke noget midt imellem, ikke at vælge vil også være et valg. Hvis Sisera overlever, taber Israel ære. Så vil hun alligevel have valgt side, når hun kunne have forhindret det. Jael var ikke kendt for at ruge over tingene men at tage hurtige beslutninger, og det gør hun også her. Lynhurtigt afgør hun med sig selv, at hun må stå på Israels side. Hun må være på hold med den der Gud, som delte Det Røde Hav for øjnene af Israel, så de kunne slippe tørskoede væk fra Egypterne. Ham, som gav dem mad i ørkenen. Ham, der gav dem sejr efter sejr, da de indtog Kanaans land.

Hurtigt kommer hun Sisera i møde, hun må på en eller anden måde gøre ham tryg, få ham til at tro, at han er reddet, så han går med hende tilbage til teltene. Hun smiler til ham, lader ham få det indtryk, at hun er ham underlegen: ”kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange!” Han er jo som et skæmt lille barn, tænker hun, ser helt kvæstet ud.

Det er nu prøven på hendes loyalitet skal stå, det er nu, hun må vælge side.

Hun giver ham mælk at drikke og putter ham trygt under et dejligt tykt tæppe. Hvis hun er heldig, tænker hun, falder han hurtigt i søvn oven på flugten. Ganske rigtigt, der går ikke ret længe, så kan hun høre, at hans vejrtrækning bliver gradvist roligere, og til sidst snorker han. Så er det nu, der er ingen tid at spilde. Men måske tog hun alligevel beslutningen for hurtigt, for hvad skal hun egentlig bruge som våben? Alt, hvad hun har, er lerkrukker og skåle. Men ud af øjenkrogen udenfor teltet får hun øje på en teltpløk og en hammer, det ligger der fra dagen før, hvor blæsten gjorde det nødvendigt at banke teltet bedre fast til jorden. Hun samler pløkken op, mens hun langsomt drejer den rundt i hænderne og mærker spidsen, den vil udgøre et udmærket våben. Inden Sisera vågner, og inden hun mister modet, hamrer hun pløkken igennem tindingen på Sisera, så han dør på stedet. Udenfor teltet trækker Jael nu vejret tungt og forsøger at få pulsen ned, hun har lige givet Israel sejren over deres fjende. Nu er der bare tilbage at vise Israels hærfører Barak liget og fortælle, at det problem, som han ikke selv magtede at løse, det har hun nu ordnet for ham.

At stå på Guds side Historien om Jael understreger for mig, at Bibelen aldrig giver os stereotyper. I Bibelen finder vi omsorgsfulde og gode Ruth. Vi finder den stræbsomme Martha, den eftertænksomme Maria, som sidder ved Jesu fødder og lytter, og så er der heltinder som Jael. Jael, som umiddelbart forråder en fredspagt med kana’anærkongen, men som ikke desto mindre i kapitlet efter lovprises netop for hendes mod og handlekraft. Det her er ikke én af de beretninger, som vi én til én skal efterleve, på ingen måde. Alligevel skal vi lægge mærke til Jael. Hun inspirer med sin snedighed, mod og styrke. Og så stiller hun os spørgsmålet, hvor vælger jeg at stå, hvem er jeg på hold med? Et af de store temaer i Dommerbogen i Det Gamle Testamente, hvor Jael optræder, er spørgsmålet, om du er for eller imod Gud. Jael stiller sig på Guds side. I virkeligheden er det her ikke historien om Jaels handlekraft.

Det er beretningen om, at Gud giver sejren. Men han gør det ikke gennem dem, vi forventede. Barak slog ikke til, så Gud giver Sisera i hænderne på Jael. Han bruger også dem, som vi måske ikke havde forventet. ■

Det her er ikke én af de beretninger, som vi én til én skal efterleve, på ingen måde. Alligevel skal vi lægge mærke til Jael. Hun inspirer med sin snedighed, mod og styrke.

TEMA

19

"Skal jeg dø, så lad mig dø!"

Bibelvers: Esters Bog, kapitel 4.

Af Anna Vallentin Møller, stud.mag. i Musikvidenskab ved KU, Kirke-, Kultur- og integrationsordfører i Konservativ Ungdom Karakter kan være en betegnelse for de psykiske egenskaber, der kendetegner os – vores personlighed. At have karakter kan betyde, at man har viljestyrke og rygrad. Hvis man træder i karakter, bliver man synlig, man handler og træder i aktion.

I Esters Bog møder vi en jødisk kvinde, der i en frygtelig situation hos jøderne får viljestyrke og træder i karakter. Gennem Mordokaj bliver dronning Ester informeret om planen om udryddelsen af de landflygtige jøder i Perserriget. Hun indser med vise ord fra Mordokaj, at hun må bruge den position, hun har fået, og har et ansvar, som hun må handle på: “[...] Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?” (v. 14). Ester kan

20

TEMA

ikke bare gemme sig væk i den krisesituation, jøderne befinder sig i. Måske er meningen med denne position, hun har fået som dronning, at hun skal bruge den netop nu, hvor jøderne lider en stor nød.

Hendes position sikrer hende dog ikke. Enhver, der går uindbudt ind til kongen, skal dø. Kun hvis kongen viser hende nåde og rækker sit guldscepter ud mod hende, går hun fri. Ester ved, at det er med livet som indsats, hun må handle. Det stopper hende ikke, men hun træder derimod i karakter og handler, som vi kan se i vers 16 med ordene: “Skal jeg dø, så lad mig dø!”

Jeg tror, beretningen om Ester fortæller os i dag, at vi må gøre, hvad vi kan, der hvor vi er sat. Lad det være en opmuntring til at træde i karak-

ter. I visse situationer er det måske ikke tilfældigt, at det netop er dig, der må handle. Nogle gange kan vi være udvalgt til det. Det gælder også i situationer, hvor det ikke nødvendigvis gavner os, men hvor der kan være risiko for, at det har den modsatte effekt. For eksempel hvis vi ser, at vores kollegaer eller medstuderende bliver uretfærdigt behandlet af chefen eller underviseren, så kan vi have et ansvar for at sige fra.

Det kan medføre en forbedring fremover eller en fortørnet arbejdsgiver eller underviser, der svarer surt igen.

Af og til er det svært at sige fra og nemmere at blive stående på sidelinjen i sådanne situationer. Selv når vi måske ved, at vi bør reagere og handle. Når vi er svage eller svigter, kan vi bede Gud om at gribe ind.

al s G

lmægtige hellige Kære stærk store himmelske kærlige fu Gud Skaber Herre Far Jesus Du som både er en retfærdig og en barmhjertig Gud. Du som i din storhed ønsker fællesskab med os.

Vi ønsker, at vores karakter skal efterligne din søns.

Vi ønsker at efterleve den kærlighed, vi ser i Jesus.

Form du os efter din vilje Herre.

Vi ønsker dagligt at vende os mod dig.

Jesus lys ind i alle krogene af vores indre.

Send din hellige ånd til at tage bolig i os.

Som dine børn, far, ønsker vi at blive opdraget af dig.

Lad vores karakter være en afspejling af den kærlighed, du har vist os.

Vil du hjælpe os vokse i erkendelse af, at vi i os selv kun er skrøbelige lerkar, men at vi ved din store nåde har fået lov til at rumme og udvise din overvældende kraft.

Giv os modet til at stå fast, når vi bliver udfordret, udholdenhed til at fortsætte, når det er svært, og din ånds vejledning, når vi ikke kan finde vej.

Jesus i dig er vi født på ny, og i dig er vi nye skabninger.

I dig Herre har synden ikke længere magten over os.

I Jesu navn.

Amen.

TEMA

21

’Opskriften’ på Discipeltræf er den samme – men i helt nye omgivelser i Hillerød Den 14.-18. oktober skal vi på Discipeltræf igen. Ingredienserne er de samme: KFS'ere fra nær og fjern, der samles for at prise Gud, dele tro, hygge, feste, grine og sammen blive klogere på, hvordan det ser ud i vores helt almindelige dagligdag og skoleliv at vandre med Jesus. Men i år gør vi det i helt nye rammer i Hillerød.

Det er første gang i mere end femten år, at Discipeltræf rykker ud af de vante omgivelser i Skanderborg og flytter til et nyt sted, nye lokaler og en ny by. Og det glæder vi os til at prøve!

Temaet er: Opskriften, og sammen skal vi undersøge, hvad Bibelen fortæller os om opskriften på en god relation med

Jesus. Det handler ikke om et bestemt antal fromme gerninger, vi skal nå op på, eller lovsange vi skal synge. Gudstjenester, vi skal med til, eller bønner vi skal bede.

Nej, Bibelen giver os faktisk en helt anden opskrift på vores relation til Jesus: Tro, håb og kærlighed. Og lige præcis det skal vi være sammen om på Discipeltræf!

Vi ryster støvet af troen, prøver at finde håbet og går på opdagelse i den vilde og forvandlende kærlighed, Jesus møder os med!

Vi glæder os! p.s. Onlinetilmeldingen til Discipeltræf er lukket, men du er meget velkommen til at komme på besøg til et aftenmøde! Vil du gerne med på dele af eller hele lejren, kan du prøve at skrive en mail til kfs@kfs.dk – så prøver vi at finde en plads til dig.

Tre sommerminder fra KFS

Studielivskonference Assist

Folkemøde

Af Anders Kjær, studerende

Af Marie Holmgaard, studerende

Af Liv Strandkvist, studerende

Når jeg tænker tilbage på Assist fyldes jeg med taknemlighed og glæde; For engagerede ildsjæle i alle former og gode damer, der laver lækker mad for at Gud er god og 'kirken' bred og høj, for snorlige hække, brugte kroppe og brætspil. Og for at nogen vil lukke mig ind i sit hjem og dermed dele gavmildt ud af sig selv. Jeg oplevede, at Assist styrker fællesskab på flere niveauer og blev mindet om det særlige; at give og modtage hænger uløseligt sammen.

En varm sommerdag i juni ankom vi til Bornholm. De følgende dage var rige på godt selskab, morgenandagter og lange aftensnakke om hver vores vandring gennem Folkemødets mættede program. På min vej fandt jeg toppolitikere, der finder håb i troen, og kulturpersoner, der håber, at Danmark ville genfinde tro. Det blev en stærk påmindelse, som stadig bor i mig: Midt i travlhed, politik og logistik længes danskere efter Jesus.

Studielivskonferencen var en god måde at runde sommeren af på og gøre klar til et nyt studieår. Her fik jeg mulighed for at møde venner, som jeg ikke havde set over sommeren, og jeg fik lov til at møde nye mennesker og se, at det ikke kun er i min studieby, det kristne studieliv trives, men at der er KFS og kristne studerende over hele landet. Udover tid til hygge og at slappe af, var der små indspark fra studerende og lidt længere oplæg, som inspirerede en til at gå ud og tale med ens studiekammerater om det kristne budskab. I programmet var der også tid til at reflektere over det år, der er gået, og det, der kommer. Det er noget af det, jeg tager med mig; at tage tid ud af min hverdag til at reflektere over de ting, der er sket i løbet af dagen, og det, der skal ske i ugen.

22

KFS NYT

Kende Jesus og gøre Jesus kendt – sammen med andre Af Peter Leif Mostrup Hansen, forstander på LTC, peterleif@kfs.dk

LTC er på vej mod noget nyt. For første gang i vores 33 år lange historie lukker vi nu op for, at et hold elever kan tjekke ind i januar måned. Indtil nu har vi kun haft optag i august. Vi har også skiftet et stort ansøgningsskema ud med en enkel, online tilmeldingsformular. Nemmere bliver det ikke!

Det er ikke det eneste nye – langt fra. For vi er i fuld gang med en omfangsrig proces, hvor vi videreudvikler og nytænker LTC-konceptet. En del af baggrunden for det er, at vi siden corona har oplevet en sparsom søgning til LTC, og at vi lige nu ikke har noget LTC-hold. Derfor er vi ved at undersøge årsager, analysere udviklingen, afdække muligheder og finde nye veje.

Men der er noget, der står fast. LTC er KFS’ højskole, og derfor er det helt centrale for os, at vi vil ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’. Og vi tilføjer: ’sammen med andre’. Det er nemlig det, vi kan på LTC og fortsat vil arbejde for: At følges ad i troen på Jesus, øve os i at sætte ord på den og give rum og plads til at være på vej – menneskeligt og åndeligt.

Her er der plads til se forskelligt på tingene. Plads til at ændre holdning. Til at begå fejl. Og til at blive klogere. Det skaber vi nogle trygge og sunde rammer for på LTC – i undervisningen og i fællesskabet med hinanden.

Alt det gør vi ikke kun for selv at blive klogere og vokse i troen. Nej, vi drømmer også om at gøre Jesus kendt. Det gør vi i Danmark, hvor vi tager ud og besøger gymnasier for at fortælle om Jesus og være i dialog med mennesker, som måske ikke selv vil sige, at de har en tro. Og som noget af det særlige i foråret 24 tager vi også på en tre-ugers togrejse ned gennem Europa til Montenegro for at møde kristent studenterarbejde i andre lande og være med til at gøre Jesus kendt – også i Montenegro.

Alt det – og meget mere – gør vi i et helt særligt fællesskab, hvor tro, liv, tilværelse, undervisning og drømmen om at se flere komme til tro går op i en højere enhed.

Med andre ord: Vi fastholder vores fokus på at følges med Jesus og fortælle andre om ham. Det er denne kombination af teori og praksis, der gør LTC til noget helt unikt i Danmark. Og nu er vi i fuld gang med at finde andre måder at føre den mission ud i livet på.

Derfor glæder vi os også til senere at kunne præsentere det helt nye LTC, der skal køre fra E24 og frem.

Tak for jeres støtte i form af forbøn, medleven og økonomi.

KFS NYT

23

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk Kontaktpersoner: Johannes Møller: 61 31 64 85 Dan Wejse: 26 83 37 44

Ny hjemmeside eller webshop?

Eller videreudvikling af eksisterende?

Jeg har 10 års erfaring med udvikling af hjemmesider til både små og store virksomheder og organisationer.

Prisen afhænger af krav til design og funktionalitet.

Prislejet for en ny hjemmeside eller webshop er typisk 15.000-35.000 kr. ekskl. moms.

Kontakt mig for et uforpligtende tilbud.

Peter Baltzer Stidsen Selvstændig webudvikler peter@webintas.dk eller 27 50 96 21

Hvad E=mc2 lærer os om Gud Hvad vejer Gud? Mange børn (og voksne) har gennem tiden mødt naturvidenskabens grænse i dette spørgsmål. Men kan vi mon alligevel lære noget om Guds karakter ved at løfte øjet mod Universet og Newtons faldende æbler? Det slår Simon Holm Stark et slag for i denne artikel.

Af Simon Holm Stark, PhD i partikelfysik, Algorithm Developer hos Trackman, simon.h.stark@gmail.com

TEMA

25

Denne artikels formål er ikke at bruge naturvidenskabelige opdagelser til at sandsynliggøre eller affeje Guds eksistens. Her vil det i sidste ende alligevel handle om tro (Hebræerbrevet kapitel 11 vers 3). Artiklen skal heller ikke vurdere videnskabelige teoriers gyldighed, og derfor har jeg valgt eksempler, som alle forskere er enige om.

I stedet vil vi se, hvad skaberværket lærer os om Guds almagt og visdom, og hvordan det stiller os mennesker i forholdet til ham. Men Guds mest vidunderlige karaktertræk må vi finde beskrevet i Bibelen.

Universets størrelse Videnskaben har klarlagt ting om universets størrelse, som får enhver til at tabe pusten. Hvis vi skrumper Universet, så Jorden er på størrelse med et æble, vil Månen være på størrelse med et kirsebær og flyve rundt om Jorden i en afstand af 2,5 meter. Solen vil være 8 meter i diameter og omkring 900 meter væk.

Vores sol er kun én stjerne blandt over 100 mia. andre, som på grund af tyngdekraften holdes samlet i vores galakse, Mælkevejen. Hvis hver stjerne var på størrelse med en ært, og man lagde dem ud på en fodboldbane, ville de derfor danne et lag på over 10 meter!

Rumteleskoper afslører, at der er mindst 100 mia. galakser i universet. Hvis Mælkevejen er gennemsnitlig, vil vi altså have over 100 mia. gange 100 mia. stjerner i Universet

Videnskaben har klarlagt ting om universets størrelse, som får enhver til at tabe pusten.

26

TEMA

foruden planeter, måner, sorte huller, intergalaktisk gas, m.m. Alligevel er der flere vandmolekyler i et glas vand, end der er stjerner i Universet…

Guds almagt og kongeværdighed Tror vi, at Gud har skabt alt dette, må vi nødvendigvis konkludere, at han har al magt over det skabte. Som det naturligste af alt kan Gud også bryde naturlovene efter forgodtbefindende. Yderligere følger det selvfølgelig, at Gud er Kongernes Konge og bestemmer over det alt sammen.

Det burde afføde tilbedelse og ærefrygt fra os mennesker.

Omdrejningspunktet i vores liv skulle være Skaberen, men i stedet dyrker vi alt det skabte som vores guder, når vores mål med livet er at tjene penge, opnå ære fra andre mennesker, nyde livet ved at rejse, etc.

Naturens kompleksitet Observationer af Universet viser os Guds almagt og kongeværdighed. Forsøger videnskaben nu at forklare Universet ved hjælp af naturlove, dukker der endnu mere frem af Guds karakter.

Det er mere end 300 år siden, at Newton fandt formlen til at beskrive tyngdekraften mellem to objekter, for eksempel Jorden og Solen. Vi kan for al fremtid forudse præcist, hvor de vil befinde sig i verdensrummet – hvis der altså ikke eksisterede andet. Men så snart vi har tre objekter at beregne tyngdekraften på, for eksempel Jorden, Solen og Månen, kan vi ikke længere løse ligningerne og må i stedet nøjes med computersimuleringer, som kun kan give os et nogenlunde nøjagtigt svar. Einsteins relativitetsteori præciserer Newtons formel, så vi også kan beskrive ultratunge objekter såsom sorte huller, men formlerne bliver så sandelig ikke mere simple! Derudover er ingen forskere i nærheden af at komme med en god teori for, hvordan tyngdekraften kan kombineres

Når Gud har skabt noget så simpelt som tyngdekraften med sådan en kompleksitet, må vi erkende, at vi aldrig nogensinde når til bunds i Guds visdom.

med kvantemekanikken, der beskriver atomer og elementarpartikler.

Naturvidenskaben har ikke tilladt os mennesker at sætte flueben ved tyngdekraften på tjeklisten over ting, som vi har forstået. Snarere har den åbnet vores øjne for, hvor ufatteligt kompleks den mekanisme er, der får æblet til at falde ned i hovedet på Newton.

som ingen naturvidenskab kan erkende. Men Bibelen åbenbarer, at Gud også er kærlig: Endnu før han skabte verden, besluttede Gud, at hans Søn, Jesus, som selv er Gud og skaber af alle ting, skulle slås ihjel på Golgatas kors for at tage straffen for os (Efeserbrevet kapitel 1, vers 4-7). Dette kan intet menneske fastholde med sin fornuft, men vi må tro det, og Gud har gjort det troværdigt ved at oprejse Jesus fra de døde.

Guds visdom

Konklusionen

Når Gud har skabt noget så simpelt som tyngdekraften med sådan en kompleksitet, må vi erkende, at vi aldrig nogensinde når til bunds i Guds visdom. Da Gud i det Gamle Testamente beskrev sit skaberværk for Job, fordi Job anklagede Gud for at handle forkert, måtte Job udbryde: “Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfuldt til, at jeg kunne vide besked.” (Jobs bog kapitel 42 vers 3).

Hvor meget mere må vi ikke komme til samme konklusion, når vi med naturvidenskaben har set langt mere end Job? Erkendelsen af Guds visdom i skaberværket burde få os til at indse, at Gud ligeså er vis, når han giver sine love som opskriften på det bedst mulige menneskeliv (5 Mosebog kapitel 4 vers 6). Men vi fremstår som tåber, når vi sætter vores egen visdom over Guds, så vi tvivler på, at livet er bedre, når sex holdes inden for ægteskabet, eller at mennesket har godt af at hvile én dag om ugen.

Gud er almægtig, ejer al visdom, og Han elsker os. Konsekvenserne er livsomvæltende for dem, der tror på Jesus.

Vi har nu Gud til far (Johannesevangeliet kapitel 20, vers 17), og vi må søge hjælp i alle problemer hos ham, der har skabt og styrer alt. Vi har tryghed i at vide, at han, der kender til ethvert atom i Universet, umuligt kan miste overblikket, selv om vi synes, at hans veje med vores liv er krogede.

Herligst af alt lover Gud de troende, at de skal frelses fra Helvede, og at han vil skabe en ny Himmel og en ny jord, som ikke skal være ødelagt af menneskers synd (Johannes’ Åbenbaring kapitel 21). Her vil Gud selv bo iblandt os, der tror på Jesus som vores frelser. Da skal vi bruge en evighed på at skue Gud og Jesus med naglemærkerne – forundres over den treenige Guds herlighed. Hvem ved, måske får vi også lov at bedrive naturvidenskab på den nye jord? ■

Guds kærlighed Skaberværket fortæller, at Gud er den almægtige konge, der tilmed ejer al visdom. Det burde kalde os til frivillig underkastelse under hans vilje, men vi er ofte stædige og dumme, så vi vender os bort fra ham. Derved pådrager vi os Guds vrede, og straffen er evig pinsel i Helvede.

Bøjer vi os for Guds dom og erkender vores skyld, er der et håb om frelse, som ingen menneskelig visdom kan fatte, og

Vi har tryghed i at vide, at han, der kender til ethvert atom i Universet, umuligt kan miste overblikket, selv om vi synes, at hans veje med vores liv er krogede.

TEMA

27

Goodreads

Sommerferien er for længst forbi. Vintermørket venter. Det er tid til at kravle under uldtæppet med en varm kop kaffe/te/kakao og lade sig opsluge af en god bog. Men hvilken? Det har vores fire gode KFS’ere svaret på, som her kommer med en anbefaling af en bog, der har gjort indtryk på dem. Det bedste af det hele?

Goodreads er et nyt fast segment, som er kommet for at blive!

‘Måske hader Gud mig også’ - Mez McConnell

‘Gymnasietro’ - Rasmus Jonstrup Hansen.

'Han gjorde det for dig' Max Lucado

‘Zion pagten’ - Bodie Thoene (bogserie)

Mez McConnell skriver om sin vej til kristendommen. Den giver et indblik i, hvordan han så på kristendommen før, og hvordan den ændrede hans fremtid. Det er en øjenåbner, fordi hans barndom og liv generelt har været vidt forskelligt fra mit eget. Alligevel tror vi på den samme Gud.

Bogen har gjort det nemmere for mig at starte på et gymnasium som kristen. Jeg har følt mig tryg i måden, jeg har lært at snakke om min kristne tro på med mine gymnasievenner.

Jeg har lært gode metoder, og hvordan jeg skal reagere på situationer gennem bogen.

En lettere læst bog som gennem en historie minder os om, at Gud har et brændende ønske om at få alle mennesker med til himlen. Bogen beskriver på en smuk måde vejen tilbage til Gud og forsoningen med ham. Gud står med åben favn og ubetinget kærlighed og nåde.

Man får indblik i, hvor meget jøderne blev forfulgt under 2. Verdenskrig i hele verden.

Det var ikke kun i Tyskland og Polen. Man hører om, hvordan nogle af de kristne jøder har gjort en forskel ved at prøve at redde deres landsmænd/ med-jøder med fare for deres eget liv.

Af Kamma Sønderskov

Af Emilie Emma Hansen

Af Maria Bøndergaard

Af Louise Rasmussen

28

I TIDEN

’You can be anything’ Signe er hverken blevet filmanmelder, nobelprismodtager eller operasanger i løbet af sommeren, men tænker her videre over sommerens pinke hot topic: Barbie! For er vi virkelig skabt til at blive ’anything’, som Barbie dukkerne så stolt proklamerer? Eller har Bibelen en anden fortælling? af Signe Oehlenschläger Petersen, stud. Social og Kulturpsykologi ved London School of Economics, signe.oeh@gmail.com

Var du klædt i pink eller sort i sommer?

Medmindre du tilbragte din sommerferie på en mark i det ydre Mongoliet, kan du næppe være gået glip af Barbenheimer-crazen, der raserede over det meste af verden i slutningen af juli.

Jeg er selv mere til den pink side, så jeg troppede op i alle mine bedste nuancer af lyserød for at se filmen om dukken, jeg har brugt min barndom på at lege med – Barbie. Men bare rolig, kære læser, jeg har ikke forvandlet mig til filmanmelder, siden vi sidst læstes ved. Hvad jeg egentlig vil tage fat i, er det motto, som både barbiedukker og -film har klistret på sig med store glitrende bogstaver i en let genkendelig font: ’You can be anything’.

Fedt altså. Anything, det er lige mig. Så skal jeg bare finde ud af, om jeg helst vil være fysiker, operasanger, nobelprisvinder eller virkelig god til rulleskøjter.

Og det kan være en spændende vej at gå ned ad. Hvem vil jeg egentlig gerne være, hvis der bare er frit valg? Formentlig noget ret storslået. Noget, der giver mig opmærksomhed, og får andre til at udbryde; ’wauw, gid jeg kunne være ligesom Signe’ (omend mottoet blotlægger ironien i, at det kan de jo så bare være). Men måske helst på en moderne Moder Theresa-agtig måde, der tilgodeser andre og bringer lidt mere håb omkring menneskehedens tilstand.

Jeg synes egentlig godt om mottoets sentiment, nemlig opmuntringen, især rettet mod piger og kvinder, til at tro på, at de kan udrette ting her i verden. Problemet er bare, at jeg er uenig i den præmis, opmuntringen bygger på: Jeg tror ikke, at jeg kan være anything. Og det er der to grunde til: Den første (men mindst substantielle) er bygget på erfaring.

Jeg er faktisk ret begrænset. Og det er til tider ikke så fedt at finde

ud af. Lige nu står jeg for eksempel og leder efter et job, og det er mere end tydeligt, at jeg ikke kan være anything. Der er ingen, der hyrer mig som operasanger, muligvis fordi jeg ikke synger så godt, og medmindre brevet er gået tabt i posten, så har dem, der uddeler nobelpriser, heller ikke rakt ud endnu.

Men det er for det andet bygget på, hvad jeg ved om mig selv gennem Bibelen. At jeg ikke er skabt til at være anything, men til at være Guds. Og at selvom det kan se begrænsende ud, så er det faktisk meget frisættende. For så handler det ikke længere om at skabe mit eget liv som nobelprisvindende operasanger, men at leve et liv i lyset af, hvordan Jesus levede, hvilket for det meste af tiden var mere sand og mindre glitter end Barbie. Og hvilket 100% af tiden handler mindre om mig og mere om Gud. Men i det er jeg sat fri. For jeg skal ikke genoprette verden eller vores tro på menneskeheden. For verden her er slet ikke perfekt, og det er ikke menneskeheden der kan fikse den. Den skal genoprettes af Gud, ham som både kan og har lovet at gøre det.

Så frygt ej, hvis du også kigger på det glitrende ’anything’ og ikke oplever, at det passer. Det er meget bedre at være Guds.

Det handler ikke længere om at skabe mit eget liv som nobelprisvindende operasanger, men at leve et liv i lyset af, hvordan Jesus levede

I TIDEN

29

Kristus = Gerda, Aslan og Frodo Tag med Kathrine Kofoed-Frederiksen på en rejse ind i litteraturen og fiktionens forunderlige univers, hvor Jesusglimtene pibler frem med saft, kraft og berigende nuancer til Bibelens beskrivelser af Jesus.

Kathrine Kofod-Frederiksen, lektor i religion og dansk på Solrød gymnasium, kathrine.kofod@gmail.com

31

Man lærer tidligt i skolesystemet, at der er forskel på fakta og fiktion. Det er en vigtig skelnen, men ofte hænger begreberne meget nøje sammen. Vi kan for eksempel godt lære noget om virkelige følelser og relationer igennem fiktion. Og litteratur kan endda være med til at nuancere og berige vores opfattelse af Jesus, når den udfolder hans måde at leve og elske på i sprog og billeder, som vi kan relatere til. Litteraturen hverken kan eller skal erstatte Bibelens fortælling om Ham, men vi kan godt blive opbyggede af litterære Jesus-glimt, når vi møder dem.

Er Jesus virkelig i litteraturen?

Nogle karakterer vokser ind i kulturen og bliver referencer. Man kan for eksempel være ’en rigtig Emil’, og med det mener man typisk noget i retning af en ustyrlig, nysgerrig og hvidhåret dreng, der ofte kommer galt afsted, men som kæmper for social retfærdighed. Den måde, Astrid Lindgrens karakter viser omsorg og respekt for lemmerne på fattiggården, vil også minde nogle læsere om en person med endnu større omsorg for disse mine mindste brødre, som taler i Matthæusevangeliet. Ikke en fiktiv person, men en historisk person, hvis betydning langt overgår verdenslitteraturens hovedkarakterer, men som også har inspireret og påvirket en lang række af dem. Litteraturen mimer jo virkeligheden.

Derfor trækker forfattere selvfølgelig på deres egne livs- og troshistorier, når de skaber fiktive universer og karakterer – også i al den litteratur, der ikke betegnes som selvbiografisk eller autofiktiv. I en jødisk-kristen kultur, som Vesten længe har været stærkt påvirket af, har det blandt andet betydet, at der er mange litterære karakterer, der på forskellig vis ligner Jesus – eller står i modsætning til ham. Men det opdager man selvfølgelig kun, hvis man kender ham. Det er en banal men vigtig pointe, som gælder alle intertekstuelle referencer. Kristus-figurer kan mime forskellige sider af Jesus, men udfordringen ved dem er, at læseren enten kan overse dem, hvorved de ikke bidrager med noget ekstra hos læseren, eller at de kan sige noget delvist eller direkte usandt om Jesus, som let glider med i læserens mere eller mindre bevidste opfattelse af Jesus. Og hvis man ønsker at kende Bibelens Jesus, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad ens billede af ham eventuelt også er blandet op med, så man kan skelne mellem Bibelens åbenbaring og for eksempel Dan Browns fiktion. Den skelnen holder man skarp ved kontinuerligt at læse i Bibelen.

Modsat er det min erfaring, at litteraturens skildringer af sider af Jesus eller bibelske pointer kan give saft og kraft til de beskrivelser, vi har af ham i evangelierne. Hvis det skal 32

TEMA

Litteraturens skildringer af sider af Jesus eller bibelske pointer kan give saft og kraft til de beskrivelser, vi har af ham i evangelierne. blive sundt og sandt, skal litteraturen ikke langsomt fiktionalisere Jesus, så han bliver reduceret til en hovedkarakter, men modsat være med til at skærpe mit blik og lade mig lede efter tegn på den Gud, som jeg dybest set tror er hovedforfatter på hele menneskehedens historie.

Forvrængningens splint For eksempel tror jeg, at mange har kunnet mærke nogle andre sider af syndefaldets konsekvenser, når de har læst Snedronningen af H.C. Andersen, end når de har læst syndefaldsberetningen. Det eventyr udfolder forvrængningens konsekvenser stærkt, da Gerda og Kays lykkelige barndomsliv forandres fatalt, fordi Kay får en splint af et smadret magisk troldspejl i hjertet. ”Vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentligt frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke.” Eventyret fortsætter med at vise Gerda som en Kristus-karakter, som er klar til at gå til verdens ende igennem svære prøvelser af kærlighed til Kay. Den kærlighed ender med at fortære den lille spejlstump i Kays hjerte, så han forvandles og igen kan se verden, som den blev skabt til at være. ’Snedronningen’ kan sagtens også – eller primært – læses som en fortælling om overgangen fra barn til voksen, men den skaber nogle billeder af syndens konsekvenser og kærlighedens pris, som kan gøre min tro rigere. Den minder mig om hymnen i Filipperbrevet kapitel 2 vers 6-11, som understreger den lange vej, der var for Jesus fra himmelsk herlighed til jordisk fornedrelse på et kors i en menneskekrop, og som kærligheden til os fik ham til at gå. Og de to tekster kan spejle hinanden, så jeg ser flere sider af den kærlighed.

Tolkien og Lewis Det er helt oplagt, at eventyrgenren og den nyere fantasygenre er gode steder at opleve litterære Jesus-glimt, for de opererer med en kamp mellem det gode og det onde, som afspejler en bibelsk virkelighed. J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis er med Ringenes Herre og Narnia-serien ophavsmænd til nogle af de allerstærkeste Kristus-karakterer, som J.K. Rowlings Harry Potter står på skuldrene af. Potter ender jo med frivilligt at gå ad sin ’via Dolorosa’ for at ofre sit liv for sine venner. Den samme vej måtte løven Aslan gå for at købe forræderen Edward fri, og begge ender med at besejre døden.

Det kræver ikke den helt store litterære analyse at se inspirationen, men jeg behøver ikke at stoppe ved en akademisk

Jeg har jo lov til at dykke ned i de her universer og suge den tro og trøst til mig, som de giver, netop fordi de giver eksempler og billeder på, hvem Gud og hans rige er. konklusion. Jeg har jo lov til at dykke ned i de her universer og suge den tro og trøst til mig, som de giver, netop fordi de giver eksempler og billeder på, hvem Gud og hans rige er.

Jesus som løve I Hesten og drengen, som er tredje bind i Narnia-serien, følger man Shasta og Aravis og deres flugt til Narnia, hvis borgere de skal advare imod et fjendtligt angreb. Det er et farligt forehavende, men undervejs møder de løven Aslan. Han er en klar Kristus-karakter, men ”Lewis sagde dog, at Aslan ikke ’bare’ er et symbol på Jesus. Som han skrev i et brev: ”Man tager fejl, hvis man tror, at alting i bøgerne ’repræsenterer’ noget i denne verden. ... Jeg sagde ikke til mig selv: ’Lad os repræsentere Jesus, som Jesus virkelig er i vores verden, ved en løve i Narnia.’ Jeg sagde: ’Lad os antage, at der var et land som Narnia, og at Guds Søn, ligesom han blev menneske i vores verden, blev en løve dér – og lad os så forestille os, hvad der ville ske.” (Citeret fra www.forfatterweb om Lewis).

Der sker ret meget, men mit yndlingssted i bogen er, når Shasta taler med Aslan for første gang og langsomt får en fornemmelse af, hvem han er: ”Hvem er du?” spurgte Shasta. ”Mig,” sagde stemmen, dybt og rungende, så Jorden skælvede; og igen: ”Mig” – højt og klart og muntert; og så en tredje gang: ”Mig” – sagt så stille, at man næsten ikke kunne høre det, og alligevel syntes det at komme fra alle retninger, som om det var bladene, der hviskede det. Shasta var ikke længere bange for, at stemmen tilhørte noget, der ville æde ham, eller at den skulle komme fra et spøgelse. Men en ny og anderledes slags skælven gled gennem hans krop. Og alligevel følte han sig glad. Denne trefoldige bekræftelse af, at Aslan er ’Mig’, minder om Guds svar til Moses i 2. Mosebog kapitel 3 vers 14: Jeg er den, jeg er!, og Shastas reaktion viser, at Aslan ikke er nogen tam løve. Man både skælver og føler sig glad i hans nærvær, hvilket Moses formentlig også kendte til, da han mødte Gud i den brændende tornebusk og tog imod sit svære livskald.

En ring er over dem alle Ringenes herre er langt mere kompleks, og der er Kristustræk i flere af karaktererne. Fortællingen er langstrakt, og man aner langsomt, at både mennesket Aragorn, troldmanden Gandalf og hobbitten Frodo afspejler forskellige sider af Jesus. Aragorn levendegør både drøm og eventyr (eller profeti), når han viser sig at være den ventede konge af en gammel slægt; Gandalf giver sit liv i kampen mod en ældgammel ondskab og genopstår senere i et forandret herlighedslegeme.

Man både skælver og føler sig glad i Aslans nærvær, hvilket Moses formentlig også kendte til, da han mødte Gud i den brændende tornebusk og tog imod sit svære livskald.

Og hobbitten Frodo bærer og forsøger at tilintetgøre den ring, der står som symbol på verdens synd. Men der er særligt en lille scene i slutningen af første bind, hvor Frodos ven Sam viser sin uforbeholdne loyalitet og trofasthed overfor Frodo.

Som Peter følger han sin mester ud på det dybe vand, han ikke kan svømme i, for ikke at lade Frodo kæmpe alene imod ringen og mørkets magt. ”Nu kommer jeg, hr. Frodo!

Jeg kommer!” råbte Sam og kastede sig ud fra bredden, idet han greb fat i båden, der var ved at sejle bort. Han greb en alen forkert. Med et skrig og et plask gled han lige ned i den stærke strøm (…) En åre hvirvlede, og båden vendte. Frodo nåede akkurat at gribe Sam i håret, da han kom op, boblende og kæmpende. Frygten lyste ud af hans runde, brune øjne. ”Kom nu op med dig, Sam, gamle dreng!” sagde Frodo. ”Tag min hånd!” (…) ”Men jeg skal til Mordor.” ”Det ved jeg godt, hr. Frodo. Selvfølgelig skal De det, og jeg vil drage med dem.”

Ingen af de to, små hobbitter har nogen fornemmelse af, hvad den mission kommer til at kræve af dem, men deres kamp for at redde både hinanden og resten af Midgård giver rum for en lang række spejlinger og samtaler med tekster fra bøgernes bog om, hvem Kristus er. Og det er både spændende og trosopbyggende! ■

TEMA

33

Nyt (efter)år, nye grupper og gamle venner: KFS er tilbage fra sommerferie!

Ugerne efter sommerferien er en helt særlig tid i KFS. Livet blomstrer, grupperne mødes igen, nye mennesker dukker op – og nogle steder spirer helt nye fællesskaber frem. Vi har spurgt tre KFS’ere om at dele lidt fra deres fællesskab og sætte ord på drømmene for det kommende år. Læs med her!

Amalie Kronborg, Herning HF & VUC

Det kan være svært som kristen at komme direkte fra efterskole og ind i gymnasielivet. Det var en af grundene til, at vi var nogle, heriblandt mig selv, der havde glædet os til at blive en del af en KFS-gruppe, hvor vi på den måde fortsat kunne blive hjulpet til at huske Jesus i vores hverdag.

Men da vi startede på Herning HF og VUC, var der ikke længere nogen KFS, da de desværre havde været for få til at fortsætte sidste år.

I den situation kan man vælge at sige, det var ærgerligt, men det er der ikke noget at gøre ved, eller man kan vælge rent faktisk at gøre noget ved det. Og det er det, vi har gjort.

Med masser af hjælp har vi nu fået startet en KFS, og det er bare helt vildt fedt! Der har været mange forskellige mennesker, der virkelig har været søde til at hjælpe os, både ledere fra andre KFS’er og volontøren fra KFS i Vest- og Sønderjylland. Det er vi mega taknemmelige for!

Vi er en gruppe på ca. 10 mennesker, der kun har været sammen en enkelt gang indtil videre, så det er meget nyt! Men jeg kan mærke, at vi kommer til at få et godt

34

KFS NYT

fællesskab, og vi har især taget KFS’ mission til os; at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Vi vil gerne lære Jesus bedre at kende, og vi har lov til at gøre det sammen. Det er da fantastisk!

Vi håber, at vi får dannet en gruppe hvor der er plads til åbenhed og ærlighed, og vi tror og ved, at det nok skal lykkes, hvis Gud går med os i det.

Esben Kamstrup, stud.med. og med i Aarhus StorKFS

Sommerferien er overstået, og hverdagen og det kommende semester byder sig.

Det samme er gældende i storKFS i Aarhus. Første aften stod på en masse lege og andet godt, som gav gode muligheder for at snakke med både de gamle og de mange nye, der var kommet. Fedt, at se så mange nye! Personligt glæder jeg mig til efterårssemesterets program i KFS; der bliver afprøvet nye formater for aftenerne, blandt andet skal vi prøve at holde nogle aftener på Fairbar, mange spændende talere, fast fællesspisning og mit personlige højdepunkt: KFS-lejren - En virkelig dejlig måde at lære hinanden at kende på!

Signe, Roskilde Katedralskole

Jeg hedder Signe, jeg er 18 år gammel og går i 3.g på Roskilde Katedralskole. Jeg startede i Ringsted KFS sidste sommer, og jeg har ikke fortrudt det siden.

Ringsted KFS var en meget lille gruppe, som bestod af folk fra mange forskellige steder, både fra Slagelse, Ringsted, Falster, Roskilde og andre byer. For flere af os i gruppen er der ikke det store kristne fællesskab på vores skoler eller i nærområdet og lige præcis af den grund, er Ringsted KFS virkelig vigtig for os. Her får vi mulighed for at snakke om vores tro med ligesindede i stedet for at skulle forsvare den.

I løbet af sidste år kom der flere til, og jeg håber, vi fortsat vil se flere unge dukke op. Ringsted KFS er for mig et pauserum, hvor jeg kan være mig selv og samtidig få nye bekendtskaber, derfor drømmer jeg også om, at mange andre også vil få det, jeg har fået her.

Portræt Emma Gro Kloster, skuespiller, emmagro@hotmail.dk

Hvilken filmkarakter fascinerer dig og hvorfor?

Under min uddannelse på Det Danske Filmskuespillerakademi var jeg så heldig at få lov til at prøve at spille en kvindelig version af karakteren Jules fra filmen Pulp Fiction, og jeg endte med at synes, han var en rigtig spændende karakter.

Han er ikke en ‘good guy’ og slår folk ihjel for sin chef Mr. Wallace. Han siger altid en passage fra biblen, en omskrevet version af Ezekiels Bog kapitel 25 vers 17, til sine ofre inden han slår dem ihjel, så det er det sidste, de hører. Men det bibelvers kommer til at betyde noget helt andet for ham, da han, efter at have sagt det, overlever nogle skud på mirakuløs vis, og ser det, som om han har fået en ny chance fra Gud. Han ender med at forlade sit kriminelle liv på trods af, at det ikke lige er et miljø, man bare kan gå fra. Jeg synes, han er en fed karakter, fordi selvom han er en karakter med mange onde handlinger og hård attitude, så ender han alligevel med at blive mødt af Gud i alt det. Og så er Samuel L. Jackson også bare en enormt fed skuespiller.

Hvilken bibelsk karakter opmuntrer dig og hvorfor?

Der er mange, men den første karakter, der falder mig ind, er David. Han havde en enorm tiltro til Gud og Guds plan for sit liv. Tilgav andre, bar ikke nag. Vidste, at Gud ville ham det bedste. Det betyder ikke, at David ikke oplevede en masse svære ting, eller at han ikke lavede fejl, men at han stolede på Gud i alt, han gik igennem. Jeg synes, det er enormt opmuntrende at vide, at Gud har fuldstændig kontrol over mit liv også, og han har endnu større planer for mig, end jeg selv har.

Selvom alt ser sort ud, så kan jeg bare stole på ham, og vide, at han nok skal give mig det, jeg har brug for, og at jeg nok skal opnå alt, han har tiltænkt mig, hvis jeg bare holder mig til ham.

Hvad har du lært af at spille en anden person?

Jeg synes, det er rigtig spændende at sætte sig i andre menneskers sted og prøve at forstå dem. Hvis du skal spille en karakter troværdigt, må du ikke dømme den, men retfærTEMA

diggøre for dig selv, hvorfor karakteren gør de ting, den gør.

Hvad får et menneske så langt ud, at det slår et andet menneske ihjel, hvad får et menneske til at udføre overgreb på børn, eller mindre ekstremer som at være sin partner utro, eller mobbe andre? Det er nemmest bare at tilsidesætte dem uden at se mennesket bag, men i virkeligheden er de mennesker ligesom alle os andre. Selvom vi godt kan blive enige om, at det ikke er i orden at gøre nogen af de ting, jeg nævner, så er det loven og Guds job at dømme andre – ikke vores. Man ved aldrig, hvad et menneske går igennem, som får dem til at gøre det, de gør. Vi trænger alle til tilgivelse og ikke mindst kærlighed. Det har givet mig en enorm kærlighed til alle mennesker og en bedre forståelse for, hvad de kan gå igennem. Det er rigtig spændende at forstå mennesker og andre udgangspunkter, end det jeg lige står i.

TEMA

35

Når Gud siger ”ær alle”, og tungen siger Kender du det? Din underviser er lige gået ud ad døren. I vender jer mod hinanden. Og pludselig går snakken. For er hun/han egentlig ikke lidt strid? Søren Rønn har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt og kommer med en stærk opfordring til at tale op og tale ord til liv – hvilket kan være lidt af en udfordring, når man selv taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock! af Søren Aalbæk Rønn, KFS-sekretær i Vest- og Sønderjylland, soeren@kfs.dk

”Far, jeg er sur på dig!” ”Hvorfor?” ”Fordi du sagde, at en af dem fra Silkeborg er en lort” ”Gjorde jeg det?” ”Ja, du sagde, han er en fed lort. Det må man ikke sige.”

Ær alle. Tal om en presbold for en mand, som taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock.

Med børn i huset siger man, at du ikke skal sige noget, du ikke vil høre igen. Ovenstående eksempel fulgte efter en fodboldkamp og gav mest anledning til et godt grin, men jeg har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt, og det har været afslørende.

Det kom sig af, at jeg nogle gange vælger et bibelvers ud, som jeg så går og tygger på i nogle uger. I min læsning af 1. Petersbrev stoppede jeg op ved kapitel 2 vers 17, som lyder: ”Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!” Tænk, at ni ord kan give anledning til en hel sommers selvransagelse. Nu er der mange måder at leve de fire formaninger fra Peter ud på, men jeg har reflekteret mest over det, jeg siger.

sagde min kone til mig, at jeg er den, hun kender, som kan få andre til at føle sig allermest tilpas. Fulgt op af, at jeg også er den, hun kender, som kan få andre til at føle sig allermest utilpas. Av. Jakob skriver om tungens magt i Jakobsbrevet kapitel 3, og i vers 9-10 står der: ”Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.” Mennesker, som er skabt i Guds billede. Det er faktisk alle mennesker. Jeg ærer andre ved at tale dem op og ved at holde mig for god til at bagtale. Det gælder ikke kun mennesker tæt på men faktisk også politikere og andre offentlige personer, som jeg ikke kender personligt. Allerede her er jeg godt og grundigt afsløret. Men der er mere.

Ær alle

Elsk brødrene

Ær alle. Tal om en presbold for en mand, som taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock. For år tilbage

Med brødrene sigter Peter til de andre kristne. Noget, der har været afslørende for mig, er, at jeg nok ofte gør mig morsom på

36

I TIDEN

mine medkristnes vegne. Det kan være bestemte personer eller kirkelige grupperinger, som jeg (fordi jeg er en kæmpe hykler) føler mig overlegen. Det, jeg kalder en samtale om teologi eller fromme bekymringer, viser sig mange gange at være god gammeldags bagtalelse. Men alle kristne er en del af Kristi legeme, og jeg skylder dem min kærlighed. Ja, Jesus har ligefrem sagt, at man skal kende mig som hans discipel på, at jeg elsker mine medkristne. At elske brødrene betyder konkret, at jeg skal tale kærligt og sandt om og til andre kristne. Det kan sagtens være kærligheden består i at udtrykke uenighed, men en god eftertanke er; ”Hvorfor sagde jeg det?” Ja, faktisk er det altid en god idé at anholde sig selv, hvis man gøres opmærksom på, af sin samvittighed eller af et medmenneske, at man har talt ukærligt. Lige stoppe op og overveje, hvad der var på spil i situationen. Sagde jeg noget nedladende om mit medmenneske, er det måske fordi, jeg selv er usikker?

Sladrede jeg om andres livsførelse, var det måske udtryk for mit selvretfærdige hjerte? Jesus siger i Lukasevangeliet kapitel 6 vers 45: ”Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” I det lys har vi selvfølgelig lyst til at flygte fra situationen, hvis vi har sagt noget ondt. For det kan da umuligt være dét, mit hjerte er fuldt af? Men prøv i stedet at blive lidt i det ubehagelige, reflektér, bekend og spørg Jesus, om han ikke vil vise dig en bedre vej. Der er nok at bekende, og i mødet med vores eget syndige og pinligt selvoptagede hjerte, må vi huske på, at vi som kristne tilhører Jesus Kristus, som faktisk er ekspert i at tilgive.

frygt relaterer sig til min omtale af andre mennesker. Hvis jeg frygter Gud, vil jeg ære de mennesker, Jesus døde for.

Ær kongen Et par vers før det, vi beskæftiger os med her, skriver Peter: ”For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.” At have respekt for autoriteter er en kristen dyd.

Det betyder en chef, en lærer, en forælder og vores myndigheder.

Hvis vi oplever uretfærdig forvaltning af magt, må vi benytte de demokratiske kanaler, vi er velsignet med her i Danmark. Også de trælse gymnasielærere skal vi vise ære.

Tungen er et mægtigt våben. En enkelt opmuntring kan højne selvværdet hos min klassekammerat. Bagtalelse og rygtedannelse kan ødelægge et menneskeliv. Skal vi ikke lade KFS’ere være sådan nogen, som ikke bagtaler og nedgør, men som taler op og taler ord til liv? Og skal vi ikke aftale, at vi gerne må minde hinanden om det – KFS’er til KFS’er – synder til synder – til Guds ære og menneskers gavn? Det synes jeg, ville vidne om karakter.

Hvis jeg frygter Gud, vil jeg ære de mennesker, Jesus døde for.

Frygt Gud Gudsfrygt er karakteriseret ved tillid. Når jeg kan holde til at se min egen syndighed i øjnene, er det fordi, Gud er min far. Jeg kan tale ud med ham. I perioder af mit liv har jeg haft en praksis med at fortælle Gud om min dag, når jeg rammer puden. Jeg remser simpelthen op, hvad jeg har lavet, hvem jeg har været sammen med, og hvad vi har talt om. Når jeg så oplever, at ordstrømmen afbrydes af stilhed, er det fordi, der er en situation, jeg ikke er så stolt af. Noget, som i situationen ikke gav anledning til skyldfølelse, giver på bagkant moralske tømmermænd. Det kan jo være alt muligt, men for mit vedkommende er det ofte noget, jeg har sagt. Jeg bliver så nemt grebet af en stemning, og mente jo ikke noget med det og indsæt selv flere undskyldninger. Men Guds-

Det, jeg kalder en samtale om teologi eller fromme bekymringer, viser sig mange gange at være god gammeldags bagtalelse.

I TIDEN

37

Snavset tøj, festtøj, accessories?

– hvad er dresscoden til Guds bryllupsfest?

Hvad har festtøj, Karl Marx og den himmelske bryllupsfest egentlig at gøre med hinanden? Det folder Anton Bech Braüner ud i denne artikel, hvor han graver dybt i klædeskabet for at vise os forholdet mellem tro, tilgivelse og gode fromme gerninger.

Af Anton Braüner, præst i Hillerød Frimenighed, abb@dlm.dk ”Kristendommen gør mennesker passive!” Jeg må indrømme, at jeg blev paf, da jeg første gang hørte den indvending blive formuleret så stærkt.

Jeg var ved at tale med en af mine medstuderende på statskundskab om det, jeg i al beskedenhed betragter som verdens bedste nyheder: At Guds nåde er fuldkommen gratis.

At vi ikke kan fortjene os til at blive frelst. At selvom vi hver eneste dag synder mod Gud, har han lovet at tilgive alle, som kommer til ham i tro.

Men det var et provokerende budskab i ørerne på min medstuderende. For hvis vores livsstil ikke har nogen betydning for, om Gud vil tage imod os, når vi tror på ham, ender troende mennesker vel med at blive ligeglade med deres omgivelser?!

Hvis man har læst Karl Marx, burde det ikke komme som den store overraskelse, for som Marx så berømt sagde, er religion opium for folket. Budskabet er ikke til at misforstå: Når kristne går rundt og glæder sig over Guds nåde, er de som mennesker på beroligende stoffer, der i deres himmelske lykkerus lukker øjnene for verden omkring sig. En verden med virkelige problemer. Det er vel opskriften på passivitet?

Men det er faktisk ikke hele det billede, kristendommen tegner. Det har aldrig været Guds tanke, at vi bare skulle sidde derhjemme med foldede hænder og vente på himlen, mens verden omkring os visner.

Det kan lyde selvmodsigende, men selvom Guds nåde vitterligt modtages kvit og frit, er Bibelen faktisk meget optaget af, at vi sætter alt ind på at leve efter Guds vilje.

En himmelsk dresscode For at forstå det skal vi en tur i garderoben. Bibelen taler nemlig om, at vi skal aflægge os ”vrede, hidsighed, ondskab” 38

TEMA

Det har aldrig været Guds tanke, at vi bare skulle sidde derhjemme med foldede hænder og vente på himlen, mens verden omkring os visner. osv., som var det tøj, og iføre os ”godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed” (Kolossenserbrevet kapitel 3, vers 8 & 12) Grundlæggende taler Bibelen om tre sæt tøj. Det gamle tøj, festtøjet og accessories. Men det er kun et enkelt af dem, der lever op til den himmelske dresscode. Og ja, der findes faktisk en dresscode for at få adgang til den himmelske fest.

De færreste af os vil gribe ud efter den øverste t-shirt i bunken, hvis vi skal til bryllup. Til en så storslået begivenhed må der noget særligt tøj til, hvis ikke man skal skuffe brudeparret. Jeg har endda oplevet at få en festinvitation med en decideret dresscode. En udtrykt forventning om, hvad der skal til for at komme med til festen.

Sådan en dresscode er der også til den himmelske bryllupsfest. (Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 12). Hvis vi skal med, skal vi have det rigtige tøj på. Jesus taler her endda om, at folk skal blive afvist til den himmelske bryllupsfest, fordi de ikke har det rigtige bryllupstøj på.

Men her opstår problemet. For vores gamle tøj lever ikke op til dresscoden. Vi har kun ét sæt tøj i udgangspunktet, og det er ikke noget, der passer til en fest. Profeten Esajas skriver, at ”vor retfærdighed blev som snavset tøj” (Esajas’ Bog kapitel 64, vers 5). Hvis vi fik en plet på tøjet, hver gang vi gjorde noget forkert og undlod at elske vores næste, så ville vores retfærdighed være som beskidt vasketøj. Ja, om vi så har arbejdet på alverdens børnehjem og givet alle vores penge

Ja, om vi så har arbejdet på alverdens børnehjem og givet alle vores penge til de fattige, så kan det ikke give os adgang til den himmelske fest til de fattige, så kan det ikke give os adgang til den himmelske fest, hvis vi insisterer på at have vores eget gamle beskidte tøj på. For Gud kender hjertet, og den dag, hvor Gud holder en fest, er kun det uplettede godt nok.

Den gode nyhed er, at Gud har sørget for et andet sæt tøj.

Det eneste, der giver adgang. Vi kunne kalde det festtøjet. Det passer i hvert fald til den beskrivelse, profeten Esajas giver, når han siger, at Gud ”har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe” (Esajas’ Bog kapitel 61, vers 10).

Gud kræver altså en retfærdighed, vi ikke har eller kan præstere, for at vi kan komme med til festen. Det fantastiske er, at Gud gennem Jesus selv giver os den retfærdighed som en gave, når vi tror på ham. Ja, det tøj, vi skal have på, er et splinternyt sæt festtøj, Gud selv sørger for.

Men hvis Gud har styr på festtøjet, så havde Marx vel ret?!

For så er det vel ligegyldigt, hvordan vi lever? Uanset hvor trashy vores tøj måtte være, er der jo fri adgang, så længe man tror.

For det første skal vi smide det gamle beskidte tøj i vasketøjskurven. Vi har alle onde tanker, følelser og impulser i vores indre, som bestemt ikke fortjener at blive vist frem offentligt. De skal bekæmpes. Uanset om det er vores materielle begær, uretmæssig vrede eller selvoptaget egoisme i alle dens afskygninger, så skal vi sende det i samme retning som de sure sokker.

For det andet skal vi huske, at vi ikke kan sikre os selv adgangen til festen. Festtøjet har Gud styr på, og det er fuldkommen perfekt.

Men selvom Gud giver os festtøjet, skal vi som det tredje hver dag øve os i at klæde os på en måde, der passer til festen.

Hvordan gør vi så det? Ja, hvad ville være passende at tage på, hvis man skal et sted hen, hvor alt er godt? Vi skal tage det bedste på! Når vores næste gør noget, der irriterer os, er vi kaldede til at iklæde os tålmodighed. I kampen for anerkendelse kan det være fristende at tage æren for andres arbejde, men i stedet er vi kaldede til at være klædt i ydmyghed. Kort sagt skal vi elske vores næste med venlighed, godhed, tilgivelse og kærlighed, ligesom Gud allerede har elsket os i Jesus. ■

Men når vi har mødt Guds kærlighed og velvilje i Jesus, må vi lade den kærlighed skinne videre ud til vores medmennesker.

Det tredje sæt tøj Men Bibelen taler også om et tredje sæt tøj. Vi kunne kalde det accessories til festtøjet: Et liv kendetegnet af ydmyghed, mildhed, tålmodighed, overbærenhed etc. (Kolossenserbrevet kapitel 3, vers 12-13). Det er ikke noget, der er afgørende for at komme med til festen, men det passer sammen med festtøjet.

Martin Luther har engang skrevet, at ”Gode, fromme gerninger gør aldrig nogen sinde en mand god og from, men en god, from mand gør gode, fromme gerninger” (Om et kristent menneskes frihed, Credo Forlag 1981, s. 86). Vi skal ikke præstere en masse gode gerninger for at gøre Gud tilfreds, for det har Jesus allerede gjort ved sit liv og sin død. Men når vi har mødt Guds kærlighed og velvilje i Jesus, må vi lade den kærlighed skinne videre ud til vores medmennesker. For selvom gode gerninger ikke har noget med vores frelse at gøre, så er de ikke værdiløse. Vores næste har brug for dem.

Tre trin i garderoben For at blive i tøjmetaforen: Når vi står op hver morgen, skal vi minde os selv om tre ting:

TEMA

39

Bøger:

Pludselig forstod jeg, hvad det vil sige at bede af benedikte Støvring, stud.mag. i litteraturhistorie, bestovring@gmail.com

Det er sjældent, at magasiner og dagblade bruger spalteplads på at anmelde gamle bøger, der bliver udgivet igen. Nyhedsværdien er væk, og genoptrykket taler for sig selv: Bogen er tydeligvis god nok til at kunne sælge flere eksemplarer. Så hvorfor har jeg valgt Ole Hallesbys ”Fra bønnens verden” til anmeldelse, når den er næsten 100 år gammel og nu udkommer i sin 4. udgave?

Der er to grunde: 1) Jeg er en del af en yngre generation, som for første gang stifter bekendtskab med denne såkaldte ”klassiker” og derfor kan undersøge, om den stadig holder i dag. 2) Efter endt læsning må den siges at have forandret mit eget bønsliv radikalt.

Det stærkeste våben Hallesbys bog fra 1927 er en ”tour de force” om bøn. Hvad er bøn egentlig?

Hvordan kan man gøre det helt praktisk?

Hvad stiller vi op med tilsyneladende modstridende udsagn om bøn i Bibelen?

Spørgsmålene er mange og for så vidt ikke nye. Det er Hallesbys evne til at balancere sin benhårde realisme og sin samtidige

insisteren på bønnens frisættende rum, der gør bogen fremragende.

Hallesby lægger ikke fingre imellem, at vi har med verdens stærkeste våben at gøre, når det gælder bøn. Faktisk er jeg sjældent stødt på en så direkte tekst, der udpensler min indre modvilje mod bøn og de mange måder, jeg konstant misbruger bønnens gave på i det daglige. Av! Han er heller ikke bange for at tiltale sin læser ”du” og dermed komme ganske tæt på – også når det bliver ukomfortabelt. Selv i en nyoversat udgave med fodnoter til at forklare de mest gammeldags gloser, er Hallesbys tone umoderne påtrængende.

Alligevel ender ”Fra bønnens verden” med at bevare sin aktualitet, fordi Hallesby skriver om bønnen som en fælles kamp, vi alle kæmper, og fordi han konstant vender tilbage til korset. Den konkrete kærlighed dér kan gøre noget særligt ved min hjælpeløshed, tvivl og utilstrækkelighed, så det ikke længere holder mig tilbage fra at folde hænderne, men bliver selve anledningen til at gøre det. Jeg blev på mit efterskoleophold introduceret for sætningen: ”En kristen kan ikke overleve uden bøn,” og jeg har efterfølgende lidt af

Fra bønnens verden Ole Hallesby Forlaget Lohse, 1927 169 sider

40

I TIDEN

kronisk dårlig samvittighed, fordi jeg hørte det som et udefrakommende krav. Hallesbys bog åbner op for, at det med tiden kan blive til et glædeligt udråb båret af erfaring: ”Jeg kan ikke overleve uden bøn.”

Guddommelig bedemakker? – Ja tak!

Jeg vil efterlade dig med en kort gengivelse af ét af Hallesbys billeder på bønnens rum. Det er et billede, jeg nu ser for mit indre blik hver gang, jeg enten bøjer eller løfter hovedet i bøn.

Dine fodtrin giver ekko i det tomme kirkerum, mens du roligt går op ad altergangen. Foran alteret sidder en skikkelse på knæ, som ser op og sender dig et smil, da du når op på siden af ham. Du knæler, og I sidder et stykke tid sammen i tryg tosomhed; nogle gange i stilhed, nogle gange i samtale, nogle gange i gråd. Efter du har rejst dig igen, bliver din bror og frelser siddende og fortsætter sin forbøn for dig.

Bøger:

Virkeligt nær bør virkelig nærlæses Af Stefan Lumholdt Pedersen, stud.mag. i engelsk, lumholdt9098@gmail.com

I nadveren kommer Gud virkeligt nær. Det er essensen af Lars Malmgaard Jensen og Michael Agerbo Mørchs lille bog om nadveren. Faktisk belyser bogen nadveren som en ganske unik oplevelse af Guds nærvær og går langt for at fremme evangeliet gennem nadverforståelsen.

Lars Jensen åbner med at skrive ‘’Det er hverken særlig nyt eller kreativt at skrive en bog om et emne, som mange andre har belyst før …’’. At andre før har skrevet bøger om nadveren, er jeg ikke et sekund i tvivl om, og mange af dem er sikkert glimrende, men som Lars Jensen betoner i resten af citatet, så er det ”ikke desto mindre afgørende, at vi i hver ny generation tilegner os det budskab, Gud har givet os til alle tider.”

Bogen har to dele: en ‘’indføring i Bibelens og bekendelsesskrifternes undervisning om nadveren’’ og ‘’et mere subjektivt essay, der belyser nadverens betydning for os i vores daglige liv som kristne’’.

Del 1 er derfor en detaljeret, tagved-hånden gennemgang af, hvordan nadveren er præsenteret i Bibelen og

fejret siden. Bogen lægger ikke skjul på sit lutherske standpunkt, og der bruges måske lidt meget tid på den teologiske debat mellem Luthers, Zwinglis og Calvins nadversyn, men generelt forkynder denne første del af bogen tydeligt evangeliet gennem nadverens teologi. Tydeligt er det også, at den præsenterede teologi er langt dybere, end bogen kan nå at introducere læseren for, men Lars Jensen opsummerer godt og struktureret, så bogen let kan leve op løftet om at være ‘’en lille bog om nadveren’’.

kærlighed. Selvom essayet gør sit bedste for at bringe alle betonede punkter ind i en nadverrelevant sammenhæng, kan man få det indtryk, at noget er med på grund af dets generelle vigtighed, ikke fordi det hører uløseligt sammen med nadvermåltidet. For eksempel afsættet i tidens individualisme og filosofier, der glemmer kollektivet. Dermed ikke sagt, at disse emner intet med nadveren har at gøre, og Mørch formår at skrive et særdeles tidsnært essay, som bidrager til nadverens relevans for kirken i dag.

Der er måske et par kringlede formuleringer undervejs, men du bør hænge i hele vejen igennem! De to dele hører nemlig uløseligt sammen og står dobbelt så stærkt i spillet med hinanden.

Del 2 er et essay om nadverens betydning for kirken i dag. Michael Mørch lover at benytte, hvad han kalder for ‘’teologisk pædagogik’’ for at lede læseren gennem sine tanker, og han kommer vidt omkring på blot 50 små sider. Han præsenterer nadveren som det synlige og bogstaveligt talt håndgribelige bevis på Jesu offer og

Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro. Meget godt kan man få ud af teologiske overvejelser, men mangler det praktiske, dér hvor man også kan gribe det, så er det et mindretal, der går beriget fra materialet. Heldigvis gør bogen det glimrende og giver i begge dele gode overvejelser, som uden tvivl er godt at tygge videre på efterfølgende.

Virkeligt nær Lars Jensen og Michael Mørch Forlaget Lohse, 2022 152 sider

I TIDEN

41

Kryds og tværs

1. Hvem er KFS-volontør i Nord- og Midtjylland i 2023-24?

2. Kvindelig karakter fra Bibelen som omtales i dette magasin 3. Evangelisationsmetode i KFS 4. Hvad hed Til Tro før 1996?

5. Hvem glæder sig over Gud i Salme 63?

6. Ingen der dingler af vin og øl har...? (Ord 20) 7. Hvad var Barabbas' fornavn?

8. Hvor kom Paulus fra?

9. En af kødets gerninger 10. En af Åndens frugter 42

I TIDEN

11. Hvad skal "fornyes" i Romerbrevet kapitel 12?

12. Karakter på 12-trinsskalaen 13. Fængsel 14. Hårprodukt 15. Trang til at eje så meget som muligt 16. Uden ende 17. Kvie 18. Dunse 19. Bil 20. Tone 21. Tekstbehandlingsprogram

22. Fag 23. Uddannelse om udvikling, fremstilling og anvendelse af lægemidler 24. Del af hovedets forside 25. Land 26. Creme .. la creme 27. Hast 28. 9 29. Kanal 30. Skue

KFS-leder:

I Guds store IFES-familie AF Af Per Ladekjær, formand for KFS, pela@km.dk I starten af august rejste jeg til Indonesien sammen med en lille dansk delegation for at deltage i World Assembly, der hvert fjerde år samler alle 164 IFES-medlemslande til en stor generalforsamling og fælles konference. Det var som forventet meget givende, men på andre måder, end jeg lige havde forventet.

Jeg havde forventet at blive mødt at undervisning og forkyndelse, der ville fylde mig på personligt. Det var yderst skuffende. Det var kedeligt og uden kraft, og der manglede simpelthen fokus på Jesus. Så på en lidt bagvendt måde blev det tydeligt for os, hvad der er vigtigt i KFS, nemlig at forkyndelsen af Jesus skal være med i alt, hvad vi laver, uanset hvem vi forkynder til. Vi har brug for at kende Jesus bedre, og de studerende i Danmark har brug for, at vi gør ham kendt (og så må Helligånden gøre ham troet).

Jeg havde også glædet mig til at mødes med kristne brødre og søstre i en smallgroup. Der blev jeg også skuffet i første omgang. Gruppelederen talte ikke engelsk og vidste slet ikke, at hun var lederen og ønskede ikke at være det. En anden i gruppen kunne ikke løsrive sig fra sin mobiltelefon.

Det endte med, at jeg selv blev leder. Øv. Men igen blev jeg på en bagvendt måde mindet om noget vigtigt: At være en del af Guds familie handler altså ikke om, at nu skulle jeg bare komme og få en ordentlig én på opleveren, men at være i familie betyder også at være den, der skal yde og give. At være i familie indebærer, at man må leve med forskelligheder og skuffelser. Vi endte alligevel med at dele vigtige ting, og jeg fik lov til at være både skriftefader og bidrage på andre måder.

Gennem tjeneste gav Gud mig i virkeligheden en langt dybere relation til mine brødre og søstre.

Min pointe er: Vi har brug for hinanden i Guds store familie, og det er ikke en gratis omgang at være en del af familien.

Det stærkeste indtryk var nok at møde forfulgte kristne.

En studerende fra et lukket land fortalte om, hvordan hun kom til tro som teenager. Men på grund af familiens tro holdt de hende spærret inde i en kælder i 8 år. Hun kom ud igen, og nu stod hun på scenen og takkede Gud for, at hun havde en familie i IFES. Igen måtte jeg se min egen magelighed i øjnene. Ville jeg mon være villig til at dele evangeliet med

mine medstuderende, hvis jeg var i hendes sted? Ja, vi har studiesteder i Danmark, hvor vi ikke må samles, men det lukker altså ikke døren for at dele evangeliet med hinanden. Og det er ikke med livet som indsats.

Jeg tog opmuntret hjem. Gud er trofast. Han sætter os sammen med brødre og søstre, der har brug for os, og vi har brug for dem. De beder i øvrigt for os om, at vi ikke må falde fra i vores vestlige sekularisering. Gud har båret IFES gennem mange år og gør det stadig. I Norge kom 90 studerende til tro på Jesus sidste år gennem det norske KFS, Laget. Hvorfor skulle det ikke kunne ske i Danmark? Vi har brug for at lære af hinanden internationalt, og vi er en del af noget langt større end vores danske virkelighed. Vi er en del af Guds mission i verden.

I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

Har du en virksomhed?

Eller kender du en, der har?

Gennem din virksomhed kan du støtte KFS' arbejde med at formidle evangeliet til studerende.

Hvordan det kan se ud, og hvilke fordele det har for dig og din virksomhed, kan du læse mere om på kfs.dk/bliv-sponsor

KENDE JESUS OG GØRE JESUS KENDT. BLANDT STUDERENDE.

VIL DU BÆRE MED? Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt!

Ja, hvad går pengene til? KFS-arbejdet i Grønland for eksempel.

KFS-sekretærer. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde.

Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn ind i det arbejde!