Til Tro #1 2024 - Humor

Tema:

Humor

+ +

Jakob Svendsen giver et crash-course i comedy og grænser

- TEMA side 25

Er du meget kristen? Memessiansk Jyde har svaret!

– Tema side 09

+

Troels Nymann slår et slag for, at Bibelen er sjovere, end vi (måske) tror!

- Tema side 05

at kende Jesus at gøre Jesus kendt

Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

liv og louise sammen til tro

Med afsæt i temaerne fra TIL TRO taler Liv og Louise åbent og ærligt om livet som unge kristne i Danmark. Find podcasten

"Liv og Louise - Sammen Til Tro" i din podcastapp

Udgiver:

Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Tlf: 35 43 82 82

E-mail: kfs@kfs.dk

TIL TRO: tiltro@kfs.dk

Konto: 4597-004054954

Abonnement:

Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

Redaktionen:

Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør)

Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) William Rønberg, stud.polyt.

Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, sabbatsårsKFS'er

Cecilie Kofoed Hassingboe, stud.act.

Signe Falch Madsen, stud.theol. Christoffer Rafael Kofod Techow, stud.theol.

Esther Krarup, gymnasieelev Simon Buus Engell Nielsen, stud.merc.jur.

Designskabelon:

Klaus Juul Jensen, Characterise.dk

Layout:

Mathias Nygaard Larsen

Tryk:

Øko Tryk

ISSN: 1395-9786

Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro

Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold

i tiden

Globalt: ”Vi har et kæmpe ansvar for at tage os godt af dem, der kommer til vores land.”

Redaktionen anbefaler

Fast kronik: Ytringsfriheden giver ikke carte blanche til at krænke andre

Bøger: Når nogen skal tilgives, er begge parter ofre

Bøger: Man skal være villig til at grave dybt for at finde guld

Leder: Hvordan kan KFS overleve uden et

kF s nyt

LTC lukker ned

En stor arv bragte økonomien i balance i 2023 – men vi ser frem mod svære år

Hvordan ser jeres KFS-gruppe ud?

KFS’ næste bibelprojekt er klar: ’12 profeter – 12 uger’

KFS’ nye sekretariatsleder er landet: Byd velkommen til Frederik Hauge

Peter Bjerre siger farvel med taknemmelighed og glæde over tiden i

Assist sommerlejr - Fællesskab og praktiske opgaver

tema

Seks gange Bibelen var sjovere, end du måske troede

Bibelsk komedie. Troels Nymann Eriksen afdækker bibelhistorier, hvor Gud taler til mennesker gennem humor.

“Er du sådan meget kristen?”

@memesianskjyde giver dig en komplet gloriegradsskala, så du kan fortælle dine venner præcist, hvor kristen du er.

Er kristendommen en spændetrøje?

Fransk frihed og fisk i cola. To teologistuderende argumenterer for, hvorfor venskab med Gud frigør.

Den demokratiske dåseåbner

Lukas Kaarby giver et bud på, hvordan vi kan løse Danmarks demokratikrise.

Tag humor alvorligt

En komiker joker sig igennem humorteori og viser os sammenhængen mellem grovhed og sjovhed.

Portræt

Johannes beretter om valgmuligheder, væsker og volontørlivet.

Andagten

Latter er en påmindelse om, at Gud har gjort det utænkelige.

Kære Gud.. – en skreven bøn

Stolthedens muntre modgift Om lethed, selvironi og en frelser.

Fra redaktionen:

Kære læser

Velkommen til et magasin, som jeg og resten af redaktionen har gjort os meget umage for at gøre opløftende, oplysende og til anledningen sjovt.

Jeg selv er ret nysgerrig på konceptet humor som noget, jeg har en helt umiddelbar fortrolighed med, hvad er (jeg tænker mig selv som en ikke helt kedelig type), men som jeg, alligevel ikke helt kan få greb om. Det var i hvert fald ikke selvtillid, der skyllede over mig, da resten af redaktionen sagde ”det ku’ være fedt, hvis fra redaktionen også var lidt sjovt” … nervøs latter fra min side…

Jeg kender primært humor som noget helt umiddelbart, der kan opstå spontant ved en skarp bemærkning eller en absurd situation, og hvis jeg er heldig, er jeg ikke den eneste, der griner højlydt. Samtidig har jeg også en fornemmelse af, at humoren rummer mere end bare spas og løjer, at den ud over at give et godt grin kan skabe en forbindelse mellem mennesker. Misbruges den, er skaden gjort dog potentielt lige så stor som det gode, humoren kunne have skabt.

Hvorvidt den bruges ubevidst eller med overlæg, om det er til det gode eller til skade, rummer humoren et stort potentiale indenfor en mangfoldighed af områder, selv de mest alvorlige. Det er det, vi gerne vil undersøge med denne udgave af TilTro, og det har vi inviteret nogle virkelig kloge og virkelig sjove mennesker til at hjælpe os med.

Jakob Svendsen sætter for eksempel ord på, hvor virkningsfuldt et middel humor er, og viser, at vi bliver nødt til at ”Tag[e] humor alvorligt”. Jeg tør godt love, at du ikke keder dig undervejs. Skalaen af humorens muligheder undersøger Lukas Kaarby i ”Den demokratiske dåseåbner”, hvor han foreslår den som en udvej af demokratikrisen og antyder dermed hvor stor en kraft, der ligger i humoren, endda til at forandre verden.

Så stor en kraft, at også Gud bruger den i Bibelen. En joke er dog sjældent særlig sjov udenfor sammenhæng, så man får måske ikke øje på dem uden et stort arbejde for at få indsigt i konteksten, Bibelen blev skrevet i. Derfor har vi bedt Troels Nymann Eriksen om at gøre det, man ellers aldrig skal gøre. Vi har bedt ham forklare ikke bare 1 men 6 jokes, Bibelen laver, i hans artikel ”Seks gange bibelen var sjovere, end du måske troede”.

Nu har du måske brug for en pause fra al den meta-snak om, hvad humor er og kan. Du håbede måske mest af alt på et godt grin, da du så temaet for dette nummer. Bare rolig, det har vi også sørget for. Nu har @memessianskjyde nemlig givet os alle den enestående mulighed at finde ud af, hvad vi skal stille op, når vi gang på gang står overfor spørgsmålet ”Er du sådan meget kristen?”. Advarsel: for at komme helskindet igennem denne, har du måske brug for selvironien fra Thomas Frovins artikel ”Stolthedens muntre modgift”

Med disse artikler og flere til håber vi at kunne slå fast, at det er alt andet end kedeligt at være kristen (og at læse TilTro).

Seks gange

Bibelen

var sjovere, end du måske troede

Paulus prædiker så længe, at stakkels Eutykos overmandes af søvn, falder ud af vinduet fra anden sal og dør, for da at blive genoplivet af en ivrig apostel, som ufortrødent fortsætter sin prædiken til den lyse morgen. Det komiske er svært at overse her, men ofte misser vi faktisk humoren i Bibelen. Troels Nymann forklarer hvorfor og oversætter med et smil den antikke humor til os moderne læsere.

a f Troels Nyma NN e rikse N , ca N d.mag. i li TT eraT urhis T orie og fu N draisi N gsko N sule NT i kfs , T roels@kfs.dk

Bibelen er hellig. Det er en hellig tekst. Det betyder også, at vi som læsere har nogle forventninger til den – som måske ikke altid passer med, hvad den faktisk er og vil. Den er ikke nødvendigvis hellig på den måde, vi forventer. Hvilket særligt kommer til udtryk i dens humor.

Humor er forbundet med det profane — historisk i hvert fald. Og derfor var og er det svært at læse bibelske tekster med humor. Også når de selv lægger op til det! Derudover har vi et oversættelsesproblem. Bibelen er en gammel bog fyldt med gamle tekster. Og det første, der eroderes af tidens tand, er den humoristiske brod. Den kombination efterlader os med en bibellæsning, der måske er lidt mere tør end tilsigtet.

Vi møder problemstillingerne mange steder i oversættelsen af Bibelen. Når Esau spørger Jakob efter en portion røde linser, lyder den danske oversættelse: “Giv mig hurtigt noget af det røde at spise, det røde, du har dér, for jeg er udmattet.” (1. Mosebog kapitel 25, vers 30)

Det er ikke nødvendigvis en dårlig oversættelse, men forskere argumenterer for, at grammatikken er så ødelagt i den oprindelige hebraiske tekst, at Esau nærmest fremstår som en neanderthaler. En mere nudansk oversættelse kunne lyde:

“Mig giv det røde. Mig sulten.” Esau var ikke bare behåret; han fremstår nærmest som en hulemand.

Eller da Paulus smider sit dydskatalog ud i Filliperbrevet kapitel 3 og regner det for ’skarn’ ”for at jeg kan vinde Kristus.” De danske bibeloversættere har her haft gang i den fine synonymordbog. Det oprindelige græske ord betyder altså bare lort.

Nå, men lad os springe ud i artiklens egentlige ærinde – en præsentation af fem steder, Bibelen er sjovere, end du troede.

(Kort disclaimer: Vittigheder er som bekendt ikke lige så sjove, når man skal forklare dem. Hvilket jo er denne artikels præmis. Men jeg håber, at mine fem eksempler måske alligevel kan frembringe et lille smil eller et stille næsepust.)

Bibelen er en gammel bog fyldt med gamle tekster. Og det første, der eroderes af tidens tand, er den humoristiske brod.

01 Esajas gør grin med afgudsdyrkerne

(Esajas’ Bog kaptitel 44)

Esajas var sur på afgudsdyrkerne. Så langt er de fleste af os med, når det kommer til den mand, der nærmest fremstår som prototypen på en profet. Næste gang, du gerne vil læse lidt Esajas, så overvej kapitel 44.

Profeterne truer ofte med bål og brand og går ikke af vejen for at kalde israelitternes afgudsdyrkeri for at ’hore med afguder’. Men Esajas vælger her en lidt mere humoristisk tilgang i sin nærmest parodiske beskrivelse af Israels afgudsdyrkeri:

“Han lægger sig det ikke på sinde, han har hverken kundskab eller indsigt til at sige: »Halvdelen brændte jeg op, så bagte jeg brød på gløderne, stegte kød og spiste det. Resten gjorde jeg til et afskyeligt billede, og jeg tilbad en træklods” (Es. 44,19).

En parodi på en afgudsdyrker er måske ikke det, man ville forvente af Guds (alvorlige) udsendte. Men der er næsten en stand-up punchline gemt i parodi-passagens afslutning, der på moderne dansk lyder noget i retningen af: “Hvad laver du? Det er en træklods, din idiot!”

02 Rakel stjæler labans husguder

(1. Mosebog kapitel 31)

Jakob og hans hustruer har besluttet sig for at vende hjem efter deres tid hos Laban, hvilket Laban ikke er meget for. Han ønsker ikke, at de tager noget med sig, men Rakel kan ikke dy sig for at hugge sin fars husguder. Da Laban opdager, at de er væk, lover Jakob, der er uvidende om tyveriet, at han ikke har stjålet noget. Laban begiver sig alligevel til at lede efter dem, men den snarrådige Rakel har gemt dem i en kamelsadeltaske og sat sig på dem. Hun nægter at flytte sig for sin far og siger: “Du må ikke tage det ilde op, at jeg ikke rejser mig for dig, herre, men jeg har det altså på kvinders vis!”

Hele seancen med Jakobs flugt og spillet med Labans husguder udspiller sig som et afsnit af Klovn i oldtiden. Laban er, ja, en laban, men humoren i situationen opstår i måden, den bliver fortalt. Det er mægtig fortællekunst, fordi de eneste, der rigtig ved, hvad der foregår, er fortælleren og læseren. Hvis folkene bag The Chosen giver sig i kast med at filmatisere Det Gamle Testamente, kunne de passende ledsage dette afsnit med klovnemusik.

03 Sarkastiske Elias

(1. Kongebog kapitel 18)

Elias var en kæphøj fyr. Det var han i hvert fald, indtil det hele faldt ned om ørerne på ham, og Gud gav ham en lektie i, ja, Gud. Men inden det sker, befinder Elias sig i den mest overlegne omgang “Min Gud er stærkere end din Gud” i den nærorientalske skolegård med Baals præster.

Baals præster har lidt svært ved at få deres gud til at gøre stort væsen af sig. Heldigvis har Elias god sportsånd og giver omsorgsfulde råd: "Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!” Igen, oversat til moderne dansk ville det lyde lidt á la: “Prøv igen! Det kan være, han er på toilettet.” Elias tager prisen for den mest sarkastiske kommentar i Bibelen.

04 Filistrene stjæler pagtens ark

(1. Samuelsbog kapitel 2-5)

Der er mange historier i særligt Det Gamle Testamente, der fortjener at blive nævnt. Humoren i denne historie blev første gang præsenteret for mig, da jeg gik i børneklub, hvor en leder livligt gengav historien.

Filistrene lykkes med at stjæle pagtens ark. Noget af en sejr for israelitternes ærkerivaler. Men det udvikler sig ikke helt hensigtsmæssigt for dem. Pagtens ark viser sig nemlig at sprede pest, og den bliver derfor sendt fra by til by. Skal vi lave en opbyggelig pointe, så besejrer Guds nærvær på egen hånd filistrenes guder. Til sidst giver filistrene op og sender den forbandede “kiste" tilbage til Israel på en vogn trukket af to malkekøer. En rigtig “pas på, hvad du ønsker dig”- historie. Helt klart en fortælling, der har taget kegler i synagogen.

Helt klart en fortælling, der har taget kegler i synagogen

05 Ordsprogenes bog bryder sig ikke om tåber

Ordsprogenes Bog er en undervurderet bog. Den tilhører visdomslitteraturen og er derfor blandt de tekster, vi måske har det med at undgå, fordi det kan være nogle af de sværeste steder at se åbenbaringen i. Men det er også noget af det mest eksplicit morsomme i Det Gamle Testamente. Smag for eksempel på dem her fra kapitel 25:

“At hugge sine fødder af eller drikke eddike: at sende bud med en tåbe.” (vers 6)

“Døren drejer på sit hængsel, den dovne vender sig på sin seng.” (vers 14)

“Den dovne stikker hånden i skålen, men er for træt til at føre den op til munden.” (vers 15)

Det er simpelthen antikke jokes. Tåben, den selvretfærdige, den stridbare, den forfængelige er alle typer, der får en omgang i Ordsprogenes joke-maskine. Det vil jeg opmuntre læseren til at gå på opdagelse i. Og når du har læst Ordsprogenes Bog, så prøv at læse noget af Jesu undervisning igen –han trækker en del på visdomstraditionen. Tag for eksempel illustrationen på selvfærdighed:

“Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” (Lukasevangeliet kapitel 6, vers 41)

06 Jonas' bog

Ingen over eller ved siden af. Jonas’ Bog er den absolut mest morsomme i Bibelen. Udgangspunktet er den uvillige profet. Jonas er en ironisk karakter. Ligesom en rottefænger, der er bange for gnavere. En livredder, der er bange for vand. Eller en ateistisk præst. Det skal være sjovt. Og det bliver kun mere morsomt af, at han forsøger at løbe væk fra Gud. Han tager

Jonas er en ironisk karakter. Ligesom en rottefænger, der er bange for gnavere. En livredder, der er bange for vand. Eller en ateistisk præst.

det første skib til Tarshish —hvilket svarer til en togbillet til Timbuktu eller Langtbortistan — men bliver “forhindret” på vejen. Jonas’ evner som Guds udvalgte profet bliver om muligt sat i endnu dårligere lys af, at de hedenske sejlere giver sig til at tilbede Israels Gud! Det, der skal til for, at Jonas begiver sig mod Nineve, er tilsyneladende et par tænkedage i maven på en fisk. (Bemærk i øvrigt den lidt selvretfærdige bøn fra fiskens bug i kapitel 2) Og da Jonas endelig kommer til Nineve omvender hele byen sig i en frygtelig fart. Mennesker og dyr (!) klæder sig i sæk og omvender sig. Historien er en lang satire over nationalistisk selvretfærdighed, og de israelitter, der føler sig bedre end de omkringliggende nationer, fordi de er Guds udvalgte folk. De får med den humoristiske bredhøvl.

Humoren kan lære os noget om guds væsen Nu kan man sige meget og tænke endnu mere over de eksempler, jeg har givet. Men jeg vil hellere slutte med en meget kort refleksion. Hvad siger det om Gud, at Bibelen bruger humor til at formidle sit budskab? Jeg vil nævne to ting:

1) Gud taler til mennesker og er ikke bange for at være menneskelig i bogstaveligste forstand. Vi skal passe på med ikke at lade vores forventninger til, hvad Gud bør gøre, være bestemmende for den måde, vi læser Bibelen på.

2) Humor er et værktøj, som ofte udtrykker inkongruens. Ting, der ikke passer sammen, eller gør det på en overraskende måde. Derfor passer den egentlig meget godt ind i Guds omvendte verden, hvor den første skal blive den sidste.

Det tager mig meget passende til en – ikke morsom – men dybt ironisk kommentar. Ypperstepræsterne og de skriftkloge håner Jesus på korset ved at sige: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.” (Matthæusevangeliet kapitel 27, vers 42). Det er da lidt “morsomt”, at de håner Jesus for det, som vi lovpriser ham for. ■

Lejligheder i Aarhus til studievenlige priser

Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder

Tæt på indkøb og studie

Gratis parkering og delebil

Priser fra 6.480 kr.

Solrig altan og lynhurtigt fibernet

Gratis nyttehave og plads til husdyr

LTC lukker ned

På baggrund af en lang og grundig proces har KFS’ bestyrelse truffet den vanskelige og hårde beslutning, at LTC nu lukker ned. Det skyldes blandt andet at KFS vil gå i en anden strategisk retning og de økonomiske udfordringer, vi står overfor i de kommende år.

I de seneste fire år har det været en udfordring at rekruttere elever til LTC. Det betyder også, at vi siden sommerferien har været i en proces med at gentænke LTC og ind i det, om KFS fortsat skal drive en højskole.

Efter en lang proces, hvor vi har undersøgt og overvejet alle de muligheder og alternativer, der lå foran os, har KFS’ bestyrelse truffet den vanskelige og hårde beslutning, at LTC nu lukkes ned. KFS er sat i verden for, at KFS’ere må få lov til at ’kende Jesus’ og for at ’gøre Jesus kendt’ blandt studerende. I det arbejde har LTC siden oprettelsen i 1990 spillet en markant og vigtig rolle.

Vi er fyldt af glæde og tak til Gud for alt det, LTC har fået lov til at betyde gennem årene. Tak også til alle jer, der har løftet LTC frem i bøn igennem alle disse år!

Det har ikke været nogen nem beslutning at lukke LTC. Når bestyrelsen alligevel er endt der, skyldes det to forskellige faktorer:

1) der er BeHov for, at kfs går i en anden strategisk retning

LTC har altid været en udgift for KFS, selv med et fyldt hold. Derfor har hvert ophold på LTC også været en økonomisk investering, KFS har foretaget i nogle konkrete elever.

Det har vi gjort med stor glæde, for vi har også set den store betydning, LTC’ere fik lov til at få for KFS’ arbejde med at gøre Jesus kendt, og hvordan de har bragt det videre ud i lokale menigheder og i det bredere kristne arbejde i Danmark.

Men vi vurderer, at der er behov for, at vi fremadrettet investerer de penge mere bredt i alle KFS’ere – til oplæring, udrustning og evangelisation. Hvordan det konkret skal se ud, vil bestyrelsen i de kommende måneder arbejde videre med.

2) kfs’ økonomi Bliver udfordret i de kommende år KFS ser ind i nogle år, hvor vi bliver udfordret på økonomien, hvilket du kan læse mere om på side 11.

Udgifterne til LTC ville kun blive øget fremadrettet, blandt andet fordi der er behov for en større investering i PR for at nå målgruppen.

Virkeligheden er, at de ekstra midler skulle findes i en anden del af KFS’ arbejde, og at andre stillinger i KFS derfor skulle skæres fra. Selv med en større investering i PR ville vi heller ikke have nogen garanti for, at et nyt LTC ville nå en bæredygtig størrelse indenfor en acceptabel årrække.

På baggrund af dette vurderer KFS’ bestyrelse, at det ansvarlige valg for KFS er, at vi i stedet investerer strategisk anderledes, så KFS’ økonomi bliver mere bæredygtig, og så vi kan være mere – for alle KFS’ere.

vi skal fortsat række evangeliet til studerende

Kernen i et LTC-ophold har altid været kombinationen af undervisning og teamperioder. Utallige gymnasieelever har gennem tiden fået et møde med evangeliet gennem en LTC’er – et møde, der også er blevet til tro for mange.

At LTC nu lukker ned, betyder dog ikke, at vi nedprioriterer formidlingen af evangeliet i KFS. Gymnasieelever og studerende har stadig brug for at møde Jesus – også i morgen!

Derfor vil vi også blive ved med at besøge ungdomsuddannelser og holde religionstimer, og vi vil fortsat arbejde med at udruste og inspirere KFS’ere til at ’gøre Jesus kendt’ i hverdagen. En vision, der allerede lever i vores KFS-grupper, og som vi ser frem til at kunne understøtte endnu mere i de kommende år.

Målsætningen for KFS vil altid være, at evangeliet skal forkyndes for studerende. Med lukningen af LTC skifter vi værktøj i et arbejde – ikke mål.

Bed med for kfs, for de ansatte og for alle kfs’erne

Midt i store forandringer, tunge beslutninger og en fremtid, vi ikke kender, er der ét sted, vi kan finde tryghed: Hos Gud, der lover, at han vil gå med os. I sjove dage. Og i hårde dage.

Derfor vil vi også runde af med en opfordring til at bede vedholdende for KFS, for alle ansatte og for KFS’erne.

Bed om, at vi må finde hjælp, opmuntring og visdom hos Gud, og at vi altid må holde ham for øje.

En stor arv bragte økonomien i balance i 2023 – men vi ser frem mod svære år

Hvordan står det til med KFS’ økonomi? Erik Nedergaard Hansen, formand for økonomiudvalget i KFS’ bestyrelse, giver her et indblik i, hvordan det økonomiske regnskab ser ud i organisationen og kigger lidt frem mod de kommende år, der –ligesom mange andre steder – ser ud til at blive udfordrende.

a f e rik Nedergaard h a N se N , medlem af kfs ’ B es T yrelse og f orma N d for

Regnskabet er gjort op, kalenderen er vendt – og vi er startet på et nyt år. Men hvordan kom KFS ud af 2023? Året startede med forventningen om et underskud for 2023 på godt 700.000 kr. samt usikkerhed om gas og elpriser og inflationsudviklingen i det hele taget. En generøs arv fra en trofast giver til KFS’ arbejde gjorde dog, at 2023 økonomisk set endte i balance. KFS modtager en arv ca. hver 3-4 år. Tak til alle, som vil overveje at betænke KFS i deres testamente.

Vi er dybt taknemmelige for de mange trofaste givere til KFS-arbejdet. Det giver gode arbejdsforhold for budgetlægningen, at en stor del af KFS-økonomi er gavebrevsaftaler. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at KFS’ økonomi forsat er udfordret i de kommende år.

Det skyldes primært forventningen om en fortsat inflation på over 2%, der automatisk øger KFS’ udgifter, mens den største del af vores indtægter, som er hhv. fastgiveraftaler og gavebreve, ikke følger med. Det betyder, at vi hvert år skal øge vores gaveindtægter med minimum 2% for at bibeholde de aktiviteter, vi har nu. En udfordring, der ikke er blevet mindre i de senere år, hvor mange af os også er begyndt at give gaver til lokale fri- og valgmenigheder – nogle gange på bekostning af gaver til landsdækkende organisationer som KFS.

KFS’ budget for 2024 vedtages på vores årlige generalforsamling, der også i år afholdes Palmesøndag på Påskelejr, men forventningen er et underskud i 2024, og udsigterne for 2025 og videre frem ser umiddelbart ikke bedre ud. KFS har en fornuftig økonomisk polstring, men situationen er selvsagt ikke holdbar i længden. Den økonomiske situation har også været en del af baggrunden for bestyrelsens beslutning om at lukke KFS’ højskole, LTC. Et skridt, der er taget ud fra et overordnet mål om at intensivere markarbejdet og udvikle flere gode, relevante ressourcer til KFS’erne.

Et eksempel på et vellykket initiativ i 2023 er "100 Dage med Bibelen," der opnåede flotte lyttertal på bl.a. Spotify og blev til stor glæde for både nuværende og gamle KFS’ere. Dette initiativ illustrerer også, at forkyndelse og fundraising ikke er hinandens modsætninger. Kreativ og engagerende formidling af evangeliet

og Bibelen kan sagtens gå hånd i hånd med en økonomisk støtteindsats.

Samlet indbragte ’100 dage med Bibelen’ op imod 100.000 kr. Personligt synes jeg, at dette projekt med fordel kan være til inspiration for andre kirkelige organisationer med lignende mål og ambitioner (har vi ikke snart haft nok løbe- og cykelsponsorløb?).

KFS’ investering i at udvikle flere ressourcer skal primært være rettet mod at formidle evangeliet til gymnasieelever og studerende. Det kræver dog også betydelige investeringer i udstyr og særligt medarbejderkompetence og timer. Det giver lukningen af LTC til dels mulighed for, men der er fortsat brug for, at gaverne til KFS som minimum følger med prisudviklingen i samfundet.

Tak for forsat opbakning til KFS’ arbejde – både økonomisk og i bøn – så vi kan få en økonomi i vedvarende balance – også i de år, hvor KFS ikke modtager en arv.

For en nærmere gennemgang henvises til årsrapporten, som er tilgængelig på hjemmesiden.

spændetrøje? Er kristendommen en

Den kristne tro anklages ofte for at begrænse menneskets frihed, forværre livskvaliteten og være utroligt kedelig til fester. To teologistuderende undersøger, hvad sand frihed egentlig er, hvor den moderne kritik kommer fra, og om den har noget på sig.

Salige er de, som følger alle sine drømme.

Salige er de, der bliver den bedste version af sig selv, for de skal selvrealiseres.

Salige er de, der hungrer og tørster efter, at alle deres legemlige behov bliver opfyldt, altid, for de skal mættes.

Salige er de, der ikke binder sig til noget eller nogen, for de skal være virkelig frie.

Sådan kunne en moderne udgave af saligprisningerne måske have lydt, hvis en nutidig filosof havde holdt den. Men gad vide, hvordan Jesu bjergprædiken havde lydt, hvis han havde holdt den i Danmark anno 2024? Jesus var allerede provokerende i sin samtid, og hans ord skurrer ikke mindre i vores ører i dag. Vi kunne sommetider godt ønske os, at Jesu ord stemte bedre overens med vores kultur.

At være kristen i det moderne Danmark kan i hvert fald godt opleves som en spændetrøje – som om livet flyver forbi en, og man selv er ved at gå glip af det, fordi man holdes fanget af en støvet kristendom. Den følelse kan både komme fra os selv, når vi for eksempel rammes af FOMO over sex, stoffer

Salige er de, der ikke binder sig til noget eller nogen, for de skal være virkelig frie.

og alkohol, men den kan også komme udefra, når vi i vores kultur lærer, at vi først lykkes som mennesker, når vi lever et vildt og grænsesøgende liv, som vi helt selv er herrer over. Men står kristendommen virkeligt i modsætning til at leve et frit og lykkeligt liv?

fransk friHed – sartre “Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Sådan siger Jesus i Johannesevangeliet. Han har tydeligvis ikke den opfattelse, at det at følge ham skulle være nogen spændetrøje; tværtimod var det meningen, at troen på ham skulle sætte fri! Men hvad vil det egentlig sige at være “fri”?

Opfattelsen af, hvad frihed er, har ikke altid været den samme. Man skelner mellem en klassisk og en moderne forståelse af frihed, hvor den moderne især dominerer i dag. Den bryder for alvor igennem fra den franske revolution i slutningen af 1700-tallet og bliver særligt videreudviklet af den franske filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980).

Ifølge Sartre handler frihed om at kunne vælge mellem forskellige muligheder. Derfor er det frieste menneske det med flest muligheder og færrest begrænsninger. For ham er frihed menneskets vigtigste værdi – han mente sågar, at vi skulle være så frie, at vi selv skulle vælge meningen og retningen for vores liv. Det frihedssyn kaldes negativ frihed, fordi det er friheden til ikke at være bundet af noget, men at kunne vælge selv; frihed fra at skulle vælge noget bestemt.

Har Sartre ret, er kristendommen en spændetrøje. Den sætter grænser for livets mening, hvordan vi bør leve, og hvad vi må og ikke må. Det er destruktivt for menneskets frihed – vi kan ikke leve, som vi vil! Det bliver i sin essens ate -

istisk, da der ikke er plads til nogen højere vilje eller retning for vores liv.

klassisk friHed – augustin

Det klassiske syn på frihed repræsenteres blandt andet af den nordafrikanske biskop Augustin (354-430). Den grundlæggende forskel på Sartres og Augustins frihedssyn er, at for Sartre er vi frie, derfor findes Gud ikke. Men for Augustin findes Gud, derfor er vi frie. De mener dermed noget radikalt forskelligt med frihed.

Augustin har det klassiske syn, han deler med Aristoteles (384-322 f.Kr.), hvor sand frihed er evnen til at handle i overensstemmelse med sin egen natur. Det er som en fisk, der er fri, ikke fordi den kan vælge, om den vil svømme i vand, olie eller Pepsi Twist, men fordi dens biologi gør, at den trives bedst i vand.

For Augustin er menneskets naturs øverste mål venskab med Gud. Der, hvor vi er allermest os selv, og dermed allerfriest, er altså i en relation med Gud. Altså, når Jesus taler om, at vi er virkelig frie, når vi gøres frie af ham, handler det om, at sand frihed ikke er et liv, hvor vi kan leve, som vi

vil, men et liv, hvor vi lever det glædelige liv med tro, håb og kærlighed – som en fisk i vand. Det syn kaldes positiv frihed, i modsætning til Sartres negative, fordi det er en frihed til noget, nemlig det gode – at leve i overensstemmelse med vores egen natur.

et kristenmenneskes friHed

Når Jesus i Johannesevangeliet taler om at være virkelig fri, gør han det i en kontekst, hvor hans frihedsbegreb konkurrerer med de jødiske lederes. De oplever sig frie, men Jesus påpeger, at de, ligesom alle andre mennesker, faktisk er trælle, nemlig under synden. Uden Jesus kan mennesket ikke andet end synde, det vil sige handle uden kærlighed til Gud. Mennesket er altså grundlæggende bundet og ufrit – det er, hvad Augustin og Luther mente med ”den trælbundne vilje”.

Jesu syn på mennesket er meget realistisk; selv med en total mængde af muligheder, hvor vi kan vælge frit fra alle hylder, kommer vi ikke til at få et venskab med Gud af egne kræfter – ikke fordi vi mangler muligheder, men evner grundet vores bundne vilje, så vi ikke selv kan nå øverste hylde, hvor kagekrukken står. Derfor er kristendommen ikke blot forenelig med frihed, men da alle mennesker som udgangspunkt er ufrie slaver af synden, som kun kan sættes fri til et venskab med Gud af Jesus, er han faktisk den eneste, der kan fjerne menneskets spændetrøje helt og give os sand frihed.

HverdagsfriHed

Kristendommen kan altså kun være en spændetrøje, hvis vi arbejder med et moderne frihedsbegreb, der ikke tager menneskets natur seriøst. Men har det konkrete implikationer, eller er det bare abstrakt snak? I hverdagen ser vi eksempelvis, hvordan vores opfattelse af venskab bliver påvirket af den moderne forståelse af frihed i sætninger som: “Hvis dine venner ikke bidrager positivt til dit liv, så skal du skære dem Kristendommen kan kun være en spændetrøje, hvis vi arbejder med et moderne frihedsbegreb, der ikke

tager menneskets natur seriøst.

fra.” Sætningen bygger på en forudsætning om, at din frihed er vigtigst, hvorfor du ikke bør binde dig til nogen, der ikke giver dig noget igen, men altid er fri til at gå fra en relation.

Kristendommen kommer her med et modsvar. Fordi mennesket er skabt til et formål, er dets værdi ikke i det, et menneske kan gøre for dig, men i dets natur. Det går altså ikke at behandle mennesker som midler og ikke som mål i sig selv – det er vi alt for værdifulde til. Vi medgiver, at det nogle gange kan kræve meget af en, at man ikke bare kan sortere mennesker fra, men har en pligt til at elske alle mennesker, også dem, der ikke giver så meget tilbage, måske fordi de går gennem en hård tid.

Samtidig kan det virke befriende, at der kan være plads til mennesker, bare fordi vi er mennesker, og ikke fordi vi skal bidrage med noget positivt i folks liv – man er først og fremmest velkommen, fordi man er, ikke fordi man kan præstere en masse i alle relationer. Det har etiske implikationer, der skaber tryggere fællesskaber og relationer.

C. s. lewis og flåden

C. S. Lewis anvender en nyttig analogi i Mere Christianity. Han sammenligner det etiske liv med en flåde. For at flåden kan sejle godt, må den opfylde tre krav. For det første må ski bene ikke kollidere med hinanden. Det svarer til, at vi med vores handlinger ikke skal skade andre. For det andet skal skibene være sødygtige. Vi skal altså tage vare på os selv og sørge for, at vores indre maskineri er velfungerende ved at oparbejde dyder som ydmyghed og næstekærlighed og mod arbejde laster som hovmod og egoisme. For det tredje skal flåden have en kurs, en destination, den sejler efter – sigter man efter Grønland, men ender i Stockholm, er noget gået grueligt galt.

For at leve etisk må vores liv altså have en retning, en destination. For Sartre er det første punkt vigtigt og sandt.

Men hans frihedsbegreb kan ikke rumme det andet og tredje punkt, da det begrænser mennesket at skulle leve på en bestemt måde og sigte mod et bestemt fastlagt mål. Lidt spidst formuleret: “Frihed rækker indtil det går ud over andres frihed.”

For Augustin er alle punkter vigtige og nødvendige. Hvis ikke et skib er sødygtigt og har styr på egen motor, kan man ikke sikre, at man ikke kolliderer med andre skibe i flåden. Og hvis ikke, der er et fælles mål, driver flåden formålsløst rundt. Hvilken flåde er da friest? Den, der kun sejler for ikke at sejle ind i andre; eller den, som sejler med sødygtige skibe mod havn?

er kristendommen en spændetrøje?

Ja – den er en spændetrøje for den, der vil leve et liv uden et mål, uden at søge mod havn. Men nej – for den, der mener, at livet har et mål, er Augustins blik på mennesket rigere, mere fuldstændigt og mere realistisk. Da er Jesus den eneste, som kan sætte fri. Sand frihed og dyb livsglæde er venskab med Gud, at slå følge med ham, som er Vejen, Sandheden og Livet selv. I virkeligheden er martyrer lykkeligere end moderne

For at leve etisk må vores liv altså have en retning, en destination.

Globalt:

”Vi har et kæmpe ansvar for at tage os godt af dem, der kommer til vores land.”

Efter et halvt liv i KFS takker Lisa Rom Boye nu af for denne gang. Siden 2019 har hun arbejdet som konsulent for International Student Ministry (ISM) i KFS og reflekterer her lidt over, hvad vores søstre og brødre fra den globale kirke har lært hende, og hvorfor vi i KFS skal blive ved med at række ud til internationale studerende.

david rejkjær knudsen

Bliver ny konsulent for ism – og glæder sig til mødet med internationale studerende

Jeg glæder mig til at møde de internationale studerende, høre deres historier om tro og liv og skabe et fællesskab med dem, hvor der kan være plads til at være, til deres tro på Jesus og til at fordøje deres indtryk som studerende i et fremmed land. Jeg håber også, at arbejdet kan være en platform for møder med studerende, der ikke er kirkegående eller troende i deres respektive hjemland, og at de kan få lov til at opleve glæden ved at kende Jesus.

Hvad Har været den største glæde ved at arBejde med internationale studerende i kfs?

Det har været en stor velsignelse at få lov til at vandre med så mange internationale studerende i kortere eller længere tid. Jeg har fået lov til at se Danmark og København med deres øjne – de har altid en ny restaurant, en udstilling eller et nyt bubble tea-sted, som jeg ikke kendte til. Og så har jeg fået lov til at sidde til bibelstudier med store dele af Guds globale kirke og få åbnet øjnene for, hvordan det er at være kristen uden for landets grænser, og hvad det gør ved troen at lande i et relativt sekulært land.

er der et særligt minde, en særlig oplevelse, du vil tage med dig?

Der er mange samtaler og skæbner jeg tager med mig. Et af de fineste minder er nok en weekendtur på LTC i sommeren 2020, hvor vi brugte en hel dag i LEGOLAND med studerende, der havde siddet lukket inde i Danmark i et helt semester på grund af corona. Det var sådan en fin frihed og skønt at kunne være sammen efter et tungt semester.

Hvad Har du lært af at arBejde internationale studerende i kfs?

Jeg har lært om min egen by (se ovenfor), og så har jeg også lært en masse om at være studerende i en anden kontekst. En kontekst, hvor man også skal deale med korruption, med politisk pres og med familie, der egentlig hellere vil noget andet

end det, de gør. Det har været SÅ spændende.

Hvorfor er det vigtigt, at kfs

Bliver ved med at række ud til internationale studerende?

Det er det, fordi vi har så meget af lære af de internationale studerende, og så har vi et kæmpe ansvar for at tage os godt af dem, der kommer til vores land. Det er måske ikke lang tid, de er her, men alle, der selv har været et semester i udlandet, ved, hvor meget det betyder at have et sted at høre til, når man er på udebane.

Man kan desværre godt nå at blive ensom på et semester, og der har vi et ansvar i at tage imod og lukke ind. Og så er der et kæmpe potentiale i de studerende, der kommer hertil fra lande, hvor det ikke er tilladt at fortælle om Jesus. Det potentiale må vi ikke overse!

Hvilken Betydning Har dine år i kfs Haft for dig?

Det kan jeg slet ikke svare på. Hvor skal jeg begynde og slutte.

Jeg har fået lov til at stille vigtige spørgsmål til min tro, oplevet at det holder vand, fået betroet et ansvar og en spillebane, som gav mod til at tage beslutninger og vokse som menneske. Været på utallige lejre med skøn lovsang og lange madkøer.

Og så har det i alle årene været vigtigt for mig, at KFS er en del af IFES, og at vi både har noget godt at bidrage med, og at vi kan lære så meget i at se op og ud over egne grænser og andedamme.

Den

demokratiske

dåseåbner

Hvad har inkongruens, Dave Chappelle og konspirationsteorier med hinanden at gøre? Læs med og se sammenhængen, når Lukas beskriver komikkens afgørende rolle for demokratiet. Er du enig?

Vores demokrati er under pres. Ja, man kan nok godt sige, at vi oplever en demokratikrise for tiden. Det repræsentative demokrati slår sprækker. Folk føler sig udenfor indflydelse. Og de føler ikke, at politikerne repræsenterer dem. Politik er ikke inddragende mere. Nu er det bare kompliceret eller nødvendigt. Seriøsiteten stiger, og samtalen dør hen. Der bliver altså sat spørgsmålstegn ved grundpillerne i demokratiet. Hvordan genopliver vi vores demokrati? Jeg tror, at svaret er humoren!

tre former for Humor

Hvis humoren skal hjælpe os med at løse vores demokratikrise, så må vi lige spore os ind på, hvad humor er. Og måske vigtigere: Hvad den demokratiske humor er. Ja, jeg tror faktisk, at der findes en demokratisk humor. Så lad os lige dykke lidt ned i humorteori.

Humoren er en form for dåseåbner. Den demokratiske dåseåbner.

I humorforskningen er der basalt set tre former for humor.

Nummer et: Har du set America's Funniest Home Videos? Det er et show med hjemmefilmede klip af folk, som ofte falder og slår sig. En lille dreng, der rutsjer ned ad en rutsjebane i alt for høj fart, og så slår han sig i skridtet. Eller en ung kvinde, der får en amerikansk fodbold i hovedet. Disse eksempler indrammer meget godt den første form for humor. Den hedder overlegenhedsteorien og forbindes med den politiske tænker Thomas Hobbes.

Overlegenhedsteoriens grundlæggende tese er, at når en person føler sig overlegen i forhold til en anden, så griner hun. Jeg griner, fordi det var hende og ikke mig, der fik bolden i hovedet. Den form for humor etablerer et tydeligt hierarki og manifesterer sig ved følelsen af at være højere i hierarkiet end den anden. Overlegenhedshumoren er langt fra demokratisk. Den er nok snarere autokratisk.

Nummer to: Har du set Klovn? Her finder vi et rigtig godt eksempel på den anden form. Det er karakteren Frank, vi lige skal fokusere på. Der er nemlig utallige scener, hvor han siger noget upassende eller frækt. Eller hvor han fortæller en af Caspers hemmeligheder. Det er en forløsning af spænding, fordi nu har Frank sagt det, så behøver jeg ikke sidde og anstrenge mig for ikke at sige det. Jeg kan grine af lettelse. Passende hedder denne form for humor lettelsesteorien og forbindes hovedsageligt med Sigmund Freud.

For Freud handler humor altså om en udløsning af spænding. Det kommer lidt forskelligt til udtryk i henholdsvis vitser, komik og humor. Men grundlæggende er latter udløsningen af nervøse spændinger. Ideen er altså, at når Frank siger noget upassende, så behøver jeg ikke at bruge energi på at holde mig tilbage fra at sige noget upassende – han har jo allerede sagt det. Denne teori præsenterer humor som en slags opium for folket – man slapper af med lidt Klovn i sofaen.

Nummer tre: Har du set Tæt på sandheden? Det er nemlig et godt billede på den tredje form for humor. Et eksempel kunne være, når Jonathan Spang siger noget i stil med: Lad os starte med nyheden om et land, hvor demokratiet er ved at visne væk under deres totalitære leder, der ikke tager sig af befolkningen … Danmark. Det er sjovt, fordi vores forståelse af Danmark er, at det er et demokrati, der tager sig af sine borgere. Latteren kommer altså i dette tilfælde af en uoverensstemmelse – han beskriver Danmark på en anden måde, end jeg forstår det. Denne form for humor er inkongruensteorien.

I dag er det den teori, som flest forskere abonnerer på. Og gennem tiden er der også mange tænkere, der har tilsluttet sig og bidraget til denne forståelse af humor. Her kan Immanuel Kant og Søren Kierkegaard nævnes. Denne humor handler altså om, at vi griner, når vi oplever en uoverensstemmelse – når noget bryder eller overskrider vores forventninger og forståelser. Det er den demokratiske humor! Lad os lige kigge nærmere på den, og hvordan den kan hjælpe os med at genoplive demokratiet.

den demokratiske dåseåBner

Et stort demokratisk problem er, at den demokratiske samtale dør. Samtalen bliver for hård, for seriøs. Folk har ikke lyst til at deltage. Her har vi brug for komikken. En af mine yndlingskomikere er Dave Chapelle, og jeg mener, at han er med til at holde vores demokrati i live. Han er nemlig eminent til at bruge den demokratiske humor til at tage hul på vigtige samtaler. Igennem karrieren har han lavet sjov med racestereotyper. I USA er spørgsmålet om ”race” utrolig vigtigt, men også et svært emne at snakke om på en konstruktiv måde.

I hans meget omtalte Netflix-special, The Closer, lavede han endnu en gang sjov om racespørgsmålet. Her fortalte han en joke om rapperen DaBaby, som handlede om, at rapperen var blevet canceled på grund af homofobiske kommentarer i 2021, men i 2018 dræbte han en sort mand. Dette havde dog imidlertid ikke fået folk til at tage afstand fra rapperen. Chapelle udstiller her absurditeten i, at det er mindre omkostningsfuldt at dræbe en sort mand end at komme med homofobiske kommentarer. Der er noget her, som ikke stemmer overens med vores forståelse af retfærdighed.

En anden god optræden af Chapelle er hans håndtering af den stigende antisemitisme i hans monolog i showet

Saturday Night Live. Her ramte han den perfekte balance på det meget følsomme emne. I slutningen af monologen begræder han også, at det skal være så svært at snakke om sådan nogle emner. Som han siger: ”Det gør mit job utrolig svært!” Vi bliver nødt til at kunne snakke om tingene. Og det er netop dét, komedie kan – åbne op for svære og hårde samtaler. På den måde er humoren en form for dåseåbner. Den demokratiske dåseåbner.

I monologen snakker han om den konspirationsteori, der handler om, at ”jøderne” styrer Hollywood. Han starter med at fortælle, at han selv har været i Hollywood, og det her er, hvad han så: ”It’s a lot of Jews. Like a lot.” Men lige efter siger han, at det jo ikke betyder, at de styrer det hele. Ligesom der er mange sorte mennesker i byen Ferguson, og at de heller ikke styrer byen. Chapelle bruger humoren her til at åbne samtalen om noget, som mange går og tænker på, men ikke kan snakke om. Som han siger om konspirationsteorien: Det er ikke en vanvittig ting at tænke, men det er vanvittigt at sige højt! Vi kan så være glade for, at han netop bruger humoren til at åbne op for samtalen, så vi andre kan tale med om de svære emner.

konspirationsteorier, laver du sjov?

Den distance, som befolkningerne i repræsentative demokratier føler i disse år, har fået mange til at søge alternative fællesskaber. Et eksempel på sådan et fællesskab er konspirationsteorier, der i de seneste år har draget mange folk til sig. Konspirationsteorier er et demokratisk problem, men komisk nok har de faktisk et demokratisk potentiale.

Konspirationsteorier er de seneste år blevet en central del af det politiske rum, specielt i Vestens flagskib, USA. Disse mere eller mindre absurde teorier har draget rigtig mange folk til sig. Ofte folk, der føler sig uden for indflydelse og ikke-repræsenteret.

Konspirationsteorier besidder altså et demokratisk potentiale, og jeg tror netop, at det handler om deres komi-

Konspirationsteorier er et demokratisk problem, men komisk nok har de faktisk et demokratisk potentiale.

ske kvalitet. De præsenterer en uoverensstemmelse med den alment accepterede virkelighed, der gør, at de er komiske –de skaber en åbning. Men det demokratiske potentiale går tabt, fordi den komiske åbenhed forhærdes i et forstokket sandhedsbegreb. Den åbenhed, der lokker folk ind, bliver forstenet. Ikke mere uoverensstemmelse – det hele stemmer lige pludselig overens, når man er inde og indviet i den nye og rigtige forståelse af virkeligheden Der er en forklaring på alt: ”Det er den pædofile elites skyld; vi skal bare stoppe alle de der lizard people; hvis bare vi stoler på Q og Trump, så skal det hele nok gå”.

Det her er vanvittigt og et stort problem for vores demokrati! Men der er en mulighed for at bevare det komiske og altså det demokratiske i konspirationsteorier. Nemlig ved at holde det komiske i live. Hermed kan vi på en og samme tid bekæmpe de forstenede holdninger og den oplevede distance. Her kan den fantastiske bevægelse ved navn Birds Aren’t Real nævnes som eksempel. Det er en komisk bevægelse, der performer at være konspirationsteoretikere ved at demonstrere og sprede deres budskab: Alle fugle er blevet dræbt og erstattet af overvågningsdroner.

Dette er komisk på den helt rigtige måde. Gennem det komiske viser de andre konspirationsteoretikere, hvor absurd deres virkelighedsopfattelse er. De bekæmper absurditet med absurditet. Og ser samtidig også absurditeten i deres egen forståelse af verden. Her opstår uoverensstemmelsen. Der bliver plads. Det komiske viser sin magt ved at skabe sprækker i seriøsiteten.

Hvis demokratiet skal genoplives, så må vi have humoren med os. Vi må grine lidt mere sammen. ■

Det er ikke en vanvittig ting at tænke, men det er vanvittigt at sige højt!

Hvordan ser jeres KFS-gruppe ud?

KFS-grupper kan være store, små, nye, gamle, på gymnasier, på universiteter –men én ting går igen: Vi samles for at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’. Vi har spurgt fire forskellige KFS’ere om at give et dryp fra deres gruppe.

emilie – studiesteds-kfs på kua

Vores KFS-gruppe er en af de lidt færre Uni-KFS-grupper. Vi mødes alt fra 2 til 15 studerende en times tid om ugen på KUA (Københavns Universitet Amager) til en studiepause, hvor vi hygger, beder sammen, læser en bibeltekst og snakker om den, eller hører en andagt eller et dryp fra en medstuderende – og giver hinanden tips om, hvor man kan købe den billigste kaffe på campus.

Gruppen er for mig en pause i studiehverdagen, der giver en erfaring af ikke at være den eneste kristne på universitetet. Og så er det et fællesskab, der går på tværs og omhandler noget større end studier og faginteresser.

Jeg drømmer om, at vi vokser som gruppe, at vi er et imødekommende fællesskab for alle tros-nysgerrige studerende på campus, og at det kan være et studie-pusterum med Jesus i centrum.

natasHia – riBe katedralskole

I vores KFS-gruppe er vi omkring 7, der kommer lidt på skift, så normalt mødes vi 4-5 personer. Det er en meget hyggelig og nærværende gruppe og et trygt sted, hvor jeg altid bliver mødt af Guds kærlighed og omsorg.

Når vi mødes, har vi altid interesse for hinanden, og man kan komme, som man er. Alle er velkomne – både velkendte og nye. Det er et frirum, hvor man bare kan slappe af og nyde selskabet, mens man mindes om og fyldes op af Guds kærlighed. Det er også et sted, hvor vi kan komme med bekymringer og byrder og sammen lægge det over til Gud i bøn.

Jeg drømmer om, at vi må få endnu flere med ved at række ud, så vi kan vise vores gymnasievenner det opmuntrende fællesskab, vi har – og endnu vigtigere, så de kan møde Jesus og blive sat fri af Guds ord.

tHea – sankt annæ gymnasium

Vi mødes omkring 10-12 KFS’ere hver tirsdag i spisepausen, hvor vi spiser lækker Lidl-kage, lytter til en andagt eller snakker om, hvordan vores tro ser ud i hverdagen.

Da jeg startede på Sankt Annæ, var jeg til KFS en af de første dage, og jeg kan tydeligt huske, hvor stort et indtryk det gjorde på mig at se så mange andre kristne, som gik på samme gymnasium som mig. Derudover er det virkelig dejligt, at der er ”skemalagte” samtaler om liv og tro, og at man – lige midt i hverdagen og undervisningen – kan huske på Jesus og have ham med i dagligdagen.

Efter, at jeg blev formand for gruppen, har jeg kæmpet med tanken om, at det er mit ansvar, at KFS’en bliver en succes, og forbundet det med, hvor mange der var med. Jeg har efterhånden indset, at det ikke er noget, jeg har kontrol over, og derfor har mine drømme for gruppen også ændret sig. Nu håber jeg bare, at vores KFS kan blive et trygt og meningsfuldt sted for dem, der kommer, hvor vi frit kan dele vores tanker om tro og tvivl.

maja – Brønderslev gymnasium og Hf Vi er en meget nyopstartet gruppe, hvor vi er 5 piger, der går i 1.g og 2.g., som mødes hver onsdag og spiser sammen.

For mig er det et sted, hvor jeg kan få lov til at trække stikket i en kort stund fra skolen og bare snakke tro, grine og hygge mig med mine kristne venner.

Jeg drømmer om, at vi må være en gruppe, der kan være med til at vise vores gymnasievenner, hvem Gud er, og at vi bare må blive ved med at have et fællesskab, hvor man kan komme, som man er

KFS’ næste bibelprojekt er klar: ’12

profeter – 12 uger’

Der er flere farver på paletten, men konceptet er det samme, når vi fra den 6. maj igen kaster os over et fælles bibellæsningsprojekt: En læseplan, en podcast og et ønske om at blive klogere på Guds ord. Læs med, når vi til maj starter ’12 profeter – 12 uger’.

Hvem er det nu lige Obadias er? Hvordan passer Nahum ind i Guds store frelsesplan? Og hvad er det egentlig, vi skal lære af Sefanias – i 2024?

Det Gamle Testamente er fyldt med store episke fortællinger og figurer, vi har lært at kende gennem børnebibler, film og søndagsskolefortællinger: Noa, Abraham, Josef, Moses, David. Men for mange af os stopper Det Gamle Testamente nærmest med Daniels Bog og beretningen om løvekulen og eksilet i Babylon. Næste stop: Juleevangeliet.

De tolv små profetbøger, der ligger til sidst i Det Gamle Testamente, er ikke blandt dem, vi oftest går til, når der skal vælges andagtstekster eller holdes bibeltimer – med undtagelse af Jonas’ Bog. Hvilket er synd, for også her finder vi beretninger, profetier og mennesker, der kan lære os mere om, hvem Gud er, og lade os se glimt af hans trofasthed, nåde, retfærdighed, hellige vrede og store godhed.

Derfor glæder vi os også til, sammen med jer, at blive klogere på, hvem Hoseas er, og hvorfor han skulle gifte sig med en prostitueret. Eller hvad Amos’ advarsler mod overforbrug, grådighed og

uretfærdighed kan lære os i dag. Og hvordan Malakias peger frem mod både Johannes Døberen og fuldendelsen af Guds frelsesplan i Kristus.

konCeptet er simpelt: en læseliste, en podCast og et ønske om at Bruge tid med guds levende ord I stedet for ’100 dage med Bibelen’ skal vi denne gang bruge 12 uger på at læse os igennem de 12 små profeter. Det betyder også, at vi skruer ned for antallet af daglige kapitler og nøjes med at læse i hverdagene (så kan du også nå at indhente det tabte, hvis/når læsningen glipper). Vi starter mandag den 6. maj med Hoseas’ Bog og runder læsningen af 12 uger senere, fredag den 26. juli, med et sidste kryds i Malakias’ Bog.

Mange af os ikke færdes ikke hjemmevant i profetskrifterne, og derfor har vi også denne gang allieret os med kloge mennesker, der hver morgen vil komme med en lille kort refleksion over dagens kapitler, som sætter teksten ind i dens historiske og bibelske kontekst og peger på, hvordan Gud bruger disse 12 profeter til at lade os se mere af, hvem han er, og til at pege frem mod den endelige frelse i Jesus.

Bliv sponsor, støt kfs og vær med til at skaBe fornyet BiBelglæde ’12 profeter - 12 uger’ er – ligesom ’100 dage med Bibelen’ – også et bibelsponsorløb. Det fungerer helt simpelt ved, at du skriver dig op som ’læser’ via vores hjemmeside, finder nogle ’sponsorer’, der vil støtte KFS med f.eks. 1 krone for hvert kapitel, du læser –og så er I klar til at samle ind til KFS.

Et projekt som dette kan kun lade sig gøre på grund af gode gaver fra alle jer, der lytter med. Derfor håber vi også, at mange af jer vil bruge anledningen til at støtte KFS som ’sponsorer’, ’læsere’ eller ved at give en gave til KFS’ arbejde, så vi kan blive ved med at investere i nye, spændende måder at formidle bibelglæde på. Til liv og tro for en hel generation af KFS’ere – og alle os, der stadig læser med.

Du kan læse mere om ’12 profeter – 12 uger’ og finde både læseliste og podcast ved at scanne QR-koden eller via kfs.dk/12profeter

BRUG FOR EN PAUSE?

Tag på LMH og få tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv

Ansgarvej 2, 3400 Hillerød www.lmh.dk

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk

Kontaktpersoner:

Johannes Møller: 61 31 64 85 Dan Wejse: 26 83 37 44

Tag humor

Komiker Jakob Svendsen giver et crash-course i comedy. Læs med om vigtigheden af kontekst og Bølle Bob-princippet.

I tirsdags var jeg nede for at købe et våben, og står med valget mellem en kårde og en sabel.

Se dét er en svær(d) beslutning.

Jeg kigger ud på publikum – ingen griner. Humor er en kompleks størrelse.

Samtidig er humor et effektivt redskab, og den britiske komiker John Cleese siger:

"If I can get you to laugh with me, you like me better, which makes you more open to my ideas. And, if I can persuade you to laugh at a particular point that I make, by laughing at it you acknowledge it as true.”

Hvis dette er bare tilnærmelsesvist sandt, så kan vi ikke underkende, hvor meget magt der er i at bruge humor. Det får os til at sænke paraderne. Forsøg viser også, at humor får os til at huske information bedre, og vi finder morsomme personer mere tiltalende, smukke, fantastiske og.. tilsyneladende med en trang til at overdrive. Humor kan blive den blide indgang til at snakke om et svært emne eller italesætte noget, som folk ellers ville undgå.

Det betyder også, at vi ikke bare kan tage sjov for sjov, men er nødt til også at behandle det alvorligt for at forstå det fuldt ud. For dermed også at kunne svare på spørgsmålet: Hvor går grænsen?

En journalist sidder overfor en komiker og læser en af vedkommendes jokes op, og slutter med at stille spørgsmålet: “Og skulle det være sjovt?” Og idet ingen i studiet griner, synes spørgsmålet retorisk. Nej, joken er ikke sjov - i den sammenhæng. Humor er nemlig så meget mere end ordene, som joken består af.

Psykologen Mehrabian står bag 7-38-55 reglen, som foreslår, at når vi kommunikerer, så kommer 7% af modtagerens forståelse fra de ord, vi siger, 38% er betoningen af ordene, og 55%, dvs. over halvdelen, afhænger af vores kropssprog.

Det betyder, at vi ikke kan adskille ordene i joken fra leveringen. Dermed kan vi heller ikke afgøre, om noget er morsomt alene ved at se på ordene. Hele essensen i joken kan ligge i attituden, et glimt i øjet eller stemmen, der bliver brugt i joken.

Det samme gør sig gældende, når vi stiller os selv spørgsmålet om 'en joke er okay'. At betragte ordene, der udgør joken, er ikke nok til at afgøre okay-heden af en joke. Vi er nødt til at se på omstændighederne og konteksten for joken.

En joke kan ikke løftes ud af sin kontekst. Hvad der kan være okay i den ene kontekst, kan være forkert i en anden.

Det kan bedst eksemplificeres ved noget, vi kan kalde comedyens ABC, hvor vi forestiller os tre personer: A, B og C. (Deres forældre har været uopfindsomme.) Lad os sige, at person A fortæller en joke til person B om person C’s hår. Det kan være, at C har haft en dårlig hårdag. Måske ville Poul Nyrup have foretrukket en cykelhjelm frem for den frisure. Ingen ved det, og for ikke at forvirre eksemplet ser vi bort fra ordlyden af joken.

Vi kan ikke bare afgøre, at jokes om hår altid er okay, eller omvendt, at hår-jokes altid er forkerte. Både konteksten og personernes interne relationer er afgørende for jokens okayhed. Kender de hinanden? Eller kender to af personerne hinanden? Hvordan er den indbyrdes status og balance mellem de tre? Det siger sig selv, at joken lyder på én måde, hvis A og B er overordnede i et firma, mens C er senest ankomne praktikant. Og lyder på en anden måde, hvis A og B har været gift i 50 år, og C er en fiktiv person.

Alt sammen har betydning for, hvordan joken bliver opfattet. Både af person B og af de personer, der evt. måtte være omkring. Hvis A er komiker og B er publikum, kan joken være om C, der er præsident for et land. (Tænkt eksempel). Hvis C lige har beordret krig med et land, kan joken om C’s hår måske endda virke lidt tam.

Vi kan ikke afgøre om noget er sjovt alene ved at se på ordene.

Jokens grovhed skal svare til sjovheden.

Comedyens ABC

tydeliggør altså, at ordene ikke er nok til at afgøre, om en joke er okay.

Konteksten for joken bringer os tilbage til den (i øvrigt fabelagtige) sværd-joke fra starten. Jeg har brugt den tit, og den giver altid et overbærende smil. Denne gang blev den mødt af larmende stilhed, og med det samme forstod jeg hvorfor. To dage før havde der været et skyderi i Fields.

man i stedet gå ud fra Bølle Bob-princippet. For vi ved om Bølle Bob, at han er grov, men

Sætningen: 'Jeg ville købe et våben..' lød pludselig helt anderledes end den gjorde for tre dage siden.

Uanset hvilket emne man vil lave jokes med, handler det om at navigere i det på en ordentlig måde. Det er en farlig og arrogant attitude at gøre sig til dommer over, hvilke emner der kan og ikke kan laves sjov med. Og derfor må vi acceptere, at der kan laves jokes om alle emner. Men.. for der er et 'men'.

At tro og insistere på, at man kan gå til jokes om soppebassiner på samme måde som jokes om holocaust, er naivt og urealistisk. Selvom man ikke kan undgå, at der kan være nogle, der har haft en forfærdelig oplevelse med et soppebassin, og derfor bliver ramt af jokes om det emne, så er det i udgangspunktet et mindre risikofyldt emne end holocaust. Her kan

Det samme gør sig gældende for jokes. Jokens grovhed skal svare til sjovheden. Med holocaust lægger man sig utroligt højt på grovhedsskalaen, hvilket betyder, at sjovheden også skal være tilsvarende høj. Dermed ikke sagt, at man skal holde sig fra jokes om hverken soppebassiner eller holocaust, men sætte barren højere – for det vil publikum også forvente af dig.

Med den standard kan du ikke bare lave jokes, der er acceptable, men skabe jokes, der er fine og vigtige, selv om holocaust, hvilket komediefilmen Livet er Smukt er et godt eksempel på.

Hvis formålet med joken derimod er at fornærme, så mener jeg ikke, at man er i gang med at lave jokes, men i gang med at provokere. Den diskussion hører sig ikke til i et temanummer om 'humor'. Når Til Tro laver et temanummer om at 'opføre sig som en røv', vil jeg med glæde komme med min holdning til at forsøge at skjule provokationer under dække af humor. Det vil ikke være en svær(d) beslutning. ■

Portræt

Johannes Techow, Volontør på Grejsdalens Efterskole

Hvad laver du i dit saBBatår og Hvorfor?

Efter, at jeg i sommer dimitterede fra Sankt Annæ Gymnasium, startede jeg som volontør på Grejsdalens Efterskole og på MGK som pianist og singer/songwriter. Ligesom mange andre, når man står overfor mange valgmuligheder, blev jeg overvældet og frygtede at vælge forkert – og som kristen, ikke at følge Guds plan. Midt i den her fortvivlelse mindede en klog ven mig om, at hvis jeg tror på en almægtig Gud, som har en plan med mig, så kan jeg ikke træde forkert, for han går med mig hele vejen. Efter noget tid med bøn valgte jeg at søge stillingen som volontør, for hvis Gud har en plan for mig, og han har lovet at være med mig, så kan det umuligt gå så galt.

Hvad tænker du, når du Hører ordet Humor?

Efter en 3-årig arbejdsskade fra min gymnasietid så jeg mig nødsaget til at gå etymologisk til værks. Ifølge DDO kommer ordet “humor” af humor (væske) på latin, som i antikken betragtedes som blandingen af de fire kropsvæsker, som er afgørende for et menneskes fysiske og mentale helbred. Selvom jeg ikke umiddelbart tænker på kropsvæsker, når jeg tænker på ordet “humor”, er det spændende at følge tanken, at humor er afgørende for vores helbred.

tror du, det er vigtigt at Have Humor med i livet som kristen?

Jeg tror, vi som mennesker i vores natur ønsker at gøre os selv til Gud. Vi ønsker at ophøje os selv. Humor har en særlig evne til at pille os ned fra vores selvophøjede piedestal. Et helt konkret eksempel, som jeg finder humoristisk, er babelstårnet. Når vi ophøjer os selv, har vi brug for Gud for at se, hvor vi går tabt.

Men Gud er ikke kun almægtig (og fuld af humor). Han er en kærlig Gud, som vi endda må kalde far. Vi må komme til det kors, som vi burde bære, og hvile i de ord, som røveren på korset fik af Jesus: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” (Lukasevangeliet kapitel 23, vers 43).

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer udtrykte noget a la dette i sin bog, Det kristne fællesskab: “Guds kærlighed

kalder os til at snakke med Gud om mennesker og med mennesker om Gud.” For mig er disse ord en vigtig påmindelse som volontør på en efterskole, hvor kun 20-30% af eleverne kommer fra kirkevante hjem. Når jeg som røveren på korset bliver mødt af Guds kærlighed, kaldes jeg til bøn og mission.

En anden humoristisk beretning fra Bibelen ses i Jonas’ bog, hvor Jonas kaldes til at rejse til Nineveh (en jævnt træls by, som ikke har det for fedt over Gud). Han gider ikke, så han rejser den stik modsatte vej mod Tarshish. Men Gud får en kæmpe fisk til at sluge ham, så han alligevel ender i Nineveh. Derefter holder han en temmelig retorisk ringe prædiken på seks ord: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt.” (Jonas’ bog kapitel 3, vers 4b). Men hele byen omvender sig.

Det vidner for mig om, at Gud kan bruge netop sådan en taber som Jonas og mig, og at det er Gud, som skaber troen. Tro kommer af det, der høres, men ikke fordi jeg siger det. Hvor er det vildt, at Gud kan bruge mig, og at han gør det!

Redak tionen anbefaler APPROVED

“The unfolding mystery” ønsker at vise, at historien om Jesus ikke først begynder med de kendte ord “og det skete i de dage […]”,men tværtimod er en historie, der gennemsyrer hele Bibelen, fra første til sidste side. I bogen tager Clowney os med i en typologisk rejse gennem Det Gamle Testamente og på opmuntrende vis, viser han, hvordan hele Bibelen handler om Jesus. En fantastisk opmuntrende bog, der nærer bibelglæde, uden at blive for tung eller faglig.

“ Spændende og lærerig bog, som formår at kaste et nyt lys over genkendelige tekster. Når man bringer viden om Israel og bibelens jødiske baggrund med ind i sin læsning af de bibelske beretninger, åbner der sig nemlig en overraskende verden med større indlevelse og bedre blik for de store sammenhænge“

Den korte roman fortæller historien om en succesfuld embedsmand, som efter at være faldet fra en stige oplever en voksende smerte i venstre side af maven. Efterhånden som smerten udvikler sig, bliver han mere og mere konfronteret med dødens realitet og meningsløsheden ved det liv, han har levet. Hans erkendelsesproces bliver beskrevet så overbevisende, at man som læser ikke kan undgå også at føle sig konfronteret.

Mit bogmærke ligger lige nu på side 51 (ud af 234). Så foreløbigt har Rilkes roman om den unge Malte, der forgæves forsøger at forstå sit liv, fanget mig ved øjenåbnende overvejelser og finurlige metaforer – f.eks. livet som et frikvarter, hvor man kun nåede at spise sin madpakke. Bogen får dig til at tænke, spørge og lede efter noget vigtigt.

“Malte Laurids Brigges optegnelser” - Rainer Rilke

”Ivan Iljitjs død” – Lev Tolstoj

”På opdagelse i bibelen”Ole Andersen

“The unfolding mystery”Edmund Clowney

Simon Buus Engell Nielsen

Nathanael Rønne Kure

Josefine Amalie Petersen

Christoffer Techow

Ytringsfriheden

giver ikke

Statskundskabsstuderende, Nikolaj Bach, lægger op til debat om koranloven. Byd velkommen til vores nye faste kronikskribent og bliv klogere på Fogh-Rasmussen-doktrinen, berlinske bogafbrændingscitater – og hvad du selv mener. Skribenten skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning.

Der er sagt og skrevet mangt og meget om koraner og afbrændinger heraf i løbet af det sidste halve år. Virakken har sit udspring i Rasmus Paludan, der i sin søgen efter at provokere muslimer har brændt koraner af med blandt andet den afledte konsekvens, at Tyrkiets præsident, Recep Erdoğan, har forsøgt at blokere Sveriges optagelse i NATO.

Nok snak om Paludan, for hvad egner dette emne sig egentlig til i Til Tro, endda i en udgave, hvor magasinets hovedemne er humor? Jo, som løsning på korankrisen, som den bliver kaldt, foreslog regeringen, hvad der i daglig tale kaldes koranloven, der har til hensigt at kriminalisere afbrændingen af hellige bøger. Nemt nok, men ak nej, for sjældent findes der løsninger, der ikke sætter nye problemer i bevægelse.

Loven blev i starten af december stemt igennem i ly af julen, og nu frygter man for ytringsfriheden og satirens ve og vel. I kronikken her ønsker jeg at forsvare loven – derfor er det også vigtigt at slå fast, at jeg skriver for egen regning. Jeg håber dog, at du alligevel vil læse med og inviterer dig til også selv at danne en holdning. En holdning, som ikke nødvendigvis behøver at lægge sig op ad min.

Historisk perspektiv: BogafBrændinger og nazismens dystre skygge

Måske forbinder du bogafbrændinger med det nazistiske regime og andre despotiske diktatorer, og er det så ikke på sin plads netop at gøre op med bogafbrændingerne? Nazisternes tilintetgørelse af litteratur var ud over den fysiske ødelæggelse også et symbolsk ritual; en ytring. En måde at manifestere deres magt og kæmpe imod det, de anså som utysk. Det er svært at læse om disse handlinger uden at græmmes, og hvis man besøger Berlin, kan man i dag se et mindesmærke med citatet: ”Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.” Uhyggeligt nok blev det allerede profeteret af tyske Heinrich Heines i 1823.

er ytringsfriHeden og satiren i fare?

Min egen lille mavefornemmelses-stikprøve siger mig, at det er få, der synes godt om koranafbrændingerne, så når koranloven

har skabt ståhej, skyldes det altså noget andet: netop, at det er en ytring. En handling, der vil demonstrere noget eller provokere. Og i Danmark elsker vi friheden til at ytre sig! Der er derfor ikke så få ytringsfrihedssoldater, der har stillet sig op i kampeksercits og trykket på alle tilgængelige knapper, der kunne antyde, at demokratiet er i fare.

tre kritikpunkter mod koranloven

Uden at have en udtømmende viden om alle de argumenter, kritikerne af loven fremfører, synes jeg at kunne ane konturerne af tre hovedargumenter. For det første blandes satiren og den kunstneriske frihed ind i det hele. For må man nu ikke brænde koranen af, hvis det bare er for sjov? Eller hvis det er for at kritisere religionen Islam eller ’indsæt-selv-noget-du-mener-er-en-repressiv-ideologi/religion’?

Islamiske ledere har heller ikke ligefrem en lydefri historie i forhold til at udøve censur og deslige. Og kigger man i støvede historiebøger kan man også læse sig til, at den katolske pave, Leo X, befalede alle Luthers bøger og skrifter afbrændt offentligt. Argumentet slår altså på tromme for, at loven vil indskrænke retten til at kritisere eller lave satire. Hvis en Iransk kvinderettighedsforkæmper, der har slået sig på Iran og dets præstestyre, vil skænde koranen, risikerer personen altså at blive kriminaliseret.

For det andet kan man frygte, at loven er et udtryk for en dansk underkastelse af islamiske slyngelstater, der er gået sammen i ’Organisationen for Islamisk Samarbejde’, OIC, hvorigennem 57 udenrigsministre har krævet et forbud mod at krænke religiøse symboler. Av, det er som regel ikke stater vi retter os efter; nærmere er det stater, Danmark selv sanktionerer og arbejder for at liberalisere, blandt andet ved at tilskynde til rettigheder som ytringsfrihed.

Til sidst kan man være ideologisk uenig i Lars Løkkes pragmatisk-idealistiske udenrigspolitiske linje. Ja, beklager hvis det bliver en smule statskundskabsnørdet, men her kommer lige en digression eller detour, om man vil;

Danmark har haft forskellige udenrigspolitiske doktriner gennem tiden. I begyndelsen af det tyvende århundrede førte vi en udenrigspolitik præget af det, man kan kalde ’udenrigspolitisk

At oversætte religiøse synspunkter til menneskerettighedssprog gør dem ikke nødvendigvis mere korrekte men mere legitime.

determinisme’ – vi lader de store stater bestemme. Senere blev der åbnet for, at udenrigspolitikken kunne præges af en smule ’normbaseret udenrigspolitik’ men stadig i mindre omfang og hele tiden i en dualisme med determinismen. Omkring 00erne opstod en mere enstrenget idealistisk tilgang til udenrigspolitikken kulminerende i Anders Foghs samarbejder uden om internationale organisationer i snævre alliancer med for eksempel USA i Irak og Afghanistan. Her var liberalismen en stor drivkraft sammen med et ønske om at fralægge sig identiteten som småstat.

Hvis du er vant til Fogh-Rasmussen-doktrinen, giver det mening at være skuffet over Løkkes pragmatiske-idealisme. Altså idealisme, hvor ordet ”pragmatisk” eroderer den idealistiske del en smule – man kan ikke altid gøre, hvad man vil. Det er fair at være imod denne linje, som har åbnet for OICs pres for en koranlovgivning, men den er altså ikke et opgør med dansk udenrigspolitik historisk set.

Har ytringsfriHeden grænser?

OIC har også nogle væsentlige pointer, som det vil være useriøst ikke at tage til efterretning. Tidligere har OIC benyttet sig religiøse argumenter og henvist til sharialovgivning for at begrænse kritik eller forhånelse af islam. Det faldt for døve øre. Nu oversættes deres religiøse argumenter til argumenter af en mere ikkereligiøs karakter, der handler om hate speech, racisme, religionsfrihed og minoritetsbeskyttelse. Altså et klart vestligt menneskerettighedssprog. Det gør ikke nødvendigvis deres synspunkter mere korrekte, men meget mere legitime, netop fordi religiøse argumenter ofte underkendes som en måde at deliberere på – at noget står i sharialoven, giver det ikke vægt i en dansk kontekst.

Det er måske også med baggrund i dette skifte, at FNs menneskerettighedsråd i sommer stemte for en - ikke-bindenderesolution, der fordømte og modsatte sig enhver form for religiøse krænkelse herunder afbrændinger af koranen. Resolutionen opfordrede stater til at retsforfølge personer, der taler og handler for at opildne til religiøst had med henvisning til FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheders artikel 20, som Danmark var et af de første lande til at ratificere i 1972.

et samfund med færre forHånelser

Jeg synes selv, at OICs skyts er tungt og fremfører en svær balancering mellem principper om ytringsfrihed og retten til religionsfrihed. Derfor må vi i min optik se indad og overveje, om vores liberale omgang med ytringsfrihed og retten til satire skal give carte blanche til at krænke andre, gøre dem kede af det og under-

trykke dem mere, end de måske allerede er. Også selvom der kan være gode hensigter, såsom magtkritik, til stede.

Jeg mener, at tiden er moden til en skarpere linje over for religionskrænkelser, så vi ikke længere skal bo i et land, hvor det er OK at brænde religiøse symboler, som nogen har kært, for at manifestere uenighed eller provokere; især når legitim kritik sagtens kan fremføres på andre demokratiske måder.

Samtidig mener jeg ikke, at loven er et udtryk for, at vi underkaster os slyngelstater; nærmere en korrektion til en verdensorden, der er dynamisk og hele tiden ændrer sig. Måske er OICs stater pirrelige og en smule løse på hånden med forhånelseskortet? Ja, de forsøger at styre, at koranafbrændinger er forhånelser, men de er fuldt berettiget hertil som suveræne stater, der tilsammen har mere slagkraft end Danmark. At FNs myndigheder forholder sig til dette er også en blåstempling heraf.

Da Luther fik brændt sin litteratur af den katolske kirke under den spæde reformation, svarede han igen ved selv at påsætte katolske skrifter med ild. Han gjorde det for at gøre op med den katolske kanonisering og igangsætte et opgør, vi alle er påvirket af i dag. Selvom hans bogafbrænding havde andet og mere end provokation i sigte – som koranafbrændinger – synes det at stride en smule med hans egne tanker om at handle i samfundet.

Luther så den kristne som borger i to riger: et åndeligt og et verdsligt. Kristendommen kan ikke reduceres til love eller normer, og som kristent individ skal man rette sig til evangeliet, hvis man bliver mødt med religionskritisk forhånelse, og vende den anden kind til, som beskrevet i Bjergprædiken. Men da man samtidig også er en kristen borger i det verdslige, har man et kald til at engagere sig i samfundet og have holdninger til dets love og opbygning. Her er det meningsfuldt – og for mig at se også rigtigt og et udtryk for et menneskesyn, der respekterer andre mennesker – at mene, at man sagtens kan gå ind for en lov, der kriminaliserer personer, der forhåner andre borgere ved f.eks. at brænde koraner.

Tiden er moden til en skarpere linje over for religionskrænkelser… især når legitim kritik sagtens kan fremføres på andre demokratiske måder

store Gud

En latterlig Gud

a f r asmus Boel Nielse N , s T ud.T heol.

Bibeltekst: 1. Mosebog, kapitel 18

Måske kender du det. Der bliver sagt noget helt hen i vejret. Det er sjovt, du griner. Men det gør den anden ikke. Du ser alvoren i den andens øjne. Det går op for dig, at det ikke var for sjov. Du mærker sveden pible frem, rødmen stiger til kinderne, hvor er det pinligt!

En gammel kvinde oplevede det. Hun var 90 og kunne ikke få børn. Hun var gift med en 100-årig mand, der havde fået et løfte af Gud, 25 år forinden. Et løfte om, at han skulle få enormt mange efterkommere. Flere end du kan tælle. Men der var et lille problem: den gamle kvinde kunne ikke få børn. 25 år er lang tid. Jeg er selv 25. Tænk at have fået et løfte af Gud. Tænk, at løftet vil opfylde en af dine største længsler – for Sara: at få et barn. Tænk dig optimismen i de første år. Tænk på den dybeste skuffelse, da hun opdagede, at hun stadig ikke kunne få børn. Hun mistede troen på, at løftet skulle opfyldes gennem hende. Måske havde hun svært ved at tro på, at Gud så hende?

25 år senere kom tre mænd forbi den lejr, hvor det gamle par, Sara og

Abraham, boede. Det var i ørkenen, og det var virkelig varmt den dag. Den 100-åriges helbred og overskud var nok ikke bedre end de flestes. Alligevel mødte han gæsterne på en særlig måde. Gamle mænd på 100 år løber ikke. Specielt ikke dengang. Specielt ikke på den varmeste tid af dagen. Men det gjorde han. Han løb efter hjælpende hænder og fik arrangeret et festmåltid til de fremmede gæster.

Der var dog noget mærkeligt over gæsterne. Mens de spiser, spørger de efter Sara – som de vel at mærke ikke kender!! Så sker der noget endnu mere mærkværdigt. En af mændene siger, at Sara om et år har født en søn!? Sara stod og lyttede på afstand, grinte for sig selv og tænkte, at det ikke gav meget mening, at en kvinde på 90 år, der aldrig havde kunnet få børn, skulle få et barn nu. Så hun lo.

Det var for godt til at være sandt. Hvordan skulle man kunne andet end at grine? Sara kendte ikke engang den mand, der sagde det. Mon han vidste, at hun havde prøvet og prøvet og ønsket sig et barn i så forfærdeligt mange år? Det var ikke fysisk muligt – hun kunne ikke andet end at grine.

Men så går det op for Sara, at det ikke bare er nogle almindelige mænd. Hun står overfor Gud. En Gud, der har set hende. Hun brød i hvert fald pludseligt ind i en samtale, hun ellers ikke var en del af og løj. Hun hævdede, at hun ikke havde grint. Fordi hun blev bange. Det var gået op for hende, at hendes latter var upassende.

Et år senere fødte hun en søn. Gud greb ind og gjorde det umulige. Sønnen skulle hedde Isak, som betyder ’han griner’. En evig påmindelse om, at Gud gjorde det umulige.

Hvordan skal man reagere, når man får at vide, at hele universet har en skaber? At han tilmed er kommet til jorden for at give evigt liv til mennesker, som egentligt ikke vil have så meget med ham at gøre. At han endog gennemgik mere lidelse end de fleste for at frelse dem. Og at han gjorde det –af den ene grund, at han elsker dem. At han ønsker at være sammen med dem?

Guds gerninger er vanvittige. De er umulige. Ja faktisk utænkelige.

Jeg blamer dig ikke, hvis du griner.

almægtige hellige Kære stærke store himmelske kærlige fuldkomne

Gud Skaber Herre Far Jesus Helligånd

Tak for forår, tak for nye begyndelser, og fordi jeg bliver mindet om, at din nåde er ny hver en dag. Tak, fordi du er med mig, midt i denne bøn.

Jesus, du kender mit indre, du hører mine tanker og kender til mit hjertes længsel, og du er kilden til den glæde og fred, jeg mærker inderst inde. Du ser alle mine gerninger, også dem jeg ikke er stolt af, tilgiv mig Gud, når jeg i stolthed eller selviskhed sætter mine behov før andres.

Du er min almægtige far, og du elsker mig mere, end jeg nogensinde kan fatte. På samme måde elsker du hvert et menneske på denne jord. Hjælp mig til at elske min næste, især når der er noget på spil, når det kan gøre ondt, eller det er svært.

Tak, at du vil bruge mig til at pege andre i din retning Gud. Vis mig, hvem jeg kan være et lys for, på mit arbejde, på studiet, i min opgang, brug mig Herre. Må den næste generation af unge kristne vokse i troen på dig, hjælp mig til at være et forbillede og tjene dig.

Gud, jeg beder for dem, der er ramt af krig. Trøst du dem, som har mistet, og velsign dem med dit nærvær. Jeg løfter også de lande op til dig, som er ramt af uro og krig, men som ikke tales om i medierne, tak at du ikke glemmer dem. Må de kende til den frelse, jeg har i dig, og må de lære dig at kende.

Herre, du ser, at der er mange ting i verden og i min hverdag, der kan skabe utryghed eller frygt omkring fremtiden. Tak, fordi dit rige en dag kommer, og fordi du går med mig ud i en uforudsigelig verden. Jeg beder for, at din hellige ånd må lede mig igennem svære tider og vil give mig mod på i morgen.

Må din nåde være nok for mig i dag. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

Stolthedens

muntre modgift

Selvironi er ikke på listen over Åndens frugt. Er der alligevel noget at hente for os? Hvis vi spørger sognepræst Thomas Frovin, er svaret ja. Med reference til Evagrius Eneboeren plæderer Frovin for, at selvironi og munterhed er stolthedens modgift.

a f Thomas f rovi N , p ræs T i a pos T elkirke N , T fm@km.dk

selvironi?

Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet ’selvironi’, men det hænger nok sammen med, at jeg var ung i det årti, hvor ironien fik sit store gennembrud – i 1990erne. Her gennemførtes en type humor, som blev og stadig er en underlig gold og menneskefjendsk form for humor, der lukrerer på, at nogle bliver til grin, for at andre kan le.

Så hvis man med begrebet selvironi taler om en manglende respekt for sig selv, eller en afstandstagen til sin egen menneskelighed, så har jeg et problem med den. Men hvis vi med selvironi taler om ikke at tage sig selv så alvorligt, at man ikke indimellem kan le hjerteligt af sine egne tåbeligheder, så er jeg mere med på den. Så er der måske endda et evangelisk ærinde, der handler om at se på sig selv med sande og nådefulde øjne.

de onde tanker

En person i kirkehistorien, som er vigtig, når vi taler om selvironiens nytte, er Evagrius Eneboeren. Evagrius Eneboeren levede i det 4. århundrede efter Kristus. Han forlod en lovende karriere indenfor kirken i Konstantinopel for at søge et liv som munk i Ægypten. Her blev han kendt med ørkenfædrenes visdomstradition.

I kirkens første tid slog munker og nonner sig ned i ørkenen for at søge stilhed, askese og indadvendthed – og altså fællesskab med Gud. Det gjorde Evagrius også for at få bugt med de tilbøjeligheder, han havde noteret i sit eget liv, og som han bar skyld og skam over. Han blev kendt for aldrig at gå i bad, så seriøs var han omkring

sit eget indre bønsliv. Men mon ikke også hans naboer bad for ham indimellem…!

Kirken efter Evagrius’ tid vurderede ham til at være en kætter, da han tilsluttede sig læren om alles frelse og dermed forlod troen på fortabelsens mulighed. Det skal man huske, når man læser ham. Alligevel satte Evagrius et stort aftryk på eftertidens kirke, for han sammenfattede det, han kaldte for ”De otte onde tanker”, som senere hen blev omformuleret til ”De syv dødssynder”, der særligt i den vestkirkelige og katolske tradition fik stor indflydelse på billedet af syndens omsiggriben i menneskets indre liv.

stoltHeden

En af disse onde tanker, som Evagrius satte ord på, handler om stoltheden, som er der, hvor selvkærligheden bliver til selvgodhed. Hvor man ikke længere på sund vis holder af det menneske, man ved Guds nåde har fået lov til at være, men hvor man takker sig selv for det. Stoltheden betyder, at man tænker skævt om sig selv overfor både Gud og sit medmenneske. At være stolt eller hovmodig er at sætte sig selv først i en misforstået ide om, at det har man ret til.

Vi kan møde stoltheden i vores hjerte forklædt som selvretfærdighed. Når vi føler os berettiget til at være vred på

Stolthed er, når man ikke længere holder af det menneske, man ved Guds nåde har fået lov til at være, men hvor man takker sig selv for det.

vores næste, fordi hun virkelig er en idiot. Når vi bortforklarer vores forkerte handlinger og tanker med, at vi ikke kunne undgå det, er det også et udtryk for stolthed. Det handler kort og godt om, at man tager sig selv mere alvorligt end både Gud og sit medmenneske.

Jeg tror desværre, vi lever i en tid, hvor selvretfærdigheden har utroligt gode vilkår for at vokse og sprede sig. Vi kender den måske bedst i den form, som tilhører visse tastaturkrigeres vredesfyldte domsafsigelser over andre; jeg tror dybest set, at menneskets selvretfærdighed ligger til grund for de fleste af de shitstorme, der kan opstå.

Man kan måske godt fristes til at kaste sig selv ind i det, når folk skriver noget, der er det rene vrøvl, men jeg tror, det er vigtigt at afsøge sit hjertes bevæggrunde, inden man gør det. For det bliver hurtigt en sportsgren, hvor man mister den grundlæggende fornemmelse for sine egne begrænsninger og for sine modstanderes dybe værd som mennesker.

munterHeden

Evagrius skrev ikke kun om de onde tanker. Som han så det, havde de også en smuk forside. Der er noget, vi i vores liv gerne må stræbe efter. Vi kender Galaterbrevets tale om de

frugter, som Ånden kan sætte i et menneskes liv. Den forståelse af, at livet i fællesskab med Gud forvandler noget i os, kendte også Evagrius, der kunne løfte dyder frem, som var værd at hige efter.

I sin systematik så Evagrius, at stolthedens smukke forside var sand ydmyghed, men han fremhævede også munterheden, eller ”hilaritas”, som noget, det er værd at øve sig i.

Jeg ved ikke, om du før har tænkt over, at munterhed kan være en særlig kristen disciplin, der følger med det at gå i Jesu fodspor, men måske der her findes en hemmelighed. For munterhed kræver, at man har en lethed med sig. Og lethed i mødet med os selv, ja, det tror jeg simpelthen kræver en frelser.

Når vi støder på vores hjertes hårdhed, dets egenrådighed eller selvretfærdige stolthed, så trænger vi ikke alene til at blive tilgivet for det; vi mangler faktisk at blive helbredt

Munterhed kræver, at man har en lethed med sig. Og lethed i mødet med os selv, ja, det tror jeg simpelthen kræver en frelser.

væk fra det. Det er sådan noget, frelseren selv sætter i gang, når han møder os; han befrier os fra vores skyld og sender os ud i alverden for at give det videre, vi har fået: En lethed, der kun kan komme af, at man ved, at man er elsket, tilgivet, og frelst. At ens livs alvor ikke er det største, man har; nej, at det er Guds kærlighed, som må være fortegnet for livet (og i øvrigt også døden).

”Evangeliet er ikke andet end latter og glæde” sagde Martin Luther, som til tider havde et temmelig frimodigt sprog, og som holdt overraskende meget af toilethumor. ”Glæd jer altid i Herren!” skriver Paulus i Filipperbrevet kapitel 4, vers 4, og man får indtryk af, at for Luther var der tale om en rulle-helt-ned-fra-maven-latter. Glæden er et påbud, som vi må tage alvorligt, fordi – ja, hvorfor? Fordi manden på æslet, Jesus Kristus, er død og opstået for os.

Det er jo det, der er den kristnes største glæde: At påskemorgen slukker sorgen og kommer til os med en munterhed, der gør, at vi rent faktisk har lov til at le død og djævel lige op i hovedet. Og dét gælder ikke mindst også, når vi i os selv møder resterne af dødens magt i verden. Se, dét er en selvironi, jeg kan bakke op om. For her er tale om en virkelig og dyb glæde. En glæde, der sætter fri, og som vi må bo i. Det er så stort, at det er lige til at græde (og grine) over. ■

Evangeliet er ikke andet end latter og glæde

Bøger:

Når nogen skal tilgives, er begge parter ofre

Kære læser, du har brug for tilgivelse! Det tør jeg godt sige, og det glæder mig. For det er et behov, der er med til at forene os som mennesker. I efteråret læste vi på mit studie en tekst af sydafrikanske Antjie Krog, som omhandlede efterspillet af apartheid-regimet. Hvad skulle man gøre ved alle de forfærdelige ting, der var gjort? Hvem var de skyldige, og hvordan kommer man som samfund videre? Også Timothy Keller fremhæver i sin bog Tilgivelse den sydafrikanske biskop Desmond Tutu, som foreslog, at sandheden skulle frem – og så skulle der tilgives!

Det er hårdt, men nødvendigt at tilgive. Keller beskriver det som en måde at tage prisen på sig selv og bruger som eksempel, hvis nogen smadrer en lampe i dit hjem. Siger du: ”Det skal du ikke tænke på!”, tager du også selv prisen for den smadrede lampe. Enten i form af at betale for en ny eller ved at leve uden det lys, den giver.

Keller giver mange praktiske trin undervejs og hele vejen igennem følges som en rød tråd Jesu ord om tilgivelse, særligt med afsæt i Matthæusevangeliet kapitel 5 og 18. Med udgangspunkt i det viser Keller, at tilgivelse er at følge i Jesu fodspor – at tage en pris på sig, som andre burde betale.

At se på synden i sig selv er skræmmende og lammende. Ja, kong David sygner hen ved tanken om sin synd (salme 38). Noget af det essentielle ved tilgivelsen er derfor også genoprettelsens mulighed. Selvom Keller med rette bruger mest tid på de forurettede, er her også en vigtig stemme ind i den skyldiges liv. Det er ondskaben, vi er kaldet til at overvinde, ikke de mennesker, hvori ondskaben udmønter sig. Offer og skyldig er stadig lige som mennesker, selvom synden skaber en form for ubalance.

Kellers kulturanalytiske evner viser sig tydeligt, når han med afsæt i vores Tilgivelse

moderne samfund fremlægger en bedre forståelse af tilgivelsen. Cancel Culture er ikke vejen frem, siger Keller, der i stedet peger på ’forsoningens vej’. Det afholder ham dog ikke fra at rette kritik mod kirker, som har ignoreret krænkelser og genindsat mennesker i magtfulde positioner uden at tage højde for deres svigt. Den tilgivelse, som Keller er fortaler for, er ikke blind over for retfærdighed og konsekvenser. Det er en anerkendelse af, at en uretfærdighed har fundet sted, men uden hævn, idet offer og skyldig begge må gå igennem den hårde proces, tilgivelsen er.

Med ord, som minder mig om Ole Børuds fornøjeligt groovy sang ‘’Talk to my lawyer’’, giver Keller den evangeliske frihed i Kristus en konkret gyldighed ind i skyldfølelsen: ”Du er dækket af din advokat!” Med Jesus som stedfortræder i dommen får tilgivelsen mening i alle dens former. Her er der frihed i at tilgive, fordi vi selv har mødt genoprettelsen hos Jesus. Det kan vi få lov til at give videre til hinanden – men samtidig vide, at den menneskelige tilgivelse aldrig bliver som Guds.

Jeg blev selv ramt af læsningen, som synder. Kun i Jesu blod er der tilgivelse –og mere til, der er håb! Håb for Paulus, der selv i sit virkes højdepunkt kalder sig ”den værste af alle kristne” og for Peter, som efter sit svigt bliver genindsat som kirkens fundament. I Jesus er der et liv efter skyldfølelsen, efter synden. Både for den krænkede og krænkeren.

Bøger:

Man skal være villig til at grave dybt for at finde guld

a f Be N edik T e sTØ vri N g, s T ud.mag. i l i TT eraT urhis T orie, B es T ovri N g@gmail.com

Timerne, hvor Jesus bliver dømt til døden, ført ud til Golgata og hængt op på et kors, er uendeligt lange. 18 sider for at være helt nøjagtig. Det er i hvert fald længden i Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman over Det Nye Testamente, hvor tiden på magisk vis går i stå, da Jesus er i gang med at skrive verdenshistorien, som kulminerer med ordene: ”Det er fuldbragt”. De 18 sider giver tid til at se Jesus i øjnene og se, hvordan de kniber sig sammen i smerte for hvert søm, der bliver tvunget gennem hans krop. Det er fantastisk levende og lige præcis grunden til, at jeg elsker historiske romaner. Men det kommer desværre alt for sent.

Op til påskedagene går det nemlig tjuhej afsted for Marstrand-Jørgensen med disciple, der efterlader alt derhjemme, raskmeldte syge og en kometkarriere uden sidestykke. Ingen kan kede sig undervejs, når Jesu tre år i felten bliver jappet igennem, og jeg var glad for, at jeg kendte historiens hovedtræk, så jeg havde noget at holde fast i. Der bliver ikke brugt meget tid på at male personerne frem, og vi skifter hurtigt mellem scenerne uden at have en rød tråd til at holde dem sammen. Hvert nedslag i Jesu liv får så at sige fyldt visuelle billeder på, men at kalde det en roman er at strække kategorien, der i forvejen er meterbred. Det havde krævet dobbelt så meget plads og større kunstneriske armbevægelser. Og langt flere fravalg.

man kunne mærke Hans Hjerteslag

Så snart jeg lod være med at irritere mig over den vildledende roman-betegnelse på forsiden, kunne jeg dog glæde mig over, hvad Marstrand-Jørgensen til gengæld lykkedes med. Hun vakte Jesus til live. Hver søndag har jeg nemlig en helt ufattelig evne til at glemme klichéen over dem alle: Jesus var et menneske. Så simpelt og dog så komplekst. Jeg fatter det ikke. Man har kunnet mærke hans hjerte banke, hvis man gav ham et varmt kram. Det er den åbenbaring om historiers virkelighed, som historiske romaner plejer at give mig, når de vækker Kleopatra og Napoleon til live i min bevidsthed og giver dem kød og blod. De var virkelige mennesker. Derfor var det også det, jeg havde håbet på, da én af Danmarks største forfattere af historiske romaner gav sig i kast med Jesu liv og virke. Men det kommer kun i få glimt, som da hun tager sig tid til

at dvæle ved korset. I resten af ”romanen” er Marstrand-Jørgensens ønske om, at vi når igennem alt fra fødsel til død et uheldigt benspænd, som hun har givet sig selv. Marstrand Jørgensens fortælling kan dermed fylde nogle huller ud, men anbefal den ikke til din ven fra klassen, der tror, at påske er en vikingehøjtid og som tror, at Jesus var buddhist.

Læs i stedet bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt. Hvis du ligesom jeg oplever, at sorte bogstaver på en hvid side kan blive til en verden af farver, og hvis du stadig kan mærke en bog helt fysisk i kroppen flere år efter, at du har læst den. For dig vil Marstrand Jørgensens bog i glimt lade Jesus træde helt tæt på i sin mest menneskelige guddommelighed, og DET er en god nyhed. Du skal bare have en god portion tålmodighed undervejs.

Natten åbner sig som en port Anne Lise Marstrand-Jørgensen Bibelselskabet, 2023

KFS’ nye sekretariatsleder er landet:

Byd velkommen til Frederik Hauge

1. marts startede Frederik Hauge som ny sekretariatsleder i KFS. Efter mange år som frivillig i både det lokale arbejde og i KFS’ bestyrelse glæder han sig nu til at få en hverdag med KFS og til at tjene ind i KFS’ mission: ’At kende Jesus og gøre Jesus kendt’ blandt studerende.

a f m or T e N l u N d Birkmose, kommu N ikaT io N sko N sule NT i kfs , B irkmose@kfs.dk

Et velkendt ansigt landede i KFS den 1. marts, hvor vi kunne byde Frederik Hauge velkommen som ny sekretariatsleder. Han har blandt andet siddet med i KFS’ bestyrelse i de seneste år, været en tur omkring LTC og tjent i et hav af andre frivillige opgaver gennem tiden.

Derfor glæder KFS’ generalsekretær, Jakob Højlund, sig også over, at KFS nu kan sige velkommen til Frederik Hauge:

”Frederik Hauge er jo allerede meget engageret i KFS’ arbejde, men nu ser vi frem til at få ham med helt ind i maskinrummet og nyd godt af han skarpe organisatoriske evner, gode humør og passionerede brand for KFS og vores mission.

KFS står også midt i nogle historiske forandringer, hvor vi har lukket LTC og på mange måder skal gentænke, hvordan KFS skal se ud i fremtiden. Med Frederik Hauge får vi en sekretariatsleder, der træder ind i den her vigtige opgave med en stor forståelse for KFS’ arbejde og en unik indsigt i de store og svære beslutninger, der er blevet truffet i den seneste tid.”

fire Hurtige til frederik Hauge

Men hvem er Frederik Hauge egentlig? For at blive klogere på det, har vi stillet ham fire hurtige spørgsmål, som du kan læse med på her:

kort præsentation: Hvem er du?

Jeg hedder Frederik Mukai Hauge og bor i Rækker Mølle i Vestjylland sammen med min skønne hustru Louise og vores to dejlige piger. Jeg blev færdiguddannet i Kristendom, Kultur og Kommunikation i 2022 og har det sidste halvandet år arbejdet som forenings- og netværkskonsulent i Børne- og UngdomsOase.

Hvad Har kfs Betydet for dig?

KFS har, siden jeg begyndte i gymnasiet i 2010, haft en stor plads i mit hjerte. Derfor har jeg også været aktiv i KFS på mange forskellige måder; været på LTC, siddet som formand for Aarhus KFS, været en del af KFS’ bestyrelse og haft et hav af forskellige roller på KFS’ lejre.

Det, som altid har drevet mig, er det gode fællesskab og ikke mindst visionen om at ’kende Jesus og gøre ham kendt’ blandt studerende. Det her dobbelte fokus er noget af det, KFS altid har været gode til: At vi både vil kende Gud endnu mere, men at vi samtidig også – gennem ord og handling – lever i ønsket om at gøre ham kendt i vores studiehverdag blandt klassekammerater og medstuderende.

Hvad glæder du dig til?

Jeg glæder mig til at skulle arbejde med på KFS’ og KFS’ernes visioner og drømme som sekretariatsleder og at være en del af et stærkt team, hvor vi sammen skal spille KFS-konsulenter, volontører og frivillige gode.

Efter mange år som frivillig og i bestyrelsen ser jeg også frem til at have en hverdag med KFS og se, hvordan KFS’ mission bliver udlevet rundt omkring. Og så ser jeg frem til at fyre den af på Påskelejr og Discipeltræf sammen med en stærk komité og en masse frivillige.

Hvad glæder du dig til at Bidrage med ind i kfsarBejdet?

Jeg glæder mig til at bidrage med al min viden, erfaring og netværk, som jeg har opbygget gennem mange år som frivillig i KFS og i min tid i Børne- og UngdomsOase. Og så glæder jeg mig til samarbejdet med Dansk Ungdoms Fællesråd, som jeg ser som en vigtig partner for KFS i forhold til at skabe gode forhold for KFS og KFS’erne på studiestederne.

Vær meget gerne med til at bede og takke for Frederik Hauge og den tjeneste, han nu er trådt ind i.

Peter Bjerre siger farvel med taknemmelighed og glæde over tiden i KFS

Efter næsten fem år på posten takkede Peter Bjerre af som sekretariatsleder med udgangen af januar. Læs med her, hvor han reflekterer lidt over tiden i KFS.

Hvad vil du Huske din tid i kfs for?

Corona har selvfølgelig fyldt meget. Lige pludseligt stod vi midt i KFS-historie med lejraflysninger, nedlukninger og skiftende retningslinjerne. Men det glæder mig at se, hvor godt vi slap igennem det.

Noget, jeg derimod vil huske tilbage på med glæde, er det giversind, som lever ude hos KFS’erne og blandt deres forældre og bedsteforældre. Hvor er jeg bare opmuntret og taknemmelig over at se, hvordan der bliver båret med.

KFS er på mange måder også en unik arbejdsplads – og den største glæde er det fantastiske kollegiale fællesskab, man får lov

til at være en del af. Alle brænder for sagen og giver sig ud over det forventelige. Kollegaerne i KFS har bare været alt for gode! Jeg tror ikke, det kan siges på andre måder.

Hvad Har arBejdet med lejrene og de frivillige Betydet for dig?

Opgaven med at lede de frivillige i lejrkomitéerne har bare været fantastisk. Der er så meget energi, passion og gejst hos KFS’erne – det er ret smitsomt.

Gennem komitéarbejdet har jeg også fået lov til at være i den fineste opgave, en leder har: At oplære og uddanne nye ledere. Det er inspirerende at se et ungt menneske få et stort ansvar og opleve, hvordan de vokser med opgaven – mens man selv kan bidrage med støtte og vejledning.

er der noget, du er særligt opmuntret over i kfs’ arBejde?

Det har været godt at se, hvordan KFS forsat skaber gode og solide fællesskaber for unge, der kan rumme både kristne og unge, der er på vej – og at høre, hver gang konsulenterne har fortalt om nye, der har fundet troen på Kristus.

En vigtig del af det er, at KFS har plads til forskellighed, og at man kan stille de både de store og de svære spørgsmål. Det er jeg glad for stadig gør sig gældende, for det satte jeg også selv stor pris på, da jeg var KFS’ere.

Assist sommerlejr - Fællesskab og praktiske opgaver

a f a ssis T-le J rleder N e, assis T @kfs.dk

Glæd dig til d. 1-7. juli 2024, hvor der igen er Assist i Hillerød. Det er en uge, arrangeret i et samarbejde mellem Grønnevang kirke, KFS og lokale beboerforeninger, hvor bøgerne er lagt på hylden og erstattet af hækklipper, lugekniv eller malerpensel.

Som lejrdeltager kommer man to og to på besøg i private hjem for at hjælpe i hus eller have med de opgaver, som kan være svære at klare i dagligdagen. Men bare rolig, der er ikke nogen forventning om, at man på forhånd kan klippe en hæk – du skal bare være klar på at bruge dine hænder!

Opgaverne kan også være at hjælpe med børneaktiviteter i beboerhuset eller lave kager til afslutningsfesten ligesom samtaler og fællesskab også er vigtige opgaver.

Det forskelligartede samarbejde er en super god måde at lære hinanden at kende, også hvis man ikke kender andre på forhånd. Fællesskabet består både af studerende fra hele Danmark, frivillige i kirken og unge fra lokalområdet. Kristendommen

kan udtrykkes i næstekærlighed og tjenersind, og vi håber, at det opleves i mødet med hinanden på Assist.

Det er Grønnevang Kirke, der udgør de fysiske rammer for lejren med overnatning og måltider. Arbejdet i lokalområdet har fokus i dagtimerne, men derudover vil der være frivillige andagter, udflugt, badetur og et aftenprogram med fx oplæg eller brætspil.

Lejren er for alle over 18 år – så også jer, der går i 3.g. eller er i gang med et sabbatår

Du kan læse mere og tilmelde dig på KFS’s hjemmeside: kfs. dk/assist

Kryds og tværs

1. I midten af tilgivet

2. Hvor mange gange mere blev ildovnen ophedet, da Shadrak, Meshak og Abed-Nego nægtede at tilbede guldstøtten?

3. Stryge

4. Forkortelse af Amos' bog

5. Hvorfor må man ikke slå en prut i en Applebutik? Den har ingen

6. "Den, der har visdom i hjertet, tager ...... til sig" (Ord 10)

7. Aron havde en blomstrende ....

8. Godkendt

9. Blæseinstrument forbundet med engle

10. Et mål for tørre varer såsom fint mel (Se 2 Mos 29)

11. En mønt nævnt i 1 Sam 13

12. Hvem var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes?

13. Stor stillestående vandmasse der er omgivet af land

14. Hvilke bær giver Ruben til sin mor Lea?

15. 1234567890 - t

16. Forkortelse for kunstig intelligens

17. En af de syv menigheder i Åbenbaringen

18. Hvilken politiker nævnes i Jakob Svendsens artikel?

19. "Gå ind af den ...... port"

20. Hvorfor er det kun fædre, der må drikke Kattegat? Fordi det er .......

21. "Sand frihed og dyb ......... er venskab med Gud" (Læs "Er kristendommen en spændetrøje?")

22. Plads til ......

23. Temaet for Til Tro #1/2023

24. Nintendo spilkonsol med trådløse kontrollers udgivet i 2006

25. Hvem holdt overraskende meget af toilethumor (Læs "Stolthedens muntre modgift")

KFS-leder:

Hvordan kan KFS overleve uden et LTC?

a f p er l adek J ær, forma N d for kfs ’ B es T yrelse, pela@km.dk

Som det kan læses her i Til Tro på side 10, så har vi i bestyrelsen truffet den vanskelige beslutning at lukke LTC. Det er med et meget tungt hjerte, at vi har truffet den beslutning, for hvert eneste bestyrelsesmedlem har en stor kærlighed til LTC, ligesom mange af jer.

LTC har været en kæmpe velsignelse fra Gud til KFS og til kirkedanmark. Vi tog dog alligevel denne beslutning, hvilket skyldes flere forskellige grunde. Den mest tvingende og oplagte årsag er, at vi har haft rigtig svært ved at skaffe elever de seneste år.

Hvis vi skulle fortsætte med at have et LTC, var det derfor både vores og eksterne folks vurdering, at vi skulle bruge mange flere midler på PR fremadrettet. I forvejen koster LTC hvert år KFS en del penge at drive, selv med et fyldt hold. Så vi har vurderet på, om vi troede, at vi kunne skaffe elever og så har vi kigget på, hvad vi ellers vil være i stand til at gøre med de økonomiske midler. Målestokken har været: Hvad løfter KFS’ vision om ’At kende Jesus og gøre ham kendt’ på den bedste måde?

Hvis vi skulle satse mere på LTC, ville det koste KFS på arbejdet ude blandt KFS’erne. Vi er forvejen presset på økonomien (NB: Send flere penge), da omkostningerne er steget rigtig meget og uforudset de sidste par år. Gaverne er desværre ikke fulgt med. Det betyder, at vi ikke undgår at skære på noget, der gør ondt. LTC eller KFS-konsulenter. Hvad skal vi vælge? Vi prioriterer, at vi ønsker tilstedeværelse hos KFS’erne lokalt. Igen og igen hører vi historier om, hvad det betyder for en KFS-gruppe, at der kommer en volontør eller en KFS-konsulent og følger arbejdet. Det vil vi ikke skære ned på, men derimod hellere opjustere, fordi vi har en analyse af, at KFS’erne trænger endnu mere til medvandring og oplæring i troen, evangelisation og tjeneste end nogensinde før.

Derfor ønsker vi også at tilføre arbejdet flere ressourcer, som er nemt tilgængelige. Det kunne være digitale ressourcer, som udruster den enkelte KFS’er, eller noget man kan bruge i gruppen. Et eksempel på det er projektet ”100 dage med Bibelen”, som kørte for et års tid siden, og det nye projekt ’12 profeter – 12 uger’, som vi kører i år.

Vi har spurgt hinanden mange gange: Jamen, kan KFS overhovedet eksistere uden et LTC? Vi har jo mange engagerede KFS’ere, som først har været forbi LTC, og derefter har lagt mange kræfter i KFS. Hvordan skal vi fortsat rekruttere?

Det kommer vi til at arbejde meget med, og det bliver ikke enkelt. Vi har erfaring af, at internationale ture kan give KFS’ere og KFS en masse inspiration og engagement. Det vil vi kunne opjustere. Vi vil formentlig også opjustere vores rekruttering af volontører, som også giver engagement i mange år erfaringsmæssigt.

Sådan var det, før vi fik LTC, og dengang havde vi også et godt KFS. Vi må bare være taknemmelige og rette tak til Gud for, at vi havde LTC i en tid, hvor vi fik så rig velsignelse ud af det. Vi har fortsat et håb om, at KFS’erne vil tage på bibelskole, og her har vi heldigvis fortsat nogle gode venner i Hillerød, Børkop og andre steder, som også er gode til det.

Vi har altså sat en retning for KFS i de kommende år: Der skal udrustning ud på studiestederne gennem ansatte og ressourcer. Vi skal have KFS’erne ud i verden og suge inspiration til sig.

“ ”

Det er den kristnes største glæde: At påskemorgen slukker sorgen og kommer til os med en munterhed, der gør, at vi rent faktisk har lov til at le død og djævel lige op i hovedet.

tH omas f rovin, i " s tolt H edens muntre modgift"

Temaartikel side 36

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Via MobilePay: 700800

Via bankoverførsel: 4597-0004054954

Via kfs.dk – klik på i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden

Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? Inspiration til din bibellæsning!

Vi tror på, at Bibelen virkelig er Guds ord til os. Men indimellem rammes vi også af spørgsmålet: ”Hvad er det, den vil sige os i dag?” Det spørgsmål vil vi være med til at besvare, og derfor investerer vi også i ressourcer som ’100 dage med Bibelen’ og vores nye projekt ’12 profeter – 12 uger’, der på nye og kreative måder kan inspirere og udruste os til at læse i Guds ord. Tak for din støtte og forbøn ind i det arbejde!

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·