Til Tro #4 2022

4. kvartal · 2022 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Retfærdighed Få et lejrglimt fra Discipeltræf!

- KFS Nyt side 11

Korstog og kristendom – hvad er historien?

- Tema side 13 Få udfordret dine forbrugsvaner i mødet med social uretfærdighed!

- Tema side 05

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Filip Munch Bak, stud.arch.

Amanda Kaas, stud.psyk.

Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, sabbatsårsKFS’er Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, gymnasieelev Cecilie Kofoed Hassingboe, stud.act.

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Sofie Brixen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold

Tema 05

Giv af din kærlighed Mie elsker sin næste ved at boykotte fast fashion.

08

Gud gør sig forståelig gennem Melkisedek Et indblik i, hvordan Jesus er retfærdighedens konge.

13

Korstogene og den eurocentriske myte Et longread om uretfærdig historieskrivning og årsagerne til korstogstanken.

21

Slaveri er her stadig, og kun få gør noget ved det A21 vil afskaffe menneskehandel og hjælpe ofre til et liv i frihed.

25

Andagten Kom til Jesus! Han omfavner dig i din virkelighed.

26

Portræt Jonathan fortæller, hvordan et job i Sportmaster og en irriterende kunde fik ham til at studere jura.

27

Kristendom i retssystemet Hvordan kristen religion ændrede vores lovgivning.

35

Hvorfor nogle og ikke andre?

Om frelse, fortabelse og menneskets ansvar.

kfs Nyt I tiden 18

19

Globalt: Qatars kristne håber, at VM i fodbold kan have en positiv effekt

Drop demonstrationerne – i hvert fald nogle gange

38

Bøger: Tør du sige “klima”?

39

Bøger: Hævn, tilgivelse og retfærdighed krydser klinger i Dumas’ fantastiske fortælling om ’Greven af Monte Christo’

43

Hvordan er livet på LTC? Tre dryp fra årets LTC-hold

30

Indkaldelse til generalforsamling 2023

30

Skal du med på KFS-holdet?

31

KFS' nye hjemmeside er klar – og den åbner for en masse gode muligheder

31

Fra supersub til fast spilletid – Anders bliver KFS’ nye gymnasieog studentersekretær i Østjylland

40

KFS står midt i de magre år – og vi får brug for din støtte!

Fast kronik: Fiktion minder os om, at vi er Guds medskabere Leder: Aldrig for gammel til KFS

”Discipeltræf er en tankstation midt i hverdagen” – et lejrdryp fra fem velsignede dage i Skanderborg

12

Grønland: Ajungilak

32

36

11

3

Fra redaktionen: Kære læser Magasinet, du har foran dig, har det storslåede tema RETFÆRDIGHED. Et forunderligt ord, der får mig til at tænke på belønning og straf og politiske kampagner. Et ord, der på en eller anden måde angiver, at noget moralsk rigtigt bliver virkeliggjort. Et ord, der antyder, at noget eller nogen på forhånd har bestemt, hvad der er rigtigt og forkert.

Det er et ord, som vi ikke bruger så tit. Vi støder måske oftere på ’Uretfærdighed’. For vi oplever tydeligvis uretfærdighed i denne verden i mange sammenhænge og nogle gange, når vi ser efter, også i os selv.

I Bibelen møder vi dog én, der har lagt den ultimative grænse mellem ret og uret: Gud. Mange steder beskrives den treenige Gud som fuldkommen retfærdig. I artiklen ’Gud gør sig forståelig gennem Melkisedek’ forklarer Jørgen Sejergaard, hvordan Jesus er Retfærdighedens Konge. Med hjælp fra Det Gamle Testamente finder vi ud af, at den retfærdighed, Jesus har vist, kan vi også få del i. Guds retfærdighed har ikke til formål at fordømme os, men faktisk at redde os.

At redde mennesker er et centralt emne i Philip Hyldgaards artikel ’Slaveri er her stadig, og kun få gør noget ved det’. Han skriver om sit arbejde med A21 og kaldet til at hjælpe ofre for menneskehandel, der er et større problem nu end nogensinde før. Her får vi indblik i A21, der kæmper for retfærdighed i over 15 forskellige lande, og deres strategi REACH, RESCUE og RESTORE. Hvordan kan det være, at nogen hører om Jesus som helt små, og nogen slet ikke når det, før de dør? I artiklen ’Hvorfor nogle og ikke andre’ tager Jakob Valdemar Olsen hul på det spørgsmål, der kan virke så uretfærdigt. Med bibelske sandheder og personlig refleksion gør artiklen det klart, at vi må have tillid til, at Guds retfærdighed altid sker fyldest.

Jeg håber, du vil finde dette nummer af Til Tro inspirerende og tankevækkende.

På vegne af redaktionen William Flensted Rønberg

4

Giv af din kærlighed Gennem sine jurastudier har Mie Kjær Knudsen fået øjnene op for, hvordan mennesker verden over bliver udnyttet og undertrykt på forskellig vis. Kampen mod social uretfærdighed ligger hendes hjerte nær. En kamp, der motiveres af hendes tro på Gud og den kærlighed, han har for mennesker.

Af Mie Kjær Knudsen, BA i Human Resource Management and Law (University of Stirling), læser en Master i International Human Righs Law ved Lunds Universitet, mie.kjaer.knudsen@gmail.com

Som kristen kan det være svært at vide, hvilket ståsted man skal have i kampen for retfærdighed. Er den brudte verden, vi lever i, bare noget, vi må acceptere? Vi kan allesammen blive enige om, at smerte og uretfærdighed er uundgåeligt, fordi verden er i stykker. Dog er alle mennesker højt elsket af Gud og har betydning for ham, kristne som ikke-kristne. Når man taler om social retfærdighed, drejer det sig om at beskytte dem, som har det særligt svært. For eksempel dem, som er udsat, de små, handicappede, de ældre, syge, fattige og dem, som har fået frataget deres rettigheder på en eller anden vis.

Kærlighed bliver til handling Der er utallige eksempler i Bibelen på, at Gud tager sig af de svage, syge, lidende og undertrykte. Jesus kom netop til jorden for at sætte os mennesker fri en gang for alle, og hans

vandring med mennesker bragte håb og helbredelse. Vi har mindst lige så meget brug for det håb i dag, som de havde i den tid, han trådte ind i for 2000 år siden. Gud har givet os hver især gaver og evner, imens vi lever på jorden, som vi kan

Guds kærlighed er så stor, at den måtte resultere i handling, tage fysisk form, blive udtrykt med en håndgribelig gerning.

TEMA

5

ære ham med og dele ud af.

Jesus citerer fra Esajas’ profeti og siger i Lukasevangeliet kapitel 4, vers 18: ”Han har sendt mig for at bringe godt nyt til de afmægtige, forkynde frihed for de fangne, give nyt syn til de blinde, og rejse dem op, som er blevet trampet ned.” Her går evangelisation hånd i hånd med at hjælpe dem, som har brug for det. Ligger det så ikke til højrebenet, at vi kristne gør det samme?

Evangeliet bringer håb som intet andet på denne jord, og derfor har vi, som tror på og har modtaget Guds kærlighed, et ansvar for ikke bare at dele evangeliet, men at leve det ud.

I Jakobsbrevet kapitel 1, vers 22 står der: ”I bedrager jer selv, hvis I kun hører ordet uden at handle på det.” Derfor handler social retfærdighed om, at vi kristne har et ansvar, ikke bare fordi man har et samfundsansvar, men fordi vi har et kald fra Gud.

Han kunne ikke lade være Koblingen imellem kærlighed og at give er ret tydelig i det mest kendte vers i Bibelen, Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16. For så højt elskede Gud verden, at han gav sin egen søn. Guds kærlighed er så stor, at den måtte resultere i handling, tage fysisk form, blive udtrykt med en håndgribelig gerning. Han kunne ikke lade være med at dele ud af sin kærlighed. At give den uden betingelser og uden at få noget som helst igen – nemlig Agape-kærligheden.

Verden ser anderledes ud end på Jesu tid, men Guds plan for vores verden har ikke ændret sig med tiden. Derfor har 6

TEMA

kirken og den enkelte kristne et kald til at påtage sig en form for ansvar/rolle i at sikre social retfærdighed.

Vote with your dollar I Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 34 taler Jesus om, at vi skal være salt og lys. At vise ubetinget kærlighed overfor vores næste, som ikke forgår, men er rodfæstet i troen på Gud, så det kan ses udenpå. Vi er forvaltere; Gud har givet os en rolle her på jorden. Inden man skriver sig op som indsamler, aktivist eller demonstrant, er der meget, man kan gøre i sit eget liv ved at kigge på de mønstre og rutiner, man allerede lever med. Et eksempel på, hvordan man kan influere social retfærdighed, er de vaner, man har. Det, vi bruger vores penge og tid på, har en indflydelse på, hvordan verden hænger sammen. Som man siger på engelsk, ’you vote with your dollar’. Altså vores forbrug afspejler vores værdier og prioriteter.

På grund af globaliseringen er der en kæde af mennesker verden over, der er med i produktionen af de varer, vi køber.

De menneskers forhold og vilkår, sågar deres frihed, bliver oftest nedprioriteret for at holde priserne lave. Det klassiske kapitalistiske dilemma. Der er en masse blinde vinkler, der gør, at man som forvalter og forbruger er med til at støtte social uretfærdighed.

Undgå fast fashion Hvis man for eksempel snakker om fast fashion, så kan det tøj, du køber, være med til at holde fattige, udsatte mennesker – også børn – i en tilstand af udnyttelse, endda fangenskab,

Inden du omstrukturerer dit månedlige budget for at give tiende, købe et måltid til en hjemløs eller bliver fast giver til en velgørenhed, så kig på det, du i forvejen bruger dine penge på.

uden at du ved noget som helst om det. En fingerregel er, at hvis tøjmærket ikke siger noget om, hvor, hvordan eller under hvilke forhold tøjet er produceret, eller hvor råvarerne kommer fra, så er det højst sandsynligt med til at skabe ulighed og større uretfærdighed. Ellers ville de råbe højt om, at deres produktion er etisk, deres ansatte menneskeligt behandlet og så videre for at forklare deres priser, som vil afspejle denne prioritering af mennesket over profit. Når du kan købe ’to for éns pris’ på t-shirts, så overvej lige, hvordan det kan lade sig gøre. Er det mon så billigt, fordi der et menneske, der har fået halvt så meget i løn, som de har fortjent?

Gå dit forbrug efter i sømmene Inden du omstrukturerer dit månedlige budget for at give tiende, køber et måltid til en hjemløs eller bliver fast giver til en velgørenhed, så kig på det, du i forvejen bruger dine penge på. Allerede der kan en fornyet omtanke for, hvilket tøj du køber, afspejle de værdier, du har, og være med til at sikre social retfærdighed.

Jeg mener, at kampen for at sikre social retfærdighed er nødt til at afspejle kirkens involvering, respons og støtte. Kirken er i forvejen god til at tage sig af de ældre og hjemløse og fattige, men der er stadig mere vi kan gøre, som vil have effekt på mennesker uden for Danmarks grænser. Når kærlighed bliver til handling, må vi lede efter de blinde vinkler og være salt og lys i verden.

Hjælp til

minalitet, og at det ses i forskellige lag. Alt fra direkte køb og salg af menneskeliv til pornoindustrien, der udnytter børn og kvinder og undertrykker dem. Der er en tragisk mængde af menneskehandel og sex trafficking, der hærger i verden omkring os, og det findes i alle lande. Der er store indsatser globalt fra organisationer, som intet har med kirken eller kristendommen at gøre, som gør en stor forskel. Men særligt A21, International Justice Mission og Exodus Cry – for bare at nævne tre – er kristne organisationer, som kæmper for menneskers rettigheder, samtidig med at de spreder evangeliet.

Det er jeg særligt inspireret af og vil støtte op om som individ med mit studie og den måde, jeg lever på.

Ikke til at ignorere Jeg har gjort mig mange tanker både som jurastuderende og som barn af Gud på baggrund af mit voksende kendskab til social uretfærdighed. Hvordan forholder jeg og min kirke sig til de katastrofer og den uretfærdighed, der er omkring mig? Hvordan påvirker min livsstil og forbrug, mit studie, mine samtaler med folk, mine medmennesker både direkte eller indirekte? Da jeg først fik øjnene op for, at det ikke bare er klimaet, men Guds elskede mennesker, der er påvirket af det privilegerede liv, jeg lever, var der ingen vej tilbage. Jeg kan ikke med god samvittighed som menneske – men mest af alt som kristen – abstrahere fra de blinde vinkler, der findes overalt, som skaber undertrykkelse og social uretfærdighed. ■

På mit studie er jeg blevet enormt påvirket af kendskabet til, at menneskehandel er en af de mest profitable former for kriTEMA

7

Gud gør sig forståelig gennem Læser du om Jesus i Det Nye Testamente, opdager du nok en del referencer fra Det Gamle Testamente. Måske er du stødt på navnet Melkisedek i et af Bibelens sidste breve og undrer dig over, hvem han var?

Han bliver faktisk nævnt på de første 20 sider af Guds ord, og med hjælp fra sognepræst Jørgen Sejergaard får vi kædet denne mystiske konge og præst sammen med Jesus.

Af Jørgen Sejergaard, sognepræst v. Karlebo, Nivå og Egedal Kirker, jse@km.dk Ligesom man kan bygge en model af et hus, inden man bygger selve huset, sådan har Gud bygget små modeller af Jesus, inden Jesus kom – alt sammen for, at vi bedre skal forstå ham. Vi er så fremmedgjorte for Gud, at det kræver lang tids

8

TEMA

forberedelse at skabe en kultur, som Jesus kan benytte i sin undervisning for at gøre sig forståelig.

Mange ting i Israels historie og kultur i Det gamle Testamente er modeller af Jesus. Det gælder både begivenheder (4. Mosebog kapitel 21, vers 4-9; Johannesevangeliet kapitels 3, vers 14-15), personer (Mattæusevangeliet kapitel 12, vers 38-40) og institutioner (Hebræerbrevet kapitel 4, vers 10), herunder ypperstepræstens tjeneste.

Ypperstepræsten Den første præst i Israels historie er Moses’ bror Aron, og loven foreskrev, at hans mandlige efterkommere skulle være præster i Israels eneste helligdom (2. Mosebog kapitel 28, vers 43). Gennem denne helligdom skulle de lære Gud at kende, og præsterne skulle formidle fællesskabet mellem Gud og Israel.

Det er denne ordning, som ifølge Hebræerbrevet i Ny Testamente er en model af Jesu person og gerning. Ovenikø-

Ligesom Melkisedek hverken er omtalt med begyndelse eller afslutning, sådan har Guds søn heller ikke begyndelse eller afslutning.

bet forstås Jesus selv som ypperstepræst, men hvordan kan det ske, når han ikke er en af Arons efterkommere?

Melkisedek Hebræerbrevet i Ny Testamente peger på et andet præstedømme, som også findes i Det gamle Testamente. Det er omtalt to steder (1. Mosebog kapitel 14,vers 18-20; Salme 110).

Den første tekst beretter, at en konge ved navn Melkisedek – længe før Arons tid – også er præst for Gud, og den anden tekst beretter, at Gud optager én person mere i den præsteorden, som Melkisedek er medlem af. Da Jesus spørger farisæerne, hvem Kristus er (Mattæusevangeliet kapitel 22, vers 41-46), benytter han Salme 110. Da de svarer, at Kristus er søn af David, spørger Jesus, hvordan Kristus så også kan være Davids herre, for David siger i Salme 110, vers 1, at Gud har talt til Davids herre (som underforstået er Kristus) og bedt ham sætte sig ved sin højre hånd. Kristus er altså mere end blot Davids søn eller efterkommer.

Hebræerbrevsforfatteren lægger vægten på vers 4 i Salme 110, hvor Gud siger til Davids herre: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.

Der er altså to præsteskaber i Det Gamle Testamente.

Dels Arons, som er af lavere rang, dels Melkisedeks, som er af højere rang, og det er her, Kristus befinder sig.

Hvem Melkisedek i øvrigt var, beretter Bibelen intet om ud over, at han var konge i Salem, som nok var Jerusalem.

Hverken hans forældre, fødsel eller død nævnes. Dette forhold udnytter Hebræerbrevsforfatteren til yderligere at fremstille ham som en model af Guds søn. Ligesom Melkisedek hverken er omtalt med begyndelse eller afslutning, sådan har Guds søn heller ikke begyndelse eller afslutning.

Arons præstedømme er midlertidigt og foreløbigt. Det er bundet til en jordisk helligdom, og det gælder kun, til den nye pagt kommer, og det bringer ikke den varige frelse. Derfor skal der hele tiden bringes nye ofre i helligdommen. Jesus bringer den nye pagt, som ophæver den gamle. Hvor de andre ypperstepræster døde, dér lever han for evigt, og hvor de andre skal bringe ofre hvert år, dér har Jesus én gang for alle ofret sig selv. Og han er gået ind i den himmelske helligdom med sig selv som offer.

Jesu retfærdighed Selve navnet Melkisedek betyder ”Retfærdighedens konge”, men Hebræerbrevet uddyber ikke, hvad det betyder for vores forståelse af Jesu retfærdighed. Derimod er der andre bibeltekster, som belyser denne side af Jesus.

Det Gamle Testamente taler om den retfærdige konge, som dømmer retfærdigt, dvs. at han skal sørge for ret og retfærdighed for de svage og redde sit folk fra fjenderne. For eksempel siges der: han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse (Esajas’ Bog

Der er intet fordækt, halvhjertet eller utroværdigt ved ham. Derfor kan man fuldt ud kalde ham Retfærdighedens konge.

kapitel 11, vers 6). Der peges ikke på fordømmelse af de svage, men netop redning for dem. Noget lignende siges om Jesus i Ny Testamente med et andet citat fra Det Gamle Testamente: Det knækkede rør sønderbryder han ikke … til han har ført retten til sejr (Mattæusevangeliet kapitel 12, vers 20).

Jesus er retfærdig, dvs. at han har rene motiver og gode handlinger. Ved hans død siger officeren: ”Den mand var virkelig retfærdig” (Lukasevangeliet kapitel 23, vers 47). Jesus selv siger: ”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” (Joh 8,46).

Den ægthed og troværdighed, som mennesker søger, men hverken finder hos sig selv eller hos andre, den findes hos Jesus. Vi kan sagtens være uenige med ham, og han kan være meget streng, men holder, hvad han lover, og han lever selv efter sin egen lære, og han har kun gode hensigter med os. Der er intet fordækt, halvhjertet eller utroværdigt ved ham.

Derfor kan man fuldt ud kalde ham Retfærdighedens konge.

Retfærdiggørelse, helliggørelse og herliggørelse Jesu retfærdighed frelser os. Adams uretfærdighed førte døden ind i verden, men Jesu retfærdighed har ført frelsen ind i verden (Romerbrevet kapitel 5, vers 12-21). Denne frelse kaldes også retfærdighed (vers 18). I sit første brev til kirken i Korinth skriver Paulus, at Kristus er blevet til retfærdighed for os fra Gud (vers 30). Vi, som er uretfærdige, har mulighed for forandring. Kristus vil være det for os, som vi ikke selv er eller kan være. Han tilbyder at være vores klædning, som vi kan tage på, så vi står retfærdige foran Gud. Det kaldes retfærdiggørelse eller frikendelse for Guds domstol. Samtidig med det arbejder Gud på, at vores uretfærdighed skal dø, og at vores tro skal leve. Det kaldes helliggørelsen, og den når sit mål ved vores opstandelse i Guds herlighed. Det kaldes herliggørelsen.

Jesu retfærdighed både frelser og forvandler os. ■ TEMA

9

”Discipeltræf er en tankstation midt i hverdagen” – et lejrdryp fra fem velsignede dage i Skanderborg Igen i år blev det ’Tid til?’ Discipeltræf i KFS med alt det gode, der altid har været ’grundstoffet’ i en KFS-lejr; forkyndelse, seminarer, bibeltimer, fællesskab. Men er det stadig relevant for KFS’erne i dag? Hvad fik årets deltagere egentlig ud af, at det igen blev ’Tid til?’ Discipeltræf?

Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Som den opmærksomme læser måske har opfanget, så var årets tema på Discipeltræf ’Tid Til?’. Et tema, der satte rammerne for fem dage fyldt med alt det bedste, KFS har at tilbyde. Frigørende forkyndelse med korset i centrum. Bibeltimer med nye perspektiver på evangeliets skønhed. Seminarer, der tilbød både nørdet baggrundsviden til bibellæsningen og konkret inspiration til dagliglivet som kristen midt i gymnasiehverdagen. Alt sammen tilsat et stærkt KFS-fællesskab med plads til både gode snakke, spil og sjove stunder.

For Josva, Marius og Mathias er der især ét ord, der beskriver deres oplevelse af Discipeltræf, da jeg sætter dem i stævne sent tirsdag aften; hyggeligt. ”Det har været stille og roligt,” som Marius siger det, med plads til at nyde fællesskabet med gamle venner og KFS’ere fra alle egne af landet. Og måske er det to gode ord at få hæftet på en lejr, der også er tænkt som et åndehul med plads til at blive fyldt op menneskeligt og åndeligt – midt i en pakket studiehverdag.

De fremhæver seminaret ’Del din tro’, da samtalen falder på det åndelige udbytte af lejren. Et seminar, der gav nyt gåpåmod til også at dele tro og liv med gymnasievenner, fortæller Mathias: ”Han (Daniel Lønborg, volontør i Nord- og Midtjylland) var meget god til at fortælle om, hvordan man deler sin tro med andre, der ikke er troende. På gymnasiet for eksempel. Også i praksis. Jeg er nogle gange meget god til at pakke det ind og ikke fortælle så åbent om det, og der gav det stof til eftertanke, og at man måske bare skal være åben og fortælle ærligt om det.” ”Hyggeligt” er også et ord, der går igen hos Kerstin, Anna, Laura og Johanna, da jeg afbryder dem midt i et spil ’Meyer’.

Noget af det, de især hæfter sig ved, er, hvor gode deltagerne er til at snakke sammen på kryds og tværs. Som Laura fortæller det, så ”er folk bare virkelig åbne, og der er en god frimodighed til bare at sætte sig. Også selvom det ikke er nogen, man kender i forvejen.” Åndeligt står særligt Lærke Søes forkyndelse mandag aften stærkt i deres hukommelse. Ud fra temaet ’Tid til mig?’ satte hun et ærligt spot på den ødelæggende skam, vi kan rammes af i mødet med vores egen og omverdenens ubarmhjertige dom. Og hvor frigørende det er at blive mødt lige der af Jesu nådige øjne. Øjne, der ser alt, vi er og mislykkes med, og møder os med nåde, som det er beskrevet så godt i lovsangen ’Kærlige Øjne’, der blev sunget efter forkyndelsen: "Gud, du ser med kærlige øjne på mig. Med et blik fuld af nåde og fred, et blik fuld af kærlighed. Og jeg ser, du hænger på korset for mig med et blik, som har bøjet sig ned, et blik fuld af kærlighed.”

Men hvad fik de så ud af Discipeltræf? Er det ’grundstof’, der udgør en KFS-lejr, stadig relevant for KFS’ere i dag? I den grad!

Hvorfor det er tilfældet, sætter Kerstin nogle gode ord på her, som vi lader stå som en fornem afrunding på fem velsignede dage i Skanderborg: ”Jeg kommer fra en lidt travl hverdag, hvor jeg godt kan glemme at have Gud med. Glemme at få læst i min Bibel og alt sådan noget. Og så får jeg bare virkelig fyldt på her. Det er virkelig en god tankstation, kan man sige. Man kan få lov til at ånde ud, men også at blive fyldt op af alt muligt godt!”

KFS NYT

11

Hvordan er livet på LTC? Tre dryp fra årets LTC-hold

Caroline Hartmann Bernhard

Rakel Fogh Nielsen

Tobias Malmgaard

Hvad har du lært om Gud?

Hvad betyder fællesskabet på LTC for dig?

Hvorfor valgte du at tage på LTC?

For mig begynder LTC at blive et hjem.

Dels fordi det føles mere som et kollektiv end en højskole og dels på grund af menneskene og det lille fællesskab. Vi går gennem nogle vilde ting sammen. Følges ad gennem udfordringer, glæder, kampe og overvejelser. Mere konkret gennem teamperioder, at leve og bo sammen, at opdage nye sider af sig selv, trosspørgsmål, -opdagelser og -frustrationer.

Vi kan støtte os op ad hinanden, vise vores sande farver i et intimt rum, hvor der er plads til ærlighed og sårbarhed.

Vi får mulighed for at se hinanden under facaden. I et hjem er det svært at holde facaden oppe.

I fællesskabet er der plads til mig. Jeg kan være, som jeg er. For mig er det en stor glæde, at hvis jeg har en dårlig dag, kan jeg sige det til de 8 andre LTC’ere ved aftenandagten, og så er folk indforståede med, hvordan jeg har det. Det er et fællesskab, hvor jeg ikke drukner i mængden, og hvor det ikke går ubemærket hen, hvordan jeg har det. Et sted, hvor der er plads og rum til, hvor i livet jeg er.

Det var ikke en nem beslutning for mig at vælge at tage på LTC; umiddelbart virkede det krævende efter 3 år på gymnasiet, når jeg mest af alt ønskede at tage den med ro i et sabbatår. Teamperioderne lød grænseoverskridende, og tanken om det tilsyneladende alt for lille fællesskab gik mig også på. Alligevel valgte jeg LTC, fordi jeg tænkte, at det ville være en god mulighed for at udfordre mig selv, især i forhold til at tale med gymnasieelever om kristendommen og dens betydning for mig, og jeg er ikke blevet skuffet. Jeg har også lært at blive glad for fællesskabet og de unikke styrker, der følger med et lille elevhold som LTC’s, og jeg har bestemt ikke fortrudt den risiko, jeg løb ved at vælge noget uvant. For mig var det afgjort en beslutning, der gjorde mig en smule nervøs på forhånd, men det var faktisk af netop den grund, jeg valgte LTC.

Hvem tænker jeg, Gud er? Hvem tænker Gud, jeg er? Hvad vil Gud mig? Det er nogle store spørgsmål, som har optaget mig virkelig meget, mens jeg har været på LTC. Her har jeg oplevet at blive konfronteret med de store spørgsmål i livet og troen.

Jeg har ikke fundet svar på spørgsmålene endnu, det tror jeg heller aldrig jeg bliver færdig med. Dog er jeg virkelig glad for, at jeg har forholdt mig til dem. Noget af det, som er gået op for mig, mens jeg har gået på LTC, er, at jeg gerne må dele alle mine frustrationer, følelser og tanker med Gud. Han ved alt, hvad der foregår indeni mig i forvejen. Når jeg vælger at dele med Gud, både hvordan jeg har det med andre, mig selv og Gud, har jeg oplevet, at det ofte har skabt rum for, at jeg fik lukket Gud ind i det, der fylder i mig. Hvilket betød, at jeg kunne få en tættere relation til Gud og lytte på, hvad han havde at sige ind i det.

Det har også givet mig en ny dimension i min relation til Gud at leve i afhængighed af ham på teamperiode, når vi har været ude at holde religionstimer og snakke med mennesker om tro. Hvor jeg bare hver dag har haft brug for fornyet energi fra Gud og at leve af hans nåde.

12

KFS NYT

Er LTC noget for dig?

Læs mere om, hvad LTC er for et sted på vores hjemmeside: ltc.kfs.dk Der er første ansøgningsfrist til LTC-året 23/24 d. 29. januar.

Longread:

Korstogene og den eurocentriske myte Der er ikke teologisk rygdækning for at gå i krig i Jesu navn.

Herren sagde selv “Mit rige er ikke af denne verden.” Så hvordan kunne ideen om et korstogene overhovedet opstå i kirken? Historikerne Michael Pihl og Jesper Rosenløv dykker ned i forhistorien til korstogenes opståen og udfordrer smalle årsagsforklaringer, der kun ser på europæiske forhold. Læs med.

Måske bliver din holdning til historien udfordret?

Af Michael Pihl, cand.mag. i historie, michael.pihl@hotmail.com & Jesper Rosenløv, Ph.D., lektor i historie, jesperrosenloev@hotmail.com

Få emner i verdenshistorien er så omspundet af myter som korstogene. Den mest udbredte og sejlivede myte om korstogene er, at korstogene udelukkende udsprang af vesteuropæiske forhold. At korstogene intet havde med islams forudgående ekspansion, angreb på og undertrykkelse af kristne i det byzantinske rige, i Mellemøsten, i Spanien og i Syditalien at gøre. Korstogene skyldtes med andre ord udelukkende de kristne vesteuropæeres aggression. Havde det ikke været for denne uprovokerede aggression, havde den kristne og muslimske verden levet i fred og harmoni med hinanden, lyder

forklaringen. Denne eurocentriske myte om korstogene ser bort fra en række muslimske kilder, følger énsidigt få europæiske kilder til pave Urban d. 2.s korstogstale i 1095 og springer baggrundshistorien over. I en saglig og nuanceret forklaring på middelalderens korstogsbevægelse, bør islams forudgående ekspansion naturligvis inddrages – ikke som den eneste forklaring – men i sammenhæng med en lang række andre faktorer, vesteuropæiske og mellemøstlige såvel som byzantinske. En nuanceret forklaring af korstogsbevægelsen indebærer ikke ukritisk tilslutning til middelalderlige forestillinTEMA

13

ger om “nødvendig”, kristen hellig krig eller lignende, men muliggør forståelsen af, hvorfor middelalderens europæere selv opfattede 1000-tallets kristne fremstød som retfærdige og defensive reaktioner på århundreders muslimske angreb.

Islams ekspansion Ifølge de ældste muslimske beretninger fandt den første militære konfrontation mellem muslimer og kristne sted, da Muhammeds tilhængere i 629 angreb byen Mu’ta nær Jordan-floden. To år senere blev den kristne by Tabuk angrebet.

Skal man tro disse muslimske beretninger, skete disse uprovokerede angreb på Det Byzantinske Rige på Muhammeds ordre. Angrebet på Tabuk fandt desuden sted på et tidspunkt, hvor Muhammed og hans tilhængere ikke bare havde erobret Mekka, men angiveligt havde opnået kontrol med det meste af Den Arabiske Halvø. Beretningerne om angrebet på Tabuk afspejler derfor ambitioner om yderligere magtudvidelse. I 632 – året efter Tabuk-felttoget – døde Muhammed imidlertid. Dette markerede dog ikke afslutningen på de muslimske angreb. Tværtimod blev disse i årtierne herefter kraftigt intensiveret af Muhammeds efterfølgere – de såkaldte kaliffer. I år 732 – kun hundrede år efter Muhammeds død – havde muslimske hære erobret hovedparten af de gamle kristne områder i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien – og en muslimsk hærstyrke nåede at trænge dybt ind i Frankerriget, inden de netop det år blev slået tilbage i slaget ved Poitier.

Men hvorfor igangsatte muslimerne uprovokerede angreb mod deres kristne naboer? Igennem historien har jagten på bytte, rigdom og magt ofte været drivkraften bag imperialisme. Muligheden for, at sådanne verdslige motiver 14

TEMA

er at finde blandt årsagerne til etableringen af det muslimske imperium, kalifatet, der strakte sig fra Indien til Spanien, bør naturligvis på ingen måde underkendes. Men desuden havde islam i udgangspunktet i sin troslære indbygget en sammenblanding af stat og religion samt en forestilling om hellig krig som legitimt middel til at forsvare og udvide islams magtsfære. Muhammed var både Allahs sendebud og hærfører, der med udgangspunkt i guddommelige åbenbaringer legitimerede forsvaret og udbredelsen af sit budskab og islams herredømme ved hjælp af fysisk magt. I sine sidste år var Muhammed via åbenbaringer fra Allah endda blevet pålagt en pligt til at føre angrebskrig mod de hedenske arabere, indtil de var blevet omvendt til islam. Men det var ikke kun de hedenske arabere, der skulle angribes. Jøder og kristne skulle også bekæmpes, ”indtil de ydmygede underkaster sig og betaler afgift [Sura 9:29]”. I denne ånd kunne Muhammeds efterfølgere let legitimere udvidelsen af islams magtsfære og erobringen af store landområder. Idet man fulgte Muhammeds eksempel, blev naborigerne opfordret til at omvende sig eller underkaste sig som afgifts- og tributskyldige. Gjorde de ikke dette, blev de bekæmpet uden skånsel. Valget, som det muslimske imperium stillede sine naboer overfor, var altså mellem omvendelse til islam, underkastelse og tribut-

I år 732 – kun hundrede år efter Muhammeds død – havde muslimske hære erobret hovedparten af de gamle kristne områder i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien.

betaling eller sværdet. Et princip hvormed de senere muslimske retsskoler legitimerede hellig krig (jihad) og ekspansion.

Omkring år 600 var kristendommen udbredt fra Mellemøsten og Nordafrika til det meste af Europa. Men omkring år 800 havde islam gennem krig og erobring som sagt bredt sig over samme område og erobret Spanien samt Syditalien og Sicilien. De muslimske erobringer blev gennemført med stor voldsomhed, og de historiske kilder vidner om kirkeødelæggelser, massakrer på hele byer, gidseltagninger og trælbinding af civilbefolkningen og videresalg af disse mennesker som slaver. Tilbageværende jøder og kristne i de muslimsk erobrede områder i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien blev kun tilstået en begrænset frihed til fortsat at beholde deres religion, så længe denne ikke havde alt for offentlige udtryksformer og hvis de kristne underkastede sig det muslimske herredømme og betalte tribut. Disse ikke-muslimer var klart defineret som undersåtter med en særlig lavstatus, der var pålagt en række begrænsninger og diskriminerende foranstaltninger.

De tidlige kristnes holdning til krig I stedet for at inddrage den muslimske imperialisme, henfører den eurocentriske myte i stedet årsagen til konflikten til en særlig vesteuropæisk aggressivitet, der skulle være udsprunget af en kristen krigerisk religiøs fanatisme. Det kan måske lyde sært, idet kristendommen jo ikke oprindeligt indeholdt en lære om hellig krig – hvilket ligeledes burde være de fleste bekendt. Forestillingen om, at krig kan være en kristen pligt som modsvar på angreb og overgreb, udvikledes kun gradvist over århundrederne. Men Jesus og hans disciple havde ifølge overleveringen ikke gjort brug af krig for at opnå verdslig magt. Jesus havde hverken hær eller soldater til rådighed – og havde ej heller ambitioner om at underlægge sig folkeslag med våbenmagt. Derfor var der i kristendom-

Den eurocentriske myte henfører årsagen til konflikten til en særlig vesteuropæisk aggressivitet, der skulle være udsprunget af en kristen krigerisk religiøs fanatisme.

mens første tre århundreder ingen forestilling om, hvilken status krigen havde. Nogle kristne var, hvad mange i dag ville kalde pacifister. Men der var ingen særlig doktrin eller underbygget forestilling om krig. Var krig altid forkert – eller kunne krigsførelse i visse tilfælde retfærdiggøres? Spørgsmålet og svaret var uklart i begyndelsen af kristendommens historie.

Udvikling af de kristnes holdning til krig Dette ændrede sig imidlertid i det 4. århundrede, efter at kejser Konstantin (312-337) tillod, understøttede og selv konverterede til kristendommen, der herefter blev magthavernes religion og det romerske imperiums officielle religion.

Det indebar, at kejserne, der optrådte som generaler og ledte hære i krige overalt i imperiet, nu var kristne, ligesom mange soldater var det. Derfor blev spørgsmålet aktuelt: Hvordan kan krigen forliges med kristendommen?

I den vestlige del af Romerriget var biskop Augustin af Hippo en af de første kirkefædre, der omkring år 400 forsøgte at definere den retfærdige krig. Augustin mente, som de tidlige kristne, at drab var en synd, men inden for rammerne af en retfærdig krig kunne det tilgives med bod og syndsforladelse, fordi han mente, at alternativet til at kæmpe mod uret

15

synd, og først senere antog retfærdiggørelsen af den kristne reconquista i Spanien karakter af en egentlig hellig krig.

Selvom korstogsbevægelsen tydeligvis har baggrund i kampene på Den Iberiske Halvø og Syditalien, ser en del historikere sært nok alligevel bort fra religionskonflikten i Spanien.

I kristendommens første tre århundreder var der ingen forestilling om, hvilken status krigen havde.

og ondskab til tider kunne være moralsk værre. Krig måtte altså anerkendes som et nødvendigt onde, men krigen var ikke hellig, og ingen kristne forestillinger mindede endnu om islams jihad-begreb. Først efter de muslimske erobringer i Europa i 700-tallet og de kristnes forsøg på at forsvare sig og generobre de tabte områder i blandt andet Spanien opstod fra midten af 800-tallet og frem til 1000-tallet forestillinger, der kan forbindes med hellig krig.

Udviklingen i Spanien Konflikten mellem islam og kristenheden havde udspillet sig i Spanien siden 711, da de muslimske hære påbegyndte erobringen af det kristne visigotiske rige. Denne erobringskrig fortsatte i de efterfølgende årtier, indtil Den Iberiske Halvø med undtagelse af de nordligste egne kom under muslimsk kontrol. Frankerkongen Karl den Store forsøgte i 770’erne at underlægge sig områder syd for Pyrenæerne, men uden permanent succes over for muslimerne og oprørske baskere.

Til gengæld blev de spanske kongedømmer León-Kastilien, Navarra og Aragonien i tiden herefter et kraftcenter, hvorfra den kristne generobring af Spanien udgik.

Spanien var stadig en del af kristenheden, og de fleste europæere mente ikke, at det burde være underlagt muslimsk herredømme. Som kristne europæere så det, var Spanien indviet til Kristus, og den muslimske invasion og det muslimske herredømme var derfor en uret begået mod de kristne, en uret det drejede sig om at bekæmpe.

I begyndelsen støttede den kristne kirke forsvarskrigen og generobringen som en retfærdig krig, der udgjorde et nødvendigt modsvar på den muslimske aggression. Men som noget nyt blev det lovet, at de, der deltog i kampen i forsvaret for den kristne verden og kirken, skulle belønnes med Himmeriget og få aflad for deres synder. Krig indebar dog stadig

16

TEMA

Ødelæggelsen af Gravkirken, overfald på pilgrimme og seldsjukkernes fremfærd Som nævnt var kristne, der levede i Det Hellige Land under muslimsk herredømme, underlagt kaliffernes skiftende luner. Dette betød, at perioder med begrænset tolerance lige så hurtigt afløstes af perioder med diskrimination og forfølgelse samt brutale udrensninger. De kristne led dog et særligt hårdt slag i begyndelsen af 1000-tallet, da kaliffen Al-Hakim igangsatte en række kristenforfølgelser. Disse forfølgelser var som sådan ikke nogen afvigelse fra det normale mønster, men i 1009 befalede Al-Hakim, at kristenhedens helligste sted, Den Hellige Gravs kirke i Jerusalem, skulle ødelægges.

Gravkirken havde tidligere været udsat for ødelæggelser, men denne gang blev den nedbrudt til grunden og plyndret.

Det svarer til, hvis kristne eller jøder havde ødelagt de hellige steder i f.eks. Mekka. Ødelæggelsen af Gravkirken var årsagen til, at tanken om et kristent militært angreb med Det Hellige Land som mål for første gang blev formuleret i Vesteuropa. Det blev dog ved tanken – og i 1048 fik byzantinerne lov til at genopføre Gravkirken. Dette medførte dog ikke enden på de kristnes trængs-

Augustin mente, at drab var en synd, men inden for rammerne af en retfærdig krig kunne det tilgives med bod og syndsforladelse, fordi alternativet til at kæmpe mod uret kunne være moralsk værre.

ler. I årene herefter afpressede lokale magthavere og kaliffens repræsentanter de kristne for tribut og skatter under trusler om en ny nedrivning af Gravkirken og andre kirker.

Dertil kom, at kristne pilgrimme i stigende grad blev udsat for plyndringer og overfald. Det berettes, at 7.000 til 12.000 pilgrimme drog af sted på pilgrimsfærd i 1064 under den såkaldte store tyske pilgrimsrejse. Mange af disse blev dræbt og mindre end 2.000 pilgrimme vendte hjem. Beretninger om overfald på de ubevæbnede pilgrimme nåede Europa og var i stigende grad med til at forstærke stemningen mod muslimerne og deres herredømme i Det Hellige Land.

Svækkelsen af det Byzantinske Rige og Pave Urban d. 2s korstogstale i 1095

korstogstanken dog kun meget langsom form i perioden fra 800-tallet og frem til 1090’erne – og som det er beskrevet her foregik denne formtagningproces under indtryk af og som reaktion på islams ekspansion og overgreb på kristne og de efterfølgende konflikter og krige mellem kristne og muslimer i Mellemøsten, Anatolien og Spanien. Udviklingen af korstogstanken skal altså ses over et større tidsperspektiv og i lyset af en konflikt, der havde en større geopolitisk ramme.

Interessant nok er tidens muslimske historieskrivere enige i disse to vigtige pointer. For det første skyldtes korstogene for dem at se umiddelbart overgreb på kristne pilgrimme, men for det andet skulle de ses som del af en større konflikt mellem kristne og muslimer, der ikke kun udspillede sig i Det Hellige Land, men også i Spanien og Italien. ■

Denne konflikt mellem islam og kristenheden blev i løbet af 1000-tallet yderligere skærpet og forværret på grund af svækkelsen af Det Byzantinske Rige og seldsjukkernes invasion og erobring af store områder i Mellemøsten og Anatolien – særligt efter den seldsjukkiske sejr over byzantinerne i slaget ved Manzikert i 1071. I sin korstogstale i 1095 påpegede Urban 2. netop seldsjukkernes overgreb mod de østkristne som en anledning til at komme de kristne brødre i øst til undsætning.

Baggrunden for korstogstanken En anden årsag til, at det giver et mangelfuldt billede af årsagerne til korstogene, hvis man begynder med Urbans tale, er, at de tanker om korsfarernes frelse, paven præsenterer i talen, har en længere forhistorie. I sin tale erklærer Urban nemlig, at ”alle dem, der drager dertil [Det Byzantinske Rige / Det Hellige Land], vil der blive givet syndsforladelse, hvis dette jordbundne liv skulle få en ende, enten mens de drager over land, mens de krydser havet eller mens de kæmper mod hedningene. Dette giver jeg til alle, der drager afsted, ved den magt, som Gud har skænket mig.” Syndsforladelse for hvad?

Givet synd i al almindelighed – men ligeledes den synd, der ligger i at føre krig, hvilket som nævnt længe havde været en del af den kristne forestillingsverden. Dette fremgår ligeledes af de tidligere pavers erklæringer m.h.t. dem, der kæmper i Spanien og Italien Korstogstanken kombinerede forestillinger om bod, pilgrimsfærd og hjælp til næsten. Det blev gjort klart, at intet korstog var muligt, hvis det ikke var anerkendt af paven som en retfærdig krig. Som en egentlig kristen krigerideologi tog 17

Globalt:

Qatars kristne håber, at VM i fodbold kan have en positiv effekt Af Astrid Melkær Andersen, kommunikationsmedarbejder i Open Doors Danmark, danmark@opendoors.dk

I øjeblikket er der fuld fokus på Qatar, som er vært for VM i fodbold. Slutrunden har længe været meget omdiskuteret.

Det startede med anklager om, at landet har bestukket sig til at få slutrunden, og det er forsat med et fokus på manglende menneskerettigheder og tusindvis af migrantarbejderes død under arbejdet med at opføre stadioner og hoteller til slutrunden.

Kristne mærker i høj grad de manglende menneskerettigheder i Qatar. Groft set kan de kristne deles i to helt adskilte grupper.

Den første gruppe består af udenlandske immigranter, som bor i Qatar. De

GL BALT Fakta om Qatar og VM Verdensmesterskaberne i fodbold foregår fra 20. november til 18. december 2022 Ved VM deltager syv lande, som er på Open Doors’ World Watch List (Iran, Saudi Arabien, Qatar, Marokko, Tunesien, Mexico og Cameroun) Der bor ca. 2,8 mio. mennesker i Qatar. Op mod 90% af dem er udlændinge Der er ca. 370.000 kristne i Qatar.

Langt de fleste er udlændinge Det er ulovligt at evangelisere blandt muslimer i Qatar Læs mere på opendoors.dk og bed med for de kristne i Qatar

18

I TIDEN

er i langt de fleste tilfælde i landet for at arbejde. I Qatar anses kristendommen som noget fremmed og udenlandsk. Det betyder, at gruppen af udlændinge har lov til at mødes til gudstjenester, fordi myndighederne i Qatar anerkender, at det er en del af deres kultur.

Frihederne er dog ikke uden grænser.

Før Coronapandemien havde 157 villaer tilladelse til at holde gudstjenester. De lukkede alle deres aktiviteter, som en del af de nationale nedlukninger. Efter genåbningerne har kun 61 af villaerne fået tilladelse til at holde gudstjeneste igen, mens resten af samfundet er genåbnet helt.

Den anden gruppe af kristne består af lokale qatarere, som er konverteret fra islam. De er langt mere udsatte, fordi det i Qatar ikke er tilladt at konvertere. Lokale kristne må ikke deltage i udlændinges gudstjenester, og de må ikke mødes med andre lokale kristne. Samtidig oplever konvertitter et stort pres fra deres familie og lokalsamfund, fordi de bringer skam over familien. De risikerer udstødelse, isolation og i sjældne tilfælde voldelige overfald eller æresdrab.

Myndighederne i Qatar sørger for at holde udenlandske kristne skarpt adskilt

fra den lokale befolkning. Hvis udlændinge missionerer blandt lokale, risikere de at blive idømt fængselsstraffe eller at blive smidt ud af landet.

Historien viser, at store sportsbegivenheder som VM i fodbold bruges til at fjerne fokus fra brud på menneskerettigheder og til at intensivere forfølgelse af minoriteter. Alligevel håber de kristne i Qatar, at dette års slutrunde kan være anderledes. ”Vi forventer, at Helligånden vil gøre store ting under VM. Vores fokus er at bede om, at Gud vil røre de lokale. Vi kan allerede se Helligånden arbejde i Qatar.

Gud viser sig for mennesker i drømme, og han helbreder qatarere,” fortæller en optimistisk kirkeleder fra en af de internationale kirker.

De kristne håber, at det store fokus på Qatars menneskerettigheder kan have en positiv påvirkning på landets fremtid.

De beder om, at der må ske en positiv forandring, som giver både udenlandske og lokale kristne bedre muligheder. Vær med til at stå sammen med dem i bøn om, at Gud må møde mennesker i Qatar under VM.

Grønland:

Ajungilak Af Daniel Boel Nielsen, vikarierende KFS-sekretær i Grønland, dbn@kfs.dk

Ajungilak er det grønlandske Hakuna Matata. "Det skal nok gå, det løser sig," – sådan er mentaliteten her i Grønland.

Det er meget befriende, når man kommer fra det danske perfektionistiske samfund, hvor man nødigt kommer 5 minutter for sent, i hvert fald ikke uden lige at ringe først.

Der er meget, man ikke har kontrol over her i Grønland. Vejret spiller en stor rolle i alt fra, om man kan komme på vandretur, til om flyene flyver, til om varerne kommer frem. Alt kan ikke planlægges. Lige meget, hvor meget man bekymrer sig om de varer, så kommer de ikke hurtigere frem. Ajungilak, de kommer, når de kommer.

I Danmark er vi vant til at tro, at vi har kontrol over alting. Vi vælger uddannelse, studerer fokuseret, kvalificerer os, finder et job, finder en ægtefælle. Vi har selv kontrol over vores eget liv og fremtid. Og hvis vi bare har kontrol over vores eget liv, så har systemet styr på resten. Jeg tror, at de fleste i de sidste par år har indset, at vi ikke har kontrol over alting. Krige, pandemier og kriser viser os, hvor skrøbelige de strukturer, som vi sætter vores tillid til, er.

Lige meget, hvor umage vi gør os, er der så mange ting, vi ikke har kontrol over. Men på trods af alle de ting, vi ikke har kontrol over, kan vi sige Ajungilak – det skal nok gå. Gud har kontrollen over det hele, og han elsker os. Og det gør, at vi ikke skal bekymre os.

Ajungilak-mentaliteten kan hjælpe os med at få fokus på de ting, der vir-

kelig betyder noget. En af mine danske venner oplevede en situation, der gjorde indtryk på hende. Hendes kollega sagde bare pludselig farvel og gik hjem midt i en vagt, fordi hans kæreste havde brug for ham. "Ajungilak, I skal nok klare den i caféen uden mig." Og det gjorde de. Det er provokerende for den danske arbejdsmentalitet, at man bare kan gå hjem midt i en vagt, fordi ens nærmeste har brug for en. Men var det ikke noget med, at Jesus sagde, at vi først skulle søge hans rige og retfærdighed, og så skulle alt det andet, gives os i tilgift? Kærlighed er det vigtigste i Guds rige, ikke arbejde. Ajungilak – alt det andet skal nok gives i tilgift.

Tak og bed for den Uncover-gruppe, vi har fået startet i Nuuk for gymnasieelever, og at Gud må møde deltagerne igennem Bibelen. Bed for, at flere studerende fra universitet må komme til KFS. Bed for Karoline, der skal være vikarierende KFS-sekretær efter jul og frem til, at Sara kommer tilbage fra barsel.

I TIDEN

19

Slaveri er her stadig, og kun få gør noget e ved det

Slaveri og menneskehandel er desværre ikke et afsluttet kapitel i verdenshistorien. Faktisk bliver millioner af mennesker verden over udnyttet og handlet som varer på forskellig vis. I denne artikel stiller vi skarpt på en organisation, der netop kæmper for social retfærdighed på dette område. Læs med og bliv klogere på A21’s arbejde og visioner om at udråbe frigivelse for fanger.

Af Philip Hyldgaard, CEO i A21 Global, phil.h@a21.org Vi lever i en historisk tid, hvor der er mere fokus på menneskerettigheder end nogensinde før. Globale opråb og protester om ligestilling, Black Lives Matter, MeToo, gode og ordentlige arbejdsforhold. På samme tid er det en realitet, at flere mennesker i dag lever i slaveri end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. Det kaldes menneskehandel eller det moderne slaveri, men det er slet ikke moderne. Det er de samme taktikker og formål, som er blevet brugt i tusinde år til at undertrykke og udnytte mennesker for deres arbejdskraft og kroppe. Den seneste rapport estimerer, at 50 millioner mennesker lige nu er ofre. Det svarer til én ud af hver 150. person i live – hvis du fyldte Parken op med 45.000 tilskuere, vil det svare til, at 300 af dem ville være slaver.

7 ud af 10 (70%) er kvinder, og 1 af 4 er børn. Også her i Danmark foregår det, hvor 9.000 mennesker menes lige nu at

være fanget i menneskehandel. Værre endnu, så er Danmark faktisk rigtig udfordret og lever ikke op til de minimumsstandarder, der er for at bekæmpe den her kriminalitet. Faktisk er Danmark blevet nedgraderet de sidste 4 år i træk til et “Tier

I Danmark menes 9.000 mennesker lige nu at være fanget i menneskehandel.

TEMA

21

2” land på højde med Tyrkiet, Nigeria, Sudan, Moldova og andre. Selvom dansk politi kunne identificere 221 ofre for menneskehandel mellem 2019 og 2021, er ikke en eneste gerningsmand blevet dømt i samme periode.

Der er penge i det Menneskehandel vurderes årligt til at generere over 1.046.690.000.000 DKK (12-nuller), eller 23 gange LEGO’s bedste årsomsætning, nogensinde. En bagmand blev spurgt, hvorfor han handlede med mennesker i stedet for våben eller narko. Han rykkede på skulderen og sagde ubekvemt; “det er 22

TEMA

mere risikabelt at sælge våben eller stoffer. Jeg kan tjene flere penge ved at sælge mennesker, da jeg kun kan sælge et våben eller narko én gang, mens jeg kan sælge en kvinde til sex igen og igen og igen. Sidst, men ikke mindst, skal jeg transportere andre varer, men med mennesker er det anderledes. Hvis du sparker dem, går de selv.”

Kaldet til Grækenland I 2008 mødte jeg Nick og Christine Caine i Sydney, Australien. Jeg var 23 år gammel og havde studeret i byen de sidste 3 år. De foregående uger havde jeg søgt svar hos Gud om, hvad

Forandring starter med bevidsthed, og vi kan alle være med til at sprede bevidsthed omkring menneskehandel på vores sociale medier, og hvor vi end har indflydelse.

A21 A21 står for afskaffelse af slaveriet i det 21. århundrede og er i dag vokset til et arbejde, der strækker sig over 15 lande, i 21 forskellige byer og på 6 kontinenter. Vi har en 3-benet strategi, som hedder REACH, RESCUE og RESTORE. Igennem REACH når vi ud til de mest sårbare af dem, der er i risikogruppen for at blive handlet. Sårbarhed er det alle ofre har tilfældes, men vi kan sænke den sårbarhed med uddannelsesmateriale og information. Det er alt fra uddannelsesmateriale til skoler, kæmpe nationale kampagner og vores årlige event ’Walk For Freedom’, som foregår i 50 lande i hundredvis af byer hvert år i oktober.

Vores RESCUE strategi fokuserer på at redde ofre ud af menneskehandel. A21 har et tæt samarbejde med politi og kører 3 hotlines. Vi træner og udruster politi og andre professionelle i effektive strategier til at identificere ofre for menne-

skehandel og meget mere. Her I juli måned fejrede vi offer nr.

2.500, som vi har været med til at redde ud og hjælpe videre.

Derudover støtter A21 ofre igennem deres retsforløb og har nu set 200 gerningsmænd idømt en samlet dom på 3.360 års fængsel.

RESTORE handler om at hjælpe ofre fra det øjeblik, de finder deres frihed, til de kan stå på egne ben og leve det liv, de ønsker. A21 har rehabiliteringsarbejde i 8 lande nu og har nu haft over 1.500 ofre i vores pleje. Fra små spædbørn på under 2 år til ældre på 78. A21 skræddersyer programmer, som hjælper ofre videre fra utænkelige situationer til et sundt liv med værdighed.

Hvad kan jeg gøre?

r ig,

der lå forude, hvilke planer han havde for mit liv. Det var især lovsangen ’Hosanna’, som havde fyldt mit værelse med teksten; “break my heart for what breaks yours.” Den tekst blev min bøn; Gud, bryd mit hjerte for, hvad der bryder dit.

Nick og Christine havde opdaget den uretfærdighed, der er forbundet med menneskehandel, og havde fået grebet deres hjerter. Specielt da mange ofre var på samme alder som deres 2 døtre. “Philip, vil du flytte til Grækenland og starte et krisecenter for piger og kvinder, som har været handlet og udnyttet seksuelt?” Det var så klart, at her var svaret på mine bønner. Ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg vidste, at det var det her, jeg skulle. Få måneder senere landede jeg i Grækenland, alene med to kufferter. Jeg begyndte at bygge et team op af lokale ansatte og frivillige, og bare to måneder senere åbnede vi et krisecenter og tog imod den første unge kvinde på centret. Det var starten på A21.

Selvom vi oplever stor fremgang i vores arbejde, er problemet enormt, og hvis vi skal se en verden uden slaveri, en gang for alle, så kræver det, at alle gør deres del. Og vi kan alle gøre en forskel og være med i kampen mod menneskehandel. Det er derfor, at A21 har lavet en Action Hub, hvor du kan blive udrustet, opmuntret og finde masser af gratis materialer, som er relevante at bruge i din skole, ved din familie, i din kirke eller på din arbejdsplads. Bare gå ind på: a21.org/TakeAction Som kristne kan vi bede, vi kan støtte arbejdet økonomisk, vi kan tjene som frivillige, vi kan sprede information og meget meget mere. Forandring starter med bevidsthed, og vi kan alle være med til at sprede bevidsthed omkring menneskehandel på vores sociale medier, og hvor vi end har indflydelse. Det kan godt være, at der er 50 millioner slaver, men på samme tid findes der 2,4 milliarder kristne i verden i dag. Tænk, hvis vi alle gjorde noget og brugte, hvad der var i vores hænder!? Jeg tror helhjertet på, at vi kan se en verden uden slaveri. ■

TEMA

23

TEMA

Troen, tidsånden og Guds retfærdighed Af Andreas Villumsen, statskundskab på 3. semester, avillumsen@hotmail.com

Bibelvers: Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan!

Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« (Markusevangeliet kapitel 9, vers 14-29) Dette Til Tro-magasin bygger på Guds retfærdighed. For nogle kristne er Guds retfærdighed en særlig svær størrelse.

Jeg tror særligt, at den tidsånd, som præger vores samtid, gør det endnu sværere at rumme Guds retfærdighed.

For hvert et sted, hvor vi vender vores øjne, kan vi erfare ind i vores egen virkelighed en vis form for knugende uretfærdighed. Samfundsmæssigt er der krig i Europa. De nationale statistikker siger, at du sikkert også har haft sygdom meget tæt ind på livet.

Hvor er de gode nyheder i al den kompleksitet? De kan være svære at finde.

Jeg finder trøst i beretningen om drengen, der er besat af en uren ånd. Den kan du finde i Markusevangeliet kapitel 9, vers 22-24. En far kommer til Jesus med sin søn, der har været syg næsten hele sit liv grundet en ånd, som både har medført epileptiske anfald, fråden om munden, og tvunget drengen ud i selvmordsforsøg. Hans søns vilkår havde påvirket farens tilværelse og nærmest tvunget ham ud i vantro til

Guds retfærdighed og forrykket hans Gudsbillede. Manden opsøger dog alligevel Jesus og beder om hjælp. Måden, manden beder om hjælp på, og hvordan Jesus er overfor ham, er for mig den største hjælp, når jeg ikke kan rumme Guds retfærdighed. Manden siger; ”jeg tror, hjælp min vantro.” Den vantro – eller omformuleret; den tvivl – faren står i, møder Jesus ham ind i.

En ting er, at Jesus helbreder drengen, men at manden blev mødt ind i en virkelighed, som egentlig ikke rummede troen, ikke rummede Jesus, det er vildt. Jesus møder ham midt i hans tvivl og vantro. Troen sameksisterer og bliver til i en verden fyldt med vantro og tvivl. Samtidig er det tegn på en genopretning, hvor Guds retfærdighed gør alting godt. Hvilket kan være en stor trøst, når Guds retfærdighed kan være svær at rumme.

Jesus kender og omfavner den virkelighed du er i. Han vil bare gerne være en del af den.

TEMA

25

Portræt Jonathan Kaas, stud.jur.

Hvilket billede ser du for dig, når du hører ordet ”retfærdighed”?

Lige siden jeg som dugfrisk jurastuderende tog mine første spæde skridt på Søndre Campus, har min opfattelse af retfærdighed været præget af et billede af den romerske gudinde, Justitia. Justitia, som i dag står som selve symbolet på retfærdighed og retsvæsen, afbilledes oftest med et sværd i den ene hånd og en balancevægt i den anden. Hun har bind for øjnene for på den måde at symbolisere, at alle er lige for loven, og at hendes dom ikke påvirkes af hverken penge, magt eller personlighed.

Hvorfor har du valgt dit studie?

I mit første sabbatår arbejdede jeg som sælger i Sportmaster, hvor jeg en dag blev mødt af en mand, som insisterede på, at han kunne reklamere over sit løbeur. Manden argumenterede for, at der var flere væsentlige mangler ved uret, og som prikken over i´et henviste han til en række bestemmelser i købeloven. Dengang havde jeg ikke meget kendskab til købeloven, men jeg forklarede pænt manden, at urets tilstand skyldtes almindeligt slid, og at reklamation derfor var udelukket. Min chef var for øvrigt af samme holdning. Imidlertid blev manden mere frembrusende og ubehagelig i sin adfærd, mens han som i en remse fortsatte med at citere paragraffer. Til sidst gav min chef sig for at få ro i butikken, og manden fik et nyt løbeur. Selv stod jeg tilbage med en følelse af magtesløshed, og tanken om; ”hvis bare jeg havde kendt juraen bag; de rettigheder og begrænsninger, som beskrives heri, så havde jeg kunnet forhindre manden i at trumfe et åbenlyst forkert resultat igennem.”

En anden vigtig grund til, at jeg valgte jurastudiet, er, at jeg i mine sabbatår fik en større forståelse for, at millioner af mennesker hver dag bliver udsat for en bred palet af uretfærdigheder, hvor stærke udnytter svage, rige udnytter fattige mv. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle arbejde inden for et fag, hvor jeg som en lille brik i et større puslespil kunne fremme retfærdighed.

26

TEMA

Hvordan har du det med, at Gud beskrives som dommer i Bibelen?

At Gud beskrives som dommer i Bibelen, kan jeg have det ret ambivalent ved. På den ene side er jeg taknemmelig for, at Gud ikke forholder sig passivt til onde mennesker og deres onde handlinger, men at han udøver retfærdighed ved at straffe disse. På den anden side kan det være frygtindgydende at beskæftige sig med Gud som dommer, fordi jeg selv er et ondt menneske, der begår onde handlinger, og Guds retfærdighed derfor tilsiger, at jeg fortjener straf. Jeg har imidlertid en fast tillid til, at Gud – i modsætning til den romerske gudinde Justitia – ikke dømmer mig med bind for øjnene på baggrund af mine handlinger, men at han i stedet med åbne øjne ser, at jeg er renset i Jesu blod, og dømmer mig på baggrund af Jesu handlinger.

Kristendom i retssystemet I Danmark dømmes efter dansk lov, ikke religiøs lov. Men vidste du, at straffeloven er struktureret efter principper i De Ti Bud? Redaktionen har spurgt professor i kirke- og religionsret, Lisbet Christoffersen, om at gøre os lidt klogere på vores egen retshistorie og kristendommens indvirkning. Hun tager os på en rejse fra Altinget i Island i år 1000 til vor tids aktuelle ændringer i ægteskabslov og juridisk kønsidentitet. Find læsebrillerne frem og nyd artiklen med et varmt glas gløgg.

Af Lisbet Christoffersen, kirke- og religionsret, cand.jur., ph.d., lic@ruc.dk Kristendom har haft indflydelse på dansk ret, både i form af omsorgs-religion og i form af straf-religion. Både gennem samfundets fælles lovgivning og gennem parallelle retssystemer i kirkens egen lovgivende, udøvende og dømmende magt. I perioden 1736-1975 har kristendom især påvirket retten via individuelt tilegnet undervisning. I denne artikel spørges med historisk afsæt til fremtiden.

Altinget år 1000 I Riddersalen på Christiansborg har kunstneren Bjørn Nørgaard gengivet 1000 års Danmarkshistorie. De 10 gobeliner med tilhørende mellemstykker danner bagtæppe, når Dronningen bruger riddersalen til officielle anledninger. Der er offentlig adgang. Se dem, når du er i København!

Gobelinerne mimer et religionsskifte med retlig betydning. Det begynder med, at Hvide Krist kommer ind fra højre. Her genopføres beretningen fra Altinget i år tusind. En gruppe indvandrere mødte op og udfordrede den hidtidige retlige orden i Island. Deres kristne religion forbød dem at udsætte gamle, svage og uønskede spædbørn. De forlangte nye regler, hvor udsatte skulle mødes med omsorg. Denne religionsændring førte til kristenretter, nedskrevne love, som for eksempel Jyske lov (1241). Kirken bidrog til denne udvik-

ling. Her etableres de institutioner, der skal opretholde retsordenen. En lov for kirken, en anden for kongens retsområde. Ægteskab, arv og familieforhold hørte til kirkens ret, og der etableres en lære om samtykke, fri vilje og testamente. Sådan kunne arven gå til kirken.

Reformationen Med reformationen (1536) blev princippet med parallelle retssystemer ophævet. Kongen var nu øverste instans både i kirken og i landet. Indholdsmæssigt betød reformationen

Deres kristne religion forbød dem at udsætte gamle, svage og uønskede spædbørn. De forlangte nye regler, hvor udsatte skulle mødes med omsorg.

TEMA

27

Kongen var ene lovgivende og udøvende magt, kun underlagt Den Augsburgske Bekendelse, hans underskrift skulle være på alle regeringsskrivelser, ligesom hans uindskrænkede magt i kirken blev stadfæstet.

næppe det store retlige brud.

Dog skulle kristendommen fortsat have indflydelse på ægteskabsområdet. Derfor blev ægteskabssager frem til 1797 behandlet ved særdomstole med både verdslige og teologiske embedsmænd.

Kristendommen fik også indflydelse på strafferetten.

Selvom Gammel Testamente hos Luther i princippet var en mosaisk bibel, stod de ti bud til troende. Under ortodoksien (midt i 1500-tallet til slutningen af 1600-tallet) fik Moseloven derfor betydning, både i vurderingen af strafbare forhold, af strafformer mv. Det førte blandt andet til legitimering af hekseafbrændinger.

Enevælde og Christian d. V’s danske lov af 1683 Efter svenskekrigene blev enevælden indført i 1660. I 1661 blev højesteret etableret med kongen som forsidder. Kongeloven 1665 gav enevælden et forfatningsgrundlag. Herefter var Kongen ene lovgivende og udøvende magt, kun underlagt den augsburgske bekendelse. Hans underskrift skulle være på alle regeringsskrivelser, ligesom hans uindskrænkede magt i kirken blev stadfæstet.

Danske Lov, der blev sammenskrevet i 1683, skabte ny retsenhed. Det er bemærkelsesværdigt, at loven har et selvstændigt kapitel om religionsvæsenet. Det vil sige, at senest fra Danske Lov er enhver forestilling om kirken som et selvstændigt retssystem, der står udenfor, overfor eller som en anden del af kongens magtudøvelse endeligt bortfaldet.

Samtidig bliver strafferetten i Danske Lov samlet i lovens sjette bog, der i struktur og indhold er bygget op over de ti 28

TEMA

bud. Indtil slutningen af 1700-tallet blev teologer derfor inddraget i tolkningen af strafferetten. Nye, naturretlige strafferetsteorier førte til, at denne praksis ophørte.

Naturret 100 år efter reformationen opstod en europæisk rationel naturret. En naturret, der tog afsæt i en forestilling om mennesket som skabt fornuftsvæsen. Her grundlægges mange af de retssætninger, vi fortsat kender, som for eksempel at aftaler skal holdes.

Ludvig Holberg, der var juridisk professor ved Københavns Universitet, introducerede naturretten i et stort lærebogssystem, der fra 1736 indgik som pensum i den nyetablerede juridiske embedseksamen. Samtidig formidlede han idealerne i skuespil på det nyetablerede kongelige teater.

Ligeledes i 1736 blev konfirmation grundlag for adgang til voksenlivet. Dermed fører humanismen til dobbelt inspiration til retten. Dels i den kristendom, alle danskere kendte fra konfirmationen, og dels i lovgivning og supplerende naturretlige grundsætninger. Principper, Anders Sandøre Ørsted (1800-tallets første halvdel) brugte til at finde praktiske løsninger på retsspørgsmål.

Grundlov og religionsfrihed.

Spørgsmålet om religionsfrihed kom til at stå centralt fra cirka 1830. Udfordringen var, om man kunne opretholde én fælles retsorden, når trossamfund med egne retssystemer igen fik adgang til riget. Da religionsfriheden endeligt ind-

føres med grundloven af 1849 som en rettighed direkte efter grundloven, blev den derfor begrænset af hensynet til ’sædelighed og den offentlige orden’.

Strafferetten og kristendommen Efter grundloven blev strafferetten revideret i 1866 og igen i 1930. Det er straffeloven af 1930 med mange senere ændringer, der udgør gældende dansk strafferet, nu i en lovbekendtgørelse fra 2021.

Straffeloven er delt op i en almindelig del, der indeholder strafbarhedsbetingelserne og sanktionerne, og en speciel del, der fastslår, hvad der er strafbart i dansk ret. Det grundlæggende, naturretlige princip er, at intet er strafbart, medmindre det fremgår af straffeloven (og eventuelle straffebestemmelser i særlovene). Straffelovens specielle del er stadig struktureret efter principper, der kan læses over de ti bud som skabelon. I hvert fald er det stadig i stort omfang de samme ting, vi opfatter som strafbare. Loven indeholder således en række kapitler om forbrydelser mod staten, den offentlige orden og almenfarlige forbrydelser via forbrydelser i familieforhold (det 4. bud), seksualforbrydelser (det 6. bud), forbrydelser mod liv og legeme og den personlige frihed (det 5. bud), freds- og æreskrænkelser (8. bud) samt formueforbrydelser (7., 9. og 10. bud). Skabelonen, den helt grundlæggende diskussion af, hvad det er, der skal være strafbart, og hvad ikke, har ikke været til samlet drøftelse i – længe. Derimod har ændringer i straffeloven den seneste snes år forsøgt at holde religiøse ytringer og strukturer under kontrol.

Person-, familie- og arveretten fra grundloven til nu Det samme gælder i person-, familie- og arveretten. Ægteskabsloven blev ændret i 1851. Nu kunne ægteskab indgås for en civil myndighed, men det kirkelige ægteskabs civilretlige

Kristendom var grundlæggende læringsmål i folkeskolen frem til 1975. I 250 år gik kristendommens væsentligste indflydelse på retstilstanden via det fælles kendskab til Fadervor, De Ti Bud og Luthers katekismus, de bibelske fortællinger samt salmer.

gyldighed blev opretholdt, også gennem de senere revisioner af ægteskabslovgivningen i 1922, 1969 og 2012. Ægteskabsforståelsen og hvilken samfundsorden, den skal etablere, har udfordret i hele perioden. Fra cirka 1900 med fokus på kvindens frihed og ligestilling i ægteskabet, i det 21. århundredes børnelove er (forældre)myndighedsbegrebet i centrum, og ægteskabsloven af 2012 rejser kønsbegrebet.

Men generelt fastholdes, at religiøse normer ikke kan konkurrere med dansk rets ægteskabsopfattelse.

I sin faktiske virkelighed er retsordenen dog anderledes, ikke mindst fordi person-, familie- og arveretten er et område, hvor borgerne har meget stor aftalefrihed. Dette retsområde er dermed det første efter grundloven, hvor ikke-protestantisk retstænkning i praksis har fået indflydelse.

Kristendommens individuelle indflydelse på befolkningens retsopfattelse Kongens personlige religiøse overbevisning blev med enevælden central. Under statspietismen resulterede det i skolelove for både drenge og piger (1739/40), obligatorisk konfirmationsundervisning (1736) og forbud mod at samles i religiøse forsamlinger uden præstens tilstedeværelse (konventikelplakaten, 1741). Dermed blev kristendommens indflydelse på retsdannelsen individualiseret, men det var en individuel tilegnelse, som stort set hele befolkningen var fælles om.

Kristendom var grundlæggende læringsmål i folkeskolen frem til 1975. Det betød, at i cirka 250 år gik kristendommens væsentligste indflydelse på retstilstanden via det fælles, normative kendskab til fadervor, de ti bud og Luthers lille katekismus, de bibelske fortællinger fra Det Gamle og Ny Testamente samt salmer mv – etableret gennem skole og konfirmationsundervisning.

På vej mod en nyliberal sekulær humanistisk retsorden?

Aktuelle ændringer i ægteskabslov, børnelovgivning, kønsidentitet, sundhed mv. viser, at en forestilling om kristen indflydelse på retssystemet i samtiden kun har et spinkelt fundament. Nu er det bærende argument liberal filosofisk humanisme legitimeret ved et udvidet menneskerettighedsbegreb. Vi ved ikke meget om den retsopfattelse, der forelå på Altinget før den religiøse revolution i år 1000. Men noget er genkendeligt i den argumentation, der nu udfoldes, tilbage til de normative kæder fra før kristendommens indflydelse.

Bjørn Nørgaard forudså denne udvikling i gobelinerne. Tag ind og se dem. Se på mellemstykkerne over for de store tapeter. Se, hvordan symbolerne for både religion og retsorden ændrer sig… ■ TEMA

29

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2023 Generalforsamling i KFS 2023 afholdes søndag den 2. april klokken 15:30-17:00 på Påskelejr i Skanderborg.

Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ordinær generalforsamling i forbindelse med Påskelejr 2023. Generalforsamlingen finder sted: Søndag den 2. april klokken 15:30-17:00 på Skanderborg Center for Uddannelse, Højvangens Torv 2, 8660 Skanderborg. Den foreløbige dagsorden ser således ud.

▪ ▪ ▪ ▪ ▪ ▪ ▪ ▪ ▪

Valg af dirigent, referent og stemmetællere Aflæggelse af formandsberetning til godkendelse Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse Fremlæggelse af budget til godkendelse Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter Valg af revisor Beslutninger om vedtægtsændringer Drøftelse af indkomne forslag Eventuelt

Forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag, der ønskes behandlet under punkt 8 sendes til sekretariatet senest fire uger inden generalforsamlingen.

Af bestyrelsens 15 medlemmer er otte personer på valg.

Bestyrelsen kan være på op til 15 medlemmer. Der kan derfor opstilles kandidater til otte poster og op til to suppleanter.

Endelig dagsorden tilsendes alle medlemmer fysisk eller elektronisk senest to uger inden generalforsamlingen.

Medlemmer, der har betalt kontingent for 2023, har stemmeret. Kontingentet opkræves automatisk i marts 2023. Både studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS. Du kan blive medlem via vores hjemmeside kfs.dk

Skal du med på KFS-holdet?

30

KFS NYT

Fra supersub til fast KFS’ nye hjemmeside er klar – og den åbner for en spilletid – Anders bliver masse gode muligheder! KFS’ nye gymnasie- og stuAf Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Efter 10 år blev det tid til at forny og gentænke vores hjemmeside. Den nye udgave blev lanceret i midten af november – og resultatet er vi virkelig glade for!

Det betyder først og fremmest, at vi har fået ryddet op. Hvilket var tiltrængt! Ingen kunne til sidst finde rundt i den labyrint, vores hjemmeside over de sidste 10 år havde udviklet sig til, og der var efterhånden mange nye digitale muligheder, den ikke var bygget til at håndtere.

Så nu vi er startet forfra! Alt er skåret ind til benene, og så bygger vi langsomt på igen herfra.

Bedre formidling af inspiration og ressourcer – og en stærkere digital udgave af Til Tro Noget af det, vi glæder os over ved vores nye hjemmeside (og det system, der ligger bag den), er, at den giver os mulighed for at styrke vores digitale formidling af ressourcer, idéer og inspiration på tværs af KFS’ere og KFS-grupper.

Hvordan det helt konkret skal se ud, er vi i gang med at undersøge, udvikle og gennemtænke. Men målet er, at det blandt andet skal være nemmere at dele gode lokale idéer og initiativer på tværs af KFS-grupperne, og at vi kan få skabt nogle gode værktøjer, hvor KFS’ere kan finde inspiration og udrustning til at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’ blandt deres medstuderende.

Derudover ser vi et behov for at få forbedret og udviklet vores digitale udgave af Til Tro-magasinet. Der er et stort potentiale for at forbedre den digitale formidling af artiklerne, så de kan blive til gavn for endnu flere, og på sigt drømmer vi også om at kunne supplere disse med forskellige nye digitale formater, der er mere frigjorte fra magasinets kvartalsvise udgivelsesrytme.

Så følg med på kfs.dk! Vi tror på, at også denne del af KFS’ arbejde kan blive til tro, glæde og inspiration!

dentersekretær i Østjylland Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

De første måneder af barselsvikariatet i Østjylland er gået hurtigt for Anders Kildahl Keseler. Virkelig hurtigt! Men heldigvis er tiden i KFS lige blevet forlænget, for når Anna Kiel Rughaves ansættelse i KFS udløber til sommer, er det Anders, der får lov til at løbe videre med KFS-visionen sammen med KFS’erne – og det glæder han sig til! Han giver her et hurtigt dryp fra Aarhus og et lille indblik i, hvorfor han glæder sig så meget til at fortsætte vandringen med KFS’erne i Østjylland.

Hvordan har dine første måneder været i KFS? Hurtige - de er gået helt vildt hurtigt! Hverdagen er fuld af gode mennesker, spændende møder og fede arrangementer. Det har været fedt at være med på studielivskonference, nordisk FEUER, lejre og ugentlige møder for KFS’erne – der er så meget gang i KFS’erne! Der er så mange engagerede, hyggelige og gode KFS’ere.

Derfor har de første måneder også bare været en kæmpe fornøjelse. Jeg var glad for at studere teologi, men at arbejde i KFS er endnu federe! Og nu får jeg lov til at fortsætte det arbejde i endnu længere tid! Det er svært få armene ned over!

Hvad glæder du dig til at arbejde videre med?

Først og fremmest glæder mig til at lære KFS’erne endnu bedre at kende. De er de bedste. Så glæder jeg mig til at kunne følge fællesskaberne og vores arrangementer i længere tid – og at arbejde mere langsigtet med KFS-arbejdet i Østjylland. KFS kommer særligt til sin ret i vores udadrettede arrangementer i Aarhus, hvor vi forsøger at række ud til de studerende – fra gymKFS’ fairbar-arrangementer til missionweek for videregående studerende. Det er det, vi er sat i verden for – at gøre Jesus kendt. Det er også centralt for KFS-arbejdet, at vi har nogle integritetsfulde kristne fællesskaber med Jesus-fokus og rum for alle slags studerende med netop deres tro og tvivl. Jeg glæder mig til at arbejde for, at det netop må være sådanne fællesskaber, KFS’erne møder og skaber i Aarhus.

KFS NYT

31

Debat: Drop demonstrationerne - i hvert fald nogle gange Kristne skal være med til at løse samfundets problemer og uretfærdigheder, men vi skal tænke nøje over vores metoder, siger jurastuderende Nathanael Rønne Kure. I dette debatindlæg diskuterer skribenten, hvornår demonstrationer er et effektivt værktøj til at skabe forandring.

AF Nathanael Kure, stud.jur., nathanael@kuremail.dk

Vaccinemodstand og romerlys I vinter var jeg på julemarked på Kongens Nytorv, da jeg pludselig hørte skud. Det viste sig at være fyrværkeri, som demonstranter skød afsted i lav højde mellem hustagene. Demonstranterne var vaccinemodstandere, og anledningen var regeringens anbefaling om at vaccinere børn i alderen 5-11 år mod corona.

Jeg nærmede mig nysgerrigt demonstrationen og stoppede op en enkelt meter fra demonstranterne, der langsomt bevægede sig gennem gaden. Ansigterne var alvorlige, og mange af dem tilhørte børn. De bar stearinlys og t-shirts med slogans, der indikerede, at vaccinerne var uden virkning (og at virussen i øvrigt var det pure opspind). Ved påstanden om den opdigtede pandemi begyndte filmen at knække for mig. Som jeg stod dér, måbende, fik jeg øjenkontakt med en lille pige i mængden af demonstranter.

Også hun bar det obligatoriske alvorlige ansigt tilsat stearinlys og konspirationst-shirt. Uden at vi ville det, klistrede vores blikke sig fast til hinanden, og mens hun passerede, tildelte jeg hende 32

I TIDEN

en formanende mine. Jeg holdt den i et par sekunder, indtil det gik op for mig, at det måske ville være en bedre strategi at smile imødekommende og skiftede til denne løsning. Vores ”moment” blev afbrudt af den bagerste del af demonstrationen, hvorfra en ladcykel kom kørende med en soundboks, der leverede et afmålt men dog øresønderrivende og altgennemtrængende lydtæppe af tung tåge-house.

Head of strategic communications hos vaccinemodstanderne Hvis jeg havde været head of strategic communications hos vaccinemodstanderne, ville jeg have gjort et par ting anderledes til demonstrationen.

For det første ville jeg have sikret mig, at folk ikke medbragte fyrværkeri for at affyre det ulovligt og til fare for forbipasserende – særligt når nu, der var børn til stede, og demonstrationen omhandlede disse børns ve og vel. For det andet ville jeg have

Hvis jeg havde været head of strategic communications hos vaccinemodstanderne, ville jeg have gjort et par ting anderledes til demonstrationen.

sikret mig, at der ikke kørte en mand på en ladcykel bagerst i demonstrationen og spillede tung tåge-house – særligt når nu, der var børn til stede. Men vigtigst af alt: måske ville jeg have foreslået, at demonstranterne i stedet gik hjem og skrev debatartikler og Facebook-posts, hvor de fremlagde deres (holdbare) argumenter for, at børn ikke burde blive vaccineret. Måske ville de på den måde kunne overbevise flere mennesker.

Som tilskuer til demonstrationen følte jeg mig ikke overbevist af andet, end at folk med mere normafvigende holdninger end jeg selv er helt blæste.

Jeg kunne ikke undgå at tænke på den negative omtale, der har været i forbindelse med Retten til Livs optog eller aktioner. Ikke fordi, at deres aktioner eller optog ligner vaccinemodstandernes demonstration – Retten til Liv benytter sig hverken af romerlys, konspirationsteorier eller tåge-house. Men deres holdninger bliver af mange opfattet som lige så kontroversielle.

Selvom jeg sympatiserer med Retten til Livs grundpræmis, har jeg ikke haft lyst til at deltage i deres optog eller aktioner. En af grundene er, at jeg ikke ønsker at blive set på med samme blik, som jeg mødte vaccinemodstanderne med. Især ikke velvidende, at et optog imod abort, ligesom mit møde med vaccinemodstanden, formentlig ikke vil rykke ved tilskuernes holdning.

Aldrig mere demonstrationer?

Nytter det aldrig at demonstrere ved at vandre igennem byen i samlet flok? Selvfølgelig gør det det. For eksempel troppede 50.000 demonstranter op til Folkets Klimamarch i København den 30. oktober, hvilket var med til at sætte yderligere fokus på klimaet forud for folketingsvalget den 1. november. Hvornår skal jeg så vælge demonstrationen, og hvornår debatartiklen?

Jeg tror, det afgørende spørgsmål er, om der er tale om en holdning eller præmis, som en vis del af befolkningen, en såkaldt ”kritisk masse”, i forvejen kan tilslutte sig. Fremmødet til Folkets Klimamarch er netop med til at vise politikere og vælgere, at der er opbakning fra en kritisk masse til at gøre mere for at løse klimakrisen. Desuden er der i dette tilfælde formentlig flere I TIDEN

33

Når en kritisk masse allerede er enig i præmissen, kan det være tilstrækkeligt at rette folks øjne mod problemet. Der er ikke brug for udførlige argumenter, der overbeviser, men for oneliners der mobiliserer. Til det formål er demonstrationer velegnede.

udover de 50.000, som er enig i præmissen – klimakrisen bliver kun værre, hvis ikke vi gør mere. Når en kritisk masse allerede er enig i præmissen, kan det være tilstrækkeligt at rette folks øjne mod problemet. Der er ikke brug for udførlige argumenter, der overbeviser, men for oneliners der mobiliserer. Til det formål er demonstrationer velegnede.

I tilfældet med vaccinemodstanderne på Kongens Nytorv var præmissen, at vacciner ikke virkede. Her var præmissen ikke bredt accepteret af målgruppen, og derfor blev effekten af demonstrationen snarere det modsatte. Det siger sig selv, at synet af en menneskemængde ikke ændrer vores holdning, når vi grundlæggende er uenige i afsenderens præmis. I stedet skal der mere udførlige argumenter eller historier til. Her er der brug for artikler, videoer, samtaler, posts.

Det kan indvendes, at formålet med demonstrationer først og fremmest er at skabe opmærksomhed og omtale. Al omtale er god omtale. Men hvis vi vender tilbage til eksemplet med abort, er problemet, at omtalen ikke automatisk realiserer demonstranternes endelige mål om at ændre befolkningens holdning til abort. Oftest bliver det kun ved dårlig omtale og udenforståendes negative vinkling af sagen.

Der er mange problemer og uretfærdigheder i vores samfund, som vi som kristne kan være med til at løse. Men for at vi kan lykkes, er det vigtigt, at vi gør os klart, hvad vores præmis er, og om vores målgruppe er enig i den eller ej. Målgruppens holdning til vores præmis, og om vi har opbakning fra en kritisk masse, bør styre, hvorvidt vi vælger demonstrationen eller en strategi med et mere dybdegående indhold.

Debatartiklen er udtryk for skribentens egen holdning. Har du lyst til at skrive et modsvar eller et andet læserbrev (2.800-3.000 anslag), kan du sende det til tiltro@kfs.dk

34

Hvis du selv har smagt og set, at Herren er god, har du måske før spurgt dig selv: Hvorfor får jeg lov at kende Gud, mens så mange andre ikke tror? Er det virkelig retfærdigt? Vi har fået lektor og sognepræst Jakob Valdemar Olsen til at udfolde, hvordan man kan forholde sig til disse store spørgsmål.

Jakob Valdemar Olsen, lektor ved Dansk Bibel Institut og sognepræst ved Emdrup Kirke, jo@dbi.dk

Menneskets værdi og vægt Et spørgsmål, der kan gribe alle mennesker på forskellige tidspunkter, er, om livet har betydning, om hvilken tyngde menneskelivet har, hvilken værdi man kan tillægge det. I Bibelen er det tydeligt, at der er et lidenskabeligt forhold til mennesket. På en måde kan man sige, at Bibelen er forelsket i mennesket, det er grebet af det og kan ikke slippe det, hvilket kommer til udtryk på mangfoldige måder.

I begyndelsen, efter skabelsen, læser vi i 1. Mosebog kapitel 1, vers 31: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Gud ser mennesket, og det, han ser, er godt. Ønsket om at fastholde hele skabningen som god er Guds lidenskab. Det går dog frygteligt galt for mennesket og

dets verden, men Guds engagement i mennesket understreger dets værdi: ”Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn. Jo mere der blev kaldt på dem, des mere vendte de sig bort; […] Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig Israel? Skulle jeg prisgive dig som Adma? Skulle jeg gøre dig som Sebojim? Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig.” (Hoseas Bog kapitel 11, vers 1 & 8). Gud har kærlighed til alle og ønsker at nå alle, men hvorfor er der så nogle, der står udenfor den kærlighed?

Guds plan for frelse.

Mennesket har en værdi. Gud opgiver det ikke og for at føre sin plan igennem, for at bane vej tilbage til mennesket, udvælger Gud en person (Abraham), en familie, et folk (Israel) for at nå alle. Den historie, vi læser om i Gammel Testamente, er bundet op på et løfte, nemlig et løfte om at en dag vil Gud selv gribe ind i verden gennem en person, som han har udvalgt.

Den person beskrives i Ny Testamente som Guds søn: Således elskede Gud verden, at han gav sin søn. Løfterne fra gammel tid om, at Gud vil gribe ind, opfyldes i denne person.

Det, der er målet, er hele verden. Det, der er sigtet, er alle mennesker. Det mål har sit centrum i løftet om en bestemt historisk person, nemlig Jesus, for der er ikke frelse i nogen anden. Frelsen, som skal nå alle, sker gennem Jesus, hvor

Alle må blive som børn overfor Gud.

TEMA

35

36

TEMA

Vi er kaldet til frimodig tillid til Gud, til at tjene ham, der hvor vi er sat, og så hvile i at han leder verden og mennesker i sin visdom og retfærdighed.

igennem forbindelsen mellem Gud og verden i afgørende forstand etableres. Afstanden mellem Gud og verden fjernes i ham.

Gennem det budskab banes vejen. I de historiske begivenheder, som Bibelen udfolder, understreges det, at alle mennesker er lige for Gud, er lige elsket og lige ønsket. Menneskets værdi, ligegyldigt hvem det er, er uvurderligt. Den værdi har en evighedens tyngde, for evigheden kan mistes.

Det, mennesket står overfor, er frelse og fortabelse, himmel og helvede. Netop fordi vi har med Gud at gøre, er evigheden på spil.

Hvorfor nogle og ikke andre?

Men den virkelighed kan rejse mange spørgsmål, som det også bliver formuleret i Bibelen: Hvorfor er det ikke alle, der får troen? Budskabet om frelse er universelt, rettet mod alle uden personsanseelse. Men da budskabet er historisk, har alle ikke lige adgang til det. Nogle vokser op med det og ind i det. Andre lever på afstand, hører måske aldrig om det, eller hvis de hører, fremstår det for dem så fremmedartet, som troen på Thor kan synes for nogle. Andre møder budskabet gennem troværdige og pålidelige mennesker, mens nogle støder ind i det pakket ind i overgreb og misforståelser.

Hvordan kan der være lighed, når budskabet er så ulige fordelt mellem mennesker?

Gud dømmer retfærdigt I Jesu undervisning om Guds dom hører vi, at mennesker dømmes forskelligt afhængigt af privilegier og muligheder, samtidig med at det fastholdes, at vejen ind i evangeliet kræver en ydmyghed, så de vise og forstandige, dem, der er privilegeret i verden, må bukke sig for at komme ind. Alle må blive som børn overfor Gud. I udgangspunktet er alle lige dårligt stillet og kan ikke finde Gud, alle er præget af afstand. Men hvorfor er der nogle, der fatter tillid til evangeliet, mens andre forkaster? Det spørgsmål kæmper Paulus med i Romerbrevet kapitel 9-11,

hvor han ikke kan forstå, hvorfor så mange af hans landsmænd forkaster Jesus, og slutter overvejelserne med at sige om Gud: ”Hvor uransalige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!”

Vores kald er ansvar og tillid Der er spørgsmål, vi kan stille, som vi ikke på denne side af den yderste dag kan få et fuldstændigt svar på. Der er noget, Gud ikke har fortalt os. Dog kan vi sige, at i udgangspunktet står alle ens. Gud er ikke uretfærdig i sin styrelse af verden, han gør ikke forskel selvom mennesker gør forskel. Derfor bliver vi gennem evangeliet kaldet til at leve i tillid til ham også i spørgsmålet om forskellige menneskers mulighed for tro.

I kirkens historie er der mange forældre, der har mistet børn, inden børnene er blevet døbt, og de har været bekymret for børnenes evige skæbne. Martin Luther og reformatorerne svarede, at vi er bundet af de midler til frelse, som Gud har givet os, men Gud er ikke, og vi må lægge børnene i Guds hånd; ligesom jøderne hvilede i, at hele familien var en del af pagten med Gud, selvom drengebørn kunne dø, inden de blev omskåret.

Vi er kaldet til frimodig tillid til Gud, til at tjene ham, der hvor vi er sat, og så hvile i, at han leder verden og mennesker i sin visdom og retfærdighed.

En gennemgående tanke i Bibelen er, at Gud leder og styrer verden i retfærdighed uden dermed helt at ophæve menneskelig frihed, valg og ansvar. I den tanke ligger, at selvom vi ikke fuldstændig kan gennemskue verdens gang, så bliver mennesker ikke uretfærdigt behandlet af Gud, men får de muligheder, som han ser bedst for hver enkelt, og mennesker kræves til ansvar på den baggrund. Det betyder, at der foregår meget under vores radar, uden for vores viden, som vi må overlade til Gud, og samtidig øve os i at leve med, at det ikke er os, der er Gud. Vi må i stedet tage ansvar for det, vi hører og får givet. ■

TEMA

37

Bøger:

Tør du sige “klima”?

Af Benedikte Støvring, stud.mag. i litteraturhistorie, bestovring@gmail.com

En kristen klimadebat?

“Endelig!” var min første tanke, da jeg hørte om en ny bog, der undersøgte klimaspørgsmålet fra et kristent perspektiv.

Mens debatten om klimaflygtninge og bæredygtige energiformer buldrer afsted i det brede samfund, har min egen bogreol hungret efter bøger, der kunne gøre mig klogere på, hvordan jeg som kristen kan forholde mig til kampen for denne verden kontra håbet om den næste. Efter endt læsning står Credos nye bog ’Verdens forvaltere – med et gudgivet mandat’ tilbage som en glimrende håndsrækning.

Ikke ét samlet svar I korte træk består bogen af indlæg fra ti forskellige forfattere, der med lige så mange forskellige baggrunde belyser emnet fra hver sin vinkel. Det betyder både filosofiske refleksioner over, hvem min næste er, nedslående beretninger om, hvor galt det egentlig står til, og opmuntringer til at huske glæden ved det enkle.

Valget af antologien som form, dvs. en samling af tekster fra forskellige forfattere i én bog, er et smart træk, der giver plads til flere nuancer og ligger i tråd med nøgleordene; ’dialog, diskussion og refleksion’, som findes på bogens bagside. For klimadebatten banker på kirkedøren –

men hvordan lukker vi op, når mange af os stadig er på vej i de her spørgsmål?

Den nødvendige dobbelthed Én af bogens store forcer er dens insisteren på kompleksiteten. Mennesket er på den ene side skabt med værdighed og et dertilhørende ansvar for at forvalte jorden bedst muligt. Samtidig bærer vi ikke den endelige løsning på klimaudfordringerne.

Netop de steder, hvor forfatteren insisterer på at bevare denne dobbelthed, er dér, hvor bogen står stærkest. I kapitlet “Ikke mere end græsset?” beskriver Nils Andersen for eksempel overbevisende den nødvendige spænding i at leve med blikket rettet både opad og nedad – samtidig. Derudover er kapitlet en beundringsværdig demonstration af, hvordan en anerkendende tilgang til modpartens (her nypanteisme) gode enkeltelementer kan blive springbræt til en samtale om kristendommens endnu mere fyldestgørende svar.

Desværre er det også, når enkelte forfattere ikke får anerkendt modparten tilstrækkeligt, at nogle afsnit kommer til at skurre i øjnene (ja, præcis). Tydeligst er det, når Manuel Vigilius i sit kapitel refererer til Greta Thunberg som “den kompromisløse, klarøjede Pippi-klon og bør-

Verdens forvaltere – med et gudgivet mandat Lars Boje Sønderby Jensen (red.)

Credo, 2022 208 sider

38

I TIDEN

neprofet” og bruger en lidt for skarp os/ dem-retorik, hvilket kommer til at overskygge et ellers relevant afsnit om at lade klimakampen få de rigtige proportioner.

Dialogen længe leve Med det sagt er der vigtige nyheder i ’Verdens forvaltere – med et gudgivet mandat’, hvad enten du er klimaskeptiker/-benægter, engageret klimakæmper eller tynget af håbløshed over verdens tilstand. Den vil helt naturligt give anledning til flere spørgsmål, end den giver svar på, og på vejen minder den os om, hvor vigtig retorikken og ydmygheden stadig er, når vi behandler et så komplekst og alvorligt emne. Så lad os tage samtalen op og huske hinanden på at holde den gode tone undervejs. God snak.

Bøger:

Hævn, tilgivelse og retfærdighed krydser klinger i Dumas’ fantastiske fortælling om ’Greven af Monte Christo’ Af Judith Techow, stud.psych, jktechow@gmail.com

Den unge sømand, Edmond Dantes, bliver ved det lykkelige højdepunkt for sit unge liv fængslet grundet en falsk anklage; tre af hans foregivne venner har af egenkærlighed og jalousi angivet Dantes, der fortvivlet må sige farvel til sin gamle far og forlovede på sin bryllupsdag og rejse mod statsfængslet på øen If. Efter 14 års indespærring lykkes det Dantes at flygte ved hjælp fra hans medfange og nyerhvervede ven Abbed Faria. Faria efterlader en større formue til Dantes, som nu erhverver sig en ny titel: Greven af Monte Christo. Bogens resterende fortælling udfolder Grevens langsommelige og nøje planlagte hævn mod de mennesker, der var skyld i hans ulykke.

Fortællingens omdrejningspunkt bliver denne hævn, som skal bringe balance i retfærdighedens skåle. På trods af de mange sider bliver man som læser fuldstændigt slugt af fortællingen. Man får sympati for den unge og uskyldige sømand, hvorefter man pinefuldt trækkes igennem et net af usandsynlige hændelser, hvor hvert udfald kunne have været frihed, men blev fangenskab. Hver hændelse udgør et nyt møde med endnu en person, der må kæmpe mellem medmenneskelighed og egenkærlighed, og som hver gang vælger, hvad der er til fordel for dem selv og til ulykke for Dantes. Dette gør, at man som læser næsten selv føler hævntørst på Dantes vegne.

Gennem Grevens nyerhvervede titel og formue bliver man ført ind i det finere franske borgerskab, hvor et voksende persongalleri med intriger, forbudt kærlighed og begravede hemmeligheder åbner for

nye historier, der alle sammenflettes ved Grevens hævn.

Dumas er en ekstremt dygtig historiefortæller, men dette værk kan mere end blot at være en fængende og spændende roman. Det dykker ned i den retfærdighedsfølelse, vi alle har, og udforsker og udfordrer den dom, der bliver fældet over de skyldige i fortællingen. Den bliver særligt udfordrende, når Greven gengiver den straf, de skyldige får, som Guds retfærdige straf over mennesker; hvortil han blot er den handlende tjener.

For mig var romanen ikke til at lægge fra mig igen. Jeg blev grebet af fortællingen om retfærdighedens komme og – som samtlige personer i fortællingen – mest af alt af den mystiske, excentriske, uforståelige Greve. Historien trak mig igennem hele følelsesspektret og på trods af den frygtelige dommer, der spejles i Greven, rummer fortællingen en så gennemgribende frustration over menneskers egenkærlighed, at jeg var splittet mellem at ønske retfærdighedens fyldest og bede om nåde og tilgivelse på de straffede personers vegne. Romanen blev en udfor-

drende refleksion over Gud som dommer, retfærdighed, tilgivelse og hævn; særligt blev tematikken om tilgivelse stor for mig samtidig med, at jeg blev udfordret på dette punkt, da jeg følte Grevens oplevelser og lidelser så malerisk tæt på, næsten som var det dig og mig, der havde oplevet dem. Jeg sad tilbage med en følelse af allerede at have gennemlevet et helt liv, fra fødsel til grav, fra store glæder til dyb sorg, fra fortvivlelse til håb.

Greven af Monte Christo Alexandre Dumas Rosinante, 2014 840 sider

I TIDEN

39

KFS står midt i de magre år – og vi får brug for din støtte!

Af Peter Bjerre, sekretariatsleder i KFS, peter@kfs.dk & Erik Nedergaard Hansen, formand for KFS’ økonomiudvalg, enh@peopleway.net

Syv fede køer, der bliver spist af syv magre og udsultede køer.

Det var den drøm, Farao drømte, og som Josef udlagde som en varsling om, at syv gode år i Egypten skulle afløses af syv år med hungersnød.

Så slemt står det ikke til i KFS, men alligevel er der noget i billedet, der giver genklang. KFS har økonomisk set haft en række gode år, hvor vi har fået lov til at udvide, og hvor der har været overskud på bundlinjen. Men ligesom Egypten ser vi nu ind i nogle år, der mere ligner de magre køer i Faraos drøm.

Allerede med coronanedlukningen tog vi hul på de år. Økonomisk slår det for alvor igennem i år, hvor vi pt. forventer et underskud på driften på over 1.000.000 kr. Det er et budgetteret underskud, som både KFS’ bestyrelse og generalforsamling har vedtaget med åbne øjne, hvilket er muligt, fordi vi – for at blive ved billedet fra Første Mosebog – også i KFS har lagt til side i de gode år. Disse reserver køber os lidt tid, men modsat fortællingen fra Det Gamle Testamente, kan vi ikke regne med, at de holder i syv år.

I de kommende år er en af de helt store opgaver for KFS derfor også at øge indtægterne. Det er en nødvendighed, hvis KFS fremadrettet skal kunne opretholde det samme aktivitetsniveau og være den støtte og ressource for KFS-grupperne og deres ledere, som vi er i dag.

Underskuddet i år skal ses som et udtryk for, at vi ønsker at fremtidssikre KFS. Og det kræver, at vi også fortsat tør investere i vores arbejde. Det betyder blandt andet, at vi fastholder det nuværende antal KFS-sekretærer, som i de senere år er blevet udvidet med en volontør og en KFS-sekretær i Vest- og Sønderjylland. At vi har investeret i en ny hjemmeside, fordi det ellers

40

KFS NYT

ville have hindret os i at løse vores opgave. Og at vi har ansat en fundraiser, der skal hjælpe KFS med at øge indtægterne.

Oveni dette rammer så konflikten i Ukraine og den højeste inflation i nyere tid. Inflationen rammer i høj grad også KFS, da hoveddelen af vores indtægt er faste gaver, der ikke inflationsreguleres. Samtidig mærker vi også de voldsomme prisstigninger på brændstof, el og gas. Alene for disse tre poster betyder inflationen, at vi forventer at skulle bruge omkring 600.000 kr. ekstra næste år for at dække de øgede omkostninger på løn, el og gas.

Alt det KFS-arbejde, vi laver i dag, kan kun lade sig gøre på grund af de gaver, vi modtager hvert år. Den støtte er vi uendeligt taknemmelige for. Tak til alle jer, som allerede nu støtter op om KFS’ arbejde. I de kommende år har KFS dog brug for, at endnu flere vælger at bære med. Det er en forudsætning for, at KFS kan nå lige så bredt ud med evangeliet til nuværende og kommende årgange af studerende.

Tak derfor, om du vil overveje at give KFS en ekstra håndsrækning i dette og kommende år. Vi har brug for din hjælp, hvis vi skal komme godt igennem de magre år.

Du kan støtte på mange måder: Bliv medlem, hvis du er under 30 år. Opret en fastgiveraftale. Tegn et gavebrev. Eller giv KFS en julegave! Vi takker for hver eneste krone, der kan støtte op om KFS’ vision; ’at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt’!

Afsluttende ønsker vi også at bede om forbøn. Forbøn for KFS’erne, for økonomien og ikke mindst for vækkelse blandt studerende!

Et KFS-år i tal 20.000+

1.200+

117

5.000+

madpakker spist til KFS-møder på studiesteder i Danmark

KFS'ere

KFS-grupper på studiesteder i Danmark

studerende har mødt evangeliet gennem KFS

50+

200+

Uendelig+

50+

evangeliserende events

religionstimer

kopper kaffe

godhedsevents

333

561

400+

500+

Discipeltræfdeltagere

Påskelejrdeltagere

nye medlemmer

timers forkyndelse og undervisning

1.000.000+

Tocifret antal nye i troen

bibelvers læst

KFS NYT

41

Fiktion minder os om, at vi er Guds medskabere Gud har formet den fysiske verden, men også blæst liv i den åndelige. Det er meget populært på overskyede dage at opsuges af spænding og kulør af de mange fiktive universer i fantasygenren. Kronikskribenten sætter fokus på Tolkiens synspunkter og bidrag til de alternative magiske verdener.

Af Jonathan Oehlenschläger Rasmussen, stud.theol., jonathanduck@hotmail.dk

Det har været et rigtigt Tolkien-år i Danmark. I foråret fik vi bogen Tolkien og det mytiske Jylland, i sommer spillede teaterversionen af Hobbitten på Moesgaard museum, og i efteråret ramte storserien Magtringene Amazon Prime. Serien, der foregår et par 1000 år før Hobbitten og Ringenes Herre, er den dyreste tv-serie nogensinde og kan ses som et udtryk for, at fantasy er blevet allemandseje, særligt efter storsuccessen Game of Thrones.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. I 1947 blev Tolkiens kendte essay ’On fairy-stories’ udgivet midt i et litterært klima, hvor holdningen var, at historier skulle forholde sig til virkeligheden, og at eventyrelementer var noget, det moderne menneske ikke skulle beskæftige sig med. Tolkiens essay kan ind i det ses som et forsvarsskrift for fantasy- og eventyrgenren, og i et privat brev betroede han sågar, at Ringenes Herre er en praktisk demonstration af de tanker, han her fremlagde. Udover at give et spændende indblik i Tolkiens egen filosofi, tror jeg også, at det rummer gode refleksioner for os som (kristne) fiktionsforbrugere, hvad enten det er på skærm eller i bøger, og jeg vil her pege på to:

Medskabere For det første: Historier kan ses som udtryk for, at vi er medskabere med Gud. Tolkien mener, at det ligger dybt i mennesket at fortælle og tænke i historier; denne erkendelse deler han med flere også i vores tid, for eksempel den kendte israelske historiker 42

I TIDEN

Yuval Noah Harari. Men Tolkien giver en kristen forklaring: Det er udtryk for sub-creation, medskabelse. I de historier, vi mennesker laver, kan vi skabe komplekse verdener, for eksempel Tolkiens egen Midgård, og dermed blive en slags skabere – men det er, fordi vi og denne verden i første omgang selv er skabt af Skaberen, der har givet os lov til og mulighed for at skabe med.

Den gode katastrofe For det andet: Historier, og særligt eventyr og fantasy, kan afspejle Guds historie med verden. Fordi vi mennesker tænker i historier, har Gud også meddelt sig til os i en stor historie, der rummer alle de klassiske historieelementer. Ét element, som Tolkien ser i alle eventyr, er den såkaldte eukatastrofe. Den gode katastrofe, den pludselige begivenhed, der fører til, at man lever lykkeligt til sine dages ende. Guds historie er rykket ind i vores verden, og den indeholder også en eukatastrofe; inkarnationen. At Kristus blev menneske og pludselig vendte vores skæbne på hovedet. Men den store historie fjerner ikke de mindre historier eller gør dem irrelevante; mennesket stopper ikke med at være menneske, fordi det bliver kristent, og stopper derfor heller ikke med at være historieskabende. Guds store historie opløser ikke de historier, vi skaber – tværtimod, den forløser dem. Så kære læser: Vær en frimodig fiktionsbruger. Vi har Tolkiens ord på, at vi er skabt til at være det.

KFS-leder:

Aldrig for gammel til KFS Ellen Esmarch Pedersen, næstformand for KFS’ bestyrelse, ellenesmarch@gmail.com For snart 50 år siden begyndte jeg i 1. g på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Jeg var 15 år og kristen, men havde ikke vældig stor frimodighed til at dele min tro med mine klassekammerater. Det blev til stor hjælp for mig, at der var en KFSgruppe på gymnasiet. Her kunne vi mødes til andagt og bøn og opmuntre hinanden til at dele troen på Jesus med vores kammerater – og her var der også et sted at invitere dem hen.

Det blev et sted, hvor jeg både blev fastholdt i helt personligt at kende Jesus, og hvor jeg fik frimodighed til at gøre ham kendt.

Senere blev jeg studerende ved Københavns Universitet.

Her havde vi det meste af tiden en lille gruppe på mit fakultet, hvor vi kunne mødes, og der var også StorKFS i Hvalen for alle studerende i KBH. Også her fik det at være en del af KFS stor betydning for både min egen frimodighed, og at jeg blev fastholdt i troen.

Meget gøres anderledes i dag, men grundlæggende handler det om det samme: KFS har et særligt kald til mission i den danske – og nu også den grønlandske studieverden. Et kald, der kommer til udtryk på mange forskellige måder og blandt både gymnasieelever og videregående studerende.

Men det er ikke bare KFS’ kald. Det er et fælles kald for alle os, der ønsker at Jesus skal gøres kendt blandt mennesker, så de kommer til tro på ham og bevares i troen på ham.

Det er længe siden, jeg selv var studerende, men siden da har jeg haft børn, der har haft glæde af KFS – og nogle af jer, der læser dette blad, har børnebørn og måske oldebørn, der har brug for KFS, og som KFS har brug for.

Vi bliver aldrig for gamle til KFS! Fordi der er brug for en stemme, der forkynder det gode budskab blandt studerende.

Hvis der skal være mulighed for, at den stemme fortsat er der, må vi, der er bagland, støtte med vores engagement og opmuntring, med vores penge og med vores forbøn. På samme måde, som vi støtter mission i mange andre sammenhænge – både i Danmark og i andre lande.

Der er meget på spil – for det handler om at nå de unge studerende i vores land med evangeliet. Nogle er i frontlin-

jen – de studerende, LTC-erne, der holder religionstimer, KFS-sekretærerne og volontørerne, der støtter grupperne og tager rundt på studiesteder og mange flere. Jeg tænker om mig selv som en del af forsyningstropperne. Jeg kan bidrage ved at vise interesse, give praktisk hjælp, give penge og bede for arbejdet. Og det er faktisk ikke så lidt!

Tak! Til alle jer, som bærer med!

I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

BÆR KFS TRYGT GENNEM MAGRE ÅR!

vi er ikke kaldet til at tegne..

Giv KFS en julegave.

Så vi kan bruge tiden på det, vi brænder for:

'at kende Jesus og gøre Jesus kendt' MobilePay

Bankoverførsel

via kfs.dk

Send en julegave til KFS via MobilePay:

Reg nr.: 4597 Konto nr.: 004054954

Scan QR-koden og vælg 'gave'.

Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi 44 får dit CPR-nummer.

Tak for alle gaver, forbøn og engagement i KFS' arbejde i årets løb!

700800.