12
TIL TRO · # 1 · 2013 · Social Ansvarlighed · artikel
Social ansvarlighed gror i korsets skygge Kristendommens gode budskab handler ikke blot om ord. Der er en tæt og uadskillelig sammenhæng mellem evangeliet og det deraf følgende ansvarlig for at tage sig af vores medmenneskers dybe nød. Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og hjælpepræst i Aarhus Valgmenighed, mh@teologi.dk Fattigdom stinker Vidste du, at fattigdom stinker? Seriøst! Så ækelt og vammelt af urin og bræk, at det næsten kan trække luften ud af én. Jeg fandt først ud af det for cirka to år siden, da jeg under en konference i Sydafrika stod ansigt til ansigt med den håbløse og livslange fattigdom i en slumby i Cape Town. Selvfølgelig kendte jeg til fattigdom før, men åbenbart altid med én sans’ afstand: lugtesansen. Bagefter slog det mig: Hvordan er det overhovedet muligt at blive 38 år i en verden, hvor halvdelen af jordens børn trues af fattigdom, før man for første gang lugter fattigdom? Svaret på det spørgsmål er samtidig problemet for denne artikel: Social ansvarlighed var forsvundet ud af min kristne radar, fordi jeg voksede op i et beskyttet dansk middelklassehjem og en kirkelig tradition, der stort set ikke satte verdens nød på dagsordenen. Et farligt evangelium Jeg var i Cape Town for at deltage i Lausanne-bevægelsens tredje verdenskonference om kirkens største udfordringer ved at være
et vidne for verden om Jesus. Kirkeledere fra hele kloden stod frem og fortalte om deres situation, og et par dage inde i konferencen fik jeg pludselig en stærk erfaring af, hvordan min opvækst havde skabt en voldsom blind vinkel i min forståelse af evangeliet og efterfølgelsen. Her mødte jeg kristne, der til dagligt står til halsen i fattigdom, børneslaveri, etnisk had og konflikter. Deres samlede vidnesbyrd
virkeligheden omkring os, er i virkeligheden et farligt evangelium. Det bliver som sød glasur, der smøres ud over vores gamle liv, og ikke som saltet, der trænger ned og forvandler. Med enorme konsekvenser til følge. Sorte svin og kristne knive Ét eksempel: Rwanda 1994. Landet er et foregangsland i Afrika, men pludselig giver dets ene store etniske stamme, hutuerne,
Hvis vi blot forkynder evangeliet om syndernes forladelse uden samtidig at være i dyb berøring med verdens nød, så bliver vi selv den største hindring for, at mennesker møder Jesus. Vores ellers sande ord bliver kolde og kyniske. var enkelt: Hvis vi blot forkynder evangeliet om syndernes forladelse uden samtidig at være i dyb berøring med verdens nød, så bliver vi selv den største hindring for, at mennesker møder Jesus. Vores ellers sande ord bliver kolde og kyniske. Et evangelium, der ikke forholder sig til
efter for et indestængt had mod den anden stamme, tutsierne, og i en blodrus nedslagter de ”manuelt” med lange knive 800.000 tutsier på 100 dage. Den virkelige historie lige under overfladen er, at begge stammer er kristne stammer. Landet er gennemevangeliseret af vestlige missionærer, der i lands-