artikel · Jesus · 2014 · # 1 · TIL TRO
også fordi det, ifølge Monty Python, ikke var Jesus, der var problemet, men derimod den etablerede religion, altså kirken. Jesus er faktisk afbildet i filmen, men han er, som den eneste i filmen, ikke en karikatur. Han bliver spillet med både respekt og uden negative undertoner. Det er selvfølgelig på en måde positivt – og på en måde lidt irriterende. Det positive er, at det er mere sjældent, at der bliver gjort nar af Jesus selv. Det negative er, at det måske derimod er kirken, der har et image-problem. Der lader til at være rimelig bred konsensus om, at Jesus var en god mand, som havde værdier, der er værd at efterligne, også i dag. Jesus har måske ikke så stort et image-problem, som man måske kunne frygte. Og når Jesus står for noget positivt, så er det lettere at gå på gaden med. Jesus – min buddy! I Kevin Smiths film Dogma fra 1999 anerkender den katolske kirke, at de muligvis har et problem med deres image, idet de mener, at de nok har kørt lidt for meget på det billedet af den korsfæstede og lidende Kristus på korset. Dette symbol bliver under et pressemøde beskrevet som: “highly recognizable, yet wholly depressing”. Derfor skal kirkens primære symbol laves om, da Kristus jo, som kardinalen siger på pressemødet, ikke kom for at gøre os utilpas, men derimod for at hjælpe os. Det nye, meget mere spiselige symbol på kristendommen bliver derfor ’The Buddy Christ’, eller ’Buddy Jesus’. Denne figur er i hvert fald alt andet end deprimerende – med thumbs up og en pegefinger, der signalerer, at dig – du der – du er bare helt i orden! ”I like you!” Anliggendet er ved første øjekast fuldt forståeligt, for det overordnede spørgsmål i dette tilfælde er jo: hvorfor ikke gerne komme med noget, der er let fordøjeligt for folk? Alt det med synden, korsfæstelsen og den lidende Kristus på korset virker håbløst umoderne, og hvorfor bliver kirken ved med at holde fast i gammeldags forestillinger, billeder og symboler? Hvorfor kan Jesus ikke bare være fremstilles som en ’buddy’?
Hvorfor ikke fremstille ham som de gør i animationskomedien Family Guy, hvor Jesus er mirakelmageren, spasmageren og ham, der ikke tager tingene så seriøst, men smiler ad familien Griffins fejltagelser? Som om seriens skabere også sidder bag blyanten og siger “slap nu af!” til alle, der vil tage Jesus alt for alvorligt. Re-cap: Så det billede, vi har nu af Jesus fra popkulturen, er altså, at han visse steder har glansbillede-rollen som troværdig, god og næstekærlig. Han er faktisk ikke let (eller ønskværdig) at parodiere, fordi han lader til
om den forbandelse, som synden er, og som har adskilt mennesker og Gud fra hinanden. Den Jesus, som helbreder, tilgiver, genopretter, forarger, elsker ubetinget og fuldstændigt. Det er logisk, at popkulturen – og måske også vi selv – vil fremstille ham på en måde, der ikke minder om dette, for det er ikke sjovt at blive mindet om noget, der er galt. Men problemet er… det er den side, vi skal se ved Jesus. Ikke fordi det er behageligt, men fordi det er sandheden. Hvis vi bliver ved med at ville se Jesus i øjenhøjde, eller hvis vi bliver ved med at have en ironisk distance til ham, så giver vi aldrig os selv lov til at høre det, som Bibelen insisterer på, at historien
Hvis vi bliver ved med at have en ironisk distance til ham, så giver vi aldrig os selv lov til at høre det, som Bibelen insisterer på, at historien om Jesus handler om. at have været en god mand – en man gerne vil se mere til, og som bliver flittigt brugt, men det skal helst foregå i øjenhøjde. Ikke som den lidende frelser, men snarere som den tilgængelige buddy. Problemer… Og det kildrer jo i ørerne. Der er tilsyneladende ikke så mange problemer ved den måde popkulturen kan finde på at behandle Jesus på. Vel bliver han udnyttet til at sælge øl og hårprodukter, men det er jo kun fordi han er så troværdig og god! Og det er da rarest at se ham i øjenhøjde, hvor jeg kan forholde mig til ham! Men det giver nogle udfordringer, hvis vi udelukkende anskuer Jesus på den måde. Faren ved at reducere Jesus til en punchline eller en buddy er, at man aldrig kommer rigtigt ind under huden på Bibelens fremstilling af Jesus. Det er fuldstændig logisk, at vi kan være et sted, hvor vi faktisk ikke ønsker at se Jesus som den konfronterende, skarpe og åbenmundede mand (læs: Gud), der går i flæsket på systemer og ledere og minder verden
om Jesus handler om: at noget gik galt med verden, men at Gud nægtede at give op over for den verden, der gav op over for ham – at det var derfor, Jesus var så god og troværdig, som han var. At Jesus er den, der dør den død, som vi havde fortjent. At det er derfor, kirkens vigtigste symbol er den korsfæstede Kristus og ikke Buddy Jesus. At Jesus er den, der gør alting nyt – også mig! Og det er derfor han var og er en mirakelmager. Det er ikke nødvendigvis sjovt at blive mindet om, men det er sandt! Derfor fortæller vi videre – og indimellem retter vi lidt – på popkulturens historie om Jesus. Og så… Jeg er virkelig glad for, at vi har en kultur, der gerne vil fortælle om Jesus. Ikke fordi den rammer plet hver gang, men fordi den husker at fortælle om ham. Det gør nemlig, at kirken ikke starter fra “scratch”, hver gang vi fortæller historien om Jesus, men at vi kan fortsætte på popkulturens historie og sige: “og prøv at høre, at hvad han har gjort for dig, mig og hele verden!”
25