”Uddannelsen gav mig et rum til at diskutere nogle af de udfordringer, vi har,” fortæller Teis Amundsen. Han er en af de sygeplejersker i psykiatrien, der har fået udvidet sin faglige horisont af specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Men der er brug for, at mange flere tager den.
GIP/ GLP-1
Første og eneste GIP/GLP-1 receptoragonist til behandling af overvægt/svær overvægt hos voksne.1
Tirzepatid viste en gennemsnitlig signifikant reduktion i kropsvægt på 23,6 kg (22,5%) vs. placebo ved 72 uger.1,2*
I head-to-head studiet viste tirzepatid en signifikant reduktion i kropsvægt på 21,6% sammenlignet med semaglutid på 15,4% ved 72 uger.3**
Få opdateringer og information fra Lilly. Scan QR-koden og tilmeld dig Lillys online kommunikation.
Du kan afmelde dig når som helst på www.lilly.com/dk/e-consent.
Indikation: Type 2-diabetes mellitus: Mounjaro er indiceret til behandling af voksne med utilstrækkeligt kontrolleret type 2-diabetes mellitus som supplement til kost og motion. Monoterapi: når metformin anses for uhensigtsmæssigt på grund af intolerance eller kontraindikationer. I tillæg til andre lægemidler til behandling af diabetes.1 Vægtkontrol: Mounjaro er indiceret som supplement til en kaloriefattig kost og øget fysisk aktivitet med henblik på vægtkontrol, herunder vægttab og vægtvedligeholdelse hos voksne med et indledende Body Mass Index (BMI) på ≥ 30 kg/m2 (svær overvægt) eller ≥ 27 kg/m2 til < 30 kg/m2 (overvægt) ved tilstedeværelse af mindst én vægtrelateret komorbiditet (f.eks. hypertension, dyslipidæmi, obstruktiv søvnapnø, kardiovaskulær sygdom, prædiabetes eller type 2-diabetes mellitus).1
*p<0.001 vs placebo, justeret for multiplicitet. Vægtreduktion med Mounjaro 15 mg (-22,5%[-23,6 kg]), vs. placebo (-2,4%[-2,4 kg]).2
**p<0.001 vs. semaglutid. De viste data er fra efficacy estimand. Den overordnede sikkerhedsprofil for tirzepatid i SURMOUNT-5 var tilsvarende den, der tidligere er rapporteret i andre SURMOUNT-studier. De mest almindeligt rapporterede bivirkninger i SURMOUNT-5 for både tirzepatid og semaglutid var relateret til mave-tarm-systemet og var generelt milde til moderate i sværhedsgrad.3
Referencer: 1. Mounjaro produktresumé 2. Jastreboff AM, Aronne LJ, Ahmad NN, et al. Tirzepatide once weekly for the treatment of obesity N Engl J Med. 2022;387(3):205-216. 3. Aronne LJ, et al. Tirzepatide as Compared with Semaglutide for the Treatment of Obesity. N Engl J Med. 2025;doi:10.1056/NEJMoa2416394 (Ahead of print).
Sundhedsvæsentligt Når uniformsetikette møder virkeligheden
Side 24
Forskning får liv ”Vi er behandlingen”
Side 30
Sorgforløb Sammen om sorgen
Side 52
Dilemma
Patienten tror, personalet vil slå hende ihjel
Side 58
Sygepleje
på SoMe
Sy Lee er sygeplejerske og influencer. På sociale medier deler han både det glamourøse og det sygeplejefaglige med sine 50.000 følgere. Han håber på at nuancere faget og inspirere andre til at vælge det til.
Man har den fordybelse, som man ikke altid har i hverdagen.
Vores overskud fra forsikringer og investeringer går ikke til alle mulige aktionærer, men kommer tilbage til medlemmerne i form af loyalitetsrabat. Du får loyalitetsrabat, når du har haft en indboforsikring hos os i mindst tre år. Det er vores måde at sige tak på – for uden loyale medlemmer, intet fællesskab.
Læs mere på bauta.dk eller kontakt os på 33 48 58 12
Ansvh. chefredaktør
Louise Balleby
Redaktionschef
Kristine Jul Andersen
Redaktører
Lone Schaumann
Lotte Havemann
Bladsekretær
Ditte Jørgensen
Art Director Mathias N Justesen
Journalister
Anton Kjøller Alexandersen
Christina Sommer
Emma Kold
Helle Lindberg Emarati
Luna Leah Holtermann
Næste udgave udsendes: 10.-15. marts 2026
Distribueret oplag: Perioden 2022-23 70.843 ekspl. Medlem af Danske Medier
Ophavsret: Enhver anvendelse af hele eller dele af artikler, fotos og illustrationer fra Sygeplejersken, såvel papirudgaven som den elektroniske udgave, er kun tilladt med skriftligt samtykke fra redaktionen eller forfatteren/fotografen/illustratoren jf. lov om ophavsret.
Ansvar: Dansk Sygeplejeråd har intet ansvar for produkter og ydelser, som omtales i Sygeplejerskens annoncer eller indstik. Redaktionen påtager sig intet ansvar for materialer, der indsendes uopfordret. Holdninger, der tilkendegives i artikler og andre indlæg, udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Sygeplejeråds synspunkter.
Forsidefoto: Kasper Løftgaard
Udgiver: Dansk Sygeplejeråd, Sankt Annæ Plads 30, 1250 København K, telefon: 3315 1555, mail: redaktionen@dsr.dk, sygeplejersken.dk, ISSN 0106-8350
Tryk: Stibo
Annoncer og abonnement: Media-Partners, telefon: 2967 1436, mail: hanne@media-partners.dk
Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt
Et valgkryds
for et sundere samfund
I november var vi i stemmeboksene for at sætte hvert vores kryds til regions- og kommunalvalg. Alle valg er vigtige, men jeg følger nu alligevel særligt med i resultaterne af dette valg. For det er i denne valgperiode, at det besluttes, hvordan reformambitionerne for sundhedsvæsenet og ældreplejen føres ud i virkeligheden.
Meget snart ved vi, hvem der får plads i sundhedsrådene. Det er nu, vi skal sætte sygeplejersker, sammenhæng og forebyggelse på dagsordenen. Det skal vi gøre på arbejdspladsen, i MED-udvalget, i mødet med region og kommune, i kredsen og centralt, når vi f.eks. mødes med KL, Danske Regioner og folketingsmedlemmer.
Der sker nemlig rigtig mange ting med betydning for sygeplejerskerne: Opgaver rykker fra kommune til region, endnu flere opgaver skal løses i borgerens eget hjem, og det tværsektorielle samarbejde skal finde nye veje. Det kalder på sygeplejerskernes faglighed. Vores kompetencer er afgørende for nærhed og sammenhæng i behandling og sygepleje. Dén vigtige opgave kan man ikke understrege nok.
Mere end 150 sygeplejersker stillede op til valget. Tusind tak for at engagere jer og søge politisk indflydelse. 71 sygeplejersker er blevet valgt ind. Det bliver så spændende at følge alle – særligt nu med de mange reformer og store forandringer i sundhedsvæsenet.
Og så har vi også haft internt valg i DSR og i Lederforeningen. Stort velkommen til de mange nye i kredsbestyrelserne, i kongressen og i Hovedbestyrelsen. Jeg glæder mig til samarbejdet med jer alle. Og samtidig en stor tak for samarbejdet til alle de sygeplejersker, som træder ud efter dette valg. Det lokale medlemsdemokrati i DSR er stærkt og levende. Det er vores fornemmeste opgave at varetage alle sygeplejerskers interesser bedst muligt.
Annonce for Eli Lilly
Så mange sygeplejersker eller sygeplejestuderende stillede op til enten kommunal- eller regionsrådsvalget i november, og 69 af dem blev valgt ind. I alt blev 16 valgt til regionerne fordelt således: Øst: 8, Midt: 6, Nord: 2 og ingen i Region Syddanmark. På tværs af regions- og byråd er der valgt sygeplejersker ind fra 13 partier og lokallister – flest stillede op for Socialdemokratiet. Derudover fik tre sygeplejersker en borgmesterkæde om halsen: Stephanie Storbank (V), Billund, Sarah Andersen (V), Varde og Marie-Louise Brehm Nielsen (Din stemme), Lolland Kommune. Pia Buus Pinstrup (K) blev formand for Sundhedsråd Limfjorden.
/llh
Athena Prisen gik til læring og samarbejde
I hver sin by modtog to sygeplejersker Athena Prisen den 25. november for deres innovative sygeplejefaglige initiativer.
Den ene, Annette Mollerup, tidligere hjemmesygeplejerske og nu lektor, modtog prisen for sit læringsspil ’En dag som hjemmesygeplejerske’, et undervisningsværktøj på sygeplejerskeuddannelsen på Diakonissestiftelsen.
Læringsspillet er bl.a. udviklet ud fra Annette Mollerups erfaringer som hjemmesygeplejerske. Hun kalder det en blanding af Matador og Bezzerwizzer, hvor man på en spilleplade skal koordinere borgerforløb efter geografi og behov. Undervejs er der både repetitions- og refleksionsspørgsmål.
Annette Mollerup fik overrakt Athena Prisen af forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, og Jakob Thyssen Valerius, direktør i LB Foreningen.
”Det er jo temmelig uvirkeligt, men jeg synes, at den anerkendelse er dejlig – både fra kolleger, men også fra DSR, Bauta og LB,” sagde den glade prismodtager.
Den anden modtager af Athena Prisen, var Christina Østervang, som er adjunkt ved Forskningsenhed for Akutmedicin på Syddansk Universitet og faglig leder for akademiet for akutsygepleje på fællesakutmodtagelsen på OUH.
Økonomisk set har der sjældent været bedre forudsætninger for at tænke nyt.
Søren Elkrog Friis
journalist på Mandag Morgen i OK26analysen ’Arbejdslivet for 800.000 offentligt ansatte står over for den største omstilling i årtier’.
Hun modtog prisen for sit projekt ’Styrket indsats for patienter med selvskade i akutmodtagelsen’.
Projektet har fokuseret på de patienter, der både skal have hjælp til fysiske skader pga. selvskader eller selvmordsforsøg, men også har brug for behandling af de psykiske problemer bag selvskaden.
Det kræver et rigtig godt samarbejde mellem psykiatri og somatik, og det har Christina Østervang og hendes team arbejdet på siden 2021.
Christina Østervang var ligesom Annette Mollerup stolt:
”Jeg er enormt beæret over, at andre ser vigtigheden i det arbejde, vi har i gang omkring samarbejde mellem psykiatri og somatik.”
/mae
Athena Prisen er en faglig pris, der hvert år bliver uddelt af Dansk Sygeplejeråd og Bauta Forsikring (som er en del af LB Forsikring). Prisen blev uddelt første gang i 2020. Den belønner to innovative sygeplejefaglige initiativer, der omsætter bæredygtig udvikling til konkrete mål og handlinger på lokalt niveau.
Lektor og sygeplejerske Annette Mollerup modtog Athena Prisen i form af en uglestatuette og 50.000 kr. Her ses hun med forkvinde Dorthe Boe Danbjørg (t.h.) og rektor for UC Diakonissestiftelsen, Kim Pedersen.
Foto Mathilde Nyfors Ebbesen
IONER PORTEN TIL NYE
DIMENS
Specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje er trædestenen for det næste skridt i psykiatrien.
Den giver sygeplejersker ny viden og faglig indsigt, der bl.a. er med til at forebygge forråelse og mistillid og forhindre tilbagefald og genindlæggelser. Og der er brug for de specialuddannedes kompetencer, når somatik og psykiatri skal lægges sammen.
Tekst Helle Lindberg Emarati
Foto Kasper Løftgaard
IONER
Specialviden er fundamentet for Psykiatrien
Flere sygeplejersker skal have specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje, hvis fremtidens psykiatri skal opgraderes og fusionen med somatikken lykkes. Det mener både de sygeplejersker og ledere, der skal gøre planer og reformer til virkelighed.
Tekst Helle Lindberg Emarati
Foto Kasper Løftgaard
llerede fra det øjeblik, jeg blev færdig som sygeplejerske, vidste jeg, at jeg ville have specialuddannelsen. Siden har jeg også taget en master i sundhedsantropologi, men specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje var mit første store mål, ” siger Teis Amundsen.
Det er en rolig formiddag på Psykiatrisk Center Ballerup, da han viser Sygeplejersken ind på sit kontor. Som den ene af centerets i alt to socialsygeplejersker har Teis Amundsen base på første sal i den psykiatriske akutmodtagelse, men har sin gang på alle afsnit, når der er brug for ham.
Teis Amundsen har været ansat som socialsygeplejerske i Ballerup siden 2023, men psykiatrien kaldte på ham fra dag et. Fra han blev færdiguddannet som sygeplejerske i 2009 og frem til hans nuværende job, arbejdede han på et lukket afsnit i retspsykiatrien på Psykiatrisk Center Sct. Hans.
I 2015 tog han specialuddannelsen i psykiatrisk og børne-/ungdomspsykiatrisk sygepleje.
Hvorfor ville du gerne have den?
”Fordi jeg altid gerne har villet specialisere mig inden for psykiatrien, og fordi jeg gerne vil højne kvaliteten af sygeplejen. Jeg synes sådan set, at alle sygeplejersker, der arbejder i psykiatrien, burde have mulighed for at tage den. Det skylder vi patienterne,” svarer Teis Amundsen.
Langsom fremgang
Det er dog under en fjerdedel af sygeplejerskerne i psykiatrien, der som Teis Amundsen har taget specialuddannelsen i psykiatrisk og børne-/ungdomspsykiatrisk sygepleje. Det til trods for, at mange gerne vil have den.
En spørgeskemaundersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra 2024 viser, at mindst 40 pct. af sygeplejersker i psykiatrien, der ikke har specialuddannelsen, ønsker at tage den. Og selvom alle regioner på nær Region Nordjylland har et konkret mål om, at mindst 50 pct. af psy-
Specialuddannelsen gav mig et større fagligt netværk og en meget større forståelse for den psykiatri, jeg selv er en del af.
Teis Amundsen socialsygeplejerske, Psykiatrisk Center Ballerup
Det er under en fjerdedel af sygeplejerskerne i psykiatrien, der som Teis Amundsen har taget specialuddannelsen. En spørgeskemaundersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser dog, at mindst 40 pct. gerne vil have den.
kiatriske sygeplejersker i 2025 skal have specialuddannelsen, går det altså ikke så hurtigt, som det ellers var ambitionen.
Bedst står det til i Region Syddanmark, hvor 31 pct. af sygeplejerskerne i psykiatrien har taget uddannelsen. I Region Hovedstaden er det til sammenligning cirka 17 pct. Ifølge direktør i Region Hovedstadens Psykiatri, Lone Bjørklund, går det dog langsomt, men sikkert fremad.
”Der er stadig lang vej op til mindst 50 pct., men jeg er stolt af udviklingen. Tilbage i 2013 havde vi nærmest ingen sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatri. Men i flere år har vi nu uddannet omkring 40 specialsygeplejersker om året,” siger Lone Bjørklund. Hun fortsætter:
”Da vi er den største region og har mange ansatte, tager det tid at nå målsætningen. Men vi har gang i en rigtig god udvikling og vigtigst af alt, så forbliver 90 pct. af dem, vi uddanner, i Region Hovedstadens Psykiatri. Det er vigtigt, at vi fastholder fokus på at uddanne og opkvalificere vores personale i den nye organisering i Region Østdanmark.”
Pengene er godt givet ud
Ifølge regionerne er det bl.a. begrænset uddannelseskapacitet, ressourcemangel og økonomiske hensyn, der spænder ben for, at man ikke kan specialuddanne så mange sygeplejersker så hurtigt, som man gerne vil. Selvom uddannelsen er tilskudsberettiget, koster det stadig penge og vikarressourcer at sende sygeplejerskerne afsted i det halvandet år, uddannelsen varer.
Det er et billede, Teis Amundsen godt kan genkende fra sine mange år i psykiatrien. Han mener dog, pengene og ressourcerne er godt givet ud i forhold til det udbytte, sygeplejerskerne og dermed arbejdspladsen får retur.
”Specialuddannelsen gav mig et større fagligt netværk og en meget større forståelse for den psykiatri, jeg selv er en del af. Den gav mig et rum til at diskutere nogle af de udfordringer, vi har, og hvordan man kan sætte ind i forhold til f.eks. tvang. Jeg har, siden jeg tog uddannelsen, selv arbejdet meget med nedbringelse af tvang og verbal deeskalering i retspsykiatrien,” siger han.
Ifølge Teis Amundsen giver grunduddannelsen i sygepleje ikke et tilstrækkeligt fun-
dament for sygeplejersker, der f.eks. gerne vil kvalitetsudvikle og forbedre psykiatrien.
”Selvfølgelig lærer man også noget på bacheloruddannelsen, men det bliver hurtigt meget teoretisk. Det giver et helt andet vidensniveau at tage specialuddannelsen og fordelen er, at du skal have mindst to års erfaring fra psykiatrien for at kunne tage den. Det betyder, at man bedre kan kvalificere nogle reelle problemer, der findes i virkeligheden, i stedet for at skulle sidde og tænke sig til dem,” siger han.
Uddannelse forebygger forråelse
Den værdifulde specialviden og den faglige gevinst er også årsag til, at Stine Kaufmann Landsgaard prioriterer videreuddannelse som leder. Hun er oversygeplejerske på døgnafsnit på Psykiatrisk Center Ballerup og sender sygeplejersker afsted på specialuddannelsen, så ofte hun kan.
”De har selvfølgelig en højere faglighed og er dygtigere, men de bliver ofte også mere rummelige og forstående i forhold til patienterne. De forstår deres adfærd på en anden måde end før, fordi de har fået meget mere indsigt. Det, tror jeg, er med til at forebygge forråelse i psykiatrien og den afmagtsfølelse, man kan stå med som sygeplejerske, hvis man ikke helt forstår, hvad der er spil,” fortæller hun.
Stine Kaufmann Landsgaard peger også på, at flere specialuddannede sygeplejersker kan være med til at forhindre tilbagefald og genindlæggelser hos patienter med psykisk sygdom.
”Uddannelsen spiller sygeplejerskerne gode i forhold til at finde balancen mellem forråelse og overinvolvering. De bliver bedre til at give noget af sig selv, uden at det bliver for meget. Det er min oplevelse, at det har stor betydning for patienternes oplevelse af behandlingen og deres tillid til systemet. Det er nemmere at åbne sig og fortælle om det, der er rigtig svært, hvis man oprigtigt har tillid til den sygeplejerske, man taler med,” siger hun.
Et stærkt kort i fusionen
Dorthe Juul mener ligesom Stine Kaufmann Landsgaard, at de specialuddannede sygeplejersker styrker psykiatrien. Hun er sygeplejefaglig vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland, der med ca. 30 pct. er den region, der har fået næstflest sygeplejersker gennem uddannelsen i psykiatrisk sygepleje.
Specialuddannelsen giver de nye sygeplejersker, der bliver ansat i psykiatrien, noget at stile efter. Det, tror jeg, er rigtig vigtigt, hvis man gerne vil tiltrække flere sygeplejersker,” siger Teis Amundsen.
Sygeplejerskerne, der har taget specialuddannelsen, har i højere grad blik for helhedsplejen.
Dorthe Juul
sygeplejefaglig vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland
”Vi skal videreuddannede vores sygeplejersker, og det er i høj grad for borgernes og patienternes skyld. Vi vil rigtig gerne have, at sygeplejerskerne i psykiatrien øger deres kliniske viden inden for specialet og styrker deres evne til at samarbejde og danne relationer, også på tværs af fagligheder og sektorer. Specialuddannede sygeplejersker betyder, at vi står stærkere i den daglige pleje og behandling samt får et bedre fokus på helheden i forhold til at hjælpe patienterne i deres recovery,” slår hun fast.
Dorthe Juul sidder med i sygehusledelsen for fusionen mellem psykiatrien og sygehusene i Næstved, Slagelse og Ringsted, som har fået ansvaret for at omsætte sundhedsreformens sammenlægning af psykiatri og somatik i Region Sjælland til praksis. Hun ser de specialuddannede sygeplejersker som et af de stærkeste kort, der kan få sammensmeltningen til at lykkes.
”Sygeplejerskerne, der har taget specialuddannelsen, har i højere grad blik for helhedsplejen. De er trænet i både psykiatri og somatik i deres pædagogiske metoder, i kommunikationen til patienterne og i sundhedsvæsnets mangfoldige opgaver indad såvel som udadtil. De kompetencer får både de og vi i høj grad brug for nu. Og så mener jeg også, man altid står stærkere i et samarbejde, når man er godt uddannet og sikker i sit eget speciale,” siger Dorthe Juul.
En gulerod til de nye
I Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker ser man også flere specialuddannede sygeplejersker som en forudsætning for, at fusioner, reformer og 10-års-planer kan blive en succes. Forperson Tanja Due Krogh Madsen advarer derfor imod, at man på den korte bane lader f.eks. økonomi blive en stopklods for at nå målet om at uddanne flere.
”På den lange bane mener jeg, det er langt mere effektivt både økonomisk, for psykiatrien og patienterne, at flere får mulighed for at tage specialuddannelsen. Dels højner det kvaliteten af plejen i psykiatrien, og dels giver det sygeplejerskerne lyst til at blive i deres speciale, når de bliver videreuddannet og kompetenceudviklet.
Teis Amundsen er enig. Han ser også specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje som en gulerod for de sygeplejersker, der er usikre på, om psykiatrien er en farbar karrierevej for dem.
”Det er klart, at alle ikke kan blive specialuddannede fra dag et, for det kræver jo, at man har nogle års erfaring fra specialet. Men det giver de nye sygeplejersker, der bliver ansat i psykiatrien, noget at stile efter, og de kan få støtte fra andre specialuddannede kolleger i forhold til at nå deres mål. Det, tror jeg, er rigtig vigtigt, hvis man gerne vil tiltrække flere sygeplejersker til psykiatrien,” siger han.
DSR: Arbejdsgiverne skal prioritere specialuddannelse
Det kræver stor vilje fra arbejdsgivernes side, hvis flere sygeplejersker skal tage specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Men det er nødvendigt, mener 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Kristina Robins.
”Det handler jo om, at der ofte er travlt ude på arbejdspladserne, og derfor prioriterer man det ikke alle steder så højt, som man burde. Men på længere sigt er det ikke alene godt givet ud, det er også afgørende for, at sygeplejerskerne kan navigere i den komplekse sygepleje, som sundhedsreformen og en voksende andel af befolkningen med psykiatriske diagnoser kræver,” siger Kristina Robins.
Dansk Sygeplejeråd anbefaler i et nyligt sundhedspolitisk udspil, at mindst 75 pct. af sygeplejerskerne i psykiatrien skal have specialuddannelsen i 2035. Kristina Robins peger på, at det er afgørende at højne antallet af specialuddannede, hvis man skal sikre en tilstrækkelig høj behandlingskvalitet.
”Psykiatrien er ikke et nemt speciale. Selvom vi som sygeplejersker er rigtig dygtige og kan mange ting med vores grunduddannelse, så er der brug for videreuddannelsen, hvor man over halvandet år klædes intensivt på til at kunne hjælpe patienter med psykisk sygdom og kvalitetssikre behandlingen – og ikke mindst sikre den gode sammenhæng mellem psykiatri og somatik,” understreger hun.
Uddannelsen, der ændrede
Deres sygeplejefaglige
verdenssyn blev vendt på hovedet, da Mads Hansen Boss og Lisbeth Raffnsøe Brinch tog specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Nu arbejder de med patienterne på nye måder og udfordrer status quo.
Tekst Helle Lindberg Emarati
Foto Kasper Løftgaard
”Man skal ikke gemme patienterne væk bag deres diagnose,” siger Mads Hansen Boss. Specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje gav ham bl.a. et helt nyt perspektiv på hans relationsdannelse til patienterne.
DaMads Hansen Boss i 2015 startede på specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje, var det en hel ny verden, der åbenbarede sig for ham. Han havde på det tidspunkt allerede arbejdet som sygeplejerske i psykiatrien i fire år, men var efter eget udsagn ikke ”bevidst om sin manglende viden inden for specialet.”
”Jeg blev nærmest overvældet og også udfordret af, hvor lidt jeg faktisk vidste. Jeg var slet ikke opmærksom på de mange ting, der hele tiden rører sig inden for det psykiatriske felt. Jeg havde en del viden om f.eks. psykopatologi inden uddannelsen, og jeg underviste allerede studerende, men jeg blev opmærksom på, hvor overfladisk den viden i nogle tilfælde var. Især differentialdiagnostik blev jeg meget skarpere på,” fortæller han.
Mads Hansen Boss har været sygeplejerske siden 2011 og har været i psykiatrien lige så længe. Han er ansat på et intensivt døgnafsnit på Psykiatrisk Center København, hvor en daværende afdelingssygeplejerske på et tidspunkt prikkede ham på skulderen.
”Hun syntes, det var fuldstændig oplagt for mig at tage specialuddannelsen, og skubbede på for, at jeg skulle afsted. Jeg mente selv, jeg allerede var en dygtig sygeplejerske, men det virkede som det naturlige næste skridt i min faglige udvikling, så jeg sagde ja. Det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde,” siger han.
Lærte at stille spørgsmål
Specialuddannelsen klædte nemlig Mads Hansen Boss meget bedre på til at kunne navigere i virkelighedens psykiatri og sundhedsvæsen, og gjorde ham i stand til forstå og håndtere kompleksiteten i den sygepleje, han udøver hver dag.
”Du får en helt ny værktøjskasse, du ikke havde før. Det er en rød tråd gennem hele uddannelsen, at du lærer at kunne kvalificere og argumentere for din sygepleje. Hvorfor gør vi det her? Er det den rigtige vej at gå for denne her patient, eller skal vi måske gøre noget helt andet? At kunne det, er det første skridt på vejen til at kunne stille de rigtige spørgsmål,” forklarer han.
Netop vigtigheden af at være nysgerrig og udfordrende blev meget hurtig klar for Mads Hansen Boss, da han tog specialuddannelsen.
”Jeg begyndte at stille spørgsmål til nærmest alt. Det lagde mine kollegaer også mærke til, for det var ikke rigtig noget, jeg havde gjort før. Men hvis man som psykiatrisk sygeplejerske ikke stiller kritiske spørgsmål til dét, man går og laver, bliver man blind for, at der kan være andre måder, man kan udøve sygepleje på. Man kommer nemmere til at reproducere dårlig praksis i stedet for at udvikle og forbedre den,” siger han.
ALT
Fik mere end forventet
Lisbeth Raffnsøe Brinch kender ikke Mads Hansen Boss, men det er de samme ord, der går igen, når man taler med hende om specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje: En ny dimension af viden og indsigt. Lyst til at udfordre status quo, udvikle og stille spørgsmål.
Hun har været færdiguddannet sygeplejerske siden 1999, med 12 år i somatikken, inden hun bevægede sig over i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark, hvor hun har været lige siden. Og så bliver hun færdig med specialuddannelsen nu – december 2025.
Om specialuddannelsen
Specialuddannelsen i psykiatrisk og børne-/ungdomspsykiatrisk sygepleje er for dig, der ønsker viden og kompetencer inden for psykiatrisk sygepleje, psykopatologi og sundhedspædagogik. Du vil gennem uddannelsen opnå kompetencer til at varetage psykiatrisk sygepleje i komplekse og uforudsigelige kliniske forløb.
Uddannelsens tilrettelæggelse
Uddannelsen har en varighed på et år svarende til 60 ECTS, men tilrettelægges over en periode på 1½ år. Uddannelsen består af fire uddannelsesperioder og veksler mellem teoretisk undervisning og klinisk uddannelse.
Den teoretiske undervisning har et omfang af 20 ugers varighed, og den kliniske uddannelse har en varighed af 25 uger, som tager udgangspunkt i eget ansættelsessted.
Uddannelsen gennemføres i udgangspunkt som fuldtidsansættelse.
Kilde: Dansk Sygeplejeråd
”Jeg startede i psykiatrien som en novice. Jeg kom ind i et team, der arbejdede med unge med spiseforstyrrelser, og fagligt var det helt nyt land for mig. Men jeg har altid gerne villet specialisere og udvikle mig, og efter nogle år rykkede jeg videre til et neuroteam, hvor vi beskæftigede os med patienter med ADHD og autisme,” fortæller hun.
De sidste fire år har Lisbeth Raffnsøe Brinch varetaget en stilling som stedfortræder for nærmeste funktionsleder i det ambulatorie, hvor hun arbejder. Hun har stadig direkte patientkontakt, om end i mindre grad end før. Derfor var både hun og hendes nærmeste leder indledende i tvivl om, hvorvidt det gav mening at sende hende afsted på specialuddannelsen.
Lisbeth Raffnsøe Brinch bliver færdig med specialuddannelsen i december 2025, men er for længst begyndt at bruge de kompetencer og færdigheder, hun har lært.
”Men i og med at der er meget udvikling og undervisning i min funktion, blev vi enige om, at jeg skulle gøre det. Og jeg må bare sige: Uddannelsen har givet mig en hel del mere, end jeg faktisk havde forventet. Jeg havde måske regnet med at få en lidt bredere indsigt i psykiatriske lidelser og historikken i psykiatrisk sygepleje, men mit faglige udbytte har været langt, langt større,” siger Lisbeth Raffnsøe Brinch.
Et fagligt fundament
Specialuddannelsen strækker sig over halvandet år og er bygget op omkring klinisk psykiatrisk sygepleje, sundhedspædagogik og formidling, kvalitetssikring samt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Lisbeth Raffnsøe Brinch fortæller, at hun med uddannelsen har fået et stort videnskatalog at trække på inden for alle fire discipliner.
”Jeg har en langt større faglig viden end før, og den viden, jeg ikke har, ved jeg, hvor jeg kan søge henne. Jeg ved også, hvordan jeg kan formidle min viden videre til mine kolleger. Og
Specialuddannelsen har givet mig et robust fundament i forhold til at kunne forholde mig kritisk til den sygepleje, jeg udøver.
Lisbeth Raffnsøe Brinch psykiatrisk sygeplejerske
så har specialuddannelsen givet mig et robust fundament i forhold til at kunne forholde mig kritisk til den sygepleje, jeg udøver,” forklarer hun.
Hvordan?
”Når man tænker behandling i psykiatrien, så handler det f.eks. rigtig meget om medicin og medicinkontrol, i hvert fald for patientgruppen med ADHD. Selvfølgelig arbejder man også med pædagogiske strategier, men jeg er virkelig blevet opmærksom på, hvor meget medicinkontrol fylder i arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske. Det psykiatriske sundhedsparadigme er meget biomedicinsk orienteret, men hvor meget sygepleje er der reelt i det?”
Specialuddannelsen har derfor fundamentalt ændret Lisbeth Raffnsøe Brinchs tilgang til patienterne og behandling i psykiatrien, forklarer hun.
”Hele min måde at tænke på som sygeplejerske er forandret. Før i tiden kunne en patient f.eks. sige, at de gerne ville stoppe med at tage medicin og så ville jeg typisk svare ’okay, så skal du måske have en pause.’ Men alene i ordet pause ligger der jo en implicit forventning om, at de før eller siden skal starte op på deres medicin igen. Og det skal de måske slet ikke. Måske skal vi faktisk prøve at gøre noget helt andet?”
Mennesket før diagnosen
Synet på patienterne og måden, han talte til og om dem på, blev også vendt på hovedet for Mads Hansen Boss, da han tog specialuddannelsen.
”Helt konkret holdt jeg ret hurtigt op med at skrive patient eller ’pt.’ i dokumentationen, men brugte i stedet personens eget navn. Jeg begyndte i højere grad at tale om indlagte og tilstande fremfor patienter og sygdomme. Det er jo den indlagtes eget liv, vi taler om. Et liv, hvor en række hændelser og omstændigheder har ført til, at de bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. De er hele mennesker med deres egne historier,” siger Mads Hansen Boss.
Han fortæller, at specialuddannelsen gav ham et nyt sprog i det relations- og tillidsopbyggende arbejde med patienterne, som han straks begyndte at bruge.
”I starten af uddannelsen blev jeg meget nysgerrig på, hvad det er, der karakteriserer os som psykiatrisk sundhedspersonale. Hvordan skaber vi en god relation til patienten? Mine kolleger svarede, at det handlede om at sætte sig selv i spil og ikke gemme sig væk som menneske, bare fordi man er på arbejde. Det bekræftede uddannelsen mig i,” siger Mads Hansen Boss og fortsætter:
”Men den lærte mig samtidig, at det også handler om, at man ikke skal gemme patienterne væk bag deres lidelse. Selvom jeg ikke var bevidst om, at jeg gjorde det før, så kan jeg jo ikke opbygge en tillidsfuld relation til nogen, hvis jeg holder dem ud i strakt arm. Jeg bliver nødt til at være nysgerrig på, hvem de er, og det er jeg ikke, hvis jeg reducerer dem til en diagnose.”
En ligeværdig dialog
For Mads Hansen Boss er hele hans virke og arbejde som psykiatrisk sygeplejerske i det hele taget klart defineret af en skillelinje: Før specialuddannelsen og efter.
”Jeg synes sådan set, den burde være obligatorisk for alle sygeplejersker i psykiatrien. Den er det første skridt hen mod god psykiatrisk sygepleje, og den udfordrer alle de gamle sandheder, som vi er lidt for gode til at videreføre. Man får nogle ekstremt vigtige kompetencer. F.eks. inden for kvalitetsudvikling. Hvordan kan jeg sætte et nyt initiativ i gang? Hvordan kan jeg præsentere det for mine kolleger, så det giver mening? Det lærte jeg på uddannelsen,” siger han.
Først og fremmest har specialuddannelsen lært Mads Hansen Boss, at det som sygeplejerske er vigtigt at stå ved det, når der er ting i det psykiatriske system, der ikke fungerer hensigtsmæssigt.
”Når jeg ser tilbage på den sygeplejerske, jeg var før specialuddannelsen, så kan jeg godt se, at der har været situationer, hvor jeg har insisteret på at stå på mål for systemet. Hvor patienter har været uenige i en ’systembeslutning,’ som jeg havde været med til at træffe eller i hvert fald udføre,” fortæller han og fortsætter:
”De følte sig måske rigtig dårligt behandlet, men alligevel stillede jeg mig ofte på systemets side og argumenterede for, hvorfor det var den rigtige beslutning – selvom jeg faktisk ikke var sikker på det. Det er jeg i ret høj grad holdt op med. Jeg bruger i stedet de kompetencer, specialuddannelsen gav mig, til at undersøge de indlagtes eget perspektiv. På den måde hjælper jeg med at kvalificere deres argumenter, så vi får en mere ligeværdig dialog.”
På vagt under julefrokost
Tekst Lotte Havemann Foto Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Flæskesteg, grønkål, citronvand, øl og en lille snaps til silden. Man fornemmer julestemningen ved denne julefrokost på Svendborg Sygehus i 1961.
Dengang – før der blev indført alkoholpolitik – kunne personalet godt holde julefrokost med en lille én i arbejdstiden.
I Sygeplejersken nr. 14/2015, hvor billedet er bragt, fremgår det, at enten måtte patienterne vente lidt, eller også sørgede man for at lægge festen tæt på arbejdspladsen, så dem, der var på tilkaldevagt, kunne tilse skader, fødsler eller en operation alligevel. Og når de var færdige, vendte de tilbage til festlighederne.
Ingen smykker under albuen
I Sygeplejersken Fag&Forskning nr. 4/2022 lød teksten: ”Tænk infektionshygiejnen ind i alle procedurer. Det kræver dog, at medarbejderne er klædt på til opgaven, hvilket langt fra alle er.”
Medarbejdere ”klædes på” via uddannelse, nationale retningslinjer og lokale instrukser. Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) understøtter sundhedspersonalet i at træffe korrekte infektionshygiejniske beslutninger. Sundhedsministeriet ønskede med NIR et ensartet, evidensbaseret grundlag for infektionshygiejne i hele sundhedsvæsenet.
Et af emnerne er håndhygiejne, hvor det fremgår, at fingerringe, armbåndsure, piercinger og lign. under albueniveau ikke må anvendes af personale med patientkontakt eller ved rene/urene procedurer.
Det er derfor en klar afvigelse, når DSR i det sundhedspolitiske udspil ’Sygeplejersker for et sundere samfund’ anvender
billeder af sygeplejersker med ur under arbejdet.
Som repræsentanter for Central Enhed for Infektionshygiejne og Fagligt Selskab for Infektionshygiejne beklager vi, at billedvalget ikke understøtter dette.
Et fagblad danner faglig ramme og læring. Billeder påvirker adfærd – vi gør det, vi ser. Når billeder viser ur, ringe og smykker, fremstår det som social norm. Sådan normaliseres uønsket adfærd.
Vi opfordrer derfor til bedre billedkontrol. Infektionshygiejne forebygger smitte og styrker patientsikkerheden.
Svar på debatindlæg:
Tak for det rigtig fine og velunderbyggede debatindlæg, hvor I meget rigtigt sætter fingeren på en øm tå – nemlig, at nogle af billederne i vores nye politiske udspil ikke lever op til retningslinjerne for håndhygiejne. Det er vi superærgerlige over! For ligesom jer er vi meget opmærksomme på, at også billeder påvirker adfærd.
På baggrund af de her billeder har DSR skærpet vores instruktion til de fotografer, vi anvender. Jeg kan ikke love, at fejl ikke vil opstå igen, men jeg ved, at vi vil gøre meget for, at vi ikke havner i en lignende situation.
Billederne er imidlertid også en påmindelse om vigtigheden af det fortsatte arbejde med at udbrede viden om de infektionshygiejniske retningslinjer for at forebygge smitte og øge patientsikkerheden. Tusind tak til de mange hygiejnesygeplejersker, som dagligt arbejder for at øge kendskabet hos deres kollegaer til gavn for folkesundheden.
Dette nummer af Sygeplejersken bringer en artikel om, når uniformsetikette møder virkeligheden. Se side 24.
Af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd
Af Jette Holt , hygiejnesygeplejerske, Central Enhed for Infektionshygiejne ved SSI og Hanne Hvingelby, hygiejnesygeplejerske og forkvinde, Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker
Disse debatsider er de sidste af sin slags. Fra 2026 relanceres Sygeplejersken, og i den forbindelse nedlægges siderne med debatindlæg her i bladet.
Dobbeltdiagnosebehandlingen skal prioriteres
Dobbeltdiagnosebehandlingen er kompleks og kræver en specialiseret viden og kompetencer indenfor rusmiddelområdet. Men alt for få sygeplejersker og læger besidder disse kompetencer. Udover de faglige kompetencer, så kræver behandlingen også en interesse for og lyst til rusmiddelspecialet. Dette udfordrer den behandlingsorienterede tilgang med kontrol og nultolerancepolitik til rusmiddelforbrug og stoffrihed som målet for behandlingen.
Det skal drøftes og diskuteres som et fagligt opråb mod en forældet kultur, viden og vaner. Der skal bruges mere tid på grundige misbrugsanamneser og afklarende rusmiddelsamtaler vedrørende forbrugets omfang og ønsker til behandlingen.
Spørges der aktivt ind til, hvilke drømme patienten har for fremtiden? Og hvilke ønsker og mål patienten har for behandlingen? Og undersøges der overhovedet, om patienten har et ønske om stoffrihed? Eller tages dette som en selvfølge til behandlingen, og hvordan tackler vi, at patienten måske ikke har lyst til eller er i stand til at opnå og opretholde afholdenhed?
Der skal tilbydes en mere kvalificeret dobbeltdiagnosebehandling både før, under og efter en indlæggelse, og den nyeste viden på området fra Center for Rusmiddelforskning skal prioriteres og benyttes i praksis.
Af Dinah Lisius Martinussen, sygeplejerske, Regionspsykiatrien Randers
Pas godt på fagets sjæl
Ordet sygeplejerske rummer meget mere, end man ofte husker. Det betyder beskytter, omsorgsgiver, den som våger.
Vi er patientens beskyttere, patientens fortrolige, patientens advokat i et travlt system.
Men midt i al den omsorg må vi ikke glemme én gruppe: Os selv.
Sygeplejersken skal også have mulighed for supervision og for at fortælle om sine egne smerter. De korte samtaler i skyllerummet er sjældent nok.
Vi bør være bevidste om, hvilken rolle vi spiller i samfundet: Vi bærer andres historier, og det sætter spor.
Jeg har lært mere af mine danske sygeplejerskekolleger end af mange præster i USA, hvor jeg er uddannet. Stærke kvinder –modige, kompetente, med store hjerter. Mennesker, der tør træde ind dér, hvor andre vender sig bort. De arbejder med kemikalier, kendte og ukendte sygdomme, bærer ansvar gennem 12-timers vagter og fire nætter i træk – og husker alligevel at smile, lytte og give omsorg.
Hvor kommer al den omsorg fra? Løber kilden aldrig tør? Hvorfor gør vi det?
Måske fordi det ligger i fagets sjæl.
Men netop derfor har vi fortjent professionel supervision og rum til refleksion i hverdagen.
Uden den er risikoen for udbrændthed stor – ikke kun for patienterne, men også for os, der passer på dem.
Jeg tror, fremtidens sygepleje ikke kun skal være effektiv – den skal være menneskelig.
Af Daniel H. Paul, konsultations- og intensivsygeplejerske, Tønder Klinik
Svært-helende, inficerede og væskende sår kan være en stor udfordring i sårbehandling, både for patienter og sundhedsfaglige. Vi ønsker at gøre det lettere for dig at træffe et smart valg fra starten.
Den nye Cutimed Siltec Sorbact er en bakterieog svampebindende skumbandage med Sorbact Technology. Bandagen er meget effektiv mod almindelige sårbakterier 2 og er velegnet til de fleste, fra nyfødte til ældre. 3,4,5
Lær mere og bestil gratis prøver på sorbact.dk
Antimicrobial effects of bacterial binding to a dialkylcarbamoyl chloride-coated wound dressing: an in vitro study. J Wound Care. 2022;31:560-570. https://doi.org/10.12968/jowc.2022.31.7.560 3. Ciprandi G et al. Meeting the challenges in pediatric wound care: Our 15-year experience with dialkylcarbamoyl chloride-coated dressing technology in acute and chronic wounds. Chronic Wound Care Management and Research. 2022;9:23-33. https://doi.org/10.2147/CWCMR.S376889 4. Meberg A & Schoyen R. Hydrophobic material in routine umbilical cord care and prevention of infections in newborn infants. Scand J Infect Dis. 1990;22:729-733. https://doi.org/10.3109/00365549009027128 5. Kammerlander G et al. An investigation of Cutimed Sorbact as an antimicrobial alternative in wound management. Wounds UK. 2008;4:10-18. https://www.wounds-uk.com/journals/ issue/14/article-details/an-investigation-of-cutimed-sorbact-as-an-antimicrobial-alternative-in-wound-management
Note: Precautions for Cutimed Sorbact Gel/Cutimed Sorbact Hydro/Sorbact Gel Compress in IFU.
36 % forbedret absorption 1
Med bakterieog svampebindende Sorbact-sårkontaktlag
Nye tider kræver ny forskning
Borgerne risikerer at tabe, hvis vi ikke investerer i forskning om, hvordan store velfærdsreformer bliver succesfulde forandringer. Det mener sygeplejerske, lektor og forsker Jette Sørensen.
“Der er store ambitioner for velfærdssamfundet. Reformerne ruller ind over os. Men vi skal også turde at investere i forskning, der kan omsætte de mange ambitioner til varig forandring. Ellers risikerer vi, at planerne ikke bliver ført ud i livet, og borgerne bliver de store tabere,” siger Jette Sørensen.
Hun er sygeplejerske, lektor og forsker på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense. Sammen med lektor og forsker Janne Bryde Laugesen, der også er sygeplejerske, har hun i oktober skrevet et debatindlæg i Sundhedsmonitor. For de to mener, at der er brug for langsigtet forskning med fokus på tværfaglighed i professionsuddannelserne, hvis reformerne skal virke.
fokus på pleje og behandling i borgernes hjem.
“De fagprofessionelle kommer til at spille en ny central nøglerolle. Men når sundhedsvæsenet ændres markant, skal de fagprofessionelle selvfølgelig rustes til de nye opgaver,” siger Jette Sørensen.
“Professionsforskningen skal i centrum. For det er her, fundamentet for et bæredygtigt sundhedsvæsen bliver skabt,” siger Jette Sørensen.
Nøglerolle i tre reformer
Hun nævner tre reformer, som kalder på mere viden om, hvordan brikkerne til fremtidens sundhedssystem bedst bliver lagt:
Uddannelsesreformen, der forkorter professionsuddannelserne med tre måneder. Ældrereformen, som skal sikre, at ældre kan klare sig længst muligt i eget hjem. Og Sundhedsreformen, der øger
Ifølge de to forskere kræver fremtidens sundhedsvæsen et langt større samarbejde på tværs af sektorer og fagligheder. Det stiller nye krav til uddannelserne og til forskningen bag dem. Derfor foreslår de et større samarbejde mellem professionshøjskoler, universiteter og praksisfeltet.
“Sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre fagpersoner kan ikke løfte opgaven alene. De skal både kunne samarbejde tværfagligt og samtidig bevare en stærk professionsidentitet. Det kræver uddannelser, der fremmer refleksion, læring og evnen til at navigere i komplekse praksisfelter,” siger Jette Sørensen og tilføjer:
“Og det kræver igen viden om, hvordan vi får behandling og pleje til at lykkes i borgernes hjem, og hvordan vi skaber kontinuitet i patientforløb og uddanner de studerende til at håndtere det.”
Håb for samarbejde
Debatindlægget, som også er delt på LinkedIn, har afstedkommet mange reaktioner.
“Det er positivt at vide, at mange undervisere, forskere, læger, sygeplejersker og andre fagligheder deler vores bekymring. Det giver håb for, at vi kan skabe et stærkt samarbejde,” siger Jette Sørensen og uddyber:
“Det er der brug for. For vi står bogstaveligt talt midt i en reformstorm. Det er som om, det er en selvfølgelighed, at forandringerne bare sker af sig selv. Men uden forskning i professionsuddannelserne risikerer vi, at reformerne ikke skaber de sammenhængende forløb for borgerne, som politikerne har lovet.”
Tekst Laura Elisabeth Lind Foto Michael Drost-Hansen
Når uniformsetikette møder virkeligheden
Ur og fingerringe er no go. Retningslinjerne er tydelige, men bliver ikke altid fulgt, viser flere reportagefotos i Sygeplejersken. Fagbladet bør slet ikke bringe de fotos, mener flere hygiejnesygeplejersker. Men hvordan sikrer vi, at retningslinjerne bliver overholdt?
Med jævne mellemrum dukker der reportagefotos op i dette fagblad, hvor erfarne sygeplejersker i uniform og i situationer med patientkontakt f.eks. bærer ur, armbånd eller fingerring, hvilket er i modstrid med de nationale infektionshygiejniske retningslinjer for håndhygiejne fra Statens Serum Institut.
Billederne bringes sammen med artikler, der fortæller om alle mulige emner, der ikke handler om infektionshygiejne, men om sygeplejerskernes opgaver og møde med patienter og borgere. De viser en bid af hverdagen og virkeligheden for de sygeplejersker, journalisterne interviewer, og fotograferne fotograferer.
Men de billeder bør Sygeplejersken slet ikke bringe, mener flere hygiejnesygeplejersker. Bl.a. Jette Holt, Central Enhed for Infektionshygiejne ved Statens Serum Institut samt Hanne Hvingelby, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Infektionshygiejnisk Enhed på Aarhus Universitetshospital, og forkvinde for Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker.
Normaliserer uønsket adfærd
Det gør de opmærksom på i debatindlægget ”Billeder påvirker adfærd” på s. 20 i
Når der bliver vist fotos af sygeplejersker i uniform med ur eller løsthængende hår, er fagbladet med til at blåstemple det.
Jette Holt hygiejnesygeplejerske
dette nummer og uddyber i et interview med Sygeplejersken: ”Sygeplejersken er et fagblad, der udbreder faglig viden til sygeplejerskerne. Derfor mener vi, at Sygeplejersken har et ansvar for, at det billedmateriale, der bliver bragt, refererer til best practice i klinikken. Når der bliver vist fotos af sygeplejersker i uniform med ur eller løsthængende hår, er fagbladet med til at blåstemple det og skabe en kultur, hvor det er ok.”
Både Jette Holt og Hanne Hvingelby medgiver, at hverken journalister eller fotografer har ansvaret for, at sygeplejerskerne følger de infektionshygiejniske retningslinjer.
”Det har sygeplejerskerne jo selv, men det er bare noget, vi kæmper rigtig meget med. Ærmer, der går ned over albuen og smartwatches, der gør det muligt at modtage sms og se, hvor mange skridt man har gået. Andre bærer armbånd og fingerringe, fordi smykkerne betyder meget for dem personligt. Det er en kultur, der stille og roligt sniger sig ind mange steder, men det gør den ikke mere rigtig,” siger Hanne Hvingelby og fortsætter:
”Når sygeplejerskernes fagblad så bringer billeder fra klinikken, hvor sygeplejersker også har ur og ringe på, legitimeres en adfærd, der kompromitterer patientsikkerheden.”
Hanne Hvingelby tilføjer:
”Jeg påtaler det hver gang, jeg ser det. Når man tager uniformen på, følger resten af uniformsetiketten med, ellers skal man ikke have uniform på.”
Slæber smitte med hjem
På Nordsjællands Hospital har Anne Marie Kodal, klinisk sygeplejespecialist på Anæstesi Intensiv Afsnit, også bemærket, at fotos af sygeplejersker i uniform, der ikke følger de infektionshygiejniske retningslinjer, nogle gange finder vej til Sygeplejerskens spalter.
For nyligt blev der også bragt nogle i Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitiske udspil, hvorfor hun efter lidt betænkningstid satte sig for at sende en mail til Dansk Sygeplejeråd med sin kritik.
”Det er virkelig problematisk. Når vi er i uniform, skal vi følge SSI’s retningslinjer, som alle sundhedsprofessionelle er underlagt. Det fremstår meget uprofes -
Tekst Christina Sommer
Illustration Mathias Nygaard Justesen / iStock
sionelt, når fagbladet eller Dansk Sygeplejeråd er afsendere på fotos med uniformerede sygeplejersker, der ikke gør det,” siger Anne Marie Kodal.
Hun medgiver også, at ansvaret for at følge de gældende retningslinjer først og fremmest er sygeplejerskernes, ført an af deres ledelse og lokale hygiejneorganisationer. Og så kan hun ikke forstå, det skal være så svært:
”Det, der undrer mig allermest ved at se uniformerede kolleger, der f.eks. bærer ur eller fingerring, er, at de derfor ikke kan udføre korrekt håndhygiejne. Mange argumenterer med, at de ikke har patient/ borgerkontakt, men korrekt håndhygiejne er vigtig, uanset hvilken opgave en sygeplejerske har, både for at stoppe smittekæder mellem patienter og for, at man ikke slæber smitte med hjem,” siger hun.
Ønske: Retouchér ure væk Sygeplejersken har rakt ud til nogle af de sygeplejersker, som er blevet por -
trætteret med f.eks. armbåndsur i dette blad. Ingen ønsker at medvirke, men en enkelt skrev i svaret på henvendelsen, at selvfølgelig gælder de infektionshygiejniske retningslinjer også på hendes arbejdsplads, og hun ærgrer sig over, at hun ikke var mere opmærksom, da der blev taget fotos.
Selvom Anne Marie Kodal, Jette Holt og Hanne Hvingelby som sagt er enige i, at det først og fremmest er sygeplejerskernes ansvar at følge retningslinjer og instrukser, mener de fortsat, at et reportagefoto af en dygtig, men altså uopmærksom sygeplejerske i uniform ikke bør bringes i Sygeplejersken.
Hvad er infektionshygiejne?
Infektionshygiejne handler om at bryde smitteveje og skabe sikre arbejdsgange, så patienter og personale beskyttes mod infektioner på både hospitaler og i primær sektor.
Alle Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) er samlet på Statens Serum Institut, Central Enhed for Infektionshygiejnes hjemmeside, som kan tilgås via qr-koden:
Alternativt mener de, at ur eller fingerring bør retoucheres væk, også selvom det taler imod de presseetiske retningslinjer om, at medier skal gengive information korrekt.
Vil ikke udstille nogen
Chefredaktør på Sygeplejersken, Louise Balleby, synes også, at det er problematisk, når der bliver bragt billeder af sygeplejersker, der ikke følger de gældende retningslinjer.
”Når det sker, er det typisk fordi, vi først opdager det, når bladet er trykt. Så er der ikke så meget at gøre. Men vi ærgrer os. Opdager vi det inden, overvejer vi grundigt, om vi skal bringe billedet eller ej. Er der f.eks. en god forklaring, skriver vi den,” siger Louise Balleby og fortsætter:
“Vi ønsker hverken at blåstemple ukorrekt hygiejneetikette eller udstille de sygeplejersker, som af en
Sådan sikres korrekt infektionshygiejnisk adfærd
Ledelsen skal gå forrest og tale om retningslinjerne på en respektfuld og faglig måde
Billederne viser en virkelighed, hvor alt ikke er perfekt, og det er der så mulighed for at gøre noget ved.
Daglig fokus og refleksion over, hvordan retningslinjerne bliver implementeret i arbejdet
Infektionshygiejniske nøglepersoner skal have tid og rum til at tale med og rådgive kollegerne.
Kilder: Jette Holt og Hanne Hvingelby
eller anden grund ikke følger de infektionshygiejniske retningslinjer i situationen. Det er derfor noget, vi jævnligt italesætter over for journalister og fotografer, så de også er opmærksomme på det, når de er på stedet med sygeplejerskerne. Men det kan glippe, da de som udgangspunkt har et helt andet fagligt fokus.”
Fælles ansvar
Skulle skaden ske, mener chefredaktøren dog også, at man kan vælge at se det som et opmærksomhedspunkt.
“Billederne viser en virkelighed, hvor alt ikke er perfekt, og det er der så mulighed for at gøre noget ved.”
Hun fastslår, at Sygeplejersken ikke kommer til at retouchere ure og billeder eller andet væk.
”Det vil være utroværdigt og give et falsk billede af virkeligheden,” siger hun og uddyber:
”Med denne artikel ønsker vi at belyse problematikken og de overvejelser, der ligger bag, når vi bringer de pågældende billeder i Sygeplejersken og det dilemma, der er mellem at vise sygeplejerskernes hverdag, som den er, eller kun at vise et ”retoucheret” billede.”
Louise Balleby understreger også, at redaktionen værdsætter medlemshenvendelser som ovenstående.
”Det er en naturlig del af efterkritikken, der gør, at vi genbesøger og vurderer, om der er noget, der skal skærpes over for fotografer og journalister. Men omvendt ændrer det jo ikke ved, at det er en del af virkeligheden, når kameraerne slukkes.”
Louise Balleby chefredaktør
Hver fjerde kvinde i Danmark oplever partnervold igennem livet, og for alt for mange er kvælning en del af volden. Du kan spille en afgørende rolle i at opspore volden og hjælpe.
Genkender du tegnene, når en patient bliver udsat for kvælningsvold af sin partner?
Svimmelhed, kvalme og hovedpine
Problemer med hukommelsen, forvirring og desorientering
Angst, depression og PTSD-symptomer
Ændret stemme, talebesvær
Mærker, rifter og smerter
Lammelse, punktformede blødninger, mærker
Punktformede blødninger, sløret eller nedsat syn
Tinnitus
Problemer med – og smerter ved – vejrtrækning
Ukontrolleret vandladning og/eller afføring under kvælningsepisoden
OBS: Tegn på kvælning varierer og er ikke altid synlige. Listen med tegn er ikke udtømmende.
Læs mere på danner.dk/kvaelningsvold eller find en guide til, hvordan du opdager kvælningsvold her.
Pia Yousfi
Uddannet sygeplejerske i 2003
Tandplejere styrker sygeplejerskers viden om mundhygiejne
Et pilotstudie viser, at tilknytning af tandplejere på somatiske sengeafsnit kan højne prioriteringen af mundpleje og forebygge alvorlige infektioner.
Tekst Helle Lindberg Emarati
Illustration Andreas Normann
Master i Humanistisk Sundhedsvidenskab og Praksisudvikling i 2013
Tidligere klinisk sygeplejespecialist, Hjertesygdomme, Sygehus Lillebælt
Hygiejnesygeplejerske, Sygehus Lillebælt, siden 2020
Specialuddannelse i infektionshygiejne, Master of Medical Science i 2025
Mundpleje er et specialiseret vidensfelt, og når somatiske sengeafsnit har en tandplejer tilknyttet, bliver sygeplejerskerne på afsnittene også mere vidende om mundhygiejne. Det kan potentielt forebygge infektioner og sygdomme – og i yderste tilfælde død.
Det fortæller Pia Yousfi. Hun er hygiejnesygeplejerske med specialuddannelse i infektionshygiejne og har en master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling. I sit masterprojekt beskæftigede hun sig med netop sammenhængen mellem tilknytning af tandplejere på hospitalsafsnit og plejepersonalets viden om mundhygiejne.
”Det var, da jeg selv var på sengeafsnit, at jeg første gang blev opmærksom på nogle udfordringer med mundhygiejne i sygeplejen. Den bliver ikke udført systematisk. Nogle gange kunne man f.eks. møde ind på vagt, hvor en patient allerede havde været indlagt et par dage uden at have hverken egen tandbørste med eller fået en udleveret,” fortæller Pia Yousfi. Hun fornemmede dengang et hul i sin egen faglighed, som lagde kimen til hendes speciale.
”Jeg kunne godt børste tænder på en patient, men jeg manglede den faglige værktøjskasse til at forstå det, jeg så i munden, og vide, hvad jeg skulle reagere på. Når jeg kiggede i journalen, kunne jeg også konstatere, at vi som sygeplejersker manglede nogle faglige begreber inden for mundhygiejne,” forklarer Pia Yousfi.
Tandplejernes viden smitter af Sygeplejersken har tidligere beskrevet, hvordan mundhygiejne generelt nedprioriteres i sygeple -
Om interventionsstudiet
Ikke-randomiseret, kontrolleret pilotstudie gennemført på fem hospitalsafdelinger, hvoraf en var interventionsafdeling og fire var kontrolafdelinger
Interventionen bestod af undervisning og praksisnær sparring leveret af en tandplejer over 14 måneder. Kontrolgruppen udførte standardpleje uden intervention
Viden om mundhygiejne blev målt ved hjælp af elektronisk spørgeskema med fem multiple choice-spørgsmål. I alt 139 besvarelser indgik i analysen
Inventionsgruppen opnåede en signifikant højere pointscore – 16 pct. – på spørgsmål om mundhygiejne sammenlignet med kontrolgruppen.
jen, selv om god mundpleje kan forebygge potentielt livsfarlige infektioner og mindske risikoen for komplicerede indlæggelsesforløb.
På bl.a. Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital har man dog ansat tandplejere, som er fast tilknyttet et eller flere sengeafsnit. Det tværfaglige samarbejde giver gode resultater, fordi tandplejernes specialviden bidrager til, at mundsundhed ikke overses eller nedprioriteres i den daglige sygepleje.
Pia Yousfi blev nysgerrig på, om tandplejernes faglige viden mon ligefrem smittede af på sygeplejerskerne på de afsnit, hvor de havde deres gang. I forbindelse med sit masterprojekt lavede hun derfor et interventionsstudie, hvor interventionen var tilknytning af tandplejere på somatisk sengeafsnit. Med spørgeskemaer kortlagde Pia Yousfi sygeplejerskernes viden om mundhygiejne.
”Det var et meget lille, kontrolleret pilotstudie, men resultaterne indikerede, at plejepersonalet på interventionsafsnittet generelt havde større viden om mundhygiejne end plejepersonalet i kontrolgrupperne. Hvis man skal tænke i implikationer for praksis, kan man derfor sige, at det kan føre til mere viden om mundhygiejne, løfte prioriteringen af mundpleje og forebygge farlige infektioner
som f.eks. lungebetændelse og endokardit, hvis man har tandplejere tilknyttet somatiske sengeafsnit,” forklarer hun.
Behov for systematisk tilgang
Pia Yousfi peger derfor på, at hospitaler bør overveje at indtænke tandplejere som en vigtig del af det tværprofessionelle samarbejde.
”På Odense Universitetshospital er tandplejerne tilknyttet bestemte afdelinger, men det er næppe realistisk, at hver eneste sengeafdeling kan få deres egen tandplejer. Men at ansætte tandplejere på hospitalerne, ligesom man ansætter diætister, psykologer og farmakonomer,
vil være rigtig gavnligt for tværfagligheden og helhedsblikket på patienterne,” siger Pia Yousfi.
Hun opfordrer samtidig til, at afdelingerne og sygeplejerskerne gør brug af de værktøjer, der allerede findes for at højne prioriteringen af mundpleje:
”Der findes en national klinisk retningslinje om mundhygiejne til voksne borgere og patienter. Der er desuden studier, der viser, at selv oppegående patienter har brug for hjælp til mundhygiejnen. Som sygeplejerske kan man derfor ikke antage, at de klarer det selv. Der er behov for en systematisk tilgang til mundplejen hos alle patienter.”
”Vi er behandlingen”
Næsten halvdelen af beboerne på Kildebakken Plejecenter fik antipsykotisk medicin i 2019. I dag er det blot 7,4 pct. Medicinen er erstattet med personcentreret omsorg, hvilket bl.a. indebærer fokus på beboernes psykologiske og sociale behov.
Tekst Christina Sommer Foto Michael Drost-Hansen
”Hvordan sover du for tiden, Dion?
Når jeg kigger på skemaet her, kan jeg se, at du ikke har været vågen den seneste uge, når nattevagten har kigget ind. Har der været noget i nat?”
Centersygeplejerske på Kildebakken Plejecenter i Haderslev, Lene Skov Kristensen, har sat sig i sofaen hos 71-årige Dion Frank Nielsen. Sammen gennemgår de hans adfærdsskema for den seneste uge, hvor personalet døgnet rundt kan notere, hvis de oplever forandringer eller psykiske symptomer hos beboeren, f.eks. uforklarlig adfærd eller urolig søvn.
Hun kigger spørgende på ham med et smil. Dion Frank Nielsen ryster på hovedet: ”Overhovedet ikke. Jeg har sovet godt,” bekræfter han.
Dion Frank Nielsen flyttede ind på plejecentret i januar 2024 og har demens, akkurat som alle de andre beboere. For ham betyder det bl.a., at han nogle gange
får tanker om krig, død og ødelæggelse, hvilket kan resultere i uro og dårlig nattesøvn.
Han har derfor i en årrække fået antidepressiv medicin både morgen og aften, men han er pt. i nedtrapning for at se, om Lene Skov Kristensen og kollegerne ved hjælp af personcentreret omsorg og pleje kan skære medicinen helt fra.
”Det går jo stille og roligt fremad, som det skal,” konstaterer Lene Skov Kristensen.
Mange beboere var i mistrivsel
Det systematiske og evidensbaserede arbejde med personcentret omsorg og pleje på Kildebakken Plejecenter begyndte for alvor i 2019, fortæller Lene Skov Kristensen:
”Næsten halvdelen af beboerne fik antidepressiv medicin, og mange havde bivirkninger. De var i mistrivsel, obstiperede og
døsige, og vi oplevede også mange faldulykker. Der var al mulig grund til at sætte ind. Antipsykotisk medicin er sidste udvej og skal jo helst undgås,” forklarer centersygeplejersken, bl.a. med henvisning til de seneste nationale kliniske anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, der udkom i april i år . De kliniske anbefalinger fastslår, at effekten af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er beskeden, samt at der er markant øget risiko for alvorlige bivirkninger og øget dødelighed. Medicinen kan desuden sløre de bagvedliggende årsager til adfærdsændringer, der kan skyldes uopfyldte psykologiske og sociale behov eller somatisk sygdom.
Kendskab vigtig for trivsel
Netop derfor skal mennesker med demens som udgangspunkt ikke have ordineret antipsykotisk medicin. Fokus bør være på at skabe fysisk og psykisk
Omsorg frem for medicin
Sundhedsstyrelsens ”Nationale Kliniske Anbefalinger for mennesker med demens med adfærdsmæssige og psykiske symptomer” udkom i april i år.
Den indeholder fire anbefalinger, som overordnet går på, at mennesker med demens som udgangspunkt ikke bør behandles med antipsykotika, da der er ringe effekt og markant øget risiko for alvorlige bivirkninger og øget dødelighed.
Det anbefales i stedet, at personalet arbejder struktureret og målrettet med non-farmakologiske interventioner og god kontakt i relationen med henblik på at opfylde personens fysiske og psykiske behov på baggrund af en systematisk analyse af årsagerne til adfærden.
Læs anbefalingerne ved at scanne qr-koden:
For nogle kan det at dække bord være en meningsfuld beskæftigelse og et behov, vi derfor skal opfylde.
Kirsten Raun Østergaard sygeplejerske og plejehjemsleder
Mindre antipsykotisk medicin er godt for alle, fortæller centersygeplejerske
Lene Skov Kristensen, her i plejecentres have med Dion Frank Nielsen: ”Beboerne trives bedre og bliver mere aktive, og det smitter jo også positivt af på personalet”.
velbefindende gennem personcentreret omsorg og en god relation til personen med demens. Det kræver, at personalet kender beboerne godt, pointerer sygeplejerske og plejehjemsleder Kirsten Raun Østergaard.
”Når en ny beboer flytter ind, afholder vi en tværfaglig beboerkonference, som ledes af kommunens to udviklingssygeplejersker, der også er demenskoordinatorer. Og her benytter vi flere evidensbaserede redskaber fra Sundhedsstyrelsen,” fortæller hun og fremhæver bl.a. *Blomsten*.
*Blomsten* beskriver de fem universelle psykologiske behov, som skal opfyldes for, at vi trives som mennesker: Identitet, inklusion, trøst, tilknytning og meningsfuld beskæftigelse, mens kærlighed binder de fem behov sammen i midten – det er her, mennesker oplever omsorg og føler sig 100 pct. accepteret for den, de er.
Mennesker med demens kan have svært ved selv at definere deres behov og også sige til, hvis behovene ikke bliver opfyldt. Der ligger derfor en stor opgave for plejepersonalet i både at kende og hjælpe bebo -
erne med, at deres behov bliver opfyldt, forklarer Kirsten Raun Østergaard:
”På konferencen kommer vi hele vejen omkring beboerens livs- og sygdomshistorie, der er afgørende for de nuværende psykologiske og sociale behov. Når vi kender de behov, kan vi bedre lave en handleplan. For nogle kan det at dække bord være en meningsfuld beskæftigelse og et behov, vi derfor skal opfylde. For andre kan samme behov opfyldes ved at komme en tur i vores have”.
Løbende kompetenceudvikling Kildebakken har i alt 52 beboere, som er fordelt i seks boligmiljøer med hver deres faste medarbejderteams, hvilket igen er med til at sikre, at beboere og personale kender hinanden godt.
Lene Skov Kristensen og hendes kollega, centersygeplejerske Trine Anina Hansen, har hver ansvar for tre boligmiljøer og dækker ind for hinanden ved ferie og andet fravær. De deltager også på beboerkonferencerne og står for at kompetenceudvikle kollegerne løbende i tæt samarbejde med kommunens udviklingssygeplejersker.
”Det er ressourcekrævende at arbejde på denne måde, især i begyndelsen, hvor personalet skal have nye kompetencer og lære at fokusere på det pædagogiske og psykologiske arbejde. Det er jo meget hurtigere at give en tablet end at arbejde personcentreret,” siger Trine Anina Hansen og giver som eksempel en beboer, der pludselig ændrer adfærd, f.eks. begynder at råbe eller vandre rundt på gangene.
”Her handler det om at finde ud af, hvorfor beboeren ændrer adfærd. Hvornår sker det, hvilke følelser er på spil? Taler beboeren om en bøde, han har fået nede i byen, skal vi måske have fat i de pårørende og høre, hvad der skete. Selvom det er 30 år siden, kan det godt dukke op igen. Og når vi ved, hvad der er sket, kan vi bedre tale med beboeren om det – at det var træls, men at der er kommet styr på det, og så kan vi få ro på igen. Derfor er beboernes livshistorier så vigtige for os,” siger hun og tilføjer:
Det kræver det
1. Ledelsesmæssig beslutning om, at man vil arbejde med personcentreret omsorg som metode.
2. Metode og mål skal være tydelige for alle - at målet er øget trivsel og livskvalitet gennem omsorg fremfor antipsykotisk medicin.
3. Løbende kompetenceudvikling.
4. Tålmodighed og vedholdenhed samt godt samarbejde med fast tilknyttet plejehjemslæge.
Kilder: Kirsten Raun Østergaard, Lene Skov Kristensen og Trina Anina Hansen
Centersygeplejerske
Trine Anina Hansen, her i dialog med social- og sundhedsassistent Mette Lange er begge glade for at arbejde med personcentreret omsorg og pleje, selvom det nogle gange kan være svært at overføre teori til den enkelte beboer.
”Personalet skal vide, hvad de kan sætte i stedet for medicin, og det er jo individuelt. For nogle hjælper det at komme udenfor, og vi bruger vores have rigtig meget. Andre gange kan det være kram og berøring, der virker. Og ved man, at en beboer elsker pandekager, forsøger man at skaffe nogle fra køkkenet”.
Sikre trygge kolleger
De to centersygeplejersker er tilknyttet beboere i nedtrapningsforløb og er også med til at formulere beboernes handleplaner, der bliver taget op til revision, hvis en beboer ændrer adfærd.
”Det handler meget om at sikre, at vores kolleger er trygge og tør være i de ubehagelige situationer, der kan opstå, når en beboer bliver trappet ud af antipsykotisk medicin, hvilket også kan føre til adfærdsændringer. Sammen finder vi ud af, hvad ændringerne skyldes, og hvad der kan afhjælpe dem. Det kan skyldes frustration over en gammel
hændelse, sygdom eller et sår, der smerter,” siger Trine Anina Hansen.
Endelig samarbejder centersygeplejerskerne også tæt med de to fast tilknyttede plejehjemslæger.
”De deler vores menneskesyn – at vi forsøger os med den pædagogiske tilgang først og bruger non-farmakologiske indsatser for skabe velvære, selvom medicin helt sikkert har sin berettigelse nogle gange,” siger centersygeplejerske Lene Skov Kristensen.
Det virker
Et af de nyeste non-farmakologiske tiltag på plejecentret er en sansestol på hjul, som derfor er nem at transportere rundt til de forskellige beboere. Den kan både vippe og afspille musik, og 71-årige Dion Frank Nielsen nyder også at sidde i den:
”Det er ren wellness,” siger han og fortæller, at han er faldet i søvn i den flere gange.
Selvom han stadig får antipsykotisk medicin til natten, er dosis halveret. Går alt vel, bidrager han snart til det positive resultat, plejecentret har opnået siden
Blomsten og Isbjerget
Sundhedsstyrelsens Videnscenter for Ældrepleje samler på deres hjemmeside viden, cases og inspiration til arbejdet i ældreplejen. Også her kan man finde beskrivelser af redskaber som ’Blomsten’, ’Isbjerget’, ’Trivselskarret’ m.fl., som er lige til at printe og bruge i praksis som såkaldte refleksionskort:
2019 ved at arbejde evidensbaseret og systematisk med personcentreret omsorg og pleje. Dengang fik 48 pct. af beboerne antipsykotisk medicin.
”I dag er vi nede på 7,4 pct., og for de berørte beboere skyldes det ikke demens, men anden psykiatrisk lidelse,” fortæller Kirsten Raun Østergaard.
Og det er godt for både beboerne og personalet.
”Når vi fjerner den antipsykotiske medicin, forsvinder bivirkningerne. Nogle beboere bliver mere vågne, og nogle får deres sprog tilbage i den grad, man nu kan forvente, når de er så syge med demens. Men bare det, at de kan sige ja eller nej til noget, er stort,” siger Lene Skov Kristensen og tilføjer:
”Beboerne trives bedre og bliver mere aktive, og det smitter jo også positivt af på personalet”.
Hun fortsætter:
”Kirsten siger nogle gange, at vi er pillen, at vi er behandlingen. Den der forståelse af, hvor vigtige vi medarbejdere er i behandlingen - at omsorgen, vi giver, er behandlingen. Det kan ikke understreges nok”.
Centersygeplejerske Lene Skov Kristensen hjælper 71-årige Dion Frank Nielsen godt på plads i plejecentrets mobile sansestol.
Frivillige skaber håb og fællesskaber i psykiatrien
Gennem de seneste fem år har organisationen Håb i Psykiatrien med stor succes formået at få frivillige ind på psykiatriske afdelinger i hele landet. I dag får mere end 50 afsnit jævnligt besøg af frivillige, som i samarbejde med personalet skaber små aktivitetsfyldte åndehuller og samvær i en hverdag, der for mange patienter kan være præget af håbløshed og kedsomhed.
"Psykiatrien er udfordret i disse år, og både patienter og personale savner ofte de små åndehuller, hvor sygdommen ikke fylder det hele. Når der sker noget anderledes og meningsfuldt på afsnittet, giver det patienterne en pause og adspredelse fra de tunge tanker og styrker følelsen af fællesskab, håb og sågar handlekraft. Gennem samtaler og fælles aktiviteter opstår ligeværdig kontakt, der kan give mod på mere socialt samvær –både under og efter indlæggelse,” siger Lotte Frost Jørgensen, forperson i Håb i Psykiatrien
Konkret sørger Håb i Psykiatrien for en grundig screeningsproces af både frivillige og afsnit, hvorefter foreningen sikrer, at der er en solid intro og klare rammer for den frivillige indsats og personalets roller og ansvar på afsnittet. Først når alt er på plads, kan den frivillige møde op første gang. Herefter besøger den eller de frivillige afsnittet hver eller hver anden uge og faciliterer f.eks. kreaværksteder, blomsterbinding, højtlæsning og musikalske indslag. Aktiviteter, som giver grundlag for en
anden og ligeværdig samtale, som kan være afgørende for at frisætte håb og handlekraft.
Håb i Psykiatrien har fået en bevilling fra LB Foreningen, der bl.a. ejer Bauta Forsikring, på 4,5 mio. kr., som skal sætte ekstra tryk bag det opsøgende arbejde for at rekruttere nye frivillige, skabe kontakt til de forskellige afsnit og få en struktur og sammenhæng i det fællesskab, som nye frivillige kan træde ind i.
I LB Foreningen ser man mange perspektiver i Håb i Psykiatriens arbejde: ”Man kan næsten ikke finde noget mere meningsfyldt end at prøve at skabe håb i en situation, hvor håbløsheden ellers hersker. Håb i Psykiatrien har skabt en formel for at skabe netop håb og fællesskab i en verden, hvor mennesker ellers kan have det svært. Deres indsats er lovende, og vi tror på, at kombinationen af frivillige og fællesskabsaktiviteter har potentialet til at gøre en markant forskel for mennesker med psykiske lidelser,” siger Lars Busk Hansen, formand for LB Foreningen.
Det er forventningen, at man i løbet af projektet kan vokse til at have frivillige på op til 200 psykiatriske sengeafsnit og ambulatorier inden 2029.
Hvis du vil vide mere om Håb i Psykiatrien og deres indsatser så se mere på www.haabipsykiatrien.dk
Bauta Forsikring er en del af LB Forsikring, der er ejet af LB Foreningen.
LB Forsikring er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, med over 450.000 medlemmer. Som forsikringstager i LB Forsikring er man også medlem af LB Foreningen og dermed medejer af LB Forsikring. LB Foreningen uddeler ca. 20 mio. kr. til almennyttige formål kr. årligt – heraf 5 mio. kr. til regionale formål.
LB Foreningen støtter Håb i Psykiatrien med 4.5 mio. kr. frem til juni 2029.
3 mia. kr. til forskning i sundhed
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget kunne den 6. november 2025 præsentere en aftale, der sikrer 19 mia. kroner til forskning og innovation fra 2026 til 2029. Aftalen består af to delaftaler. Midlerne fra den første aftale skal hovedsageligt fordeles mellem forskning inden for sikkerhed, forsvar, kritiske teknologier og grøn omstilling. Den anden aftale indebærer et markant løft til den frie forskning. Det betyder, at partierne bag aftalen vil prioritere flere frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne. Aftalepartierne har afsat ca. 3 mia. kroner i alt til sundhedsforskning. Midlerne går bl.a. til langsigtet forskning i life science og velfærdsteknologi samt til en styrkelse af den kliniske forskning. Her skal forskerne dykke dybere ned i nye teknologier og redskaber inden for sundheds-, plejeog socialområdet. Der afsættes 160 mio. kroner til oprettelsen af Nationalt Center for Kvinders Sundhed. Centeret skal styrke forskningen i kvindesygdomme og -tilstande. Her skal der bl.a. forskes i kvindesygdommen endometriose. Initiativet indgår som en del af aftalepartiernes samlede investering på ca. 3 mia. kroner til sundhedsforskning over den fireårige periode.
/llh
Har du nyt fra forskningens verden, så skriv gerne til os på redaktionen@dsr.dk
Vejen til demensramtes indre liv
Et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed belyser, hvordan man kan fastholde indre oplevelser hos mennesker med meget fremskreden demens. Forskerne beskriver, hvordan tabet af sproget kan føre til, at andre overtager fortællingen om personens liv.
Studiet peger på, at der stadig kan være et rigt indre liv, selvom sproget svigter. En gennemgående metode i studiet er såkaldt kritisk fabulation. I demensforskning handler det om, hvordan fantasi, indlevelse og respekt bruges til at forestille sig og genskabe mulige fortællinger for mennesker, som mister evnen til at udtrykke sig verbalt. Essentielt er det at være bevidst om, at man ikke kender hele sandheden.
Frederik Schou-Juul, som er en af forskerne bag studiet, har sammen med forskerkolleger fra Spanien, England og Tyskland undersøgt, hvordan litteratur, fortællekunst og kritisk fabulation kan hjælpe pårørende og plejepersonale med at bevare demensramtes indre livsverden. Og dermed komme tættere på de fortællinger, som mennesker med demens ikke længere selv kan udtrykke verbalt. Studiet ’Reimagining the ‘Lost’ narratives of advanced dementia through literature and critical fabulation’ er publiceret i tidsskriftet Medical Humanities.
/llh
Mangler viden om mental sundhed
Sygeplejersker i hjemmeplejen har en oplevelse af, at de mangler uddannelse og viden om mental sundhed. Det viser et norsk studie, ’Nurses’ perspectives on clinical competence to identify loneliness and depression in older people in home care: a qualitative study’. I praksis betyder det, at sygeplejerskerne er usikre på, hvordan de bedst muligt identificerer og håndterer tegn på mental mistrivsel og tilstande som ensomhed og depres -
sion hos ældre. Studiet bygger bl.a. på 15 individuelle interviews med sygeplejersker fra forskellige landsdele. Fælles for sygeplejerskerne er oplevelsen af ikke at kunne imødekomme patienternes behov tilstrækkeligt, når det relaterer sig til mental sundhed. Dette medførte en følelse af moralsk stress og utilstrækkelighed blandt selvsamme sygeplejersker. /llh
Deler sygeplejen med
50.000
følgere
Sygeplejerske og influencer Sy Lee bruger sine sociale medier til at dele sygeplejefaglig viden med sine næsten 50.000 følgere side om side med rød løber-events, rejser og modeljobs.
Han vil bruge sin platform til at nuancere faget og inspirere flere til at vælge det.
Medicinen til morgendagens hold sygeplejersker står klar på bordet i det lille lyse lokale på Gentofte Hospital.
Iført sin hvide uniform og crocks skriver sygeplejerske Sy Lee datoer og dosis på væskebeholderne.
Han er netop startet i en delt stilling på Lungemedicinsk Sengeafsnit på Herlev Hospital og Lungeambulatoriet på Gentofte Hospital, hvor han tilbringer halvdelen af tiden det ene sted og halvdelen det andet.
Han arbejder med udredning og behandling af patienter med lungesygdomme, giver IV-medicin, tager blodprøver, lægger kateter, opstarter medicinforløb, snakker med pårørende og meget mere.
Men inde bag uniformen gemmer sig en anden side af ham. Den side, der har næsten 50.000 følgere på Instagram, og
Døm mig ud fra, hvordan jeg gør mit arbejde – ikke hvad jeg poster på min Instagram.
Sy Lee
sygeplejerske
som siden 2011 har været kendt fra tvprogrammer som Divaer i Junglen, Good Luck Guys, For Lækker til Love og Fristet.
På Sy Lees sociale medier lever han influencerlivet med modeljobs, røde løbere og speedos på stranden. Men siden Sy Lee blev uddannet sygeplejerske i sommeren 2025, har han også brugt sin
indflydelse på at give indblik i sit liv som sygeplejerske.
Sygepleje på SoMe
”Da jeg studerede, savnede jeg, at der var nogle sygeplejersker på sociale medier, som jeg kunne spejle mig i, og som delte et realistisk billede af, hvad det vil sige at være sygeplejerske,” fortæller Sy Lee, mens han på sin iPhone redigerer en video af sig selv i uniform, der fylder medicin på infusionsbeholdere.
Han skriver ”Sygeplejerskejobbet” med hvid tekst og tilføjer et rødt hjerte. Han forstørrer teksten og rykker det rundt på skærmen. Han gør sig umage. Alt skal stå skarpt.
Det er vigtigt for ham, at det sygeplejefaglige indhold, han deler på sine sociale medier, skal give et nuanceret billede af faget. Folk skal se det virkelige liv.
Han uploader den færdigredigerede snapchat-story og lægger telefonen i skødet.
”Måske kan jeg være med til at motivere unge mennesker til at vælge sygeplejefaget til,” siger han.
Sy Lee kan nemlig godt være bange for, at mange bliver skræmt af faget pga. skrækhistorier. Antallet af optagne på sygeplejeuddannelsen faldt fra 2024 til 2025 med 8 pct., og det motiverer ham kun til at blive ved med at vise de gode sider af faget frem.
”Vi har brug for flere sygeplejersker. Hvis folk ikke tør at gå ind i sundhedsvæsenet, hvem skal så tage sig af os, når vi bliver gamle?” spørger han retorisk.
Meningen med livet
Sy Lee har levet et liv med fart på. Men da corona-pandemien lagde Danmark ned, fik han tid til at overveje, om det var sådan, det skulle fortsætte.
”Jeg stod bare stille i mit liv,” siger han med dæmpet stemme.
“Der opstod sygdom i min familie, og der oplevede jeg, hvor lidt jeg kunne hjælpe. Jeg følte mig så magtesløs.”
Det var i den magtesløshed, at Sy Lee opsøgte en lægeven og fik et indblik i sundhedsvæsenet.
Der faldt brikkerne på plads. Det var her, han skulle være. Efter at have arbejdet som ufaglært på et plejehjem faldt valget på sygeplejen.
Tekst Emma Kollerup Kold
Foto Kasper Løftgaard
Sy Lee fortæller, at han kun filmer indhold til sine sociale medier i pauser eller udenfor arbejdstiden: ”Jeg løber jo ikke rundt mellem patienter på stuegangen med en selfiestang.”
”Det kan godt være, det er en kliché, men når jeg udfører sygepleje, finder jeg meningen med livet.”
”Der er noget, der er mere meningsfuldt end at jagte anerkendelse, at være kendt og have dyre ting,” fortæller han med et smil.
”Når jeg forlader jorden, kan jeg jo ikke tage de ting med mig.”
Et kendt ansigt
På Sy Lees Instagramkonto er det tydeligt, at han også lever et farverigt liv med influencerfester, champagne, middage og rejser, og det er vigtigt for ham at holde fast i den del af livet.
Han vil vise andre, at der godt kan være plads til én som ham i sygeplejen.
”Jeg er jo også andet end sygeplejerske. Jeg elsker at rejse, være model, lave fjernsyn og feste. Hvorfor skal jeg nedtone mit privatliv, bare fordi jeg er sygeplejerske? Det er også en del af mig,” siger han.
Det sker dog af og til, at Sy Lee bliver genkendt på arbejdet, og det har medført blandede reaktioner. Nogle vil have billeder og kram, andre ser skævt til ham, og nogle vil slet ikke have ham som deres sygeplejerske.
”At være offentlig er jo en del af mit liv. Det er et valg, jeg har taget, som jeg ikke kan løbe fra,” fortæller han.
Han understreger, at han kun laver indhold til sine sociale medier uden for arbejdstiden, og han mener ikke, det går ud over hans professionalitet.
”De må jo dømme mig ud fra, hvordan jeg gør mit arbejde - ikke hvad jeg poster på min Instagram,” siger han.
Og selvom nogle mener, at han er uprofessionel, oplever Sy Lee alligevel, at folk finder en respekt for hans faglighed i sidste ende.
Han har før oplevet, at en pårørende så skævt til, at det var lige netop ham, der skulle passe hans far.
”Men da han så, at jeg trådte i karakter som sygeplejerske og gjorde mit bedste for at hjælpe hans far, så kom han efterfølgende og sagde undskyld for at have tvivlet på min faglighed,” smiler Sy Lee.
Mange på sociale medier har haft stærke holdninger til de to verdener Sy Lee deler på sociale medier. Men han mener ikke, at han bør nedtone sit privatliv for at dele indhold fra hverdagen som sygeplejerske.
”Der kunne jeg virkelig mærke, at jeg havde valgt den rigtige retning.”
”Jeg deler mit liv, som det er”
På lungeambulatoriet på Gentofte Hospital er Sy Lee ved at pakke sammen for i dag. En lille højtaler spiller elevatormusik ud i lokalet.
”Jeg har så mange ting, jeg gerne vil opnå med sygeplejen,” fortæller han energisk. Han drømmer både om at nørde videre med lunge- og hjertemedicin, men også om at være sygeplejerske ved Læger uden Grænser eller at læse videre til anæstesisygeplejerske.
Uanset hvor han skal hen, skal sociale medier med.
”Jeg deler mit liv, som det er, og det vil jeg blive ved med. Jeg kunne godt blive ved med bare at dele ting fra TV eller den røde løber. Men det er jo ikke det rigtige billede. Jeg er sygeplejerske, og dét fylder i mit liv.”
I hospitalslokalet er der ryddet op, medicinen står klar på bordet og musikken er slukket. Sy Lee svinger sin rygsæk over skulderen og slukker for lyset på stikkontakten. Han lukker døren til lokalet bag sig, som nu står klar til endnu en dag i morgen.
Annonce for Novo Nordisk
Annonce for Novo Nordisk
Malene Fogh Nielsen
Chefsygeplejerske
Malene Fogh Nielsen tiltræder den 1. januar 2026, som chefsygeplejerske for en helt ny afdeling på Hvidovre Hospital, nemlig den kommende Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme. Afdelingen skal varetage al neurologisk behandling og udredning – både akut og planlagt - for godt 600.000 borgere i Planområde Syd, som i dag varetages af Rigshospitalet.
Malene Fogh Nielsen kommer fra en stilling som oversygeplejerske på flere afsnit på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Rigshospitalet-Glostrup.
En stor rolle for Malene Fogh Nielsen bliver i første omgang at etablere den nye afdeling i regi af Amager og Hvidovre Hospital, men med midlertidig bopæl på Glostrup Hospital. Siden skal hun være med til at etablere afdelingen i nyre noverede rammer på Hvid ovre Hospital. Begge dele sammen med en cheflæge, som hun skal være med til at ansætte.
Mindeord
Dorthe
Nordendahl Nielsen
Det er med tungt hjerte, at vi modtog beskeden om, at Dorthe Nordendahl Nielsen på tragisk vis mistede livet i en ulykke fredag den 3. oktober.
Dorthe vil blive husket som en vellidt kollega og ven – omsorgsfuld, lyttende og altid med et smil på læben og klar med en kæk bemærkning. Hun var et varmt menneske, der med sin sociale natur og naturlige interesse for andre, skabte stærke relationer, både på arbejdet og privat.
Både kolleger og borgere i Assens Kommune fik igennem 20 år udbytte af hendes høje sygeplejefaglighed og store engagement, som bl.a. sårsygeplejerske. Hendes passion for farverig strik fortalte sin egen fortælling om stor kreativitet og et lyst sind.
Dorthe efterlader sig et stort tomrum, men også mange gode minder, som vil leve videre i hjertet hos alle os, der kendte hende.
Vores tanker og dybeste medfølelse går til Dorthes mand, tre døtre og resten af hendes familie.
Æret være Dorthes minde.
På vegne af kolleger i Sygeplejen
Tasker til Sundhedsplejen
Tak til Danmarks mest loyale kunder
85 % af Lån & Spars kunder ville vælge os igen, hvis de skulle skifte bank. Det viser BrancheIndex Bank 2025.
Er du medlem af Dansk Sygeplejeråd?
Som medlem får du særlige fordele hos Lån & Spar, blandt andet Danmarks højeste rente på lønkontoen og rådgivning, der tager udgangspunkt i dit fag og din hverdag.
Se alle fordelene på lsb.dk/dsr, eller ring 3378 1927.
Tasker til Hjemmesygeplejen
Tasker til Sundhedsplejen
Vandtætte | Robuste | Desinficerbare
ARCTIC HUNTER producerer et stort sortiment kvalitets rygsække, velegnede til hjemmesygeplejen, som servicere klienter året rundt i det danske vejr.
ARCTIC HUNTER producerer et stort sortiment kvalitetsrygsække, velegnede til sundhedsplejen som servicere klienter året rundt i det danske vejr.
Tasker kan desinficeres jvnfr. retningslinjer fra SSI, og har volumen til at rumme det nødvendige for hjemmesygeplejen ved daglige klientbesøg.
Tasker kan desinficeres jvnfr. retningslinjer fra SSI, og har volumen til at rumme det nødvendige for sundhedsplejen ved daglige klientbesøg
Vi tilbyder branding på tasker.
Taskerne bliver brandet med kommunens logo. www.arctichunter.dk
Vester Søgade 76,5 1605 København V. mail@arctichunter.dk | Tlf. 21623460
Disse navnesider er de sidste af sin slags. Fra 2026 relanceres Sygeplejersken, og i den forbindelse nedlægges siderne med navne og mindeord her i bladet.
Vandtætte | Robuste | Desinficerbare
ARCTIC HUNTER producerer et stort sortiment kvalitetsrygsække, velegnede til sundhedsplejen som servicere klienter året rundt i det danske vejr.
Tasker kan desinficeres jvnfr. retningslinjer fra SSI, og
I stuens dybe, stille ro
Sygeplejerske Lotte Wittrup Sørensens faglige tilfredshed og effektivitet vokser, når hun arbejder derhjemme. Hjemmearbejde på
Gastromedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital har hidtil været en succes til gavn for sygeplejersker og patienter.
Tekst Anton Kjøller Alexandersen
Foto Marcus Emil Christensen
Det gul-orange skær fra pejsen sender varme forbi
Georg Jensen-lysestagen og hele vejen hen mod stoleryggen for enden af spisebordet. Her sidder sygeplejerske Lotte Wittrup Sørensen. Hun er omgivet af sin mobil, en bærbar computer og et orange chartek med den håndskrevne titel “Hjemmearbejdsmappe med info”. Det er en time siden, hun loggede på fra det lille rødstenshus i Hillerød.
“Det er dejligt. Man har tiden til at sidde og fordybe sig i tingene, og man får også lagt nogle gode planer for patienterne, fordi man ikke bliver afbrudt. Man er meget effektiv,” siger Lotte Wittrup Sørensen, som er sygeplejerske på Gastromedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital. Hjemme kan hun løse opgaver i ro og mag. Det kan være at svare på spørgsmål, som patienter har skrevet ind, bestille blodprøver, stå for webambulatoriet eller lave opfølgende opkald til faste patienter. Helt alene. Nærmeste kollega er labradoren, Bjarne, som umiddelbart virker lige så glad for måden at arbejde på, som ejeren gør.
Man kan fordybe sig og få lagt den gode
plan.
Lotte Wittrup Sørensen sygeplejerske
“Man har den fordybelse, som man ikke altid har i hverdagen, hvor man går fra det ene til det andet,” siger Lotte Wittrup Sørensen.
Skal kunne opfange signaler
Lotte Wittrup Sørensen er en af seks sygeplejersker, som siden 1. september har haft mulighed for at arbejde hjemmefra. Selv gør hun det en gang om måneden. Inden lanceringen af hjemmearbejdet har sygeplejersker og leder været med til at definere hvilke opgaver, der kan løses hjemmefra og forventningsafstemt den nye rolle, fortæller oversygeplejerske på afdelingen Laura Skov Sejersten.
“Det er en anden form for sygepleje, man yder over for sine patienter, når man ikke har dem fysisk. Det kræver, at man kan opfange nogle signaler, når man kun taler med dem i telefonen. Men det er de vant til i forvejen,” fortæller hun og henviser til, at sygeplejersker normalt også kan varetage callcenterfunktionen.
Effektive erfaringer
Erfaringerne med hjemmearbejde er gode. Både sygeplejersker og ledere mener, det giver mere ro, mere fleksibilitet, mindre transporttid og mere effektive medarbejdere.
“De har selv bidt mærke i, at de når endnu mere, end de troede, de kunne,” siger Laura Skov Sejersten og fortæller, at sygeplejerskerne også kommer i bund med flere af deres administrative lister.
“Når de så møder på arbejde efter en hjemmearbejdsdag, har de mere overskud til at tage sig af de ad hoc-opgaver, som også kommer.”
Derudover frigiver de hjemmearbejdende sygeplejersker også tid til dem, som er fysisk til stede på afdelingen, da dem derhjemme kan gribe de mere administrative opgaver.
Ud over større ro og tid til fordybelse, sparer hjemmearbejdet også Lotte Wittrup Sørensen for en lille halv time i bil til hospitalet.
“Det gør faktisk, at de sygeplejersker, som så er fysisk på arbejde, bedre kan koncentrere sig og have mere nærvær om de patienter, der er i fremmøde,” siger Laura Skov Sejersten.
Flytning skubbede på
Inden for hjemmets fire vægge har Lotte Wittrup Sørensen nu ringet ind til en kollega på afdelingen. Hun tilbyder sin hjælp.
“Hvis de ringer nede fra røngten om en leverbiopsi eller andet, så bare ring eller skriv, ikk’?”
I afdelingen havde man længe tænkt på at introducere hjemmearbejdet, men det blev accelereret af, at man efter planen skal flytte til Nyt Hospital Nordsjælland i 2027. Her er der ikke plads til alle, og det forventes, at nogle ville skulle arbejde hjemmefra til den tid.
“I forvejen var vi udfordret på forstyrrelser, ro og koncentration i opgaveløsningen, så det var egentlig en kærkommen mulighed for at få presset det hurtigere igennem,” siger Laura Skov Sejersten.
En fordel for patienterne Fordelene overstråler ulemperne, mener man på afdelingen, der har sikret sig, at man har en vis portion faglig ballast til
Hjemmearbejde på Nordsjællands Hospital
Medarbejderne på Gastromedicinsk Ambulatorium arbejder hjemmefra højst én dag om ugen og kan blive kaldt ind, hvis der er brug for dem på hospitalet.
Seks ud af otte sygeplejersker på afdelingen tester hjemmearbejdet i en toårig periode.
Administrative opgaver, opkald, web-stuegang og afdelingens callcenterfunktion kan løses hjemmefra.
Kilde: Nordsjællands Hospital
De har selv bidt mærke i, at de når endnu mere, end de troede, de kunne.
Laura Skov Sejersten oversygeplejerske
at løse opgaverne hjemme, mens man også er opmærksom på arbejdsmiljøet ved løbende at lave opfølgningsmøder og justere ind. Laura Skov Sejersten håber dog, at hjemmearbejdet kan sikre fastholdelse og rekruttering fremover.
For Lotte Wittrup Sørensen er det i hvert fald glædeligt at kunne arbejde hjemmefra, og hun håber og tror, at det vil blive mere udbredt.
“Patienterne har ikke nødvendigvis tid til at køre på hospitalet og vente i et venteværelse, så jeg tror, at fremtiden bliver en anden måde at arbejde på. Vores teknologiske samfund lægger op til mere af denne slags arbejde,” siger hun og slår den vigtigste læring fast:
“Man får lagt de gode planer for patienterne. Det er det, jeg sætter allermest pris på.”
Ny bevægelse rykker plejen hjem
Flere sygeplejersker rundt om i landet kan nu arbejde hjemmefra. Det skaber større fleksibilitet, men kan udfordre arbejdsmiljøet og den faglige sparring. Hjemmearbejde vil dog blive mere udbredt og kan øge fagets konkurrenceevne, mener flere.
Tekst Anton Kjøller Alexandersen
Foto Marcus Emil Christensen
MIndtil nu er sygeplejerskerne glade for hjemmearbejdet, og labradoren Bjarne nyder også godt af det. Måske han får en ekstra godbid?
ere ro. Mere effektivitet. At arbejde hjemmefra som sygeplejerske har indtil nu været en succes for Gastromedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital. Og det giver god mening at begynde udbrede det.
Det mener i hvert fald Mai-Britt HägiPedersen, som er ph.d. i sygepleje og adjunkt ved Institut for Regional Sundhedsforskning på SDU med fokus på fremtidens sundhedsvæsen og digitale løsninger.
“Det handler ikke om at spare, men om at udnytte ressourcerne lidt mere smart,” siger hun.
Ifølge hende er tanken om hjemmearbejde og digitale løsninger en bevægelse, som er i gang i sygeplejen. Hun påpeger, at man både kan triagere, vurdere og langt hen ad vejen koordinere og observere med digitale løsninger.
“Det her er en ny måde at arbejde på. Det er en ny faglig identitet, vi er ved at bygge op,” mener hun.
Alene hjemme, samme service
Hjemmearbejde er langt fra nyt for sygeplejersken Mette, der af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker sit efternavn oplyst. Hun arbejder hos 1813 og har haft hjemmearbejdsdage som sygeplejerske siden 2023. Hos 1813 har knap to tredjedele af sygeplejerskerne en hjemmearbejdsplads, som de gør brug af. Derfor kan Mette skifte øer af skriveborde, støjvægge og bimlende telefoner fra kolleger ud med et mere roligt miljø derhjemme.
“Vi skal jo ikke fysisk tilgå patienten såsom at give injektioner i den opgave, vi løfter, så patienten møder den samme service, om de taler med mig derhjemme eller på vagtcentralen. Jeg giver nøjagtig den samme sundhedsfaglige vurdering,” siger hun med henvisning til, at hun altid kan stille om til en vagtleder, bagvagt
Anja Hansen er én af omkring 20 sygeplejersker, som benytter sig af muligheden for at arbejde hjemmefra på Kardiologisk Ambulatorium, Sjællands Universitetshospital, Roskilde.
eller dele indhentede fotos af patienters skader eller udslæt med en læge.
1813 har lavet en retningslinje for hjemmearbejde. Ifølge den skal medarbejderen have mindst et års ansættelse, mens der også bliver udarbejdet en såkaldt kvalitets-voicelog. Den skal undersøge medarbejderens kvalitet og faglighed i samtalerne for at sikre, at vedkommende kan håndtere at arbejde hjemmefra.
“Hvis man ikke kan komme på hjemmefra, skal man kunne være herinde inden for en time. Så vi sikrer, at vi er klar, når borgerne ringer,” forklarer vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, Lotte Klitfod, som bakker op om sygeplejerskernes mulighed for hjemmearbejde.
Lavere behov for sparring
Ifølge Mai-Britt Hägi-Pedersen stiller hjemmearbejdet dog en masse krav til sygeplejersker. Krav om alt fra udstyr til GDPR og ledelse. Og selvom telemedicin er foregået i mange år og brugen af videokonsultationer, hjemmeindlæggelse og monitorering hjemmefra findes i sygeplejen, kan tiltaget udfordre sparringen, mener eksperten.
“Vi er en faggruppe, som er vant til at have vores kolleger meget tæt på, så der skal laves nogle rammer for, når man sidder hjemme,” siger Mai-Britt HägiPedersen og uddyber:
“Man skal sikre sig, at de har forudsætningerne, for det kalder på nogle særlige digitale og faglige kompetencer, når man skal gøre tingene over afstand. Der skal en helt anden sansning til, når det foregår digitalt, f.eks. hvordan man lærer folk op i at spørge.”
Ifølge Mette, mangler hun i hvert fald ikke sparring derhjemme. Hun kan tilgå samme systemer og ringe til alt fra vagtleder til sygehuse.
“Vi har masser af livliner, vi kan hive fat i. Men det forudsætter, at medarbejderen med hjemmearbejdsplads er rimelig rutineret,” siger Mette.
Arbejdsmiljø på spil
Et andet opmærksomhedspunkt ved hjemmearbejdet er arbejdsmiljøet, flager Mai-Britt Hägi-Pedersen.
“Jeg er meget begejstret, og jeg ville være rigtig ked af, hvis det ikke var en mulighed mere,” siger sygeplejersken Mette om hjemmearbejdet. På billedet er hun dog på arbejde på 118-kontoret.
“Lige pludselig er man mere alene. Vi er et meget socialt fag og er båret af vores kollegiale samarbejder.”
1813 har for nylig revideret retningslinjen for hjemmearbejde mhp. arbejdsmiljøet. Man oplevede nemlig, at vagtcentralen til tider kunne være affolket.
“Derfor har vi nogle klare rammer for, at det højst er 40 pct. af tiden, man arbejder hjemme, fordi vi har brug for, at man bidrager til arbejdsmiljøet. Hvis der f.eks. sidder en meget fagligt dygtig medarbejder hjemme, så får kollegaerne ikke meget gavn af det,” siger Lotte Klitfod.
En fleksibel fremtid
Hjemme hos Anja Hansen åbner hun sin computer, telefon og sætter sig til rette ved syvtiden. Hun logger typisk på, før de andre er mødt ind og danner sig et overblik over alt fra, om en ICD-patient har fået stød over natten, til om der skal bookes nye kontroller. Siden januar i år
At arbejde hjemme skal ikke kompromittere læring eller udvikling, mener Anja Hansen, der dog understreger, at ordningen fungerer godt for hende.
For et år siden tænkte jeg, at man slet ikke kunne arbejde hjemme som sygeplejerske.
Anja Hansen sygeplejerske
har hun kunnet arbejde hjemmefra som sygeplejerske på Kardiologisk Ambulatorium, Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
“For et år siden tænkte jeg, at man slet ikke kunne arbejde hjemme som sygeplejerske. Jeg er megaglad for, at det kan lade sig gøre, for det får min hverdag til at hænge sammen,” siger hun.
Ifølge Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg, er eksempler som disse vigtige og et udtryk for, at sundhedsvæsenet gerne vil følge den generelle tendens på arbejdsmarkedet.
“Når man finder de her lommer, hvor det kan lade sig gøre, synes jeg, det er virkelig godt, fordi det taler ind i det, som rigtig mange vil have, nemlig fleksibilitet.”
I Robusthedskommissionens anbefalinger fra 2022, der undersøgte robustheden i sundhedsvæsenet, fremgår det bl.a., at attraktive arbejdspladser er nødvendige i sundhedsvæsenet.
“Vi er nødt til at gøre det attraktivt at arbejde i sundhedsvæsenet. Work-lifebalance betyder supermeget – især for de unge – så vi er nødt til at vise, at vi arbejder på at få mere fleksibilitet ind i sundhedsvæsenet,” mener Dorthe Boe Danbjørg.
Ny gulerod i faget
Det bliver bakket op af Mai-Britt HägiPedersen, som forudser, at hjemmearbejde vil vinde frem. Hun ser potentiale i ambulatorierne, men også i opfølgning af patientforløb i sengeafdelingerne og henviser til, at man f.eks. bruger videoløsninger i børneafdelinger og psykiatrien.
“Det her er den gulerod, som skal være en del af fremtiden. Man kan skabe en fleksibilitet, som man ikke har haft til rådighed i sygeplejefaget før.”
For Anja Hansen er hjemmearbejdet, som lige nu er et par gange om måneden, i hvert fald et uundværligt gode i arbejdslivet. Det har, udover at spare hende for flere timers transport, fastholdt hende i jobbet, efter hun blev mor.
“Det har helt klart gjort, at jeg ikke søgte et andet job efter barslen. Hjemmearbejde kan være en stor brik i at fastholde sygeplejersker i deres arbejde, tror jeg.”
Faglig stress, selvopofrelse og omsorg
Sygeplejerskens redaktion får løbende tilsendt bøger fra landets
forskellige forlag, både faglitteratur, fiktion og andre typer romaner. Her præsenteres et lille udvalg.
Dorthe Birkmose
Moralsk stress - når vilkårene er problemet
Samfundslitteratur 2025
119 sider – 149 kr.
På kompromis med din faglige samvittighed
Hvad gør det ved mennesker, når de igen og igen tvinges til at gå på kompromis med deres faglighed –og med deres moral?
Moralsk stress er en indre konflikt, som mange medarbejdere og ledere kender alt for godt fra situationer, hvor de forhindres i at arbejde fagligt forsvarligt. Uanset hvad de gør, vil det være forkert. Følger de andres beslutninger, får de dårlig samvittighed over ikke at gøre deres arbejde godt nok. Følger de deres faglige
dømmekraft, er de illoyale over for deres arbejdsplads. Med vidnesbyrd og analyser sætter Dorthe Birkmose spot på velfærdssystemets onde spiral af afvist kritik, quiet quitting, hemmeligt skyggearbejde, medarbejder- og lederflugt, frustrerende pseudoarbejde, sygdomsfremkaldende selvcensur, passiv resignation og forrået robusthed.
Læs eller genlæs tema om skyggearbejde i Sygeplejersken nr.
3/2021, som kan findes på dsr.dk
Anne-Dorte Hejlskov
At spise med teske Fanefjord forlag 2025 220 sider – 249 kr.
Dorthe Boe Danbjørg og Mari Holen (red.)
Helt ærligt! Sygepleje uden omsorg? Munksgaard 2025 167 sider – 190 kr.
Vant til at sætte andre først Omsorg – truet og nødvendig
En dreng på otte år får en spiseforstyrrelse efter forældrenes skilsmisse.
Bogens hovedperson er drengens farmor på 64 år. Hun har mistet sin mand og er ved at finde sig til rette i sin nye rolle som enke, da hun møder en ny kærlighed, mens hendes barnebarn bliver syg.
Læseren hvirvles ind i etiske dilemmaer, primært gennem farmoderens filosoferen over relationer, kærligheden og meningen med livet.
Omsorg udgør en grundsten i sygeplejefaget. Men i en tid, hvor evidens, specialisering og effektivisering præger udviklingen i sundhedsvæsenet, og hvor økonomi ofte prioriteres over omsorg, er det aktuelt at spørge, om sygepleje kan eksistere uden omsorg. Med inspiration fra Kari Martinsen og Kari Wærnes klassiker, Pleie uten omsorg, udforsker bogen, hvilken rolle omsorg spiller i sygeplejen, og hvad vi risikerer at miste, hvis omsorg nedprioriteres.
Ord på vores kerneopgave
Hvad læser du lige nu?
”Jeg læser cirka to bøger om ugen, og lige nu lytter jeg til ’Mellem søstre’, en roman af Marcus Jarl.”
Hvordan har den inspireret dig?
”Hovedpersonen Julie er sygeplejerske. Hun arbejder på en neonatalafdeling, og bogen giver et særligt perspektiv på de dilemmaer, man kan stå i. Hvad kan man f.eks. involvere andre i, når man har tavshedspligt. Hun har på den ene side en fortrolighed med sin søster, som de har lovet hinanden, de altid vil have, og på den anden side har hun også tavshedspligt i sit job. Der er også andre genkendelige dilemmaer. F.eks. om at føle lidt afsky for en patient, der er indlagt, mens patienten gerne vil have en tættere relation.”
Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?
”Jeg vil anbefale tre bøger, der hænger sammen: ’Kend din kerneopgave’, ’Løs din kerneopgave’ og ’Kerneopgave i krise’ af Anders Seneca og Morten Christensen. Kerneopgave er et begreb, alle taler om og kaster rundt med, men er vi i virkeligheden helt klar over, hvad vores kerneopgave er? Bøgerne gør mig meget klogere på, hvordan man definerer sin kerneopgave, og de er et godt sted at starte en samtale med sine kolleger og sin chef. Nu har jeg været sygeplejerske i mange år, og jeg undrer mig over, hvorfor vi stadig taler om, hvorfor sygeplejersker er vigtige. De her bøger kan hjælpe med at få sat ord på, hvad der er vores kerneopgave.”
Karina Bruun chefsygeplejerske, Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme på Rigshospitalet og forperson i Fagligt selskab for Nefrologiske sygeplejersker
Mellem søstre
Lindhardt og Ringhof, 2025
435 sider – 250 kr.
Gyldendal, 2024
242 sider – 300 kr.
Hvilken bog har betydet mest for dig?
”’Hundens ører’ af Maria Ernestam. Den er fra 2010 og en blanding af socialrealisme og krimi. Det, der rør mig, er, at den handler om de formodninger, man ind imellem selv kan have om, hvad der foregår i familiesammenhænge og relationer. Og selv om jeg har læst den flere gange, bliver jeg stadig overrasket over bogens slutning.”
Hvad har været din bedste læseoplevelse de seneste år?
”Christian Groes og Dennis Nørmarks bog ‘Gid min chef var høvding – Sådan får vi de ledere vi fortjener’. Det er godt nogle gange at relatere sit ledelsesliv til noget andet, og bogen gav mig helt ny viden om shamaner og høvdinge, og om hvad der foregår i sådan en kultur. En høvding har jo ikke mere magt end det følgeskab, han har, og akkurat sådan er det også at være leder. F.eks. drøfter vi nogle gange, hvorfor patienter har det med at henvende sig til nogle særlige typer af sygeplejersker. Og det handler om at få følgeskab, troværdighed og loyalitet. Så den bog anbefaler jeg til alle.”
Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?
”Romanen ’Stilleben’ af A.S. Byatt. Den fik gode anmeldelser, men jeg gik i stå. På et tidspunkt skulle min makker i afdelingsledelsen læse den i sin bogklub, og jeg tænkte: ’Når hun kan læse den, kan jeg også.’ Så gik jeg i gang igen, men måtte opgive.”
Marcus Jarl
Christian Groes og Dennis Nørmark
Gid min chef var høvding
Tekst Michael Holbek
Kenyansk visit
Foto Marcus Emil Christensen
Sidst i oktober besøgte omkring 30 kenyanske sygeplejersker Praksis- og Innovationshuset på Københavns Professionshøjskole (KP) for at se skolens simulationsbaserede undervisning.
Besøget var en del af PEPprogrammet ‘Partnership for Education of Health Professionals ’, der blev søsat af Novo Nordisk Fonden i 2022 som reaktion på, at kardiometaboliske og kroniske sygdomme er steget voldsomt i lande som netop Kenya.
Fonden har afsat 1 mia. kr. til programmet, og KP har sammen med Professionshøjskolen Absalon og VIA University College fået 38 mio.kr. til fællesprojektet ‘Strengthening CMD prevention and care capacity by improving the quality of nursing education’ – et samarbejde mellem sygeplejerskeuddannelserne på de tre skoler og undervisere fra flere sygeplejerskeuddannelser i Kenya og Indien.
Sygeplejerske og lektor Isaac William Kyalo (t.h.) fra Pwani University var imponeret over de mange træningsmuligheder. Især øvelsen, hvor han fik simulationsdragt og briller på, gjorde indtryk:
”Det var en stor gave at få indblik i, hvordan ældre mennesker har det. Hvordan alderdom kan påvirke din krop. Det vil jeg aldrig glemme.”
Tekst Christina Sommer
Sammen om sorgen
To gange om året holder Enhed for Lindrende
Behandling på Randers Regionshospital mindearrangementer for pårørende til afdøde patienter. For både de efterlevende og sundhedspersonalet er arrangementerne en lejlighed til at mindes – og en forløsning.
Tekst Helle Lindberg Emarati
Foto Mikkel Berg Pedersen
Der er en halv times tid, til arrangementet går i gang, men folk er begyndt at dukke op. De ankommer parvis, i grupper eller alene. Unge, gamle, nogle midt imellem. En enkelt sovende baby i barnevogn er også med.
Lidt efter lidt vikler de sig ud af deres tykke jakker, uldne huer og halstørklæder og tager plads ved de firkantede borde, der er pyntet med højrøde vinterbær og små sten. Nogle af stenene er bare. Andre har små påmalede tegninger og beskeder. Et livstræ, en blomst. Tre små hjerter. ”Du mangler.” ”Du er her stadig.” ”Gemt i mit hjerte.” ”Elsker dig for evigt.”
Uden for vinduerne er himlen grå og tiltagende mørk. Fra et klaver i hjørnet fylder musikterapeuten nænsomt lokalet med tonerne af ’Nu falmer skoven trindt om land.’ To sygeplejersker ved døren sørger for, at alle de tilmeldte pårørende bliver krydset af ved ankomst – med god grund.
Sammen med det øvrige personale i enheden prioriterer Rikke Boeriis Leth Mikkelsen at komme rundt og tale med så mange af de pårørende som muligt.
”Der var et arrangement, hvor en pårørende smuttede ind, uden at vi opdagede det,” fortæller teamleder og sygeplejerske Rikke Boeriis Leth Mikkelsen, da Sygeplejersken spørger ind til den grundige registrering.
”De blev noteret som udeblivende, og navnet på deres afdøde kære var derfor ikke med i navneoplæsningsceremonien,” fortsætter hun og tilføjer:
”Det blev den pårørende enormt ked af. Det gjorde vi også.”
Afrunding, ikke afslutning
Egentlig hedder det ikke kun ”pårørende”.
I hvert fald ikke i dag, hvor Enhed for Lindrende Behandling på Regionshospitalet Randers har inviteret til deres halvårlige mindearrangement for familierne til de patienter, der inden for de seneste måneder er afgået ved døden efter at have være tilknyttet afsnittet.
I stedet foretrækker Rikke Boeriis Leth Mikkelsen og resten af teamet at kalde dem ”efterlevende pårørende”.
Du får en afslutning på nogle forløb, hvor du ofte kommer meget tæt på.
Jette Aude sygeplejerske
”De er stadig pårørende, men det menneske, de er pårørende til, er her jo ikke mere, og deres tilknytning til enheden er ophørt. Men for både dem og os kan det føles uforløst eller uafsluttet, især efter de længere sygdomsforløb,” forklarer hun. Efter et studiebesøg i Austra-
lien med deltagelse i et lignende arrangement, foreslog en af teamets overlæger, at de i enheden i Randers forsøgte sig med noget tilsvarende. Som sagt, så gjort.
”Vi blev ret hurtigt sikre på, at det var en god idé. På den her måde får familierne – jeg vil ikke sige en afslutning, for de skal jo netop leve videre med sorgen, og det slutter ikke for dem, når de går herfra i dag. Jeg vil nok hellere kalde det en afrunding på deres tid hos os,” siger Rikke Boeriis Leth Mikkelsen.
Psykolog, præst og stilhed
Denne eftermiddag er der 35 tilmeldte. På programmet er der en fælles velkomst, efterfulgt af et oplæg af teamets psykolog om sorg. Herefter et par ord fra hospitalspræsten, inden navnene på de afdøde patienter bliver læst op af personalet. De pårørende bliver inviteret til at dekorere deres egne sten med små budskaber, som de enten kan efterlade på et lille alter eller tage med sig hjem. Hvis de altså har lyst.
Nogle af de fremmødte pårørende taler lavmælt sammen, mens andre sidder i stilhed og kigger frem for sig. Stemningen er andægtig, og man fornemmer, at sorgen ligger lige under overfladen. I adskillige ansigter kan den aflæses tydeligt.
Et vigtigt punktum
Enheden begyndte at afholde mindearrangementerne for omkring seks år siden. Rikke Boeriis Leth Mikkelsen fortæller, at de indtil da kun havde afsluttende kontakt med de pårørende i form af et opfølgende opkald 10-14 dage efter.
”Det gør vi stadig, men når det er så tæt på, er det ofte de praktiske ting omkring dødsfaldet, der fylder meget hos de efterlevende. Samtidig er sorgen meget ny og overvældende. Derfor er det rart at se dem igen, når der er gået nogle måneder, og de fleste er et lidt andet sted,” siger hun. For arrangementet er ikke udelukkende til for de efterlevende. Det er også en hjælp for personalet i teamet, fortæller Jette Aude, som er sygeplejerske i enheden. For hende er arrangementerne også et punktum, der er rart at få sat.
”Man får en afslutning på nogle forløb, hvor man ofte kommer meget tæt på. Når man sender de her mennesker ud ad døren for sidste gang, er det på et af de mest sårbare tidspunkter i hele deres liv. På den her måde får man lige set, hvordan det går med dem, og at de er okay,” siger hun og fortsætter:
”Vi har mange patienter, så det er selvfølgelig ikke alle, der står lige friskt i erindringen. Men de pårørende har en forventning om, at vi kan huske dem. Derfor læser vi op på alle patienterne og forbereder os meget. Det koster nogle ressourcer, men det er det værd.”
Føler sig mindre alene
I alt varer mindearrangementerne ca. to timer hver gang. Den sidste time er dedikeret til kaffe, kage og fri snak, hvor personalet og de pårørende kan bevæge sig rundt og få talt med hinanden, siger Rikke Boeriis Leth Mikkelsen.
”Vi forsøger at nå rundt til alle, for langt de fleste vil gerne snakke om deres forløb hos os, og hvordan de har det nu. Det er vigtigt for os, at de føler sig set og hørt. Vi arbejder efter WHO’s definition af pal-
Enhed for Lindrende Behandling
Enhed for Lindrende Behandling er et specialiseret afsnit på Randers Regionshospital, der har til formål at sikre, at patienter med alvorlige, uhelbredelige sygdomme får den bedste livskvalitet i deres sidste tid.
Enheden arbejder tværfagligt og består af læger, sygeplejersker, fysioterapeut, præst, sekretær og psykolog. Der arbejdes tæt sammen med praktiserende læger, kommunerne og andre specialister for at sikre, at patienten modtager den rette behandling, uanset om de er på hospitalet, i hjemmepleje eller i en anden form for pleje.
liation, hvor det ikke kun handler om at lindre for patienterne, men også deres familier,” fortæller hun.
At arrangementerne har en stor betydning for de pårørende, kan Trine Porse Hansen og Stine Porse Hansen kun tilslutte sig. De er søstre og mistede deres far for ca. fem måneder siden. Sammen med deres nærmeste er de mødt op i dag for at mindes ham og være sammen med andre i sorgen.
”Jeg er selv sygeplejerske, og jeg synes, det her giver rigtig god mening. Måden, vores far døde på, var lidt voldsom og brat, så det er virkelig rart at kunne komme her og få en form for afslutning. Også selvom de faktisk tog rigtig fin hånd om os og tilbød, at den læge og sygeplejerske, der kendte far, kunne komme hjem til os og tale det igennem,” fortæller Trine Porse Hansen.
Stine Porse Hansen nikker.
”Meget af det, psykologen fortalte om sorg, var også noget, jeg kunne genkende mig selv i. Og selvom det er tungt, så er det også rart at sidde i et lokale sammen med andre mennesker, der ved, hvordan du har det, fordi de har det på samme måde. Så føler man sig ikke så alene,” siger hun.
Kilde: Enhed for Lindrende Behandling, Randers Regionshospital
Ved mindearrangementerne er der altid navneceremoni, hvor personalet læser navnene op på de afdøde patienter.
Klar igen til nye arbejdsrammer
Tillidsrepræsentant Luise Hove hjalp en sygeplejerske, som fik stress på grund af nye arbejdsgange. Sammen med ledelsen fandt de en løsning, hvor sygeplejersken, der er i fleksjob, i en periode gik ned i arbejdstid.
“Sygeplejersken er meget fagligt dygtig. Men da arbejdsgangene ændrer sig, har hun svært ved at omstille sig. Som barn har hun haft en kræftsygdom, som betyder, at hun i dag har kognitive udfordringer. Derfor arbejder hun to dage om ugen i et fleksjob,” fortæller sygeplejerske og tillidsrepræsentant Luise Hove om en af de sygeplejersker på Endoskopisk Ambulatorium på Sygehus Lillebælt, som for nylig var gennem nogle større omstruktureringer.
Bl.a. blev der indført konsultationer, hvor to sygeplejersker nu skal servicere tre lægespor, og det har gjort sygeplejerskernes arbejde mindre fleksibelt. Og i stedet for kun at være med inde under konsultationen, skal sygeplejerskerne nu også følge op efter lægekonsultationen – ud fra de informationer, lægen har skrevet ned. Det har under de nye forandringer ført til flere fejl og forglemmelser, fordi lægen ikke har fået alt noteret ned.
“Man tog hensyn til sygeplejersken, men alligevel stressede det hende med alle de nye arbejdsgange i ambulatoriet,” fortæller Luise Hove,
der er TR og FTR-suppleant for ca. 600 sygeplejersker.
Spørger til hjemmeliv
Sygeplejersken elsker sit arbejde. Men forandringerne er på det tidspunkt mere, end hun kan klare. Hendes krop siger fra, og hun tager fat på Luise Hove.
“Hun er ved at køre helt ned. Hun sover meget, når hun kommer hjem og melder fra til sociale arrangementer,” siger Luise Hove og tilføjer:
“Jeg spørger altid til deres liv derhjemme. For mange sygeplejersker tager en maske på og drøner derudaf på arbejdet, men ligger på sofaen, når de kommer hjem. Hvad man kan derhjemme, kan give en indikator for, hvor belastet man er.”
Undrende, men lydhør
Hun foreslår, at sygeplejersken går ned i tid til én dag om ugen, til hun har det godt igen. Det er sygeplejersken ked af, men kan godt se, at hun har det skidt. Sammen tager de så fat i ledelsen og kommunen.
“Vi bruger meget tid på at fortælle, at hun bare lige skal have ro til at lande i de nye forandringer,” fortæller Luise Hove og fortsætter:
“Lederen har svært ved at forstå sygeplejerskens kognitive udfordringer og skånebehov. Men lytter. Kommunen er også lydhør, og de går med til at reducere jobbet til en arbejdsdag om ugen. Som stressramt og fleksjobansat er man altid bange for at blive opsagt. Så det var en lettelse.”
Efter 10 måneder kommer hun da også tilbage i sit normale fleksjob, to dage om ugen. “Nu går det rigtig godt med at være i de nye rammer.”
Hvad har du lært?
Efter en stresset tid med store forandringer hjalp tillidsrepræsentant Luise Hove en sygeplejerske i fleksjob med at gå ned i tid i en periode.
“Som TR er det væsentligt at signalere, at sygeplejersken selvfølgelig skal være her. Vi har alle tidspunkter, hvor vi bliver udfordret, og det skal vi finde ud af. Jeg går meget op i at få ledelsen og medarbejderen til at tro på projektet med at vende tilbage til arbejdet.”
Tekst Laura Elisabeth Lind
Foto Michael Drost-Hansen
Patienten tror, personalet vil slå hende ihjel
En kvinde med skizofreni kommer i ECTklinikken for at modtage behandling med strøm. De er 12 til at holde og berolige hende. Men hun er bange og tror, personalet vil slå hende ihjel. Freja har svært ved at være i det. Hvad gør hun?
Tekst Laura Elisabeth Lind
Freja står klar i ECT-klinikken til at tage imod en ung kvinde i 20’erne. Hun er indlagt på psykiatrisk afdeling, lider af svær skizofreni og depression og er til fare for sig selv. Lægen har ordineret elektrokonvulsiv terapi, også kaldet ECT-behandling. Det, man i gamle dage kaldte elektrochokbehandling. Men den unge kvinde modsætter sig behandlingen, så lægen har ordineret den på tvang.
“Hun bliver trillet af sted fra stuen i sin patientseng med en overlæge, sygeplejersker og andet plejepersonale fra afdelingen omkring sig til at holde hende fast og passe godt på hende. De er syv, og vi er selv fem, der står klar til at behandle hende her i klinikken. Så vi er 12 fagpersoner i det lille rum, hvor behandlingen foregår. Det virker meget intenst og overvældende,” siger Freja.
Hun har efterhånden arbejdet en del år i ECT-klinikken. Men det er første gang, hun møder den unge kvinde.
“Jeg kan se, at hun er forpint. Hun er bange, angst, skriger og råber, at vi er onde og kun er ude på at slå hende ihjel.”
Personalet prøver at stryge hende blidt på håret og panden og berolige hende, men hun bliver ved med at stritte imod, og Freja kan spore en helt særlig skræk og panik i hendes øjne. Hun finder elektroderne frem og skal snart sætte dem på kvindens hoved, og imens begynder lægen at gøre klar til at give behandlingen. Men Freja bliver pludselig i tvivl om, hvad der er rigtigt at gøre? Hun ved godt, at lægen har styr på, at det er den behandling, der skal til. Hun har også arbejdet længe nok i klinikken til at vide, at patienterne er så syge og ofte også er til fare for sig selv, at der ikke er nogen anden udvej end ECT – en behandling, hvor de får sendt en svag strøm gennem hovedet, der fremkalder et kort krampeanfald. Behandlingen bedrer deres tilstand.
“Mange spiser og drikker ikke og er typisk så psykotiske, at de ikke er til stede i vores verden. Vi oplever også, at de måske ikke har sovet i en uge. Så alternativet til den her behandling er, at de måske dør.”
Illustration Andrea Ucini
Del dit dilemma!
Skriv til redaktionen@ dsr.dk og skriv dit ’Dilemma’ i emnefletet eller scan QR-koden. Det er muligt at være anonym.
Men mens hun står der med elektroderne i hånden, og narkosesygeplejersken lægger IV-adgangen, så kvinden kan komme i fuld narkose, fanger hun igen den unge kvindes blik.
“Hun er så skræmt. Mens hun råber og skriger, forsøger hun at sprælle og fægte med arme og ben. Jeg tænker bare, wow, hvad ligger der mon forud for, at hun er endt her? Det hele er meget dramatisk.”
Freja får pludselig en tanke: Hvad nu hvis kvinden rent faktisk er til stede i samme verden som hende og de andre i rummet og ikke kun er i sin egen psykotiske verden? Hun bliver ramt af en frygt for, om kvinden unødvendigt både kommer til at lide fysisk af behandlingen, der kan have kognitive bivirkninger, og psykisk af det overgreb, som de er nødt til at udsætte hende for – resten af sit liv. Hun overvejer derfor et splitsekund, om hun overhovedet kan være i det. Er det en reel mulighed at smutte fra behandlingsteamet? Eller er hun helt gal på den?
Hun ville ikke selv være i tvivl, hvis hun eller et nært familiemedlem var i en psykiatrisk tilstand, hvor lægen havde ordineret ECT-behandling. Det ville hun sige ja til. For gennem årene har hun set mange patienter få det bedre efter behandlingen.
“Men jeg kan mærke, at jeg bliver meget rørt. Det er svært at se et menneske blive fastholdt mod sin vilje og høre de her inderlige skrig og hendes bøn til, om vi ikke godt vil lade være. Det går lige i hjertet.” Hvad skal Freja gøre?
Det gjorde Freja
“Som menneske har jeg svært ved at være i situationen, men der går ikke længe, før den professionelle sygeplejerske, som jeg også er, tager over, og vi sætter behandlingen i gang,” siger Freja.
Den unge kvinde kommer fremover i klinikken tre gange om ugen over 3-4 uger. Hun får det bedre. De er gradvist færre med til behandlingen, og det hele bliver mindre voldsomt. Men tankerne om den unge kvinde rumsterer stadig ind imellem:
Jeg tænker bare, wow, hvad ligger der mon forud for, at hun er endt her?
“Den skræk og angst, jeg så i hendes øjne, er svær at glemme. Det var hjerteskærende, og det kan være hårdt ikke at tænke på, at hun formentlig skal bokse med den her tvangsbehandling i mange år. Så jeg håber, at vi er gode nok til at hjælpe med at få det bearbejdet i psykiatrien.”
Freja har selv vendt episoden med de andre kollegaer i klinikken:
“Vi er gode til at dele vores tanker og følelser, når det indimellem kan være svært.”
Sygeplejersken i artiklen er anonym. Redaktionen kender sygeplejerskens rigtige identitet.
Nu gælder det OK26
Løn, faglighed og indflydelse er nogle af de centrale emner, som forkvinde for Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg tager med til bordet, når den nye overenskomst skal forhandles på plads.
Tekst
Lars Jørgensen
Foto
Marcus Emil Christensen
Efter nytår går forhandlingerne til OK26 i gang, og det kommer til at ske på et fundament af grundige forberedelser og nøje udarbejdede krav. Ikke uventet kommer løn og pension til at indgå i forhandlingerne, men indflydelse, arbejdsmiljø og faglighed bliver også centrale diskussionspunkter på vejen, inden enderne kan mødes, og OK26 sendes til afstemning blandt medlemmerne.
I spidsen for forhandlingerne for sygeplejerskerne står Dorthe Boe Danbjørg, som er forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, formand for Sundhedskartellet og forhandlingsleder på det regionale område.
”Det bliver en meget anderledes overenskomst i forhold til OK24. For dér skete jo det helt særlige, at den smeltede sammen med trepartsaftalen, der betød, at de hospitalsansatte sygeplejersker fik et lønløft, og der kom penge, så vi kunne øge satserne til dem, der arbejder på skæve tidspunkter. Så når vi taler om løn, ved vi godt, at der denne gang ikke er lige så meget til rådighed,” siger Dorthe Boe Danbjørg.
Hun henviser til sidste overenskomst, hvor regeringen, de offentlige arbejdsgivere og arbejdstagerorganisationerne blev enige om udmøntningen af en ekstraordinær lønramme og arbejdsvilkår på 6,8 mia. kr., svarende til 3,0 mia. kr. efter skat. Heraf blev der afsat 1,3 mia. kr. til sygehusansatte sygeplejersker.
Der blev ved OK24 aftalt en ramme på 8,8 pct. over en toårig overenskomstpe -
riode – ud over lønløftet fra trepartsaftalen. Selvom rammen for OK26 endnu ikke er kendt, er det ikke forventningen, at den når samme højder, men Dorthe Boe Danbjørg understreger, at hun vil gøre sit til, at reallønnen som minimum sikres, og også gerne udvikles, så DSR-medlemmerne oplever, at de får flere penge mellem hænderne. DSR vil desuden gå ind til forhandlingerne med et krav om forbedringer på pensionsområdet.
Trusler og overgangsalder
Arbejdsvilkår bliver et andet element i forhandlingerne. Mange sygeplejersker oplever psykosociale belastninger og trusler om vold, og DSR ser gerne, at der bliver igangsat forskellige projekter i forhold til forebyggelse, og at igangværende initiativer fortsætter. Vel at mærke uden, at det betyder indhug i lønmidlerne.
Under temaet om arbejdsmiljø er også forbedringer af medlemmernes vilkår ifm. forskellige livsfaser. Det kan f.eks. være, når kvinder oplever gener i forbindelse med overgangsalderen.
Der vil under overenskomstforhandlingerne være nogle krav, som er vanskeligere at komme igennem med end andre. F.eks. forudser Dorthe Boe Danbjørg en armlægning med arbejdsgiverne ifm. DSR’s krav om større indflydelse på tilrettelæggelse af eget arbejde. Temaet kan blive et kardinalpunkt i en tid, hvor sundhedsreformen skal implementeres.
”Sundhedsreformen er en bunden opgave, som vi skal lykkes med – også
selvom det bliver svært. Vi ved f.eks., at vi har en nuværende Region Sjælland med mindre sundhedspersonale end i Region Hovedstaden. Så der er nogle ting, der skal være anderledes, og der er jeg spændt på, hvad arbejdsgiver kommer med af krav,” siger hun og fortsætter:
”Jeg ved også, at når vi siger, at vi gerne vil have mere indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen, så får arbejdsgiverne det svært. De vil gerne kunne lede deres medarbejdere, og hvis vi har for mange rettigheder skrevet ind i overenskomsten, oplever de dem som benspænd i forhold til driften og ledelsesretten. Der er steder, hvor vores og deres krav er lidt modsatrettede.”
Klare karriereveje
Det sidste hovedtema, DSR går ind til forhandlingerne med, er faglighed. De karriereveje, der findes, når man tager hul på arbejdet som sygeplejerske, skal tydeliggøres.
”Sygeplejersker skal vide, hvordan man kan blive mere specialiseret. De skal kende vejen til at blive klinisk sygeplejespecialist eller forsker. Man skal vise mulighederne til den enkelte sygeplejerske – også de unge, der egentlig har lyst til at søge ind på sygeplejeuddannelsen, men lidt karikeret tænker, at man træder bare ind på en arbejdsplads, tager kitlen på og tjekker ud 45 år efter,” siger Dorthe Boe Danbjørg, der selv har en ph.d. i sundhedsvidenskab.
Desuden arbejder DSR for, at der indføres introduktionsforløb til nyuddannede på kommunernes område, ligesom man ser det i regionerne i dag.
Det er næppe alle krav, DSR kommer i mål med, men man skal, ifølge Dorthe Boe Danbjørg, anskue overenskomster som en række af forbedringer, der hele tiden tuner sig ind efter lønmodtageres og arbejdsgiveres krav i et samfund under konstant forandring.
”Man skal huske på, at en enkel overenskomst aldrig bør stå alene. De kommer som perler på en snor, hvor den aktuelle kommer i kølvandet på den sidste, og lægger op til den næste,” siger hun og slutter:
”Lige nu står vi på kanten af en implementering af sundhedsreformen. Når vi skal forhandle næste gang, ved vi lidt mere og kan sige, at så er det dét, vi skal.”
Dorthe Boe Danbjørg, der er forkvinde for Dansk Sygeplejeråd og forhandlingsleder på det regionale område under OK26, vil kæmpe for, at reallønnen som minimum sikres – men også gerne udvikles – så DSRmedlemmerne oplever, at de får flere penge mellem hænderne.
HIV rimer stadig på stigma og old news
Pia Handberg er sygeplejerske på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital. I 30 år har hun behandlet patienter med HIV, fra sygdommen var dødelig, til den blev en kronisk sygdom.
Den udvikling har samfundet ikke fulgt , og patienterne møder stadig fordomme og uvidenhed.
Jeg har villet passe AIDS-patienter, siden jeg gik i skole i midten af 80’erne og skulle vælge en vej i livet. Det var det, jeg valgte uddannelse og praktiksted ud fra.
Mange var bange for at blive smittet dengang, også sundhedsprofessionelle. Men jeg var ikke bange for berøringen. Når man er sygeplejerske, skal man kunne holde en hånd, give et klem eller yde personlig pleje uden at være bange for at blive smittet. Jeg havde sådan en lyst til at give de her mennesker, som mange ikke turde røre ved, en værdig slutning på livet.
Det lykkedes at komme ind i specialet. Jeg valgte min afsluttende praktik i vores sengeafdeling, som på det tidspunkt var landets største afdeling for AIDS-patienter. Og så var jeg så heldig, at de heldigvis tilbød mig et job, da jeg var færdig.
Nu har jeg været her i 30 år.
Fra dødelig til kronisk sygdom
Der er sket en del med sygdommen HIV/ AIDS på 30 år.
Da jeg startede i 1994, gik der i gennemsnit to år, fra man begyndte at blive syg, til man døde. Så det, patienterne havde
Selv i sundhedsvæsenet hersker der fordomme og mangel på opdateret viden.
Pia
Handberg sygeplejerske
tilbage af livet, var ganske kort. Det var særlig trist, fordi vores patienter var yngre mennesker i 20’erne, 30’erne, 40’erne. Det var en helt anden stemning, der ulmede i afdelingen.
I 1996 kom så den behandling, man kaldte trekombinationsbehandling, som man kunne bekæmpe HIV med. Den behandling betød, at vi stadig har patienter i live i dag, som vi også passede dengang i midten af 90’erne.
HIV-patienter kunne nu forvente at leve lige så længe som alle andre. Når de tager deres HIV-medicin hver dag, så smitter de ikke mere. Uanset om man stikker sig på en nål, som en person med HIV har stukket sig med, eller har ubeskyttet samleje. Deres livskvalitet og livslængde er ligesom alle andres.
HIV gik fra at være en dødelig til en kronisk sygdom. Og det sætter selvfølgelig også sit præg på den sygepleje, man yder.
Skam og stigma
Noget af det, som ikke har ændret sig lige så hastigt, det er folks bekymring. Det samme gælder befolkningens fordomme om, hvem det er, der bliver smittet med HIV i dag.
Det bakker en undersøgelse fra Gilead, en amerikansk biopharma-virksomhed, op om. Den har målt befolkningens opfattelse af HIV i Danmark
Fortalt til Mathilde Nyfos Ebbesen
Foto Marcus Emil Christensen
i 2024, hvor 55 pct. af 1.000 adspurgte mente, at HIV og AIDS er en farlig sygdom, og 11 pct. mente, at personer med HIV og AIDS er til fare for samfundet. 55 pct. har valgt kategorien ’ved ikke’ til spørgsmålet om, hvorvidt en person med HIV smitter seksuelt, når vedkommende tager sin medicin.
På vores afdeling får vi stadig opringninger af folk, der spørger, om de kan risikere smitte, når de har været i kontakt med en person smittet med HIV. Det kan stadig give en ret stor følelse af skam hos dem, der bliver smittet i dag.
Selv i sundhedsvæsenet hersker der fordomme og mangel på opdateret viden. F.eks. har vi oplevet tilfælde med tandlæger, der er meget bekymrede for, at patienterne kan smitte dem, men vi oplever også manglende viden om sygdommen hos praktiserende læger, i hjemmeplejen og nogle steder på hospitalerne.
Og det kan patienterne mærke. Især fordi nogle i forvejen er skamfulde eller holder deres sygdom hemmelig. Vi har rigtig mange patienter af vores HIV-positive, som ikke har fortalt nogen, at de har den kroniske sygdom. Det behøver de sådan set heller ikke, for det er ikke det, de kommer til at dø af. De kommer til at dø af alle mulige andre ting, ligesom andre gør.
Andre fortæller det ikke, fordi de kommer fra andre steder i verden, hvor det er et kulturelt tabu, eller fordi de er homoseksuelle, men ikke har fortalt det til nogen endnu. Det betyder, at sygeplejen kommer helt an på hvem, der sidder overfor mig, hvor åbne eller lukkede de er, og hvor de kommer fra i verden.
Faste patienter og kolleger
Selvom sygdommen ikke længere er, som den var, da jeg satte mig for, at jeg ville passe AIDS-patienter i midten af 80’erne, har jeg haft mange motivationsfaktorer ved at fortsætte i specialet de sidste 30 år. Jeg kan godt lide at have patienter, som jeg har kendt i mange år. Jeg synes, det er dejligt at kunne følge dem. Og det er svært, når de forsvinder fra os af forskellige årsager.
Derudover har jeg nogle kolleger, som har været her i lige så mange år, som jeg
har, eller flere. Så vi er et meget fasttømret team, både med sygeplejersker, sekretærer og læger. Det er fantastisk, at vi kender hinanden på den måde, vi gør.
Mange ting ved mit job motiverer mig. Selve det infektionsmedicinske speciale taler generelt til mig. Der er udvikling i specialet, udvikling i behandlingen, og så det, at jeg synes, det er dejligt at have patienter og kolleger, som jeg har kendt i mange år.
På afdelingen hænger portrætserien ’Positive portrætter’, der er sponsoreret af AIDS-Fondet for at male et nyt billede af livet med HIV.
Løs krydsordet og vind ophold
Kan du løse
Sygeplejerskens julekrydsord, så kan du være med i lodtrækningen om to ophold på Hotel Koldingfjord for to personer.
For at deltage i lodtrækningen skal du finde frem til årets sætning i julekrydsen og maile den til julekryds@dsr.dk eller scanne QR-koden herunder. Husk at skrive dit navn, adresse og medlemsnummer – og selvfølgelig løsnings-sætningen. Vi skal have dit bud på en løsning senest den 22. januar 2026.
De to præmier, der er på spil, består hver især af to overnatninger i delt dobbeltværelse for to personer på Hotel Koldingfjord. Halvpension begge aftener med 2-retters sæsoninspireret menu efter køkken-chefens valg og efterfølgende kaffe/te.
Vinderne får direkte besked og nævnes i Sygeplejersken nr. 1/2026. Scan koden!
Praktik forandrede drømmen
Et brændende ønske om at blive jordemoder transformeres under en praktik som sygeplejestuderende med god hjælp fra en engageret vejleder.
Næsten så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft én klar drøm: Jeg ville være jordemoder.
Men efter to forgæves forsøg på at blive optaget på jordemoderstudiet stod jeg et sted i livet, hvor jeg trængte til forandring. Jeg havde brug for at gøre noget, som kunne bringe mig tættere på min drøm.
Derfor søgte jeg i august 2023 ind på sygeplejerskeuddannelsen gennem efteroptaget. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde set mig selv i faget. Faktisk var jeg overbevist om, at det kun skulle være et skridt på vejen. Men den 17. august 2023 takkede jeg ja til en studieplads – uden at ane, at det valg ville ændre min retning.
Min første klinik blev på Afdeling for Kræftbehandling, Herlev Hospital. Her mødte jeg især én vejleder, som kom til at få afgørende betydning. Hun så mig, gav mig ansvar og troede på mig. Mine mange refleksioner over praksis blev mødt med nysgerrighed, engagement – og en vilje til at udfordre min krøllede hjerne.
Pulsen hamrede de første gange, jeg trådte ind til en patient. Jeg husker især en ældre kvinde med en svær clostridiainfektion. I den sårbare kontakt under personlig hygiejne oplevede jeg, hvordan der opstod en særlig form for tillid. En ro i relationen. Jeg så, hvordan patienten lyste op og fortalte, hvordan hun følte sig mere som sig selv efter at være blevet vasket. Her mærkede jeg, hvad det ville sige at bistå et menneske i de grundlæggende behov, hun ikke selv kunne varetage i øjeblikket. Som min vejleder ofte sagde: “Gretha, dét er god sygepleje.”
Langsomt begyndte noget at forandre sig i mig. Selvom drømmen om at blive
jordemoder stadig ulmede i hjertet, begyndte sygeplejen at åbne sig – som en verden, der rummede alt det, jeg længtes efter: Professionel omsorg, høj faglighed og muligheder.
”Jeg håber at se dig tilbage på næste semester,” sagde min vejleder, da praktikken nærmede sig sin afslutning. En sætning, der blev hængende længe efter. Uden helt at have bemærket det, havde jeg givet plads til nye drømme. Drømme, der voksede frem, fordi jeg mærkede, hvor meget faget gav mig, og hvor meget jeg kunne give tilbage. Og fordi især én person troede på mig.
Gretha Friis Del Duca 5. semester Københavns Professionshøjskole
Da jeg vendte tilbage på 2. semester, var spiren vokset. Jeg begyndte at interessere mig for de onkologiske patienter, og tankerne om min fremtid tog en ny form. Jeg gik fra at tænke: “Sygeplejerske – det vil jeg ikke være” til “Det her føles rigtigt”.
I dag er jeg stolt af mit valg. Jeg er glad for mit fag – også når det er hårdt og udfordrende. Jeg er studenterunderviser i sygeplejerskeuddannelsens lektiecafé og timelønnet sygeplejestuderende i det sengeafsnit, hvor det hele begyndte.
I dag drømmer jeg om at blive sygeplejerske – og en dag underviser på professionshøjskolen.
