Sygeplejersken № 3, 2025

23. juni 2025 125. årgang

Indlagt derhjemme Tove Jørgensen har lungebetændelse, men i stedet for at være på hospitalet, er hun indlagt hjemme hos sig selv.

Mere hjemmebehandling er en klar tendens og en del af sundhedsreformens visioner til gavn for både patienter og sundhedsvæsen. Og det betyder nye måder at arbejde på for sygeplejersker.

3

Annonce for Eli Lilly

Indhold

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

Hun gør børn i smerte trygge Når børn har smerter, rykker Gitte Aagaard ud. Hun er smertesygeplejerske på Rigshospitalet og hjælper børnene til at kunne være i det ubehagelige ved at skabe tryghed. Både for barnet og forældrene.

Side 28

Når jeg ringede efter hjælp, kunne der gå 45 minutter, før nogen kom – kun for at sige, at det ikke var deres opgave.

Fatma Makhdum sygeplejerske

Side 23 Foto Amanda Hjernø

Tema

Forskningspanel

Arbejdsliv

Behandlet hjemme i stuen

Mød Sygeplejerskens forskningspanel

Jeg er sygeplejerske – Skal patienten holdes i hvorfor passer jeg så børn? respirator?

Side 8

Side 30

Side 44

Side 58

Sundhedsvæsentligt

Forskeren fortæller

Tillidsrepræsentanten

Trakeostomi

Sundhedsråd skal tænke på tværs

Urinsyregigt er underbehandlet

Vigtigt at trappe langsomt op

Vi kendte alle delene på hans trakealkanyle

Side 24

Side 40

Side 57

Side 62

Dilemma

Annonce for Lundbeck Pharma

Leder

SYGEPLEJERSKEN

Ansvh. chefredaktør Louise Balleby

Art Director Mathias N Justesen

Redaktionschef Kristine Jul Andersen

Journalister Anton Kjøller Alexandersen Christina Sommer Helle Lindberg Emarati Josephine Stær Maja Anna Rasmussen

Redaktører Lotte Havemann Lone Schaumann Bladsekretær Ditte Jørgensen

Næste udgave udsendes: 1.-5. september 2025 Distribueret oplag: Perioden 2022-23 70.843 ekspl. Medlem af Danske Medier Ophavsret: Enhver anvendelse af hele eller dele af artikler, fotos og illustrationer fra Sygeplejersken, såvel papirudgaven som den elektroniske udgave, er kun tilladt med skriftligt samtykke fra redaktionen eller forfatteren/fotografen/illustratoren jf. lov om ophavsret.

Ansvar: Dansk Sygeplejeråd har intet ansvar for produkter og ydelser, som omtales i Sygeplejerskens annoncer eller indstik. Redaktionen påtager sig intet ansvar for materialer, der indsendes uopfordret. Holdninger, der tilkendegives i artikler og andre indlæg, udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Sygeplejeråds synspunkter.

Forsidefoto: Marcus Emil Christensen Udgiver: Dansk Sygeplejeråd, Sankt Annæ Plads 30, 1250 København K, telefon: 3315 1555, redaktionen@dsr.dk, sygeplejersken.dk, ISSN 0106-8350 Tryk: Stibo Annoncer og abonnement: Media-Partners, Telefon: 2967 1436 Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

3.2025

Sygeplejersker har nøglerolle i reformer Jeg er netop kommet hjem fra ICN. Verdenskongressen for sygeplejersker. Vi har under overskriften Nursing power to change the world været samlet over 7.000 sygeplejersker fra 140 lande.

Og der er i den grad brug for nursing power, når de store reformer på sundheds-, ældre- og uddannelsesområdet buldrer afsted. Der er ændringer med betydning for stort set alle medlemmer i alle sektorer.

Forståeligt nok fylder det i hverdagen for mange. Det handler både om vores arbejdsvilkår, vores uddannelse og nye måder at samarbejde om og med patienterne på.

Jeg oplever selv, at vi lige nu stiller flere spørgsmål, end vi får svar.

Men jeg er samtidig fortrøstningsfuld. For der er enorm bevågenhed på sygeplejersker og på alt det, vi kan fagligt og organisatorisk. Og sygeplejersker spiller en nøglerolle i at få omsat reformerne til virkelighed.

Det er os, der binder borger- og patientforløb sammen på kryds og på tværs i vores sundhedsvæsen og i ældreplejen.

Derfor er jeg også meget optaget af at placere sygeplejersker stærkt i vores velfærdssamfund ved netop at pege på, hvor vi som sygeplejersker bidrager til løsninger på nogle af de store udfordringer, som vi sammen skal løse med de mange reformer.

Vi skal bruge vores stemme og spille ind med gode løsninger, og vi skal også bruge vores stemme til at stille spørgsmål. Jeg tror på, at det er den rigtige strategi for at få indflydelse på fremtidens sundhedsvæsen.

Til efteråret er der kommunal- og regionalvalg. I Dansk Sygeplejeråd kommer vi til at sætte spot på de mange gode sygeplejefaglige løsninger, der allerede er derude. Dem skal vi lære af, når vi skal omsætte reformerne til virkelighed.

Dorthe Boe Danbjørg Forkvinde

5

Annonce for Lundbeck Pharma

Aktuelt

21

SYGEPLEJERSKEN

Når de forskellige fagligheder går hånd i hånd, får vi gode resultater.

Så mange initiativer er der i en ny national handlingsplan mod antimikrobiel resistens (AMR). Initiativerne skal være med til at bekæmpe udviklingen af resistente bakterier, så infektioner også fremover kan behandles med antibiotika. WHO vurderer, at resistente bakterier om bare 25 år kan kræve flere dødsfald på verdensplan end kræft, fremgår det af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Initiativerne sætter ind på fire områder: Resistensbekæmpelse, forsyningssikkerhed, infektionsforebyggelse og internationalt engagement.

Mette Sølvskov sygeplejerske i Lolland Kommunes tværgående team i Center for Handicap til Sundhedsmonitor

/jst

Foto Sygehus Sønderjylland

Kulde mindsker ubehag ved anlæggelse af venflon ”Det allerbedste er, at patienterne er så glade for det,” siger anæstesisygeplejerske Anna Martensen fra Afdelingen for Bedøvelse og Operation på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa.

Hun er en del af det første sygeplejeledede forskningsprojekt på afsnittet Bedøvelse og Operation på Sygehus Sønderjylland. Projektet har resulteret i, at patienter nu får mulighed for at få et pust kuldespray, inden de skal have anlagt venflon (PVK) i forbindelse med bedøvelse. ”For os er det jo bare et lille stik, men for nogle patienter er det virkelig ubehageligt at få lagt venflon. Vi har haft nogle, der besvimede alene ved tanken om at få en nål i hånden eller armen,” forklarer hun.

Idéen til at bruge kuldespray kom fra hendes kollega Jakob Pedersen, som altid er ’fuld af gode ideer’ ifølge Anna Martensen. ”Jakob vidste, at det i dag bl.a. anvendes som lokalbedøvende ved tatoveringer, og så kender vi jo kuldespray i forbindelse med f.eks. sportsskader,” siger hun.

Man må ikke bare begynde forsøgsvis at spraye patienter uden tilladelse fra myndigheder og patienten selv. Så idéen udviklede sig til et egentligt forsk-

3.2025

Anæstesisygeplejerske Anna Martensen fra Afdelingen for Bedøvelse og Operation på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa er en af de to sygeplejersker, der har ledet forskningsprojektet om brug af cryospray. Den anden er Jakob Petersen, som oprindeligt fik idéen.

ningsprojekt, hvor 130 patienter sagde ja til at deltage.

Halvdelen fik kuldespray på hånden før stikket, mens den anden halvdel fik saltvandsspray. Patienterne fik ikke at vide, hvad der var i sprayen før bagefter, hvor de blev spurgt til deres oplevelse. ”Patienter, der fik kuldespray, sagde, at det føltes koldt, men ikke smertefuldt. Og hvis de skulle have lagt venflon en anden gang, ville de gerne have kuldespray igen.

Det var en glædelig overraskelse,” siger Anna Martensen.

Hun og Jakob Pedersen understreger også, at kuldesprayen ikke gør det sværere for personalet at lægge venflon.

Det positive resultat har også ført til øget interesse fra sygehusets øvrige afdelinger, og den kommende tid skal de to sygeplejersker hjælpe med at implementere kuldespray og oplære kollegaer. ”Vi har det på alle vores operationsstuer nu, men alle er endnu ikke oplært, så det er ikke fuldt ud implementeret,” siger Anna Martensen. /uab

7

8

Tema

Hjemmebehandling

Behandlet hjemme i stuen

SYGEPLEJERSKEN

Flere patienter bliver i dag behandlet og indlagt i eget hjem.

En udvikling, som ifølge eksperter og sundhedsreformen er både god og nødvendig. Når hospitalet rykker hjem i stuen, stiller det dog nye krav til både sygeplejersker og sundhedsvæsnet.

Tekst Helle Lindberg Emarati Foto Marcus Emil Christensen

T

3.2025

ove Jørgensen trækker en stol ud fra det ovale spisebord og sætter sig, mens sygeplejerske Julie Boesen finder sine remedier frem fra diverse papkasser og poser, der er fast opmagasineret ved væggen. Efter få minutter kan den lyserøde borddug kun skimtes mellem

9

10

Tema

Hjemmebehandling

kasser med tuber, hætteglas, infusionsvæske, medicinflasker, swabs til desinfektion, Omnifix-sprøjter, laptop og andet hospitalsudstyr.

På den modsatte spisestuestol har Julie Boesen placeret sin blå taske med det mobile Aidian QuikRead Go-system, som gør hende i stand til at analysere en blodprøve på stedet. ”Jeg blander lige din medicin, Tove, det tager lidt tid. Bagefter tager jeg nogle prøver, så vi kan se, hvordan det går med dig,” siger Julie Boesen.

Hun er udkørende sygeplejerske fra eHospitalet i Region Sjælland og er kommet forbi til dagens plejebesøg. ”Jeg synes, det går bedre,” siger Tove Jørgensen, imens hun finder den lille taske, hun har spændt på kroppen inde under skjorten. Fra tasken fisker hun en elastomerisk medicinpumpe frem, som har forsynet hende med en antibiotikamikstur over de sidste 24 timer. Nu er den næsten tom og ligner lidt en punkteret citron. ”Jeg kalder den min hemmelige håndgranat,” siger hun til Sygeplejersken, idet hun lægger pumpen på bordet: ”Jeg har endda haft den med, når jeg har været ude for at købe ind.”

En normal hverdag trods sygdom Vi befinder os i den nordlige ende af Køge, i det hjem, som 81-årige Tove Jørgensen deler med sin mand, Ove Jørgensen. Imellem stuens farvede, blyindfattede ruder, porcelænsfigurer og kukur er der også andre spor af hospital, f.eks. et dropstativ placeret halvvejs mellem spisestuestolen og motionscyklen i hjørnet.

De seneste knap to uger har Tove Jørgensen været ramt af en lettere genstridig lungebetændelse – et forløb, som normalt ville have krævet enten indlæggelse eller ambulante besøg på hospitalet.

Takket være eHospitalet har hun dog ikke behøvet at forlade sit hjem. I stedet

SYGEPLEJERSKEN

Vi bliver ganske enkelt nødt til at tænke anderledes end den klassiske hospitalsindlæggelse.

Mette Kildevæld sygeplejerske og seniorforsker ved Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital

Inden Tove Jørgensen kan få sin medicinpumpe på igen, skal der bl.a. måles blodtryk og tages blodprøver, som sygeplejerske Julie Boesen med sit medbragte udstyr analyserer på stedet.

3.2025

er hospitalet kommet til hende. Siden 2020 har patienter med ukomplicerede sygdomsforløb i Region Sjælland nemlig haft mulighed for at blive indlagt i eget hjem.

Fra tre baser i henholdsvis Holbæk, Næstved og Nykøbing Falster kører bl.a. sygeplejersker fra eHospitalet ud til patienterne, hvor de yder den behandling og pleje, som ville være en del af en normal hospitalsindlæggelse eller ambulant behandling – f.eks. opsætning af væskedrop, udskiftning af medicinpumper, prøvetagninger, målinger og konsultationer via video med den behandlingsansvarlige e-læge. Visitation og pleje foregår i samarbejde med regionens øvrige hospitaler, almen praksis og kommunerne, fortæller Julie Boesen. ”Vi har i Toves tilfælde f.eks. haft et samarbejde med kommunen de dage, hvor hun også har skullet have væskedrop. En sygeplejerske fra eHospitalet har sat droppet op og senere er en hjemmesygeplejerske så kommet forbi for at tage det ned,” forklarer hun.

For Tove Jørgensen har hjemmebehandlingen i eHospitalet betydet, at hun har kunnet komme til hægterne i ro og mag hjemme hos sig selv. Trods sygdom har behandlingen med medicinpumpen givet hende mulighed for at have en normal hverdag i vante rammer. ”Det har været så fantastisk. Jeg ville have været helt isoleret, hvis jeg skulle have været indlagt på Næstved Hospital, som er langt væk og det eneste sted, de havde plads til mig. Alternativet var, at jeg skulle komme ind på Køge Hospital flere gange dagligt, men det var også helt umuligt. Så mange gange kunne min mand ikke køre mig frem og tilbage,” fortæller hun.

Mere hjemmebehandling er fremtiden Patienter som Tove Jørgensen er en del af en klar tendens, hvor mere og mere behandling flytter ud af hospitalet og ind i hjemmet.

Intravenøs behandling med antibiotika eller kemoterapi, iltbehandling, fjernmonitorering af kroniske sygdomme, avanceret sårpleje, telerehabiliteringsforløb eller procedurer som f.eks. dialyse er blot eksempler på nogle af de mange behandlingstilbud, som syge danskere i dag kan tage imod uden at skulle forlade deres bolig.

Pga. det voksende udbud og de mange forskellige typer af hjemmebehandling er det svært at gøre op i tal, hvor mange patienter, der hvert år bliver behandlet i eget hjem. Alene for eHospitalet i Region Sjælland var det i 2024 omtrent 1.600 patienter. Af disse var ca. 1.000 indlagt i eget hjem og havde i gennemsnit et forløb på otte dage.

Der er dog ifølge både forskere og eksperter ingen tvivl om, at hjemmebehandling er et område i vækst – og at udviklingen peger mod endnu mere af det i fremtiden. ”Hjemmebehandling er den vej, det går og den vej, det bliver nødt til at gå, hvis alle prognoserne går i opfyldelse, og vi får flere og flere multisyge ældre borgere i de kommende år, alt imens der ikke er ressourcer til dem på sygehusene. Vi bliver ganske enkelt nødt til at tænke anderledes end den klassiske hospitalsindlæggelse, hvis sundhedsvæsnet skal kunne løfte opgaven,” siger Mette Kildevæld Simonsen, der er uddannet sygeplejer-

11

12

Tema

Hjemmebehandling

For Tove Jørgensen har hjemmeindlæggelsen været langt at foretrække fremfor flere dages hospitalsophold. ”Jeg ville have været helt isoleret, hvis jeg skulle have været indlagt,” siger hun.

bedre. Især de svageste og mest sårbare patienter har gavn af at kunne være hjemme, fordi det mindsker risikoen for infektioner og komplikationer, og det giver dem f.eks. også mulighed for at være tæt på deres pårørende.”

ske og seniorforsker ved Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Her har de for nylig gennemført et pilotprojekt med hjemmeindlæggelser. For selvom hjemmebehandling ikke er et nyt fænomen, kræver det både viden, kompetencer, digital know-how og nye måder at yde sygepleje på, hvis visionerne om meget mere behandling og flere indlæggelser i hjemmet skal lykkes. ”Vi ved, at det kommer, så vi kan lige så godt forberede os på det, og vores pilotforsøg med hjemmeindlæggelse viser, at der er nogle strukturelle og teknologiske udfordringer, som skal adresseres, hvis det skal kunne fungere,” siger Mette Kildevæld Simonsen. Hun fortsætter: ”Med det sagt, så ved vi fra forskningen, at hjemmebehandling generelt er lige så godt og sikkert som hospitalsindlæggelse - i nogle tilfælde er det endda

Sygeplejerske Julie Boesen blander antibiotikamikstur til de næste 24 timer.

Når pumpen er tom, kommer en sygeplejerske fra eHospitalet på besøg og fylder den op på ny.

Sygeplejerskerne skal have overblikket Også fra Christiansborg skubbes der ihærdigt på for at fremme udviklingen med mere behandling i hjemmet. Nye hjemmebehandlingsteams i regionerne og et erklæret mål om et sundhedsvæsen, der skal helt tæt på borgerne, er grundpiller i den nye sundhedsreform.

Hvem, der præcis får ansvaret for hvad, står endnu hen i det uvisse. De politiske målsætninger og den hastige udvikling inden for hjemmebehandling rejser dog nogle vigtige spørgsmål i forhold til bl.a. sygeplejen og de dilemmaer, der opstår, når flere behandlinger flytter ud i hjemmet.

Det mener Mai-Britt Hägi-Pedersen, der er projektleder og ph.d. i sygepleje og telemedicin ved Syddansk Universitet og Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland. Hun ser masser af potentiale i den teknologiske udvikling og mere hjemmebehandling, men maner samtidig til omtanke. ”Forskningen viser, at patienter overvejende er glade for hjemmebehandling, men det er i den forbindelse f.eks. vigtigt at huske på, at forskningen primært beskæftiger sig med patienter, der frivilligt har valgt hjemmebehandling. Man kunne måske godt forestille sig, at hjemmebehandling ikke altid kommer til at være frivilligt i fremtiden, og vi skal passe på, at hospitalet og sygeplejen ikke bliver en invasiv art,” siger hun.

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

”Borgernes hjem må ikke blive en banegård” Når hjemmet bliver til en sygestue og en arbejdsplads, er det ifølge MaiBritt Hägi-Pedersen nemlig vigtigt at have et øje på, hvordan det påvirker både patienter og pårørende. Hun peger desuden på, at sygeplejersker bør få rollen som koordinatorer på tværs af faggrupper og sektorer, når forskellige hjemmebehandlinger i fremtiden kan tørne sammen i borgernes hjem. ”Det er sygeplejerskerne, der har blikket for patienten og den faglighed, der kræves, for at mere hjemmebehandling kan lykkes. Derfor er det også dem, der skal have overblikket, når vi kommer ud i en virkelighed, hvor komplekse patienter måske får to-tre slags hjemmebehandlinger på én gang, og aktørerne kan være mange,” siger Mai-Britt Hägi-Pedersen og fortsætter: ”Men det kræver, at sygeplejerskerne bliver klædt på til det via uddannelse og videreuddannelse. APN-sygeplejerskerne eller uddannelsen i borgernær sygepleje er gode bud på, hvordan vi sikrer de nødvendige kompetencer.”

En meningsfuld opgave Tilbage i Køge har Julie Boesen taget de nødvendige prøver. Både Tove Jørgensens infektionstal, væsketal, iltmætning og blodtryk ser fine ud. Via videoopkobling holder de en kort stuegang online, hvor det i samråd med eHospitalets læge bliver besluttet, at Tove Jørgensen ikke længere behøver at få væskedrop. Hun skal blot færdiggøre sin antibiotikabehandling. ”Det er dejligt, så behøver jeg jo ikke sidde her i flere timer,” siger Tove Jørgensen med et smil, imens hun putter sin genopfyldte medicinpumpe tilbage i tasken.

Julie Boesen pakker også sammen, hun skal videre til næste patient.

Som sygeplejerske i eHospitalet kører hun i gennemsnit ud til mellem fire og seks patienter på en dag, og hun ser frem til at besøge hver eneste: ”Jeg har været hos eHospitalet siden februar, men før da var jeg hjemmesygeplejerske, så hjemmebehandling er på ingen måde nyt for mig.

Jeg har altid syntes, det er utroligt meningsfuldt at udføre behandling i patienternes hjem. Det giver dem så meget at kunne være hjemme hos sig selv i trygge rammer, og derfor giver det også mening for mig som sygeplejerske.”

Mere hjemmebehandling og et sundhedsvæsen tæt på borgerne er én hjørnesten i den nye sundhedsreform. En anden er, at der skal skabes sammenhæng i borgernes forløb.

Det påpeger forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg. Hun hilser mere hjemmebehandling velkommen, men understreger, at borgernes hjem ikke må blive forvandlet til en banegård. ”Der er ingen tvivl om, at der er stort potentiale i at flytte meget behandling væk fra hospitalerne og ud i hjemmet. Vi skal dog være opmærksomme på, at patienterne ikke ender med at sidde helt forvirrede tilbage, imens den ene sygeplejerske eller sundhedsperson efter den anden dukker op,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Sundhedsreformen og mere hjemmebehandling stiller krav til organisering og koordinering af sygeplejen og til de sygeplejersker, der kommer til at færdes i borgernes hjem. Derfor bliver sygeplejerskers kompetencer afgørende, mener Dorthe Boe Danbjørg.

Hun er derfor enig med Mai-Britt Hägi Pedersen i, at den koordinerende rolle bør varetages af sygeplejersker – og at det kræver mere uddannelse og videreuddannelse: ”Som sygeplejersker er vi allerede gode til at tænke i forløb og helheder, men med sundhedsreformen kommer vi til at skulle intensivere det. Det kræver de rigtige kompetencer, hvis vi skal skabe sammenhæng for borgerne på tværs af sektorer, teams og enheder.”

13

14

Tema

Hjemmebehandling

Hjemme-NIV giver nyt liv Behandling i eget hjem med NIV-ventilationsmasker har reduceret indlæggelserne på Lungemedicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital. Og gevinsterne for patienterne er store, fortæller klinisk sygeplejespecialist.

Tekst Helle Lindberg Emarati Foto Marcus Emil Christensen

É

n patient kunne droppe hjemmeilten og begynde at motionere. En anden blev som formand i en boligforening i stand til at gennemføre de lange møder uden at falde i søvn. ”Vi havde også en patient, som var meget dårlig, og som havde været indlagt til akut behandling gentagne gange, før hun kom i behandling hos os. Siden da har hun haft nul indlæggelser. Nu kan hun endda tage til udlandet og har været i sommerhus i Italien med sin datter,” fortæller Tine Peick Sonne.

Hun er klinisk sygeplejespecialist på Lungemedicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital. Her kan patienter med lungesygdommen KOL få såkaldt hjemme-NIV-behandling, der bl.a. gør det lettere for patienterne at trække vejret om natten. ”Det begyndte egentlig som et projekt helt tilbage i 2008, men vi har haft det som et fast tilbud i en del år efterhånden.

Vi kunne jo se, hvor godt det virkede, og hvor meget det forbedrede patienternes livskvalitet, at de kunne få denne her behandling derhjemme, i stedet for at skulle indlægges på hospitalet i tide og utide,” siger Tine Peick Sonne.

Slut med ”utallige indlæggelser” NIV er en forkortelse for Non Invasiv Ventilation. Behandlingen gives med en

Sådan virker NIVhjemmebehandling Aflaster støttemuskler, som bruges ved vejrtrækning Lindrer åndenød Nedsætter vejrtrækningshastigheden Bedrer iltoptagelsen i lungerne Udlufter affaldsstoffet kuldioxid.

Kilde: Herlev og Gentofte Hospital

tætsluttende maske, der f.eks. forbedrer iltoptagelsen i lungerne og hjælper KOL-patienter med at udskille ophobet kuldioxid i blodet.

Masken skal bruges mindst seks timer i døgnet, primært om natten, men nogle patienter har også gavn af behandling med masken i et par timer om dagen.

Maskinen sender automatisk data til afdelingen, hvor de kan aflæse, om patienterne bruger masken tilstrækkeligt og korrekt. ”Vi har ikke ressourcer til at monitorere hver eneste patient dagligt, men det er heller ikke nødvendigt. Hos os bliver patienterne aktive medspillere i deres egen behandling. Derfor lægger vi stor vægt på at undervise dem i at genkende symptomer og reagere tidligt ved at ringe til os,” fortæller Tine Peick Sonne.

30 pct. færre indlæggelser Tidligere skulle KOL-patienter ofte indlægges på hospitalet til NIV-behandling, når de oplevede akutte vejrtrækningsproblemer eller havde for meget kuldioxid i blodet. Ifølge Tine Peick Sonne har hjemmebehandling imidlertid reduceret antallet af indlæggelser på afdelingen med cirka 30 pct., fordi patienterne ikke længere bliver akut dårlige eller selv formår at tage det i opløbet. ”Patienterne slipper for at blive indlagt og kan leve et mere normalt liv, og det er også ressourcebesparende for os. Før

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

Når KOL-patienter får hjemme-NIV, kan de nøjes med at komme i ambulatoriet ca. hvert halve år. Her er det Gert Knudsen, der er til kontrol hos klinisk sygeplejespecialist Tine Peick Sonne. Han har været i hjemmebehandling siden 2022.

lingen er kommet godt i gang, kører det som regel helt af sig selv, og vi kan nøjes med at se patienterne til kontrol i NIVambulatoriet ca. en gang hvert halve år,” siger hun.

kunne de være indlagt i 1-5 dage, hvor de optog en sengeplads og personaleressourcer. Mange af patienterne har også utallige indlæggelser bag sig, før de kommer i hjemmebehandling,” siger hun.

For nogle patienter kan der være lidt arbejde med at få NIV-hjemmebehandlingen til at fungere. Her er et godt samarbejde med den kommunale sygepleje afgørende, fortæller Tine Peick Sonne. ”Vi samarbejder f.eks. med dem om at støtte patienten i at skulle tage masken på om aftenen. Når først hjemmebehand-

Hos os bliver patienterne aktive medspillere i deres egen behandling.

Tine Peick Sonne klinisk sygeplejespecialist

Hjemmebehandling er også for de sårbare Hjemme-NIV-behandling er dog ikke helt uden udfordringer. Især for KOLpatienter, der også er misbrugere eller har psykiatriske diagnoser, kan det være en udfordring at få den til at fungere, fordi det kræver, at patienterne bruger masken tilstrækkeligt og korrekt. ”Vi er meget bevidste om, at vi skal være rummelige og fleksible for at kunne inkludere de mest syge og sårbare patienter.

Når det lykkes, er gevinsten stor,” siger Tine Peick Sonne og fortsætter: ”De mest sårbare patienter er jo typisk også dem, som ofte indlægges, og som er dem, det går hårdest ud over. Derfor giver det god mening at give alle en chance for at få det op at køre, selvom det kan virke svært. Jeg har oplevet adskillige patienter, hvor jeg ikke havde troet, det ville fungere, men så har de alligevel overrasket positivt,” siger hun.

Hvert år starter ca. 40 nye patienter i hjemmebehandling ved Lungemedicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital.

For størstedelen af dem er hjemme-NIVbehandlingen en succes, fortæller Tine Peick Sonne: ”Cirka 90 pct. af patienterne er virkelig glade for det, og så er der de resterende 10 pct., hvor det ikke fungerer. Ofte er det fordi, de ikke kan overskue at skulle lære at bruge apparatet og sove med masken i seks timer hver nat, men her må vi som behandlerteam være kreative og se, om vi kan finde på løsninger.”

15

16

Tema

Hjemmebehandling

Det kliniske blik sættes på prøve Hjemmeindlæggelser af patienter er både mulige og meningsfulde. Det viser et pilotprojekt på Bispebjerg Hospital. Det er dog ikke alle patienter, der har glæde af at være indlagt i hjemmet, og for sygeplejerskerne betyder det, at de skal observere patienterne på nye måder.

Tekst Helle Lindberg Emarati Foto Kasper Løftgaard

”J

eg er klart fortaler for mere hjemmebehandling og for hjemmeindlæggelser. Det giver så god mening, også for vores patienter, for det sidste, nogle af dem har brug for, er at blive indlagt på hospitalet. Men det kræver en vis erfaring at kunne monitorere en patient, som fysisk ikke er i samme rum som dig,” fortæller Sara Filtenborg.

Hun er sygeplejerske på Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor de i vinteren 2023/2024 gennemførte et pilotprojekt med virtuelle indlæggelser af patienter. I stedet for at være på afdelingen kunne patienterne ved hjælp af digitale løsninger og en kuffert med telemedicinsk måleudstyr være indlagt hjemme hos sig selv.

Under pilotprojektet skulle Sara Filtenborg derfor yde sygepleje til de hjemmeindlagte patienter på afstand. Al kommunikation foregik enten via telefon eller videoopkald – og det satte hendes observationsevner på prøve, fortæller hun. ”Som sygeplejerske er du jo vant til at kunne være helt tæt på, når du bruger dit kliniske blik. Du kan se de små svedperler på huden, og hvordan ansigtskuløren ser ud. Om de ryster på hænderne eller virker dårligere i dag, end de gjorde i går. Det kan du ikke på samme måde, når du taler med dem via en skærm eller i telefonen.

Konklusioner fra projektet om hjemmeindlæggelser Kan være et trygt og sikkert alternativ til en fysisk indlæggelse på hospitalet.

Dog ikke for alle patienter Stiller store krav til ændringer i organisation og kultur, hvilket tager tid Alle personalegrupper skal involveres fra starten Stiller krav til personalets kompetencer og erfaringsniveau Forudsætter tydelige rammer for visitation, gode arbejdsgange og nødprocedurer Opskalering vil forudsætte en dedikeret hjemmeindlæggelsesenhed på hospitalet Kilde: Evaluering af pilotafprøvning af hjemmeindlæggelser

SYGEPLEJERSKEN

”Det kræver en vis erfaring som sygeplejerske at kunne monitorere en patient, som fysisk ikke er i samme rum som dig,” fortæller Sara Filtenborg, sygeplejerske på Neurologisk Afdeling, Bislpebjerg Hospital.

3.2025

Her bliver du virkelig nødt til at lytte efter og bruge ”blikket” på en anden måde,” forklarer Sara Filtenborg.

Et godt alternativ Formålet med pilotprojektet, som blev gennemført i tæt samarbejde med Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) og Center for Sundhed (CSU), var at blive klogere på, hvad det organisatorisk, patientsikkerhedsmæssigt, sundhedsfagligt og i IT-regi kræver at have patienter indlagt i hjemmet.

Det fortæller seniorkonsulent på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Tana Bredesen. I samarbejde med sygeplejerske og forsker Mette Kildevæld Simonsen var hun leder på projektet, der løb fra december 2023 til februar 2024. ”Vi fandt frem til, at hjemmeindlæggelserne var både et godt og sikkert alternativ til fysisk indlæggelse på hospitalet. Patienterne var rigtig glade for det og følte sig trygge. Det vil dog kræve relativt store ændringer i organisation, kultur og arbejdsgange, hvis det skal skaleres op til et fast tilbud på hospitalet. Det er absolut heller ikke alle patienter, der har glæde af hjemmeindlæggelse,” siger Tana Bredesen.

Selvom forskning på området viser, at det især er de mest sårbare patienter, der kan have gavn af at undgå indlæggelse på hospitalet, så var det kun de mest ressourcestærke patienter, som de på afdelingen kunne visitere til hjemmeindlæggelse. ”De skulle f.eks. være så fysisk og kognitivt friske, at de flere gange om dagen selv kunne måle deres værdier og indberette dem til os. De skulle også have adgang til Min Sundhedsplatform via app, fordi det var der, målingerne skulle indgives – og så skulle det selvfølgelig frem for alt være patienter, der frivilligt ville være med til at lade sig indlægge derhjemme,” forklarer Tana Bredesen.

Foreløbig er der ingen konkrete planer om at implementere hjemmeindlæggelse som et fast tilbud på afdelingen. Projektet har dog givet vigtig viden, som der kan bygges videre på, fortæller Mette Kildevæld Simonsen. ”Der er ingen tvivl om, at hjemmeindlæggelser er noget, vi kommer til at se mere af. Derfor har vi nu gjort os de første erfaringer, så vi ikke står på helt bar bund i fremtiden,” siger hun.

Kræver is i maven For Sara Filtenborg er der dog ingen tvivl om, at for de patienter, der egner sig til hjemmeindlæggelse, er det langt at foretrække frem for fysisk indlæggelse på hospitalet. ”Jeg kan jo tydeligt se, at de har det meget bedre, når de er hjemme hos sig selv. De er gladere, de sover bedre, de spiser bedre. De bevæger sig måske mere, fordi de selv går ud til køleskabet eller rundt i hjemmet. De kan være sammen med deres pårørende og være der, hvor de har det bedst,” siger hun.

Hun tilføjer: ”For os sygeplejersker er det måske lidt en overvindelse, i hvert fald til at starte med. Man skal have is i maven og stole på, at vi stadig har hånd om patienten, selvom vi ikke fysisk er sammen med dem. Men jeg ser så mange fordele i det – især hvis vi også kan nå hen et sted, hvor det kan lade sig gøre at have de mest sårbare patienter hjemmeindlagt.”

17

18

Dengang

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

2. verdenskrig

Luftværnskursus under krigen Tekst Lotte Havemann Foto Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Besættelsen den 9. april 1940 kom for de fleste som en tyv om natten, selv om mange nok havde deres bange anelser. På nogle sygehuse havde man været forudseende og forberedt sig, på andre fik man travlt med mørklægning, ekstra senge og nødforsyninger. Det gjaldt også om at uddanne personale i katastrofesituationer, herunder ”Sygeplejerskernes Luftværnskursus”, som er omtalt i Tidsskrift for Sygepleje nr. 32/1940. Her beskrives, hvordan ”Øvelserne med gasmasker foregik baade indendørs og udendørs.”

Fotoet viser træning af sygeplejersker og elever i brug af gasmaske på Bispebjerg Hospital.

19

20

Debat

Omsorg er en central værdi i et medmenneskeligt sundhedsvæsen Illustration Mathias N Justesen / iStock

Kronisk syge børn skal ses, men ikke skånes Som sundhedsplejerske på en stor folkeskole møder jeg mange børn med kroniske sygdomme. Det kan være børn med diabetes eller astma. Mange af dem har bekymrende højt skolefravær.

For mange af børnene fylder sygdommen meget, hvilket er forståeligt. For nogle er det dog blevet en identitet og en måde at være i livet på.

Disse børn har ambitioner, håb og drømme, men undersøgelser fra Egmont Fondens nye ’Egmont indsigt’ viser, at hver fjerde ung med alvorlig fysisk sygdom ikke får en uddannelse efter grundskolen.

Det er ærgerligt, for med få ressourcer kan vi hjælpe disse børn godt på vej.

Gennem fraværsindsatsen ’Kom glad i skole - hver dag’ har vi succesfuldt hjulpet 75 pct. af de medvirkende skolebørn tilbage til en stabil skolegang. Det har vi gjort ved at spørge åbent og nysgerrigt ind til børnenes fravær. Mange af dem

kommer med konstruktive løsningsforslag til, hvordan de kommer tilbage til en normal skolegang.

Det er vigtigt, at de voksne omkring barnet ikke synes, det er synd for barnet, men ser sygdommen som et vilkår. Jeg har set lærere, der i bedste mening ikke stiller krav eller har forventninger til elever, fordi de er kronisk syge.

Hvis vi skal lykkes med at hjælpe denne gruppe af børn, skal de have en tovholder, som løbende støtter dem ift. en stabil skolegang og hjælper med at erstatte gamle fortællinger med nye narrativer.

Vi voksne omkring kronisk syge børn skylder dem at klæde dem på til livet, gøre dem robuste og mestre de udfordringer, livet bringer.

Omsorg er ikke en ekstra indsats – den er en central faglig kerneværdi i sygeplejen og i hele det sundhedsprofessionelle arbejde. Alligevel presses den længere og længere ud i kanten af hverdagen. Det er paradoksalt, for både patienter og sundhedsprofessionelle efterspørger netop mere omsorg.

Den skaber tryghed, fremmer heling og giver mening i arbejdet. (Klit, Maria.

Sygeplejersken 2023).

Når omsorg ikke kan dokumenteres i systemer som Sundhedsplatformen, bliver den usynlig – og dermed nedprioriteret. Det har alvorlige konsekvenser: Patienter med komplekse behov bliver utrygge, og medarbejdere mister arbejdsglæden. (Ibid.)

Men omsorg er ikke sentimentalitet.

Forskning viser, at relationel omsorg og kontinuitet forbedrer sundhedsresultaterne, reducerer fejl og forebygger genindlæggelser. (Vikman S.et al. 2019, Ekman I.et al. 2011).

Omsorgen har således en værdi i sig selv. Sammen med en effektiv medicinsk behandling styrker omsorgen patientsikkerheden og kvaliteten i patientforløbene. (Etisk råd. Omsorg i Sundhedsvæsnet. Redegørelse 2021).

Vi må derfor turde at give omsorgen faglig og strukturel plads – fra uddannelse til praksis.

I Region Hovedstaden tager vi nu første skridt med en konference om faglig omsorg i august 2025.

Det er tid til at bringe omsorgen tilbage i frontlinjen.

Af Susanne Due Kristensen, sygeplejerske, forperson for Udvalget for Fastholdelse og Rekruttering i Region Hovedstaden (A), Brian Høier, psykiatrisk sygeplejerske og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden (A) og

Af Helle Attrup-Christiansen, sundheds-

Vibeke Westh, sygeplejerske og regionsråds-

plejerske, Københavns Kommune, område

medlem i Udvalget for det nære sundhedsvæ-

Nørrebro/Bispebjerg

sen i Region Hovedstaden (A)

SYGEPLEJERSKEN

illustration iStock

BMI reducerer menneskets sundhed til ét tal I en sektor, hvor vi arbejder med sygdom og sundhed, er det indimellem vigtigt at stille spørgsmål ved de redskaber, vi bruger til at vurdere både det ene og det andet.

Et af de mest udbredte værktøjer, som vi stadig bruger i stor stil, er BMI (Body Mass Index), når vi definerer vægt. Og ganske utroligt så jeg for nyligt ”ekstrem fedme” (ifølge BMI) opstillet som diagnose i en patientjournal. Det gjorde mig paf. For hvorfor ligestiller vi overhovedet en høj vægt med en diagnose?

3.2025

Fundamentals of Care i psykiatrien – en vej til bedre relationel pleje?

BMI er forsimplet og en nedkogt matematisk formel. Og netop denne enkelhed, mener jeg også, er dens største svaghed.

BMI skelner ikke mellem fedt, muskler, eller hvor fedtet er placeret på kroppen.

Når vi benytter os af denne som enestående målestok, er det for mig at se med til at reducere et menneskes helbred ned til ét enkelt tal.

At ramme udenfor normalområdet på BMI-skalaen bør absolut ikke være en diagnose i sig selv.

Ja, konsekvenserne af fedme kan være store og kan agere katalysator for alvorlige komplikationer og sygdomme. Men at proklamere det som en sygdom i sig selv er faktuelt forkert.

Når der eksisterer så mange alternativer og supplementer til BMI, såsom fedtprocentmåling og taljemål, mener jeg, at vi med BMI stigmatiserer og beretter om noget ufatteligt forenklet. Det bør ændres.

Af Bolette Bjerre, sygeplejestuderende, Københavns Professionshøjskole, 5. semester

Psykiatrien står over for en kompleks udfordring: Hvordan reducerer vi tvang og sikrer samtidig en fagligt forsvarlig pleje? Trods nationale målsætninger forbliver omfanget af tvangsindgreb højt, hvilket kalder på nye tilgange.

Fundamentals of Care kan være en relevant strategi, da den strukturerer sygepleje i tre dimensioner: Relationsdannelse, integration af sygepleje og kontekst.

Forskning viser, at relationel pleje er afgørende for patienters oplevelse og samarbejdsvilje, men sygeplejersker i psykiatrien møder strukturelle barrierer som tidspres og personalemangel.

Jeg skriver speciale om Fundamentals of Care i psykiatrien og analyserer, hvordan sygeplejerammen kan anvendes i praksis ud fra cases. Min undersøgelse peger på en kløft mellem teori og praksis – en debat, vi bør tage alvorligt.

Skal vi styrke sygeplejens rolle i psykiatrien, kræver det en kulturændring, hvor relationel pleje ikke ses som en luksus, men som en nødvendig del af faglig kvalitet.

Af Cecilie Hansen, sygeplejerske, kandidatstuderende i sygepleje, Roskilde Universitet, RUC

Send dit debatindlæg!

Skriv til redaktionen@ dsr.dk eller scan QR-koden:

21

Vidste du, at Sorbact® Surgical Dressing kan reducere postoperative sårinfektioner1?

Sårinfektion efter kirurgisk indgreb er en almindeligt forekommende postoperativ komplikation. Hver enkelt postoperativ infektion svarer til omkring 7–11 ekstra postoperative indlæggelsesdage.2 Sorbact® Surgical Dressing er en steril og vandafvisende sårbandage, der binder bakterier og svampe.

Den består af et grønt Sorbact® sårkontaktlag kombineret med en absorberende sårpude og en transparent, klæbende film.

Sorbact® bakteriebindende bandager forebygger og behandler sårinfektioner ved at reducere den mikrobiologiske belastning i såret på naturlig vis.

Scan QR-koden og bestil prøver eller book et møde med en af Sorbact® produktspecialister

Forebygger og behandler sårinfektioner Læs mere på sorbact.dk

Sorbact® Technology er en unik innovation, som anvendes i vores avancerede sårbehandlingsprodukter, for at forebygge og Fjerner bakterier, svampe og endotoksiner på en sikker måde

behandle sårinfektioner.

Produkter medImpregnated Sorbact® teknologien hjælper patienter i mere end 65 lande gennem vores brands Sorbact®, 1. Stanirowski PJ, et al. Randomized Controlled Trial Evaluating Dialkylcarbamoyl Chloride Dressings for the Prevention of Surgical Site Infections in Adult Women Undergoing Cesarean Section.Leukomed® Surg Infect (Larchmt) 2016; 17(4):427-35.

Cutimed® Sorbact®, Sorbact®, Cutimed® Siltec® Sorbact® og Cutimed® Sorbion® Sorbact®.

2. Anderson DJ, et al. Strategies to Prevent Surgical Site Infections in Acute Care Hospitals: 2014 Update. Infect Control Hosp Epidemiol 2014; 35(6):605–627

Effektiv mod de mest almindelige resistente patogener

2022-94

Essity Denmark A/S Gydevang 33 DK-3450 Allerød

sorbact.dk +45 48 16 82 20 info@sorbact.dk

t! a b ra rt o K s lu P d e m n Nyd sommere Hent appen, og se endnu flere gode rabatter og tilbud

20 %

6-10 %

Særpris

Læs vilkår og betingelser for rabataftalerne på pluskort.dk

Sorbact® er et registreret varemærke tilhørende ABIGO Medical AB

Hørt

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

Tal pænt Først da sygeplejerske Fatma Makhdum selv blev patient med et brækket ben og en efterfølgende operation, erfarede hun, hvor galt det står til med sundhedsvæsenet.

Tekst Laura Elisbeth Lind Foto Claus Bech

“Jeg har arbejdet en del år som sygeplejerske og har altid været stolt af det.

Men efter at have oplevet systemet som patient, er jeg i chok over, hvordan man behandles som et problem, der hurtigt skal ryddes af vejen.”

Sådan lyder ordene fra sygeplejerske Fatma Makhdum, der for nylig har skrevet et debatindlæg om sine patientoplevelser i Dagbladet Information.

Det hele startede en aften, hvor hun faldt på en isglat vej foran sin bopæl og slog benet. Hun ringede 1818: “Jeg fik at vide, at jeg bare skulle lægge is på og vente til næste dag, hvor jeg kunne gå til egen læge,” siger Fatma Makhdum, der arbejder ved Center for Alkohol og Stofbehandling i Roskilde Kommune.

Først da hun insisterede på at blive tilset og gjorde opmærksom på, at hun selv er sygeplejerske, blev hun tilbudt en tid i akutklinikken. Hun bor alene med sine store sønner og spurgte derfor, hvordan hun skulle komme frem: “Tag en taxa,” lød svaret: “Der var intet tilbud om ambulance eller sygetransport – selv om jeg hverken kunne støtte på benet eller køre selv.”

Du ringer?

Lægerne bekræftede, at skinnebensknoglen var brækket, og bruddet krævede en operation. Under indlæggelsen gik problemerne med patientplejen for alvor op for Fatma Makhdum.

“Når jeg ringede efter hjælp, kunne der gå 45 minutter, før nogen kom – kun for at sige, at det ikke var deres opgave,” siger hun og tilføjer: “Og når jeg ringede på klokken, sagde de bare: “Du ringer?” i stedet for at smile imødekommende og sige, “Hej, hvad har du brug for?”

Hun er klar over, at arbejdsforholdene er pressede. Men alligevel har sundhedspersonalet et ansvar for at tale pænt til patienterne, mener hun: “Det er vigtigt at være opmærksom på ens ordvalg og møde patienterne med venlighed.”

Efter operationen blev hun hurtigt udskrevet, men ingen sikrede sig, at hun kunne stå, gå, komme på toilettet eller havde hjælp derhjemme.

“Jeg kunne ikke hente vand, lave mad eller vaske mig. Så jeg ringede til hjemmeplejen, men fik bare at vide, at jeg kunne købe en robotstøvsuger og få et bækken,

som mine børn kunne tømme.”

Hun understreger, at hun lige netop kunne få råd til at betale sig fra nogle løsninger. Men ikke alle kan det, og derfor spørger hun nu: “Er det virkelig det sundhedsvæsen, vi er så stolte af?”

Det er først i forbindelse med genoptræning af benet, at hun har følt sig mødt og set af et venligt personale. Hendes oplevelser har nu fået hende til at skærpe sit eget fokus på at kommunikere endnu bedre med patienterne, og hun er blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er at blande sig i debatten. Hun har da også kun fået gode tilbagemeldinger på debatindlægget.

“Som repræsentant for sundhedsvæsenet synes jeg, det er vigtigt at få fokus på patientplejen. Patienterne er ofte i krise og har ikke lyst til at være på hospitalet.

Så vi skal hjælpe dem, så godt vi kan og tale pænt til dem.”

23

24

Sundhedsvæsentligt

Sundhedsråd skal tænke på tværs 17 nye sundhedsråd skal drive omstillingen af sundhedsvæsenet og bygge bro mellem sektorerne.

Rådene får således stor magt, hvilket understreger betydningen af sygeplejefaglige input.

Tekst Ulla Abildtrup Illustration Mathias N Justesen

Når sundhedsreformen rykker opgaver for 4.2 milliarder kroner fra kommunerne til regionerne, flytter meget af magten over pengene og ressourcefordelingen ind i 17 nye sundhedsråd.

Rådene kommer til at bestå af kommunal- og regionspolitikere med regionen for bordenden. ”Vi synes, rådene er godt tænkt som en mulighed for at forbedre overgangene mellem sektorer. Rådene kan også være med til at koordinere samarbejder på tværs af kommuner og dermed sikre sammenhængen i sundhedsvæsenet,” siger forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.

Allerede fra næste år skal forberedende sundhedsråd gøre klar til flytningen af ansvaret for en række sundhedsopgaver til regionerne. De skal også forberede nye nærsundhedsplaner, som skal være færdige i foråret 2027. ”Det tegner spændende, og jeg ser et stort potentiale i rådene. Fra Dansk Sygeplejeråds side synes vi naturligvis, det er vigtigt, at MED-udvalgene bliver inddraget i processen, så vi sikrer tydelige faglige input fra medarbejderne. Det er også det, jeg hører, at mange af vores

Jeg tror, vi får et helt andet flow, som indebærer opkvalificering af sygeplejerskerne.

Tina Holmgaard centerchef for Sundhed og Omsorg i Struer Kommune

medlemmer er optaget af,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Politikerne skal klædes på I Gladsaxe Kommune er afdelingschef for Sundhed og Rehabilitering, Herle Klifoth, også meget opmærksom på spørgsmålet om videndeling fra de sundhedsprofessionelle til politikerne i sundhedsrådene.

”I dag mødes sundhedscheferne fra de ni kommuner i vores sundhedsklynge hver 4.-5. uge for at afstemme holdninger og komme med kommentarer til dagsordner. Derudover har sundhedscheferne og nogle af direktørerne fra kommunerne et møde med hospitalet i klyngen hvert kvartal. Her deltager hospitalets vicedirektør og oversygeplejersker, og vi drøfter fælles opgaver, vi skal løse,” siger hun og fortsætter: ”I den nye konstruktion er der behov for, at det politiske niveau ’klædes på’ ned i nogle detaljer. Og der vil fortsat være behov for, at de kommunale chefer mødes og samstemmer i forhold til dagsorden og perspektiver for udvikling, ikke mindst da regionen har sekretariatsbetjeningen af sundhedsrådet,” understreger Herle Klifoth.

Hun håber, at kommunerne på sigt kan blive en del af sekretariatsbetjeningen for at understøtte det tværsektorielle samarbejde ind i de nye sundhedsråd, som bemandes med en politiker fra hver kommune udover regionale politikere.

For også at sikre de sygeplejefaglige input til både sekretariat og politikere vil Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd forsøge at etablere netværk af ledende sygeplejersker fra både det regionale og kommunale område i alle de 17 sundhedsrådsområder.

Mere forebyggende arbejde Sundhedsrådene får en afgørende rolle for sundhedsreformens ambitioner om mere behandling i eget hjem og endnu større kvalitet i de kommunale sundhedsindsatser, skriver Dansk Sygeplejeråd i et høringssvar til Folketinget.

Som eksempel til efterfølgelse nævnes Aalborg Kommune, hvor APN-sygeplejersker er med til at forebygge unødvendige

SYGEPLEJERSKEN

indlæggelser og give større livskvalitet for borgere med komplekse forløb.

Rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, Jes Lunde (R), bakker da også stærkt op om sundhedsreformens intention om et mere nært sundhedsvæsen. ”Jeg er f.eks. positiv overfor muligheden for hjemmeindlæggelse for de patienter, der ikke har behov for at være på et hospital, men har brug for medicinsk behandling og overvågning. Indlæggelse i hjemmet er mere tilgængeligt og fleksibelt for borgerne og kan give større tryghed,” mener rådmanden.

Han er også optaget af et tættere samarbejde mellem region og kommune i forhold til forebyggelse. ”Jeg har netop besøgt et projekt her i Aalborg, hvor kommunens medarbejdere i samarbejde med regionens eksperter lykkedes med at genoptræne en mand, der ellers stod til at få begge ben amputeret. Den slags skal vi have mere af – praktisk samarbejde mellem kommuner og regioner.”

Men der er udfordringer bl.a. i forhold til udveksling af data. ”Vi får borgere hjemsendt uden epikrise, og det går jo ikke. Sygeplejeindsatsen

Hvad er inflation?

Om sundhedsrådene

3.2025

Sundhedsplatformen er en elektronisk patientjournal, Danmark får 17 nye sundhedsråd. hvor bl.a. læger og sygeplejersker skal dokumentere deres Medlemmer vil være komarbejde. munal- og regionalpolitikere.

• Patienter kan logge påRådene systemet NemID/ skalmed opbygge og MitID via internettet og følge understøtte sundhedsindsatser tættere på borgerne og deres egen behandling. sammenhæng • sikre bedre Systemet er leveret på af tværs af sundhedsvæsenet. den amerikanske firma Epic og blev for første gang indført De har deres egne penge påtilHerlev og Gentofte Hospinære indsatser i både talregioner den 21. maj 2016. og kommuner.

Kilder: Nabanita Datta Gupta Regionsrådene har det endelige ansvar for sundhedsrådenes opgaver.

Kilde: Sundhedsministeriet

25

26

Sundhedsvæsentligt

skal være synkroniseret. Derfor er jeg også glad for, at sygehusenes behandlingsansvar udvides til 96 timer både for patienter med fysiske og psykiske sygdomme,” siger Jes Lunde.

Rådmanden vil arbejde for, at Aalborg Kommune får lov at fortsætte driften af den forebyggende indsats indenfor bl.a. KOL, diabetes og hjertekarsygdomme. Men det er op til de nye sundhedsråd og i sidste ende Region Nordjylland at bestemme.

Sygeplejerske i nyt partnerskab Et par hundrede kilometer sydpå i landet har Region Syddanmark signaleret, at regionen selv vil drifte de opgaver, der nu overdrages fra kommunerne. Så der bliver regionale forskelle, fortæller Irene Ravn Rossavik, social- og sundhedsdirektør, Middelfart Kommune.

Hun er medlem af det nye implementeringspartnerskab mellem Danske Regioner, KL, fem kommuner, regionerne, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Partnerskabet er så nyt, at det holder sit første møde, når dette blad går i trykken.

Partnerskabet skal understøtte en løbende dialog og samarbejde mellem kommuner, regioner og stat om implementeringen af reformen. ”Jeg har arbejdet med tværsektorielt samarbejde i 20 år, og for mig er det vigtigste, at vi kommer væk fra silo-tænkning til gavn for borgerne, siger Irene Ravn Rossavik, der også er uddannet sygeplejerske.

På kommunens vegne begræder hun alligevel, at akutsygeplejerskerne skal overgå til regionen. ”Vi har investeret rigtig meget i vores akutsygeplejersker, og en undersøgelse viste for nylig, at 40 procent af deres arbejdstid går med sparring. Så de har været en vigtig del af opkvalificeringen af vores øvrige medarbejdere,” siger sundhedsdirektøren, som skynder sig også at storrose kommunens øvrige sygeplejersker. ”Vi har de mest kompetente og veluddannede sygeplejersker ansat.”

Struer kompetenceudvikler Begejstringen for sundhedsreformen var ikke umiddelbart lige stor alle steder, da den blev præsenteret i november. Men i Struer er centerchef for Sundhed og Omsorg, Tina Holmgaard, positiv. ”I Struer Kommune er vi ikke optaget af, hvem der skal modtage eller aflevere penge eller opgaver. Som borger vil jeg også personligt være lidt ligeglad med, om sundhedsmedarbejderen er ansat i regionen eller kommunen, hvis jeg får behov for behandling. Det vigtigste må være, om vedkommende er kompetent.”

Struer Kommune døjer med mange sundhedsproblemer, og en fremskrivning viser, at andelen af borgere over 80 år i nogle områder af kommunen

Forløber Forberedende sundhedsråd skal fra 2026 forberede sundhedsrådenes opgaver heriblandt implementering af flytningen af sundhedsopgaver fra kommuner til regioner.

tredobles over de kommende 10 år. Derfor er Tina Holmgaard også glad for, at de nye sundhedsråd får mulighed for at prioritere ekstra midler til kommuner, hvor uligheden i sundhed er stor.

Som led i reformen overgår ansvaret med bl.a. akutsygeplejen til regionen. Det har skabt bekymring blandt nogle kommuner for, at de vil miste sygeplejersker, hvis de spændende opgaver forsvandt.

Tina Holmgaard, der selv er uddannet sygeplejerske, deler ikke bekymringen. ”Vi er allerede gået i gang med at flytte opgaver fra Regionshospitalet Gødstrup til kommunen, og det har ført til kompetenceudvikling af vores sygeplejersker.

Der er også planlagt et kursusforløb i palliation for de kommunale sygeplejersker.” ”Jeg tror, vi får et helt andet flow, hvor mange ting kommer til at gå hurtigere til gavn for patienterne. Og det indebærer også opkvalificering af sygeplejerskerne,” mener Tina Holmgaard.

Den endelige geografiske inddeling af sundhedsråd og deres navne bliver fastlagt via en bekendtgørelse i efteråret 2025, oplyser Sundhedsministeriet.

53 % af voksne danskere tænker ikke over deres knoglesundhed.

Vil du være med til at gøre dem klogere?

Knogletallet.dk

Velkommen til Knogletallet.

Du er nu få klik fra at blive klogere på dine knogler.

Læs mere på:

knogletallet.dk

Start knogletesten

I 30 år har vi hos UniKalk arbejdet med fokus på danskernes knoglesundhed. I 2024 gennemførte UniKalk en national repræsentativ undersøgelse blandt 1028 danskere for at få en bredere forståelse af danskernes viden om knoglesundhed.

Her kom det frem, at mange danskere (18+ år) mangler basisviden om kalk, kalkkilder og knoglesundhed – og at en stor andel ikke er bevidste om forskellige livsstilsfaktorers betydning for deres knoglesundhed, som fx motion, alkohol og rygning. Derfor har vi hos Unikalk udviklet et

digitalt værktøj, der skal få flere danskere til at tænke over om de har en knoglevenlig livsstil.

Vi kalder det: Knogletallet.dk På baggrund af brugerens svar, giver Knogletallet en indikation af hvor knoglevenlig deres livsstil er.

Undervejs er der gode råd og information om hvad der har betydning for knoglerne. Og så er det et helt nyt begreb og sprog, så brugeren kan starte en dialog med dig og dine kolleger om en knoglevenlig livsstil.

Kalk er nødvendigt for at vedligeholde normale knogler.

Knogletallet er udviklet af Unikalk og giver en indikation af, om du lever en knoglevenlig livsstil.

Kilde: Danskerne 18+, national repræsentativ, 1028 interviews, se unikalk.dk

28

Mit job

Relationer i børnehøjde Når børn har smerter, og familierne er fortvivlede, står sygeplejerske Gitte Aagaard ved Rigshospitalets Videnscenter for Børnesmerter klar med målrettet sygepleje og støtte, som skaber tryghed og tillid, hvor det gør allermest ondt.

Fortalt til Maja Anna Rasmussen Foto Amanda Hjernø

Jeg har valgt at arbejde som børnesmertesygeplejerske, fordi det er verdens bedste job. Jeg elsker at hjælpe børn med at kunne magte noget, der ellers er så svært.

Jeg elsker, når jeg kan være med til at flytte fokus fra noget, der føles ubehageligt for et barn, til at det faktisk kan være i det. Det er så meningsfuldt, og det er en stor del af mit arbejde.

Jeg er uddannet anæstesisygeplejerske og har arbejdet med børn på både en intensivafdeling og en børneafdeling.

Tiden i anæstesien førte mig i retning af smertebehandling, og de sidste mange år har jeg udelukkende arbejdet med børn og smerter som børnesmertesygeplejerske.

I det daglige arbejder jeg med børn med akutte smerter f.eks. efter operationer, ulykker eller i forbindelse med kræftsygdom. Jeg ser også mange børn og unge, der har det svært med procedurer som blodprøver og indsprøjtninger, ofte pga. tidligere dårlige oplevelser.

Her støtter jeg både barnet og familien i at håndtere situationen og mindske angsten.

Når vi kan skabe trygge forældre, så får vi også mere trygge børn.

Gitte Aagaard sygeplejerske

Små mirakler I sidste uge havde jeg f.eks. en lille pige, der skulle stikkes. Hun havde prøvet det før, så jeg tænkte over, hvad hun bar med sig. Jeg mødte hende med øjenkontakt, en snak om tøj og sko og skabte hurtigt en tryg relation. Hun fulgte med ind til blodprøvetagningen, og fordi hun slappede af, gjorde mor det også. Hun fik taget blodprøven, mens vi snakkede om kjoler, og hun opdagede det næsten ikke. Det er sådan nogle øjeblikke, hvor man virkelig mærker, at man kan ændre en situation fra frygt til tillid.

Jeg husker også en anden lille pige, som jeg blev kaldt ind til, efter hun havde været igennem en stor operation. Hun var omkring et år gammel og var blind. Personalet kunne ikke rigtig smertedække hende, sagde de, og hun græd konstant.

Da jeg kom over på stuen, lå hun i en hospitalsseng omgivet af blip og blop og dyt fra apparater, og personalet talte højt: ”Har du gjort det?” og ”Gør lige det her.” Det hele var meget kaotisk. I hjørnet stod hendes far og så helt forskrækket ud, for han

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

vidste ikke, hvad han skulle gøre. Pigen havde masser af ledninger og udstyr på.

Jeg spurgte, om det var nødvendigt med ledningerne, og det var det faktisk ikke, så vi fik pillet det af. Og så spurgte jeg far: ”Hvis du så hende derhjemme sådan her, hvad ville du så gøre?” Og han svarede: ”Jeg ville tage hende op og synge en sang for hende.” Så det gjorde han. Han tog hende op, og selvom hun var opereret i munden, kunne hun sagtens ligge der på hans bryst.

Og så stod han der i det virvar og sang den vise, han plejede at synge for hende.

Der gik under 20 sekunder, så faldt hun til ro.

Det handlede ikke om, at hun havde ondt. Hun græd, fordi hun var utryg. Hun havde ikke sin far tæt på. Hun var omgivet af fremmede lyde, lugte og mennesker. Alt var nyt og skræmmende. Og det kunne hun jo tydeligt mærke.

Et alsidigt arbejde En anden vigtig del af mit arbejde er med unge, der har længerevarende smerter.

Smerter, der har varet over tre måneder.

De kan være så påvirkede, at de ikke går i skole eller deltager i sociale aktiviteter.

Hos børn og unge har vi en forventning om, at udviklingen kan vendes, og at de kan hjælpes til en bedre hverdag.

Jeg sætter stor pris på, at mit arbejde er så alsidigt. En væsentlig del af min hverdag er undervisning. Lige nu er jeg med til at implementere en smerteskole for forældre, hvor de får konkrete, nonfarmakologiske redskaber og undervisning i, hvordan de kan støtte deres barn i smertefulde situationer.

Jeg brænder for formidling og nyder også at dele viden med kollegaer over hele landet. Samtidig har jeg et stærkt fokus på forskning og udvikling, og det giver stor mening for mig at bidrage til udviklingen af redskaber og kampagner, der gør en reel forskel for børn med smerter.

Men det, der nok betyder allermest for mig, er relationerne. Både til børnene, i de øjeblikke hvor man får kontakt, og barnet tør lidt mere, og til de unge, hvor man nogle gange må sidde og have dybe samtaler. Det kan også være noget så enkelt som at blæse en sæbeboble eller sætte

At skabe en tryg og tillidsfuld relation til både børn og forældre er en central del af arbejdet som børnesmertesygeplejerske.

sig ned på gulvet sammen med et barn.

De små øjeblikke, hvor noget åbner sig.

Og så er der relationen til forældrene.

Når vi kan skabe trygge forældre, så får vi også mere trygge børn. Det gælder i høj grad også relationen til mine kollegaer og samarbejdspartnere. Det betyder virkelig noget at have et trygt og tillidsfuldt samarbejde. Det er hele fundamentet, synes jeg.

Det er syge børn, vi har med at gøre – nogle af dem er rigtig syge, og nogle børn dør. Og det er familier i livskrise, når de kommer med et sygt barn. Så det kræver empati, og det kræver, at man forstår relationen og situationens alvor.

Jeg mener, det er en vigtig kompetence, som alle kan og skal lære, hvis man vil arbejde med børn.

29

30

Forskningspanel

Mød Sygeplejerskens forskningspanel Et nyt forskningspanel har set dagens lys og skal nu være med til at sikre høj kvalitet og aktualitet i den sygeplejefaglige forskningsformidling. Panelet består pt. af fem sygeplejersker med forskningsbaggrund inden for forskellige specialer. Medlemmerne har bl.a. til opgave at tilvejebringe peer reviewed-artikler, der kan holde sygeplejersker opdateret på nyeste viden. Sygeplejersken har bl.a. spurgt dem, hvorfor forskning i sygepleje er vigtig.

Tekst Christina Sommer Fotos Marcus Emil Christensen og Michael Drost-Hansen

Forskningspanelet er på trapperne med en manuskriptvejledning til forfattere af peer reviewed-artikler.

Hvis du har spørgsmål om en konkret artikel, kan du kontakte redaktør Lotte Havemann, lha@dsr.dk Læs de fulde interviews med de fem medlemmer af Sygeplejerskens forskningspanel på dsr.dk eller scan koden:

SYGEPLEJERSKEN

Camilla Bernild

Sygeplejerske, cand.mag., ph.d.

Klinisk seniorspecialist ved Enhed for Uddannelse på Rigshospitalet. Tilknyttet som forsker ved Center for Sundhedsfaglig Forskning, UCSF, samt lektor ved Sektion for Sundhed og Samfund, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet.

Hvad forsker du i?

Jeg har tidligere beskæftiget mig meget med pårørende og deltager stadig i projekter inden for området. Men i øjeblikket forsker jeg især i læring og uddannelse, både præ-graduat, altså blandt sygeplejestuderende, og post-graduat, dvs. færdiguddannede, f.eks. ift. kompetenceudvikling og arbejdsorganisering.

Hvorfor valgte du at forske?

Jeg har altid arbejdet i hospitalskontekst og været interesseret i, hvorfor vi mon gør, som vi gør. F.eks. hvorfor kommunikerer vi med patienter og pårørende på den måde, vi gør? Hvordan fordeler vi arbejdsopgaver, og hvordan dokumenterer vi – og hvorfor? Jeg er nok grundlæggende nysgerrig på at forstå, hvorfor vi gør, det vi gør. Nogle gange skal ting måske ændres, men andre gange handler det alene om at forstå et område eller en problemstilling bedre.

Har din forskning ændret noget?

Jeg har mest lavet aktionsforskning, altså hvor forskning og udvikling følges ad. Den største forskel, min forskning har bidraget til, er omlægningen af sygeplejerskeuddannelsen sidste år i Region Hovedstaden under et projekt, der hedder NEW (Nursing, Education and Work, red.). Det kørte i et samarbejde mellem Rigshospitalet og Københavns Professionshøjskole, og NEW har bl.a. medført, at bachelorprojektet nu er placeret på 6. semester. Nogle af pointerne er også med i uddannelsesreformen, f.eks. at bachelorprojektet skal være mere praksisrettet.

Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?

Sygeplejen er helt unik, da vores position og optik er bredere end bare sygdom, men også omfatter de fysiske, psykiske og sociale dimensioner af det at være syg. Og så er der de pårørende og de organisatoriske og samfundsmæssige rammer oveni. Alle perspektiver er vigtige at forske i, så sygeplejersker kan arbejde evidensbaseret eller få et vidensgrundlag, der kan medvirke til kritisk refleksion.

3.2025

Ellen Boldrup Tingleff

Sygeplejerske, cand.cur. og ph.d.

Lektor i retspsykiatri og psykiatrisk sygepleje ved Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart, Institut for Regional Sundhedsforskning, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet. Forsker ved Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Psykiatrien i Region Syddanmark.

Hvad forsker du i?

Al min forskning tager afsæt i psykiatrien, og jeg er særligt optaget af pårørendes oplevelser og erfaringer, når de har et familiemedlem, der er i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Jeg forsker i, hvordan vi kan forbedre samarbejdet mellem patient, pårørende og sundhedsprofessionelle.

Jeg undersøger de pårørendes livsvilkår, og hvordan vi kan støtte dem og involvere dem i plejen og behandlingen.

Hvorfor valgte du at forske?

Psykiatrien er det speciale, jeg altid har kunnet se mig selv mest i som sygeplejerske – det er spændende, hvordan man kan bruge sig selv i rollen for at hjælpe mennesker et bedre sted hen i livet.

Efter lidt tid i klinikken begyndte jeg at blive nysgerrig på, hvorfor vi gør, som vi gør. I den psykiatriske sygepleje er meget baseret på ”vi synes, vi tror, vi mener og vi føler”, og mindre på viden om, hvad der rent faktisk virker eller er gavnligt for mennesker.

Har din forskning ændret noget?

Jeg har brugt nogle år på at afdække, hvad pårørende ønsker og har brug for. På baggrund af den kvalitative viden arbejder vi videre med at udvikle interventioner til gavn for de pårørende.

Jeg sørger for, at den viden, jeg generer, også kommer ud til sundhedsprofessionelle i praksis. F.eks. i lærebøger, faglige og videnskabelige artikler, eller når jeg underviser på specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje.

Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?

Det er nødvendigt, hvis vi vil yde sygepleje af høj kvalitet. Vi ved jo, at forskning har afgørende betydning for menneskers helbred og velbefindende, og derfor må sygeplejen, ligesom lægevidenskaben og andre professioner, basere sig på viden frem for, hvad vi tror og synes.

31

32

Forskningspanel

Selina Kikkenborg Berg Mari Holen

Sygeplejerske, cand.cur. og ph.d.

Professor i Sundhed og Samfund, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet.

Hvad forsker du i?

Jeg har forsket meget i læring, helt aktuelt i projektet 'MINERVA', hvor vi følger en gruppe sygeplejersker over 10 år for at undersøge deres udvikling og valg i arbejdslivet. Sammen med kolleger på Oslo Universitet er jeg også med i et projekt om støtte til kræftpatienter, der bor alene, og hvordan man kan udvikle innovative løsninger til at støtte dem. Jeg har også altid været optaget af ulighed i sundhed, og hvordan politiske beslutninger påvirker det at være patient. Det spiller projektet også ind i.

Hvorfor valgte du at forske?

Allerede som studerende stillede jeg enormt mange spørgsmål, og jeg syntes, det var sjovt at skrive studiedagbog - en form for miniundersøgelser, når jeg kigger på dem i dag. Jeg var også ekstremt teoretisk interesseret. Som færdiguddannet havde jeg stadig mange spørgsmål, og det er det med at stille spørgsmål og være empirisk og teoretisk interesseret, der driver mig som forsker.

Sygeplejerske, cand.cur., ph.d.

Professor og forskningsleder i Forskningsenheden for klinisk sygepleje i Hjertecentret: IMPACT - Research & Care, Rigshospitalet.

Hvad forsker du i?

Mit primære område har altid været sygepleje til kardiologiske patienter med klar overvægt af håndtering af egen sygdom.

Men da der ikke findes sygeplejefaglige seniorforskere i alle specialer her på Rigshospitalet, er jeg også med i andre projekter, hvor jeg bl.a. vejleder ph.d.-studerende. For et par år siden tog jeg også en afstikker til covid-19-pandemiens betydning for patienter, pårørende og personale, hvilket optog mig dybt.

Hvorfor valgte du at forske?

Da jeg begyndte at studere i slut-1990’erne, var man for alvor begyndt at tale om evidensbaseret pleje og behandling. Vi fik hele tiden besked om, at vi ikke skulle tro, men vide. Det tog jeg til mig, og jeg har altid været drevet af en stor nysgerrighed og ansvarsfølelse ift. at gøre noget ved tingene, hvis jeg kan.

Har din forskning ændret noget?

Jeg synes, at jeg helt fra min ph.d.-tid har bidraget med nogle teoretiske bud på, hvordan sygeplejersker og samfundet generelt skal forstå patientrollen og patientidentitet. I dag underviser jeg med afsæt i min forskning, og jeg bruger mange kræfter på at formidle min forskning i artikler, bøger og foredrag.

Har din forskning ændret noget?

Reelle ændringer kommer sjældent på baggrund af ét forskningsprojekt. Men i forbindelse med mit ph.d.-projekt besøgte jeg Emory University Hospital i Atlanta i USA. Her blev jeg inviteret ind i deres ambulatorium for børn med medført hjertesygdom - et område jeg havde beskæftiget mig med nogle år tidligere. Jeg mødte en begejstret sygeplejerske, der havde læst en af mine artikler om, hvordan man etablerer en sygeplejeklinik for at støtte hjertebørn bedst i overgangen fra barn til voksen. Og med inspiration fra artiklen, havde de faktisk lavet en klinik à la den i Atlanta.

Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?

Forskning i sygepleje kan være med til at forbedre patienternes oplevelse og behandling og den måde, de bliver mødt på i sundhedsvæsenet. Som professor er jeg også forpligtet til at lave grundforskning (forskning, der fokuserer på at forstå fundamentale aspekter af sygepleje uden at have en direkte praktisk anvendelse i sigte, red.). Det er essentielt for at kunne udvikle nye teorier og metoder, der kan anvendes i praksis.

Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?

Lidt banalt sagt: For at vi kan tilbyde patienterne den bedst mulige pleje. Det handler om patienternes overlevelse og livskvalitet. Forskning i dansk sygepleje er vigtig, fordi vores og de andre skandinaviske landes måde at tænke sygepleje på er unik. Vi er langt i den måde, vi tænker velfærd og professionel omsorg på, også når det kommer til personcentreret behandling og pleje.

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

Fornyet stemme til sygeplejeforskere Niels Sandholm

Sygeplejerske, cand.scient.soc. og ph.d.

Docent ved Københavns Professionshøjskole, ISE Forskning og Udvikling.

Hvad forsker du i?

Jeg har en ph.d. i uddannelsessociologi, og mit hovedområde er uddannelsesforskning, primært rettet mod sygeplejerskeuddannelsen her på Københavns Professionshøjskole (KP, red.), men også på tværs af KP’s uddannelser. Jeg er særligt optaget af talentuddannelse og læring af kliniske færdigheder. Inden da forskede jeg i rehabilitering og kroniske sygdomme.

Hvorfor valgte du at forske?

Efter mange år som sygeplejerske i klinikken begyndte jeg at læse sociologi, fordi jeg var optaget af sociale forskelle, altså at folk var syge på forskellige måder. Jeg blev nødt til at vide mere om, hvordan mennesker var syge, og hvordan de handlede og reagerede. Og så var jeg så heldig, at jeg fik et ph.d.stipendium under overskriften ”Sygeplejens vilkår” fra Dansk Sygeplejeråd, og sådan kom jeg i gang med min forskerkarriere.

Har din forskning gjort en forskel?

Noget af det vildeste jeg har været med til, er at starte talentudviklingsprogrammet Copenhagen Honours College, der fokuserer på at give sygeplejestuderende specialiserede kompetencer inden for individualiserede, sammenhængende plejeforløb til ældre. Takket være en bevilling på 40 mio.kr. fra Novo Nordisk Fonden udviklede vi talentprogrammet i samarbejde med Amager/Hvidovre og Bispebjerg hospitaler og København og Frederiksberg kommuner. Indtil nu har vi uddannet næsten 100 specialister i ældresygepleje.

Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?

Det er måske lidt kontroversielt, men jeg synes ikke, at al forskning i sygepleje er lige vigtigt. Personligt synes jeg, at der er enormt meget oplevelses-orienteret forskning – forskning om, hvordan det opleves at være syg og patient og ramt af verdens elendigheder. Jeg kunne godt tænke mig mere klinisk forskning i grundlæggende sygepleje, f.eks. udvikling af skånsom og effektiv mundpleje ved svær dyspnø.

”Det er vigtigt, at sygeplejersker har adgang til forskning i deres fag, og det er vigtigt for mig, at vi som faglig organisation er med til at formidle solid faglig viden og forskning om sygepleje.”

Sådan siger forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, i anledning af, at Sygeplejersken har etableret et nyt forskningspanel og samtidig relancerer det digitale fag- og forskningsunivers på dsr.dk/fag-og-udvikling.

For at sikre høj kvalitet og aktualitet i den sygeplejefaglige forskningsformidling har Sygeplejersken etableret et nyt forskningspanel, der pt. består af fem sygeplejersker med forskningsbaggrund inden for forskellige specialer.

Forskningspanelet er blevet nedsat og har til opgave at tilvejebringe peer reviewed-artikler, der kan holde sygeplejersker opdateret på nyeste viden.

Panelet har haft deres første møde og er i fuld gang med at etablere sig, herunder at udarbejde manuskriptvejledninger, så det snart vil være muligt at sende forskningsartikler ind til bedømmelse.

Under hatten Sygeplejersken Fag&Forskning kan sygeplejersker derfor i fremtiden finde peer reviewed-artikler samt faglige nyheder og journalistiske artikler om nye forskningsresultater. Med tiden vil der også komme faglige podcasts.

Dorthe Boe Danbjørg håber, at sygeplejerskerne vil tage godt imod forskningspanelet og det nye digitale univers og også selv bidrage med viden og forskning. ”Jeg glæder mig over, at vi med relanceringen nu er med til at give sygeplejefaglige forskere en stemme og en ny digital platform, hvor de kan formidle deres resultater.”

33

34

Kirsten Stallknecht Prisen

Sygeplejerske Martin Locht Pedersen er dette års modtager af Kirsten Stallknecht Prisen. Med prisen følger 10.000 kr.

Martin giver psykiatriske patienter en stemme i debatten Sygeplejerske og ph.d.-studerende Martin Locht Pedersen modtager Kirsten Stallknecht Prisen 2025 for at bruge sin ytringsfrihed og sætte psykiatriske patienters vilkår på dagsordenen.

Tekst Josephine Stær Foto Søren Svendsen

SYGEPLEJERSKEN

”Det gør mig vanvittig stolt at modtage prisen. Både det, at der er nogen, der har indstillet mig, og at mit arbejde bliver værdsat.”

Ordene kommer fra Martin Locht Pedersen, som den 5. maj modtog Kirsten Stallknecht Prisen 2025.

Han er 35 år, sygeplejerske og arbejder som ph.d.-studerende i psykiatrien i Middelfart ved Syddansk Universitet.

Han modtager prisen for sin stemme i samfundsdebatten. Især når det gælder patienterne i psykiatrien.

Tør at tage ordet Han har gennem flere år bidraget med indlæg om emner, som ellers sjældent fylder i debatten.

Han har bl.a. skrevet om sin forskning i brugen af tvang og etnicitetens rolle i psykiatrien, som viser, at patienter fra etniske minoriteter har en øget risiko for at få beroligende medicin under tvang. Derudover har han engageret sig i debatten om forholdene for psykiatriske patienter i relation til aktiv dødshjælp. ”Jeg bruger min stemme i den offentlige debat, fordi jeg synes, jeg har et ansvar for at turde sige det højt, når jeg mener, der mangler nuancer eller et perspektiv,” siger han.

Han lægger ikke skjul på, at det også handler om at starte en dialog: ”Det kan også være en måde at få nogle tanker ud på og prøve at starte en debat, hvor man får nogle modperspektiver. På den måde kan man få en dialog, meningerne kan brydes og forhåbentligt kan man blive klogere.”

Snurren i maven Selv om Martin Locht Pedersen modtager en pris for sit mod til at ytre sig, har han ikke altid stukket næsen frem uden en form for nervøsitet.

Han beskriver, hvordan det kræver øvelse at vænne sig til at ytre sig offentligt, og hvordan en pause fra den offentlige debat kan få det til at snurre ekstra i maven, når man vender tilbage.

3.2025

Både for vores patienters, for psykiatriens og for os som sygeplejerskers skyld.”

Kirsten Stallknecht Prisen Er opkaldt efter Dansk Sygeplejeråds formand gennem 28 år (1968-1996).

Prisens formål er at hædre sygeplejersker, som bruger deres ytringsfrihed til at sætte fokus på faget.

Uddeles hvert andet år i ulige år og er på 10.000 kr.

Prisen kan tildeles en dansk sygeplejerske, som opfylder følgende kriterier: Sygeplejersken har inden for de sidste to år benyttet sin ytringsfrihed til at markere sig i den offentlige debat om sygeplejefaglige, etiske og/eller sundhedspolitiske problemstillinger med det formål at forbedre vilkårene for særlige patient- eller befolkningsgrupper eller sygeplejerskers arbejdsmiljø.

Sygeplejersken kan have benyttet sin ytringsfrihed i radio, tv, i landsdækkende eller lokale dagblade, i fagbladet Sygeplejersken eller på sociale medier.

Han mærker dog opbakning fra sin arbejdsplads. Og det fremhæver han som noget af det, der er afgørende for, at han tør tage ordet. ”Selvom prisen er til mig, så er det jo også fordi, jeg arbejder i et miljø, hvor vi tør have forskellige holdninger, og hvor vi bliver opfordret til at sige tingene højt.

Ikke bange for modstand Det er velkendt, at det at ytre sig i den offentlige debat kan afføde kritiske kommentarer. Men det tager han med ro.

"Det er sjældent, jeg får grimme kommentarer, selvom man hører, at det kan ske for andre. Og skulle nogen være uenige, har jeg det fint med det. Når man blander sig i debatten, må man også forvente, at nogle mener noget andet," siger han.

Han forstår dog godt, at andre kan være mere tilbageholdende.

Et håb om at inspirere Martin Locht Pedersen forklarer, at han håber på at kunne inspirere kolleger til at bruge deres viden som sygeplejersker i debatten på forskellige måder og gennem forskellige medier.

Hans råd til dem, der gerne vil, men tøver, er, at man bare skal springe ud i det, selvom man kan være nervøs: "Helt konkret vil jeg råde kolleger til at skrive deres idéer og holdninger ned.

Når emnet så dukker op i den offentlige debat, har man næsten sit indlæg klar. På den måde kan man nå at byde ind, mens diskussionen stadig er i gang."

De øvrige indstillede til Kirsten Stallknecht Prisen var Thomas Sørensen og Selina Kikkenborg Berg.

Thomas Sørensen var indstillet for at have kæmpet med vedholdenhed og personligt mod for at forbedre psykiatriske patienters og sygeplejerskers vilkår. Han har bl.a. insisteret på at dele de personlige erfaringer og de strukturelle udfordringer, han har mødt i psykiatrien.

Selina Kikkenborg Berg var indstillet for med afsæt i sin forskning og erfaring fra praksis at have brugt sin stemme til bl.a. at fremhæve patienternes behov og sygeplejens afgørende betydning for livskvalitet og helbred.

35

Annonce for Orion Pharma

38

Observation

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

Proud to be a Danish nurse Tekst og foto Anton Kjøller Alexandersen

“Are you proud to be nurses?!” Én af værterne under den storslåede åbningsceremoni ved årets ICN-kongres har spottet en af de røde t-shirts og råber sit spørgsmål ud over den proppede konferencesal. Der sidder flere tusind sygeplejersker. Du kan selv gætte svaret, men det kan afsløres, at alle hujede og klappede.

Episoden udspillede sig i Helsinki, hvor 2025-udgaven af ICN-kongressen foregik over fem dage i juni.

300 danske sygeplejersker deltog i sygeplejerskernes verdenskongres, hvor 7.000 sygeplejersker og sygeplejestuderende fra mere end 130 lande var samlet for at formidle forskning, få inspiration og skabe relationer på tværs af landegrænser.

Der var 11 danske mundtlige præsentationer, 133 e-posters og traditionen tro et fællesfoto i den røde trøje.

39

40

Forskeren fortæller

Urinsyregigt er underbehandlet Jesper W. Larsen Uddannet sygeplejerske i 2018

Medicinen er billig og tilgængelig. Alligevel får mange patienter med urinsyregigt ikke den rette behandling. Sundhedspersonale hænger fast i myter og fordomme om sygdommen, og der er behov for opdateret viden, siger forsker og sygeplejerske Jesper W. Larsen.

Tekst Ulla Abildtrup Illustration Andreas Normann

Kandidatstuderende ved Klinisk Videnskab og Teknologi på Aalborg Universitet

Reumatologisk Afdeling på Regionshospital Nordjylland, Hjørring, siden 2020.

Henved 150.000 danskere har urinsyregigt, og antallet stiger. Alligevel hører vi sjældent om lidelsen, og både patienternes viden og sundhedsvæsenets behandling er langt hen ad vejen præget af et forældet syn på sygdommen, der fører til underbehandling, siger sygeplejerske og kandidatstuderende i Klinisk Videnskab og Teknologi ved Aalborg Universitet Jesper W. Larsen.

Han har orlov fra Reumatologisk Ambulatorium og Uricaklinikken ved Regionshospital Nordjylland i Hjørring for at forske i urinsyregigt. ”Der er et stort forbedringspotentiale. I vores studie fra 2024 fandt vi, at patienter med urinsyregigt behandlet i Uricaklinikken i langt højere grad blev behandlet effektivt og efter de gældende retningslinjer sammenlignet med patienter, der var i behandling via egen læge,” siger Jesper W. Larsen og fortsætter: ”I urinsyregigt har vi en sygdom med en billig, sikker, og effektiv behandling, som blot skal anvendes bedre, end den gør i dag.”

Urinsyregigt var før kendt under navne som Kaptajn Voms sygdom og krystalgigt, og det var en udbredt antagelse – også blandt sundhedspersonale – at den var selvforskyldt og udløst af usund kost. Derfor var lidelsen ofte forbundet med skam, fortæller han: ”Man har i mange år brugt diæt som behandling, men det har vist sig at have ringe effekt. Derimod skal patienterne have en tabletbehandling, som sænker urinsyren i blodet. Den er billig og nem at tage, alligevel har vi i Uricaklinikken haft patienter, som har gået i 20 år med ubehandlet urinsygegigt. Så der mangler i høj grad information om sygdommen.”

Livslang behandling Urinsyre er et restprodukt af almindeligt stofskifte og udskilles via nyrerne. Nedsat udskillelse kan

skyldes genetik, men forskellige typer medicin som vanddrivende og blodtrykssænkende kan også give forhøjede mængder af urinsyre, som kan aflejres som krystaller.

Krystallerne aflejres ofte i og omkring led, hvilket giver betændelse. I over halvdelen af tilfældene rammer betændelsen storetåen. ”Smerterne opstår ofte i løbet af få timer, og leddet kan føles så smertefuldt, at selv den mindste berøring eller bevægelse udløser stærke smerter,” fortæller Jesper W. Larsen. ”Man har typisk kun behandlet urinsyregigt, når der opstod inflammation.

Ved et urinsyregigt-anfald er det tydeligt at se sygdommen – leddet bliver hævet,

Forskning i urinsyregigt og diabetes Patienter med diabetes har en høj forekomst af fodsår, som ofte fører til infektioner og i mange tilfælde amputation.

Urinsyregigt er også kendt for at føre til fodsår, og derfor undersøger forskerne, om nogle af de diabetiske fodsår skyldes urinsyregigt og kunne være undgået, hvis det var opdaget og behandlet tidligere.

SYGEPLEJERSKEN

varmt, rødt og gør ondt. Men det er vigtigt at forstå, at sygdommen er kronisk og kræver livslang behandling for at undgå anfald,” understreger han og fortsætter: ”Allopurinol-tabletter sænker urinsyren i blodet, og når mængden kommer under 0,36 millimol per liter, opløses urinsyrekrystallerne, og der dannes ikke nye aflejringer. Hvis patienten fortsætter behandlingen, kommer der ikke nye anfald. Men hvis patienten stopper, kommer de oftest igen, og den viden forsøger vi at udbrede både til patienter og sundhedsprofessionelle.”

For få får korrekt behandling Ubehandlet kan urinsyregigt også føre til aflejringer af urinsyrekrystaller i huden, typisk på ører, fingre eller fødder, hvilket kan føre til fodsår og amputation. Desuden kan urinsyregigt forårsage nyresten og nyresygdomme. ”Urinsyregigt er en alvorlig sygdom og kan i værste fald medføre tidlig død.

De nationale guidelines anbefaler tidlig målrettet behandling med livslang medicin og årlige målinger for at sikre, at doseringen af medicin er korrekt. Men under halvdelen af patienterne får den rette behandling i almen praksis,” siger Jesper W. Larsen. ”I Uricaklinikken ser vi i oftest patienten til én fysisk konsultation og har derefter en telefonsamtale på 10-15 minutter cirka en gang om måneden, indtil patienten har opnået sit behandlings-

mål. På den måde kan vi følge patienten tæt i forhold til medicin indtag, og patienten kan få svar på spørgsmål eller dele bekymringer om deres sygdom og behandling. Det betyder, at vi har en meget større succesrate med at forebygge anfald og alvorlige komplikationer i forhold til patienter fulgt i almen praksis.”

Uricaklinikken står foran nedskæringer, men Jesper W. Larsen håber, at den kan opretholde tæt kontakt til patienterne og øge informationsniveauet f.eks. gennem en hotline og videreuddannelse, som almen praksis kan benytte. ”Vi kan dokumentere, at den sygeplejeledede behandling på Uricaklinikken er mere effektiv end den behandling, mange patienter modtager hos egen læge. Så der er et stort potentiale for at løfte behandlingen af patienterne.”

Forskning i fodsår Jesper W. Larsens nyeste forskningsprojekt handler om forbindelsen mellem diabetes og urinsyregigt.

3.2025

”Når man ser et fodsår hos en patient med diabetes, er den umiddelbare tanke, at det er et diabetisk fodsår. Men foreløbige undersøgelser tyder på, at urinsyregigt overses blandt den gruppe patienter, og at et hidtil ukendt antal af dem har fået sårene på baggrund af udiagnosticeret eller underbehandlet urinsyregigt,” siger han og fortsætter. ”Diabetes og urinsyregigt optræder hyppigt sammen, og begge sygdomme kan give fodsår. Hvis vi kan blive klogere på samspillet mellem sygdommene i forhold til udviklingen og forværringen af fodsår, er der potentiale for at optimere sårbehandlingen og diagnosticere urinsyregigt tidligere end i dag.

Jo tidligere diagnose og behandling af urinsyregigt, jo bedre er chancerne for at undgå eksempelvis amputation og tidlig død. For ikke at tale om de personlige og samfundsøkonomiske omkostninger i forbindelse med sygdommen.”

Jesper W. Larsen håber at have de første resultater af sin forskning klar i løbet af næste år.

41

Tager du bilen på sommerferie?

Har du styr på forsikring og vejhjælp, kan du køre ud i sommerlandet med ro i maven...

Vi tilbyder både Bilforsikring og Vejhjælp!

Uanset om du er ude at køre med fuld oppakning til sommerhuset, eller bilen er let pakket til en enkelt overnatning, er du godt forsikret med vores Bilforsikring.

Har du tilvalgt Popermo Vejhjælp, kan du døgnet rundt ringe på +45 78 79 14 48 for akut hjælp til din bil, uanset hvor du er i Danmark.

Du kan få hjælp til bl.a. bugsering og starthjælp, samt hjælp ved punktering og bjærgning. Ønsker du en gennemgang af dækningerne på din bilforsikring, kan du booke et telefonmøde med en rådgiver via QR-koden her: Vil du gerne tilvælge Popermo Vejhjælp til din Bilforsikring, skal du ringe til os på +45 66 12 94 48.

JOBST® ULCERCARE™ 2-i-1 kompressionssystem KONTAKT OS, FOR MERE INFORMATION: KUNDESERVICE.DK@ESSITY.COM

D E F Y

EFFEKTIV BEHANDLING AF VENØSE BENSÅR

G R A V I T Y

Rigtig god sommerferie!

Fokus på forskning

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

Illustration Mathias N Justesen / iStock

Ansvar og udfordringer i den sidste pleje Sygeplejerske og ph.d. Anne Kristine Sørstrøms afhandling ’Tilrettelegging av hjemmedød.

Ansvar og utfordringer for sykepleiere’ fra Nord Universitet undersøger, hvordan sygeplejersker oplever arbejdet med at tilrettelægge palliative forløb i hjemmet.

Resultaterne viser, at et godt arbejdsmiljø, kontinuitet og trygge relationer støtter arbejdet, mens barrierer som mangel på palliationserfaring, udstyr og natdækning skaber udfordringer.

Sygeplejersker strækker sig ofte ud over deres arbejdstid og arbejder ulønnet for at sikre en god støtte. Samarbejdet med pårørende og hospitaler er centralt, men vanskeligt.

Anne Kristine Sørstrøms forskning fra Nordnorge giver ny indsigt i, hvordan geografiske og strukturelle forhold påvirker plejen og rejser spørgsmål om retfærdige arbejdsvilkår og bæredygtig organisering af hjemmebaseret palliativ indsats.

Afhandlingen kan bl.a. læses på Sykepleien.no (søg på afhandlingens titel). /mrn

Har du nyt fra forskningens verden, så skriv gerne til os på redaktionen@dsr.dk

43

Plejepersonale på hospitaler må ofte undlade henved halvdelen af den nødvendige sygepleje.

Sygeplejeopgaver forsømmes på grund af travlhed Et nationalt studie viser, at plejepersonalet på danske hospitaler ofte må undlade op mod halvdelen af den nødvendige sygepleje – et fænomen kaldet Missed Nursing Care. Undersøgelsen bygger på 3.507 besvarelser fra 19 hospitaler og dokumenterer, at opgaver som mobilisering, mundpleje, omsorg, patientinformation, dokumentation og deltagelse i tværfaglige møder ofte nedprioriteres til fordel for akutte situationer. Årsagerne er bl.a. utilstrækkelig bemanding, flere og mere komplekse patienter samt et højt flow af indlæggelser og

udskrivelser. Det skaber et krydspres mellem faglighed og rammer, hvor strukturelle forhold tvinger personalet til at fravælge opgaver, de ved er vigtige. Missed Nursing Care kan medføre komplikationer og forlænget indlæggelse og påvirker også plejepersonalets trivsel og arbejdsglæde, fordi det opleves utilfredsstillende ikke at kunne yde den sygepleje, man fagligt finder nødvendig. Sygeplejerske og seniorforsker Hanne Mainz står sammen med et forskerhold bag undersøgelsen. /mrn

Alle blev belastet psykisk Covid-19-pandemien skabte ikke kun nye arbejdsvilkår – den affødte også ny forskning i de sociale og psykologiske konsekvenser. På Rigshospitalet blev forskningsenheden IMPACT omstillet, så man kunne fokusere på at dokumentere patienter, pårørende og sundhedspersonales oplevelser. Forskerne indsamlede kvalitative data gennem interviews og spørgeskemaer for at forstå, hvordan det føltes at være patient under isolation, pårørende uden adgang og sundhedsansat med ansvar under ekstreme vilkår. Resultaterne viste, at frygten for smitte, skyld-

følelse og følelsen af at være overladt til sig selv prægede alle grupper.

Forskningen gav indsigt i, hvordan beredskabet påvirker det relationelle aspekt af sygepleje og peger frem mod et sundhedsvæsen, der i fremtidige kriser i højere grad må medtænke både psykisk belastning og kommunikationsstrategier.

Bag forskningen står blandt andre sygeplejerske og professor Selina Kikkenborg Berg. Læs interview med hende på dsr. dk - søg på ”Sådan ændrede covid-19 alt”. /mrn

44

Arbejdsliv

“Jeg er sygeplejerske, hvorfor passer jeg så børn?”

Filippinske Cristal Tolosa Warburg kom til Danmark med en uddannelse og erfaring som sygeplejerske. Alligevel begyndte hun som au pair og måtte uddanne sig til sosu-hjælper, før hun til sidst blev anerkendt som sygeplejerske.

Af Siri Franceschi Foto Emilie Lærke Henriksen

O

mkranset af betongrå blokke smyger plejehjemmet OKFonden Lotte sig op som en mastodont i otte etager på det ydre Frederiksberg. Indenfor spreder varmen sig; radioen spiller gamle hits og personalet gør klar til eftermiddagens jazzkoncert.

Ved et bord sidder fire kvindelige beboere og spiser morgenmad. Deres bevægelser er forsigtige og samtalen stille, indtil Cristal, der arbejder som sygeplejerske og afdelingsleder på plejehjemmet, slår sig ned hos dem.

“I ser så flotte ud i dag,” siger hun med høj stemme og puffer lidt til en af damernes hår, der netop er blevet farvet lilla.

Udseendet er nu ikke, hvad det har været, mener den ene. Eller også er det spejlene, der er noget galt med. Cristal griner højt. Det kan der godt være noget om, siger hun.

39-årige Cristal Tolosa Warburg er født og opvokset i Filippinerne. Hun kom til Danmark i 2008 for at arbejde som au pair, selv om hun allerede dengang var uddannet sygeplejerske. At få godkendt sin autorisation i Danmark er nemlig ikke så ligetil, og derfor har det taget Cris-

Jeg føler mig vildt privilegeret, men det har været hårdt.

Det er hårdt.

Christa Tolosa Warburg afdelingssygeplejerske og faglig leder hos OK-Fonden Lotte

tal mange år, før hun kunne begynde at praktisere sit fag.

Det har været en vej fyldt med udfordringer - både personlige og faglige - og det glemmer vi sommetider at tale om, mener Cristal, særligt nu, hvor regeringen har sat sig for at rekruttere sundhedspersonale fra bl.a. Filippinerne.

Koste hvad det vil Cristal var blot 22 år, da hun første gang satte kurs mod Europa. Hun havde fået job som au pair i Holland og var spændt

på den store verden og de mange muligheder, der nu ventede hende.

“Allerede fra jeg var helt lille, har jeg drømt om at rejse ud. Det var derfor, jeg blev sygeplejerske. Jeg havde en masse tanter, onkler og kusiner, som arbejdede som sygeplejersker i USA. Dem så jeg op til. Det var spændende; muligheden for at komme ud og opleve noget andet, måske få lov til at se sne,” siger Cristal.

Men efter de første tre måneder var det alligevel så svært, at det eneste, hun kunne, var at græde.

“Jeg er uddannet sygeplejerske, tænkte jeg, hvorfor arbejder jeg så med at passe børn?”

Den tanke strejfer hende stadig, når hun dagligt bliver kontaktet af filippinske sygeplejersker, som drømmer om en fremtid i Danmark. Mange af dem vil formentlig komme til at arbejde med noget andet, hvis det skulle lykkes dem at komme afsted.

“At komme til Danmark handler ikke kun om held og penge. Det handler også om følelser og vilje, for der kan hurtigt gå flere år, før man kan få arbejde, og der er mange udfordringer i forhold til kultur. I Filippinerne er vi vant til at være i kon-

Cristal Tolosa Warburg har drømt om at blive sygeplejerske, siden hun var 6 år gammel. For at få råd til sygeplejerskestudiet arbejdede hun i sin fars fiskeforretning og solgte mad på markederne i weekenden. Ofte stod hun også op klokken tre om natten for at lave mad, som hun solgte på sin skole.

46

Arbejdsliv

kurrence, men her hersker der et ideal om lighed,” siger Cristal eftertænksomt.

“Det undrede mig meget i starten,” griner hun så.

Derfor anbefaler Cristal heller ikke altid de opsøgende filippinske sygeplejersker til at forfølge drømmen om Vesten.

“Målet er, at man gerne vil ud - koste hvad det vil. Men bør man gå på kompromis med sin uddannelse? Jeg prøver at være ærlig og fortælle dem, at det også er udfordrende at komme hertil”

“En af de heldige” Men den ærlighed kan være tabubelagt, mener Cristal, fordi man bliver set på som en af “de heldige”. Og hun understreger også, hvor taknemlig hun er for alt det, Danmark har “givet hende.”

“Jeg føler mig vildt privilegeret, men det har været hårdt. Det er hårdt. Det kræver, at man pakker sig selv væk, fordi alt skal gøres på den danske måde.”

Den følelse har hun bl.a. haft i sit sygeplejearbejde.

“I Danmark forsøger man at bibeholde de ældres funktion, hvilket jo er godt.

Men hvis jeg tænker på, hvad jeg ville gøre som filippiner, så ville jeg hjælpe dem med ALT og gøre det hele for dem.

Jeg ville ikke forsøge at holde dem aktive.

Så arbejdet kræver, at jeg forstår det, og gør det, og det betyder, at jeg må lave om på min faglige tankegang,” forklarer hun.

Sprogligt har det også været udfordrende. For som Cristal siger, handler meget sygepleje om kommunikation, og derfor har det sproglige ofte gjort hende usikker.

“Jeg er stadig meget bevidst om mit sprog den dag i dag, og jeg bruger utrolig meget energi på at tale klart og gøre mig forståelig.”

Af samme grund forsøger hun også at være ekstra tålmodig, hvis der starter nye medarbejdere med udenlandsk baggrund på hendes arbejde.

“Jeg prøver at anerkende dem og give dem succesoplevelser, fordi jeg selv har været igennem det og ved, hvor frustrerende og hårdt det kan være.”

Luftforandring Oppe på plejehjemmets syvende sal har Cristal fået indrettet et simulationsrum,

Blå bog Cristal Tolosa Warburg, afdelingssygeplejerske og faglig leder hos OK-Fonden Lotte Født 1985 i Naga Uddannet sygeplejerske i 2006 fra Naga College Foundation i Filippinerne Uddannet SOSU-hjælper i 2014 Masteruddannelse i Healthcare Leadership fra Arcada University of Applied Sciences, Finland Tidligere ansat på neonatalafdelingen på Bicol Medical Center i Filippinerne, som assisterende afdelingssygeplejerske på Herlev og Gentofte Hospital samt som afdelingssygeplejerske og sundhedskonsulent på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk Forperson for Filipino Nurses Association-Denmark og næstforperson i Filipino Nurses Association-International

hvor hun planlægger at lave case-scenarier med de ansatte. En torso af en veltrænet mand med sort manke ligger på sengen med to store sår klistret på sixpacken.

“Jeg ville egentlig gerne have købt en gammel dame,” siger Cristal, idet hun hiver et sår af manden.

“Men hun koster 150.000 kroner, så nu må vi nøjes med ham her.”

Det har længe været Cristals drøm at lave simulationstræning med de ansatte.

“Jeg vil gerne støtte medarbejderne, så de føler sig trygge i det, de laver. Det kan være svært i sundhedsvæsenet, og jeg vil gerne give dem stolthed; få dem til at mærke, at de godt kan.”

Der er ingen tvivl om, at Cristal er værdsat på plejehjemmet. Kollegerne lovpriser hende for alt det, hun hele tiden sætter i gang, og selv om beboerne indimellem

Jeg bruger utrolig meget energi på at tale klart og gøre mig forståelig.

Christa Tolosa Warburg afdelingssygeplejerske og faglig leder hos OK-Fonden Lotte

SYGEPLEJERSKEN

må bede hende om at gentage et par ord, lyser de fleste op, når de ser hende.

Men sådan har det ikke altid været.

Asian Sensation For at lære det danske sundhedsvæsen at kende, begyndte Cristal i 2013 på socialog sundhedshjælperuddannelsen. Det var ikke en nem beslutning, men hun tænkte, at det var en god mulighed. Og ganske rigtigt, for da hun i forbindelse med et praktikophold på et plejehjem fortalte, at hun allerede var sygeplejerske, førte det til en prøveansættelse, som endte i en autorisation.

Efter et par år på plejehjemmet, blev Cristal ansat som sygeplejerske på Herlev og Gentofte Hospital. Her arbejdede hun i seks år. De sidste tre som assisterende afdelingssygeplejerske. “Årene på Herlev var gode, men det var også hårdt,” siger Cristal.

Ofte måtte hun fra patienter og pårørende høre for, at hun så anderledes ud, at hun burde tage hjem til der, hvor hun kom fra, og at hun snakkede dårligt dansk. En patient sagde en dag, at hun burde være rengøringshjælp frem for sygeplejerske.

Men det sværeste var, da Cristal, efter sin forfremmelse til assisterende afde-

3.2025

”Har du drukket din proteindrik?”

Spørger Cristal Tolosa Warburg 77-årige Mette Thisted, der bor på plejehjemmet. Cristal bliver nødt til at gentage ordet proteindrik et par gange. De griner begge to, da Mette endelig forstår, hvad hun siger. ”Ja, appetitten fejler ikke noget,” siger hun.

47

48

Arbejdsliv

lingssygeplejerske, hørte, at flere af hendes kolleger også gik og sagde, at hun ikke var kompetent nok til jobbet.

“Jeg var så stolt og glad for, at min leder havde valgt mig, og jeg følte, at jeg fik rigtig meget opbakning. Men så hørte jeg, at nogle af mine kolleger talte bag min ryg. De syntes ikke, jeg var dygtig nok eller talte godt nok dansk, og det satte sig dybt i mig.”

“I forvejen føler jeg, at jeg kæmper hele tiden, fordi jeg kommer fra et andet land og bor i et fremmed land. Når jeg så får de her negative kommentarer, så rammer det hårdt, fordi jeg i forvejen så

ofte tvivler på mig selv. Tvivler på, om jeg er god nok.”

“asian mafia” af deres kolleger, når de kom gående sammen på gangene.

Herlev og Gentofte Hospital underAccepterer ikke diskrimination streger i en skriftlig kommentar, at man Sygeplejersken har talt med Cristals tid- fra hospitalets side er ked af at høre, at ligere kollega Katherine Luckmann, der to tidligere kolleger har oplevet diskriarbejdede sammen med hende i den minerende handlinger i løbet af deres pågældende periode, og som også har ansættelser. filippinsk baggrund. ”På Herlev og Gentofte Hospital accepHun bekræfter forløbet og fortæller, terer vi ikke diskriminerende eller krænat Cristal ofte følte sig så håbløs, at hun kende handlinger fra hverken patienter, overvejede at rejse hjem. Dertil fortæl- kolleger eller pårørende,” skriver vicediler hun, at Cristal og andre udenland- rektør Helene Bliddal Døssing, men nævske sygeplejersker som hende selv ofte ner samtidig at diskriminerende handlinblev omtalt som “asian sensation” eller ger nok ikke kan undgås 100 pct.

SYGEPLEJERSKEN

Cristal Tolosa Warburg mødte sin mand Fridolin gennem en datingside i 2008. De skrev sammen i tre måneder, inden de mødtes. Men herefter blev de hurtigt uadskillelige. Fridolin er døv, så oveni danskundervisningen skulle Cristal også lære tegnesprog.

Hospitalet arbejder dog på at skabe en “inkluderende arbejdskultur” og har særligt gennem det seneste år “haft ekstra fokus på inklusion og samarbejde” i forbindelse med, at de har udbudt flere evalueringsansættelser til internationale sygeplejersker.

Sund fornuft Cristal vil heller ikke skabe et skræmmebillede, understreger hun. For hun er glad for at være i Danmark. Hun føler, at der er mindre pres og færre forventninger i det danske system, ligesom det har lært hende, at det er okay at sige fra, hvis man har for travlt.

“Vi taler ikke om stress i Filippinerne det findes bare ikke,” griner hun.

“I det hele taget er det meget anderledes i Filippinerne: der er meget høje krav og store forventninger. Derfor er jeg meget taknemlig for alt det, jeg har her. Jeg kan rejse, jeg kan opleve, og jeg har både den danske og den filippinske kultur.”

Men netop derfor, mener hun også, at hun har et ansvar for at sætte fokus på de integrationsproblemer, der kan opstå i mødet med det danske sundhedsvæsen.

Det er et fælles ansvar, men som det er nu, bliver det ofte den enkeltes problem.

“Det tager tid at lære et sprog og en ny kultur at kende. Og jeg tror, vi skal blive bedre til at være lidt mere tålmodige og hjælpsomme i den proces. Jeg oplevede det som en bombe, at mine kolleger pludselig sagde, at jeg ikke talte godt nok dansk, da jeg blev forfremmet, for det var der aldrig nogen, der havde sagt til mig før - og det er aldrig noget, jeg har fået klager over, hverken fra pårørende eller patienter.”

“Jeg ville bare ønske, at nogen havde fortalt mig, hvis jeg udtalte noget forkert, i stedet for at grine af det eller tale om det bag min ryg,” siger hun, mens hun viser rundt i sit hjem i Taastrup, hvor hun bor sammen med sin mand, Fridolin Warburg.

De har lige været i Filippinerne i forbindelse med hendes forældres guldbryllup, og Cristal nævner hurtigt, hvor dejligt det er at være tilbage i Danmark efter et par uger i 45-graders varme. På den måde er hun blevet temmelig dansk, griner hun, mens hun stiller en anretning af hjemmebagte muffins frem og fint udskårne skiver af æble, agurk og kakifrugt.

Det beviser den indfødsretsprøve, hun netop har taget også. Her har hun fået 37 ud af 45 rigtige.

3.2025

DSR: Behov for bedre modtagelse Dansk Sygeplejeråd (DSR) bakker op om international mobilitet for sygeplejersker, så længe der ikke aktivt rekrutteres fra lande med mangel på sundhedspersonale. Og når sygeplejersker så kommer til Danmark, skal de behandles ordentligt. 1. næstforperson for DSR Harun Demirtas siger: ”Vi skal som land blive meget bedre til at modtage sygeplejersker med en international baggrund. Både i forhold til at få dem i arbejde som sygeplejerske hurtigt, men også socialt og kulturelt. Kompetencerne skal selvfølgelig være på plads i forhold til patientsikkerhed, men lige nu ser vi alt for mange sygeplejersker, der bor og arbejder i Danmark som andet end sygeplejerske, mens de venter på at få en evalueringsansættelse. Derfor foreslår vi bl.a. en ny tilrettelæggelse af evalueringsansættelserne.”

DSR har et politikpapir med anbefalinger til, hvordan man hjælper sygeplejersker med international baggrund ind i det danske sundhedsvæsen.

Se dem ved at scanne koden:

“De sidste fem spørgsmål handler alle om danske værdier. Der må man kun have én fejl, selv hvis man har svaret rigtigt på de resterende 40 spørgsmål.”

Cristal griner sit høje grin, mens hendes mand tænder for stuens kolossale fladskærm for at vise en video af Cristal, fra dengang hun første gang søgte om opholdstilladelse i Danmark.

“Jeg fik alle rigtige,” siger hun.

49

50

Bøger

Udvalgt af redak tionen

Senfølger, AI og eventyr om omsorg Sygeplejerskens redaktion får løbende tilsendt bøger fra landets forskellige forlag, både faglitteratur, fiktion og andre typer romaner.

Her præsenteres et lille udvalg.

Randi Lindeneg Senfølger – om at finde livet igen efter kræft Gads Forlag 2025 172 sider – 249,95 kr.

Susan Britt Hansen

Kunstig intelligens i sundhed

Saxo Publish 2025 74 sider – 249,95 kr.

FADL’s Forlag 2025 327 sider – 399,95 kr.

Kræftoverleveren, der ikke oplevede lettelse Da forfatteren af denne bog i 2017 var færdigbehandlet for kræft, følte hun sig langt fra rask, og det er hun ikke alene om.

I dag oplever syv ud af 10 kræftoverlevere en eller flere senfølger, som kan vare ved i årevis. Træthed, smerter, angst og identitetstab er nogle af dem.

I bogen deler forfatteren sine personlige oplevelser med senfølger og fortæller, hvad der hjalp hende med at finde livet igen, da alt føltes forandret. Hun

Andreas Pihl, Aryan Dargahi og Thiusius R. Savarimuthu

beskriver de svære følelser, men også de små skridt og redskaber, der førte hende til en ny livsforståelse.

Derudover kan man læse bidrag fra fagpersoner, herunder sygeplejerske Marianne Nord Hansen, der informerer om, hvad senfølger er, hvilke rettigheder man har efter sygdom, og hvor man kan finde hjælp og støtte.

Bogen henvender sig til alle ramt af alvorlig sygdom, pårørende og fagpersoner.

Omsorgsgrøden

Hvordan kan AI Eventyr om fremme sundhed? omsorgstræthed

Kunstig intelligens (AI) ændrer vores arbejdsmarked, adfærd og sundhed. Men hvordan kan teknologien konkret hjælpe patienter og sundhedspersonale?

Ved at beskrive de mest prominente danske AI-løsninger giver forfatterne et billede af, hvordan en AI-løsning bliver til, hvilke udfordringer, der kan være på vejen og kommer med bud på, hvordan vi opnår den bedste ressourcebesparelse med AI i sundhedsvæsenet.

Bogens første eventyr ’Omsorgsgrøden’ handler om udbrændthed hos omsorgsgivere og den afledte manglende tro på egne evner. En følelse, som forfatteren – der er sygeplejerske – har erfaringer med.

De øvrige fire eventyr handler om frygten for at dø, om at føle sig fravalgt, om autismens udfordringer og muligheder og om, hvordan vi påvirker hinanden med vores psykiske tilstand.

Illustrationerne er genereret vha. kunstig intelligens.

På mit natbord

SYGEPLEJERSKEN

3.2025

Bøger sender mig ud på rejser Tekst Michael Holbek

Hvad læser du lige nu? ”Rejseskildringen ’Søfareren: En rejse gennem Portugals tabte imperium’ af den norske antropolog og forfatter Erika Fatland.”

Hvordan har den inspireret dig? ”Jeg kan godt lide både at rejse og læse bøger og i det hele taget at læse om mennesker i andre lande. Hvordan de lever og om deres kultur og historie. ’Søfareren’ handler om, hvordan Portugal kom ud i verden i 1400-tallet, og i bogen rejser forfatteren i sporet på koloniherrerne og fortæller om fortid og nutid. Jeg bliver selv meget inspireret til at komme ud og besøge nogle af de steder. Jeg har læst flere af Erika Fatlands bøger og har været i f.eks. Himalaya, Usbekistan og Kina, fordi hun skrev om de lande.”

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor? ”Jeg vil anbefale Kirsten Jacobsens bog ’Løftet’. Hun og hendes mand lovede hinanden, at de aldrig ville svigte hinanden. Så fik han en blodprop og blev lam, og selv om hun lovede ham, at han skulle blive i sit hjem, endte han alligevel med at dø på hospitalet. Den er interessant, fordi den viser, hvilke dilemmaer de pårørende kan stå i. Måske har de lovet nogle ting, som de ikke kan overholde alligevel. Som sygeplejersker skal vi jo rådgive dem i de her meget svære situationer og tale med dem i deres sorg, når de spørger sig selv, om de gjorde det rigtige.”

Dorte Aldershvile oversygeplejerske, Afsnit for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet. Sekretær og kasserer i Fagligt selskab for Neurosygeplejersker

Erika Fatland Søfareren – En rejse gennem Portugals tabte imperium Informations Forlag, 2025 696 sider - 350 kr.

Eva Tind Kvinden der samlede verden Gyldendal, 2021 440 sider – 300 kr.

Hvilken bog har betydet mest for dig? ”Jeg vil hellere sige forfatter, for jeg har været fascineret af Tove Ditlevsen, siden jeg som barn læste ’Barndommens gade’, og hun har fulgt mig i hele mit liv. Jeg har f.eks. svært ved at læse digte, men ikke hendes. De er virkelig fine, og man forstår fuldstændig, hvordan det har været at være hende, både som barn og ung og senere i livet.

Det er også et meget barskt liv, hun har haft, og det bliver endnu tydeligere, efter jeg selv er blevet ældre.”

Hvad har været din bedste læseoplevelse de seneste år? ”’Kvinden der samlede verden’ af Eva Tind. En biografisk roman om zoologen Marie Hammer. En af de her mange kvindelige videnskabsfolk, som bare er blevet glemt og ikke har fået den anerkendelse, de fortjener. Hun var den første kvinde, der var med på en af Knud Rasmussens Grønlands-ekspeditioner, og så tager hun på en jordomrejse for at bevise, at jordens kontinenter engang har været samlet. I den forbindelse interesserer hun sig især for svampesporer. Men den gjorde indtryk, fordi det igen er et menneske, der rejser ud i verden, og fordi hun brugte hele sit liv på at forske. Det, synes jeg, er spændende.”

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende? ”Maren Uthaugs roman ’11%’ kunne overhovedet ikke fange mig. Hende kommer jeg ikke til at læse mere.”

51

52

Faglig hverdag

Ny volds-ABC forebygger overfald Voldsomme episoder og trusler mod sundhedspersonalet var et stort problem på Fælles Intermediært Afsnit, men målrettet forebyggelse har vendt skuden. Håbet er, at andre nu vil følge deres eksempel.

Tekst Helle Lindberg Emarati Foto Marcus Emil Christensen

P

å sygeplejerskekontoret er der konstant trafik ind og ud, men papiret, der er klistret på væggen lige ved døren, er en påmindelse om, at der trods travlhed ikke må slækkes på sikkerheden. Teksten på papiret giver udførlige instrukser til, hvordan sygeplejerskerne tjekker, at batteriet i deres overfaldsalarmer virker. ”I starten skulle vi lige minde hinanden om, at vi skulle huske at tage dem på, men nu er vi gode til det,” fortæller sygeplejerske Katarina RosengrenKlitgaard, da der opstår et øjebliks pause. ”Der er stadig ting, vi arbejder på at gøre til vaner, men der er kommet mere ro på nu. Det føles trygt at gå på arbejde her,” tilføjer hun. ”Her” er på Fælles Intermediært Afsnit (FIMA) på Bispebjerg Hospital, hvor patienter fra hospitalets andre afdelinger bliver indlagt, når de kræver så meget pleje, overvågning og behandling, at de ikke kan være på et almindeligt sengeafsnit.

Kigger man rundt i krogene, vil man dog bemærke, at frekvensen af overfaldsalarmer og politikald er højere end normalt. Det er der en grund til.

Et nødvendigt rygstød En opgørelse fra Region Hovedstaden viser, at der sidste år blev registreret ca. 800 tilfælde, hvor patien-

ter udøvede vold mod medarbejdere på hospitalerne og i akutberedskabet i regionen. Udadreagerende patienter kender de også til på FIMA, fortæller oversygeplejerske Sarah Lundstrøm. ”Vi har aldrig haft overfald, hvor nogen er kommet til skade, men vi har haft mange voldsomme hændelser. Det er ikke unikt for os, men et generelt problem på hospitalerne. Et par episoder sidste år blev et rygstød i forhold til at tage det næste skridt,” siger hun.

Episoderne førte til et påbud fra Arbejdstilsynet.

Siden har Sarah Lundstrøm og FIMA-overlæge Birgitte Riis Andersen arbejdet målrettet på at forebygge trusler og vold på afsnittet.

Alarmer, kompetenceudvikling i deeskalering og såkaldte low arousal-metoder i håndteringen af patienterne er blot nogle af de nye tiltag. Og resultaterne taler for sig selv, mener lederparret. ”Det er svært at sige, hvad der præcis har virket, for vi har jo gjort mange forskellige ting. Men vi kan konstatere, at der ingen episoder har været, siden vi begyndte at arbejde med det,” siger Birgitte Riis Andersen. Ét særligt element peger de dog begge på som afgørende: Risikovurdering. ”Når de her ting sker, siger man ofte, at det kunne ingen have forudset. Men vi mener, at vi i langt de

På alle stuer på afdelingen er der nu politikald og bl.a. sygeplejerskerne bærer overfaldsalarmer, når de er på vagt. Forebyggelsen er dog det vigtigste element i indsatsen.

SYGEPLEJERSKEN

fleste tilfælde kan forudse voldsomme episoder, hvis vi rutinemæssigt screener patienterne for potentiel udadreagerende adfærd,” siger Sarah Lundstrøm.

Volds-ABC og dokumentation Derfor har de udviklet et score-værktøj – en ”volds-ABC” om man vil – med standardprocedurer for screening af patienter for risiko for udadreagerende adfærd.

Ved lav risiko er alt godt. Ved moderat

eller høj risiko træder forskellige handleplaner i kraft, f.eks. i form af en vagt på stuen, øget overvågning og planer for deeskalering. ”Det handler både om den aktuelle vurdering, men også om, hvad der er gået forud for indlæggelsen. Er deres adfærd støjende? Er de blevet bragt ind af politiet? Er de påvirkede af stoffer? Har de nogle psykiatriske diagnoser?” forklarer Sarah Lundstrøm.

3.2025

Birgitte Riis Andersen nikker. ”Før var det baseret på øjebliksbilleder. ”Patienten er i øjeblikket rolig og sover” kunne en vurdering f.eks. lyde. Ja tak, men hvad nu, hvis han var i kæmpe slagsmål med redningspersonalet, inden han blev bragt ind og måtte sederes for at falde til ro? Hvad sker der så, når han vågner?” supplerer overlægen. ”Risikovurderinger dokumenterer vi ved hjælp af en smartphrase i Sundheds-

53

54

Faglig hverdag

Dansk Sygeplejeråd efterlyser handlingsplan I Dansk Sygeplejeråd glæder man sig over, at der nu er politisk fokus på vold og trusler mod bl.a. sundhedspersonale. 1. næstforperson Harun Demirtas savner dog fokus på forebyggelse. ”Det er positivt, at regeringen har øje for udfordringerne, for hverken vold eller trusler mod sygeplejersker er acceptabelt. Hårdere straffe kan dog ikke alene gøre forskellen. Der skal arbejdes hårdt med forebyggelsen, hvorfor der er brug for en national handlingsplan for, hvordan vi sikrer et trygt arbejdsmiljø,” siger Harun Demirtas.

vel, uanset hvad man gør, men i det mindste var det ikke på grund af noget, vi gjorde forkert,” forklarer Sarah Lundstrøm.

På FIMA har de også ansat vagter, som kan tilkaldes efter behov. Det koster i budgettet, men oversygeplejerske Sarah Lundstrøm mener, det er pengene værd.

platformen, så det bliver en ensartet praksis. Det er også en del af forebyggelsen, at vigtig viden ikke går tabt til fremtidige indlæggelser,” siger Sarah Lundstrøm.

Det skal være ligesom et hjertestop Planlægning er et andet vigtigt ben i screeningen.

Derfor har de på FIMA nu faste procedurer for, hvordan sundhedspersonalet skal agere, hvis en patient f.eks. er bevidsthedspåvirket. ”Så laver vi en kontrolleret opvågning med antidot.

Vi tager stilling til, om politiet skal være til stede, når patienten vågner. Deres tilstedeværelse kan tit virke forebyggende i sig selv, og hvis der skulle være behov for fiksering eller tilbageholdelse, skal det heller ikke være en personaleopgave,” siger Sarah Lundstrøm.

Målet er ifølge lederparret, at det på sigt skal blive lige så rutinepræget for sundhedspersonalet at håndtere potentielt udadreagerende patienter, som når de skal håndtere en patient med hjertestop. ”Ved et hjertestop ved alle præcis, hvad de skal gøre. De kender proceduren og ved, hvordan de skal handle. Nogle gange dør patienten så allige-

Vi tager stilling til, om politiet skal være til stede, når patienten vågner.

Sarah Lundstrøm oversygeplejerske

Minister vil straffe hårdere Vold mod sundhedspersonale og andre personer i offentlig tjeneste har også fået politisk bevågenhed efter flere overfald på bl.a. sygeplejersker. I slutningen af maj præsenterede regeringen en strafreform, der bl.a. hæver straffen for vold mod offentligt ansatte fra 60 til cirka 90 dages fængsel. Straffen for chikane og trusler hæves også med 50 pct. ”Jeg er virkelig foruroliget over, at vi har nogle så alvorlige forbrydelser, hvor vi kan se, at der er flere ofre, end der tidligere har været. (…) Det er vi jo selvfølgelig nødt til som samfund at sætte hårdt ind overfor. Også hårdere end vi gør i dag,” udtalte justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Berlingske op mod reformen.

For både Sarah Lundstrøm og Birgitte Riis Andersen er det dog vigtigt at understrege, at det først og fremmest er hospitalernes opgave at løse udfordringerne. ”Der er en uheldig diskurs lige nu, hvor patienterne bliver gjort til problemet. At det er fordi, de tager nogle bestemte stoffer eller har psykiatriske diagnoser, at det her sker. Det mener vi ikke er rigtigt. Vold og trusler sker, fordi vi i somatikken ikke er gearet til at kunne håndtere de her patienter,” siger hun. ”Det handler jo også om patienternes sikkerhed og liv,” supplerer Birgitte Riis Andersen. ”Hvis de kommer til at gøre sundhedspersonale fortræd, kan det have enorme konsekvenser for dem bagefter, hvor de både kan få fængselsstraffe og skal leve med, at de har gjort et andet menneske ondt,” slutter hun.

Annonce for Orion Pharma

Annonce for Orion Pharma

Tillidsrepræsentanten

SYGEPLEJERSKEN

“Vigtigt at trappe langsomt op” Tillidsrepræsentant Vibe Christensen har for nylig været bisidder ved en kollegas sygefraværssamtaler. Her var hun med til at sikre, at sygeplejersken kunne vende stille og roligt tilbage til sit arbejde.

Tekst Laura Elisabeth Lind Foto Mikkel Berg Pedersen

“Det skal ikke gå for hurtigt. Det er min kæphest. For vender man for hurtigt tilbage til arbejdet efter sygemelding med stress, kan endnu en sygemelding nemt lure i horisonten,” siger hjemmesygeplejerske Vibe Christensen.

Hun har de sidste tre år været tillidsrepræsentant for 35 sygeplejersker i hjemmesygeplejen i Silkeborg Kommune. Her var hun for nylig med til at hjælpe en sygeplejerske, der netop vendte for hurtigt tilbage til arbejdet.

“Hun har på det tidspunkt været syg i en måned med stress på grund af for stort arbejdspres, og hun forsøger så at vende tilbage, fordi hun føler sig forpligtet til at komme tilbage til sine arbejdsopgaver. Men hun er ikke klar til det. Så hun bliver sygemeldt igen.”

Sygeplejersken har også en historik med meget kortvarigt sygdomsfravær pga. migræne.

Det kommer netop i forbindelse med et stort spænd af arbejdsopgaver - lige fra at drive udviklingen af hjemmeplejen til at løfte medarbejdernes kompetencer. Og det hænger måske sammen med, at hun i en lang periode før sygemeldingen har arbejdet uden en fyldestgørende funktionsbeskrivelse.

Tillidsrepræsentant Vibe Christensen hjalp med at lande en aftale om genoptrapning, da en sygeplejerske skulle tilbage efter sygdom.

3.2025

Da hun så efter endnu en måneds sygemelding igen er klar til at vende tilbage, inviterer hun Vibe Christensen med til sygefraværssamtalerne. Forinden den første af seks samtaler snakker Vibe Christensen med sygeplejersken om muligheden for at tale med sin læge om migrænen og en §56-aftale - en aftale, der giver arbejdsgiveren refusion fra første sygedag.

“Til det første møde præsenterer jeg ledelsen for den genoptrapningsplan, som Arbejdsmedicinsk Klinik anbefaler.

Man starter med at arbejde 2-3 timer tre gange om ugen, og efter mindst 14 dage trapper man langsomt op. Ofte vil arbejdsgiveren have, at det skal gå så hurtigt som muligt, og vi var heller ikke enige om det. Men vi havde en god dialog og kom frem til en fin løsning.”

Til samtalen fortæller de også ledelsen om sygeplejerskens §56-aftale: “Det betyder meget for arbejdsgiveren. For så går der knap så meget økonomi i den.”

Sygeplejersken vender tilbage til sit arbejde. Denne gang først med administrative opgaver, og stille og roligt trapper hun op. I dag arbejder hun igen 32 timer om ugen som før sygemeldingen.

“Hun er glad for at være tilbage. Vi har gennemgået funktionsbeskrivelsen, så hun ikke ender med at gabe over mere, end hun er ansat til, og samtidig tager §56-aftalen også et pres fra hendes skuldre. For med den aftale har hun det mindre dårligt med at ringe og sygemelde sig.”

Hvad har du lært af sagen?

“Man kan være bange for, om man mister sit arbejde og have svært ved at tænke klart og realistisk til en sygesamtale. Derfor er det godt at have sin TR med, som også kan hjælpe med viden på området - f.eks. hvor vigtigt det er, at man trapper langsomt op, når man vender tilbage.”

57

58

Dilemma

Patienten er til fare for personalet og sig selv. Skal han holdes i respirator?

En patient er voldsomt udadreagerende ved opvågning. Når han skal

opereres igen, vil sygeplejerskerne derfor vente med at vække ham til dagen efter, hvor de er flere til at berolige ham. Men lægerne er uenige. Hvad gør Hannah, sygeplejerske på intensivafdelingen?

Tekst Laura Elisabeth Lind Illustration Andrea Ucini

Hannah gør klar til at modtage en yngre mand, som er på vej fra operationsstuen til intensivafdelingens store observationsstue med seks senge. Han har et misbrug, en psykiatrisk diagnose og er kommet til skade og har fået en slem infektion med kødædende bakterier. Derfor skal han opereres ad flere omgange. Men opvågningen viser sig ikke at være nem: “Vi skal have ham vækket og ud ad respirator. Men hans psykose, den medicin, vi giver og hans akut kritiske sygdom gør ham rundt på gulvet. Han vil væk fra stuen. Vi forsøger at sørge for, at han ikke gør skade på sig selv eller os, så vi er hele tiden 1-2 sygeplejersker omkring ham,” fortæller Hannah og fortsætter: “Hver gang han prøver at rejse sig op, taler vi ham til ro, og vi er også nødt til at give ham beroligende medicin, for at han ikke vælter ud over sengekanten. En af mine kollegaer får et slag i ansigtet, fordi han svinger armen rundt, idet han prøver at komme væk. Det hele er meget kaotisk.”

Klokken er ved at være 15, og han skal endnu en gang opereres og i respirator. Hannah og hendes kollega taler med lægen om, hvorvidt patienten kan forblive i respirator, når han kommer tilbage, så de kan undgå at vække ham lige i begyndelsen af aftenvagten, hvor de kun er to sygeplejersker og to læger.

Men lægerne er uenige. Jo længere tid i respirator, jo større risiko er der for lungebetændelse og andre tilstødende komplikationer. Den er Hannah med på, men hun frygter for de næste timer hen over aftenen og natten: “Vi står låst der på stuen i 8-12 timer, hvor vi prøver at holde patienten i sengen. Vi får slag og spark og kan se, hvor ukomfortabel han er. Det oplever lægerne ikke. De er der kun 10-15 minutter ad gangen.”

SYGEPLEJERSKEN

Del dit dilemma!

Skriv til redaktionen@ dsr.dk og skriv ’Dilemma’ i emnefletet eller scan QR-koden. Det er muligt at være anonym.

3.2025

Patienten kommer tilbage fra operationen. Han har en voldsom opvågning. Han er ked af det, bange, har ondt og han forstår ikke, hvad der foregår.

“Så vi ender med at stå tre sygeplejersker og to portører for at berolige ham og holde ham i sengen. Vi er bange for, at han får revet VAC-forbinding, sonde, drop og arteriekanylen løs. Til sidst ringer vi og beder en af lægerne om at komme. Hun siger i telefonen, at vi bare skal blive ved med at være ved ham.”

Lægen mener, det er bedst at prøve alle nonfarmakologiske tiltag, før de kan overveje at give medicin igen. Men Hannah og hendes kolleger har allerede prøvet at tjekke hans ble, lejre ham, trække sig lidt, være der for ham og spørge ind til, om han har ondt eller har kvalme. Intet kan få ham til at falde til ro.

“Det er frustrerende. Generelt er vores læger gode til at lytte til vores observationer, men en gang imellem står vi i hver vores lejr.”

Hannah og hendes kolleger er i tvivl om, hvad de skal gøre. Har lægen ret? Måske falder han til ro hen ad vejen. Det vil jo være bedst for patientens helbred, hvis de kan undgå at give ham den sløvende medicin og undgå respirator og komplikationer. Omvendt så risikerer de lige nu spark og slag, ligesom han selv er forpint. Det er heller ikke holdbart, at de er så mange hos ham, mens andre patienter må vente.

Hvad gør hun?

Det gjorde Hannah og kollegerne

Vi får slag og spark og kan se, hvor ukomfortabel han er. Det oplever lægerne ikke.

Hannah bliver hos patienten, mens hendes kollega igen ringer til lægen og insisterer på, at hun kommer over på stuen. Lægen kommer og får en anden læge med speciale i delirium og psykoser til at kigge med. Hannah forklarer, at patienten tidligere har fået Midazolam og Dexdor og spørger, om de kan sætte det op igen. Lægen kan godt se, at situationen er uholdbar og siger, at de kan prøve Dexdor først.

Men han får ikke ro på. Så han får også Midazolam og er nødt til at få så meget, at han kommer tilbage i respirator. De beslutter sig for først at vække ham dagen efter og rykker ham til en tosengsstue med mere ro.

Det var det, vi sygeplejersker havde foreslået til at starte med.”

Dagen efter har han igen en skidt opvågning. De beslutter at vente endnu et døgn med at vække ham for at give hans system mere ro. De beslutter også, at han skal overgå til noget andet medicin i forbindelse med, at de vækker ham igen: “Han har en meget blidere opvågning. Han er stadig delirøs og kan godt råbe lidt, men han er ikke fysisk udadreagerende og virker ikke forpint på samme måde som før.”

Sygeplejersken i artiklen er anonym. Redaktionen kender sygeplejerskens rigtige identitet.

59

60

Navne

Dorte Meilandt Lauenstein Årets Sundhedsplejerske 2025 Dorte Meilandt Lauenstein, Haderslev Kommune, blev Årets Sundhedsplejerske hos Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.

Dorte Meilandt Lauenstein fik prisen for sit store arbejde og engagement ifm. sorggrupper, som hun har kørt gennem syv år i samarbejde med en af kommunens sognepræster.

I indstillingen stod der bl.a.: ”Hun gør et fantastisk arbejde for børn, der har mistet søskende eller forældre.

Dorte afholder sorggruppe for børnene, hvor hun rummer deres følelser og tanker. Børnene får et frirum til at snakke med andre ligestillede børn.”

I 2024 fik Dorte Meilandt Lauenstein den narrative grunduddannelse og søger nu om at udvide sine kompetencer med en narrativ terapeutuddannelse.

Mette Baagø Hofman Ny chefsygeplejerske Mette Baagø Hofman tiltrådte den 1. juni som ny chefsygeplejerske i Geriatrisk og Palliativ Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Mette Baagø Hofman er uddannet sygeplejerske i 2010. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet, hvor hun har været ansat i otte år – de seneste fem som oversygeplejerske. I denne stilling modtog hun Region Hovedstadens ledelsespris 2024 sammen med ledende overlæge Per Føge Jensen.

Men ifølge en pressemeddelelse trak det strategiske ledelsesniveau i hende, særligt efter hun begyndte på masteruddannelsen i offentlig ledelse (MPG).

Kirsten Løth Lysdahl Ny chefsygeplejerske

Heidi Hoffmann Omsorgsprisen 2025

Kirsten Løth Lysdahl tiltrådte som chefsygeplejerske på Regionshospitalet Horsens nye hjertemedicinske afdeling pr. 1. april 2025.

Kirsten Lysdahl har i en lang årrække været oversygeplejerske i Hjertemedicinsk Afsnit og har et stort kendskab til kardiologien og de hjertemedicinske patienter. Hun har stået for at udvikle og drifte det hjertemedicinske afsnit gennem samarbejde, dialog og inddragelse af patienter, medarbejdere og kolleger på hospitalet og de øvrige hjertemedicinske afdelinger i Region Midtjylland. Hun har også en MBA i Leadership Psychology.

Kirsten Løth Lysdahl skal sammen med cheflæge Carsten Stengaard være med til at opbygge og udvikle en selvstændig hjertemedicinsk afdeling.

Sygeplejerske fra Gentofte hjemmesygepleje Heidi Hoffmann er blevet tildelt Omsorgsprisen 2025 af Forum for Værdig Pleje og Omsorg.

Prisen gives til en social- og sundhedshjælper, -assistent eller en sygeplejerske, som kollegerne anser som rollemodel for værdig pleje med høj faglighed, medmenneskelighed og nærvær.

I indstillingen står bl.a., at Heidi Hoffmann ifm. palliative forløb skaber rammer, der tillader borgerne at leve deres sidste tid værdigt i eget hjem omgivet af familie, kæledyr og en atmosfære af tryghed.

Heidi Hoffmann har arbejdet som sygeplejerske i 33 år indenfor neurokirurgi, gynækologi og mavetarmkirurgi og undervisning på social- og sundhedsskolen. De seneste 10 år har hun arbejdet i Gentofte hjemmesygepleje.

SLS Ny politisk ledelse Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS, har på sit årsmøde i maj valgt ny politisk ledelse og nyt forretningsudvalg for 2025/2026, som tiltræder den 1. juli.

Nicolaj Laue Juhl (t.h. på billedet) blev genvalgt som forperson, og Magnus Omø Johansen blev valgt som ny næstforperson.

SYGEPLEJERSKEN

I det nye forretningsvalg sidder nu Karen Beck Jonasson (genvalgt), Cecilie Elmstrøm, Alexander Albæk Andersen og Emma Kathrine Krapalis Mortensen.

SLS’ årsmøde 2025 var det største i mere end 10 år med over 120 deltagere og 17 lokalafdelinger.

Vil du have DSR-kalenderen for 2026?

Du kan allerede nu bestille kalenderen – scan QR-koden eller besøg dsr.dk/kalender og udfyld din bestilling. Kalenderen bliver sendt sammen med Sygeplejersken i oktober 2025.

Mette Abildgaard Høi og Inge Lauridsen Nye chefsygeplejersker Aarhus Universitetshospital (AUH) har 1. juni fået to nye chefsygeplejersker i hhv. Røntgen og Skanning samt Hormon- og Knoglesygdomme.

Mette Abildgaard Høi er ny chefsygeplejerske i Røntgen og Skanning på AUH. Mette Abildgaard Høi var indtil da chefsygeplejerske i Hormon- og Knoglesygdomme. Hun havde i forvejen været udlånt til Røntgen og Skanning i ca. et år og kom med strategisk erfaring med afdelingsledelse fra Hormon- og Knoglesygdomme.

Hos Hormon- og Knoglesygdomme på AUH blev Inge Lauridsen ny chefsygeplejerske. Inge Lauridsen kommer med en lang ledelseserfaring og et stort kendskab til huset.

Malene Tangager Ny chefsygeplejerske Malene Tangager er pr. 1. marts ny chefsygeplejerske i Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Malene Tangager startede i afdelingen som koordinator for 10 år siden, inden hun blev oversygeplejerske og nu chefsygeplejerske. Hun er uddannet sygeplejerske i 1997 og har arbejdet på Neonatalafdelingen og Intensiv Afdeling på Hvidovre Hospital samt på Intensiv Afdeling på Køge Sygehus, inkl. et halvt år som intensivsygeplejerske i Grønland.

P.t. er Malene Tangager i gang med en Master i offentlig ledelse ved CBS, som efter planen afsluttes i januar 2026.

3.2025

61

62

Trakeostomi

”Vi kendte alle delene på hans trakealkanyle” Det er blevet lettere for hjemmesygeplejerskerne i Region Syddanmark at yde den korrekte sygepleje til trakeostomi-patienter. Det skyldes bl.a. undervisning og samarbejde med Odense Universitetshospital. Og indsatsen kan komme alle til gavn.

Tekst Helle Lindberg Emarati Foto Michael Drost-Hansen

”Hans oplevelse var, at plejen af hans trakeostomi ikke var anderledes derhjemme end på hospitalet. Vi vidste, hvad vi skulle gøre, vi kendte navnene på de forskellige dele på hans trakealkanyle, og vi var godt forberedte,” fortæller Lene Frost Grønbech.

Hun er sygeplejerske i Holsted/Brørup området i Vejen Kommune, hvor en borger var blevet udskrevet fra hospitalet med en nyanlagt trakeostomi. Sådanne patienter ser de sjældent i hjemmeplejen, forklarer Lene Frost Grønbech. ”Det betyder, at vi ikke på samme måde har trakeostomipleje på rygraden, som vi har med alt muligt andet. Derfor kan det skabe utryghed hos både borgeren og os, hvis vi ikke er klædt ordentligt på, og hvis der ikke har været en god overlevering fra hospitalet,” forklarer hjemmesygeplejersken.

Men utryghed var der ikke noget af i det pågældende forløb. Cirka 10 dage før bor-

geren skulle udskrives til eget hjem, blev Lene Frost Grønbech nemlig kontaktet af Øre-Næse-Hals/Høreklinik Afdeling F på Odense Universitetshospital, hvor han var indlagt. ”Vi aftalte en virtuel samtale, hvor både sundhedspersonale fra sygehuset, borgeren og jeg som kontaktsygeplejerske fra kommunen skulle deltage. Og fordi det i weekenderne ikke altid ville være de samme sygeplejersker, der kom ud til ham, fik vi også tilsendt e-læringsmateriale, så vi allesammen kunne være forberedt,” siger Lene Frost Grønbech.

For lidt forberedelse E-læringen, samtalerne og forberedelserne er blot nogle af de tiltag, der er udsprunget af projektet ’Forbedring af tværsektorielle trakeostomiforløb.’ Projektet har skabt mere tryghed og sammenhæng i sektorovergangen for trakeostomerede patienter, der bliver udskrevet

fra Øre-Næse-Hals/Høreklinik Afdeling F, OUH. Det fortæller Susanne Lehrmann Andersen, der er klinisk sygeplejespecialist på afdelingen og ophavsmand bag projektet sammen med sin tidligere kollega Susanne Djernes Bird. De blev tilbage i 2019 opmærksomme på, at der trods tidligere indsatser jævnligt opstod grus i det tværsektorielle maskineri, når ny-trakeostomerede patienter skulle udskrives til eget hjem. ”Selvom vi f.eks. allerede havde forsøgt os med undervisning i trakeostomipleje, oplevede vi stadig, at hjemmesygeplejerskerne ringede ind på ugebasis med tvivl og spørgsmål. Patienterne berettede også om usammenhængende forløb, hvor de ikke følte, der blev taget godt nok hånd om dem,” siger Susanne Lehrmann Andersen.

Tilbagemeldinger fra både patienterne, de pårørende og hjemmesygeplejerskerne afslørede de svage punkter.

Mangel på ensartethed i plejen, utilstrækkelig forberedelse og manglende kompetencer var blot nogle af de punkter, hvor skoen trykkede i sektorovergangen. ”For patienterne fyldte det f.eks., at plejen blev grebet forskelligt an, alt efter om de var på hospitalet eller hjemme – nogle gange kunne det endda variere fra sygeplejerske til sygeplejerske, også internt her på afdelingen,” forklarer Susanne Lehrmann Andersen. Hun fortsætter: ”For de pårørende kunne det være utrygt, hvis hjemmesygeplejerskerne ikke var helt inde i, hvordan de skulle udføre en trakealsugning eller pleje en trakeostomi. Og hjemmesygeplejerskerne efterspurgte i høj grad flere instrukser, guides og handlingsanvisninger til trakeostomiplejen.”

Fald i frekvensen af opkald ’Forbedring af tværsektorielle trakeostomiforløb’ blev derfor søsat. Projektet, som blev støttet af Region Syddanmark med 198.500 kr., involverede bl.a. kvalitative og kvantitative undersøgelser, interviews og dataindsamling fra patienter, pårørende og hjemmesygeplejersker fra en række kommuner.

Projektet blev påbegyndt i 2020 og sluttede officielt i 2023. Indsatserne derfra

SYGEPLEJERSKEN

Har hjemmesygeplejerskerne brug for at få opfrisket trakeostomipleje, kan de finde instruktionsvideoer via appen Mit sygehus.

Her demonstrerer Susanne Lehrmann Andersen ved hjælp af en træningsdukke, hvordan man indsætter en trakealkanyle.

3.2025

63

64

Trakeostomi

er efterfølgende blevet implementeret på afdelingen.

De i alt fire indsatser kredser om bedre tværsektorielt samarbejde, forbedring af interne arbejdsgange, øgning af kompetencer hos sundhedspersonalet, og ikke mindst mere inddragelse af patienter og pårørende i bl.a. forberedelse og beslutningsprocesser. Tilsammen har de haft en mærkbar effekt, fortæller Susanne Lehrmann Andersen.

Susanne Lehrmann Andersens projekt ’Forbedring af tværsektorielle trakeostomiforløb’ er implementeret i hele Region Syddanmark og har inspireret til et nationalt samarbejde, der skal lette sektorovergange for trakeostomerede borgere.

De fire indsatser 1. Forbedre samarbejdet på tværs af sektorer Forbedre skriftlig kommunikation i plejeforløbsplaner via standardtekster Virtuelle konferencer med hjemmesygeplejerskerne Mulighed for telefon/videoopkald til afdelingen hele døgnet 2. Ensrette og forbedre interne arbejdsgange Ensretning af dokumentation i elektronisk patientjournal EPJ Billeder på blanketter m.m.

Forbedre instrukser 3. Øge kompetencerne blandt sundhedsprofessionelle E-læringskursus til sundhedsprofessionelle i kommunerne og på sygehuse Færdighedstræning via simulation på OUH Instruktionsfilm og vejledning i appen Mit sygehus 4. Forberedelse og samarbejde med patienter og pårørende Forberedelsesfilm Virtuel inddragelse af pårørende

”Tilbagemeldingerne fra patienter og pårørende er overvejende positive. De er mere trygge og føler, at der er bedre sammenhæng i forløbene. Hjemmesygeplejerskerne har mulighed for at ringe til os hele døgnet, hvis de har spørgsmål, men vi har mærket et tydeligt fald i frekvensen af opkald. De ringer ikke nær så ofte, og når de gør, er det sjældent fordi, de ikke føler sig ordentligt klædt på,” siger hun.

Inspirerer til nationalt samarbejde Projektet har bl.a. resulteret i et samarbejde, hvor hjemmesygeplejersker i Region Syddanmark nu kan simulationstræne trakeostomipleje enten på Odense Universitetshospital, eller ved at simulationstræningen rykker ud til dem i kommunerne.

Størstedelen af kompetenceindsatsen har dog bestået af at udarbejde e-læringskursus til sundhedspersonalet og små instruktionsfilm til appen Mit sygehus. ”Det gør det meget lettere for f.eks. hjemmesygeplejerskerne, hvis de lige skal have noget genopfrisket i hukommelsen,

når de står ude hos patienterne. Alt vores materiale til både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle i appen ligger dog frit tilgængeligt derinde, også for borgere eller sundhedspersonale i andre regioner. E-læring kan tilgås i hele Region Syddanmark i kommuner og på sygehuse,” siger Susanne Lehrmann Andersen. Øre-Næse-Hals afdelinger fra de andre hospitaler i Region Syddanmark har løbende været involveret i projektet for at sikre implementering i hele regionen, hvilket har inspireret til et nationalt samarbejde på tværs af alle ØNHafdelinger. Som sidegevinst har andre afdelinger på OUH desuden haft stor glæde af e-lærings materialet, når de har haft trakeostomerede patienter liggende, fortæller Susanne Lehrmann Andersen. ”Interessen for vores projekt har været ret stor, så det er i hvert fald positivt. Og jeg synes, det giver rigtig god mening med et nationalt samarbejde. Vi har jo allerede produceret materialerne og lavet forarbejdet, så der er jo ingen grund til, at andre ikke også skal kunne nyde godt af dem,” siger hun.

Annonce for Eli Lilly

66

Studerende i praksis

Klinisk blik blev skærpet i Uganda Manglen på teknologi i Uganda viste en sygeplejestuderende, at man ikke skal glemme at vurdere patienter ud fra, hvad man ser, hører og mærker.

Illustration Thomas Thorhauge

På mit 4. semester som sygeplejestuderende var jeg i klinik i Uganda, og her oplevede jeg et sundhedsvæsen præget af massiv mangel på ressourcer og teknologi. Det kom konkret til udtryk gennem fraværet af basal og livsnødvendig medicin, manglende PVK-kanyler og kun et enkelt blodtryksapparat, som flere afdelinger delte. Det var en skarp kontrast til Danmark, hvor sygeplejerskerne har teknologiske hjælpemidler som ROVER, der kan udregne en EWS-score på baggrund af patientens vitale værdier.

I Uganda, hvor sådanne løsninger ikke på samme måde findes, oplevede jeg, at sygeplejerskerne i stedet blev stillet over for større krav til deres faglige kompetencer og kliniske vurderingsevner, fordi de stod mere på egne ben uden teknologi i sygeplejen. De var enormt fagligt dygtige, og grundet det manglende sikkerhedsnet fra teknologien måtte de i højere grad stole på deres kliniske blik, intuition og erfaring – og foretage vurderinger ud fra det, de så, hørte og mærkede ved patienten, snarere end ud fra systematiserede scores.

Min oplevelse i Uganda fik mig til at tænke over brugen af teknologiske løsninger i det danske sundhedsvæsen. Her har vi et hav af løsninger i form af screeningsredskaber, f.eks. CAM-screening til screening for delir og vurderingsskemaer, som på de fleste afdelinger udfyldes i hver vagt, og disse løsninger er på mange måder med til at understøtte

Camilla Engvang Lund 5. semester Københavns Professionshøjskole på Nørrebro

vores kliniske lederskab. Men måske risikerer vi at ”gemme os” bag de teknologiske løsninger og glemme at vurdere patienterne ud fra vores kliniske blik, men mere ud fra en udregnet EWS-score eller et vurderingsskema.

Ved at have et stort fokus på teknologien kan man komme til at glemme at reflektere over de værdier, som vi måler i hver vagt. Vi kigger på, hvad patienten scorer i EWS, men glemmer måske at reflektere over baggrunden for, at patienten scorer anderledes end normalt og bruger måske i mindre grad vores kliniske blik.

Det handler ikke om, at man skal fravælge teknologi, for teknologien medfører også en øget systematik og kvalitet, men det handler nok mere om at finde en balance, hvor teknologi understøtter, men ikke overtager vores kliniske blik. Jeg tænker, at det er vigtigt at bevare nysgerrigheden og hele tiden stille spørgsmål: Hvad ser jeg? Hvad mærker jeg? Hvad er vigtigt for denne patient lige nu? Ikke kun: Hvad viser skemaet, og hvad scorer patienten?

Får danskerne fibre nok via kosten?

Husk

til dem der har brug for at supplere kosten med fibre.

Prøv vores fiberberegner

Det er vigtigt at sørge for at få masser af fibre gennem kosten fra f.eks. fuldkornsprodukter, frugt og grøntsager.

Psyllium frøskaller indeholder 85% kostfibre og er i stand til at absorbere deres egen vægt 40 gange.

Hvis man har brug for at sup­ plere kosten med fibre, er HUSK® Psyllium Mavebalance et godt supplement.

Når psyllium frøskallerne ab­ sorberer vand, produceres der en geléagtig masse, som giver tarmene noget at arbejde med.

Psyllium frøskaller bidrager til en normal fordøjelse og tarmfunktion samt bidrager til tarmregelmæssighed og til at blødgøre afføring.

Og på den måde hjælper til en normal fordøjelse.

Brug for sparring?

Kontakt vores produkt­ specialister Rikke Sloth og Jette Uhre på info@husk.dk.

Annonce for Chiesi Pharma