DIGITALE INDSATSER I HELE LANDET Som nationalt videncenter har Skoletjenesten en vigtig opgave med at aktivere viden, erfaringer og samarbejde blandt de mange aktører i hele landet, der arbejder med undervisning i eksterne læringsmiljøer. I 2019-20 har den digitale kommunikation været en vej til at nå længere ud geografisk, aktivere nye læringsmiljøer og kommuner og komme tættere på praksis.
Adgang til viden, værktøjer og sparring Den 28. maj 2020 gik Skoletjenesten online med en ny national ressourceportal for alle, der arbejder med undervisning i eksterne læringsmiljøer. Et digitalt univers med ressourcer i form af viden, værktøjer, sparring og arrangementer, der understøtter udvikling, kvalificering og organisering af undervisningen. Ambitionen med den nye portal er, at endnu flere får adgang til videncentret og bruger de mange værktøjer i praksis, samt at vi som nationalt videncenter er med til at understøtte undervisningen i hele landet. Uanset hvor i landet man befinder sig, kan man nu finde og få del i den viden og de erfaringer, som Skoletjenesten i samarbejde med kulturinstitutioner og kommuner har opbygget gennem mange år.
Vi kan registrere en stigning i antallet af brugere på skoletjenesten.dk, stigning i antal eksterne læringsmiljøer og kommuner på portalen, flere abonnenter på vores nyhedsbreve og øget aktivitet og dialog på sociale platforme. Særligt LinkedIn har i det seneste år udviklet sig som et aktivt fagligt fællesskab for især kulturinstitutioner og undervisningssektoren på tværs af landet. Det største tiltag har været udviklingen af en ny portal som en hjørnesten i den digitale kommunikation.
”Uanset hvor i landet man befinder sig, kan man nu få del i den viden og de erfaringer, som Skoletjenesten i samarbejde med kulturinstitutioner og kommuner har opbygget gennem mange år.”
SKOLETJENESTEN.DK På den nye portal kan man finde viden og erfaringer formidlet i forskellige formater og kurateret i temaer, alt efter om man søger inspiration inden for pædagogiske metoder, brugerinddragelse, planlægning af undervisningen, samarbejde og partnerskaber, vuggestuer og børnehaver eller evaluering. Ved skoleårets udgang rummede portalen 12 artikler, 22 guides, ni kortlægninger, seks modeller, syv publikationer, to podcasts og to film.
Det nye skoletjenesten.dk blev lanceret samtidig med forårets genåbning af kulturinstitutionerne og var fra starten et samlested for nationale erfaringer og tiltag i en tid, hvor undervisningen i de eksterne læringsmiljøer var påvirket af corona-situationen.