__MAIN_TEXT__

Page 1

JULEKALENDER, AARHUS 2016 RØDDER

VIDEN

PULS


Vor Frue Kirke, Aarhus


RØDDER - Vikingernes Aros Vikingebyen Aros, der i gamle kilder også benævnes Arus, Arusa og Arhusa opstår i slutningen af 700-tallet og er dermed den næstældste by i det nuværende Danmark. Byen er dateret til at være lidt yngre end Ribe. I en af de ældstbevarede skrifter, Roskildekrøniken, nævnes Aarhus. Her nævnes en Kong Frothi, der kom til magten efter Erik Barn (dansk konge 854 – efter 864). Kong Frothi, eller Frode, var døbt af Ærkebiskop Unni af Bremen, og straks ved hans indsættelse som konge af Jylland, genrejste han de ødelagte kirker i Ribe og Slesvig. ”En tredje kirke byggede kongen til ære for den hellige Treenighed ved Arusa”. Kong Frode kaldes i flere krøniker for ”Englands Overvinder” I ”Blade af Aarhus Bys Historie, får man indtrykket af at Kong Frode havde hovedsæde i Aarhus, hvorfra han regerende over daner og angler i 20 år, men om det nu passer skal være usagt. Krigsskibe fra Aarhus kan godt have deltaget i togter til England, Normandiet, Norge og de slaviske lande, men de skriftlige kilder er få og upræcise mht. hvor skibene kom fra. Man ved at tre store søslag udviklede sig i Aarhus-bugten. Man ved at Harald Blåtand i 986/987 efter at være drevet i eksil af sønnen Svend Tveskæg, hentede hjælp fra de sagnomspundne Jomsvikinger og slaviske forbundsfæller. Haralds flåde mødte ud for Helgenæs Svend Tveskægs flåde, og det kom til et stort søslag i Aarhus-bugten. Næste dag ville man forhandle en fredelig løsning på plads. Imidlertid fik en af Svend Tveskægs mænd ram på Harald, da han ville træde af på naturens vegne. Såret af en pil i bagen, måtte Harald trække sig ud af striden og drage med sine folk tilbage til Jomsborg (Wolin ved Oderflodens munding). Her døde han kort efter af sit banesår. Det andet søslag udspandt sig i december 1043 mellem Jarl Svend Estridsen og Kong Magnus den Gode. ”Ud fra Skrænter, hvor nu Marselisborgskovene lægge deres grønne Kranse paa Bakkernes Top, mødes begge Flaader, og der blev stor Kampgny”. Kong Magnus'es store norske langskibe har rundet Djursland og er ankommet, mens bavnebålet på Jelshøj har brændt. Kong Magnus vandt slaget. Næste morgen forfulgte Kong Magnus Svend Estridsen og hans folk, hvor de indhentede dem ved ”Hafn” – skrives det i sagaerne. Det skulle være første sted i Danmarkshistorien, hvor København nævnes i skriftlige kilder, mens Aros, nævnes vidt og bredt i kilder, som det sted, hvor slaget mellem Svend og Kong Magnus den Gode fandt sted. Efter Magnus den Godes regeringstid overtog den stridslystne Svend Estridsen tronen.

Det følgende år fandt endnu et slag mellem Svend Estridsen og Kong Magnus sted i Aarhus-bugten, denne gang mellem Helgenæs og øen Hjelm. Også her løber Kong Magnus af med sejren. Man ved, at den Norske Konge Harald Hårderåde, der var brorsønnen til Kong Magnus den Gode, brændte den gamle trækirke i Aarhus, der lå omtrent, hvor Vor Frue Kirke ligger i dag, under et angreb på byen. Den kirke kan meget vel være den samme som Kong Frothi byggede i Arusa. Omkring 1060 blev en ny kirke (kryptkirken) af frådsten opført samme sted, altså i Svend Estridsens regeringstid. Kryptkirken blev genopdaget under gulvet i Vor Frue Kirke under en omfattende renovering i 1955. Man kan se den ved et besøg i Vor frue Kirke (se lågebillede). Aarhus er i de få skriftlige kilder fra vikingetiden og tidlig middelalder omtalt som samlingssted for ledningsflåden forud for krigshandlinger. Her skal man nok forestille sig, at ledningsflåden (krigsflåden) samlede sig i og uden for åhavnen ved Aros (Aarhus). Snekkeeng ved nutidens Eskelund nær Viby, vides at være brugt som udbedringssted/skibsværft i perioden 797-1265/66 (dateringer af skibstømmer). På stedet kunne man udbedre, bygge og klargøre krigsskibe. Skibe har også kunnet ligge sikkert her om vinteren (træskibe skal ikke unødigt opbevares i saltvand, da skur (muslinger) så sætter sig på skibenes skrog. Og pæleorme kan angribe træet. Det sker ikke i et ferskvandsmiljø som i åen ved Snekkeeng). Området var ejet af kongen, og må antages at have noget med ledingsflådesystemet at gøre. Her har man kunnet klargøre krigsskibe forud for togter. En helligdom eller udendørs tempel kaldes et “Vi”. I vikingetiden lå der en kongsgård i Viby, og i lighed med andre kongsgårde, fx ved Tissø på Sjælland og Uppsala i Sverige, har der givetvis også været et center, hvor Aros´ hedenske indbyggere samledes for at dyrke de nordiske guder, aserne. Her har der været en særligt helligdom, hvor de har ofret mad, dyr og sikkert også mennesker til guderne. Aarhus er enestående i Skandinavien, fordi byens centrum stadig ligger, hvor den lå for 1200 år siden.

KILDER: Blade af Aarhus bys historie Moesgaard Museum http://www.aarhusvorfrue.dk/page/3416/kryptkirken


RØDDER - Folketro om Åmanden Århus ligger i et frugtbart smørhul, omkranset af byens opadstigende bakkedrag. Fra vest udspringer Aarhus å i Astrup Mose og løber herfra gennem Århus Ådal, Årslev Engsø, Brabrandsøen og den indre by, for endelig at løbe ud i Aarhusbugten. MEN PAS PÅ! For her vogter Åmanden. Ifølge folketroen er Åmanden vandets vætte på godt og ondt. Han har magt over vandets livgivende og mørke kræfter, mente man. Åmanden sørger for, at sø og å er fuld af fisk og liv, men til gengæld for det liv han giver, kræver han også sine offer. Det fortælles, at hvis Åmanden ikke har fået tilfredsstillet sine krav, høres en røst fra åen: ”Tiden er kommen, men manden er der endnu ikke”. Man troede, at Åmanden kunne påvirke de mørke, dybe tanker i sindet ved at spille melankolske toner på sin violin, og således lokke et offer i åen eller søen.

Omkring 1774 overtager Thomas Nicolaj Gimlinge Harlev Mølle såvel som Harlev kirke. I 1774 gifter han sig med Ellen Bødker af Constantinsborg (faderen var forpagter ved Constantinsborg ved Brabrand Sø). I ca. 3 år ejer og driver de Harlev Mølle og Harlev Kirke sammen, indtil Thomas dør pludseligt i en alder kun 25 år - uvis af hvilke årsager. Efter Thomas Nicolaj Gimlinges død arver hans hustru Møllen og forpligtigelserne overfor Kirken. I 1781 gifter hun sig for anden gang med Niels Hoffmann - forpagter på Constantinsborg, med hvem hun driver møllen og kirken. Men i 1805 drukner Niels Hofmann i Aarhus Å. Var det nu åmanden der tog ham? - og tog han også Thomas Nicolaj Gimlinge? Vi ved det ikke! (på billedet ses Aarhus å ved Harlev Mølle)

Brabrand sø skal have haft en særdeles aktiv Åmand. Fik han sine ofre kunne han hjælpe landsbyen, men beboerne kunne også sikre sig mod åmanden ved at give ham en gave i form af en gren eller en mønt før åen skulle krydses. Måske er der derfor, at man i 2008 - efter store oversvømmelser ved Brabrand Sø kunne samle ikke færre end 700 cykler op af Århus Å. Efter indsamlingen kom der mere fart på åens vand, og risikoen for fremtidige oversvømmelser blev reduceret......Så Ikke flere offergaver til Åmanden, fra århusianerne, TAK. Åmanden har for længst stillet skoene og er draget til de evige jagtmarker, det kan dokumenteres, for i åen finder man jævnligt sko....... eller er han der mon stadigvæk? I Odense Å skal der have boet storslem en Åmand, der KRÆVEDE, at mennesker ofrede sig. Han forheksede dem, så de ikke lod sig stoppe, men løb lige ud i åen og druknede, siger man. Fik han ikke sine ofre ville åen stige over sine bredder og volde stor ødelæggelse. Hvide åkander eller nøkkeroser, som blomstre på søens overflade, er åmandens have. Den, der svømmer mellem de lange stængler, risikerer at blive taget med ned i dybet af Nøkken. Andre steder siger man, at hvis en båd kæntrer på søen, eller hvis en svømmer er kommet ud på dybt vand, kan åmanden hurtigt gribe de stakkels svømmere om anklerne og trække dem ned i dybet til sig. Man vil derfor ofte se nøkkeroser, blomstre på søen, der hver er et minde om druknede ofre. Måske var det åmanden, der var på spil i Gl. Harlev i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Gl. Herlev er beliggende i Århus Ådal ca. 2, 5 km vest for Årslev Engsø på et lille plateau. Her ligger Harlev Mølle (senere kaldet Ludvigsholm).

KILDER: Runeberg.org På tur i mystikken: http://naturstyrelsen.dk Nygaards Sedler


RØDDER - Middelalderens kunstgalleri “...når jeg - uden for gudstjenesterne - besøger kirken og falder i dyb forundring over kalkmalerierne, der hvad angår placering i det mægtige rum langt overgår, hvad man kan se af den slags installationer på byens nybyggede kunstmuseum, eller smedejernsarbejderne, nichernes helgenopstillinger, de flagrende inskriptioner i en typografi, der noget dybere end den nuværende samtids computerdrevne fantasyprodukter fremkalder mod- og medbilleder i de lag af kroppen og sindet, der ikke kan indfanges af andet end måske - og kun måske - hvad man i dag forstår ved kunst. “ Citat: Peter Laugesen, Århus 2007 Byggeriet af Aarhus Domkirke blev påbegyndt i slutningen af 1100-tallet. I 1191 blev Peder Vognsen af den Sjællandske Hvide-slægt indsat som biskop. Han satte for alvor byggeriet i gang. Bygningen af kirken var et kæmpeprojekt, der først stod færdig omkring år 1300 som en stor romansk basilika. Fra 1449 til ca. 1500 blev den tunge og mørke bygning ombygget til en gotisk katedral. Det tog sammenlagt 400 år at færdiggøre Sct Clemens Kirke, som Domkirken hedder, til det den er i dag. Aarhus Domkirke er med sine 93 meter Danmarks længste kirke der fra den spæde start blev viet til de søfarendes helgen, Skt. Clemens. Aarhus Domkirke har et væld af spændende kalkmalerier. Mange blev overmalet efter reformationen i 1517, men flere er igen blevet afdækket. Trods tabet er det den kirke i Danmark der har det største areal af kalkmalerier - og det er ikke det hele, der er for sarte sjæle. Kirken har fem kunstnerisk udførte gyldne gitre af den tyske kunstsmed Casper Fincke. På mange af hans gitre efterlod han sit kendetegn i form af symbolerne en nøgle og en hammer over kors, indsmedet i gitrene. Marselismonumentet er udført af flamlænderen Thomas Quellinus (1661-1710), der udførte en lang række fremragende billedhuggerarbejder. Han var af en berømt kunstnerslægt og søn og lærling af billedhuggeren Arthur Quellinus. Mængder af mangfoldige typografier og kalligrafier på latin og dansk er foreviget i kalkmalerier, malet med guld på epitafier, skåret ud træ på prædikestolen eller hugget ind i gravsten og støbt i døbefonten. KILDE: http://aarhusdomkirke.dk/


RØDDER - Tiggermunke i byens gader Klostertorv, Klosterport, Gl. Munkegade vidner om at Aarhus før reformationen i 1517 var befolket af munke - og efter reformationen også med nonner. Sortebrødre Kloster, der var et Dominikaner Kloster, blev opført i tilknytning Skt. Nicolai Kirke (Vor Frue Kirke i Vestergade). Det siges, at klosteret hører blandt de første, der er opført i Danmark, hvilket til dels støttes af, at den mand, der deltog ivrigst i bestræbelserne for at få denne munkeorden til Danmark, var født i Århus. Man tror derfor, at han tidligt ønskede et kloster opført i sin fødeby. Men bevist er det nu ikke. Salomon, som han hed, indtrådte i Dominikanerordenen under påskemessen i Verona i 1220. Det første dokumenterede danske Dominikaner Kloster blev dog opført i Lund (Skåne) i 1222-23. Dominikanerordenen var en romersk-katolsk tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere. Dominikanerne kom til at præge det intellektuelle liv gennem ordenens egne studier og brødrenes ansættelse ved de nye universiteter (latinskoler). Efter at dominikanerne havde overtaget Vor Frue Kirke, påbegyndte de byggeriet af klosterets tre fløje, som er fra 1300-tallet. Fløjene danner en atriumgård (se foto). I gårdens nordvestlige hjørne findes Munkestuen, der er et af de ældste rum i Vor Frue Kloster. Rummet er stadigvæk intakt og anvendes til blandt andet konfirmationsforberedelse. I modsatte side ligger Klosterkirken, som man kan besøge i kirkens åbningstid. Den tjente som munkenes kapitelsal og som modtagelsesværelse for klostrets gæster. Klosterreglerne foreskrev, at portneren skulle forvisse sig om, at de, der ønskede at komme ind, ikke var ”kvinder, røvere eller andet skarnsfolk”. Efter reformationen måtte munkene forlade klostret. Kong Christian III bestemte i 1541, at klosteret skulle anvendes som hospital for fattige og syge. Senere blev klostret anvendt som bolig for ældre, hvilket det gør den dag i dag. Her kommer nonnerne ind, der kunne ses i gadebilledet helt op til 1980’erne da de var tilknyttet stedet og i øvrigt gjorde tjeneste på Josephs hospital, der lå ved Tietgens Plads på Bülowsgade 68.

Det var ikke ualmindeligt at mange af munkene var adelige, og at de efter reformationen giftede sig med nonner. Reformatoren Hans Tausens højre hånd, reformationsforkæmper og korsbrodermunk Broder Thøger Jensen fra Johanniterkloster i Viborg, siges således at være af den adelige slægt Løvenbalk – omend den endelige dokumentation mangler. Han giftede sig med nonnen Anne Pedersdatter og fik en søn med hende. Efter reformationen blev han sognepræst i Sortbrødre Kirke, Viborg. En skrøne fortæller, at der fra klostret gik en underjordisk gang til Torups kælder på Storetorv, hvor munkene havde deres spisestue. Men om det passer vides ikke. En anden skrøne siger, at en gang gik fra Domkirken til Torups Kælder, det kan dog afvises. Der findes dog en underjordisk middelaldergange i tilknytning til Domkirken, hvor man begravede de døde, men gangen ender blindt i nærheden af Kvindemuseet overfor Domkirken. Et andet – nu for længst forsvundet kloster lå på Brobjerg (mellem Frederiksgade og Christiansgade) i tidsrummet mellem 1460 – 1541. Dette var et Karmeliterkloster. Karmeliterne – eller Hvidbrødrerne - var kristne pilgrimme og korsfarere, der oprindeligt slog sig ned som eneboere på Karmelbjerget i Palæstina. Disse lagde vægt på et eremitliv i fattigdom og faste. Karmeliterne kom omkring 1240 som flygtninge til Vesteuropa. I Danmark fandtes der fire sådanne klostre. Klostret på Brobjerg blev genopdaget i forbindelse med et byggeprojekt i 1907, hvor der blev foretaget udgravninger. Siden da, har man jævnligt fundet rester af klostret i forbindelse med nedrivninger og nybygning. Så sent som i 2011 - 2013 valgte man at undersøge baggården ved FO-bygningen i Christiansgade, der ikke hidtil havde været udgravet af arkæologer. Overraskende var et stort antal mennesker begravet på et forholdsvis lille område. Dette har givetvis været en kirkegård med tilknytning til Karmeliterklostret.

KILDER: http://www.aarhusvorfrue.dk/ http://aarhuswiki.dk/wiki/Karmeliterklosteret


RØDDER - en grum historie fra 1600-t. Peder Schumacher (1635-1699) var dansk rigskansler fra 1674. Han var søn af en velhavende københavnsk vinhandler, Joachim Schumacher, der var indvandret til København fra Bergedorf, Hamburg, Tyskland og Maria Motzfeldt, hvis forældre kom fra Westphalen, Lüneburg, Tyskland. På den tid indvandrede der en hel del tyske og hollandske købmænd af adelsslægt til Danmark. Frederik 3. gjorde Schumacher til kammersekretær i 1665, hvor han udarbejdede, Kongeloven, enevældensforfatning og fik flere og flere magtfulde funktioner. Efter tronskiftet i 1670 styrkede han sin stilling ved at alliere sig med Ulrik Frederik Gyldenløve og Frederik Ahlefeldt. I 1673 blev Schumacher adlet og tituleredes nu som Peder Schumacher Greve af Griffenfeld, og er siden blevet omtalt som Grev Griffenfeldt. Efter adlingen blev han rigskansler og dermed rigets faktiske leder. Til manges harme favoriserende Griffenfeldt åbenlyst slægt og venner, som han gav magt. Den århusianske købmandssøn Jørgen Lauridsen Fogh, der var gift med hans søster Catharine Schumacher fik han begunstiget med en stilling som Borgmester af København. Griffenfeld var af den opfattelse, at Danmark burde indføre alliance med Frankrig, hvorved Danmark skulle holde sig uden for de europæiske krige. Men da Den Skånske Krig blev effektueret i 1675 var det et nederlag for ham. Alligevel arbejdede han i al hemmelighed for en fransk alliance og lod derfor ”den franske diplomatpost til Sverige passere gennem Danmark via sin egen adresse”. I 1676 blev Griffenfeldts undergravende virksomhed afsløret og han blev arresteret. Svogeren Jørgen Fogh havde studeret i Heidelberg og i Leiden og tog juridisk doktorgrad i udlandet. Efterfølgende flyttede han til København, hvor han blev gift med Cathrine Schumacher. I 1667 blev han rådmand, og i 1668 borgmester i København og i 1675 stadsoberst. Man mente at Fogh havde større indflydelse på svogeren end han i virkeligheden havde, men nepotismen fornægtede sig ikke. Natten 11.3.1676 blev Fogh arresteret i sin gård i Skindergade nogle timer før Griffenfeldt. Griffenfeldt blev dømt for bestikkelighed, salg af embeder og for forræderi. Straffen lød på tab af liv, ære og gods. Jørgen Fogh blev dømt til at miste to fingre, og stå et kvarter i halsjern til offentlig skue. I sidste øjeblik ændrede Kongen dog dommen til at Griffenfeldt skulle i livsvarigt fængsel. Han blev indsat i Kastellet og i 1680 overflyttet til øen Munkholmen i Trondheimsfjorden, indtil han i 1698 fik lov til at tage ophold i Trondheim by. Jørgen Foghs dom blev ændret til forvisning til Aarhus. –”allerede dengang betragtede man altsaa i København Opholdet i en Provinsby som en Straf!”

I ”Blade af Aarhus Bys Historie” af J. Hoffmeyer kan man læse følgende: ”Paa Mejlgadens østre Side, omtrent hvor nuv. Numre 4-8 er, laa der i meget gammel Tid 7 Boder der tilhørte en Mester Reff (eller Ræv), og som senere gik over i Bordingernes Eje. Til disse Boder hørte en meget stor Grund, en af de største i Byen. I 1661 bliver den kaldet for en »Kommenhave« og strakte sig lige ned til Olai Kirkegaard.... Omtrent der, hvor nu Borgmestergaarden ligger (Mejlgade nr. 6), byggedes en mindre Gaard, og her i denne Gaard husedes til deres Død en Mand og hans Hustru, som i ganske særlig Grad havde prøvet Skæbnens Omskiftelser. Det var den forrige Borgmester i København, Assessor Jørgen Lauridsen Fog og hans Hustru Katrine Schumacher, Griffenfelds Søster”. Her boede parret til deres død, men langt fra i fattigdom. Deres gravsten kan stadigvæk ses i gulvet i Aarhus Domkirke (se foto). En datter af ægteparret hed Maria Fogh. Hun blev gift med den århusianske handelsmand Jens Andersen Stenhugger. Under en hjemrejse fra Skotland, hvor han havde lastet salt og andre tilladte varer, løb besætningen ind i en vinterstorm, der slog hans nybyggede skib Justitia delvis i stykker på dets første sejlads. Han ankrede op i Harling i Holland, hvor han efterfølgende døde, mens skibet blev repareret. Måske af skader han havde pådraget sig under den hårde vintersejlads, måske af stress og hjerteslag vi ved det ikke. Det følgende år 1697, fik hans hustru Maria Fogh tilladelse til, at hendes Skipper Hans Hansen Storm kunne bringe skibet hjem direkte til Aarhus fra Harling. Skibet måtte ikke indløbe i havne, der var i krig med mindre en storm tvang dem til det. Efter hjemkomsten blev skibet overtaget af købmand og borgmester Christen Jensen Basballe, men i juni 1713 under Convoj fra Fladstrand til Norge blev skibets last kapret af svenskere og Basballe blev en del fattigere. Maria Fogh havde i mellemtiden giftet sig med Guvernør Johan Thrane med hvem hun tog til Guldkysten. Maria ankommer til Fort Christiansborg med sin nye mand i december 1698, men dør af feber kun ½ år senere d. 4. juni 1699. Guvernør Johan Thrane overlever feberen og forbliver på Fort Christiansborg i 4 år og 7 måneder, hvor han ret beset drev slavehandel. KILDER: ”Blade af Aarhus Bys Historie” Danmarks Historie Statens arkiver.


RØDDER - penge, magt og slagsmål i 1600-t “Jeg kan læse byens skæbne i gadens slidte sten - brugt af glemte fødder, som for længst er gået bort igen” Magtens Korridorers – Engle I 1600-tallets Aarhus hed byens største skatteyder Christen Jensen Basballe, han var Købmand, Handelsmand og sad i byens råd. Hans far hed Jens Christensen, og kom fra Anst ved Ribe og fik Borgerskab i Aarhus i 1611. Købmand Jens Christensen markerede sig hurtigt i byen. D. 22 maj 1616 skøder Holger Rosenkrands ”Hus med Have, Jord og Ejendom”,… beliggende paa den søndre Side ved Mindet til Jens Nielsen Mørke og Jens Christensen Anst”. I 1548 brød Skt. Olufs Kirke, der lå på hjørnet af Sankt Olufs Gade og Skolebakken, sammen. Men i 1637 lod rådmand Jens Christensen og Borgmester Anders Lydichsen et kapel opføre på Sankt Oluf Kirkegård mod at få rådighed over indtægterne fra begravelser på kirkegården, der fungerede som en slags Assistens kirkegård for domkirken. Anders Lydichsen kom oprindeligt fra Højer ved Tønder, så sønderjyderne har vel haft et sjældent talent for handel og udbytte, ved nu også at kunne inddrage husleje fra de døde. Jens Christensen Anst var gift med Dorthe Andersdatter (d. ca. 1626) og med hende fik han to sønner: Christen og Jens. Efter hustruens død er han sandsynligvis blevet gift med Købmand Peder Nielsen Basballes enke Kirsten Pedersdatter. Basballerne kom fra Basballe i Agri sogn på Mols. Efter Peder Nielsen Basballes død arvede Kirsten Pedersdatter og deres datter Lisbeth Pedersdatter Basballe Slægtsgården Basballegård, der lå ved Emmervad (som nu kaldes Immervad), omtrent hvor Magasin ligger i dag. Den gode grund til at tro at Jens Christensen Anst giftede sig med Kirsten er, at hans to sønner fra første ægteskab - ifølge hans skifte - hver arver halvdel af Basballegården, og desuden tager navnet Basballe. Ud over Basballegård med tilhørende grunde, der strakte sig fra åen op til hjørneejendommen ved Lilletorv (Borgmestergården), arvede sønnerne også faderens store grund, der strakte sig fra Mindeport langs Mindegades vestre [søndre] side til “Trods Katholm” [Mindegade 4). Ejendommens Areal var betydeligt med bagved liggende Frugthaver, Parker og Damme. På en del af arealet langs med sydsiden af Mindegade opfører sønnen Christen Jensen Basballe 3 store købmandsgårde.

Sønnen Christen Jensen Basballe var handelsmand og storkøbmand i Aarhus. Han blev gift første gang med sin formodede stedsøster Lisbeth Pedersdatter Basballe, der døde i 1658, 34 år gammel. I 1674 blev han gift anden gang med Inger Hieronymusdatter, der var datter af kapitles ridefoged Hieronymus Gulden. Inger havde været gift tidligere med købmand Søren Ottosen Molboe (død 1661), der havde ejet den gård i Vestergade, der senere blev kendt under navnet Mønsteds Gård (Vestergade 11). Denne gård overtages også af Christen Basballe. Efter broderens død var Basballernes Købstadsgods i Aarhus samlet på hans hænder. Hans Ejendomme lå spredt i alle byens gader, og i alle dens kroge fandtes boder, haver og øde pladser, der ejedes af Christen Basballe - blandt andet en have ved møllen i Vestergade, og jorde ved Klosterengen - dér hvor fattiggården i Vester Allé senere kom til at ligge (ved ARoS). Senere kom Vester Allé i øvrigt til i flere år at hedde Hieronymusbakken (Jeronimusbakken), da hans enke skænkede boderne på toften til fattige enker. Man kan omtrent sige at Christen Jensen Basballe ejede det halve af Aarhus, og broen over vadestedet kaldtes i flere år for Basballebro. Broderen Jens var en stridslysten mand. I 1634 fik han privilegie på at drive vinhandel fra sin gård i Brohulen (hjørnet af Fiskergade, Frederiksgade og Aaen), der lå lige overfor Basballegården på den anden side af åen. I 1654 lejer han Rådhuskælderen for 10 slettedaler årligt. Hans vinstue blev ofte nævnt i forbindelse med tyverier og uorden, og han deltog gerne selv i slagsmål. Han var en stridbar person, og var blandt oppe af toppes med byens apoteker om salg af krydderier. Han lå ofte også i strid med sin bror om arv og økonomi. Føromtalte Anders Lydichsens søstersøn Hans Bendixen Harding bestyrede fra 1663 og i flere år Magistratens Vinkælder under Rådhuset (de kom i øvrigt også fra Tønderegnen). I et tingsvidne oplyses det, at Hans Bendixen Harding stævnede sin tjener, Anders Pedersen for at have lirket porten op ved skillerummet mellem tjenerens kælder og Hans Bendixensen vinkælder. Anders Pedersen havde stukket hånden gennem et hul skubbet stablerne til side og lirket døren op. Efterfølgende kunne en dreng - Mikkel Hagensen - som en kort tid havde været i kælderen, fortælle, at kældersvend Anders Pedersen kom ud af samme dør med en potte under sin kjortel og lukkede så døren efter sig. (På Hotel Royals vægge har den polske batalje-maler, Andrzej Kowalczyk skildret Aarhus’ historie, et af vægmalerierne kunne meget vel afridse, hvordan livet omkring Rådhusets vinstue har formet sig den gang – (se foto).


Basballe Dynastiet holdt skansen en rum tid, da både søn og sønnesøn tog over. Barnebarnet hed også Christen Jensen Basballe (1672 – 1747). Han var borgmester fra 1710-40, og efter sigende ejede han 58 gårde og boder i Aarhus. Christen Jensen Basballe den yngre havde dog ikke det samme held som sin farfar. I 1744 brændte Basballegård og formuen begyndte at smuldre bort. Og hvad han ikke formøblede, det gjorde hans søn.

KILDER: http://aarhuswiki.dk/wiki/Basballe_Sl%C3%A6gten http://www.aastrup.de/tng/getperson.php?personID=I342&tree=Malling http://www.aastrup.de/tng/getperson.php… Statens arkiver.


RØDDER – Natmanden og ”Marens Røvhul” I Aarhus holdt bødlen og hans rakkere til uden for Munkeport i bekvem nærhed af en opstampet jordvej, der førte til Galgebakken eller Rakkertoften (senere Ny Munkegade). I tidernes morgen blev enten den sti eller Gl. Munkegade kaldt Bøddelgyde, hvilket er lidt uklart. Galgebakken lå for enden af Ny Munkegade, der hvor Aarhus Universitet i dag ligger. Ifølge et kort i Pontoppidans Danske Atlas, IV, 1768 lå Skorstensfejerens hus, som det kaldes på koret, lige uden for Munkeporten, omtrent ved Nørre allé 33. Senere blev huset kaldt for natmandens hus. Kort kan findes her: http://www.aarhusbyarkiv.dk/prove/bykort/ls-0007.jpg

Ved at lade en udpeget bøddel tage livet af et menneske, kunne samfundet vaske sine hænder og overlade det religiøst betingede skyldsspørgsmål til bøddelen. Det betød, at bøddelen blev isoleret fra resten af samfundet, og sat uden for byporten sammen med hans rakker-pak. I en glidende overgang overgik det mest beskidte arbejde til rakkere og natmænd. Mestermanden, det vil sige bødlen, var nu rakkerens herre. Selve drabet blev ikke anset for lige så betændt som omgang med lig og skarn. I Danmark var der lovbefaling om, at rakkerne skulle gå Mestermanden til hånde. Rakkerens opgave bestod først og fremmest i at pine forbrydere, tage forrådnede lig ned fra galgen og af hjul og stejler, hvor de parterede lig lå til skue og advarsel samt at flå og fjerne selvdøde dyr på gader og stræder. Endvidere skulle rakkerne fjerne skarn og tømme latriner i byerne. Også skorstensfejeriet hørte under rakkerens snavsede beskæftigelser. Da disse bestillinger var uhygiejniske og noget bedsteborgerskabet ikke ville være i nærheden af, udførte rakkerne deres arbejdet om natten og blev derfor kaldt natmandsfolket. Det siger sig selv, at dette renovationsarbejde var et af samfundets nødvendigste opgaver, men uærlighedsbegrebet og foragten betød, at borgerskabet hverken kunne eller ville omgås disse mennesker. Selv by-tjeneren, der senere tituleredes som betjent (politibetjent), blev anset som uren, fordi han ved anholdelse af rakkerne, der ofte blev arresteret, som følge af tyveri, tiggeri og slåskampe, lagde hånd på dem.

I Danmark benyttede man sig efter enevældets indførelse af tyske bødler, der havde en viden om faget, som danskerne ikke havde – eller ikke ønskede at have. I Tyskland – såvel som i Danmark - var det udover selve henrettelsen oprindeligt også bøddelens opgave at rengøre kloak, tage sig af selvmordere og holde kontrol med prostituerede så vel som at flå selvdøde dyr og lignende afskyvækkende arbejde, der gjorde, at de blev anset for ”uærlige”. I store træk var uærlighedsbegrebet forbundet med det arbejde, der af borgerskabet blev anset for nedværdigende og syndigt – altså virke med lig, skarn og synd.

Natmandens arbejde bestod i at tømme latriner og rense gaderne for det affald, der blev kastede ud af vinduerne af borgerne i byerne. For at undgå det sidste, blev der med tid indført ordnede forhold ved hjælp af en vogn, der blev trukket gennem gaderne. Her skulle folk aflevere deres affald i dagtimerne. Når vognen kom, kunne man høre den. Natmanden gik foran den hestetrukne vogn og svingede en kæmpe stor skralde af træ. Skralden gav siden hen navn til både skraldemanden og skraldet. 1854-09-01 kunne man i Aarhus Stiftstidende læse en notits om, at natmandens lerklinede hus stod til nedrivning: ”Natmandshuset udenfor Munkeport med tilhørende Grundlod, agtes bortsolgt ved Auktion. A.St. 19.9: de afgivne Bud forkastet - ny Auktion “til Bortsalg og Nedbrydelse”. Da Aarhus i 1850’erne begyndte at vokse udenfor byportene, blev områderne på Galgebakken eller Rakkertoften inddraget i byplanlægningen. Det meste af bebyggelsen her er opført sidst i 1800-t og frem til omkring 1920, som et arbejderkvarter (Øgadekvarteret) i forbindelse med industrialiseringen.


Selvom romeren opfandt kloakken allerede ca. 600 f. Kr. blev kun få kloaker anlagt i Danmark ved begyndelsen af det 14. århundrede, men i middelalderen var næsten alt hensyn til renlighed i forfald, og anlæg af kloaker ophørte helt, da det var dyrt at rense dem. Først ved slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, fik kloakvæsenet et større opsving. Det første WC blev opfundet af en engelsk urmager i 1775, men der skulle over 100 år før den første by i Danmark gav tilladelse til at installere et WC, og først i løbet af 1900-tallet det blev WC’et (water closet -eller med et finere fransk ord toilet) almindeligt. Helt op til 1982 kunne man ved badeanstalten Den Permanente på stranden ved RiisSkov støde på fækalier (lort), fra Trøjborgs kloakudløb, der ender i Aarhus-bugten. Stedet kaldes i folkemunde for ”Marens Røvhul”. På et af dametoiletterne på Hotel Royal har en kunstner dekoreret væggen med Marens Røvhul (se foto).

KILDER: https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/view/34295/66318 http://net.grundfos.com/ http://aarhuswiki.dk/wiki/Ny_Munkegade Sejrs Sedler


RØDDER – Aarhus Havn - en 1246 år laaang historie. Aarhus’ havns historie begynder i vikingetiden, hvor den sidste del af Aarhus åen (fra nutidens Europaplads og op til Magasin) fungerede som ankerplads, hvor handelsskibene kunne søge i læ for vind og vejr. Længere oppe ad åen - ude mod Brabrand Sø var der samlingssted for ledningsflåden, hvor skibene lå opankret forud for krigshandlinger. Fra skriftlige kilder og arkæologiske fund ved man, at Aros (Aarhus) var en flådebase for vikingetidens konger. De ældste bygder, som fik købstadsprivilegier, stammer fra vikingetiden. Flere af de tidlige købstæder var udmøntningssteder så som Ribe, Århus, Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Slagelse, Ringsted og Roskilde. Købstadsprivilegier blev udstedet af konge- eller statsmagten, og gav ret til at drive handel og finere håndværk inden for byens grænse. Da fæstningsvolden mellem Aarhus købstad og åen blev fjernet i middelalderen, smeltede byen og åhavnen sammen, og åen blev en levende del af byen. I perioden fra reformationen og indtil midten af det 17. århundrede var Aarhus præget af et økonomisk opsving og i middelalderen havde byen derfor udviklet sig til en frodig handels- og købmandsby med livlig skibstrafik. Store købmandsgårde blev bygget ved Mindet, Immarvad, i Mejlgade og i Vestergade. De største handelsmænd havde egne skibe og besætning samt boder i eksempelvis Fiskergade, Mejlgade og Vestergade. I 1600-tallet havde skibene udviklet sig i sådan en grad, at de største handelsskibe ikke kunne passere åen. Man byggede derfor Mindebroen ved åens munding, der dannede grænse for, hvor langt store sejlskibe kunne sejle ind. De største skibe lå nu forankret i bugten, mens de mindre smakker kunne sejle ind i åen og lægge til. Som tiden gik blev åmundingen forlænget med moler og flyttede således ud på havet, hvorved åhavnen blev forlænget. Aarhus var en ret betydelig handelsby, dog langt overgået af landets hovedstad København, der som navnet siger, var Købmændenes Havn. Her var handelsforbindelser i Østersøen væsentlig. I Jylland var Aalborg den største handelsby med gode forbindelser via Limfjorden. Her oprettede man Købmandslavet Guds Legems Laug i 1431, på baggrund af lang tids handel med Hanseforbundet. I første halvdel af 1700-t. gik det ned ad bakke. I 1735 var handelsflåden i Aarhus halveret og åhavnen begyndte at sande til. Indtil år 1800 lå Århus Havn langs åens nordlige bred, men i 1800-tallet skete der en afgørende ændring i havnens beliggenhed og form.

Industrialiseringen tog sn begyndelse i Storbritannien i midten af 1700-t, og ca. 100 år senere spredte driften sig til andre lande. Aarhus lå perfekt med plads til en banegård og en infrastruktur, der muliggjorde transport direkte fra havnen og til fabrikkerne, og dertil kom et stort opland hvorfra arbejdskraft kunne hentes. Arbejderkvarterer skød op på Frederiksbjerg, Trøjborg og Øgaderne. Fabrikker blev bygget , så som Frichs Maskinfabrik og Kedelsmedie i Søndergade (strøget), Otto Mønsteds Fabrik (OMA margarine) i Vestergade, Chokoladefabrikken Elvirsaminde i Klostergade/Klosterport og så fremdeles. I Aarhus anlagde man moler i årene 1845-61 og 1883-90, som resulterede i to havnebassiner. Disse blev det første fundament til Nordhavnen. I årene 1905-11 blev en ny, stor mole ført ud sydfra. Denne mole var det, der senere kom til at hedde Kornpieren og Mellemarmen, hvor Aarhus Flydedok og Jysk Andels Foderstofforretnings siloanlæg (nu DLG) kom til at ligge. Umiddelbart herefter i 1915 blev havnen igen udvidet mod syd med en ny mole, der skabte grundlag for den store Oliehavn. Aarhus Palmekærnefabrik (bedre kendt som Oliemøllen og nu Aarhus-Karlshamn) blev opført ved Jægergårdsgade i slutningen af 1800-t, men rykkede ud på sydhavnen i 1915-18. Den gamle handelsby var nu en industriby med en industrihavn, bygget kunstigt op med havnebassiner ud for kyststrækningen. Havnen var nu ikke længere en del af byen, men tager form som en særskilt industrivirksomhed bygget på vandet. I 1933 blev Aarhus å dækket over, så lastbiler kunne køre til havnen (men også fordi åen stank stygt). Engang var havnen et sted, hvor skibe lastede appelsiner, kaffebønner og krydderier, og stort set alt fra knappenåle til broklapper blev ud og indskibet fra Århus Havn. Havnen var krydret med et interkulturelt liv og en stor mangfoldighed af sømænd fra alverdens lande. Men i 1956 opfinder amerikanerne containeren, der fører til et helt nyt transportsystem. I 1966 begynder man at opføre en containerterminal (pier 4) i den nordligste del af havnen (Aarhus Nordhavn). Byens industriepoken varer til omkring 1970’erne, hvor fabrikkerne flytter ud af byen. Men havnen fortsætter sin virksomhed. I 1975 udbygges havnen med endnu en mole mod sydøst. Hermed blev Østhavnen en realitet med tankskibskaj, der nu fungerer som bulkterminal for især DLG’s grovvarevirksomhed.


I 1998 bliver Containerterminalen på pier 4 for lille. En ny og stor containerterminal bygges derfor ud fra østhavnen. Aarhus Havn har aldrig været større. Den er i dag Danmarks næststørste havn og største containerhavn med 46,5 ha containerareal med 1,3 km containerkaj, i alt 227 ha med 13 km kaj. Aarhus havn anløbes årlig af ca. 6600 skibe. Men ved udflytningen af Containerterminalen er forbindelsen mellem byen og havnen blevet mindre synlig, da offentligheden ikke har adgang til containerterminalen. Aarhus by har nu bevæget sig fra at være en industriby til at blive en uddannelsesby med kreative virksomheder. I 1993 fritlægges Aarhus å igen, og tanken om en ny havnefront tager sin spæde begyndelse. Den gamle Nordhavn har bevaret Fiskeri- og Lystbådehavnen samt Træskibshavnen og indtil videre færgeterminalen, men udviklingen i skibstrafikken har samtidig ført til, at det gamle bynære havneareal har fået ny funktion, der igen skal skabe forbindelse mellem byen og bugten. Som en del af omdannelsen af inderhavn ligger nu Urban Mediaspace og DOKK1 ved åens munding (byens nye bibliotek og borgerservice). På Pier 4 (nu Aarhus Ø) vokser en mangfoldig kanalby frem med ny arkitektur og store offentlige byrum og grønne områder, promenade- og opholdsarealer langs kaj- og kanalkanter – alt er under udvikling, og det vil det være i de kommende år. Men man skal ikke gå ret langt for fornemme at havnen er en havn, hvilet kun få tænker over. Tæt på DOKK1 ligger Aarhus kornpier. Går man bagom DLG-fabrikken, ser havnen stadigvæk ud som en gammeldags industri- og handelshavn. Aarhus Havn er nu delt i to: En bynær havnefront og en stor industrihavn (se foto) Følg Havnens udvikling digitalt fra 1884 - 2016 http://videnskab.dk/teknologi-innovation/vild-video-saa-meget-har-danske-byeraendret-sig-siden-80erne

KILDER: http://www.hum.au.dk/moesgaard/vikingemuseet/havnflaade.htm Fra Kysthavn til Storhavn – Århus Havns historie 199 http://aarhuswiki.dk/wiki/Aarhus_Havns_Historie https://www.aarhus.dk/…/Pjece-Havnefronten-langs-Kystvejsst…


VIDEN – OM Aarhus Katedralskole og Grundtvig. “En dvale præget af dovenskab, sløvhed, kortspil og snaps. Sådan husker en af Katedralskolens mest berømte elever, N.F.S. Grundtvig, tilbage på sin skoletid. Han brugte senere sine oplevelser som baggrund for en kampagne mod ”den sorte skole” Citat: AROSIA, Medlemsbladet for Aarhus Katedral Skoles venner, Aarhussamfundet. Aarhus Katedralskole er den eneste lærde skole i Danmark, der endnu ligger på det sted, hvor den oprindeligt blev grundlagt. Katedralskoler, der også kaldtes domskoler eller kapitelskoler, var skoler, der i middelalderen var knyttet til domkirker og bispesæder, hvor velhavende folks børn og præsteaspiranter blev uddannet. Aarhus Katedralskole nævnes første gang i 1195 i et Gavebrev fra biskop Peder Vognsen, der overdrager sine bøger til skolen. Præcis hvornår skolen er bygget vides ikke, men det anses for sikkert, at den i eksisterede i 1195. Rester af en første bygning er fundet inde i skolegården ved en arkæologisk udgravning i 1994-95. Den første bygning var ca. 4x8 meter og af røde munkesten. Ved samme udgravning fandt man også rester af et kampestensfundament til en større bygning placeret langs Skolegyde, der kan dateres til 1300 tallet. Dele af dette fundament blev også fundet ved opførelsen af portbygningen i 1956, hvor det stadig er fritlagt (måske de sten, der ligger om træet i skolegården?) På trods af indtægter, fra andel i kongetiende, var de fleste katedralskoler afhængige af disciplenes (elevernes) ret til tiggeri. Efter reformationen i 1517 blev der oprettet latinskoler i mindre byer og de katolske kirke- og klosterskoler, herunder katedralskolerne, blev omdannet til Latinskolerne, der formidlede en kristen, klassisk påvirket undervisning, som forberedelse til studentereksamen (Gymnasium). Undervisningen bestod især af kristen litteratur og elementer fra klassisk oldtidskultur repræsenteret ved de "syv frie kunster", som bestod af trivium (trevejen), dvs. grammatik, logik og retorik, samt quadrivium (firevejen) som var geometri, aritmetik, astronomi og teoretisk musik. I Århus Katedralskoles mure vendt mod Domkirken er der indsat nogle mindetavler over tidligere elever, der drev det vidt bl.a. Ole Worm (Grundlægger af dansk rune-og oltidsforskning og Chr.IVs livlæge), Ole Rømer (danske astronom, opdagede “lysets tøven), August Krogh (Nobelpristager i medicin og fysiologi og medicin 1920) og N.F.S. Grundtvig (se foto).

Grundtvig var elev fra 1798 til 1800 - en tid der trods sit negative udgangspunkt ikke desto mindre blev udgangspunkt for en kampagne mod “den sorte skole”. “Den sorte skole ”er et udtryk for den undervisningsform, der bygger på udenadslære frem for selvstændig tænkning, og hvor lærerautoritet, streng disciplin og korporlig afstraffelse var værktøjet i formidlingen af viden. Så selv om oplevelsen kaster et negativt lys over datidens Katedral Skole, blev det ikke desto mindre starten på hele Grundtvigs filosofi, der stadigvæk trækker spor i dansk tradition og selvopfattelse. Grundtvig var digter, præst, historiker, politiker, pædagog og filolog. Han er sammen med Søren Kierkegaard den betydeligste personlighed i 1800-t.s danske åndsliv. I 1803 blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet. Uendeligt kort ridset op var Idégrundlaget for folkehøjskolen Grundtvigs. Han agiterede for tanken om en helt ny skole og en helt anden form for undervisning: “Skolen for livet”. Hans tanker om en fri undervisningsform, hvor bønder og andre kunne få viden, vandt ørenlyd og førte senere grundlæggelsen af de danske højskoler og friskoler. Flere af de, der havde været på højskole eller landbrugsskole blevet bekendt med Grundtvigs tanker og lod sig inspirere til at engagere sig i lokalsamfundet. Selv om tanken om kooperativer opstod i 1700-t bredte ideologien sig først efter Grundtvig. Andelsbevægelsen er en speciel dansk økonomisk-demokratisk tradition, der opstod i landbrugssamfundet i det sene 1800-t. hvor bønder gik sammen om at danne virksomheder, hvis overskud blev fordelt til medlemmerne i forhold til deres omsætning – eksempelvis Andels Mejeriet. Set med udlandets øjne er andelsbevægelsen en af de sider ved samfundsudviklingen i Danmark, der har påkaldt sig særlig interesse. Forsamlingshusenes historie i Danmark går helt tilbage til 1870’erne. I mange tilfælde blev forsamlingshuse opført i forbindelse med en grundtvigsk friskole. Men først omkring århundredeskiftet tog byggeriet af forsamlingshuse for alvor fart. For Grundtvig kan der kun i et fællesskab opbygges et selvbevidst individ. VIDEN OM GRUNDTVIG KAN HENTES HER: http://www.grundtvig.dk/ http://www.kristendom.dk/troens-…/n.f.s.-grundtvig-1783-1872 http://grundtvig-koldsk-skole.dk/ http://friskolearkivet.dk/grundtvigs-fodspor.html KILDER: http://aarhuswiki.dk/wiki/Aarhus_Katedralskole http://www.akat.dk/fileadm…/filer/arosia/arosia_2007_aug.pdf http://www.akat.dk/historien/skolens-historie/


Wiki Commons


VIDEN – OM Ole Rømer Observatoriet og Ole Rømer. ”At Aarhus for 100 år siden var et astronomisk forskningscentrum, ved kun få….Aarhus var en voksende stad, og derfor tænkte byrådet, at man selvfølgelig skulle have et observatorium for at markere sig som by,” – Sådan skriver man på Ole Rømer Observatoriets hjemmeside. Beslutningen hang nok sammen med den kommende Landsudstilling – en gigantisk industri-, håndværker- og kulturudstilling, der fandt sted i 1909 ved Tangkrogen, og den interesse der havde bredt sig for Aarhus – også i udlandet. I 1908 foreslog den tyske hobbyastronom Friedrich Krüger nemlig Aarhus Byråd, at man byggede et observatorium. Han tilbød at flytte sit topmoderne udstyr og sin forskning fra sin bolig i Altenburg til Aarhus, såfremt det måtte stå til hans rådighed. I 1909 vedtog Århus byråd at bygge Ole Rømer-Observatoriet syd for Århus i Højbjerg. Man vedtog at Observatoriet skulle anvendes til undervisningsbrug. Observatoriet blev naturligvis opkaldt efter bysbarnet Ole Christensen Rømer (f. 1644 i Aarhus – d. 1710 i København), der er kendt for at være den, der opdagede lysets tøven (lysets hastighed). Han var søn af handelsmand Chresten Pedersen fra Rømø, der fik borgerskab i Aarhus i 1642. Som ung gik Ole Rømer på Aarhus Katedralskole, og som 18-årig rejste han til Københavns Universitet, hvor han studerede astronomi hos sin kommende svigerfar, Rasmus Bartholin. Ole Rømer rejste med den franske astronom Jean Picard til Paris i 1672. Han blev medlem af Académie des sciences og fik bolig på det nybyggede observatorium, og i 1675-76 opdagede han - efter grundige studier af den inderste jupitermånes omløbstider - at lyset har en endelig hastighed. Denne opdagelse gjorde Ole Rømer verdensberømt. Lidt banalt formuleret, kan man sige, at når vi kigger op i himmelrummet, kigger vi tilbage i tid, da det vi ser allerede er sket, fordi lysets først ”rammer jorden” med tæt på 300.000 km/s. I København tager byggeplanerne for Rundetårn sin begyndelse i 1635, og i den anledning foreslog matematiker og astronom Christian Longomontanus (Christen Sørensen f. i Lomborg, Lemvig) at man skulle opføre Rundetårn som et astronomisk tårn. Christian Longomontanus var assistent for Tycho Brahe i Uranienborg observatoriet på Hven. Longomontanus blev den første forstander for Rundetårn. I 1681 bliver Ole Rømer kaldt hjem af kongen og får stillingen som professor i astronomi og direktør for Rundetårn.

23 år senere i 1704 grundlagde Ole Rømer et lille Observatorium kaldet Observatorium Tusculanum i landsbyen Vridsløsemagle. Efter Rømers død i 1710 fortsatte hans elev Lauritz Th. Schiwe sin forskning fra observatoriet, men da Schiwe døde i 1711, forfaldt observatoriet. I mere end 200 år forblev den nøjagtige placering af Observatorium Tusculanum et mysterium. Man vidste, at det skulle ligge nær landstedet Pilenborg, der var kendt som Tusculum efter den romerske politiker Ciceros landsted uden for Rom. Men I 1978 forsøgte Nationalmuseets Claus Thykier sig med sigtelinjerne i en anonym beretning fra 1765 til at lokalisere Tusculanum-observatoriet. Det gav pote. Stedet er nu fredet og kan beses i forbindelse med det nærliggende museum Kroppedal.

VIDEN OM OLE RØMER OG ASTROLOGI KAN FÅS HER:

Ole Rømer-Observatoriet Observatorievejen 1 8000 Aarhus C

I dag er der stadig undervisning i den nu fredede bygning på Observatorievejen 1, men efterhånden benyttes stedet dog først og fremmest til offentlige præsentationer af astronomi og rundvisning i bygningen. Ole Rømer Observatoriet I Højbjerg er en del af Stenomuseet, der er beliggende i Universitetsparken i Aarhus, hvor man i øvrigt kan besøge museets planetarium. Ole Rømer Observatoriet kan besøges fra september til april, hvor der er der forevisninger omkring 15 aftener hver måned. Det er gratis at deltage, men det er nødvendigt at reservere på forhånd. Der er plads til max. 30 personer og forevisningerne finder sted uanset vejret. De omfatter en rundtur i observatoriet, en introduktion til teleskoperne, et kort astronomiforedrag. Observatoriet er kun åbent i de mørke måneder. Der er forevisning cirka 15 aftener om måneden. Udover astronomien er bygningen i sig selv et besøg værd.

MERE VIDEN OM OLE RØMER OG ASTROLOGI KAN FÅS HER: Koppedal Museum Steno Museet, Aarhus Tycho Brahe Planetarium, København KILDE: http://sciencemuseerne.dk/ole-roemer-observatoriet/


Lime Egnsarkiv


VIDEN – OM Ole Worms forunderlige museum og hans runeforskning.

som støttediscipliner for medicinen.

Ole Worm (1588 - 1654) var læge, oldtids- og runeforsker, polyhistor (person med viden i mange fag) og samler. Han var søn af Århus Borgmester Willum Worm (15631629). Hans farfar Johan Worm var købmand og indvandret fra Holland. Selv var han stolt af sin fødeby Aarhus, der havde frembragt mange lærde mænd, siges det.

Efter Ole Worms død overgik samlingen til kong Frederik III, der få år forinden havde oprettet et kunstkammer. Worms genstande indgik fra da af i Det Kongelige Kunstkammer. Dette blev fundamentet for det, der senere blev til Statens Naturhistoriske Museum. En del af Worms samling kan i dag ses på Geologisk Museum.

Ole Worm gik på Aarhus Katedralskole til han blev 13 år og blev efterfølgende sendt til Tyskland, hvor han fortsatte sin uddannelse. I 1605 blev Worm indskrevet på teologistudiet ved universitetet i Marburg. Og efterfølgende rejste han rundt i Europa, hvor han studerede de klassiske fag. I 1607 påbegyndte Worm medicinstudiet i Strassburg, hvor han boede hos lægen Rud. Salzmann, der var anatom og botaniker. I juli immatrikuleredes han i Basel og studerede derefter medicin i fjorten måneder hos lægen Felix Platter. Platter ejede en klækkelig samling af naturvidenskabelige genstande, der må have inspireret Worm til selv at blive samler.

Følgende link viser et kobberstik af Museum Worminaum. http://universitetshistorie.ku.dk/billeder/museum_wormianum_stor.jpg

Hos professoren i græsk, Jacob Zwinger, der tillige praktiserede som læge, stiftede Worm bekendtskab med den kemiske lægekunst jatro-kemien grundlagt af Theophrastus Paracelsus. Teorien gik ud på at finde det grundstof, som kunne helbrede alle sygdomme. Botanikeren Caspar Bauhin lærte ham betydningen af systematisk planteindsamling, som udgangspunktet for at studere planternes medicinske egenskaber. Ole Worm afsluttede med en medicinsk disputats fra universitetet i Basel i 1611 og praktiserede en tid som læge i England. I 1613 vendte Worm hjem til Danmark, hvor han besad et professorat ved Københavns Universitet. Endvidere var han læge for Kong Christian IV. Hans virke var betydelig, så kun et hjørne, af det han udrettede, skal nævnes her, nemlig hans samling og runeforskningen. Som den samler han var, grundlagde Ole Worm Danmarks første museum, Museum Worminaum, der samtidig var et af verdens første museer, samt første videnskabelige samling i det hele taget. Samlingen var en af de første samlinger i Europa, der blev brugt i forbindelse med praktiske øvelser i universitetsundervisningen. Samlingen blev berømt langt ud over landets grænser. Museum Worminaum bestod af Worms af naturalier - dyr, planter og mineraler fra hele verden, men der var også antikviteter, kunstgenstande og etnografika. Den naturhistoriske del af samlingen var størst, og bestod bl.a. af sten, mineraler, jordarter, tørrede planter, frø og frugter, udstoppede dyr, tørrede fisk og krebsdyr, konkylier og koraller og et enhjørningehorn. Worm beviste, at det, hans samtid betragtede som enhjørningehorn, stammede fra narhvalen. Som studiesamling var alt dette en naturlig del af en lægevidenskabelig samling på et tidspunkt, hvor naturhistorie og naturfilosofi indgik


Ole Worm var endvidere ophavsmand til det store værk ‘Monumenta Danica’ (Danicorum monumentorum libri sex) fra 1643 - et værk, som har været grundlæggende for dansk runeforskning. Efter lang tids forskning og forberedelse udkom Danicorum Monumentorum libri sex i 1643, som en fuldstændig samling af alle datidens kendte runeindskrifter – både danske, norske og gotlandske. Hertil en oversigt over typen af monumenter, lokalbeskrivelser af bl.a. Lejre og Danevirke samt beskrivelser af oldtidsfolkenes skikke ved begravelse, rettergang og kongevalg. I Ole Worms fødeby Aarhus, er fundet ikke mindre end fem runesten. Det er flere end i nogen anden dansk by, hvilket han desværre ikke nåede at opleve. To af stenene var så slidte, at runerne ikke kunne læses, men de andre kan ses på Moesgaard Museum i Højbjerg. Stenene menes at stamme fra 970 – 1025. To af stenene er fundet i Vor Frue Kirkes fundament. Mest kendt er Aarhus Stenen, der viser en maske og har teksten “Gunulv og Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle, Ful. Han fandt døden (...), da konger kæmpede”. Stenen blev fundet i 1850 i fundamentet af Århus gamle vandmølle i Mølleparken. Selve masken har nok haft en betydning i de hedenske ritualer, som beskyttelse mod onde ånder. Måske kan Sjellebro-stenen give svaret. Ved arkæologiske udgravninger i 1952/53 fandt man her endnu en sten med en indhugget maske. Undersøgelser viste, at der også lå et vejanlæg i engen, blandt andet en plankebygget vej fra vikingetiden. Desuden fandtes der i åen rester af broer. Man kunne derved slutte, at der har været et vadested, hvor maskestenen stod placeret. Stenen kan altså have haft en beskyttende funktion mod åens onde ånder (åmanden). Stenen, der ikke bærer runer, kan ses, hvis man kører ad Randers-Ebeltoft-landevejen krydses Alling Å ved Sjellebro (se foto). VIDEN OM RUNER OG VIKINGETIDEN KAN FÅS HER: Vikingemuseet Under Nordea Skt. Clemens Torv 6 8000 Aarhus C Vikingemuseet er et lille kældermuseum, der ligger gemt under Nordea, og derfor er ukendt for mange, selv om det er en del af det nok så kendte Moesgaard Museum i Højbjerg. Vikingemuseet ligger helt bogstaveligt oven på det gamle Aros. Under en udgravning nøjagtigt på dette sted, fandt arkæologerne i 1964 en mængde genstande og spor efter små grubehuse og en planke-vej langs foden af ringvolden. Grubehuse og en planke-vej blev liggende, hvor det blev fundet og kan opleves på museet.

VIDEN OM OLE WORM OG RUNER KAN FÅS: Geologisk Museum, København Moesgaard Museum Aarhus

KILDER: http://universitetshistorie.ku.dk/leksikon/m/museum_wormianum/ Den Store Danske


VIDEN – OM Landsudstillingen - hvad der af fulgte og måske en blå pavillon? Aarhus var i 1909 vært for en markant industri- og håndværksudstilling, der dækkede et område mellem midtbyen (Dalgas Avenue) og Tangkrogen på knap 39 hektar. Udstillingen var tænkt som et samlet hele med pavilloner, gader og parker, hvor man kunne gå fra bygning til bygning og besøge de virksomheder, der deltog i udstillingen. Udstillingen blev kaldt ”Landsudstillingen” – den var gigantisk for datiden. Bygningerne i hovedudstillingen var alle opført hvidmalet træ og med gult tag med inspiration fra antikken, hvilket gav Landsudstillingen tilnavnet "Den hvide By". Kun særudstillingerne Stationsbyen og den byhistoriske udstilling var bygget op i en anden stilart, hvor Stationsbyen helt bogstaveligt bestod af huse, mejeri, forsamlingshus og kro o.s.v. Bag opbygningen af den omfattende udstilling stod arkitekt Anton Rosen, mens idéen til Landsudstillingen opstod hos Håndværkerforeningens formand, kunstsmedemester I.M.C. Larsen og grosserer Christian Filtenborg. Det tog sammenlagt 4 år at etablere udstillingen og et år at bygge den op. Udstillingen kunne besøget i tidsrummet 18. maj til 3. oktober 1909, hvorefter den atter blev pillet ned. Landsudstillingen havde 1850 deltagere, og cirka halvdelen af dem tilhørte de to hovedafdelinger, håndværk & industri. De øvrige afdelinger var landbrug, havebrug, skovbrug og fiskeri; kunst; hygiejne, idræt og turistvæsen; kommunale institutioner; statsinstitutioner; Vestindien, Færøerne og Grønland samt Abessinien. Herudover var der to særudstillinger, nemlig den omtalte Stationsby og den byhistoriske udstilling. Geografisk set var deltagerne fordelt mellem cirka 700 fra København, cirka 350 fra Århus og resten fra købssteder, småbyer og landdistrikter rundt om i Danmark. Foto findes på: http://www.byhistorie.dk/site/utils/imgpop.asp?ass_id=146

Der findes stadigvæk spor og resultat der henviser til Landsudstillingen – store som små. INDKVARTERING OG BESPISNING Varna Palæet (Odd Fellow Palæet Varna) er en skovrestaurant i Marselisborg Skov syd for Aarhus. Den er tegnet af arkitekten Eggert C. Achen og blev opført i 1908. Restauranten åbnede den 18. maj i 1909 i forbindelse med åbningen af Landsudstillingen. Det fortælles at Arkitekturen blev stærkt omdiskuteret, da man frygtede at bygningen ville skæmme skoven. Bygningen blev i første omgang karakteriseret som en mellemting mellem kinesisk pagode og et dampskibspakhus. I Aarhuus Stiftstidende blev projektet præsenteret under overskriften: Kirkegaard eller Sindssygeanstalt i Marselisborg Skov. Arkitekt Eggert C. Achen måtte lave småjusteringer, og i dag har man vænnet sig til en restaurant i Skovkanten. For at kunne indkvartere og bespise de mange udenbys besøgende lejede man det nyetablerede Skansepalæ, der som udgangspunkt var bygget til privatboliger. Stedet blev omskabt til hotel med 210 værelser og 430 senge og med en café med udsigt over udstillingsområdet. Efter udstillingen genetableredes Skansepalæet til det oprindelige formål som boliger. Restaurant Kohalen, som det hedder i dag, blev etableret i 1907 under navnet Det oprindelige navn var ”Restaurationen paa Kvægtorvet”. Restauranten blev bygget i forbindelse med at det daværende kvægtorv på Vesterbro Torv flyttede til en plads ved Slagtehuset på Aarhus sydhavn. Restauranten blev i forbindelse med Landsudstillingen udvidet med en etage. Ved Skovbrynet 3 over for Tangkrogen opførte man i 1906 et lille ”tissehus” til landsudstillingen, som har været et af byens offentlige toiletter frem til 2005. Efter at have stået tomt en årrække overtog Rudolf Steiner Børnehaven Solhjem bygningen, som nu kaldes Anemonehuset. FREGATTEN JYLLAND Fregatten Jylland blev taget ud af drift i 1888 og skulle sendes til ophugning i 1908, men i stedet for fik den en plads i Landsudstillingen og kom til at ligge ude i bugten. Efter en omskiftelig tilværelse, og mange dødsdomme, kom Fregatten Jylland i 1960 til Ebeltoft. Fregatten Jylland blev således bevaret og ligger i dag som Museums skib i Ebeltoft havn.


DEN GAMLE BY Aarhus bys Borgmestergård fra 1597, der oprindeligt lå på hjørnet af Immervad og Lille Torv, stod den gang til nedrivning, men lærer og lokalhistoriker Peter Holm fik dog bevirket at gården blev genopført sten for sten som udstillingsbygning på Landsudstillingen. Efterfølgende fik han skaffet midler til at genopføre Borgmestergården i 1914 ved Botanisk Have. Peter Holm blev museumsinspektør for museet ‘Den gamle Borgmestergård’, der fra 1924 fik navnet Købstadmuseet Den Gamle By. Museet blev dermed verdens første frilandsmuseum for byernes kultur. 31. okt. 2009 ved 100-året for Landsudstillingen blev Politikens pavillon flyttet til den Den Gamle By. Efter Landsudstillingen blev Politikens Pavillon, også kaldet Blækhuset, flyttet til Nærum i Nordsjælland, hvor den tjente som feriekoloni og marketenderi. På Landsudstillingen rummede ”Blækhuset – eller Politikens Hus - blandt andet et lille trykkeri, hvor udstillingens avis blev til. Efter Landsudstillingen, forærede Politikens chefredaktør Henrik Cavling bygningen til børnekolonien ‘Wesselsminde’ og senere må den så have fungeret som marketenderi for Nærum Haveforeningen Wesselsminde. Det siges at netop dette hus, er den eneste tiloversblevne pavillon fra Landsudstillingen. MEN måske findes der alligevel en lille skjult pavillon, som MÅSKE er fra Landsudstillingen – måske ikke? I en aflukket have over for Rosenteatret på Teatertorvet står en lille pavillon godt skjult bag et hegn og nogle buske. Den er blåfarvet og i forfald. Nogen mener, at det kan være en pavillon fra Landsudstillingen, men om det er sandt, skal være usagt (se foto) AARHUS UNIVERSITET Blandt historikere er der uenighed om, hvorvidt Aarhus Universitet er et resultat af Landsudstillingen eller ej. Johan Bender mener at beslutningen om at etablere provinsens første universitet i Aarhus og ikke i Viborg hænger sammen med Landsudstillingen. Derimod har Erik Korr Johansen anført, at Aarhus’ forrangstilling allerede var blevet fastslået før 1910 på baggrund af jernbaneføringen og placeringen af en række store institutioner. Men ret beset kan Landsudstillingen måske have skubbet til beslutningen.

VIDEN OM LANDSUDSTILLINGEN KAN FÅS HER: Hurra for Århus - Landsudstillingen 1909 vejene til og sporene fra, Johan

Bender

http://aarhuswiki.dk/wiki/Landsudstillingen_i_Aarhus


Aarhus Universitet


VIDEN – OM Landets første provinsuniversitet, Gestapo og antik kunst. Tanken om et provinsuniversitet tog sin begyndelse allerede i 1720’ern, hvor Viborg havde været inde som et muligt sted. 200 år senere kom Sønderborg, der havde været tysk siden 1864, men igen blev dansk i 1920, på banen. Kolding var ligeledes på tale. Men den egentlige dyst mellem byerne begyndte dog først for alvor, efter at Undervisningsministeriet i 1919 havde nedsat en universitetskommission, hvis opgave det var at undersøge, om der overhovedet var behov for et nyt universitet i provinsen, og hvor det i givet fald skulle ligge. I 1928 gik Aarhus for alvor ind i kampen, da man i 1921 dannede "Universitets-Samvirket”, som var en sammenslutning af borgere fra byens erhvervsliv, organisationer og institutioner. Sammen med Århus Kommune var de den drivkraft, der arbejdet for at få Danmarks andet universitet placeret i Aarhus. Foreningen fik opbygget videnskabelige samlinger og etableret videnskabelige foreninger samtidig med, at man fik bragt Aarhus Kommunehospital op på et niveau, der gjorde det førende i provinsen. Efter seks års betænkningstid besluttede universitetskommission i København, at man havde brug for et universitet i provinsen, og valget faldt i 1925 på Aarhus. Da Staten ikke kunne finansiere en omfattende etableringen af et nyt universitet, startede man i det små. Forretningsmanden Chr. Filtenborg (1852-1919), der også var foregangsmand for den omfattende industri- og håndværksudstilling (Landsudstillingen), stillede et testamentarisk og meget stort beløb til rådighed for legater til et kommende universitet. Den første undervisning foregik på Teknisk Skole i Nørre Allé, i hvad man kaldte "Universitetsundervisningen i Jylland". Man fik ansat en professor i filosofi og fire docenter i hhv. dansk, engelsk, tysk og fransk. I løbet af første semester nåede tallet op på 78 studerende, der fulgte undervisningen frem til 1933. BYGNINGERNE I 1929 skænkede Aarhus Kommune en grund i området nord for Vennelystparken, der kom til at udgøre Universitetsparken. Universitets-Samvirket havde til opgave at rejse midler til byggeriet, mens Staten finansierede hovedparten af selve driften. I 1933 blev navnet “Aarhus Universitet” officielt. Frem til 1940’erne blev universitetets bygninger således opført udelukkende for privat indsamlede midler, der muliggjorde at byggeriet kunne tage sin begyndelse i 1933. Det var arkitektfirmaet C.F. Møller, der i 1931 vandt arkitektkonkurrencen sammen med kollegerne Kay Fisker og Povl Stegmann og havearkitekt C.Th. Sørensen. Universitetsparken er navnet på den park, der nu omkranses af Aarhus universitetsbygninger, kollegier og Naturhistorisk Museum og Stenomuseet. Parken er formet i et bakket

terræn med to kunstige søer. Selve parken blev anlagt af havearkitekt C.Th. Sørensen i 1933. C.F. Møller valgte en funktionalistisk stil med gule mursten, men ved et møde om den kommende hovedbygning, blev han opfordret til at bruge ædlere materialer med inspiration fra Mussolinis nyligt opførte Sapienza-universitetet i Rom. Det ønskede han under ingen omstændigheder, men han åbnede dog for en mere ”romantisk” udformning af hovedbygningen, end ved de hidtil opførte bygninger. Hovedbygningen fik derfor murpiller og buer over indgangsportalen samt en kirkeformede aula. C.F. Møller brød sig dog ikke om buerne, der indrammer vandrehallen ud imod Ringgaden. Under 2. verdenskrig var hovedbygningen omtrent færdig, men Gestapo havde indrettede hovedkvarter i kollegierne i Universitetsparken. Gestapos tilstedeværelse var en trussel mod den jyske modstandsbevægelse, som derfor bad Royal Air Force om at udslette Gestapos hovedkvarter. Luftangrebet fandt sted den 31. oktober 1944 og sønderknuste området og universitetets hovedbygningen. C.F. Møller, der var tilstede, blev begravet under de nedstyrtede bygningsdele. En skrøne fortæller at, da man fik ham gravet frem fra ruinerne spurgte murerformanden, der fandt ham: “Er det Dem, Hr. Møller?”, hvorefter der lød et stakåndet “ja”, fortsat med ordene ”Fik de ram på buerne?” C.F. Møller selv har dog fortalt, at han først da han kom til sig selv på hospitalet – som det første spurgte, om det mon skulle være så heldigt, at de romantiske piller og buer var blevet smadret ved angrebet, for i så fald skulle de ikke genopføres. Buerne var dog intakte til Møllers ærgrelse. Der findes stadigvæk et ”minde” fra bombardementet i den østlige ende af Solgårdens rækværk ved aulaen, som C.F. Møller dengang insisterede på skulle forblive i rækværket som et mindesmærke. (se foto). ANTIKMUSEET I tilknytning til Institut for Kultur og Samfund findes der et lille og godt gemt museum, nemlig Antikmuseet, der blev oprettet som en studiesamling i 1949 af den første professor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet P.J. Riis. I de første år blev samlingen opbevaret i et par kælderrum under universitetets Aula. Da Solgården skulle renoveres i 1960’erne, fik professor Kristian Jeppesen gennemført, at fundamenterne ved Solgården med fordel kunne udnyttes til museumslokaler. Antikmuseet blev indviet i 1971, men er ukendt af mange. Museet viser antikt græsk, etruskisk og romersk kunst.


VIDEN OM ANTIKMUSEET OG ANTIK KUNST KAN FÅ HER: Antikmuseet Victor Albecks Vej 2 8000 Aarhus C Siden færdiggørelsen af C.F. Møllers gule campus, er Aarhus Universitet kun blevet større og større, hvorfor man har måtte indtage bygninger i andre dele af byen. I dag ligger flere institutter udenfor Universitetsparken – eksempelvis Ingeniørhøjskolen (Navitas), Kultur og samfund (Moesgaard Museum), Kultur og æstetik o.a. (Langelandsgade Kasserne), Teknologi (IT-Parken, Kathrinebjerg) m.v. I 1997 åbnede Nobelparken, der er tegnet af C. F. Møllers Tegnestue. Undervisningsog erhvervsdelen er opført i 5 etagers bygninger på ca. 24.500 m². Antallet af studerende blev i 2015 opgjort til 44.500, mens antallet af ansatte var 11.500 (omregnet til fuldtidsmedarbejdere). Universitetet rummer i dag 4 fakulteter og 27 institutter.

VIDEN OM ANTIK KUNST OG AARHUS UNIVERSITET KAN HENTES HER: http://antikmuseet.au.dk/ http://cas.au.dk/…/afdelinger/historie-og-klassiske-studier/ http://denstoredanske.dk/…/Romerriget_til_ca._27_f…/antikken Yderligere viden om Aarhus Universitet kan hentes her: https://da.wikipedia.org/wiki/Aarhus_Universitet http://www.cfmoller.com/p/Aarhus-Universitet-i232.html http://www.au.dk/om/profil/historie/ Foto: http://www.au.dk/?id=274883 Oplysninger om luftangrebet kan hentes her: http://www.au.dk/…/luftangrebetpaagestaposhovedkvarter31.1…/


VIDEN – OM Naturhistorisk Museum og det vilde liv i byen. Det er ganske vist jul, men her kommer en solstrålehistorie. Da Aarhus i tidsrummet 1919 – 1923 arbejdede intenst på at blive universitetsby, blev der i efteråret 1919 holdt møde i Forretningsudvalget af 1919 (det senere Universitets-Samvirket). Ved mødet deltog Aarhus Katedralskole V.R. Møller der ved sin gennemgang af de private zoologiske og botaniske samlinger beklagede, at der ikke var råd til at anskaffe zoologiske præparater og videnskabelig litteratur fra Tyskland. Ved mødet deltog også direktør Frederik Lausen, Aarhus Oliefabriks, der nu stillede en sum på 100.000 mark til rådighed. Man mente at indkøbene “kunde være en Støtte i Kampen for det jydske Universitet”. De zoologiske og botaniske samlinger, man skaffede, blev grundlaget for Naturhistorisk Museum i Århus, der i 1921 fik til huse på Læssøesgades Skole i nogle loftskamre. Det var naturligvis planen at Naturhistorisk Museum skulle ligge i den samlede universitets campus, der var tegnet af CF. Møller. Men efter færdiggørelsen af den første universitetsbygning stod borgerne i kø med protester og "talrige læserbreve i aviserne", der gav udtryk for, at C.F. Møllers bygninger var et forfærdeligt syn, der lignede fabrikker, var uværdige, uden monumentalitet og gav et uheldigt førsteindtryk ved indkørslen til Århus. Derfor meddelte viceborgmester J.C. Sørensen arkitekten, at han IKKE skulle forvente at blive arkitekt på Naturhistorisk Museums nye bygning. Hvorom alt er så lykkedes det Møller, at få trumfet sin vilje igennem, så komplekset kunne fremstå, som en helhed i en klar funktionalistisk stilart. I 1959 udnævntes Museets direktør Harald M. Thamdrup til professor ved det zoologiske institut, der var tilknyttet det naturvidenskabelige fakultet, som blev grundlagt i samme årti. Hermed betragtede man museet, som en ”fuldgyldigt universitetsaktiv” og endda med gule mursten.

Det sidste nye tiltag er at vilde heste sættes ud i den smukke natur, hvilket skal gavne biodiversiteten på et 120 hektar stort indhegnet område i Mols Bjerge. Projektet skal foreløbig køre over en 10-årig periode. Molslaboratoriets forskningsfaciliteter stilles i dag til rådighed for danske og udenlandske forskere og studerende. RETHINK URBAN HABITATS Som et led i Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 har Naturhistorisk Museum sat projektet Rethink Urban Habitats i værk. Visionen er, at byerne skal gøres rigere på liv, ved at lade den vilde natur leve for derved at forøge byernes biodiversitet! Projektet handler om at gentænke byen som levested - ikke bare for mennesker, men også for dyr og planter. Tanken er, at byen skal være et sted for arter, som Danmark, EU og FN har forpligtet sig til at sikre mod tilbagegang inden 2020. Naturhistorisk Museum skriver blandt andet: ”For dyrene og planterne mangler plads derude, og den plads kan vi give dem i byen! Ikke på bekostning af mennesker, men til gavn og glæde for mennesker. Det er det, der gør hele forskellen. Ude i det åbne land handler det enten om natur eller afgrøder, men inde i byen tager naturen ikke plads fra mennesker. Naturen giver plads, og den giver glæde og livskvalitet, hvad enten det handler om de gamle egetræer i parken, den blomstrende vedbend, den knitrende husrødstjert eller de vilde bier i blomsterbedet. Man skal bare turde! Man skal turde tro på, at natur i byen er en vindersag. At den hverken er elitær eller kulturfjendsk, men derimod folkelig og kulturel. Hele vores kultur bygger på naturen, vi har bare glemt det. Derfor: Rethink Urban Habitats!”

1941 fik Naturhistorisk Museum overdraget retten til at forske på gården Nedre Strandkærs jorde af ejeren Ellen Dahl, hvilket var begyndelsen til det, der nu hedder Molslaboratoriet. Det skete som led i Strandkærfredningen, der var en af de første områdefredninger i Mols Bjerge. Naturplejen på Molslaboratoriets arealer udføres nu i samarbejde med Syddjurs Kommune og Naturstyrelsen.

MERE VIDEN OM NATURHISTORISK MUSEUM KAN HENTES HER: http://www.au.dk/…/naturhistorisk-museum-i-universitetspar…/ http://www.naturhistoriskmuseum.dk/ http://www.naturhistoriskmuseum.dk/Molslaboratoriet

I forbindelse med naturplejen bruger Molslaboratoriet kvægracen Galloway, der ved deres tilstedeværelse ”plejer” naturen ved græsning. Hede, overdrev og eng er så at sige beskyttet ved at kvæget græsser og fjerner uønskede vækster.

MERE VIDEN OM RETHINK URBAN HABITATS KAN FÅS HER: http://www.ruh.dk/ http://www.naturhistoriskmuseum.dk/…/Aarhus_2017_Rethink_Ur…


Peter Nedergaard


VIDEN – OM Psykiatri, Johannes og de tossede kunstnere 1. januar 2007 blev det besluttet at sammenlægge Århus Kommunehospital , Århus Amtssygehus og Marselisborg Hospital, og dertil Kommer Psykiatrisk Hospital I Risskov (Aarhus Universitetshospital, Risskov). Endvidere tog man i Region Midtjylland og Aarhus Kommune en beslutning om at lægge hospitalerne under ét tag i DNU - Det Nye Universitetshospital, der vil stå færdigt i 2018. DNU bygges sammen med det eksisterende Aarhus Universitetshospital, Skejby til et samlet hospitalskompleks. Det har dog samtidig sat det meget unikke Museum Ovartaci på gyngende grund, for hvor skal det nu være, og hvem skal betale – regionen eller kommunen? FORHISTORIE Sindssygeanstalten for Nørrejylland i Risskov ved Aarhus blev bygget i 1879. I folkemunde kaldtes det for Jydske Asyl og senere Psykiatrisk Hospital. I første ombæring stod arkitekt Frederik Ferdinand Friis for byggeriet, der siden overgik til arkitekt Gotlieb Bindesbøll, som udarbejdede en smuk arkitektonisk kompleksløsning i form af et lukket firefløjet rektangulært anlæg. Bygningerne blev opført i gule sten med horisontale røde bånd, og med trappegavlene i et gotisk præg. Bygningerne blev udsmykket rigt med bl.a. halvrunde murstensstik over hvidmalede glasdøre og med støbte overliggere samt olivengrønne vinduer og skodder. Det er ikke helt forkert at sige, at det ligner en herregård. I nogle af bygningens mursten findes indgraveringer foretaget af patienter, der har vandret hvileløse rundt i gårdanlægget, og ventet på at slippe ud i det fri igen (se foto). JOHANNES NIELSEN OG GALLO I 1970’er tog en del af behandlingsformen en helt ny drejning, idet psykiater Johannes Nielsen oplevede, hvordan mange patienter fik det bedre gennem et meningsfyldt arbejde og kreativitet. Den ideologi han skabte var unik for Psykiatrisk Hospital. Han blev inspireret gennem venskabet med kunstneren Ovartaci, der var indlagt på hospitalet det meste af sit liv. Venskabet blev grundlaget for en ideologi udviklet af Johannes Nielsen, og baseret på at kreativitet er kilden til at psykisk syge får det bedre. Det førte til at Nielsen i 1975 oprettede Museum Ovartaci og fra 1980 også de forskellige Gallo Aktiviteter, som f.eks Galleri Gallo, Gallo Skolen, Gallo Huset, Gallo Gartneri etc. Gallo Museet rummer to afdelinger, nemlig Psykiatrisk Historisk Museum og Kunstmuseet. Blandt de mange repræsenterede kunstnere er der særligt tre, der da de levede også var velkendte i bybilledet. OVARTACI Ovartaci var uddannet malersvend og rejste 31 år gammel til Argentina, hvor han opholdt sig i 3 år. Under opholdet blev han psykisk syg. Kort efter hjemkomsten i 1929

blev han indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han opholdt sig indtil sin død. Han blev 91 år gammel. Ovartaci var en kendt skikkelse i Aarhus by. Hans higen efter identitetsskifte til først eunuk, og senere kvinde, fremgik tydeligt. Han var en af byens sære og uundværlige skikkelser. Hans rigtige navn var Louis Marcussen, men han gav sig selv navnet Ovartaci, da han så sig selv som den ledende patient, eller “Overtosse”. Asger Jorn var den første, der bragte Ovartaci opmærksomhed uden for Aarhus. Jorn var ikke i tvivl om genialiteten og originaliteten i Ovartacis kunst. HEINERICK En anden mand, hvis malerier kan ses på Museet er den naivistiske maler Hans Heinerik Nielsen, der havde sit atelier i en kælder på Frederiksbjerg med udstillingsvindue ud til Læssøesgade/Schleppegrellsgade Han var blandt andet kendt for sin Heinkel Tourist scooter, som han havde limet aviser på og lakeret. Heinerik, blev indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov i forbindelse med en hjerneskade som følge af en sabotagehandling på Skanderborg station. Han havde kontakt med Hospitalet i en længere årrække, på grund af psykiske ændringer. Heinerik mente han var søn af Christian d. X,. Hans argument var bl.a., at hans mor havde været smørrebrødsjomfru på Marselisborg Slot, da Prins Christian færdedes på slottet. Han sendte derfor et af sine malerier til kongehuset, hver gang der var en begivenhed af fejre i Kongehuset. Hofmarskal Hans Sølvhøj frabad sig dog flere breve og billeder til kongefamilien, hvilket skuffede Heinerik, da det i han verdensbillede var hans familie. Pladsen foran Atelieret blev i folkemunde kaldt “Slotspladsen”. Heinrik døde midt i 1980’erne. Han skænkede før sin død sine billeder til Heinerik-Fonden, som har deponeret dem til Ovartaci Museet, hvor der er indrettet et rum med Hans malerier. JAN NEDERGAARD Endnu en kunstner, der er værd at nævne er Jan Nedergaard, der allerede i 1970’erne var en anerkendt kunstner med en lang række udstillinger bag sig. Jan levede et hårdt liv, hvilket betød at han ofte måtte ind at vende på Psykiatrisk Hospital, hvor han ikke brød sig om at være. Det var Psykiateren Johannes Nielsen, der vendte hans syn på hospitalet, da han tilbød ham eget atelier på stedet. Jans billeder rummer mange symboler, ofte præget af hans store optagethed af Martinus-kosmologi. Han holdt meget af at male til musik, specielt Bach.

MERE VIDEN OM MUSEUM OVERTACI, JOHS. NIELSEN KAN HENTES HER:

http://www.ovartaci.dk/ Ovartaci - en kunstners billeder, tanker og visioner af Johannes Nielsen


Google


VIDEN - OM det der ligger hinsides eksistensen Da Aarhus universitetets havde 25-års jubilæum i 1953 kom fagene Klassisk Arkæologi og Forhistorisk Arkæologi til og i de følgende årtier også Etnografi, Middelalderarkæologi, Religionshistorie og Idéhistorie. Disse fag kom senere til at danne grundlag for det, der i dag kaldes Institut for Kultur og Samfund, og som nu har til huse i Nobelparken og på Moesgaard Museum i Højbjerg syd for Aarhus, der huser fag som antropologi og arkæologi. Mosegaard Museum har en lang historie, der startede i 1861, hvor man stiftede Den Historisk Antikvariske Samling, som havde huse i lokaler på det daværende rådhus. I 1891 flyttede man samlingerne til Vester Allé 15 og dannede Aarhus Museums Historiske Afdeling, som i 1950 fik navnet Forhistorisk Museum. I samme bygning lå også kunstmuseet (nu ARoS) og biblioteket (nu DOKK1). Herregårdslivet på Moesgård ophørte, da den sidste besidder, Bothilde Torkilsdatter Dahl døde i 1952 og i 1968 rykkede Forhistorisk Museum til Moesgård Hovedgård. Antropologi handler kort fortalt om mennesket som socialt og kulturelt væsen, og enkelte antropologer vælger at forske i troen på spøgelser og det overnaturlige, og hvorfor “moderne” mennesker til stadighed fascineres af det i vore dage irrationelle og det hinsides? Her må vi huske, at en forsker skal være nøgtern. Oplevelser af spøgelser i vores moderne verden foregår ikke kun på gamle herregårde, i kælderen eller på loftet, men også i nybyggede huse eller på en køretur i bilen. I mange kulturer er åndeverdenen en integreret del af hverdagen, men i de fleste vestlige samfund er dette ikke tilfældet, i hvert fald ikke officielt. Men fakta er, at folk har uforklarlige oplevelser i alle samfundslag og stillinger – høj som lav, direktør som arbejdsløs, akademiker som ufaglært. DEN HVIDE DAME OG HUNDEN Det er kendt at der på Moesgaard Museum skulle være en Hvid Dame, der bevæger sig rund i gange og sale, som en kold vind. Man fortæller at godsejerens datter havde forlovet sig med en ung mand fra egnen, som hun var dybt forelsket i. På den tid var Moesgaard skovene hærget af røverbander (og det er ganske vist), der overfaldt, myrdede og stjal fra befolkningen. En aften blev Herremanden og hans kusk overfaldet af maskerede røvere. Herremanden og tjeneren satte sig til modværge og skar flere dybe flænger i røverens hænder, og da en af røverne mistede en finger stak de af. Et par dage senere fik datteren besøg af sin forlovede, der havde sin hånd forbundet. Herremanden lagde to og to sammen og rakte ham den afskårne finger, som han havde fundet i hestevognen og sagde: ”Det skal vel aldrig være den du mangler? Du kan jo prøve om din ring passer”. Den unge mand erkendte, at han var leder af røver

banden – blev arresteret, dømt til døden og hængt. Datteren kom sig aldrig, men gik grædende rundt på gangene. Den Hvide Dame skulle være hendes sjæl. Mange af markerne omkring Moesgård har navne, en af dem er Gills ager, opkaldt efter sørøveren Gill, der skød sin tjener og gravede ham ned i marken. I frygt for at tjeneren skulle gå igen, skød Gill sin hund, så den kunne holde vagt. Den dag i dag går den store sorte hund igen i nattens mørke. Sådan siger skrønen, men kunne det mon være den sidste ejer af Mosegaard, der ikke kan finde hvile, og har følt behov for at vide, om hendes slægts hovedsæde blev holdt i forsvarlig stand? – En research foretaget herfra, har i hvert fald vist, at Bothilde havde en stor hund. Foto kan findes her: http://maarsletegnsarkiv.dk/gravstenoghistorie/bothilde_dahl. htm


Men hvad siger man på Moesgaard Museum? Ved en forespørgsel kunne det fortælles, at hunden er set i nyere tid, mens damen ikke er set længe. Derimod har en rytter fortalt, at hun på en tur langs Moesgaard Strand så et underligt sløret, hvidt lys mellem træerne, der blafrede væk, hvorpå hesten stejlede, vendte om og galopperede væk som ind i h…… og ikke siden har villet ride den vej. Det spøger også på pubben Sherlock Holmes (se foto). For ca. 4 år siden blev stedets to dørmænd af personalet bedt om at blive til efter lukning. Da alle vinduer og døre er hermetisk lukket, kassen talt op, og personalet sider og snakker, slår svingdøren, der er placeret indenfor lige efter den uigennemtrængelige, lukkede hoveddør, pludselig op og smækker i. Dørmændene tjekker alle lokaler og toiletter, men der er ingen at se. Ved sådan en lejlighed er det kutyme at tjekke overvågningskameraet, og her viser det sig, at dørene ganske rigtigt slår op, men ingen går hverken ud eller ind. Samme sted oplever en musiker, der efter lukketid er ved at pakke sammen, at den øl, han har stillet forsvarligt fra sig på midten af et bord og i behørig afstand fra egne armbevægelser – lige pludseligt vælter og knuses. Så er det man overvejer, om det nu er en nylig afdød stamkunde, der fik løst til et besøg, eller måske en stamkunde fra den gang stedet hed Maritza og Den Blå Fugl og rummede et dansested og en bar med lystige damer og let lokkelige sømænd. Eller skal vi længere tilbage, fra den gang, hvor der på stedet lå et Karmeliterkloster med tilhørende kirkegård (Christiansgade FO-gården), som arkæologer fra Mosegaard Museum gravede ud i 2011 – 2013. Måske var det en sur munk, der troede han skulle i kloster.……….. Eller måske var det nissen?

MERE VIDEN OM ANTROPOLOGI ELLER DET HINSIDES KAN HENTES HER: Moesgård Museum http://videnskab.dk/kultur-samfund/spogelser-hjemsoger-fladskaermen http://magisterbladet.dk/magisterbladet/2011/032011/032011_p24 KILDER: INTERVIEWS


PULS - Fra flødeboller, lokomotiver og skibe til kreative erhverv i lange baner. CHOKOLADEFABRIKKEN I 1866 oprettede cand. farm. Eiler Christian Mehl (1815-1890) en chokoladefabrik ved Wallensteins skanse ved Strandvejen i Aarhus. I 1875 blev fabrikken købt af tidligere apoteker, Anton Theodor Ramsing (1844-1922), der gav fabrikken navnet ”Elvirasminde” efter sin hustru Elvira. I begyndelsen af 1900-t blev fabrikken købt af fabrikant Frits Georg Clausen (1871-1927), der i forvejen ejede P. Chr. Petersens Sukkervarefabrik. Clausen fusionerede herefter sine virksomheder, som fik til huse i Klosterport 32-34 under navnet Chokoladefabrikken Elvirasminde. Kort efter opkøbte Fabrikant Clausen flere nabogrunde, hvorefter virksomheden voksede til et stort kompleks. Chokoladefabrikken Elvirasminde producerede alle former for chokolade- og sukkervarer og det var også her flødebollen blev opfundet. Efter Clausens død, hvis begravelse var et sandt tilløbsstykke, blev fabrikken videreført af et familieaktieselskab. I 1950’erne gik afsætningen tilbage og i 1967 gik fabrikken i likvidation, men flødebollen havde været så vellykket, at det blev besluttet at fortsætte produktionen, som fik produktionsnavnet Sambo og senere Samba. Komplekset i Klostergade / Klosterport blev solgt og fabrikken flyttede til Hasselager og senere Skanderborg. I dag er det gamle industriminde “Chokoladefabrikken Elvirasminde” ejet af Byggeselskabet Olav de Linde, der interesserer sig for en nænsom renovering og bevaring af bygningerne og for kultur. Bygningen huser derfor en række kreative virksomheder eksempelvis design og arkitektvirksomheder, en skole for kunst og design, U-Huset (3. verdens organisation) samt Galleri Grisk og Gøglerskolen - såvel som Caféer og beværtninger. FRICHSPARKEN Frichsfabrikken blev etableret i 1854 som jern- og metalstøberi med tilhørende værksteder, kontorer, m.m. på hjørnet af Søndergade og Sønder Allé af ingeniør Søren Frich. Fra 1860’erne fremstillede man jerngangtøj til vand- og vindmøllerier, arbejdsmaskiner, dampkedler og dampmaskiner, automatiske smøreapparater til dampmaskinecylindere o.a., der blev leveret til bl.a. de statslige jernbaner, mejerier og en lang række forskellige industrier. I 1885 fik fabrikken to nye indehavere, nemlig Frichs nevø Hilmar Vestesen og John Wied, hvorefter fabrikken blev udbygget og udviklet. I begyndelsen af 1900-tallet købte Frichsfabrikken et større areal i ådalen i Åby sogn, og i løbet af perioden 190812 flyttede hele fabrikken til et nyt stort fabrikskompleks på arealet.

Omkring 1910 blev lokomotivbygning det store omdrejningspunkt for fabrikken. I 1930’erne var Frichs fabrikken et stort navn uden for landets grænser og havde eksportleverancer til Thailand, New Zealand og en række europæiske lande. Men tider forandrer sig og fra at have ca. 800 ansatte i 1960’erne, satte en krise ind i 1970’erne, hvorefter togproduktionen standsede i 1977. Fabrikken gik herefter konkurs i 1979, og resterne blev opkøbt af Kosankoncernen. Men 1986 frasolgte Kosan stedet, der efterfølgende kunne have stået forladt, været gået i forfald eller være blevet revet ned. Men sådan gik det ikke. Fabrikskomplekset blev derimod solgt til byggeselskabet Brdr. de Linde (nu Olav de Linde), der siden hen ombyggede og renoverede fabrikskomplekset til en erhvervspark for mindre virksomheder, hvoraf mange er kreative erhverv. Stedet hedder nu Frichsparken. ÅRHUS FLYDEDOK Frichs maskinfabrikken havde en drejer ved navn Hans Nielsen, der ønskede at arbejde med skibsbygning. I 1913 startede han et lille maskinværksted under navnet Hans Nielsens Maskinfabrik, der, da 2. Verdenskrig brød ud i 1939, stod for næsten alle skibsreparationer ved en kaj på Aarhus Havn. Hans Nielsen udførte bl.a. underleverandørarbejde for Helsingør Skibsværft. Ved krigens slutning i 1945 dannede Hans Nielsen sammen med Helsingør Skibsværft et nyt skibsværft i Århus under navnet I/S Aarhus Flydedok og Maskinkompagni på den pier, der i dag kaldes Mellemarmen. I 1948 omdannedes værftet til et aktieselskab og i starten af 1960’erne var der omkring 900 ansatte. I de efterfølgende år var der skiftende op- og nedture betinget af konkurrence, behov og international værftskrise. I 2003 lukkede Aarhus Flydedok. Efter lukningen blev Aarhus Flydedok (Baltica gade) opkøbt af - ja gæt en gang - Byggeselskabet Olav de Linde og kaldes nu ”dok 8000”. Området er fortrinsvis bestemt til virksomheder med fokus på mode og design. DE KREATIVE IVÆRKSÆTTERE “I 2008 stod iværksættervirksomheder for 30.000 nye arbejdspladser i Danmark, og nye virksomheder står stadig for at skabe flere jobs, end de nedlægger - i modsætning til ældre virksomheder, der nedlægger flere jobs, end de skaber. Det viser Erhvervs- og Byggestyrelsens Iværksætterindeks 2011”. Sådan lød det i Aarhus Stiftstidende, da Iværksætterprisen Aarhus blev udvidet til også at sætte pris på lovende, nye virksomheder fra hele Østjylland.


Aarhus er spækket med iværksættere og kreative erhverv, hvad end det nu er kreativitet og oplevelser, design, mode, møbler, arkitektur, mad, turisme og andre kreative erhverv - eller it-baserede virksomheder som kommunikationsteknologi eller velfærdsteknologi og også detail og produkter indeholdende alle former for detailhandel. Som oftest kommer de kreative iværksættere, designere fra den ene eller den anden skole – det være sig Arkitektskolen, KaosPiloterne, Designskolerne, Erhvervsskolerne, kunstakademierne ………..osv. Som ny iværksætter er det ud over alle grænser vigtigt, at huslejen ikke er tårnhøj, men at man kan tage afsæt i minder lokaler, som f.eks. i Chokoladefabrikken Elvirasminde, der så og sige er reddet for mulig nedrivning eller konsekvens ombygning af Byggeselskabet Olav de Linde. Olav de Linde selv har ud over interessen for gamle (og nye bygninger) også en passion for grafitti/murmalerier, som hans gamle bygninger er beriget med. En anden passion er planter og begrønning. D. 12. december åbnede ”Badstuehaven” i Badstuegade 5. Badstuehaven er KUU’s (Den kombinerede ungdomsuddannelse) nye tagoase. Ideen bygger på grønt liv, bæredygtighed og spiselige planter. Taghaven er et samarbejde mellem KUU, Mejlgade Lab, Byggeselskabet Olav De Linde, Buus Anlægsgartner A/S, Eurogarden, Zinkbakken.dk og med økonomisk opbakning fra Friluftsrådet (se foto)

KILDER: http://stiften.dk/…/En-hyldest-til-oestjyske…/artikel/101982 http://aarhuswiki.dk/wiki/Elvirasminde http://aarhuswiki.dk/wiki/Frichs_fabrikken http://aarhuswiki.dk/wiki/Flydedokken


Wiki Commons


PULS – Medborgerskab på skinner langs banegraven Da jernbanen blev anlagt i Aarhus i 1862 lå godstransporten i sammenhæng med persontransport ved banegården for enden af Ryesgade. Men i slutningen af 1800-t. blev det nødvendig at adskille de to funktioner. En ny byplan blev derfor tegnet af arkitekt Hack Kampmann og civilingeniør og generaldirektør for statsbanerne Charles Ambts. Byplanen foreskrev, at en fremtidig Godsbanegård burde anlægges i Mølleengen, som lå i tilpas afstand fra byen, så røg og damp ikke kunne være til gene for byens borgere. Planen inkluderede også en Ringgade rundt om Århus mod vest og en ringgadebro over skinnerne. Byplanen blev vedtaget i 1898.

Tegningen af Ringgadebroen kan ses her: http://aarhuswiki.dk/mediawiki/images/c/ c7/DSC_0071.JPG

Byplanen kan ses her: http://www.byhistorie.dk/site/utils/imgpop.asp?ass_id=178

Efter 77 års drift blev fragten af stykgods efterhånden overtaget af Danske Fragtmænd, og DSB frasolgte derfor sine aktiviteter på området til det tyske togselskab Railion i 2000, som frem til 2006 lejede sig ind på området uden dog at anvende det synderligt. Efter 2006 stod den gamle godsbane helt tom og forladt, men kommunen havde planer med stedet.

Godsbanegården, der blev tegnet af DSBs overarkitekt Heinrich Wenck, bestod af en smuk hovedbygning med pakhuse, som kunne indvies i 1923. Nogle år forinden i 1919 udskrev Aarhus Byråd en konkurrence for en ny og samlet byplan for Stor-Aarhus, der inkluderede udviklingen af Ringgaden og ikke mindst Ringgadebroen, hvorunder togene skulle køre. Konkurrencen blev vundet af ingeniør A. Klixbüll, og Ringgadebroen stod færdig til indvielse den 1. juni 1938.

I 2008 købte Århus Kommune bygningerne. Beslutningen om at etablere et kulturelt produktionscenter på godsbanegården blev truffet allerede i 2003, og med vedtagelsen af kommunens kulturpolitik 2004-2007 blev projektet realiseret i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Realdania. Efter en større ombygning og renovering (arkitektfirmaet 3xn) kunne Aarhus Kommune slå dørene for Kulturproduktionscentret Godsbanen i marts 2012. Steder er nu et kulturelt produktionscenter for scenekunst, billedkunst, film, musik og litteratur og med åbne værksteder for borgerne.


INSTITUT FOR (X) - i tiden forinden Det første offentlige, kulturelle arrangement på stedet var TRANS-PORT, der blev stablet på benene af SCENEagenturet i forbindelse med KulturNat Aarhus 2008. Ved den lejlighed blev alle kroge og hjørner i den forladte bygning befolket med dans, performance, kunst, litteratur, musik etc. Under det følgende års kulturnat i 2009 kunne man opleve eventen ”THE REMIX – One Love City” arrangeret af bl.a. Kulturhus Aarhus, Bureau Detours og Musikforeningen Mono.

Håbets Allé er for unge i Aarhus, der slås med problemer som hjemløshed, misbrug og psykisk sårbarhed. Det er et sted, hvor brugerne selv kan være med til at forme omgivelserne med Byhave, Gør-det–selv-genbrugs-Cykelværksted, Markedsplads, Terrasser, Traktørsted, Ungetilbud, Nødvogn, Streetart Galleri, Materialegård og Outdoor Fitness - og hvad der ellers opstår af brugbare idéer. Her har de unge selv mulighed for at udvikle et anderledes byrum, under vejledning af stedets projektleder er Svend Hamann og anden fast stab.

I netop 2009 flyttede Bureau Detours ind i nogle tomme pakhuse bag Godsbanens hovedbygning. Bureau Detours er en kreativ organisation med interesse i at skabe sociale- og eksperimenterende miljøer i det offentlige rum. De opererer på forskellige platforme i et cross-over (blanding) af kunst, design, arkitektur og byplanlægning.

Håbets Allé er i konstant udvikling og støttes af Aarhus Kommune. Som sådan er det et midlertidigt forsøg, der i hvert fald kan stå indtil efter 2017.

Tovholderen på Bureau Detours er Mads Peter Laursen, der også er daglig leder på Erhvervs- og Kulturplatformen Institut for (X), der blev grundlagt umiddelbart efter at Bureau Detours fik til huse i godsbanegårdens gamle pakhuse. Institut for (X) er en anderledes kultur-, erhverv- og uddannelse platform. Det er en dynamisk organisation og et laboratorium for urbane eksperimenter. Stedet kan være vanskeligt at beskrive, da de ting, der sker, er i konstant forandring og udvikling og bliver defineret og omdefineret af de medlemmerne, der anvender stedet - hvilket skaber en konstant dynamik.

REUSE I april 2015 åbnede AffaldVarme Aarhus Kommune en ny genbrugsstation på Godsbanearealet mellem Institut for (X) og Ringgadebroen. Stedet er skabt efter ønske fra en stor gruppe aarhusianere, der gerne vil genbruge deres affald på den gode måde. Her kan man afleverer, det man ikke bruger, og tage det man kan bruge (gratis). Reuse danner også ramme for oplysning, inspiration, projekter, udstillinger, events og undervisning om genbrug eksempelvis ved at omdanne gamle ting til nyt.

Udendørs- såvel som indendørsarealerne er formet af brugere, der har udviklet en idé inden for forskelligartede områder som for eksempel byhaver, skater-rampe, strand Volley, Kakaobar o. l. Det udendørs område er offentligt (se foto). De forskellige indendørs rum kan lejes, hvis man har et projekt eller en event, der falder i tråd med tanken om urbane eksperimenter eller det som stedet definerer sig som i øjeblikket. Stedet er præget af konstant forandring og udvikling, Skåret helt ind til benet, er der tale om et iværksættermiljø og et sted med plads til små kreative virksomheder og eksperimenter. Man opfordrer derfor også alle til at bruge og coproducere på stedet, der har ca. 250 aktive medlemmer, 90 studios og workshops, 50 business og 25 foreninger. HÅBETS ALLÈ I december 2013, som var et bidende koldt år, slog en flok unge hjemløse teltlejr op på godsbanearealet mellem Institut for (X) og Ringgadebroen. Det førte til en del polemik og politisk uenighed om, hvorvidt det var tilladt eller ej. Hvorom alt er, så blev det samtidig et springbræt til det, der i dag kaldes Håbets Allé. Stedet er beliggende på P. Hiort-Lorenzens Vej – en vej der løber parallelt med Godsbanearealet – i nogle forladte skure og lagerrum for håndværkere.

KILDER: http://dendigitalebyport.byhistorie.dk/dokumenter/aarhus_godsbanegaard_-_light. pdf http://institutforx.dk/ http://godsbanen.dk/ http://www.medborgerskabiaarhus.dk/…/Insp…/Haabets-Alle.aspx https://www.aarhus.dk/…/Psy…/Faellesskaber/Haabets-Alle.aspx


PULS – Kultur og slagteri i forening i 30 år. De fleste rømmede områder bliver i dag erstattet af kontorbygninger, shoppingcentre eller lignende erhvervsrelaterede bygninger, hvilket naturligvis viser, at byen er i konstant udvikling. Erhvervslivet skaber det økonomiske fundament i samfundet – men kulturlivet er det sociale omdrejningspunkt og kilden til innovation i erhvervslivet. Et eksempel på et dynamisk fusionsmiljø findes på Sydhavnen i Aarhus – nærmere betegnet arealerne ved det nu nedlagte Aarhus Gasværk (Spanien/Kalkværksvej), samt området ved Aarhus Offentlige Slagtehus (Jægergårdsgade 152), der i 1980 nedlagde dele af nicheproduktionen og dermed frigjorde en del lagerbygninger, kontorer og produktionshaller. Dette område rummer – takket være tidens udvikling og stedets forandring – et miljø, der sammenlagt omfatter udstillingssteder, kunstnerværksteder, væresteder for misbrugere, frontløbere, øvelokaler, tegnestuer, atelier, lydstudier og medievirksomheder m.m. i et skønt samspil med erhvervsliv, slagteri og en restaurant (Kohalen). Stedet emmer af god atmosfære kun et stenkast fra midtbyen og med havneindustrien som kulisse. Hvis Aarhus vil bevare et levende kunstmiljø, er det af uvurderlig betydning, at man bevarer den slags upolerede miljøer, hvor kunstnere kan agere uden de store økonomiske bekymringer. De færreste kendte til det kunstmiljø, der har eksisteret på gasværkshavnen og slagterigrunden siden begyndelsen til midt 80’erne - altså i 30 - 35 år. Allerede den gang emmede området af god atmosfære, kunst og kreativitet. I dag er der kommet langt større fokus på området, hvilket bl.a. skyldes iværksætterne Martin Thim fra bureauet WorldPerfect og kaospilot og iværksætter Daniel Walsh, der i 2015 fremkom offentligt med en vision om at skabe en grøn gangbro på toppen af ruinerne fra en gammel kulkran (kulbro) inspireret af bl.a. High-Line i New York. Indtil videre er idéen mundet ud i blandt andet street- food arrangementer under kulbroen, da det er bekosteligt at omdanne broen. AARHUS OFFENTLIGE SLAGTEHUS Selv om Aarhus Slagtehus har ligget i byen siden slutningen af 1800-tallet, er der mange – ja selv aarhusianere – der ikke tidligere har vidst, at der ligger et aktivt slagteri i byen. Der er dog de sidste år kommet mere fokus på stedet, grundet planer om byfornyelse. I 1800-t var der offentlige Kvægtorve i byen. Landslagtere tog til kødmarked på Lille Torv og fra begyndelsen af 1880’erne på Store Torv, Skt. Clemens Torv og Bispetorvet. Det overskydende kød fra markederne blev solgt ved døren, hvilket ikke var videre hygiejnisk, og man vedtog derfor, at byen skulle have et offentligt slagteri for svin, får, heste og køer i 1895.

Ved åbningen af slagteriet flyttede kvægtorvet ligeledes til slagteriets grund. Grunden var en militær ridebane ved Hads Herreds Landevej (Strandvejen) og ligger ved det, der i dag hedder Jægergårdsgade 152 på Aarhus Sydhavn. Slagteriet fik også nicheproduktioner blandt andet Peder Sabroes Pølsefabrik og i 1907 byggede man restaurant Kohalen, der kom til at fungere som slagteriets kantine i en lang årrække, indtil restauranten med tid tog form som offentlig Frokostrestaurant med god dansk mad af bedste kvalitet. Fra 1960’erne specialiserede slagtehuset sig i kreaturslagtning, og omkring 1980’erne lukkede nicheproduktionerne gradvis. Det betød at Slagteriet i 1980’erne valgte at udleje de tomme rum til kreative sjæle – en gesjæft som dog senere overgik til Aarhus Kommune, der siden hat stået som udlejer. Se Link: http://aarhuswiki.dk/wiki/Fil:Kalkv%C3%A6rksgrunden.jpg


AARHUS “GASHAVN” På den anden side af Jægergårdsgade lå (meget kort fortalt) Aarhus Kalkværk etableret i 1872. Kalkværksarealet var beliggende mellem Spanien mod vest, Kalkværksvej mod øst, Jægergårdsgade mod syd og kunstnerværkstederne Spanien 19 B nord for Kulbroen Nord for Kalkværksgrunden lå Aarhus Belysningsvæsen, der bestod af Gasværket, Elektricitetsværket, Fjernvarmeanlægget, Aarhus Forbrændingsanstalt og blev oprettet i 1899. Ved fusioner med andre virksomheder fik belysningsvæsenet navnet Elsam og senere Midtkraft. Da kalkværket lukkede blev arealet overtaget af Midtkraft, der i 1952 opførte “Kulbroen” og et koksgasværk. I 1960 planlagde Midtkraft at bygge et nyt stort kraftværk ved Studstrup, og i 1968 stod værket færdigt. I 1980-85 blev Studstrupværket udbygget, og det overtog efterhånden en stor del af Aarhus Elværks opgaver. Gasværket blev revet ned i 1986 og de første kunstnere flyttede ind i nogle tilhørende huse i det, der nu kaldes Kunstnerværkstederne Spanien 19b og c (Kalkværksvej 7, 5a og 5b). I 1997 lukkede Midtkraft kraftvarmeanlægget på havnen og rykkede helt ud af området. Maskinsalen blev efterfølgende ombygget til studier og kontorer for Aarhus Filmby, som kunne flytte ind 2003 og Turbindhallen blev omdannet en restaurant og gildesal. Hermed var hele det kegleformede område befolket af kultur og for de flestes vedkommende på lånt tid (undtaget Filmbyen og Turbinehallen), da området indgår i en del af byplanen. Hvis Århus vil bevare et levende bymiljø, er det af uvurderlig betydning, at man med byfornyelsen formår at integrere den nuværende dynamik - inklusive byens slagtehus – da sådanne kombimiljøer er unikke katalysatorer for nytænkning og dermed for positiv byudvikling. En af Aarhus’ styrker er, at undergrund, elite og erhvervsliv formår at samarbejde, når man vil, og det er enestående, som Kunsthal Aarhus tidligere chef Thorsten Sadowsky udtrykte det i 2006. Se også Sydhavnens venner: http://www.sydhavnenaarhus.dk/ KILER: http://aarhuswiki.dk/wiki/Kalkv%C3%A6rksgrunden http://aarhuswiki.dk/wiki/Aarhus_Gasv%C3%A6rk http://aarhuswiki.dk/wiki/Aarhus_Offentlige_Slagtehus http://aarhus.lokalavisen.dk/…/2015…/artikler/712299609/1447


PULS – Den multifunktionelle by I den nordlige ende af Aarhus havn ligger en indsejlingskile mellem Fiskerihavnen/ Fiskerivej og Lystbådehavnen/Kystpromenaden. Fiskerivej ligger langs kyststrækningen, mens Kystpromenaden ligger som en afgrænsende bræmme på molestrækningen ved pier 4. Det samlede område er spækket med maritime klubber såsom træskibs-, sejlskibs-, motorskibs- ro-, kano- og kajakklubber, og på begge sider har brødrene Koch restauranter med kvalitetsmad. FISKERIHAVNEN Fiskerivej har sit navn efter den tidligere fiskerihavn, som indtil 1980’erne var i fuld drift. Fiskerivej beskæftigede engang flere hundrede mand i fiskeriet, og ca. 70 - 80 kuttere, men omkring 1980 forsvandt fiskene, og dermed livsgrundlaget for de sidste fiskere. Selvom fiskerne forsvandt holder fiskehandlerne stadigvæk til på havnen (nu med fisk fra bl.a. Grenå). Her ligger Havnens Fiskehus, Clausens Fiskehandel med røgeri og Pernilles Fiskefars. Clausens Fiskehandel drives i dag af femte generation. Ved siden af fiskehandlerne i sydlig retning ligger Fiskerihavnens Varmestuen, der stadig ser ud som i fiskerihavnens sidste velmagtsdage i 1970'erne. Varmestuen er en ydmyg beværtning, der primært tjener som en form for kantine for de mange mennesker, der har deres arbejdsgang på Fiskerihavnen, men alle er velkomne. Stedet serverer dansk mad, øl og kaffe, og der er spillemaskiner og billard. Når man sejler ind gennem indsejlingen ved ydermolerne til fiskerihavnen/lystbådehavnen ligger Århus Træskibshavn med klubhus til højre som det første - for foden af Riis Skov og ved siden af Fiskehandlerne. Træskibshavnen udgør sammen med varmestuen og fiskehandlerne det, man kan kalde gammeldags, intim havnestemning. Træskibshavnen er ikke gammel men emmer alligevel af nostalgi. I 1995 kunne Træskibshavnen tages i brug med officiel indvielse i 1998 efter etablering af en fortøjningsbro. Området er ikke ukendt, men overset af især tilflyttere og den yngre generation, der ikke aner, at Aarhus har et sådant sted. Det er et sted, der bør værnes om i sin oprindelige form. Fiskehandler Søren Clausen har i et interview med Aarhus Stiftstidende givet udtryk for irritation over, at kommunen har givet tilladelse til, at lystbåde nu fylder næsten hele den kaj, der indtil for få år siden rummede alle fiskefartøjerne. »Jeg synes for eksempel det ville være hyggeligere med nogle gamle husbåde, et restaurationsskib, et lille værtshus. Nogle flydepramme ude i havnebassinet, hvor man kunne sidde og spise noget røget makrel og drikke noget vin til. Det ville skabe miljø uden at genere det, der var her i forvejen.«

LYSTBÅDEHAVNEN Lystbådehavnen på Kystpromenaden er en klassisk lystbådehavn med sejlskibsklubber og Brasserie, grilbar og pizzaria, samt vinbaren VinDanmark. Kystpromenaden ligger i randområdet af den gamle rømmede Containerhavn Pier 4, hvor en ny bydel (Aarhus Ø) er under opbygning. Sammen med Fiskerihavnen og Lystbådehavnen danner Aarhus Ø en multifunktionel Havnefront – eller bydel. AARHUS Ø »Det kunne blive en flot bydel. Når man har det nye forkromede derovre og så det helt gamle her. Jeg synes, det moderne og det gamle kunne gå skidegodt i spænd sammen«, siger Fiskehandler Søren Clausen. Nogle af de første huse, der blev bygget på Aarhus Ø var Z-Huset og Isbjerget og senere Grundfos Kollegierne, som er boligkomplekser (Se Foto). Aarhus Ø er enestående af sin art, da man blander forholdsvis billige kollegieboliger til studerende med dyrere ejerlejligheder. Et sådant koncept synes ikke at være kendt på international plan, i hvert fald ifølge udsagn fra besøgende fra hhv. Schweitz, Holland og Japan, hvor tingene skilles markant ad. Når alt kommer til alt, er det nok yderst aarhusiansk, at tænke sådan, hvilket kan hænge sammen med byens størrelse, der ligger i et område mellem stor provinsby og lille storby. Aarhus Kommune er hovedansvarlig for etableringen af infrastruktur og byrum. Ud over veje inkluderer det også kanaler, promenader, pladser, belysning samt offentligt tilgængelige parkeringsmuligheder. Efterhånden som den nye bydel udvikler sig, vil kommunen sørge for, at der er de nødvendige servicefunktioner i området som daginstitution, ældrecenter med videre. Kommunen står således for etablering af ”Generationernes Hus” - et projekt, der er tegnet KPF Arkitekter AS og RUM as. I huset bliver der plads til daginstitutionsbørn, familier, handicappede, unge, ældre og plejehjemsbeboere. Tanken er at skabe fællesskaber på tværs af generationerne. Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening. Det er det første af sin art i Danmark, hvor alle generationer bliver mixet og samlet i ét hus. Et andet byggeri, der netop nu er under opbygning, er Pakhusene – et kombineret erhvervs- og boligbyggeri, der lægger vægt på fællesskab med fokus på work-life-balance blandt andet ved at gøre op med 8-16 og 16-8 tankegangen, som ofte præger hhv. erhvervs- og boligbyggerier. Man ønsker at skabe et godt naboskab mellem virksomheder og beboere med inspiration fra tankerne om shared economy, således at de enkelte


virksomhed eller beboer kan benytte faciliteter som cykelparkering, vinterbadning/ sauna, madordning, lokaleleje og meget andet. Pakhusene vil bestå af fem store bygninger på i alt 35.000 kvadratmeter. Projektet er etableret af byudvikler Rune Kilden sammen med Claus Hommelhoff. AARhus Det er også Rune Kilden, der i samarbejde med BIG - Bjarke Ingels Group og Gehl Architects kommer med et bud på, hvordan man får hele byens sjæl og dens arkitektoniske kvaliteter indarbejdet i ét projekt på Aarhus Ø. AARhus, som navnet er, handler om at skabe liv i og mellem husene. Når man går ud af sin dør i den monstrøse, imponerende arkitektur, vil man blandt andet kunne møde restauranter, cafeer, et lille teater og en række små badehuse, ved bugten. I Ejendommen vil kunst, kultur og kreativitet spille en central rolle. AARhus danner så at sige rammen om menneskers behov i hverdag og fritid. Nyt Hotel Det er ikke nogen hemmelighed, at der mangler hoteller i Aarhus. Det er derfor planen at bygge et markant vartegn på mindst 110 meter på havnebyens yderste spids, der hvor det 140 m planlagte Ligthhouse oprindeligt skulle have stået, og hvor et område med hyggelige byhaver er midlertidigt indplaceret. D.22. juni 2016 vedtog byrådet, at sende et byggefeltet i udbud. Afgørelsen skulle ligge klar i beg. af 2017, om alt går som skrevet.

KILDER: http://pakhusene.dk/presse/ http://aarhusiaarhus.dk/arkitektur/ http://jyllands-posten.dk/…/hotelkaempe-er-klar-med-storst…/ http://stiften.dk/…/Fiskerihavnen-der-forsva…/artikel/226374 http://www.tsa.dk/

Området kan ses på dette kort: http://www.martinshjemmeside.dk/billeder/aarhusplaner/visualisering_nordhavnen.jpg


PULS – Madmarked, Street-food og Pølsevogne Nye koncept-kokke og gastronomiske iværksættere i det urbane street miljø har genoplivet markederne, boderne, folkekøkkenet – men nu med fokus på historiefortællende fødevarer, friske og lokale råvarer, ingen madspild, skraldekøkkener og kulinariske rejser, hvor man kan smage på mad fra andre lande. Faktisk er der intet af det, der er nyt, men fokus har rykket sig fra almindelig overlevelse til fokus på bæredygtighed og fællesskab. Og det giver liv, puls og fællesskab.

Se Restaurant Tarantella her: http://www.stamps.dk/da-DK/lot/12110/danmark-aarhus-hallens-restaurant-buschu-no

GRØNTTORVET INGERSLEVS BOULEVARD På Ingerslevs Boulevard ligger Aarhus’ gamle grønttorv med et stort udvalg af grønsager, frugt, blomster, salg af ost, kød, honning, udplantningsplanter m.v. Torvedage er et ældgammelt internationalt koncept, som i 1980’ern og frem har været noget på retur i Aarhus. I 1970’erne lå der to markeder i byen – ud over markedet på Ingerslevs Boulevard, var det ligeledes et mellemstort marked foran Aarhus Teater. Måske kan konceptet få en opblomstring nu, hvor der er fokus på friske råvarer. Ingerslevs Boulevard holder torvedag hver onsdag og torsdag fra 08:00 - 14:00. AARHUS CENTRAL FOOD MARKET For nylig åbnede Aarhus Central Food Market, som er nyt madkoncept med madboder, spisesteder og specialvarebutikker. Konceptet er skabt af erhvervsmanden Frantz Longhi fra Kähler-koncernen, mens en af Aarhus’ førende kokke Jesper Koch står for den gastronomiske udvikling. På Aarhus Central Food Market får man en sanselige oplevelse med fokus på kvalitet og specialiteter, men man kan også købe mad, der kan nydes på stedet, og man kan gå på oplevelse blandt de handlende og købe råvarer med hjem. Aarhus Central Food Market er beliggende i Aarhus-Hallen på Sct. Knuds Torv – et sted med en lang historie. Hallen blev oprindelig bygget til indendørs idrætsarrangementer og åbnede i 1938. Her var der politiske møder, mannequinopvisninger, høstballer, gymnastikopvisninger, is-revy, boksestævner, udstillinger, filmfremvisninger, afdansningsballer, håndboldstævner og cirkusforstillinger. Det var dog særligt stedets Restaurant Tarantella, der trak folk til.

AARHUS STREET FOOD Omtrent samtidig (sommeren 2016) åbnende Aarhus Street Food, der holder til i en nylig lukket parkeringsgarage ved rutebilsstationen – tidligere DSB Busgarage. I princippet kunne man kalde det garage-food, da maden ikke, som navet ellers antyder, bliver tilberedt, serveret eller konsumeret på gaden, men derimod i den rå og charmerende garage. Aarhus Street Food er en stadeforening grundlagt af gastronomiske iværksættere, der ønsker at løfte alsidigheden af fødevarer. Med fokus på økologi, bæredygtighed, lokale råvarer og årstidens frugt og grønt sælges der mad og drikkevarer fra mere end 30 madboder og flere barer. Målet er at skabe et unikt sted i Aarhus, hvor kokke og madglade ildsjæle kan få lov til at udfolde kreativiteten og skabe et sted hvor folk samles om det gode måltid fra forskellige verdensdele - fortælles det. Street-food konceptet er et ældgammelt koncept, der især kendes fra de sydlige himmelstrøg, hvor det er almindeligt kendt at mad sælges fra gader, stræder og grøftekanter. Et af de første street-food koncepter i Danmark kan måske tilskrives pølsevognen.


HISTORIEN OM PØLSEVOGNEN Det var opfindelsen af primusapparatet (lille mobil petroleumsbrænder, der kan opvarme kar og beholdere), der gav tyskerne idéen til pølsevogne, som kunne findes på gaden i bl.a. Berlin før 1. verdenskrig. Idéen spredte sig hurtigt til Göteborg og Oslo. I Oslo havde en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns hele syv pølsevogne rundt omkring i byens gader, og han ønskede at bringe konceptet videre til Danmark. I 1910 søgte han om tilladelse til at sælge pølser i Københavns gader efter restauranternes lukketid, men Københavns daværende politidirektør, Eugen Pedersen afslog blankt. Den 8. marts 1917 ansøges der også om tilladelse til salg af varme pølser på gaderne i Aarhus. Ansøgningen afvises af byrådsmedlem dr. Bramming, da han mente at det “ville være et kedeligt syn at se folk stå på gaden og spise pølser”. I 1917 sad nu den konservative Ernst Kaper borgmesterstolen i København, og fra ham kom der uventet støtte til ansøgeren Charles Svendsen Stevns. Borgmesteren havde ligget i strid med de københavnske restaurationsejere, der ikke ville acceptere hans forslag om "Standard-prislister", og han øjnede nu chancen for at bruge pølsevognene som pressionsmiddel. Den 23. oktober 1919 fremlagde borgmester Kaper Hr. Stevns ansøgning i Københavns Borgerrepræsentation. Det skabte voldsom debat mellem restaurationsbranchens venner i Borgerrepræsentation og tilhængere af pølsesagen. Nogle forudså trafikkaos ved vognene, og mente at stadehandel var af det onde. Formanden for Borgerrepræsentationen, den senere Statsminister Th. Stauning, måtte bestandig ringe med sin klokke, og bede de ærede medlemmer om at holde sig til “pølsesnakken”. Tilladelsen blev dog givet, og salget kunne begynde 4. marts 1920. Herefter begynder pølsevognene, der den gang var åbne vogne med håndtag eller cykelvogne, at brede sig til Aalborg og Odense, men Århus var ubøjelig i sin hårdnakkede modstand mod pølsevognen, også selvom afholdsmanden Larsen-Ledet var blandt ansøgerne, og gerne ville sælge kaffe og varme pølser til fordel for afholdsbevægelsen. D. 8. oktober 1922 overgiver Aarhus byråd sig endelig, og giver den lokale journalist og redaktør, Louis C. Andersen tilladelse til at sende sine pølsevogne ud i Aarhus gader. Andersen fik fremstillet pølser specielt til formålet hos kgl. hof Slagtermester Anton Ovesen, der lod sin pølsemester fremstille en særlig “Marselis-pølse” til Louis Andersens vogne. Under krigen, i 1942 ønsker de ansatte pølsemænd individuelle stadetilladelser. Det førte til, at man i København indførte lov om, at en pølsemand skulle være invalid, og ude af stand til passe et normalt arbejde. Hermed var den sociale pølsevogn født, hvilket medførte at Børnenes Kontor i 1944 fik retten til at sælge pølser Århus og Ål-

borg. Den første pølsevogn i den gode sags tjeneste blev åbnet i 1949 og indtægter fra pølsesalget har siden været fundamentet for Børnenes Kontor. Efterhånden ville pølsemændene ikke stå ude i al slags vejr, og man begyndte at bygge et lille læskur udenom pølsekedlen, så pølsemanden kunne komme i tørvejr og læ. Det blev starten på den kendte danske pølsevogn, som i folkemunde blev kaldt “Cafe Fodkold”. Som tiden gik begyndte kommunerne at fravige kravet om dokumenteret invaliditet, og pølsesalget overgik til almindelig næring. Kun i København, Odense, Slagelse og Hørsholm kommuner fastholdt man kravet om invaliditet, samt reglen om at vognene skal køres i garage hver aften. I Aarhus transformeredes vognene til mindre faste pølseboder uden hjul. Otte pølseboder drives stadigvæk af Børnenes Kontor, mens enkelte er privatejede. På Lille Torv findes Aarhus’ mest særprægede pølsebod, som har ligget der siden 1980, hvor den lokale bankdirektør i det daværende Hanselsbanken (nu H & M) ikke ønskede, at en almindelig pølsevogn skulle skæmme den smukke bygning (se foto).

KILDER: http://aarhusstreetfood.com/ http://aarhuscentralfoodmarket.dk/#section-markedsboder http://aarhuswiki.dk/wiki/Aarhus-Hallen Bogen om pølsevognene “CAFE FODKOLD” http://slagtermuseet.dk/polsevogne/


Sådan så de gamle ”Street-food” pølsevogne ud: http://tidslinje.samvirke.dk/sites/classic.samvirke.dk/files/styles/timeline_style/public/media/timeline/images/POLFOTO_22140622.jpg?itok=zTffShP


Gellerup – et urban-suburban med fremtidsplaner I takt med det økonomiske opsving i 1950'erne og 1960'erne opstod drømmen om et bedre liv. Folk ville ud af de trange og slidte lejligheder i byen – som følge heraf opstod idéen om Gellerupplanen. Gellerupplanen blev sat i gang og finansieret af Brabrand Boligforening og tegnet af arkitekterne Knud Blach Petersen og Mogens Harbo. Gellerupplanen var navnet på en ambitiøs plan, der i 1972 mundede ud i Gellerupparken, Toveshøj, Gellerup Center, Gellerup Kirke, Gellerup Bibliotek, Gellerupbadet, Nordgårdshallen, Hejredalskollegiet samt skoler, børnehaver og kulturhuse og et storcenter. Hele dette område, med alle dets bygninger blev konstrueret som en stor arkitektonisk enhed. Gjellerupparkens lejligheder var i begyndelsen yderst attraktive med sine over 100 kvadratmeter store familielejligheder med to badeværelser, vaskemaskine, kølefryseskab og andre moderne faciliteter. Dertil kom anlægningen af grønne områder mellem boligblokken med forskellige udendørs faciliteter som bold- og tennisbaner, kælkebakke og legeplads. Tanken var at skabe et minisamfund – en by i byen. Med indkøbscenteret Gellerup Center (nu City Vest), der åbnede 1. november 1972, var en helt ny bydel skabt. Imidlertid viste det sig vanskeligt at udleje lejlighederne til bedre bemidlede borgere. Dertil kom, at den arkitektoniske profil med det ensartede betonudtryk vakte kritik. Dog husede parken i 1970’erne og 80’erne en del kollektiver med fællesøkonomi og fællesdrømme om et socialistisk samfund, fælles gavlmalerier og fælles beboerblad. Vanskelighederne med udlejningen betød efterhånden, at familier med sociale problemer i stigende grad blev sat ind i lejlighederne af kommunen. Med tiden fik området derfor en profil præget af sociale problemer, og fra og med 1990'erne udviklede det sig til et område primært beboet af indvandrere. City Vest er stedet hvor Ghettoen møder verden – skrev Peter Laugesen i bogen Århus fra 2007 ……. Palæstinenserne, iranerne, turkmenerne, tyrkerne, Somalierne og deres qat, kineserne, vietnameserne, grønlænderne, drankerne junkierne og alle andre på deres overførselsindkomster er farver på paletten.

BAZAR VEST Bazar Vest, der åbnede i 1996, er nordens største basar, med mellem 70 - 100 butikker på 18.000 m², beliggende på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. I basaren er der eksotiske spisesteder, tyrkiske og arabiske bagerier, frugt og grønt marked, halal slagtere, orientalske købmænd, og mange andre butikker med genbrug, tøj, tæppet, ting, sager og serviceydelser. Stedet beskæftiger mere end 200 mennesker med et væld af forskellige nationaliteter, etniciteter og traditioner - det er en verden af smag og oplevelser. En farvepalette uden lige – men også udfald af det, vi kalder en Ghetto. Initiativet blev taget af Byggeselskabet Olav de Linde for at styrke erhvervsudviklingen, specielt blandt de mange indvandrere (se foto) GELLERUP HELHEDSPLAN Gellerupparken er i nutiden udnævnt til Danmarks værste ghetto, men i virkeligheden er det nok en betegnelse, der hænger ved fra en tid der ligger 5 -7 år tilbage, hvor grupper af banderelaterede drenge med tilpasningsvanskeligheder, satte ild til containere, og kastede brosten efter brandvæsen, ambulancer og politi. Det sker stadigvæk, men i dag er der mere ro på i Gellerup, mens andre såkaldte Ghettoer i landet er ved at overtage den dårlige attitude og det blakkede ry. Men Aarhus kommune har da også arbejdet målrettet på at bygge bro ligesom grupper af forældre har arbejdet på at skabe ro i lejren. Ghetto betegner nu om dage et område, der domineres af fattige med sociale problemer fra en bestemt befolkningsgruppe. Udenlandsk forskning viser, at når boligområder er lukkede omkring sig selv, er der større risiko for, at de ender som ghettoer, hvor kriminalitet er en del af hverdagen. Når størstedelen af beboerne i et område ikke kan få arbejde, kniber det med at skabe rollemodeller, der kan vise vejen for børn og unge – siger Aarhus Kommune. Kommunen har derfor valgt at tænke nyt, da man mener, at området ikke kun skal rumme boliger, men også erhverv, butikker og kultur i et omfang, der gør en forskel. Planen kaldes ”Gellerup Helhedsplan”. Ved en afstemning blandt beboere, stemte et flertal af de fremmødte beboerne for helhedsplanen. Gellerupparken og Toveshøj skal ændres fra et udsat boligområde til en attraktiv bydel. Forbedringerne skal ske via radikale fysiske forandringer. Projektet er det første af sin art i Danmark og indebærer, at Gellerup og Toveshøj om 20 år vil se markant anderledes ud end i dag. Området skal åbnes, så Gellerup bliver en del af Aarhus og Aarhus bliver en del af Gellerup – skriver Aarhus Kommune.


EUTOPIA I forbindelse med Aarhus Kulturhovedstad 2017 skabes der i Gellerup et fuldmåneprojekt kaldet EUTOPIA. Det er et kulturelt projekt, der ønsker at inkludere mangfoldigheden. I samarbejde med kunstnere fra hele verden og nationale og internationale kulturinstitutioner er det ambitionen og håbet, over tid, at udvikle Gellerup til et sted, hvor ny europæisk folkekultur udforskes. EUTOPIA ønsker at være arnested for nytænkning og idéskabende projekter inden for teater, musik, contemporary circus (Ny-cirkus), sport og alle former for kulturprojekter, der ser mangfoldighed og kommunikation mellem mennesker, som det fineste mål – skriver man. I forbindelse med EUTOPIA er Gellerupscenen genåbnet for en tid. Gellerupscenen tog oprindeligt sit udspring i Århus Teater Akademi og åbnede i 1984 som egnsteater for Gellerup, men 2011 besluttede byrådet dog at stoppe støtten til scenen, hvorfor teateret måtte lukke i 2012. Gellerup er ligeledes kendt for Cirkus Tværs, som er et internationalt børne- og ungdomscirkus, der ligger i cirkusbygningen i Gellerup. Det er et gratis tilbud, hvor børn og unge kan komme ind fra gaden og lære at lave cirkus. Cirkus Tværs har eksisteret siden 1986 og er i dag et fuldt udstyret Ny-cirkus, der naturligvis også indgår i EUTOPIA. Målet med EUTOPIA er, at blive et fast multikulturelt samlingspunkt med EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL som en tilbagevendende biennale. EUTOPIA kommer af græsk og betyder: et smukt, et dejligt sted.

KILDER: http://www.helhedsplangellerup.dk/ http://www.gellerupparken.dk/uf/50000_59999/57808/330938b1ad1bae6824b40d 47d088e173.pdf http://aarhuswiki.dk/wiki/Gellerupparken http://www.eutopia2017.dk/om-eutopia/


Givisme


PULS - vanebrud, givisme og varm velkomst På Søren Frichs vej 20 ved Brabrandstien i Aarhus ligger Vanebrudspalæet, der blev dannet i 2012 af to ildsjæle - nemlig Thomas VovemoD og Jonas Pindhund. Vanebrudspalæet er indrettet som en videnskabsmands eventyrlige hjem i 1800-tallet – ud fra en forestilling om, hvordan opfindere, opdagelsesrejsende og handlekraftige videnskabsmænd sad bænket om bordet og tog modige beslutninger, der brød de gængse vaner. Derfor holder en rækker virksomheder nu deres møder her, hvor de kan leje sig ind og udvikle deres vilde idéer i et eventyrligt miljø, der har brudt al vanetænkning om, hvordan et mødelokale skal se ud. Vanebrudspalæet søsterbygning – en terrasse kaldet “Verner Bryder” - er beliggende på en smuk strækning langs Aarhus Å. Oprindeligt stod der et højt hegn, som vanebryderne bad udlejeren Olav de Linde om lov til at fjerne – og det fik de så lov til. Terrassen blev bygget i 2013 på kun én måned og med hjælp fra en flok af byens kreative byggekunstnere og en række virksomheder. Terrassen er bygget ud fra devisen: ”Mens mange i byen bygger nyt, så har vi besluttet at bygge gammelt”. Den ligner da også mest af alt en plan udtænkt af George Gearløs’ – eller som de selv udtrykker det: ”med udseende af en gammel kemifabrik”. Terrassen har scene, toilet og bar og blev på åbningsdagen videregivet som en gave til byen. Det betyder, at den står til fri afbenyttelse som ”midtby-rasteplads”, udendørs forsamlingshus for byens ildsjæle eller til andre sociale fællesskaber – blot man booker den. På porten ud til vejen står der ‘Uvedkommende fri adgang’. Stedet har fået det mundrette navn, Verner Bryders Givisme Aase – Depot for eksplosiv kemi, men der hører en forhistorie til. Under Northside festival 2012 valgte vanebryderne at forære de øl, der var til overs fra indvielsen af Vanebrudspalæet, til forbipasserende gæster fra Northside Festival, som har plads længere ude af Brabrandstien. Eneste krav var at øllene blev afhentet via en ophængt svævebane. Hermed var LEFTSIDE-festivallen født. Da man året efter byggede terrassen, var man fyldt af giverlyst som følge af den gode oplevelse fra LEFTSIDE-festivalen året før. Derfor blev det besluttet at forære terrassen til byens borgere og ildsjæle. Festivalen LEFTSIDE er samtidig vokset og bød i 2015 på en gave bestående 2000 øl, 12 orkestre, mad til alle, superhelte, byrådsmedlemmer-i-øjenhøjde sammen med Medborgerskabsudvalget i Aarhus kommune og meget mere.

fællesskaber. De seneste skud på GIVISME-stammen er ‘Givisme og Medborgerskab på hjul‘ og ‘Selskab for Varm Velkomst‘. Givisme På Hjul er et projekt der giver borgere mulighed for at låne en festlig og hjemmebygget trailer gratis, hvis man ønsker at udfolde godt medborgerskab. Givisme og Medborgerskab på hjul er skabt og finansieret i tæt samarbejde med Medborgerskabsudvalget i Aarhus Kommune. Projektet har inddraget håndværkere og kunstnere, til at være en del af byggeriet af ”traileren” på ca. 2x4m. Vognen kan bruges som scene i stil med en blokvogn, som mødelokale eller indrettes som udstillingsrum eller lignende som kun fantasien sætter grænser for. Vognen vil kunne trækkes fra sted til sted af brugernes egne biler. En af de varmeste idéer, som er udviklet af Vanebryder og GIVISME-medstifter Thomas VovemoD, er Selskab for Varm Velkomst. Inden for de seneste år har Aarhus fået cirka 18.000 voksne tilflyttere, som stort set alle er mellem 18-30 år. Kun 300 ældre er flyttet til byen. Det er altid svært at komme til et nyt sted og slå rødder, men det bedste man kan gøre for nye tilflyttere er at byde dem velkommen – og byde dem indenfor. Selskab for Varm Velkomst er et spændende tiltag, hvor nye borgere får mulighed for at stifte bekendtskab med byens mange fritidsfællesskaber og finde frem til dem, der matcher lige præcis deres interesser. Aarhus har et fantastisk omfang af aktiviteter, foreninger, organisationer og interessefælleskaber. 81 foreninger har tilsluttet sig velkomstkomitéen, og de er blevet fordelt på 11 temaer, som de nye borgere har fået mulighed at byde ind på efter eget valg. Herved har tilflytterne fået mulighed for at se, hvad Aarhus kan byde på, og for at knytte kontakter, så de kan opbygge nye fællesskaber. Projektet er bakket op af Aarhus Kommune. »Jeg har en drøm om, at alle tilflyttere får en fantastisk start på livet i Aarhus,« siger Thomas Vovemod Lütken.

KILDER: Som det fremgår, kredser Thomas VovemoD og Jonas Pindhund om to væsentlige par- http://givisme.dk/ ametre – nemlig Vanebrud og Givisme – hvilket til stadighed føre til nye eventyrlige http://www.xn--vanebrudspalet-cjb.dk/velkommen/ http://www.varmvelkomstaarhus.dk/ udfordringer og modige handlinger, der katalysere lysten til at give og muliggøre nye


Glædelig jul og velkommen til et spændende nyt år 2017 I 2012 vandt Aarhus titlen som Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Europæisk kulturhovedstad er et initiativ lanceret af EU's ministeråd i 1985, som har til formål at "bidrage til at bringe EU's befolkninger nærmere hinanden". Den europæiske kulturhovedstad udpeges hvert år af Rådet på grundlag af en henstilling fra Europa-Kommissionen. Rådet udpeger hvert år to lande, der hver skal finde en by, der kan løfte projektet. I 2017 er det Aarhus (Danmark) og Pafos (Cypern). Skjulte Steder har fra begyndelsen været et strategisk projekt i årene op til og under Kulturhovedstadsåret 2017. Vi glæder os derfor til at invitere jer op på byens tagterrasser på toppen af Aarhus fra juni – november 2017. Vores samlede event hedder Tag-In-terrasser. I mange dele af verden fortættes storbyerne, mens landområderne affolkes. Som følge heraf præges byerne i stigende grad af markante etageboligbebyggelser. Det fortættede bymiljø ansporer til at inkludere de muligheder byggerierne byder på her i blandt de ubrugte tagterrasser. Vi giver seks bud på hvordan ubrugte tagterrasser kan bruges nu, eller hvordan nye muligheder kan indtænkes i fremtidens byggerier. 1. SAMFUNDSSPEJLINGER SAMFUNDSSPEJLINGER er et bud på, hvordan en tagterrasse kan anvendes til et socialt møderum mellem velfungerende og socialt udsatte borgere over en kop kaffe og an snak. Her stiller de sande ambassadører for samfundets hjemløse, tidligere misbrugere, arbejdsløse eller psykisk sårbare – nemlig Kofoeds Skoles elever – sig til rådighed med viden og livserfaring, der kun sjældent formidles af dem selv. Der kan være ganske kort vej fra at være velfungerende til at stå overfor en social deroute, hvilket de færreste tænker over, når det går godt. Det illustreres ved at indrette terrassen med en spejlopsætning, der fanger livet på gadeplan i brudstykker ligesom livet på terrassen vil kunne ses i brudstykker. Designet er udviklet af landskabsarkitekt Ida Marie Lebech. Vi byder på Dialog-Kaffe og ETNO SUMMIT på terrassen d. 1 – 28. juni 2017på Kofoeds Skole, Toldbodgade 6, 8000 Aarhus C 2. HIMMELSK LANDBRUG - UDSØGT MAD De senere år har der været en international tendens til kreative designmæssige tiltag på byernes tagterrasser, hvoraf de fleste kredser om beplantninger og byhaver. Vi tager tråden op, men går skridtet videre og trækker landet ind til byen på Tagterrassen Europaplads 16. Her indrettes et mindre dyrskue med små produktionsdyr og lidt landlig idyl med duft af urter fra Kalø Økologisk Landbrugsskole. Vi samarbejder også

med restaurant FRÜDno16 og Michelin kok Jürgen Frühwirth, der vil servere udsøgte retter i restauranten af produkter fra Kalø Økologisk Landbrugsskole og Topkærgård i tidsrummet 10 – 14. juli. Besøg dyrskuet og restauranten på Europaplads 16. 3. LOKALHISTORIE FRA SKYLINE Aarhus har en lang historie, der går tilbage til vikingetiden. Byen har samtidig gennemlevet markante epoker fra tiden som vikingeby til handelsby, industriby og kreativ uddannelsesby. Det skaber historie. Der findes store lokalhistoriske samlinger, som kun sjældent bliver brugt. Det kunne antyde, at samlingerne ikke har den rigtige formidlingsform. Vi flytter derfor historierne ud af samlingerne, og præsentere et udvalg af historier fra skyline i tidsrummet 17– 28 juli på C.F. Møllers tagterrasse, Europahuset, Europaplads 4. FÆLLESSKAB OG ET LIV I BALLANCE Et forskningsprojekt fra Heidelberg Universitet i Tyskland fastlåser, at storby-hjerner er mere modtagelige for stress og mentale sygdomme end landsby-hjerner. Dyttende biler, skarer af fodgængere der zigzagger forbi i alle retninger bidrager til, at mange storbysmennesker udsættes for kontinuerlig stress. Japanerne har zen, hvis bevæggrund er livsbalance. Danmark har Grundtvig, hvis ideologi var fællesskab. På Pakhusenes tagterrasse, Aarhus Ø kan du nyde et zen-inspireret refleksionsrum, opleve japansk kampkunst, lytte til taiko drumming eller Haiku-digte eller lave drager. Arrangementet foregår fra 13 – 20 august. 5. FREKVENS [156.8] Frekvens [156.8] er en teateroplevelse ud over det sædvanlige. Det er en intim undersøgelse af længsel, som finder sted i og på Navitasbygningen på Aarhus havn. Udstyret med fm-radioer og høretelefoner rejser man op gennem bygningen - fra den fascinerende foyer i havniveau, til de vindomsuste tagterrasser. På vejen møder man den romantiske idé om havnen som knudepunkt, som mødested mellem byen og resten af verden. Stykkes kan ses fra d. 20. september - 1 oktober på Navitas, Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C 6. WE BELIEVE We Believe er et ”Playable Space”- eller på dansk et interaktivt og legende byrumsprojekt - udviklet af Tine Bech Studio i London. We Believe spænder over to byer - Aarhus og London. På Karolinegårdens tagterrasse installeres et kontrolrum, hvorfra gæster kan interagere og styre en lyssætning, der projiceres op på Aarhus Rådhus og Den Danske Ambassade i London. Jo flere mennesker der spiller, des mere strålende bliver bygningerne. Projektet løber af stablen 10 - 19. november på Karolinegården, Skt.Nicolaus Gade 3


OM SKJULTE STEDER OG AL DET VI ER Skjulte Steder er delt op i to parallelforløb eller spor: et formidlende og borgerinddragende kortlægningsforløb, og et forløb, der sætter fokus på gemte og glemte urbane rum med et skjult potentiale for gentænkt anvendelse. Kan vi indtage byen på en gentænkt måde? Kan vi skabe usædvanlige udtryk i nye rammer? Kan vi skabe præcedens for en mere permanent brug af bagsidemiljøer for tværæstetiske og sociokulturelle møder? Som udgangspunkt har Aarhus være den platform, hvor projektet er blevet afprøvet, men med inspiration til og fra andre byer og landsbyer i regionalt, nationalt og international regi. SPOR 1. ET FORMIDLENDE OG BORGERINDDRAGENDE KORTLÆGNINGSFORLØB De intime og gemte miljøer er interessante, fordi de viser byens historiemættede bagside. Byens intimsfære er med til at afsløre, hvordan borgerne lever og agerer, da mange af de skjulte steder er kulisser for hverdagens liv og virke. Her går man bag om den formelle, officielle og tjenstlige facade og ind i feltet, hvor det offentlige møder det private. Borgernes medvirken i undersøgelsen har derfor været en vigtig faktor, i aflæsningen byen, dens liv og historie. Byens borgere har gennem deling af fotos og fortællinger på facebook være med til at synliggøre og kortlægge intimstederne. En del af kortlægningsfasen har også bestået i at afsløre byens DNA er? Da projektet har en indbygget international fællesnævner har vidensdelingen på facebook ikke kun været lokal, men nu også regional, national og international. SPOR 2. ANVENDELSE AF STEDSSPECIFIKKE BYRUM MED ET SKJULT POTENTIALE. På baggrund af kortlægningsforløbet har borgerne i høj grad været med til at vælge, hvilke urbane rum, der er blevet sat fokus på i projektets andet spor, der undersøger, hvordan de gemte og glemte steder kan gentænkes og anvendes til kulturelle tiltag. De mange indsendte borgerfotos på Facebook har vist sig at være den største kilde til refleksion. I årene 2013 – 2017 har Skjulte Steder derfor valgt fire fokusområder, der har bevæget sig i en opadstigende retning fra events i underjordiske bunkere i 2013 til mellemrum, overskudsrum og ikke-steder på gadeplan, hvor 3 ultrabæredygtige pauserum er blevet skabt i årene 2014 - 2015 og videre op af vindeltrapper og altaner i byens bagsidemiljø med teaterstykket ”Storbyjunglen – lyden af kærlighed” i 2016 for til sidst at ende på bygningernes tagterrasser i 2017. Tak til alle vore facebook-venner og følgere for input, fotos og gode chats med ønsket om en gædelig jul og et godt nytår 2017.

skjultesteder.dk


KREDIT: Tekst: Annette Damgaard Layout: Annette Damgaard Logo-design/Skjulte Steder: Suulut Hansen Fotos: Vor Hrue Kirke, Aarhus Wiki Commons Lime EgnsarkuĂ­v Aarhus Universitet Peter Nedergaard Google. maps Wiki Common Givisme alle fotos uden undertekst: Annette Damgaard

Foreningen Skjulte Steder Nyringen 30 8240 Risskov Danmark

Profile for SKJULTE STEDER

Julekalender, Aarhus 2016  

Som optakt til Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 lavede Foreningen Skjulte Steder denne julekalender med 24 låger om rødder, viden og pu...

Julekalender, Aarhus 2016  

Som optakt til Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 lavede Foreningen Skjulte Steder denne julekalender med 24 låger om rødder, viden og pu...

Advertisement