1 minute read

Læselyst-ord på Frederiksøen

I august 2020 var billedhugger Bente Hovendal på besøg på Skårup Skole, hvor hun sammen med HD-lærerne fortalte de to 5. klasser om arbejdet med læselystordene. Hver elev skulle finde et ord. Det kunne f.eks. være et ord der fortalte noget om, hvad man har lyst til at spise, mens man læser. Ordene kunne f.eks. være is eller pizza.

Nogle elever associerede deres læseoplevelser med det sted, de gerne ville læse. Her dukkede sofa, stald og andre “hyggested-ord” op. Andre elever fandt begreber som ro og stilhed. Flere elever valgte, at ordet skulle handle om de bestemte bøger, de gerne ville læse, - her drejede det sig om ord som fantasy, spænding, gys og fakta. Vi samlede genbrugs- og naturmaterialer, så hver elev kunne bygge deres eget ord. Hvis ordet var STILHED, skulle man måske finde snor til S-ét, træ til T-ét, ispinde til I-ét, læder til L- ét osv.

Advertisement

De to 5. klasser havde hver en dag i værkstedet på Frederiksøen, hvor der tidligere lå et skibsværft. Rammerne var ukendte for eleverne, da de sad på gulvet i Bentes værksted med lukkede øjne til en koncentrations- og trommefordybelsesseance.

Metoden skulle skabe flow i workshoppen, og eleverne havde rig mulighed for at fordybe sig i arbejdet med forskellige materialer. Efter workshoppen tog vi de færdige plader med hjem og efterbehandlede dem på skolen med fingerspidsmalemetoden, og pladerne udstilledes i skolens forhal med efterfølgende fernisering. Skoleleder, Steen Knutzen, holdt ferniseringstalen, hvorefter fire elever fortalte om deres oplevelser, vurdering af workshoppen- og deres tanker om læselyst.