Metier_06

Metier guider: Til Danmarks guldklumper

Den dag redaktøren gik i land på Ærø

Den2radio: Et stille oprør

Inspirationskilden: Martin Kongstad vender det hele på hovedet

Grænseløs kærlighed i cyberspace

Panorama

Thisted er mulighedernes land

Langt fra Las Vegas

Fokus: Guldkantsdanmark

Issue No. 06 Forår 2014 Fokus Panorama Vores Verden

METIER

RUCJOURNALISTERNES MAGASIN

Leder Kært barn har mange navne Guldkantsdanmark, udkantsdanmark eller vandkantsdanmark. Det er ikke til at blive enige om andet end, at Danmark har kant og kanter, men vi er i tvivl om, hvordan vi skal snakke om dem. Både som journalister, men også når vi snakker med vores medstuderende fra Maribo. Der er brug for at inddrage Danmarks kanter i de journalistiske historier i andet og mere end historier om arbejdsløshed, forfald og afbefolkning. I dette nummer af Metier tager vi derfor fat i hjørnerne på den gode gamle andedam, hvis altså en dam havde hjørner og kanter.

I Fokus skriver vi os ind på de muligheder, der ligger uden for de travle bysamfund. Og muligheder er der nok af. Der er muligheder for både at blive gift som udlændinge i det, som måske er Danmarks pendant til Las Vegas, nemlig Ærø.

Så har vi gravet en reportage om unge filmskabere frem fra den jyske muld og vi går ombord på historien om en husbådshavn. Du kan komme helt ned i tempo med vores artikel om tiden på landet og vi guider til besøgsværdige

guldklumper i Danmarks afkroge.

I Panorama sætter vi kikkerten for øjet og spejder blandt andet mod Argentina, den moderne kærlighed på Skype og rejselystne esperantister.

I Vores Verden piller vi i det journalistiske navlefnuller og har gravet historier frem fra mavefolderne om arbejdstegninger til et nyt center for konstruktiv journalistik, forvandlende fortællinger og portrætterer denne gang den tidligere journalist og forfatter Martin Kongstad, som er dette nummers inspirationskilde.

Rigtig god læselyst til dem på de gyldne kanter af Danmark såvel som til dem, der befinder sig i metropolernes midter.

På vegne af redaktionen, Kathrine Meyer Jørgensen

Kolofon Skribenter Bastian Grostøl Didier Larsen Ditte Ravn Jakobsen Emilie Maarbjerg Mørk Eva Elisabeth Østergaard Kathrine Meyer Jørgensen Lene Roe Line Brabæk Line Gudnitz Baun Line Vestergaard Lise Højer Malte Oxvig Merle Baeré

Mikkel Poulsen Nicoline Larsen Signe Lerche Silja Thøgersen Sofie Sørensen Stina Ørregaard Andersen Stine Felding Rasmussen

Adresse Metier Roskilde Universitet Bygning 40.3 Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT) Universitetsvej 1 Postboks 260 4000 Roskilde Grafiker Ramesh Kingsly Premarajah, Bsc Kommunikation & Geografi Forsidefoto Richo Lund Hald Trykkeri Prinfoparitas Oplag 1000 eksemplarer Metier udkommer to gange årligt Find os på Facebook og Instagram www.facebook.com/rucmetier #rucmetier

Fokus: Guldkantsdanmark

Side

04 Stine Felding Rasmussen

Tiden går langsommere på landet

Side

04 Line Gudnitz Baun

Langt fra Las Vegas

Side

06 Emilie Maarbjerg Mørk

Thisted er mulighedernes land

Side

08 Didier Larsen

Kanten af sydhavnen gemmer på et husbådsmiljø

Side

09 Stina Ørregaard Andersen

Ambassade stiller sult, tørst og hjemve

Side

10 Line Vestergaard

Barndommens Gram lever på nettet

Side

11 Mikkel Poulsen

Den økologiske legeplads uden hække

Tiden går langsommere på landet Det er ikke bare en kliché – vi oplever rent faktisk tiden som langsommere på landet. Men vi kan alligevel ikke helt undslippe den moderne travlhed Stine Felding Rasmussen, smfr@ruc.dk i storbyen går dobbelt så hurtigt gennem et supermarked som børn i Forestil dig en lille grusvej langt ude mindre byer.Der er altså stor forskel på landet. En af dem med en stribe på vores oplevelse af tiden alt efter, græs på midten og et stråtækt hus hvor vi bor. for enden. Flade marker på begge sider.

En lade lidt uden for Vipperød Byt nu billedet ud med en gade i en storby lørdag formiddag. Cykler, biler, barnevogne, butiksvinduer, snak og larm, lugt af udstødning og mad fra caféer. Hvor af de to steder går tiden hurtigst? Og hvor går du hurtigst?

Ifølge forskning er svaret i byen. Det beskriver Robert Levine, professor i psykologi ved California State University, i bogen A Geography of Time. Han forklarer, at det tempo vi lever og bevæger os i, er et udtryk for vores tidsoplevelse – hvor hurtigt vi oplever tiden går. Jo hurtigere du bevæger dig, jo hurtigere bevæger din tid sig også.

Robert Levine fortæller, hvordan man kan måle store forskelle mellem, hvor hurtigt folk i byen og på landet handler ind eller bevæger sig 100 meter. Helt tilbage i 1961 konstaterede et forskningsprojekt, at børn

Ida Hornbæk trækker sin cykel ned ad en lille grusvej på landet lidt uden for Vipperød. Her flyttede hun til i 2012 for at prøve noget andet end København og storbylivet. Grusvejen svinger forbi en stråtækt gård, hvor hun bor sammen med sin kæreste.

Deres ven ejer gården og har ladet dem forvandle gavlen i gårdens gamle lade til en lille lejlighed i to etager.

Ida Hornbæk er 26 år og læser HFenkeltfag. For hende opstod behovet for at flytte væk fra byen efter to år i Australien, hvor hun især levede ude på landet. »Man kommer helt ned i gear og finder en anden rytme. Den tog jeg med mig hjem. Jeg kunne mærke, at det var sådan, jeg gerne ville leve mit liv i stedet for at fare rundt i en storby og hele tiden blive fyldt med alle mulige indtryk, som jeg ikke kan bruge til noget,« fortæller Ida Hornbæk.

Pauser og perspektiv

At nyde livet

Netop mængden af indtryk, vi får, og vores betingelser for at bearbejde disse påvirker vores opfattelse af tid.

Det fortæller Peter Busch-Jensen, der er adjunkt i psykologi ved Roskilde Universitet. Han har i sin forskning beskæftiget sig med det moderne arbejdsliv, og hvad vores øgede fokus på fleksibilitet og forandring betyder for vores tidforståelse. »I byen er tingene generelt mere komprimerede. Du har større diversitet, du har flere sprog, mennesker, kulturer, handletilbud og forretninger, og du har rigtigt mange forskellige aktiviteter samlet på et sted,« fortæller Peter Busch-Jensen.

Ida Hornbæk er kommet ind i sit køkken og har sat sig på en stol ved køkkenbordet. Hun sidder med fødderne trukket op under sig og et gammelt nulret lammeskind i ryggen.

Gennem vinduerne bag hende kan man se hendes lille drivhus og toppene af de høje træer, der omgiver gården. Havedøren tegner firkanter af solskin, der langsomt bevæger sig hen over gulvet.

At leve i byen kræver derfor ofte flere hurtige omstillinger mellem forskellige situationer og sammenhænge, forklarer han. På landet skaber de fysiske afstande derimod naturlige pauser, mens vi bevæger os fra et sted til et andet. Samtidig kan naturen minde os om et andet tidsperspektiv end storbyens: »Når du står og kigger på et landskab, får du mere automatisk det her med: Noget af det her det så også sådan ud for hundrede år siden, og når jeg er død, så ser det nok ud på samme måde for næste generation,« forklarer Peter Busch-Jensen.

Ida Hornbæk leder efter ord, der beskriver helt præcis, hvad der tiltrak hende ved livet på landet. Hun kigger ned på bordpladen. Det var noget med forskellen i den måde, man møder nye mennesker på. Og hvordan hun oplevede, at overskuddet til at lære folk ordentligt at kende var forskelligt i byen og på landet.

Samtidig var det et behov for bare at være. Og for at have tid og plads til at udvikle sig og afprøve nye evner.

Hun synes også, at landet har lært hende at nyde tingene på en anden måde. »Jeg synes, at jeg er blevet lidt en livsnyder. Sådan noget med at sidde ude i haven og drikke en kold øl i sommervarmen, det er der fandeme ikke noget der slår. Overhovedet,« fortæller Ida Hornbæk.

Langt fra Las Vegas Forelskede par fra hele verden strømmer til det sydfynske øhav for at blive gift på Ærø. Bryllupsarrangøren bag vielserne mener dog, at bryllupperne på Ærø har langt mere at byde på end Las Vegas.

Line Gudnitz Baun, lgbaun@ruc.dk

Indbyder til eventyrbryllup Louise Badino Moloney står bag bryllupsfirmaet Danish Island Weddings, som er et af bryllupsfirmaerne på Ærø. Hun er uddannet stewardesse og født på Ærø, men opvok-

4

set i blandt andet Japan og Ghana.

Netop uddannelsen i Japan Airlines og opvæksten i udlandet mener hun, har bidraget med erfaringer, som hun kan bruge som bryllupsarrangør for de mange nationaliteter, der kommer til øen. »Ofte er det to nationaliteter, der bor i et tredje land, som bliver gift her.

Jeg har indtil videre haft 35 forskellige nationaliteter,« fortæller Louise Badino Moloney.

På grund af den hurtige ekspedition af de mange bryllupper er Ærø med et glimt i øjet blevet udråbt til være Danmarks svar på Las Vegas. Louise Badino Moloney forklarer dog, at Ærø er en direkte modsætning til Las Vegas: »Bryllupperne her på Ærø minder

måske om Las Vegas i forhold til papirarbejdet, da det er en forholdsvis hurtig proces på grund af kommunens engagement. Men derudover kunne det faktisk ikke være længere væk fra bryllupper i Las Vegas. Jeg startede firmaet op, fordi jeg synes, at vores by indbyder til et eventyrbryllup, og alt omkring brylluppet er lokalt - lige fra bageren til fotografen.« En gevinst for de lokale Når man ankommer til Ærøskøbing er det også svært at forstå sammenligningen med Las Vegas. Byen med knap 1.000 indbyggere har mange restaurerede byhuse i varme farver, der står tæt som forelskede par på

Sektion 01 Fokus

smalle brostensbeklædte gader. På torvet ligger Den Gamle Købmandsgård, hvor Louise Badino Moloneys firma, Danish Island Weddings, ligger. Her har hun også en bryllupssal med højt til loftet, en funklende lysekrone og charmerende knirkende gulve. Udover bryllupsfirmaet er syv andre firmaer også det seneste halve år rykket ind i Købmandsgården, som Louise Badino Moloney har været med til at restaurere for at skabe et dynamisk sted for lokale såvel som turister – og herunder brudepar.

Turist- og Erhvervschef på Ærø, Carl Jørgen Heide, er også begejstret for de mange bryllupper, og han understreger, at selvom papirarbejdet måske sammenlignes med Las Vegas, så bliver papirerne tjekket meget

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Soldater som vil nå at giftes, inden de skal udsendes. Vielse i et fly. Et par, der flyver ind fra Dubai med et ønske om en strandvielse i november. Dette er ikke helt ualmindelige bryllupper i byen Ærøskøbing på Ærø. »Jeg har indtil videre planlagt bryllupper for over 600 par,« fortæller bryllupsarrangøren Louise Badino Moloney, som også selv er blevet gift på Ærø.

Moderne travlhed Bagsiden af vores moderne tempo er ifølge Peter Busch-Jensen netop mangel på tid til fordybelse og til ikke at skulle noget.

Det er blandt andet behovet for at være online og tilgængelig, der begrænser pauserne til fordybelse, forklarer han. Vores verden forandrer sig hele tiden, og vi har ikke lyst til at være de eneste, der ikke følger med.

Samtidig er det også vores egen strenge tidsdisciplin, der står i vejen: »Vi er i dag meget projektorienterede og fokuserede på at effektivisere vores tid, fordi tiden er blevet komprimeret. Altså vi skal nå mere på mindre tid, og derfor er vi hele tiden i gang med at disciplinere os selv til ikke at spilde tiden.

Det er i sig selv interessant, at vi taler så meget om at spilde tiden,« forklarer Peter Busch-Jensen.

Disse tendenser er naturligvis ikke nogen, man kun finder i byen. Peter BuschJensen understreger også, at man sagtens kan være fortravlet på landet.

Selvom der er forskel mellem land og by, er den moderne oplevelse af tid ikke bare noget, man uden videre kan flytte væk fra.

Det mærker Ida Hornbæk også. Hun synes stadig, hun har travlt. For når man har mere tid, fylder man bare noget nyt oveni, som hun siger. Men hun kan alligevel mærke en forskel, når hun tager til København for at arbejde eller besøge venner: »Så kan jeg godt føle mig som en, der er dumpet ned på overfladen af et eller andet. Og tænke gud, hvorfor har de så travlt alle sammen?«

Nørrebrogade i København og en grusvej uden for Vipperød – hvor går tiden hurtigst? Foto: Stine Felding Rasmussen

grundigt igennem. »Bryllupperne har skabt arbejdspladser til Ærø. De lokale er generelt rigtig tilfredse, og det kan man også se på opbakningen – der er aldrig problemer med eksempelvis at skaffe vidner til bryllupperne,« fortæller Carl Jørgen Heide. Han vurderer, at bryllupperne har givet en årlig omsætning på minimum 15 millioner til Ærø, hvor den totale omsætning på turistområdet årligt er på mellem 100-150 millioner.

Romantiske drømme Tilbage på Købmandsgården har Louise Badino Moloney travlt. Hun er ved at færdiggøre en hjemmeside for homoseksuelle par, der gerne vil giftes på øen. Telefonen gløder i hånden, mens hun drømmer om at udvide Danish Island Weddings: »Jeg drømmer også om at arrangere et bryllup i vores gamle smukke fyrtårn. Der er ikke plads til så mange deroppe, men mange af parrene kommer også uden gæster,« fortæller Louise Badino Moloney, mens hun er på vej ud af døren for at planlægge flere romantiske eventyr på Ærø.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Nygifte i solnedgang over det sydfynske øhav Foto: Camilla Jørvad

5

Thisted er mulighedernes land Prædikatet Udkantsdanmark har flere muligheder end begrænsninger.

Det mener en gruppe unge fra Thisted, som bruger udkantens ressourcer til at producere en større spillefilm Emilie Maarbjerg Mørk, emmoerk@ruc.dk

Klaptræet bliver flittigt brugt. Her springer ingen over, hvor gærdet er lavest. Foto: Richo Lund Hald

Pludselig fanger øjet, at sofabordet er møjsommeligt oplyst af adskillige rispapirlamper på store stativer, og at kamera- og lydudstyr danner en mur om sofaarrangementet. De mange joints er nemlig produceret til formålet, det ødelagte sofabord hører slet ikke hjemme i lejligheden, og kameraerne er her for at skyde scener til spillefilmen Abrakadabra.

6

Stor drøm i småt samfund Vi er i Thisted. 80 kilometer fra den nærmeste storby. På denne grå regnvejrsdag er det svært at forestille sig et bedre billede på Udkantsdanmark.

Her har vennerne Mikkel Vinther og Jesper Frost imidlertid bestemt sig for at oprette det frivillige produktionsselskab VintherFrost og lave spillefilm. De er fast besluttede på at vise, at kulturkreativitet ikke kun lever i København. »Med den her film vil vi vise, at store drømme sagtens kan udleves i små samfund,« fortæller Mikkel Vinther, der er producer på filmen og spiller en mindre rolle.

»Med den her film vil vi vise, at store drømme sagtens kan udleves i små samfund.« - producer Mikkel Vinther Han sidder i lejlighedens køkken og bliver sminket, inden han skal stå foran kameraet. Det kraftige overskæg får den ellers spinkle fyr til at se meget voksen ud. Og man skal ikke tage fejl af den kun 20-årige Mikkel Vinther. Ja, han er fra landet, men han er den type menneske, der helst taler om store drømme.

Sådan en drøm er Abrakadabra for ham. Hans største interesse i filmen er at kunne påvirke et helt lokalmiljø, fordi der skal så mange hjælpere og

Sektion 01 Fokus

statister ind over produktionen. Hos instruktøren Jesper Frost er det snarere de mange historier i udkantsområdet, der trækker: »Jeg synes snart, vi har hørt alle storbyens historier. Her i udkanten er der til gengæld utroligt mange rigtig gode fortællinger at finde,« siger Jesper Frost, der sagtens kunne forestille sig at lave flere film med udgangspunkt i udkanten.

Hjælp fra lokalmiljøet Filmholdets netværk i lokalmiljøet har været til stor hjælp. Mikkel Vinther fortæller, at han har været overrasket over, hvor langt man kan nå ud, når man efterspørger noget i Thisted.

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Gamle joints og cigaretter ligger spredt i askebægre. Krøllede tegneserier og madrester deles om den resterende bordplads på et sofabord, hvis ene ben består af en trækasse fra Kolding Most og en udgave af Tony Hillermans Gravrøveren. Hardback.

»Det kreative miljø i Thisted har givet mig mulighed for at udleve en af mine store drømme lige her, hvor jeg bor. Det er nok en af grundende til, at jeg godt kunne tænke mig at flytte tilbage igen.« - producer Mikkel Vinther Han bliver afbrudt af to fra holdet, der spørger, om de må låne projektets dankort. Det skal være nu, for de har besluttet sig for, at sofabordet i den næste scene skal flankeres af en række hampplanter. De kan måske låne nogle af en ven, fortæller de, men ellers må de til den lokale planteskole efter en substitut.

Da de er gået, peger Mikkel Vinther efter dem og siger: »Det er et godt eksempel. Det her er det nærmeste, man kommer et øsamfund på fastlan-

det. Det ligger fuldstændig afskåret, men det betyder, at man kender alle.

Jeg har aldrig misundt folk på min alder, som bor i de store byer, for de kommer aldrig til at kende hele deres lokalmiljø.« Mulighedernes land Mikkel Vinther beskriver Thisted som mulighedernes land. Prædikatet Udkantsdanmark er for udskældt efter hans mening. Han tror, det indebærer en masse muligheder, fordi mange er fast besluttede på at vise, at udkanten har noget at byde på. For Abrakadabra-holdet er det en fordel, for det giver stor opbakning til et frivilligt projekt som deres.

Kommunen, lokale fonde og butikker har postet penge i projektet, og de har fået TV Midtvest til at lave en nyhedsudsendelse, de kan bruge i filmen. Værten måtte de selv vælge, og så fik de ellers tilsendt et specialproduceret klip.

Det er især den store lokale opbakning, der får Mikkel Vinther til at kalde udkantsområderne mulighedernes land: »Det er fordi, der er plads til, at et lille frivilligt filmselskab som vores kan få et kontor og kan få lov til at optage stort set, hvor vi vil, fordi der ikke er andre om buddet. Så i en højere enhed, er det mulighedernes land i Udkantsdanmark. Fordi vi kan gøre ting,

Sektion 01 Fokus

der ikke kan lade sig gøre i de større byer.« En ambitiøs flok Et filmhold på ni personer bevæger sig rundt i lejligheden. Sætter udstyr op, skifter tøj og bliver sminket. Det er en af de mest simple scener, der skal filmes i dag, men det stopper ikke holdet fra at diskutere hver en detalje.

For de er ambitiøse. Projektet er frivilligt, men målet er at gøre produktionen så professionel som muligt.

Selvom de filmer, hvor kragerne for længst er vendt, mangler de da heller ikke dygtige mennesker på holdet.

Mikkel Vinther fortæller, at filmen har trukket folk fra landets største byer helt til Thisted.

Meick Falke Jensen bruger det meste af tiden på at springe rundt i lejligheden og montere sine rislamper overalt, hvor der er brug for ekstra belysning. Han er en af dem, der er kommet langvejs fra. Han hørte om Abrakadabra gennem en ven og besluttede sig for at tage til Thisted:

»Det her er det nærmeste, man kommer et øsamfund på fastlandet. Det ligger fuldstændig afskåret, men

Metier Issue No. 05 06 Efterår Forår 2013 2014

»Det kommer til udtryk, når vi for eksempel skal låne en øgle – som vi skal lige om lidt,« siger han og fortsætter smilende: »Vi fandt ud af, hvor kort der egentlig er mellem mig og den øgle. Sådan nogle udråb ville jo bare stoppe i en storby. De ville møde en mur af ’det vil alle gerne’.«

det betyder, at man kender alle. Jeg har aldrig misundt folk på min alder, som bor i de store byer, for de kommer aldrig til at kende hele deres lokalmiljø.« - producer Mikkel Vinther

»Jeg brænder for at lave lys til filmproduktioner,« siger han og fortsætter: »Jeg ville kunne være med i filmprojekter andre steder, men her kan jeg få lov at stå på egne ben i en stor produktion. Det er en rigtig god mulighed for at være den, der styrer,« pointerer han.

Mange af dem, der kommer langt væk fra, er vokset op i Thisted. Byen har avlet en stor mængde kreative talenter gennem årene, og de fleste kommer gerne hjem en tid for at hjælpe til. Mikkel Vinther kunne sagtens selv finde på at flytte tilbage engang: »Det kreative miljø i Thisted har givet mig mulighed for at udleve en af mine store drømme lige her, hvor jeg bor.

Det er nok en af grundende til, at jeg godt kunne tænke mig at flytte tilbage igen. Sådan er der også mange af de andre unge her, der har det.«

7

Kanten af Sydhavnen gemmer på et husbådemiljø Ved udkanten af Københavns Sydhavn finder man et husbådemiljø og mennesker, som bevidst har valgt at stå af ræset, og har opbygget en ny tilværelse ved vandet Didier Larsen, didier@ruc.dk

Sydhavnen er på flere måder Københavns udkant. Geografisk set er området placeret i udkanten af byen og ved første øjekast er det en mosaik af øldrikkende mænd, brune boligkomplekser af mursten og højtravende industri- og erhvervsbygninger af stål. Men bevæger man sig cirka én km mod syd fra midten af bydelen, så støder man på et havnemiljø og mennesker, som adskiller sig fra resten. Havnen ligger skjult bag en labyrint af metalcontainere, små håndværkervirksomheder og et metalgitter. Når man er kommet ind bag metalgitteret, erstattes larmen af industri med en rislende lyd af hav og en duft af saltvand.

Et ikke-sted i byen

At stå af ræset

»Det er et af de mest fantastiske steder i København. Det er en grøn oase, der ligger godt beskyttet for alt andet. Og der ikke ret mange, der ved at den findes,« - husbådsejer Jacob

»Det er et af de mest fantastiske steder i København. Det er en grøn oase, der ligger godt beskyttet for alt andet. Og der ikke ret mange, der ved, at den findes,« fortæller Jacob Berg.

Hans båd ligger bag et hvidt klubhus, og man skal slange sig gennem en lille jungle af skibe, før man kommer til en lang bådebro, hvor alt lige fra klassiske sejlbåde og moderne speedbåde ligger til kaj på hver side. For enden af broen ligger Jacob Bergs sejlbåd. Han har gjort båden til sin bolig og havnen til sin baghave, og den eneste indikation på at man befinder sig i storbyen, er industriskovstene, som man svagt kan ane i horisonten.

Jacob Berg er 41 år gammel. Han har ingen børn og har aldrig været gift. Han er uddannet grafisk designer, og har i mange år haft betydningsfulde poster i reklamebranchen, men har nu valgt en tilværelse som arbejdsløs. Han arbejder som frivillig næstformand i sejlforeningen S/ FMellemfortet, i Sydhavnen, hvor han i de sidste syv år har boet i sin specialbyggede sejlbåd, efter at han solgte sin ejerlejlighed tættere på centrum. »I en båd bor jeg bedre, end jeg gør i en lejlighed, jeg har mere frihed. I en lejlighed er du stavnsbundet til en masse ting, jeg savner intet ved min gamle boligform, jeg har det hele her,« forklarer han.

8

»Vi har hjemmet og familien som det første sted, arbejdet som det andet sted og havnen som det tredje sted.

Der er noget specielt ved at bo på vandet, der er man på et sted uden at være på et ”rigtig” sted, inden for etnografien bruges begrebet nonplace,« siger Anni Greve.

Berg.

I følge Anni Greve er det forskellige typer af mennesker, som vælger at leve på en båd, men hun mener dog, at Sydhavnen har sit helt eget miljø, som tiltrækker bestemte livsformer. »Sydhavnen kan karakteriseres som et klondike-agtigt miljø, altså tilfældigt opførte boliger uden nogen overordnet plan, hvor man blandt andet kan møde mennesker, som har valgt at ”stå af ræset”, og kun lige har til dagen og vejen,« forklarer Anni Greve.

Jacob Berg har selv valgt at ”stå af ræset”. Selvom han har en hektisk karriere bag sig, og har tjent mange penge, så valgte han at give slip på både job og ejerlejlighed. »Jeg fandt ud af, at jeg ikke gjorde det for min egen skyld, til sidst sagde jeg stop, solgte min lejlighed og flyttede herud. Selvom jeg ikke tjener en krone nu, så er jeg mere lykkelig end nogensinde før,« fortæller han.

Meningen med livet Det var ikke kun den hektiske reklamebranche, som var årsag til, at Jacob Berg valgte at flytte ud på sin

Jacob Berg har valgt at stå af ræset, derfor har han solgt han sin lejlighed, sagt sit job op og er flyttet ud i sin specielbyggede sejlbåd i Københavns Sydhavn. Foto: Didier Larsen

båd, han har hele sit liv søgt efter meningen med livet. Det fandt han ikke, da han jagtede succesen på arbejdsmarkedet, hvor lange dage, for meget kaffe og stress var dagligdag. Men derimod skulle der en ny tilværelse til søs til at minde ham om, hvad det var. »Det er, at se solen stå op hver dag, og se den gå ned hver aften. Det kan man ikke, når man arbejder fra 7-19. Det kan man ved at løsrive sig, og det kan jeg ikke inde i byen, der ser du, at solen står op kl. 16 over husgavlene, og så er den væk to timer senere. På båden kan jeg se den stå op og gå ned hver dag,« siger Jacob Berg.

»At se solen stå op hver dag, og se den gå ned hver aften. Det kan man ikke, når man arbejder fra 7-19. Det kan man ved at løsrive sig, og det kan jeg ikke inde i byen, der ser du, at solen står op kl. 16 over husgavlene, og så er den væk to timer senere.

På båden kan jeg se den stå op og gå ned hver dag,« - husbådsejer Jacob Berg.

Selvom Jacob Berg ikke har fortrudt sit valg, så vil han ikke anbefale alle at bo på en båd. Han mener, at det

Sektion 01 Fokus

kræver et særligt sind at gøre det.

Udover vejrforholdene så er der også de vedligeholdsmæssige og økonomiske aspekter, som gør, at man skal tænke sig om en ekstra gang, inden man vælger en tilværelse på en husbåd. Den delvist reparerede bådebro, afslører også at storme som Bodil, ikke altid gør tilværelsen på en husbåd til en dans på roser. »Man skal være lidt gal, for at bo som jeg gør. Især vinterene kræver, at man er gjort af en bestemt støbning. Man skal være sin egen ”det hele” inden for håndværkerfaget, og er man ikke det, og er man heller ikke velhavende, så skal man ikke gøre det,« fastslår Jacob Berg.

Selvom afstanden til byen, endeløse arbejdstimer og de kolde vintre kan være hårde, så er livet på husbåden den eneste måde, at Jacob Berg vil leve på. Når man stiger ombord på hans båd, så viser det specielt byggede trækøkken, det nyrenoverede toilet, soveværelset, loungeområdet med tilhørende siddeplads og sofabord og den lille pejs at båden ikke bare er en hobby men en boligform, som han ikke har tænkt sig at forlade. Duften af kaffe og de brugte kopper afslører også, at han er vant til at have gæster. »Når der er gang i pejsen, og når maden står og simrer, er det guddommeligt. Jeg har haft de mest indestående møder med fremmede mennesker og de mest konstruktive samtaler med venner ombord. Især de fantastiske sommeraftener gør, at jeg skal bæres herfra, når jeg stiller træskoene,« fortæller han.

Metier Issue No. 06 Forår 2014

At havneområdet, ved Bådehavnsgade, i Sydhavn er et særligt område, bekræfter bådejeren Jacob Berg.

I følge lektor i Sociologi på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet Anni Greve er havnemiljøer som Sydhavnens, kendetegnet ved at de adskiller sig fra andre steder i vores hverdag, og de har derfor deres egen betegnelse.

Ambassade stiller sult, tørst og hjemve

En ambassade i Københavns midtby byder på specialiteter fra den lolland-falsterske muld og holder eksil-aftener for dem, der har måtte flytte fra roernes land Stina Ørregaard Andersen, Stoean@ruc.dk

Ambassadørerne, Sara Mariane Metelmann (tv.) og Helle Selma Harbsmeier (th.) foran Embassy of Lolland-Falster.

Foto: Stina Ørregaard Andersen

Lolland og Falster. De to øer, der starter hvor Sjælland ender og stopper, inden Tyskland begynder. Kun halvanden time i tog fra København og alligevel et sted de færreste kommer – medmindre man selvfølgelig har lollandsk eller falstersk blod i årerne.

Men det vil Lolland-Falster lave om på.

mationschef hos Business LF, som står bag ambassaden. Tanken bag Embassy of Lolland-Falster er at vise områdets kvaliteter. Og ifølge Sara Metelmann har Lolland-Falster mange positive ting at byde på:

»Det er en slags moderne hjemstavns-forening, der er lavet for at fastholde de unge og eventuelt få dem til at flytte tilbage igen, når de er færdige med deres uddannelse.« - ambassadechef

På den anden side af vinduet findes en kælderbutik, der sælger specialiteter fra de to sydhavsøer. Øl fra Krenkerup Bryggeri og kirsebærvin fra Frederiksdal, der ellers normalt er at finde på hylderne i Mad og Vin i Magasin, har fundet vej til ambassaden. Eller rettere sagt – de har fundet hjem til et stykke af Lolland-Falster her midt i København.

for Embassy of Lolland-Falster Sara Metelmann

En trappe fra kælderbutikken fører op til første sal. Her sidder Sara Metelmann, der er ambassadechef for Embassy of Lolland-Falster, sammen med Helle Harbsmeier, der er infor-

Som bekendt lyder det, at når Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed. Og på Lolland-Falster er man klar over udfordringen i at få folk til landsdelen.

»Der er simpelthen så mange ildsjæle dernede, der laver alt muligt forskelligt. Der er så mange ressourcer og lækre fødevarer, men det ved folk ikke noget om.« Ambassadechef og bybud

Sektion 01 Fokus

Derfor har man rykket landsdelen tættere på folket. Hverdagen på ambassaden ligner dog ikke helt hverdagen på ambassaderne i de store patriciervillaer i Hellerup. Ambassadechefen, Sara Metelmann, er nemlig også hende, der laver kaffe og henter kage til husets gæster.

de unge og eventuelt få dem til at flytte tilbage igen, når de er færdige med deres uddannelse. Det holder vi fire eller fem gange om året.

Så kan de få en øl, og så er der et tema for aftenen, som ofte handler om jobmuligheder i Lolland-Falsterområdet.«

Hverdagen på ambassaden går blandt andet med at tale med nysgerrige folk fra gaden, der kommer ind for at høre mere om Lolland-Falster og den iøjnefaldende ambassade.

Og hos Helle Harbsmeier fra Business LF er visionen bag ambassaden klar:

»Hvis folk i dag kender Frederiksdals kirsebærvin, så forbinder de det desværre ikke med Lolland. Vi vil gerne have en fortælling skabt om et område, som skaber ting og skaber vækst.«

»Jeg håber, at opfattelsen af LollandFalster bliver ændret. Jeg håber, at de ting, der sker på Lolland-Falster bliver opdaget. Hvis folk i dag kender Frederiksdals kirsebærvin, så forbinder de det desværre ikke med Lolland. Vi vil gerne have en fortælling skabt om et område, som skaber ting og skaber vækst.« Eksilaftener som middel mod hjemve På ambassaden har man stort fokus på de unge fra Lolland-Falster, der er flyttet til København for at uddanne sig. Sara Metelmann fortæller, at de laver eksil-aftener for denne gruppe. »Det er en slags moderne hjemstavnsforening, der er lavet for at fastholde

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Et smil breder sig på læben på de mange forbipasserende, der går forbi et helt specielt butiksvindue i Københavns midtby. Årsagen til de mange smil findes i de skrevne ord, der med guld er malet over vinduet i den traditionelle københavnske kælderbutik. ”Embassy of Lolland-Falster” står der på den grå facade.

- informationschef hos Business LF Helle Harbsmeier

»Og så kan de selvfølgelig også læse Folketidende, hvis de har lyst til det,« tilføjer Sara grinende. Der er stor tilslutning til ambassadens eksilaftener, og ifølge Sara Metelmann er der et simpelt svar på, hvad de unge søger til eksil-aftenerne:»Fællesskab – en følelse af at høre til et sted.« Med billeder af lokalområdet på væggene, lokalavisen på bordet og en Maribo Pilsner til ganen kan eksilaftenerne kurere den værste hjemve.

9

Barndommens Gram lever på nettet Gamle anekdoter og billeder bliver til opslag og høster likes, når over tusinde bysbørn genbesøger barndommens Gram på Facebook Line Vestergaard, livela@ruc.dk

Den 28. december 2013 sætter Doddy Møller Bach sig ved sin computer for at oprette en Facebookgruppe. Tyve minutter senere er gruppen ”Det er dit barndoms Gram når…” en realitet, og grundstenen til en by i cyberspace er lagt.

I dag er ”Det er dit barndoms Gram når…” et online landsbyfællesskab med mere end 1400 indbyggere.

Gruppens væg gør det ud for byens torv, hvor historier og billeder fra tidens løb deles for et like, og hvor gamle venner mødes i kommentarfeltet over fælles minder fra en svunden tid.

»Væggen bebos af personager som den gamle biografbestyrer, Bif Egon, der gav en klækkelig rabat på biografbilletterne, hvis tilskuerne selv medbragte en havestol.« - et barndomsminde fra facebook-siden

Et lille Gram sladder Gruppen dyrker minderne fra Gram gennem de sidste 100 år. Byens for længst lukkede købmandsbutikker, isenkræmmere og ikke mindst landsbyoriginaler får nyt liv på Facebook-gruppens væg. Væggen bebos af personager som den gamle biografbestyrer, Bif Egon, der gav en klækkelig rabat på biografbilletterne, hvis tilskuerne selv medbragte en havestol. Eller Bog-Jes, der satte sin bydreng til at klistre forsiden på Søndags BT over med sedler, hvor der stod ”Vi er Guds skabning” den dag i 1970, hvor avisen bragte en artikel om, at mennesket nok stammer fra aberne.

Soveby vågner på nettet Gruppens grundlægger Doddy Møller Bach havde ikke drømt om, at gruppen skulle blive et pulserende samlingssted for adskillige Gramgenerationer. »Da jeg oprettede gruppen, tænkte jeg, det ville være flot, hvis den kom op på 300-400 medlemmer. Men pludselig tog pokker ved det, og på under 14 dage havde gruppen fået

over tusinde medlemmer – selv de unge er med,« fortæller Doddy Møller Bach.

I den fysiske verden er Gram en by i Sønderjylland med 2.440 indbyggere. Som de fleste andre byer i den vægtklasse, er Gram kendetegnet ved murstenshuse, der kan rumme en familie, og et vigende forretningsliv. En tur gennem Gram på en tidlig forårsdag er en affolket affære, men på Facebook lever barndommens Gram i bedste velgående.

Tæt trafik i online-Gram Der deles dagligt historier og billeder i ”Det er dit barndoms Gram når…”.

Nogle underholder med anekdoter fra byens hotel, mens bogtrykkerens datter Anita Andersen supplerer med billeder af Grams gader helt tilbage fra starten af 1900-tallet. Der er en tæt trafik af online-byboere, der uploader, kommenterer eller følger tavse med, når minderne rulles ud. »Jeg skal tjekke gruppen hver dag,« fortæller Doddy Møller Bach: »Hver gang får jeg flashbacks til det gamle Gram. Medlemmerne gør gruppen levende. Folk er gode til at holde den sobre tone, og fanden males ikke på væggen for at gøre andre ondt – i hvert fald ikke med vilje,« forsætter Doddy Møller Bach. Nogen minder er dog mere glædelige end andre.

Ikke alene så Gram anderledes ud tilbage i 1960erne, da Doddy Møller Bach voksede op, normerne var også nogle andre.

»– og så er der originalerne, og det er dem, vi husker. Men hver by har sine originaler, og historierne fra Gram kunne have været historier fra enhver anden by af den størrelse,«

- grundlægger af facebook-siden om Gram, Doddy Møller Bach »Det sker, at der skrives om for eksempel en gammel lærer, hvor håndleddene sad lidt løst. Det hørte med til den tid. Men hvis der sidder nogle efterkommere og følger med, bliver de måske kede af at læse, at deres bedstefar var en af de sataner, der slog.« En by som mange andre Ifølge Doddy Møller Bach er Gram ikke noget enestående eksempel. »Gram har bare en tilpas størrelse.

Der er plads til fine folk, missionsfolk og helt almindelige folk i Gram. De er der alle sammen – og så er der originalerne, og det er dem, vi husker. Men hver by har sine originaler, og historierne fra Gram kunne have været historier fra enhver anden by af den størrelse,« slutter Doddy Møller Bach.

10

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Barndommens Gram tager sig forskelligt ud generationerne mellem. Dem, der var børn i 1930’erne vil huske Gram, som det tager sig ud på billedet, hvor æ kleinbahn endnu kørte gennem byen. Foto: Anita Andersen, den gamle bogtrykkers datter.

Den økologiske legeplads uden hække

Økosamfundet Hallingelille er en legeplads, et frirum, et hjem og en arbejdsplads. Det er et fællesskab for bæredygtig eksperimen¬teren, og der er ingen hække mellem husene Mikkel Poulsen, mikkepo@ruc.dk

Den store dome i den økologiske landsbys ’sydgruppe’, hvor Jonas og Camilla bor. Foto: Mikkel Poulsen

»Det er min legeplads.« beboer Sasja Iza Christensen

-

Selvfølgelig bliver de obligatoriske, økologiske grøntsager dyrket i egen jord, men når de ikke vokser, forsyner Netto i stedet – uden for reservatet, som beboerne eller Hallingerne efter beboer Sasja Iza Christensens eksempel i spøg kalder Hallingelille.

Hallingerne arbejder for økologisk bæredygtighed, men også for at komme hinanden nærmere og have en sund økonomi, mens de sjasker maling på det store billede, de helst så, vi alle havde af verden.

Et eksperiment For Sasja Iza Christensen, som bor i Hallingelille med sin mand Bjørn Uldall, deres to børn Mira og Sirius og den for nyligt indflyttede morfar, Kurt Christensen, er Hallingelille ikke bare et hjem. »Det er min legeplads,« siger hun, og det er netop, hvad fællesskabet også bliver brugt til. Legen kan dog sagtens være alvorlig. Beboerne i Hallingelille er enige om fællesskabet, og det skal ifølge Sasja Iza Christensen blandt andet bruges til at løse opgaver, som ikke kan klares på egen hånd. »Bæredygtighed er en umulig opgave for det enkelte menneske. En del af de løsninger, vi skal finde, foregår på det individuelle niveau, men det er op ad bakke, hvis man ikke har nogle at støtte sig op af og være sammen med omkring det,« forklarer Sasja Iza Christensen.

Grundlæggende handler det om, hvordan man sammen med andre kan løse små og store problemer, mens man finder mening i tilværelsen.

Sektion 01 Fokus

»Bæredygtighed er en umulig opgave for det enkelte menneske.« - beboer Sasja Iza Christensen

Hvem er Hallingelille?

Det lille samfund tæller cirka 80 beboere, 50 voksne og 30 børn, fordelt på to kollektiver, ’Mælkevejen’ og ’Badehotellet’, seniorbofællesskabet og alle husene. Midt i det hele ligger det store, gule fælleshus, hvis lange, V-formede tag spreder sig som velkomne arme næsten helt ned til jorden. Fælleshuset er det første hus bygget i landsbyen og ligger lige ved den fælles badesø, som på en varm sommerdag lokkende kalder på et hovedspring fra husets terrasse på første sal.

I fælleshuset mødes Hallingerne for at spise sammen – ofte vegetarisk – men også for at være sammen og lære netop at være dét. Her mødes Hallingerne for at pleje deres fællesskab og få tingene til at køre. Man spørger andre, om de kan leve med beslutningerne, og hvis ikke må man prøve igen.

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Et sted nord for Ringsted ligger Valsømagle. Herfra er der 3,5 kilometer til nærmeste forsamlingshus, men man behøver kun tage til Hallingebjergvej i byen for at finde samling. »Her danser engle,« siger postkassen på stativet, mens spektakulære hamp- og hø-isolerede huse gør opmærksom på sig selv i baggrunden.

I indkørslen minder den udvidede affaldssortering én om, at vi alle har et ansvar over for miljøet. Men miljøet er langt fra det eneste, der bliver taget hånd om i Hallingelille. Her er bæredygtighed mere end separeret skrald.

Et samfund ved siden af Selvom Hallingerne både fysisk og mentalt befinder sig lidt uden for ’samfundet’, er der ingen særlige tegn på, at der tages afstand fra det.

Sasja Iza Christensen beskriver det nærmere som at stå med ét ben i hvert samfund: »Jeg oplever helt bestemt, at jeg er en del af det samme samfund, som du og alle mulige andre er, men jeg kan alligevel godt føle mig splittet i værdier,« siger hun.

Alt i alt er Hallingelille både et sted og en idé, der skaber glæde og optimisme for fremtiden, men nogle gange kan et fællesskab også gå hen og blive ”pisse irriterende”. »Men det er en del af virkeligheden, ikke?« spørger Hallingen med et smil.

11

14 Silja Thøgersen

Grænseløs kærlighed i cyberspace

Side

14 Stine Felding Rasmussen

Unge spaniere kan ikke blive voksne

Side

15 Kathrine Meyer Jørgensen

Esperantosproget lever på verdens sofaer

Side

16 Signe Lerche

Er den argentinske mediemogul blevet tæmmet?

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Panorama

Side

13

Grænseløs kærlighed i cyberspace Hvert semester skaber udveksling en masse kærlighed på tværs af landegrænser. Med Snapchat, Skype, Facebook og Viber, har langdistanceforhold i dag rigtig gode chancer Silja Thøgersen, siljath@ruc.dk Ekkoet, der kryber ind over ordene, omsætter den store distance til lyd.

Et enkelt ord forsvinder fra en sætning af og til. Grinene falder forskudt af vittighederne, og det grynede billede stopper sin bevægelse midt i forklarende fagter. Det kan være svært at forestille sig at holde kærlighedsforholdet i live på Skype, men det er realiteten for mange.

Kærligheden kan godt klare distancen med hjælp fra internet og mobil, viser forskning. Tidsskriftet Journal of Communication har i juni 2013 offentliggjort en undersøgelse, der viser, at par i langdistanceforhold oplever lige så stor tæthed som geografisk tætte par.

»På en måde tror jeg næsten vi snakkede mere end de fleste andre par, det var jo det eneste vi havde ­— snakken«. – studerende Eva Buchhave

Vindmøller og danske piger Parret Alex Newcombe og Eva Buchhave har tilbragt seks måneder på hver sin side af jordkloden. »Langdistanceforhold er jo egentlig bare noget lort. Det synes jeg jo især nu, hvor vi er det samme sted,« siger Alex Newcombe med et grin. »I hvert fald mens man er i det, men egentlig tror jeg, at det giver noget andet.« Alex Newcombe er fra Bris-

bane, men en interesse i vedvarende energi trak ham til et semester på DTU i Danmark. I dag er det dog andet og mere end vindmølleenergi, der gør en fremtid i Danmark attraktiv. Danske Eva Buchhave sidder ved siden af ham i Brisbane, og forklarer over et skrattende Skype. »På en måde tror jeg næsten, at vi snakkede mere end de fleste andre par. Det var jo det eneste, vi havde ‒ snakken,« siger Eva Buchhave, der netop har afsluttet sin bachelor på RUC og er nået til Australien.

Tættere på langdistance I 2011 var 11.863 danske studerende i udlandet for at studere. Imens var 28.866 udenlandske studerende i Danmark. De studerende tager på udveksling for at opleve en anden undervisning og kultur, men mange kommer også hjem med et langdistanceforhold i kufferten.

Langdistanceforhold oplever ligeså stor, og i nogle tilfælde større, tæthed end geografisk tætte forhold, skriver Journal of Communication i en artikel fra juni 2013. De to kommunikationsforskere Crystal Jiang og Jeffrey T. Hancock har lavet et studie af intimitet og tæthed i henholdsvis langdistance og geografisk tætte forhold.

I undersøgelsen målte man tæthed ud fra, hvor meget hver part delte om sig selv af sine tanker og følelser, og i hvor høj grad den anden part udtrykte forståelse. Det viste sig, at de samtaler, langdistanceparrene

En snapchat siger mere end 1000 ord. Alex Newcombe og Eva Buchhave mødte hinanden gennem udveksling og har haft et langdistanceforhold i nu 2 år.

havde, ofte var mere intense og positive og langt mindre centrerede omkring praktiske emner, end hos de geografisk tætte par.

»Så kunne vi nøjes med at snakke om dejlige ting på Skype og Viber. Facebook kunne bruges til hverdagssnak og søde beskeder, mens Snapchat gav små øjebliksbilleder,« - studerende Eva Buchhave.

Mere sammen hver for sig I dag findes der dog en endeløs række af kommunikationsformer på tværs af grænser. Med de mange forskellige digitale mødesteder, kan

man pludselig kategorisere sin kommunikation. »Når man kun mødes på Skype, så kan det være hårdt at skulle have mange praktiske snakke, så det gjorde vi på almindelig e-mail. Så kunne vi nøjes med at snakke om dejlige ting på Skype og Viber. Facebook kunne bruges til hverdagssnak og søde beskeder, mens Snapchat gav små øjebliksbilleder,« fortæller Eva Buchhave om parrets kommunikation. »Man er ligesom nødt til at følge tæt med, hvis ikke man skal føle, at afstanden bliver for … NEJ! « Alex Newcombe afslutter sin forklaring med et brøl. »Det er Cricket,« forklarer Eva Buchhave grinende. »Se, det er det, der sker, når man er det samme sted, pludselig er man mindre tilstede og har gang i alt muligt samtidig. Det kan man ikke på Skype!«

Unge spaniere kan ikke blive voksne Vi kender de unge spanske arbejdsløse fra artikler med skræmmende statistikker og dystre økonomiske prognoser. Bag tallene gemmer der sig store personlige konsekvenser for den spanske ungdom.

Unge arbejdsløse spaniere er nemlig dybt økonomisk afhængige af deres forældre. I Spanien er det nemlig ikke

14

muligt at modtage arbejdsløshedsunderstøttelse uden tidligere at have haft et arbejde. Det betyder, at et stigende antal unge spaniere er fangede i deres forældres hjem uden mulighed for at starte deres eget liv som voksen.

Over halvdelen af de 25 til 29-årige spaniere boede i 2013 stadig

Livsprojektet Krisen i Spanien har haft store konsekvenser for de unges frigørelse.

Det fortæller Rafael Martínez, der er professor i Sociologi ved Granada Universitet og forsker i beskæftigelse.

ler bliver forsinket til en langt højere alder, så har vi et meget afgørende socialt problem,« forklarer Rafael Martínez.

Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om økonomi. Det handler også om de unges mulighed for at skabe et hjem, få en familie og realisere deres eget livsprojekt, siger Rafael Martínez. Han understreger, at arbejdet i dag er en vigtig del af vores identitet og den måde, vi organiserer vores liv på.

Afhængig af familien

»Overgangen til voksenlivet er intimt forbundet med overgangen til arbejdsmarkedet. Det vil sige, at hvis denne proces med at blive en del af arbejdsmarkedet ikke finder sted el-

Francisco Javier på 25 år er en af de unge, der er tvunget til at blive boende hjemme. Han har studeret virksomhedsøkonomi og blev færdig for halvandet år siden. Siden har han

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 06 Forår 2014

En stor gruppe spanske unge er stranded i deres forældres hjem, hvor de lever af forældrenes indkomst uden mulighed for at begynde deres voksne liv Stine Felding Rasmussen, smfr@ruc.dk

hjemme hos deres forældre. Det er en stigning på 11,5 procent siden 2012. Tallene stammer fra den sidste nye rapport om frigørelse fra hjemmet udgivet af Rådet for Ungdommen i Spanien.

Esperantosproget lever på verdens sofaer •

Det konstruerede sprog fra 1800-tallet, esperanto, fik aldrig international gennemslagskraft mod engelsk. I dag oplever sproget dog en renæssance på internettet, hvor esperantister gratis kan låne en sofa at sove på, når de rejser ud Kathrine Meyer, kmeyerj@ruc.dk

Nomadefolk på verdensbesøg På internetsiden ”pasportaservo.org” eller på godt dansk Pastjenesten kan man gå på opdagelse i adresselister fra verdens midte og afkroge.

Her stiller privatpersoner en seng, en teltplads i haven eller en sofa til rådighed for trætte rejsende. Hvis du vel og mærke taler esperanto. »Vi fik en anden kultur under huden på en helt unik måde. Vi gik på stranden med en ægte brasilianer og talte et fælles sprog. En af dem, vi boede hos, kunne ikke engelsk, men med esperanto kom vi langt omkring,« fortæller Michael Branebjerg, som har besøgt esperantister i både Brasilien og Tyskland gennem internetsiden.

Han lærer nu selv sproget fra sig til både sin datter, Elvira og eleverne i 6. og 7. klasse på friskolen Livets Skole i Vanløse, hvor han underviser til daglig. »Det er noget helt særligt at have et sprog sammen. At møde et andet lands kultur via et fælles sprog, hvor ingen er sproglig overlegne, giver et ligeværdigt forhold,« fortæller han om at møde hinanden med espe-

ud over en midlertidig praktikplads ikke kunnet finde arbejde. Han er vokset op med løftet om, at studier er den sikre vej til en god fremtid og er frustreret over sin situation. »Forestil dig, at du har gjort din del af arbejdet – at du har studeret det, der skal til, og du mener, du nu har et niveau, der burde kunne give dig et arbejde inden for det, du har studeret. Og så har du ikke muligheden.

Du sidder hjemme i dine forældres hus dag efter dag. Du får det dårligt af ikke at lave noget. Du vil gerne have en indkomst og din økonomiske frihed. Så du ikke bliver nødt til at være afhængig af familien. Men du kan ikke,« fortæller Francisco Javier.

Også Christian Gracia på 24 er frustreret. Han er netop blevet færdig med sine studier i statskundskab og administration for et halvt år siden.

Mens han studerede boede han i byen Granada, men bagefter var han nødt til at flytte hjem til sine forældre i Málaga.

ranto, når man rejser ud.

Esperantoland i hele verden ”Sofaer uden folk, til et folk uden land.” Sådan kunne parolen lyde for ideen om et globalt land for både høj og lav. »Der er en ide om et esperanto-land, som er en måde at se det globale på, hvor man siger at esperantosamfundet er et netværk af mennesker i hele verden. Det er et land, som har sit eget flag, hymne, skabelseshistorie og ønske om fred,« forklarer Karen Risager, som er professor i kultur og sprogmødestudier på Roskilde Universitet.

Branebjerg er okay til sprog, og som lægestuderende kan hun en del latin, så »hun opsnappede det egentlig bare ved at lære grammatikken af mig, mens vi rejste, og så bare bruge det på turen,« fortæller han.

Mette Hjerting underviser ugentligt i esperanto i Kulturhuset på Tomsgårdsvej i København Nordvest. »De unge lærer sproget på internet-

•

•

Der er ingen videnskabelig opgørelse af antallet af esperantister på verdensplan.

Nogle mener, at flere millioner taler esperanto.

Der er verdenskongres for esperantister hvert år forskellige steder i verden, 2011 var København vært og i år Argentina.

tet, så de kommer ikke til undervisningen. De finder ud af at gå ind på www.lernu.net og så lære sproget der,« forklarer hun om de manglende unge esperantister på sprogkurset.

Det er altså den online sprogskole, man kan ty til, hvis sommerferien skal bruges på at rejse ud og møde verdensfolk på et sprog, der taler om fred.

Som turist kan man derfor besøge ideen om esperantolandet, hvor end man tager hen i verden på forretningsrejse, ferie eller for at studere. »Meningen er, at man sammen vil fremme den internationale forståelse.

På den måde er det interessant som turist at tage den vinkel, fordi man kommer i kontakt med almindelige mennesker i alle mulige samfundslag, som har dette som deres store interesse,« uddyber hun.

Regler uden undtagelser Grammatikken er meget simpel.

Hvert bogstav har kun én lyd, og slutter et ord på ”o”, er det et navneord. Michael Branebjergs kone, Victoria, kunne ikke tale esperanto inden de rejste til Brasilien, men det ændrede sig over de fire måneder på den anden side af Atlanten. Victoria

Michael Branebjerg sidder i sin stue i Københavns Nordvestkvarter, hvor også han har haft besøg af folk fra fjerne egne, som snakker esperanto. Foto: Kathrine Meyer Jørgensen

»Efter at have levet ude i fem år er det nederen at flytte hjem igen. Lige meget hvor afslappede dine forældre er, lige meget hvor meget de giver dig lov til, bliver det: ’Jeg tager af sted nu.’ ’Hvad skal du? Med hvem? Hvornår Spaniens unge i tal: - 57 procent af de 25 til 29-årige spaniere boede i 2013 stadig hjemme hos deres forældre. Det er en stigning på 11,5 procent siden 2012.

- 90 procent af danske unge var i 2012 flyttet hjemmefra inden, de fyldte 25.

- Arbejdsløsheden blandt de 16 til 29-årige spaniere var 42,2 procent i slutningen af 2013.

Kilder: Rådet for Ungdommen i Spanien (Consejo de la Juventud en España), Spaniens Nationale Institut for Statistik (INE), Danmarks Statistik

Sektion 02 Panorama

Christian Gracia kigger ud på Granada – den by han studerede i, og som han nu er flyttet fra for at bo hos sine forældre.

Foto: Stine Felding Rasmussen

kommer du hjem igen? Er du hjemme til mad?,« fortæller Christian Gracia.

Hverken Christian Gracia eller Francisco Javier tror på, at det snart bliver muligt for dem at finde et job. De forsøger dog begge at øge deres mu-

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Den gamle ide om et fælles sprog, som både en kineser, franskmand eller brasilianer nemt og hurtigt kan lære, spirer nu op igen. Sprogets opblomstring bliver godt gødet af internettets nye muligheder, der gør det nemt tilgængeligt at lære sproget for rejselystne og andre nysgerrige rundt om i verden.

•

Esperanto er et sprogprojekt som polakken L.L. Zamenhof, søn af en sproglærer, startede i 1887.

Esperanto betyder ”den håbende” og ideen til sproget spirede ud af fredsbevægelser. Esperanto skulle være den sproglige fredsmægler mellem folkeslag.

ligheder ved at tage kurser i sprog og andre relevante emner. De har desuden begge, som så mange andre spaniere, overvejet, at udlandet kan ende med at blive en nødvendig udvej.

15

Er den argentinske mediemogul blevet tæmmet?

I årtier har medierne i Argentina ikke bare været den fjerde statsmagt, de har kontrolleret selve statsmagten og regeringen. Det kommer en ny medielov sandsynligvis til at lave om på Signe Lerche, signele@ruc.dk

Medielovens mål er at regulere og mindske mediemonopoler på tv-, kabel-tv- og internetmarkedet, og det kommer til at ramme Clarín hårdt.

Den nuværende diktatur-medielov fra 1980 er spækket med beføjelser og undtagelser, som er lavet gennem noget-for-noget-aftaler mellem regeringen og Clarín. Det er netop disse studehandler, som har givet mediegiganten byggetilladelse til at opføre sit omfattende medieimperium.

Den udemokratiske mediemogul Det var ikke kun Clarín, som fik noget ud af samarbejdet med regeringen – regeringen fik også valuta for pengene. »Mange forhenværende regeringer har prøvet at mindske Claríns magt, men de har samtidig været interesseret i Clarín, fordi de havde brug for deres støtte. Det er utrolig udemokratisk,« forklarer Silvio Waisbord, der er professor i Media og Public Affairs ved George Washington University i USA, hvor han forsker i argentinske medier.

Demokratisk er det et problem, når en medievirksomheds verbale jerngreb får indflydelse på en regerings politik. Det mener chefredaktøren på en af Argentinas største aviser i hvert fald. »Clarín har på nogle områder fået mere magt end regeringen, og det er et stort problem, når regeringen er valgt af folket. Det er på ingen

16

måder demokratisk. Et eksempel på det er i 1989, hvor Clarín tvang den daværende præsident Alfonsi til at forlade sit embede et halvt år før tid. Det skyldtes, at et andet politisk parti havde lovet Clarín en masse goder, hvis de hjalp dem ind i præsidentembedet så hurtigt som muligt.

Det er ren junglelov,« understreger Sebastián Lacunza, chefredaktør på Buenos Aires Herald.

Det kan være svært at forstå, hvorfor det lige er Argentinas kommercielle medier, der har fået så stor politisk magt.

Clarín er ikke ligefrem præsident Christina Kirchners favoritlæsning Foto: fra presidencia.gov.ar

»Der er dominante mediespillere i flere lande, for eksempel Brasilien, hvor virksomheden Global er vigtigere end Clarín er på tv-markedet. Og der er Rupert Murdock. Forskellen er bare, at der ikke er medievirksomheder i andre lande, der har antenner på så mange dele af mediemarkedet, som Clarín har,« forklarer Sebastián Lacunza.

»Den medielov, som blev lavet under diktaturet, og som har været gældende til i dag, var ikke rigtig en lov. Og når der ikke er en lov, så er det lettere at gøre, hvad end du vil.

Den nye medielov laver streng mediekontrol, så det vil være svært for regeringen at opnå større indflydelse på medierne,« forklarer Sebastián Lacunza fra Buenos Aires Herald.

Regeringens agenda med medieloven

Mediemagten i fremtiden?

Den nuværende Kirchner-regering nød godt af Claríns magtfulde position fra starten af deres regeringsperiode i 2003, men deres tætte dans sluttede brat i 2008. »Claríns og den argentinske regerings bryllupsrejse er endelig slut – hvilket den skulle have været for mange år siden. De blev uvenner på grund af uoverensstemmelser om landbrugspolitikken i 2008, hvilket hurtigt blev transformeret til en åben krig,« påpeger Silvio Waisbord.

Efter eget udsagn ønsker regeringen at medieloven skal ”demokratisere” ordet, men mest af alt handler det om, at de vil vinde en indspist kamp over giganten over alle mediegiganter, Clarín. »Jeg er overbevist om, at regeringen har lavet loven, fordi Clarín begyndte at skrive kritisk om dem og for at få større kontrol over medierne,« forklarer Silvio Waisbord.

Hertil kan man spørge sig selv, om regeringens agenda med den nye medielov er at lave en mere statskontrolleret, ensidig mediedækning?

Der er flere argumenter, der taler for, at regeringen ikke vil misbruge den nye medielov.

Ifølge medieloven må staten højst eje 1/3 af medierne og kan derfor ikke lovligt tage den fulde kontrol. De kommercielle medier skal også eje 1/3, og den såkaldte ”tredje sektor” skal eje 1/3. Den tredje sektor dækker blandt andet over universiteter, kirker, NGO’er og landmænd.

Både professor Silvio Waisbord og chefredaktør Sebsatián Lacunza er yderst positive over, den tredje sektor får mere indflydelse, fordi medieloven fra 1980 stort set ikke tillod denne sektor i medierne.

Derudover giver den nye lov også plads til oppositionsmedlemmer og sociale organisationer i de statsejede medier. Hvilket ellers ikke har været kutyme i de traditionelle ensidede statsmedier i Argentina.

Samtidig ligger regeringen under for et pres fra udlandet, der længe har kastet skeptiske blikke mod Argentinas mediesystem.

Det er altså ikke så meget regeringens misbrug af den nye lov, argen-

Sektion 02 Panorama

tinerne skal frygte. Argentinernes opgave bliver i stedet at holde et vågent øje med, at Claríns spændetrøje forbliver lukket de næste par år. »Regeringen må være stærk, især de næste to år. Ellers opnår Clarín igen meget magt og vil sikkert prøve at ændre medieloven, så snart de ser deres snit til det,« afslutter Sebastián Lacunza.

Umiddelbart har omverdenen og den argentinske befolkningen fået opfyldt deres krav om, at Clarín skal tæmmes. Men det kræver disciplin, at holde Clarín i kort snor.

Clarín er stadig – trods ny medielov – den mest dominerende medievirksomhed i Argentina.

Fakta om medieloven • 2009: Medieloven bliver vedtaget af regeringen •

2009: Clarín beskylder loven for at være i strid med konstitutionen.

Højesteret sætter derfor loven på ”standby”.

•

2013: Højesteret erklærer loven i overensstemmelse med konstitutionen.

•

2014: Clarín bliver tvunget til at dele sit medieimperium op i seks dele og sælge dem.

•

Clarín ejer 60 % af kabelmarkedet, 25 % af internetmarkedet, 10 radiostationer, seks aviser, Argentinas næstmest populære tv-station, en avistrykvirksomhed, filmproduktion etc.

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Der findes mange medieimperier i verden. Mediemoguler som den australsk-amerikanske Rupert Murdock har vist, at mediernes magt kan føre til stor politisk magt. Argentinas svar på Murdock hedder Clarín og er en medievirksomhed, der er vokset til en gigantisk størrelse gennem de sidste 40 år. År for år har Clarín bredt sine antenner ud til stadig flere mediemarkeder, og deres politiske magt har til tider undermineret selve regeringens magt. Det undskyldende mantra i de skiftende argentinske regeringer har været, at ”Clarín er for stor til at blive reguleret”. Men efter en lang, sej kamp har Kirchnerregeringen gennemtrumfet en ny medielov. Loven beviser, at mantraet ikke er korrekt – mediegiganten kan tæmmes.

Vores Verden

Side

18 Bastian Grostøl

Martin Kongstad vender det hele på hovedet

Side

20 Nicoline Larsen

Planlagt center skal udfordre de journalistiske grundfortællinger

Side

21 Lene Roe Rasmussen

Når kilden selv fortæller sin historie

Side

22 Malte Oxvig & Eva Elisabeth Østergaard

Politikens idémager i Sydamerika

Side

23 Lise Højer

EU-journalister til kamp mod kløfterne

Side

24 Sofie Sørensen & Ditte Ravn Jakobsen

Fortællende journalistik gør verden lettere at forstå

Side

26 Merle Baeré

Den2radio: Et stille oprør

Side

27 Line Brabæk

Den dag redaktøren gik i land på Ærø

Martin Kongstad vender det hele på hovedet Martin Kongstad er færdig med journalistikken. Der er ikke mere at komme efter. Han vil stadig gerne skrive, men det skal være skævt. For Martin Kongstad gider ikke at spille efter reglerne Bastian Grostøl, rahbaek@ruc.dk

tere synlig, fordi jeg ikke mindede om de andre. Jeg stødte ind i mange uddannede journalister, som også gerne ville lave noget skævt, men så gjorde de det alle sammen på den samme måde, fordi de havde lært, hvordan man skulle gøre det skævt.«

Journalistik på speed

Opgør med sine egne

Martin Kongstad er en type. Journalist, forfatter og ambassadør for den københavnske kreative klasse. Vi er taget på Sørens Værtshus, og vi starter med journalistikken. Den som Martin Kongstad ikke længere gider.

Martin Kongstad etablerede sig som musikanmelder. Han skrev om de store navne for de store blade. Men noget var ikke, som det skulle være.

»Det interesserer mig ikke mere,« siger han. »Jeg har lavet så meget journalistik. Jeg har skrevet store ting for alle de blade, jeg ville.« Han fortæller om sin indgang til journalistikken. Den var utraditionel.

I midtfirserne blev han to gange afvist af Danmarks Medie- og Journalistikhøjskole, men mistede ikke troen på egne evner af den grund.

Så en aften, hvor han var på speed, skrev han en ansøgning til det nye musikmagasin Gaffa. Han havde netop læst i bladet for første gang, og mente bestemt, at han kunne gøre det bedre. Han skrev og sendte ansøgningen to gange. Den skulle jo nødig gå tabt i posten. Gaffa ansatte ham prompte.

I dag er Martin Kongstad glad for, at han ikke kom ind på Journalisthøjskolen. Han skilte sig nemlig ud. »Jeg skrev ikke ligesom dem, der var uddannede. Jeg anskuede tingene fra en anden vinkel. Og jeg blev let-

18

For Martin Kongstad betød det skæve blandt andet at bruge sig selv i journalistikken. Han mener, at et interview er mere ærligt, hvis man også ved, hvordan intervieweren har det. »Jeg har aldrig troet på objektiv journalistik,« slår han fast. »Den der skriver er jo altid farvet af hundredetusinde ting.«

»Jeg havde altid haft det blandet med at lave interviews med kunstnere. Jeg følte mig jo selv som kunstner,« fortæller han. »Jeg ville hellere sidde over på den anden side af bordet. Jeg ville hellere tale om mine egne ting end at tale om deres. Og det kan man jo ikke.«

»Jeg havde altid haft det blandet med at lave interviews med kunstnere.

Jeg følte mig jo selv som kunstner.« - Martin Kongstad Så Martin Kongstad besluttede sig for at tage sin afsked med livet som musikanmelder. Og det gik ikke stille for sig. Han skrev en 15 sider lang artikel, hvor han hang hele branchen ud, inklusiv sig selv. Beskrev de gratis rejser og frynsegoder ved jobbet.

Hvordan motivationen for mange musikanmeldere handlede mere om at møde stjernerne end om faglig stolthed. »De andre anmeldere blev skide sure,« siger han, og gør ikke

så meget for at undertrykke et smil. »De ville ikke hilse på mig. De vendte ryggen til mig, når vi mødtes.« Så var den bro ligesom brændt. Og så var der jo ikke andet at gøre end at finde på noget nyt.

Selvkritik af hykleriet Efter flere sidespring skrev Martin Kongstad sin første bog. En novellesamling. Endnu engang brugte han sig selv i sit arbejde. Han beskrev og tog udgangspunkt i det miljø, han havde færdes i hele sit liv. De kulturradikale, den kreative klasse. Med alt hvad det indebærer. Kunstnere og akademikere, Kartoffelrækkerne og Bernadotteskolen, dyr vin og Løgismose. »Venstreorienterede bedsteborgere,« kalder han det selv.

I dag er han blevet et symbol på det miljø. Det er en rolle, han har det fint med. Det er blevet hans brand, og det sælger bøger. Men det er også et miljø, som han beskriver med en (selv)kritisk distance. Han klandrer sig selv og sine egne for at være hykleriske. For at svigte sine ideologiske udgangspunkter og for ikke at ville noget som helst. Og han er ikke bange for at blive ramt af sin egen skideballe. »Når jeg træder ud af det, jeg kommer fra og forholder mig til det, inddrager jeg også mig selv. Jeg ser tingene i øjnene.« For Martin Kongstad går aldrig mere ind i en rolle, end at han altid kan gå ud af den igen.

Spørgsmålstegn Martin Kongstad er i fast forhold på 13. år. De har tre børn. Han træner sin søns fodboldhold hver tirsdag.

Alligevel har han senest kastet sin kritik på det monogame parforhold.

Martin Kongstad har simpelthen dødsdømt det.

lavede det med, var yngre. De havde en livsindstilling, der var meget vildere end min generations, dengang vi var unge. Og så tænkte jeg, at der sker et opbrud her. At den her meget statiske måde, man hidtil har haft parforhold på, er ved at bryde sammen.«

»Jeg har aldrig troet på objektiv journalistik. Den der skriver, er jo altid farvet af hundredetusinde ting.« - Martin Kongstad I sin debutroman, Fryser Jeg, fra sidste år, skrev Martin Kongstad om sin kontroversielle vision for det moderne parforhold. Om et forhold med løsere rammer, som er mere baseret på lyst end på traditioner.

Og det var ikke bare en sjov tanke – det var Martin Kongstads realistisk prognose for parholdets fremtid.

Selvom han altså selv er familiefar og fodboldtræner.

På Sørens Værtshus har Martin Kongstad røget sin sidste smøg, og der tegner sig et billede. Martin Kongstad kan ikke sættes i bås. I hvert fald ikke uden at sætte spørgsmålstegn ved den. Om så båsen hedder journalist, bedsteborger, musikanmelder eller samleverske.

Spilleregler skal brydes, og ting skal vendes på hovedet. »Jeg gør egentlig bare det, jeg har mest lyst til.« Han nikker lidt for sig selv. »Andet tror jeg ikke, at man kommer så langt med.«

»Jeg var kommet ind i nogle nye kredse, da jeg lavede bladet Københavner,« fortæller han. »De folk, jeg

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Martin Kongstad er malplaceret i DR Byen. Hans slidte rullekravesweater, termobukser og prikkede sneakers står i forstyrrende kontrast til det blankpolerede mediemekka. »Det er jo ligesom at være hos en revisor,« bemærker han. Han skæver til de lange rækker af lysebrune hæve sænke borde. Vi skal til møde. Martin Kongstad er ved at skrive manuskriptet til en ny serie på DR, og i dag skal han brainstorme med en redaktør. Redaktøren er begejstret.

Både for Martin Kongstads ideer til serien og for hans anekdoter fra halvfemserne. Anekdoter som Martin Kongstad tydeligvis har fortalt før.

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Sektion 03 Vores Verden Martin Kongstad træner sin søns fodboldhold.

Han er ikke meget for at spille inden for stregerne. Foto: Bastian Grostøl

19

Planlagt center skal udfordre de journalistiske grundfortællinger At nyhedsmedierne er i krise er ingen nyhed. Men det, at et forskningscenter for konstruktiv journalistik er ved at blive stablet på benene, er.

Folkene bag ønsker at udfordre de journalistiske grundfortællinger, som måske er en del af årsagen til mediernes krise.

Nicoline Larsen, nicolla@ruc.dk »De fleste journalister vil hellere vælte præsidenter end noget andet. Så i virkeligheden er det synd og skam, at der er så relativt få præsidenter til så mange journalister,« siger Thomas Rasmussen, chef for Forskning, Innovation og Viden ved Dansk Medie og Journalisthøjskole.

Journalisten som vagthund er et ideal, man dyrker på journalistuddannelserne. Men den journalistiske våde drøm, om at få lov til at være lige netop dén vagthund, der får bidt sig fast i haserne på en korrupt magthaver, er måske i virkeligheden ikke den, der tjener samfundet bedst. Det er netop spørgsmålet om, hvorvidt en mere konstruktiv journalistik tilgang kan være en forbedring af journalistikken, der har fået Thomas Rasmussen og professor Peter Bro fra SDU til at starte planlægningen af et center for konstruktiv journalistik.

vi kommer fra en arbejdsgruppe til en stor fondsansøgning og derfra til etableringen af et egentligt center,« siger Thomas Rasmussen.

Grundsten lægges

Siden DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup, i 2012 udsendte bogen ”En konstruktiv nyhed – Et opgør med pressens negative verdenssyn”, er der blevet diskuteret konstruktiv journalistik i den journalistiske andedam.

For er det pressens opgave aktivt at søge løsninger på samfundets problemer, eller skal den blot blotlægge dem? Thomas Rasmussen mener ikke, at dette er en ny diskussion, men at den kan dateres helt tilbage til Henrik Cavling. For Michael Bruun Andersen, studieleder i Journalistik

Indtil videre er der primært tale om en masse ideer og visioner, men Thomas Rasmussen og Peter Bro har nedsat en arbejdsgruppe til at nedfælde disse visioner - og ikke mindst for at rejse penge til projektet. »Det vi går efter, er at få hundredemilliardmillioner til at lave noget kæmpestort. Derfor interesserer vi os lige nu for, hvordan

Om visionerne for centret siger Cathrine Gyldensted, som er en del af arbejdsgruppen, at: »For os er visionen, at centret både skal rumme forskning, undervisning og praktisk journalistik. Så det er en helhedstankegang.

»Det vi går efter, er at få hundredemilliardmillioner til at lave noget kæmpestort.« - Thomas Rasmussen, chef for Forskning, Innovation og Viden ved Dansk Medie og Journalisthøjskole.

på RUC, er der da også blot tale om civic journalism i forklædning. Men ligegyldig om konstruktiv journalistik i bund og grund bare er gammel vin på nye flasker, så mener journalisten Cathrine Gyldensted, at det er nyttigt at relancere begrebet. »Hvis journalistik fungerede optimalt, så er jeg da ikke sikker på, at vi behøvede at tale om konstruktiv journalistik. Så det kan være, at den ophæver sig selv om 10-20 år. Men jeg tror, at det er klogt at kalde den noget særligt i den her opbygningsfase, for at vi bliver bevidste om, hvad det handler om.« Den negative skævvridning I arbejdsgruppen sidder Cathrine Gyldensted, som tidligere selv var journalistisk vagthund for TV Avisen og Søndagsmagasinet. Men en dag hvor hun var på vej ud for at lave et interview med en person, som ville blive ramt af kræftventelister, fik hun pludselig nok: »Jeg vidste præcis, at jeg skulle ud til det her menneske og stille de rigtige spørgsmål om, hvor forfærdeligt det var og så ud og finde de ansvarlige oppe i systemet, som beklager, og som vi så kan skyde skylde over på.

Jeg bliver simpelthen i det øjeblik så led og ked af, at det er den læst, jeg skal skære min historie over.« Hun indså, at hendes journalistik bidrog til en skævvridning af virkeligheden – til det negative og konfliktfyldtes favør. Hun tog konsekvensen af den erkendelse og begyndte at lede efter en anden måde at gå til journalistikken på. Hun fandt svaret på University of Pennsylvania, hvor hun tog en master i positiv psykologi.

»Jeg følte, at jeg fik en viden med tilbage, som gør, at jeg ikke længere er frustreret, men faktisk har et bud på, hvordan journalistikken kan udvikles,« siger hun og tilføjer: »For jeg elsker jo nyhedsjournalistik. Og jeg vil gerne være med til at udvikle den, så den stadig er vedkommende for folk. Jeg synes, det er bekymrende, at folk vælger os fra, og det bliver vi sgu nødt til at gøre noget ved, hvis vi vil have indflydelse på samfundet og leve op til, hvad journalistikken skal kunne.« En vej ud af mediekrisen?

Det er netop den krise, som nyhedsmedierne befinder sig i, som har fået Thomas Rasmussen til at vende sin opmærksomhed imod den konstruktive journalistik. »Det er jo tydeligt, at det ikke kun er medierne, der er i krise, men faktisk også journalistikken. Derfor kunne det være interessant at kigge på, om man kunne skabe noget andet ved at arbejde anderledes journalistisk, for dermed at finde ud af om journalistikken er en del af mediernes problem. Og om en anden form for journalistik kunne gøre noget andet for medierne og for samfundet,« siger han.

Helt konkret mener han, at det planlagte center skal være med til at udfordre de journalistiske grundfortællinger, herunder den før omtalte vagthund der drømmer om at vælte præsidenter. For selvom det er et ideal, som går langt tilbage, så er den konstruktive tilgang mindst lige så gammel. »Der har historisk være to måder at leve op til journalistikkens demokratiske ideal på. Den ene er at være vagthund og blive ved med at bide i Lars Løkkes haser, indtil han indrømmer, at det var noget værre rod med de bilag. Den anden er, at man er med til at skabe forståelse for nogle projekter og løsninger. Altså simpelthen være løsningsorienteret. Og det har altid eksisteret i journalistikken, det er bare den anden grundfortælling, der fylder mest,« siger han.

20

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Hvor og hvornår, centeret konkret er klar til at slå dørene op og udfordre de journalistiske grundfortællinger, er endnu uklart. Visionen er, at centret skal skabes som et bredt samarbejde imellem alle landets journalistuddannelser, så der er mange ender, der skal mødes.

Når kilden selv fortæller sin historie I baren på Nørrebro Teater får du historier fortalt fra kildens egen mund. Forvandlende Fortællinger er et initiativ, hvor en række frivillige personer for en enkelt aften stiller sig op og fortæller en historie, der har haft betydning for deres liv.

• Det er nye fortællere, der fra gang til gang fortæller deres personlige historie.

Lene Roe Rasmussen, roe@ruc.dk

I medierne møder vi som regel historier, der er formidlet gennem journalistens pen. Men hvad sker der, når historien fortælles på fortællerens egne præmisser uden en mikrofon stukket op i næsen med journalistens ledende spørgsmål?

Forvandlende Fortællinger er mundtlige fortællinger, hvor mennesker for en enkelt aften frivilligt åbner op og giver lidt af sig selv. Ideen bag projektet udspringer af en forventning om, at personlige fortællinger kan skabe et møde mellem mennesker på tværs af alder, køn og etnicitet.

Udbryderkongens fortælling Folk skutter sig lidt uden for og bevæger sig ind i Nørrebro Teaters bar. Aftenens fortællinger foregår nemlig ikke i teatersalen, men i baren, hvor vand og vin langes over bardiskens blanke sorte overflade.

Omkring de små runde borde sidder der både nogle med blåt hår og andre med permanentkrøller.

Rummet er tæt pakket.

Der bliver talt livligt blandt publikum, inden initiativtagerne Pelle Møller, Hakon Ask Jensen og Jonathan

Slyngborg Fjord i matchende blå skjorter byder velkommen. De præsenterer de tolv personer, der har valgt at dele en historie, som har haft indflydelse på deres liv, med aftenens publikum. Med Hakon Ask Jensens bemærkning: »Vi tror, at mennesker mødes, når de deler noget af sig selv,« begynder aftenens fortællinger.

Den 17-årige århusianer Sylvester Badja sidder ved et af bordene. Den høje ranglede teenager bevæger sig op på scenen og står med skosnuderne pegende i hver sin retning. Med indlevende gestik bevæger han sig fra den ene side af scenen til den anden, mens han fortæller om den dag, han med to venner i vild udlængsel stak af fra børnehaven. Sylvester Badja kigger lidt op i loftet og holder en pause, fortæller så, at der gik mange år, før han igen mærkede den samme følelse som den dag for mange år siden, hvor han sprang ud som udbryderkonge. Men for nylig rykkede den unge jyde fra familie og venner for at bo i København. »Jeg kunne mærke en udlængsel, der trængte sig på, og så havde jeg også bare lyst til at flytte«, smågriner

• Ideen til Forvandlende Fortællinger startede på projektakademiet Imagine Nørrebro, hvor Hakon Ask Jensen og Pelle Møller var elever i efteråret 2013.

Sylvester oppe på scenen.

Udvalget af historier til Forvandlende Fortællinger er bredt. Emnerne spænder vidt fra depression, kærestesorger til et stangberuset møde med Simon Spies. Publikums reaktioner vidner også derom stemningen går fra altoverdøvende stilhed til samstemmende latterudbrud.

»vi tror, at mennesker mødes, når de deler noget af sig selv« - Initiativtager bag Forvandlende Fortællinger Hakon Ask Jensen Historier uden omsvøb Deltagerne har forinden været med i en række workshops, hvor der gives rum for, at en historie træder frem i hukommelsen og tager den næste med sig.

Sylvester Badja sidder i pausen ude i forhallen med en stor pose slik og fortæller: »Jeg er glad for, at min fortælling gik godt, og at folk grinede af min

• På Facebook-siden https://www. facebook.com/forvandlende kan man følge med i, hvornår Forvandlende Fortællinger afholder fortælleaftener.

• Forvandlende Fortællinger indgår i et samarbejde med Nørrebro Teater og finder derfor altid sted i baren på Nørrebro Teater.

historie. Sådan har det været lidt med alle fortællingerne her til aften.

Jeg har jo hørt dem mindst 10 gange under vores workshops, men i aften er der et helt særligt rum, der gør, at folk bare gør det endnu bedre.« Sylvester Bajda anede ikke, hvad han ville fortælle, da han meldte sig til Forvandlende Fortællinger.

Men som Hakon Ask Jensen runder aftenens forestilling af med: »Det er helt i orden, hvis man til at starte med ikke ved, hvad man vil fortælle om. Hvis man tror, man ikke har noget at fortælle, så er det løgn, for alle mennesker har en historie.« De tolv fortællere har fortalt deres historier ud fra egne forudsætninger uden journalistens vinkling. At møde personen bag historien har givet tilhørerne lysten til selv at dele en historie med andre.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Sylvester Badja midt i en fortælleøvelse under første workshop på Nørrebro Teater.

Foto: Jonathan Slyngborg Fjord

21

Politikens idémager i Sydamerika Optøjer i Venezuela, politikorruption i Argentina og legalisering af marihuana i Uruguay. Historien skal have kant, og der skal være noget på spil, før Politiken får en artikel fra sin mand i Sydamerika, Jens Lenler.

Malte Oxvig, mmbo@ruc.dk & Eva Elisabeth Østergaard, emeoj@ruc.dk

»Jeg forklarede, hvilke typer historier jeg gerne ville skrive, og hvorfor jeg synes, Sydamerika er vigtigt. Og jeg tror, mine chefer kunne se, at hvis de nægtede mig det, så var jeg nok taget af sted alligevel,« siger Jens Lenler.

I august ankom Jens Lenler til Argentinas hovedstad, Buenos Aires, med sin kone og tre børn. Siden har han arbejdet som Politikens korrespondent i Sydamerika på en etårig kontrakt. Herfra har han rapporteret hjem om alt fra valutakrise i Argentina til en stridighed om årsagen til den chilenske digter Pablo Nerudas død.

Røverhistorier og frisind Vi møder ham et halvt år efter ankomsten på en typisk argentinsk café, hvor Shakira og andre spansksyngende divaer blæser ud af højtalerne. Jens Lenler sidder i et hjørne allerbagerst i caféen med en opslået computer. Han er en af få danske journalister i Sydamerika, og han er ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt at fortælle historier herfra. »Jeg synes, vi kan lære noget i Danmark. Vi har den her idé om, at vi er rigtig langt fremme i forhold til frisind og rettigheder. Men Uruguay har for eksempel lige gjort marihuana til en statsproduceret ting for at bekæmpe narkokriminalitet. Det er mere vidtgående, end nogle andre lande i verden nogensinde har været, « siger Jens Lenler og fortsætter: »Sådan nogle historier er fede at fortælle – det er meget godt at blive rusket op og se, at vi ikke altid er de bedste i verden og længst fremme på alle områder.« Derudover er der mange interessante historier i nutidens Sydamerika, som er præget af den voldsomme fortid med diktaturer og kolonisering.

22

»Der gemmer sig nogle gode fortællinger og røverhistorier. Helt banalt, historier hvor man kan finde mennesker, der har haft virkelig meget på spil,« fortæller Jens Lenler.

Nazister, korruption og VM Med et personligt mål om at skrive ti til tolv artikler om måneden har Jens Lenlers idéer ført ham vidt omkring.

Han har skrevet om mandschauvinisme i det spanske sprog, argentinsk politikorruption og optøjer i Venezuela. Han har fulgt sporene af den sidste nazist i Argentina, og til sommer skal han rapportere fra VM i Brasilien emner fra alle avisens sektioner. Men det ser Jens Lenler ikke som et problem.

jeg sidder i min lejlighed i et rum uden vinduer og skriver, så måske har jeg bare behov for snakke med nogen.«

Idéer vendes og drejes

Det er egentlig usædvanligt at se Jens Lenler med en computer på en café i Buenos Aires. Normalt arbejder han hjemme. Fra rummet uden vinduer skriver han sine artikler om de sydamerikanske samfund. På gulvet står en blæser - »en total rusten satan« - og holder ham med selskab. Det ændrer sig snart.

Jens Lenler har selv stået for det meste. Han skulle selv finde en lejlighed i Buenos Aires, og han opdyrker selv de historier, han gerne vil fortælle.

Idéer til historier kommer nemlig meget sjældent fra redaktionen i København. »Jeg tror, det kan tælles på en hånd de gange, jeg har fået bestilt historier fra redaktionen,« siger han.

Derfor er arbejdsprocessen også krævende. Inden Jens Lenler overho-

Ingen gråd foran ledelsen

Når al hurlumhejen om fodbold-VM i Brasilien er pakket ned, og sommeren er forbi, flyver Jens Lenler retur til Danmark. Her venter hans tidligere job som souschef på Politikens kulturredaktion og i tilgift et åbent

»Det er ikke så svært at navigere, for det er de samme reasearchredskaber og fortælleteknikker, man bruger.

Og så er det lidt de samme nyhedskriterier i de forskellige områder.

Der skal helst være noget på spil, noget kant. Jeg er ikke sådan en, Jens Lenler er Politikens korrespondent i Sydamerika. Her er han i Buenos Aires, hvor han bor med sin familie. Til sommer skal han tilbage til redaktionen i København. der går ud og Foto: Eva Elisabeth Østergaard skriver om, hvor dejlig opera er. Det er altid problemorienteret i en eller vedet fremlægger en idé for redakkontorlandskab med et virvar af menforstand,« siger Jens Lenler. tionen, har han vendt og drejet den nesker. Jens Lenler ville egentlig med sig selv. gerne blive længere i Sydamerika, Det er ikke kun emnerne, der varidet kommer næppe til at ske. erer. Jens Lenler skriver både store »Jeg foreslår ikke en historie, før jeg fortællinger og korte nyheder. ved, at jeg rent faktisk kan lave den. »Jeg gider ikke komme tudende til Så derfor er der også noget indleledelsen og spørge, om jeg må få »Jeg kan bedst lide variationen, for dende research, som skal være på forlænget. Det har bare ikke ligget i man bliver sindssyg af kun at lave plads, før jeg foreslår noget,« fortælkortene med mere end et år. Så med store ting. Man går i stå af det, og ler Jens Lenler og kommer derefter mindre de ligefrem kommer og siger, man bliver også uskarp,« fortæller ind på bagsiden af livet som udstaat jeg skal blive…,« siger Jens Lenler han og fortsætter: tioneret idémager uden de daglige og trækker på smilebåndet. sparringspartnere på redaktionen: »Det er vigtigt nogle gange at beslutte samme morgen, at man skal »Det er meget ensomt. Jeg har tænkt lave en historie til om fire timer. Så på, at det måske også er derfor, jeg får man lige pulsen op og skærper ringer meget til kilder hernede. For

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Siden Jens Lenler som 17-18-årig var på udveksling i Buenos Aires, har han drømt om at bo i Argentina igen.

I marts 2013 gjorde han noget ved det. Efter at have fået opbakning fra hjemmefronten sendte han en uopfordret ansøgning til sin arbejdsgiver, Dagbladet Politiken. Han ville til Sydamerika og være korrespondent for avisen.

sin evne til at vinkle, gøre det skarpt og præcist. Det kan man godt miste ved kun at skrive lange formater og reportager. Man bliver dårligere og dårligere til at finde ud af, hvad historien faktisk handler om,« siger han.

EU-journalister til kamp mod kløfterne Den årlige journalistkonference i Bruxelles skaber netværk på tværs af landegrænser og fokus på bedre EU-formidling. Men den viser også, hvorfor kløften fortsat er dyb mellem dem, der er for og imod EU Lise Højer, lisehoe@ruc.dk

Jeg befinder mig i et af de små radiostudier i kælderen under Europa-Parlamentet. Sammen med 119 andre journalister og journaliststuderende fra hele Europa er jeg i Bruxelles for at debattere EU’s fremtid og lave radio sammen med et lille hold af deltagerne. Resten er spredt ud på workshops, hvor de skriver artikler, laver tv, tager billeder og bruger sociale medier. Europa-Parlamentet og organisationen European Youth Press står for konferencen, som vil lade unge debattere, hvordan unge engagerer sig mere i EU. Og som journalister er vi et godt mål for at få ordet spredt. #EYMD Vi er samlet i en af de ikoniske runde sale i parlamentsbygningen.

Blå stole og gule borde, der former

•

European Youth Media Days (EYMD) arrangeres af organisationen European Youth Press og finder sted årligt i Europa-Parlamentet i skiftevis Bruxelles og Strasbourg.

•

Der er plads til 120 unge journalister og journaliststuderende, og i år kæmpede knap 500 håbefulde ansøgere om pladserne.

•

Deltagere får betalt transport, hotel og mad under konferencen.

•

EYMD afholdes i oktober 2015 i Bruxelles , og ansøgningsfristen er til august næste år.

•

Læs mere på youthmediadays. eu og @EYMD på Twitter.

halvcirkler ned mod podiet i midten.

Fire parlamentsmedlemmer fortæller om deres visioner for EU, og arrangørerne opfordrer os til at tweete fra debatten – hashtag EYMD. Og der er da også stærkt brug for synlighed.

Med en ungdomsarbejdsløshed på himmelflugt og en stigende migration mellem EU-landene er det svært at argumentere for, at EU ikke skulle være relevant. Både for dem der vil have mere og mindre af det. Alligevel er det svært at gøre stoffet lettilgængeligt i medierne, og denne konference er desværre ikke en guidebog med nemme tips til at give EU-stoffet sex-faktor.

Forskellige blik på EU Halvdelen af tiden i Bruxelles går for mig med at lave radio. Vi er 13 journalister fra ti forskellige lande, som sammen skal producere en times radio om, hvorfor så få stemmer ved Europa-Parlamentsvalgene. Og allerede her starter knuderne. For hvor dem fra Sverige, Danmark og Belgien er enige om at begynde med

fortællingen om, hvilken indflydelse man får ved at stemme, så starter grækeren et helt andet sted. Hun er indædt modstander af EU og mener grundlæggende, at man gør ret i at boykotte ethvert EU-valg. Nogle af de andre pointerer, at Grækenland for nylig har fået ret mange milliarder af EU, og så kører the blame game.

Et lukket system Senere fortæller en journalist fra Radio Free Europe om sin hverdag som EU-journalist i Bruxelles, og om de udfordringer, man møder.

For eksempel må man finde sig i, at nogle kilder vil diktere spørgsmålene før et interview, og at nogen nægter at stille op til interview – nogensinde.

Som dansk journalist er det svært at forstå, at man finder sig i det. »Det er jo ikke pressefrihed«, udbryder en anden dansk journalist under foredraget. Men sådan er vilkårene, får vi at vide. Jeg taler senere om det med den italienske pige, jeg deler værelse med, og hun trækker på

skuldrene. Det er hverdag i Italien, at politikerne styrer medierne, så hun er ikke overrasket.

Tilbage i radiostudiet er vores program netop slut. Jeg slukker mikrofonen og forsøger at finde tilbage til den elevator, der fører op på stueetagen. De lange gange med bløde, blå gulvtæpper snor sig i et sindrigt system rundt i parlamentsbygningen.

Det er omtrent lige så nemt at finde rundt, som det er at rapportere om EU på en vedkommende måde. Men det kan forhåbentlig lade sig gøre med lidt træning. Og det er det, konferencen går ud på.

En af de ting, man får med sig hjem fra European Youth Media Days, er et stort netværk af journalister fra hele Europa. Foto: Martin Hanzel

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Jeg rømmer mig. Kigger ned over papiret endnu en gang og sætter mig tættere på mikrofonen. Jeg håber ikke, min stemme vil afsløre, hvor nervøs jeg er. »Du er på om 3-2-1…«

23

Fortællende journalistik gør verden lettere at forstå Når journalister låner greb fra fortællingen, skaber de et hverdagsperspektiv, som gør historien nærværende, vedkommende og appellerende.

Genren har nu for alvor fået fodfæste i Danmark med medievirksomheden Zetland og en nystiftet forening for litterær nonfiktion.

En flok professionelle atleter stimler sammen i omklædningsrummet omgivet af spørgelystne journalister og reportere: ”Hvordan gik kampen?”, ”Gik den som forventet?”.

De klassiske spørgsmål flyver gennem luften, men i et hjørne af lokalet står journalisten Gay Talese. Han er slet ikke optaget af kampresultatet.

Han er mere optaget af mændenes naturlighed, når de er nøgne i omklædningsrummet. I det øjeblik går det op for ham, at han ikke er sat i verden for at gå i den retning, som alle de andre reportere gør. Han vil skrive en reportagehistorie om mandefællesskaber! Siden hen er han da også blevet en af Amerikas førende fortællende journalister.

Episoden fra omklædningsrummet har Gay Talese blev fortalt til journalisten Silke Bock, partner og del af chefredaktionen i medievirksomheden Zetland. Historien gjorde indtryk på Silke Bock, og den pirrede til hendes egen lyst til at løsrive sig fra den traditionelle dagbladsjournalistik og i stedet kaste sig over journalistiske fortællinger. Silke Bock og resten af Zetland-slænget er ikke alene om fascinationen af den fortællende journalstik. Faktisk har denne genre de seneste år fået gevaldig vokseværk. Med den nystiftede Foreningen for Nordisk Nonfiktion og Zetlands singler spidser Danmark – ja, faktisk hele Norden –, den skrivepen, som amerikanerne i årtier har mestret til perfektion.

Hverdagsperspektiv Formanden for Forening for Nordisk Nonfiktion, Tina Andersen, forklarer, at når journalisten drysser beskrivende stumper af scener, dialoger eller karakterer hen over historien, sker der noget med formidlingen. Også for læseren. »Fortællinger gør verden nemmere at forstå. Læseren kan ikke undgå at forholde sig til en fortælling. Det kan

24

man sagtens, hvis det er en notits eller overordnet historie. Men det er svært ikke at tage den ind, når man får en personlig historie koblet på.« Den nyslåede formand fortæller, at foreningen blev stiftet ud fra en ambition om at skabe et miljø for fortællende journalistik, hvor genren kan dyrkes og udbredes. Hun forklarer, at genren kan noget helt særligt.

Nemlig at få hverdagsperspektivet ind i selv de mest abstrakte og komplicerede historier om for eksempel finanslovsforhandlinger, globalisering og samfundsstrukturer. »Det giver et andet perspektiv, når man tager udgangspunkt i en personlig fortælling og udvikling. Den fortællende journalistik appellerer mere. Den er mere vedkommende og nærværende,« understreger Tina Andersen.

»Nogle gange har man brug for at have en ø, hvor man kan skimte horisonten fra. Hvor man lige kan dykke et lille stykke længere ned end det, der lige skete for fem minutter siden, eller som kommer til at ske lige om lidt,« - journalist og partner i Zetland, Silke Bock.

På Zetland pusler journalisterne også med personlige fortællinger og hverdagsperspektiv, når de udgiver deres singler. Silke Bock forklarer, at den litterære nonfiktion er så vigtig for journalistikken, fordi den engagerer læseren og skaber rum for fordybelse. »Man kan bringe sin fortælling til live, når man pludselig tænker på et menneske som en karakter frem for en kilde. Det er simpelthen muligt at komme tættere på. Læseoplevelsen bliver langt større,« siger Silke Bock.

»Fortællinger gør verden nemmere at forstå.

Læseren kan ikke undgå at forholde sig til en fortælling. Det kan man sagtens, hvis det er en notits eller overordnet historie. Men det er svært ikke at tage den ind, når man får en personlig historie koblet på.« - Forman-

den for Forening for Nordisk Nonfiktion, Tina Andersen.

En ø Fortællingerne er livets røde tråd.

Mennesket har brug for at læse og lære om livet, så vi kan blive klogere på hinanden. Vi vil gerne spejle os i andre, understreger Tina Andersen fra den nye nordiske forening. Fortællingen er som et stykke med orden i en verden af kaos. Midt i havet af breaking news, online nyhedsfeeds og tomme nyhedskalorier har man brug for et ståsted, hvorfra man kan betragte verden og navigere i nyhedsstrømmen. Og det er netop den ø, Zetland gerne vil sætte på nyhedsverdenskortet. »Nogle gange har man brug for at have en ø, hvor man kan skimte horisonten fra. Hvor man lige kan dykke et lille stykke længere ned end det, der lige skete for fem minutter siden, eller som kommer til at ske lige om lidt,« forklarer Silke Bock.

Denne ø skal være skabt ud fra et forløb og en handling, der giver fremdrift i selve historien. Når journalistens litterære kamera er indstillet, udspiller historien sig på flere planer - lige fra closeup til panorering. »Singlen ”Kuppet”, der blev Cavlingnomineret sidste år, er både historien om Danmarkshistoriens største røveri, men det er også historien om, hvordan globalisering har

Sektion 02 03 Vores Panorama Verden

ændret kriminalitet, og dermed stiller politiet over for helt nye udfordringer,« siger Silke Bock.

Selvom den fortællende journalistik slår sig op på at ville være hverdagsperspektivet og øen i nyhedshavet, så er der ingen fortællende journalistik uden den klassiske nyhedsdækning. Det mener både Tina Andersen og Silke Bock. »Læseren skal kunne orientere sig hurtigt, derfor har vi selvfølgelig brug for journalistik skrevet ud fra nyhedstrekanten.

Hvis alt var fortællende journalistik, ville det drukne. Vi ville få alt for lidt at vide, hvis alt skulle være langt,« siger Tina Andersen.

•

Zetland er en medievirksomhed, der udgiver journalistiske fortællinger om vores samfund og det at være menneske. Lige fra popportrætter af Medina over jysk minimaljournalistik om mågens historie i Danmark til ren krimi om kampen om den hvide heroin i Odenses underverden.

•

En single er en journalistisk fortælling, der er længere end en artikel, men kortere end en bog. Karakteristisk for en single er, at den skal skabe en læseoplevelse med udgangspunkt i virkeligheden. Zetland var de første til at sætte singlen på det journalistiske Danmarkskort.

Senere har Berlingske taget formatet til sig.

•

Foreningen for Nordisk Nonfiktion (FNNF) blev stiftet i november 2013. Foreningen arbejder for at fremme den journalistiske fortælling i nordiske medier. Foreningen er et samarbejde mellem Sverige, Norge og Danmark og har medlemmer fra alle tre lande.

Metier Issue No. 05 06 Efterår Forår 2013 2014

Sofie Sørensen, sofisoe@ruc.dk & Ditte Ravn Jakobsen, dravnj@ruc.dk

Sektion 02 03 Vores Panorama Verden

Metier Issue No. 05 06 Efterår Forår 2013 2014

Formanden for Forening for Nordisk Nonfiktion, Tina Andersen parrer fortælletradition med journalistik. Den fortællende journalistik låner greb fra skønlitteraturen såsom plot og scener.

Foto: Sofie Sørensen og Ditte Ravn Jakobsen

25

Den2Radio: Et stille oprør Den2Radio er ikke et nyt projekt. Det nye er, at få kender dem. Oprøret i mod de etablerede medi-er stilner dog ikke af men fortsætter trods lukkede ører og tegnebøger. For måske kan nogle af dem åbnes Merle Baeré mbaere@ruc.dk I et af studierne på Hammershusgade i København, hvor Den2Radio holder til, kommer en svag lyd ud gennem dørsprækken. En kvindelig stemme er ved at indtale en speak.

Tonerne er meget langsomme og udtales på ærbødigt rigsdansk.

Bevæger man sig rundt blandt gangene på anden sal med de mange jazzplakater og avisudklip, møder man noget, der ligner et klubværelse for voksne. I det store fællesrum for enden af gangen står ni ud af ti skriveborde tomme. Og det er ikke usædvanligt for en onsdag på Den2Radio.

Slowfood for ørerne

Hjerteblod som finansieringskilde

»Vi vil godt stå for noget i retning af slow food for ørerne«, lyder det fra kollegaen Kristina Due, som får et stort nik med på vejen af den sidste af de tre kvinder, Anne Eggen.

Dét bord der ikke står tomt, tilhører 30-årige Morten Vejlgaard Just. Han er en af de personer, der trækker gennemsnitsalderen på den lille taleradio ned. Han sidder og arbejder på sit program, Filmnoter, der ligger som fast udsendelse på nettet. Så længe det altså varer. »Det er spændende hvert halvår, om vi eksisterer næste halvår,« siger Morten Vejlgaard Just.

Radioen finansieres nemlig primært gennem fonde, som søges til hvert enkelt program. En sjæl-den gang imellem donerer en venlig sjæl lidt penge. Men i det store hele må drivkraften bag arbej-det hentes andre steder end fra udsigten til den store tegnebog. »En vigtig finansieringskilde er hjerteblod. Folk er her primært, fordi de synes, at det er sjovt, og fordi de synes, at lige præcis dét radio de laver, er vigtig og god radio at lave,« fortæller Morten Vejlgaard Just.

Det overfladiske gælder ikke kun P1. Det gennemsyrer det meste af medielandskabet, som, i følge de tre kvinder, er på vej i den forkerte retning. »Tag for eksempel DRs TV Avisen, den er fuldkommen ulidelig. Hvert ottende sekund kommer der en globus, og så ‘pling’ - og man kan ikke rigtig huske, hvad der skete, eller om man var færdig. Det er den forkerte vej at gå.« Kirsten Rønn ser nærmest helt forpustet ud.

Og den opfattelse er ikke kun taget ud fra en nostalgisk forestilling om, at alting var bedre, den-gang mor var ung. Også de yngre på Den2Radio vil ned i tempo og op i lixtal. »Der er ikke som sådan nogen kløft.

Det, jeg selv sidder med, er mega tungt og tørt. Det kæmper bravt med de ældre kollegaers om at være det mest tørre,« siger Morten Vejlgaard Just med et smil. Han tilføjer, at der i Danmark også findes nogle unge, som har lyst til andet end Monte Carlo.

hjemmeside afspejler stedets værkstedsmentalitet. Har man en god idé, kan man komme ind og lave den. Det giver en farverig programflade, som både indehol-der historier om film, grænseland, soldater, politik, litteratur og musik. Og det er der en god grund til, hvis man spørger Morten Vejlgaard Just. »Der er kun én enighed her, og det er den gode lyd.”

Den ene enighed bliver til gengæld også overholdt til fingerspidserne.

Og samtidig er den garant for endnu et lille oprør. »Nu kan man snart have to millioner numre på sin IPad med komprimeret lyd. Vi vil gerne gå en anden vej. Det skal lyde godt. Det andet er ikke andet end to propper i ørerne,« siger Kirsten Rønn fra redaktionslokalet.

Hemmelig-for-de-fleste-radio Men selvom den lille radio emmer af passion og viljestyrke, er der lidt problemer med at komme ud gennem højtalerne og ind i de aktive lytteres ører. Med 1000 hentede podcasts om ugen er de langt fra målet. Men Morten Vejlgaard Just er optimistisk. »De store lyttertal kan nås endnu.«

Den gode lyd

Skal man lytte til en af Danmarks erfarne medieforskere, Erik Svendsen, »vil der altid være et be-hov for nogen, for en mere nuanceret og kvalificeret radiolytning.« De ‘nogen’ er bare ofte akade-mikere, da »den lavtuddannede befolkning er sværere at lokke ind på taleradioen,« lyder det fra Erik Svendsen.

Programudvalget på Den2Radios

Den konklusion vinder ikke genklang

hos de tre kvinder i den lille redaktionsgruppe, hvor Anne Eggen nu er kommet til orde. »Man tror, at folk kun kan forstå tingene, hvis de bliver fortalt i små bidder af gangen. Lidt ligesom at sige: ‘du er sgu lidt dum, men nu skal jeg klippe det ud i pap for dig’. Det mener vi ikke, at folk er.« Alligevel må hun erkende, at radioen har lidt startproblemer. »Vi vil gerne have flere lyttere og bruge de medier, der er. Men det er vi ikke særlig gode til.« Fremtiden og de nye generationer Anne Eggen har sluttet sig til Morten Vejlgaard Just i det nu lidt mere fyldte fællesrum. De diskute-rer PR. Anne Eggen er begyndt at ligge ting op på hendes Facebook væg for at sprede kendska-bet til radioen. Og nu skal de også snart på Twitter.

De engelske begreber udtales med tydelige vokaler og vokser lidt i munden som en varm kartoffel, hun mest af alt har lyst til at spytte ud.

Samtalen spreder sig og blander sig med dampene fra den nybryggede kaffe. Det fylder lokalet med fremtidsplaner, som går på to forsigtige ben.

Og fremtidsplaner er der behov for på den lille radio. Men i følge medieforsker Erik Svendsen er det ikke kun kendskabet og de store lyttertal, der er brug for. »Når de ældre er væk, må vi se om de unge har engagementet til at blive ved med at lave sådan noget krævende radio.«

Armprotesen fra P1 Den2Radio kæmper ikke kun med finanser, men også med idealer og visioner. Projektet startede tilbage i 2008 som en protestbevægelse mod de nedskæringer, der huserede på Danmarks Radios P1. Her gik blandt andre kendte skikkelser som Georg Metz i front.

I et tilstødende lokale til fællesrummet sidder tre medarbejdere og holder redaktionsmøde. To af dem er gamle radiofolk fra DR. De har intet i mod en lille afbrydelse. De har til gengæld noget i mod, at journalister har kaldt dem en forlænget arm af P1. »Den her radio er væsentlig roligere end P1, som er blevet hidsig og overfladisk,« lyder vurderin-gen fra Kirsten Rønn.

26

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Den2Radio kan som nogle af de få stadig høres på FM båndet. Nærmere en time om dagen på 102,9 Mhz i københavnsområdet. Derudover findes de på nettet. Foto: Merle baeré

Den dag redaktøren gik i land på Ærø Mathias Sommer er 26 år og redaktør på Ærøredaktionen for Fyns Amts Avis. Han ramte øen nogenlunde samtidig med Bodil, og hans første dag som redaktør var da også noget stormfuld Line Brabæk, brabaek@ruc.dk Det er en kold og grå vinterdag i december sidste år. Det er Mathias Sommers første dag som redaktør på Ærø. Han er gået de 300 meter hen til redaktionen fra sit hus og ikke mødt et øje på sin vej. Der er stille, men det trækker op. Da han er kommet frem, er det kun ham og en enkelt praktikant ud af redaktionens fem journalister, der er mødt ind.

Selv samme dag bliver de femten nye kommunalpolitikere indsat i Ærøs byråd. Mathias Sommer må derfor selv tage hen og repræsentere avisen på pressemødet, for begivenheden skal dækkes, om der er journalister på arbejde eller ej.

ord kommer ud af den unge redaktørs mund. Hovedet er på arbejde altid, og som han selv siger det:

Den unge redaktør fortsætter sin fortælling, om dengang han sad til pressemødet foran 15 nye politikere.

Aldrig i livet

Arbejd, arbejd Mathias Sommer er egentlig stadig studerende i dag, han er indskrevet på Syddansk Universitet og læser også Tysk på Åbent Universitet, når tiden er til det. Men tid har man ikke meget af, når man til daglig driver en redaktion på Ærø. »De har været så smarte at ansætte en mand, der ikke har noget liv på Ærø. Jeg synes, det er sjovt at lave avis, jeg synes, ikke det er så sjovt at have fri,« fortæller Mathias Sommer med et snært af sarkasme i stemmen.

Der bliver ofte lagt mange timer oven i, når Mathias Sommer er på arbejde.

Så det er faktisk alvor, når han siger, han ikke har noget liv uden for redaktionen. Det er sådan, han kan lide det. »Jeg kan godt finde på at sidde lang tid efter, de andre er gået hjem.

Jeg kan sidde og rette kommafejl i andres artikler, og det behøver jeg egentlig ikke at gøre, for det er den person på bylinen, der repræsenterer produktet. Desuden er det demotiverende ikke at kunne genkende sit produkt i avisen, så det skal jeg i det hele taget holde op med. Men som redaktør er du aldrig færdig.« En lang sammenhængende strøm af

Det røde og gule skateboard står lænet op af væggen bag ham, et lille tegn på at redaktøren faktisk har fri i dag. Mathias Sommer har dog svært ved at lægge arbejdet fra sig, og selv i interviewsituationen mærker man den indre journalist, der er på arbejde. Hans sætninger bliver formuleret og omformuleret løbende, mens han roder i sit lyse hår.

Det var heller ikke meningen, at den hurtigsnakkende journaliststuderende skulle ende i udkanten af landet som redaktør. Dengang han søgte praktik, drømte han om Berlingske og Weekendavisen, slet ikke Fyens Stiftstidende og lokalredaktioner. »Min umiddelbare tanke var nok ’aldrig i livet’. Jeg er vokset op med Fyens Stiftstidende, og det blad fløj jeg altid let hen over,« fortæller Mathias Sommer

»De har været så smart at ansætte en mand, der ikke har noget liv på Ærø. Jeg synes det er sjovt at lave avis, jeg synes ikke det er så sjovt at have fri.« - Mathias Sommer, redaktør på Ærøredaktionen for Fyns Amts Avis.

Men af helbredsmæssige årsager ender Mathias Sommer med at takke ja til en praktikplads hos det fynske mediehus i sin hjemby, og det fortryder han ikke. Det var netop det job, der gav ham muligheden for at blive redaktør på en af Danmarks hurtigst voksende aviser, Fyns Amts Avis. »Jeg gør ikke det her for CV’et, det er en sindssygt spændende udfordring. Det er langt væk fra alt og udfordrer mig på alle mulige måder som menneske,« forklarer han, så man ikke et sekund er i tvivl om, hvor meget han brænder for sit arbejde.

Et arsenal af ideer Jobbet som redaktør er nyt for Mathias Sommer, en rolle han aldrig

Sektion 03 Vores Verden

Mathias Sommer, 26, fik efter sin praktik på Fyns Stiftstidende mulighed for at søge jobbet som redaktør på Ærøredaktionen for Fyns Amts Avis. Han bor og arbejder nu som redaktør på Ærø. Foto: Kathrine Højte Lynggaard

har siddet i før. Selvom det er flere måneder siden, han tiltrådte vikarstillingen, har han ikke vænnet sig til det endnu. »Min største udfordring er stadig redaktionsmøderne om morgenen.

Jeg skal sidde med et arsenal af ideer, men skal også være klar på at blive skudt igen på. Og der skal jeg være iført teflon. Det er sådan nogle ting, jeg skal lære,« siger Mathias Sommer.

Det er ikke kun til redaktionsmøderne, der kan blive skudt igen mod redaktøren. Ærøboerne er aktive avisholdere og giver også jævnligt tilbagemeldinger til avisen. I forhold til mulige læsere har avisen næsten den højeste læserdækning i landet.

Derfor er der intet, der går ulæst hen i Ærøavisen. Det lærte Mathias Sommer på den hårde måde.

Advarselstrekanten En af redaktørens første forsider, der også kom på forsiden af Fyns Amts Avis, var en advarselstrekant med overskriften: Ærøs børn er Danmarks tykkeste. Den faldt ikke i god jord hos ærøboerne. Mathias Sommer indrømmer, det var en journalistisk stramning, men han havde tallene til at bakke det op. »Folk blev skinger-rasende, og jeg blev anbefalet at rejse hjem igen.

Folk truede med kollektivt at sige avisen op,« fortæller Mathias Sommer med en rest af angst i blikket.

Metier Issue No. 06 Forår 2014

»Det var bare fuck! Jeg anede intet.

Jeg prøvede bare at spille skuespil og stille nogle spørgsmål, der lød fornuftige,« fortæller Mathias Sommer. Det endte med, han måtte fylde avisens 12 spalter, alene, mens stormen Bodil blæste ind over Ærøskøbing.

»Nogle gange kan jeg godt mærke, mit hoved er ved at eksplodere.«

Episoden med de vrede læsere har dog ikke ændret på de artikler, der senere er blevet bragt i avisen. Avisen er ikke noget PR-bureau, forklarer Mathias Sommer. Men han lærte også noget af at mærke ærøboernes stærke reaktion.

»Folk blev skingerrasende, og jeg blev anbefalet at rejse hjem igen. Folk truede med kollektivt at sige avisen op.« - Mathias Sommer, redaktør på Ærø for Fyns Amts Avis

»Jeg er mere opmærksom på holdningen til det, der bliver bragt, jeg er mere bevidst om at skrive konstruktivt, men avisen må gerne nogle gange have en holdning,” siger han.

Mathias Sommer er ved at vinde Ærøs kærlighed tilbage. Med stolthed i stemmen afrunder han sin historie: »Jeg var ude og spise med turistog erhvervsforening på Ærø, hvor der var en, der fortalte mig, ’du var meget upopulær i starten, men det begynder at blive rigtig godt det her, du holder et højt niveau’.«

27

Metier guider:

Til Danmarks guldklumper Tag med på en odyssé rundt i Guldkantsdanmark! Metier har overladt pennen til tre fotografer, der det seneste år har været på opdagelsesrejse i Danmarks afkroge med bog- og udstillingsprojektet ”Uden for myldretiden”. De tre fotografer zoomer ind på det, der for dem gør Danmarks gyldne kanter til noget ganske særegent. Læs med – og planlæg så, hvornår du selv kan besøge det Danmark, som gør et inderligt og ganske særligt indtryk på én.

Sofie Sørensen, sofisoe@ruc.dk Fornemmelsen af klodens skabelse, på den særlige lavmælte danske måde Christina Capetillo For den der er blevet mæt af at flyve langt for at trekke i Himalaya eller gå på vulkaner på Hawaii, så venter der helt suveræne naturoplevelser lige uden for døren - på øerne i udkantsdanmark: Sejl til Anholt for at gå lange ture i klitlandskabet Ørkenen. Måske oplever du at færgen til fastlandet er indstillet på grund af dårligt vejr, og der ikke er andet at gøre, end at spise mere af den gode mad på Anholt Kro og gå på opdagelse i det helt unikke rimme doppe landskab, skabt af flyvesand og strandvoldssletter. Stranden er bedre end Sanur Beach, sandet hvidere end i Tulum.

Eller vov dig over Låningsvej, til Mandø, ved lavvande. Du kører ude på Vadehavet og krydser det store dige på øen. Overnat på campingpladsen eller det lille B&B og tag ud på vandringsture tværs over vaderne. Hér er absolut tomt, fyldt af ingenting - bedre end silent retreat i Big Sur. På Læsø kører Rønnerbussen dig ud til Rønnerne - Danmarks yngste landområde, hvor der fortsat foregår landhævning. Tag gummistøvler med og tilbring flere timer med at gå ture i det lavvandede område og få fornemmelsen af, hvordan vores klode er skabt, på den særlige lavmælte danske måde, som gør langtidsholdbart indtryk på een.

Og husk at opsøge områderne uden for myldretid - i efteråret og om vinteren, eller i det tidlige forår. Der har du med garanti stederne for dig selv, og samtidig støtter du op omkring et lokalområde, der har brug for en hånd!

Christina Capetillo anbefaler øerne i Udkantsdanmark – uden for myldretiden. Foto: Christina Capetillo

Giver én denne følelse af at høre til i noget, der er meget stort Carsten Ingemann At udpege et enkelt sted i Danmark og kalde det sit yndlings Danmark er vanskeligt for mig - om ikke umuligt. Min nysgerrighed har bragt mig til enhver krog af Danmark, øerne inklusive og med tiden er det mere og mere gået op for mig, at det ikke er de geografiske steder i sig selv, der er noget særligt, men det danske klima, der med sin foranderlighed til stadighed skaber nye stemninger. Selvfølgelig bliver jeg betaget af udsigten fra stort set ethvert fyrtårn og bakketop, Vejrhøj, Himmelbjerget, Hanstholm og Lodbjerg fyr etc.

Men jeg har fået et særligt forhold til min egen udsigt. Mit hus ligger i læ, som var skik og brug, da det blev opført i 1777. Fra min hoveddør har jeg med årene trådt en sti, som fører op til toppen af en bakke. Derfra nyder jeg den mageløse udsigt over det smukke bakkede kultur landskab, Sondrup og Uldrup bakker, Tunø og Samsø i det fjerne. Jeg kender det så godt, jeg oplever det i al slags vejr og under alle omstændigheder. Her på denne tidlige forårsmorgen ligger morgenfrosten på græsstråene, mejserne pipper, grønspætten skriger, gulspurven udsender sit fløjt og grågæssene passerer højlydt i retning af pollerne ved Alrø.

Disen indhyller landskabet, slører menneskets tilstedeværelse og giver en denne følelse af at høre til i noget, der er meget stort.

Herfra min verden går.

Carsten Ingemann anbefaler sin egen udsigt. Foto: Carsten Ingemann

Det handler ikke om stedet, men om betragteren Torben Eskerod

28

Torben Eskerod anbefaler at være tilstede på et hvert given sted. Foto: Torben Eskerod

Metier Issue No. 06 Forår 2014

Det er ikke så meget et enkelt sted jeg vil anbefale, men mere en anbefaling om at være tilstede på et hvert given sted. Vi er alle centrum i vores liv, og det sted vi befinder os i øjeblikket er centrum i vores omgivelser. Jeg vil anbefale alle steder, det handler ikke om stedet, men om betragteren.

Mit projekt til udstillingen ”Uden for myldretid” hedder alfabet. Et alfabet er den faste rækkefølge af bogstaver, hvormed et sprog skrives. Jeg forsøger at finde og skabe en række billeder, som tilsammen danner en fortælling eller et stykke poesi. Det er ikke så meget den enkelte billede jeg fokuserer på, men mere sammenstillingen af billeder. Jeg forsøger at stille mig til rådighed for de steder og mennesker jeg møder på min vej. Jeg er et søgende menneske, som er åben for indtryk og steder, som kommer mig i møde.