Metier_03 by Kicki Thomsen

Guide: Sådan får du drømmejobbet

Verden kan høres fra Vesterbro

De håber på en bedre fremtid

»Vi var pisse gode til at slå ihjel«

Lille spejl på skærmen der…

Fokus: Det høje tempo bremser etikken

Issue No. 03 Oktober 2012 Fokus Panorama Vores Verden

METIER

Leder Tror du på, hvad medierne fortæller dig? Mediernes troværdighed er et betændt emne. Skandaleombruste historier som Stephen Kinnocks skattesag og Søndagsavisens fejlagtige hjul-og-stejle-behandling af en kvindelig erhvervsdrivende svækker tilliden til medierne. Mange læsere, lyttere og seere stoler ikke på, hvad vi journalister serverer for dem. Og for en branche, der bryster sig af at være den fjerde statsmagt og stiller sandhed som et gyldent ideal, må det siges at være lidt af et problem. Som journaliststuderende er troværdighedstermometerets lave temperatur væsentligt for at forstå den virkelighed, vi dumper ned i. I denne tredje omgang af Metier lader vi derfor vores egen branches troværdighed og etik bade i et afslørende spotlys. I sektionen Fokus undersøger vi, hvordan branchen balancerer på en knivsæg imellem etik, hurtighed og økonomi. Vi spørger undrende ind til, hvordan det kan være, at læserne rynker på næsen af skandale og sensationshistorier, når det tilsyneladende er det, de efterspørger.

Vi klummer om, hvordan medierne mister troværdighed, når de giver læserne det, de umiddelbart gerne vil have – i stedet for det de har brug for. Og så får vi gode råd fra erfarne avisredaktører, der fortæller om, hvordan de arbejder med troværdighed i en hektisk hverdag. I de andre sektioner er der også guf for de læselystne. I Vores Verden skriver vi om emner inden for den journalistiske virkelighed, som interesserer os. Læs for eksempel om den globale lokalradio på Vesterbro og om, hvordan du som journaliststuderende kan imponere med din praktikhjemmeside. Og i Panorama kigger vi væk fra medie-trummerummet og besøger blandt andet kriseramte spanske unge og taler med en paralympisk atlet. God læselyst. På vegne af redaktionen, Ida Winge

Kolofon METIER Ida Winge, Chefredaktør

Izabela Widz, Redaktør: Fokus og Annonceansvarlig

Lise Højer, Redaktør: Panorama

Camilla Høj Eggers, Redaktør: Vores Verden

Skribenter Anne Kidmose Jensen, Anne Mette Steen-Andersen, Bjørn Ekstrøm, Camilla Høj Eggers, Jacob Y. Nossell, Johanne Wulff Sørensen, Josefine Sofia Svendsen, Kathrine Meyer, Kicki Thomsen, Lise Højer, Ida Winge, Lukas Gade, Mai-Britt Mandrup, Michala F. Nathan, Rebecca K. Hammerlev og Sacha H. Sennov Metier er trykt på Munken Print Cream 100 gm2. Leveret af Arctic Paper.

Josefine Sofia Svendsen, Redaktør: Fokus

Keyvan Bamdej, Redaktør: Vores Verden

Adresse Metier, Roskilde Universitet, Bygning 40.3, Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT), Universitetsvej 1, Postboks 260, 4000 Roskilde Grafik Bjørn Ekstrøm, Sune Høegh og Henry Büchmann Trykkeri Prinfoparitas Oplag 1.000 eksemplarer

Sektion

01 Fokus

Issue No. 03 Oktober 2012

Side

Kicki Thomsen

Det høje tempo bremser etikken

Side

Josefine Sofia Svendsen

Brok over skandalehistorier stopper ikke salget

Side

Camilla Høj Eggers og Johanne Wulff Sørensen

Redaktører: Sådan sikrer vi høj troværdighed

Side

Lukas Gade

Lille spejl på skærmen der…

Det høje tempo bremser etikken Etikken halter i den danske presse, og det er i høj grad på grund af krav om hurtighed. Men problematikken er også et spørgsmål om markedsøkonomi, lyder det fra journalister. Kicki Thomsen, kielth@ruc.dk

Tid koster Tid er som bekendt penge, og avisbranchen har ondt i økonomien. Derfor skal nyhederne produceres i et konstant højt tempo, for at man kan være med i konkurrencen om læsernes gunst. Men det er ikke uden omkostninger for journalistikken. »Der er i dag en benhård konkurrence på hurtighed og mængde, som er usund for grundigheden,« siger Hans Mortensen, politisk journalist på Weekendavisen. Når hurtigheden er et så fremtrædende parameter på nyhedsredaktionerne, betyder det nemlig, at flere fejl og mangler sniger sig ind i historierne. »Der nok en tendens til, at der kommer meget ud, som ikke er grundigt tjekket, og hvor det bare bliver et synspunkt, der kommer ud, og så bliver den næste historie så modsynspunktet,« siger Hans Mortensen. Og selv små fejl kan have stor betydning for troværdigheden, påpeger Torsten Ruus. »For mig er detaljerne afgørende. Når det er gået for stærkt, så kan Risskov blive til Risgård, og politiinspektør kan blive til politikommissær. Hvis man som læser ganske kort inde i en artikel begynder at opdage sådan nogle småfejl, så begynder det at smuldre. For når simple oplysninger er forkerte, hvad så med de mere kom-

plicerede sammenhænge?« siger han. Etikken lider under hastværk At netop tempoet har konsekvenser for etikken, er også noget medieforsker Mark Ørsten kan genkende. I forbindelse med en endnu ikke offentliggjort analyse af troværdigheden i dansk journalistik, har Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet netop afdækket journalisters syn på etikken. »Det er præcis det samme, respondenterne i vores undersøgelse siger. Når de går på kompromis med etikken, så skyldes det både produktionskrav og pres fra ledelsen,« forklarer Mark Ørsten. Et oplagt sted at sætte ind er derfor at forsøge at gøre op med hurtigheden som et fremtrædende succeskriterium, mener han. »Som ledelse bør man tage fat på det her emne og rose den gode journalistik frem for at rose den hurtige journalistik, som man hovedsagligt gør i dag,« siger Mark Ørsten. Udbud og efterspørgsel Det evindelige tempo og de etiske svipsere er dog svære at komme til livs. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om, at ledelse og journalister skal stramme sig an, men også et spørgsmål om, at læserne ikke efterspørger den gennemarbejdede journalistik, som derfor har svære kår, mener Hans Mortensen. »Et sådant mere moralsk opgør tror jeg ikke vil finde sted. Medierne er voldsomt pressede på økonomi og indtjening i øjeblikket, så jeg tror, det mere bliver et spørgsmål om, at dem, der er kunder i butikken, begynder at efterspørge noget andet - noget substans, noget grundighed - og i mindre grad er optagede af, om de får nyheden klokken 12.03 eller 12.07,« siger han. Og her er Torsten Ruus helt enig. »Folk vil have volumen, og det lægger journalisterne under pres. Så længe læserne prioriterer den

slags journalistik, så vil det også vedblive at være det, der bliver produceret,” siger han. Ifølge de to journalister, så producerer medierne altså det, som læserne vil have, og som der er penge i, også selvom det gør det sværere at bedrive ordentlig, etisk god journalistik. Dermed gør de læserne til medansvarlige for det høje tempo, som er medvirkende til, at etikken til tider går fløjten. »Når brugerne markerer, at de vil have noget andet, så kommer det. Sådan er det. Det er jo forretning, man driver. Udbud og efterspørgsel,« lyder det fra Hans Mortensen, som ikke er i tvivl om, at der vil komme en modbølge på et tidspunkt.

Hans Mortensen peger på, at det vil kræve for at gøre op med den hurtige journalistik som succeskriterium kunne tænkes at være netop brugerbetaling på nettet. I USA har betalingsmurene i hvert fald betydet, at læsernes efterspørgsel har ændret sig, forklarer Mark Ørsten.

Brugerbetaling bliver afgørende At gøre læserne medansvarlige i etikkens gang er imidlertid at fralægge sig ansvaret, mener Mark Ørsten. Han påpeger, at ansvaret for etikken alene kan placeres hos medier og journalister selv. »Så fralægger man sig absolut ansvaret, hvis man mener det. Der er jo ikke noget, der hedder vejledende etik for læsere,« lyder det fra Mark Ørsten, som også undrer sig over, hvordan journalisterne mener at vide, hvad læsere vil have. »Jeg tror, at man har den opfattelse, at det folk klikker på på nettet, det er også det, de vil betale for. Og det tror jeg er helt forkert. Jeg tror faktisk, det forholder sig omvendt,« siger han. Den spirende brugerbetaling på netaviserne kan ifølge Mark Ørsten altså indvarsle sandhedens time for, hvad brugerne vil have, og hvad de vil betale for. »Det er klart, at der er mange, der klikker på råbehistorierne, man finder på nettet. Men om de også vil betale for dem, mener jeg er et andet spørgsmål. Når betalingsmurene falder, så må vi jo se, hvad man kan sælge til folk,« lyder det fra Mark Ørsten. Den modbølge som Torsten Ruus og

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Det hurtige tempo i nyhedsstrømmen blæser etikken i baggrunden. Frem dukker både unødvendige fejl, levn fra mangelfuld research og rubrikker, som er så æggende, at de til tider ikke er dækkende, lyder det fra journalister. »Der er nok en tendens til på stort set alle medier, at mere og mere journalistik forsøger at bevæge sig på kanten. Ikke sådan at forstå at man bevidst vildleder, men at konkurrenceforholdene er så skarpe, at mange historier bliver trukket til kanten af, hvad de kan bære,« siger Torsten Ruus, journalist på Ekstra Bladet.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Journalistikken har så travlt, at etikken for ofte stryger i svinget. Læserne kan gøre en forskel ved at efterspørge noget andet, lyder det. Foto: Niklas Boss

Brok over skandalehistorier stopper ikke salget Der bliver bragt for mange skandaler og sensationer i pressen. Det mener to ud af tre danskere ifølge en årlig medieundersøgelse. Alligevel køber læserne masser af medier, fulde af skandale- og sladderstof. Josefine Sofia Svendsen, jshs@ruc.dk

Skandalernes rolle Kim Larsen, formand for Burson-Marsteller, er utilfreds med mediernes høje satsning på ‘afsløringer’ og at ‘oversælge historierne’. »Jeg synes ikke, man kan sige, at et stykke journalistik er godt eller vigtigt, bare fordi mange læser det.Der er jo forskel på, om noget er interessant for offentligheden eller i offentlighedens interesse.« Forhenværende direktør på Ekstra Bladet Bent Falbert mener derimod, at skandalehistorierne sagtens kan være både interessante for offentligheden og i offentlighedens interesse på samme tid: »Det ville være et forfærdeligt samfund at leve i, hvis ægte skandaler ikke blev kendt af vælgerne. Så kunne forbrydere leve fredeligt. Der er intet i vejen med at afsløre ægte skandaler. De er tværtimod pressens fornemmeste opgave.« Skandaler er alligevel populære Undersøgelsens resultater peger i retning af, at danskerne efterspørger nyheder af kvalitet, mener Kim Larsen. »Jeg tror faktisk, at danskerne er interesserede i at få ordentlige kvalitetsnyheder, der gør dem klogere på verden, sætter ting i perspektiv og skaber debat. Det bliver ofte overskygget af de spektakulære skandalehistorier, som jeg tror, ofte interesserer journalisterne og de professionelle kilder mere end den gennemsnitlige dansker.« Bent Falberttror derimod ikke på det, når danskerne siger, at de ikke vil læse skandaler: »Folk er uærlige, når de svarer på sådan et spørgsmål. Mange foregiver at være hævet over at interessere sig for skandaler og kendtes privatliv. For

eksempel vedstår de færreste, at de holder Se og Hør. De ser det kun hos frisøren. Men der er ikke frisører nok i landet til at aftage hele ugebladets oplag.« Tallene taler deres eget sprog. Selvom Ekstra Bladet ifølge undersøgelsen også rangerer lavest på troværdighedsbarometeret, så placerer avisen sig, ifølge Gallup, lige i hælene på Politiken, Jyllands-Posten og gratisaviserne i salgstal. Læserne dikterer Ekstra Bladet må desuden rette sig efter læsernes køb og klik for at sælge aviser. »Vi lægger ikke skjul på, at vi skal tjene penge. Derfor laver vi journalistik, der omfavner vores mission og passer til målgruppen. Det er klart, at hvis vi afslører en skandale, og kunderne køber ind på, at det her, det er simpelthen for groft, så er det noget vi er stolte af,«sigerbladsalgsdirektør på Ekstra Bladet Ole Sloth. Undersøgelsens hovedresultater: • 23 procent har stor eller meget tillid til medierne. • 66 procent mener, at medierne har for meget fokus på sensationer og konflikter. • 45 procent har ikke tillid til, at medierne er objektive og dækker alle sider af en sag. • 30 procent mener, at man kan regne med det, der står i medierne. Danskerne har mest tillid til: • TV-Avisen (67 pct.) • Radioavisen (66 pct.) • Ritzaus Bureau (57 pct.) • Ekstra Bladet og B.T. (4 og 8 pct.) Burson-Marsteller

Danskerne køber skandalerne. Ekstra Bladet er blandt de fem mest læste aviser i Danmark. Foto: Josefine Sofia Svendsen

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Over halvdelen af danskerne mener, at medierne har for meget fokus på sensation og konflikt. Det viser enmedieundersøgelse lavet af PR og kommunikationsbureau Burson-Marsteller i 2012.Alligevel er tabloidaviser som Ekstra Bladet meget populære blandt de danske avislæsere.Ekstra Bladet har omkring 516.000 læsere hver søndag og er ifølge Gallupden femte mest læste avis i Danmark.

Redaktører: Sådan sikrer vi høj troværdighed Høj troværdighed i nyhedsdækningen er livsnødvendig for seriøse dagblade. Men hvordan sikrer man, at alle de presseetiske retningslinjer efterleves i en hektisk hverdag? Metier spørger tre avisredaktører. Camilla Høj Eggers, choeje@ruc.dk og Johanne Wulff Sørensen, jwulffs@ruc.dk

»For seriøse medier er troværdighed helt afgørende. Uden troværdighed i omgangen med fakta, kilder og vinkler kan medier ikke udfylde sin rolle i samfundet«. Sådan slog formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, det fast i et indlæg i Berlingske.Troværdighed hos medierer vigtig. De fleste aviser har da også et etisk kodeks for deres journalistik, som skal sikre høj troværdighed. Nogle har det liggende til offentlig skue på hjemmesiden, mens andre har et internt dokument. Men hvordan bruger redaktørerne indholdet fra de flere siders lange retningslinjer i det daglige journalistiske arbejde, som er præget af travlhed og etkonstant krav om at træffe hastige beslutninger? Dokumentation sikrer troværdighed Troværdighed kan komme til udtryk på mange forskellige måder, men i en travl hverdag er det især dokumentation, der er vigtig for at opretholde troværdigheden.

»Selvom man er overbevist om, at man er på rette vej, så er det ikke nok blot at kunne indikere, at man har ret. Alt skal kunne dokumenteres,« siger Karl Erik Stougaard,nyhedsredaktør på Berlingske, og fortsætter: »Jeg har aldrig nogensinde taget chancen med en historie, hvis jeg ikke var sikker på, at dokumentationen var i orden.« At sikre at dokumentationen er i orden er noget, som sidder på rygraden af journalisterne. »Det er lige akkurat det, som journalister er så vanvittigt dygtige til. De arbejder grundigt med deres kilder og med deres faktuelle oplysninger,« siger Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken. Den gode historie vs. troværdighed I en tid hvor avisernes oplagstaldaler, kan man fristes til at tro, at derer risiko for, at den gode historie kan skubbehensynet til troværdigheden i anden række. Detafviser Karl Erik Staugaard på vegne af Berlingske.

»Vi vil ikke sætte avisens troværdighed over styr for en god historie, vi ikke kan dokumentere. For så saver vi vores egen gren over. Troværdighed er vores vigtigste parameter,« siger han. Anne Mette Svane pointerer dog, at der er mange måder at skrive en historie på. Hvis historien er god, og journalisten er overbevist om, at der er hold i historien, selvom dokumentationen ikke er fyldestgørende, så kan historien måske godt laves alligevel. »Som udgangspunkt bringer vi ikke en historie før vi har dokumentationen hjemme. Men det kommer helt an på historien. Nogle gange må man også bare beskrive, at der ikke er empiri på området, men så skal det fremstå klart, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved. Der er mange måder, hvorpå man kan arbejde med en tekst,« siger Anne Mette Svane. Dobbelttjek før tryk Og det er ikke kun journalisterne, der arbejder med teksten. For der er stadig lidt vej at gå, før en færdigskrevet tekst sendes til tryk. På trods af at journalister er trænede til at være kritiske, så ligger der nemlig også etstort arbejde i redigeringen. Hos Morgenavisen Jyllands-Posten sikrer avisens medarbejdere høj troværdighed ved at gennemarbejde artikler flere gange inden de sendes til tryk. »Dagens nyhedsredaktør læser artiklen igennem, og forholder sig naturligvis til, om kilderne – undersøgelser og de mundtlige kilder – underbygger den vinkel, vi præsenterer. Sidenhen læser også mindst én anden redigerende artiklen igennem, inden siderne sendes til tryk,« siger Christina Agger, indlandsredaktør på Jyllands-Posten. Hun forklarer videre, at netop en »kritisk tilgang til materialet, til dokumentationen og til vinkler pågår hele tiden og i alle led«.

På landets tre mest sælgende dagblade, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske, er troværdighed en central faktor i den daglige nyhedsproduktion.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Foto: Camilla Høj Eggers.

Lille spejl på skærmen der… Lukas Gade, luga@ruc.dk

Fra vagthund til skødevovse Chefredaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg beskriver en udvikling på redaktionerne, hvor ambitionen ikke længere er, at deres medie skal være et vindue til verden, men i stedet er blevet udskiftet med et spejl. Forbrugerundersøgelser og segmentanalyser af læsernes behov og værdier bruges i stigende grad til at skræddersy mediet til læserne. Dermed er læserne selv med til at bestemme dagsordenen – mere eller mindre aktivt - og journalister må i en vis grad indordne sig under, hvad læserne vurderer er vigtigt og relevant. Sat på spidsen kunne man sige, at den fjerde og kontrollerende statsmagt er gået i fælden og nu lefler for folket på populistisk vis, ligesom de magthavere vi som journalister skal være så kritiske overfor. Det er lanceringen af iPhone 5 et godt eksempel på – er det mediernes rolle at lave fremstød for et produkt og tilslutte sig sådan en hype? Det er måske slet ikke så mærkeligt, at så mange danskere ikke stoler på medierne, hvis medierne bare giver os dét, vi vil have, frem for dét, vi har brug for. Hvis det altså er vores eget spejlbillede, vi vil have.

verden fremstå både lys, mørk, farverig, grå, unuanceret, simpel, kompleks osv., og være en afspejling af hvordan vi selv går og har det. Vi kan selv sammensætte en varieret ”medie-kost” lige fra de letfordøjelige tabloidaviser til de klidrige formiddagsaviser. Og for ikke at gå i seng med forstoppelse, kan man lige få serveret nogle aktuelle og mundrette pointer i en munter brusetabletform med en omgang ”The Daily Show” eller ”Natholdet”. Det er blevet med medierne, som det er med religion for mange danskere: Vi tager lidt fra forskellige hylder og stykker selv vores verdensbillede sammen, så det stemmer overens med vores egen opfattelse og forventning til, hvordan verden ser ud. På den måde kan de billeder, vi får af virkeligheden risikere at blive til selvopfyldende profetier, fordi vi selv udvælger de ”vinduer” og ”spejle”, der i én stor mental mosaik udgør verden for os: ”Åh. De skriver, at iPhone 5 bliver sat til salg på det og det tidspunkt, og at iPhone-fans kommer til at stå i

kø for at sikre sig en – så må jeg også hellere stille mig i kø og få sikret mig en” – det er Kejserens nye klæder i gigabyte, gram og millimeter. Mindre tillid – men større frihed Vi har utvivlsomt fået et større medieudbud og mere frihed til selv at vælge, hvem der skal portrættere vores billede af verden. Tiden, hvor DR havde monopol, og alle så de samme nyheder, er for længst forbi, og dermed er det personlige ansvar for selv at opsøge information blevet større. Men jo flere medier vi skal forholde os til, desto sværere bliver det at gennemskue, hvem der har det mest fyldestgørende billede på verden, og hvilket ideal et givent medie styrer efter. En udvikling der måske er sket på bekostning af tilliden. For mediernes vedkommende er det blevet en benhård konkurrence om at overleve som medie, når der er så mange om buddet til at være leverandør af billeder på verden. Det er blevet en kamp om modtagernes opmærksomhed, ikke mindst med sociale medier som for eksempel YouTube og Facebook. Og det er nok dér, (vagt) hunden ligger begravet: Vi kan få perspektiver på verden direkte fra førstehåndskilder, der ikke har økonomiske motiver. Der kan selvsagt være andre motiver, men det er i bund og grund mennesker, som vi har valgt, og som vi på den ene eller anden måde kan relatere til og identificere os med. Men ligesom vi til familiefesten sjældent sætter os ved siden af den, vi er allermest uenig med, vælger vi sjældent at læse opdateringer fra eller at have en dialog med det Facebook-bekendtskab, der ligger os fjernest. Deri ligger også mediernes legitimitet til at være vinduer til verden og til i højere grad selv at bestemme, hvad de mener, der er vigtigt for os at få at vide. Vi har rigelig frihed til selv at vælge, hvem vi vil spejle os i – i sociale sammenhænge.

Spejlinger kan blive til selvopfyldende profetier Men spejlbilleder ændrer sig afhængigt af den spejlendes sindstilstand. Vi kan i dag vælge lige præcis det medie, der matcher vores humør og mentale overskud. På den måde kan

Vesterbro Kontorforsyning Vesterbrogade 66 1620 København V Tlf. 3331 3500 Mail: salg@vesterbro-kontorforsyning.dk Web: www.vesterbro-kontorforsyning.dk

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Danmark ligger helt i top på verdensranglisten over lykkelige lande. Ifølge lykkeforskningen kan det i høj grad tilskrives vores velfærdsmodel, der sikrer en høj grad af social og økonomisk lighed. Lykkeforskere peger på endnu en vigtig faktor i folks følelse af livskvalitet: Tillid. Vi har stor tillid til hinanden og til de institutioner og systemer, der danner rammen om vores liv. Men når undersøgelser viser, at det kun er hver fjerde dansker, der generelt har tillid til medierne, hvorfra får resten af danskerne så det billede af verden, som medierne ellers skulle give dem?

Sektion

02 Panorama

Issue No. 03 Oktober 2012

Rebecca Kim Hammelev

RUC’s egen fanebærer

Side

Camilla Høj Eggers

»Vi var pisse gode til at slå ihjel«

Side

Lise Højer

De håber på en bedre fremtid

Side

Anne Kidmose Jensen

Ikke kun kurder

Side

Bjørn Ekstrøm og Mai-Britt Mandrup

Red vores økonomi – men stil dig i kø først

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Side

RUC’s egen fanebærer

»Hvis man vil en ting virkelig meget, hvis man gør alt for det, så er der altså også en stor chance for, at det går i opfyldelse«

Jonas Larsen er en af verdens bedste handikapsvømmere. Alligevel finder han mellem de store mesterskaber og de mange træningspas tid til at studere på RUC. Men det kræver også både viljestyrke, planlægning og afsavn.

- Jonas Larsen, paralympisk atlet og RUC-studerende

Drømmene har været der i mange år. De Paralympiske Lege, finalepladsen og muligheden for at konkurrere med de allerbedste i verden. I sommeren 2012 opnåede Jonas Larsen alle tre ting. »Altså man forestiller sig noget stort, inden man tager derover. Og når man så kommer derover, så er det meget større, end det man egentligt havde drømt om.« »Når man kommer gående ind, især til finalerne, så er det brøl, der møder en, lige så snart man træder ud – det er jo ubeskriveligt.« Han ser ud mod de mange bogreoler, og minderne synes at danse for øjnene af ham. »Bagefter så kan man ikke rigtig falde i søvn. Man ligger lige og tænker det hele igennem. Jeg tror altid, man vil have de billeder i hovedet.« Stemmen er noget helt særligt. Den er varm og sprød. Når han taler, er det som om, der er en form for gyldent skær - en glæde og en begejstring – som man sjældent hører i en stemme. En symfoni af lyde, toner og nuancer. »Det er jo hurtigt overstået i forhold til, hvor fedt det er, så man kunne godt lige bruge et par minutter længere i det øjeblik.«

Viljestyrke RUC’s grå bibliotek brydes af et lille lyseblåt sommerskær. Han raver ikke meget højere op end en 8-årig skoledreng. Velfriseret. Foran mig står et rigtigt eventyr. En lyseblå Tommy Hilfiger-sweatshirt og et par lyse bukser. En voksen og velafbalanceret ung mand. Kun de slidte gummisko vidner om en knægt, en studerende og en hårdtarbejdende atlet. Med ryggen mod den våde efterårsdag, der raser udenfor, fortæller Jonas Larsen om de oplevelser, han har haft ved de Paralympiske Lege, og hvad det vigtigste, han har taget med sig hjem derfra, er. »Det er måske viljestyrken på en eller anden måde. Hvis man vil en ting virkelig meget, hvis man gør alt for det, så er der altså også en stor chance for, at det går i opfyldelse.« »Jeg sagde for fire år siden, at London 2012 var mit mål, og jeg har så kæmpet de sidste fire år for at komme med.« Jonas Larsen er 20 år gammel, konkurrencesvømmer gennem otte, og så er han handikappet. Han har underudviklede knogler i arme, hænder og lårben. Men det har ikke sat en stopper for hans drømme. Med iver og gåpåmod svømmede han sig for fire år siden til en plads på Det Danske Handikaplandshold, og i foråret fik han endelig lov til at komme med til de Paralympiske Lege. »Jeg var en af de sidste, der blev udtaget, men jeg kom jo hjem som en af de mest succesrige svømmere.« Der er en ydmyg, men stolt klang i stemmen. Jonas Larsen ved godt, at han er en dygtig svømmer. Ud af de fem løb han skulle svømme, lavede han nemlig personlige og danske rekorder i dem alle. »Det løb jeg er mest glad for, er min 150 meter individuel medley, som jeg lavede ikke mindst en personlig rekord i, men også en dansk rekord – en rekord der har været der i 12 år. Og den danske rekord, som jeg slog, altså den tid som blev svømmet dengang, den bragte faktisk en bronzemedalje hjem i Sydney i 2000.« Og godt var det uden tvivl, for Jonas Larsen blev valgt til at bære den danske fane ved afslutningsceremonien i London. En ære man kun bliver tildelt, hvis man har opnået nogle flotte resultater. »Det var nok det der med, at jeg faktisk havde fået den sidste billet til Paralympiske Lege, men så havde formået at gøre det så godt, som jeg nu gjorde.« Planlægning Men at blive en så dygtigt svømmer, det kræver mere end blot håb og drømme. Det kræver hårdt arbejde. Især når både samfund og ens sunde fornuft råber op om, at

man også er nødt til at tage en uddannelse. »Jeg ved jo, at man ikke kan leve af at svømme, som man for eksempel kan, hvis man er professionel fodboldspiller. Og derfor er det vigtigt, at jeg har en god uddannelse i baghånden.« Jonas Larsen læser på tredje semester af sin HA Almen og Virksomhedsstudier. Men selvom uddannelsen er vigtig, så er det sporten, der kommer i aller-

»Jeg var en af de sidste, der blev udtaget, men jeg kom jo hjem som en af de mest succesrige svømmere.« - Jonas Larsen, paralympisk atlet og RUC-studerende første række. Alt andet må bare afrettes den. Og her har RUC vist sig at være det perfekte sted. Jonas Larsen kan nemlig tilpasse sin uddannelse uden at gå på kompromis med den. »De gør det lidt mere fleksibelt herude på RUC. Jeg har jo meget kortere herud, og det er nemmere at få planlagt tingene. Især hvis man kommer i en projektgruppe, der forstår, at man er sportsatlet og kan respektere det«. Der er ikke behov for knyttede næver eller tryk på ordene her. Et blik er nok til at understrege, at viljekraft er det vigtigste – med den kan alt lade sig gøre. »Altså hvis man vil det her nok – studie og træning i mit tilfælde – så er det også muligt.« »Der er mange, der brokker sig over, at de for eksempel ikke har tid nok til at nå det hele. Men det har man jo, hvis man vil nå det hele.«

Sektion 02 Panorama

Afsavn Med regnvejr og trætte skyer, der for første gang i flere dage lægger sig til rette på selve jorden, er efteråret rykket tættere på. Det er lige præcis sådan en dag, der kan få selv den mest stålsatte jernhest til at tabe luft og give op – men aldrig Jonas Larsen. »Jeg brugte utroligt meget tid op til Paralympiske Lege på bare at ligge og træne, mens jeg vidste, at alle andre var på ferie.« »Men hvis man har holdt fast og har kæmpet videre, og man er kommet nærmere sit mål, altså da jeg så endelig var der, så var jeg jo glad for, at jeg ikke stoppede halvvejs eller lige før målstregen.« For første gang har Jonas Larsen fået farve i kinderne. »Det er ligesom at være til en fest, hvor der er lidt alkohol på bordet, og man så vælger ikke at drikke. Så siger folk: Hvor er du kedelig, eller noget i den stil. Men det må man jo også tage med. For hvis man vælger at være 100 procent seriøs, jamen så er man det også. Man kan ikke nøjes med kun at være 90 procent svømmer, hvis man går efter det største af det største.« Jonas Larsen er en ildsjæl med en helt særlig fakkel til at holde sig tændt. Og det næste mål? »De Paralympiske Lege er en oplevelse, man godt kunne bruge igen – bare i Rio næste gang.«

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Rebecca Kim Hammelev, rkimh@ruc.dk

Jonas Larsen er ikke en helt almindelig studerende, han er nemlig en af verdens bedste svĂ¸mmere, og sĂĽ bar han Dannebrog under afslutningsceremonien ved De Paralympiske Lege i London.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Foto: Rebecca Kim Hammelev

»Vi var pisse gode til at slå ihjel« Jimmy Solgaard var udsendt til Afghanistan som finskytte og næstkommanderende i sin gruppe. Efter syv måneder i krig vendte han hjem med den uofficielle rekord i at ramme en fjende på lang afstand – 1264 meter. Metier spørger: »Hvordan er det at være i krig?« Camilla Høj Eggers, choeje@ruc.dk

Når Jimmy Solgaards gruppe var på patrulje stod han op i vognen, fordi han var næstkommanderende og skulle være på udkig efter fjender og bomber. Men han kunne ikke få sit blik til at slippe vejen forude.

»De første seks-syv gange stod jeg bare og stirrede ud på vejen, fordi jeg havde en idé om, at jeg ville kunne se en mærkelig sten på vejen eller noget. Jeg stod og spændte i ansigtet, og det var pisse ubehageligt,« siger han. Men Jimmy Solgaard lærte langsomt at acceptere situationen, og når de var på patrulje i en pansret mandskabsvogn fik han, med lidt hjælp fra Leonard Cohen, sunget sig ud af frygten. »Sådan en pansret mandskabsvogn larmer så fucking meget, så jeg kunne stå og synge, uden nogen kunne høre mig. Jeg sang Leonard Cohen med ”Everybody Knows”. Det er en

god sang. Jeg tror, jeg sang den 300 gange bare for at tænke på noget andet,« fortæller han. Testamente og farvelbreve Jimmy Solgaard er 29 år og journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han havde været i militæret i fem år, inden han i 2008 var i Afghanistan i syv måneder. Og for ham var det en naturlig ting at skulle i krig. »Det var jo det, jeg var trænet til. Det var en slags eksamen,« siger han. Men selvom Jimmy Solgaard følte sig klar til at drage i krig, så var der mange overvejelser og forberedelser, han skulle igennem, inden han kunne sætte sig på flyet til Afghanistan. Hans liv skulle opsummeres, og alle de følelser, han havde for folk, skulle skrives ned. »Jeg skrev testamente og farvelbreve og alt det der shit. Jeg skrev et farvelbrev til min mor og far og til mine to brødre og min daværende kæreste. Det var lækkert bagefter, men det var hårdt at komme igennem. Det var noget underligt noget at skulle gennemgå som 25-årig,« siger han.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

»Man vænner sig til, at siger det bang, så siger det bang«. Men det var hårdt i starten, fortæller Jimmy Solgaard. De første patruljer var ikke sjove. Han havde hørt historier om afghanerne og landet, men han havde ingen reel anelse om, hvad der foregik. Og det tog noget tid at vænne sig til de utrygge rammer. »Jeg så vejsidebomber og folk, der ville skyde mig overalt,« siger han.

Jimmy Solgaard er i journalistpraktik på Radio24syv og skal i oktober tilbage til Afghanistan for at optage en radiodokumentar. Privatfoto.

Jimmy Solgaard og hans makker udgjorde et godt team. Han fortæller, at de »var pisse gode til at slå ihjel,« og sammen har de den uofficielle rekord i langdistanceskud. »Vi lå på taget af et afghansk lerhus, ikke så langt fra Armadillo i Helmand-provinsen, og fik øje på en mand der stod 1264 meter væk. Pludselig kan vi se, at han samler en riffel op fra jorden. Så vi kalder ind og får tilladelse. Jeg giver min makker al den nødvendige information, og han tager så nogle dybe indåndinger, og så siger jeg, at han skal skyde. Så klemmer han på aftrækkeren, og der går lidt over et sekund, før kuglen rammer, og manden falder sammen. Den første følelse er, at det var sgu godt skudt –

godt arbejde,« siger han. Et sted mellem nul og tre dræbte Jimmy Solgaard har svært ved at forklare, hvordan det er at slå ihjel. »Hvordan kan jeg komme til at lyde mindst psykopatisk?« spørger han. Og han ved heller ikke præcist, hvor mange mænd, han har dræbt med sin egen riffel. »Jeg plejer at sige et sted mellem nul og tre. Jeg ved, jeg har ramt tre, men jeg har ikke været henne ved dem efterfølgende, så jeg ved ikke, om de er døde,« siger han.

fra Afghanistan er en lille dreng, han møder på patrulje en dag. Drengen står i en grøn kjortel og med en kalot på hovedet. »Vi kommer rundt om en majsmark, og så kan jeg se, at der står en lille dreng og peger – og nogle gange, så hjalp bønderne os med at udpege vejsidebomber. Så kom de op til os og tog os i hånden, og så fulgte de os rundt og pegede på bomberne. Og børnene pegede nogle gange, hvis de vidste, hvor talebanerne lå,« fortæller Jimmy Solgaard og fortsætter: »Og den her dreng står så og peger, og jeg kalder over radioen for at høre, om nogle af de andre grupper kan se, hvad han peger på. Men de kunne heller ikke se noget. Pludselig peger han i den anden retning. Og da jeg så kommer helt hen til ham, kan jeg se, at han ikke peger, men at han har en rød sytråd rundt om pegefingeren. Oppe for enden af tråden flyver en kæmpestor brumbasse, han har bundet tråden omkring. Det var hans kæledyr. Så siger han på engelsk: ”So sir, where are you from?” Det var en vanvittig oplevelse, fordi jeg troede, at det var taleban, han pegede på«.

For Jimmy Solgaard er der forskel på at slå ihjel som finskytte og som infanterist. Når man ligger som finskytte, er det mere overlagt, end når man er i ildkamp og skal forsvare sig selv. »Jeg blev angrebet af en mand på 50 meters afstand. Han skød direkte på mig, og jeg kunne mærke kuglerne rundt om mig. Så der røg min riffel bare op til skulderen, og så skød jeg bare, til han lå ned. Det en reaktion på, at jeg gerne vil have ham til at holde op, og dét føles som selvforsvar,« siger han. ”So sir, where are you from?” Men at være udsendt er også andet end ildkampe, Sako-rifler og håndgranater. Jimmy Solgaards bedste minde

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Det lille kontor Jimmy Solgaard blev i militæret uddannet finskytte – en præcisionsskytte der skal kunne ramme på lang afstand – og i Afghanistan fungerede han som observatør for sin makker, der var skytte. »Der er en skytte og en observatør. Skytten ligger med en kæmpestor riffel – en finsk Sako, og observatøren ligger med sit lille kontor med en vindmåler, en afstandsmåler og så er der en mappe med de klik-tal, der passer til skytten,« fortæller han. »Mit job var at få tilladelse fra den høje herre [kompagnichefen, red.] og samtidig udpege de mål, skytten skal skyde.«

De håber på en bedre fremtid

Lise Højer, lisehoe@ruc.dk »Min mor er virkelig ked af det. Hun har spurgt, hvorfor vi ikke bare kan søge et job her i Spanien, men inderst inde ved hun godt, at det kan vi ikke.« Guía Carmona har haft svært ved at fortælle sin familie, at hun og hendes kæreste, Xero Fernández, om ganske kort tid pakker kufferterne for at rejse væk fra Spanien og starte et nyt liv i Tyskland. Men arbejdsløshedsstatistikkerne taler deres eget tydlige

sprog, og vil man bruge sin uddannelse, er chancerne for et job langt højere nærmest alle andre steder end i Spanien, og især den sydspanske region Andalusien, hvor de begge er vokset op. Kan ikke bruge sin uddannelse i Spanien Hun er 22 år og har netop afsluttet en bacheloruddannelse i oversættelse og tolkning i tysk og engelsk ved universitetet i Granada. Undervejs var hun i praktik som oversætter for at gøre sine chancer for at få et job så gode som muligt. Alligevel tror hun ikke selv på, at hun kan finde et job i Spanien, hvor hun kan få lov at bruge sin uddannelse. »Her i Andalusien vil jeg måske kunne få job på et hotel. Hvis jeg er heldig. Ikke fordi det ville gøre mig noget at arbejde der, det er bare ikke

min drøm.« Hendes allerstørste drøm er at arbejde i en international organisation, for eksempel som tolk i EU eller FN. Men lige nu er det nok bare at have et job, hvor hun kan bruge sin uddannelse, så hun har søgt et legat fra den spanske stat for at komme til at arbejde som spansklærer på et gymnasium i Tyskland, og det har hun fået. »På den måde har jeg noget at gå i gang med. Derfra vil jeg så søge noget andet, og hvis jeg kan, vil jeg blive der. I hvert fald 5-6 år, tror jeg, måske for altid, det ved jeg ikke endnu,« siger hun. Intet at leve af Netop nu har 52,9 procent af spanierne under 25 år intet job at stå op til om morgenen, viser de seneste arbejdsløshedstal fra Eurostat. Til sammenligning står kun otte procent

Sektion 02 Panorama

af tyskere under 25 år uden arbejde, og det er en af grundene til, at Guía Carmona og Xero Fernández har valgt netop Tyskland. Udover den lave arbejdsløshed skyldes beslutningen, at både Xero og Guía har været i landet før, så det ikke er helt så fremmed jord, de skal betræde. »Jeg har været i Tyskland én gang, og jeg kunne virkelig godt lide deres måde at være på. De er ansvarlige og ordentlige,« siger Xero Fernández. Selvom han er uddannet grafisk designer og har to masteruddannelser, så har det været nærmest umuligt at finde noget at leve af i Spanien. Og hvis han endelig har fået en freelanceopgave om at lave en hjemmeside, så gør krisen priserne alt for lave. »Normalt kan man få 700 euro for at lave en hjemmeside, men i krisetider ryger prisen ned på måske 200300 euro, så det er enormt meget ar-

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Guía Carmona og Xero Fernández er parate til at forlade familien, vennerne og varmen i sydspanske Málaga for at starte en ny tilværelse i Tyskland og måske finde det job, de drømmer om. Spørger man økonomerne, er det en rigtig god idé, men hvad må man give op i jagten på et job?

»Nu er det anden gang, jeg er i ulønnet praktik, faktisk på et virkelig godt bureau, så det er det bedste, jeg kan opnå her. Der er ikke mere tilbage for mig.« - Xero Fernández, grafisk designer, flytter til Tyskland for at finde arbejde

Udenlandske unge har en dårligere lodseddel Mie Dalskov Pihl, der er senioranalytiker og økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), forstår godt, at de spanske unge flygter fra den enorme spanske arbejdsløshed for at forsøge at sparke døren ind på et arbejdsmarked, hvor der er mere plads, for eksempel i Tyskland. Hun understreger dog, at man som udlænding ikke får noget forærende. »De skal kæmpe mod alle de an-

dre tyskere, der har en uddannelse, og så skal de kæmpe mod den arbejdsløshed, der allerede er i landet. De står med en dårligere lodseddel, end landets egne unge gør, på grund af sprogbarrierer og så videre. Men jeg kan godt forstå, at de prøver lykken, for der er jo ingen tvivl om, at chancerne er bedre heroppe, end de er nede sydpå,« siger hun. Tager kampen op Xero Fernandez er godt klar over, at en lavere arbejdsløshedsprocent ikke er ensbetydende med, at det er nemt at finde et job på et fremmed arbejdsmarked, men han er helt klar til at tage kampen op mod tyske konkurrenter. Ifølge ham er nøglen til succes i udlandet, at man forbereder sig godt. Blandt andet er han i fuld gang med

Sektion 02 Panorama

at promovere sit arbejde som grafisk designer på sin blog og de sociale medier, og så vil han sørge for at lære noget tysk, inden han tager af sted. Både han og Guía Carmona er overbeviste om, at et godt tyskniveau vil give dem en fordel i forhold til andre ansøgere. Det er Nikolaj Helm-Petersen, teknologi- og forskningsattaché for det danske Ministerium for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, enig i. Han arbejder til hverdag på Det Danske Konsulat i München og har daglig kontakt med det tyske arbejdsmarked. Ifølge ham vil dem, der kan tysk, have en større chance for at få job end dem, der kun kan engelsk. Han tror dog på, at de højtuddannede spanske unge, uanset om de kun kan engelsk, har gode muligheder på det tyske arbejdsmarked, især i det sydlige Tyskland.

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

bejde, man skal lave uden at få særlig meget for det. Det er opslidende,« siger han. »Nu er det anden gang, jeg er i ulønnet praktik, faktisk på et virkelig godt bureau, så det er det bedste, jeg kan opnå her. Der er ikke mere tilbage for mig.«

»I Sydtyskland bruger virksomhederne rigtig mange penge på forskning og udvikling. Og til det har de selvfølgelig brug for en masse højtuddannede,« siger han. Selvom både Guía Carmona og Xero Fernández ser Tyskland som den eneste vej frem, er de begge lidt vemodige over at skulle forlade Spanien. »Jeg ved godt, at jeg brokker mig over mit land, fornærmer mit land, men det er mit land, jeg er vokset op her. Så selvfølgelig er det trist og lidt nostalgisk at forlade det, men det er jeg nødt til,« siger Xero Fernández.

Ikke kun kurder

»Der er faktisk flere elementer, der adskiller os fra hinanden, end der binder os sammen. At samle alle kurderne til en befolkning er i mine øjne umuligt«

I Østtyrkiet skyder Kurdistans Arbejderparti (PKK) og tyrkiske tropper løs på hinanden. I Danmark bliver otte PKK-støtter anholdt, mens ROJ TV ruller i baggrunden. Hvis vi skal tro øjne og ører, er det sådan, de er. Kurderne. Men en kurder er ikke bare en kurder. Anne Kidmose Jensen, kidmose@ruc.dk

- Fadel Juanmiry

Kurdere er ikke et fedt Fadel Juanmiry er 25 år, og seks af dem har han levet i Danmark. Herhjemme omtaler vi ofte kurde-re, som var de en ensartet gruppe, nærmest et folk. Men det er Fadel Juanmiry ikke enig i. »Vi er ikke ligesom danskerne, der har et folk og et samfund med nogle fælles værdier. I kurdernes historie kan man kun beskrive det sådan, at vi har kurdere fra Tyrkiet, kurdere fra Irak, kurdere fra Iran og kurdere fra Syrien,« siger han. Det er for nemt at betragte kurdere som den gruppe dernede et sted, der slås for et selvstændigt Kurdistan, mener Fadel Juanmiry. Ifølge ham er det langt fra sandheden. »Der er faktisk flere elementer, der adskiller os fra hinanden, end der binder os sammen. At samle alle kurderne til en befolkning er i mine øjne umuligt,« siger han. Ordene ʽPKKʼ og ʽkurderʼ løber ofte synkront over skærmen og messer vold og sammenstød henover stuebordet. Fadel Juanmiry kan ikke genkende dette billede. »Jeg bryder mig slet ikke om PKK. En gruppe der gerne vil stabilisere deres land eller kræver deres uafhængighed med våben og vold, det tager jeg principielt afstand fra«, siger han. I spørgsmålet om PKK handler det ikke om, hvor man føler sig hjemme, men om at have det rette menneskesyn, mener han. Den selvskabte idé Lotte Bøggild Mortensen er ekstern

lektor på Institut for Kultur og Identitet ved Roskilde Universi-tet, og hun mener også, at der er forskel på selvforståelsen i Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien, og den forestilling om kurdere, vi har i Danmark. »Der er jo ikke noget, der hedder en kurder,« siger hun og pointerer, at nogen betragter sig selv som kurdere, mens andre ikke gør. »Det er jo netop det forestillede fællesskab. Men det forestillede fællesskab får jo lidt svære kår, hvis du sætter noget klassemæssigt på. For dels har du kurdere, der er totalt undertrykte af deres feudalherrer, og så har du enormt rige kurdere, der sidder på en stor del af hotelbranchen i Antalya. Så har du kurdere, der er enormt internationale,« forklarer hun. Kurderne er en broget forsamling, som vi lader reducere til noget letforståeligt: ét folk. Men hvorfor har vi egentlig denne idé om en ensartet gruppe mennesker? »Det er fordi vi i Danmark har et udpræget ønske om at støtte et undertrykt folk. Og kurdere er blevet defineret som værende et undertrykt folk,« forklarer Lotte Bøggild Mortensen. Det er flere forskellige, der har været med til at støbe denne måde at betragte kurderne på i den hjemlige debat. Medier og journalister har været ude med spatlen, men de er ikke ene om at vedligeholde idéen. »Det er også studerende, og det er politikere. Der har været mange, der har været med til at bygge den idé om det at være kurder op,« siger Lotte Bøggild Mortensen. Den der identitet Arei Ghafur, der er irakisk kurder, deler ikke Fadel Juanmirys syn på den kurdiske identitet. Han har boet i Danmark i 12 år, men er rejst tilbage til den kurdiske del af Irak for at arbejde på en kurdisk tv-station. Modsat Fadel Juanmiry betragter han sig selv som kurder. »Når min far er kurder, så er jeg også kurder,« siger han. Han drømmer om oprettelsen af et selv-stændigt Kurdistan, men han tror ikke rigtigt på det. Til trods for den umulige drøm om

det frie land kalder Arei Ghafur sig kurder, både når han er i Danmark og i Irak. »I mig selv føler jeg, at jeg er kurder. Jeg holder af at være kurder. Jeg føler mig ikke som iraker i hvert fald, « lyder det. Arei Ghafur kalder sig kurder. Sådan føler Fadel Juanmiry sig ikke. Om han er kurder eller dansker er ofte ligegyldigt, for det vigtigste er at kæmpe kampen for de mennesker, der ikke kan kæmpe den selv, og det har ikke noget med fædreland og fortid at gøre, mener Fadel Juanmiry. Men så er der alligevel spørgsmålet om den hersens identitet. »Meget ofte når jeg bliver spurgt her i Danmark, hvor jeg er fra, så siger jeg, at jeg er dansker,« siger han.

Udsyn: For Fadel Juanmiry er menneskesynet det vigtigste.

Foto: Anne Kidmose Jensen

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Han blev født i Iraks tomme ørken. Der, hvor det kun var skorpionerne, der kunne leve et mageligt liv. Det iranske præstestyre havde åbnet himlen over de iranske kurdere, og Fadel Juanmirys foræl-dre måtte flygte fra bomberegnen. De mistede deres hjem og måtte igennem den irakiske ørken for at finde et nyt. Nu står han her. På det københavnske fortov blandt mennesker og skilte, der taler det sælsomme danske sprog, mens han fortæller om barndommens flygtningelejre og den kurdiske identitet, han har lagt bag sig.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Den kurdiske identitet lader sig ikke sĂŚtte i bĂĽs, mener Fadel Juanmiry. Foto: Anne Kidmose Jensen

Red vores økonomi – men stil dig i kø først 28-årige Salman Mahmood fra Pakistan er uddannet it-ingeniør i England. Han fik et højt betalt job i Danmark, men måtte vente på to måneders sagsbehandling, før han fik sin arbejdstilladelse. Det er et problem, mener interesseorganisationer for danske virksomheder. Bjørn Ekstrøm, bke@ruc.dk og Mai-Britt Mandrup, mabrma@ruc.dk

Ventetid forringer danske virksomheder Udenlandsk arbejdskraft, der har

samme uddannelsesniveau som Salman Mahmood, er en god forretning for Danmark. I rapporten fra Arbejdsmiljøstyrelsen, der er udarbejdet i samarbejde med offentlige og private virksomheder, konkluderes det blandt andet, at udenlandsk arbejdskraft kan være med til at bidrage til væksten i samfundet og lempe byrden for de mindre generationer på arbejdsmarkedet. Denne konklusion bakker professor og økonom Jan Rose Skaksen fra Copenhagen Business School (CBS) op om. »Fordelen ved udenlandsk kvalificeret arbejdskraft er, at undersøgelser viser, at det øger produktiviteten i danske virksomheder,« forklarer han. Dansk Industri (DI) påpeger, at man jævnligt støder på sager som Salmans. Claus Seidelin, der er arbejdsmarkedskonsulent hos DI, understreger, at den lange sagsbehandlingstid er skidt for Danmark. »De veluddannede udlændinge bidrager med vækst og med skatter på arbejdspladser i Danmark. De kvalificerede udlændinge, vi kan få til landet, er nogen, der bidrager rigtig positivt til landet. De er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Så hvis der er et problem med lang sagsbehandling, risikerer vi, at den arbejdskraft går til andre lande,« forklarer Claus Seidelin. Levede af opsparing Imens Salman Mahmood ventede på afgørelsen, boede han hos sin søster i Danmark. Han forsørgede sig selv af sin opsparing. »Jeg havde boet i Leeds og arbejdet. Udlændinge har ikke krav på velfærd, så jeg levede af min opsparing,« fortæller Salman Mahmood.Da sagen skulle behandles yderligere 30 dage, beslutter Salman Mahmood at tage kontakt til Udlændingestyrelsen. »Jeg ringede et par dage efter for at høre, hvor langt de var med sagen. Jeg blev fortalt, at sagen først vil være behandlet i slutningen af juli. Den 26. juli ringer jeg ind for at forklare, at sagen nu har stået på i to måneder,« fortæller Salman Mahmood. Få dage efter går arbejdstilladelsen igennem. Efter 60 dage kan Salman Mahmood begynde at arbejde.

Salman Mahmoods kontor er småt, men professionelt indrettet.

Foto: Bjørn Ekstrøm

Manglende oplysninger forlænger forløbet Udlændingestyrelsen forsvarer behandlingstiden med, at dokumentationen skal være i orden. »Vi kan ikke gå ind i enkeltsagerne, men hvis en sagsbehandling er udskudt i 30 dage, så skyldes det manglende dokumentation. Man skal sikre, at al nødvendig dokumentation er fremlagt ved sagens begyndelse,« siger Anna Avanesien, der er sagsbehandler på Jobforskerkontoret, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.Det mener Mads Buch Stage, der ansatte Salman Mahmood dog også, at man gjorde. »Vi indsendte derefter yderligere dokumentation. Blandt andet redegørelser for vores indtjening og garanti for, at Salman er ansat på danske arbejdsvilkår. Det fremgik dog allerede af de første papirer,« fortæller Mads Buch Stage.Arbejdsmiljøstyrelsens rapport foreslår, at der sker en lovændring, som tillader, at kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, kan begynde at arbejde, mens sagsbehandlingen står på. Det er et skridt i den rigtige retning, mener Claus Seidelin. »Generelt er vi i Dansk Industri ret glade for de eksisterende ordninger om arbejdstilladelse, men vi ser selvfølgelig positivt på, at de hele tiden videreudvikles, fordi der er behov for god arbejdskraft på markedet. Det skal selvfølgelig foregå så gnidningsfrit som overhovedet muligt.« Reglerne for ophold og rekruttering bliver genovervejet i efteråret 2012 som en del regeringens reformer.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Salman Mahmoods kontor hos it-firmaet Influestor, hvor selv det mindste kontorredskab ser dyrt ud, står i kontrast til det indtryk, han fik hos Udlændingeservice, hvor han skulle søge sin arbejdstilladelse. »Der var otte skranker hos Udlændingeservice. Jeg kom tidligt. Jeg trak nummer 353. De var i færd med at betjene nummer 17. Jeg ventede i seks timer,« siger Salman Mahmood på flydende engelsk. Salman Mahmood havde gerne undværet ventetiden. »Det tog seks timer at aflevere ansøgningen. Derefter kom jeg til at vente i 60 dage på at få min arbejdstilladelse,« påpeger han. Hos Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet er servicemålet 30 dage for arbejdstilladelser til højtuddannet udenlandsk arbejdskraft. Salman Mahmood er uddannet it-ingeniør fra University of Bradford, og hos Influestor får han lidt under en halv million kroner i løn om året. Det gør ham kvalificeret til at få en hurtig arbejdstilladelse, men alligevel måtte han vente i 60 dage på at komme i gang.Arbejdsmiljøstyrelsen konkluderer i en rapport fra 2011, at lange sagsbehandlingsperioder skaber faldende produktivitet og ressourcespild hos virksomheder, der har ansat højtuddannet udenlandsk arbejdskraft. Den konklusion kan Mads Buch Stage, direktør og medstifter af Influestor, nikke genkendende til. »I vores virksomhed er vi fire ansatte. Vi havde ansat Salman med henblik på at udvikle et projekt, så vi endte med at arbejde på nedsat kraft i de måneder, vi ventede på, at sagsbehandlingenskulle gå i orden,« understregerhan.Henning Gade, der er chefkonsulent for Dansk Arbejdsgiverforening, forstår godt Mads Buch Stages frustration. »Virksomhederne er irriterede over, at de ikke får behandlet deres sager i tide, og det er jo klart, når du har alle papirerne i orden, og der ikke er nogen diskussion om, at du skal have den tilladelse,« siger han.

Sektion

03 Vores Verden

Issue No. 03 Oktober 2012

Ida Marie Winge

Du er den nye pige i klassen hver gang

Side

Kathrine Meyer

Verden kan høres fra Vesterbro

Side

Anne Mette Steen-Andersen

Journalister beskyldes for misbrug af eksperter

Side

Af Jacob Y. Nossell & Sacha H. Sennov

Guide: Sådan får du drømmejobbet

Side

Michala F. Nathan

Journaliststuderende fravælger den kulørte presse

Side

Michala F. Nathan

Personlighed og produktioner skal på hjemmesiden

Side

Natalie Yahya Rosendahl

En anden virkelighed

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Side

Du er den nye pige i klassen - hver gang TV, radio eller skriftligt medie? Mange journaliststuderende er i tvivl om, hvad de skal vælge. Men måske er det ikke så afgørende, for journalister kan sagtens pendle. Hvis de virkelig brænder for det vel at mærke.. Ida Marie Winge, imw@ruc.dk

På weekendavisen skal hver eneste sætning være lige så gennemarbejdet som et digt. På 24syv skriver jeg en times radio på 2-3 timer, og så bruger jeg utrolig meget tid på teknik. - Louise Windfeld-Høeberg, Radio 24syv

For mange journaliststuderende er valgets time nær, og kalenderen tæller hastigt ned til semestrets store begivenhed: Panikdagen - med alle dens valg og fravalg. Et centralt valg er den medieplatform, de studerende begiver sig ud på: Skal det være radio, tv eller kribler skrivelysten for meget i fingrene? »Det er en stor beslutning, de studerende tager. Det mest sandsynlige er, at de kommer til at arbejde inden for den platform, de vælger,« siger Natasja Maj Dybmose, der er praktikvejleder på RUC. Det er dog ikke umuligt at skifte mellem medierne, og mange gør det. Det essentielle er, at de historier, den studerende har lavet viser overskud, faglighed og selvstændighed. »Mange medier vil nok tænke, at det er sværere at oplære en journalist

i det faglige. Så hvis den ballast er i orden, vil det kunne skabe en åbning for at skifte medie,« siger hun. Det er benhårdt at mediehoppe En af dem, der er hoppet fra medie til medie er Louise Windfeld-Høeberg, der til daglig er vært på radio 24syv. Hun fortæller, at det er vigtigt at knokle igennem for at komme ind i rutinerne, når man starter på et nyt medie. »Selvom man selvfølgelig kan springe fra medie til medie, er det som at starte forfra hver gang. Du kommer fra noget, du er sindssygt god til og hen til noget, som er pisse hårdt. Du er den nye pige i klassen.« Det er først for nylig, at hun startede på radiomediet. Tidligere har hun arbejdet på så forskellige medier som TV2 og Weekendavisen. Og det be-

tyder noget, hvilket medie, man arbejder på. »På weekendavisen skal hver eneste sætning være lige så gennemarbejdet som et digt. På 24syv skriver jeg en times radio på 2-3 timer, og så bruger jeg utrolig meget tid på teknik. Her står jeg inde i studiet og skal styre mikrofoner, lyd og jingles. Simultankapaciteten er ligesom at være flyveleder.« Dygtigere af at skifte medie Forskelligheden kræver, at man omstiller sig mentalt. Men det er ikke kun hårdt, journalister kan også lære rigtig meget af at arbejde på forskellige medier. EvaMarie Møller, tilrettelægger på DR2 og vært på P1 debat, fortæller, at det er meget krævende, men også ekstremt udviklende at pendle. Hun lærte selv de journalistiske grundtrin på Det Fri Aktuelt og har siden både lavet radio og tv. »På TV2’s nyheder lærte jeg for eksempel at spidsvinkle og gå meget kontant til værks. Det stod i skærende kontrast til avisen, hvor man kan have en åben vinkel meget længere i forløbet,« siger hun. På radioen lærte hun at stole på sig selv. Her skal man være meget mere selvstændig og stå for meget af det tekniske. »Jeg har aldrig ment, at jeg var noget teknisk geni, men nu kommer alle og spørger mig til råds. Det handler om, at man er vild med det nye og siger: ’Wow, hvor er det spændende. Det har jeg lyst til!’ For ellers bliver det for hårdt,« siger hun.

Vesterbro Kontorforsyning Vesterbrogade 66 1620 København V

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Tlf. 3331 3500 Mail: salg@vesterbro-kontorforsyning.dk Web: www.vesterbro-kontorforsyning.dk

Verden kan høres fra Vesterbro En times EU-politik blandes med halvanden times kultur fra Brasilien og omrøres langsomt med to timers congolesiske debatter. Til slut krydres med to og en halv times pakistansk søndag. Voila et styks uge på Radio Vesterbro - den globale lokalradio. Kathrine Meyer, kmeyerj@ruc.dk Der bliver krydret med mange nationaliteter i båndsalaterne hos Radio Vesterbro på Halmtorvet i København. Når man tuner ind på frekvens 98,9 FM, er det hverken musikquiz, dansktop eller bingotal, der bølger ud af de lokale højttalere. I stedet må man spidse sprogøret, for her bliver der lavet radio på både urdu, fransk, engelsk, portugisisk, lingali – og dansk. Hængelåsen hænger skævt på det første metalgitter. Man skal ned ad den smalle trappe og forbi nummer to metaltremme, før man når helt ind i radiohulens styrekammer. Men de to døre af metal virker ikke som et fængsel til at holde verden ude. Tværtimod holder gitrene verden inde i radiolokalernes hule rum, for at kunne give et globalt ekko ud af højttalerne i de danske stuer og køkkener.

den flaksende familie fundet sig til rette tættere på mikrofonen, som gav lyden af Congo dem en følelse af at høre hjemme. Popov Thenday laver nogle hurtige klik med musen. På skærmen foran ham viser Internet Explorer hjemmesiden www. africatime.com. »Jeg har kontakt med forskellige folkegrupper i Congo, mit hjemland, her i Danmark og i Europa. Jeg prøver at hente information til programmet alle mulige steder,« forklarer han om at komponere programmets historier. Ud gennem det halvt åbne vindue ind til teknikrummet siver lyden af et lille klik fra et par briller, der foldes sammen. Claudia Karting går roligt frem og tilbage i teknikrodet og drejer på en mangfoldig farveherlighed af gule, røde, blå og grønne knapper. »Det er bare sådan, det er blevet. Vi er ikke gået efter at være en specielt global radio. Dem, der har tid og lyst til at lave et program, kan gøre det,« forklarer hun. I teknikrummet hænger bundter af kabler sirligt som tove på kroge langs væggen, som var de klar til at skulle hejse sejl på radioens verdensomsejling. Fra

Popov Thendays franske fraser danser ind i mikrofonen akkompagneret af et par mørke hænder, der flyver gestikulerende gennem luften, som dirigerede de en hel symfoni af gode argumenter.

En familie af bananfluer har sneget sig med på en lytter. De kredser om kaffen, der fylder rummet med en skizofren duft af bitre bønner blandet med sød, tysk mælkepulver. Snart har

»Uuuh.. det var i februar 1996, er det ikke 16 år? Og jeg har været på den samme radio,« fortæller han om sin tid på Radio Vesterbro.

I 16 år har Popov Thenday vendt mikrofonen ud mod verden, nærmere bestemt Congo, når han har lavet radio fra Vesterbro. Foto: Kathrine Meyer.

• Radio Vesterbro sendte første gang i September 1987 • Radioen har 14 redaktioner - 5 med specielt fokus på udlandet • Der er 159 ikke-kommercielle lokal-radiostationer i Danmark • En stor håndfuld af lokalstationerne har fokus rettet mod udlandet - herunder bl.a. Radio Krishna, Radio Alfathia og Somali Radio • Kulturstyrelsen tildeler tilskud til dækning af lokalstationernes udgifter • Arbejdet på radioerne er frivilligt og er derfor ikke egnet som praktiksted

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

»Mit program handler først og fremmest om Congo, om de kulturelle og politiske problemer,« forklarer han om radioprogrammet ”Debout Congolais” på Radio Vesterbro, der i dag er det, som holder hans fortællerglæde i skak.

»Jaiii jaiii jai-jai, ow-ow-ow.« En kaldende stemme leger tagfat med et saxofonklingende instrument ind i mellem de afrikanske trommerytmer på det musiknummer, Popov Thenday har valgt i pausen for hans debat om konflikten i Congo. Kontorstolen ruller lidt tilbage, og den øverste pude laver et knæk, da Popov Thenday slænger sig tilbage i stolen og fortiden.

»Det er meget, meget sjovt at lave radio, fordi vi har en tæt kontakt med vores befolkning. Du ved hvem, der har fuldt med i dine programmer. Når du møder dem, så begynder de at stille spørgsmål. ’- Hvorfor siger du det her?’ Det er ligesom en debat, der ikke ender, fordi de samme mennesker, som lytter til radioen, vi mødes, og vi fester sammen,« fortæller han mens lyden af de fredagsfestlige fulde unge fra gaden kun akkurat kan høres ud af ørekrogen.

»Je parle de la situation générale de conférence de Assemblée générale de Nation Genève (…).«

»I dag snakker vi om en FNkonference, hvor præsidenten fra Congo og Rwanda skal mødes. Der er krig i Congo, som er skabt af nabolandet Rwanda, så de to skal mødes for at finde en fredelig løsning,« fortæller den congolesiske radiovært, Popov Thenday. Han har læst jura i Congo og været udenrigskorrespondent i de skandinaviske lande for en fransk avis.

cd-hylden kigger alt fra den polske komponist, Chopin, til Quake Zone Mamas ”Kashmir earthquake” ud af deres plastikcovere, som nysgerrige beboere fra Radio Vesterbros spillelister.

Journalister beskyldes for misbrug af eksperter Journalisterne giver ekspertkilder mere og mere taletid i medierne, men som læser kan det være svært at gennemskue, hvem der gemmer sig bag de fine titler. Professor mener, at journalister misbruger ekspertbegrebet til deres egen fordel. Anne Mette Steen-Andersen, amsa@ruc.dk

Erik Albæk har forsket i brugen af ekspertkilder, og han vurderer, at der er et voksende forbrug af ekspertkilder i medierne. Behovet for ekspertudtalelser skyldes først og fremmest, at journalistikken i høj grad er gået bort fra at være et refererende medie for i stedet at blive et mere fortolkende og analyserende medie. »Udviklingen betyder, at journalister i dag har et større behov for at få bekræftet deres informationer, da informationerne ellers vil fremstå som journalisternes egne fortolkninger og meninger. Derfor bruger journalister nærmest hvem som helst til at bekræfte deres påstande, – bare vedkommende kan komme til at fungere i rollen som ekspert,« fastslår Erik Albæk. Ubeskyttet ekspertise En eksperttitel er en ubeskyttet titel. Det betyder, at der juridisk set

ikke eksisterer regler for, hvornår journalister må tage titlerne i brug. »Hvis en titel er ubeskyttet, kan hvem som helst tage den i brug. Det er derfor helt og aldeles op til mediet og journalistens egen kritiske sans at vurdere, hvilke kilder de vil titulere som eksperter, og hvilke kilder de vælger at give en anden titel,« forklarer Charlotte Autzen, der har speciale i vidensformidling og ansat som chefkonsulent på Københavns Universitet. Eksperttitlens ubeskyttede status betyder, at det i praksis er op til journalisten selv at afgøre, om en kilde med rette kan bære titlen som ’ekspert’ inden for sit felt. Kan journalisten for eksempel tillade sig at kalde en kilde, der længe har forsket i afrikanske landbrug for ’landbrugsekspert’? Eller skal der mere – eller andet – til, før journalisten må tage det præstigefyldte suffiks i brug?

nævne en kildes fulde navn og titel, forklarer Christian Lindhardt. Eksempelvis vælger journalisten bag artiklen ’Ekspert: Den yderste venstrefløj mangler et fælles projekt’, som blev bragt på Politiken.dk den 19. september 2012, at præsentere sin kilde, Chris Holmsted Larsen, som ’ekspert’. Journalisten gør senere i artiklen rede for, at Chris Holmsted Larsen forsker i ekstreme politiske grupper ved Roskilde Universitet, og derfor er der ikke tale om et misbrug af ekspertbegrebet, understreger Christian Lindhardt. »Vi lader aldrig en eksperttitel stå alene. Vi vil til hver en tid præsentere, hvori vedkommendes særlige ekspertise ligger, længere nede i artiklen.« Men Erik Albæk mener, at journalisterne generelt har et overforbrug af eksperter. Særligt har inddragelsen af erfaringseksperter taget overhånd. »Jeg så for nylig et forbrugerprogram, der handlede om, hvordan man som husejer kunne undgå indbrud i hjemmet. Her havde man valgt at give en dømt indbrudstyv titlen som ’indbruds-ekspert’. Det er klart et misbrug af ekspertbegrebet.« Erfaringseksperterne kan, ifølge professoren, bidrage til at skabe identifikation, nærvær i en historie; men misbruger journalisterne ekspertbegrebet, giver de netop kilderne et troværdighedsmærkat, som kilderne ikke er berettigede til. Erik Albæk efterlyser en »professionel diskussion inden for den journalistiske branche om, hvorvidt der virkelig er behov for alle eksperterne.«

På Politiken.dk er der ingen nedfældede retningslinjer for, hvornår journalisterne må smykke deres kilder med eksperttitler. Det er op til den enkelte journalist at vurdere, om den pågældende kilde har en ekstraordinær viden, forklarer Christian Lindhardt, der er redaktionschef på Politiken.dk. En kilde er ekspert, når journalisten vurderer, at vedkommende har »en tilpas solid ballast inden for sit felt«, fastslår han. At lave regler for i hvilke tilfælde en kilde kan tiltales som ekspert er, ifølge redaktionschefen, en unødvendighed. »Ordet ’ekspert’ er i sig selv uinteressant. Det er eneste, man signalerer med titlen, er, at her har vi at gøre med en person, der formodes at vide noget om et givent emne på et mere kvalificeret niveau end en lægmand,« erklærer han. Rubrikken taler sit eget sprog Når et trykt medie præsenterer en kilde som ekspert, sker det, at præsentationen finder sted i rubrikken. Den korte længde på rubrikker gør, at det ofte er en fordel at undlade at

Hænger eksperttitlerne på træerne, så journalisterne frit kan plukke dem og bruge dem, som de har lyst? Foto: Anne Mette Steen-Andersen.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Økonomiske eksperter, livsstilseksperter, sundhedseksperter og eksperter i russisk folkedans. Det vrimler med ekspertkilder i medierne. Journalister bruger ekspertkilder til at udtale sig om alt fra højteknologisk rumforskning til, hvordan man bedst undgår at tage ti kilo på hen over julemåneden eller bevarer gnisten i parforholdet. Skal man tro medierne, uddanner ekspertskolen altså tilsyneladende både fysikere, slankeguruer og lykkesmede. Journalisters hyppige brug af ekspertkilder møder kritik fra Erik Albæk, der er professor i Journalistik ved Syddansk Universitet. Kritikken går særligt på, at journalister alt for ofte anvender udtalelser fra eksperter, der udtaler sig om noget, de ikke er eksperter i. Herved stempler journalisterne deres informationer med et falskt troværdighedsstempel. Denne tendens er problematisk, mener Erik Albæk. »Journalister bruger ekspertbegrebet til at opbygge troværdighed, og derfor er det problematisk, at de har en tendens til at udvide rammen for, hvilke kilder der kan fungere i rollen som ekspert,« mener professoren.

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Sektion 03 Vores Verden

Guide: Sådan får du drømmejobbet Hvordan får du drømmejobbet som nyuddannet journalist? Metier har talt med Kurt Strand, Michael Kristiansen og Mette Østergaard, som hver især giver deres bud på, hvad en nyuddannet journalist skal kunne. Jacob Y. Nossell, nossell@ruc.dk og Sacha H. Sennov, sacha@ruc.dk

Michael Kristiansen – partner i kommunikationsbureaet KristiansenUlveman 1. Hvad er det første, man skal gøre som nyuddannet journalist, når man står med eksamensbeviset i hånden? Jeg tror i virkeligheden, at man skal gøre det før. Man skal gøre sig klart, hvad man egentligt gerne vil bruge sin uddannelse til, inden man er færdiguddannet. Hvad er det egentlig, som man brænder for – vil man forandre verden, vil man være studievært, eller vil man informere andre mennesker om nogle ting? Det betyder ret meget for, hvor man skal gå hen. Og jeg tror, at det er meget vigtigt, at man som journalist søger hen til de steder, der passer til det, man gerne vil. Og der er altså forskel på at søge ind på Danmarks Radio og sidde på et forbrugerblad et eller andet sted.

Mette Østergaard Foto: Finn Frandsen, Politiken

Mette Østergaard – politisk redaktør på Politiken 1. Hvad er det første, man skal gøre som nyuddannet journalist, når man står med eksamensbeviset i hånden? Jamen i virkeligheden skal man gøre meget, inden man står med eksamensbeviset i hånden. Man skal vide, at ens praktiktid er det allervigtigste vindue, man får til at vise, hvad man kan. Og det er der, at man skal overraske. Det er der, man skal vise, at man kan noget andet end alle de andre. Det er også det allervigtigste tidspunkt for at få etableret et netværk. Og jeg er meget fortaler for, at man skal dyrke sit netværk. 2. Hvis du skal ansætte en nyuddannet journalist, hvilke egenskaber kigger du så efter? Jeg kigger selvfølgelig efter talent. Jeg går ikke ud fra, at der er nogle, som er helstøbt, når de kommer ud som journalist og står med deres eksamenspapir. Jeg kigger efter talent forstået på den måde, at de skal kunne det journalistiske håndværk. De skal kunne lave en nyhed. De skal

kunne lave et interview. De skal have styr på de helt basale journalistiske greb. Så er det rigtig, rigtig vigtigt at vise en masse engagement. For det, som nyuddannede har, og som folk, der har siddet på pinden i mange år mister, det er jo engagementet og ilden. Det handler om at vise, at man virkelig vil gå et ekstra skridt for at få den gode historie. 3. Hvad er det vigtigste, en journalister skal kunne i dag? Hvis man søger en stilling hos mig, så er det vigtigt at ens journalistiske håndværk er i orden. Det er vigtigt, at man er konkurrence-minded, at man synes, at det er sjovt at være i en dagsorden, som hele tiden udvikler sig og skifter, og at man har øje for at orientere sig i mange medier og mange dagsordner hele tiden. Så er det også vigtigt, at man kan finde ud af socialt at indgå på en arbejdsplads. Det er noget vi aldrig rigtig taler om. Men det er vigtigt at kunne indgå i et team og være med til at løfte i forhold til at kunne indgå i en redaktion, hvor tingene går rigtig stærkt.

2. Hvis du skulle ansætte en journalist i dag, hvilke egenskaber ville du så lede efter? I løbet af sin uddannelse skal man gøre sig klart, hvad det egentlig er, man brænder for i det her fag. Jeg har aldrig oplevet en journalistchef, som har spurgt efter eksamenspapiret. Og jeg har aldrig nogensinde selv vist mit eksamensbevis frem. Så det man gerne vil have og mærke, når man skal ansætte en nyuddannet journalist er, at personen brænder for det, som han eller hun laver. 3. Hvad er det vigtigste, en journalist skal kunne i dag? Det er måske, at tingene er i orden, men det er der også virkelig, virkelig brug for. Der er brug for nogle journalister, som tør være kritiske. Nogle som tør udfordre magten. Kurt Strand – selvstændig journalist og forfatter

et arbejde, som man kan se sig selv i. Et arbejde, som man kunne tænke sig. Et arbejde, som man kan stå inde for. Et arbejde, som man brænder for. Men sådan er virkeligheden jo desværre ikke for rigtig mange nyuddannede journalister. Der er det jo enten arbejdsløshed eller måske et job, som ikke lige præcis er det, som man havde gået og drømt om. Men de høje forhåbninger er måske begrundet i, at de journaliststuderende på studiet har nogle urealistiske forestillinger om, hvilke job man skal have. 2. Hvis du skal ansætte en nyuddannet journalist, hvilke egenskaber kigger du så efter? Jeg ville kigge efter det, om der er et engagement og en lyst til at sætte en dagsorden. En lyst til at skabe debatter. En lyst til at deltage aktivt med sin journalistik i diskussionen om, hvor samfundet skal bevæge sig hen. Jeg skal kunne mærke en lyst til at være bredt engageret i nogle af de store spørgsmål, som vi står med og skal have besvaret. 3. Hvad er det vigtigste, en journalist skal kunne i dag? Det uhyggelige er, at man skal kunne utroligt meget, for man skal ikke bare være en god generalist, for realistisk set får man jo ikke et stofområde, men tværtimod skal man kunne springe fra område til område, fra sag til sag, fra historie til historie og oftest med meget, meget kort varsel. Hvis man laver radio og tv, så skal man også kunne beherske en masse tekniske færdigheder. Så der er rigtig mange krav. Men det vigtigste er at have evnen til på den ene side at have det engagement, som jeg synes er utroligt vigtigt, og samtidig også formå at administrere det på en måde, så man altid er fair, ordentlig og redelig i den måde, man laver journalistik på.

1. Hvad er det første, man skal gøre som nyuddannet journalist, når man står med eksamensbeviset i hånden? I den bedste af alle verdener får man

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Du står som nyuddannet med et bevis i hånden, der siger, at du er blevet journalist. Du har lært at vinkle, skrive og interviewe. Du kan lave en nyhed, en reportage og et godt interview. Du har været i praktik. Men hvad skal der til for at lande et job i den hårdtprøvede journalistbranche? Her giver Kurt Strand, Michael Kristiansen og Mette Østergaard hver deres bud på, hvordan man får et job.

Kurt Strand

Foto: Artebooking

Michael Kristensen

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Foto: Bjarke Ă&#x2DC;rsted

Journaliststuderende fravælger den kulørte presse Den 24-årige Michella Meier trodsede normen og søgte en praktikplads på ugebladet Se og Hør, men kun et fåtal af landets journaliststuderende begiver sig ned ad denne vej, for det er hverken prestigefyldt eller mulighedsorienteret at gøre sit indtog i den kulørte presse. Michala F. Nathan, mlfn@ruc.dk

Lav prestige »Det var ikke let at fortælle mine medstuderende, at jeg ville ind på Se og Hør. Folk troede, jeg var bindegal,« siger Michella Meier, der, efter en grænseoverskridende, men lærerig praktikperiode, i dag er fastansat på det farverige ugeblad. En fastansættelse hun på alle måder er glad for og stolt over, selvom hun også er klar over, at fordommene florerer i alle afkroge af branchen. »Journaliststuderende er efter min opfattelse meget selvhøjtidelige, og det gør, at de har en eller anden idé om, at Se og Hør ikke er lige så prestigefyldt at komme ind på, fordi det ser pænere ud, at man har været på Berlingske, Politiken eller Børsen i løbet af sin praktiktid,« siger hun. Hanne Dam, tidligere praktikkoordinator på Roskilde Universitet, bekræfter Michella Meiers antagelse om den manglende prestige. Hun fortæller, at man ikke opnår stor anseelse ved at være ansat på et ugeblad som Se og Hør, og at det blandt andet er derfor, at ansøgertallet år efter år nærmer sig det absolutte nulpunkt. »Der er få, der vil i praktik på Se og Hør, fordi det har meget lav prestige i branchen. Holdningen, ikke mindst på et universitet, er jo, at man skal blive til noget større end en sladderjournalist,« siger hun. Søgen efter det brede Når den frygtede panikdag indtræffer, må Se og Hør altså spejde langt efter nye potentielle medarbejdere, og lav prestige i branchen er ikke den eneste årsag hertil. Ifølge medieforsker ved Roskilde Universitet, Mark Ørsten, udelukker størstedelen af landets journaliststuderende en fremtid hos Se og Hør, fordi de på forhånd er bevidste om, at en praktikplads på ugebladene er et vanskeligere afsæt for den videre karriere. »Det er en helt klar trend mellem alle journaliststuderende på alle uddannelserne at vælge de store medier. De fleste søger og orienterer sig nemlig strategisk mod at få de bedst mulige og de bredest mulige erfaringer med henblik på det fremtidige arbejdsliv, og derfor vælger mange at gå uden om kendisjournalistikken,« siger han. Hanne Dam har som praktikkoordinator altid rådet de journaliststuderende til at vælge de brede praktikpladser frem for de snævre, for hun mener, det er vigtigt, at aspiranterne først og fremmest lærer håndværket fra bunden. »Jeg vil til enhver tid anbefale, at man tager en overordnet journalistuddannelse og derefter specialiserer sig. Praktikken handler efter min mening, om at man bliver dygtig og får selvtillid som journalist, mere end det handler om at vælge sin niche,« siger hun. Men selvom Michelle Meier har valgt en niche som rammen for den daglige og faglige færden, fejler selvtilliden intet. Og det er der en særlig grund til. I hvert fald hvis man spørger hende selv. »Jeg har lavet alt fra skæbnehistorier over hardcore forsidehistorier til gravearbejde og reportager, og jeg er derfor blevet en meget afrundet journalist,« siger hun og fortsætter:

»Journaliststuderende er efter min opfattelse meget selvhøjtidelige, og det gør, at de har en eller anden idé om, at Se og Hør ikke er lige så prestigefyldt at komme ind på, fordi det ser pænere ud, at man har været på Berlingske, Politiken eller Børsen i løbet af sin praktiktid« - Michella Meier, Se og Hør »Jeg er for øvrigt også blevet en meget modig journalist. Jeg er ikke bange for at stille de hårde spørgsmål og gå lige til sagen.« En lyst til sladder Hovedparten af landets journalistaspiranter bortvælger en fremtid på Se og Hør, men blandt mængden spotter man enkelte, der, som Michella Meier, går imod strømmen. Ifølge Mark Ørsten er det blandt andet de studerendes personlige interesse, der har indflydelse på denne beslutning, og det er Hanne Dam enig i. »Jeg tror, at dem der søger ind på Se og Hør simpelthen bare har en lyst til at gå i den retning og ønsker sig et liv som sladderjournalist. De vælger det, de selv synes er sjovt,« siger hun.

punkt planlagt at søge ind på et ugeblad, men hun ledte efter udfordringer og ansvar, og derfor faldt det endelige valg på Se og Hør. »Jeg tog ud for at kigge og fandt ud af, at Se og Hør var en arbejdsplads, hvor man blev kastet ud i det, og hvor man, modsat så mange andre medier, fik lov til at lave meget, og det synes jeg lød super spændende,« siger hun.

Da Panikdagen stod for døren, havde Michella Meier ikke som udgangs-

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Da panikdagen løb af stablen, håndplukkede hun Se og Hør som sin førsteprioritet, og netop det valg gør den tidligere praktikant på ugebladet, Michella Meier, ganske unik. For det er normalt ikke en fremtid båret af sladderjournalistik, kendisafsløringer og paparazzistof, der står øverst på ønskelisterne, når landets journaliststuderende to gange om året skal vælge deres fremtidige praktikplads. Tværtimod viser ansøgningsstatistikkerne, at Se og Hør kun har modtaget i alt 12 ansøgninger i løbet af de sidste fire et halvt år, og det skyldes lav prestige og færre muligheder på sigt, vurderer fagfolk i branchen.

Personlighed og produktioner skal på hjemmesiden De studerende bør vise personlighed og produktioner. Sådan lyder det fra praktikvejlederne på landets tre største dagblade, der her guider til, hvordan den gode praktikhjemmeside skal se ud. Michala F. Nathan, mlfn@ruc.dk

Beskriv hvem du er På hjemmesiderne foretrækker de tre praktikvejledere at få et indblik i, hvem de studerende er, hvorfor de vil være journalister, og hvad de vil med journalistikken. Elisabeth Haslund, praktikvejleder på Berlingske, understreger i den forbindelse, at oplysningerne, der fremlægges, skal være sandfærdige. »Vi er interesserede i at finde ud af, hvem de potentielle ansøgere er, og derfor skal de besvare nogle ret generelle spørgsmål om dem selv. Der er ikke et rigtigt og et forkert svar i den forbindelse, men ansøgerne skal være ærlige. Det værste er, når folk skriver noget, som ikke virker helhjertet og troværdigt,« siger hun. Hos Politiken sammensættes holdet af praktikanter, så det samlet set udgør en bred skare af journaliststuderende, og derfor er det essentielt for avisen, når aspiranterne skal udvælges, at personlighed og journalistiske mål skinner tydeligt igennem på hjemmesiden. »Vi vil gerne have et indtryk af ansøgerens personlighed, og så vil vi gerne vide, hvad vedkommende vil journalistisk. Vi vil altså høre om de studerendes ambitioner og idéer. Derudover vil det være godt, hvis de giver udtryk for konkrete historier, de kunne tænke sig at lave,« siger Jesper Vangkilde, der er praktikvejleder på Politiken. På Jyllands-Posten forsøger man også i udvælgelsesprocessen at skelne mellem den store mængde af ansø-

gere. Praktikvejleder Morten Vestergaard fastslår derfor, at det er vigtigt, at man fremhæver, hvad der er særligt kendetegnende for ens person. »Jeg plejer at råde til, at de studerende vinkler sig selv,« siger han. Morten Vestergaard påpeger dog samtidig, at han ikke mener, det er muligt at skille sig ud alene ved at fortælle, hvem man er. Derfor foreslår han, at de studerende også tilføjer et billede på hjemmesiden, for det printer sig i hukommelsen og vækker genkendelse.

hjemmesiden, bliver vi ikke klogere på, hvorvidt den enkelte studerende kan blive en god nyhedsjournalist,« siger Morten Vestergaard. Han tilføjer, at de læser alle tekster, uanset om de er udgivet eller ej, men påpeger også, at det naturligvis springer i øjnene, hvis et dagblad på forhånd har vurderet, at produktionen er af høj kvalitet. Også på Berlingske bruger man tidligere produktioner til at afdække de studerendes journalistiske kvalifikationer og kompetencer. Men Elisabeth Haslund understreger, at det ikke er væsentligt, om artiklerne er publiceret, da det er sproget og evnen til at

praktikanten. Derfor kigger vi selvfølgelig også på, hvad folk har lavet før. Det skader ikke, hvis produktionerne har været publiceret, men det afgørende er det journalistiske indhold,« siger han. Indhold frem for form Når praktikhjemmesiden skal udarbejdes forud for store Match Dag, er det ikke flasheffekterne, de visuelle virkemidler og den farverige baggrund, de studerende skal bruge tid og kræfter på. Ifølge praktikvejlederne skal de i stedet fokusere på det indholdsmæssige og tænke i substans frem for form. »Man behøver ikke gøre alt for mange spændende kunstgreb for at skille sig ud. Det er ikke dem med de flotteste farver og den flotteste grafik, der får et opkald. Det er derimod dem, der har de bedste journalistiske ideer og en personlighed, vi synes om,« siger Jesper Vangkilde. Hos Berlingske er det heller ikke formen og layoutet, men derimod indholdet, der spiller ind på vurderingen. Dog påpeger Elisabeth Haslund, at det er essentielt, at linkene fungerer, som de skal. »Man skal ikke bruge så mange kræfter på layout og på at gøre det lækkert, men linkene skal selvfølgelig virke,« siger hun.

Praktikvejlederne fra Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten råder de studerende til at vise personlighed og produktioner på praktikhjemmesiderne. Foto: Michala Nathan

Don’t tell it, show it På praktikhjemmesiden har man mulighed for at lægge tidligere – såvel udgivede som ikke udgivede – produktioner ud, og det skal man ifølge de tre praktikvejledere i høj grad benytte sig af i forsøget på at sælge sig selv. Hos Jyllands-Posten lægger man vægt på, at de studerende konkret kan bevise, at de har et potentiale som nyhedsjournalist. »Når man er ansat hos JyllandsPosten, skal man skrive nyheder, og derfor leder vi ofte efter eksempler på artikler, der er nyhedsvinklet. Hvis man kun lægger reportager ud på

Sektion 03 Vores Verden

vinkle, der er det primære fokus for bedømmelsen. »Jeg vil hellere se, hvordan de skriver, end vide om de har været heldige nok til at få solgt noget,« siger hun. Jesper Vangkilde råder også de studerende til at lægge tidligere produktioner op og derved følge den journalistiske devise ’don’t tell it, show it’. »Den dårlige hjemmeside har alt for meget varm luft og har alt for mange ligegyldige anekdoter fra backpackerturen i Asien. Vi vil vide, hvad vi journalistisk kan forvente at få ud af

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

Hvert år drømmer mange håbefulde journaliststuderende om at agere demokratiets vagthund fra Politikens Hus, skrive business på Berlingske og nyhedsvinkle hos Morgenavisen Jyllands-Posten. Men kun ganske få er heldige at slippe gennem det mikroskopiske nåleøje. Aspiranternes hjemmesider kan dog hjælpe dem på vej, når den fremtidige plads på de landsdækkende dagblade skal sikres. Praktikvejlederne fra de tre aviser fortæller hvordan.

Den opfattelse deler Morten Vestergaard. Han fortæller blandt andet, at problemer med teknikken i værste fald kan resultere i, at de journaliststuderende ikke bliver bedømt på lige fod med de øvrige ansøgere. »Vi ser på rigtig mange hjemmesider, og hvis der er noget, der er svært at finde, så går det ud over vores tålmodighed, og så får vi ikke kigget så meget, som vi ellers gerne ville,« siger han.

En anden virkelighed Hos netcafeen Let’s Play kan alle slags mænd søge tilflugt fra virkeligheden. Men de skal passe på. Ellers kan tiden hurtigt løbe fra dem. Natalie Yahya Rosendahl, nmyr@ruc.dk

»Nogle gange, når man endelig kommer ud herfra igen, er man bare sådan ”wow”! Så føles den virkelige verden som et computerspil og Let’s Play som virkeligheden« - Frederik, besøgende på netcaféen Let’s Play

Frederiks zombiejagt er netop gået ind i sin sjette time. Udenfor på Nordre Fasanvej, Frederiksberg, har mørket for længst sænket sig over trækronerne, og bortset fra et par hundeluftere ligger det tyggegummiplettede fortov øde hen. De fleste københavnere er på vej i seng. Men på netcafeenLet’s Play sidder godt 30 mænd, og de vil hellere spille computer end at sove. Her, bag de tonede ruder, er den eneste lyskilde det blå skær fra computerskærmene, og det er svært at se, om solen er på vej op eller ned. Egentlig er det også ligegyldigt, for cafeen holder åbent 24 timer i døgnet, hver dag, året rundt. Og det har den gjort de sidste syv år. »Jeg var forbi klokkenseks om

morgenen efter nytårsaften, og der sad der 37 fyre og gamede,« fortæller Youssef på 26 år, mens han prøver at mase de sidste dråber ud af en slubrende ketchupflaske og ned i et hotdogbrød. Det store rum med i alt 102 computere har de sidste par år været hans arbejdsplads. Her har han serveret fastfood og sodavand for både teenagere, familiefædre og ikke mindst professionelle, der spiller computer fra 8 til 16, og sikkert lidt mere end det. Men sjældent til kvinder. »En ud af 100 er kvinder. Maksimum.« fastslår Youssef og spejder udover rækkerne af stationære computere, hvor den ene testosteronbombe efter den anden hamrer løs på tasterne, som var de midt i udførelsen af Beethovens 9. symfoni. Der er ikke en eneste kvinde i sigte. Service og fællesskab Duften af eau de cologne blandet med en snert af ristet pølse hænger da også i den iltfattige atmosfære og vidner om, at Let’s Play på mange måder er et substitut for det herreværelse, som i stedet blev til et walkincloset. »Mændene kommer for at få et pusterum fra konen og børnene. Og så kommer de for fællesskabet,« forklarer Youssef. Og netop fællesskabet er nok den største grund til, at køen til Let’s Play på en fredag aften er længere, end den er foran de hippe klubber i Indre By. Står man ikke på gæstelisten, kan man godt glemme alt om at blive lukket ind.Men også servicen hos Let’s Play trækker mange kunder til, mener Frederik, der nu pløkker zombier på syvende time. Melder lysten til ost og skinke sig, skal

Frederik blot trykke på en knap på sin computerskærm og vupti, så kommer Youssef ned med en toast. »På denne måde slipper jeg for selv at gå de 15 meter op til disken. Sådan noget sker ikke derhjemme,« konstaterer Frederik, og skyller den sidste snaskede bid af sin toast ned med en tår Faxe Kondi uden at fjerne øjnene fra skærmen, selvom han har sat spillet på pause. Rygtet i mandehulen er, at Youssefs toasts er så gode, at man kan blive fan af dem på Facebook. Bims i hovedet Et sted i lokalet lyder dødstrusler og skældsord til en af de fiktive karakterer inde i computeren, og et andet sted bliver krigssnakken suppleret med anekdoter om weekendens erobringer. Ved PC 50 og 51, lige ved siden af Frederik, sidder to fyre og spiller et strategispil. På trods af, at de begge har tunge headsets placeret over deres ører, suser lyden af dramatisk krigsmusik og voldelige splatterlyde tydeligt ud i lokalet. Øjnene, der er omkransede af mørkeblå rander, flakker rundt på skærmene, og de tilsammen 20 fingre er på overarbejde. Den ene dreng har tabt underkæben og virker ikke i stand til at løfte den op igen. Den anden dreng starter på en sætning, men stopper efter et par ord. »Man bliver sgu nok lidt bims af at være herinde,« indrømmer Frederik, mens et smil sniger sig forbi hans facade og dukker frem på hans læber. »Nogle gange, når man endelig kommer ud herfra igen, er man bare sådan ”wow”! Så føles den virkelige verden som et computerspil og Let’s Play som virkeligheden.« Men Frede-

Sektion 03 Vores Verden

rik ved, at han kan styre spilletrangen, som hverken går ud over biologistudiet, fritidsjobbet eller kæresten. Og han er bestemt ikke nervøs for at ende som den unge mand fra Taiwan, der i juli faldt død om efter 40 timers computerspil i streg. »Nej nej. Jeg har aldrig været her i mere end 24 timer i træk,« fortæller Frederik. »Det skal jo ikke tage overhånd.«

• Natalie Yahya Rosendahl harvundet den eftertragtede Modul 1-pris for sin reportage En anden virkelighed. • Juryen understregede i sin begrundelse, at skribenten »rammer et miljø og en aktuel samfundsproblematik klokkeklart. Fornemmelsen for de fortællende detaljer er fremragende«. Derudover lagde juryen vægt på, at hun »fængende, humoristisk og med meget velvalgte scener og detaljer« introducerer læseren for en virkelighed, som langt fra alle kender. • Alle nye journalistspirer på Roskilde Universitet er med i kampen om at skrive den bedste reportage og dermed vinde prisen. • Juryen består af undervisere fra Jounalistik-uddannelsen på Roskilde Universitet.

Metier Issue No. 03 Oktober 2012

En kaskade af skud rammer en krumrygget skikkelse, der slynges bagud og eksploderer i et slimet, blodigt brag. »Døøø... dødødø. DØ! YES MAND!« Det hæmningsløse brøl kommer ovre fra PC 49 og fylder i en kort stund det dunkle lokale. Frederik på 23 år, der før sad fuldstændig sammensunket i den enorme, sorte læderstol, har i begejstring rettet sig op. Fingrene forlader for første gang i lang tid tastaturet, glider gennem det dax-duftende hår og folder sig til sidst bag hans hoved. En fugtig plet i Frederiks armhule kommer til syne. »Shit, det var tæt på,« udbryder han lettet. Han har netop gjort det af med en sulten zombie, og blodet fra skudofferet klæber sig stadig i store vinrøde plamager til indersiden af computerskærmen.