Metier_01

Issue No. 01 Oktober 2011

Fokus Panorama Vores Verden

METIER

Leder Navnet er Metier. Det franske ord henviser til et fagområde, i hvilket en person udvikler sig i en særlig grad. Det er netop det, vi vil med vores spritnye magasin for Journalistik på Roskilde Universitet. Det brændstof, der har genoplivet vores studiemagasin, er en passion for at anvende og undersøge det journalistiske håndværk.

Gry Pauline Kofoed, vores assisterende redaktør, er den skæve hjerne bag navnet. Det poppede op, da hun bogstaveligt talt lå skæv på sin sofa i en morfinrus. Kraftige smerter fra et voldsomt hold i ryggen havde midlertidigt slået benene væk under hende, og den venlige vagtlæge havde ordineret en ordentlig omgang morfin for at lindre smerterne. Kombinationen af morfinrusen og en frustration over de andre forslag: Rusk, Tetên, Touche, Kliché, Spurven og

Avisk, førte til en åbenbaring bøjet i neon. Tak til vagtlægen.

Rygraden i Metier er de tre sektioner Fokus, Panorama og Vores Verden.

Fokus er i dette nummer bygget op om temaet ’Livet efter studiet’. I en tid, hvor de nyudklækkede journalister kæmper for det første job, er det vigtigt for os at belyse alternative måder at føre sine journalistiske ambitioner ud i livet på. Her spørger vi tre freelancere om sorgerne og glæderne ved den tilværelse. I Fokus møder vi også Ræsons chefredaktør på 25 år, Magnus Boding Hansen, som sideløbende med redaktørtjansen skriver sit speciale.

I Panorama kigger vi ud i verden.

Her møder du en energisk borger i Vollmose, som skriver på livet løs for bydelens lokale sprøjte. Vi præsen-

terer en opskrift på, hvordan du kan blive skarpere i argumentationen for dine journalistiske valg. Du møder også gøg og gokke bag den omdiskuterede radio 24syv – Mads Brügger og Mikael Bertelsen. Find ud af, hvordan Mikael Bertelsens zoneterapeut Dorte har inspireret ham til at lave nyskabende natradio, der helst skal køre ud af en tangent.

I vores sidste sektion inviterer vi dig inden for i Vores Verden. Vi har sat ord på de frustrationer, glæder og udfordringer, der følger med vores mål om at blive skudsikre journalister.

Vi belyser, hvor grænsen mellem prostitution og taktisk snilde i jagten på drømmepraktikpladsen går. Du finder ud af, hvordan det er at stå alene for naturmedicin-redaktionen på en mexicansk radio. Og vi møder Sven, der kulegravede en million-virksomhed og

medvirkede til, at giftigt australsk affald blev sendt hjem igen.

Tilbage er der ikke andet at sige end, at vi er meget stolte af det magasin, vi har bikset sammen. Efter at Bermuda, som vores tidligere studieblad hed, var forsvundet dybt i sin trekant midt ude i Atlanterhavet, lancerer vi nu Metier, som symbol på vores brændende ønske om at udbrede, hvad vi som studerende har på hjertet.

Tak til alle vores skribenter. Tak til vores uvurderlige grafiker Matthias J.E. Horneman-Thielcke - og rigtig god fornøjelse.

De bedste hilsner Mathilde Utzon Chefredaktør

Kolofon Mathilde Utzon Chefredaktør

Ida Marie Winge, Redaktionssekretær Fokus

Gry Pauline Koefoed Ass. chefredaktør

Izabela Widz Redaktionssekretær Panorama

Anine Fuglesang Redaktionssekretær Vores Verden Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Grafik Matthias J.E. Horneman-Thielcke www.matthisme.com Oplag 1.000 eksemplarer Trykkeri Litotryk

2

Adresse Metier, Roskilde Universitet, Bygning 40.3, Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT), Universitetsvej 1, Postboks 260, 4000 Roskilde

Sektion 01 Fokus Livet efter studiet

Metier

Issue No. 01 Oktober 2011

Side

04

Ida Marie Winge

Kometkarriere: Ræsons chefredaktør er 25 og specialestuderende

Side

06

Izabela Widz

Et hårdt træk for friheden

Side

07

Izabela Widz

Det altafgørende netværk

Side

08

Izabela Widz

Du er din sidste artikel

Ida Marie Winge, imw@ruc.dk

Kometkarriere: Ræsons chefredaktør er 25 og specialestuderende Det er gået stærkt. Rigtig stærkt. 25-årige Magnus Boding Hansen begyndte at skrive for det politiske magasin Ræson i januar. Nu er han chefredaktør på fuld tid, samtidig med at han skriver speciale i retorik.

Vi spørger: »Hvordan gør du det?«

4

står foran ham. Mate er en sydamerikansk koffeinrig drik. Den er god, når aftenerne bliver sene, hvilket de ofte gør.

Ind i varmen med cykelgonzo Med sin store interesse for verdens brændpunkter har Magnus Boding Hansen tidligere skrevet fra jordskælvet i Haiti til dagbladet Information og dækket Sydsudans løsrivelse fra Sudan til Deadline. Alt sammen på freelancebasis, og fordi han var der.

Den første artikel for Ræson, den artikel, der fik ham ind i varmen, var en konfronterende artikel, hvor hans blå cykel spillede en hovedrolle. SFpolitikeren Steen Gade havde udtalt, at SF ville skaffe 50.000 grønne jobs.

Tallene byggede ifølge SF på en rapport fra Beskæftigelsesministeriet.

Men forhenværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) ville ikke kendes ved rapporten. Magnus Boding Hansen steg derfor op på sin blå cykel og begyndte at pendle frem og tilbage mellem de to politikere for at finde ud af, hvem der havde ret. »Min indgangsvinkel var: Hvorfor fanden er der ikke nogen, der finder ud af det? De kan jo ikke begge to have ret, når de siger det præcis modsatte. Det er jo nok, fordi aviserne bare tænker, at det er et definitionsspørgsmål – hvad det til dels også var. Men der gik jeg så mere naivt til værks og cyklede ind for at finde svaret. En slags cykelgonzo.« Selvom cykleriet ikke fik Inger Støjberg til at vedkende sig rapporten, fik han ros og blev opfordret til at skrive flere artikler for Ræson. Ikke så længe efter blev det besluttet, at der skulle være fagredaktører på Ræson, og han fik rollen som fagredaktør for

Krig og Fred, da han har læst militærog fredsstudier som tilvalg. Og i april blev han ansvarshavende chefredaktør. »Det er gået ret stærkt, men det var bare det, jeg havde lyst til at lave hver aften, når jeg burde gå i seng.« Drømmen om toppen Men det er ikke journalistikken for enhver pris. Magnus Boding Hansen håber inderligt på at blive en af stjernerne. Han fortæller, at han havde et studiejob på en netavis et par uger, hvor han skulle skrive fem sportsnyheder i timen. Det var slet ikke ham. Han vil ikke være bænkevarmer. »Jeg tror kun, det er sjovt at være journalist, hvis man bliver en del af de bedste fem procent. Chancen for at du bliver en af de fem procent, tror jeg, er større, hvis man kommer med en skæv baggrund,« siger han og tilføjer med et smil: »Selvfølgelig vil jeg gerne være en af de fem procent.« Og der er nok forbilleder uden en egentlig journalistisk uddannelse at tage af: Martin Krasnik har læst Statskundskab, og Clement Kjersgaard har taget en master i Politik, Filosofi og Økonomi fra Oxford Universitet. »Du har en anden faglig ballast, hvis du har læst retorik eller økonomi, og den kan gavne dig, hvis du klarer dig ind over muren,« siger han.

Han er glad for retorikken. Også selvom mødetidspunkterne med specialemakkeren er nødt til at blive passet ind efter, hvornår der lige er tid.

Djævlen i barnet Retorikken gør sig blandt andet brugbar, når Magnus Boding Hansen forbereder kritiske interviews. Inden han skal mødes med sin kilde, tænker han

Sektion 01 Fokus

meget over, hvilke værktøjer han skal tage frem. Nogle gange stiller han, som de gamle grækere, argumenter for og imod op over for hinanden for at vide, hvilke mulige svar kilden vil give, og hvad han kan sige imod. »Det handler grundlæggende om at være godt inde i indholdet og kende dilemmaerne. Politikkerne vil aldrig svare på dilemmaet. For eksempel: ’Hvad hvis væksten ikke vender tilbage?’ Deres standardsvar vil altid være at glide af på dilemmaet,« siger han.

Et vigtigt greb til at få det interessante frem er at stille de simple barnlige spørgsmål, der umiddelbart virker dumme, men som man alligevel ikke kan få svar på. Man skal være skiftevis klog og uklog. »Det er vigtigt, at man tør være dum og satse. Man skal være som et lille barn, men der skal også sidde en djævel inde i det lille barn,« fortæller han.

Men selvom forberedelserne inden et interview har været grundige, kan det stadig gå galt. Han fortæller, at han i foråret interviewede Magrethe Vestager (R) om det Radikale Vestres slogan »Vi lytter. Også til økonomer«.

Han ville have hende til at forholde sig til, at flere økonomer var uenige i en del af det Radikale Venstres forslag.

Det ville hun ikke. »Hun sagde: ’Du skal ikke lave økonomi-eksamen med mig.’ Hun gad ikke min præmis, og mit interview gik i vasken. Men det er en risiko, man må tage, når man sætter en klar præmis op,« siger han og understreger, at hvis man vil have noget ordentligt ud af et interview, så må man turde risikere noget.

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

I gymnasiet sms’ede Magnus Boding Hansen løs til Ekstra Bladets stikkerlinje med fængende ordspilsoverskrifter som »AGFterlad«. Ord var allerede den gang spændende, og det emmede af journalistdrømme. I dag er han 25 år og arbejder fuldtid på det politiske magasin Ræson som ansvarshavende chefredaktør og fagredaktør for redaktionen Krig og Fred.

Han laver kritiske, konfronterende interviews med toppolitikere som Søren Pind (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL). Han er ordstyrer til debatarrangementer om alt fra Israel-Palæstinakonflikten til det danske uddannelsessystem.

Oven i hatten skriver han speciale i retorik på Københavns Universitet.

For Magnus Boding Hansen handler det om interessen for ord og verden omkring ham.

Retorikken flyder sammen med journalistikken, og mange af fritidsinteresserne hjælper ham til at udvikle idéer til Ræsons artikler. »Jeg læser rigtig meget Linda Polman, som skriver kritisk om NGO’ernes arbejde blandt andet i Somalia.

Det gør jeg af ren interesse. Men samtidig er det baggrundsviden til Ræson. Jeg har også mange venskaber, der tager udgangspunkt i en fælles interesse. For eksempel at vi begge elsker krigsreportager. På den måde spiller det hele sammen. Det er vel lidt ligesom at være professionel fodboldspiller. De er også altid glade, fordi deres arbejde er deres hobby,« siger han og ser unægteligt ud, som om han nyder tilværelsen.

Han sidder på den spanske bogcafé Rayuela på Nørrebro, hvor han holder af at komme og skrive. Ind imellem tager han en tår ’mate’, der

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Magnus Boding Hansen elsker ord - og sin cykel. Foto: Ida Winge

5

Izabela Widz, iwidz@ruc.dk

Et hårdt træk for friheden Det kræver gå-på-mod og en opsøgende indstilling at opbygge en virksomhed, men forude venter friheden og rejserne

Frihed som privilegium Mette Kjærsgaard bruger meget tid på opsøgende arbejde og får også mange afslag. »Det er et langt hårdt træk at få en freelance virksomhed op og stå,« siger hun. Heri ligger at idéudvikle og finde de rette medier.

Dernæst tage kontakt til kunderne, så man kan få nogle aftaler i hus.

Ud over de journalistiske produktioner, skal man medregne det praktiske arbejde ved at drive en momsregistreret virksomhed.

Ifølge Mette Kjærsgaard er fordelene ved freelance helt klart friheden. »Når jeg tjener penge, så tager jeg ud og rejser, og det kan jeg gøre så meget jeg vil.« Efter hendes næste opgave, tager hun til Mexico og Texas. »Hvis jeg ikke vil arbejde så meget, kan jeg gå på deltid.« Men dette er privilegier så længe det går godt,

6

der findes også ”tvungen frihed”. De måneder, hvor der ikke er så meget at lave, får hun supplerende dagpenge.

Du har en høj værdi Mette Kjærsgaard pointerer, at livet som freelancer kan skabe et socialt tomrum. Løsningen for Mette Kjærsgaard har været at leje sig ind i et kontorfællesskab, hvor hun sidder sammen med en masse andre freelancejournalister. »Jeg glæder mig til at komme ind hver dag i stedet for at sidde derhjemme og arbejde.« Mette Kjærsgaard har flere råd til nye freelance-spirer: »Man skal vælge freelance, fordi man vil det. Det skal ikke være noget, man gør af nød, ellers bliver det for surt. Det er hårdt arbejde som så mange andre steder, men brug dine ideer, vær kreativ og sælg dem.« Ellers skal man bare klø på, mener hun. Og ikke sælge sig selv for billigt.

Det er for eksempel en dårlig ide at skrive en artikel til 1.000 kroner, der normalt ligger mellem 2.000-3.000 kroner – »så underminerer man sit fag. Man har en højere værdi, og man skal tage faget alvorligt. Som færdiguddannet kan man nogle ting, og de skal værdsættes.«

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

»Jeg blev freelancer, fordi jeg gerne ville finde ud af, hvilken journalist jeg gerne ville være.« Mette Kjærsgaard tog beslutningen i 2009 efter at have været ude i forskellige jobs på blandt andet Politiken, en tv-station og et modemagasin.

Nu er hun på radiokanalen P1, hvor hun blandt andet får lov til at lave dokumentarer. Hun har flere faste kunder. »Det er bedst at sprede sig ud og have mange forskellige kunder, så man ikke lige pludselig mister hele sin indkomst.«

Izabela Widz, iwidz@ruc.dk

Det altafgørende netværk Maja Rosasco var betænkelig, da hun trådte ud af sin tryghedszone for at kaste sig ud i freelance – netværket greb hende

Netværket banede vejen Jeg kontaktede alle, som jeg havde kontakt til fra mine tidligere arbejdspladser. Jeg sagde, at jeg var freelancer, så de måtte endelig kontakte mig, hvis de havde nogle opgaver.« Maja Rosascos kontakt til sit tidligere praktiksted P3 viste sig især at være nyttig. »Jeg er ikke gået ’all in’ og er blevet selvstændig og momsregistreret.

Jeg har taget det lidt som det kom, og jeg var så heldig at få en masse vagter på P3.« Dertil fik hun opgaver ved siden af uden selv at bruge meget krudt på opsøgende arbejde. »Jeg gjorde ikke så meget i at skrive til aviser og magasiner. I virkeligheden blev jeg kontaktet, så jeg var ret privilegeret.

Jeg havde nogle gode kontakter og var så heldig at få nogle forholdsvis store opgaver.«

Økonomisk usikkerhed På trods af netværkets store hjælpsomhed, lægger Maja Rosasco ikke skjul på, at det kunne være stressende med den økonomiske usikkerhed. »Nogle måneder har jeg kun fået 8.000 kroner udbetalt, andre måneder har jeg fået 25.000 kroner udbetalt. »Det var hårdt i perioder, hvor jeg ønskede, at jeg havde et fuldtidsjob.

Men når man så har en uge fra 9-17, så kan man pludselig savne friheden til selv at disponere sin tid.« Rosasco har i dag 25 timer per uge på P3. Med den freelanceaftale får hun økonomien til at hænge sammen.

Sælg dig selv Hvis der ikke er udsigt til fast arbejde, er et alternativ en kombination af freelance og dagpenge. »Så holder man sin journalistik ved lige og går ikke bare i stå,« råder Maja Rosasco.

Hun supplerer, at nyuddannede journalister med fordel kan tage et af Dansk Journalistforbunds kurser rettet mod freelancere. Her får freelancere blandt andet fif til, hvordan de sælger sig selv i form af deres ideer og produkter. »Det kan jeg anbefale, at man tager til. Der fik man en motiverende peptalk og nogle redskaber til at bestemme, hvilke medier man skulle gå efter. Det er en god ide at starte der.«

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Jeg har altid sagt, at jeg aldrig, aldrig, aldrig skal være freelancer. Jeg er lidt en tryghedsnarkoman.« I 2009 havde Maja Rosasco været journalist i lige knap to år. Hun sagde op ved magasinet Elle for at prøve kræfter som freelance. »Det var ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Det er virkelig noget med at bruge sine kontakter og ikke være bange for at ringe og skrive til folk og sige, ’jeg er ledig, hvis I har brug for mig.’ Netværket er meget vigtigt, det skal man virkelig pleje.

7

Izabela Widz, iwidz@ruc.dk

Du er din sidste artikel Sara Maria Glanowski har arbejdet sig op til en privilegeret position som freelancer. Hendes råd er: »Levér et godt stykke arbejde hver gang« og »vær tålmodig«

Det bliver bedre »Nu hvor jeg har slået mit navn fast, så kommer opgaverne helt af sig selv.« Hun leverer fast til blandt andet Politikens kultur- og iBYEN redaktion. »Jeg har mange faste kunder, som selv ringer med opgaver, super fede opgaver, der passer til min profil. Min uge er hurtigt fyldt op. Jeg siger faktisk nej til rigtig mange ting - opgaver jeg ikke gider, eller som er for dårligt betalte. Så lige nu er jeg ret privilegeret.« Sara Maria Glanowski hev flere journalistiske priser hjem for store fortællinger på det første år, blandt andet Kravlingprisen 2009. Alligevel skulle hun arbejde sig op til sin nuværende position. »Hvis man starter som freelancer, så skal man

8

være opmærksom på, at det tager noget tid, før man får en stabil indkomst.

Folk skal lige have øjnene op for én. »Vær tålmodig. Det bliver helt sikkert bedre,« siger hun fortrøstningsfuldt og råder til at få aftaler om fast levering.

Prisen for friheden »Freelance er en form, der passer ret godt til min frihedstrang.

Lige nu kunne jeg ikke forestille mig at have et fast arbejde. Jeg styrer selv, hvad jeg vil lave, og hvornår jeg vil lave det.

Jeg slipper for pligtopgaverne, skal ikke møde på et bestemt tidspunkt eller sidde på en redaktion fra klokken 9-18 hver dag.« Selvom det i dag går rigtig godt for Sara Maria Glanowski, så ligger det stadig i baghovedet på hende, at hun ikke kender jobsituationen i fremtiden. Den økonomiske usikkerhed ved freelance sætter sit præg, når hun føler, hun er nødt til at arbejde igennem. »Jeg har oplevet, at jeg kommer til at presse mig selv for hårdt og sige ja til for mange opgaver.« Hun vurderer sin arbejdsuge til omkring 60 timer.

Desuden påpeger Sara Maria Glanowski, at man som freelancer går glip af goder som for eksempel pensionsopsparing og feriepenge.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Sara Maria Glanowski har været vidne til mange freelancers sjuskede produktioner, da hun sad i redigeringen på iBYEN på Politiken. »Afleverer skribenten noget sjusk, så bruger man dem ikke igen. Man skal hele tiden tænke på, at som freelancer er man i høj grad sin sidste artikel.« De kender dig ikke på redaktionen, så du bliver vurderet på dit arbejde. »Det er vigtigt at aflevere et gennemarbejdet produkt uden fejl – hver gang. Det er mit vigtigste råd.« Glanowski blev journalist i 2009 og blev freelancer, fordi de få job, hun havde lyst til på det tidspunkt, ikke umiddelbart var inden for rækkevidde.

Sektion 02 Panorama Metier

Issue No. 01 Oktober 2011

10

Ida Marie Winge

Bastardstilling i Vollsmose

Side

12

Gry Pauline Koefoed & Mathilde Utzon

Zoneterapeuten Dorte, slatne pandekager og det guddommelige

Side

14

Alexander Sokoler

Fra de andres liv

Side

16

Mathilde Utzon

DR skal argumentere bedre for X Faktor

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Side

9

Ida Marie Winge, imw@ruc.dk

John Bonde og Thomas Juhl Bruun mener, at medierne har et alt for ensidigt billede af Vollsmose.

Foto: Ida Winge

Bastardstilling i Vollsmose I Vollsmose Avisen vil de bag om tabloidpressens sensationelle rubrikker. To journalister fortæller om en hverdag i et anderledes miljø

Mediehusets A-hold Men det er svært at motivere borgerne til at skrive. Selvom de i Me-

10

diehuset er lykkelige for den håndfuld af borgere, der trofast skriver historier til avisen, er der mange, der kun skriver en enkelt gang, fortæller Thomas Juhl Bruun. Han understreger, at det på den anden side er vigtigere, at der er mange forskellige mennesker, der prøver at skrive for avisen. »Vi vil vise, at hvis du engagerer dig, får du en stemme,« siger han.

En af dem, der ofte skriver for avisen, er den tidligere lærer og førtidspensionist John Bonde. Han bor selv i Vollsmose og er, som Thomas Juhl Bruun forklarer, en del af Mediehusets A-hold. I sin tid på avisen har han skrevet en 30-40 artikler. Hovedsageligt portrætter af områdets borgere. Det portræt, han husker bedst, er det første. Her interviewede han en mand, der på grund af et slagtilfælde var blevet handikappet. Mandens største ønske var at få en bolig nede ved jorden, men han havde svært ved at komme igennem til boligselskabet.

Efter John Bonde skrev portrættet til Vollsmose Avisen, ringede boligselskabet og tilbød manden drømmeboligen. John Bonde, som er glad for rollen som borgerjournalist, fortæller, at det betød meget, at kunne gøre en forskel på den måde. »Jeg er sgu stolt af det, jeg laver,« siger han. Når John Bonde skriver sine artikler, er han i tæt kontakt med Mediehuset. Han taler med dem, når han har fået en god ide, og når han har skrevet artiklen, læser de korrektur.

Bastardstilling Det tætte samarbejde mellem borgere og journalister er vigtigt, fortæller Thomas Juhl Bruun. »Borgerjournalisterne vil rigtig gerne lære noget, og samtidig er det er vigtigt for dem, at det ser godt ud, når det kommer på tryk.« Han fortæller, at en af hans fornemmeste opgaver er at motivere borgerne til at skrive

Sektion 02 Panorama

for avisen. Han har dog også oplevet, at der er historier, avisen har måttet takke nej til. For eksempel hvis folk vil have avisen til at skrive noget grimt om en anden part. I sådanne situationer kan han bruge timevis på at redde trådene ud mellem de to parter. »Jeg kan have mange kasketter på i løbet af en dag – og gå fra at være journalist til socialarbejder og tilbage igen. Det er lidt af en bastardstilling,« siger han smilende om arbejdet i Vollsmose.

John Bonde har også oplevet, at hans ideer blev afvist ved redaktionsdøren. Det sker dog sjældent. Men da han ville skrive en kritisk debatartikel om Israels politik over for palæstinenserne, fik han en lang snak med avisen. »Vi blev enige om, at det er vigtigt at adskille det, jeg skriver i avisen, med personlige holdninger. Især når jeg skriver så meget, som jeg gør,« siger han.

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Tabloide forsider og vinkler så skarpe, at du kan skære dig på dem. Begge er journalistiske termer, der står i stærk kontrast til hverdagen i Mediehus Vollsmose, som udgiver Vollsmose Avisen. Her har journalisten Thomas Juhl Bruun sin daglige gang sammen med fire andre medarbejdere; hvoraf to er journalister. Derudover er der de lokale borgere, som gruppen af fastansatte konstant forsøger at motivere til at skrive historier til avisen.

Borgerjournalistikken er en vigtig del af Vollsmose Avisen, der prøver at komme ned under de andre mediers stereotype billede af bydelen som utryg og voldsramt. Mediehuset vil skabe nuancer uden at underkende, at der selvfølgelig er problemer. Eller som Thomas Juhl Bruun siger det: ”Vi vil fortælle hele historien”.

det pisser på dem. De kan ikke spejle sig i mediernes billede af dem.« Samtidig understreger han, at Vollsmose Avisen står i en anden økonomisk situation end andre aviser, da de modtager penge fra Odense Kommune. Avisen skal ikke tænke på oplagstal eller klik på nettet.

Hvorfor kun de negative historier? »En af avisens vigtigste roller er at tage bydelens problemer op og komme hele vejen rundt,« siger John Bonde. Han fortæller, at der for noget tid siden var en del uro med nogle unge, der lavede ballade i centeret.

Problemet blev taget op i avisens leder, hvor der blev skrevet om mulige løsninger på problemet. Efterfølgende kom der mere ro på. »Forældrene blev gjort opmærksomme på problemet, og vagterne i centeret fik også mere fokus på det,« siger han og tilføjer, at

Sektion 02 Panorama

det selvfølgelig ikke er altid, det hjælper at tage det op i avisen.

John Bonde bliver ofte irriteret på tabloidpressens negative vinkling. Han siger, at det i hvert fald er vigtigt at læse andet end sensationspressens historier. For nylig deltog han i tv-programmet Stemmer fra Vollsmose. Et program, der ifølge ham, netop viser, at der også findes andet end vold og kriminalitet i boligområdet. I forbindelse med programmet så han Ekstra Bladets chefredaktør i Nyhavn. »Jeg var lige ved at gå hen til ham, prikke ham på skulderen og sige: ’Hvorfor skriver du ikke om Stemmer fra Vollsmose?’ Jeg kan selvfølgelig godt se, at de andre aviser skal sælge, men der mangler balance,« siger han.

Om Mediehus Vollsmose

t t t

Mediehus Vollsmose blev etableret i januar 2008, som en del af Helhedsplanen for Vollsmose. En plan, der skal give kvarteret et løft og modvirke en negativ spiral, hvor folk søger væk fra området, så snart en anden bolig byder sig.

Projektet modtager støtte fra Odense Kommune indtil nytår i år.

Det vides endnu ikke, om projektet fortsætter.

Vollsmose Avisen har et oplag på 15.400. Den bliver husstandsomdelt i Vollsmose og en række af kvartererne omkring.

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Nuancerne bag de skarpe vinkler Det tætte forhold til kilderne gør, at Vollsmose Avisen kan gå bag om tabloidpressens forsider. For nylig stod Thomas Juhl Bruun foran Mediehuset på Vollsmose Torv og røg en cigaret. Imens kom en mand, der arbejder med unge i problemer, hen for at snakke med ham: »Han sagde: ’Jeg tror sgu, jeg er ved at blive arbejdsløs. Det har været de fredeligste fem måneder i hele min tid i Vollsmose,’« fortæller Thomas Juhl Bruun. Snakken bliver nu til en artikel i avisen.

Ofte vinkler Vollsmose Avisen også historierne anderledes end de store aviser. »Hvor BT skriver ’Rockere på bøllebankstur,’ skriver vi i stedet ’Politiet afværgede Bandidos-angreb’. Vi er nok mere løsningsorienterede,« siger han og tilføjer: »Det er et problem, at der er mange, der oplever, at samfun-

11

Gry Pauline Koefoed, gpk@ruc.dk & Mathilde Utzon, mmub@ruc.dk

Zoneterapeuten Dorte, slatne pandekager og det guddommelige

Makkerparret Bertelsen og Brügger fortæller om deres vision og mission for radiokanalen 24syv

Løssluppen, bramfri og spontan Den 1. august gik de to kanalchefer i gang med at udvikle ideer til den nye radiokanal 24syv. En proces de be-

12

skriver som hård, men også sjov. De mener begge, at det har været spændende, og at public service taleradio skal nytænkes.

Kanalen går i luften præcis, når den 31. oktober forvandler sig til 1. november.

Deres vision er at skabe en taleradio, der er mere løssluppen, bramfri og spontan, end vi kender det i dag.

De skal sende 22 timer i døgnet, og det er vigtigt for dem, at der om natten sidder et rigtigt menneske foran mikrofonen.

Der findes i dag kun én anden public service taleradio, P1, og gennemsnitsalderen på P1’s lyttere er 57 år. De mener, at det kan komme til at betyde, at hvis der ikke kommer en ny taleradio, som appellerer til en yngre generation, så vil genren ’taleradio’ uddø med P1. »Vi vil ikke tage lyttere fra P1, vi vil finde nogle lyttere, som ikke er der nu.

Men hvem de er, og om de er der, det vil tiden vise,« siger Mads Brügger.

Men de håber på at skabe en kanal, der har en stor interaktion med sine lyttere. Nøglen til denne interaktion, skal være den gode og nærværende vært. Men folk skal også ringe ind, hvis de er lodret uenige med værten, for på Radio 24syv skal der være debat, og uenighederne skal være en del af det fundament, som skal give kanalen sit særpræg.

Slatne pandekager og det guddommelige Deres vision er at være med til at skabe fremtidens meningsdannere. De håber på, at der vil blive kigget tilbage og tænkt, at de her værter og debattører ville man ikke have haft uden Radio

24syv. De er dog også meget bevidste om, at det kræver meget frie rammer. »Du må godt gå i studiet med noget, der tegner til at blive en kæmpe maveplasker, for hvis man tillader det og tør at stå på mål for det, så rammer man plet med et eller andet,« siger Mads Brügger.

De uddyber, at det sætter store krav til værtens personlighed, og at værten rent faktisk har noget på hjerte. »Radio er nådesløst, for hvis ikke du har noget på hjerte, så opdager folk det,« tilføjer Mikael Bertelsen.

Mads Brügger mener, at alle har to til tre gode radioudsendelser i sig, men de leder efter dem, der har mange flere end det. De er godt klar over, at det kommer til at resultere i en del humør- og kvalitetssvingende radio, men det skræmmer dem ikke. »Vi sender en masse prøveballoner op. Noget af det vil gå dårligt og falde til jorden som en slatten pandekage, og andet vil nå det magiske - det guddommelige,« siger Mads Brügger.

De vil have værter, der kan tale meget. Og de skal også have noget at tale om.

De skal bringe meninger og holdninger til torvs, som er tilstrækkeligt opsigtsvækkende til, at folk gider ringe ind og give deres besyv med.

Selvom Mikael Bertelsen mener, at tiden er løbet fra det at tale om målgrupper, så nævner han selv, at deres kanal i hvert fald ikke henvender sig til hans datters aldersgruppe. »Jeg ved godt, at min datter på tolv, lige meget hvor meget folk i studiet hoppede og sprang, så ville hun synes, det var kedeligt, for hun vil gerne høre det nye med Bruno Mars.« Skole-hjem-samtaler i æteren Selvom den nye radio har et rimeligt budget, så forsvinder pengene hurtigt, når blandt andet huslejen skal betales. Men de vil på intet tidspunkt gå på kompromis med de 22 timers sendetid. Mikael Bertelsen mener dog, at det kan få følgende konsekvenser for radioens indhold: »Det kan få de konsekvenser, at når jeg er til skole-hjem-samtaler med min datter, så kan jeg blive nødt til at optage det, og sende det i radioen.« Det vil formentlig også gå fint i tråd med deres vision for radioen: »Krydsfeltet imellem det folkelige og det elitære er det mest interessante sted at være,« siger Mads Brügger. Og det spændingsfelt, håber de, vil opstå i mødet mellem lytterne og værten. Særligt håber de, at dette møde vil skabes i det, de kalder deres primetime - de sene aftentimer og natten. Det er ikke bare Mikaels zoneterapeut Dorte, som har brug for nærværende selskab om natten. Denne del af deres sendeflade, skal også inkludere dem, der ikke sover eller kan sove. »Det bliver en kanal, der forholder sig til døgnet, så jo senere på natten det bliver, jo mere mærkeligt bliver det, og så vender realitetsprincippet tilbage med fuld kraft kl. 6 om morgenen,« siger Mads Brügger. Det skal være en radio, som tager over for en del af den funktion, som alarmcentralen har i dag, hvor erfaring viser, at ensomme mennesker ringer ind om natten for at snakke.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

»Jeg har en zoneterapeut, der hedder Dorte, som først uddannede sig til sygeplejerske, og så så hun The Wire og blev optændt af at blive kriminalbetjent. Men hun var alt for gammel til at komme ind på politiskolen, og så søgte hun ind i to omgange - og er så kommet ind. Men så skal hun jo først være almindelig politibetjent, og hun er nu blevet udstationeret i Ringkøbing, og hun har så nattevagter i øjeblikket, hvor hun og hendes makker kører rundt i Hvidesande og Thyborøn og sådan noget. Jeg har noget med min skulder på grund af noget arbejde...« »Det tror jeg ikke, du behøver at fortælle om, Mikael,« afbryder Mads Brügger sin kompagnon med et overbærende smil på læben og griner. »Så spurgte jeg hende så, hvad laver I så om natten? Så sagde hun: ’Vi hører radio, men det er som regel nogle programmer, vi allerede har hørt, som de sender om natten.’ Og da tænkte jeg - okay - nu skal patruljevognene i Hvidesande...« »Nu skal der sgu fyres op for dem,« afbryder Mads. »Og hvis de ikke ringer ind til os, så ringer vi til dem,« siger Mikael Bertelsen, idet han endelig løfter blikket fra et sted under bordet, og lader sit koncentrerede ansigt rettes ud og brydes af et skævt smil.

Mikael Bertelsen og Mads Brügger ønsker at lave en taleradio, hvor der skal være plads til at gå ud af en tangent.

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Sektion 02 Panorama

13

Skibet er ladet med debat De har begge to selv prøvet at lave radio på den ene eller anden facon.

Det fineste er ifølge Mikael Bertelsen dog ikke at være chef. Det mener han kun er det andet fineste, da det fornemste job på kanalen er at være den, der sidder foran mikrofonen.

Magtstrukturen på kanalen bliver heller ikke hierarkisk, og den eneste de direkte i dagligdagen leder er deres 19 år gamle assistent Joy. Hun bliver også en del af det ene program om ugen, hvor de selv kommer i æteren.

Det bliver et program, hvor de vil behandle de klager, de måtte have fået i løbet af ugen.

Hverken Mads Brügger eller Mikael Bertelsen vil løfte sløret for, hvordan hele programfladen bliver sammensat, men på spørgsmålet om, hvad der kommer til at kendetegne radiokanalen, er svaret: »Alle sejl er sat med gode programmer,« proklamerer Mikael Bertelsen en tids stilhed, fordybet i sin telefons mailboks. Og han uddyber grinende: »Vi sejler ikke på vind, men på debat.«

Mads Brügger griber bolden og sammenfatter med stor entusiasme: »Skibet er ladet med debat.» Selvtilfredsheden over deres evne til at hjælpe med overskriften til denne artikel er tydelig, hvorefter Mikael Bertelsen konkluderer: »Radio er sindssygt godt til metaforer.«

Alexander Sokoler, alweso@ruc.dk

Fra de andres liv I krypten under Jerusalemskirken mødes hjemløse og socialt udsatte til stegt flæsk og friskbrygget kaffe. Maden er gratis. Men prisen står skrevet i de furede ansigter og de spiritusrøde øjne

Fra de gamle sømænd »Jeg savner Preben. Det må jeg sgu indrømme.« Stemmen, der hakker som en gammel fiskekutter, kommer fra en ældre mand med briller, høreapparat og spiritusrøde øjne. Han sidder ved bordet over for grønlænderne. Han er stadig i overfrakke, og hænderne varmer han rundt om kaffekoppen. Han smiler. »Preben havde krammet på dem. Selv Mærsk var sgu bange, når han slog i bordet.« Han taler om Preben Møller Hansen, tidligere formand for sømændenes forbund og et fyrtårn i den gamle københavnske arbejderbevægelse. Kammeraten overfor, en mand i halvfjerdserne med ring i øret og et anker i sølvkæde om halsen, nikker og smiler tilbage. Efter lidt tid svarer han, »at gamle Preben Sømand såmænd var god nok«.

Accenten er københavnsk. Den er fra Sydhavnen. Og havde Erik Clausen været til stede, ville han lyde som en lille dreng fra Jylland ved siden af dem her.

14

De er begge gamle sømænd. Men de gik i land for længe siden. Nu mødes de til lidt mad, når lejligheden byder sig. De snakker videre; om strejker, sømandskab, fodboldklubben Frem og dengang de kunne rejse med Folkets Rejser til Tyskland og købe billig sprit.

Fra den hjemløse overklasse Et par borde fra de gamle sømænd sidder Poul Voss-Knude. Han har en grå sweater på overkroppen og et par blækstænkede cowboybukser på benene.

Men han er for ren til at ligne en hjemløs. Han er heller ikke hjemløs. Ikke længere.

For et halvt år siden blev Poul samlet op af en københavnsk gadearbejder, som arrangerede en plads til ham i kirkens bofællesskab ved siden af varmestuen.

Forud var gået fem år med en personlig nedtur. Et liv med børn, kone og job blev byttet ud med depression, stærke bajere og overnatning i byens busskure. »I løbet af fem år gik hele mit liv på røven. Først røg jobbet, så skred konen.

Kort efter brændte min mor ihjel, mens hun var ved at sætte kaffe over,« siger Poul Voss-Knude.

Selv tror han ikke, at han havde siddet her i dag, hvis gadearbejderne og et par præster ikke havde hjulpet ham dengang for et halvt år siden. Nu har han det bedre og føler sig som en del af »de hjemløses overklasse«, fordi han bor i bofællesskab og måske snart kan flytte i egen lejlighed. Poul Voss-Knude tror, at han er på vej tilbage til overfladen igen, men han ved det ikke. Ikke endnu.

Fra overfladen Rundt ved bordene er maden ved at være spist. Stolebenene skratter arrigt mod gulvet og udsender små hyl, som når pick-up’en rykkes af en gammel pladespiller. Flokkene bryder op og sætter kurs mod Danmark over krypten. Udenfor sniger solen sig hen over hustagene. Den reflekteres i lakken fra en nyvasket sort Mercedes-sportsvogn, som holder parkeret foran indgangen til en Nyboderlejlighed. Grønlænderen i de blå bukser og refleksjakken, bevæger sig ad fortovet i retning mod Østerport Station. Han tilhører et andet liv end de andre heroppe i overfladen.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

En ung kvinde passerer med et venligt smil en dame i grå regnfrakke og pressefolder i bukserne. Få skridt senere retter hun blikket ned i jorden. En grønlænder i gul refleksjakke og skævt siddende skoletaske vakler forbi hende. Et par meter senere sender grønlænderen en grødfarvet spytklat ud over jakkens hals.

Den rammer hans blå joggingbukser og sejler videre ned på brostenene mellem de appelsinfarvede Nyboder-huse. Han skrår tværs over vejen, dumper et par stentrin ned under Jerusalemskirkens røde mursten og går ned i Metodistkirkens varmestue. Varmestuen ligger i kirkens krypt nede under jorden, og her serverer de gratis mad til hjemløse og socialt udstødte, der har brug for lidt selskab. I det halvkolde halvmørke finder grønlænderen plads ved et bord sammen med nogle andre grønlændere. Ingen af de andre hilser på ham, da han sætter sig. De smalle øjne hviler blot trætte og tavse i den grå persillesovs, de hvide kartofler og det sortbrankede flæsk, som ligger på tallerknerne foran dem. Det skramler med bestik og stoleben fra et halvt hundrede mænd, som er ved at indtage dagens varme måltid. Ingen kvinder er til stede i lokalet i dag. Ind mellem de små borde løber kirkepræsten og et par frivillige. De serverer friskbrygget kaffe, dagens ret og citronfromage til dessert. Det hele er gratis.

Kom ind i Vestebro kontorforsyning og få 10 % rabat på Olympus diktafoner Vesterbro Kontorforsyning Vesterbrogade 66 1620 København V Tlf. 3331 3500 salg@vesterbro-kontorforsyning.dk

Foto: Gry Pauline Koefoed

III00III00I00II00III00II00III00III00III00II I00II00III00III00III00III00III00III00III0 III00III00III00III00III00III0 III00III00III00III00III00II II00II00III00III00III00III00IIIIII00II00 I00III00III00III00IIII00III0 III00III00III00III00III00II0 III00III00I00III00IIIII00III00III00III00 I00III00III00III00II00III00 II00III00III00IIIIII00II00III 0III00III00III00IIIIII00II00III00III00II 0III00IIIIII00II00III00III00 III00III00IIIIII00III00III00III 0III00III00III00III00III00III00III00III 0III00III00III00III00III00I I00III00III00III00III00III00I I00III00III00III00III00III00III00III00III I BUND OG GRUND ER TRYKSAGER ET SPØRGSMÅL OM 1 OG 0

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

HVAD VILLE DU VÆLGE?

15

Mathilde Utzon, mmub@ruc.dk

DR skal argumentere bedre for X Faktor Tv må ikke kun handle om skyhøje seertal. Kvalitet er vigtigt også i underholdningsprogrammer som X Faktor. Det siger medieforsker Anker Brink Lund

16

Væsentlighed Væsentlighed er et af de mest grundlæggende og klassiske nyhedskriterier. Det bygger på et ideal om, at oplyste og kritiske borgere skal være med til at forme det samfund, de lever i. Samfundet kan eksistere på et globalt, nationalt eller lokalt plan, hvor det handler om at forme en fælles bevidsthed. Samlet set skal DR producere væsentligt indhold til hele den danske befolkning – licensbetalerne.

X Faktor giver skyhøje seertal.

Men det betyder ikke, at programmet ikke lever op til argumenter i forhold til væsentlighed. Programmet formår nemlig at samle befolkningen på tværs af alder og etnisk baggrund, forklarer Anker Brink Lund. »Det er væsentligt, at DR en gang imellem samler hele familien, og man samler også folk med anden etnisk baggrund end dansk. Man samler unge og gamle omkring en fælles oplevelse,« siger han.

Et andet argument i forhold til væsentlighed er, at flere ser tv-avisen, når der er X Faktor – særligt unge, der normalt ikke ser tv-avisen.

Begge foto: Per Folkver/Politiken.

Værktøjskassen DR skal kunne måle den journalistiske merværdi – både kvantitativt og kvalitativt. Kvaliteten er sværest at konkretisere. Men det skal blive nemmere ved hjælp af det publicistiske serviceeftersyn. »Det er en dynamisk værktøjskasse med redskaber, journalister kan blive bedre til at argumentere ud fra,« siger Anker Brink Lund.

Det publicistiske serviceeftersyn består af tre journalistiske kriterier: fascination, væsentlighed og relevans.

De spiller sammen i en triangulær model, hvor alle tre kriterier helst skal være i spil. Men man kan også tale om publicistisk kvalitet, hvis bare to af kriterierne er til stede.

Seertallet til X Faktor finalen i 2010 rundede to millioner. Men med udgangspunkt i det publicistiske serviceeftersyn kan DR ikke udelukkende begrunde genopsætningen af X Faktor i 2011 ud fra det høje seertal.

Antallet af seertal eller klik er nemlig

kun baggrunden for fascinationsargumentet. Selvom det er nemmere at være konkret og argumentere for fascination, fordi den kan måles, skal de kvalitative argumenter væsentlighed og relevans også på banen, mener Anker Brink Lund.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Journalister og redaktører i DR skal blive bedre til at måle og veje væsentlighed og relevans. Argumenter baseret på kvalitet skal kunne udfordre dominerende argumenter baseret på seertal og klik. Anker Brink Lund har, i samarbejde med lektor Ida Willig fra Journalistik på Roskilde Universitet, udviklet en model, der skal hjælpe journalister til netop at måle og veje både kvalitet og kvantitet. Modellen hedder: det publicistiske serviceeftersyn.

Da X Faktor blev sendt første gang, fik DR mange nye seere ind i butikken. Men i starten af året, hvor programmet blev sendt for fjerde gang, burde DR forklare bedre, hvorfor det stadig er vigtigt. Det mener Anker Brink Lund. Hvis der ikke skabes original, publicistisk værdi, kan der ifølge ham argumenteres for, at X Faktor har udtjent sin værnepligt hos DR, og at licensmidlerne bør bruges til andre formål.

Fakta om Anker Brink Lund Anker Brink Lund er professor, dr. phil ved Department of Business and Politics på Copenhagen Business School.

til hele befolkningen, alle licensbetalerne.

Da DR for eksempel producerede DR2 Udland var relevans et meget anvendeligt argumentationsredskab.

Programmet var snævert og henvendte sig til en lille gruppe. Den bestod blandt andet af unge, DR ellers havde svært ved at nå, men som var særligt interesserede i internationale nyheder.

DR2 Udland kunne altså argumentere både med relevans og væsentlighed, men alligevel blev det lukket ned, fordi det kneb med fascinationen, altså seertallet. Anker Brink Lund konstaterer, at DR2-ledelsen formentlig ikke forstod betydningen af relevansargumentet, da programmet blev lukket ned.

I demokratiets tjeneste Det er en udfordring at måle og veje væsentlighed og endnu sværere kon-

Sektion 02 Panorama

kret at værdisætte relevans. Ikke desto mindre mener Anker Brink Lund, at det er meget vigtigt at gøre. Det publicistiske serviceeftersyn er derfor ikke kun en værktøjskasse, der er lavet til DR, men burde ifølge Anker Brink Lund gennemføres i alle publicistiske medievirksomheder.

Rent kommercielt behøver en medievirksomhed kun interessere sig for at tjene penge. En publicistisk virksomhed må derimod også tage hensyn til, at der skal laves tilbud, som ikke på forhånd kan finansieres på markedsmæssige vilkår. For eksempel noget publikum har brug for, fordi vi lever i et demokrati, eller noget, der kun interesserer marginaliserede dele af befolkningen.

Med udgangspunkt i det publicistiske serviceeftersyn skal det være slut med at søge efter en generel og absolut definition på det at producere

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Relevans Anker Brink Lund har observeret, at rigtig mange journalister blander væsentlighed og relevans sammen. Relevans er ifølge ham det sværeste af de tre redskaber at konkretisere. Relevans handler om, hvad den enkelte medieforbruger oplever som værdifuldt indhold.

Relevans-elementet skal udarbejdes, hver eneste gang et nyt program sendes, eller et program genopsættes. DR må derfor være klar over, hvilke målgrupper i samfundet de gerne vil ramme med det specifikke program. Det centrale spørgsmål, der her skal besvares er: Hvem skal dette program være relevant for?

Målet for DR må ifølge Anker Brink Lund være at ramme grupper, som ellers ikke ville se DR. Netop på den måde kan DR retfærdiggøre sin eksistens i forhold til at lave tilbud

public service indhold. Der skal argumenter på bordet. »Det kan ikke være nok at sige, at X Faktor er public service, fordi det bliver sendt af DR. Og det er jo det, man lidt gør i dag,« siger Anker Brink Lund.

Det her handler ikke om én gang for alle at sige: Det er public service, og det er ikke public service - fordi det ændrer sig hele tiden. Men det drejer sig om at blive bedre til at argumentere og legitimere sine publicistiske til- og fravalg, forklarer han.

Læs mere om det publicistiske serviceeftersyn i bogen ’Tilbageblik fra 2020 – hvad skete der med medierne?’. Den har Anker Brink Lund redigeret sammen med Stig Andersen og udgivet på Forlaget Gyldendal.

17

Bliv praktikant på JydskeVestkysten

Tør du lave journalistik, der rager din læser?

Vil du skrive noter, dagens tophistorie og alt derimellem?

Kan du se dig selv arbejde på en af landets største aviser?

Kom og mød os på Store Match Dagen eller få en snak med chefredaktør Mikael Justesen på tlf. 2073 0519.

www.jvpraktik.bellcom.dk

Sektion 03 Vores Verden Metier

Issue No. 01 Oktober 2011

20

Anine Fuglesang

Udfordret af udlandet

Side

22

Gry Pauline Koefoed

Rejsemail hjem fra down under

Side

23

Anni Nikogosian

Ingen nemme genveje som praktikant

Side

23

Andreas Wraae

Fed personlighed og livserfaring åbner døre

Side

24

Marie Louise Hagemeister

Fra drøm til virkelighed

Side

26

Anni Nikogosian & Malene Smedegaard Ørsted

Prácticas en la Ciudad de México

Side

27

Lars Werge

DJ udreder bijob-forvirring

Side

28

Lise Schmidt Søgaard

Journaliststuderende sælger sig selv for CV-guld

Side

29

Kathrine Albrechtsen

De må have masser af sex – bare ikke indgå ægteskab

Side

30

Keyvan Bamdej

Top 10 journalistperler

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Side

19

Anine Fuglesang, afsj@ruc.dk

Udfordret af udlandet

At læse journalistik i udlandet er ingen dans på roser. Det måtte Annesofie Brochstedt og Gry Pauline Koefoed sande, da de udlevede deres drøm i det store udland. Dagligdagen var en konstant mur af udfordringer – men det var samtidig sjovt og meget lærerigt

Kulturelle kløfter En af grundene til, at journalistik er lettere at gå til i Danmark end i udlandet, er, at man her kender miljøet. Det erfarer begge piger. »Jeg oplevede, hvor sindssygt vigtigt det er, at du er en del af det samfund, som du skriver om, og at du virkelig gør dig umage for at forstå, hvor du er henne,« fortæller Annesofie.

Et af Annesofies fire fag gik ud på at skrive artikler om et lille lokalmiljø, Fort Green i Brooklyn, til en onlineblog for The New York Times. Men når man ikke kender miljøet og de lokale historier og generelle fakta, er man konstant nødt til at researche fra bunden, før du kan gå kritisk til værks. »Jeg var bare aldrig på forkant med tingene. At jeg ikke kendte miljøet var også en kæmpe udfordring i forhold til mine kilder. Det er meget sværere at få fat i dem, når man ikke kender problematikkerne eller ikke er ordentlig inde i samfundsdebatten på samme måde som herhjemme,« siger hun.

I Melbourne oplevede Gry også, at der var kulturelle udfordringer og forskelle på samfundet og måden, det er bygget op på. »Vi kom blandt andet til at snakke om, hvorvidt man må slå sine børn, og det viste sig, at jeg var den eneste, der var imod det. Til gengæld var de chokerede over, at vi lader vores barnevogne stå på gaden.« Gry oplevede stor imødekommenhed fra sine kilder og fortæller, at det nok blandt andet skyldtes, at de kunne høre, at hun ikke var australier.

Begge foto: Annesofie Brochstedt

Når sproget driller En af de helt store udfordringer, en journalist møder, er sproget. I semesterplanen på Roskilde Universitet står der, at du skal skrive tydeligt og veldisponeret i et fejlfrit dansk. Men hvis det er en udfordring på dansk, kan man hurtigt forestille sig, at det ikke må være nemmere på engelsk.

Og det er både Annesofie og Gry enige om. »Selvom jeg synes, at jeg er rimelig flydende i både mundtlig og skriftlig engelsk, var det helt sikkert en kæmpe udfordring. Der er en særlig nyhedsjargon, og man skriver nyheder og reportager på en bestemt måde.

Det var helt sikkert ikke den måde, jeg var vant til at skrive engelsk på«, fortæller Gry om sit første møde med journalistikken.

Også for Annesofie blev sproget en del af den daglige kamp som journaliststuderende i New York. I starten havde hun meget svært ved at acceptere, at de ting, hun kunne fagligt, blev taget fra hende. For sådan følte hun det. »Sproget var en af de største udfordringer, netop fordi det var journalistik. Jeg tror, at hvis det var et hvilket som helst andet fag, havde udfordringen ikke været helt så stor, for engelsk er trods alt til at forstå. Men du skulle hele tiden skrive på engelsk, og du blev sammenlignet med nogen, der har boet i USA i 25 år,« fortæller Annesofie.

På Graduate School of Journalism studerede Annesofie udelukkende med amerikanere, og der var derfor ingen særlige hensyn, fordi man var fra Danmark. Annesofie oplevede dog at blive anerkendt. Netop fordi hun turde spørge, når der var noget, hun var i tvivl om eller ikke forstod. »I starten skulle jeg virkelig kom-

me mig over, at jeg var klassens store Spørge-Jørgen. Men hvis jeg ikke spurgte, ville jeg bare dumme mig.« Annesofie og Gry er dog enige om, at selvom Journalistik på Roskilde Universitet også er en stor udfordring, er det trods alt nemmere, når det hele foregår på dansk. Og bliver tingene lidt for svære herhjemme, skal Annesofie bare tænke tilbage og huske, hvor hårdt det var, fortæller hun.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

20

lavede mere på det halve år end på hele basis tilsammen,« fortæller Gry.

Foto: Gry Pauline Koefoed

De fleste journaliststuderende drømmer om at være journalist i New York eller Melbourne – men kun de færreste oplever det. Men for Annesofie Brochstedt og Gry Pauline Koefoed blev drømmen til virkelighed, da de pakkede tasken og fulde af forventninger til studiet og dem selv tog et semester med journalistik i henholdsvis USA og Australien.

Annesofies ønske for semesteret var at blive presset og lære faget bedre at kende, da hun rejste til millionbyen for at tage et bid af det store æble. Gry tog down under for at pirre sin journalistiske nysgerrighed og for at komme ud og se verden.

Men at levere journalistik på engelsk om et samfund, du ikke kender, er en større udfordring, end man først antager, og forventningerne om at levere det ene gode resultat efter det andet måtte for Annesofies vedkommende justeres undervejs. »Jeg føler faktisk, at mit semester i udlandet bare var én lang kamp om at komme i mål,« fortæller Annesofie, der stadig kan blive svedt ved tanken om sit intense kandidatsemester. »Jeg fandt hurtigt ud af, at mit mål ikke skulle være at klare mig vildt godt og bare være totalt ovenpå. Mit mål blev at blive en bedre journalist og ganske enkelt at få gennemført semesteret.« Annesofie var i New York i foråret 2011 og læste på Graduate School of Journalism, som hører til City University of New York.

Gry var på sit tredje semester på Roskilde Universitet og havde ikke beskæftiget sig med journalistik, før hun kastede sig ud i et semester på universitetet La Trobe i Melbourne i efteråret 2008. Det blev en brat opvågning. »Jeg skal love for, at jeg fik noget at lave i forhold til basis på Roskilde Universitet, hvor jeg syntes, det hele gik utrolig langsomt. Jeg tror, at jeg

Både Annesofie og Gry fik, hvad de rejste ud efter. Annesofie fik taget et bid af det store æble – og nogle gange virkede mundfulden for stor. Men der blev tygget, og presset blev aldrig så stort, at det ikke var til at sluge.

Gry blev bekræftet i, at det altid er godt at komme ud i verden og blive udfordret både menneskeligt og erfaringsmæssigt.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Mange erfaringer rigere Både Annesofie og Gry kom i mål.

De blev udfordret dagligt, og de blev begge klogere og fik en masse erfaring, som de pakkede ned i tasken, da de vendte hjem fra det store udland. »Det var ikke let. Men jeg har fundet ud af, hvor meget jeg kan presse mig selv uden at gå i baglås. Og det er meget mere, end jeg troede,« griner Annesofie og påpeger, at det nok lyder som en kliché, men at det ikke desto mindre er sandt. »Jeg føler kun, at det har styrket mig, selvom det har været sindssygt hårdt. Så jeg er ikke skræmt, bare opmærksom på, hvor meget det kræver at være journalist.« Hos Gry har semesteret i Melbourne også sat sig sine spor. »Man skal rejse ud så meget, som det overhovedet er muligt. Og som journalist er det selvfølgelig meget vigtigt at vide og opleve, at tingene kan fungere på en anden måde end herhjemme. Man udvikler sig, når man rejser. Og når man udvikler sig som menneske, håber jeg også, at man udvikler sig som journalist.«

21

Gry Pauline Koefoed, gpk@ruc.dk

Rejsemail hjem fra down under

22

stormende ind i et lille klasselokale med totalt forvirret og helt sikkert også lettere forstyrret blik i øjnene, for derefter at måtte mase mig henover tre små asiater, der ikke rigtigt var villige til at rejse sig, så jeg kunne komme ind at sidde - men så fik jeg da lavet en fed entre.

Er faktisk ret glad for de fag, jeg har fået, selvom jeg allerede nu stresser en del over, at jeg f.eks. skal lave en kort radioudsendelse, som skal i radioen (går stærkt ud fra, at der kun er tale om uni-radio, da jeg endnu ikke føler mig parat til at skulle være hele Australiens morgenunderholdning).

Skal også skrive min egen blog, og så skal jeg skrive en historie om et dyr, som en eller anden mand fra zoo skal have med ind i forelæsningssalen (åh kære Gud lad det ikke være en slange. Vil virkelig blive flov over sindssygt panikanfald foran fellowstudents). Vil også løbende blive testet i min viden om, hvad der foregår i Victoria og i sport (og der ved man jo bare, at jeg vil brillere) og så om noget med dyr (og der har man jo lige lyst til at sige, hvad fanden skal jeg vide noget om det, for det var jo en af årsagerne til, at jeg forlod Jylland). Så jeg tror godt, at jeg kan love noget seriøst underhol-

dende journalistik, ikke at det vil være min intention, men der har de vel sådan ca. lige ramt de to ting, jeg ved mindst om. Ja okay kunne selvfølgelig også have været noget geografisjov, for der er jeg jo i hvert fald mere end almindeligt blank.

Skal også have gæsteforelæsning af gammel Vietnam-korrespondent, som også har interviewet Che Guevara. Jeg vil smutte igen, skal ud at lede efter kænguruer og ham cowboyen fra tv-serien McLeods Døtre.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Hej alle sammen Så har jeg haft første rigtige dag på uni, og det må siges at have været lidt af en udfordring. For det første dukkede bussen ikke op i morges, så var nødt til at tage en sporvogn, hvilket tager næsten en time. Da jeg endelig nåede frem, så viser det sig, at to af mine fag begge to ligger mandag kl.10.

Endte med at tage til den første time af den ene og derefter anden time af det andet, hvilket var lidt af en præstation i sig selv, efter som uni er kæmpe stort og svært at finde rundt på. Nå men endte med at komme

Her en udskrift af Gry Pauline Koefoeds første mail hjem efter at have tilbragt en forvirrende og udfordrende uge i Melbourne, hvor hun læste i efteråret 2008

Gry

Anni Nikogosian, anninik@ruc.dk

Ingen nemme genveje som praktikant Første dag på praktikpladsen. Hænderne er svedige, og hjertet banker en anelse for hurtigt. Hvis man allerede nu tænker, at lidt smiger og charme kan hjælpe én til at komme op i hierarkiet, kan man godt tro om igen. I stedet skal ærmerne smøges op, for der er ingen nemme tricks til toppen.

Det er det journalistiske håndværk, der skal være det bærende element hos praktikanten. Ikke hvorvidt man kan lave den bedste kaffe eller ivrigt melder sig, når der skal hentes morgencroissanter. Men hvad er det helt præcist, man skal kunne som praktikant?

B.T.s ansvarshavende chefredaktør, Peter Brüchmann, peger på evnen til at arbejde med kilder som noget af det vigtigste. »Jeg lytter ofte efter interviewteknik, når jeg går forbi en praktikant, der er i gang med en kilde på telefonen.

Jeg kigger på evnen til at få mange og rigtige kilder,« siger han og giver to gode råd: »Vær topforberedt og meget præcis, når du ringer til kilderne«.

Også på Politiken er det praktikantens journalistiske kompetencer, der er i højsædet. »Noget af det vigtigste er, at man har håndværket i orden og kan vinkle. Det er selve ud-

Praktikanter skal ikke regne med at kunne fedte sig op i hierarkiet på praktikpladsen. Det handler nemlig om benhårdt arbejde – uden lette smutveje

gangspunktet for enhver artikel, lige meget hvor skæv den er,« siger Jesper Vangkilde, praktikvejleder på Politiken.

En god attitude er ikke nok Hvis der alligevel skal nævnes én ting, der gør praktikanten meget velset hos chefen, er det hans eller hendes attitude. Det giver point at tage den besværlige vagt omkring jul, fortæller Peter Brüchmann.

Dét at være en god kollega og tage en ekstra tørn er også noget, som Jesper Vangkilde kan anbefale. »Selvfølgelig er det fint, hvis man er en god kollega med en positiv at-

titude og ofrer sig for holdet. Det er jo fælles for alle medarbejdere - også de uddannede. Men decideret fedteri kommer man - forhåbentlig - ingen vegne med,« siger han.

Men selv om man kan komme langt med en god attitude, er det ikke altid nok. »Bundlinjen er, at du skal præstere. Gør du det, og har du den grundlæggende ærgerrighed til at ville gøre en forskel, så kan du for min skyld mobbe chefens børn og kigge gustent på hans kone og stadig komme højt op i hierarkiet,« siger Peter Brüchmann.

Andreas Wraae, wraae@ruc.dk

Fed personlighed og livserfaring åbner døre

Livets skole Der bliver også lagt vægt på meget andet end journalistisk erfaring. »Vi kigger på ansøgerens personlighed,«

siger Casper Hjort, nyhedschef på BT. Erik Thomsen, praktikvejleder på Fyens Stiftstidende, er enig: »Livserfaring er et plus. For selvom man har lært meget på studiet, er det først i praktikken, man rigtigt lærer det hele.« Alligevel påpeger han, i tråd med Christian Friis Hansen, praktikantchef på Jydske Vestkysten, at en solgt artikel kan fungere som en blåstempling.

Palle Høj, chefredaktør på Frederiksborg Amtsavis, kigger efter engagement og drive. »Det er vigtigt, at personen engagerer sig i mange ting,« siger han. Ifølge ham er der nemlig flere facetter i ”livets forhold” end bare job og skole, som kan være gode at trække på i det journalistiske fag.

Kom til åbenthusdagen Der er generelt bred enighed om, at Åbent hus dagen, hvor de journaliststuderende har mulighed for at besøge de forskellige praktiksteder, er en god mulighed for at sælge sig selv. »Her er det vigtigt ikke at sidde og putte sig. Men at komme med nogle begavede spørgsmål,« siger Casper Hjort. Ifølge ham er det nemlig svært at ødelægge et godt indtryk med manglende relevant studiearbejde. Christian Friis Hansen, uddyber: »Man får mulighed for at se hinanden an og finde ud af, hvad folk har af interesser.« Hans korte råd er: »Giv et godt indtryk«.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Man hører det ofte på journalistuddannelsen: »Åhh, jeg må få mig et studierelevant job.« Det skulle efter sigende være vejen frem for at få den berømte fod inden for på drømmepraktikstedet. Metier har lavet en rundspørge, der viser viser, at mange andre ting tæller lige så meget som studierelevant arbejde og en række publicerede artikler i rygsækken. Ingen af de adspurgte aviser affejer dog helt det positive i journalistisk erfaring, men Jesper Vangkilde, praktikantvejleder på Politiken, understreger: »Kvalitet frem for kvantitet«.

Sælg dig selv på fed personlighed og livserfaring. Studierelevant job og publicerede artikler er nemlig ikke altafgørende for at få drømmepraktikpladsen

Øv dig Livets skole tæller meget. Så langt er Hanne Dam, tidligere studielektor og praktikkoordinator på Roskilde Universitet, enig. Alligevel slår hun fast, at der også er medier, der er meget fristede af praktiksøgende, som har journalistisk erfaring. I nogle tilfælde kan det have afgørende betydning. »Mange gange tæller personlighed eller en god ansøgning lige så meget.« Hun mener, det er en kombination, men fastslår samtidig: »Er du meget ung, har ingen journalist erfaring og desuden ikke ved, hvem du selv er, altså endnu ikke rigtigt er trådt i karakter, så står du meget svagt.«

23

Marie Louise Hagemeister, maloha@ruc.dk

Fra drøm til virkelighed Drømmen om at få sin historie trykt i avisen kan synes fjern, når du som studerende befinder dig langt væk fra de pulserende redaktioner.

Men ikke umulig. Journaliststuderende fra Roskilde Universitet Sven Johannessen gjorde det og fik sin artikel i Weekendavisen

Ikke i egen baghave Det er september måned og Sven Johannesen er hjemme på Fyn for at skrive Geografiprojekt, da han i de lokale aviser falder over en historie. Giftigt affald skal i december måned transporteres i skibe fra Australien til Nyborg for at blive destrueret på den lokale affaldsbehandlingsfabrik Kommunekemi. En proces, som havde skabt kraftige protester fra en lokal miljøgruppe i Nyborg, men ellers ikke skabt debat eller taget op andre steder end i nogle få lokale medier. Sven Johannesen lader projekt være projekt og tager ud og snakker med miljøgruppen for at få syn på sagen.

Giften var i sin tid produceret af virksomheden Orica, som ligger i en forstad til Sydney i Australien. Det 10.000 ton giftige affald havde ligget på lager i flere år og ventede på at blive destrueret, men i stedet for selv at behandle problemet, havde Kommunekemi fået 50 millioner kroner af Orica for destruere affaldet. Og her problemstillingen meldte sig. Det viste sig nemlig, at det ikke handlede om, at Australien ikke selv kunne tage sig affaldet. Men at der havde lydt så stærke protester fra borgerne, at det ville være nemmere bare at sejle affaldet ud af landet og lade nogle andre tage sig af det. Alt det på trods af, at affaldet var så giftigt, at hvis der skulle sive bare den mindste dråbe ud i vandet, ville det få voldsomme miljømæssige konsekvenser.

Handlingen klingede af et ikke i min baghave-fænomen, som Sven Johannesen så filosofisk kalder det i sin artikel. Og det var denne amoralske holdning, som gjorde, at miljøfolkene i Nyborg rasede. De havde derfor valgt at søge aktindsigt i sagen, for bedre at kunne sætte sig ind i problemstillingen. Indsigter som Sven Johannesen fik lov til at kigge i. »Her blev jeg klar over, at jeg havde fat i noget, men inden jeg gik videre, valgte jeg at skrive en mail til Weekendavisen for at høre, om de overhovedet var interesseret i historien. Men jeg hørte ikke noget.« I stedet for at lade sig slå ud, blev Sven Johannesen ved med at maile og ringe, og til sidst fik han fat i redaktionssekretæren, som sagde, at de var interesseret. Der var deadline den efterfølgende uge, og han havde 10.000 enheder at gøre godt med.

24

En dans med de tunge drenge Med sin aftale på plads gik Sven Johannesen for alvor i gang med at researche. En research, som krævede, at tungen skulle holdes lige i munden.

Problemstillingen var kompliceret og overdynget af tekniske termer. Der var mange rapporter, der skulle læses igennem og mange kilder, der skulle ringes til. Derudover var det nogle tunge drenge, som problematikken omhandlede, så det gjaldt om at have fakta i orden. »Jeg krydstjekkede alt flere gange, for jeg var så bange for, at jeg vil skrive noget faktuelt forkert. Og det var altså firmaer i millionklassen, hvis omdømme jeg var inde at kradse i. Så jeg brugte sindsygt lang tid på at undersøge, at alt var hundrede procent i orden,« siger Sven Johannesen.

Og ud af den ene historie udsprang der flere. Det viste sig, at Miljøstyrelsen også havde været inde over sagen. De havde godkendt, at giften skulle sejles fra den ene side af jorden til den anden. Dog kun på den betingelse, at sporingsudstyret på skibene var af sådan en standard, at hvis de forliste, så ville man uden problemer kunne finde frem til dem.

Da Sven Johannesen undersøgte sporingsudstyret nærmere, viste det sig blandt andet, at udstyret kun kunne tåle at være under vand i 30 minutter. En oplysning, der satte endnu flere problematikker i spil. Og gjorde historien endnu stærkere. Der var til sidst så mange bolde i luften, som gjorde selve struktureringen af artiklen til en udfordring.

»Det var en sag med mange sider, hvis problemstillinger jeg gerne ville behandle på en nuanceret måde. Så rent formmæssigt og fortællermæssigt var den også svær at skrive«.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

For alle journalister in spe er målet uomtvisteligt at få sin byline på den artikel, som alle de store aviser gerne vil købe. Men der kan være lang vej til målet, når man er en uerfaren og usikker studerende. For hvornår er den artikel, man har skrevet, god nok til at møde omverdenens kritiske blik?

Sven Johannesen, som nu er praktikant på Information, gjorde drøm til virkelighed, da han efter 1. modul på Journalistik, i oktober 2010, solgte sin artikel ”Ikke på min halvkugle” til Weekendavisen. En artikel, som spredte ringe i vandet, da historien både blev taget op i radioavisen på P1 og videreført i kampagneform på Ekstra Bladet.

Foto til højre: Sven Johannessen, dybt begravet i en masse officielle papirer og artikler for at få sin historie om det giftige australske affald i hus.

Ung og usikker Men artiklen blev færdig til deadline, og den 8. oktober 2010 blev den bragt i Weekendavisen. Sven Johannesen gik den efterfølgende uge med hjertet oppe i halsen og ventede hvert et øjeblik på et opkald, der gav ham dødsstødet som journalist. Nemlig at det kom frem, at alt hvad han havde skrevet var faktuelt forkert. Irrationelle tanker der kun var baseret på usikkerhed. Det skete selvfølgelig ikke. Og skibene med det giftige affald ankom aldrig til Nyborg. Om det var Sven Johannesens historie eller Ekstra Bladets opfølgning, der gjorde, at Kommunekemi mistede ordren, må stå hen i det uvisse. Men Sven Johannesen fik sat sit fodspor på den medieplatform, hvor de utrænede fødder kan have svært ved at rodfæste sig. »Med fare for at lyde som en anden coach, så er mit største råd; klø på og lad vær med at lade dig slå ud.

Hvis man synes, at man har fat i en god historie, så skal man ikke lade sig skræmme af, at man ikke har noget erfaring. Selvom redaktørerne ikke reagerer med det samme, er det ikke ensbetydende med, at du nødvendigvis har en dårlig historie, men et udtryk for, at de har travlt. Tænk på det,« slutter Sven Johannesen.

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Sektion 03 Vores Verden

25

Anni Nikogosian, anninik@ruc.dk & Malene Smedegaard Ørsted, masmoe@ruc.dk

Prácticas en la Ciudad de México Politiken, Berlingske Tidende eller Information? Mange journaliststuderende tænker først på de store dagblade, når de skal søge en praktikplads. Men hvordan lyder en radiostation i Mexico City for dig? Mira Kellermann begav sig ud i verden efter et år i praktik på DR. »Den første dag, jeg mødte på radioen, var der en journalist, der forhastet var stoppet. Så jeg skulle overtage et radioprogram om mexicansk naturmedicin,« siger Mira Kellermann, der dengang var journaliststuderende ved Journalisthøjskolen i Aarhus.

Sproglige udfordringer Naturmedicin ligger langt fra det stofområde, Mira Kellermann kendte til fra Danmark. Samtidig skulle hun formidle det ud til de mexicanske borgere – på spansk. I begyndelsen vidste hun knap nok, hvad de forskellige urter hed. »Det er klart, at da jeg ikke kunne flydende spansk, var jeg ude, hvor jeg knap nok kunne bunde til at starte

med. Det er svært at lave et professionelt produkt, når sproget er problematisk, men det blev hurtigt bedre,« siger Mira Kellermann.

Studerende, der vælger at tage praktik i udlandet, skal dog være opmærksomme på, at sproget kan være en hindring. »Det er i sig selv krævende og udfordrende at lære vinkling og alle de andre delelementer i det journalistiske håndværk. Skal man så yderligere lære det på et andet sprog, kompliceres indlæringen,« siger tidligere praktikvejleder på journalistuddannelsen ved Roskilde Universitet, Hanne Dam. Man skal derfor være realistisk omkring sine egne sproglige forudsætninger for at tage af sted. Det er ofte manglende sprogkundskaber, der skaber den største skepsis, når Hanne Dam skal give anbefalinger til de studerende.

De fleste bliver hjemme På journalistuddannelserne i Danmark er det ikke mange studerende, der

Du kan også drage ud i verden, når du skal i praktik. Sproget behøver ikke nødvendigvis at være en forhindring. Det var det ikke for Mira Kellermann, der valgte at drage vestpå for at lave radio – på spansk

vælger at tage i praktik i udlandet. »Vi har lidt forskellig erfaring, men det gennemgående er, at de studerende ikke synes, de lærer det samme i udlandet som herhjemme,« siger Hanne Dam og fortæller, at udover det ofte lavere faglige niveau, er udlandspraktikken for det mest ulønnet.

På Journalisthøjskolen opfordres de studerende heller ikke til at tage deres praktik i udlandet. Mira Kellermann har i hvert fald ikke fået information om muligheden for udlandspraktik på studiet. Det var hendes ihærdige rejselyst, der resulterede i, at hun havnede på en radiostation i Mexico City.

Skrækhistorier eller succes På trods af, at der kan være en anderledes kulturel praksis i udlandet, anbefaler Mira Kellermann alligevel, at de studerende tager på praktik i udlandet. »Vi kender alle skrækhistorierne om praktikanter, der bare skal være stikirenddreng og hente kaffe. Når man tager til udlandet, løber man den risiko,

da der ikke er de samme regler for praktikanter som i Danmark. Men jeg var så bare rigtig heldig, og det var et rigtigt fedt halvt år,« siger Mira Kellermann. I hendes situation endte radioprogrammet med at blive en større succes, end det havde været tidligere.

Hvis man ligesom Mira Kellermann vil prøve noget alternativt, anbefaler Hanne Dam, at man tager udlandspraktikken i de sidste seks måneder af praktikken, da det er mere hensigtsmæssigt end at skulle tilbage til Danmark og søge praktikplads efterfølgende.

Besøg www.journalisteripraktik.dk for alle krav eller mere information.

26

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Mira Kellermann

Lars Werge, næstformand i DJ Medier og Kommunikation, law@journalistforbundet.dk

DJ udreder bijob-forvirring i efteråret 2011, vide, hvad der skal til for at være dækket ind i forhold til fremtidens udfordringer. Så et godt råd må i det mindste være ikke at begrænse sig og satse på en enkelt hest undervejs i jeres uddannelse. Alligevel skal I holde tungen lige i munden, hvis I har planer om at bevæge jer ud på eller allerede er på arbejdsmarkedet under studietiden.

Bijob-reglen Ifølge Dansk Journalistforbunds regler må man for eksempel ikke have bijob.

Ved bijob forstås, at har et medlem fuldtidsarbejde, så må medlemmet ikke tage arbejde ved siden af dette – og med fuldtidsjob menes også, at medlemmet er studerende på en fuldtidsuddannelse.

Den seneste afpudsning af bijob-reglen i DJ’s forbundslove blev lavet i 2003.

Op til delegeretmøde i DJ i foråret 2011 kom de studerende på banen med forslag til at lave om på bijobreglen.

Der er også andre interessenter i diskussionen om bijob - tillidsfolkene og freelancerne.

Tillidsfolkene repræsenterer de fastansatte journalister og mediearbejdere på radio, tv, magasinpressen og dagbladene. De har en interesse i området, fordi bijobberi, der sælges for billigt, kan undergrave de fastansattes løn- og arbejdsvilkår på længere sigt.

Og freelancerne, der i DJ er organiseret i Freelance-gruppen, er også naturlige interessenter i det politiske spil i denne sammenhæng, fordi bijobberiet, hvis det udføres af studerende, ’stjæler’ arbejde fra freelancerne.

Arbejdsgruppe om bijobberi Alle disse parter gav sig derfor naturligvis til kende i forløbet op til delegeretmødet i foråret. Det blev besluttet, at DJ nedsætter en arbejdsgruppe, som skal forberede et forslag til næste delegeretmøde i 2013. Så indtil da kan man sige, at bijob-reglen lever og har det, som den hele tiden har haft det.

Hvilket vil sige, at den ikke bliver overtrådt. DJ’s politiske ledelse, som er forbundets hovedbestyrelse, har ikke fået en eneste anmeldelse af overtrædelse af

bijobreglen i de seneste år. Det indikerer selvfølgelig, at der ikke bijobbes, hvilket nok ikke er helt dækkende for situationen – heller ikke for de studerende.

Men de studerende på de tre uddannelsessteder har også markeret, at de ønsker en opblødning af reglerne, fordi de ønsker at åbne muligheden for at lave studierelevant arbejde.

Det kendes jo fra mange andre uddannelser, og det ønske er også taget med i arbejdsgruppen, som jeg står i spidsen for.

DJ har naturligvis et hensyn at tage over for de nævnte grupper – tillidsfolkene og freelancerne – men vi har bestemt også stor vilje til at lytte til de studerende, som vi gennem mange år har haft et rigtig godt og udbytterigt samarbejde med. DJ-Stud, som er fællesorganet for de tre studerende-organisationer, har dygtige repræsentanter, som øver stor indflydelse på det politiske arbejde i DJ. I stedet for at ekskludere disse medlemmer, vil vi langt hellere i fællesskab udvikle vores politik på området, til gavn og glæde for alle DJ’s medlemmer.

Mira Kellermann er i fuld sving med at interviewe, mens hun er i praktik på en mexicansk radiostation.

Krav for at tage på udlandspraktik

t Der skal være et

journalistisk miljø på praktikstedet.

t Stedet skal være

indforstået med at inddrage dig i det daglige arbejde og give dig mulighed for selvstændigt at producere journalistik.

t Stedet skal være

fuldt orienteret om din uddannelse, din øvrige baggrund og dine forventninger til forløbet.

t Der skal være

de nødvendige arbejdsredskaber til rådighed.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Der er stor forvirring om, hvad man som journaliststuderende kan tage, og hvad man ikke kan tage af arbejde ved siden af studierne. Tidligere var forvirringen mindre, men i dag er den komplet. DJ har nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal finde ud af, hvad der er op og ned i hele bijob-sagaen.

Da jeg blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole i 1991, var det noget nemmere at definere, hvad det vil sige at være journalist: Enten skulle du skrive til aviser, blade og magasiner, eller også skulle du lave tv eller radio. Journalistikken blev defineret ganske smalt.

I dag er virkeligheden vendt på hovedet: Der findes oceaner af platforme, og ingen tør vel i dag forudsige, hvad det næste nye bliver, og hvilken indvirkning, det må få på danskernes – og journalisternes – mediedagligdag. Der findes også en helt anden tilgang til, hvad man kan arbejde med, når man er blevet uddannet journalist. Det er de færreste, der får arbejde i dagspressen, mens mange flere ser ud til at arbejde med kommunikation i private og offentlige virksomheder.

Med andre ord kan man ikke, her

Dansk Journalistforbunds regler lukker mulighed for at bijobbe som studerende. Men ingen bør frygte at blive smidt ud af fællesskabet – DJ er i færd med at undersøge området for at fastlægge nye regler og rammer i overensstemmelse med tidens krav

27

Lise Schmidt Søgaard, liscso@ruc.dk

Journaliststuderende sælger sig selv for CV-guld Jobbankerne bugner af annoncer fra medier og kommunikationsbureauer, der søger ”ulønnet praktikant på fuld tid” – til gengæld for et gyldent stempel i CV’et. DJ Stud advarer de journaliststuderende mod at sælge ud, men tendensen vil fortsætte, mener uddannelsesforsker »Du vil få faste ansvarsområder, men samtidig siger vi heller ikke nej, når du får lyst til at fordybe dig i det store portrætinterview eller jagte den kritiske historie.« »Vi forventer, at du arbejder fuld tid, men vi kan desværre ikke tilbyde dig løn.« Sætninger som disse kan læses ud af praktikannoncer fra medier som DR, Where2Go og Soundvenue i Københavns Universitets og Roskilde Universitets jobbanker. Medierne søger journalistiske universitetspraktikanter, der kan det journalistiske håndværk og har lyst til at bruge det.

Medierne tilbyder erfaring med idéudvikling, research, interviewteknik og redaktionsmøder; traditionelle journalistiske arbejdsområder - praktikanten skal bare arbejde gratis.

Det lyder som et ganske fristende tilbud for den skoletrætte studerende på Roskilde Universitet, der gerne vil opgradere sit CV før Store Match Dag. Men den ulønnede praktik virker konkurrenceforvridende, mener generalsekretær for de journaliststuderendes fagforbund, DJ Stud, Agnete Wismer:

»Der er allerede en lønnet praktikordning for de journaliststuderende, som er en del af deres uddannelse.

Vi opfordrer vores medlemmer til ikke at tage ulønnet praktik. Selv om det ’bare’ er praktik, så leverer praktikanten altid en ydelse, som arbejdsgiveren har glæde af. Og når vi står og har mangel på praktikpladser, så synes jeg, at dem, der udbyder ulønnet praktik, skulle tage og lave dem om til ’rigtige’ praktikpladser,« siger hun.

Men den holdning svarer ikke til virkeligheden, mener uddannelsesforsker ved Aalborg Universitet, Palle Rasmussen: »Journalistik er blevet et meget mere sammensat arbejdsområde, end det var for bare ti år siden. Der er fx mange overlap i forhold til Public Relations og kommunikation. Det ville jo være godt, hvis vi bare uddannede os til ét bestemt håndværk og så kunne få dét job, men sådan ser virkeligheden bare ikke ud.« Naturlig udvikling Palle Rasmussen peger på, at tanken om at stå på et arbejdsmarked i forandring kan få mange studerende til at

’helgardere’ sig med erhvervserfaring – også selvom de må arbejde gratis og stresse ved siden af studierne: »Det er en naturlig udvikling, fordi der mangler nogle mekanismer, som bygger bro mellem universitetet og arbejdsmarkedet. Den ulønnede praktik er en valgmuliglighed, de universitetsstuderende i højere grad benytter sig af for at blive bedre forberedt til at stå på et usikkert arbejdsmarked.« Han fremhæver desuden, at SUsystemet lægger op til, at man benytter sig af muligheden for ekstra praktik: »Det kan godt være, man siger, at de studerende arbejder gratis. Men de sulter jo ikke, så længe de stadig får deres SU,« siger Palle Rasmussen.

Det gyldne netværk Et af de medier, som ofte søger ulønnede praktikanter til at lave journalistisk arbejde og research på blandt andet radioproduktioner, er Danmarks Radio.

Redaktionschef på DR Nyheder, Judith Skriver, afviser, at ulønnet praktik kan være en direkte adgangsbillet til at få drømmepraktikpladsen på

Store Match Dag, men fremhæver netværksfunktionen af den ulønnede praktik: »Selvfølgelig gør det en forskel, at praktikanten er et kendt ansigt herinde. Når jeg står i en ansættelsessituation med to kandidater, der på papiret har de samme kvalifikationer, og den ene har været i ulønnet praktik, er det klart at han har en lille ekstra fordel i, at jeg ved, hvad vedkommende kan,« siger hun.

Hos DJ Stud anerkender man mediebranchens krav om et godt netværk, men afviser at ulønnet praktik er den rigtige måde at få det. Agnete Wismer foreslår i stedet andre veje: »Jeg forstår sagtens, at man som studerende gør, hvad man kan for at få et godt job, når man er færdig. Men det er en glidebane, når ulønnede praktikanter tager ’brødet’ fra de uddannede og udfører deres arbejde.

Man behøver ikke knokle gratis for at få et flot CV – man kan fx skrive for et studieblad eller tage del i andre aktiviteter, der er tilknyttet studiet. Det kommer de også til at lægge mærke til ude hos medierne,« slutter Agnete Wismer.

28

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Praktikanten Thomas Skov Gaardsvig på Anders Lund Madsens "Det Nye Talkshow" fik i hvertfald 'foden indenfor'. Kreditering: DR/Scanpix

Kathrine Albrechtsen, kahual@ruc.dk

»De må have masser af sex – bare ikke indgå ægteskab« I Åbent hus ugen tilbyder nogle medier interesserede journaliststuderende en forsamtale. Trods muligheden for at se kommende praktikanter an, tøver de største mediehuse stadig

Journaliststuderende elsker og frygter Åbent hus ugen. Muligheden for at gøre kur til sit drømme-praktiksted står åben, men risikoen for at blive overset, gør munden tør og håndfladerne klamme.

Forsamtaler i Åbent hus ugen giver mulighed for både at blive set og hørt, men hverken Berlingske, Børsen og Politiken gør brug af det. Men som praktikansvarlig på Berlingske Elisabeth Haslund påpeger, så rykker grænserne sig hele tiden i ansættelsesforløbet. »Tidligere modtog Berlingske ikke visitkort og læste hjemmesider. Men da de andre medier begyndte på det, fulgte Berlingske med. Og hvis forsamtaler begynder at blive den måde, man gør det på, så kan jeg ikke afvise, at vi ikke også følger trop,« siger Elisabeth Haslund.

Balancegangen ved forsamtaler finder Elisabeth Haslund svær, for kan forsamtalen ikke hurtigt skride og blive en egentlig jobsamtale.

Men som Pia Færing praktikvejleder på Journalisthøjskolen og sekretær i Praktikudvalget så illustrativt forklarer det. »De må have masser af sex, men bare ikke indgå ægteskab.« Praktikudvalget koordinerer Store Match Dag og har for nylig sendt præciserende regler ud om forsamtaler, der understreger, at man kan have individuelle samtaler, men man ikke må lave aftaler. Pia Færing ved godt, at man ikke kan kontrollere, hvad der bliver aftalt mellem praktikstedet og den kommende praktikant. »Men det er sund fornuft og ordentlig moral, som skal styre de samtaler,« siger hun.

indføre forsamtaler, så ville det kræve et helt andet system,« mener Christian Lindhardt. Åbent hus ugen skulle vare længere for at give mulighed for, at alle kunne komme til samtale hos alle.

Han mener, at det ville være et enormt tungt arbejde, som Politiken ikke har nogen planer om. »Vi synes, at vi har et velfungerende system, hvor vi får nogle sindssygt dygtige praktikanter. Derfor ser vi ingen grund til at lave et andet og tungere system,« siger Christian Lindhardt. Børsen har heller ingen planer om forsamtaler. »Det er helt bevidst,« siger praktikansvarlig på Børsen Jens Nymark.

Han synes, at Åbent hus ugen er et perfekt tilbud for de interesserede. »Her har den studerende en god mulighed for at sætte sig ind i, om Børsen er noget, de har lyst til,« siger Jens Nymark. Han mener, at det er på et tåbeligt grundlag, at man holder samtaler så tidligt i forløbet. »De studerende er jo til Åbent hus flere forskellige steder i løbet af ugen.

Så er det altså meget mere givende

at læse en målrettet ansøgning,« siger Jens Nymark.

Jeg forstår ikke, at de andre ikke bruger det Miki Mistrati, som er praktikansvarlig på Ekstra Bladet, benytter flittigt forsamtaler i Åbent hus ugen. Han har typisk 25-30 samtaler på tre dage. »Jeg synes, at forsamtaler er et godt system, og jeg forstår ikke, at de andre ikke bruger det,« siger Miki Mistrati.

Han mener, at det giver praktikstedet mulighed for at lære en ansøger at kende som Miki Mistrati ikke mener, der er tid til på selve dagen. »Det er vigtigt, at jeg har mødt de mennesker, som søger Ekstra Bladet, inden Store Match Dag. For jeg mener ikke, at ansøgningen giver et reelt billede af personen,« siger Miki Mistrati.

Under tidspres Politiken, Berlingske og Børsen ikke enige i, at forsamtaler er nødvendige.

De bruger meget tid på at læse hjemmesider og ansøgninger inden Store Match Dag. »Vi forbereder os grundigt op til dagen og har folk til samtale, inden de underskriver kontrakten. Så beslutningerne om ansættelse bliver truffet på et kvalificeret grundlag,« siger Christian Lindhardt, Politiken.

Men der er et tidspres på Store Match Dag, som presser både de journaliststuderende og medierne til at handle hurtigt. »Der er ikke tid til at snakke med folk på dagen. Det er dybest set at tage en chance, men det har vi indtil nu gjort med held,« siger Jens Nymark fra Børsen.

Berlingskes praktikansvarlige Elisabeth Haslund tager ikke chancer. »Jeg ved godt, at nogle medier ringer til folk og stikker dem en kontrakt i hånden med det samme. Det gør vi ikke. Vi holder reelle samtaler, hvor vi forsøger at danne os et billede af personen. Men der er ikke meget tid til hver person.«

Ville kræve et nyt system Fordelen ved forsamtaler er ikke svær at finde, mener Elisabeth Haslund. »Hvis Berlingske holdte forsamtaler med alle ansøgere, kunne vi selvfølgelig træffe mere velovervejede valg til Store Match Dag, men det ville kræve ufatteligt mange ressourcer, hvis alle interesserede skulle kunne komme til samtale.« Christian Lindhardt praktikansvarlig på Politiken gør heller ikke brug af forsamtaler. »Vi synes, at det er imod ånden i et system, som vi egentlig synes er velfungerende. Hvis Politiken skulle

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

Der bliver ikke lavet nogen forhåndsaftaler til Åbent hus dagene.

29

Keyvan Bamdej, kbamdej@ruc.dk

Top 10 journalistperler 01

Vi har på redaktionen samlet de allerbedste film, vi mener, en diehard journalist skal og bør se

Citizen Kane (1941) Klassikeren over alle klassikere. Citizen Kane, der i Danmark tilbage under 2. Verdenskrig blev markedsført som ’Den Store Mand’, er instrueret af Orson Welles, der også spiller hovedrollen som aviskongen Charles Foster Kane. Den handler om en gruppe journalister, der forsøger at tyde de sidste ord Kane udånder inden han dør – nemlig ”Rosebud”. Historien bliver fortalt via en serie af flashbacks af Kanes liv. Fortællingen er højspændt hele vejen igennem filmen, da meningen med Kanes sidste ord, som journalisterne prøver at opklare, først afsløres i filmens slutbillede.

02

All the President’s Men (1976) En must-see film for alle med interesse i historie, politik og journalistik. Robert Redford og Dustin Hoffman spiller reporterduoen Woodward og Bernstein, der i tiden op til det amerikanske valg i 1972 lidt tilfældigt kommer på sporet af en forbindelse mellem et indbrud i Demokraternes hovedkvarter og Det Hvide Hus, hvor republikanerne regerer. Mens de to reportere graver sig dybere ind i historien, viser det sig, at ledetrådene forgrener sig stadigt højere oppe i det politiske system. Efterhånden bliver journalisternes viden farlig – også for dem selv. Sagen, som senere er blevet kendt under navnet Watergate-skandalen, fik enorme konsekvenser for amerikansk toppolitik, og som resultat kom til at koste den daværende præsident Richard Nixon sit embede.

Copyright: Warner Bros. Entertainment, Inc.

04 05

30

Korrespondenten (2004) Den danske dokumentar handler om korrespondenten Lasse Ellegaard, der er en veteran i dansk journalistik og seniorkorrespondent for Morgenavisen JyllandsPosten. I efteråret 2003 kører han i bil gennem fem lande i Mellemøsten for at beskrive de kristne mindretals situation efter terrorangrebet 11. september. »Korrespondenten er en dokumentarisk road-movie om Mellemøstens dybt komplicerede problemstillinger,« skriver DFI på deres hjemmeside.

Killing Fields (1984) The Killing Fields er en sand historie om forholdet mellem en amerikansk reporter Sydnet Schanberg fra New York Times, og hans cambodjanske fotograf og tolk Dith Pran. Den lokale repræsentant Dith Pran finder sig selv fanget i tyrannen Pol Pots koldblodige udrensningskampagne, der, når regnskabet efter den cambodjanske borgerkrig (1970-1975) skulle gøres op, kom til at koste to millioner ”uønskede” civile livet. Som en sammentømret enhed i det krigshuserede land, og med De Røde Khmerer på konstant jagt efter sig, lykkes det trods alt makkerparret at dække nogle af krigens mange tragedier.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

03

Præsidentens mænd (West Wing) (1999-2006) Den multiprisvindende amerikanske dramasucces West Wing er en højst anbefalelsesværdig serie. Den er højst realistisk og ofte refereret til af såvel politikere som journalister herhjemme som i udlandet. Den handler om præsident Josiah ”Jet” Bartlet (Martin Sheen) og hans nærmeste medarbejdere i Det Hvide Hus’ vestfløj – heraf navnet the West Wing. Den går tæt på og skildrer det daglige, politiske arbejde, der varetages af staben – lige fra præsidentens nærmeste rådgivere til taleskriverne og pressesekretæren. Præsidentens privatliv med præsidentfruen og parrets tre døtre er også ofte en del af seriens handling.

06

The Insider (1999) Den syvdobbelt Academy Award nominerede spændingsdrama The Insider er en absolut must-see-movie for filmfreaks i alle aldre. Filmen handler om Jeffrey Wigand (Russel Crowe), der bliver fyret som vicedirektør i et stort amerikansk tobaksfirma.

Lowell Bergman (Al Pacino) fra det berømte nyhedsprogram ’60 Minutes’ opsøger Wigand for at få ham til at fortælle om tobaksindustriens beskidte metoder. En sådan afsløring vil være en bombe under tobaksindustrien.

07

Frost/Nixon (2008) En dramatisk genfortælling af en række interviews den britiske talkshow-vært David Frost lavede i slipstrømmen på Watergate-skandalen (1972-1975) med den forhenværende præsident Richard Nixon. Interviewene mellem den jetset indstillede tv-personlighed Frost og den vanærede præsident Nixon, der havde en arv at gemme på, udmøntede sig i et historisk møde. Her blev Nixon konfronteret med spørgsmål om Watergate-skandalen - som han ellers efter sit tab af formandskab i tre år havde været tavs omkring.

Copyright: Universal Pictures

09 10

Control Room (2004) Control Room er en dokumentarfilm, der giver et sjældent indblik i den mellemøstlige verdens opfattelse af Irak-krigen. En radikal anderledes vinkel på krigen, som Bush-administrationen helst vil lukke øjnene for. Filmen er naturligvis præget af, at det er den store arabiske nyhedsbureau Al Jazeera’s dækning, vi følger.

Shattered glas (2003) Shattered glas er en spændende og sandfærdig historie om en ung journalist og forfatter ved navn Stephen Glass, der i hans 20’ere stiger til rivende højder. Men pludselig kommer han i unåde, da det bliver konstateret, at han i en længerevarende periode har begået den journalistiske dødstraf nummer et – nemlig at have konstrueret over halvdelen af hans artikler. Det er en moraliserende film, der illustrerer, hvor galt det kan gå, hvis man skyder genveje til berømmelse med opdigtede kilder, citater og endda hele historier.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 01 Oktober 2011

08

Good Night, and Good Luck (2005) I begyndelsen af 1950’ernes USA er Edward R. Murrow (David Strathairn) en af landets fremmeste tv-journalister med sit eget talkshow ’See It Now’. Samtidig raser jagten på kommunister, som er anført af senator Joseph McCarthy. Et af ofrene er piloten Milo, der bliver fyret alene på grund af en mistanke. Edward vælger at tage sagen op og påkalder sig dermed McChartys vrede. Tv-manden er imidlertid en hård modstander. Den Oscar-norminerede film, der er instrueret af George Clooney, er desuden optaget i sort/hvid og bliver suppleret med arkivoptagelse fra senator Joseph McChartys autentiske høringer.

31