Metier_04

Stress er ikke for journalister

De gode SU-dage er ovre

Inspirationskilden: »Det gælder om at finde modet frem i sig selv«

Ugandas journalister i kamp mod korruption

Metier guider: Sådan bliver du en vigtig del af den kreative klasse

Projekter ud af begge ører

Fokus: Kreativitet som levebrød

Issue No. 04 Forår 2013 Fokus Panorama Vores Verden

METIER

RUCJOURNALISTERNES MAGASIN

Leder Er du kreativ nok?

Det er in at være kreativ. Buzzwords som innovativ nytænkning, kreativ idéudvikling og evnen til at sprænge rammer og bryde rutinen flyver rundt på redaktionsgangene. For journalister har det længe været en del af jobbet at være kreativ på kommando. Finde på de gode ideer og skabe historier ud af ingenting. Men nu er det ikke kun journalister, der skal sætte blus på deres brainstorm. I de fleste brancher er kreativitet efterhånden en disciplin, man skal beherske for at være med helt forrest. Jobbeskrivelserne flyder over af ønsket om kreativt tænkende medarbejdere, og dem, der mestrer magien, bliver ophøjet til stjerner.

Men kan man overhovedet lære at være kreativ, og kan man blive ved med at være det, hvis det bliver forventet, at man spytter gode ideer ud non-stop?

I dette nummer af Metier sætter vi kravet om kreativitet under lup. Omdrejningspunktet for sektionen Fokus er kreativitet som levebrød, hvor vi undersøger, hvordan man kan leve af at være kreativ.

Her kan du blandt andet møde idémaskinen Palle Steffensen og tage med til Argentina, hvor kreativitet hjælper psykisk syge tilbage til livet.

Du kan også få et kig ind i et værksted i Aarhus, hvor helt almindelige mennesker kan lære at skrue op for kreativiteten.

I Panorama bringer vi verden tættere på. Læs historien om marokkanske Aziz, der har arbejdet sig op gennem Europa uden papirer, og bliv klogere på SU-systemet og den nye reform.

I Vores Verden kan du læse om nogle af de emner, der optager os som studerende og fremtidige journalister. Vi stiller skarpt på stress i branchen, mens to praktikanter på regionale tv-stationer fortæller om deres erfaringer fra det virkelige liv. Som noget nyt har vi desuden startet en serie af portrætter, som i hvert nummer af Metier vil bringe os lidt tættere på en inspirerende journalist. Denne gang har vi snakket med freelancejournalist Tommy Heisz.

Rigtig god læselyst!

På vegne af redaktionen, Lise Højer & Kicki Thomsen

Kolofon Skribenter Anna Christensen Anna Hjortsø Anne Kidmose Jensen Anne Mette Steen-Andersen Cecilie Agertoft Charlotte Holm Pedersen Didier Larsen Ellen Elsnab Kathrine Meyer Kicki Thomsen Linea Kornum Rask Lise Højer Michala Førrisdahl Nathan Nanna Rævskær Dahl Nielsen Nicoline Siebken Skandov Metier er trykt på Munken Print Cream 100 gm2, sposoreret af Arctic Paper.

Adresse Metier Roskilde Universitet Bygning 40.3 Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT) Universitetsvej 1 Postboks 260 4000 Roskilde Grafiker Nana Sø Trykkeri Prinfoparitas Oplag 1000 eksemplarer Metier udkommer 2 gange årligt.

Find os på Facebook www.facebook.com/rucmetier

Fokus: Kreativitet som levebrød

Side

04 Anna Christensen

Projekter ud af begge ører

Side

06 Ellen Elsnab

Kreativitet og rastløshed i evig kamp

Side

06 Kathrine Meyer

Psykisk syge argentinere sætter farve på tilværelsen

Side

08 Cecilie Agertoft og Nicoline Siebken Skandov

Filmskole – realistens arbejdsværelse eller kunstneres legeplads?

Side

10 Anne Mette Steen-Andersen

Skyder regeringen forbi mål ved at satse på kreativitet?

Side

11 Anne Kidmose Jensen

Metier guider: Sådan bliver du en vigtig del af den kreative klasse

Projekter ud af begge ører I hjertet af Aarhus ligger Idébutikken. Det er en kreativ legeplads, der er åben for alle. Både for dem med idéerne og dem med lysten til at udfolde dem. Daniel Walsh er sjælen bag stedet Anna Christensen, annachr@ruc.dk

»De fleste kontorfællesskaber er samlet omkring en bestemt profession. Her er alle velkomne, og det skaber netværk på tværs af erfaringer og interesser. Det koster kun 100 kroner om måneden, og så kan man få al den kaffe, man kan drikke, og alt det net man kan trække.« - Daniel Walsh, kaospilot og daglig leder af Idébutikken

Kreativ legeplads Idebutikken er et kontorfællesskab og en kreativ legeplads, der har eksisteret siden sommeren 2012. Lokalerne er stillet til rådighed af Folkeoplysningen Aarhus, og det var også dem, der tog Daniel Walsh på ordet, da han foreslog konceptet Idébutikken

4

som foredragsholder til et bestyrelsesmøde. »De fleste kontorfællesskaber er samlet omkring en bestemt profession. Her er alle velkomne, og det skaber netværk på tværs af erfaringer og interesser. Det koster kun 100 kroner om måneden, og så kan man få al den kaffe man kan drikke, og alt det net man kan trække,« forklarer Daniel Walsh, der med de lange vokaler understreger, hvor i landet vi er. Daniel Walsh er uddannet kaospilot og læser nu oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet. Ud over at fungere som daglig leder af Idébutikken har han også sin egen virksomhed, Nok Snak, hvor han er projektkonsulent. »Idébutikken er skabt, fordi jeg så et behov for et sted, hvor man kunne komme og sidde og arbejde med sine idéer og dele dem med andre. Jeg har set så mange idéer ikke blive til noget.

Og derfor forsøger jeg i kraft af Idébutikken at være den implementeringsdel, der gør afstanden mellem idé og handling kortere. For at udvikle sine idéer kræver det, at man siger dem højt. Og siger du dem højt, får du automatisk et ansvar over for dem,« fortæller Daniel Walsh og tager en slurk af sin sorte kaffe. Idébutikken er åben for alle. Man kan enten komme ind fra gaden og få en snak med Daniel Walsh om en idé man har, møde andre der har idéer til projekter eller tage sine bøger med fra studiet og bruge stedet som læsesal. »Altså jeg pisser jo meget regnbuer som person og har projekter ud af begge ører. I mit hoved er ting simple. Alt kan lade sig gøre. Jeg ser ikke særlig mange forhindringer derude.« Danmark som et uland Innovation og kreativitet er ifølge fremtidsforsker og forfatter til bogen ”Creative Man”, Klaus Mogensen, noget af det vigtigste at investere i. Især hvis Danmark skal have nogen som helst konkurrencefordele i fremtiden på det globale marked. Ifølge ham vil Danmark i værste fald ende som et uland, hvis man ikke bliver i stand til at tænke nyt. »Hvis vi ikke satser på kreativitet

og innovation, så ender det med, at vi får en stigende arbejdsløshed, fordi de ikkekreative fag bliver automatiserede. Og det kommer til at gå ud over vores eksport, fordi vi ikke har nogle produkter, vi producerer, som er tilstrækkeligt innovative til, at der er nogen som helst, der er interesseret i dem. Det kommer til at betyde, at vi ender som et uland,« siger Klaus Mogensen.

For 100 år siden var to tredjedele af Danmarks befolkning ansat i landbrug og fiskeri. Disse erhverv er løbende blevet automatiserede, og servicejobbene lider i dag langsomt samme skæbne. Derfor er det ifølge Klaus Mogensen nogle helt bestemte områder, danskerne skal dygtiggøre sig indenfor, for at have arbejde i fremtiden. »Skal vi have arbejde i Danmark i fremtiden, så bliver det inden for kreativitet og innovation i bred forstand. Og også inden for kommunikation, underholdning, design og forskning,« forklarer han.

Arbejdspladser gennem samarbejde Et sted som Idébutikken i Aarhus er ifølge fremtidsforsker Klaus Mogensen derfor det helt rigtige, hvis man vil skabe arbejdspladser i Danmark i dag og i fremtiden. »Vi får computere og robotter, der kan løse flere og flere opgaver. Men lige præcis kreative opgaver er ikke noget, computere er særligt gode til, så alene af den grund bliver flere nødt til at arbejde med kreativitet, hvis de vil have et job i fremtiden,« understreger han. Kreativitet og nye ideer er ikke noget, man kan tænke sig til alene, det kræver i stedet sparring med andre og afprøvning af idéer. »Den der gamle idé med den enlige opfinder, der sidder i sit laboratorium ude i garagen og skaber den nye store opfindelse, det holder jo ikke rigtigt. Man laver kreativitet i netværk og i dialog mellem dem, der har idéerne og dem, der skal udvikle idéerne og dem, der skal kommercialisere idéerne,« siger Klaus Mogensen.

»I mit hoved er ting simple. Alt kan lade sig gøre. Jeg ser ikke særlig mange forhindringer derude.« - Daniel Walsh, kaospilot og daglig leder af Idébutikken Egen virksomhed Tilbage i Idébutikken er to unge mænd rykket over til en klassisk folkeskoletavle, hvor de ved hjælp af lineal og kridt tegner hvide og røde firkanter. De skiftevis tegner på tavlen og læner sig ned over den lille skærm på den bærbare computer.

Róbert Jónsson, der har sin egen nystartede it-virksomhed, tager sine briller af. »Vi er i gang med at skabe en visuel idékasse til virksomheder. Helt ærligt kommer jeg her, fordi det er billigt,« fortæller han ivrigt. Men idébutikken giver dem også en idéudveksling, de ikke får andre steder. »It-personer er nogle særlige typer,« siger Róbert Jónsson med et smil, »her kan vi få gode idéer ved at tale med folk, der ikke ser verden på samme måde som os. Som ny selvstændig iværksætter har man ikke så mange kollegaer, så det får man her. Det ligger i midten af Aarhus, og det er langt nemmere at holde forretningsmøder her, end hjemme i den toværelses,« siger han. Róbert Jónsson og hans samarbejdspartner rykker over til det høje skrivebord i råt træ og diskuterer videre. En ung kvinde kommer hoppende ind ad døren, og Daniel Walsh modtager hende med et kindkys. »Fik du pengene?« spørger han i en forventningsfuld tone. Han henter to friske kopper kaffe, og de sætter sig sammen ved skolebordet. I gang med endnu en samtale om endnu et projekt i Aarhus, som måske ender i en grøn gade, en koncert eller en ny virksomhed.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Væggene er beklædt med klare og skarpe farver, som var de kastet på med store penselstrøg. En mørkeblå streg strækker sig fra en stor grøn boble til en eksplosion af tynde sorte linjer. ’Alt er tilladt,’ står skrevet med kridt på en skoletavle, der samtidigt skaber læ for en ung mand med store, sorte hørebøffer, som sidder krumbøjet med øjnene dybt begravet i sin computerskærm. »Du må drikke den sort,« siger Daniel Walsh, mens han hælder kaffe fra den evigt bryggende kaffemaskine ned i to hvide plastikkopper. Han sætter forsigtigt de to varme kopper på et skolebord, hvis bordoverflade er ru og bulet af maling i lag på lag.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Róbert Jónsson og Jan Detlefsen arbejder her på et nyt it-værktøj til firmaet 4-Development. Foto: Anna Christensen

5

Kreativitet og rastløshed i evig kamp Palle Steffensen underviser andre i at blive kreative. Det er ikke særlig svært at være kreativ, men man skal sparke sig selv i røven for at komme i gang. Det kender han selv. Men med kreativiteten følger også en rastløshed, som gør det svært at holde fast i en idé, før der kommer en ny Ellen Elsnab, ede@ruc.dk

»Hvad er den dårligste idé?« spørger Palle Steffensen sig selv, mens han kigger ned i bordpladen med rynket pande, som om han ikke forstår det stillede spørgsmål. »Jeg kan sgu ikke komme på nogen, der er virkelig, virkelig dårlig«. Så ser han op. »Jo«.

Det var dengang, han var redaktionschef på et fredagsprogram, der hed Absolut fredag. Han ville egentlig slet ikke være redaktionschef, fordi han ikke troede på, at man kunne kombinere journalistik og underholdning fredag aften. »Selvom jeg prøvede at tale mig ud af det, lod jeg mig alligevel besnakke ind i det.« Han slår ud med armene. »Jeg tror, det er den fjerde eller femte største fredags-fiasko, der nogensinde har været i DR«. Han ser op med et smil. »Så det er ikke den værste«.

Senere fik Palle sit livs bedste idé: at starte sit eget kommunikationsbureau. Det er syv år siden, og han har det stadig i dag. Her hjælper

han især folk i mediebranchen med at blive mere kreative og få bedre idéer.

For kreativiteten og idéerne er en forudsætning, mener Palle. »Ellers bliver man jo bare træt, eller holder op, eller får stress, og så er der ikke noget, der er sjovt. Så har man ikke noget at glæde sig til,« siger han.

Tanke-starter Palle ligner mest af alt en, der er klar til kamp. Et benhårdt ydre med brede skuldre, et skaldet hoved og riller i panden. Hans levende ansigtsmimik giver en fornemmelse af, at der må være en masse tanker inde bag det kronragede hoved, der kører på fuld tryk. Han sidder i mødelokalet på det kontor, han deler med andre selvstændige. Fra en bunke af eksempler på gode idéer, Palle har samlet sammen, graver han Politikens IBYENtillæg frem. »For eksempel er der denne her«.

Han bladrer frem til en side med overskriften ’Hvad skal du i weekenden?’

Med den ene hånd lader han de sorte

»Jeg tror ikke, man behøver at være Mads Brügger og Mikael Bertelsen for at få idéer.« - Palle Steffensen

briller glide fra panden ned på næseryggen. Han skimter kort, hvem ugens kendisskribent er. »Så kan man sige – jeg er ikke 38 år, jeg er ikke sangerinde, og jeg skal ikke spille på plænen«. Han løfter blikket. »Men jeg synes, det er enormt interessant at vide, hvordan folk bruger deres weekend«. Brillerne ryger op i panden igen. »For så kan jeg selv tænke over: hvad fanden bruger jeg egentlig min egen weekend til?« spørger han sig selv og ser ud gennem mødelokalets glasvægge. Han kigger rundt i kontoret. »Er der nogen, der lever mere interessant end mig?« Han tænker, så revnerne i panden bliver endnu dybere. »Lever jeg for kedeligt? Lever jeg for konformt? Har jeg mere tryk på, end de har, dem, jeg tror, der har meget mere tryk på end mig?« spørger han. Artiklen er god, fordi den får ham til at stoppe op og tænke. »Og det er bare sådan en lille ting. At lave et enkelt zoom ind på én og sige – hvordan er dit liv?« Han læner sig tilbage i den røde stol. »Sådan nogle læser jeg altid. Dem glæder jeg mig decideret til at læse,« siger han.

Ikke en idémaskine Det handler egentlig ikke så meget om, hvorvidt man får idéer eller ej, men rettere at man bruger dem, man får. »Jeg ved ikke, om jeg er bedre end alle andre til at få idéer. Det tror jeg ikke.

Jeg tror, jeg er blevet bedre til at lægge mærke til, når jeg får dem«. Og det kræver ifølge Palle ikke ret meget tid, men det kræver, at man sparrer med de mennesker, man omgives af og gør brug af nogle få teknikker. »Jeg tror ikke, man behøver at være Mads Brügger og Mikael Bertelsen for at få idéer,« fastslår han. Et af Palles yndlingsprogrammer er for eksempel Natholdet. »Det er jo egentlig bare en lille ting, der bliver kørt ud og gjort sjovere, end det i virkeligheden er«. Han remser op, hvordan de sætter ting på spidsen og vender ting om, som er to af hans egne metoder til idéudvikling, og slutter af

Psykisk syge argentinere sætter farver på hverdagen Kathrine Meyer, kmeyerj@ruc.dk Blyanten flyver hen over papiret med hurtige, rutinerede bevægelser. Blikket er koncentreret om portrættet og bryder kun en gang imellem op til virkelighedens overflade efter inspiration for med det samme at fortsætte sin

6

vandring hen over tegningen foran ham. Elvis Presleys stemme flyder ud af høretelefonerne ved Enrique Pluis’ ører, og ind imellem bryder han ud i noget, der kunne minde om en andenstemme ude af takt. »Jeg kan bedst lide at tegne karikaturer. Når jeg kommer ud herfra, vil jeg gerne være karikaturtegner,« forklarer han. For det utrænede øje kan portrættet virke vredt, men som han forklarer, så »er du ikke grim. Du tænker bare. Det handler om at fange en følelse hos den, man tegner.« Enrique Pluis har været indlagt på hospitalet i to år og lider af skizofreni.

Et skilt hænger en smule skævt i indgangen til centeret og advarer på forhånd, inden man træder ind: ’Prohibido entrar sin estar loco’ – ’Forbudt at træde ind uden at være skør’.

Sektion 01 Fokus

Når nogle af de patienter, han godt kan lide, kommer forbi, skal han lige tage mod til sig for at hilse. Og det er sjældent han går direkte hen til dem.

Midt i en snak om hans forældres skilsmisse falder hans hoved ned på de knyttede arme foran ham, men kun et øjeblik, hvorefter han retter sig op igen, hvisker de triste tanker ud og snakker videre igen, mens han tegner. Dog med mindre energiske blyantstrøg hen over papiret.

Kunst giver patienter selvtillid Enrique Pluis sidder i hospitalets kulturelle center, som er en del af

Metier Issue No. 04 Forår 2013

På Hospital Neuropsiquiátrico Jose Tirburcio Borda i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, er pensler, farveblyanter og fingermaling en del af de psykiatriske patienters vej tilbage til livet uden for de hvide hospitalsmure

med at slå fast: »Det er fantastisk at se Natholdet.« Gi’ en skalle Men det er ikke nok at nyde andres kreative værker foran flimmeren. Palle føler også, han er nødt til selv at være kreativ. Finde på noget nyt. Ændre ting i sine oplæg. Gøre ting anderledes. »Det kan ikke nytte noget, at jeg bliver ved med at komme med eksempler, der er fem år gamle,« som han påpeger. Han kunne godt køre akkurat de samme oplæg og nøjes med at ændre datoen, »men dér skal man jo tvinge sig selv.« Så kræver det, at han »sparker sig selv i røven,« for det er lettere bare at rette datoen. »Og det gør jeg da også somme tider. Og somme tider vælger jeg mellemvejen.

Men mange gange vælger jeg den helt svære vej«. Palle sidder med albuerne i bordet. Det ligner de bærer hele hans vægt. »Det er en evig kamp, men jeg kan mærke, at lige så snart jeg ikke gør det… så på et eller andet tidspunkt…« Han tager en kuglepen på bordet og begynder at tegne på et af de gemte eksempler. »… så bliver man sådan: hvorfor fanden laver jeg egentlig det her? Det er det mest røvkedelige.« Han lægger kuglepennen igen og slår knytnæven i bordet. »Det rammer en selv. Og den situation har jeg stået i så mange gange, at den vil jeg heller ikke stå i.« Han læner sig tilbage i stolen og slår armene over kors. »Det kommer en til gode i det lange løb«.

Med knyttede næver Men kreativiteten kan også være en balancegang. For mange idéer oppe i hovedet skaber en ny udfordring. »Jeg er faktisk enormt dårlig til at holde fast i noget,« siger han og ser ned. »Fordi jeg hele tiden er så rast-

løs«. Det stråler ud af ham, at trangen til hele tiden at ville videre til noget nyt er der. »Det der med at holde fast,« han knuger begge hænder over bordet, som om han forsøger at holde fast i luften, »holde fast i nogle ting og gøre dem ordentligt færdige, så det ikke bare ender med, at det er noget, jeg bare lige snakker om, men at jeg faktisk også får gjort noget ved det. Frem for sådan lynhurtigt – er der noget her? Er der noget her?« Palle kigger fra side til side i et tempo, hvor det er umuligt at følge med. »Alt det jeg siger til folk. I virkeligheden burde jeg også være endnu bedre til selv at fastholde det«.

Palle Steffensen Født i 1965 Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1991 Indehaver af Steffensen Kommunikation Forfatter til bogen »Flere og bedre idéer« Tidligere: Kanalchef og redaktør i DR1’s chefredaktion Redaktionschef på TV-Avisen Udviklingsredaktør på TV 2 Nyhederne Nyhedschef på 24timer

Palle Steffensen rådgiver i, hvordan man får flere og bedre ideer.

Foto: Ellen Elsnab

patienternes rehabilitering, inden de frit kan forlade hospitalet og får lov til at blive en del af det argentinske samfund igen. Et skilt hænger en smule skævt i indgangen til centeret og advarer på forhånd, inden man træder ind: ’Prohibido entrar sin estar loco’ – ’Forbudt at træde ind uden at være skør’.

Fornuften, hvis der da er en, ligges derfor et sikkert sted, inden de første fodtrin bliver sat i lokalernes kunstneriske virvar. Frivillige kunststuderende fylder centerets kalender ud med yoga, filmvisning, teater, dans og ikke mindst male og tegnekurser, hvor de vigtigste grundfarver er at få patienterne involveret og føle sig trygge ved aktiviteterne. »Det er en mulighed for patienterne for at føle sig, som om de er noget værd. De skaber noget, for eksempel et maleri, og det giver selvtillid for mange,« forklarer terapeut Gustavo Chelaliche, som arbejder fast i det kulturelle center.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Patienten Enrique Pluis sidder i hospitalets kulturelle center og fordyber sig i karikaturtegningens kunst.

Foto: Kathrine Meyer

Det gælder om at finde en plads i virvaret igen Det kreative frirum blev indført ved det psykiatriske hospital for otte år siden, men lukkede efter et par år, da den daværende leder af centeret sagde op. Et par år blev bygningerne brugt til opbevaring, men de seneste tre år er hvert et lille hjørne og tomt stykke væg blevet fyldt op med poesi, skulpturer, malerier og blyantstegninger i et stort virvar af en kunstmosaik uden logik eller fornuft. Mørke billeder af soldater og forvredne ansigter kæmper om opmærksomheden med billeder af frit løbende heste over en mark og lyserøde elefanter. En stor skulptur knejser i midten af den største sal i centeret. Den er svejset sammen af ødelagte stykker metal, der engang har haft et formål, men er blevet slidte, glemt og smidt væk. Patienterne og de kunststuderende har svejset de brugte stykker metal sammen til et skib på størrelse med en enkeltmandsseng. Skibet er malet kridhvidt, og hvert af de ubrugelige stykker metal har fundet et formål i skulpturen, som nu bare venter på, at vinden vender og bærer den ud i verden.

7

Filmskole – realistens arbejdsværelse eller kunstnerens legeplads?

På statens filmskole er plads til kreativitet udgangspunktet for læringen, mens den alternative filmskole Super16 gør de studerende parate til benhård business. Men hvad er vigtigst, når man skal lære at lave film?

Metier stiller skarpt på de danske filmskoler Cecilie Agertoft, ceag@ruc.dk Nicoline Siebken Skandov, siebken@ruc.dk

»Jeg tror da bestemt, det er en falsk tryghed, at vi er buret inde så længe på Filmskolen. Vi er forskånet for den allerhårdeste branchesnak.« - Karoline Lyngbye, studerende på Den Danske Filmskole »Super16 er meget resultatorienteret, hvor filmeskolen mere er et sted, hvor man får lov til at lave en masse film, der ikke nødvendigvis bliver super fantastiske, men hvor man til gengæld får meget ud af at afprøve forskellige metoder,« siger Karoline Lyngbye, der til sommer er færdiguddannet instruktør fra Den Danske Filmskole. Og selvom hun gerne så, at det ikke kun var afgangsfilmen, der blev afprøvet af et publikum, så ser hun fordele i, at filmeleverne bliver beskyttet fra omverdenens vurdering de

8

første år af uddannelsen.

Fugleunger i en selvopfunden filmbranche Formand og andetårselev på Super16, Emil Kramhøft Dinsen, er dog ikke i tvivl om, at det er lærerigt at blive godt klædt på til filmbranchens virkelighed ved at stifte bekendtskab med den tidligt i uddannelsesforløbet. »Nogle instruktører kommer ud fra filmskolen som forskræmte fugleunger, der bliver overraskede over, hvor hård branchen i virkeligheden er,« siger han og påpeger, at eleverne på Den Danske Filmskole under deres uddannelse mangler kontakt med omverdenen og på den måde laver film i »en selvopfunden filmbranche«.

Selvom Karoline Lyngbye langt fra er skræmt over for alvor at tage hul på instruktørkarrieren, er det dog en problematik, hun genkender. »Jeg tror da bestemt, det er en falsk tryghed, at vi er buret inde så længe på Filmskolen. Vi er forskånet for den allerhårdeste branchesnak, og man får et chok, når man oplever kritikken første gang,« siger hun. Til gengæld får eleverne på filmskolen ro til at udvikle sig kunstnerisk uden at skulle tage hensyn til anmeldernes skarpe tunger og stramme budgetters effekt på manuskriptets realisering.

Spørger man Karoline Lyngbye er denne ro afgørende for den kunstneriske proces og med til at gøre Filmskolens elever mere eksperimenterende i deres filmsprog.

Hensynet til publikum Når filmen ruller over lærredet, skal der helst være nogen til at se den fra salen. Emil Kramhøft Dinsen mener, at man som filmskaber er forpligtet til at tage hensyn til filmens publikum. »Den kunstneriske frihed er vigtig, men når man kommer ud på den anden side, er der ikke plads til at udforske mediet, så skal du lave en film, der kan tjene penge. Det er den barske virkelighed,« siger han. Samtidig

er man på Super16 også bevidst om, at det har sine konsekvenser for det kunstneriske udtryk. »Det er klart, at når man skal ud til et stort publikum, har instruktørerne en tendens til at gå med livrem og seler,« siger Emil Kramhøft Dinsen. Kortfilmsekspert og lektor i Medievidenskab på Aarhus Universitet Richard Raskin er ikke i tvivl om, at det er lærerrigt for filmskoleeleverne at stå til ansvar over for et uafhængigt publikum. »Feedback fra et publikum er ekstremt vigtigt. Hvis filmskoleelever producerer en film, der er fremragende, skal den også ud til festivaler. Det opfordrer jeg mine egne studerende til, når de har lavet noget, som er godt,« siger han.

Branchens accept Dét, at eleverne på Super16 allerede i løbet af deres første år på uddannelsen får lov at offentliggøre deres film, er også med til at gøre dem til kendte ansigter i branchen og dermed give dem et netværk at trække på. For når filmkundskaberne skal udfoldes, er det vigtigt, at man ikke sidder for tungt i instruktørstolen, vurderer Emil Kramhøft Dinsen. »På Super16 lærer vi, hvordan man sparker døren ind og kæmper mod de spidse albuer, der er overalt i filmbranchen,« siger han. Når Karoline Lyngbye til sommer kan kalde sig færdiguddannet filminstruktør, er hun klar over, at der her også venter en opgave, som eleverne på Super16 allerede har taget hul på. »De er allerede kendte i branchen, når de kommer ud, hvor vi skal ud og arbejde lidt hårdere for at skabe os et navn. Til gengæld er filmskolen et stærkt brand at have med sig,« siger Karoline Lyngbye. Den betragtning er Emil Kramhøft Dinsen enig i og fremhæver, at blåstemplingen fra statens filmskole pynter på cv’et, især hvis man ønsker at rette linsen mod filmmiljøer uden for den danske andedam.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Ved årets Robert-uddeling var to af de nominerede film i kortfilmskategorien instrueret af førsteårselever fra den alternative filmskole Super16. Ingen elever fra Den Danske Filmskole var repræsenteret ved nomineringen. Det ville dog heller ikke have været en mulighed, for her må eleverne ikke præsentere deres film uden for skolen, før de laver deres endelige afgangsfilm, som er uddannelsens sidste punktum. Anderledes forholder det sig på Super16, hvor eleverne allerede på deres første år har premiere på deres produktioner for et offentligt publikum.

Men hvordan lærer man bedst at lave film? Skal man som filmskolelev have plads til at lege med kreativiteten, eller er det netop kritikken, der ruster filmfolket til den branche, de skal ud i?

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Kreativiteten har forskellige vilkår på landets filmskoler. Det påvirker filmskoleelever på godt og ondt.

Foto: Emil Kramhøft Dinsen

9

Skyder regeringen forbi mål ved at satse på kreativitet?

Politikerne vil uddanne fremtidens studerende til at tænke mere kreativt. Det er dog ikke påvist, at det er muligt at tillære sig kreative evner, påpeger hjerneforsker Anne Mette Steen-Andersen, amsa@ruc.dk

»Hjernens arbejdshukommelseskapacitet betegner den mængde af viden et menneske er i stand til at aktivere og holde aktiv. Det svarer til ram på en computer. Personer med mange ”ram på lager” har som udgangspunkt bedre forudsætninger for at handle kreativt. Og her er der til en vis grad tale om en medfødt egenskab.« - Jonas Lindeløv, hjerneforsker

10

Kreativitet på skemaet Regeringen har udarbejdet en række initiativer, der i praksis skal sætte kreativitet på dagsordenen. Man ønsker at forbedre de studerendes evner til at tænke kreativt, og klæde dem på til at blive en del af det innovative arbejdsmarked. »Initiativerne skal overordnet stimulere de studerendes nysgerrighed og få dem til at tænke ud over deres dagligdag,« fortæller Birgit Kjølby. Det skal blandt andet ske ved, at man i fremtiden udvider brugen af forskning i undervisningen. »De studerende skal i større omfang prøve kræfter med at være en del af en igangværende forskningsproces. De skal tidligt opleve, hvad det vil sige at have fingrene godt begravet i den virkelige verdens muld,« uddyber kontorchefen.

En løftet pegefinger Inden for den politiske verden hersker altså en tro på, at alle studerende rummer et kreativt potentiale. En tro på, at vi alle kan lære at tænke og handle kreativt med de rette redskaber ved hånden. Vender man derimod blikket mod den naturvidenskabelige verden, er forskerne her mere tilbageholdne med at anerkende indlæringens indflydelse på kreativiteten. Ny hjerneforskning viser, at nogle mennesker fra naturens side er udstyret med bedre forudsætninger for kreativ tænkning end andre. At handle kreativt vil i en naturvidenskabelig sammenhæng sige, »at man er i stand til at løse et problem ved at abstrahere fra situationen og rumme alternative løsningsmodeller,« forklarer Jonas Lindeløv, der er ph.d.-studerende ved Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab i Aarhus. Denne evne er koblet til hjernens arbejdshukommelseskapacitet. »Hjernens arbejdshukommelseskapacitet betegner den mængde af viden et menneske er i stand til at aktivere og holde aktiv. Det svarer til ram på en computer. Personer med mange ’ram på lager’ har som udgangspunkt bedre forudsætninger for at handle kreativt. Og her er der til en vis grad tale om en medfødt egenskab,« fremhæver Jonas Lindeløv. Ved hjælp af såkaldte ’brain-fitness-tests’ kan man måle hjernens kognitive funktioner. Særligt undersøger disse tests,

om det er muligt at udvide hjernens arbejdshukommelseskapacitet ved at udsætte den for forskellige opgaver – altså om det er muligt at tilegne sig kreative evner. Testene viser, at forsøgspersonerne over en tidsperiode forbedrer deres resultater på helt specifikke indsatsområder, men at det overordnet går trægt med at stimulere den kreative tankegang. »Det er usikkert om forbedringerne er et udtryk for, at det er muligt at stimulere hjernen til at tænke mere kreativt. Der kan ligeså vel være tale om, at forsøgspersonerne tilvænner sig vores tests, og at de af denne grund klarer sig bedre over tid,« uddyber Jonas Lindeløv.

Konstruktiv kreativitet Mens den kreative læringsstrategi møder skepsis fra det naturvidenskabelige felt, er tonen anderledes positiv i den humanistiske lejr. Et bredt udsnit af de forskere, der arbejder med kreativitet og innovation, deler politikernes tro på, at kreativitet kan tillæres. »Kreativitet er ikke en egenskab, der er forbeholdt en bestemt gruppe mennesker,« fastslår Lene Tanggaard, der er professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet. »Det at være kreativ er at finde en vej at gå dér, hvor der ikke i forvejen er trådt en sti. Det er vi alle tvunget til at gøre et utal af gange i løbet af

Sektion 01 Fokus

livet, da vores livs manuskripter jo ikke er skrevet for os på forhånd. Vi er derfor alle i udgangspunktet skabt til at være kreative, vi skal bare lære at bruge vores kreative evner konstruktivt,« forklarer hun. Det er i tråd hermed muligt at skabe uddannelsesmiljøer, der fremmer kreativiteten, mener Lene Tanggaard. Det kreative bør i høj grad basere sig på et grundlag af viden og faglighed. Det gælder overordnet om at få de studerende til at indse, at teorier og viden ikke er faste, urokkelige størrelser. De er menneskeskabte redskaber udviklet til at gribe ind i verden med. »De studerende skal indse, at verden er foranderlig, og at de selv kan være med til at drive forandringen i en bestemt retning. Kreativitet er koblet på det skabende og det dynamiske, på nysgerrighed og skepsis. Kreativitet handler om at udvikle idéer, men det handler i ligeså høj grad om, at give disse idéer en samfundsmæssig værdi og omsætte dem i en social sammenhæng,« pointerer professoren. Og det kan man gøre på uendeligt mange niveauer. Det at være kreativ på en humanistisk basisuddannelse adskiller sig fra det at være kreativ inden for ingeniørfaget. Vi uddanner os til at være kreative inden for forskellige nicher, og derfor kan kreativitet gradbøjes på et utal af forskellige måder, understreger Lene Tanggaard.

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Regeringen sætter sin lid til, at innovative virksomheder kan sikre Danmark et forspring på det globale finansmarked. Af denne grund skal man fremover have fokus på at styrke de studerendes kreative kompetencer, fremgår det af regeringens innovationsstrategi fra december 2012. Kreativitet er en vare i høj kurs på det globale marked, og bør derfor udgøre et grundelement på alle niveauer i uddannelsessystemet; lige fra folkeskole- til kandidatniveau. Det vil styrke de studerendes motivation for at blive iværksættere, hvilket er første skridt på vejen mod et mere innovativt arbejdsmarked, fastslår regeringen i strategien. »De studerende skal lige fra de begynder i folkeskole aktiveres mere i undervisningen. De skal oplæres i at stille nysgerrige spørgsmål, udfordre sig selv, afprøve grænser og omsætte deres viden til praksis. Undervisningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at de studerende får lyst til at stoppe op og tænke: Hov! Her er noget, der vækker min interesse!« forklarer Birgit Kjølby, der er kontorchef i Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Metier guider:

Sådan bliver du en vigtig del af den kreative klasse Kender du det, at du føler dig som en del af pøbelen, selvom du bare gerne vil være unik og ekstraordinær? Metier har her samlet en udførlig guide, der vil hæve din sociale status, føre dig ud af den grå masse og direkte ind i den kreative klasses bløde designersofaer.

Velkommen til din kreative livsstilsbibel Anne Kidmose Jensen, kidmose@ruc.dk

Familien Kreativ søndag med kartoffeltryk, collage og hønsestrik med

familien og en af din mors veninder, der hedder Bitten?

Nej tak. Vel var det 70’ernes drøm om den kreative hyggestund, men i dag lugter det bare lidt for meget af gedeost og billig akrylfarve. Hold dig i stedet til en tur på Glyptoteket med din søster (og gør det en hverdag, så I undgår søndagens tyske turister

og andre nærigrøve). Derefter kan I mødes med far og mor til en gåtur langs vandet ved Islands Brygge og kigge på Bjarke Ingels’ arkitektur.

Vennerne Du har måske altid været en af dem, der mente, at social status i vennekredsen var så ligegyldig som forskellen på tomato og tomato – bare bajerne var på bordet. Det mener du ikke længere. Husk mantraet ’du er dine venner’, og vælg med omhu.

Hvis de afslører en svaghed for herrehåndbold, Youtube-klip med over to millioner views eller Nephew, bør du stikke af med undskyldningen: »Øh, jeg havde helt glemt det der debatarrangement på Hovedbiblioteket«. Og hvis navnet Brian dukker op på din Facebook-venneliste, bør du overveje slet-knappen. Det er bare utroligt kikset.

Boligen Hvis du vil blive i Danmark, kan det kun blive København.

Aarhus er for lille og for wannabe, Aalborg er for jysk og Odense er bare for meget.

Hvis du studerer på en pløjemark uden for Roskilde, sørg da for at holde den ironiske distance og understreg, at du selvfølgelig bor øst for Valby Bakke. Kartoffelrækkerne ved søerne i København er efterhånden blevet en kliché i det meste af din omgangskreds. Men netop derfor bør du overveje at flytte derind - for at gå imod strømmen og cementere dig som nyskabende og provo-kerende.

Du kan jo altid ignorere dine naboer, når de promenerer med deres børn. Vink dog til Helle T. i ny og næ.

Afmålt. Hvis du ikke er den store indretningsarkitekt, kan du gå i en af de kommercielle secondhand-butikker på Nørrebrogade. Men når vennerne kommer til rødvin mandag aften, så sig, at du fandt de gamle ølkasser på et loppemarked i Vanløse til en tier.

Stamcaféen Det holder ikke med Baresso eller Riccos. Alt for mainstream cafékædekaffe, som ikke signalerer andet end mangel på fantasi. Find i stedet en mindre café i en sidegade (gerne på Vesterbro), og gå efter et anderledes og farverigt møblement snarere end den gode kaffe. Sort Kaffe og Vinyl er et godt sted at starte.

»Det kan måske virke lidt kunstigt i starten, men som bekendt kan mennesket tilpasse sig alt, og det vigtigste er, at din nye seksualitet giver dig adgang til den kreative klasses crème de la crème: homoeliten.« Her kan du tilmed købe en lp med et cover, der matcher klinkerne i dit køkken. Det er der helt sikkert ikke nogen i de andre kartoffelrækker, der har fundet på endnu.

Sproget Multiple kompetenceklynger og tværfaglig kohærens. Indarbejd disse vendinger i dit ordforråd og krydr din samtale med dem i passende doser.

Først vil dine venner måske se lidt mærkeligt på dig når du i samtalen om, hvor fulde I var i weekenden, slynger ordene »for mig er fuldskab bare et postmoderne emancipationsmiddel« ud. Men bare vent. Snart vil de anerkende dine fine ord som tegn på dybdegående læsning af Dostojevskij og Bourdieu. Og hvis ikke, læn dig da mod vindueskarmen, tænd en cigaret og sæt dem på plads med argumentet: »I besidder ingen kulturel kapital«.

Så skal de nok makke ret.

Seksualiteten Hvis du ikke allerede er homoseksuel – overvej da at blive det.

Om ikke andet kan du køre det på forsøgsbasis, og du vil alligevel blive set som avantgarde og eksperimenterende. Det kan måske virke lidt kunstigt i starten, men som bekendt kan mennesket tilpasse sig alt, og det vigtigste er, at din nye seksualitet giver dig adgang til den kreative klasses crème de la crème: homoeliten. Uffe Elbæk, Claus Bondam og Thure Lindhardt vil ledsage dig til et overflødighedshorn af homoliv og kreativitet. Hvis det ikke holder i længden - bliv da i det mindste metroseksuel.

Med denne guide tæt til kroppen (klip den eventuelt ud og laminér den), kan du med god grund titulere dig selv som kreativ i krop og sind, og betragte sig selv som en person med egoet på rette sted. Velkommen i klubben.

Illustration: Kirsten Signe Schmidt, ksignes@ruc.dk Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Tøjet Du må for alt i verden undgå, at omverdenen stempler dig som hipster.

Denne grumsede hob af ulidelige indie-musikere fra 2400 NV med deres ironiske 90’er T-shirts vil du ikke være del af. Føj. Men samtidig må du ikke forfalde til den triste masse, der går i vandrestøvler og G-Star Raw. Derfor må du enten køre en evergreen Jørgen Leth’sk trenchcoat-stil eller prøve at kopiere fortidens mode.

Her må du dog sørge for at skyde langt nok tilbage i tiden for ikke at blive indhentet af hipsterne. Lad dig eventuelt inspirere af den fremsynede tendens i Thomas Rodes koncept om stenalderkost.

Pjusket hår og pels er egentlig ret sexet. Og gem Brian Mikkelsen-brillen væk til bedre tider.

11

14 Linea Kornum Rask

Drømmen om at være normal

Side

16 Nanna Rævskær Dahl Nielsen

De gode SU-dage er ovre

Side

17 Didier Larsen

Forsker: Uddannelseskort skal være trådløst

Side

19 Charlotte Holm Pedersen

Ugandas journalister bruger pennen i kampen mod korruption

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Panorama

Side

13

Drømmen om at være normal Aziz fra Marokko har arbejdet sig alene gennem Europa til han nåede Danmark. Han er nået langt med udholdenhed og en tro på, at der findes gode mennesker alle steder Linea Kornum Rask, lkrask@ruc.dk

14

Bus nummer fem Aziz’ tog rullede ind på Københavns Hovedbanegård på ramadanens tredje dag sidst i juli 2012. Et nyt ukendt land, et nyt ukendt sprog. Igen. Hans første opgave var enkel. At finde en spansk eller arabisktalende person på stationen, som kunne lede ham til den nærmeste moske. »Jeg fandt en som sagde: tag bus nummer fem, og når du hører Nørrebro Station i højtaleren, så stå af.« Fastemåneden er den bedste måned at komme til et nyt land i, fortæller Aziz. Man skal under alle omstændigheder sulte om dagen, og om aftenen fyldes moskeen med glade folk, og der er et gratis måltid mad til alle tomme maver. Og her gør det ingenting, at man ikke kan tale dansk eller engelsk for den sags skyld. I den københavnske moske fik han husly i tre dage, og det var tid nok til, at han fandt en ny marokkansk ven, der ville hjælpe ham med et sted at bo. Det var heldigt, for med tyve euro på lommen og en taske tøj kommer man ikke langt i Skandinavien, var han godt klar over.

»Du kigger«, han peger med to fingre på sine øjne og derefter på gulvet, »og lytter«. Så fik man en uge til at lære det. Men da krisen ramte Spanien i 2009 og Aziz kunne mærke, at arbejdet i byggebranchen forsvandt, måtte han udtænke en ny taktik. »Krise eller ikke krise, folk skal stadigvæk have noget at spise,« siger han grinende. Så Aziz tog et kokkekursus i Bilbao og begyndte at gøre sig klar til at rejse videre nordpå. Men han havde også mindre formelle måder at forberede sig på. Selvom han kun var 25 år, havde han mange ældre venner, han fik gode råd af. »Jeg var i Tyskland i 1970’erne... så mistede jeg mit arbejde... sådan holdt jeg ud… Når jeg er her, husker jeg altid på de ting, de fortalte mig,« siger han.

Alt-muligt-Aziz Altmuligmanden Aziz er det, man med et moderne ord kunne kalde omstillingsparat. Parat til alt, for at være mere præcis. Siden han kom til Europa i 2004 som 19-årig, har han arbejdet som: champignonplukker, byggearbejder, svejser, brolægger, kok, flyttemand, havnearbejder og nattevagt, fortæller han. Aziz’ talestrøm stopper pludselig, og han tøver med at fortælle videre. Han ankom til Sydspanien på lånte papirer, han nåede det lige. Præcis tre måneder senere begyndte Spanien at stramme kontrolnettet om deres sydlige naboer, som ledte efter arbejde og et bedre liv i den boomende spanske byggebranche. Når man spørger Aziz, hvordan han lærte at arbejde som svejser, er svaret enkelt.

også arbejde og en lejlig-

»Så jeg begyndte fra nul igen her med at finde venner. Gennem dem fik jeg hed. Til sidst blev jeg kok i en restaurant. Gracias a dios er det hele bedre nu, og om gud vil, fortsætter det sådan.« - Aziz På granatæblerov »Hvis man er god ved andre, så møder man ved guds hjælp andre gode mennesker,« siger Aziz med et stort smil, der løfter hans lille trekantede skæg under læben i vejret og laver

Sektion 02 Panorama

smilerynker i øjenkrogene. Men det er ikke fordi, han ikke har mødt dårlige mennesker. Der er meget racisme i Spanien, forklarer han, men insisterer på at skubbe de dårlige oplevelser fra sig, for »ellers bliver man selv racist, og der er jo dårlige mennesker i alle lande, også Marokko,« siger han i en insisterende tone. »Men når det hele bliver for håbløst, glemmer jeg alt det svære ved at tænke på noget godt,« siger Aziz. Som at være på granatæblerov med sine barndomsvenner eller smagen af olivenolien fra fars olivenplantage. Selvom minderne fra Marokko er søde, fortryder Aziz ikke, at han har forladt sit hjemland. Faktisk har stort set alle hans barndomsvenner søgt lykken uden for landets grænser. »Hvis du vil blive i landsbyen, skal du leve af det, du selv kan dyrke, og hvis høsten slår fejl, er der ingen til at hjælpe dig,« forklarer han. Allerede da Aziz var 16 år, begyndte han at længes væk, når hans ældre venner og brødre fra landsbyen kom tilbage fra Spanien med deres nye biler og smarte tøj. »Siden dengang var jeg altid i Europa i mine drømme«. Men nu griner Aziz overbærende af sin naivitet, »for at komme til Europa er der problemer og smerte. Men sådan er det.« På sin lange rejse har han skiftet drømmen om nye Nike-sko ud med drømmen om at leve et fredeligt liv med en kærlig familie, gode venner og en rigtig opholdstilladelse. »Normal! Det er det jeg gerne vil være.« Pludselig skifter Aziz toneleje og bliver mere seriøs. »Jeg kan ikke lide at drømme så meget om en stor bil og mange penge, det gør dig ikke glad, du får bare problemer. Det bedste er at være normal, og det er det.« Aziz er ikke hans rigtige navn. Redaktionen er bekendt med hans identitet.

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Der er noget næsten profetisk over Aziz’ første møde med Europa i form af de gaver, hans storebror havde med fra Spanien til den lille marokkanske landsby. Tænk at lillebroderen, der legede gemmeleg i olivenplantagen og vogtede køer, ville få brug for netop disse to ting en gang i fremtiden. En cykel og en regnjakke, de mest uundværlige genstande for enhver københavner. Men for den dengang tiårige Aziz var det ikke hverdag, det var fest. »Åååh, dios mio!« griner han. »Da jeg kom i skole den morgen – at have en cykel, det var ligesom at have en helikopter!« Der er et varmt skær i Aziz’ mørke øjne, når han tænker tilbage på sin barndom på forældrenes gård i det sydvestlige Marokko. Udenfor på Nørrebrogade er det koldt, vel nok noget af det koldeste, han har oplevet i sine otte måneder i Danmark.

Vinteren har taget revanche her sidst i februar. På bordet står en lille metalkande, duftende marokkansk myntete, som Aziz rutineret hælder op i en tynd, dampende stråle. Dynejakken beholder han på. Den sorte fjerdragt ser underligt malplaceret ud til de lilla blomster på den fløjlsbetrukne bænk under ham, og de små fint udskårne træborde. Selvom Aziz’ landsbyskolegang sluttede efter syv år, har han fået ikke så lidt ud af livets skole. »Når man ikke taler sproget, må man finde en nemmere måde at gøre tingene på. Man skal tænke sig godt om, og det vigtigste – man skal være udholdende.« På den måde har Aziz klaret at arbejde sig igennem Spanien, Frankrig, Belgien og Tyskland for til sidst efter næsten ti år i Europa at starte forfra i København. »Så jeg begyndte fra nul igen her med at finde venner. Gennem dem fik jeg også arbejde og en lejlighed.

Til sidst blev jeg kok i en restaurant.

Gracias a dios er det hele bedre nu, og om gud vil, fortsætter det sådan.«

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 04 For책r 2013

Aziz fra Marokko har boet og arbejdet otte m책neder i Danmark uden opholdstilladelse og uden at kunne tale dansk eller engelsk.

Foto: Linea Kornum Rask

15

De gode SU-dage er ovre Studiestøtten er som en årgangsvin, der har nået sidste salgsdato. Den bliver jævnligt reguleret og forhandlet, men for de studerende på de videregående uddannelser er den siden 1996 kun blevet bedre. Indtil nu Nanna Rævskær Dahl Nielsen, nrdn@ruc.dk

at mangle SU, og så risikerer man, at nogen mangler penge, når de skal afslutte deres uddannelse,« forklarer Bent Greve.

Begrænsning i studietiden Uddannelsesministerens reform kommer til at påvirke studerende på videregående uddannelser på flere måder.

En af tingene er, at den periode man kan få SU bliver forkortet, og perioden bliver forkortet mest, hvis man først starter på sin videregående uddannelse mere end to år efter, man har afsluttet sin ungdomsuddannelse. Venter man flere år med at starte, får man altså kun SU i de fem år, det forventes uddannelsen tager. Starter man inden for de to år, får man SU til de fem år og derudover seks måneder. »Dem der kører straight på normeret tid, dem sker der ikke noget ved. Problemet er bare, at der er ganske mange, som misser en eksamen, og der er mange, der får truffet et forkert valg. Hvis man gør det, så kan man ikke komme igennem uden

- Bent Greve, professor i samfundsvidenskab

16

Færre penge per måned Risikoen ved at forkorte perioden, hvor de studerende kan få SU, kan ifølge Palle Rasmussen mindskes, hvis regeringen i stedet for at forkorte perioden udbetaler færre penge hver måned. »Jeg kan sådan set godt forstå, at regeringen ser et behov for at spare nogle penge, fordi jo flere der læser en videregående uddannelse, desto dyrere bliver det. Jeg synes hellere, at man skal skære lidt i den løbende ydelse end at stramme op på den måde, som der lægges op til her,« siger Palle Rasmussen. Det forslag er faktisk allerede et af de områder, regeringen har kig på. SU’en skal nemlig reguleres efter samme sats som andre overførselsindkomster nemlig som dagpengene og kontanthjælpen.

»Meningen med at fastholde de her systemer er jo at få folk til at tage en uddannelse. Men man risikerer, at det bliver vanskeligere, hvis man rent faktisk ændrer så voldsomt på det.«

Det vil betyde, at SU’en ikke vil stige så meget hvert år, som den har gjort hidtil. SU’en har nemlig fulgt udviklingen i reallønnen, som løbende er steget mere end overførselsindkomsterne. Hvis Morten Østergaards forslag bliver vedtaget i Folketinget, betyder det, at den månedlige ydelse, som bliver opreguleret hvert år, ikke stiger lige så meget. I det lange løb betyder det en offentlig besparelse på 700 mio. kr. i 2023 blot ved at lade SU’en følge andre overførselsindkomster. Denne ændring vil studerende nok ikke mærke specielt tydeligt, da SU’en ikke bliver sat ned. Den stiger bare ikke så meget hvert år som tidligere.

De hjemmeboende Hvis man går på en videregående uddannelse og bor hjemme, får man 2860 kr. i SU om måneden. Det bliver med det nye forlig ændret til, at SU’en for hjemmeboende er det samme, ligegyldig hvor gammel man er og hvor i uddannelsessystemet, man befinder sig. Derudover bliver satsen for den hjemmeboendes SU sat ned, så den bliver det samme, som forældre får i børnepenge til 17-årige. Det svarer til ca. 400 kr. mindre om måneden i grundstipendium til hjemmeboende.

Det er dog stadig muligt at få tillæg efter forældrenes indkomst.

Palle Rasmussen tvivler dog på, om regeringens nye tiltag vil få de studerende hurtigere igennem. »Jeg vil ikke være bange for, at der er en større andel, der vil mangle SU-klip, men derimod at frafaldet vil stige og der vil være flere som ikke blev færdige,« siger han.

SU’en i tal Siden 1996 har SU’en vokset sig større. I 1996 fik man 3551 kr. om måneden som udeboende på en videregående uddannelse, hvor den i 2013 er på 5753 kr. Dog skal der tages højde for, at en krone havde en anden værdi i 1996 end den har i dag, og det betyder, at SU’en i 1996 svarer til ca. 5020 nutids-kroner.

SU-modtagere har siden 1997 haft mulighed for at få rabat på transport, men det svinger, hvor meget rabat de studerende får i gennemsnit år for år fra 1270 kr. i 2000 til ca. 3700 kr. i 2011.

Fra 1996 blev økonomien bedre hos forældre på SU. Nybagte mødre får 12 ekstra SU-klip og fædre får seks ekstra. De klip kan bruges til at forlænge studietiden eller forhøje den månedlige indkomst i form af to gange SU, de såkaldte dobbeltklip.

Et forældrepar, hvor begge er på SU, kan også få et månedligt tillæg på 2.298 kr., også selvom de har dobbeltklip. Denne støtteordning startede i 2005, og tillægget var dengang på 660 kr. om måneden. Er man derimod enlig forsørger er forsørgerstøtten det samme som SU-stipendiet, altså 5753 kr. som kommer oveni SU’en.

Der er mange studerende, der har studiejob. Den øvre grænse for hvor meget man må tjene er i dag 9043 kr. om måneden. Hvis man har et barn, bliver fribeløbet yderligere forhøjet med 26.435 kr. pr. barn om året. I 1996 var det månedlige fribeløb 4588 kr. ligegyldigt om man havde barn eller ej.

Kilde: SU-styrelsens SU-statistikker 1996-2013

SU-systemet er svært at forstå for almindelige dødelige. Men faktisk er SU’en indtil nu kun blevet bedre for de studerende. Det vil den nye reform dog sandsynligvis sætte en stopper for.

Foto: Nanna Rævskær Dahl Nielsen

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Tillæg, rabatter, ekstra støtte og generelt et højere beløb på kontoen hver måned er beviser på, at de studerende ikke er blevet fattigere de seneste år. Men forslagene i det nye forlig peger på den første kraftige beskæring af systemet. »SU’en er blevet bedre i nogen udstrækning, især hvis man ser på den i et langt historisk lys,« forklarer Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet. Han mener dog, at de kommende nedskæringer undergraver selve ideen med SU’en. »Meningen med at fastholde de her systemer er jo at få folk til at tage en uddannelse. Men man risikerer, at det bliver vanskeligere, hvis man ændrer så voldsomt på det,« påpeger han. Studerende på de videregående uddannelser får 5753 kr. om måneden før skat, hvis de altså ikke har brugt alle deres 70 SU-klip, som giver SU til en femårig uddannelse plus ét ekstra år.

Uddannelsesminister Morten Østersgaards forslag ’Bedre igennem uddannelserne – reform af SU-systemet’ lægger op til, at studerende skal motiveres til at komme hurtigere gennem deres uddannelse. Det er Palle Rasmussen, professor ved Center for Uddannelsesforskning på Aalborg Universitet, dog skeptisk overfor. »Studietiden er faldet temmelig meget over de seneste syv år, og jeg tror, det er svært at få den skruet så meget længere ned bare ved hjælp af den her type pisk.«

Forsker: Uddannelseskort bør blive trådløst Studerende kritiserer Uddannelseskortet for at være ressourcespild.

I fremtiden vil det blive trådløst, spår forsker fra Danmarks Tekniske Universitet Didier Larsen, didier@ruc.dk

Statens Uddannelseskort er et rabatpendlerkort til studerende på landets ungdoms- og videregående uddannelser. Lykkes det den studerende at taste sig igennem den bureaukratiske jungle, bliver plastickortet sendt ud til brugerens folkeregisteradresse en gang om måneden. Kortet har voldt store logistiske problemer til trods for sin korte levetid, og det har både kostet tid og penge for mange studerende.

»Jeg må indrømme, at det virker lidt som ressourcespild.

Nu har jeg samlet alle de kort, jeg har haft, siden de indførte denne her ordning. Og det virker helt grotesk, når man ser det hele samlet.« - Josephine Maria Schnablová Wiesener, studerende Genbrug er den hurtige løsning Udover de tekniske udfordringer ved selve hjemmesiden oplever mange studerende det også som et irritationsmoment at skulle have tilsendt et nyt kort hver måned. »Umiddelbart tænker jeg, at der måtte være noget mere effektivt, man kunne gøre, frem for at man skal have tilsendt et nyt kort hver måned. Jeg må indrømme, at det virker lidt som ressourcespild. Nu har jeg samlet alle de kort, jeg har haft, siden de indførte denne her ordning. Og det virker helt grotesk, når man ser det hele samlet. Ser man det fra DSB’s side, så må der være en mere effektiv løsning,« siger Josephine Maria Schnablová Wiesener. Som løsning foreslår Mads Ingerslew Ingwar, at man eventuelt kunne se på et alternativ, som kunne udgøre en samlet løsningsmodel, hvor de allerede eksisterende rejsekorttyper benyttes. »Det, man har behov for, er et elektronisk rejsekort, der også har Wildcardrabatten inkorporeret. Det er en rabat og ikke et decideret zoneantal, men jeg

Sektion 02 Panorama

Josephine Maria Schnablová Wiesener har gemt alle de uddannelseskort, hun har fået tilsendt, siden hun startede på universitet. Hun har ikke kunnet få sig selv til at smide dem ud, fordi hun mener, at det er ressourcespild. Foto: Didier Larsen tror ikke ud fra et løsningsperspektiv, at der burde være den store forskel i at give en rabat eller en gratis zone, for de zoner man har adgang til i forvejen.« Han anbefaler, at studerende får de antal zoner, som de har på deres uddannelseskort gratis, og hvis de studerende kører udover dem, så skal de betale ekstra for det.

Ifølge Nicolai Rasmussen, har de fra styrelsens side erkendt, at det ikke er en holdbar løsning den måde det foregår på i dag. Som konsekvens af det oplyser han, at der kommer en ny løsning, der træder i kraft den 1. august 2013. »Hele den gamle portal bliver lukket ned til sommer så der opstår et helt nyt univers. Der kommer et nyt produkt, som kaldes for ungdomskortet, som giver de studerende på de videregående uddannelser de samme rettigheder som elever på ungdomsuddannelserne.« Nicolai Rasmussen forklarer, at det for eksempel indbefatter, at man kan køre gratis i sit eget takstområde. Det vil sige, at hvis man som studerende eksempelvis bor i København og læser på Roskilde Universitet (RUC), vil man, udover rejsestrækningen mellem København og RUC, også få fri rejseret i hele HT-området. Lovgivningen om ungdomskortet og udskiftningen af selvbetjeningssystemet træder i kraft den 1. august 2013.

Paradigmeskift er den langsigtede løsning Ifølge Mads Ingerslew Ingwar ligger den langsigtede løsningsmodel i det paradigmeskift, som vi allerede ser i betalingskortsektoren, og som forhåbentligt vil smitte af på transportsektoren. Han vurderer, at Near Field Communication-systemet (NFC), som er en netværksteknologi, der fungerer som en sikker kommunikationskanal mellem elektroniske enheder via en trådløs forbindelse, som eksempelvis bredbånd, er løsningen. Det er en teknologi, som blandt andet allerede findes hos de nye smartphoneprodukter, og han vurderer, at teknologien kan løse en del af problemet. »Man ser et paradigmeskift nu i hele mobilindustrien, et skifte der går imod NFC-systemet. Nokia har smidt dem i deres nye telefoner, der eksempelvis kan lade op trådløst. Samtidig er VISA i gang med at sende produkter på markedet, der gør, at du kan foretage trådløse betalinger. De har allerede introduceret kortet i London i forbindelse med OL.« Mads Ingerslew Ingwar forklarer, at NFC-systemet vil medføre, at plastickortet uden chip i fremtiden vil blive forældet. I stedet for et fysisk rejsekortet kunne man benytte teknologien i mobiltelefonen og på den måde vil studerende slippe for det lilla plastickort. Men ifølge Mads Ingerslew Ingwar vil der gå nogle år, før vi ser det endelige skifte i transportsektoren.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra DSB eller få indblik i planerne for de studerendes rejsekort. Som så mange andre studerende, der har forsøgt at kontakte DSB med spørgsmål til statens uddannelseskort, mødtes Metier med standardsvaret, at man henviste til hjemmesiden eller at kontakte Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte.

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Hjemmesiden er første sten på vejen De første udfordringer studerende møder starter allerede på uddannelseskortets hjemmeside. Josephine Maria Schnablová Wiesener er studerende på Roskilde Universitet. Hun fortæller, at hun har haft store vanskeligheder på hjemmesiden. »Jeg synes ikke, det er vanvittigt brugervenligt. De kunne godt lave det på en måde, så det gav meget mere mening og var meget mere forståeligt.« Som løsning på problemet foreslår, ph.d.-studerende og forsker fra Institut for Matematik og Computer Science på Danmarks Tekniske Universitet Mads Ingerslew Ingwar, at det vil være nemmest for brugerne, hvis hjemmesiden kunne udtænke zonerne automatisk, afhængig af hvad den enkelte person har booket den pågældende dag. Han vurderer, at det kunne foregå på følgende måde: »Hvis du er i praktik i tre uger, så har du tre uger, hvor du bruger de samme zoner hver dag. Derefter skal du så være i stand til at kommunikere perioderne over til et system. Det handler om, hvordan systemet får fortalt, hvilke zoner den studerende har rejst i. Her kunne man se på samme funktion som rejsekortet, der automatisk giver systemet besked, når brugeren tjekker ind og ud.« Ifølge konceptansvarlig for befordringsrabat til de studerende hos Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, Nicolai Rasmussen, er uddannelseskortet et samarbejde mellem styrelsen og de danske trafikselskaber.

Han forklarer, at det er DSB, der varetager salgsopgaven, og den myndighedsmæssige opgave ligger hos styrelsen. Fra styrelsens side er de klar over, at det har skabt kaos for studerende, at de ikke ved, hvem de skal henvende sig til, og derfor har man besluttet at gøre noget ved problemet. »Den 1. august fjerner vi os fra hinanden. Det vil sige, at styrelsen giver retten til rabat, og så køber man kortene hos trafikselskaberne, ligesom i gamle dage med det blå kort. Så det er op til de enkelte trafikselskaber, at bestemme hvilken type billetter de vil tilbyde.«

17

»Der mangler love, der kan stille de korrupte til ansvar for deres handlinger.

Så oftest går de bare fri.

Alt du kan gøre er at skrive.« - Abdu Kiyaga

18

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Journalist Abdu Kiyaga arbejder typisk ti timer om dagen på den ugandiske avis The Daily Monitor. Foto: Nicolai Kallegård

Ugandas journalister bruger pennen i kampen mod korruption Journalister i Uganda slås for at sætte fokus på et korrupt samfund.

Samtidig kæmper de med deres egne tårnhøje forventninger. Deres mål er at være med til at skabe et samfund, der minder om de ’ideelle’ vestlige Charlotte Holm Pedersen, cmhp@ruc.dk magasin. Han mener, at det især er den vestlige indflydelse, der har en stigende betydning for, at flere og flere ugandere begynder at stræbe efter de vestlige samfunds idealer og strukturer. Det er dog ikke nødvendigvis positivt, da forandringen vil tage lang tid at opnå, og det har de ivrige journalister ikke lyst til at vente på.

Fri presse The Independents hovedkontor er placeret i et stille kvarter i Kampala.

På Andrew Mwendas kontor kører et fladskærmsfjernsyn på høj volumen.

To nyhedsværter diskuterer det kenyanske valg. »I Uganda er pressen friere end i vesten,« udbryder Andrew Mwenda pludselig, mens han læner sig lidt længere tilbage i sin sorte kontorstol. »I de fleste vestlige lande er regeringens og pressens værdier ens.

Det er de ikke altid her. Så den kritiske presse her har større muligheder for at gøre en forskel, end den vestlige,« uddyber han. Han påpeger dog også, at pressen i Uganda til tider er for kritisk. Det skyldes især, at langt de fleste journalister er unge mænd i starten af 20’erne. »De unge kritiske journalister i

Sektion 02 Panorama

Uganda er passionerede. De er i højere grad aktivister end journalister,« siger Andrew Mwenda. Deres unge alder gør dem ekstra ivrige efter at opnå forandring nu og her. Mange af dem rejser ud af landet og oplever vestlige lande. Her ser de et, for dem, ideelt samfund. Men de lukker samtidig øjnene for de negative tendenser, siger Andrew Mwenda. »Alt du kan gøre, er at skrive« Abdu Kiyaga sidder på en lokal café i nærheden af sin arbejdsplads. Han har hvid skjorte og sorte bukser på. En rød Eastpak-rygsæk står ved hans fødder. På bordet ligger en lille Nokia-telefon. Det meste af tiden tager han fat i den og vender og drejer den mellem sine fingre. Igen og igen trykker han på en af knapperne, så der kommer lys i displayet. Han drømmer om en dag at arbejde som journalist i enten Europa eller USA. For at få en bedre løn, men lige så meget for at opleve et samfund uden korruption. »Jeg kender mange journalister, der bliver anmeldt til politiet på grund af en historie, de har skrevet. Det er dog de færreste, der rent faktisk bliver dømt, og dem der får en dom, bliver for det meste frifundet. En sag kan trække i langdrag i flere år, indtil den bare forsvinder af sig selv,« fortæller Abdu Kiyaga, mens hans blik søger mod den lille grå telefon. »Men regeringen bliver alligevel ved med at anmelde de kritiske journalister.

De tror, det skaber mistillid til journalisten,« siger han. Et øjeblik efter begynder telefonen at vibrere. En af nyhedsredaktørerne vil tjekke op på nogle af de tal, Abdu Kiyaga har benyttet i en artikel, han har skrevet. Tallene er det absolut vigtigste i ugandisk journalistik, hvis man spørger avisens nyhedsredaktør. Det er dog tit lettere sagt end gjort at fremskaffe de vigtige tal. »De institutioner, der henter og tjekker fakta, er enten nærmest ikke-eksisterende eller ikke kompetente nok,« siger Andrew Mwenda. Abdu Kiyaga er begejstret, når en artikel er så velresearchet, at den ikke kan betvivles. Ikke mindst hvis den medfører, at en korrupt politiker eller politimand bliver afsløret. Men begejstringen varer ikke længe. »Der mangler love, der kan stille de korrupte til ansvar for deres handlinger.

Så oftest går de bare fri,« fastlår Abdu Kiyaga. »Alt du kan gøre er at skrive,« siger han bagefter og tager en slurk af sin vandflaske.

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Abdu Kiyaga kigger ud i mørket. Der er gået to timer nu. Han sidder i et 15 kvadratmeter stort rum, hvor alt lyset er slukket. Det eneste han kan høre, er lyden af sit hjerte. På den anden side af døren sidder en bevæbnet betjent og holder skarpt øje med, at ingen andre træder ind i det mørke rum. Pludselig bliver en nøgle sat i døren, og langsomt glider den op. Abdu Kiyaga får øje på sin ven, der hurtigt får ham ud af rummet, ud af bygningen og ind i en taxi. I taxien finder hjertet ro igen.

Abdu Kiyaga er 23 år og har arbejdet som journalist i halvandet år.

Han arbejder for den ugandiske avis The Daily Monitor, som er den ene af landets to uafhængige aviser. Han fortæller om oplevelsen i det lille rum i et monotont toneleje og med øjnene stift rettet mod væggen foran sig. Vennen, der mødte ham på den anden side af døren, var egentlig en kilde. Han havde skaffet Abdu Kiyaga adgang til et hemmeligt og sent møde for et busselskab, der var i store økonomiske vanskeligheder, og som ikke ønskede, at pressen blev indviet i problemerne. Abdu Kiyaga blev dog hurtigt opdaget, og en betjent blev tilkaldt. Et lille lokale ved siden af mødelokalet udgjorde en midlertidig arrest.

Kilden blev til sidst nødt til at bestikke betjenten, så Abdu Kiyaga kunne komme ud.

I Uganda er mødet med korruption et arbejdsvilkår og en selvfølgelighed. Ikke kun for journalister, men for befolkningen generelt. »Der er mange ting, der burde blive ændret, men folk finder dem irrelevante. Det er et samfund, der værdsætter korruption, så længe den kommer dem selv til gode,« konstaterer Abdu Kiyaga. Samtidig er korruption en af de faktorer, der driver de ugandiske journalister mest. Ønsket om at komme korruptionen til livs er nemlig dybt forankret i dem, der arbejder for landets uafhængige medier. »Journalisterne vil have forandring i dag. Men der er et kæmpe hul mellem deres ambitioner og virkeligheden. Vi har store drømme, men ikke nok kapacitet til at opfylde dem,« fortæller Andrew Mwenda, ejer, grundlægger og redaktør på The Independent, et ugandisk, uafhængigt

19

Vores Verden

Side

22 Kicki Thomsen

Stress er ikke for journalister

Side

23 Kicki Thomsen

»Vi taler ikke rigtigt om det«

Side

24 Michala Førrisdahl Nathan

Regional tv-praktik giver råderum

Side

25 Anna Hjortsø

Konstruktiv journalistik kan være svaret

Side

26 Lise Højer

Inspirationskilden: »Det gælder om at finde modet frem i sig selv«

Side

28 Josephine Maria Schnablová Wiesener

Grotesk burlesque og persisk dekadence på Klamydiaslottet

Stress er ikke for journalister Kicki Thomsen, kielth@ruc.dk

Antallet af journalister, der søger hjælp hos stressrådgivningen hos Dansk Journalistforbund, er steget med mere end 65 procent de seneste to år. En af årsagerne til stressen er, at jobbet ofte ikke bare er grænseløst i, hvor og hvornår man arbejder, men også i hvad succeskriteriet for en opgave er. Det betyder, at hverdagen for mange journalister bliver som et langdistanceløb i strid modvind, hvor mållinjen aldrig bliver rigtig tydelig. Og det er noget, der kan give stress, lyder det fra Eva Jakobsen, arbejdsmiljø- og stressrådgiver hos Dansk Journalistforbund.

»Det kan godt være, at det ser romantisk ud på film, hvor man ryger cigaretter og arbejder og er så dedikeret, at man aldrig ser sin familie, og alle de der ting, men det kan altså give nogle alvorlige problemer. « - Signe Groth-Brodersen, ekspert i psykisk arbejdsmiljø »Et af problemerne er, at journalister ikke nødvendigvis ved, hvornår en artikel er god nok. Hvornår er den god nok til Ekstra Bladet, og hvornår er den god nok til eb.dk? Og hvornår er den god nok i denne her uge, og hvad er det nye kriterium i næste uge?« siger Eva Jakobsen.

Netop denne form for grænseløshed er en hidtil ret overset, men potentielt skadelig, faktor i det grænseløse arbejde, mener ekspert i psykisk arbejdsmiljø Signe Groth-Brodersen, der har forsket i feltet. »Traditionelt set defineres grænseløst arbejde som, at man er fri til at arbejde hvor som helst og når som helst. Men grænseløsheden i, hvornår nok er nok, og hvornår nok er godt nok, er langt sværere for den enkelte at administrere, og det er den, mange går ned med flaget på,« siger hun.

22

Stress rammer de andre De uklare rammer er imidlertid ikke den eneste udfordring, de stressede journalister slås med. Selvom de i reglen er velinformerede - også om stress - så kan de alligevel have svært ved at se, når det sker for dem selv. »Mange af jer har jo skrevet tonsvis af artikler om stress, det havner bare ikke på jer. I tror simpelthen, at I er udødelige. Stress er noget, der tilhører de andre brancher – det er sådan noget gymnasielærere og socialrådgivere får, men ikke jer,« siger Eva Jakobsen.

Inden for branchen hersker der en opfattelse af, at journalister er mere hårdhudede end andre, og det medvirker til, at stress er tabubelagt blandt journalister. »Der er en enorm robusthed i branchen. Altså den der med: det er sgu ikke stress – det er for svagpissere, det bruger vi ikke her. Den hører jeg tit,« forklarer Eva Jakobsen.

At journalisthvervet ikke er et job, men en identitet, er en gammel traver inden for faget. En traver, som dog stadig lader til at røre på sig, i hvert fald når snakken falder på stress. Man skal dog være varsom med at dyrke den hårdhudede identitet for enhver pris, mener Signe Groth-Brodersen: »Det er problematisk, hvis der kommer den der Tarzan-kultur, hvor du måske næsten skal derud og være syg af stress på dit arbejde, for før har du ikke givet den nok gas,« siger hun.

I sig selv er det ikke problematisk at brænde for sit arbejde og identificere sig med det, så længe man har styr på det, og det er lystbetonet, mener hun. Men det kan blive et problem på flere områder, når det bliver arbejdet, der dikterer hverdagen. »Det kan godt være, at det ser romantisk ud på film, hvor man ryger cigaretter og arbejder og er så dedikeret, at man aldrig ser sin familie, og alle de der ting. Men det kan altså give nogle alvorlige problemer, som ikke kun går ud over dit helbred og din trivsel, men også din kreativitet som journalist,« siger Signe GrothBrodersen.

Presser sig selv hårdest Når journalister bliver bedt om at udpege de mest belastende faktorer ved

vis af artikler om stress, det havner bare ikke på jer. I tror simpelthen, at I er udødelige...« - Eva Jakobsen, stressrådgiver i Dansk Journalistforbund

deres arbejde, peger fingrene indad. De fleste mener nemlig, at ansvaret for arbejdspresset hviler på dem selv. »Den stressfaktor jeg møder oftest, når jeg snakker med journalisterne, er deres egne høje krav til præstationer,« lyder det fra Eva Jakobsen. Men det er ikke nødvendigvis et retvisende billede af virkeligheden. Tværtimod. Det kan netop være en indikator på, at der ikke er forventningsafstemt, og at grænserne for, hvornår opgaven er løst - og løst godt - ikke er til at få øje på. »Måske er det også blevet en del af tidens ånd, at folk vælger at tolke det som om, de har for høje forventninger til sig selv. Jeg kan i hvert godt stille mig tvivlende overfor, om det virkelig kun kommer fra dig selv, eller om det også er noget, der indgår i ledelsesdialogen,« siger Signe Groth-Brodersen.

De uklare rammer betyder, at journalister tit ikke ved, hvor overliggeren er placeret og derfor har nogle helt fejlagtige forestillinger om, hvad ledelsen forventer.

Og det er netop i den slags skyggelandskab, at faren for stress lurer. »Hvis det ikke er tydeligt, hvornår man rammer forventningerne og resultaterne, vil man oftere opleve, at folk arbejder uforholdsmæssigt meget og begynder at arbejde til klokken 2-3 om natten i ønsket om at vise, at man er dygtig, at man er på og sprænger rammerne for ledelsens forventninger. Og så er det, at man er sårbar,« forklarer Signe Groth-Brodersen.

Barren sættes i fællesskab Problemet hverken kan eller skal altså parkeres hos journalisterne alene, og en løsning skal heller ikke kun komme fra hverken ledelsen eller medarbejderne. Den skal være et samarbejde i en åben dialog. »Det er simpelthen noget med at gå ind i en forhandlende feedback-dialog om, hvornår vi rammer succeskriteriet, så det står klart. Og det er noget, der skal gøres fast og ofte – hver 14. dag eller hver måned,« siger Signe Groth-Brodersen.

En anden måde at sætte fokus på stress blandt journalister kunne være at undervise i, hvad stress egentlig gør ved de journalistiske kompetencer, og hvorfor det er vigtigt, at man ikke driver derud, hvor man bliver stresset. »Det er lige så meget noget med at varetage dit største redskab som journalist – og det er jo din hjerne. Det er et samarbejde, man skal tage om en fælles interesse, nemlig at skabe de bedste betingelser for den,« siger hun. Ifølge hende er det noget, man som journalist kan bruge til at forhandle med ledelsen. For når man er derude, kan man faktisk ikke løse sin opgave som journalist længere, mener hun.

Fakta om stress blandt journalister: Over 13 procent er så stressede, at der er behov for akutindsats.

I alt er mere end 32 procent så stressede, at de bør stoppe op og revurdere måden, de arbejder på.

52 procent angiver større loyalitet over for arbejdet end helbredet.

72 procent svarer, at jobbet er blandt det vigtigste i deres liv med punkt 5-7 på 7-punktsskala, hvor 1 indikerer, at jobbet er en af de mindst vigtige ting i livet og 7, at det er en af de vigtigste.

39 procent angiver egne ambitioner og høje krav til ydelsen som en belastningsfaktor i meget høj grad eller i høj grad.

Journalister har gennemsnitligt færre sygefraværsdage end både offentligt og privat ansatte.

Kilde: Psykisk arbejdsmiljø, arbejdsliv og helbred i nyhedsarbejdet - trend i det moderne arbejdsliv, Delrapport 3: 2010 fra CASA.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Flere og flere journalister går ned med stress, men det er stadigvæk et tabu i branchen. Noget af det, der baner vej for nedturen, er, at journalisterne ikke ved, hvornår det de laver, er ’godt nok’, lyder det fra ekspert

»Mange af jer har jo skrevet tons-

Det forårsager uforholdsmæssigt lange arbejdsdage, når journalister skal gætte sig til, hvad succeskriteriet for en opgave er.

Foto: Kicki Thomsen

Journaliststuderende: »Vi taler ikke rigtigt om det« Kicki Thomsen, kielth@ruc.dk På de journalistiske skolebænke lærer man håndværket, idéudviklingen og at arbejde med stramme deadlines.

Man lærer at se historier alle vegne, og man lærer hele tiden at være tænkende og undrende. Men det bliver i høj grad overladt til de studerende selv at finde melodien i den hektiske hverdag, og det kunne de studerende godt tænke sig, at der blev lavet om på. »Jeg synes faktisk, at der er for lidt fokus på, hvordan man håndterer denne her vilde branche, og hvordan man undgår at få det dårligt med det.

Det er meget op til én selv, og det kan godt blive lidt hårdt, synes jeg,« siger Maria Rye Vangsted, som læser Journalistik på Syddansk Universitet.

Der bliver talt meget om, hvordan man producerer godt, men ikke så meget om, hvordan livet efter studiet ser ud, og hvordan man passer på sig selv i arbejdet, mener de studerende. »Jeg kan ikke huske, at vi har talt om journalistlivet andet end på en jokende måde, altså - at de alle sammen ryger og drikker for meget rødvin og kaffe. Vi taler ikke rigtigt om det,« siger Camilla Steffensen, journaliststuderende fra Roskilde Universitet.

Altid journalist Når man er journalist, så skal man passe på, at man ikke kommer til at være det hele tiden, lyder det fra de studerende, som oplever at øjne og ører er på stilke kontant for at opsnappe en god historie, og helst før de medstuderende. »Det er jo hele ens hverdag, og hele måden vi tænker på – en historie er jo alle steder. Man skal lære at slå det fra også, for ellers så kan en bytur lørdag aften hurtigt udvikle sig til et interview med en spændende besætning. Men det er mega svært,« forklarer Maria Rye Vangsted.

Identiteten som journalist fylder meget på studiet, men det er forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvor de studerende oplever, at identiteten kommer fra. »Jeg tror blandt andet, at selvforståelsen kommer fra vores tirsdagsforedrag, hvor man hører fra nogle af dem, der klarer sig godt. For dem fylder det rigtig meget i deres tilværelser. Og så tror jeg ærlig talt også, at vi gejler hinanden rigtig meget op på det her studie,« siger Louise Lønsmann Christensen, journaliststuderende fra Syddansk Universitet.

Andre steder opleves det som om, selvforståelsen er allestedsnærværende. »Jeg synes, det er en diskurs, der er over det hele faktisk – også fra underviserne. Jeg ved ikke om de decideret forventer det af os, men jeg synes ikke, at der bliver snakket om,

Sektion 03 Vores Verden

at det også bare er et job,« lyder det fra Camilla Steffensen.

En opgave for fagforeningen De studerende er glade for den undervisning, de får, men savner også et supplement, hvor fokusset er noget andet end på at præstere og producere og mere på trivsel og stresshåndtering i det journalistiske arbejde. »Jeg mener klart, at det kunne være et projekt for fagforeningen at tage sig af at arrangere nogle kurser eller foredrag,« siger Louise Lønsmann Christensen.

Det er man enige i hos de studerendes fagforening, Danske Journaliststuderende. Her lægger man dog også vægt på, at det er en opgave der skal løftes af fagforeningen i fællesskab med uddannelserne og de studerende. »Ja, det er en opgave for fagforeningen, men hvis den måde, undervisere taler om faget på, stresser de studerende, synes jeg, det er et problem, vi bør diskutere,« lyder det fra Magnus Boye Bjerregaard, Generalsekretær i Danske Journaliststuderende.

Man behøver dog ikke engagere sig i selve fagforeningsarbejdet for at få sin stemme hørt, pointerer Magnus Boye Bjerregaard. »Uanset hvilken af de tre journalistuddannelser du tager, så har du en bestyrelse, som aldrig er mere end et skulderprik væk. Man skal huske, at vi arbejder for vores medlemmer. Så hvis der kommer en forespørgsel tager vi det selvfølgelig op - hvad end det er et stilfærdigt ønske eller en færdigformet idé,« siger han.

Hverken på SDU, Journalisthøjskolen eller her på gangene på RUC får håndtering af arbejdspres og travlhed i det journalistiske arbejde specielt meget fokus, oplever de studerende. Foto: Kicki Thomsen

Metier Issue No. 04 Forår 2013

På landets journalistuddannelser fylder håndtering af journalistens travle og krævende hverdag ikke meget, og italesættelsen af stress endnu mindre

23

Regional tv-praktik giver råderum Mange journaliststuderende drømmer om en praktikplads på de landsdækkende tv-stationer. Det kan dog også være en fordel at blive ansat på et regionalt medie, for her får man fleksibilitet, medansvar og bred praktisk erfaring Michala Førrisdahl Nathan, mlfn@ruc.dk

»Inden jeg startede som praktikant, havde jeg en forventning om, at man fik lov til at lave sindssygt meget, og at man blev kastet lige ud i det, og den forventning er virkelig blevet indfriet.« - Niels Christian Buhl, praktikant på TV 2/Lorry Frie tøjler Den 22-årige journaliststuderende Cecilie Christensen blev ansat som praktikant på TV 2/Bornholm i august måned sidste år. Siden da har hun været travlt beskæftiget og kan derfor i dag skrive cirka 200 nyhedsindslag, live-tv, magasinproduktion og uddannelse som videojournalist på sit CV. »Jeg får lov til at lave lige præcis det, jeg har lyst til. Så snart du har bevist, at du kan, så er der stort set frie tøjler. På redaktionen skal de selvfølgelig synes, din idé er god, men det er ikke fordi, du bliver sat i bås som praktikant og ikke får lov til at lave noget. Tværtimod. I starten er det lidt

24

skræmmende, især når man ikke har lavet tv før, men det er også super fedt,« siger hun.

Den 28-årige Niels Christian Buhl, der er praktikant på TV2/Lorry, har også oplevet fleksibiliteten i det regionale system. Efter halvanden måned fik han i samarbejde med en fotograf lov til at lave sit eget tv-indslag, og i dag er han også både videojournalist og tilknyttet produktionen af tvstationens længere formater. »Inden jeg startede som praktikant, havde jeg en forventning om, at man fik lov til at lave sindssygt meget, og at man blev kastet lige ud i det, og den forventning er virkelig blevet indfriet,« siger han.

En del af holdet Ifølge Cecilie Christensen er man som praktikant på TV 2/Bornholm en del af holdet, både socialt og i særdeleshed også fagligt, og det betyder, at man til hverdag arbejder på lige fod med de øvrige journalister på redaktionen. »Hvis man viser, at man kan, og at man vil, så får man præcis de samme svære opgaver som de uddannede journalister. Der er overhovedet ikke forskel. Jeg kan for eksempel sagtens få lov til at lave tophistorien, hvis det er det, jeg vil,« siger hun. Også på TV2/Lorry er praktikanterne medansvarlige for den daglige nyhedsproduktion. Niels Christian Buhl understreger dog, at der til enhver tid også tages hensyn til den enkeltes faglige formåen. »Når du først har været igennem introforløbet, så bliver du betragtet som en af alle de andre journalister og som en reel arbejdskraft. Men er man i tvivl om noget, kan man selvfølgelig altid ringe til sin redaktør,« siger han.

Learning by doing Gennem nyhedsproduktionen på TV 2/Bornholm opnår Cecilie Christensen et indgående kendskab til alle dele af den journalistiske tv-produktion, og det giver hende bred praktisk erfaring på flere forskellige områder. »Jeg følger mit indslag helt til dørs hver gang. Det er mig, der researcher, interviewer og redigerer, og jeg får lov til at lave de forskellige ting så mange gange, at de til sidst sidder på rygraden,« siger hun. På TV 2/Lorry arbej-

der man også både på redaktionen og i marken. Under praktikperioden får man derfor i høj grad mulighed for at lære tv-mediet at kende hele vejen rundt. »Det er learning by doing. Jeg får sindssygt meget praktisk erfaring. Man bliver kastet ud i det og får lov til at lave noget hver eneste dag,« siger Niels Christian Buhl.

Lavere kvalitetskrav Selvom de studerende får fleksible arbejdsforhold, medansvar og bred praktisk erfaring på de regionale tv-stationer, skal man, ifølge Natasja Maj Dybmose, være opmærksom på, at de faglige forventninger til praktikanterne er højere på de landsdækkende medier. »DR og TV2 har en direkte konkurrent i den anden kanal, og det betyder, at redaktørerne forventer, at man leverer noget, der er super godt. Den samme konkurrencesituation eksisterer ikke på de regionale tv-stationer, og derfor er der ikke det samme faglige pres på at levere ’top-notch’,« siger hun. Cecilie Christensen er opmærksom på, at man på TV 2/Bornholm accepterer og sender indslag, som ikke lever op til niveauet på hovedkanalen TV 2. Også Niels Christian Buhl vedkender, at kvalitetskravene er lavere på de mindre medier, men han ser det dog ikke umiddelbart som en hæmsko i sin praktikperiode på den regionale hovedstadskanal. »Vi er jo alle sammen i gang med at lære. Jeg vil hellere ud og få praktisk erfaring end at få at vide, at jeg ikke må lave noget, fordi kvaliteten ikke er høj nok,« siger han.

På de regionale tv-stationer TV 2/Bornholm og TV 2/Lorry tilbyder man praktikanterne fleksibilitet, medansvar og bred praktisk erfaring.

Foto: Michala Førrisdahl Nathan

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Når Store Match Dag står for døren, er det traditionen tro de landsdækkende medier, der får tilsendt den største mængde ansøgninger. Men også de regionale tv-stationer er eftertragtede hos landets journaliststuderende, og det er der en ganske særlig grund til. »Jeg er ikke i tvivl om, at nogle studerende søger regionale tv-medier, fordi de forventer at få et praktikophold med mere spillerum, og det får de også på de mindre steder. På de regionale medier kan ens egen gode historie vinde i højere grad end på en stor, konkurrencebetonet redaktion, hvor man har nogle meget faste forestillinger om, hvad der er dagens nyheder,« siger Natasja Maj Dybmose, der er praktikkoordinator på Roskilde Universitet.

Konstruktiv journalistik kan være svaret Anna Hjortsø, anhjsc@ruc.dk

stiske håndværk, mener de. Det må være op til den enkelte journalist at gøre op med sig selv, om det, personen laver, er journalistik. For det er klart, at der er nogle gråzoner, påpeger Karen Lumholt. »Men jeg mener godt, at journalistik kan være meget underholdende, konstruktiv og kritisk på én gang. Kriteriet for, at det er journalistik er, at det er undersøgende på et sagligt grundlag,« understreger hun.

Politikere, medieforskere, erhvervsledere, ja, selv journalisterne, beklager sig over journaliststanden: Den er utroværdig. Den jager konflikt og negativitet. Og den har ikke tid til etik. Undersøgelser viser, at borgerne bedømmer journalisten til at ligge længst nede på listen i troværdighed – kun underhalet af bilforhandleren, politikeren og spindoktoren. Senest har kommunikationschef Mikkel Garver Nielsen provokerende efterspurgt en smiley-ordning for de danske medier og en ’Skravling-pris’ til året værste journalist. En debat om journalistisk kvalitet har rejst sig. Nyhedsdirektør på DR Ulrik Haagerup lancerede i en kronik i 2008 betegnelsen ’Konstruktiv journalistik’ som et bud på en ny selvforståelse hos journalister.

Et godt spørgsmål Konstruktiv journalistik rejser dog nogle gode spørgsmål til journalistikken, mener Mark Ørsten. »Det er et godt spørgsmål, hvorvidt og hvordan nyhedskriterierne, særligt væsentlighedskriteriet, fungerer, som de skal i Danmark lige nu. Og det mener jeg sådan set ikke, at de gør. Der er en tendens til, at journalister fortæller de samme typer af historier igen og igen på tværs af medier og over tid,« mener han.

I udgangspunktet er der en begrænsning på, hvilke typer af problemstillinger, journalister kan være med til at løse, mener Mark Ørsten.

Nu-går-verden-under-journalistik Journalisterne Karen Lumholt og Lotte Rosdahl har for nylig dannet et forum for konstruktiv journalistik: Danmarks bedste nyheder. Lotte Rosdahl mener, at journalistikken i dag formidler håbløshed. »Vi journalister efterlader borgerne i et landskab af ruiner. Vi bruger ord som ’afgrundens rand’ og ’krise’. Vi afslører ’den og den minister’ i ikke at gøre sit arbejde ordentligt. Vi er gode til at rive ned hele tiden,« siger hun. »Konstruktiv journalistik handler om at bygge samfundet op ved at pege på løsninger. At bygge mennesker op ved at skabe håb, tillid og forståelse. Når den enkelte samfundsborger får større personressourcer, får samfundet også større ressourcer,« mener Lotte Rosdahl. Konstruktiv journalistik er en fællesbetegnelse, der dækker over tre journalistiske undergenrer. Den konstruktive journalistik, der peger på løsninger, den problemløsende journalistik, der forfølger løsningerne og den positive journalistik, der viser, at verden består af andet end problemer. Den traditionelle journalistik skal ikke afløses af en form for fredsjournalistik, forklarer Karen Lumholt. At arbejde konstruktivt som journalist betyder derfor heller ikke, at man udelukkende bestræber sig på at skrive positive nyheder. »Vi skal ikke ud og tegne et glansbillede af samfundet, som man gjorde i Østeuropa. Vi skal også tage fat i det, der ikke fungerer, men ved at bygge op og pege fremad. Man kan godt være kritisk i konstruktiv journalistik i form af at være undersøgende. Det er ikke det samme som at vise mistillid,« siger Lotte Rosdahl.

Ambitionen er heller ikke, at konstruktive nyheder skal erstatte det nuværende mediebillede, men fylde mere i det.

»Skyggesiden af det konstruktive er, at man ved at postulere løsninger er med til at undertrykke de rigtige konflikter. Der er jo sjældent én oplagt løsning på et problem, for så havde man løst problemet« - Mark Ørsten, medieforsker Politisk korrekt Vækstfaktor Lotte Rosdahl og Karen Lumholt fremhæver tv-programmerne By på skrump, Luksusfælden og Vækstfaktor som eksempler på konstruktiv journalistik, fordi de aktivt søger at finde løsninger på samfundsproblemer. Medieforsker på Roskilde Universitet Mark Ørsten er uenig. Tv-programmerne er ikke journalistik, men derimod underholdning med en forholdsvis klar politisk dagsorden, mener han.

Vækstfaktor er et program udarbejdet på baggrund af en markedsøkonomisk holdning om, at man ved at skabe økonomisk vækst i samfundet, kan arbejde sig ud af finanskrisen. Så simpelt kan problematikken dog ikke fremsættes, mener Mark Ørsten. Og det er netop risikoen, hvis journalister arbejder ud fra et mantra om at skulle være konstruktive. »Denne type nyheder bliver politisk korrekte nyheder, der understøtter det politiske flertal. Programmet Vækstfaktor er netop et eksempel på, hvordan journalister kommer til at agere politisk, når de antager, at der findes et fælles problem, som er defineret af nogen,« siger han. Denne holdning deler Lotte Rosdahl og Karen Lumholt ikke. De omtalte programmer gør i høj grad brug af det journali-

Sektion 03 Vores Verden

Journaliststuderende til undervisning på Roskilde Universitet. Bør fremtidens journalister lære at lave konstruktive nyheder? Foto: Anna Hjortsø Derfor er konstruktive nyheder ikke nødvendigvis det rigtige svar på den problemstilling, som journalistikken skal forholde sig til i dag. »Skyggesiden af det konstruktive er, at man ved at postulere løsninger er med til at undertrykke de rigtige konflikter. Der er jo sjældent én oplagt løsning på et problem, for så havde man løst problemet,« siger han. Når der er problemer i samfundet skyldes det ofte interessekonflikter. Et andet kritikpunkt man kan rejse i forhold til den konstruktive journalistik, er, at den ser bort fra, at samfundet faktisk består af samfundskonflikter. »Hver gang man løser et problem, så gør man det på bekostning af nogle menneskers ønsker om noget andet,« siger Mark Ørsten.

De klassiske dyder At være konstruktiv indgår allerede i journalistfaget. »Den klassiske journalistik har altid fungeret på den måde, at man peger på nogle problemer og dermed også på løsninger. Det er en naturlig del af journalistikken,« fortæller Mark Ørsten. Det er netop den del af journalistikken, som journalisterne skal genfinde og dyrke mere, mener Lotte Rosdahl og Karen Lumholt. »En konstruktiv nyhed ser helt almindelig ud,« siger Karen Lumholt. »Du skal undersøge den kritisk på samme måde, som du undersøger en traditionel nyhed.

Forskellen er, at du undersøger tingene mere nuanceret. Du skal ikke opstille en sort og hvid spiller, men tværtimod afslutte din artikel med en udgang, der peger på mulige løsninger og samarbejdspartnere,« siger hun. Der er mange eksempler på konstruktive nyheder i medierne i forvejen. Man ser dem i den ’bløde’ journalistik, som man finder i uge- og fagblade, hvor ikke kun det negative optager spalteplads, forklarer Lotte Rosdahl. Problemet er, at denne form for journalistik ikke har den samme status som mere ’hårde’ emner, såsom politik, erhverv og økonomi. Karen Lumholt ønsker, at den konstruktive tilgang skal fylde mere, når de såkaldt hårde emner behandles, og at den næste Cavlingpris går til en journalist, som har lavet konstruktive nyheder.

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Journalister er negative. De jager sensation og konflikt frem for at bygge samfundet op, lyder kritikken. Konstruktiv journalistik er et af budene på en ny selvforståelse og kan være svaret på branchens problemer. Men medieforsker er skeptisk

25

Inspirationskilden: Tommy Heisz – freelancejournalist, forfatter og foredragsholder

»Det gælder om at finde modet frem i sig selv« Journalist og forfatter Tommy Heisz blev freelancer for at kunne fordybe sig i gode fortællinger. Hans bedste råd er at kaste sig ud i det, man drømmer om, selvom det kan virke skræmmende. Selv slipper han aldrig friheden igen Lise Højer, lisehoe@ruc.dk »Min kommende digtsamling hænger dér.« Tommy Heisz peger på en række små, hvide ark, der hænger sirligt ved siden af hinanden, sat fast på rækker af tynde snore på væggen. Ind i mellem papirerne, tilsyneladende vilkårligt fordelt, hænger fotografier sat op med små træklemmer. Et med brune bjergskråninger mod en hvid himmel, et nærbillede af et nåletræ og flere sort-hvid billeder af byer fra en svunden tid. »Nogle af digtene er færdige, og andre kommer nok slet ikke med. Det er den kreative proces, jeg er i gang med lige nu,« forklarer han. Hele opsætningen udstråler millimeterpræcision. Kreativiteten holdes fast med klemmer. »Det er vigtigt for mig, at tingene ikke bliver alt for flagrende. At jeg kan mærke, om jeg er på vej det rigtige sted hen.«

For Tommy Heisz er det vigtigt at mærke efter, om det han laver føles rigtigt. I flere år skrev han næsten ikke selv, fordi han var ansat som redaktør på først et friluftsmagasin og siden på Politikens Turen Går Til-portal på nettet. Han var god i rollen som leder, men egentlig var det ikke det, han havde lyst til. »Det var jo Politikens Hus og mellemlederstillingen og alt det der… det var meget svært at sige nej til. Men i virkeligheden var jeg træt af det.« Han havde egentlig aldrig drømt om at lave rejsejournalistik og ville meget hellere dyrke de store fortællinger.

Et spring ud i friheden Beslutningen tog han en sommerdag i Spanien for fem et halvt år siden.

Mens den lune vind varmede stenene på verandaen op, og digtene nærmest selv kravlede ud af blyanten, stod det

klart, at det var nu. I det øjeblik, mens han kiggede ud over bjergene, besluttede han at tage springet og efterlade trygheden, det velbetalte redaktørjob og den faste indtægt til fordel for det frie liv som freelancer med alt, hvad det indebar af usikkerhed og uforudsigelighed. Noget af det han har måttet vænne sig til er, at opgaverne kommer i perioder. Ind i mellem er der dødvande, og så gælder det om ikke at give op. »Jeg kan godt køre mig selv op over, at det her aldrig går, men det kan jeg bare ikke bruge til noget. Man er nødt til at bryde det ned i små bidder, og så gøre det fuldstændig struktureret.« En af de ting, Tommy Heisz har fået med sig fra sin tid som redaktør, er værktøjer til at styre sin freelancehverdag stramt. På den måde undgår han, at uforudsigeligheden bliver en

stressfaktor. »Tanken om de perioder, hvor der ikke er noget, kan stadig godt få mig til at føle mig presset. Men jeg tror, jeg er blevet bedre til at få lidt mere… langt lys på og tænke: det skal nok komme igen, det skal nok gå. Men usikkerheden forsvinder aldrig helt, det tror jeg ikke.«

»Jeg synes, der mangler ro til fordybelse. At man fortæller en historie fra start til slut og giver sig tid til at fortælle den. Jeg synes tit, det bliver meget fragmenteret og hurtigt og kort.« - Tommy Heisz

Freelancer Tommy Heisz på arbejde i sit skriveværksted på Nørrebro. Foto: Lise Højer

26

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 04 Forår 2013

En muskel, der skal trænes op Han har skrevet portrætter af både rockere og rockstjerner, smedet historiske features om alt fra flystyrt til håndskrift, og han har gjort den gode, fortællende journalistik til sit varemærke. I virkeligheden er der ikke noget hokus pokus ved en god fortælling. Det gælder kort sagt om at øve sig. Man skal dyrke fortællingen for at blive en bedre fortæller, forklarer Tommy Heisz. Lægge mærke til detaljer. Læse god litteratur. Og læse sine tekster højt for sig selv. Og når man skriver, skal man holde det enkelt og ikke unødigt langt og snørklet. Årene som redaktør gjorde, at han var kommet meget langt væk fra at skrive, så da han kastede sig ud som freelancer, var der først nogle tandhjul, der skulle smøres. »Jeg var da helt klart rusten. Det er jo ligesom en eller anden muskel, der skal trænes op. Man er nødt til at skrive, og skrive meget, så man bliver bedre til det. Og jeg synes, jeg er blevet bedre af hele tiden at arbejde

Digte på væggen. Tommy Heisz holder styr på sin kommende digtsamling ved hjælp af klemmer. Foto: Lise Højer

Fortællinger fra der, hvor verdener mødes Tommy Heisz stabler sine tidligere udgivelser oven på hinanden på bordet. Bunken tæller to digtsamlinger, en interviewbog om engelsk fodbold og en dokumentarisk ungdomsroman om livet med en alkoholiseret mor. Og så selvfølgelig hans seneste udgivelse om svømmeren Jenny Kammersgaard, der ligger øverst i bunken i en printet udgave, selvom formatet egentlig ikke er beregnet til at blive taget fysisk op i hænderne. Historien bærer titlen ’Bølgebryder’ og er udgivet som single – en slags mellemformat, som er længere end en artikel og kortere end en bog, og som kun udgives i ebogsformat. Ifølge Tommy Heisz er singlerne en fantastisk mulighed for at bringe de smukke fortællinger ind i spændingsfeltet mellem journalistik

og litteratur. »Det er dér, mine to verdener mødes. Det er jo en lille romanfortælling samtidig med, at det faktisk er sket i virkelighedens verden.« En mulighed der ellers kan være svær at få øje på i en tid, hvor journalister er nyhedsjægere med ild i blyanten og korte deadlines.

»Det var jo Politikens Hus og mellemlederstillingen og alt det der… det var meget svært at sige nej til.

Men i virkeligheden var jeg træt af det.« - Tommy Heisz »Jeg synes, der mangler ro til fordybelse. At man fortæller en historie fra start til slut og giver sig tid til at

Sektion 03 Vores Verden

fortælle den. Jeg synes tit, det bliver meget fragmenteret og hurtigt og kort.

Det er ikke fordi, alle artikler skal være lange, overhovedet ikke, men jeg tror, der er brug for et modspil til hele den fragmenterede måde at få historier på, som onlineverdenen har ført med sig.« Ingen god forretning Det modspil har Tommy Heisz fundet i den fortællende journalistik. Der, hvor der er ro til at gå i dybden og fred til at folde historien ud. Men han er godt klar over, at det ikke er her, millionerne ligger begravet. »Det er jo ikke nogen hemmelighed, at dagbladene virkelig ikke betaler ret meget for historier. Heller ikke for de lange historier. Og der kunne jeg jo godt vælge at trække i bremsen med det samme og sige: det kan simpelthen ikke hænge sammen for mig, hvis jeg skal bruge en hel uges arbejde, og så får, hvad der svarer til en dagsløn for det.« Men sådan tænker Tommy Heisz ikke, for så ville han aldrig få mulighed for at skrive de vilde historier, som han drømmer om om natten.

Metier Issue No. 04 Forår 2013

med sproget – både som journalist og som digter og forfatter.« Arbejdet med den gode fortælling har præget alle de projekter, han har kastet sig over, siden han blev uddannet journalist i 2003.

Tag springet I det hele taget er et af Tommy Heisz’ allerbedste råd at kaste sig ud i det. »Hvis der er et eller andet, man synes, man skal prøve, hvis man kan mærke en eller anden indre drift, og der er noget, man gerne vil realisere, så synes jeg også, man skal gøre det.

Det gælder om at finde modet frem i sig selv. Vi kan hurtigt komme til at bilde os selv ind, at det er meget farligt at prøve det af. Men det er faktisk ikke så farligt at forsøge.« Selv gik han i lang tid og tog tilløb til at springe ud i livet som freelancer, og nu kunne han ikke forestille sig et liv med et fast job. »Hvis jeg kan mærke, at jeg er presset økonomisk, og jeg bliver nervøs for, om jeg er nødt til at opgive det hele, så er tanken om den frihed, jeg skulle opgive…« Han holder en lille pause og kigger ud af vinduet som for at finde ord. »… og slæbe mig ind af døren den første arbejdsdag et eller andet sted, hvor andre mennesker bestemmer over min tid… den tanke kan jeg slet ikke holde ud.«

27

Grotesk burlesque og persisk dekadence på Klamydiaslottet En cyklist drejer hovedet 180 grader og styrer faretruende tæt på kantstenen, da han lørdag aften passerer Søpavillonen i indre København. Foran spillestedet står en kamel parkeret og byder velkommen til en aften, hvor hæmningerne er lagt på hylden, og de kreative udfoldelser er i fokus.

Kreativt kostumebal Man omfavnes, bogstavelig talt, da man som Alice i Eventyrland forcerer kaninhullet og træder fra dagligdagslivet ind i en surrealistisk verden. Fra første sekund bombarderer de visuelle indtryk gæsterne, hvor øjnene har svært ved at finde ro: en skikkelse dækket med hvide fjer og små lysdioder fra top til tå, Marie-Antionette vendt tilbage fra de døde og en kvindelig lyserød delikatesse med en krone af skumfiduser på hovedet, læber dækket med farverigt krymmel, candyfloss-tyl og en bh lavet af to forvoksede rødhvide slikkepinde.

En bredskuldret mand tårner sig op over den brogede mængde. Selv de mange kvinder iført tynde højhælede torturinstrumenter får hold i nakken af at betragte ham fra hans sorte lakstøvler, netstrømpebukserne, det sorte korset og op til ansigtet med det halvlange blonde hår og fyldige, kunstige øjenvipper.

Bevæger man sig dybere ind i løvens hule og op ad den snoede trappe, er luften fyldt med en sød søvndyssende duft af vandpibe i kontrast til en skarp lugt af røgelse. Dansegulvet er en regnbue af omvandrende malerier, levende skulpturer og ansigtsløse maskeklædte skikkelser, der med sensuelle bevægelser danser til orientalsk upbeat musik. Tunge mørkerøde tæpper hænger fra loftet i selskab med tre storslåede lysekroner. Et kalejdoskopisk virvar af rødt, grønt og blåt lys oplyser rummet og forsamlingen af kostumeklædte og halvnøgne kroppe. »Vi kan trække vejret i morgen,« puster en kvinde i forbifarten. Hun vrikker let med hofterne for at få korsettet på plads. Det er med djævlens vold og magt snøret ind for at skabe en figur som et timeglas. Hvor de indre organer har forputtet sig, vides ikke.

Et kalejdoskopisk virvar af rødt, grønt og blåt lys oplyser rummet og forsamlingen af kostumeklædte og halvnøgne kroppe. »Vi kan trække vejret i morgen,« puster en kvinde i forbifarten.

Det er ikke kun de unge faste kroppe, man skimter i mængden. Under makeuppen ser man til tider ansigter med dybere furer, overkroppe hvor tyngdekraftens tegn giver sig til kende, et månelandskab midt i hårpragten – og en mand iført blå turban og et tykt tæppe af grå hår på den bare overkrop.

Fest uden hæmninger Copenhagen Grotesque Burlesque er et kostumebal med kreative optrædener, der opfordrer gæsterne til ikke blot at komme som publikum, men at tage del i de festlige forestillinger. Aftenen byder på alt fra poledance, mavedans og strip med en drag queen til det balkaninspirerede band Mames Babegenush og akrobatiske udfoldelser med ild.

Formålet, ifølge arrangørerne, er at skabe en sanselig oplevelse, der udfordrer dagligdagens konventionelle rammer og giver plads til at folk hæmningsløst kan udfolde og udforske deres kreative, bizarre og eksperimenterende sider. »Hvis jeg har lyst til at råbe, skrige og græde, kan jeg det,« siger 28-årige Malene Pedersen smilende, alt imens en gorilla iført hvide seler, matchende hat og en øl i hånden kommer til syne i døråbningen til terrassen. Malene tager et dybt hvæs af den hjemmerullede cigaret. Øjnene glider fra den blå bodypaintede lampeånd til en kvinde med sort tyl om livet, der svæver bag hende i slowmotion, når hun bevæger sig. Nattefrostens funklende tæppe på jorden og de små hvide skyer, der undslipper de rødmalede læber, ænser hun ikke. Heller ikke selv

28

om det eneste, hun har på overkroppen, er to stjerneformede mønstre af sølvfarvede krystaller, der kun akkurat dækker brysterne. »Det lægger op til, at der ikke er nogen grænser. Jo mere ekstrem du er, jo federe er det,« fortsætter Malene.

Et kys til et godt formål »Jeg er blevet fejlmeldt!« 26-årige Klaus M.’s stemme skærer gennem den summende stilhed under den åbne nattehimmel. Og sandt nok, på tværs af den sølvskinnende vest er påklistret et gult skilt med ordet ’fejlmeldt’ i sorte bogstaver. Han har brugt den sidste time i kysseboden, hvor frivillige sælger kys. Pengene går til AIDS-fondet, der arbejder med at forebygge hiv samt rådgive og støtte hiv-smittede. »Men jeg fik da nogle hundrede kroner. Jeg havde bare ikke regnet med at kysse så mange mænd,« griner han smørret. Eskapaderne har da også sat sine spor. Det sortmalede overskæg er tværet ud fra kind til kind, ansigtet glitrer med glimmer og hans læber ligner en farveprøve af samtlige læbestifter i Magasins parfumeafdeling.

Sektion 03 Vores Verden

»Hvor ser du godt ud!« udbryder han til en ukendt arabisk prinsesse, der passerer ham. »Må jeg give dig et kys?« fortsætter han med et skævt smil. Hun trækker på skuldrene med et afslappet »okay«. De glider i baggrunden og falder i et med den løsslupne stemning, som Grotesque Burlesque bryster sig med.

Josephine Wiesener har vundet den eftertragtede Modul 1-pris for sin reportage Juryen skrev blandt andet i sin begrundelse, at: »Artiklen er fyldt med ’don’t tell it - show it’, og citaterne er velvalgte. Man bliver draget af det univers, Josephine får skabt med sine ord, og man har lyst til at læse mere.« Alle nye journalistspirer på Roskilde Universitet er med i kampen om at skrive den bedste reportage og dermed vinde prisen Juryen består af undervisere fra Journalistik på Roskilde Universitet

Metier Issue No. 04 Forår 2013

Josephine Maria Schnablová Wiesener, jomasc@ruc.dk

Foto: Pao-Lung Tsai

Fashion week fik et særligt twist, da Søpavillonen i lørdags lagde hus til Grotesque Burlesque kostumebal. Med en stemning taget ud af ’Tusind og én nat’ som tema bød aftenen på farverige, fantasifulde og legesyge gæster og optrædener