Page 1

Små medier med stor indflydelse

Inspirationskilden: »Man får jo lyst til at smide en stinkbombe«

I Vietnam spinder de guld på kaffemaskiner

Metrier guider: Bøger der får sproget til at spire

Fra slagmark til blomsterbed

»Hvis ikke jeg er soldat, hvem fanden er jeg så?«

Krigens øjne

Fokus: Danmark i krig

Issue No. 05 Efterår 2013 Fokus Panorama Vores Verden

METIER

RUCJOURNALISTERNES MAGASIN


Leder Danskerne – et krigerisk folkefærd? I Danmark er vi flere gange blevet kåret som verdens lykkeligste folkefærd – senest i september i år. Vi forstår det ikke helt, men klapper alligevel hinanden anerkendende på skuldrene, når nyheden igen dukker op. Lykkelige. Det er en rar måde at se sig selv på. Og en endnu rarere måde at vide, at andre ser på os. Men hvad så med mærkater som militærfascister og Nordens mest krigeriske land? Sådan fremstillede to eksperter i sikkerhedspolitik i samme måned den nordiske omverdens syn på os under de rød-hvide faner i MetroXpress. Det gjorde de efter at have undersøgt Danmarks militære engagement i forhold til vores nabolande de sidste 20 år. Lykkelige og krigsliderlige, lyder det altså. Det skurrer sært i øregangene. Men er krig bare krig? Hvilke historier gemmer der sig også, når Danmark drager i krig? Det stiller vi skarpt på i dette nummer af Metier. I sektionen Fokus er temaet derfor denne gang Danmark i krig. Her kan du blandt andet møde en dansk diplomat i krig bag ambassadens mure og skrivebordets skjold. Du kan også møde eks-soldaten René Pamperin med posttraumatisk stresssyndrom, som

nu bruger blomsterbede og havearbejde til at hele både sig selv og andre syge soldater efter krigens traumer. I Panorama inviterer vi dig med ud i verden. Denne gang både til kaffe i mokka-mekkaet Vietnam, til fodbold i Tanzania og til den nye charterdestination – og forhenværende diktaturstat – Burma. Vi vender også blikket indad mod vores journalistnavler i sektionen Vores Verden, hvor vi blandt andet tager en tur om bag scenen i Københavns Radiobiograf. Du kan også få tre journalister og en forfatters tips til, hvilken skønlitteratur, der får sproget til at flyde som honning, og til slut kan du møde dette nummers inspirationskilde, Martin Krasnik, som gør op med konventionerne med sin konfronterende interviewteknik. Nu er det din tur til at gå i krig. God læselyst! På vegne af redaktionen, Lise Højer & Kicki Thomsen

Kolofon Skribenter Anna Christensen Anne Kidmose Jensen Anne Mette Steen-Andersen Camilla Lund Mikkelsen Cecilie Agertoft Didier Larsen Frederikke Amalie Dam Kathrine Meyer Kicki Thomsen Lise Højer Nanna Rævskær Dahl Nielsen Nicoline Larsen Rikke Mosfeldt Jeppesen Signe Mai Vilsbøll Sofie Sørensen Adresse Metier Roskilde Universitet Bygning 40.3 Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT) Universitetsvej 1 Postboks 260 4000 Roskilde Grafiker Nana Sø, BSc Digitale Medier og Design Forsidefoto Betina Johnbeck, DR Trykkeri Prinfoparitas Oplag 1000 eksemplarer Metier udkommer to gange årligt Find os på Facebook og Instagram www.facebook.com/rucmetier #rucmetier


Fokus: Danmark i krig

Side

04 Nicoline Larsen

I krig i slips og jakkesæt

Side

05 Sofie Sørensen

»Hvis jeg ikke er soldat, hvem fanden er jeg så?«

Side

06 Anna Christensen

Krigens øjne

Side

08 Cecilie Agertoft

Fra slagmark til blomsterbed

Side

09 Didier Larsen

Forsvaret kæmper for mangfoldighed i militæret


I krig i slips og jakkesæt De sandfarvede soldater i Camp Basra er måske det synligste billede på den danske indsats i Irak-krigen. Men i Bagdad, bag de høje beskyttende mure, udkæmpede den danske ambassadør en langt mere diskret, men ikke mindre vigtig krig Nicoline Larsen, nicolla@ruc.dk

»At irakiske politistationer og fængsler, for slet ikke at tale om amerikanske fængsler, ikke levede op til nogen form for standarder, det var klart, da jeg var der, og det var også klart længe før.« - Christian Oldenburg, tidligere dansk ambassadør i Irak

En del af koalitionen Da Danmark i marts 2003 gik ind i Irak-krigen, var det som en del af den koalition, USA havde samlet. Kun overgået af USA og England var Danmark det land, som bidrog med flest soldater i forhold til indbyggertal. Et faktum, der ifølge lektor i internationale forhold ved Aarhus Universitet Rasmus Brun Pedersen havde stor betydning for det efterfølgende diplomatiske genopbygningsarbejde: »Den rolle som Danmark spillede i Irak adskiller sig fra den traditionelle

Christian Oldenburg var dansk ambassadør i Irak i 2005. Foto: Privat

4

diplomatiske praksis, fordi Danmark var med i koalitionen og derfor havde et direkte medansvar for krigen. Dermed arvede man også et medansvar for genopbygningen.« Det ansvar som Danmark havde for genopbygningsprocessen, blev, ifølge den daværende danske ambassadør Christian Oldenburg, besværliggjort af koalitionspartneren USA. Især bebrejder han den amerikansk indsatte guvernør af Irak, Paul Bremer, for at have begået en række fatale fejl. Paul Bremer var sat ind for at sikre overgangsadministrationen af Irak fra 2003 til 2004. Selvom han havde forladt Irak og overladt landet til dets nyvalgte regering, da Christian Oldenburg var ambassadør, havde Bremers beslutninger stor påvirkning på Oldenburgs arbejde. »Ham den forfærdelige Bremer. Han sagde, at ingen, der havde været medlem af Baath-partiet (Saddam Husseins parti, red.) kan have nogen offentlig stilling. Og så har man ingen ambitiøse, kompetente mennesker i ministerierne. Det var jo ren fætterkusine forvaltning. Og dét er altså knald i låget.« Det var ifølge Christian Oldenburg særligt denne beslutning om at fyre alle de tidligere offentligt ansatte, der var skyld i den kaotiske tilstand i landet. »Når man fyrer alle de offentligt ansatte, der kan tænke selv, så skal det gå ad helvede til. Og det gjorde det så også.« Ifølge journalist Charlotte Aagaard, som vandt Cavlingprisen for sine afsløringer fra Irak-krigen, påvirkede amerikanernes fejl også Danmark. »Vi var jo en mindre koalitionsmagt, og der er ingen tvivl om, at det var USA, med Bremer i spidsen, der havde tøjlerne. Og derfor var vi jo afhængige af, at den måde Bremer organiserede overgangsregeringen, var i orden.« Hvilket Christian Oldenburg på ingen måde mener, den var. Men loyalitet er et nøgleord for en ambassadør. Loyalitet over for den danske regering, og dermed også loyalitet over dens koalitionspartnere. Så Oldenburg kunne dengang ikke offentligt ytre sin kritik. Han kunne blot se

til med undren og slet skjult faglig interesse: »Det var vanvittigt spændende, at se hvordan amerikanerne havde kvajet sig.«

»Når man fyrer alle de offentligt ansatte, der kan tænke selv, så skal det gå ad helvede til. Og det gjorde det så også.« - Christian Oldenburg, tidligere dansk ambassadør i Irak Regeringens øjne, øre og mund Ambassadørens rolle er at være den danske regerings øjne, øre og mund i Irak. Alt hvad han ser og hører, skal rapporteres hjem til Udenrigsministeriet. Derfor fungerer ambassaden i virkeligheden, med Rasmus Brun Pedersens ord, som »en lille lyttecentral«. Christian Oldenburg fortæller da også den danske regering om den katastrofale situation, Paul Bremers beslutninger har medført. »Jeg sagde til statsminister Fogh Rasmussen under hans besøg i Bagdad i 2006, at centraladministrationen i Khartoum (hovedstaden i Sudan, red.) var lysår bedre, end den jeg havde mødt i Bagdad. Det kunne han slet ikke forstå.« Men ifølge Charlotte Aagaard er Oldenburgs indberetninger blevet læst med største interesse i Købehavn: »Indberetningerne fra Bagdad har på det her tidspunkt været de vigtigste indberetninger, Udenrigsministeriet overhovedet fik.« Tavshed om tortur Netop spørgsmålet om, hvilke indberetninger, der er kommet fra Bagdad, behandles for tiden af Irak-kommissionen. Den uvildige kommission blev nedsat i 2012, blandt andet med det formål at undersøge, hvorvidt den daværende VK-regering vidste besked om tortur og tilbageholdt deres viden for Folketinget. Her er det bemærkelsesværdigt, at Oldenburg og den dan-

Sektion 01 Fokus

ske regering på daværende tidspunkt tilsyneladende ikke lå inde med den samme viden. For selvom den danske regering i 2005-2006 nægtede ethvert kendskab til tortur i Irak, vidste Oldenburg udmærket besked: »At irakiske politistationer og fængsler, for slet ikke at tale om amerikanske fængsler, ikke levede op til nogen form for standarder, det var klart, da jeg var der, og det var også klart længe før.« Christian Oldenburg beretter, at den diplomatiske reaktion i forhold til de irakiske myndigheder kom på flere møder, hvor han og den daværende britiske ambassadør hver for sig spurgte den irakiske indenrigsminister om især et mystisk dødsfald blandt fanger, som de dansk-britiske soldater havde afleveret til de irakiske myndigheder i Basra. Møderne med indenrigsministeren ændrede dog, ifølge Christian Oldenburg selv, intet. I forhold til amerikanernes brug af tortur var der en anden diplomatisk tilgang, nemlig tavshed. »Alle vidste det, men ingen talte om det. For konsekvensen ved at snakke om det var, at så var man også nødt til at gøre noget ved det. Men ved at lade være med at tale om det kunne man undgå at gøre noget ved det,« forklarer Charlotte Aagaard. Ifølge Rasmus Brun Pedersen er det kendetegnende for den danske politik i 00’erne: »Generelt har der været en del berøringsangst. Man har ikke villet bringe de her ting op, fordi de ville forværre forholdet til USA. Det har simpelthen været for ikke at skabe dårlig stemning over kaffen.« Hvorvidt det var frygten for dårlig stemning eller for at undgå at forholde sig til det, der afholdt Christian Oldenburg fra at tale med sine amerikanske kollager om problemet, vides ikke. Men når diplomaterne mødtes til frokost i Bagdad, var USA’s brug af tortur ikke et emne. Det bekræfter Christian Oldenburg: »Vi snakkede ikke om Abu Ghraib eller Guantanamo. Vi talte om dagen og vejen, og hvad sker der nu, og vi talte om den politiske situation.«

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Bagdad 2005. Irak-krigen er officielt ovre. Alligevel fortsætter volden med at eskalere. Antallet af dræbte civile fortsætter med at stige. Ikke bare én, men mange borgerkrige er under opsejling. Nationalisterne mod koalitionsstyrkerne, sunnierne mod shiaerne, shiaerne indbyrdes, og al Qaeda mod alle. Det er i dette kaos, at Christian Oldenburg, den nye danske ambassadør i Irak, lander i begyndelsen af juli 2005. Det er to år efter, at Bush har erklæret ’Mission Accomplished’, og to år inden de danske styrker bliver trukket hjem. I dag er Christian Oldenburg pensionist, men i 2005 var han en diplomat i et krigshærget land iført slips og jakkesæt, hvis eneste våben var forhandlingsevner og måske et talent for at hviske de rigtige ting i ørene på de rigtige folk, på de rigtige tidspunkter.


»Hvis jeg ikke er soldat, hvem fanden er jeg så?« Kim Eg Thygesen fortæller om at blive sendt hjem fra krig og blive efterladt i en anden verden. Det er historien om soldaten, der aldrig bliver soldat igen. Historien om det totale nederlag

”Det var et kæmpe nederlag. At jeg måtte indrømme,

Sofie Sørensen, sofisoe@ruc.dk

soldat jo, at man ikke giver op.”

at jeg ikke kunne gennemføre. For mig var det at være - Kim Eg Thygesen, tidligere soldat

Ikke en rigtig soldat En dag er det hele forbi. Hele livet forandret. Da Kim efter sin anden udsendelse vender hjem fra Afghanistan, vender han hjem til et mareridt. Han vågner om natten, fordi noget har sat sig fast i hans hjerte og i hans hjerne. I hjernen er det soldaten og krigens konstante alarmberedskab. »Hvis en bildør smækkede på parkeringspladsen ved Kvickly, kunne jeg finde på at kaste mig på jorden. Jeg var nødt til at gå, hvis der var kø ved kassebåndet, for så var jeg jo et stillestående mål,« fortæller Kim, som har placeret sig langs væggen, så han kan overskue alle indgange. Selvom hans øjne har fundet et holdepunkt i mine, fortæller han, at han ved præcis, hvem der er gået forbi, og hvad de bar på deres bakker. I hjertet er det oceaner af tanker, der skyller ind over ham med smerte og angst i hver bølge. En smerte, som er

svær at få på tale. Over for ham selv. Over for andre. »Du vil aldrig kunne give det videre, hvordan jeg havde det, da en kammerat havde fået sprunget begge ben af, og ligger og skriger ved siden af mig, mens jeg er nødt til at yde førstehjælp på en anden. Hvordan det stadig hænger fast i mig. Ligesom lugten af alt det blod, som jeg skulle tørre af væggene og gulvet, efter min ven var blevet ramt i hovedet.« Han bliver ordløs og eftertænksom. »Hvordan det var at tabe 16 kilo på en måned, fordi Taleban holdt mig og min enhed indespærret. Hvordan den følelse var - at tro, at man skal dø. Hvilket kæmpe nederlag det var, at jeg blev fløjet på sygehuset i Camp Bastian på grund af sygdom. Det eneste sted jeg ville være, var sammen med de andre, som stadig blev holdt indespærret på tredivte døgn,« fortæller han. »Jeg følte ikke, jeg havde fortjent at komme væk på den måde. Jeg var jo ikke en rigtig soldat så. Forsvaret er hårdt på den måde, det er jo lidt en jungelov,« fortæller han og griner sagte. For at aflede opmærksomheden fra sukket i hans øjne. Nederlaget Selvom tankerne var tunge, ville Kim gerne udsendes igen. »Min store drøm var at være med i spejderdelingen, og det fik jeg mulighed for på min sidste udsendelse til Afghanistan. Jeg glædede mig. Jeg fik noget at fokusere på igen: at gøre mit nye arbejde rigtig godt,« fortæller Kim. »Da jeg kommer derned, ender jeg med ikke at kunne sove. I spisesalen følte jeg, at alle sad og kiggede på mig, kendte mig og tænkte ’ham der, han er bare svag’. Selvom folk jo var dybt ligeglade med, hvem jeg var. Men det hele bliver virkelighed oppe i mit hoved.« Kims verden er ved at krakelere, alle de ting, han ikke har bearbejdet fra hans sidste udsendelse, invaderer ham, og en psykolog vælger at sende Kim tilbage til Danmark før tid. ”Det var et kæmpe nederlag. At jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne gennemføre. For mig var det at være soldat jo, at man ikke giver op.”

Sektion 01 Fokus

Han bliver stille, tænker. Indånder spor af erindringen. Ordene rykker sig sammen som tropper og indkredser hans verden. »Året efter får jeg konstateret posttraumatisk stress, hvilket endnu mere var som at slå et søm i ligkisten for soldaten. Det var det værste: at skulle leve med at vide, at jeg ikke kunne blive soldat igen. Hele min verden ramlede,« fortæller Kim, mens musikken i caféen spiller fjerne melodier fra den virkelighed, der brød ind i Kims liv. Virkeligheden er i caféen. Vi befinder os langt fra krigszoner, granater og røgslør. Den eneste røg, der befinder sig i lokalet, er den damp café latten afgiver gennem det hjerteformede mælkeskum. De eneste brag vi hører, er køkkenets opvaskere, der klirrer med glas og tallerkner og lyden af en tromme i et Rasmus Seebachnummer, hvis album er sat på repeat. »Hvem er jeg?« Hvad der skete med Kim, efter han blev sendt hjem, efterlod ham i en anden verden. »Jeg stillede meget mig selv spørgsmålet: Hvem er jeg? Hvis jeg ikke er soldat, hvem fanden er jeg så?«. Svaret befinder sig mange kilometer væk i hans hoved. Den verden han var efterladt i, var

en verden af tomhed. Erindringerne invaderer hans liv, og skyldfølelsen, svigtet og nederlaget forfølger ham. Selv da han tror, han er på vej tilbage til livet og starter på en uddannelse som ergoterapeut, må han erkende, at han ikke kan gennemføre. »Jeg kunne ikke gå i skolens kantine. Jeg følte, at folk kiggede på mig og vidste, at jeg var en svag soldat. Det var skyldfølelsen og nederlaget. Det var ved at æde mig op. Jeg var nødt til at sige stop,« fortæller han. Kim er stadig ved at lære at leve mine sine begrænsninger, men soldatermentaliteten slipper han ikke. I dag er ambitionen at gennemføre Marinekorpsets maraton i Washington. »Jeg er stadig meget drevet af det her med at presse mig selv og nå mine mål. Jeg tror, at jeg har et behov for at bevise, at jeg stadig kan opnå ting.« Hvis du fik mulighed for at blive soldat igen, ville du så vælge at blive udsendt? »Det er jo drømmesætningen.« Der er noget ved hans ansigt. Noget, der bliver til drømme. Resten til virkelighed. Som en blomst, der blotter sig, når han til erkendelsen. Virkeligheden og dens insisteren. »Nej, det tror jeg ikke. Jeg ville sige nej tak. Det har kostet for meget.«

Kim er stadig ved at finde ud af, hvem han er. Inderst inde føler han sig stadig som den soldat, han aldrig kan blive igen. Foto: Sofie Sørensen

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Hvem synes du så, at du er nu? Så er den der igen. Bevidstheden, der føles som smerter og fylder caféen med stilhed. »Ja, det var et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke.« Længe siger han ikke noget. »Jeg er i gang med at lære mig selv at kende og finde min plads i det civile liv,« fortæller 31-årige Kim Eg Thygesen, som er tidligere soldat. Som dreng var storebrødrene til Kims kammerater soldater, og Kim begyndte selv at fantasere om livet som soldat. I barndomsbyen Osted løb han sammen med kammeraterne rundt i naboernes haver, hvor de gemte sig for fiktive fjender og målet, som de skulle angribe. Så da Kim som 21-årig skulle aftjene sin værnepligt, var han pivstolt. Han havde aldrig planer om, at han skulle udsendes, men intensiteten, ansvarsfølelsen og troen på at kunne gøre en forskel førte ham både til Kosovo i 2004 og til Afghanistan i 2006 og 2009. »Jeg blev draget af det. Det var ikke bare et arbejde - det var mig, og jeg elskede det. Hele min identitet var jo blevet at være soldat.« De store blå øjne er intense. De lyser, men lyser af en længsel, som kun de færreste vil kunne forstå til fulde.

5


Krigens øjne DR Nyheder har seks fotografer ansat, der udelukkende rejser rundt i verden og dækker udlandsstof som naturkatastrofer, krig og terror. De rejser ind, hvor andre flygter ud. En af dem er Betina Johnbeck

Anna Christensen, annachr@ruc.dk

»Da jeg startede, sagde jeg: jeg vil ikke til Afghanistan, og så tog jeg til Afghanistan. Da jeg havde prøvet det, og det gik godt, så tog jeg af sted igen.« - Betina Johnbeck, udlandsfotograf for DR Nyheder.

6

I maj måned flyttede hun, sammen med journalisten Puk Damsgaard, hele deres redaktion ind på anden etage i en bygning i en by i Syrien. Byen havde ikke været angrebet i ni måneder indtil fredag den 17. maj kort tid efter fredagsbønnen. De havde været der i ti dage og havde fire dage tilbage, men angrebet fra styret satte en stopper for deres videre arbejde. Deres fikser, en lokal person, som hjælper med det praktiske, denne gang en lokal syrisk kvinde, hjalp dem samme dag væk fra byen. Efter en søvnløs nat på en gård uden for byen kunne de rejse ud af landet. Offentlighedens opfattelse af krig DR har seks fuldtidsfotografer ansat, der alle har til opgave at rejse rundt og billeddække udlandsstof som naturkatastrofer, terror og krig. »Billeder betyder rigtig meget for offentlighedens opfattelse af krig. Og derfor er dækning af krig meget afgørende. Medierne har en opgave i at skildre virkeligheden. Det handler om at gøre folk klogere på verden med henblik på at give folk mulighed for selv at tage stilling til, hvad de synes,« siger Ulrik Haagerup, direktør for DR Nyheder. Han mener, at man som nyhedsmedie skal passe på med at vise billeder fra krig blot for underholdningens skyld. »Det er en balance mellem at give danskerne et indblik i, hvad krigens konsekvenser er, og på den anden side ikke at gøre krigen til underholdning. Vi skal tage hensyn til, at krigens konsekvenser giver meget voldsomme billeder, som kan være meget ubehagelige,« forklarer Ulrik Haagerup. DR Nyheder viser ofte billeder fra andre tv-stationer og internationale mediebureauer, men med det følger også en risiko for, at billederne ikke er taget det sted og tidspunkt, som der hævdes. Når journalisten og fotografen befinder sig i krigszonen, kan man vise deres billeder med en sikkerhed om, at billederne ikke er manipuleret, at man ved præcis, hvor billederne er fra, hvornår de er taget og at kilderne udtaler sig af egen fri vilje.

»Du ser mange reportager, hvor de siger: disse billeder er angiveligt fra Syrien, men vi ved det ikke med sikkerhed. Og selvom der ikke er mange, der har lyst til at rejse der, er det vigtigt at vise, hvad der foregår i krig. Det er meget vigtigt at få billederne hjem selv. Vi laver nyheder, og så er man nødt til at være der,« siger Betina Johnbeck.

»Jeg går meget tæt på folk, når jeg filmer. Så tæt, at jeg nærmest står helt oppe i hovedet på dem. Jeg kan godt lide at se folks øjne. Man kan aflæse alt i øjnene.« - Betina Johnbeck, udlandsfotograf for DR Nyheder. Har skrevet sine afskedsbreve Betina Johnbeck ved godt, at der er en risiko, når hun rejser ud til verdens brændpunkter som fotograf. »Jeg har gjort op med mig selv, at det kan godt være, at jeg ikke kommer hjem igen. Jeg satte mig ned og skrev afskedsbreve til min familie. Det er en ting, som soldaterne får at vide, at de skal gøre. Kan jeg magte at skrive afskedsbreve til mine kære, så kan jeg magte at tage af sted. Men det giver samtidig en ro, at jeg har sagt farvel,« siger Betina Johnbeck. Hun har altid vidst, at hun ville være rejsefotograf. Men i starten af sin karriere var hun sikker på, at hun aldrig skulle dække krig, det kom hun bare til med tiden. I 2005 var hun færdig med at være i lære som fotograf på DR. I læretiden må man ikke rejse, men da London blev bombet i juli 2005, blev hun spurgt, om hun ville af sted, og det ville hun. De næste fire år arbejdede

Sektion 01 Fokus

hun som freelancer, og her tog hun imod alt det arbejde, hun kunne komme i nærheden af. »Da jeg startede, sagde jeg: jeg vil ikke til Afghanistan, og så tog jeg til Afghanistan. Da jeg havde prøvet det, og det gik godt, så tog jeg af sted igen. Ens grænser rykker sig hele tiden. Jeg ville heller ikke til Syrien, men så gjorde jeg det alligevel i 2012,« siger Betina Johnbeck. De sidste to år har hun arbejdet som en af DR’s faste rejsefotografer. Og hun har efterhånden udviklet sin helt egen stil. »Jeg går meget tæt på folk, når jeg filmer. Så tæt at jeg nærmest står helt oppe i hovedet på dem. Jeg kan godt lide at se folks øjne. Man kan aflæse alt i øjnene. For eksempel når man filmer tildækkede kvinder, så kan man se om de er vrede, kede af det eller glade. Det bruger jeg meget. Det er meget grænseoverskridende at gå helt tæt på, men det har jeg vænnet mig til,« siger hun. At komme hjem Betina Johnbeck elsker sit job, men hun elsker også at komme hjem. Når hun kommer hjem, er det vigtigt for hende, at få afsluttet rejsen så hurtigt som muligt. »Jeg pakker altid min taske ud, lige når jeg kommer hjem. Jeg sætter vasketøj over og lægger tingene på plads og så kan jeg holde fri,« siger hun. Ifølge Betina Johnbeck er det ikke et job, man kan holde til i mange år, og at rejse til verdens brændpunkter er ikke noget, hun vil blive ved med at gøre. »Jeg taler sjældent om mine rejser til mine kære. Det har jeg ikke behov for. Jeg fortæller aldrig til mine forældre, hvad jeg har oplevet, fordi jeg ikke har lyst til at bekymre dem. Jeg taler det i stedet godt igennem med journalisten, lige når vi er kommet hjem. Og så går jeg til de-briefing hos en psykolog og får talt ud. Det er et krav, vi har, at når man har været i krigszoner med DR, så skal man se en psykolog. Vi er jo lige som soldater.«

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Der lyder et højt brag i den Syriske by. Hele bygningen ryster faretruende. Betina Johnbeck rækker automatisk ud efter sit kamera. Sammen med sin kollega Puk Damsgaard løber hun ned på gaden, tænder sit kamera og igennem søgeren ser hun i det fjerne en tyk sort røg stige op over bygningerne. Lyden af et fly, der dykker. De reagerer hurtigt og løber mod den nærmeste mur for at søge i dækning. ’Det er nu det sker, det er nu, det er slut,’ tænker Betina Johnbeck, og når ikke at kaste sig ned før trykbølgen rammer hendes ryg og eksplosionen fylder hendes øregange. Vinduerne giver efter i alle bygningerne omkring dem, og glasskårene blander sig med støv, mursten og sylespidse metalstykker. Betina åbner sine øjne og ser, at de begge er i live. De løber tilbage til deres bygning og ind ad hoveddøren, hvor naboens pige står midt på gulvet og skriger. Pigen er iført lyserødt joggingtøj og bare tæer. Betina Johnbeck sætter sig ned på det støvede gulv og tager pigen ind til sig. »Jeg tror hun var omkring 13 år. Det er så frygteligt at se børn på den måde. Hendes verden vil jo aldrig blive det samme igen,« siger Betina Johnbeck. Hun er fotograf og har i de sidste otte år rejst rundt i verden for at kunne sende billeder hjem til DR Nyheder.


Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

En ung kvinde på flugt fra sin hjemby Homs på grund af borgerkrigen i Syrien. Under sin flugt boede hun blandt andet med 10 andre kvinder og 18 børn i en toværelses lejlighed. Foto: Betina Johnbeck, DR.

7


Fra slagmark til blomsterbed Krysantemum, blomsterfrø og begejstring ved duften af vådt græs klinger ikke af militære missioner i krigshærgede områder. Men i Slots Bjergby ved Slagelse ligger en have, hvor hjemvendte soldater med posttraumatisk stress finder indre ro og sammenhold på tværs af bedene Cecilie Agertoft, ceag@ruc.dk

»Jeg behøvede ikke længere at tage sovepiller om natten, for haven gav mig en masse sanseindtryk, så min hjerne blev træt.« - René Pamperin, tidligere kaptajn i Hæren Sanseindtryk og nærvær I 2007 kommer René Pamperin hjem fra Helman-provinsen i Afghanistan. Han tror, at han bare skal have ferie og tale med en psykolog. Men alting vælter, da han forholder sig til de hændelser, der er sket under hans udsendelse, så i 2009 bliver han førtidspensioneret. Det bliver rutine for ham at gå ud i sin have, hvor han blunder i solen og nyder lyde og dufte. »Jeg behøvede ikke længere at tage sovepiller om natten, for haven gav mig en masse sanseindtryk, så min hjerne blev træt,« siger René

8

Pamperin. I Forsvaret har man også hørt om havers helbredende virkning. Forsvaret deltog i efteråret 2012 i et projekt, hvor otte veteraner blev tilknyttet et forløb i terapihaven Nacadia ved Hørsholm. Haveterapien giver indre ro, mener psykolog og haveterapeut Dorthe Djernis, der var ansvarlig for projektet. »Har man PTSD kan det være vanskeligt at bevare nærværet, men det blev for de fleste lidt lettere efterhånden. Også i aktiviteter som for eksempel brændehugning var nærværstræningen med,« skriver Dorthe Djernis i evalueringen af projektet. Lægeordineret haveterapi René Pamperin arbejder hver dag i samarbejde med frivillige på at forvandle sin have, der har fået navnet VeteranHaven, til en sanse- og oplevelseshave. I marts 2016 skal VeteranHaven åbnes som offentlig besøgshave med tilhørende gårdbutik. Der skal sælges hjemmedyrkede agurker, tomater og kartofler, der er plukket og revet op af jorden af de samme hænder, som engang kastede håndgranater. Ingen må få økonomisk fordel af haven, og derfor går al økonomi til projekter i haven. René Pamperin vil afholde drageflyvninger, kunstevents og picnickoncerter. Rammen for det hele er, at de tilskadekomne soldater får det bedre. Haveterapi kan medvirke til at få stressramte tilbage på arbejdsmarkedet, viser et svensk studie. 75 procent af en gruppe stresspatienter kom tilbage i job efter at have været tilknyttet et haveprojekt. Samtidig angav 98 procent af patienterne, at haveterapien forbedrede deres livskvalitet, oplyser organisationen Stressforeningen på sin hjemmeside. I Sverige har de gode resultater med stresshaver betydet, at svenske læger i dag kan ordinere haveterapi til deres patienter.

»Vi er kampsoldater og derfor alle sammen lidt macho og dårlige til at indrømme, at vi har det svært. Men i de stille timer i eftertænksomheden opstår der en indforståethed imellem os.« - Flemming Lindberg, tidligere soldat Kammeratskabet er det vigtigste Én ting er, at Flemming Lindberg hjælper med det manuelle arbejde, der for hver dag bringer drømmen om en besøgshave med bålplads, shelter og fritgående dyr nærmere. Noget andet er, at han er en del af det sociale fællesskab, som både René Pamperin og han selv fremhæver som havens vigtigste funktion.

»Havearbejdet er i princippet en biting. Terapien er, at vi snakker sammen. Når vi er i haven, snakker vi som om, vi har kendt hinanden hele livet, selv om vi måske aldrig har set hinanden før,« siger René Pamperin. Flemming Lindberg er enig i, at der i haven opstår et særligt kammeratskab mellem soldaterne, fordi de deler en forståelse af, at have været igennem det samme. »Vi er kampsoldater og derfor alle sammen lidt macho og dårlige til at indrømme, at vi har det svært. Men i de stille timer i eftertænksomheden opstår der en indforståethed imellem os,« siger Flemming Lindberg. Ingen mirakelkur Selvom man i Forsvaret er positivt indstillet over for haveterapi og gerne fremtidigt vil indgå i sådanne projekter, må man, ifølge chefpsykolog i Forsvaret Vibeke Schmidt, være bevidst om, at haveterapi ikke alene kurerer diagnosen posttraumatisk stress. »Det kan være lindrende at være i en social sammenhæng, men selve traumerne forsvinder ikke blot ved, at man er i naturen. Ved voldsomme psykiatriske lidelser er det ofte nødvendigt med medicinsk behandling,« siger Vibeke Schmidt. I VeteranHaven er der ingen psykiatere, terapeuter eller psykologer. Men det svækker ikke René Pamperin eller Flemming Lindbergs engagement og tro på, at haven mildner en hverdag med posttraumatisk stress. »Jeg graver ikke et hul for at grave et nyt hul, for derefter at dække hullet med det jord, jeg lige har gravet op. Der er en mission med den her have. Den skal blive til noget, og det er en tilfredsstillelse i sig selv,« siger Flemming Lindberg og rykker på en brosten, der er faldet ud fra en række, han netop har stablet.

VeteranHaven har fået sponsoreret en masse blomster, som Flemming Lindberg her er ved at ordne. Foto: Cecilie Agertoft

Væk fra tomme pizzabakker En af de soldater, der lider af posttraumatisk stress og arbejder i VeteranHaven, er 45-årige Flemming Lindberg. To små høresnegle stikker diskret frem ved hans øreindgange. Han mistede det meste af sin hørelse under et træf, da han i 1995 var udsendt som soldat i Bosnien. Op ad

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Tidligere kaptajn i hæren René Pamperin står med en frostkylling i hånden. Kulden fra den plastikklædte, døde fugl forplanter sig til hans hånd, mens han bliver i tvivl om, hvorvidt den skal i køleskabet eller fryseren. Beslutningen er uoverkommelig, så han lader den ligge på køkkenbordet. Situationer som denne var en del af 49-årige René Pamperins hverdag i årene efter, at han havde været i krig. I dag lider han stadig af posttraumatisk stress (PTSD) og finder ikke glæde ved noget, men i sin have oplever han en snert af mening. Haven har en terapeutisk virkning på ham, og for at hjælpe andre i samme situation har han åbnet sin 35.000 kvadratmeter store have for soldater og deres pårørende. I Sverige og det danske forsvar har man også gode erfaringer med at bruge haver som terapi mod stress. Ser man tilbage i historien, er haveterapi ikke banebrydende. Allerede under første og anden verdenskrig fandt sygeplejersker ud af, at jord under neglene og ophold i grønne omgivelser kunne helbrede traumatiserede soldater.

hans hals kravler en lynformet tatovering, der dog næsten er dækket af fleecejakken, der er trukket helt op som skærm mod efterårsblæsten. VeteranHaven forhindrer, i følge Flemming Lindberg selv, at han »drukner i reklamer og tomme pizzabakker«. Han kommer i haven som en del af et arbejdsprøvningsforløb. Men havearbejdet adskiller sig fra andre fleksjob. »Det er ydmygende at skulle putte låg på småkagedåser, tømme papirkurve, eller hvad systemet ellers sætter en til. Det giver mig en følelse af, at jeg ikke kan bruges til andet, men i haven bidrager jeg faktisk med noget,« siger Flemming Lindberg.


Forsvaret kæmper for mangfoldighed i militæret Det danske forsvar har svært ved at nå ud til unge med anden etnisk baggrund. Militæret mangler rollemodeller, som de unge kan relatere til, mener våbeningeniør Ali Hussein Al-Temimi fra Forsvarets Rekruttering. Han er selv en af dem Didier Larsen, didier@ruc.dk

»Jeg har venner med samme baggrund som mig selv, der ikke forstår mit valg. De mener, at jeg støtter krig. De ved ikke, at det danske forsvar har mange andre opgaver ud over krigsmissioner. Det er en af årsagerne til, at der ikke er flere unge med min baggrund, som vælger en karriere i Forsvaret.« - Ali Hussein Al-Temimi, våbeningeniør i Forsvarets Rekruttering Krig skræmmer forældre Ifølge Nathalie Skovgaard skyldes den manglende interesse for en karriere i Forsvaret blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk, at militæret ikke er velset blandt deres forældre. »Mange af de unge med anden etnisk baggrund stammer fra lande, hvor Forsvaret ses som et job med lav status. Deres forældre er måske også bange for, at børnene ender i krig. De er måske selv flygtet fra krig,« siger Nathalie Skovgaard. Den 29-årige irakiskfødte våbeningeniør Ali Hussein Al-Temimi er en af de få, som det er lykkedes Forsvaret at nå ud til. Han mødte selv modstand fra sit bagland, da han tilbage i 2006

valgte en karriere i Forsvaret. Især fra sin familie og venner med den samme etniske baggrund. Det skyldtes, at de ikke kendte til det danske forsvar. Derfor sidestillede de det med Saddam Husseins militærregime, som de netop var flygtet fra. »Jeg har venner med samme baggrund som mig selv, der ikke forstår mit valg. De mener, at jeg støtter krig. De ved ikke, at det danske forsvar har mange andre opgaver ud over krigsmissioner. Det er en af årsagerne til, at der ikke er flere unge med min baggrund, som vælger en karriere i Forsvaret,« fortæller han. Svær gruppe at afdække Ifølge Nathalie Skovgaard er netop denne kategori af unge en besværlig gruppe at nå ud til med Forsvarets kampagner. Derfor valgte Forsvaret i februar 2012 i samarbejde med analyseinstituttet Epinion at undersøge Forsvarets rekrutteringspotentiale blandt unge kvinder og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Men undersøgelsen gav ikke noget entydigt svar. »Undersøgelsen viste os, at det er en heterogen gruppe med forskellige nationaliteter og kulturelle baggrunde. De har forskellige traditioner og erfaringer med forsvaret fra deres hjemland. Derfor er det vanskeligt at kommunikere målrettet ud til denne gruppe,« fortæller Nathalie Skovgaard. Medier skriver mest om krig Ifølge Ali Hussein Al-Temimi har mediernes manglende fokus på de civile jobs i Forsvaret også en del af ansvaret for, at unge med anden etnisk baggrund fravælger en karriere i militæret. Han mener, at medierne primært fokuserer på krig og de døde soldater. »I medierne bliver vi kun præsenteret for ildkamp og død. Der er næsten ingen fokus på vores velgørenhed og humanitære arbejde. Vi hjælper eksempelvis civile rundt omkring i verden ved at bekæmpe pirateri, patruljere og sørge for nødhjælp og mad. Men den historie fortæller medierne sjældent,« siger Ali Hussein Al-Temimi.

Sektion 01 Fokus

Irakiskfødte Ali Hussein Al-Temimi er våbeningeniør. Han bliver ofte brugt som ambassadør for at tiltrække unge med anden etnisk baggrund til forsvaret. Foto: Didier Larsen Forsvaret har også et ansvar Han mener dog også, at Forsvaret til dels selv er skyld i, at etniske minoriteter fravælger dem. Ifølge ham reklamerer Forsvaret ikke nok for deres civile jobs. Derfor skal de være mere synlige og bedre til at sætte fokus på disse stillinger. »Vi har i mange år været gode til at komme ud, når vi mangler officerer. Der er dog længere mellem de reklamespots, der fokuserer på de civile arbejdsområder. Der er mange muligheder alt lige fra mediearbejde til rengøring, og det skal vi være bedre til at kommunikere ud,« siger han. Det synspunkt deler Nathalie Skovgaard. Hun er enig i, at Forsvaret skal være bedre til at formidle, hvilke civile karrieremuligheder de også tilbyder.

»Unge med anden etnisk baggrund kommer tit over bagefter. De vil høre om, hvem jeg er, og hvad jeg laver i Forsvaret. Og jeg får en del positiv respons. Jeg ved, at når jeg stiller mig op og taler, så skaber jeg interesse for folk med udenlandsk baggrund. - Ali Hussein Al-Temimi, våbeningeniør i Forsvarets Rekruttering

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Det halter med at øge mangfoldigheden i Forsvaret. Sådan lød en overskrift i Kristeligt Dagblad i maj 2013. For at opnå denne mangfoldighed er opskriften fokus på de civile jobs, synlighed og brug af rollemodeller. Det mener Ali Hussein Al-Temimi og Nathalie Skovgaard, der er henholdsvis våbeningeniør og specialkonsulent i Forsvarets Rekruttering.

»Vi skal tænke i anderledes baner. Det skal være tydeligt, at Forsvaret er en progressiv og moderne arbejdsplads med gode civile jobs og karrieremuligheder. Det er vigtigt, at vi får fortalt, at et job i Forsvaret ikke behøver at betyde deltagelse i krig,« lyder det fra hende. Fokus på de stærke unge Ifølge Nathalie Skovgaard skal Forsvaret være bedre til at nå ud til de ressourcestærke unge med anden etnisk baggrund. For at fange denne gruppe har Forsvaret blandt andet støttet op om projektet Taking the Lead, som kørte over tre år og sluttede i 2011. »Det var et samarbejde mellem Gerlev Idrætshøjskole, Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning og den amerikanske ambassade. Her kunne de unge deltage i et forløb, hvor de havde mulighed for at komme i praktik. Vi brugte også projektet til at skabe nogle rollemodeller, der kunne bruges til at fortælle den positive historie om Forsvaret,« forklarer Nathalie Skovgaard. Ali Hussein Al-Temimi bliver ofte brugt som rollemodel. Han deltager blandt andet til forskellige messer, hvor han fortæller sin egen historie. Han er klar over, at han skaber opmærksomhed, når hans mørkglødede ansigt dukker op blandt de ældre blege herrer i uniform. »Unge med anden etnisk baggrund kommer tit over bagefter. De vil høre om, hvem jeg er, og hvad jeg laver i Forsvaret. Og jeg får en del positiv respons. Jeg ved, at når jeg stiller mig op og taler, så skaber jeg interesse for folk med udenlandsk baggrund. Jeg får tit at vide, at man kan se det på diversiteten af ansøgninger bagefter,« forklarer han.

9


12 Signe Mai Vilsbøll

Diktaturstat bliver til populært turistmål

Side

13 Anne Kidmose Jensen

Fodboldtumlinger kommer på græs bag murene

Side

14 Anne Mette Steen-Andersen

I Vietnam spinder de guld på kaffemaskiner

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Panorama

Side

11


Diktaturstat bliver til populært turistmål Burma står over for et større udviklingsarbejde, når turister rejser ind over landets grænser. Hele verden står i kø for at besøge det nye ferieparadis, men infrastrukturen kan gøre tilstrømningen problematisk Signe Mai Vilsbøll, smkv@ruc.dk

Omkranset af gyldne tempeltoppe og grønne træer ligger Burmas tidligere hovedstad, Yangon. På de små hovedgader ligger faldefærdige engelske kolonitidsbyggerier side om side. Mellem husene på byens smalle gader er der begrænset plads til mylderet af gamle biler og mennesker. Blandt sværmen af mennesker i farvestrålende tøj og med mørkt hår bliver der kigget og peget mod turisterne. En ganske lille flok europæere med kridhvidt hår og næsten gennemsigtig hud bevæger sig gennem mængden. Lokale kigger på hinanden og smiler - den ene peger på turisterne og hvisker forsigtigt: ’foreigner’.

salgsdirektør i Star Tours, vil det danske rejsebureau sælge rejser til Burma, mens landet endnu er ubesøgt i det kommende vinterhalvår. Mikael Gravers, lektor på Aarhus Universitet og Burmaekspert, har selv besøgt Burma adskillige gange. Han opfordrer folk til at se landet, mens det endnu ikke er pakket med turister. »Det er et smukt land, og selvfølgelig skal man tage ud og se det, inden det bliver overrendt. Yangon er den smukkeste by i Asien. Det er en meget grøn by,« siger Mikael Gravers.

Flere turister krydser grænsen I gadebilledet er turister stadig et sjældent syn. Men den hidtil lukkede del af verden har skabt global opmærksomhed efter mange år i isolation. Turister står nu i kø foran den burmesiske ambassade i Bangkok for at få visum. Indtil i år var det kun muligt at rejse ind i Burma via luftveje, men i september blev det tilladt at krydse landets grænser til fods. Derfor spås der nu om endnu større tiltrækning af turister. Ifølge en rapport fra Ministry of Hotel and Tourism in Burma havde landet i 2012 omkring en million besøgende. Antallet af indrejsende er steget stødt de seneste tre år, og det forventes, at mere end 1,5 millioner mennesker vil besøge landet inden udgangen af 2013. »Alle skal derud nu, fordi det er åbent, det er billigt, og fordi det er blevet in. Det er et modeland,« forklarer journalist Flemming Ytzen, der har besøgt Burma flere gange.

ikke en infrastruktur endnu,

12

der kan bære en voldsom turistaktivitet. Der kan komme så mange, at det ikke bliver særlig nemt logistisk at gennemføre.« - Mikael Gravers, lektor på Aarhus Universitet og Burma-ekspert Spor fra et lukket diktatur Det er kun få år siden, at Burma var isoleret. Landet dirrede dengang af nervøsitet og uroligheder. I 2007 blev vi præsenteret for videojournalister i dokumentarfilmen ’Burma VJ’. Journalisterne filmede befolkningens demonstrationer i Yangon ledet af rødklædte munke i et blodigt opgør mod det militærdiktatoriske juntastyre. Imens uroen stod på, sad oppositionens folk fængslet eller i husarrest. Munkenes demonstrationer er nu forbi, og oppositionslederen Aung San Suu Kyi blev løsladt fra sin husarrest i 2010 og er valgt til parlamentet. Selvom udenlandske investeringer, multinationale selskaber og rejselystne turister strømmer mod Burmas grænser, er der, ifølge Mikael Gravers og Flemming Ytzen, brug for tid til at udvikle og udbygge. I Burma ses stadig stærke spor af det indesluttede militærdiktatur. Mens landets porte

Hverdagsshopping i Yangons gader. Foto: Signe Mai Vilsbøll endnu var lukket, var udviklingen af vejnet, elektricitetsforsyning og affaldsbehandling tilbagestående. Ved banker, seværdigheder og statsejede institutioner står der stadig bevæbnede soldater og bevogter landets formue og ressourcer. »Burma er under opbygning som turistdestination. Jeg frygter, det bliver som at komme til en byggeplads, hvor hotellerne først er ved at komme op og stå, og hvor arbejdskraften ikke har fået den nødvendige uddannelse, der skal til, for at det bliver en velfungerende charter- og turistdestination,« siger Flemming Ytzen. Infrastruktur er en hæmsko Månen og de små gadelygter spejler sig i regnvandet, som ligger i store pytter og danner søer på den smalle hovedgade. I vandet flyder skrald, og rotter piler af sted fra et gadehjørne til et andet. En strømafbrydelse. Lyset i gadelygterne slukkes. Folk standser midt i mylderet på gaden. Der bliver helt stille, og kun månens skær giver lys i mørket. »Burma er sårbar og har ikke en infrastruktur endnu, der kan bære en voldsom turistaktivitet. Der kan komme så mange, at det ikke bliver særlig nemt logistisk at gennemføre,« siger Mikael Gravers. Især infrastruktur er noget, der skal arbejdes med, før landet kan konkurrere

Sektion 02 Panorama

med Thailand. Ifølge Mikael Gravers er infrastrukturen særligt et problem, da den blandt andet ikke tillader store køretøjer, trafik og travlhed på de små, smalle gader i byen eller over det høje landskabs snoede grusveje. »Infrastrukturen skal udbygges, ellers kan det blive noget frygteligt roderi, og så kollapser sådan nogle udviklingsprojekter,« siger Mikael Gravers. »Det skal nok komme, men vi ved fra Thailand, at det tager tid. Det kræver store investeringer og effektiv skoling af arbejdskraften, før det fungerer ordentligt. Det håber jeg, at de burmesiske myndigheder tager sig rigtig god tid til,« siger han. Freden sænker sig med aftenmørket over Yangon. Gaderne er næsten øde efter klokken ti, og kun rotters listen og regndryp er at høre i de smalle passager. Mens hele verdens turister er på en rejse mod Burma, er Burma på sin egen rejse - en rejse ud af diktaturet, mod en udvikling, der lukker omverdenen ind. Signe Mai Vilsbøl var i sommerferien 2013 på rundrejse i Asien i halvanden måned. Her tilbragte hun nogle uger i Burma for at få stillet sin nysgerrighed om forholdene i det før så lukkede land.

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Charterturister med på bølgen Burmas byggeri, grønne natur, templer og lange sandstrande gør landet til et oplagt feriemål for både charterturister og individuelle rejsende. Flemming Ytzen mener, at landet oplever en stigende turisme, da potentialet som nyt ferieparadis er stort og kan sammenlignes med Thailand for 30 år siden. Til gengæld er prisniveauet i Burma langt lavere. Flere turistbureauer er bekendt med Burmas stigende popularitet blandt rejselystne folk. Ifølge Stig Elling,

»Burma er sårbar og har


Fodboldtumlinger kommer på græs bag murene Hver tirsdag mødes børn og deres udstationerede forældre til miniputfodboldtræning på græsset bag en mur i Tanzanias største by, Dar es Salaam. Mens de sportsklædte juniorer boltrer sig på banen, jubler forældre og barnepiger med fra sidelinjen Anne Kidmose Jensen, kidmose@ruc.dk

græsset ikke så langt fra, hvor de blev kastet op.

»Dar es Salaam er et dejligt familiested. Der er lige det med malaria, og sundhedsvæsenet er ikke så godt, men det er et godt familiested.« - Angela Sims, australier og bosiddende i Dar es Salaam med sin familie

Kast boldene op i luften »Dar es Salaam er et dejligt familiested. Der er lige det med malaria, og sundhedsvæsenet er ikke så godt, men det er et godt familiested,« siger Angela Sims. Hun kommer fra Australien og bor i Dar es Salaam med sine sønner og sin mand, der er udstationeret her. »Min dreng går også til svømning. Der er forskellige tilbud til expats her i Dar,« siger hun. Hendes søn står endnu foran hende omkranset af plastikstolene. Kvinden overfor Angela Sims rejser sig og placerer sine ben langs drengens, som to tykke stylter. Han snubler næsten, mens hun tager et skridt og hun udbryder: »Vis mig, hvad du dur til!« Drengen er nået hen til de andre børn. De står som disciple rundt om træneren, og hans stemme når helt hen til kvinderne i hjørnet: »Kast boldene op i luften!« råber han. Hvide fodbolde af imiteret læder ryger op i luften fra forsamlingen af børnehænder. Angela Sims snakker med kvinden i plastikstolen overfor om deres planer i de kommende fridage. De regner med at tage til ferieøen Zanzibar. Der kommer en serie af hule lyde, da fodboldene lander mellem børnene. De lander på

Tiljublet fra sidelinjen Til venstre for kvinderne i plastikstolene, på græsplænens langside, sidder fem andre kvinder. Christina Magariga kommer her hver tirsdag. På hendes skød sidder en dreng med tyndt, mælkehvidt hår. Der er den canadiske konsuls søn, fortæller hun. Drengen kravler ned af hendes skød og drages mod en tom Sprite-flaske, der ligger og vugger i vinden. »Det er godt for børnene at lege og få motion,« siger Christina Magariga. Kvinderne vender hovederne mod den ydre del af fodboldbanen, hvor en dreng i stribet tøj løber alene i retning mod firehjulstrækkerne på parkeringspladsen. Han sparker en fodbold foran sig og nærmer sig to mobile mål i udkanten af græsplænen. Det første mål er et højt metalstativ uden hvide netmasker, og først sparker han fod-

bolden igennem, så følger han selv efter. Han når frem til et lille mål med skinnende, rombeformede netmasker. Med et præcist spark sender han bolden i mål, og dens rotationer stopper, da den møder nettet. Han fortsætter efter bolden ind i målet og rammer den igen. Trådene fra netmaskerne omslutter hans krop, og klapsalverne fra sidelinjen og fra kvinderne i hjørnet driver ind over ham. Anne Kidmose bor i skrivende stund i Dar Es Salaam i Tanzania, hvor hun er i gang med et halvt års praktikophold i kommunikationsafdelingen hos Global Platform Tanzania. Hun synes, det er interessant at fortælle de skæve historier fra den afrikanske storby.

I Tanzanias største by, Dar es Salaam, spiller de udsendtes børn fodbold i læ af mur og jernport. Foto: Anne Kidmose Jensen

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

I hjørnet af græsplænen sidder tre kvinder i plastikstole. Stolene er vendt mod hinanden, så de danner en trekant i den del af græsplænen, der vender ud mod parkeringspladsen. Bag kvinderne holder to firehjulstrækkere, og deres lygter og massive front flankerer udgangen som bryske, muskuløse vagter. På græsset mellem de hvide stoleben står beigefarvede skuldertasker og en lille rygsæk, hvor Buzz Lightyear spreder armende i triumf. En lyshåret dreng i sportstøj kommer løbende fra centrum af græsplænen og når ind mellem de tre kvinder i stolene. »Det barn spiste min banan!« siger han og vender fugtige øjne op mod sin mor. Angela Sims stopper samtalen med de to andre kvinder og betragter den slukørede dreng, der står mellem dem. Hun rækker ham en emaljeflaske, og han sætter åbningen til munden.

13


I Vietnam spinder de guld på kaffemaskiner Hver dag langer Xuan litervis af velduftende kaffe over disken på Cafe Tick Tak. Den stuvende fulde kaffebar er et bevis på, at Vietnam de seneste årtier er gået fra at være modtager af ulandsbistand til i dag at være på listen over verdens hurtigst voksende økonomier Anne Mette Steen-Andersen, amsa@ruc.dk

Kaffebønner og benzinstank Xuans latter blander sig med lyden fra en akustisk guitar og med osen fra de forbipasserende motorcykler. I et svirrende virvar af støj og udstødning drøner de forbi den åbne kaffebar. Ifølge statistikken ejer en gennemsnitlig vietnamesisk familie to motorcykler. Udsigten fra Café Tick Tak lader til at sætte en bekræftende streg under oplysningen. I endeløse, hektiske farveglimt åbenbarer de tohjulede køretøjer sig. Højt belæsset med tæt sammenstuvede familier og vakkelvorne fletkurve bugnende af gule mangofrugter farer de forbi de kaffedrikkende gæsters øjne. Støvet fra det trafikale kaos hvirvler forvirret rundt i eftermiddagsheden. De hvileløse støvkorn slår kolbøtter i den varme, fugtige luft, inden de lægger sig til rette på de lyse træmøbler og i sprækkerne mellem de slidte gulvbrædder. Der er efterhånden ved at være fyldt på den lille café, og den dansende støvkorns-armé må kæmpe en brav

14

kamp med de tilkomne kaffegæster for at tilrane sig en ledig plads. Xuan svirrer rundt bag disken. Med højre hånd skovler han de smørristede kaffebønner ned i kværnen, mens han kører venstre hånd gennem de sorte, svedige lokker. Bønnerne splintres til pulveriserede, velduftende atomer. Sammen med ris, fisk og nødder udgør de gyldenbrune kaffebønner Vietnams vigtigste eksportvare. Antallet af kaffedrikkende gæster gør det svært at tro på, at vietnameserne rent faktisk eksporterer over en milliard kilo af deres kaffebønner ud af landet på årsbasis. Bag sin høje disk kæmper cafebestyreren en kamp mod tiden og de utålmodige kaffegæster. Som resten af den vietnamesiske nation har han meldt sig under fanerne i kapløbet om at blive verdens førende producent af kaffe. Og på verdensplan er det siden år 2009 kun de brasilianske kaffebønder, der ligger foran vietnameserne i feltet.

Bønnerne splintres til pulveriserede, velduftende atomer. Sammen med ris, fisk og nødder udgør de gyldenbrune kaffebønner Vietnams vigtigste eksportvare. Vækst med vakkelvorn accent »Skal du have kaffen med i hånden? Eller har du tid til at sidde ned et par minutter i dag, frøken?« Xuan formulerer sig en del langsommere end sædvanligt. De engelske gloser er behængt med en tung, vietnamesisk accent. Men i modsætning til de fleste af sine lokale landsmænd behersker cafebestyreren den fremmede sprogføring nogenlunde fejlfrit. Sophia ryster på hovedet: »Arbejde, arbejde, arbejde!« Hun lægger beklagende ansigtet i påtagne, ulykkelige folder. Som med usyn-

To udenlandske kvinder nyder en iskaffe i eftermiddagsheden på Café Tick Tack. Foto: Anne Mette Steen-Andersen lige tråde trækker hun mundvigene nedad og lader hagen hvile i et øjeblik på sit bryst. Den spinkle hånd med de rødlakerede negle tørrer ihærdigt en krokodilletåre væk fra den fregnede kind. »Men jeg kommer forbi senere sammen med nogle af de andre piger – din iskaffe er en helt uundværlig del af vores eftermiddagsrutine, det ved du, Xuan!« Med et snuptag udskifter den fregnede, australske pige sin friskbryggede morgenkaffe med et bundt farvestrålende pengesedler. Et kærkomment vindpust får seddelbundet til at åbne sig op og spredes ud over disken. Den forhenværende leder Ho Chi Minhs mildt smilende ansigt med de stålsatte øjne flagrer rundt på må og få blandt kaffegrums og plastikkopper. Det er 43 år siden, at Nordvietnams kommunistiske leder afgik ved døden, men i de oprejste, furede pander står mindet om landets frelser, fredsstifter og befrier stadig skrevet med tydelige bogstaver hos den aldrende vietnamesiske befolkning, som emmer hver panderynke endnu af den stædighed, viljekraft og underfundige ironi, der tillod Ho Chi Minh at invitere USA’s antikommunistiske tropper på krig og grøn te i et og samme åndedrag: »Hvis de ønsker at have krig i tyve år, skal vi give dem krig i tyve år. Hvis de ønsker fred, vil vi skabe fred og invitere dem på eftermiddagste.«

Hvinende sød velstand De sidste, løbske sveddråber falder langt om længe til ro på Xuans overlæbe. Hovedparten af morgenrykket har forladt Café Tick Tak til fordel for en ventende arbejdsdag. Tilbage sidder den ældre mand og hans spillepartner fordybet i det tredje sæt kinaskak. Deres klare, mørke øjnes sitren indikerer, at der er tale om det sidste, afgørende parti. De rynkede spilleentusiaster registrerer knap nok, at Xuan diskret placerer to kopper dampende hed kaffe i krigszonen imellem dem, før han forsætter med at tørre de støvede træborde af. Men man skal ikke lade sige narre. Trods spillets umiddelbart altoverskyggende format tillader de to kæmpende parter ikke, at Xuan slækker på standarderne. Uden at løfte øjnene fra spillepladen hiver den ene ældre herre fat i cafebestyrerens oprullede skjorteærme. Xuans ansigt brydes atter i et smil, mens han gnider sig på topmaven. Han stiller kanden med kondenseret mælk fra sig på bordet og inkasserer til gengæld et afmålt, anerkende nik. Duften af skoldhed kaffe blander sig med den hvinende søde aroma fra den tykke, gullige substans – i dag er tiden så sandelig en anden.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Xuan læner sig rutineret ud over disken og prikker venskabeligt den ældre mand på skulderen. Manden smiler undskyldende og rækker ud efter den knitrende plastikpose, der gør det ud for kaffekop. Den nøddebrune blanding af isterninger og kaffe sætter sig faretruende i bevægelse. Som små, forvildede både på den grumsede Mekong-flod skvulper isklumperne rundt i det oprørske mokka-hav. Xuan snupper rutineret posen ud af den rynkede hånd og stiller den smilende tilbage på disken. Uvejret driver langsomt over, og den brune havoverflade bliver atter blikstille. Den ældre mand begraver taknemmeligt fingrene med de let gulnede negle i sin skjortelomme. Han fumler lidt rundt bag det mørnede stof, førend han triumferende graver en laset pengeseddel frem. Xuan ryster leende på hovedet. For få år siden ville han tålmodigt have afkrævet sin stamgæst den manglende del af betalingen, inden han overdrog ham dagens avis og det slidte spil kinaskak. Cafebestyreren slår sig veltilfreds på den bugnende topmave. I dag er tiden heldigvis en anden.

Anne Mette Steen-Andersen var i august 2013 en måned i Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. Her arbejdede hun med hjemløse og handikappede børn gennem den frivillige organisation SJVietnam.


Vores Verden

Side

16 Kathrine Meyer

Københavns Radiobiograf skaber samhørighed

Side

17 Nanna Rævskær Dahl Nielsen

Freelancer for egne penge

Side

18 Camilla Lund Mikkelsen

Rektorat imod etfagsjournalister

Side

19 Lise Højer

Metier guider: Bøger der får sproget til at spire

Side

20 Kicki Thomsen

Små medier med stor indflydelse

Side

22 Rikke Mosfeldt Jeppesen

Inspirationskilden: »Man har jo lyst til at smide en stinkbombe«

Side

24 Frederikke Amalie Dam

»Smut er for sjov. Det er derfor vi tager det alvorligt«


Københavns Radiobiograf skaber samhørighed Fællesskabet er i fokus, når biografer rundt omkring i København danner ramme om radiohistorier. Både for lytteentusiaster, men også for dem, der laver radiohistorierne Kathrine Meyer, kmeyerj@ruc.dk

Lytterne knyttes sammen Ideen med en radiobiograf var i høj grad at gøre radiolytning til noget, man gør sammen. Tit bliver radio lyttet til alene, mens opvaskebørsten svinger hen over beskidte tallerkner, eller når tøj skal lægges sammen. »Det var en måde at få vendt lyttesituationen om på. Vi ville gøre det at høre radio til en social event, som man så kan sidde og snakke om bagefter,« fortæller en af arrangørerne bag Københavns Radiobiograf, Jan Høgh Stricker. »Der er ikke noget anderledes ved responsen end i en normal biograf. Reaktionerne er bare lidt tydeligere, fordi der ikke er noget billede, der forstyrrer,« forklarer han. Lidt anderledes end en normal biografoplevelse er det dog at tage i radiobiograf. Ind imellem historier og indre

16

lydbilleder er der lagt små oplæg ind, hvor radioentusiaster sidder omkring et lille bord foran lærredet og fortæller om udfordringer og gode oplevelser med det at lave radio.

»Det var en måde at få

»Vi spiller måske fem minutter til sidst af noget radio, der er produceret under nogle andre omstændigheder. Det vil vi gerne holde fast i, for så er biografen måske også grobund for et miljø af radiointeresserede,« siger Jan Høgh Stricker. Hvis man vil opleve intime lydrum med ligesindede radioentusiaster eller har en skæv historie, som mangler at blive spillet, så er Gloria Biograf måske et godt sted at høre til.

vendt lyttesituationen om på. Vi ville gøre det at høre radio til en social event, som man så kan sidde og snakke om bagefter.« - Jan Høgh Stricker, Københavns Radiobiograf Radiorammer for enspænderne Københavns Radiobiograf startede dog ikke kun for lytternes skyld. Det var en måde at samle en gruppe af dygtige freelance radiohistoriefortællere. Snakken havde rumsteret rundt mellem folk i radiomiljøet om at gøre noget for at samle dygtige radiofolk om et fælles projekt. Jan Høgh Stricker inviterede dem alle sammen hjem til sig selv for at drikke nogle øl og snakke om en mulig radiobiograf. »Da aftenen var omme, havde vi formuleret formålsparagrafferne for, hvad radiobiografen skulle være. Vi havde planlagt de første par arrangementer, og vi havde en stor pose ideer til senere arrangementer,« fortæller han. På den måde blev de første grundtoner sat i svingninger til det, der i dag er Københavns Radiobiograf. Æteren for nye talenter En del af ideen bag Københavns Radiobiograf er, at der hver gang skal spilles noget radio, som ikke er blevet spillet på de store radiokanaler. På den måde kan lydbillederne i biografmørket blive en platform, hvor den gode radio, som bliver lavet rundt omkring på nettet og lokalradioer, kan få noget opmærksomhed og anerkendelse.

Jan Høgh Stricker lægger gerne selv øre til radiobiografarrangementerne. Foto: Kathrine Meyer

En af lydmændene bag biografhøjtalerne Jan Høgh Stricker er en af initiativtagerne bag Københavns Radiobiograf. Han har blandt andet skrevet speciale om radiokunstens historie, da han læste Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet. De sidste tre år har han også selv produceret radio, blandt andet som praktikant på P1’s program Sproglaboratoriet og på netradioen SNYK Radio om eksperimental musik bevilliget af Kunstrådets Musikudvalg. En af Jan Høgh Strickers første store oplevelser med radio var i det kollektiv, han var flyttet ind i som 18-årig. En lørdag formiddag bevægede han sig ud i køkkenet, hvor kammeraten Kasper sad med kaffe og tændt radio og førte fingeren op til læberne, da Jan Høgh Stricker nærmede sig. Han satte sig ned ved siden af sin ven, hvor de sad helt stille en halv time ved siden af hinanden uden at sige noget. De lyttede bare til lyden af de tunge skridt og raslende nøgler, der akkompagnerer Stephen Schwartz’ fortælling om nattevagten på Anatomisk Institut, bedre kendt som Nattevægteren. »Det var min første oplevelse af, at det her radiomedie, det kan måske et eller andet helt exceptionelt,« forklarer han.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Et stille klik slukker standerlampen på det lille bord foran lærredet i Gloria Biograf ved Rådhuspladsen. Straks efter hilser en amerikansk barnlig drengestemme biografgængerne godmorgen på vej ud af døren på sin vej til skole. En hund gør indtrængende og slår over i en pibende lyd, mens den unge amerikaner grinende præsenterer os for sin hund ’Glubske’. Indre billeder af start 90’ernes ghetto i det sydlige Chicago toner frem hos biografens gæster, som enten sidder med lukkede øjne eller kigger intenst på det tomme biograflærred, som om der foregår noget helt specielt på det hvide felt foran dem, som kun de selv kan se. En fyldig kvindestemme prøver at trænge gennem lyden af børneråb fra drengens skoleklasse. »Rødder, sæt jer ned. Jeg har lært at forsørge mig selv ved at bruge min hjerne. Så, lad os nu prøve at arbejde lidt med jeres!« Den amerikanske børnestemme indrømmer til mikrofonen, at de altså gør livet surt for hende lærerinden. Børnenes sammensvorne grin blander sig med fnisende lyde fra forskellige biografsæder i mørket. Der bliver kigget lidt rundt, blikke mødes og nogle steder bliver der lige knyttet en halvhviskede kommentar til ghettodrengenes færden.


Fakta om Københavns Radiobiograf Den første tirsdag i måneden kan man gå i biografen og lade sig overvælde af lydbilleder foran et blankt lærred Ind imellem radiohistorierne fortæller radionørder, producenter eller medvirkende fra historierne en smule om radiomediets fortræffeligheder og udfordringer

Radiofortællingerne skaber lydbilleder på øjenlågenes indre lærred i biografmørket. Foto: Kathrine Meyer

Københavns Radiobiograf har haft til huse i flere forskellige biografer rundt i København, men har nu fast residens i Gloria Biograf lige ved Rådhuspladsen Det afsløres løbende på Facebook, hvornår lydlandskaberne folder sig ud næste gang. Her kan man også finde pris, forestillingens tema samt købe billet Radiobiografen arrangeres af 11 unge radioentusiaster, som ud over Jan Høgh Stricker blandt andet tæller skribent ved Information Kathrine Hornstrup Yde, Ole Fugl Hørkilde fra Radio24syv, Rasmus Cleve fra P1 og Anne Clement Neimann, der arbejder med community-radioen Ghettoblaster

Freelancer for egne penge Jacob Friberg Nielsen brugte sin sommerferie i Prag på et freelancekursus for at forbedre sit CV. Han har fået unikke kompetencer og en slankere bankbog, men ifølge Dansk Journalistforbund er ekstra kurser ikke en sikker vej til drømmejobbet Nanna Rævskær Dahl Nielsen, nrdn@ruc.dk

Hit the ground running Den unge, ambitiøse journaliststuderende tog af sted den 21. juli 2013 på et ni-dages ophold i Prag for at lære mere om at være korrespondent. Det bliver der ikke undervist i på Roskilde Universitet, hvor han læser. »Hele kurset er bygget op, så det simulerer en rigtig freelance korrespondent, der rejser ud for at lave en historie,« forklarer Jacob Friberg Nielsen. Inden afrejsen har han pitchet tre idéer til sin ’redaktør’ på kurset, som han måske kan arbejde videre med. Når den endelige idé er valgt, skal grundresearchen overstås, så Jacob

’hit the ground running’, og så er man allerede klar, og man har ringet sine kilder hjem på forhånd.« - Jacob Friberg Nielsen, journaliststuderende

Friberg Nielsen i teorien kan gå i gang med sin historie, så snart han ankommer i Prag. »Man forestiller sig, at man hopper ned i faldskærm, altså ’hit the ground running’, og så er man allerede klar, og man har ringet sine kilder hjem på forhånd,« forklarer han. Både socialt og lærerigt Kurset er en pakkeløsning udbudt af Transitions Online. Om formiddagen er der undervisning af korrespondenter fra blandt andet BBC og Sky News. »De holder foredrag om, hvordan du pitcher en ide, hvordan du opholder dig i en krigszone, og hvordan det fungerer med en fixer, en lokal, der hooker dig op med kilder,« forklarer Jacob Friberg Nielsen. Om eftermiddagen skal kursisterne forfølge deres idéer og finde kilder. Når den daglige jagt på kilder er overstået, er det sociale i højsædet. »Om aftenen er der sociale arrangementer, hvor man går ud og spiser og får en øl og går rundt i byen sammen. Det er meget socialt,« fortæller han. Delte meninger 1.185 euro koster kurset. For Jacob Friberg Nielsen har det været alle pengene værd, fordi han på kurset har lært noget, der ikke bliver undervist i

Sektion 03 Vores Verden

herhjemme. Det giver Henri Wilhelm Jørgensen, uddannelseschef for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ham ret i. »De fleste uddannelser har jo svært ved at rumme alt, hvad hjertet måtte begære hos en studerende,« siger han og fortsætter: »Det er et udbredt fænomen i andre lande, at studerende køber sig til andre kurser for at opkvalificere sig og for at have mere på CV’et.« Hos Dansk Journalistforbund (DJ) er man mere forbeholdne overfor, om det er nødvendigt at optimere sit CV med ekstra kurser. »Vi synes ikke det er nødvendigt, og vi kan faktisk heller ikke se, at det virker. Vi kan ikke se, at dem der har taget en hel masse ekstra ud over deres uddannelse klarer sig bedre, for eksempel hurtigere kommer i job end

dem, der ikke har,« siger Jonas Thing, der er konsulent i DJ. For Jacob Friberg Nielsen er der ingen tvivl om, at det var det rigtige at bruge sommeren i Prag, men han tøver med at anbefale det til andre. »Det kommer an på, hvad man gerne vil. Hvis man har lyst til at freelance, så skal man tage af sted.« Fakta Transitions Online (TOL) udbyder korrespondentkurset hvert halve år TOL er en nonprofitorganisation, der blev etableret i 1999 for at styrke professionaliseringen og uafhængigheden af medierne

Underviser og journalist Michael Jordan understreger, hvordan man får succes når man freelancer. Kursisterne skal »vise det, ikke sige det«. Foto: Screenshot, TOL.org

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Den tjekkiske socialarbejder står bag den store jernlåge og forsøger på tysk at undgå spørgsmålene. Jacob Friberg Nielsen er journaliststuderende og har af egen lomme betalt for et kursus i Prag for at lære at være freelance-korrespondent. Han jagter en historie om handlede kvinder, og socialarbejderen, som Jacob Friberg Nielsen vil have i tale, arbejder for en NGO, der hjælper kvinder ud af prostitution. Jacob Friberg Nielsens overtalelsesevner virker: »Jeg får overtalt hende til at lave et interview med os, og vi får hende overtalt til at finde en kollega, der kan engelsk. Vi endte med at lave et to timers interview, hvor en af deres medarbejdere fungerede som tolk.«

»Man forestiller sig, at man hopper ned i faldskærm, altså

17


Roskilde Universitet har svært ved at leve op til EU’s krav til, hvordan en kandidatuddannelse skal skrues sammen på grund af den særlige tofags-struktur. Studienævnet på Journalistik foreslår at gøre uddannelsen til en enkeltfagskandidat, men Rektoratet mener, det bryder med RUC’s rygrad Camilla Lund Mikkelsen, calumi@ruc.dk En enkeltfagskandidat i Journalistik kunne være løsningen på Roskilde Universitets problemer med at få godkendt sine kandidatuddannelser i EU-regi. Universitetet står nemlig over for at skulle reformere sine kandidatuddannelser, så de lever op til internationale krav. Det skyldes især den RUC’ske kombinationsmodel, som gør det svært at kvalitetssikre uddannelserne. Modellen går ud på, at de studerende selv vælger to uafhængige fag og skaber kombinationen mellem dem. For at løse problemet har studienævnet på Journalistik foreslået at oprette en enkeltfagskandidat, som giver de studerende mulighed for udelukkende at læse Journalistik på kandidaten. Forslaget blev imidlertid nedstemt, da ledelsen ikke ønsker at bryde med den struktur, hvor en kandidatuddannelse består af to fag. Prorektor Hanne Leth Andersen, uddannelsesansvarlig i Rektoratet, fremhæver netop kombinationsstrukturen som et vigtigt varemærke for universitetet. »Alle fag, som står alene, udvander kombinationsstrukturen. Fagene er nemlig gensidigt afhængige, og hvis man fjerner for mange af de populære fag fra den, vil den ikke kunne overleve,« siger hun. Mark Ørsten, studieleder på Journalistik, mener dog ikke, kombinationsstrukturen skal beholdes for enhver pris.

18

Fordybelse og fleksibilitet Hvis det stod til Mark Ørsten, blev bachelordelen holdt tværfaglig i overensstemmelse med de RUC’ske idealer, mens kandidaten burde tilbyde en større fleksibilitet med mulighed for at vælge kombination til eller fra. »Problemet er, at det er op til den studerende selv at lave kombinationen mellem de to fag, og det er ikke indlysende for alle, hvordan man får de to fag til at spille sammen. For nogle studerende er det mere en hindring at skulle kombinere.« Ifølge Mark Ørsten burde det altså være op til den studerende at vælge mellem en kombinations- eller en enkeltfagskandidat. Hanne Leth Andersen ser det ikke som realistisk, at samme fag kan udbydes både med kombinationsmulighed og som enkeltfag. »Vi har ikke kræfter til at gøre alt og udbyde alle fag i flere udgaver. Vi er også nødt til at se på universitetet som en helhed,« siger hun. Hun fryg-

Sektion 03 Vores Verden

ter, at fagene ender med at underminere sig selv, hvis de forsøger at gøre begge dele. »Man skal passe på det, der hedder kannibalisering, hvor flere forholdsvis forskellige fag og uddannelser kæmper om de samme studerende,« siger hun. Mark Ørsten er enig i, at det ikke er muligt at tilbyde begge dele på alle fag. Det kræver, at antallet af studerende er tilpas stort til at kunne fordeles på to kandidatfag. Han mener dog, det er tilfældet på Journalistik. »Vi har ingen problemer med studentervolumen. Vi kunne optage mange flere studerende«

Studerende bladrer i Kombibogen, som viser kombinationsmulighederne mellem de forskellige fag på Roskilde Universitet. Foto: Camilla Lund Mikkelsen

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Rektorat imod etfagsjournalister

»Det virker, som om ledelsen holder på principperne mere for princippernes skyld end de studerendes. Argumentet for at lave en enkeltfagskandidat er, at det giver mere plads til fordybelse. Samtidig slipper de studerende for at bruge tid på et andet fag, som de ikke rigtig brænder for. Det vil også gøre det nemmere for bachelorer, som kommer fra andre universiteter. Jeg tror, det vil give en bedre studenterøkonomi,« siger han.


Metier guider:

Bøger der får sproget til at spire Hvordan gør man som journalist sit daglige sprog endnu mere saftigt, skarpt og opfindsomt? Og hvordan undgår man at skrive på samme måde hver gang? Svaret er: masser af skønlitteratur. METIER giver blyanten til fire fagfolk, der hver anbefaler en bog, som har inspireret dem til at sprænge deres sprogvaner Lise Højer, lisehoe@ruc.dk

God litteratur skal gribe og ryste

Line Vaaben, journalist på Kristeligt Dagblad, anbefaler »Profeterne i Evighedsfjorden« af Kim Leine (2012) Det er en grum og saftig historisk roman om en selvoptaget præst, der udfordres på alle sine idealer i mødet med den grønlandske befolkning. Leine levendegør livet dengang og den indre kamp hos hovedpersonerne med et sprogligt overskud uden sidestykke. Selv om bogen er fiktion og digtet frit ud fra historiske fakta, gav den mig et godt indblik i en del af Danmarkshistorien, jeg ikke var velbevandret i. Men der var masser af for mig ganske nærværende og moderne problematikker i bogen, som gav stof til eftertanke om alt lige fra kærlighed, frihed og forfængelighed til aktiv dødshjælp. Kim Leines bøger kan noget af det, som god litteratur skal kunne for mig: gribe mig, vride mig rundt, ryste mig og frem for alt stille min tørst efter fortælling. Og så er den fantastisk skrevet. Jeg kan ikke understrege nok, at hvis man ikke får sprog ind, kommer der ikke noget ud i den anden ende. Skønlitteratur er journalistens bedste værn mod sproglig tomgang. Når jeg har læst en bog som Profeterne i Evighedsfjorden betyder det, at næste gang jeg sidder med en tekst, er der lidt mere hul igennem til mit sproglige mellemgulv.

»Hvis man ikke får sprog ind, kommer der ikke noget ud i den anden ende. Skønlitteratur er journalistens bedste

At vise et stykke fugtig bark gennem bange øjne

Nils Thorsen, journalist på Politiken, anbefaler »Hændelser ved vand« af Kerstin Ekman (1994) Sproget, landskabet, den uhyggelige atmosfære og en uhåndgribelig erotisk undertone syntes at glide i ét. Som om romanen ikke bestod af sprog - sætninger, ord og bogstaver - men udsprang af en dyb, ildevarslende brummen, der udgik fra geografien selv og gennemtrængte hver en bevægelse, hver en tanke og handling. Tågen er uhyggelig. Men uhyggen er også tåget. Den tunge fugt, der hænger mellem træerne, er i sig selv ildevarslende. Selv lysets spil i vandet har ondt i sinde eller bærer måske i sig den angst, som hovedpersonen - en kvinde, der har taget ophold langt ude i naturen med sit barn - ser det med. Med fugten og tågen og mørket siver uhyggen ind overalt. Og netop tomheden i det mennesketomme landskab, fraværet af øjne, der ser, eller den nedsatte sigtbarhed, gjorde, at jeg syntes at kunne se de lede sataner, man udmærket vidste, befandt sig et eller andet sted, i alting. Og fordi bogen så elegant blander sind og krop og landskab, husker jeg det som, at jeg blev opslugt med hele kroppen. En af sprogets mest overraskende og værdifulde kvaliteter er, at det kan ramme og udkrystallisere noget, man knap nok ved, at man oplever, og at de tilstande, som er sværest at formulere direkte, fordi de opleves som alt andet end konkrete, nogle gange kan manes frem på skrift ved, at man ikke sigter direkte på dem, men nøjes med at beskrive konkreter rundt om dem. Ved at man gør sig klart, præcis hvordan et stykke fugtig bark ser ud gennem et par bange øjne.

værn mod sproglig tomgang.«

»Jeg har svært ved at få hold på, hvad det er ved far-søn-

- Line Vaaben, journalist

portrættet og Aarons afmægtige, rasende stemme, der er så sublimt. Måske derfor har jeg læst passagerne mange

Den nøgne tekst

Tony Scott Jakobsen, radiovært på Pressen på P3, anbefaler »In our time« af Ernest Hemingway (1925) I en tid, hvor vi tror, at hvis vi bare tilføjer ’fantastisk’ til sætningen, får vores ord mere værdi, er det fantastisk at læse så præcist og blottet et sprog. Intet ekstra kød på benet, kun den nøgne tekst. Og alligevel så meget mere. Hemingway skriver, så jeg også forstår og fornemmer det, der ikke bliver sagt/skrevet. Jeg er jo ikke skrivende journalist, som Hemingway var, men talende. Jeg ville ønske, jeg også var så dygtig, at jeg ikke behøvede så mange ord. Undren og nysgerrighed er vel vigtige egenskaber i en god journalist. Den novelle i samlingen, jeg vender tilbage til igen og igen, er Indian Camp. Fire en halv side med en voldsom fødsel og blodig død. Nick, en knægt, tager med sin far og onkel til en indianerlejr for at hjælpe en kvinde, der har svært ved at føde. Nicks far er læge. Store temaer samlet på få linjer og skrevet på en måde, der rejser en del spørgsmål. Hvordan påvirker oplevelsen Nick? Hvorfor mener Nicks far, at han skal overvære en fødsel? Hvorfor tager faren til det fødte barn livet af sig selv? Hvor forsvinder Nicks onkel hen med de indianere? Jeg tumler med det hver gang, jeg læser den.

gange. Aarons breve er helt oprigtigt de bedste stykker prosa, jeg har læst.« - Leonora Christina Skov, forfatter og litteraturanmelder

Det sværeste er at få folk til at lyde som sig selv

Leonora Christina Skov, forfatter og litteraturanmelder i Weekendavisen, anbefaler »Great House« af Nicole Krauss (2010) Uanset hvilken genre, man skriver i, er det allersværeste at få folk til at lyde som sig selv. Når jeg skriver litteratur, bruger jeg måneder på at skabe stemmer, der lyder som personer, og når jeg læser romaner til anmeldelse, trækker det afgørende ned for mig, hvis personerne lyder ens. Ofte har jeg læst interviews med mig selv og tænkt ’det lyder jo slet ikke som mig!’ Den amerikanske newyorkerforfatter Nicole Krauss er mit forbillede i disciplinen at fremskrive stemmer. I Great House, hendes tredje roman, arbejder hun med fire, der har det til fælles, at de på et tidspunkt har ejet eller været i berøring med et gammelt monstrum af et skrivebord. Særligt én af de fire stemmer går rent ind hos mig. Det drejer sig om den gamle, vrede Aaron fra Israel. Han skriver et brev til sin søn Dovik, der er vendt tilbage til sin mors begravelse efter en menneskealder i London. Dovik er en af romanens mange tilbagetrukne, sørgende skikkelser. Helt fra han var lille, har han været en torn i øjet på Aaron, der aldrig har forstået sin kreative, følsomme søn og på hårdhændede måder har forsøgt at hærde ham. Jeg har svært ved at få hold på, hvad det er ved far-søn-portrættet og Aarons afmægtige, rasende stemme, der er så sublimt. Måske derfor har jeg læst passagerne mange gange. Aarons breve er helt oprigtigt de bedste stykker prosa, jeg har læst.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Skønlitteratur er en energiindsprøjtning til dit daglige sprog. Foto: Lise Højer

19


Små medier med stor indflydelse Politiken. DR. Berlingske. De store medier giver ofte praktikanter julelys i øjnene, men mange glemmer, hvor dagsordensættende de mindre medier også er – for eksempel Fagbladet 3F og Ugebrevet A4 Kicki Thomsen, kielth@ruc.dk

Mangestrenget og dybtgående Længere deadlines, tid til fordybelse, meget researchtræning og mulighed for at prøve mange ting af. Det er nogle af de ting, de to praktikanter fremhæver som særligt gode ved deres praktiksteder. »Det fedeste er nok, at man hos 3F får lov til at lave så mange forskellige ting. Både reportager, hårde nyheder, kritisk journalistik, portrætter, men også at sidde i redaktionssekretariatet, hvor man redigerer andres nyheder, laver Ritzau-versioner og sender nyhedsbrev,« siger Ida Marie Winge, som også har nået at prøve kræfter med 3F’s presseafdeling.

20

På Ugebrevet A4 er muligheden for at være dybdeborende noget af det, der kommer op på nethinden, når Mia Fanefjord Pedersen skal fremhæve noget ved hendes praktik. »Det bedste ved min praktik på A4 har været at få lov til at nørkle med tal, med undersøgelser, med rapporter og med mange kilder ad gangen. Det kollegiale fællesskab på redaktionen er også fantastisk, og de garvede journalister har uanede mængder af viden og kildekontakter, man kan trække på som praktikant,« siger hun. Hovedkulds ud i svære historier På begge medier har praktikanterne fra start fået lov til at knokle med researchtung journalistik, jonglere med komplekse problemstillinger og mange kilder. »Jeg har analyseret data, bakset meget med tal, lavet undersøgelser, og skrevet lange artikler på baggrund af resultaterne,« siger Mia Fanefjord Pedersen, men hun påpeger også den svære balancegang ved det tungere stof. »Selvom data suppleres af et væld af kilder i den enkelte artikel, skal man også konstant passe på, at det hele ikke bliver for langhåret og højtflyvende,« siger hun. Netop det at have overblik og danse ubesværet igennem data, tal og talrige kilder har også været noget af det sværeste på Fagbladet 3F, forklarer Ida Marie Winge. For eksempel når aktindsigter har efterladt hende med stakkevis af papirer til historier, hvor mennesker er kommet i klemme i det socialretslige system. »Ud af alle papirerne skal man så finde sagens hovedpunkter, finde ud af om historien holder vand og bagefter tale med de relevante parter og forsøge at stille de ansvarlige til ansvar. Det kan godt være svært,« siger hun. I den slags historier, som Ugebrevet A4 og Fagbladet 3F bedriver, handler det derfor hele tiden om at finde ba-

lancen mellem research og skrivning. »Der er altid en ekstra nuance og et ekstra perspektiv på en historie, og man kan i princippet fortsætte med at researche i al uendelighed, når man arbejder på en spændende artikel. Men hvis læseren ikke skal køre træt halvvejs, er det som journalist vigtigt at vide, hvornår nok er nok,« siger Mia Fanefjord Pedersen. Flyvefærdige idémaskiner Praktikken har spidset deres journalistiske færdigheder betragteligt. I dag synes de begge, at de er blevet langt bedre til at få ideer med kød på. Men det tog tid at lære at få de gode ideer. »I starten kunne det godt være svært selvstændigt at finde på gode historier. Man har ikke det største kildenetværk, og historierne skal helst være orienteret mod arbejdsmarkedet, når man er på 3F,« siger Ida Marie Winge.

»Det tager tid at finde på ideer, der er store og tunge nok til at kunne bære en historie på A4, og det skal man vænne sig til som nystartet praktikant. Til gengæld er det den fedeste følelse, når det lykkes at få noget igennem filteret.« - Mia Fanefjord Pedersen, praktikant på Ugebrevet A4 Det kan Mia Fanefjord Pedersen nikke genkendende til. »Det tager tid at finde på ideer, der er store og tunge nok til at kunne bære en historie på A4, og det skal

Sektion 03 Vores Verden

man vænne sig til som nystartet praktikant. Til gengæld er det den fedeste følelse, når det lykkes at få noget igennem filteret,« siger hun. Siden har de begge rykket sig meget, og i dag kan de selv se stor forskel på deres måde at gå til journalistikken på. De er både blevet dygtigere og har fået langt større tillid til egne evner. »Jeg kan mærke, at jeg er blevet skarpere til at se, hvornår noget er en A4-historie. Altså hvornår der er talmateriale nok, eller hvornår nogle er tilstrækkeligt uenige til, at det kan bære en systemhistorie,« siger Mia Fanefjord Pedersen. Også på en række andre områder, som har stor almen journalistisk værdi, synes Ida Marie Winge, at hun er blevet bedre. »Jeg er blevet meget mere kritisk, skarpere til at vinkle, skrive kort, simpelt og til at finde historier selvstændigt«, siger hun. Praktik er en øjenåbner Om få måneder er praktiktiden forbi for de to. Tiden er gået rasende hurtigt, men den har lært dem meget og åbnet deres øjne for områder, der hidtil havde været, om ikke ukendte, så urealistiske territorier at betræde. »Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville være klassisk journalist. Det vil jeg stadig gerne, men efter jeg var i 3F’s presseafdeling, er jeg blevet mere åben over for ’den mørke side’, det vil sige at arbejde i kommunikationsstillinger,« siger Ida Marie Winge. For Mia Fanefjord Pedersen har praktikken gjort det soleklart, hvad hun vil med sin journalistiske karriere videre frem. »Jeg har fundet ud af, at jeg er vild med undersøgende og dybdegående journalistik. Jeg vil gerne arbejde med datajournalistik fremover og er efter min tid på A4 også overbevist om, at medieverdenen bevæger sig i retning af mere talbaserede historier. Mit speciale skal også omhandle datajournalistik, har jeg besluttet,« siger hun.

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Praktik-taktik og fremtidsgrublerier. At vælge den rigtige praktikplads er vigtigt og svært. Der hersker mange fordomme om praktik på mindre medier, for eksempel at man ikke laver lige så vigtig journalistik, som på de store, prominente medier, eller at man har søvndyssende lang tid til at researche og skrive, når man ikke har deadline dagligt. Men det er fordomme, som kommende praktikanter godt kan smide ud af vinduet. METIER har mødt praktikanterne 26-årige Ida Marie Winge fra Fagbladet 3F og 24-årige Mia Fanefjord Pedersen fra Ugebrevet A4 til en snak om praktik. »Det har overrasket mig, at længere deadlines ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man har bedre tid til sine historier. Grundig research og mange kilder til hver historie kræver tid, og det er en udbredt misforståelse, at man ikke lærer at skrive hurtigt på et sted som A4,« siger Mia Fanefjord Pedersen. En undersøgelse af specialmedierne fra 2010 placerede desuden Fagbladet 3F og Ugebrevet A4 på de to øverste pladser over de mest citerede i Danmark. Det er noget begge praktikanter har bemærket. »Det der nok har slået mig allermest er, hvor meget 3F’s historier fylder i andre medier,« siger Ida Marie Winge.


Ida Marie Winge har fået lov til at afprøve både genrer og anderledes journalistiske funktioner i sin praktik på Fagbladet 3F, for eksempel at være i presseafdelingen. Foto: Harry Nielsen, Fagbladet 3F

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

I praktiktiden på Ugebrevet A4 har det bedste været at få lov til at lave undersøgende og datatung journalistik, fortæller Mia Fanefjord Pedersen. Foto: Kicki Thomsen

21


Inspirationskilden: Martin Krasnik – journalist & tv-vært

»Man har jo lyst til at smide en stinkbombe« Jakkesættet, lyset, kameraerne og de faste roller. I tv-studiet føler Martin Krasnik sig som skuespiller i et teater. Derfor krøller han manuskriptet sammen og smider det på jorden Rikke Mosfeldt Jeppesen, rimoje@ruc.dk

22

»Uden at blive til et bulldozende røvhul, så skal man kunne fokusere på, at der ikke er svaret på spørgsmålet. Man skal undgå at blive grebet af den der helt almindelige sociale konvention, der gør, at man ikke bliver ved med at stille det samme spørgsmål, man ikke afbryder, og man opfører sig ordentligt.« - Martin Krasnik, journalist En social spasser Selvom det kan se ubesværet ud, så er det også en kunst for Martin Krasnik at lægge arm med ministre i de sene sendetider. Selv han har brug for en lille stemme i øret, der fortæller ham, at der ikke er svaret på spørgsmålet. Og lige ved siden af den imponerede seer sidder den vrede, for Martin Krasnik påtager sig rollen som duellant. Han zoomer ind på sin modstander og klæder sig så godt på med modsvar og konkurrerende holdninger, at han kan forsvare dem. »I konfronterende interviews bliver man nødt til at være lidt af en social spasser. Man skal kunne holde ud, at folk synes, at jeg er usympatisk, og at det pludselig er politikeren, der bliver

sympatisk. For når man hele tiden prøver at gå lige til stregen, så kommer man også til at gå over den.« Og når det sker, undskylder Martin Krasnik, selvom det gør ondt. Selvom det føles som en ulige kamp at stille sig op over for en politiker, der er væbnet til tænderne med et helt ministerium bag sig. Men det er ikke tilskuernes vrede, der smerter ham. »Det rører mig overhovedet ikke. Nærmest tværtimod. Jeg vil gerne have, at folk bliver sure og gale og synes, at det er for meget. Så rykker man jo ved noget.« Et stort teater Martin Krasnik har i denne omgang været på Deadline i et halvt år, men med godt 20 år bag sig som journalist er hans stærkeste kort at skrive. Lige siden han fik en praktikplads på Weekendavisen i 1994 har han holdt ved, og i dag er han på Deadline med orlov fra avisen. Han synes selv, at han er bedst til at skrive lange farverige reportager fra de varme lande, og derfor er tv ikke hans naturlige scene. »Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg er med i et teaterstykke. Der er så mange klicheer i det at være tv-vært. Jakkesættet, lyset og kameraerne, og jeg sidder der og byder velkommen. Så kommer der en politiker, og så laver vi interviewet kritisk.« Og når liveknappen lyser, og publikum har sat sig til rette i sæderne, er det for nemt at følge manuskriptet og spille rollen som journalist, mener han. »Man har jo lyst til at smide en stinkbombe, for det er jo en lille smule åndssvagt.« Martin Krasniks pande trækker sig sammen i tre brede rynker, og han nikker hovedet fremad, som havde han fortalt en vits og nu afventer de forargede fnis.

Sektion 02 03 Vores Panorama Verden

»Det er helt vildt så sjældent, der er noget, der går galt på tv. Man ser jo aldrig, at folk rejser sig op og skriger og råber eller går i protest. Studieværter kommer jo næsten aldrig til at sige noget pinligt, fordi 80 procent af det er givet på forhånd.« Politikere kan i fem minutter Et af de første konfronterende interviews Martin Krasnik lavede var også på Deadline under valgkampen i 2005, hvor han fik Anders Fogh Rasmussen til at svede i håndfladerne. Dengang så man ikke så tit de længere konfronterende interviews, men lige der, i valgkampens hede, kunne Martin Krasnik mærke, at han havde fat i noget. »Det var første gang, jeg tænkte, at der er noget i denne her måde at interviewe på, som er helt anderledes. Det der med, at man har god tid til at researche og god tid til at spørge, det skaber nogle helt andre fantastiske dynamikker, som man næsten kun kan få på tv.« Efter interviewet var der flere forargede folkemunde, og de kan nu igen se Martin Krasnik, der er tilbage på Deadline-redaktionen med en klar agenda. »Jeg vil gerne være god til at tage det tv-manuskript, som har været der for evigt og krølle det sammen og gøre nogle andre ting. Der skal så ufatteligt lidt til at rykke en lille bitte smule på forestillingerne om, hvad et tv-interview er. Det vil jeg gerne, og det er vildt sjovt, svært og anstrengende.« Og når vi ser ham udfordre den ene minister efter den anden mandag aften, er det med grundig research i ryggen. For hvis du ved, hvad du snakker om, har du fat i den lange ende.

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

»Jeg har altid haft svært ved at lytte til nogen uden at forsøge at sabotere det på en eller anden måde,« siger Martin Krasnik og lyner ned i sin grågrønne hættetrøje. Sidst jeg så ham, var han fint klædt på og bød Anette Vilhelmsen indenfor i sit tv-studie. I dag på caféen i Nansensgade har han ikke nogen pressefolder i bukserne, men slidte knæ i hverdagsjeans og rødligt hår, der ikke lader sig tæmme af en kam. »Det passer nok egentlig meget godt til det job, jeg har nu. Hvis jeg sidder overfor nogen i studiet, så er der et instinkt i mig, der siger: ’Pis med ham!’«. Og instinktet er ikke gået ubemærket hen. Efter et halvt år som vært på DR-programmet Deadline bliver Martin Krasnik kimet ned af interesserede, der vil have ham til at holde foredrag om hans konfronterende interviewstil. Hvordan gør han? Hvad tænker han? Hvorfor stopper han ikke? Og hvad er hans plan? Men det foredrag holder han ikke. »Jeg har ikke en teknik, jeg holder mig bare til hovedsagen. Det lyder så simpelt, men det er så svært. Det er besynderligt, men at få svar på to-tre spørgsmål på en halv time, det er eddermanme en kunst, når folk begynder at svare udenom.« Han læner sig ind over cafebordet og flytter sin kaffekop resolut frem og til siden, som var det en spillebrik på en skakplade. »Uden at blive til et bulldozende røvhul, så skal man kunne fokusere på, at der ikke er svaret på spørgsmålet. Man skal undgå at blive grebet af den der helt almindelige sociale konvention, der gør, at man ikke bliver ved med at stille det samme spørgsmål, man ikke afbryder, og man opfører sig ordentligt.«


»Grundlæggende så kan de kun i fem minutter. Så løber de tør. Hvis du kan følge med dem de første fem-ti minutter, så har du dem. Så ved du mere end dem.

»Jeg vil gerne være god til at tage det tv-manuskript, som har været der for evigt og krølle det sammen og gøre nogle andre ting. Der skal så ufatteligt lidt til at rykke en lille bitte smule på forestillingerne om, hvad et tv-interview er. Det vil jeg gerne, og det er vildt sjovt, svært og anstrengende.« - Martin Krasnik, journalist

Bliv minister, før journalist Martin Krasnik lader sig ikke påvirke af, at det er en vigtig politiker, han sidder overfor. For som alle andre har de jo også bare et job og en karriere, og egentlig synes han, at det er rystende lidt, de selv ved om det emne, de står med. Det hemmelige våben er viden, og det er et stærkt undervurderet værktøj for journalister i dag, hvis man spørger Martin Krasnik. Han synes, at for mange har for travlt med at komme i gang. »Det er jo let nok for mig at sige, for jeg ville også bare i gang med at skrive med det samme, men det er en dårlig idé for kvaliteten af journalistikken. Jeg kan se, at de dygtigste journalister er dem, der har lavet noget andet, og som kan tænke på en anden måde.« Martin Krasnik hugger en knytnæve i bordet. »Lav alt muligt andet først. Rejs, skriv, studér! Tag nogle år som socialminister i en eller anden regering, bliv spindoktor eller professor på universitetet. Og kom så og lav journalistik!« Martin Krasnik lyner trøjen i en hurtig bevægelse. Han læner sig sindigt tilbage og lader replikken hænge i luften.

Sektion 02 03 Vores Panorama Verden

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

Martin Krasnik er journalist og vært på Deadline, hvor han stiller skarpe spørgsmål til sine gæster i studiet. Foto: Caroline Amalie Stenderup Garre

23


Vinder af Modul 1-prisen:

»Smut er for sjov. Det er derfor, vi tager det alvorligt« Alle skal have mulighed for at slå smut. Det mener Mads Vind Ludvigsen. Han er ikke alene, og stemningen er god til De Københavnske Smutmesterskaber, hvor flere hundrede er mødt op – regnvejr eller ej Frederikke Amalie Dam, fad@ruc.dk

Et idealistisk projekt At Mads Vind Ludvigsen brænder for smutsten, kan ingen være i tvivl om. Han har nu på tredje år arrangeret smutmesterskaber, og årets arrangement er så småt i gang. Tidligere på dagen har byens yngste entusiaster og nysgerrige haft mulighed for at

forsøge sig i børnenes konkurrence. Nu står den på finpudsning af teknikker og præcision, ligesom der er mulighed for at teste årets sten, inden konkurrencens indledende runder begynder kl. 18.

»Jeg vil gerne udbrede dét at slå smut. Og der er masser af potentiale. Forestil dig en palæstinenser slå smut med en israeler. Smut som konfliktløsning.« - Mads Vind Ludvigsen, arrangør af de københavnske smutmesterskaber Mads Vind Ludvigsen er en høj mand. »Det er ham derovre, der ligner en viking,« forklarer en kvinde, der viser sig at være hans faster. Mads har en lyseblå skjorte på, lyst hår og skæg, der går i et. Det ser på samme tid viltert og velplejet ud. Han tager en slurk af den kaffe, han et øjeblik forinden fik stukket i hånden i baren, før han kortvarigt finder ro på den lille caféstol. »Jeg har ligget vandret i luften i

tre måneder nu. Specielt de sidste tre uger har været vanvittige. Men vi har haft så meget opbakning. Se bare dykkerne. Og her kommer en af dommerne,« siger han og hilser på en glad, trimmet mand, der går forbi. Mads tager en tår kaffe til. Hans blik er venligt og opmærksomt, og skjuler næsten den træthed, som alligevel spores i det matte smil. For Mads handler det om at binde folk sammen. »Det er derfor jeg har sat stenene i masseproduktion. For at skabe tilgængelighed. Jeg vil gerne udbrede dét at slå smut. Og der er masser af potentiale. Forestil dig en palæstinenser slå smut med en israeler. Smut som konfliktløsning. Det kunne man også gøre.« Han rører kort ved sin pande med tommel- og pegefinger. »Se hvor mange der er kommet i dag. Alle kan slå smut.« Smutstenene produceres hvert år i et nyt materiale, og i år er de lavet af aluminium. Mads søger efter den perfekte smutsten. I afgangsprojektet på kunstskolen i Amsterdam tog Mads barndommens interesse for smutsten op og videreudviklede ideen. »Jeg havde udvalgt to-trehundrede smutsten fra Als, som jeg havde tegnet med blyant i en bog. Projektet på eksamensdagen gik ud på at slå smut med alle de sten, jeg havde fundet og notere, hvordan de klarede Alle nye journaliststuderende er med i kampen om at skrive den bedste reportage og dermed vinde den eftertragtede Modul 1-pris Juryen skrev i sin begrundelse: »Frederikke har et levende sprog, rubrikken har et fint ordspil og reportagen har et godt flow. Sprogbillederne og ordene er velvalgte og understøtter vinklen, og de giver sproget en god rytme, der driver historien fremad. Derudover er hun god til at bruge kilder. De har navne og man kommer tæt på dem.«

For Mads Vind Ludvigsen handler smut om at binde folk sammen. Foto: Lars Hestbæk

24

Juryen består af undervisere fra Journalistik på Roskilde Universitet

Sektion 03 Vores Verden

sig – i forhold til hvordan jeg havde forestillet mig, at de ville klare sig. På den måde fik jeg et grundlag for at begynde at designe smutsten. Det blev det, der skulle kvalificere mig som designer.« Hygge i regnvejr Mens det regner, holder kasterne pause og søger ly under den udspændte presenning. Imens udveksles tips og teknikker. En far fortæller stolt, at han da skal deltage i konkurrencen, »selvom jeg ikke når min datter til sokkeholderne.« Der er dobbelt så mange tilskuere nu, de står tæt og ser på. Nogle sidder på kanten og spiser mad, andre står og skutter sig i regntøjet. »… Men hvor er flødebollerne?« To mænd står og taler sammen. Den ene har en fadøl i hånden og en stråhat på. Han hedder Christian og er far til Mads. Han griner højt af den anden mands spørgsmål og fortæller, tydeligt stolt, at han har været i Roskilde og hente 600 flødeboller. De er doneret til lejligheden. En kærkommen gentagelse fra året inden, bliver de to mænd enige om. »Smut skal være en nationalsport. Ligesom fodbold. Hvorfor ikke? Tænk bare. Hvor meget gik folk ikke i ekstase for nyligt, da kvindelandsholdet spillede? Det kunne være fantastisk, hvis det at slå smut kunne opnå lidt af denne popularitet.« Varmelamperne er tændt, og folk skutter sig op ad hinanden på bænke og ved stole og borde. Stadig flere mennesker stimler sammen. Regnen er stoppet, men vinden blæser stædigt. Der bliver langet kaffe og fadøl over disken i baren. Det gule net er knækket, og Mads skal videre. »Det kommer ikke an på alder og religion, alle kan være med. Smut er for sjov, og det er derfor, vi tager det alvorligt,« siger han. Mens kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) byder velkommen, deler to drenge 600 flødeboller ud. Konkurrencen kan gå i gang.

Metier Issue No. 05 Efterår 2013

CHRSTIANSHAVN. »Sig mig engang, kan de ikke læse?« Kommentatorens tonefald får publikum til at fnise. En mand i kajak padler hurtigt under den lave bro under Torvegade, hvor omkring hundrede nysgerrige tilskuere er stimlet sammen. Vinden tager i de farvede net, som broen og kanalens sider er pyntet med. Blød musik spiller i baggrunden. Deltager nr. 002 slår et imponerende langt smut, og tilskuerne er med ham. En ung kvinde forsøger sig også og griner højlydt, da hun taber sin sten i vandet. Klokken er 16.40, og der ’slås smut uden for konkurrence’, som det hedder i programmet. De Københavnske Smutmesterskaber er i gang. Et stort, gult net er spændt ud i vandet. Det skal opsamle de bundfaldende sten. Himlen er tung og grå som en mættet svamp, klar til at blive vredet. Her er mange børnefamilier og små piger i sommerkjoler med tykke sweatre over. Unge og ældre par, folk der kommer alene. Her kan alle være med.

Metier_05  

RUCjournalisternes magasin

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you