Metier_02

Journalister kan godt have en kæreste

Reportage fra Panikdag med DR Nyheder

Når den fjerde statsmagt mister fodfæste

Filosof: Frigiv EPO!

At rapportere fra krig kræver kursus

Interview med Puk Damsgård, Nils Thorsen og Andreas Kraul

Fokus: Journalistdrømme

Issue No. 02 April 2012 Fokus Panorama Vores Verden

METIER

Leder Hvad vil du være, når du bliver stor?

Som journalister ’in spe’ på vej ud i virkeligheden, skal vi tænke meget over fremtiden: De praktikantsøgende medier vil, som en af mange ting, vide, hvor vi er om ti år, hvad vi gerne vil ændre i verden, hvad der adskiller os fra alle de andre.

Derfor er det uundgåeligt, at vi drømmer om at få en bestemt rolle og stræber efter bestemte idealer: Lise vil fx gerne være Nils Thorsen og have dobbeltsider i søndagsavisen. Andreas vil gerne være super-sportsreporter. Ida vil gerne være borgernes ivrige vagthund. Og sådan kan vi blive ved. Men der er også en virkelighed, der venter på den anden side, hvor selvhøjtideligheden må lægges til side til fordel for glæden ved at få en hverdag med en lille snert af journalistisk faglighed på et jobmarked i forandring. Eller hvad?

I dette nummers Fokus går vi tæt på journalistidealer og journalistvirkelighed.

Chancerne for at ende som ’idolerne’ er lille, men derfor har vi lov at drømme. Og måske også drømme om en journalistrolle, der ikke er givet og fastlagt på forhånd,

men som, når vi står midt i det, viser sig at være ganske ideel – for os. For hvem ved egentlig, hvad de laver om ti år?

I Panorama bringer vi lidt af hvert fra verden udenfor: Kom med ned i tattoobiksens intense dyb, lær af de største journalist-bommerter fra hele verden og mød et moderne protestband.

I Vores Verden kan du finde ud af, hvad der egentlig kræves før, man er i stand til at rapportere fra krigens gru, følge DR-nyheders jagt på de bedste praktikanter, og se hvad dit valg af fag gør for dit parforhold.

DREAM ON DREAMERS – og god læselyst!

Redaktionen

Kolofon Lise Schmidt Søgaard Chefredaktør liscso@ruc.dk

METIER

Ida Marie Winge Assisterende chefredaktør imw@ruc.dk

Metier Issue No. 02 April 2012

Keyvan Bamdej Assisterende chefredaktør kbamdej@ruc.dk

2

Skribenter Anne Sidsel Troldtoft Hjorth Bjørn Ekstrøm Jakob Stig Jørgensen Kasper Lydik Almst Mathilde Utzon Marie Gradman Andersen Anne Mette Steen-Andersen Maja Flinthøj

Grafik Matthias J.E. Horneman-Thielcke www.matthisme.com

Adresse Metier, Roskilde Universitet, Bygning 40.3, Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT), Universitetsvej 1, Postboks 260, 4000 Roskilde

Oplag 1.000 eksemplarer Trykkeri Litotryk a/s, København

Sektion

01 Fokus

Issue No. 02 April 2012

Idealet Side

04

Mathilde Utzon

Vi har faktisk en fordel som kvinder

Side

06

Kasper Lydik Almst

Hvad føler du lige nu?

Side

07

Lise Schmidt Søgaard

Manden med metaforerne

Virkeligheden Side

08

Jakob Stig Jørgensen

Han valgte ’the dark side’

Side

09

Keyvan Bamdej

Sex, venskaber og sprut-test

Side

10

Ida Marie Winge

Bestemt ikke B-holdsjournalister

Vi har faktisk en fordel som kvinder En ung, beskidt og afmagret krop. Et gammelt og formentlig iturevet og granithårdt sind. Det er kernen af min erindring om en gadedreng, jeg blev konfronteret med i ventetiden på mit livs værste togtur i det nordlige Indien fra Varanasi til New Jalpaiguri sidste sommer.

Hvornår vidste du, at du ville være udenrigsreporter?

Jeg tror, at det var lige inden jeg startede på studiet. I sommeren inden jeg startede på SDU i 2003, var jeg i Irak med en veninde. Efter at amerikanerne var gået ind i Irak, ville jeg gerne til Irak for at møde unge mennesker, som jeg selv. Og prøve at finde ud af

4

hvordan de tænkte om det her med krig. Hvordan de følte efter, de var blevet befriet fra Saddam? Følte de sig besat af en ny magt? Eller hvordan tænkte de? Jeg synes, at det var ekstremt fascinerende at møde unge mennesker i et land, som trods alt er så anderledes end Danmark. På den tur mødte jeg rigtig mange udenlandske journalister, som lige var kommet fra Afghanistan i 2001. De talte meget om deres arbejde i Afghanistan, og jeg fik indblik i, hvordan de levede.

Jeg kan huske, at jeg kom hjem og syntes, at det hele havde været lidt af en øjenåbner for mig.

Er der en særlig episode du husker?

Vi var ude og bo hos en irakisk familie og levede på de vilkår, de levede under. Alt var kaos på det tidspunkt. Der var ikke nogen elektricitet, så de var nødt til at sove på tagene. Det var for varmt til at sove indenfor om aftenen.

Men når de så sov på tagene, var der var jo kampe rundt omkring i Bagdad i løbet af natten, og risikoen for at en kugle faldt ned ovenpå familien, der lå og sov, var selvfølgelig til stede. At leve med dem – at prøve at forstå, hvad det vil sige at have levet under en diktator, der pludselig er væk – hvor meget det sidder i kroppen på dig – hvordan kommer du videre? Alle de her ting synes jeg var spændende.

Har du igennem dine studier bevidst fokuseret på udenrigsstof?

Fuldstændig. Hvis jeg skal sige noget om, hvordan man når sine mål, så er det vigtigste; fokus, fokus, fokus, fokus, fokus. Da jeg studerede var jeg to gange i Afghanistan. Da jeg så skulle søge praktik, gik jeg fuldstændigt benhårdt efter det sted, der ville være mest fleksibelt i forhold til at sende mig til Pakistan eller Afghanistan. Eller måske ikke helt så snævert, men nogle der ville være åbne over for at sende deres praktikanter til udlandet.

Hvad er dit bedste råd – er det fokus?

Ja, fordi du pludselig får en profil. Da jeg skulle søge praktik, var en del af min praktikansøgning selvfølgelig de rejser, jeg havde beskæftiget mig med. Derudover så tag teten selv.

Jeg blev jo tilbudt et fast job på Jyllands-Posten som udlandsmedarbejder, efter jeg havde været i praktik og rejst rundt. Men det kunne jeg ikke holde ud. Og så prøvede jeg at få dem med på, at jeg skulle tage til Pakistan, og det ville de ikke.

Og der bliver man nødt til at have nosser nok til at sige: »Nå, men så forlader jeg mit faste job med min faste indtægt og skaber mit eget«.

Jeg var aldrig blevet Mellemøsten-korrespondent, hvis jeg ikke havde sagt op på Jyllands-Posten og var rejst til Pakistan. Freelancetiden har for mig været det mest fantastiske – jeg elskede at være freelancer. Du har tid til at skrive bøger.

Du kan fuldstændig selv disponere over din tid. Det er også det, jeg mener med fokus. Man skal ikke blive siddende i noget, hvis man drømmer om noget andet.

Hvad gør, at du har kastet din kærlighed på den islamiske og arabiske del af verden?

Det er mange forskellige ting. Det er den journalistiske udfordring, der ligger i at bringe noget så fjernt ind i stuerne hos danskerne, som de faktisk kan forholde sig til. Det, mener jeg, er vigtigere end nogensinde. Fordi vi har en tendens til at forputte os i vores egen lille virkelighed, og nogle gange er det meget godt at få den virkelighed perspektiveret en lille bitte smule. Når man bor i Danmark, tror man, at man er verdens navle - det er man ikke.

Den anden del af, at jeg blev journalist, er eventyret – det er en barnlig nysgerrighed. Det er at udfordre mig selv i forhold til at komme fuldstændig ud af min egen kontekst og sætte mig ind i en helt anden - og alle de oplevelser, der er forbundet med det at være her som journalist. Det er virkelig det, jeg tænder på ved at være her. Det at prøve at forstå, hvad det Muslimske Broderskab vil i Egypten efter en revolution, og hvad de her revolutioner har betydet.

Jeg ved ikke, hvad det er – kender du det – nogle er ornitologer: »Hvorfor interesserer du dig særligt for fugle? Jamen, det gør jeg bare!«, og jeg tror lidt, at det er sådan, jeg har det.

Men hvordan er det at være kvinde i dit daglige arbejde?

Men det her med at være kvinde i de her områder – det er langt de fleste gange en fordel. Jeg har fået det spørgsmål utallige gange. Hvorfor tænker folk ikke lidt længere? Dem, der kan være svært tilgængelige i disse samfund, er kvinder. Og hvis der er nogen, jeg kan komme til at snakke med, så er det kvinder, fordi jeg selv er kvinde. Det andet, der gør sig gældende, er, at jeg ikke er kvinde i deres traditionelle opfattelse af kvinden. Hvis jeg for eksempel kommer ud til en bondemand i Afghanistan, så vil han ikke opfatte mig som kvinde på samme måde, som han opfatter sin egen kone som kvinde – fordi hun går hjemme, laver mad og passer børnene. Hun er ikke ude på egen hånd og flintre rundt. Det betyder, at jeg bliver opfattet som intetkøn – og det gør, at jeg har lige så stor mulighed for at lave ting, som mændene har. Jeg har aldrig oplevet, at en mand – uanset hvor konservativ han måtte være - ikke ville tale med mig. Jeg synes faktisk, at vi har en fordel ved at være kvinder.

Du har skrevet bøger, vundet flere priser for dit arbejde, og du er Mellemøstenkorrespondent for DR. Hvad mere kan du opnå?

Sådan tænker jeg ikke på det. Jeg har jo kun været et halvt år i det her job for DR. Og tv-mediet er stadigvæk nyt for mig. Så det jeg fokuserer på, det er hele tiden at udvikle min journalistik, hele tiden udvikle min måde at lave tv på og komme dybere ind i tingene. Fordi journalistik kun bliver sjovere, jo mere du er inde i tingene, og det er det, der er udfordrende ved Mellemøsten, kontra da jeg sad i Afghanistan og Pakistan. Der sad jeg jo kun med de to lande – og det er absolut overkommeligt. Men pludselig at skulle dække så mange lande og være inde i alle mulige sager i de her lande – det er selvfølgelig en kæmpe udfordring.

Så for mig handler det om at gå dybere og gå dybere og gå dybere. Jeg er ikke noget Ole Sippelsk leksikon – langt fra, men det arbejder jeg da på at blive.

Så derfor vil jeg sige, at det bliver kun sjovere med tiden.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 02 April 2012

Klokken var to eller tre om morgenen.

Drengen var blot én af mange, som hver dag måtte kæmpe for sin overlevelse. Han har været omkring otte år.

Rotter med afklippede haler for rundt, samtidig med at alle former for tænkeligt menneskeligt affald vrimlede omkring mig i luften. Her ved siden af en skraldespand havde drengen lagt sig til at sove den nat. Han havde et par mørke shorts og en kortærmet skjorte på. Begge smurt ind i livet fra mange dage på gaden. Hvor mange sider og refleksioner jeg fik skriblet ned, ved jeg ikke, men det var min primære beskæftigelse, mens jeg ventede.

Jeg begyndte at tage billeder af drengen og de andre sovende drenge. Jeg følte mig flov og påtrængende.

Men tanken om ikke at dokumentere dette stærke øjeblik gjorde mig endnu mere flov. Spørgsmålene hobede sig op på mine mange sider i min notesbog. Hvem var den dreng? Hvordan var han havnet alene på denne umenneskelige og uhumske togstation?

Hvilken hjælp var han blevet eller ikke blevet tilbudt? Hvor mange flere af ham var der?

Jeg fik aldrig svar på mine spørgsmål.

I stedet blev jeg endnu mere klar omkring, hvad jeg skal som journalist. Jeg vil trænge ind i fremmede verdener og liv og bringe dem hjem til danskerne.

Det er netop det, min store journalistiske helt kan. Jeg beundrer Puk Damsgård Andersen for, hvordan hun formår at få mennesket i centrum uden at miste bredden og perspektivet, og at hun lykkes med det i meget ufremkommelige miljøer.

I slutningen af januar skypede jeg med Puk Damsgård Andersen, der befandt sig i sit hjem Beirut. Jeg fik chancen for at få svar på alle mine spørgsmål om vejen til og livet som udenrigsreporter.

Mathilde Utzon, mmub@ruc.dk

Et par uger efter interviewet i cyperspace lykkedes det Mathilde Utzon at møde Puk Damsgård Andersen en iskold vinteraften på Nørrebro.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 02 April 2012

Kredit / Mathilde Utzon

5

Kasper Lydik Almst, kla@ruc.dk

Hvad føler du lige nu?

Hver gang jeg er til et større familiearrangement og fortæller, at min drøm er at blive sportsjournalist, er det stensikkert, at den følgende kommentar er: »Vil du så ikke være sød at stille nogle ordentlige spørgsmål? Det er så ligegyldigt, det de spørger om.«

Her er der selvfølgelig tale om det såkaldte »Hvad føler du lige nu«-spørgsmål, som journalisterne stiller til sportsstjernerne lige efter, de har vundet eller tabt en kamp.

Og den kommentar har irriteret mig mange gange. Problemet er, at jeg ikke kan finde ud af, hvorfor det irriterer mig. Er det, fordi jeg ikke synes, det passer, at der bliver stillet så mange dumme spørgsmål, som de siger? Eller er det rent faktisk, fordi de har ret? For lige umiddelbart er det jo ikke den store overraskelse, at Ulrik Wilbek er glad for at vinde EM i håndbold. Så hvorfor bliver han spurgt, om hvad han føler, når svaret vel er så åbenlyst? I stedet bør han da blive bedt om at analysere finalen eller forklare, hvordan de kunne gå hele vejen og blive europamestre. Eller hvad?

Jeg har sat DR Sportens Andreas Kraul stævne til en snak om sportsjournalistik. Han har dækket både store mesterskaber og De Olympiske Lege henholdsvis på Politiken og nu på radioen hos DR. Hvordan undgår han at blive ligegyldig og ukritisk, når han står over for de største danske og udenlandske sportsstjerner, og er de danske sportsjournalister så ukritiske, som de ofte bliver beskyldt for?

Andreas Kraul, hvad skal en god sportsjournalist kunne? »Han skal kunne to ting. Den ene er de klassiske journalistiske ting, der ikke er anderledes. Han skal være nysgerrig, kritisk og have alle de journalistiske værktøjer i orden. Og så er der den anden ting. Han skal kunne lade sig begejstre. Sport er i vore dage et underligt krydsningsfelt mellem at være rigtig en stor forretning, men også underholdning, motion og en folketendens nogle gange. Den breder sig over mange ting. Så man skal kunne lade sig begejstre over sport for at være en god sportsjournalist.«

til mange platforme. Og det kan godt afspejle sig i, at der bliver lavet for mange ”lette” historier, hvor dem, der tager lidt mere tid og kræver lidt mere grundighed, er svære at få tid og penge til at lave. Og det er desværre ikke sportsjournalisten selv, der har mulighed for at påvirke det. Det er ledelsen.« Du har tidligere sagt, at den kritiske sportsdækning findes derude, man skal bare lede lidt efter den. Mangler den lidt i den daglige dækning? »Ja, for det er svært at sælge. Det er ofte nemmere at sælge noget live fodbold.

Der er bare et større publikum til det, hvor de her lidt mere alvorlige historier har et smallere publikum. Men det er vigtigt, at der blive holdt fast i nogle af tingene, for det er rigtigt, man skal lede lidt efter det, og nogle gange skal man ned i nogle underlag af nogle hjemmesider eller små hemmelige radioprogrammer.

Sport handler i høj grad om følelser, og det afspejler sig selvfølgelig også i den journalistik, der formidler den. Derfor er det måske heller ikke så skidt, at man bare stiller et ”ligegyldigt” spørgsmål, hvis det svar, man kan få, alligevel er lige så intetsigende. Danskerne skal have lov til at nyde øjeblikket, hvor man er blevet europamester og juble sammen med de atleter, der har vundet. Så kan vi tage de mere alvorlige briller på efterfølgende og fordybe os. Hvis altså der bliver tid på sendefladen, og hvis de danske sportsfans gider sætte sig ned og fordybe sig i sportsjournalistik.«

Sportsjournalister bliver tit kritiseret for at stille for dumme spørgsmål. Hvordan har du det med »Hvad føler du lige nu«-spørgsmålene? »Det er meget sjovt faktisk, fordi selve spørgsmålet: »Hvad føler du?« er egentligt grundessensen af, hvad man vil vide lige efter en kamp. Folk ved det bare ikke.

Sport er jo følelser, så det, vi egentlig gerne vil, er at være en del af de følelser.

På den måde er det faktisk det rigtige spørgsmål at stille. Og jeg tror også, det er blevet lidt en kliché, det med at folk siger, der bliver stillet så dårlige spørgsmål bagefter en kamp, for det gør der ikke. Men det er klart, at det er rigtigt svært at stille spørgsmålene bagefter. Kommer der en idrætsudøver ud på sidelinjen, som måske lige har vundet eller tabt noget, som vedkommende har trænet til i mange år og er helt svedende, og adrenalinen er helt oppe at køre, er det simpelthen svært for dem på det tidspunkt at sætte ord på noget som helst. Derfor er man nødt til at skære helt ind til benet og sige, at det, som må være lige bagefter, det er følelser.«

Sport er følelser, og der er intet galt med »Hvad føler du lige nu«-spørgsmål. Kasper Lydik Almst har sat sit forbillede Andreas Kraul i den varme stol.

Kredit / DR

Men kan man ikke stille nogle spørgsmål, der går mere i dybden med, hvad der lige er sket? Hvad gør du selv? »Hvis du tager interviewet lige efter begivenheden, så er de færreste i stand til at formulere mere dybdeliggende analyser eller overvejelser. Det skal lige gemmes, bare ti eller tyve minutter. Hvis jeg skal interviewe folk efter en kamp, og jeg ikke er presset af, at det skal være lige efter, så venter jeg altid 20 minutter og lader folk dampe af og tænke sig om, for så får man et meget bedre interview.«

6

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 02 April 2012

Noget andet, som sportsjournalistikken bliver kritiseret for, er manglende kritisk dækning. Mangler der generelt noget kritisk sportsjournalistik? »Både ja og nej. Jeg syntes ikke, at der mangler dygtige og kritiske sportsjournalister. Der er en ny generation på vej, og der bliver ved med at komme flere, der er enormt ærekære, ambitiøse og dygtige. Det, der nogle gange er problemet, er, at sportsmediebranchen er presset økonomisk. Der er ikke råd til at have så mange sportsjournalister på aviserne, tv og radio som tidligere, og det hele skal gå meget hurtigt. Vi bliver presset meget af netmedierne, og vi skal levere

Lise Schmidt Søgaard, liscso@ruc.dk

Manden med metaforerne

Foto: Lise Schmidt Søgaards ideal er sprogmagikeren Nils Thorsen.

Kredit / Lise Schmidt Søgaard

Jeg vil være journalist og en velskrivende én af slagsen. Jeg kan lide at nørde med sproget, finpudse og finde på sætninger, der rammer virkeligheden lige i solar plexus. Men jeg er blevet i tvivl, om hvorvidt sproglig kreativitet overhovedet har noget at gøre i journalistikken? Rubrik, vinkel, kilder, nyhedstrekant; ingredienser i en formaliseret opskrift på den perfekte nyhedsartikel. Hvor er der plads til at lege, opfinde og øve sig?

Du bruger mange metaforer, analogier og generelt billedsprog i dine tekster.

Tænker du nogle gange over, om det er dine egne, eller om alle andre vil forstå dem? »De dukker op i hjernen på mig, før jeg er blevet bevidst om noget som helst. Når vi nu sidder og taler, finder sammenhænge, så springer der ligesom billeder op. Nu tænker vi en situation; at stå med noget mere magtfuldt end en selv, som man skal prøve at styre. Hvordan illustrerer vi det? Kunne det være… fx at sko en hest, skrabe hoven og holde benet forsigtigt, mens man hamrer søm i?

Hjernen leder ikke bare efter ord, men måske leder hjernen også altid efter noget andet, der dækker bedre.« Jeg læste et interview, du har lavet med Klaus Rifbjerg (Pol. 2.sektion 11.12.2012, red.), hvor du skriver, at hans sprog ”… er en sjælden blanding af aristokratens og gadedrengens, hvor eder som »sgu« og »for helvede« stikker ud som bøller til en logefest i kjole og hvidt. Tintinbøller, vel at mærke. I knæstrømper og knickers.” Hvordan kom du til at tænke på det? »Det er sjovt, du nævner det, for jeg arbejdede enormt meget med lige netop dén. Prøvede noget andet først… Men det starter med en fornemmelse, en oplevelse, som er helt

umiddelbar. Jeg kommer ind i Klaus Rifbjergs lejlighed. Jeg har læst chokerende lidt af ham, nærmest alle andre ved mere om ham end mig. Men det, jeg klynger mig til i et forsøg på at indhente en smule af min uvidenhed, er, at det, jeg oplever, er virkeligt. Hvis der dukker noget op på min nethinde, så er det virkeligt, og det siger noget om ham.

Da vi begynder interviewet, kan jeg mærke, at der er noget ved den måde, han bander på. Det kommer lidt voldsomt ind. ”Ja sgu fanden da”. Der er en måde, som kun Klaus Rifbjerg bander på – og jeg genkender den.

Det er nok. Så har jeg en knappenål i et landkort: Jeg ved, der findes et sted i sproget, som kan formulere det her.

Jeg er gået fra at være ubevidst om det der, når han bander, til at skulle blive rigtig bevidst om det. Og så skal jeg finde ordene.

Jeg valgte ’bøller’, et gammeldags ord, for det er fra hans tid. Bøller med knickers. Hængerøv duede ligesom ikke - så bliver det konstrueret.

Uskylden ligger i den umiddelbare fornemmelse. Man må arbejde på at finde ord, der bringer læseren hen i den samme fornemmelse, men uden at det bliver så overdrevent og tydeligt, at man kommer ud af den følelse igen. Den overholder jeg ikke altid: Så kommer mit ego ind og siger ’den her fidus på den her metafor, ih, den kan jeg godt lide’. Der bliver jeg nogle gange for synlig. Brug kun metaforen til at lede læseren lige hen i den følelse eller fornemmelse, som du gerne vil have.« Har du nogle Nils Thorsen-klicheer: ting du hader dig selv for at skrive, gang på gang? »Generelt har jeg en forkærlighed for gammeldags træghed. Sådan noget lidt følelsesladet… tit har jeg været ude for at folk, når de har mødt mig første gang siger: Gud! Jeg troede du var en gammel mand. Jeg kan godt lide de der lidt gamle…« Ord med patina? »Ja! Nogle gange bliver det helt udvendigt, så er det bare lyden af ordet, jeg forelsker mig lidt i. ’Løsøre’, for ek-

Sektion 01 Fokus

sempel, at være et løsøre. Nej, det er mere en tone, jeg støder ind i. Kunne det her siges lige så godt, uden at ordet skal knage som gammelt, mørkt egetræ? Er der en grund, eller er det bare, fordi ordlyden er lækker?« Hvordan tager du andres kritik af dine tekster? »Der er punkter, jeg ikke kan komme forbi, når jeg skriver, og så kommer en kollega og siger: Nu er der for meget patos, Nils, skru lidt ned. Og det er en lettelse, for så kan jeg komme videre.

Men der også megen urar og melet kritik herinde (i Politikens hus, red.).

De driller mig med, at jeg skriver for langt, og ”Øv, skal vi nu have sådan en livshistorie igen?”…« Er det en befrielse nogle gange at få lov til at lave helt skabelonagtig nyhedsjournalistik? »Det er en kæmpe befrielse! Det kan slet ikke sammenlignes. Jeg er ikke bare langsom, pyha. Jeg kan gå op ovenpå og skrive 3-4 nyhedsartikler til i morgen, hvis jeg vil. Og det er enormt rart.

Nogle gange tænker jeg, at det at skrive er lidt ligesom at være en regnorm. Man æder jord, og det der kommer ud i den anden ende er muld.

Der har nyheder jo været enormt kort tid i systemet, det er næsten ikke inde i en, før man har fortalt det videre til nogen andre…« Men er den slags ting, du laver egent-

Metier Issue No. 02 April 2012

Et legebarn, som gang på gang gør mig lidt lykkelig indeni, når jeg læser hans tekster, er Nils Thorsen, skribent på Politiken. Han er blevet kendt for at lave kæmpestore portrætinterviews i 2. sektion om søndagen og for at formidle kulturstof blændende godt.

Personligt kan jeg godt lide, at han gør sig umage. Ikke bare snubler hen over sproget, men lander præcist og eksakt ned i en fornemmelse, når han beskriver den.

Jeg har sat Nils Thorsen stævne i Politikens kantine, og rystende som et espeløv får jeg tændt min diktafon.

Jeg vil gerne vide mere, om hvor bevidst han er om sit sprog, eller om han bare er en linedanser, man aldrig kan gøre kunsten efter. Jeg vil lure hans tricks:

lig rigtig journalistik? Journalistik er vel hurtigt inde, hurtigt ude. Det lyder som om det, du laver, kræver meget tid… »Det er et godt spørgsmål. Hvad fanden er journalistik? Nogen fortæller nogen andre noget om noget. Hvor mange døde – det var otte. Eller hvad er Klaus Rifbjerg/Klaus Rifbjerg-hed?

Det er vel strengt taget samme ærinde. « Har du et godt råd – til ’ungdommen’? »Man må give sig selv lov til ikke at gøre det helt perfekt. Giv den kreative fase en chance til, inden den censurerende sætter ind.

Jeg tror, at man altid begynder med at tro, at det man selv er, er forkert. De andre må først ikke opdage, at man er bagud, og så kan man spille lidt skuespil og få karakteren for den ’udmærkede, men noget rutineprægede præstation’. 10-tallet. Men man kan ikke efterligne det her, man må gå ind i sig selv og stole på sin oplevelse.

Og det bliver så pinligt i starten.

Men man er nødt til at tage i zoologisk have og se på elefanten, og den måde den går på. Hvad ville det hedde på mig’sk? Når den tøver lidt, før den løfter foden… Lige der bliver det unikt og ikke før.

Forvild dig ind i din egen subjektive oplevelse, se på det med lidt voksne øjne bagefter og gør det så igen og igen. Der er meget, der ikke er medfødt talent. «

7

Jakob Stig Jørgensen, jstigj@ruc.dk

Han valgte ’the dark side’ Christian Lehman har byttet journalistrollen på Information ud med et job som pressechef i Beskæftigelsesministeriet. Metier har mødt den nu tidligere Christiansborg-reporter til en snak om at være ansat til at sælge noget bestemt, når man er uddannet journalist.

Kredit: Jakob Stig Jørgensen

nalistikken efter fem år og meldte sig under fanerne på Informations redaktion på Christiansborg. Han savnede muligheden for at sætte dagsordenen og forholde sig kritisk og undrende til de ting, der foregår i samfundet. Og så savnede han at servicere almenvellet. For det er essensen af journalistik, siger han. »Det jeg har lært på min vej er, at vi som journalister kan mere, end vi tror. Journalister har en særlig tan-

kegang. Journalistikkens væsen er en måde at se verden på og en evne til at skrælle alt det uvæsentlige fra. Vi har en faglighed, som selv meget veluddannede mennesker ikke har,« siger Christian Lehmann.

Nu skal Christian Lehmann bruge sin faglighed til at få tingene til at rulle i Beskæftigelsesministeriet. Og selvom det ikke var det, han drømte om på journalisthøjskolen, så glæder han sig over returen til the dark side.

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 02 April 2012

Han indrømmer det selv. Der er langt fra studietidens spirende drømme om at blive stor kulturjournalist, forny reportagegenren og gå i fodsporene på ungdomsidolerne Morten Sabroe, Tom Wolfe og Hunter S. Thompson til at være ny pressechef hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Ikke desto mindre er det den rejse, Christian Lehmann har taget, siden han i årene op til årtusindeskiftet knoklede for at lære journalistikkens håndværk på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Et håndværk, han er stolt af, og som vækker nogle helt særlige følelser i den nu tidligere Information-journalist. »Jeg kommer til at savne den særlige rolle, man har som journalist og det at lave noget i den gode sags tjeneste,« siger Christian Lehmann, der dog glæder sig til at lave pressearbejde i et »meget spændende ministerium, som er helt centralt for det reformprogram, regeringen siger, den vil gennemføre.«

Foto: Christian Lehman er uddannet journalist, men er gået over til den ’mørke side’ som pressechef i Beskæftigelsesministeriet.

’The dark side’ forarger kollegerne Hans karrieremæssige rejse afslører indtil flere skift mellem journalistik og en kommunikationsbranche, som nogle journalister ser ned på og vægrer sig over at havne i. Og det journalistiske håndværk kan godt blive klemt, når man som nyudklækket journalist kommer ud i den barske virkelighed, siger Christian Lehmann og indrømmer, at det nok også er sket i hans tilfælde. »Jeg er opflasket med, at man som journalist er noget særligt. Man er i opposition til magthaverne, man er den fjerde statsmagt og alt det der. Og jeg forstår godt, hvis andre ikke kan forstå det skifte, jeg har lavet. Men jeg tror, at man både som journalist og journaliststuderende må berede sig på, at der bliver færre og færre af den slags job, hvor man gennem et helt liv går magthaverne i bedene og snapper dem i haserne,« siger Christian Lehmann og fortsætter: »Det kom bag på mange af mine kolleger, at jeg skiftede. Flere har også beklaget det og drillet mig med det. Og det er klart, at jeg nu går over til ’the dark side’ i journalisters øjne.« Men springet hen over grænsen mellem journalistik og kommunikation er ikke nyt for Christian Lehmann. Faktisk har han taget det flere gange i sin relativt korte karriere, der blev indledt på Ritzau i 2000. »I mødet med virkeligheden er man nødt til at tilpasse sig. Sådan er det, og sådan bør det også være. Jeg er der, hvor jeg er i dag, fordi jeg har taget en række valg undervejs på min rejse. I virkeligheden var det mest skelsættende valg i forhold til mine tidlige drømme det, jeg tog i slutningen af min praktik, hvor jeg afslog at lave freelance kulturjournalistik for Politiken,« siger Christian Lehmann, der ellers elskede praktiktiden på Politikens kulturredaktion, hvor han arbejdede i døgndrift, mens kiloene raslede af ham i jagten på at efterfølge genrens store koryfæer.

Farvel til journalistikken Masterplaner eller klare karrieremål har han aldrig brugt. Men devisen om, at ens valg skal åbne døre og ikke lukke dem er noget, den nye pressechef har været meget opmærksom på. Også selvom han indrømmer, at det journalistiske kapitel nok er lukket for en tid, efter at han har sluttet sig til den politiske magtelite på Slotsholmen med ansættelsen i Beskæftigelsesministeriet. »Når man bliver pressechef i et ministerium, så er det klart, at der er nogle døre, der lukker sig,« siger Christian Lehmann.

Han forudser, at mange journaliststuderende må indstille sig på at lave noget, de egentlig ikke havde forestillet sig at beskæftige sig med, mens drømmene endnu trængte virkeligheden i baggrunden på studiet. »Dermed ikke sagt, at man skal gå på kompromis med sine idealer, men de valg man tager, skal man tage for at åbne flere døre, end man lukker. Og så tror jeg, man skal være klar til at tage nogle utraditionelle valg,« siger han. »Journalistik kan mere, end vi tror« Sidst Christian Lehmann var en tur hos the dark side, kom han tilbage til jour-

8

Keyvan Bamdej, kbamdej@ruc.dk

Sex, venskaber og sprut-test Hvis man som journaliststuderende er i tvivl, om hvor man kunne tænke sig at arbejde, når uddannelsen en dag er færdig, så bør man ikke lade sig skræmme af M! og Woman. Men man skal stadig være lidt af en drengerøv eller tøsepige.

Glidecreme og chokolademousse »Det er klart, at man har fordomme om M!,« siger journalist Mads Demant, som også går under navnet Fyrtårnet på M!’s redaktion. »Vi har jo ting som sprut-testen,« forklarer han og uddyber: »Vi drikker ofte alkohol, det gør vi. Det starter ofte med, at redaktionen allerede omkring formiddagstid begynder at knappe den første alkoholiske genstand op, hvad enten det er øl, sprut eller en ny form for glidecreme, der lige skal afprøves.« Men det er som Mads Demant smilende understreger: »I den gode sags tjeneste,« og ikke en daglig, men jævnlig begivenhed.

Maria Greve pointerer, at jobbet på et magasin kræver den rigtige attitude: »Ligesom det er med mange andre ting i livet, så skal det være lysten, der driver værket. Hvis man synes, det

er en plage konstant at skulle beskæftige sig med de samme emner som sex, krop og venskaber, som vi gør på Woman, så vil man hade det,« siger Maria Greve og tilføjer, at de ikke ligesom M! tester alkohol, men mere feminine og sensuelle lækkerier som fx chokolademousse.

Mads Demant fortæller, at de engang har haft en praktikant i huset, der konstant var nedladende over for de ting M! lavede. »Han fik vist afslag fra de andre praktiksteder, han havde ansøgt. Det var tydeligt, at han ikke syntes, det var sjovt.« Ifølge Mads Demant taler man, mens man går på journalistuddannelsen udelukkende om at skrive for de store og gængse dagblade som for eksempel Politiken, Berlingske eller Jyllandsposten. »Har man den tilgang til sit karriereforløb, så er det klart, at man skal holde sig langt fra at arbejde for et magasin som M!« Svært at ringe seriøse kilder hjem Mads Demant indrømmer, at når en artikel for en gangs skyld ikke handler om letpåklædte damer, spruttest, musik, film, biler, gadgets og fest og farver i almindelighed, så kan det godt blive lidt af en udfordring at få dem, han betegner som ’seriøse’ kilder, til at udtale sig. »Jeg skrev engang på en artikel omkring biologiske våben. Der prøvede jeg at få fat i en kilde fra Statens Seruminstitut, men han nægtede kategorisk at tale med os, da jeg fortalte ham, hvor jeg ringede fra. Det handlede ellers bare om tre spørgsmål, og han henviste mig heller ikke til andre,« siger han og slår ud med armene. »Det viser bare, hvor useriøse nogle af skeptikerne tænker, vi er, selvom vi i virkeligheden ofte gerne vil have flere seriøse ting med, i hvert fald i nogle af artiklerne. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi fortsat er useriøse – det er dét, vi brander os med, men vi vil gerne have seriøse ting med også.« Der er dog også kilder, der synes, det er befriende med M!’s useriøse tilgang til ny viden: »De fleste synes, vi stiller nogle meget sjove spørgsmål, fx: ’Kan man dø af at drikke øl og kage i en uge?’,« siger han med et let grin.

Det sværeste for Maria Greve er at jonglere mellem de mange artikler, som de på redaktionen sætter i værk på samme tid. »Da vi hos Woman arbejder langt ud i fremtiden med planlægningen af de næste måneders magasiner sideløbende med dem, vi skal have trykt nu, har jeg typisk gang i 12 artikler på én gang, og det kan godt være svært at holde tråde i dem alle sammen,« forklarer hun.

Derfor kan det godt svipse med hukommelsen, når kilden ringer tilbage. »Man kan godt fange sig selv i at tænke: ’Det er fedt, du ringer tilbage, men hvad er det nu liiiige, du ringer angående?’,« siger hun.

Kunsten er at genopfinde sig selv Ifølge Mads Demant er en af glæderne ved at arbejde på et magasin, at man ikke skal bekymre sig om artiklens aktualitet: »Generelt skriver vi om tidløse ting, der som udgangspunkt kan trykkes når som helst, forstået på den måde, at vi jo ikke skal ud med nyheder. Vi er tre-fire måneder fremme i tiden, så vi kan gå og lege med en idé og gøre den rigtig god,« siger han.

Maria Greve er desuden overrasket over, hvor dybdegående feedback hun får af sin redaktion på Woman i forhold til hendes tidligere arbejdsplads på Fyens Stiftstidende, hvor det ikke var sikkert, at der var nogen, der læste det, man skrev, inden det kom i avisen. »Her får man grundig feedback på hver én eneste sætning, man skriver. Det skal nemlig være godt. Så godt, at man skal kunne tåle at læse det igen og igen de næste tre uger,« konstaterer hun med et frisk smil på læben. Det, man især

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 02 April 2012

Når den svedfremkaldende panikdag to gange om året indtræffer, må livsstilsmagasinerne M! og Woman kigge langt efter ansøgere. Mens M! kun har formået at høste omkring 4,1 ansøgninger i gennemsnit de sidste fem år, ligger tallet hos Woman en smule højere, nemlig på 6,5 ansøgninger.

Begge magasiner plejer altså at få en håndfuld ansøgninger ved praktiksøgningen, men så heller ikke meget mere.

For Mads Demant var det naturligt at søge ind på M!, hvor han siden 2007 har været tilknyttet som journalist. Som han selv siger, så har han altid været en stor fan af M!, der for ham at se var lig en gylden mulighed for at kombinere de mere drengerøvsagtige interesser med journalistikken: »Da vi var yngre, læste min tvillingebror og jeg altid i bladet, så da jeg skulle søge stillingen som journalist hos M!, vidste jeg udmærket, hvad jeg gik ind til,« fortæller han.

Maria Greve, der snart har været journalist hos Woman i fire måneder troede, at hun skulle forbi mange andre jobs for at få drømmejobbet, hun har nu. »Det er så fantastisk at få det job allerede,« siger hun og pointerer: »Jeg er jo ung og ny, og alt det der«.

lærer på et magasin, er kunsten konstant at genopfinde sig selv. »Vi har et meget stramt koncept, som handler om kvindelighed, følelser, sex, krop og venskab. Derfor er det påkrævet, at vi kan idéudvikle og genopfinde os selv inden for de samme emner og samtidig gøre det på en spændende måde.«

Mads Demant er vild med drengerøvs-attituden på M! Kredit / Keyvan Bamdej

På Woman tester Maria Greve og hendes kollegaer feminine lækkerier som chokolademousse.

Kredit / Keyvan Bamdej

9

10

Metier Issue No. 02 April 2012

Sektion 01 Fokus

Ida Marie Winge, imw@ruc.dk

Bestemt ikke B-holdsjournalister Lokalpressen er måske kedelig, hvis du selv er kedelig! Roskilde Dagblad giver svar på tiltale og et indblik i avisen som arbejdsplads.

Foto: Det er en kliché, at lokalpressen mangler kant, fortæller Lars Pedersen og Casper Suk Thorlacius.

Kredit / Casper Suk Thorlacius

Lokalpressen skriver søvndyssende historier om grønthandlere, der åbner, og frisører, der lukker. Og så er de i øvrigt bedste venner med borgmesteren og formår derfor ikke at skrive kritisk. Fordomme om lokalpressen florerer på de danske journalistuddannelser. Men er der reelt noget om snakken? Lars Pedersen, redaktionsleder på Roskilde Dagblad, og RUCpraktikant Casper Suk Thorlacius giver svar på tiltale. »Der er masser af historier i Roskilde, eksempelvis er der i dagens avis en artikel, hvor vores journalist Helle Eriksen nuancerer et indslag, som TV2 har lavet om en far, der bortførte sin datter. TV2 vinklede meget på morens uskyld og farens skyld. I vores artikel har vi ladet flere komme til orde, og sagen viste sig da også at være alt andet end sort/hvid,« fortæller Lars Pedersen, som har været på Dagbladet Roskilde siden 1998. »Ligesom på alle andre redaktioner handler det om at have fantasi og om selv at kunne skabe de spændende vinkler. I gamle dage blev vi ofte sendt ud til borgermøder og generalforsamlinger – og det var ved Gud kedeligt. Det gør vi kun i dag, hvis det er et særligt interessant emne, der skal diskuteres,« siger han.

Casper Suk Thorlacius, der har været praktikant på redaktionen siden i sommer, supplerer:

»Hvis du kan give historien et lokalt twist, så kan du fortælle om næsten alting. Vi skriver om alt fra misbrugssager til whistleblower-ordninger.« Han indrømmer dog også, at mange af de lokale historier simpelthen er for små til at havne i de store medier: »For nylig skrev jeg for eksempel en artikel om en skole i Jyllinge, hvor der var en kattefælde til 1000 kroner, der var blevet stjålet.«

så er jeg tilfreds. Jeg er ret imponeret over, hvordan de kan formå den ene dag at skrive en kritisk historie om person og så den næste dag være gode venner med kilden,« siger han.

Fordommen om, at lokalpressen ikke er kritiske, hænger, ifølge Lars Pedersen, sammen med, at de lokale journalister skal bruge deres kilder hele tiden, modsat landspressen som i langt flere tilfælde blot skal bruge den samme kilde en enkelt gang. »Nøgleordet for lokalpressen er balancegang. Kritikken skal være berettiget, men man skal samtidig ikke bare labbe i sig af spin fra borgmesterkontoret,« siger han og uddyber forholdet til politikerne: »Dagbladet er traditionelt set en Venstreavis, men vi gør meget ud af, at det ikke afspejler sig i vores journalistik. Måske kan nogle af politikerne fra Venstre nærmest godt føle, at vi overser dem lidt på grund af det og hælder for meget i den anden retning.« Han understreger, at det i højere grad er de annoncefinansierede aviser, som mangler kritisk nerve. »Da vi skrev om Roskilde Bank, tror jeg nok, at folk syntes, vi var kritiske. Vi skrev rigtig meget om den historie – også inden de krakkede. Ham, der primært skrev historierne, arbejder faktisk på Børsen i dag,« siger han.

Frisørhistorier og graver-journalistik At lokalpressen finder gode historier i lokale frisører og tøjbutikkers falliterklæringer og succes’er, er der noget om. Men det skal være, fordi der er en særlig historie. »Måske burde vi nærmest gøre mere ud af at skrive om butikkerne, fordi det er noget som folk lægger mærke til og som betyder noget i deres hverdag. Jeg

skrev om en herrefrisør, der lukkede efter 44 år. Det var sådan en rigtig gammeldags én, hvor man ikke kunne bestille tid, man satte sig bare ind, og så blev der ellers klippet efter tur,« siger Lars Pedersen.

Han forklarer, at Roskilde alligevel er en så stor by, at man kan skrive om lidt af hvert. Der er også mulighed for at lave graver-journalistik, selvom det begrænsede antal journalister på en lokalredaktion kan gøre det lidt svært. »I øjeblikket følger vi eksempelvis en sag om et lille forsikringsfirma, hvor der går rygter om, at formanden er ved at rage det hele til sig. Det har været en sag, der har været rimelig kompliceret at dykke ned i – hvor man skulle grave i gamle regnskaber og så videre. Og vores tidligere praktikant og en af journalisterne har lavet en artikelserie om udbredelsen af narko blandt de unge i lokalområdet. Den brugte de et par måneder på,« siger han.

Roskilde Dagblad - tal og fakta • Dagbladet Roskilde er en gammel Venstreavis og blev grundlagt i 1878 • Dagbladet Roskilde blev i 2008 en del af Sjællandske Medier • Der er seks faste medarbejdere på redaktionen • Dagbladet Roskilde koster 13 kroner

Sektion 01 Fokus

Metier Issue No. 02 April 2012

Balancegang med kilderne Casper Suk Thorlacius synes, det er en kliché, at lokalpressen mangler kant. »Det er bestemt ikke B-holdsjournalister, der arbejder her – hvis jeg bare kan blive lige så god som dem,

11

Vesterbro Kontorforsyning Vesterbrogade 66 1620 København V Tlf. 3331 3500 Mail: salg@vesterbro-kontorforsyning.dk Web: www.vesterbro-kontorforsyning.dk

III00III00I00II00III00II00III00III00III00IIIII I00II00III00III00III00III00III00III00III00 III00III00III00III00III00III00 III00III00III00III00III00III II00II00III00III00III00III00IIIIII00II00II I00III00III00III00IIII00III00 III00III00III00III00III00II00 III00III00I00III00IIIII00III00III00III00II I00III00III00III00II00III00I II00III00III00IIIIII00II00III0 0III00III00III00IIIIII00II00III00III00III0 0III00IIIIII00II00III00III00 III00III00IIIIII00III00III00III0 0III00III00III00III00III00III00III00III0 0III00III00III00III00III00II I00III00III00III00III00III00II I00III00III00III00III00III00III00III00III0 I BUND OG GRUND ER TRYKSAGER ET SPØRGSMÅL OM 1 OG 0 HVAD VILLE DU VÆLGE?

Magasin_annonce.indd 2

14/10/11 8:55:11

Sektion

02 Panorama

Issue No. 02 April 2012

14

Anne Mette Steen-Andersen

Nålerus i kongelige gemakker

Side

14

Anne Troldtoft Hjorth

Når den fjerde statsmagt mister fodfæste

Side

16

Thomas Søbirk Petersen

Drop sportens ånd, fokuser på atleternes sundhed og frigiv EPO!

Side

18

Maja Flinthøj

Vi spiller ikke til julefrokost hos Mærsk

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 02 April 2012

Side

13

Nålerus i kongelige gemakker »Shit, hvorfor kunne jeg ikke bare have valgt at få lavet en stjerne på overarmen!?« Sabine bider tænderne sammen og borer de lakerede negle ned i det blå plastunderlag. Selvom tatovørbutikkens ejere smykker sig med den adelige titel Rex Mundi, er det langt fra et traktement af royal kaliber, verdenskongerne har sat på menuen til aften. Huden strammes om Sabines knoer. En violet blodåre vækkes til live midt på håndryggen, og bevæger sig som en jaget orm rundt under det yderste hudlag i små, hektiske stød.

Ava samler det kulsorte hår i en

hestehale oven på hovedet, så de tatoverede øjenbryn træder endnu tydeligere frem i det lille, spinkle ansigt: »Søde, hvis du ikke ligger stille, så får du en delfin på anklen i stedet!« Smilet kravler op langs den unge kunstners kindben, strejfer ganske kort de let udspilede næsebor for til sidst at lægge sig til rette i de mørke øjne. Den forvirrede gæst på Sabines håndryg har trukket sig sammen, og er forsvundet ud af syne. I et kort øjeblik tillader Ava sig selv at fjerne opmærksomheden fra Sabines hofteben, mens hun puster den hårlok til side, der kort forinden kom i karambolage

Sabine ligger på briksen hos Rex Mundi Tattoo. De næste mange timer lader hun sin blottede overkrop penetrere og udfylde med farve fra hofteben til armhule.

det løbske smil. »Skal vi fortsætte?« Ava dypper den yderste spids af tatoveringsnålen i den rosa farve.

Kirurgisk stål og uldsokker Nålen bevæger sig lynhurtigt op og ned i det kirurgiske stålrør og efterlader en kaskade af smerte og rødlige nuancer. Ava nynner sagte og vipper med sine uldsokker. Hun lægger hovedet en smule på skrå, så det tunge pandehår ikke falder ned i øjnene på hende. Nålen bevæger sig målrettet rundt mellem de sorte optegninger og udfylder de tomme mellemrum med skygger og toner. Blodet blan-

der sig med Avas sagte sang, mens det blanke apparat danser rundt og beslaglægger flere nøgne flader på Sabines krop.

Den metalliske summen ophører, og Ava rækker ud efter køkkenrullen.

Hun dupper forsigtigt det perforerede stykke hud med desinficerende væske. Den svage lugt af kemikalier blander sig med to anerkendende nik fra dekoratøren. Befriet fra overskydende farve står lotusblomsten klart frem, indhyllet i en ujævn glorie af irriteret hud.

Når den fjerde statsmagt mister fodfæste Ikke sjældent kan man i den dugfriske avis finde en kort notits med lignende beklagelse: » I gårsdagens udgave blev det ukorrekt rapporteret ... «

1. News of The World - en bommert af kaliber Førstepladsen over de seneste års journalistiske bommerter må uden tvivl gå til den internationale telefon-hacking-skandale, der i 2011 udviklede sig til at være så omfattende, at det kan diskuteres, hvorvidt den stadig hører ind under den forholdsvist bløde kategori »bommert«.

Skandalen blev første gang luftet i 2005, da News of the World og andre britiske tabloidaviser udgivet af News International - et datterselskab af News Corporation - blev beskyldt for at engagere sig i blandt andet telefonisk hacking og bestikkelse for at tilegne sig information. Da sagen blev undersøgt blev det dog konkluderet, at overvågningen kun omfattede berømtheder, politikere og medlemmer af den britiske kongefamilie.

Men i juli 2011kom det alligevel frem, at telefoner der tilhørte pårørende til afdøde britiske soldater, den myrdede skolepige Milly Dowler og ofre for bombeaktionerne i London i juli 2005 også var blevet aflyttet. Det resulterede i et offentligt ramaskrig mod News Corporation - og ikke mindst mod ejeren Rupert Murdoch. En boycot af annoncer resulterede i, at News of the World måtte lukke ned efter 168 år d. 10. juli.

Da politiets efterforskning var afsluttet, indledte den britiske premierminister

14

David Cameron en offentlig undersøgelse af sagen, som førte til flere højt profilerede fratrædelser, der voksede sig langt ud over Storbritanniens grænser.

2. Jeppe Nybroe: Ind eller ud af Irak?

I sommeren 2007 kunne den danske befolkning se DR-journalist Jeppe Nybroe, iført skudsikker vest og hjelm, rapportere fra de danske soldaters sidste færd i Irak. Jeppe Nybroe fulgte den danske kortege, og mens billeder af danske soldater på vej gennem et ørkenlandskab kørte over skærmen, hørte man følgende speak: »Nu ruller nogle af de allersidste danske soldater ud ad Irak i ly af nattemørket. Missionen for den danske bataljon her i landet er endeligt afsluttet. I perioden 2003 til 2007 har cirka 5.000 danskere gjort tjeneste her i landet. I løbet af de kommende dage er det hele forbi. Der vender de danske soldater hjem til deres kærester, hjem til deres

Sektion 02 Panorama

familier, hjem til Danmark« Problemet var bare, at soldaterne ikke var på vej ud ad Irak. De var derimod på vej ind. Da Jeppe Nybroe og resten af presseholdet kort forinden var landet i Kuwait, var sikkerheden lige blevet skærpet betragteligt omkring den danske base i Basra, og for den danske journalist ville det derfor ikke være muligt at køre en eneste tur uden for basen. Hvis der skulle filmes, skulle det derfor ske på vej ind i Irak.

Dette blev fatalt for Jeppe Nybroe, der kort efter vendte hjem til Danmark og måtte vinke farvel til sin stilling gennem flere år på DR - grundet noget, som de fleste ville betegne som blot en detalje. Men som kritikere af Jeppe Nybroes indslag har argumenteret for, er det netop i detaljen, at journalistikken kommer på prøve. Om Jeppe Nybroes fratrædelse sagde nyhedschef på DR Ulrik Haagerup: »Troværdighed er altafgørende for en nyheds- og medievirksomhed som DR.«

Metier Issue No. 02 April 2012

I visse tilfælde må journalisten bag historien smide arbejdstøjet og forlade posten, andre gange må mediet bag krybe til korset med en undskyldning og erstatning.

Lige meget hvad udfaldet er af disse fejltrin, så efterlader det ridser i troværdigheden for det enkelte medie og for branchen generelt.

Ikke desto mindre, bliver disse mere eller mindre grove fejl ved med at forekomme i det hektiske arbejdsmiljø, som den stigende nyhedsstrøm afføder. Metier har fundet et par stykker i bunken.

Anne Mette Steen-Andersen, amsa@ruc.dk

Grinende kranier Ava rækker ud efter plastikbeholderen med grøn farve. Bevægelsen lader et katalog af stjerner, hjerter og gotisk tekst komme til syne i ærmekanten. »Er du klar på, at jeg udfylder sommerfuglen også?« Sabine trækker vejret tungt. Hendes bryst løfter og sænker sig et par gangen, inden hun nikker. De mørke øjne fanger atter et af Avas bortløbne smil: »Sådan! Du er sgu lidt sej, Sabine!« Et nøgent kranium griner tilbage til Ava fra sit kvadratiske glasfængsel på væggen. Flere medlemmer af dødninge-arméen skæver ud i lokalet og blotter deres tandsæt fra stakken af kladdepapir på skrivebordet.

Den metalliske tone ændrer karakter, da nålen borer sig ned gennem hudlaget og rammer et ribben. Nålen hviner hidsigt, da den yderste spids kortvarigt stifter bekendtskab med knoglestykket. Sabine holder vejret, så lyden af metal mod ben kastes hårdt mod bagvæggen. Der er lang vej igen, førend sommerfuglen kan folde sine flagrende vinger ud og indhylle Sabines armhule i et flimmer af grønlige farver.

Foto: Sommerfugle og dødningehoveder skrives ind i huden på tatovørbutikkens besøgende.

Kredit: Rex Mundi Tattoo

Anne Troldtoft Hjorth, asth@ruc.dk

Foto: Avis airbrushede Hillary Clinton og en anden kvindelig medarbejder væk fra foto.

Kredit: Seth Wenig/AP

4. Britisk presse på forkant med domsafsigelse En lignende situation opstod i oktober 2011, da Amanda Knox, den amerikanske udvekslingsstuderende anklaget for mord på Meredith Kercher i Italien i 2007, fik afsagt sin dom. Internationale nyheds-organisationer var parate til at rapportere dommen, så snart den var udstedt. For at være først med historien havde flere medier produceret historien på forhånd; skrevet skabelonen, for senere at kunne bruge den, når det rette øjeblik indtraf..

Dette var også tilfældet med britiske The Daily Mail og The Sun, der med deres gigantiske hjemmesider, var ivrige efter at få nyhederne hurtigst ud. De havde derfor forskellige udgaver af historien klar, for at gøre det muligt at udgive

Sektion 02 Panorama

historien hurtigt uanset udfaldet af dommen. Problemet i Amanda Knox’ tilfælde var dog, at The Daily Mail og The Sun denne gang var en smule for ihærdige og ikke ventede på den fulde dom. Amanda Knox blev erklæret skyldig i bagvaskelse, men ikke skyldig i mord. The Daily Mail og The Sun hørte dog blot ordet »skyldig« og handlede ud fra det.

5. Brooklyns jøder beskærer Clinton Til slut en forunderlig historie om fotomanipulation. Medier verden over bragte d. 8. maj 2011 et fotografi, der viste US-præsident Barack Obama og medarbejderne i Det Hvide Hus, mens de omhyggeligt overværer razziaen på Osama Bin Laden foretaget af amerikanske styrker i Pakistan. Billedet blev offentliggjort vidt og bredt.

En jødisk avis i Brooklyn, New York, valgte dog at ændre billedet og fjerne udenrigsminister Hillary Clinton og en anden kvindelig medarbejder.

Hvor Hillary Clinton og den kvindelige

Metier Issue No. 02 April 2012

3. Amerikanske mediehuse fejldiagnostiserer Giffords Da Kongresmedlem Gabrielle Giffords og seks andre blev skudt til et offentligt arrangement d. 8. januar 2011 i Arizona resulterede det i en storm af Breaking News- rapporteringer. En storm, der også førte til diverse fejlvurderinger – blandt andet rapporterede flere medier, at Gabrielle Giffords døde under angrebet. NPR (National Public Radio) var det første amerikanske medie til at erklære Gabrielle Giffords død: »BREAKING: Rep. Giffords - 6 others killed by gunman in Tucson«, stærkt forfulgt af Huffington Post: »BREAKING: Rep. Gabrielle Giffords has been killed« og the New York Times.

Senere rettede og undskyldte medierne, der havde bragt den forkerte nyhed.

Blandt andre udtalte NPRs mediekorrespondent David Folkenflik, der tidligere selv havde tweeted om Gabrielle Giffords død, at det »desværre er forudsigeligt, at kilderne, man benytter, kan få oplysninger galt i kampens hede. De første rapporter fra øjeblikke af krise eller tragedie er ofte dybt forfejlede. Det betyder ikke, at det er rigtigt at begå fejl i disse situationer, men det er mere forståeligt,« sagde han.

medarbejder før havde siddet, var nu kun to tågede plamager.

Avisen forklarede sig senere til The Washington Post: »I overensstemmelse med vores religiøse overbevisninger vil vi ikke offentliggøre fotos af kvinder. Dette er på ingen måde et forsøg på at forvise dem til en lavere status ... På grund af en lov om anstændighed har vi ikke ret til at offentliggøre billeder af kvinder, og vi beklager, hvis dette giver et indtryk af at være nedsættende over for kvinder, som bestemt aldrig har været vores hensigt. Vi beklager, hvis dette blev opfattet som stødende.«

15

Drop sportens ånd, fokuser på atleternes sundhed og frigiv EPO! Dopingskandaler i pressen er passé. Se om du kan følge filosoffens argument for at give atleter ret til at dope sig.

16

lige danske såvel som internationale forskningspublikationer.

Men før en kritik af dopingreglerne, så lad mig sige et par ord om organisationen, der har udformet reglerne. Under OL i London vil den Internationale Olympiske Komite (IOC) følge de dopingregler, der er udformet af WADA (World-Anti-Doping-Agency). WADA kom til verden i 1999 efter initiativ fra IOC som en direkte respons på dopingskandalen i Tour de France 1998. WADA er understøttet af de fleste nationale og internationale sportsorganisationer samt af EU. Bestyrelsen i WADA består af folk fra IOC samt folkevalgte politikere. Brian Mikkelsen har for eksempel i en årrække været næstformand i WADA. WADA’s officielle mål er blandt andet at sikre atleters sundhed, at promovere kampen mod doping, samt harmonisere hvilke stoffer der skal forbydes, og hvilke straffe dopingbrugerne skal have. Præcist hvilke stoffer og metoder, der er forbudte, står i WADA’s ”The Prohibited List”. Det er stoffer som alkohol, amfetamin, anabole steroider, EPO, kokain og hash.

WADA udvælger hvilke stoffer (eller metoder), der skal forbydes efter følgende kriterium: Hvis, og kun hvis to ud af tre følgende betingelser er opfyldt, skal et stof på forbudslisten:

1 At stoffet eller metoden har en præstationsforbedrende effekt

2 At brugen af stoffet eller metoden udgør en sundhedsmæssig risiko

3 At brugen af stoffet eller metoden er i modstrid med sportens ånd (the spirit of sport)

At det er to af betingelserne, der skal opfyldes – hverken mere eller mindre – begrunder WADA på følgende måde. Hvis kun en betingelse skal være opfyldt, så vil det betyde, at vand skulle på forbudslisten, da vand har en præstationsforbedrende effekt. Men på trods af at WADA har en omfattende forbudsliste med over 300 stoffer og metoder, er det selvfølgelig absurd at forbyde vand. Begrundelsen for, at det skal være to og ikke tre betingelser, der skal være opfyldt, er ifølge WADA, at hvis alle tre betingelser skal være opfyldt, så kan man ikke forbyde genetisk doping, der ingen sundhedsrisiko udgør for atleten.

At et stof er præstationsforbedrende eller udgør en sundhedsrisiko er til at forstå. Men hvad betyder det, at et stof er i modstrid med ’sportens ånd’? WADA prøver at give denne lidt spøgelsesagtige vending lidt substans med følgende definition: Sportens ånd karakteriserer ”the essence of Olympism and the celebration of the human spirit” og består af 11 værdier. Lad mig blot nævne seks af disse værdier: Sundhed, Excellent præstation, Sjov og leg, Samarbejde, Mod & Respekt for regler.

Men når WADA ønsker at anvende sportens ånd i deres begrundelser for, hvad der skal på forbudslisten, løber de ind i en mur af problemer. For det første, hvad hvis en sportsaktivitet er i konflikt med disse værdier? At løbe et maratonløb ved OL i Beijing er eksempelvis næppe sundt, men det kan være udtryk for mod.

Men på trods af denne konflikt forbyder IOC ikke dette løb. Men hvorfor så forbyde en atlet at dope sig, da doping kan være i overensstemmelse med værdier som samarbejde, mod og excellent optræden, selv om det er i modstrid med fair play og respekt for regler? WADA siger intet, om hvordan en afvejning mellem disse værdier skal foregå.

For det andet, hvordan ved WADA, at et stof eller en metode er i modstrid med sportens ånd? Er det for eksempel i modstrid med sportens ånd at anvende en elektrisk bil til at befordre golfspillere fra hul til hul? Hvad med brug af koffein?

Før var det på dopinglisten, nu er koffein fjernet fra listen. Hvad er begrundelsen for at intens kaffedrikning, nu ikke er en strafbar aktivitet for sportsfolk? Er det noget ældre mænd i WADA’s bestyrelse bestemmer ved håndsoprækning uden nærmere begrundelse? Der er noget, der tyder på det. Hvis det er sandt, så ligner WADA’s brug af ’sportens ånd’ Indre Missions argument mod dans (dans leder til promiskuitet): Et vanskeligt matematisk bevis.

For det tredje, hvordan kan vi være sikre på, at WADA har givet den rigtig beskrivelse af sportens ånd? Hvorfor ikke mene at doping er i overensstemmelse med sportens ånd? Excellent præstation, er jo helt central for de fleste sportsgrene og medicin kan hjælpe atleter til at forbedre deres præstationer. At bruge præstationsfremmende stoffer er vel en del af ’the human spirit’. Historien viser, at mennesker altid har anvendt præstationsfremmende stoffer. I dag bruger mange af os for eksempel alkohol, kaffe, cola, chokolade og Viagra for at præstere bedre til fest, på arbejde eller som lagenatlet.

I lyset af disse problemer foreslår vi, at WADA stopper deres tågesank om sportens ånd og i stedet fokuserer på atleternes sundhed. For at denne sundhedsbetingelse ikke skal have urimelige konsekvenser og forbyde al sport, der indebærer den mindste risiko for skade, har vi revideret WADA’s sundhedsbetingelse. Det har vi gjort ved, groft sagt, at tilføje det forbehold, at det kun er risiko for alvorlige sundhedsskader, der kan retfærdiggøre et forbud.

Fordelene ved vores alternativ er til at få øje på. Det er mere enkelt og transparent at anvende end WADA’s tre betingelser (hvoraf den ene indeholder 11(!) værdier). Ved at have én værdi, vil der ikke være konflikt mellem værdier, men fokus på videnskabeligt bevis for et stofs sundhedsskadelighed. Håndsoprækning i et tågekammer er ikke tilstrækkeligt. Samtidig indfanger den reviderede sundhedsbetingelse en værdi som alle, også WADA, er enige om, at vi skal værne om. Men hvad med den første betingelse, den der handler om, hvorvidt et stof er præstationsfremmende eller ej? Denne betingelse bør vi afvise af den simple grund, at den har urimelige konsekvenser. Forestil dig at sundhedsvidenskaben

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 02 April 2012

Ved OL i London til august 2012 bliver det ikke kun sportsresultater, der kommer til at præge avisernes sportssider. Sportsnyheder fra OL vil også handle om afsløring af dopingbrug. Alkoholiserede bueskytter, vægtløftere på speed og dressurheste på Viagra er eksempler på OL-deltagere, der er i farezonen for at blive testet positive, straffet og få negativ omtale i pressen. Den dugfriske dom over cykelrytteren Jan Ullrich er et eksempel i rækken af kendte sportsfolk, der er dømt for brug af doping. Og fra vores egen andedam kan vi konstatere, at Bjarne Riis i 2007 vandt den gule førertrøje i dansk dopingbekendelse med ordene: » Jeg har taget doping.« »Jeg har taget EPO.« - og det med god afstand til for eksempel Jesper Skibby, Brian Holm og Tom Bogs som ligeledes er eksempler, de fleste af os husker.

At Ullrich, Bjarne og alle de andre overtræder dopingreglerne er selvfølgelig snyd og er derfor, som udgangspunkt, umoralsk. Men enhver, der har deltaget i krig, sport eller kærlighed, ved, at regler for adfærd ikke er mejslet i stentavler. Regler for adfærd bliver løbende ændret, både inden for og uden for sportens verden. I Wimbledon var det for eksempel engang tilladt at spille med dobbeltopstrengede tennisketsjere (den såkaldte ’spaghettiopstrengning’), der gav tennisboldene en meget uberegneligt skru. En regel som ikke gælder i dag.

Men spørgsmålet, om hvorvidt dopingreglerne er velbegrundede, er fraværende i den danske debat. Dopingdebatten i Danmark er præget af medicinforskrækkelse, og stort set alle politikere og idrætsledere mener, at brug af præstationsforbedrende medicin i sportens verden er noget fanden har skabt. Men før lederne og kulturministeren får golfalbue af at polere deres glorie, når de udtaler at dopingbrug er ’utilgiveligt’, så lad os først undersøge om begrundelserne for reglerne er i modstrid med centrale etiske værdier. Det er netop, hvad undertegnede, ofte i samarbejde med andre etikere, har gjort i adskil-

Thomas Søbirk Petersen, Lektor i Praktisk Filosofi, Roskilde Universitetscenter – tidobbelt danmarksmester i tennis, thomassp@ruc.dk

Foto: Filosoffen Thomas Søbirk ræssonerer sig frem til, at EPO skal gøres lovligt.

eksempel EPO. EPO (erythropoietin) er et hormon som naturligt forefindes i menneskets krop og som stimulerer produktionen af røde blod legemer.

Røde blodlegemer transporterer ilt til musklerne - og en atlets ydeevne er afhængig af, hvor meget ilt musklerne modtager. Undersøgelser har vist, at EPO kan forbedre de fleste sportspræstationer med ti procent, hvilket øger chancen for at vinde, når vi ved at mange sportskonkurrencer bliver afgjort med målfoto. Lad mig nævne tre grunde til at fjerne EPO fra listen med forbudte stoffer.

For det første har flere læger udtalt, at brug af EPO i de rette mængder ikke er sundhedsskadeligt og kan have en restituerende effekt. Efter en etape i f.eks. Tour de France, er antallet af røde blodlegemer i rytternes blod faldet mærkbart. Det ville gøre sporten mindre skadelig for delta-

Sektion 02 Panorama

gerne, hvis rytterne kunstigt blev tilført EPO i stedet for at lade dem køre videre på en nedbrudt krop. For det andet, kan frigivelsen af EPO øge ligheden blandt atleter med hensyn til at øge mængde af røde blodlegemer.

I dag er situationen den, at et højdetrykskammer koster 50.000 USD, mens en måneds forbrug af EPO koster ca. 150 USD. Begge tiltag kan øge mængde af røde blodlegemer, men det er ikke alle atleter eller forbund, der har råd til et højdetrykskammer. For det tredje vil en afkriminalisering typisk betyde, at færre vil bliver straffet, hvilket har den umiddelbare fordel, at der kan spares penge på testning af EPO, efterforskning og retssager.

Hvis EPO blev frigivet, kan det, ligeså vel som Panodil og Gammel Dansk, selvfølgelig blive misbrugt.

Der vil derfor stadigvæk være god

Metier Issue No. 02 April 2012

ved hjælp af genterapi fandt en metode, der kunne gøre os immune over for malaria uden alvorlige bivirkninger.

En ikke-intenderet bivirkning var dog, at ens udholdenhed og muskelstyrke blev forbedret: Med den konsekvens at man blev bedre til at dyrke sport.

Ifølge WADA skal dette medicinske genbrug ikke komme atleter til gode, fordi det er præstationsforbedrende og i modstrid med sportens ånd. Eksemplet kan lyde som science fiction, men er det næppe. Der er f.eks. noget, der tyder på, at mænd har øget risiko for kræft på grund af et generelt fald i mænds testosteronniveau.

Ved at give mænd et tilskud testosteron, er der noget, der tyder på, at mænd kan forebygge visse former for kræft. Hvad vil WADA sige til det?

At mænd, der dyrker eliteidræt, bare må acceptere, at de ikke kan have de samme muligheder som ikke-atleter for at forebygge kræft – fordi det er i modstrid med sportens ånd?

Der er selvfølgelig også vanskeligheder forbundet ved at anvende vores alternativ. For det første, er det empirisk vanskeligt at afgøre, hvorvidt et stof er sundhedsskadeligt eller ej.

For det andet, er det et vanskeligt moralsk spørgsmål at besvare, hvor stor risiko for skade atleter bør have lov at udsætte sig selv for. Bemærk dog, at disse problemer rammer alle, der er bekymret for atleternes heldbred. Lad mig prøve at demonstrere, hvad der er de konkrete konsekvenser af vores alternativ.

Anabolske steroider, amfetamin og andre stoffer, som vi ved, er farlige at anvende, selv i små mængder, bør vedblive med at optræde på WADA’s sorte liste. Da Tom Bogs tog amfetamin troede han, at han ikke kunne tabe, men slå alle i hele verden knockout. Dette kombineret med at han næste ingen smerte kunne føle, når han blev ramt i bokseringen, viser, at amfetamin udgør en livsfarlig cocktail.

Ingen ønsker, at OL skal blive til døde atleters klub.

Men der er en række stoffer, som ikke er skadelige at anvende, hvis de bliver anvendt i små mængder og under kyndig lægelig supervision. For

ræson i at teste, om en atlet har for mange røde blodlegemer i kroppen til, at det er forsvarligt, at han deltager i hård træning eller konkurrence. For mange røde blod legemer giver nemlig ’ketchupblod’, der øger risikoen for blodpropper. Hvis WADA ønsker at fokusere på atleters sundhed, bør de fokusere på hæmatokritværdien en strategi, som den Internationale Cykel Union (UCI) gør brug af. Her udløser en hæmatokritværdi på over 50 % (antallet af røde blodlegemer i blodet) karantæne.

På trods af kritikken mener jeg, at WADA’s arbejde er nødvendigt og vigtigt. Men WADA bør ikke skyde gråspurve med kanoner. De bør fokusere på de farlige stoffer og overlade tågesnak om sportens ånd til private skåltaler eller okkulte foreninger.

17

Maja Flinthøj, mafl@ruc.dk

Vi spiller ikke til julefrokost hos Mærsk Det danske band Patchanka spiller for at skaffe rent drikkevand til landsbyer i Mexico. Det handler om solidaritet og om at nedbryde grænser, siger de.

Fornemt selskab Som det eneste danske band fik Patchanka invitationen til at være med på støtte-cd’en af det tyske musikerkollektiv, Lucha Amada (kærlighed til kampen, red.) De tog kontakt til musikere, primært fra Europa, men også Latinamerika, for at få dem til at donere et stykke af deres musik. I september måned sidste år lå resultatet klar: Ikke bare én, men to cd’er.

Og på dobbeltpladen kan man tælle flere anerkendte navne fra den internationale musikscene, eksempelvis det argentisk/mexicanske punkband Kumbia Queers. Det er en gruppe af unge lesbiske kvinder, som iført matrostøj allerede har gæstet Danmark et

18

Kredit / Patchanka

par gange inden for de seneste to år.

Det er dog ikke første gang, at Patchanka befinder sig i internationalt selskab. De har spillet over 250 koncerter i hele Europa. Og så har de doneret et af deres andre numre til en spansk cd, hvor overskuddet gik til flygtninge i Vestsahara. Den nyeste er dog noget helt specielt for Patchanka. »Vi har før været med på andre skiver, men den her er én af dem, som vi er mest stolte over,« siger Alexander Truelsen og tilføjer med et smil på læben: »især i lyset af det selskab vi er i«.

Han refererer til den spanske musiker Manu Chao, som også har givet et af sine numre til støtte for zapatisternes vandprojekt. Manu Chao har desuden en helt særlig plads i hjerterne hos Patchankas medlemmer. »Han var vores musikalske kald.

Det var til en Manu Chao koncert på Grøn Scene på Roskilde Festivalen i 2000, at vi i bandet fandt ud af, at vi ville spille sammen,« siger Alexander.

Ikke et politisk band Ikke kun geografisk, men også musikalsk bryder Patchanka grænser. For man kan ikke sætte et bestemt mærkat på deres musik. Tonerne og rytmerne strækker sig over flere forskellige musikalske genrer med inspiration fra ska, punk, balkan og reggae. Ligesom Patchanka ikke vil stemples musikalsk, vil de det heller ikke politisk: »Politik kommer til at handle om farver og partitilhørsforhold. Det vil vi gerne ud over, vi er for alle,« siger Alexander. Efter en kort tænkepause tager han dog et forbehold og tilføjer grinende, »dog er der ingen chance for, at vi kommer til at spille til Konservative Ungdoms årsfest eller til julefrokost hos Mærsk«.

Patchanka har spillet til støttefester for det gamle ungdomshus på Jagtvej 69, til 1. maj demonstrationer, i asylcentret i Sandholmlejren og allersenest til en støttefest for unge asylansøgere, som var arrangeret af Dansk Flygtningehjælps ungdomsnetværk, DFUNK. Med de koncerter i bagagen kan det derfor være svært at forstå, at Patchanka ikke betegner sig selv som

et politisk band, men Alexander forklarer sig: »Vi er et band, som er socialt og politisk tænkende. Vi er ikke bange for eksempelvis at synge om en krig, der er kontroversiel. Og hvis det er politisk, så indskriver vi os måske i en tradition for politiske protestsange« Han mener, at mange bands afholder sig fra at skrive politiske tekster, fordi de har ambitioner om en stor karriere som musikere. Ambitioner har Patchanka også, men retten til at kritisere magthaverne kommer altid før karrieredrømmene. »Hvis eksempelvis et pladeselskab sagde til os, at den sang om Palæstina eller krigen i Irak ikke er en god idé, så ville vi ikke indgå i et samarbejde,t« siger Alexander og tilføjer: »Kunst er kritik, og hvis man skiller de to ting ad, så er kunsten uinteressant«.

Patchanka

• Patchanka begyndte at spille sammen i 2003 og året efter havde de deres debutkoncert på

spillestedet Loppen i København. Siden har de spillet mere end 250 koncerter over hele Europa.

• Forsangeren Nick synger både på engelsk og spansk, men de har endnu

ikke udgivet nogle

numre på dansk.

• De har udgivet to cd’er. I 2006 var det ”Set things in motion” og i 2009 ”Salaam”. Til foråret udkommer deres tredje cd.

Der er stor mulighed for at høre Patchanka i løbet af foråret og sommeren 2012.

Koncertdatoer er følgende: Den 6- 8. april 2012 på spillestedet Loppen. Til Rød 1. maj i Fælledparken. Den 22. juni på spillestedet Global på Nørrebro i København, hvor der er releasefest på deres tredje album.

Sektion 02 Panorama

Metier Issue No. 02 April 2012

I et øvelokale i det københavnske Nordvestkvarter spiller fem danske musikere sig over geografiske grænser. Tilsammen danner de bandet Patchanka.

Med tonerne fra bandets keyboard, harmonika, guitar samt bas – og med rytmer fra trommerne bygger de bro til fjerne lande som Vestsahara og Mexico.

Allersenest er nogle af indtægterne fra bandets musik gået til at skaffe rent vand til zapatistlandsbyer i det sydlige Mexico. Patchanka har nemlig doneret nummeret ”Doc Boots” til en plade, hvor overskuddet går til at lægge vandrør i en række zapatistlandsbyer i Chiapasområdet. For Patchanka er det de enorme økonomiske og sociale uligheder i Mexico, som gør, at bandet vil støtte et projekt som dette. »Kontrasterne i Mexico rammer.

Man ser en rig mand med et Rolex-ur af guld, som i sin dyre bil kører forbi en fattig familie på gaden, der ikke engang har råd til sko til deres børn. I det lys mener vi i Patchanka, at zapatisternes kamp er retfærdig,« siger Alexander Nicolas Truelsen, trommeslager i Patchanka, der selv har rejst i Mexico.

Ud af de 15 lande i verden, hvor forskellen mellem rig og fattig var størst, lå de ti af dem i Latinamerika og Caribien, viste en rapport fra FN’s Udviklingsprogram UNDP i 2010. Også det danske Udenrigsministerium kalder Latinamerika for »ulighedens kontinent« på deres hjemmeside.

Foto: Patchanka spiller kritiske toner om ulighed og uretfærdighed. Her til koncert i KB-hallen.

Sektion

03 Vores Verden

Issue No. 02 April 2012

20

Marie Gradman Andersen

At rapportere fra krig kræver kursus

Side

21

Elías Lundström

Kan Journalistik gå på ét ben?

Side

22

Lise Schmidt Søgaard

DR-Nyheder slog rekorden i panik

Side

24

Bjørn Ekstrøm

Journalister kan godt have en kæreste

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 02 April 2012

Side

19

Marie Gradman Andersen, magran@ruc.dk

At rapportere fra krig kræver kursus Tidligere krævede det, at rapportere fra verdens brændpunkter ikke andet end journalistiske redskaber. I dag skal journalister på vej i krig gennem kurser og lære at bruge en masse udstyr, inden de bliver sendt ud.

Klar til stress og chok For bare femten år siden, var det dog anderledes: »Jeg blev overhovedet ikke forberedt. Det tror jeg ikke, der var nogen, som tænkte på dengang. Jeg var i Cambodja i 1997, hvor der var oprør. Pludselig var der missilnedslag og soldater i hele byen, og jeg var lukket inde på et hotel i en uge, telefonerne virkede sporadisk, og jeg var alene,« siger Anna Foss, journalist og studielektor på Roskilde Universitet.

Meget har ændret sig siden. Politikens internationale redaktør Michael Jarlner har gennem årene sendt en del journalister ud. Det er i dag ikke noget, der bliver gjort uden, at journalisterne gennemgår en periode med forberedelser, som både består af samtaler og kurser. Her lærer de at håndtere stress og chok og at forholde sig til det farlige i for eksempel skud- eller i jordskælvssituationer.

Og så skal journalisterne have udleveret det udstyr, de skal bruge, når de kommer frem, såsom hjelm, sikkerhedsvest og satellittelefon. Det udstyr skal de lære at bruge, og hvornår det skal bruges, inden de skal af sted. »Vi fik overhovedet intet udstyr med, jeg havde ikke engang en mobiltelefon,« siger Anna Foss.

Michael Jarlner har selv været ude i kriseområder uden den fornødne træning og har lært meget, som han selv gør brug af, når han sender sine journalister ud.

Hans erfaringer hjælper ham til bedre at kunne forberede sine journalister. »I gamle dage var der ikke de helt store forberedelser, der blev man bare smidt ud i det, og så lærte man tingene efterhånden, og det var ikke sønderligt professionelt i gamle dage, derfor gør vi så meget i dag,« siger han, og fortsætter; »jeg har simpelthen set for meget.« Anna Foss blev sendt ud uforberedt til Cambodja i 1997, hvor landet lå i borgerkrig og var et meget farligt område.

20

Kredit: Thomas Borberg

»Hvis jeg havde haft forberedelse, da jeg blev sendt ud til Cambodja, så var jeg nok ikke gået op tagterrassen på 10. etage for at lave optagelser af granatnedslag. Det var en ekstremt farlig og dum handling,« siger Anna Foss.

En journalist, der også har mange erfaringer med at være udsendt, er Jacob Svendsen, udenrigsjournalist for Politiken. Han har blandt andet været en del gange i Afghanistan. Han blev heller ikke forberedt i nogen særlig grad, inden han skulle ud og skrive fra et krigsområde første gang, men senere hen har han eksempelvis været på et gidseltagningskursus. »Det er en god fornemmelse at have fået sådan et kursus. Jeg aner ikke, om det virker i praksis, men det er en god fornemmelse at have det,« siger han.

Chauffør væk for at bede »Selvom der er kommet større fokus på at forberede journalister gennem kurser, kan man ikke forberedes på alt,« siger Jacob Svendsen. »Jeg synes helt klart, at det vigtigste redskab, vi har derude, er fornuft og forsigtighed,« siger han, og fortsætter; »Når vi skal ud, snakker vi om, hvor vigtigt det er at være forsigtig og

Sektion 03 Vores Verden

tænke sig om. Men det er begrænset, hvor meget man kan forberede sig - der sker altid noget uforberedt.

En gang i Libyen har jeg prøvet, at vi gerne ville hurtigt væk fra et sted, hvor stemningen blev dårlig, og så kunne vi ikke finde vores chauffør og fixer, fordi han var gået op for at bede. Det var lidt upraktisk.« På trods af man ikke kan foreberede journalisterne på alle de uforudsigelige situationer, der givetvis vil opstå, er det for Michael Jarlner vigtigt at forberede sine journalister på deres rolle, når de kommer ud. Ved naturkatastrofer er det for eksempel vigtigt at forberede dem på, at de kommer ud og ser nogle meget grimme ting: At de forstår, hvad de bliver stillet overfor og hvad deres rolle er. At de ikke er derude som nødhjælpsarbejdere, de er der som journalister. »Det kan være dødhamrende svært, fordi hvis du ser nogen, der sulter, har du selvfølgelig lyst til at hjælpe dem. Men hvis du ser en million, der sulter, så kan du ikke hjælpe dem, der kan du bedre hjælpe dem med din pen,« siger Michael Jarlner.

Metier Issue No. 02 April 2012

Krigen i Afghanistan lakker mod enden, og mange journalister drømmer om at rejse derned og skrive om de menneskelige skæbner og konsekvenserne for landet. Men det kræver både en god portion erfaring og kurser i blandt andet at håndtere en gidseltagningssituation, inden du derefter bliver sendt af sted til krigsområdet - udstyret med satellittelefon, sikkerhedsvest - og hjelm.

Foto: Politikens journalist Nis Olsen arbejder ved sin computer i et telt i den danske lejr Camp Eden i Basra i Irak.

Elías Lundström, ecl@ruc.dk

Kan Journalistik gå på ét ben?

Valgfrihed. RUC’s måske største mantra er, at vi som studerende har valgfrihed til at kombinere forskellige fag og dermed skabe vores egen tværfaglige uddannelse. Gå på to ben, som det hedder sig, for hvem kan dog være imod noget så naturligt. Formålet med dette debatindlæg er ikke at underkende kombi-uddannelsens mange fordele, men blot at vise at mønten har en bagside: man kan kalde den kombinationstvang.

Hvad mener de studerende? Én ting er min egen opfattelse – noget andet er, hvad resten af de studerende på Journalistik mener. En spørgeskemaundersøgelse besvaret af 121 kommende, nuværende og dimitterede journaliststuderende fra RUC viser, at en stor del af de studerende faktisk ville foretrække at læse Journalistik som langt enkeltfag. Størstedelen (36 %) ville læse to fag på bachelordelen som hidtil og derefter udelukkende læse Journalistik på kandidaten. Lidt færre (24 %) ville læse Journalistik som langt enkeltfag både på bachelor- og kandidatniveau, mens en tredjedel (33 %) ønsker at bevare kombi-strukturen.

Der er altså tilsyneladende nogle oversete behov blandt de studerende på Journalistik, selvom der langt fra er enighed. Langt de fleste skriftlige uddybninger af spørgeskemaundersøgelsen viser, at de studerende synes, det er vigtigt med de to kombi-fag: Det ene fag sørger for, at vi kan skrive – det andet sørger for, at vi har noget at skrive om. Til gengæld mener flere, at der er for få semestre til Journalistik, hvilket betyder, at der ikke er tid til for alvor at fordybe sig i radio, tv, web og alternative formidlingsformer.

Her vil nogle sikkert mene, at hvis man vil mere end den klassiske, skrevne nyhedsjournalistik, så er det afsted til Århus eller Odense. Til det spørger jeg: Er det ikke lige så vigtigt

at have nogle radio-, tv- og webjournalister med den akademiske baggrund, som RUC giver? Ja, RUC brander sig på tværfaglighed, men hvem har besluttet, at tværfaglighed altid skal forstås som en 50-50 fordeling af de to kombi-fag? Ved eksempelvis at læse en tværfaglig bachelor og en enkeltfagskandidat i Journalistik, vil vi som RUC-journalister stadig have en større akademisk baggrund end journalisterne fra SDU og især DJH. Udover de faglige fordele kunne en sådan mulighed også gøre noget ved et af RUC’s store problemer: studietidsforlængelse og frafald på kandidatuddannelserne. »Den studerende, der ønsker at kombinere, kan få et vellykket kombinationsliv, hvorimod den studerende, der tvinges til at kombinere en interesse med en ikke-interesse, ikke får et vellykket liv på RUC,« siger Mark Ørsten, studieleder på Journalistik.

Sagt med andre ord, så er det meget let at forlænge studietiden, når man afbryder det intense forløb på Journalistik med et andet fag, som ikke har samme interesse. Det er som at starte forfra hvert semester – og jeg har på fornemmelsen, at denne mangel på kontinuitet er med til at gøre flere studerende godt studietrætte. Et udmærket eksempel er det blad, du har i hænderne. Indtil videre bliver Metier udgivet én gang pr. semester, og det er endda godt klaret.

Dengang det hed Bermuda, kunne der sagtens gå et år mellem hver udgivelse. Til sammenligning udkommer »konkurrenterne« Lixen (SDU) og Illustreret Bunker (DJH) tæt på én gang om måneden. Er vi bare dovne på RUC, eller hvad?

Dovenskab eller ej, så er det i hvert fald svært at holde en avis kørende, når redaktionen bliver skiftet ud hvert semester. Ligesom det er svært at holde gejsten oppe, når ens drømmeuddannelse bliver afbrudt.

JR må tage stilling!

Jeg har taget spørgsmålet om mere Journalistik op i JR og Uddannelsesudvalget på RUC (UDDU). JR har indtil videre ikke været i stand til at komme med en klar udmelding om deres holdning, hvilket sandsynligvis skyldes flere ting.

En mulighed er, at dem, der sidder i JR, tilhører den gruppe, der er glade for kombi-ordningen og derfor ikke ser nogen grund til at ændre ved status quo. Det er selvfølgelig fint at være tilfreds med den nuværende ordning – sålænge der er åbenhed over studerende, der ikke har samme oplevelse. En anden og mere plausibel årsag er frygten for, hvad eksempelvis en lang kandidat i Journalistik vil betyde for de kombi-studerende. Vil de vælge deres andet fag fra på kandidaten, fordi de er bange for at komme »bagud«?

Det er selvfølgelig en risiko. Men ikke desto mindre en risiko der er værd at løbe, hvis gevinsten er, at de studerende selv får muligheden for at vælge.

Journalistik er trods alt RUC’s fjerdestørste uddannelse, og en stor del af de studerende er stadig brændende tilhængere af kombinationsopbygningen. Den kommer næppe til at forsvinde, blot fordi nogle studerende får mulighed for at specialisere sig yderligere inden for Journalistik.

Sagen er den, at der i både UDDU og Akademisk Råd (der i praksis sidder med magten over, hvilke uddannelser der får lov til hvad) generelt set er stor modstand mod, at nogen uddannelser på RUC tilbyder enkeltfagskandidater.

Netop derfor er det vigtigt, at JR tager stilling. Kun med en samlet stemme, er det muligt at påvirke ledelsen på RUC. Vi må ikke tage vores Journalistik-uddannelse for givet. Det er værd at huske på, at Journalistik på RUC stadig er et relativt ungt fag, som har måttet kæmpe for at blive til, hvad det er i dag. Tænk for eksempel på workshop-forløbet, der kendetegner vores uddannelse. Den var i sin tid en provokation mod RUC’s måde at tænke undervisning på – og det krævede JR’s samlede indsats for at opnå den dispensation, der stadig i dag muliggør de intensive workshop-perioder.

Kan journaliststuderende fra RUC gå på et ben?

Kredit: Lise Schmidt Søgaard

Nu er det på tide, at vi tager Journalistik et skridt videre.

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 02 April 2012

Den tværfaglighed, som engang havde været blærekortet over for studerende fra andre universiteter, stod pludselig og grinede hånligt af mig sidste semester, da jeg med tre års studier i altmuligkundskab fra Sambas kunne mærke, at det var på tide at fordybe sig i udelukkende ét fag (Journalistik) på kandidaten. Meget antiruc’sk at tænke sådan, for her tolerer vi ikke, at man hinker sig igennem en lang kandidat i Journalistik. Og dog.

For hvis RUC virkelig mener det med frihed til at vælge uddannelse, så burde det lige så meget gælde friheden til at skrue ned for tværfagligheden og fordybe sig i et enkelt fag (en frihed som studerende på fire RUCuddannelser allerede nyder godt af).

21

DR-Nyheder slog rekorden i panik Jagten på fremtidens tv-talenter og nyhedshunde blev afsluttet på rekordtid, da DR Nyheder 2. november ansatte praktikanter for det næste år.

Metier oplevede ’panikdagen’ bag et af de mest søgte mediers skanser

er en 5’er!« »Hende her – hende skal vi have.« »VÆK med alle dem, vi ikke skal bruge!« »Her er én med fokus på sport.« »Vil I af med ham her?« Bunken af ansøgninger på gulvet vokser, mens guldet fordeles i luften.

Sandy French tjekker op på situationen hos Sporten. De har fået de ansøgninger, de ønskede sig.

Så glider nyhedsfolkene ned i de røde sofaer og ind i koncentreret læsning. Benene op på bordet. Der er ro i lejren. Lige indtil Tine Bendix bryder stilheden: »I bli’r nødt til at høre det her – ham her skriver i sit CV: Jeg besidder egen bil. Hold kæft det er sjovt. Han er virkelig stolt over, at han har den bil. Det kan jeg godt lide,« siger hun med et grin.

Rangeret i excel-ark Det er Panikdag igen, og for DR Nyheder er det ikke en dag som alle andre. Holdet ankommer i taxa til DR Østjylland kl. 07.45. Indlandschef Sandy French med de karakteristiske blonde krøller skal styre slagets gang.

Med sig har hun erfarne nyhedsfolk fra TV-avisen, P1 Orientering, Sporten og Deadline. I måneden op til i dag er der blevet holdt forsamtaler, tjekket hjemmesider og visitkort. Der er blevet snakket, vurderet og undersøgt.

Efter forsamtalerne fik de studerende et tal mellem 1 og 5 og blev rangeret i et excel-ark: Dem, der gjorde det bedste indtryk ligger nu i top som 5’ere.

DR-holdet tager plads i nogle røde sofaer bagerst i foyeren og samtidig breder der sig en munter stemning af eksamen – det kræver en præstation, det her. Som en flok spillere, der gør sig klar til en fodboldkamp, sluger nyhedsbosserne de sidste forsyninger – morgenkaffe og wienerbrød - inden slaget om praktikanterne begynder.

Jensens Bøfhus Souschef på TV-Avisen, Jakob Kwon, går utålmodigt rundt. Han har allerede sine tre praktikanter på plads. De var sikre og ansøgningerne gode. I en anden sofa er Heidi Robdrup fra udlandsredaktionen kommet i tvivl om en ansøger: »Hm. Jeg overvejer kraftigt om vi skal rykke ham her op? Han er meget pæn, synes jeg. Det tæller vel også lidt, ikke?« mumler hun, og rækker ansøgningen til Sandy French. CV’et imponerer dog ikke indlandschefen, der ser opgivende ud: »Men altså. Ti år i Jensens Bøfhus – undskyld, men hvad laver man dér?« Ansøgningen lægges væk for en stund.

Mens de sidste brikker langsomt falder på plads rundt omkring i de røde sofaer, er nyhedsredaktør Niels Klit helt stille og koncentreret ved en bærbar computer. Han er i gang med at tage et sidste kig på praktikanternes hjemmesider. Han tjekker layoutet, nyhedsklip og stemmetracks en allersidste gang: »Vi må være sikre på at det er toptjekket, og ikke bare noget, de lige har klasket op,« forklarer han. Detaljerne tæller i høj grad, når nyhedsholdet kan vælge og vrage mellem de allerbedste.

En anden detalje er nu gået hele bordet rundt - Tine Bendix har fundet sit hit til det nye praktikanthold:

Konvolutter i frit fald Kl. 8.00 kommer Tine Bendix fra Sporten løbende med favnen fuld af hvide konvolutter. 52 styk. Så må ansøgningerne åbnes! Konvolutter, A4-ark og papirclips flyver gennem luften, skifter hænder, lander på gulvet under en støvlehæl. »5’er, 5’er, ham her

22

»Vi ta’r ham på den bil. Han har humor. Eller… jeg håber, det er for sjov. Hvis ikke, er det dybt tragisk. Nej, han er en charmer, tror I ikke?« Underspillet humor og uhøjtidelighed ser ud til at sikre ’Ham-med-bilen’ en plads på holdet. Hvis han altså vælger at dukke op når klokken slår halv ti. Der er en halv time til.

Rygepause og luretid Lidt over ni begynder de praktiksøgende stille og roligt at ankomme. Unge mænd og kvinder fylder langsomt forhallen op. Nogle sætter sig og venter, mens andre går rundt og hilser med smil, der ikke tør love noget. Snakker nervøst. Nerverne hænger i luften. »Er der styr på det hele?« spørger Sandy French sit hold i de røde sofaer.

Det er der. Ingen panik. »Godt, så går vi ud og ryger. Vil du med, Mette?« De to damer skridter henover foyerens skifergulv, mens øjnene afsøger rummet. Er de her, dem de vil have? Tine Bendixen og Susanna Apri fra P1 Morgen hænger ved et gelænder ved indgangen til foyeren og snakker henkastet. Men mest af alt kigger de. For hvis ikke de topprioriterede fysisk er til stede, så skal der ringes til dem. Når klokken slår halv, altså. De har aftalt; ingen snyd i år.

Kl. 9.24 er rygepausen slut og Sandy French samler sit hold til en sidste briefing i minutterne inden der skal ansættes. Praktikanternes ven i DR, Anne Grethe, sidder klar ved sit bord med kontrakter, kuglepenne og håndtryk. Sidste år var ansættelsesprocessen slut på otte minutter. I år skal rekorden slås. Men det kræver, at der ikke bliver bøvl og at der ikke skal ’kaldes’ flere ind over telefonen.

Sandy French har desinnerne klar: »Det er jeres ansvar at få ansat jeres tre. I kan godt lukke jeres 5’ere over telefonen, bare luk dem, få dem herover med det samme. Nu gør vi det!« Holdet går ud på gulvet. Og venter. Tredive, tyve, ti, ni, otte sekunder. Tuuuut. Tuuuut!

Velkommen blandt DR-ulvene Og på rekordtid sker det. Fire minutter efter hornet har lydt, er der prikket og ansat ti nye praktikanter. Forløsningen er stor hos de heldige, der jubler og giver knus med varme kinder og julelys i øjnene. De skriver kontrakter under hos Anne Grethe og får et ’velkommen til DR’ med på vejen. I den anden ende af rummet siver de tilbageværende langsomt ud af forhallen som luften af en stor ballon.

Sandy French roser sit hold da kontrakterne er underskrevet: ”Det er eddermame godt klaret folkens! Ti 5’ere! Vi har fået et godt og blandet hold. Jeg tror jeg stopper på toppen og giver praktikken fra mig nu,« griner hun: »Yes mand!« Mens de nye praktikanter med rystende hænder får ringet til mor, kæresten og veninden, står Jakob Kwon og chef for Radioavisen Peter Löfvall i deres jakkesæt og funderer over det antiklimaks, der må have ramt de ansøgere i forhallen, der ikke fik en plads: »Det er stadig uværdigt,« siger Jakob Kwon eftertænksomt. »Når vi står dernede… de studerende i det sorte felt, og os som et kobbel ulve, der kredser uden om. Det er bizart, synes jeg.« Hvis det stod til ham, skulle processen gives fri, som i erhvervslivet, eller også skulle medierne bare have mere tid til at ansætte.

Peter Löfvall er enig: »Folk der græder, folk der jubler, og resten er bare helt tomme i blikket.

Altså… sådan ansætter vi jo normalt ikke folk i DR,« sukker han.

Beroligende champagne Refleksionerne må dog sættes på hold til næste år, for fejres, det skal der. Strategi, held og en dygtig praktikantmasse gjorde Panikdagen til en succes for DR. Også selvom bismagen er lidt bitter. De nye praktikanter bliver inviteret ind bag kantinens skydedøre til et glas beroligende champagne. Og den grånende nyhedsdirektør Ulrik Haagerup skal holde sin klassiske ’Public Service-tale’ - en traditionel velkomst til praktikanterne. Talen er dog sjældent kort i dag:

Sektion 03 Vores Verden

Metier Issue No. 02 April 2012

»Det her tidspunkt er det værste. Jeg hader det.« Mette Hybel, redaktør på Deadline, DR2 kigger utålmodigt ned i gulvet. Formodentlig for at undgå øjenkontakt med nogle af de cirka 50 håbefulde journaliststuderende, der er mødt frem hos DR Nyheder med telefonpassere, venner og moralske støtter. Alle står de nu bag den usynlige linje i DR Østjyllands foyér, der adskiller praktikantdrømme fra virkelighed, og venter på at klokken bliver 9.30. Der er tredive sekunder til. Om lidt ved de, om de er blandt de 10, der bliver lukket ind i Statsradiofoniens nyhedsfold. Med et slag afløses den summen af nervøs smalltalk, der kommer fra foyerens lange borde af en elektrisk stilhed. Tyve. Ti. Sekunderne tikker. Så lyder hornet!

Lise Schmidt Søgaard, liscso@ruc.dk

Foto: Panik på dagen - de helt rigtige praktikanter skal findes blandt bunken af DR's ansøgere.

Kredit: Lise Schmidt Søgaard

hedsholdet. »Skål,« svarer Haagerup.

Efter en hurtig præsentationsrunde er det tid til afgang for DR folkene. »Farvel, vi ses til februar, godt gået,« siger de. Og væk er støvlehælene over det grå skifer, for flyveren til Kø-

Sektion 03 Vores Verden

benhavn venter ikke. De resterende bobler overlades til praktikanterne, der alle ser ud til at længes efter at drikke sig en kæp i øret. Men de holder pænt på formerne og lader flaskerne stå, inden de skynder sig ud til studiekam-

Metier Issue No. 02 April 2012

»I er valgt, fordi I har initiativ og drive.

Men ligegyldig hvor dygtige I er, så SPØRG for helvede. Vi er her for at være til gavn for det her land,« siger han. »Det var ikke meget Castro vi fik fra dig,« lyder kommentaren fra ny-

meraterne. Der går vist lidt tid før tiøren rigtigt falder: Journalistpraktikant hos DR Nyheder.

23

Bjørn Ekstrøm, bke@ruc.dk

Journalister kan godt have en kæreste Der er ingen grund til panik, når de skiftende arbejdstider sætter en stopper for lille Bertrams skolekomedie, eller forhindrer endnu en aften foran X-Factor med kæresten.

Off the record Karis og Poul har begge børn med fra et tidligere ægteskab, så allerede her vil skeptikeren mene, at der er snyd i spillet. Det forhindrer dog ikke Karis i at nyde sin mands selskab. »Vi har ikke haft små børn sammen, og jeg kunne forestille mig, det var der den kunne glippe med de skiftende arbejdstider. Men jeg sætter pris på at være gift med en journalist.

Det er jo oftest en slags mennesker, der følger med, reflekterer og sætter sig ind i tingene. De har deres holdninger, og man kan snakke med dem – og blive udfordret af dem,« konstaterer Karis.

Og mens egoet hos alle journalister over hele landet i et øjeblik for til skyerne, er forholdet til en journalist ikke kun et overflødighedshorn af visdom og informationer, for tosomhedens intimitet er ikke til citat: »Jeg er dog ret bevidst om at un-

24

derstrege, når noget, jeg for eksempel taler om fra mit arbejde, er off the record,« siger Karis Dalsjö, venligt, men bestemt.

Men når alt kommer til alt, er formularen på Karis og Pouls rosenrøde forhold simpelt. »Vi tager hensyn til hinanden. Hav tålmodighed og indse, at nogle ting kradser sig på engang imellem,« siger Karis.

Men tilbage på den mørke redaktion sidder journalisten med forholdet i ruiner. Den dybdegående analyse af Det Arabiske Forår var ikke nok i soveværelset, og hvordan skal det dog gå en ensom journalist, der vil karriere og kærlighed på samme tid?

Kommunikation Hos Dansk Journalistforbund rådgiver DJ Karriere og Trivsel journalister med deres karriere. Her sidder Pernille F. Kristensen, der er mentorkoordinator og vejleder for DJ. »Karrieren er jo ligesom en del af det hele. Hvis du eksempelvis gerne vil ud og være freelance, så få afklaret med familien hvad deres forventninger

Kredit / Poul Jørgen Ladefoged og Karis Dalsjö

er,« siger Pernille F. Kristensen.

Det er noget parterapeut Hans Jørgen Juhler er enig i. »Noget af det, der er allervigtigst i et parforhold, er, at man har tid sammen. Det der kan skabe problemer er, at den ene part oplever forsømmelse.

Man tolker ud fra oplevelser, og oplever man sig forsømt kan forholdet blive værre, medmindre man får vist sin partner, at selvom en deadline presser på, så er det partneren, der betyder mest her i livet. Det vigtigste er, at man er opmærksom på, hvordan ens partner tolker, det man siger og gør, og arbejder ud fra det,« forklarer Hans Jørgen Juhler.

Dit eget valg På redaktionen slukkes lyset, og journalisten bevæger sig ud i aftenmørket.

I sin søgen efter balance mellem karriere og kærlighed skal selvransagelsen finde sted. Journalisten, det lykkedes for, mener det er vigtigt ikke at sætte karrieren allerforrest: »Har du familie og børn, skal du tage det med i overvejelserne,« konstaterer Poul Jørgen Ladefoged.

Sektion 03 Vores Verden

For ham har journalistikken derfor ikke været uforlignelig med kærligheden. »De fleste steder har jo arbejdstider, og så planlægger du derefter.

Der er selvfølgelig nogle lidt sure aftenvagter, der forhindrer, at du ikke kan komme med til forældremøder eller lignende. Men dem kan du jo bytte dig ud af. Vælger du at negligere disse ting for karrierens skyld, er det dit eget valg. Men så er journalistik jo ikke anderledes end andre fag,« siger Poul Jørgen Ladefoged, der har været journalist, siden han var 21 år gammel.

I aftenmørket står journalisten selvforskyldt tilbage. Der er råd at hente, og journalister producerer stadig børn ude i samfundet. Tilbage er kun at lade sig inspirere af sportsjournalisterne, og hengivent spørge kæresten: ”Hvad føler du nu?”, såfremt vedkommende bliver fjern, og føler sig forsømt.

Længe leve kærligheden!

Metier Issue No. 02 April 2012

Med blodsprængte øjne stirrer journalisten tomt på skærmen, og dernæst uret der for længst har passeret fyraften. Kuglepennens konstante, neurotiske kliklyd og det mørke redaktionslokale med en enkelt ø af lys ved skrivebordet er et rekviem for det tabte parforhold: Det faldt til jorden i et forsøg på at mikse karriere og kærlighed. Igen sidder journalisten og venter, dikteret af kilden, der kun vil tale mellem 20.48 og 21.12 fredag aften, og ude i verden flakker livet og (nu) ekskæresten omkring. Med eller uden barn på armen.

Nyhedsstrømmen er som dømt til at holde journalisten i ensomhed, og ambitionen tillader ej afkom, kulturoplevelser eller venner. Den er en hård elsker, der kræver konstant opmærksomhed, og ikke viger tilbage for en nådesløs partering af dit sociale liv og parforhold. Sådan er den stereotype forventning til journalistlivet, men det kan faktisk lade sig gøre at have et liv - og en kæreste, når man er journalist: »Ham jeg er gift med, er dejlig at være gift med,« siger Karis Dalsjö, der er gift med journalist Poul Jørgen Ladefoged, der er tidligere journalist ved DR og nu producer ved TV2/SYD. Den paranoide forestilling rives væk for en stund.

Foto: Det kan gå ud over kærligheden, når der er sene deadlines og panik på redaktionen. Men Karis Dalsjö er glad for sin journalistmand.