des udkæmpet og vundet en barsk og langtrukken krig mod hjemlige fascistiske og ultranationalistiske kræfter.
siden krigen havde været stærkt underrepræsenteret i offentlige embeder, ikke mindst i politiet og efterretningstjenesten.
Det var mange oprigtigt stolte over. Fortællingen om den heroiske sejr imod alle odds indgik som et konstituerende element i landets kollektive identitet og hukommelse.
Decentraliseringen havde imidlertid også den konsekvens, at de politiske og ikke mindst de økonomiske diskussioner i landet blev mere ophedede – og det uanset om økonomien gik godt eller skidt.
På den økonomiske front havde den jugoslaviske ledelse allerede inden Stalins død indset, at den stalinistiske kurs førte mod afgrunden. Derfor begyndte man at eksperimentere med en model, der fastholdt mange af kommunismens principper, men f.eks. tillod en vis medbestemmelse fra arbejderne i landets virksomheder. Eksperimentet blev støttet med amerikanske og internationale lån, der helt op til 1980’erne blev en bestanddel af landets økonomiske fundament. Takket være sin særlige status kunne landet ikke kun modtage internationale lån, men havde også mulighed for at købe og sælge sine produkter i vestlige lande. Det var af stor betydning, fordi Jugoslavien efter opgøret med Moskva i 1948 var fuldstændig afskåret fra handel med sine tidligere ”socialistiske brødre”. At deltage i den internationale markedsøkonomi var dog nemmere sagt end gjort. Der var nærmest permanent underskud på handelsbalancen, fordi landet var meget bedre til at importere udenlandske produkter end til at afsætte egne varer i Vesten. Ikke desto mindre blev 1950’erne og 1960’erne en vækstperiode, der af mange huskedes som en ”gylden æra”. Opgør og systemkritik Udviklingen forløb dog ikke uden problemer. I midten af 1960’erne fandt et politisk opgør sted mellem den reformistiske og den konservative fløj i kommunistpartiet. I opgøret støttede Tito den reformistiske fløj, hvilket førte til en bølge af politiske og økonomiske liberaliseringer. Et særligt element i reformprocessen var en betydelig decentralisering, der gradvist overdrog magt og beføjelser fra hovedstaden Beograd til del-republikkerne. Det havde en særlig betydning for Kosovo, hvor de etniske albanere
Den historiske kløft mellem de forholdsvis velstående nordvestlige dele af landet (Kroatien og især Slovenien) og de mere tilbagestående østlige dele (Serbien og især Bosnien, Montenegro, Makedonien og Kosovo) blev således ikke overvundet i det socialistiske Jugoslavien. Samtidig voksede den internationale gæld støt, da landet som nævnt ret konsekvent opererede med handelsunderskud. Jugoslavien var således i 1970’erne i stigende, men fortsat håndterbart omfang præget af politiske og økonomiske spændinger. Så længe Tito var ved magten, kunne ingen dog modsætte sig hans vilje. Hans beslutninger var endelige. Men efter hans 85-års fødselsdag i 1977 stod det klart, at et ledelsesskift lurede i horisonten. Problemet var, at Tito ikke selv havde udpeget en efterfølger. At tale om Jugoslavien efter Tito var et tabu. I stedet hørte man ordsproget: ”Efter Tito, Tito”. Dette varslede, hvor svær tiden efter Tito ville blive. Efter Tito Tito døde i maj 1980. Landet var i sorg og selv de største systemkritikere famlede efter en opskrift på det, der måtte komme. Landets ledelse blev efter Titos død varetaget af et roterende præsidentskab, der fik det overordnede ansvar for at vedligeholde den interne solidaritet og sikre, at ingen republik eller delrepublik kom til at dominere de andre. Ingen af medlemmerne af præsidentskabet var dog af samme tyngde som Tito, og det stod hurtigt klart, at der ikke længere fandtes én leder, der uimodsagt kunne træffe og håndhæve vigtige beslutninger. Det britiske tidsskrift The Economist skrev i 1981, at landet savnede ”Big Daddy”. Store demonstrationer i Kosovo
samme år viste sig at være den første krise, som den nye ledelse måtte konfrontere. Det blev gjort ved at sende både hæren og særlige paramilitære politistyrker til Kosovo, hvor de effektivt, men brutalt, nedkæmpede de unge etniske albanere, der krævede status som delrepublik og bedre økonomiske vilkår. Lunten var også fortsat tændt på en strukturel og økonomisk bombe. Kun de færreste i landet vidste, at Jugoslavien siden slutningen af 1970’erne faktisk var bankerot som følge af den enorme udlandsgæld. Det blev klart, at store og smertefulde økonomiske indgreb ville være nødvendige, men politisk havde ingen appetit på den del af opgaven. Tværtimod bidrog landets føderale struktur og etniske spændinger til, at diskussionerne om de nødvendige reformer ikke førte til handling. Nationalisme og opbrud På trods af politiske og økonomiske udfordringer var 1980’erne fortsat en god periode for store dele af befolkningen. Som de bulgarske og rumænske naboer senere udtrykte det billedligt, så ”var jugoslaverne dengang i Vesten”. Der var stadigvæk en højere levestandard og mere frihed end i alle andre østeuropæiske lande. I anden halvdel af 1980’erne trak uvejrsskyerne dog for alvor sammen over Jugoslavien. I 1987 overtog en ung kommunist ved navn Slobodan Milosevic magten i Beograd. Han begyndte at planlægge en recentralisering af magten i Serbien på bekostning af Vojvodinas og Kosovos autonomi. Denne strategi vakte stor bekymring i Slovenien og Kroatien, hvor man ikke ønskede genetablering af en stærk jugoslavisk stat – og da slet ikke styret fra Beograd. I 1989 så den jugoslaviske befolkning forbløffede til, da Berlinmuren og med den kommunismen i hele Østeuropa med overraskende hastighed faldt. Med Tito som et langsomt forsvindende minde og store udfordringer forude ledte mange efter en løsning på deres problemer, og denne løsning mente de at skimte i nationalismen. I løbet af 1990 opsplittedes det jugoslaviske kommunistforbund, og