Page 1


HVIDERUSLAND RUSLAND POLEN

UKRAINE

SLOVAKIET UNGARN

MOLDOVA RUMÆNIEN

KRIM SORTEHAVET

Denne udgivelse er udarbejdet af : Redaktion: Annika Mogensen Peter Zacho Søgaard Kristoffer Hecquet Louise Buxbom Skrbenter: Peter Zacho Søgaard Kristian Foss Brandt Annika Mogensen Rasmus Bertelsen Simon Ozer Christensen RIKO Sofie Marseen Layout: Kristoffer Hecquet Foto: Maria Kim Nielsen Michael Bøgsted Andersen Annika Mogensen Wikimedia Commons 2

Tidligere udgivelser af Magasinet rØST:


Indhold Der hvor historien skrives

5

Burde Ukraine opgive Donbas?

22

TIDSLINJE: Hvad skete der i Ukraine

6

Putin har tabt Ukraine

24

Janukovitj’ Ukraine: En familieforretning

8

Katastrofeturisme i Tjernobyl

28

Revolutionens liv

10

Kælderen under Kijev

32

Maidan skal leve videre i ånden

14

Galiciske drømmespind

34

Konfliktens identiteter

18

At grave efter sine jødiske rødder i Ukraine

38

Introduktion

Tidslinje af Annika Mogensen

Analyse af Peter Zacho Søgaard

Reportage af Annika Mogensen og Sofie Marseen

Reportage af Kristian Foss Brandt

Interview med Philip Sviatchenko af netmagasinet RIKO.nu

Krigens turister

Reportage af Kristian Foss Brandt

20

Analyse af Peter Zacho Søgaard

Analyse af Peter Zacho Søgaard

Reportage fra Tjernobyl af Rasmus Bertelsen

Reportage fra Kijev af Peter Zacho Søgaard

Reportage fra Lviv af Rasmus Bertelsen

Rejsebeskrivelse af Simon Ozer

3


Der hvor historien skrives VELKOMMEN | Det begyndte med et folkeligt oprør. Præsidentens løfter om europæiske tilstande i Ukraine viste sig at være varm luft, og ukrainerne indså, at de måtte kæmpe, hvis de ikke forsat skulle behandles som undersåtter i deres eget land. Således startede revolutionen i Kijev, der siden er endt med varm krig i Østukraine. Denne temaudgivelse giver indblik, overblik og tilbageblik over Ukraines voldsomme år 2014. Fra at være et obskurt land i udkanten af Europa, er Ukraine i 2014 sat på verdenskortet hos danskerne. Demonstranter, der ikke går hjem, når politiets kugler begynder at flyve, skaber en vis forundring og respekt, når det sker så tæt på vores breddegrader. Ukrainerene var vrede. De ville ikke finde sig i mere. De ville vise Europa, ja hele verden, at de ikke kunne acceptere en præsident, der frem for at vælge til landets bedste, altid valgte til sit eget bedste. Penge, gas og autokrati fra Rusland, i stedet for lov, orden og demokrati fra EU. De ville vise, at de var europæere, tilhængere af et ikke-korrupt Ukraine, og frem for alt, borgere og ikke undersåtter. Fra revolution til krig Siden udviklede demonstrationerne sig til en sand revolution. Uafhængighedspladsen forblev besat i januar og februar 2014, og præsident Janukovitj måtte til sidst flygte til Rusland, men først efter at begge parter satte hårdt mod hårdt og greb

til våben. Den 20. og 21. februar 2014 vil for altid stå som sorte dage for Ukraine. Det var her, hvor 87 demonstranter blev skudt i snigskytternes vilkårlige ild. Krim-halvøen blev erobret af Rusland, uden et skud blev løsnet, men sidenhen er en væbnet konflikt brudt ud i det østlige Ukraine mellem separatister og den ukrainske hær. Ukraine er et splittet land, hvor langt fra alle ser revolutionen som årsag til en diktators fald. Mindst 3700 menneskeliv er tabt, og en lille million ukrainere er flygtet til Vestukraine eller Rusland. rØST tegner i denne udgivelse et tidsbillede af et år i krise for Ukraine. Det har været begivenhedsrigt. Ikke kun for ukrainerne, men også for os her på rØST. Flere af vores skribenter har været i Ukraine og rapporteret hjem. De har deltaget i den bredere danske presse som eksperter på et splittet land med en uvis fremtid. Udgivelsens første mål er at give

dig baggrunden for den fortsatte konflikt i landet. Vi har samlet det sidste års artikler på en interaktiv tidslinje, der giver dig overblik over, hvad der skete hvornår, og henviser til vores online arkiv. Hvor var Ukraine politisk for to år siden – og hvor står landet nu efter parlamentsvalget den 26. oktober? Det andet mål er at vise, hvilken rolle det genopvakte civilsamfund, i form af Maidan-bevægelsen spiller i Ukraines fremtid og for konfliktens identiteter. Østukrainerne har et andet syn på konflikten, og det skal også belyses. Det sidste mål er give en smag på Ukraine som land og destination. Bagved konflikten ligger et land fyldt af historie og varme mennesker. Læs fx om krigsturisterne i Østukraine, kom med på eventyr i en mørk kælder under Kijev, tag en tur med Rasmus Bertelsen til det turistede Tjernobyl og smukke Lviv, og endelig er der mulighed for at tage med Simon Ozer på jagt efter sine jødiske rødder i Ukraine. Rigtig god læselyst.

5


21. november: Janukovitj offentliggør, at han ikke vil indgå en handelsaftale med EU, som ellers var den officielle plan. Istedet meddeler han, at Ukraine vil indgå tættere bånd med Moskva

17. december: Vladimir Putin bekendtgør planer om at støtte den ukrainske regering med et betydeligt beløb samt mindske prisen for naturgas til Ukraine.

Læs på magasinetroest.dk: Sådan taber Putin Ukraine Ukraine: Vi vælger den europæiske vej Penduldiplomatiets yderste grænse

16. januar: Anti-protestlove bliver vedtaget og afføder store protester i Kijev.

22. januar: Tre demonstranter dør i Kijev efter sammenstød med politiet Læs på magasinetroest.dk: Apokalypse i Kijev

28. januar: Mykola Azarov træder tilbage som Ukraines premierminister, og parlamentet trækker anti-protestlovene tilbage. 30. november: Den offentlige modstand mod regeringen og pro-EU-bevægelsen vokser, samtidig med at flere og flere billeder online og i medierne viser billeder af blodige demonstranter efter politivold.

1. december: mere end 300.000 mennesker protesterer på Maidan-pladsen i Kijev. Rådhuset besættes af aktivisterne.

29. januar: En ny lov bliver vedtaget, der lover amnesti for de arresterede demonstranter, hvis de besatte regeringsbygninger forlades.

16. februar: Oppositionsaktivisterne slutter besættelsen af Kijevs rådhus. Til gengæld bliver 234 demonstranter frigivet.

Læs på magasinetroest.dk:

Læs på magasinetroest.dk:

Twitter-rygte vakte millionmarch i Kijev

Euromaidan—Revolutionen er blevet hverdag

Støtten til Janukovitj slår revner

17. februar: Gadekampe begynder i Kijevs gader, efter at demonstranter angriber politiet, fordi parlamentet tøver med at starte den reform, der skal mindske præsidentens magt. 18 dør og 100 såres. Demonstranterne tager regeringsbygninger tilbage. Læs på magasinetroest.dk:

Overblik

Parlamentsmedlem: Janokovitj har lagt en fælde for demonstranterne

Hvad skete der i


16. marts: Folkeafstemningen på Krim gennemføres – 95 procent af de stemmeberettigede vil være i union med Rusland. 20. februar: Kijev oplever den mest blodige dag i over 70 år. 88 mennesker bliver dræbt på under 48 timer. Billeder offentliggøres, der viser, at regeringsstyrker skyder på demonstranterne fra tagene i Kijevs centrum.

21. februar: Demonstrationslederne, den politiske opposition og Janukovitj bliver enige om at danne en ny regering og afholde tidlige valg. Janukovitj har officielt mistet magten og flygter fra byen, mens demonstranterne tager kontrol i hovedstaden. Parlamentet bliver enige om at løslade Julia Timosjenko, den tidligere premierminister. Læs på magasinetroest.dk: Ukraine ud af mørket

. Læs på magasinetroest.dk: De røde sovjetiske faner flagrer over halvøen Krim

18. marts: Putin underskriver en traktat, der lukker Krim ind i Rusland. Det er første gang Kreml udvider landets grænser siden 1945. Læs på magasinetroest.dk: Forsvar mod Putins propaganda Det russiske Monaco

20. marts: EU-ledere fordømmer Ruslands annektering af Krim. EU og USA indfører yderligere sanktioner mod individer involveret i sagen. Læs på magasinetroest.dk: Her er Putins trumfer i spillet om Ukraine

22. februar: Parlamentet bliver enige om at fjerne Janukovitj fra magten, samtidig med at Timosjenko løslades og holder en tale for demonstranterne på Maidan-pladsen i Kijev. Læs på magasinetroest.dk: Weekenden hvor folket vandt i Ukraine Mezhyhirya – symbolet på Janukovitj’ styreform

23. februar: Parlamentet giver den præsidentielle magt til Oleksandr Turtjinov. Prorussiske demonstranter begynder at samle sig på Krim mod det nye Kijev-styre.

2. marts: En konvoj med hundredevis af russiske tropper er på vej mod Krim. Et par dage senere udtaler Putin offentligt, at Rusland har retten til at bruge alle midler i kampen for at beskytte sine borgere i Østukraine.

6. marts: Krims lokalparlament stemmer enstemmigt for at blive en del af Rusland.

11. maj: Der afholdes folkeafstemninger i Luhansk og Donetsk. Pro-russiske aktivister erklærer sejr i de to folkeafstemninger i Østukraine den følgende dag. Læs på magasinetroest.dk: Hvem er hvem i Østukraine?

25. maj: Porosjenko vinder præsidentvalget i Ukraine. Rapporter gør dog klart, at folk flere steder i Østukraine blev forhindret i at stemme. Andre rapporter viser, at valgene heller ikke foregik optimalt i andre dele af landet. Læs på magasinetroest.dk: Mens Kijev er i venteposition 24 timers stemmeoptælling senere Porosjenkos 100 dage

27. juni: Porosjenko underskriver EU associeringsaftalen, otte måneder efter protesterne startede.

. Læs på magasinetroest.dk: Der er langt fra Maidan til Krim Politiet passive ved sammenstød i Østukraine

15. marts: FN’s sikkerhedsråd stemmer for at erklære den bebudede folkeafstemning om Krims fremtid ugyldig. Rusland nedlægger veto mod dette. Kina står udenfor.

Ukraine?

17. juli: Det malaysiske fly MH17 bliver skudt ned i Østukraine. Samtlige 298 mennesker ombord omkommer. Ingen påtager sig ansvaret.

5.sept: Våbenhvile aftales. Den opretholdes trods jævnlige brud i Donetsk og Luhansk. 430000 er på dette tidspunkt interne flygtninge i Ukraine og ca. 454000 er ifølge FN flygtet til nabolande.

26. okt: Parlamentsvalg. Stor sejr til vestvenlige partier deriblandt præsident Porosjenkos valgforbund og premierminister Jatsenjuks parti.


Janukovitj' Ukraine: En

familieforretning Analyse af Peter Zacho Søgaard

STORHEDSTID | Janukovitj’ regeringstid viste sig at være skæbnesvanger for Ukraines fremtid. Derfor bringer vi et portræt fra foråret 2012 af en mand, der bekymrede sig mere om sin egen magt end om landets ve og vel. Det er samtidig et bud på at forstå Ukraines udenrigspolitik i 2012. Portrættet er tegnet på et tidspunkt, hvor Janukovitj stadig udtrykte, at Ukraine var på vej mod mere europæisk integration. EM i fodbold løber af stablen om under en måned, og naturligt nok er Vestens øjne rettet imod de to værtslande. Polen er en solstrålehistorie, der under den genvalgte premierminister Donald Tusk udviser økonomisk vækst og politisk stabilitet i et ellers krisepræget Europa. Flot på alle måder når man sammenligner med de økonomiske og politiske skandaler, der plager så mange andre post-kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien for at nævne nogle.

uden at spørge parlamentet tilstrækkeligt først. Da den ukrainske forfatning sjældent bliver gransket med lup af siddende politikere for at overholde alle regler og procedurer, er det en udbredt opfattelse hos iagttagere, at dommen reelt er bestilt af præsident Janukovitj til at sætte Timosjenko ud af spillet frem til præsidentvalget i 2015. Men resultatet blev, at frem for at gøre hende tavs har man gjort hende til martyr og dermed fået Europa på nakken.

Man skal dog op i en helt anden skala for at nå tilstanden i Ukraine, Polens medvært til EM. Ukraine er langt fra mediernes overskrifter til daglig, men nu hvor EM nærmer sig, er europæerne nødt til lægge mærke til, hvilken retning Præsident Janukovitj har ført landet i, og det er ikke et kønt syn, der møder dem.

Timosjenko er dog kun toppen af isbjerget af retssager imod tidligere politikere. Tidligere indenrigsminister Jurij Lutsenko er idømt fire års fængsel for embedsmisbrug på lige så fiktive anklager som Timosjenko, og flere andre tidligere ministre har fået arrestordre på halsen og er flygtet ud af landet i tide, før de blev anholdt.

Timosjenko-sagen Lad os tage det det fra en ende af: Den tidligere premierminister Julia Timosjenko er sat i fængsel for at handle over sit mandat som premierminister og forhandle en ufordelagtig gasaftale på plads med russiske Gazprom (og hermed Kreml) 8

Udenrigspolitisk kollaps Resultatet af denne indenrigspolitiske udmanøvrering af oppositionen igennem domstolene er en forvirret ukrainsk udenrigspolitik uden et klart mål. Janukovitj har ladet stå til, mens EU har ladet en økonomisk

associeringsaftale falde på gulvet pga. Timosjenko-sagen, der kunne øge ukrainsk eksport og tiltrække tiltrængte udenlandske investeringer. På trods af dette hævder man stadig, at europæisk integration er målet, og man slår armene i vejret over, at man uretfærdigt bliver straffet for at gøre noget ved korruptionen i landet (arrestere Timosjenko og Lutsenko). Er forholdet til Europa køligt, er forholdet til Rusland heller ikke for godt. Rusland ønsker kun et samarbejde med Ukraine, hvor de selv sidder i førersædet. Det har længe været et russisk mål at slå de ukrainske og russiske gasselskaber Naftogaz og Gazprom sammen til ét selskab og opnå ejerskab over det ukrainske netværk af gasledninger, der sørger for den russiske gaseksport til Europa. Man har forsøgt at afpresse Ukraine til dette salg ved nedlukning af gasleverancer under påskud af manglende betaling, men det er ikke lykkedes. Samtidig ønsker man ukrainsk deltagelse i en russisk domineret toldunion igennem det bedagede SNG samarbejde. Begge dele har Ukraine afslået.


Magten frem for alt Den bedste forklaring på Janukovitj’ (manglende) udenrigspolitik er derfor, at den står i anden række i forhold til hans eget ønske om at bevare magten, og at dette mål går forud for alt andet, lige med undtagelse af at sælge landet til russerne. Men selv det er der en slags selvopretholdelse i, for hvad er der sjovt ved at være præsident for en russisk lydstat? Nej vel? Man er vel præsident for noget. Hvis man ser på, hvordan Janukovitj har placeret sine loyale støtter og familiemedlemmer på centrale poster i statsapparatet, tegner der sig et billede af et styre, der først og fremmest handler for at berige sig selv og sine nærmeste. Og for at kunne gøre dette uhindret har man snor i alle statens institutioner fra retsvæsen til skattevæsen. Der tegner sig omridset af en ”familie”, der beklæder offentlige poster, ikke ud fra kvalifikationer, men ud fra loyalitet over for Janukovitj. Ukrainsk selvbedrag Ukraine-ekspert og Senior Policy

Fellow ved the European Council on Foreign Relations, Andrew Wilson, kommenterede for nylig på udenrigsminister Kostjantjin Krysjtjenko’s forsøg på at forklare Ukraines udenrigspolitik i en dagbladsartikel. Krysjtjenko forsøgte at sammenligne Ukraine med Tyrkiet, en stormagt der manøvrerer på kanten af Europa med succes, og som har fravalgt det europæiske spor, da det for tiden er blokeret af krise og manglende vilje til udvidelse. Senere går han videre til at argumentere, at den kinesiske udviklingsmodel med masseeksport og en plads blandt BRIK landene er vejen frem for Ukraine. Begge dele er forfejlede sammenligninger, siger Andrew Wilson. Ukraine har ikke den stabilitet inden for lovgivning og retsvæsen, der på sigt udgør et tiltrækkende investeringsmiljø for udenlandsk kapital. Det har heller ikke et konfuciansk bureaukrati eller en oversøisk klasse af veluddannede entreprenører klar til at komme hjem til Ukraine og starte nye forretninger op som kinesere til Kina.

Ukraines bureaukrati er derimod korrupt og ineffektivt. Desperat brug for udenlandsk kapital Ukraine er heller ikke Tyrkiet. Det er ikke en dynamisk regional magt med stærke historiske bånd til det mellemøstlige nabolag og Balkan, samt en tæt forbindelse til USA igennem NATO. Tyrkiet har en stor eksportsektor af mellemstore virksomheder, Ukraines eksport er koncentreret om råvareforarbejdning (stål), tung industri og et ineffektivt landbrug, der er ved at blive købt op af europæiske storbønder. For at udvikle sin økonomi har Ukraine desperat brug for at tiltrække udenlandsk kapital til at modernisere sit produktionsapparat. Associeringsaftalen med EU ville presse nødvendige reformer igennem og tillade ukrainske landbrugsprodukter at blive godkendt til europæiske fødevarestandarder, men præsident Janukovitj vil hellere vende det døve øre til Europa og pleje sit greb om staten end bane vejen for økonomiske reformer og vækst.

Artiklen blev bragt på Magasinet rØST 8. maj 2012 i sin oprindelige udgave. 9


Revolutionens

liv

Af Annika Maigaard Mogensen og Sofie Marseen

REPORTAGE | Tre måneder efter belejring af Uafhængighedspladsen i centrum af Ukraines hovedstad var revolutionen, kendt som ”Euromaidan”, blevet hverdag. Pladsen mindede mest af alt om et lille samfund, hvor alle bidrog. Et samfund der på dette tidspunkt så anderledes ud efter en blodig januar måned, men som samtidig var præget af vedholdenhed og troen på fremtiden. Dette er et stemningsbillede fra februar 2014 lige før volden for alvor eskalerede. Mellem barrikader lavet blandt andet af poser fyldt med is og sne lugter der hyggeligt af lejrbål på Uafhængighedspladsen, Maidan, i centrum af Kijev. Lejrbålslugten er der ikke, ”fordi Kijevs gader brænder”, som nogle danske medier har beskrevet på det seneste. Faktisk er gaderne ganske fredelige i hele Kijev i øjeblikket. Også på Maidan. I stedet kommer lugten fra de mange olietønder med bål i, hvor folk prøver at holde sig varme og glemme, at temperaturen alt for ofte når ned til -20 grader. Vi står midt i Ukraines nuværende revolution, der er blevet døbt Euromaidan. En revolution, der har været i gang i snart tre måneder, og dermed nu er blevet til hverdag for folk i hele Ukraine. Det syntes at være det mest naturlige for Kijevs indbyggere, at en af 10

byens centrale pladser ligner en blanding mellem en krigszone og Roskilde festival. De dyre butikker og McDonalds på gaden op til Maidan er åbne som de plejer. Folk shopper, mødes og går vante forbi barrikaderne og de militærklædte unge mænd med elefanthuer og baseballbats. Et velorganiseret samfund fjernt fra det normale Ukraine Hverdagsrytmen på Maidanpladsen er i det hele taget fascinerende. En hverdag, der kun er mulig, fordi alting er så velorganiseret. Faktisk virker Maidan allermest som et lille samfund. Et samfund, hvor folk glædeligt arbejder frivilligt for at skabe en bedre og velfungerende hverdag for de andre på pladsen. Maidan er dermed blevet et symbol på det samfund, som ukrainerne ønsker.

Et samfund, der ikke er præget af korrupte politikere og udemokratiske processer. Et samfund, hvor folket er i centrum, har det godt, bliver uddannet, får lov at være kritiske, og med et smil på læben bidrager der, hvor de bedst kan. De føler ansvar for, at det her nok skal lykkes. De ændrer tingene til det bedre. Der er allerede resultater. En aktivist, vi talte med, jokede med at uafhængighedspladsen, Maidan, aldrig havde været så ren som nu. Hjælpsomhed overalt Folk på Maidan hjælper til, der hvor de kan. Læger og sygeplejersker har oprettet små skadestuer rundt omkring, studerende laver suppe og sandwich, og professorer og studerende har oprettet små åbne universiteter. Folk donerer medicin, tøj, mad, penge, brænde og andet, som der er behov for på Maidan.


De, der vil være frivillige, registreres af en af de piger, vi møder. Hun hedder Zoriana og er studerende. Andre vi møder, der f.eks. har medieerfaring, arbejder med at lave livestream fra pladsen til Youtube. Hvis folk kan engelsk oversætter de for de vestlige journalister. Folk der er uddannet i hæren hjælper med i forhandlingssituationer mellem oppositionslederne og pladsens aktivister. Landets bønder indgår som del af Maidans forsvar. På arbejde, men klar til kamp på 20 minutter Mange kommer efter arbejde eller studier for at hjælpe til på pladsen.

Hvis de da ikke helt har opgivet dem for at være på Maidan. Det betyder også, at det normale hverdagsliv er sat på standby for aktivisterne på pladsen. Aleksey, der er med til at organisere pladsens frivillige, fortæller os, at han og hans venner ikke har tid til hverken kærester eller biografturer, som det ellers er normalt for Kijevs unge studerende. En anden aktivist, Pavlo, der til daglig arbejder med at bekæmpe HIV/AIDS i Ukraine, fortæller, at ikke engang arbejdslivet er det samme. På hans kontor har han, ligesom tusindvis af andre engage-

rede ukrainere, en uniform bestående af en hjelm og andet sikkerhedsudstyr klar. På den måde kan han, hvis pladsen bliver forsøgt ryddet igen, være klar til at blive del af Maidans forsvar på de 20-30 minutter, som metro-turen til pladsen tager fra hans kontor. Efter volden i januar er folk nervøse I midt-december, da vi besøgte Maidan første gang var stemningen en helt anden. Det ses blandt andet ved brugen af det ukrainske flag. Før var der mange EU-flag på Maidan. I dag er de færre. ”Det er jo folkets revolution” forklarer den un-

Artiklen blev bragt på Magasinet rØST 14. februar 2014. 11


ge aktivist Aleksey os. Dermed adskiller Euromaidan-revolutionen sig også tydeligt fra den Orange revolution ti år tidligere, hvor farven orange blev brugt som det, der kunne samle protesterne. Stemningen har i det hele taget ændret sig på pladsen fra december til nu. Især anti-Maidan lovene indført den 16 januar efterfulgt af de voldelige og blodige sammenstød mellem specialstyrkerne og demonstranterne har sat sit tydelige præg. Flere af vores kontakter fortæller, at de ikke længere føler sig trygge ved at gå på Kijevs gader alene om aftenen, efter at flere demonstranter og journalister er forsvundet og har været udsat for tortur og brutalitet. Folk frygter især for de såkaldtetitushki, unge mænd, der betales af regimet til at udøve vold og trusler. Et eksempel er Maja, en ung ukrainsk journalist. Hun fortæller, at hun ikke længere bruger den orange pressevest, der viser politi og demonstranter, at hun er neutral iagttager. Vesten gør at hun føler sig som en skydeskive. Et let offer. 12

Mange af de hidtil forsvundne var kritiske journalister. Stemningen på pladsen virker i det hele taget mere anspændt. Mange af demonstranterne har valgt at påklæde sig maske eller elefanthue, pansret udstyr på kroppen, militærfarver og bærer en kølle, jernstang eller bat i hånden. De ser sådan ud for at være klar til forsvar af pladsen. Men de sætter stadig en ære i at udøve den ukrainske gæstfrihed, vi også mødte i december: tilbyde os the, kage, suppe og en plads om bålet, når minusgraderne er hårde. Da vi besøger den barrikade, der ligger direkte overfor den politistyrke, der beskytter præsidentpalæet og parlamentet, oplever vi en meget afslappet stemning. Nogle aktivister råber endda jokes til politimændene på den anden side. For nu er der fredeligt. Men stemningen er langt fra den festivallignende stemning, vi oplevede i december. I stedet sanser vi vedholdenheden. De folk, der sover i teltene på pladsen eller i de forskellige besatte bygninger, ved, at de skal sove på liggeunderlag og være i minusgra-

derne en del tid endnu. Nu er det hverdag. Ikke fest. Det er nu, de skal bevise, at de mener det. Systemet må ændres – ikke kun Janukovitj Alle aktivister vi møder, er meget bevidste om, at de må blive med at arbejde for et bedre samfund – også efter Euromaidan. ”Det er systemet, der må ændres, ikke bare personen”, forklarer aktivisten Kateryna fra den fredelige bevægelse 'Civic Sector'. Under Den Orange Revolution protesterede folk kun indtil omvalget mellem Viktor Janukovitj og Julia Timosjenko fandt sted. Folket lod derefter politikerne tage over. ”Det var en fejl har vi lært nu” forklarer Kateryna. Derfor bruger 'Civic sector' og de andre bevægelser på Maidan ventetiden på at lave forslag til reformer, der kan indgå i forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen. Reformer, der skal sikre at politikerne i fremtiden arbejder for folket og ikke den anden vej rundt. Revolutionen må fortsætte.


Artiklen blev bragt pĂĽ Magasinet rĂ˜ST 8. maj 2012 i sin oprindelige udgave. 13


REVOLUTION | Maidan blev et vigtigt punkt for begivenhederne i Ukraine. Det var her, revolutionen tog sine spæde skridt, og herfra at Janukovitj blev væltet. Folk valfartede til pladsen fra hele landet og endda fra nabolandene. I dag er teltene på den centrale uafhængighedsplads i Kijev ikke længere fyldt med aktivister, men pladsen lader sig ikke sådan rydde af den grund.

Maidan skal leve videre i ånden 14


Reportage af Kristian Foss Brandt Kort efter præsidentvalget varslede Kijevs nyvalgte borgmester, Vitalji Klitsjko, at det var på tide, at fjerne teltene på den centrale uafhængighedsplads Maidan, hvis fortsatte tilstedeværelse bliver mødt med stigende utilfredshed fra borgerne i den ukrainske hovedstad. I weekenden så det ud til, at der blev gjort alvor af truslerne, da bulldozere begyndte at skubbe bunkerne af affald til side, og gadefejerne kørte ind for at gøre de fortove rent, som har været fyldt med demonstranternes telte siden november sidste år. Det er dog langtfra alle, som mener, at Maidan har udtjent sit formål. Søndag var folk mødt talstærkt op foran uafhængighedspladsens scene for at høre Vitalji Klitsjko forsvare oprydningen af Maidan, som er blevet selve symbolet på Ukraines re-

volution og som har kostet mere end 100 mennesker livet. Men tilsyneladende har den nyvalgte borgmester ændret mening. Foran tusindvis af ukrainske borgere, der har været med til at bære ham frem på den politiske scene, manede han sine tidligere udtalelser i jorden og understregede, at han ikke ville tvinge folk til at forlade pladsen. ”Jeg har aldrig ment, at det var en god idé at rydde Maidan”, sagde Vitalji Klitsjko, der virkede til at være presset af omgivelserne, hvor flere demonstranter luftede deres vrede imod oprydningen af pladsen.Han fastholdt samtidig, at målet med Maidan er nået. ”Maidan var med til at fjerne en diktator. Men hovedfor-

15


målet med revolutionen er fuldført nu, da vi har en folkevalgt præsident,” sagde Vitalji Klitsjko til tilhørerne. Symbol på revolution Mange af demonstranterne mener, at Maidan skal bestå, indtil regeringen beviser, at de kan ændre tingenes tilstand i landet, fortæller pensionisten Juri Tsarevich, der er amerikansk-ukrainsk statsborger og har været en del af Maidans selvforsvarsenhed siden februar, hvor han har holdt vagt ved en af indgangene til pladsen. ”Jeg synes, at det er en tragedie, hvis man bare river Maidan ned. Det virker som om, at det lokale bystyre blot vil sætte bulldozere ind og hurtigst muligt søge at komme tilbage til en normal tilstand. Men Maidan er jo ikke noget, som man blot kan rive ned. Det er selve symbolet på, hvordan folk stod sammen og stødte en diktator fra magten, og denne ånd lever videre i os alle”, siger Juri Tsarevich. 16

Han mener godt, at det kan forsvares at tage de telte ned, som ikke har noget formål i dag. Men Maidan skal i sig selv kunne stå som en mindeplads for revolutionen, og man burde lave det om til et museum, så folk fra nær og fjern kan se, hvad der skete på pladsen. ”Der er kommet nogle folk til, som intet har med revolutionen at gøre, og som blot hænger ud på pladsen uden at gøre noget aktivt. Regeringen skal sørge for, at de tilbageværende folk på Maidan, som måske ikke har noget at vende tilbage til, får arbejde og et sted at bo. Men jeg synes, at man skal bevare mindet om, hvad pladsen har betydet for Ukraines folk. Dermed kan mennesker fra hele verden komme og se, hvad Maidan i virkeligheden var”, siger Juri Tsarevich og fortsætter: ”Det er vigtigt, at vi holder ånden fra Maidan i live. Her kan folk mindes og fortsætte den tankegang, som satte revolutionen i gang”, siger Juri Tsarevich.

Russisk propaganda Nedrivningen af Maidan kan også vise sig at tjene et helt andet formål. I de urolige regioner i den østlige del af landet har de pro-russiske separatister op til flere gange forsvaret besættelsen af de offentlige administrationsbygninger i ukrainske byer med, at Maidan fortsat er besat af fascister, og at de først vil forlade bygningerne og komme til forhandlinger, når demonstranterne på pladsen er væk. Dette argument har nydt stor opbakning fra lokalbefolkningen i byer som Lugansk og Donetsk, der via russiske tv- og radiostationer har fået skabt et fjendebillede af Maidan, fortæller Igor Smeshko, der er politisk rådgiver for regeringen og tidligere chef for Ukraines efterretningstjeneste, SBU. ”Propagandaen fra russisk side har været så enorm, at folk er blevet misledt. Der er blevet brugt mange ressourcer fra russisk side på at udstille den vestlige del af Ukraine


på tv og i radioen som bestående af fascister fra Højre Sektor, hvilket har gjort, at embedsværket i den østlige del af landet er blevet sat ud af funktion”, siger Igor Smeshko. Han nævner præsidentvalget som et stærkt eksempel på, hvordan de russiske medier manipulerer med virkeligheden. Ifølge russisk stats-tv var det nemlig lederen af Højre Sektor, Dimitri Jarosh, – og ikke Petro Porosjenko – som gik sejrrigt ud af valgkampen. ”Langt størstedelen af tv-kanalerne i de østlige regioner af Ukraine er russiske. Og når den førende russiske tv-kanal via manipulerede indslag så viser, at Dimitri Jarosh fra Højre Sektor vinder valget, så har det jo en enorm betydning for de lokale borgers tanker og holdninger til den vestlige del af landet. Der-

med vinder terroristerne, som fortsat hærger den del af landet, sympati fra lokalbefolkningen”, siger Igor Smeshko. Udenlandske militsfolk Han er dog positiv over for kampen for at stabilisere den østlige del af landet. Oprørerne, som blandt andet er blevet identificeret som russiske statsborgere, får mindre opbakning og sympati fra de lokale borgere, da de nu de-facto handler på vegne af et andet land, mener han.

”Hovedparten af befolkningen er trætte af krigen og trætte af terroristerne, som har indtaget vores land. Hvis vi fortsætter dialogen med lokalbefolkningen i de østlige områder, og militæret får det rette udstyr, så tror jeg på, at vi kan løse konflikten på en måned. Men det handler om, hvor hurtigt vores nye præsident kan skabe et centralt strategisk hold, der via dialog med det lokale embedsværk professionelt kan løse problemerne i de østlige regioner”, siger Igor Smeshko.

Artiklen blev bragt på Magasinet rØST 5. juni 2014 i sin oprindelige udgave.

17


Konfliktens identiteter Interview med Philip Sviachenko

INTERVIEW | Det kan lyde ligetil, når vestlige medier fortæller om de “prorussiske kræfter” i Ukraine og horder af separatister, der raserer landet og dets befolkning. Men hvad betyder det egentlig alt sammen? Ukraine-ekspert Philip Sviatchenko giver et bud i dette interview med netavisen RIKO.

Vi hører meget i medierne om grupper bestående af prorussiske separatister og oprørere i den østlige del af Ukraine. Ser du det som en generel tendens, at pro-russiske kræfter vinder frem i Østukraine? Og hvor stammer de fra?

nede. Der er blevet registreret enkelte skyderier i byen, måske mest markant blev byens forhadte borgmester, Genady Kernes, en tilhænger af Janukovitjs regime, forsøgt myrdet på åben gade under en cykeltur. Kernes overlevede med nød og næppe på en privatklinik i Israel.

Udtrykket de ”pro-russiske kræfter” i Østukraine er som så meget andet i konflikten misvisende. Vi i Vesten bliver nødt til at forstå, at Ukraine er Europas geografisk største land og med en befolkning på over 44 millioner, hvilket i sig selv er nok til at give en række store udfordringer både politisk, historisk og kulturelt. De tre største østlige regioner i Ukraine, Kharkiv, Donetsk og Luhansk, er ofte dem, vi forbinder med det østlige Ukraine. Kharkiv, Ukraines næststørste by, har formået at holde urolighederne

Det er svært at svare på, hvor de pro-russiske kræfter præcist stammer fra, men meget tyder på, at det er en broget gruppe bestående af tidligere veteraner fra den sovjetiske krig i Afghanistan, rebelske prorussiske grupperinger fra Kaukasus, eks-soldater, eks-Berkut (det tidligere, forhadte ukrainske uropoliti), som føler sig dårligt behandlet af befolkningen i Vestukraine, fordi de i høj grad mener, at de blot fulgte ordrer, da de gik hårdt til værks mod Euromaidan-demonstrationerne.

18

Sidst, men ikke mindst, er der med stor sandsynlighed russiske efterretningsfolk i Ukraine. Denne gruppe er karakteriseret ved at være markant bedre udrustet og nok mest kendt som ”grønne mænd” i Vesten. Vi har tidligere i Tjetjenien set denne teknik fra Ruslands side, som i alt sin enkelthed går ud på at ligne lokale oprørsbevægelser, som støtter Moskva. Alt sammen for at skabe en illusion om separatisme. Har separatisterne lokale støtter, eller foregår det meste fra Rusland, som mange vestlige medier hentyder til? En anden og ikke så ubetydelig gruppe oprørere tæller forskellige bandelignende og mafiarelaterede grupperinger. Denne gruppe er hidtil af iagttagere blevet forbundet med


Interview med Philip Sviatchenko, 24. juni 14, bragt i samarbejde med riko.nu

Ukraines rigeste oligark, Rinat Akhmetov, men efter de seneste ugers tv-interviews fra hans residens i London, bliver der sat spørgsmålstegn ved, om han virkelig har kontrol over disse grupper. For hvem finansierer deres forsyninger? Ifølge ukrainske, afhængige medier stammer forsyninger, herunder medicin, mad, våben og udrustning, fra den tidligere præsident Janukovitj og hans sønner. De bandelignende grupper virker i hvert fald til at have egne agendaer, og de virker ikke til at lytte til Akhmetov. De prorussiske kræfter i Østukraine ønsker ikke direkte indlemmelse i Rusland af følgende grunde: Ukraine styres stadig af klaner, og det har det seneste præsidentvalg ikke ændret på. Hvis Østukraine bliver indlemmet i Rusland, vil de russiske oligarker true de ukrainske klaner i Østukraine, som længe har haft deres eget ”bassin” at svømme rundt i, hvilket de bestemt ikke ønsker at ændre på. Udover de mange separatister og militante, som præger konfliktens identiteter, kan man så sige noget om den “almindelige borgers” mening om situationen i Østukraine? ”Almindelige østukrainere” er selvfølgelig også en forsimpling, da de demografiske og kulturelle forskelle bare i regionen Donetsk er enorme. Hvis du spørger taxachaufføren på gaden i Slavjansk, vil han givetvis sige ja til integration i Rusland. En anden chauffør vil svare, at han ønsker, at hans region tilnærmer sig Rusland økonomisk og handelsmæssigt, men bestemt ikke lader sig indlemme i Rusland. En tredje vil svare, at juntaen, som nogle kalder den midlertidige regering i Kijev, ikke gør nok imod den stadigt herskende uro i Østukraine. Desuden er der en kulturel elite i det østlige Ukraine. De er ofte bedre uddannede, og nogle har undervist på forskellige videregående uddannelser i ukrainsk sprog og kultur. De

ser ikke sig selv flytte til Vestukraine, selvom de har mere til fælles med den del af landet. Desværre er rigtigt mange mennesker jo reelt bange for at komme uden for dørene i nogle byer i Donetsk, hvor kamphelikopterne flyver over byen. Situationen er meget alvorlig, og det er civilbefolkningen, som står som den helt store taber. De ældre har ingen steder at tage hen, skolebørn er begyndt at blive evakueret til nogle sommerlejre. Mange har ikke færdiggjort deres eksamen og kan derfor ikke starte på deres uddannelse efter sommeren. Problemer der kan synes banale, men ikke desto mindre er vigtige, netop fordi det omhandler så mange mennesker. Hvis situationen eskalerer yderligere, og ustabiliteten hersker videre i det østlige Ukraine, vil der komme flere og flere modstandere af regeringen i Kijev, som står over for en række uoverskuelige opgaver. Reformer vil ikke ligefrem give støtte til regeringen. Senest gik hundredevis af minearbejdere fra Donetsk på gaden for at demonstrere imod regeringen, og de lignede ikke betalte folk, men ukrainere som ville have fred i deres region og en ende på blodsudgydelserne. Men langt størstedelen af den ukrainske befolkning i de østlige regioner taler slet ikke om politik til daglig. Vi skal huske på, at rigtig mange folk i denne del af Ukraine slet ikke tænker 4-5 år frem. De er langt mere optaget af at skaffe mad og finde beskæftigelse for at klare dagen og vejen – uanset samfundslag og uanset om man har en ph.d. eller er minearbejder. Det er vestlig naivitet at tro, at alle folk i verden taler aktivt om politiske strukturer og et nylig overstået præsidentvalg. Der vil naturligvis være en del, som udmærket er klar over, hvad en mulig føderalisering vil betyde, men det er ikke det samme som, at det er altafgørende i den østukrainske mands liv.

Det kan måske være svært for befolkningen at se en løsning på krisen. Forventer den civile ukrainer, at NATO eller EU vil hjælpe med at løse den politiske krise? Nej, man har altid klaret sig selv. Den ukrainske befolkning tilhører en overleverkultur. I det østlige Ukraine har der ikke været et udbredt ønske om tilnærmelse til Vesten, ej heller forståelse af EU. Hvis der har været en tilnærmelse til EU, så har det været på det værdimæssige, hvor man har set EU dyrke en attraktiv model i forhold til værdier, normer og stabile institutioner. I den nuværende situation ser en snarlig militær de-eskalering ikke ud til at indtræde, hvad forventer du dig af den militære og politiske udvikling i Ukraine? Mange års korrupt kleptokrati har sat dybe spor i Ukraine. Landets befolkning, uanset øst eller vest, har oplevet politisk inkompetence i en skala, der er svær at overdrive. Nogle østukrainere tilslutter sig oprørerne af frygt for at blive en ”slave” i det kapitalistiske EU, og hvis valget står mellem at blive billig arbejdskraft i EU eller blive en del af den patriotiske, selvsikre russiske middelklasse, så fristes mange, især unge, ukrainere til at vælge det sidste. Har man mistet sit hjem, sin bil, et familiemedlem, eller er man blevet udsat for hjemmerøveri som følge af en stadig stigende lovløshed i Østukraine, så må det alt andet lige være nemmere for kræfter i Ukraine, som ønsker en forstsat destabilisering, at rekruttere nye separatister. Samtidig må vi huske på, at den nuværende destabilisering i det østlige Ukraine i høj grad også camouflerer for et skjult bandeopgør, fordi de gamle magtstrukturer og uskrevne regler er forstyrret.

19


Krigens turister Reportage af Kristian Foss Brandt

INDBLIK | Mennesker af forskellig art strømmer til Ukraine fra hele verden. De ønsker at være en del af historiens vingesus – og de håber at få en oplevelse for livet. Kristian Foss Brandt var i Østukraine i marts og fortæller om nogle af de karakterer, han mødte på sin vej

”Politiet begynder at samle sig i klynger. Tror du, at der vil ske noget i dag?” spørger min rejsefælle og tolk, David, da vi går ned af hovedgaden mod Leninpladsen i den østukrainske by Kharkiv, hvor flere større demonstrationer har fundet sted de sidste par dage. ”Ja. Det er helt klart forberedelserne til noget stort,” siger vennen Marc næsten forventningsfuldt, og misser lidt med øjnene for at tælle antallet af betjente, der er begyndt at samle sig foran de hvide politivogne. David er fra Bruxelles, har flere venner i Kharkiv og taler både ukrainsk og russisk. Han har indvilliget i at være min tolk, da han også personligt har en interesse i at møde nogle folk fra egnen, som han ikke har set i mange år. Han arbejder normalt som softwareprogrammør med sit eget firma, hvilket gør ham i stand til at rejse over hele verden. Marc har 20

vi mødt på vores hostel. Han er fra Canada og arbejder normalt i en café i Montreal. I fremtiden vil han gerne være sygeplejerske i verdens brændpunkter, og han mener, at Ukraine kan være med til at forme ham og forberede ham på, hvordan man føler og agerer, når man er i en konfliktzone. Vi er alle i samme båd, tænker jeg. Jeg er her i sidste ende også af egen interesse. Ingen har sendt mig til Ukraine og adrenalinsuset er for længst ovre. Nu bliver jeg bare hængende lidt endnu. For det er sgu interessant at være en del af historiens vingesus. Jeg er stadigvæk ikke helt sikker på, hvad det betyder. Amerikaner med anti-sovjetisk tatovering I Kijev, noget tid forinden, mødte jeg Ryan og Josh fra Californien, USA. Ryan er en stor, blond, langhåret og smilende 29-årig drengerøv, der godt kan lide at give folk et ordentligt kram. Han var i den amerikan-

ske hær og udsendt i Afghanistan. I dag er han førtidspensionist, da han i krigen blev udsat for nogle ting, som gør, at han blandt andet lider af korttidshukommelse. Han ved rigtig meget om våben og taler ofte om den amerikanske hær. Den amerikanske hær kan slå den russiske til plukfisk, hvis det skulle komme dertil, mener han. Ryan rejser verden rundt lige nu. Det var lidt af et tilfælde, at han kom til Ukraine. Han vil bare have det sjovt med de lokale, siger han. 26-årige Josh bor i Polen med sin kæreste, er bachelor i historie og har fået tatoveret en stor rød og sort fane på sit inderlår af en lokal tatovør. Den rød/sorte fane var samlingspunktet for den ukrainske undergrundshær, der fra 1919 til 1991 bekæmpede de sovjetiske styrker. Han siger, han fik den for at sympatisere med demonstranterne. Men kan også godt lide at vise den til kvinderne hernede. Også når han


kommer med mig til pressemøder. Han er selv interesseret i konflikten på godt og ondt. Den skræmmer ham lidt, men han er også afhængig af adrenalinen. Han virker til at synes rigtig godt om det amerikanske nyhedsagentur VICE og deres konfronterende udsendelser fra Krim. Venter på hotelværelset indtil der sker noget Konflikten kan også inspirere på andre måder. For eksempel til bogprojekter eller dokumentarer. Dokumentaristerne har jeg mødt mange af. Det er ikke alle, der aner, hvor de skal starte. Men de skal nok komme i mål mange af dem. For der er nok historier at fortælle. Både

før og efter politikerne har afsluttet deres tovtrækkerier. Finske Ahti er i gang med at skrive en bog. Han er nået til et kapitel, hvor det har noget med en konflikt at gøre. Derfor er han taget herned for at finde ud af, hvordan vi reagerer i sådan nogle situationer. Han synes hele tiden, kapitlet ændrer sig, jo længere han er hernede. Måske ændrer hele bogen karakter, tænker jeg. Der er også en mere legitim gruppe hernede. De mange krigsfotografer og korrespondenter, som jeg mødte først i Kijev og dernæst på Krim, var alle blevet sendt af deres respektable medier for at dække begivenhederne. Det er deres arbejde. Nog-

le af dem kom, da konflikten var på sit højeste, mens andre havde mulighed for at dække urolighederne over en længere periode. De fleste af dem, som har været her i lang tid, er dog freelancejournalister og fotografer. Mange af deres dage går med at sidde på et værelse og vente på, at begivenhederne udspiller sig. Hvad enten det er demonstrationer i gaderne, eller overtagelser af militære baser, ja måske endda hele regioner. Flere af dem vil bare gerne hjem til deres familier og venner. Men de kan ikke tage hjem. For krigen lurer hele tiden om hjørnet, står der på hjemmesiderne. Og hvad nu hvis?

Artiklen blev bragt på Magasinet rØST 28. marts 2014. 21


Burde Ukraine opgive Donbas? UKRAINE I KRIG | Krigen i Donetsk og Luhansk udviklede sig i september fra at være bekæmpelse af uorganiserede paramilitære grupper til at være en krig imod regulære pansrede styrker. Magasinet rØSTs analytiker, Peter Zacho Søgaard analyserede situationen. Af Peter Zacho Søgaard

Det så længe ud som om de prorussiske separatister ville blive nedkæmpet i Østukraine. På trods af strømmen af russiske våben over grænsen fra Rusland, russiske ”frivillige bataljoner” af lejesoldater fra Tjetjenien, Rusland og Serbien og russiske efterretningsofficerer som Igor ”Strelkov” til at lede slaget, var oprørerne hele sommeren i defensiven. I midten af august stod rebellerne omringet i byerne Donetsk og Luhansk, og krigen så ud til at få en ende. Men sådan skulle det ikke gå. På to korte uger er den blodige sommers offensiv på slagmarken nulstillet, og krigen har ændret karakter: Fra at være en ”antiterror operation” mod en velbevæbnet, men irregulær styrke, står Ukraine nu over for en regulær krig mod pansrede kolonner af russiske enheder. Rusland har invaderet Ukraine. Igen. Invasion Regulære pansrede russiske enheder opererer nu i Ukraine og leverer støtte til partisanerne. En ny front er åbnet mod syd og truer den strategisk vigtige havneby Mariupol,

mens den ukrainske hær er presset tilbage fra belejringen af Luhansk. Invasionen begyndte efter det resultatløse topmøde i Minsk d. 26. august, hvor Ukraines præsident Petro Porosjenko for første gang siden sin indsættelse sad i enrum med Vladimir Putin. Der kom ingen våbenhvile i stand. Beskeden fra Putin forblev uændret – ”vi har intet med konflikten i Østukraine at gøre. Alle russiske kæmpere i Ukraine er der på eget initiativ. En våbenhvile skal ikke indgås med Rusland, men med Donetsk og Luhansk Folkerepublikker. Vi støtter op om en forhandlingsløsning.” Selv når russiske faldskærmstropper blev pågrebet og afvæbnet 30 km inde på ukrainsk territorium lød den komiske forklaring, at de var faret vild. En specialenhed faldskærmssoldater der farer vild? I satellitnavigationens tidsalder? Hvis den holdt stik, skulle et par russiske generaler fyres på gråt papir. Putins krig Vladimir Putin har aktivt skabt krigen i Østukraine. Først forsøgte han

at starte en folkelig opstand med Donbas borgere som rekvisitter. Da det mislykkedes, leverede han våben og rådgivning til de mest ekstremistiske grupper i området og understøttede dem med lejesoldater fra Tjetjenien og det øvrige Rusland. Senere kom tunge våben som tanks, pansrede køretøjer, skulderbårne raketter og avancerede jord til luft missilsystemer over grænsen. Det ukrainske luftvåben skulle ikke kunne dominere luftrummet og angribe oprørerne på jorden. Den beslutning blev fatal for de 298 mennesker om bord på Malaysian Airlines MH-17. Nu er invasionen en realitet – stadig uden at Moskva toner rent flag. Foreningen af russiske soldatermødre i Rusland vurderer, at 10.000 russiske soldater er indsat i Ukraine. Da et regiment soldater fra byen Pskov i Rusland blev noget nær udslettet i et artilleriangreb på ukrainsk jord i august, blev begravelserne i Rusland dysset ned. Pårørende blev truet til stilhed om, hvor og hvordan deres sønner var døde. En uafhængig russisk journalist, der offentliggjorde en liste med navne


over de faldne, endte selv på hospitalet med kraniebrud efter et brutalt overfald. Donbas som en møllesten Så hvad er Putins gameplan? Der er blevet snakket om annektering af Donbas på samme vis som Krim, men så vidt kommer det ikke. Ifølge et interview med magasinet Novoye Vremya siger Vladimir Lukin, der er mangeårig medarbejder i præsident Putins præsidentadministration, at målet slet ikke er kontrol over Donbas regionen. Ingen i Kreml har brug for Donbas. ”At vinde Donbas og tabe Ukraine ville være et nederlag for Kreml”, siger Lukin. ”Målet er at demonstrere for [præsident Porosjenko], at han ikke kan vinde.” Det optimale resultat for Kreml, forklarede Lukin, ville være, hvis forholdene i Ukraine blev, som de var under præsident Viktor Janukovitj, bare uden Janukovitj. Altså et svagt, korrupt, udemokratisk Ukraine uden for vestlige institutioner og uden associeringsaftale med EU. Ifølge Taras Kuzio, der er engelsk-ukrainsk ekspert i ukrainsk sikkerhedspolitik og arg kritiker af Vladimir Putin, har Ukraine tre muligheder: 1. Kapitulere 2. Kæmpe 3. Konsolidere Den første mulighed indebærer at opgive militær modstand mod separatisterne. og indgå i forhandlinger med dem om en fremtidig føderativ status for Donetsk og Luhansk. En de-facto føderalisering af Ukraine, der ville forhindre en selvstændig ukrainsk udenrigspolitik fra Rusland. Den mulighed er lukket for Petro Porosjenko, hvis han fortsat vil være præsident. Julia Timosjenko står på spring i kulissen ved et sådant fejltrin, og de ukrainske frikorps med rødder i de nationalistiske gruppe-

ringer fra Maidan-pladsen ville aldrig tilgive et sådant knæfald. Frivillige bataljoner som ”Bataljon Azov” har udkæmpet nogle af de hårdeste kampe i Østukraine mod partisanerne og lidt store tab. Flere af disse grupper har allerede truet regeringen i Kijev med at vende våbnene mod dem, hvis ikke politikerne leverer resultater. En fredsaftale nærmest uanset betingelserne vil være svær at sælge indenrigspolitisk. Den anden mulighed er at kæmpe mod Rusland, men som billedet ser ud nu, ville den rute kun byde på mere af det samme. Massive militære og civile tab. Total ødelæggelse af Donbasregionen, nedslidning af Ukraines i forvejen begrænsede militære kapabilitet. Så står man måske meget svagere om en måned eller to, hvis Rusland virkelig træder på speederen. Samtidig indeholder forsat krig risikoen for en reel invasion af hele Ukraine. Det er tvivlsomt, om Nato vil gribe ind selv i sådan en situation. Præsident Petro Porosjenko forsøger i disse dage at appellere til Nato-landene ved topmødet i Wales, men direkte militær støtte og våbenleverancer er højst usikkert. Opgive Donbas og Krim? En tredje mulighed er at opgive generobringen af Donbas (og Krim) og genetablere en ukrainsk grænse vest for de to udbryderregioner Donetsk og Luhansk. Der er flere ”positive” langsigtede effekter af en sådan gentegning af Ukraines grænser for Ukraines selvstændighed og integritet som stat. For det første ville Ukraine være sluppet af med de mest prorussiske, sovjetnostalgiske regioner på sit territorium samt et rustbælte af urentable subsidierede kulminer og gasforslugen stålindustri, der har hevet enorme summer ud af statskassen igennem de sidste 24 år. For det andet ville man slippe af med en region med et mafiøst klien-

telistisk politisk miljø, der ikke har bibragt Ukraine noget godt siden selvstændigheden i 1991. Donbas var arnestedet for hele præsident Janukovitj katastrofale præsidentperiode og Regionernes Parti,og har i det selvstændige Ukraines levetid fungeret som kanal for russisk indflydelse i Ukrainsk politik. Hvis Ukraine sagde farvel til Donbas og Krimhalvøen, ville resten af Ukraine være mere homogent sprogligt og kulturelt, entydigt proeuropæisk og med en reel chance for økonomisk og politisk reform. Problemerne med manøvren er dog tilsvarende enorme. Det ville være noget nær umuligt at gennemføre en sådan ny grænsedragning, fordi hverken Putin eller ukrainske nationalister, der har blødt i kampen mod separatisterne, ville acceptere en sådan løsning. Putin ønsker, at det nedslidte pro-russiske Donbas for evigt skal være en møllesten om det ukrainske demokrati. En frossen konflikt, der holder Ukraine ude af NATO og bliver ved med at sende pro-russiske politikere til Kijev ved valgene. Herudover: Hvad ville holde Putin tilbage fra at forsætte invasionen længere mod vest, til Dnepropetrovsk og Zaporizjzja, hvis Kijev opgav Donbas? Mange magtfulde forretningsmænd i Ukraine ville ikke bryde sig om at miste deres ejendom og investeringer i Donbasregionen, der indtil krigens start producerede en stor del af landets eksportartikler i råstofferne kul og stål. Hertil kommer de mange tusind ukrainere, der er flygtet mod vest og nu skulle acceptere at flytte tilbage til en gangsterstat i ingenmandsland mellem Rusland og Ukraine. Uanset hvad er sandheden i sidste ende, at præsident Petro Porosjenko og Ukraine står ganske alene mod et revanchistisk Rusland i kampen om Ukraines fremtid.

23


Putin har tabt

UKRAINE

Analyse af Peter Zacho Søgaard

EFTER VALGET | Et historisk pro-europæisk parlament er blevet valgt i Ukraine, hvor Petro Porosjenkos blok fik den forventede valgsejr. Ukrainerne afviste de mest nationale kræfter og satsede i stedet på ubesmittede antikorruptionspartier. Men kan det nye parlament indfri ukrainernes høje forventninger til et beslutningsdygtigt og ikke-korrupt Ukraine? Det afgående kunne ikke.

Der var ingen tvivl om, at præsident Petro Porosjenkos valgforbund ville vinde parlamentsvalget i Ukraine. Spørgsmålet var mere hvor stort, og om hans valgblok ville kunne danne regering alene eller danne en koalitionsregering – og i så fald med hvem? Frygten for, at ukrainerne skulle flokkes om de mere ekstreme nationalistiske kandidater på stemmesedlen i en antirussisk national rus, ser ud til at være blevet gjort grundigt til skamme. Mainstream nationalisterne i partiet Frihed, (Svoboda), kunne ikke veksle udfaldene mod præsidentens forsøg på fred med Rusland til stemmer på valgdagen. Efter fintælling får Svoboda kun 4,7 % af stemmerne og kommer hermed ikke ind. Ultranationalisterne i Højre Sektor, der førte an i voldelighederne under revolutionen, gør heller ikke, men det ser ud til, at partiets førstemand, militslederen Dimitri Jarosj, vinder et sæde i et enkeltmandskreds.

24

Populisten Ljasjko tabte pusten Et mere overraskende resultat er det dårlige valg for nationalpopulisten Oleh Ljasjkos parti, der, efter længe at have ligget nr. 2 i meningsmålingerne, ser ud til at have mistet pusten på valgdagen med et skuffende resultat omkring 7,4 %. Ljasjko blev populær igennem en farverig kampagne, hvor han rasede mod korruption, kommunister og rige forretningsmænd, og sågar ved flere lejligheder tog loven i egen hånd ved at smide korruptionsmistænkte embedsmænd i offentlige skraldespande. Det var populært, men i sidste ende stemte ukrainerne på de mindre farverige, men seriøse kandidater. Valgets store vindere er som ventet præsident Petro Porosjenkos valgblok, men sejren er ikke overvældende med 21,8 % af stemmerne. Under valgkampen lå hans parti til over 30 % af stemmerne i meningsmålingerne. Landets midlertidige premierminister Arsenij Jatsenjuks

nye parti, Folkefronten, ligger side om side med Porosjenko med omkring 22,2 %, og derfor er det imellem de to, der skal dannes en ny regering. Det er positivt, at der hermed kommer et stærkt politisk alternativ til et nyt magtens parti, som Porosjenkos blok længe så ud til at blive. Julia Timosjenkos parti "Fædrelandet" synes derimod at have mistet sin masseappel i Ukraine for bestandig og kommer kun akkurat i parlamentet med opbakning fra 5,7 %. Men den grundsten af liberal nationalisme, hun repræsenterer, står stærkere end nogensinde i Ukraine. Premierminister Jatsenjuk var længe en del af Timosjenkos parti, men brød i september ud herfra og dannede sit eget parti. Porosjenkos parti og Folkefronten behøver en tredje koalitionspartner i regeringen. Det bliver formentlig valgets store overraskelse, partiet


Selvhjælp (Samopomitj) ledet af den vestukrainske by Lvivs borgmester, Andrej Sadovij. Partiet, der kun opstiller kandidater uden parlamentarisk erfaring, står for et totalt brud med fortidens type politikere i Ukraine og er kommet ind med 11 % af stemmerne. Et stærkt signal fra de ukrainske vælgere. Det er første gang, partiet stiller op. Prorussiske partier decimeret Det pro-russiske Regionernes Parti, der fungerede som eks-præsident Janukovitj gummistempel er gået i opløsning, og dets kandidater er enten blevet uafhængige eller er gået ind i partiet Opposition under ledelse af Jurij Bojko. Partiet er kommet ind med 9,4 % og repræsenterer forretningsinteresser i Østukraine. Andre relativt pro-russiske partier som Serhij Tihipkos Stærkt Ukraine, der kunne tiltrække de pro-russiske stemmer, kom ikke ind, og det samme gælder det gamle kommunistparti, der kun er kommet ind på et par kredsmandater. Helt fri for kommunister bliver det nye parlament ikke, men deres betydning er ikkeeksisterende. Det er afgørende nyt for Ukraine, at man hermed for første gang har en så entydig pro-europæisk linje i parlamentet. Østukraines borgere, der ikke støtter separatisterne, men ser med dyb skepsis på et vestvendt Kijev, er blevet hjemme i stedet for at tage i stemmeboksen. Fra at have 30 % af vælgerkorpset, har disse holdninger nu kun opbakning fra 10 %. Et stort skred. En forklaring kan findes i, at de to mest pro-russiske områder i Ukraine ikke har deltaget i valget. Krimhalvøen er ikke med, og de prorussiske separatister i Donbasregionen boykotter naturligvis valget som illegitimt. De holder deres egen afstemning allerede i starten af november. Derfor kan der også kun vælges 423 medlemmer af parlamentet, og ikke 450 som normalt. Ukraine har i løbet af konflikten i Østukraine taget et kæmpe mentalt skridt væk fra Rusland. At den nye regering bliver proeuropæisk, hersker der derfor ikke tvivl om. Om den også bliver reformduelig og kan leve op til Euromaidan-bevægelsens høje forventninger til et nyt ikke-korrupt Ukraine. er derimod noget ganske andet.

Artiklen blev bragt på Magasinet rØST 27. oktober 2014.


Manglende reformer Maidan-bevægelsens erklærede mål er et nyt Ukraine. Et brud med fortidens måde at gøre tingene på. Et opgør med tyveri af statslige midler, et oppustet ineffektivt og korrupt bureaukrati, et opgør med en tyvagtig politisk kaste af millionærer med hver deres egen TV-station. Præsident Janukovitj’ regime var i den forstand blot en ekstrem udgave af, hvordan politisk og økonomisk magt er flydt sammen i Ukraine siden 1991. Han var ikke selve sygdommen, men blot et symptom på den. Virussen bor stadig i Ukraines krop og forlod ikke landet med præsidenten. Præsident Petro Porosjenko og premierminister Arsenij Jatsenjuk har ikke holdt løfterne fra Maidanpladsen. Endnu er ingen blevet retsforfulgt for mordene på aktivister under revolutionen, hvor 128 personer blev dræbt, heraf de 110 aktivi-

ster. Det kan synes mindre vigtigt at sætte navne på de skyldige efter at mere end 3300 er døde i Østukraine, men for Maidan-bevægelsen er retsopgøret over blodbadet d. 22 februar 2014 afgørende for landets genrejsning. Et nyt retssystem skal opbygges til at tjene borgerene og ikke magthaverne.

kræfter, der modarbejder forandring, er, at det ikke lykkedes at vedtage en ny valglov før parlamentsvalget. Et reformforslag blev fremsat i juli, der ville indføre et forholdstalsvalg til parlamentet på åbne partilister, men loven kunne ikke finde flertal og stødte på grund i parlamentet.

Indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at det er den vej, det går. Ingen sager mod tidligere embedsmænd eller forretningsfolk for korruption under præsident Janukovitj er på vej gennem domstolene. Systemet synes at beskytte sig selv, når alle i toppen har noget at skjule. Man bør huske på, at Petro Porosjenko så sent som i 2012 var handelsminister i det tidligere regimes regering under nu eksilerede premierminister Mykola Azarov.

Derfor vælges parlamentets medlemmer stadig efter det gamle dobbeltsystem, der besætter 225 af Radaens 450 pladser igennem almindeligt forholdstalsvalg, 225 igennem enkeltmandskredse, hvor kun én kandidat i hver valgkreds kan vinde. Således får Porosjenkos parti 127 mandater og Jatsenjuks blot 80, selvom flest stemte på Jatsenjuks parti.

Valgsystemet uændret Et tegn på, at det stadig er stærke

Enkeltmandskredsene har traditionelt været dér, hvor pengestærke kandidater havde muligheder for at påvirke resultatet igennem stemme-


køb, intimidering af vælgere, kontrol med medier og almindeligt optællingsfusk. Derfor er de sårbare for bagmænd, der har ønsket at sponsorere et bestemt kandidatur. Og i et system, hvor taberen historisk set ikke var garanteret at kunne stille op næste gang, som det ukrainske har været, er der stadig gode grunde til at forsøge at hænge fast i taburetterne. Regimets gamle mænd udelukkes En ny omfattende ny lov betyder fx, at tidligere embedsmænd og statsansatte, der tjente under præsident Janukovitj, nu udelukkes fra offentligt embede. Loven blev vedtaget i september under stærkt pres fra demonstranter og Maidan-bevægelsen og underskrevet af præsident Porosjenko i oktober. Den er grovkornet og omfatter alt for bredt alle, der aktivt såvel som passivt har støttet Janukovitj’ regering af landet.

Det giver problemer, hvis alle højtstående dommere i Ukraine hermed udelukkes fra embede. Så bliver det svært at gennemføre nogen som helst form for retsreform. Medlemmer af parlamentet og præsidentens administration er undtaget fra loven, og hermed er en klassisk ukrainsk mekanisme bibeholdt. Den sikreste måde at undgå juridiske tilbageslag er at blive medlem af parlamentet. Det ser ud til at op mod 70 parlamentsmedlemmer, der stemte for antidemonstrationslovene d. 16. januar bliver genvalgt til parlamentet. Skal disse medlemmer forsat kunne være lovgivere i Ukraine? Reformer eller et nyt Maidan Ukraine har taget et afgørende skridt mod vest ved dette valg, men krigen i Østukraine må ikke blive en undskyldning for manglende reformer fra præsidentens og en ny regerings side. På trods af de vanske-

lige vilkår har Ukraine ikke en chance for at tiltrække vestlig støtte og investeringer, hvis ikke reformer gennemføres. Maidan-bevægelsen vil ikke nøjes med erklæringer og tipunktsplaner, og derfor er politisk uro og nye demonstrationer altid en risiko. Ukraine ligger på nr. 144 ud af 177 på Transparency Internationals index over korruption i verden. Det afgørende er, at der nu er valgt et så overvældende flertal af national-liberale politiske kræfter ind i parlamentet. Fra at være i opposition til Janukovitj, er disse partier nu ved magten, og en reel modstander af en national pro-vestlig dagsorden er ikke i sigte. Om der også kan leveres, når det kommer til at reformere økonomien og undgå den økonomiske afgrund, må tiden vise.

27


”Du skal bare skrive under her.” siger den lokale guide Nikolaj og peger ned på papiret. ”Du behøver ikke læse dokumentet igennem. Der står bare, at du fraskriver dig enhver ret til at sagsøge den ukrainske stat i tilfælde af, at du bliver syg.” Det er en besked, man kan forstå. Efter at have tilbragt 3 timer på elendige landeveje, der efterlader bagdelen mere øm end en omgang hæmorider, og ventet på at blive lukket gennem de militære checkpoints, er jeg endelig i Tjernobyl. Da reaktor nr. 4 nedsmeltede Det er efterhånden 24 år siden, at reaktor nr. 4 en sen nattetime den 26. april 1986 nedsmeltede og sendte en sky af radioaktivt materiale udover Europa og med ét gjorde stednavnet Tjernobyl verdensberømt samt til et strålende synonym for død og ødelæggelse. Tjernobylulykken var en hårdhudet lektion i katastrofedidaktik, en slags bebudelse om risikosamfundet og panikkulturens komme.

Hvad enten man vælger at tolke katastrofen i fremskridtets navn, i teknologiske termer eller som et dunkelt kapitel i civilisationsprocessen, hvor menneskets naturbeherskelse kører af sporet, så synes ulykkesforløbet at knytte an til en slags anonym fatalisme: Det måtte jo ske før eller siden, lyder omkvædet. Og i dag står reaktor nr. 4 med sin sarkofag således som et spøgelsesagtigt monument for naturens hævn over menneskehedens gamle drøm om at tæmme den. Turister vil opleve katastrofens trykkede stemning Efter at have skrevet under på papirerne bliver vi sendt ned i en kantine, hvor intet er forandret siden kommunismens dage. Det er en blandet skare, der denne dag har fundet vej hertil: Et excentrisk schweizisk par, en anarkistisk italiensk fotograf og et par unge amerikanere er blandt de besøgende. Alle er vi her for at se konsekvenserne af Tjernobylulykken, for at opleve katastrofens trykkede stem-

ning, en stemning der i høj grad er baseret på, at der ikke er noget at se: Det er netop strålingens usynlige tilstedeværelse, der skaber stedets kontaminerede og paranoide atmosfære. Mens vi spiser, tager en engelsk Ph.d.-studerende ved navn Nick noter. Han har været her over 10 gange og ved alt om ulykken ned til mindste detalje. Han er ved at skrive sit Ph.d.-projekt, der handler om katastrofeturisme og er i gang med at kortlægge, hvordan besøgende reagerer følelsesmæssigt på Tjernobyl. ”Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer,” siger han, ”nogle bliver meget berørte, nogle føler blot apati, når de kommer.” Jeg selv tilhører den sidste gruppe, og mens jeg spiser min suppe, der smager af gammelt opvaskevand, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, at hele denne iscenesættelse med dårlig kantinemad og lor-

Katastrofeturi


TURISME | Alle har hørt om Tjernobyl. Så hvorfor ikke tage dertil og se med egne øjne, hvor det hele skete? Hvorfor ikke fornemme det, der plejede at være, som ikke er mere? I denne artikel tager Rasmus Bertelsen os med på en turisttur gennem området Tjernobyl. Med til den nedsmeltede reaktor 4 og med til spøgelsesbyen Pritpjat alt imens han reflekterer over det underlige ved katastrofeturisme. tebrun sovjet-nostalgi blot er et påfund udtænkt af nogle kreative ildsjæle og forretningsfolk inde i Kijev, der i samarbejde med myndighederne har fundet en smart måde at tjene penge på. For at besøge Tjernobyl skal der gives tilladelse og udstedes dokumenter. Det er umuligt at besøge stedet på egen hånd. Det koster alt sammen, og turene herud er – kan man allerede fornemme – en givende forretning. Beboere med nedsænkede vodkaslørede blikke Da vi har spist kører vi lidt rundt i Tjernobyl. Vi stopper ved byens gamle fodboldstadion, der nu er

isme i

Reportage af Rasmus Bertelsen blevet omdannet til losseplads for kontaminerede køretøjer, der blev brugt i oprydningsarbejdet. Et par skilte advarer om radioaktivitet. Det er stegende hedt. Solen læner sig ind over os som en rådden solsikke. Himlen er skyfri og blå. Før ulykken boede der over 300.000 mennesker i hele området, der i dag er afspærret af ukrainske sikkerhedsstyrker i en lukket 30 kilometer zone. Selve atomkraftværket ligger 15 kilometer nordvest for Tjer-


nobyl. Af de 14.000 mennesker der boede i Tjernobyl, er et sted mellem 200 og 400 vendt tilbage efter evakueringen. Først nægtede myndighederne at lade dem leve der, men de blev ved med at vende tilbage, og i dag lever de i deres eget lille samfund. Når man kører rundt i Tjernobyl får man indimellem et glimt af de sky beboere. Med nedsænkede vodkaslørede blikke ser man dem traske rundt i deres slidte militærbukser, søvngængeragtigt, uden drømme og håb. Bikinibabes på forbudt område Efter at have kørt lidt rundt i Tjernobyl kører vi ned til floden. Området er naturskønt og frodigt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på et par linjer af lyrikeren Paul Celan: ”Løvetand, så grønt er Ukraine./ Min blonde mor kom aldrig hjem,” skrev han, efter nazisterne havde udryddet hans familie. Også dette sted er præget af den samme fortvivlelse og tomhed. På bare ét minut blev livet rykket op ved roden. Også her går skønheden og døden hånd i hånd gennem landskabet og efterlader et ordløst spor. Tragisk er det. Ude midt i floden har man efterladt de både og pramme, der blev brugt til at transportere sand til ulykkesstedet. Gulbrune ligger de nu bare og ruster. Området er forbudt område. Ikke desto mindre er det kun et par måneder siden, at en flok kyniske reklamefolk besluttede at skyde en bikinikalender ude på bådene. Med gode kontakter og varme kontanter kan alting lade sig gøre. Man ser det næsten for sig: Nøgne modelkroppe der smyger sig og posere for kameraet midt i en giftig bunke skrot: En ekstrem form for æstetik. De modige brandfolk Vi kører op til byens gamle brandstation. Den er stadig bemandet og i brug i tilfælde af, at der skal udbryde brand i zonen. I sådanne tilfælde skal man kunne rykke hurtigt ud. En brand i området kan hurtigt sende en sky af radioaktivt materiale Gud ved hvorhen og skabe en ny økologisk katastrofe. Måske er det derfor, 30

der er totalt rygeforbud i zonen. Ikke desto mindre holder det ingen af os – heller ikke guiden – tilbage. Uden for stationen er der rejst et kæmpe monument til minde om de brandfolk, der deltog i slukningsarbejdet og som et resultat heraf døde af den direkte kontakt med strålingen. Monumentet er opført i sovjetisk stil, en slags bombastisk heroisme, der understreger de dødes offervilje og heltemod. Dette forekommer paradoksalt, eftersom de sovjetiske myndigheder praktisk talt gjorde alt for at skjule katastrofens omfang og klart bevidst om sikkerhedsrisikoen alligevel sendte oprydningsarbejderne ind i dødens epicenter. Brandstationen og monumentet er den sidste seværdighed i Tjernobyl, inden turen går til reaktoren. Strøm helt indtil år 2000 Det er en mærkelig følelse, der gennemtrænger kroppen, når man nærmer sig det gamle atomkraftanlæg. På den ene side af vejen ser man så småt gravemaskiner, siloer og alskens teknologisk udstyr. Det tilhører det franske firma Novarka, der har vundet licitationen om at bygge en ny sarkofag; et projekt der er estimeret til at koste 870 millioner euro. På den anden side af vejen ser man gamle kraner og de halvfærdige reaktorer, der var under opbygning, inden katastrofen indtraf. Her er arbejdet indstillet og tingene står der bare, som man forlod dem engang i 80’erne. Tiden står stille her på en mærkelig måde. Og midt i det hele toner atomanlægget frem, rejser sig foran os som en gammel invalid. Jo tættere man kommer på det, jo mere fyldes man med en slags underlig ærefrygt, som om det kunne eksplodere igen når som helst. Faktisk fungerede værkets andre reaktorer lang tid efter ulykken og blev ved med at levere strøm: Den sidste reaktor blev først lukket ned i 2000. Ansigt til ansigt med reaktoren I takt med at vi nærmer os reaktor

nr. 4, får vi besked på, at det er strengt forbudt at fotografere. Vi bliver overvåget af kameraer, og det mindste brud på reglerne vil højest sandsynligt føre til et ubehageligt møde med politiet, der vil konfiskere film og lignende. På mærkværdig vis kører vi nu helt hen til reaktoren. Her er det ikke forbudt at fotografere, og vi stiger ud af minibussen. Reaktor nr. 4 er kun ca. 100 meter væk. Geigertællerne går fuldstændigt amok. Åbenbart er strålingen her 2000 gange kraftigere end normalt. Der er dog ingen, der har fundet anledning til, at vi skal bære beskyttelsesdragter: Det er åbenbart nok med en langærmet skjorte, et par cowboybukser og kondisko. Så er vi her altså. Stedet hvor det hele begyndte. Tjernobyl, en slags ikke-sted. Foran os står reaktoren indkapslet i sin betonsarkofag. Hvis man ikke vidste, det var katastrofens epicenter, kunne man sagtens forveksle den med en hvilken som helst grå fabriksbygning i det gamle Østeuropa. Det er nok bedst at holde sig på betonarealerne, og ikke komme i kontakt med græsset. Spredt ud over græsplænen vokser små farverige blomster, som jeg ikke kender navnene på. I sidste ende overvinder naturen med sin skønhed alt, giftig eller ej. Imens hyler geigertællerne næsten som en sirenesang, der fortryller os, hensætter os i den dybeste passivitet. Det er altså her, så megen ulykke er udgået fra. Hvor mange, der præcis er døde som følge af ulykken, er endnu uklart. I en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2006, der omhandler de mest udbredte følgesygdomme som kræft i skjoldbruskkirtlen, andre kræftsygdomme og leukæmi, fastslås det bl.a., at det er usandsynligt, at: ”Det præcise antal af døde forårsaget af ulykken nogensinde vil blive kendt præcis.” Ifølge FN-organisationer bor der stadig 7 millioner mennesker i de forurenede områder (som dækker


Artiklen blev bragt på Magasinet rØST 1. januar 2011.

Ukraine, Hviderusland og Rusland), der er blevet mest udsat for radioaktiv stråling. Hvor mange, der vil dø i fremtiden som et direkte resultat af ulykken, er uvist, og tallene fra forskellige organisationer varierer kraftigt alt efter hvem man spørger: Nogle mener 4000, andre helt op til 90.000 mennesker. Den forladte by Pripjat Vi forlader reaktoren og sætter kurs mod byen Pripjat, der var det første sted, der blev evakueret, da ulykken indtraf. Byen blev grundlagt i 1970 for at huse alle de ingeniører, teknikere og arbejdere, der havde deres gang på atomkraftværket. Inden evakueringen i 1986 boede der i omegnen af 50.000 mennesker i byen, der blev betegnet som en sovjetisk mønsterby: Levestandarden her var én af de højeste i Sovjetunionen, og som et af de eneste steder – siges det – kunne man endda købe parfumen Chanel nr.5. Før man ved af det, er man faktisk i byen. Det er ikke til at se. Det hele minder mest af alt om indtoget i en glemt Maya-by, og man forstår pludselig, hvor hurtigt gamle kulturbyer og civilisationer kan forsvinde fra jordens overflade på ingen tid. Her er alting groet til og i forfald. Inde mellem de tætte træer aner man pludselig resterne af gyngestativer og rutsjebaner, spøgelsesagtigt fremtoner konturerne af store boligblokke, der nu står som store gravsten over et tidligere liv inde bag træerne. Panorama fra en Hollywood katastrofefilm Det er ufatteligt, at det kun er 24 år siden, dette sted var fyldt med liv, barneleg og kærestesorger. Nu er her intet. Naturen har taget fuldstændigt over. Vi kører ind i centrum og standser på torvet. Til højre for os står byens hotel Polissja med sine 6 etager. Vi går indenfor. Det er dog lang tid siden, at man kunne checke ind her. Elevatoren er fuldstændig ødelagt, så vi tager trappen op. Overalt er gulvene fyldt med glasskår fra splin-

trede vodkaflasker. På den øverste altan er et stort birketræ vokset op af en sprække i det grå betonfundament. Helt oppe på toppen af hotellet kan man se ud over byen. Det ligner umiskendeligt et panorama fra en Hollywood-katastrofefilm: en vild, paradisisk natur efter dommedag. I det fjerne kan man ænse atomkraftværket. Ved siden af hotellet ligger kulturhuset. Herinde kan man finde resterne af en totalt ramponeret biograf. Alle sæderne er opskårede, overalt er der murbrokker og puds. Én gang om året vender nogle af de oprindelige beboere tilbage til deres by: De har efterhånden gjort det til en tradition at drikke sig fulde og bagefter smadre alt, hvad de kommer i nærheden af, smadre fortiden og minderne – måske som en slags terapeutisk handling. Pariserhjulet der aldrig blev brugt Går man ovenpå finder man byens gamle bibliotek. Det er en mærkelig blasfemisk følelse at gå henover et gulv dækket af bøger, at træde på dem: Ironisk nok er det næsten alt sammen marxistisk-leninistisk litteratur. Det er der alligevel ikke nogen, der læser mere. Kulturhuset tæller også et svømmeanlæg og en idrætshal: I sidstnævnte er der kun et fodboldmål og et råddent tov, der hænger ned fra loftet. Gennem de store panoramavinduer kan man se et gigantisk pariserhjul udenfor. Vi går derhen. Pariserhjulet står der bare. Ved siden af står nogle ramponerede radiobiler, som er gået til i rust: Ingen af tingene har nogensinde været i brug. Det var meningen, at pariserhjulet skulle have været taget i brug den 1. maj på arbejdernes internationale kampdag; men katastrofen kom festlighederne i forkøbet et par dage forinden.

trykker på én gang det ideologiske stivsind, bureaukratens virkelighedsfjerne facon og pamperens hykleri. Det er intet under, at Sovjetunionen til sidst brød sammen. Man behøver ikke engang at lave en økonomisk analyse af forholdene i det hedengangne imperium for at finde frem til sammenbruddets grunde. Systemets forstillelse og kommende undergang står ingen steder malet mere klart end i disse ansigter. Skolestile med fremtidshåb Tilfældigvis kommer vi forbi et supermarked. Det er rippet for alt. Tilbage er kun forladte indkøbsvogne og skiltene over de tidligere kølediske. Det sidste stop på turen er én af byens skoler. Også dette sted er fuldstændigt hærget. Overalt på gangene og i klasseværelserne ligger karakterbøger og stilehæfter spredt ud af det hele. Det er uhyggeligt læsestof. Uskyldige skolestile fyldt med barnlige drømme og fremtidshåb, hverdagstrivialiteter, alle de tanker der går forud for det vordende voksenliv. I protokollerne kan man læse, at mange har fået gode karakterer. De havde helt sikkert fremtiden foran sig, men med ét blev det hele ødelagt. Nu er der kun skriften tilbage på tavlen, hvor mange af de tidligere børn har skrevet deres telefonnumre og personlige oplysninger: ”Jeg bor nu – der og der.”, står der på de overfyldte tavler, ”Ring til mig!”, ”Hvad blev der af Jer alle sammen?”. Ulykken gjorde, at de blev spredt for alle vinde, og deres ungdom forpurret. Tilbage er nu kun minderne om et liv og et sted, der ikke eksisterer mere.

Derfor kan man også se store plakater og bannere med billeder af partibosser og andre ideologiske foregangsmænd smidt rundt omkring: Ansigterne på plakaterne er alvorlige og sammenbidte; de ud31


Kælderen under Kijev REPORTAGE | Urban Exploration, udforskning af byens rum, bliver mere og mere populært. I Kijev er der rigeligt med forladte bygninger og gamle kloakker at gå på opdagelse i. Dog skal man ikke være mørkeræd eller lide af klaustrofobi.

Rejsebeskrivelse af Peter Zacho Søgaard

Kirill drikker ikke alkohol. Han holdt op for fem år siden, og han rører ikke den slags nu. For maden er jo så dårlig her, siger han, at man er nødt til hverken at ryge eller drikke for at overleve. Det er vist ment som en joke, men i så fald bliver den leveret tør som sandpapir. Og der er nok noget om snakken, når man supplerer sin indkomst som guide hernede i Kijevs kloakker. Så er det måske bedst at minimere andre risici i hverdagen? Virker logisk. To mennesker blev dræbt hernede på opdagelsestur sidste år af regnvand, fortæller Kirill uden at fortrække en mine. Han tager turen herned hver uge. Klaustrofobi for begyndere Kirill er en ung mand på højest 20, nok nærmere 19 - med blå udtryksløse øjne og mørkt hår der konstant falder ned i øjnene. Han har taget os ned i Kijevs underjordiske tunneler for at guide os igennem en “urban explorer” tur, som han reklamerer for på nettet. Men var det nu også en særlig god ide? Fugten driver ned af væggene, og vi skal gå helt sammenkrøbet for at komme frem. Det er kulsort hernede. Lyset fra vores nyindkøbte lommelygter sluges af mørket i tunnelen foran 32


os. Den eneste lyd der høres, er vandet der drypper og flyder stille forbi vores fødder, der er pakket ind i mintgrønne sovjetiske vaders. Følelsen af byens enorme vægt ligger som en tavs dyne over hver en tanke. Jeg ville i grunden hellere betale for ikke at være her neden under jorden i en klaustrofobisk sort, muggen tunnel. Kirill siger, at der kun er 200 meter mere, så kommer vi til en større tunnel - men jeg har fået nok. Tak Kirill - her har du dine penge. Undskyld ulejligheden. En russer i Kijev Kirill er glad for at få pengene for sin tur, som han nok frygtede var ved at forsvinde i horisonten. Så han tilbyder i stedet at vise os en anden del af Kijev - en uden alt for mange underjordiske tunneller. Vi spørger hvor han bor, og om han vil vise os sit kvarter, men det synes han er en dårlig idé. “Bad place”, siger Kiril. Han bor med sine forældre 10 km vest for byen, og det er ikke et fint

område. Bare betonblokke bygget under Sovjetunionens generalsekretær, Nikita Khrusjtjov. Boligtypen er opkaldt efter ham, og det betyder 5 etagers blokke bygget i 1960erne uden elevator. Kirills familie er fattige russere. Selv snakker han kun ukrainsk, fordi han lærte det i skolen, og han bruger det ikke med sine venner, der også er russere. Kun når han snakker med andre i byen, snakker han ukrainsk. Derfor føler hverken han eller forældrene sig repræsenteret af revolutionen i Kijev. De nye magthavere er lige så slemme som de gamle. Korrupte tyve. Maidan betalt af CIA Jeg spørger ham, hvad han synes om uroen i Østukraine, og Kirill synes, at den del af Ukraine burde blive russisk. Sådan var det engang, siger han. “Maidanrevolutionen, den er bare betalt for af USA og CIA, og nu har de lukket for russiske tv-kanaler i Ukraine” Der er “Information war”, siger Kiril. Ikke fordi han savner de russiske kanaler, for han så dem alligevel ikke. “TV er for zombier”, siger Kirill. Sine nyheder får han fra russiske sider på nettet. Der er heller ingen pro-russiske kandidater at stemme på til præsidentvalget. Jeg foreslår et par stykker, Serhij Tihipko, Mykhailo Dobkin - Kirill ler hånligt, “They’re criminals!”. Men selvom Janukovitj også var en slem tyv, er dem, der er ved magten nu, ikke bedre, synes han. “Ukraine is forever doomed”, siger Kirill apatisk. Tjernovetskijs skyskraber Vi tager metroen ud til Kijevs forsvarsanlæg, der nu er opslugt af byens grænser, der er vokset ud over dem. Anlægget blev bygget af den kejserlige russiske hær i 1700og 1800-tallet for at forsvare Kijev. Kirill vil vise os noget. Foran os ligger en stor rund bygning i to etager, nærmest som et mini Colosseum, men malet i en cremefarvet hvid. Et

af de tre “tårne” som Kirill kalder dem. Lige klods op af bygningen rejser der sig et bjergmassiv af en boligblok i hvid cement. 30 etager høj fylder den hele synsfeltet op. Det er Kijevs tidligere borgmesters skyld, siger Kirill. Leonid Tjernovetskij, som han hedder, ændrede jordens områdezone fra militært område til byzone og solgte det til entreprenører. Nu bor han i Israel, hvor han lever af sine milliarder. Han er en farverig person, Tjernovetskij. Flere kaldte ham skør. Han var meget glad for at synge til valgmøder og indspillede i 2009 en cd med covers af 80´er numre. Uanset hvad er boligblokken en realitet, lige midt i Kijevs gamle fort. Kælderen under Kijev Lige ved siden af byggepladsen fører en gang os ned i en kælder under fortet - den er fyldt med byggeaffald og skrald. Byggearbejderne fra højhusbyggeriet har forrettet deres nødtørft hernede på både den ene og den anden måde, så vi passer på, hvor vi sætter vores fødder. Pludselig er vi nede i mørket igen. Men ikke sammenkrummet denne gang, for rummet er kæmpestort og sort som kul. Helt stille med mange meter til loftet og bunker af gamle planker på gulvet. Det var her, det sovjetiske hemmelige politi NKVD indespærrede og torturerede politiske fanger under revolutionen, fortæller Kirill. De rustne kroge i loftet vidner om hvilke rædsler, der er foregået. Kirill siger, at folk blev hængt op i dem og tortureret. Det har uden tvivl været modbydeligt at sidde fanget her i mørket. Kirill tror, at også denne del af fortet vil blive revet ned for at gøre plads til nybyggeri. Der er ingen respekt om historiens lektier her. Kun forretningsmuligheder og grådighed. Spørgsmålet er, om eks-bokseren Vitalij Klitsjko vil gøre noget ved det erhvervsklima, hvis han bliver byens borgmester. Han bor selv i en skyskraber i det centrale Kijev, hvor han ejer de øverste fem etager. Vi siger tak til Kirill for historierne og lover at anbefale ham på nettet. Han skal ned i kloakkerne igen i denne uge, for at der kan komme brød på bordet ude i de betonklædte forstæder.


Galiciske drømmespin Reportage af Rasmus Bertelsen

LVIV | En af Europas smukkeste byer findes i Vestukraine. I medierne kender vi den som højborgen for nationale og anti-russiske bevægelser i forbindelse med Euromaidan-revolutionen. Men renæssancebyen Lviv har meget mere at byde på end ukrainsk patriotisme. Rasmus Bertelsen har besøgt den. Hvis hovedstaden Kijev er at sammenligne med en gammel kosak, der efter måneder på stepperne vender hjem for at svirre og slå sig løs, indtil han falder om, så er Lviv stik modsat, mere som en ung adelsfrøken som rødmende rækker sin hånd frem mod Europa til kys. Det er ingen hemmelighed, at Lviv er forelsket i Europa, ja, bærer mindet og resterne af det gamle Europas højborgerlige kultur dybt i sit hjerte. På Prospekt Svobody spadserer flokke af unge ind og ud af de eksklusive cafeer. En lidenskabelig latter blandes med lyden af klirrende kaffekopper, udgør selve byens afslappede livsrytme, mens navne som Café Wien og Restaurant Mozart leder tankerne hen på dengang byen var regionshovedstad i det Østrig-Ungarske imperium. I dag bærer Lviv stadig et umiskendeligt præg af denne tid. I byens centrum – der er placeret på UNESCOs liste over verdensarven – står enorme købmandshuse opført i forskellige arkitektoniske stilarter. Palæer opført i renæssance, barok og klassik vidner om en overflod af rigdom og luksus, og om dengang byen var et handelscentrum og et mul34

tikulturelt knudepunkt og tilhørssted for forskellige etniske grupper: Polakker, litauere, russere, hviderussere, ukrainere, jøder, italienere, armeniere og tyskere er blot nogle af de befolkningsgrupper, der gennem tiden har sat deres umiskendelige præg på den galiciske by ved Karpaterbjergene. Det er ikke for ingenting, at man kalder Lviv for Østeuropas Firenze – klicheen er sand nok – også denne by lever en slags tilværelse i søvngængeragtig skønhed. Gennem historien har Lviv været underlagt og domineret af forskellige kulturer, hvilket kan aflæses i omskrivningen af byens navn. Byen blev grundlagt i 1256 af Danilo Halytskij – konge af Ruthenien og hersker over fyrstedømmet GalicienVolhynien – og navngivet efter sønnen Lev (Latin: Leo. Derfor er byen også kendt under det latinske navn Leopolis); I 1300-tallet kom byen på polske hænder og navnet blev omskrevet til Lwów og var en del af kongeriget Polen i ca. 200 år, indtil Polen i 1569 indgik en politisk union med Storfyrstedømmet Litauen og skabte én af Europas stærkeste og største stater, Polen-Litauen, en føderation med fælles statsoverhoved og parlament. Lviv forblev således under polsk-litauisk dominans

indtil 1772, hvor østrig-ungarerne tog over og gjorde byen til regionshovedstad under det tyske navn Lemberg. Lviv var en del af det ØstrigUngarske imperium indtil afslutningen af Første Verdenskrig, hvor byen blev afstået og inkorporeret i den nye polske republik, der eksisterede i godt og vel tyve år, indtil Hitler og Stalin besluttede at dele Polen imellem sig. Lviv blev annekteret af Sovjetunionen (nu under den russiske betegnelse L’vov) og blev gjort til en del af Den Ukrainske Sovjetiske Republik. Og efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev den en del af det selvstændige Ukraine og skiftede navn fra L’vov til det mere ukrainske Lviv. Det jødiske Lviv Ligesom Krakow og Vilnius var Lviv også et vigtigt centrum for jødisk kultur. Da pesten i 1348 fejede henover Europa, og efterlod befolkningerne i en tilstand af følelsesmæssig flagellantisme og frygt, blev jøderne hurtigt udset som syndebukke, udråbt som skyldige i den sorte døds hærgen. Fra Vesteuropa flygtede talrige jøder til de polske områder, især til Lviv (der på jiddisch blev kaldt Lemberik), hvor de blev


budt velkommen og fik lov til at slå sig ned. Med tiden udviklede jøderne en spirende og frugtbar kultur, der skulle bestå helt indtil Anden Verdenskrigs udbrud. Allerede i 1551 fastslog en lov anerkendelsen og eksistensen af en jødisk stat i staten: Jødiske kommuner (Kahal) opstod med egne repræsentanter i den jødiske nationalforsamling (Vaad Arba Aracot); en institution direkte underlagt kronen, som udskrev skatter, implementerede love, og som havde sit eget parallelle retssystem. At der herskede religionsfrihed, kan der ikke herske nogen tvivl om. I 1600-tallet var Lviv f.eks. det eneste sted i den kristne verden udenfor Rom med tre forskellige ærkebiskopper. Seks sprog var officielt anerkendt: Latin, polsk, hviderussisk, hebræisk, tysk og armensk. Og går man igennem Lviv den dag i dag, ser man katedraler og kirker af forskellige trosretninger overalt, gyldne spir og kupler løfter sig mod himlen overalt. Indtil 1941, hvor nazisterne indtog byen, eksisterede der 97 synagoger, hvoraf Nachmanowicz-synagogen (også kendt som Den Gyldne Rose) opført i 1582 var den prægtigste. Nazisterne sprængte denne synagoge i luften i 1943 i et vanvittigt forsøg på at slette alle spor af jødisk kultur fra jordens overflade. I dag er der intet tilbage af den – kun en mindeplade overmalet med antisemitiske skældsord og hagekors indikerer, at her blomstrede den jødiske kultur engang, og at antisemitismen stadig er i live. Før krigen udgjorde jøderne ca. en tredjedel (over 100.000) af byens befolkning, og da Nazityskland i 1939 invaderede Polen, søgte mange polske jøder også tilflugt i byen, der var under sovjetisk kontrol. Man regner med, at over 120.000 jøder befandt sig i Lviv, da tyske tropper akkompagneret af Einsatzgruppe C den 30. juni 1941 erobrede byen. Hurtigt iværksatte man regulære pogromer med hjælp fra villige nationalistiske ukrainere, der ikke holdt sig tilbage for at myrde jøder såvel som polakker. I november samme år oprettede de tyske myndigheder


en ghetto, hvor 120.000 jøder blev spærret inde. De første deportationer til dødslejrene startede allerede i begyndelsen af marts 1942 og fortsatte indtil november 1943. Destinationerne for disse transporter var Bełźec, Treblinka og Sobibor. Den 18. november 1943 rømmede tyskerne ghettoen og lukkede den ned: De sidste jøder fra ghettoen blev ført til Janowska-lejren og henrettet på stedet. Da sovjetiske tropper befriede Lviv den 26. juli 1944, var der kun mellem 200-300 jøder i byen, som det var lykkedes for at overleve - ud af 120.000 jøder. Én af de få jøder, der overlevede deportationerne fra Lviv, var nazijægeren Simon Wiesenthal (1908-2005), der senere skulle blive verdensberømt for sin indsats for at få stillet de skyldige forbrydere for en domstol. Under overfladen og oppe i skyerne I dag er der ikke mange spor tilbage af den jødiske fortid: Det skulle da lige være med undtagelse af de talrige juvelerforretninger med funklende diamanter i vinduerne, som man støder på, når man går gennem centrum. Ikke desto mindre er Lviv en kulturby med stort K, og blandt byens utal af museer er det især værd at fremhæve Lviv Art Gallery, der regnes for det bedste kunstmuseum i Ukraine: Museets hovedaf36

deling – der udover ukrainske ikoner tæller et stort udvalg af europæisk kunst, f.eks. Goya og Rubens – har til huse i det pompøse Palats Pototskikh; mens museets samling af polsk kunst – som er den største udenfor Polen – ligger i en anden bygning et lille stykke derfra. Går man fra operaen – hvor man for tiden spiller Verdis Nabucco (de billigste billetter koster cirka en rund 20’er, de dyreste omkring 90 kr.) – og ned forbi statuen af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz (1798-1855) og drejer til venstre og bevæger sig ind gennem de små, hyggelige, brostensbelagte gader, kommer man ind på den gamle markedsplads Plosjtja Rinok, hvor enorme købmandshuse i pastelfarver og farverige blomsterkummer omgiver byens rådhus i midten. Pladsen er omgivet af små cafeer, hvor man kan hvile ud og nyde en tiltrængt kop kaffe, mens man betragter strømmen af mennesker, der driver forbi. Nej, i Lviv er der intet, man skal nå: Her går tiden sin stille gang, her rasler sporvogne forbi i deres eget langsomme tempo, her kan man slappe af og rekreere, forkæle sig selv, for Lviv er med alle sine cafeer og kaffehuse indbegrebet af den gamle, imperiale nydelseskultur. F.eks. kan man på det fashionable, femstjernede Hotel Leopolis – som i 2010 blev kåret som Ukraines bedste hotel – spise

en 3 retters menu for to personer for under 350 kr. – og, ja, så er en god flaske rødvin fra Ukraines ældste og mest prestigefyldte vinhus Massandra på Krim også medregnet i prisen. Jovist, i Lviv kan man leve livet, skeje ud til højre og venstre og drømme sig tilbage til dengang, der blev afholdt strålende soiréer i salonerne; men under byens pæne borgerlige facade, under overfladen, lurer også den borgerlige dekadence, lidenskabernes altfortærende kraft, det undertrykte og fortrængte: Ikke for ingenting er byens ubetinget mest kendte indbygger Leopold von Sacher-Masoch (1836-1895), forfatteren til klassikeren Venus i Pels (1870) og manden, der senere gav navn til den lidet flatterende betegnelse masochisme. I dag er hans barndomshjem i Serbskagaden omdannet til en café, som er det tætteste, man kommer på postmoderne kitsch. Caféen er tematisk gennemført i Sacher-Masochs ånd med dunkel, lummerrød belysning, plys, og lænker i loftet. De unge servitricer er klædt i blonder og stramme korsetter, og hvis man spørger pænt, kan man få en omgang smæk med pisken, efter man har drukket sin Gin & Tonic. Åndelige orgasmer Går man herefter op til Plosjtja Mutna, vil man få øje på en lille kirke


bag et springvand. Kirken er ikke noget specielt sammenlignet med byens andre. Men dens indhold er helt enestående; kirken rummer nemlig den største samling af barokkunstneren, mester JohannGeorg Pinzels (på ukrainsk Ioann Heorhij Pinzel) skulpturer. Indtil for få år siden var Pinzel fuldstændig ukendt, i over 300 år har han været glemt; men nu er han atter kommet i kunsthistoriens søgelys og er almindeligvis anerkendt som Ukraines Michelangelo. Det var museumsdirektøren for Lviv Art Gallery, Boris Voznitskij, der opdagede Pinzels værker, og som udover at have studeret dem i en menneskealder endda har reddet adskillige fra at gå til grunde. Det interessante ved Pinzel er nemlig, at hans skulpturer er lavet af træ. Man ved meget lidt om Pinzels liv. Faktisk stammer alt, hvad man ved om ham fra de lokale kirkebøger og registreringsprotokoller, hvor han kom fra, hvor han blev uddannet, og hvem der gemmer sig bag navnet Johann-Georg Pinzel, er uvist – man ved kun, at han døde i 1761. Nogle forskere peger på, at han kom fra Norditalien, andre mener fra Bøhmen, Bayern eller andre steder i de tyske områder, og så er der dem, der mener, at han er vokset op i det vestlige Ukraine. Sandhe-

den er, at man ikke ved det, og Pinzels liv rejser flere spørgsmål, end det giver svar. I den periode hvor Pinzel levede, var Lviv en driftig handelsby. Allerede i slutningen af Middelalderen havde tyske emigranter fra Sachsen og Schwaben slået sig ned i Lviv, og da religionskrigene sammen med protestantismens opkomst senere brød ud i Vesteuropa, skyllede nye bølger af tyske protestantiske og calvinistiske flygtninge og emigranter ind over Østeuropa. I 1527 havde en stor brand raseret Lviv, og i stedet for at genopbygge byen i tysk gotik, inviterede man kunstnere, håndværkere og arkitekter fra Norditalien til at genopbygge byen. Den skulle være en renæssanceby – Leopolis. Dette blev begyndelsen til, at Lviv blev centrum for to migrations- og tankestrømme. Tyskere fra nord og italienere fra syd, eller som den ukrainske kulturforsker Taras Wozniak har påpeget i en artikel om Pinzel, så importerede man ideerne (Protestantisk rationalisme, mystisk pietisme og frimureri osv.) fra nord og formen fra syd (æstetik, mode og den gode smag), og det er netop denne spænding mellem form og indhold, der kommer til udtryk i Pinzels værker. I kirken er der samlet 32 store og små skulpturer. Det lille kirkerum er indhyllet i mørke, her er ingen andre

besøgende, der er noget uhyggeligt ved at stå i halvmørket sammen med disse konfliktfyldte og urolige skulpturer. Ja, det er som om, de er levende, hver en følelse er gestaltet, detaljerne nærmest svæver, lidelsen og smerten er forenet i en overjordisk skønhed, der på én gang er ren og grotesk, hver en muskel er spændt til bristepunktet, kroppene er forvredet i smertefulde krampetrækninger fanget i spasmer: Hovedskulpturen forestiller Abrahams ofring af Isak (1759), Abrahams krop er gengivet hypertrofisk dvs. musklerne er svulstige, forstørret grotesk store, hans ansigt er hebræisk, et rigtigt overkarikeret jødefjæs. Man kan se, at Pinzel har været inspireret af den italienske Commedia dell’Arte-tradition, af karnevalisme og maskespil: Nogle af figurerne griner grotesk, mens andre er hensunket i himmelsk salighed og omgærdet af mystik. Det er stor barokkunst. Esoterisk kunst. Og man kan godt forstå, at Musée du Louvre i Paris allerede i efteråret 2011 har lånt og udstillet 20 af Pinzels skulpturer.

Denne artikel blev bragt på Magasinet rØST 26. februar 2011. 37


At grave efter sine jødiske rødder i Ukraine Rejsebeskrivelse af Simon Ozer Christensen

SLÆGT | Simon Ozer er taget til Ukraine for at finde frem til sine jødiske rødder. Det viser sig dog ikke at være så ligetil. Men på sin vej møder han megen venlighed og ikke mindst tegner han et fint billede af jødedommen i Ukraine.

Det er blevet et udbredt fænomen, at jøder fra primært USA og Israel, rejser til Østeuropa for at søge kendskab til deres slægts rødder. Den mest kendte af disse rejser er nok skildringen af Jonathan Safran Foer i sin fortælling ”Alt Bliver Oplyst” fra 2002. De mange rejser med formålet at opdrive information om forfædre fra jødiske samfund i Østeuropa ender dog ofte uden succes og i fortvivlelse. Ikke mindst pga. kommunikationsvanskeligheder og fordi en stor andel af arkiverne blev bombet og ødelagt under 2. verdenskrig. På min egen rejse stødte jeg selv ind i disse problemer. Min families rødder I sommeren 2011 rejste jeg til Ukraine for at søge information om mine jødiske forfædre på min morfars side. Mine oldeforældre emigrerede til USA i 1911 på grund af de omfattende pogromer i hjemlandet Ukraine og de lukrative udsigter ved et liv i USA. Det gjorde de klogt i. Min morfars bedsteforældre, Herschell og Shaindel, fik 12 børn hvoraf 7 overlevede. En af sønnerne, Morris, flyttede som den første til USA, og da han havde penge til det, sørgede han for at få sin familie 38

med til USA. En af søstrene, Sepura, valgte at blive tilbage og endte i en koncentrationslejr med sin nære familie. Her blev hun – for øjnene af sin søn Michael – afklædt og bundet til en hest, som blev pisket, hvorefter hun døde. Sønnen overlevede lejren som den eneste i familien og flyttede efterfølgende. Jeg var på min rejse udstyret med et stamtræ, der gik tilbage til ca. 1850, hvorunder jeg kunne se, at mit ene sæt af oldeforældre for en periode havde boet i Odessa, og det andet sæt kom fra jødiske landsbyer ved navn Boslever og Boslov ved Dnepr floden uden for Kijev. Mit håb var ikke så meget at gå længere tilbage i historien, men nærmere at opdrive mere information om mine forfædre, inden de emigrerede til USA, og om hvordan livet var i Ukraine i slutningen af det 19. århundrede. Ingen spor i Odessa – men overvældende venlighed Ved arkivet i Odessa fik jeg hjælp af lederen, der var en venlig engelsktalende kvinde. Desværre fandt hun ingen informationer om min familie. Formentlig fordi familien kun boede

i Odessa i en generation, før de rejste til USA, og før det kom de fra henholdsvis Rusland og Østrig. Således har de ikke efterladt sig nogen påviselige spor. I Odessa mødte jeg en overvældende venlighed i det jødiske samfund og blev inviteret til sabbatfejringen. Da den ashkenaziske synagoge startede deres gudstjeneste en time før den hassidiske, tænkte jeg, at jeg kunne tage den første time her og derefter gå videre, så jeg ville kunne sammenligne stemningen de to steder. Ved den ashkenaziske synagoge blev jeg dog afvist af bevæbnede vagter som en uvelkommen. De var ikke villige til på nogen måde at forhandle og talte ikke engelsk. Ved den hassidiske synagoge blev jeg derimod taget ind og behandlet som en gæst. Jeg deltog her i tre gudstjenester fra fredag aften til lørdag aften, og derudover blev jeg inviteret hjem til sabbattens traditionelle måltid af en venlig familie. Ved denne familiemiddag viste jeg, hvordan de indviklede og omfattende jødiske forskrifter ikke var en del af min habitus og socialisering. Da


jeg skulle tømme et glas vodka, lænede jeg hovedet så meget bagover, at jeg tabte kippa’en og dermed blottede mit hoved for Gud foran den religiøse familie på en højhellig sabbat. Hello America! Gudstjenesterne var svære at følge, da jeg ingenting forstod, og de forekom som en uendelig labyrint af ugennemskuelige ritualer og forskrifter. Men jeg forsøgte at gøre de samme bevægelser som de andre, og jeg lod som om, jeg læste de russiske tekster, selvom jeg ofte blev rettet, da jeg læste på de helt forkerte sider. En gammel jøde, som sad i det fjerneste hjørne, og som jeg – for at skjule mig bedst muligt – gjorde selskab, hilste mig hver gang med de eneste engelske ord, han kunne: ”Hello, America!”. Der var en god stemning i synagogen, hvor folk snakkede og børnene løb legende rundt, imens kantoren sang sine bønner. Under gudstjenesten skiftevis reciterede de fremmødte bønnerne eller sang med, og af og til udførte man bestemte bevægelser – som at gå nogle skridt frem og tilbage eller dreje rundt om sig selv i en bestemt retning. For mig, der kun er bekendt med min families konservative og reformjødiske praksisser, virkede dette meget fremmedgørende. Tomhændet i Dnepropetrovsk Jeg blev i Odessa fortalt, at det nye magtcentrum for ukrainsk jødedom var at finde i byen Dnepropetrovsk, en dagsrejse nordøst for Odessa. De, der fortalte mig herom, havde aldrig selv været udenfor Odessa, men de var engagerede jøder. I Dnepropetrovsk fandt jeg – foruden gode bademuligheder i Dnepr floden – en nyrestaureret synagoge, der lå sammenklemt af en gruppe sammenhængende højhuse, der angiveligt relaterede sig til en jødisk organisation på en eller anden måde. Jeg forsøgte at finde nogle jøder, som jeg kunne udspørge og interviewe om det lokale jødiske sam-

fund og synagogen, men grundet ombygning i synagogen, var der kun ukrainsktalende bevæbnede vagter at finde. Efter længere tids søgen stødte jeg tilfældigt ind i to langskæggede jøder, der signalerede en uendelighed af visdom. Ydmygt stoppede jeg dem og spurgte om de talte engelsk. De svarede med et stort smil: ”No! We speak russian” efterfulgt af en fyldig latter, der virkede så skræmmende, at jeg opgav mit forehavende og forlod stedet. Spor efter min familie i Kijev I Kijev var jeg i sikker havn med hensyn til min slægtsforskning. Jeg vidste med sikkerhed, at mine forfædre havde boet i nærheden af Kijev igennem flere generationer. På byens arkiv var det desværre ikke muligt at komme til at tale med nogen, der kunne engelsk. I stedet fik jeg en telefonsamtale med en person, der kunne lidt engelsk, og fandt derigennem frem til, at min familie havde boet i en landsby uden for Kijev, og at det derfor var et arkiv i en anden by, jeg skulle kontakte. Men hun fortalte også, at dette arkiv var blevet bombet under 2. verdenskrig, og at jeg højst sandsynligt ikke ville finde nogen information om min familie der. Mænd med hjerteproblemer Jeg tog i stedet ud til en af de ældste synagoger, der var blevet restaureret efter ødelæggelser under 2. verdenskrig. Under sovjettiden var synagogen blevet brugt som stald. Uden for synagogen fandt jeg en ældre jøde, der havde udfoldet en slags bod med billeder og informationshæfter af forskellig slags. Et af billederne – som han var særligt stolt af at vise frem – forestillede ham selv i militæruniform, mens han gav hånd til Viktor Jusjtjenko (Ukraines tidligere præsident og en af førerskikkelserne i den Orange Revolution, red.). Det var svært helt at begribe, hvad hans koncept var, da han kun talte russisk. En anden jøde med et heldårligt engelsk fik forklaret, at han ville sælge de ting, han viste frem. Da informationshæfterne alle var på

russisk, udtrykte jeg ingen interesse for handel, og jeg fik efterfølgende forklaret, at manden havde et dårligt hjerte, og at det var det, han samlede støtte til. Med lovning om en senere interesse for hans arrangement fik jeg banet vejen til synagogens indgang. Manden med det dårlige engelsk fulgte efter mig og med sit begrænsede vokabular fik han forklaret, at synagogen var hassidisk, og at kvinderne skulle overvære gudstjenesterne fra balkonen. Efter at jeg havde kigget mig omkring, ville manden have penge, og dette var jeg modvillig imod. At dømme ud fra hans kampvægt så han ikke ligefrem ud som en, der gik sulten i seng. Han forklarede mig så, at han – gud hjælpe mig – også havde problemer med et dårligt hjerte og ønskede støtte til behandling. Han fik en lille skilling og forlod utilfreds synagogen. Jeg selv flygtede derfra, inden jeg stødte på andre mænd med hjerteproblemer. Fremmedgørelse for min egen baggrund Man kan med fornuft argumentere for, at jeg ikke fik meget ud af min rejse ud over absurditeter og fortvivlelse. Men det var tankevækkende at møde de forskellige jødiske samfund, der med en varierende grad af venlighed og imødekommenhed fik mig til at føle en stærk fremmedgørelse over for det, jeg kommer fra. Da jeg ved Dnepropetrovsk svømmede i Dnepr floden, som mine forfædre har boet ved, tænkte jeg, at jeg – som det vel er almindeligt i både fortid og nutid – måtte fremstille et narrativ for min slægt: ”Det hele startede med en mand, der hed Adam…”. Shalom!

Denne artikel er en del af en serie om jødedommen i Ukraine. Serien blev bragt på Magasinet rØST december 2011. 39


Modtag vores gratis nyhedsbrev Magasinet rØST Update Ønsker du at holde dig orienteret i østeuropæiske forhold kan tilmelde dig Update Magasinet rØST’s nyhedsbrev. Besøg www.magasinetroest.dk og tilmeld dig nu.

Magasinet rØST: Europas historie skrives i Ukraine  
Magasinet rØST: Europas historie skrives i Ukraine  

Et år efter Euromaidan-revolutionen brød ud i Ukraine, ser Magasinet rØST tilbage på et år der ændrede alt i landet.

Advertisement