Page 1

Magasinet rĂ˜ST


FOTO: Broen i Mostar FOTO FORSIDE: Grafitti i den bosniskserbiske hovedby Banja Luka

Denne udgivelse er udarbejdet af :

Projektet er støttet økonomisk af:

Redaktion: Rasmus Leander Nielsen Kristoffer Hecquet Louise Buxbom Annika Mogensen Emil Saggau Nikita Selvig Anders Elleby Nielsen Annemarie Majlund Jensen Andrej Lawaets Bendtsen Layout: Kristoffer Hecquet Foto: Bo Jessen Louise Buxbom Kristoffer Hecquet

2

Besøg os på www.magasineteuropa.dk www.magasinetroest.dk


20 år efter Dayton

4

Kosmopolitternes sidste bastion

24

I kølvandet på Dayton

6

UNHCR: Giv midlertidig beskyttelse

30

Jugoslavien i opbrud

10

Efter syndfloden

32

Bosniens indre blødninger

14

En rasende mand og en meget dyr bil

36

Under overfladen

40

Introduktion

Af Kristian Foss Brandt

Baggrund af Christian Axboe Nielsen

Af Dalila Tatarević

20 år efter: OSCE i Bosnien Af Mikkel Wickmann

En slags retfærdighed Af Frederik Harhoff

18 22

Af Annemarie Majlund Jensen

Af Søren Jessen-Petersen

Af Ismar Dedovic

Af Thomas Ubbesen

Af Dalila Tatarević

3


4


FOTO: Regeringsbygning for Bosnien-Hercegovina, Marijin dvor, Sarajevo

VELKOMMEN | To årtier efter krigen i Bosnien sluttede oplever Europa endnu en gang en blodig krig i egen baghave og en flygtningekrise, der ryster kontinentet og vækker minder om 90’erne på Balkan. I disse måneder er det 20 år siden, at Dayton-aftalen blev forhandlet og underskrevet – og stoppede masseudryddelserne og de værste flygtningestrømme. I dette tema undersøger vi, hvad Daytonaftalen har betydet for Bosnien og for Europa.

Efter næsten fire års borgerkrig i Bosnien-Hercegovina trådte det internationale samfund endelig i karakter. I november 1995 samledes den bosniske, den kroatiske og den serbiske præsident på en flybase ved byen Dayton i den amerikanske stat Ohio. Langt væk fra krigen og dens presse, propaganda og generaler. Her forhandlede de i ugevis om udformningen af en fredsaftale, der den dag i dag stadig definerer den bosniske forfatning. 14. december 1995 blev Daytonaftalen formelt underskrevet i Paris. Aftalen var tænkt som et midlertidigt

kompromis, men nu 20 år senere lurer de etniske konflikter stadig lige under overfladen. I dette tema genbesøger vi Balkan og navnlig Bosnien før, under og efter de forfærdelige scener, der udspillede sig midt i Europa for næsten et kvart århundrede siden. Denne udgivelse er produceret af Magasinet Europa og Magasinet rØST i fællesskab. Temaet følger op på en konference arrangeret i november 2015 af Maga-sinet Europa og Magasinet rØST i samarbejde med SILBA og Balkangruppen.

5 5


KONFERENCE | Hvad er resultatet af Daytonaftalen, og hvad er perspektiverne og udfordringerne for sikkerhed i dagens Europa? Det forsøgte en række eksperter at give bud på til konferencen, der danner grundlag for denne udgivelse. Her er et overblik.

FOTO: Oplæg af Hans Martens under konferencen i Alexandersalen, KU.

Af Kristian Foss Brandt


For tyve år siden skrev parterne fra borgerkrigen i Jugoslavien under på en rammeaftale, som blev kendt som Dayton-fredsaftalen. Aftalen, der afsluttede krigen i BosnienHercegovina (BIH) i 1995, sikrede ikke blot fred. Den leverede også en forfatning og en administrativ struktur for staten. BIH blev inddelt i to administrative zoner (entiteter): Den

bosniakkiske (muslimsk)-kroatiske føderation og den Serbiske Republik (RS). Siden da har Bosnien-Hercegovina på mange måder været et socialt eksperiment og en øvelse i learning -by-doing. Det har været en lang periode med statsopbygning, fredsbevarende missioner og internatio-

nale repræsentanter, som nogle af de vigtige instrumenter, man har brugt i forsøget på at skabe en holdbar stat. Øjenvidneberetningen: Ny tilværelse et midlertidigt sted Det blev således en spændende konference, der blev afholdt d.13.november. Gennem øjenvidne-


beretninger og oplæg fra diverse eksperter fra både Danmark og udlandet blev der, på fineste vis, gjort status for tyveåret. ”Dette er en fantastisk lejlighed til at diskutere udfordringerne på Balkan, som tit bliver overset i verdenssamfundet. Selvom flygtningesituationen har ændret på det, så er der ikke meget fokus på den fastlåste situation, som især Bosnien befinder sig i. Landet er fortsat langt fra målet om at komme ind i EU og vi har et ansvar for at huske at få alle med”. Således lød de indledende ord fra moderator Anne Haubek, der er journalist og radiovært på Europa Lige Nu og Orientering hos DR. Herefter fulgte en øjenvidneberetning fra forfatteren Alen Mešković, der er født og opvokset i Bosnien. ”Nogle af de ting, jeg husker bedst, er Titos tilstedeværelse i skolen. Han er det første, man møder i skolegangen. I de digte, man læser. Han var alle steder. Derfor var det også et stort punktum, der blev sat, da han døde”, fortalte Alen Mešković. Mešković var 14 år gammel, da Bosnien i 1992 erklæredes selvstændig, hvilket blev indledningen til den krig, der kostede over hundrede tusinde livet og drev millioner på flugt. Blandt de flygtende var Alens familie, der fra 1992 til 1994 måtte bo i en lejr for fordrevne bosniske flygtninge. Som 17-årig fik han opholdstilladelse i Danmark. Erindringerne fra krigen er siden hen blevet til bogen ”Ukulele-jam”, som går tæt på livet i en flygtningelejr. ”Krigen satte spørgsmålstegn ved alt, man havde lært. Jeg forsøger at skildre, hvordan det var muligt at skabe en ny tilværelse et midlertidigt sted”, sagde Alen Mešković. Den historiske analyse: Hvad 8

skete der ved Titos død? Christian Axboe Nielsen, lektor ved Aarhus Universitet, gav herefter det historiske overblik gennem en spændende analyse af, hvad der skete, da det tidligere Jugoslavien faldt fra hinanden. ”Da Tito stiller træskoene i 1980 og dermed forlader posten som leder af det socialistiske Jugoslavien, efterlader han en stat, der har enorme sociale, økonomiske og politiske udfordringer. Først og fremmest skal man finde ud af, hvem der skal lede landet efter ham. Desuden var landet allerede bankerot i 1978, men det vidste folk bare ikke på det tidspunkt. Man skulle med andre ord finde ud af, hvem der skulle betale for regningen. Og det var ikke nemt, da mange af delrepublikker havde vidt forskellige forudsætninger. Slovenien havde en arbejdsløshed på 2,5 pct., mens 65 pct. var arbejdsløse i Kosovo”, opridsede Christian Axboe Nielsen. Han understregede, at den socialistiske partistat i det store og hele fungerede i kraft af sloganet ”broderskab og enhed”, der accepterede de mange folkeslag og religioner under et flag. ”Alle skulle være dem, de havde lyst til at være. Om de så var serbere, kroatere, bosniere, muslimer, ateister eller jehovas vidner. Du skulle bare acceptere, at du levede i en socialistisk og kommunistisk partistat – og at alle skulle bo ved siden af hinanden. Det fungerede i store træk. Dog også med et stort apparat, som var klar til at slå ned på dem, som stillede for store spørgsmål til statens eksistens”, forklarede Christian Axboe Nielsen. Efter Titos død bevægede borgerne sig længere væk fra hinanden og mange statsledere forsvarede en

løsning, hvor man oprettede selvstændige etniske homogene enheder. ”Jeg plejer at sige, at nøglespørgsmålet til at forstå Jugoslavien, er ”Hvorfor skal jeg være mindretal i dit land, når du kan være mindretal i mit land?”. Den eneste måde at komme ud af Jugoslavien på, var at blive herre i eget hus. Krigen startede blandt kroatere og serbere, men bredte sig så til den tredje, store homogene gruppe, bosnierne”, forklarede Christian Axboe Nielsen. Dysfunktionel stat I slutningen af 1995 satte Daytonaftalen en stopper for den tre år lange borgerkrig. Men hvordan har aftalen egentlig helet sårene her tyve år efter? Ph.d-studerende Ismar Dedovic leverede et lokalt perspektiv på, hvordan tingene fungerer i dagens Bosnien. ”Mange bosniere er i en fastlåst situation, hvor håbet for fremtiden ikke er til stede. Det så man blandt andet til demonstrationerne sidste år. Man er utilfreds med de korrupte politikere, som ikke har en interesse i at få normaliseret Bosnien, da de får mere ud af en dysfunktionel stat, hvor korruption og nationalistisk politik sikrer dem rigdom og magt, som ville være utænkelig i en velfungerende stat”, sagde Ismar Dedovic. Dedovic mener, at EU synes at køre på en automatpilot, hvor man ikke sætter krav til, hvordan man skal få Bosnien tilbage på rette kurs. Politikerne forsøger på overfalden at bringe landet mod EU, men gør i realiteten ikke andet end at føre magten videre til deres familie og venner. Bosniens politikere tager for sig af et gavebord, som er opstået i kølvandet på Dayton-aftalen. ”Bosnien bliver regeret af politikere,


som kun har egeninteresser at tage hensyn til. De forstår at holde sig inden for de spilleregler, som Dayton-aftalen har sat op. Så længe at både USA og EU vælger at fralægge sig ansvaret for Bosniens fremtid, vil landet fortsat være dysfunktionelt”, fortalte Ismar Dedovic. Panelet: Vi må stole på ungdommen I den efterfølgende paneldebat var der det store og hele enighed om, at vi, tyve år efter Dayton-aftalen, kan se fremskridt på det sociale plan, i forhold til hvor blodig krigen var. Til gengæld vil de økonomiske omstændigheder, den høje arbejdsløshed og de nationalistiske politiske tendenser, som man især møder i entiteten Republika Srpska, fortsat volde Bosnien problemer. ”Der er nytænkning på vej. Vi må sætte vores lid til, at den erhvervsbaserede middelklasse også vil støtte op om en velfungerende stat i fremtiden. Vi [EU] forsøger at søsætte projekter, som kan hjælpe økonomien frem i Bosnien. Men disse ting tager lang tid”, fortalte Ole Hammer, som arbejder for EUdelegationen i Bosnien. Samme håb var at spore hos den daværende danske indenrigsminister Birte Weiss: ”Vi bliver nødt til at stole på, at ungdommen kan stå samlet og løse nogle af Bosniens problemer i fremtiden. For hvis vi ikke kan stole på dem, hvem kan vi så stole på? ” Retsstat med udfordringer Men hvorvidt kan man bruge resultaterne fra Dayton-aftalen i nutidens konflikter? Konferencens andet panel fokuserede på dette. Maj Lervad Grasten, ph.d. studerende ved CBS, forsker i, hvilke sociale

og politiske følger lokale fortolkninger kan have for implementeringen af internationale rammeaftaler i post -konflikt lande. Hun bruger Kosovo som et eksempel. ”Politikerne bag Dayton-aftalen indsatte her såkaldte hybrid-domstole, hvor der både var internationale og hjemlige dommere repræsenteret for at afprøve sager vedrørende krigen. Domstolene blev indsat for at bidrage med internationale kompetencer inden for et felt, hvor lokale dommere og advokater ikke var særligt erfarne”, fortalte hun. I 2008 blev EU's retsstatsmission, EULEX, derfor oprettet i Kosovo. ”Problemet var, at EULEX blev indsat under stor usikkerhed. Missionen havde neutral status og fungerede inden for rammerne af resolution 1244, som ikke anerkendte Kosovos forfatning. Men samtidig var EULEX beføjelser baseret på en lov, der var vedtaget i Kosovos forsamling. Det var politisk betændt farvand, der førte til en masse problemer i retssagerne”, fortalte Maj Lervad Grasten. Det internationale samfund har fortsat ansvar Selvom der er opstået mange udfordringer i kølvandet på Daytonaftalen, som verdenssamfundet ikke har været i stand til at løse til fulde, så er det fortsat vigtigt, at vi ikke bare efterlader Bosnien alene, mener Frederik Harhoff, der er professor ved SDU og tidligere dommer den internationale krigsdomstol i Haag. ”Efter konflikter forsøger man jo at genskabe livet som det var. Man skaber kommissioner, opretter domstole og laver forsoningsmøder parterne i mellem i forsøget på at genskabe samfundets infrastruktur. Man opbygger institutioner, hvor

man indsætter folk, som man stoler på ikke tog del i konflikten”, forklarede han. Det samme ser man til dels med Dayton-aftalen, der defacto satte en stopper for krigen på Balkan. Til gengæld tog aftalen slet ikke højde for de konflikter, som kom efter krigen. ”En af de rigtig store problemer med Dayton-aftalen var, at der ikke var en plan b. Den gik ind og satte en stopper for krigen, men der var jo ingen genopbyggelse af staterne involveret i den plan. I dag ser vi resultaterne af det, jeg vil mene, var en kortsigtet løsning. Hver gang jeg er kommet tilbage på besøg i regionen, er det som om, at atmosfæren er blevet mere fjendtlig”, sagde Frederik Harhoff. Han er bange for, at der vil opstå store problemer den dag, hvor det internationale verdenssamfund bliver træt af at tale om landene i regionen, og derfor trækker sig helt ud. ”Vi bliver nødt til fortsat at støtte op om regionen indtil vi har fundet en længerevarende løsning, der kan tage over efter Dayton-aftalen. Det nytter ikke noget, hvis vi overlader folk til sig selv”, sagde Frederik Harhoff.

Konferencen "Krig i Fredens Europa - 20 år efter Dayton aftalen" foregik fredag d.13.november i Alexandersalen, KU i København. Konferencen var et samarbejde mellem Magasinet Europa, Magasinet rØST, SILBA, EUtropolis og Balkangruppen. Konferencen fik støtte fra Europanævnet. 9


FOTO: Det uafhængige Bosniens flag som anvendtes under krigen 1992-95. Denne håndmalede udgave hang foran præsidentbygningen i Sarajevo under belejringen

Af Christian Axboe Nielsen

BAGGRUND | Mange har forsøgt at forklare krigen og Jugoslaviens sammenbrud med urgammelt had mellem befolkningsgrupperne. Det holder ikke. Det er nok så oplagt at kaste et kritisk blik på den nyere historie, og især tiden under Tito. Efter hans død opstod valget mellem et Jugoslavien uden demokrati, eller et demokrati uden Jugoslavien. 10


Den socialistiske republik Jugoslavien eksisterede fra 1945 indtil landets voldsomme sammenbrud i 1991-92. Ligesom de øvrige socialistiske stater i Østeuropa blev Jugoslavien efter afslutningen af Anden Verdenskrig grundlagt som en kommunistisk partistat med planøkonomi efter sovjetisk mønster. Men allerede i 1948 førte store uenigheder med Sovjetunionen til, at landet måtte forlade Komintern, de kommunistiske landes internationale organisation. Dermed blev Jugoslavien overladt til sit eget helt særlige udviklingsforløb. Politisk, økonomisk og kulturelt. I modsætning til sine naboer Rumænien, Albanien og Bulgarien var Jugoslavien ikke længere et ”Østblokland”. Det fik afgørende

konsekvenser for landet og dets broget sammensatte befolkning. Først en centralistisk forbundsstat under Tito Efter Anden Verdenskrig var det kun Titos kommunister, der tilbød en multietnisk løsning på landets problemer. Sloganet ”broderskab og enhed” definerede et nyt samfund med fredelig sameksistens mellem alle landets nationer og mindretal. Med en blanding af folkelig støtte, en antifascistisk koalition og rå magtanvendelse lykkedes det Tito og det kommunistiske parti at erobre magten i 1945. Det partidiktatur skulle vise sig at vare i ca. 45 år. Kommunisterne valgte at etablere Jugoslavien som en forbundsstat

bestående af seks delrepublikker: Slovenien, Kroatien, Bosnien og Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Derudover fik Vojvodina og Kosovo status som provinser i den serbiske delrepublik. På trods af denne struktur var Jugoslavien i praksis præget af et stærkt centralistisk styre i de første to årtier. Jugomodellen Det var først med Stalins død i 1953, at Jugoslaviens ledelse for alvor indledte de reformer, der udmøntede sig i den særlige jugoslaviske model. I modsætning til de fleste andre østeuropæiske stater havde Jugoslavien befriet sig selv fra Aksemagternes besættelse. Man havde ligele-

11


des udkæmpet og vundet en barsk og langtrukken krig mod hjemlige fascistiske og ultranationalistiske kræfter.

siden krigen havde været stærkt underrepræsenteret i offentlige embeder, ikke mindst i politiet og efterretningstjenesten.

Det var mange oprigtigt stolte over. Fortællingen om den heroiske sejr imod alle odds indgik som et konstituerende element i landets kollektive identitet og hukommelse.

Decentraliseringen havde imidlertid også den konsekvens, at de politiske og ikke mindst de økonomiske diskussioner i landet blev mere ophedede – og det uanset om økonomien gik godt eller skidt.

På den økonomiske front havde den jugoslaviske ledelse allerede inden Stalins død indset, at den stalinistiske kurs førte mod afgrunden. Derfor begyndte man at eksperimentere med en model, der fastholdt mange af kommunismens principper, men f.eks. tillod en vis medbestemmelse fra arbejderne i landets virksomheder. Eksperimentet blev støttet med amerikanske og internationale lån, der helt op til 1980’erne blev en bestanddel af landets økonomiske fundament. Takket være sin særlige status kunne landet ikke kun modtage internationale lån, men havde også mulighed for at købe og sælge sine produkter i vestlige lande. Det var af stor betydning, fordi Jugoslavien efter opgøret med Moskva i 1948 var fuldstændig afskåret fra handel med sine tidligere ”socialistiske brødre”. At deltage i den internationale markedsøkonomi var dog nemmere sagt end gjort. Der var nærmest permanent underskud på handelsbalancen, fordi landet var meget bedre til at importere udenlandske produkter end til at afsætte egne varer i Vesten. Ikke desto mindre blev 1950’erne og 1960’erne en vækstperiode, der af mange huskedes som en ”gylden æra”. Opgør og systemkritik Udviklingen forløb dog ikke uden problemer. I midten af 1960’erne fandt et politisk opgør sted mellem den reformistiske og den konservative fløj i kommunistpartiet. I opgøret støttede Tito den reformistiske fløj, hvilket førte til en bølge af politiske og økonomiske liberaliseringer. Et særligt element i reformprocessen var en betydelig decentralisering, der gradvist overdrog magt og beføjelser fra hovedstaden Beograd til del-republikkerne. Det havde en særlig betydning for Kosovo, hvor de etniske albanere

Den historiske kløft mellem de forholdsvis velstående nordvestlige dele af landet (Kroatien og især Slovenien) og de mere tilbagestående østlige dele (Serbien og især Bosnien, Montenegro, Makedonien og Kosovo) blev således ikke overvundet i det socialistiske Jugoslavien. Samtidig voksede den internationale gæld støt, da landet som nævnt ret konsekvent opererede med handelsunderskud. Jugoslavien var således i 1970’erne i stigende, men fortsat håndterbart omfang præget af politiske og økonomiske spændinger. Så længe Tito var ved magten, kunne ingen dog modsætte sig hans vilje. Hans beslutninger var endelige. Men efter hans 85-års fødselsdag i 1977 stod det klart, at et ledelsesskift lurede i horisonten. Problemet var, at Tito ikke selv havde udpeget en efterfølger. At tale om Jugoslavien efter Tito var et tabu. I stedet hørte man ordsproget: ”Efter Tito, Tito”. Dette varslede, hvor svær tiden efter Tito ville blive. Efter Tito Tito døde i maj 1980. Landet var i sorg og selv de største systemkritikere famlede efter en opskrift på det, der måtte komme. Landets ledelse blev efter Titos død varetaget af et roterende præsidentskab, der fik det overordnede ansvar for at vedligeholde den interne solidaritet og sikre, at ingen republik eller delrepublik kom til at dominere de andre. Ingen af medlemmerne af præsidentskabet var dog af samme tyngde som Tito, og det stod hurtigt klart, at der ikke længere fandtes én leder, der uimodsagt kunne træffe og håndhæve vigtige beslutninger. Det britiske tidsskrift The Economist skrev i 1981, at landet savnede ”Big Daddy”. Store demonstrationer i Kosovo

samme år viste sig at være den første krise, som den nye ledelse måtte konfrontere. Det blev gjort ved at sende både hæren og særlige paramilitære politistyrker til Kosovo, hvor de effektivt, men brutalt, nedkæmpede de unge etniske albanere, der krævede status som delrepublik og bedre økonomiske vilkår. Lunten var også fortsat tændt på en strukturel og økonomisk bombe. Kun de færreste i landet vidste, at Jugoslavien siden slutningen af 1970’erne faktisk var bankerot som følge af den enorme udlandsgæld. Det blev klart, at store og smertefulde økonomiske indgreb ville være nødvendige, men politisk havde ingen appetit på den del af opgaven. Tværtimod bidrog landets føderale struktur og etniske spændinger til, at diskussionerne om de nødvendige reformer ikke førte til handling. Nationalisme og opbrud På trods af politiske og økonomiske udfordringer var 1980’erne fortsat en god periode for store dele af befolkningen. Som de bulgarske og rumænske naboer senere udtrykte det billedligt, så ”var jugoslaverne dengang i Vesten”. Der var stadigvæk en højere levestandard og mere frihed end i alle andre østeuropæiske lande. I anden halvdel af 1980’erne trak uvejrsskyerne dog for alvor sammen over Jugoslavien. I 1987 overtog en ung kommunist ved navn Slobodan Milosevic magten i Beograd. Han begyndte at planlægge en recentralisering af magten i Serbien på bekostning af Vojvodinas og Kosovos autonomi. Denne strategi vakte stor bekymring i Slovenien og Kroatien, hvor man ikke ønskede genetablering af en stærk jugoslavisk stat – og da slet ikke styret fra Beograd. I 1989 så den jugoslaviske befolkning forbløffede til, da Berlinmuren og med den kommunismen i hele Østeuropa med overraskende hastighed faldt. Med Tito som et langsomt forsvindende minde og store udfordringer forude ledte mange efter en løsning på deres problemer, og denne løsning mente de at skimte i nationalismen. I løbet af 1990 opsplittedes det jugoslaviske kommunistforbund, og


FOTO: Urenoveret husfacade i Mostar med skudhuller (2014)

de første flerpartivalg i et halvt århundrede blev afholdt. I alle delrepublikkerne bortset fra Serbien, hvor Milosevic bevarede magten, vandt de nationalistiske partier. I stedet for at stå sammen og prøve at løse de mange problemer i fællesskab lyttede befolkningen i stigende grad til disse partier og deres budskab om, at politisk, økonomisk og social sikkerhed bedst kunne opnås ved at søge ly i nationens favn. Herved skabtes et klassisk dilemma, hvor begge parter følte sig berettiget til at stille det samme spørgsmål: Hvorfor skal jeg være

mindretal i dit land, når du kan være mindretal i mit? Med Sloveniens og Kroatiens uafhængighedserklæringer i juni 1991 startede Jugoslaviens endelige opbrud, der førte til en krigsperiode gennem det meste af årtiet. Christian Axboe Nielsen er historiker og lektor ved Aarhus Universitet. Denne artikel er et forkortet uddrag af kapitlet ”Land i opbrud” i den netop udkomne bog "Og Balkan kom til Danmark". Den er udgivet af Aarhus Universitetsforlag og er redigeret af Niels-Jørgen Nehring og Birte Weiss. Pris 300 kr. 13


Af Dalila Tatarević

INTERVIEW | Politisk terror og fravær af visioner og socialt engagement opretholder en statisk tilstand i Bosnien-Hercegovina, mener filminstruktøren Namik Kabil. Dalila Tatarević har talt med ham om det lille land med den store tragedie bag sig og kun et spinkelt potentiale for fremskridt. 14


FOTO: Sarajevo-rose: I Sarajevos gader blev granathuller efter nedslag, der krævede menneskeliv fyldt med rød maling efter krigens afslutning.

Vi har hørt historien før: BosnienHercegovina i ruinerne af et sammenbrudt Jugoslavien. Krigen i 1992-1995. Belejringen af Sarajevo. Brændte biblioteker og gennemhullede bygninger. Enorme flygtningemasser. Etnisk udrensning. Folkemord. Krigsforbrydere og ofrer. Og en fredsaftale som har været og stadig er genstand for hård kritik. Det er tyve år siden, Dayton-aftalen faldt på plads og stoppede den væbnede konflikt i det, som i folkemunde ofte kaldes for hjertet af Jugoslavien, Bosnien-Hercegovina. Men landet er stadig splittet. Dayton-aftalen resulterede i yderligere konsolidering af den etniske opdeling af Bosnien, hvor de tre konstituerende folk – bosniakker, kroater, serbere – endnu gør krav på hver sin del af landet, politikken og historien. Den krigshærgede, nære fortid trænger sig til stadighed på. Dette ses afspejlet i et behov for at forstå og bearbejde traumet, som konflikten har forvoldt. For Namik Kabil – bosnisk filminstruktør, journalist og forfatter – sker

bearbejdelsen gennem filmproduktion, som for ham har været en vej mod oplysning.

omtale i en af de bedste videnskabelige publikationer, The Chronicle of Higher Education."

Om Bosnien siger han:

Namik Kabil har ud over instruktørrollen bl.a. haft rollen som manuskriptforfatter til den anerkendte spillefilm Days and Hours (Kod amidže Idriza) samt kortfilmen The Ruin (Zgarište). I 2007 vandt hans dokumentarfilm Interrogation (Informativni razgovori) prisen for bedste dokumentar ved Sarajevo Film Festival.

”Bosnien-Hercegovina er et land, som har gået igennem en stor tragedie og kun har et lille potentiale til virkeligt at kunne bearbejde og overvinde sit kollektive traume." Gæstede Aarhus Namik Kabil var for nylig aktuel med sine film på aarhusianske Itching-Scratching Film Festival for tredje år i træk. I år indtog han tilmed selv scenen i Aarhus som gæstende instruktør på festivalen. Hans dokumentar, Inside (Unutra), blev vist en lørdag aften i marts 2015 i biografen Øst for Paradis, hvor Kabil mødte op til en snak om filmen. "Inside har aldrig været en produktion målrettet biografer og filmfestivaler," forklarer Namik. "Filmen tager afsæt i et forskningsprojekt, og som sådan har den været godt modtaget i faglige kredse, hvor den har tiltrukket sig opmærksomhed, især i USA. Det har resulteret i en

Inside: Intens og insisterende Følgende dialog er fra åbningsscenen af Inside: ”Du har tidligere snakket om det her,” siger en mand, mens han afslappet, sådan lidt ligegyldigt, sidder tilbagelænet i sin stol med lukkede arme og iført en mørkeblå arbejdsfrakke. ”Det ved jeg godt,” fortæller hovedpersonen kort. ”Det er fra et berømt muslimsk episk digt, som hedder De er alle ens. Jeg voksede op med det.” Der er stilhed ved den anden side af

15


bordet. Hovedpersonen fortsætter: ”Det skal der tales om.”

har vi så én person, én skuespillerinde, som gennem filmen deler sig i seks karakterer."

”Det gør du jo allerede,” fortæller manden i arbejdstøjet. ”Du kigger hele tiden tilbage. Vi bevæger os i en cirkel.” Pause. ”Tror du på den myte, som du nu nævner – den med at de alle er ens?”

Fanget i et vakuum og isoleret fra resten af verden, med bogstaverne PTSD skrevet på panden, sidder to modparter ansigt til ansigt i et forsøg på at udveksle og forstå hinandens sorg, smerte, vrede.

”Nej, det gør jeg ikke.” Stilhed. ”Min hjerne er helt sammenblandet.” Stilhed. ”Tror du på, at jeg er myrdet? At de fandt mig i en massegrav.”

Nødvendigheden af at se fortiden i øjnene Sammenkoblingen mellem et videnskabeligt projekt og filmæstetik er ifølge Kabil både nyttig og relevant i denne konkrete bosniske sammenhæng.

En kompleks virkelighed af tragiske fordomme I følge Namik Kabil er Inside mere en form for filmisk essay end en film i konventionel forstand. Det er en fortælling, som på en intens og insisterende vis piller lag efter lag af et sår, som stikker dybt: Srebrenicamassakren i Bosnien-Hercegovina, som i filmen viser sig at være blot en katalysator for et sammenstød mellem forskellige bevidstheder, hver med egne fordomme og fortolkninger af krigen i 1990’erne. I Inside er vi som publikum med på sidelinjen, mens hovedpersonen, en Srebrenica-overlever, møder forskellige personligheder med serbisk tilknytning – dog allesammen repræsenteret gennem den samme skuespillerinde.

"I fravær af et større socialt engagement i forhold til spørgsmålet om, og bearbejdning af, fortiden er sådan en videnskabelig konfrontation med krigen absolut nødvendig," understreger Kabil. "Der er selvfølgelig tale om et videnskabeligt projekt, og resultaterne gør sig gældende inden for forskningssfæren, hvilket betyder, at et konkret udbytte hos en bredere del af den bosniske befolkning ikke kan observeres på kort sigt." Men hvor befinder BosnienHercegovina sig nu i efterkrigstidens tyvende år?

"Jeg blev involveret i projektet med det formål at lave seks korte film med meget specifikke psykologiske mekanismer for hver enkel af filmens karakterer. Afslutningsvis blev filmen formet til en helhed," forklarer Namik.

"Som de fleste efterhånden ved, så er Dayton-aftalen et dokument, som stoppede krigen i 1995 i Bosnien. Tyve år senere er det mere end tydeligt, at Bosnien har brug for en ny forfatning, da Dayton-aftalen har vist sig at være ineffektiv og ueksemplarisk," forklarer Kabil.

"Hovedpersonen befinder sig i en dybt traumatisk tilstand. Og én af hans vigtigste udtalelser, jeg ville endda sige en tragisk fordom, er, at alle serbere er ens. Over for ham

"Tyve år efter krigen lever vi i politisk terror ført an af etnisk opdelte politiske eliter, som, for at kunne opretholde deres magtposition, manipulerer befolkningen med henvis-

16

ning til krigen og det kollektive traume, som krigen udgør. På en bevidst og kalkuleret måde truer de med en ny krig. De politiske figurer, som holder de etniske spændinger i kog, byder sig konstant til som beskyttere af deres egne etniske grupper," siger han. Manglende visioner "I Bosnien-Hercegovina har vi ikke et bestemt mål – vi ved ikke, mod hvad vi bevæger os, hvad vi overgår til nu tyve år efter krigens afslutning." "Jeg er bange for, at den eneste måde, vi kan nå frem til en ny forfatning på, er ved hjælp af engagement fra de større magter uden for Bosnien. Men det lader til, at der hverken er energi eller visioner til sådan noget. Jeg tror, at det i Europas tilfælde er et spørgsmål om konsekvensen af en identitetskrise, som EU til stadighed gennemgår, og som manifesteres i uklar, apatisk og deklarativ udenrigspolitik. På det sidste har der dog været initiativer, som kommer fra EU, men det er stadigvæk små og ydmyge skridt," mener Kabil. Men Kabil ser et spirende håb, idet han påpeger, at en udvikling er at spotte, men at den primært bliver båret af individuelle initiativer, som gør, at Bosnien-Hercegovina bevæger sig meget langsomt fremad. Det politiske system er dog nærmest en tilstand af stilstand. Dalila Tatarević er cand.mag. i spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur med speciale i erindring, identitet og litterær erfaring.


FOTO: OSCE’s hovedkontor, Marijin Dvor, Sarajevo


INTERNATIONAL TILSTEDEVÆRELSE | Hvis succeskriteriet for en fredsskabende mission er at forhindre fornyet krig eller udbredt vold, så har OSCE i høj grad været succesfuld i Bosnien og Hercegovina. Vi ser tilbage på 20 års OSCE-arbejde i landet.

OSCE’s arbejde i Bosnien og Hercegovina (BiH) har i høj grad været præget af tanken om, at demokrati og en liberal markedsøkonomi er vigtige for at skabe fred. Det har imidlertid ikke været nemt for OSCE og resten af det internationale samfund at opfylde målene om skabelsen af en centraliseret, multietnisk og demokratisk stat. Noget for noget samarbejde med de bosniske myndigheder Til tider har OSCE fungeret som samarbejdspartner, og har støttet de lokale myndigheder, når disse har været villige til at gennemføre foreslåede ændringer. Andre gange har organisationen i samarbejde med Den Høje Repræsentants Kontor [international institution dannet med Daytonaftalen i 1995, som har vidtgående beføjelser til at sikre overholdelsen af aftalen, red.] brugt mere intervenerende metoder. En strategi man dog er gået væk fra, da den i mange tilfælde har vist sig at give bagslag i form af øget mistil-

lid til internationale aktører og øget støtte til etnisk nationalistiske politikere. I samarbejde med EU bruges nu i højere grad betingelsesbaserede metoder, dvs. noget for noget, når der er punkter, hvor de bosniske myndigheder ikke ønsker at samarbejde. Indtil nu har dette dog generelt set ikke medført de ønskede resultater. Frie og fair valg skal ikke komme for tidligt Gennem Daytonaftalen fik OSCE det primære ansvar for at organisere, gennemføre og supervisere afholdelsen af valg. De frie og fair valg blev dengang set som det første skridt mod demokrati og dermed stabil fred. Den simple ligning mellem valg, demokrati og fred har dog vist sig ikke at være så simpel. BiH er siden blevet et skole eksempel på, hvorfor valg ikke bør afholdes

Af Mikkel Wickmann

umiddelbart efter afslutningen på en borgerkrig. OSCE er, efter de første par valg, blevet kritiseret voldsomt for sin rolle, især fra kredse der var bekymrede over menneskerettighedssituationen i landet før, under og efter valgene, hvilket angiveligt umuliggjorde frie og fair valg. De hurtige valg, som blev afholdt præcis 9 måneder efter underskrivelsen af Daytonaftalen, menes nemlig at have hindret fredsprocessen, fordi valgene bidrog til at legitimere de politikere, der tidligere havde været med til at kaste brænde på bålet før og under krigene. Forsøget på at skabe et multietnisk land Valgene er dog efterhånden blevet mere frie og fair, og med tiden er ansvaret for valgafholdelse i højere grad blevet overladt til de lokale myndigheder, som i dag har det fulde ansvar. Det bliver af OSCE fremstillet som en succes, hvilket dog kan diskuteres, når der 20 år 19


efter fredsaftalen stadig sidder etnisk nationalistiske politikere på magten. OSCE har gennem sine valgaktiviteter i BiH bl.a. forsøgt at støtte partier, som ønsker et demokratisk og multietnisk BiH. Selvom denne støtte med årene er blevet udført smartere end det blev gjort i de første år, hvor der var eksempler på, at missionen havde været med til at støtte publiceringer af dybt nationalistisk og separatistisk karakter, har den indtil nu ikke medført klare resultater i form af mere demokratiske og multietniske partier med reel indflydelse. Med den gradvise overlevering af ansvaret for afholdelsen af valg har OSCE ændret sit fokus til andre demokratiseringsprocesser og har eksempelvis forsøgt at styrke civilsamfundet ved at støtte og assistere lokale NGO’er, som ønsker et demokratisk og multietnisk BiH. Denne strategi har dog ligeledes ikke bragt klare resultater. Mismatch mellem befolkningens ønsker og de internationale aktørers

Nogle af de primære bekymringer for befolkningen i BiH vedrører den dårlige samfundsøkonomi og frygten for de andre etniske grupper. Selvom der eksisterer en høj grad af politikerlede i BiH, er det derfor stadig svært at få den brede befolkning til at arbejde for et styrket samlet civilsamfund samt for de ændringer af det politiske system, som OSCE og andre internationale aktører ønsker. Desuden er der ligeledes blandt befolkningen en stor mistro til de internationale aktører i landet. Det skyldes bl.a. en udbredt frygt for, at det demokratiske, multietniske BiH, som disse aktører ønsker, vil resultere i, at ens respektive etniske gruppe vil miste indflydelse og risikoen for dominans af en af de andre grupper. Frygt er eksempelvis kommet til udtryk, når OSCE har forsøgt at reformere og centralisere uddannelsessystemet, som ellers er yderst decentraliseret og dermed oftest inddelt efter etniske tilhørsforhold. Hvis OSCE eller andre organisationer har forsøgt at ændre

systemet, har det gerne betydet øget støtte til etnisk nationalistiske politikere, som har talt til folks frygt for at blive undermineret som gruppe. Støtte til ejendomsret for tilbagevendende flygtninge OSCE fik i Daytonaftalen, ud over ansvaret for valg, desuden, som en blandt flere aktører, ansvar for at monitorere menneskerettighedssituationen i BiH. En særlig stor opgave har været at støtte implementeringen af ejendomsretsplanen, som bl.a. skulle sikre, at flygtninge kunne vende tilbage til de ejendomme, som de ejede før krigen. Målet er siden blevet ændret til blot at fokusere på, at befolkningen fik retten til deres ejendomme tilbage, uden at de nødvendigvis skulle flytte tilbage. Dette mål viste sig nemlig at være for ambitiøst i betragtning af den fortsat fjendtlige atmosfære mellem de enkelte etniske grupper og frygten for at blive etnisk undermineret. Tilbagevenden ville i mange tilfælde for eksempel komme til at betyde, at


børn i en tilbagevenden muslimsk familie skulle gå i en serbisk skole, hvor skolebøgerne og undervisningen bar præg af serbisk nationalistiske synspunkter. OSCE var opmærksom på problemet og gjorde sit til at forbedre situationen for hjemvendte minoriteter, men lykkedes ikke med at ændre tilstandene betydeligt. Den fuldendte implementering af ejendomsretsplanen anses dog alligevel af OSCE og andre internationale organisationer som en af de største succeser i BiH efter krigen, selvom det sjældent har medført, at folk er flyttet tilbage til områder, hvor de potentielt ville være en minoritet. Regional stabilisering en moderat succes Ud over valg og menneskerettigheder har en af OSCE’s roller været at stå for at fremme regional stabilisering. Organisationen har bistået forhandlinger omkring såkaldte tillidsog sikkerhedsskabende foranstaltninger samt en aftale omkring regional våbenkontrol. OSCE har formået at forhandle aftalerne på plads

inden for den tidsramme, som var angivet i Daytonaftalen. Desuden formåede OSCE, på trods af mindre uoverensstemmelser, at sikre, at parterne overholdt aftalerne tilfredsstillende. Aftalerne og OSCE’s øvrige arbejde har bl.a. bidraget til betydeligt lavere mængder af våben i regionen, mere sikker opbevaring af våbnene, samt større tillid mellem militære og politiske ledere i de første kritiske år efter krigen, f.eks. gennem våbeninspektioner. OSCE har ligeledes bidraget til, at BiH fik en samlet hær og efterretningstjeneste, hvilket har skabt endnu større tillid og tiltro til sikkerheden i BiH. Rollen inden for dette område er det eneste punkt, hvor der hersker forholdsvis bred enighed om, at OSCE har bidraget succesfuldt til fred i BiH. Tvivl om kriterierne for succes OSCE har haft succes med at vedholde støtten til fredskabelse i BiH. Men BiH er, efter 20 år, stadig ikke en fuldt funktionel demokratisk og multietnisk stat. Mål som OSCE,

såvel som andre organisationer, selv har fremsat, uden en forventning om at man skulle være involveret i landet i så mange år. Hvorvidt målene kan opnås via yderligere års engagement, eller om OSCE må forlade landet uden at opfylde de oprindelige målsætninger, vil fremtiden vise. Dog ser perspektiverne ikke lovende ud, hvis OSCE såvel som andre organisationer ikke formår at finde en fremgangsmåde, hvor initiativer til at fremme en demokratisk, multietnisk og central stat ikke bliver opfattet af befolkningen som en potentiel underminering af den enkelte gruppes identitet.

Mikkel Wichmann er cand.soc. i international sikkerhed og folkeret og har desuden uddannet sig i Østeuropastudier med fokus på bosnisk/kroatisk/serbisk. 21


Af Frederik Harhoff

No Peace without Justice – no Justice without Peace. Denne tankegang lå bag oprettelsen i 1993 af FN’s Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien. Også kendt som ”Tribunalet” eller International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia (ICTY), hvis arbejde først kom i gang i forsommeren 1995. Et retsopgør efter den model, som ICTY er udtryk for, giver anledning til en lang række principielle overvejelser af både politisk og retlig karakter. Hvordan vægter man hensynet til ofrene og deres pårørende i forhold til de formodede gerningsmænd, så de og de samfund, de hver især er en del af, så vidt muligt kan komme til at leve sammen i fordragelighed? Og er det muligt i en sådan type proces at sikre en retfærdig retter-

FORSONING | Det internationale retsopgør efter konflikten i det tidligere Jugoslavien gav stemme til ofrene for de uhyrlige krigsforbrydelser. Men var sandheden også nøglen til fred og forsoning?

gang, der lever op til de standarder, vi normalt bekender os til i Europa? Had og tilgivelse Det er et udbredt synspunkt, at et retsopgør efter en væbnet konflikt i virkeligheden kan modarbejde fredsprocessen. Bl.a. fordi straffesagerne mod de formodede krigsforbrydere nemt kan få konflikten til at blusse op på ny, når den ene parts ”krigshelte” bliver stillet til ansvar ved landets domstole, der domineres af den anden part. Denne holdning er imidlertid efter min vurdering fejlagtig – eller i hvert fald ufuldstændig. Der er ingen tvivl om, at et retsopgør spiller en betydelig rolle i bestræbelserne på at forsone de stridende parter efter ophøret af en væbnet konflikt, uanset om der er tale om en international krig eller en borgerkrig.

Det skyldes først og fremmest, at retssagerne bidrager til, at i hvert fald en del af sandheden kommer frem i offentligheden, og at der bliver placeret et ansvar for de forbrydelser, der fandt sted. Fjendebillederne må nedbrydes, sandheden må fortælles uden omsvøb, og ofrene for forbrydelserne må lære at tilgive deres gerningsmænd. Mægling mellem to indbyrdes hadefulde befolkninger er imidlertid overordentlig vanskelig, ikke mindst fordi der ofte knytter sig historiske fortællinger om tidligere overgreb til hadets begrundelse. Sådanne overgreb skal jo i krigens vanvittige logik hævnes for at understøtte selvrespekten, den nationale stolthed, de statslige interesser og ikke mindst drømmene om egen storhed. Det har vi hørt alt for mange gange før, og det er næsten altid her, det går galt.


Vanskelighederne ligger især i spørgsmålet om blotlæggelse af forbrydelserne, for det er her, at smerten, hadet og hævnen er rodfæstet. Sandheden om forbrydelserne må frem, ikke blot for at ofrene og deres pårørende kan få vished om, hvad der egentlig skete med deres savnede og dermed, om muligt, få bortvejret deres værste anelser og mistanker, men også for at gerningsmændene kan få lejlighed til at vedkende sig, angre og undskylde deres overgreb. Sandheden er imidlertid bedst fortalt, hvis den fortælles frivilligt i dialog med de berørte. Er det ikke muligt, må sandheden tvinges frem, og det er her, at retsopgøret kommer ind. De internationale opgør ICTY har forsøgt at bidrage til forsoningen ved at afholde offentlige møder i lokalsamfund i kølvandet på domme i de sager, hvor forbrydelserne var begået i et bestemt geografisk område. På disse møder er anklageren og forsvareren mødt op sammen med registraren (justitssekretæren) og har forklaret, hvordan efterforskningen foregik, hvilke beviser, der blev tilvejebragt og hvordan, hvilke problemer, der dukkede op under sagen for henholdsvis anklager og forsvarer, og hvad der i øvrigt blev lagt vægt på i dommen, herunder i strafudmålingen. Tilhørerne, der bestod af både pårørende og gerningsmandens bagland, kunne herefter stille spørgsmål til anklageren, forsvareren og registraren, og møderne forløb for det meste i god ro og orden. Formålet var at skabe større opmærksomhed om dommen i hvert enkelt tilfælde og herunder navnlig give tilhørerne et indblik i, hvad der var foregået før og under selve retssagen. Dermed blev dommen mere nærværende og forståelig for offentligheden. Herudover er der gennem registrarens såkaldte ”Outreach Program” løbende blevet givet information til offentligheden om sagerne i de områder, der har været særligt berørt af forbrydelserne. Endelig har der været holdt en række konferencer for dommere og anklagere i det tidligere Jugoslavien, hvor dommere og anklagere fra ICTY har videregivet deres erfaringer med retssagerne i Haag og re-

degjort for ICTY’s udvikling af den humanitære folkeret gennem tribunalets retspraksis. Retsopgør til diskussion Jeg har selv deltaget i flere af disse konferencer, og det er mit indtryk, at de har været nyttige både for de eks-jugoslaviske dommere og anklagere og for os selv. Det er dog svært at sige, om disse initiativer har haft nogen virkning for forsoningsprocessen og i givet fald hvilken – ud over at styrke tilliden og netværket mellem de nationale domstole og ICTY. Det har selvsagt også været overvejet, om der i stedet for en international straffedomstol burde have været nedsat en sandhedskommission i stil med de sydafrikanske TRC’s. Et tilsvarende spørgsmål blev også rejst efter borgerkrigen i Rwanda – forud for etableringen af FN’s Rwanda-Tribunal i 1994. Men sandhedskommissioner virker ikke altid efter hensigten. Det er med andre ord ikke givet, at en sandhedskommission i det tidligere Jugoslavien ville have bidraget mere konstruktivt til forsoningen og freden end retsopgøret ved ICTY i Haag. Jeg er ikke generelt skeptisk over for sandhedskommissioner. Min pointe er blot, at det ikke i alle tilfælde vil være muligt at få etableret sandhedskommissioner til at arbejde konstruktivt med forsoning i lande, der har været splittet af en blodig borgerkrig med et meget stort antal alvorlige forbrydelser, og at det derfor i sådanne tilfælde kan være mere hensigtsmæssigt i stedet at gennemføre et retsopgør. Blandet modtagelse Straffesagerne ved ICTY har, som man kunne forudse, fået en blandet modtagelse. Næsten hver gang, der blev afsagt en dom i Haag, har der lydt skarpe protester fra ofrene og deres organisationer. De har hævdet, at den eller de domfældte har fået en alt for mild straf, mens den eller de dømtes bagland tværtimod har indvendt, at dommen var alt for hård, og at processen ikke har været retfærdig. Begge indvendinger viser, at det fortsat kniber med både forsoningen og tilliden til den retfærdighed, der udgår fra Haag. Som dommer har jeg alligevel hørt mange af de

ofre, der er blevet ført som vidner ved ICTY, give udtryk for deres dybe taknemmelighed over at have fået lov til at fortælle omverdenen om deres lidelser og de overgreb, de har været udsat for. Det er utvivlsomt en kolossal befrielse for ofrene og en anerkendelse af deres smerte, når de oplever, at deres vidneudsagn bliver lagt til grund for en domfældelse af gerningsmanden: Lidelserne bliver synliggjort og bekræftet ved dommen over den tiltalte. Heri ligger i sig selv et vigtigt element i forsoningen. Ofrene skulle ellers have levet alene med deres smerte. Det styrker utvivlsomt deres oplevelse af retfærdighed, også selv om de er uenige i strafudmålingen. Det må ikke overses, at netop hensynet til ofrene er den primære begrundelse for tribunalets eksistens og det retsopgør, det er sat til at forestå. Personligt er jeg derfor ikke i tvivl om, at retsopgøret ved ICTY i hvert fald indirekte har haft en vis forsonende virkning på forholdene i det tidligere Jugoslavien i den forstand, at nogle af ofrene har fået anerkendelse af deres lidelser og har set, at retfærdigheden trods alt er sket fyldest i ét eller andet omfang. Retssagerne har måske været for få, for langsomme, for langt væk fra begivenhederne og ikke mindst for dyre. Men dommene er gennemgående grundige og velargumenterede. Skylden og ansvaret er efter min vurdering blevet placeret rigtigt hos dem, der indtil videre er blevet endelig dømt. Dertil kommer, at processen som nævnt har ansporet nationale domstole til selv at gå i gang med et nationalt retsopgør både i Bosnien, Kroatien og Serbien. Frederik Harhoff er dr.jur., professor ved Syddansk Universitet og tidligere dommer ved ICTY. Denne artikel er et forkortet uddrag af kapitlet ”En slags retfærdighed” i den netop udkomne bog "Og Balkan kom til Danmark". Den er udgivet af Aarhus Universitetsforlag og er redigeret af Niels-Jørgen Nehring og Birte Weiss. Pris 300 kr. 23


PORTRÆT AF EN HOVEDSTAD | Blandt historieinteresserede med hang til fængende slogans er Sarajevo ensbetydende med den by, hvor et par berømte skud blev begyndelsen til Første Verdenskrig. Men Sarajlijaernes hjem er også en moderne hovedstad, hvor efterdønningerne fra flere krige har sat sine spor i det urbane landskab. Annemarie Majlund Jensen rapporterer fra den historiske by, som den ser ud i dag. Af Annemarie Majlund Jensen


Sarajevo har denne her stilhed. Måske fordi byen ligger inde i Sarajevo-dalen mellem de lave bjerge, som opfanger og dæmper lydende, som stiger op fra trafikken i bunden af dalen. Hernede løber Miljačkaflodens brunlige vand under de mange broer. Muezzinernes kalden fra moskeernes minareter overdøves kun af hundenes glammen oppe mellem bjergsidernes beboelseskvarterer. Men også den afbrydes af øjeblikke, hvor kun den stille lyd fra bjergene høres, tyst larmende. Hverdagens slagmark Sarajevo er med sine kirker, katedraler, synagoger og moskeer et symbol på religiøs forskellighed, der ofte fremhæves som eksempel på et mangfoldigt og internationalt orienteret – et kosmopolitisk – Europa. For 101 år siden var byen ikke desto mindre kulissen bag skuddrabet på den daværende østrig-ungarske ærkehertug og tronarving Franz Ferdinand og hans hustru Sophie. De nu ganske famøse ”skud i Sarajevo”, blev bogstaveligt talt startskuddet til Første Verdenskrig. Flere krige har raset i Sarajevos gader siden da. Den seneste – konflikten der fulgte i kølvandet på opløsningen af Jugoslavien – har sat sit præg på byen. Sarajevo har siden Bosniens selvstændighed i 1992 været den nye stats hovedstad og økonomiske omdrejningspunkt. Men den arki-

tektoniske mosaik af tyrkiskosmanniske, habsburgske, socialistiske og moderne kvarterer og bydele, der danner rammen om hverdagen for ca. 500.000 indbyggere er også i dag en slagmark, om end i mere overført betydning. Hovedstad i grænseland Trods Bosniens umiddelbart multikulturelle udtryk er Sarajevo en splittet by. Byens demografiske sammensætning har rod i krigens interne flygtningestrømme og etniske udrensninger, en ”skæbne” som Sarajevo deler med andre bosniske byer. Sarajevos urbane udtryk minder således til forveksling om den deling langs etniske linjer, der blev en realitet i hele Bosnien efter de serbiskjugoslaviske militære styrkers tilbagetrækning fra den belejring af hovedstaden, som fandt sted fra 1992-1995. Til hovedstaden i dag hører det gamle Sarajevo – den del af byen, som turisterne besøger, og som er hovedsæde for Bosniens centralregering, præsidentpalæet, den bosniske nationalbank, Nationalteatret med mere. Her præges bybilledet af kirkegårdene, der strækker sig op af bjergsiderne med deres karakteristiske hvide sten. Sammen med de hundredevis af moskeer vidner de om en indbyggersammensætning, der etnisk og religiøst kendetegnes ved et klart bosniakkisk muslimsk flertal. Mod øst finder man en anden hurtigt voksende bydel – Østsarajevo – der med byområderne Lukavica

og Dobrinja er der, hvor de fleste indbyggere, der tilhører Sarajevos serbiske mindretal, har bosat sig efter krigen. Hvor de bosniske muslimer bor, kommer serberne sjældent – og omvendt. Det samme gælder i øvrigt for Bosniens kroatiske mindretal. Til dels som følge af de interne fordrivelser, der fandt sted under krigen, har også de bosat sig så de nu bor i tilnærmelsesvist etnisk homogene områder. Hovedparten af Bosniens kroater bor i landets sydvestlige del, herunder i den kroatisk dominerede Bosniske region Hercegovinas ”hovedstad” Mostar. Landet lukker Splittelsen slår også indirekte igennem i hovedstaden hvor Sarajevos bybillede skæmmes af manglende politisk vilje til at enes på tværs af etno-politiske skel. Gennem de sidste par år er flere museer i Sarajevo lukket på grund af manglende finansiering. Nationalmuseet måtte dreje nøglen om i oktober 2012. Før det led Nationalgalleriet samme skæbne. Den manglende opbakning til vedligeholdelsen af de bosniske kulturinstitutioner er til dels et resultat af lammende uenighed om fordelingen af den ikke særligt prangende sum af offentlige midler, der er til rådighed, når først regningen for driften af Bosniens ekstremt decentraliserede og forvoksede statslige administration er betalt. Læg hertil udgifterne til en skyhøj korruption og billedet tegner sig af hovedårsa-


gen til markante økonomiske problemer. I februar 2014 ledte nye industrilukninger i Bosniens industrielle centrum Tuzla til voldelig modstand mod de bosniske autoriteter, der ses som ansvarlige for en dagligt dalende levestandard for alle – den politiske elite undtaget. Sarajevo så i samme forbindelse de største protester i landet siden krigen. Med afbrændte biler, et regeringshovedkvarter i flammer, smadrede aviskiosker og vrede unge i gaderne, så hovedstaden og politikerne for en stund et eksempel på de frustrationer, som nogle – dog med urette – frygtede ville lede til fornyede spændinger de etniske grupper imellem. Bosnisk mikrokosmos Sarajevo er på mange måder et bosnisk mikrokosmos. En stor del af befolkningen har stadig levende minder fra en krig hvor Bosniens forskellige etniske grupperinger kæmpede bitre kampe på hver side af frontlinjen. I dag er der fred, men det etnisk-religiøse kort er stadig et hyppigt spillet ét i Bosnisk politik. Det er dog ikke ensbetydende med, at det samme gælder blandt bosnierne i almindelighed. Og slet ikke i Sarajevo. Her er spørgsmål om etnicitet nemlig langt mere nuanceret end hovedstadens urbane anatomi umiddelbart afslører. Etnicitet og religiøse traditioner opfattes af langt de fleste som noget, der hører privatlivet til, og mange, især unge, er efterhånden

godt og grundigt trætte af politikernes evindelige nationalistiske fremturen, som af Sarajevos veluddannede middelklasse opfattes som bagstræberisk, konservativ og manipulerende. Spørger man således en ung Sarajlija hvilken religiøs eller etnisk overbevisning hun eller han gør sig selv til talskvinde/mand for, vil svaret med al sandsynlighed være: ”Jeg er kosmopolit!” Efterfulgt af et insisterende: ”Kan du ikke se det? ” Sarajevo opfattes om noget som den sidste kosmopolitiske bastion i et land, der ellers er dybt splittet langs etnisk-politiske linjer. En rigtig Sarajlije drikker snaps Så her kommer Sarajevo igen ind i billedet. Sarajevos historiske ry som en multikulturel og multireligiøs hovedstad på grænsen mellem det ”muslimske øst” og det ”kristne vest” regnes nemlig af mange sarajlijaer som truet.

Et eksempel er BBI, som egentlig står for ”Bosnia Bank International”. Gennem de seneste år er nye indkøbscentre skudt op overalt og blandt de fleste sarajlije er det almindeligt kendt, at netop butikscentret BBI er bygget for nogle af de millioner af især saudiarabiske dollars, der strømmede til landet i kølvandet på Dayton-freden. BBI er ”bygget af araberne”, som man siger, ofte med en vis skepsis. BBI forbyder nemlig af religiøse årsager salg og indtagelse af alkohol i centret, noget der vel at mærke går stik imod den gængse opfattelse af alkohol som den almene – og ganske væsentligt, tværreligiøse og tværetniske – bosniske skik: at drikke alkohol. I Sarajevo drikker man Heineken og Tuborg, som i enhver anden europæisk hovedstad. Man drikker også Sarajevska og hvad der svarer til vores egen snaps, rakija.

Det både af de nationalistiske kræfter, som krigen var et voldeligt udtryk for, men også af de ydre og til dels fundamentalistisk religiøse strømninger, der har kendetegnet Bosnisk nationalisme i efterkrigsårene.

Det ”vi”, der fremmanes når f.eks. unge bosniske muslimer begræder den manglende alkoholservering i BBI – med kommentarer som ”jamen, det er en del af vores kultur!” – er således et ”vi”, der betegner Sarajlijaerne slet og ret. Alkoholkultur er god stil i Sarajevo. Uden et ord om etnicitet.

Når bosnierne taler om deres hovedstad, er det således ofte med ganske bestemte opfattelser af, hvem, der er synderne i det, der opfattes som tabet af en moderne og åbensindet hovedstad.

Og på strækningen imellem netop BBI og så dér, ved Latinerbroen, hvor skuddene rungede for 101 år siden, står skulpturen ”Det Multietniske Menneske”. Måske ser han mod bedre tider.

27


RETTIGHEDSDILEMMA | Den etniske udrensning i Bosnien kastede UNHCR ud i en række nye dilemmaer. Ved hurtig asylsagsbehandling risikerede man at gå aggressorernes ærinde, og for første gang nogensinde lød opfordringen derfor fra FN’s flygtningeorganisation: Giv midlertidig beskyttelse og se tiden an.

Af Søren Jessen-Petersen

Krigene i Eks-Jugoslavien var et typisk eksempel på den nye type konflikter, der prægede tiden efter Den Kolde Krig. Her og andre steder i verden oplevede vi interne konflikter, hvor det primære formål oftest var den tvangsmæssige forflyttelse af andre befolkningsgrupper.

FOTO: Grafitti i den bosniskserbiske hovedby Banja Luka

Konflikterne blev udkæmpet ikke blot af egentlige militærenheder, men også af spontane lokale oprørsgrupper uden strukturer og uden forståelse eller respekt for krigens love og normer. Civilbefolkningen var det primære mål for konfliktens parter. Krisen i Eks-Jugoslavien og specielt i og omkring Bosnien testede det humanitære samfund på alle måder. Det oplevede jeg på nærmeste hold som daværende kabinetschef i FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Der var brug for hurtig og effektiv nødhjælp, nye former for beskyttelse af civile ofre, flere penge og en langt mere omfattende og produktiv humanitær samordning. På samme tid var der brug for at gøre det klart, at kun politisk handling kunne og skulle stoppe det humanitære van-

vid, der havde fremprovokeret massive flygtningestrømme. Skabe international opbakningBosniens folkeafstemning om uafhængighed i marts 1992 blev startskuddet til mere end tre og et halvt års konflikt. De bosniske serbere påbegyndte rundt omkring i landet, blandt andet i hovedstaden Sarajevo, overgreb på den overvejende bosnisk-muslimske civilbefolkning. Allerede tre måneder efter var der omkring to millioner på flugt eller under belejring i regionen, og tallet steg i forsommeren med 10.000 hver dag. UNHCR og de humanitære partnere havde brug for 200 millioner US$ til hjælpeprogrammerne, men havde kun modtaget halvdelen. Der var derfor behov for flere penge. Det var på samme tid også nødvendigt at træffe tilstrækkelige forberedelser for den kommende vinter i form af opvarmede modtagelsescentre og brændselshjælp til de mange familier, der havde taget imod flygtninge i deres hjem. Den primære målsætning for UNHCR var dog at få international


opbakning til en strategi for effektiv beskyttelse af krigens ofre. Figenbladet Vi besluttede at sammenkalde en international humanitær konference i juli 1992 for at mobilisere den nødvendige støtte omkring en strategi for, hvordan det internationale samfund skulle tackle flygtningekrisen. Det var det første internationale initiativ med fokus på dramaet i Bosnien og regionen bredt forstået. UNHCR’s hensigt var naturligvis også at forsøge at vække det internationale samfunds slumrende politiske kræfter til at demonstrere interesse og handlekraft til en snarlig politisk løsning på konflikten. Vi gjorde det klart, at vi ville gøre alt, hvad vi kunne, for at hjælpe konfliktens ofre og på samme tid købe tid og plads til politiske initiativer, men vi ønskede ikke at blive en erstatning for politisk handling. I de følgende måneder blev det desværre tydeligt, at mens politikerne lyttede høfligt, blev den humanitære aktion i realiteten et figenblad for manglende politisk mod, vilje og dygtighed til at gennemtrumfe et politisk stop for konflikten.

Den humanitære Balkankonference fandt sted i Genève den 30. juli 1992. UNHCR præsenterede en strategi og handlingsplan for de næste 12 måneder, hvor nogle af de vigtigste punkter i planen handlede om UNHCR’s primære beskyttelsesansvar.

mandat var at sikre international retsbeskyttelse for flygtninge, der krydser grænser, måtte nu insistere på og forsøge at forsvare menneskers ret til at forblive på stedet, i deres hjem, i sikkerhed og værdighed uafhængigt af deres etniske, nationale og religiøse oprindelse.

I de første 40 år af organisationens eksistens havde beskyttelse af flygtninge, der havde krydset en grænse, hovedsageligt fokuseret på de juridiske og legale aspekter.

Dilemmaet var, om vi skulle og kunne bringe sikkerhed til flygtningene, eller om vi skulle bringe flygtningene i sikkerhed ved at efterkomme folks bøn om hjælp til evakuering og dermed risikere at blive beskyldt for at hjælpe den etniske udrensning.

Tilstedeværelsesdilemma Beskyttelsesansvaret blev nu mere end blot jura og krævede fysisk beskyttelse. Det betød ofte præventive indsatser for at foregribe tvangsforflytning, bl.a. mæglingsforsøg med lokale politikere og politisk pres på centralt niveau. Vigtigst af alt var dog UNHCR og skiftende partneres fysiske tilstedeværelse på stedet, dvs. ofte midt i konflikterne. Vores håb var, at den blotte tilstedeværelse ville stoppe de værste overgreb og tvungen flugt. Vi stod over for et vanskeligt dilemma. En organisation, hvis primære

Der var dog aldrig nogen tvivl i UNHCR om, at det altoverskyggende humanitære princip og ansvar var at redde menneskeliv. Midlertidig beskyttelse Der findes ikke et internationalt bindende regelsæt for tilgangen til interne flygtninge, sådan som det ifølge Genève-konventionen er tilfældet for flygtninge, der har krydset en grænse. I mangel af et normativt regelsæt bliver den blotte fysiske tilstedeværelse af hjælpearbejdere og muligheden for at advare om, foregribe


FOTO: Motiv fra Sarajevo

eller i sidste instans fordømme overgreb på de interne flygtninge det mest effektive værktøj at ty til. Under konflikten i Bosnien åbnede UNHCR 27 feltkontorer, der alle havde som den primære opgave at overvåge og sikre konfliktens potentielle eller aktuelle ofre den nødvendige eller mulige beskyttelse. Et andet vigtigt punkt i handlingsplanen fra Genève var appellen til lande uden for regionen om at tage imod flygtninge og give dem midlertidig beskyttelse. Formålet med at anbefale denne ny form for beskyttelse var naturligvis at hjælpe de mennesker, der måtte flygte ud af regionen, men det var også for at modvirke de kyniske politikere i regionen, som drev deres uansvarlige og kriminelle udrensningspolitik. Vi ville ikke medvirke til deres arbejde ved på et tidligt tidspunkt i konflikten at opgive håbet om flygtningenes snarlige tilbagevenden. Aftalen med de europæiske lande var, at de ville give flygtningene midlertidig beskyttelse, men at behovet for beskyttelse ville ophøre, når konflikten var forbi, og flygtningene kunne vende tilbage på frivillig basis.

Vores appel om midlertidig beskyttelse var også motiveret af hensyntagen til modtagerlandene. Hvis konflikten blev optrappet yderligere uden politiske initiativer til at stoppe den, var det på den ene side vigtigt, at Europas grænser blev holdt åbne. Og på den anden side at undgå langsomme og dyre individuelle asylbehandlinger. UNHCR mente, at midlertidig beskyttelse tilgodeså både flygtningenes og modtagerlandenes interesser. De deltagende lande på konferencen godkendte UNHCR’s forslag til strategi og handlingsplan, men efter kort tid begyndte en intensiv debat om indholdet og varigheden af midlertidig beskyttelse, mens krigen stadig rasede, og civilbefolkningen forsatte med at søge beskyttelse, hvor de kunne. Ligesom i debatten i dag om behovet for en samlet europæisk asylog indvandringspolitik var det allerede under Bosnien-konflikten nationale hensyn og interesser, der overtrumfede behovet for solidaritet og ansvarsfordeling. Nogle lande tilbød modtagelse på basis af fastlagte kvoter, andre lan-

de med Tyskland i spidsen tog imod alle fra Bosnien, der stod på grænsen, mens andre insisterede på, at byrdefordelingen måtte baseres på alle former for bidrag. UNHCR’s position var klar. Ligegyldigt hvilke mekanismer landene anså for en del af ansvarsfordelingen, måtte de på ingen måde begrænse flygtningenes ret til at søge asyl. Vi vidste dog ikke i sommeren 1992, at konflikten og derfor begrebet ”midlertidig” ville strække sig over næsten fire år.

Søren Jessen-Petersen er jurist og bl.a. tidligere vicehøjkommissær i UNHCR Denne artikel er et forkortet uddrag af kapitlet ”Giv midlertidig beskyttelse” i den netop udkomne bog "Og Balkan kom til Danmark". Den er udgivet af Aarhus Universitetsforlag og er redigeret af Niels-Jørgen Nehring og Birte Weiss. Pris 300 kr. 31


FOTO: Serbisk valgplakat


MISMANAGEMENT | I foråret 2014 blev Bosnien-Hercegovina og nabolandet Serbien ramt af voldsomme oversvømmelser, der kostede 40 mennesker livet og forårsagede store materielle skader. Da situationen var ved at være stabiliseret, så Ismar Dedovic nærmere på, hvordan den lokale befolkning, politikere og medier håndterede den. Af Ismar Dedovic

I den seneste uge har BosnienHercegovina (BiH) og naboen Serbien været ramt af voldsomme oversvømmelser, som ikke alene har ført til materielle ødelæggelser i milliardklassen, men også har kostet over 40 mennesker livet og drevet flere tusinde på flugt fra vandmasserne og de efterfølgende mudderskred. Flere byer og landsbyer i det centrale BiH har i dagevis været afskåret fra omverden og har kun kunnet nås med helikopter eller båd. Og selvom situationen ser ud til at have stabiliseret sig i løbet af det sidste døgn, så vil følgerne af den seneste uges begivenheder kunne mærkes i flere måneder – om ikke år – frem. Huse og broer skal genopbygges, veje og gader repareres, og i al den tid skal flygtningene huses, hvilket vil lægge

pres på de økonomisk svage lokalsamfund. I BiH har vandet ført en stor del af de endnu ikke desarmerede miner fra krigen i 1992-95 væk fra de steder, hvor de var begravet, og de udgør nu en betydelig fare for befolkningens sikkerhed. Ingen ved, hvor de er, eller hvor ustabile de er blevet af at blive kastet rundt af vandet. Mest dramatisk er dog, at afgrøder er blevet ødelagt, og at temperaturen i området er begyndt at stige. Førstnævnte vil føre til prisstigninger på mad i både Serbien og BiH, hvilket vil presse borgernes økonomi endnu mere, mens sidstnævnte kan føre forskellige sygdomme med sig.

Den mere stabile situation i området giver dog nu rum til at begynde at analysere den seneste uges begivenheder. Et par fænomener er her interessante og fremhæves af flere kommentatorer i regionen. Frivillige kræfter redder liv Først de positive tendenser: Selvom der naturligvis ikke er noget godt ved en naturkatastrofe af den art, Balkan lige har gennemlevet, så peger flere meningsdannere på, at katastrofen har været med til at øge sammenhængskraften og den gensidige tillid både blandt borgerne i de enkelte lande, men også på tværs af landene. I de enkelte lande var der indsamlinger, frivillig organisering af nødhjælpsuddeling, husning af flygtninge fra de oversvømmede områder mv. Herved udviste borgerne i BiH 33


FOTO: Grafitti på præsidentskabets bygning i Sarajevo

og Serbien en handlekraft og en organisatorisk tæft, som mange analytikere ikke ventede at se, især når man tænker på den generelle apati i forhold til samfundsudviklingen. Det er også påfaldende, at det meste af organiseringen er foregået uden om det politiske system og med stor brug af sociale medier som platform. Langt de fleste aktioner i BiH har også båret præg af interetnisk solidaritet, og borgere har hjulpet hinanden uden at skele til klassiske skillelinjer. Dette vil muligvis på sigt være med til at nedbryde den gensidige mistillid mellem grupperne, selvom det endnu er tidligt at komme med klare vurderinger, især i betragtning af at valgkampen i efteråret vil blive beskidt og fokuseret på at oppiske frygt og had folkene imellem. Men indtil videre er situationen trods alt opmuntrende. Et gennemgående tema på de sociale medier er da også opslag og kommentarer, der hylder heltemodige redningsaktioner eller på anden vis påpeger en genetablering af tiltroen til medmennesker. Forvirring i medierne Der er dog desværre også en række negative tendenser, der er blevet

tydelige under krisen: For det første har der været forsøg på at lukrere på andres ulykke, f.eks. i de tilfælde hvor nogle købmænd solgte vand eller fødevarer til overpris, eller der foregik plyndringer af hjem, der blev forladt af ejerne som følge af oversvømmelserne. Der er også blevet spredt falske rygter om, at vandforsyningen i flere byer ikke har været drikkelig, igen med det formål at tjene penge på salg af vand. Medierne har også forsøgt at profitere på situationen ved at ty til sensationalistiske reportager, der ikke synes at have gjort meget andet end at sprede forvirring og panik. Ifølge den bosniske medievagthund www.media.ba har medierne i BiH haft svært ved at sætte sig ud over den etablerede praksis, i hvilken politiske nyheder – og gerne de tendentiøse af slagsen – får den mest prominente plads i en given udsendelse, og andre emner prioriteres mindre. Og da oversvømmelser ikke er et oplagt politisk emne, anede medierne i BiH ikke, hvad de skulle stille op med dem. Dette førte ifølge media.ba til, at bosniske medier i de første par dage af oversvømmelserne dækkede politiske emner, som om intet var hændt, og som om borgernes

primære bekymringer stadig var politiske slagsmål. Først efter nogle dage begyndte medierne at dække begivenhederne i landet mere intenst, men nu dog med en sensationalistisk vinkling, der ikke gjorde tingene stort bedre. Media.ba har derfor i de seneste dage udgivet en række tekster med anbefalinger til, hvordan man kan dække oversvømmelser og andet på en mere konstruktiv måde. Mediernes troværdighed – der allerede er tæt på nul – har dog utvivlsomt lidt skade af den hidtidige dækning. Politisk manipulation De etablerede medier har også haft en hovedrolle i politikernes forsøg på at etablere en dominerende fortælling om, og forståelse af, de ulykker, der har ramt landene. Dette har været mest tydeligt i Serbien, hvor den nye premierminister, Aleksandar Vucic, har forsøgt at fremstille sig selv som den fattede og beslutsomme leder, der kan få Serbien igennem krisen. Medierne har her stort set ageret mikrofonholdere, og antallet af klip hvor premierministeren giver ordrer og formaninger til medlemmer af regeringen, politiet, civilforsvaret mv. er legio. Der har dog også været angreb på uafhængige medier og blogs, der forsøgte at give mere lødige rappor-


ter fra felten. En del kritiske blogs er f.eks. blevet systematisk hacket i de seneste dage, i takt med at krisen tiltog mere i omfang. Spørgsmål om hvem der er ansvarlig for den mangelfulde infrastruktur, der skulle mindske skader ved denne slags naturkatastrofer, manglende udstyr i de instanser, der skal yde beskyttelse og hjælp, misbrug af de midler, der var afsat til udbedring af disse mangler, og mange andre kritiske spørgsmål, kommer således ikke for alvor frem hverken i Serbien eller BiH. Situationen i Serbien er dog muligvis værre, idet premierminister Vucic er ganske populær og sidder tungt på magten efter et nys overstået valg, der gav hans parti absolut flertal i parlamentet. I modsætning hertil er den politiske situation i BiH mildt sagt kaotisk, og der varmes allerede op til valget i oktober, hvorfor politikerne ikke i samme grad kan tryne de uafhængige medier. BiHs regeringssystem er også noget mere decentraliseret end Serbiens, og der er derfor flere lag politikere, der kæmper om opmærksomheden, hvorfor forsøgene på at sætte en dagsorden virker mere sporadiske i BiH.

Bibelsk syndflod og krigsminder I begge lande har politikerne dog en interesse i at prøve at få befolkningen til at forstå den seneste uges begivenheder på en måde, der får det til at virke, som om politikerne intet ansvar har for begivenhedernes gang. Det officielle Beograd bliver således ved med at tale om oversvømmelsernes enorme omfang og uforudsigelighed. Aleksandar Vucic har endda flere gange talt om en ”oversvømmelse af bibelske proportioner”, hvilket vel skal signalere, at hans regering intet kunne gøre ved dem. For selv de bedste kloakker, sandsække og advarsler kan jo ikke stå imod en syndflod. I BiH tales der også om vandmassernes mængde – vendingen ”værste oversvømmelse i 120 år” gentages i det uendelige – men sammenligninger mellem krigens ødelæggelser og vandets ødelæggelser er også i stigende grad begyndt at dukke op, hvilket er interessant. For selvom de materielle tab er enorme og sikkert kan måles med ødelæggelserne under krigen i dele af BiH, så kan man som observatør ikke undgå at bide mærke i denne sammenligning mellem to meget forskellige situationer. Mindet om

krigen er nemlig endnu så levende og følelsesladet for befolkningen, at politikerne i et væk bruger det til at mobilisere deres vælgere og støtter og lukke munden på eventuelle kritikere. Muligvis sker det samme her: mindet om krigens ødelæggelser fremdrages for at få befolkningen til at stå sammen og fokusere på en ydre fjende frem for at stille kritiske spørgsmål om, hvad der f.eks. skete med de hen ved 20 millioner bosniske mark (80 millioner kroner), der er forsvundet fra den fond, der skulle finansiere forebyggelse og hjælp i tilfælde af oversvømmelser. Muligvis er der tale om en forhastet tolkning, men erfaringen viser dog, at når politikere begynder at tale om krigen, så er det ofte for at score politiske point. Om det vil have den ønskede effekt endnu engang er uvist. Mere vil stå klart om nogle måneder, når huse og veje er tørre, og kampen om stemmerne for alvor skydes i gang.

Ismar Dedovic er ph.dstuderende på Købenavns universitet og medlem af redaktionen på Magasinet rØST 35


FOTO: Vukovars landmærke: Det sønderskudte vandtårn


REPORTAGE | Thomas Ubbesen var i starten af 1990’erne korrespondent under krigene i exJugoslavien. For første gang vender han i 2013 tilbage til den kroatiske by Vukovar, hvor han skal lave et indslag om landets forestående medlemskab af EU og fredens genkomst i et hadfyldt hjørne af Europa. Men ender i et skænderi.

Af Thomas Ubbesen

37


Rækken af krige og naturkatastrofer er endeløs, og som reporter i den branche bliver man næppe nogensinde arbejdsløs. Mens det flammer op det ene sted, falder tingene som regel nogenlunde til ro det andet. Folk holder måske op med at slå hinanden ihjel, medierne mister interessen, journalisterne drager til nye dramaer på liv og død.

Her fremstår den gamle flod- og frontby Vukovar som sindbilledet på den fredens verden, som vi stadig har, og som vi ønsker for vore børn, vores land, vores kontinent – ja, for hele verden.

moske, man har lyst til. Folk er folk, og folk her i byens ved Donau har kunnet og bør selvfølgelig kunne leve fredeligt sammen uden at puste sig op med den ene eller den anden trosretning.

Hvis bare alle gode kræfter kunne stå sammen og få overtaget. Hvis bare.

Selv har jeg som korrespondent blandt meget andet oplevet at se Balkan – 90ernes nok vigtigste nyhedsområde – forsvinde under nyhedernes radar. Endnu et sted, vi stort set er holdt op med at dække. Men tragedierne har fundet sted, mennesker er blevet myrdet, ting kan ikke gøres ugjort, og freden består ofte i, at medierne er væk – at vi ikke længere hører og eller kan holde ud at høre mere om lige præcis den tragedie.

Kroatien bliver optaget i EU om et par dage, og jeg er tilbage i byen for første gang i 22 år – for første gang siden dengang i januar ´92 med regnen, mudderet, de sønderskudte ruiner, ligstanken, de livsfarlige, alkoholstinkende, bevæbnede mænd, dengang med De Serbiske Tigre.

Den tilgang er borgmesteren valgt på – men selvom der er gået alle disse år, så er nationalister af den ene eller den anden orientering her stadig. De snerrer stadig og gør og snapper efter den fredsommelige borgmester. De venter på at det igen skal blive deres time.

Balkan er forsvundet ud af bevidstheden – men det er der endnu. Vukovar, for eksempel, hvor krigsjournalistikken i sin tid begyndte for mig, ligger der i høj grad endnu. Og nogen i det mishandlede hjørne af verden er blevet klogere siden dengang – andre er ikke. Jeg genbesøgte byen i 2013 på et tidspunkt, hvor de fleste hos os troede at freden havde sænket sig over regionen. Reportage fra Vukovar anno 2013 Denne vidunderlige aften – denne ganske enestående fredfyldte, stille aften i hjertet af Europa. Ved Donaus blanke, brune vand, i det rosa lys fra en midsommersol, der aldrig synes at ville gå ned, her i det dybtgrønne ved floden, blandt venlige, spadserende, leende par og børn, her et par dage før dette krigsarrede men nu ganske ufarlige land, Kroatien, skal med i EU.

Jeg har været rundt på optagelser i skumringens gode lys med Torben, som fotograf, og Daniel – fixer og ven gennem alle årene og rejserne på Balkan – som vejviser. Vi har blandt andet mødt og interviewet borgmesteren. En fredsommelig midaldrende mand, rundet af krigen, men i dag presset fra de store nationalistiske partiers side, fordi han insisterer på, at folk her i byen sgu er folk. Og at der ikke er nogen meningsfuld grund til at bekæmpe hinanden, endsige slå hinanden ihjel, fordi man tænker på sig selv og familien som ”serbere”, ”kroater”, ”jøder”, ”tyskere” eller noget som helst andet. Her i den smukke Donauby lever alle 18 lokale ”etniciteter” jo helt tæt på hinanden, alle taler det samme sprog, alle kan – hvis de vil – stort set forstå eller sætte sig ind i hinandens verdensbillede. Det er jo bare folk – og folk er folk. Så kan man fejre højtider i den kirke eller

En dyr bil i EU’s nyeste medlemsland Han har givet os hver et par flasker lokal vin, en bog om byen og et par videoer om, hvor forfærdeligt det var dengang for 22 år siden, og om hvor godt det forhåbentlig kan blive her i Vukovar med lidt god vilje og måske en generøs hånd fra EU’s strukturfonde. Så da vi er færdige med optagelserne, slæber vi af sted gennem de stadig skudarrede men stille gader med gaveposer foruden kamera og stativ. Vi er her jo for at lave TV om EU's nyeste medlem. Bilen holder på en lille plads mellem delvist genopbyggede huse nær floden, og vi er i gang med at pakke vores udstyr og er begyndt at glæde os til at finde et sted at spise, før vi sent i aften skal køre den lange vej til Zagreb. Så er det, at den store, skinnede Audi ruller ind på pladsen og parkerer lige overfor os. Vi lægger ikke så meget mærke til det først, men ud fra førersædet stiger en meget velplejet herre i dyrt, mørkt jakkesæt, slips og en enorm mave. Han holder omsorgsfuldt døren for sin passager – en knap så ung platinblond kvinde med store mørke briller, kraftig


make up, en stram sort kjole og stiletter så høje, at jeg personligt synes, at det må være en betydelig udfordring at holde balancen på disse gamle brosten. Manden stopper et øjeblik og studerer os kameraslæbende, udenlandske medietyper. ”Jeg kan ikke undgå at bemærke, at I er journalister. Tager jeg fejl?” ”Næh, det er vi jo. Fra Danmark.” ”Danmark? Aha. Ja, der var jeg selv engang. Dejligt land. Christiania, Tuborg, porno og alt det der.” Vreden trives stadigt Et kort øjeblik smiler han eftertænksomt. Så bryder det løs: ”Men … jeg må indrømme, at jeg er bekymret for jeres ensidige dækning af det, der foregår hernede. Hvorfor fortæller I ikke verden sandheden? At vi serbere udgør mere end 50 procent af befolkningen her i byen – det her er altså mere Serbien end Kroatien. Hvorfor lyver I om det? Hvorfor fortæller I altid den bevidstløse kroatiske version af krigen, og hvad der sker her? Er det fordi I simpelthen er fulde af løgn, eller fordi I bare er håbløst uvidende? Hvorfor lader I jer trække rundt ved næsen af sådan en fyr som ham der?” Han peger mod Daniel, som er ved at proppe sig selv ind på bagsædet. Daniel? ”Min herre,” svarer jeg, ”Daniel er min ven og kollega, født og opvokset her i Vukovar længe før krigen. Hans far var officer i den jugoslaviske forbundshær og kaldte sig –

hvis han absolut måtte – for serber uden at det betød ret meget dengang. Hans mor er jøde. Familien flyttede på et tidspunkt til Beograd, hvor den boede, da Jugoslavien gik i opløsning i 1991. Derfor har Daniel et serbisk pas i dag. Men han bryder sig ikke om de politiske og mellemmenneskelige forhold i Serbien. Han ønsker intet – INTET - at gøre med den serbiskortodokse kirke, han beskriver ofte sig selv som jøde. Han rejser over hele verden.” ”Så hvad er han?” Serber? Kroat? Jøde? Europæer? Kosmopolit? Menneske? ”Det tror jeg De skal være meget forsigtig med at gøre Dem klog på, min herre.” Det her er 22 år efter en krig, som blev udløst fordi lokale magtmennesker bevidst masserede ellers fredelige menneskers nationalistiske dæmoner. Og slap et glammende kobbel indre svinehunde løs først på Vukovar, siden på hele Kroatien, senere på stort set alle tidligere jugoslaviske republikker. De gjorde det med vilje – og fik magt, penge, kvinder og store biler til gengæld. Tidligere var det altid Mercedes’er. I dag er det foretrukne mærke øjensynligt Audi. Deres slags Den store mand glor målløs på mig, men jeg kan ikke holde op: ”Jeg har dækket krigene og efterspillet på Balkan i alle de år, der er gået. Jeg har mødt og interviewet snesevis af Deres slags. Mænd, der med fuldt overlæg bygger deres magtbase på gensidig mistænkeliggørelse, som med fuldt over-

læg sår had og mistillid til naboer, der taler samme sprog, har samme kultur, men som måske tilhører et andet trossamfund – og derfor fra den ene dag til den næste, efter Deres anvisninger, er blevet umulige at have som naboer. Som derfor må dø eller fordrives.” Alle disse år er gået, men de er her altså endnu – gennemmanicurerede mænd i deres store biler. Med deres ”partier”, der altid indeholder navnet på en etnisk/religiøs gruppe. Mænd helt uden nogen politik. Uden hjerte. Som er skyld i at hundredetusinde liv er gået tabt. Der er kommet stor vrede i luften denne sene aften på det lille skudarrede torv i Vukovar. Jeg er vred og håbløs. Manden i jakkesættet med slipset i nationale farver er rasende. Fægter stumt i retning af Daniel. Så vender han om og forsvinder ind ad en tung mahognidør. Der står ”Det Serbiske Parti” på den. ”Serbisk” kunne være erstattet af en hvilket som helst etnicitet eller tro – men denne rasende mands verdensbillede er altså bygget op omkring hans serbiskhed. Vi kigger et øjeblik tavst på hinanden i solens sidste stråler. Så sætter vi os ind og kører ud forbi byens granatarrede vandtårn og finder hovedvejen mod Zagreb. I morgen skal vi lave optagelser til et indslag om fredens genkomst i et hadfyldt hjørne af kontinentet, det er planen. Thomas Ubbesen er journalist hos DR, og er bl.a. forfatter til bogen 'Udsendt - historierne bag 22 reportager', hvortil ovenstående kan læses som den 23. reportage.


FOTO: Foto fra Ismar Čirkinagićs udstilling


INTERVIEW | ”Lugten af stedet, af døden, trængte ind i tøjet, ind i kroppen. Men det mest skræmmende var oplevelsen af, at man vænner sig til alt. Det bliver en del af arbejdet, af livet”. Sådan lyder kunstneren Ismar Čirkinagićs beskrivelse af massegravene i Bosnien.

Første gang jeg snublede over navnet Ismar Čirkinagić var, da jeg tilbage i juni sad med programmet for dette års Copenhagen Photo Festival udfoldet foran mig som et skattekort. Jeg blev nysgerrig. Hvem var denne for mig hidtil ukendte kunstner med rødder i det tidligere Jugoslavien? Og hvad mon han beskæftigede sig med, bærende på sig den tyngde, som krigen måtte have lagt på hans skuldre?

udstillinger, om end ikke i alle, er det tematiske omdrejningspunkt spørgsmålet om etnisk udrensning, som har fundet sted i Bosnien under krigen i 1990’erne.

Ismar Čirkinagić (f. 1973) er oprindeligt fra Prijedor – en by i entiteten Republika Srpska i det nordlige Bosnien-Hercegovina. Han er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og senest har han været aktuel med fotoudstillingen Negatives Beyond The Green ved galleri Format, Malmö, i forbindelse med tidligere omtalte festival.

Ismar fortæller: ”Sidste år lokaliserede man massegraven i Tomašica i nærheden af Prijedor; et område, som blev udsat for massiv etnisk udrensning i løbet af 1992-95. Massegraven regnes for at være den største massegrav fra krigen. Og da jeg fotograferede stedet tilbage i 2006, var jeg ikke klar over, at der – ud over de 30 personer, som på daværende tidspunkt var ekshumeret [opgravet, red.] – stadig befandt sig flere hundrede lig under jorden.”

Krigen som omdrejningspunkt Hans kunstneriske praksis tager form i fotografier og konceptuelle installationer. I størstedelen af hans

Det er efterhånden to årtier siden, at Dayton-aftalen trådte i kraft med det formål at afslutte krigen i ruinerne af det sammenbrudte Jugoslavien. Men selv nu, tyve år senere, genlyder krigens ekko.

Af Dalila Tatarević

At betragte og forstå fortiden Drivkraften bag Ismars beskæftigelse med emnet havde afsæt i behovet for at forstå og finde mening i fortidens konflikt: ”Man kommer fra et socialistisk system funderet på en form for bratstvo – jedinstvo [broderskab og enhed, red.]. Man uddannes og rettes ind i systemet, som bryder sammen i løbet af få måneder, få år. Det er ubegribeligt, hvordan tingene kunne forandre sig så radikalt i løbet af kort tid, og at noget som massemord kunne finde sted.” Han forklarer, at han ofte i samtaler med andre befandt sig over for stærke og klare holdninger omkring krigen: ”Det var svært at diskutere og tale om emnet. Det føltes, som om jeg ikke vidste nok, og at jeg dermed heller ikke kunne stille de rigtige spørgsmål eller give de rigtige svar. Interessen for emnet voksede, og jo mere jeg læste, desto flere perspektiver fik jeg på historien, hvilket gav mig overblik og udru41


stede mig med en evne til at kunne tage stilling til tingene uden at fortabe mig”. Det underlige er at have en massegrav som arbejdsplads Spørgsmålet om fortidens konflikt som tematisk struktur begyndte Ismar at undersøge gennem kunsten allerede tilbage i 2002, mens han stadig var på akademiet: ”Interessen lå ikke så meget i brugen af fotografiet som sådan, men mere i behovet for at undersøge nogle temaer og derigennem søge svar ved at besøge steder og betragte fortiden”. Om sit besøg til massegraven fortæller han: ”Jeg var vidne til et område dækket til af skeletter, parterede kroppe, menneskeligt forfald. Lugten af stedet, af døden, trængte ind i tøjet, ind i kroppen. Men det mest skræmmende var oplevelsen af, at man kunne vænne sig til alt. Det bliver en del af arbejdet, af livet; at arbejderne ved massegraven spiser frokost som var det en helt almindelig arbejdsplads, som om her intet var hændt”, fortæller Ismar og uddyber: ”Det underlige er ikke, at medarbejderne spiser frokost.

Det underlige er at have en massegrav som arbejdsplads”. Skjulte chok-effekter I sine værker placerer Ismar skjulte chok-effekter, som først kommer til udtryk sekundært i beskuerens møde med værket. Hvordan ville du reagere, hvis du som beskuer tilnærmede dig værket Cleaning Times; en installation sammensat af et antal høstakke og et udslået tøjstativ, hvor der – nok som forventet – hænger tøj? Og næste spørgsmål er så, hvordan ville du reagere, i det øjeblik du fandt ud af, at tøjet tilhørte krigsofre, og at høet blev høstet på en massegrav? Samme koncept går igen i Negatives Beyond The Green, hvor beskuerens blik tilfredsstilles med æstetisk nydelsesfulde fotografier af landskaber og beklædningsgenstande. Men det smukke i disse fotografier krakelerer i det øjeblik, beskueren opdager, hvad der egentlig gemmer sig under overfladen. Beklædningsgenstandene fotograferede Ismar ved Šejkovača – et

identifikations- og ekshumeringscenter tæt på byen Sanski Most i Bosnien. Og de betagende, smukke landskaber hviler på Bosniens massegrave. Netop denne baggrundsviden om materialerne tilføjer installationen og fotografierne en æstetisk kvalitet, som åbner op for anderledes og dybere oplevelse og erfaring. Strategisk tilrettelæggelse ”Der er fotografier, som på en dokumentarisk og meget eksplicit måde og fantastisk vis repræsenterer massegrave og andre lignende motiver. I de tilfælde, hvor motivet er så direkte præsenteret for beskueren, er billedet tiltrækkende på en hypnotiserende måde; men på samme tid også frastødende. Folk genkender med det samme, hvad fotografiet drejer sig om, og de distancerer sig hurtigt fra motivet”, forklarer Ismar. Netop gengivelsen af det direkte, eksplicitte motiv af massegrave og ofrene er fraværende i hans fotografier. Et aktivt valg som han opdagede havde en klar effekt i beskuerens møde med fotografiet. Han fortæller, hvordan medstuderende på


kunstakademiet ville tilnærme sig for at observere fotografierne med beklædningsgenstande, mens han arbejdede i mørkekammeret: ”De ville fortabe sig i billedet i forsøget på at finde mening. De genkendte tøjet, men hvorfor var det beskidt, ødelagt, brændt? De involverede sig. Men de distancerede sig, når de efterfølgende fik at vide, hvad billedet repræsenterede”. ”Fravær af det eksplicitte har jeg brugt som en strategi til at trække beskueren ind i billedet uden at bebyrde med et hårdt motiv ved første blik. Strategien har gjort det muligt at nyde en repræsentation af noget, som under overfladen egentlig afslører et horribelt motiv. Jeg har forsøgt at pakke det ind i farverigt papir og gøre det æstetisk tiltrækkende, således af beskueren lettere kan træde ind i kunsten og tillade sig selv at reflektere over indholdet ved at bruge sin forestillingsevne til selv at skabe oplevelsen af det groteske i motivet”, uddyber Ismar. En følelsesmæssig distance Nogle af de reaktioner, der opstod som respons på Ismars arbejde med fotografierne i Bosnien, afspejler en holdning til den nære, kon-

fliktfyldte fortid i selvsamme land: ”Folk kunne finde på at sige ’lad det ligge, det er fortid, glem den historie, hvad skal du bruge det til?’ Men jeg tog blot billeder og stillede dem frem. Problemet er, at folk gerne vil feje fortiden ind under tæppet; lade som om intet er sket; glemme. På trods af at være bevidste om de begivenheder, som har fundet sted, ønsker folk ikke at acceptere dem ved ikke at tage stilling til dem”, forklarer han. Ved nærmere eftertanke forekommer det unødvendigt at spørge, om han igennem sin søgen på mening er nået frem til noget brugbart. Krigens historier bærer i sig en iboende meningsløshed. Men den lange proces med fotografierne har trods alt ført noget med sig; en accept af meningsløsheden. Ismar fortæller: ”Man finder jo ikke frem til en mening, som berettiger krigen. Man finder frem til en måde at begribe og forstå mangel på mening. Erfaringen siger mig, at man aldrig rigtigt kan forstå disse sager. Men ved at se dem i øjnene, ved at konfrontere sig med dem, formår man at skabe en følelsesmæssig distance. Man begriber tingene ved

at slå koldt vand i blodet; man gør det nemmere for sig selv ved at have et overordnet overblik over situationen. Så er man i det mindste ikke forvirret omkring alting".

Dalila Tatarevic er cand.mag. i spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur med speciale i erindring, identitet og litterær erfaring. Hun søger at forstå forholdet mellem tekst og modtager samt hvordan dette spændingsfelt kan resultere i erfaringsdannelse. Tidligere har hun arbejdet på et ngo-projekt i Peru, undervist i spansk i forskellige sammenhænge og organiseret bosnisk-dansk filmfestival i Aarhus. 43


Magasinet rĂ˜ST

Krig i fredens Europa - Bosnien 20 år efter Dayton  
Krig i fredens Europa - Bosnien 20 år efter Dayton  

I et samarbejde imellem Magasinet Europa og Magasinet rØST udforskes det moderne Bosnien og vi ser på, hvad der er sket i de 20 år der er gå...

Advertisement