Page 1


Denne udgivelse er udarbejdet af : Redaktion: Kristoffer Hecquet Louise Buxbom Michael B Lauritsen Layout: Kristoffer Hecquet Foto: Jens Malling (forside, s. 2-3, 10, 26-35, 45 Brita Kvist Hansen (s. 22-24) Sovjetiske fremtidsvisioner (s. 4, 8,) Flickr (s. 7, 18-19, 36-37, 40-41)

ISSN: 2246-8048

2

Udgivelser af Magasinet rĂ˜ST:


Indhold 25 år med forandringer

4

Når en ideologi pludselig forsvinder 26

Historien med stort H endte i ’89

6

Transitionen til noget andet

30

”Der var faktisk nogen, der forudså kommunismens fald i Østeuropa”

10

Det nye Ruslands storhed og forfald

32

Mere end bare sovjetnostalgi

15

En omvej til demokratiet

36

”Vi ønsker magten for at kunne uddele værdier til vennerne”

18

Transitionen til en grøn ø i et krisehærget Europa

40

Homopolitisk public service i Sovjet

22

Enden på transitionen

46

Introduktion

Af professor Uffe Østergaard

Af professor Sabrina P. Ramet

Af Ph.D Katrine Bendtsen Gotfredsen

Af Hanne Severinsen, tidligere MF og Ukraine-rapporteur i Europarådet

Af journalist og radiovært Brita Kvist Hansen

FORFALD I. Af fotojournalist Jens Malling

FORFALD II. Af lektor emeritus Søren Riishøj

FORFALD III. Af lektor Mette Skak

Af cand.mag Anne Zachariassen

Af lektor emeritus Kay Lundgren-Nielsen

Af cand.mag Kristoffer Hecquet

3


25 책r med forandringer 4


VELKOMMEN | Hvordan forstår vi transitionen, og hvad er det for forandringer, den tidligere østblok har gået igennem? Magasinet rØST gør status, og evaluerer på 25 års udvikling i Østeuropa.

ILLUSTRATION: I Sovjet forsøgte man også at forudsige fremtiden. Dette er filmplakaten til science fiction filmen Nebo Zovjet—eller Battle Beyond Sun (som blev den engelske titel) fra 1959.

Murens fald og de efterfølgende demokratiske revolutioner i østblokken skabte for 25 år siden et fundament for en anden fremtid for en lang række lande end den autoritære. Fremtiden havde forladt sit spor og var nu åben og uklar, selvom det var forventet at landene nu ville vende sig i vestlig retning. Siden har regionen oplevet voldsomme forandringer, der har berørt alle dele af samfundet. Men hvad er det for forandringer, og hvor har de båret landene hen? Denne udgivelse går i dybden med at undersøge, hvad det er, der har forandret sig, og sætter spørgsmålstegn ved den lineære transition fra det lukkede og låste samfund til det åbne og frie. Forandringerne har været forskellige fra land til land, fra befolknings-

gruppe til befolkningsgruppe, fra aldersgruppe til aldersgruppe, fra social klasse til socialklasse. Og det har forudsætningerne for forandringerne også. Udgivelsen kommer med eksempler på, hvad landene kommer fra og hvad de har været igennem, og vi diskuterer konsekvenserne og rammerne. Vores ambition er at skabe et mere nuanceret billede af processen, men også af regionen som helhed. Udgivelsen er realiseret på baggrund af en konference i november 2014 arrangeret af Magasinet rØST i forbindelse med 25-året for Murens fald. Rigtig god læselyst. 5 5


Historien med stort H endte i ’89 Af Uffe Østergaard | 28. november 2014

REVOLUTION | Uffe Østergaard, Jean Monnet professor i europæisk historie på Copenhagen Business School, tager os med op, og betragter debatten om årsagerne til, og betydningen af, Murens fald i fugleperspektiv. Hvorfor var der ingen, der havde forudset begivenhederne? 25 år efter afslutningen af den kolde krig er det klart, at året 1989, hvor de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa et efter et gav op og blev tvunget fra magten af demonstrationer i gaderne, var et af de helt afgørende i historien på linje med den franske revolution og verdenskrigene i det 20. århundrede. Men det var der ikke nogen, som havde forudset. Da George Bush (den ældre) blev indsat som præsident i USA den 20. januar, delte han ikke sin forgænger Ronald Reagans tro på, at Mikhail Gorbatjov virkelig mente, hvad han sagde, og ville demokratisere Sovjetunionen. I forordet til sine erindringer fra 1998 skrev han sammen med den nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft: “Havde vi set, hvad der var i vente, da vi tiltrådte? Nej, vi havde ikke, og vi kunne heller ikke have planlagt det” (Gaddis, John Lewis (2005), Den Kolde Krig, Kbh., Gyldendal 2007, s. 304). Fornyet mistro, da Bush overtager efter Reagan Hverken Bush eller Scowcroft stolede på Gorbatjovs motiver, og de var 6

bange for, at den erklærede leninist ville begrave sine modstandere i venlighed, så de ville ikke nedruste, uden at Sovjetunionen selv ændrede sin militære struktur. Gorbatjov var på sin side ligeledes mistroisk over for Bushadministrationen, som han opfattede som koldkrigere. Det var ikke uden grund. George Bush havde ganske vist været vicepræsident under Ronald Reagan, da denne i sine sidste år mødtes med Gorbatjov og besluttede at stole på ham og indlede en alvorligt ment nedrustning. Men Bush repræsenterede den traditionelle tænkning i amerikansk udenrigspolitik. Han havde været chef for det CIA, der efter omvæltningerne i 1989-91 måtte erkende at have besiddet alle oplysningerne om Sovjetunionens økonomiske fallit pga. de lave oliepriser og befolkningens utilfredshed, men ikke have samlet dem til en anvendelig forudsigelse. Kennans profeti Det er i grunden mærkeligt, da Sovjetunionens sammenbrud i konkurrencen med de vestlige, kapitalistiske demokratier var hovedindholdet

i den strategi for den kolde krig, som blev formuleret af den langttænkende amerikanske diplomat George Kennan i 1946. Kennan var en ung, lovende diplomat i Moskva i 1946, men levede helt til 2005 og nåede således at se sin profeti gå i opfyldelse. Hans såkaldte “lange telegram” på 8.000 ord fra den 22. februar 1946 kom, sammen med en anonym artikel i tidsskriftet Foreign Affairs om ”inddæmning” (containment) af Sovjetunionen, til at lægge grunden til den langsigtede amerikanske strategi, der førte til Marshall-hjælpen til Europa for at forhindre en sejr for kommunismen i de udpinte lande. Satsningen på økonomisk vækst, demokrati og forbrug i stedet for militær oprustning blev ikke konsekvent fulgt, efter at Kennan og hans meningsfæller blev udmanøvreret. Men kommunismens relativt ublodige fald på grund af befolkningernes utilfredshed gav Kennan ret i, at en “langsigtet, tålmodig og årvågen inddæmning af de russiske ekspansionstendenser” ville føre til sejr for den amerikanske eller vestlige model.


Artiklen blev bragt pĂĽ Magasinet rĂ˜ST 8. maj 2012 i sin oprindelige udgave. 7


Forgældet kommunisme USA holdt sig ikke til den fredelige kappestrid, men gik ind i et rustningskapløb med Sovjet, som det vandt pga. sin meget større og mere produktive økonomi. Hvor militærudgifterne højst udgjorde en tiendedel af det amerikanske bruttonationalprodukt, udgjorde de i det langt fattigere Sovjet omkring halvdelen, hvis vi ser på den lange periode under den kolde krig under ét. Kommunismen gik fallit og gældsatte sig i 1970’erne og 1980’erne i et forgæves forsøg på at levere de forbrugsgoder, befolkningen krævede. Forbrugsgoder som det var umuligt at skjule for befolkningen i det lange løb.

onen. I Danmark med den ekstra krølle at vi nu tør udkæmpe den kamp om sikkerhedspolitikken, som ikke blev ført til bunds i 1980’erne. Det har vist sig i de forbitrede kampe om den redegørelse i fire bind, Danmark under Den Kolde Krig, som Dansk Institut for Internationale Studier udsendte i 2005. Og i den efterhånden parodiske retssag mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, der nu skal afgøres i Højesteret.

Der er meget, som taler for, at den tiltrækning, Beatles udøvede på unge russere, betød mere for undergravningen af det kommunistiske styres legitimitet efter Khrusjtjovs fald i 1964 end den militære afskrækkelse.

Den grundlæggende uenighed går på, om det var de fredelige forbindelser og eksemplets magt, der blev mulig, især efter Helsinki-aftalen i 1975, eller oprustningen i 1980’erne, der knækkede kommunismen i Østeuropa. Svaret er nok, at det var en kombination. Men den præcise dosering og faktorernes orden hersker der stadig uenighed om. Derfor er der så stor interesse for historikernes arbejde med de nu i stigende grad åbne arkiver.

Fornyet debat om årsagerne til Jerntæppets fald Hvad der er årsag til det heldige resultat af den kolde krig, føres der stadig intense debatter om. Mest i forskerkredse, men med fornyet aktualitet efter at Putins Rusland er begyndt at udvise en lang række af de træk, vi forbinder med Sovjetuni-

Den udløsende faktor for den østeuropæiske utilfredshed Hvordan det end forholder sig, og hvordan det vil gå med konfrontationen med Putins Rusland, er der ingen tvivl om betydningen af Murens fald, både muren i Berlin i november 1989 og i mere generel for-

8

stand omkring de kommunistiske lande. Og der er heller ikke tvivl om den rolle, tilfældigheder spillede. Det var ikke kun inkompetence, der gjorde, at de vestlige efterretningstjenester ikke havde forudset kommunismens fald, selvom de, som vi ved i dag, havde alle oplysningerne. Den udløsende faktor for utilfredsheden var den ungarske regerings beslutning i sommeren 1989 om at rive det hegn ned, som adskilte landet fra det neutrale, men vestlige, Østrig. Den beslutning havde sin egen baggrund. Da Gorbatjov kom til magten i 1985, havde Ungarn den mest udviklede økonomi af alle de kommunistiske lande og eksperimenterede med liberalisering. János Kádár, der havde fået magten efter den sovjetiske undertrykkelse af opstanden i 1956, præsiderede over den såkaldte ”gullaschkommunisme”. Den var ganske vist finansieret ved vestlige lån, ved vi i dag, men bevirkede så megen åbenhed, at det i modsætning til i DDR lykkedes yngre reformkræfter i det kommunistiske parti at tvinge Kádár fra magten i 1988. Den nye premierminister Miklós Németh blev som kompetent teknokrat chokeret over gældsætningens størrelse. Samtidig fik han ved et besøg i Moskva lov til at følge sin


egen vej. Det der siden blev kaldt Sinatra-doktrinen efter dennes berømte sang My way. For at få budgettet til at balancere slettede Németh udgifterne til modernisering af jerntæppet mod Østrig. Det skulle nemlig vedligeholdes med vestligt indkøbte materialer, der kostede styret dyrt i valuta.

afsættelsen af diktatoren Nicolae Ceaușescu. Han blev henrettet efter en skueproces under ikke helt afklarede omstændigheder. Dermed var alle de kommunistiske regimer i Sovjetimperiet faldet, da Todor Zhivkov, der havde ledet Bulgarien enevældigt siden 1964, tidligere var trådt tilbage.

Og så rullede begivenhederne Og da hegnet ikke blev vedligeholdt, besluttede regeringen i maj 1989 at nedlægge det med den begrundelse, at det indebar en ulykkesrisiko. Og så rullede begivenhederne i ukontrollabel fart. Utilfredse østtyskere hørte om hullet og strømmede til i osende Trabier og til fods. Styret i Østtyskland protesterede til Moskva, men fik som svar, at “det kan vi ikke gøre noget ved.” (Gaddis, John Lewis (2005), Den Kolde Krig, Kbh., Gyldendal 2007, s. 307).

Konsekvenserne er større end Europa Selv om det kinesiske styre reagerede helt modsat og blodigt nedkæmpede en stor studenterdemonstration på Tiananmen-pladsen i Beijing den 3.-4. juni, var kommunismen færdig. I Kina bevarede det kommunistiske parti magten for at gennemføre sit statskapitalistiske program. Det har virket, og en halv milliard kinesere er nu løftet op i middelklassen som følge af den eksplosive økonomiske vækst. Ganske vist uden videre demokrati, men at modellen for en styret kapitalisme synes at virke hører med til vurderingen af 1989. Men sejr for kommunismen kan den kinesiske udvikling dårligt kaldes.

Samtidig gav et valg i Polen en uforudset stor sejr til Solidarnosc (Solidaritet, red.). Det fik befolkningen i Leipzig og Dresden i DDR til at på gaden under råbet “wir sind das Volk”, siden “wir sind ein Volk”. Og så faldt muren den 9. november i Berlin. I Prag trådte regeringen tilbage i december og gav plads for en borgerkoalition ledet af Václav Havel. Året kulminerede i julen med

Hvor efterlader det os i 2015? Vi manglede et alternativ til den ustyrlige og selvødelæggende finanskapitalisme under krisen i 2008. Og er kommet i tvivl om det gode ved demokratiske revolutioner

efter at have set de arabiske forår i 2011 blive til efterår, blodige borgerkrige og islamistisk terror. Historien med lille h er ikke slut, men det var heller ikke hvad Francis Fukuyama proklamerede i 1992 med sin berømte tese om “Historiens afslutning”. Det var Historien med stort, mening og retning, der efter Fukuyamas mening sluttede i 1989 med sejren for markedskapitalisme, demokrati og retsstat. Historie med lille h vil der fortsat være masser af, på godt såvel som på ondt, som vi ser med Putins autoritære styre og islamismens aggressive terror. Men systemkonflikt er der ikke tale om. George Kennan fik ret og levede længe nok til at se det.

Uffe Østergaard er professor i Historie på Copenhagen Business School. Han er specialiseret i europæisk identitetshistorie. 9


”Der var faktisk nogen, der forudså kommunismens sammenbrud i Østeuropa” Sabrina P. Ramet | 22. november 2014

FORUDSIGELSER | Også i akademiske kredse kom den østeuropæiske kommunismes sammenbrud som et chok og udfordrede politiske teorier. Men ikke alle var overraskede. En af dem var professor Sabrina P. Ramet. Her bringer vi hendes oplæg fra Magasinet rØST’s konference ”Forandringer i Østeuropa – 25 år efter Muren”, som blev afholdt den 22. november i København. Oplægget er oversat fra engelsk af Louise Buxbom. 10


Mit oplæg er – som Julius Cæsar engang sagde om oldtidens Gallien – delt i tre. Først vil jeg diskutere nogle forudsigelser, som forskellige personer, herunder jeg selv, lavede i årene 1988-1995, og notere hvor vi havde ret, og hvor vi tog fejl. For det andet vil jeg undersøge en særligt fejlagtig forudsigelse, som jeg lavede i 1995, og give en forklaring på hvorfor jeg tog fejl. Og for det tredje vil jeg foretage en begrænset vurdering af tingenes tilstand i de post-socialistiske lande i Central- og Østeuropa. For det første: Enhver forudsigelse af fremtiden må – i modsætning til en profeti – nødvendigvis involvere to ting: En begrebsramme, med hvilket jeg mener et sæt antagelser, herunder en afvejning af relevante fakta, og dokumentation. I 1980’erne (som nu) var politologer i Vesten delt i to lejre: de såkaldte realister, som udgjorde majoriteten, og idealister, eller, som Andreas Hasenclever har karakteriseret os: tilhængere af en moral-sociologisk tilgang. (Hasenclever 2001). Særligt inden for komparativ politik er to generationer af politologer kommet under indflydelse af Samuel P. Huntingtons bog fra 1968, Political Order in Changing Societies. Kernen i Huntingtons bog var påstanden om, at det, der havde betydning for et systems langsigtede stabilitet, var institutionaliseringsgraden af et regimes magt. Huntington mente, at kommunismen var stabil Når Huntington betragtede leninistiske systemer – som han kaldte de lande, der i tiden almindeligvis blev kaldt kommunistiske – så han institutionaliseringsgrader, der var sammenlignelige med blandt andet USA og Storbritannien. Han konkluderede herudfra, at demokratiske systemer (eller mere præcist systemer med repræsentative regeringer) og leninistiske systemer var funktionelt ækvivalente for så vidt angik langsigtet stabilitet. Han og hans tilhængere afviste enhver idé om, at de socialistiske systemer i Sovjetblokken kunne være skrøbelige og endda sårbare over for sammenbrud, som ønsketænkning. Og realisterne holdt fast i de-

res forvirring helt op til 1989, da det socialistiske (eller leninistiske) korthus begyndte at falde sammen. Idealister, eller tilhængere af den moral-sociologiske tilgang, hævdede derimod, at legitimitet, ikke institutionaliseringsgraden, var den vigtigste faktor i bestemmelsen af et systems stabilitet eller ustabilitet, og at legitimitet på lang sigt afhang af et antal faktorer, herunder folkelig accept af de metoder, der anvendtes til at udvælge eller vælge regeringsmedlemmer; troen på at systemets moralsk-juridiske grundlag var (i det mindste) acceptabelt; og endelig en given regerings evne til at levere ydelser til befolkningen, særligt arbejdspladser og en tilstrækkelig indtægt. Fattigdoms- og arbejdsløshedstal er derfor blandt de faktorer, der kan svække et regimes legitimitet. Kommunismens fald forudsås i 1980’erne Realister fremhævede Sovjets beslutning om at knuse den ungarske revolution i 1956 og undertrykke det tjekkoslovakiske eksperiment med ”socialisme med et menneskeligt ansigt” i 1968 og fremhævede den beslutsomhed, med hvilken Wojciech Jaruzelski, på sovjetisk opfordring, indførte militær undtagelsestilstand i Polen i 1980 og således gjorde en ende på mere end et års politisk repluralisering (spredning af den politiske magt mellem flere grupper, red.) i landet. Idealister, derimod, fremhævede de vedvarende bestræbelser på at løsne eller endda undslippe sovjetisk kontrol; de bemærkede opblomstringen af politisk aktivisme, forlagsvirksomhed og kultur i undergrunden, ikke bare i Polen, men også i Tjekkoslovakiet og Ungarn efter 1980, og tog de forskellige former for opposition mere alvorligt end realisterne. Derfor forudså et antal forskere og journalister i 1980’erne med nøjagtighed kommunismens forestående kollaps i regionen, inklusive Ernst Kux, Ivan Volgyes, Anneli Gabanyi og, mest berømt, Zbigniew Brzezinski i hans Grand Failure, udgivet i 1989 på selve tærsklen til den store transformation.

Check-liste til revolution Min egen erfaring med at lave forudsigelser var imidlertid nedslående. Manuskriptet til min bog, Social Currents in Eastern Europe (1991), indgivet til Duke University Press i september 1988, begyndte oprindeligt med en klar tilkendegivelse af, at regionen lod til at være på randen af systemsammenbrud og transformation. Min begrebsramme stammede ikke fra Huntington’s Political Order, men fra Crane Brintons Anatomy of Revolution (1965). Jeg havde læst Brintons bog halvandet årti tidligere, men genlæste den i begyndelsen af 1988, eftersom jeg allerede i april det år havde på fornemmelsen, at omvæltninger var blevet uundgåelige. Hvad jeg fandt hos Brinton, var en check-liste over faktorer, der var afgørende for revolution, og da jeg undersøgte den østeuropæiske region, fandt jeg, at disse faktorer – heriblandt økonomisk nedgang, tab af tillid til de herskende eliter og stadig stærkere organisering af oppositionsgrupper – var til stede i rigeligt omfang, særligt i DDR, Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Havel og Wałęsa politisk irrelevante De første peer-review bedømmere afviste dog min vurdering med det argument, at folk som Václav Havel og Lech Wałęsa, som jeg behandlede, som om de var politisk relevante, var (efter deres mening) politisk irrelevante, og at kommunismen var kommet for at blive. Jeg formåede at overtale forlaget til at sende mit manuskript ud til to nye bedømmere, og mens det var til fornyet vurdering, kollapsede kommunismen; Havel blev valgt til præsident i Tjekkoslovakiet; og min bog blev godkendt til udgivelse. Mens min bog var ved at blive trykt, blev Wałęsa valgt til præsident i Polen. Jeg havde en mere interessant oplevelse med at forudsige udbruddet af krig i Jugoslavien. I august og september 1989 tilbragte jeg fire uger i Beograd, Zagreb, Ljubljana, Sarajevo og Skopje med at tale med forskellige relevante personer, 11


inklusive journalister, politikere, præster og forskere. Jeg vendte tilbage til Seattle, overbevist om at landet allerede var under opløsning og på vej mod krig. ”Hvorfor skulle vi bekymre os?” Men da jeg deltog i en lille uformel konference uden for Washington D.C. – organiseret af et vist ”agency” – få uger senere, erfarede jeg, at ingen af de omkring to dusin andre deltagere var det mindste interesserede i min selvsikre påstand om, at Jugoslavien var på vej mod krig. ”Hvorfor skulle vi bekymre os om det?” spurgte en af deltagerne. Jeg bekymrede mig, fordi jeg ikke ønskede at se befolkningen i Jugoslavien lide, men jeg forstod på spørgsmålet, at et sådant svar ikke ville være tilstrækkeligt. Så jeg svarede, at der ville komme flygtninge til en række vesteuropæiske lande; at tilstedeværelsen af flygtninge ville skabe problemer for deres værtslande; og at NATO i sidste ende kunne blive trukket ind i konflikten. Mine bemærkninger blev ignoreret, som var de komplet ligegyldige. Ikke desto mindre kunne jeg i marts 1991 offentliggøre min forudsigelse om krig i forårsudgaven af Global Issues. Usandt at ingen forudså sammenbruddet En forudsigelse, der blev fremsat på ovennævnte konference, slog mig dengang. Det var en forudsigelse, eller advarsel, af den prominente forsker Charles Gati, om at kommunismens sammenbrud ikke kunne garantere demokratiets succesfulde indførelse, og at det tværtimod kunne lede til fremkomsten af højreorienterede illiberale regimer. Viktor Orbans regime i Ungarn bekræfter klarsynet af Gatis forudsigelse. I betragtning af alt dette ophører jeg aldrig med at forbløffes over, at nogle mennesker fortsat hævder, der ikke var nogen, der forudså kommunismens sammenbrud i Østeuropa; at så snart det skete, forventede alle angiveligt en demokratisk opblomstring i hele regionen; og, sjældnere, at ingen forudså krigsudbruddet i Jugoslavien. Enhver påstand om, at ingen vidste det, indebærer en implicit påstand 12

om, at man har læst alt, hvad der er publiceret om regionen på ethvert væsentligt europæisk sprog fra 1980’erne og frem, og at man har husket det hele uden fejl eller udeladelser. Faktisk er påstanden, at ”ingen vidste det”, ren uforfalsket hybris.

Men det var ikke klart for mig på den tid, præcis hvor stor en rolle korruption ville spille for landenes videre vej frem. Endelig tog jeg tydeligvis fejl i min forudsigelse af en glat demokratisk transition i Ungarn.

Truslen fra højre Frarøvet min chance for at tilslutte mig koret af forskere, der forudsagde kommunismens fald, besluttede jeg mig ikke desto mindre for at forsøge mig med et frisk sæt forudsigelser, som blev inkluderet i andenudgaven af min bog Social Currents, udgivet i 1995.

Øget fattigdom i Ungarn Svaret ligger i den stigende fattigdom. I 2000 levede 3 millioner ungarer på et eksistensminimum. I 2005 var dette tal steget til 3,2 millioner; og i 2010 var det 3,7 millioner. Dette tal udgjorde 37 % af befolkningen – og det var året, hvor Viktor Orbán genvandt magten og aflagde ed om at opretholde forfatningen blot for hurtigt herefter at præsentere landet for en ny forfatning.

Kapitel 19 bærer titlen Propositions about the Future og oplister 11 forudsigelser. I den aktuelle situation er forudsigelserne 2, 8 og 11 de mest interessante. I den første forudsigelse, og i overensstemmelse med Gati, skrev jeg, at: ”På kort sigt kommer den største trussel mod den politiske konsensus [om opbygningen af demokratiske systemer] fra højre. Dette gælder for Tyskland, Polen, Slovakiet, Ungarn og formodentlig Rumænien (skønt i Rumænien på en noget anden måde).” Ikke desto mindre erklærede jeg i forudsigelse 8, at: ”Demokratiets bedste muligheder findes i Tjekkiet, Polen, Ungarn og Slovenien.” På den tid var Socialistpartiets leder, Gyula Horn, premierminister i Ungarn. Og endelig i forudsigelse 11 forudså jeg, at: ”De to lande med de bedste langsigtede perspektiver for stabilitet synes at være Tjekkiet og Slovenien.” Jeg tror, jeg kan sige, at mine bemærkninger om Tjekkiet, Polen og Slovenien var, i det store og hele, nøjagtige – på trods af en noget ustadig politik under Janez Janša i Slovenien (Janša er leder af det konservative parti SDS og var premierminister i Slovenien fra 20042008 og igen fra 2012-2013, red.) – samt at mine forudsigelser om Slovakiet og Rumænien stort set var i overensstemmelse med realiteterne.

Hvad skete der?

Dette medførte en dramatisk forøgelse af fattigdommen i samfundet i forhold til midten af 1980’erne, hvor mellem 17 og 18 % af arbejderklassen var registreret som befindende sig under fattigdomsgrænsen. Blandt landmænd og pensionister, og måske i modsætning til vores forventninger, var fattigdomsraterne endnu lavere i midt-1980’erne, helt nede på 14 % i 1985 og kun 11 % i 1987. (Milanović 1990). Når det handler om, hvordan folk lever, hvordan de bedømmer deres regeringer, og hvordan de kan forventes at stemme, tror jeg, at to af de vigtigste faktorer er fattigdom og arbejdsløshed – ja under visse omstændigheder er de sikkert de vigtigste faktorer. Fattigdom og arbejdsløshed Jeg ønsker ikke at benægte den rolle, som uddannelsesniveau, religiøse tilhørsforhold, alder eller seksuel orientering – blandt andre faktorer – spiller i påvirkningen af politiske valg. Men når en person er ludfattig, arbejdsløs og uden håb under de givne forhold, er det, som denne person med størst sandsynlighed ønsker, at ændre netop disse forhold radikalt. Hvis man ser på data fra Centraleuropa, Østbalkan og Albanien – hvilket vil sige de dele af det, vi rutinemæssigt kalder Østeuropa, som ikke hørte til det socialistiske Jugoslavien – ser man meget blandede resultater efter 1989/91. I Ungarn er andelen af registrerede arbejdsløse marginalt lavere i dag end i 1991


(8,5 % i 1991 og 7,8 % i 2014), mens fattigdommen har nået det højeste niveau i regionen (47 % i 2012).

velstand på en sådan måde, at den koncentreres i hænderne på de magtfulde og således fremmer og øger økonomisk ulighed.

som har gennemlevet voldelig konflikt og kæmper for at genopbygge institutioner, social tillid og økonomien.” (Lindberg og Orjuela 2014).

I Polen og Rumænien er arbejdsløsheden lavere i dag end i 1991 (et fald fra henholdsvis 11,8 % til 8,8 % og 8,7 % til 7,1 %), og den er lavere i Tjekkiet og Slovakiet, end den var i 2005 (et fald fra henholdsvis 8,9 % til 6,3 % og 16,1 % til 13,3 %). Når det handler om fattigdom, er der sket håndgribelige fremskridt i Albanien, Slovakiet og Rumænien.

Angreb på demokratiets rødder Og jo mere økonomisk ulighed, des mere politisk ulighed, hvilket resulterer i en ond spiral. Jo mere korrupt et land er, jo mere ulige er fordelingen af velstand, og jo flere mennesker lever under fattigdomsgrænsen.

Siden 1960’erne har forskellige teorier været fremsat til at forklare udviklingen af korrupt adfærd. Disse teorier inkluderer kulturelle, marxistiske og strukturelle teorier samt udviklingsteorier.

Jugoslaviske efterfølgerstater Hvad angår de jugoslaviske efterfølgerstater, og hvis vi først ser på fattigdom siden 2004, kan det konstateres, at der er sket håndgribelige forbedringer i Kroatien (fra 29,2 % til 21,1 % mellem 2004-2013), Bosnien-Hercegovina (fra 25 % til 17,9 % mellem 2004-2013), Montenegro (fra 12,2 % til 11,3 % mellem 20042012) og – hvis man kan stole på tallene – Kosovo (fra 43,7 % til 30 % mellem 2004-2013). Ironisk, i betragtning af landets stærkere økonomi, havde Slovenien en højere fattigdomsrate i 2012 (13,5 %) end i 2004 (12,9 %). Arbejdsløsheden, derimod, er en anden sag, og her ser vi ganske blandede resultater med en forværring af situationen i Slovenien og Kroatien (fra henholdsvis 6,4 % til 13,1 % og 13,8 % til 21,6 % mellem 2004-2013); vi ser en håndgribelig forbedring, ifølge officielle data, i Kosovo og Makedonien (fra henholdsvis 39,4 % til 30,9 % og 37,7 % til 28,6 % mellem 2004-2013); en lille forværring i BosnienHercegovina (fra 42 % til 44,3 % mellem 2004-2013) samt en lille forbedring i Serbien og Montenegro (fra henholdsvis 21,5 % til 20,1 % og 22,6 % til 19,1 % mellem 20042013). Men både fattigdom og arbejdsløshed påvirkes, direkte eller indirekte, af korruption. Naturligvis er der nogle, der tjener på korruption, men der er adskillige problemer forbundet hermed. For det første gør korruption det muligt for personer med magt og indflydelse, hvad enten de har deres gang i regeringen eller privatsektoren, at tage sig betalt for varer, tjenester og tildeling af offentlige hverv. Korruption omfordeler

For det andet er korruption per definition ulovligt, idet det repræsenterer en bevidst afvigelse fra vedtagne regler. Selv i tilfælde, hvor der er lokal konsensus om, at afvigelsen er acceptabel, endda at foretrække frem for streng overholdelse af reglerne – for eksempel i en virksomhed, hvor ansatte forfremmes på basis af nepotisme frem for præstationer – kan man stadig tale om korruption. Nogle gange vil der måske være forvirring om reglerne eller endda om, hvad der reelt udgør korruption. Som K. Balachandrudru har bemærket: ”Korruption trives i et miljø, hvor der ikke er konsensus om, hvad det er, fordi korruption har en tendens til at ændre karakter i respons til foranderlige socioøkonomiske, kulturelle og politiske faktorer” (Balachandrudru 2006). Og fordi korruption involverer afvigelse fra de vedtagne regler, underminerer den regeringsinstitutioner og retsvæsen, eroderer lighedsprincippet og gennemsigtighed og angriber på denne måde ”selve demokratiets rødder”. Korruption fremmer mistillid For det tredje, som David Bayley (blandt andre) har antydet, hæmmer korruption økonomisk vækst og skader et lands økonomiske potentiale (Bayley 1996). Og endelig, som Jonas Lindberg og Camilla Orjuela har bemærket, kan korruption – eftersom korrupt adfærd er designet til at tilgodese dem, der er involveret i den korrupte udveksling, på bekostning af samfundet og lighedsprincippet – fremme mistillid mellem forskellige etniske eller sociale grupper og er således ”særlig problematisk i samfund,

Blandt de sidste er en teori fremført af Gabriella Montinola og Robert Jackson, ifølge hvilken ”Korruption typisk er mindre udbredt i diktaturer end i lande, der er delvist demokratiserede. Men når man har nået et [vist] niveau, vil demokratiske praksisser hæmme korruption (Montinola og Jackson 2002). Målet for et givent samfund er at nå dette niveau. Forfatterne påpeger korrekt, at ”korruption falder med øget økonomisk udvikling, som afspejlet i BNP per capita.” Men hvis vi ser mod de stater, som engang udgjorde den Socialistiske Folkerepublik Jugoslavien, finder vi, at krigsudbruddet i 1991 var forbundet med en eksplosion af kriminalitet og korruption. Krigene befordrede korruption For det første blev det let for hærgende soldater, efterhånden som konflikten spredte sig til flere og flere byer, og lov og orden brød sammen, at beslaglægge huse, stjæle værdier og efterfølgende tage del i korrupt virksomhed. Ikke overraskende kom nogle af de ledende skikkelser i de respektive kampenheder i besiddelse af flotte huse, som ikke havde tilhørt dem, da kamphandlingerne startede. For det andet stimulerede indførelsen af en våbenembargo for hele eks-Jugoslavien i 1991 og, noget senere, en økonomisk embargo for Forbundsrepublikken Jugoslavien (Serbien og Montenegro) udviklingen af illegal smuglerhandel med våben, cigaretter og andre varer til priser, der blev fastsat at sælgeren. For det tredje gav det serbiske parlament tidligt i krigen Slobodan Milošević udstrakte skønsmæssige beføjelser over den økonomiske sektor, som han brugte til at omdirigere ressourcer til sine kumpaner 13


(Miljković og Hoare 2005); noget tilsvarende fandt sted i Kroatien.

politisk synspunkt peger dette på, at korruption må og skal bekæmpes.

Korrupte ’moderate’ politikere For det fjerde tvang den græske embargo mod Makedonien landet til at bryde Vestens embargo mod Jugoslavien, hvilket de facto fremmede ulovlig handel mellem Makedonien og Jugoslavien.

EU bør dele sin erfaring og ekspertise, hvor bestikkelse afkræves for at kompensere for lave lønninger (for eksempel til dommere, læger, politi med flere), kan et hævet lønniveau måske gøre en forskel. Og hvor lokale politikere trodser nationale standarder for at opkræve ulovlige gebyrer fra potentielle investorer, og således driver dem væk, kunne løsningen være, at centralregeringen monitorerer og regulerer lokalregeringerne strengere. Andre typer af løsninger må skulle findes for andre typer af korruption.

Og for det femte forsømte de internationale organisationer i postDayton tidens Bosnien-Hercegovina at ”sikre retssikkerhed og gennemsigtighed, før man udbetalte bistand og udviklingslån. Tværtimod,” som Boris Divjak og Michael Pugh bemærker, ”for at begrænse den folkelige opbakning til nationalistiske partier blev korrupte ’moderate’ politikere ofte begunstiget gennem en mere intensiv tilførsel af bistand, hvilket medførte yderligere omkostninger for landets institutioner og bæredygtige udvikling.” (Divjak og Pugh 2013). Korruption har afskrækket potentielle investorer fra at etablere virksomheder i landet, blandt andet på grund af lokale forventninger om at udenlandske investorer skal betale bestikkelse for at opnå markedsadgang. Alle jugoslaviske efterfølgerstater rangerer under 40. pladsen på Transparency Internationals indeks over opfattelsen af korruption fra 2013, med Kosovo på 111. pladsen, ud af 119 lande, sammen med Etiopien og Tanzania. 2013-tal fra Freedom House understøtter tallene fra Transparency International. Hvad kan vi konkludere? For det første synes det klart, i betragtning af eksemplet Ungarn, at det i bedste fald er vanskeligt for en forarmet befolkning at opretholde liberale demokratiske institutioner. I den udstrækning EU håber at se liberalt demokrati blive rodfæstet i Central- og Sydøsteuropa, burde unionen overveje, hvad den kan gøre for at bekæmpe fattigdom i regionen, udover det den allerede har gjort. For det andet er det tydeligt, at korruption fremmer socio-økonomisk ulighed og dermed fattigdom. Fra et 14

For det tredje har vi set, at ligesom korruption hæmmer økonomisk udvikling, så fremmer økonomisk stagnation korruption, og der skabes således en ond cirkel.

Litteratur

Og endelig burde det være klart, at der ikke er så meget, EU eller andre eksterne aktører kan gøre i regionen. Hvad EU naturligvis kan gøre af nytte, er at dele sin erfaring og ekspertise – som det blev gjort i 1990’erne, da American Bar Association (den amerikanske advokatsammenslutning, red.) implementerede sit Central- og Østeuropæiske Lovinitiativ. Resten er op til lokale beslutningstagere og andre borgere.

Brzezinski, Zbigniew, The Grand Failure: Communism’s terminal crisis (New York: Scribner, 1989).

Bayley, David H., “The Effects of Corruption in a Developing Nation”, i Western Political Quarterly, Vol. 19, No. 4 (December 1996). Brinton, Crane, The Anatomy of Revolution, Rev. & expanded ed. (New York: Vintage Books, 1965).

Divjak, Boris og Michael Pugh, “The Political Economy of Corruption in BiH”, in Ola Listhaug and Sabrina P. Ramet (eds.), Bosnia-Herzegovina since Dayton: Civic and uncivic values (Ravenna: Longo editore, 2013). Hasenclever, Andreas, Die Macht der Moral in der internationalen Politik. Militärische Interventionen Westlicher Staaten in Somalia, Ruanda und Bosnien-Herzegowina (Frankfurt-am-Main: Campus Verlag, 2001). Huntington, Samuel P., Political Order in Changing Societies (New Haven, Conn.: Yale University Press, 1968). Lindberg, Jonas og Camilla Orjuela, “Corruption in the aftermath of war: an introduction”, in Third World Quarterly, Vol. 35, No. 5 (2014). Miljković, Maja og Marko Attila Hoare, “Crime and the Economy under Milošević and His Successors”, in Sabrina P. Ramet and Vjeran Pavlaković (eds.), Serbia since 1989: Politics and society under Milošević and after (Seattle and London: University of Washington Press, 2005), pp. 192-226. Montinola, Gabriella R. og Robert W. Jackson, “Sources of Corruption: A Cross-Country Study”, in British Journal of Political Science, Vol. 32, No. 1 (January 2002). Ramet, Sabrina P., Social Currents in Eastern Europe: The Sources and Meaning of the Great Transformation (Durham, N.C.: Duke University Press, 1991). Ramet, Sabrina P., "The Breakup of Yugoslavia," in Global Affairs, Vol. 6, No. 2 (Spring 1991).

Sabrina P. Ramet er professor i statskundskab ved Norges Teknisk- Naturvitenskapelige Universitet (NTNU) i Trondheim. Hun beskæftiger sig med østeuropæisk historie, politik og religion og er forfatter til 12 akademiske bøger samt redaktør eller medredaktør til 31.

Ramet, Sabrina P., Social Currents in Eastern Europe: The Sources and Consequences of the Great Transformation, 2nd ed. (Durham, N.C.: Duke University Press, 1995). De i artiklen refererede tal for fattigdom og arbejdsløshed stammer fra Sabrina P. Ramets bog ”The Liberal Project and the Transformation of Democracy: The Case of East Central Europe” (2007); samt Verdensbanken; Budapest Business Journal; Romania Insider; Independent Balkan News; indexmundi.com; countryeconomy.com; economywatch.com; tradingeconomics.com Agency; FN; og CIA World Factbook.


Af Katrine Bendtsen Gotfredsen | 20. august 2014

Mere end bare sovjetnostalgi MINDER | Helt frem til 2010 stod der en statue af Josef Stalin i den georgiske by Gori. Statuen var for mange et symbol på Sovjetnostalgi og en ufuldstændig transition i Georgien. Men måske kan også forstås som et ønske om en anden demokratisk udvikling i landet.

En nat i sommeren 2010 blev en 15 meter høj bronzestatue af Josef Stalin fjernet fra sin plads foran rådhuset i den georgiske provinsby Gori, Stalins fødeby. Monumentet havde domineret byens centrale plads Stalinis Moedani siden 1950’erne og var et af de sidste af sin slags. Efter Sovjetunionens sammenbrud var nedrivningen af statuer af Lenin, Stalin og andre kommunistiske ledere en udbredt måde, hvorpå man på tværs af de tidligere østblok-lande kunne distancere sig fra den socialistiske fortid og symbolisere en ny fremtid. Dette gjorde sig også gældende i Georgien, men statuen i Gori gik fri i mange år. Saakashvilis utilfredshed med Stalin-statuen At Stalin-statuen i Gori havde fået lov at blive stående helt frem til 2010, skyldtes primært Stalins særlige status i byen. Det var en almindelig forestilling, at de lokale nærede så dybe følelser for ham, at en nedrivning af statuen kunne medføre omfattende protester og uro. For den daværende præsident Mikheil Saakashvili og hans regering var

både statuen og Gori som helhed imidlertid problematisk. Dels fordi det besværliggjorde repræsentationen af Georgien som et eksempel på en vellykket demokratisk transition over for omverden, og dels fordi byen kom til at stå som et nationalt eksempel på, at ikke alle delte regeringens fremtidsvisioner og den implicerede afstandtagen til sovjettiden. Statuen stod kort sagt som et visuelt symbol på en ufuldstændig transition – på manglende tilpasning til en demokratisk og europæisk fremtid. Symbolet er nu væk, men der er ikke desto mindre til dato stadig lokale kræfter, der arbejder på at få monumentet genrejst. De stærke følelser for Stalin er ikke faldet med statuen. Er Gori fyldt med Stalinnostalgikere? I resten af Georgien, såvel som blandt udlændinge der har besøgt byen, omtales Gori oftest som et lige dele skræmmende og grinagtigt sted. Der tegnes et billede af en by befolket af Stalin-nostalgikere, der desperat klynger sig til en politisk figur og historisk epoke, som alle

ved sine fulde fem har afskrevet som undertrykkende og forfærdelig. Hvordan kan man hylde en mand, der har så mange skæbner og liv på samvittigheden? Og hvordan er det logisk set muligt at længes efter en tid, hvor Georgien ikke var selvstændigt, hvor det politiske styre var totalitært, og hvor den individuelle frihed var enten ikke-eksisterende eller stærkt begrænset? Det var nogle af de spørgsmål, der ansporede mit antropologiske feltarbejde i Gori i 2010 og 2011. Her fandt jeg gennem observationsstudier, samtaler og interviews med de lokale frem til, at nostalgien nærmere er udtryk for ønsker om en anden form for 'transition' end om en tilbagevenden til forgangne tider. Til ugentlige møder med Stalinselskabet Det kom især til udtryk til de ugentlige møder, jeg deltog i igennem foråret og sommeren 2011. Møderne blev afholdt af Gori’s lokale afdeling af det georgiske kommunistparti i samarbejde med det såkaldte 'Stalin-selskab'. Selvom Stalin15


STALIN 16


selskabet med formanden Archlis ord er et ”apolitisk selskab med det formål at udvikle og formidle viden om Stalins liv og bedrifter,” er de to organisationer i praksis én enhed. De deler de fleste medlemmer samt et lille lokale i en baggård i det centrale Gori, hvor de afholder deres møder. På møderne diskuterede deltagerne, der, med undtagelse af en enkelt yngre kvinde, alle bestod af midaldrende og ældre mænd og kvinder, de seneste politiske begivenheder i landet. Ikke mange socialistiske eller kommunistiske argumenter Allerede på det første møde, jeg deltog i, undrede indholdet og rammesætningen af diskussionerne mig. I kraft af, at størstedelen af deltagerne var medlemmer af kommunistpartiet, havde jeg forestillet mig, at kritiske kommentarer og diskussioner af regeringens politik ville trække på marxistisk lære og ønsker om at genindføre et socialistisk styre. I realiteten bestod de fleste af diskussionerne imidlertid af, at deltagerne udvekslede frustrationer over deres hverdagsproblemer. Disse personlige frustrationer blev italesat som eksempler på en generel social deroute i landet: Stigende priser på fødevarer, gas og elektricitet, brugerbetaling i uddannelsesog sundhedsvæsen, stigende arbejdsløshed, manglende respekt for ældre generationers viden og samfundsmæssige duelighed, og et generelt moralsk forfald, som følger af regeringens politik. Hvor mange af disse problematikker kunne have været rammesat eksplicit socialistisk eller kommunistisk, trak deltagerne imidlertid oftere på nationale og religiøse billeder og følelser. Man frygtede, at regeringens politik kontinuerligt ville underminere den georgiske nation og den georgiske ortodokse kirke. Stalin elskede hårdtarbejdende og veluddannede georgiere Et eksempel på dette ræsonnement kom til udtryk i en samtale med Nuno, en kvinde i tresserne. Da vi taler om fjernelsen af statuen udbryder hun: ”De sagde, at det ikke er Stalins tid mere. Jeg hader dem… Jeg elsker mit land og min by. Jeg ville ønske,

at monumentet blev genrejst, og at Stalins navn var ligeså rent, som han fortjener. Jeg ville ønske, at vores regering gjorde bare halvdelen af, hvad han gjorde. Stalin elskede hårdtarbejdende og veluddannede mennesker.” Hun uddyber:

transitionen, og Stalin gøres til et positivt symbol på disse goder. Hyldesten af Stalin og sovjetnostalgien handler med andre ord ikke om et reaktionært ønske om at genskabe Sovjetunionen, men snarere om at frygte for fremtiden med udgangspunkt i en længsel efter ting, man føler, er fraværende i nutiden: gratis uddannelse til alle, billige dagligvarer, gas og elektricitet, at være i arbejde og kunne sørge for sin familie og at blive anerkendt for sit bidrag til samfundet. Kort sagt social fremgang, sikkerhed og status.

”Vores præsident burde være en dannet mand, som først og fremmest tænker på sit land og sit folk. Jeg ønsker gratis uddannelse til vores børn. Nu skal du betale for uddannelse og medicin. Hvis du Ønsket om noget bedre ikke har penge, dør du, fordi du ikke Frem for at afskrive Goris beboere har råd til at tage på hospitalet. Jeg som irrationelle eller usympatiske er sikker på, at enhver borger i etRejsebeskrivelse Peter Søgaard kan manaf forstå de Zacho lokales forhold til hvert land ønsker fred og frihed. Stalin som noget, der, i det mindste Regeringen er skyld i, at vi lever delvist, bunder i ønsker om en under dårlige forhold. Og vi forvenstærk og respektfuld leder, politisk ter det værste. Snart vil de sikkert stabilitet, social fremgang og natioikke lade os tale georgisk eller os nal overlevelse. Ønsker, der i prakgå i kirke.” sis peger fremad og fordrer kontinuerlig udvikling, eller ’transition’, snaNuno’s udsagn illustrerer en generel rere end en tilbagevenden til fortendens i de samtaler, jeg havde gangne tider. med medlemmerne af gruppen. Når Stalin blev inddraget som eksemStalin og Sovjettiden symboliserer plarisk modsætning til eksempelvis altså noget andet og mere end tySaakashvili og den siddende regeranni og national undertrykkelse. ring, var det ikke i egenskab af at For transitionen mod et mere demovære sovjetkommunist, men i egenkratisk og europæisk Georgien har skab af at være en verdenskendt, ikke givet den forventede og ønskestærk og endda troende georgier. de sociale fremgang og sikkerhed Det var med henvisning til hans for alle. Heller ikke med den nye kærlighed til Georgien og respekt regering der kom til, efter jeg boede for det georgiske folk specifikt, og i Gori. De fleste af de mennesker, flittige, dannede og lærde mennejeg beskriver ovenfor, var i begynsker generelt. delsen positive over for dette skifte, men der er nu en tydelig tendens til, Elementer af fortiden frembringer at denne optimisme for manges hyldest af Stalin vedkommende er ved at ebbe ud. De fleste vil naturligvis med rette hævde, at dette er en selektiv og i visse aspekter decideret urigtig læsning af historien. Men hvis vi kortvarigt betragter denne læsning for sine betydningsmæssige associationer snarere end sit faktuelle indhold, træder et væsentligt aspekt ved Stalin-nostalgien frem. Når gruppen nostalgisk længtes tilbage til sovjetKatrine Bendtsen Gotfredsen er tiden, var det ikke i et ønske om at ekstern lektor i antropologi på vende tilbage til tiden som helhed. Aarhus Universitet og i KaukaLængslen må snarere forstås som susstudier på Malmö Universitet, en kontrastering af nutidens erfarinog har skrevet ph.d.-afhandlingen ger med deres oplevelser af ele”Evasive Politics: Paradoxes of menter af fortiden. History, Nation and Everyday Communication in the Republic Nostalgien tager på den måde afof Georgia” om hverdagens polisæt i en længsel efter, hvad gruptiske praksisser og logikker i Gepen føler de konkret har ’mistet’ i orgien. 17


"Vi ønsker magten for at kunne uddele værdier til vennerne"

af Hanne Severinsen | 19. februar 2015

VILKÅR FOR TRANSITION | Sovjetunionens efterfølgerstater havde meget forskellige vilkår for demokratisk udvikling efter unionens sammenbrud. Hanne Severinsen har oplevet transitionen i regionen på tæt hold lige fra begyndelsen. Her beretter hun om sine erfaringer som folketingsmedlem og Europarådets repræsentant i Ukraine. 18


20. august 1991 var min clockradio sat til kl. 7 – jeg skulle pakke færdig og afsted via København til Tallinn for at deltage i interparlamentariske møder i de tre baltiske landes hovedstæder og afslutningsvis være med til at danne et bånd af bål ned gennem landene den 23. august – årsdagen for Hitler-Stalin pagten 1939. Halvt i søvne hørte jeg, at Gorbatjov blev nævnt en masse gange – og pludselig blev jeg klar over, at der var sket et kup i Sovjetunionen. Der var om eftermiddagen møde i Udenrigspolitisk Nævn, og Uffe (Ellemann Jensen, red.) mente, at ”siden ånden allerede var sluppet ud af flasken, ville det nok blive svært for kupmagerne at proppe den tilbage”. Så vi var tre MF’ere, der tog afsted i et ellers tomt fly til Tallinn. Her var stemningen dyster med tanks overalt på vejene, og vi besøgte et barrikaderet parlament i gang med at vedtage deres selvstændighedserklæring og det nyoprettede Udenrigsministerium, der fremviste en af de satellit-telefoner, som de havde fået af Danmarks udenrigsminister (den anden befandt sig et hemmeligt sted i byen).

På hotelværelset kunne Sky Chanel vise Boris Jeltsin i Moskva på en kampvogn. Ånden lod sig ganske rigtigt ikke så nemt proppe tilbage… Som sendt fra Gud Via det ny-befriede Riga nåede vi frem til ”fjerde maj” – i Vilnius. Konferenceprogrammet blev afkortet, og vi blev i stedet kørt til pladsen, hvor Lenin var ved at blive skåret ned og transporteret væk under stort bifald. Jeg oplevede den 23. august om aftenen at stå øverst på trappen til det barrikaderede parlament bag ved Vytautas Landsbergis (en af lederne af den litauiske uafhængighedsbevægelse, Sajudis, og de facto statsleder fra 1990-1992, red.), der talte til et jublende menneskemylder - mange hundrede tusinde - og bagefter fik jeg på Danmarks vegne lejlighed til at byde dem ”welcome back to a free Europe”. Tolken hviskede til mig, at Litauerne betragtede Landsbergis som sendt fra gud for at give dem friheden! Det hører med til historien, at samme Landsbergis året efter stod bag ved mig i en buffet-kø. For efter det første frie valg var han blevet oppositionspolitiker og medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling. I et demokrati risikerer man hurtigt at miste gudepositionen. Og godt det samme! Mindre end 25 år efter er de Baltiske lande nu fuldgyldige EU- og NATO-medlemmer. Og selvom der har været problemer undervejs, er der ingen, der betvivler, at demokratiet her har vundet en varig sejr i Baltikum.


Eufori og en vanskelige transition Årene efter Murens fald var euforiske. Alt syntes at kunne lade sig gøre. Da jeg deltog som parlamentariker i Commission on Security and Cooperation in Europe (CSCE) i Moskva måneden efter, var de baltiske lande allerede blevet forsynet med gæstestatus, og kort tid efter brød Sovjetunionen sammen. Et overvældende flertal i Ukraine – også på Krim – stemte for selvstændighed. Men i årene efter viste det sig hurtigt, at ét er en demokratisk omvæltning, et andet er at få demokratiet til at fungere bagefter. Demokrati er ikke noget, man bare kan deklarere og så sende valgobservatører af sted for at se, om det går rigtigt til. Læren er, at nok så mange valg og nok så mange love kun fungerer, hvis man kan stole på de grundlæggende institutioner. Hvis man i princippet kan tage enhver fra et gadehjørne og dømme efter anklagemyndigheden som magthavernes forlængede arm – og hvis man ikke har en fri presse til at kigge magthaverne efter i sømmene – så er der naturligvis ikke forudsætning for demokrati. De baltiske lande klarede sig. De havde nogle traditioner fra før 2. verdenskrig. De havde desuden politisk vilje og europæiske og euroatlantiske mål at gå efter – og nogle nordiske venner, der ønskede at hjælpe dem. Europarådet som demokrativærksted Europarådets Parlamentariske Forsamling blev i 1990’erne et demokrativærksted med teknisk og moralsk støtte til reformer og med en parlamentarisk forsamling, hvor mange senere politiske ledere i Østeuropa trådte deres barnesko og fik politisk netværk og sparringspartnere efter idebaserede skillelinjer. Efter Gorbatjovs berømte tale i 1989 om Europa som det fælles hus i den Parlamentariske Forsamling i

20

Europarådet (hvor jeg blev medlem året efter) blev alle østeuropæiske lande gæstemedlemmer og derefter i hurtig takt medlemmer, efterhånden som de fik demokratiske forfatninger og frie valg. Der var gamle korrumperende vaner fra kommandostaterne, der skulle overvindes, men euforien og fremtidstroen levede videre. Jeg var i hvert fald overbevist om, at det hurtigt ville ske – som det også var sket i Spanien og Portugal. Jeg sad i det udvalg, der skulle hjælpe de nye demokratier på vej med menneskerettigheder og retssamfund. Vi opfandt monitoreringsmekanismer, og jeg fik i 1995 overdraget Ukraine-monitoreringen. Problembarnet Ukraine Det blev efterhånden klart, at Ukraine hang fast i sin sovjetiske fortid. Frihedsrusen i 1991 blev afløst af rygende inflation, fattigdom og korruption. ”Old boys-netværket” levede videre som nyrige oligarker, der tog for sig af retterne og for en slik overtog det gamle produktionsapparat uden gnist af evne til at forny det. Det, man i transitionsprocessen kaldte privatiseringer, var mest en deling af produktionsapparatet – ”rovet”. Udviklingen af små og mellemstore virksomheder – og dermed udviklingen af en ny middelklasse – blev hæmmet af den vilkårlighed, der følger med et manglende retssamfund, som stopper udenlandske investorer og får initiativrige unge til at forlade landet. I stedet begunstigedes de gamle industrier med subsidierede energipriser. På papiret blev der gennemført retsreformer, men i praksis gjorde man, som man plejede, og pressen – den fjerde statsmagt – skræmte man med attentater, der aldrig blev retsforfulgt. Partierne blev dannet omkring personer og interesser. Politik blev ikke ”fordeling af (abstrakte) værdier

med gyldighed for et samfund” (politologen David Eastons klassiske definition af politik, red.), men mere bogstaveligt: ”Vi ønsker magten for at kunne uddele værdier til vennerne”. Partierne blev – begunstiget af valgsystemet – forskellige hære bag forskellige anførere, som vælgerne kunne vælge imellem. Gennem 20 år har jeg mødt mange af de ledende personer – jeg genkender ansigterne – men jeg er oftest i tvivl om, hvis interesser de varetager lige nu – for det skifter alt efter konjunkturerne. Orange revolution - og modrevolution En kort stjernestund fik Ukraine i 2004, da en hel verden kom til at beundre den ublodige Orange Revolution, der lyste op i sne og kulde. Men den Orange Revolution endte i interne skænderier og banede vejen for, at de gamle industrikredse kunne genindsætte Viktor Janukovitj med en parole om at skabe stabilitet. Allerede på et-årsdagen for den Orange Revolutionen havde apatien bredt sig. Og ved næste præsidentvalg i 2010 fik Janukovitj og hans oligarker magten tilbage og var fast besluttede på, at denne gang skulle al magt samles og sikres. De manglende reformer af bl.a. retssystemet ramte den tidligere regering i nakken: Janukovitj og anklagemyndigheden hævnede sig i korruptionsbekæmpelsens navn på de tidligere ministre, der efter at være blevet væltet mistede immuniteten og blev arresteret. I Den Danske Helsinki Komite monitorerede vi fire af disse sager, som vi havde mistanke om var politisk motiverede. For mig blev disse sager en øjenåbner. Jeg havde i årevis kritiseret manglen på reformer af retssystemet, anklagemyndighedens magt, domstolenes manglende uafhængighed mm. Jeg havde besøgt


fængsler og kritiseret den måde, straffesystemet fungerede. Men nu, hvor vi fulgte med i de konkrete retssager, måtte jeg chokeret konstatere, at virkeligheden i en ukrainsk retssal var langt værre, end jeg overhovedet kunne have forestillet mig, dengang jeg var Europarådsundersøger. Udsigt til EU-aftale vagte håb Ved parlamentsvalget i 2012 fik Janukovitj knap en tredjedel af stemmerne i proportionalvalgdelen – men fik alligevel flertal, fordi han havde ændret valgsystemet, så halvdelen blev valgt efter det engelske ”first past the post”-system, der bare kræver flere stemmer end de andre (flertalsvalg i enkeltmandskredse, red.). Ukrainerne var ved at miste troen på, at der nogen sinde ville komme reformer, da Janukovitj i 2013 tilsyneladende besluttede sig for at indgå den associeringsaftale med EU, der havde været forhandlet om siden 2007. Nu begyndte de at håbe på, at de måske alligevel ville kunne komme i gang. Da det håb glippede forud for topmødet i Vilnius, strømmede folk til Uafhængighedspladsen Maidan – som de døbte EuroMaidan. For ni år siden havde man samlet sig om en helt og heltinde (Jusjtjenko og Timosjenko) – denne gang var det uden helte, men med stor bevidsthed om de reformer, de ønskede sig. De voldsomme begivenheder fik Janukovitjs partifæller til at forlade den synkende skude – og ham til at stikke af til Rusland. Herefter har ”de grønne mænd” østfra overtaget Krim og Donbass. Trods krig og truende bankerot er det alligevel lykkedes for Ukrainerne at gennemføre et fredeligt præsidentvalg og et parlamentsvalg, der foreløbig ser ud til at have et reformflertal. Foreløbig, fordi der i de fleste partier er sat folk ind, der bli-

ver betalt for at varetage oligarkinteresser, så snart det virkelig gælder. ”Nåede ikke” at ændre valgsystemet Jeg har været valgobservatør ved alle Ukrainske valg siden 1998. Normalt observerer man alene om valghandlingen overholder reglerne. Men hvordan omdannes vælgernes vilje til flertal i parlamentet? Bortset fra princippet om lige adgang til at stemme, så findes der ikke to lande med samme valglov. Mange lande har et proportionalt regionalt valgsystem, som fører til flere partier end det anglikanske flertalsvalg i enkeltmandskredse, der er blevet solgt til mange nye demokratier, fordi det lettere skulle føre til, at et enkelt parti kan danne regering (hvilket desværre i mange lande ophidser til stammestrid eller geografiske opdelinger). Men når man ser valgsystemerne i praksis, bliver man klar over, at det er vigtigt, at man sørger for, at valgmetoden sikrer en ”bottom up” model, således at vælgerne har en reel indflydelse på, hvem de vælger. At de repræsenteres værdimæssigt og geografisk. Og at der er en direkte indflydelse for vælgerne ved opstillinger og ved valget af personer på valgdagen. Det kan gøres på utallige måder, men spillereglerne skal ikke bestemmes efter, hvad de aktuelle magthavere tror vil give dem bedst mulighed for at beholde magten, den dag vælgerne ønsker en anden regering. Men så længe man ikke ændrer Ukraines korrumperende valgsystem, så er den fornyelse, de håbefulde demonstranter på Maidan har set frem til, truet. Trods løfter før valget om at ville ændre valgloven kunne det ”desværre” ikke nås (det er svært at overbevise parlamentsmedlemmer om, at de skal save den gren af, som de selv sidder på). Derfor vil

man fortsat finde mange navne fra Regionernes Parti og sågar tidligere medlemmer af Janukovitjs korrupte regering gemt rundt om på listerne. De medbringer oligarkfinansiering og kender turen; de har tidligere skiftet med vindretningen. Det skrøbelige demokrati Den anden halvdel vælges i enkeltmandskredse efter princippet: Vinderen får det hele. Det kunne så måske være den lokale vælgers chance? Men i enkeltmandkredsene behøver man ikke at have et flertal bag sig. Med det virvar af partier, der stiller op, er det nok, bare man får relativt flest stemmer. Her er 10 % bedre end 9 %, og det betyder, at det største parti eller den rigeste oligark har den bedste mulighed – og så kan man jo altid senere beslutte, hvem man i sidste ende skal støtte med sit mandat, når man er blevet valgt. Denne gang er der heldigvis også kommet mange nye ansigter i det ukrainske parlament og i den nye regering. Men når de mange økonomiske byrder skal bæres, hvor længe rækker opportunisternes loyalitet så? Vil de være med til at støtte de vidtgående reformer, der skal fjerne grundlaget for deres magt og penge? Man kan kun håbe på, at det lykkes at ændre valgsystemet næste gang. FOTO: Billedet på foregående opslag forestiller den nu væltede ukrainske præsident Viktor Janukovitj’s residens, der vagte opsigt verden over for sin overdådighed—skabt for ukrainske skattekroner.

Hanne Severinsen er projektleder for den danske Helsinki Kommité og tidligere medlem af Folketinget for Venstre. Hun har desuden været medlem af den parlamentariske forsamling i Europarådet og var Europarådets Ukrainerapporteur. 21


Homopolitisk public service i Sovjet


MENNESKER | Radiojournalist Brita Kvist Hansen tager os med tilbage til 1989. Tilbage til Perestrojkatiden, da hun rejste med Next Stop og for første gang stiftede bekendtskab med Sovjetunionen og Moskvas diskrete homomiljø. Af Brita Kvist Hansen | 5. januar 2015

man støtte 10 kilometer af hans rejse. Meget charmerende. Hurtigt var jeg opgraderet fra mikro-sponsor til del af rejsegruppen.

Nogle gange kunne man ønske noget af den håbefulde, blåøjede naivitet fra Perestrojkatiden tilbage. For et system der åbner sig, og mennesker der folder deres livsdrømme ud, ER bevægende. Men spørgsmålet er, om det egentlig var russerne, vi så, eller om vi spejlede vores egne værdier i dem, og blev betagede… Den hemmelige mission Jeg havde aldrig hørt om ungdomsbevægelsen Next Stop eller tænkt, at jeg lige pludselig sådan skulle til Sovjetunionen. Men pludselig var muligheden der. En munter lyshåret fyr, jeg skulle komme til at kende rigtig godt, kom glad hoppende hen til mit cafebord, og solgte ”billetter” til Moskva. Altså for en 10’er kunne

Det var en gruppe bøsser og ganske få lesbiske, der som en del af Next Stops mangfoldige trup var på vej. Ikke med alt for høj cigarføring, for homoseksualitet var stadig forbudt. Vi skulle finde på noget neutralt at kalde gruppen. Det blev til ”Køkkenrullerne”. Det fortaber sig hvorfor, måske fordi det lød ufarligt og hverdagsagtigt og først og fremmest uforståeligt i russiske ører.

til Pionerpaladset i Ismailova, som var hovedkvarteret for de mange små gruppers bidrag til Glasnost og Perestrojka. Det var sådan set ikke så mærkeligt, for vi havde ingen aftaler på forhånd. Den grå bygning med søjleindgangen var straks blevet døbt ”Ismejeriet” af de vittige aktivister i inderkredsen af Next Stop-bevægelsen. Det passede godt med temperaturen. Vi rullede skummadrasser og soveposer ud og sov på ismejeriets gulv et par dage, mens vi ventede på, at begejstrede ligesindede skulle opdage vores ankomst.

Lovtekst og kondomer i bagagen Det var år 1989 og ikke bare året for Next Stop, Sovjet og murens fald. Det var også året for den danske lov om registreret partnerskab. Vi var meget stolte af den. Det føltes som at være verdensmester i noget vigtigt. Hele verden burde vide det, og da bestemt russerne.

Der foregik et væld af aktiviteter i bygningen, men hvor var de homoseksuelle? Til sidst kom en af de dygtige komsomolskoje-tolke hen og prikkede til os og sagde, at hun vist godt kendte en, der kendte en, som kendte sådan nogle, som vi var på udkig efter. Rusland er et netværkssamfund!

Vi fik den oversat til russisk og pakkede desuden rygsækkene med Pan-blade, videofilm med AIDSinformationsspots og kondomer i store mængder. Så var vi klar til homopolitisk public service i Sovjet. Tolderne endevendte rygsækkenes indhold, vi svedte, men fik hele baduljen med ind. Vi forestillede os, at alle, vi mødte, ville være henrykte og taknemmelige over vores ankomst.

Popsangeren og hans følge Så vi mødte Sergej Penkin, en kopihitparade-sanger. Han kom susende i lang, skinnende, lyseblå jakke ind i ismejeriet sammen med et lille følge af fans – unge, smilende, generte fyre. Han efterlod dem hos os og valsede af igen. Det var begyndelsen på knap tre uger i stort set uafbrudt selskab med Dima, Jurij, Andrej, Viktor og forskellige andre, der sluttede sig til gruppen efterhånden.

Ismejeriet Der var imidlertid hverken flag-allé eller velkomst-komité, da vi ankom

Efter et par dage kom fyrene også og præsenterede to fnisende, me23


24


get unge piger arm i arm. Jo, de var da lesbiske, sagde de. Jeg tror nu snarere, det var et udslag af gæstfrihed. Fyrene syntes, det var synd, at jeg skulle trave byen rundt med dem og grine ad al deres flirt og fis. I stedet kom jeg i friluftsbassin med de to veninder, der hvor Frelserkatedralen nu ligger. Åbnede dørene Russisk gæstfrihed er ingen kliché: Gruppen af fyre åbnede uden videre dørene og indkvarterede vores gruppe på omkring ti personer på tre-fire adresser. Vi lærte glæden ved hjemlig sovjetisk hygge, for hjemme var der altid te, marmelade og papfranskbrød. Ude i byen var man ikke sikker på, hvor der var rigtig mad bag de meget lange menukort. Penge havde de vist ikke mange af, så vores fælles store forlystelse i vores næsten sprogløse fællesskab var uendelige gåture i Moskva. Vi lærte efterhånden at interviewe dem på forhånd: Hvor langt er der? Åh, det er ikke noget særligt, lige om hjørnet. Tyve minutter senere var vi stadig ikke halvvejs. Men det virkede, som om de var vant til at udsætte træthed, sult og sengetider. Vi var utålmodige, ville have besked og havde evigt rumlende maver, når vi ikke præcist vidste, hvornår næste omgang te med gele og papbrød med lyserød kødpølse stod på bordet. Politik? Nej hellere disko og sauna Vi havde nok forestillet os, at de ville sidde med åben mund og store ører, når vi fortalte om registreret partnerskab og demokrati i Danmark. Men de ville hellere vide, hvor man gik ud i København. Altså hvordan var der egentlig på Pan, hvad tid lukkede sådan et dansested, hvad var det med saunaerne…? Kun en i flokken af unge mænd talte engelsk. Han havde lært det af en amerikansk præst, der havde været på besøg og talte med en langsom, drævende accent. Tempoet stod i modsætning til vores store forventninger til, at han skulle oversætte hvert et forvrøvlet indfald, vi udvekslede. Om aftenen var den arme Andrej fuldstændig udmattet af at

oversætte alt det, der foregik om ørerne på ham for os. Hvoraf noget var bibliotekar Dimas lange foredrag om de spændende historiske genstande inden for og uden for Kremls mure, og en hel del andet var det rene pjat, fis og flirt. Paneldebatter om tabuer Om dagen var vi i Ismejeriet, hvor der var arrangementer. Blandt andet et panel om seksualitet. I det sovjetiske system var der ikke seksualundervisning på skemaet, og mange emner og spørgsmål var fuldstændigt nye for folk. Hvad er homo-, trans- og transvestitter? I panelet sad bl.a. den danske sexolog Gerd Winther fra Sexologisk Klinik i København. De fleste var for generte til selv at lægge ansigt og stemme til deres spørgsmål, så de vandrede på små sedler fra plyssæderne i en spand op til de indkaldte eksperter. Hun svarede venligt og efter bedste evne på spørgsmål om SM og tantrisk sex. Jeg synes, hun var sej. Public service to go, en flot dansk eksportvare! Vi tænkte meget over, hvad russerne egentlig tænkte. Vi prøvede at aflæse deres indbyrdes relationer. Gætte deres baggrund. Efter en del dage ser vi, at vores vært er afbilledet på et soldaterbillede, og det viser sig også, at han har været gift, er skilt igen og far til en lille dreng. Det var anskuelighedsundervisning i den høje sovjetiske skilsmisserate, hvor folk ofte var helt unge, når de kastede sig ind i ægteskabet.

videre cirka som før, og de flashede aldrig deres forhold offentligt. Jeg prøvede at spørge dem om politik, demokrati og Putin, men fik ofte det svar, at de faktisk ikke orkede at holde øje med alt det, at de ikke gad at stemme, det gjorde jo ingen forskel. Til sidst blev det svært at finde noget at snakke om ind imellem de store huller i vores samtale, og kontakten døde ud. Alt var anderledes Jeg tænker ofte, hvor berusende eksotisk det var at besøge dem. Alt var nyt for os, fra kvasmaskinen på gaden hvor alle drak af det samme glas, til sproget og omgangsformerne. Og vi syntes selv, at vi, og det vi repræsenterede, måtte være den største gave, de kunne få, og nok lige det de gik og længtes efter. Nu skulle vi bare have åbnet dørene, besøge hinanden, så ville de blive som os – sådan cirka. Men hvad forandrede vi egentlig? Nok mest noget inden i os selv. Vi blev budt så varmt og uforbeholdent velkommen i en lukket, ukendt verden. Vores værter åbnede deres hjem og liv og bød os indenfor uden at kende os overhovedet. Fra den ene dag til den anden uden at have hørt et pip om, at vi var på vej. Ville vi gøre det? Men måske så vi mere vores egen begejstring end dem og deres virkelighed. Det føltes stort og har gjort varigt indtryk. Nogle gange savner jeg den naivitet.

Hvad der siden hændte De tre uger sammen med Jurij og co. blev til flere års venskab og udveksling i årene efter. De besøgte os i København, fik set både Pan, saunaer og den lille havfrue - og ikke mindst Daells Varehus' udbud af sportstøj og andre gode sager. Indimellem så jeg Andrej i Moskva. Det var i 1990’erne, og livet var ikke let. Han og kæresten havde fået et nyt job, hver gang jeg så dem. Så var han pedel på en skole, så solgte han boller ved en metro-station. Eller de var imellem jobs. En lejlighed havde de ikke udsigt til. De var kærester, når mor ikke var hjemme i lejligheden. Homoseksualitet blev afkriminaliseret, men deres liv gik

Brita Kvist Hansen, født 1964, radiojournalist. Opholdet med Next Stop i Moskva i 1989 blev starten på en intens interesse for Rusland. Brita Kvist Hansen har siden rejst mange gange i Rusland, har rapporteret derfra de sidste 15 år og taler russisk. Hun arbejder i dag på Orienterings redaktion på P1. 25


NÅR EN IDEOLOGI PLUDSELIG FORSVINDER


I

Af Jens Malling | 3. februar 2014

FORFALD I | Fotojournalist Jens Malling dokumenterer forfaldet efter Sovjets sammenbrud i sine billeder. Kommunismens fald har ikke medført demokrati i Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker, men i stedet diktatur og korruption.


Når jeg fotograferer, er det ofte for at prøve at indfange det dramatiske og uhyggelige i, at et højt udviklet industrisamfund bryder sammen nærmest fra den ene dag til den anden. Derfor er motiverne for eksempel fra spøgelsesbanegårde, forladte kemiske fabrikker, nedlagte sporvognsremisser og hullede svævebanegondoler. Jeg interesserer mig for, hvad der sker, når en ideologi pludselig forsvinder, og alt det som mennesker tror på, og som giver mening, med et slag er væk. Det kan have voldsomt traumatiske konsekvenser, som den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj også beskriver det i sin seneste bog Second-hand Time. Jeg kan godt lide at rejse i de tidligere sovjetrepublikker, fordi det fascinerer mig, at der for relativ kort tid siden fandtes en hel civilisation bygget op omkring fuldstændig anderledes værdier end dem, der sidenhen har fået monopol med globaliseringen. Det sætter fantasien i gang. Tankerne bevæger sig ud over min egen kulturs dogmer: økonomisk vækst, frit marked, uhæmmet forbrug osv. Positiv udvikling i Sovjet Der har længe været en meget idyllisk opfattelse i Vesten af, hvad overgangen fra kommunisme til kapitalisme betød. I lighed med alle andre former for social organisation i verdenshistorien var Sovjetunionen ikke perfekt. Til gengæld var Sovjet i 1980'erne, trods vestlige politikere og journalisters fordomme og dæmonisering, en industrination med en højtuddannet befolkning, hvor der var arbejde til alle, og samfundet tog hånd om sine svageste. Der var tilmed en meget positiv udvikling i gang, idet Mikhail Gorbatjov var nået langt med at gennemføre omfattende demokratiske reformer. 28

Da unionen fik dødsstødet i 1991, gik alt dette tabt med katastrofale følger. Samfundet sank ned i en spiral af lovløshed, alkoholisme, fattigdom, kaos og borgerkrige. Jeltsins kup En ung fyr, jeg interviewede for nylig i Georgien, huskede, hvordan han som barn gennem syv år læste lektier i lyset fra en petroleumslampe. Ingen radio. Intet fjernsyn. Elforsyningen kunne ikke opretholdes. Alt var brudt sammen, så om vinteren måtte de i hans familie strejfe rundt i oplandet på jagt efter brænde. Disse erfaringer deler millioner og atter millioner af indbyggere i de tidligere sovjetrepublikker. Derfor er det ærgerligt, at kommentatorer som Flemming Rose og Kasper Elbjørn i den danske debat uimodsagt får lov til at udråbe en af de hovedansvarlige for denne udvikling, nemlig den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin, til en stor demokrat, som om han overvejende har haft en positiv indflydelse. Blandt andet for at udmanøvrere Gorbatjov i spillet om magten underskrev Jeltsin i dyb hemmelighed sent i 1991 den traktat, der hen over hovedet på 293 millioner sovjetborgere opløste unionen. Det skete uden nogen form for demokratisk mandat under kup-lignende omstændigheder, som ekspert i postsovjetiske forhold, Stephen F. Cohen, har gjort opmærksom på. Oligarker overtager ungt demokrati Et par år senere opstod der i det nye Rusland forståeligt nok betydelig modstand mod Jeltsins økonomiske politik, fordi den indebar, at landets enorme rigdomme var ved at overgå til en lille håndfuld oligarker, mens resten af befolkningen var på randen - og ude over randen - af at kunne opretholde et eksistensminimum. Jeltsin løste problemet ved i

oktober 1993 at give ordre til at bombe det demokratisk valgte parlament. Hundredvis af mennesker døde. Alligevel fik han støtte og opmuntring i Vesten, herunder fra danske politikere og journalister. Det er meget populært at pege fingre af Putins styre i dag. Han er antidemokratisk, autoritær osv. Men når man taler om den postkommunistiske udvikling i Rusland, så er det vigtigt at have in mente, at efter Gorbatjovs ambitiøse reformer, så blev demokratiet reelt afmonteret allerede i 1993. Af Jeltsin. Naiv opfattelse af Jeltsin Efter Jeltsin havde aflyst russernes korte eksperiment med folkestyre ved at forvandle parlamentsbygningen i Moskva til en rygende ruinhob, gav den daværende danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen udtryk for, hvor dedikerede danske politikere var til demokratiet i Rusland, ved at sige: ”Jeltsin kan regne med fortsat støtte fra Danmark, selv om han skulle opløse også de lokale parlamenter i den russiske føderation.” Præcis dette gjorde Jeltsin fire dage efter. Vestlige iagttagere har ofte svært ved at forstå, hvorfor Putin ”pludselig” førte Rusland i autoritær og antidemokratisk retning, men det skyldes deres naive opfattelse af Jeltsin. Voldsom korruption i Ukraine Det er ikke kun Rusland, der er endt i korruption i stedet for demokrati. Et særligt kendetegn ved Ukraine, som jeg har beskæftiget mig en del med journalistisk, er politikeres motivation for at få indflydelse: Den er snæversynet og egoistisk. Politikere er forretningsmænd, som kæmper for at beskytte deres private interesser og køre konkurrenter inden for samme branche ud på et sidespor ved hjælp af den magt, de har opnået. Korruption gennemsyrer alt og gør,


at grænserne mellem politik, erhvervsliv og organiseret kriminalitet viskes ud. Det siger sig selv, at det ikke er til gavn for den ukrainske befolkning. Men problemet med massiv korruption hjemsøger desværre en række tidligere sovjetrepublikker. Olie gør Alijev mindre ond Af de lande, jeg har været i, er den politiske situation værst i Aserbajdsjan og Hviderusland. Graden af politisk undertrykkelse er mere eller mindre den samme, men det er sjovt at lægge mærke til, hvordan EU og NATO forholder sig forskelligt til de to lande. NATO’s tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen mødtes hellere end gerne med den aserbajdsjanske præsident Ilham Alijev og fortalte ved de lejligheder om, hvordan Aserbajdsjan er en fast og pålidelig partner for NATO. På grund af landets forekomster af olie og gas er EU's kritik også meget lavmælt. Anderledes er det med Hviderusland, hvis præsident Alexander Lukasjenko omtales som ”Europas sidste diktator”. Hans lands beliggenhed er ikke af stor strategisk betydning, og han har ikke meget at gøre godt med, når det gælder naturressourcer. Derfor tøver EU ikke med at indføre sanktioner, og kritikken af Hviderusland er helt anderledes løssluppen

. Jens Malling er fotojournalist og østeuropaskribent hos bl.a. Information og Kristeligt Dagblad. Se flere fotos på hans hjemmeside jensmalling.dk


Af Søren Riishøj | 10. februar 2014

FORFALD II | Overgangen fra kommunisme til demokrati i Øst- og Centraleuropa er ikke garanteret. I mange af de tidligere kommunistiske lande har vi set en overgang til noget helt andet. Transitionsekspert Søren Riishøj forklarer. 30 30

TRANSITIONEN TIL NOGET ANDET


Jeg er helt grundlæggende enig med Jens Malling i hans karakteristisk af demokratiets vilkår i Rusland og andre stater i det opløste Sovjetunionen. Jeg er ligeledes enig i hans betragtninger over EU og vestlige landes dobbeltmoral, når det gælder udbredelse af demokrati og menneskerettigheder i SNGlandene – eller måske snarere mangel på samme. Der er ingen lette veje eller genveje til liberalt demokrati. Det gælder også uden for Europa, tænk blot på Thailand og Egypten. Valg er ikke ensbetydende med demokrati Blandt politologer, den gruppe jeg selv tilhører, er det ikke tabu, tværtimod, at konstatere, at et autoritært systems undergang ikke nødvendigvis er ensbetydende med overgang til liberalt demokrati og funktionel markedsøkonomi. De fleste ekskommunistiske lande har godt nok bevæget sig over mod ”noget andet” (”something else”) end det gamle system, men i de fleste tilfælde i retning af en eller anden form for ”hybridregime”, nok mere åbent og pluralistisk end det gamle kommunistiske, men alligevel autoritært og, som vi ser tydeligt i Ukraine, yderst sårbart økonomisk og politisk. Vi må ikke forfalde til vrangforestillinger om valg (”electoral fallacy”), at tro at valg i sig selv er ensbetydende med demokrati. I dybt korrupte lande med oligarkisk ”virtuel” økonomi, fravær af en demokratisk tradition og kultur og store mangler når det gælder retssystemet (”rule of law”), er valg til parlament og præsident som regel en facade, ja måske meningsløse. Regeringerne bruger typisk en valgsejr til at skaffe sig økonomiske fordele og begrænse oppositionens muligheder. Og oppositionen optræder heller ikke altid demokratisk. Transition i den forkerte retning Rusland er i den henseende ikke den værste. Tager vi SNG-området, står det værre til i flere steder i Centralasien. Ja, også i flere EU-lande kniber det. Rumænien og Bulgarien har alvorlige mangler på alle demokratiets arenaer, i Ungarn har Viktor Orbán ført landet i retning af et illiberalt demokrati, og i Sydeuropa, måske allermest Grækenland, er udviklingen også gået i den forkerte retning. Det liberale demokrati har det ikke for godt.

Populisme og hård euroskepticisme er i vækst, især i ”det gamle Europa”. EU-medlemskabet er, viser erfaringen, ikke i sig selv en garanti for mere demokrati. Kirkpatrick-doktrinen Uden for EU's grænser, mod øst og mod syd, føres den såkaldte naboskabspolitik, mod øst kaldet ”østpartnerskab”. Der ydes en del penge, men ressourcerne er begrænsede og effekten indtil videre ligeså. Moldova er nævnt som et land, hvor indsatsen har haft en vis virkning. Georgien har også vist fremskridt på nogle områder, men ellers oplever vi status quo eller måske direkte tilbageskridt. Det kan ikke nægtes, at rent geopolitiske hensyn spiller en rolle. Forskere har brugt betegnelsen ”Kirkpatrick-doktrinen”, opkaldt efter den afdøde amerikanske "koldkrigsambassadør” i FN, som betegnelse for, at geopolitikken kan gå forud for demokrati og menneskerettigheder. Her er Aserbajdsjan et ganske godt eksempel og ikke enestående. Her tæller olie og gas og begrænsning af Ruslands indflydelse rigtig meget, set fra Vest. Straffet for at tabe valget Vi har over de sidste par årtier oplevet flere ”farvede revolutioner” i Georgien, i Ukraine og i Kirgisistan fx, men effekten på demokratiet er svær at øjne. Orangerevolutionen i Ukraine skuffede og har skadet de politiske partiers omdømme. Et problem er, at magthaverne i tilfælde af valgnederlag ikke alene mister politisk magt, men også økonomisk, og det frister magteliten til at bruge udemokratiske metoder for at sikre sig valgsejren. For efter et valgnederlag risikerer de at blive straffet og fængslet på anklager om korruption, i det der kaldes selektiv justits. Timosjenko-sagen i Ukraine er ikke enestående, desværre. Ja, nu hvor vi har nået 25 året for murens fald, er der gode grunde også til selvkritik og selvransagelse. For demokratiets skyld. Søren Riishøj er politolog og lektor emiritus ved Syddansk Universitet. Han er specialiseret i transitionsprocesserne i Østeuropa.


DET NYE RUSLANDS STORHED OG FORFALD

Af Mette Skak | 17. marts 2014


FORFALD III | Chokreformerne, der skabte oligarkvældet i Rusland i årene efter Sovjets fald, var nødvendige, og lagde grunden for Putins succes. Men nu er Rusland ved at forfalde, og Putin er desperat. Mette Skak, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, redegør for Ruslands op- og nedtur i transitionen.


At augustkuppet i 1991 slog fejl, og Sovjetunionen brød sammen, bør ingen begræde, selv om Putin i 2005 udlagde begivenheden som det 20. århundredes geopolitiske katastrofe. Lenins statsdannelse hvilede på massiv undertrykkelse og hypermilitarisme, så på plussiden tæller kun uddannelsespolitikken.

for at holde liv i de urentable virksomheder, som hans gamle venner stod i spidsen for, hvilket kastede Rusland ud i hyperinflation. Endelig indebar den såkaldte rubelzone, at de fjorten andre postsovjetiske selvstændige stater, der sammen med Rusland havde udgjort Sovjetunionen, stadig kunne malke den russiske statskasse.

De første år som selvstændig stat brugte Rusland på en såkaldt økonomisk chokterapi, som mange ynder at fremstille som den egentlige katastrofe, fordi det tilsyneladende var den, der skabte voldsom økonomisk ulighed og i det hele taget kaotiske tilstande i landet. Men læser man den amerikanske Ruslandssagkyndige Stephen Kotkins grundige analyse Armageddon Averted. The Soviet Collapse 1970-2000 (2001: Oxford University Press) bliver det klart, at sammenhængene var meget mere komplekse.

Økonomisk chokterapi I årene 1995-98 kom den anden runde privatisering, som Gajdars reformkollega Anatolij Tjubajs havde ansvaret for; den var i endnu mere skamløs forstand købers marked. Ikke desto mindre var det ifølge Kotkin en fiskal lettelse for den russiske stat at slippe fri af de store strategiske virksomheder, som nu kom i hænderne på de berygtede oligarker, altså finansfyrster.

Korruption og kynisme Katastrofen var den sovjetiske samfundsmodel og den forbandelse af rustbælte-industrier, den skabte. Allerede under Leonid Bresjnev herskede der en galopperende korruption og kynisme, og Gorbatjovs naive reformpolitik under henvisning til Lenin banede vejen for spontane privatiseringer af typen selskabstømning. Så der var ikke andet at stille op for efterfølgeren Boris Jeltsin og reformøkonomen Jegor Gajdar end formelt at privatisere erhvervslivet. Kotkin peger dog på tre fatale fejltrin: Dels turde man ikke åbne for, at udlandet kunne byde på de russiske økonomiske aktiver, men overlod dem til russiske insidere, hvorved man typisk endte med at afhænde virksomhederne til langt under markedsværdien. Dels havde Gajdar ikke sans for, at centralbankens kommunistiske direktør, Viktor Gerasjenko, lod seddelpressen køre 34

I 1998 blev den russiske økonomi sendt til tælling af eftervirkningerne af krisen i Asien i 1997. I de år var der ingen ende på misstemningen, og russerne selv foragtede og hadede Jeltsin for hans uduelighed. Men krisen pustede faktisk liv i den russiske økonomi, ved at efterspørgslen flygtede væk fra de dyre importvarer. Ja, sandheden om efterfølgeren Putins tilsyneladende bedre greb om den russiske økonomi er, at han levede højt på en Fætter Højbeneffekt af Jeltsin-folkenes sure slid med den nødvendige omstilling til markedsøkonomi. Økonomisk succes i Putins første periode Hertil kommer, at oliepriserne røg i vejret fra år 2000 og frem, og at Putins reformøkonom Andrej Illarionov indførte en flad skat, der viste sig yderligere at forbedre statens indtjening, ligesom han oprettede en olieopsparingsfond i stil med Norges. Putin selv stod for en nødvendig centralisering af den russiske stat, hvorimod hans anslag mod mediemogulerne Vladimir Gusinskij og

Boris Beresovskij allerede da blev tolket som et varsel om Putins autoritære tilbøjeligheder. Men Putins første præsidentperiode 2000-2004 var unægtelig en tid med fremgang for Rusland: stigende levestandard og en begyndende fremvækst af en købedygtig middelklasse. USA og EU anerkendte således Rusland som en fungerende markedsøkonomi i 2002, selv om det på det tidspunkt havde lange udsigter med Ruslands optagelse i WTO. Det suveræne demokrati Putins anden præsidentperiode indledtes med gidseldramaet i Beslan, som fik ham til at sløjfe valg af guvernører og foretage andre centralistiske tiltag; året efter kom så det første anslag mod Ruslands NGO’er. Katalysatoren var den Orange Revolution i Ukraine, som fik Putin og hans spindoktor Vladislav Surkov til at slå en kridtcirkel om det mere og mere udemokratiske russiske politiske system med betegnelsen ”det suveræne demokrati.” At Ruslands økonomiske genopretning var ledsaget af politisk forfald, gik for alvor op for omverdenen med mordet på den kritiske journalist Anna Politkovskaja i 2006. Derfor overraskede det mange, da Putin udpegede den reformvenlige men politisk svage Dimitrij Medvedev som sin efterfølger på præsidentposten i årene 2008-2012, og ikke den stærke forsvarsminister Sergej Ivanov, en typisk silovik – en person med en fortid i den sovjetiske og russiske udlandsspionage. Medvedev brugte pæne ord som retsstat, men kom til at præsidere over en militær afklapsning af Georgien og en økonomisk krise, der fik vækstkurven til at dykke brat. Rusland kunne ganske vist sole sig i sin status som BRIK-land, finanshuset Goldman Sachs’ betegnelse for


særligt slagkraftige vækstøkonomier. Men Ruslands kombinerede rustbælte- og ressourceforbandelse gør landet til den mindst dynamiske BRIK-økonomi, som jeg har påpeget i Fremtidens stormagter: BRIK’erne i det globale spil. Brasilien, Rusland, Indien og Kina (Mette Skak (red.), Aarhus Universitetsforlag, 2010). Stormagtsdrømme Indenrigspolitisk lænede Putin og hans siloviki sig op ad en uhellig alliance med den ortodokse kirke i et ekko af zarismens motto pravoslavie, samoderzjavie i narodnost (ortodoksi, autokrati og folkelighed). Putins tale i München 2007 knæsatte en påfaldende USA-fjendsk strategi gående ud på at genetablere Rusland som en frygtindgydende stormagt – en udvikling, som USA selv havde et medansvar for med krigen i Irak. Det hører med til historien, at Putin hele vejen igennem har nydt massiv folkelig opbakning, ergo må man besinde sig på, at gennemsnitsvælgeren i Rusland identificerer sig med Putins nationalisme og stormagtsbrynde. Dog skete der en betragtelig Putin-fjendsk mobilisering af vrede vælgere som optakt til hans genvalg til præsidentembedet i 2012. Desperat Putin og Ruslands forfald Siden da har de mange indenrigspolitiske og udenrigspolitiske stramninger haft en undertone af desperation fra hans side; man fornemmer en nagende tvivl om hans eget greb om magten. Putin har indført stalinistiske regler om, at NGO’er skal lade sig registrere som agenter for udlandet samt homofobiske love og så – få dage efter afslutningen af OL i Sotji i 2014 – iværksatte han en de facto annektering af Krimhalvøen i kølvandet på de blodige uroligheder på Majdan-pladsen i Kiev.

Selvom Ukraines nuværende regering har et medansvar for denne eskalering, idet de yderligtgående folk fra Svoboda fik annulleret den tolerante ukrainske sproglov, vurderer selv besindige folk som Tysklands kansler Angela Merkel, at Putin er helt ude på overdrevet. Så Ruslands postkommunistiske historie er desværre en saga om demokratiets, nabopolitikkens og i virkeligheden også økonomiens forfald, idet den kendetegnes af massiv korruption.

Mette Skak er lektor i Statskundskab på Aarhus Universitet og har specialiseret sovjetiske og russiske forhold.


Af Anne Zachariassen | 10. februar 2015

SLOVAKIET | Slovakiet er en overset succeshistorie i den europæiske integration. Særligt i betragtning af landets nyere historie. Anne Zachariassen ser tilbage på, hvordan Slovakiet var tæt på at blive et højre-nationalistisk diktatur under Vladimir Mečiar.

En omvej til demokratiet


Slovakiet ligger i smørhullet mellem Østrig til vest, Tjekkiet og Polen i nord, Ukraine i øst og Ungarn i syd. På trods af befolkningens lange historie i regionen, er landet ikke mere end 23 år gammelt. Tidligere var landet en del af Tjekkoslovakiet. Her blev befolkningen og republikken ofte glemt, og i Vesten var det nemmere at tale om tjekken Alexander Dubček – selvom han faktisk var slovakisk. Da Warszawapagten invaderede Tjekkoslovakiet i 1968 for at stoppe den reformivrige Dubček og hans ”socialisme med et menneskeligt ansigt”, blev det døbt Foråret i Prag – selvom styrkerne også kørte gennem Bratislavas gader. Med folket og for folket Netop denne følelse af tilsidesættelse formåede politikeren og dissidenten Vladimir Mečiar at appellere til, da der var valg i 1990. Her blev han valgt som premierminister for den Slovakiske Republik i den Tjekkoslovakiske Føderation. Mečiar førte en nationalistisk populistisk politik, hvilket gjorde ham populær blandt slovakkerne, da han italesatte det uberettigede lillebrorforhold, Slovakiet havde med Tjekkiet i Føderationen. Med en karismatisk udstråling og sloganet ”med folket og for folket” var han den mest populære politiker i 1990’ernes Slovakiet. Allerede et år efter at Mečiar blev valgt som premierminister i den Slovakiske Republik, blev han afsat af parlamentet. Han blev beskyldt for at have destrueret arkivmateriale fra det hemmelige politi, StB, som opererede under kommunismen. Billeder viste, at Mečiar havde haft kontakt med StB i 1970’erne og 1980’erne, og kritikere mente, at arkivet kunne bevise et samarbejde. Beskyldningerne har dog aldrig kun38

net bevises, da arkivet mangler netop de dokumenter, som kunne omhandle et eventuelt samarbejde. I 1992 blev Mečiar, trods beskydninger om samarbejde med StB og destruering af arkivmateriale, genvalgt til posten som premierminister. Mečiars nationalistiske valgkamp vandt stor opbakning i Slovakiet, hvor målet var et suverænt Slovakiet blot med fælles forsvars- og økonomisk politik med Tjekkiet. Men tjekkerne ønskede ikke en sådan løsning. Efter uløselige uenigheder om Tjekkoslovakiets udvikling som kapitalistisk demokrati mellem den neoliberale tjekkiske premierminister Vaclav Klaus og Mečiar, besluttede de to politikere at dele landet i to selvstændige stater. Undersøgelser viser, at befolkningen i de to republikker aldrig støttede splittelsen af landet, og havde en folkeafstemning været afholdt, ville vi nok i dag stadig have et Tjekkoslovakiet i Europa. Men realiteten var, at den 1. januar 1993 fik Europa to nye lande. Forestil dig, at Kronprins Frederik blev kidnappet Efter Slovakiets selvstændighed, blev Mečiars autoritære styreform tydeligere. Udenrigspolitisk ønskede han et Slovakiet, som kunne mægle mellem EU og Rusland. Han så derfor stort på EU’s krav om demokratisering og havde ej heller intentioner om et NATO-medlemskab. Landet isolerede sig mere og mere fra Vesteuropa, hvortil den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright advarende bemærkede, at Slovakiet politisk bevægede sig mod at blive et ”stort hul” i Centraleuropa. Indenrigspolitisk var situationen dog langt mere omfattende. Forstil dig, at Kronprins Frederik blev kidnappet og med en pistol for panden blev tvunget til at drikke en

flaske whisky, samtidig med at han fik elektrisk stød, og herefter blev smidt foran en politistation i Sverige. Og forestil dig, at manden mistænkt for at stå bag det hele var Poul Nyrup Rasmussen. Det virker som plottet til en film. Ikke desto mindre var det situationen den 31. august 1995 i Slovakiet. Her blev sønnen af den daværende præsident Michal Kovac fundet foran en politistation i Østrig udsat for netop en sådan kidnapning. Efterforskningen ledte hurtigt hen på sikkerhedspolitiet med indenrigsminister Ivan Lexa i spidsen. Lexa var nært allieret med Mečiar, og derfor var mistanken også, at kidnapningen var bestilt. Forholdet mellem Præsident Kovac og Mečiar havde været særdeles anspændt, siden Kovac havde været med til at afsætte Mečiar i 1994, blot for at Mečiar kunne blive genvalgt af den slovakiske befolkning 6 måneder senere. Der blev aldrig rejst sigtelser i sagen. Sikkerhedstjenesten formåede at forhindre efterforskningen ved blandt andet at nægte adgang til sikkerhedstjenestens bygninger, hvor bilerne, som var brugt i kidnapningen, var gemt. Men politiet havde et vidne, Robert Remias. Remias blev dog på tragisk vis dræbt af en bilbombe i april 1996 og vidnede aldrig i sagen. Mordet på Remias er aldrig blevet opklaret, men politiets efterforskning ledte endnu en gang tilbage til sikkerhedstjenesten og indenrigsminister Lexa. I 1999 blev det besluttet at offentliggøre dokumenter fra sikkerhedstjenesten angående kidnapningen i sensommeren 1995. Her fremgik sikkerhedstjenestens rolle tydeligt, sammen med de metoder der var brugt for at aflede og forhindre efter-


forskningen. Men det medførte ingen sigtelser i sagen, da Mečiar som midlertidig præsident i 1998 havde givet de implicerede personer immunitet. Ud over den makabre sag om Kovacs kidnapning og mordet på Remias indskrænkede Mečiar de demokratiske rettigheder såsom forsamlings- og ytringsfrihed. Op gennem 1990’erne opnåede Mečiar stor kontrol over medierne, hvor han var dygtig til at bruge sin populistiske retorik og udføre damagecontrol, når skandalerne rullede. Han indførte ligeledes love, som besværliggjorde arbejdet for NGO’er, og da et medlem af hans parti Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) meldte sig ud for at blev løsgænger, blev han nægtet adgang til parlamentet. Mečiars manglende respekt for demokratiet og den nødvendige demokratiske udvikling i Slovakiet betød, at landet som det eneste af Visegrad-landene ikke blev inviteret til optagelsesforhandlinger med EU i 1997. EuropaParlamentet truede ligeledes med suspendering af aftaler, hvis situationen ikke blev forbedret. OK’98 Kampagnen og europæisk integration Ekskluderingen fra optagelsesforhandlingerne og truslen fra det Europa-Parlamentet ændrede dog ikke Mečiars holdning til demokratiseringen af Slovakiet. Derimod var valget i 1998 afgørende for det kursskifte, Slovakiet foretog. Oppositionen havde i modsætning til ved valget i 1994 formået at samle sig imod Mečiar og hans parti HZDS. Kernen i den samlede opposition var at få Slovakiet integreret i Europa og EU. Netop udsigten til integration i EU appellerede til den pro-europæiske befolkning. Det havde været slående for befolkningen at se Tjekkiet og Ungarn ved

EU-forhandlingerne i 1997, hvor Slovakiet var ekskluderet. Det er nemlig især Tjekkiet og Ungarn, som er betydningsfulde lande for Slovakiet. Efter splittelsen af Tjekkoslovakiet har der mellem Slovakiet og Tjekket været en konstant sammenligning og konkurrence landene imellem. I Føderationen blev Slovakiet ofte set som den mindre udviklede, dårligere uddannede og fattigere del, og for slovakkernes selvopfattelse var det derfor vigtigt, at Slovakiet fulgte Tjekkiets integration i EU. De ville ikke længere være lillebror i forholdet. Konkurrencen med Ungarn bunder i det historiske forhold mellem de to lande. Slovakiet var før etableringen af Tjekkoslovakiet i 1918 en del af det østrig-ungarske dobbeltmonarki, hvor slovakkernes nationale forståelse og sprog i stor stil blev undertrykt af Ungarn. Ydermere har Slovakiet et ungarsk mindretal på 500.000, som Mečiar var særdeles kritisk over for, hvilket anspændte forholdet mellem de to nationer. Oppositionens klare udmelding om, at Slovakiet skulle fortsætte deres integration i EU sammen med Tjekkiet og Ungarn, var derfor af helt særlig værdi for slovakkerne. Helt spektakulært ved valget i 1998 var OK’98 kampagnen. Kampagnen var udarbejdet af landets NGO’er og fokuserede på vælgeroplysning og valgdeltagelse. Den yngre befolkning var stærkt kritiske over for Mečiars politik og autoritære styreform, men var ikke gået til stemmeurnerne ved tidligere valg. Unikt ved 1998-valget var, at OK’98 kampagnen formåede at få de unge op af sofaerne, og valget opnåede den højeste valgdeltagelse i landets

historie på 85 %. En sådan aktion fra NGO’erne var ikke set tidligere – og heller ikke siden. Vinder valget, men taber magten Mečiar og HZDS vandt faktisk valget med 27 % af stemmerne, men da ingen partier ønskede at samarbejde med partiet, kunne det ikke danne regering. I stedet blev det en koalition af otte partier, som dannede regering. Deres fælles målsætning om demokratisering og integration i EU lykkedes ved den store udvidelse i 2004. I dag har Mečiar i teorien ikke længere nogen politisk indflydelse, men Slovakiet oplever stadig eftervirkninger af hans politik. Indenrigspolitisk er det især i den private sektor, hvor Mečiar op gennem 1990’erne solgte ud af statsejede aktiver til venner og allierede. De sidder i dag stadig på poster med indflydelse på landets udvikling. Men Slovakiet er milevidt fra 1990’erne. Landet har et rodfæstet demokrati, er fuldbyrdet medlem af EU og NATO, og som det eneste blandt Visegrad-landene er det en del af Eurozonen. Slovakiet er derfor i sin egen klasse, da landet på blot seks år formåede at leve op til EU's medlemskrav, indhente de tre andre Visegrad-lande, og i 2009 overhale dem med introduktionen af Euroen.

Anne Zachariassen er cand.soc i Global Studies på Roskilde Universitet med speciale i demokratiseringsprocesser i Tjekkiet og Slovakiet. 39


POLENS VÆKST | Polens vej fra kommunisme til markedsøkonomi har været en overraskende succes sammenlignet med mange af de andre østeuropæiske lande. Lektor emeritus i historie Kay LundgreenNielsen fra Syddansk Universitet giver her et indblik i Polens transition siden 1989.

40


Polen var det første og det største af de mange østlande, der fra 1989 gik ind i en helt ny udvikling. Det har ikke været en helt smertefri omstilling. Men i dag kan man roligt sige, at det har været en overraskende succes. Selv under finanskrisen siden 2008 har de polske ledere længe, med god grund, kunnet kalde Polen ”den grønne ø” i et krisehærget Europa. En IMF-prognose fra april 2014 siger, at Polen er i spidsen for EU med hensyn til fremtidig økonomisk vækst. 2014 er det år, hvor Polen mindes flere vigtige begivenheder: Det er 100 år siden, at Første Verdenskrig begyndte. En krig hvis udfald muliggjorde gendannelsen af en polsk stat. Det er 25 år siden, at den kommunistiske statsform blev afviklet i Polen. Det er 15 år siden, at Polen blev medlem af NATO, og det er 10 år siden, at Polen blev medlem af EU. Sommeren 2014 vil helt sikkert føre til en ny debat om Warszawaopstanden i 1944, der militært var vendt mod tyskerne, politisk mod Sovjetunionen. Og så vil EUparlamentsvalget i maj vil vise Polens fremtidige kurs over for det samlede EU. De mange delinger af Polen Polen har med sin beliggenhed mellem en række stormagter, især de sidste 200 år, været meget afhængig af forholdet til disse. Fra 1772-95 blev den daværende gamle polske stat, der gik helt tilbage til 900-tallet, udsat for tre delinger ved stormagterne Preussen, Rusland og Østrig. Ved den sidste deling i 1795 forsvandt Polen som stat. Den genopstod først igen i 1919 med den nye stormagtskonstellation, der var en følge af Første Verdenskrig: Østrig-Ungarn forsvandt som stat, Tyskland tabte krigen og måtte dermed afstå territorier bl.a. til det nye Polen. Tsarens Rusland blev afløst af voldsom borgerkrig, der endte med dannelsen af Sovjetunionen, hvis territorium var mindre end tsar-riget med tab af Finland, de baltiske lande og russisk Polen. 42

Pludselig skulle befolkningen ikke bekæmpe statsmagten De ustabile perioder fra 1795-1918 og 1939-45, med tysk og sovjetisk besættelse (1939-41 af det østlige Polen), og den afgørende sovjetiske indflydelse 1944-89 betød, at polakkerne efter 1989 havde svært ved at få et positivt forhold til staten, der i så lang tid havde været præget af udenlandske magter. Man var vant til at bekæmpe statsmagten, ikke adlyde den, som det blev tilfældet efter 1989. Den sovjetiske besættelse fra 1945 var præget af censur og hemmeligt politi, der sørgede for at det nye system ikke mødte modsigelse fra befolkningen. Men i modsætning til de fleste andre østeuropæiske lande havde der i Polen dannet sig en stærk opposition i det civile samfund. Det polske samfund viste med en række oprør, i 1956, 1968, 1970, 1976 og ikke mindst 1980-81, sin utilfredshed med magtløsningen fra 1945. Forskellige grupper i samfundet som bønderne, arbejderne, intelligentsiaen/studenterne og den katolske kirke var længe velartikulerede modstandere af det herskende styre. De var indbyrdes meget forskellige. Men i 1980-81, samlet omkring den nye uafhængige fagforening 'Solidaritet', opstod et nøje samarbejde mellem de meget forskellige grupper. Polen havde desuden, modsat de øvrige østlande, en stærk eksilkultur i Frankrig, England og USA. Der foregik, legalt eller illegalt, en stor udveksling af ideer mellem polske intellektuelle i Polen og i Vesten. Fra Stalin-statuer til kronet ørn Med den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, ved roret, blev det mere og mere tydeligt, at Sovjet ikke, som tidligere, med militær magt ville forhindre nye indre udviklinger i Østeuropa. Dette førte med stor hast, og til manges overraskelse, i 1989 til en række magtskifter i Østeuropa. Samme nye storpolitiske situation medførte i 1990 en ny overraskende udvikling, nemlig genforeningen af de to Tysklande. Et forhold der skabte uro hos den nye polske ledelse.

I Polen var det herskende kommunistparti svagt og splittet. Under besættelsen havde de kun beholdt magten med sovjetisk støtte. I foråret 1989 troede de polske, kommunistiske ledere som general Wojciech Jaruzelski og statsminister Mieczysław Rakowski, at de havde sikret deres greb om magten efter forhandlingerne med oppositionen. Men det delvis frie parlamentsvalg den 4. juni 1989 overraskede dem meget. I løbet af efteråret 1989 og året 1990 blev kommunisternes parti selvopløst og deres indflydelse i statsapparatet stærkt reduceret. Byerne fik de gamle plads- og gadenavne igen, statuer af kommunistiske helte blev fjernet, det nye statsemblem blev en ørn med krone, selvom et monarki ikke blev oprettet. Statuer blev nu rejst i Warszawa af statsmænd fra mellemkrigstiden, der 1944-89 var blevet behandlet som ikke eksisterende. Historikere begyndte at udforske ”hvide pletter” i historien såsom Polens forhold til Sovjetunionen (1920-1989), til jøderne, til ukrainerne og til de tyske flygtninge efter 1945. Magtskiftet 1989-90 skete uden vold og uden et større retsopgør bagefter. Det var det samme som i Spanien 1975-78, hvor man talte om ”glemslens pagt”. En lov om opgør med fortiden blev først vedtaget i år 2000 og er ikke blevet udført særlig strengt. Retssager mod den nu 90årige, kræftsyge Jaruzelski og hans indenrigsminister Czeslaw Kiszczak foregår endnu i 2014 (Jaruzelski døde i maj 2014, red.). De vedrører brug af politi/ hær i 1970 og 1981. På vej til at blive et normalt europæisk land Hvordan er det så gået siden ændringerne fra 1989? Selvom der er sket mange positive ændringer i landet, er Polen i 2014 ikke et land uden problemer. Det er ingen lande i Europa, så det er også en form for normalitet. Modsat før 1989 er der i dag en åben debat om løsninger. Det kan godt give indtryk af, at landet er i krise. For enigheden hos meget forskellige grupper frem til 1989


blev meget hurtigt fulgt af stor uenighed om vejen frem. Der var i Polen bred enighed om de udenrigspolitiske mål, nemlig at Polen skulle være et normalt europæisk land, dvs. som Vesteuropa, der efter 1945 blev meget påvirket af USA. Den første ikke-kommunistiske statsminister efter 1989, den kendte katolske oppositionspolitiker Tadeusz Mazowiecki, sagde i Europarådet i 1990, at Polen og andre lande i det område ville tilbage til Europa efter adskillelsen siden 1945. Derefter blev en række politiske, økonomiske og kulturelle reformer sat i gang. De politiske reformer lykkedes. Den politiske liberalisme, kendt fra Vesteuropa og USA, sejrede med reformer, der sikrede frie parlamentsvalg, fri meningsdannelse uden censur, flere partier, ændringer i forfatningen, en ombudsmand og meget mere. Alt dette skulle sikre, at Polen ikke som før var en partistat med vilkårlighed, men en retsstat med transparente retsregler. Ud fra fagforeningen 'Solidaritet' sprang mange partier Siden 1989 har der været mange præsidentvalg og parlamentsvalg i Polen. Efter en overgangsfase med Jaruzelski som præsident 1989-90 (valgt af Senat og Sejm (over- og underhuset i det polske parlament, red.)), blev fagforeningen Solidaritets leder Lech Walesa en ikke særlig vellykket præsident 1990-95 (valgt af folket). Valgkampen i 1990 viste den begyndende splittelse i Solidaritet, og Lech Walesas stridbare facon fremmede ikke en forsoning, hverken inden for Solidaritet eller i forhold til de gamle magthavere. Helt anderledes glat og forsonlig var den tidligere ungkommunist Aleksander Kwasniewski som præsident i 1995-2005. Han tilhørte SLD, et socialdemokratisk parti, der i høj grad bestod af tidligere kommunister. Det var ikke unaturligt, at Solidaritet, der var en fagforening og ikke et parti, og som fra 1980 bestod af en bred gruppe af modstandere af kommunistsystemet rækkende fra liberale

vedrørende politiske reformer, over socialister om økonomiske reformer til katolikker vedrørende familieværdier, med det nye partisystem dannede en række partier med forskelligt indhold. Indtil 2014 kan man konstatere, at de ledende personer i en række af de nuværende partier har rødderne i enten Solidaritet eller i kommunistpartiet. Partisystemet muliggjorde helt naturligt, at en bred opposition blev spredt ud på flere partier. Ved alle valg, undtagen det i 2011, blev den siddende regering væltet, og det ledende parti gik i opløsning, eller blev stærkt svækket. Men personerne i de følgende nydannede partier var stort set de samme. Polen har dermed til nu vist, at staten kan klare regeringsskift, men landet kan samtidig fremvise en betydelig kontinuitet angående personerne. Den katolske kirke fik en betydelig indflydelse på lovgivningen ved Solidaritets flertal 1989-93. Den frie abortlov fra 1956 blev ændret til en meget restriktiv lov i 1993, katolske værdier fik en fremtrædende plads i undervisning, radio og TV. Den polske pave 1978-2005, der netop i år (2014, red.) er blevet helgen, spillede en stor rolle i modstanden først mod kommunismen, senere i kritikken af kapitalismen. Polske biskoppers holdninger er meget synlige i TV, presse og i kirkerne. Økonomiske reformer efter 1989 De økonomiske reformer blev udført i ret stor enighed. Der var et erkendt behov for at opgive det stive kommunistiske kommandoøkonomisystem, der ikke leverede varerne. Den største uenighed drejede sig om, hvor langt reformerne skulle gå. Oprindeligt, i 1980-81, var fagforeningen Solidaritets tanker gået i retning af arbejderselvstyre på fabrikkerne, en slags socialisme. Men fra 1989 blev hovedtendensen i stedet at privatisere og dermed i højere grad følge USA's og Englands mønster end det øvrige Vesteuropas. Arkitekten bag denne økonomiske kurs var økonomiprofessor og politiker Leszek Balcerowicz. Allerede i

1990, ved en såkaldt chokkur, gik Polen fra et stærkt statsdirigeret og statsbeskyttet system til et frit system – med fri prisdannelse, opgivelse af megen statskontrol og salg til private af store statsfirmaer. Dette skabte i starten store problemer, men allerede fra 1992 og frem til i dag har Polens økonomi været i stadig vækst. Omformningen betød, at det hidtil store sorte marked blev synligt og legalt. Markedet begyndte at fungere. Der kom varer i butikkerne, ikke under disken, men over, og servicesektoren begyndte at yde service. En valutareform i 1994 skabte en stærk og stabil valuta, og før finanskrisen i 2008 var Polen på vej til at blive en del af eurozonen. Nu er euromedlemskabet – uofficielt - stillet i bero. En ydre anerkendelse af Polens politiske og økonomiske reformer var optagelsen i Europarådet 1991, i den liberale frihandelsorganisation WTO 1995, i OECD 1996, i NATO 1999 og i EU 2004. Polen var fra 1996 aktiv i sikring af freden i Bosnien, i NATO’s regi, via Partnerskab for Fred. Transitlandet mellem Vest og Øst Polen deltog, i lighed med Danmark, aktivt både i angrebet på terrorister i Afghanistan fra 2001 og i den USA-ledede krig i Irak i 2003. Polen var fra 1991/92 aktiv i et regionalt samarbejde i Centraleuropa mellem Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Polens udenrigshandel efter 1989 ændrede sig drastisk fra stor afhængighed af østblokken, især af Sovjetunionen, til stor afhængighed af handel med EU, især med Tyskland. Polen ser sin chance som transitland mellem Vesteuropa og landene øst for Polen – Ukraine, Hviderusland, Rusland m.fl. Fortidens hære skal afløses af lastbiler med varer! Den nuværende situation med Ruslands anneksion af Krim, og hermed en eventuel ny konfrontation mellem Rusland og EU/NATO-landene, har gjort den polske ledelse nervøs. Som sædvanligt påvirker en ny stormagtskonstellation straks Polen. 43


Den polske statsminister Donald Tusk og udenrigsminister Radosław Sikorski (begge nu tidligere, red.), der begge i årevis har været moderate og mæglende i forholdet til både Rusland og Tyskland, er nu nervøse over Ruslands næste skridt. Sikorski fik indkaldt til et NATOtopmøde, men fik ikke udstationering af NATO-tropper til Polen, som han havde ønsket det. Krisen har bevirket, at opposition og regering, der siden 2005 har været uenige om en skarp eller en mild tone over for de to store magter, Rusland og Tyskland, i dag er mere enige om den skarpe kurs over for Putins Rusland. Polen var sammen med Sverige i EU ivrige for dannelsen af EU's Østpartnerskab, der skulle bruges til at indlede et nærmere samarbejde med Hviderusland, Ukraine, Moldova og kaukasiske stater. Transitionens sociale følger De store omvæltninger skabte social uro, især i 1990erne. Nogle – de ældre, pensionisterne, arbejderne på forfaldne statsvirksomheder og fattige landmænd – var tabere i denne proces. Der var mange strejker og vejblokader. Læger, sygeplejersker og landmænd stod bag meget af utilfredsheden. Et enkelt protestparti, kaldet Selvforsvar, brugte undertiden voldelige aktionsmetoder. Som den liberale model forudsætter, kom der også i Polen øgede klasseskel og dermed en ny form for utilfredshed. Der har ikke været uro blandt landmændene siden vejen til EU blev klar, idet de har gavn af EU's landbrugsordninger. Polen er måske en undtagelse i det gamle Østeuropa, for tilfredsheden med EU er meget stor. En måling i maj 2013 viste, at 72 % af befolkningen var for EU. En opinionsmåling i maj 2013 viste, at 59 % af polakkerne var for forandringerne siden 1989. I 2009 var det hele 80 %. Mange unge og veluddannede har forladt Polen siden EUmedlemskabet i 2004 gjorde dette muligt. Især har England og Irland været populære steder at tage hen for at arbejde. Nogle bliver måske i de nye lande, medens andre ved hjemkomst til Polen kan videregive erfaringer om andre vesteuropæiske arbejdsformer og teknologi. 44

Oppositionskrig Siden 2005 har regering og opposition stået stejlt over for hinanden. Det er to grupper fra det gamle Solidaritet. Tvillingebrødrene Jaroslaw og Lech Kaczynski, med partiet Ret og Retfærdighed (PiS) dannede regering med andre partier fra 2005 til 2007. Lech Kaczynski blev valgt til præsident i 2005, og Jaroslaw Kaczynski blev statsminister 200507. Især Jaroslaw Kaczynski er aggressiv i sine taler, og hans regering skulle være et opgør med det, han kaldte den 3. republik (1989-2005), idet den første republik eksisterede indtil 1795, den anden i 1918-39 – den kommunistiske tid (1944-89) var ikke polsk og talte ikke med – og tvillingerne ville så indføre en 4. republik fra 2005. De kom ikke så langt, eftersom Jaroslaw Kaczynski tabte parlamentsvalgene i 2007 og 2011, men deres kritik af 1989-2005 var hård og vedvarende. Anklagen mod 1989ordningen, som begge brødre deltog i som forhandlere og kolleger til Lech Walesa, var, at det var en halv ordning. Der blev ikke lavet et klart brud med tiden før 1989. Mange tidligere kommunister fik topposter i det nye Polen eller gled ind som kapitalister i solgte statsfirmaer. De burde være straffet. Lech Kaczynski blev som præsident, sammen med store dele af PiS-eliten, dræbt ved den tragiske flyulykke april 2010 i Smolensk. De skulle have været til en mindeceremoni ved det nærliggende Katyn, hvor over 4000 polske krigsfanger var blevet henrettet af Stalins NKVD i april-maj 1940. Denne triste begivenhed er siden af Jaroslaw Kaczynski blevet brugt til det yderste i kampen mod Tusk og den nye præsident Bronisław Komorowski, begge fra partiet Platforma Obywatelska (PO). Som oppositionsleder har Jaroslaw Kaczynski ikke villet mødes med den nye præsident. Statsminister Tusk blev i Sejmen beskyldt for at have myrdet hans bror og resten fra PiS på grund af piloternes fejl og en dårligt arrangeret flyvetur. Hvilken vej vil Polen gå? PiS-vælgerne er især folk, der bor i det fattigere øst- og sydøstlige Polen, med lavere uddannelse. Mange

bor på landet. PiS-lederne foretrækker højrefløjen af den katolske kirke, herunder folkene omkring den magtfulde katolske radio Radio Maryja, der ofte er i konflikt med den polske kirkes ledelse og med Vatikanet. Stærk katolicisme, stærk polsk patriotisme, stærk skepsis over for Rusland og Tyskland kendetegner dette aggressive parti. Tonefaldet bliver med årene mere og mere skingert. I de sidste måneder har PiS i meningsmålinger fået flere stemmer end det store regeringsparti, PO, ledet af den forsonlige Donald Tusk (indtil efteråret 2014, red.). Dette brede parti får især stemmer fra storbyerne, de unge, de veluddannede og veltilpassede. Der er fløje inden for partiet, der spænder fra meget liberale og verdslige til meget katolske synspunkter. Tuskregeringen har siddet siden 2007 og viser klare tegn på træthed. En del ministre har forladt regeringen, nogle på grund af meningsforskelle, og disse har forsøgt at danne egne partier, andre på grund af korruptionsanklager eller uduelighed. Det store parti PO leder en koalitionsregering med Bondepartiet PSL. Polen står over for en række valg fra i år. Først valget til Europaparlamentet i maj 2014 (afviklet, red.), og i 2015 både præsidentvalg og parlamentsvalg. Det vil her blive afklaret, hvad vej Polen vil gå. Med sin beliggenhed og sin historie er Polen et vigtigt og stabiliserende medlem af NATO og EU. Kay Lundgreen-Nielsen er Lektor emeritus i Historie ved Syddansk Universitet. Han specialiseret i Polens historie.


Enden på transitionen Af Kristoffer Hecquet | 10. april 2015

FORANDRINGER | Den kommunistiske periode i EU’s østeuropæiske landes nyere historie har efterladt sig mange spor i både fysisk og kulturel form. Alligevel giver det mening at opgive tanken om, at disse lande befinder sig i overgangsfasen imellem planøkonomisk diktatur og liberalt markedsøkonomisk demokrati.

Bevæger man sig rundt i forstæderne i Riga, Prag og Budapest eller sågar i centrum af Warszawa, Bukarest eller Sofia, mærkes fortidens fyrre år med autoritært styre stadig. Fortiden hænger fast i den monumentale og funktionelle arkitektur og de lange, brede boulevarder, selvom det allerede er 25 år siden, Berlinmuren faldt. Perioden som sovjetiske lydstater har også efterladt sig andre spor i form af udslidt infrastruktur, og produktionsapparat, højt uddannelsesniveau, ringe tillid til myndigheder, og øvrige karakteristika såsom korruption og bureaukrati, der ofte

relateres til landenes transitionsproces fra etpartistat til demokrati. Men sovjettiden har også skabt kulturelle særpræg som nøjsomhed, udholdenhed, socialt familiært ansvar og mistro mod Rusland. Jerntæppets æra udgør et vigtigt kapitel i de øst- og centraleuropæiske landes historie, og derfor vil fortiden også blive hængende de næste 25 år både mentalt og fysisk, ligesom Franco-fascismen gør det i Spanien, 60’ernes og 70’ernes folkhemspolitik gør det i Sverige og Anden Verdenskrigs ødelæggelser gør

det i Tyskland (og mange andre europæiske lande). Grundideen om transition er, at overgangen fra diktatur til demokrati er lineær med et klart udgangspunkt og mål. Der herskede efter 1989 en vis forventning om, at landene i den tidligere østblok, som nu er en del af EU, engang ville blive ”lige som os”, altså kopier af vores egne lykkelige nordeuropæiske statsstrukturer. Denne forventning var (og er) urealistisk, formynderisk og har en bismag af kulturel imperialisme eller


etnocentrisme. Selvom de nordiske lande er forbilleder på mange områder, vil de øst- og centraleuropæiske lande altid forblive sig selv. Det har den fælles fortid i Sovjetunionens bufferbælte været med til at forme, men det er langt fra hele forklaringen på de østeuropæiske særpræg. Dybere østeuropæiske fællestræk Ud over Sovjetlydstatsarven findes en række karakteristika, som er gældende for størstedelen af området, og som i bund og grund udspringer af den europæiske geografi: Hvor Vesteuropa er præget af bugter, halvøer, floder og bjergkæder, er Østeuropa domineret af en samlet, primært flad landmasse. Vesteuropa er placeret yderst på kontinentet imod Atlanterhavet, mens Østeuropa nærmere er placeret i midten af det eurasiske kontinent med Asien mod øst. Disse forhold har haft fundamental betydning for regionens historie og befolkningssammensætning. Uden naturlige grænser har det flade Østeuropa været meget følsomt for invasioner, særligt i betragtning af sin placering ”på vejen” mellem Vesteuropa og Asien. Landegrænser har konstant flyttet sig, imperier er vokset og kollapset, og konstante invasioner fra blandt andet folkevandringer, bulgarer, hunner, avarer, magyarer, vikinger, mongoler, korsriddere, tyrkere, franskmænd, tyskere og russere har gang på gang ødelagt, plyndret, udsultet og opløst området. Grænser er flyttet frem og tilbage, nogle ophævet og nye etableret. Jerntæppet var i øvrigt heller ikke først til at dele Europa i øst og vest. Den endelige deling af kontinentets første supermagt, Romerriget, skete i 385 og delte Europa i et latinsk vest-rige og et græsk-domineret øst-rige. Dette lagde grunden til de46

lingen af kristendommen i en vestlig katolsk version og en østlige ortodoks under det store skisma i middelalderen – hyppigst dateret til 1054.

Helt kort kan Østeuropa således karakteriseres som en uhomogen blanding af uhomogene lande med relativt kort tradition for demokrati og markedsøkonomi.

I renæssancen var Europa domineret af to poler: Det Habsburgske rige i vest og det Osmanniske rige i øst – og i 1521 deltes det Habsburgske Rige desuden i netop vest og øst. Og før Churchill og Stalin (og Roosevelt) delte Europa i et amerikansk domineret vest og et Sovjet-domineret øst i Jalta, nåede kontinentet at være delt imellem vesteuropæisk fascisme og østeuropæisk kommunisme i første del af 1940'erne. Bare for at nævne nogle eksempler.

Transitionen er slut Det er ikke disse karakteristika, man skal måle på for at vurdere, om Østog Centraleuropa er nået igennem transitionen fra autoritært styre og planøkonomi til frit marked og demokrati. Som Søren Riishøj skrev i sin artikel Transitionen til ”noget andet”, er transitionsprocessen ikke lineær og kan bevæge sig i forskellige retninger. De forskellige lande har haft forskellige forudsætninger for den politiske udvikling, der fulgte diktaturernes fald i 1989, hvilket har ført til forskellige typer af samfund.

En af konsekvenserne af disse geografiske omstændigheder har været en omfattende pluralisme inden for både sprog og religion. Sammenlignet med Vesteuropa, som domineres af den germanske og latinske sprogstamme (krydret med lidt baskisk og keltisk), præges Østeuropa af sprogstammerne slavisk, finskugrisk, græsk, albansk, baltisk og tyrkisk – udover germansk og latin. Vesteuropa domineres af den katolske, protestantiske og calvinistiske kirke, mens Østeuropa præges af en stor mængde variationer af den ortodokse kirke, shia-, sunni- og sufi-islam, unierede (ortodokse, der tror på Paven), den armenske og georgiske kristne kirke og buddhisme (jo, den er god nok: Europas eneste buddhistiske republik, Kalmykien ligger i Rusland 50 km syd for Volgograd) foruden katolicisme og den protestantiske kirke. Pluralismen gælder ikke blot et kludetæppe af lande med forskellige etniske og religiøse karakteristika. Landene i sig selv er hver især kludetæpper med et væld af etniske og religiøse mindretal.

Flere argumenter peger på, at de østeuropæiske lande i EU allerede er nået igennem transitionen. De økonomiske parametre som BNP og levestandard ligger stadig under EU-gennemsnittet, men på demokratiske og andre samfundsområder er niveauet ved at være nået, selvom der stadig er brug for reformer. Økonomisk set er der fortsat en væsentlig ulighed imellem øst og vest, men uligheden har udlignet sig mærkbart på ganske få år, og stor økonomisk vækst i flere af de nye EU-lande som Polen, Baltikum og Slovakiet er medårsag til, at EU ikke fortsat er i recession. Fire af disse lande er allerede en del af eurosamarbejdet. Den økonomiske integration i EU er derfor ikke mindre hos de østeuropæiske lande end andre steder i EU, selvom gennemsnitsindkomst og andre økonomiske parametre fortsat ligger lavere. Dog findes der en anden arbejdsmarkedsstruktur end i det øvrige EU med få eller ringe rettigheder for arbejdstagere samt tilpasning og omfattende afhængighed af udenlandske investorer. Nogle argumen-


terer for, at der er behov for reformer bl.a. for at beskytte arbejdstagerne, men i bund og grund er det et politisk spørgsmål. Der er ingen arbejdsmarkedsmodel, der kan karakterisere hele EU eller sætte én standard for, hvordan praksis skal være. Som forskerne Andreas Nölke og Arjan Viegenthart forklarer i et studie, findes der den ”angelsaksiske”, den ”rhinske” (kontinentale) og nu også den østeuropæiske model. Argumentet er, at det ikke er en uudviklet model, men blot en anden model. Som den økonomiske er den politiske integration i EU ligeledes synlig. Både de baltiske lande og ikke mindst Polen har – deres størrelse taget i betragtning – ladet deres stemmer høre i europæisk politik, særligt i sikkerheds- og energipolitiske spørgsmål. Litauen fik for eksempel trumfet EU-sanktioner imod Rusland igennem, efter krisen i Ukraine eskalerede, og Polen har fået sit forslag om energiunion til at blive en reel europæisk strategi. Derudover har særligt Polen positioneret sig tungt på politiske poster i hele EU-systemet, og til trods for sit konservative politiske ståsted bliver Polen betragtet som et progressivt EU-positivt land i det europæiske samarbejde. Dermed er de tidligere østblok-lande ikke længere observerende, forsigtige modtagerlande, men aktive europæiske politiske aktører. Nået langt på 25 år Mange vil pege på Ungarn som et land, hvor transitionen har taget en forkert drejning og er på vej tilbage mod autoritært styre. Der findes åbenlyse tilbageskridt inden for medie- og valglovgivning, og korruption er fortsat et stort problem i landet. Men der er lang vej tilbage til stadiet i 1989, og den ungarske befolkning har også vist, at de ikke finder sig i hvad som helst. Dette blev tydeligt under protesterne imod forslaget

om internetskat i efteråret 2014. Forslaget blev trukket tilbage. Selvom der er meget, der kan blive bedre, er det vigtigt at huske, hvor meget regionen har ændret sig på 25 år: Regionen har fået stabile demokratier og markedsøkonomier, der er varer på hylderne i butikkerne, og der er kritiske ord i aviserne. Den samfundsmæssige omvæltning har været fundamental siden Murens fald. Men denne region vil aldrig blive til Vesteuropa, da dens karakteristika baserer sig på mere end en fortid i kommunisme. Det er meget svært at opnå og måle den totale og vellykkede transition. Visse elementer eller kvaliteter i samfundet kan eller ønskes - ikke ændret. For at sætte det på spidsen kan man sige, at Danmark endnu ikke har gennemført transitionen fra enevælde til demokrati, da monarkiet stadig er grundlovssikret, og kongehuset fortsat er på finansloven. Betingelserne for EU-medlemskab i Københavnerkriterierne var et effektivt redskab til at presse landene til reformer forud for deres optagelse. Udvidelsen i 2004 blev derfor en belønning for og anerkendelse af deres reformiver, men betød også, at Københavnerkriterierne som instrument til demokratisering udløb. Herfra har den demokratiske udvikling været et nationalt anliggende, da det er svært at føre en egentlig vestlig transitionspolitik, efter landene er blevet EU-medlemmer, udover at fordele flere penge til opbygning af infrastruktur. At fratage østblokken transitionsprædikatet kan – udover at udligne den gamle forestilling om, at Europa er delt i et A- og et B-hold – muliggøre, at landene ikke længere kan gemme sig bag transitionen som undskyldning for manglende reformer samt ansvarlig økonomisk og

social politik. ”Vi vil gerne, men vi kommer jo fra en svær fortid”diskursen vil ikke længere være anvendelig. Ansvaret for et sundt politisk miljø bør ligge alene hos de enkelte befolkninger og regeringer. Transitionen som overgangsperiode er således ovre, og i stedet har vi at gøre med en hel union af lande, der for bestandigt skal udvikle sig selv og holde hinanden op på det fælles værdigrundlag, de som EUmedlemmer har lovet at overholde. Dette uanset deres baggrund, hvad enten det er som diktatur, kolonimagt eller blot en provins i et andet land. Det er nu mere end ti år siden, at øst-udvidelsen af EU forseglede Jerntæppets fald. Der er fortsat europæiske lande uden for EU, der har brug for pres for at opnå samme succes som dem, øst-udvidelsen omfattede. Lande der har haft en anden retning i deres transitionsproces med større indflydelse fra øst og mindre fra vest. Her har Københavnerkriterierne mindre, hvis nogen, effekt, og hvis EU skal påvirke udviklingen i disse lande, vil det være nødvendigt med en helt anden strategi.

Kristoffer Hecquet er cand.mag i Historie og Europastudier fra Aarhus og Vilnius Universitet med speciale i moderne østeuropæisk historie. Kristoffer er medstifter af, og redaktionschef for, Magasinet rØST. 47


Modtag gratis Magasinet rØST Update

Ønsker du at holde dig orienteret i østeuropæiske forhold, kan tilmelde dig Update - Magasinet rØST’s nyhedsbrev. Besøg www.magasinetroest.dk og tilmeld dig nu.

Magasinet rØST: Bumlet vej til demokrati  
Magasinet rØST: Bumlet vej til demokrati  

Magasinet rØST præsenterer forskellige perspektiver på transitionsprocessen og evaluerer på 25 år med forandringer i Østeuropa

Advertisement