Page 1


Denne udgivelse er udarbejdet af : Redaktion: Niels Mattias Jegind (Magasinredaktør) Kristoffer Hecquet Jesper Pørksen Skrbenter: Gia Abuladze Niels Mattias Jegind Rikke Elisabeth Frederiksen Martin Demant Frederiksen Kristoffer Hecquet Margharita Lundkvist-Houndoumadi Layout: Kristoffer Hecquet Foto: Niels Mattias Jegind Wikimedia Commons

2

Magasinet rØST er et internetmedie, der tilbyder samfunds– og kulturanalyser, anmeldelser og temaudgivelser med fokus på Østeuropa. Magasinet rØSTs overordnede formål er at nuancere og uddybe billedet af Østeuropa, og dermed kompensere for et ofte stereotypt og ensidigt billede af regionen. Således vil vi gøre vores til at bringe øst og vest tættere sammen.

Tidligere udgivelser af Magasinet rØST:


Indhold Et splittet land –En rig kultur

4

Introduktion af Niels Mattias Jegind

På en udfordrende vej mod et stærkere demokrati

5

Miniguide af Niels Mattias Jegind & Gia Abuladze

Tyrkiet i Georgien 20 - Nye investorer og nye forpligtelser Økonomisk analyse af Martin Demant Frederiksen

9

Kristoffer Hecquet interviewer professor Alexandre Kukhianidze

Hvad kan man opleve i Georgien?

16

Boguddrag af Rikke Elisabeth Frederiksen

Politisk analyse af Gia Abuladze

Revolutionære metoder & georgisk politik

Tæt på georgisk madkultur

En historie om internt fordrevne

17

Reportage af Margharita Lundkvist-Houndoumadi

12

Aggressiv gæstfrihed

20

Rejsebeskrivelse af Rikke Elisabeth Frederiksen

3


Det er nu fem år siden, at skuddene hørtes i Sydossetien, og spøgsmålet om NATO’s ansvar i det lille perifere, men strategisk ømtålelige ansøgerland, var på alle vestlige magters sinde. Dette jubilæum har for Magasinet rØST udløst et nærmere studie af det komplekse lille land i Kaukasusregionen. Et splittet land, der skal vælge ny præsident 27. oktober. Grænseland Hvis man spørger en georgier, hvor Sakartvelo (som landet hedder på georgisk) findes, hvad end det gælder kultur eller geografi, vil han eller hun sandsynligvis svare, at landet både ligger i Europa og Asien. Altså lige midt mellem de to kontinenter. Dykker man ned i georgisk kultur, historie eller politik, får man langt hen ad vejen samme indtryk: Georgien bærer på mange punkter præg af at være et land, der er ligger i et kontinentalt krydsfelt og danner bro mellem Europa og Asien. Georgien er gennem historien blevet påvirket af mange forskellige kulturer og stormagter , der har passeret den frodige dal imellem den store og lille Kaukasus-bjergkæde, der indrammer landet fra begge sider. Landet forekommer splittet. Ikke blot imellem Europa og Asien, men også imellem Rusland og Vesten, imellem den centrale stat og udbryderrepublikkerne og imellem to uforligelige politiske fløje. Men til trods for splittelse bærer landet stadig på


-Et splittet land

-En rig kultur Introduktion af Niels Mattias Jegind

Fem år er gået siden Rusland og Georgien kæmpede i provinsen Sydossetien. Siden da er det politiske billede vendt op og ned og det er nye ansigter befolkningen skal vælge ind i denne måned. Vi benytter anledningen til et nærmere blik på den lille fortumlede stat i Kaukasus. sin egen tusind år gamle kultur. Siden revolutionen Samfundsmæssigt og politisk er Georgien en kompleks størrelse. Siden Georgiens uafhængighed fra Sovjet i 1991 har der været mange politiske omvæltninger og stridigheder. myndighederne forsøger at få fortidens skeletter ud af skabet, og skabe et stærkere demokrati. Det er en møjsommelig og kompliceret proces. Især fordi det unge demokratis politikere har svært ved at finde en fælles retning for landet, mens det politiske miljø emmer af beskyldninger og retssager. I dag består georgisk politik i store træk af spændingerne imellem to stærke personligheder, Mikheil Saakashvili, der har været præsident siden Rosenrevolutionen i 2003, og forretningsmanden og milliardæren Bidzina Ivanishvili, hvis parti, Georgian Dream, sejrede ved det seneste parlamentsvalg i 2012 og gjorde ham til landets premierminister. Saakashvili og Ivanishvili står i spidsen for hver deres politiske fløj. To fløje der lige nu kæmper om nøglen til det nye præsidentpalads i hovedstaden Tbilisi. Hvilke politiske magtkampe og problemstillinger det lægger op til, giver dansk-georgier Gia Abuladze en analyse af (s. 6) og Alexandre Kukhianidze, der er professor i statskundskab ved Tbilisis statsuni-

versitet og ekspert i Georgiens politiske forhold fortæller om baggrunden for den nuværende politiske situation (s. 9). Et lille land i krig Det interne politiske billede er påvirket af splittelse i en større geografisk sammenhæng. Det drejer sig om de to udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien i det nordlige Georgien. Abkhasien løsrev sig fra Georgien under oprør i løbet af 90erne og er i dag et selvstyreområde, der kontrolleres af det russiske militær. Sydossetien erklærede uafhængighed fra Georgien i 1990. Dette førte til væbnede konflikter mellem sydossetiske magthavere og georgiere i 1991-92, 2004 og senest i 2008, hvor Georgien de facto var i krig mod Rusland, idet russiske styrker intervenerede i konflikten. Dette har som konsekvens givet landet store udfordringer med internt fordrevne georgiere. Antropolog Margharita LundkvistHoundoumadi, som har været medarbejder for Dansk Flygtningehjælp, giver sin en førstehåndsberetning om, hvordan internt fordrevnes livsbetingelser i to årtier har været håbløse, men som nu forhåbentlig kan se lysere tider i møde (s. 22). Men ikke kun Rusland har interesser i Georgien. Selvom landet er fattigt har nabolande fået øje på økonomiske muligheder. Ph.D Mar-

tin Demant Frederiksen har set på Tyrkiets voksende tilstedeværelse i landet (s. 20). Rig georgisk kultur Georgien er ikke kun splittelse, konflikt og nød. Den georgiske kultur er stærk og dragende. Vinproduktion og -nydelse er omgærdet af gamle traditioner og ritualer, der selv den dag i dag spiller en væsentlig rolle i de fleste georgieres liv (læs miniguide s. 12). Antropolog Rikke Elisabeth Frederiksen beretter om sine oplevelser med at bo hos en georgisk familie, som dagligt lavede mad til hende, hvilket resulterede i udgivelsen af en kogebog om georgisk mad. Arbejdet med kogebogen bød ikke bare på indsigt i det velsmagende og eksotiske georgiske køkken, men var også et kulturmøde mellem en dansker og georgiere i et køkken, hvilket både gav udfordringer og gensidig dybere kulturel forståelse. (s. 16) Rikke giver desuden et indblik i baggrunden for den – for vesterlændinge – meget voldsomme georgiske gæstfrihed (s. 25). På rØST håber vi med denne lille særudgivelse med fokus på Georgien at kunne give dig både indsigt og forståelse om et land, man fra dansk side ikke hører om så ofte, og ikke mindst vække nysgerrighed til at gå mere i dybden, eller måske til at besøge det selv. 5


PĂĽ en udfordrende vej mod et stĂŚrkere demokrati


Politisk analyse af Gia Abuladze

Siden sidste års parlamentsvalg er Georgien blevet rost internationalt for sine skridt mod et endnu stærkere demokrati. I det politiske liv er der mere dynamik end nogensinde før. Men op mod præsidentvalget denne uge, kan det nu forstærkede demokrati komme på en hård prøve.

Georgiens seneste parlamentsvalg er blevet anerkendt som et bemærkelsesværdigt demokratisk skridt fremad. At magtskiftet fra United National Movement, regeringspartiet siden Rosenrevolutionen i 2003, til koalitionen Georgian Dream bestående af seks oppositionspartier, blev godkendt af den centrale valgkomité betød, at hvad der så ud til at udvikle sig til optøjer, endnu en revolution eller langvarig politisk og samfundsmæssig ustabilitet blev afværget. For første gang i Georgiens historie kan man tale om demokratisk sameksistens mellem parterne i det parlamentariske arbejde. For de næste fire år gik 85 pladser i parlamentet til Georgian Dream-koalitionen og 65 til United National Movement. Georgian Dream nåede dog ikke konstitutionelt flertal, hvilket United National Movement havde før oktobervalget. Det betyder, at debatten i parlamentet nu har endnu større betydning for politiske afgørelser end tidligere. Præsidenten Mikheil Saakashvili, som har udnævnt sig selv som leder af den nye opposition, vil fungere som statsleder indtil det kommende præsidentvalg, der vil finde sted i denne uge. De lokale kommuners absolutte flertal vil endvidere tilhøre United National Movement frem til kommunalvalget i 2014. Med sådan en fordelingen af magten i Georgien, navnlig med hensyn på taburetfordelingen i parlamentet, har landets politiske grundlag aldrig før været så demokratisk.

Et demokrati på prøve Men som de politiske konstellationer udvikler sig, er det georgiske demokrati på en farefuld færd. Det er ikke overraskende at landet er nødt til at arbejde hårdt under sin transition. De forskellige sider, der opererer i det nye statsstyre, har ikke meget politisk erfaring. Den nye regering er i sit arbejde derfor nødsaget til at følge en ’learning by doing’-tilgang, som dog medfører en række begyndervanskeligheder. Blandt de mange nye ved magten, som er forholdsvist politisk uerfarne, finder man også landets nye premierminister, lederen af Georgian Dream og hele regeringskoalitionen, multimilliardæren Bidzina Ivanishvili. Grundlæggende problematisk for hans koalition er det, at den ikke blev stiftet på baggrund af fælles fodslag om politiske værdier, men snarere en interesse i at vælte Saakashvili af regeringspinden. Problemer finder man også hos United National Movement og dens mange unge ledere. Efter Rosenrevolutionen dar de svært ved at acceptere at de ikke længere sidder på magten. Deres vilje til at agere som velfungerende og konstruktiv opposition er ud fra deres handlinger svær at få øje på. Hvor er Georgien på vej hen? Fra et vestligt synspunkt er Georgiens politiske situation ikke mindre interessant. Nogle har associeret georgisk politik med Ukraines ustabile demokrati og retsmæssige situation eller har udnævnt Ivanishvili som en ny Berlusconi eller Chavez.

Men sådanne sammenligninger slår ikke til, idet Georgiens situation på mange måder er unik. For eksempel er det stadig for tidligt at komme med endelige konklusioner om, hvorvidt den nye regering forsøger at ændre den hidtil ellers meget provestlige udenrigspolitik til fordel for Rusland. De eneste officielle (og måske de eneste reelle) forbindelser mellem Georgien og Rusland har indtil videre været at udnævne særlige repræsentanter for at genvinde socioøkonomiske forbindelser og at starte forhandlinger om langsigtet konfliktløsning. Disse repræsentanter mødes på ’neutrale’ steder i Europa. Konflikten mellem Georgien og Rusland er nemlig fortsat den samme: Ifølge Georgien er tyve procent af deres territorium, i form af regionerne Abkhasien og Sydossetien, besat af Rusland, mens den officielle russiske udmelding er, at de to områder er uafhængige stater. Fra begge fronter har det lydt, at ingen af dem vil tage deres standpunkter i sig igen. Men der er dog opstået en mere diplomatisk retorik mellem de to, mens tonen før i tiden, mellem Saakashvili og Putin, var meget skinger. Men Georgien plejer også i høj grad sine forbindelser mod vest. Hyppigheden af møder mellem Georgien og EU og USA er øget, hvilket bliver fulgt op med nye samarbejdsaftaler. En udfordret præsident Hvis nogen offentligt ville afsløre Ivanishvilis pro-russiske eller anti7


vestlige præferencer, ville den første i rækken være Saakashvili og hans politiske hold. Dog er anklagerne om den nye regerings prorussiske orientering ved at miste effekt. Især efter at en tværpolitisk resolution er blevet vedtaget i parlamentet om at Georgiens udenrigspolitiske hovedprioritet er euroatlantisk integration.

Endvidere stilles den nye opposition overfor en masse andre kritiske spørgsmål og anklager om finansielt svig, brud på menneskerettigheder, sabotage af politiske modstanderes aktiviteter og mange andre sager dukker dagligt op. De som følte sig undertrykt under den tidligere regering kæmper nu for at genvinde retfærdighed.

Derfor har United National Movement ikke formået fyldestgørende at fremlægge troværdige beviser for Ivanishvilis mulige Rusland-agenda. Men har Saakashvilis parti ikke haft ressourcer eller tid nok til at finde antydninger om en ændret udenrigspolitik?

Præsidentvalget bliver afgørende På den baggrund bliver det til det kommende præsidentvalg svært for oppositionen at være konkurrencedygtig overfor Ivanishvilis Georgian Dream, som fortsat nyder stor popularitet. Meget tyder også på, at Saakashvilis parti ikke formår at levere egentlig politisk substans. I deres slogan ’Tilblivelsen af en ny national bevægelse – Den nye forenede opposition’, har de forsøgt at vinde popularitet, men det kan mest af alt lyde som en overfladisk leg med ord.

Meget tyder på at United National Movement på anden vis har været meget beskæftiget. Den georgiske befolkning er nemlig meget optaget af at kritisere Saakashvilis gamle regime. Det understreges af over 7.000 sager mod repræsentanter fra den tidligere regering indgivet til det georgiske politi og over 700 sager af samme karakter er indgivet til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (det samme antal er endda på venteliste). 8

Saakashvilis parti er nødt til at se realiteterne i øjnene og i det mindste tilstå nogle af de mest skandaløse sager, det er blevet kritiseret for. Samtidig må de United National Movement-medlemmer, som ikke er

skyldige i nogle sager, forene sig og bryde op med de partimedlemmer, der er under anklage. Det er dog meget usandsynligt, at det vil ske. Flere af dem, som er under anklage, er partiets nøglepolitikere, så som Vano Merabisjvili og præsident Saakashvili selv. Andre mindre georgiske partier er forsat ikke særligt populære, og de fleste af disse nåede ved parlamentsvalget sidste år ikke over spærregrænsen på fem procent. Den omstændighed samt oppositionens faldende støtte fra vælgerne, og risiko for at gå helt at gå i opløsning efter præsidentvalget, truer med at gøre Georgien til en etpartistat. I det scenarie ligger det eneste håb for atter at skabe et flerpartisystem hos Georgian Dream og Ivanishvilis vilje til at lade politisk diversitet blomstre i sin koalition og give rum for, at også nyopståede partier på demokratiskvis kan deltage i det politiske arbejde.


Revolutionære metoder & georgisk politik Interview med professor Alexandre Kukhianidze af Kristoffer Hecquet

Georgien er havnet i et svært limbo imellem Rusland og Vesten. Samtidig har den interne georgiske politik forsimplet sig til blot at handle om: Saakashvili eller Ivanishvili. Hvad er georgisk politik? Magasinet rØST har søgt svar hos en kender på området. Hvis der er nogen, der ved noget om de politiske forhold i Georgien, er det Alexandre Kukhianidze. Han er er professor på universitetet i Tbilisi, hvor han har været med til at opstarte det samfundsvidenskabelige institut. Han har desuden oplevet alle de politiske omvæltninger i landet på egen krop. Jeg møder ham på Malmö Högskola, hvor han gæsteforelæser, og vil have ham til at give et overblik over den nuværende politiske situation i Georgien. Han betragter mig tavst en stund, inden han siger: ”Jeg er nødt til begynde langt tilbage i historien, for at du forstår, hvad jeg taler om”. Det var ikke for at være patroniserende. Georgisk politik er i høj grad et produkt af historien. Men baggrunden for hans følgende lange historiske udredning er frem for alt at illustrere hvorledes Georgien er tæt forbundet med Europa. Først da Sovjetunionen opstod ser vi for alvor, hvorledes grundlaget for den nuværende situation begyndte at tegne sig. Georgisk radikalisering Ifølge Kukhianidze er moderne georgisk politik todelt: Den ene side er den interne indenrigspolitiske magtkamp. Dette vender vi tilbage til. Den anden er den eksterne dimen-

sion – hvordan håndteres forholdet med den store nabo i nord? Georgiens besværlige relationer med Rusland bunder i undertrykkelsen af georgisk kultur under Sovjetstyret. Landet blev delt mellem Atatürk og Lenin i Kars-aftalen i 1921, så Kars og andre georgiske provinser kom under Tyrkiet, mens Georgien som vi kender i dag, blev til det georgiske SSR i Sovjetunionen. Under Gorbatjovs perestrojkareformer i 80’erne voksede georgiernes ønske om selvbestemmelse, hvilket kulminerede i opstanden på Tbilisis hovedgade Rustaveli Avenue den 9. april 1989. ”Og hvordan reagerede de sovjetiske tropper på dette? De slog mere end 20 demonstranter ihjel. Men det var de moralske skader, der var langt de største. Siden da har Georgien radikaliseret sig. En af de mest radikale dissidenter, Zviad Gamsakhurdia, blev valgt som landets første præsident to år senere i 1991. Det var ham, der proklamerede landets selvstændighed,” forklarer Alexandre Kukhianidze. Vejen mod NATO Professoren fortæller, at Rusland ikke kunne acceptere denne antirussiske politiske drejning, og for at

beholde fodfæste støttede man udbryderrepublikkerne Sydossetien og Abkhasiens kamp for løsrivelse. Dette udviklede sig til en blodig borgerkrig, der resulterede i, at Gamsakhurdia måtte flygte ud af landet og på hans plads indtrådte Eduard Sjevardnadze. Han var tidligere kendt som Gorbatjovs udenrigsminister, og kunne bedre accepteres af Rusland. Men det var først under under Sjevardnadze, at Georgiens geopolitiske dilemma, med Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden, opstod. ”I 1999 da Putin allerede var kommet til magten, ønskede Rusland at udføre militære aktioner mod terrorister i Pankisi i det nordøstlige Georgien i forbindelse med krigen i Tjetjenien. Men Sjevardnadze afviste, da det ville betyde krig på georgisk territorium. Indbyggerne omkring Pankisi er praktisk taget georgiske tjetjenere og Sjevardnadze erkendte senere, at der fandtes terrorister. Men i stedet for at lade russerne træde ind, henvendte han sig til USA, der efter 2001 gladeligt finansierede antiterroroperationer. For Georgien var NATO det bedste alternativ. Men siden har relationerne med Rusland været meget an9


spændte,” fortæller Kukhianidze.

sager, mener Kukhianidze.

Ifølge ham ved man godt, at der er en lang vej til NATO og EU, men det handler ikke om den formelle indlemmelse i Unionen, men nærmere selve opbygningen af demokrati og markedsøkonomi.

”For det første har Rusland under Putin formuleret et ønske om igen at dominere (eller som tidligere præsident Medvedev formulerede det privilegeret interesse i) de tidligere sovjetiske områder - hvilket også omfatter Georgien.

”Det er altså et spørgsmål om at vælge en retning. Georgien har således formuleret et politisk ideal, som er Europa og NATO. Og dette har skabt den dybe konflikt med Rusland. For europæere kan det lyde naivt, at Georgien ønsker at gå i retning af Europa og den Europæiske Union. Men georgierne er ikke naive,” forklarer Kukhianidze. Men der er en konflikt i NATOaspirationerne. Jo tættere Georgien kommer på NATO-medlemskab, jo tættere kommer landet også på en russisk invasion. Invasionen i 2008 udløste ingen hjælp fra NATO, og derfor er Rusland nu ved at se sig om efter en ny undskyldning for invasion, inden det er for sent, mener han. Det kunne for eksempel være en krig i Iran. Det vil skabe en årsag for at krydse georgisk territorium med militær for at beskytte sine baser i Armenien. Rusland har interesse i Georgien Ruslands ambitioner om kontrol over Georgien har tre helt klare år10

For det andet er Rusland bange for udvidelse af NATO, og dette er faktisk nu den største konflikt mellem de to lande, da NATO har åbnet døren på klem for et potentielt medlemskab til Georgien. Rusland er bange for, at det vil skabe præcedens og trække andre tidligere sovjetrepublikker med sig,” forklarer han. Den tredje årsag drejer sig om energi, hvilket også vil sige penge. ”Rusland leverer olie og især gas til Vesteuropa, men en stor del af gassen kommer fra Turkmenistan og Kasakhstan, som Rusland sælger videre til en meget højere pris. Hundreder af milliarder Euro er endt i Rusland, og Europa har finansieret store dele af Ruslands økonomiske vækst på denne måde. Men Aserbajdsjan besluttede for nogle år siden at transportere gas til Europa igennem Georgien og Tyrkiet i stedet for Rusland, hvilket skabte store spændinger, da det russiske mono-

pol blev truet. For Vesteuropa er Georgien og Aserbajdsjan derfor et vigtigt smuthul til centralasiatisk gas imellem Rusland og Iran. Energi er således en vigtig årsag til, at Rusland ønsker kontrol over landet, hvilket også kom på tale under krigen i Sydossetien i 2008,” lyder det fra professoren. Disse ambitioner fra russisk side er fuldstændigt uforenelige med georgiske interesser. ”De to nuværende præsidenter, Vladimir Putin og Mikheil Saakashvili hader virkelig hinanden. Men det er faktisk ikke hadet, som er centralt for dem. De er begge meget stærke og stædige personligheder, der ikke vil vige tilbage for den anden af principielle årsager”. Visionsløst politisk liv i Georgien Modstanden mod Rusland findes over hele det politiske spektrum og er ikke noget, der deler de politiske fløje. Ifølge Kukhianidze går over 70 procent af befolkningen ind for NATO-medlemskab og mere end 80 procent ønsker integration imod EU, og det gør partierne også. ”Der er nogle få, der har haft forbindelse med Putin siden krigen i 2008, for eksempel Zurab Noghaideli, der var premierminister under Saakashvili fra 2005-2007, men nu


er han ekstremt upopulær på grund af sine russiske forbindelser”, siger Kukhianidze Men det er heller ikke ideologi, der tegner de politiske billede, som vi kender det fra Folketingets højrevenstre-spektrum herhjemme. ”Den politiske agenda for oppositionen i Georgien har indtil nu blot været at vælte Saakashvili. Men ingen har haft et bud på, hvad der skal ske med Georgien, når Saakashvili ikke længere er præsident,” fortæller han. I december 2011 annoncerede milliardæren Bidzina Ivanishvili sig som modkandidat til Saakashvili. Han har en personlig formue, der er dobbelt så stor som hele landets årlige budget, og har samlet flere af de gamle oppositionspartier mod Saakashvili og har nu vundet sig pladsen som premierminister. ”Han støttes af Saakashvilis gamle fjender fra Sjevardnadze-tiden og dem, der ser ham som en autoritær leder. Men vi mangler fortsat at høre hvad hans visioner er, ud over at vælte præsidenten”, siger Alexandre Kukhianidze. Revolutionære metoder Saakashvili kom som oppositionsleder til magten efter Rosenrevolutio-

nen i 2004. Ifølge Kukhianidze var denne ikke en revolution imod Eduard Sjevardnadze, men mere et oprør imod korruption. Dette udnyttede Saakashvili. ”Han erklærede efter sin valgsejr i 2004, at der var brug for radikale reformer i Georgien til bekæmpelse af korruption, hvilket krævede ekstra beføjelser til ham som præsident. Dette godkendte parlamentet, hvilket gjorde, at landets politik bevægede sig i autoritær retning, da jurisdiktionen og parlamentet mistede magt til fordel for ham som præsident. Herefter fulgte en meget succesfuld - og i begyndelsen populær - forfølgelse af korrupte embedsmænd og organiserede kriminelle, der havde haft gode tider under Sjevardnadze,” forklarer han. Men langsomt begyndte Saakashvilis allierede under revolutionen at tage afstand fra hans autoritære metoder, og nye partier opstod i opposition til ham, og han mistede opbakning. ”Også dem som før tjente på den korrupte politiske dagsorden, men nu var uden arbejde, samlede sig imod ham. Flere tusinde der blev afskediget under korruptionsanklager fik ingen kompensation for eksempel i sociale ydelser. Det endte med en stor opstand i 2007, der

paralyserede hele landet. Og det var autoritære metoder han anvendte for at knuse opstanden. Selv Vesten kritiserede Saakashvili for at opføre sig som bolsjevikkerne under Oktoberrevolutionen. Men revolutioner medfører revolutionære metoder. Dette er uundgåeligt,” siger Alexandre Kukhianidze. Med forsigtig sympati for Saakashvili forklarer Kukhianidze, at man ikke kan føre et land direkte fra autoritært styre til demokrati. Man er nødt til at afskaffe den korrupte lovgivning og retspraksis fra det tidligere styre og opbygge nye institutioner. Det tager tid, mener han. Han forklarer, hvorledes ineffektivt underuddannet politi har anvendt beskidte metoder til at anholde korrupte embedsmænd med plantede beviser på grund af ringe og ressourceløs efterforskning. Dette er revolutionære metoder, og det har været den eneste måde at få ryddet op. Selvom Alexandre Kukhianidze virker opgivende, hvad angår georgisk politik, er der ingen tvivl om, at hans største bekymring er den permanente konflikt med Rusland. Han er ikke i tvivl om, at en invasion kan ske når som helst.

11


Hvad kan man opleve i Georgien? Rejsebeskrivelse af Gia Abuladze og Niels Mattias Jegind

I et hjørne af Europa på grænsen til Asien ligger Georgien. Georgien er for en dansker nok ikke er et helt traditionelt rejsemål, men landet er på både naturog kulturfronten meget spektakulært og unikt.

Georgien har en lang broget og kaotisk historie bag sig, og mange store imperier har været på erobringstogt eller tilbagetog på georgisk territorium. Ikke længere siden end 2008 var landet i krig med Rusland og befinder sig fortsat i en frossen konflikt med den russiske bjørn over territorierne Abkhasien og Sydossetien. Endvidere kæmper landet for et stærkere demokrati og bedre økonomiske forhold. Men trods det, er Georgien i dag et gæstfrit og sikkert land at rejse i og er ved at blomstre op som et unikt og fascinerende rejsemål. Både hvad angår mad og drikke, kultur, historiske seværdigheder og natur. Vinens arnested Tag for eksempel georgisk vin. Hvis man spørger en georgier hvor vin stammer fra, vil han eller hun hævde, at vin blev opfundet netop i Georgien. Som rejsende i Georgien bør man ikke snyde sig selv for at smage vin fremstillet efter en af verdens ældste metoder. Nemlig vin gæret i quevri, som er det lokale navn for store nedgravede lerkrukker, som forvandler druesaft til fremragende vin under en gæringsproces, der kan vare mellem få måneder og ind til flere år. 12

Kakheti-regionen, der ligger i det østlige Georgien, er et godt udgangspunkt for rejser for at opleve georgisk vin. Regionen adskiller sig fra mange andre regioner i Kaukasus-området, idet klimaet er varmere i løbet af efteråret. Derfor er regionen især kendt for sine vindruer og vin. Vinsmagning er naturligvis en oplevelse i sig selv, men at opleve de forskellige faser i georgisk vinproduktion og hvordan lokale med liv og sjæl hengiver sig til vinfremstillingen, er noget helt unikt. På georgisk taler man om rtveli, som er en munter men hård arbejdsproces hvor druerne bliver høstet sent i september eller i oktober. Den tid har i Georgien prioritet over alle andre begivenheder og bliver betragtet som ferie, hvor man synger og fester sammen, mens man hjælper sine venner, naboer og familie med druehøsten og presningen druerne. Skål og taler Udover historien og traditionerne der ligger bag vinen, der til slut kommer på bordet, er den georgiske stolthed i at dele mad og drikke, værten selv har lavet, helt central i georgisk kultur. Et tildækket bord med mange forskellige retter og vin

og andre drikke bliver på georgisk kaldet for supra. Ved disse banketter mødes georgierne og deler deres glæder og sorger, diskuterer historie eller hvordan fremtiden skal udredes. Dette bliver typisk akkompagneret af en toastmaster, der guider gildet gennem vindrikning og spisning. En sådan georgisk toastmaster bliver kaldt for en tamada. Han uddeler skåle, som oftest bliver efterfulgt af taler. ”Gaumarjos!” vil man høre blive råbt i et væk, hvilket betyder ”for vores sejr”. Men der bliver også skålet for mange andre ting alt efter indholdet af supraens taler. Det karakteristiske ved georgiske skåltaler er, at de ikke nødvendigvis bare er lystige, men også berører mere alvorlige emner og moraler om livets gang. Når der holdes taler er det ikke unormalt, at der bliver drukket et helt glas vin for hver skål. Så man skal som udenlandsk besøgende være lidt forsigtig med at følge de lokales drikketempo under skåltalerne og måske prøve at vinde lidt sympati hos en ellers insisterende tamada. Udover vin kan man ved en supra ikke komme udenom en anden meget traditionel georgisk drik; nemlig tchatcha. Det er en stærk


hjemmelavet georgisk vodka. Specialiteter du ikke har smagt En anden drik der er kendetegnende ved landet, er georgisk mineralvand. Den mest kendte type er vandet fra Borjomi i det centrale Georgien, hvor vandet bliver tappet fra en kilde på en bjergside. Det specielle ved vandet er, at man tydeligt kan smage mineralerne i vandet, idet det har en lettere saltholdig smag. Mange ser en flaske med Borjomivand som en effektiv kur mod tømmermænd, så det er måske ikke helt dumt at smage på den georgiske specialitet dagen efter en supra. Mineralvandet fra Borjomi er fortsat populært i flere af de andre tidligere Sovjet-lande. Retten khachapuri er også et must på det georgiske bord, som grundlæggende set er brød med ost. Men retten findes i mange forskellige udgaver, fordi hver region har sin egen særlige variant. For eksempel er der en noget tung variant fra regionen Adjarien, der ligger ud mod Sortehavet. Det friskbagte brød har form som en lille båd med en udhuling, som bliver fuldt ud med ost, rå æg og smør. Osten i retten symboliserer havet mens ægget symboliserer solen. Ældgamle klostre og kirker Men Georgien har meget mere at byde på end bare mad og vin. Atter i Kakheti-regionen, finder man blandt andet David Gareja. Det er en isoleret samling af klostre i det sydøstlige Kakheti tæt på den aserbajdsjanske grænse. Komplekset er at finde på UNESCOs verdensarvsliste og dets øde beliggenhed i

et næsten måneagtigt goldt landskab, gør det til en Georgiens mest bemærkelsesværdige attraktioner. Efter at have været forladt og forsømt under Sovjet-æraen, er komplekset nu atter i brug af munke. Udover David Gareja, finder man spredt udover hele Georgien mange gamle men velbevarede klostre og kirker. Ofte placeret i smukke øde landskaber eller dramatisk på en bjergtop. Kan man aflæse skiltene? Det georgiske alfabet er også en unik historie for sig, som man ikke kan undgå at lægge mærke til som rejsende. For en dansker kan det virke forunderligt krøllet og eksotisk, og det kan være svært at relatere skrifttegnene, til noget man har set før. Alfabetet er georgiernes helt eget og dets oprindelse kan spores tilbage til trehundrede år før vores tidsregning. Man ser det benyttet alle vegne, også på gadeskilte. Men som rejsende skal man ikke fortvivle, idet stednavne oftest er suppleret med en variant skrevet med latinske bogstaver. En broget hovedstad Hovedstaden Tbilisi viser tydeligt, med sine varierede kvarterer, hvordan Georgien er blevet påvirket kulturelt og historisk fra forskellige verdenshjørner. I Tbilisis gamle bydel får man indtryk af, hvordan Tbilisi har været et knudepunkt mellem øst og vest, med de gamle bygninger, kirker og gæstgiverier for karavaner. Men i byens til tider rodede og kaotiske byplanlægning og arkitektur får man øje på både ældre fornemme

palæbyggerier, betonkasser til beboelse fra Sovjettiden og spritnyt, nærmest futuristisk, byggeri i glas og stål. Sidstnævnte er bygget efter Mikheil Saarkasjvili kom til som præsident i 2003, og man får indtryk af, at nybyggerierne hænger sammen med præsidentens iver for at skabe reformer i det georgiske samfund. Faktisk er det en lokal joke, lidt i stil med de gamle Aarhus-vittigheder, at de mange nye bygningers glasfacader, er et eksempel på Saarkasjvilis forsøg på at skabe transparens i den offentlige sektor. Så behøver man ikke længere tvivle på om politi, embedsfolk og sagsbehandlere nu også bestiller noget eller begår korruption. En naturperle Selvom Georgien er et forholdsvist lille land, har det en meget varieret natur, som lægger op til mange forskellige typer af ferier og rejser. Lige fra strand og solferie ved Sortehavskysten, vandring blandt frodige grønne bjerge og dale til skiferie i Kaukasus. Georgien er på mange måder et anderledes og fascinerende rejsemål, og der er noget for en hver smag, uanset om man søger eventyr i landets smukke og varierede natur, vil fascineres af en gammel og stolt kultur eller gå på kulinarisk opdagelse i det traditionelle køkken. Georgien er heller ikke overrendt af turister, så mange steder vil man blive mødt åbenhjertigt af lokale, der er stolte og glade for, at der kommer nogen, som vil opleve deres land og kultur.

15


16


Tæt på georgisk madkultur Boguddrag af Rikke Elisabeth Frederiksen

Antropolog Rikke Elisabeth Frederiksen, udgav sidste år kogebogen "Georgisk mad". Her kan du læse et uddrag og få indblik i georgisk madkultur. ”Gæster er sendt fra Gud. Det er derfor enhver mands forpligtigelse at sørge for mad og drikke til sine besøgende”. Beka Gotsadze Georgien, landet af vin og honning, fattigdom og konflikt. Karakteriseret af frodige bjerge og farverige markedspladser, grå betonbygninger og en konfliktfuld historie. Hvad Georgien mangler i økonomisk velstand, kompenseres der i rigelighed for i gæstfrihed og hjerterum; en tilrejsende mødes med åbne arme, mad og drikke. Jeg besøgte første gang Georgien i sommeren 2005 i forbindelse med min mands antropologiske feltarbejde i landet. Første aften blev vi budt velkommen med et lækkert og indbydende aftensmåltid samt vin i overflod. Vinen og maden kom til at

præge vores ophold i landet både den sommer og de efterfølgende år. Under størstedelen af vores første besøg boede min mand og jeg hos en lokal familie i Kiketi lidt uden for hovedstaden Tbilisi. Familien bestod af en mor; Nino, far; Beka, to små drenge, en barnepige og bedstemoderen, Gullo, der dagligt lavede mad til os. Gullo introducerede mig for tilberedningen af en række traditionelle georgiske retter og et par af sine egne. Det var under dette ophold, at jeg fik ideen til at skrive den første georgiske kogebog på dansk. En kogebog der introducerer et for mange ukendt, men oplevelsesrigt, køkken, og som viser, at østeuropæisk mad er meget andet end kål og konserves. I 2006 vendte jeg tilbage til Tbilisi

ad to omgange. I efteråret 2008 og foråret 2009 boede min familie og jeg for os selv i Batumi, hovedbyen i Adjara-regionen ved Sortehavskysten i det sydvestlige Georgien. Opskrifterne i denne kogebog er primært indsamlet fra mine ophold i Kiketi, Tbilisi og Batumi. Retterne er en blanding af traditionelle egnsretter og mere moderne småretter, baseret på de mest udbredte ingredienser i Georgien. Maden og den kulturelle selvforståelse Når jeg fortalte mine georgiske venner om mit kogebogsprojekt, blev jeg mødt med en blanding af skepsis og stolthed. Familien i Kiketi mente ikke, det var muligt at lave georgisk mad i Danmark. Dels var ingredienserne ikke de samme i Danmark som i Georgien, og dels var georgisk mad svær at tilberede. Gullo lavede den ene lækre ret efter 17 17


den anden, men det tog mig noget tid, før jeg fik lov til at komme med i køkkenet. Efterhånden som familien anerkendte min seriøsitet omkring kogebogen, mit engagement omkring madlavningen og mine erfaringer med at lave mad introducerede Gullo mig for flere og sværere retter. Da jeg en aften havde været med til at bage et godt georgisk khachapuri (ostebrød), udtalte Beka med stolthed i stemmen, at nu havde Martin fået sig en georgisk kvinde. Jeg blev mødt af den samme blanding af skepsis og respekt, da jeg i Batumi interviewede en gruppe studerende om mad og bad dem tilberede en middag sammen med mig. De ville gerne lære mig at lave et par salater – men de mere komplicerede retter som f.eks. rgvezeli 18

(små tynde majspandekager med ost) mente de, var for svære for mig at lære – særligt på grund af den tid det tager at tilberede dem. Det samme gjorde sig gældende, når jeg talte om shotis puri (georgisk langbrød); ifølge mine georgiske venner er det kun en bager, der kan bage brød. Blandingen af skepsis i forhold til mine evner og følelsen af ære over den interesse, jeg viste deres køkken, er sammen med Bekas kommentar om, at en gæst er sendt fra Gud, et udtryk for madens betydning i Georgien. Mad og vin er en central del af den georgiske kultur og nationale stolthed; en georgier går ikke på kompromis med de georgiske retter. Det at tilberede georgisk mad kræver derfor de rette råvarer og en

særlig ekspertise – og det er forbundet med dyb respekt. Det er husmødre eller piger, der stræber efter at blive husmødre, som er særligt gode til at lave georgisk mad. Det er altså ikke alle og enhver, der kan lave (georgisk) mad; det er et håndværk, der skal læres – det kræver viden, erfaring og ekspertise. Jeg har stor respekt for de georgiske husmødre og for alle dem, der har introduceret mig til det georgiske køkken. Og jeg må indrømme, at der er mange retter (men langt fra alle), som kræver tålmodighed og flid at tilberede. Men jeg vil påstå, at med denne kogebog i hænderne, gode råvarer til rådighed og tid til tilberedning er det muligt at lave god, georgisk mad i Danmark.


19


Tyrkiet i Georgien - Nye investorer og nye forpligtelser Analyse af Ph.D Martin Demant Frederiksen

Den georgiske regering satser på flere heste, når det gælder det internationale marked, der iblandt både Iran og USA. Men Tyrkiet har overtaget rollen som den store vestlige investor i Georgien. Lokale i provinsen Adjarien frygter den tyrkiske magt. Siden Rosen Revolutionen i 2003 har der været en almen opfattelse af, at Georgien primært kigger mod ”Vesten”. EU flag begyndte – håbefuldt - at pryde offentlige bygninger, vejen fra Tbilisis lufthavn blev omdøbt ”George Bush Road”, og den dengang nye præsident Mikheil Saakashvili fremhævede i sine taler igen og igen sine alliancer mod vest. Men dette kan være på vej til at ændre sig, hvis man ser på de handelspartnere og investorer, der i dag er de primære bidragydere til Georgiens økonomi. Nye aktører på markedet Efter revolutionen i 2003 var USA, Storbritannien og Holland blandt de største investorer i landet. Selvom de stadig er til stede, er de nu blevet overhalet af andre lande, især fra Østeuropa, Mellemøsten og Centralasien. I første del af 2010 20

var Tyrkiet, Tjekkiet og Egypten således rykket op som de tre største investorer i landet. Tyrkiet har, især i regionen Adjarien i det vestlige Georgien, igangsat et væld af byggeprojekter indenfor turismesektoren. Adjarien er blevet udset af den georgiske regering til at blive et centrum for turisme i Sortehavsregionen, og ifølge det lokale turistkontor i Adjarien er Tyrkiet ansvarlig for store dele af økonomien bag denne udvikling. Dette giver god mening. Tyrkiet er et naboland, og forhåbningen fra officielt hold i Georgien er, at netop tyrkere vil blive en del af de turister, der i fremtiden skal besøge Adjarien. Men den økonomiske hjælp er ikke uden forpligtigelser. Ikke fordi Tyrkiet har stillet krav, men fordi Georgien er afhængig af, at pengene fortsat kommer ind, for at nå de

mål præsidenten har sat. Derfor er det vigtigt at holde sig gode venner med de nye investorer, og med de nye investorers andre samarbejdspartnere. Dette har nu skabt problemer for Saakashvili, der indtil nu har siddet som præsident, i forhold til spørgsmålet om Tyrkiets relationer til Iran. Mellem Iran og USA Iran har været på kant med USA og Europa gennem længere tid på grund af landets berigelse af uran. Dette fik den 9. juni i 2010 FN’s sikkerhedsråd til at pålægge sanktioner mod Iran, der bandlyste salg af våben til Teheran. Tyrkiet stemte imod og fremsatte sin egen plan for handel. Den blev forkastet af Washington, men den blev støttet af Saakashvili. Kort efter inviterede Saakashvili den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad til Tbilisi, og der


Den adjariske hovedstad Batumi er hovednerve i handlen med Tyrkiet

blev fremlagt planer om, at gøre det lettere for iranske statsborgere at opnå visum i Georgien. Ifølge avisen Georgia Today, var flere kommentatorer i Georgien efterfølgende for, om Saakashvilis stigende imødekommenhed overfor Iran risikerede at distancere landet fra dets allierede mod vest, især USA. Diskussionen i de georgiske medier af betydningen af Saakashvilis nye åbenhed overfor Iran har til tider været spekulativ, men den er alligevel interessant. Den peger nemlig på, at billedet mellem ”ven og fjende” i Georgien ikke længere er så klart, som det var efter revolutionen i 2003, hvor Rusland blev fremhævet som fjenden og Vesten som vennen – i hvert fald på det politiske plan. Allerede i 2008, under den ossetiske krig, blev det åbenlyst, at båndene mellem Georgien og USA

ikke var så stærke, som den georgiske præsident havde troet; amerikansk militær assistance mod Rusland, som Saakashvili havde håbet på, udeblev. Under det amerikanske præsidentvalg senere samme år støttede Saakashvili officielt John McCain. Barack Obama vandt valget, og få måneder senere udtalte Saakashvili til det amerikanske magasin Newsweek, at han følte sig svigtet af sine venner i Vesten. Han var på dette tidspunkt presset af massedemonstrationer i hovedstaden og oppositionens krav om, at han skulle trække sig som præsident på grund af krigen. Frygt for Tyrkiske magt Få år senere, i efteråret 2012, måtte han se sit parti tabe parlamentsvalget, og alt tyder nu på, at det samme vil ske ved præsidentvalget i

2013. Det er endnu uklart, præcist hvordan det nye parlament (og den mulige nye præsident) vil forholde sig til Tyrkiet. Åbenheden overfor Tyrkiet har indtil videre været en umiddelbar økonomisk gevinst for Georgien, ikke mindst i forhold til udviklingen af blandt andet Adjarien. Men det har også medført stigende lokal skepsis og kritik. Antallet af tyrkiske byggeprojekter og turister i Adjararegionen bliver stadigt højere, og trods den økonomiske gevinst, som det stigende antal turister har medført, frygter mange lokale, at regionens fremtid vil blive dikteret af tyrkiske snarere end georgiske interesser.

21


En historie om internt fordrevne Beretning af Margharita Lundkvist-Houndoumadi

Sovjettidens pragt og turistmål er i dag forvandlet til en flygtningelejr. Forfaldne sanatorier bliver i dag benyttet som permanent midlertidigt hjem for tusindvis af interne georgiske flygtninge. Mere end 20 store sanatorier er samlet i byen Tskaltubo i det vestlige Georgien; en berømt feriedestination i Sovjettiden. I dag toner disse sovjetiske sanatorier frem som forfaldne fortidslevn af en tidligere luksus. Marmortrapper fører op til entré-haller, hvor krystallysekronerne ikke længere hænger. De røde tæpper, der spredte sig ud i alle gangene, er for længst væk; det samme er mange af de mønstrede trægulve, der op igennem 90erne blev brugt til at tænde op i de nye indflytteres små brændeovne. Fra sanatoriernes balkoner ses nu de tilgroede haver, hvor romantiserende forestillinger om fredfyldte spadsereture bliver forstyrret af virkelighedens mindre romantiske løbende høns, nogle af de nuværende beboeres mere værdifulde ejendele. Alle disse sanatorier kaldes i dag for ”Kollektive Centre”. De kan føjes til en liste over flere hundrede bygninger i Georgien, der de sidste snart 20 år er blevet brugt til at huse de georgiere, der flygtede fra Abkhasien. Genhusning af internt fordrevne Georgien blev selvstændigt i 1991, efter at have løsrevet sig fra Sovjetunionen. Herefter brød en række 22

konflikter ud med udbryderregionerne Abkhasien og Sydossetien, der selv ønskede selvstændighed. Under disse krige blev omkring 250.000 georgier fordrevet fra deres hjem. De kaldes for internt fordrevne flygtninge og bor nu i Georgien. Halvdelen af de internt fordrevne georgiere flyttede ind i skolebygninger, børnehaver, hoteller, sanatorier, hospitaler, arbejderboliger og andre offentlige bygninger, der for det meste ikke var i brug på grund af de kaotiske år i 90erne, hvor hele det offentlige og statslige apparat var under omvæltning, alt imens borgerkrigstilstande herskede i landet. "Besættelsen" af alle disse offentlige bygninger, der oprindeligt ansås for midlertidig, blev anerkendt af staten som lovlig, og de såkaldte Kollektive Centre blev dermed skabt. Her kunne de nye indbyggere bo gratis, indtil en holdbar løsning blev fundet. Det er først i dag, næsten 20 år senere, at de Kollektive Centre er under gradvis afvikling. Endeløs midlertidig situation De georgiere der blev fordrevet mistede alle de ressourcer de måtte have – bolig, private ejendele, land, lokale netværk og så videre. De skulle starte fra nul i en kontekst af

borgerkrig, kollapset infrastruktur og industri samt generel lovløshed. Samtidigt har de i de første mange år betragtet deres situation som midlertidig og dermed ikke seriøst investeret i et nyt liv, men derimod afventet muligheden for at vende hjem igen. Deres situation skal dog ses i sammenhæng med den generelle tilstand i Georgien, nemlig arbejdsløsheden, fattigdommen og de få faktiske muligheder, der bød sig op igennem 90erne og 00erne til at skabe et liv. Den næsten håbløse situation illustreres af det faktum, at cirka en femtedel af hele befolkningen emigrerede fra Georgien i de år. Vestlig opmærksomhed Indtil den korte krig i 2008 mellem Georgien og Rusland, hvor Vestens interesse for Georgien blev vakt, var de internt fordrevne flygtninge et forholdsvis nedprioriteret område for den georgiske regering; på den ene side var der ingen midler til faktisk at gøre noget og på den anden side dikterede den officielle diskurs omkring ”endelig tilbagevending til Abkhasien og Sydossetien”, at man ikke investerede i lokale langsigtede integrationsløsninger.


23


Med krigen i 2008 fulgte en ny strøm af georgiske internt fordrevne flygtninge samt en strøm af penge til humanitær- og udviklingshjælp fra vestlige donorer, ikke mindst EU. Denne gang kom flygtningene fra Sydossetien og var meget færre end de forrige bølger fra Abkhasien. En fornyet interesse for alle de internt fordrevne sås både hos det internationale samfund samt den georgiske regering. En national strategi blev udviklet af regeringen, med henblik på lokale bæredygtige boligløsninger; dette forudsatte at man anerkendte behovet for en lokal integration dog uden at ændre på den langsigtede officielle plan for tilbagevenden til de tabte regioner. Afvikling af Kollektive Centre Efter 20 års 'midlertidig' fordrivelse, blev der omsider mulighed for en mere langsigtet løsning; realistisk set, dog langt fra til alle. Planen er at alle disse Kollektive Centre enten skal renoveres og privatiseres af beboerne (til symbolske beløb på 50 ører), eller nedlægges hvorefter beboerne får tilbudt alternative private boliger. Mange af disse Kollektive Centre, som for eksempel alle sanatorierne i Tskaltubo, har økonomisk interesse for staten, der enten allerede har solgt disse eller ønsker at gøre det. Andre bygninger skal atter i brug i deres tidligere funktion som for eksempel børnehaver eller skoler. Sanatorierne i Tskaltubo er, grundet deres flotte arkitektur og smukke beliggenhed, prioriteret til hurtigt at blive afviklet som Kollektive Centre. 24

Bygningerne skal renoveres og hele komplekset skal omdannes til kasinoer og hoteller og dermed udgøre, ifølge præsidenten Saakashvili, et georgisk Las Vegas. Den tidligere luksus fra de sovjetiske sanatorier bliver dermed genskabt, dog i kapitalismens tjeneste denne gang. De 20 år, hvor bygningerne blev nedslidt, plyndret og beboet af fattige flygtninge, bliver en parentes i deres luksuriøse historie. Dog en lang og betydningsfyld parentes, symboliserende det tidligere systems kollaps og den pludselige fattigdom og fordrivelse, der ødelagde mange liv. Permanent midlertidighed De fleste af beboerne i Tsklatubo blev i løbet af efteråret 2011 flyttet til et nyt boligkompleks ved havnebyen Poti ud mod Sortehavet. Mere end tredive højhuse i grønne, lyserøde og lyseblå farver blev indviet i oktober 2011 og kaldes nu den ”nye forstad”. Omkring 800 familier er flyttet ind; for de allerfleste er det en markant forbedring af deres boligvilkår. Dette betyder dog ikke alt, så længe subsistensgrundlaget ikke også forbedres. Frygten er netop også, at denne splinternye og farvestrålende forstad gradvist forvandles til en ghetto med fattige og arbejdsløse georgiere. Præsidenten har i sine karakteristiske overambitiøse og lettere urealistiske udmeldinger spået Potis fremtid som værende ”Sortehavets Dubai”. En frihandelszone er også blevet indviet i 2008, dog er der ikke megen økonomisk aktivitet at spore, måske med undtagelse af Mærsk,

der for nyligt har lejet havnen. Usikker fremtid Med afviklingen af de fleste af disse Kollektive Centre, vil denne store gruppe internt fordrevne georgiere blive mindre synlige og dermed måske også mindre identificerbare i lokalsamfundene. De store faldefærdige betonboligkomplekser i Tbilisi og på landet, med de karakteristiske ulovlige ledninger der stjæler strøm fra de offentlige kabler, forsvinder. Mange af de besatte skoler og børnehaver kommer atter i brug, til glæde for de lokale familier. For mange af de internt fordrevne er indflytning til en nyrenoveret og privatejet lejlighed en meget vigtig forbedring, specielt når man tænker på de familier, der i så mange år har boet i ligefrem sundhedsskadelige omgivelser med for eksempel presennings-repareret loft, rotter og ingen bad eller sågar vand. Men for dem, der ingen ressourcer har til selv at skabe et subsistensgrundlag, er risikoen for at havne i en sådan situation i den nære fremtid stor. Selv om de nu har tag over hovedet. Man kan nu håbe på, at de nyudviklende sanatorier i Tskaltubo kan tilbyde jobs til nogle af dets tidligere beboere, der dermed ville kunne servicere gæster i de hotelværelser, eksotiske haver og bombastiske sale, de selv boede i.


Aggressiv gæstfrihed Rejsebeskrivelse af Rikke Elisabeth Frederiksen

Mødet med den georgiske gæstfrihed kan virke voldsom. Men forklaringen på georgernes overvældende omsorg for fremmede kan findes i historien. Det er et vigtigt værktøj til at skabe alliancer.

Det er en varm dag i midten af juli. Min kæreste og jeg ankommer til Akhaltsikhe i det sydlige Georgien. Det er en lille by, centreret omkring en hovedgade med nogle butikker, en bank og enkelte spisesteder. Vi har vores store rygsække med og vil ikke gå omkring for at kigge på byen. Efter en hurtig frokost på en lille café sætter vi os derfor i parken, hvor vi vil vente til Giorgi, en af vores bekendte, får fri fra arbejde.

brændt whisky. Ud over at åbne sit hjem for os, åbner hun også sit hjerte, og på vores korte besøg får vi indblik hendes nyligt afdøde faders sygdomsforløb og endeligt, som foregik i netop det rum vi sidder i. Hun indvier os også i sit politiske ståsted og beklager sig over landets sociale problemer og økonomiske situation – særligt den ekstreme fattigdom, der præger dagligdagen.

En midaldrende kvinde kommer gennem parken. Hun stopper op og præsenterer sig som Tamara. Hun er nysgerrig efter at vide, hvad vi laver i parken – det er ikke tit, at de ser turister i byen, lader hun os vide. Da Tamara finder ud af, at der går et par timer, før vi kan møde vores bekendte, inviterer hun os hjem i sit hus. Som unge antropologstuderende er vi åbne over for stort set alle, og vi takker ja til invitationen.

Efter frokosten, der er vores anden den dag, viser Tamara os rundt i sit lille hjem. I baggården møder vi hendes gamle mor, som er i gang med at lave hjemmebrændt whisky ud af multebær fra et af baggårdens træer. Moderen taler ikke engelsk, og vi forstår ikke georgisk, men med sin fremtoning – de små hænder der varmt klemmer vores, smilet i hendes ansigt og den lille håndfuld multebær hun uden videre placerer i vores hænder – signalerer hun, at vi også for hende er velkomne.

Hjemmebrændt whisky Vi ankommer til et lille spartansk hjem. Uden at spørge til vores sult serverer Tamara brød, suppe og yoghurt og skåler med os i hjemme-

Tamara kører os tilbage til parken, hvor vi mødes med en Giorgi. Inden Tamara tager afsked med os, giver hun os sit telefonnummer. Hun understreger, at vi altid er meget vel-

komne i hendes hjem. Vi fik dog aldrig anledningen til at vende tilbage. Vodka og vandmelon Giorgi køber nogle øl og kører os ned til floden. Her går vi ned mod en lille grøn oase, for at drikke øllene. Vi kommer forbi to ægtepar, der holder picnic. De hilser på os. Den ene kvinde rækker en tallerken med vandmelon frem, og en af mændene finder nogle ekstra glas og hælder vodka op til os. Vi skåler med dem og spiser lidt vandmelon. Giorgi taler lidt med ægteparrene, inden vi går videre for at drikke vores øl, mens de fortsætter deres picnic. På få timer mødte vi denne sommereftermiddag seks mennesker, der uden at kende det mindste til os udviste en høj grad af imødekommenhed og åbenhed. Eksemplet siger noget om den ekstreme gæstfrihed, der karakteriserer landet – hvor selv en fattig kvinde inviterer fremmede med hjem for at spise. I begge møderne var der mad og alkohol involveret. Netop disse elementer er en central del af den ge25


orgiske gæstfrihed. Mad som socialt fænomen, og ikke mindst dets forbindelse til gæstfrihed, er universelt. Hvad der dog er specielt ved Georgien, er den måde gæstfriheden bliver udvist på. Af nogle betegnes dette som en aggressiv form for gæstfrihed, hvor man som gæst kan blive overvældet af både mad, alko26

hol og åbenhed i en grad, der ikke synes at indebære et valg. Forklaringen på denne form for gæstfrihed, og madens betydning i forhold hertil, findes i landets historie. Mad og venskab Georgien har gennem tiden været præget af en lang række krige og

konflikter. I disse perioder har det været centralt for georgiere at kunne skelne fjender fra venner. Måltidet blev en måde at skabe alliancer på; ved at byde fremmede noget at spise og drikke tilbød man sin loyalitet. Ved at modtage maden imødekom man samtidig det underliggende ønske om venskab. Under Sov-


jetstyret, hvor ressourcerne var knappe, var deling af mad og drikke mellem venner og bekendte ligeledes en måde at få adgang til knappe ressourcer på. Selvom der ikke længere er det samme behov for at danne alliancer i forhold til udefrakommende trusler

og opnåelsen af knappe goder, hænger kulturen omkring gæstfrihed og fællesskabet omkring mad ved. Selvom der er denne udbredte åbenhed, gæstfrihed og vilje til at give, forventes det, at en gæst der befinder sig længe nok i landet til at blive set som en ven frem for en gæst, også begynder at give. Begge

dele kan være centrale at holde sig for øje, når man besøger landet. Både for at man ikke kommer til at støde nogen ved enten at afstå fra at modtage et måltid eller modtage for meget uden senere hen at give noget igen.

27


Modtag vores gratis nyhedsbrev Magasinet rØST Update Ønsker du at holde dig orienteret i østeuropæiske forhold kan tilmelde dig Update Magasinet rØST’s nyhedsbrev. Besøg www.magasinetroest.dk og tilmeld dig nu.

Magasinet rØST: Et splittet Georgien  

Temaudgivelse af Magasinet rØST om Georgien. Politik, kultur og økonomi.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you