Charlotte Romlund Lach: Undervisningsdifferentiering og motivation på ... DEP 2015

Page 26

Charlotte Romlund Lach, studie nr. 121891. Afgangsprojekt november 2015. Erhvervspædagogisk Diplomuddannelse.

Den horisontale akse Motivation handler her om elevernes interesser, medindflydelse og oplevelse af læring, hvor udgangspunktet for læringssammenhængene er den enkelte elev forudsætninger, oplevelser og orientering (Sørensen mfl. 2013: 253). På grundforløbet er der meget få læringsaktiviteter, der tager direkte udgangspunkt i den enkelte elevs interesser og situation. Der er temauger og innovationsprojekter, hvor eleverne har medbestemmelse i dele af læreprocesserne. Pierre Bourdieu skriver ikke om motivation, men om strategier. Han mener, at elevernes handlinger, valg og prioriteringer altid foretages på baggrund af elevernes praktiske interesser, som ikke altid er rationelle. Strategierne har afsæt i elevernes habitus, kapitaler og position i feltet (Wilken 2012: 67). Læringsstrategier kan i denne sammenhæng forstås, som et komplekst samspil mellem eleverne habitus og den position og de kapitaler, de har i den aktuelle læringssammenhæng. Kapitaler er i denne sammenhæng den viden eller erfaringer, som er værdifulde i forhold til læringssammenhæng, som herved positionerer eleverne i den aktuelle læringssammenhæng. Habitus er internaliserede dispositioner til at handle og tænke på en bestemt måde i den aktuelle læringssammenhæng. Hvis eleverne møder læringssammenhænge som fremstår fjerne fra deres habitus, altså deres forståelse af virkeligheden og derved ikke har viden eller erfaringer til at byde ind med (kapital) i læringssammenhængen, kan det fortolkes som at deres strategiske interesse i at handle ikke er til stede, altså at de ikke er motiveret. Motivation kan i denne forståelse derved ses som, at læringssammenhængen ikke er tilpasset elevernes muligheder for at handle og være strategisk interesseret. Einer M. Skaalvik mener, at motivation kan opstå, når eleverne opnår en mestringsoplevelse (Sørensen mfl. 2013: 254). Det betyder i forlængelse at Bourdieu, at motivation opstår nå eleverne oplever, at de kan handle og positionere sig. Det sætter derved fokus på, at der i tilrettelæggelsen af læreprocesser medtænkes, at eleverne med forskellig habitus skal kunne se værdien i at positionere sig i læringssituationen, altså den strategiske interesse. Det betyder eksempelvis, at de elever, som ikke har erfaring med praksis kan arbejde med en storyline, som ikke udelukkende tager udgangspunkt i en praksis, som de ikke har kendskab til.

26


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Charlotte Romlund Lach: Undervisningsdifferentiering og motivation på ... DEP 2015 by Praxis - Issuu