PERFEKTION: Jonas Risvigs portrættering af ungdommen blev for ensidig
TEMA // 22-23
ANONYMITET: Må undervisere opsøge studerende på baggrund af deres evaluering?
OPINION // 31
FESTEN ER SLUT PÅ 24SYV Reportage fra en døende radiokanal UDE // 14-16
Den nye studieordning byder på nye fag, skrotning af mediespecialer og to semestre, der bliver byttet helt om. Den træder i kraft til sommer. Illustreret Bunker giver dig et overblik over de vigtigste ændringer.
TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN
Til sommer, når nye journaliststuderende skal starte på første semester, vil det være med et markant anderledes skema, end det vi andre har. DMJX har nemlig besluttet at ændre studieordningen på journalistuddannelsen. En studieordning, som ikke kommer til at påvirke nuværende studerende, men som i den grad vil have en betydning for det nye hold.
En af de helt store ændringer, som kommer med den nye studieordning, er, at det indholdsmæssige på JM2 og JM3 byttes om.
“For at sikre en grundigere indføring i flermedialitet bytter vi indholdsmæssigt rundt på Journalistisk metode 2 og 3, så de studerende på 2. semester kommer til at arbejde med de længere journalistiske formater. Den udredende journalistik, som i dag ligger på 2. semester, flyttes dermed til 3. semester,” beskrives ændringen i udkastet til studieordningen.
”Det er noget af det, vi har diskuteret allermest,” siger Mette Mørk, faglig koordinator for Journalistisk metode på de fire første semestre, om bytningen af de to semestre.
”Og jeg kan stadig godt tænke, wow, er det
for meget? Men vi har gjort det for at give de studerende det digitale mindset og lære dem, at en historie skal udkomme mange steder og i forskellige formater. Så det nytter ikke noget, at man først lærer det på tredje semester,” siger hun.
Mette Mørk og uddannelsesleder, Henrik Berggren, er de to, der har ansvaret for udarbejdelsen af den nye studieordning, som stadig er under udvikling. De begrunder blandt andet den store ændring på andet og tredje semester med, at de gerne vil skrue endnu mere op for inddragelsen af forskellige formater på den udredende journalistik, og de
studerende derfor også er nødt til at have et bedre kendskab til både video og lyd, hvis det skal forventes af dem.
Derudover handler det også om noget helt praktisk, da de indholdsmæssigt laver om på det, der i dag er JM3, og de ændringer er der kun plads til på forløbet, hvis det rykkes til andet semester.
”Det kan ikke lade sig gøre i det system, vi har på JM3 i dag. Når også alle studerende skal til at have lyd,” siger Henrik Berggren. For som noget helt nyt bliver det også et krav, at alle studerende skal have lyd.
Læs videre på side 6
TEKST: ANDERS BRØNDSHOLM
Tillid er godt. Kontrol er bedre.
Det har en lang række store danske medier måttet indse i løbet af de seneste måneder. De, som skulle være garant for troværdighed i vores samfund, har været nødt til at rette eller direkte afpublicere artikler efter plagiatsager. Det gælder store dagblade som Berlingske, Information, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og mange andre.
Jeg vil ikke bruge tid på at redegøre for sagerne med Katherine Diez og senest Lasse Skytt. De er allerede blevet beskrevet så rigeligt.
Dårlig citatskik og plagiat er desværre ikke noget nyt fænomen i journalistikken, men det faktum, at vi tre måneder inde i 2024 allerede har to så store sager i mediemøllen, burde få alle helt frem i sædet. For
INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.
UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.
TEMA afdækker i hver avis et nyt, spændende emne.
OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.
BAGSIDEN zoomer ind på en person fra mediebranchen.
På WWW.ILLBUNKER.DK finder du avisen og dens artikler online.
SKRIBENTER:
Sarah Cardel, Emilie Gammelgård Jørgensen, Joachim Farshøj, Anders Helmer Mørck, Hilde Agergaard Svendsen, Victor Andersen, Johan Nørgaard, Tike Clausen, Amalie Wessel-Tolvig, Eva Beyer Paulsen, Helena Holm-Gregersen, Regine Farhadi, Jens Bang, Oskar Vestergaard Klausen, Cathrine de Nijs Johansen, Sebastian Østergaard Olsen, Marcus Mathias Franck, Emil Lund Jensen, Jonas Fonnesbæk Madsen & Signe Egebæk Stenkilde
ILLUSTRATIONER:
Lotte Skjødt Nielsen, Mie Stærk & Sabrina Mây
FOTOGRAFER:
Sarah Arge, Vikki Søholm, Kasper Søholt, Rebecca Krogh & Kasper Bonde Krupsdahl
sagerne rammer ikke kun de involverede. De rammer alle os med et håb om en fremtid inden for journalistik på det vigtigste, vi har: vores troværdighed.
Systemet har fejlet
Filmen Shattered Glass fra 2003 fortæller den sande historie om den amerikanske journalist, Stephen Glass, der i 1998 blev afsløret i at have direkte opdigtet 27 af sine i alt 41 artikler for det anerkendte magasin The New Republic. Et magasin kendt for ikke at bruge fotografier.
Mod slutningen af filmen, efter alle sagerne om snyd er blevet afsløret, siger en receptionist til Charles Lane, daværende chefredaktør på magasinet.
“Ved du, hvordan vi kunne have undgået alt det her? Fotos. Hvordan kan man opdigte sine kilder, hvis der skal tages fotos af dem?”
Nuvel, jeg vil ikke sammenligne en af
de største skandaler i amerikansk journalistik med de to førnævnte plagiatsager. Jeg mener heller ikke, at løsningen er i fotografier. Men jeg fremhæver det alligevel, fordi pointen må være, at medierne aktivt bør tage nye tiltag i brug for at undgå lignende sager i fremtiden. Præcis som receptionisten i filmen foreslår.
For hvis to så grelle eksempler, særligt med Lasse Skytt, kan finde sted i en tidsalder, hvor selv en simpel Google-søgning kan afsløre plagiat, så er systemet ganske enkelt ikke godt nok.
For vigtigt til at gøre ingenting Indtil nu har det virket, som om medierne mest af alt forsøger at vaske deres egne hænder rene.
Professor i kommunikation og journalistik ved RUC, Jannie Møller Hartley, siger det meget præcist i artiklen Forsker: Pilen peger sjældent på mediet selv, når plagi-
atsager granskes bragt i Fagbladet Journalisten den 23. januar 2024.
“Antagelsen er, at hvis vi fyrer den ene journalist eller fjerner dem fra lønningslisten, så er problemet væk.”
Selvfølgelig skal medierne iværksætte undersøgelser og rette artikler, hvor regler og helt normale journalistiske arbejdsmetoder ikke er fulgt. Men jeg håber og tror på, at medierne selvfølgelig vil sikre sig, at noget lignende ikke kan ske igen. For det er vel ambitionen?
Jeg mangler bare at se, hvad de faktisk vil gøre. Det er simpelthen for vigtigt til, at der ikke gøres noget. Det er min bøn til medierne. For i en tid med fake news og hvor alle kan lege journalister på Facebook, så er de etablerede medier og deres troværdighed kun blevet vigtigere.
Så når den står for skud, rammer det os alle. For uden troværdighed er journalistik absolut ingenting.
Jens-Emil Nørgaard Ansv. Chefredaktør / OPINION 30294@dmjx.dk
Anders Brøndsholm Chefredaktør / INDE 30275@dmjx.dk
Anders Villaume Vestergaard Redaktør / INDE 31268@dmjx.dk
Carl Elmose Brøcker Redaktør / UDE 30247@dmjx.dk
Zakarias de los Reyes Redaktør / UDE 31237@dmjx.dk
Magnus Løbner Rosenberg Redaktør / UDE 30301@dmjx.dk
Emily Holland-Fischer Redaktør / TEMA 30252@dmjx.dk
Kathrine Møller Nielsen Redaktør / TEMA 30250@dmjx.dk
Lucia Enola Holmen Lopez Redaktør / TEMA 31218@dmjx.dk
Anders Lindstrøm Berker Redaktør / FOTO 55741@dmjx.dk
DMJX ønsker mere diversitet på kommunikationsuddannelsen, som i dag rangerer lavere end journalistuddannelsen på mangfoldighed.
TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER
Over de kommende måneder bliver strategien for en øget diversitet lagt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Der skal fastsættes målsætninger og formuleres handlingsplaner for de kommende års optagelse, så det sikres, at elevmassen afspejler et bredt udsnit af den danske befolkning.
Netop det område er et af de steder, hvor Helle Winding, institutchef ved Institut for Kommunikation, mener, at skolen har et stort stykke arbejde foran sig.
”Vi arbejder mod øget diversitet, så fremtidens uddannelser på DMJX i langt højere grad kommer til at afspejle den brede danske befolkning,” siger hun.
Helle Winding giver ydermere udtryk for, at en mangfoldig baggrund i flere tilfælde giver en større indsigt i samfundets problematikker og øger muligheden for mere nuanceret løsninger på samfundets udfordringer.
“Jeg var chokeret over, at det kun var mig og én anden”
En af de elever, som har oplevet den lave diversitet på egen krop, er Mirjam Mwaka Kapembwa Roed. Hun er født og opvokset i Aarhus, har en dansk far og en mor, som er født og opvokset i Zambia.
Da Mirjam i sommeren 2021 startede på kommunikationsuddannelsen på DMJX, var hun vant til at bevæge sig i miljøer, hvor den etniske diversitet var høj. Hun havde gået på en international privatskole, og i hendes gymnasieklasse var omkring 25 procent af de studerende af udenlandsk herkomst, hvor enten en eller begge forældre ikke oprindeligt kom fra Danmark. Derfor var chokket også stort, da hun startede på DMJX.
“Da jeg startede på DMJX, var jeg chokeret over, at det kun var mig og én anden, der havde en eller flere forældre med multikulturel baggrund. Det fik mig til at tænke over, om de andre i klassen overhovedet kunne relatere til mig,” siger Mirjam Roed. Efterhånden viste det sig, at hendes frygt
var ubegrundet. Efter hun lærte sine klassekammerater at kende, blev det hurtigt tydeligt, at hendes baggrund ikke satte en stopper for hendes bekendtskaber eller studietid på skolen. På trods af det, ville det dog for Mirjam Roed have været rart med nogle at kunne spejle sig i og vende nogle af de udfordringer, som til tider prægede hende grundet hendes ophav. Her valgte Mirjam Roed i stedet at tale med de udvekslingsstuderende, der også befinder sig på skolen, da de bragte andre perspektiver med sig og kunne se sig enige i, hvordan det var at skille sig ud.
”Jeg har virkelig haft gode samtaler med skolens udvekslingsstuderende. De er hyggelige at tale med, fordi de kommer fra en anden kultur. Man kan tale med dem om andre ting, end hvad der lige rører sig i Danmark,” siger Mirjam Roed.
Udbredelse og branding er vejen frem Behovet for en øget grad af diversitet kommer klart til udtryk i Mirjam Roeds beretninger om sin tid på uddannelsen. Spørgsmålet er, hvorfor der først nu sættes fokus på diversiteten, og hvorfor der ikke er sket tiltag tidligere?
Spørger man Helle Winding, har det reelt ikke tidligere været en problemstilling, der er taget stilling til, eller som har været på dagsordenen.
”Det er først det sidste halvandet år, at ordet diversitet har ramt kommunikationsuddannelsen på DMJX. To gange årligt er vi i dialog med branchen, og vi har ikke tidligere oplevet, at diversitet har været et tema,” siger Helle Winding. Hendes udtalelser bakkes op af en undersøgelse udarbejdet af Danmarks Statistik. Undersøgelsen, der for nyligt blev bragt i Fagbladet Journalisten, viser, hvilke uddannelser, der tiltrækker de største andele af studerende med udenlandsk herkomst. Ud af 940 uddannelser befinder kommunikationsuddannelsen sig i den lave ende på en 555. plads. Til sammenligning er journalistuddannelsen på DMJX på en 259. plads.
Derudover mener Helle Winding, at en af grundene til den lave grad af diversitet findes i kommunikationsuddannelsens branding udadtil. Uddannelsen har ikke uanede midler til at annoncere, og i takt med at den faglige viden om uddannelsen ikke bliver spredt, bliver diversiteten af ansøgere også mere snæver. En løsning på det kunne, ifølge Helle Winding, være vidensdeling på de danske gymnasier for at øge kendskabet til uddannelsen.
”En del af den kommende handlingsplan kunne være at plukke 20 gymnasier ud i Danmark, hvor diversiteten er høj og så derefter lave et samarbejde,” siger Helle Winding.
Ny strategi for diversitet Hvad angår de fremtidige ændringer til uddannelsen, er Mirjam Roed splittet. Hun har svært ved at sætte sig ind i, hvordan skolen helt præcist kan forbedre diversiteten, men er i høj grad enig i, at Helle Windings forslag virker fornuftigt. Det var de samme problematikker, der prægede hende og hendes familie, inden hun søgte ind. Her måtte Mirjam Roed især bruge tid på at sætte sin mor ind
”Det fik mig til at tænke over, om de andre i klassen overhovedet kunne relatere til mig
– Mirjam Roed
i de muligheder, uddannelsen bød på, og at de ikke bare er attraktive, men også mange.
”Jeg gik længe og overvejede at studere jura, men så fandt jeg kommunikation, som var mere mig. Min mor var lidt nervøs for, om jeg godt kunne blive til noget, og hvad mine muligheder ville være efter min studietid,” siger Mirjam Roed.
Derfor mener hun også, at en af de bedste løsninger på den manglende diversitet er at udbrede kendskabet til uddannelsen, så man opnår et så bredt udsnit af danskerne som overhovedet muligt. For hende vil det betyde, at der er flere at spejle sig i, som kan bringe nye perspektiver ind i hverdagen. Derfor er håbet også, at målsætningerne for en ny strategi for diversitet bliver en realitet, og at kommende studerende med udenlandsk herkomst har modet til at søge ind. ”Jeg håber selvfølgelig, at alle har lyst til at ansøge og ikke ser det som et benspænd, at man måske er én af de få, som har en multikulturel baggrund,” siger Mirjam Roed.
Håb for fremtiden
Helle Winding ser optimistisk på udfordringen med at øge diversiteten på DMJX. De kommende handlingsplaner skal understøtte et tværfagligt samarbejde på skolen og sætte fokus på arbejdet med at tiltrække en bredere gruppe af studerende.
Hun mener dog ikke, at problemet udelukkende kan løses på DMJX, men at det skal ske i samarbejde med branchen. Derfor er det vigtigt at fortsætte den gode dialog og lave en forventningsafstemning om, hvordan uddannelsesinstitution og branche kan hjælpe hinanden til at opnå det bedst mulige resultat.
”Hvis vi ser på nogle af de store mastodonterne i branchen såsom LEGO, Ørsted og Novo Nordisk, så ved jeg, at der i deres rekruttering er et stort fokus på diversitet,” siger Helle Winding.
Hun håber på, at vi i fremtiden vil se ind i en uddannelse, der bærer præg af harmoni, mangfoldighed og et væld af forskellige perspektiver, som alle vil være med til at styrke uddannelsen.
”Jeg håber på, at vi får øget diversiteten og fortsætter med den gode undervisning, som vi bedriver i dag. Derudover er jeg sikker på, at vi kommer til at levere en rigtig god uddannelse og i sidste ende kommer til at repræsentere hele befolkningen i Danmark,” siger Helle Winding.
DMJX får kritik for ikke at klæde sine studerende godt nok på til at navigere i konsekvenserne, der kan være ved at agere aktivistisk som journalist. På SDU har man valgt en anden tilgang, hvor konkrete situationer inddrages i undervisningen. Uddannelsesleder på DMJX, Henrik Berggren, afviser
TEKST: REGINE FARHADI
ILLUSTRATION: SABRINA MÂY
Har du også været i tvivl om, hvor meget du som journalist bør blande dig i debatten? Så er du ikke alene. For kan man tage til demonstration, poste på Instagram og skrive under på underskriftindsamlinger uden at gamble med sin fremtidige journalistkarriere? I et fag, hvor objektivitet er en kernedyd, kan det være farligt at tilkendegive sin mening offentligt i den betændte konflikt mellem Israel og Palæstina.
Så hvornår kan man deltage i debatten, og hvornår bør man holde sig væk?
Alt efter om man går på SDU eller DMJX, kan der være forskel på, hvor meget man bliver klædt på til at kende konsekvenserne ved aktivisme i undervisningen.
Den 28. oktober 2023 florerede en mailkorrespondance på DMJX’s mailplatform på nogle studerendes initiativ med ønsket om en samlet underskriftsindsamling fra skolens studerende og ansatte til støtte for et frit Palæstina. Skolens rektor, Julie Sommerlund, frabad sig, at kommunikationsplatformene blev brugt til at dele sådanne erklæringer, og at skolens navn stod som afsender.
Underskriftsindsamlingen fik adskillige underskrifter fra studerende. En af dem var Vanessa Kjær, som dog sidenhen har tænkt meget over, hvad hendes underskrift kan have af konsekvenser. Hun mangler, at DMJX klæder hende bedre på til de overvejelser.
Retten til at være et privat menneske Vanessa Kjær har altid været ret aktivistisk. Også efter at hun begyndte på journalistuddannelsen på DMJX for et år siden. Hun går nu på tredje semester og har gjort sig mange tanker om at være aktivistisk.
Hun har ytret sig højlydt i konflikten mellem Israel og Palæstina længe før terrorangrebet den 7. oktober. Hun er meget åben omkring sine pro-palæstinensiske holdninger på sociale medier og har også deltaget i en demonstration til støtte for Palæstina.
Men selvom hun ytrer sig på de sociale medier og stiller sig kritisk over for Israels handlinger, poster hun ikke lige så meget, som hun ville have gjort, hvis hun ikke var tilknyttet journalistbranchen.
”Jeg passer rigtig meget på, hvad jeg deler på sociale medier. Især siden jeg blev journaliststuderende, fordi jeg ved, hvor nemt det er at dele misinformation. Jeg tjekker op på, hvem kilden er, før jeg deler noget,” siger hun.
Ifølge Vanessa Kjær kan journalister sagtens spille to roller: objektiv i sit professionelle virke og holdningspræget i det private. Men hun er også klar over, at det ikke kun er hende selv, hun skal overbevise om sin objektivitet.
”Jeg tænker jo godt, at jeg kan lave objektiv journalistik. Det tror jeg, at de fleste journalister synes, de kan. Men det handler om at overbevise forbrugeren om, at jeg er objektiv nok til at kunne lave det her, og det kan være svært,” siger hun.
Ingen mennesker er 100 procent objektive og unbiased hele tiden. Heller ikke journalister. Og Vanessa Kjær er godt klar over, hvor betændt lige præcis denne konflikt er.
”Jeg tror godt, at man kan være professionel, selvom man har en holdning, og det vil jeg da altid bestræbe mig på, lige meget hvilket job jeg har. At være så professionel og objektiv som muligt. Men lige med den her konflikt vil der altid være folk, der ikke synes, man er objektiv nok,” siger hun.
Harmløs aktivisme
Peter Bro, leder for Center for Journalistik på Syddansk Universitet, har forsket i konstruktiv journalistik med fokus på aktivisme. Ifølge Peter Bro kan man skelne mellem farlige og ufarlige emner, journalister kan blande sig i. For eksempel hører klima, ligestilling og sundhed under de mere harmløse emner at tage et standpunkt i.
”Der kan være nogle sager, hvor man godt kan blive mere aktiv i forhold til, at man ikke bare skal afspejle, hvad der sker i verden,
men at man faktisk også kan prøve at rykke verden på forskellige måder,” forklarer han.
Fælles for de ufarlige emner er, at alle mere eller mindre er enige. Det kan for eksempel være, at klimakrisen er negativ, og at kvinder og mænd skal have samme rettigheder. Der kan være uenigheder i, hvordan og i hvilket omfang, der skal handles, men overordnet set splitter disse emner ikke vandene synderligt meget. Journalister kan derfor godt være mere aktivistiske uden at blive oplevet som partiske og utroværdige.
På den anden side af spektret findes de mere betændte emner, for eksempel konflikten mellem Israel og Hamas.
”Det er lige præcis et af de mere konfliktfyldte emner og typisk et af de steder, hvor jeg selv vil synes, det er problematisk, at man bliver aktivistisk som journalist. Der er forskellige interesser i
spil, og problemerne og løsningerne bliver oplevet forskelligt,” siger Peter Bro om konflikten mellem Israel og Palæstina.
Mangelfuld undervisning på DMJX? Vanessa Kjær ved godt, at det kan påvirke hendes fremtid, at hun deler disse holdninger på sociale medier. Men i hvilket omfang, det kan blive en klods om benet, står stadigvæk meget uklart for hende. Når hun tænker tilbage på sine tidligere semestre på DMJX, mindes hun ikke, at det er blevet talt om i undervisningen.
”Jeg synes ikke, at skolen har snakket særlig meget om det. Jo, andre etiske dilemmaer, men ikke aktivisme,” siger hun. Hun kan godt nu overveje, hvorvidt det egentlig var en god idé at skrive under på støtteerklæringen i efteråret. For hvilke konsekvenser kan det have for hende? Og hvor-
for har skolen ikke undervist lidt mere i det?
”Det ville være rart, hvis de klædte en lidt bedre på. Især fordi sociale medier fylder så meget, og ens digitale fodspor aldrig kan slettes,” siger hun. Vanessa Kjær mener ikke, at skolen er gået i dialog med de studerende om konsekvenser og overvejelser ved aktivisme. Men den påstand kan Henrik Berggren, uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, ikke genkende.
”Jeg vil mene, at det er noget, der ville være blevet diskuteret i både journalistisk metode, medieret og presseetik og journalistikken i samfundet. Altså ikke specifikt Gaza og Israel, men journalistens rolle og den tilstræbte objektivitet. Jeg tænker egentlig, at det er noget, vi diskuterer jævnligt,” siger Henrik Berggren.
Det er første gang, at han bliver mødt med, at uddannelsen skulle have et manglende fokus på aktivisme. Han afviser, at skolen burde gøre mere for at inkludere det i undervisningen, men kan heller ikke komme med præcise nedslag i fagene, hvor det med sikkerhed er blevet drøftet.
”Der kunne opstå alle mulige problematikker, hvor man kan sige, det har I ikke klædt os på til, og der er jo rigtig meget, vi ikke klæder folk på til. Men det er mit indtryk, at
vores studerende har et ret solidt fundament i journalistikkens rolle og placering i samfundet, og det er det vigtigste for mig,” siger han.
“Der er et enormt personligt ansvar”
På SDU havde de en lignende mailkorrespondance i efteråret om en støtteerklæring for Palæstina. Men hvor ledelsen på DMJX blot hev i bremsen, brugte SDU det, ifølge Peter Bro, som en læringsmulighed.
På SDU har man såkaldte refleksionsrum, hvor der jævnligt drøftes aktuelle emner og problematikker som for eksempel situationen mellem Israel og Palæstina og aktivisme i journalistfaget.
Peter Bro forklarer, at det fra skolens side er vigtigt at få faciliteret, at de studerende får reflekteret og overvejet konsekvenserne ved deres handlinger, inden de agerer aktivistisk. Og da underskriftsindsamlingen florerede på SDU’s kommunikationsplatforme i efteråret, brugte skolen det som en mulighed til at gå i dialog med sine studerende.
”Vi vil gerne have, at man som studerende kan træffe nogle valg på et oplyst grundlag, så man ved, hvilke konsekvenser det kan have, hvis man gør det ene eller det andet. Det er vores ansvar, at vi lærer dem at reflektere over, hvordan man bruger den ytringsfrihed bedst,” siger han
og understreger, at de studerende selvfølgelig må mene og ytre sig, som de vil.
På SDU kom Puk Damsgaard ud og holdt foredrag i november, hvor der blandt andet blev drøftet konsekvenser ved at sætte sit navn på en underskriftsindsamling, hvis man senere ønsker at dække det område. Og det er lige præcis den slags tiltag, som Vanessa Kjær kan savne på DMJX.
Henrik Berggren mener dog ikke, at den metode er vejen frem på skolen.
”Hvis vi gør sådan noget, vil jeg gætte på, at der kommer 30 studerende. Så jeg tror ikke, det er den rigtige måde at gøre det på. Jeg tror, det rigtige er, at man drøfter det på journalistisk metode, og dermed får man det altså drøftet stort set med alle løbende,” siger han.
Selvom Henrik Berggren mener, at skolen bærer ansvaret for at udruste deres studerende til at navigere mest hensigtsmæssigt i journalistbranchen, mener han også, at den enkelte elev bærer en stor del af ansvaret.
”Jeg vil ikke tage ansvaret for, at alle præcis kan blive klædt på til alt. Der ligger et enormt personligt ansvar i at overveje, at handlinger selvfølgelig har konsekvenser. Man er jo altid velkommen til at tage sådan noget op i undervisningen,” siger han.
Omvendt mener Peter Bro fra SDU, at det er vigtigt at holde gang i debatten,
og at uddannelsen bliver ved med at reflektere sammen med dens studerende.
”I virkeligheden skal vi sørge for på en anden måde at sikre os, at den gryde bliver ved med at være i kog, så det ikke kun er, når der kommer den næste underskriftsindsamling,” siger han.
Henrik Berggren er dog ikke i tvivl om, at konflikten mellem Israel og Palæstina vil blive en del af debatten på de allerede eksisterende metodefag på uddannelsen fremover.
”Jeg er da sikker på, at når vi næste gang underviser i det her, vil den her sag blive en del af drøftelsen,” siger Henrik Berggren.
Men selv hvis aktivisme implementeres i undervisningen fremover, står Vanessa Kjær stadigvæk tilbage og mangler, at det var sket tidligere. Underskriften er allerede sat på støtteerklæringen, og konsekvenserne ved det er endnu uvisse.
Selvom Vanessa Kjær stadigvæk er i tvivl om, hvordan det vil påvirke hende senere hen, er hun dog overordnet set positivt stemt.
”Det kan jo godt være, at jeg aldrig får et job, hvor jeg skal dække Israel-Palæstina. Jeg tror da, at alle journalister har et sted, hvor de måske er for biased til at kunne dække det. Og det kan godt være, at det her det er min ting. Men så kan jeg heldigvis lave noget andet,” siger hun.
For snart 15 måneder siden trådte den nye affaldsbekendtgørelse i kraft. På trods af det har affaldssorteringen på DMJX været næsten usynlig.
TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER
“Hvor skal jeg smide min pant?” siger en ny studerende i forbifarten.
Og det er et godt spørgsmål. Affaldssorteringen på DMJX er der nemlig længe blevet sat spørgsmålstegn ved. De fleste ved, at der skal affaldssorteres. Om det er derhjemme, på arbejdspladsen eller i gadebilledet, så står der skraldespande til affaldssortering.
Det er ikke noget, de studerende på DMJX i Aarhus har mærket meget til. Affaldssorteringsbølgen har nemlig ikke ramt skolen. Her er sandwichpapir, æbleskrog, pant og kompendier de sidste mange år blevet smidt det samme sted hen. Ned i den sorte sæk med restaffald.
Det skal laves om nu. Til april vil der ifølge Jørgen Johannsen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blive sat nye sorteringsvenlige skraldespande op på skolen.
Fra sort sæk til sortering
Tilbage i efteråret begyndte både Ejendomsservice og Bygning og Facility, der er ansvarlige for affaldssorteringen på skolen, nemlig at kigge på en ny affaldssorteringsløsning.
“Der er planer om, at der skal laves omkring 13 øer med affaldssortering bestående af hver fire til fem spande,” siger Thomas Gleerup, ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX.
Indtil videre har affaldssorteringen på skolen ikke fokuseret på at få de studerende til at affaldssortere, men derimod har en medarbejder stået for at eftersortere affaldet. Det nye tiltag har da også været på tegnebrættet i lang tid, men er ikke blevet udført. Før nu.
Både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen giver udtryk for, at der ikke er en bestemt grund til, at affaldssortering blandt
de studerende ikke er blevet implementeret tidligere. Det har egentlig altid været planen, at det skulle indføres, og det mest af alt skyldes dårlig planlægning og langvarige processer, at det ikke er sket før.
“Tja, vi fik det sgu ikke lige gjort for at sige det rent ud. Det blev til en proces, og så var den nemme løsning lige at sætte en medarbejder til det,” siger Jørgen Johannsen.
En usædvanlig løsning
Siden den 31. december 2022, hvor affaldsbekendtgørelsen trådte i kraft, har det været lovpligtigt for virksomheder, herunder uddannelsesinstitutioner, at sortere deres affald i ti fraktioner. På trods af det har affaldssorteringen for de studerende på DMJX været næsten ikkeeksisterende. To sorteringsskraldespande har været sat op til de studerende, men langtfra overalt på skolen har det været muligt for de studerende at sortere deres affald korrekt. Al-
ligevel har skolen levet op til kravene for affaldssortering, fastslår Jørgen Johannsen.
Han forklarer, at som det er nu, bliver affaldet sorteret efter, at de studerende har smidt det i skraldespandene ved, at en medarbejder står og sorterer affaldet.
“Når affaldet bliver samlet sammen, så står der en ude bagved og sorterer det. På den måde bliver affaldet sorteret, så vi lever op til affaldsbekendtgørelsen,” siger han.
DMJX’s løsning på affaldssorteringen er indviklet og omkostningsfuld, men en løsning, der ifølge Jørgen Johannsen er inden for skiven, når det gælder affaldsbekendtgørelsen. Det samme mener Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der står for at kontrollere, om virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Aarhus lever op til reglerne.
“Vi ser på, hvordan affaldssorteringen ser ud, når det kommer ud i de store containere. Hvordan sorteringen er inde i bygningen betyder i princippet ikke så meget,
så længe at affaldet er sorteret korrekt, når skraldemændene henter det,” siger Kristine Slot Ravnholt Vium, sagsbehandler i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Ifølge Kristine Slot er det dog en usædvanlig løsning, som DMJX indtil videre er gået med, og generelt set vil den bedste affaldsløsning være, at affaldet bliver kildesorteret. Det vil sige, at de studerende selv sorterer affaldet, når det produceres.
“Det optimale vil være, at affaldet bliver sorteret, hvor det opstår. For eksempel bør der være en skraldespand til madaffald i en kantine og en skraldespand til papir i et printerrum,” siger hun.
De studerende skal opdrages
Tager man et kig på de to nuværende skraldespande til affaldssortering, der i dag står på skolen, er det også tydeligt at se, at de ikke bliver brugt. Typisk er skraldespandene til restaffald fyldt godt op, mens de to sorteringsvenlige skraldespande står næsten tomme. Derfor mener både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen, at det er essentielt, at de studerende selv tager et ansvar, når de nye skraldespande bliver sat op.
“Det er vigtigt at de studerende bliver opdraget til at bruge de affaldssorteringsskraldespande, der bliver sat til rådighed,” siger Thomas Gleerup. Det samme budskab går igen hos Jørgen Johannsen.
“Der er simpelthen en opdragelse i, at når de nye skraldespande kommer, skal de studerende sørge for, at der bliver sorteret korrekt, og at alt ikke bare bliver smidt i den samme skraldespand, når vi får de nye,” siger han.
Han fortæller også, at når de nye skraldespande bliver sat op, vil det ske med en kampagne for at gøre opmærksom på det nye tiltag.
“Det skulle jo gerne være sådan, at de ikke bare står der til pynt, når de kommer op, men også til gavn,” siger Jørgen Johannsen.
Den nye studieordning byder på nye fag, skrotning af mediespecialer og to semestre, der bliver byttet helt om. Den træder i kraft til sommer. Illustreret Bunker giver dig et overblik over de vigtigste ændringer.
Fortsat fra forsiden
TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN ILLUSTRATION: SABRINA MÂY & IBEN MEJLHEDE (GENERERET AF AI)
Fremtiden er også sociale medier og podcast
Ændringerne i studieordningen begrundes blandt andet med, at de studerende løbende gennem semestrene skal have mere fokus på digital journalistik, herunder større brugerforståelse, og så skal researchdelen af undervisningen også forbedres.
I deres arbejde med studieordningen har Henrik Berggren og Mette Mørk blandt andet været ude at tale med folk i branchen for at forstå, hvad der menes med digital journalistik.
”Det handler om at være mere brugerorienteret og bevidst om, at man skal skabe værdi for nogen, og det gør man blandt andet ved at lade det udkomme på forskellige platforme og formater,” siger Henrik Berggren.
Mette Mørk mener, at medierne er i sådan en udvikling lige nu, at de er nødt til at skrue endnu mere op for at give de studerende de digitale kompetencer, som branchen forventer af journalister.
”Det er nogle af de elementer, vi også præsenterer for jer studerende i dag, som vi skruer op for,” siger Mette Mørk.
Hun nævner, at de allerede for nogle år siden begyndte at fokusere mere på flere platforme, da de blandt andet indførte video på første semester.
”Vi er nødt til at have de studerende til at tænke endnu mere i, at man kan udkomme på flere platforme og ikke kun på skrift. Så nu skal der simpelthen bare sættes mere kul på det,” siger hun.
De håber, at de med den nye studieordning kan få de journaliststuderende til at tænke mere ud af boksen, når det kommer til flermedialitet.
”Det handler om at have en forståelse for, at personen vil være god i en podcast, og det skal vi lave visuelt, eller det ville fungere godt på Instagram,” siger Mette Mørk.
Mediespecialer nedlægges
Det er ikke kun en stor ændring, at mediespecialerne kommer til at ligge på JM2 i stedet for JM3. Det bliver faktisk forkert at omtale det som mediespecialer, da man ikke længere skal specialisere sig i medier, hvor man vælger to medier, et på langt og et på kort forløb, som man i dag gør på JM3. DMJX har nemlig valgt, at alle studerende både skal have skrift, video og lyd.
”Nogle vil sige til os, hvad fanden har I gang i? Fordi tredje semester er der, hvor man får lov til at nørde og fordybe sig i et medie,” siger Mette Mørk.
”Ja, det er et af de mest populære forløb, vi har,” supplerer Henrik Berggren.
”Men det er, fordi vi tror, at vi er nødt til det,” afslutter Mette Mørk.
De ser det som en nødvendighed, at alle studerende får lyd, tv og skrift for at kunne leve op til de nye krav om digital journalistik.
Men skal nuværende studerende så være nervøse for, at vi ikke har haft en studieordning med så meget fokus på digital journalistik, brugerforståelse og at lave historier, der udkommer på mange platforme? Nej, mener Henrik Berggren og Mette Mørk.
”Vi sikrer for eksempel, at I får brugerforståelse på fjerde. semester, så vi synes, at I får en skidegod pakke. Så nej, I skal ikke være nervøse,” siger Mette Mørk
De understreger dog også, at de ikke kan lade være med at ændre ting, fordi det vil være ærgerligt for nuværende og tidligere elever.
“Vi kan jo ikke sidde og sige, at det er synd for dig, hvis der kommer nogle ud, der kan noget lidt noget andet end du kan. Det går jo heller ikke,” siger Mette Mørk.
Nye fag på skemaet
På fjerde semester nedlægges forløbet Medieudvikling og praktik. Faget, som man kender det i dag, er delt op i to blokke, hvor medieudvikling lægger i starten af semestret og praktikforløbet i slutningen. Praktikforløbet vil stadig eksistere, som man kender det, men det bliver ikke en del af et kursus med ECTS-point.
”Det ville være tosset at give karakter for jeres praktiksøgning. Nå, du har ikke fået en praktikplads? Så er du sikkert dumpet,” siger Henrik Berggren.
Den første blok af faget, Medieudvikling, bliver til gengæld fjernet, og det argumenterer Mette Mørk og Henrik Berggren, at en stor del af det, som man lærer i faget, kommer til at være spredt ud over alle semestre. Netop fordi de ønsker mere fokus på digital journalistik og brugerforståelse.
Og brugerforståelse vil ikke kun være noget, der bliver implementeret i forskellige fag. Der oprettes et helt nyt fag på første semester, som netop kun handler om det. Oprettelsen af det nye fag begrundes i udkastet til studieordningen med, at det skal ”give de studerende indsigt i de digitale redskaber, der benyttes på redaktionerne, for eksempel data om brugeradfærd og algoritmeforståelse’, og at det skal give ’kompetencer til at kunne indtage en brugerorienteret tilgang i hele den journalistiske proces fra ide til versionering.”
I takt med at Medieudvikling på fjerde semester fjernes, åbner det også op for et nyt fag: Klima. Illustreret Bunker har
før skrevet om journalistuddannelsen på SDU, der oprettede et klimafag i sommer, og nu følger DMJX trop. Klima, hvis navn stadig er under udvikling, kommer ikke til at fokusere på formidlingen af klimajournalistik, men på klimaviden.
”Faget kommer til at handle om at forstå, hvad klima egentlig er,” siger Mette Mørk.
Skemapuslespillet skal gå op Et nyt grundfag og nedlæggelsen af Medieudvikling og praktik er nemlig ikke de eneste ændringer på fjerde semester. Der oprettes også et nyt specialefag på JM4: Global politik. Det begrundes i udkastet til studieordningen blandt andet med, at “et stigende antal journalistiske historier og emneområder har tråde ud i ikke blot EU,
men stort set alle dele af verden. Det er derfor relevant at give en del af de studerende mulighed for at beskæftige sig mere indgående med de redskaber, det kræver at arbejde med journalistik i global kontekst.”
De tre andre specialer på JM4 beholdes, som de er, med undtagelse af at EU-forløbet på undersøgende journalistik fjernes. Det gør man for at spare tid, som kan bruges på den undersøgende metode. EU-forløbet flyttes i stedet hen til faget Global politik.
Samfundsøkonomi flyttes til fjerde semester for at give plads til Politik og Medier. Faget, som de også overvejer at omdøbe til Samfundsfag, følger nemlig med den udredende journalistik fra anden til tredje semester. Det sker for at gøre plads til Journalistikken i Samfundet, der rykker op på andet semester for at give rum til det nye fag Brugerforståelse på første semester.
Det er helt forståeligt, hvis du blev lidt forpustet af at læse det ovenstående. Derfor har vi lavet en illustration over det nye skema, som forhåbentligt kan give dig et bedre overblik.
En lang række dominobrikker
Studieordningen, som stadig er under udvikling, er udarbejdet på baggrund af forløb-, dimittend og uddannelsesevalueringer og på baggrund af feedback fra forskellige medier i branchen. Det er Mette Mørk og Henrik Berggren, der har haft ansvaret for den nye studieordning, og som, i samarbejde med undervisere og DMJX’s advisory board, har udarbejdet den.
Det er mange ændringer, den nye studieordning medfører, og det hele vil blive ændret på én gang til sommer for de kommende studerende.
”Det er ligesom en lang række dominobrikker, så hvis vi ændrede to små ting, ville
”
Vi sikrer for eksempel, at I får brugerforståelse på fjerde semester, så vi synes, at I får en skidegod pakke. Så nej, I skal ikke være nervøse
- Mette Mørk, Faglig koordinator, DMJX
eksempel research, frem for altid at gennemføre hele journalistiske processer fra idé til færdigt produkt,” siger han. I forbindelse med DSR’s samtaler med Henrik Berggren, lagde de også vægt på, at skolen skal passe på ikke at fylde for mange timer på skemaet.
”Det er i forvejen et presset studie, så hvis de etablerer noget nyt, skal de også sørge for, at der er noget, der ryger ud, men vi tog egentlig godt imod den. Vi kan godt se, at de forsøger at uddanne os til branchen,” siger Kamilla Gamborg.
“Vi vil og skal have en række nye ting ind, og derfor skal vi nedprioritere andet. Det er vi meget bevidste om, men det er godt, at de studerende minder os om det,” siger Henrik Berggren.
DSR har derfor, i samarbejde med Henrik Berggren, valgt at indkalde til møde for alle studerende, hvor uddannelseslederen vil præsentere dele af den nye studieordning. Derefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål og give feedback til ledelsen.
vi påvirke semestrene op gennem hele uddannelsen. Så vi kan lige så godt røre i gryden og ændre alt,” siger Mette Mørk om bevæggrunden for at ændre det hele på samme tid.
Henrik Berggren begrunder det også med, at det handler om de studerendes retskrav.
”Du har krav på at få det, du er blevet optaget på. Så hvis vi løbende laver små ændringer, bliver det meget besværligt. Så vi river plasteret af på en gang,” siger han.
DSR: De forsøger at uddanne os til branchen
De Studerendes Råd er også ble-
vet præsenteret for de nye ændringer.
”Der var en lille bekymring i DSR, om man skar for meget af metodefagene væk for at implementere mere teoretiske fag,” siger Kamilla Gamborg, som er næstforperson i DSR.
Hun påpeger også, at de kun er blevet præsenteret for de overordnede ændringer i studieordningen.
Henrik Berggren understreger, at der ikke vil blive skåret i metodefagene, men at der vil komme nogle ændringer i de praktiske fag.
”Vi kommer i metodefagene til at bruge lidt mere tid på at træne delelementer af journalistiske processer, for
Selvom det ikke er de nuværende studerende, der vil blive påvirket af studieordningen, så håber Kamilla Gamborg og resten af DSR alligevel at se mange ansigter.
”Ledelsen og lærerne har deres syn på, hvad der fungerer, men jeg tænker da, at de studerende også ved, hvad der er værd at bevare. Det er et forsøg på at give de studerende indflydelse,” siger Kamilla Gamborg.
DSR afholder åbent møde den 3. april klokken 15:15, hvor Henrik Berggren vil fortælle om den nye studieordning. Alle studerende på DMJX er inviteret. Studieordningen er stadig under udvikling, så der kan komme ændringer.
I et kvarter om dagen tilbyder kantinen halv pris på frokosten. Officielt er det et tiltag i kampen mod madspild, men handler det i virkeligheden om økonomi?
TEKST: JOHAN NØRGAARD & TIKE CLAUSEN
FOTO: KASPER BONDE KRUPSDAHL
På DMJX tager man nye metoder i brug i kampen mod madspild. Kantinen byder nemlig de studerende velkommen i butikken med 50 procent rabat, når mad købes mellem klokken 13:15-13:30. De studerende trasker gerne ind i kantinen og gør maden klar, allerede 10 minutter før rabatten indtræffer. Det er et redskab i kampen mod madspild. Om det så er i tiltagets ånd, må være op til kantinen at vurdere. En ting er dog helt sikkert. Personalet har lagt mærke til det, og de har et helt særligt ord for dem, der gør det.
Er det noget I snakker om blandt personalet?
”Ja, det er det helt klart. Snakken går ude i køkkenet.”
Hvad går snakken så på?
”Jamen vi kalder dem for gribbene,” siger Julie Ulstrup, souschefen i kantinen, med et glimt i øjet.
”Men vi snakker også om, at vi sagtens kan forstå det.Vi er meget enige om, at vi havde gjort det samme, hvis det var os, der var på SU,” siger hun.
Det er altså ikke så nemt for gribbene at gemme sig for kantinepersonalets falkeøjne, når de prøver at skjule sig bagerst i kantinen. Men ifølge kantinepersonalet behøver man ikke at gemme sig væk. For det er ikke en ordning, de har indført for sjovs skyld. Det er et af deres værktøjer i kampen mod madspild, og det er et værktøj, der har haft en tydelig effekt.
Klar, parat, action!
Det er tirsdag, og klokken er 13:06. Sandwichfadende er fyldte, og skålene i buffeten er langt fra tomme. Der er ni minutter til, at der er halv pris på kantinens udvalg af mad. En gruppe af journaliststuderende vælter ned ad trappen, og de har fart på. De ved alle sammen, at det nu handler om at få fingrene i en sandwich og trække tiden, indtil rabatordningen starter. Den går først i gang kvart over et.
I dag ser vi to steder, hvor de studerende camouflerer sig selv og deres gribbelignende tendenser. Måske vil de undgå at slå rødder foran kreditkort-automaten, som to unge fyre med en sandwich i hånden er godt i gang med. Deres ansigtskulør forvandler sig lynhurtigt til farven på Rudolfs tud, da de spotter Illustreret Bunkers tilstedeværelse i kantinen.
Størstedelen af gribbene virker mere erfarne end de stakkels fyre ved kasseapparatet. De tidligt ankomne har bevæget sig ned i den modsatte ende af kantinen for at stå med mest mulig afstand til kassen. En fyr af almindelig højde, iført turkisblå hoodie og en orange bøllehat med skriften ’Roskilde Festival’ på forsiden, træder ind i kantinen. Han bevæger sig hen til sandwichfadet, hvor han med en ske løfter overbollen på en sandwich, inden han kigger fra højre og så mod venstre.
Han trækker på skuldrene, inden han tager en anden sandwich, og slutter sig til de andre kantinegæster bagerst i kantinen. En fyr, der tilsyneladende ikke kender til rabatten, bevæger sig op til kassen med sin mad, lidt før rabatten starter.
”Hvis du lige venter et par minutter til kvart over, så er der halv pris,” lyder det fra ekspedienten.
Fyren smiler overrasket, inden han får øje på gruppen bagerst i kantinen. Han slutter sig til gruppen, finder telefonen frem og venter.
I dag er en god dag for de såkaldte gribbe. Der er masser af sandwich tilbage, og i buffeten er der også en god variation og mængde tilbage. Det var der i hvert fald, hvis man dukkede op små 10 minutter før rabatten startede, for i sekundet, klokken slår 13:15, trækker de alle sammen frem til kassen. De stod som sild i en tønde og har nu dannet en kø gennem hele kantinen.
Der kommer et par studerende traskende ned ad trappen med øjnene rettet mod kantinebordene, men de får hurtigt øje på det sløje udvalg. De må være hurtigere næste gang.
Carl Brøcker, der er redaktør på Illustreret Bunker, spørger kækt ekspedienten, om der også er halv pris på pizzaslice. Det plejer der ikke at være, men han bliver mødt af et nik og et ja.
”Årh, fuck hvor fedt, mand,” udbryder han, inden han henter sig et stykke pizza.
Klokken 13:18, tre minutter inde i rabatordningen, er der ikke mere mad tilbage. Kantinen er simpelthen rippet for mad. Tilbage ligger der kun resterne af de sandwich, der var, og de tomme fade og skåle. Brødkrummer, sovsepletter og salatblade ligger i ske på kantinebordene, mens personalet fjerner serveringsgrejet.
’’Jeg skal ikke være en del af det’’ Illustreret Bunker har talt med en studerende ved navn Rasmus. Hans fulde identitet er bekendt af redaktionen, men han optræder kun ved fornavn af frygt for at blive genkendt på gangene som DMJX’s egen kantinegrib.
”Det er jo ikke fordi, jeg får rabat i kantinen hver dag,” siger Rasmus.
Vi spørger ham, om han har hørt om rygtet. Det går på, at en studerende har fortalt, at kantinens rabatordning er blevet afskaffet.
”Ja, jeg har godt hørt rygtet i starten af semestret, og det undrede mig lidt. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at en bestemt studerende stadig udnyttede rabatten,” siger Rasmus. Hvem denne studerende er, skal vi nok vende tilbage til.
Rasmus plejer at bevæge sig ned i kantinen 7-10 minutter, før rabatten starter. Det er ikke sandwichene, der lokker, når der er halv pris på maden.
”Jeg plejer at gå i buffeten. Jeg prøver at fornemme, hvor mange andre der er omkring mig, så der er nok til alle. Jeg er ikke så glad for at tage det sidste,” siger Rasmus.
Han mener i øvrigt, at der, i løbet af den tid, han har gået på uddannelsen, er sket et skred i måden, hvorpå de studerende benytter sig af rabatten.
”På første semester var det meget normalt at få rabat i kantinen kvart over 13. Men nu er det, som om folk flokkes omkring det, og der er nogen, der siger, at de ikke skal være en del af det der. Det har udviklet sig helt vildt,” siger Rasmus.
Ifølge Julie Ulstrup er der ikke mere travlt i kantinen klokken kvart over et, end der er i rush hour. Her taler hun om frokostpausen klokken 12 og ved 9-10-tiden, når folk møder ind og skal have kaffe og morgenmad.
”Maden må jo kun stå i tre timer i buf-
feten, så det er et fantastisk tiltag mod madspild. Hvis det ikke bliver spist på det tidspunkt, så ryger det jo bare ud. Det ville være ærgerligt,” siger Julie Ulstrup.
Det var hver mand for sig selv. Jeg indså, at hvis det her bliver ved, så er der ikke noget mad til mig – Zakarias Forsberg de los Reyes, studerende, DMJX
Det falske rygte
Mediebranchen er en branche, der er omgivet af rygter. Journalisterne holder deres kilder tæt, men rygterne spreder sig. Det gælder også på DMJX. Det startede med, at en studerende i januar 2024 besluttede sig
for at starte et rygte. Han sendte en besked i en gruppechat med DMJX-studerende på Messenger. Her skrev han, at rabatten var blevet afskaffet. Med sine egne ord beskriver han afskaffelsen af rabatten i den førnævnte gruppechat ”Det her er så omvendt slay.”
Tankegangen bag rygtet var, at det nu skulle være nemmere at få andel i mad til halv pris i kantinen klokken 13:15. Det lykkedes ham også. Vi har talt med 40 studerende, der har hørt rygtet og stolet blindt på det. Desuden havde kantinen ved et tilfælde fjernet skiltet, hvor rabatten før var beskrevet.
Den studerende, der startede rygtet, er Zakarias Forsberg de los Reyes. Vi har forholdt disse informationer for ham jf. Pressenævnets retningslinjer for god presseskik punkt A3, der foreskriver, at oplysninger, som kan være krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Zakarias Forsberg de los Reyes, der i øvrigt også er redaktør på Illustreret Bunker, fik nys om kantinerabatten på første semester. Han prøvede at holde kortene tæt på kroppen, for det var ikke alle, der kendte til rabatten. Derfor gik han kontra og spredte rygtet om at rabatten var afskaffet.
“Det var hver mand for sig selv. Jeg indså, at hvis det her bliver ved, så er der ikke noget mad til mig. Derfor startede jeg rygtet. I løbet af de første semestre havde jeg min integritet i behold, men til sidst kunne jeg ikke mere,” siger Zakarias Forsberg de los Reyes.
Illustreret Bunker har fremlagt rygtet for Souschef Julie Ulstrup. Rygtet har ikke påvirket kantinens salg efter 13:15 og har derfor ikke haft en negativ indvirkning på bekæmpelse af madspild.
Er du videbegærlig og velskrivende? Har du blik for de store perspektiver? Og kunne du tænke dig at lave kvalitetsjournalistik om livets store spørgsmål?
Så er Kristeligt Dagblad måske den rette praktikplads for dig.
Vi tilbyder en grundig og varieret uddannelse i 12 eller 18 måneder, hvor du får alle de journalistiske genrer ind under huden. Vi tager din faglige udvikling alvorligt og lærer dig at skrive om tro, etik og eksistens.
Kristeligt Dagblad er et stort, moderne mediehus og en avis med mange brugere. Redaktionen er ung, tonen er ordentlig, og tempoet er højt. Vi har store forventninger til vores praktikanter, som kan forvente at få masser af feedback og spalteplads i avisen.
Send os en ansøgning, hvis du har lyst til at komme med på holdet.
Hos Kristeligt Dagblad er praktikanterne på en redaktion i tre måneder ad gangen. Du når altså fire til seks redaktioner i løbet af en praktikperiode hos os. Vi har disse redaktioner på avisen: Indland • Udland • Kirke&Tro • K.dk • Kultur • Liv&Sjæl • Debat • Christiansborg
Den 12. februar gik SEIN i sort. Danmarks eneste ungdomsmagasin skabt af unge stod over for konkurs, og i et sidste forsøg i kampen om overlevelse råbte holdet bag SEIN om hjælp. Nu har magasinet tændt lyset igen – og med nyt gåpåmod og en økonomisk indsprøjtning vil SEIN bevise, at der stadig er behov for en stemme for ungdommen.
TEKST: EMILIE GAMMELGÅRD JØRGENSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN
”Det har været noget af en ilddåb.”
Sådan beskriver Kristian Ryberg med et grin sin første tid ved SEIN. Han har været redaktionschef i magasinets Aarhus-afdeling siden december 2023, og det har mildest talt været en hektisk opstart.
Den sidste måned har SEIN nemlig kæmpet for sin egen overlevelse. Truet af konkurs skulle der indsamles 100.000 kroner, hvis magasinet skulle overleve – og det har været noget af et maraton mod målstregen.
Men lad os lige gå lidt tilbage.
Ungdommens stemme
Siden 2017 har ungdomsmagasinet SEIN kæmpet for at give den unge generation en stemme i det danske medielandskab. Hver dag udkommer magasinet med historier, der alle handler om at være ung. Historier om alt fra kærlighed og kærestesorger til klimaangst og kultur får liv gennem artikler, podcasts og dokumentarer – og de er alle produceret af 130 unge frivillige. Ifølge Kristian Ryberg er det netop det, der gør SEIN unikt.
”Vores styrke er, at vi selv er unge. Vi er Danmarks eneste magasin, der laver indhold til unge, der også er skabt af unge. Ingen er over 25 år, og det kan man mærkes. Vi skriver ungt, ærligt og ufiltreret,” siger han.
Det er netop det, der får Kristian Ryberg til at søge mod SEIN i første omgang. Han savner et medie, hvor unge bliver repræsenteret og hørt, og han mangler et sted, hvor han selv kan gå hen med de ting, der rører ham som ung.
i den offentlige debat:
”Mange unge er ikke engang i stand til at føre en demokratisk samtale med venner og familie. De føler ikke, at deres holdninger er noget værd, og de føler sig ikke klædt på til at deltage i demokratiet,” siger han.
For Kristian Ryberg og resten af SEIN er det derfor vigtigt, at de unge har et medie, de kan søge til.
”Vi unge skal afstigmatisere os selv. Vi er en del af samfundet som alle andre. Det er også derfor, vi giver spalteplads til unge. Vi håber, at det kan få dem til at engagere sig i samfundsdebatten,” siger han.
I starten af 2024 må SEIN dog vende opmærksomheden et andet sted hen. Pludselig
SEIN går i sort Pengene skal falde den 1. marts 2024, og med en begrænset indtægt og ingen mulighed for at finansiere tilbagebetalingen gennem fonde beslutter SEINs bestyrelse, at det sidste håb er en indsamling.
”Vi sætter et mål på 100.000 kroner. 59.000 af dem skal bruges til at betale lånet tilbage og resten på et par måneders drift, så vi kan komme ovenpå igen,” siger Fria Grand.
SEIN annoncerer indsamlingen ved at gå i sort, og de næste mange uger arbejder de 130 frivillige på højtryk for at skabe opmærksomhed om den truende konkurs. De arrangerer støtteevents, indgår partnerska-
Succes og forløsning
Den fælles indsats bærer frugt. Den 1. marts kan SEIN annoncere, at målet er nået kun to uger efter startskuddet og lige i tide til månedsskiftet, hvor tilbagebetalingen af lånet skal falde. Over 600 mennesker har doneret, og gennem private donationer alene samler SEIN 70.000 kroner ind. Dertil kommer donationer fra virksomheder og penge fra partnerskabsaftaler, og med en donation på 100.000 kroner fra Tuborgfonden rammer indsamlingen 200.000 kroner, en fordobling af målet. For Kristian Ryberg er det et fantastisk øjeblik.
”Det er en utrolig forløsning, både for os og alle, der har støttet os. At indsamlingen er gået så godt, har været surrealistisk, overvældende og enormt bekræftende. Det har været hårdt, men når man så popper champagnen, er det en fantastisk følelse.”
”SEIN kan noget helt specielt. Det er en platform, unge kan søge til, når de har noget på hjerte, og hvor de kan læse om sig selv. Et blad, de kan spejle sig selv i,” siger redaktøren.
Det er dog lettere sagt end gjort at få trukket de unge hen til SEIN, medgiver Kristian Ryberg. Den unge målgruppe er svær at nå, og det betyder også, at unge nedprioriteres i nyhedsdækningen.
”Jeg synes, der er en tendens til, at man ikke inviterer unge til bordet. Vi bliver stigmatiseret og set på som en flok curlingbørn, der bare ligger på den dovne side,” siger han.
Mangel på selvtillid
Kristian Ryberg synes ikke, at de unge er dovne eller forkælede. Når unge ikke opsøger den offentlige debat, skyldes det ifølge ham noget andet. Han peger på den årlige demokratianalyse, Dansk Ungdoms Fællesråd laver med Epinion. Undersøgelsen fra 2023 viser, at 53 procent af unge har lav demokratisk selvtillid. Ifølge Kristian Ryberg forklarer det, hvorfor man ikke hører mere til dem
er det usikkert, om magasinet overhovedet overlever, for SEIN står over for en konkurs.
Et gammelt lån
Den pludselige konkurstrussel har sine rødder tilbage under corona. Her indfører Folketinget coronalån, der giver pressede virksomheder mulighed for at søge rentefrie lån. Det benytter mere end 50.000 virksomheder sig af, og SEIN er én af dem. Men hvor andre virksomheder har mulighed for at betale lånet tilbage, når deres indtjening igen stiger, er situationen en anden for SEIN, forklarer magasinets ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand.
”SEIN får ikke mediestøtte og er primært fondsdrevet, så det var svært at betale lånet tilbage, fordi det ikke var muligt at søge penge til tilbagebetaling af lån,” siger hun.
Da Kristian Ryberg Nielsen starter hos SEIN, er der nu ingen snak om konkurs, selvom magasinet ikke svømmer i penge. Der går dog ikke lang tid, før virkeligheden er en anden.
”Når skattefogeden beder om sine penge, så ved vi, at nu skal der ske noget,” siger han.
ber, sælger merch og optræder i en stribe af danske medier i håb om at kunne samle penge nok ind. Kristian Ryberg beskriver det som en intens periode.
”Folk har arbejdet vildt hårdt. De har været med fra ferier og fra udlandet, og alle har bidraget med alt det, de kunne,” siger han.
Lys i mørket
Magasinets unge frivillige er ikke alene i kampen. På sociale medier deler over 150 mennesker SEINs kamp for overlevelse. En liste af velkendte navne som Jonas Risvig, Lea Korsgaard, Michael Schøt og Maya Tekeli bruger deres platform til at skabe opmærksomhed. Spørger man Kristian Ryberg, viser det SEINs betydning.
”Tit opdager man først, hvor meget noget betyder, når man er ved at miste det. Og det er det, vi kan mærke. Vi kan mærke, at mange donerer. Vi kan mærke, at beskederne vælter ind. Vi kan mærke, at folk rækker ud og tilbyder deres hjælp eller deres platform.”
Og overskuddet er ikke bare et hæderstegn. Ifølge Kristian Ryberg giver det SEIN et velfortjent pusterum. Det er ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand, enig i.
”De overskydende penge skal gå til drift af SEIN i hele 2024, så vi kan trække vejret lidt og få lagt en god plan for, hvordan vi kommer videre,” siger hun.
Lyset tændes
Det betyder ikke, at magasinet har tænkt sig at hvile på laurbærrene, siger Kristian Ryberg – for der er store planer:
”Vi skal lige komme os lidt, men så skal SEIN vokse. Vi skal være endnu dygtigere til at udgive, skrive og lede et magasin.”
Kristian Ryberg medgiver, at SEIN kan blive bedre til at ramme deres unge publikum – for hvis målet er, at flere unge skal se sig selv i den offentlige debat, så er 7500 følgere og lige under 100 betalende abonnenter ikke nok. Han mener dog ikke, at det lave antal betalende medlemmer forhindrer dem i at vokse.
”Vi vil gerne nå endnu længere ud og ramme endnu flere! Det er alt for få unge, der kender til os. Det betyder ikke, at vi ikke har vores berettigelse. Det betyder, at vi har potentiale, og det skal vi udnytte.”
Det er Fria Grand helt enig i. Hun ser SEINs overlevelse som den perfekte mulighed for, at magasinet kan vokse, og den mulighed lader hun ikke passere. Derfor vil SEIN nu oprette en klimaredaktion, der skal dække et at de vigtigste emner på de unges dagsorden. Ifølge Fria Grand har magasinet også andre planer.
”Jeg kan ikke sige så meget lige nu, men vi har et momentum og en masse opmærksomhed rettet imod os – og vi har flere planer for, hvordan vi skal få det bedste ud af det,” siger hun.
Josefine Høgh har siden 2015 været fast inventar på danskernes TV-skærme. Hun er ikke uddannet journalist, men har i stedet taget en noget alternativ vej ind i mediebranchen. En vej, der har budt på udfordringer, tilfældige sammenfald og store oplevelser.
TEKST: JOACHIM FARSHØJ
FOTO: REBECCA KROGH
Det er sommer. Rigtig sommer, som i en Page Four-sang med høj sol og grønt græs og duften af superligapremiere. Sådan er det i hvert fald i Haderslev i august 2018. Stadionplatter og glade fans, slagsange om Sønderjyllands stolthed og nerver. Masser af nerver. Men ikke kun hos de sæsondebuterende fodboldspillere. Midt i det hele står 27-årige Josefine Høgh. Hun er rystende nervøs. For en gangs skyld er det ikke hende, der skal gå på banen med knæhøje strømper og benskinner. Hun skal på banen med en mikrofon. Foran et kamera. Der kører. Direkte. For første gang nogensinde.
Fynboen er blevet ansat hos Discovery for at dække fodbold sammen med mange andre journalister. Der er bare én lille ting. Josefine Høgh er slet ikke journalist. Hun er psykolog, og så arbejder hun for Arla.
Så hvordan ender en uddannet psykolog, ansat i et mejerifirma, som fodboldreporter og senere som vært på en lang række DRprogrammer, helt uden journalistuddannelse?
Svaret er ikke helt lige til. Faktisk er det fyldt med tilfældigheder. De har sammen med en grundlæggende nysgerrighed og lystbetonet tilgang til tilværelsen ført Josefine Høgh til det sted, hun er i dag. På toppen af mediebranchen.
En psykologistuderende med et mediejob Året er 2010. Josefine Høgh har pakket sit liv sammen og ud igen i en lejlighed langt væk fra Odense. De ikoniske, hældende træningsbaner i Ådalen er byttet ud med Fortuna Hjørrings velplejede græs, og samtidigt er livet som fodboldspiller på fuldtid vekslet til titlen som psykologistuderende på Aarhus Universitet. Men vanerne, disciplinen og interessen for sport holder ved. At valget faldt på lige netop psykologi, er egentlig ikke så væsentligt. Et liv som almindelig psykolog var aldrig drømmen for Josefine Høgh.
”Jeg kunne godt se på studiet, at jeg ikke ville det samme som de andre. Jeg var ikke sikker på, jeg skulle arbejde med psykologi. Men jeg vidste, jeg ville færdiggøre det. Når jeg gør noget, så gør jeg det ordentligt,” siger Josefine Høgh.
Ved siden af studiet og fodboldkarrieren var der ikke mange ledige timer i døgnet, og de, der var, blev effektivt fjernet, da hun efter kort tid på studiet fik et studiejob hos DR. Jobtilbuddet kom gennem en bekendt, og Josefine Høgh takkede udelukkende ja, fordi hun gerne ville tjene lidt ekstra.
”Det var helt tilfældigt, at jeg fik jobbet på DR. Men når man først er inde i sådan et mediehus, hører man hurtigt om en masse andre muligheder, fordi de lige mangler en runner et sted eller en hjælper et andet sted. Jeg har lavet mange skøre produktioner,” siger hun. Josefine Høgh blev hurtigt glad for DR, der gradvist gav hende mere ansvar for radioudsendelserne på P4. Hun fik forskellige roller på forskellige programmer, og da hun
blev færdig med at hjælpe til bag kameraet på en af de tidlige sæsoner af bagedysten, var hun efterhånden blevet varm på idéen om at lave TV. Og den glød blev ikke mindre, da hun sideløbende med specialeskrivning fik et bijob hos TV2 Sport, efter opholdet hos DR var afsluttet.
”Pludselig syntes jeg, at TV var spændende. Jeg kunne godt lide måden at arbejde på. Det var som at være en del af et hold med alle de mennesker bag ved kameraet. Så da jeg blev færdig med specialet, skulle jeg finde ud af, om jeg ville blive i mediebranchen eller gå en mere klassisk vej,” fortæller Josefine Høgh om første gang, mediebranchen åbnede sig som mulig karrierevej.
Et smut forbi Discovery og TV2 Sport Da maj blev til juni og forårsblæst til sommerregn i 2015, var dagene som psykologistuderende talte. Josefine Høgh sad på sit værelse med to muligheder liggende foran sig. Den ene: muligheden for et job som fodboldreporter hos Discovery, der havde meldt sig på banen med et jobtilbud efter at have set hende på TV2 Sport. Den anden: en sikker karrierevej med lønstiger og hierarki hos Arla som erhvervspsykolog.
Hun valgte det eneste, hun ikke kunne –begge muligheder. Men alligevel lykkedes det. Stillingen hos Arla var et fuldtidsjob, men mejerifirmaet gav hende lov til at lave weekend-indslag for Discovery. Stille og roligt blev én kamp om ugen dog til to og tre. Live-indslag, som det første nervepirrende møde med disciplinen i Haderslev, blev hverdagskost, og Josefine Høgh kunne ikke længere jonglere med to så markante bolde.
”Jeg havde faktisk en aftale med Arla om en ny stilling, stadig på fuldtid, men jeg havde også talt med Discovery om, at jeg egentlig var klar til at gå all in med dem, efter jeg havde været i Sverige for at dække Europa League. Det blev lidt en forhandlingssag,” siger hun.
Forhandlingerne endte som bekendt med, at Josefine Høgh valgte livet som reporter. Men det var ikke Discovery, der løb med den eftertragtede underskrift. Det var i stedet en helt tredje spiller, DR, der havde tilbudt en casting til værtsrollen på DR Sporten til deres tidligere medarbejder. En casting, der gik helt skævt, men som alligevel endte helt rigtigt.
Tømmermænds-casting blev vejen til DR Dublin, Irland. 14. november 2017. Regnen siler ned, som den kun kan gøre det i Sankt Patricks hjemland, men det stopper ikke 11 hvidklædte danskere i at besejre Irland 5-1, hvilket sender Danmark til VM i Rusland. Det er dagen inden, Josefine Høgh skal til casting hos DR, men hun er taget med Discovery for at dække landskampen.
I modsætning til de tusindvis af danske fans, der efterfølgende er godt på vej til at drikke vodka i Rusland, skal hun sammen med resten af de udsendte journalister med flyveren hjem samme aften – og sammen med et feststemt landshold.
”Normalt sidder journalister og landsholdet hver for sig i flyet, men der var vildt god stemning, og alle havde fået masser af øl. Vi landede først i Kastrup klokken seks
næste morgen, og jeg havde både en casting klokken 11 og en sjat øl i kroppen, der gerne skulle soves ud,” fortæller Josefine Høgh, der allernådigst fik lov til at tage en lur på sin
fars hotelværelse, inden turen gik til en ny uforglemmelig oplevelse i DR Byen.
Castingen startede egentlig godt, og hun kunne bruge sin skærmerfaring til at improvisere sig halvt igennem de første opgaver, men det blev ikke ved med at gå godt.
”På et tidspunkt skulle vi læse op fra en prompter, og jeg havde fået at vide, at det var ret afgørende. Vi havde fået teksten hjemmefra, men jeg havde ikke læst den. Og jeg sejlede rundt. Jeg stammede og hakkede mig igennem, så efter den lortecasting var jeg sikker på, at det løb var kørt,” siger Josefine Høgh.
Og det var det egentlig også. Efterfølgende blev hun ringet op af DR, der ikke kunne skjule, at præstationen foran prompteren var omtrent lige så dårlig, som det irske lands-
holds havde været på fodboldbanen få dage forinden.
Men så skete der noget uventet. For præstationen til trods blev hun tilbudt jobbet. DR havde nemlig valgt at se på potentialet og reportererfaringen fra Discovery i stedet for at fokusere på et enkelt aspekt af castingen. Og Josefine Høgh takkede ja på stedet. ”På det tidspunkt var jeg helt afklaret. Arla var et dejligt sted, men jeg skulle være i mediebranchen. Jeg skulle ikke sidde i et job, jeg kunne have resten af mit liv. Så jeg sagde tusindprocent ja.”
Fra skæve blikke til beundring
Som Josefine Høgh tidligere havde erfaret, kastede én opgave på DR hurtigt ti flere af sig. Pludselig var der nemlig også en dansk
astronaut, der skulle se jorden i en ultravid vinkel, og som kunne tage Josefine Høgh med gennem forberedelserne til det. Der var danmarksindsamlinger, der var EM-studier med folkefest i baggrunden og VM-studier i et ørkenland, der var Sara og Monopolet, og der var stjerner med hjerner, der skulle undersøges. Josefine Høgh har været med i det hele, siden det gik galt foran prompteren.
”Der har været gange, hvor det er blevet kommenteret, at jeg ikke har en journalistuddannelse. Men det var mest tidligere. I dag møder jeg det ikke længere. På DR har alle været meget forstående.”
Hun indrømmer dog også, at der er fagspecifikke færdigheder, de uddannede journalister på DR har, som hun ikke besidder endnu. Men måske der også er visse
fordele ved ikke at være flasket op på vinkelsætninger, nyhedsuger og Kurt Standbar om fredagen.
”Jeg er ikke psykolog, når jeg interviewer, men der ligger en styrke i at turde lytte og reagere uden at være afhængig af et manuskript. I at turde være med et andet menneske i en sårbar situation. Så der er meget fra min tid på psykologi, jeg trækker på,” slutter Josefine Høgh, inden hun kort teaser for fremtiden.
”En eller anden dag kommer jeg til at arbejde i erhvervsbranchen igen. Jeg kommer til at bruge min uddannelse til noget. Men jeg ved ikke, om det bliver om to år eller om 15 år. Og det giver mig en ro til at nyde det, jeg laver lige nu, fordi det ikke behøver vare evigt,” siger hun.
Da Illustreret Bunker besøger 24syv, havde medarbejderne kort forinden fået nyheden om, at radioens aftryk risikerer at forsvinde fra alle podcastplatforme. Vil kanalen gå i glemmebogen, når gravøllen er tom?
TEKST: EVA BEYER PAULSEN
Ien solbeskinnet vindueskarm på bagsiden af Pilestræde står en tom rugekasse.
Den blev i juni 2022 brugt på 24syvprogrammet Ringdal og Kristensen, hvor de i 22 dage forsøgte at udruge hønseæg fra supermarkedet. Formålet var at undersøge, om der var liv i de æg, man normalt køber til spejlæg og kagebagning. Det var der. Faktisk i hele tre af dem. De spæde kyllinger blev til en breakingnyhed og gav 24syv hele 33 likes på deres facebookside.
Nu står rugekassen tom i Døgnrapportens vindueskarm sammen med andre levn fra de sidste års kamp for livet.
Motherfucker varmt
I det lyddøde åbne kontorlandskab sidder to kvinder, der arbejder på Døgnrapportens redaktion.
”Ja, her er motherfucker varmt,” udbryder den ene af dem, da vi med svedige armhuler spørger dem ind til arbejdsmiljøet.
De er i gang med at kigge på et anklageskrift om et skyderi på Christiania, der fandt sted i sommer.
”Nogle gange kan man knapt trække vejret her. Det er specielt slemt om sommeren i studierne,ww” fortæller de.
”Man bliver tung i hovedet. De har forsøgt at fikse det, men jeg tror, de har givet op,” siger den anden af kvinderne.
Selvom det er svært at trække vejret, er det ikke svært at få fat i folk på 24syv til in-
terviews. Som Tobias Bryld, en ung fyr på sabbatår, der blev ansat for to måneder siden og er her til luk, fortæller, skal vi ikke være bange for at forstyrre de ansattes arbejde for et interview.
”De laver ikke noget, de lukker jo,” konstaterer han, mens han viser os alt det, der befinder sig mellem det mørkegrå væg-tilvæg-tæppe og de blottede ventilationsrør i loftet.
Skatteydernes penge
Den 31. marts klokken 23:59:59 stopper svingningerne med at strømme igennem din højttaler. Men det er ikke kun sendetilladelsen, der inddrages og kvæler radiokanalens stemmebånd. Også alle podcastprogrammer forsvinder fra podcasttjenesterne, medmin-
dre medarbejderne eller andre medier selv opkøber rettighederne til programmerne.
Det skyldes, at kanalen stadig skal betale rettighedsmidler til KODA/Gramex, når musik og jingler afspilles i programmerne. Derfor kan Kulturradio Danmark, der står bag 24syv ikke længere bruge penge på programmerne, når sendetilladelsen udløber. Det udtaler administrerende direktør Lars Schmidt til fagbladet Journalisten den 4. marts.
”Det er mærkeligt at gå og lave noget, man ved, forsvinder om lidt. Det hele er jo ligegyldigt,” siger Chano Jørgensen modløst. Han er vært på programmet Tsunami, der på trods af cirka 20.000 ugentlige streams og fine fandigte stadig ikke har fundet en redningsbåd.
”Vi havde snakket med BT om at komme derned, men det er heller ikke blevet til noget,” siger han.
Som spøgelser svæver de hvileløst rundt og mangler en krop, de kan slå sig ned i.
”Planen er, at vi køber rettighederne til programmerne og navnet, og så sidder vi og ringer rundt til alle mulige, hvor vi tænker, at de kan bruge et program som vores. Men det er meget stressende,” siger Chano Jørgensen.
Og stressen om at få en redningskrans er han ikke alene om.
”Alle, der har fundet noget, er jo smuttet. Det er os, der er tilbage, som drukner,” siger han.
Omkring ham på bordet er der forskellige ting, de har samlet gennem det to og et halvt år, de har haft programmet. En Kandis Johnny-papfigur. Raket-Madsens bog. Han spørger, om vi ønsker at byde på noget af det.
”Ellers skal det bare ud,” siger han og kigger rundt på det smukt udsmykkede kontor.
”Man sidder i en kæmpe supertanker, der ræser mod isbjerget,” siger Anton Grue, der er dagens medvært på Tsunami.
Anders Christiansen, chef for programudvikling, eller programafvikling, som han selv kalder det, er også frustreret over, at en del af programmerne risikerer at forsvinde. Dog af en anden grund end Chano og Anton. ”Groft sagt er jeg ligeglad med de ansatte. Men danskerne har betalt for det her, og så synes jeg, at det er noget politisk makværk, at det bare skal forsvinde i den blå luft. Det er spild af penge,” siger Anders Christiansen. De mange journalister og radioværter spiller violin, mens skibet går ned. De har med fuld fart tørnet mod et isbjerg og har længe vidst, at en uundgåelig katastrofe ville ramme dem.
Dagpenge, wuhu!
”Der foregår intet journalistisk herinde,” siger Daniel Møgelhøj, da vi kommer ind i Gameboys’ studie. Rummet er en tidsboble med Pacman-plakater, farverige LED-lys og prideflag. Deres studie er nok det mest udsmykkede rum, der er, og derfor sandsynligvis også det, der er sværest at pakke ned i flyttekasser.
”Alle er jobsøgende på LinkedIn lige nu,” siger Daniel Møgelhøj.
Hvad han selv skal efter den 31. marts, er han ikke sikker på – for usikkerhed er det eneste, der er sikkert i branchen.
”Jeg vil nok tage nogle dagpenge. Alt det løse er bare ønsketænkning,” siger han, mens Asgar Bugge tilføjer, at han selv har søgt ind på læreruddannelsen.
De har været her siden Louds spæde ungdom, og de kan mærke en forskel i folkestemningen.
”Loud var frådende vrede, 24syv er bitter vrede over gravrøverriget,” siger han. Vreden mener Anders Christiansen også, at mediebranchen og politikerne kan lære noget af. Man kan ikke rive tingene op og starte forfra flere gange. Hvis man skal skabe
et godt brand, skal man have tid.
“Skandalen startede jo ved, at man gik ind og blandede sig i, hvor kanalen skulle ligge,” siger han.
Rødspættefilet og den sidste nadver
Emma Vinkel, der er redaktør på Døgnrapporten er i gang med at kigge på smørrebrød på den computer, hun snart tager med sig hjem for 800 kroner, når radioen lukker. Specifikt vil hun gerne finde et sted, der har rødspættefilet, for de har en særlig kærlighed til rødspættefilet og godt kriminalstof her, siger hun.
De må grundet et par feriedage holde den sidste nadver lidt før deres kollegaer – og der skal rødspættefilet til. Deres program har været populært, og derfor får det lov til at leve videre i Det Berlingske Hus, men med en ny redaktion. Derfor skal Emma Vinkel selv i første omgang på dagpenge. ”Wuh!”, siger hun med en ironisk distance. En anden person på den anden side af computerskærmene tilføjer: ”Ja, så høje ambitioner har vi her.”
Emma synes, at det er svært at sende et program videre til nogle andre. Det er det næstmest lyttede program og et hjertebarn at sige farvel til.
”Jeg håber, de kommer til at passe godt på det,” siger hun.
Forsvandt under mystiske omstændigheder
En oppustelig sexdukke hænger i en stol ved en tom ø af borde, hvor Pornoprogrammet normalt holder til. Endnu et program, som man måske om et par uger kun kan lytte til, hvis man går ind på Det Kongelige Bibliotek og spørger efter det. På et whiteboard står listen over planlagte episoder. Den slutter i
uge 13 med det befrugtende og livgivende emne sæd
De tre kyllinger i rugekassen er til gengæld et vidnesbyrd om befrugtede æg, der ikke burde være det. De endte i baghaven hos ansvarshavende chefredaktør Simon Andersens kone. Man kunne håbe, at i det mindste kyllingerne kunne være en lille bid af 24syv, der kunne leve videre og minde os
om 24syvs fandenivoldskhed.
Chef for programafvikling Anders Christiansen beskriver 24syvs programmer som en smuk mosaik, der indeholder ”alt fra det blødeste af det bløde, til det hemmeligste af det hemmelige, til det borgerligste af det borgerlige, til det mest vulgære af det vulgære.”
Desværre er der uvished om, hvorvidt kyllingerne faktisk er i live, og om de derfor
faktisk kan være den påmindelse af den vulgære public service, 24syv havde kørende. Illustreret Bunker bad Anders Christiansen om at spørge Simon Andersen om netop dette og kunne et par timer efter interviewet berette på SMS.
“Kyllingerne forsvandt under mystiske omstændigheder i Gentofte. “
Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”
Ved at bruge sig selv forsøger Hans Pilgaard at vise nye sider af personligheder, vi alle kender, men som normalt undgår at udlevere privatlivet i aviser og ugeblade.
TEKST: ANDERS HELMER MØRCK & JONAS
FONNESBÆK MADSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN
”Så går der nogle år, og så ram mer det. Fuck mand, jeg kunne eddermanme godt tænke mig at ringe til min far og sige det her. Og det kan man ikke,” fortæller Peter Schmeichel, mens han sammed med Hans Pilgaard venter på at få brygget en kaffe.
“Hvor gammel blev han?” spørger Hans Pilgaard.
“Han blev 86, så han klarede sig meget godt, vil jeg sige,” svarer Peter Schmeichel.
“Min blev 80, og det var, som om jeg røg ud af sync, da han døde. Da han forsvandt, var det, som om jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre nu?” siger Hans Pilgaard.
I næste klip sidder de igen på plastikstolene på tribunen ved Gladsaxe Stadion, hvor Peter Schmeichel uddyber tiden efter sin fars død.
Scenen udspiller sig i ‘Det store spørgsmål’, der siden den 3. januar er ble vet vist på TV2. Et program, hvor Hans Pil gaard som interviewer forsøger at gøre sig selv og seeren klogere på seks kendte danskere. På Viaplay har man siden 2022 kunnet se Casper Christensen interviewe håndplukkede kendte danskere. Begge programmer udgør et format, hvor seeren skal lære den udvalgte kendis at kende gennem et samtaleportræt. Her er intervieweren mere selvudleverende og deltagende, end man kender det fra de traditionelle portrætter.
udvalgte personer som drivkraft for pro
At få de tavse i tale
Castingen af de kendte var særlig vigtig for Peter Toldberg Gamborg, TV2’s redaktør på ‘Det store spørgsmål’. Han havde løbende en dialog med Hans Pilgaard om, hvem der skulle medvirke.
Formatet, hvor en kendis interviewer en anden kendis, er et eksempel på en tendens, hvor intervieweren træder mere og mere frem. Det har den fare, at den berømte interviewer træder så meget frem i lyset, at det slører programmets egentlige hensigt. Men det kan også bidrage til, at man som seer får en dybere indsigt i den portrætteredes privatliv, som ellers er lukket for offentligheden.
Ét spørgsmål på blokken
“Hvordan er du endt som den, du er i dag?”
Kun det enkelte spørgsmål er på skriveblokken, når Hans Pilgaard sætter sig klar til interview i programmet ‘Det store spørgsmål’. Resten opstår spontant undervejs i interviewet – eller samtalen, som han hellere vil kalde det.
“Den enkelhed, der er i et simpelt, men stort spørgsmål, skaber rum og tid til at høre svaret, i stedet for at man har ni backupspørgsmål,“ siger han.
Samtaleportrættet er ifølge Hans Pilgaard med til at åbne for en sårbarhed hos den portrætterede, der ikke ville have været muligt i et traditionelt interview.
“Der er jo en naturlig distance, som er svær at komme uden om. Men hvis man alligevel skal prøve, så tror jeg, det kan være godt at dele ud af sit eget,” siger han.
De udvalgte deltagere er valgt ud fra, hvad Hans Pilgaard i programmets intro beskriver som kendte, der har en bestemt plads i mit hjerte.
Værten bruger sin egen interesse for de
“Det er en hybrid mellem samtale og interview. Det skyldes, at nogle af de kendte, der stiller op, ikke ville deltage i et traditionelt interview,” siger han.
Det var eksempelvis tilfældet med Lars Mikkelsen og Lars von Trier, der sgu ikke rigtigt gider det med fjernsyn. Samtaleformatet var derfor en måde, man kunne få dem i tale, siger redaktøren.
“Det skulle kunne afføde nye måder at se de her kendte på. De skulle bidrage med noget nyt, man ikke havde hørt før,” siger Peter Toldberg Gamborg.
Det er ikke, fordi Hans Pilgaard er kendt, at han lykkes med at få de portrætterede til at åbne op. Det er, fordi han netop er Hans Pilgaard, siger han.
“Mange vil gerne være i selskab med Hans, fordi han er et varmt og lunt menneske. Hvis det var mig, der havde ringet og sagt til dem, at jeg gerne ville lave en samtale med dem, havde jeg nok ikke fået adgang. For de aner ikke, hvem jeg er. Jeg tror, at Hans er et menneske, de stoler på. Og tillid er en meget stor del af det her,” siger Peter Toldberg Gamborg.
“Man vil hellere tale med et menneske”
En af fordelene ved, at man som interviewer giver noget af sig selv, er, at man møder hinanden i øjenhøjde. Det fortæller Steffen Moestrup, der forsker i journalistik og har skrevet ph.d. om personadreven journalistik. Når intervieweren går fra at være anonym til at være et menneske med ballast og erfaringer, som man bringer i spil, så kan det få den portrætterede til at dele mere, forklarer han.
“Man giver noget af sig selv for at få noget mere af den anden. Så kan der åbnes for en rigere samtale, fordi man trods alt hellere vil tale med et menneske med alle de komplekse facetter, der er i det,” siger Steffen Moestrup.
I programmerne “Det store spørgsmål” og “All Exclusive” er det en kendt, der interviewer en anden kendt. Det kan åbne for, at intervieweren kan tillade at fylde mere, fortæller Steffen Moestrup. For seeren kan have et håb om, at værterne også deler noget af sig selv, når der bliver trykket på playknappen.
Modsat kan det dog være et forstyrrende element for dem, der eksempelvis er mere interesserede i Lars von Trier end Hans Pilgaard, forklarer Steffen Moestrup.
“Så det er jo helt klart en tendens, der også har nogle kritiske sider og problematikker,“ siger han.
“Det skal ikke være så hyggeligt, at det ikke er kritisk”
Peter Gamborg Toldberg forstår, hvis nogle seere mener, at værten fylder for meget i programmet. Men han understreger, at det er umuligt at lave noget, som alle seere synes er ”genialt”.
“Hvis man ikke er fan af Hans, eller af at værter fylder meget, så kan jeg godt sætte mig ind i, at det kan være en pinsel at se. Heldigvis er der rigtig mange, som kan lide Hans.”
Hans Pilgaard gør brug af flere sider af sig selv, når samtalerne i afsnittene finder sted. Det er både personen Hans og journalisten Hans Pilgaard, for de er umulige at skille ad, fortæller Hans Pilgaard.
Han er Hans, når han til Lars Mikkelsen deler ud af sin egen opvækst med en far, der var bipolar. Men han er også Hans Pilgaard, når han forsøger at opklare, hvorfor Lars von Trier forstod Hitler i Cannes tilbage i 2011.
“På den måde skal det ikke være så hyggeligt, at man ikke kan nappe og være kritisk. Det skal man være meget opmærksom på,” siger Hans Pilgaard. Hans Pilgaard er med på, at hans fremtrædende rolle i programmet kan skille vandene, og han erkender, at han sommetider måske fylder for meget. “Man skal passe på, at man ikke kommer til at skygge for den interviewede. Men når jeg fortæller Lars Mikkelsen, at jeg selv har oplevet en barndom, der kunne være svær, skal det ikke handle om det. Jeg gør det, fordi jeg har lyst til at dele det med ham og sige ‘jeg lægger sgu også noget på brættet’,” siger Hans Pilgaard.
Journalisten må ikke skygge
Steffen Moestrup mener, at der både er fordele og ulemper ved, at en kendt journalist byder op til en samtale, som i ‘Det store spørgsmål’. “De vellykkede programmer er der, hvor det bliver et berigende element. Der kommer mere i spil, når de sidder og deler i et intimt rum, frem for hvis man bare sidder og spørger,” siger Steffen Moestrup.
Ifølge ham er det en balancegang, og der er en risiko for, at intervieweren kommer til at fylde for meget.
“Jeg synes derimod, at de gange, hvor det mislykkes, er der, hvor journalistens tilstedeværelse bliver så dominerende, at det er på bekostning af interviewpersonens taletid eller tilstedeværelse,” siger han.
Jagten på det ultimative resultat Det sidste afsnit af ’Det store spørgsmål’ er nu kørt over skærmen i de danske stuer. Personligt er Hans Pilgaard glad for, hvordan programserien endte med at blive. Særligt er han stolt af interviewet med Lars Mikkelsen, som, han mener, er noget af det bedste samtale-tv, han har lavet.
“Da interviewet var færdigt, sagde han: ‘Pas nu godt på mig.’ Han lagde sit hjerte i mine hænder og havde tiltro til, at jeg kunne være med til at fortælle en historie, som er meget sårbar og personlig,” fortæller Hans Pilgaard.
Men selv hos en rutineret journalist, er der altid ting, man kan gøre bedre, når man ser tilbage.
“I nogle situationer ville jeg ønske, at jeg havde turdet være endnu mere stille og lyttende, end jeg var,” siger han.
I andre øjeblikke ønskede han at være bedre til at blive i det smertefulde i stedet for at bevæge sig hurtigt videre for at passe på den, han snakkede med.
Hans Pilgaard synes, at de seks samtaleportrætter gav nye indsigter på velkendte personer. Men han understreger, at det langt fra blev endegyldigt perfekt.
“Jeg tror vel i virkeligheden, at vi alle sammen prøver at lave det ultimative interview, den ultimative samtale, det ultimative portræt. Og det har jeg stadigvæk til gode at lave,” siger han.
“Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”
Ved udgangen af 2023 fandt en helt særlig samtale sted i en gammel flyverterminal i København. Et stort antal journalister, alle med forskellig grad af funktionsnedsættelse, fik lov at stille spørgsmål om alt, mens Mette Frederiksen og Thomas Helmig sad i den varme stol ad hver sin omgang forberedt på en samtale, som kunne forme sig på alle leder og kanter.
TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN FOTO: KASPER SØHOLTOmringet af boligblokke, susende biler og forbipasserende mennesker, troner en bygning frem. Bag bygningens hvide betonmur, opridset af store, sorte blokbogstaver som staver ‘GLAD’, kommer man ind i en baggård, som skiller sig ud fra resten af det københavnske Nordvestkvarter. Gården er fuld af blomster, borde, bænke og glade mennesker. Inde bag hoveddøren finder man en kantine fuld af liv, propfuld af journalister og unge studerende med et smil på læben, som tilsammen skaber det fællesskab, der præger TV-stationen TV Glad.
Programserien En særlig samtale løb for første gang over sendefladen juledag 2023 på Danmarks Radio. To af de journalister, som finder deres daglige gang på TV Glad, Christian Drost og Anders Jensby, har begge medvirket i serien, både foran og bag kameraet. De to journalister har hver deres grad af funktionsnedsættelse og skaber derfor deres journalistiske produkter hos TV Glad. Christian Drost og Anders Jensby fortæller om deres oplevelser med En særlig samtale, og hvordan TV Glad og de medvirkende journalister efter programserien har været særligt eftertragtede.
“Det var spændende og sjovt at dykke ned i nogle folk, man kender lidt perifert gennem medierne. Det var en mulighed for at stille de mennesker nogle spørgsmål, som ikke gik på deres erhverv, og spørge dem om nogle ting, de ikke normalt bliver spurgt om,” siger Anders Jensby.
Samarbejde med andre redaktioner De arbejder begge på TV Glads redaktion i København. Under skabelsen af En særlig samtale fik de to journalister dog lov til at arbejde side om side med deres kolleger fra Glads andre redaktioner i Danmark. Journalisterne udviklede sammen spørgsmål og det konkrete koncept i mindre fokusgrupper.
“Det var fedt at arbejde i grupper med nogle af de kollegaer, jeg i min dagligdag ikke får lov at arbejde sammen med,” siger Anders Jernsby, Christian Drost mener, det var dejligt at idéudvikle sammen og få sparring.
“Det var især givende at se, hvor meget vi sammen kunne løfte i grupper,” siger han.
De to synes begge, at arbejdsmetoden i fokusgrupperne udvidede deres muligheder for at stille de spørgsmål, som graver dybere end som så. I grupperne fandt de sammen frem til informationer, som interviewpersonerne førhen havde udtalt sig om. De fandt så på nye vinkler og helt ubesvarede spørgsmål. Anders Jensby fortæller, at han i den proces gravede sig frem til Thomas Helmigs forhenværende alkoholproblemer og fik lov at stille skarpt på det.
“Jeg stillede ham spørgsmålet: ‘Hvad gik der gennem hovedet på dig, da du stod foran døren til dit første AA-møde’. Det var fedt at kunne få lov at gå i dybden med noget, vi sammen havde researchet os frem til,” siger Anders Jensby.
Glad behandler kilderne som alle andre
TV Glad er grundlagt i 1999. På TV-stationens hjemmeside kan man læse om det, der gør TV-stationen helt særlig. Nemlig at de er verdens første lokal-TV-station drevet af mennesker med funktionsnedsættelse. Med flere redaktioner over hele Danmark favner TV Glad bredt, og programserien En særlig samtale har fået TV-Glad til at nå ud til den brede befolkning i bedste sendetid på DR. Programmet er sendt over to afsnit, først med Thomas Helmig som interviewperson og dernæst Mette Frederiksen.
At interviewe to så kendte danskere var en uprøvet størrelse for TV-stationen. Journalisterne gik derfor til samtalen med lige dele spænding og nervøsitet i maven, fortæller Christian Drost. Samtalerne fandt sted i Kastrup Lufthavns gamle Vilhelm Lauritzenterminal. Ved hjælp af terminalens smukke,
arkitektoniske opbygning og naturlige lysindfald var scenen for samtalerne sat.
Terminalen var proppet med Glad-journalister fra hele landet klar til at tage imod hovedpersonerne Thomas Helmig og Mette Frederiksen. De blev i hvert sit program sat i midten af en stor cirkel af stole, som stille og roligt blev udfyldt af de fremmødte journalister.
“Jeg var nervøs inden interviewet. Thomas Helmig er jo kendt, men jeg behandlede ham som alle andre gæster i et program”, siger Christian Drost.
Både han og Anders Jensby fortæller, hvordan nervøsiteten hurtigt forsvandt i takt med interviewets gang. Journalisterne gjorde brug af egne oplevelser og fortællinger om personlige og ofte følsomme emner, som skabte et bånd mellem dem selv og interviewpersonerne.
“Jeg spurgte ind til Thomas Helmigs fars stilling som overlæge. Jeg blev en smule rørt, da vi snakkede videre om hans fars stilling som hjertelæge, fordi jeg selv har været hjertebarn. Det var en meget rørende måde at lave interview på,” siger Christian Drost. Efter en rundbarbering af råmaterialet fra programmets klippere endte det med, at
den del, hvor Christian Drost fortæller Thomas Helmig om sin fortid som hjertebarn, blev skåret fra. Begejstringen og følelserne for fællesskab fra hovedpersonen Thomas Helmig var dog umulige at pille ud. Da han skulle tage afsked med journalisterne, rejste musikeren sig op fra sin stol.
“Jeg havde regnet med, at det ville blive
Hvad gik der gennem hovedet på dig, da du stod foran døren til dit første AA-møde?
skideinteressant og skidesjovt og spændende, men det oversteg faktisk mine forventninger. Jeg synes, det har været det fedeste selskab overhovedet,” siger han.
Om den særlige forbindelse skabt mellem parterne i interviewene i En særlig samtale, fortæller ekstern programredaktør på DR, Lasse Bjørch.
“Formatet ved En særlig samtale rammer bredt. Programmet har fået rigtig mange mennesker til at sidde med og mærke en nærværende og inderlig samtale med nogle mennesker, vi ellers ikke ser i den kontekst”.
To vidt forskellige kontraster
De to programmer ligner hinanden i opsætning, men skiller sig ud på indhold og hovedperson.
“Interviewpersonerne er eksklusive og reserverede stjerner, som fascinerer danskerne på hver deres måde”, fortæller Lasse Bjørch.
Det var også tydeligt for Christian Drost og Anders Jensby, da de sad over for dem.
TV Glad drives af journalister med funktionsnedsættelse. I den franske programserie Les rencontres du Papotin har stjerner fra store dele af det franske kulturliv ligeledes delt personlige tragedier og triumfer.
Med den franske pendant i tankerne indgik produktionsselskabet Strong Production et tredelt samarbejde med TV Glad og DR, som sammen skabte En særlig samtale.
“Programmet blev bedre, end vi kunne have håbet på. Den inderlighed og det nærvær, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads sindssygt dygtige rapportere, oversteg alle vores forventninger,” siger Lasse Bjørch.
En særlig fremtid
- Anders Jensby, journalist på TV Glad, til Thomas Helmig
“Mette og Thomas var to vidt forskellige kontraster. Thomas Helmig er meget folkelig og nede på jorden, hvor Mette Frederiksen jo er landets statsminister og medietrænet på en helt anden måde. Vi fik heller ikke lige så meget tid med Mette, da hendes tidsplan ikke tillod det. Derfor blev det sværere at snakke i dybden med hende, end det gjorde med Thomas,” siger Anders Jensby.
Fransk inspireret format
En særlig samtale finder sin forgænger hos det franske magasin Le Papotin, der ligesom
De to programmer har vist sig at være ekstremt populære og har skabt stor omtale efterfølgende. Programmets præmis har altså vundet indpas hjemme i stuerne, og DR’s Lasse Bjørch kan da også love, det ikke var det sidste, vi så til serien på DR. Der er op til flere En særlig samtale-interviews undervejs, forventet klar til udgivelse i 2024.
På TV-Glad vil man efter succesen med En særlig samtale se frem til at deltage igen.
“Jeg synes, En særlig samtale var et genialt program at få lov at være med til at lave,” siger Christian Drost.
Anders Jensby supplerer.
“Vi har været med til at udbrede nogle dele af hovedpersonerne til danskerne, som ingen har kendt til før. Det er det, der har gjort programmet så særligt,” siger han.
Kommentar fra redaktionen
TEKST: JENS-EMIL NØRGAARD & ANDERS BRØNDSHOLMVelkommen til det nye TEMA.
Vi har valgt at ændre sektionen. Illustreret Bunker vil fremover også skrive til dig, der interesserer sig for andet end journalister og mediebranchen.
Derfor vil TEMA fremover bringe historier, som handler om alt andet end det journalistiske. Denne gang er temaet UNG, og du kan læse om:
Liberal Alliance oplevede stor fremgang ved Skolevalget 2024. Alex Vanopslagh fortæller om hans skolevalgkamp på TikTok.
Jonas Risvig giver os historien om sin vej til at blive instruktør samt hans portrætteringen af en ungdom, som ikke alle kan identificere sig med.
Vi skriver om en studenterpræst på Aarhus Universitet, der diskuterer alt fra sorg, problemstillinger som utroskab og eksamenssnyd med de studerende.
Det mentale helbred hos unge kvinder har det ikke godt. Camilla Struve Bach Jensen fortæller om, da hun selv oplevede problemer med sin mental sundhed.
Og til sidste er livsfarlige udfordringer på TikTok blevet populære. Vi taler med Medierådet om det.
Vi håber, at du vil tage godt imod det nye TEMA.
De bedste hilsner, Redaktørholdet på Illustreret Bunker
Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før
Skolevalg 2024 blev endnu en succes til den politiske perlerække af gode resultater, som Liberal Alliance og Alex Vanopslagh har skabt. Højrefløjspartiet har etableret et politisk talerør til ungdommen, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi går en liberal fremtid i møde, siger valgforsker.
TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN & EMIL LUND JENSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN
Da de danske folkeskoleelever kom hjem til deres forældre efter dette års skolevalg den 1. februar, kunne hver tredje fortælle, at krydset var havnet ved Liberal Alliance (LA).
Alex Vanopslagh har sammen med sit parti, LA, formået at gøre noget, som få andre po litiske partier i Danmark har. At nå ud til de unge med humor som redskab.
Hele 30 procent af de folkesko leelever, der stemte ved valget, stemte i år på LA, hvilket er en stigning på lidt over 18 procentpoint siden Skolevalg 2021. Til sammenligning fik rød blok, sammen med Radi kale Venstre, i alt 39 procent af elevernes stemmer. Nogle peger på, at succesen primært skyldes sjove TikToks og en charmerende partiformand, men det synes Alex Vanopslagh, er en forsimpling.
PoliTikTok
Danske unge får i høj grad deres nyhe der og information fra sociale medier. Derfor er det ifølge Jonas Lieberkind, ungdomsforsker og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, ingen tilfældighed, at Alex Vanopslagh og LA fik et fremragende skolevalg.
”LA og Vanopslagh har været rigtig dyg tige til at kommunikere på en måde, som giver mening for de unge. Der er mange, der snakker om ham. Alle tager stilling til ham. Man snakker jo ikke om for eksempel Konservative på samme måde,” siger Jonas Lieberkind.
TikTok-videoers korte format gør det svært at udfolde komplekse politiske samtaler. Derfor er Alex Vanop slagh også bevidst om, at der medfølger et ansvar for at give de unge en dybere indsigt i politik. Af den grund laver LA også podcast og YouT ube-videoer, hvor mere komplekse aspekter af po litik bliver diskuteret. Men spørgsmålet om, hvorvidt LA’s TikTok-videoer er for dummende, synes han, er mis forstået.
”
TikTok er jo det klareste eksempel på, at vi fanger dem i øjenhøjde
– Alex Vanopslagh
Jeg tvivler på, at vi kommer til at se en så massiv blå ungdomsårgang, når disse unge skal stemme til folketingsvalg. Vi ser i forskning, at påvirkning fra forældrene er lige så stærk nu, som den var tilbage i 1970’erne. Og blandt forældrene ligger blokbalancen jo tæt på 50-50
– Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
fortællingen om de unge skal være positiv. Han køber ikke det, som han selv beskriver som en offer-fortælling om de unge. En fortælling, han mener, ses hos mange venstreorienterede partier. Han anerkender, at ungdommen i dag givetvis har det sværere på mange parametre, end tidligere generationer har haft, men han mener, at politikerne har et ansvar for at tale de unge op.
“At ungdommen skulle mistrives som aldrig før, og at de krav, der er i uddannelsessystemet, skulle være helt horrible. Den offerfortælling, tror jeg ikke, tjener nogen særlig godt. Det er nok også en af grundene til, at vi fik et godt skolevalg. Vi har en mere optimistisk tilgang til ungdommen,” uddyber Alex Vanopslagh.
Ifølge Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, føler de unge vælgere sig ofte mere draget af rene, ideologiske standpunkter, som det LA for eksempel leverer. Men i takt med at vælgerne bliver ældre, nuanceres deres billede af politik, og dermed blegner nogle af disse ideologiske tendenser.
“Man kunne godt have den overvejelse, om alle de folkeskoleelever, der synes, at LA er et godt valg, er helt med på for eksempel partiets SU-politik. Måske bliver et
politisk punkt som dette lidt mere aktuelt, når de selv skal til at bruge den del af velfærdssamfundet,” fortæller Rune Stubager.
Alex Vanopslagh synes som ung partileder, at det er fedt, at de unge synes godt om LA, men han vil ikke tilrettelægge politikken efter de unge. I stedet for at love højere SU eller gratis psykologhjælp til unge, peger han på, at man i stedet bør fortsætte med at tale i øjenhøjde med de unge.
“TikTok er jo det klareste eksempel på, at vi fanger dem i øjenhøjde. Men vi designer ikke vores politik efter, hvad vi tror, de unge gerne vil have. Vi fører den politik, vi mener, er bedst for Danmark,” uddyber Alex Vanopslagh.
Danmarks folkeskolevalgte minister
Simon Fendinge var som landsformand for Liberal Alliances Ungdom hovedarkitekten bag det succesfulde skolevalg. Der er klare ligheder mellem Alex Vanopslagh og Simon Fendinge. De har begge vundet DM i Debat. De har begge været eller er formand for Liberal Alliances ungdom. Og så har de begge to en rigtig stærk appel til de unge.
“Eleverne bakkede rigtig meget op. De bakkede også mere op efter debatterne, end de gjorde inden. Det gik jo rigtig godt,” for-
tæller Simon Fendinge
Ifølge Jonas Lieberkind er de unge trætte af den traditionelle partipolitik med debatter, hvor partierne fokuserer mere på at kritisere hinanden end at diskutere politik. Liberal Alliances Ungdom havde en klar taktik om kun at snakke om egen politik ved skolevalget. En taktik, der bar frugt og var medvirkende til, at man høstede 30 procent af stemmerne.
“Jeg tror og håber på, at vores fremtid er mere liberal. Det var det indtryk, jeg fik ude på skolerne, i og med at det gik, som det gjorde,” fortæller Simon Fendinge.
En fremtid med meget mere LA?
Rune Stubager mener dog, at man skal være påpasselig med at drage konklusioner. Det skyldes, at resultaterne generelt er ustabile sammenlignet med meningsmålinger og folketingsvalg. Det er ifølge Rune Stubager udslagsgivende for, at et skolevalg ikke varsler nogen markant forandring i det politiske landskab.
“Jeg tvivler på, at vi kommer til at se en så massiv blå ungdomsårgang, når disse unge skal stemme til folketingsvalg. Vi ser i forskning, at påvirkningen fra forældrene er lige så stærk nu, som den var tilbage i
1970’erne. Og blandt forældrene ligger blokbalancen jo tæt på 50-50,” fortæller Rune Stubager.
En del af forklaringen på ustabiliteten findes ifølge Rune Stubager i, at det er ’en gratis omgang’ for eleverne. Skolevalg kræver ikke nødvendigvis det samme niveau af indsigt i det politiske stof som et folketingsvalg.
“Det betyder, at man som vælger kan lade sig rive med af en stemning og de mærkesager, man synes er mest spændende. Man kan vælge det uden at tænke så meget over en reel indvirkning,” forklarer Rune Stubager.
Alex Vanopslagh og Simon Fendinge anerkender Rune Stubagers analyse af, at Skolevalg ikke er repræsentativt for et reelt folketingsvalg, og at man derfor skal passe på med at konkludere noget på baggrund af det. Dog var de begge henrykt over resultatet, og Simon Fendinge fortæller, at han stadig tror på den liberale fremtid.
Rune Stubager er heller ikke i tvivl om, at LA vil få et godt valg næste gang, der åbnes for stemmeurnerne, især blandt unge mænd. Men han tror ikke på, at hverken LA eller blå blok vil opleve så markant en fremgang, som Skolevalg 2024 eksemplificerer.
Et kamera, coronapandemi og fire teenagere fra nabolaget. Sådan startede produktionen af Centrum. Den første ungdomsserie med Jonas Risvig bag rattet. I dag, tre år og ti ungdomsserier senere, er den 30-årige instruktør blevet førende inden for skildringen af ungdomslivet. Men med større succes kommer også større ansvar på godt og ondt.
TEKST: SARAH CARDEL FOTO: KASPER SØHOLTIkke langt fra Jonas Risvigs bopæl ligger hans kontor. Vi befinder os i det vestlige København, og på en af kontorets vægge hænger der flere billeder, end man kan tælle til. Nogle er fra Salsa, nogle er fra Grænser og andre er fra Viaplay-serien Drenge.
”Tænk at kunne vise sådan et billede om 20 år til ens børn og sige ’Sådan så mor ud, da hun var ung’,” fortæller han, idet han peger på et billede af en af skuespillerne.
Ligesom billederne på væggen kan han godt lide at se sine serier som et vidnesbyrd om nutidens ungdom. En slags tidskapsel, hvor generationens måde at tale på, klæde sig på og eksistere på dokumenteres gennem serierne.
Men er man kun rigtig ung, hvis man går til fester, har venner, køber vintagetøj, har sex og på den ene eller anden måde formår at lykkes med det, man bøvler med? Det er den kritik, som lyder, og spørger man Jonas
Risvig selv, er svaret entydigt.
”Jeg er virkelig ked af, at mine serier har haft en ekskluderende effekt. I mange af dem er jeg nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft.”
At føle sig udenfor de andres verden Jonas Risvig voksede op i en lille by sydøst for Silkeborg og havde, efter eget udsagn, en ”problemfri” barndom. Forældrene var sammen, kæledyrene i live og søskendeforholdet var tæt. Først i sommerferien mellem 8. og 9. klasse begyndte tilværelsen at ændre sig.
”Jeg var på ferie, drak megamange sodavand og spiste spaghetti med ketchup. Efter ferien var alle begyndt at feste, ryge og køre scooter. De havde taget et forspring ind i teenagelivet,” fortæller Jonas Risvig.
Han husker, hvordan der pludselig var opstået helt nye interesser blandt klassekammeraterne, og især hvordan han endnu ikke delte disse interesser.
”Niende klasse var et farligt og ubehageligt sted at være. Men også sygt spændende,”
fortæller han.
Uden nogen at spejle sig i begyndte han at lukke sig mere og mere inde. Han så alle ungdomsfilm. Med sin fars gamle kamera, brugte han sin fritid på at filme og klippe videoer. Det var i det øjeblik, at drømmen om selv at skildre ungdommen begyndte at spire.
”Jeg lavede parodi- og musikvideoer, fordi jeg ikke turde tage det alvorligt. Men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle skabe det, som jeg selv følte, jeg manglede i den periode,” fortæller Jonas Risvig.
”Jeg vil lave serier, der larmer” Youtube-serien Centrum, der blev udgivet i 2020, markerer begyndelsen på Jonas Risvigs instruktørdrøm, og siden er listen kun blevet længere.
Fælles for alle Jonas Risvig-serier er deres udforskning af problemstillinger, der kendetegner ungdomslivet. Lige fra giftig maskulinitetskultur til seksualitet, svære venskaber og gymnasiedrama.
”Jeg vil gerne lave serier, som larmer. Ligesom hvis naboen holder fest, og der kører et beat hele natten. Det er irriterende, hvis man gerne vil op om morgenen, men ikke desto mindre, ved alle, at der er fest,” fortæller Jonas Risvig.
Der var et stort fokus på unge som mistrives under coronapandemien. I Centrum var det dog det modsatte. De unge nød at få en pause.
I flere af serierne vises unge, der ryger og drikker alkohol, men også dem, der vælger det fra. For Jonas Risvig handler det om at fremvise sider af ungdomslivet, som ofte forbliver skjulte i fiktion og dermed skabe larm.
”I stedet for at pakke rygning væk, har vi forsøgt at starte en samtale om eksempelvis gruppepres. Og så længe Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår støtter mine projekter, er det vigtigere for mig end sure forældre,” fortæller han.
Derudover er serierne også karakteriseret ved, at mange af skuespillerne er uprøvede.
Når det gælder casting, har Jonas Risvig opdaget en vigtig opgave i at finde dem, som ikke nødvendigvis råber højest. Både for at skabe en bredere repræsentation, men også for at give selv de mest generte en mulighed for at blive hørt.
”At finde en ung version af mig selv, som ikke ville turde melde sig - det kunne være fantastisk. Men man skal huske, at selvom den dreng, som har det svært, ville være den bedste til at spille netop det, så skal der være en lyst og tryghed i at deltage,” fortæller han.
Jonas Risvig har et ønske om, at serierne repræsenterer en nuanceret ungdom, men ligesom tilfældet før, er det nemmere sagt end gjort:
”Kropsdiversitet er det sværeste. For hvis man er 17 år gammel og føler, man ikke ligner de andre, kan det være enormt angstprovokerende at stå frem,” fortæller han.
Jonas Risvig besøger landets teaterskoler for at tale med underviserne i håb om at skabe en tryggere ramme for unge. Han opsøger også sociale boligområder for at finde piger og drenge med forskellig etnisk baggrund.
Kan mænd lave serier om kvinder?
Selvom flere af serierne fik betydelig succes, var det først med serien Salsa, sendt på DR, at Jonas for alvor brændte igennem. En serie om venskab, kærlighed og ikke mindst teen-
agepiger, der udforsker deres seksualitet.
”Salsa er den serie, som har været allerfedest at lave. Men det er også den, som jeg har hørt mest for, og den, som jeg har været mest i tvivl om, hvorvidt den skulle fortsætte,” fortæller Jonas Risvig.
Nogle seere har kritiseret Salsa for det faktum, at den er instrueret af en mand. En kritik, som fremstår mere personlig end konstruktiv, og som er svær at anerkende for Jonas Risvig.
”Fordi det er en serie om kvinder, bestod næsten hele produktionsholdet af kvinder. Jeg ønskede at starte en nuanceret samtale om seksualitet, men jeg har lagt et kæmpe arbejde i at få de rigtige stemmer indover,” fortæller han og fortsætter:
”Man må altid bedømme produktet, men når kritikken går på min person og mine intentioner, bliver jeg mega ked af det.”
Han understreger, at både mænd og kvinder kan producere godt indhold om det modsatte køn, og at det altid handler om at gøre sig umage for at sætte sig ind i kulturen.
Indtil videre er der udgivet to sæsoner af Salsa, mens arbejdet på sæson tre er i gang.
Den ”seje” måde at være ung på Jonas Risvig bruger og inddrager sit publikum. De unge er med til idéudvikling og manuskriptskrivning, og skuespillerne bliver bedt om at omformulere replikkerne til
måden, de selv ville sige dem.
For Jonas Risvig er det vigtigt, at det er de unge, som taler, når offentligheden ser ham som ungdommens talerør.
”Jeg er blevet ham, som jeg altid selv var i opposition imod. Den voksne, som skulle gætte på, hvordan det er at være ung. Så jeg ser virkelig min position som et ansvar, der forpligter,” fortæller han.
Alligevel har han mødt kritik for at portrættere et perfekthedsbillede af, hvordan man er ung på den ”seje” måde. En måde, hvor man har lyst til at drikke alkohol hver weekend og tale med sine venner om kærlighed og sex.
Selv var Jonas Risvig ikke bevidst om, hvordan hans serier havde påvirket visse unge.
”I forsøget på at skabe et indbydende univers og rum for samtale er jeg også endt med at ekskludere alle dem, som ikke har det på samme måde. Det er ret vildt, for jeg har ikke tænkt over det, før den del af kritikken opstod,” fortæller han.
Når Jonas aktivt opfordrer til åbenhed, er det ikke usædvanligt for ham at blive mødt med kritik. Han nævner endda, at han dagligt modtager kritik, og der er næsten intet, han ikke har hørt før.
På trods af det har denne del af kritikken alligevel gjort et stort indtryk på ham.
”Det, som har gjort mig allermest ked af
det, er, hvis jeg har fået nogen til at føle, at de ikke er gode nok. Det skulle meget gerne have været det modsatte. Hver dag er denne del af kritikken øverst på min liste over ting, jeg skal arbejde på,” fortæller Jonas Risvig. Han er ved at lægge sidste hånd på spillefilmen Kontra, der, ifølge ham selv, er et opgør med netop den perfekthedskultur, han selv har været med til at portrættere. Så når filmens hovedkarakter ikke lader sig bukke under for normen om at skulle være ung på en bestemt måde, ser Jonas Risvig det også som en form for kritik af sig selv og sine tidligere produktioner.
”Hovedkarakteren adskiller sig meget fra dem, der ellers har optrådt i mine serier, og nu sidder jeg også med Salsa 3, hvor vi er ved at gøre det hele ‘lidt grimmere’ og mere relaterbart,” fortæller han.
Selvom den 30-årige instruktør har mødtmeget kritik, er han ikke i tvivl om, at han skal blive ved med det, han laver. For hvad der var hans drivkraft for overhovedet at begynde, er også motoren for at fortsætte: At give nogen noget at spejle sig i.
”Jeg ser nu, at det var meget få mennesker på min årgang, der udlevede den vilde ungdom. Jeg glemte, at min sidemakker kunne have det på samme måde som mig, og jeg håber, at mine serier kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller han.
Den 18. april kan du som medlem af Dansk Journalistforbund få hjælp, vejledning og feedback på din praktiksøgning - helt gratis, lige på dit studie. DJ flytter for nogle timer ind på DMJX, hvor en håndfuld medarbejdere hjælper med alt fra ansøgningen - til din hjemmeside, vejledning til praktiksamtalen eller hvis du mangler et godt portræt til f.eks. dit pressekort!
Hvis du ikke er medlem, så meld dig ind allerede nu og få del i den helt særlige praktikpakke, som vi tilbyder kvit og frit.
journalistforbundet.dk/bliv-medlem
Kig forbi DJs pop-up kontor i Kurt Strandbar 18.april, Kl. 10 - 13:
- Sparring på praktikansøgning - Få tunet din praktikside
- Hjælp til den gode praktiksamtale
- Få taget et professionelt portræt
- Få det overstået, meld dig ind i DJ
Flere unge på uddannelsesinstitutionerne Aarhus Universitet og VIA står i kø for at snakke med en studenterpræst. Det er et aktivt valg, men for nogle er det også en nødløsning.
TEKST: JENS BANG & MARCUS MATHIAS FRANCK
FOTO: KASPER BONDE KRUPSDAHL
Jens Munk sidder på sit hjemmekontor i sin mørkebrune, læderbetrukne lænestol. Der er en stoisk ro over ham. Bag ham tårner bogreolen op fra gulv til loft. En plakat af Søren Kierkegaard i blå nuancer kigger ud i rummet. Det er et rum, der emmer af store tanker og store tænkere. Et rum med plads til eftertænksomhed. Og netop tanker er det, der fylder rummet, når studerende kommer til Jens Munk for at dele dem med ham. Fælles for dem er, at de kommer med ønsket om at få hjælp.
Jens Munk er studenterpræst på Aarhus Universitet (AU) og har haft over 15.000 professionelle samtaler. Ifølge Jens Munk er studenterpræsternes spidskompetence den åbne dialog i øjenhøjde. Hos dem er der ingen journalføring, medicin eller sygeliggørelse. Her gælder det hjælp til selvhjælp.
“De personer, der kommer ind, har problemet og også selv løsningen. Det vigtigste er, at man som præst ikke stiller sig i vejen for den proces, der er inde i det menneske, du sidder sammen med,” fortæller Jens Munk.
Ifølge Folkekirken.dk er der ansat cirka 25 studenterpræster fordelt på landets store uddannelsesinstitutioner. Deres opgave er blandt andet at have samtaler med de studerende, der har behov for en at snakke med. I Aarhus er studenterpræsterne tilknyttet AU og VIA. Studenterpræsterne i Aarhus oplever en stor efterspørgsel med en ventetid på tre til fire uger for en samtale.
Et bevidst tilvalg eller en sidste udvej Jens Munk fortæller, at der kommer en del studerende i desperation til studenterpræsterne. Lange ventetider til psykologhjælp gør, at de ser studenterpræsterne som den sidste udvej. De fortæller det uden omsvøb, når de møder ham.
“Så siger de, ‘jeg kommer ikke, fordi du er præst. Jeg kommer, fordi jeg er fuldstændig desperat og ikke har kunnet finde andre’,” fortæller Jens Munk.
De seneste tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at ventetiden på psykologhjælp på den gratis ordning for 18-24-årige med angst og depression lyder på knap 27 uger. Netop ventetiderne er en faktor for mange unge, der opsøger studenterpræsterne.
Det gælder dog ikke alle de studerende. En af dem, der har prøvet at gå til en studenterpræst, er 27-årige Laura Printzlau Elkrog. Hun arbejder i dag som administrativ medarbejder hos Aarhus Universitets studenterpræster, hvor hun tiltrådte i august 2023. Men allerede i december 2019, på tredje semester af sin bachelor i uddannelsesvidenskab, stifter hun bekendtskab med studenterpræsterne.
Laura Printzlau Elkrog er ikke religiøs, og hun har tidligere søgt andre veje.
“Jeg har ting, jeg har brugt år på at snakke med psykologer om, men uden at komme til bunds. Så jeg havde brug for at snakke med nogen, der var anderledes,” siger Laura Printzlau Elkrog.
Her viste studenterpræsterne at være det alternativ, der fungerede for hende. Hun fortæller, at det også har nogle lavpraktiske fordele.
“Som studerende er der jo et stort aspekt
Foruden den gruppe af unge, der kommer som en sidste udvej, fortæller Jens Munk, at det for mange af de studerende er en frigørelse at vende tilværelsen med en studenterpræst. Her er snakken i øjenhøjde, og man er ikke en del af behandlingssystemet. Og religionen fylder ikke meget. Jens Munk fortæller, at det kun er cirka to ud af ti, der opsøger studenterpræsterne af religiøse årsager.
i, at det er gratis. De skriver heller ikke journal, og det var vigtigt for mig, da det betød, at jeg stadig kunne tegne en sygeforsikring,” fortæller Laura Printzlau Elkrog.
For Laura Printzlau Elkrog og andre studerende, kan det være en velbegrundet overvejelse. Læser man på betingelserne for at kunne oprette sig som medlem hos Sygeforsikring Danmark, må man ikke være henvist, forvente at skulle eller have været i behandling hos en psykolog inden for de seneste 12 måneder.
For Laura Printzlau Elkrog startede vejen mod studenterpræsterne med fornemmelsen af ikke at føle sig hjemme på universitetet. Her blev hun del af et miljø, der var præget af konkurrence.
“For mine medstuderende handlede det meget om at svare bedst muligt på det, vores underviser gerne ville høre. Sådan var ikke for mig,” siger Laura Printzlau Elkrog.
Det store fokus på præstation krøb lang-
De personer, der kommer ind, har problemet og også selv løsningen
– Jens Munk, studenterpræst på Aarhus Universitet
somt ind på Laura Printzlau Elkrog og førte til, at hun henvendte sig til studenterpræsterne til en snak om livet på universitetet.
For Laura Printzlau Elkrog blev snakken med en studenterpræst en succes. Hun fortsatte med at komme der fast i to og et halvt år for at dele sine tanker.
“Vi har nærmest snakket om alt i mit liv,” siger Laura Printzlau Elkrog.
Ifølge Jens Munk er det forskelligt, hvad de unge ønsker hjælp til. Alligevel er der tre gennemgående temaer, der fylder hos de unge. Det er sorg og tab, etiske og religiøse problemstillinger som utroskab og eksamenssnyd og det, Jens Munk kalder for ’Perfektionstrang’.
“Det er meget sjældent, man møder mennesker, som ikke ønsker at være bedre, end de er. I virkeligheden er du ikke god nok, men det behøver du heller ikke at være. Det har vi svært ved at acceptere,” siger Jens Munk.
Det er især perfektionstrang, der fylder hos flere unge. En undersøgelse lavet af Psykiatrifonden viser, at 56 procent af de unge mellem 16 og 24 år er enige eller meget enige i, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet. Denne tendens går igen i samtalerne hos Jens Munk. Det overrasker ham ofte, hvor meget de unge mennesker kan vurdere sig selv forkert.
“Der kommer nogle gange unge, smukke og intelligente mennesker ind. Når jeg så spørger, hvad de vil have hjælp til, så vil de gerne snakke om, hvor grimme og dumme de er,” fortæller Jens Munk.
Jens Munk ser en tendens til, at nogle unge er mere optagede af deres præstationer på uddannelsen end selve det fag, de beskæftiger sig med. Han kalder dem racerbiler. De ræser rundt og sammenligner sig selv med andre i higen efter anerkendelse.
“Men det er godt at lære at være uperfekt, for det kommer du til at være i rigtig mange timer i dit liv,” siger Jens Munk.
Han fortæller, at der særligt er ét spørgsmål, der går igen hos de studerende: ’Kan du hjælpe mig?’. Til det svarer Jens Munk.
“‘Det ved jeg ikke’. Og så tager vi den derfra.”
Når en trend spreder sig, går det hurtigt. Flere gange er livsfarlige udfordringer eller usunde skønhedstrends gået viralt på TikTok. Medierådet for Børn og Unge kritiserer TikTok for ikke at beskytte børns rettigheder godt nok. Imens har EU-kommissionen indledt en ny undersøgelse af platformen.
TEKST: CATHRINE DE NIJS JOHANSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK
Mange danske unge scroller dagligt gennem et hav af indhold på TikTok, og ikke alt er uskyldige dansevideoer eller how-to-guides. Skadelige trends spreder sig også på platformen. Det drejer sig om videoer med selvskade og usunde skønhedstrends såsom opfordringer til hurtigt vægttab. Det kan også være livsfarlige udfordringer som eksempelvis ’the blackout challenge’, en kvælningsleg der har kostet flere unge livet ude i verden.
Det er et problem, hvis man spørger Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge. Hun siger, at TikTok ikke tager nok ansvar for at undgå, at disse trends spreder sig.
“TikTok høster data, bruger fastholdelsesmekanismer på meget unge mennesker og eksponerer børn og unge for indhold, der ikke er egnet til dem,” fortæller hun.
Under algoritmens indflydelse
TikTok drives af en algoritme. Det betyder, at hvis unge falder over eller søger på bestemte emner såsom slankekure, får de vist endnu flere af netop de videoer.
Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Amanda Mouritsen forsker i unge danskeres brug af TikTok. Hun mener, at det kan blive problematisk, hvis unge fodres med samme type indhold.
“Algoritmen er med til at skabe det, nogle folk kalder for filterbobler. Det vil sige, at man ender med at se nogle meget specifikke ting, og så er det det eneste, man ser,” fortæller Amanda Mouritsen.
På jagt efter anerkendelse
Nogle unge kommer så langt ud, at de kommer til at skade sig selv i forbindelse med trends på TikTok. Det kan handle om, at unge har behov for at være en del af et fællesskab og på den måde forvilder sig ud i at gøre noget, der kan være farligt.
“Vi er flokdyr og vil rigtig gerne være som andre, og det er især rigtig vigtigt for unge. Det er derfor, at der går mode i nogle ting,” fortæller adfærdspsykolog Annemette Staal. Hun peger på, at man som ung gennemgår konstante skift i ens fysiske miljøer, fra man er teenager til det tidlige voksenliv i forbindelse med uddannelse, arbejde og fritid. Sociale medier bliver et fast holdepunkt, hvor unge kan blive del af fællesskaber ved at følge bestemte influencers eller melde sig ind i onlinegrupper.
TikTok bliver et sted, hvor unge kan søge hinandens accept ved at efterligne trends. Det kan ifølge Annemette Staal være en af grundene til, at man som ung forsøger sig med risikable trends, selvom man godt ved, at det kan være farligt.
“En af årsagerne til, at man bruger TikTok, er, at man jagter social status og anerkendelse. Og hvis vi gør ligesom dem, vi ser op til, så er der større sandsynlighed for, at vi rykker op i det sociale hierarki,” fortæller Annemette Staal.
Hun peger på, at man ikke bare risikerer at komme galt afsted, hvis man tager del i vovede udfordringer som the blackout challenge, men det kan blive sværere at fornemme sine grænser.
“Nogle unge går med på det, fordi de ikke i samme grad som ældre er reflekterede over, hvad de gerne vil, og hvem de egentlig er. De er ved at finde deres identitet. Derfor kan de være søgende og tænke, ‘nå, det kan jeg da godt’, og så har de pludselig overskredet deres egne grænser,” fortæller Annemette Staal.
Vejen til et tryggere TikTok
TikTok har siden august 2023 skullet efterleve EU’s forordning om digitale tjenester. Lovgivningen har til formål at beskytte EUborgernes grundlæggende rettigheder og skabe sikkerhed. For privatpersoner betyder det blandt andet bedre beskyttelse af børn og unge og mere kontrol over, hvilket indhold man ønsker at se. Man undgår derfor at eksponere børn og unge for uønsket eller ulovligt indhold.
EU-kommissionen valgte den 19. februar i år at indlede en formel undersøgelse af TikTok med henblik på at finde ud af, om platformen overtræder forordningen om digitale tjenester. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt TikTok gør nok for at beskytte børn og unge mod vanedannende design og skadeligt indhold, som understøttes af platformens algoritme. Derudover udkom DR’s dokumentarserie “Alene hjemme på nettet” i marts, hvor unge fortæller om, hvordan de blandt andet møder vold, mord og selvskade på TikTok.
Miriam Michaelsen, forperson for Medi-
erådet for Børn og Unge, fortæller, at TikTok i højere grad bør gøre det enklere for unge at navigere i, hvordan man fjerner uønsket indhold fra sit feed.
“Det er klart, at det ikke er i deres interesse at få blokeret og fjernet meget indhold fra brugerne, fordi de tjener på datahøst og på det indhold, der bliver delt. Derfor er det ikke en prioritering at gøre det nemt at fjerne og blokere, men det er noget af det, de skal,“ siger Miriam Michaelsen.
Amanda Mouritsen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, peger på, at der er flere redskaber i værktøjskassen, TikTok kan gøre brug af, som eksempelvis at lægge en større indsats i at filtrere indhold fra. På den måde kan TikTok sikre sig, at børn og unge ikke ender med at forbruge skadeligt indhold på platformen.
Fra retningslinjer til handling Spørger man ind til, hvordan sociale medier konkret kan handle på problematikken, har Miriam Michaelsen en klar besked til TikTok:
“Det skal være nemt at fjerne og anmelde indhold. I skal ikke høste data og bruge fast-
Har du brug for hjælp?
holdelsesmekanismer, og I er nødt til at gøre noget ved det indhold, der ikke er egnet for børn og unge, hvis I vil have dem på jeres platforme.”
Analyser foretaget af Medierådet for Børn og Unge viser, at mange børn og unge tænker, at det er normalt at møde skadeligt indhold på sociale medier. Det gælder eksempelvis indhold med selvskade, vold eller ulykker. Miriam Michaelsen siger, at det ikke skal være de unges ansvar alene, men at vi som samfund og voksne bør gribe ind, når børn og unge eksponeres for skadeligt indhold.
“Børn og unge tror, at ubehageligt indhold er en del af præmissen for at være på nettet. Børn og unge har ret til beskyttelse og skal ikke kunne klare hvad som helst. Samfundet har et ansvar for at passe på dem.”
TikTok er blevet forelagt kritikken, der indgår i artiklen, men er grundet travlhed ikke vendt tilbage med en udtalelse. Platformen har i andre medier udtalt, at TikTok har lanceret funktioner i deres app, der har til formål at beskytte unge. Samtidig arbejder de fortsat med at undgå, at skadeligt indhold eksponeres for børn og unge.
Hvis du er i krise, har tanker om eller skader dig selv, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.
Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, eller chatte på https://www.livslinien.dk/
Du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 7010 1818 mandag fra klokken 09.00-19.00 og tirsdag til torsdag fra klokken 16.00 - 19.00 eller chatte på www.lmsos.dk.
21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling:
“Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”
Efter flere år med tunge tanker bliver Camilla Struve Bach Jensen i sit sabbatår ramt af angst og depression. Ifølge tal fra ny rapport går det den gale vej for danskernes mentale sundhed. Især de unge kvinders.
TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG & SIGNE EGEBÆK STENKILDE
ILLUSTRATION: MIE STÆRK
Hun har været i Paris i syv måneder, da det for alvor går op for hende. Når hun vågner om morgenen, har hun hjertebanken, som om hun er i en flugttilstand. Hun kan bruge flere timer på at forberede sig på at skulle ud ad døren og på arbejde. Tanken om at se andre mennesker gør hende nervøs.
Camilla Struve Bach Jensen har sabbatår. Hun bor i en studielejlighed og arbejder som au pair hos en familie i den franske hovedstad.
En dag, da Camilla Struve Bach Jensen er på vej mod den parisiske undergrundsbane, er det, som om hun ikke kan høre, hvad der sker omkring hende. En fornemmelse af at hun befinder sig i en anden verden. Hun kan mærke, at der er noget helt galt.
”Jeg kan huske, at jeg føler, at alle kigger mærkeligt på mig, så jeg kigger ned i jorden og forsøger bare at nå hen til metrostationen. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at trække vejret, og det var også en følelse af ikke rigtig at være til stede,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om episoden.
Hun bliver i tvivl, om hun kan blive i Paris i de 10 måneder, som er planen.
”Hvis jeg ikke engang kan gå en lille tur fra lejligheden og hen til metroen, er det ikke sikkert, at jeg kan fortsætte med at være her. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skal gå.”
Hver tredje unge kvinde mistrives
Camilla Struve Bach Jensen er langt fra alene om de følelser, hun oplever i Paris.
Hos unge kvinder i alderen 16-24 år er det hver tredje, der scorer lavt, hvad angår mental sundhed. Det viser nye tal fra rapporten Danskernes sundhed 2023, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.
Rapporten er baseret på en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. Den er sat i gang som en opfølgning på de sundhedsprofiler, der udkommer hvert fjerde år. Midtvejsopfølgningen skyldes en formodning om, at resultaterne i Den Nationale Sundhedsprofil 2021 kunne være påvirket af corona-nedlukning.
Den nye undersøgelse bekræfter billedet fra 2021.
Foran kameraet, bagved tankerne
Camilla Struve Bach Jensen går i 7. klasse, da hun oplever et større fokus på udseende. Det bliver mere normalt at stå foran et kamera sammen med veninderne, og Camilla begynder at frygte, når de skal se billederne igennem.
Det kan sidde i hende i flere dage efter. Følelsen af at se anderledes ud. Hvordan det falder de andre så naturligt, imens hun har svært ved at genkende sig selv på billederne. En følelse af ikke at være god nok har plantet sig i Camilla Struve Bach Jensen, og det er den, der fik lov at vokse sig så stor, at den
flere år senere kommer til at ændre, hvordan hun er, når hun er sammen med andre mennesker.
Hvor Camilla Struve Bach Jensen tidligere har været udadvendt og haft let ved at få andre til at grine, begynder hun nu at trække sig.
“Jeg følte, at det hele ændrede sig, fordi jeg ikke kunne lide, hvad jeg så i spejlet. Det var svært at ignorere det og få min personlighed frem. Der er mange oplevelser, jeg er gået glip af, fordi jeg ikke følte, jeg så pæn nok ud,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.
På TikTok støder Camilla Struve Bach Jensen på videoer om tips og tricks til at forbedre sit udseende eller få den bedste start på morgenen. Selvom hun kan se det positive i at ville være den bedste udgave af sig selv, kan hun ikke undgå at føle sig presset af videoerne.
“Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele. Altså, oveni de andre pligter og overvejelser, jeg havde i hverdagen.”
Præstationsfrie rum
Hos organisationen GirlTalk er de i berøring med unge i alderen 12-24 år. De oplever, at gruppen er udfordret af en gennemgående følelse af utilstrækkelighed. Det fortæller GirlTalks direktør, Anna Bjerre.
“De fortæller om en hverdag, hvor de ikke slår til, og hvor de føler sig triste eller kede af det,” fortæller Anna Bjerre.
For hende er det derfor heller ikke overraskende, at tallene for unge kvinders mistrivsel ser ud, som de gør.
Anna Bjerre peger på, at indsatsen for at ændre den negative udvikling blandt andet skal ligge i fællesskaber og etablering af præstationsfrie rum.
“Det er vigtigt, at vi er med til at præge
de fællesskaber, som pigerne indgår i, så vi kan hjælpe dem med at tage noget af forventningspresset af, og det er jo ikke noget, man kan gøre alene ved at tale om det.”
Fra Paris til Aalborg
Efter de ti måneder i Paris tog Camilla Struve Bach Jensen tilbage til sit hjem i Vejgaard lidt uden for Aalborg. Her havde hun planer om at finde et job, tjene penge, tilbringe tid med sine veninder og efter et stykke tid vende tilbage til Paris for at bo der et år mere. Men i stedet bliver hun liggende i sengen hjemme på sit værelse uden overskud til at se sine veninder.
”Min mor prøvede at få mig til lægen, for hun vidste godt, at jeg ikke havde det optimalt, men jeg var overbevist om, at det ikke ville hjælpe,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om tiden efter sin hjemkomst.
Der går to måneder, inden Camilla Struve Bach Jensen vælger at være ærlig over for en af sine veninder. De taler i telefon sammen, og hun får fortalt, hvordan hun egentlig har det.
“Hun sagde, at jeg skal huske at lytte til mig selv. Jeg har det med at stille store krav til mig selv. Jeg skal huske at finde ud af, hvad jeg vil her i verden og ikke gå efter, hvad alle andre vil,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.
Dagen efter telefonsamtalen tager hun til lægen.
Bekymrende udvikling og beskyttende omstændigheder
Hos Sundhedsstyrelsen er det ikke så meget de nye tal, som det er udviklingen i den mentale sundhed hen over årene, der vægter i en vurdering af situationen på området. Det fortæller Jens Kristoffersen, der er chefkonsulent ved Forebyggelse og Ulighed i Sund-
hedsstyrelsen.
“Når vi kigger på de her tal, er vi bestemt bekymrede for, at flere og flere børn og unge vurderer, at de ikke har det godt mentalt. Men det dækker jo nok også over en ret bred vifte af problemer,” fortæller Jens Kristoffersen
Han peger på, at man, hvad angår kost, motion, tobak og alkohol, har et ret godt billede af, hvad risikoadfærden er, og dermed også hvordan risikoen kan reduceres.
“Samme opskrift har vi ikke på det mentale sundhedsområde,” fortæller Jens Kristoffersen.
Omvendt kender man til en række beskyttende omstændigheder. Her nævner Jens Kristoffersen tryghed, tillid til sine omgivelser, læring og udvikling, fællesskaber og at vi kan få tidlig hjælp, når vi har brug for det.
Det går bedre
Hos lægen finder Camilla Struve Bach Jensen ud af, at hun efter flere år med svære tanker har udviklet angst og fået en depression. Noget, der skal behandles med både medicin og samtaler hos en psykolog.
“Jeg har snakket med min psykolog om, at jeg skal finde ud af, hvilke værdier jeg egentlig sætter højt i livet i stedet for alt det, der fylder så meget, men ikke gør mig noget godt.”
I takt med at Camilla Struve Bach Jensen får det bedre og finder mere overskud, er det hendes ønske at komme ind i nye fællesskaber, hvor hun kan få en oplevelse af at bidrage med noget positivt. I mellemtiden fokuserer hun på de små glæder i hverdagen.
“Jeg glæder mig til at stå op, drikke en kop kaffe og gå en tur med min hund. Det er vildt, at jeg gør det nu. I forhold til for et halvt år siden hvor jeg knap kunne komme op af sengen.”
TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK
En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?
”Bedre kønsbalance i mediebranchen” Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: Bedre kønsba-
lance i mediebranchen, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.
Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.
Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution
Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i
forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUPdeltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå øn-
inviterer som gæsteundervisere. Røskva-effekten
Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.
I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.
Mænd med ekspertviden og ledertitler Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv. Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.
skede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.
Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX. Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.
Jeg blev kontaktet af min underviser til en opfølgende snak om min kritik af vedkommende i den anonyme evaluering. Oplevelsen har efterladt mig splittet over det faktum, at vores klage åbenbart ikke behandles i fortrolighed og anonymt, som vi ellers loves.
TEKST: MAYA ANASTASIA LARSEN MIE STÆRKILLUSTRATION:
Iefteråret tog en underviser fat i mig, da jeg var på vej op ad trappen. Pågældende underviser ønskede en opfølgende snak, på baggrund af min besvarelser i den anonyme evaluering - primært om den kommentar jeg havde efterladt. Min kommentar indeholdt en specifik situation, som jeg vurderede, var relevant for underviseren at have kendskab til – selvom jeg godt vidste, at underviseren ville kunne genkende mig.
Min kommentar handlede om et dødsfald i min familie, hvor jeg pointerede, at underviseren havde håndteret det dårligt med hensyn til fravær og eksamen. Ydermere kritiserede jeg underviserens bagtale af medstuderende under en vejledning.
Men hvis genkendelighed forsvarer, at en underviser ønsker en samtale, hvori ligger så pointen i anonym evaluering? Den anonyme evaluering er jo underviserens adgangsbillet til en ægte feedback af undervisningsforløbet. Der er et magtforhold mellem underviser og studerende, man selv på DMJX ikke kan komme uden om, og derfor er det netop vigtigt med en anonym evaluering som værktøj.
Jeg kontaktede jura, som sagde, at en underviser som udgangspunkt ikke må kontakte en studerende på baggrund af en evalueringsbesvarelse. Jura sendte mit dilemma videre til institutchef Henrik Berggren. Det affødte en mail fra omtalte underviser, der forsikrede mig om, at jeg ikke skulle forsvare min evaluering, og at jeg stadig kunne afvise samtalen, hvis jeg ønskede det.
Jeg tog til samtalen med forsikringen i baghovedet. Samtalen udviklede sig dog alligevel til en flanke, hvor jeg skulle forsvare mit synspunkt. Hele situationen har sat sig i mig, og jeg har fremadrettet nægtet at skrive kommentarer, ris eller ros.
Frygten ødelægger hele billedet af evalueringer som kvalitetssikring af undervisningen. Selvfølgelig skal underviser eller ledelse gribe ind, hvis der er tale om situationer, som er særligt grænseoverskridende og/eller kritisable, men min evaluering var en kritik
af underviseren og undervisningen.
”Nuvel,” kunne du tænke, “er det reelt ikke bare et dig-problem, Maya? Du har haft en dårlig oplevelse. Hvorfor skal du optage spalteplads i Illustreret Bunker?”.
Til det vil jeg sige, at jeg med byline står frem med min ærlige mening, så studerende i deres fremtidige evalueringer kan være ærlige. Selvom de vil kunne genkendes.
Jeg mener, ledelsen og underviserne skal vide, at selvom der er en “lettere” relation mellem underviser og studerende på DMJX, så skal det ikke give anledning til, at den studerendes anonymitet kan skubbes væk. Grundlæggende er det problematisk, når man forsikrer anonymitet for derefter at blive kontaktet.
Og for at konkludere denne sag er jeg
Hvad mener du?
også nødt til at påpege, at jeg uden videre kunne henvende mig til Maja Egelund, som hurtigt fandt min besvarelse på baggrund af mit studienummer.
Da jeg talte med Henrik Berggren, spurgte jeg ham om det helt essentielle: Retfærdiggør genkendelighed bruddet på reglerne? Han svarede ja og nej, fordi en studerende skriver noget genkendeligt, så lægger det op til dialog om problemet.
Jeg synes, det er et enormt svigt og brud på tilliden mellem ledelse og studerende på denne institution. Hvis vi som kommende journalister skal kunne beskytte kilders ret til anonymitet, synes jeg også det er på sin plads, at begrebet skal tages seriøst.
Institutionen og underviserne er lige så meget nødt til at følge reglerne, som de studerende er. Hvis der ikke kan garanteres anonymitet, så skal dette fremgå tydeligt, uanset om man kan genkendes eller ej.
Genkendelighed i anonyme evalueringer retfærdiggør ikke brud på reglerne – punktum.
Stram op Jeg tror stadig på den anonyme evaluering som værktøj, idet den primært har gavnet undervisningsforløbet og de studerendes faglighed. Når jeg kigger tilbage på situationen, fortryder jeg, at jeg var ærlig. Jeg ville gerne have været foruden oplevelsen – og den her klumme.
I sidste ende bør et uddannelsesmiljø være et sted, hvor både undervisere og studerende kan deltage i en ærlig og givende dialog. For at opretholde integriteten af evalueringssystemet må ledelsen på DMJX anerkende og håndtere situationer som min bedre.
Det er afgørende at sikre, at undervisere respekterer og forstår anonymitetens værdi i evalueringerne.
Lad os stræbe efter et undervisningsmiljø, hvor konstruktiv kritik kan gives uden frygt for konsekvenser. Dette vil ikke kun styrke forholdet mellem undervisere og studerende, men også fremme en kultur præget af ærlig refleksion og bæredygtig kvalitetsforbedring.
Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik og kommunikation.
Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester.
Har det interesse?
Så skriv til redaktionen på illbunker@dmjx.dk
Brevkassen
Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN
Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?
Jeg tror, der er mange veje til det. For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg. Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.
Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?
Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.
Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?
Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.
Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt - det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.
Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?
Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag. Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med. Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i
orden. Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.
Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?
Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ube-
generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter.
Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?
Vi har for nylig samlet op på sagen i en minipodcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger
hagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.
Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet
Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.
Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.
Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.
Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?
Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte. Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i. Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.
Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?
og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen. Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.
Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.
Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?
Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-årshændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.
Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?
Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.