Illustreret Bunker_032025

ILLUSTRERET BUNKER

Marts 2025 // Udgivelse 140

TEKST: MADS KELLER ISAKSEN (PÅ UDVEKSLING I

TYRKIET)

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

”Burak, du er blevet nævnt i afhøringen, bare så du ved det. Pas på.”

Opkaldet fra advokaten var uventet – og så alligevel ikke. Den 45-årige dokumentarist, Burak Dal, var blevet nævnt under en politiafhøring af en fotograf, han havde arbejdet sammen med på en dokumentar om kurdiske oprørsgrupper.

Det var på en måde en lettelse for ham.

Nu vidste han i det mindste, at politiet undersøgte ham.

Er det så en god idé, du taler med mig lige nu?

”Jeg har sagt det her så mange gange før, at det ikke gør nogen forskel,” svarer Burak Dal.

Fra mineby til medieverden

Burak Dal er vokset op i minebyen Zonguldak, ikke langt fra Istanbul. Han havde sine teenageår op igennem 90’erne – en periode i Tyrkiet, som var kaotisk, voldelig og hvor der udspillede sig det, som Burak Dal kalder en unavngiven borgerkrig.

For mange unge tyrkere var 90’erne en tid med kulturel frigørelse, og antallet af fjernsyn og telefoner steg markant. Med disse teknologiske fremskridt fulgte en ny virkelighed, hvor især unge tyrkere nu kunne vidne politiske mord og terrorangreb.

Burak Dal så, hvad der skete i sit land, og hvad medierne skrev om. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. Da han kom ind på universitetet i Galatasaray, valgte han derfor flm og TV med speciale i dokumentarisme.

”Jeg ville have folk til at se og være kritiske over for, hvad der foregik omkring dem i et land, hvor der skete de mest uvirkelige ting hver dag,” siger han.

Burak Dal mente, at dokumentaren som medie var det eneste, der kunne få folk til at tro på, at det, de så, ikke bare var noget, en fok flmfolk i et røgfyldt lokale havde fundet på.

”Det er kun ved at bruge rigtige historier, rigtige billeder og rigtig lyd, at man kan have en indvirkning på folk,” fortæller han.

Burak Dal har brugt størstedelen af sin karriere på at stille skarpt på regeringens behandling af journalister og de svære arbejdsvilkår, censuren pålægger dem.

TEKST: SARAH EMILIE LUND CARDEL OG NANNA

Siden hvornår er Grønland blevet sexet? Ja, siden en af verdens mest magtfulde mænd sagde han ville tage det. Og det er ikke godt nok. Det nylige hyperfokus på Grønland er et skoleeksempel på en grundlæggende svaghed i det danske mediebillede: Vi glemmer bålet, når det ikke står i fammer. Grønland er ikke bare dét, der sætter Danmark på verdenskortet. Grønland er en central aktør i geopolitikken og en vigtig del af Kongeriget Danmark.

Danske medier har et ansvar for, at befolkningen ikke kun kender Grønland som en geografsk fjern del af os selv, men også for-

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.

TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende og branchen.

OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

BAGSIDEN giver dig anbefalinger til journalistiske produkter.

På WWW.ILLBUNKER.DK fnder du avisen og dens artikler online.

SKRIBENTER:

Niels Frederik Lindstrøm Schaldemose, Thea Modigh, Johanne Marie Poulsen, Sebastian Olsen, Anna Elmer Kruse, Anders Rod Thomsen, Jacob Horne Fischer, Mads Keller Isaksen, Astrid Bisgaard, Emil De lord Frimand Probst, Sophus Jordt Petersen, Mads Mandau, William Lønstrup, Clara Kjellerup Seigneuret, Amalie Hermansen, Rosalina Kjeldsen Bendix, Jens-Christian Dyhr, Emma Sampson, Mikkel Juulsgaard, Sofe Bundgaard, Abul Hayat Rahadh, Anna Søndergaard Andersen, Benjamin Jæger og Amalie Henriksen.

ILLUSTRATORER:

Anton Larsen og Sigrid Conradsen Nielsen.

FOTOGRAFER:

Abul Hayat Rahadh, Sarah Arge, Zifan Zhang, Cara Penquite og Vikki Søholm.

står dets politiske og kulturelle betydning. Og hvorfor så det? Ja, for skulle det ske, at en utilregnelig præsident ville lægge billet ind på landet, kunne fere forstå de dertilhørende konsekvenser.

Nogle vil mene, at medierne er nødt til at prioritere. At danskerne ikke efterspørger en højere dækning af Grønland, og at den økonomiske krise, som mediebranchen står midt i, ikke giver den råd til at være proaktiv. Men det er en falsk logik. Nyheder skaber interesse, ikke omvendt. Når Grønland ikke prioriteres journalistisk, opfatter læserne emnet som irrelevant, og dermed bliver det endnu mindre sandsynligt, at de vil efterspørge det. Journalisters

REDAKTØRHOLDET

Cathrine de Njis Johansen Redaktør / INDE 56386@dmjx.dk

Marcus Mathias Franck Redaktør / TEMA 56398@dmjx.dk

opgave er ikke alene at forstå, hvad brugerne vil have, men også hvad de har brug for.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt hønen eller ægget kommer først. Skulle man alligevel overveje spørgsmålet, ville svaret været medierne. Det er dem, som har et ansvar.

Vi er godt med på, at Rigsfællesskabet sjældent har været det mest attraktive emne. Men venter vi altid på, at folk råber efter en historie – overlader vi dagsordenen til magthaverne. Og så ser vi først ind i problemer. Vi må og skal bidrage til at præge samtalen og fremhæve vigtige emner, der ellers overses. Vi skal leve op til vores ansvar om

Emilie Lund Cardel Ansv. chefredaktør / UDE 55766@dmjx.dk

Mikkel Raffnsøe Redaktør / INDE 56396@dmjx.dk

Lavrentija Søndergaard Redaktør / TEMA 55742@dmjx.dk

Johanne Marie Poulsen Redaktør / OPINION 56472@dmjx.dk

at hjælpe offentligheden med at forstå den verden, vi lever i - også inden krisen rammer. Ja, faktisk især inden krisen rammer.

Verden er mere end gule bjælker Ingen siger, at Grønland skal være på forsiden hver dag. Men som kommende journalister bør vi tage ved lære. Hvis vi kun reagerer på det spektakulære, svigter vi vores ansvar.

Selvfølgelig skal vi være der, når brænder. Men vi må også fokusere på det, som er grundlag for journalistikkens eksistensberettigelse: At give offentligheden mulighed for at forstå det, de og dem, som former vores verden.

Helena Holm-Gregersen Redaktør / UDE 56446@dmjx.dk

Emilia Heiselberg Redaktør / TEMA 56388@dmjx.dk

Felix de la Fuente Fonnest Redaktør / FOTO 57212@dmjx.dk

Jens Bang Redaktør / UDE 56490@dmjx.dk

Line Nilsson Redaktør / OPINION 57195@dmjx.dk

Laurits Otto Redaktør / FOTO 55714@dmjx.dk

Nanna Baunbæk Chefredaktør / INDE 55765@dmjx.dk

Sarah

TEKST: SOPHUS JORDT PETERSEN

ANTON LARSEN

ILLUSTRATION:

Det var ikke kun de nye første semester-studerende, der havde første skoledag, da det nye semester startede på DMJX i Aarhus. Kantinen havde også fået en ny elev i klassen.

I caféhjørnet overfor diskokuglen hang nemlig et stort skilt med nyheden til de kaffehungrende studerende om, at man snart kunne købe Starbucks-produkter i kantinen. Snart spredte der sig en duft af kaffe, der var bedre end den velkendte sekskronerskaffe til resten af skolen, da caféen åbnede kort efter.

Men ikke alle studerende sad tilbage med lige god smag i munden ved indtoget af den amerikanske kaffegigant.

De nye kantineprodukter har nemlig rejst debat om, hvad skolen kan tillade sig at have i kantinen, og hvor politisk skolen bør være.

’Boykot Starbucks’ Fotojournaliststuderende

Elise Dağdeviren hører til dem, der ikke vil købe en kop kaffe fra den nye Starbucks-afdeling.

Sammen med en gruppe medstuderende har hun hængt pjecer op på skolen med budskabet: ’Boykot Starbucks’. Gruppens bud skab skyldes Starbucks’ involvering i israelske interesser.

På pjecerne refereres den canadiske pro-palæstinensiske organisation CJPME’s kritik, som blandt andet går på, at Starbucks’ grundlægger og CEO er zionist og pro-israelsk.

Kritikken fra CJPME går også på, at Starbucks har lagt sag an mod en ansat for at tweete: ’Solidarity with Palestine’, og at en række investorer i Starbucks har aktier i våbenproducenten Elbit.

Elise Dağdeviren vil gerne have, at folk aktivt tager stilling til, hvilke produkter de køber i kantinen.

andet skriver: ’Når der cirkulerer ukorrekte oplysninger om vores virksomhed online, mener vi, det er vigtigt at respondere med fakta og tydeliggøre vores holdning til vigtige emner.’

Udover at fraråde sine medstuderende at købe Starbucks-produkter, undrer Elise Dağdeviren sig over, at DMJX kan tillade kantinen at have en Starbucks.

Hun mener, at når skolen ikke tager afstand fra salget af Starbucks-produkter, vil det støtte Israel, som, hun mener, er undertrykkeren i den igangværende konfikt.

”Ikke at tage stilling vil altid være til fordel for undertrykkeren,” siger Elise Dağdeviren.

Så hvorfor er der overhovedet kommet en Starbucks på DMJX?

Det er ikke DMJX selv, men kantineselskabet DinnerdeLuxe, der har indgået en aftale med We Proudly Serve Starbucks, der er distributør af Starbucks-produkter.

ikke gøre så meget andet ved det end at opsige kontrakten på baggrund af kritikken. Men gør vi det, har vi taget politisk stilling.”

Og politiske overvejelser skal skolen slet ikke have, ifølge hende.

“Det er ikke vores opgave at tage stilling politisk. Men vi skal kunne rumme, at der er forskellige holdninger, og det gør vi jo også,” siger hun, og fortsætter.

“Det skal der være plads til – særlig hos os, med den type studerende vi uddanner.”

Dog stiller skolen en række krav til potentielle bydere om, at maden for eksempel skal være grøn.

Om det at prioritere grøn mad er en politisk holdning, mener Karin Løntoft DegnAndersen dog ikke.

“Man kan også vælge at sige, at det er en sundhedsmæssig holdning, og det kan vi godt have. Og en bæredygtig holdning. Det handler om CO2-udledning. Det er

så meget. Det fortæller direktøren for DinnerdeLuxe, René Laursen.

“Hvis man kigger salgsmæssigt i forhold til andre steder, så er I på DMJX nemlig klart mere til den billige kaffe,” siger Rene Laursen

Kritikken, der var på pjecerne, havde han ikke set komme. Da Illustreret Bunker først ringede, troede han, det var grundet Starbucks’ amerikanske ophav. René Laursen mener ikke, at man kan sige, at det er en Starbucks-café. Starbucks skal derimod forstås som et produkt, der sælges i kantinen på samme måde som en faske sodavand.

Det betyder, ifølge René Laursen, ikke, at alle produkter i caféen er Starbucks’.

“Kagen er vores egen. Men det gør ikke noget, at man på kaffedelen tror, at det er Starbucks. For det er det. Om det virker for sammentømret for jer på DMJX, det kan jeg tage med i mine overvejelser,” siger han. Den tankegang køber Elise Dağdeviren dog ikke.

“Hvis man har taget stilling og kan gøre det med god samvittighed, værsgo. Men har man dårlig samvittighed, så er det vel fordi, man tænker, at der er noget forkert ved det – ellers ville man ikke have det dårligt over det?” siger hun.

Hvorfor Starbucks?

Kritikken kommer nok ikke som en overraskelse for Starbucks, der tidligere har oplevet en global boykot-kampagne med samme anklager.

Blandt kopperne står nemlig et skilt med overskriften: ’Starbucks for the Record’ og en henvisning til en FAQ, hvor de blandt

hvilke produkter kantinen har, fortæller administrationschef på DMJX, Karin Løntoft Degn-Andersen.

“De er en privat virksomhed, så de kan gøre, hvad de vil, og det er ikke vores kantine. Vi har hyret dem ind som leverandør,“ siger hun.

Skolen havde engang sin egen kantine, men afskaffede den af økonomiske årsager. Men den kritik, der er, bliver alligevel taget med i betragtning næste gang, når kantinen skal i udbud i foråret, hvor DinnerdeLuxe kan vælge at søge igen.

“Jeg vil da have det i baghovedet, når vi skal i udbud igen,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen og fortsætter: “Men vi kan

Andersen.

Hun mener ikke, at det skader skolens brand direkte at have Starbucks-logoet hængende i kantinen.

“Det hænger ikke ude ved siden af vores navneskilt foran, og det kommer det selvfølgelig ikke til, men kantinen skal selvfølgelig kunne reklamere med det. Det er et stort brand, og for kantinen gælder det om at kunne tiltrække nogle kunder,” siger hun

Et spørgsmål om god kaffe Valget af Starbucks gik i første omgang ud på at få en bedre kaffe, der forhåbentligt tiltrækker fere studerende til det dyrere caféområde i kantinen, som før ikke solgte

“Når de stiller Starbucks FAQ-skiltet op, så må de også vide, at der er meget snak om Starbucks. Så forstår jeg ikke, hvorfor man vælger en virksomhed, der er så kontroversiel,” siger hun

For René Laursen handler det dog ikke om politik, men om, at der er et produkt, som skal sælge.

“Der kan være al mulig politik. Det er et produkt, vi sælger,” siger han. René Laursen fortæller, at hvis det nu havde været russiske varer, hvor der er retningslinjer for myndighederne, havde det været anderledes.

“Hvis nu det kommer frem, at Starbucks fnancierer missiler og springer verden i luften, så vil jeg selvfølgelig forholde mig til myndighedernes udmeldinger og gøre noget ved det,” fortæller han.

René Laursen kan endnu ikke se, om Starbucks har haft en påvirkning på salget. Indtil videre ser det ud til at være samme salgsniveau som i den gamle café.

Kritikken er forelagt Starbucks, som i et skriftligt svar henviser til samme pointer som FAQ’en på skiltet ogskriver derudover:

“Vi fordømmer entydigt alle former for had, terror og vold og udtrykker vores dybeste medfølelse med dem, der er blevet dræbt, såret, fordrevet og berørt som følge af de forfærdelige terrorhandlinger, den eskalerende vold og hadet rettet mod uskyldige i Israel og Gaza.”

Mange af pjecerne er sidenhen blevet taget ned. Det er normal praksis for skolen, da ophæng, som ikke er dekorative, kun må hænge på opslagstavlerne.

TEKST: ROSALINA KJELDSEN BENDIX

FOTO: SARAH ARGE

”Hvorfor får han lov til det?”, ”Hvorfor vægter vi ikke?” og ”det er også for dårligt, at…”

Marie Louise Toksvig sidder i vindueskarmen på Ekstra Bladets redaktion og galper op om irriterende mellemledere, da hun i 1993 er i praktik. Ved siden af sidder hendes kollega Philip Lauritzen ved sin computer og lader fortsat fngrene danse over tastaturet med en Rød Prince dinglende ud af munden. Da hendes talestrøm forstummer, fjerner han cigaretten.

”Jeg forstår dig godt, Marie Louise. Det er fandme også skideirriterende. Ved du hvad, jeg synes? Jeg synes, du skal sætte dig på din røv og lave nogle gode historier. Så får du det meget bedre,” siger Philip Lauritzen.

Tre årtier senere sidder hun i sin lænestol og tænder en smøg i eftermiddagssolen.

”Det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået,” siger hun, tager et sug og begynder at dele ud af sine erfaringer fra 30 år i branchen.

De journalistiske dyder

Marie Louise sidder afslappet i sin spisestue og gestikulerer med hænderne som en naturlig del af sin fortælling om journalistikkens plads i samfundet. Den eneste pause, hænderne får, er, når de står stille for at tænde en cigaret eller slukker gløden i hendes askebæger med porcelænsgæs.

”Journalistens opgave er at fortælle samfundsborgerne om samfundet. Vi skal forstå hinanden, fordi uden forståelsen er der ingen samtale,” siger hun.

Grundlaget for samtalen skal journalisterne facilitere og kvalifcere ved at pumpe viden, forståelse og indsigter ud i samfundet, så borgerne har de nødvendige forudsætninger for at kunne tage del i samfundet.

Hun sidder i lænestolen med højhælede støvler, opsat hår og en grå sweater. I ny og næ rejser hun sig for at få gang i blodcirkulationen, mens hun fortæller om de grundlæggende journalistiske principper: Man må ikke lyve, man skal være fair, neutral, kritisk og fordomsfri. For de vigtige ord er ikke dem, der kommer ud af journalisten, men de ord der kommer ud af mennesket overfor.

”Min interesse skal være oprigtig og ikke båret af en forudindtagethed om, at sandheden imellem os, den har jeg defneret på forhånd. Vi journalister er ikke sat i verden for at dømme eller gætte,” understreger hun.

Hun sætter sig igen og slipper sit gråbrune hår fri af hårnålene i nakken.

”Og så skal vi være kritiske, men det betyder ikke at være mistroisk. Kritisk betyder at være undrende, skeptisk og nysgerrig” siger Marie Louise.

Marie Louise Toksvig er 56 år og uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1995 med praktiktid på Ekstra Bladet. Hun har et langt og alsidigt arbejdsliv bag sig, hvor hun har arbejdet som reporter, researcher, tilrettelægger, redaktionschef på både avis, tv, radio og web ved de store mediehuse som DR, TV 2 og Politikens Hus. Hun er derudover forfatter og har især beskæftiget sig med debat, rets- og kriminalstof og aktualitetsprogrammer, blandt andet som vært på P1 Debat, og er i dag aktuel med programmet Tabloid på P1.

Det handler ikke om dig

”Det handler ikke om dig, det handler ikke om dig, det handler ikke om dig.”

Sådan siger Marie Louise Toksvig til sig selv, inden hun går i studiet for at sende en times ’Tabloid’ på P1. I programmet inviterer hun hver uge lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum og varedeklarerer journalistikken, når hun som vært taler med journalister om deres valg og fravalg.

Som vært handler det ikke om at proflere sig selv og vise, hvor dygtig man er, men om at fortælle en historie eller få de gode svar, så lytteren bliver klogere.

”Vi vil allesammen gerne tage os godt ud, uanset om vi klæder os på for at gå ud ad døren, eller vi stiller os ind i et radioeller TV-studie. Men det er ikke det vigtige, for dem der betaler,” siger hun.

Vær grundig og forstå problematikken

Der var aldrig blevet læst Ekstra Bladet i hendes barndomshjem. Her blev der læst Børsen og Politiken, men tabloidavisen var

Jeg skal forstå mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt.

–

Marie Louise Toksvig

sikkert et fnt sted at øve sig, sagde hendes mor, da hun landede sin praktikplads.

”Tit er forestillingen om den tabloide journalistik, at den er overfadisk og fræk. Hvis man kan få blod, bryster og sæd, så er det fedt, men den tabloide journalistik, som jeg har lært, handler om at stå på et stort fundament af viden for at være i stand til at tillade sig at vinkle skarpt,” siger hun.

For at vide meget, bliver man nødt til at opsøge dem, der ved noget. Man kan ikke sidde på redaktionen og tænke sig til svarene, og hvordan virkeligheden ser ud, mener hun.

”Jeg skal forstå mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt,” siger

Marie Louise Toksvig.

Sjusk

Det er vigtigt at være præcis med sproget og sætte sine kommaer korrekt, for det er dit værktøj som journalist.

”Vi har sproget, og sproget har muligheden for at nuancere, præcisere og defnere. Og i sidste ende at sikre, at vi taler om det samme, når vi fører en samtale,” siger hun.

Det er basal ordentlighed at gøre sig umage med sproget, mener hun.

”Tænk, hvis blikkenslageren sjuskede med tingene, så ville der løbe vand udover det hele. Det er det første indtryk, andre mennesker får af dig. Det svarer til, at du møder op på date med broccoli mellem tænderne og lugter af armsved,” siger Marie Louise Toksvig.

Uden grundigheden bliver journalisterne for nemme at kritisere, mener hun.

Feminist? Aktivist? Nej. Journalist

Tre kvinder kan godt tage en kittel på og kalde sig behandlere, men der er forskel på, om den ene har læst medicin på universitetet, den anden har en fodterapeutuddannelse, og den tredje har været på weekendkursus i krystalhealing.

”Som forbruger skal man kunne afkode, hvad man har med at gøre. Det bliver svært for medieforbrugeren, hvis journalisten både vil være meningsdanner, ekspert og reporter, ” siger Marie Louise Toksvig, mens hun deler rummet op i kasser med sine hænder.

”Vi skal som journalister minde os selv om, hvad vores opgave er, og hvad den ikke er.”

Hvis man gerne vil arbejde som journalist, er der, i hendes optik, noget andet, man må undvære. Eksempelvis at deltage i en offentlig debat.

”Når der nu er den store udfordring med tilliden til os, så er det måske endnu vigtigere at kunne sige: ’Hør her, jeg står her, fordi jeg har en opgave, ikke fordi jeg har en personlig mission’,” påpeger hun.

Stå ved det

Under en demonstration imod nedlukningen af Radio24syv, gik Marie Louise Toksvig hen for at se, hvad der foregik, og fandt sit livsmotto på et afagt skilt på jorden. ’Stå ved det,’ stod der.

”Det er mit opdragelsesprincip i alle relationer. Vi skal være gennemsigtige med journalistikken og turde indrømme, når vi har lavet en fejl eller kunne have gjort tingene på en bedre måde,” siger hun.

Det er særligt vigtigt at tage ansvar i et fag, der har så stor magt, og som kan gøre

skade på enkelte mennesker, hvis ikke man forvalter den magt, man har, med omhu. Hun rejser sig op og går ud i køkkenet på sine sylespidse hæle, mens hun taler videre.

”Hvis ikke vi som journalister kan stå ved det, vi gør, hvorfor fanden skulle nogen så tage os alvorligt, når det er dét, vi beder alle andre om?” siger hun og vender tilbage til lænestolen med en ny lighter.

”Hæderlige, anstændige mennesker står ved det, de gør. Stå ved det, og opfør dig ordentligt,” siger hun og smiler.

”Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være”

Som journalist starter man forfra hver dag, og det fordrer, at man bliver ved med at være interesseret i sagen og mennesket. Man skal være optaget af at fnde viden, indsigter og historier, samtidig med at man bevarer ydmygheden og nysgerrigheden til at gøre det igen og igen – altid med fokus på, hvad journalistikkens opgave er. Den dag, man ikke kan det, skal man holde op med at være journalist, fk Marie Louise Toksvig at vide af sin kollega Niels Frederik Westberg, da hun var praktikant på Ekstra Bladet.

”Det er de to mest markante råd fra min ungdom, jeg kan huske, som har haft betydning for mig. Det handler ikke om mig, og hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være,” siger hun.

Nu deler hun selv sine egne råd og erfaringer med de kommende journalister.

Den lille gajolpakke af råd

• Vær oprigtigt interesseret

• Det handler ikke om dig

• Du ved ikke en skid, før du har spurgt

• Vær grundig og præcis

• Værn om din integritet

• Stå ved det, og opfør dig ordentligt

• Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være

WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP

TEKST:

SEIGNEURET

SIGRID CONRADSEN NIELSEN

ILLUSTRATION:

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på journalistuddannelsen sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for journalistisk metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød fere store ændringer på de feste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag Journalistisk Metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenterede medievirkelighed, der ses i dag.

’De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang’, beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refeksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at fnde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte af undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål, var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget fyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra. “Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men

Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refeksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere - eller mindre - udførlig refeksionsrapport samtidig også er afeveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ’skriver refeksionsrapport’, men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1,

har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne. “Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet. Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han. Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

TEKST: AMALIE HERMANSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Du er på Mediajungle og vil indsætte et billede i din artikel. Musen søger febrilsk ned over de mange ikoner i værktøjskassen. Endelig! Fotoikonet. Klik. Men billedet er ikke det rigtige sted i artiklen. Klik, klik. Det hopper rundt som et genstridigt æsel der ikke vil samme vej.

Den frustration skal snart være fortid. DMJX opgraderer til et helt nyt mediesystem, Labrador CMS, som, trods dets navn, ikke skal skues på hårene – mediesoftwaren bruges allerede på 300 mediesider i 15 lande verden over.

Uddannelsesleder for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, erkender, at skolen har behov for en opgradering.

”Vi må konstatere, at Mediajungle ikke er brugervenligt. Derfor får vi et nyt system, som er professionelt og ligesom det, man anvender i mediebranchen,” siger han. Brugervenligheden er ikke det eneste problem med Mediajungle. Når man arbejder med kilder, kan platformen også skabe forvirring. Det bekræfter Emil Delord Frimand Probst, forperson for De Studerendes Råd.

”Når man ringer til kilder og fortæller, at man udkommer på Mediajungle, så er det svært at hitte rede i, hvad det betyder. Det kræver typisk en forklaring,” siger han.

“Bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”

Tidligere studerende Jeppe Peschardt As senholt skrev i et debatindlæg til Illustre ret Bunker i 2023: “Bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”.

Thomas Pallesen, medieretsansvar lig og redaktionschef for Mediajungle, fortæller, at han ikke kan svare på, hvor mange læsere Mediajungle har, da han ikke har adgang til trafkdata, men kun til oplysninger om antallet af publicerede artikler og registrerede brugere.

Emil Delord Frimand Probst mener, at interessen for læsertal bør være en prio ritet, når journaliststuderende ofte får at vide, at journalistik kun er værdifuld, hvis den bliver set, læst eller hørt.

”Der er langt mellem det at få vores artikler udgivet på en platform og så det, at nogen aktivt læser det, vi skriver,” fortæller han.

Men de studerende skal ikke forvente, at det nye mediesoftware øger antallet af læsere, fordi formålet med siden er ikke kun publicering af artikler, fastslår Henrik Berggren.

”Jeg tror ikke, det nye system løser det. Bare fordi en studerende publice rer noget, betyder det ikke, at tusindvis vil læse det. Det er derfor, man skal i praktik.

Dér lærer man det,” forklarer uddannelseslederen.

Han håber dog, at det nye system vil gøre det nemmere og mere attraktivt for de studerende at dele deres indhold.

”Vi håber, man kan lave indhold, som ser godt ud, der giver de studerende lyst til at dele indholdet i deres netværk og dermed få produkterne ud til fere,” siger han.

Mediajungle var ikke tiltænkt som medie Spoler man tilbage til en tid, hvor internettet var proppet med uanede mængder af modetips, fedtfattige desserter og rejseguides, befnder du dig i bloggingkulturens glansperiode, som Mediajungle udspringer af.

DMJX red med på bølgen og gav de studerende mulighed for at blogge om løst og fast.

“Man troede, at hele verden ville have deres egen blog, og det ville blive en stor del af nyhedsformidlingen,” siger Henrik Berggren.

Men med GDPR-lovens indtog ændrede tingene sig.

”Medieretsansvarlig Thomas Pallesen kom til mig og sagde, ’Vi har et problem’. Jeg troede, at vores studerende var fritaget for GDPR-lovgivningen, men det var de

GDPR-lovgivningen, mens de i journalistiske sammenhænge kan være fritaget. Mediajungle fungerer som skolens massemedie og er underlagt medieansvarsloven, hvilket gør det muligt for de studerende at arbejde under de journalistiske undtagelser i databeskyttelsesloven. Derfor måtte DMJX etablere et samlet

GDPR-lovgivningen har til formål at beskytte persondata, men journalistisk arbejde ville ofte være umuligt uden visse undtagelser. Derfor er behandling af personoplysninger med ’journalistiske formål’ fritaget for dele af lovgivningen. For at sikre, at et medie reelt arbejder med journalistik, er de feste massemedier underlagt Pressenævnet og medieansvarsloven, hvilket tydeliggør, at deres produkter falder ind under journalistisk virksomhed.

medie, der skulle underlægges medieansvarsloven og leve op til GDPR-lovgivningen.

Studenterinddragelse på Labrador Det nye mediesystem, Labrador, vil byde på en række forbedringer, hvor blandt andet

Itslearning, hvor de studerende kan vælge mellem fre designforslag – en proces, der vækker begejstring hos Emil Delord Frimand Probst.

”Jeg synes, at alle fre designforslag er langt bedre end det, vi har nu. Jeg glæder mig til at se resultatet,” siger han. Hvis navnet, Mediajungle, ikke er sød musik i dine ører, har du også mulighed for at få indfydelse på Labradors medie. En navnekonkurrence løber af stablen i foråret, og ifølge Andreas Leer Scharnberg er der mere end blot æren på spil. Der venter også en præmie, som vi endnu må vente spændt på, hvad er.

For langsom på aftrækkeren Selvom skiftet til en ny platform nærmer sig med hastige skridt, rejser det også spørgsmålet: Hvorfor først nu?

Emil Delord Frimand Probst anerkender, at udskiftningen af et gammelt system er en proces, som tager tid. Alligevel så han gerne, det var sket tidligere.

”Man bør kunne forvente, at en journalisthøjskole har bedre styr på visuel formidling. Det havde været mere belejligt, hvis det var sket før,” fortæller han.

Økonomien har dog været den største stopklods. Tidligere vurderede skolen, at et nyt system ville være for dyrt.

”Da vi for to år siden undersøgte forskellige mediesystemer, kunne vi se, at det var sindssygt dyrt. Vi troede ikke, vi havde råd til det. Men det, vi får nu, er et forholdsvis billigt system og inden for vores rækkevidde,” forklarer Henrik Berggren.

Alligevel koster Labrador mere end seks gange så meget som Mediajungle, men uddannelseslederen er sikker på, at investeringen er det værd.

”Det er klart, at de penge, vi bruger på den nye platform, kunne bruges på mere undervisning. Sådan er det med alt, hvad vi gør. Men jeg tror ikke, nogen vil klage over denne prioritering,” fortæller Henrik Berggren.

Henrik Berggren kan ikke komme omfordelingen af pengene nærmere grundet budgettets kompleksitet.

Lys for enden af tunnelen Ventetiden er snart forbi, og DMJX kan snart vinke farvel til Mediajungle og byde det nye Labrador velkommen. En forandring der vækker glæde hos Emil Delord Frimand Probst.

“Jeg er glad for, at vi får en ny platform. Forhåbentlig bliver den både visuelt lækker og mere brugervenlig,” siger forpersonen i De Studerendes Råd. Henrik Berggren deler optimismen.

“Jeg tror, Labrador bliver meget federe at arbejde i end Mediajungle – og forhåbentlig en del lettere,” fortæller uddannelseslede-

Tiden vil vise, om Labrador kan leve op til forventningerne. Men én ting er sikker: Mediajungles æra er ved at være forbi. Det samme er billeder, der danser med artiklens gloser, og din stigende puls.

TEKST: MADS MANDAU & ASTRID BISGAARD

FOTO: ZIFAN ZHANG

Jeg sidder på toilettet, mens jeg skriver det her. Jeg har lige fået skyllet mit legeme for anden gang på tre dage. Jeg er træt. Træt af de her toiletter. Træt af at sensorerne på magisk vis altid virker, mens jeg sidder på toilettet, så jeg får køligt toiletvand på alt syd for navlen. Dog virker de aldrig, når jeg beslutter mig for at lave ’nummer to’. Det bliver altid en akavet gang ud fra toilettet med et brændende ønske om, at der ikke står nogen og venter.

Så nu har jeg fået nok. Jeg er derfor gået i gang med et større projekt om vores toiletter.

Den infrarøde sensor styrer, hvornår toilettet skal skylle ud. Den har, på papiret, et hæderligt formål: At gøre dit liv nemmere! GROHE, som er virksomheden, der har designet den infrarøde sensor, skriver på deres hjemmeside en lang række fordele ved at have en sådan funktion.

Udover maksimal komfort og hygiejne, beskriver GROHE også deres infrarøde sensor som holdbar, justerbar og med en indbygget tyverisikring.

Oven i alle disse herligheder er det også muligt at tilkøbe en GROHE-fjernbetjening. Med denne kan man tilgå ekstra indstillinger samt monitere sit vand- og energiforbrug og måske endda skylle ud i toilettet, når man selv ønsker det.

Sensoren er skabt til at gøre vores toiletbesøg nemmere, men det er desværre ikke altid realiteten. Katinka Ødegaard, journaliststuderende fra andet semester, er frustreret over sensoren i det hele taget.

“Jeg forstår slet ikke tanken bag. Hvis sensoren handler om hygiejnemæssige hensyn, er en håndvask med sensor nok for mig. Bakterierne fra en manuel skyl ud-knap ville forsvinde, så snart jeg vasker hænder,” siger hun.

Det første, jeg gør, er at kontakte GROHE for at høre, hvad de tænker om problemet med deres toiletter. GROHE svarer tilbage, at de beklager problemet og sjældent møder klager over deres sensorer.

Karin Løntoft Degn-Andersen, som er administrationschef og ansvarlig for Bygning og Facility, forklarer, at det vil blive for dyrt for skolen selv at betale. Hun har ikke det præcise tal på omkostningerne, men hun ved, at det er omkring et par 100.000 kroner. Et regnestykke, som blev lavet helt i starten ved installationen af sensorerne, da toiletterne blev bygget.

Skolen fandt ud af, at de ikke kan nøjes med at udskifte sensorerne, for så skal toiletterne også skiftes ud. Da man diskuterede problemet, forsøgte man derfor at regne omkostningerne ud.

En af ulemperne ved skyl ud-sensoren er, at den skyller uhensigtsmæssigt ud. Man opvejede spildet af vand i kroner mod udgiften ved at bygge nye toiletter.

Der var desværre for stor forskel til, at det gav mening. Altså ville man hellere have toiletter med et par ekstra skyl fremfor at skifte toiletterne ud.

Skyl eller ikke skyl

Kristian Runge fra første semester, der i forvejen var nervøs til optagelsesprøven, mener, at toiletsituationen, han oplevede, gjorde hans optagelsesprøve yderligere ubehagelig. Han husker tydeligt nerverne på dagen, og situationen blev kun værre for ham på toilettet. Det gjorde, at Kristian Runge fk et ærgerligt førstehåndsindtryk af skolens faciliteter.

“Man er meganervøs, og derfor sker der en naturlig reaktion i maven. Af den grund er det uhensigtsmæssigt, at man ikke kan skylle ud, efter man har leveret, hvad der nu skal leveres. Og det er også pinligt, når man skal forlade toilettet,” fortæller han.

Andre kan være heldige at kende problemet inden studiestart, som Jeppe Grue på andet semester, der blev gjort bekendt med problemet på den første dag, hvor man som studerende på DMJX møder undervisere og bliver introduceret til skolen – dagen kaldes også ’dagen-før-dagen’. Her fk han et trick til problemet, som blev en livline til fremtidige toiletsituationer.

“Du hopper og drejer 360 grader rundt

om dig selv. Så enkelt er det. Så tror jeg, toilettet ser, at jeg har en fest og belønner mig med et skyl,” fortæller han.

Tricket er blevet en fast del af Jeppe Grues dagligdag på DMJX og hjælper ham sommetider ud af de uheldige toiletsituationer. Det smiler både han og jeg over, og selvom det lyder åndssvagt, så virker det for ham.

Kun i et nødstilfælde

Der er fere, der er utilfredse med skolens toiletter, da man ikke kan være sikker på et skyl på det rette tidspunkt. Det er noget, Jeppe Grue har hørt fere af sine medstuderende nævne.

“Jeg har snakket med fere om, at man skal kunne turde gå på toilet på skolen. Flere venter simpelthen, til de kommer hjem. Når skolen også har så fot interiør ellers, skal det være på plads” siger han.

Skolen blev færdigbygget i 2020, og som Jeppe nævner, står den nye bygning i kontrast til de toiletter, der er installeret her.

Så hvad kan man gøre, når toiletterne ikke kan skiftes ud?

For at løse problemet med toiletternes skyl ud-funktion valgte man på administrationsgangen at sætte små skilte op, fortæller Karin Løntoft Degn-Andersen. Skiltene forklarer, hvordan man kan få sensoren til

at skylle ud. Jeg vender derfor tilbage til Karin Løntoft Degn-Andersen og spørger hende, om vi ikke kan gøre det på alle toiletter. Hun svarer, at ”selvfølgelig kan vi da det!” Hun ville faktisk have gjort det før, men har ikke modtaget henvendelser fra studerende.

Hvorfor Karin Løntoft Degn-Andersen ikke har modtaget henvendelser fra studerende, er der måske en meget specifk grund til. Emilie Ryberg Rahbek Hansen fra anden semester forklarer, at de i hendes vennegruppe ikke har overvejet at gå til administrationen.

“Vi kan sagtens snakke om problemet i min vennegruppe, men ingen af os har haft lyst til at gå videre med det. Selvom det ikke er et tabu at snakke om blandt eleverne, føles det grænseoverskridende for os at skulle gå til administrationen,” siger hun. Så til jer, der er trætte af toiletterne på skolen: Nu er der sat etiketter op på toiletterne, så alle ved, hvad de skal gøre. Hvis du ikke får set skiltet, står der følgende: ’Hvis toilettet ikke virker, så hold hånden hen til sensoren i 10 sekunder og slip.’ Jeg kan ikke garantere, at guiden vil virke hver gang, men du vil forhåbentligt få fere succesoplevelser end tidligere.

Kristeligt Dagblad søger tre journalistpraktikanter

Er du skarp, videbegærlig og velskrivende? Kan du se de store perspektiver i en historie, som de fleste af dine medstuderende overser? Og vil du undersøge tidsånden – kritisk og nysgerrigt?

Så har du chancen for at blive en del af Kristeligt Dagblads dynamiske og ambitiøse redaktion i 12 eller 18 måneder fra den 1. august 2025.

Vi søger tre selvstændige og idérige journalistpraktikanter, der både kan tænke i hårde nyheder, baggrundsartikler, debatinterviews og store menneskelige historier. Du får den bedst tænkelige uddannelse, hvor vi giver os tid til e terkritik, løbende drø ter journalistik, og hvor vi lægger vægt på at fastholde et højt presseetisk niveau.

Praktikken på Kristeligt Dagblad er opdelt i fire eller seks moduler på tre måneder pr. redaktion. Vi har praktikanter på følgende redaktioner:

• Indland

• K.dk

• Kirke&Tro

• Liv&Sjæl

• Kultur

• Udland

• Christiansborg

• Debat

Som journalistpraktikant på Kristeligt Dagblad vil du skrive om alt fra etiske debatter på Christiansborg over politik og religion i en urolig verden til tilværelsens vendepunkter og overgange. Altid med blik for avisens nøgleord: tro, etik og eksistens.

Vi laver kvalitetsjournalistik og har store ambitioner, så derfor stiller vi også store krav til dig. Vi forventer journalistisk engagement og interesse for avisens fokusområder og tilbyder til gengæld, at du får dine gode idéer realiseret på alle de platforme, vi i dag udkommer på – både som tekst og lyd.

I din ansøgning beder vi dig gøre rede for, hvorfor du gerne vil i praktik på netop Kristeligt Dagblad. Vi beder dig også vedlægge eller linke til eksempler på dit journalistiske arbejde.

Vi holder individuelle samtaler onsdag den 23. april i Kristeligt Dagblads lokaler på Vimmelska tet 47, 1161 København K. Dagen begynder klokken 10.00 med fælles oplæg og rundvisning for dem, der har mulighed for at deltage. Dernæst holdes der samtaler. Du vil på forhånd have fået tildelt et tidspunkt for din samtale. Der er mulighed for at opholde sig på avisen, hvis du har ventetid inden din samtale.

For yderligere oplysninger kan du kontakte praktikvejleder Rasmus Enghave Friis: Tlf.: 51 88 92 77 eller e-mail friis@k. dk. Du er også velkommen til at kontakte vores nuværende praktikanter eller chefredaktør Karin Dahl Hansen.

Fortsat fra forsiden

TEKST: MADS KELLER ISAKSEN (PÅ UDVEKSLING I TYRKIET)

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Burak Dal har brugt det meste af sin karriere på at tale med journalister, der, grundet deres historier, har været i eksil, fængsel eller værre. Alligevel kom det som en ubehagelig overraskelse, da det blev hans tur til at komme i søgelyset.

”Jeg har mistet håbet,” siger den ellers muntre tyrker, mens han hiver det sidste sug ud af sin cigaret. For første gang overvejer han nu sin fremtid i sit eget land.

”Dokumentaristerne har tabt kampen mod censuren,” siger han. Han fortæller, at det for første gang gik op for ham i 2014, da en dokumentar, som skulle vises til landets ældste flmfestival, Golden Orange Festival i Antalya, blev bandlyst. Det skyldtes, at der var ét skud i dokumentaren, som viste graffti, der kritiserede præsident Recep Erdogan, som stadig besidder embedsværkets toppost i dag.

For Burak Dal er censuren blevet en del af hans arbejdsliv, og det er mere undtagelsen end reglen, at hans flm bliver bandlyst. Hans første flm med titlen ’1938’ omhandlede massakren på kurderne selv samme år. Dokumentaren så dagens lys i 2007, og året efter blev den taget ned af regeringen. For Burak Dal er håbet svært at fnde, når venner og kollegaer rundt om sig bliver sat i fængsel og chikaneret. Alligevel stopper han ikke med at lave dokumentarer. Spørger man hvorfor, fndes svaret i Tyrkiets fremtid.

”Alt, hvad jeg gør nu, gør jeg for mine to piger,” fortæller Burak Dal.

Døden med på arbejde

På Forbundet for Tyrkiske Journalisters hjemmeside fndes en menu som løst oversat læser: Myrdede journalister.

68 navne står på listen. Det sidste, Güngor Arslan, blev skrevet ind den 19. februar 2022.

Tidligere eksempler viser, at journalister, som dækker den kurdiske modstandsgruppe PKK’s handlinger i et lys, regeringen ikke fnder negativt nok, bliver stemplet som terrorsympatisører og får en dertil følgende dom.

Hvis en journalist derimod dækker LGBTQ+-rettigheder, er det en dom for opfordring til had, man risikerer.

Efter et fejlet kupforsøg mod sin regering i 2016 tog Recep Erdogan og regeringspartiet AKP livtag med medierne og strammede grebet. Ifølge Committee to Protect Journalists var 2016 det værste år at være journalist i Tyrkiet i, med hele 84 journalister siddende i tyrkiske fængsler. Flere af dem var Burak Dals venner og kollegaer.

I dag er de feste ude igen – dog har andre af hans kollegaer siden lidt samme skæbne. Senest er en af kilderne fra en dokumentar, Burak arbejdede på, Yildiz Tar, blevet tilbageholdt. Yildiz Tar er journalist og dækker rettighederne for LGBTQ+personer i Tyrkiet. Han afventer i skrivende stund rettergang.

Oto sansür

Når frygten om at komme i fængsel, blive sprunget i luften eller være nødsaget til at fygte konstant hænger over en, kan det være svært ikke at udøve selvcensur – oto sansür.

Burak Dal er dog stadig overbevist om, at selvcensuren ikke har fået hold om ham endnu. Han er derimod også klar over, at i et land som Tyrkiet, ligger den konstant og ulmer i underbevidstheden.

Under optagelserne af den dokumentar, som har vækket politiets interesse for Burak Dal, modtog flmholdet optagelser af kurdiske oprørsgrupper. Det igangsatte lange og ophedede diskussioner internt.

Burak Dal og de andre vidste, at flmen ville blive stemplet som kurdisk propaganda. De vidste dog også, at de ville kunne anfægte den anklage. Hvis de brugte optagelserne, ville dokumentaren blive for nemt et offer for censurapparatet, fortæller han.

”Der er ikke nogen grund til at gøre det nemmere for dem, end det er i forvejen,” siger Burak Dal.

De feste af de dokumentarer, Burak Dal har lavet eller arbejdet på, er på et eller andet tidspunkt blevet taget ned, bandlyst eller censureret ind til et mutantværk, som ingen længere kan genkende. Når han sidder og klipper i en dokumentar, er der ét spørgsmål, som altid går igen: ‘Gad vide om det her vil blive vist?’

Han er så rutineret i censurens veje, at han på forhånd kan gætte, hvilke scener der vil fælde flmen.

Tænker du over at ændre det med det samme, når du ved, at det kommer til at

resultere i, at flmen ikke ville kunne komme ud på grund af det?

”Alt i det her land er politisk. Så længe dine ting bliver taget ned, så ved du, at du gør det rigtige,” siger Burak Dal.

Håb igennem cigaretrøg Organisationen Media and Law Studies Association, MLSA, er sat i verden for at hjælpe de tyrkiske journalister, som bliver tilbageholdt, tæsket eller fængslet, og som ikke selv har mulighed for at få advokathjælp.

Organisationen er stiftet af to advokater og er noget nær den eneste ven, en kritisk journalist i Tyrkiet kan fnde. Burak Dal vil ikke sige, at MLSA er håbet for den frie presse i Tyrkiet, da de indtil videre kun beskæftiger sig med journalister – og altså ikke dokumentarister, fotografer eller andre mediefolk.

Men igennem cigaretrøgen kan man ane et smil, måske endda et håb. Nu skal han først lige forklare sin kone, at han er ved at blive undersøgt af staten, siger han. Så kan vi tale om håb bagefter.

Sagen mod Burak Dal kører stadig. Han er ikke yderligere blevet kontaktet af staten angående sagen endnu.

TEKST:

MIKKEL JUULSGAARD

SIGRID CONRADSEN NIELSEN

ILLUSTRATION:

“Hastigheden er svimlende. Opgaver, der ville tage mig ekstremt lang tid, eller som ville kræve, at jeg fk hjælp af andre, kan AI klare.”

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Kulager. Han er journalist hos Zetland og benytter AI-hjælpemidler tre til fre gange om dagen. Han sidder i den undersøgende gruppe, hvor de blandt andet laver podcastserier, og så er han vært på ‘Frederik Forklarer Internettet’. Et program, hvor han forsøger at forklare Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, internettets fænomener.

Forleden fk han ChatGPT til at frembringe hele indslaget og læste det højt for hende som eksperiment. Lea Korsgaard troede på, at det var Frederik Kulager selv, som havde skrevet det, men syntes nok, at han var ‘faldet lidt af på den’.

Ifølge Frederik Kulager selv, bruger han AI mere end de feste. Men han er langt fra den eneste journalist, som er blevet gode venner med den hurtigtænkende, lille hjælper.

Sådan lyder det fra Peder Hammerskov, der er adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og som de sidste to år udelukkende har beskæftiget sig med AI.

Kunstig intelligens har eksisteret siden 50’erne. Men først med ChatGPT’s gennembrud i slutningen af 2022 blev teknologien en del af almindelige menneskers, og ikke mindst journalisters, hverdag. Siden Chat GPT sparkede døren ind, er udviklingen eksploderet, og i dag er ChatGPT bare ét af mange eksempler på kunstig intelligens, som kan skabe indhold efter forespørgsel. Der fndes endnu ikke statistik på, hvor mange journalister, som har taget teknolo gien til sig. Men ifølge Peder Hammerskov har AI-bølgen spredt sig over hele det danske mediebillede.

“Hvis du ringede til alle mediehuse, tror jeg ikke, du ville fnde nogen, der sagde: ‘Vi bruger ikke AI’,” siger Peder Hammerskov. Hvordan og hvor meget teknologien skal bruges, er der stadig uvished om, hvis man spørger Peder Hammerskov. Nogle bruger allerede teknologien meget, mens andre spe kulerer mere over, hvordan den bruges klo gest. Nogle kaster sig pladask ud i det, mens andre lige skal dyppe storetåen i teknologi ens vide omfang først.

“Der er ikke fundet nogen formel for, hvordan man skal gøre det endnu. Det er vir kelig interessant at se, hvordan de forskellige medier prøver med alle mulige forskellige ting,” forklarer Peder Hammerskov, som er ved at skrive en bog om AI i journalistikkens verden.

Theis Gaarde Engmann er udviklingsredak tør hos JFM, som er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Hans arbejdsop gaver har de seneste par år drejet sig meget om kunstig intelligens. Han er med til at afholde heldagskurser for koncernens 450 journalister.

“Vi har satset mere på at komme forrest i bussen. Selvfølgelig er der ting, man skal være forsigtig omkring, men vi har prioriteret ikke at være så forsigtige som andre medier,” siger Theis Gaarde Engmann. Et eksempel på deres pionerånd er det research-værktøj, JFM har udviklet i samarbejde med Syddansk Universitet. En såkaldt ‘web scraper’, som støvsuger internettet for information. Mere specifkt kan programmet tilgå en kommunes hjemmeside og gennemlæse alle politiske dagsordener og referater for det lokale byråd. Ved hjælp af AI vurderer værktøjet den journalistiske relevans og disker op med en pointscore. Ikke så tosset at have i værktøjskassen hos alle de lokale aviser, der hører under JFM.

Hos Zetland har man også udviklet sit eget AI-værktøj. Det hedder Good Tape, og som du måske har gættet, bruges det til at transskribere interviews. Frederik Kulager sparer meget tid med Good Tape, som bruges i hele verden. Det er et af mange værktøjer, der gør hans hverdag som journalist nemmere.

Foruden Good Tape anbefaler han ChatGPT til de mere kreative processer som brainstorming og idéudvikling. Frederik Kulager benytter gerne programmerne i samspil med hinanden, hvor han agerer dirigent, mens instrumenterne spiller for ham.

Forleden havde han lavet et interview med en jazzmusiker, som var kritisk over for Spotify. Han transskriberede interviewet, fodrede det til ChatGPT og bad den formulere ti gode spørgsmål til Spotify. Tre

ufattelig mange timer på ting, jeg før i tiden brugte rigtig lang tid på, eller som jeg opgav og bare var dårligere til,” forklarer Frederik Kulager.

AI kan nogle gange lyde for godt til at være sandt, og der er noget om snakken. Det er ikke kun et genialt redskab. Teknologien har også problematiske sider.

Et af de store problemer ved generativ AI er dens tilbøjelighed til at hallucinere. Altså generere information, som er opdigtet. Det stiller krav til journalisten, mener udviklingsredaktør på JFM, Theis Gaarde Engmann.

“Det svar, du får fra en sprogmodel, vil altid virke rigtig, rigtig overbevisende, selvom det er forkert i nogle tilfælde. Hvis man bliver dygtig, når man arbejder med en AI, indtager man rollen som en form for redaktør, som holder den i ørerne, faktatjekker og holder øje med, at alt er, som det skal være,” siger han.

Frederik Kulager er også på vagt over for usand information. Han understreger, at han aldrig ville udgive noget, AI har skrevet uden at vide, hvad den præcis har gang i.

“Det er mig, der er ansvarlig og på den måde redaktør overfor AI. Men det er helt åbenlyst, når man arbejder med teknologien. Hvis man copy-pastede noget fra ChatGPT og udgav det på internettet som journalistik; det ville være en katastrofe,” konstaterer Frederik Kulager.

Samspillet med et generativt AI-værktøj

Når han er sløset, så er den det også. “Nogle gange skal jeg bruge lidt længere tid på at formulere mig på en måde, så den forstår, hvad fanden det er, jeg vil have den til at gøre. Oftest føler jeg, at det er mig, der er uskarp. Den kan egentlig håndtere ret komplekse problemstillinger, analyser og research. Jeg skal bare lige nå derhen med den,” siger han.

Men det handler også om at vide, hvornår den skal bruges. Ifølge Frederik Kulager halter det stadig med at skrive. ChatGPT kan ikke skrive, som han gerne vil, og så er der andre problemer.

“Den ved jo ikke en skid om sandt eller falsk eller presseetiske regler eller noget som helst. Man kan godt prøve at sige det til den, men den kan sagtens ignorere dig,” fortæller Frederik Kulager.

Det er ikke kun journalistens ansvar at bruge AI ansvarligt, mener AI-underviseren Peder Hammerskov. Gode og tydelige retningslinjer fra organisationens side er ekstremt vigtige.

“Man skal ikke bare have regler, men også massere dem ind, give folk lov til at eksperimentere med det og skabe tid til, at de kan bruge det. For AI er ikke noget magisk værktøj, der pludselig gør alting bedre. Det er noget, man skal øve sig i,” uddyber Peder Hammerskov.

Han opfordrer medierne til at være en slags heppekor for journalisterne, som skal være nysgerrige, prøve det af og være ærlige omkring, hvordan de bruger det. Det åbner op for nogle gode diskussioner. Peder Hammerskov mener, at det kan være problematisk, hvis journalister nægter at tage de nye redskaber til sig.

“Det er klart, at hvis jeg sidder på en eller anden redaktion og nægter at bruge AI til at transskribere noget, men alle de andre gør det, så kommer jeg til at ligne en idiot og en meget langsom idiot, der ikke er min løn værd,” fortæller han.

Ifølge Frederik Kulager er det ikke tabu at bruge AI, tværtimod.

“Jeg tror, tabuet peger mere den anden vej. Der er folk, som har det dårligt med, at de ikke bruger AI nok, fordi de har fået en følelse af, at de kan falde bagud i forhold til dem, der bliver gode til at bruge det. Og det, tror jeg, bliver mere og mere sandt over årene,” siger han.

Frederik Kulager betragter ikke brugen af AI som en grænse, der overskrides. Han sidestiller det med at bruge Google. Det er blot det næste teknologiske redskab.

“For mig er det så naturligt og indarbejdet, at det knæfald er tabt for mig. Jeg bruger jo internet, computer og teknologi, og det har jeg altid gjort. Jeg har ikke kendt til et analogt liv på noget tidspunkt i mit liv. Så det her er en helt naturlig overbygning på den måde, jeg altid har arbejdet. Med tekst, med skrivning, med journalistik. Jeg har ikke nogen fnere fornemmelser,” siger Frederik Kulager.

NIELS LINDSTRØM SCHALDEMOSE & SOFIE

TEKST:

BUNDGAARD

ILLUSTRATION: ANTON

LARSEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Grønland har ryddet forsider og sendefader de sidste par måneder. Udover at der netop har været valg, har præsidenten fra verdens mest magtfulde nation banket insisterende på døren.

Det har betydet, at mediedækningen af det arktiske land har været noget ud over det sædvanlige. Det blev også tydeligt, da Donald Trump Jr. i januar var på besøg i Nuuk.

Det rejser dermed spørgsmålet, om medierne indtil nu har underprioriteret at formidle viden om Grønland og dermed at klæde borgerne ordentligt på til at tage stilling til den nu højspændte, geopolitiske situation.

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, docent ved Institut for Medier og centerleder for medier og innovation på DMJX, er svaret nej.

“Mange danske mediebrugere har ikke den fjerneste ide om, hvad der sker inden for vores eget Rigsfællesskab,” siger han.

Årsagen er blandt andet, ifølge ham, at medierne ikke har lavet en løbende dækning af Grønland og Færøerne.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at medi erne tilsyneladende først har fået interesse for Grønland efter Donald Trumps udtalelser om at købe landet. Søren Schultz Jørgensen efterspørger en generel dækning, hvor jour nalister også dækker hverdagslivet i Grøn land.

Kim Andersen, lektor i journalistik ved SDU, ser en lignende tendens i mediebille det. Han mener heller ikke, at danske medier generelt dækker Grønland nok.

“Ligesom det er vigtigt, at den danske befolkning ved, hvad der foregår i hele Dan mark – både i storbyerne, i Vandkantsdan mark og derimellem – er det også vigtigt, at de ved, hvad der foregår i Grønland. Det sik rer, at vi har forståelse for hinanden og kan have en oplyst samtale om, hvad der skal ske med Rigsfællesskabet fremover,” siger Kim Andersen.

Danske mediers dækning af Grønland har i begyndelsen af 2025 været noget over nor malen.

I januar og februar er der ifølge Infome dia blevet udgivet over 21.000 artikler om landet. Tilsvarende kan man kun fnde om kring 3.500 artikler om landet i samme pe riode sidste år.

Det svarer til, at der er udgivet over fem gange så mange artikler i år.

I 2022 og 2023 er der i samme periode udgivet omkring 3.000 artikler omhandlende Grønland.

Han anerkender derfor, at mediedækningen generelt svinger, men fnder stadig dækningen af Grønland problematisk – eller manglen på samme.

Kim Andersen påpeger, at særligt public

der sker i hverdagslivet i Grønland,” siger han og fortsætter: ”Journalisterne, der lige nu dækker Grønland, er dygtige. Men ønsker medierne at give danskerne en mere nuanceret forståelse af landet, må mediedækningen

Han uddyber, at det eksempelvis kan gøres ved at gå bort fra faldskærmsjournalistikken og altså fast have journalister på

Ligesom Kim Andersen mener Søren Schultz Jørgensen også, at public servicemedierne har et særligt ansvar. Han siger, at både DR og TV 2 burde have faste korrespondenter hos vores arktiske naboer. Illustreret Bunker har forelagt TV 2 kritikken. Jon Hasselbalch Mikkelsen, nyhedschef på TV 2 Nyhederne, er vendt tilbage med følgende svar: ”Vi har dækket både det grønlandske valg og de geopolitiske omstændigheder omkring Trumps øgede interesse i Grønland intensivt. I 2025 har TV 2 haft en markant fysisk tilstedeværelse i Grønland, og vi følger løbende udviklingen i Rigsfællesskabet.

Samtidig står vi i en global virkelighed, hvor mange store begivenheder kræver journalistisk fokus og tilstedeværelse – fra Ukraine og Mellemøsten til forholdene i amerikansk politik.

Derfor vurderer vi løbende, hvor vores korrespondenter gør den største forskel for seerne og vores publicistiske mål.”

Jon Hasselbalch Mikkelsen vurderer således, at TV 2 gør sit for at være til stede ved verdens brændpunkter – også selvom de ikke har en fast korrespondent i Nuuk.

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, kunne noget godt tyde på, at tendensen til at glemme Grønland forsvinder, eftersom den geopolitiske situation og selvstændighedsspørgsmålet formentlig forbliver relevante

Han har dog et bud på, hvad der skal til for at få en mere nuanceret dækning af

“Hvis der er nogen, der er fast til stede, bliver de også nødt til at rapportere fra Grønland, når vi ikke står i en akut krisesituation. Det handler om, at vi skal have hverdagsbilledet med,” siger Søren Schultz Jørgensen.

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.”

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer - fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle.

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Anne Sofe Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendefok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren fyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofe Kragh fra fittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fngrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofe Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang.

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofe Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist.

Anne Sofe Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne fnde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’. Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet.

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofe Kragh.

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofe Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæf-

tige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.

Her kunne Anne Sofe Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun.

Men hvor hun oplevede, at de feste hardcore journalister så noget mindre fnt, så Anne Sofe Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så synes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofe Kragh.

gyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofe Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biograf om statsministeren. Så det gjorde hun.

Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle.

- Anne Sofe Kragh, journalist og forfatter

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS.

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være frkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS ende-

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på

at tænke over i sit virke som journalist. “Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Anne Sofe Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fsker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofe Kragh tilbød ikke citattjek –noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofe Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket. “Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofe Kragh. Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Anne Sofe Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografer, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofe Kragh. Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofe Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

FOTO: CARA PENQUITE

Journalism Through a Cultural Lens

shaped by cultural, political and societal norms that infuence how stories are told. In some countries, a journalist’s role is to ob serve from a distance, while in others, their work is inseparable from activism and ad vocacy. Navigating these differences is not just a matter of professional adaptability; it is essential for producing stories that reso nate within the societies they seek to inform. Journalism evolves with each new culture, fundamentally altering its practice and rede fning the very nature of reporting.

In some regions, journalism thrives on objectivity and detachment, while in others, it is inseparable from advocacy and social change. In Western media, objectivity is con sidered a fundamental principle as reporters are expected to maintain neutrality, present multiple perspectives, and mini mise personal bias. in other media landscapes, these boundaries are not as rigid.

Culture Alters Journa listic Relationships

In contrast to the stiff bo undaries often seen in Western media, cultural factors significantly influence how journalists engage with sources and commu nities. Austra lian journa list Janak Rogers who has reported from Peru, South Africa, Mexico, Japan and the Philippines, notes that while some cultures emphasise formal structures and transactional interactions, others prioritise hospitality and relationshipbuilding as essential for reporting.

makeshift shelters and survive under dire conditions. Many of the children suffered from severe malnutrition, their bloated stomachs refecting the diffcult conditions they were facing.

accepting hospitality, such as a cup of coffee, plays a key role in establishing that trust.

“In school, I was told that you should never speak about personal stuff with sources. I disagree completely. I really feel like

observed that journalism in Australia was far more transactional than his previous work in Asia. There was less emphasis on the kind of rapport-building that he was used to, and interactions often felt less personal and more

“I’m bringing my own kind of reporting culture with me, and I try to stay true to that. But there are things you come across when you are reporting in different environments that are important to be mindful of,” Janak Rogers says.

This became especially clear to him during his time in India, covering a story on the Maoist uprising, a confict that had left tribal communities caught between government forces and violent gangs. Entire villages had been burned to the ground, forcing families into the forest, where they struggled to build

“It would have been wrong of me to stand on my Western high horse and say no. It was more correct of me to accept the hospitality as it was a gesture of trust and diplomacy. Then do the interviews on the other side of it,” he says.

The Importance of Personal Connection

Despite being told at university to ”never speak about personal and private things to a source,” like Janak Rogers, Danish journalist Amalie Rud Seerup emphasises the importance of sharing personal aspects of oneself, humanising both a journalist and their story. She stresses that given the generally reserved nature of Danes, building rapport is essential, that trust-building with sources and

sights into the organisation and helped him build a relationship with his source.

“They unexpectedly offered me an interview with their second-in-command, it was huge! I spent two hours with him, which was really valuable to me and my reporting,” Janak says and continues.

“Afterward, he said, ‘I really enjoyed talking to you, anything you need, let us know,’ and because of that, I gained access to services that were previously off-limits. I felt I had earned their trust through the time spent together,” Janak Rogers says.

His move back to Australia required a shift in how he approached his work, particularly when it came to navigating the political and cultural dynamics of journalism. He quickly

Global Variations in Respect, Hierarchy,

The same experience was felt by Indonesian journalist Tito Ambyo, upon his move to Australia. One of the key differences they both identifed was the perception of ’activism.’ In Australia, the term is often met with caution or resistance in newsrooms. In contrast, journalists in Indonesia tend to have a deeper understanding of how to engage in journalism, that takes a clear stance. This approach does not compromise objectivity but rather ensures clarity in identifying who is oppressed and whose voices are

“There are major differences depending on the political and cultural contexts, not only in different countries but also in different newsrooms in the same country,” Tito

In Australia, younger journalists are not necessarily expected to observe strict formalities when engaging with older sources. In contrast, Indonesian journalists must navigate a landscape where social hierarchy, cultural background, and positional authority

“When you are dealing with sources who are older than you in Australia, there are no expectations of you being polite when talking But in Indonesia you defnitely have to be aware of where people are sition and their cultural backgrounds,” Tito Ambyo says. Tito observes the importance of critically of journalism cultures across different countries, highlighting how certain aspects are often overlooked when they don’t align with the modern Western idea.

“The best examples of journalism in the world are ones that we marginalise because they don’t ft the idea of modern journalism that we have right now,” Tito Ambyo says. Culture shapes journalism, and journalism defnes the news. Every country brings its own set of values, priorities, and expectations which infuence how stories are told. By embracing cultural nuances journalists can lead to richer, more impactful reporting, proving that the most powerful narratives often transcend the conventional structures students are taught to follow.

TEKST: EMMA SAMPSON ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Kommentar fra TEMA-redaktørerne

TEKST: EMILIA HEISELBERG, MARCUS MATHIAS FRANCK & LAVRENTIJA SØNDERGAARD

Lumre anmeldelser, armslængder og journalistik i konfikter og kaos. I denne udgave af TEMA handler det om grænser. Hvor de går – og om de overhovedet fndes.

Journalistikken bevæger sig ofte i et grænseland, hvor svarene ikke er enkle. I sektionen stiller vi spørgsmålene:

Journalistikken er objektiv og informerende, satiren er provokerende og kritiserende. Men hvad sker der, når de to mødes? Kan satire og journalistik virkelig eksistere i samme latterkrampe?

I MeToo-sager taler vi om grænseoverskridende adfærd, men hvor går grænserne for mediernes dækning af MeToo?

Journalistikken er forpligtet til at dække konfikter og kaos, men hvor langt tør og bør man gå for den gode historie?

Dokumentaren ’Grønlands hvide guld’ åbnede op for en debat om journalistisk integritet. Men med indblandingen fra magthavere opstod også et spørgsmål om armslængdeprincippet: Har politikerne fået for korte arme?

Den personbårne fortælling er blevet populær i mediebilledet. ’Jeg’et’ er ikke længere forbudt og forbandet. Men hvor meget spalteplads bør journalisten selv tage?

Velkommen til TEMA.

TEKST: BENJAMIN JÆGER & AMALIE HENRIKSEN

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Ijanuar 2025 skabte en anmeldelse i Avisen.dk stor debat, da journalist Søren Baastrup brugte ord som ’luder’, ’malkeko’ og ’vikingebøsse’ om deltagere i TV 2-realityprogrammet ’Spillet’. Anmeldelsen blev mødt med ramaskrig fra mange læsere og stor kritik i medierne. Chefredaktør for Avisen.dk, Per Kuskner, var derefter ude at forsvare anmeldelsen med, at der var tale om satire. Satirestemplet kom dog først i kølvandet på kritikken og var ikke tidligere blevet varedeklareret.

Episoder som denne rejser spørgsmålet om satirens rolle i journalistik. For mens journalistikkens primære formål er at informere og analysere objektivt, bliver satire ofte forbundet med at provokere og kritisere. Så kan man egentlig tale om satire og journalistik på samme tid?

Satire har længe været brugt til at udstille magtens absurditeter og skabe debat. Publicistiske medier som Charlie Hebdo og TV-programmer som The Daily Show bruger satiriske virkemidler til at belyse politiske og kulturelle emner. Ifølge Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet

og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant’, er satirens formål ikke blot at underholde, men også at kritisere og skabe refeksion.

Satire adskiller sig fra almin delig komik ved sine referencer – den handler altid om noget uden for sig selv.

“Satire er referentiel og in deholder et klart budskab. Den har en moralsk dimension og kritiserer aspekter af samfundet, som den mener, bør ændres,” forklarer Hanne Bruun.

Mads Zacho Teglskov, sa tireredaktør på Politiken og skribent på ’At Tænke Sig’, en daglig satirespalte i avisen, be skriver satire som en måde at behandle det etablerede, højti delige og magtfulde med humo ristiske virkemidler. Men satire kan også udfordre grænserne for, hvad der er acceptabelt. Hvis satire udelukkende provokerer uden en sam fundskritisk vinkel, kan dens relevans diskuteres, iføl ge Mads Zacho Teglskov. Han mener, at satire skal have et klart mål og en an svarlig afsender.

Spørgsmålet er så, om journa

Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp

– Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken

ville gøre. Satiren bliver stærkere, når den har et journalistisk fundament,” siger han. Hanne Bruun afviser denne opfattelse og mener, at journalistik og satire ikke er to sider af samme mønt. Ifølge hende har satire brug for nyheder som inspiration, men journalistik kan ikke være satirisk. Hun tilføjer, at kildekontrakten med målgruppen er anderledes i satire end i journalistik. Satire har til formål at

være sjov, og derfor kan det ikke anvendes som et journalistisk redskab, da journalistikkens primære opgave er

at informere objektivt.

Spørger man Hanne Bruun, er satirens og journalistikkens agenda i strid med hinanden.

“Du skal jo ikke kritisere magthaverne i journalistikken. Det er jo ikke journalistikkens fremmeste opgave at moralisere over, hvordan magten opfører sig,” siger hun.

Mads Zacho Teglskov mener, at satire kan fungere som et journalistisk værktøj. Når satire bruges på denne måde, kan den både informere og oplyse offentligheden, samtidig med at den bruger humor til at gøre budskabet mere tilgængeligt og engagerende.

“Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på,” siger han.

Satireforsker og foredragsholder Dennis Meyhoff Brink ser satire og journalistik som beslægtede, men med forskellige grundprincipper. Han påpeger, at satire kræver et element af fktion, som ofte er overdrevet eller grotesk. På trods af dette mener han, at satire og journalistik kan spille godt sammen.

“Nogle af fordelene er, at man jo rent konkret som satirisk journalist kan tillade sig mere end en ikke-satirisk, seriøs journalist,” siger han.

Ifølge Dennis Meyhoff Brink er ‘Den korte radioavis’ et godt eksempel på netop det. Han påpeger, at programmet ikke er underlagt de samme regler om neutralitet, objektivitet og seriøsitet som almindelige nyhedsjournalister er. Men kombineret med journalistikken mener han, at der i programmet opstår en vellykket og effektiv fusion.

Satiren kan medføre bredere rammer for, hvordan man vil kunne tilgå journalistiske opgaver såsom interviews. Sådan mener Dennis Meyhoff Brink og nævner igen ‘Den Korte Radioavis’ som eksempel. Op til valget i 2019 interviewede ‘Den Korte Radioavis’ fktive vært Kirsten Birgit partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan. I interviewet var hun enig med ham i, at 200.000 udlændinge skulle sendes ud af landet. Hun spurgte gentagne gange: ”Ja, det er en glimrende idé, men hvor skal vi sende dem hen?” Ved at blive ved med at anerkende forslaget, og spørge ind til den konkrete udførsel, pressede hun ham, ifølge Dennis Meyhoff Brink, til et punkt, hvor han be-

gyndte at modsige sig selv og fremstå mere ekstrem.

Denne metode er ifølge Dennis Meyhoff Brink effektiv, fordi den ikke giver interviewpersonen mulighed for nemt at affærdige spørgsmålene, som det ofte sker i traditionelle interviews, hvor politikere kan gentage deres talepunkter eller undgå svære svar. I satire bruges ofte en legende tilgang, hvor satirikeren indtager en rolle for at få den interviewede til at afsløre mere, end de måske ellers ville.

“Det er et af mange tilfælde, hvor man kan få folk til at sige nogle ret vilde ting, fordi man indtager en rolle,” siger han.

Mads Zacho Teglskov er enig i de bredere rammer, når man som journalist bruger satire som redskab, men han mener også, at der er noget andet, der spiller ind.

“Det interessante er ikke kun de bredere rammer. Det handler også om, hvordan det bliver præsenteret,” siger han. Han uddyber, at når han sætter satire i avisen, er det på en side, hvor læserne ved, at det er satirisk, sjovt og underholdende. Der er ikke de samme redaktionelle regler som for resten af avisen. Dog er det stadig udarbejdet gennem en grundlæggende journalistisk proces.

Problemet opstår altså, i Mads Zacho Teglskovs øjne, når satiren ikke er varedeklareret tilstrækkeligt. Når læseren, seeren eller lytteren ikke er klar over, at den journalistik, de bliver serveret, er journalistisk satire.

Dennis Meyhoff Brink er uenig og mener, at en alt for tydelig varedeklaration ødelægger oplevelsen af satire. Han argumenterer, at hvis man med store bogstaver skriver, at noget er satire, bliver det hele for udpenslet, før man overhovedet har haft chancen for at være med på joken.

”Det er som en kæp i hjulet,” siger han. Mads Zacho Teglskov siger dog også, at tvivlen om, hvorvidt noget er journalistik eller satire, kan have konsekvenser.

”Hvis satire ikke markeres korrekt, risikerer man at underminere genren og skabe tvivl om journalistikkens troværdighed,” mener han.

TEKST: ANNA SØNDERGAARD ANDERSEN & ANNA

ELMER KRUSE

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Midt på den oplyste scene står Sofe Linde til Zulu Comedy Galla 2020. Publikum forventer den næste vittighed, men i stedet gengiver hun en kommentar, som hun fk fra en ”stor kanon” i forbindelse med en julefrokost på DR, da hun var 18 år.

“Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere,” havde han angiveligt sagt.

Med en rolig, men fast stemme bryder Sofe Linde tavsheden om sexisme i den danske mediebranche. Talen betragtes af mange som dét, der for alvor sætter gang i MeToo-bevægelsen i Danmark. En bred række af MeToo-sager bliver i de efterføl gende år dækket massivt i medierne, hvor både offentlige personer og organisationer bliver afsløret og stillet til ansvar.

Hvor meget skal krænkeren outes? Siden Sofe Linde brød tavsheden, har spørgsmålet, om hvorvidt medier bør afsløre navnene på krænkere i MeToo-sager, været en stor del af de redaktionelle overvejel ser hos Ekstra Bladet og Information, som Illustreret Bunker har talt med. Ekstra Bladet ser en vigtig opgave i at afsløre magtfulde personer, der har krænket andre.

”Jeg mener helt sikkert, at Ekstra Bladet har en vigtig rolle i både at afsløre, oute, name og shame krænkere med magt i det her samfund,” siger James Kristoffer Miles, som er redaktionschef for Ekstra Bladets nyhedscenter.

Som redaktionschef har han været inde over de overordnede redaktionelle beslut ninger og overvejelser i dækningen af Me Too-sager.

Avisen har dækket adskillige MeToosager, hvor de sætter navn på de anklagede. James Kristoffer Miles forklarer, at det er med hensyn til offentlighedens interesse og en del af den journalistiske pligt at holde magtfulde personer ansvarlige. Hos Information ønsker man i højere grad at afdække de strukturelle forhold, der muliggør krænkelser, fremfor at pege på enkeltpersoner. Derfor vil Information gå langt for at anonymisere de anklagede.

siger hun.

ligt belæg for at offentliggøre en MeToo-

Too-sager er beskyttelsen af de personer, der står frem som ofre for krænkelser. Både hos Ekstra Bladet og Information understreges vigtigheden af at tage vare på de krænkede parter i processen.

”Den største etiske overvejelse er hensynet til de ofre, som har været udsat for krænkelsen,” siger James Kristoffer Miles. På redaktionen er der altid opmærksomhed på, hvordan ofrene påvirkes af den offentlige omtale, både under afdækningen og efter en historie er bragt. Det samme gælder hos Information, hvor hensynet til ofrene udgør en afgørende rolle, både når det gælder anonymisering og den måde, historierne formidles på.

”Man vil virkelig eliminere alle risici for, at man kommer til at hænge en forkert person ud,” siger Laura Friis Wang. Hun understreger samtidig, at det etiske ansvar over for kilden, der fortæller sin historie, er mindst lige så stort.

Det handler ikke blot om at beskytte kildens identitet udadtil, men også om at tage hånd om hele processen fra den første samtale til en eventuel offentliggørelse. Anonymisering er derfor et væsentligt værktøj hos Information. Dog er en anonymisering ifølge Laura Friis Wang en langt mere kompleks opgave end blot at undlade et navn. Der kan nemlig være meget andet end et navn, der kan pege på den anklagede.

MeToo i bølger

I fremtiden vil mediernes dækning af MeToo-sager fortsat kræve store overvejelser om, hvornår en historie bør og er klar til at blive publiceret.

”Jeg tror, det kommer til at gå i bølger. Der vil være perioder, hvor medierne har ekstra appetit på bestemte typer MeToo-historier, og så kan der opstå en risiko for, at sager bliver bragt, som måske ikke burde være det,” siger James Kristoffer Miles.

Samtidig understreger han vigtigheden af at fastholde de journalistiske principper, der er blevet styrket gennem MeToo-dækningen.

Laura Friis Wang arbejder som journalist på Informations indlandsredaktion og har været med til at dække MeToo-sager i DRsymfoniorkester og Liberal Alliances Ungdom. I 2022 blev Laura Friis Wang desuden nomineret til Cavlingprisen for dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’, som beskriver en række kvinder, der har oplevet sexistisk adfærd og kultur på TV 2. ”For os har det handlet om ikke at være en offentlig domstol, hvor vi hænger specifkke mænd ud. Det er interessant for os at beskrive, hvilke strukturer og kulturer som gør, at krænkelserne har kunnet fnde sted,”

Både Ekstra Bladet og Information understreger, at dækningen af MeToo-sager er i offentlighedens interesse. Selvom de kan have forskellige tilgange til, hvordan historierne formidles, er de enige om, at medierne har et ansvar for at bringe sagerne frem i lyset –særligt når de involverer personer med magt. Laura Friis Wang mener, at medier har en særlig opgave i at afdække magtmisbrug og sikre, at krænkelser ikke forbliver skjult.

”Vi har, som publicistisk medie, et ansvar for at få de her sager frem i lyset,” tilføjer hun.

Hos Ekstra Bladet deler man det synspunkt. James Kristoffer Miles fremhæver, at offentligheden har ret til at kende sandheden, når mennesker i magtfulde positioner handler forkert.

Hvornår er der belæg nok?

Spørgsmålet, om hvornår der er tilstrække-

svarende. Ifølge Laura Friis Wang handler det i høj grad om en vurdering, som sjældent kan styres af faste regler.

”Man kan ikke sige, at vi har en tommelfngerregel. Det vil altid være en konkret afvejning og genstand for rigtig mange journalistiske overvejelser og diskussioner, hvornår man synes, man har nok til at bringe historien,” siger hun.

I MeToo-sager fndes der forskellige typer af belæg, såsom vidnesbyrd. Fysiske beviser er dog den dokumentation, der spiller den primære rolle.

”Hvis man har et papirspor, vejer det tungt. Et vidnesbyrd, der for eksempel er ledsaget af skriftlig dokumentation som SMS’er eller mails, gør en kæmpe forskel,” siger hun.

Hensynet til ofrene Et helt centralt hensyn i dækningen af Me-

”Jeg håber, at vi fremover vil holde fast i de principper, MeToo har lært os: At have fokus på de krænkedes ve og vel og være ekstra kritiske over for magthavere,” siger han.

Laura Friis Wang peger på, at de erfaringer, som medierne har gjort sig under MeToo-bølgen, har ført til en mere bevidst tilgang.

Jeg tror og håber, at journalister, også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester, topchef, TV-vært eller fagforeningsboss.

– Laura Friis Wang, journalist, Information

De står blandt politibetjentene. Abul Hayat Rahadh og de femten andre. De skal helst blive sammen, for det er ikke sikkert at være alene ude på gaden i dag.

Tidligere på dagen havde de været i tvivl, om de turde at nærme sig politiet. Skød de med krudt eller tåregas? Nu er det hér, de føler sig mest trygge – og dog. Kæmpe folkemængder går mod dem. De er rasende. Det er svært at opnå neutralitet, når de står på samme side som fjenden. Pludselig betyder vestens fem gule versaler knap så meget: PRESS.

Konfikter skal dækkes med egne øjne

Hvor tæt kan jeg komme på konfikten uden at sætte mit liv i fare?

Det spørgsmål stiller Philip Róin, DR’s udenrigskorrespondent i Asien, sig selv, når han skal rapportere fra voldelige optøjer eller risikofyldte situationer. Han sætter sig nogle mål – og nogle grænser – og husker sig selv på, at der ikke er nogen til at rapportere historien, hvis han selv kommer i livstruende problemer.

Selvom det til tider er risikabelt, mener han, at det er noget, vi bliver nødt til at fortsætte med at praktisere.

”Hvis vi kun får helikopterperspektivet i konfikterne, så får vi ikke indblikket i menneskerne bag historierne. Og mister vi det, mister vi også for alvor folks interesse,” siger Philip Roín.

Philip Róin mener, at til trods for at man kan fnde ubegrænset dækning på de sociale medier, fungerer det ikke som en indgang til at komme tæt på, da informationen ofte er utrolig utroværdig.

ren, men var eskaleret den sidste uge i juli. Regeringen har i årevis ført en særlig politik kaldet et kvotesystem. Det har blandt andet gjort uligheden i Bangladesh større ved at gøre nogle mere privilegerede end andre. Der var vokset en stigende utilfredshed mod hele systemet, som resulterede i, at fere hundrede tusinder gik på gaden i protest. Det førte til sammenstød med politiet.

Midt i den uro bor Rahadh, der med smal erfaring tager sit kamera under armen for at agere øjne og ører. Førhen har han været fast fotograf for et bangladeshisk rockband, men den 4. august bliver han vidne til kaos og røg. Og til sin hjemby, der er blevet et sted, hvor folk bliver gennemtæsket på gaden og løber rundt med tildækkede, amputerede hænder.

Hvis kaosset ikke er nok, bliver hans

Hayat Rahadh. Han råber til ham. ”Dig,” siger han. Eller han udbryder ikke bare ’dig’. På bengali kan man sige ’dig’ på fere forskellige måder. Man kan både sige ’kære dig’, og så kan man sige ’fandens dig’.

Han er rasende på Abul Hayat Rahadh. Ikke fordi Abul Hayat Rahadh har gjort ham noget, men fordi han synes, at alle medierne står på regeringens side i deres dækning af konfikten. Abul Hayat Rahadh forstår ikke hadet til ham. Han er blot freelancejournalist for en flippinsk avis, som intet har med de nationale medier at gøre.

Den unge mand skælder ud. Vreden bliver mødt af forvirring. Abul Hayat Rahadh vender sig mod den unge mand. Kigger på ham. Kigger på ham, der råber ”fandens dig. ”

Abul Hayat Rahadh når ikke at gøre

Han sørger selv for altid at kende mulige fugtveje, så han ved, hvor han skal gå hen, hvis det bliver nødvendigt. Derudover er han altid mobil og orienterer sig på situationen løbende, ligesom han altid arbejder i par. Det giver mere mod at være to. Med en makker kan han bedre håndtere farlige situationer, men det gør ham også mere påpasselig, når han ikke kun har ansvar for sit eget liv og legeme.

Philip Róins fokus ligger på at deeskalere og aldrig være den, der skaber konfikten.

”Du skal stå fast på, hvad du laver, og hvad dit arbejde går ud på. At du har ret til at være der. Men stadig deeskalere, for i sidste ende, så ved jeg jo godt, at det ikke er mig, der har magten i sådan en situation,” siger han.

”God journalistik er stadig at komme ud at se det med egne øjne. Tale med folk og forstå, hvad det er for en situation, hvordan den er opstået og så derfra prøve at kaste sit perspektiv på det,” fortæller han.

Det er ifølge Philip Róin vigtigt, at en mere konfiktfyldt verden også afspejles i mediedækningen.

Og det kræver mange journalister at dække konfikterne, hvis man skal komme helt tæt på. Det kan dog kun ske med opbakning fra redaktører og medierne.

Med pressevest og hjelm

Abul Hayat Rahadh er 24 år gammel og kommer fra Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Oprindeligt har han læst personaleadministration, HR, men i de sidste år har han beskæftiget sig med fotojournalistik. Derfor står han med pressevest og sin beskyttelseshjelm, i form af en cykelhjelm, den 4. august under de drabelige optøjer i hjembyen. Ifølge Philip Róin var konfikten lang og betændt. Den havde varet over hele somme-

situation yderligere presset af, at mange af demonstranterne har set sig sure på journalister, da de oplever, at de statsejede medier reporterer unuancerede billeder af konfikten.

Fandens dig

Abul Hayat Rahadh er på gaden med en lille deling fotojournalister, hvor den ældste og mest erfarne er Rahul Talukdar på 40 år. Rahadh selv er den yngste.

Til tider følger de folkemængderne, da de føler sig som en del af dem – det utilfredse folk. Andre gange betvivler han valget af cykelhjelmen. Hullerne i hjelmen vil ikke beskytte ham synderligt mod skud, og det bekymrer ham, når de må søge ly ved politiets side. Abul Hayat Rahadh oplever, at demonstranterne ser dem som fjenden, at de ikke tror på dem, og at de ikke mener, at journalisterne dækker sandheden. Derfor oplever de også at blive holdt tilbage af en fok demonstranter, der ikke vil lade dem krydse en bro. At de ikke må dele mere misinformation.

En ung mand henvender sig til Abul

noget, før den erfarne fotojournalist Rahul Talukdar træder til. Han krammer den vrede unge mand i et forsøg på at afvæbne situationen.

Risikoen ved at cykle for stærkt Rasmus Tanholdt har dækket krise- og krigssituationer i 23 år. Han sætter aldrig bestemte grænser for, hvor langt han vil gå. Men han vurderer altid situationen – hvad får han ud af at være lige der? Er det en historie, vi allerede kender? Får vi åbnet vores perspektiv, hvis han er villig til at tage risikoen? Han sammenligner risikoen med hverdagsdilemmaer.

”Det er ligesom, hvis du skal til en vigtig eksamen, og du kan se, du er ved at komme for sent. Vil du acceptere faren ved at køre for stærkt i forsøget på at nå frem i tide, eller vil du risikere at komme for sent? Vil du risikere noget for at opnå noget andet?” siger Rasmus Tanholdt.

Ifølge Philip Róin kan man forsøge at imødekomme risiciene ved at gøre sig sine foranstaltninger, når man træder ind i risikofyldte situationer.

Rasmus Tanholdt tilføjer, at den vigtigste ting, man skal tage med i sådanne situationer, er empati. Har man ikke god empati, skal man ikke have den slags arbejde. Ifølge ham, handler det om at kunne læse et rum og dets stemninger, så man på trods af manglende sprogevner forstår, hvornår man er i en situation, der opildnes.

At fnde sin grænse

Abul Hayat Rahadh har aldrig set så mange døde mennesker før, som han gjorde den 4. august.

De feste af de dræbte var demonstranter. Det betød dog ikke, at det var risikofrit at være journalist. Da Rahul krammer den vrede unge mand, hjælper det ikke.

Manden skubber ham væk. Han er stadig vred, og folk omkring råber efter dem.

Imens kredser røg fra en nedbrændt bygning om dem, og de begynder at være bekymrede for den situation, de står i.

Journalisterne giver op, de kan ikke gøre noget her. De må komme videre, og forsøger at forlade situationen.

Abul Hayat Rahadh forlader fokus fra den unge mand og fokuserer i stedet på, hvordan de kommer væk fra tumulten. Pludselig mærker han et kæmpe slag i baghovedet. Cykelhjelmen knækker. Han vender sig om, og ser halvdelen af en kæmpe mursten, som nu ligger på jorden. Den anden halvdel er i den unge mands favn.

En anden journalist, der gik foran ham, er blevet ramt i ryggen.

Abul Hayat Rahadh ved ikke, hvad han skal sige eller gøre. Han kigger på den unge demonstrant og på sin ødelagte cykelhjelm. Skal han svare igen? Besvare den uprovokeret vrede?

Den unge mand lægger an til at skulle kaste endnu en mursten efter ham. De beslutter alle, at den bedste løsning må være at fygte hurtigst muligt.

Pludselig bliver risikoen for stor at blive i. De har fundet deres grænse.

TEKST: THEA MODIGH

FOTO: ABUL HAYAT RAHADH

I am Rahadh, an international photojournalist student at DMJX from Bangladesh. I covered the mass protests which erupted in July 2024, in Bangladesh. The protesters demanded reforms to the quota system in government jobs. What began as peaceful demonstrations

quickly turned violent when security forces used excessive force. The country descended into chaos—gunfre, curfews and military personnel patrolling the streets. It felt like a civil war, even though it wasn’t.

At least 77 deaths took place in a single day during anti-government demonstrations in Bangladesh on August 4th

TEKST OG FOTO: ABUL HAYAT RAHADH

Quota Reformation demonstrators block Shahbag intersection, a major intersection in Dhaka, to force the governments accept of their demand to reform the quota system in education and job sectors of Bangladesh in July 4th

5 th .

The security forces use live ammunition at the protesters at Zigatola, Dhaka on August

4 th

Regular people celebrate the resignation of former Prime Minister of Bangladesh in front of Raju Memorial at University of Dhaka on August

A teacher University of Dhaka trying to save a student protester from getting captured by the police in front of the High Court at Dhaka on July 31 th

Quota Reformation demonstrators march towards the President’s residence to deliver their demand to the President. During the march, the demonstrators push the police barricade out of their way near Baitul Mukarram Mosque, Dhaka on July 14 th

TEKST: ANDERS ROD THOMSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Anklager om misinformation og fejl stod i kø, da DR-dokumentaren ’Grønlands hvide guld’ udkom til bage i februar. Ifølge fere eksperter tog hol det bag dokumentaren ganske let på forskel len mellem omsætning og overskud fra den danske kryolitmine i Grønland. Dokumenta ren pustede til den i forvejen opblussede ild i Rigsfællesskabets fundament og drev ad skillige politikere, der krævede svar fra DRledelsen, til tasterne. Kulturminister Jakob Engel Schmidt blandede sig aktivt i debatten både på X og til DR selv med truslen om, ’... at drage de nødvendige konsekvenser.’ Grønlandsordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen gik mere direkte til værks og krævede en fyring af den ansvarlige re daktør. En uge senere var den omstridte do kumentar trukket tilbage, og chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe fyret. Sagen har efterfølgende ført til en debat, som sæt ter spørgsmålstegn ved, hvor grænsen går for politisk indblanding i uafhængige jour nalistiske produktioner på et offentligt medie som DR. Hvad betyder det for den frie pres se, hvis journalister på DR skal stå direkte til regnskab over for magthaverne?

Formand for Dansk Journalistforbund Tine Johansen er en vægtig stemme i debatten om politisk indblanding. Hun repræsenterer cirka 18.000 medlemmer i kampen for retten til presse- og ytringsfrihed.

“Vi har for nyligt set eksempler på magt havere, der har været ude at kræve sanktio ner, fordi der er noget journalistik, de ikke bryder sig om. Der krydser vi helt klart grænsen for, hvad politikere skal blande sig i,” siger hun.

Tine Johansen ser det som et stort pro blem, at magthavere på den måde direkte blander sig i frie mediers anliggender. Fore lagt den pågældende sag, peger hun på beho vet for opretholdelsen af armslængdeprincip pet og mener i dette tilfælde, at magthaverne tilraner sig beføjelser, som de ikke har ret til.

“Det øjeblik magthavere går ud og kræver navngivne journalister eller redaktører fyret, er de i gang med at blande sig uretmæssigt i det redaktionelle rum. På den måde krænker de pressefriheden,” siger hun.

Professor i medieret Sten SchaumburgMüller har ligeledes meldt sig ind i debatten som kritiker af, at magthavende politikere blander sig unødigt i journalistiske enkelt sager.

en, ifølge sig selv, afgørende distinktion mellem at være menigt folketingsmedlem og magthavende minister med ansvar på området.

“Folketingsmedlemmer er valgt efter deres holdninger og ideologier, som de skal vedtage love efter. Det er noget andet, når en magthavende minister går ud og mener noget i en konkret sag,” siger han.

Sten Schaumburg-Müller anerkender Ole Birk Olesens synspunkt om, at mediestøtten skaber en form for gensidig afhængighed.

nej til offentlig mediestøtte. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frihedsbrevets chefre-

Det er ikke politikerne, der beslutter, hvad der er god og dårlig journalistik, hvad der skal bringes, og hvad der ikke skal bringes.

– Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund

Det er, ifølge ham, netop derfor, at vi i Danmark har armslængdeprincippet.

“Der vil altid opstå etiske dilemmaer, hvad enten et medie er privat eller offentligt ejet. Det er vigtigt at have et armslængdeprincip, da det i sidste ende er til fordel for demokratiet med frie medier, der kan forholde sig kritisk,” siger han.

Når journalister og politikere er uenige om, hvor grænsen går for politisk indblanding i den frie presse, skaber det grund til bekymring hos Tine Johansen. Hun frygter, at journalister i fremtiden vil afstå fra at dække særligt kritiske emner, der ikke falder i god jord hos magthaverne.

“Hvis man som journalist på sigt kan risikere at blive fyret eller sanktioneret fra politisk side, er det dybt problematisk og en ende på pressefriheden,” siger hun. Chefredaktør på Frihedsbrevet

Jeppe Findalen skriver i lederen ’Den klamme hånd på DR’s skulder’, at ’... forløbet med al tydelighed viser, hvor vigtigt det er, at vi har frie og uafhængige medier, som politikerne ikke kan lukke eller true med ’konsekvenser’, hvis der ikke ruller hoveder, når de er utilfredse.’

Findalen argumenterer for vigtigheden af at frigøre sig fra staten, som de har gjort det på Frihedsbrevet, ved at takke

daktør, men synspunktet møder opbakningen fra Ole Birk Olesen.

“Flere medier bør frigøre sig fra mediestøtten, hvis man er bange for den mekanisme,” siger han.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller er armslængdeprincippet dog fortsat den bedste garant for den uafhængige journalistik.

“Min vurdering er, at pressefriheden er bedst sikret ved en kombination af offentlige og private medier, som regulerer sig selv inden for lovens rammer,” siger han.

Tine Johansen mener heller ikke, at mindre mediestøtte løser problemet. Hun er overbevist om, at vi også i fremtiden vil se journalistiske fejl, men ansvaret for at rette op på dem bør være hos medierne selv samt de dertil indrettede systemer. Alfa og omega er, ifølge Tine Johansen, at værne om armslængden og pressefriheden i en tid, hvor vi ikke skal kigge ret langt væk for at se den smuldre.

“Vi har i fere europæiske lande set eksempler på politikere, der gerne vil lege redaktører. Det er ikke et sted, vi gerne vil hen i Danmark,” siger hun.

Illustreret Bunker har forelagt Kulturminister Jakob Engel Schmidt og Alex Ahrendtsen for Tine Johansens kritik. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN & EMIL

DELORD FRIMAND PROBST

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Ikontrast til så mange andre artikler i mediebilledet vil denne artikel undgå at inddrage skribenten i form af et ’jeg’ som et virkemiddel til at drive historien frem. Det skyldes ikke, at du skal til at læse et manifest imod jeg-journalistik. Det skyldes blot, at Marchen Neel Gjertsen fra Jyllands-Posten, Torben Sangild fra Zetland og Jesper Gaarskjær fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er langt mere velbevandrede i journalistfaget end de to navne, du kan læse i bylinen foroven.

Men hov! Der gik det vist allerede galt...

Væk med kasserne og standardstørrelserne

Hvis man spørger den ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, har hun et mål om at sætte ’jeg’et’ fri fremfor at begrænse det.

“Jeg tror, man begår en fejl, hvis man sætter alt for frkantede rammer op om brugen af ‘jeg’ i journalistikken. For mig at se er det et dogme, der er blevet sendt på kirkegården for nogle år siden. For der er ikke nogen grund til at komme journalistikken ned i sådan nogle ekstremt forudsigelige kasser og standardstørrelser,” siger hun.

For Jesper Gaarskjær, der er medforfatter til bogen ’Hvad laver JEG her,’ afhænger brugen af ’jeg’ i journalistikken af formatet og faconen. Han synes ikke, man kan sige, der er et dogme længere. Men mere en faglig nysgerrighed på, hvorfor det at bruge ’jeg’ kan være en god idé. For ham handler det om, at man kender sin besøgstid.

“I langt det meste journalistik er det de mennesker, vi har med at gøre, og deres historier, det handler om – hvor journalisten er fuldstændig ligegyldig. Vi er mediet og midlet, der fortæller det videre og giver historien mening for andre,” siger han.

Omvendt kan der også være en fordel i at bruge sig selv som udgangspunkt for historien, da det kan skabe identifkation.

“Nogle gange har man som journalist enten en oplevelse, en historie eller nogle aktier i et eller andet, som kan have en værdi at forstå historien,” siger Jesper Gaarskjær.

Torben Sangild, der er skribent på Zetland, bruger ofte sig selv i sine artikler. Han mener også, at man sagtens kan give journalistikken værdi og videreformidle virkeligheden for læseren, når man gør brug af ‘jeg’ i journalistikken.

“I meget journalistik er det rigtigt nok ikke at bruge ‘jeg’. Men det er ikke mejslet i sten. Der fndes mange typer af journalistik,

så hvorfor lave regler, hvor der er en bestemt måde at skrive på? At man skriver ‘jeg’, er ikke nødvendigvis, fordi man er vigtig – men fordi man er ærlig eller kan bruge sit ‘jeg’ til at beskrive virkeligheden,” siger han.

Det journalistiske ‘jeg’ kan altså tjene som et effektivt værktøj til at skabe identifkation for læsere og en dybere forståelse for historier, der ikke ligger lige til højrebenet.

Multiværktøjet fremfor sovepuden I bogen ’Hvad laver JEG her’ beskrives tre funktioner, ‘jeg’ kan indtage: Den narrative, den tillidsskabende og den relationelle. Når værktøjet bliver brugt rigtigt, og ‘jeg’ indtræder i en af de tre funktioner, skaber det henholdsvis fremdrift, troværdighed og

hvor jeg tænker, hvad rager det egentlig folk, at ‘jeg’ et eller andet, eller at ‘du’ et eller andet,” siger Marchen Neel Gjertsen.

For Torben Sangild bidrager det netop til fortællingen, hvis hans egne erfaringer kan være genstand for en undren, som tager udgangspunkt i det journalistiske produkt.

“Når jeg bruger mig selv, gør jeg det ikke, fordi jeg er interessant, men fordi en erfaring, jeg har, er relevant for formidlingen.

Eller fordi jeg laver et journalistisk eksperiment, hvor jeg sætter mig selv på spil,” siger han.

Jesper Gaarskjær advarer også mod, at ‘jeg’ bliver en sovepude for den uopfndsomme eller dovne journalist. At ‘jeg’et’ kan skabe merværdi i en journalistisk fortæl-

identifkation. Facetter, som gør journalistikken levende, rammende og meningsfuld. Men netop denne beskrivelse af ‘jeg’et’ som et multifunktionelt værktøj fremhæver også, at det kræver overvejelser og forståelse, før det bliver effektivt.

Ligesom en hammer er fremragende, når man skal slå et søm i, og ødelæggende, når man skal pudse et spejl, fndes der, ifølge både Jesper Gaarskjær og Marchen Neel Gjertsen, en afgrænsning, hvor ‘jeg’ skaber merværdi og en grænse for, hvor man kan og skal bruge det.

“Man skal selvfølgelig, som med alle mulige andre virkemidler, være bevidst om, hvornår man bruger det. Jeg har set artikler,

ling er ikke ens betydende med, at det altid gør det. Selvom det kunne være rart for en hårdtarbejdende journalist, er ‘jeg’ ikke en snydekode til en automatisk blændende og læseværdig artikel, forklarer han.

Få grundformen på plads først Jesper Gaarskjær forklarer, at det på journalistuddannelsen på DMJX handler om at give de studerende nogle kilometer i benene og få dem i god form, før de kan begynde at eksperimentere med ‘jeg’et’.

De skal have styr på grundelementerne, som blandt andet rummer evnen til at anskueliggøre virkeligheden så autentisk som muligt, ligesom man også skal lære om de

klassiske journalistiske genrer såsom nyhedsartiklen, reportagen og de længere baggrundsartikler, hvor ’jeg’ traditionelt set ikke hører til.

“Det handler om at træne observationsmusklen. At få andre til at træde frem, og at få det rum, de er i, til at træde frem. Om den mere grundlæggende journalistiske disciplin. Læg arm med den,” siger han.

For Marchen Neel Gjertsen handler det også om at turde udfordre konventionerne eller dogmerne, og i stedet for at have et fordømmende forhold til ‘jeg’et’ så spørge sig selv, hvad der tjener historien bedst. “Jeg tror, at hvis man er en dygtig skribent, så kan man sagtens fnde ud af, hvornår ‘jeg’ er relevant, og hvornår det ikke er. Generelt synes jeg, journalistikken er bedre tjent med, at man siger: ‘Hvorfor ikke?’ ‘Hvorfor egentlig ikke skrive ‘jeg’?” siger hun.

Fra det private til det personlige Men hvordan skelner man mellem det merværdiskabende og det overfødige ‘jeg’?

Som læser er det en subjektiv vurdering. Enten tænker man, som Marchen Neel Gjertsen har tænkt, at skribentens tilstedeværelse i artiklen ikke rager én noget. Eller også tænker man, at skribentens tilstedeværelse giver noget ekstra til historien. Måske tænker man slet ikke over det.

Som skribent må man, ifølge Jesper Gaarskjær, også selv vurdere. Han optegner en vigtig grænse, man skal være opmærksom på.

“Der er en grænse mellem det private og det personlige. Det private er ikke interessant for andre, men man kan løfte historien fra det private til det personlige, så den bliver gyldig for andre,” siger han.

Brugen af ‘jeg’ er fuldstændig afhængig af, hvad man laver, mener Torben Sangild. For ham er det nogle gange bare en varedeklaration.

“Det kan være utroligt uærligt at lade som om, man ikke gør sig nogle personlige iagttagelser. Jeg tænker egentlig ikke noget af det, jeg laver, som jeg-journalistik, men jeg bruger bare nogle gange mig selv, fordi det, jeg skriver, handler om, hvordan vi er som mennesker,” siger han.

Jesper Gaarskjær har et bud på, hvorfor det personlige islæt i journalistikken er meget udbredt.

“Det må være fordi, man godt kan lide, der er en vis menneskelighed i en journalist - at journalisten også kan være i tvivl og vise sine menneskelige sider,” siger han.

B L I V G R A T I S

S T U D I E M E D L E M

A F A - K A S S E N

M E L D D I G I N D N U

Skal du i gang med praktiksøgning?

Få sparring og feedback på dine ansøgninger af erfarne konsulenter fra Dansk Journalistforbund

Læs mere og tilmeld dig her senest 8. april

Nu kan du igen som medlem af Dansk Journalistforbund få personlig sparring på dine praktikansøgninger og finpudse dem til DJ’s praktikworkshop. Du kan også få vejledning og gode råd til, hvordan du går til samtale.

Er du ikke allerede er medlem, kan du melde dig ind her: journalistforbundet.dk/bliv-medlem

10. april kl. 9 - 12. Lokation bliver meldt ud via mail til de tilmeldte

TEKST: MADS KLEIS

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Isidste udgave af Bunkeren faldt jeg over et debatindlæg, jeg syntes skulle basse lidt ned. Her blev der skrevet med store bogstaver og malet med den bredeste pensel. Skolens foreninger skulle efter sigende være skabt af højrøvede studerende og tjene til at egobooste og fordreje drivkræfternes selvbilleder. Det, synes jeg, er et selvmål af dimensioner kommende fra en skribent, der selv har stået i spidsen for en forening og derfor om nogen må kende til det arbejde, der ligger i det.

Skribenten insinuerer videre, at be væggrundene for de opblæste elevers engagementet i foreningsarbejdet skulle være en idé om, at det gør dig til et bedre menneske, en bedre journalist, lover dig en fremtid.

Jeg må bare erkende, at jeg ikke kan genkende analysen –selvom jeg forstår, hvor kritikken kommer fra. For der er givetvis elever på skolen, der lever op til beskrivelsen, men brodne kar skal ikke have lov at skabe en usund og antidemokratisk diskurs. Hvilket jeg desværre føler, det sik kert velmenende indlæg efterlader mig indtrykket af.

For ja – overdrivelse fremmer forståelsen. Men en overdreven over drivelse skaber et falskt narrativ, der i værste

Hvis denne luksusvare fortsat skal udbydes på indbydende vis, skal vi for guds skyld ikke udskamme dem, der lægger kræfter i, at studiemiljøet også er lækkert efter lukketid.

fald afholder elever fra at tage ansvar, fordi de frygter, hvad onde tunger tænker om dem i et, i forvejen, hyper-selvbevidst studiemiljø.

Hvad jeg til gengæld godt kan genkende, er opfattelsen af det snobberi, der ligger i skolens omdømme. At vi skulle være den ypperste journalistuddannelse, fordi vi er den originale, og at vi er de bedste, fordi vi har klaret ’Danmarks sværeste optagelsesprøve’. Det kunne vi langt hen ad vejen godt slappe lidt af med. Men er der ét sted, hvor vi har noget at have det i, er det vel netop på foreningsfronten?

kræfter i, at studiemiljøet også er lækkert

Jeg står selv i spidsen for Genlüd. En opgave jeg overtog her på mit tredje semester. Jeg har måske sammenlagt brugt over 30 timer bare i løbet af den første måned på alt fra valg af nye redaktører, møder og foreningsbazar til læsning af programansøgninger, planlægge sendefaden og at være der for vores medlemmer.

Og hvad får jeg så ud af det? En radio med omtrent 100 daglige lyttere. Hvis mit engagement som ansvarshavende chefredaktør skulle være forankret i en motivation om prestige og selvpromovering, så synes jeg, at det er en høj og disproportional pris at betale for et medie, der sjældent bliver hørt af andre end værternes egne venner og familier. Er det derimod forankret i at være garant for en videreførelse af en traditionsbåren studieaktivitet, jeg selv satte stor pris på, da jeg sendte radio på mit første semester, så synes jeg, det er godt givet ud i den større sags tjeneste. Det er heldigvis sådan, jeg vælger at anskue det.

SELVFØLGELIG skal vi ikke føre os frem og basere hele vores identitet på en foreningspost. Ligesom vi SELVFØLGELIG ikke skal pisse på et stødhegn. To sandheder jeg anser for at være lige vidt universelle. Men SELVFØLGELIG skal vi turde at engagere os i fællesskabet og stille os frem uden fare for at blive framet som en opblæst nar.

Jeg er, som det forhåbentlig skinner igennem, altså grundlæggende uenig i betragtningen. Men hvor vi til gengæld er helt enige, er at man møder en masse mennesker uden for sit eget semesters osteklokke. Jeg synes så heldigvis bare, at der er langt mellem de trælse varianter og kort mellem de ydmygt fittige.

Men foreningerne driver ikke sig selv. De er ikke en naturlig selvfølge, om end de bliver holdt kunstigt i live af flantropiske indsprøjtninger fra Berggren-fondet, KaJ og DSR. Hvis ledelsesgange i øvrigt på ingen

For vi har et væld af foreninger i alle diog blød indføring i foreningsarbejde, der skiller os ud fra mængden, og som vi kan være stolte af.

for alle de unge og håbefulde, der har lyst til mere end JM og JiS. Til glæde for dem, der har så meget blod på tanden, at biblioteket, radiostudiet og klipperummet sjældent får en pause. Det kræver tid og kræfter at føre en forening videre. Det kræver ansvarsfølelse og passion. Og hvis denne luksusvare fortsat skal udbydes på indbydende vis, skal vi for guds skyld ikke udskamme dem, der lægger

Så vær med i foreningerne! Og vælg lige præcis den eller dem, du brænder for, så din interesse afspejler sig i din indsats. Og skyd brystet frem, Batman. Du har fortjent det. Men vær en god kammerat i processen. Det er dét, det hele handler om, og ikke spor andet.

PELLE ANDREAS REYNBERG

TEKST:

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Jeg har gået på denne skole siden efteråret 2023, og siden dag et har ét emne fyldt mere end alle andre: Praktik. Jeg tror, at alle kan nikke genkendende til den usikkerhed og nervøsitet for fremtiden, der opstår, når man taler om praktik. Hvor kommer jeg hen? Hvad skal jeg lave? Bliver jeg glad for det? Men allervigtigst: Får jeg overhovedet en plads?

For mange journaliststuderende er praktiktiden ikke blot en periode i deres uddannelse. Det er den tid, hvor de for alvor bliver journalister. Det er her, hvor man rigtig får skidt under neglene, kan begynde at skabe det netværk, der kan være med til at forme en karriere efter endt uddannelse og droppe sætningen: Det bliver udgivet på Mediajungle.

Men lige nu bliver praktikperioden set som et problem, og ledelsen på DMJX har en effektiv løsning: Skær den ned.

Problemet med praktik er et tveægget sværd. Der mangler så mange praktikpladser, at alt for mange studerende hvert år bliver tvunget til at tage et semesters orlov midt i deres uddannelse. Det er et kæmpe problem. Der er noget grundlæggende forkert ved, at studerende, der gør alt rigtigt, alligevel bliver sat på pause.

På den anden side er den traditionelle journalist truet, og uddannelsen har brug for fornyelse for at følge med den rivende udvikling, som den moderne medieverden kræver. Journalister mangler i dag færdigheder, som vi ikke bliver uddannet tilstrækkeligt i. Hvordan laver vi journalistik, der også fungerer på TikTok? Kan man som journalist klare sig på de markedsvilkår, der eksisterer i dag?

Ansøgerantallet til journalistuddannelsen på DMJX er faldet drastisk. I 2020 var der fem ansøgere per studieplads. I dag er tallet nede på tre. ”Jeg tror, at en masse unge menesker drømmer om at lave megafedt indhold. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at de tænker, at det er journalistik. Og vi skal hjælpe dem med at lave den kobling,” fortæller bestyrelsesformand på DMJX, Lea Korsgaard, til fagbladet Journalisten.

digt løse problemerne med manglende praktikpladser ved at skære i praktikperioden. Men kan det ikke lade sig gøre uden at skære i den praktikperiode, som både arbejdsgivere og praktikanter er så glade for?

Jeg mener ikke, at man skal skære i praktikperioden – kig i stedet på, hvor den eksisterende undervisning kan optimeres. Så vi studerende bliver klædt ordentligt på til

liserer sig med en kandidat. I stort set alle andre fag er det en selvfølge, at en bachelor ikke er nok til at være færdiguddannet, så hvorfor skulle det være anderledes for journalister?

Samtidig bør vi tage et grundlæggende opgør med optaget på uddannelsen. Hvis der er for få praktikpladser, hvorfor så optage så mange? Hvert år hører vi om store fyringsrunder på dagblade og i mediehuse, og tendensen ser ikke ud til at vende lige

grunde, og mange kommer fra den akademiske verden. Journalistuddannelsen skal ikke være et lukket system, og måske bør vi begynde at tænke den som en bredere uddannelse, der kan føre til fere forskellige specialiseringer.

Forslaget, som er sendt til Uddannelsesog Forskningsministeriet, indebærer, at vi i stedet for det tredje semester i praktik skal have et ekstra semester på skolebænken. Motivationen bag giver god mening: Med en ny journalistuddannelse, der appellerer mere til tidens unge, håber bestyrelsen på DMJX at få ansøgertallet til at stige igen og samti-

den branche, vi skal ud i. Hvis vi vil sikre, at journalister i fremtiden står stærkere, så skal vi ikke give dem mindre erfaring. Vi skal give dem mere.

I stedet for at skære i praktikken bør vi udvide horisonten for, hvad journalistuddannelsen kan bruges til. Måske giver det bedre mening at tænke journalistuddannelsen som en bachelor, hvor man efterfølgende specia-

foreløbig. For mig at se giver det ikke mening at uddanne så mange journalister, når vi ikke har praktikpladser til dem, og i mange tilfælde er der heller ikke relevante jobs til dem bagefter.

Desuden er journalistik ikke længere kun forbeholdt dem, der tager en journalistuddannelse. Mange af dem, der arbejder med journalistik i dag, har vidt forskellige bag-

Jeg forstår godt behovet for at tænke nyt og ændre journalistuddannelsen. Det kan jeg også høre fra mange af mine medstuderende. Den moderne medieverden har brug for journalister med stærkere specialiseringer, for eksempel bedre færdigheder inden for kunstig intelligens, mere indsigt i internetalgoritmer og evnen til at læse regnskaber. Det er heller ikke noget, der blandt os studerende virker til at være stor modstand imod. Tværtimod.

For mig at se giver det bare ingen mening, at man straks begynder at se på nedskæring af praktikperioden og ikke på antallet af elever, der bliver optaget på skolen. Det er jo uden tvivl den lavest hængende frugt, og dér, hvor man kan løse manglen på praktikpladser nemmest, uden at man tager noget fra nogen. Økonomisk set forstår jeg udmærket, hvorfor bestyrelsen er tilbageholdende med at reducere antallet af elever. Færre elever betyder færre midler til skolen, hvilket naturligvis kan have negative konsekvenser. Men hvis målet virkelig er at uddanne dygtige journalister, der er velforberedte til fremtidens medielandskab, bør man anlægge et mere idealistisk syn på sagen.

Det er langt fra sikkert, at forslaget bliver til virkelighed. Først skal Uddannelses- og Forskningsministeriet bakke op om idéen, og det vil kræve, at de fnder fere millioner kroner i en tid, hvor regeringen skærer i de videregående uddannelser. Jeg tvivler på, at det bliver til noget. Men hvis det gør, vil det først blive implementeret om fere år.

Det giver ingen mening, i min optik, at skære det sidste semester af praktikken fra. Det vil være et forkert fokus, da praktikken spiller en afgørende rolle i at styrke de studerendes fundament, før de for alvor træder ud i branchen.

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

FOTO: VIKKI SØHOLM

“Nu ser hun det også, bag tankstationen. Det var ikke en demonstration eller et biluheld, hun kunne høre. Vandmasserne er nu også nået ud til hende. Det nærmest vælter mod dem med vand og bunker af ting og skrald. Det kommer hurtigt, og det er ved at blive mørkt.”

Sådan skriver journaliststuderende Emily Walsh i et afsnit af den journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’. I baggrunden af teksten ses et billede af en væg, hvor det mudrede vand fra oversvømmelserne er størknet i pletter og mønstre, der ligner hænder. Billedet er taget af fotojournaliststuderende Vikki Søholm, som står bag billedsiden af den journalistiske fortælling. Hele fortællingen igennem supplerer Emily Walsh’ tekst og Vikki Søholms fotoer hinanden og skaber en gribende fortælling om en magtesløs families forskellige oplevelser af oversvømmelserne.

Fortællingen følger tre generationer og er delt op i spor efter de tre forskellige steder, familien var, da oversvømmelserne ramte: femte sal, stueetagen og tankstationen. Men hvordan fandt Emily Walsh og Vikki Søholm de vigtige kilder, der bærer historien? Og hvorfor overhovedet tage til Valencia og fortælle netop denne historie?

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fk de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen.

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, fnde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografsk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokusser kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at

én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selv-

de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for.

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. For det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele kun én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

om vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm. Og derfor er de også virkelig glade for, at

At beslutte at lave eksamen om og fra Valencia er ikke uden omkostninger. Bunkerprisvinderne brugte få penge selv, men i stedet brugte de tid på at skrive ansøgninger til fonde, der kunne dække deres udgifter. Selvom det krævede tid til ansøgninger og syv timer lange køreture mellem Malaga og Valencia, er Emily Walsh og Vikki Søholm kun beærede over at få lov til at fortælle om de forfærdelige oversvømmelser. Flere af dem, de kom i kontakt med, var nemlig meget begejstrede for at fortælle deres historier. Det gjorde indtryk på de to studerende.

“Dem, vi snakkede med, var sindssygt vrede og berørte. Og det fylder ikke i medierne andre steder end der, hvor de kommer fra. Så det med at kunne få lov til at fortælle sørger for, at det aldrig nogensinde bliver glemt. Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv,” siger Emily Walsh.

Som de ser tilbage på projektet i dag, er de kun glade for, at de tog afsted til Valencia,

selvom de ikke havde nogen idé om, hvordan deres fortælling ville udforme sig. For det gælder om at udnytte, at man er en studerende, der må fejle og derfor kan tage ekstra chancer. Det hjalp især at have underviserne derhjemme, som klappede dem i ryggen og troede på deres historie.

“Jeg har nogle gange tendens til gå med den lille, hyggelige historie, så man kan udfylde alle opgavekravene. Men det lærer jeg bare ikke noget af. Så hellere strække den så meget, du kan. Og det fandt vi ud af med denne fortælling: Underviserne giver også point for mod,” fortæller Emily Walsh. Og hvis man er i tvivl om, den idé, man har fået, nu er god og spændende, har Vikki Søholm et råd.

“Jeg prøver tit at sige til mig selv, at hvis jeg synes, en historie er interessant, er der nok også andre, der synes det,” fortæller hun. Og det er en virkelig spændende, ambitiøs, velkomponeret og relevant journalistisk fortælling, som Emily Walsh og Vikki Søholm har lavet. Netop derfor vinder de Bunker-prisen.

Deres journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’ kan læses og ses på Readymag.

er en opmærksomhed, vi giver til hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og refekterer over egne og andres produktioner.

ILLUSTRATION:

Temperaturerne er tocifrede igen, dagene er længere, og fredag eftermiddag sidder DMJX’erne nu udenfor i solen og drikker deres Kurt-øl. Foråret har meldt sin ankomst! Om du forsøger at suge hver en solstråle med en bog i hånden, går fere ture med podcast i ørerne eller helst vil sidde under dynen med en god flm, har vi din ryg. Avisens redaktion har samlet en række anbefalinger, som du kan nyde både inde og ude. Nogle er spiselig erhvervsjournalistik, andre er de personnære fortællinger, der ligger bag udenrigspolitiske emner. Og selvom det måske ikke lyder som noget, du plejer at interessere dig for, kan du sagtens blive fanget. Lækker formidling kan gøre hvert et emne spændende. God fornøjelse!

landbrugsrevolution, hvor mennesket gik fra at være jægere og samlere i et nomadesamfund til at være fastboende agerbrugere.

Sorte tal (DR) er podcasten til dig, der gerne vil vide lidt mere om, hvad der foregår i de vigtigste danske virksomheder. Hver uge tager vært Ulrik Rosenkvist sammen med sin faste makker Sune Aagaard lytteren igennem de største nyheder på C25-fronten, stalker topdirektørerne på LinkedIn og gætter ‘ugens tal’. Det kan lyde lidt erhvervsnørdet, men selvom vokabulariet er præget af CBS-ordbogen, sørger værterne for en krog i virkeligheden, så alle kan være med. Et godt sted at starte sin nye interesse i erhvervslivet.

før Bobby kontakter Kirat til den grue ende, hvor Kirat endelig fnder ud af, hvem hun i virkeligheden har talt med i alle de år. Serien udfolder sideløbende en undersøgelse af ‘Bobby’ og forsøger, i løbet af de seks episoder, at gøre det, politiet ikke kunne gøre: Hjælpe Kirat til en form for retfærdighed og afslutning på et 10 år langt misbrug af hendes tid, penge og person.

Slavenation

Mit elskede land (Palomar) af Jelena Kostjutjenko er en reportagebog, der giver et indblik i hverdagens Rusland under Vladimir Putins styre. Her møder forfatteren helt almindelige russere i samfundets udkant og følger deres liv præget af blandt andet korruption, alkoholisme og fattigdom. Kostjutjenko er journalist og var tidligere medarbejder ved den uafhængige og nu lukkede avis Novaja Gazeta, inden hun søgte eksil i Vesten.

No Other Land (Yabayay Media & Antipode Films) er ikke bare en rørende, smuk og hårrejsende dokumentarflm, men også decideret fænomenal journalistik. En palæstinensisk ung mand bosat på Vestbredden flmer de bosættere, der ødelægger hjem og liv. En israelsk journalist mødes med den unge mand, og herfra følger man konfikten tage til, deres venskab udvikle sig, og den nu lidt ældre palæstinenser miste håbet. Den er relevant, aktuel og det er ikke mærkeligt, at den lige har vundet en Oscar for bedste dokumentar. Se, se, se! TEKST:

En historie om mennesket (Grønningen 1) er en bog, hvor Rane Willerslev og ledende forskere fortæller om menneskets fascinerende historie. Bogen tager dig med på en rejse helt tilbage til nogle af de første mennesker, og til dengang Homo sapiens ikke var den dominerende menneskerace. Bogen tager os også igennem den skelsættende

Sweet Bobby (Tortoise) er en podcast, hvor Alexi Mostrous undersøger en af Englands værste tilfælde af internetsvindel gennem identitetstyveri og kærlighedsmisbrug. Podcastserien fortæller historien om Kirat og Bobby. For- holdet mellem Kirat og Bobby er ægte, men foregår over telefonen og Skype. Pod casten tager lyt teren gennem hele forløbet, fra

Danmark (DR) er et godt alternativ til dramadokumentaren ’Slave af Danmark’. Der har de sidste mange uger været heftig debat om DR’s nye dramadokumentar ’Slave af Danmark’, men allerede tilbage i 2017 lavede DR en historisk dokumentar om tiden, hvor Danmark var en slavenation. I tre afsnit á cirka 30 minutter tager vært og historiker Cecilie Nielsen os tilbage til et dystert kapitel i danmarkshistorien, som vi ved alt for lidt om. Så hvis du ligesom anmelder Henrik Palle fra Politiken også ønsker mere perspektiv og historisk kontekst og mindre dramatiseret underholdning, så er historieserien ’Slavenation Danmark’ et godt bud.