Illustreret Bunker-12122024

ILLUSTRERET

BUNKER

December 2024 // Udgivelse 139

Resterne fra endnu en død forening: De kom, de så, de sejrede og forsvandt igen.

INDE // Side 4-5

Folk i foreningerne skal lade være med at tro, de er noget, de ikke er.

Journaliststuderende maner til besindelse.

Joachim B. Olsens udtalelser er før gået over grænsen. Vi spørger, om han har taget kritikken til efterretning.

OPINION // Side 30

TEMA // Side 22-23

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle Hvis man spørger DR-redaktør Mikkel Voetmann Strøm, har reality en eksistensberettigelse. Man kan gennem genren lære noget om sig selv og omverdenen. Reality er endda med til at styrke demokratiet, mener forsker. Derfor er genren nødvendig på public service-medier.

TEKST: CATHRINE DE NIJS JOHANSEN & LINE NILSSON

D

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

u sidder plantet i sofaen med dynen over dig og tænder for skærmen. Et sommerhuskvarter ved havet viser sig, og ud af højttalerne strømmer Anna Lins stemme, “Vi er altid klogere på andres forhold.” Du smiler måske veltilfreds for dig selv og tænker “åhh, endelig sæson to af

‘Døm vores forhold’,” mens du falder dybere ned i sofapuderne.

Du hører pludselig dig selv diskutere med fjernsynet og komme med gode råd til parrene.

Mandag morgen møder du op i blåt audi, hvor en heftig debat blandt dine medstuderende om det seneste afsnit af ‘Døm vores forhold’ er i fuld sving. Der er stor uenighed om, hvorvidt jalousi er normalt i et parforhold.

Måske du genkender de samtaler, som realityprogrammer kan skabe. Netop de samtaler er formålet med eksempelvis ’Døm vores forhold’, fortæller Mikkel Voetmann Strøm, som er redaktør på DR Ung TV og idéudvikler på realityprogrammet.

“Et godt public service-program skal gerne være engagerende. Derfor ønskede vi også at skabe et program, som seerne kunne spejle sig i og med det reflektere over nogle emner og tematikker, som de måske normalt

ikke lige går og snakker om i hverdagen,” siger Mikkel Voetmann Strøm.

Reality, der sætter tanker i gang Ifølge Mads Møller Tommerup, der er adjunkt ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, tillader realitygenren, at vi som seere kan få nye indsigter, som andre genre ikke kan levere på samme vis.

Derved er det at se reality også at forholde sig til sig selv og verden.

Læs videre på side 13

2

REDAKTIONEN

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

LEDER: Foren jer S emesterprojekter, Ejvind Hansen, Roger Buch samt sprog- og matematikprøver, der tæller 15 procent.

Sådan ser skoletiden ud for alle på journalistuddannelsen uden undtagelse. Men for mange, også på kommunikation, bliver årene på Helsingforsgade lige så meget præget af lange rusforløb, fodboldkampe, quizaftener, dokumentarer og Citat-fester. En hård kerne møder op til generalforsamlingen i KaJ, Genlüd Awards eller kort viser ansigt, når Tendens udkommer. Jeg har selv benyttet mig af alle mulighederne. Jeg har selv elsket at mærke stemningen i samtlige foreninger, og jeg har fået oplevelser og venner for livet på denne måde. Venner, jeg ikke havde fået gennem undervisningen. Derfor håber jeg, foreningslivet også i fremtiden vil være sundt på denne skole. Brug det! Meld jer nu ind, stil op, og nyd tiden, mens vi er

på skolen. For den er kort, og jeg er allerede vemodig.

Det er ikke altid nemt at blive optaget i en forening. Der er ofte en masse krav. Jeg har selv fået hele tre afvisninger, og det tog jeg også tungt. Men man kan forsøge, og gør man som jeg, ender man nok med at sidde et par steder. Der er ofte brug for hænder. I vores studenterfagforening er der lige nu fire ledige pladser, og der findes stadig steder, hvor alle ansøgere kommer ind.

Jeg ved, at der er en stor del, der har rigeligt i at følge med i skolen. Som ikke har tid, lyst eller overskud til at være længere på Katrinebjerg end nødvendigt. Mange er engagerede uden for skolen og laver en masse andet vigtigt, frivilligt eller lønnet.

Men hvor bliver jeg dog lykkelig, når jeg ser mennesker, der er glade på skolen. Som i foreningerne har fundet et fællesskab, ofte

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

REDAKTØRHOLDET

fagligt. Som her kan hygge sig eller dygtiggøre sig inden for de store fag, som journalistik og kommunikation er.

Foreningerne udvikler dig Jeg er vores skole og Dansk Journalistforbund taknemmelig for, det kan lade sig gøre at have disse fantastiske fora med alt fra oplæg i Agora til et mildest talt fantastisk rusforløb – og det mener jeg, det er. Og det er andre elevers fortjeneste. Man behøver ikke være en del af en redaktion eller aktiv i en forening. Der er heldigvis en masse, som man bare kan møde op til, som en bestyrelse eller redaktion har stået for.

Jeg er blevet en bedre journalist af at have deltaget i foreningslivet, og jeg bilder mig selv ind, at jeg har hjulpet andre med det samme. Så meld jer nu ind. Rejs jer op, og sørg for, skolen bliver ved med at være dy-

namisk. Fordi det hjælper jer. Ikke på grund af nogle titler. De er lidt ligegyldige. Vi skal lade være at tro, at vi er mere værd, fordi vi sidder i en eller fire foreninger. Det kan du læse om i et debatindlæg i avisen. Men foreningerne bidrager med erfaring, udvikling, morskab og de oplevelser, folk får, når de laver radio, dokumentar, portrætter, baggrundsartikler, quiz eller rusforløb sammen.

Det kan godt være, der ikke kommer revy på skolen foreløbigt. Dermed er både Social og Revyen, som begge var åbne for alle, væk.

Det kan du læse om under INDE. Jeg vil til gengæld ønske, at jeg i fremtiden kan læse, at der kommer drag show på skolen. Det kunne da være fedt. Nyd tiden på skolen.

Den er kort og skal helst være sjov.

Zakarias Forsberg de los Reyes, 23 år, Solrød Strand

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.

TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende og branchen.

OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

Zakarias Forsberg de los Reyes Lucia Enola Holmen Lopez Pintos Ansv. chefredaktør / INDE Chefredaktør / UDE 31237@dmjx.dk 31218@dmjx.dk

På WWW.ILLBUNKER.DK finder du avisen og dens artikler online.

SKRIBENTER: Oskar Vestergaard Klausen, Niels Frederik Lindstrøm Schaldemose, Daniel Rohde, Anders Helmer Mørck, Thea Modigh, Jens Bang, Eva Boye Rasmussen, Johanne Marie Poulsen, Sebastian Østergaard Olsen, Anna Elmer Kruse, Cathrine de Nijs Johansen, Helena Holm-Gregersen, Signe Egebæk Stenkilde, Anders Rod Thomsen, Jonas Fonnesbæk, Emil Lund Jensen, Eva Beyer Paulsen, Jacob Horne Fischer, Mads Keller Isaksen, Line Nilsson, Astrid Skou, Emil Delord, Nanna Baunbæk og Zakarias Forsberg de los Reyes ILLUSTRATIONER: Anton Larsen og Sigrid Conradsen Nielsen FOTOGRAFER: Felix Fonnest, Anders Lindstrøm Berker, Sarah Arge og Peter Staougård Maunsbach

Hilde Agergaard SvendsenRedaktør / INDE 31233@dmjx.dk

Nanna Baunbæk Jensen Redaktør / INDE 55765@dmjx.dk

Iben Mejlhede Redaktør / UDE 31214@dmjx.dk

Sigrid Debois Reuss Redaktør / UDE 55782@dmjx.dk

Marcus Mathias Franck Redaktør / TEMA 56389@dmjx.dk

Sarah Emilie Lund Cardel Redaktør / TEMA 55766@dmjx.dk

Anders Villaume Vestergaard Redaktør / TEMA 31268@dmjx.dk

Amalie Wessel-Tolvig Redaktør / OPINION 31203@dmjx.dk

Anders Lindstrøm Berker Redaktør / FOTO 55741@dmjx.dk

Mads Øland-Petersen Redaktør / FOTO 31299@dmjx.dk

Illustreret Bunker, Helsingforsgade 6, 8200 Aarhus N, illbunker@dmjx.dk, www.illbunker.dk. Tryk: Strandbygaard A/S // 96 80 07 00. Udgivelse: 12. december 2024, 139.udgave. Økonomi- og annonceansvarlig: Zakarias Forsberg de los Reyes // 31237@dmjx.dk og Lucia Enola Holmen Lopez Pintos // 31218@dmjx.dk. Oplag: 500 eksemplarer fire gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på DMJX i Aarhus, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun medbringes med udførlig kildeangivelse.

INDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Må man snuse på DMJX?

3

Der blev indført et forbud mod snus på DMJX den 18. september 2024. Først den 11. november blev det offentliggjort på studieservice. Men det er ikke alle, der fik det at vide samtidig. Hvorfor det forholder sig sådan, har vi sat os for at opsnuse.

TEKST: ANNA ELMER KRUSE & EMIL DELORD FRIMAND PROBST

D

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

u mærker, hvordan det kilder i nikotinnæsen. Du sidder i auditoriet.

Sommerferien er slut, og hverdagen er så småt ved at genfinde sig selv. Uden at tænke videre over forelæserens ord glider din hånd ned mod bukselommen. Du trænger til at snuse lidt ekstra i dag. Du finder den frem. Den lille runde. Med et behændigt drej er låget skruet af, og du snupper en skive. De uforløste stimulanser har pludselig lagt sig.

Men hov! Må man egentlig det, tænker du.

Siden vi kom tilbage fra sommerferien, har der bredt sig en tvivl på skolen. Er det blevet forbudt at tage snus på DMJX? Det har vi sat os for at finde ud af, og vi har derfor snakket med studerende fra første til fjerde semester.

Det viser sig, at fjerde semester fik at vide til en af de første forelæsninger på semestret, at der nu var indført et forbud mod snus på DMJX. De tre andre semestre fik dog ikke officiel besked fra skolens side, og det var heller ikke helt meningen, at fjerde semester skulle være blevet informeret om forbuddet allerede så tidligt.

for at bryde forbuddet. Så du behøver ikke at være bange, hvis du er kommet til at lægge en pude op i overkøjen. Men selvom der ikke sker noget ved at tage snus på skolen, må du stadig ikke gøre det.

“Vi snakker ikke bortvisninger og fyringer og sådan noget på baggrund af det på nuværende tidspunkt.

Men sidder der den samme studerende og kører høj cigarførsel gentagne gange, skal jeg ikke kunne afvise, at

Argumentet var, at DMJX ønskede at gå i “AU’s fodspor”, men AU har ikke noget forbud mod snus.

Kun mod rygning. Rosalina Bendix kan dog godt forstå, at skolen ønsker at følge de andre aarhusianske institutioners eksempel.

“Det ville også være mærkeligt ikke at tage et tydeligt standpunkt i det her tilfælde.”

Rosalina havde hellere set en kampagne om den påvirkning, som snus kan have på kroppen, frem for et decideret forbud mod det.

Ja, der er et snusforbud på DMJX Fatter du heller ikke en snus af, om man må snuse den på DMJX? Hvis forvirringen er total, er det forståeligt. Der er nikotin – og dermed også snusforbud på DMJX. “Vi vil udelukke alle nikotinprodukter. I gamle dage hed det et rygeforbud, men i dag findes der simpelthen så mange varianter, at rektoratet har taget en beslutning om, at det skal være bredt for alle og også snus,” siger Trine Lundgaard Vistoft, specialkonsulent i HR-afdelingen på DMJX. Forbuddet trådte i kraft den 18. september. Men det blev først offentliggjort den 11. november på studieservice. Sidder du som studerende tilbage og undrer dig, over at du ikke har fået det at vide, så er der en god grund. Før skolens presseafdeling kan melde forbuddet ud, skal de have en officiel tekst fra HR-afdelingen.

“Politikken er ikke markedsført, så den har jo levet sit eget lille stille liv på studieservice og på vores Intra. Men den har eksisteret siden den dag,” siger Trine Lundgaard Vistoft.

Forbud uden sanktioner Hvad sker der egentlig, hvis du bryder det forbud?

Ja, der sker egentlig ikke så meget. Tilliden til at man følger forbuddet burde være nok, siger Trine Lundgaard Vistoft.

“Som der også står i retningslinjerne, vil det jo ikke blive sådan noget med, at alle folk skal gå rundt og være betjente for hinanden. Vi har en tillidsfuld tilgang til det,” siger hun.

Der er ikke nogen officielle sanktioner

Hvorimod 33 sagde, at de ikke tror, der er et snusforbud. Det viser sig, at de 57 studerende havde ret. Vi har dog langt fra spurgt alle studerende, så det er et usikkert og ikke repræsentativt resultat.

Men undersøgelsen kan stadig bruges, da den er et udtryk for forvirring, og at der er et budskab, som er gået tabt for nogen.

Rosalina Bendix, næstforperson for DSR, blev første gang underrettet om forbuddet i februar på et møde med blandt andre Jens Grund, prorektor på DMJX. “Vi blev først inddraget ret sent i processen, hvilket vi også stillede os kritiske overfor,” påpeger Rosalina Bendix og fortæller, at dengang var det allerede besluttet, at forbuddet skulle indføres.

På mødet blev de i stedet spurgt, hvordan de kunne kommunikere det videre ud.

den pågældende studerende vil kunne blive trukket til side og få en alvorlig snak,” siger Trine Lundgaard Vistoft.

De studerendes mening Vi lavede en undersøgelse, før forbuddet blev meldt officielt ud. Der spurgte vi 90 studerende på DMJX i Aarhus, om de troede, at der var et snusforbud på DMJX. Af dem sagde 57, at de tror, der er et snusforbud.

Hvorfor er der ikke blevet meldt noget ud?

Den 29. november blev der sendt en mail rundt til alle studerende på DMJX i Aarhus om, at der nu er indført en ny nikotinpolitik, der omfatter forbud mod alle nikotinprodukter på skolens matrikel.

Det har dog været noget af et graverarbejde for os at finde ud af, hvorfor der ikke

officielt er blevet udmeldt noget om forbuddet til skolens studerende noget før.

Først to måneder efter forbuddet blev vedtaget, er de studerende blevet informeret om det. Vi har kontaktet flere medarbejdere på skolen og er blevet viderestillet flere gange.

Til sidst lykkedes det. Det viser sig, at der er et organ på DMJX, Samarbejds- og Arbejdsmiljøudvalget, kaldet SAMU. I SAMU er rektoratet, ledelsen og medarbejderne repræsenteret. Forbuddet er blevet godkendt på et møde, som SAMU holdte den 18. september 2024. Herefter var det HR’s opgave at beskrive forbuddet i en tekst og sende den ud på studieservice samt til kommunikationsafdelingen på skolen, så de kan lave en kampagne.

“Den var lagt op på studieservice, og den var jo tilgængelig for alle, så der kunne man jo bare gå ind og kigge,” siger Trine Lundgaard Vistoft. Hun understreger dog, at det ikke forventes, at man holder sig opdateret på studieservice hele tiden.

Snusforbud er én opgave blandt mange andre Teksten på studieservice er blevet offentliggjort den 11. november. Teknisk set har forbuddet været gældende derfra for de studerende. Det er dog først den 25. november, at kommunikationsafdelingen modtager en tekst fra HR, som de skal lave kampagne ud fra. Det skyldes, at de har travlt på HRkontoret, og at det ikke er førsteprioritet på to-do-listen at melde ud om forbuddet til de studerende på DMJX. Du skal dog ikke frygte, at du skal bøde for at have gjort noget forbudt i den lille måned, hvor forbuddet eksisterede, men ingen vidste det.

“Det har jo ikke nogen betydning for, at der er nogen, der har gjort det, mens den har virket. Der er jo ikke nogen, der får en sanktion for, ’vi så forresten, du røg i sidste uge,” siger Trine Lundgaard Vistoft.

Stadig i tvivl?

Vi har snakket med Dan Hansen fra kommunikationsafdelingen på DMJX i Aarhus, som fortalte os, at kendskabet til forbuddet bliver udbredt via en kampagne på DMJX. Den består af to led. Første led indebar klassisk kommunikation, hvor nikotin- og rygepolitikken blev lagt på DMJX’ hjemmeside, Studieservice og medarbejder-hub.

Derudover blev politikken delt via ItsLearning og sendt på mail til de studerende, ansatte, kursister og andre med tilknytning til skolen. Den 28. november blev der lagt et opslag op på ItsLearning, hvor forbuddet er beskrevet.

Andet led indebærer en fysisk kampagne, hvor plakater vil blive hængt op rundt omkring på DMJX Campus i København og Aarhus for at minde højskolens brugere om den nye nikotin- og rygepolitik.

Så er ingen vist længere i tvivl om, hvorvidt der er forbud mod snus på DMJX eller ej.

4

INDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen Revyen var en stor succes i foråret, men det er hårdt at holde foreninger kørende.

Dette er historien om en forening, der kom, så, sejrede og forsvandt igen.

TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN FOTO: FELIX FONNEST

S

takladens store sal er proppet med mennesker. Der er helt mørkt, der hviskes og smågrines, og pludselig er der spotlight på scenen. Forestillingen går i gang, og de ellers snakkende mennesker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole klapper ivrigt.

DMJX Revyen er genskabt, og opbakningen er stor – ikke kun blandt de studerende. Undervisere, studievejledere, IT-folk, ledelsen, og endda vores rektor, Julie Sommerlund, er til stede. Alle er samlet i Stakladen denne forårsaften og kan i flok grine af karakterer baseret på dem selv. Men trods den store opbakning blev Revyen nedlagt på sin sidste generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024.

Hvordan gik revyen fra succes og klapsalver til ikke at eksistere længere? Det har vi spurgt fire af Revyens hovedpersoner om; Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, Vanessa Kjær, Frederik Nees Hviid og Xenia Soenke Germundsson.

En forening fødes Hvis vi spoler tiden helt tilbage til Revyens start, lander vi i efteråret 2023. Zakarias Forsberg de los Reyes og Vanessa Kjær får en god idé og beslutter sig for at genoprette

en ældgammel forening, Revyen. Før de to venner får set sig om, er de godt i gang. De stifter en bestyrelse, søger midler og medlemmer, som vil være med til at skabe en forestilling – og de har vind i sejlene.

Først melder Bjarke Hunderup Uhl Pedersen sig ind. ”Jeg har lavet rigtig meget skuespil gennem mit liv, og jeg savnede det ret meget.

Da tilbuddet om at blive en del af Revyen og lave skuespil igen kom, kunne jeg ikke andet end at sige ja,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Frederik Nees Hviid melder sig også ind. ”Jeg meldte mig ind i foreningen, fordi mine to gode venner havde fået idéen om at genskabe DMJX Revyen. Jeg kom dog lidt sent ind i foreningen og kunne så også fun-

”

gere som en form for lappeløsning og sørge for, at Revyen fik musik,” siger Frederik Nees Hviid.

Tiden spoles frem, og vi står nu midt i Foreningsbazaren på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en kold februardag i starten af 2024. Revyen præsenterer sig selv og forsøger at hverve nye medlemmer, som vil være en del af deres kreative fællesskab – og det gav pote. En af dem, som meldte sig ind, er Xenia Soenke Germundsson. ”Det lød bare mega sjovt. Jeg har spillet skuespil og været med i musicals gennem hele mit liv, så jeg syntes, det ville være rart at fortsætte med det på mit nye studie,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Og nu gik det for alvor hurtigt. Manuskriptet blev færdigt, skuespillerne øvede

Don’t cry because it’s over, smile because it happened – Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, tidligere medlem af Revyen

flere gange om ugen, og som udenforstående virkede det, som om medlemmerne af Revyen arbejdede i døgndrift op til premieren, som skulle foregå torsdag den 16. maj 2024.

Revyen er en realitet Bjarke Hunderup Uhl Pedersen stråler – bogstavelig talt. Han står midt på scenen i Stakladen, og spotlightet rammer ham, så han bliver lyst op af sit funklende kostume.

Han synger, svajer og drejer rundt, alt imens hele salen nærmest græder af grin over hans flotte parodi på skolens diskokugle.

Frederik Nees Hviid sørger for musikken gennem hele forestillingen, men han dukker også op flere gange som skuespiller, blandt andet i sin rolle som en bøv, der synger lidt perverse sange overfor underviseren Mette Mørk. Hun spilles af Sofie Bonde, som ender med at give op på bøven.

Xenia Soenke Germundsson og Vanessa Kjær spottes også flere gange. Begge dygtige og veloplagte i alt, de foretager sig på scenen.

Der klappes, hujes og salen rejser sig op i samlet flok, mens holdet bag Revyen bukker.

Revyen er genskabt og er en massiv succes.

Men det her er ikke kun en succeshistorie.

For efter stor succes kommer den svære toer, og en forening er som bekendt svær at drive i de første år.

Revyens nye bestyrelse Vi er fremme i efteråret 2024, og der er kun kommet to nye studerende fra 1. semester ind i foreningen, og de bærende kræfter fra 4. semester har ikke længere tid til at være primus motor, da praktiksøgningen i slutningen af oktober står for døren. Det betyder, at den nye formand, Xenia Soenke Germundsson fra 2. semester, samt Bjarke Hunderup Uhl Pedersen fra 3. semester står tilbage og spejder. ”Vi var syv-otte skuespillere tilbage fra foråret, og det er bare ikke nok til at holde foreningen kørende. Derudover havde vi ikke fået et eneste nyt medlem efter Foreningsbazaren i starten af semesteret. Vi begynder derfor at sende en masse mails ud, men der sker intet. Det resulterer i, at vi inviterer til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Dagen oprinder, og stemningen er trykket. Der tales lidt i krogene, og ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan det skal gå med Revyen. Meget tyder på, at Revyen ikke vil overleve. ”Jeg ved godt, det ser sort ud, men jeg holder alligevel fast i et lille håb om, at Revyen består,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Men selv om han holdt fast i håbet, var det ikke nok. De resterende medlemmer af Revyen vælger at lægge foreningen i graven,

INDE

da der ikke er stor nok tilslutning. ”Personligt tror jeg, at folk meget gerne vil gå ud, have en sjov aften, grine af en meget sjov revy og så derefter feste videre.

Jeg tror dog også, at rigtig mange er bange for at se dumme ud på deres studie, hvilket man jo ofte gør, når man står på en scene.

Så det tror jeg har afholdt rigtig mange folk fra at ville deltage, hvilket i sidste ende er dét, der har slået revyen ihjel. At de eneste, der ville være med til at lave revy i år, var de samme som sidst,” siger Frederik Nees Hviid.

En lettelse Flertallet fortæller efter Revyens død, at de er ærgerlige over, at Revyen måtte lægges i graven. Men den nyvalgte, nu tidligere, formand, Xenia Soenke Germundsson, er faktisk lettet. ”Jeg følte, jeg endelig kunne trække vejret igen. Jeg havde længe gået og følt, jeg ikke var god nok som formand, og at hele situationen var min skyld. Så da Revyen endegyldigt blev lagt i graven, kunne jeg endelig slippe tanken og komme tilbage på sporet af mit eget liv,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Hun understreger dog, at hun selvfølgelig synes, det er meget trist, at foreningen er død, men at hun ikke selv kunne fortsætte i den hidtidige konstellation. Det skyldes, at hun egentlig bare gerne ville være med til at spille skuespil og ikke ønskede ansvaret, som hun endte med. ”Jeg føler ikke, at jeg blev valgt som formand. Jeg tog rollen, fordi der ikke var andre, der tog ansvaret på sig. Jeg ville så inderligt gerne have, at Revyen fortsatte, og jeg troede på, at jeg sammen med den nye bestyrelse kunne løfte opgaven og føre Revyen videre. Men sådan gik det desværre ikke,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Både Vanessa Kjær og Frederik Nees Hviid ønskede også, at Revyen ville blive ført videre, men da de begge går på 4. semester, var de bevidste om, at det ikke var deres opgave længere. ”Det var svært at få en revy op at stå uden de nødvendige kræfter. Mange af os i bestyrelsen havde ikke tid til at lægge lige så mange kræfter i det som før blandt andet på grund af praktiksøgningen, og mange af os skal også videre fra skolen næste semester.

Det er ærgerligt, at Revyen ikke længere findes, men omstændighederne har gjort, at foreningen måtte lægges i graven” siger Vanessa Kjær.

Et fællesskab, DMJX har brug for Institutleder ved Institut for Journalistik, Henrik Berggren, er også meget ærgerlig over at høre, at Revyen er død. ”Jeg oplevede revyen som en åben aktivitet, hvor mange studerende var med til at skabe noget i fællesskab, og hvor der var stor opbakning, også fra publikum. Den slags fællesskaber har vi brug for på skolen,” siger Henrik Berggren.

Men Henrik Berggren er om nogen også klar over, hvor hårdt det kan være at drive en forening, hvis ildsjælene forsvinder. Derfor kommer han også med nogle gode råd til nyopstartede foreninger, så der forhåbentlig ikke sker det samme for andre foreninger på skolen. ”Jeg vil anbefale at få samlet en gruppe studerende, der forpligter sig til at yde en indsats. Så det er klart, at der er forventninger til indsatsen, og at man er enige om, hvad der skal til. Og så ville jeg gøre meget ud af at sikre overgangen til den næste bestyrelse.

Og ja, jeg ved godt, det er lettere sagt end

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

gjort,” medgiver Henrik Berggren.

Revyen takker af Og man kan sige, at han har ramt nerven. For hvorfor døde Revyen? ”Revyen er død, fordi opbakningen til foreningen er forsvundet. Der var ikke nok tilbage i vores forening, der kunne løfte opgaven, og for mig virkede det også som om, vi var mange i bestyrelsen, der ikke rigtig var engagerede. Så hvis vi havde fortsat, var det nok blevet halvhjertet, og så var revyen ikke

blevet det, den skulle være,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Revyen afholdt derfor auktion tirsdag den 19. november 2024, hvor foreningen igen blev samlet og solgte ud af deres rekvisitter. Alle skolens studerende var inviteret til auktion, men der dukkede kun fire studerende op, som ikke var en del af den afdøde forening. På trods af dette var stemningen god, og der blev grinet meget ifølge Frederik Nees Hviid.

Og til alle dem, der savner Revyen, vil

5

Henrik Berggren gerne tilføje, at ledelsen sammen med DSR lige nu ser på gode input til, hvordan lignende aktiviteter kan blive skabt på skolen i fremtiden.

Men selv hvis det ikke sker i den nærmeste fremtid, oplevede de studerende alligevel Revyen i foråret 2024. ”Nu siger jeg noget, der er meget moragtigt, men jeg har det lidt sådan her: Don’t cry because it’s over, smile because it happened,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

6

INDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Tvungen orlov kan være et skridt fremad

Det kan føles som et nederlag ikke at få en praktikplads og måtte gå på tvungen orlov.

Men seks måneder uden skole eller praktik kan give tid til personlig udvikling og refleksion.

TEKST: SIGNE EGEBÆK STENKILDE

P

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

raktikugen er slut, og du har stadig ikke fået et opkald. Du lytter efter telefonen og har et spinkelt håb, men den ringer ikke. Der er ingen praktikplads i sigte. Hvad så nu?

Alle journaliststuderende taler om den: praktiksøgningen. Det er en sårbar periode, hvor man skal forsøge at sælge sig selv bedre end sine venner og medstuderende. Men der er ikke pladser nok til alle ude i den virkelige medieverden. I efterårets praktiksøgning står 12 studerende fra fjerde semester uden praktikplads efter første runde praktiksøgning.

Dog er det muligt at søge og forhandle sig frem til en praktikplads på egen hånd indtil februar, hvor praktikperioden starter. År efter år ender journaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på det, der i folkemunde kaldes tvungen orlov.

Et maskefald ”Det føltes som et kæmpe maskefald. Følelsen af at det er mig personligt, der er blevet valgt fra. Det er vildt nemt at vende det indad på sin egen person. Man sidder jo i en sårbar position, når man søger praktik,” fortæller Line Sand.

Line Sand er journaliststuderende på 6. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun søgte praktik for første gang i foråret 2023, men det længe ventede telefonopkald kom aldrig. Hun gik seks måneder i møde, hvor hun ikke skulle gå i skole eller i praktik. Selvom det i første omgang føltes som et nederlag ikke at få en praktikplads, gav det også tid og plads til at slappe af, reflektere og finde glæden ved journalistik igen. ”Det eneste jeg tænkte med orlov, var at det blev fucking nice. Jeg var egentlig træt af alt, der havde med journalistik at gøre. Jeg følte mig så uinspireret – altså, hvad fanden er en god idé overhovedet?” siger Line Sand.

Ifølge Røskva Würtz, der er praktikkoordinator på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er orlov heller ikke et nederlag.

Det kan være lærerigt at søge praktik og ende på orlov. Hun ser ofte, hvordan de studerende vender stærkt tilbage.

Orloven kan give tid til at finde motivation og retning, som gør, at man kan komme tilbage med ny energi, når praktiksøgningen endnu engang står for døren. ”Der er nogle, der finder ud af, at de ikke var klar første gang.

Nogle finder ud af, at de ikke var der mentalt, eller at de ikke var afklarede nok. Og så kan vi se, at de kommer igen med 150 km/t, når de skal søge praktik for anden gang,” fortæller Røskva Würtz.

En mulighed frem for et nederlag Emilie Spring går på 5. semester på journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun måtte også tage orlov efter sin første praktiksøgning.

Hun så hurtigt den tvungne orlov som en mulighed for at få nye erfaringer. Men først skulle følelsen af nederlag bearbejdes. ”Det var en skuffelse over mig selv. Har jeg ikke gjort det godt nok? Har jeg delt for meget eller for lidt? Har jeg været for ovenpå?

Jeg var helt derude, hvor jeg tænkte, om jeg havde siddet forkert til samtalerne,” fortæller Emilie Spring.

Emilie Spring havde ikke lang tid, før hun igen skulle troppe op på skolen og se sine medstuderende i øjnene.

For efter praktiksøgningen fortsætter fjerde semester. Selvom det var svært at høre sine medstuderende snakke om, at de havde fået deres drømmepraktikpladser og var ved at finde lejligheder sammen i København, hjalp det hende til at tænke positivt på

hun skulle gennem møllen igen.

Fra starten af fjerde semester arbejdede hun frivilligt som skribent hos et fanmedie i Aarhus ved navn KSDH.dk.

Da hun kom på orlov, kunne hun derigennem få rollen som kommunikationsansvarlig for AGF 1880 Fodbold. ”Jeg tænkte, at det kunne hjælpe mig i praktiksøgningen, at jeg kunne hive andet frem end journalistuddannelsen.

Det var et strategisk element, at jeg valgte noget, der var studierelevant, så jeg kunne vise, at jeg havde mere erfaring,” fortæller Emilie Spring. situationen. ”Jeg fik en følelse af, at det nok skulle gå.

De var der til at gribe mig og give mig et klem og sige ’Hey, det er fandme nederen, men det skal nok blive godt’. Det hjalp med ikke at forsvinde hen i sine egne negative tanker,” siger Emilie Spring.

Det hele skal nok gå Efter Line Sand grædende havde haft sin mor i telefonrøret i to timer, slog hun koldt vand i blodet. Hun sagde til sig selv, at livet går videre. Det hele skal nok gå. For ligesom Emilie Spring kunne Line Sand se frem til et halvt år, hvor hun selv bestemte, hvad der var på tapetet. ”Jeg var hjemme hos mine forældre. Jeg læste bøger og spillede PlayStation. Det var ligesom at holde en lang sommerferie. Jeg lavede virkelig ingenting,” fortæller Line Sand.

Hun ville ikke bruge sin orlov på at sidde og tænke på praktik. Hun ville slappe af og finde ud af, hvad hun egentlig ville med journalistik. Line Sand forberedte sig mentalt på praktiksøgningen ved at reflektere over de spørgsmål, hun havde fået ved samtalerne i første praktiksøgning, så hun kunne komme med nogle velovervejede og kvalificerede svar. ”Praktiksamtalerne er ligesom at gå til en eksamen, udover at du selv vælger pensum.

Fordi pensum handler om dig selv,” siger hun.

Emilie Spring brugte derimod sin orlov på at få noget journalistisk erfaring. Både fordi hun ville holde sine evner ved lige, men også fordi hun ville have noget at trække på, når

Hendes arbejde ved AGF 1880 Fodbold så hun mere som et bijob. For hun havde også en husleje, der skulle betales, så et fuldtidsjob var en nødvendighed. ”Det varede ikke længe, før jeg begyndte at tænke, at jeg måtte finde et fuldtidsarbejde. Jeg begyndte hurtigt at tænke praktisk, sådan lidt overlevelsestilstand,” siger hun.

Derfor blev orlov for Emilie Spring en kombination af studierelevant arbejde og et barselsvikariat i en daginstitution, hun tidligere havde arbejdet hos.

En hånd i ryggen Hvis man som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ikke får en praktikplads, kan man altid finde støtte og hjælp på skolen. Studievejledningen, studieadministrationen og Røskva Würtz er der for at hjælpe og informere de studerende om deres rettigheder. ”Min dør er altid åben. Jeg er en hånd i ryggen. Jeg tør godt sige, at de studerende ikke er i tvivl om, hvor de skal henvende sig,” siger Røskva Würtz.

Røskva Würtz lægger heller ikke skjul på, at ikke alle får en praktikplads. For hende handler det heller ikke om, at alle de studerende bare får en praktikplads, men at de rent faktisk finder et sted, hvor de kan se sig selv.

Line Sand har i dag en praktikplads på Zetland, og Emilie Spring er i praktik ved DGI. Selvom de har brugt deres orlov helt forskelligt, er de begge glade for at være endt, hvor de er. ”Der er ikke én rigtig måde at bruge sin orlov på,” understreger Line Sand.

INDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

7

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa Når vi sætter os på skolebænken på DMJX, har vi en vis idé om, hvilken undervisning vi får. Men hvordan lærer man at blive journalist i andre lande? Illustreret Bunker har talt med tre europæiske journaliststuderende om deres erfaringer.

D

TEKST & FOTO: ANDERS HELMER MØRCK

MJX og dens studerende kan til tider være noget af en boble med fredag aften i Kurt Strandbar, forelæsninger i Blåt Audi og en berygtet panikdag. Men selv i Danmark ses forskellene på journalistuddannelsen, hvor det både er muligt at læse journalistik som en professionsog en universitetsbachelor.

Små 600 kilometer væk fra DMJX ligger Utrecht, som er en af Nederlandenes største studiebyer med over 70.000 studerende.

Mange internationale journaliststuderende kalder byen for sit hjem i løbet af en udvekslingsperiode væk fra hjemlandet.

Men hvor store er forskellene, når vi ikke blot ser på Danmark, men bevæger os udenfor landegrænserne og ser på journalistuddannelser på tværs af hele Europa?

Selvom målet i sig selv er det samme – nemlig at blive en god journalist – så er vejen derhen ofte vidt forskellig.

En anderledes optagelsesproces Nederlandske Samuel Vels er 23 år og studerer på Hogeschool Utrecht. For ham var det ikke givet på forhånd, at han skulle vælge journalistvejen. Og for den sags skyld er han stadig i tvivl om, hvorvidt det er det rette valg, han har taget.

“Da jeg var barn, var drømmen at blive skuespiller. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at ‘spotlightet’ ikke var noget for mig.

Men jeg drømmer stadig om at fortælle historier. Det var af den årsag, at jeg endte i journalistikken, så jeg kunne fortælle ægte historier i stedet for at spille dem selv,” siger Samuel Vels.

Ansøgningsprocessen for at blive en del af journaliststudiet i Utrecht fungerede i mange år som på DMJX. Men det har ændret sig, så alle ansøgere nu bliver optaget på studiet.

Dog er der mange studerende, som frafalder på de første semestre.

“I løbet af de første to år er der en del, som dropper ud. Så jeg tror, at årene i starten er med til at filtrere de studerende fra, som ikke er havnet det rigtige sted,” siger han.

Det skyldes flere eksaminer på både første og andet år på uddannelsen. Her er der nogle prøver, som for flere betyder endestationen på studiet. Det er nemlig ikke ved alle prøverne, at det er tilladt at få flere forsøg. I Samuels klasse er der nu kun lidt over fem tilbage af de 30 elever, som startede. Selvom det er et af de mere ekstreme tilfælde på årgangen, så er frafaldet generelt langt større på Samuels skole end det, som DMJX oplever.

Hvilken linje skal jeg vælge? Østrigske Simon Fuchs er 22 år og bor i Wien, hvor han studerer på Fachhochschule Wien. Sporten har altid ligget hans hjerte nær, hvilket også betød, at han i en tidlig alder drømte om at blive fodboldkommentator. Sporten var grunden til, at Simon begyndte at interessere sig for journalistikken, og drømmen endte også med at blive den vej, han valgte at gå.

Da Simon skulle søge ind på drømmestudiet, kunne han gå flere veje. Her kunne man blandt andet vælge at studere den moderne

klokken 10 om morgenen til 19 om aftenen,” siger hun.

Sopo Abulasjvilis vej i skole er ofte relativt lang, da trafikken kan være slem. Derfor er de lange dage noget, som passer hende ganske fint.

Hun kommer fra en lille årgang i Georgien med blot 25 elever, hvilket også betyder, at hun har lært sit hold rigtig godt at kende i løbet af de snart tre år, hun har studeret. For hende er de få elever noget af det bedste ved hendes studie.

“Jeg er ikke den mest sociale person, så

På billedet ses fra venstre nederlandske Samuel Vels, georgiske Sopo Abulasjvili og østrigske Simon Fuchs

linje, hvor der er et større fokus på sociale medier og marketing. På nogle punkter har den ligheder til ’Kommunikation’ på DMJX. Men Simon valgte den mere klassiske journalistlinje, ’Journalism and Media Management’.

Når Simon Fuchs næste år skal begynde på sit nye semester, skal han specialisere sig. ”Det kunne være sport, bæredygtighed eller politik. Her kan jeg virkelig fordybe mig i det stof, som jeg kommer til at lave.”

En skoledag fra morgen til aften Sopo Abulasjvili er 20 år og kommer fra Georgien, hvor hun til daglig studerer på Georgian Institute of Public Affairs. Hun kan godt lide den kreative del af journalistikken og arbejder blandt andet med webdesign og programmering, når hun sætter sig ind i klasseværelset i Georgien.

“Vi går kun i skole omkring to dage om ugen. Men dagene kan af og til være fra

for mig har det været virkelig dejligt,” siger hun.

Det mindre hold gør, at hun har åbnet mere op i undervisningen og føler sig mere komfortabel – både socialt og fagligt.

Ingen hr. og fru En af de største forskelle, som østrigske Simon Fuchs har mærket, siden han begyndte sin udveksling i Utrecht, er at kalde underviserne ved deres fornavn. Det er nemlig ikke normalen i hjemlandet.

“I Wien skal man tiltale underviseren enten hr. eller fru, og man har et langt mere distanceret forhold til dem, end jeg har oplevet her i Nederlandene,” siger Simon Fuchs.

Derfor var det også en stor forandring at starte på udvekslingsopholdet, hvor skolen i Nederlandene har været langt mere afslappet.

“Hvis du har gjort et godt stykke arbejde, så synes jeg godt, at der kunne være en mere

åbensindet stemning på mit studie i Wien mellem undervisere og elever,” siger han.

Han er derimod glad for de muligheder, som han har fået gennem sin uddannelse i Østrig. Her er han blevet undervist af prominente journalister og mediefolk.

“Når underviserne kommer direkte fra branchen, gør det mig tryg som studerende,” siger han.

Erfaringen er din løn Praktik er noget, som alle tre studerende skal igennem i løbet af deres uddannelse. Men den faste lønaftale i praktikperioden, som vi har i Danmark, er ikke noget, som Simon Fuchs oplever i Østrig. Når Simon skal i en 6-måneders lang praktik næste år, er det ikke sikkert, at han kan få løn i perioden. Ved nogle af de største medier i Østrig er der nok ansøgere at vælge imellem – og det betyder samtidig, at man ikke altid kan regne med løn, når man begynder praktikken.

“Ifølge medierne er erfaringen din løn,” siger Simon Fuchs.

Men den lavere løn i praktikken gør dog, at det er mindre presset at søge praktik end i den danske praktikperiode, hvor det i de sidste år har haltet med at få nok pladser til de mange ansøgere.

“Jeg vil mene, at det ikke er så svært at få en af de mindre eftertragtede pladser. Men hvis du vil arbejde på de prominente medier, så er det helt sikkert ikke lige så nemt,” siger han.

Branchen indefra I Nederlandene er der et fokus på, at man skal vide, hvad man går ind til, inden praktikken begynder. Derfor er faget ‘Marketverketten’ (Markedsudforskning) et rum, hvor de studerende lærer om livet ude i branchen.

“Vi lærer at kunne svare på spørgsmålene: Hvilken journalist vil jeg være? I hvilket miljø vil jeg arbejde? Og hvad kan medierne tilbyde mig?” siger Samuel Vels.

Derefter har eleverne faget ‘Marktbetreden’ (Markedsintroduktion), hvor man har en kort praktikperiode, der gør, at man kan mærke efter, inden valget skal træffes til den større og endelige praktikperiode. I ‘minipraktikken’ laver de nederlandske studerende journalistik til den brede befolkning og diskuterer de friske nyheder med redaktionen på det medie, hvor den korte praktik foregår.

Samuel Vels er glad for metoden, da han stadig ikke er sikker på, hvad han ender med at gøre, når praktikken skal vælges. Med den korte praktik får han mulighed for at opleve branchen på en anden måde, end hvis han blot sad på skolebænken på universitetet i Utrecht.

8

INDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Frede laver Tik ”De mener, jeg ødelægger journalistik

Måske kender du ham fra TikTok eller som ham, der i sommer var i en shitstorm på P1. Måske du har s Dyrnesli stillede sig for en måned siden kritisk over for traditionel journalistik, herunder Illustreret Bun

TEKST: THEA MODIGH

D

GRAFIK: FREDE DYRNESLI

et blege spotlys tændes og oplyser det lille rum. Mikrofonen virker, som den skal. Selv sidder han på kontorstolen med skærmen foran sig. Bag ham og det brune, solide hår hænger et blåt gardin, der udgør hjemmestudiet. Fra skærmen ligner det et professionelt setup. Behind the scenes er det en lille studielejlighed, hvis blå gardiner gemmer soveværelset: en seng.

Det er på det her lille værelse, Frede Dyrnesli laver nyhedstrailere til sine 36.500 følgere i ”viruslandet TikTok,” som han kalder det.

Ekstremt bekymret ”Min mor, ja, altså min mor skal være ekstremt bekymret. Én gang om måneden ringer hun og spørger. ’Skal jeg være bekymret?’

Og jeg siger, ’sandsynligvis’. Men det går godt. Og det er måske også min filosofi, at hvis du ikke laver noget, der gør din mor bekymret, så gør du ikke det rigtige. Så gør du det, hun forventer. Og det er ikke et liv, jeg har brug for,” siger han.

Frede Dyrnesli er 27 år gammel. Han går på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men de fleste af hans timer bruger han på at lave TikToks.

Fra klokken seks om morgenen trækkes de blå gardiner frem, og så er der showtime, indtil skoledagen starter klokken ni. Efter fem timer dér går turen direkte mod træningscenteret til en aktiv time, og herefter foregår de næste seks timer i hjemmestudiet med forberedelsen af morgendagens TikToks.

På afveje fra det lille hjem I byen Storvorde, tyve minutter uden for Aalborg, bor en lille Frede i en lille harmonisk familie. Her er husstandens motto, at den, der har det dårligst, skal have det bedst.

Mor og far er begge skolelærere. Frede og storesøster skændes ikke. Alle har det godt.

Fredes kæbe falder derfor langt, da han støder på en dreng i indskolingen, hvis kår er durk modstridende med Fredes ophav. Han er vant til at slås med brødreflokken. Giver modstand. Presser Frede, som han aldrig har prøvet før. Og Frede er betaget. Frem for det

lille trygge hjem kunne man søge grænser og definere sjov på en helt anden måde.

Tilbage på det lille TikTok-værelse i Aarhus sidder Frede og forbereder dagens vitaminpiller. De, som han mener, er dagens saglige element for de mange unge, der til hverdag binger korte dopaminfremkaldende videoer på TikTok. Vitaminpillen skal skabe dagens nuance i pestens land. Mellem dårlige dansevideoer og Andrew Tate-alliancer håber Frede at kunne engagere de unge. Eller han ved, at han engagerer de unge. Det skriver de til ham på mediet, siger han: At de aldrig havde interesseret sig for nyheder, før de begyndte at følge ham.

Problemet for Frede er, at det segment ikke har monopol på diskursen om ham. Der er en anden gruppe, der stiller sig kritisk over for Fredes vitaminpille. ”De mener, at jeg ødelægger journalistikken, at jeg giver et forvrænget syn på virkeligheden. At jeg kun gør verden til et dårligere sted.”

Rollespil eller spejder?

Frede mener ikke, han skal være de unges primære kilde til journalistik, men han håber og tror, at han kan være inspiration til at dykke længere ned i det etablerede nyhedssegment.

Frede føler, han har knækket koden til, hvad de etablerede medier ikke gør. ”De unge følger ikke med, de læser ikke avis, de har ikke abonnement på dagblade.

Og hvad er en god historie, hvis ingen hører den?”

Ifølge Frede er det, fordi medierne ikke lytter til, hvad de unge vil have. De vil have teasere og letlæselige godbidder. Han mener selv, at han laver noget nyt. ”Jeg har altid formået at få andre interesser end det, de andre har lavet,” siger han.

Sådan foregik det allerede på Fredes folkeskole i Storvorde. Frede går i 4.a. Han passer ikke ind. Halvdelen af klassen bruger tiden på computerspil og rollespil. Den anden halvdel går til spejder og bruger al tiden på outdoor.

Ingen af kasserne passer til Frede, men han finder hurtigt ud af, at det ikke er et problem. For han kan lave sit eget sjov. Han finder sine egne interesser. Det kan man sagtens! Op på cyklen, ned gennem byen. Lave

noget ballade. Frede oplever, hvordan han slet ikke kan lade være, når han får en idé til noget sjovt. Det, han laver, minder hverken om rollespil eller spejder. Han finder to gæve venner, ser Jackass og forsøger at gøre noget à la det. Han har skabt en ny kasse mellem de to eksisterende, og dét er sjovt.

Mentaliteten har været det samme siden da. For ham er hovedmålet at sidde på plejehjemmet som 90-årig og tænke tilbage på den fede rejse og tænke: ’Fuck, du gjorde alt muligt spændende’.

”Så kan det godt ske, at kun to procent lykkedes, men fuck, de to procent var det hele værd. At have det sjovt mens jeg er her.”

Platformen er en legeplads For Frede handler det om at kigge på det etablerede og tænke, hvordan man kan gøre det på sin egen måde.

Det er med den mentalitet, at Frede begynder at lave TikToks i 2023. Han studerer ikke og bruger hverdagen som lærervikar.

Men han drømmer om at komme på DR

INDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

9

kTok-nyheder: kken og gør verden til et dårligere sted”

set ham i en beige t-shirt på DMJX, måske har du aldrig hørt om ham før. Journaliststuderende Frede nker, på LinkedIn. Men Frede mener ikke, målet er at brænde broer. Det handler om at skabe noget nyt.­

Ultra og prøver at finde en måde at komme dertil. På arbejdspladsen hører han de unges sprog og kaster sig ud i at snakke det samme.

Han forsøger at formidle journalistik på deres medie. Hans venner forstår ikke, hvad fanden han sidder og laver. Sender ham drillende beskeder. Men Frede har et mål. Han leger med mulighederne. Der er et nyt mål for at iværksætte noget sjovt – og børnene på skolen fortæller ham, at de synes, det er megafedt!

Selvom drømmen ændrer sig, og Frede begynder på Journalisthøjskolen, fortsætter legepladsmentaliteten for Frede. Det er dét, der driver ham. Han står op, optager nyheder, går i skole, tager hjem, finder formidling til næste dag. Han er en ung mand, der bare laver nogle hurtige nyhedsvideoer på TikTok. No big thing. Indtil den 19. juni i 2024.

Et par dage før den 19. juni udsendte regeringen en opfordring til danskerne om at begynde at preppe, ligesom de gør i Sverige.

Dette er særligt i tilfælde af hybridangreb eller krisesituationer. Regeringen opfordrede herunder til, at man skulle have remedier til mangel af vand, mad, teknologi samt have tabletter liggende i tilfælde af nukleare hændelser. En relevant nyhed at videreformidle til de unge på Fredes TikTok. Den sjove praksis, hvor man gør stort til småt i form af små nyhedstrailere, blev bare lettere brændbar, da Frede pludselig får formidlet, at der skal forberedes, fordi der kommer atomkrig.

Frede loggede af, var færdig med dagens arbejde og tænkte ikke længere over modtagelsen af dagens vitaminpille.

Før han dagen efter både blev kontaktet af P3, P1 morgen og DR Ultra. Videoen var gået viralt. For atomkrig lyder rigtig skidt i små ører, og det havde lagt BørneTelefonen ned.

Den, der har det dårligst, skal have det bedst Da Frede står i P1 morgen den 19. juni 2024 og skal forsvare sin medvirken i at lægge BørneTelefonen ned, er det pludseligt ikke længere så sjovt. ”Jeg vil gerne tage ansvar for det. Det gør jeg jo også med P1. Jeg undskyldte jo i radioen. Jeg er fandme ked af, at det er gået

galt den her gang. Det var ikke meningen.

Undskyld til de forældre, der skal sidde og fortælle deres børn, at 3. verdenskrig starter,” siger han.

Frede har fortrudt, og han har lært, mener han. Han siger, at han har fundet ud af, at han har et ansvar. Nuancere ting til den rigtige side frem for at forenkle det til atomkrig.

Som han gjorde i TikTok-videoen, der lagde BørneTelefonen ned. Nukleare udslip og atomkrig er langt fra hinanden. Pludselig mister vitaminpillen sin effekt, og det er netop ikke meningen. Frede vil gøre det bedre.

En ko i havet blandt svømmende delfiner Frede står i fredagsbaren. Ud af det blå bliver han stoppet af en fremmed. Personen sviner ham til. Fortæller ham, at han laver noget lort og ødelægger branchen.

Frede slår sig på mediebranchen. Mediebrancen slår sig på Frede. Der bliver rynket bryn, når han deler ud af sine holdninger.

Som når han fire måneder efter P1-interviewet skriver på LinkedIn, at han har knækket koden til de unge, og at undervisningen på journalistuddannelsen slet ikke tilrettelægger den genre. Man skal gøre ligesom ham, mener Frede, for den traditionelle journalistik er forældet, og den møder ikke de unge – den mister dem. Det gælder også Illustreret Bunker.

De udtalelser gav bagslag, særligt grundet den måde, han selv fører journalistik på.

Herunder Fredes mangel på kildehenvisninger, og at han tager fra den journalistik, hvis formidling han er kritisk overfor.

Frede mener, at han har taget den kritik til sig, og er nu begyndt at kildehenvise. ”Jeg vil gerne lytte. Det er ikke, fordi jeg er stædig og bare står fast i min holdning. Jeg tror meget på dialog, og jeg tror også meget på, at vi bliver klogere sammen. Men jeg tror også, at de etablerede medier er så idealistisk smurt ind i noget, at de ikke kan se virkeligheden,” siger han.

Frede mener, at folk er velkomne til at være uenige med ham. Drivkraften for Frede er at få en god idé og følge den. Han foretrækker at være uvenskaberne foruden. Men han ser dog stadig sig selv som den svømmende ko blandt delfinerne.

10

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

INDE

KaJ’s generalforsamling bestod af fadøl og knap så mange deltagere I slutningen af oktober afholdt KaJ generalforsamling. Aftenen stod i demokratiets lys, da der både skulle stemmes om en kommende formand og en kasserer.

TEKST: NANNA BAUNBÆK FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Den 25. oktober afholdt studenterorganisationen KaJ generalforsamling, som foregik i kantinen på DMJX. De fremmødte var ikke mange. Blandt dem kunne flere gengangere i foreningen spottes.

På trods af de få fremmødte var stemningen god – måske det skyldtes de gratis fadøl og billige drinks.

Der var meget på programmet for dagens møde, der varede fem timer. Et væld af stillinger i bestyrelsen skulle besættes, alt fra formand til menigt medlem af bestyrelsen.

Afstemningen foregik uden kvaler, men der var dog ikke nok, der meldte sig til at udfylde pladserne. Én formand, flere nye ansigter, en masse grin og tomme ølglas blev det til.

INDE

KaJ er vigtig for studenterdemokratiet, og deres beslutninger har indflydelse på de studerende på DMJX’ hverdag.

Dog mødte der ikke mange op til deres generalforsamling i oktober.

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

11

12

INDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

84 procent af DMJX-studerende i Aarhus fryser i auditorierne. Nu skruer skolen op

En spørgeskemaundersøgelse foretaget af Illustreret Bunker viser, at 84 procent af de studerende på DMJX i Aarhus fryser i skolens auditorier. Alligevel har ingen kontaktet skolens ledelse om problemet. Efter en henvendelse fra Illustreret Bunker bliver temperaturen nu skruet op.

TEKST: NIELS FREDERIK LINDSTRØM SCHALDEMOSE

H

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

ar du nogensinde overvejet at tage din flyverdragt med til undervisning? I så fald er du ikke den eneste.

Ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af Illustreret Bunker oplever 84 procent af undersøgelsens 91 respondenter fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, at det er koldt i skolens to auditorier. ”Der var en dag, hvor jeg havde tre lag tøj på, men jeg frøs stadig. Jeg tropper snart op i en flyverdragt, hvis det ikke bliver bedre, “ skriver en deltager i undersøgelsen.

Eksemplet er langt fra en enkeltstående oplevelse.

Næsten 50 procent af de adspurgte, der oplever, at det er for koldt, giver i undersøgelsen udtryk for, at det er ’hver gang eller næsten hver gang’, at de har undervisning, at temperaturen er for lav i et af de to auditorier.

Ifølge Liva Trier-Behr, der er journaliststuderende på første semester, påvirker kulden hendes koncentrationsevne, når hun har undervisning i et af auditorierne. ”Det kan godt være svært at koncentrere sig, hvis man sidder og fryser. Det gør, at tankerne er på temperaturen. Jeg har snakket med nogle af mine medstuderende om, at der er koldt i auditorierne, og vi er enige om, at vi lige skal huske en ekstra trøje, når vi skal

være der,” fortæller hun.

Denne opfattelse er Liva Trier-Behr ikke alene om.

Over halvdelen af de adspurgte, der mener, auditorierne er for kolde, har også oplevet, at de lave temperaturer har påvirket deres koncentration og indlæringsevne i en negativ retning.

Også Kristine Bojsen, journaliststuderende på første semester, tænker over temperaturen i auditorierne og tager sine forholdsregler for at undgå at fryse. ”Kulden gør, at jeg sætter mig højere op i auditoriet, fordi der er lidt varmere deroppe.

Det gør til gengæld, at det nogle gange kan være lidt sværere at følge med i undervisningen,” fortæller hun.

Konsekvenserne ved at fryse At temperaturen i et lokale påvirker koncentrationsevnen, er ikke blot noget, Kristine Bojsen og Liva Trier Behr oplever.

Ifølge Dansk Center for Undervisningsmiljø er det vigtigt at skabe det bedst mulige indeklima på uddannelsesinstitutioner.

De lavede i 2021 en vejledning til, hvordan man opnår det bedst mulige indeklima og dermed de bedste forudsætninger for at lære. Vejledningen understreger, at et dårligt indeklima kan have konsekvenser for indlæringsevnen. ”Temperaturen har stor betydning for indeklimaet og dermed for elevers og stude-

rendes velbefindende. Er temperaturen for høj, kan det give problemer som træthed, hovedpine, utilpashed og svigtende koncentration, mens for lave temperaturer fører til anspændthed og stivhed i kroppen,” står der blandt andet i vejledningen.

Ingen har kontaktet skolen Trods den brede oplevelse af at småfryse i auditorierne er der ingen, der tidligere har henvendt sig til skolen med problemstillingen og deres oplevelse med undervisningen i de to auditorier.

Kristine Bojsen og Liva Trier-Behr erkender begge, at de ikke har forsøgt at gøre DMJX opmærksom på problemet.

Liva Trier-Behr havde ikke forventet, at det ville blive taget alvorligt. ”Jeg har faktisk ikke overvejet at gå til skolen med problemet. Jeg havde nok ikke regnet med, at de ville gøre noget ved det,” fortæller hun.

Kristine Bojsen frygtede, at det kun var hende selv, der oplevede at fryse i auditorierne. ”Jeg er ikke gået til skolen, fordi jeg altid fryser. Så jeg var bange for, at jeg selv har været problemet.”

Det ser dog ud til, at de kolde forelæsninger er ved at tø op.

Efter en henvendelse til skolens bygningsservice fra Illustreret Bunker viser det sig, at problemstillingen ikke er noget, de nogensinde er blevet gjort bekendt med før.

Derimod reagerede bygningsservice prompte med meldingen om, at der ville blive skruet op til 23 grader i begge auditorier.

Det er altså slut med at overveje flyverdragten inden undervisning i auditorierne.

Hos Kristine Bojsen er forandringen noget, der skaber stor glæde. ”Jeg synes, det lyder som en fremragende idé. Det ville i hvert fald gøre min dag meget bedre,” siger hun.

Forandring på vej – temperaturen skrues op

HAR DU EN GOD IDÉ, SOM KOSTER LIDT EKSTRA? Så har du chancen for hjælp fra TV Tonic-midlerne!

TV Tonic støtter produktion og offentliggørelse af medieprodukter i Østjylland.

Vi har for nylig støttet med beløb på op til

4000 kroner til DMJX-studerendes reportagerejser i Ungarn, Nordsverige, Georgien og Færøerne.

Læs mere om principper og procedurer på TVtonic.dk

UDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

13

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle Hvis man spørger DR-redaktør Mikkel Voetmann Strøm, har reality en eksistensberettigelse. Man kan gennem genren lære noget om sig selv og omverdenen. Reality er endda med til at styrke demokratiet, mener forsker. Derfor er genren nødvendig på public service-medier.

Fortsat fra forsiden TEKST: CATHRINE DE NIJS JOHANSEN & LINE NILSSON

”D

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

er er noget, man kan lære ved reality. Det giver et indblik i nogle subkulturer, vi ikke kender så godt i forvejen, hvor man tænker, ‘hvordan i alverden har de fået adgang til det,” siger Mads Møller Tommerup Andersen.

Han fortæller, at det kan få os til at tage stilling til vores holdninger og følelser, når vi er vidner til andre mennesker i sårbare situationer, som reality nogle gange portrætterer.

“Reality skaber diskussion blandt seerne. Vi skal helt tæt på alle de store følelser, når de er både glade, triste og frustrerede,” fortæller han.

Måske kender du til at være flov over eller decideret lyve til dine venner og familie om, at du har set ‘Paradise Hotel’. Det skyldes nok at folkedomstolen har udskældt reality for at være fordummende eller meningsløst indhold. Derfor ser man også, at nogle realityprogrammer inddrager eksperter i form af psykologer og terapeuter, som forsøg på at skabe en videnskabelig krog. Men undladelsen af eksperter i ‘Døm vores forhold’ er ikke tilfældigt. ”Det er helt bevidst, at vi ikke har eksperter med. Det ville ødelægge hele præmissen for programmet. Nemlig, at vi er klogere på andres parforhold. Det er det, vi gerne vil undersøge. Så skal der ikke sidde en eller anden ekspert, som lige pludselig er den, der ved bedre,” forklarer Mikkel Voetmann Strøm.

Også Mads Møller Tommerup Andersen fortæller, at der ikke behøver at være eksperter for at fortælle, hvad seerne skal tænke.

Dertil mener han, at man bør være åben overfor genren, og hvad den kan tilbyde.

“Der er ingen, der vil anklage dokumentargenren og sætte spørgsmålstegn ved dens samfundsværdi, selvom den og realitygenren har samme ophav,” siger Mads Møller Tommerup Andersen.

En føniks rejser sig fra asken Efter en lang dag kan man have brug for at se noget, hvor man kan slå hjernen fra og få sig et godt grin. Det var kanaler som TV3 leveringsdygtig i, og her kunne man få sit skud reality med programmerne ‘For Lækker til Love’, ‘Paradise Hotel’ og ‘Familien Fra Bryggen.

Men realitygenren har udviklet sig gevaldigt både i form og indhold de seneste år. Nu giver din licens dig også et sølvfad af realityprogrammer. Både DR og TV 2 har nemlig satset stort på genren med blandt andet ‘Gift ved første blik’, ‘Døm Vores Forhold’, Bachelorette’ og det nyeste skud på stammen ‘Forræder’. Også synet på genren har ændret sig, hvis man spørger Mads Møller Tommerup Andersen.

“Jeg tror, at genren er blevet mere normaliseret og mainstream. Reality er en paraply af ekstremt mange ting. Det er svært at skære over én kam. Jeg synes, man skal passe på med at bashe den her genre,” siger Mads

Møller Tommerup Andersen.

Mikkel Voetmann Strøm har selv tidligere i sin karriere oplevet negative reaktioner på sit arbejde med realityprogrammer. Noget, som han dog ikke oplever i samme grad længere.

“Jeg har været der, hvor jeg nærmest skulle hviske, at jeg var redaktør på ‘Familien fra Bryggen’. Det var frygteligt set ned på, at jeg lavede reality,” fortæller Mikkel Voetmann Strøm.

Tidligere har genren ofte været forbundet med karakterer som eksempelvis Gustav Salinas eller Amalie Szigethy, der ofte har begivet sig ud i sjove eller opstillede situationer, som vi kunne more os over. Der er blevet skruet gevaldigt ned for crazy-faktoren, og genren er nærmest blevet født på ny. Efter dens genfødsel sigter den nu i højere grad efter at skildre det, den brede befolkning kan spejle sig i.

Reality er nødvendigt for demokratiet David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, fortæller, at der er god grund til, at DR vælger at bringe reality. For reality kan lokke nogle seere ind på DR, som ellers ikke ville benytte sig af DR’s tjenester. Og det er alfa og omega, at mange danskere har et forhold til public service-medier, mener David Nicolas Hopmann.

“Det er afgørende, at der er en god blanding af indhold på DR. Hvis reality er det det, der skal til for at lokke folk til DR, så er det, der skal til,” siger han.

David Nicolas Hopmann mener, at man

ikke kun skal kigge på det enkelte program, men på hele sendefladen og se på, hvor langt DR kommer ud. For når først seerne har fået et forhold til DR, bliver de ofte hængende eller ser indhold, de ellers ikke var stødt på, og det er med til at give dem en samfundsviden, der lever op til den public serviceforpligtelse, DR har.

“Det er en af de allervigtigste årsager til, at vi har en meget oplyst befolkning i Danmark. Vi ved, at samfundsoplysning er en helt central variabel for, at et demokrati fungerer. Jeg er ikke i tvivl om, at de stærke, publicistiske, public service-medier er helt afgørende for at vores demokrati fungerer nu og i fremtiden,” siger han.

Han påpeger, at reality er noget, man skal prioritere. For når man har et bredt spektrum af indhold, der appellerer til så mange målgrupper som muligt, er det lettere at give dem adgang til indhold, der på sigt gør

samme målgrupper bedre oplyste.

“Jeg plejer at sammenligne det med selve valghandlingen. Det koster enormt mange penge at gennemføre folketingsvalg, men vi kan ikke forestille os et demokrati uden. På samme måde skal vi tænke public servicekanaler, også reality. Det er noget, vi skal bruge penge på,” siger David Nicolas Hopmann.

“Hvis man kun prioriterer nyheder, dokumentarer og samfundsstof, risikerer man, at nogle målgrupper ikke engagerer sig,” fortæller han.

Derfor påpeger David Nicolas Hopmann, at det er vigtigt at have en balance mellem forskellige typer af indhold, som sikrer DR som et stærkt public servicemedie.

“Det er en nødvendig investering. Lidt catchy kan du sige, at ‘Døm vores forhold’ beskytter demokratiet,” siger han.

Reality på DR: berettiget og nødvendig Selvom brugen af realityformatet på DR somme tider debatteres, fortæller Mads Møller Tommerup Andersen, at genren har en legitim plads i DR’s public service-forpligtelse.

“Der er ikke noget i den kontrakt, DR har indgået med staten og Kulturministeriet, der forhindrer at lave reality,” siger han.

David Nicolas Hopmann mener også, at reality bestemt har sin berettigelse. For ham er det nødvendigt, så længe reality kan nå ud og engagere de seere, som ellers ikke har en stærk tilknytning til DR. “Hvis de skrumper DR ned til kun at levere nyheder eller dokumentarprogrammer, kan de lige så godt lukke butikken, for så er der ingen, der kommer til at se det. Pengene på reality er godt givet ud,” mener David Nicolas Hopmann.

Så hvis du føler, at du spilder din tid ved at se reality i stedet for at se TV2 News, kan du godt sparke den dårlige samvittighed til hjørne. For når du sidder foran skærmen, er du ikke et passivt vidne til overfladisk og sensationspræget indhold.

Du kan reflektere over din egen person; du kan diskutere indsigtsfulde emner med dine venner. Og når du sidder der i sofaen, rullet ind i tæpper og med armene om en pude, mens du ser ‘Døm vores forhold’, er du måske endda på din helt egen måde med til at styrke demokratiet.

14

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

UDE

Krigens Døgn: “Hvis ikke hører det ikke ti

Hver onsdag står Kim Bildsøe med to analytikere og udpensler frontlinjerne mellem Uk meldags format, men friske seertal. Hvad kan pegepi TEKST: EVA BEYER PAULSEN & MADS KELLER ISAKSEN FOTO: SARAH ARGE

D

er er som altid travlt på redaktionerne i DR Byen.

Men denne dag er der mere travlt, end der plejer. Det, som alle eksperter havde brugt måneder på at forklare ikke ville ske, sker den 24. februar 2022. Rusland har fortsat den invasion af Ukraine, der startede otte år tidligere. Hele verdens nyhedsredaktioner arbejder på at få et overblik over situationen. Den skal formidles til borgerne, og hvordan gør man egentlig det?

Det spørgsmål sad vært og korrespondent Kim Bildsøe og journalist Rasmus Meyer også med på TV Avisens redaktion. De vidste ikke, hvordan de skulle gøre en krig, der ikke var set mage til siden anden verdenskrig, håndgribelig for den gængse danske seer.

Pludselig stikker Kim Bildsøe hovedet op over sin skærm og ser hen

på Rasm u s Meyer.

”Skal vi ikke bare prøve at gøre det ligesom Nauntofte?” siger Kim Bildsøe.

Sådan blev idéen om Krigens Døgn til. Behovet for information var enormt, og den information, der kom fra fronten, var kompleks og svær at formidle. Der måtte laves et program, der kunne skære igennem geopolitikkens tykke filter. Løsningen trak på et stykke TV-historie fra 90’erne. En pegepind, et fysisk kort og et par militærfaglige folk.

Det var ikke meningen, at programmet skulle køre i så lang tid. Men her, næsten tre år senere, står Kim Bildsøe stadig bag bordet i studie 14 i DR Byen, udstyret med en gammel pegepind og to forsvarseksperter. Illustreret Bunker har besøgt studiet for at finde ud af, hvordan tre mænd med pegepinde og et kort uge efter uge har fastholdt 300.000 danskere i snart tre år.

Et farligt terræn Efter USAs indtræden i første verdenskrig skulle senator Hiram Johnson efter sig e n d e h a v e sagt: “Det

første offer, når krigen kommer, er sandheden.”

Det kan være svært at undgå, at seerne bliver trætte af en krig, inden den rigtigt er kommet i gang. I takt med at vores opmærksomhed er kommet til salg til højestbydende, er dækningen blevet både mere kompliceret og relevant. Den første golfkrig i 1991 var den første krig, medierne kunne dække live, og da koalitionens kampvogne kørte ind i Kuwait by, stod ethvert vestligt medie med en smule selvrespekt og filmede løs. Hjemme i Danmark var public service-mastodonten Danmarks Radio også på sagen.

På en grynet forbindelse stod en ældre herre og så på et kort. Jens Nauntofte var DR’s udenrigskorrespondent fra 1977 til 1988, hvor han lavede flere programmer som for eksempel Horisont og Udefra. I Udefra førte han danskerne igennem invasionen af Irak i 1991 med sin faste gæst, major Svend Bergstein fra Forsvarsakademiet. Udstyret med en gammeldags pegepind og et stort landkort over den arabiske halvø, forklarede majoren de militære taktikker, og Jens Nauntofte stillede opfølgende spørgsmål, som seerne måske kunne have.

Det var det stykke TV-historie Kim Bildsøe kom i tanke om, da han den 24. februar 2022 lettede hovedet op over sin computerskærm. Og det var også lige præcis pegepinden og kortet, han havde i tankerne.

250.000 danskere ser med Ifølge Hanne Jørndrup er der en grænse f o r ,

hvor meget medlidenhed, vi kan have.

Hun er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og har beskæftiget sig med krigsjournalistik det meste af sin forskningskarriere.

“Begrebet compassion fatigue beskriver den tendens, der er til, at vi på et tidspunkt ikke kan holde ud at se flere sultne børn og sønderskudte huse i Gaza. Når det sker, zapper vi væk fra lidelserne og begynder at interessere os for andre ting,” forklarer Hanne Jørndrup.

I gennemsnit har mellem 250.000 og 300.000 danskere fulgt med, når Kim Bildsøe har stået i

UDE

det kan ses på landkortet, l i programmet”

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

15

kraine og Rusland. TV-programmet ‘Krigens Døgn’, der kører på sit tredje år, har et gamind, gammeldags kort og spilbrikker i moderne TV? det spartanskt indrettede studie med to gæster. Ifølge Hanne Jørndrup er en af grundene til, at et program som Krigens Døgn har så mange seere, at man ikke bliver udsat for compassion fatigue.

“Det er et fuldstændigt blodfrit program, der er ikke en dråbe, ikke et offer. Man ser det fra krigsherrens perspektiv. Det er en konform måde at se det på. Man bliver ikke krigstræt, fordi man ikke ser blodet, man ser bare strategi,” siger Hanne Jørndrup.

Krigens Døgn beskriver de taktiske aspekter af de militære operationer, der foregår. Stor- og geopolitik er fejet væk, og der er plads til det helt lavpraktiske. Vært Kim Bildsøe forklarer programmets mantra således: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, skal det ikke med i programmet.”

Redaktionschef Kristian Basballe og redaktør Rasmus Meyer mener, at netop det har gjort, at programmet har så høje seeretal, selv to år efter det gik i luften. Rasmus Meyer følger op med, at programmets identitet ligger i det simple, så flest muligt kan være med på, hvad der foregår. Han mener, at det bedst løses gennem noget, alle aldre og personer kan genkende. Kortet.

“Så kan man bare stå og pege på, hvor tingene foregår henne, og hvor byerne ligger og så videre,” siger Kristian Basballe.

Pegepinde og spilbrikker I studie 14 står bordet med kortet på og pryder højre hjørne af rummet. Klokken er lidt i tre om eftermiddagen onsdag den 27. november, og tilrettelægger Julie Sonntag går om bag bordet og bukker sig ned.

Skjult fra kameravinklerne er et opbevaringsrum for de brikker, Julie skal til at samle op og stille på kortet.

Brikkerne, der kunne forveksles med noget fra et strategisk brætspil, har alt fra kampvogne, droner, kampfly, missilsystemer og soldater på sig. De spredes ud på kortet af de fagpersoner, der om tre kvarter står og forklarer, hvor frontlinjen nu har rykket sig hen. Det ligner et nørdet brætspil, men her er det ramme alvor.

Kortet på bordet er lavet af laminat. Der luftbobler og folder i det, og ridser vidner

om, at tidens tand tager på krigen og det program, der nu har kørt i næsten tre år.

Grafikkerne er som regel minimale, mens kortet i forgrunden har det meste af opmærksomheden. Kim Bildsøe skal i dag dele opmærksomheden om bordet med militæranalytiker ved forsvarsakademiet Esben Salling Larsen og lektor ved forsvarsakademiet Claus Mathiesen, hvor de skal snakke om et nyt missil, Rusland har anvendt i den forgangne uge.

Det er enkelt, og det skal det også være, for det forventer seeren, mener værten på programmet Kim Bildsøe.

Det militære perspektiv På samme tid risikerer programmet at overse de alternative fortællinger og løsninger, som ikke passer ind i det strategiske, militære perspektiv. Det er den slagside, bagsiden af den simple medalje, som Hanne Jørndrup talte om tidligere.

Hun påpeger, at programmets fokus på det strategiske aspekt af krigen betyder, at det

udelukkende formidles fra et militært perspektiv.

Ifølge Kristian Basballe er grunden til, at Krigens Døgn ikke fokuserer på andre perspektiver meget enkel.

“Det er ikke konceptet,” siger redaktionschefen. Ifølge ham er der mange andre steder hos DR, hvor man kan få de andre perspektiver.

Optagelserne Programmet, der varer en halv time, tager også kun en halv time at optage. Kim Bildsøe har lige gennemgået de ting, der skal ske i dagens program. Noget af grafikken har drillet op til udsendelsen. Blandt andet har et digitalt kort centreret om byen Kursk været beskåret forkert. ”Hej Esben! Goddag, velkommen til!” siger Kim Bildsøe, da den ene af dagens analytikere kommer uniformeret ind i studiet.

Kort efter kommer Claus Mathiesen, som er den anden af analytikerne i dag.

Da Kim Bildsøe skal forklare dagens program til de to analytikere, tager han hjemmevant pegepinden i hånden.

Lyden af træet, der rammer laminatet, giver genklang i lokalet, mens han uddyber, hvilke lokationer på kortet de skal tale om i dag.

Claus Mathiesen hviler pegepinden på kanten af sin sko. Der rettes i sidste øjeblik på positionerne rundt om bordet: Så tælles der ned til optagelse.

16

UDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

René Fredensborg er kaos: ”Jeg fik lyst til at brænde det hele ned” Han har konstant udfordret de journalistiske grænser, siden han blev uddannet. Skandaler og kontroverser har omgærdet hans liv, og i dag jagter han stadig det kontroversielle.

B

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN FOTO: FELIX FONNEST

rosten og andet kasteskyts flyver gennem luften. Politisirener kører derudaf, og blå blink skærer gennem mørket, mens politibetjente i massevis strømmer ud fra salatfade og fylder gaden.

Det er 2007, og politiet er i gang med rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro.

René Fredensborg er der for at dække det som journalist, men i modsætning til sine kollegaer står han ikke bag afspærringerne, politiet har sat op. Han har hverken visir eller pressevest på. Han står midt i kaosset blandt aktivisterne. Ja, han blender faktisk fuldstændig ind med dem. Pludselig bliver en brosten placeret i hans hånd, og han får besked på at kaste. Tre. To. En. Så er brostenen på vej mod politiet.

Hele seancen beskriver han selv i sin egen reportage, der et par dage senere udkommer i ‘Nyhedsavisen’.

“Jeg gik ud over rollen som journalist. De andre journalister stod omme bag ved en afspærring, der næsten gik fra søerne til Jagtvej

med sikkerhedshjelme og pressevest på. Der tænkte jeg, ‘Hold my beer. Jeg går ind. Det er meget sjovere at være med’,” siger han.

Han kunne ikke lade være. Han ville opleve optøjerne, ikke bare se dem.

Da reportagen bliver udgivet, hagler kritikken ned over ham. Hans redaktør beklager, at reportagen overhovedet blev bragt, og han bliver kortvarigt bortvist fra avisen. ”Der mærkede jeg lige, at jeg levede. Men selvom størstedelen kritiserede mig, var der også en del, der syntes, det var fedt, det, jeg lavede,” siger han.

Grænserne for at være journalist er noget, René Fredensborg altid har udfordret.

Badesandaler og julesokker Jeg møder René Fredensborg en kold novembermorgen på Hillerød Station.

Jeg har fået muligheden for at følge ham en hel dag for at se, hvordan livet som René Fredensborg er.

Mens de fleste – inklusive mig selv – render rundt i en trenchcoat eller dunjakke, har René en termovest på og under den en T-shirt

med et aftryk af Clint Eastwood fra ‘Den gode, den onde og den grusomme’. Dagens fodtøj: badesandaler og julesokker.

For, som han selv påpeger med et smil, det er jo snart december.

Han bor selv i Helsinge og har tilbudt at samle mig op i Hillerød.

Vejen til jeg’et og det kontroversielle René Fredensborg blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 2001, men han var langt fra den typiske journaliststuderende. Han voksede op i en lille jysk landsby i en dysfunktionel familie og var lærling hos en mekaniker, inden han valgte at tage en HF. Da han som 25-årig startede på Journalisthøjskolen, havde han en datter i København, som han hver weekend pendlede frem og tilbage til.

De ting var også medvirkende til, at han ikke rigtig syntes, at han passede ind på Journalisthøjskolen.

“Jeg kom op og var totalt nervøs og tænkte, at alle var langt bedre end mig. De kunne fyre historier og smarte replikker af og kom ofte fra nogle fine københavnerhjem,” siger

han.

Men med tiden blev det klart for ham, at han ikke behøvede at være som de andre.

“Jeg fandt ud af, at jeg kunne noget andet end dem. Jeg kunne fortælle om Jylland og min alkoholiserede far. Det blev de andre helt paf over. Men de synes, det var spændende” Det kontroversielle og jeg-journalistikken blev hans journalistiske rolle. Han turde bryde reglerne og løbe de risici, der fulgte med.

Køreturen Vi sætter os ind i hans Volvo, som han for nylig købte for 10.000 kroner med hul i lydpotten.

“Det havde den ikke, da jeg købte den, men det er en god bil. Jeg føler mig sikker i en Volvo,” siger han.

I kopholderen står en termokande med kaffe og ved siden af den, en klovnevand fra hospitalsklovnene. Og så sætter vi ellers kursen mod Rådhuspladsen og Ekstra Bladets redaktion, mens lydpotten buldrer derudaf.

UDE Det første, han spørger mig om, da jeg sætter mig ind i bilen, er “er det Bunkeren, du skriver for?”

“Ja!” svarer jeg.

“Der har der heller aldrig været et portræt af mig. Godt, der kommer et nu,” siger han tydeligt selvironisk.

På vejen til Rådhuspladsen bliver det til tre opkald. Et til hans manager, Rasmus Bruun, et til hans gamle ven med det eksotiske navn, Dyrepikken, og et til fotografen Anthon Unger, der skal optage hans næste video til Ekstra Bladet senere på dagen.

Efter en halv times kørsel er vi ankommet.Vi holder ved 15 minutters parkeringen på Vestergade lige over for Politikens hus.

Her holder han tit.

“Jeg stiller altid p-skiven 15 minutter foran. Så skal jeg kun ned at stille den hvert 30. minut,” siger han.

Kaosmand Søger man på danske Gonzo-journalister på Google, er René Fredensborg et af de første navne, der dukker op – og det kan man godt forstå. I sin tid som journalist har han blandt andet – udover at kaste brosten mod politiet – forsøgt at genbesætte Christiania, afsløret hvordan han tog kokain med en filmkonsulent for at få støtte til en dokumentarfilm og taget MDMA i live radio.

Gennemgående for det hele er, at han næsten altid har sat sig selv og sin person på spil i journalistisk øjemed og på en kontroversiel måde. Men de kontroversielle valg har også ført en hel del dårligdomme med sig. Blandt andet er han to gange blevet bortvist fra sit arbejde.

På Wikipedia står der, at: “Gonzo-journalistik gør op med idéen om, at man kun kan nå frem til sande fremstillinger af begivenheder ved at følge strikse journalistiske standarder.”

Og det må man sige, at René Fredensborg har gjort – og stadig gør.

“Jeg blev den karakter, der var imod det etablerede og fik lyst til at brænde det ned og pille lidt af glansen ved journalistrollen,” siger han selv om sit journalistiske virke.

I dag har han blandt andet sin egen podcast med Rasmus Bruun på R8dio, hvor de taler om hans kaotiske journalistik og tilvæ-

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

17

relse – og om det måske er på tide at lægge stilen om og skabe orden i det kaos, der præger hans liv.

Ekstra Bladet Oppe på redaktionen får René hurtigt fat i Anthon Unger, fotografen, der skal skyde den video, de senere i dag skal optage. Det skal være foran Power i Herlev og handle om Black Friday.

Han mener selv, han fandt et hul i markedet, da han begyndte at lave videoerne på Ekstra Bladet. Han kan også se, at de virker efter hensigten.

“Nogle af videoerne får over en million visninger. Havde videoerne ikke haft det satiriske præg, tror jeg ikke, de havde ramt nær så mange.”

Det er stadig inden for den journalistiske verden, men langt fra de almindelige journalistiske rammer. Videoerne handler om alt fra, hvad der ifølge ham er, latterlig lovgivning til falske tilbud.

“Videoerne italesætter noget hyklerisk eller et problem. Det kan godt være, det kun er mig, der mener, det er et problem, men så kan det plante et lille frø hos seerne,” siger han.

“Journalistisk teaterstykke” René Fredensborg vil gerne vende journalistrollen på hovedet. Ligesom han altid har gjort. Det er René, der er i centrum.

“Det er mine spørgsmål, der er det vigtige, ikke folks svar. For hvis mit spørgsmål har nok kant, skal der nok komme noget sjovt ud af det,” siger han.

Den tilgang står i skarp kontrast til det, han lærte på Journalisthøjskolen, hvor det handlede om at lytte og grave sig ind til kernen af folks svar. Men René Fredensborg har aldrig været bange for at gå sine egne veje.

Han udfordrer grænserne igen og igen – præcis som han har gjort det i radioen, på TV og i aviserne.

“Jeg synes, at mange af mine kollegaer tager en rolle på, når kameraet bliver tændt.

De står med mikrofonen i hånden og stimulerer deres smilemuskler,” siger han.

Han har ikke selv noget imod at spille en rolle, men det skal være en anden rolle end den almindelige journalistiske rolle.

“I min optik er meget journalistik et teaterstykke, og hvis journalistik er et teaterstykke, så vil jeg gerne være den klovn, der ikke har forstået manus,” siger han.

Han vil nemlig gerne træde ved siden af og skille sig ud. Ligesom med sit fodtøj.

“Undskyld, det mente jeg ikke” Gennem hele livet har René Fredensborg udfordret grænserne. Grænserne mellem at være journalist og privatperson og grænsen mellem kaos og kontrol. ”Min journalistiske personlighed er blevet synkroniseret med min rigtige,” siger han.

Kontroverserne har været mange, og der kommer sandsynligvis flere i fremtiden.

Han virker ikke til at angre eller fortryde de gange, han har trådt ved siden af. Det er bare René. Inden jeg forlader hans bil, siger han: ”Måske er det bedre bare at råbe noget og så bagefter sige ’undskyld, det mente jeg ikke.”

Og det lader til at være det gennemgående tema i René Fredensborgs person. Prøv først, spørg om lov bagefter. Lidt ligesom dengang med Ungdomshuset.

18

UDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Nyt podcastunivers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn HULiGENNEM er det nyeste skud på stammen af medier målrettet børn. Lydmediet har nogle klare mål for, hvordan det på legende manér skal gøre de danske børn både klogere og gladere, når høretelefonerne trækkes over hovedet.

TEKST: JONAS FONNESBÆK MADSEN & EMIL LUND JENSEN

M

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

orgenmaden står klar på spisebordet. Kaffemaskinen har netop brygget færdigt. Dagen sparkes i gang, mens søvnen gnides ud af øjenkrogen, og gabene aftager. Mandag morgen den 25. november 2024 lignede måske mange andre morgener i november. Men for mange børn og deres forældre, var den alligevel speciel.

Denne morgen kunne man klokken 06.30 for første gang finde sin tablet eller mobil og tune ind på HULiGENNEMs nye morgenradioprogram, Morgenknas.

“Godmorgen og velkommen til Morgenknas. Sofus, jeg synes, det er så vildt, fordi i dag er det den 25. november, og det er en dato, jeg har glædet mig så meget til, fordi vi skulle sende radio for første gang, og det er lige nu!”

“Det føles helt vildt. Det kilder i hele kroppen at stå her,” indledte radioværterne Barbara Gjerluff Nielsen og Sofus Peder Faber Laursen fra livestudiet. I baglokalet stod ansvarshavende chefredaktør Christina Marcher Lundegaard og resten af holdet klar med croissanter og konfettirør for at fejre, at de første ord i kapitel 1 af HULiGENNEMs lydunivers nu endelig var formuleret.

“Det var forløsende og rigtig dejligt. Vi har arbejdet hårdt og intensivt på det her projekt. Så det var dejligt at se, hvordan det hele kulminerede og gik godt i mandags,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Den første livesending har været en milepæl i horisonten, som den ansvarshavende chefredaktør har haft for øje, siden et stort offentligt udbud for godt halvandet år siden blev slået op.

hedder 3-8 år og 9-13 år. Grunden til, at vi lægger snittet lige der, er, at det er i 8-9-års alderen, at mange børn får deres første telefon i dag. Så der går det fra at være forældrene, der oftest vælger, hvad der bliver sat på, til at børnene i højere grad selv vurderer, hvad det er, de har lyst til at høre,” siger hun.

Christina Marcher Lundegaard er klar over, at det er en svær opgave at lave indhold, der vækker opmærksomhed og interesse fra begge aldersinddelinger. Hun fortæller, at de har lagt vægt på, at der ikke skal være noget indhold på appen, som en treårig ikke kan tåle at høre, hvis barnet kommer til at gå ind på et format, der er tiltænkt de ældre.

“Det er vigtigt for os, at der ikke er noget som helst indhold inde i appen, som nogen får ondt i ørerne af,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Til børn, om børn og af børn HULiGENNEM har et erklæret mål om at komme i direkte kontakt med 2000 børn om året. Det lyder måske ikke af alverden, tæn-

på alt det indhold, som kommer ud,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Dette kommer helt konkret til udtryk i den spæde programflade. Her toner nogle meget emnespecifikke programmer frem, og det er ikke hvem som helst, der har bestemt dette. Det er børnene.

“I vores ansøgningsarbejde var vi ude at tale med en masse børn og forældre. Børnene fremhævede tre ting, som de gerne ville høre noget om; slik, Taylor Swift og gaming,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Børnene og skærm-monsteret Børn og skærme bliver ofte problematiseret i den offentlige debat af både forældre, pædagoger og politikere. Nogle folkeskoler i landet har vedtaget såkaldt skærmfri skolegang, da børn og unge ikke kan abstrahere fra den digitale verden.

Christina Marcher Lundegaard kan som de fleste andre se, at skærmene fylder meget i børnenes liv, men hun ser en mulighed for, at HULiGENNEM kan hjælpe børnene med

Et public-service-lydunivers I medieaftalen for 2023-2026, udarbejdet af Kulturministeriet, lød det, at der skulle skabes et public-service-lydunivers med indhold til børn og unge. Forskellige private aktører kunne deltage i at vinde udbuddet, der ville sikre 62,5 millioner kroner til gennemførelsen af lydmediet i denne treårige periode. Et udbud, som Aller Media endte med at vinde foran konkurrenterne, og dermed blev HULiGENNEM til den 31. maj 2024.

Det var visionen at skabe et trygt, underholdende og læringsrigt samlingspunkt for børnene.

“Der findes mange gode lydformater til børn, men der findes ikke et sted, hvor det er samlet. Så det var vigtigt for os at lave et sted, hvor vi kunne signalere, at det, der ligger her, er alt sammen godt, sikkert og trygt.

Et sted, hvor man ikke skal være bange for reklamer, algoritmer og alt muligt andet,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Fra børnehave til udskolingen HULiGENNEM vil være et tilbud for de danske børn. Helt specifikt har de udset sig målgruppen fra 3-13 år. De vil være børnenes ven fra første år i børnehaven til lige inden konfirmationsalderen. Det er et bredt spektrum, og Christina Marcher Lundegaard indrømmer gerne, at det kan blive udfordrende.

“Vi arbejder med en aldersinddeling, der

ker du. Men der er altså ikke tale om 2000 brugere. Nej, HULiGENNEM har en vision om, at de danske børn, der skal bruge mediet, ligeledes skal være med til at skabe det.

“Vi har besluttet os for, at uanset hvad vi laver i HULiGENNEM, så skal der på en eller anden måde være et barn involveret i processen. Vi kommer også til at etablere børnepaneler forskellige steder i landet, som har til opgave at give os en masse feedback

at genfinde fantasien, snarere end at mediet vil fastholde børnene ved skærmene.

“Man skal jo bruge en app eller en hjemmeside for at lytte til HULiGENNEM. Så skærmen er en del af det her. Men vi håber på, at vi kan aktivere børnene, mens de lytter. Det kunne være, mens de leger,” forklarer Christina Marcher Lundegaard.

Skærmen kommer altså til at være en del af oplevelsen, når man benytter HULiGEN-

NEM. Men drømmen for mediet er, at skærmen blot bliver et springbræt. Et redskab, der sætter oplevelsen i gang.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt mediet risikerer at bidrage til den stigende digitalisering af børnene, peger Christina Marcher Lundegaard således på en naivitet, der ligger til grund for holdningen om at boykotte telefonerne.

“Jeg er ikke medieforsker, men jeg tror, det er lidt naivt at tro, at man helt kan undvære skærmen. Det handler om, hvordan vi bruger den, og hvordan vi sørger for at aktivere os, mens vi bruger den. Og der er lyd bare mega godt,” lyder det fra Christina Marcher Lundegaard.

Peter søgte en stilling, som ingen kendte Peter Balther Kjær var blandt de praktiksøgende journaliststuderende, der søgte en af de to pladser, som HULiGENNEM slog op.

Det nye lydunivers var blandt de allermest eftertragtede praktiksteder i søgningen. Men hvorfor ansøger så mange et medie, der ikke er gået i luften endnu?

“Jeg har en fornemmelse af, at der var en del praktiksøgende, der så noget unikt i HULiGENNEM, ligesom jeg gjorde. Det her med, at man kan komme ind og lave noget specielt og få en helt særlig målgruppe. Det er de to store salgspunkter for mig og også for dem, jeg snakkede med,” forklarer Peter Balther Kjær.

Hvor nogen vil pege på det skræmmende i at træde ind ad døren et helt nyt sted, ser Peter Balther Kjær det som en mulighed.

“Tænk sig at komme ind et sted, hvor der er sådan en – forestiller jeg mig, uden at vide noget – iværksætter-ånd, som man selv som ret nyt medlem kan være med til at præge,” siger Peter Balther Kjær.

Hvordan bliver HULiGENNEM en succes?

HULiGENNEM bliver gennem medieaftalen støttet indtil 2026. Derefter bliver det vurderet, om deres programtilladelse skal forlænges. Nøglen til at få HULiGENNEM til at leve videre er at sikre sin relevans.

“Hvis det bliver tydeligt, at børnene faktisk synes, at HULiGENNEM er et fedt sted at være, så tror jeg også, at der kan være en forlængelse derude et sted. Jeg tror vitterligt, det er det, det handler om. Men det kræver jo noget tålmodighed. Man kan ikke forvente, at det sådan sker fra den ene dag til den anden.”

Hverken Rom eller Letbanen blev som bekendt bygget på en dag, og selvom mange skøre og fantasifulde ting kan ske i et lydunivers, så er den samme kliché gældende for HULiGENNEM. Uanset om programtilladelsen bliver forlænget eller ej, er lyduniverset dog allerede en succes, mener Christina Marcher Lundegaard.

“Vi synes allerede, det er en succes det her, fordi vi i første omgang overhovedet har fået lov til at gøre det. At det overhovedet er blevet prioriteret, at der skal gå skattekroner til at lave et fedt lydtilbud til børn. Ikke at det er os, der endte med at skulle gøre det – men det, at det er blevet prioriteret, er en kæmpe stor succes.”

UDE

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

19

TjekDet holder desinformationen i kort snor, for demokratiets skyld Det uafhængige faktatjekkermedie Tjekdet.dk blev i medieaftalen for 2022 til 2026 udvalgt som et af fire medier, der årligt skulle have millionstøtte fra staten. Prioritering af mediestøtten giver god mening, når man skæver til den offentlige samtales tilstand i udlandet.

TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN

H

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

vis man har fulgt bare en lille smule med i det amerikanske præsidentvalg i år, har man helt sikkert hørt den nu valgte præsident Donald. J. Trump komme med alverdens vilde postulater, som for eksempel: ”In Springfield, they are eating the cats, they are eating the dogs, the people that came in.”

Det er senere blevet afkræftet gennem faktatjek. På sociale medier har valgkampen båret lige så meget præg af masser af florerende des- og misinformation. Også krigen i Ukraine har, som en form for afledt effekt, medført et væld af russisk propaganda og

desinformation på sociale medier.

Derfor er det ikke overraskende, at lidt over 72 procent af respondenterne i en undersøgelse fra analyseinstituttet Verian, foretaget af Center for Sociale Medier, Tech og Demokrati, svarer, at de er bekymrede for, at udbredelsen af Fake News skævvrider deres billede af, hvad der foregår i resten af verden.

Det kan altså være svært som mediebruger i 2024 at kategorisere alle de informationer, der fyger rundt på sociale medier som enten ’fup’ eller ’fakta’. Derfor lancerede Ugebrevet Mandag Morgen i 2016 faktatjekkermediet TjekDet, samme år som netop Donald Trump med sin valgkamp blev katalysator for et øget fokus på faktatjekdisciplinen.

TjekDet tjekker den offentlige samtale TjekDet, som i dag er et selvstændigt medie ejet af foreningen TjekDet, fik i år cirka 6,2 millioner i projekttilskud fra Kulturministeriet. Et tilskud, der ifølge medieaftalen skal ”anvendes til at styrke indsatsen for at imødegå mis- og desinformation på digitale platforme.”

Journalist hos TjekDet Søren Engelbrecht mener, at den demokratiske samtale bliver styrket af mediets tilstedeværelse. ”At vi kan lave så mange artikler, og at vi ofte bliver tippet i indbakken, synes jeg, er en tydelig eksistensberettigelse,” siger han.

Mediet udkommer med artikler ugentligt og poster også til de 2.235 følgere på Instagram om alt fra falske påstande ved valgkampen i USA til en viral video, der angiveligt viser One Direction-stjernen Liam Payne falde i døden, men som i virkeligheden stammer fra en helt anden hændelse. De er faktisk de eneste i Danmark, der skiller skidt fra kanel i informationsboblerne på sociale medier. ”Det er også en af grundende til, vi er ble-

vet en del af medieforliget. Fordi der ikke er andre deciderede faktatjekmedier. Der er en del medier, som begynder at lave deres egne faktatjek, og det er rigtig godt. Men vi har jo den fordel, at det er det, vi udelukkende gør, og at vi har nogle særlige kompetencer,” siger Søren Engelbrecht.

For eksempel har mediet en såkaldt Open Source Intelligence-specialist. OSINT, som det bliver forkortet til, betyder, at man kan bruge digitale redskaber til at analysere billeder og videoer ved hjælp af åbne kilder på nettet.

Danmark er ikke helt desinformeret endnu Men selvom det som mediebruger kan føles som om, at man ikke kan åbne for

Insgram uden at blive bombarderet med opslag, som man ikke ved, om man kan stole på, mener Jesper Tække, lektor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, ikke, at vi skal frygte amerikanske tilstande endnu. ”I Danmark er det kun en lille gruppe af 18 til 24-årige, der kun får deres nyheder fra sociale medier. I lande som Tyskland og USA er det meget værre. Her henter mange flere deres nyheder på sociale medier og polariseringen vokser,” siger han.

Søren Engelbrecht fra TjekDet er enig i, at vores demokratiske offentlighed i Dan-

mark endnu ikke bliver lagt ned af desinformation og Fake News i samme grad som i andre lande. ”Særligt i vores europæiske samarbejde hører vi erfaringer fra kollegaer i Syd- og Østeuropa, og der er det meget værre. Både i forhold til trusler mod dem og påstande, der skal tjekkes. Så vi er også meget bevidste om, at vi i Danmark har en mulighed for at komme på forkant med at ’prebunke’ påstande inden, de bliver alt for udbredte,” siger Søren Engelbrecht. ’Prebunking’ betyder, at man advarer mod dis- og misinformation, inden det er udbredt, og dermed forhindrer ,at folk tror på det.

Desinformation trives på sociale medier Når lektor i Medievidenskab Jesper Tække

taler om, at polariseringen vokser i et land som USA, kan det især skyldes, at algoritmerne på de sociale medier har en tendens til at eksponere os for det indhold, der bekræfter vores egne synspunkter. Og i den mekanisme henter desinformation og Fake News meget styrke. Ifølge Jesper Tække kan de traditionelle medier nemlig kun skrive om, hvad der reelt foregår, sensationelt eller ej, mens man med desinformation kan spille på følelser og vilde udsagn, og dermed tilrane sig langt mere opmærksomhed.

Og ifølge Ejvind Hansen, forsker i demokratisk offentlighed og ytringsfrihed ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er opmærksomhed en central ressource for alle aktører i den offentlige samtale. ”Man taler i dag om, at medierne opererer i en opmærksomhedsøkonomi. Den begrænsede opmærksomhed, der trods alt er ved borgerne, er svær for medierne at fange. Og man kan jo heller ikke læse 75 aviser og 57 hjemmesider om dagen,” siger Ejvind Hansen.

Og med et væld af sociale medier, der klarer sig bedre i opmærksomhedsøkonomien end de publicistiske medier, har desinformationen altså gode vilkår for at sprede sig som steppebrænde.

En fælles forståelse er vigtig Med desinformation og Fake News på sociale medier og endnu værre i politik, kan man altså godt lykkes med at polarisere befolkningen i et af verdens største lande, og den tilstand vil vi jo helst gerne undgå i Danmark.

Ejvind Hasen påpeger, at en forvirring omkring, hvor man kan finde sandheden, kan være ødelæggende for demokratiet, som vi kender det. ”Der er nogle filosoffer, som taler om at et demokrati, hvor et skarpt hold omkring sandheden, ikke er en uomgængelig ting, vil gå fra hinanden. Og min egen lille analyse af USA er, at det helt store problem derovre er, at de simpelthen er uenige om, hvad der er virkeligheden. De har ikke et sted, hvor de

føler, de kan få den præsenteret,” siger han.

Jesper Tække, professor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, mener også, at der skal være en fælles forståelse af, hvordan virkeligheden ser ud, hvis et demokrati skal fungere. ”Det er ikke særlig godt fra et demokratisk perspektiv, hvis ikke vi kan forhandle os frem til et fælles vidensgrundlag at være enige eller uenige på baggrund af. Hvis vores diskussioner er baseret på fejlagtige oplysninger, så kommer det til at forvirre den demokratiske samtale,” siger han.

Faldgruber og fremtiden for faktatjek Ejvind Hansen advarer dog om, at faktatjek også har faldgruber. ”Det, der kan blive problematikken, er, hvis man giver falske informationer, der ikke i forvejen har opmærksomhed, en journalistisk blåstempling ved at dække dem.

Så kommer man nemlig til at facilitere, at det får et langt større ’reach’, fordi nu er det også på et publicistisk medie,” siger han.

Men ifølge journalist Søren Engelbrecht har erfaring, med det fænomen Ejvind Hansen påtaler, allerede gjort TjekDet langt klogere på, hvad man skal- og ikke skal faktatjekke. ”Jeg var med til at udgive en artikel her i foråret om ’Operation Overload’, som var en russisk kampagne, hvor de ’tippede’ en masse faktatjekmedier i hele verden om noget der skulle forestille at være russisk desinformation. Det kan virke lidt bagvendt, men de gjorde det fordi de ved, at hvis der bliver skrevet meget om noget, så får det langt mere opmærksomhed. Så det er altid noget, vi overvejer, når vi falder over en påstand. Især de ting, der er på sociale medier.

Det skal gerne have en vis udbredelse i Danmark, før vi dykker ned i det,” siger Søren Engelbrecht.

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

TEMA: Afhængighed

Zetland er uafhængig af annoncører: “Det er en kæmpe frisættelse” Faldende annonceindtægter og store techgiganter presser mediebranchen til fornyelse. En ny udvikling, med større fokus på brugerbehov, har skabt grobund for digitalavisen Zetland, hvis medlemsorienterede forretningsmodel skiller sig ud.

TEKST: ANDERS ROD THOMSEN

Kommentar af TEMA-redaktører

TEKST: SARAH EMILIE LUND CARDEL, MARCUS MATHIAS FRANCK OG ANDERS VILLAUME VESTERGAARD

Velkommen til TEMA Journalistik bygger på uafhængighed. Det er et af fagets grundpiller — en garanti for, at vi kan stille magthavere til ansvar, reportere objektivt og forblive tro mod sandheden.

Men selvom uafhængighed er ambitionen, påvirkes journalistikken ofte af det modsatte: af økonomi, personlige holdninger og krig.

I denne udgave præsenterer vi fem artikler, hvor afhængighed på hver sin måde kommer i spil.

Læs om:

Hvordan Zetland har skabt en forretningsmodel, som gør avisen afhængig af sine medlemmer frem for annoncører.

Den tidligere politiker og nu debatredaktør på B.T., Joachim B. Olsen, og om han skelner mellem sine egne politiske holdninger og avisens.

Hvordan det er at være journalist i et land, der bliver invaderet og nu står i krig. Kommer uafhængigheden under pres, når ens land og liv bliver en del af historien?

Hvorvidt influencere fremover skal sidestilles med publicistiske medier og have deres eget uafhængige pressenævn.

En nytolkning af markedsføringsloven der gør, at influencere fremover betragtes som virksomheder.

Hvad sker der med autenticiteten, når ens private og kommercielle jeg bliver sværere at adskille?

21

P

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

å Zetland er de glade. Det går godt på den lille avis, der snart ikke er så lille mere. Medlemstallet har i år rundet 40.000. Ansvarshavende chefredaktør og medstifter Lea Korsgaard er da heller ikke bange for at drømme stort.

“Vi vil gerne være Danmarks største digitale betalingsavis inden for en overskuelig årrække,” siger hun.

Zetland er født uden den gamle medieverdens annonceafhængighed og store printudgifter. De har, ifølge mediet selv, været på forkant med digitaliseringen og har færre kommercielle hensyn. I centrum står medlemmerne, som ifølge Lea Korsgaard er mere end blot en god forretning.

“Vi havde helt fra starten lyst til, at vores medlemmer skulle være noget mere end abonnenter. Vi ville have dem til at være engagerede og bidrage til vores indhold med deres store forskelligartede viden og erfaring,” siger hun.

Færre annoncekroner opfordrer til nye formater Over for Zetland befinder de annoncefinansierede medier sig i en problematisk situation. Annoncemarkedet er i frit fald. Overgangen fra print til digitale medier har kostet dyrt. Tal fra Danske Medier viser, at der næsten er sket en halvering af annonceomsætningen de seneste fem år, og udviklingen ser ud til at fortsætte.

Ifølge økonom, erhvervsjournalist og tidligere bestyrelsesmedlem hos JP Politikens Hus, Magnus Barsøe, har Google, Meta og andre techgiganter kapret det meste af omsætningen.

“Generelt har man set en katastrofal nedgang i annonceindtægter. Bunden er røget ud på hele det digitale annoncemarked,” siger han.

På trods af den negative kurve er Magnus Barsøe fortrøstningsfuld, når samtalen glider hen på fremtidens mediebillede.

“Jeg er optimistisk og tror på, at der fortsat vil blive leveret god og vigtig journalistik i fremtiden, og at folk gerne vil betale for det. Spørgsmålet er mere, hvordan formatet skal være, og hvilken forretningsmodel der giver mening at benytte,” siger han.

Konkurrencen er benhård, og annoncemarkedet er sandsynligvis ikke det sted, hvor pengene skal findes i fremtiden. Medierne skal i højere grad leve af indholdssalg, hvis det også fremover skal være økonomisk rentabelt at bedrive journalistik. Magnus Barsøe er positivt stemt over for en forretningsmodel som Zetlands, selvom han ikke ser det som en universel løsning på problemet.

“Jeg er fuld af ros for, hvad Zetland udretter både indholds- og formatmæssigt, men jeg mener ikke, at det er et kopierbart format for et stort omnibusmedie som Politiken eller Berlingske. Der er en volumenforskel, der simpelthen er for stor,” siger han.

Brugerbehov bygger bro mellem medie og forbruger Den væsentligste økonomiske forskel mellem Zetland og annoncefinansierede medier er, at Zetland primært er finansieret af medlemmer, der fungerer som betalende abonnenter. Dertil består indtjeningen af mediestøtte, bogsalg og ikke mindst udvikling og distribution af egen software, som bidrager til de grønne tal på bundlinjen. Zetland er på den måde helt uafhængig af kommercielle annoncører, men er samtidig afhængig af flere andre faktorer for at generere en rentabel forretning.

“Sammen med et par lignende medier i Europa har vi vist værdien af, hvad det vil sige at tage udgangspunkt i sine læseres og lytteres behov. Vi siger ikke ’digital first’, men derimod ’subscribers first’. Det er brugernes behov, vi skal stille,” siger Lea Korsgaard.

Magnus Barsøe er enig med Lea Korsgaard i, at det øgede fokus på brugerbehov er en kærkommen og nødvendig udvikling.

“Man skal være klarere i sit koncept som medie, hvis man vil have fat i brugerne og tilfredsstille deres behov,” siger han.

Spørger man chefredaktøren på Zetland, drejer brugernes behov sig i lige så høj grad om form som om indhold. Alle Zetlands artikler bliver læst op via det selvudviklede GoodTape, da Zetlands medlemmer udtrykte et større behov for at lytte end for at læse.

“Vi har erfaret, at vores medlemmer hellere vil læse færre, men mere dybdegående, nuancerede og konstruktive nyheder. Historierne bliver samtidig serveret via teknologi, der er nemt og sjovt at gå til,” siger Lea Korsgaard.

Det øgede fokus på brugerbehov er ikke kun aktuelt hos Zetland. Større traditionelle medier som Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten har igennem en årrække ligeledes inkorporeret deres egne brugerbehov i forretningsførelsen. Trenden stammer fra britiske BBC, der fremlagde seks essentielle brugerbehov tilbage i 2019. Medieanalytiker og journalist Jan Birkemose hilser udviklingen velkommen. Han mener, at medierne i mange år ikke har forstået, hvor afhængige de er af brugerne.

“Det er positivt, at der er et øget fokus på brugerbehov. Det er på tide, at medierne forstår, at de ikke er noget værd uden forbrugeren,” siger han.

Medlemsafhængighed som journalistisk frisættelse?

På trods af det klare fokus på brugerbehov er journalisterne på Zetland ikke underlagt medlemmernes holdninger, der snarere fungerer som en form for baggrundstæppe, der er med til at forme de journalistiske valg.

Adspurgt ser Lea Korsgaard det ikke som et problem, at Zetland er komplet afhængig af sine medlemmer, snarere tværtimod.

“Det er en kæmpe frisættelse ikke at være kommercielt afhængig af annoncører i vores journalistiske arbejde. Afhængigheden af vores medlemmer forpligter os på en konkret virkelighed og nogle konkrete mennesker,” siger hun.

Tendensen giver dog anledning til kritiske spørgsmål, om hvorvidt brugernes magt bliver et problem for den journalistiske frihed.

Fra et medieanalytisk perspektiv opfatter Jan Birkemose dog ikke den øgede brugerorientering som et problem for den journalistiske frihed.

“Jeg ser ikke en risiko for, at den journalistiske autonomi indskrænkes i takt med et øget fokus på brugerbehov eller inklusionen af medlemmers holdninger. Så længe mediet har en solid værdibaseret mission, der er det bærende element i journalistikken, er det en styrke,” siger han.

Lea Korsgaard argumenterer i forlængelse heraf for, at Zetlands medlemsafhængighed er et naturligt udgangspunkt for journalistisk og demokratisk praksis. Hun mener ikke, at hverken staten eller andre former for velhavende virksomheder skal have samme grad af indflydelse som brugeren. ”Pengene skal komme et sted fra. Jeg vil allerhelst have, at de kommer fra de mennesker, der faktisk bruger journalistikken. Det er både friere og mere demokratisk,” siger hun.

Mens fyringsrunder fylder flere steder i den annoncefinansierede mediebranche, stiger medlemstallet fortsat på Zetland. Den brugerorienterede forretningsmodel har både frisat mediet fra et ukontrollerbart og ustabilt annoncemarked, mens avisen samtidig oplever en stigende tilgang af medlemmer. Og det er da heller ikke gået ubemærket hen. ”Vi bliver inviteret rundt til forskellige medier i det meste af verden for at fortælle om vores forretningsmodel. Der er stor efterspørgsel efter nye måder at lave og finansiere journalistik på,” siger Lea Korsgaard.

En ny redaktion er allerede på vej i Finland. En finsk Zetland-pendant med lignende værdisæt og forretningsmodel, som ventes at åbne i januar 2025. Ambitionerne er store, når samtalen glider hen på fremtiden.

“Målsætningen er at blive en international medievirksomhed, der bruger journalistik som en positiv kraft i samfundet på tværs af landegrænser,” siger Lea Korsgaard.

22

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2023

I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke” Først sov han i Folketinget. Så tog han snus på talerstolen, inden han begyndte at tale imod et forbud. Nu deler Joachim B. Olsen sine skarpe holdninger på X. Den tidligere politiker, til tider omtalt som provokatør, er i dag debatredaktør og B.T.s eneste lederskribent. Men hvor går grænsen mellem hans personlige holdninger og avisens linje?

TEKST: JENS BANG

”E

FOTO: PETER STOUGÅRD MAUNSBACH

n mand, som kører med cykelhjelm, er jo allerede død. Selvrespekten er i hvert fald væk, og uden selvrespekten er livet jo meningsløst.”

Sådan kommenterede debattør og politisk kommentator Joachim B. Olsen den 21. november på mediet X. Siden har opslaget vakt opsigt og flere kritiserer, at en debatredaktør, ansat på et landsdækkende medie, ytrer den slags holdninger. ”Hvorfor må man nu ikke sige noget med et glimt i øjet på X? Hvem er det, der har lavet de regler? At man ikke både kan tale om alvorlige emner, som jeg brænder meget for, og så emner, som jeg overhovedet ikke brænder for, som eksempelvis brugen af cykelhjelme?”

Sådan lød Joachim B. Olsens svar på kritikken, da det den følgende søndag blev diskuteret i Presselogen.

Men er det muligt, at én og samme person kan skrive ledere på B.T. og stå ansvarlig og ikke mindst bag avisens holdninger og samtidig ytre en personlig holdning til eksempelvis danske mænds brug af cykelhjelm? Det har jeg taget en snak med manden selv om.

Politik fra barnsben Joachim Brøchner Olsen blev født i Aalborg i 1977.

Allerede i en tidlig alder kom sporten til at fylde i hans liv. Efter at have prøvet kræfter med en bred palet af sportsgrene ender hans interesse med at falde på atletik. Det bliver hans professionelle levevej, indtil han i starten af trediverne lægger sportskarrieren på hylden.

Men sporten er ikke det eneste, der allerede fyldte fra de unge år. ”Jeg har altid været et meget politisk interesseret menneske, helt fra barnsben,” siger Joachim B. Olsen.

Interessen udspringer af en opvækst, hvor politik fyldte meget derhjemme. Med to forældre engageret i Foreningsdanmark kom flere store politiske personligheder som Peter Skaarup og forhenværende medlem af Centrumdemokraterne Peter Duetoft i hans barndomshjem. ”Som 13-14-årig købte jeg ’Håndbogen i dansk politik’, som sagde noget om, hvad de forskellige partier mente,” siger Joachim B. Olsen.

Joachim mener ”Bladenes grundsyn er konservativt.”

Sådan står der i Berlingske Medias redaktørerklæring fra 1948. Mediekoncernen ejer B.T., og alle nyansatte redaktører sætter således deres underskrift på dette grundsyn, når de får et job på B.T.

Netop det konservative og borgerlige grundsyn var grunden til, at Joachim B. Olsen blev hyret ind på avisen i 2022. Nemlig for at give avisen et borgerligt udtryk, efter at den reetablerede sig selv som danskernes borgerlige tabloidavis.

Joachim B. Olsen er B.T.s debatredaktør og politisk kommentator. Han er også stemmen bag podcasten ’Borgerlig Tabloid’, hvor han hver uge debatterer aktuelle emner ud fra et borgerligt synspunkt. Tidligere var han ansat som politisk kommentator på Ekstra Bladet, men her var hans rolle anderledes. ”Da jeg var på Ekstra Bladet, var jeg også byline på historier. Det er jeg slet ikke på B.T.,” siger Joachim B. Olsen.

lem for Liberal Alliance er hans holdninger kendte i den offentlige debat.

Han medgiver, at han godt kan forstå, hvis nogen tænker, at han har en bias, når der skal udlægges ugens holdning til læserne. Men det er ikke Liberal Alliances politik, han ukritisk sidder og udgiver til læserne. ”Jeg har mange gange rost Pia Olsen Dyhr for hendes strategiske beslutninger, og at hun er en dygtig partileder. Det er jo en ren bedømmelse af, hvordan SF klarer sig i dansk politik. Men det er jo ikke det samme som, at jeg er enig med SF’s politik,” siger han.

Men når Joachim B. Olsen ikke står i byline og primært står for at skrive ledere og

Han er primært ansat til at udlægge avisens holdninger i debatspalterne. Han skriver avisens ledere under navnet ’B.T. mener’, hvor han for nuværende sidder alene.

Derfor er det også ham, som lægger linjen. Adspurgt, hvordan han undgår, at det ikke bare bliver hans egne holdninger, lyder svaret kort. ”Jamen det er også mine egne holdninger,” griner han og fortsætter: ”Jeg er den eneste lederskribent, så det bliver altid noget, som jeg selv mener.”

Men selvom det er Joachim B. Olsen alene, der skriver B.T.s ledere, er der stor enighed på avisen omkring linjen. Kun en enkelt gang har en leder ført til en kammeratlig samtale hos chefredaktør Simon Richard Nielsen. ”Jeg skrev, at transkønnethed er en psykisk sygdom. Den ville chefredaktøren ikke stå inde for. Så den snak tog vi så, og den blev fjernet,” fortæller Joachim B. Olsen.

diskutere B.T.s holdninger, er han så journalist? ”Jeg vil sige, at dét at være kommentator er en gren af journalistikken. Men det er jo ikke journalistik i klassisk forstand, hvor jeg sidder og skriver de første historier,” svarer Joachim B. Olsen.

Ligesom journalister og analytikere, der i modsætning til ham lægger navn til sine journalistiske udgivelser, sidder Joachim B. Olsen også med til pressemøder i de danske ministerier, når han kommenterer politik.

Med sin baggrund i Liberal Alliance kender politikerne i spejlsalen til hans politiske holdninger.

Derfor kan de godt finde på at skyde igen med pointer fra hans egen politiske karriere. ”Det har særligt været, når de bliver irriteret. Så kan de godt finde på det. Men det synes jeg er fint nok,” siger han. Det er dog kun sket to-tre gange.

Generelt mener Joachim B. Olsen ikke, at man kan tale om helt objektiv journalistik. ”Idéen om helt objektiv journalistik, den synes jeg egentlig, er lidt skør, fordi det er

Er du journalist?

Med en fortid som tidligere folketingsmed-

altid journalistiske valg, man tager, når man skriver en historie,” siger Joachim B. Olsen. ”Man skal selvfølgelig som journalist kunne lægge sine egne holdninger til side.

Men forestillingen om journalister som sådan nogle robotter uden meninger – sådan er virkeligheden heldigvis ikke,” siger Joachim B. Olsen.

Privat-Joachim og Venstre-Joachim Udover at være en markant borgerlig stemme i avisens spalter debatterer Joachim B. Olsen også løs på de sociale medier.

Især på X udlægger han nærmest på daglig basis sine holdninger til næsten 35.000 følgere. Tonen går ofte højt i kommentarsporet, og især ét opslag har tidligere fået flere debattører til at gå til tasterne.

Opslaget lød: ”Jeg tror simpelthen, mange begår den fejl, at de tror, at palæstinenserne er ligesom os, at de elsker deres børn på samme måde, som vi elsker børn. Men det er ikke sandt. Det er fanatikere, som elsker (martyr) døden højere end livet” Det førte til et interview i Politiken, hvor han måtte forklare sig. Alligevel fortryder han ikke. ”Jeg står fuldstændig inde for det, jeg sagde. Jeg synes godt, at jeg kunne forsvare det synspunkt,” fortæller han.

Han har før fået kritik for at være for grov og generaliserende i sine opslag. Han medgiver da også, at det til tider er blevet for skarpt. ”Jeg har da lavet noget, hvor jeg har formuleret mig for skarpt. Altså, jeg er jo et menneske, så jeg begår også fejl. Det er ikke alt, der er ramt lige i bullseye. Men lige det opslag med de palæstinensiske forældre kan jeg forsvare,” siger Joachim B. Olsen.

Selvom han fortæller i Politiken, at han vil tage kritikken til efterretning, så skulle der ikke gå mere end et halvt år, før han igen var ude med samme kritik af de palæstinensiske forældre.

Så har du taget kritikken til efterretning? ”Nej, det har jeg sgu nok ikke,” lyder svaret kort.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at de holdninger, han kommer med på X, ikke er de samme som B.T.s. Det kan give anledning til forvirring, når han også er den eneste lederskribent på B.T. De gange, han har fået kritik, har chefredaktør, Simon Richard Nielsen, sagt, at opslagene på X må stå for egen regning. ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat Løkke og Venstre-Løkke. Så jeg kan godt forstå, at det giver anledning til forvirring.

Virkeligheden er nok også den, at det vil jeg ikke kunne på alle arbejdspladser. Men herinde er der meget højt til loftet,” siger Joachim B. Olsen.

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

23

24

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Ukrainske journalister forsøger at dække krigen desto bedre samfund Ifølge medieeksperter bliver journalistik ofte mindre nuanceret, når et l sion i 2022, men der findes også undersøgende, uafhængige jou

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

1

000 dage.

Tirsdag den 19. november markerede, at det var 1000 dage siden, at russiske tropper en februarmorgen gik ind i Ukraine og startede den stadig igangværende krig.

Tabstallene holdes hemmelige af begge lande, men flere eksperter vurderer, at den russiske invasion har kostet titusinder af menneskeliv og drevet millioner af ukrainere på flugt.

Det er liv eller død i Ukraine. Det er det også for ukrainske journalister. Journalistikken er kendt for at skulle være objektiv, kritisk og uafhængig, men kan det lade sig gøre, når man som ukrainsk journalist skal dække en krig, der har så stor en betydning for ens eget liv?

Propagandamedier og selvcensur Før det spørgsmål kan besvares, er det nødvendigt at forstå mediebilledet i Ukraine. For det journalistiske landskab i Ukraine er ikke helt som det danske.

Borys Potjatynyk er professor i journalistik på Det Ukrainske Katolske Universitet i Lviv, et ukrainsk universitet, der blandt andet uddanner journalister.

Han fortæller, at medielandskabet kan deles op i tre kategorier: den statsfinansierede, den uafhængige og den udenlandske journalistik.

Den statsfinansierede journalistik produceres af et medie, der går under det engelske navn United News Telemarathon. Det er en sammenslutning af de tidligere største of-

”

Jo mere involveret, man er i en krig, desto mindre rum er der til nuancer

– Hanne Jøndrup, ph.d. og lektor ved RUC

fentlige og private TV-kanaler. De har slået sig sammen til én stor statsfinansieret TVkanal, og selvom DR er statsfinansieret, tegner Borys Potjatynyk et lidt andet billede af den ukrainske pendant. ”Påvirkningen af propaganda er høj og intensiv. De fleste journalister, der arbejder på United News Marathon, føler sig højst sandsynligt forpligtet til at lave den journalistik, der er passende i statens øjne,” fortæller Borys Potjatynyk.

United News Telemarathon blev stiftet ved krigens begyndelse, og lektor Hanne Jørndrup genkender mønsteret med stigende propaganda i krigsramte lande.

På RUC har hun forsket i krigsjournalistik, og hun fortæller, at krig ofte medfører mindre nuanceret journalistik.

“Mange tidligere studier viser, at lande i krig er meget biased. Jo mere involveret, man er i en krig, desto mindre rum er der til nuancer,” siger hun.

Det findes der også historiske eksempler på. Her nævner Hanne Jørndrup den største krig, der endnu har fundet sted i verdenshistorien. ”Under anden verdenskrig sagde journalister jo ikke ’Skal vi ikke høre, hvad ham Hitler har at sige?’ Anden verdenskrig var også fyldt med propaganda og få nuancer,” siger hun.

I Ukraine findes der også den uafhængige og undersøgende journalistik. Men den kommer ikke uden omkostninger.

Borys Potjatynyk fortæller, at mange journalister er forsigtige med at sætte spørgsmålstegn ved krigsanliggender, fordi en ukrainsk medielov fra 2023 gør, at medier kan blive reguleret eller midlertidigt blokeret, hvis magthaverne ønsker det. ”Loven skaber en form for selvcensur og holder mange journalister fra for eksempel at kritisere de øverste chefer i det ukrainske militær, fordi de frygter konsekvenserne af det,” siger han.

Der findes dog undersøgende journalister, som går kritisk til magthaverne, og de adskiller sig tydeligt fra de statsfinansierede, når det kommer til bias.

“En tydelig krigsbias knytter sig mest til de journalister, der er på United News Marathon. De uafhængige journalister gør deres bedste for at dække krigen objektivt,” fortæller Borys Potjatynyk.

Og til dem har han en klar holdning.

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

25

objektivt og uafhængigt: ”Jo bedre journalistik, , desto bedre alting” and er i krig. I Ukraine er propagandaen vokset siden den russiske invarnalister, der gør deres bedste for at formidle kritisk og objektivt.

“De uafhængige, kritiske journalister er utroligt modige. Og det er vigtigt for Ukraine, at nogle tør være kritiske,” siger han.

God journalistik kræver raske journalister En af de uafhængige journalister i Ukraine er Katerina Sergatskova. Hun har været journalist, siden hun var 16 år, og hun fortæller også, at journalistikken har ændret sig.

Det har den, siden Rusland invaderede Ukraine første gang.

“Da krigen kom til mit land i 2014, ændrede den journalistikkens kurs på mange måder. Inden krigen dækkede vi politiske skandaler og efterforskning af korruption.

Annekteringen af Krim bragte nye emner som krig, konflikt og krise på den journalistiske dagsorden,” fortæller hun.

Borys Potjatynyk er enig i, at politiske skandaler fylder mindre i det ukrainske mediebillede i dag.

“Uafhængige journalister dækker ikke politiske skandaler i samme grad som før krigen, fordi der ikke er valg i Ukraine. Politiske skandaler er typiske for valgkampe, og dem har vi ikke i denne krigstid,” siger han.

Kateryna Sergatskova var i 2018 med til at grundlægge det ukrainske onlinemedie Zaborona. Mediet skriver blandt andet om Ruslands krig mod Ukraine, forbrydelser mod journalister og magtmisbrug. Og i 2022 vandt mediet en Free Media Award.

Zaborona opstod, ifølge Kateryna Sergatskova, fordi man efter annekteringen af Krim i 2014 så angreb på romaer, LGBTQ+samfund og journalister i landet, uden at politistyrker eller myndigheder greb ind.

Og det skulle dækkes journalistisk.

“Jeg ser demokrati som et system, der skal inkludere alle slags mennesker – også minoriteter. Så der var et klart behov for medier, der ville dække disse udfordringer,” siger Kateryna Sergatskova.

I dag er hun stadig en del af Zaborona, men arbejder også på et andet projekt, hun har været med til at stifte. Organisationen hedder Daily Humanity og blev oprettet på baggrund af invasionen i 2022. Daily Humanity laver træningsprogrammer, der skal fremme sikkerhed i medieindustrien og civilsamfundet både på det fysiske og mentale plan.

Idéen med at uddanne journalister i sikkerhed hænger sammen med Kateryna Sergatskovas ønske om en stærk, fri presse.

“Journalister tænker ofte på deres historie og ikke på deres helbred, men det er vigtigt, at vores journalister har det godt, hvis journalistikken skal have det godt,” siger hun.

Journalistikken er aldrig fuldstændig fri Spørger man Katerina Sergatskova, om hendes eget journalistiske bias er ændret på grund af krigens grusomheder, påpeger hun, at hun som alle andre mennesker har en indbygget bias, men at hendes journalistiske bias er uændret.

“Min bias er altid mennesker. Jeg ønsker at vide, hvad der er det bedste for dem. Vi arbejder for offentligheden. Jeg er ikke lige så vild med regeringen som med mennesker.

Jeg vil sige, at det er min bias,” svarer Kateryna Sergatskova.

Selvom lektor Hanne Jørndrup fortæller, at journalistik ofte bliver mindre objektiv i krigsramte lande, er hun ikke i tvivl om, at der findes ukrainske journalister som Kateryna Sergatskova, der forsøger at holde deres bias på et minimum.

“Jeg kan sagtens forstå, at man som ukrainsk journalist kan tænke: ’Jeg er ikke biased. Jeg går ud og fortæller, at der faldt den bombe, og der døde så mange.’ Det er jo faktuelle forhold, som ikke er præget af en stærk bias,” siger hun.

Og det hænger sammen med, at ingen slags journalistik kan blive helt fri for bias.

“Det gælder både krigsjournalistik og almindelig journalistik: Journalistikken er aldrig fuldstændig fri og uafhængig. Den er altid bundet af nogle forestillinger og fanget i sin kontekst,” siger Hanne Jørndrup.

I disse tider er den journalistiske kontekst i Ukraine, ifølge Borys Potjatynyk, at der er en forståelse af, at alt kan ske, og at man står midt i historien.

Ukrainske journalister er klar over, at alt det, der foregår, er vigtigt og vil blive beskrevet i historiske bøger.

Kateryna Sergatskova er også bevidst om betydningen af historien. Og det faktum, at det er liv eller død i Ukraine, har ikke ændret hendes holdning til vigtigheden af hendes job.

“Journalistik er det vigtigste i verden – især i krisetider. Det er kritisk infrastruktur.

Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting. Det er min klare opfattelse – ikke kun de sidste tre år, men siden jeg begyndte at arbejde som journalist.”

26

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Influencere i stormvejr: Skal de sidestilles med de etablerede medier?

Der blæser nye vinde i det digitale Danmark, hvor influencere ikke længere kan publicere, hvad de har lyst til.

TEKST: ASTRID SKOU & DANIEL ROHDE

I

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

august måned i år blev stjerneinfluencere som Morten Münster og Alexander Husum inviteret til et møde hos erhvervsminister Morten Bødskov i Slotsholmsgade. Anledningen var en aktuel debat om netop influenceres ansvar for publicering til deres store følgerskarer.

Børn og unge lokkes til at købe usunde produkter på et falsk grundlag, og i en stræben efter at blive som idolerne vil de risikere at opleve dårligere selvværd og urealistiske forventninger til sig selv.

Løsningen på problematikken er blevet et pressenævn for influencere. En beslutning, som efterfølgende har vist sig at dele vandene. Men er det den rigtige beslutning?

Netop influenceres ansvar nåede nye højder i slutningen af sommeren under et RADIO IIII-indslag med influencer Christina Sander. Et kendt ansigt med 125.000 følgere på Instagram.

Her kom Christina Sander med et borgerforslag, som vil medføre en ændring af barselsloven, der sikrer lønmodtagere fuld løn

under barsel. På bare et døgn fik borgerforslaget over 19.000 underskrifter efter hendes medvirken i programmet.

“Hvis ingen må foreslå noget i dette land uden at sikre sig, at der er finansiering, så kan befolkningen aldrig komme med nogen forslag,” sagde Christina Sander på RADIO IIII. Kritikken i programmet gik på, at fordi Christina Sander har over 100.000 følgere, ligger der et andet ansvar end hos den almene befolkning. Det blev i samme radioprogram sagt, at Christina Sander skulle have krydstjekket og undersøgt, hvad sådan et politisk lovforslag vil koste.

Pressenævn for influencere I kølvandet på RADIO IIII-indslaget og en længere periode med kritik af influencere, som har kunnet publicere uden et reglement at leve op til, lagde Dansk Journalistforbund i september 2024 op til, at et nyt pressenævn for influencere var lige på trapperne.

De etablerede medier som TV 2 og DR er tilmeldt og underlagt Pressenævnets ret-

”

Er de individer, et brand eller en virksomhed? Det er nødvendigt at vide, før vi kan pålægge dem nogle retningslinjer for god presseskik – Anna-Bertha Heeris Christensen, forsker og adjunkt, CBS

ningslinjer. Det er influencere ikke, hvilket har været med til at åbne en politisk diskussion op i Danmark. Spørger man hovedbestyrelsesmedlem og formand for Influenter og Bloggere i Dansk Journalistforbund, Lisbeth Kiel Bjerrum, kommer det nye pressenævn for influencere til at læne sig op ad Pressenævnet for de etablerede danske medier.

“Det kommer i grove træk til at fungere som Pressenævnet. Man skal som læser eller følger kunne anmelde en influencer, der overtræder de etiske retningslinjer,“ siger Lisbeth Kiel Bjerrum.

Formanden lægger vægt på, at det nye pressenævn for influencere i høj grad skal være selvkørende.

“Der skal også kunne tages sager op af egen drift, og det er vigtigt for os, at vi selv finder nogle sager, som er mere principielle,” siger hun.

Men fordi der ikke er nogen klar definition af, hvad en egentlig influencer er, kan det være svært at skille tingene ad. Det mener i hvert fald forsker i influencermarketing og adjunkt ved CBS Anna-Bertha Heeris Christensen.

“Jeg mener ikke, at det er så ligetil. Man er nødt til først at definere, hvad influencerbranchen er for en størrelse, før man kan nedfælde klare presseetiske linjer,” siger hun.

Flydende definition af medier Der findes ikke en entydig definition af, hvad et medie er i Danmark. Dog kan et medie i dag beskrives som en kanal eller en platform, der bruges til at kommunikere information til en bredere offentlighed.

Brugerfladen på de sociale medier er enorm, og fordi brugerne flytter sig derhen, vil medierne også være tvunget til at følge trop.

Ifølge Dansk Journalistforbund er journalistikkens formål at oplyse befolkningen på et faktuelt, neutralt grundlag, så de selv kan tage stilling. Flere influencere er be-

gyndt at bruge deres platforme til at udbrede holdninger og italesætter samtidig også, at de bør leve op til samme forpligtelser som medierne.

Vindene blæser en anden vej i 2024. En vej, hvor følgertallet afgør, hvilket ansvar influencere har over for deres følgere.

Ifølge Anna-Bertha Heeris Christensen må man dog have særligt en ting for øje.

“Vi må ikke glemme mennesket,” siger hun.

Anna-Bertha Heeris Christensen stiller undervejs i interviewet selv et eksempel op.

“Mange kender karakteren Carrie Bradshaw. De færreste af os kender navnet på skuespilleren. Det samme gælder andre karakterer som Harry Potter. De er blevet et brand, hvor man ikke adskiller karakteren fra personen. Det samme gør sig gældende for influencere. Forskellen er bare, at linjerne her er mere flydende. Det er faktisk et menneske, der skal stå til ansvar. Modtage hadefulde og kritiske beskeder. Det kan ikke lige så nemt adskilles,” lyder det fra AnnaBertha Heeris Christensen.

Ifølge Anna-Bertha Heeris Christensen kan det derfor også være en løsning, at man først og fremmest finder ud af, hvem reglerne er til for.

“Jeg synes først, vi skal definere den her nye gruppe af influencere. Er de individer, et brand eller en virksomhed? Det er nødvendigt at vide, før vi kan pålægge dem nogle retningslinjer for god presseskik,” siger hun.

Netop ansvaret for det, man publicerer, når man har en stor følgerskare, vil blive endnu mere relevant i fremtiden. Det er et nyt fænomen, som man kan forvente, der vil blive lavet mere lovgivning på. Starten på det bliver et Pressenævn for influencere.

Ifølge Dansk Journalistforbund kommer der efter lanceringen til at være en hjemmeside, hvor man kan se, hvilke annoncører og influencere, der er tilmeldt.

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

27

Nytolkning af markedsføringsloven skaber nybrud i influencerbranchen Forbrugerombudsmanden har med en nytolkning af markedsføringsloven ændret spillereglerne for de danske influencere. Influencerne skal nu betragtes som virksomheder, hvilket har skabt røre og uro i branchen.

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN & JACOB FISCHER

I

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

2014 uploader David Jæger sin første video på YouTube. Han er blot en teenagedreng med kærlighed til computerspil og har ingen anelse om, at han lige har åbnet døren til sin fremtidige levevej.

Hans vej ind i influencerfaget startede som en hobby på drengeværelset. I dag er hans onlineunivers vokset til en forretning med 450.000 kunder – eller følgere på fagsprog.

Influencerfaget er opstået som følge af den teknologiske tidsalder og har fra sin spæde start været en branche, som er blevet reguleret på bagkant, i takt med at samfundet har lært den at kende.

Men den 9. oktober 2024 er der sket en ændring. En nytolkning af markedsføringsloven, som handler om netop influencerbranchen har skabt røre i branchen og usikkerheden om, hvordan de lovligt kan agere i fremtiden, ulmer i faget.

Fra privatperson til virksomhed Centralt i den nye tolkning af markedsføringsloven er spørgsmålet om, hvordan vi skal anskue influencerjobbet.

Ifølge Anna-Bertha Heeris Christensen, forsker i influencermarketing og adjunkt ved CBS, betyder den nye tolkning af lovgivningen, at influencere nu bliver anskuet som

virksomheder og ikke privatpersoner, som laver reklame.

“Det er en fundamental ændring i den måde, vi forstår influenter på, og får også betydning for den måde, virksomheder kan arbejde med influencere. Influenter får altså samme ansvar og moralske kodeks som andre virksomheder,” siger Anna-Bertha Heeris Christensen.

Når influencerne ved lov nu anses som virksomheder, betyder det, at de markedsføringsregler, som er gældende for alle andre danske virksomheder, nu også gælder den enkelte influencer. De danske influencere mærker allerede konsekvenserne oven på ni tilfælde med politianmeldelser som følge af brud på nytolkningen.

Ikke bare en hobby Midt i den juridiske transformation står David Jæger som et levende billede på influencerbranchens dilemma: En garvet content creator, som stadig ser sit influencer-virke som en hobby.

Når han om aftenen lægger hovedet på puden, kører tankerne videre på videoidéer – ikke fordi det er hans arbejde, men fordi han brænder for det.

“Dét, at jeg ser mit arbejde som en hobby, er negativt i den forstand, at jeg har svært ved at dele det op og tage fri,” erkender David Jæger.

Med Forbrugerombudsmandens nye tolkning kan David Jæger og hans kolleger ikke længere opretholde en skelnen.

“Det bliver umuligt for influencerne at agere udelukkende som privatpersoner. Man kigger nu på platformen som en virksomhed, og alle dens ytringer skal forstås som virksomhedsytringer,” siger influencerforskeren Anna-Bertha Heeris Christensen.

”

Der er stadig en masse gråzoner og en masse ting, som Bekymring eller blåstempling?

I oktober i år ankom et klagebrev til Forbru- ikke giver mening gerombudsmanden med 120 influencere som afsendere i forlængelse af den nye lovtolkning. De er bekymrede for, at den nye tolkning vil udviske forholdet mellem reklame og personligt indhold. Én af de 120 afsendere var David Jæger.

Han mener, at de nye begrænsninger truer influencernes autenticitet, der ifølge ham er branchens fundament.

Bekymringen udspringer af de politianmeldelser, der er faldet i kølvandet på den nye tolkning. Nytolkningen og politianmeldelserne har imidlertid skabt tvivl.

“Der er stadig en masse gråzoner og en masse ting, som ikke giver mening, fordi man lige nu skal skrive reklame på alt, og det er den forkerte tilgang,” mener David Jæger.

Det er ikke kun David Jæger, som har oplevet tiden efter Forbrugerombudsmandens tolkning som usikker. Hos marketingbureauet for influencere Content Club har nervøsiteten blandt deres 15 influencere kunnet mærkes.

Men medstifter af Content Club, Emilie Reenberg, ser et potentiale i ændringerne. ”Vi oplever en stor anerkendelse af influencermarketing, både som reel mediegruppe, men også i forhold til, at der jo har været et behov for at få sat professionelle rammer og ensrettede regler op, så alle influencere ar-

Nytolkningen af markedsføringsloven Forbrugerombudsmandens tolkning af markedsføring har medført en skærpelse af de førhen løsere regler for, hvordan de danske influencere måtte drive deres virksomhed. Den nye tolkning betyder: • Danske influencere, som er registreret ved CVR-registeret, betragtes som erhvervsvirksomheder.

• Disse skal derfor overholde markedsføringsloven i al content.

• Alle handlinger influenceren foretager sig på sociale medier, alle opslag, omtaler, videoer, tekster, billeder, stories, kommentarer, links med mere skal varedeklareres som reklame.

• Varedeklarationen gælder både, når influenceren reklamerer for egne produkter og andre virksomheders produkter.

• Tolkningen gælder også for influencere, som ikke er registreret ved CVR-registeret. Hvis en ikke-CVR-registreret influencer reklamerer på vegne af en erhvervsdrivende, skal markedsføringsloven overholdes.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

— David Jæger, influencer

bejder ud fra lige forhold, hvilket også kommer til at fungere som en blåstempling af branchen på den lange bane,” siger hun.

Ifølge Forbrugerombudsmand Torben Jensen er netop ensrettede regler og rammer centralt i lovgivningen. I forbindelse med et informationsmøde med influencere om den nye tolkning, udtaler han til Berlingske.

“Ingen har lovgivet mod influencerne.

De skal overholde samme lovgivning som alle andre virksomheder. Det må de affinde sig med. Sådan er det at drive virksomhed i Danmark.”

Og selvom politianmeldelserne har skabt rystelser blandt influencere, er det ikke nødvendigvis en negativ udvikling, mener Emilie Reenberg fra Content Club.

“Der vil desværre komme nogle domme på området, men jeg tror, at disse nye fortolkninger kommer til at gøre det lettere for influenterne at navigere i, hvad reglerne egentlig er,” siger hun.

Spørger man Anna-Bertha Heeris Christensen, kan den nye lovtolkning være en direkte gevinst for influencerne.

“Jeg tror, at branchen på sigt har godt af disse ændringer. Jeg er helt enig i, at de kan fungere som en blåstempling af branchen, og jeg synes, at branchen bør tage det her som en udstrakt hånd til at professionalisere markedet og normalisere influencere i vores samfund,” siger Anna-Betha Heeris Christensen.

Farve på gråzonerne At nytolkningen og politianmeldelserne skulle lede til en blåstempling af influencerbranchen, er ikke helt utænkeligt. Selv David Jæger kan se fordele i nytolkningen.

“Jeg synes, det er fedt, at der sker noget, for det skal der. Vi skal jo ikke være det samme sted, som vi var for 10 år siden,” siger David Jæger.

Men selvom influencerbranchen er blevet voksen ligesom David Jæger, er det stadig uvist, om de danske influencere skal leve med forvirring og nervøsitet i fremtiden, eller om de får sat klare farver på gråzonerne.

OPINION

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

29

Debatindlæg: Begrænsningsbrillen er ikke så god på dig, kære journaliststuderende TEKST: LISA VAN DER MAAT

L

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

isa van der Maat er udvekslingsstuderende ved Ilia State University i Tbilisi, Georgien på 4. semester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Fra min faste plads på min nye stamcafé sidder jeg og skuer ud på en vild og ualmindelig vind, der rusker livtag i byen, der lever bedst om natten. Det er hverken New York eller Tokyo jeg taler om, men faktisk Tbilisi – byen der er fanget midt imellem verdensordener og uden sengetider i en dal under de kaukasiske bjergkæder. Her er jeg bosiddende i et halvt år, da jeg er på udveksling, og netop det skal vi tale lidt mere om.

De studerende på journalistuddannelsen er så pave privilegerede - dette er endda foruden at tale om langt de flestes høje socioøkonomiske ophav – at de har mulighed for at vælge imellem to forskellige semestre at tage på udveksling på, nemlig både på 3. eller på 4. semester. Begge har sine fordele og ulemper, men i det mindste betinger det ikke de studerende til udelukkende at have én mulighed for at vælge det, modsat så mange andre uddannelser med ét fast udvekslingssemester. Hvis det kan være svært at tage stilling til, to måneder efter man er startet på skolen, så har man mulighed for at vente til at gøre det på 4. semester i stedet.

Det var en overraskelse af dimensioner for mig, da det blev tydeligt, at langt over halvdelen af mine medstuderende tog det aktive valg om ikke at tage på udveksling. Af alle professioner derude, så troede jeg da virkelig, at mindst halvdelen af mit semester var af nogenlunde samme støbning som jeg selv, og derfor var ved at boble over af begejstring for at komme ud i verden. Det skulle vise sig at være langt fra tilfældet. Journalister, af alle, er åbenbart akkurat lige så kedelige og hjemmevante, som alle mulige andre er det.

Slappe argumenter Jeg har tidligere artikuleret mit chok for medstuderende og andet godtfolk og har derfor efterhånden hørt min rimelige andel af argumenter mod at tage på udveksling. Lad mig opremse nogle af dem af dem nedenfor: Det, jeg som oftest hører, er, at åh, tiden på skolen er så kort, og det er så hyggeligt – og sikkert også varmt og trygt – og det er da på mange måder også rigtigt, heldigvis, men jeg synes ærligt talt, det er sløvt. Jeg medgiver, at to år på en uddannelsesinstitution ikke er alverden, men ved du, hvad der er kortere, søde? Dine ferieuger, når først du har et fuldtidsjob.

Et andet argument, jeg tit hører, er, at det er nogle trælse semestre at være væk fra skolen. Når vi snakker 3. semester, så lyder piben i retningen af ”jamen, jeg vil så gerne have … (indsæt selv skrift, TV eller radio)” – efterfulgt af, ”hvis jeg tager afsted her, så har jeg jo ingen produktioner at vedhæfte til min praktikhjemmeside”. Som en, der netop har været igennem praktik-møllen, så kan jeg fortælle dig, kære læser, at du er meget

heldig, hvis praktikstederne overhovedet gider at bladre sig igennem nogle af dine produktioner.

Det er desuden din personlighed og en vis portion held, der er afgørende for, hvor og om du lander en praktikplads. Undskyld mit franske. Hvis der er tale om 4. semester, så er ordlyden som oftest, at det jo er semesteret, vi skal søge praktik. Sandt. Jeg skal være ærlig at sige, at 4. semester ikke er optimalt udvekslingssemester. Det var i hvert fald for mit vedkommende en ret stressende oplevelse at søge praktik og have fag samtidigt, også i et system, hvor hele den navlepillende praktiksøgningssaga er svær at oversætte.

Når det er sagt, er det ikke noget, der ville have fået mig til at vælge det anderledes.

Et andet argument, jeg har det en smule anstrengt ved at høre på, er, at det er pengene, der er problemet. Først og fremmest, lad os være ærlige, så har det aldrig nogensinde været tilfældet for 90% af denne trenchcoatbefængte skole. Derudover findes der så mange muligheder for at få lidt mønt på lommen med, hvis man ellers får fingeren ud og får søgt nogle legater. Hvis man op-

holder sig inden for EU’s grænser, så har man endda det privilegium, at man kan få i omegnen af små 20.000 kr. med i Erasmuslegater uden at gøre så meget som at sende et par personlige oplysninger. Jeg har hørt om mange, der ligeledes har fået 20.000-30.000 kr. med til deres udvekslingseventyr oversøisk. Jeg kan desværre ikke sige, at det var tilfældet for mig, men det var nu mest, fordi hele mit forløb var noget uvant og skete ret meget i sidste minut.

Sidste argument lyder, ”at der ikke er nogen af stederne på listen, der tiltaler mig”.

Det kan jeg sagtens relatere til, det var der heller ikke for mig ud over Beirut til at starte med, men så er det jo heldigt, at man også har muligheden for at handle selv. Er det

ikke skønt? Der er ingen, der siger, at den liste er det eneste boltre-rum, man har. Hvis du er en spæd 1. eller 2. semmer, og egentlig har fravalgt udveksling, fordi der ikke var noget på listen, som ægte tiltalte dig og fik dit hjerte til at hoppe en smule hurtigere, så er det her min knap så ydmyge opfordring til at forsøge selv.

Hvis man er ude i god tid, så kan meget lykkedes. Jeg var ikke engang i god tid, og det lykkedes alligevel. Jeg kommer nok til at falde til klichéerne, men hvor der er vilje, er der vej. Der var mange steder i min proces om eventuelt at komme til Georgien, der så ud til ikke at føre nogen steder, men jeg tog ikke nej for et nej, inden jeg i sidste ende ville blive nødt til at skulle acceptere det, og lige inden da blev det til et ja. Jeg har selvfølgelig også været stålsat på, at jeg skulle på udveksling et spændende sted, siden jeg satte mine ben på denne skole, men stadig.

Jeg siger ikke, at mit hen ad vejen heldige udfald vil komme til at gøre sig gældende i alle tilfælde. Det kan jeg desværre ikke love.

Men man kan starte med at mærke efter, hvad der virkelig trækker i en og så artikule-

re det, hvis nu listen over udvekslingssteder ikke siger en noget. Så kan det jo være, at internationalt kontor synes, at det er en lige så fed idé og vil gøre meget for at hjælpe dig.

Måske de endda kommer til at sige ”det er faktisk dårligt, at vi ikke har noget i det område!”, som de gjorde i mit tilfælde og gøre deres for, at dit ønske bliver til en realitet.

Jeg er meget bevidst om, at mit tilfælde er det lykkelige eksempel, hvor DMJX endda valgte at gøre det til et permanent samarbejde fremadrettet med universitetet i Georgien, så jeg heller ikke skulle betale studieafgift. Med det sagt, så meget som jeg hader at skrive det og igen henfalde til klichéerne, så er mit budskab at se muligheder, ikke begrænsninger.

Argumenter for eller imod, så må jeg nok bare sande, at faktum er, at de fleste bare ikke gider. I hvert fald ikke nok. At folket hellere vil kysse på deres kærester og skråle til Taj Mahal fredag efter fredag med deres kam-

”

Et andet argument, jeg tit hører, er, at det er nogle trælse semestre at være væk fra skolen. – Lisa van der Maat, studerende

merater, hvilket langt hen ad vejen er fair nok. Jeg må bare medgive, at jeg har svært ved at forstå det, og kald mig en kende dramatisk, men jeg synes faktisk også, at det er en smule foruroligende set i forhold til de journalister, der står til at klække i den kommende fremtid.

Et uforløst behov Hvis denne manglende udlængsel og udsyn manifesterer sig på samme måde, når først vi er færdiguddannede, så synes jeg efterhånden ikke overraskende, at det ser ringe ud. Vi har i forvejen i Danmark uhyggeligt få faste korrespondenter ansat ude på de store reaktioner til sammenligning med andre europæiske lande, og det er med til at opretholde en svag forståelse for omverdenen. Hvem har jeg for eksempel at spejle mig i, hvis jeg gerne vil være Kaukasus-korrespondent?

Netop, ikke nogen. Matilde Kimer kommer forbi fra tid til anden, men vi har ingen faste korrespondenter. Ikke en eneste person til at dække denne begivenhedsrige, geopolitiske betændte verdensdel?

Jeg er udmærket med på, at bare fordi man ikke har været i udlandet under sine to år på skolen, at man så ikke har rig mulighed for at gøre det bagefter, men for mig at se er det et udtryk for manglende internationalt udsyn.

Jeg skal være den første til at bekende, at jeg nødigt vil have mine nyheder fra nogen, der sidder på deres flade hjemme i Danmark.

Det tror jeg faktisk, at de færreste vil. Det er faktisk ikke godt nok, hverken for de mennesker, vi taler om, og dem, vi taler til.

Jeg kan hverken – eller skal – tvinge folk på udveksling, men jeg vil alligevel gerne synge en lille sang op for, hvor ekstraordinær en mulighed, det er. Se nu at komme afsted, kammerat. Tag lige mulighedsbrillerne på engang! Skolen er fed, bevares, men udlandet ligeså og vi har alle godt af at komme ud og blive luftet lidt en gang imellem – som journaliststuderende især. Det er faktisk vores pligt som verdens formidlere, synes jeg.

30

OPINION

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

Debatindlæg: Bas nu ned, Batman TEKST: FREDERIK NEES HVIID FOTO: ANTON LARSEN

”H

ej Frederik! Vil du skrive et debatindlæg til Bunkeren om, hvor absurd højrøvede vi er på Journalisthøjskolen?” ”Hej Zakarias. Det kan du fandme tro, jeg vil!”

Og det kaster jeg mig nu ud i! Jeg har aldrig skrevet et debatindlæg før. Hvor begynder jeg overhovedet? Skal jeg bygge det langsomt op, sende et par stikkere ud her og der, for så at smide hele bomben til sidst?

Skal jeg i stedet bare smide bombe på bombe på bombe? Skal jeg nævne navne? Skal jeg lade være? Jeg aner det ikke, men here we go.

Jeg siger det her helt oprigtigt, og det er henvendt til jer alle. Til mine venner, mine

ikke-venner og ikke mindst til mig selv: Please slap nu af. Jeg ved godt, at vi går på et studie, der er rigtig svært at komme ind på! Jeg forstår godt, at vi taler os selv op til at være vagthunde, der skal holde øje med alt og alle, og det er os, der skal sørge for, at ALT her i landet går rigtig til. Det er da helt sikkert også tilfældet for visse journalister. Men for 98 procent af os bliver det med alt sandsynlighed ikke hverdag. Det er ikke jer, der skal vælte regeringer. Det er ikke jer, der skal sørge for, at folkeafstemninger går retmæssigt til, og at Ukraine vinder krigen!

Ved I hvorfor? Fordi I stadig ’bare’ er journaliststuderende.

Jeg forstår, at alt det ovenstående måske er dét, de fleste af os drømmer om, hvilket også er helt fantastisk! Vi er der bare ikke endnu. Jeg forstår godt, at det kan lyde meget demoraliserende. At jeg bare lyder som et surt røvhul, der vil være en partypooper, når nu det lige går så godt, og man lige har så travlt med at føle sig selv, for det har I/vi! Vi har så mega travlt med at sidde i vores elfenbenstårn opbygget af ”den sværeste optagelsesprøve i Danmark”. ”Vi kom ind på vores førsteprioritet” og ”Der er kun én ting, der er bedre end sex: DMJX” og har så travlt med at tro, at det er os, der har trukket os fra ’pøblen’, fordi de er os så intellektuelt underlegne, at vi slet ikke har fattet, at det nok i højere grad er dem, der har trukket sig fra os, fordi vi ganske enkelt er umulige at være i stue med.

MEN det er ikke

det største problem, at vi fremmedgør os fra resten af studielivet i Aarhus. Det er der så mange andre studier, der også gør.

Det ABSOLUT største problem er, at vi fremmedgør os for hinanden på studiet! For javist sidder vi i vores elfenbenstårn, men ovenpå det elfenbenstårn, der er DMJX, står der endnu flere tårne stablet ovenpå.

I må ikke misforstå mig! Jeg synes, at det er fuldstændig fantastisk, at vi har et væld af foreninger på skolen, hvor man kan møde hinanden på tværs af semestre, man kan få lov til at producere og rent faktisk lave håndværket. Vi burde derfor tage dem for, hvad de er: FORENINGER. Det er ikke popularitetskonkurrencer. Det er ikke en måde for hvert eneste medlem at markedsføre sig selv på. Der er ingen, der kommer til at kunne li’ dig bedre, bare fordi du er formand, chefredaktør eller noget tredje – tværtimod.

Dét, skolens foreninger er bedst til i øjeblikket, er at give, hvem end der er i spidsen et abnormt opblæst ego og et fordrejet billede af selvet. Hvorfor skal dét, at du er den forreste repræsentant for noget, som ingen andre end du selv går op i, blive til hele din identitet? Jeg kan godt forstå, at du er stolt af at have genskabt revyen, at du har været redaktør for nogen, som har været på Island for at filme en dokumentar, eller at I har lavet et helt satireblad om det amerikanske valg, det kan jeg virkelig! Men hvorfor er du ikke mere end det?!

Hvorfor skal jeg høre på ”VED DU OVERHOVEDET, HVEM JEG ER?! JEG ER FORMAND I MODUS?” Jeg er sikker på, at du er meget mere end det! Det er bare desværre sådan, realiteten i foreningerne er.

De er skabt for, at nogle i forvejen utroligt højrøvede studerende og opblæste hoveder kun bliver værre – mig selv inkluderet.

Men please forstå nu, at din forening ikke er din identitet. Når vi er ude i branchen om 10 år (hvis ikke vi alle sammen er blevet erstattet med AI – hvilket vi nok er) så har det ingen betydning, om du har været kasserer i Kurt, formand i Modus eller chefredaktør på Illustreret Bunker. Det har ikke engang en betydning nu.

Tag det fra mig! Jeg har brugt utallige timer både som skribent, redaktør og chef-

redaktør på DMJX Rapporten. Jeg har grint meget. Jeg har skrevet og produceret meget.

Det har givet mig nye bekendtskaber. Men har det gjort mig til et bedre menneske?

Næppe. Har det gjort mig til en bedre journalist? NEJ. Betyder det noget for min fremtid?

Det må også være et rungende nej, eftersom jeg står uden praktikplads.

Jeg burde være et prima-eksempel på, at foreninger ikke gør dig til et bedre menneske. Jeg kunne være undtagelsen, der bekræfter reglen, men jeg er langt fra det eneste eksempel.

Jeg vender derfor tilbage til min bøn fra tidligere: Hvis du er forperson, (chef)redaktør) eller whatever for en forening på den her skole, så PLEASE bas nu lidt ned. SELVFØLGELIG har I det røv sjovt i jeres forening, og selvfølgelig er det mega go’ gas!

Men prøv nu at få lidt perspektiv. Prøv nu lige at fatte, at der ikke er nogen andre, der går lige så meget op i din forening, som du selv gør – de går faktisk nok overhovedet ikke op i den. Du skal føle dig heldig, hvis de overhovedet kommer og ser jer spille kamp, køber en øl i jeres halvdøde fredagsbar eller læser din DMATRIX. Og fordi jeg synes, at det er virkelig ærgerligt, at vi har så mange fede foreninger, som bare bliver brugt til at egobooste de af os/jer, der sniffer ekstra til vores egne prutter, har jeg som enhver god journalist selvfølgelig idégeneret lidt. Jeg vil derfor foreslå, at alle, der vil være med i en forening, smider sit navn i en hat. Derefter holder vi et kæmpe gilde, hvor vi rent tilfældigt trækker navne op af hatten til de forskellige foreninger, og så er man bare med i den forening, man får tildelt. ”Hvad så, hvis man ikke er interesseret i den forening, man bliver valgt til?” spørger du nu.

Dertil er svaret: Bare ærgerligt. Foreningen er ikke din identitet. Brug den som en forening. Skab nogle meningsfulde relationer. Drik nogle øl med de andre, der er i samme båd som dig. Prøv at innovere og se, om det kunne blive sjovt alligevel. Og sidst men ikke mindst: HOLD FOR GUDS SKYLD DIN RØV LIDT LAVT.

Debatindlæg: Kære medstuderende: F

TEKST: MADS KLEIS

orleden dag da klokken slog ni, og underviseren gik i gang med dagens lærdom, var kun halvdelen af klassen mødt op. Det er ganske vist den tid på året, hvor temperaturen daler, og influenzaen kommer snigende, fordi jakkevalget ikke har fulgt med, men at halvdelen skulle være syge – det syntes jeg alligevel, var voldsomt.

Men halvdelen var ikke syge. De kom bare dumpende de næste otte minutter. Det ene undskyldende nik og beklagende sorry efter det andet. Alt sammen kvitteret for med underviserens stiltiende accept.

De bøjede nakker og de åbenlyst flove grimasser viste med al tydelighed, at man er klar over det banale – at man bare ikke kommer for sent. Alligevel sker det konstant.

Jeg har frygtet denne dag. For på den ene side er jeg træt af, at folk ikke kan klokken.

På den anden side har jeg indset, at det er så udbredt en tendens, at jeg er bange for at få det halve af skolen på nakken ved at italesætte det. Jeg er sikker på, at der er nogen, der vil læse dette indlæg og tænke, at jeg lyder hysterisk. Men jeg synes, det er vigtigt. Og mit tilsyneladende sure opstød kommer fra et kærligt sted. Så tag det, for hvad det er;

en velmenende opsang til fordel for at kunne realisere sit fulde potentiale.

For vi går nemlig på en uddannelse, der stiller store krav til troværdighed. Og hvis man, allerede inden man har mødt en kilde, har demonstreret, at de ikke engang kan stole på, hvornår man dukker op, hvordan kan de så stole på, at vi fortæller deres historie ordentligt og sandfærdigt?

Og vi går på en uddannelse, der leder mod en branche, hvor det hele står og falder med et klokkeslæt. Her er der ikke plads til en lemfældig omgang med tiden, og man kommer hurtigt galt afsted, hvis man ser et mø-

detidspunkt med en ordfører eller en deadline på en artikel som noget vejledende.

I grunden forstår jeg ikke, hvorfor det får lov at fortsætte. Journalisthøjskolen er så hård over for snyd og fravær. Der er simpelthen ikke plads til den slags ude i branchen, må man forstå. En politik, der søger at køre de gode og sunde journalistiske værdier ind med modermælken.

Men hvorfor er det så, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet? Jeg synes, at man

BUNKER-PRISEN

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

31

Emilia Heiselberg tog den svære samtale med Connie – det tildeles hun Bunker-prisen for Den kun anden vinder af Bunker-prisen gik på første semester i juni, da hun skrev om selvmord og tabet af en søn. Når tavshed dræber: Mange unge mænd mistrives i stilhed hedder hendes artikel. Forberedelse, forståelse og tålmodighed gjorde hende i stand til at skrive et semesterprojekt om noget af det værste, der kan hænde et menneske.

TEKST: ZAKARIAS FORSBERG DE LOS REYES

E

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

milia Heiselberg skulle til at skrive sit førstesemesterprojekt på journalistuddannelsen, da en veninde over en kop kaffe fortalte hende om Mads, der havde begået selvmord. I starten tænkte hun, at det ikke var noget, hun skulle beskæftige sig med, men efter at have researchet på området og fundet ud af, hvor underbelyst psykiske problemer hos mænd er, følte hun en journalistisk pligt til at tage emnet op. Opgaven lød nemlig ”når livet gør ondt”.

Emilia Heiselberg vidste udmærket, det ville være svært at navigere i kritiske spørgsmål over for en så sårbar kilde, og hun var i tvivl om, hvad hun kunne tillade sig at spørge om. ”Jeg følte mig meget grøn, i og med jeg gik på 1. semester og valgte at skrive om et så tungt emne. Så jeg forberedte mig meget,” siger hun.

Tre timer endte hun med at være hjemme hos Connie Schack Andersen, og over halvdelen af tiden gik med at drikke kaffe og komme tættere på kilden. ”Man skal turde at tage sig en masse tid.

Fordi det kan også føles mærkeligt at sidde og stille kritiske spørgsmål til en, der har mistet kort tid før,” siger Emilia Heiselberg, der vurderede, at både hun og kilden behøvede tid og ro til at falde på plads.

Connie Schack Andersen skulle simpelthen vide, at der her var et menneske, der var interesseret i hendes historie. At kilden har

lyst til at fortælle, er også en af de ting, underviserne på første semester understreger over for de journaliststuderende.

Følsomt møde med kilderne Lektor og uddannelseskoordinator Mette Mørk er den primære ansvarlige for en opgave som ”når livet gør ondt”, og det er hende, der holder et oplæg på flere timer for hele første semester om kontakt til sårbare kilder, og hvad man skal forberede sig på. ”Man skal altid møde kilderne respektfuldt, man skal lytte og have et styr på noget etik. Der er forskel på at have brækket benet og så en, hvis barn har begået selvmord. Jeg ved ikke, om man nogensinde kan forberede nogen nok på det. Men vi har forsøgt ved at give oplæg, give læsestof og lave øvelser,” siger Mette Mørk.

Emilia var også bange forude for mødet med Connie og forstår godt, man bliver frarådet til at vælge et emne som selvmord. ”Jeg ringede faktisk til center for selvmordsforskning, som har lavet en pjece om formidling af selvmord, og det gav mig rigtig meget ro i maven at vide det, der stod i den,” siger Emilia Heiselberg.

Hun ved ikke, om hun vil råde andre til at skrive om selvmord på første semester. ”Men jeg følte, der var en kæmpe læring i at formidle en historie, hvor der var en masse på spil,” siger hun.

Opgaven om når livet gør ondt er med den ny studieordning blevet fjernet, så der kommer næppe til at blive skrevet lignende artikler på første semester foreløbigt.

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livslinjen på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, eller chatte på https://livslinjen.dk\

Du kan læse Emilia Heiselbergs projekt på Mediajungle.

Mødetidspunktet er ikke til debat

”

Hvorfor er det, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet?

– Mads Kleis, journaliststuderende på 2. semester

fra ledelsens side gør eleverne en bjørnetjeneste ved at være laissez-faire over for at møde forsilde.

For det er ikke nok bare at være en dygtig formidler eller en skarp interviewer. En af journalistikkens vigtigste kundskaber er omgangen med mennesker. Den kompetence enten har man, eller har man ikke. Men en meget lille ting, der nemt kan forbedres og som gør en mærkbar forskel i relationer, er evnen til at komme til tiden. Det giver et disproportionalt højt output i forhold til, hvor lidt det kræver af os.

Så selvom fokus ligger på vinkling, spør-

geteknik og billedbeskæring, så synes jeg lige så godt, vi kan øve os i allerede at sidde på stolen, når undervisningen går i gang.

Fordi en skønne dag er vi fløjet fra Journalisthøjskolens trygge og overbærende rammer, og så rammer virkeligheden med tryk på.

Til sidst er det vigtigt for mig at understrege, at ingen af os er perfekte. Det hverken påstår eller forventer jeg. Jeg kan også godt komme for sent – der kan altid opstå noget, vi ikke selv er herre over, eller vi kan glemme at sætte uret efter en ordentlig torsdagsbrandert (tænkt eksempel). Men jeg

synes godt, vi kunne stramme ballerne. Bare en anelse.

Og med de ord kommer de gode råd, som ingen har bedt om. Stå op i god tid – en langsom morgen med ro på er langt mere værd end otte minutters snooze. Og så kom ud ad døren, fem minutter før du plejer for at sætte tid af til det uforudsete. Og skulle det uforudsete udeblive, så har du jo fem minutter i banken til at komme på plads med en kop kaffe eller fortælle mig, at jeg er en hystade.

32

OPINION

ILLUSTRERET BUNKER DECEMBER 2024

REDAKTIONEN ANBEFALER TEKST: REDAKTIONEN ILLUSTRATION: DR, TV 2, RAKKERPAK, ANJA PIL

J

OVERBY & ANTON LARSEN

uleferien står for døren, og uanset om du skal tilbringe den i Aarhus, i udlandet eller blandt familie i en tilfældig provinsby, får du forhåbentligt tid til at nyde journalistiske produktioner. Vi er jo i en truet branche, så hvis vi ikke selv gider læse, se eller høre det, der udkommer, hvorfor skulle andre så?

Vi har samlet et udpluk af udsendelser, der kan underholde og berige dig og samtidig være en undskyldning for at flygte under de mange komsammener, man i virkeligheden slet ikke magter. Så er du opdateret, når du kommer tilbage efter nytår og ved mere om alt end din sidemakker i auditoriet, hvor du i øvrigt ikke længere fryser. God fornøjelse!

Tessas Succes (DR) Selvom Tessa ikke bruger al sin tid på banegården og Christiana mere, så vil gadepigen aldrig forsvinde. Tessa har fået sin hævn, og nu er det tid til at nyde sin succes – men hvordan gør man det, når fortiden stadig spøger?

P1’s Udsyn og afsnittet ”Demokraternes identitetsproblemer” Det altoverskyggende emne siden sidste avis’ udgivelse har været præsidentvalget i USA, og med et slutresultat, der ikke blev særligt tæt, kræver det en stor anbefaling af en DR-udsendelse.

I denne episode af podcasten Udsyn drøftes de grundlæggende identitetsproblemer i Det Demokratiske Parti, efter Trump sejrede, og Kamala Harris tabte klart. De kommer blandt andet ind på Kamala Harris’ kampagnes manglende appel til vælgerne uden for storbyerne, fraværet af unge, nytænkende ledere og valget af en sort, kvindelig kandidat i et splittet USA. Udsyn er et podcastprogram, der giver lytterne et indblik i verdens tilstand, hvilket er ekstra vigtigt, nu når de etablerede sandheder og institutioner er under stigende pres. I en tid, hvor klimaet på-

virker alle samfundslag, og politiske slogans ofte får større vægt end love og fakta, skaber Udsyn et rum for refleksion og forståelse.

Med værten Kaspar Colling Nielsens kritiske og nysgerrige tilgang undersøges de bagvedliggende kræfter og bevægelser, som former tidens største nyhedshistorier.

“Hvem er...” (P3) er en portrætpodcast af musikere med Pelle Peter Jencel i værtsrollen. Hver sæson dykker ned i én kunstners historie og vej til succes med alt, hvad den indebærer. Med fuld skrue på dramaturgi og setup/payoffs bliver hver sæson rullet ud på så spændende vis, at man sagtens kan sluge den hele på en flixtur til København. Redaktionen vil især fremhæve sæsonen med Tessa og de to sæsoner, der er lavet om The Minds of 99. Til alle medieforbrugere, som af og til kunne bruge et afbræk fra P1 Morgen og

Presselogen, så er “Hvem er…” jeres nye guilty pleasure.

‘Periodisk’ en podcast af Rakkerpak Skuespiller Simon Bennebjerg er personificeringen af det periodiske system og forklarer i hvert afsnit et af de grundstoffer, han består af. Det hele bindes sammen af medrivende storytelling, så du ikke bare ved, hvad grundstofferne er, men også hvad de betyder for os. Fysik for ikke-fysikinteresserede.

“Balladen om kolonihaven” (TV 2) TV 2-dokumentaren er ved første øjekast et hyggeligt og nemt program at se. Et usædvanligt godt cast uden lige. De ældre mod de unge.

Selvom der er interne uenigheder, om hvordan en kolonihaveforening skal drives, forstår man begge sider, der bæres af de sympatiske karakterer. Men dokumentarserien formår også i høj grad at skildre både de nationale og internationale konfliktmønstre, som uenighederne i den frivillige forening er et godt eksempel på.

Livet gør ikke mere ondt på første semester Opgaven om at interviewe en person, der har været udsat for noget hårdt har i mange år været en integreret del af journalistuddannelsen. Med den nye studieordning er den røget væk fra første semester. Uddannelseskoordinator Mette Mørk har allerede ændret i sine planer.

B

TEKST: ZAKARIAS FORSBERG DE LOS REYES, 23 ÅR

landt de mange ting, der er omkalfatret ved den ny studieordning, kan nævnes, at Ejvind Hansens fag er rykket til tredje semester, at mediespecialiseringen med ét fag er nedlagt og indførslen af ‘klima’. Alt imens er noget gået under radaren. Første semester har tidligere skullet interviewe en sårbar kilde og snakke om, ‘når livet gør ondt’. Den opgave er fjernet fra deres semesterprojekt.

Ifølge lektor Mette Mørk blev opgaven, der primært bestod af en artikel, til en eksamen, da skolen begyndte med semesterprojektet. Hun siger, at opgaven var god, fordi den tester meget faglighed og de studerendes evne til at researche på et emne og deres kilder.

”Gør man det, kan man lave nogle historier, der rammer rigtig mange mennesker,” siger Mette Mørk.

Hun forklarer eksamensopgavens afskaffelse med, at formaterne på første semester har ændret sig markant, og nyheder fylder meget mere. ”Når de nu har haft et nyhedsfokus og fokus på at perspektivere nyheder, så ville det ikke give mening at smide sådan en

”

Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem.

– Mette Mørk, lektor på DMJX

opgave indover,” siger hun.

I stedet for bliver man nu introduceret til de sårbare kilder på andet semester af journalistuddannelsen, når man skal have lyd og video. Imidlertid har Mette Mørk allerede måttet sande, at flere elever savnede viden om, hvordan man interviewer sårbare kilder.

Forandret nyhedsuge Det nuværende første semester er de første studerende på skolen, som lever under den nye studieordning, og de var i sidste uge af november på nyhedsuge i en række byer, man i modsætning til tidligere årgange kan pendle til. Odder, Viby og Aarhus Nord, som åbenbart er blevet en by, var på kortet, og flere er kommet hjem og har givet udtryk for, de kunne være bedre rustet til at tage svære samtaler.

Mette Mørk gjorde sig herefter en reflek-

sion, siger hun. ”Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem. Engang imellem ligger der en historie om for eksempel ensomhed, som viser sig at stikke enormt dybt. Der var nogen, der tænkte: ’Wow, hvordan gør jeg lige det her?”, siger Mette Mørk. Hun mener, de studerende skal vide noget om, hvordan man kontakter sårbare kilder allerede på første semester. ”Det er synd, hvis de ikke gør det, fordi de ikke tør,” siger Mette Mørk til Illustreret Bunker, dagen efter første semester fik feedback på deres nyhedsuge.

Derfor valgte Mette Mørk også, at eleverne allerede om mandagen skulle have et oplæg i at håndtere sårbare kilder, hvormed hun ændrede ganske lidt i den ny studieordning.