Illustreret Bunker-102024 by Illustreret Bunker

Det er ham, der sørger for, at både elever, lærere og planter kan blomstre hver dag. Mød Dragonheart.

INDE // 4-5

BUNKER

”Gør de studerende endnu stærkere online” - RUC-studerende søger hjælp til, hvordan vi profilerer os selv på sociale medier.

OPINION // 29

RADIO IIII VIL BETYDE MERE FOR FLERE

Reportage fra radiokanalen, der kun har fire år tilbage

UDE // 14-15

Den

klogeste overlever: Findes

papiravisens fremtid,

hvor digitale medier fejler?

Papiraviser læses af dem, der vægter fordybelse og læseoplevelser højere end det hurtige nyhedsoverblik. På trods af gentagende forudsigelser om trykte mediers død er der håb for branchens ’grand old man’.

Klokken er lidt over ni. Skæret fra en blå septemberhimmel lyser det lille køkken op. 28-årige Nina Søndergaards dag har været i gang et stykke tid. Når de praktiske opgaver er overstået og sønnen Hjalte sover dagens første lur, er det tid til det faste morgenritual. Morgenkaffen og avisen.

“Vi får Information leveret hver morgen. Jeg kan lide at starte dagen analogt,” siger hun.

fyldes op af.

“Jeg kan fordybe mig og bruge den nødvendige tid på at læse en artikel, når det er på papir. Jeg kan godt lide det taktile ved papiret. Jeg nyder at holde ved materiale, som ikke er en mobil,” siger hun. Det er Nina ikke alene om.

aktiv i mit valg om at læse avis. Jeg læser nogle af artiklerne digitalt i løbet af ugen, men ofte er det en del af en fordybelsesproces, når jeg sidder i sofaen med en kaffe og en avis,” siger hun.

Det er hele ritualet ved at læse papiravis, Nina holder af. En pause fra de mange digitale input og distraktioner, som hun hurtigt

26-årige Nanna Jordt holder Weekendavisen. Begge kvinder er studerende ved AU på henholdsvis litteraturhistorie og medicinstudiet. For dem er det i høj grad ritualet omkring papiravisen og det, den indbyder til, der virker appellerende. Nanna læser digitale nyheder i løbet af ugen, men foretrækker den fysiske avis i weekenden.

“En papiravis gør, at jeg kan være meget

Faldende forbrug af trykte medier I den seneste rapport om danskernes brug af nyhedsmedier foretaget af Center for Nyhedsforskning fremgår det, at blot 14 procent af danskerne læser en papiravis på ugentlig basis. Derudover svarer kun 4 procent af danskerne, at et trykt medie er deres vigtigste nyhedsmedie, mens det i 2014 lå på 11 procent. Det er mange tal, som kun går én vej. Kim Christian Schrøder, professor ved

Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, er en af rapportens ophavsmænd. Han er langtfra overrasket over tallene.

“Online medier kan som udgangspunkt godt dække danskernes mediebehov. Jeg tror ikke, at papiraviserne bliver ved med at eksistere i det omfang, som vi ser dem i dag,” siger han.

Uagtet deres unge alder rammer både Nina og Nanna ind i en målgruppe, der taler imod statistikker og målinger. De søger mod mindre skærmtid og mere nærvær, når de ønsker at fordybe sig i nyhedsstof og information. TEKST & FOTO:

Læs videre på side 23

LEDER

Lad os fordybe os

Der hersker ikke megen tvivl om, at vores avis hører til i den traditionelle ende, hvad angår foreninger på vores skole. Vi kører nu på 25. år af avisen, der er altså jubilæum næste gang, og vi udkommer stadig på tryk. Vi betaler også for det. Vi får fældet træer, formentlig i Finland, for, at det kan lade sig gøre. Men vi står fast og kan i dag endnu engang fejre det, vi ser som en journalistisk højborg på DMJX. Lyder vi for hellige? Glemmer vi at se fremad? Året er 2024, og som du kan læse i vores tema ‘Digital’, er der rekordmange danskere, der er på sociale medier. Vel at mærke medier som Instagram og TikTok, der ikke for-

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.

TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende og branchen.

OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

BAGSIDEN zoomer ind på en person fra mediebranchen.

På WWW.ILLBUNKER.DK finder du avisen og dens artikler online.

SKRIBENTER:

Oskar Vestergaard Klausen, Niels Frederik Lindstrøm Schaldemose, Daniel Rohde, Tike Clausen, Thea Modigh, Jens Bang, Eva Boye Rasmussen, Amalie Wessel-Tolvig, Johanne Marie Poulsen, Sebastian Olsen, Anna Elmer Kruse, Cathrine de Nijs Johansen, Helena HolmGregersen, Signe Egebæk Stenkilde, Anders Rod Thomsen, Jonas Fonnesbæk, Emil Lund Jensen, Eva Beyer Paulsen, Jacob Horne Fischer, Mads Keller Isaksen, Line Nilsson, Astrid Bisgaard & Emil Delord

ILLUSTRATIONER:

Anton Larsen & Sigrid Conradsen Nielsen

FOTOGRAFER:

Felix Fonnest, Anders Lindstrøm Berker & Mads Øland-Petersen

drer koncentration, men eksponerer os for en konstant strøm af video, lyd, tekst og andre elementer, der gør os dårligere til at koncentrere os. Du kan i denne avis blandt andet læse om, hvordan 36 procent af unge har de sociale medier som primær nyhedskilde.

Ét medium ad gangen

Hvornår har du sidst læst en avis i 30 minutter uden at tjekke Instagram? Hvornår har du sidst set en TV-udsendelse på en time uden at finde din computer eller telefon frem imens?

Vi chefredaktører kan i hvert fald ikke prale af det. Har vi tænkt os at ændre vores

REDAKTØRHOLDET

adfærd? Næppe, og det vil du, kære læser, heller ikke gøre. Fordi vi kan ikke undvære den. I dag har du mulighed for at prøve noget sjovt. Læse en avis fra ende til anden. En avis, som et stort hold mennesker har lagt kræfter i. Og det er så fair, hvis du undervejs har behov for at blive underholdt med musik i ørerne.

Skolens kedeligste forening

Alle vi, der studerer på skolen, bruger oceaner af tid på at lave journalistiske og medieproduktioner. Meget af det, der udkommer på Mediajungle, bliver ikke læst af særligt mange. Vi kan blive meget bedre til at for-

Zakarias Forsberg de los Reyes Ansv. Chefredaktør / INDE 31237@dmjx.dk

Hilde Agergaard SvendsenRedaktør / INDE 31233@dmjx.dk

Sarah Emilie Lund Cardel Redaktør / TEMA 55766@dmjx.dk

Nanna Baunbæk Jensen Redaktør / INDE 55765@dmjx.dk

Anders Villaume Vestergaard Redaktør / TEMA 31268@dmjx.dk

dybe os i vores venners artikler, og derfor har vi stiftet Bunker-prisen. En pris, der bliver givet til et produkt på baggrund af en medstuderendes nominering. Et produkt, vi mener, kan udkomme. Ofte på skrift. På Illustreret Bunker holder vi stadig fast i de længere, fordybende artikler, fordi vi mener, at det er vigtigt for vores fordybelsesevne. Er vi dermed skolens kedeligste forening? Det kan godt være, men vi er nok også den grundigste.

Lucia Enola Holmen Lopez Pintos & Zakarias Forsberg de los Reyes

Lucia Enola Holmen Lopez Pintos Chefredaktør / UDE 31218@dmjx.dk

Iben Mejlhede Redaktør / UDE 31214@dmjx.dk

Amalie Wessel-Tolvig Redaktør / OPINION 31203@dmjx.dk

Sigrid Debois Reuss Redaktør / UDE 55782@dmjx.dk

Anders Lindstrøm Berker Redaktør / FOTO 55741@dmjx.dk

Mathias Franck Redaktør / TEMA 56389@dmjx.dk

Mads Øland-Petersen Redaktør / FOTO 31299@dmjx.dk

Marcus

Praktikræset handler ikke kun om dig – medierne er også spændte

Praktikprocessen fylder meget for journaliststuderende, men det er sjældent, man hører om mediernes forberedelse op til praktikmatch. Derfor har vi spurgt tre medier, der søger praktikanter i denne runde, om deres oplevelse af processen.

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Er du nervøs for de sagnomspundne praktiksamtaler? Nervøs for at kløjes i ordene eller virke fjoget, når det sidste stik skal sættes ind for at lande drømmepraktikpladsen? Det er du helt sikkert ikke alene om.

Om du går på første semester eller skal til at skrive praktikansøgning nu, så har du helt sikkert allerede gjort dig tanker om, hvor du gerne vil i praktik – eller om du overhovedet får en plads.

I stedet for den sædvanlige vinkel, hvor vi spørger de studerende, hvad de er nervøse for, og hvad de gør for at være bedst forberedt til ansøgningsprocessen, har vi valgt at vende blikket mod den anden ende af praktikbordet. For hvordan oplever medierne ansøgningsprocessen og samtalerne, der for de fleste journaliststuderende er altafgørende?

Masser af studerende, men ingen ansøgere

Forestil dig, at du får at vide, at der mangler 70 praktikpladser, men alligevel ryger der ikke én ansøgning din vej. Det var den situation, Dagbladet Ringkøbing-Skjern stod i, da de i første praktikrunde i foråret ikke modtog en eneste ansøgning.

“Når man får at vide, at der ikke er pladser nok, og en del studerende bliver nødt til at tage orlov, så er det lidt besk, når man faktisk sidder og har pladser, men ingen an søgere til at starte med,” siger Gudrun Pe dersen, chefredaktør for Dagbladet Ringkø bing-Skjern, der har ansvaret for at ansætte praktikanter og vil være til stede på praktik messen i efteråret.

For selvom det for de fleste journaliststu derende er en selvfølge, at alle praktiksteder finder praktikanter, er det stadig svært for nogle af de lokale aviser og andre små praktiksteder at tiltrække de studerende. Dette kom også til udtryk i foråret sidste år, hvor hverken Herning Folkeblad, Ringkøbing-Skjern Kommune og Gigtforeningen ikke fik nogen ansøgere i første runde. Gudrun Pedersen mener, at en af grundene til dette kan være, at en del journaliststuderende måske er lidt provins-forskrækkede og foretrækker de store byer.

Den vestjyske avis har for tiden begge sine praktikstillinger besat, men har tidligere oplevet ikke at få ansøgninger, heller ikke i anden runde. Runderne uden ansøgere har også sat tanker i gang om, hvorvidt det var tiden værd at ansætte praktikanter, da der er en del arbejde i det. Men de bliver allige vel ved:

”Vi ser det lidt som en forpligtigelse at uddanne nye generationer af journalister, og det vil vi gerne være med til,” siger Gudrun Pedersen.

i stedet på, at det er vigtigt at komme ud til de studerende og fortælle, hvorfor de også er et godt sted. At det nok bare er et vilkår, at færre vil vælge dem, fordi de geografisk er placeret der, hvor de er.

“Det er vigtigt for os at få skrevet et godt opslag, der viser, hvad vi kan. For vi mener, vi er en god uddannelsesplads,” siger hun.

I anden runde af praktiksøgningen i foråret fik avisen ansat en praktikant, og de håber at kunne finde et godt match igen her til efteråret.

Aarhus er et trækplaster

Mens Dagbladet Ringkøbing-Skjern kæmper med at tiltrække ansøgere, ser det noget anderledes ud for Aarhus Stiftstidende. Den aarhusianske lokalavis får ofte tocifrede antal ansøgere til deres to praktikpladser. Og at de er eftertragtede, er også noget, de selv er klar over.

“Vi ved godt, hvorfor vi altid får en del ansøgere. Det er, fordi vi ligger i Aarhus. De studerende vil hellere blive i Aarhus, det er bare nemmere end at flytte til Ringkøbing eller Tønder,” siger redaktionschef Thomas Nielsen-Grøn, der har det overordnede ansvar for at ansætte praktikanter til avisen. Arbejdsfordelingen er klar hos Stiften. Praktikantvejlederne tager sig af den fysiske repræsentation af avisen, og derefter er det et samarbejde mellem vejlederne og Thomas Nielsen-Grøn.

Efter praktikmessen går processen ind i anden del. Ansøgningerne granskes endnu en gang igennem, og praktikantvejlederne går i tænkeboks for at finde frem til, hvem der passer bedst ind på redaktionen. Derefter indkaldes de kandidater, de synes, ser mest interessante ud, til samtale. Og det er især samtalerne, der er vigtige for Thomas Nielsen-Grøn. ”Hvilket indtryk giver de os? Det er det vigtigste. Jeg går sådan set ikke så meget op i, hvordan de har formuleret deres ansøgning, så længe den bare er i orden. Men det plejer den at være, når de har haft så lang tid til at forberede den. Så samtalerne er der, hvor vi virkelig kan vurdere, om vi kan se dem hos os,” siger han.

Og efter samtalerne er det ellers bare Stiftens opgave at blive enige og finde det gode match.

Praktikanterne spiller en vigtig rolle Et andet praktiksted, der ofte er rift om, er Ekstra Bladet. Tabloidmediet modtog sidste år 36 ansøgere til seks praktikpladser. Og den store popularitet betyder også, at der ligger meget arbejde hos de to praktikantvejledere for at finde frem til de studerende, de gerne vil ansætte på avisen.

Det er nemlig vigtigt at få de helt rigtige praktikanter hos Ekstra Bladet, da deres praktikanter udgør en stor del af deres redaktion. Her er der nemlig ansat 16 praktikanter ud af i alt omkring 100 redaktionelle

At det har været svært for dagbladet at få ansøgere, er dog ikke ensbetydende med, at de synes, det er synd for dem. De fokuserer

er nede for at præsentere os. Vise, hvem vi er og sørge for, at vi ser attraktive ud for ansøgere. Når ansøgningerne er kommet, så læser praktikvejlederne og jeg dem igennem, og så kommer vi hver med en bruttoliste,” siger Thomas Nielsen-Grøn.

medarbejdere. Til praktikmessen er Ekstra Bladet repræsenteret ved deres to praktikvejledere, Emma Busk og Jakob Hansen, deres praktikchef Camilla Boraghi samt to nuværende praktikanter. De to praktikanter er med for at kunne fortælle, hvordan de oplever, det er, at være praktikant på Ekstra Bladet.

Det er en samtale og ikke et krydsforhør, hvor man kan svare rigtigt eller forkert.

- Emma Busk, praktikantvejleder på Ekstra Bladet

Efter praktikmessen går de to praktikantvejledere alle ansøgningerne igennem og udvælger dem, som de synes, ser spændende ud. Men det er ikke ansøgningerne, der har det store at sige i udvælgelsesprocessen, Og derfor kalder de også mange ansøgere til samtale.

”Selvfølgelig er det vigtigt, at man skriver en god ansøgning, det kigger vi jo også på. Men for os er det i høj grad samtalen, der betyder noget, og det er der, vi i sidste ende lægger os fast på, hvem vi vil have,” siger Emma Busk, som er en af praktikantvejlederne.

Da det netop er samtalen, de lægger mest vægt på, er det også vigtigt for Emma Busk, at det skal være en god oplevelse for de studerende at komme til samtale.

“Vi forsøger at gøre processen så rar og spiselig som overhovedet mulig for dem, der søger, og vi prøver at tage noget af stressen og nervøsiteten ud af samtalerne,” siger hun. Og måden Emma Busk gør det på, er at lægge præmissen for samtalen klar fra start:

”Det her er en samtale og ikke et krydsforhør, hvor man kan svare rigtigt eller forkert. Vi er her for at lære dig at kende og få en fornemmelse af, hvem du er som person,” siger Emma Busk.

Forskellige afsæt, men samme mål Trods deres forskellige udgangspunkter i mediebilledet har Dagbladet RingkøbingSkjern, Aarhus Stiftstidende og Ekstra Bladet alle det fællestræk, at de bruger meget tid på praktikprocessen, og de vil gøre alt for at blive ved med at have praktikanter. For praktikanter er en stor del af deres redaktioner på hver deres måde og en gensidig investering, som både mediehusene og de studerende får noget ud af.

Det er altså ikke kun os studerende, der bruger dage, uger og til tider måneder på processen – det gør medierne også.

Til den kommende praktikrunde søger Dagbladet Ringkøbing-Skjern én praktikant, Aarhus Stiftstidende søger to praktikanter, og Ekstra Bladet søger tre.

Der var engang en

DRAGONHEART

På toppen af Langelandsgade våger en mand over en moderne murstensbygning. Med pomp og pragt sørger han for, at skolen er lige så flot som Botanisk Have, og at alt audiovisuelt virker med et knips. I filmen ’Shrek’ våger dragen over prinsessen på slottet. På DMJX våger Thomas Dragonheart over, at den studerende kan få hjælp med, hvad end hjertet begærer.

”Ja, det er Thomas.”

”Goddag Thomas, det er Emilie, underviser. Jeg er i 3.15, og der er ikke nogen tavle. Kan man finde det nogen steder, eller hvad kan man gøre for at få en tavle?”

”Jeg kommer lige op med den.”

”Tusind tak.”

”Det godt. Hej.”

Det er lidt i mødetid, og stueetagen på DMJX er så småt begyndt at vågne. Mens menneskerne i kantinen har tid til at smøre en morgenbolle, har Thomas Dragonheart travlt med at holde sin hverdagsstreak som dagens helt.

Og det kan kun gå for langsomt.

Der var engang en Thomas Han er født i Aalborg. Uddannet tømrer. Har arbejdet i både Canada og Norge, hvorefter han købte et vandrehjem på Samsø som 26årig. Og så blev han lige der i 16 år. I dag er han nok tættere på pensionen end den anden vej, ikke at jobbeskrivelsen bærer præg af det.

Thomas Dragonheart kan godt lide udfordringer, og hver dag er forskellig fra gårsdagen. Han kunne aldrig drømme om at stå på en fabrik. Så langt hellere have hjertet oppe i halsen, som da han første gang skulle ind i et auditorium, hvis storskærm var gået i kollaps, og sørge for, at 150 studerendes undervisning kunne fortsætte.

De fleste på Helsingforsgade 6A har hørt om Thomas Dragonheart. De ser ham gå rundt med de grønne vandkander og sørge for de prægtige planter, der hersker på skolen. Eller stå ved kaffemaskinen og lege med

teknikken, når den til tider går i udu.

Han har været ansat på skolens matrikel siden 2011. Han er leddet mellem bygning og ledelse. Foreninger og organisation. Køkken og skole. Det audiovisuelle og undervisningen. Planter og potter.

Thomas Dragonheart er måske en af de personer, der ved allermest om, hvordan skolen fungerer. Manden med den praktiske outdoorfleece, de blå cowboybukser og et par gode gummisko.

Klokken var kvart over syv ”Hallo.”

”Hallo hallo,” siger han igen ind i mikrofonen.

Det lyder klart ud i det gule auditorium. Den virker tydeligvis, mikrofonen.

Han åbner sin computer og finder YouTube. Finder noget, han kan sætte på, for

også at tjekke, at lyd og billede virker.

Sammen med elevatoren er Thomas nok den, der lige nu støjer mest på skolens matrikel. De har måske endda været vågne i lige mange timer.

Thomas Dragonhearts mandag startede klokken halv seks. Der starter den hver dag. Og efter cykelturen nede fra Aarhus Ø er han sammen med de fem andre morgenmennesker i gang med at forberede en ny dag på DMJX.

Thomas trykker play og ud strømmer Always Remember Us This Way. En sang fra filmen ’A star is Born’ med Bradley Cooper og Lady Gaga. Lyden stopper, skærmen bliver sort. Nu spiller melodien på computeren i stedet for på storskærmen. Han leger lidt med HDMI-stikkene. Bytter lidt rundt på dem. Så blæser den ud igen.

”Det lyder meget godt.”

Der er både tid til at skifte batterier på de

firkantede kaste-mikrofoner og kaste dem ud i auditoriet for at se, om de stadig kan sådan noget. Der er tid til at rydde op endnu engang på den kuglepensfyldte disk, og der er tid til at tjekke lyd med lidt Formel 1 på storskærmen i det blå auditorium.

Og så er de to lokaler klar til undervisningen – og hvis de ikke virker, er der 99,9 procent chance for, at Thomas Dragonheart kan fikse det igen.

Nu mangler han bare at tjekke de 24 andre klasselokaler. Er han heldig, kan det være, at der er mødt nogle undervisere ind, som har brug for en hjælpende hånd.

Det vigtigste er, at Thomas ved, at alt fungerer, som det skal, inden skoledagen starter.

Thomas tror på planter ”Den skal have sådan nogle gode øjne, måske blå øjne.”

Det er ikke en kinesisk drage. Den spyr ikke ild, og den har bestemt ikke onde øjne. Den er lidt mere nordisk, og så skal den have et hjerte.

Der er tale om Dragonhearts dragonheart, hvis han skulle få den tatoveret. Den skulle sidde på venstre skulder og matche vikingetatoveringen, der sidder på højre.

Den skulle lige kunne kigge over, og så skulle man kunne mærke dens rummelige figur med det store hjerte.

Det er det store rummelige hjerte, Thomas særligt er fænget af. Og det er et karaktertræk, han selv ønsker at følge.

Det er for eksempel, når han ruller rundt med de seks grønne vandkander på et rullebord og sørger for et behageligt klima for de studerende.

Engang havde skolen en gartner til at gå og sørge for skolens grønne side. I dag har Thomas Dragonheart 200 planter og træer under sig. Han mente, det var en rolle, han sagtens kunne overtage, og han gør det med stor omsorg.

Hver morgen går han en runde på skolen for at ”stikke en finger i jorden” og lige mærke, hvordan humøret er nede i potten. Nogle planter skal have 40 liter vand om ugen, nogle skal have 20. Nogle skal først have vand på fredag.

Da skolen flyttede fra Bunkeren, var der ingen, der havde talt planterne med i ligningen. Derfor måtte Thomas sørge for, at skolen ikke blev steril, og han fik transporteret en stor sjat planter over på Helsingforsgade. For det er vigtigt med et godt klima på en skole.

Iblandt de transporterede er den sjældne bougainvillea. Den står på første sal og blomstrer i fin rosa. 54 år og findes ellers kun i det sydlige Europa. Alligevel er hans yndlingsplante det store træ i kantinen. Det bliver ved med at vokse, og mange af de små potter på skolen kommer fra det.

En dag drømmer han om at få hele midtertrappen grøn.

”Det vil skabe sådan et godt klima,” siger han.

Klokken er nu kvart over otte

Tilbage i rush hour går Thomas med målrettede skridt hen til den store, hvide tavle, der står midt i kantinen. Hurtigt ned ad nålesvingsrampen, ned forbi receptionen og durk mod elevatoren.

Modsat de sidste to timer trisser han ikke længere alene rundt på skolen. Flere skal med elevatoren.

”Vi tager den her, så tager I den anden,” siger han og krydser til venstre, da elevatorerne ankommer synkront.

Venstre elevator er klart hurtigere end den anden.

Tallet tre får en rød ring rundt om sig, og der er lige plads til alle seks ben. Tavlens fire hvide ben, og Thomas’ to gummisko med blå sokker i. Igen ringer telefonen for fuld styrke.

”Jeg er i 3.19 og har problemer med nogle skærme.”

”Jeg kommer om lidt,” siger Thomas.

Det er et fedt navn ”Awesome name.”

En reaktion, der kommer hver gang, Thomas’ tur går til Canada. Han har familie, der bor der, og bliver altid stoppet en ekstra gang i lufthavnen for at få tjekket, at det nu er hans rigtige navn. Men det står i passet, og det skal godkendes af Thomas, hvis nogen ønsker det samme. Det er endnu ikke sket.

Børnene gider ikke at hedde det. De mener, at han er lidt skør. Navnet kommer fra Thomas’ fascination af drager tilbage i 80-90’erne. Egentligt affødt af fascinationen af vikingetiden. Han er ikke asatroende, men han kan godt lide at læse om det, og både Thomas og vikingerne er vilde med drager.

”Det er et fedt navn, tænkte jeg dengang. Det vil jeg sgu gerne hedde.” Han måtte vente halvandet år, før navnet blev godkendt. Men det var bestemt ventetiden værd.

Nogle minutter senere end før

Elevatoren er nu landet på tredje sal, og ind til 3.15 kommer tavlen.

”Ej, tusind tak!”

Men Thomas må hurtigt videre til 3.19, hvor skærmen ikke kan tænde. Undervisningen er det vigtigste for ham, og han plejer at sige til sine kolleger, at problemer med undervisning skal sidestilles med et sprængt vandrør. Der er ikke noget med ’amen, jeg skal lige’. Nej. Smid alt, hvad du har i hænderne. I 3.19 står hans kollega og bakser med den sorte skærm. Han tager over og fortsætter bakseriet.

”Det er den ikke glad for.”

Underviseren våger over Thomas’ skærmproblemer med rynkede bryn.

”Så, så kom den,” siger Thomas. Alt er godt igen. Men hun mangler også en tavle. Ud på tur med Thomas igen.

Hvorfor findes DMJX

Foreningslivet på vores lille skole bobler af liv. Skolen får flere og flere foreninger,

TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN

VISUELT: DMJX RAPPORTEN, DMJX MEMES OG DMJX REVYEN

Bliv en del af Citat.

Ansøg om optagelse i Kurt.

Lav dokumentarer sammen med Dox. Send radio og producér podcast med Radio Genlüd.

I skrivende stund er skolen oppe på over ti foreninger. Alene inden for 2024 har skolen fået fire nye foreninger. Men til trods for tilvæksten af foreninger er der også enkelte foreninger, som ikke overlever. Efter længere tids modgang har DMJX Social måttet kaste håndklædet i ringen.

”Jeg kan godt lide skolens foreningsmiljø, og har i andre foreninger fået gode oplevelser. Men i forhold til Social så er det bare ikke sjovt at være en del af en forening, som de andre foreninger gør grin med. Så mister man til sidst motivationen,” siger Maria Beierholm, som er et af de sidste medlemmer fra Social.

Maria Beierholm fortæller sammen med Katrine Eisemann de Almeida, hvordan de har oplevet foreningsmiljøet. De har oplevet, at deres forening blev nedgjort af flere af de andre foreninger blandt andet Rapporten. Derudover mener de, at de især er blevet hængt ud på sociale medier af DMJX Memes.

“Mærkelig adfærd”

Uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, Henrik Berggren, er rigtig ked af at høre om deres oplevelser.

Henrik Berggren har set de eksempler på drillerier af foreningen, som ses i denne artikel, samt hørt udtalelserne fra Social.

”Jeg synes, det er en mærkelig adfærd. Og jeg synes, det er meget ufin adfærd. Det er jo noget af det, jeg synes, man skal afholde sig fra.”

Forperson for De Studerendes Råd (DSR) i Aarhus, Rosalina Bendix, synes også, det er problematisk, at de tidligere medlemmer af Social har oplevet dette. Hun understreger, at de i DSR gerne vil tale med dem om deres oplevelser, og at foreningslivet skal være rart for alle. Men er foreningslivet så virkelig det? Og bidrager alle foreninger til den gode stemning?

Er det bare satire?

Frederik Nees Hvid, som er ansvarshavende chefredaktør for Rapporten, mener, hans blad bidrager til den gode stemning på skolen.

”Journaliststuderende, kommunister og foto’er har klart en tendens til at sætte sig selv op på en piedestal og være en smule højrøvede. Hvis nogen andre skal kunne holde os ud, så er det vigtigt, at der er nogen til at holde os nede. Hvilket er dét, Rapporten er sat i verden for,” siger han og indrømmer dog blankt, at Rapporten har været med til at drille, men ikke nedgøre andre foreninger. Frederik Nees Hvid understreger også, at de aldrig går efter manden, men kun efter bolden. Han mener dog ikke, det kan blive nedgørende over for en enkelt forening, når Rapporten gør grin med alle skolens foreninger.

”Alt, vi laver, er satire og bare for sjov. Hvis folk vælger at tage det til sig, er det meget svært

Her er tre eksempler på begivenheder, som Rapporten har lavet i deres magasin.

for os at gøre noget. Det hele er bare for sjov, og vi kan ikke tage højde for andres fortolkning af vores satire,” fortæller Frederik Nees Hvid. Han henviser samtidig til, at Rapporten har en disclaimer i alle deres udgaver. Rapporten er et satireblad og afspejler ikke skolens holdninger. Og alle forbehold skal tages, når man læser Rapporten.

Vanessa Kjær, som er en af stifterne bag Revyen, mener heller ikke, at Revyen har været for grove overfor Social.

”Vi laver satire. Vi lavede sjov med alle i foråret. Det kan jeg ikke se et problem med,” understreger hun.

Til sidst er det ikke sjovt

Men selv om både Revyen og Rapporten fastholder, at det blot er satire, og de altså ikke er ude på at være decideret nedgørende overfor Social eller andre foreninger på skolen, siger Maria Beierholm og Katrine Eisemann de Almeida enstemmigt, at det kan blive for meget.

”En ting er at gøre grin med en forening. En anden ting er at gøre grin med foreningen igen og igen. Til sidst er det bare ikke sjovt længere, så bliver det nedgørende. Man vil så gerne lave gode sociale arrangementer for alle på skolen, men når der konstant bliver gjort grin med det, resulterer det både i, at man mister motivationen, og at de andre studerende også stopper med at komme,” siger Maria Beierholm, mens Katrine Eisemann de Almeida nikker og erklærer sig enig.

DMJX Memes mener heller ikke, at de har kørt på Social i højere grad end andre foreninger

på skolen. Alle på hele skolen står for skud, når der bliver lavet memes. Foreningen henviser også til, at hvis man kigger deres opslag over en længere periode, synes de heller ikke, at der tegner sig et billede af unaturlig meget sjov med lige præcis Social.

”Vi er naturligvis utrolig kede af det, hvis vi har bidraget til, at Social ikke laver arrangementer længere. Det er en forening, som flere af os har benyttet og sat pris på,” siger DMJX Memes i en fælles udtalelse.

Klar til genstart

Katrine Eisemann de Almeida understreger dog, at de hårde bemærkninger ikke udelukkende har været katalysator for, at foreningen ikke længere findes.

”Det kræver tid. Jeg var selv på udveksling sidste semester og ville egentlig gerne starte foreningen op igen sammen med de andre, men overskuddet er der ikke fra alle, og jeg kan ikke bære foreningen selv. Så hvis nogen vil være med til at starte foreningen op igen, er jeg i hvert fald klar.”

Og det kan da også godt være, vi snart ser mere til Social igen, da Rosalina Bendix også løfter sløret for, at DSR lige nu er i gang med at se på, hvordan de kan videreføre foreningen. Hvilket også sker til stor glæde for Henrik Berggren, der mener, skolen har brug for en forening som denne, hvor alle er velkomne.

Social ikke længere?

men

DMJX Social har efter flere dårlige oplevelser kastet håndklædet i ringen.

Screenshot

Overrasket over geografisk fordeling på DMJX:

En spørgeskemaundersøgelse viser, at en fjerdedel af de nye journaliststuderende troede, at størstedelen af de studerende ville være fra København. Det viser derne i virkeligheden er godt repræsenteret.

TEKST: NIELS FREDERIK LINDSTRØM SCHALDEMOSE

& DANIEL ROHDE

FOTO: FELIX FONNEST

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Hvor havde du regnet med, at de fleste ville komme fra, inden du startede på DMJX?

Sådan lød spørgsmålet i et spørgeskema, vi har sendt ud til de nye journaliststuderende. Det er nemlig en undren, der har været genstand for diskussion og bekymring allerede før studiestart.

22 ud af 83 studerende svarede, at de havde forventet, at størstedelen ville komme fra Storkøbenhavn. Det var omkring hver fjerde studerende, der havde den antagelse.

En af dem, der havde regnet med, at størstedelen ville være københavnere, er Emilie Ryberg Rahbek Hansen fra Billund.

”Jeg havde forventet, før jeg startede på journalistuddannelsen, at mange af de studerende ville komme fra Sjælland – nærmere København.”

Det skyldes, fortæller hun, at DMJX er en eftertragtet uddannelse, og at journalistik som professionsbachelor ikke kan læses i København.

Danmarkskortet på DMJX

Det viser sig dog, at jyderne er i overtal på skolen, som også er det, tre ud af fire studerende svarede.

Heriblandt en københavner, for hvem det skabte en smule nervøsitet inden studiestart.

”Jeg frygtede, at jeg måske ville stå lidt alene som hende københavneren med Amager-accent og en forkærlighed for vegetarmad,” siger Martha Estrid Back Christensen, der selv var overrasket over den egentlige geografiske fordeling af de nystartede jour-

naliststuderende.

“Generelt er jeg positivt overrasket over den geografiske alsidighed på skolen,” siger hun.

Den reelle fordeling af de nye studerende er meget lig, hvordan Danmarks befolkning er fordelt rundt i landet.

Det ses ved, at 67 procent af de optagne på både sommer- og vinterstart kommer fra Jylland.

23 procent kommer fra Storkøbenhavn. Sjælland – uden Storkøbenhavn – står for knap 7 procent, mens Fynboerne udgør lige under 4 procent af de nyoptagne.

DMJX huser altså studerende fra alle landsdele med en overvægt fra Jylland.

Diversitet i branchen

Skolen selv mener, at det mest ønskværdige er at være indbydende for alle som en videregående uddannelse.

”Jeg havde forventet, før jeg startede på journalistuddannelsen, at mange af de studerende ville komme fra Sjælland – nærmere København.

- Emilie Ryberg Rahbek Hansen, journaliststuderende på 1. semester

Emilie havde forventet flere københavnere

journaliststuderende på DMJX inden studiestart viser sig dog ikke at være rigtigt, da jy-

“Vi prøver at være inviterende som uddannelsesinstitution,” fortæller Solveig Schmidt, der er lektor og ansvarlig for optagelsesprøverne på DMJX.

“Faget gør det vigtigt, at der er forskel på de studerende. Prøv at forestille jer en redaktion med 35 mennesker af den samme slags. Det er da ikke ret godt, hvis samtlige 35 kun kan skrive om biler. Derfor er det supervigtigt, at den redaktion, man går ind på, afspejler noget bredde og diversitet.”

”Vi kan sige tjek, tjek, tjek.

- Solveig Scmidt, ansvarlig for optagelsesprøven på DMJX

Hun anerkender, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har et samfundsmæssigt ansvar for at uddanne journalister fra hele Danmark.

Dette ansvar er også noget, hun selv synes, at skolen lever op til.

“Vi kan sige tjek, tjek, tjek. Vi har studerende fra alle dele af landet. Men vi forskelsbehandler på ingen måder i optagelsesprøven. Folk kommer ind ud fra den måde, de har løst opgaven i forhold til de andre,” siger hun.

Når gode r åd er dyre: Praktikantvejledernes vise ord

For de studerende på fjerde semester nærmer praktiksøgningen sig med hastige skridt. I den forbindelse er gode råd dyre, og derfor kommer her et par do’s and dont’s fra praktikantchef på TV 2, Katrine Fuglsang, og tidligere praktikantvejleder på DR, Brita Kvist Hansen.

1”Vær dig selv og ikke det, du tror, vi vil ha’ – det er du sikkert også meget bedre til!”

Det siger Katrine Fuglsang, som er praktikantchef på TV2, når hun bliver spurgt om, hvad det er, de kigger efter, når de skal finde praktikanter.

Diversitet er et af nøgleordene, når de skal udvælge praktikanter. Derfor er Katrine Fuglsangs måske vigtigste råd til ansøgerne, at de skal være sig selv.

”Overvej, hvorfor du vil være journalist på det pågældende medie, og ikke bare hvorfor du vil være journalist.”

Under processen kan man blive mødt med spørgsmålet; Hvorfor vil du være journalist?

Her skal man altså være konkret, mener Katrine Fuglsang. Spørgsmålet her er en mulighed for at fortælle, hvad

det er, man finder interessant inden for journalistikken For eksempel hvilke typer af journalistik og hvilke redaktioner der har netop din interesse.

”Mange siger, at de gerne vil være journalister, fordi de er nysgerrige, men det er der jo så mange, der er,” siger Katrine Fuglsang.

”Udvis rettidig omhu. Tag toget i god tid. Det ville være så ærgerligt, hvis DSB’s ofte utilregnelige rejseplan er skyld i, at du er forsinket og derfor stresser ekstra,” siger Katrine Fuglsang

Selvom skønhedssøvnen er vigtig, og det kan være fristende at klikke snooze, så er det altså en dårlig idé, hvis den står på samtale eller messe.

Som vi jo alle sammen ved, og Katrine Fuglsang også understreger, så kan transporten være præget af forsinkelser.

Det ville være ærgerligt, hvis et

forsinket tog er skyld i, at du glipper noget eller performer dårligt.

”Pas på med ironi, humor og kække indfald i ansøgningen.

Det kan virke utilsigtet fjollet,” siger Brita Kvist Hansen.

Det er klart, at den håbefulde praktikansøger gerne vil skille sig ud og ikke blot være den næste i bunken af ansøgninger, men det kan have en negativ virkning på modtagerne.

Ironi forstås ikke ens hos alle mennesker, så behold seriøsiteten i din ansøgning, og gem dit glimt i øjet til samtalerne.

”Lad nu være med at copypaste ansøgninger,” siger Brita Kvist Hansen.

Et gennemgående tema for både Katrine

Fuglsang og Brita Kvist Hansen er, at man skal være personlig og konkret i sit møde med praktikstederne.

Det er set før, at ansøgeren har copypasted sin ansøgning og ændret overskriften fra eksempelvis JP til DR, men har glemt det længere nede i teksten.

”Lad være med at være for lukket til messen. Prøv, om ik’ du kan komme rundt og snuse lidt til nogle steder, som du måske ikke har i overvejelserne,” siger Katrine Fuglsang.

Praktikmessen er en mulighed for, at du kan møde de forskellige praktiksteder. De fleste har på forhånd gjort sig nogle tanker om, hvor de gerne vil ende som praktikanter, men mange af de steder, som man måske ikke lige har i overvejelserne, kan ende med at være et perfekt match.

TEKST: TIKE CLAUSEN

Udveksling på DMJX: Et personligt eventyr mere end en faglig rejse

Flere studerende på DMJX har ikke det faglige som den primære motivationsfaktor, når de ønsker at komme på udveksling. For dem handler det om at udvikle sig som menneske og blive mødt af en ny kultur. Det har DMJX fuld forståelse for.

TEKST: JENS BANG

FOTO: PRIVAT FRA SIGNE DAMGAARD OG BENE-

DICTE CHRISTIANSEN

Det er eftermiddag på en øde strækning langs den californiske kyst. To studerende er lige hoppet i våddragter og har hapset et surfboard hver fra deres van. Der bliver skrevet en hurtig seddel med teksten ”Gone surfing, back by sunset”. Den bliver smidt i forruden, og de løber efterfølgende mod bølgerne. Det lyder umiddelbart som en god ferie for to unge gutter, men det er faktisk sådan, en studerende beskriver en eftermiddag under sit udvekslingsophold på San Francisco State University på den amerikanske vestkyst i en klumme bragt i den forrige udgave af Illustreret Bunker.

Et udvekslingsophold klinger for nogle af faglige udfordringer og det at kunne skrive en stjerne mere på CV´et, når man skal søge praktikplads, eller når man senere skal ud på arbejdsmarkedet. Men flere studerende på DMJX tilvælger et ophold i udlandet af helt andre årsager. For Nicolas Adserballe, der er forfatter til sedlen i forruden og klummen, var det faglige faktisk hans mindste overvejelse ved at skulle tage et semesters ophold i udlandet.

”For mig var det lidt en undskyldning for at komme ud og rejse et halvt år. Det faglige var ikke så vigtigt,” siger Nicolas Adserballe, der går på 5. semester og er i praktik på Information.

Han fortæller, at de kun gik i skole fire dage om ugen. Derfor blev de mange forlængede weekender brugt langs den californiske kyst og på at køre på opdagelse ind i landet.

Eventyret kalder

Når man spørger Nicolas Adserballe, hvordan han vil beskrive sit ophold, svarer han prompte, at det var et eventyr.

Et eventyr kan umiddelbart virke fjernt fra de lange forelæsninger bagerst i blåt auditorium og praktikstress, som andre forbinder dét at gå på fjerde semester med. Nicolas Adserballe mener klart, at det at tage på udveksling på 4. semester har gjort, at han er blevet skånet for visse ting.

”Jeg slap for noget af den stress, der kan være forbundet med praktiksøgning, fordi jeg havde mit hoved et andet sted,” siger han.

For Nicolas Adserballe betød en tur til USA også, at han havde muligheden for at vælge nogle fag, som han ikke havde haft mulighed for på DMJX.

”Jeg havde et fotojournalistfag. Jeg havde en lærer, der havde vundet en Pulitzer-pris. Han var for sindssyg. Jeg havde faktisk også spansk som fag,” fortæller han.

For Signe Damgaard, der var på udveksling i Sydney på sit tredje semester, var det heller ikke det faglige, der var hendes førsteprioritet. Hun valgte i stedet turen, da hun gerne ville udvikle sig som menneske. Signe fortæller, at hun gerne ville møde en anden kultur og samtidig opleve, hvordan mediebranchen var i et andet land.

Den samme lyst, som Nicolas Adserballe havde, til at udleve eventyret og drage ud i landet, kender Signe Damgaard også til. Hun rejste rigtig meget rundt med både udvekslingsstuderende, unge i praktik og andre, da

hun var i Sydney. Hun fortæller, at de i løbet af semesteret var ude at rejse mindst fem gange. Nogle af hendes venner fra Danmark opholdt sig på andre universiteter i Australien. Flere gange passede deres ferier sammen. Så tog de sammen ud på oplevelser. Når det ikke var muligt, foregik oplevelserne på egen hånd, hvor nætterne blev tilbragt på hostels rundt omkring i Australien.

”Vi var allerede færdige med undervisning den 17. maj. Så jeg havde lige halvanden måned til sidst, hvor vi var rigtig på ferie. Og det er selvfølgelig det, man husker nu,” fortæller hun.

Det faglige

At det var et eventyr, gør dog ikke, at de studerende ikke fik noget fagligt med hjem, som de kan bruge i deres hverdag. Et stykke af vejen havde det faglige dog også en betydning for dem begge. Selvom Signe Damgaards tur til den anden side af jorden mest var for fornøjelsens skyld, så fortæller hun, at hun har taget flere ting med hjem, som hun kan bruge i sit arbejde på DMJX.

”Man lærer jo noget af en anden kultur, som man kan bruge fagligt. Mange af de historier, jeg er kommet hjem med, som jeg gerne vil skrive, er opstået på baggrund af opholdet der,” siger hun.

Selvom flere studerende vælger at tage afsted for at komme ud og få flere oplevelser med i bagagen, er der også andre, der vælger at tage et udvekslingsophold med en rent faglig motivation. Det var situationen for Benedicte Christiansen, der befinder sig i den amerikanske Midwest 7000 kilometer væk. Hun er på udveksling på University of Missouri i Colombia.

”Missouri havde den bedste journalistiske profil. De har bare et super godt ry. De har meget hands-on læring, så det var også det, der tiltrak mig. Man kommer ud og får

hænderne i skidtet,” fortæller hun.

Benedicte Christiansen anerkender dog også, at hendes medstuderendes motivation mere ligger i oplevelsen. For hende var det bare ikke den primære motivation, inden hun tog afsted.

”Jeg ved, at der er mange af mine medstuderende, hvor det har været oplevelsen, der trækker. Det var det selvfølgelig også for mig til dels,” siger hun.

Oplevelsen for Benedicte Christiansen bunder i, at hun tidligere primært har været langs USA’s kyster, som politisk er domineret af de demokratiske vælgere. For hende var det derfor interessant at komme til Missouri, som primært er en republikansk stat, og opleve livet hos den amerikanske middelklasse.

Det handler om andet end faglighed

Men når nogle af de studerende vælger at tage på udveksling uden at have en faglig ambition for øje, giver det så overhovedet mening at sende dem afsted?

Det behøver ikke at være noget problem, mener Xavier Lepetit, som er International Relations Manager og står for koordinering af udvekslingsophold på DMJX. Han har faktisk fuld forståelse for, at det ikke behøver at være motivationen.

Xavier Lepetit pointerer, at et praktikophold også giver den studerende en masse andre kompetencer, som ikke nødvendigvis har noget med det faglige at gøre direkte, men som alligevel kan være nyttige set i et større perspektiv.

”Du bliver proppet ind i nogle nye omgivelser, hvor du kommer ud af din comfortzone. Du lærer meget om dig selv ved at blive konfronteret med noget andet. Det er en stor fordel,” siger Xavier Lepetit.

Alligevel er det faglige stadig kernen i ansøgningsprocessen, når Xavier Lepetit

sidder med de mange ansøgninger fra studerende, som ønsker at komme på udveksling. Men det mener han også, at der er en god grund til.

”For mig er det faglige kernen i udvælgelsesprocessen, fordi vi kan måle det,” siger Xavier Lepetit.

DMJX kigger både på karakterer og den motiverede ansøgning, når de skal udvælge ansøgerne til udvekslingsopholdene. Han fortæller, at de to ting er målbare elementer, og derfor skal de være kernen i udvælgelsesprocessen.

Når Xavier Lepetit bliver spurgt direkte til, om det overhovedet giver mening at sende de studerende afsted, hvis de slet ikke har en faglig motivation for at tage af sted, svarer han:

”Så længe de fuldfører de faglige krav. Hvordan de vægter deres motivation for at tage afsted, spiller ikke en stor rolle for mig.”

En oplevelse for livet Når man spørger de studerende, om udvekslingsopholdet har levet op til de forventninger, de havde, inden de tog afsted, lyder svaret klart: Ja. Her på den anden side er alle enige om, at det er vennerne, friheden og det at blive kastet ud i en ny kultur, man husker tilbage på. De ser tilbage på en stor oplevelse, de ikke ville have været foruden.

”Jeg snakker stadig med en god håndfuld. Jeg tror, at der er flere ’friends for life’,” siger Signe Damgaard.

Nicolas Adserballe husker især på tiden i en van langs kysten med sin kammerat, som noget af det vigtigste for ham. Men man skal heller ikke undervurdere det at lære at surfe.

”Hvilket jeg aldrig havde troet, at jeg skulle lære i mit liv – og slet ikke igennem DMJX,” siger han.

Når Benedicte Christiansen ikke er i skole, er hun til amerikansk fodbold. Signe Damgaard var på mange strande, da hun boede et halvt år i Australien.

Få sparring og feedback på dine ansøgninger af konsulenter fra Dansk Journalistforbund

Skal du i gang med praktiksøgning?

TILMELD DIG HER - INDEN 22.OKTOBER

Den 24. oktober kan du som medlem af Dansk Journalistforbund få hjælp, vejledning og feedback på din praktiksøgning - helt gratis, lige på dit studie. DJ flytter for nogle timer ind på DMJX, hvor en håndfuld medarbejdere hjælper med alt fra ansøgningen - til din hjemmeside, vejledning til praktiksamtalen, eller hvis du mangler et godt portræt til f.eks. dit pressekort!

Hvis du ikke er medlem, så meld dig ind allerede nu og få del i den helt særlige praktikpakke, som vi tilbyder kvit og frit.

Kig forbi DJs pop-up kontor på DMJX d. 24.oktober, Kl. 9 - 12:

- Sparring på praktikansøgning

- Få tunet din praktikside

- Hjælp til den gode praktiksamtale

- Få taget et professionelt portræt

- Få det overstået, meld dig ind i DJ

Datarevolutionen har fundet fodfæste i mediebranchen

Med den stigende brug af data i mediebranchen er mediebrugernes holdninger og adfærd blevet endnu mere tydelige. De omsættes nu til tal og statistikker som en moderne karakterskala.

Du husker det godt. Tiden i folkeskolen og gymnasiet, hvor man efter en opgave spurgte det selvproklamerende spørgsmål: ’Hvad fik du?’. De fleste har heldigvis, efter de fik hue på hovedet eller svendebrevet i hånden, lagt den tid bag sig. Arbejder man som journalist, er karaktererne dog langt fra forsvundet fra hverdagen. Der er bare kommet en ny skala, og den hedder et personligt dashboard. Et personligt dashboard er en form for tavle. Her fremgår tal, som viser, hvor mange der klikker på dine artikler, og hvor mange der faktisk læser dem til ende. Det fremgår også, hvor mange brugere man trækker ind på sitet, og hvordan dine artikler klarer sig i forhold til afdelingens overordnede mål.

Byd velkommen til data

For fem år siden introducerede Århus Stiftstidende brugermålinger til deres medarbejdere i forbindelse med JFMs implementering

”Journalister er jo for helvede født til at være kritiske.

Og det skal jeg da lige love dig for, at de også var

– Jan Schouby, Chefredaktør på Århus Stiftstidende

af databrug. Det er altid spændende, når der starter en ny i klassen, og Jan Schouby, som er chefredaktør på Århus Stiftstidende, kan bekræfte, at journalisterne ikke ligefrem gik balalajka med åbne arme, da den nye kollega skulle bydes velkommen. Han husker det således.

”Journalister er jo for helvede født til at være kritiske, og det skal jeg da lige love dig for, at de også var – specielt i starten.”

Særligt frygten for fyringer gjorde journalisterne kritiske over for det nye tiltag. Man skal i dag i højere grad kæmpe om mediebrugernes tid og opmærksomhed. Men hvis den slagmark får endnu et våben, så mener flere af journalisterne, at de på grund af deres fagområde allerede havde tabt kampen på forhånd.

Da 25-årige Carl Buhr i februar 2023 startede i praktik hos JydskeVestkysten, fik han også noget af et chok, da han opdagede, hvor meget data fylder på redaktionen. Han kan også godt genkende billedet af skepsis og nervøsitet.

”Der har været ret meget røre om de personlige dashboards. Jeg ved, at der er medarbejdere, som føler sig målt, vejet og overvåget. For nogle opstår der en nervøsitet for, om det har betydning for ens ansættelsesforhold,” fortæller Carl Buhr.

Carl oplever i sit arbejde som journalist, at diskussionen om data ikke blot er en døgnflue, men at databrug stadig godt kan skille vandene. Han understreger også, at der er en

kæmpe forskel på, hvordan journalister forholder sig til sit personlige dashboard, og at der hos redaktionerne hverken er tvang eller nogen rigtig måde at tilgå det på.

Det var med skælvende hånd, at Carl Buhr udgav sine første artikler. Han var nervøs for, hvordan de ville klare sig ude i den virkelige verden. Håndfladerne blev også svedige til første redaktionsmøde, da tallene skulle gennemgås foran kollegerne.

”Det var vildt angstprovokerende at stå foran en flok dygtige journalister og snakke om, hvad jeg kunne have gjort anderledes, for at mine artikler havde klaret sig bedre,” fortæller Carl Buhr.

Nye tider, nye udfordringer og nye løsninger Nye omstændigheder kræver tilvænning og tid, og hvis der er noget, mediebranchen efterhånden har lært, så er det, at den må vænne sig til at følge med tiden og være omstillingsparat.

Brugernes til- og fravalg skal studeres, ellers får vi dem ikke til at opsøge eller priori-

tere journalistik.

Med tiden har de fleste journalister dog også omfavnet brugermålinger, og flere journalister bruger også tallene som en motivationsfaktor og en indsigt i deres arbejde.

”Der er journalister, der er begyndt at efterspørge tallene for at få et fingerpeg om, hvordan deres artikler har klaret sig. Eller hvis de ved, at de har lavet noget, som er gået skidegodt, så vil de også gerne se det konkret,” fortæller Jan Schouby som oplever et klart holdningsskifte de sidste fem år.

Med data kan man måle på hver enkelt mediebrugers interesser, adfærd og vaner, og det skaber en helt ny måde at tiltrække folk på. Men hvad kommer så først: clicks eller journalistisk integritet?

Hvis man spørger Jan Schouby, lyder svaret:

”Vi går jo ikke kun efter at opnå mange læsere, for så skulle vi jo bare genindføre ’side 9 pigen’ og i øvrigt have en sexbrevkasse, og hvad vi ellers kunne finde på af slibrige sager. Det handler selvfølgelig om at lave noget ordentlig kvalitetsjournalistik, og samtidig lave det på en måde, så folk godt

gider at læse det.”

Hos Århus Stiftstidende skal brugermålingerne altså ikke overskygge de journalistiske forpligtelser, men de skal fungere som et pejlemærke for de journalistiske produkter.

Et tal siger mere end tusind ord Nogle områder af mediebranchen bløder. Det får vi kommende journalister i hvert fald tudet i ørerne, og statistikker og nye begreber som news avoidence kan desværre bakke op om det udsagn. Så mediebranchen, hvis eksistensberettigelse hviler på at blive læst, set eller hørt, er nødt til at blive klogere på netop dem, de er afhængige af.

Muligheden for at følge op på sit arbejde og optimere det løbende ville ikke være muligt uden data, og netop det ser Carl Buhr som en kæmpe gave.

”Det fede ved at arbejde med data i realtid er jo at kunne følge med i sine artikler og se, at de lever et liv, efter at de er blevet publiceret.”

Helt konkret gør data det muligt at se, hvor mange der læser ens artikel i realtid. Journalisterne kan så ændre i deres rubrikker

eller underrubrikker løbende for at se, om det aktiverer flere brugere til at klikke på artiklen. Måske kan det være invaderende for nogle, som traditionelt har været vant til, at brugeren først blev inddraget efter publiceringen. Man kan dog ikke forvente, at folk skal forholde sig til noget, de finder irrelevant. Så måske kan de udskældte clicks faktisk være redningen.

”Data giver os jo en viden. Når der tegner sig mønstre, finder man jo ud af nogle måder at gøre tingene på, og hvordan man helt generelt skal forme sine artikler,” siger Carl Buhr.

Man kan hurtigt komme til at tænke, at brugerne så sidder på magten, og at de skaber vurderingsgrundlaget for god journalistik. Men der mener Carl Buhr, at der er en vigtig skelnen.

”For mit vedkommende handler det også om at huske sig selv på, at det altså ikke er et spørgsmål om enten eller. Det er jo ikke sådan, at du enten laver gode tal, eller også laver du god journalistik.”

For ham er tallene på hans personlige dashboard ikke noget, der kan oversættes til en

endegyldig vurdering af hans arbejde. De to fede facitstreger vi lærte at sætte i folkeskolen, er ikke alene løsningen på opgaven. Tal kan fortolkes, alt efter hvilken sammenhænge de fremgår i, og det er netop det, der er kunsten ved god databrug. Det er ikke at betragte tallene alene, men at analysere de indsigter, de giver os.

”Det betyder også, at der er noget stof, som bliver sorteret fra, fordi det ikke giver vores læsere værdi,” siger Carl Buhr og belyser det, som han mener, er det vigtigste som journalist, nemlig at producere noget som folk gider at læse.

Jan Schouby lægger også vægt på, at alle i branchen ønsker det samme, og det er at nå ud til så mange mennesker som muligt.

“Vi kender jo de vilkår, journalisterne arbejder under. Jeg ville jo være idiot, hvis jeg fyrede en dygtig journalist alene på baggrund af vedkommendes tal. Sådan fungerer det altså ikke. Alle journalister derude knokler som sindssyge,” siger Jan Schouby. Han tydeliggør, at data skal betragtes som et redskab og ikke som en bevisførelse for en journalists kompetencer eller ihærdighed.

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Med ny styrmand ved roret sætter RADIO IIII en ny kurs i medieverdenen. “Vi vil betyde mere for flere,” siger Marie Rask Glerup, som ikke vil være bange for at larme.

TEKST: ASTRID BISGAARD & EMIL DELORD

FRIMAND PROBST

FOTO: MADS ØLAND-PETERSEN

Den ellers tomme opgang ser ikke ud af meget. Det første man ser, når man træder ind i den, er en noget mærkværdig statue. Vild, voldsom og til tider poetisk, fristes man til at sige. Når man begiver sig længere op ad trapperne, finder man døren ind til RADIO IIII.

Det ser udadtil ikke ud af meget. En almindelig dør, og opgangen synes heller ikke specielt indbydende. Men når først man træder ind, slår øjnene op og ser, hvad der sker, er det, at magien opstår.

Morgenstund har guld i mund

Ved ni-tiden er redaktionen langsomt ved at vågne op. Morgenredaktionen er dog helt vågen, og der er en helt særlig energi i lokalet. Produceren Gustav løber frem og tilbage. Arbejdsstationerne smelter sammen. Alle er opmærksomme og årvågne. Intensiteten er høj.

Det er nu, det sker. Igennem i radioen snakker formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, om kri-

Der skal hele tiden følges op, og alle medarbejdere på redaktionen har lyst til at bidrage. De har alle lyst til at bidrage til det nye RADIO IIII.

Fra kritik til sød musik

Det gamle Radio 4 fik kritik af TV- og Radionævnet. Lyttertallene var ikke høje nok, og det skal de være som public service-medie.

Derfor skal der ske noget. Ifølge Marie Glerup, som er journalistisk redaktør på RADIO IIII, kan radioen gøre to ting.

“Vi kunne bare fise 100 millioner af om året og så fortsætte med ikke at have nogen danskere, der lytter med. Eller vi kunne sige, okay det, der er blevet lavet indtil nu, det er ikke det, danskerne efterspørger, det er ikke det, danskerne vil have,” siger Marie Glerup. Med den nye ændring, åbner radioen døren til flere af de lyttere, som indtil videre har stået udenfor. Radioen vil betyde mere for flere. Et håb, der forhåbentlig kan ses i lyttertallene i fremtiden.

“Lige nu kan vi se en lille stigning i FMtallene, men jeg tror ikke på, at vi kan bruge det til noget reelt endnu, fordi lige nu kan det også være, at folk er lidt nysgerrige på os, og så står af igen, ” siger Marie Glerup.

siger, at radioen sender live fra klokken seks om morgenen frem til middag, klokken 12. Herefter følger tre timers podcastprogrammer efterfulgt af liveudsendelser fra 15-21.

“Det er stemningen tilbage fra vi startede, der er tilbage,” siger Jais Nørgaard Alstrøm, der er undersøgende journalist ved Radio IIII.

Han ser et enormt potentiale i den frie rolle, radioen nu har fået. En rolle, man godt tør være i ifølge Katrine Volsing, der er ansat som journalist på morgen-sektionen på RADIO IIII.

“Vi har nogle tydelige chefer, som står på mål for de ting, vi laver, på en anden måde, end vi har haft tidligere. Det giver en følelse af, at man kan gå længere, uden at man kommer til at falde alene, hvis det skulle gå galt,” siger Katrine Udsing.

Mange ting har fået ny form på radioen. Menneskene er de samme, meningerne og metoderne ditto, men mulighederne er nogle helt andre.

“Nu er det bare en ny æra, og nu skal vi gøre det, som vi tror på,” siger Marie Glerup.

For hende fylder det mere at markere sig end at fokusere udelukkende på lyttertal. Al-

gul, mens eftermiddagen har fået blålige nuancer. Farver, der indikerer, at radioen går en farverig og ny tid i møde. Når man kigger på RADIO IIII’s hjemmeside, ser man en stram og struktureret linje.

Kigger man derimod på redaktionen, ser man kaffekopper rundt omkring, ting der ikke har fundet sin plads. Kontrasten er til at få øje på. Men ambitionerne er alligevel ikke til at tage fejl af.

RADIO IIII er nu delt i to. I København findes podcast-sektionen, hvor det primære fokus ligger på at producere indhold til podcastmediet, mens de i Aarhus fokuserer på live-programmer og på at skabe relevant indhold, de sender direkte.

Klokken har nu slået 10:10, og det er tid til efterkritik af morgenprogrammet. Her gennemgår medarbejderne de overståede programmer på morgenfladen, mens nye idéer kastes op i luften til morgendagens historier. Alle idéer bliver set og hørt. I redaktionslokalet falder forskellige indfaldslys ind og sender en strøm af farver ud på øverste etage. Kreativiteten har frit spil.

Det er i dette kreative rum, at de store ideer kan opstå.

Idet en tanke om ‘Danmarks sidste tøj-

gen i Ukraine. På de fire computerskærme i arbejdsstudiet sker der hele tiden noget nyt. Klokken er nu kvart over ni. Morgenværterne er live. Dagens emner: Død og selvmord. Det er de tunge emner, der er på programmet i dag. Alligevel er stemningen i og omkring studiet høj. Alle er på dupperne. Oplyst af fire lamper står studiet og radioværterne. Produceren Gustavs ur har samme orange farve som mikrofonerne i studiet. Radioen emmer af farver og indikerer, at radioens resterende levetid ser lys ud. Den ene af radioværterne laver en fodfejl og giver kilden, der er med telefonisk, en forkert titel. Det giver resten af interviewet trange kår. På gulvet ligger et dannebrog. Det giver en følelse af stolthed. Ikke kun over sin nation, men også over at være en del af det nye RADIO IIII.

En nysgerrighed, RADIO IIII håber på at kunne pirre hos lytteren. Marie Glerup har stået bag roret i et halvt år, og selvom lyttertallene ikke er fulgt med ændringen endnu, så tror hun på:

“at lytterbaner er langsomme at ændre.”

Ny kontrakt skaber ny energi RADIO IIII har nu ændret sit koncept og med det følger også en kontrakt. I alle ansattes kontrakter står der, at de er ansat til og med 31. december 2027. Herefter lukker radioen. Indtil da skal de bedrive vild, voldsom og til tider poetisk journalistik. Det er en af grundstenene i den nye hverdag på radioen.

Mere specifikt har de ændret deres sendeplan, den journalistiske dagsorden samt skabt en lytterkontrakt. En lytterkontrakt der

ligevel tror hun, det kan gå hånd i hånd. “Jeg tror, at vi skal vide, hvad de vil have derude, og så skal vi turde give dem noget andet. Så tror jeg, at de bliver underholdt og bliver interesseret og bliver sluset ind i det,” siger Marie Glerup.

Vild, voldsom og til tider poetisk Rundt om på radioen hænger de nye RADIO IIII-plakater. Plakater med et klart budskab. I alle lokaler hænger de til påmindelse for medarbejderne om, at radioen skal være et samlingssted for stærke meninger og store følelser. Med plads til det uventede og uforudsigelige vil radioen være alt andet end kedelig og konsensus. Det markerer radioen med de fire IIII.

Alle redaktionerne har fået en ny farve. Eksempelvis er morgenfladen blevet rød-

designer’ flyver gennem lokalet, passerer et tog forbi udenfor. Fra mødelokalet er der frit udsyn over stationen. Her kører der tog til og fra Aarhus. Til og fra verden. Med RADIO IIII’s ønske om at være udgangspunktet for den offentlige debat.

Være talerør for danskerne og række udover studiet og ind i det store mediebillede og den generelle offentlige samtale. Den geografiske placering kunne næppe være bedre. Her fra stationen, hvor radioen også holder til, er der adgang til resten af Danmark.

Det er herfra, den videre færd ud i verden begynder. Ligesom med journalistikken. Den udspringer fra Banegårdspladsen, hvor den har sit afsæt, og fortsætter ud i resten af verden.

Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Da TV 2 ringede med en kæmpe mulighed, takkede Trine Schmidt ja, selvom hun var nervøs for reaktionerne på, at en kvinde skulle dække en af sommerens største begivenheder – Tour de France.

TEKST: JONAS FONNESBÆK & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION:

IBEN MEJLHEDE (GENERERET AF AI)

Da mange danskere denne sommer på 5. etape af årets Tour de France så den legendariske sprinter Mark Cavendish sætte rekord for flest etapesejre i løbets historie, var det en ny stemme, der begejstret kommenterede begivenheden videre ud i danskernes stuer.

Normalt forbinder man lyden af Tour de France med helikopterens propel, båthorn og de velkendte, mandlige stemmer fra blandt andre Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men da netop Rolf Sørensen måtte melde fra til Tour de France af helbredsmæssige årsager, skabte det pludseligt et frit sæde i kommentatorboksen til 36-årige Trine Schmidt.

Den tidligere professionelle cykelrytter og netop nyudklækkede journalist har ageret ekspert i kvindecykling i 13 år. Men aldrig havde hun dækket verdens største cykelløb. “Jeg var stolt. Jeg var overrasket. Og jeg var skidebange,” fortæller Trine Schmidt.

Fra jernhest til kommentatorboks VM-sølv, to gange guldmedalje til EM og en deltagelse ved OL i Beijing er nogle af de højdepunkter, Trine Schmidt kunne tænker tilbage på, inden hun endegyldigt i 2021 måtte indstille sin karriere som professionel landevejs- og banecykelrytter. I 2011 fik Trine Schmidt debut i kommentatorboksen til VM i landevejscykling i København i den stol ved siden af Rolf Sørensen og Dennis Ritter, hvor Jørgen Leth plejede at sidde. Trine havde i løbet af sin cykelkarriere gået rundt med en lille drøm om at blive journalist. Om at skrive. Om at fortælle historier. Derfor startede hun på kandidaten i journalistik ved SDU i 2023.

Hele Trine Schmidts forår 2024 var gået med specialeskrivning. Selvom hovedet var fyldt med den store opgave, havde en tanke sneget sig ind flere gange. Det kunne være fedt, hvis hun kunne blive en del af TV 2 Sport-redaktionen. Det var en drøm. En ambition. Så hun har løbende banket på døren til kontoret, hvor chefredaktøren for TV 2 Sport, John Jäger, sidder. Det lykkedes kort inden sommerferien at få lavet en aftale, hvor hun skulle arbejde halv tid på både TV 2 Sport og TV Midtvest året ud.

Velkommen på forsiderne

Da specialet var afleveret, skulle Trine Schmidt brænde både krudt og sommerferie af, inden hun skulle starte i de nye jobs. Turen gik til München og EM-slutrunden i herrefodbold. Danmark mod Serbien. Da Trine Schmidt var stået af toget på hovedbanegården i München, ringede hendes telefon. Det var John Jäger. Trine Schmidt stod omsluttet af et menneskekaos og havde svært ved at høre ham, så de aftalte at ringes ved, når hun var kommet op på sit hotelværelse. John Jäger havde det, han selv kaldte en

lidt vild forespørgsel. Han tilbød hende sygemeldte Rolf Sørensen rolle i årets Tour de France-dækning.

“Det var lidt skræmmende at få at vide, at man skulle være vikar for Rolf Sørensen, som alle danskere, også de, der ikke går op i cykelløb, har en holdning til. Som danskere er vi jo bare ret konservative, og alt, hvad der er nyt, skal lige modtages og mærkes på.”

Men hun takkede ja til den store chance. Hvis hun ikke allerede vidste, hvor stor en rolle på dansk TV hun havde takket ja til, fandt hun hurtigt ud af det.

“John Jäger ringede til mig mandag. Tirsdag klokken 10 var jeg på forsiderne i Danmark.”

Et fedt – men skræmmende – tilbud

Der plejer at være klare rammer for, hvordan Tour de France afvikles. Mest kendt er stemmerne fra Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men i de senere år har både Chris Anker Sø-

var alligevel nervøs for den enorme eksponering, der følger med opgaven. Stuer i hele Danmark ville blive fyldt med hendes stemme sommeren over. En kvindestemme i en mandsdomineret verden.

“Når man ovenikøbet er kvinde i en sport, som ikke har særlig mange kvindelige journalister eller eksperter, så skræmmer det lidt. Men omvendt var jeg sådan lidt ‘hvad fanden, sådan en mulighed skal man ikke sige nej til.”

Hun havde også lyst til at udbrede budskabet om, at man skal turde hoppe med på toget, når det endelig holder på perronen. Også selvom langt de fleste på toget har et andet køn end én selv.

“Det er jo i den grad noget kulturelt, noget historisk, vi kæmper lidt imod. Der er måske nogle kvinder, som let kan være bange for at gøre noget, fordi det ikke har været normalt tidligere. Men den eneste måde, man kan gøre det normalt, det er jo ved at sige ja, når

rensen, Emil Vinjebo og Christian Moberg suppleret de to i kommentatorboksen. Den konstellation holder de fleste af danskerene af. De er vant til den. Nu skulle danskerne dog vænne sig til, at det var Trines stemme, der skulle udfylde tomrummet efter Rolf Sørensens. Men Trine Schmidt var meget bevidst om, at hun ikke skulle forsøge at være den nye Rolf Sørensen. Hun skulle bidrage med sit eget.

“Jeg har aldrig set mig selv som Rolfs erstatning. Selvfølgelig var jeg der i stedet for ham, men jeg skal ikke prøve at være en person, jeg ikke er. Jeg skal byde ind med det, jeg kan, og jeg ville aldrig sige ja, hvis ikke jeg følte, at jeg havde noget at byde ind med.”

13 år som cykelekspert har givet Trine Schmidt mere rutine end de fleste. Men hun

man får muligheden.”

Dagen inden Tourens første etape lander Trine i startbyen Firenze. Mens hun stadig sidder i flysædet, ringer hendes vejleder med en karakter på hendes speciale. På vej ned for at dække verdens største cykelløb, udklækkes Trine Schmidt officielt som journalist.

Sommeren i en fransk kommentatorboks

Det er selvsagt en intens og travl opgave, når man dækker Tour de France. Særligt når man skal følges til etaperne med hårdtarbejdende Dennis Ritter, der gerne vil tidligt op til kommentatorboksen for at forberede sig. Dagen starter klokken 06, tid til morgenmad, afsted til dagens etape, læse tour-nyt fra belgiske, franske og danske medier, forberede dagens etape og tjekke ruteprofilen, i kom-

mentatorboksen ved middagstid, kommentere cykelløbet i 4-5 timer og så køre i bil til et hotel i nærheden af morgendagens etape, hvor de ofte først ankommer mellem 22 og midnat. Det var nogle lange, intensive dage, både for TV-holdet og for sportsfolkene.

“Nu var det første gang, jeg dækkede Tour de France, og derfor har jeg også levet lidt højt på, at det hele har været spændende. Men lidt ligesom at være cykelrytter, handler det om indstillingen. Når man ved, at man skal køre på i tre uger, bum, bum, bum, så bliver det nemmere.”

Hjælp fra Ritter

Trine Schmidt forsøgte at beskytte sig selv ved at holde sig fra sociale medier under cykelløbet.

“Jeg tror i virkeligheden, at alle, der på en eller anden måde bliver eksponeret på TV, også sætter røven lidt i klaskehøjde.”

Selvom responsen, som Trine Schmidt oplevede under Tour de France, mestendels var positiv, var der en enkelt dag, hvor hun faldt over en negativ kommentar, som hun tog med sig ind i kommentatorboksen.

“Det var jo bare én kommentar. Det var fucking én. Jeg kan ikke engang huske, hvad der stod. Jeg kan bare huske, at jeg fik ondt i maven og mistede selvtillid. Jeg kunne mærke, at det påvirkede min kvalitet i boksen.”

Trine Schmidt havde ellers oplevet stor opbakning og kærlighed i sin indbakke, men den ene negative kommentar endte med at fylde i hendes hoved den dag.

“Heldigvis snakkede jeg med Dennis Ritter om det. Og jeg ved jo godt selv, at man skal lade være med at tage den slags til sig. Folk har altid en mening.”

Livet efter Touren

Trine Schmidt tænker tilbage på hendes Tour de France-debut som en succes. Men selvom oplevelsen var god, lærerig og en, hun helt sikkert vil takke ja til igen, er cykel-dækning ikke alt, hun ønsker at foretage sig.

“Jeg kan godt være lidt bange for at blive puttet ned i en kasse, hvor der står cykling på. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har også lyst til at bevæge mig over i andre genrer af branchen.”

Hun ser også frem til at være mere journalist end ekspert. Til at stille de rigtige spørgsmål og fortælle de gode historier. Men hun er stolt af, at hun havde modet til at takke ja til tilbuddet, selvom hun trådte ind i en mandsdomineret verden. Og hun er glad for, at flere og flere som hende tør tage det skridt i andre sportsgrene.

“Jeg kan godt forstå, hvis man som kvinde kan være lidt nervøs for at træde ind i noget, som egentlig historisk set har været et mandligt domæne. Men jeg er også bare glad for at se, at det bliver mere og mere normalt.”

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

En rapport fra Kulturstyrelsen viser, at Ritzaus Bureau står for 46 procent af nyhederne på danske mediers digitale platforme.

nen af vores alles forestilling om journalisten, der har fingeren på pulsen og blyanten på blokken.

”DRhar lige breaket, at Jeppe Søe er blevet set på Borgen.”

”Hvorfor har vi ikke nogen på den?!”

”Jeg er i gang med at få fat i redaktionen derinde.”

Søren Lassen er redaktionschef for Ritzaus nyhedstelegramredaktion. Han er netop blevet afbrudt af sin kollega, der gør ham opmærksom på en af de få nyheder, som Ritzau ikke har været først med. Med afslappet tøjstil, beige Adidas-sneakers og rodet gråt hår er Søren Lassen inkarnatio-

Ritzau er Danmarks eneste nyhedsbureau, og med sine 158 år på bagen en af de ældste medier i landet. Ritzau er ejet af ti danske mediehuse. Ejerne er:

Dagbladet Børsen Jysk Fynske Medier

JP/Politikens Hus Danmarks Radio

Information

Kristeligt Dagblad Lolland-Falsters Folketidende Mediehusene Midtjylland Sjællandske Medier

Det Nordjyske Mediehus

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke er de første. Det er jo det, vores kunder betaler for,” siger Søren Lassen.

Mens vi har talt, har Space X sendt milliardærer ud i rummet, DSV er blevet verdens største logistikfirma, og Lars Von Trier har annonceret en ny film. Alle tre er nyheder, som Ritzau breaker herhjemme, og alle tre vil blive læst på danske mediers hjemmesider inden for kort tid. For Søren Lassen er det store forbrug af Ritzaus nyheder en blåstempling. For nyhedsbureauets nye administrerende direktør, Jacob Kwon, er det et tveægget sværd.

Ritzau sidder tungt på tronen

Sidste år producerede Ritzaus Bureau, i daglig tale Ritzau, 43.438 nyheder – det er lidt over fem i timen, hver time, hver dag, hele året. Nyhedsbureauet er det eneste af sin slags herhjemme, efter det i 2012 og 2021 opkøbte sine to rivaler, Dagbladenes Nyhedsbureau og Børsens Nyhedsbureau.

I juni udkom en rapport fra Kulturstyrelsen, som fastslog, at 46 procent af nyhederne på danske digitale platforme primært kom fra Ritzau, mens de resterende 54 procent var egenproduceret indhold fra medierne selv.

“Da jeg læste det, tænkte jeg: ‘kan det nu passe’,” siger Jacob Kwon.

Han ville have undersøgt tallet, som han selv og flere andre i Ritzau længe troede var tættere på 25 procent end de 46. Ritzau-

undersøgelsen fik tallet ned på 40 procent. Jacob Kwon mener, at det har noget at gøre med metoden, man har brugt til at udregne det på. Problemet stod dog stadig tilbage, og ifølge Jacob Kwon er det lige meget, om det er 40 eller 46 procent. Ritzau risikerer stadig at fylde for meget i medielandskabet på sigt, hvis udviklingen fortsætter.

“Det er ikke sundt for et samfund eller et demokrati, hvis et mediehus fylder for meget,” siger Jacob Kwon.

Ifølge Kwon selv er det ikke et problem, han ser lige nu, men det har potentiale til at udvikle sig.

Ritzau står for en stor del af nyhederne For mange år siden da hjemmesider så akavede ud, og kreative typer endnu ikke mente, det var tjekket at gebærde sig i computerkodesprog, kunne man finde en sektion på mange danske mediers hjemmesider, som viste nyheder fra Ritzau. Det var Ritzau-rullen. Rullen var en boks, der kørte ude i siden med Ritzau historier og nyheder.

I dag har de fleste medier stadig en database til disse historier. Det er dog de færreste, der viser dem direkte på deres hjemmesider. Rullen er ‘et levn’ fra fortiden, men danske mediers hjemmesider tager stadig imod Ritzaus data med kyshånd – det er trods alt det, de betaler for. Kim Schou er digital redaktionschef hos Information. Han fortæller, at for deres vedkommende tilskrives det høje antal Ritzau artikler, at de engang havde en Ritzau-rulle, og indtil foråret i år stadig auto-publicerede Ritzaus nyheder på en underside til deres

hjemmeside.

“En maskine ville måske sige, at en meget stor del af vores artikler stammede fra Ritzau, og det er teknisk set korrekt, men kun lidt af det indhold når frem til vores læsere,” fortæller Kim Schou.

Han mener derfor ikke, at det er et problem, at Ritzau står for så stor en andel af nyhederne på Information.dk. Han nævner, at Ritzaus breaking nyheder og liveblogs giver medierne ro og tid til at finde ud af, hvad de selv gerne vil skrive. Han slutter af med at nævne, at Information i dag lægger en til to Ritzau nyheder op om dagen, og at Information generelt er glade for det, Ritzau leverer til dem.

Ritzaus rolle

Ida Skytte er lektor på DMJX, fellow på Constructive Institute og medforfatter til rapporten. Hun er ikke enig i, at de 46 procent behøver at være et problem. Hun bakker op om Thomas Berndts pointe om, at mediernes egenproducerede indhold er mere fremtrædende end Ritzaus nyheder på deres hjemmesider.

“En udlægning kan være, at det siger noget om, at branchen har et fælles fundament, og at medierne så kan fokusere deres ressourcer på det, som er egenproduceret,” siger Ida Skytte.

Der er altså mange måder at læse de 46 procent på. Ida Skytte slår fast, at svaret på, hvad det siger om branchen, vil variere fra person til person. Når hun ser på deres rapport, kan hun dog se, at Ritzaus nyheder oftest ligger gratis på de fleste mediers hjemmeside, hvilket kan være med til at skabe en fælles samtale, når det gælder de nyheder, der læses. Noget vi i højere grad har mistet, siden det er blevet mere normalt at søge sine nyheder forskellige steder såsom på sociale medier.

Hun fastslår, at det ikke nødvendigvis er et problem for den demokratiske samtale, og at Ritzaus nyheder ofte har en mindre fremtrædende placering på mediernes hjemmesider.

Begrænsning på Ritzau-nyheder

Siden 2015 er prisen på Ritzaus nyhedsrulle næsten halveret. Ifølge Jacob Kwon er forklaringen på det store brug af Ritzaus nyheder og sænkningen af prisen på deres hovedprodukt den samme.

”Helt nøgternt må man bare konstatere, at det siger noget om, at branchen har det svært. Vi er ejet af branchen, så det har været nødvendigt for dem, at vi skulle have en lavere pris.”

TEKST OG FOTO: MADS KELLER ISAKSEN

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Med en dedikeret lytterskare overlevede 24syv-podcasten ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ lukningen af radiokanalen og mediebranchens afvisninger. I dag lever de to værter af lytternes støtte.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN & JACOB HORNE FISCHER

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Ilokalerne på fjerde sal i Pilestræde 3A sørger en stribe journalister over nedlægningen af 24syv. Nogle ser frem til dagpengenes gunst, mens andre håber på at sælge deres døende lydunivers til etablerede medier.

Én af de håbefulde journalister er Anders Christiansen, der sammen med Christian Kirk Muff de seneste år har produceret programmet ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’. En podcast der afdækker alt fra mordet på Oluf Palme til Stein Baggers forretningsfusk.

Selvom lytterskaren er loyal og mangfoldig, står projektet til at lide samme skæbne som Sveriges statsminister i 86. Problemet?

Det er dyrt at producere podcasts på fuld tid, og ingen etablerede medier ser ud til at ønske at betale prisen.

Podcastduoen må opgive at finde et hus til deres hjertebarn, så de vælger at bygge det selv. I dag betaler over 2000 medlemmer ‘husleje’. ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står på egne ben og Anders Christiansen og Christian Kirk Muff tjener, hvad der svarer til en fuldtidsløn på projektet.

Et marked i hurtig forandring

Der har længe været et misforhold mellem, hvor mange brugere, der efterspørger podcasts, og hvor mange brugere, der vil betale. Samtidig er mange nye podcastproducenter de seneste år kommet ind på markedet, og det har gjort det svært at skabe en sund forretningsmodel, fordi alle podcasts konkurrerer om lytternes tid – og penge.

I takt med at podcasts er blevet mainstream, er markedet også blevet kommercialiseret. Flere professionelle er blevet en del af markedet, ligesom virksomheder er begyndt at bruge podcasts som en fast del af deres markedsføring. For eksempel kan man i dag finde tænketanke som CEPOS på podcasttjenester, ligesom Stimorol udbyder podcasten ”Lidt at tygge på”. Udbuddet af podcasts er eksploderet – det er ikke længere gratis hygge, men et professionelt marked. Og lytterne vil faktisk betale for podcasts. En måling foretaget for MediaWatch i 2023 viste blandt andet, at knap hver anden podcast-lytter betaler for en podcast. Langt de fleste brugere betaler dog for abonnementstjenester som Spotify eller Podimo, når de betaler for podcast. Det vil sige, at man som uafhængig podcaster næppe kan blive rig af det. Problemet er altså, at det er svært at kunne have en bæredygtig forretning uden om de store abonnementstjenester, fordi lytterne er på de store tjenester.

Men det ser ud til, at Anders Christiansen og Christian Kirk Muff har knækket koden.

Ville ikke sælge for billigt

Da ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ skulle videre fra 24Syv, startede de lang tid før med at advare lytterne: Vi fortsætter, men vi ved ikke hvordan eller hvornår.

De to værter startede med at prøve at få videresolgt programmet til etablerede medier . Fra starten var de enige om, at de ikke ville sælge podcasten for billigt: De skulle kunne leve af det. Men ingen medier virkede til at være villige til at betale det, det koster at producere podcast.

“Ingen af medierne var betalingsvillige nok. De tilbød for eksempel, at vi skulle kunne garantere, at der kom et bestemt antal lyttere ind,” fortæller Anders Christiansen.

”Det betød jo, at vi løb en risiko, som vi lige så godt kunne løbe alene, uden at et

”Vigtigere end Netflix

En af dem, der gider at betale, er laborant og selvudnævnt koldkrigsnørd Freja Asmussen. Hun faldt over programmet i 2022, da hendes storebror anbefalede det til hende. Hun blev så vild med programmet, at hun har prioriteret det over sit netflixabonnement, som hun nu har afmeldt.

“Den dynamiske duo med Christian og Anders er bare god. De supplerer hinanden, og de formår at være konstruktivt uenige,” fortæller hun.

Medieforsker fra RUC, Aske Kammer, er ikke overrasket over, at en lytter kan finde på at prioritere en enkelt podcast over en streamingtjeneste. Ifølge ham kan det komme af, at lytterne mærker, at de gør

Vi løb en risiko, som vi lige så godt kunne løbe alene, uden at et medie tog en stor bid af kagen.

medie tog en stor bid af kagen.”

Herefter besluttede de sig for at opkøbe rettighederne til podcasten for 10.000 kroner, og så gik de i gang.

“Jeg tænkte, okay, nu giver vi det tre måneder, og så evaluerer vi derefter,” fortæller Anders Christiansen, der desuden slår fast, at de begge heldigvis havde råd til at kunne leve tre måneder uden en fast indtægt.

En dedikeret lytter hjalp dem med at lave en hjemmeside. Abonnementet blev til 80 kroner månedligt, og hurtigt nåede de op på 1000 abonnenter.

På fem måneder er abonnementstallet steget til det dobbelte, hvilket betyder, at de i dag har råd til to fuldtidsansatte og også har fået ansat en producer.

Men når nu vi hører, at folk ikke gider at betale for podcasts, hvorfor vil folk så betale for ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’?

- Anders Christiansen, Vært på Det Hemmeligste Af Det Hemmelige

en forskel og føler en direkte forbindelse med producenten, når de betaler direkte til en podcast i stedet for at betale til en stor streamingtjeneste.

I 2022 var Aske Kammer selv med til at udgive et forskningsprojekt om podcasts og forretningsmodeller sammen med Thomas Spejlborg Sejersen og DMJX. De kom blandt andet frem til, at det gør en forskel for lytternes betalingsvillighed, når det er konkrete mennesker i stedet for en større virksomhed, man betaler til.

Selv har Freja Asmussen flere gange sendt mails til de to podcastværter, når hun har feedback eller ideer til dem. De to værter er også begge medlemmer af en lytterdreven Facebookgruppe, hvor der diskuteres stort og småt om podcastens emner.

“Vi bliver klogere sammen med Christian og Anders. Det bliver på den måde også et

dannelsesprojekt,” siger Freja Asmussen.

Svært at slå igennem uden et skub Skibet ridder på bølger af lytterfællesskab og nicheindhold, men faktum er, at public service søsatte det. Faktisk begyndte makkerparret sit samarbejde på Radio IIII’s Krimiland, hvorfra de trak lyttere til 24syv, som nu er havnet hos DHADH.

“Det er bare en helt uvurderlig fordel at have brugere i butikken, fordi vi ser i mange podcasts, at det faktisk kan være svært at blive opdaget. Du kan lave noget super indhold, men hvis der ikke er nogen, der lytter til dig, så er det bare svært at slå igennem og nå ud til masserne,” siger medieforsker Aske Kammer.

Eks-DMJX’erne Peter Falktoft og Esben Bjerre og deres podcast ‘Her Går Det Godt’ er et andet eksempel på, hvordan man hyrder lytterfårene fra statens til egen fold. Deres podcast udkom for første gang i 2016 på Danmarks Radio, men seks år senere rykkede de til Podimo.

På Podimo går det godt. De er den femtestørste podcastplatform på det danske marked, trods den månedlige abonnementspris på 79 kroner. Podimo er et billede på den betalingsvillighed, der ifølge undersøgelsen fra 2022 hersker blandt de danske podcastlyttere. Knap fire ud af ti lyttere mener, at man bør støtte sin foretrukne podcast økonomisk, men kun en femtedel har rent faktisk gjort det.

Niche vs. mainstream

Spørgsmålet er, om resten af de betalingsvillige lyttere skal overtales med bredere sortiment a la ‘Her Går Det Godt’ på Podimo eller nye nichepodcasts som ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’, hvor værternes uafhængighed fungerer som et trækplaster. Den uafhængighed er en drivkraft for Anders Christiansen, som værdsætter muligheden for at forme indholdet efter sine og lytternes præferencer.

“Det er det fedeste job, jeg har haft,” siger Christiansen, ”Vi er herrer i eget hus. Vi har ikke nogen, der bestemmer, hvor lang en episode skal være, om den her overskrift er rigtig, eller om det her er relevant.”

Friheden bliver nøglen til et univers, der tilbyder lytternært indhold, der får lov til at ånde på skabernes præmisser. Det er en cocktail, der er sværere at blande i det kommercielle miljø på platforme som Podimo, hvor markedsdrevet tænkning ofte prioriterer hurtige gevinster over dybdegående fortællinger. Her kan Anders Christiansen og Christian Kirk Muff dyrke deres passion for det unikke og nørdede, hvilket gør deres podcast til en delikatesse i et hav af mainstream-tilbud.

Mediebranchen om fem år

Der er gået et halvt år, siden nøglerne til

Pilestræde blev afleveret. Et halvt år siden Anders Christiansen og Christian Kirk Muff fik afvisninger fra de etablerede medier og valgte at starte deres eget i stedet. Gennem nære relationer til deres lyttere og en hjælpende public service-hånd har de for-

mået at skabe en rentabel forretning, på trods af en lille redaktion og et snævert emnefelt. En af de store udfordringer, ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står over for nu er, at de har ambitioner om at vokse og komme bredere ud. Anders Christiansen erkender, at

det kan være vanskeligt at udvide rækkevidden, men han er overbevist om, at løsningen ligger i at skabe indhold, der skiller sig ud og udfylder et hul på markedet.

“Jeg ved jo ikke, hvordan medieverdenen ser ud om fem år. Men jeg tror, vi er et bil-

lede på en modstrøm, hvor man tager sine lyttere alvorligt og ikke er bange for at ekskludere nogen, fordi det bliver nørdet.”

TEMA: Digital

Kommentar af TEMA-redaktører

SARAH EMILIE LUND CARDEL, MARCUS MATHIAS FRANCK & ANDERS VILLAUME VESTERGAARD

Tak fordi du læser vores printavis.

I dette TEMA fokuserer vi på det modsatte: Skærme, algoritmer, data –digital.

Teknologi har ændret måden, journalister arbejder på, og hvordan journalistikken konsumeres.

Det stiller en række udfordringer, og det er nogle af dem, vi i denne omgang belyser.

Vores brug af skærmen udfordrer vores evne til at koncentrere og fordybe os. Hvad betyder det for journalistiske formater?

Den offentlige samtale har rykket sig fra stuerne derhjemme til kommentarspor på sociale medier. Og det er ikke uden konsekvenser.

Er printavisen ved at uddø? Mens medierne satser digitalt, vil nogle læsere ikke undvære de fysiske sider.

Mediepersonligheders identitet misbruges til svindel, og journalisternes troværdig står på spil.

Mange bruger sociale medier som nyhedskilde. Diskuren siger én ting, men er tendensen så farlig igen?

Velkommen til TEMA.

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Psykolog Morten Fenger siger, at der er sammenhæng mellem skærmbrug og forværret koncentrationsevne, men selvom lange formater kræver koncentration, mener medieforsker Lars Kabel ikke, at formaterne entydigt er blevet kortere. På Ultra Nyt laver de alle formater for at favne

Jo mere skærm, desto værre koncentrationsevne. Jo værre koncentrationsevne, desto mindre tålmodighed til de lange journalistiske formater, der kræver fordybelse. Er det virkelig så simpelt?

Skærmene fylder i hvert fald meget i vores hverdag. Ifølge Danmarks Statistik var 83 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år på internettet flere gange dagligt i 2023. Hvad enten det er telefonen, TV’et eller computeren, vælger vi skærmen, også når vi forbruger journalistiske produkter.

Ifølge DR Analyses rapport om medieudviklingen i 2023, foregår 68 procent af danskernes mediebrug ved skærmbrug, mens kun 32 procent af mediebruget går til trykte medier og lyd, herunder streaming af musik.

Telefonerne biohacker vores belønningssystemer

Psykolog og ph.d. Morten Fenger mener, at skærmene ligefrem er ødelæggende for vores koncentrationsevne.

“I gamle dage kunne du sidde fordybet i en bog i flere timer, fordi den indrestyrede opmærksomhed, det kræver, er noget man skal træne. Jo mere telefon, desto svagere indrestyret opmærksomhed,” siger han.

Morten Fenger sondrer altså imellem to former for opmærksomhed. Den indrestyrede bruger vi, når vi fordyber os, og det er

altså den, vi kan have stor kontrol over, hvis vi træner den. Den ydrestyrede opmærksomhed har vi derimod mindre kontrol over.

“Den ydrestyrede opmærksomhed er til for at holde øje med vigtige ydre signaler. Den søger informationer for at holde dig i live. Den mekanisme har telefonen fået fat i. Den løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi,” siger han.

Når vi konstant kigger på vores telefon og skærme generelt, svækker vi yderligere den indrestyrede opmærksomhed, som vi i forvejen sjældent opdyrker. Det efterlader os derpå svækket over for teknologien.

“Når din indre opmærksomhed er svækket, er din generelle opmærksomhed til falds

TEKST:

Den

løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi

- Morten Fenger, psykolog og ph.d.

mer, fordi en intensiveret digitalisering giver nye muligheder,” fortæller Lars Kabel.

Udover nye former ser Lars Kabel også, at dele af journalistikken er blevet, som Morten Fenger forudser, men det er forskelligt alt efter formatet.

“Det hurtige nyhedsstof bliver kortere og kortere, hurtigere og hurtigere. Det er især video og tekst, ikke så meget audio. Podcast har forlænget det, det er jo halvtimesformater.”

Kigger man på disse tendenser, er det altså skrift- og videoformaterne, som kan findes på en skærm, der er blevet kortere. Derudover nævner Lars Kabel også en anden tendens, som kan tale ind i Morten Fengers hypotese. De lange, dybdegående artikler, som kræver en veltrænet indrestyret koncentration, er nemlig ikke for den brede befolkning.

“De lange skriftlige formater lever endnu, men de lever i bestemte grupper. De er nicher,” fortæller han.

Dog kan man ifølge Lars Kabel ikke sige noget entydigt om, at de journalistiske formater er blevet kortere.

lede tydeligt at se. Her har mange af deres ‘shorts’ over 100.000 visninger, mens de mellemlange videoer typisk har omkring 15.000 visninger.

Men på trods af at det er de korte videoer, der klarer sig bedst, har de ved Ultra Nyts YouTube-kanal tænkt sig at gøre et af deres programmer, weekendens ”Status”, endnu længere.

“Det er ud fra den overvejelse og antagelse, at der er mange, der beslutter, at de enten vil se ting, der er helt vildt korte eller noget, der er lidt længere og kræver fordybelse. Og der er de mellemlange formater ingen af delene,” fortæller hun.

Til sidst nævner Laura Lucia Bach, at de blandt andet kigger på fastholdelse af seerne som en del af deres analyser, og her kan de se, at seerne ofte hopper fra videoen, når der kommer eksperter, der skal forklare noget.

“Det er måske, fordi det bliver lidt kedeligt, men også fordi de tit bruger ord, som kan være svære at forstå, og vores oplevelse er klart, at så snart der er noget, man ikke forstår, så springer man fra,” fortæller hun.

for alt det, der har størst belønningsværdi. Den er konstant flydende, og når den flyder, får den hele tiden belønning for at flyde videre. Det kræver anstrengelse at holde fast,” siger han.

Ifølge Morten Fenger er det langt fra tilfældige mekanismer, teknologien spiller på for at stjæle vores opmærksomhed. Den udnytter faktisk nogle helt biologiske mekanismer, som egentlig er til for at beskytte os. Den ene er den ydrestyrede opmærksomhed, og den anden er ‘belonging’.

“‘Belonging’ er et grundvilkår. Uden tilknytning går vi i stykker psykisk. Og her har teknologiindustrien øje på, at de kan aktivere nogle helt primitive, biologiske og neurale systemer uden vores gode vilje. Altså det, man kalder biohacking på vores system,” siger Morten Fenger.

Således udnytter telefonen ikke kun vores ydrestyrede opmærksomhed, men

også vores behov for at føle en tilknytning til andre mennesker. Paradoksalt nok skaber en afhængighed af den tilknytning, vi kan føle igennem telefonen, en større distance til vores nære omverden.

Nyhedsstoffet bliver kortere og hurtigere Psykologien peger altså på, at skærmtid forringer evnen til at holde koncentrationen. Udholdenheden i vores opmærksomhed forringes simpelthen af skærmenes biohacking af vores kognitive systemer.

Spørger man Morten Fenger, hvad en forringet koncentrationsevne kan betyde for journalistikken, er hans hypotese, at det fordrer kortere, mere overfladiske formater.

Lars Kabel er lektor på Danmarks Medieog Journalisthøjskole, og han ser, at digitaliseringen har haft en tydelig indflydelse på journalistikken.

“Journalistikken har fundet nogle nye for-

“Der er reels, som er et ekstremt kort format. Men der er også lange videoer på 10 minutter og over. Det er jo mini-dokumentarer. Så man kan ikke operere med enten eller. Det er et komplekst mix af både og,” fortæller han.

Springer fra, når det bliver svært og kedeligt

På YouTube-kanalen Ultra Nyt producerer Laura Lucia Bach, reporter og vært på Ultra Nyt, og hendes kolleger nyhedsvideoer primært til de 9-14-årige. Laura Lucia Bach fortæller, at det især er de helt korte videoformater, også kaldet YouTube Shorts, der er populære.

“Vi bruger rigtig meget tid på at lave shorts, der kan linke til vores længere videoer. Vi kan bare se, at vores ‘shorts’ har et langt højere reach, end de længere formater,” fortæller hun.

Kigger man på det seneste års indhold på Ultra Nyts YouTube-kanal, er dette bil-

Morten Fenger peger på, at en af grundene til, at nogle springer fra, når noget bliver kedeligt eller svært, er, at det kræver en rigtig god og trænet koncentrationsevne, som man på grund af skærmtid ikke har udviklet.

Videnskaben viser ikke en definitiv sammenhæng

Der findes ikke meget konkluderende forskning, som viser, hvordan skærmene præcist påvirker vores koncentrationsevne. Men en undersøgelse fra 2022 udgivet af Centre for Attention Studies, King’s College London, har med udgangspunkt i folks egen opfattelse undersøgt skærmenes påvirkning. Undersøgelsen bygger således på respondenternes personlige oplevelser.

Den viser, at telefonen har mere kontrol over os, end vi tror. Dette bliver fremhævet i forholdet mellem, hvor ofte de adspurgte tror, de tjekker telefonen, og hvor ofte de reelt tjekker den.

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den

offentlige debat

I

takt med at debatten flytter sig fra fysiske rum til digitale medier, oplever borgere en stigende frygt for trusler og hadske kommentarer. Samtidig forsøger medierne at facilitere den gode tone i kommentarsporet.

TEKST: SIGNE EGEBÆK STENKILDE

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Selvcensur, frygt og trusler. Det er ord, der efterhånden kendetegner debatten på de digitale medier.

Den offentlige debat har rykket sig fra det fysiske rum og foregår nu i høj grad online. Med skærmen som gemmested er det nemt for trusler og hadske beskeder at florere, uden at det har konsekvenser for dem, der trykker på send-knappen. Men de grove beskeder er en af de ting, der skaber frygt for dem, der sidder i den anden ende som modtagere.

På trods af at digitaliseringen af den of fentlige debat har skabt et let tilgængeligt talerør for alle borgere, har denne form for debat også en mørk side: Flere trækker sig, fordi de frygter konsekvenserne, der kan følge med. Nogle er bange for hadske beske der og trusler, andre for konsekvenser i deres liv offline.

En demokratisk udfordring

Selvcensur er et problem, som er nemt at finde i det danske landskab. Institut for Menneskeret tigheder udkom tidligere på året med en rapport, ’Ytringsfrihed og selvcensur’, der handler om lige netop dette. Lumi Zuleta, medforfatter på rapporten og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, mener, at selvcensur er en klar demokratisk udfordring, fordi folk afholder sig fra at anvende sin ytringsfrihed.

”Kvinder og minoriteter trækker sig. Det vil jo på den måde være de stemmer, der ikke vil blive repræsenteret i den brede offentlige debat, og det har selvfølgelig en betydning i forhold til, hvad det er for nogle perspektiver, der kommer frem,” forklarer hun. At forskellige grupper i vores samfund trækker sig fra den offentlige debat, betyder, at visse synspunkter

og erfaringer ikke bliver hørt, og det kan føre til en skævvridning af den offentlige samtale. Debatten kommer simpelthen til at mangle diversitet og indsigt.

Ifølge Lumi Zuleta fra Institut for Menneskerettigheder er selvcensur primært drevet af frygten for negative reaktioner, hvilket kan inkludere alt fra nedsættende kommentarer og chikane til direkte trusler og vold.

Søgen efter den konstruktive debat

Men hvad skal man gøre for at stoppe folk fra at gå i hi og forsegle deres holdninger? Flere medier har moderatorer i deres Facebook-kommentarfelter.

Et sted, hvor der er gang i debatten, er på

og øgenavne eller hadtale får frit spil, så forlader folk debatten. Det er hele tiden balancen mellem at give plads til debatten, men på samme tid sørge for, at den er tryg og ordentlig,” fortæller Rita Gunnarsdóttir Dam. Rita Gunnarsdóttir Dam, som er teamleder hos TV 2 Nyheder, mener, at det er en svær balancegang, for de vil gerne have, at folk debatterer og diskuterer deres journalistik. Det er en af grundene til, de laver den. Det skal bare foregå i nogle rammer, der på samme tid passer på dem, som deltager.

”Det må du sige et andet sted” TV 2 Nyheder bliver i ny og næ beskyldt for at censurere. Rita Gunnarsdóttir Dam for-

af kommentarsporene er den bedste mellemvej for en sober debat.

“Alternativet er at lukke kommentarsporene, men så lukker vi også for debatten. Det er ikke der, vi er lige nu,” siger hun.

Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut med speciale i medieret, mener dog, at mediernes moderation af indhold ikke nødvendigvis skal ses som en indskrænkning af ytringsfriheden. Medier har en redigeringsret, der tillader dem at beslutte, hvilke ytringer der får plads på deres platforme.

”Når nogen siger, ‘det her må du ikke sige på vores medie, det må du sige et andet sted,’ tolkes det ikke som et indgreb i ytringsfriheden”, forklarer Sten Schaumburg-Müller om, hvordan offentligheden skal se på moderation i kommentarfelterne. For at illustrere dette fænomen sammenligner Sten Schaumburg-Müller moderationen i mediernes kommentarspor med reglerne på

”Det er lidt ligesom et diskotek, hvor man nogle steder kun må komme ind, hvis man er over 25, og andre steder må man ikke gå med jeans. Medier kan bestemme, hvad de vil tillade på deres platforme,” forklarer han. Selvom han anerkender, at medierne har ret til at moderere indhold, peger Sten Schaumburg-Müller på, at selvcensur kan være en udfordring. Selvcensur kan være lige så problematisk som indgreb i ytringsfriheden, fordi det betyder, at nogle stemmer aldrig bliver hørt. Han anser selvcensur som et større problem, end at nogle ikke kan komme til orde.

”Få mennesker kan få medierne til at flyde over med hidsige og hadefulde kommentarer. Det er et problem. Man må meget gerne diskutere og være uenige, men at man ikke kan ytre sig, er problematisk”, fastslår Sten SchaumburgMüller.

Den klogeste overlever: Findes papiravisens fremtid, hvor digitale medier fejler?

Papiraviser læses af dem, der vægter fordybelse og læseoplevelser højere end det hurtige nyhedsoverblik. På trods af gentagende forudsigelser om trykte mediers død, er der håb for branchens ’grand old man’.

Fortsat fra forsiden

TEKST & FOTO: ANDERS ROD THOMSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Både Nina og Nanna er en del af en målgruppe, der taler imod statistikker og målinger. De søger mod mindre skærmtid og mere nærvær, når de ønsker at fordybe sig i nyhedsstof og information.

Det er en tendens, som sociolog, forfatter og videnskabsformidler Anette Prehn længe har advokeret for. Hun er selv flittig avislæser og investerer med glæde større mængder tid i at læse og fordybe sig. Det handler ifølge hende ikke om at bekæmpe digitale medier, men i højere grad om at gøre opmærksom på, hvorfor det er vigtigt at holde fast i også at være offline.

“Papiraviser åbner for nogle perspektiver, som online medier ikke gør. Der er bedre betingelser for fordybelse og unitasking. Du koncentrerer dig om én bestemt ting uden at blive forstyrret, hvilket styrker koncentrationsevnen og dybdelæsningen,” siger hun.

Derudover fremhæver hun flere væsentlige fordele, som vi går glip af, hvis vi kun orienterer os digitalt. Det gælder især, når vi skal huske det, vi læser.

“Digitale medier tilbyder ikke de samme muligheder som fysiske medier. Vi ved fra forskning, at du husker indholdet bedre, når læseoplevelsen er mere taktil og sansestimulerende,” fortæller hun.

Endnu et argument, der taler for de trykte medier, tager afsæt i Anette Prehns sociologiske baggrund.

“Papiravisen og trykte medier er lettere at deles om, end hvis man sidder med hver sit digitale device. Vi kan dele ting med hinanden online, men det bliver ikke på samme måde et samlingspunkt

”Jeg har lettere ved at fordybe mig og bruge den nødvendige tid på at læse en artikel, når den er på pair.

– Nina Søndergaard, studerende

som et fysisk medie,” siger hun.

Fra nyhedsmedie til fordybelsesoase

Tallene lyver ikke. Der er næppe en lys fremtid at spore, hvis papiravisen skal overleve som nyhedsmedie på lige fod med digitale aviser, nyhedsapps og sociale medier.

Papiravisen bliver mindre og mindre tidssvarende som primært nyhedsmedie. Om tendensen siger Kim Christian Schrøder.

“Bæredygtigheden for trykte medier hænger sammen med brugssituationer. De medier, der indbyder til, at man fordyber sig i længere tid, som skønlitteratur eller fagbøger, klarer sig generelt bedre på tryk end medier til nyhedsbrug, som ofte er mere flygtige,” siger han.

Måske giver det fremover bedre mening at forholde sig til papiravisen som et mere fordybelsesorienteret produkt, hvis

mediet skal have en bæredygtig chance for at overleve. Trykte aviser kan ifølge Anette Prehn meget vel ende som et nicheprodukt, men hellere det, end at de helt forsvinder i forsøget på at udfylde et behov, de ikke længere magter.

“Der er brug for, at medierne indtager det fysiske landskab mere kreativt, hvis vi vil modarbejde de negative konsekvenser, som tabet af fysiske medier medfører. Hvis det betyder, at der udkommer sjældnere, men endnu mere bevidst kuraterede aviser, vil det ikke nødvendigvis være et problem, hvis det får folk til at længes mere efter dem,” siger hun.

En avis, der længe har orienteret sig i den retning, er Weekendavisen, som fortsat har succes med at udkomme som papiravis på trods af en stigende digitalisering i mediebranchen. Weekendavisen udkommer på papir én gang ugentligt, mens avisen også tilbyder sine læsere digitale artikler som supplement i løbet af ugen.

“Weekendavisens kerneprodukt er stadig papiravisen. På avisens digitale platform udkommer der indhold hver dag for at imødekomme vores digitale læseres læsemønstre, så de kan blive opdateret med det vigtigste aktuelle stof,” siger Mikka Tecza, digital redaktør på Weekendavisen.

Hun ser ikke et problem i dobbeltheden mellem det trykte og det digitale, snarere tværtimod.

“Man kan godt være to ting på én gang. Vi tilbyder læserne noget forskelligt afhængigt af deres behov og situation. Vores papiravis udkommer kun i weekenden, hvor folk har bedre tid til at læse og fordybe sig, hvorfor de også nyder at modtage et lækkert og æstetisk luksusprodukt skrevet af nogle begavede skribenter. Det oplever vi, at vores læsere i høj grad ønsker og også er villige til at betale for,” siger hun. Weekendavisens måde at udkomme på er et forsøg på at dække læsernes forskellige brugssituationer. Kort sagt konkurrerer Weekendavisen ikke med sig selv som andre medier, der udkommer dagligt online og på print, da de udbyder forskellige typer af journalistik tilpasset de digitale og de trykte læseres ønsker og behov.

Som fast læser af Weekendavisen er Nanna et godt eksempel på, hvad de digitale og de trykte medier hver især bidrager med.

“Jeg læser ikke papiravisen for at blive opdateret på nyhederne. Der bruger jeg i stedet de digitale medier for at få et dagligt nyhedsoverblik, da det er mere bekvemt,” fortæller hun.

Tilbage hos Nina udsender babyalarmen et par rumsterende lyde. Den rolige læsestund afbrydes af hverdagen med et barn. Hun er glad for den pause, som papiravisen gav hende.

Flere journalister får stjålet deres identitet:

“Ud over mit jakkesæt og min sideskilning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig”

I år er trusselsniveauet for cyberangreb i Danmark hævet. For journalister og offentlige ansigter kan faren mærkes, og flere får misbrugt deres identiteter. Det truer journalisters troværdighed. Den digitale verden kan synes uoverskuelig og farlig, men meget kan man alligevel gøre for at beskytte sit digitale jeg.

TEKST: CATHRINE DE NIJS JOHANSEN

& HELENA HOLM-GREGERSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

FOTO: DR PRESSEFOTO

Kåre Quist reklamerer for rynkecreme. Sådan prøver svindlere i hvert fald at få det til at se ud. Gentagne gange har mediepersoner, der er ansat på DR og TV 2, fået misbrugt deres identiteter i svindelannoncer, så det ser ud, som om de reklamerer for forskellige produkter og illegale investeringsmuligheder.

Identitetstyveri er ikke en ny tendens Dog har misbrug af identiteter fået et pust af nyt liv med frembruddet af internettet. De kriminelle kan nu gemme sig bag skærme og langt lettere fuppe mennesker til at frigive sine bankoplysninger eller andre private informationer.

Hvis man er et kendt ansigt, kan man være særligt udsat for at få sin identitet misbrugt. Kåre Quist, journalist og TV-vært på DR, oplevede det flere gange tilbage i 2019.

Gerningspersonerne oprettede falske annoncer på Facebook, hvor han angiveligt reklamerede for kryptovaluta, rynkecreme og potenspiller. Annoncerne blev udformet, så de lignede legitime anbefalinger fra den populære TV-vært.

“Jeg blev ret oprevet,” siger Kåre Quist, om den første gang han opdagede, at hans identitet blev misbrugt.

Identitetstyveri blandt mediepersoner truer demokratiet

Journalister er udsatte, fordi de i kraft af deres arbejde besidder en troværdighed, som kan misbruges. Sådan fortæller Lene Tolstrup Sørensen, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.

“Mediepersoner har en troværdighed for os som seere. Hvis vi ser, de gør noget helt andet, end det, vi forventer, så kan vi pludselig sætte spørgsmålstegn ved, hvad de fortæller os. I yderste konsekvens kan det i virkeligheden have indflydelse på vores demokrati, fordi vi pludselig ikke kan vide, om

det vi får at vide i TV-avisen er rigtigt,” siger hun.

Hun påpeger, hvordan det kan medvirke til at skævvride den offentlige debat, hvis vi ikke kan stole på, hvad vi ser og hører i medierne.

Da Kåre Quist første gang oplevede at få sin identitet misbrugt, mærkede han, hvordan de falske annoncer ramte ham professionelt.

“Problemet er, at vi har at gøre med den eneste valuta, jeg har i mit job, og det er troværdighed. Det er det værste angreb. Udover mit jakkesæt og min sideskildning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig,” siger han.

Også TV 2-nyhedsvært Janni Pedersen har fået sin identitet misbrugt.

Hun oplevede, at det var svært at hamle op med bagmændene. Når man endelig fik lukket en annonce ned, dukkede der hurtigt en ny op under et andet domæne. For Janni Pedersen var det frustrerende, at hendes identitet som journalist og nyhedsvært blev

udnyttet.

“Vores journalistiske integritet er noget af det vigtigste, vi har. Jeg blev rasende, jeg tænkte: ‘Hvad fuck foregår der?’ Vi lever af vores troværdighed, så den må vi simpelthen ikke jeopardize,” siger hun.

Hos Københavns Politi fortæller politikommissær Jesper Lotz, at det handler om at prioritere, når politiet modtager en anmeldelse. Selvom de har mange redskaber i værktøjskassen, kan det være svært at komme til bunds i sagerne, hvis gerningspersonerne sidder i udlandet. Jesper Lots fortæller dog, at politiet tager højde for, hvilke konsekvenser det har, hvis mediepersoners identiteter bliver misbrugt.

“Hvis det er et kendt ansigt, som bliver misbrugt, så er det væsentligt for den persons brand, at det bliver stoppet. Vi har over 10.000 sager, der ligger og venter med alt mellem himmel og jord, hvorfor alle sager bliver prioriteret individuelt. Der er mange sager, der skal behandles, og ressourcerne er ikke uendelige,” siger Jesper Lotz.

“Digital opdragelse er afgørende” I en tid, hvor digitale trusler er mere udbredt end nogensinde, er det vigtigt at vide, hvordan man beskytter sig selv.

I år valgte TV 2 og DR at lave en fælles politianmeldelse mod Meta, som ejer blandt andet Facebook. Det skete på baggrund af de svindelannoncer, der ligger på Metas platforme, hvor mediepersoners navne og billeder er blevet misbrugt.

Det kan nemlig være vanskeligt selv at handle, hvis uheldet er ude, og man får misbrugt sin identitet. Men spørger man sikkerhedsdirektør i IT-sikkerhedsvirksomheden CyberNordic, Martin Gohs, bør man som medieperson være bevidst om de trusler, man står overfor, og handle proaktivt.

Fra ham lyder der en klar anbefaling til den enkelte.

“Hvis jeg var et offentligt ansigt, så ville

jeg have to konti. En privat, hvor jeg kun lukker folk ind, som jeg 100 procent stoler på, og en offentlig, som alle kan se,” siger han.

Journalisters data er ofte spækket med fortrolige informationer og kildekontakter, som alle og enhver helst ikke skal have adgang til.

Ifølge Martin Gohs kan denne slags data bedst sikres med yderligere tiltag, såsom lange og stærke passwords, der gemmes via passwordhuskere, så det ikke bliver for kompliceret.

“Man kan sørge for at have to e-mailadresser, én til de fortrolige informationer og én til hverdagsbrug. Man kan også have to telefonnumre, hvis man eksempelvis håndterer kilder og mennesker, hvis identiteter skal holdes sikre. Man kan tage sig disse forholdsregler for at adskille det praktiske og

det sikkerhedsmæssige,” siger Martin Gohs. Men det er ikke kun kendte ansigter, som bør gøre sig den slags sikkerhedsforanstaltninger.

Lene Tolstrup Sørensen, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, mener, at mange borgere stadig undervurderer truslen, selvom den er reel og tættere på, end mange tror. Samtidig vil det være svært at komme problemet med identitetstyveri til livs, da lovgivningen altid vil halte bagefter teknologiens udvikling.

“Der er hele tiden en ubalance i lovgivningen og de cyberkriminelles verden. De er foran på point nærmest hver gang,” siger hun.

Hun understreger derfor, at alle individer, både mediepersoner og helt almindelige borgere, har et ansvar for at beskytte vores digitale liv.

“Tænk dig lidt om. Vær kritisk. Lad være med at være alt for hurtig, når du klikker på et link. Overvej, om tingene ser rigtige ud. Det er vores ansvar. Ligesom vi har et ansvar for at passe på vores egen pung eller computer,” siger Lene Tolstrup Sørensen.

Også politikommissær Jesper Lotz påpeger, at borgerne selv kan tage vigtige skridt i at undgå at få deres identitet stjålet. Alligevel kan den form for identitetsmisbrug, som Kåre Quist og Janni Pedersen har været udsat for, være vanskeligt at undgå.

”Den her lille telefon eller PC er virkelig en farlig ting. Hvis man ikke passer på, så kan det gå galt. Og der skal noget digital opdragelse til, at man passer på sig selv derude,” siger Jesper Lotz.

Mange bruger sociale medier som nyhedskilde: Bliver vi polariseret?

Næsten halvdelen af danskerne bruger sociale medier som nyhedskilde. Ifølge eksperter bliver det problematisk, når algoritmestyrede platforme bliver genstand for vores nyhedsforbrug. Men alligevel er billedet ikke entydigt.

Sociale medier er med os overalt. De ligger altid i lommen. De kommer op, når vi skal scrolle på diverse sociale medier, når vi skal i kontakt med venner og familie, og om aftenen når vi skal koble af. Men de sociale medier bliver ikke kun brugt til at se kattevideoer og dele outfitbilleder. Knap halvdelen, nemlig 46 procent af danskerne, bruger sociale medier som nyhedskilde. Det viser en rapport fra Roskilde Universitet om danskernes nyhedsvaner.

Især de unge danskere bruger sociale medier til at opdatere sig på nyheder. 60 procent af unge mellem 18-24 år bruger sociale medier til at finde nyheder. 36 procent af unge i samme aldersgruppe har sociale medier som deres primære nyhedskilde. De sociale medier er altså en populær nyhedskilde hos danskerne, men det er ikke uden konsekvenser.

Har algoritmerne kontrollen?

Pernille Tranberg er dataetisk rådgiver og medstifter af tænketanken DataEthics.eu. Hun er bekymret for, at brugen af sociale medier som nyhedskilde kan resultere i polarisering, da man kun møder personaliseret indhold.

”Publicistiske medier har en publicistisk mission om at fremme demokratiet. Sociale medier er kommercielle. Deres mission er at tjene penge,” siger Pernille Tranberg.

Hun udtrykker bekymring for, at de sociale medier sidder på et stort terræn af det danske nyhedsbillede, da de bestemmer, hvad du skal se, hvornår du skal se det, og hvor meget du skal se af det.

”Det er jo de der ekkokamre, man taler om, hvor du får mere og mere af det indhold, du interesserer dig for. Det er en helt ny måde at konsumere nyheder på,” siger hun.

Mads Kæmsgaard Eberholst, medforfatter på RUC’s rapport om danskernes nyhedsvaner, mener, at man ikke skal betragte sociale medier som det eneste, der figurerer i nyhedsbilledet.

”Sociale medier er en del af et økosystem. Man skal passe på med at kigge på kun en del af økosystemet, for så overser man nogle gange det store billede,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Han beskriver, at selvom der er en gængs diskurs om, at unge kun får deres nyheder fra sociale medier, er det ikke retvisende. Det viser sig, at unge også er repræsenteret i brugen af public service medier, og de forbruger flere medier end blot sociale medier. Derudover forklarer han, at unge er gode til at faktatjekke det, de læser på sociale medier. Rapporten over danskernes nyhedsvaner viser, at selvom 60 procent af de unge får deres nyheder gennem sociale medier, får 46 procent af de unge også deres nyheder fra TV-nyhedsudsendelser, og 37 procent af de unge får deres nyheder fra online nyhedssites. Så selvom de unge i høj grad bruger sociale medier som nyhedskanal, kan deres brug af andre medietyper være en vigtig modvægt til de algoritmebaserede anbefalinger.

Hver gang man har forsøgt at se, om der er ekkokamre på sociale medier, har man ikke kunnet finde dem.

- Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor på RUC

Ekkokamre – et omstridt begreb Jens Ulrik Hansen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universit og forsker i ekkokamre påpeger, at netop algoritmer spiller en stor rolle i forhold til, hvilke nyheder vi ser.

”Sociale medier er med til at gatekeepe i den forstand, at de er med til at bestemme, hvad der kommer op på mit nyhedsfeed, og hvad jeg ser der igennem. Det er algoritmer, der ligger bag,” siger han.

Trods personaliseringen mener Mads Kæmsgaard Eberholst, at vi ikke entydigt kan tale om ekkokamre i det danske mediebillede.

”Der findes noget forskning i bobler, og det er aldrig bevist empirisk i virkeligheden. Tværtimod kan man sige, at hver gang man har forsøgt at se, om der er ekkokamre på sociale medier, har man ikke kunnet finde dem,” siger han.

Der findes ikke nogen fast betegnelse for, hvad ekkokamre er. Selvom Pernille Tranberg bruger begrebet ekkokamre, vil hun ikke stå til ansvar for den faste betegnelse for fænomenet. Hun mener grundlæggende, at personaliseringen på sociale medier resulterer i polarisering.

Jens Ulrik Hansen skelner mellem to begreber. Filterbobler og ekkokamre. I filterbobler får folk kun den samme type nyheder, som understøtter deres egne holdninger. I ekkokamre handler det ikke kun om, hvad man ser, men også om de holdninger man bliver præsenteret for. I ekkokamre kan man også blive præsenteret for indhold, som ikke passer til ens holdninger, og hvor de modsiges. Dette indhold præsenteres i en tone, hvor brugerne bliver mere bekræftet i deres egne holdninger ved at snakke om, hvor dumme de andre holdninger er.

”Man kan godt være i et ekkokammer, selvom man ser nyheder fra forskellige medier eller har en relativ divers nyhedsdiæt.

Det kunne være et argument for, at ekkokamre stadigvæk kunne eksistere,” siger Jens Ulrik Hansen.

60%

60 procent af unge i alderen 18-24 år finder deres nyheder på sociale medier.

- ‘Danskernes brug af nyhedsmedier 2024’, Roskilde Universitet

Fragmentering af nyhedsbilledet Konsekvensen af at så mange unge danskere bruger sociale medier som nyhedskilde kan være, at nyhedsbilledet fragmenteres, sådan at folk ender i forskellige bobler. Mads Kæmsgaard Eberholst er bekymret, hvis man kun opdager nyheder på sociale medier.

”Der, hvor det begynder at blive et problem, er, hvis det er den måde, man opdager nyheder på. For så går algoritmen ind og tager over,” siger han.

Det beskriver han som problematisk, fordi ingen rigtig ved, hvordan algoritmerne på sociale medier fungerer, udover tech-virksomhederne.

Rapporten over danskernes nyhedsvaner angiver, at 50 procent af de unge mellem 18-24 år falder over nyheder, mens de bruger sociale medier. Det er en stigning på 10 procentpoint fra sidste år.

”Nogle vil spekulere i, om de sociale medier har en magt eller intention, der gør, at folk ser noget bestemt. Det er jeg ikke så bekymret for, men der er ingen tvivl om, at de her algoritmer på en eller anden måde påvirker, hvad folk ser,” siger Jens Ulrik Hansen.

TEKST: ANNA ELMER KRUSE

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Vi lever i den mest digitale tidsalder. De fleste unge danskere har minimum et par forskellige sociale kanaler. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2023 viser endda, at 91 procent af den danske befolkning bruger sociale medier. Danmark er det land i Europa, som bruger de sociale medier allermest. Men journalistuddannelserne afspejler ikke denne brug. Ikke når det kommer til at udnytte de sociale mediers enorme potentiale i form af selvpromovering, personlig branding og karrieremuligheder. Det er en fejl.

TEKST: AMALIE LUTHER, JOURNALISTIKSTUDERENDE PÅ ROSKILDE UNIVERSITET

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

POV: Du skal skrive en jobansøgning til en studentermedhjælperstilling hos en stor mediegigant. Det kunne også være en fuldtidsstilling som journalist på en radiostation. Du vil gerne vise alt, hvad du har lært på din journalistuddannelse. Alt, hvad du kan, alt, hvad du er. Men det kan virke uoverskueligt, for du ved, at du både skal shine, være kreativ, progressiv, nytænkende, og frem for alt skal du sælge dig selv. Hvordan gør man det bedst?

I en tid hvor der bliver kæmpet med spidse albuer, spidsede blyanter og skarpe ansøgninger om både praktikpladserne og fuldtidsstillingerne, bør journalistuddannelserne tilbyde deciderede kurser i, hvordan de studerende kan brande sig selv på sociale medier. På nuværende tidspunkt udbydes der ingen kurser i personlig branding på sociale medier på journalistikuddannelsen på RUC. Emnet bliver dog kort berørt inden praktiksøgningen, men den mønter sig ikke som decideret undervisning i personlig branding på SoMe. Hvad med jer, DMJX? Bliver I undervist i at fremvise jeres bedste sider på X? Jeg mener, at alle uddannelserne bør undervise i SoMe. Det bør allerede blive introduceret fra starten og bør gælde alle online platformer – både LinkedIn, Instagram, X, TikTok og lignende. For der er et kæmpe uudnyttet potentiale gemt her, hvor man har muligheden for at vise, hvor kreativ, underholdende, velorienteret og unik man er.

Sociale medier er en del af vores liv

Der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Dem, som mener, at hvad jeg siger, er helt ude i hampen. At sociale medier ikke skal overtage vores liv totalt, at vi allerede bruger rigelig tid på Instagram, og at man også bare gerne vil have lov at have et stykke af internettet for sig selv uden at skulle gruble over, om en fremtidig arbejdsgiver ser ens nyeste TikTok-video, hvor man danser lidt fjollet til den nyeste trend. Men her må jeg advokere for, at sociale medier jo bare ér en stor del af vores liv. Bevares, du kan altid oprette en ekstra profil, som kun benyttes i professionelle sammenhænge. Man bestemmer selv, hvor stor en del det skal fylde, og hvis du gerne vil holde alle dine kanaler tæt ind til kroppen, så gør du bare det.

Brug for redskaber og værktøjer

Men for dem, som ønsker at dygtiggøre sig, skal der være rum og plads. Ellers risikerer vi som journalister at blive rendt over ende af selvlærte influencere og selvstændige skribenter, som i dagens Danmark kan utrolig meget. Det er her, at vi skal skille os ud og kunne matche, så vi for alvor cementerer, at det er os, der har styr på medierne og har en god kerneforståelse for alle de informationskanaler, som rigtig mange mennesker

mig selv, så radiostationerne/avisgiganterne/ kommunikationsbureauerne får øje på netop mig? Hvordan skal min LinkedIn komponeres, så de får øje på mine kernekompetencer, læser mine bedste artikler, bliver fanget af min overskrift, spotter mine videoer?

Bane vejen for karrieren Jeg vil gerne foreslå, at journalistuddannelserne begynder at undervise i et kursus i personlig branding på de sociale medier. Mange

bruger. Det er her, vi har muligheden for at vise, hvor dygtige vi er til at klippe videoer, redigere billeder, skrive artikler eller opslagstekster og gerne vil vise al den erfaring, vi har gjort os. Det er her, vi har muligheden for at shine mest muligt. Men vi har brug for redskaber, værktøjer og indsigt. Hvordan kommunikerer jeg bedst ud, hvilken journalist jeg ønsker at være? Hvordan brander jeg

journalister bruger allerede sociale medier som X, LinkedIn eller lignende til at fremvise et bestemt image af dem selv samt engagere sig med deres følgere. Det er genialt, for det er en visuel og online profil, som gør det nemt for arbejdsgiverne at identificere ens professionelle DNA, men det skaber også nye kontakter og potentielt flere arbejdsmuligheder.

Mestrer man personlig branding, kan det bane vejen for ens karrieremuligheder. Man kan kontrollere ens professionelle identitet udadtil, og det kan skabe kontakter, som potentielt kan vare hele ens arbejdsliv. Men vi mangler viden og indsigt, og det er her, uddannelserne kan agere som bindeled. I bør undervise os i, hvordan vi individuelt kommer til at shine bedst muligt på vores LinkedIn, X, Instagram, TikTok med flere. Her tænker jeg både til praktiksøgning, men også til studiejobansøgning og fuldtidsjobsøgning efter endt studie. Hvordan skaber vi en professionel Instagram-konto, hvor redaktøren siger: ”Shit, han er nice til at komme frem med sine budskaber!”. Hvordan skaber vi en LinkedIn-profil, hvor arbejdsgiveren siger: ”Nej, hvor har hun en struktureret profil, hvor hun har tydeliggjort sine kompetencer!”. Hvordan skaber vi en TikTok-profil, hvor lederen i kommunikation siger: ”Wow, hvor er hun god til at klippe videoer og fange de unges interesse!”.

Vi vil have de gode tips og fif – hvor en underviser eller ekspert udefra kan guide os til at medsende et link til en TikTok-profil, hvor det skinner igennem, hvor god man er til at klippe videoer, når mediet netop søger én til at klippe. Hvor vi får et kursus i at skrive LinkedInCV’er, som fremkalder lysten til at læse mere. Hvor vi bliver guidet til en unik, professionel X-konto, som viser den journalist, vi ønsker at brande os selv som.

Udnytte deres potentiale Jeg har på min vej mødt mange medstuderende, som ikke havde en professionel identitet på de sociale medier. Måske nogle af dem aktivt har valgt det. Men jeg ved, at mange gerne vil skabe den perfekte LinkedIn eller vise deres artikler på en Instagram-konto. De aner bare ikke, hvor de skal begynde. Nogle deler deres artikler vidt og bredt. Andre aner ikke, hvordan man skal sælge sine tekster på de sociale kanaler, så folk får lyst til at klikke på dem. I en tid hvor freelancejournalistikken bliver mere og mere udbredt, vil det være genialt at kunne bruge de sociale kanaler til at gøre opmærksom på sig selv og ens arbejde.

Snart viser kalenderbladet 2025. Men det skal også gerne kunne afspejles på journalistuddannelserne. Så en (lille) bøn herfra – gør de studerende endnu stærkere online, hjælp os til at shine, og ban vejen sammen med os. Jeg ved, at I allerede prøver på det. Men lad os tage den til næste niveau sammen.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna

er det nok?

Sammen med min partner in crime, Sofie Bonde, har jeg bedømt en af Aarhus’ ikoniske fredagsbarer. Dommen er faldet, og Kurt Strandbar imponerer ikke. Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

TEKST: VIGGO SKOV HANSEN

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

En fredag aften i Kurt Strandbar kan føles som en øvelse i at klemme flest muligt mennesker ind på mindst mulig plads. En ugentlig omgang mennesketetris er obligatorisk, og jeg har skrevet mig selv på gæstelisten.

I det tidligere auditorie er der etableret ’floor’ og beerpong-stationer, og midt imellem finder man glidebanen hen til baren. Vand og sæbe er blot skiftet ud med øl og Små Fugle. En lugt af sved og sprut præger lokalet, og selv næser ramt af slemme coronasenfølger kan mærke, at man bliver beruset blot af at befinde sig i det overfyldte lokale.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drik kevarerne er billige, og musikken er høj. En klub med værtshuspriser. Det er til at forholde sig til.

En saunaklub uden medlemsbetaling

Luften er tæt, temperaturen høj, og Kurt ’brander’ sig for alvor som en saunaklub, når samtlige fyre smider overtøjet på dansegulvet.

Lige så meget som jeg nyder at råbe for at holde snakken kørende i saunaen, lige så meget nyder jeg en snak, hvor man kan… ja, snakke sammen. Der kommer foyeren og udearealet til sin ret. Havde der været noget, der mindede om en siddeplads, havde det været endnu bedre.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Den rette mængde sigtevand

Det sker, at jeg bliver træt af at ligne en, der selv tror, at jeg danser fantastisk. Så benytter jeg mig af muligheden for at ramme ved siden af med en bold enten i beerpong eller bordtennis. Men aldrig har jeg fået den rette mængde sigtevand.

Derfor smutter jeg en tur i baren. Køen starter allerede lige inden for døren til saunaen, men jeg smutter foran og betaler med MobilePay (det må man faktisk godt).

Jeg bestiller en fadøl til en flad 20’er og venter artigt på, at det bliver min

tur til at modtage øllen. Ofte bliver jeg betjent af et kendt ansigt, og jeg smalltalker på eliteplan, mens hanen fylder plastikruset. Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Svingende betjening

Jeg oplever dog også betjening, der bestemt ikke giver mig lyst til at klappe i hænderne. Bartenderen møder en gammel ven eller veninde, og jeg ’får lov’ til at overvære mødet og opleve gensynsglæden, imens køen til udleveringen af øl ikke

bliver kortere, og kunderne (inklusive mig selv) bliver mere utålmodige. Det lader dog ikke til at påvirke bartenderen. Sekunders ventetid bliver til et og så to minutter, før jeg kan forlade saunaen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Kurt Strandbars frivillige har en fest, men jeg vil også gerne selv være med.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Sænk ambitionsniveauet

Hvad mener du?

Kurts frivillige elsker temabarer. Der er i hvert fald mange af dem. Måske for mange. Jeg får i hvert fald ikke skaffet ny udklædning eller planlagt med min far eller mor at tage dem med til ’Forældre-bar’ fra den ene uge til den anden. Og jeg kan vist sagtens sige, at jeg ikke er den eneste.

En temafest er bare bedst, når man kan se, at det er en temafest. Så det ville vist ikke gøre noget at sænke ambitionsniveauet lidt og planlægge lidt færre temabarer.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

En kodyl fest

Der er ingen tvivl om, at jeg selv er garant for at få en mindeværdig aften, der ikke smelter sammen med den forrige fredagsbar. Kurt Strandbar tager mig ikke i hånden og gør aftenen til noget unikt. De sørger for faciliteterne og scorer højt på parametre som dansegulv, drikkevarer og temperatur, men der bliver ikke kredset for detaljen.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. Men kan jeg ikke godt forvente mere? Eller hvad?

Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik og kommunikation.

Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester.

Har det interesse?

Så skriv til redaktionen på illbunker@dmjx.dk

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

En medstuderende har nomineret Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage fra Den Permanente Badeanstalt til Bunker-prisen for dens eksperimenterende skrivestil, der gør den “legende, sjov at læse og vedkommende”. Det er også det, reportagen vinder for. Vi har talt med Rosalina Kjeldsen Bendix om tilblivelsen af reportagen og om at interviewe nøgen.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN & ANTON LARSEN

“Bryster hopper op og ned, hver gang fødderne rammer metalstigen. Vi spiser frokost eller müslibarer, drikker fra vandflasker og af termokander. Nys og et sæt baller, der ryster under bruseren, i takt med at hånden stryger over kroppens former.”

Sådan skriver Rosalina Kjeldsen Bendix i et afsnit af reportagen “Et flor af kvindeliv”, der er skrevet fra og om kvindeafdelingen på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus. Gennem et “vi” og et “os” formidler reportagen det fællesskab, den mangfoldighed og det nærvær, der kendetegner stedet. Teksten leger i sit valg af fortæller med reportagens form og udfordrer normer for den skrevne journalistik. Hvordan og hvorfor er reportagen skrevet, som den er? Hvad giver det teksten?

Idéen til reportagen opstod, da Rosalina Kjeldsen Bendix i løbet af sommeren bed mærke i, hvor frit folk bevæger sig på den del af den aarhusianske strand, der ligger afskåret fra den klassiske badestrand. Den frihed ville hun gerne indkapsle, men en idé om at skrive fra et intimt rum kan ikke føres ud i livet uden nøje overvejelser. Rosalina Kjeldsen Bendix måtte møde op på strandens og på fællesskabets præmisser.

“Folk er nøgne derinde, så det med at skulle sidde og interviewe fra et nøgent menneske til et andet nøgent menneske var ret interessant. Det første stykke tid sad jeg egentlig bare og observerede og skrev ned og tænkte over, at det var lidt camoufleret. Jeg kunne jo lige så godt sidde og skrive dagbog,” fortæller Rosalina Kjeldsen Bendix.

“Jeg tænkte ikke over, at jeg ikke havde tøj på. Jeg sad faktisk i skrædderstilling med notesbogen foran mig.”

- Rosalina Kjeldsen Bendix, journaliststuderende på 3. semester

Smilet virker

For at skabe kontakt til de nøgne kroppe og få deres stemmer med i reportagen begyndte Rosalina Kjeldsen Bendix at smile til de andre strandgæster. De smil er blevet til samtaler med kvinder, der udgør en mangfoldig gruppe. De har forskellige aldre og forskelligt ophav. Under de små interviews

kom det bag på Rosalina Kjeldsen Bendix, hvor afslappet hun alligevel var som nøgen interviewer.

“Jeg tænkte ikke over, at jeg ikke havde tøj på. Jeg sad faktisk i skrædderstilling med notesbogen foran mig.”

Netop den frie og afslappede stemning lykkes Rosalina Kjeldsen Bendix med at få frem i teksten. Både gennem de badendes handlinger og gennem de nøje udvalgte citater fra dem.

““Jeg er fra Tyrkiet,” fortæller Zehra Metín, “så det her føles frit.”

Hun gnider fingerspidserne mod hinanden som for at mærke stemningen gennem dem. Hendes overlæbe glinser svagt af sved, mens hun leder efter ordene.

“Måske har man steder som dette i Tyrkiet, men det er ikke så rart og mere privat. Der er en anden åbenhed her,” siger hun og rør ved skyggen på sin kasket.

Brystvorter bliver stive i brisen, og mens nogen af os ligger på maven, ligger andre af os på ryggen eller siden. Vi læser, laver sudoku, sover, kigger rundt eller peger næsen mod sensommersolen og lukker øjnene.”

Ingen lydoptagelser

En kombination af lydoptagelse og skrevne noter. Det er det, der bliver opfordret til, når der på 1. semester på journalistuddannelsen undervises i interviewteknik. Det bliver trænet igen og igen, og specialiseringen i skrift på 3. semester er ingen undtagelse. Men Rosalina Kjeldsen Bendix fravalgte på denne reportage at optage sine interviews.

“Der var noget ved at gøre det analogt i stedet for at bruge elektronik, imens jeg var der. Der er en fin, autentisk ro, som jeg ikke ville forstyrre ved at have en telefon i spil,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix om sit valg.

Det taler ind i kvindeafdelingens intime rum, men det er ikke det eneste greb, der gør det. Også reportagens fortælleform er en afgørende faktor.

Argumentet for “vi” og “os” At journalisten eller jeg’et optræder i journalistikken er et greb, der deler vandene. Nogle er for, andre skvulper måske lidt frem og tilbage, imens flere er imod og mener, at jeg’et intet har at gøre i journalistiske publikationer. Undervisningen på journalistuddannelsen siger, at jeg’et kun er velkomment dér, hvor det giver mening.

Når der optræder et “vi” i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, er det et valg, der handler om symbiose.

“Det var mest for at vise, hvor underordnet individet er,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix.

For journalistikken gælder, at der ikke er et facit. Derfor er der heller ikke et entydigt svar på, om det fungerer med et “vi”, eller om “jeg’et”, der dukker op til sidst i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, skal være der. Som modtagere og læsere er folk forskellige. Heldigvis.

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunkerprisen for at turde skrive en tekst, der ikke er, som journalistiske tekster er flest.

Reportagen kan læses i sin helhed på rkb8.mediajungle.dk.

BUNKER-PRISEN er en opmærksomhed, vi giver hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til en studerende på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflektere over egne og andres produktioner.

REDAKTIONEN ANBEFALER

Nervepirrende

podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG

ILLUSTRATION: DR, POLITIKEN, POLITIKENS FORLAG, ANTON LARSEN

Udgivelser er der nok af. Tid er der knap så meget af. Hvad skal du prioritere at se, læse og lytte til i det bugnende landskab af journalistiske publikationer? Det har vi i Illustreret Bunkers redaktion besluttet, at hver avis kommer med en række bud på.

Anbefalingerne kommer fra redaktørernes individuelle medieforbrug, så de er forskellige, men har det til fælles, at de kan give dig læring, inspiration og givende fordybelse i bytte for din sparsomme tid i en travl hverdag som studerende.

Redaktionen anbefaler ...

Et farligt match (P3) er en del af podcastserien Under Radaren, som P3’s nye undersøgende redaktion står bag. Sille Ugelvig er vært, og hun afdækker med serien “... alt det, der sker i skyggerne”. ‘Et farligt match’ handler om, hvordan radioværten Maria Josefine Konstantin Madsen (JoJo) oplevede, at et match på en datingapp førte langt værre end nervøsiteten inden og skuffelsen efter en mislykket date med sig. “Hvem er det egentlig, man møder, når man swiper til højre?”, spørger podcasten, der vil “undersøge den skyggeside, der kan være ved dates, der begynder gennem datingapps”.

Fortællingen udfoldes gennem de famøse tre brændselselementer, der terpes på første semester. Identifikation! Vi er med JoJo, fra

hun opretter sin profil på Tinder, til hun har en oplevelse, der ændrer hendes liv. Information! Vidste du, at fælles venner på sociale medier er en falsk tryghed, når vi tjekker op på dem, vi dater? Det forklarer Emil Ludwigsen, der er ekspert i online fællesskaber på Center for Digital Pædagogik. Han er seriens ekspert. Fascination! Vi bliver fortalt en historie, der, som podcasten også selv siger, måske ellers var gået “under radaren”. Du finder podcasten i DR Lyd.

Tabloid på P1 er alfa og omega! Især for journaliststuderende. Marie Louise Toksvig er vært på programmet, hvori hun hver fredag gennemgår mediedækningen af sager, der har fyldt fladen i ugen, der er gået. Det gør hun i samarbejde med en skiftende medvært. Her kan nævnes Huxi Bach, Maise Njor, Adina Ren, Thomas Stokholm og Lone Theils. Der er refleksion, selvkritik og velovervejede spørgsmål på programmet, når vi får lov at komme med ind i et rum, hvor journalister og redaktører taler om de valg i journalistisk dækning, hvor det er relevant at spørge: Hvorfor gjorde I sådan, og kunne eller skulle I have gjort det anderledes?

Programmerne er desuden guld værd at lytte til og blive inspireret af, når man skal lave analyse af journalistiske produktio

ner eller som supplement til undervisningen i mediejura.

Du kan høre Tabloid på P1 hver fredag klokken 9:00 eller som podcast i DR Lyd.

“De kalder sig gadens journalister” (Politiken) er en fortællende artikel. Eller er det en feature? Eller et portræt?

Artiklen inviterer læseren ind et sted, hvor vi møder mennesker på en måde, der kun kan lade sig gøre, fordi en journalist har arbejdet grundigt med kilder, der ellers er svær adgang til. Den er skrevet af Simon Lund, der er musikredaktør hos Politiken, og fotos er taget af Miriam Dalsgaard. Det i sig selv er argument for at se og læse med. I to år har Politiken fulgt den aarhusianske rap-gruppe Shooter Gang og manageren Marwan. De holder til i Trillegården i Aarhus V, hvor hverdagen handler om at undgå gaden, holde sig fra kriminalitet og føre dem selv og musikken videre.

Artiklen er udover at være en spændende fortælling også et eksempel på den balance, det kræver, hvis der skal optræde et ‘jeg’ i journalistik, der på ingen måde handler om journalistens ‘jeg’, og hvordan det at inddrage sin egen og fotografens tilstedeværelse i nogle tilfælde kan bidrage til karakteristikken af dem, det handler om. Men den kan

også rejse spørgsmålet, hvad jeg’et skal i teksten, og på den måde er det her også en anbefaling, der kan inspirere til en faglig diskussion.

Hvis ikke du har abonnement, og du bedst kan lide at læse hjemme, kan du få adgang til artiklen med Cisco Secure Client.

Kig op – Hvordan skærmen kom imellem dig og mig – og hvordan vi tager kontrollen tilbage af Jakob Sorgenfri Kjær (Politikens Forlag) er et stykke livspensum. Der findes mange bøger om skærmbrug og teknologiens indflydelse på mennesket og vores måde (ikke) at være sammen på, nogle mere hidsige end andre, og hidsigheden kan være svær at lytte til i en hverdag, hvor de fleste af os er dybt afhængige af at vide, hvad der foregår på alle vores apps. Denne bog er helt nede på jorden og i øjenhøjde. Derfor virker den. Jakob Sorgenfri Kjær er undersøgende journalist hos Politiken, hvor han skriver om teknologi. I denne bog tager han afsæt i sine egne oplevelser med den lille skærm, de fleste af os altid enten har i lommen eller foran ansigtet. Hvorfor er den svær at slippe, selv når vi gerne vil? Hvilke og hvor store konsekvenser har alle de timer, det blålige lys beamer, og hvad kan vi stille op?

Bogen har forandret i hvert fald ét medlem af redaktionens hverdag til det bedre. Forhåbentlig kan den spire lignende forandring hos flere.

Med anbefalingen følger en opfordring til at gemme telefonen væk og gå på det lokale bibliotek for at låne bogen.