Illustreret Bunker F24 Avis 2

EFTERLYSNING: Mellemstor festforening var fraværende ved Kapsejladsen

INDE // 7

UDVEKSLING: Vil du undgå praktikstress? Så tag til udlandet

OPINION // 29

KOMMUNISTERNE INVITERER TIL

KAMPDAG

Reportage fra Fælledparken

TEMA // 23-25

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne ver-

den:

“De skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

TEKST: JONAS FONNESBÆK MADSEN & ANDERS

HELMER MØRCK

“Den her historie kan være ret ubehagelig. Hvis du synes, det er rarest at se den sammen med nogen, det kunne være dine forældre eller din lærer, så kan du lige trykke på pause, hente dem og se videre bagefter,” siger Ultra Nyt-værten Solaf Masoud til kameraet.

Derefter kommer et nyhedsindslag om Hjallerup-sagen. Man får forklaret, at en 13-årig pige er død. At man endnu ikke ved, hvorfor den drabssigtede gjorde det. At politiet gør alt, hvad de kan, for at folk skal føle sig trygge. At man skal snakke med nogen om det, hvis sagen gør seeren bange eller utryg.

Ultra Nyt laver nyheder til børn, og det

handler ofte om sjove og skøre historier, indblik i jævnaldrende børn, seerne kan spejle sig i, eller politiske beslutninger forklaret i børnehøjde. De forsøger at gøre børnene klogere på sig selv og den verden, vi lever i. Men virkeligheden er også fyldt med alvorlige konflikter og krimisager, som børn kan få indsigt i gennem telefonen. Derfor må Ultra Nyt også bringe de nyheder, der kan være bekymrende og svære for børn at forholde sig til.

Umuligt at skærme børnene

Charlotte Diamant, der er børne- og familiepsykolog, mener ikke som udgangspunkt, at børn har behov for at vide, hvad der sker i verden omkring dem.

“Den eneste grund til, at de har brug for at vide noget, er, hvis de opfanger noget. For så

brygger fantasien videre, og så laver de deres egen virkelighed – og den kan være forkert, hvilket kan øge barnets ængstelse og frygt,” siger hun.

Det mest kendte medie, der leverer public service til børn, er DR’s Ultra Nyt. De arbejder dagligt med at formidle virkelighedens nyheder i et sprog, børnene kan forstå.

Programmet gik i luften for første gang den 4. marts 2013. I stedet for at børn skulle se forældrene over skulderen, når TV-avisen rullede over skærmen, sørgede DR for, at de fik deres egen nyhedsudsendelse.

Spørger man Christina Johansen, der er redaktør på Ultra Nyt, om, hvorvidt børn har brug for at vide, hvad der sker ude i verden, svarer hun, at det afhænger af, hvem man spørger.

“Det mener vi, de har, fordi adskillige

undersøgelser har dokumenteret, at de ved rigtig meget om, hvad der foregår. Tidligere handlede det meget om, at de lyttede med, når forældrene så nyheder. Men nu har de dem helt ufiltreret på deres egen telefon,” siger Christina Johansen.

Selv om man gerne vil skærme børnene fra verdens nyheder, så er det næsten umuligt, efter blandt andet TikTok og Instagram er blevet en del af børnenes hverdag. Derfor gør Ultra Nyt en dyd ud af at agere vejviser i halve sandheder og komplicerede konflikter.

“Vi synes i den grad, at der er behov for et uafhængigt nyhedstilbud som Ultra Nyt, børnene kan stole på. De skal kunne sætte deres lid til, at når vi fortæller noget, så er det sandt. Fordi de får ligesom alle os andre tudet ørerne fulde med fake news. Så det er i den grad vigtigt,” siger Christina Johansen.

Kære journalistuddannelser og mediehuse – branchen fortjener en ny storhedstid, og den starter hos jer

TEKST:

721 ansøgere til journalistlinjen. Det var, hvad det blev til ved DMJX’ optagelsesforløb i år. 988 sidste år, 1043 ansøgere i 2022, og så peakede det i 2021, hvor hele 1266 søgte om optagelse. Er det lave antal ansøgere ikke også synonym med, at vi nu har kigget på et fag, hvor selv de mest garvede journalister frygter arbejdsløshed? Ja, ja. Vi ved godt, der er masser af andre jobmuligheder. Men de fleste af os læser jo journalistik for at blive journalister. Men ret skal være ret. Det reelle optag på skolen forbliver jo det samme. 224 pladser. Og de senere års praktikforløb har bevist, at der i hvert fald ikke er brug for 721 journaliststuderende. Men uanset hvor presset branchen er, og hvor mange der optages, så

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.

TEMA afdækker i hver avis et nyt, spændende emne.

OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

BAGSIDEN zoomer ind på en person fra mediebranchen.

På WWW.ILLBUNKER.DK finder du avisen og dens artikler online.

SKRIBENTER:

Sarah Cardel, Joachim Farshøj, Anders Helmer Mørck, Hilde Agergaard Svendsen, Victor Ørgaard Andersen, Amalie Wessel-Tolvig, Eva Beyer Paulsen, Helena Holm-Gregersen, Regine Farhadi, Jens Bang, Oskar Vestergaard Klausen, Cathrine de Nijs Johansen, Sebastian Østergaard Olsen, Marcus Mathias Franck, Emil Lund Jensen & Jonas Fonnesbæk Madsen

ILLUSTRATIONER:

Lotte Skjødt Nielsen, Sabrina Mây Elmhoff & Mie Stærk

FOTOGRAFER:

Kasper Søholt, August Vinther Thomsen, Emil Lund Jensen, Victor Ørgaard Andersen & Anders Lindstrøm Berker

skal DMJX da opretholde deres høje antal ansøgere. De bedste af de bedste. Det må være målet for skolen. Her kommer en lille disclaimer: Det næste hold af studerende er sikkert lige så kompetente som de studerende året forinden. Det handler om, at der på sigt kan ske et skred, hvis ikke DMJX, SDU, RUC og mediehusene gør en indsats for at tiltrække håbefulde, ambitiøse, unge mennesker, så vi ikke ender med en omvendt flaskehals. Tanken om paradokset er næsten grinagtig.

Et tiltrængt wakeupcall

Så hvor skal vi starte for at lokke de uslebne diamanter til truget? Fordi som man måske kan tyde ud af ovenstående, så er der ingen, der er den oplagte ansvarlige. Og hvorfor skulle de så hver især tage det? Der er et væld af andre aktører, som de lige så godt

kan placere ansvaret hos.

Her kommer en opsummering af de undskyldninger, som jeg har læst eller hørt på DMJX og hos nogle af mediehusene.

”Det er Uddannelsesministeriet, der bestemmer, hvor mange vi skal optage. Vi kan ikke gøre noget som institution.”

”Det er, fordi branchen mangler penge, så vi kan ikke love jobs.”

”Det er ikke vores skyld, at der er rod i optaget på uddannelserne.”

En rigtig omgang mudderkastning, hvor ingen bliver beskidte. Men det ændrer ikke på, at branchen er i knæ. Og den direkte konsekvens kan vi så se på optaget i år. Der er ingen af mediernes medarbejdere, der har ry for at gå stille med dørene, når der er fyringer.

Jeg vil gå planken ud og sige, at selv din døve og blinde farmor ved, at der har været fyringsrunder igen, igen. Uagtet om du har

Jens-Emil Nørgaard Ansv. Chefredaktør / OPINION 30294@dmjx.dk

Mejlhede Redaktør / INDE 31214@dmjx.dk

Magnus Løbner Rosenberg Redaktør / UDE 30301@dmjx.dk

Anders Villaume Vestergaard Redaktør / INDE 31268@dmjx.dk

Emily Holland-Fischer Redaktør / TEMA 30252@dmjx.dk

fortalt hende det eller ej. Med frygt for at generalisere, så vil jeg alligevel sige: Kom nu ind i kampen. Alle sammen. Det er jeres opgave. Øverst, i den åbenbart ret så store bunke af gøremål, skal intentionen om en fungerende mediebranche ligge. Sammen kan I løfte branchen til en ny storhedstid, hvor unge mennesker ikke skal bekymre sig om, at de søger optag på en uddannelse uden jobmuligheder. Hvad skal der så gøres? Som centerlederen fra SDU, Peter Bro, siger, så har journalistuddannelserne været vant til mange ansøgere, og nu er den tid ovre. Et wakeupcall, som uddannelserne har brug for. Charmen ved mediebranchen er dalende. Så ja, Julie Sommerlund. Gymnasierne skal have et visit. Ud og fortæl dem: “Se os! Det er dødspændende.” Det handler om vores uddannelses fremtid.

Anders Brøndsholm Chefredaktør / INDE 30275@dmjx.dk

Carl Elmose Brøcker Redaktør / UDE 30247@dmjx.dk

Møller Nielsen Redaktør / TEMA 30250@dmjx.dk

Zakarias de los Reyes Redaktør / UDE 31237@dmjx.dk

/ TEMA 31218@dmjx.dk

55741@dmjx.dk

JENS-EMIL NØRGAARD

Kathrine

Lucia Enola Holmen Lopez Redaktør

Anders Lindstrøm Berker Redaktør / FOTO

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Pladsmangel på videnskabsteori kan forpurre nogle journaliststuderendes planer om en kandidatuddannelse. Derfor kan studerende se sig nødsaget til selv at punge ud til suppleringskurser. Samtidig efterlyses der bedre vejledning under ansøgningsprocessen.

TEKST: CATHRINE DE NIJS JOHANSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Hvert halve år skal journaliststuderende på ottende semester vælge et af to valgfag. Journalistisk entrepreneurship eller videnskabsteori. Et valg, der kan have betydning for deres fremtidige uddannelsesforløb, hvis de efter endt bachelor ønsker at tage en kandidat. Videnskabsteori er et krav på mange kandidatuddannelser, og har du ikke haft det, bliver vejen til en kandidat bøvlet.

Hvis man ønsker videnskabsteori og får det, kan man betragte sig selv som heldig. For selvom der er en næsten ligelig interesse for videnskabsteori og journalistisk entrepreneurship, er det kun omkring halvdelen af dem, der ønsker videnskabsteori, der får det. Det viser tal fra DMJX. Det skyldes en fordeling, hvor 30 procent af alle studerende får videnskabsteori og 70 procent får journalistisk entrepreneurship.

Det har ikke altid været en udfordring. For bare få år siden kunne langt de fleste studerende få opfyldt deres valgfagsønske, men man ændrede fordelingen grundet faglige hensyn, forklarer Henrik Berggren, institutchef for journalistik.

”Vi har tæt kontakt til branchen, og vi forsøger at give jer en uddannelse, der giver de kompetencer, som efterspørges, og der er en kæmpe efterspørgsel efter udvikling og innovation. Det er nogle helt essentielle kompetencer, vi arbejder med i det fag,” siger Henrik Berggren.

det kan jeg bare ikke nu. Jeg har forståelse for, at man ikke altid kan få sin førsteprioritet, men det her er ikke en mediespecialisering eller et valgfag på fjerde semester. Det er ikke ligegyldigt, og det kan få en stor betydning,” siger Lisa Bilgrav.

Selvom hun efterfølgende hurtigt accepterede, at hun ikke fik videnskabsteori og måtte opgive planen om at læse amerikanske studier, mener hun ikke, at skolens faglige begrundelse holder. Lisa Bilgrav fortæller, at hun med en kandidat gerne ville have mulig-

”Vi har et dilemma, og jeg anerkender, at der kan være enkelte studerende, som bliver klemt og er i den situation, at de ikke får videnskabsteori og har behov for at tage en kandidatuddannelse,” siger Henrik Berggren.

Han påpeger, at det er svært at finde en model, hvor man kan sikre, at studerende, der planlægger at læse en kandidat, får prioritet til pladserne på videnskabsteori. Selvom det er blevet forsøgt, er man ikke nået frem til en løsning.

mester, har søgt en kandidat i journalistik i forlængelse af sin journalistuddannelse fra DMJX og påpeger, at problemet ikke ligger i fordelingen mellem de to valgfag. I stedet ville han ønske, at der var mere vejledning, når man skal søge om optagelse på en kandidat, selvom han også anerkender, at det bestemt ikke er en let opgave for DMJX at løfte.

”Jeg er frustreret over, at der ikke er bedre, overordnede retningslinjer for, hvordan man skal søge,” siger Mathias Oleander. Særligt peger Mathias Oleander på, at man som professionsbachelor ikke har retskrav på en kandidat i modsætning til, hvis man har læst en universitetsbachelor. Det gør det vanskeligt at vide, hvad man overhovedet kan søge med en journalistuddannelse fra DMJX i bagagen. Man er selv nødt til at kontakte det enkelte universitet for at høre, hvad man kan søge, og hvordan man søger. Da Mathias Oleander ringede rundt, oplevede han selv, at universiteterne heller ikke kunne give ham klarere svar i forhold til, hvordan han skulle søge , og hvilke dokumenter han skulle vedhæfte i sin ansøgning.

Skæv valgfagsfordeling spænder ben for de studerende

Selvom Henrik Berggren mener, at man bliver en bedre journalist af at have haft journalistisk entrepreneurship, risikerer nogle studerende alligevel at komme i klemme efter ændringen. Man kan godt læse en kandidat i journalistik uden at have haft videnskabsteori, men ønsker man at fagspecialisere sig med en anden kandidat, kan faget være et krav.

Hvis man ikke har haft videnskabsteori på DMJX, kan man alternativt opfylde adgangskravene gennem et suppleringskursus. Det kræver dog, at man tager faget gennem et universitet og selv betaler. På Københavns Universitet koster et fag på 15 ECTS, som videnskabsteori på DMJX er, 7.500 kroner.

”Det er virkelig mange penge, og jeg synes, det er en høj udgift for noget, som jeg kunne få gratis på skolen,” siger Lisa Bilgrav, der studerer journalistik på ottende semester og ikke fik videnskabsteori, som hun ellers havde ønsket. Det blev dødsstødet for hendes ønske om at tage en kandidat i amerikanske studier, som hun havde overvejet meget.

”Jeg var enormt frustreret. Jeg var virkelig tændt på idéen og ville det rigtige gerne, og

heden for at skille sig ud i en tid, hvor branchen er usikker. I hendes øjne handler det i sidste ende om at klæde de studerende bedst muligt på til den branche, der venter på den anden side.

”Lige nu går vi ud til uvished. Jeg synes, at det er enormt ærgerligt, at det ikke er med de forudsætninger, som skolen kunne give os,” understreger Lisa Bilgrav.

Rosalina Bendix, forperson i De Studerendes Råd på DMJX i Aarhus, mener, det er kritisabelt, at nogle studerende bliver presset på grund af fordelingen. Hun påpeger, det er problematisk, at mange studerende ikke ved, det er en udfordring, man kan risikere at havne i.

”Det er simpelthen for dårligt, at uddannelsen spænder ben for ens fremtidige færden ude i verden,” siger Rosalina Bendix og fortæller, at De Studerendes Råd har tænkt sig at tage problemstillingen op.

Svært at give forrang til kandidatsøgende Henrik Berggren anerkender, at der kan være studerende, der havner i problemer på grund af den nuværende fordeling. Lige nu har studerende, der ønsker at tage en kandidat, ikke førsteret til videnskabsteori, og fordelingen sker ved lodtrækning.

Han er meget åben for at høre, hvad de studerende tænker og har af forslag til, hvordan man kan fordele de studerende på de to valgfag. Han påpeger, at et organ som De Studerendes Råd er meget velkommen til at komme med sådan en model.

”Vi har drøftet det gentagne gange for at finde en måde, vi kan løse det på,” siger Henrik Berggren.

Dog understreger han, at 30/70-fordelingen er den rigtige på baggrund af at have drøftet det med skolens uddannelsesudvalg for journalistik. Han henviser til det faglige argument om, at journalistisk entrepreneurship klæder de studerende på til den branche, som venter efter DMJX.

Samtidig mener Henrik Berggren også, at man som studerende må acceptere, at man ikke altid kan få sit valgfagsønske opfyldt, også når det gælder videnskabsteori på ottende semester. Han påpeger dog, at skolen vil tage fordelingen op til genovervejelse, hvis der pludselig ses en stor stigning i antallet af studerende, der ønsker at tage en kandidat.

”Så står vi i en helt anden situation,” siger Henrik Berggren.

Manglende vejledning frustrerer Mathias Oleander, der går på ottende se-

”Jeg brugte rigtigt meget tid på at læse på deres hjemmesider og ringe frem og tilbage til dem, indtil jeg til sidst fandt ud af, hvad jeg skulle vedlægge,” fortæller Mathias Oleander. For Mathias Oleander var det omstændigt at skulle sætte sig ind i de mange formaliteter, der lå i det at søge en kandidat som professionsbachelor på egen hånd og i forlængelse af praktikken. Som professionsbachelor har man ikke retskrav på en kandidat. Om det siger Henrik Berggren, at ”det er det, der gør vejledningen svær.”

Henrik Berggren nævner, at man har forsøgt at undersøge, om man kunne gøre processen mere gennemskuelig ved at give de studerende et klart overblik over, hvad man efterfølgende kan studere. Men det har ikke kunnet ladet sig gøre.

”Problemet er, at universiteterne ikke kan give os svar på, hvad man præcist skal gøre for at komme ind på forskellige uddannelser. Det er en lokal og faglig vurdering, og for den studerende ligger en stor del af vejledningen det sted, de søger ind. Vi har undersøgt, om vi kunne gøre det arbejde for de studerende, og det kan vi ikke,” siger Henrik Berggren og understreger, ”men vores vejledning skal være god.”

Henrik Berggren er efterfølgende blevet forelagt kritikken fra DSR.

“Jeg forstår ikke, hvad der menes med, at nogle studerende kan føle sig pressede, og jeg ved heller ikke, hvad det er, der ikke er deklareret? Jeg er enig i, at det er uheldigt, hvis vi spænder ben for studerendes vej ud i verden, men har DSR et løsningsforslag?”

Fotoreportage fra genopstanden forening: DMJX-Revyen er tilbage

Efter mange års dvale gjorde en af DMJX’ ældste foreninger comeback med premiere den 16. maj. Nu med et friskt pust og nye idéer.

FOTO: AUGUST VINTHER THOMSEN

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Man holder altid med de underdogs.

Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger,

gensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os

de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage.

Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,”

yachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

”Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig.

– Emilie Johansen, forperson i Kurt

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der

Han anerkender dog, at en Kapsejladsdeltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det

der vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i ste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft dene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra retningsudvalg, der stod for udvælgelsen

Christian Falck Wolff: ”Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, man ikke ved”

Christian Wolff startede sin fotografiske rejse som 10-årig med et spejlreflekskamera lånt af sin far og har netop vundet prisen for årets pressefoto for sit arbejde om klimaaktivister i Tyskland. Ifølge ham har fotojournalistuddannelsen på DMJX spillet en central rolle.

TEKST: JENS BANG

FOTO: KASPER SØHOLT

Et hold af fotografer står klar til at skyde løs, så snart kong Frederik ankommer gennem svingdøren i den nye DMJX-bygning i København. Han skal i dag indvie de 7000 nye kvadratmeter, der ligger et stenkast fra DR på Amager. Som yngste mand på holdet har Christian Wolff indtaget sin plads en smule bag rækken af fotografer, der er mødt op i dag. Han gør et par indledende øvelser, hvor hans to kameraer på skift løftes på op til øjet. Der klikkes et par gange. Efterfølgende nærstuderes billederne for at tjekke, om det hele er, som det skal være.

”Du skal lige møde Christian”, siger en mand, der med hastige skridt nærmer sig den unge fotojournalist.

Christian Wolff, der dimitterede fra DMJX i januar 2024, vender sig rundt og rækker hånden frem. Det bliver efterfulgt af en smalltalk om årets pressefoto med DMJX-bestyrelsesformand, Lea Korsgaard.

I år står der nemlig Christian Wolff i billedteksten på årets pressefoto. Efter et par minutters snak, smil og lykønskninger, vender han hurtigt tilbage til arbejdet. Tilbage til fokus. Det krøllede hår er nytrimmet, og tøjet er velovervejet. De røde kinder afslører, at det fyldte atrium er ved at komme godt op i temperatur.

Præcis klokken to triller en Bentley op foran svingdøren til bygningen. Ud træder Kong Frederik, som målrettet bevæger sig mod svingdøren til den nye bygning. De tilstedeværende politibetjente tager sig til øresneglen, mens Christian Wolff lukker det ene øje bag sit kamera.

Fanget af fotografiet

Christian Wolff har, lige siden han var barn, været fanget af fotografiet. Det hele startede, da hans far vandt et spejlreflekskamera i en konkurrence, som han fik lov til at låne inden, han var fyldt ti år. Dengang var det primært hans forældre, søskende og bedsteforældre, som fik lov til at stå model til den unge drengs hobby. Siden er det gået fra et stykke legetøj til at blive en passion, som har givet ham utallige oplevelser, et arbejde, og ikke uvæsentligt, prisen for årets pressefoto i en alder af bare 23 år.

På sin 11-års fødselsdag får Christian Wolff sit første kamera. Nu bliver bedsteforældre og andet familie skiftet ud med blandt andet de hjemløse på gaden og landskabet i skoven. Men det starter ikke helt uden nervøsitet og komplikationer:

”Jeg var rigtig genert. Jeg rendte rundt med en stor zoomlinse og gemte mig bag folk. Når min mor var med ude at fotografere, så stillede hun sig op, og så lod jeg som om, at jeg skulle fotografere hende. Men i virkeligheden så fotograferede jeg lige over skulderen på hende, hvis nu der sad et interessant menneske bagved,” siger Christian Wolff.

Nysgerrigheden om mennesker og rejselysten har han fået med fra barndomshjemmet. Fra en tidlig alder besluttede Christians Wolffs mor, at det var slut med charterrejser med all-inclusive og afslapning. Nu skulle hendes børn have et skud kulturel kapital, og horisonten skulle udvides. Derfor blev rejsedestinationerne for familien nu ændret til Sydafrika og Indonesien.

”Hensigten var at komme ud at opleve i stedet for at nyde. Det er lidt den klassiske: Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, at man ikke ved,” siger han.

Her opstod interessen for mennesker, der lever under andre kår end ham selv. Interessen for at formidle historier om en verden, der ikke ligner vores.

Allerede som 13-årig oplever han for første gang snerten af succes. Hans billede af en hjemløs mand i København får andenpladsen i en fotokonkurrence på Holbæk Bibliotek, og dertil følger en præmie på 2000 kroner.

”Der tænkte jeg, at det kan være, jeg skal leve af det her. Så jeg skrev til National Geographic med håb om, at de måske kunne bruge en fotograf. Det har jeg aldrig fået svar på,” griner han.

Turen til Lützerath

På en landevej i det vestlige Tyskland går Christian Wolff sammen med en gruppe kampsyngende klimaaktivister. De har gået i flere timer. Han er i praktik på Politiken, men er taget af sted i sin ferie. Omringet af politi til hest, som var det taget ud fra et slag i første verdenskrig, marcherer aktivister og politi af sted.

I horisonten står røgsøjler op i luften som et vulkanudbrud. Men røgen kommer ikke fra vulkaner. Den kommer fra brunkulsminerne i landsbyen Lützerath, som den samlede flok klimaaktivister bevæger sig mod. Der lyder et højt knald fra et kanonslag, og musikken på den medbragte højtaler skifter

til tung tysk rap. Demonstranterne begynder at løbe mod minen, der ligger ude i horisonten. Christian Wolff følger med, så godt han kan med både pressekort og kamera rundt om halsen.

”Politiet til hest fulgte os hele vejen, og de forsøgte at barrikadere sig som en form for levende hegn foran minen”, siger Christian Wolff, mens han tegner streger ud i luften, der skal illustrere politiets opstilling.

I flere år har klimaaktivister bosat sig i byen Lützerath, som en demonstration mod at Tyskland vil åbne en stor brunkulsmine, der ligger ved byen. Beboerne i byen er for længst flyttet væk derfra.

Netop klimakampen er noget af det, Christian Wolff værdsætter at fotografere. Derfor var den lille tyske landsby en oplagt destination.

”Her var der ligesom en helt fysisk kamp, som var et billede på klimakrisen,” siger han.

For Christian Wolff var mødet mellem aktivister og politi også en voldsom oplevelse.

”Politiet red efter folk på heste, og de klimaaktivister, der blev fanget, fik også en hård medfart. Jeg har aldrig lavet den slags konfliktfotografi. Jeg var fucking bange,” siger han.

Men det var også en del af idéen ved at tage til Tyskland.

”Jeg ville gerne se, hvordan jeg arbejder i de situationer. Ville jeg fryse? Ville jeg fotografere? Heldigvis fotograferede jeg,” siger han.

Og netop de billeder gjorde, at han i star-

”Politiet red efter folk på heste, og de klimaaktivister, der blev fanget, fik også en hård medfart. Jeg har aldrig lavet den slags konfliktfotografi. Jeg var fucking bange

– Christian Falck Wolff

ten af marts stod på scenen i Den Sorte Diamant, med en statue i hånden og, et smil, der ikke var til at misforstå. Christian Wolff vandt Årets Pressefoto 2023 for et af sine billeder nede fra Tyskland. Men for ham er prisen ikke vigtig i sig selv.

”Man skal ikke gøre sine værdier eller kvalitet op i priser. Det er i bund og grund ligegyldigt. Der er mange, der siger, ‘hvad skal du gøre nu?´ Sådan synes jeg ikke, at man skal se det her fag. Hvis en journalist vandt en Cavling, så skal personen heller ikke stoppe med at lave historier,” siger han.

”Jeg er ikke bedre end alle mulige andre. Det er meget vigtigt for mig at sige,” siger han.

Men uanset hvad er faktum, at hylden derhjemme er blevet et styks figurformet metal tungere.

Med DMJX i bagagen

Christian Wolff er et eksempel på en tendens blandt fotojournalister fra DMJX. De seneste år har flere studerende været nomineret til prestigefyldte fotopriser i Danmark. Men ifølge Christian Wolff bunder det også i de forudsætninger, som man får med på fotojournalistuddannelsen.

”Det er ekstremt inspirerende at være omgivet af så mange dygtige mennesker og fotografer, som man kan spare med.” På fotojournalistuddannelsen på DMJX er der kun tolv pladser. I år var der 105 ansøgere, der forsøgte at blive en del af det lille hold. Christian Wolff mener, at det lave optag har noget at sige i forhold til mængden af priser, der bliver vundet af studerende.

”Folk er fucking gode, når de kommer ind. Når de dygtige mennesker så ovenikøbet er i den her gryde af kompetente folk, som har lyst til at dele ud af deres viden og kreativitet, så er resultatet bare, at folk bliver endnu bedre,” siger han.

Noget af det vigtigste, han tager med fra DMJX, er den gruppe af mennesker, han har læst med. Det sammenhold, de har haft på holdet, er ifølge ham unikt, og noget som han bruger flittigt efter at være gået freelance tilbage i januar.

“Det her kæmpe netværk af dygtige, kompetente og dejlige folk, det er det hele værd,” siger han, inden han retter på sig selv.

”Ikke netværk på den business-agtige måde. Netværk kan blive sådan en lille smule LinkedIn-agtigt,” griner han.

Christian Wolff ser lidt op i hjørnet af loftet og holder en pause, inden han siger.

”Min mor har altid sagt, at det er sindssygt vigtigt at omgive sig med nogle mennesker, som er dygtigere end sig selv. Og det gør man om noget, når man kommer ind på DMJX.”

Ansøgertal i frit fald: Der skal nye fortællinger om journalistuddannelsen på bordet

De seneste tre år er antallet af ansøgere til landets journalistuddannelser faldet. Efter dette års opsigtsvækkende fald er flere parter enige om, at det er på tide at få brudt den negative udvikling.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG & OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN

ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Fyringsrunde på fyringsrunde, befolkningens ændrede medievaner og manglende praktikpladser er velkendte nedturshistorier om mediebranchen. Nu giver et faldende antal ansøgere til landets journalistuddannelser anledning til at skabe en ny fortælling.

Særligt faldet i antallet af ansøgere ved dette års optag har sat tankerne i gang på DMJX.

For Henrik Berggren, der er institutchef for journalistuddannelsen på DMJX i Aarhus, gav de nye tal ingen mening.

“Jeg tænkte, at der måtte være en fejl et eller andet sted, men det var der så ikke,” siger han.

Når Henrik Berggren ser på tallene, ser han et udtryk for en ny udvikling.

“Det tyder på, at der sker et eller andet. Der er en udvikling, som nu slår igennem her. Det skal vi tage alvorligt,” siger han.

Henrik Berggrens bekymring går på, om kvaliteten bliver ved med at være god.

“Jeg mener, at antallet af ansøgere betyder noget. Vi vil gerne have flere ansøgere, end der kommer,” siger han.

Rektor på DMJX, Julie Sommerlund, ser også med bekymring på udviklingen, men netop det, at alle tre journalistuddannelser i landet oplever et fald, får hende til at tænke, at det ikke nødvendigvis knytter sig specifikt til journalistuddannelsen på DMJX.

“Det gør det på en måde bare mere besværligt at håndtere,” siger Julie Sommerlund.

Selv peger hun på, at krisefortælling og misforståelser om branchen kan være årsag til faldet i antal ansøgere. Ifølge hende kan der med fordel ændres på den gængse fortælling om, hvad en rigtig journalist er, og hvilke muligheder uddannelsen giver.

“Vi kan jo se, at vores studerende får job, så mediebranchens krise er ikke de studerendes krise. Det er der ikke så mange, der fortæller,” siger Julie Sommerlund.

Det er derimod hendes opfattelse, at der er en selvforståelse blandt de studerende, hvor det ikke er lige så spændende at blive ansat i en kommunikationsafdeling på et ministerium, som det er at blive ansat som journalist på Politiken.

Julie Sommerlund medgiver her, at når kommunikationsjobs er en type job, der begynder at være flere af, så skal skolen gøre mere for at formidle den gode fortælling om dem.

“I de kommunikationsafdelinger, hvor man ansætter journalister, er det, fordi man vil have en journalist. Det er ikke, fordi man ikke kunne finde en kommunikatør. Det er med vilje,” siger hun.

Det skal der oplyses mere om, samtidig med at udviklingen kræver at tænke i flere baner.

Krudtet skal findes frem Indtil nu har journalistuddannelserne ikke været vant til at skulle reklamere for sig selv for at tiltrække et tilfredsstillende antal ansøgere, men den virkelighed er ifølge Julie Sommerlund forbi.

“Vi skal til at gøre det, som mange af de andre uddannelser gør. Det vil formentlig kræve, at vi sætter penge af i budgettet og for eksempel er til stede på uddannelsesmes-

ser og den slags steder,” siger hun.

Julie Sommerlund tilføjer, at det især er på gymnasierne, DMJX skal målrette synligheden.

“Vi bør rykke ind og holde events, hvor der er elever, der har medielinjer, vise vores uddannelser frem og sige ‘se os! Det er dødspændende,’” siger hun.

Også hos Peter Bro, der er forsker og centerleder for journalistik på SDU, har de seneste ansøgertal skabt incitament til aktivt at forsøge at tiltrække flere ansøgere.

“Vi har nok været lidt forvænte hen over årene. Der er kommet rigeligt, så det behøvede vi ikke at bruge krudt på. Det krudt skal vi til at finde frem nu og få fyret af,” siger han.

Ligesom Julie Sommerlund er Peter Bro optaget af de fortællinger og myter, der florerer. Er optagelsesprøven sindssygt svær? Er der ingen, der går videre? Bryder folk sammen? Kan man ikke få job som journalist bagefter?

Det er nogle af de myter, der ifølge Peter Bro skal slås ihjel, og som man ikke har været opmærksomme nok på.

“Vi skal simpelthen blive bedre til at komme ud og fortælle, hvad det egentlig vil sige at læse journalistik. Hvad er en journalist, og hvad kan det føre med sig? Også for at få mulighed for at slå nogle af de der myter og misforståelser ihjel,” siger Peter Bro.

Dertil kommer, at der skal kigges på, hvordan uddannelsens form kan følge med de ændringer, der sker i samfundet, hvad angår det journalistiske håndværk.

“Det kan bruges i mange forskellige sektorer og mange forskellige brancher, også selvom det måske ikke altid er klassisk journalistik. Det, tænker jeg, bare er en styrke for faget, men det skal vi selvfølgelig også have en snak om,” siger han.

Alle overvejelserne og tankerne er

del af en ny proces på SDU under navnet ’Fremtidens Journalistuddannelse’. I processen vil SDU se på, hvad der kan gøres for at øge ansøgertallet.

Ifølge Peter Bro er der tale om alt fra markedsføring til ændring af journalistuddannelsens indhold, men det er ikke besluttet endnu.

“Vi har et udviklingsarbejde foran os,” siger Peter Bro.

Nytænkning af uddannelsen På DMJX er uddannelsens indhold også med i overvejelserne om, hvad der aktivt kan gøres for at hæve antallet af ansøgere. Hvordan bliver uddannelsen mere relevant? Hvordan kan den tilpasse sig, i takt med at mediesektoren ændrer sig?

“Medieforbrugeren ændrer sig, og folk orienterer sig mindre og mindre mod et be-

stemt dagblad, men mere imod den konkrete afsender. Vi skal til at se anderledes på vores uddannelse, hvor vi stadig har vores neutralitet og objektivitet, men også koble den sammen med den stærke personlige afsender, som vil kræve noget nyt af os,” siger Julie Sommerlund.

Ifølge hende viser mange undersøgelser, at mediebrugerne er mere interesserede i journalisten bag artiklen, end det dagblad artiklen udkommer på. Derfor skal DMJX også til at overveje, om den del af uddannelsen, der går på journalistens rolle, skal nytænkes.

Det er dog vigtigt at understrege, at der endnu ikke er udformet en konkret handlingsplan for ændringer, men at DMJX med sikkerhed påtænker at markedsføre uddannelsen frem mod næste optagelsesrunde i år 2025.

Både diversitet og flere ansøgere, tak For KaJ, der er DMJX i Aarhus’ studenterorganisation under Dansk Journalistforbund, er udviklingen et klart signal om, at skolen må handle.

“Vi ser det ikke som et sundhedstegn, at der er sket sådan et fald. Det er klart. Skolen skal gøre noget ved det her. De skal ud og brande sig selv og fortælle folk om den mega fede uddannelse, vi har her på skolen”, siger Mads Norman Søndergaard, der er formand i KaJ.

Han tilføjer, at hvor meget af kommunikationen om uddannelsen tidligere er gået fra mund til mund, må skolen i gang med at gøre reklame. Både på gymnasierne og på sociale medier.

“Vi kan se, at det ikke kun gælder om at få mere diversitet ind, som der allerede er blevet talt om, men også om at tiltrække flere af den type ansøgere, der i forvejen søger,” tilføjer Mads Norman Søndergaard. Her henviser han til den igangværende proces, hvor DMJX, SDU og RUC er gået sammen i forsøg på at finde ud af, hvordan mangfoldigheden på journalistuddannelserne kommer til at afspejle den, der er i det danske samfund.

I forhold til at øge ansøgertallet er det udover markedsføring endnu uvist, hvad de konkrete udspil bliver. Men der er bred enighed. Ansøgertallet skal op.

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De

skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

Fortsat fra forsiden

TEKST: JONAS FONNESBÆK & ANDERS HELMER

MØRCK

FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Nyheder fortalt af storesøster

Det Ultra Nyt, som man kunne se i fjernsynet for 11 år siden, er milevidt fra, hvor det er nu.

“Det var sendt fra TV-Avisens studie med en vært i jakkesæt og cue cards, der stod meget alvorligt og fortalte, hvad der skete,” siger Christina Johansen.

I dag har Ultra fundet nye veje til at formidle og fange seeren. Udsendelserne er blevet kortere, hurtigere og mere farverige. Værterne har skiftet jakkesættet ud med det tøj, som de føler sig bedst tilpas i. Solaf Masoud, der har været vært på Ultra Nyt siden august sidste år, forklarer, at man som vært skal kunne identificere sig med børnene, selv turde omfavne sine skøre sider og møde seerne, hvor de er. Den største dødssynd, man kan gøre, er at tale ned til seerne, for så mister man dem, forklarer hun.

“Vi fungerer ikke som voksne nyhedsværter som Kåre Quist for eksempel. Vi er mere en slags større søskende for børnene,” siger Solaf Masoud.

Hvilke historier skal bringes?

Når Ultra Nyt påtager sig opgaven at være børnenes kilde til nyheder, så forpligter de sig samtidig ansvaret for at være afsenderen af de ting, som ikke altid er muntre i verden. Det kan være svært at vurdere, hvad børn har brug for og ikke har brug for at vide, fortæller Charlotte Diamant.

“Hvis de får for meget at vide, så kan de få plantet en bekymring, som du ikke kan tage fra dem. Så det er også vigtigt i forhold til et etisk perspektiv at tænke ind i, hvor meget bekymring skal man give dem? Hvad er udviklingsmæssigt sundt for et barn at skulle

tænke på?”

Børnene kan få nyhederne mange steder fra. Gennem sociale medier, i skolegården eller via deres venner. På den måde kan det være klogt at gå børnene i møde, så de kan få en forklaring fra nogen, der ved, hvordan de skal formidle det rigtigt, siger børnepsykologen.

“Hvis børnene hører om nyheder fra en kammerat, som har hørt det fra en forældre, og ikke får kontrolleret og korrigeret den viden, så kan det blive værre. Så på den måde er det godt at hjælpe barnet til en realistisk forståelse og sige: ‘Nu skal du høre, hvordan det faktisk forholder sig’,” forklarer Charlotte Diamant.

På Ultra Nyt har de et mantra om, at der ikke er nogen nyheder, de ikke kan dække. Men redaktøren Christina Johansen siger, at der er historier, som de fravælger, og hun uddyber, at det oftest er tilfældet ved krimisager. At sagen fylder meget i nyhedsbilledet er ikke ensbetydende med, at det bliver en del af Ultra Nyts sendeflade.

“Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner? Man skal være 100 procent sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie,” siger Christina Johansen.

Det er på baggrund af den overvejelse, at Ultra Nyt ikke har planer om at dække selve retssagen i Kirkerup-sagen, hvor en mand er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og drabet på Emilie Meng. på trods af at mange andre medier rapporterer fra den i øjeblikket. Selvom der nok er nogle børn, der er optaget af sagen, så er det Christina Johansens opfattelse, at der er et flertal, for hvem den ikke fylder særlig meget. Derfor er der en fare for, at dækning fra retssagen kan plante en unødvendig bekymring.

”Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner. Man skal være 100% sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie

– Christina Johansen, redaktør på Ultra Nyt

En anden grænse til nye tider Grænsen for, hvilke sager Ultra Nyt vil gå ind i, har dog ændret sig i takt med de sociale medier. Børnene bliver nu eksponeret for flere ukontrollerede informationer, som skaber utryghed og ubesvarede spørgsmål.

“Jeg tror helt sikkert, at det har øget behovet for, at vi går ind i nogle sager, som vi historisk set ikke ville være gået ind i. Hjallerup-sagen er et godt eksempel på en sag, som vi formentlig ikke havde dækket, hvis ikke den var overalt på TikTok,“ fortæller redaktøren.

Efter mange overvejelser valgte Ultra Nyt at lave en nyhedsudsendelse, der omhandlede Hjallerup-sagen i marts.

“Når vi så alligevel valgte at gå ind i den, så var det, fordi vi blev lagt ned med henvendelser fra børn, der skrev til os, fordi de gerne ville have os til at forklare – hvad er det egentlig, der er sket? Skal jeg være bange for, at noget lignende sker for mig?

Der har vi et godt incitament til at gå ind i sagen,” siger Christina Johansen.

Håbet i centrum

Normalt søger Ultra Nyt at finde positive sider eller fremskridt, når de har at gøre med konflikter, krig eller klima. Som når der er gang i fredsforhandlinger mellem Israel og Gaza, eller når en række forskere og eksperter arbejder på at redde verdens største koralrev.

”Nogle gange er der jo desværre også bare sager, hvor der ikke er særlig meget konstruktivt at sige. Men så sørger vi for at være der, lige så snart der er noget positivt at sige, og så prøver vi at dvæle ekstra ved det,” siger Christina Johansen.

Børnepsykologen Charlotte Diamant er enig i, at det er vigtigt at efterlade de unge med tro og håb, hvis man snakker om noget, der er svært. Det gør heller ikke noget at undlade dele af virkeligheden af hensyn til børnene.

“Jeg siger altid, at man skal være ærlig, men kærlig. Og det betyder, at man faktisk godt må lyve lidt for børn, da det er i barnets interesse ikke at vide alt. De skal have et håb om, at verden er et godt sted,” siger Charlotte Diamant og understreger, at det handler om at få formidlet nyhederne på den rigtige måde.

Det er også vigtig for Solaf Masoud, når hun skal formulere nyhederne ud til seeren, at der er fokus på håbet, når der vinkles, selvom det ikke altid dominerer i realiteten.

“Når der er krige, så finder vi en vinkel med, at der eksempelvis er kommet nødhjælp ind i Gaza, selvom der i virkeligheden ikke kommer særlig meget. De skal efterlades med et håb og en tillid til den verden, de lever i. Håbet er nærmest kernen i Ultra Nyt,” fortæller børneværten.

Børnevært med tro på fremtiden Selv håber Solaf Masoud på, at nyhederne gør en forskel for børnene, som følger med enten fra skolen eller børneværelset. Det var i hvert fald derfor, at hun søgte stillingen som børnevært på Ultra Nyt sidste år.

“Jeg håber, at Ultra Nyt sætter gang i nogle vigtige samtaler i klasselokalet og rundt om spisebordet. Det kunne for eksempel være, hvis vi har lavet en historie, der omhandler mobning, racisme, det at være handicappet eller krig og politik. At de bliver reflekteret over nogle af de ting, der sker rundt omkring i verden og i Danmark.”

Det gælder både, når Ultra Nyt har fokus på opmuntrende solstrålehistorier, lige såvel som alvorlige situationer, der sker i den lille og store verden. Måske det endda kan bidrage til, at børnene ikke begår de samme fejl.

“Og så håber jeg bare, at børnene kommer til at gøre noget andet i fremtiden, end vi voksne render rundt og gør,” siger Solaf Masoud.

”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

Hos Verdens Bedste Nyheder laver de kun konstruktiv journalistik. Her handler alle artiklerne om fremskridt og løsninger. Og netop det kan være med til at mindske antallet af danskere, der undgår nyheder.

Hvert år kan du en morgen i september støde på personer i hvide t-shirts med orange blokbogstaver. Personerne kan være politikere eller repræsentanter fra organisationer og virksomheder, og så kan det også være helt almindelige mennesker, der står tidligt op én gang om året og deler gratis aviser ud. Det har de gjort i snart 15 år. På avisen, og på deres hvide t-shirts, står der med orange skrift ’Verdens Bedste Nyheder’. Mediet laver dog ikke kun journa-

listik i september. Det udkommer løbende på hjemmesiden og ugentligt i et nyhedsbrev. Bag Verdens Bedste Nyheder er en lille redaktion i hjertet af København på Vartov, 250 meter fra Rådhuspladsen. Her sidder redaktionen bestående af nogle journalister, et par redaktører, en grafiker og administrative medarbejdere.

En stigende tendens

’Fremgang i Uganda: Fattigdommen falder,’ og ’Sydafrika går forrest: Snart kan mor og far deles om barslen.’

Sådan lyder nogle af rubrikkerne på ar-

tiklerne, som man kan finde inde på Verdens Bedste Nyheders hjemmeside. Rubrikker, der alle sammen fortæller om fremskridt og løsninger, fordi... ja, det er Verdens Bedste Nyheder. Og netop disse nyheder kan være et middel til at få bugt med det stigende antal personer, som i nogen eller større grad holder sig væk fra nyhederne. News avoidence er et fænomen, der fylder mere og mere hos mediehusene. Begrebet dækker over personer, som undgår nyhederne i dagligdagen. I 2023 viste en undersøgelse fra Reuters Institute Digital News Report, at 19 procent af danskerne aktivt

undgår nyhederne. Her kan en løsning være, at medierne også viser en mere positiv nyhedsdækning.

I en artikel fra fagbladet Journalisten beskrives nemlig et studie fra University of Essex, hvor forskere undersøgte, om journalistik om menneskelig godhed og mere positive vinkler kan give flere nyhedsbrugere. Det kunne det godt. Og opløftende nyheder er netop, hvad man finder hos Verdens Bedste Nyheder.

Verdens bedste vaccinehistorier Mandag formiddag klokken 10 skydes ugens

Vi synes jo ikke, at man ikke skal skrive om problemerne i verden.

Jeg ser vores journalistik som et supplement til nyhedsdækningen

– Anders Seneca Bang, journalist på Verdens

Bedste Nyheder

redaktionsmøde i gang. Som vanligt bliver mødet afholdt i et lille køkken i et sidelokale til Verdens Bedste Nyheders redaktionslokale. Omkring det ovale bord har seks af de ansatte slået sig ned med computere og kaffekopper dekoreret med FN’s forskellige verdensmål. Ved bordets midte har Sophie Rytter Skjoldager sat sig. Hun har arbejdet hos Verdens Bedste Nyheder siden 2014 og blev i 2015 redaktionschef for den lille redaktion.

”Hvem har en megafed historie?” spørger hun.

I et kort øjeblik høres kun kaffemaskinen, og skribenterne kigger forventningsfuldt på hinanden. Efter et par sekunders pause bryder journalist Anders Seneca Bang stilheden og byder ind med en historie.

”Jeg har en vaccinehistorie med, fordi det er åbenbart fedt,” siger Anders Seneca Bang, som har været en del af redaktionen de sidste seks år. Det er ikke første gang, at han byder ind med vaccinehistorier til redaktionsmødet, hvilket der bliver joket lidt med. “Verdens Bedste Vaccinehistorier,” griner han.

Vi vil gerne bringe håb På Verdens Bedste Nyheders hjemmeside har de en boks med deres journalistiske rettesnor.

“Vi laver journalistik om fremskridt og løsninger, som andre medier ofte overser. Vi fokuserer på fremskridt, der giver anledning til håb, men fortæller også om de problemer, der danner baggrund,” lyder to af punkterne.

Disse kriterier har været bærende for mediet, siden de startede for 15 år siden. Dengang startede det som en oplysningskampagne, men i dag er det blevet sit eget uafhængige medie.

“Verdens Bedste Nyheder startede, fordi danskerne ikke i særlig høj grad kender til de fremskridt og løsninger, der er ude i verden. Især hvis man kigger på udviklingslandene og det globale syd,” fortæller redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager.

Verdens Bedste Nyheder mente, at medielandskabet trængte til et medie, der også fortalte om fremskridt i udlandet. Med det vil de nemlig gerne give danskerne én ting.

“Vi vil selvfølgelig gerne gøre danskerne klogere, men vi vil også gerne bringe dem håb,” siger Sophie Rytter Skjoldager.

“Der er det passive håb, hvor man bare lukker øjnene og håber, at der er andre, der løser et problem. Og så er der det aktive håb, hvor man viser folk, at vi rent faktisk godt kan løse nogle af verdens problemer. Det er det håb, vi gerne vil give til vores læsere,” siger hun.

En erfaringskilde i Indien

“Andre, der har nogle udlandshistorier?”

Tilbage til redaktionsmødet kalder Sophie Rytter Skjoldager til ro efter snakken om vacciner.

“Jeg har en historie, hvor jeg allerede har en erfaringskilde fra Indien,” siger Katrine Abildgaard Kelgren.

Hendes historie bygger på et interview, hun lavede i august. Her interviewede hun en indisk kvinde om sit arbejde som tuktuk-chauffør, og hvad det havde betydet for hende at komme på arbejdsmarkedet. Katrine Abildgaard Kelgren har arbejdet på historien sideløbende, men skal snart til at give den mere opmærksomhed.

“Hvor langt er du i processen?” spørger Sophie Rytter Skjoldager.

Katrine Abildgaard Kelgren trækker lidt på skuldrene og forklarer, at hun er i gang med at undersøge, hvilke ekspertkilder, der kan medvirke i historien.

Katrine Abildgaard Kelgren er en af de nyeste skribenter hos Verdens Bedste Nyheder. Hun har egentlig en bachelor i Indien- og sydasienstudier, men under sin uddannelse fik hun smag for at skrive artikler og valgte derfor at tage en kandidat i journalistik. Indien er på mange måder Katrine Abildgaard Kelgrens hjertebarn og også et land, hun ad flere omgange har besøgt. Af den grund valgte hun også at søge et halvt års praktik hos Verdens Bedste Nyheder, da Indien ofte er på dagsordenen i deres nyhedsdækning.

Katrine Abildgaard Kelgren fik pladsen, og et halvt år efter fik hun tilbuddet om at blive som skribent, samtidig med at hun færdiggør sit speciale.

Et middel mod news avoidence

Det, som journalisterne inde på avisen laver, er konstruktiv journalistik. Journalistik, de håber, kan nuancere nyhedsbilledet ved ikke kun at fortælle om krig og ødelæggelse, men også fortælle om fremskridt og løsninger.

Sophie Rytter Skjoldager fortæller, at der er mange forskellige definitioner af konstruktiv journalistik, men det, som de prøver at lave, er journalistik, som fortæller om verdens udfordringer, men med en løsningsfokuseret tilgang.

Og konstruktiv journalistik kan måske være en af løsningerne på news avoidence. Redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager mener dog, at man først lige er kommet i gang med at løse problemet:

“Jeg tror, at news avoidence er en tendens, som har fået branchen til at kigge lidt mere indad. Kigge på, hvordan man kan dække verden på en måde, som er tilpas nuanceret, og som folk kan holde ud at følge

med i,” siger hun.

Og det er også, hvad danskerne efterspørger, hvis man ser på en kampagneevaluering lavet af Epinion for Verdens Bedste Nyheder i 2023. Her blev danskerne spurgt ind til, hvorvidt medierne også skulle fokusere på nyheder om fremskridt og løsninger, hvortil 87 procent svarede enig eller meget enig.

Vi er et supplement

Det kan for nogle lyde en smule naivt, at mediet kun vil fortælle konstruktive nyheder, når nu vi lever i en tid med en masse af det modsatte. Og journalistik er vel at fortælle om alt, der sker ude i verden, råt for usødet. De er nemlig udmærket klar over, at verden ikke kun er fremskridt og solskinshistorier.

Men de mener dog, at andre medier fylder deres spalteplads op med rigelig af disse historier, og derfor skal de være et supplement til massemedierne.

“Jeg synes ikke, at alle andre medier skal lave journalistik som Verdens Bedste Nyheder. Men jeg oplever heller ikke, at vores brugere erstatter hele deres medieforbrug med Verdens Bedste Nyheder. De bruger os sammen med de andre steder, de orienterer sig,” siger Sophie Rytter Skjoldager

Det samme oplever journalist Anders Seneca Bang.

“Vi synes jo ikke, at man ikke skal skrive om problemerne i verden. Jeg ser vores journalistik som et supplement til nyhedsdækningen. Vi mener, at begge sider af dækningen er vigtige, men der er bare ingen, der laver den her side,” siger han.

Konstruktiv eller kritisk journalistik?

Men er konstruktiv journalistik objektivt?

“Uden at det skal blive for meget en diskussion om ordvalg, så vil jeg nok aldrig kalde noget journalistik for 100 procent objektiv,” siger Sophie Rytter Skjoldager, men afviser, at deres journalistik skulle være mindre objektiv end andre mediers.

Derudover mener Sophie Rytter Skjoldager også, at der hersker en misforståelse ude i branchen om, hvad konstruktiv journalistik er.

“Jeg hører tit konstruktiv og kritisk journalistik blive sat op mod hinanden som modbilleder, og det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Jeg vil påstå, at Verdens Bedste Nyheder i den grad er kritiske. I forhold til vores kilder og vores dokumentation. Vi er meget transparente,” siger Sophie Rytter

Skjoldager. For Katrine Abildgaard Kelgren er det også vigtigt at pointere, at de på mediet ikke pynter på virkeligheden.

“Det er jo kolde fakta, vi leverer. Det er ikke noget, vi overdriver. Det kommer fra rapporter, og hvis man ville, kunne man finde en masse positive nyheder. Det gør de gængse medier bare ikke,” siger hun.

Ligestilling og grøn energi Tilbage i det lille køkken er redaktionsmødet stadig i fuld gang. Snakken går fortsat på Katrine Abilsdgaard Kelgrens historie om tuk-tukker. Hun får inputs til, hvor hun kan søge efter ekspertkilder, og hvordan hun fremadrettet skal bære sig ad for at skabe den rette vinkel for historien.

I dagene efter redaktionsmødet arbejder Katrine Abildgaard Kelgren mere målrettet på historien. Det viser sig, at hendes første fokus på kvindefrigørelse i Indien ikke er den eneste vinkel. Tuk-tukken, hun sad i, kørte nemlig på el, hvilket halvtreds procent af tuk-tukkerne i Indien faktisk gør. Katrine Abildgaard Kelgren vælger derfor at skifte fokus og fokuserer nu på elektrificering af køretøjer i og omkring Indien. Undervejs har hun tænkt sig at krydre historien med sin erfaringskildes personlige fortælling, og hvad det som kvinde har betydet at blive ligestillet med sin mand.

Arbejdet på historien går langsomt fremad, og artiklen står til at blive udgivet i slut juni. I første omgang skal Katrine Abildgaard Kelgren have fundet en ekspertkilde, og derefter vil det vise sig, om der er en større historie.

Håb for fremtiden

Hvad enten det handler om nye gennembrud på vaccineområdet eller elektrificering af køretøjer i Indien, står Verdens Bedste Nyheder klar til at berette om de fremskridt og løsninger, der hver dag ser dagens lys. Det kan for nogle lyde overdrevent positivt, men samtidig kan konstruktiv journalistik måske være et af midlerne til at få bugt med news avoidence.

Hos Verdens Bedste Nyheder ser de det i hvert fald som deres opgave at nuancere mediebilledet og fortælle om en verden, hvor der er håb for fremtiden.

“Verden er ikke så slem, som man tror. Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger,” siger Anders Seneca Bang.

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

Hvad får de tidligere ansatte på 24syv dagene til at gå med, efter deres arbejdsplads er lagt i graven? Vi har spurgt de fem journalister, som blev interviewet i forrige avis.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Den 31. marts bølgede den sidste ta lestrøm fra 24syv ud af danskernes radioer. I Illustreret Bunker udgav vi i sidste nummer en reportage fra radiokana lens sidste dage. Her kom fem journalister på banen med deres tanker om lukningen. Det er efterhånden et vilkår for journalister, at medier skærer ned – eller at de helt for svinder. Så hvordan er livet efter døden på det medie, man har arbejdet på i årevis? Det har de fem journalister fra sidste udgivelse sagt ja til at fortælle om i denne artikel – og deres svar er vidt forskellige.

Andreas Christiansen, tidligere chef for programudvikling på 24syv. Driver nu mediet Det Hemmeligste Af Det Hemme lige

Hvordan forløb lukningen af 24syv?

Selve det tekniske i at lukke er jo ingenting. Det er bare at holde op med at møde op og stoppe med at sende. Men der er selvfølgelig også det menneskelige, og det synes jeg gik godt. Vi havde en stor fest om søndagen, da vi lukkede, hvor vi sendte en sidste gang. Selvfølgelig var folk kede af det, men de var også stolte og glade. Det var simpelthen bare en meget kærlig og vemodig stemning.

det er, fordi prisen er den rigtige for de rig tige kunder.

lagt programmet, Døgnrapporten, ordentligt i graven. Så var vi ude og drikke nogle øl og snakke med hinanden, og det var på en eller anden måde meget rart, at man havde hinanden i det. Det var ligesom ikke en enkelt person, der var blevet fyret, det var os alle

Vi havde en vildt god afslutningsfest. Det føltes lidt som sådan en trist nytårsaften, hvor alle jo lidt gik og ventede på, at klokken blev 12, men det var jo ikke for at hoppe ind i det nye år og ønske tillykke, det var for at græde ind i det nye døgn og sige farvel. Det var meget følsomt, og der var mange tårer. Det var egentlig rart, at vi sammen kunne lægge det hele i graven, men det var også meget ambivalent.

Jeg havde egentlig indstillet mig på, at det var fint nok, hvis jeg kom på dagpenge. Men så skrev jeg bare lidt på LinkedIn om, at jeg snart var ledig, og så var der nogen fra Ekstrabladet, der rakte ud til mig. Det er et virkelig sjovt og helt vildt spændende job. Jeg får stadig lov til at arbejde med kriminalstof og podcast, så det kunne nærmest

Er det din generelle opfattelse, at folk er

kommet godt videre? Eller har du bare været mere heldig på den front?

Det er faktisk et rigtig svært spørgsmål. Det er ikke mange, der har fået job med det samme. Jeg ved også, at en del har besluttet at tage ud at rejse, eller måske kigger de på at starte på en uddannelse til sommer. Men for eksempel er alle, der var på Blåt Bælte, kommet hen på BT, og det er jo fedt, at det kunne lade sig gøre, at de kan fortsætte i det samme hus.

Chano Jørgensen, tidligere radiovært på 24syvprogrammet Tsunami. Nu på dagpenge

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Vi havde besluttet os for at afslutte det hele med et lytterprogram, hvor vi i stedet for at

Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening.

Hvad laver du nu?

Min gamle medvært og jeg har startet mediet “Det Hemmeligste Af Det Hemmelige”, som vi havde som podcast på 24syv. Vi har så mange abonnenter, at vi kan leve af det. Vi har ambitioner om, at det skal blive et lille nichemedie, og det er vi kommet godt fra start med.

Hvordan kan det være, at I gjorde det frem for at sælge programmet til et eksisterende medie?

Det var fordi, der ikke var nogen, der bed på. De var ikke villige til at betale det, som vi kostede. Der er jo ikke nogen af de store mediehuse, der tager podcasts seriøst. Så var det, vi tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Vi havde mange trofaste lyttere, og der var heldigvis mange, der valgte at følge med. Jeg bestemmer over min egen tid. Vi har muligheden for at vokse. Lige nu er min løn den samme, hvis ikke bedre, end hvad jeg havde fået, hvis jeg var en del af et mediehus. Vi har været meget heldige, fordi vi har kunnet bygge det op med statens penge på 24syv. Men så har vi også lavet et program, som folk fortsætter med at følge med i. Det at starte sit eget medie er ikke noget, jeg har tænkt over som en mulighed før. Det tror jeg, mange journalister, som føler, at det ser lidt sort ud, kan få glæde af at tænke på. Vi er to mand, der kan leve af 1500 kunder, ikke? Det er jo ikke, fordi det er mange. Men

Hvordan er det så gået i forhold til, hvad du forventede?

Det går meget bedre end forventet. Men altså, hvad er forventet egentlig? Jeg er sta dig irriteret over, at kanalen skulle lukke. For jeg mener, at Danmark har brug for mere public service, ikke mindre. Så det er jeg grundlæggende irriteret over. Vi havde jo massere, der lyttede til vores podcasts. Jeg synes, vi blev bedre og bedre, og nu er det hele bare væk.

Emma Bohn Vinkel: Tidligere radiovært og redaktionschef på 24syv-programmet Døgnrapporten. Nu podcastproducer på Ekstra Bladet

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig? Jeg synes, det var en ret underlig periode. Det der med, at man stadig skulle møde på arbejde, selvom lukkedagene kom tættere og tættere på. Det føltes mere og mere ligegyldigt for hver dag, der gik, samtidig med, at man jo stadig havde lyttere, der var glade for det produkt, man lavede. Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening. Vi lavede et farvelafsnit og fik ligesom

–

Emma Bohn Vinkel

have en kendt gæst med, som vi plejer, havde vores lyttere med. Det var en fin måde at slutte det på, synes jeg. Så havde vi lejet en stor partybus, og så kørte vi sammen rundt med vores lyttere og fejrede det sidste program med dem. Det var sådan, den sidste dag gik. Vi har købt rettighederne til vores program. Så vi bestemmer selv, hvad vi gør nu. Planen er, at vi skal finde et sted, der vil videreføre Tsunami, men det har vi ikke fundet endnu. Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv. Det er rigtig svært, når man samtidig har oprettet en virksomhed, så man kunne opkøbe sit program. Vi skulle jo have et CVR-nummer og har betalt mange tusinde kroner for at få lov til at opkøbe programmet. Men nu sidder systemet så og siger, jamen, du har jo et firma, hvor mange timer bruger du på det om måneden? Og jeg bruger jo nul timer, og tjener nul kroner, altså, det er bare forvir-

rende. Og så skal man sidde og dokumentere, at man søger job, men i den her branche er det svært at dokumentere de samtaler, man kommer til, fordi det ofte bare er en uformel kaffeaftale på en café.

Tsunami betyder rigtig meget for mig. Det er det, jeg har lavet de sidste tre år. Det er det, jeg har fået en smule succes med. Når jeg er i byen, møder jeg stadig mennesker, der kommer hen og spørger ind til Tsunami, og hvor det er blevet af. Så kan man mærke, at der er folk, der savner det og folk, der hver dag skriver på vores Instagram: ”Ej, nu må der da snart ske noget, nu må I da snart afsløre, at I forsætter,” så det betyder rigtig meget.

Hvordan er det ikke at stå med en fastansættelse mere?

Det er rigtig, rigtig mærkeligt. Hele det her freelanceliv, som jeg tænker 90% af os lever, det skal man lige vænne sig til. Det her med, at det lige pludselig er alle mod alle. Vi har jo siddet derinde og været privilegerede og har bare kunnet få penge fra staten for vores arbejde. På den anden side tror jeg også, at man hurtigt kunne være groet fast, hvis man havde siddet der de næste 10 år.

Asgar Bugge Hansen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu på vej ind på lærerstudiet

Hvordan er lukningen gået i forhold til, hvad du forventede?

Jeg synes, det er gået meget stille og roligt. I starten føltes det bare som en lang ferie. Men jeg tror, det bliver værre med følelsen på dagpenge med tiden. Det er min opfattelse, at det generelt har været svært for folk at få job.

Jeg arbejder allerede på en ungdomsskole som pædagogmedhjælper, indtil jeg

”Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv.

– Chano Jørgensen

kommer ind på læreruddannelsen. Det er det, jeg vil. Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af. Det er svært at finde job som journalist, og der er mange andre ting, jeg hellere vil kæmpe for.

Hvis det ikke var for den jobusikkerhed, der er i branchen, var du så blevet?

Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at sige nej. Jeg håbede selvfølgelig, at vi kunne have kørt videre med Gameboys, men hvis det ikke var fordi, jeg fik muligheden for at lave podcast i sin tid, så var jeg aldrig gået den vej.

Daniel Møgelhøj, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu midlertidigt ansat på mediet Arkaden

Hvordan var det at pakke jeres studie ned?

Vores studie har jo været i for-

skellige iterationer i de fire år, som vi endte ud med. Vi havde helt klart det mest ambitiøse og rodede studie, og der var mange ledninger, der skulle hives ud af væggen og teknik, der skulle tilbage til Kulturradio Danmark eller til andre opkøbere. Det var hårdt at se det, vi havde opbygget over fire år, blive revet væk. Det var til sidst et studie, som jeg var meget stolt af, fordi det netop havde huset så mange spændende gæster, så mange fede historier, så meget interessant journalistik.

Hvordan gik det med at få opkøbt programmet?

Vi endte med ikke at købe Gameboys. Det er der mange grunde til. Det er et for stort arbejde, og det passede ikke ind i vores planer. Men heldigvis har vi fået at vide, at der er landet en aftale med Kulturradio Danmark, der betyder, at det kan blive oppe i lidt længere tid. Det er dejligt at vide, at de mennesker, der har fulgt os i de her fire år, har mulighed for at genhøre de her programmer lidt endnu. Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på,

”

Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på, hvor meget det hele egentlig betød for os.

– Daniel Møgelhøj

”Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af.

– Asgar Bugge Hansen

hvor meget det hele egentlig betød for os.

Hen mod slutningen af 24syvs liv kunne jeg mærke, at det, at jeg ikke havde noget at lave, snart blev en realitet, som jeg ikke havde lyst til at sidde i. Så var jeg så heldig at få det rigtige opkald og tale med de rigtige mennesker. Og nu, et par uger efter, føler jeg allerede, jeg

er godt i gang og har lært at omstille mig. Dog stadig med den store sorg, at jeg ikke arbejder sammen med Asgar mere.

Hvordan er det nu at stå med freelancelivet og ikke helt vide, hvad der skal ske?

Når jeg kigger tilbage på det, vi har skabt på 24syv, så giver det mig blod på tanden til at fortsætte. Man er nødt til at være sikker på sine egne evner. I den her branche må man finde sig i den usikkerhed og det kaos, der er. Intet er sikkert.

Mange af de ting, som skræmmer os, det er også de ting, der former os. 24syv har været formgivende år, det har været noget, der har givet noget ild til tilværelsen. Det tror jeg bare ikke, man skal glemme, når man sidder på den anden side. Der er intet, der stopper dig i at gøre det samme igen udover dig selv.

“I

ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

Artiklen her handler om, hvordan manden med den rolige stemme og de lange pauser bærer sig ad med at hvile i stilheden mellem interviewer og interviewperson.

TEKST: JENS-EMIL NØRGAARD

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Den svenske TV-kanal SVT inviterer i 2010 en flok reportere fra flere forskellige lande til Sverige for at følge den svenske valgkamp. Blandt de indbudte er Mikael Bertelsen. Han skal interviewe den daværende svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni. En meget kendt skikkelse i Sverige fra partiet Liberalerna. Og så er hun minsandten også burundisk flygtning. Opgaven er simpel. Mikael Bertelsen og Nyamko Sabuni skal tale om ligestilling. Interviewet skal bruges som indslag til den afsluttende debat på valgaftenen om ikke så frygteligt længe.

Inden interviewet fortæller han det svenske TV-hold, at de på intet tidspunkt må lægge kameraet fra sig. Mikael Bertelsen forbereder dem på, at der kan komme lidt turbulens.

Nyamko Sabuni træder ind i lokalet og giver Mikael Bertelsen hånden. På dansk fortæller han, at han har en aftale med ligestillingsministeren. Hun kigger lidt forvirret på Mikael Bertelsen og forklarer, at det altså er hende, der er ligestillingsminister.

”Jeg tror, du har misforstået,” siger Mikael Bertelsen. ”Jeg har altså en aftale med ministeren.”

Lettere irriteret prøver ligestillingsministeren en gang til. Afdæmpet forklarer hun Mikael Bertelsen, at hun er ligestillingsminister i den svenske regering.

”Kan du ikke finde din kalender og komme med en kop kaffe? Jeg skulle gerne have en aftale med ligestillingsministeren,” siger Mikael Bertelsen.

Rådgivere, spindoktorer og TV-hold i hele rummet begynder afvæbnede at bryde ind i samtalen. Hun afbryder og slår over i engelsk. Nu kan det være nok.

”You don’t understand. I AM THE MINISTER,” siger den svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni.

”But, but you are a woman,” svarer Mikael Bertelsen. Gys.

Foran en ligestillingsminister i landet, der spiser feminisme til morgenmad. Man kunne lige forestille sig, hvordan sådan et lokale klemmer sig sammen. Det lyder jo næsten som noget fra Klovn. Præcist hvordan, det hele ender for Mikael Bertelsen, vender vi tilbage til. At tage sig tid til tingene er nemlig noget, som mediebranchen har glemt, ifølge Mikael Bertelsen.

”Alle udkommer, alt bliver sendt, alt bliver optaget, og alt bliver glemt.”

Så det kan vi meget passende øve os på i denne artikel.

En kop sukker og et interview, tak Nogle gange kan det næsten føles som fysisk smerte i maveregionen. Sig noget for helvede. Men han holder sin mund. Mikael Bertelsen kan få tæerne til at grave sig ned i stuegulvet, når han afventende stiller spørgsmål. Han ser det selv som en måde at punktere rollerne med det formål at se, hvem vi i virkeligheden er.

Der er noget ved ham, som skiller os ad. Vi er ikke helt enige om stilheden. Eller Mikael Bertelsen.

”Jeg har hele mit voksne liv befundet mig utroligt godt i stilhed. Så godt, at jeg nogle gange bruger det som et skjold,” siger han.

Han lokkede engang indbyggerne i et parcelhuskvarter i et slags interviewteknisk jerngreb ved at bede om en kop sukker. Et gammelt trick, som han helt oprigtigt troede, var en måde at kontakte hinanden i parcelhuskvarterer.

Året er 2002. Smartphonen er ikke opfundet. De fleste laver stadig aftaler med hinanden over fastnettelefonen og mails. Ja, programmet er faktisk så gammelt, at det har opfyldt sit eget navn. Skjoldhøj Arkivet er

gang med historien om det forladte hus. 20 minutter går der, før det ægtepar, som var på vej ud af døren, faktisk får sneget sig ud af Mikaels Bertelsens interview.

Han har aldrig hørt, at det kunne skabe ubehag.

”Jeg oplever det slet ikke som irriterende eller groft. Det er en måde at skrælle portrættet rent fra de vaner og reaktioner, som alle har, når situationen går præcist, som vi havde forestillet os. Jeg ser det som en måde

begravet dybt i arkivet hos DR.

Mads Brügger og Mikael Bertelsen er taget til Skjoldhøjparken, et parcelhuskvarter i nærheden af Tilst.

Mads Brügger er lige stukket på en løbetur, mens Mikael Bertelsen er i færd med at finde ud af, hvad der skete med den familie, der boede i det hus, som de har lejet. De skulle efter sigende have haft et skrantende ægteskab. Men der er tilsyneladende ingen, der egentlig ved, hvad der blev af familien.

Mikael Bertelsen står og banker på en hoveddør lidt nede ad gaden. I den ene hånd har han en tom kop, og i den anden en optager. Han er ved at lave radio, forklarer han, men der er simpelthen ikke noget sukker i det forladte hus, som Mads og han selv bor i. Det ældre ægtepar, som har åbnet døren, er godt nok lige på vej ud. De skal i sommerhus, så de har ikke tid til interviewet, men vil nu gerne hjælpe med en kop sukker. Sådan gør man jo her i kvarteret.

Da konen kommer tilbage med Mikael Bertelsens kop, har hun fyldt koppen med sukker. Husbonden og Mikael er allerede i

at redde interviewpersonen og mig fra den falskhed, interviews kan være omgivet af,” siger Mikael Bertelsen.

Hunde kan mærke, om man er bange, og det kan interviewpersoner også. Her skal siges, at Mikael Bertelsen aldrig kunne finde på at sammenligne personer, han interviewer, med hunde.

Lidt turbulens kan ikke skade

Det er vist på tide, vi fortsætter historien om, hvad der skete med den svenske ligestillingsminister og Mikael Bertelsen. Lad os starte scenen, hvor vi slap den. Mikael Bertelsen har lige antydet over for en svensk minister, at hun er for meget kvinde til at besidde en ministerpost.

Det stakkels TV-hold er ved at krybe under gulvtæppet af skam. Undskyldninger og ansvar bliver kastet omkring. Spindoktorer går i gang med at rense luften for muligheder for mere konflikt.

Nu er det jo bare sådan, at Mikael Bertelsen havde advaret om turbulens. Og så må man spænde bæltet, hvis ikke man vil kastes

rundt i flyvemaskinen.

Det er ikke til at vide, hvad man selv ville have gjort. Måske fundet sin smartphone frem? Det er jo ikke længere 2002. Situationen ender med at trække en del opmærksomhed i de svenske medier. Selvfølgelig. Vistnok noget med en overskrift, hvor der stod ”Idioten fra Danmark”.

Men Idioten, som trak overskrifter, vidste, hvad han lavede. Selv beskriver han det sådan her.

”Det kan minde lidt om en TV-station fra dengang, hvor der stadig var tekniske vanskeligheder i ny og næ. Man følte sig i live hos TV-avisen, når transmissionen blev afbrudt. Man kan sige, at jeg eksperimenterer med spontane øjeblikke, som kendes fra de tekniske uheld.”

Det er en måde at ophæve den kunstighed, der kan være i et interview.

I dag griner Mikael Bertelsen mest af den pinlige situation med ligestillingsministeren. Han vidste jo godt, hvem hun var. Det var bare hans måde at gøre tingene på.

“På det tidspunkt var ministre noget, man var bange for. I dag er det mest nogen, man har lidt ondt af.”

Otte interviews til millionen

Alt for mange interviews er låste på forhånd. I mange af de TV-interviews, man ser, er det en interviewer, der snubler sig vej hen imod svaret. Det, som de allerede på forhånd har besluttet sig for, er det eneste vigtige, kilden kan fortælle.

“Det kan blive lidt af et kammerspil, når intervieweren er for forberedt,” siger Mikael Bertelsen.

Det var noget andet i sin tid. Før de fleste nuværende journaliststuderende var født, brugte Mikael Bertelsen sine dage på DR. En af de unge journalister på redaktionen var i gang med en radiomontage. Om hvad kan han ikke lige huske. En ældre journalist på redaktionen gav råd fra sig. Lidt som Mikael Bertelsen gør nu.

Rådet var: De første otte interviews, du laver med din hovedperson, kan ikke bruges til noget.

Dengang føltes det lidt som en overdrivelse. Men der er nu alligevel noget om snakken, mener Mikael Bertelsen.

“Sådan er det jo ofte med gode råd. Man regner det ikke for meget, indtil man selv prøver, at de første otte interviews ikke fungerer.”

Han insisterer på ikke at lyde gammelklog. Det lægger han meget vægt på. Og råd er svære at komme med, fordi vi alle interviewer forskelligt.

“Mit indtryk er, at yngre mediestuderende med stor ildhu prøver at gøre sig en karriere på egen hånd. Til det kan jeg sige, at alt det bedste, jeg har lært og produceret, er i samarbejde med andre. Det, håber jeg ikke, er forsvundet helt.”

Hvad kunne du godt tænke dig, at en artikel som behandler din stilhed og evne til at håndtere ubehag, ender med?

“ ,” tier Mikael Berthelsen. Skal det ende i stilhed?

“Det kunne være meget passende.”

Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Ulykkelig kærlighed, ødelagte relationer og svære følelser. Hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter

sætter helt særlige krav til vært og gæst, fordi den handler om alt det, der er allerhårdest

TEKST: REGINE FARHADI ILLUSTRATION: MIE STÆRK

”Jeg kan faktisk også mærke, at jeg føler mig lidt lettere over det nu, end da jeg startede. Jeg føler, det har hjulpet mig.”

Det lyder måske som noget fra en dialog mellem psykolog og klient, men det er det ikke. Det er Nicky Russell, forsangeren i bandet LIGA, efter han har fortalt om for nylig at have mistet en barndomsven på grund af løgne.

34-årige Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bruger nu sin uddannelse i sit trebenede podcastunivers. Hvert ben fungerer som ambulanceredder til lytterne på henholdsvis kærligheds-, venskabs- og økonomifronten.

Engang eksisterede kun et af dem, hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter. Det gør den stadig. Hver uge inviterer Maria Jencel en ny kendisgæst i studiet, som fortæller historien om, dengang vedkommende fik hjertet knust.

Programmet udkom for første gang den 16. juni 2021 og har indtil for nylig hørt hjemme hos 24syv. Nu er det ble vet fast inventar på Podimo og er et program med et koncept, der sætter særlige krav til journalisten bag.

Det ufordømmende rum Gæsterne, som oftest har en form for kendisstatus i Dan mark, har hver især oplevet kærlighedens onde ansigt på helt forskellige måder. De fleste husker tilbage på romantiske relationer, mens andre har hjer tesorger over forældre eller venner.

Nogle er ble vet udsat for utroskab og voldsomme løgne, mens andre selv har været utro og har knust sit eget hjerte i processen. I for knuste hjerter der plads til det hele, og det er vigtigt for Maria Jencel, at det er et ufordømmende rum, hvor gæsten føler sig tryg til at dele sin historie.

kærlighedsliv,” siger Maria Jencel.

Ifølge hende selv gør hun sig derfor umage for at spore sig frem til det perfekte sweetspot mellem at få gæsten til at føle sig tryg nok til at krænge sit hjerte ud og samtidig gå kritisk og konfrontatorisk til værks med spørgsmål som ”hvorfor gjorde du det?” og ”hvad udsprang det af?”

”For mig handler det om at forløse en fortælling, hvor alle bliver klogere. Det er vigtigt for folk, der har været udsat for utroskab, at høre fra folk, der har været utro, hvad deres tanker og refleksioner var om det,” siger hun.

Fra krigstraumer til kærestesorger

Philip May Dreier Mikkelsen, kendt fra Paradise Hotel, har selv prøvet at sidde over for Maria Jencel i den varme stol. Her delte han ud af sine on-off kærestesorger over sin nuværende kæreste.

Hans historie handler om, hvordan PTSD og krigstraumer førte til et langt stofmisbrug, som endte med at gå ud over hans kærlighedsforhold.

”Det er altid grænseoverskridende at åbne sig fuldstændig for et menneske, man ikke kender, når man ved, man bliver op-

”Jeg er nødt til at parkere alt fuldstændig og være 100 procemt nærværende og i nuet med det her menneske, for at interviewet bliver godt,” siger hun.

Det nytter ikke noget at have hovedet fyldt med to-dolister og tanker om børn, der skal hentes. Det er et krævende stykke arbejde. Ikke desto mindre finder Maria Jencel det også meget givende. Gæsternes historier giver hende perspektiver, hun kan vende mod sit eget følelsesliv.

Fælles for de ting, der berører hende, er, at problematikken bliver mere eksistentiel.

tælle,” siger han om at have 112 for knuste

Men Philip May Dreier Mikkelsen tænker tilbage på det som en god og tryg

vet det mange gange før. Jeg følte mig taget godt imod, og jeg

”Det er helt naturligt, at når folk fortæller en noget, der er bevægende, så spejler man sig selv i det og føler stor empati med dem. Og det gør jo også, at man mærker deres smerte i sig selv,” siger hun.

Men bliver det ved med at være relaterbart at høre om teenagehjertesorg, når man selv er blevet lykkeligt gift og mor til to?

”Det er et meget sjovt spørgsmål, for det er jo klart, at jeg har udviklet mig i løbet af de her tre år,” siger hun.

Men det er altså ikke alderen på den hjerteknuste i fortællingen, der påvirker graden af medfølelse hos Maria Jencel.

”Det er ikke sådan, at teenagehistorier pludselig ikke rører mig længere. Sådan er det slet ikke. Men der er selvfølgelig historier, der rammer ned i præcis dét, jeg tænker og reflekterer over for tiden, som så rører mig mere,” siger hun.

”Jeg ved ikke, om det lyder fluffy og irriterende, men for mig bliver det ofte sådan, at jeg bliver rørt på menneskehedens vegne. Når noget bliver løftet op og bliver større end historien, rammer det mere intensivt,” siger hun.

Det kan for eksempel være tanker om livets cyklus, skønhed, moderskab og livet som kvinde.

”Jeg mærker sådan en følelse af ‘fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes’,” siger hun om de følelser, hun kan få undervejs.

En sten i hjertet

Der er også de historier, som er så mørke, at Maria Jencel må gøre noget helt bestemt efterfølgende for at passe på sig selv. Nogle af gæsternes historier involverer dødsfald og traumer.

følte, at jeg

ge rammer.

Det betyder, at hun sommetider inviterer mennesker ind, der selv har opført sig uhensigtsmæssigt. Det kan være mennesker, der har været utro eller kigget kærestens telefon igennem i smug.

”Det handler ikke om at sige til den utro person: ’Fuck dig, hvor er du nederen’, for det ved den utro person godt. Det, vi får noget ud af, er at prøve at forstå hinanden, så vi kan føle os mindre forvirrede i vores

Det, tror jeg, er det vigtigste, når man skal sidde og snakke om et sårbart emne,” siger han om oplevelsen.

Et journalistisk håndværk 112 for knuste hjerter er ikke noget, Maria Jencel bare kan ”winge”. Det kræver stor umage og grundig forberedelse. Under optagelserne lægger hun alt fra sig. Mobilen bliver slukket og al koncentration rettes mod gæsten.

Du må ikke græde, Maria ”Du er kommet for at sige det der. Du er kommet for at ødelægge mig,” tænkte digteren Caspar Eric, da pigen, han var forelsket i, kaldte ham for en spasser på grund af det handicap, der får ham til at halte. Nu sidder han og fortæller om episoden i podcasten. Maria Jencel trækker vejret dybt. Hun mærker en knude i maven og tårerne komme snigende. Men hun må ikke give sig hen til dem. Det må ikke handle om hende. Det er Caspar Erics historie, der skal være i fokus.

Det er sjældent, at Maria Jencel må kæmpe mod tårerne, når hun sidder i podcaststudiet og optager 112 for knuste hjerter. Men nogle gange er der noget i gæstens historie, der trykker på et eller andet. Det kan være alt muligt forskelligt, og det behøver ikke være noget, Maria Jencel kan spejle sit eget liv i.

Og når Maria Jencel bruger sig selv i sin journalistik på den måde, hun gør, kan hun ikke altid undgå at tage følelserne med sig videre, når mikrofonerne er slukket. Hun ryster det af sig ved at fortælle det til sin mand, så snart hun kommer hjem.

”Historier, der er ekstra mørke og tunge, har jeg brug for at få ud af mit system, så jeg ikke føler, at jeg sidder med en tung sten i mit hjerte, som gæsten har givet til mig. Jeg bliver nødt til at give den videre, så den ikke ender med at sidde fast i mig,” siger hun. Selvom det til tider kan være udfordrende at tage de hårde historier ind og mærke gæsternes følelser på egen krop, skaber Maria Jencel på den måde en særlig dialog med sine gæster.

”Hvert afsnit har sin plads, og der er altid nogle, for hvem det nyeste afsnit er det allerbedste,” siger hun.

TEMA: Politik

Kommentar fra TEMA-redaktørerne

TEKST:

KATHRINE MØLLER NIELSEN, LUCIA ENOLA HOLMEN LOPEZ & EMILY HOLLAND-FISCHER

TEMA-sektionen har i denne udgave af Illustreret Bunker set nærmere på emnet politik.

Helena Holm-Gregersen har undersøgt, hvordan politik har påvirket dette års Eurovision. Grandprix-kommentator Ole Tøpholm understreger, at det har været et kaotisk år. Helena Holm-Gregersen har snakket med nogle eurovisionfans, som reflekterer over dette års glitterfest.

Marcus Mathias Franck og Sebastian Østergaard Olsen har snakket med Theresa Scavenius om hendes rolle som løsgænger. Ifølge eksperter har løsgængere lang vej til politisk magt, og de kan blive usynlige, men det gælder ikke for Theresa Scavenius, som holder kritiske samråd, kontrollerer regeringen og tjekker efter, om ministeren siger det rigtige.

Emil Lund Jensen er taget i Fælledparken til arbejdernes internationale kampdag 1. maj, hvor han har fulgt Revolutionært Kommunistisk Parti. Et nyt parti, som bliver stiftet til oktober. Emil Lund Jensen spørger dem om, hvorfor Danmark har brug for kommunisme, og hvordan deres revolution skal foregå.

Kathrine Møller Nielsen har været ude at spørge, hvorfor rigtig mange danske borgere ikke går op i det kommende Europa-Parlamentsvalg. Hun spørger to opstillede kandidater og en ekspert hvorfor, og hvad der skal gøres ved det. Mere polarisering, hverdagsEU og bedre kommunikation fra Christiansborg er nogle af forslagene.

Sarah Cardel har undersøgt Venstres historisk store tilbagegang i meningsmålingerne. Eksperter peger blandt andet på løftebrud og vælgerflugt som årsag. Sarah Cardel har blandt andet talt med politisk kommentator Jarl Cardua og valgforsker Kasper Møller Hansen om, hvor det stiller Venstre som parti nu.

God læselyst!

De bedste hilsner, TEMA-redaktionen

Når storpolitik møder glitter hvor politik sættes i spil”

Ved Eurovision i år kunne forandring og frygt mærkes. fandt sin vej helt ind i glitterfesten. Er der plads til underholdning jere end musikken?

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN

LOTTE SKJØDT NIELSEN

ILLUSTRATION:

Malmøs gader: Et todelt grænseland uden lige. En arena propfyldt med glitter, glamour, og hvad der skulle have været en omfavnende stemning, præcis som det plejer. Men noget var anderledes ved dette års Eurovision. Trusselsniveauet var hævet, og sikkerhedsforanstaltningerne tog nye højder. Demonstrationer og tilråb gav årets Eurovision en mere usikker begyndelse, end grandprixet er vant til.

Kommentator Ole Tøpholm har dækket Eurovision i mange år for DR og oplevede forandringen i Malmø.

“Forskellen kan mærkes, når deltagelsen i grandprixet har føltes som et securitycheck i lufthavnen,” siger Ole Tøpholm.

Skandaler og stillingtagen er ikke en fjern sag for Eurovision. Gennem årene har det, der skulle være et fredeligt arrangement, vist sig at være en perfekt politisk slagmark. Eurovision har været underlagt en ekstrem grad af politisering i år. Det har ifølge lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet Lisanne Wilken først for alvor taget fart inden for de seneste 10-15 år.

“Den politiske del af Eurovision har altid været der, men det er klart, at jo flere lande der er med, og jo større det bliver, jo mere kommer politik også til at fylde, og jo mere attraktivt bliver det at politisere,” siger Lisanne Wilken.

Forskellen kan mærkes, når deltagelsen i grandprixet har føltes som et securitycheck i lufthavnen.

– Ole Tøpholm, Eurovision-komentato

United by Music Organisationen bag Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), opererer under et apolitisk motto, ‘United by Music’. Eurovision skal holde sig fri af politiske overbevisninger og være intet andet end en sang-

konkurrence, som forener de europæiske lande gennem hyldest og dyst.

start haft sine komplikationer. Flere lande har gennem tiden trukket sig eller modta get en diskvalifikation grundet politiske overbevisninger eller politiske undertoner i deres optræden i showet. Israels deltagelse har fået massiv omtale både før, under og efter showet. Men det er ikke første gang, de

og glamour: “En kulturel kampplads,

Politiseringen af programmet, som før har været en underliggende faktor, underholdning og forsamling på tværs af landegrænser, når politikken synger hø-

deltagende lande har budt Eurovision på kontroverser. Blandt andet i 2000, hvor Israel brød EBU’s flagregel, da de tog syriske flag med på scenen.

Også i 2009 måtte Georgien trække sig fra showet i Moskva efter politiske uoverensstemmelser med EBU grundet deres sangtitel ‘We Don’t Wanna Put In’, som lød for meget som ‘We Don’t Want Putin’.

EBU har forsøgt at fastholde showets retning som en apolitisk begivenhed, på trods af mange deltageres forsøg på at bringe egne politiske budskaber.

Simon Falk har været trofast fan af Eurovision gennem mange år, og den apolitiske tilgang er ifølge ham mere et ideal, end det er virkelighed.

“Hvis man vil holde konkurrencen apolitisk, men ser igennem fingre med de politiske markeringer, der er, så hænger det jo ikke sammen. Jeg synes, at EBU efterhånden må have lært, at man ikke bare kan lade som om, at konkurrencen ikke er politisk,” siger Simon Falk.

At drive et apolitisk, multinationalt program i denne tid ligner ikke en nem opgave, og EBU’s beslutningsgrundlag kan virke uigennemskuelig som fan. Men spørger man Lisanne Wilken, giver EBU’s håndtering af politiske problematikker mening.

“EBU er ikke en udenrigspolitisk organisation, selvom det er en kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at den her organisation understreger, at den frem for alt ikke er politisk,” siger Lisanne Wilken.

At være fan af Eurovision Eurovision er en tradition for mange familier i Danmark. I 2024 så 543.000 danskere med. Men grundet den mediebevågenhed der har været specifikt på Israels deltagelse har det ifølge værterne på podcasten ‘Eurovision Fanklub’, Amalie Hestbæk Jakobsen og Nikolaj Stilling, været sværere at kalde sig stolt Eurovision-fan i år.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs for reaktionerne, hvis jeg ikke holder mig neutral. Omvendt er jeg også bange for at dele min holdning. Det beskriver meget godt følelsen af at være fan i år, og hvilken betydning det får, at Israel må være med,” siger Nikolaj Stilling.

”Der opstår en frygt for, at man kan blive stemplet som et dårligt menneske, eller at man støtter et folkemord, fordi man elsker en sangkonkurrence,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den intense politisering har gjort det ubehageligt at stå ved deres største interesse, som de ikke på samme måde har oplevet før.

”Det føles som om, vi næsten ikke kan gøre noget rigtigt. Det er noget møg for os som fans, fordi vi prøver i virkeligheden ikke at sige, hvad vi synes om hele konflikten, vi prøver bare at være fans, som vi altid har været,” siger Nikolaj Stilling.

”Man kan føle sig taget som gidsel,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den anderledes stemning var også til at mærke ifølge kommentator Ole Tøpholm.

”Det har været et ret kaotisk Melodigrandprix i år. Både kommentatorer og pointafgivere har trukket sig. Kontroverserne fra både Italien, Holland og Israel har betydet, at stemningen til Eurovisionen har været kørt op i et gear, vi slet ikke er vant til,” siger Ole Tøpholm.

Hvorfor Rusland og ikke Israel?

Op til årets Eurovision har der været massiv mediedækning omhandlende Israels deltagelse. Sammenligninger er blevet lavet med Rusland, som efter invasionen af Ukraine i 2022 blev smidt ud af konkurrencen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Israel ikke møder samme skæbne, eftersom konflikten med Hamas er blusset op siden d. 7. oktober 2023.

“Her er tingene jo ikke så sort-hvide, som det var med Rusland. Regeringer verden over havde klart fordømt Rusland og kappet alle linjer til Moskva. Det er ikke tilfældet med Israel. Der er ikke indført sanktioner. Der er kritiske røster hist og pist fra regeringer, men linjen er stadig åben til Jerusalem og Tel Aviv,” siger Ole Tøpholm.

Udover den divergerende politiske tilgang, som omverdenen har haft til Rusland og Israel, er der ifølge Ole Tøpholm, en anden grund til at EBU ikke udviser egen holdning, trods mange ønsker fra aktivister.

“EBU er jo en public service TV-station, og tv-stationer laver ikke selvstændig udenrigspolitik. De navigerer indenfor konkurrencens egne regelsæt, resten må være op til regeringerne,” siger Ole Tøpholm.

Hvad skal der ske med Eurovision Eurovision har siden sin start været et program, der bringer nationer sammen, men efter dette års konkurrence kan fremtiden synes grå for den farverige konkurrence. Kan en platform som Eurovision holde til så meget usikkerhed og polemik udefra, som den har stået model til i år? Spørger man Ole Tøpholm, er alt håb ikke ude endnu.

”Jeg synes stadig, at Eurovision samler os mere, end det splitter os. Det er den eneste gang om året, hvor vi på dansk TV har armensk folkemusik, italiensk pop og irsk hekseri på én gang i bedste sendetid.”

Ideen om, at et program som Eurovision kan holde sig fri af politisk indflydelse og kun forholde sig til den musikalske del af programmet, kan virke utopisk. Men ifølge Simon Falk er det slet ikke her, man burde lægge sit fokus.

”Kan man respektere hinandens forskelligheder og respektere, at hvert land deltager på baggrund af deres egen dagsorden, så tror jeg også, at man kan komme noget af det mere negativt politiske til livs.”

Spørger man lektor i Europastudier Lisanne Wilken hvad der skal til for at sende Eurovision på rette kurs igen, ligger byrden ikke hos de deltagende lande eller publikum.

“Eurovisionen afspejler det, der sker i tiden, og dens fremtid afhænger af, hvad der sker frem til næste Eurovision.”

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn: Hun bruger sin lup som megafon

Som løsgænger står du alene på Christiansborg, hvor partierne har den største magt. Og ifølge eksperter har du lang vej til både politisk magt og taletid i medierne. Mange bliver ganske enkelt usynlige. Andre tager kampen op. En af dem er Theresa Scavenius.

TEKST: MARCUS MATHIAS FRANCK & SEBASTIAN

ØSTERGAARD OLSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Selvom politiske partier ikke er nævnt eksplicit i grundloven, så er de efterhånden en naturlov i Folketinget. I dag er folkestyret mere eller mindre afhængigt af, at politikerne organiserer sig under de forskellige partibogstaver.

“Folketinget er produktivt, fordi politikerne har grupperet sig. Hvis man forestiller sig et folketing med 179 løsgængere, ville det være utrolig vanskeligt at træffe nogen beslutninger,” siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

Men hvad er egentlig muligt, når man som løsgænger står alene? Hvordan opnår man politisk indflydelse? Og hvad gør man som løsgænger, hvis man gerne vil blive på Christiansborg?

En bidsk vagthund blandt pæne pudler På Christiansborg er det partierne, der styrer slagets gang, og ifølge Jens Ringberg journalist og politisk analytiker, er der som regel heller ikke nogen, der ønsker at kæmpe med dig – eller imod dig.

Han forklarer, at løsgængere har ringe muligheder for at udøve politisk magt i traditionel forstand. De er ganske enkelt ikke interessante for partierne, når der skal indgås politiske aftaler og forlig. Denne forklaring står han ikke alene med.

”Inde i Folketinget, mener jeg ikke, hun spiller nogen som helst rolle,” siger Eva Sørensen om Theresa Scavenius.

Men det arbejder Theresa Sca venius ikke ud fra. For hende er politisk indflydelse også at skabe debat og opmærksomhed på dagsordener, hun synes er vigtige. Hun peger på, at folketingsmedlemmer har to grundlæggende funktioner. Den ene er at have politiske holdninger, man arbejder for. Den anden er at være en kontrolinstans, der kigger regeringen og lovgivningen efter i sømmene. Theresa Scavenius mener, at netop denne funktion er for sømt i dagens Folketing.

”Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund,” siger Theresa Scavenius.

Selvom Eva Sørensen ikke mener, at løsgænger har en stor magt, så synes hun ikke, at de intet spillerum har. Hun ser mandatet som en ølkasse, man kan stille sig op på og bruge som talerør ud i samfundet. Her står man som løsgænger helt fri til at fortælle om den dagsorden, man er optaget af. Rollen som løsgænger er netop ‘løs’, og man kan gå i lige den retning, man ønsker. Det ser Theresa Scavenius selv som en fordel ved at stå uden for partierne. Ifølge hende fylder partidisciplin for meget og skygger for den kritiske tilgang til lovarbejdet.

“Vores system bygger på en kritisk masse på 179 mennesker, der skal undersøge om en lov er god eller dårlig. Hvis den masse minimeres til nogle store partilinjer, så får vi ikke den kritiske diskussion, der sikrer, at lovforslagene bliver gode,” siger Theresa Scavenius.

At grave sig til indflydelse

Theresa Scavenius’ politiske arbejde kan beskrives som snævert, men grundigt. Hun udvælger specifikke lovforslag og arbejder detaljeret med disse. Hun beskriver, hvordan hun krydstjekker det faktiske grundlag og ikke mindst, om der faktisk står det i loven, som ministeren siger. Og så ville hun ønske, at flere arbejdede som hende.

“Jeg tror, det er mig, der insisterer på en bestemt måde at arbejde parlamentarisk på,

Folketingsmedlem.

“Men vi havde også et problem, hvis alle var løsgængere eller arbejdede som Theresa Scavenius. De fleste sidder i partier og sørger for, at tandhjulene drejer rundt,” siger Jens Ringberg.

Ifølge Eva Sørensen er det også svært som løsgænger at være med til at få tandhjulene til at dreje rundt. Hun mener, at direkte politisk indflydelse handler om, hvad man kan tilbyde.

“Man har ikke rigtig noget at komme med, som kan give én indflydelse, når man kun har et enkelt mandat at tilbyde,” siger Eva Sørensen.

Jens Ringberg mener derfor, at man som løsgænger skal satse på den indirekte indflydelse frem for politisk magt i traditionel forstand. Og det mener han, Theresa Scavenius lykkes med.

“Hun bruger sin løsgængerposition til at sætte fokus på nogle ting, hun synes er problematiske. Det, synes jeg, er virkelig fint,” siger han.

Theresa Scavenius fremhæver, at hun graver dybt i lovgivningsarbejdet. For hende handler lovgivningsarbejdet lige så meget om at holde kritiske samråd, kontrollere regeringen og tjekke efter om ministeren siger det rigtige.

“Og når man skal det, så kan man jo ikke sidde og drikke kaffe i forligskredsen,”

“Så er det rigtigt, at meget af den indflydelse jeg kan have lige nu, ikke er direkte på lovgivningen, men netop er via borgere, der gerne vil have mere af det arbejde, jeg laver,” siger hun.

Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund.

– Theresa Scavenius, løsgænger i Folketinget

Hun mener desuden, at den indflydelse man kan have som løsgænger i Folketinget, afhænger af hvordan man fortolker begrebet indflydelse. Hun mener selv, at hun får sat nogle af sine dagsordener på landkortet.

Netop rollen som kontrolinstans er også en af de folketingsopgaver, løsgængere har mulighed for at påtage sig, mener Jens Ringberg. Han peger på det privilegium, som kun de 179 Folketingsmedlemmer har, og det er at stille spørgsmål til regeringen, som ministrene skal svare på.

”Der er også muligheden for at kalde en minister i samråd. Det gør Theresa Scavenius konstant,” siger Jens Ringberg.

som handler om at være mere kritisk opposition og kontrollerende over for regeringen. Versus at være en politiker, der søger lidt indflydelse hos ministeren,” siger Theresa Scavenius.

Ifølge Jens Ringberg er mange løsgængere usynlige. Det gælder dog ikke Theresa Scavenius, der netop bruger sin stemme som

siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius bruger hun også sin kritiske tilgang i det politiske arbejde til at få indflydelse. For hende kommer det detaljerede lovarbejde først og dernæst kommer kommunikationen. Hun håber nemlig, at hendes måde at gå politisk til værks på, er noget, der bliver bemærket.

“Hver gang jeg er i salen, har jeg et indtryk af, at folk bliver rimelig optaget af, hvad jeg gør og ikke gør,” siger hun

Fremtidstanker om et nyt parti Theresa Scavenius mener ikke, at hendes arbejde skal defineres af, at hun er løsgænger.

“Det handler jo mere om den arbejdsmetode, jeg har. Jeg når meget lidt, fordi jeg kun er én person og ikke har de samme ressourcer som partierne. Men hvis alle arbejdede på den her måde, ville vi få bedre oplysning om vores love,” siger hun.

Derfor håber hun også at finde en gruppe, der deler hendes kritisk-orienterede arbejdsmetode. Hun forestiller sig en gruppe med mindre partidisciplin, hvor man overordnet er enige, men ikke altid stemmer ens. Theresa Scavenius mener ikke, at den gruppe findes lige nu.

“Jeg synes virkelig, at der er brug for nogle nye partier til at bygge det politiske arbejde op et nyt sted fra,” siger hun. Eftersom Theresa Scavenius gerne vil være i Folketinget i næste periode, ser hun også et nyt parti som en mulighed. Til spørgsmålet om, hvem der skal stifte sådan et parti, peger hun på sig selv som kandidat. “Det er et kæmpe stykke arbejde, men jeg føler mig forpligtet til at tænke over, hvad der er af muligheder og finde ud af, hvad der er opbakning til,” siger hun, men afviser heller ikke at stille op som løsgænger.

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk re-

volution:

”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk

Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det

marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen over-

raskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af

partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige statusquo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

TEKST: EMIL LUND JENSEN

FOTO: EMIL LUND JENSEN

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Der-

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem

– Rasmus Jeppesen, talsperne for Revolutionært Kommunistisk Parti

med er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan UhrskovBendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke

kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan UhrskovBendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen. Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen. Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Vi

skal snart til stemmeurnerne, men mange danske borgere ved stadig ikke, hvor krydset skal sættes. Illustreret Bunker har været ude at spørge hvorfor, og hvad der kan øge opmærksomheden på EU.

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

En cykeltur ned ad Randersvej og der skal ikke mange kilometer i benene, før cyklister bliver mødt af en politiker, der smiler fra en lygtepæl. Valgplakaterne er oppe, og kandidattestene er ude. For der er Europa-Parlamentsvalg i Danmark den 9. juni. Det betyder, at stemmesedlen endnu engang skal udfyldes, så 15 danske politikere kan tage plads i Europa-Parlamentet.

Selvom valget nærmer sig, viser en ny Epinion-måling, at hver anden dansker er i tvivl om, hvad de skal stemme til valget. Hvilket er usædvanligt mange ifølge en DRartikel.

Illustreret Bunker har spurgt ind til ten densen og undersøgt, hvorfor nogle danske borgere ikke ved, hvad de skal stemme. Tolv personer er blevet udspurgt hovedsageligt i aldersgruppen 20-25 år.

Distancen er stor, når nyhederne er få Ti ud af de tolv adspurgte personer vidste ikke, hvilket parti de skulle stemme på, men det overrasker ikke Roman Sennin ger, der er lektor i statskundskab på Aar hus Universitet.

”Når borgerne ikke hører ret meget om, hvad der sker i EU, så bidrager det selvfølgelig til, at der ikke er super meget interesse, når der er valg,” siger Roman Senninger.

Han fortæller, at EU historisk var et elitært projekt, der ikke fik meget omtale, og derfor virkede fjernt for borgerne. Selvom EU i højere grad får medieomtale i dag, mener Roman Senninger, at den fortsat er lille. Det kan ifølge ham være med til at forklare, hvorfor så mange borgere ikke har sat sig ind i EP-valget.

Flovhed er ikke en god start EU er kompleks og svær at sætte sig ind i, mener flere af de adspurgte. Al ligevel vil ni ud af tolv ønske, at de vid ste mere om EU. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig på 24 år, der er stude rende.

”Jeg skammer mig lidt over ikke at gå mere op i EU-politik. Jeg burde vide noget mere og aktivt opsøge det. Men EU er svært at forstå. Jeg føler, at jeg skal sætte mig 100 procent ind i det for at træffe et ordentligt valg,” siger han.

Det er en misforståelse, at man som dansk borger skal vide alting om EU og de forskel lige institutioner, mener Kira Marie Peter Hansen, der er spidskandidat for SF.

”For at vække interessen for EU skal vi bryde den falske forståelse af, at man som person skal have styr på alting inden for EU for at deltage i debatten,” siger hun.

”Før valgplakaterne kommer op, er mange ikke opmærksomme på, at der er valg. Jeg tror ikke, at folk er stolte over det, men jeg synes heller ikke, at man skal være flov. Det er et ærgerligt udgangspunkt, ” siger Anne Sophie Callesen.

EU som hverdagskost Engang kunne du købe løst glimmer og glitter i butikker som Panduro, men ikke længere for nu er det forbudt ifølge EU-lovgivning i kampen mod mikroplast. EU har også en

ker har talt med, kunne ikke pege på hvor. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig.

”Jeg har en oplevelse af, at EU-politik ikke rigtig vedrører mig. Det påvirker mig sikkert passivt, men det påvirker ikke min hverdag direkte,” siger han.

Ronnan Senninger mener, at det er vigtigt, at medierne og politikerne kan formidle, hvad lovgivningen i Europa-Parlamentet egentlig betyder for en helt almindelig borger i en dansk kommune.

”Hvis man virkelig kigger på EU-lov-

EU har besluttet det. Hun mener, at det især er på Christiansborg og i partiledelserne, at det skal kommunikeres bedre.

”Vi skal være fair i forhold til, hvem der har skylden og æren i forskellige EU-beslutninger. Borgerne får ikke altid at vide, når en god beslutning er taget i Europa-Parlamentet, men når der træffes forkerte beslutninger, får EU hurtigt skylden,” siger Anne Sophie Callesen.

Det er Anne Sophie Callesen, kandidat for Radikale Venstre, enig i. Selvom borgeren ifølge hende har et ansvar for at orientere sig om valget, bærer politikerne og medierne også et stort ansvar for at skabe opmærksomhed om valget.

skal også på barsel i minimum to måneder ligesom kvinderne. Der er også roamingtakster, så du frit kan benytte nettet i eksempelvis Spanien uden at skulle betale ekstra. Eller tilføjelsen af papsugerør. EU påvirker flere dele af danskernes hverdag, men flere af dem, som Illustreret Bun-

dag, der er påvirket af den. Men det hjælper ikke nogen, hvis borgerne ikke oplever det,” siger Roman Senninger.

Anne Sophie Callesen, der er kandidat for Radikale Venstre, mener, at det er vigtigt i højere grad at oplyse borgerne om, at et lovforslag som papsugerøret kommer til, fordi

”For at vække interessen for EU skal vi bryde den falske forståelse af, at man som person skal have styr på alting inden for EU for at deltage i debatten.

– Kira Marie Peter Hansen, spidskandidat for SF

EU-politikerne skal polariseres

En valgkamp føres af politikere, der gerne vil sprede deres budskaber. Det bliver gjort på forskellige måder. Om det er ved uddeling af flyers på gaden eller gennem debatter på eksempelvis ungdomsinstitutioner.

En af metoderne oplevede en af de adspurgte borgere. Bolette Kjelgaard Kristensen på 24 år læser til våbenmekaniker, og hun fik et oplæg om EU på sin uddannelsesinstitution. Under oplægget blev der vist klip fra fire EPkandidater fra forskellige partier. Men hun oplevede ikke, at det hjalp hende med at adskille de forskellige kandidaters holdninger.

”Politikerne sagde stort set det samme: ’Vi vil gerne gøre arbejdsvilkårene for jer håndværkere bedre’. Jeg lærte, at de synes, vi skal stemme, men intet om de forskellige kandidater,” siger Bolette Kjeldgaard Kristensen.

Det er også noget, som Anne Sophie Callesen fra Radikale Venstre tror har en påvirkning på interessen for valget. Hun siger, at mens politikere på Christiansborg næsten er for gode til at tale uenighederne op mellem partierne, så oplever hun det modsatte under Europa-Parlamentsvalget.

”Vi går i øjeblikket som katten om den varme grød. Alle synes, at grøn omstilling og sikkerhed er vigtigt, og alle synes heldigvis, at vi skal støtte Ukraine. Men vi vil alligevel ikke præcis det samme. Jeg tror, at vi skal turde stå mere ved vores forskelle og ikke være bange for at polarisere EU-politik lidt mere, ” siger Anne Sophie Callesen.

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Da resultatet af folketingsvalget 2022 blev klart, kunne Venstre og resten af befolkningen konstatere, at partiet havde fået sit dårligste valgresultat i over tre årtier. Knap halvandet år senere er de, ifølge en Epinion-måling, blevet halveret. Det rejser spørgsmålet om, hvordan det gamle grundparti er faldet så drastisk. Og om det kan rejse sig igen.

TEKST: SARAH CARDEL

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

”Jeg synes, det er ret indlysende, at når Venstre rammer en historisk bundplacering i tre forskellige meningsmålingsinstitutter, så kan man jo ikke andet end at konstatere, at partiet befinder sig i en historisk krise.”

Sådan lød ordene fra politisk kommentator Jarl Cordua, da jeg indledningsvis spurgte ham, hvilken situation Venstre i øjeblikket befinder sig i.

Men for at forstå, hvordan det gamle statsministerparti nu er havnet i en sådan ’historisk krise,’ må vi først og fremmest spole tiden tilbage til folketingets åbning i oktober 2022.

I et interview med TV2 sagde den daværende partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, således:

”Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”

Efter månedlange forhandlinger kunne man så i midten af december 2022 opleve en smilende, genvalgt statsminister træde ud af Christiansborgs ikoniske porte. Nu klar til at præsentere sin nye regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og, ja, Venstre.

vælgere, som meningsmålingerne nu viser. Sådan lyder det videre fra Kasper Møller Hansen.

Også folketingsmedlem for Venstre, Christoffer Melson, anerkender, at partiets pludselige kovending er en del af forklaringen på den dalende vælgeropbakning.

Men alt imens den ene historisk lave måling erstatter den anden, står Venstre ved, at det var og er rigtigt at dele regeringsmagten med den mangeårige modstander.

”Vi fik ikke tænkt alle scenarier igennem og forberedt folk på, hvad der kunne ske, hvis vi trods et rødt flertal fik tilbudt en del af regeringsmagten. Så vores hårde udmeldinger inden valget var en fejl, men det var ikke en fejl at indgå i regeringssamarbejdet,” forklarer han.

Han understreger videre, at Venstre også har været med til at træffe svære og hårde beslutninger. Det, i kombination med intern uro, har ført til, at vælgerne har mistet tilliden til partiet.

Presset fra blå blok

Venstre fik sin hidtil dårligste måling første dag i maj 2024, hvor kun 6,5 procent af den danske befolkning ville stemme på dem, hvis der var valg den dag.

Siden har den nyeste meningsmåling vist en lille stigning for partiet, som nu vurderes

ne, hvis der var valg i dag. Det placerer dem som nummer to på listen og dermed som det næststørste parti i Folketinget.

Christoffer Melson mener imidlertid ikke, at man skal tillægge meningsmålingerne for stor værdi. For ham handler det nærmere om den politik, som partiet får gennemført.

”Meningsmålingerne er selvfølgelig ikke så sjove, men hvis man til gengæld kigger på det, som det handler om, så går det jo faktisk meget godt,” siger han.

Han tilføjer, at de færreste politikere er i politik for at læse meningsmålinger fra uge til uge, men i stedet for at få gennemført dét, de tror på. Noget, som ifølge Christoffer Melson er lettere, når man er del af regeringen.

CO2-afgift og ledige standpunkter Det store klimaspørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en CO2-afgift på landbruget, har skabt stor og offentlig splittelse i Venstre, hvor både bagland og vælgere har kritiseret partiledelsen for at gå med i en sådan aftale.

Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige netop er Venstre, som møder den største modstand ved at være medunderskriver på forslaget.

”Vælgerne er blevet skubbet væk, fordi partiet ikke har overholdt sine valgløfter, men dertil kommer hele opgøret med CO2-

Venstre mister opbakning.

”Regeringspartierne arbejder på at implementere den politik, de blev enige om for halvandet år siden. Og det betyder også, at de ikke har samme mulighed for at flage med egne politiske synspunkter og dermed profilere og synliggøre sig over for vælgerne,” forklarer politisk kommentator Jarl Cordua. Også valgforsker Kasper Møller Hansen fremhæver det aspekt.

”Vi har jo nogle oppositionspartier, som frit kan profilere sig på tidligere Venstre sager, fordi Venstre lidt er bundet i en regering. Det synes at være lykken for dem og en katastrofe for Venstre,” forklarer han.

Netop som når Danmarksdemokraterne kæmper imod CO2-afgiften og Liberal Alliance mod top-topskatten. Det er derfor også nærliggende at undre sig over, hvad der i virkeligheden er fordelagtigt for Venstre ved at forblive i regeringen.

Til den undring må det entydige svar være. Indflydelse.

”Det er selvfølgelig en mulighed at træde ud af regeringen for at sikre sig flere vælgere. Men det vile være på bekostning af den indflydelse, som de utvivlsomt har lige nu. Problemet er bare, at de har det i en regering, deres vælgere ikke ønskede,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Til det siger Jarl Cordua.

Partiets u-vending blev de kommende dages store forsidehistorie, og tilbage stod Ellemann-Jensen og resten af partiet Venstre med forklaringsvanskeligheder om det, der i medierne beskrives som et klokkeklart løftebrud.

Og når jeg finder det nødvendigt at gentage den nu afgående formands ord, er det, fordi flere eksperter peger på lige netop det løftebrud som årsag til, hvor de står i dag. En af de eksperter er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

”Kigger man i meningsmålingerne, så kom det store fald, da de valgte at gå i regering. Så det var ikke bare et valgløfte, som blev brudt meget klart og tydeligt, det var også et brud på et venstreparti, som i 100 år har stået i direkte modstand til Socialdemokratiet. Det rokkede ved hele deres identitet,” forklarer Kasper Møller Hansen. Selvom Venstre fik et dårligere valg, end de har haft i over tre årtier, var det alligevel ikke til at forestille sig, at et ’så stærkt, stort og historisk parti’ kunne miste så mange

til at få 8,7 procent af stemmerne.

Men det er ikke bare løftebrud og interne uroligheder, som har givet Venstre en ’historisk bundplacering.’ For kan man overhovedet skrive en artikel om Venstres nedgang uden at nævne tre andre partiers succes?

Det mener Jarl Cordua ikke.

”Venstre har været delt af forskellige strømninger. Den moderate, resultatorienterede, ikke særlige ideologiske strømning, personificeret af Lars Løkke. Så den traditionelle, landbrugsorienteret og på flere måder konservative fraktion, personificeret af Inger Støjberg,” forklarer han.

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg var Venstres to største stemmeslugere under folketingsvalget i 2019, hvor de hver især hev henholdsvis knap 41.000 og 28.500 personlige stemmer hjem.

Han fortsætter: “Og så den klassiske handelsskole-liberale og byorienterede fløj, som ikke har haft en repræsentant, men som er sivet til LA.”

Liberal Alliance ligger i seneste måling til at få en stemme fra 15,6 procent af dansker-

afgiften, som er et meget ømt punkt for Venstre, da de jo har en rod i landbruget,” fortæller valgforsker Kasper Møller Hansen.

Når Venstre stemmer for en CO2-afgift, betyder det nemlig, at de vil gøre det dyrere for landmændene at udlede klimagasser. Et lovforslag, som på flere måder er i strid med det gamle ’landvenstre,’ og som Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er stærkt imod.

I skrivende stund fastholder partiformand Troels Lund Poulsen dog stadig, at CO2-afgiften bliver en realitet.

Når et eller flere partier danner regering, udarbejdes et regeringsgrundlag, som er den politik, regeringen vil arbejde ud fra i den pågældende valgperiode.

Hvis regeringen består af flere partier, er det dermed meget sandsynligt, at partierne på forhånd har indgået kompromisser og støttet initiativer, som ikke afspejler deres egen politik.

Og lige netop det faktum, at et regeringssamarbejde kræver, ja, samarbejde og kompromisser, anskues også som en årsag til, at

”Hvis man abonnerer på den præmis, at partiernes succes også skal måles efter vælgeropbakning, og det gør de fleste nok, så er der tale om en krise. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har indflydelse. Det har de, det er bare ikke noget, som gør indtryk på vælgerne.”

Hvis man spørger såvel eksperter som politikere, sås der ikke tvivl om, at Venstre stadig har en fremtid foran sig som parti. Det skyldes, ifølge Kasper Møller Hansen, det faktum, at politik er foranderligt.

”Men det kommer til at tage mange år og flere valg, før vi ser Venstre over 20 procent igen, for tendensen er, at man hurtigere mister vælgere, end man får dem,” forklarer han.

Og det er en udsigt, som Christoffer Melson også ser.

”Det kommer til at kræve slid og hårdt arbejde, men vi håber, at vælgerne over tid vil se værdien i den her strategi og genfinde tilliden til, at vi er et seriøst, hårdtarbejdende parti, som holder, hvad vi lover.”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder og forsøger i et debatindlæg i fagbladet Journalisten at punktere myten om det landsdækkende medie. Han er bange for, at manglen på en samlende samtale går ud over vores sammenhængskraft.

TEKST: ANDERS BRØNDSHOLM & JENS-EMIL

NØRGAARD

FOTO: JONATHAN LØW (PRIVATFOTO)

Han har udtrykt sin mening i fagbladet Journalisten. Han har turneret med det i programmer som Presselogen og Tabloid på P1. Fordi Jonathan Løw oprigtigt mener, at der ikke findes ægte landsdækkende medier i Danmark.

Du skriver i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten, at ideen om landsdækkende medier er en myte. Hvad mener du med det?

“Til dels er det en clickbait-overskrift for at få gang i diskussionen. Men jeg mener, at en af mediernes vigtigste opgaver er at kunne samle landet om nogle vigtige agendaer og derved også dække alle dele af landet, så de føler sig hørt og set og repræsenteret.”

Og du mener ikke, at det er sådan i medieverdenen i dag?

“Når man kigger ud på medierne, som traditionelt set er blevet opfattet som dem, der i hvert fald havde et landsdækkende potentiale, så er det jo medier som Jyllands-Posten, Politiken og DR og TV2. Der synes jeg, at man kan se en udvikling, hvor Politiken, selvom de altid har været københavnerorienteret, næsten udelukkende fokuserer der nu. Selvom Christian Jensen (ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) siger, at de også har et nationalt og internationalt udsyn, så er det i hvert fald et udsyn med voldsomt mange blinde vinkler. JyllandsPosten er dog et medie, der får dækket Jylland relativt pænt og på den måde fint lever op til navnet, om end nogle udenfor Jylland så sikkert vil mene, at de ikke er særligt landsdækkende.”

trods alt et pænt milliardbeløb i mediestøtte, og så dyr en husleje har vi altså ikke for eksempel her i det jyske. Det betyder bare noget, hvor medierne befinder sig i forhold til både logistik og udsyn. I forhold til logistik har jeg selv været med i disse programmer flere gange, og de optages altid i København. Man får først at vide, om man skal være med dagen før eller på dagen, så det kræver jo, at de, der skal være med i den demokratiske debat, nærmest enten bor der eller lever af at mene noget og få det i medierne. Og det gør de færreste af os jo trods alt.”

Du siger, at repræsentationen i de programmer er dårlig. Men de, der er med, er vel dem, som er mest kyndige til at debattere netop det emne og har tid til det. Hvorfor er det et problem?

et problem, hvis der ikke er landsdækkende medier, når det regionale bliver dækket?

“Det regionale dækker jo netop kun regionalt. For eksempel her i Aarhus, hvor jeg bor, har vi jo TV2 Østjylland, men deres effekt på en samlet national samtale er jo meget begrænset, fordi de har væsentligt lavere seertal end de, der skulle forestille at være landsdækkende medier. Og uden disse landsdækkende samtaler, som medierne er nødt til at være frontløbere for, så mister vi endnu mere af den sammenhængskraft, som de sociale medier – undskyld mit sprog – i forvejen har fucket op med deres segmenteringsog personaliseringsalgoritmer.”

Den samlende samtale

Når Jonathan Løw efterlyser de landsdæk-

Mediernes placering betyder noget I dit debatindlæg lægger du ud med at kritisere det, du kalder “landsdækkende” flagskibe fra DR og TV2. Du skriver, at sejlet i de flagskibe sættes i København, og at rejsen sluttes der. Hvad mener du med det?

“Når man ser på nogle af DR’s og TV2’s flagskibsprogrammer – for eksempel Deadline eller Debatten – så er der næsten udelukkende deltagere med fra København og omegn. Selvfølgelig er det en del af det, at det politiske magtcentrum ligger i København, men selv hvis man tager den dimension ud af det, så er der stadig en rigtig dårlig repræsentation af deltagere. De meningsdannere, der inviteres med i programmerne, befinder sig næsten altid i Storkøbenhavn, og generelt er det et demokratisk problem for den fælles samtale, at så få stemmer får plads i de største formater.”

Men DR og TV2 kan jo ikke have studier rundt i alle dele af landet. Er det ikke fair nok, at man må tage turen til dem, hvis man skal være med i programmerne?

“Hvorfor kan de ikke have det? De får da

“De, der typisk har tid, er enten politikere, som stiller op fordi det er deres levebrød, og de skal gerne genvælges. Og så er der meningsdannere, debattører og brancheorganisationer, der også stiller op, fordi det er deres levebrød. Der er bare 98 procent af befolkningen, der faktisk er ude at lave arbejdet, hvad enten det er iværksættere, sosu-assistenter eller virksomhedsejere, som ikke lige har en hverdag, hvor de kan tage en hel dag ud og tage turen for at være med i en debat i fem minutter. De bliver ikke repræsenteret, og jeg vil personligt hellere lytte på mennesker fra virkeligheden frem for mennesker, der har trænet i at blive gode debattører. Jeg vil også vove at påstå, at mediernes placering, og dermed også journalisternes bopæl, har en naturlig betydning for det, som i det nære og i hverdagen påvirker deres udsyn. Det betyder ikke, at man kun kan orientere sig lige der, hvor man bor, men det kan ikke undgå at påvirke.”

Du nævner Politiken som et eksempel på et medie, der har lukket sig om det københavnske. Men det regionale bliver vel dækket af netop de regionale medier. Så hvorfor er det

kende medier, så handler det især om noget, han frygter at miste. Med de sociale mediers efterhånden allestedsnærværende rolle i vores hverdag, risikerer vi at miste noget vigtigt for sammenhængskraften.

Så det handler om, at de regionale medier ikke har samme gennemslagskraft i den nationale samtale?

“Ingen i København aner jo, hvad der bliver vist på TV2 Østjylland og omvendt. Ja, nogle historier når så videre derfra til nationalt, men det er fåtallet. Det er derfor, jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt, fordi mediehusene har overbevist sig selv om, at deres eneste fremtid må gå igennem segmentering på bedste SoMe-vis kombineret med, at de jo er dybt ængstelige ved tanken om, at de ikke kan drive trafik via de selvsamme sociale medier. Tænk, hvis SoMe viser sig at være problemet frem for løsningen i fremtiden? Det er jeg ikke bange for at forudsige som tech-iværksætter med 20 år i branchen.”

Hvorfor mener du, at det er et problem, hvis samtalen bliver mere opdelt?

“Jeg kommer fra tech-verdenen, som Facebook og Instagram også er i, så jeg ved, hvor ekstremt segmenteret og opdelt det er. Fordi det er den måde, man kan sælge annoncer på. Ved at gøre det ultra personaliseret og segmenteret. Det betyder bare, at samtalerne på de medier foregår i totale ekkokamre, og disse virksomheder har ingen interesse i andet. Dels kan de sælge deres visninger og kliks dyrere på den måde, og dels så elsker deres algoritmer, når vi hidser os op på hinanden og skaber splittelse. Den slags content favoriseres, fordi de sociale medier jo aldrig har været hverken sociale eller medier. Måske også medieverden skulle stoppe med at kalde dem det og tone rent flag. Disse apps og platforme er afhængighedsskabende apps, hvor vi som brugere er produktet, og hvor forretningsmodellen er, at de sælger vores opmærksomhed til annoncørerne. Det er i mine øjne super farligt og bestemt ikke en vej, jeg håber, at medierne vil forsøge at mime yderligere i fremtiden af frygt for, at deres økonomi ellers går endnu mere i minus.”

En farlig vej for medierne Her til slut er du så ikke bare en aarhusianer, der har set sig lidt sur på hovedstaden, fordi du er bosat i Aarhus, og der så er en større by, som du føler, er bedre repræsenteret?

“Helt ærligt så nej. Jeg har været en masse i medierne, og jeg har ikke behov for at blive en mediekendis. Det er faktisk fordi, jeg mener, at den her samtale er vigtig. Jeg synes, det er et reelt problem, at vi i så lille et land alligevel har så langt mediemæssigt fra den ene del til den anden, og at vi ved så lidt om hinandens liv, som vi gør. Der har jeg et håb og en tro på, at medierne har en rolle i det. Ellers tror jeg også, medierne selv opdager, at deres fremtid er endnu mere truet, hvis de ikke kan levere det.”

Så du tror faktisk, at medierne ikke kan overleve, hvis ikke de forsøger at gøre noget?

“Jeg tror simpelthen ikke på den der segmenteringstilgang som det, der skal gøre, at de også overlever om 20 år fra nu. For det er der nogle, som er langt bedre til end medierne –det vil sige de afhængighedsskabende apps. Det er også gennem den tilgang, at man ødelægger den samlende samtale, og når man gør det, så mister medierne den vigtige rolle, som de har haft. Jeg tror, det er en farlig vej, de er på vej nedad.”

Hvad skal medierne gøre ifølge dig?

“De skal fokusere på at skabe en mere samlende dialog, hvor de kommer langt længere ud, end de gør i dag, og ikke være så fokuserede på hele deres segmenterings-nichefokus-afdeling, fordi det er der andre, der er langt bedre til end dem.”

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

Jeg kender en vej uden om praktikstressen, og den hedder udveksling.

TEKST: NICOLAS FREDERIK ADSERBALLE

ILLUSTRATION: SABRINA MÂY ELMHOFF

Forleden dag var vi ude at surfe. Det var om eftermiddagen, og vi var på en af de mere øde strækninger ved Californiens kyst.

Vi var oppe på Highway 1, og for at komme ned til stranden skulle Frederik Steinfath og jeg krydse en flod og sno os hen ad en vildtvoksende sti. Det ville hurtigt komme til at tage nogle timer. Vi regnede ud, at solen nok var væk, når vi nåede tilbage til vores varevogn.

Jeg skriblede en hurtig besked på en lap papir og lagde den i forruden. ’GONE SURFING, BACK BY SUNSET’, stod der. Vi sprang i våddragterne, greb vores surfboards og løb ned mod bølgerne.

Papirlappen var til færdselspolitiet, hvis nu de undrede sig over, hvorfor der stod en forladt varevogn i vejkanten. Men jeg synes også, at beskeden i bilruden er et godt billede på hele vores fjerde semester. Samme besked kunne vi have klistret på de tomme pladser, vi efterlod bag os i gult auditorie, da vi tog på udveksling. Vi missede al praktikforberedelse, og hvis I spørger mig, var det kun en fordel.

Da jeg så de danske marker ud ad flyvinduet for sidste gang i lang tid, var de hvide af sne. Jeg var på vej på udveksling til San Francisco, og jeg var ikke alene. Med mig i flyet var min gode ven Frederik, som havde fået samme idé om at tage på udveksling, og sammen havde vi fået den skøre idé, at vi skulle bo i en varevogn.

Vi fandt en ombygget vogn, der engang havde været brugt til sygetransport, og købte den på stedet. Vi gav hånd med den tidligere ejer, og med det var vores halvbagte californiske drøm blevet til virkelighed.

I skoletiden lærte vi om storytelling, i fritiden lærte Frederik mig at surfe, og i weekenderne var vi som regel på farten. Vi parkerede varevognen over for skolens fodboldbane og gik i skole fra mandag til torsdag. Lektiemængden kom faktisk bag på mig, men det gjorde ikke noget, for jeg lærte rigtig meget.

Vores nye livsstil blev til hverdag, og tiden forsvandt som sand mellem fingrene på os. Før vi så os om, var det blevet forår og tid til at søge praktik. Vennerne hjemme i Aarhus sendte links til deres hjemmesider. Allerede, tænkte jeg. Jeg scrollede og var imponeret. Jeg vidste ikke engang, hvilken hjemmeside jeg skulle bruge for at lave min hjemmeside. Jeg mærkede sveden pible frem

i håndfladerne. Er jeg totalt bagud?

Hjemmeside-snedkeriet fjernede fokus fra skolen herovre. Jeg var ellers godt i gang med at undersøge, hvorfor en ung fyr havde ligget død i et telt i tre uger på en strandpromenade, før en nabo fandt hans lig, som led i en længere feature om fentanylkrisen i San Francisco. Men omvendt fjernede den historie og mine nye studievenner fokus fra praktiksøgningen, så jeg ikke skulle blive mindet om det hele tiden.

Jeg gjorde det tydeligt på min hjemmeside, at jeg var på udveksling. Mellem linjerne var budskabet: Beklager, jeg ikke kan trykke jer i hånden, jeg har travlt med at blive klogere på en anden del af verden. Det var da meget overbevisende, synes jeg selv. Alligevel blev jeg i tvivl. Jeg havde ikke printet nogen flotte visitkort, jeg gik glip af praktikmessen i Odense, og jeg var et hav og mange

tusind kilometer og tidszoner væk.

Klokken var fire om natten, da jeg var til en af mine samtaler. Jeg nåede knap at gnide søvnen ud af mine øjne, før samtalen var ovre ti minutter senere. Frederik havde tre samtaler samme nat. Vi må have set næsten lige så søvnige ud næste dag, som Donald Trump gjorde i retssalen.

Så ventede vi. Bed negle. Og inden for et par dage var der svar. Vi fik begge to de pladser, vi havde håbet på. Frederik fik plads hos DR i Holstebro, og jeg fik plads hos Information. Vi fejrede det med en billig flaske champagne uden for varevognen.

Det var tusmørke, da vi kom tilbage til vores papirlap i forruden. Jeg havde ikke fanget en eneste bølge. De var for store og stejle til, at jeg turde kaste mig ud i dem. Men det gjorde ikke noget i det store hele. Jeg har fået et halvt års eventyr, som jeg vil

huske resten af mine dage.

De tusinde kilometer stod ikke i vejen for min praktiksøgning. Kan man leve uden visitkort og med at skulle op om natten, er udveksling måske kun en fordel. Jeg er sikker på, at jeg havde stresset mere, hvis jeg var blevet tilbage i gult auditorie. Jeg siger ikke, man absolut skal på udveksling. Aarhus er skøn, og det er med at nyde de to år på skolen. Men jeg håber at have aflivet myten om, at udveksling er en ulempe.

Vores tur i en varevogn i Californien er kun ét eksempel på, hvor og hvordan man som spirende journalist kan tage ud i verden. Man kan også komme til Sydkorea, Sydafrika, Skotland – listen er lang. Mit råd må være at gøre det på fjerde semester. Hvad går man glip af ud over praktikstress?

Hvad mener du?

Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik og kommunikation.

Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester.

Har det interesse?

Så skriv til redaktionen på illbunker@dmjx.dk

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Kære Victor

Det er uvirkeligt at skrive det her. Når tankerne får lov at vandre i en stille stund, så tænker jeg ofte på dig. Jeg tænker på, at minutterne går, og du ikke kommer til at opleve dette minut og det næste. Du kommer ikke tilbage, det har jeg fattet nu. Så siger jeg tak. Tak for dig.

Tak for alle de gode stunder i vores tid på Illustreret Bunker. Tak for at du altid var der for mig, når jeg blev usikker. Tak for altid at sparre med mig og for at være min allierede, hvad end det var artikler til avisen eller i rollen som journalistpraktikant i den fremmede verden, som Udenrigsministeriet var.

Når jeg tænker tilbage på dagene i dit selskab, var der aldrig dårlige dage. Du havde en særlig varme, og dine øjne strålede af begejstring. Du havde din journalistiske integritet med dig, hvor end du gik hen, og du var en god ven. Sådan husker jeg dig. Du havde en helt fantastisk evne til at få omgivelserne til at falde til ro (undertegnede), og du gik aldrig på kompromis med dine ambitioner. Jeg var meget imponeret over dit drive, at du formåede at holde fanen højt for dit hjertebarn Illustreret Bunker.

Det er meget svært at acceptere dit valg, men jeg er nødt til det. Det er det, jeg dealer med nu.

Jeg trøster mig selv med taknemmelighed.

Trine Bjørn Egede

Kære Victor Hvorfor?

Det ville du have turdet spørge mig om. Du ville have spurgt mig, lyttet og spurgt mig igen.

Uden frygt for at det kunne være svært eller sårbart og ikke være drevet af snagende nysgerrighed, men af ren interesse for mig.

Så derfor tør jeg også godt spørge dig. Hvad var det ved dit liv, der gjorde, at du ikke mente, det var værd at leve?

Og hvad så med mit?

Og jeg ved, at du både kunne og ville have svaret for dig, hvis du stadig var her.

For du var ikke bleg for at dele ud af dit liv. Dig selv simpelthen. Dine erfaringer og dine skøre perspektiver. Uanset hvor eller hvornår vi talte sammen.

Og der stod vi, oplyst af vinduerne fra Café Ris Ras, to jyske mænd med hver sin cigaret i hånden. Vi talte, vi snakkede ikke bare, og du delte gavmildt ud af dit indre, for pludseligt, med et sprogligt overraskelsesangreb, at trække en sætning om mine følelser ud af mig.

En præstation, der ikke er mange, der kan prale af.

Efter jeg havde krænget mit hjerte ud, og vi havde vendt, hvorfor jeg følte, det var så svært at erklære min kærlighed til hende fra ’undersøgende’, så sagde du ”kæft, det er ærgerligt, mand”. Som du så ofte sagde, med en kraftig intonation på kæft og en lidt sar-

kastisk tone.

Som et stort pyt, men vi skal også nok komme videre.

For du ville fremad. Der skulle ske noget. Der var mere videnskabsteori, der skulle vendes, og der var flere følelser, der skulle deles.

Men du har ikke delt dem alle.

Alt det vi har delt, det glædes jeg til gengæld over.

Også de frustrerende øjeblikke under opgaveskrivning, som vi let kunne grine væk, og de mange snakke om samfundets tilstand, hvor vi i afmagt har moret os med kyniske bemærkninger om en verden i brand.

For hvad kan man ellers gøre end at grine af absurditeten, når kandidaterne til at blive verdens mægtigste mand tilsammen er over 150 år gamle, og regeringens forslag til et bidrag til slukningen af flammerne er en afgift på 13 kroner på indenrigsflyvninger.

Så jeg vil dele en sidste kynisk tanke med dig, som jeg tror du ville have moret dig over.

I min desperation over at se den kendsgerning i øjnene, som du stillede mig overfor, poppede en absurd tanke op.

En tanke, der fortæller meget om, hvor meget jeg beundrer dig, din opfindsomhed, grænseløshed og dedikation. Men som i lige så høj grad var et udtryk for, hvor desperat jeg var for ikke at skulle se virkeligheden i øjnene.

Jeg tænkte: ”Det var alligevel langt at gå

for at kunne skrive en artikel for Kristeligt Dagblad med overskriften ’Den dag, jeg slog mig selv ihjel’, hvor du ville gennemgå, hvad der sker, når man efterlader et afskedsbrev, og du ville indsamle de pårørendes reaktioner i timerne efter, at du som en trold af en æske havde tilkendegivet, at du stadig var iblandt os.”

Men det er du ikke, og vi skal aldrig mere sidde med matchende overskæg og skjorte og dele en kold øl nede på Graven.

Her kunne du ellers have brugt din rolige redaktørstemme til at forklare mig, at det er en meget opfindsom idé, men at det nok ville være at gå lige lidt for langt.

Men du er gået endnu længere. Og det respekterer jeg, selvom det er svært.

For det må det også have været for dig. Længe.

Du må have ment det. Virkelig ment det. For jeg ved, at du tænkte. Grundigt og meget. Så du har taget nogle tanker med dig i graven.

Jeg ville ønske, du havde delt dem med mig.

Som du fik mig til at dele mine med dig. Nede på Graven.

Alexander Kloppenborg Lunde

Siddende

Kære Victor

Du og jeg brugte mange af vores timer på skolen sammen – både som makkere på diverse opgaver, som kollegaer (hvis man kan kalde sine skolekammerater på Illustreret Bunker det) og, ja, selvfølgelig som venner. Jeg tror faktisk, at du var det menneske, jeg havde mest at gøre med i den tid.

Det var jeg glad for. Og nu jeg ser tilbage på det, var jeg nok gladere for det, end jeg tidligere har tænkt.

For min tid på DMJX var ikke altid fed. Først flyttede jeg fra min familie i København til et coronanedlukket studie, så oplevede jeg dødsfald tæt på og kærestesorg, og

det føltes som om, at mit liv blot ventede på, at den ene trælse udvikling blev afløst af den næste.

Fra nærmest første dag i Aarhus til den sidste var der ikke meget, der føltes fast eller vedblivende. Men det gjorde du. Du var en ro i alt det.

Vi sås en del, men aldrig meget. De timer, vi brugte, havde ofte karakter af, at vi skulle noget. Og i den periode af mit liv – med hvad det nu var fyldt af – betød netop det meget for mig; at skulle noget. Skrive en opgave, diskutere, hvordan vi skaffer annoncer, udvælge de bedste tekster. Den slags praktiske ting. Komme lidt væk fra det hele og give mig til noget, og du var en del af det. Du fik mig tit til det.

Du lagde en aften hus til noget whiskymagning. Jeg kan ikke udstå whisky, fandt jeg ud af den aften.

Kære Victor, du var altid rolig. Farede aldrig op, slappede bare af og gjorde din ting. Og det smittede. Når vi to skulle gøre nogle af de ting, som vi gjorde, havde du tit overblikket. Styr på kontoen og tjek på kalenderen.

Mit eget kapitel i Aarhus er et, jeg ikke har de store følelser forbundet med. Det blev aldrig så fedt, som jeg havde drømt om, aldrig så givende, som jeg havde troet. Men det var et vigtigt kapitel, og du fyldte mere end nogen anden i det. Det er en rimelig betragtning.

Men den periode sluttede, da du tog til Prag, og jeg flyttede til København. Vi holdt kortvarigt kontakt og sås lidt, da du kom hjem, men vi må nok erkende, at vi ikke kom til at fylde så meget i hinandens liv som tidligere. Den erkendelse havde jeg indfundet mig med, for nogle relationer fylder noget meningsfuldt i begrænsede perioder, og så opstår andre.

Jeg tror først, jeg opdagede alt dette, noget tid efter jeg blev ringet op og hørte de forfærdelige nyheder om din død. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde opdaget det før, prissat det mere og sagt tak. Det ville jeg i hvert fald gerne have gjort.

Kære Victor, du betød noget særligt for mig i en særlig periode. Jeg tror, uden jeg tidligere har tænkt det, at du var lige præcis det, jeg havde brug for, da jeg havde det svært. Tusind tak for det.

Tobias Winter

Døden er en underlig størrelse. Og det at jeg nu må skrive i stedet for sige, vel vidende at det aldrig kommer til at ramme hverken dine øjne eller ører, tror jeg aldrig helt, jeg kommer til at forstå.

Døden føles på mange måder langt væk. Og hvis jeg ikke stopper og lader tankerne vandre, er det som om, du stadig er her. Så går du rundt i København med din taske på ryggen og telefonen i lommen, som er klar til at modtage en besked fra mig.

Du sidder måske på en bar, drikker en øl, ruller en cigaret og falder i snak med nabobordet, som har en sjov anekdote eller to, og det har du også.

Det kan også være, du er hjemme og tegner eller læser den bog, du lånte af mig mens du overvejer, hvordan du hænger den lampe op, som aldrig er kommet længere væk end fra kassen, den blev leveret i.

Men når jeg stopper op og giver tankerne plads, ved jeg godt, at du ikke er her mere. Og det er svært for mig at forstå.

Jeg har været i tvivl, om du vidste, hvor meget jeg satte pris på vores venskab til sidst. Det er desværre ofte sådan, at når man har muligheden, så får man ikke sagt ting. Men jeg kan sige det nu. Jeg kommer ikke til at forstå, hvad der rigtig er sket.

Men jeg ved, at det liv, du havde, var fyldt med gode mennesker og kærlighed. Det kunne man se på den måde, du betragtede hverdagen på, den måde, du grinte på, og den måde, du gik ud i verden på. Og jeg er dig taknemmelig for, at jeg var med til en del af det.

Jeg har dig med i mine tanker, Victor, og det gør mig glad, at du så stadig er her. Når jeg giver mig selv plads til at forstå, at du aldrig kommer til at svare på min besked, eller at du aldrig kommer med et råd til mig igen, trøster jeg mig selv ved, at du allerede har givet mig en masse, som jeg tager med videre.

Og selvom du ikke længere er her fysisk, er du med i mine tanker.

Kerstine Winther

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livslinjen på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, eller chatte på https://www.livslinien. dk/.

Kære Victor

Alexander Kloppenborg Lunde (t.v.) og Victor Heide-Jørgensen (t.h.)

Du fortjener mere end en lousy lorteløn.

I DJ tør vi godt blive vrede.

Vrede på vores medlemmers vegne, for de fortjener ikke en lousy lorteløn.

Det er de færreste, som kender alle deres rettigheder, og som nyuddannet i en branche med høj ledighed, er du ofte både uerfaren og udstyret med et bragende imposter syndrom. Det giver arbejdsgiver en uretfærdig fordel. Og det er overhovedet ikke okay.

I DJ har vi samlet hele kommunikationsbranchen under samme tag. Vi tilbyder branchespecifik rådgivning, som giver pote i virkeligheden.

Meld dig ind i DJ Kommunikation, og bliv en del af et netværk, der dyrker din faglighed og forstår din branche. Dét er okay.

Læs mere og se filmene på: ikkeokay.dk