JUBILÆUM
DU SIDDER NU MED JUBILÆUMSUDGAVEN
AF DANSK SANG ELLER MUSIKLÆREREN, SOM BLADET HEDDER I DAG.
75-ÅRS FØDSELSDAG. HIP HURRA OG TILLYKKE.
75 ÅR MED INSPIRATION, DEBAT, TILBUD
OG MATERIALER TIL MUSIKLÆRERE RUNDT
OMKRING I LANDET. FRA OBLIGATORISK
SANGUNDERVISNING TIL SANG (MUSIK) OG SIDEN TIL MUSIK. FRA A4, FOLDET OG HÆFTET, SORT/HVIDT BLAD TIL HVAD DU SIDDER MED HER. SIKKE EN UDVIKLING DET HAR GENNEMGÅET.
FOKUS PÅ SANG
”Dit fineste instrument er din stemme.”
”Sang er en grundlæggende menneskelig udtryksform. Spædbørn synger, før de lærer at tale. Det er vores første kommunikationsmiddel. Den er dybt forbundet med vores identitet.”
”48% af de voksne danskere (halvdelen!!) oplever, at de ikke synger godt.”
Får vi ikke sunget nok i musiktimerne?
• ”Hvorfor kan vi ikke bare spille instrumenter, danse Just Dance og se musikvideoer?”
• ”Jeg gider ikke synge, det lyder jo ikke godt.”
• ”Jeg tør ikke synge, de andre kan høre, det ikke lyder godt.”
Er det fordi dagens børn er oppe mod den industrialiserede musik og sange, de hører?
Er det autentiske ikke godt nok?
Sangen og for den sags skyld musikken, vi hører er redigeret, der er lagt effekter på, og den er digitaliseret. Sådan lyder det ikke i klassen, når de synger eller til morgensang. De kan ikke leve op til det, de ser og hører på TikTok, YouTube m.m. Det tærer på selvværd og selvtillid.
Som du kunne læse i sidste udgave af MUSIKLÆREREN, hed musikfaget Sang (den første landsdækkende skolelov 1814), men den betegnelse er forsvundet og i perioder måske glemt, på bekostning af alle de andre videns- og færdighedsmål der er kommet til over årene. ”48% af de voksne danskere (halvdelen!!) oplever, at de ikke synger godt.”
I dag er det ikke mere naturligt, at der synges, når man mødes, hvor det tidligere var en selvfølge, at man startede med en sang.
Så vil det ikke være på sin plads, at faget skifter navn, tilbage til Sang & Musik?
Jeg er en af dem, der går og nynner/synger. Det gør mig glad.
Læs også: ’Hvor er musikfaget på vej hen?’ af Jesper Juellund. ”Der er noget i faget, der må lade livet, for at give plads til forandring.”
Til sidst endnu et HIP, HIP HURRA og tusind tak til alle de der gennem tiden har bidraget til bladet og været involveret i produktionen. Sikke en bedrift. Et foreningsblad, der har kunnet overleve og udvikle sig. Håber, det kan blive ved sådan.
Læs beretningen fra tidligere formand Inger Marie Grell, hvis far var med helt fra starten.
Illustration: Peter Heydenreich
LEDEREN ER UDARBEJDET AF JAKOB ROUSING OG PÆDAGOGISK UDVALG 5 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
HVOR ER
MUSIKFAGET
PÅ VEJ HEN?
BLADET ’DANSK SANG’ ELLER SOM DET HEDDER NU MUSIKLÆREREN FYLDER 75 ÅR. DERFOR ER DET NATURLIGT BÅDE AT KIGGE TILBAGE PÅ
DEN HISTORISKE UDVIKLING AF BLADET SAMT PÅ UDVIKLINGEN AF SANGOG MUSIKUNDERVISNING I GRUNDSKOLEN. MEN HVOR STÅR FAGET I DAG?
Af Jesper Juellund Jensen · Illustration: Peter Heydenreich
6 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
Da jeg blev uddannet i 80’erne, var det en kamp at få plads til den rytmiske musik i uddannelsen. Jeg husker stadig, hvordan en underviser på universitetet på vej forbi det rytmiske sammenspilslokale tørt og uden modsigelse nedladende kunne konstatere: ”Der er nok gang i abeburet i dag.” Inddragelsen af den rytmiske musik var for vores generation vigtigt – og især det rytmiske sammenspil stod centralt. Min påstand er, at pop/rock’en på mange måder siden da har erobret musikfaget. Nye sange kom til, og ikke mindst sammenspil med udgangspunkt i ’bandet’ som ideal blev en central aktivitet. Kunstmusikken – ikke mindst den klassiske musik – blev undervejs marginaliseret eller måske endda praktisk taget negligeret, og synger man i dag en ældre dansk sang, sker det ofte i en ’rytmisk’ udgave. Indoptagelsen af den rytmiske musik var tiltrængt og nødvendig, men er musikfaget nu igen ved at gro fast i en musikstil og nogle idealer og aktiviteter, der ikke længere har den samme appeal til nutidens børn, og som mere og mere opleves gammeldags og irrelevant?
Det kan jeg i mine sorte stunder godt frygte. I hvert fald oplever jeg, at musikfaget er i en voldsom identitetskrise. Hvad skal musikfaget egentlig være for en slags fag? Jeg skitserer nedenfor seks områder, hvor jeg selv for tiden bakser med svarene.
1. LYDEN – DET AUDITIVE UDTRYK
Mens musik næppe har den samme kulturelle og identitetsmæssige betydning for børn og unge i dag som i min generation, spiller lyd en kæmpe rolle i computerspil og i medier. Podcast er populært, og lydkunsten er i en rivende udvikling. I danskfaget er det et mål, at eleven ”kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede …”, men ofte behandles lyd kun overfladisk, og hvis ikke musikfaget skulle tage sig af lyd, hvem skulle så? I billedkunst har man allerede taget skridtet, og her er et af de tre mål efter 6. klassetrin, at eleven ”kan udtrykke idéer og betydninger visuelt.” Burde eleverne ikke tilsvarende i musikfaget lære at kunne udtrykke sig auditivt (og ikke kun musikalsk)?
levende vidne
FRA SANGLÆRERFORENINGENS BEGYNDELSE
MED EN FAR, DER VAR AKTIV I FORENINGEN FRA DENS STIFTELSE
I 1935, HAR TIDLIGERE FORMAND INGER MARIE GRELL BÅDE STÅET
PÅ SIDE- OG SKUDLINJEN I EN FORENING OG ET FAG, DER UNDERVEJS
IKKE ALENE SKULLE SKIFTE NAVN, MEN OGSÅ OVERLEVE GENNEM -
GRIBENDE OMSTRUKTURERINGER, PARADIGMESKIFTER OG SKOLELOVGIVNINGER. HØR DEN 89-ÅRIGE PENSIONEREDE MUSIKLÆRERS
BERETNINGER I ANLEDNING AF FORENINGSBLADETS 75-ÅRS JUBILÆUM
Af Jenny Høilund Foto: Jenny Høilund
Inger Marie Grell er født samme år som Musiklærerforeningen. Eller i hvert fald den forening, som blev stiftet i Aarhus, og som dengang hed Danmarks Sanglærerforening. København havde en parallel forening, som i mange år insisterede på deres selvstændighed, indtil de senere slog sig sammen.
”Først i 1981 kom det til at hedde Folkeskolens Musiklærerforening,” fortæller Inger Marie Grell, der gik af som formand i 1985.
Hun byder mig indenfor på Fortegården i Aarhus-forstaden Risskov, som hun selv betegner som en Rynkeby. Hun er formand for et beboerråd, som laver kulturelle arrangementer, for hun kan stadig ikke lade være med at engagere sig.
”Når jeg fylder 90 om et halvt år, så stopper jeg.”
Inger Marie Grell har fundet gamle blade og billeder frem, blandt andet fra Musiklærerforeningens blads 50års jubilæum. Hun viser mig den allerførste udgave af Dansk Sang:
ET
10 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
INGER MARIE GRELL
FØDT 1934 I VESTJYLLAND
STUDENT FRA VEJLE GYMNASIUM I 1953
LÆREREKSAMEN FRA ÅRHUS SEMINARIUM I 1956
GIFT MED NIELS BUNDGAARD GRELL 1955-2019
LÆRER PÅ VEJLBY SKOLE I AARHUS 1958-1999
CAND.PÆD.-STUDIER PÅ DANMARKS LÆRERHØJSKOLE 1972-75
FORMAND FOR DANMARKS SANGLÆRERFORENING 1976-1985 (FORENINGEN SKIFTEDE NAVN TIL FOLKESKOLENS MUSIKLÆRERFORENING I 1981)
11 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
NR. 1, ÅRGANG 1
”Det er et kostbart nummer, for det eksisterer næsten ikke længere. Men du kan se forskellen på de tre udgaver. Til jubilæet lavede jeg en kavalkade, hvor jeg havde taget en kopi af samtlige numre, som jeg hev op af en kiste, jeg havde stående.”
Bladet skiftede først navn fra Dansk Sang til MUSIKLÆREREN i år 2020.
KRISEÅR OG DALENDE MEDLEMSTAL
Inger Marie Grell er uddannet på Århus Seminarium i 1956 og blev gift i 1955 med sin mand, som også var lærer:
”Han havde ikke musik som fag, men var en meget dygtig musiker og sanger, og blev senere hen lærer på Århus Seminarium. Vi har lavet musik sammen hele vores liv.”
Hun er opflasket med musik i barndommen og har som færdiguddannet sanglærer rendt til alle de kurser, hun overhovedet kunne få, efterfulgt af et treårigt cand. pæd-studie i musik på Danmarks Lærerhøjskole i begyndelsen af halvfjerdserne.
”Jeg blev opfordret til at undervise i musik på Marselisborg seminarium – der var jo to seminarier i Aarhus dengang. Men jeg syntes, jeg ville have en videreuddannelse først, selvom jeg allerede kunne meget,” fortæller Inger Marie Grell, der også havde vundet Danmarks Sangerdyst i 1970 med et af sine kor på Vejlby Skole, hvor hun underviste i alle årene.
Men da hun var næsten færdig med sin cand.pæd, blev de to aarhusianske seminarier slået sammen, og der var ikke længere plads til hende som underviser. I stedet blev hun pludselig formand for Danmarks Sanglærerforening i 1976, hvor hun havde været medlem af bestyrelsen siden 1974.
28 12 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
NR. 1, ÅRGANG
”Det tog al min tid i de næste ni år, for der skete der SÅ forfærdelig meget. Vi omstrukturerede det hele i foreningen. I 1975 var det virkelig kriseår. Det var blevet sådan, at sang og musik ikke havde særligt gode vilkår, og derfor begyndte konservatorielærere, gymnasielærere og seminarielærere at danne smågrupper for sig selv, fordi man skulle kæmpe så meget for sin egen undervisningssektor.”
Det gjorde ifølge Inger Marie Grell at medlemstallet i Danmarks Sanglærerforening faldt, og man blev mere og mere klar over, at man var nødt til at lave en speciel indsats for at samle stumperne.
NAVNESKIFTE OG STARTEN PÅ
LOKALFORENINGERNE
”I 1966 var jeg med til at starte Århus Musiklærerforening. Og der kaldte vi det så Musiklærerforeningen, for faget kom jo efterhånden også til at hedde ’musik’ i stedet for ’sang’ i skolen.”
Det var dog ikke helt nemt at overbevise den almene befolkning og særligt de ældre generationer i Danmark om, at navneskiftet var en god ide.
”Det drejede sig om en helt anden form for opdragelse, end at man bare skulle synge. Man fyldte jo mere og mere ind i faget.”
Samtidig var der andre steder i landet, hvor man dannede foreninger, fordi man manglede sådan et samlingspunkt. Det blev starten på lokalforeningerne.
”Danmarks Sanglærerforening blev klar over, at det var kritisk. Der skulle ske noget nyt,” siger Inger Marie Grell, der viser mig, hvordan foreningen var bygget op fra dens begyndelse i 1935 med repræsentanter fra landsbyskolerne, gymnasierne, seminarierne med flere.
”Dengang var der repræsentanter fra samtlige undervisningsinstitutioner. Det var ved at være passé i 60’erne, fordi man begyndte at samle sig i øer og lukke sig om sig selv. Det blev akut der i starten af 70’erne,” fortæller Inger Marie Grell.
Den daværende formand Asmind Gravgaard var ifølge Inger Marie Grell meget fremsynet og ville have nogle unge folk med i foreningen, som var på gravens rand: ”Man tog simpelthen fat i alle lokalforeningerne for at prøve at samarbejde om et repræsentantskab eller en hovedbestyrelse. Der blev arbejdet bevidst på at lave en struktur, så man samlede alle i landet. Landet blev fuldstændigt dækket af lokalforeninger. Og hvis ikke, så skubbede man på i de forskellige områder, fandt musiklærere og appellerede til dem. Det var et kolossalt arbejde, og der var så mange unge aktive, engagerede musiklærere, der fulgte og oprettede kurser. Så der kom i den grad gang i den fra 76 og frem.”
SKIFTENDE SKOLELOVE
Den nye skolelov fra samme år havde skabt hårde vilkår for musikundervisningen. Det var så vidt Inger Marie Grell noget med, at timetallet blev begrænset.
”Vi blev ved med at kæmpe for, at man i hvert fald fra 1.5. klasse skulle have to timer om ugen. Og så var Asmind Gravgaard med til at sikre, at der i den nye folkeskolelov kom noget, der hed paragraf 3, stk. 3, som betød, at man kunne lave frivillig undervisning i et eller andet omfang, hvilket så kunne lægges ind i skemaet. Og der fik vi for eksempel bevilliget 12 timer på min skole, som kunne bruges i musik. Det betød blandt andet at børn, der ikke havde råd til at gå på musikskole, kunne blive undervist gratis i guitar, blokfløjte og kor.”
NR. 1, ÅRGANG 30 NR. 1, ÅRGANG 37 NR. 1, ÅRGANG 69 NR. 4, ÅRGANG 75 13 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
Sidenhen blev skoleloven ændret igen og så forsvandt muligheden for de frivillige timer. Inger Marie Grell husker, hvordan der blev indført I- og Ø-tid, hvilket betød, at man ikke måtte have timer udover det tilladte:
”Førhen talte vi aldrig de timer, vi brugte. Men med I og Øtid kunne jeg ikke engang få lov at gå over og synge med mine børn på plejehjemmet ved siden af skolen, for det var der ikke timer til. Man måtte endelig ikke være en morakker og bruge mere tid. Det satte sin begrænsning.”
Som Inger Marie Grell påpeger, så har der meget sjældent været medvind – hverken for faget eller i foreningen:
”Man har skullet kæmpe for hver en tomme. Og så har man kunnet begynde forfra, hver gang der kom en ny skolelov.”
MUSIKDIDAKTIKKEN I RIVENDE UDVIKLING
I takt med at Folkeskolens Musiklærerforening i 70’erne fik samlet trådene og genetableret samarbejdet med de andre musiklærerforeninger, kom der også godt gang i produktionen af undervisningsmateriale:
”Det var afprøvet materiale fra lærere ude skolerne. Førhen havde man haft Musikhøjskolens forlag som lå i Egtved. Alle deres kurser har jeg været på, og de udgav en masse materialer, før der kom gang i Musiklærerforeningens eget forlag, Dansk Sang.”
Pædagogikken på kurserne tog udgangspunkt i svenske og danske musikpædagoger som Daniel Heldeen, Poul Milberg og Erling Bisgaard.
”Til at begynde med baserede man det på ’Orff Schulwerk’, men lige så stille blev der udviklet friere systemer baseret på danske ting fremfor ungarske ting. Så der var en kolossal udvikling. Senere er der jo kommet masser af ting, efter jeg stoppede.”
Selve læreruddannelsen på Århus Seminarium i starten af halvtredserne har Inger Marie Grell ikke meget at sige om:
”Jeg havde en klaverlærer, en orgellærer og en slags musiklærer, men ellers var det jo ikke noget særligt. Vi havde fællestimer, hvor vi blev undervist i et eller andet, men det har overhovedet ikke sat sig spor, nok fordi jeg kunne for meget. Jeg havde jo sunget og spillet hele min barndom, så det var en formalitet. Senere kom der lærere til, som var virkelig dygtige.”
Det hørte til læreruddannelsen, at man dengang kunne risikere at blive degn som en del af lærerjobbet ude i landsbyerne, så man skulle også have kirkesang på skemaet.
”Det kunne man fritages for, hvis man ikke var god til at synge, så der stod ’Er ikke egnet til kirkesang’ i ens eksamensbevis,” smiler Inger Marie Grell.
Den obligatoriske violin blev for mange afløst af blokfløjten, som var enklere at håndtere. Inger Marie Grells mand fik i tresserne job som blokfløjtelærer på lærerseminariet.
14 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
”Man kunne på børneskolen have et helt klassesæt fløjter, hvor alle børn kunne spille små melodier. Man kunne spille tostemmigt med få toner, og børnene syntes, det var sjovt.”
FRA SANGFAG TIL SAMMENSPILSFAG
Hvad Inger Marie Grell ikke lærte på læreruddannelsen, fik hun til gengæld lært på de mange efterfølgende kurser, hun tog. Der var flere årskurser i musik i Aarhus, og der var utallige kurser på Musikhøjskolen i Egtved med alsidige tilbud. Og så naturligvis ’De 5 Musikdage’, hvor Orff-instrumentariet stod i høj kurs:
”Det var virkelig epokegørende. Hvis man forstod at bruge det, kunne man få en hel klasse til at spille sammen og være med til musik; selv dem, der ikke kunne ret meget, kunne slå på en triangel eller en håndtromme.”
Inger Marie Grell husker, at Vejlby Skole i forbindelse med Sangerdystsejren fik bevilget en helt masse penge til at købe ekstra Orff-instrumenter. De havde derfor et kæmpe klassesæt af xylofoner, klokkespil, metallofoner, håndtrommer, triangler og rasler, så alle børn kunne komme i gang med at ”spille et eller andet,” som hun siger. Samtidig kunne man spille i flere tonearter, fordi man for eksempel kunne skifte et ’f’ ud med et ’fis’ på klokkespillene.
”Man skulle godt nok lære at administrere det og holde øje med, at alle var med, så det krævede altså noget af en musiklærer. Der skulle en vis myndighed til at få en klasse til at fungere med sådan noget, ellers blev det noget rod.”
Orff kom ind i de danske musiklokaler i løbet af tresserne, og det var i den periode, at musikfaget gik fra at være et sangfag til et sammenspilsfag. I kølvandet på Orff-instrumenterne kom guitaren, men på det punkt har Inger Marie Grell en anke:
”Børnestemmer arbejder en hel kvint over voksenstemmer, men efter at guitaren begyndte at akkompagnere, og de voksne måske kun lige kunne spille ganske få akkorder, så begyndte børnene at synge i for dybe tonearter. I dag har de samme problem i mange institutioner med, at sangene ikke ligger der, hvor barnestemmen ligger. Så vi hiver børnestemmerne herned, og det er synd. Det er os voksne, der skal derop,” bedyrer
Inger Marie Grell, der i sin tid lavede en undersøgelse om, hvad det havde af konsekvenser for børnestemmerne; –”Det ødelagde højden.”
Bandinstrumenterne gjorde for alvor sit indtog i halvfjerdserne og firserne.
”De store elever, jeg havde, dannede bands, og de blev virkelig dygtige til guitar og trommer. Men det sangmæssige, det skred, og den menneskelige stemme er jo basis for alt andet,” siger Inger Marie Grell, der også oplevede, hvordan musik blev taget fra de store elever og i stedet gjort til valgfag.
”Det griber sig selv i halen hele tiden. Når musikken i grundskolen ikke er kreativ og formidlende, så smitter det af på de mennesker, som kommer ind på seminariet.”
FAGET I DAG
Det har altid gået i bølger med musikfaget. I dag deltager Inger Marie Grell ikke mere i den verden, men hun holder dog et vågent øje, og er rigtig ked af musiksituationen i folkeskolen:
”Jeg synes, det er sørgeligt, at børn ikke mere kan de mest elementære, brugelige sange. En vis viden om danske sange bør børn have. Og man glemmer også de gamle kulturbringende børnesange. Der er så kommet en hel masse gode nye børneting, og de skal også med, men der er ligesom ikke nogen linje i dét, børn lærer i dag. Mine børnebørn, som ellers er meget musikalske – det er fuldstændig utroligt, hvad de ikke ved. Alsidigheden er gået fløjten. Man skal mærke vingefanget, og det gør de guddødeme ikke i dag. Jo, nogle steder, men ikke alle steder.”
Vi kommer ikke udenom at snakke om musikfaget på læreruddannelsen og musiklærernes kompetencer. For ifølge Inger Marie Grell er det hele den musikalske fødekæde, der er gået i stykker.
”Det griber sig selv i halen hele tiden. Når musikken i grundskolen ikke er kreativ og formidlende, så smitter det af på de mennesker, som kommer ind på seminariet. På trods af dygtige seminarielærere kan de ikke nå at blive dygtige musiklærere, der kommer ud i folkeskolen, hvis de ikke har en anden form for musikforståelse eller uddannelse. Og det er synd for dem, at de skal ud og slås, for det er hårdt at være musiklærer.”
Samtidig kritiserer Inger Marie Grell det store fokus på
15 © MUSIKLÆREREN • NR. 5, ÅRG. 75 • 23/24
tests og det boglige i grundskolen. Hun mener, at mange børn har behov for at løfte blikket fra skærmen og være en del af et fællesskab:
”Fællesskabsfølelsen mangler. Men jeg tror, der er tendenser i samfundet nu, hvor man er ved at blive mere opmærksom på det. Og musik er et af midlerne til at vække folk og give dem en mere afslappende fornemmelse for livet.”
Inger Marie Grell ser en lysning, og i hendes bog er der en klar forbindelse mellem trivsel og kreativitet:
”Netop fordi så mange børn og unge ikke trives, er der startet en diskussion om, at det måske er bedre at bryde op i alt det faglige og give det kreative mere plads. Musik har en mulighed for at inkludere alle børn,” fastslår hun.
BLADET 75 ÅR
Vi dykker ned i de gamle blade og billeder, som Inger Marie Grell har fundet frem fra gemmerne.
”Min far står på den første medlemsliste. Og her står de tre første formænd samlet: Thøger Rasmussen, Erling Brahm og Asmind Gravgaard. Jeg har kendt dem alle tre meget godt.”
Vi kigger på, hvordan bladet har ændret udseende gennem årene. Fra det sorthvide, tekstunge første eksemplar fra 1949 til fornyelsen i 1978:
”I 78 var bladet ved at gå nedenom og hjem, men Klaus Brinch, som har lavet en masse musik, tilbød at være redaktør. Han fornyede det og begyndte at lave rivudmidtersider med en node eller noget undervisningsmateriale. Men så fik han for meget at lave, og derfor havde vi kig på Ib Torben Jensen og Jørgen Andresen til at overtage redaktørposten. På Rødding Stævne i 1978 sad de to og snakkede med folk, og i september genstartede de bladet,” fortæller Inger Marie Grell og finder endnu et blad frem fra 1985 med hendes efterfølger, Kirsten Værgman, på forsiden.
”Jeg må sige, at jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået lov til at være med i folkeskolens musikundervisning, mens der var grøde, og mens man kunne komme igennem med det. Og jeg er taknemmelig over at have mødt så mange spændende, musiske mennesker,” afrunder Inger Marie Grell, men tilføjer: ”I min høje alder må mine erindringer være med forbehold.”
FORTÆLLINGER
IND
I MUSIKKEN – FOR DE YNGSTE ELEVER PÅ DANSKSANGDIGITAL.DK
Kongen der ikke kunne sove
Musikfortælling for børnekor med 7 iørefaldende sange i forskellige genrer. Til sangene medfølger musikalske legeidéer til de mindre klasser og enkle satser til klokkespil, boomwhackers og keyboard m.m.
Målgruppe: 0.-2. klasse
Fabler
Forløbet indeholder (måske) verdens nemmeste måde at lave sammenspil på. Alle syv sange går i samme akkordrundgang i både vers og omkvæd. I stedet for rigtige noder spiller eleverne efter fabelnoder.
Målgruppe: 0.-2. klasse
Mogens og Alva
Fortællingen om trolden Mogens og pigen Alva inviterer eleverne indenfor i ny orkestermusik. Her får eleverne på legende vis skærpet deres lytning og forståelse for symfoniorkesteret og dets mange instrumenter.
Målgruppe: 0.-2. klasse
Foto: Mette Johnsen Illustration: Peter Heydenreich
