Ingensomheden Kærligheden mellem PH og Inge, eller Valdemar som han kaldte hende, er stor til det sidste. ”Det kommer ingen andre ved hvad vi har haft af himmelråbende kærlighed og elskovskraft. Vi fulgte livet fra blomst til frø og nu skal jeg dø” Familien betyder alt for Poul. ”-Er det mandag i dag?” ” -Nej Pollemand det er lørdag” ”- Hvorfor fa’en lægger de lørdagen på en mandag? Hukommelsen begynder at svigte, men julen med familien i 1966 er vigtig for Poul. Inger kæmper for at få det hele til at hænge sammen, Pouls hukommelse svigter, han læser ikke mere og er holdt op med at ryge, tænder bare cigaretter pr instinkt og lægger dem fra sig. Julen forløber godt, men det nye år bringer kun forværring af Pouls sygdom. Den 22 januar 1967: ”- Du Valdemar. -Jeg har skrevet et digt, det ligger i maskinen.” Inger henter papiret; ”MOD NUL Jeg har aldrig kunnet være alene men elsket tosomheden. Drømmen om samværet falmer. Vist kommer du når jeg kalder og formilder de næste sekunder. Men bag dig ser jeg det store mørke: Ingensomheden” ”- Poul du har skrevet et dejligt digt.” ”- Har jeg?- hvad handler det om?”
Da PH to dage senere, insisterer på at sige ordentligt farvel til et par besøgende venner, falder han i sneen og brækker lårbenet. Han indlægges til operation på Hillerød Hospital. Inger og børnene er på skift ved hans side, men han kan ikke rigtig komme sig efter narkosen. Torsdag den 31. Januar, var landet dækket at sne, Inger var netop nået hjem til en pause fra sygesengen, da telefonen ringer og hun kaldes tilbage, der er ikke langt igen. Inger og datteren kæmper sig tilbage gennem snedyngerne. Han var stadig varm da de ankom, men lyset var slukket og ”ingensomheden” havde trådt ind, de holdt ham til han blev kold. Poul havde et ønske om han skulle obduceres og bruges til forskning efter sin død. ”-Vil de ringe til Medicinsk-anatomisk afdeling og bede dem hente min mand?” I DIT KORTE LIV Poul Henningsen / Kai Normann Andersen Tilgi’ jeg siger et letsindigt ord, det er klogt at De forstår det straks. Bare en hyldest til denne jord, for vi har jo kun den samme slags. Verden har nu hadet mer’ end nok, vi kan kun besvare med at elske. Selv i den jordiske kærlighed, findes våben mod et ragnarok. I dit korte liv er hver time dyr, hvert sekund, et dyrt sekund. Du glemmer vel ikke at årene ry’r Se på dit ur - viserne flyr. Hold dig vågen, ven vores lille liv. Sluttes inde af en søvn. Vi er af samme stof, som drømme gøres af det store tomme rum. Alle som siger der findes mer’, gir os veksler uden underskrift. Mennesket har dyrket en hob idé’r, som erstatning for naturlig drift. Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve. Menneske blev menneske i kærlighed, gjort i elskov, ja det blev vi dog. I dit korte liv er det meste spildt, tænk igennem punkt for punkt. Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt, håndtryk blev glemt, chancer blev spildt. Hold dig vågen ven, hvorfor sove nu. I den lyse sommernat. Det haster med det kys, den kommer før du tror den drømmeløse søvn.