Poul Henningsen -en spektakulær historie, om blandt andet en lampe.

Poul Henningsen -en spektakulær historie, om blandt andet en lampe.

”Vor kultur er international, og det har den altid været. Der findes ikke dansk stil, men kun genfortælling.”

“Vores livs sejlads imellem bord og seng, mad og elskov, hvile, had og sød forsoning -skal den skildres i et ganske kort refræn, må det gøres med en vekslende betoning.

Det gør vi så.

Hvad skal vi ta’?

Det lille Nå! “ PHumanisten.

Kulturpersonligheden Poul Henningsen livsnyder, lysmester, samfundskæmper, arkitekt, kritiker, forfatter, humanist, salonkommunist, kulturradikal, humorrist og designer. En mand som i sin levetid formåede at favne bredt i sin målrettede idéskabelse, i tråd med hans egne holdninger og store spørgsmål.

At dykke ned og tage en bid af PH´s livshistorie, er at holde vejret i oplevelsen af et spektakulært eventyr. Og skal man som jeg, kun videregive en del af historien omkring PH, er det som at fjerne streger fra en vigtig skitse. Der vil mangle beskrivende linjer til det færdige produkt.

For det var langt mere end blot en lampe, som PH som skrev ind i danmarkshistorien. PHs historie er en malende fortælling, hvor personlige facts er fjernet. Han ville nok selv beskrive dem som oplevet og gennemlevet, men ikke nedskrevet. Ingen gemte breve og beviser. For sådan levede han, i nuet mens historien blev skrevet. Han vendte sig ikke om og så efter kendsgerningerne, han levede i stedet det næste minut med. Det er her jeg synes hans person, er så gribende rigtig.

Radioen og senere tvét kunne i denne sammenhæng sætte ild i Lysmesteren. Til opråb og oplysning var det fantastisk, men han betragtede det også som en udvikling af den ene af de 7 dødssynder – DOVENSKABEN. Tv’et overtog befolkningen, sammen med sofaen omklamrede og fastlåste de mennesket, i en ligegyldig lullende søvn.

Dette er ikke langt fra mine egne synspunkter.

Også her så han det i rette lys, for udviklingen fra dengang til nu har lullet os ind i en virkeligheds flygtende verden, hvor underholdnings midler fraholder os fra at leve lige nu, men slumre os ind i et tæppe af andres oplevelser og idealer, mens vi sovende venter på…- ja hvad? På slutningen måske?.

PHoldning ”Se historisk på nutiden og moderne på fortiden.”

PH havde også den holdning omkring design, arkitektur og samfundsudvikling, at disse var vigtige redskaber til udviklingen af et mere ideelt samfund. Design skulle være demokratisk og gøre op med snobberiet, den puttenuttede plysstil med ”ornament salat” og eksklusive materialer i hans levetid.

Han arbejdede og talte for en produktkultur, hvor skønhed og anvendelighed skulle gå hånd i hånd. Den funktionalistiske formgivning var vigtig. Design var ikke kun genstande til lykkleliggørelse af individualistiske behov, nej, design og alt det han kreerede, var en del af et større demokratisk projekt.

Så i respekt for kunstneren og levemanden, ja og også for dig, må jeg simpelthen tage dig på en lidt længere tur end blot rundt om en lampeskærm.

- For selve lampen designede han over en kop kaffe, og så vil historien jo være kort.

Nej, jeg vil nu forsøge at give lidt mere spænding i din læsning, end til blot en enkelt kop kaffe med kringle.

Men det er en bredt favnende krønike, så jeg har måtte vælge at springe lidt i det. Men måske inspirerer det dig til selv at dykke dybere og få resten af eventyret med, bagefter.

Paul Hammerrich s ”Lysmageren -En krønik om Poul Henningsen”, har været stor kilde for mig til dette. Og da han i sin research til bogen, forsøgte at finde ud af hvilken skole PH havde gået på som barn, skulle der gå 3 måneder inden en legekammerat og nabo til Henningsen dukkede op, med ord om dette. Privatlivet var altså sjældent dokumenteret, mens holdningerne, tankerne og idéerne omkring samfundet, politikken, troen og livet, blev ytret, nedskrevet, udgivet og gemt i scrapbøger. 83 store af slagsen, blev på opfordring af PH sirligt lavet af en af hans tidligere kærester.

Men nogle facts om personen Poul Henningsen, har jeg da.

“Man har stået engang ved voksne mennsker’s knæ som et lille, utæt, snottet, sjovt spektakel.

Og de sae, at noet var mam og noet var bæ.

Voksnes ord var et mirakuløst orakel.

Der stod man så og lytted spændt.

Så sae man Nå! “ PHistorien I 1894 i Ordrup blev forfatterinden, kvinderetskæmperen og den erotisk eksperimenterende og frisindede Agnes Henningsen og cand.mag., vicekonsul Mads Henningsen, forældre til Poul Henningsen.

- Eller, det var ihvertfald sådan navnene i faderskabet blev registeret. Men egentlig var Poul, resultatet af en affære mellem Agnes og forfatteren Carl Ewald, det var dog ikke grunden til skilsmissen senere mellem Mads og Agnes.

Mads var nemlig rektor på latinskolen i Ordrup, og havde kysset med en mindreårig elev og dermed sluttede ægteskabet.

Poul og hans 3 søskende boede derfor, da de var helt små, alene med forfatterinden for en tid. Lige indtil hun atter åbnede dørene til et nyt ægteskab, hvorefter flere fulgte.

Trods den mandlige tumult - eller måske netop derfor, var PH hele livet tæt knyttet til sin højt elskede mor.

Hendes farverige liv og person, var hans inspirations kilde til mange af sine værker. Heriblandt den PH lampe, som er udgangspunktet for mit udpluk af Poul Henningsens liv og idéer. Opvæksten i den frisindede kvindekultur, gav stor grobund til Poul Henningsens senere udtalelser, bøger og forestillinger i erotisk sammenhæng hvor han, blandt andet møder Josefine Baker. Dette er desværre et af de spændende kapitler i PHistorien, sammen med hans arkitektoniske værker, jeg har måtte undlade at gå så meget i dybden med her.

PHoldninger.

“Troen har aldrig flyttet en knappenål fra det sted, hvor den ifølge traditionens og skriftens ord bør sidde.

Det er tvivlen, der har flyttet alle bjergene.“ Allerede som dreng kom disse PHoldninger frem i lyset.

En af de første beretninger, er at han tissede sit navn op ad rækværket ved præsteboligen.

“Man gled ind på skolens sure bænkerad.

Bare gab! Så passer læreren kundskabspumpen med tortur som ligninger af tredje grad.

Man fik hård hud dels på sjælen dels på rumpen.

Der sad man så og gloede dumt.

Så sae man Nå.“ I sin skoletid brød lærerne ofte sammen over Pouls idérige og til tider umulige væsen.

Men allerede som meget ung, fik han belønning for sit opfindsomme sind. Han fik det Hielmstierne-Rosencroneske legat for opfindere, da han som 16-årig konstruerede den selvpumpende cykel. Ønsket om at skabe en maskine, som gav vind i ryggen under cykelturene blev dog kun ved snakken.

“Et barn skal lige prøve to gange at sige sandheden til en lærer, som spørger: Hvorfor har du ikke læst?

Har det to gange svaret: Jeg havde ikke lyst ! så er det slut med det barns oprigtighed i skolen.“ “Skolen lærte, man fik børn fra bi til bi, men fra trappegangen vidste vi det hele.

Med uvidenhedens posekikkeri var vi tidlig vel bevandret i de dele.

Der stod man så og tænkte sit.

Så sae man Nå.“ Hans uddannelser, var en række sammensatte frie studier. Han forlod gymnasiet og startede i 1911 i den bygningstekniske klasse på Teknisk skole, men afbrød for at blive maskiningeniør. Tre år senere bestod han adgangsprøven til Polyteknisk læreanstalt, men efter tre semestre vendte han tilbage, som arkitektstuderende på Teknisk skole, hvor han også smuttede fra i 1917.

Sideløbende forsøgte han sig med maleriets kunst, i den senimpressionistiske stil, det gav ham praktisk orientering og æstetisk perspektiv, der fulgte hans interesse- og virkeområder livet igennem.

PH blev en af de få kritikere, der forsvarede ekspressionismen og kubismen. Og netop på baggrund af dette blev han fra1917 til 1921, medarbejder ved Axel Saltos moderat modernistiske kunsttidsskrift, Klingen.

P.H. arbejdede frem mod at give bladet et moderne videnskabeligt grundlag i nykantianismen. Den andel han fik via sin formidling af den kritiske idealisme blev, vigtig for radikalismens nye filosofiske grundlag. Og havde stor indvirkning på arkitekturens og funktionalismens udvikling, sammen med den moderne tekniks vidtgående udvikling. Hjemme i stuerne var udviklingen også i gang. Olielampen var ved at blive skiftet ud med glødepæren, og PH begyndte samtidig med alt dette at eksperimentere med lys. Han fik kontakt til Louis Poulsen, som i dag stadig producerer PH lamper til hele verden.

PH med sin 1. kone Else - konsulens datter.

Og så viste det sig dog, at det var skønt: to alene mennsker mellem jord og himmel, fryd og pine, skyernes flugt i blåt og grønt, og man glider i hinandens afgrund - svimmel.

Hvad sae man så forventningsangst?

Man hvisked Nå.

PHunden Men det var ikke kun idemæssigt det lyste op for PH, også på kærlighedssiden var der en kraftig lampe der lyste. Grossereren, russisk vicekonsul Niels Kaj Strøyberg’s datter, Else havde fanget PHs interesse. Og trods uenigheder med konsulen fra hans bopæl i Dronninglund, gifter Else sig med Poul i København den 10.06 1919 og får efternavnet Henningsen. Samtidig står PHs første byggeprojekt færdig, Klub- og bådehus for Danske Studenters Roklub i København. Hjemme i ægteskabet er Else skrøbelig og indesluttet, så livet i de kunstneriske kredse holdt hun sig fra. Men et år inde i ægteskabet føder hun deres søn, Simon P. Henningsen. Svigerfamiliens had til Poul og deres fælles liv i København, er måske netop det der sætter gang i den menneskelige lyrik hos PH. For i sommeren 1921 under et styrtbad begynder ølhunden at glamme… Visen som Osvald Helmut senere udødeliggør, i den første PH-Reyv. Det menes at visen var en provokation til konsulen, men indholdet er dog inspireret af livet på byggepladserne.

PH-Lampen 1924 - Sangen får lov at ligge mens interessen for lyset forstærkes.

I 1924 udskrev komiteen for udstillingen, en konkurrence på Verdens Udstillingen i Paris, om moderne belysningslegemer.

Og den første PH-lampe, skulle komme til at skærme lyset i Paris.

Selve idéen bag PH-lampen, var at designe en lampe hvor i lysspredningen, fik kvinder til at synes de tog sig lige så godt ud i som i stearinlys.

Ølhunden Glammer.

Tekst: Poul Henningsen - Melodi: G.B. de Curtis Fra P.H.-revyen, Nørrebros Teater 1929

Her af kommer også udseendet af lampens tre skærme - som en kop stablet med underkop og kagetallerken, eller en skål, om man vil.

PH opnåede guldmedalje for alle sine lampetyper. Kort efter konstruerede han den blændfrie PH-lampe, den var det første originale stykke industrikunst i Danmark og blev en enestående succes. Udviklingen og variationen af denne model sikrede PH et eksistensgrundlag, der var befordrende for hans rige kunstneriske begavelse, som satte ham i stand til at udfolde en omfattende kulturkritisk og pædagogisk skribentvirksomhed i de kulturradikale ideers tjeneste.

Når din hals er en hal’ meter nedløbsrør, og din tunge er som en galosche, når din drøvel er stor som en briosche, så’r det organet, der er løvet tør, så’r det ølhunden, der glammer, så’r det bajerens time, min ven, så’r det derfra, det stammer, hør nu gøer den og teer sig igen.

Stang den en bajer, for’ den ikke skal helt sygne hen, mærk så, hvor den leger, ja, nu logrer den fa’me me’ halen.

PHs kærlighed til Østens bygning og leg med drager, er en stor del af fritiden og han eksperimenteret hele livet igennem med vindens kræfter og dragernes leg på himlen.

”Det med Lyset, var egentlig også mors skyld. Da petroleumslampen blev udskiftet med el, så syntes hun ikke hun tog sig godt ud længere. Hun var ganske vist blevet ældre, men hun var stadigvæk en smuk kvinde, så jeg ville hjælpe hende lidt. Jeg forsøgte mig med lysekroner, prismer og krystaller til at blødgøre lyset. Men den egentlige P.H. lampe som i kender den, blev til over en kop kaffe - teorien kom til senere.”

–” Ingen får succes uden tilfældigheder og held. Og havde en nær ven af mig ikke stået der som dommer, havde jeg sikkert ikke vundet. Han smed konkurrenterne ud og jeg fik alle 6 præmier med hjem.“ Men lampen skulle med PH igennem 3 måneders tanker og tegninger i Bruxelles, inden den blev næsten som vi kender den i dag. Den fik navnet PH5, simpelthen fordi den var 50 cm. i diameter.

Succesen kom faktisk først rigtigt frem da PH skulle skabe lamper til det offentlige rum for Forum i København. Endnu engang var han heldig, konkurrenterne kom op at diskutere og Hr. Henningsen fik jobbet, da de to larmende designere var smidt på porten.

Siden kom, Koglen, Kuglen 2/3’eren 3/4’eren og flere, både som lysekrone, stander og bordlampe.

Det teoretiske skulle fikses og det foregik i et sortmalet rum i PH-privaten, hvor en barnevogn med et stearinlys påmonteret, blev trukket rundt til opmålingerne af lysfaldet.

Det første originale danske stykke industrikunst var blevet til, og en enestående succes blev indskrevet i historiebøgerne.

Imens andre holdt styr på historien, fortsatte PH med at lege med lyset og leve i nuet. For der var nok at tage fat på og den tekniske udvikling rullede af sted.

Han brugte politikken og ekstrabladet som talerør, for sine meninger, holdninger i de kulturradikale idéers tjeneste. Den sociale arkitektur og byplanlægning, for især København som storby fyldte meget og fik en stor plads i skriveriet sammen med den politiske udvikling .

Inspirationen til synspunkterne og den slagkraftige kritik af kommunernes kortsigtede dispositioner, hentede PH hos de engelske planteoretikere.

Det hele mundede ud i, at han sammen med arkitekterne Edvard Heiberg og Thorkild Henningsen startede det banebrydende arkitekturtidsskrift, Kritisk Revy i 1926.

Med tidsskriftet blev han sin generations ledende kulturkritiker og den mest energiske agitator, for en demokratisk livsform.

Livet i det pulserende miljø, af teater, kultur og kunst, fortsætter, her støder PH på sangerinden og divaen Olivia Olsen, senere kendt som Liva Weel. Det slog ved deres første møde gnister, dog ikke på den gode måde, for de blev rygende uvenner. Ingen af dem havde nok regnet med, at de to senere skulle skabe så stor historie sammen.

PH-Revy, musik og flygel Tre år og mange kritikerudgivelser senere, samlede han I 1929 sine holdninger i satiriske og lyriske bidrag og fornyede mellemkrigstidens revy, i forestillingen Paa Ho’det.

PH skabte handlingsrevyen, hvor der ikke var en masse forskellige emner og sjov, bare for humorens skyld.

Men hvor der var et overordnet emne.

Revyen blev endnu et talerør for ham.

Et stort et af slagsen. ”Revyen skal bygges som 20 projektører der kaster lys over ét væsentligt emne. Jeg er modstander af et refræn uden mening og holdning.”

Med satire og lyrik underholdt han befolkningen og tryllebandt dem, mens hans holdninger stod lysende klart til eftertanke. Han skabte herved endnu en lyskilde, den usynlige verbale blændfrie projektør, som i blød oplysning åbnede for de mørke kroge i Danmark.

“Kultur er våben.

Kultur er sammenhæng.“ Igennem scenelivet får PH, som tekstforfatter og ideskaber et tæt samarbejde med datidens store navne. En solid trio med P.H, dramatikeren Kjeld Abel, og komponisten Kaj Normann Andersen, eksploderer i store handlingsrevyer. Et tæt samarbejde og venskab med Liva Weel ruller af sted.

Grebet i musikkens univers, skaber han også nyt her. I 1931 tegner han sit berømte transparente flygel. Med sin funktionalistiske indstilling til design kreerer han PHflygelet ”Flyglet til det lille hjem”. Sådan kaldte Poul Henningsen det selv, da det epokegørende måske mest mondæne møbel fra hans hånd stod færdigt.

Ideen var at frigøre instrumentet fra fortidens møbeltradition. Filosofien var, at et flygel ikke er et møbel, men et instrument som telefonen og radioen.

Et af verdens smukkeste instrumenter, efter min mening.

Men kritikkerne, på daværende tidspunkt råbte sætninger som; En stor skinnende bille med musik i kroppen” og som “Misdannede tæer i for småt fodtøj”.

De tog vist fejl.

Senere i 1948 blev det konstateret, at filmen var gået til grunde, og PH blev bedt om i samarbejde med et par andre at rekonstruere en halv times version.

I 1961 blev Danmarksfilmen vist i TV for første gang.

Når man ser den i dag, kan man se filmen som en hyldest til arbejdet, og også som en fortælling om et Danmark, der ikke længere findes.

Et Danmark med 200.000 landbrug med gennemsnitligt otte køer og 1.700 mejerier i små stationsbyer. En visning fra skibsværfter, små fiskerbåde og kolonihaver.

Og ikke mindst, en visning på Tv af det liv, eller livet i det hele taget som PH så brændende ønskede vi oplevede, frem for at lade det trille forbi i lyset fra underholdningsmaskiners skær.

PHurlumhej om Danmarksfilmen.

Musikken og revyerne spillede - og filmen rullede.

I 1935 lavede PH den meget omtalte danske dokumentarfilm, ”Danmarksfilmen” som viser hverdagsbilledet af Danmark i 1930’erne, bestilt af Udenrigsministeriet for at åbne udlandets øjne for Danmark som turist- og industriland. Producenten var Poul Eibye og filmen fik forpremiere den 29.

April 1935, i Palads Teateret i København. Bortset fra lidt positive anmeldelser fra Socialdemokraten og Arbejderbladet, som PH havde stor tilknytning til, vakte filmen forargelse - ikke mindst sammenklipningen af billeder, som blandede royale og Tuborg flasker på samlebånd sammen.

Efter en del diskussion, lovede Udenrigsministeriet at bidrage med 6.000 kr., hvis atten af filmens 120 scener blev fjernet, blandt andet et klip med en pløjende landmand i korte bukser. ”Negermusikken” skulle udskiftes med den danske “sangskat”, Midsommervisen. Den reviderede udgave fik premiere i Odense den 18.november. Den blev senere forkortet.

Begge film forsvandt og blev først fundet mange år senere, en i Landbrugets Rådgivningscenter og en anden i Det Danske Film Instituts arkiv. - Om det kan man jo så gruble, som man vil.

Filmen slog også revner i ægteskabssoklen. PHs satsninger var svære for Else, hun frygtede fiaskoer og denne var svær for hende at kapere.

Den største PH-Revy!

Dyveke den største og mest meningsfyldte revy, efter min mening. For den skulle blive den første kunstneriske sabotagehandling efter besættelsen af Danmark.

Revyen Dyveke, som betyder ”lille due” kom til i en tid hvor der for alvor var brug for små fredsduer!

Tanken om Dyveke som emne for et stykke, havde Kjeld Abell tumlet med i adskillige år. Og da Arne Weel i februar 1940 manglede et stykke til Liva Weel på Riddersalen, blev ideen atter trukket frem. Kaj Normann Andersen skulle skrive melodierne og PH sangteksterne.

Men da læseprøven skulle stå den 9. April, var der andet at tænke på.

Den 9. april 1940 kl. 04.15 indledtes Operation Weserübung. -Kodenavnet for det tyske angreb på Danmark og Norge.

Kl. 05.30 landede de første faldskærmstropper i Aalborg.

Tilbage i København blev Dyveke sendt til censur, tyskerne betingede sig ret til at stoppe en forestilling, hvis de ikke forstod hvad folk grinede af.

Dyveke er mest kendt som kong Christian 2’s elskerinde, der på forunderlig måde omkom sandsynligvis ved at spise forgiftede kirsebær. Der forelægger ikke så mange faktuelle oplysninger om hende, så måske netop derfor har historien givet fantasien frit løb. Både pigen selv og hendes skæbne er blevet behandlet i adskillige musikalske værker - hver på sin måde. Længsler og drømme er dog tråden der går igen. Og netop længslen og drømmen var det der stod stort i Danmark på dette tidspunkt. I underfundige og eftertænksomme undertoner, omskrev PH de censurerede tekster uden at ødelægge budskabet om at stå sammen og kæmpe for et frit Danmark.

I programmet skrev han :”Hvis visen skal være et våben, som den altid har været det også storpolitisk… så må den både more og mene”.

Arne Weel erindrer da også, at publikum rejste sig op i tavshed efter “Man binder os på mund og hånd” ved premieren, og også anmelderne gav den særlig omtale.

Netop denne vise blev censureret og omskrevet. Før censureringen hed den “Det gælder kærlighed og krig“ og blev omskrevet til den vi kender i dag “Man binder os på hånd og mund”.

DET GÆLDER KÆRLIGHED OG KRIG

MAN BINDER OS PÅ MUND OG HÅND

Gribe efter blanke ting vil hvert lille grådigt barn.

Binde andre med en ring gør man som helbefar’n.

Tænk, hvor har man stået tit og delt et vindues paradis: helle - helle - det er mit.

Og livet går på samme vis:

Gribe efter blanke ting vil hvert lille grådigt barn Binde andre med en ring gør man som helbefar’n.

Tænk, hvor har man stået tit og delt et vindues paradis: helle - helle - det er mit.

Og livet går på samme vis:

Det gælder kærlighed og krig, at alle løfter er kun svig, og ingen kan stole på menn’skenes ord.

Af angst for livets eget sus bedøver vi os i en rus af søde kontrakter og løgne vi tror.

Kunne vi forbyde de tre ord: jeg elsker dig, var vi vist i elskovskunst på mere ærlig vej.

Det gælder kærlighed og krig,

at alle løfter kun er svig, og ingen kan stole på mennskenes ord.

Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd, og det er besværligt at flagre sig fri.

Vi leger skjul hos en, som ved at skærme os mod ensomhed, med søde kontrakter vi luller os i.

Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig, var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej. med hånd og mund, de gælder kun den korte stund, til glæden er borte og alting forbi.

Sel når skib på skib går ned, og land på land bliver slettet ud, handler man af ædelhed og ber til hver sin gud.

Fredstraktat og venskabspagt, det er papir, der koster blod.

Svaghed væbner sig mod magt i angstens desperate mod.

Møde, hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går.

Bære skæbnen uden trods, hvad der så forestår.

Glad for hver en venlighed, men uden tro på det bli’r ved, søge fred, idet vi ved, at vi har intet krav på fred.

Det gælder kærlighed og krig Man binder os på mund og hånd, a alle løfter kun er svig, men man kan ikke binde ånd, og ingen ka stole på mennskenes ord.

Vi har en indre fæstning her, for den der står ved mandens grav?

Som styrkes i sit eget værd, Et mennske er nul mod den hellige jord. når bare man kæmper for det vi ka’ li’.

Angst for vores fjender? Ja - men mere Den som holder sjælen rank, kan aldrig angst for den blie træl stormagt, som vil hjælpe os og kalder sig Ingen kan regere det, som vi bestemmer for ven. sel’.

Det gælder alle tiders krig, Det lover vi med hånd og mund, a garantier kun er svig, i mørket før en morgenstund. og ingen ka stole på staternes ord. at drømmen om frihed blir aldrig forbi.

Stykket blev modtaget med stor succes, dog ikke fra de pro-nazistiske aviser. Det turnerede rundt i landet i 1½ år, før det sluttede i november 1941 med en række forestillinger på Det Ny Teater. I denne periode blev det opført omkring 400 gange.

“Revyen skal være statens domstol og revse den og tirre den.

Det er revyens ret.“ Under krigen nedtonede han sin direkte kritik af nazismen, men var alligevel under overvågning, nationalfølelsen overdøver kulturradikalismen, og alle hans tekster var underlagt censur. Det frie ord smugles ud gennem LP-nyt.

PHlissé og mørklægningsgardinet.

1940 - PH får ny legeplads i Tivoli som arkitekt.

Hans første geniale konstruering her, er mørklægningslampen med det vandrette lys som ikke kunne ses fra luften og som forlængede havens åbningstid. Han udviklede her den lyskultur, der stadig er kendetegnende for Tivoli.

Han konstruerer også de øreformede højtalere, som indskærper lyden, eller som han beskriver det:” De Forstærker musikken på en dæmpet måde.”

De blev i Sverige til efter krigen, indtil da fungerede PH blandt andet som foredragsholder og fik tilknytning til svenske dagblade og tidsskrifter. Et fremtrædende tema i PHs skribentvirksomhed i emigrationen var efterkrigstidssituationen, som han i modsætning til mange andre ikke ventede sig nogen demokratisk fornyelse af.

Endvidere igangsatte Inger og Poul, en produktion af plisserede lampeskærme og opdagede papirets filtrering af lyset var finurlig. En ikke, overbevist kritiker kalder skærmen for PHlissé.

Det er også her han opfører sit første værk i samarbejde med sønnen Simon, den spektakulære muslingeskal på 11x12 meter, som kan åbne og lukke.

PHs trylle og tosserier får deres egen sal på Kunstnernes Efterårs Udstilling i 1943. Her kan alt fra Ingers selvlysende toiletbord til det lysende PH-toilet opleves.

Men imens far og søn bygger sammen, smuldrer soklen i ægteskabet. Måske har en tys side historie noget med dette at gøre. For tilbage i 1923 blev Pouls anden søn uden for ægteskabet, Sten Hegeler født. Her har soklen måske allerede slået sine revner, men først i 1942 opløses ægteskabet helt. Inger Henningsen, der havde været PHs sekretær og siden blev hans meddebattør og modsiger, bliver knap et år efter skilsmissen, PHs nye ægtefælle.

De gifter sig den 31.3.1943 i Gentofte. Et bryllup hvor begge i øvrigt var husvilde, bruden havde 41 i feber og Kjeld Abel sørgede for smugler alkohol.

Men krigen ulmer og den 4. oktober 1943 må Inger og PH flygte til Sverige. Flugten foregik i robåd fra Skodsborg strand til Landskrona i Sverige med vennen Arne Jacobsen og begges ‘splinternye’ koner i båden. I Sverige modtages De 4 i et glædeligt gensyn, af arkitekten Alvar Alto som baner vejen for dem.

Det siges i øvrigt, at det var konerne der i sidste ende måtte ro de godt fire timer til Sverige. ”–Vi fik bare besked på, at nu skulle vi af sted – og det gjorde vi så. Det var såmænd også fornuftigt nok, for jeg mødte min egen morder deroppe i 1946. En Ung mand kom pludselig og bankede på døren. Han var lige var kommet ud af fængslet. Han havde været medlem af Wilfred Pedersen Gruppen og den 23. sept. 1943, skulle han have påsat en brænd og indebrændt min familie og jeg. Jeg bød ham en cigaret og vi fik os en god snak. – Og jeg var jo glad for han ikke havde indebrændt mig. Han havde læst mine artikler om udrensningen og synes jeg var et fornuftigt menneske. - Og mer´ ka’ man jo ikke forlange af en morder…”

Sideløbende voksede familien, sønnerne blev gift og Inger Henningsens medbragte datter af første ægteskab, musikpædagog Tove Kemp, indgik i 1950 ægteskab med arkitekten Verner Panton. PH lærte sin stedsvigersøn meget om belysning, de to bevarede et nært venskab trods skilsmissen med Tove efter bare 3 år. Panton designede lamper og skabte endvidere mange rumindretninger i kraftige farver, senere i 1984 istandsatte han Cirkusbygningen i København sammen med PH-sønnen Simon.

PH5 og Koglen Nu tager vi et spring til året 1958, vi hopper forbi de erotiske forestillinger, Livas død og hen til det tidspunkt, hvor den PH5 lampe vi kender i dag, endelig er færdig.

Lysstofrøret er kommet og PH gør lampe-comeback.

PHs stædighed var grunden til at han ventede så længe med at lave lampen om. For mange andre designere, som stedsvigersønnen Verner Panton, vennerne Arne Jacobsen og Alvar Aalto, var begyndt at designe lamper og PH lampens salg var faldende.

I LP-nyt skriver Poul i påsken 1958: ”Efter 33 års nogenlunde kristen opførsel er jeg gået over til muhamedanismen – i mit forhold til glødelampefunktionen. I en menneskealder har jeg troet at hensynet til forbrugerne og fornuften ville sejre, men nu er jeg blevet fatalist. Jeg bøjer mig for skæbnen og med LPs tilladelse konstrueret en PH-lampe, hvor man kan putte hvad som helst i- St. Hansorm, julelys og 100 watt metaltrådslamper. Et lysrør er dog i sin nuværende skikkelse for langt.”

PH havde elimineret alle den gamle lampes skavanker, i et 5-skærmet lukket system, der kunne stilles og beses i alle retninger uden at blænde - PH5. Den gamle lampe var i 5 dele skabt til samfundet der ikke smed noget væk, men købte reservedele. I det nye samfund havde ingen råd til at ringe til service, efter en ny glasskærm for eksempel

Og den hjemmegående husmor der tidligere havde brokket sig over at hun skulle skille lampen ad ved rengøring og udskiftning af pæren, nu fik også lukket munden. For i 1958 var PH5 én enhed i presset overlakeret metal. Den kunne smides på gulvet, skylles under en bruser og pæren kunne udskiftes med en enkel bevægelse. PHs farveteori omkring morgen, middag og aften var ”det er menneskets opgave at spænde en bro af kunstigt lys mellem morgen og aften” Han omsatte derfor den blå og røde underskærm.

Populariteten stormede mod nye højder. Ingen var noget hvis ikke PH5 lyste over middagsbordet i hjemmet. ” Jeg er fra et hjem med PH5 og klaver” 1958 var også året hvor koglen, som vi kender den blev færdig konstrueret.

PHesten og drageleg.

PH havde stadig en finger med i tingene i Tivoli, men Simon gør sig klar til at overtage. Sideløbende vendte PH tilbage til sin gamle avis Politikken, udgav bøger som blandt andet Erotikkens Historie (1961-62) i 3 bind, der endte med at blive banebrydende for legaliseringen af pornografien.

PHs liv inkluderede i de kommende år en del erotiske og finurlige udtalelser. Navne som Marilyn Monroe, Tove Ditlevsen, Niels Viggo Bentzon og mange flere trillede med på PHs livseventyr.

Lige til det sidste var PH i virke og vildt vigør.

Han blev ramt af parkinsonsyge. Rystelserne gjorde det umuligt for ham at male billeder, så han begyndte at fotografere i stedet. Men ellers fortsatte livet ufortrødent, med arbejde, venner, familie og børnebørn. Han lavede forsøg med drager i alle mulige afskygninger, og funktioner.

Blandt andet lavede han drager med fyrværkeri. ”Når der var god vind trak den mig gennem kokasserne, nogle gange smutter de fra mig – ja engang fandt en mand dragen i en båd i Storebælt, han vidste åbenbart den nok var min. Man laver en lille anordning til lunte, man syer en snor på enden af dragen. Lampevægen tændes med smøg- og den brænder 1cm pr min så hvis du har 20 cm har du 20 min til at få dragen op. Det er meget spændende. …Raketter der folder sig ud med fladskærme.

-Det er meget muntert. Naboens høns holdt op at lægge æg på grund af mine knald forsøg.

Men det er lidt farligt. Man kan lege med drager uden forstand på dette, men ikke med fyrværkeri”.

Gyngehesten fik også en tur - for hvorfor lege man rider i stedet for at gynge, når man kan ride og lege.

Denne blev lavet med stor inspiration fra hans højtelskede børnebørns leg.

Han afprøver nye dragetyper på sine byggepladser, men i efteråret 1966 er han for syg til selv at sætte dem op. Han sjosker bare rundt, med en drage på ryggen af gammel vane.

Ingensomheden Kærligheden mellem PH og Inge, eller Valdemar som han kaldte hende, er stor til det sidste. ”Det kommer ingen andre ved hvad vi har haft af himmelråbende kærlighed og elskovskraft.

Vi fulgte livet fra blomst til frø og nu skal jeg dø” Familien betyder alt for Poul. ”-Er det mandag i dag?” ” -Nej Pollemand det er lørdag” ”- Hvorfor fa’en lægger de lørdagen på en mandag?

Hukommelsen begynder at svigte, men julen med familien i 1966 er vigtig for Poul. Inger kæmper for at få det hele til at hænge sammen, Pouls hukommelse svigter, han læser ikke mere og er holdt op med at ryge, tænder bare cigaretter pr instinkt og lægger dem fra sig.

Julen forløber godt, men det nye år bringer kun forværring af Pouls sygdom.

Den 22 januar 1967: ”- Du Valdemar. -Jeg har skrevet et digt, det ligger i maskinen.”

Inger henter papiret; ”MOD NUL Jeg har aldrig kunnet være alene men elsket tosomheden.

Drømmen om samværet falmer.

Vist kommer du når jeg kalder og formilder de næste sekunder.

Men bag dig ser jeg det store mørke: Ingensomheden” ”- Poul du har skrevet et dejligt digt.” ”- Har jeg?- hvad handler det om?”

Da PH to dage senere, insisterer på at sige ordentligt farvel til et par besøgende venner, falder han i sneen og brækker lårbenet. Han indlægges til operation på Hillerød Hospital. Inger og børnene er på skift ved hans side, men han kan ikke rigtig komme sig efter narkosen. Torsdag den 31.

Januar, var landet dækket at sne, Inger var netop nået hjem til en pause fra sygesengen, da telefonen ringer og hun kaldes tilbage, der er ikke langt igen.

Inger og datteren kæmper sig tilbage gennem snedyngerne.

Han var stadig varm da de ankom, men lyset var slukket og ”ingensomheden” havde trådt ind, de holdt ham til han blev kold.

Poul havde et ønske om han skulle obduceres og bruges til forskning efter sin død. ”-Vil de ringe til Medicinsk-anatomisk afdeling og bede dem hente min mand?”

I DIT KORTE LIV Poul Henningsen / Kai Normann Andersen Tilgi’ jeg siger et letsindigt ord, det er klogt at De forstår det straks.

Bare en hyldest til denne jord, for vi har jo kun den samme slags.

Verden har nu hadet mer’ end nok, vi kan kun besvare med at elske.

Selv i den jordiske kærlighed, findes våben mod et ragnarok.

I dit korte liv er hver time dyr, hvert sekund, et dyrt sekund.

Du glemmer vel ikke at årene ry’r Se på dit ur - viserne flyr.

Hold dig vågen, ven vores lille liv.

Sluttes inde af en søvn.

Vi er af samme stof, som drømme gøres af det store tomme rum.

Alle som siger der findes mer’, gir os veksler uden underskrift.

Mennesket har dyrket en hob idé’r, som erstatning for naturlig drift.

Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve.

Menneske blev menneske i kærlighed, gjort i elskov, ja det blev vi dog.

I dit korte liv er det meste spildt, tænk igennem punkt for punkt.

Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt, håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven, hvorfor sove nu.

I den lyse sommernat.

Det haster med det kys, den kommer før du tror den drømmeløse søvn.

Når vi i dag sidder i vores optik-bevidste-lys-valg og blødt fortrænger mørket, som en selvfølge hen over en kop kaffe, er det de færreste der kender denne rivende historie. Nu kender du den og der er mere at fortælle men resten må du selv finde og nyde.

Og måske kunne dine tanker ledes tilbage på P.H. ikke kun lampen men denne mand, som ikke blot udviklede en etisk rigtig og smuk lampe i brugbart design, som kastede lys over mørke i Danmark og skrev en holdnings-historie som i den grad har påvirket, det vi i dag har og er. En legende livsnydende legende, med så stor en magt i kreativitetens intelligensens tegn, at han ikke blot skal huskes som designeren, men som mennesket.

Og lige en sidste ting;”Se historisk på nutiden og moderne på fortiden.”

–men husk at være tilstede, i din egen historie.