Eiler blev i 1935 gift med Elisabeth Beissenherz Lang, datter til Aage og Christiane Lang, der ejede De Jydske Eddikebryggerier. I 1944 tiltrådte Eiler som ny direktør for Eddikebryggerierne i Randers og flyttede sammen med sin familie dertil. Anden generation var også blevet en del af firmaet med sønnen Axel Eilersen samt datteren Gudrun. Axel, som senere blev direktør, boede i huset lige overfor virksomheden, Bredgade nr. 100. Møbelproduktionen tog fart, og i 1959 lancerede Eilersen den nu velkendte IW stol designet af Illum Wikkelsø samt lette møbler fra flere andre designere.
I 1960 trådte tredje generation ind i virksomheden, da Eilers søn, Jens Juul Eilersen, blev ansat og overtog styringen i 1964. Samme år blev Eilers anden søn Peter ansat i indkøb og salg. Jens boede sammen med sin hustru og efterhånden fire børn på den nærliggende Uggerslev Hovedgård. I 1970’erne lancerede Eilersen et nyt designsamarbejde med designeren Andreas Hansen. Det resulterede i modulsofaerne Sækkekassen som blev indført som 75-års jubilæumsmodel og derfor fik kollektions nummerne 75 og 76 samt sofaen ’Lørdagshjørnet’, der var fast inventar i det dengang meget
populære tv-program med selvsamme navn, hvor Erling Bundgaard var vært. Gennem tiden sad her prominente gæster som Victor Borge, Dan Turèll, Dirch Passer og Kim Larsen. Herefter var Eilersen et velkendt brand herhjemme. Stratos så dagens lys i 1979, en sofa, som var den første Jens Juul Eilersen designede i eget navn. Snart havde også USA fået øjnene op for det danske firma. Alt imens Eilersen familienavnet udviklede sig til et eftertragtet brand, var både produktion og kontor på selvsamme adresse i Skamby. Peter Eilersen rejste i starten af 1980’erne til USA, hvilket for alvor satte gang i salget.
Billede fra Produktionen hos Eilersen, hvor snedkere er i færd med at samle en stol med dele af dampbøjet træ (Fot. Eilersen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).
8