Page 1

FortĂŚllinger om ni lokale virksomheder

Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv


© Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Forening og bidragsyderne Sats, layout og tryk: Mark & Storm Grafisk A/S ISBN: 978-87-993547-2-6 Redaktion: Rasmus Willaing Lock Forside- og bagsideillustration: se side 6, 17, 20, 28, 35, 41, 42, 50, 55. Tryk og layout: Mark & Storm Grafisk

2


Indhold

Indhold:   Fra karet til sofa �������������������������������������������������������������������������� 6-9 Af familien Eilersen og Lise Kjær Jensen

 Heljan����������������������������������������������������������������������������������������� 10-19 Af Flemming Søeborg og Morten Flindt Larsen. Redigeret af Per Lunde Hansen

  JUTEK og Nymarksgården ���������������������������������������������������� 20-25 Af Jørgen Kæhlershøj

  Historien om KiMs �������������������������������������������������������������������26-31   – det startede med en marcipanfabrik og saltede peanuts.

Af Gitte Rohold i samarbejde med Erling Larsen

  Farstrup Minkfarm������������������������������������������������������������������ 32-35 Af Erling Larsen i samarbejde med Ejner From

  Pilegaard – et landbrug med svineproduktion�������������������� 36-41 Af Per Lunde Hansen i samarbejde med Annelise og Kristen Pilegaard

  Portræt af Ditlevsdal Bisonfarm�������������������������������������������� 42-47 Af Niels Henrik Ove

  Lundsbjerggaards historie gennem tre generationer �������� 48-53 Af Erling Larsen i samarbejde med Otte Waskiw Pedersen

 Allegården�������������������������������������������������������������������������������� 54-59 Af Jens og Birgit Jensen

3


Ligesom træet ikke er noget uden sin rod, er vi mennesker heller ikke noget uden vores historie.

Glemmer du,  så husker vi... I 2019 er det 40 år siden, at Lokalhistorisk Forening for Søndersø og Omegn blev stiftet. I starten under navnet Lokalhistorisk forening for Søndersø Kommune, men efter kommunesammenlægningen 2007, hvor Søndersø, Bogense og Otterup blev samlet i Nordfyns Kommune, kom navnet til at lyde forkert, hvorfor det blev ændret. Foreningen blev stiftet d. 29. maj 1979 på initiativ af overbibliotekar Anne Marie Christensen, der indkaldte til den stiftende generalforsamling.

4


Allerede på forhånd havde Søndersø Kommunes Kulturelt Udvalg stillet 4.000 kr. til rådighed til opstart og drift af et lokalhistorisk arkiv det første år. I forbindelse med oprettelsen af arkivet blev der ligeledes dannet en støtteforening, og til dens bestyrelse blev følgende valgt: Hans Ebbe Nielsen, Søndersø, N. C. Christensen, Skamby, Palle Skov Hansen, Skamby, Anne Marie Christensen, Søndersø, Chr. Jørgensen, Søndersø og Ellen Rasmussen, Ullerup.

arkivalier, så en stor del af samlingen måtte opbevares i fjernarkiv i et kælderrum på Søndersøskolen. Da arkivet havde haft til huse på gymnasiet i nogle få år, skulle Nordfyns bibliotekers administration samles på biblioteket i Otterup. Dette betød, at der blev plads på førstesalen af Søndersø bibliotek. Her har arkivet boet siden. Der er plads til de besøgende, ligesom arkivlederen og de frivillige har gode arbejdsforhold. Arkivalierne er nu samlet i samme bygning, nogle dog i kælderen.

Bestyrelsens første opgave var at finde et egnet lokale til arkivet. Her lykkedes det at skaffe et mindre lokale på Havrehedsskolen i Morud. De første mange år holdt arkivet til på Havrehedsskolen.

Gennem arkivets 40-årige virke er der sket en stor udvikling. Mængden af billeder og arkivalier er vokset støt over årene. Et andet sted, hvor der er sket en udvikling, er inden for den måde billeder og arkivalier bliver registreret og brugt på. I begyndelsen blev billederne registeret via kartotekskort, senere kom registreringsprogrammet Arkibas til computer. Billederne blev scannet og gemt elektronisk, men folk skulle stadig besøge arkivet for at se billeder og arkivalier. I dag er arkiv.dk kommet til. Nu kan interesserede gå på internettet, finde arkiv.dk og nu sidde derhjemme og se billeder, ligesom de kan søge på, om arkivet har noget liggende om det emne, de arbejder med.

Men da skolen begyndte at gå over til, at børn, der skulle starte i skole, skulle forberedes stille og roligt, havde Havrehedsskolen brug for pladsen, og arkivet blev bedt om at flytte. Arkivet fik lov at flytte ind i et klasselokale hos VUC på Nordfyns Gymnasium i Søndersø. Her var pladsen trang, og når man skulle rundt i lokalet, måtte arkivets andre medarbejdere rejse sig. Pladsforholdene gjorde også, at der slet ikke var plads til alle arkivets

Finder de noget, der har deres interesse, skal de dog stadig møde op på arkivet og se arkivalierne. Det bliver der nok ændret på i fremtiden. F.eks. bliver der på de store stadsarkiver og Rigsarkivet scannet på livet løs, så man hjemmefra sin egen PC kan læse arkivalier på både arkiv.dk og arkivalieronline. Arkivet og foreningen udgiver stadig årsskrifter og jubilæumsbøger på gammeldags facon. Det bliver sikkert ændret en gang i fremtiden. Med denne bog vil vi markere, at det i år er 40 år siden, forening og arkiv blev oprettet. I denne jubilæumsbog har vi valgt at rette fokus mod nogle af de virksomheder, der findes i Søndersø og omegn. De ni virksomheder, som bidrager til denne bog, har enten selv eller i samarbejde med os skrevet om deres firmas historie fra dets begyndelse og frem til i dag. Vi håber, at læserne vil nyde disse artikler og måske få lyst til at fortælle deres historier og aflevere dem til arkivet til glæde for fremtidige generationer. God læselyst.

Søndersø november 2019 Per Lunde Hansen, Formand Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Forening

5


Fra

karet til sofa Af familien Eilersen og Lise Kjær Jensen

I Stensby boede Niels Eilersen, der var født i 1872. Niels havde en drøm om at blive den bedste til at bygge kareter og kom i lære hos byens hjulmager. Da han skulle tage sin svendeprøve, bekendtgjorde han, at han ville bygge den bedste karet nogensinde. Den skulle både være den letteste og mest solide karet, såvel som den nemmeste at navigere i hele landet. Kareten blev en stor succes, og folk fra hele landet kom for at beundre den. Ikke længe efter, i 1895, besluttede den nu 23-årige

6

Niels Eilersen sig for at åbne sin egen virksomhed i nogle små lejede lokaler i Brobyværk på Sydfyn. Allerede året efter flyttede han sin virksomhed til sin hjemby Stensby, hvor han havde fået muligheden for at etablere et stort værksted. Efter et par år i Stensby var værkstedet blevet for trangt, og Niels Eilersen var igen på udkig efter det ideelle sted at udvide sin virksomhed. I efteråret 1899 byttede Niels værkstedet i Stensby for en brandtomt i Skamby tilhørende købmand Bendix Johansen. Brandtomten lå på adressen Fabriksvej 2, og her fandt Niels Eilersen den plads og muligheder for fremtidige udvidelser, han havde drømt om. Niels kunne dampbøje træ til perfektion, og der var stor efterspørgsel på hans arbejde. Forretningen gik godt, et bryllup og børn kom også til.

Portræt af Niels Eilersen fra 1925 (Fot. Eilersen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Som tiden gik, begyndte bilerne at gøre deres indtog i Danmark. Niels indså hurtig, at biler var fremtiden. Året var 1902, således begyndte næste eventyr for Eilersen virksomheden. Niels’ talent for at dampbøje træ gjorde det muligt for ham at lave de flotteste træskeletter, der blev anvendt til buskarosserier. Denne produktionsgren kom til at sætte sit præg på virksomheden i årene frem, hvor man havde god vind i sejlene med eksport af dampbøjet træ til de skandinaviske lande og til England.

Luftfoto af Eilersens fabriksbygning på Fabriksvej 2 i Skamby i 1958. (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).


Særligt i årene efter 1. verdenskrigs afslutning var der stor afsætning af Eilersens dele til karosserier, hvilket f.eks. ses på virksomhedens flotte omsætning for driftsåret 1918-1919 på en kvart million kroner. I 1934 brændte produktionen ned. Der skulle derfor genopbygges rammer til fortsat at drive virksomheden videre i. Allerede i de første år af 1930’erne havde Eilersen mærket de hårde år for økonomien i Danmark og Europa, og bestillingerne på karosserier var faldende. De svære år for økonomien gjorde det vigtigt at finde en alternativ måde at holde virksomheden kørende på, både for Eilersen og for de henved 50 medarbejdere man havde i 1930’erne. Derfor begyndte Eilersen ved siden af karosseriproduktionen ligeledes at fremstille blindstel til polstrede sofaer og stole, som med opsvinget i møbelindustrien blev en stor succes. I 1940 overgik firmaet til at blive et familie-aktieselskab under navnet N. Eilersen A/S, hvor Niels Eilersens to sønner, Axel og Eiler, indgik i bestyrelsen, mens Niels fortsat var direktør.

Lakering af den ikoniske gyngestol IW3, der blev designet af den danske møbelarkitekt Kristian Illum Wikkelsø i 1958. Fra 1959 blev stolen produceret af Eilersen og er i dag igen sat i produktion hos Eilersen (Fot. Eilersen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).


Eiler blev i 1935 gift med Elisabeth Beissenherz Lang, datter til Aage og Christiane Lang, der ejede De Jydske Eddikebryggerier. I 1944 tiltrådte Eiler som ny direktør for Eddikebryggerierne i Randers og flyttede sammen med sin familie dertil. Anden generation var også blevet en del af firmaet med sønnen Axel Eilersen samt datteren Gudrun. Axel, som senere blev direktør, boede i huset lige overfor virksomheden, Bredgade nr. 100. Møbelproduktionen tog fart, og i 1959 lancerede Eilersen den nu velkendte IW stol designet af Illum Wikkelsø samt lette møbler fra flere andre designere.

I 1960 trådte tredje generation ind i virksomheden, da Eilers søn, Jens Juul Eilersen, blev ansat og overtog styringen i 1964. Samme år blev Eilers anden søn Peter ansat i indkøb og salg. Jens boede sammen med sin hustru og efterhånden fire børn på den nærliggende Uggerslev Hovedgård. I 1970’erne lancerede Eilersen et nyt designsamarbejde med designeren Andreas Hansen. Det resulterede i modulsofaerne Sækkekassen som blev indført som 75-års jubilæumsmodel og derfor fik kollektions nummerne 75 og 76 samt sofaen ’Lørdagshjørnet’, der var fast inventar i det dengang meget

populære tv-program med selvsamme navn, hvor Erling Bundgaard var vært. Gennem tiden sad her prominente gæster som Victor Borge, Dan Turèll, Dirch Passer og Kim Larsen. Herefter var Eilersen et velkendt brand herhjemme. Stratos så dagens lys i 1979, en sofa, som var den første Jens Juul Eilersen designede i eget navn. Snart havde også USA fået øjnene op for det danske firma. Alt imens Eilersen familienavnet udviklede sig til et eftertragtet brand, var både produktion og kontor på selvsamme adresse i Skamby. Peter Eilersen rejste i starten af 1980’erne til USA, hvilket for alvor satte gang i salget.

Billede fra Produktionen hos Eilersen, hvor snedkere er i færd med at samle en stol med dele af dampbøjet træ (Fot. Eilersen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

8


Med den øgede interesse fra USA var tiden dog kommet til at kigge mod udlandet for at levere sofaer indenfor en rimelig tidsramme hertil. Fjerde generation trådte i 1988 ind i familievirksomheden, denne gang var det Jens’ ældste søn Anders Juul Eilersen. Anders havde læst på CBS i København og flyttede nu tilbage til Skamby for at løfte firmaet sammen med sin far. Sammen begyndte de to at se mod Kina. I 1995 begyndte Anders at undersøge, om der var møbelfabrikker i Kina, der kunne stå for produktionen, og allerede i 1997 blev dette fulgt af en testproduktion. Tredje generation i virksomheden, brødrene Jens og Peter Eilersen, foran Eilersens bygninger i Skamby i 1960’erne (Fot. Eilersen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Fra 1998 opholdt Jens Juul Eilersen sig meget i Kina for at have et øje på opbygningen af produktionen der, så samme høje kvalitet fortsat blev sikret. Sidenhen kom også en produktion i Slovakiet til, som blev bygget op og ledet af Jens yngste søn Nils. Nils var uddannet industriel designer efterfulgt af reklameskole. Nils havde hidtil drevet sit eget reklamebureau og begyndte også at hjælpe med familievirksomhedens marketing. I 1998 trådte han helt ind i firmaet. I 2010 lukkede Eilersen produktionen i Skamby, og ejendommen på Fabriksvej forblev virksomhedens hovedkvarter,

og de gamle produktionslokaler blev omdannet til 1.600 m2 stort showroom og mellemlager. I dag arbejder tredje og fjerde generation side om side i firmaet med hver deres roller. Jens designer stadig nye møbler hvert år, mens Anders og Nils tager sig af henholdsvis salg, produktion og markedsføring. I 2020 kan Eilersen fejre 125-års jubilæum, og eventyret ser kun ud til at fortsætte. Måske en femte generation træder til på sigt.

Designeren Andreas Hansen i sofaen ”Lørdagshjørnet”, som Eilersen sendte på markedet i 1970’erne. (Fot. Eilersen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Billedet her er fra 1972.

9


e i n r o om t s i H

Niels Christian Nannestad og sønnen Jan Nannestad viser et par af Heljans modeller frem for fotografen i virksomhedens nye domicil på Egestubben 24 i Næsby, hvor man rykkede ind i 1964 (Fyens Stiftstidendes presse­ fotosamling, Odense Stadsarkiv).

Af Flemming Søeborg og Morten Flindt Larsen redigeret af Per Lunde Hansen

Vi har nok alle, når vi har været på hovedbanegården i København, kigget på det store modeltogs anlæg. Især børnene har set imponeret på anlægget, set modeltogene køre rundt på skinnerne i et landskab af byer, marker og bjerge. Set toget forsvinde ind i en tunnel og komme ud på den anden side. Mange børn har ønsket sig en modeltogbane, og nogen har fået den. De fleste en bane, hvor toget bare kører rundt, nogle måske med ekstra spor evt. skiftespor.

10

Derefter er det stille og roligt blevet lidt kedeligt og sat til side. Men for nogle blev det en passion og fritidsinteresse, som de byggede videre på, hvor det ikke var nok med spor og tog, men der skulle også være landskab med huse, veje, køretøjer, mennesker og dyr. En del voksne fandt også for interessen for modeltog, det blev næsten en livsstil, hvor selv rigtige køreplaner blev en del af modeltogsverdenen. For Heljan startede det i midten af 1950’erne.

Jan Nannestad og faderen Niels Christian Nannestad delte interessen for de små modeltog, og det var Jans store drøm, at få sit eget modeltog i størrelse H0. For at spare op til sin egen modeljernbane begyndte Jan i 1955, i en alder af 11 år, at gå med aviser, og med sine sparepenge og faderens hjælp lykkedes det snart at få det første modeltog. Tilbehør var der dog ikke meget af, og det man kunne købe var dyrt, så derfor gik Jan og Niels Christian i gang med at lave noget selv.


Der skulle være træer og huse for at få det til at ligne et rigtigt landskab. Niels Christian og hans hustru Christa begyndte at lave tilbehør til landskabet af papir, savsmuld og lim. Det var egentlig kun for sjov, men det viste sig, at det kunne sælges. Træerne lavede Niels Christian og Christa i fællesskab, mens det var Niels Christian der lavede græsset. Også datteren Helle blev inddraget i processen, hun stod for pakningen af varerne. På det tidspunkt boede familien i en lejlighed på Steen Blichers Vej 2 på Frederiksberg i København.

Niels Christian, der var politibetjent, var ved siden af vicevært i ejendommen, hvor de boede. Derfor var det muligt at bruge noget af kælderen til produktionen af modelbanetilbehøret. Interessen for det tilbehør, familien Nannestad lavede, spredte sig efterhånden også uden for familiens kreds, og i 1955-1956 blev de første varer solgt under navnet Heljan, der var dannet ud fra de to børns navne Helle og Jan. De fik sat produktionen i system, og efterhånden blev der lavet en omfattende serie af grantræ-

er, løvtræer, birketræer, frugttræer og buske. De grønne træer blev en stor succes, de blev solgt til hobbybutikker over hele landet, endda så langt væk som Toronto i Canada havde de kunder. I 1956 fik Niels Christian ideen til at lave Heljans første modelbygning, det var en perron i metal. På trods af, at perronerne gav et underskud på 150 kr., blev de så stor en salgssucces, at han begyndte at producere andre modelbygninger.

Jan Nannestad fremviste, i forbindelse med Dansk Legetøjsråds besøg hos Heljan i 1967, en stor modeljernbane med modeller fra virksomhedens eget varekatalog (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

11


Det lå endnu ikke i kortene, at der skulle produceres mere end det familien kunne nå i fritiden. Det var slet ikke på tale for Niels Christian at stoppe ved politiet og arbejde fuldtid med at fabrikere tilbehør til modelbaner. Familien Nannestad udvidede alligevel produktionen og begyndte at lave huse i pap og plastik. Niels Christian købte i 1957 en håndbetjent støbemaskine til plastik. Støbeformene blev lavet bl.a. ved hjælp af en boremaskine, her kom det Niels Christian til gavn, at han var uddannet som værktøjsmager, inden han blev betjent. Han startede med at opstille støbemaskinen i familiens badeværelse, men underboerne klagede, da den larmede for meget og støbemaskinen blev flyttet ned i kælderen. Heljan har maskinen endnu, selv om den ikke er i brug mere. Støbemaskinen gjorde, at der kom rigtig gang i Heljans første husmodeller. De første modeller med plastdele, var en lille hønsegård med mange høns, en vindmølle og en landsbykirke. Modellerne blev solgt ved Model og Hobby i Løvstræde i København og første gang annonceret i forretningens ”Modelbane-nyt” i september 1957.

Heljans landsbykirke, der første gang kom i produktion i 1957 (Fot. Per Lunde Hansen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Heljans butik, RC Kongen, ligger i lokalerne på Rebslagersvej i Søndersø. I butikken, der har to ansatte, kan man købe fjernstyrede biler, racerbaner, droner, modeltog og bygninger samt reservedele til en bred vifte af Heljans produkter (Fot. Per Lunde Hansen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

12


I oktobernummeret blev der bragt et lidt dårligt billede af vindmøllen, der fik denne kommentar med i bladet. ”En typisk dansk landsbymølle vil være en pryd for et hvert modelbaneanlæg”.

bestilte varer bragt ud, et par gange af politiets vogne, der måtte agere varebil. Produktionen steg støt, første år var Heljans omsætning 5.000 kr., året efter 13.000 kr. og derefter det dobbelte næsten hvert år.

Vindmøllen kunne fås med eller uden elmotor. Der blev også lavet løse plastvinduer og døre, der kunne købes til montering på de paphuse, der havde været almindelig brugt tidligere. Samtidig lavede Heljan en ny serie af træer, der var meget mere livagtige. I 1957-1958 fulgte også en ny Heljan jernbanestation, der fik meget ros, en ventesal samt et das med redskabsskur. Heljans første station lignede ikke nogen speciel station, men allerede senere i 1958 kom en ny station med et mere dansk præg, med forbillede af DSB’s små lokale landstationer. I starten blev Heljans bygninger solgt som byggesæt, men senere kunne de købes som færdigbyggede modeller. Lejligheden på Frederiksberg var efterhånden taget i brug i alle rum, ligesom al fritid og ferier blev brugt på produktion af modeljernbanetilbehør.

I starten blev Heljans varer kun solgt gennem en række hobbyforretninger i København, men omkring 1958-1959 kom Niels Christian Nannestad i forbindelse med det fynske grossistfirma ”Dansk Modelflyve industri” (DMI) i Odense. Firmaet fik eneforhandlingen af Heljans produkter i hele Danmark og havde den frem til 1971. Heljan modeller kom nu med i DMIs katalog, og modellerne fik nu katalognumre, modellerne var dog blandet med andre modeller fra REMO, dette varemærke var dog på vej til at stoppe, og deres modeller stoppede i 1960.

Niels Christian havde dagens produktion med på arbejde på politigården, og efter arbejde blev de

Det blev til sidst for trangt i lejligheden på Frederiksberg, så familien købte i 1959 en rødstensvilla på Gammel Køge Landevej 532 i Hvidovre. På ejendommen var der tilladelse til at drive industri. Her kom der endnu mere gang i produktionen, da man i 1962 anskaffede sig en ny halvautomatisk plaststøbemaskine.

De kunne efterfølgende sende en helt ny serie af byggesæt på markedet, modellerne var nu helt i plast. Der kom nu modeller af en jernbanebro, en nøjagtig kopi af Carlsbergbroen i Valby, en gangbro, nye modeller af vindmøllen og landsbykirken. Kirken var en tro kopi af Værløse Kirke. Byggesættene blev nu også lavet af flerfarvet plastik, så der nu ikke var mere der skulle males. Husmurene var snavset-røde mursten, taget mørkere røde anløbne tagsten. Heljan gjorde meget ud af at deres modeller var bedre og billige og så danske ud, for at stå bedre i konkurrencen fra især tyske producenter. Der gik dog ikke lang tid, før pladsen endnu engang blev for trang, og da der ikke måtte bygges til på Gammel Køge Landevej, var Heljan nødt til at kigge efter et nyt sted. Niels Christian Nannestad var efterhånden også nødsaget til at vælge mellem arbejdet på politigården og arbejdet i Heljan, da produktionen efterhånden havde fået så stort et omfang, at hustruen Christa og sønnen Jan arbejdede fuldtids i firmaet. I 1963 stoppede Niels Christian Nannestad efter 22 års tjeneste i politiet.

13


En dag talte Niels Christian Nannestad med grosserer Svend Skou fra DMI, som han fortalte, at der var et areal til salg i Næsby, der ville være stort nok. På arealet lå der en halvfærdig villa og et fabrikslokale, der kunne fås billigt. Grunden med bygningerne lå på Egestubben 24. Familien Nannestad var enige om, at det var et passende sted til at lave en stor produktion af plastbyggesæt. Så ejendommen blev købt, og i 1964 flyttede de til provinsen. En væsentlig faktor ved at flytte til Fyn var, at man kunne få en ejendom og grund til 150.000 kr., hvor et

tilsvarende areal med bygninger i København ville koste 1,7 millioner kr. Familien startede fabriksproduktionen op sammen med to medarbejdere. Salget blev stadig foretaget af DMI, og plastbyggesættene blev forsat solgt under Heljans varemærke. Modellerne var stadig tro kopier af rigtige danske bygninger, om end størrelsesforholdene ikke altid var helt korrekte. Heljans modeller vakte stor opsigt i udlandet. De modeller, Heljan eksporterede til udlandet, blev produceret med forskellige sprog på skilte og bygninger. I 1964 kom den første modelbygning med udenlandsk forbillede, det var et rødmalet svensk træhus.

Ved siden af modelhuse, blev der også lavet forskelligt tilbehør, flagstænger, borde, bænke, telefonbokse, hegn, lysmaster og lignende. Året efter, i 1965, kom det første store modelbyggesæt, det var med Skive station som forbillede. Hele tiden blev der lavet nye modeller. Det gik stærkt hos Heljan, og i 1965 produceredes hele 300.000 byggesæt på fabrikkens ni plaststøbemaskiner, så fabrikken på de 320 m² i Næsby var allerede blevet for lille. Derfor tog familien beslutningen om at udvide, hvilket ikke skete uden en vis bekymring, da udvidelsen kostede 850.000 kr., hvoraf de fleste var lånt. Med udvidelsen var fabrikken nu på 1.080 m². Bekymringen viste sig ubegrundet, da salget af byggesæt stadig buldrede derud af.

Malere i færd med at lægge sidste hånd på malerarbejdet på Heljans nye fabriksbygning på Egestubben i Næsby i 1966 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv). 14


Det hele havde dog slidt på Niels Christian Nannestad og i november 1965, blev han ramt af en blodprop, der kostede et længere hospitalsophold. Det skete under rejsningen af den ny fabrikshal. Det blev Christa og børnene, der tog over under sygdommen. Sønnen Jan, der var soldat på det tidspunkt, fik afkortet sin soldatertid og hjemsendt for at kunne hjælpe i virksomheden. Jan Nannestad lavede i den tid selv nogle nye forme, bl.a. den legendariske vandmølle der udkom i 1967. Samme år kom også Heljans hidtil største succes, en tro kopi af Hanstholm fyrtårn, der var med blinkrelæ og 14- 18 volts pære.

første ordre afsted, det var fire byggesætmodeller, der var tilpasset til det amerikanske marked, hvor de havde en lidt anden modelstørrelse. Succesen var så stor, at man i 1968 kun fik lavet en ny byggesætmodel til det danske marked, hvilket var en Falck Zonen station med forbillede af den i Klovtoftekrydset i Tåstrup. Det gik nu rigtig stærkt, og efter at Heljan havde deltaget ved Nürnberg messen i 1969, bredte eksporten sig til mange lande bl.a. til Argentina og Japan. Der var nu 56 byggesætmodeller i produktion, og til trods for den store produktion var der kun fjorten ansatte, hvilket skyldtes den fuldautomatiske fabrik.

Der var nu ti ansatte hos Heljan, og de havde i 1967 35 modeller på markedet, udover det producerede man også dele til modelfly og skibe. Modelhusene var så gode, at det nu ikke kun var modelbanebyggere der købte husene, man brugte dem også som pynt i stuerne, og nogle af de største kunder var ældre damer, der brugte dem som pyntegenstande. I 1967 lykkedes det også Heljan at få en aftale med amerikanske Con-Cor om levering af byggesæt til det amerikanske marked, og i efteråret 1967 gik den

I 1970 forsøgte Heljan sig med konstruktionslegetøj, det var lidt i stil med det ingeniørbyggesæt af metal, som bl.a. Tekno lavede. Det blev kaldt Heljan system, og det var selvfølgelig lavet af plastik. Det blev dog ikke den store succes, så efter nogle få år stoppede produktionen igen. Heljan var efterhånden blevet en stor virksomhed, som stadig var i privat eje. I 1975 blev virksomheden lavet til et aktieselskab ved navn Heljan Plastic A/S.

Samme år udvidede Heljan med en lagerhal på 450 m² og i 1976 en 500 m² stor produktionsbygning. Fabrikkens samlede areal var nu på 2.100 m². Udviklingen fortsatte, de mest populære modeller var de danske såsom bondegården, landsbykirken og møllen. Modellerne var autentiske modeller af bygninger rundt omkring i landet eller fra udlandet. Årets nye model i 1976 var det gamle rådhus i Ebeltoft, og med det var man nu oppe på at have 95 forskellige modeller i virksomhedens sortiment og lavede årligt 700.000 stk. Det var ikke tidligere lykkedes for Heljan at trænge igennem til det tyske marked, men ved legetøjsmessen i Nürnberg i 1978 fik Jan Nannestad kontakt med modeljernbaneproducenten Märklin, der hjalp med at åbne dørene til det tyske marked, så Heljan året efter kunne vise nogle tyske modelhuse på messen i Nürnberg. Igen i 1983 skete der noget skelsættende, da Märklin henvendte sig til Heljan med et ønske om, at Heljan lavede en serie modeller til Märklins Primex program, der var modelhuse, som blev solgt i supermarkeder.

15


Heljan kom op på at lave hele 69 modeller til Primex programmet, der kørte til 1991. Man var nu også begyndt at producere togvogne til Märklin, hvilket blåstemplede Heljans modeller endnu mere. Jan Nannestad, der i 1984 nu både var driftschef og salgsdirektør, anslog, at man lavede en million byggesæt om året. I løbet af 1980 lykkedes det Heljan at komme i forbindelse med en af markedets helt store legetøjsgiganter, Revell, der bl.a. producerede byggesæt af fly, skibe, biler og tanks. Selv om Revell havde værktøjsfabrik i Hongkong, fik Heljan store ordrer fra firmaet, da Heljans edb-styrede produktionsapparat var hurtigt at omstille. Der var i begyndelsen af 1980’erne 25 ansatte på fabrikken, men langt hovedparten af byggesættene blev samlet på Fyns Amts beskyttede værksteder. Hvis man selv skulle have pakket det, ville det have krævet op mod 25 ansatte mere. I 1990’erne gik Heljan væk fra tegnebordet og helt over til computergrafik det betød også, at det nu blev computerne, der helt styrede fræsearbejdet til støbeformene til byggesættene.

16

Man havde bygget til flere gange i Næsby, men alligevel var pladsen blevet for trang. Derfor tog Niels Christian Nannestad den 19. september 1987 første spadestik, og man fik i lyntempo bygget en 4.000 m² stor ny bygning på en ny grund på Rebslagervej 6 i Søndersø. I marts 1988 var bygningen klar til indflytning. Heljan købte samtidig ny teknologi, ansatte flere medarbejdere og kørte nu med skiftehold. Ordrebogen var fuld, og i 1990 var der 55 ansatte plus nogle unge til at hjælpe med pakkearbejdet. Heljan var nu oppe på at have 400 modeller i produktion.

dog Heljan at klare krisen. Jan Nannestad erkendte, at han var bedst til salgsarbejde, og derfor fik bestyrelsen den tidligere direktør fra Handelsbanken i Odense, C. E. Strarup, ind i virksomhedens daglige ledelse. Heljan havde nu efter krisen en stærk økonomi og et stort potentiale til at vokse igen, især med hensyn til eksporten. Revell, der stadig var storkunde hos Heljan, kom efter DDRs fald på besøg hos Heljan i Søndersø, og ville have dem til at lave en Trabant, hvilket Heljan gjorde. Få dage efter den tyske genforening, blev Trabanten en stor salgssucces.

I 1989 døde Heljans stifter Niels Chr. Nannestad af en blodprop, og Jan Nannestad overtog nu firmaet. Jan havde været administrerende direktør i et par år og fortsatte i denne stilling efter sin fars død. Senere kom tredje generation Nannestad til, idet Bo og Kim Nannestad kom med i selskabets bestyrelse, ligesom Jans kone, Lene, også var det. Dermed var familievirksomheden sikret. I 1993 skiftede Heljan navn, fra Heljan Plastic A/S til Heljan A/S. Efter bygningen af den nye fabrik, indførelsen af ny teknologi og et generationsskifte, fik Heljan et økonomisk smæk. Det lykkedes

Det var ikke kun jerntæppets fald, der gav ekstra ordrer på det internationale marked. I forbindelse med Golfkrigen, hvor de allierede smadrede de iranske kampvogne, de russiske byggede T-72 kampvogne, kom der en stor ordre på T-72 kampvogne til USA. Heljan var i begyndelsen af 1990’erne en af Europas førende virksomheder inden for produktion af plastbyggesæt som huse, skibe, fly og meget andet. Det førte til, at man begyndte at markedsføre sig under sloganet ”Modelmakers for the World”. Også på det danske marked kom der nyheder.


Malere i færd med at lægge sidste hånd på malerarbejdet på Heljans nye fabriksbygning på Egestubben i Næsby i 1966 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

17


I 1991 lavede man en fuld køreklar model af DSBs nye IC3-tog, det skete i samarbejde med DSB og Scandia fabrikken i Randers. Heljan havde lavet modeller af udenlandske tog og vogne, før man kastede sig ud i at lave IC3-toget. Med IC3-toget kom der gang i en storstillet produktion af danske togmodeller og vogne, der fortsatte de næste 25 år. Heljan stod for hele arbejdet med en ny togmodel, de både tegnede og lavede modellerne. Det var et kompliceret arbejde med elektromotorer og mange detaljer på modellerne. Et nyt lokomotiv kunne nemt stå i en investering på 1 million kr. På trods af, at man havde satset på at få sine varer ud i verden, havde Heljan ikke opgivet de danske husbyggesæt, i 19951996 forsøgte man med huse under betegnelsen ”Super skala”, der var købstadshuse i størrelsen 1:87. De blev ikke den store succes, modeljernbanebyggerne var ikke parate til den størrelse. Der kom dog nye bygningsmodeller på markedet, bl.a. lavede man i 1997 en model af Kommunekemi A/S modtageranlæg for farligt affald.

18

Modellen var bygget efter anlægget i Grænge på Lolland, og den var lavet som base for Kommunekemis jernbanetankvogne. Samarbejdet med Revell gjorde, at produktionen i 1990’erne blev domineret af modelfly, og at 90 procent af hele produktionen gik til eksport. Det betød også, at Kim Nannestad i 1995-1997 var ansat hos Revells produktudviklingsafdeling i Bünde i Tyskland. Samarbejdet med Revell ophørte i slutningen af 1990’erne, da Revell flyttede produktionen til Østen, hvilket var et hårdt slag for Heljan. Samtidig var der alvorlige problemer for Heljan i USA, da USA erklærede handelskrig mod EU-varer. Men efter et stort lobbyarbejde fra kageindustrien undgik Danmark at blive underlagt amerikansk straftold, og dermed undgik Heljan at miste en årsomsætning på 18 millioner, svarende til 60 procent af hele eksporten. Eksporten til USA var i 2002 stadig en stor del af Heljans omsætning, da 65 procent af eksporten gik til USA. Heljans produkter har været produceret under mange forskellige varemærker. I USA under ConCor, AHM, IHC, Bachmann, Atlas, Life-Like og Walthers Cornerstone.

I Europa under varemærker som Primex, Märklin, Piko, Hales, SAI, MKD og Jouef. I Japan under varemærket Kato. Samarbejdet med Märklin stoppede i 2010, da Märklin gik konkurs, og dermed mistede Heljan en stor samarbejdspartner. Da beskæftigelsen hos Heljan var på sit højeste, var der 60 ansatte, og da kantinen ikke var stor nok spiste man i 2 hold. Der var frisk mad hver dag, om onsdagen tit svensk pølseret. Når Jan Nannestad havde gæster om fredagen, var det helt store nummer for ham og gæsterne, når frokosten kom på bordet. Det var to store gryder med pølser, dertil pølsebrød med diverse tilbehør. Dette fornøjede gæsterne meget. Men globaliseringen satte ind, mange arbejdspladser blev flyttet til Østeuropa og Østen, det var en udvikling arbejdspladserne i Søndersø lønmæssigt ikke kunne konkurrere med. Endnu i 2006 havde Heljan 45 ansatte. Fra at lave legetøj og hobbyartikler, lavede Heljan nu også samleobjekter, stadig primært til jernbaneentusiaster. Heljan havde mange besøg om året af jernbaneklubber, hvor nye produkter blev diskuteret, beundret og købt.


Heljans butik, RC Kongen, ligger i lokalerne på Rebslagersvej i Søndersø. I butikken, der har to ansatte, kan man købe fjernstyrede biler, racerbaner, droner, modeltog og bygninger samt reservedele til en bred vifte af Heljans produkter (Fot. Per Lunde Hansen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Hos samlerne bliver produkterne tit i æskerne, mens de i klubberne tit fremvises på modelbanerne. I dag er produktionen flyttet til Kina, og produkterne sendes til Søndersø i containere, hvorefter de distribueres videre til forhandlerne. I 2016 besluttede Heljan at stoppe udviklingen af danske tog og jernbanevogne, mens man tilbage 2007 havde sendt sin sidste danske husmodel på marked, det var et vandtårn af DSB standardtype fra slutningen af 1800-tallet.

Igennem 00’erne er antallet af ansatte faldet, i takt med at produktionen er outsourcet til Kina. I dag er der kun en til to tegnere og tre til fire kontoransatte tilbage foruden Kim og Jan Nannestad. I nogle af de gamle produktionshaller er der lavet butik, resten af produktionshallerne er lejet ud til Nordfyns kommune. Butikken hedder RC Kongen og har to ansatte. Butikken sælger fjernstyrede biler, racerbaner, droner, modeltog og bygninger.

Derudover også reservedele til en bred vifte af Heljans produkter. Kun ved at udvikle og følge den globale udvikling, har Heljan kunnet overleve den hårde konkurrence. Hvis man er interesseret i en yderlige gennemgang af Heljans virksomhed og produktion af modelhuse og tog, kan det anbefales at læse Spor og Baner særhæfte nr. 1, Heljan Små huse til en stor hobby.

19


JUTEK & Nymarksgården Af Jørgen Kæhlershøj

Nymarksgården 1939 DK set fra luften (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

20


Der er langt fra fordums aktiviteter på gården til det, der i dag produceres, nemlig special traktorer, bygget helt fra bunden. Sidste gang, der var liv og aktivitet i alle gårdens bygninger, var før anden verdenskrig. Det blev der ændret på i 2003, og i dag danner gården nu igen ramme om en familie med to børn og en virksomhed med omkring 25 medarbejdere. Nymarksgården med sit åbenlyst meget lange bindingsværksstuehus på mere end 37 meter har en lang og spændende fortid, måske helt tilbage fra år 1300. Fra nyere tid er der blandt andet historien om Jeppe Aakjær, som holdt sommerferie her, og kunstneren Asger Jorn, der sammen med CoBrA, i en periode havde deres gang her. Vist i øvrigt fordi Asger Jorn plejede et udenomsægteskabeligt forhold til en daværende ejer af gården, Elna Fonnesbeck. I historien om Nymarksgården kommer man heller ikke uden om en af Danmarks første erklærede modstandsfolk, der efter krigen giftede sig med en engelsk dame fra en fin, og vist nok adelig familie, eller historien om birkedommeren, der sov med syv dyner og tretten hovedpuder. Der er også den helt nutidige

historie om, hvordan en ruin blev til et nutidigt hjem, men hvor man stadig nemt kan se og føle historien, når man træder indenfor. Det er mange år siden, der er blevet drevet landbrug på gården. Man skal faktisk tilbage før krigen. Efter 1945 har gården kun haft tre ejere, og den sidste ejer, inden vi købte gården, nåede ikke at bo her. Efter krigen har man forsøgt sig med høns, kunstige perler og ”nymodens” plastikskilte, uden at noget af det blev en succes. Vi købte gården i 2002 som en kombination af at komme på landet og med mulighed for at rumme en lille virksomhed med et par medarbejdere. Ved overtagelsen af gården var vi helt klar over, at der skulle mere end lidt maling til for at skabe et moderne hjem. Men omfanget af renoveringen oversteg alligevel selv de absolut værste anelser. Men efter ti års slid, står Nymarksgården igen som en markant bygning med plads til liv og aktiviteter. At huset er stort bliver man hurtigt klar over, når man træder ind ad døren og ind i køkkenet. Alene dette rum fordeler sig på 130 m2, og selv juletræet på 6,5 meter nåede ikke loftet.

21


Luftfoto fra 1990 af Nymarksgården. Gårdens udseende var stort set det samme, da Jørgen Kæhlershøj købte den i 2002 (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

I haven, der spreder sig over tre til fire fodboldbaner, og som i samme periode har gennemgået en lige så stor forandring som stuehuset, findes der i dag en særdeles stor samling af forskellige træer og buske. De første grundsten til JUTEK blev lagt allerede i 1997. Utilfredsheden med mit gamle job og lysten til at starte selvstændigt resulterede i idéen om udvikling af en maskine til en speciel opgave ved juletræsproduktion. Uden baggrund for maskinbygning og med meget lidt værktøj, men dog bevæbnet med papir og kuglepen, gik starten af JUTEK i gang. Mens idéerne langsomt tog form, blev der søgt forskellige fondsmidler.

22

Projektet blev støttet af fire fonde, blandt andet en fond under landbrugsministeriet samt Nordeas opfinderfond. Opstarten af en virksomhed fra ingenting er altid svær, og det blev ikke nemmere af, at vi lige skulle have overstået en ni måneder lang og længe planlagt tur i bil fra Danmark og hele vejen til Sydafrika. Nogle år tidligere havde vi kørt til Nordafrika, og det var på denne tur, drømmen om en tur hele vejen til Sydafrika blev født. Turen blev planlagt og penge blev sparet sammen. Selv ikke opstarten af JUTEK lod vi spolere vores Afrikadrøm. Mens vi var væk, arbejdede en anden smedevirksomhed videre med idéen. Det var ikke helt planlagt, og det betød desværre, at vi ved

vores hjemkomst ni måneder senere kunne konstatere, at hele den samlede støtte var opbrugt, samt at resultatet ikke virkede. Hjemvendt fra Afrika og uden en krone på lommen eller et sted at bo betød, at vi i 1999 reelt startede helt fra bunden. Værktøj var der heller ikke meget af, alligevel var lysten og viljen til at blive selvstændig stor. Retningen for JUTEK lå ikke fast i begyndelsen. Det kunne tage to retninger, der lå langt fra hinanden. Enten noget med EDB-programmer og så maskiner til juletræsproduktion. Det stod dog hurtigt klart, at det var indenfor maskiner til juletræsproduktion JUTEKs fremtid lå. Vi deltog i forskellige fagmesser og mødte hurtigt stor interesse.


Samtidig fik vi kontakt til Norge, og den første firmarejse med maskiner til udlandet gik hertil. Her solgte vi alle de medbragte maskiner, som samtidig også var hele varelageret. Flere maskiner blev fremstillet og lysten til eksport var tændt. Tyskland lå lige for, men uden nogen form for tyskkundskaber og en kundekreds, der ikke taler andet end tysk, måtte mor træde til. Siden er tysk blevet lært, og i dag er der daglig kontakt med tysk-, engelsk- og fransktalende kunder, mens en stor del af indkøbet sker direkte fra Italien. Vi udvikler og producerer stort set alle maskiner selv. Alt er bygget fra bunden, og vi anvender store ressourcer på produktforbedringer og udvikling. Stort set alt tegnes i 3D således, at underleverandører kan lave de enkeltdele, vi ikke selv har maskiner til at fremstille.

I dag afsættes langt størstedelen af vores produktion til juletræsproducenter i hele Europa og senest også i USA og Canada. I Tyskland oprettede vi for seks år siden en filial med en fastansat salgskonsulent. Det har både styrket salget i Tyskland og givet overskud til, at vi også kan fokusere mere på USA. De seneste år har eksporten til USA udgjort den største del. Vi deltager hvert år i 60-80 branche-udstillinger og demo dage rundt om i Europa og USA. Desuden har vi en stadig større fokus på andre områder med behov for traktorer bygget specielt til kunden.

Blandt andet traktorer til planteskoler, avancerede traktorer til sprøjteforsøg i landbrugsafgrøder, ligesom der er solgt traktorer, der kan tage jordprøver for nogle tyske test-institutter. Senest har vi også leveret flere traktorer til blåbær produktion i Californien. I USA er det især Michigan og staterne omkring de store søer, vi finder vores juletræsproducerende kunder.

Nymarksgårdens stuehus set fra haven i forbindelse med den omfattende ombygning og restaurering af den faldefærdige gård, som Jørgen Kæhlershøj satte i gang efter sin overtagelse af ejendommen i 2002 (Foto. Jørgen Kæhlershøj, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Danmark var for få år siden den absolut største aftager af de maskiner vi producerer, men grundet et katastrofalt prisfald på juletræer gennem de sidste seks til syv år med deraf manglende investeringslyst og -evne hos vores kunder, har vi søgt andre markeder.

23


Men det er også i dette område, at en tredjedel af de amerikanske blåbær produceres. Mange har den opfattelse, at USA er langt fremme på mange områder, men når man taler med folk, der har besøgt USA, og ikke kun turiststederne, fornemmer man hurtigt, at det ikke er tilfældet. Maskinerne i landbruget er nok store, men teknologisk oftest langt efter hvad man finder i Europa. Det gælder også inden for de områder, vi beskæftiger os med. Måske netop derfor oplever vi også en stor interesse, for det vi udvikler og producerer. At deltage på messer i USA kræver en del planlægning.

Alene det faktum, at de traktorer vi producerer, er tre meter høje og lige så brede, kræver, at de adskilles for, at kunne sendes med en container tværs over Atlanten. I hælene på containeren sender vi en tekniker med fly. Han samler traktorerne direkte på stedet. Heldigvis har vi også mange flinke kunder, der er villige til at stille deres maskiner til rådighed. I dag har vi traktorer kørende fra Maine i øst til Oregon i vest. Afstandsmæssigt svarer det til at køre fra Danmark og langt ned i Sahara. Udvikling og forbedring af maskiner er noget, vi rigtig gerne beskæftiger os med og bruger store ressourcer på. Engang imellem bliver vi også mødt af krav udefra.

Den nyistandsatte Nymarksgård set fra haven. Arbejdet med at få renoveret den gamle birkedommergård stod på i ti år. (Foto. Jørgen Kæhlershøj, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

24

Blandt andet omkring de motorer vi monterer. I dag skal de ”naturligvis” være meget mere miljøvenlige og udlede langt færre skadelige stoffer end tidligere. Det betyder blandt andet, at vi går fra en god gammeldags dieselmotor, der næsten kunne repareres med en svensknøgle og lidt ståltråd, til en topmoderne motor, hvor enhver kontakt til motoren starter med at tilslutte en computer. Dertil kommer, at motoren og traktoren først er godkendt, når en ingeniør fra motorproducenten har været forbi i nogle dage. Her bliver motoren testet og målt på enhver tænkelig og utænkelig måde. Det har på mange måder været en udfordring for os, men vi ser det også som en fordel.


Vi får nogle kompetencer, som vores konkurrenter med en produktion på nogle meget få enheder har svært ved at opnå. Selvom vi er et lille værksted, så producerer vi hvert år næsten ligeså mange traktorer, som der blev solgt Deutz landbrugstraktorer i 2018 i Danmark. Med kunder spredt ud over mange lande og stater i både Europa og USA, er det helt afgørende, at maskinerne produceres så enkelt som muligt. Det er ikke muligt for os at have et service­-team, der kan rykke ud ved et pludseligt opstået problem. Det er afgørende vigtigt, at de maskiner, vi producerer, er enkle og nemme at vedligeholde. Det kan være en udfordring, når vi konstant udvikler nyt og bedre udstyr. Lige nu er det især udstyr, der kan mindske miljøbelastningen, vi bruger mange ressourcer på. Blandt andet maskiner til mekanisk ukrudtsbekæmpelse i juletræer. Senest er vi også på vej med en gødningsnedlægger, der kan registrere om, der står et træ, og hvor stort træet er. Derefter tildeles træet den mængde gødning som er nødvendigt. På den måde gødes hverken ukrudt eller mellemrum. Men teknikken skal arbejde hurtigt.

Et kig ind i værkstedet, hvor der arbejdes på en af Juteks specialkonstruerede traktorer (Foto. Jørgen Kæhlershøj, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Traktor, model 500, i grøn og sort til juletræsproduktion (Foto. Jørgen Kæhlershøj, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

De traktorer, vi bygger til juletræsproduktion, arbejder typisk med en hastighed, der svarer til normal gå-hastighed, alligevel har vi kun et halvt sekund til at registrere og lægge gødning ud for et træ. Den samme teknik kan også bruges, når lus i træerne skal bekæmpes.

Fremtiden på Nymarksgården kender vi naturligvis og heldigvis ikke, men mon ikke, at der de næste 10-20 år stadigt med jævne mellemrum vil rulle et grønt monstrum ud fra værkstedet med kurs mod kunder i Europa, USA og måske også Australien.

25


Saltede peanuts med navnet 

Historien om

- Det startede med en marcipanfabrik og saltede peanuts Af Gitte Rohold i samarbejde med Erling Larsen

Historien om KiMs starter på Odense Marcipanfabrik i begyndelsen af 1960’erne. Odense Marcipanfabrik var i 1909 blevet overtaget af bogholder Lauritz Thobo-Carlsen. Thobo-Carlsen familien ejede Odense Marcipan de følgende 59 år. I starten af 1960’erne ville Odense Marcipanfabrik gerne supplere marcipan med andre produkter, valget faldt på snackvarer, der på det tidspunkt stort set var ukendt i Danmark, men kendt i Tyskland, England og USA. Navnet KiM uden “s” blev anmeldt som varemærke 10. marts 1961. Da man senere i forbindelse med en forretningsrejse til Tyskland

26

konstaterede, at der fandtes et tysk cigaretmærke med navnet KiM, besluttede marcipanfabrikken at tilføje et “s”. I 1963 ændredes varemærket således til KiMs, som vi kender det i dag. Salget af peanuts gik i gang i 1963, men selv om man havde navnet KiMs registreret, valgte man i første omgang at introducere nødderne under det engelske navn Cock-nuts. Cock-nuts blev imidlertid hurtigt trukket tilbage, da det viste sig at have en uheldig dobbeltbetydning på engelsk.

I 1965 blev jordnødderne derfor lanceret under det nu velkendte navn KiMs. I 1968 solgte Thobo-Carlsen Odense Marcipanfabrik til en ny ejerkreds bestående af De Danske Sukkerfabrikker A/S, Incentive A/S, Otto Mønsted A/S og Kryolitselskabet Øresund A/S - fire absolut sværvægtere i dansk erhvervsliv. Med salget blev der tilført ny kapital til virksomheden. Mulighed for vækst og produktionsudvikling var dermed til stede.

KiMs’ facade mod Sømarksvej i Søndersø omkring 1972 (Odense Stadsarkiv).


COCK-nuts, hvor navnet hurtigt blev ændret på grund af den uheldige engelske betydning

KiMs til Søndersø Den nye ejerkreds ønskede, at KiMs skulle ekspandere, og behovet for en udflytning og ny fabrik opstod. I første omgang gik planerne ud på at bygge i Højby syd for Odense. Her købte man en 43.000 m2 stor industrigrund, men planerne blev dog opgivet grundet usikkerhed m.h.t. vandforsyning og kloakering. Den 9. juni 1971 vedtog bestyrelsen derfor i stedet en placering af et nyt fabriksanlæg i Søndersø og håndværkerne gik straks i gang med opførelsen af fabrikken, der blev bygget efter et fleksibelt modulsystem med mulighed for eventuelle udvidelser.

Fabrikken stod klar til indflytning i foråret 1972 med en bygning på 4.500 m2. Dermed var snackproduktionen skilt ud fra marcipan- og nougatproduktionen. Fra starten var der ca. 25 ansatte, alle i produktionen. I 1979 skete den første store udvidelse med 4.000 m2 i forbindelse med, at en del af Odense Marcipanfabriks nougat- og nøddeproduktion blev flyttet til Søndersø. I 1986 blev et 2.400 m2 stort færdigvarelager taget i brug, og i 1989 blev administrationen, der hidtil havde været på Toldbodgade, flyttet til en nyopført administrationsbygning på 1.100 m2.

(Odense Stadsarkiv).

I efteråret 1995 købte KiMs kartoffelchipsfabrikken Party Food i Give. Maskiner og udstyr skulle flyttes fra Give til Søndersø og for at få plads til det, blev nougat/nøddeproduktionen flyttet fra Søndersø til Odense i starten af 1998. Da chipsproduktionen blev flyttet til Søndersø i februar 1999, havde personale fra Søndersø været på oplæring i Give. Og samtidig med flytning af produktionen flyttede nogle af de tidligere ansatte i Give med.

27


Paprikabølgechips på båndet fra fabrikation til pakning (Fot. KiMs, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Ejerskab I 1970 købte Incentive A/S, den ene af de fire virksomheder, der havde opkøbt Odense Marcipanfabrik, 80 % af aktierne i Kjeldsen Småkagebageri i Nørre Snede. Fabrikken blev lagt sammen med Odense Marcipanfabrik i 1974, og hermed blev Danish Fancy Food Group A/S etableret. Ejerskabet til dette nye selskab blev delt mellem de fire ejere.

På den måde gjorde man sig klar til at kunne producere chips i Søndersø. KiMs chips fremstilles primært af danske kartoffelsorter. Godt 80 % af kartoflerne kommer fra danske avlere, mens de øvrige kommer fra Tyskland evt. suppleret med kartofler fra Italien alt efter vejrforhold. I 2000 blev nøddeproduktionen flyttet fra Sømarksvej til en separat fabriksbygning på Maltgørervej i Søndersø. Dette gjorde man for at fjerne risikoen for krydskontaminering af allergener fra peanuts til chips- og snackprodukter.

I slutningen af 1980´erne opstod der problemer med indtjeningen, primært grundet eksporten af Kjeldsen Cookies. De fire ejere ønskede derfor at afhænde alle selskabets virksomheder. Snackafdelingen havde fortsat god indtjening, da Danish Fancy Food Group blev sat til salg. KiMs’ andel af markedet var da også på over 50% i Danmark. Man forventede at Danisco, som ejede Taffel Chips, ville byde ind og overtage KiMs. Forhandlingerne herom brød imidlertid sammen i maj 1990, idet der var fundet en anden mulig køber. Det blev den norske fødevarekoncern Nora, der i 1990 købte Danish Fancy Food Group for derefter at splitte selskabet op i tre søsterselskaber. Kjeldsen blev solgt, og Odense Marcipanfabrik og KiMs blev til to forskellige aktieselskaber under Nora-gruppen. Luftfoto af fabrik, lager og administration som fabrikken tager sig ud i dag (Fot. KiMs, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

28


I 1991 blev KiMs en del af den norske Orkla-koncern som resultat af en fusion mellem Nora og Orkla. Ni år senere blev KiMs en del af finske Chips AB, der igen opkøbtes af Orkla i 2005. Lige siden har KiMs været ejet af Orkla. I 2016 ændrede KiMs A/S virksomhedsnavn til Orkla Confectionery & Snacks Danmark A/S. Dette skete samtidig med, at produktsortimentet blev udvidet med konfektureprodukter. Virksomheden i dag Orkla Confectionery & Snacks Danmark beskæftiger omkring 200 medarbejdere fordelt på produktion, salg og administration. Der produceres ca. 15.000 tons chips, snacks og nødder pr. år (i 2018), hvoraf de godt 10.000 tons stammer fra chips- og snackproduktionen og resten fra nøddeproduktionen. Produktionen kører i treholdsskift ugens fem hverdage, og så snart de færdige produkter er pakket og klar til afsendelse, leveres de ud til butikkerne med egne salgsvogne eller ekstern vognmand. I dagligvarehandelen er det virksomhedens sælgere, der sørger for at fylde KiMs-varer på hylderne og bygge udstillinger op med nyheder eller kampagneprodukter.

En blanding af færdige produkter klar til lageret (Fot. KiMs, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Ved at gøre dette arbejde selv sikrer virksomheden, at der altid er KiMs på hylderne og i udstillingerne, og at de bliver eksponeret bedst muligt. KiMs foretrækkes af mange, når der skal snacks på bordet. På hjemmemarkedet er KiMs førende, men også på flere europæiske og oversøiske markeder kan man finde chips, snacks og nødder fra Søndersø enten under det kendte KiMs-mærke eller som Premium Private Label. KiMs produkter Med en stor målgruppe kræver det et bredt sortiment af produkter. Selv om KiMs har et bredt udvalg af chips og snacks, er der én pose som altid er at finde på hylden: Sour Cream & Onion Chips.

Det har i mange år været danskernes klare favorit over alle chipsvarianter i butikken. Herudover er der mange andre poser, som ofte ryger i indkøbskurven. Det er bl.a. klassikere som Ostepops, Snack Chips og Havsalt Chips, der foretrækkes. Det produkt, som KiMs er særligt kendt for, er originale amerikanske peanuts. Det var det første produkt KiMs lancerede, og det er stadig deres mest ikoniske nøddevariant. Efter fabrikken i Søndersø fik etableret et nøddecenter, er der kommet flere stærke nøddespillere på banen, bl.a. mandler og diverse nøddemix. Der er efter så mange år på markedet noget for enhver smag – også for dem med en sød tand, nu hvor KiMs har produkter i chokoladekategorien.

29


Reklamefiguren Jørgen Historien om Jørgen starter i 1990’erne. I dag kender 98 ud af 100 danskere KiMs, og det har Jørgen en væsentlig del af æren for. Der findes stort set ikke én, der ikke ved, hvem Jørgen er.

Han er lig med KiMs’ kendte reklameunivers, som har danmarksrekord i at være det længst eksisterende univers. Faktisk har han været med lige siden 1997.

Figuren Jørgen dukkede op i KiMs’ reklamer i 1997, og siden da, har han med et par enkelte pauser været en fast del af KIMs’ markedsføring (Foto. KiMs, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

30


Figuren Jørgen dukkede op i KiMs’ reklamer i 1997, og siden da, har han med et par enkelte pauser været en fast del af KIMs’ markedsføring (Fot. KiMs, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

KiMs var først i Danmark med historiefortællende reklamer. Mange rystede på hovedet i starten – virkede det at fortælle en historie om den onde bror Jørgen og hans forsvundne bror Kim? I dag ved alle, at svaret er ja. Jørgen har gjort sit til, at KiMs i dag er et superbrand. Jørgen markerede starten på en æra med dogme-tv, hvor optagelserne var meget primitive. Historien gik på en forsvunden ejer af KiMs, som naturligt hed Kim. Kim havde en stor kærlighed til kartofler og hjemmelavede chips, og Jørgen forsøgte at stjæle hans brillante ideer. Gennem årene har Jørgen gennemgået en forvandling fra at være den onde bror Jørgen til at være egoist ud over alle grænser til i dag, hvor han har tanker og følelser for andre mennesker. Bag Jørgen er den sympatiske og flinke Henning Jacobsen. Henning er ikke uddannet skuespiller, men er derimod en pensioneret kloakmester, som i dag bor på Samsø. Som en anden Batman transformerer Henning sig til Jørgen, når situationen og reklameblokken kræver det.

Overskudsvarme til naboerne Orkla Confectionery & Snacks Danmark arbejder aktivt for at minimere virksomhedens miljømæssige påvirkning. Som led i dette arbejde indledtes i 2012 et samarbejde med Fjernvarme Fyn om at lede overskydende varme fra chipsproduktionen ud i fjernvarmerørene. I løbet af 2015 blev rørlægning mellem Odense og Søndersø samt i Søndersø by etableret, og den 17. maj 2016 kunne hanerne med overskudsvarme åbnes. Siden da har fabrikken leveret overskudsvarme til naboerne. I 2018 har den reduceret sin CO2-udledning med ca. 1400 tons, hvilket svarer til en reduktion af den samlede CO2-udledning med ca. 30 % alene med dette projekt. I dag kan chipsfabrikken levere overskudsvarme, som svarer til minimum 500 parcelhuses årlige varmeforbrug.

31


Farstrup Minkfarm

Af Erling Larsen i samarbejde med Ejner From

I Danmark startede minkavlen umiddelbart efter 2. verdenskrig. Det var primært i Nordjylland, hvor man havde rigeligt med fisk til foder, man gik i gang, men efterhånden blev der også etableret minkfarme i resten af landet. Til at begynde med var det meget små minkfarme, ofte som et supplement til indtjeningen på nogle mindre ejendomme. Således også med den minkfarm, resten af dette indslag omhandler. Det var Ejnar Froms far, Peter From, der på ejendommen på Langesøvej startede en beskeden farm op. Ejnar havde arbejdet som entreprenørmedhjælper, men skulle overtage fødehjemmet. Han var klar over, at ejendommens størrelse og ikke mindst beliggenhed tæt ved Langesøskoven ikke var det ideelle sted til udvidelse af minkfarmen og købte derfor i 1978 ejendommen Farstrupvej 76 på ca. otte td. land.

32

Ejendommen, der igennem mange år havde været drevet af Kr. Bech, var mildest talt saneringsmoden. Kun en ladebygning, som Kr. Beck havde opført i slutningen af 1950’erne, var brugbar, og er da også det eneste af den oprindelige ejendom, der stadig er i brug. I første omgang blev der bygget huse med plads til 1.200 avlsdyr, 1.000 tæver og 200 hanner. Hen over årene er der blevet foretaget adskillige tilbygninger, indtil farmen ser ud som på luftfotoet. Der er også opført bygninger til pelsning, tørring, lager m.v. I en periode på 15-20 år kørte man hvalpe til en minkfarm i Melby, hvor de var indtil pelsningen. Besætningens størrelse har været på 10.000 avlsdyr. I 2018 produceredes der 55.000 skind. Grundet vigende priser og afsætning er der p.t. 5.500 dyr, og man forventer 30.000 skind.

Priserne har over årene været meget svingende. I den bedste tid fik man kr. 600 pr. skind, i dag opnås priser på under kr. 200 pr. skind, hvilket er meget tæt på smertegrænsen set i relation til produktionsomkostningerne. I dag beskæftiger farmen tre fastansatte, hvortil der kommer “løsarbejdere” i perioder med hvalpeudsætning og i pelsningsperioden. Meget har ændret sig over årene, og meget arbejde er blevet automatiseret. For år tilbage beskæftigede man mange, der efter deres normale arbejdstid tog en tørn med pelsningen. Dette sker ikke længere, da man har fået mekaniske hjælpemidler, der gør arbejdet lettere. Fremover vil pelsningen blive foretaget uden for farmen således, at de aflivede minke vil blive sendt på fabrik, der foretager pelsningen.


Luftfoto af den helt oprindelige ejendom, hvor minkfarmen i dag ligger (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

Aagaard pü Farstrupvej lige overfor nedkørslen til minkfarmen, ejendommen tjener i dag som bolig for Birthe og Ejnar From (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

33


For ca. 25 år siden erhvervede Birthe og Ejnar ejendommen Aagaard, som ligger lige ved vejen til minkfarmen. Denne ejendom er restaureret og tjener i dag som deres privatbolig. Efter jordkøb over årene er der i dag ca. 30 ha land til ejendommen - jorden er bortforpagtet. Jorden blev blandt andet opkøbt for at dække miljøreglerne. Dette er ikke længere så aktuelt, idet gyllen leveres til biogasanlægget i Reveldrup. Efter pelsningen forestår et stort sorteringsarbejde, minkene sorteres efter farve, størrelse, hårlængde m.v., inden de sendes til auktion enten i København eller Helsinki. Efter auktionen bliver pelsene garvet i Kina. Ved auktionen er der et udvalg af de respektive skind som opkøberne kan se i et showroom, disse skind skal nøje svare til de skindpartier, der efterfølgende kommer på auktion. Auktionshuset har sat en mindstepris, opnås denne pris ikke, bliver skindene liggende. Hen over sommeren 2019 havde Farstrup Minkfarm et større parti liggende på lager i auktionshuset disse skind havde man et håb om, at man ville kunne opnå mindstepris på ved september auktionen.

34

Fodring af minkene er i gang (Fot. Erling Larsen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Mink venter på foder  (Fot. Erling Larsen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).


Årets gang på minkfarmen Sæsonen starter i januar/ februar, hvor der kun er avlsdyrene på farmen. Marts: Minkene parres - en han har fem tæver, der aflægger besøg i hannens bur på skift. Efter endt parring pelses hannerne. Slut april/start maj: Fødes hvalpene, hver hun får i snit fem til seks hvalpe, der hver især vejer ti gram. Luftfoto af minkfarmen, Farstrupvej 76, som den tager sig ud i dag. Kun den gule ladebygning med det lyse tag er tilbage af den ejendom, som Ejner From overtog efter Kr. Beck (Fot. Erling Larsen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv). Ejendommen, Farstrupvej 76, som den tog sig ud ved Ejnar Froms overtagelse i 1978 (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

Juli – august: Hvalpene er nu fuldt udvoksede og skilles fra moderen og sættes i egne bure med to til tre stk. pr. bur 

September – oktober: Hvalpene er nu klar til sortering, de der skal indgå i avlen og resten til pelsning. 30% af de gamle hunner erstattes af nye hunner fra hvalpene, og alle næste års hanner udtages.

November – December:  Aflivning med kuldioxid, pelsning, rensning, tørring og sortering som tidl. omtalt og afsted til auktion. Klar til ny sæson.

35


Pilegaard  

Et landbrug med svineproduktion!

Af Per Lunde Hansen i samarbejde med Annelise og Kristen Pilegaard

Livet på landet er i dag meget forskelligt fra tidligere tider og fra den Morten Korch idyl de gamle danske film beskriver. Hvor man i gamle dage havde små marker med forskellige afgrøder og forskellige dyr på gården, er landbruget i dag meget mere specialiseret. Landbrugene er i dag kvæglandbrug, svinelandbrug, kyllingefarme, ægproducenter, agerbrugere eller på andre måder specialiserede. Kvægfarme og svinefarmene har selvfølgelig meget agerjord, som de dyrker, da der er krav om, at antallet af dyr skal modsvare den agerjord de har.

36

Med Højgaard i Vedby som udgangspunkt kan man i 1946 se, hvordan en typisk gård på den tid havde en fordeling af dyr og agerjord. Højgaard var oprindelig fæstegård under Margaard. I 1904 blev den købt til selveje, og i 1946 var den ejet af Jens Peder Møller og hustru Anna Møller, der var født på gården. Bygningerne var opført i 1915 i røde sten og afløste en gammel bindingsværkgård. Der var opdyrket 40 tønder land med forskellige afgrøder. Gårdens besætning bestod af seks heste, 12 køer, 16 stykker ungkvæg, 35 svin og tre får.

Der har givetvis også været høns og måske også andet fjerkræ på gården. Nogenlunde sådan har gården nok også set ud, da Erik og Edel Pilegaard i 1952 købte Højgaard af Jens Peder Møller. Erik og Edel stammede begge fra Vester Hæsinge. Erik blev født den 5. april 1928 på Kaptajngaarden som søn af gårdmand Jens Peter Pilegaard og Anne Pilegaard (f. Hansen). Edel blev født den 16. august 1928 på Bankegaarden som datter af Kristen Krogh Banke og Sørine Kirstine Banke (f. Sørensen). Edel og Erik blev gift i Vester Hæsinge Kirke den 6. maj 1952, og på det tidspunkt havde Erik Pilegaard bopæl i Vedby.


Luftfoto af Højgaard som den så ud i 1953, året efter at Erik og Edel Pilegaard købte gården (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

Det nygifte par kunne på deres bryllupsdag sammen flytte ind på Højgaard. De var begge opvokset på en gård og var bekendt med arbejdet at drive en landbrugsejendom. Da det unge ægtepar overtog gården, foregik arbejdet ved hjælp af heste. Hvornår den første traktor kom til står hen i det uvisse. Selv om det var unge mennesker, var det et stort og hårdt arbejde at drive gården. Året efter, at Edel og Erik overtog gården, fik de deres første barn Kristen, som blev født den 29. marts 1953. De fik yderligere to børn, Jørgen, der er født den 26. januar 1955 og datteren Lene, der er født den 14. januar 1963. Det første år frem til 1964 fortsatte Erik Pilegaard med at have både køer og svin. Derefter blev køerne sat ud, og man gik over til ren svineavl på bedriften. Pattegrisene blev købt som 25 kg og fedet op, hvorefter de blev solgt til slagtning, når de vejede 65 kg. Produktionen var i disse år på ca. 700 slagtesvin om året. Efter Erik Pilegaard er slået over på ren svineavl, bliver det starten på en ekspansion, der fortsætter år efter år.

I starten er der ikke nogen landejendomme til salg, men efterhånden som der kommer nogle gårde til salg, opkøber Erik dem. I 1974 bliver svineavlen lavet om til et interessentskab. Samme år bygger Erik og Kristen Pilegaard en stald til 100 søer, så de nu selv kan producere en del af slagtesvinene. Postgården på Odensevej 102 blev købt i 1977, der var 10 ha til ejendommen. Erik og Kristen har igen udvidet og er nu oppe på at have 250 søer. Det var dog ikke muligt at opfede alle svinene selv, så der blev solgt 500 pattegrise på 30 kg til opfedning.

Fra gammel tid havde man traditionelt muget ud på en hjulbar (trillebør), men i 1974 kunne man nøjes med at skrabe det i en rende, hvorefter det blev skrabet ud i møddingen. Et decideret udmugningsanlæg kom til i 1977. Generelt blev flere og flere ting automatiserede, og i 1977 var turen kommet til fodersiden. Den ældste søn Kristen var født ind i landbruget, så det lå helt naturligt for ham at gå landbrugsvejen. I 1968 kom Kristen ud at tjene, det første sted var hos Johannes Andersen i Ulkendrup.

37


Derefter kom han til Bogense hos Erik Andersen på Lundsgaard ved Reveldrup. Kristen Pilegaard startede i 1974 på landbrugsskole, og da Kristen i 1973 havde været inde som soldat, ved Fynske Livregiment i Odense, fik han lov til at gennemføre landbrugsskolen på nedsat tid. I forbindelse med en glad aften i byen i Odense mødte Kristen Annelise på Tordenskjold i Odense, og der opstod kærlighed mellem de to. Men Kristen havde slet ikke tid til at have en kæreste, for hjemme på gården var de ved at bygge en ny svinestald. Det skræmte dog ikke Annelise.

Som alle, der er gift eller kæreste med en landmand, ved, så kommer dyrene, høsten eller andet ved landbruget før romantikken, sammenkomster eller familiefester. Annelise var født på tredje sal i en ejendom i Haugstedsgade i Odense med udsigt over sukkerkogeriet. Hun blev uddannet indenfor herre og damekonfektion og arbejdede en tid i en børnetøjsafdeling. Senere blev hun ansat ved mejeriselskabet i Århus som demonstratrice, og senere hen blev hun Karolinepige på hjemmemarkedet og tog rundt i forskelige butikker og demonstrerede forskellige mejeriprodukter.

I 1978 flyttede Annelise og Kristen ind på Postgården og året efter, i 1979, blev de gift. Det var også på Postgården, de fik deres to ældste børn, Lykke i 1982 og Jens Ulrich i 1983. Det gik stadig fremad med landbruget, Kristen Pilegaard var ansat hos sin far Erik, og de to havde travlt. I 1980 byggede de en slagtesvinestald, så de nu kunne producere 2.000 slagtesvin om året og igen i 1982 endnu en stald, så de nåede op på en produktion på 4.000 slagtesvin årligt. Op gennem 1980’erne voksede bedriften, og i 1982 kunne man byde velkommen til den første ansatte medarbejder på ejendommen.

Det meste af familien Pilegaard med bedriftens maskinpark, hvor man blandt andet kan se deres første mejetærsker. Fra venstre er det Kristen Pilegaard, datteren Lykke, Erik Pilegaard med barnebarnet Sys på armen og på traktoren sidder Kristens søn, Jens Ulrich, og yderst til højre ses de to medhjælpere Steffen og Søren (Foto Pilegaard, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

38


I 1984 købte man naboejendommen, Vedbyvej 26, med 30 ha og allerede i 1985 udvides der igen med endnu en slagtesvinestald, så man årligt kunne producere 5.000 slagtesvin. I 1980’erne blev der indført krav om mængden af gødning, der måtte spredes på markerne, hvilket betød, at den enkelte bedrift skulle have jord i forhold til antallet af dyr eller gylleaftaler med andre landmænd, der så kunne aftage gyllen. Kristen og Annelise Pilegaard flyttede i 1986 ind på naboejendommen til Højgaard, Vedbyvej 26.

Det var også her, de fik deres tredje barn, Elisabeth Sys, i 1991. Virksomheden gik godt og voksede i hastigt tempo, og Erik og Kristen Pilegaard havde travlt med at opkøbe ejendomme og jord, så bedriften kunne vokse sig endnu større. I 1989 købte de, Aksel Kloses ejendom Vedbyvej 15, men selve ejendommen blev solgt fra, mens man beholdt agerjorden. Igen byggede man til, denne gang en svinestald til 250 slagtesvin, det skete i 1991, og med det samme var man i gang med planlægningen af den næste svinestald, der blev bygget i 1992 ligeledes til 250 slagtesvin.

Der var fuld gang i byggeriet og i produktionen af slagtesvin, men den 10. februar 1992 døde Erik Pilegaard pludseligt. Det var et stort tab, både på det familiemæssige plan og i forhold til driften af svineproduktionen. Det blev Kristen Pilegaard, der overtog bedriften og kørte den videre. I starten hjalp Annelise til i stalden, men Elisabeth Sys, der var halvandet år, kunne ikke tåle at være med i stalden, så Annelise var nødt til at stoppe med at arbejdet i staldene. Kristen Pilegaard arbejdede videre med gårdens udvikling og udvidede med flere nye svinestalde i 1993 og 1994 så man

Kristen Pilegaard i svinestalden med slagtesvinene i 2015. I venstre side af boksen ses et reb, der hænger ned. Rebet er en del af det legetøj, der skal være til rådighed for grisene. I højre side ses det automatiske foderanlæg (Foto Pilegaard, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

 Forsiden af månedsmagasinet Svin fra marts 2004, der viser Kristen Pilegaard på toppen af fodersiloerne. Artiklen i bladet handler om det nye foderanlæg, hvor Pilegaard selv producerer kraftfoder til svinene (Fot. Pilegaard, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

39


nu var oppe på en årlig produktion af 10.000 slagtesvin. Men så stor en produktion af svin krævede også mere landbrugsjord. Så i 1994 købte man Verner Jensens gård på Vedbyvej 12 med tilhørende jord. Gården sælges dog fra igen. Udvidelserne stoppede dog ikke her, der blev i de følgende år bygget og opkøbt ejendomme, så produktionen stadig kunne udvides. Man lavede nu også selv foderet til grisene på et anlæg i en af laderne. I 1995 byggede Kristen en stald til søerne med løbeafdeling og i 1996 opføres en drægtighedsstald til 300 søer, som bragte bedriften op på at have 700 søer i produktionen. Året efter etableres der en ny løbeafdeling til 220 søer. For at holde trit med bedriftens vokseværk købte Kristen Pilegaard i 1999 Teglværksgården af Peter Johan Pedersen, (på Skadebakken Odensevej 137) og ejendommen Odensevej 121 af Harry Andersen. Opkøbet af ejendomme forsatte op gennem 2000’erne, hvor man i 2003 blandt andet opkøber Vedbyvej 33 og dens 10 ha af Kristian Jørgensen og i 2004 tilkøbes Hjørnegården i Skovsby beliggende Skovsbyvej 1.

40

Denne ejendom havde kort forinden været ramt af en brand, så der fulgte en forsikringssum med til nye bygninger. I 2000 fik Kristen opført fire klimastalde med 1.200 stigepladser. En klimastald er en stald til grise fra 7 til 30 kg, der har en konstant temperatur på 37 grader. For at udnytte sin landbrugsjord og blive mere selvforsynende investerede Kristen i 2008 i et halmfyr, så varmen til staldene fremover kom fra halm fra egne marker. I den forbindelse opførte man ligeledes en halmlade. I staldene med søer og smågrise, har man huler til smågrisene ved siden af den enkelte so. Her kan smågrisene lægge sig på et gulv med gulvvarme. Det meste af gyllen fra virksomhedens mange svin spredes på Kristen Pilegaards egen jord, hvilket svarer ca. 80 procent, de resterende 20 procent er på gylleaftaler. I 2012 købte Kristen en gård i Tevringe og med det køb, havde man nu mulighed for at øge bedriften med 5.000 slagtesvin om året. Året efter opkøbes Skovsby Højgaard, Søndersøvej 106, her var der plads til 30 søer plus smågrise op til 30 kg.

Kristen Pilegaard har nu en produktion med 1.200 søer og laver årligt 22.000 slagtesvin. I dag har Pilegaard svineproduktion på fem ejendomme med i alt 400 ha agerjord, desuden har man forpagtet 450 ha ved siden af. Driften af alt agerjorden står man selv for. Der bliver lavet 30.000 slagtesvin og 40.000 smågrise om året. Virksomheden har i dag 11-12 ansatte, hvoraf syv er udlændinge typisk fra Østeuropa. Det er en voldsom udvikling, der er sket gennem de sidste mange år, både hos Pilegaard og i resten af landbruget. Hvor man før i tiden havde mange mindre landbrug og få meget store landbrug, er det nu omvendt. Man kan se det på markerne, der nu er meget store med ens afgrøder og få markskel og hegn, hvor der førhen var mange små ejendomme med små marker med forskellige afgrøder. Bedrifterne i gamle dage havde blandede besætninger af dyr, hvor man i dag har store specialiserede landbrug med enten kvæg, grise, kyllinger eller ægproduktion.


Prisen på de enheder, man laver, er ikke steget, eller de er ligefrem blevet mindre end førhen. For eksempel var prisen for en tønde korn sidst i 1970’erne højere end den er i dag. Det betyder, at den fortjeneste man havde pr. enhed førhen var væsentlig større. I dag er der en meget lille fortjeneste pr. enhed, hvilket betyder, at det er nødvendigt med en meget stor produktion for at kunne leve af landbrugsproduktion. I dag er man nogle steder begyndt med biogasanlæg, f.eks. anlægget i Reveldrup. Der køres gyllen til afgasning, der bruges til energifremstilling. Den afgassede gylle bliver kørt tilbage til landmanden. Den skulle være en bedre gødning til markerne, end når gyllen køres direkte på markerne.

Luftfoto af Højgaard og nabogården i Vedby fra 2018, med stalde, foderanlæg og gylletanke (Fot. Pilegaard, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Udviklingen er helt sikkert ikke slut, der vil ske ændringer og nye tiltag og måder i fremtiden.

Kristen Pilegaard kigger til smågrisene i stalden til søer og smågrise i 2015. Den lille hule, hvor smågrisene ligger i, har gulvvarme (Fot. Pilegaard, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

41


Luftfoto af Ditlevsdal fra 1939 (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

42


Portræt af

Ditlevsdal Bisonfarm Af Niels Henrik Ove

Ditlevsdal ligger placeret i Morud på Nordfyn og er i dag Europas største bisonfarm med knap 450 amerikanske bisonokser. Stedet modtog de første bisonokser i 1993, og siden da har farmens udvikling været stor.

I dag kan Ditlevsdal blandt andet tilbyde restaurant, gårdbutik, diverse udendørs aktiviteter, guidede ture samt overnatning i præriehuse/shelters. Niels Henrik Ove er ejer af virk­somheden, og dette er en fortælling om, hvordan hans drøm blev til virkelighed.

Ditlevsdal Bison Farm er i dag Europas største bisonfarm med knap 400 ameri­ kanske bisonokser, restaurant, gårdbutik, diverse udendørs aktiviteter, guidede ture og overnatning i præriehuse/shelters (Fot. Ditlevsdal, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

43


Yvonne og Niels Henrik Ove fotograferet på marken med deres bisonokser i baggrunden engang i 1990’erne (Fot. Ditlevsdal, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Niels Henriks Baggrund Ejer Niels Henrik Ove blev født i 1967 og voksede op på en gård i Otterup sammen med sin familie bestående af far, mor og søster. Familien havde mange dyr på gården, og Niels Henrik deltog glædeligt i den daglige pasning. Som 10-årig fik Niels Henrik sin første ko, og blot et par år senere havde han både køer, geder, gæs, kalkuner og fasaner. Det er ingen hemmelighed, at Niels Henrik ganske enkelt elskede sit arbejde med dyrene og ikke mindst det ansvar, der hørte med.

44

I 1984 påbegyndte Niels Henrik ganske naturligt sin uddannelse som landmand. To år efter, i 1986, færdiggjorde han første hovedforløb, men Niels Henrik havde i stedet til hensigt at starte på revisoruddannelsen. Da han i 1989 var færdiguddannet revisor og halvt inde i HDuddannelsen, rejste han til Australien, New Zealand, Malaysia, Fiji og USA. En ny passion Niels Henrik tog som 23-årig på jordomrejse for så vidt muligt at opleve fremmede kulturer og anderledes folkefærd.

På en campingplads i Australien stødte han ganske tilfældigt ind i et ungt par, der venligt inviterede ham hjem til deres australske ranch. Parret var utroligt nok de første, der nogensinde havde importeret bisonokser til Australien. Julemorgen så Niels Henrik noget ret fantastisk, nemlig den første bisonkalv blive født i Australien. I det sekund vidste han, at han måtte gøre et forsøg på at få bisonoksen til Danmark - Han ønskede at dele sin fascination og begejstring for dyrene med danskerne.


Bisonoksen kom til Danmark På New Zealand fik Niels Henrik et opkald, der kom til at have betydning for hele hans fremtid. Fra en telefonboks på New Zealand sagde han nemlig ja til købet af Ditlevsdal - nu havde han muligheden for at starte sin drøm om en bisonfarm i Danmark. En måned efter hjemrejsen overtog han gården, og umiddelbart efter påbegyndte han færdiggørelsen af sin HD. Efter to års venten ankom de første fire bisonokser i en stor container, og det var et smukt syn, da de for første gang satte ben i de nordfynske bakker. Samme år flyttede Niels Henriks kæreste Yvonne ind på gården, og allerede året efter i 1994 blev de gift. I løbet af de første år importerede Niels Henrik flere bisonokser fra Belgien, det betød at bestanden langsomt voksede sig større og større. En familie virksomhed Yvonne delte Niels Henriks passion for dyrene, og ganske hurtigt blev hun en stor del af driften på farmen. Det var derfor også hendes tiltag, da parret begyndte at tilbyde guidede ture blandt dyrene og åbnede en lille gårdbutik.

Ditlevsdal fotograferet med bisonokser og et par heste i forgrunden i 2005 (Fot. Per Lunde Hansen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Der viste sig hurtigt at være stor interesse for det anderledes koncept, og mellem 1.000-3.000 besøgende deltog glædeligt i åbent hus på farmen. Til sådanne arrangementer hjalp både familie, naboer og venner til med at servicere de fremmødte. Foruden de guidede ture var der mulighed for at læse interessante anekdoter om den amerikanske kultur, kaste med lasso, bage snobrød og høre vaskeægte countrymusik alt i mens, der blev grillet bison-pølser og skænket fadøl på gårdspladsen. I 1999 blev parret forældre til en lille pige, og kun få år efter flyttede Yvonnes forældre ind på gården.

Restaurant Ditlevsdal I 2002 byggede parret et mindre lokale på 1. sal, og sammen med sin mor Ingrid begyndte Yvonne at lave mad til mindre selskaber på gården. Allerede I 2005 stod endnu et stort selskabslokale færdigt i gårdens længer, og den nybyggede restaurant husede sit første større selskab i oktober samme år. Restaurationen blev en stor succes, og i efteråret 2008 besluttede Niels Henrik og Yvonne at udvide restaurantens rammer yderligere. Denne gang opførtes en ny gårdbutik samt et stort selskabslokale med smuk udsigt over den nordfynske prærie.

45


Hos Ditlevsdal har man mulighed for at tilbringe natten, et af gårdens præriehuse, hvor man har udsigt til markerne med bisonokser (Fot. Ditlevsdal, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

I en del år arbejdede Yvonne og Ingrid tæt sammen om de mange arbejdsopgaver, men da Ingrid blev alvorligt syg af kræft, valgte hun at træde tilbage fra sit arbejde på farmen. Efterfølgende ansatte Yvonne og Niels Henrik to kokke og en kontorassistent, mens Yvonne fortsatte sit arbejde som hovedansvarlig tjener og administrativ planlægger. I 2011 så Niels Henrik sig ligeledes nødsaget til at opsige sin fuldtidsstilling som intern revisor hos Kemp og Lauritzen, for at fokusere på farmens udvikling og den passion han havde for dyrene.

46

I 2012 valgte Yvonne af private årsager at stoppe sit arbejde på farmen, og Niels Henrik overtog hendes betydningsfulde rolle i virksomheden. Året efter blev parret skilt, og Yvonne flyttede fra gården. De efterfølgende år steg farmens besøgsantal fortsat, og snart var fire-fem kokke nødvendige i højsæsonen. Niels Henrik fandt fodfæste i restaurationsbranchen, og langsomt blev også bestanden af bisonokser større. Den stigende besætning fik Niels Henrik til at opkøbe jord fra omkringliggende ejendomme, og Ditlevsdals arealer blev udvidet markant.

Nye projekter I 2018 kastede Niels Henrik sig ud i endnu et vildt projekt, han havde nemlig til mål at kunne tilbyde de mange besøgende overnatning på farmen. Ditlevsdal har siden juni 2018 kunne tilbyde overnatning i fire præriehuse med idyllisk udsigt til de majestætiske dyr. Præriehusene kan lejes til overnatning, men også på timebasis til afholdelse af møder med eller uden forplejning. En ting, Niels Henrik har lagt særlig vægt på de senere år, er afholdelse af events.


I år 2018 afholdt Ditlevsdal nemlig 25 års jubilæum, og det blev fejret med farmens første koncert. Her spillede Moonjam og Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen. Året efter i 2019 besluttede Niels Henrik at afholde en todages musikfestival under åben himmel med bisonokserne i baggrunden. Denne gik under navnet Ditlevsdal Open Air og havde til formål at skabe nye traditioner i et anderledes miljø inspireret af bisonokserne og det amerikanske. Til festivallen spillede blandt andre HUSH, Tamra Rosanes, Ester Brohus, Johnny Madsen og Poul Krebs. Koncerten blev en strålende succes og tiltrak omkring 1.500 mennesker fra hele landet. Den store opbakning til det nytilkomne koncept gav Niels Henrik blod på tanden, og planlægningen af Ditlevsdal Open Air 2020 er i fuld gang.

Denne gang byder Ditlevsdal velkommen til Sko & Torp, Poul Halberg and Friends, Lis Sørensen, Alberte Winding, Billy Cross, Rocazino og Poul Krebs.

I gårdbutikken findes stadig diverse specialiteter udvalgt til stedets tema og stil, og farmens produkter er desuden anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.

Ditlevsdal Bisonfarm i dag Ditlevsdal Bisonfarm er gennem årene gået fra at være en mindre familiedrevet virksomhed til i dag at være Europas største bisonfarm med knapt 450 amerikanske bisonokser og omkring 45.000 besøgende gæster hvert år. Niels Henriks impulsive drøm om at udbrede viden og forståelse for de store okser gik i opfyldelse, og den dag i dag byder et team på 40 medarbejdere gæsterne velkommen i restauranten, gårdbutikken og på de guidede ture blandt dyrene. Det er også muligt at booke foredrag og udendørs aktiviteter, mens børnene giver sig i kast på farmens indianerlejeplads.

Restaurant Ditlevsdal byder velkommen til lækre menuer med sans for detaljen og god kvalitet, alt sammen med bisonkødet i fokus. Til dagligt planlægges arrangementer, guidede ture, events og overnatning af Niels Henrik og farmens administrative medarbejdere. I køkkenet arbejder fire kokke på fuldtid i løbet af sommerhalvåret, mens en overtjener og flere ungearbejdere styrer servicering af gæsterne. Fremtiden på Ditlevsdal er ganske vist ukendt, men Niels Henriks passion står stærkt.

Niels Henrik Ove i sin bil på tur rundt for at se til sine bisonokser (Fot. Ditlevsdal, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

47


Lundsbjerggaards historie gennem tre generationer Af Erling Larsen i samarbejde med Otto Waskiw Pedersen

Luftfoto af gürden 1939  (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

48


I 1929 blev Lundsbjerggaard købt af Marius Larsen, som på dette tidspunkt var 37 år, og indtil da havde drevet et mindre landbrug i Tokkerod. Marius Larsen var gift med Abelone og havde tre børn, Marie og tvillingerne Viggo og Estrid. Gården var på 18 ha og havde en besætning på to heste og ti køer, gården blev drevet på helt traditionel vis. På et tidspunkt tilkøbtes 5 ha.

Kaj, der var født i 1926, havde en landbrugsmæssig baggrund som medhjælper på forskellige gårde, ligesom han tidligere havde arbejdet som kontrolassistent i Jylland og på Vestfyn. Kaj og Estrid kendte hinanden før den tid, og det var derfor naturligt for Viggo at kontakte og ansætte Kaj.

Den 11. marts 1958 blev Estrid og Kaj gift og fik efterfølgende de to sønner, Knud og Otto. Lundsbjerggaard blev fortsat drevet som et traditionelt landbrug, staldene blev moderniseret og på et tidspunkt blev grisene sat ud og stalden ombygget til ungkreaturer.

Marius Larsen var en aktiv mand, der havde forskellige tillidsposter. For at nævne nogen stykker var han sognefoged, sad i sognerådet i Veflinge, formand for kornnævnet, kasserer i menighedsrådet, ligesom han i en årrække først i 1950’erne havde et deltids/tillidsjob som “bankmand” i Bogense Bank i Veflinge. Da Marius Larsen i 1948 blev alene, blev Estrid og Viggo, som på det tidspunkt var 23 år, på gården som medhjælpere. Landbruget havde ikke Viggos helt store interesse, han havde intentioner om at komme ud i verden som missionær. Derfor ansatte man efter Marius Larsens død i 1957 Kaj Waskiw Pedersen som gårdens bestyrer. Luftfoto taget i næsten samme vinkel som billedet fra 1939 (Fot. Lundsbjerggaard, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

49


Nyere luftfoto af gården som den ser ud i dag. De store gylletanke bruges i dag til opbevaring af afgasset gylle, som kommer retur fra biogasanlægget (Fot. Lundsbjerggaard, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

I 1978 var der således plads til 50 køer, og efter en ombygning i 1982 blev besætningen udvidet til 62 køer Genboejendommen, Stormarken 46, blev købt i 1978, og med den fulgte 5 ha. Bygningerne havde Kaj og Estrid dog ikke brug for, så de blev solgt fra. I 1984 overtog Otto en halvpart i Lundsbjerggaard, der ved den lejlighed blev omdannet til et Interessentskab. Otto havde da afsluttet sin landbrugsuddannelse på Gråsten Landbrugsskole og været i praktik på landbrugsejendomme på Vestfyn og i Rolfsted nær Ørbæk.

50

Nogle år senere, i 1988, tilkøbtes ejendommen Stormarken 54 på 4 ha, og her flyttede Otto og Mie ind, indtil de i 1993 byttede bopæl med Ottos forældre. Op gennem 1990’erne fortsatte opkøbet af landbrugsjord i Lundsbjerggaards nærområde. I 1995 tilkøbtes jorden fra Stormarken 61, hvilket var 26 ha, og i 1999 købtes Stormarken 57 på 6,6 ha, hvor ejendommens bygninger blev frasolgt. I 1999 blev kostalden ombygget og udvidet, så den fik kapacitet til 120 køer i løsdrift, og der blev etableret et malkeanlæg,

hvor køerne selv kan gå ind, men dog “betjenes” manuelt. Samme år fik man etableret automatisk fodring i stalden. I årene 2003-2004 blev bedriftens besætning forøget til 140 malkekøer, som er det antal køer Lundsbjerggaard stadig har i dag. I 2005 udvides ejendommen med 5,6 ha ved tilkøb af en ejendom, der gennem en lang periode havde været drevet i forpagtning. Bygningerne er i dag udlejet. Samme år købte man 42 ha jord uden bygninger fra Birkelygård i Veflinge.


Ejendommen Stormarken 54, der fra 1988 til 1993 tjente som bolig for Mie og Otte, fra 1993 som bolig for Estrid og Kaj. I dag beboes ejendommen af den kommende fjerde generation på Lundsbjerggaard, Jesper og hans familie (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

Året efter tillægges endnu 6 ha fra en tilkøbt ejendom på Stormarken 14, og endelig i 2015 købte man 10 ha fra Stormarken 36 således, at den samlede ejendom i dag udgør i alt 132 ha dyrket areal. På Lundsbjerggaards marker dyrkes udover korn hovedsageligt majs og lucerne til grovfoder til besætningen. Majsen opbevares i store plansiloer for efter med gummiged at blive kørt til det automatiske foderanlæg, der via EDB-styring selv blander og doserer foderet. Herefter bliver foderet via en vogn, ophængt under loftet,

kørt rundt i stalden på en skinne. Køerne malkes af to malkerobotter, koen går gennem en sluse, hvis “styringen” viser, at koen er tjenlig til malkning, får den lov at gå ind i en venteposition til, der er plads i en af malkerobotterne. Robotten sørger for afvaskning og sætter automatisk sugekopper på yveret og starter malkningen. På en edb-skærm i kontoret er det muligt at gå ind på den enkelte ko og se, hvor meget den har ydet i løbet af dagen samt finde mange flere oplysninger.

Besætningen i løsdriftsstald. Apparatet i midten er en scanner, hvor køerne går igennem for at få konstateret, om de er “tjenlige” til malkning, hvis ikke sluses de retur til løsdriftsstalden (Fot. Erling Larsen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

51


Billede af EDB-skærm ved malkerum. Den blå stribe er den ko, der er under malkning, de røde viser de køer, der er klar til malkning - de gule må vente (Fot. Erling Larsen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Man kan også se de køer, der er i venteposition samt om der i løbet af dagen har været fejl ved malkningen. Der leveres 1,2-1,3 millioner kg energikorrigeret mælk om året, energikorrigeret vil sige, at den reelle mængde på ca. 1 million kg omregnes, da der her er tale om jerseymælk med et højt fedtindhold. Mælken afhentes hver anden dag af en tankvogn fra Arla. Prisen, som gennem tiden har gennemgået store svingninger uden dog helt at følge det normale indeks, er i dag ca. kr. 3,25 pr. kg. Kg-prisen for standardmælk er 2,48 kr.

52

Andre kviekalve udvælges og indgår i avlsarbejde bl.a. med afsætning til Viking, som er en forening indenfor avlsarbejdet.

I staldene går dyrene på spalter. Herunder opbevares gyllen, indtil den afhentes og bringes til biogasanlægget i Reveldrup. Den afgassede gylle modtages retur og opbevares i de gamle gylletanke, indtil den nedfælles på markerne. Gården Stormarken 54, som fra 1993 var beboet af Estrid og Kaj, bebos i dag af Mie og Ottos ældste søn, Jesper og dennes kæreste Kristine. Jesper passer sammen med Otto jorden og besætningen. Herudover har man en deltidsansat medarbejder på gården.

I 2017 lykkedes det Lundsbjerggaard at få en tyr afsat til Canada for den nette sum af 60.000 kr.

Jesper vil blive fjerde generation på Lundsbjerggaard når den tid kommer. Familien på Lundsbjerggaard

I dag kan insemineringen af kørerne styres genmæssigt således, at der hovedsageligt fødes kviekalve. En del af disse kviekalve sælges bl.a. til eksport, herunder ca. 20 stk. om året til Rusland. Afsætningen af kviekalvene sker gennem Bovidanmark.


Ko i færd med at blive malket i malkerobotten. Robotten sørger for afvaskning af yver inden sugekopper automatisk sættes på koen og malkningen starter (Fot. Erling Larsen, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

har netop fået de fornødne tilladelser til etablering af en gårdbutik på ejendommen. De bygningsmæssige faciliteter til en gårdbutik er stort set på plads, så man håber at kunne åbne omkring jul 2019. Det er familiens håb, at man i gårdbutikken bl.a. kan sælge kød fra de opfedede tyrekalve, der slagtes på slagteri og vakuumpakkes. I dagens Danmark er der ca. 3.000 kvægavlsbrug og under 10.000 fuldtidslandbrug. Dette tal forventes inden for en overskuelig fremtid at falde til 4.000 fuldtidslandbrug på landsplan.

53




Allégården Af Jens og Birgit Jensen

Egne koncepter Det var vigtigt for os at udvikle vores eget koncept, så da muligheden bød sig greb vi den. Det nye koncept var ikke bare super fra første dag, nej, der blev over de første tre til fem år lavet små tiltag ud fra vores iagttagelser af kyllingen.

Startede som fritidslandbrug I 1990 købte ægteparret Jens og Birgit Jensen Allégården, Melbyvej nr. 34 og startede et fritidslandbrug.

I 2006 kunne Jens og Birgit Jensen glæde sig over, at de kunne tage ejendommens nyetablerede lille slagteri i brug.

Ejendommen stod på daværende tidspunkt tom og var indrettet til mælkeproduktion. Jens og Birgit Jensen havde en plan om at bruge bygningerne til fjerkræ.

Nu skulle fjerkræ produceret på ejendommen ikke længere transporteres på landevejen før slagtning, nu kunne det hele klares på Allegården.

Fra starten har der været lagt vægt på at lave en god slagtekylling med et godt dyreliv. Deres erfaringer med den almindelige anvendte slagtekylling var, at den blev slagtet ved en al for tidlig alder, og at den ikke havde plads nok at udvikle sig på i dens korte levetid, og dertil fik kyllingerne ingen nattesøvn - der manglede dyrevelfærd.

Al slagtearbejde foregår pr. håndkraft, kun skoldning og plukning har man maskiner til. Der slagtes ikke halal i det lille slagteri.

Ud fra alle Jens og Birgit Jensens erfaringer med kyllingen er ænder, gæs og kalkuner kommet til og som det sidste skud på stammen en frilandskylling, som man kalder “sommerkylling”.

Da Allegårdens eget pølsemageri stod færdigt i 2010, kunne man nu følge gårdens kyllinger hele vejen fra jord til bord.

Opvækst og smag hænger sammen Fjerkræ er ikke bare fjerkræ. Den gode smag afhænger af, hvordan dyret har haft det.

54


Luftfoto af AllegĂĽrden som den tog sig ud i 1950 (Det Kongelige Bibliotek, www.danmarksetfraluften.dk).

55


Hvor meget plads, hvilket foder, at foderet er rigtigt sammensat så fjerkræet får alle behov dækket, men uden at vokse for stærkt og ikke mindst afstemt efter hvor lang tid det lever. Det har man på Allegården arbejdet med siden 1990, og nu har man fjerkræ, som med dyrevelfærden i forreste række smager fortrinligt, har en god spisekvalitet og et godt DYRELIV på dyrenes præmisser.‍ I dag har man på Allegården kyllinger af kødracen kaldet Ross 308, der giver store kødfulde kyllinger med en flot kyllingesmag. En kyllingetype, som er avlet til et liv i stalden. Her nyder de otte timers sammenhængende nattesøvn, i rigelig frisk strøelse som de dagligt får suppleret, så strøelsen er tør og blød. Og ikke mindst at temperaturen og ventilation hele tiden tilpasses kyllingens alder.

Frilandsgæs på markerne ved Allegården i 2017 (Fot. Allegården, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

God plads i stalden Kyllingen fra Allégården starter livet i en dejlig ren og velstrøet 32 grader varm stald. Vand og vel afbalanceret foder ad libitum, dog i de rette mængder, så den ikke vokser for stærkt.

Og med kun fem kyllinger pr. m2 (frilands og økokyllinger har normalt 12 kyllinger pr. m2) er der gennem hele livet frem til slagtning ved ca. 60 dage, god plads til at løbe omkring og skrabe i strøelsen og lave vingebask.

56

Et konstant godt staldklima tilpasset kyllingens alder sikrer, at kyllingen har et godt velbefindende og dermed ikke bliver stresset af svingende temperaturer og luftfugtighed. Det giver velfærd og sunde kyllinger.


Fjerkræslagteriet ligger kun 30 meter fra kyllingernes stald. På Allegården lægges der vægt på en slagteproces uden stress for kyllingerne. Her ses afblødningstragten, hvor kyllingen sættes i med hovedet nedad (Fot. Allegården, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Kyllingestartstald, hvor der er god plads til de små kyllinger (Fot. Allegården, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

Blid slagtning Kyllingerne håndslagtes på vores eget fjerkræslagteri som ligger 30 meter fra stalden. Kyllingen tages pr. håndkraft i kassen, bedøves, sættes på hovedet i afblødningstragten og stikkes pr. håndkraft. Resten af turen gennem slagteriet er også pr. håndkraft til kyllingen hænger til afkøling i kølerummet. Altså en slagteproces uden stress for kyllingen.

Næste dag foretages opskæring og pakning, hvilket giver kyllingen et døgns modning, som er vigtigt for din og gæsternes smagsoplevelse. Slagteriet er bygget i 2006 ved siden af kyllingestaldene. Det er bygget som en lukket enhed med separate rum til hver opgave under slagteprocessen og efterfølgende køling. Og dagen efter slagtning, partering og pakning med efterfølgende indfrysning.

Arbejdsprocesserne sker ved håndkraft. ‍Kun selve skoldningen og plukningen af fjerkræet er der maskiner til. Men det er maskiner, hvor vi med håndkraft skal lægge fjerkræet i.‍ På intet tidspunkt i forløbet er fjerkræet oppe at hænge i benene. I slagteriet sker alt arbejde med det kød, der skal indfryses fersk. Hvilket vil sige helt ubehandlet. Hele kyllinger pakkes i pose med navn på brystet og alle parteringer pakkes i vakuumposer.

57


To sunde frilandshøns fra Allegården (Fot. Allegården, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

58


Egenproduktion på pølsemageri Det kød, som bliver taget fra til videreforarbejdning, bliver kørt til de gamle lokaler, hvor der nu er pølsemageri (samme ejendom). Her bliver kødet saltet eller marineret, vinger bliver f.eks. vendt i Læsø Salt og Honning (rigtig honning). Kyllingeoverlår bliver krydret med olivenolie og Herbes de Provence og, hvad vi nu kan finde på af spændende smags­ varianter. I dette lokale bliver det kød, der skal hakkes også hakket, og efterfølgende bliver det, der skal blandes til f.eks. frikadellefars blandet. (Her bruges der rigtige løg fra Gyldensteen Grønt). Det er også i pølsemageriet, at man ryger det fjerkræ, der skal ryges og laver leverpostejen, pateen eller andre spændende hjemmelavede produkter. Desuden produceres der egne spegepølser af kyllingbrystkød. På Allegården undgår man brugen af tilsætningsstoffer i sine produkter, hvor disse absolut ikke er nødvendige for smagen eller holdbarheden i det færdige produkt.

Allegårdens pølsemageri, hvor egenproduktionen af pølser og anden videreforarbejdning af kyllingerne sker. Det er ligeledes i pølsemageriet, at man ryger det fjerkræ, der skal ryges (Fot. Allegården, Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv).

59


Glemmer du,  sĂĽ husker vi...


© Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Forening og bidragsyderne ISBN: 978-87-993547-2-6

64

Profile for Mark & Storm Grafisk

Fortællinger om ni lokale virksomheder  

Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv

Fortællinger om ni lokale virksomheder  

Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv