AF HENNING SØRENSEN, HISTORISK ARKIV DRAGØR
Må jeg få en kopi? SLA får ofte spørgsmål fra medlemsarkiverne om, hvorvidt man skal tage penge for de arkivbilleder, som brugerne beder om en kopi af. Og i givet fald hvor meget man skal forlange. Svaret lyder som regel, at det er op til hvert enkelt arkiv at beslutte en prispolitik. Heller ikke ønsket om en fælles prispolitik for alle SLA-arkiver kan imødekommes. Begrundelserne for disse ”u-hjælpsomme” svar er flere. Først og fremmest kan SLA ikke overtrumfe en lokal vedtagelse, hvad enten den sker i en foreningsbestyrelse eller en kommunalbestyrelse. Arkivernes organisatoriske forhold er for forskellige, til at vi som organisation kan ensrette. Dernæst er der blandt medlemmerne i SLA sikkert en mangfoldighed af holdninger til spørgsmålet, så selv hvis vi lavede en vejledende prisliste, ville den ikke blive fulgt overalt. Alligevel synes jeg, at det kunne være interessant at kortlægge området lidt nærmere. Derfor lavede jeg i begyndelsen af februar en ganske uforpligtende afstemning på SLA’s Facebookside. Den viste, at et overvejende flertal på 33 arkiver udleverer kopier af fotos uden beregning. Lidt færre, nemlig 23, angav, at de på arkivet tog betaling for kopier. Af dem lå prisen hos ca. halvdelen mellem 20 og 50 kroner pr. kopi. Ikke mindst de mange kommentarer til afstemningen afslørede imidlertid, at verden er broget (også) på dette punkt. Først og fremmest differentierer man nogle steder mellem digitale kopier og
Resultatet af Facebookafstemningen i februar. Skærmfoto.
4
OmSLAget · årgang 2021 · nr. 1
fotokopier, og prisforskellen kan blive temmelig markant. Et arkiv tager f.eks. 5-10 kroner for en fotokopi, men 125 kroner for den digitale udgave. Nogle steder tager man sig godt betalt for en kopi til kommercielt brug, mens den til privat brug er gratis. Andre har måske snarere den holdning, at et billede er et billede, og at det ikke er anvendelsen som sådan, man skal betale for, men arbejdet med at digitalisere og bevare det. Endelig har man flere steder den pragmatiske tilgang, at det ikke kan betale sig at bruge tid på at skrive en regning på nogle få kroner og udleverer derfor kopier af enkelte billeder uden beregning. Flere arkiver skrev i undersøgelsen, at deres egne medlemmer fik billederne gratis, mens andre skulle betale. På den ene side forstår jeg godt, at man vil give sine medlemmer nogle fordele, men det forudsætter, at brugerinteressen alene er lokal. Skal man som slægtsforsker så melde sig ind i 20 arkiver for at få varen gratis, hvis billederne af familien findes spredt over hele landet? Det minder lidt om de kundeklubber, som mange forretninger gerne vil have os til at være medlemmer af.
Hvad gør de andre? De 5-600 medlemsarkiver i SLA udgør en væsentlig del af det danske arkivlandskab, men ikke det hele. Lad os se på, hvad man gør andre steder. I de senere år har ord som Creative Commons og Public Domain vundet indpas i flere af de store billedarkiver. De engelske begreber dækker over forskellige grader af det samme: At samlingernes indhold er offentlig ejendom og derfor stilles vederlagsfrit til rådighed for brugerne. Creative Commons har som regel et par betingelser, f.eks. at billedet ikke må ændres, og at ophavsmandens navn skal nævnes, hvis man bruger billedet til noget. For nylig havde jeg brug for en kopi af et maleri, der hænger på Rijksmuseum i Amsterdam. Det tog få sekunder at blive oprettet som bruger og hente billedet i høj opløsning. Det kostede ikke noget, og jeg må gerne gengive billedet i en bog. Jeg er endda helt automatisk blevet medlem af Rijksstudio, der giver mig fri adgang til at lave udsnit af malerier, kombinere dem i nye sammenhænge og lave min egen samling af billederne. Jeg kan altså lave mine egne køleskabsmagneter af renæssancens mesterværker, hvis jeg har lyst. Flere af vores store, nationale billedsamlinger følger disse principper. Det Kongelige Bibliotek,
