000 kr. og 20.000 kr. Ansøgningsfristerne er 1. marts og 1. september, og der skal sø- ges på særlige skemaer. Med skemaerne skal følge en kopi af manuskript og to tryk- tilbud. Ansøgningsskema kan hentes på hjemmesiden www.klercke-fonden.dk eller fås ved henvendelse til Fondens formand, som også besvarer evt. spørgsmål:

I Historisk Arkiv Dragør er dette billede et af de mest sete på arkiv.dk. Det er også blevet downloadet og sikkert delt rundt omkring. Billedet er et amatørfoto fra 1937, så fotografens rettigheder er for længst udløbet. Et dejligt billede, som mange gerne må få glæde af.

der ejer over 17 millioner billeder, har som målsætning at stille flest mulige af dem gratis til rådighed. Derfor digitaliseres der på livet løs, og langt de fleste digitale billeder kan downloades. Til gengæld er det op til brugeren at sætte sig ind i og respektere reglerne om ophavsret.

Rigsarkivet, der fortrinsvis digitaliserer arkivalier, stiller også materialet frit til rådighed til privat brug. Nationalmuseet har i flere år givet sine mange fotos fri til privat brug. Museet har netop under stor opmærksomhed åbnet en ny tjeneste, hvor de beder brugerne om hjælp til at placere billeder på et kort og berige registreringsdata om dem. Lyder det bekendt? Det har man kunnet på arkiv.dk i flere år.

Specialmuseerne i Danmark har lidt forskellig kurs, når det gælder om at lade brugerne downloade fotos fra samlingerne. F.eks. tilbyder Jernbanemuseet og Museet for Søfart at downloade fotos i lav opløsning til privat brug, mens Arbejdermuseet og Danmarks Tekniske Museum ikke gør.

Flere stadsarkiver i de største danske byer har udviklet egne løsninger til at præsentere billedsamlingerne. Det kan gøre søgningen efter billeder lidt besværlig, når brugerne skal sætte sig ind i forskellige platforme. Men også reglerne for kopiering og brug er forskellige. I landets største by, København, har arkiver og museer ganske vist lavet en fælles platform, www.kbhbilleder.dk, til præsentation af historiske fotos, men adgangen til download er afhængig af, hvilken institution der ejer billedet. Derfor kan man opleve, at der gælder forskellige regler for brug af det samme billede. Er et eksemplar bevaret i Københavns Stadsarkiv, kan det ofte ikke downloades, mens et helt identisk eksemplar frit kan hentes, hvis det også ligger i Københavns Museum.

På arkiv.dk har vi i flere år haft muligheden for, at brugerne selv kan downloade billeder. Det er dog op til det enkelte arkiv at beslutte, om de vil bruge funktionen, så det kan godt være lidt svært for brugerne at forstå, hvorfor man kan på nogle

En svensk jernbanestation. Billedet er hentet fra den fælles kulturarvsplatform Europeana, hvor det svenske jernbanemuseum har stillet det frit til rådighed. Vi må gerne vise billedet her, fordi det er Public Domain – blot vi husker at fortælle, at fotografen hed Erik Gustafsson.

Mange museer og andre turistattraktioner tilskynder til at “tage” billeder, der medvirker til at markedsføre institutionerne (Henning Sørensen fot.).

arkiver og ikke på andre. Lige nu er der 54 arkiver, som har åbent for enten at købe eller gratis downloade billeder. Det er ikke så mange ud af de ca. 600 arkiver på arkiv.dk. Tallet er dog i vækst. I 2020 er der solgt/downloadet 273 billeder. 203 er solgt og 70 leveret gratis.

Egne kyllinger i egen hønsegård

For nyligt leverede jeg lidt over 100 kopier af fotos fra det arkiv, hvor jeg arbejder, til en yderst interesseret bruger, der gladeligt betalte de over 1.000 kroner, de kostede ham. Så nu ligger de og fylder 80 MB på hans computer, selv om de stadig ligger på Arkibas’ filserver og kan tilgås døgnet rundt. Trangen til at erhverve sin egen kopi af et arkivbillede minder mig lidt om bondemanden, der gerne vil have alle sine kyllinger i hønsegården.

Der kan være gode grunde til, at man gerne vil bestille en kopi af et historisk foto. Skal man lave en hjemmeside, holde et foredrag, udgive en artikel eller gøre sin lokalhistoriske udstilling flot, er det nogle gange oplagt at kigge uden for sin egen samling og hente gode illustrationer hos kollegerne.

Men når det kommer til den helt private brug, forstår jeg ikke helt trangen til at have en kopi på sin egen computer af et foto, der i forvejen findes på internettet. Hvis jeg abonnerer på en netavis, printer jeg den da ikke ud og lægger den på kaminhylden, for den er jo gemt, så jeg kan gå tilbage og læse den igen og igen. Jeg har ikke brug for mit eget eksemplar.

Mange offentlige billedsamlinger – inklusive arkiv.dk – har en facilitet, hvor brugerne kan lave deres eget ”billedarkiv”. Det er naturligvis ikke et fysisk arkiv som de gode, gamle fotoalbums, men en virtuel måde at organisere de billeder, man gerne vil kunne gense eller se i den sammenhæng, man selv vælger.

Hvis jeg er slægtsforsker, kan jeg i arkiv.dk samle billeder af familien og de steder, den har levet, som ”favoritter” i min egen samling. Den er

Tidligere var det vist almindeligt, at konfirmander fik et foto af præsten i gave. Det blev muligt i slutningen af 1800-tallet, da negativ-teknikken gjorde det muligt at massefremstille kopier af fotografier. Derfor finder man ofte et portræt af den lokale præst i familiealbummet, selv om præsten ikke var en del af familien. Her Johannes Petersen, der var præst i Holmens Kirke i København (Budtz Müller & Co. fot., Historisk Arkiv Dragør).

altid ved hånden, blot jeg kan huske mit brugernavn og login. Er jeg helt vild med vandmøller, kan jeg samle alle de fotos, jeg ønsker, på samme måde. Og jo, jeg ved godt, at nogle gerne vil præsentere deres arkivfund, f.eks. i et slægtsforskningsprogram. Men hvad er der egentlig galt med at linke?

Digitaliseringen af kulturarvens billeder har skabt en ny slags billedsamlere. De plukker og stjæler fra arkivers og museers samlinger på internettet og deler glad og gerne ud af deres righoldige billedarkiver på de sociale medier. Ofte uden at skrive, hvilken institution der har haft slæbet med at registrere, digitalisere og bevare. Mange arkivfolk harcelerer over at se arkivets fotos delt i Facebookgrupper som ”Os, der kan huske det gamle Korsbæk” o.lign. Men er det egentlig så galt?

For det første ejer vi jo alle sammen kulturarven. Arkivbilleder er ikke ”vores”, men alles. I undersøgelsen, som jeg nævnte i starten, sagde flere, at de gerne ville have kontrol med, hvad deres billeder blev brugt til. Et forståeligt argument, synes jeg – men det er også farligt, hvis vi ikke kan give arven videre, fordi der sidder nogle og bestemmer, hvad der er rigtig og forkert brug. Jeg har set en del eksempler på, at de billeder, jeg møjsommeligt har scannet ind, havner på billeddelingstjenester som Pinterest og Flickr. Som regel begynder jeg med at blive sur, men så bliver jeg glad. Glad, fordi nogen kan bruge mit arbejde til noget.

Åbenhed og adgang til vores samlinger kan for mig at se kun være en fordel for arkiverne som institutioner. Jo mere vi bliver brugt, jo mere synlige bliver vi – og desto mere sandsynligt er det, at folk tømmer kommodeskufferne og indleverer deres fotoalbums og USB-nøgler med fotos til os.

Mange museer viser vejen. Hvor det før var forbudt at fotografere museumsgenstandene, bliver vi nu tilskyndet til det. Der sidder et kryds på gulvet, hvor du skal stå med mobilen, for at få den bedste vinkel til dit billede. Og inden du går hjem, får du lige det hashtag, du skal bruge på Instagram. Hvorfor mon? Fordi det giver opmærksomhed og flere gæster.

Selv om jeg nu er blevet medlem af det hollandske Rijksmuseums brugerklub og har adgang til at se deres ca. trekvarte million malerier på min skærm derhjemme, så afholder det mig ikke fra at besøge museet i virkeligheden. Tværtimod, det skal jeg da - lige så snart jeg får lov igen.

Postkort bruges næppe ret meget mere til korte hilsner, som de oprindeligt blev skabt til. Til gengæld er de samlerobjekter, hvor det gælder om at have det originale kort. En kopi er ikke helt nok. Fotokort fra Sønderborg i begyndelsen af 1960’erne, toget til Mommark på vej gennem Jernbanegade (Stenders Forlag, Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie).