2 minute read

Partnerskabet med Velux Fonden – nye resultater

Velux Fonden og SLA har siden 2017 løbende indgået partnerskabsaftaler, der har givet mulighed for at imødekomme ønsker fra arkiverne om tilskud til udstyr, kurser og formidlingsaktiviteter inden for en samlet ramme på 3,9 mio. kr. - alt sammen rettet mod de aktive ældre frivillige, der udgør så stor en del af de aktive på arkiverne, og som medvirker til at indsamle, registrere, bevare og formidle dansk lokalhistorie. Under disse aftaler har arkiverne syv gange haft mulighed for at søge tilskud.

I efteråret 2020 indgik Velux Fonden og SLA en ny partnerskabsaftale, der bibeholdt målretningen mod de aktive ældre frivillige på arkiverne. Arkiverne i SLA og arkiver i ODA, der samarbejder med SLA-arkiver, fik dermed mulighed for at søge om andel af en pulje på 700.000 kr. med udgangspunkt i denne beskrivelse:

Advertisement

“Programmets tematiske fokus er i 2020-2021 at stimulere og opmuntre ældres aktiviteter inden for følgende områder:

– Arkivernes digitalisering af strategisk vigtigt materiale, større billed- og filmsamlinger og den tilknyttede registrering og tilgængeliggørelse af det digitaliserede materiale – Udvikling af digitale formidlingsformer – Arkivuddannelse, primært i tilknytning til de nævnte fokuspunkter, arrangeret af arkiver eller arkivsamvirker.

På grund af fokus på strategisk vigtige aktiviteter lægges der reelt set op til større uddelinger, hvor flere arkiver samarbejder omkring indkøb af fælles digitaliseringsudstyr, en fælles metodisk indgang til digital formidling og etablering af fælles kursusvirksomhed.”

Et udvalg bestående af tre repræsentanter for SLA og en repræsentant for ODA har nu behandlet de 26 ansøgninger, der var indkommet inden fristen 15.12.2020, og Velux Fonden har efterfølgende tiltrådt udvalgets indstillinger. På den baggrund er der for nogle uger siden givet 11 ansøgere meddelelse om bevillinger på til sammen 529.458 kr. Fem ansøgninger er endnu under behandling.

Som led i aftalen vil der i de kommende numre af OmSLAget blive orienteret nærmere om de projekter, der har opnået støtte.

En hyggestund på værtshuset “Nummer 18”, i daglig tale kaldet “Nummeret”, 1904. Ifølge Harald Knudsens optegnelser er billedet rekvireret af fisker Adolf Jansen, Rudkøbing, der her optræder i selskab med Anders Hansen (også kaldet “Pandekagen”) og styrmand Stæhr – det er formentlig styrmanden til venstre, fiskeren til højre og ”Pandekagen” i midten (Harald Knudsen fot., Rudkøbing Byhistoriske Arkiv).

Mange tak til Velux Fonden – og held og lykke til de 11 arkiver med bevillingerne til de forskellige projekter. Samtidig kan vi – som nævnt på side 3 i bladet – glæde os over, at Velux Fondens bestyrelse på et møde i maj 2021 har besluttet at reservere et nyt beløb på 500.000 kr. til uddeling inden for partnerskabet omkring de aktive ældre frivillige på lokal- og stadsarkiver. Arkiverne vil i et nyhedsbrev og på vores hjemmeside senere få meddelelse, når den nye pulje er åben for ansøgninger.

This article is from: