Ywl o ae Klet 2018

Ved juletid finder Ywl o æ Kle't vej til postkasserne i den gamle Holmsland kommunes område.

Også i år – og det er halvtredsindstyvende gang.

Det fejrer vi med en Ywl o æ Kle't 2018, der kigger tilbage gennem årene til begyndelsen i 1969.

Redaktionen har udvalgt en artikel fra hvert år til denne bog. Artikler, der fortæller lokalhistorie og kulturhistorie – skrevet af folk med særlig tilknytning til Holmsland og Klitten.

De udvalgte artikler indledes med et forord skrevet af Karina Lodberg.

Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening tog initiativ til bladet i 1969. Formålet var – og er – at skaffe penge til Hvide Sandes julebelysning.

Det sker ved annoncering i bladet, og bogen bringer derfor også genoptryk af gamle annoncer, der fortæller deres del af historien om erhvervslivet i Holmsland kommune.

Om initiativtagerne og bladets navn kan læses i en artikel fra 1988 – skrevet i anledning af udgivelsen af 20. årgang.

Nu kan vi lægge 30 år til! – God fornøjelse med læsningen.

Redaktionen

Y WL O Æ KLE’T

Udgives af Erhvervssamvirke Vest 2018 50. årgang

Ywl o æ Kle’t kan købes i Fiskeriets Hus i Hvide Sande

Redaktion:

Gurli Jensen, Dorthe Frydendahl, Kåre Thomey Kristensen, Jesper Clausen, Johannes Tarp, Holger Ejby Villadsen

Foto:

Forsiden: Øverst: Thue Thomsen. Nederst: Johannes Tarp

Bagsiden: Johannes Tarp

Layout og tryk: Strandbygaard

Henvendelse vedr. forslag til artikler. Skriv til: Gurli Jensen – jenseng@live.dk

Kåre Thomey Kristensen – kt@thorninger.dk

Dorthe Frydendahl – d_frydendahl@hotmail.com Johannes Tarp – johannestarp@mail.dk

Henvendelse vedr. annoncer. Skriv til: Jesper Clausen – jcl@beierholm.dk

Læsernes »Billeder fra året« modtages gerne. Send til: Johannes Tarp – johannestarp@mail.dk

5 Y WL O Æ KLE’T 2018

77 Y WL O Æ KLE’T 2017

Mit liv med atletik af Kirsten Onsberg

83 Y WL O Æ KLE’T 2016

Hvor skal helikopteren nu lande? Af Christian Thomsen

87 Y WL O Æ KLE’T 2015

Da krigen kom til Hvide Sande tre uger tidligere end i resten af landet af Kristian Sand

91 Y WL O Æ KLE’T 2014

Poul å Kjæ Degn å djær hus af Kirsten Weise Andersen

103 Y WL O Æ KLE’T 2013

Hundrede – firs – og tres års jubilæum for nogle af Sdr. Lyngvigs sommerglæder af Viggo Plum

113 Y WL O Æ KLE’T 2012

Håndbolde og fisk i nettet af Viktor Degn

119 Y WL O Æ KLE’T 2011

Hvad laver en klitfoged? Af Hanne Kvist Jensen

125 Y WL O Æ KLE’T 2010

Om Søgård på Holmsland –ud fra bogen »Den nådige Frue« af Jens Peter Boes

13 5 Y WL O Æ KLE’T 2009

Musikken. Livet. De glade dage af Chr. Estrup

141 Y WL O Æ KLE’T 2008

Fra Agger til Søndervig af Keld Hansen

14 7 Y WL O Æ KLE’T 2007

Hvad jeg har oplevet ved og i Holmsland kommune siden 1960 af Thorleif B. Jensen

151 Y WL O Æ KLE’T 2006

Klitten set udefra af Ole Luk Sørensen og Benedikte Ballund

155 Y WL O Æ KLE’T 2005

Fra sogn til kommune – og fra sogneråd til kommunalbestyrelse af Kristian Sand

161 Y WL O Æ KLE’T 2004

30 år i Haurvig med Rederiet C. Clausen af Jenny Juul Larsen

167 Y WL O Æ KLE’T 2003

Fra fremmedfisker til generalkonsul af Poul Osmundsen

173 Y WL O Æ KLE’T 2002

Da terroren kom til Vestjylland af Ole Tang

181 Y WL O Æ KLE’T 2001

December 1951 – et kvarter for sent – ! Iflg. original manuskript

187 Y WL O Æ KLE’T 2000

Vinterstemning på tyskerhavn i 60’erne af Steen Kirk Larsen

191 Y WL O Æ KLE’T 1999

»Krylegaardens« endeligt og mindestenen derover af Hans Lodberg

195 Y WL O Æ KLE’T 1998

En rigtig »Træmand« på Klitten af Gurli Jensen

201 Y WL O Æ KLE’T 1997

Al’ de »Te’navn« eller »Kend’navn« hero æ Klet af Erna Timmer

205 Y WL O Æ KLE’T 1996

En hilsen og tak af Mogens Rosenkilde

209 Y WL O Æ KLE’T 1995

Æ kloksmed stod fadder til selvhaleren af Bitten Kambskard

213 Y WL O Æ KLE’T 1994

Der bor en bager i Nørregade ... af Bitten Kambskard

2 17 Y WL O Æ KLE’T 1993

Et historisk lyspunkt – trods alt af Røikjær Frich

221 Y WL O Æ KLE’T 1992

40 år langs Klitten af Sofus Pedersen

225 Y WL O Æ KLE’T 1991

Lyngvig kirke af Røikjær Frich

229 Y WL O Æ KLE’T 1990

Lidt om Houvigs historie og fiskeriet der af Hans Lodberg

235 Y WL O Æ KLE’T 1989

Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening af Jesper Clausen

239 Y WL O Æ KLE’T 1988

Ywl o æ Kle’t gennem 20 år af Røikjær Frich

243 Y WL O Æ KLE’T 1987

Skorstensfejersnak og -historier af Birte Holm Pedersen

247 Y WL O Æ KLE’T 1986

Mindeord om borgmester Kristian Enevoldsen af Røikjær Frich

251 Y WL O Æ KLE’T 1985

Minder fra Holmsland Klit af P. C. Nedergaard

259 Y WL O Æ KLE’T 1984

Tækkemand Søren Lodbjerg fortæller af Søren Lodbjerg

265 Y WL O Æ KLE’T 1983

Hvide Sande Redningsstation – 50 år af Chr. Mose Enevoldsen

269 Y WL O Æ KLE’T 1982

Holmsland Hallen af Mogens Tarp

273 Y WL O Æ KLE’T 1981

Maner hvad man yder af Hans Andersen

277 Y WL O Æ KLE’T 1980

Et møde med fortiden af P.K. Larsen

281 Y WL O Æ KLE’T 1979

1954-1979 Helligåndskirken i Hvide Sande af Jørgen Jensen

293 Y WL O Æ KLE’T 1978

Status over et fritidsområde eller Blade af Hvide Sande Hallens tilblivelseshistorie af Gunner P. Pedersen

297 Y WL O Æ KLE’T 1977

Abelines Gård ... af Gert Alsted / A. Bach

301 Y WL O Æ KLE’T 1976

Da det var til at få kautionister i Ringkjøbing af Vagn Bro

305 Y WL O Æ KLE’T 1975

Fra kommunens skrivebord og tegnebræt af Kr. Enevoldsen

309 Y WL O Æ KLE’T 1974

Min mor var ked af sin folkepension af Vagn Bro

315 Y WL O Æ KLE’T 1973

Det hændte, da slusen blev bygget af Vagn Bro

319 Y WL O Æ KLE’T 1972

Hvide Sande før, nu og fremover af Røikjær Erich

323 Y WL O Æ KLE’T 1971

Købmandsliv på Klitten i »gamle dage« af en gammel kjømman

329 Y WL O Æ KLE’T 1970

Da kineserskibet »Wanda« strandede ved Husby i 1902 af P. Pedersen

335 Y WL O Æ KLE’T 1969

Status ved overgang til den nye kommunestruktur af Kr. Enevoldsen

Ywl o æ Kle’t 2018

INDHOLDSFORTEGNELSE

7 K ÆRE ALLE

Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

9 REDNINGSAKTIONEN, S OM VERDEN ALDRIG V IL GLEMME

Sognepræst Daniel D. Kristiansen

13 K IRSTINE HAR NYDT HVER D AG I DEN LOKALE BRUGS Ole Tang

21 KLASSEBILLEDET –H VAD BLEV DER AF ... David Thomey Kristensen

31 F ISKEAUKTIONER FOR ALLE

Søren Lyhne Vejrup

39 K R. JUST'S REDSKABSHUS P Å TYSKERHAVNEN

Louis Kristensen

45 G LIMT FRA MINE LÆRERÅR V ED HVIDE SANDE SKOLE Kent Graversen

53 E T FYRTÅRN VED VESTERHAV SYD Holger Ejby Villadsen

60 ÅR ETS KONFIRMANDER

64 B ILLEDER FRA ÅRET

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard Angiv følgende reference: # 1 – ved tilbagemelding.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Hvide Sande Murerforretning ApS

Parallelvej 326 – 6960 Hvide Sande – Tlf: 9731 1383

Glædelig Jul & Godt Nytår

likeNORDISK

Strandgade 5 Hvide Sande

20220920

F ølg os på Facebook & Instagram

Kære alle

DAf Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

et er en stor ære at få lov at indlede Ywl o æ Kle’t – jubilæumsudgaven – et monument over 50 års fællesskab.

Vi lever i en tid, som på den ene side har været præget af stærkere og stærkere samfundsdannelse op gennem de årtusinder, vi ved noget om; og på den anden side opleves fremmedgørende, efterhånden som beslutninger tages på længere og længere afstand.

Det var tider, »dengang folk var fattige og arbejdede sig ihjel«, som Niels Hausgaard morede os med – det, vi husker, er nok oplevelsen af mere vedkommenhed og fællesskab.

Fællesskaberne er ikke længere drevet af umiddelbar nødvendighed, men de er der, og vi har stærkt brug for dem. Ywl o æ Kle’t er et af de rigtig smukke af dem. Det er, med årligt tilbagevendende fortællinger om hvad der foregår og foregik med til at vise os, hvem vi er og hvor fællesgodset ligger.

At det nuværende Erhvervssamvirke Vest for 50 år siden begyndte at udgive Ywl o æ Kle’t, er ikke en historisk tilfældighed. Man fik med forankringen og annonceringen løst et stykke praktik derhen at overskuddet blev – og bliver – anvendt på julebelysning i Hvide Sande til gavn og glæde for fællesskabet.

Det er en smuk udgave af juletidsskriftet, man sidder med her i 50-året for udgivelsen.

Ikke alene med eksemplarets fysiske fremtræden, forfatterskaberne og originaliteten i de udvalgte artikler; heller ikke alene på baggrund af Ywl o æ Kle’t -Udvalgets frivillige arbejde; men også fordi Ywl o æ Kle’t og dets historie og historier er et symbol på evnen til, ønsket om og viljen til at skabe noget til fællesskabets bedste.

I skrivende stund har valgkampindlæg i en fjern føderation omtalt måden at forvalte fællesskaber i Norden med forskrækkelse i sprogbrugen. Det kan man jo godt klukke lidt over i ens stille sind. Da bønderne etablerede andelsmejerier (ja, den er brugt mange gange), var der også røre. Forsamlingshusene, højskolerne, overenskomsterne og meget andet gods er tænkt op af mennesker, som ville skabe noget værdifuldt for fællesskabet. Og der er skabt meget godt gods tænkt op af gode mennesker som har haft vilje til at skabe noget godt for fællesskabet.

Jeg tror, der er brug for endnu mere fælles gods og fællesgodefinansiering i en verden, hvor det at være sig selv nærmest nærmest er eftertragtelsesværdigt.

Det giver rigtig god mening for udgiveren at være udgiver for noget så godt som Ywl o æ Kle’t.

At Ywl o æ Kle’t så også er med til at finansiere et fællesgode er jo lige til at få julelys i øjnene over – ikke mindst i denne tid.

Der skal lyde en stor tak til annoncører, skribenter og udvalget bag Ywl o æ Kle’t. Uden dette engagement havde det ikke været muligt igen i år at udsende julehæftet.

Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne ønske alle glædelig jul og godt nytår. 

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Tlf: 2445 0664

Geflevej 154 . 6960 Hvide Sande

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Småkager hører julen til...

Kan du li’ lugten i bageriet - Det ka’ vi, og derfor er der en duft af friskbagt kvalitetsbagværk flere gange dagligt fra

Hvide Sande Bageri

v/ Martin Thygesen 6960 Hvide Sande e-mail: info@hvidesandebageri.dk

Tlf. 97 31 10 32

HUSK! Hele december måned: Friskbagte brune kager, pebernødder, klejner og sukkerkringler - hver dag

Vi ønsker alle vore kunder en rigtig glædelig jul og et godt nytår

Redningsaktionen, som verden aldrig vil glemme

Af sognepræst Daniel D. Kristiansen

»Hver dag inden han tog på arbejde, fortalte vi, at vi elskede hinanden. Saman sagde engang, at vi ikke ved, hvornår vi skal dø, så vi skal huske at nyde hver eneste dag«. Sådan lød hustruens afskedsord til mindeceremonien for den 38-årige tidligere officer og specialtrænede dykker i den thailandske flåde. Hendes afdøde mand, Saman Kunan havde kort tid forinden sagt sit arbejde i flåden op for at kunne bruge mere tid på sin familie.

Men så var det, at Saman Kunan en dag blev opmærksom på en nyhed i medierne, som gik verden rundt i sommeren 2018: Historien om, at et thailandsk fodboldhold med tolv drenge og deres træner var blevet spærret inde i den oversvømmede Tham Luang-grotte. Fodbolddrengene havde søgt ly i grotten på grund af et kraftigt regnvejr, men regnvejret udviklede sig til et sk ybrud, og regnmasserne væltede ind i grotten, så drengene blev trængt dybere og dybere ind i den oversvømmede grotte. Til sidst sad de i en lille luftlomme fire kilometer inde i grotten –fortabte, indespærrede af enorme vandmasser.

Saman Kunan tog afsked med sin kone og sin familie, og drog afsted til Tham Luanggrotten, hvor han meldte sig som frivillig i den redningsaktion, som nu blev sat i værk. I flere dage søgte dykkerne efter de fortabte drenge i de lange, mørke, oversvømmede grottegange.

Drengene blev fundet i live, men de var forkomne og udmattede og ikke i stand til selv at svømme og dykke den lange vej ud af grotten. Tiden var knap. Beregninger viste, at der kun var ilt tilbage til få døgn. For at kunne få drengene reddet ud, måtte der placeres iltflasker på kritiske steder på den oversvømmede underjordiske rute. Den 6. juli 2018 dykkede Saman Kunan ned i dybet med iltflasker til de nødstedte, men han nåede ikke at komme tilbage fra dybet, før han selv løb tør for ilt. Han kom ikke ud af grotten i live.

Den 8. juli 2018 påbegyndtes evakueringen af drengene, og den 10. juli kunne redningsholdet meddele, at alle tolv fodbolddrenge og deres træner var reddet ud af grotten! »Redningsaktionen verden aldrig vil glemme«, skrev pressen. Jublen kunne bryde løs, da de nødstedte kom tilbage til livet, tilbage til lyset, tilbage til genforeningen med deres kære. Men der var en alvor midt i glæden: ét navn var på alles læber: Saman Kunan, som havde været villig til at bringe det største offer et menneske kan give – sit eget liv.

Julens budskab handler om, at Gud satte sin store redningsaktion i gang. Gud lod sin søn forlade sin himmelske verden for at dykke ned i dybet – ned til vores jord, for at redde os ud af vores fangenskab. For selvom vi glæder os over livet – ikke mindst ved juletid, – så kender de fleste mennesker også til følelsen af mørke og indespærrethed. Nogle gange kan vi måske

e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 89 – ved tilbagemelding.

opleve livet som en oversvømmet grotte. Vi kan være indespærrede i sorg eller i vrede. Eller vi kan sidde fast i en hverdag, hvor vi er ved at drukne i travlhed og opgaver. Eller krav og utilstrækkelighed kan holde os fangne. Bibelen taler om, at vi er bundne af synden, døden og djævelen. Derfor måtte der sættes ind med den helt store redningsaktion. Aktionen lykkedes, men redderen måtte bringe det største

offer et menneske kan give – sit eget liv. Det er julens alvor og julens glæde. At redningsmanden var villig til at dykke helt ind i det mørkeste dyb for at frelse os. Englen sagde: Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folk: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren (Luk 2, 11).

Glædelig jul!

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

Vi ønsker alle vore kunder EN GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR

Gå på julegaveindkøb hos din lokale møbelhandler

Parallelvej 78 · 6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 16 59 · www.KlittensMøbler.net

KLITTENS MØBLER & TÆPPER

Kirstine har nydt hver dag i den lokale brugs

Tidligere uddeler Poul Koldsgaard skulle spørge Kirstine Aarup et par gange – inden hun gav sig.

Kirstine var nemlig glad for sit arbejde hos slagter Iversen i Ringkøbing, hvor hun var udlært, men da Koldsgaard, uddeler gennem mange år, blev ved, så slog hun til.

– Hvis jeg sagde ja-tak til Koldsgaards tilbud, så kunne vi spare en bil, og jeg var i cykelafstand fra Brugsen, så jeg slog til, begyndte i Kloster i foråret 1976, og det har jeg aldrig fortrudt, slår den nu 65-årige kvinde, opvokset på Holmsland, fast.

Det blev til 18 år i Brugsen, inden Koldsgaard selv gik på pension, og hvor Kirstine så var det naturlige valg som ny uddeler – en funktion hun har bestridt lige indtil foråret 2018, da hun gik på pension.

- Ikke sådan, at jeg føler mig slidt op og færdig. Jeg synes, jeg har et godt helbred og kræfter endnu – og jeg har også meldt mig til diverse frivillige jobs i lokalområdet, men jeg har ønsket mere tid sammen med min mand Anders, samt til vore børn og børnebørn – og det kommer jeg til at nyde efter rigtigt mange år med mange arbejdstimer. Jeg har aldrig talt timerne, men jeg har nydt dem – og aldrig været ked af at skulle på arbejde, slår hun fast.

Kirstine Aarup er stolt af, at hun har kunnet sende en gældfri butik videre til sin afløser, og også stolt af, at hun har kunnet aflevere en butik, der ikke stod med mange og store behov for investeringer.

– V i har haft det princip, at vi ikke har brugt penge, vi ikke har haft. Derfor har økonomien altid været på plads. Det har givet tryghed – man har naturligvis altid kunnet ønske sig mere: Større overskud, større dividende (sidste gang i 2001), større omsætning, men at drive en brugs som den i Kloster er og bliver hårdt arbejde, og vi står og falder med lokalbefolkningens opbakning

Fakta om Kirstine Aarup:

Født i Tim i 1953.

Uddannelse: Folkeskole, Brejninggård Efterskole, Ringkøbing Handelsskole og dernæst udlært i 1973 som butiksslagter hos slagter Iversen i Ringkøbing.

Fra 1976 ansat som 1. assistent i Holmsland Brugsforening, og uddeler samme sted siden 1994.

Gift med Anders og mor til Lene, Ole og Kurt.

Af Ole Tang

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks. Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 42 – ved tilbagemelding.

– også selv om vi har nydt godt af turisterne og en pæn omsætning til kunder og institutioner i Ringkøbing, som har fået varerne bragt.

Butikken har gennem årene givet arbejde til mange ansatte – under Kirstine Aarup to fuldtids-ansatte og to deltids og dertil en håndfuld ung-arbejdere, for åbningstimerne har været mange.

–Og jeg er da lidt stolt af at kunne sige, at mange af de unge, vi gennem årene har haft ansat i Brugsen stort set alle er kommet rigtigt godt videre i samfundet. Mange har fået flotte uddannelser, og det er virkeligt noget, der glæder mig, ligesom det er dejligt at få en knus af dem, når de er hjemme på besøg.

– Jeg har haft det så privilegeret, at jeg kan sige, at mit arbejde også har været min hobby. Det har været mit liv at drive brugsen, så derfor er jeg også på bar bund i forhold til, hvad tiden nu skal fyldes ud med: Jeg har ikke haft hobbyer ved siden af arbejdet, men jeg fik en flot gave af kunderne, da jeg stoppede, nemlig penge til en fin cykel, og den vil jeg bruge. Den har jeg brugt hen over sommeren og jeg nyder at få pulsen op. Jeg har børnebørn i Tim, og der er en dejlig cykeltur op.

- Og så har jeg som sagt meldt mig flere steder: Jeg vil give en hånd med i Kulturcentret, når der bliver ringet, jeg vil hjælpe med gulvvask og bordopsætning, og jeg har meldt mig til plejehjemmets »skubberhold«, ligesom jeg vil give en hånd med i børnehaven, når de har behov.

Noget at det første, der skete efter pensioneringen var en ferie med hele familien men ellers har ferie ikke fyldt meget i hendes kalender.

– V i har haft åbent 365 dage om året i butikken, og jeg har holdt 1 uges ferie årligt, så det har så godt og vel været et fuldtidsjob, men som sagt, jeg har nydt det.

Der har naturligvis været op- og nedture undervejs – et par indbrud gavnede ikke humøret – men i baglygtens skær kan Kirstine da godt smile lidt af dengang, da hun og Anders sad nattevagt på hver sin stol for at sikre, at ikke flere ubudne gæster kom ind.

– Selv om også mange lokaler rejser ud i sommertiden, så har juli-august typisk været butikkens bedste perioder af året – ikke mindst grundet handel med turister fra primært Lodbjerg Hede og Houvig, som slår vejen forbi.

– Og det har været rigtigt sjovt at følge tyske familier, der er kommet år efter år: Set deres børn blive store – og set deres glæde, når man har kunnet genkende dem fra den ene sæson til den anden. Det har betydet noget, slår hun fast.

Efter sin pensionering har Kirstine Aarup haft det svært med at komme i sin arbejdsplads gennem mere end 40 år – og hun ønsker ikke at kommentere på hvorledes fremtiden bliver for butikken.

– Det er ude af mine hænder og jeg skal ikke blande mig mere, men i en omskiftelig verden, der håber og tror jeg da på, at der også er en dagligvarebutik i Kloster om 10 år.

Kirstine Aarup.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Kirkerne på Klitten ønsker alle en god jul og et velsignet nytår.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

Stor tak til alle de mange frivillige, som har hjulpet i alle kirkens arbejdsgrene i det forgangne år.

De tre menighedsråd ved

Kirkerne på Klitten

– En butik er livsnerve for et lokalsamfund sammen med skolen – og virkeligheden er, at husejerne kan smide 100.000 kr efter deres hus i tab for hver af den slags ting, der lukker.

– Det har været en fantastisk sommer at have fri – den ene gode dag har afløst den anden, og vi har nydt friheden, sagde Kirstine Aarup til dette interview i første halvdel af september.

– Nu glæder jeg mig til at komme ind i hverdagen, at nyde de muligheder, der vil opstå og få br ugt min nye cykel. Jeg har ikke noget imod, det blæser. Pulsen må godt komme op og jeg skal sige tak til mange, både til min familie, til brugsens bestyrelse og til mine medarbejdere, for den opbakning, jeg altid føler, jeg har fået.

Små-historier:

Gennem årene har der fundet massevis af små sjove hændelser sted i brugsens regi. Kirstine Aarup har naturligvis ikke ønsket at hænge medarbejdere eller kunder ud, men et par små historier er kommet til redaktionens kendskab.

Kattefoder/kattegrus

Gennem mange år var Hans Tang fra Sønderby en trofast kunde i Brugsen i Kloster. Den ældre mand (døde som 94-årig i 2008) havde på sin ejendom i Sønderby nogle katte, som han købte foder til i brugsen, og det var ikke nødvendigvis det dyreste produkt, han gik efter.

Ved en lejlighed fandt han en pose, som han syntes så billig ud. Da han kom til kassen oplyste den venlige medarbejder, at der var ekstra rabat, hvis han købte to poser – og det blev så gjort.

Hjemkommet til ejendommen ville de kræsne katte ikke spise det nyerhvervede foder, og han klagede sin nød til en nabo med skarpere øjne. Denne kunne oplyse, at der var tale om kattegrus, hvilket vel gjorde »kræsenheden« mere forståelig …

–Det havde de ikke!

Livet igennem boede Kitte og Theodor Kjærgaard på hovedgaden i Kloster og brugte som så mange andre brugsen som dagligvarebutik.

I deres alderdom var det typisk Theodor, der fik en seddel af Kitte over de ting, der skulle bruges i husholdningen – men som tiden gik kom han stadig oftere hjem uden det ene og det andet, som ellers stod på listen.

Kunderne i Brugsen i Kloster samlede ind til en gave, da Kirstine Aarup i foråret gik på pension – og de indsamlede midler blev brugt til at købe en ny cykel, som Kirstine er meget glad for, og som stort set dagligt bliver brugt.

– Har du glemt at købe det? ville fruen så naturligt nok vide, når han kom tilbage fra indkøbet

– Nej, de havde det ikke. Det var udsolgt, var det svar, hun typisk fik.

På et tidspunkt klagede hun så til Kirstine Aarup over det manglende udvalg.

– V i har skam varerne, men Theodor kan ikke få sig selv til at spørge om hjælp, hvor de står/ligger, når han ikke selv kan finde dem, var uddelerens forklaring.

Uden musik

En trofast kunde, Kristian Sørensen, har flere gange været ved Kirstine for at slå fast, hvad en dagligvarebutik i Kloster betyder for lokalsamfundet:

»Kloster uden butik er – som at danse uden musik«, er hans udlægning af teksten … 

JULEN HANDLER OM NÆRVÆR – DET GØR

HVERDAGEN OGSÅ

I julen kommer mennesker hinanden mere ved. Vi giver os lidt bedre tid, er lidt mere imødekommende – og har lidt hurtigere til smilet. Vi er lidt mere nærværende.

Hos vestjyskBANK holder vi ikke jul hele året –men vi er altid nærværende.

Vi ønsker alle god jul og godt nytår – med masser af NÆRVÆR

vestjyskbank.dk/hvidesande

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Café M ina ønsk alle en glædelig jul samt et godt nytår.

Tak f i år.

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Marina Café

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Toldbodgade 20

6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 1006

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

www.cafem ina.dk

Skal udgå fra 2019

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

med godkendelse eller re elser.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

Jørgen Jensen a/s

Vi ønsker alle en god jul samt et godt nytår

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

AUTOMOBILER

Angiv følgende reference: # 53 – ved tilbagemelding.

Vi ønsker jer en glædelig jul og et godt nytår

Metheasvej 11 – 6960 Hvide Sande

Tlf. 2858 7505 – info@nordso sk.dk

Rødspættevej 2 . 6960 Hvide Sande . Tlf. 2266 0888

Klassebilledet –hvad blev der af ...

TAf David Thomey Kristensen

ak til Ywl o æ Kle't for at jeg må være en del af dette års udgave. Det er en fornøjelse at få lov til at fortælle om sig selv og gå igennem minderne igen. Rart at man ikke er helt glemt hjemme i fødebyen. Jeg er nu ikke så fremmed i Hvide Sande og er næsten hjemme en gang om måneden for at besøge min fa-

milie. Jeg bor heller ikke så langt borte, men bor lige et smut over Limfjorden i Klitmøller i Thy, også kendt som »Cold Hawaii«. Min vej dertil går dog ad snørklede veje og det vil jeg fortælle mere om her …

Efter min studentereksamen som sproglig student på Ringkøbing Gymnasium (2001), valgte jeg, som så mange andre på det tidspunkt, at tage et sabbatår for at se lidt af verden. Jeg rejste til Sydafrika med et par venner, da vi skulle besøge en fælles ven vi havde fået på Ringkøbing Gymnasium (udvekslingsstudent). Turen til Sydafrika blev for mit vedkommende ikke en engangsaffære, og jeg endte med at tage et semester på »Cape College« i byen Cape Town i Sydafrika (2003), sammen

6. Y 1994/95 Fjordskolen. –I ringen David Thomey Kristensen. –T.v. klasselærer Hans-Henrik Onsberg. T.h. skoleinspektør Henrik Nielsen.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

med godkendelse eller re elser.

Glædelig jul og godt nytår.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

www.strandbygaard.dk

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

Fra HUSET TIND ønsker vi alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår!

Røjklitvej 10 – Kloster 6950 Ringkøbing

Tlf.: 97337778

www.huset-tind.dk

med en ven. Turene til Afrika blev betalt med arbejde på Vestas i Ringkøbing og senere Hvide Sande Havn, ind imellem mine ture.

Semestret på »Cape College« var på en kreativ linje med design og kunst. Lige siden jeg var dreng har jeg tegnet meget og været fast besluttet på at skulle ende som animator (tegnefilmstegner), så sådan et semester var oplagt som forberedelse. Det varede et halvt år og det var lidt af et vendepunkt i mit liv, med store oplevelser, venskaber og erfaringer. De 6 måneder på egen hånd i en storby i Sydafrika var noget anderledes end livet hjemme i lille Hvide Sande. Under mit ophold i billedskønne Cape Town, samt de andre ture til Sydafrika, begyndte jeg at paddelsurfe (uden sejl). Denne sportsgren/livsstil greb mig med storm og jeg er aldrig rigtig hoppet af den bølge igen.

Jeg vendte hjem nærmest forvandlet med masser af erfaringer og refleksioner samt en ny passion: surfing, som nærmest fortjener et afsnit for sig selv, taget i betragtning af hvor meget det har fyldt i mit liv siden da.

Surfing har aldrig været helt fremmed for mig, da jeg er vokset op 500 meter fra havet og har gået i skole op ad fjorden på Fjordskolen. Mange af mine venner var surfere (mest windsurfing dengang) og jeg havde også prøvet at windsurfe lidt på fjorden om sommeren, men paddelsurfing (bølgesurfing) var en helt ny og anderledes surfdisciplin (i Danmark) og det forgik jo på havet! Da jeg første gang kom hjem fra Sydafrika, fandt jeg ud af, at nogle af mine gamle venner, som var surfere, også paddelsurfede i Hvide Sande. Det havde jeg aldrig set eller endda tænkt

David på en god bølge i Thy (Cold Hawaii).

som en mulighed. Som fiskersøn er man jo også opdraget med en stor respekt for havet, men min fascination for at ride bølger vaskede ret meget af frygten væk, men efterlod dog respekt. Sjovt nok, så var det min far, der var det mindst bekymrede familiemedlem, da jeg startede.

At surfe i sin hjemby, hvor man voksede op, ændrede mit liv og perspektiv på livet dramatisk.

Det skal siges, at selv om dette kun er ca. 17 år siden, så var der kun en håndfuld lokale der surfede (uden sejl) bølger i havet (Mads Sand, Kristian Rønn, Kristian Skomager, Per Andresen, Rune Sørensen m.m.). Det var nyt, folk rystede på hovedet af os, og de lokale surfbutikker solgte nærmest ikke udstyr til surfdisciplinen – lidt svært at tro på i dag, når man ser hvor meget sporten, især bølgedisciplinerne, er eksploderet de sidste 5 år, også i Hvide Sande.

Det var så fedt, at man faktisk kunne få gode bølger i sin hjemby. Vi surfede så tit vi kunne komme til det. Jeg startede med at arbejde i Hvide Sande på havnen igen, da jeg manglede penge efter den lange tur, men jeg havde nu heller i kke travlt med at komme fra Hvide Sande efter så lang tid i et andet land. Det faktum at jeg kunne surfe i min hjemby satte også lidt en dæmper på at ville videre for at studere/tegne.

Vi syntes efterhånden, at der var langt imellem de gode dage på havet, men fandt hurtigt ud af, at vi surfede i den forkerte sæson – om sommeren. De gode bølger kom typisk om efteråret, men våddragterne var ikke helt varme nok. Med hjælp fra Westwind startede vi vores første vintersurfsæson i 5 m.m. tykke windsurfvåddragter med neoprenhandsker fra Frits Kott (hvor min

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks. Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard Angiv følgende reference: # 79 – ved tilbagemelding.

Dyrlæge Center Vest

Får du besøg i julen?

Dine gæster kan overnatte hos

Suptropisk badeland åbent for alle. Lodbergsvej 245 • Søndervig • 97 33 92 00 www.danland.dk • www.dancenter.com 2095_ann_68x48_okt2016.indd

Havnen

Nord

lillebror Esben arbejdede). Og en helt ny verden af udfordrende bølger og adrenalinkick åbnede sig for os. Det var så også her, at jeg valgte at stoppe med at ryge, da vintersæsonen krævede en til tider overmenneskelig form. Det var også da vi startede med vintersurfingen, at vi blev nødt til at begynde selv at importere »shortboard« surfbrædder hjem fra udlandet, da de gamle plastiklongboards (lange, begyndervenlige brædder) ikke altid var gode på vinterbølgerne. Westwind surfbutikkerne i Hvide Sande var ikke helt med på den del på dette tidspunkt endnu, men de kom hurtigt efter det. Samtidig begyndte vi også at køre op og ned af kysten for at lede efter nye sandbanker og moler, der kunne give gode bølger og læ for vestenvinden.

Efter et par år med meget fokus på surf og arbejde i Hvide Sande, afbrudt af ture til Sydafrika med surf og ind imellem skole, så var det vist også blevet til lige lovlig mange sabbatår og tid til at skulle videre (året var nu 2004. Og jeg havde jo stadig en drøm om at blive animator).

I Danmark studerer man til animator i Viborg på Animationsskolen og ofte starter man på deres tegneskole hvor man lærer håndværket fra bunden. Jeg tog kurset, der varede et halvt år, og startede derefter på medieskolerne i Viborg fordi jeg var flad (altså økonomisk –tegneskolen og en del af animationsuddannelsen var på dette tidspunkt ikke statsstøttet) og havde brug for noget momentum inden optagelsesprøven til Animationsskolen.

Jeg var dog begyndt at tvivle på, om det virkelig var min drøm at blive animator. Jeg havde blindt villet det siden jeg var dreng, men

rejserne og surflivsstilen i Hvide Sande havde ændret mit perspektiv på livet og fremtiden. Hvide Sande og vestkysten generelt var gået fra at være et sted man voksede op, og som ung måske syntes var lidt kedeligt og »langt væk fra alt«, men lige pludselig var det blevet centrum og det sted man helst ville være i hele verden (eller i hvert fald i Danmark).

Animationsuddannelsen og jobbet var også anderledes og dyrere end jeg havde forstillet mig, og mit talent var ikke så stort, at jeg ikke skulle arbejde hårdt for at blive uddannet til et job, der højest sandsynligt ville tage mig steder hen (storbyer som London og New York) hvor jeg egentlig ikke ville være. Jeg var blevet nyforelsket i Nordsøen og vestkysten.

Så jeg droppede ud og flyttede til Hvide Sande igen, efter et halvhjertet forsøg på at komme ind på designskolen i Kolding samt København, og fik arbejde på Sea Sight (som tømrerarbejdsmand) og Bella Italia (som pizzabager) og surfede i fritiden.

Efter et halvt år foreslog min kære moder mig at bruge mine kreative talenter som lærer eller pædagog. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere glad blev jeg for ideen, da jeg egentlig også altid har holdt af børn og da jeg havde mange andre interesser, der kunne bruges som lærer: idræt, historie osv. Så i 2006 startede jeg på læreruddannelsen i Odense og flyttede derover med en kæreste fra Thy. Jeg gik der i to år, før vi besluttede os for at flytte til Thy. Hun ville hjem til familien og jeg ville hjem til Vesterhavet, men var ret frisk på at skulle til »Cold Hawaii« (Ikke ret mange kaldte det det dengang). Vi flyttede lidt rundt i Thy imens jeg fortsatte uddannelsen på

Skive Lærerseminarium (god pendleafstand fra Thisted). I sommerferierne arbejdede jeg som surfinstruktør hos Westwind i Klitmøller.

Surfingen og bølgerne i Thy var endnu en øjenåbner for mig, fordi jeg her oplevede store og perfekte bølger, som jeg aldrig troede man kunne opleve i lille Danmark. Jeg havde surfet i Thy før med mine surfvenner fra Hvide Sande på roadtrip, men da jeg først slog mig ned og oplevede den første hele efterårs/vintersæson der, så var jeg fuldstændigt blæst omkuld. Jeg havde aldrig haft så god surf i Danmark. En anden ting som blæste mig omkuld i Thy var naturen; nationalparken sætter rammen for en storslået natur jeg aldrig har set mage til i Danmark, med store vidder hvor man aldrig skulle tro, at der har været et menneske. Det er fantastisk at leve med de kulisser.

I 2010 blev jeg færdiguddannet lærer på Skive Seminarium og fik job med det samme på Frøstrup Skole. Jeg har siden da arbejdet fuld tid som lærer på 3 forskellige skoler i Thy, og arbejder den dag i dag som lærer på Klitmøller Friskole. Jeg er den dag i dag stadig rigtig glad for at være lærer. Jeg bruger mange forskellige kompetencer i mit job, hvilket gør det afvekslende og alsidigt, og jeg kan godt lide kontakten med børnene. Det giver rigtigt meget, selvom det nogen gange også tager noget.

Det er en fornøjelse at arbejde på Klitmøller Friskole, der er en lille skole i vækst pga. baby-

boom og stor tilflytning af børnefamilier til byen. K litmøller/Cold Hawaii og surfing er jo blevet berømt i lille Danmark og faktisk også verden, og det nærmest vælter ind med både turister og tilflyttere og medier hvilket er godt for byen, men ind imellem godt kan tage pusten fra en. Men folk ryster da ikke på hovedet af en mere, når man kommer gående op ad hovedgaden med vintervåddragt og surfboard i januar måned.

Min første Thy-kæreste og jeg slog op kort efter jeg blev lærer, og derefter flyttede jeg fast til Klitmøller, som i dag er centrum i det område, der bliver kaldt Cold Hawaii. Jeg flyttede ind i et »surfkollektiv« med 3 venner, og der levede vi godt i ca. 2 år med masser af besøgende surfere, nye venner, arbejde, surfrejser (i skoleferierne) til Portugal, Sydfrankrig, Irland og Marokko. Masser af lokal surf samt en hel del frivilligt arbejde. Ud over gode bølger, så er der en ret stor frivilligånd i mange af foreningerne i Klitmøller og vi blev hurtigt involveret i NASA – den lokale surfklub – surfskoler, konkurrencer og surffestival. Det var en god tid og mange af de venner jeg fik i den periode hænger ved i dag og bor stadig i Klitmøller. Livet var godt og Klitmøller ligger ikke mere end 2 timer fra Hvide Sande og turen derned, langs vestkysten er ind imellem en surfers drøm, så turen hjem var nogle gange et surfeventyr.

Det var faktisk igennem frivillig arbejde i surfklubben, at jeg mødte det vel nok største vendepunkt i mit liv, og den dag i dag stadig mit omdrejningspunkt i tilværelsen, nemlig min kone Stella. Vi mødtes til surfklubbens kvindesurf (Qsurf) hvor jeg var instruktør og Stella var surfelev. Stella er en rigtig Mølbo (opvokset i Klitmøller), men var færdig med studiet på Aarhus Universitet da jeg mødte hende, og hun arbejdede som undervisningsassistent på universitetet. Det startede som en sommerflirt, som blev til kæresteflirt, som blev til par der bor sammen, som blev til forældre og ægteskab.

Inden vi fik børn rejste vi en del sammen (især for at surfe) og hun var lige et smut i Odense i et års tid for at forske lidt, men i dag har vi hus i Klitmøller og to helt fantastiske piger sammen: Lilly fra august 2015 og Pil fra januar 2018. De 3 er mit et og alt, og vi har det bedste liv man kan ønske sig, lige her på skulderen af Danmark. 

Far og datter i klitterne.

Landbobanken

ønsker alle en glædelig jul

Vi ønsker alle en rigtig god jul samt et godt nytår.

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2018 og på gensyn i 2019.

Jacob Vandborg Tlf. 7624 9573

Niels Chr. Stage Tlf. 7624 9568

Frederik Thorup Tlf. 7624 9563

Kirsten Backs Tlf. 7624 9574

Henrik Pagaard Fiskeri-teamet Tlf. 7624 9289

Stormgade 10 | Hvide Sande | Tlf. 9731 1500 landbobanken.dk

Lene D. Møller Tlf. 7624 9565

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

www.esmark.dk

Bjerregård

Tlf. 97 31 50 40

Søndervig

Tlf. 97 31 55 40

G. BECH-HANSEN A/S

Enghavevej 21 · DK-6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 12 00 · www.bech-hansen.dk

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 90 – ved tilbagemelding.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

Fiskeauktioner for Alle

Af Søren Lyhne Vejrup

»Enogtres, zweiundsechzig, treogtres« – sådan lyder det søndag efter søndag i auktionshallen i Hvide Sande, efter at der er budt »Velkommen/Willkommen til Fiskeauktion/Fischversteigerung«.

Her oplever mellem et og to tusinde turister og adskillige lokale, hver søndag sommeren og en del af efteråret igennem en, så godt som, autentisk fiskeauktion afviklet med højt humør og tempo.

Portionerne er af passende familiestørrelse, f.eks. 2 kg. rødspætter, en pæn torsk eller mørksej, en stor grim havtaske »für die grosse Familie«, et halvt kilo fine jomfruhummer eller rejer.

Oplevelsen af selv at have erhvervet familiens aftensmad i »kamp« med alle de øvrige turister har nok større betydning end prisen og er helt sikkert noget der bliver talt om både til måltidet og derefter når ferien huskes. Endnu bedre er det, hvis et af familiens børn får lov at byde og køber fisken. (Auktionarius har et godt blik for børns bud – enkelte gange også efter at Far har sagt stop …)

Når fisken så er indkøbt og man måske er i tvivl om, hvordan man klargør og tilbereder den, står en flok pensionerede fiskere klar til at hjælpe. Her flås, fileteres og rådgives på, så godt som, flydende dansk/tysk mod et mindre og frivilligt vederlag.

Straks man nærmer sig auktionshallen, er man ikke i tvivl om at her laves mad! En liflig duft af friskstegte fiskefileter og fiskefrikadeller breder sig både ude og inde. Det kan stimulere appetitten hos enhver, og de fleste af dagens gæster lader sig da også friste til at spise frokosten i de rustikke omgivelser midt imellem fiskekasser, gaffeltrucks og sorteringsanlæg. Også adskillige lokale slår vejen forbi for at nyde søndagsfrokosten og samtidig støtte arrangementet.

I køkkenafdelingen arbejder 12-15 frivillige, både mænd og stegedamer, med opstilling af køkkenet, stegning af fileter og fiskefrikadeller, smøring af tilhørende rugbrød, salg af mad, øl og vand og til slut rengøring og oprydning.

I fiskeauktionsafdelingen arbejder otte-ti frivillige hårdt og hurtigt med opstilling, afvejning af fisken, (stadig med tid til en sludder med nysgerrige/interesserede) udbringning og afregning med købere og bagefter oprydning og rengøring. Alt foregår med masser af kvikke bemærkninger og rigtig god stemning.

Klittens Borgerforening havde indtil 1981-82 ligget mere eller mindre i dvale, da en flok ildsjæle besluttede at foreningen da måtte genoplives.

Idéen til auktionerne fremkom egentlig under aktivitetsforslagene som en tanke om, at hovmestre på kutterne skulle stille op og konkurrere på opskrifter; men hurtigt viste det sig, at de aldrig kunne stille op samtidig om sommeren, hvor fiskeriet var godt og de sjældent var hjemme på samme tid.

Derfor besluttede den daværende bestyrelse, bl.a. Ulla og Ebbe Madsen og ikke mindst Simona Sørensen »Monna«, at man kunne »nøjes« med at lave en stor gryde fiskesuppe og derudover stege et par rødspættefileter og fiskefrikadeller. Hvis man så samtidig kunne afholde en lille fiskeauktion, så skulle der da nok dukke et par turister op. Det har så siden vist sig at holde stik …

De første auktionsarrangementer foregik med en hel fredags forberedelse af frikadellefars: hakke, røre m.m. i køkkenet hos Ulla & Ebbe. Andre tog sig af bestilling af drikkevarer, brød m.m.

I løbet af torsdag-fredag var indkøbet af fisk til auktionen foregået og i de første år var man heldige, at mange kuttere donerede fisk til arrangementerne, da alt hvad man kunne skabe af overskud gik til ungdomsarbejdet i byen.

Lørdag morgen tidlig mødtes så 10-12 mand og begyndte at skaffe, hvad nu syntes nødvendigt – et par aflagte gaskomfurer til kogning og stegning, (der blev hurtigt brug for flere) borde og bænke blev lånt på sømandshjemmet og fragtet i auktionens gamle isvogne.

Kl. 10 blev der så ringet til auktion og der blev kigget spændt udenfor portene, om der mon ville dukke nogen turister op …

Det gjorde der!

Allerede de første auktionsarrangementer blev store succeser, på trods af, at de blev afholdt på lørdage, som jo er skiftedag i feriehusene. Efterhånden som byens handlende så potentialet i måske også at have butikkerne åbne om søndagen, når gæsterne havde fundet sig tilrette i husene, blev der lagt et stort pres fra de handlendes side om at flytte arrangementerne til søndage. Her fandt man efter hårde økonomiske forhandlinger et, for alle parter, godt kompromis.

I dag er arrangementet stadig i hænderne på Klittens Borgerforening i godt samarbejde med KFUMs Håndbold, Hvide Sande, hvor man deler arbejdet og overskuddet ligeligt.

Klittens Borgerforening sørger så for en del af arbejdskraften ved, som modydelse for donationer til andre foreningers ungdomsarbejde, at forlange et par arbejdstimer af et antal frivillige til auktionsarrangementerne.

Antallet af auktioner er gennem tiden øget betragteligt – fra én det første år og 2-3-4 de næste 7-8 år – til i dag i alt 15-16; men selve arbejdet er gennem investeringer og effektiviseringer blevet meget mere overskueligt. I stedet for at fragte fire gamle gaskomfurer igennem byen på en vakkelvorn bordplade på en gaffel-

»Auktionarius Søren Lyhne Vejrup: »Enogtres, zweiundsechzig, treogtres«...«. Foto: Holmsland Klit Turistforening.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 80 – ved tilbagemelding.

truck ført af en, næsten gammel nok, håndboldspiller og knokle borde og bænke op og ned ad Sømandshjemmets kældertrappe, foregår det hele i dag meget mere professionelt.

Der er i fællesskab investeret i moderne koge/stegeaggregater, vogn til oplagring og transport af materiel og ikke mindst i et professionelt lydanlæg, (som vi før lejede) så alle de fremmødte, om de vil eller ej, kan høre hvad der bliver sagt/solgt.

En betingelse for den succesrige afvikling er stadig også velvilje fra Hvide Sande Havn til at udlåne auktionshallen og ikke mindst auktionens personales store fleksibilitet, når deres arbejdsplads benyttes til et så anderledes formål.

Desuden er der videreudviklet på det omfattende samarbejde mellem Foreningen Havnen, Holmsland Klit Turistforening og alle andre implicerede i den erkendelse, at en fast kalendersat aktivitet gavner alle, både i gæsternes ferieplanlægning og i områdets markedsføringsmæssige strategi.

Den oprindelige holdning til hele konceptet »Turistauktion« er, som dengang, sammen med

Monnas Frikadelleopskrift, at: »Vi skal have det sjovt, på begge sider af disken!«

Det smitter!

– og overskuddet går stadig udelukkende til ungdomsarbejdet i byens foreninger!

Én af de mange mindeværdige episoder opstod da to personer i hver sin ende af området bød og bød og bød på en flot laks – da manden endelig fik buddet (meget højere end vi regnede med) havde han ikke kontanter nok og ledte efter konen. Da han endelig fandt hende og fortalte hvad de skulle have til aftensmad, kunne hele hallen høre hende: »Var det DIG der bød mig op? – din …«

God Jul og vel mødt til sommerens Fiskeauktioner for Alle

Foto: Johannes Tarp.

Foto: Johannes Tarp.

Det er os med de populære mærkevarer. Glæd familien med skønne julegaver!

VI HAR LANDSDÆKKENDE BYTTESERVICE I VORES BUTIK

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

• Udgravning/minilæsser/ IHI gravemaskine

• Sand og grus

• Udlejning af container

• Bortkørsel af affald

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et nytårgodt

HJS Transport ApS

v/Jens & Hans Jørgen Skaanning Fabriksvej 16, 6960 Hvide sande

Tlf. 3097 7892 – 4017 3735

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks. Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard Angiv følgende reference: # 101 – ved tilbagemelding.

Glædelig jul og godt nytår

Tlf. 2099 0282 www.ps-murer.dk

Alt murerarbejde udføres

Kvalitetsarbejde til en god pris – 12 års erfaring i murerfaget

Kirkevej 4 – 6960 Hvide Sande | Tel.: 98 32 23 30

Kr. Just's redskabshus på Tyskerhavnen

Af Louis Kristensen

Niels Jensen Kristensen reparerer åleruse.

Min bedstefar, Niels Jensen Kristensen, fisker i Nr. Lyngvig, fik bygget huset på Lyngvig havn midt i 1930'erne.

Det var tømrer Nielsen, der stod for byggeriet. Han vidste, hvordan et stykke træ skulle vende. Alle vinduerne på nær et par bundstykker var gode i 2016.

Huset var med stråtag i Lyngvig. I 1942-43 blev det delt i fire stykker og sejlet til Tyskerhavnen og blev sat op, hvor det står nu og dækket med tagplader.

Fakta om redskabshusets ejere:

Niels Jensen Kristensen. Fisker i Nr. Lyngvig. Født 9. aug. 1885 i Nr. Lyngvig – død 3. juli 1962.

Sønnerne:

Kristen Kristensen (Kr. Just). Født 23. sept. 1911 – død 3. aug. 2004.

Svend Simon Kristensen. Født 14. juli 1914 – død 9. dec. 1983.

De unge brødre Kristen og Svend Kristensen 1937 – ansigterne er mørke af tjærestøv fra garnene.

Huset på Tyskerhaven står øst-vest, for bedstefar sagde: »Nu skal du skynde dig hjem, nu er solen kommet ind af døren«. – De gik ikke med ur.

Under krigen fangede de en del benzin i kanistre. Min far lå med jollen nede i slusen på østsiden. Svend og bedstefar løb med dunke-

Følgende foreninger har fået tilskud fra Klittens Borgerforening i 2018

Udflugt – Byens efterlønnere og pensionister

Hvide Sande Idrætsforening

Fiskeriets Hus

Hvide Sande Karateklub

Sudan Genbrug

Åben Havn

Hvide Sande Hallen

Waterz

Pensionistforening

Hvide Sande Aktivitetsklub

Klittens Skytteforening

Masterclass

Klittens Rejseforening

Hvide Sande Kabel Klub

Aktive seniorer

Turistkirken

MC Westå

Hvide Sande Surfklub

FDF

SFO

Klittens Borgerforening har i alt i 2018 udbetalt kr. 127.250,- til foreningslivet i Hvide Sande.

Årets initiativ/ildsjælepris, kr. 5.000, + diplom, gik til Ella Hornbæk, Hvide Sande Aktivitetsklub.

Vi vil gerne sige TUSIND TAK til alle de frivillige, der året igennem har hjulpet, ved Klittens Borgerforenings arrangementer.

Klittens Borgerforening støtter foreningslivet og udviklingen på Klitten, vær med til at bakke dette arbejde op og bliv medlem. Info og medlemstegning på: www.klittensborgerforening.dk

Redskabshuset, som det blev opført med stråtag ved Lyngvig havn. Det er vel storken på taget, der har fået kameraet op af skuffen den dag ...

ne, når de tyske vagter var gået nordpå. Dunkene blev lagt under gulvet i huset. Der blev taget nogle op under Suez-krisen i 1956, så de manglede ikke benzin.

Det var min bedstefar, der ejede huset, men hvornår Svend og min far fik part i det, ved jeg

Kr. Just's redskabshus, som vi husker det.

ikke. De overtog det, da min bedstefar døde i 1962. Far overtog, da farbror Svend døde i 1983, og Fiskeriets Hus overtog huset, da min far døde i 2004.

Den østlige del af huset er den første fiskeriauktion i Hvide Sande. Det var Jes Kristensen,

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 37 – ved tilbagemelding.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 44 – ved tilbagemelding.

der ejede huset til sidst. Det blev også flyttet i fire dele.

Tjæregryden, der blev sat op inde i huset, så de kunne stå i tørvejr med garnene, var et kar, som Jes Kristensen lavede fiskeensilage i. Den var så stor, at der kunne være en rad eller hoved (af bundgarn) i den.

En dag havde min bedstefar sit barnebarn Bjarke med omme ved huset. Pludselig var han i tjæregryden, men heldigvis var der garn i, så han var kun i til midt på livet. – Hvordan de fik ham ren? – Jo, tjære tog man af med margarine.

Min bedstefar Niels Jensen Kristensen, havde et andet redskabshus i »Det første Hvide Sandes« tid, der hvor Lystfiskeren ligger syd for Røgeriet i dag. Det blev senere flyttet ned på østerkajens NV-hjørne og i 1962 blev det flyttet ned nord for Beddingen. Det redskabshus brændte midt i 70'erne. Det var tre drenge, der havde bygget en halmhytte. Det var mørkt inde i hytten, så de tændte et stearinlys! 

Kr. Just klargør garn (Avisfoto: Jørgen Kirk).

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference:

Nordhavnskaj 31 – 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 2710 – www.lystfiskeren.dk

Glimt fra mine lærerår ved Hvide Sande Skole

EAf Kent Graversen

n dag i marts måned 1978, mens jeg gjorde mig klar til de sidste eksamener på Nr. Nissum Seminarie, så jeg et opslag om en stilling på Hvide Sande Skole. De søgte en fysik/kemilærer. Jeg overvejede i kort tid og sendte så en ansøgning afsted og glemte herefter alt om det. Indtil en dag i april. Telefonen ringede og en stemme spurgte om jeg stadig var ansøger til stillingen på Hvide Sande Skole. Efter et bekræftende svar blev jeg inviteret til samtale. En sen aprileftermiddag kørte jeg turen fra Struer til Hvide Sande. Her mødte jeg inspektør P. K. Larsen, skolekommissionsformand slusemester Jørgen Jensen og skolebestyrelsesformand sømandshjemsbestyrer Finn Backs på Holmsland Kommunes Rådhus. Efter en halv times samtale, hvor vi kom vidt omkring, både med hensyn til skolearbejdet og fritidsaktiviteter, forlod jeg rådhuset sammen med P.K.Larsen. Da vi gik ned af trappen mødte vi borgmester Kristian Enevoldsen, P.K. Larsen præsenterede mig kort for borgmesteren og vi gav hinanden hånden. Herefter fulgte P.K. mig udenfor og vi tog afsked med hinanden.

Nogle dage senere blev jeg igen kontaktet. Det var Jørgen Jensen, der ringede og tilbød mig stillingen som årsvikar på Hvide Sande Skole fra 1. august 1978 indtil videre.

Herefter kunne jeg med ro i sindet koncentrere mig om at bestå lærereksamen og vide at jeg havde et job efterfølgende.

Tirsdag den 20. juni bestod jeg lærereksamen fra Nr. Nissum Seminarie og nogle få dage senere stod jeg med mit eksamensbevis i hånden.

Første arbejdsdag på Hvide Sande Skole var mandag den 14. august 1978. Jeg skulle være klasselærer i 1. B og tog derfor imod enogtyve forventningsfulde elever og bød dem velkommen på Hvide Sande Skole. Det skulle vise sig, at vi skulle ses de næste syv år kun afbrudt af ferier m.m.

De første måneder kørte jeg fra Struer til Hvide Sande på arbejde. En tur som i sommertiden var en sand fornøjelse. Det var mere tvivlsomt om turen ville være lige så fornøjelig gennem vinteren. Så det var en stor hjælp, at viceinspektør Gunnar P. Pedersen kunne hjælpe mig med at få et par værelser ved Frank Boghandler. Her flyttede jeg ind lige efter efterårsferien. Det skulle vise sig at være en god ide, da vinteren 78/79 blev en særdeles snerig en af slagsen. Lige omkring efterårsferien valgte P.K. Larsen at gå på pension. Første januar blev afløseren Hans Andersen ansat som ledende skoleinspektør. Godt et år efter blev jeg fastansat på skolen.

Jeg fik fra starten timer i mine liniefag regning/matematik og fysik/kemi. Det første år gik hurtigt og de første elever blev eksamineret i fysik/kemi og sendt videre på det nye Ringkøbing Gymnasium.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks. Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 76 – ved tilbagemelding.

BYENS STØRSTE UDVALG

KOTT FRITID

I FYRVÆRKERI

REVISIONSFIRMAET

ÅBEN DEN 31. DECEMBER

HELT FREM TIL KL. 18.00

Vi ønsker alle en god jul samt et godt nytår!

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

Firmaet er solgt 2/1 2018 til Beierholm så tak for mange års godt samarbejde

Nørregade 78 · DK-6960 Hvide Sande

Mobil: 2142 8522

Mail: jcl@beierholm.dk

Nørregade 78

Elevtallet på Hvide Sande Skole var godt 800 og derfor var tiden moden til at bygge en ny skole i byen. Fjordskolen stod færdig i 1981. Året efter fik vi nye faglokaler til erstatning for de utidssvarende lokaler Hvide Sande Skole var udstyret med. Det gav os fysik/kemi-lærere chancen for at præge indretningen af faglokalet, så det kunne understøtte undervisningen i faget og derudover fik vi nu to lokaler, så vi kunne undervise to klasser på samme tid. Det havde de sidste år været nødvendig at undervise sent på eftermiddagen, for at skolen kunne opfylde lovens krav om timetallet i fysik/kemi.

I 1981 startede børnehaveklasserne igen på Hvide Sande Skole. Der havde været børnehaveklasser som forsøgsordning i midten af halvfjerdserne, nu skulle der ifølge en ny lov være børnehaveklasser på alle danske folkeskoler. Det skulle vise sig at min kommende kone Grete Winther begyndte som vakancevikar sammen med de nye børnehaveklasser.

Sideløbende med mit skolearbejde blev jeg headhuntet til at stå for træningen af det lokale fodboldhold i Boldklubben Klitten i sæso-

nen 1979. Efter to års arbejde var førsteholdet rykket en serie op og holdet klarede sig godt i den nye række efter en nervepirrende afslutning af sæsonen 1981 måtte vi desværre konstatere at det var ligeved og næsten for oprykning for andet år i træk.

Arbejdet i skolen var igennem firserne en stadig søgen efter at finde min måde at være lærer på. Hvordan får man alle med, hvordan giver man eleverne glæden ved at lære. Hvordan giver man alle elever livsglæde og følelsen af at det nytter at lære noget, som i øjeblikket ikke synes at være så vigtigt. Det lyder som et umuligt projekt og det var det også. Det betyder dog ikke, at jeg opgav projektet. Jeg fortsatte resten af mit arbejdsliv på at gøre det bedste jeg kunne og det var også en af de leveregler, jeg prøvede at give videre til eleverne. Gør jeres bedste, så kan man ikke forlange mere.

I halvfemserne blev skolerne lagt ind under kommunerne. Det gjorde at der skulle findes en ny måde at opgøre lærernes arbejdstid på. Det kunne ikke passe at lærerne havde så mange ferier og så korte arbejdsdage. UFØ – tid blev ind-

Kent Graversen og 1. B 1978-79.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 21 – ved tilbagemelding.

ført i håb om at øge arbejdsmængden for lærere. Det lykkedes ikke i første omgang. Det viste sig at langt de fleste lærere arbejdede, det de skulle og mere til. Det virkede som om ræsonnementet hos KL var, det kan ikke passe, vi skal have flere timer ud af de lærere. På Hvide Sande Skole fortsatte lærerne ufortrødent arbejdet på at give eleverne så god en start på livet som muligt.

I nullerne valgte lærerne på Hvide Sande Skole mig, som deres tillidsrepræsentant, et tillidshverv jeg havde helt frem til min afgang fra skolen. Det næste angreb på skolens virke blev indledt. Pisa testene blev indført. Nu skulle der gøres op, om eleverne fik det udbytte af skolen, som de ønskede på Christiansborg. Disse test blev styrende for ministeriets ageren i de kommende år. Disse test blev enebestemmende for Folketingets mening om skolens og dermed lærernes arbejdsindsats. På Hvide Sande Skole var resultaterne af arbejdet med eleverne, som jeg hørte det fra elever, forældrene og Holmsland kommunalbestyrelse og efter 2007 Ringkøbing-Skjern kommunalbestyrelse, tilfredstillende.

Alligevel blev begyndelsen af tierne et sandt angreb på lærernes arbejdstid. Nu skulle lærerne endelig til at bestille noget. Den nye folkeskolereform blev indført. Det blev meget svært at foretage sig noget selvstændigt som lærer uden at nogen skulle blande sig i arbejdet. Det blev næsten umuligt at udføre sit arbejde, så man kunne være tilfreds med sig selv, når man gik hjem.

Den 1. januar 2018 blev det så muligt for mig at gå på efterløn.

I skrivende stund har jeg nu fået arbejdet på afstand. Efterløns – tilværelsen kan varmt anbefales. Tankerne tager til tider en tur ned af memorie lane. Øverst ser I et billede af de første elever, jeg var klasselærer for og nederst ser I de sidste elever, jeg var kontaktlærer for. Ordet er forskelligt, men arbejdet er det samme. Alle elever fra de første til de sidste og alle dem ind imellem, har gjort arbejdet værd som lærer, på trods af alle strabadser.

Jeg sender dem og alle deres forældre en stor tak for tiden vi havde sammen og ønsker jer alle og I som læser dette EN GLÆDELIG JUL og alt godt fremover. 

Kent Graversen og 8. B 2017-2018.

#Vinterbadefestival

#WATERZ

#Sildefestival

#Sportsfiskercenter

#ART56

Feriepartner Hvide Sande er ejet af Holmsland Klit Turistforening som udvikler og støtter initiativer, aktiviteter og events der skaber liv i lokalområdet. Nørregade

VORES OVERSKUD GÅR BL.A. TIL www.feriepartner.dk/hvide-sande

POWERED BY Feriepartner Hvide Sande

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 45 – ved tilbagemelding.

Glædelig jul

e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: – ved tilbagemelding.

A.V. Vejgaard as

Ringkøbing · 9674 2600

Enghavevej 1-9 · www.avvejgaard.dk

Nordhavnskaj 12 · 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 3322

www.vestvaerftet.dk

A.V. Vejgaard as Ringkøbing · 9674 2600

Enghavevej 1-9 · www.avvejgaard.dk

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 64 – ved tilbagemelding.

Frisktiltiden...

Et FYRTÅRN ved VESTERHAV SYD

Referent: Holger Ejby Villadsen

Møde i sognerådet.

Datoen ikke noteret i protokollen, der føres af kæmneren.

Blandt stort og småt er der på dagsordenen et særligt punkt, der viser sig vanskeligt at håndtere, da det for medlemmerne indebærer beslutninger, der rækker langt ud over det sædvanlige.

Maren har været inde med kaffen, inden man skal debattere punkt tre, der handler om opførelse af et såkaldt »Vejledningsfyr for Skibsfarten ved VESTERHAV SYD« – i daglig tale »et fyrtårn« på sædegården Søgaards tilliggende, Holmslands Klitte.

Formanden Kræ Jennel tager ordet: Der er kommen en skrywwels om, at Fyr- og Vagervæsenet påtænker (nu citerer A) »at etablere et for Søfarten nærmere stedfæstet Navigationspunkt på derværende Kyst«.

Og han fortsætter: A hår spurgt mig lidt for, og det betyder en såkaldt »Fyrtårn«.

Ingen siger umiddelbart noget, mens beskeden synker ind.

Det er stort – uden at man dog giver udtryk for det. – Der rækkes til kaffekopperne.

Formanden: Hwa tøws I?

Der rækkes igen til kaffekopperne. Dog er Niels Abrahamsen, der er tilflytter, og som sådan ikke er »indgift« med Klitten og indvalgt af arbejdsmændene ved havneanlægget, rykket lidt frem i stolen.

Han tager som den første ordet: Det må da ku gi nowwe arbejdspladser..!

Den bemærkning kommenterer man ikke.

Gårdmændene i sognerådet er ikke interesserede i, at det bliver for let at få arbejde. Det risikerer at hæve priserne. Alle ved, at Abrahamsen har en pointe, men den fornøjelse, at få det bekræftet, skal han ikke have.

Fjordfisker Niels Frisk (således kaldet, fordi han er noget ilter): Hvis de ska te ret å byg’ her, så får de brug for en havn te å land æ kram ve’. Det ku’ vær’ en gevinst her i Ljøngvig.

Formanden: Det ka’ du ha’ ret i, Niels, men nu ska vi jo pas o et å vis’, at vi er for intere’sieret, for så risikerer vi, at de vil ha wos mej te å betål.

Flere: Ja, det må vi undgo!!!

Kræ Nargård: Hwa er egentlig så’en en fyrtårn for nowwet?

Formanden: Vil du redegøre for det, Kæmner!

Havnens Røgeri

Hvide

·

Altid

(Her skal indskydes, at det har vist sig nødvendigt med kæmnerbistand for at håndtere sognerådets efterhånden voksende »forretninger«. Man har derfor truffet aftale med mejeribestyreren om, at han ordner den ugentlige post med reference til formanden).

Kæmneren: Der er vedlå en tegning, der viser en høj rund bygning med en kraftig lamp’ i æ top.

Det er så meningen, at den ska’ stå og lys’ til alle sider, så de søfarende ka’ sie’, om de er ved æ vær’ kommen for tæt te’ land!

Kræ Houvig: Du sæjjer te all’ sider?

Kæmneren: Ja, æ hiel vej rundt!

Kræ Houvig: Den behøwwer da et’ å lys nar’o og sønder’o! – Der er der da ingen, der sejler.

Formanden: No er der ingen grund til å go’ i detaljer med nowwet, som vi et’ hår teknisk indsigt i! – A tøws, vi ska’ forhold os te’ det faktum, at Staten vil te’ å byg’ o æ Kle’t.

Kræ Gammelsogn (har for nogle år siden haft sæde i amtsrådet, og alle lytter, når han tager ordet. Flere undrer sig nok over, at han tænker på det rent tekniske): Hwor hyw blywwer’n, kæmner?

Kæmneren lukker kuverten med bilagene op, vender og drejer tegningerne og konstaterer: 36 meter.

Kræ Gammelsogn: Er det fra æ wandkant?

Kæmneren studerer tegningen: Nej, det er fra den kle’t, den ska’ opføres o’.

Dette giver anledning til alvorlige miner hos de fleste, bordet rundt. Man er nu klar over, at den nye bygning vil blive betydeligt højere end det tårn, man i nogle år har samlet ind til ved Lyngvig Kapel.

Dog kan Niels Frisk fra Nørre Lyngvig ikke undlade en kommentar: Så blywwer’n hywwere end di’ mejeriskos’ten, Kæmner!

Der trækkes på smilebåndene, men alvoren indfinder sig hurtigt.

Kræ Hansen (han står for indsamlingen til det stærkt ønskede kirketårn): Det sku’ nødig gå ud øwwer æ støt’ te’ æ kjærktårn. Hwa no, hvis nowwen af dem, der gjan sku’ gi’ te’et, tykkes, at det er bespotteligt med såen en tårn, der rager møj hywwere op mod æ Himmel end en kjærktårn.

Man er tilbageholdende med at sige noget til dette. Der hersker en slags husfred i sognerådet, hvor såvel Indremissionen som Grundtvigianere fra den federe jord er repræsenteret, men kæmneren, der er vant til at tænke i økonomiske baner og som ved, at penge åbner alle døre, indskyder: Der står i æ papirer, at æ fyrtårn ska’ kalkes hwid. Det ska’ den ny kjærktårn jo også – så moskie ... (mere siger han ikke).

Den fanger Kræ Gammelsogn med det samme. Fra tiden i amtsrådet kender han personlig konseilspræsident I.C. Christensen, hvad han aldrig forsømmer at nævne. A ku’ da nævn’et for I.C., næst’ gång A snakker med ham, om et’ æ kjærktårn ku’ blyw kalket, når de kommer fra Staten for å kalk’ æ fyrtårn!

Der nikkes anerkendende bordet rundt. Den slags forbindelser er ikke at foragte.

Kræ Hansen: Det tykkes A, du ska prøw å få I.C. te’ å foranstalt! Hwa’ der er spå’er, er tjent!

(Kræ Hansen har nu et argument, der kan bruges i støttekredsen til det ny kirketårn, hvis nogen vil være tilbageholdende med støtte. Én ting er, om sådan et himmelstræbende fyrtårn, der også blinker på helligdage, kunne tænkes at støde Vorherre – noget andet er et velkomment tilskud til den årlige kalkning).

Formanden rejser sig nu og linder døren til forstuen, hvor Maren holder sig i beredskab: Er der mier kaffe?

(Dette må ikke opfattes som et spørgsmål til Maren, der naturligvis »kan levere«, men mere som et udslag af formandens situationsfornemmelse. Sagen, der er på bordet, handler ikke om tilskud til en fiskerfamilie i Bjerregaard, men om noget meget større).

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Glædelig jul og godt nytår

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 56 – ved tilbagemelding.

Din sikkerhed for professionelt håndværk og en service helt i top ! Alt indenfor isearbejde – badeværelser – murværk

Telefon 2343 6141

Kaffen skænkes rundt – man nikker til, mens man overvejer ...

Kæmneren tager ordet: Men den her sag må ha’ været i æ Kjøwwenhawner-aviser, for der er kommen en brøw, som A li’ har lot’ op i daw. (Kigger hen til formanden: Den er li’ kommen!)

Den er fra den kendte komponist Niels Carlsen, som i flere år har ferieret i jen a æ goer i Lyngvig: Han skrywwer nowwet om, at det (A citerer) »... kan få uheldig Betydning for mine komponerede Kompositioner, der inspireres af, og finder Næring ved mine Ophold på Holmslands Klitte, her særlig i Nørre Lyngvig«.

Kræ Render: Er det et’ ham, der spiser i Frk. Smiths pensionat? – Sidst han war her, forlangt han vin te æ mad. Men det ku’ han jo et’ fo her!

Kræ Lyngvig: Han ka’ wol drik’ wand, lissom wos anne!

Tilflytteren Abrahamsen har her lyst til at sige noget, men undlader det.

Formanden lader nu kaffekoppen røre underkoppen lydligt et par gange: A tøws, vi skal holde os til sagen!

Kræ Gammelsogn: (ønsker altid at forholde sig til det mere overordnede): Begrunder Niels Carlsen de’ nærmere?

Kæmneren: Nu har A ingen forstand o kompositioner, men han skrywwer, at når han komponerer musik, så er æ takt altafgørende. »Takten mærker jeg i mit Hovede« skrywwer han. Og så er’et at han vil mene sig forstyrret af Fyrtårnets blinken, som han skrywwer vil »udsende et blinkende Lys hvert 5. Sekund – og det vil i kun ganske få Tilfælde være foreneligt med Takten i den tænkte Komposition«.

Sognerådet er (med et moderne udtryk) ikke gearet til at tage stilling til sådan noget.

Dog har Niels Frisk et forlag: Så’en en Kjøwwenhawner kender vel dem i Fyr- og Vagervæsenet. Han er her ved æ sommertid, og da behøwwer æ Fyr et’ æ blink’. – Hejjer også ku’ han jo ring’ te dem (der er telefon i Frk. Smiths pensionat) og

foreslå en anden takt i æ blink’en, når han kompositionerer.

Kræ Gammelsogn ved mere: Han er vist Fynbo!

Maren kommer her ind med nybagt kringle. Hun er som husmor og faktotum helt på det rene med, at man nu trænger til noget sødt til kaffen. Ikke fordi hun står og lytter, men hun er klar over, at en vanskelig sag er på bordet i storstuen.

Niels Frisk: Ka’ vi et’ gi’ Frk. Smith en tilskod te nowwe ny gardiner, så ham æ Fynbo ka’ træk for, når han ska kompositionier! – Så ka’ vi fo wor fyrtårn og wor hawn i Ljøngvig. En hawn trænger vi te’!

Abrahamsen støtter og gentager replikken om arbejdspladser.

Denne gang nikker flere, uden dog at kigge på Abrahamsen.

Formanden: Får vi bøwl mæ æ skuel’lærer Johannes Jellesen, hvis vi sæjjer ja te’ en fyrtårn?

Kræ Houvig: Hwa kommer det ham ve’?

Formanden: En ved aldrig. Han er begyndt å ring’mærk fowl for å følg’ hvordan de trækker. Det ka’ vær’ han trowwer, at æ blinken vil forstyr’ dem.

Kræ Ma’sen (som normalt ikke siger noget): Det ka’ vi et’ kom ind o. Hwa folk trowwer, og et’ trowwer, ka vi et’ stemm’ om!

Formanden: Det ka’ du ha’ ret i Kræ Ma’sen.

Formanden mener nu at kunne konkludere: Der er ingen særlige Indvendinger mod, at der opføres en såkaldt Fyrtårn på Holmslands Klitte, (skrywwer du, Kæmner?) – Vi ser gerne, at der i den Forbindelse oppumpes en Anløbshavn ved Lyngvig (du ska’ et’ skryw »gerne«, kæmner), og Sognerådet udtaler i det hele taget sin Anerkendelse af, at Staten viser dette Område sin Opmærksomhed.

med godkendelse eller re elser.

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Niels Frisk: Som du da ka’ formulier dig, Kræ Jennel!

Angiv følgende reference: # 74 – ved tilbagemelding.

De e er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle’t 2018, 50. årgang.

Kontakt Pia på mail: pia@ randbygaard.dk / Tlf. 96 800 711 / Fax 96 800 710 med godkendelse eller re elser.

Der er nu pause, og Maren gør klar til at servere smørrebrød. Der er stadig meget på dagsordenen, men den største knast er overstået. Tilbage er en del forhandlinger om udstykninger i Søndervigområdet og nogle, med et nymodens ord, socialsager, som sognerådet nu må tage sig af – modsat tidligere tider, da enhver måtte klare sig selv og sine. 

Deadline for re elser / ny annonce sene : Fredag den 23. november 2018 – eller meget gerne raks.

Med venlig hilsen Pia Bak Stausholm / Strandbygaard

Angiv følgende reference: # 10 – ved tilbagemelding.

Vi ønsker alle vores husejere, gæster og samarbejdspartnere god jul og godt nytår

Fiskeeksportørforeningen

Vestkystens Murer- Entreprenørog Vognmandsforretning

Årets konfirmander

7.a fra Hvide Sande

Bageste række fra venstre:

Daniel Kristiansen, Lucas From Hvas, Simon Johnsen Høj, Nicolas Tarp Abildgaard, Magnus Tobias Hansen, Mikkel Jensen, Mads Mølgaard Spørring, Roland Rohr Fjordside.

Midterste række fra venstre:

Oliver Leth Svendsen, Christian Fjord Thomey Damgaard,Lasse Thornvig Lauridsen, Søren Kristensen, Andreas Kristensen, Anders Munkholm Høy.

Forreste række fra venstre:

Emilie Muff Spørring, Oline Overgaard Enevoldsen, Jessica Monika Thomsen, Signe Lodberg Muff, Sarah Hviid Christensen, Monika Thipkrathok Olesen, Camilla Dam Rauhe.

Foto: Johannes Tarp.

7.b fra Hvide Sande

Bageste række fra venstre:

Daniel Kristiansen, Magnus Kristensen, Peter Vejlby Vilhelmsen, Alexander Lauridsen Pirchert, Christian Simonsen.

Midterste række fra venstre:

Mathilde Lillegaard Holm, Sofie Muff Jacobsen, David Ploug, Mikkel Thue Elbæk, Artúrs Rasnacs, Anna Kathrine Madsen, Pauline CecilieLauridsen.

Forreste række fra venstre:

Amalie Nedergaard Gydesen Faldt, Emma Aaen Graversen, Amalie Houborg Pedersen, Stine Victoria Thomsen, Freja Marie Olesen.

Foto: Johannes Tarp.

Ny Sogn, Kloster

Pigerne fra venstre:

Helene Marie Jensen, Frederikke Thomsen Bagger, Mia Vogt Nielsen, Kathrine Kirkeby Klokker, Mette Vogt Nielsen, Amalie Friis Nielsen, Line Tøt Thomsen, Mathilde Fredeskov Poulsen.

Drengene fra venstre:

Lasse Julsgaard Veise, Simon Julsgaard Pedersen, Mads Spaabæk Lauridsen, Esben Busch Eskesen Nielsen, Kasper Lykke Kristensen, Aksel Klokkerholm Susgaard, Ole Lange.

Foto: Ole Mortensen.

Gammel Sogn, Kloster

Asbjørn Johnsen Bøndergaard, Signe Vang Jensen, Ole Lange.

Foto: Privat foto.

Billeder fra året

Foto: Aarhus 2017/Astrid Dalum.

Foto: Aarhus 2017/Astrid Dalum. Indtryk fra afslutningen af Kulturhovedstadsåret 2017.

Foto: Aarhus 2017/Astrid Dalum.

Foto: Aarhus 2017/Astrid Dalum.

Foto: Kirsten Thomsen. Vinter på fjorden.

Foto: Johannes Tarp. Kig fra Bagges dæmning en tidlig morgen.

Foto: Johannes Tarp. Grundlovsgudstjeneste i auktionshallen.

Foto: Johannes Tarp. Kirkekaffe i forbindelse med grundlovsgudstjenesten!

Foto: Johannes Tarp. Installation udarbejdet af arkitektstuderende fra Aarhus.

Foto: Johannes Tarp. Udgravning på Holmsland. Udgravningen afslørede bebyggelser fra stenalderen over jernalderen til vikingetiden, en periode fra ca. år 5000 f.Kr. til år 1000 e. Kr.

Foto: Johannes Tarp. De store møller fra havsiden.

Foto: Johannes Tarp. Til reception »Kunst i manøvregangen«.

Foto: Johannes Tarp.

Opførelse af Wattenfall 3. Begge billeder fra vundet flyvetur.

Foto: Johannes Tarp. Klægbanken set fra oven.

Foto: Johannes Tarp. Nye skibe i havnen.

Foto: Johannes Tarp. En sommer med megen trafik i Hvide Sande!

Vandbøfler afgræsser overdrev på Natura

Foto: Kirsten Thomsen.

2000–arealer i Haurvig.

Foto: Kirsten Thomsen. Køerne lukkes på græs på Holmsland.

Foto: Johannes Tarp. Åleruse og –garn til tørring på Tyskerhavnen.

Foto: Kirsten Thomsen. Fiskerhus på Lyngvig havn.

Foto: Christian Estrup.

På Langsand skyder ny bebyggelse op, hvor de gamle redskabshuse lå.

Foto: Mathias Meldgaard.

Nyt tiltag i havnen: Vinterbadning med efterfølgende sauna!

Foto: Kirsten Thomsen. Stormen Knud.

Foto: Kirsten Thomsen. Stormen Knud forårsager oversvømmelse på havnen.

Foto: Kirsten Thomsen. Stranding efter storm.

Foto: Kirsten Thomsen. Mågerne flokkes om sildene.

En helt særlig stemning på vandet

Christian Estrup er en mand med en drøm:

– Hvide Sande Skole ser ud som enhver byskole. Den ligger mast ind mellem to trafikerede veje. Er det virkelig et sted for en skole i det, vi kalder Naturens Rige? Jeg drømmer om, at man bygger Fjordskolen om til en skole for alle børn. De kan gå i skole et sted, hvor der er masser af plads, og de kan bruge fjorden og kabelbanen i løbet af skoledagen. Det vil gøre børnene fortrolige med vandsport, og vi på Kabelpark får en god grund til at holde åbent i måneder, hvor vi i dag har lukket, siger Christian Estrup.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2017

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

BROBYGNING

af Sognepræst Daniel D. Kristiansen

FISKERIETS HUS – 25 ÅR

af Jonna Juul Larsen

KLASSEBILLEDET – HVAD BLEV DER AF ... af Marie Kaalund Winther

FJORDSTIEN – EN AF DE ÆLDSTE NATURSTIER I DANMARK

af Kristian Sand

»HVIDE SANDE« af Karl Kristian

6960 GENERATIONSSKIFTE –MOD PÅ FREMTIDEN

Fire unge mennesker fortæller om lysten til at etablere sig i Hvide Sandes handelsliv af Hans Peder Thøgersen, Esben Thomey Kristensen, Michael Sangill, Sorina Lea

MIT LIV MED ATLETIK af Kirsten Onsberg

VEJLGAARD I NR. LYNGVIG

af Jens Nicolai Vejlgaard

KLEGOD KØBMANDSHANDEL –MIE OG NIELS LAURIDSEN af Ole Tang

ÅRETS KONFIRMANDER BILLEDER FRA ÅRET

Kabelpark sendte de første vandhunde på vandet i 2006. Dengang var det et projekt under turistforeningen, der havde hyret et par til at bestyre stedet. Året efter sagde parret op, og da Christian Estrup i anden anledning var på Henning Davidsens kontor, da han modtog opsigelsen, blev han spurgt, om ikke han kunne overtage. Det ville han gerne, så han sagde sit job på Beach Bowl op for at lede Kabelpark, som han købte den 1. januar 2008.

– Jeg kunne se, at der var muligheder ved stedet. Der er en helt unik stemning ved, at alt foregår på vandet. Folk er glade, afslappede og positive, og den stemning er det heldigvis lykkedes at bevare, siger han.

De seneste år er interessen for vandsport bare gået én vej: op. I Hvide Sande er der alle muligheder for at blive dygtigere på bølgerne, og det har turisterne i høj grad benyttet sig af. Men Christian Estrup ser også flere lokale i våddragterne:

– Det er nemt at komme i gang på Kabelpark. Her skal man bare booke tid og møde op, og det ser vi flere og flere skoleklasser og lærere fra hele kommunen gøre. Men udfordringen er, at vi ikke har så mange lokale at tage af. Derfor prøver vi hele tiden at lave nye tiltag, der kan tiltrække nye generationer og gæster, siger han og nævner som eksempel Girl’s Night og det helt nye Girl’s Camp:

– For når pigerne er her, kommer drengene af sig selv – sådan er det ikke nødvendigvis den anden vej rundt.

Mit liv med atletik

Af Kirsten Onsberg

Atletikken er en stor del af mit liv!

Da jeg var 13 år lavede Vejle Idrætsforening et fremstød for atletik, som fik mig til at starte med at dyrke atletik– jeg havde allerede i flere år gået til gymnastik og håndbold. Vi trænede atletik i forårssæsonen og som jeg husker det, var jeg temmelig hurtig og havde talent for hækkeløb og højdespring, men jeg kunne også lide alle de andre atletikøvelser. Efter sommerferien kom en af lederne hen til min bopæl og spurgte, om jeg ville med til de jyske mesterskaber i Odder – der var ikke rigtigt lavet aftaler om træningen efter ferien, men jeg blev glad, det ville jeg da meget gerne. Det gik ikke helt så godt, for selv om jeg var først over sidste hæk i hækkeløbet, havde jeg væltet et par hække, så jeg løb ikke over målstregen, men gik bare ud til siden – ingen havde fortalt mig, at man gerne måtte vælte hækkene.

I de følgende år gik det bedre med hækkeløbet og de andre atletikøvelser. Jeg blev jysk ungdomsmester i hækkeløb og i 1961 blev jeg dansk ungdomsmester i både hækkeløb og længdespring. Desuden blev jeg jysk mester i 8 kamp (80 m hæk, diskos, højde, spydkast, 100 m, kugle, længde og 200 m) – det var først i allersidste øvelse 200 m, at jeg kom op på førstepladsen med 53 point foran favoritten fra Ålborg, der tidligere på året var blevet nr. 2 i det danske mesterskab med færre point. Vejle byråd syntes det var en flot præstation og tildelte mig byens ærespræmie – en kompotske i sølv med byvåbnet. Desuden fik jeg de samvirkende idrætsforeninger i Vejles pokal som bedste idrætsudøver i Vejle i 1961. Den var jeg meget stolt over, idet den havde alle de berømte fodboldspillere fra Vejle graveret på sig, og i Vejle var fodbold bare det, alle gik op. Det var virkeligt stort, at en atletikudøver kunne få pokalen.

1962 blev det helt store atletikår. Jeg kom med på udvalgt jysk hold i Gøteborg og blev udtaget til det danske landshold. Der var landskampe mod Norge i Stavanger, mod Frankrig i Paris og mod Sverige og Finland i Värnamo. Jeg var udtaget i højdespring mod Norge, men kom med i hækkeløb, da en af de andre piger havde det dårligt på grund af søsyge på vejen over Skagerrak. Jeg gjorde det så godt i hækkeløbet, at jeg blev udtaget i hæk til Frankrig og Sverige. Det var gode ture med godt kammeratskab og noget, der gav mig lysten til at fortsætte den hårde træning.

Jeg trænede mandag, tirsdag, onsdag og torsdag aften på stadion – to af aftenerne alene og to aftener var der andre piger – de aftener jeg trænede alene var træningen hårdest, da jeg har en tendens til at snakke lidt meget, så der blev også hygget med de andre piger. I weekenden var der stævne og måske en håndboldkamp. Det var et rigtigt godt år, hvor jeg satte seks klubrekorder i Vejle Idrætsforening og løb min bedste tid på 80 m hæk med 11,6. Den tid gav mig Dansk Atletik Forbunds pokal for det bedste resultat for 17-18 årige.

Derefter kom der nogle år, hvor der ikke står så meget i scrapbogen om atletik, men da jeg startede på seminariet i Esbjerg, var jeg igen for alvor i gang på atletikbanerne og i 1967 blev jeg klubmester i 8 øvelser bl.a. 12,7 i 100 m, 60,1 i 400 m, 11,5 i 80 m hæk, 1,63 i højdespring og 5,35 i længdespring – alle disse øvelser var også personlige rekorder. Højdespring var kommet i fokus, og jeg var udtaget til elitetræning i København – jeg tror, jeg skulle klare 1,67 for at blive udtaget til olympiaden i 1968. På det tidspunkt blev jeg gravid med Rikke, der er født i september i 1968. Nogen udbredte den historie i Hvide Sande, at hvis jeg ikke var blevet gravid, skulle jeg have væ-

ret med til olympiaden – jeg vil nok sige, at det er en sandhed med modifikationer – men en rigtig god historie!

Da jeg kom til Hvide Sande i 1968, havde jeg ikke været på barselsorlov længe, før der blev kaldt fra håndboldbanen. Jeg skulle lige hjælpe med at score en hel masse mål, så andetholdet kunne rykke op. Det blev til mange hurtige opløb, hvor Kis P. Jensen stod i målet og kastede bolden ud til mig. Vi vandt med det rigtige antal mål – jeg kan ikke huske hvor mange. Det blev starten på mange gode håndboldoplevelser i Hvide Sande.

Jeg startede atletik op i Hvide Sande i 1969. Det år havde jeg lovet at stille op for Vejle, og det blev et virkelig godt atletikår for mig. Jeg lavede mange gode resultater, blev jysk mester i 5-kamp i ny jysk rekord, i 8-kamp og i længdespring med personlig rekord 5,52. Det gjorde at jeg blev udtaget til nordisk landskamp i højdespring i Oslo og i femkamp i Kongsvinger.

Fra 1970 stillede jeg op for Hvide Sande. Vi startede børneatletik og fik en del håndbold-

spillere til at stille op på Hvide Sande kvindeholdet, der startede i 3. division vest. Jeg fik en tredieplads i de danske mesterskaber i 8-kamp. Det gjorde Hvide Sande atletik landskendt, og både Jyllandsposten og BT skrev om, at nu skulle fiskernes piger til at dyrke atletik! Vi fik aldrig den helt store succes i senioratletikken, med i ungdomsatletikken gik det bedre med gode placeringer både på jysk og dansk plan, og det gør det stadig.

Efter nogle år med senioratletik kom jeg i gang med veteranatletikken, der i Danmark startede allerede ved 30 årsalderen. Når man rundede de 35 år kunne man starte i internationale konkurrencer: nordiske-, europæiskeog verdensmesterskaber. Det var nu ikke mere noget, man blev udtaget til, men man kunne tilmelde sig, og selv stå for alle de praktiske ting omkring sin deltagelse. Fra jeg var 35 til jeg blev 50 år har jeg deltaget i mange danske og nordiske mesterskaber, desuden europa- og verdensmesterskaber, når de var i nærheden af Danmark. Jeg har vundet mange medaljer af forskellig karat – den medalje jeg er mest glad

100 meter hæk.

Diskostræning i Californien.

for er guldmedaljen, jeg vandt i verdensmesterskabet 7-kamp.

I 1991 fandt verdensmesterskabet sted i Turku i Finland. Hans-Henrik og jeg lavede i den forbindelse en nordrailtur med rygsæk og vandrehjemsovernatning op gennem Norge til Lofoten og gennem Sverige på malmbanen, videre til den finske grænse og ned gennem Finland. Vi prøvede at finde et stadion i de byer, vi rejste igennem, men ellers kan jeg ikke huske, hvad jeg gjorde for at holde mig i form til stævnet.

Det kom som en overraskelse for mig, at jeg førte konkurrencen efter første dag – den tyske kvinde, der var tættest på mig, var sikker på, at hun kunne slå mig på andendagen. Jeg havde et rimeligt godt længdespring, jeg kiksede mit første spydkast, men kom i andet forsøg ud på 24 m, tæt på pr – og så viste det sig, at tyskeren ikke fik godkendt nogen af sine spydkast. Nu gjaldt det bare om at gennemføre 800 m på bedste måde. Her var der en nordmand, der truede mig. Jeg startede så hurtigt jeg kunne, og følte jeg skulle dø, da jeg havde løbet 300 m, men jeg kom i mål og fik min guldmedalje – jeg var meget stolt!

Denne medalje blev vundet i 45-49 årsgruppen og jeg deltog også i flere konkurrencer i denne aldersgruppe, men omkring 50 årsalderen fik jeg så ondt i min hofte, at jeg ikke kunne løbe og springe. Jeg kunne godt kaste lidt,

men det var ikke rigtigt interessant for mig, så jeg stoppede med at deltage i veteranatletikstævnerne. I stedet helligede jeg mig træningen med de unge mennesker og børnene i Hvide Sande, og jeg havde også gymnastikhold i HVAK.

Jeg holdt mig således i en vis form, så da jeg i 2008 var blevet opereret og havde fået en titaniumhofte, fik jeg energi og lyst til at genoptræne og komme i god form igen. I træningen med mit seniorgymnastikhold kunne jeg holde øje med, hvordan jeg kunne klare mere og mere med det opererede ben, og styrketræningen med atletikholdet gjorde mig stærkere og stærkere. Det gjorde, at jeg meldte mig til veteranstævner igen i kasteøvelser og i højdespring – jeg tænkte, at når jeg sprang med det gode ben og landede i en blød madras, så gik det nok. Et ekstra skub fik jeg da Viborg ville have mig med på deres veteranhold – så blev jeg nødt til at gøre noget mere ved styrketræningen. Det gik nu så godt med resultaterne, at jeg fik lyst til at deltage i de internationale stævner igen.

Det år jeg rykkede op i 70 årsgruppen foregik europamesterskabet i Izmir (tidligere Smyrna). Hans-Henrik ville gerne ned og se de gamle ruiner, og en journalist fra TV-midt vest spurgte, om jeg ville være med i en TVudsendelse om »pensionister i pigsko«, hvor han ville følge konkurrencerne i Izmir. Det kunne jeg ikke sige nej til – jeg vil jo gerne re-

Mine to verdensmesterskabsmedaljer – Guld i 7-kamp i 1991 i Turku og bronze i højde i 2016 i Perth.

klamere for atletik og for, at det er vigtigt at holde sig i form hele livet.

Jeg kæmpede mig til en bronzemedalje i højdespring, og bestemte mig til at træne hårdere både styrketræning og teknisk træning i øvelserne. Jeg har så været til VM i Lyon i 2015, i Perth i 2016 – her blev det igen til medalje i højdespring. I år har jeg trænet særligt hårdt, fordi europamesterskaberne fandt sted på hjemmebane i Århus. Her fik jeg bonus for al kastetræningen, idet jeg vandt sølv i vægtkast og bronze i hammerkast. Havde jeg ikke haft et dårligt diskoskast havde jeg også fået medalje i kastefemkamp. Det er selvfølgelig dejligt at vinde medaljer, men mit sats er først og fremmest at sætte personlig rekord eller komme tæt på. Selv i mastersatletik, som det nu hedder, er konkurrencen benhård. Man skal ikke kun være i god form, men også være koncentreret og have en god dag, for at placere sig i toppen.

Nu har jeg skrevet meget om resultater og rekorder, men det er mindst lige så vigtig for mig at møde deltagerne fra Danmark og de andre lande og snakke og hygge med dem –jeg klarer mig ok på engelsk, tysk og lidt fransk, men det kræver nogle gange, at man forstår både polsk og finsk. Det er ikke så mange ord, jeg kan på disse sprog, men de underviser mig, og når vi snakker om medaljer er yksi, kaksi, kolme et godt udgangspunkt på finsk.

Jeg har her fokuseret på mine egne resultater i atletik. I virkeligheden bruger jeg langt mere tid og flere tanker på de børn og unge jeg træner – jeg finder stor glæde i at se dem udvikle sig og blive bedre og sætte personlige rekorder. Det er i den sammenhæng vigtig for mig, at de lærer at koncentrere sig om træningen og til konkurrencerne, samtidig med at vi har det hyggeligt og rart og hjælper hinanden.

Venner og konkurrenter fra verdensmesterskaberne i Perth.

Billeder fra året

Foto: Holger Ejby Villadsen. Arealet er klar til anden anvendelse.

Foto: Holger Ejby Villadsen.

Så er det ved at være slut med de gamle redskabshuse.

Det nye mødested

Ywl o æ Kle’t 2016

Handler det om Champions League på storskærm, om fællesskab på skate-rampen eller om kristne fællesmøder, så er det i Arken, det sker.

– Da vi lukkede missionshuset i Lyngvig og byggede Arken i Hvide Sande, var det med det helt klare mål, at vi gerne ville være mere synlige og mere tilgængelige. Vi ville gerne have et sted, børn kunne cykle til alene og med en »dørtærskel så lav«, at alle kan gå ind, fortæller Richard Flansmose Hvas, der er en af de aktive i Arken og har været med i processen omkring det nye byggeri.

– V i er glade for at se, at så mange bruger de udendørs faciliteter, og vi håber, at det er med til også at gøre det naturligt for dem at være med til noget af alt det, der sker inde i huset. Det er jo ikke sådan, at man skal sige »Jeg elsker Jesus«, for at man må træde ind, siger han med et grin.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2016

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

POKÉSTOP PÅ KLITTEN

af sognepræst Daniel D. Kristiansen

TIPPERHALVØEN – NATURPERLEN I RINGKØBING FJORD

af Kristian Sand

WATERZ – HVIDES SANDE, ET VANDSPORTS PARADIS FOR ALLE!

af Katrine Kock Frandsen

KLASSEBILLEDET – HVAD BLEV DER AF ...

af Marie Dres Frydendahl – Fryd Frydendahl

SØNDERVIG BADEHOTEL ... et jubilæumsskrift fra 1934

HVOR SKAL HELIKOPTEREN NU LANDE af Christian Thomsen

ART 56 – KUNSTNERBOLIGEN PÅ

TYSKERHAVNEN I HVIDE SANDE af Henning Davidsen/ Gurli Jensen

DA NUSERS KAMPFLY

NØDLANDEDE I KLEGOD

af Kristian Sand

HOLMSLAND-OGGINALER IV af Ole Tang

ÅRETS KONFIRMANDER BILLEDER FRA ÅRET

For år tilbage kunne Indre Mission dele vandene i et lille samfund. Sådan er det ikke i Hvide Sande i dag, hvor Arken, HVAK, KFUM og andre foreninger planlægger aktiviteter, så børnene kan nå at gå til både det ene og det andet.

– V i respekterer hinanden Selvfølgelig står vi stadig på vores tro, men hvor Indre Mission måske tidligere har haft en tendens til at møde verden med fordømmelse, prøver vi i dag mere at møde verden med den kærlighed, vi er blevet mødt med af Jesus. Det betyder, at der i dag også er en anden forståelse for, at vi hver har vores tro, og at det er helt okay, siger han.

Arken har gjort, at mange flere ser det, man før kaldte missionshuset, som en naturlig del af byens liv.

– Her er aktiviteter hver dag for børn, tweens, unge, voksne og ældre. Formålet med huset var at få folk til at bruge det, og det synes vi i høj grad er lykkedes. Vi ser mange nye mennesker både til familiearrangementer men også til koncerter og hvad der ellers foregår her. Da vi på et tidspunkt havde en fornemmelse af, at der foregik noget hærværk her, fik vi en fantastisk opbakning fra hele byen, for at få det stoppet. Så ja, Arken ér blevet det nye mødested, vi havde drømt om.

Glædelig jul og godt nytår

Tlf. 2099 0282 www.ps-murer.dk

Alt murerarbejde udføres Kvalitetsarbejde til en god pris – 12 års erfaring i murerfaget

Ann. 2016.

Hvor skal helikopteren nu lande?

Af Christian Thomsen, formand for Indre Mission i Hvide Sande

SOM en tidlig julegave, får Indre Mission i Hvide Sande d. 23/12 overdraget nøglerne til det nye missionshus. Det er faktisk lidt af en begivenhed. Det er første gang i over 100 år, at der er blevet bygget et missionshus på klitten. Og det er første gange nogensinde, at der har ligget et missionshus i Hvide Sande. Som de fleste ved, har IM indtil nu holdt til hhv. i missionshusene i Nr. Lyngvig og Haurvig og i Klittens Menighedshus.

Men drømmen om et missionshus inden for byskiltene er ikke noget nyt. Første gang, idéen blev bragt på bane, var i 70’erne. På daværende tidspunkt var der liv på havnen og liv omkring Hvide Sande Sømandshjem. Der var mange, som bakkede op om dette, og planerne om et missionshus blev derfor lagt på hylden. Efterfølgende er det gennem årene blevet bragt på bane med jævne mellemrum, og da det endnu engang blev foreslået i 2010, blev alle sejl sat til, og det viste sig at nu var tiden moden.

Forskellige projekter blev prøvet af, men da kommunen selv henvendte sig og spurgte, om det kunne være interessant med grunden foran brandstationen, faldt valget på den. En fantastisk beliggenhed, perfekt størrelse og med gode tilkørselsforhold. Den eneste lille udfordring er, at hvis der igen kommer cirkus til området, må de finde en mark uden for byen, og redningshelikopteren må fortrække sig til parkeringspladsen.

De, som har prøvet at bygge nyt, ved at det kan være en lang proces fra den første idé, til man låser døren op og træder ind i sit nye hjem. Der er mange beslutninger, der skal træffes, ting der skal prioriteres, økonomi der

skal på plads og uventede udfordringer, der skal løses. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg oplyse om, at det ikke går hurtigere, når man som forening skal bygge nyt! Pengene skal samles ind blandt brugerne, og de fleste har en mening om hvordan og hvorhenne. Det tager tid, når så mange mennesker skal tage del i beslutningerne. Det har været en spændende og udfordrende proces, hvor vi trods alt har været skånet for de store konflikter. Tværtimod har det været fantastisk at være vidne til, hvordan tingene har flasket sig hen af vejen. Gang på gang er det hele bare »faldet i hak«! De rigtige svar på de rigtige tidspunkter. Det beløb, der lige manglede, blev doneret. En dør blev åbnet, når en anden blev lukket i. Folk har henvendt sig ud af det blå med et forslag eller et svar. Igen og igen er vi blevet »skubbet« fremad og i den rigtige retning. Mange ville sige at vi har været utrolig heldige. Jeg vil sige, at det hele er blevet lagt til rette for os fra oven.

Nye muligheder (byens hus)

Med et nyt og moderne hus beliggende centralt i byen bliver der åbnet op for mange ting, som indtil nu har været lidt besværlige. En af de helt store forandringer bliver tilgængeligheden. I løbet af en uge er der op mod 200 børn og unge, som er engageret i enten Søndagsskole, Junior, Tweens, UA eller IMU. Den gode beliggenhed, huset har med cykelstier og fodgængerfelt uden for hoveddøren, gør det nemmere for børn og unge at komme og bruge huset. Både når der »er noget på programmet«, men også når der ikke er. Ungdomsloka-

lerne bliver indrettet med sofaer, tv, playstation, bordtennis mm. Vi håber på den måde også, at huset bliver et sted, hvor unge mennesker har lyst til at »hænge ud«. I løbet af foråret bliver der præsenteret en Ungdoms café, hvor unge kan komme og være sam men, hygge sig og se Champions League fodbold.

Det bliver forhåbentligt hele byen, der får glæde af det nye hus. Både de indvendige og de udvendige faciliteter.

Tanken er, at huset skal bruges så meget som muligt. De nye flotte lokaler – både den store sal med plads til 150 mennesker, men også de små hyggelige »sofarum« – kan forhå-

Foto: Martin Backs.

bentlig bruges af mange. Vi låner meget gerne lokalerne ud, hvis nogen mangler et dejligt sted at være til f.eks. en bogklub, strikkeklub, legestue, filmklub eller den næste fest, der skal holdes.

Det store område omkring huset giver også nogle fantastiske muligheder. I løbet af foråret vil mange frivillige hænder gå i gang med at etablere; multibane, skaterbane, legeplads og bålhytte. Byen har manglet et sted, hvor de unge kan udfolde sig på rulleskøjter, skateboard eller løbehjul, og hvor mor og far kan sætte sig ved et bord, mens børnene leger på legepladsen, spiller fodbold eller basketball.

Taknemlighed (gavmildhed)

Det har været fantastisk at opleve den velvilje og gavmildhed, som vi er blevet mødt med under processen. Størstedelen af de ca. 9 millioner kroner, som projektet koster, er doneret af familier eller enkeltpersoner. Over 100 private bidragsydere er det blevet til, og det giver grund til stor taknemlighed. Det viser også, at der er grundlag for projektet. Der er mange, der synes, at det er en god ide, og som vil bruge huset bagefter.

Der er også grund til at glæde sig over og takke for de mange bidrag, der er kommet fra firmaer og forretninger i byen. Mange har ønsket at donere penge til de udvendige faciliteter, og havde det ikke været for disse donationer, havde det været vanskeligt at realisere planerne.

Arken (Hvad laver I?)

Det nye hus har fået navnet »Arken«. Det har altid været en tradition, at et missionshus skal have et navn. Før i tiden blev mange bibelske navne brugt: Ebenezer, Bethesda, Bethel osv. Det navn, huset skulle have, skulle »klinge lidt bedre« end mange af de gamle navne. Efter en navnekonkurrence, hvor der kom mange gode forslag, faldt valget på Arken. Det leder tankerne hen på Noas Ark, som der fortælles om på de første sider i bibelen. Arken blev bygget, fordi Noah troede på Gud. Arken var et stille og fredeligt sted, da bølgerne gik

højt, og stormen rasede. I en verden, hvor »bølgerne« også kan gå højt, og i en hverdag, der ofte kan være fyldt af stress og jag, er det ønsket, at Arken i Hvide Sande også må være et »stille og fredeligt« sted. Et sted, hvor man kan komme og puste ud. Et sted, hvor man kan lade armene hænge ned langs siden og lade roen sænke sig. (Det gælder selvfølgelig ikke, når der er 50 juniorbørn tilstede, men I ved, hvad jeg mener!)

Historien om Noahs ark i bibelen er et symbol på Guds kærlighed og frelse. Dén frelse Jesus vandt på korset, og som rækkes ud til alle mennesker i dag.

Jeg bliver af og til spurgt: »Hvad laver I, når der er møde i missionshuset?« Tja … vi laver cirka det samme, som de fleste kender fra kirken. Missionshuset er ofte blevet kaldt »kirkens dagligstue«. Det er ikke helt så højtideligt og lidt mere uformelt, ligesom i en dagligstue, hvor man godt må smække benene op på bordet. Orglet er skiftet ud med guitar, klaver og trommer, men bibelen er den samme.

Kirken og kirkelivet har altid fyldt meget i Hvide Sande og på klitten. Der er mange frivillige engagerede i det kirkelige arbejde. Når der bruges mange kræfter på noget, er det fantastisk at se, at så mange børn og unge ønsker at tage del i det. Jeg har nævnt, at der kommer mange børn til Søndagsskole, Junior og Tweens, og at man kan samle op mod 180 børn og forældre til Ulvetime (børnenes egen gudstjeneste) er helt enestående.

Når dørene slåes op til Arken, kan byen glæde sig over at have fået et super flot og moderne hus, som kommer til at danne ramme for mange dejlige timer for både børn, unge og gamle. Så gør det ikke noget, hvis der går 100 år mere, inden næste missionshus bliver bygget.

Vi glæder os utrolig meget, til at byde jer alle sammen velkommen i Arken!

Krigen i Hvide Sande

Når man taler om 2. verdenskrig, er der datoer, ord og begreber, vi alle kender: Den 9. april. Den 5. maj. Holocaust. Atlantvolden. Rationeringsmærker. Mørklægning. Det er noget, man hører om i skolen, og måske besøger man bunkers ved Vesterhavet eller ser de sørgelige spor på byen, når man besøger blandt andet Berlin.

Men der er en dato, ikke mange kender – og det kan undre, for det er en dato, alle på Klitten burde kende: den 20. marts 1940.

Da kom krigen nemlig til Hvide Sande, hele tre uger før den kom til resten af landet. Med bomber, eksplosioner og raketter.

Det har Kristian Sand, tidligere chefredaktør på Dagbladet Ringkøbing-Skjern skrevet om i dette års artikel.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2015

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

HVAD STÅR DER PÅ ØNSKESEDLEN?

af sognepræst Daniel D. Kristiansen

DE TO SIDSTE RUSEFISKERE

VED VESTERHAVET af Ole Tang

DA KRIGEN KOM TIL HVIDE SANDE TRE UGER TIDLIGERE END I RESTEN AF LANDET

af Kristian Sand

FACEBOOK-GRUPPEN »BILLEDER FRA HVIDE SANDE GENNEM TIDEN« af Martin Halkjær Kristensen

KLASSEBILLEDET –HVAD BLEV DER AF … af Lotte Katborg Grønning

HVIDE SANDE HAVN –ET SKIB BLEV SAT I SØEN af Steen Davidsen

MANDS MINDE – OM AT VÆRE BEBOER I SØNDERVIG

af Jens Peter Boes

HISTORIEN OM Æ HAWFEST af Hans Gade og Jens Ole Engberg Pedersen

ÅRETS KONFIRMANDER BILLEDER FRA ÅRET

– Holmsland Kommune med sine lange kyststrækninger var et af de steder på Ringkøbing-egnen, hvor der var allerstørst aktivitet under 2. verdenskrig i 1940-45. Her var bunkers-byggeri, kanonstillinger, kysttrafik på havet, mange bevæbnede soldater, osv., osv. Det var et utroligt spændende –men også risikofyldt – sted at opholde sig, fortæller han i dag.

Men hvor Dagbladet også den gang skrev om stort og småt i lokalområdet, kunne man ikke følge krigs-begivenhederne i aviserne, for aviserne skrev kun, hvad de tyske militære myndigheder accepterede.

– Men i ét tilfælde var det lokale dagblad på pletten, nemlig da krigen kom til Hvide Sande tre uger tidligere end i resten af landet, fortæller Kristian Sand.

Det kan man alt sammen læse mere om i den artikel, han skrev i 2015 som et sammendrag af avisartiklerne fra 1940.

Da krigen kom til Hvide Sande tre uger tidligere end i resten af landet

Af Kristian Sand, fhv. chefredaktør, Jagtvej, Gammelsogn

VED godt 24-tiden natten mellem tirsdag den 19. og onsdag den 20. marts 1940 blev alle beboere i Hvide Sandes vækket af nogle kæmpebrag. En flyvemaskine havde kastet fire bomber over byen, og eksplosionerne skabte stor ravage i de nærmestliggende huse.

Flyet var blevet observeret, da det passerede byen fra sydvest og fortsatte over fjorden mod Ringkøbing. Men kort efter vendte det tilbage

og kastede et større antal lysraketter på en mark ved Jens Stage Sørensens hus i Sdr. Lyngvig. Ved detoneringen af disse blev landskabet oplyst i flere kilometers omkreds.

Få sekunder senere kastede flyet bomberne i Hvide Sande, og Ringkjøbing Amts Dagblad berettede følgende:

»Klokken 00.10 lød et tordenlignende brag, som rystede alle husene. Braget hørtes langt inde i landet på den anden side af Ringkøbing,

Et af de store bombe-kratere med Andreas Folkjærs hus i baggrunden. Stedet er umiddelbart vest for Færgemandsvejs udløb i Dakotavej.

Stinne og Andreas Folkjærs vægur blev ramt af både glassplinter fra de knuste vinduer og stålsplinter fra bomberne. I dag hænger uret i køkkenet hos Gurli og Jim Jensen, Karen Brandsvej 97, idet Jim Jensen arvede det efter sin morfar. På billedet sætter han fingeren på en af splinterne i urkassen.

og med eksplosionen fulgte nogle vældige glimt, som gjorde nat til dag mellem de små huse på Klitten. Folk styrtede ud af deres senge, og iført det allernødvendigste tøj løb de ud for at se, hvad der var sket.

Det viste sig, at flyveren havde kastet fire bomber på marken mellem Andreas Folkjærs hus og Valdemar Sørensens gamle gård. Bomberne havde dannet kratere af mange meters omkreds og sønderrevet den omkringliggende jord.

I Andreas Folkjærs hus blev alle ruder sprængt og murene gennemhullet af sprængstykker. Beboerne var gået i seng, hvilket reddede deres liv, for glasstumper i tusindvis fløj gennem værelserne, men heldigvis i så stor højde, at de passerede hen over sengene. Græstørvene på taget var slynget i luften, og el-ledningerne til huset var revet over.

I et hus umiddelbart bag ved, tilhørende Laurids Vandborg, blev alle ruder også slået ud, og værelserne raseret. Et sprængstykke havde slået hul i ydermuren og var fortsat gennem hele huset og ud gennem den modsatte ydermur. Heller ikke her kom mennesker til skade, selv om sprængstykkerne passerede i lav højde. Men det var et rent lykketræf, idet familiens voksne søn ikke var

hjemme på sprængnings-tidspunktet. Da han kom hjem, konstaterede han, at der var slået et stort hul i væggen ved hans seng, og at han ville være blevet dræbt, hvis han havde ligget i sengen.

Af de lidt fjernere huse blev især Anton Simonsens hårdt beskadiget, idet alle vinduer i vestsiden ud mod sprængstedet blev slået ind. Samme medfart fik murermester Fjord Larsens hus. Og hos forfatteren Alfr. Holm Laursen, 300 meter fra bombenedslaget, gik et sprængstykke gennem taget og ødelagde et større antal tagsten. Hos fisker Anders Enevoldsen blev der sprængt nogle ruder«.

Således beskrev Dagbladet den uhyggelige begivenhed i Hvide Sande, som 10 minutter senere blev fulgt en bombenedkastning i Bjerregård. Her faldt en enkelt bombe på land, mens to bomber gik ned i havet. Husene i Bjerregård rystede, og vinduerne klirrede, men der skete ingen materiel skade.

Ud over, at bombningerne skræmte befolkningen på Klitten, så blev der mand og mand imellem talt meget om baggrunden for nedkastningerne. Der var ingen tvivl om, at flyet var engelsk, idet flere af de nedkastede lysraketter i Sdr. Lyngvig var intakte, og de bar alle engelske inskriptioner. Spørgsmålet var, om

Et udriv fra Ringkjøbing Amts Dagblad lørdag den 23. marts 1940. Øverst to personer ved et af de store bombekratere. Nederst facaden på Andreas Folkjærs hus, hvor ruderne var splintret og muren fyldt af sprænghuller.

Også på anden måde end ved bombenedkastningerne natten mellem 19. og 20. marts 1940 kunne krigen ude i Europa mærkes i Hvide Sande. Billedet er fra efteråret 1939 og viser et kraftigt net, som var udspændt mellem den gamle »Sikrings« mole-ender for at hindre drivende miner i at nå ind til sluse-anlægget.

bombemaskinen blev jagtet at et tysk fly og kastede sine bomber for at opnå større fart og mere bevægelighed. En ung fisker på Havnen oplyste nemlig, at han havde observeret to flyvemaskiner forud for bombningen, og det så ud til, at den ene forfulgte den anden.

En times tid efter bombningen blev nedslags-området afspærret af politiet fra Ringkøbing, og onsdag 20. marts mødte Regeringens Særkommission for at klarlægge omstændighederne.

Der var to store og ét lille krater. De store var skabt af sprængninger et godt stykke nede i jorden, mens det lille krater var skabt af en sprængning ved jordoverfladen. Man formodede, at det var metalstykkerne fra sidstnævnte sprængning, der havde gennemhullet de nærmeste huse, lige som man regnede med, at der var sprængt to bomber i et af de store kratere.

Særkommissionen afsluttede undersøgelsen i løbet af onsdagen, men afgav ikke nogen udtalelse inden tilbagerejsen til København. Men torsdag morgen udsendtes en officiel erklæring fra den danske regering, at den danske gesandt i London var instrueret om at gøre forestilling over for den britiske regering i anledning af de skete krænkelser af Danmarks neutralitet ved overflyvninger på Jyllands vestkyst og nedkastning af bomber.

Gode råd fra en fjern fortid

Ywl o æ Kle’t 2014

I dag er det »nemt« at klare hverdagens opgaver for en familie. Vaskemaskinen klarer tøjvasken, og komfuret tændes ved blot at dreje eller trykke på en knap. Men en gang imellem har man lige brug for et godt gammelt råd til at klare en opgave.

I denne historie kan du få svar på mange spørgsmål: Hvilken blomst kan for eksempel fremtrylle en lille blå »karet«, når man forsigtigt fjerner kronbladene? Hvilken vestjysk specialitet kan kurere både forkølelse, gigt og slid? Hvordan holder man sine træskeer fine og glatte uden brug af værktøj?

Kirsten Weise Andersen fortæller i historien om sine bedsteforældre i Klegod, og historien indeholder mange sjove anekdoter og kloge svar.

INDHOLDSFORTEGNELSE

KÆRE ALLE

YWL O Æ KLE’T – GIDER DU LIGE OVERSÆTTE?

af sognepræst Daniel Kristiansen

2014

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

Vidste du for eksempel, at du beskytter tøjet mod at tage farve af spildt syltetøj, hvis du drysser et godt lag sukker over syltetøjet? Det er vist helt tydeligt, at der dengang ikke var helt samme »sukkerpoliti« som i dag.

Bevæger man sig rundt i Hvide Sande, ved de fleste, at mange gadenavne på nordsiden stammer fra skibsforlis, men det store spørgsmål er ofte: Hvorfor hedder Mamrelund Mamrelund? Det kan Kirsten Weise Andersen også svare på. Så læs med og find de gode råd, der måske også kan hjælpe her i 2018.

LØJTNANT BAGGES STORE SATSNING PÅ HOLMSLAND BLEV EN FIASKO

af Kristian Sand

KLASSEBILLEDET – HVAD

BLEV DER EGENTLIG AF ...

af Jannie Lymann Schacksen

POUL Å KJÆ DEGN

Å DJÆR HUS

af Kirsten Weise Andersen

HVIDE SANDE SERVICE GROUP

af Esben Thomey Kristensen

ET KVART ÅRHUNDREDE

I HJEMMEPLEJEN

I HVIDE SANDE

af Susanne Winther

MANDS MINDE ERINDRINGER

af Jens Peter Boes

DRONNING MARGRETHE

I HVIDE SANDE

– billedserie

ÅRETS KONFIRMANDER BILLEDER FRA ÅRET

Poul å Kjæ Degn å djær hus

Af Kirsten Weise Andersen

dette gamle hus i Klegod levede mine bedsteforældre, som i daglig tale blev kaldt Poul å Kjæ Degn. Huset er opført i 1875 af bedstefars far, Jens Pedersen. Jeg vil med dette indlæg til Ywl o æ Kle’t gerne fortælle om mine bedsteforældre og de minder om dem, jeg har fra min barndom og tidlige ungdom, samt det min mor og andre i familien har fortalt om dem. Desuden har jeg medtaget beskrivelser og omtaler af mine bedsteforældre fra forskellige bøger og artikler.

Hvem var de?

De var begge klitboer. Min bedstemor Kirsten Jensen var født i Klegod i 1869 som datter af Mogens Jensen og Iverine Methea Kirstine. De fik 14 børn, hvoraf Kirsten var nummer to. Hun voksede op på Strandfogedgården, som stadig ligger på fjordsiden lidt nordligere end Poul Degns Hus. Ejendommen ejes i dag af Dansk Sygeplejeråd. Da Kirstens mor døde, blev Mogens Jensen gift med Bolette, og med hende fik han en datter med slægtsnavnet Methea.

Poul og Kirsten Degn foran deres hus i Klegod. Ukendt datering.

Bedstefar Poul Degn (Andersen Pedersen) var født i Nørre Lyngvig i 1869, søn af sømand og fisker Jens Pedersen og Maren Poulsdatter. De boede på den gamle Strandfogedgård, på det nordre hjørne ved Klitvejen og Fyrvejen. Gården kaldes »Poul Gasis Goer«.

Mine bedsteforældre blev begge konfirmeret den 6. april 1884 i Haurvig Kirke efter syv års skolegang; hun i Klegod og han i Nr. Lyngvig.

Hun gjorde tjeneste både ved fiskeriet og hos gårdejere, mens han blev fisker både på fjord og hav.

I 1888 var de begge på sommertjeneste i Slesvig. Hun arbejdede på en gård. Han drev »høweder« på drivvejen sammen med andre »kåål«. Om det var her de fandt hinanden, ved jeg ikke; men bedstefar kunne med blink i øjet fortælle, at han havde forhindret Kirsten i »å blyw kjærest mæ en prøjser«.

Sommeren 1889 tog de sammen til Maasbüll ved Niebüll i Slesvig. De var både før og efter dette i samme bådelaug ved Nymindegab henholdsvis som esepige og fisker. Bedstemor satte madding på kroge ved esehusene i Nymindegab. Bedstefar fiskede dengang fra en åben bådtype og senere fra en haj.

Jeg er blevet fortalt og har læst om, at begge mine bedsteforældre var flittige og arbejdsomme. Det var nok en nødvendighed, at de i deres tidlige ungdom tog så langt væk fra Klitten for at komme ud at tjene. Men jeg forestiller mig, at de også har syntes, at det var interessant at opleve det gamle land i det sønderjyske.

Poul Degns hus Kirsten og Poul blev gift i 1891 i Nr. Lyngvig. I begyndelsen af deres ægteskab boede de sammen med min bedstefars far, Jens Pedersen. Da han flyttede til Ringkøbing omkring 1893 overtog Poul sin fars ejendom i Klegod, Poul Degns Hus. Husets grundplan er en tolænget klitgård med en stuelænge og en udlænge. Fra syd gik man ind i en lille gang med døre til begge sider. Til venstre lå stuen med adgang til køkkenet, sovekammer og æ westerkammer. Til højre lå to østerkamre. Køkkenets komfur blev varmet op med klyn (hedetørv). Spisekammer var der også. Fra køkkenet var der adgang til udlængen, som havde tre østvendte døre. Her var æ brøwwers med æ gruekedel. En gennemgående gang gav adgang til lade, fåresti og æ kjør-

Fra fiskeboderne i Nr. Lyngvig. Poul Degn er nr fire fra venstre. Esepigen foran Poul Degn ligner Kirsten Degn. Ukendt datering.

hus. Det var her vi forrettede vores toiletbesøg ved at gå ned på hug i æ grownin. Da mine forældre skulle giftes, syntes bedstemor, det ville være passende, hvis gæsterne fra byen fik bedre toiletforhold. Bedstefar var helt enig– og vupti, klarede han det lille problem: Mellem to bordbukke blev en spand placeret, og over den kunne en kasseret komfurplade være tjenlig som sæde. Man kunne så bare tage ringene af, så der blev et passende hul! Der blev senere indrettet et lille das.

Vandpumpen stod udenfor i den brostenbelagte gård. Her hentede man alt det vand, der skulle bruges. I køkkenet stod der altid en spand vand, hvorfra man med en øse kunne slukke sin tørst. Bedstefar kunne tage en ordentlig slurk, når han satte øsen for munden.

En have i sand

Bedstemor ville gerne have, at der så pænt ud rundt om huset, og der blev anlagt en lille

have sønden omme. Et stakit af brædder med spidse ender markerede indgangen og haven. Bedstemor holdt af blomster og fik da også nogle til at gro, selvom der var mere sand end jord. Jeg husker, at riddersporerne var noget af det fineste. Bedstemor viste os børn, hvordan man kunne trække i blomstens kronblade og »trylle« en lille blå karet frem. Om foråret stod der påskeliljer i haven og senere også pinseliljer og stauder. Ja, sågar solsikker var der. På fjordsiden af vejen blev der dyrket kartofler, og så vidt jeg husker også gulerødder, kål og roer. Det var de grøntsager, der blev spist til fisken eller til fårekødet. Om vinteren blev grøntsagerne opbevaret i en såkaldt kartoffelkule.

Æ Værksted

Sydvest for huset var der et værksted. Det var bygget solidt af sten, og huset står der endnu. Over døren hang et navnebræt, som stammede fra et forlist skib, »Nestor«. Brættet var fun-

Kjæ Degn i haven. Bag hende ses fra venstre sønnerne Jens Peesen og Mogens. Siddende fra venstre Bolette, Jeppe og Poula. Steffen Steffensen beskriver i »Klitboer«, hvordan han fotograferede familien i haven under to store solsikker. Det kunne være dette billede. Ukendt datering.

det ved æ haw. I værkstedet foregik der mange ting. Der blev redt net op, bødet garn og repareret. Alle hjalp til med at rede net op. Her havde bedstefar også sit værktøj, hvis der var »nåt der sku stannes« – repareres. Der var en helt særlig lugt i værkstedet. Garn, tjære, ulli (olie) og så tobak! Bedstefar røg pibe, og den hang altid i mundvigen på ham.

Bedstemor

Min bedstemor var på en måde uforanderlig. Hendes påklædning var en lang kjole og et forklæde, som det også ses på de forskellige billeder – altid i samme design. Hendes frisure var den samme livet igennem, sirlig og klædelig. Hun havde midterskilning fortil, og alt håret blev samlet til en fletning, som blev rullet op og sat med hårnåle.

Bedstemors daglige fodtøj var sivsko. Derhjemme gik hun med dem både inde og ude. Jeg husker også, at hun brugte tørklæde. Bedstemor var sirlig og proper. Kun ved højtider og til helt særlige anledninger havde hun sin fine kjole på med en broche på brystet og som altid den kønne ravkrans om halsen. Den var at se i kjolens halsudskæring. Kransen var med dobbeltsnor, skiftevis flade, mørke ravstykker og to runde ravperler imellem. Hun mente, at ravkransen var god mod forkølelser, og at den havde en gavnlig virkning på flere dårligdomme. Bedstemor var ofte plaget af gigt og slid. Hun mente, at hun skulle have sin ravkrans på, for »hejsen blywer a syk«. I dag går jeg selv med ravkæde, og ofte tænker jeg på bedstemors. Rav varmer, og måske havde hun ret i, at det er godt for helbredet. En ravsliber har fortalt mig, at det passer.

Hele huset blev holdt pænt. Hun viste os piger, hvordan man vasker op. Man manglede aldrig varmt vand. I det opvarmede komfur var der en beholder med varmt vand. Jeg husker ikke, om der var egentlige viskestykker.

Der var meget at »suge til sig«, når man gik ved siden af bedstemor. Der var en særlig ro over hende, og hun havde god tid. Hun havde f.eks. for vane at stå og gnide på sine træskeer, så de holdt sig pæne og glatte. Jeg kan stadig tage mig selv i at stå og gnide på min slidte

trægrydeske. For os piger var bedstemor på mange måder et forbillede.

Uld

Bedstemor lærte mig tålmodigt at hækle og strikke af det dejlige hjemmelavede uldgarn fra deres får. Det vakte min interesse for håndarbejde.

Fårene gav både kød og uld. Jeg husker de små lam og lugten af får. Min søster Inger og jeg fik fortalt, hvordan uld fra fårene blev kartet og spundet. Det var bedstemor og min mor, der klippede fårene med fåresaksen. Det krævede øvelse at klippe et får rigtigt, så man kunne få det fineste underuld at spinde af.

Bedstemor gik, som det var skik og brug i gamle dage, med æ pinngawn (strikketøjet), selv når hun gik udenfor.

Uld blev brugt til mange formål! Mens min mor, Methea, var tjenestepige i præstegården på Holmsland, skrev min bedstemor et brev til hende. Det var en noget sølle mor, der skrev til sin datter. Hun havde ondt i kroppen, var træt og tynget af alderens plager. Kunne Methea

Kjæ Degn i haven foran huset. Ca. 1930.

monstro undvære to at sine mest udslidte undertrøjer? Så ville Kjæ Degn gerne have lov til at bruge dem som supplement til de uldne filtede »klipfisk«. Det var ikke noget, der blev snakket så højt om.

På besøg

Når min søster Inger og jeg fik lov til at gå hen til vore bedsteforældre, gik vi langs grusvejen (Klitvejen) hen til Klegod. Forbi vores nabo Vejlgaard og ud på Klitvejen. Østpå lå Kræ Krænsens hus helt nede ved fjorden. Så kom vi forbi lærer Møllers ejendom. Hvis det var i bærsæsonen, kunne vi finde på at stikke vest for vejen og finde blåbær og swotbær. Var det blæsevejr, skulle vi lige se, om der var hvide manchetter (bølger) på fjorden. Når vi nåede Moster Bolettes hus og kunne se bedstefar sidde på bænken østen omme, så var vi der næsten.

Før Klitvejen blev asfalteret, lå Poul Degns hus meget kønnere end nu. Der var større afstand til vejen med et stort græsningsareal til fårene.

Fårene græssede i gården ved Poul Degns Hus. (Foto Vagn Hansen) Ukendt datering.

Min søster Inger står mellem Poul og Kjæ Degn. Min mor, Methea Veise, bærer mig på armen. Bagved står min moster, Stinne. Hunden hed Jolly. Ca. 1928.

Det var så hyggeligt, når vi var på besøg. Der var altid saftevand og lidt hjemmebag, f.eks. boller eller et stykke sigtebrød med syltetøj. Det lidt flydende syltetøj blev altid overstrøet med rigeligt sukker, så vores rene kjoler ikke fik pletter.

Bedstemor havde høns. Hun havde engang mange kyllinger, og de var små, gule og bløde. Én af mine idérige kusiner fik den idé, at hun ville lave en have med »kyllingeblomster«. Hun bar kyllinger om bag ved huset ved en lille »brink« med sand. Her gravede hun huller og puttede en kylling i hvert hul, så kun hovederne stak op af sandet. »Blomsterne« kæmpede for at komme op igen, og de blev alle »plukket« levende op af sandet og leveret tilbage til hønsene.

Ywl

Når vi kom på besøg hos bedstefar og bedstemor omkring juletid, mindes jeg tydeligt, hvorledes æ westerkammer var fyldt op med flotte fyldte kagedåser. Der var saft i saftevandsflasker, et »anker« med hjemmebrygget juleøl og julepynt lå klar til opsætning. Huset var rengjort, petroleumslamperne pudsede, messingtøjet ligeså. Rammerne omkring familiebillederne havde fået en ny gang guldbronze, og glasset var rengjort med sprit.

I saltkarret lå kød af gris og får. Fåreblodpølse med sirup var ikke min livret – men smagsprøver kunne ikke undgås. Min søster og jeg var opdraget til, at »det skal prøves«, før man kunne sige nej tak. Blodpølsen gled lettere ned, hvis der også var »hvid pølse« på bordet. Det var en slags pandekagedej, der blev kogt i en lærredspose – lidt i retningen af sakkuk, der blev kogt i vandbad i en lille metalform.

Hos Købmand Holmager i Klegod blev der købt mel, krydderier, gær og svesker til bagningen samt humle og maltekstrakt til ølbrygningen. Købmanden var en meget omhyggelig mand, der vejede af med stor nøjagtighed. Bedstefar skulle en dag bl.a. købe et pund svesker med hjem. Holmager fyldte svesker i papirsposen på vægten. Han vejede af igen og igen. Det var svært, at få vægten til at passe. Købmanden tog en sveske op af posen – nej,

så var der for lidt. Lagde svesken ned i posen igen – nej, så fik Poul Degn for meget for pengene. Op og ned med svesker gik det, og lige lidt hjalp det. Bedstefar, som var lidt af en drillepind, stod og iagttog Holmager. Så tog han en sveske op af posen og sagde: »Så beej´en da øwer«. Svesken kom hel i posen.

Gæstfrihed

Min erindring er, at der året igennem kom mange mennesker i huset. Min søster og jeg oplevede tit at være der sammen med andre, og der blev ikke skortet på gæstfriheden og sjove fortællinger.

Der var altid kaffe på kanden. Var der mænd på besøg, skulle der måske en lille én i kaffen. Vi kendte hinanden alle sammen og vidste præcist, hvem der boede hvor, hvad de lavede (og ikke lavede) og hvilke glædelige og mindre gode begivenheder, der foregik. Som barn fornemmede jeg, at man tog sig af hinanden og hjalp til, hvor det var tiltrængt. Der blev

Indkøbsseddel ved juletid. Degnfamilien handlede hos Købmand Holmager i Klegod.

ikke snakket så meget om det. Man gjorde det bare.

Min bedstemor var en rolig og omsorgsfuld mor og kone – og det var nok også nødvendigt med en stor børneflok på 10 og med en mand, som havde mange jern i ilden.

De unge var hjemme på besøg. Stående fra venstre: Morbror Jeppe, moster Stinne, hendes svigerinde Laurid Skelmose (Esbjerg), morbror Kesse (Kræ Degn) og nabodatteren, Josefine (Finne)Vejlgard (Søren og Mathea Vejlgaards datter). Siddende: Bedstefar Poul Degn og bedstemor Kjæ Degn med barnebarnet, Kirsten Muff. Ca. 1930.

Bedstefar

Bedstefar var aktiv udadtil. Han var bestyrelsesmedlem af Fiskeriforeningen for Ringkøbing og Stadil Fjorde, af Fiskernes Understøttelseskasse samt af Lyngvig-Klegod Låneforening. Han skulle efter sigende have været noget af en »krabat« som ung. Og så var han en meget sjov fortæller. Det var jo en tid, hvor man kom hinanden ved, når familie, naboer, venner og bekendte mødtes. Det var før radio og telefon og meget andet var installeret, så der var bedre tid til at lytte til hinanden.

Som børn slugte vi disse beretninger, og med vores begrænsede viden om verden uden for Klitten forekom det eventyrligt at høre bedstefar fortælle. Når han fortalte om sjove oplevelser, gav hans skråtobak ham spyt, som han sendte gennem luften med god fart og perfekt præcision hen i æ spytbak, som stod på gulvet ved vinduet.

Bedstefar fortalte gerne om sin soldatertid ved Marinen, hvor han som ung matros var ombord på et skib, som lå i Athens Havn netop den dag, hvor den græske konges sølvbryllup blev fejret. Det havde været stort at stå i sit matrostøj med det danske flag. Jeg var stolt af min bedstefar. Han havde været så langt væk. Jeg

Poul Andersen Degn. Ukendt datering.

havde kun været i Ringkøbing. Hele historien kan læses i bogen »Klitboer« af vinterlærer og forfatter Steffen Steffensen.

O æ haw

Bedstefar fortalte også om sine oplevelser som ung på Helgoland. Hjemme i mine bedsteforældres stue hang der en stor radering af Helgoland. Når jeg så på den, kunne jeg forestille mig, hvordan det havde været for ham som fisker. Det stod for mig som noget helt særligt, at øen lå som den faste klippe i havet. Men det kunne også gyse i én, når man tænkte på de hårde søer, der kunne slå ind over skibene o æ haw. Ved lyden af storm kunne man få en knugen i maven, hvis nogen i familien var på havet. Det sidder stadig dybt i mig, at det er forbundet med fare at være på havet i storm.

Gennem generationer var der blevet berettet om dem, der blev derude, om forlis og om redningsmænd. Bedstefar kunne varsle ting og hændelser. Jeg husker, at han engang berettede, hvordan han havde hørt en underlig lyd fra havet. Lyden blev mere og mere tydelig, og han kunne nu høre, at det var ankerkæden på et skib, der raslede. Det var et varsel om forlis. Om dette varsel blev til virkelighed, ved jeg ikke. Bedstefar kunne også få et helt særligt blik i øjnene, når han fortalte om sine fornemmelser for det, som lå uden for den virkelige verden. Han var synsk, sagde man.

En stor lille mand

Bedstefar var meget glad for børn, og jeg viste stolt min førstefødte, en stor dreng, frem. Han glædede sig over oldebarnet, men med bemærkningen: »Sikkeda en stue knejt. Da a blev føj, ku a leg i jen a æ stur Tordenskjold-tændstikka’ser«. Bedstefar var altid parat med en spontan og sjov bemærkning.

Han var ikke nogen stor mand af størrelse, men han havde en udstråling, der gjorde, at han syntes større. Vi havde respekt for ham. Hans blik var skarpt og i ørerne bar han guldøreringe. De var runde med et fint anker i.

På hovedet havde han sin kasket med fast skygge, sin hat eller sin uldlue. Æ wajmæls-

bowser var med klap, ligesom naverbukser. Han gik med engelsk genser, en uldtrøje med vaflet mønster, så tætstrikket, at den kunne holde vind og fugt ude. Fodtøjet var træsko med tyk overlæder. På sine ældre dage fik bedstefar besvær med fødderne. Han skar resolut et hul i læderet, der hvor knysterne sad.

Vi Fiskere er Børn af det danske Folk Først fornylig har jeg læst oplysninger om min bedstefars engagement i hele spørgsmålet om Hvide Sande Sluse. Jeg synes, det fortæller noget om Poul Degn, som skal med her.

Efter århundredeskiftet var det virkelig hårde tider for fiskerne pga. afvandingsproblemet i Ringkøbing Fjord. Flere familier stod økonomisk på afgrundens rand, og mange fiskere var tvunget til at flytte fra Klitten.

I januar 1923 blev der holdt et møde i Hvide Sande med repræsentanter fra regeringen Poul Degn står ved værkstedet med hunden, Stop. Navnebrættet, »Nestor«, fra et forlist skib var fundet ved havet. Ukendt datering.

samt vandbygningsdirektøren m.fl.. Sognefoged Chr. Fjord, Andreas Jensen, Poul Degn og flere gode folk fra Klitten var også til stede for at udtale sig om problemet.

Bedstefar gjorde sig til talsmand for at give fiskerne vilkår til at kunne opretholde fiskeriet ved at etablere en regulerbar sluse ved Hvide Sande.

Han sagde bl.a: »… Hvor er den Familieforsørger, der siger Nej til sine Børn, når de uforskyldt lider Nød? Vi Fiskere er børn af det danske Folk. Og jeg tykkes, at når vi kommer med en rimelig Bøn om Støtte, tør vi vente at blive hørt.

Det kan ikke blive ved med at gaa, som det gaar. Når de Redskaber, vi har, er opslidt, har vi kun de bare Hænder, og vi kan ikke vente, at der fremdeles ydes os Kredit. Faar vi Hvide Sande-Udløbet igen, kan vi alle bestaa. Bad vi om direkte Understøttelse, var det måske ikke for meget at svare Nej. Men vi beder kun om Vilkaar, så vi kan leve. Jeg har ikke kunnet føde min Familie for min Fortjeneste sidste Aar. Hver gang vi gaar ud, er det med Tab. Og fiske med Tab kan vi slet ikke holde ud til«.

Når jeg læser citatet i referatet fra mødet, kan jeg høre min bedstefars stemme for mig, og jeg forestiller mig, at hans og de andre fiskeres ord fik vægt, da den endelige beslutning blev taget i 1929 om at bygge slusen ved Hvide Sande.

Klegod Skole. Her gik Kjæ Degn i skole og senere børnene. Poula Degn står som nr. to fra venstre. Ukendt datering.

Poul Degn og Mamrelund

Det fortælles, hvordan fjordhavnen Mamrelund fik sit navn.

Bedstefar var engang på fjorden med åledrivvod, da det pludseligt blev dårligt vejr. Han sejlede ind mod en vig. Det var der, hvor sandpumperen havde ligget i Hvide Sandes første tid. Da båden lå i vigen, i læ for vinden, sagde bedstefar: »Her kan vi ligge som Abraham i Mamrelund«. Siden har stedet heddet Mamrelund.

En lille anekdote

Bedstefar kendte vandbygningsdirektør Lillelund. Han ferierede om sommeren tæt på Pouls Degns Hus. På den første dag i en ferie manglede de vand i sommerboligen, så en søn blev sendt ned til Poul Degns hus for at hente vand. Han spurgte, om han måtte tage en spand vand ved pumpen. Spørgsmålet blev totalt overhørt af bedstefar, som efter en rum tid kiggede på gæsten og spurgte: »Hwæm er æ mand«? Det gav anledning til en præsentation, og da bedstefar hørte Lillelunds navn, kom det promte: »Do ka hint all det wand, I will ha´«.

Børn og børnebørn

Poul og Kirsten Degn fik 11 børn, 7 drenge og 4 piger. De havde et dejligt hjem for alle

deres børn. Deres førstefødte, en dreng, blev kun syv måneder gammel. Alle på nær én ernærede sig ved selv at fiske eller ved at være gift med en fisker. Mange af dem blev boende på Klitten. Sønnerne Jens Aae, Marius og Jeppe tog til Esbjerg for at fiske. Marius blev i Esbjerg, men de to andre fiskede f ra England og i andre farvande. Mogens tog »helt« til Ringkøbing. Jens Peesen var først fisker i Nr. Lyngvig og blev senere post. Kræ Degn var fisker og levede hele sit liv i Poul Degns hus.

Stinne blev gift med en elektrotekniker i Esbjerg. Bolettes mand var fisker og de boede i Klegod, hvor de også havde landbrug. Poula bosatte sig i Hvide Sande sammen med sin mand, der var fisker, selvom hans kaldenavn var Tømrer.

Min mor, Methea, boede i Nr. Lyngvig med min far, Jørgen Veise, som var fisker. De fik fire børn, Andreas Veise, Poul Degn, Inger Veise og mig, æ skråwkååg, som det blev kaldt, når man er det sidste barn i en søskendeflok.

Som barn og ung var det sjovt og spændende at være sammen med alle i familien, høre dem berette og vise frem, hvad de havde hjembragt fra fremmede havne og byer. Morbror Jeppe fiskede fra Holland, og engang tog han noget med hjem til mig. Han forærede mig de fineste små hollandske træsko, og jeg husker, hvor glad og stolt jeg var. Jeg har den dag i dag de små røde træsko hængende. De er slidte i bunden, for de blev brugt lige så længe, jeg kunne klemme fødderne ned i dem.

Jeg husker alle mine mostre, morbrødre og deres ægtefæller. Naturligvis også mine kusiner og fætre, hvoraf der heldigvis er nogle tilbage. Om alle dem kan der fortælles meget mere. Poul og Kjæ Degn har mange efterkommere på Klitten, og jeg håber, at andre vil skrive ned, hvad de kan huske, så de gode historier gennem generationerne kan bestå.

De ældre år

Da bedstemor døde 69 år gammel i 1939, var bedstefar og hans yngste søn Kristian – kaldet Kesse eller Kræ Degn – alene tilbage i huset. Min moster Stinne hjalp nu til derhjem-

me hos de to mandfolk. Da hun senere blev gift og flyttede til Esbjerg, blev det i første omgang en husbestyrerinde, der overtog husførelsen.

Senere kom Elisabeth Korsgaard, en ung Ringkøbingpige, til. Det blev en god tid for bedstefar og ikke mindst for Kræ Degn, da det blev til bryllup og et godt ægteskab mellem ham og Libbe, som hun blev kaldt. Så blev Poul Degns Hus igen et familiehus for far, mor, søn og bedstefar.

Onkel Kesse, tante Libbe og sønnen Ib boede således sammen i Poul Degns hus i en årrække. Onkel Kesse var fjordfisker og som sin far noget af en personlighed. Han interesserede sig for arkæologi og gjorde bl.a. møntfund ved klitterne. Han fik udstykket sommerhusgrunde mod vest, og her er en vej opkaldt efter ham, Kræ Degnsvej. Tante Libbe var en dygtig og trofast kvinde, som passede godt på min bedstefar, så længe han levede.

Poul og Kjæ Degn som ældre. Ukendt datering.

Da bedstefar døde som 84-årig første juledag i 1953, kom hans kiste til at stå i værkstedet, som blev pyntet med gran og fyr. Væggene var dækket til med bordpapir og familien sang æ gammel Degn ud fra værkstedet.

Slægt følger slægt

Har man nået min alder er harddisken ved at være fyldt. Jeg er 86 år og har 4 børn, 11 børnebørn og 15 oldebørn. Jeg nyder at følge med i, hvordan det går dem alle. Familien mødes ofte på Klitten og på Facebook. Her er jeg medlem af gruppen »Billeder fra Hvide Sande gennem tiden«. Det har givet anledning til at tænke på den enorme udvikling, der er sket i min levetid. Jeg kan huske langt tilbage og har nu haft fornøjelse af at tænke på minderne om mine bedsteforældre i Klegod.

Glædelig Jul på Klitten.

Hvide Sande-udvalget, Spørgsmaalet Ringkjøbing Fjords Udløb. 1924.

Steffen Steffensen, Klitboer. Lohses Forlag. 1964.

Alan Hjorth Rasmussen, En udmærket bekvem fiskeplads. Museet for Varde by og omegn. 2006.

Alan Hjorth Rasmussen, Imellem Molerne. Hvide Sande Fiskeriforening. 1982.

Chr. Tarbensen Christensen, De nærer sig af vrag. Danmarks Folkemindeskrifter. 1995.

Lokalhistorisk arkiv for Holmslands kommune i Kloster.

Poul Degn, Libbe Degn, Kræ Degn og sønnen Ib hjemme i stuen. Ukendt datering.

Fremtidens turist er en vandhund

Ywl o æ Kle’t 2013

En gang var turisterne glade for et hus på 14 kvadratmeter, hvor mælken blev leveret med hest hver anden dag. Det var dengang, man kaldte turisterne for sommergæster, og nordsiden var landbrug og sommerboliger. Sommeren var uendelig og sandflugt resulterede i gravearbejde, før man kunne komme ind i sommerhuset, fortæller Viggo Plum i artiklen fra 2013.

I dag er turisterne en fast del af bybilledet, og vi kender dem på tøjstilen, de medbragte hunde og de hyggelige kaffe-drikkere ved restauranterne på havnen. Den type turister vil også fremover besøge Klitten, men Anders Thygesen, indehaver af udlejningsfirmaet Esmark, ser også nye typer gæster, når han bliver bedt om at kigge i krystalkuglen:

INDHOLDSFORTEGNELSE

KÆRE ALLE

JULEN ER STJERNEFORMET!

af sognepræst Thomas Kristensen

2013

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

RAGNA TANG FIK SIN PLADS I KLOSTER

af Thor Lykke Jensen

FORNEMT JUBILÆUM HAR FYLDT PÅ HOLMSLAND

af Ole Tang, journalist ved Skive Folkeblad

HVAD VIL VI HER? af Mille Søndergaard

HUNDREDE – FIRS – OG TRES ÅRS

JUBILÆUM FOR NOGLE AF SDR. LYNGVIGS SOMMERGLÆDER af Viggo Plum

HVIDE SANDE, EN LILLE DEL AF HITLERS ATLANTVOLD af Tommy Cassøe

KLASSEBILLEDET – hvad blev der egentlig af ... af Frederik Wiese, journalist, DR

TYSKERHAVN – »EN TIDSLOMME«

af Steen Davidsen

REDSKABSHUSE FORTÆLLER

OGSÅ HISTORIE

af Holger Ejby Villadsen

»HOLMSLAND-OGGINALER V«

af Ole Tang, journalist ved Skive Folkeblad ÅRETS KONFIRMANDER BILLEDER FRA ÅRET

– V i ser en voksende bevægelse af den gruppe, man kalder LOHAS. Det er gruppen, der dyrker sundhed og bæredygtighed. De går i tøj, der ligner joggingtøj, men som er meget dyrt, de vil have den bæredygtige kaffe og betaler gerne for den, de praktiserer affaldssortering og er aktive i naturen med løb, cykling, gåture og ikke mindst surfing, fortæller han.

Anders Thygesen ser et kæmpe potentiale i vandsport-turismen som LOHAS også en del af og har en ide til politikerne, der drømmer om øget bosætning:

– A lle børn i kommunen burde lære at surfe. Hvis de bliver bidt af surfing, flytter der herhjem igen, når de er færdiguddannede, for der findes ikke bedre steder til at dyrke netop surfing. Håndbold og fodbold kan de dyrke alle steder – men surfing er bedst lige præcis her, siger han.

Ellers er udlejningsbranchen ikke udviklet ret meget gennem de senere år, siger han.

– E ssensen er den samme: Vi udlejer huse, som folk bor i. Husene er fulgt med tiden med internet og lækre badeværelser, men essensen er den samme. På Klitten vil vi komme til at mangle større huse, for moderne familier er sammenbragte med mange børn, og flere vil gerne tage på ferie i store grupper. Før i tiden kunne man sagtens sove fire mand på ét værelse, men turister i dag vil også gerne have privatliv.

Men uanset trends og demografi vil Klitten stadig tiltrække gæster:

– Her er trygt og sikkert, det er nemt at komme hertil, her er plads til fællesskab med familie og venner, her er strand, vand og frisk luft. Og det bliver vi ved med at have, siger Anders Thygesen.

Hundrede – firs – og tres års jubilæum for nogle af Sdr. Lyngvigs sommerglæder

Af Viggo Plum

»Bamses Hus« runder de 80 år. Grundkøbet skete for hundrede år siden I starten af 1900- tallet begyndte der at komme sommergæster til den jyske vestkyst. Indkvarteret på de store strandfogedgårde, hos nogle bønder og lidt senere på hoteller og efterhånden også sommerhus. Det var startet med, at nogle fra borgerskabet i København og Århus var begyndt at bygge villaer – sommervillaer – op langs kysterne tæt ved byerne, og andre tog på gæsteophold lidt længere væk

Hanne og Niels

på kroer og badehoteller, som dukkede op, langsomt efterfulgt af sommerhuse. Men den jyske vestkyst blev også anset for eksotisk for en mindre del af dette borgerskab.

I Søndervig, som lå lettest tilgængeligt af den midtjyske kyst, får vi det første sommerhus boom i 1920´erne, men selve tangen ved Holmsland Klit var endnu stort set forbeholdt fattige jorddyrkere. Her var for langt ud og for øde.

I 1913 er min mormor og morfar på vandretur langs den jyske vestkyst. Undervejs kommer de til Sdr. Lyngvig, hvor de totalt falder for de smukke klitformationer og det relativt sjældne med to rækker klitter, hvor der er en »brede« imellem. Et klitlandskab som også dengang må have virket helt eksotisk på folk, der kom fra byer og Østdanmarks kyster med løvskove og frodige marker ned mod kyst og søer. Det barske som kontrast til det milde landskab.

De bliver så begejstret, at de aftaler med stedets ejer – gårdejer Jeppe Enevoldsen – at de vil købe et stykke jord helt ude ved havet. 3 tdr. land for 200 kr. Jeppe mente det var lidt tovligt, for det var jo klitlandskab, der ikke var til nytte, kun til besvær for at bekæmpe sandflugt. Senere samme efterår kom min morfar forbi igen – denne gang i bil – fordi familien havde besluttet, de skulle købe 7 tdr. land mere i samme omgang. Det blev så yderligere 500 kr. Altså i alt 700 kr. Et skøde blev udarbejdet af Overretssagfører P. Grove i Ringkøbing, som vist gav sig god tid til denne pudsige handel og også afventede et nyt cirkulære fra

Munk Plum (o. 1910). De faldt for Sdr. Lyngvigs storslåede natur.

landbrugsministeriet i maj 1915, som blev anvendt som regelsæt for denne slags handler. Således var selve handelsaftalen og betalingen tilbage i 1913, men først i 1915 tilskødes: »Ingeniør N.M. Plum, Matr. Nr. 2 ae Strandgaarde, Gammelsogn, uden Hartkorn«. Det konstateres også i skødet, at betalingen er berigtiget ved kontant handel.

Af kortet fra 1912 kan det ses, hvorledes Holmsland Klit netop har skiftet karakter efter bygningen af Hvide Sande kanalen, der jo lidt senere måtte lukkes i hast. Her mellem Dæmonsbjerg og kanalen er der blot 9 mindre gårde, hvor nu Hvide Sande Nord breder sig helt op nord for Dæmonsbjerget. Gårdene er placeret netop øst for klitterne, på kanten til de mulige markfelter og væk fra fjordens store –til tider våde – engstrækninger.

Sommerhusgrunden blev nok valgt dels pga. den dobbelte klitrække og dels pga., at der sydvest for Dæmonsbjerget var nogle af de højeste vestlige klitter. 60 fod mod Dæmonsbjergets 77 fod. I dag er forskellen langt mindre.

Min morfar fik en arkitekt (Aage Lønborg Jensen) til at tegne et lille hus, men desværre blev projektet aldrig til noget, men tegningerne eksisterer. Nok dels pga. Første Verdenskrig og dels pga., at familien fik travlt med andre gøremål, bl.a. at bygge nyt hus udenfor København ved Bagsværd Sø. Min morfar besøgte Sdr. Lyngvig for at tilse arealerne flere gange i tyvene, når han alligevel forretningsmæssigt var på kørsel i Jylland.

Havnen bliver bygget og det lille blå hus – senere kaldet »Bamses Hus« bliver født

Det blev min mor Karen Johanne Plum – og hendes daværende mand – der var de første i næste generation, som kom til Sdr. Lyngvig på ferie. Det var i 1931 og 1932 med telt og cykel. Således at familiens mere »bofaste sommerferier« her startede samme år som Hvide Sande Havn åbner.

Glæden over stedet betød, at hun fik de 10 tdr. land, og i 1933 kunne de bygge et lille hus. Tegnet af hendes daværende mand (billedhugger Johan Galster), bygget af en tømrer-

Kort fra 1912 over den sydlige del af Sdr. Lyngvig. Navnene på de 9 gårdes ejere i 1915 er indsat.

Vestligste firkant er det første grundkøb fra 1913, hvor det blå hus ligger i dag.

svend i Ringkøbing. Det blev præ-bygget som 6 flader. Tag, bund og 4 sider. Herefter transporteret ud til klitten og med hestevogn trukket op til dets placering, hvor det stadig står som blåt malet hus – af de lokale børn en lang årrække kaldet »Bamses Hus« mens den tvserie var alle børns godbid og det fine øgenavn kendes stadig som en klar betegnelse, når nu husnummer udenfor vejsystemet er noget pjat. Prisen for huset i 1933 var 400 kr.

Husets placering var god i 1933, dengang kunne man se til havet af nordvest vinduet og foran huset var en stor lyng- og revlingbeklædt flade, der var beskyttet mod vestenvinden og hurtigt blev brugt til fast teltplads til gæster og sidenhen til sovetelt til børn.

Huset var kun på 14 m² og meget simpelt med 2 køjer, en briks med et tremmebord, samt

Det første og ældste hus fra 1933 tegnet kort efter opførelsen.

en lille fastmonteret plade til en primus. Vandet blev de første år hentet ved fårehullerne (gravet til vanding af fårene) nede i »breden« samt fra havet, men der kom i 1934 en pumpe op nedenfor de yderste klitter på østsiden, så vandet blot skulle bæres op af klitten. Pumpen blev dog fjernet – ligesom meget andet – under krigen. Pumpen stod efter krigen i Mamrelund til glæde for andre. En ny kom til i 1946.

Mens husets placering var god før krigen, så har det i de første 20 år efter krigen været lidt problematisk. Tyskernes gravearbejde i klitterne og deres færdsel betød, at der nemt kom sandflugt. Sandflugt betød, at der blev totalt omformet i klitformationerne, mest i årene lige efter krigen. Den store beskyttede flade til teltplads forsvandt, udsigten til havet forsvandt, pumpen blev begravet totalt af sand, der kom ind som en kæmpeklit nordøst for huset (hvor en sti i dag blandt hybenkrat fører op til havet). De store børn og min mor gravede næsten i døgndrift i 3 dage uden resultat. Jeg var kun 7 år her i 1951. Men det står meget lysende for mig: min mor som var ked af det, mens jeg syntes det var hyggeligt med den løsning, der blev opfundet. Fra Jeppe Enevoldsens gård, som var købt af Jens Grus, kom den næstældste søn Leo hver anden dag med en stor 40 liter mælkejunge på en stor træslæde, trukket af Lise – en meget sød lysebrun hest. Det var da en hyggelig løsning for den sommer, men der måtte suppleres med, at vi hentede gryder med saltvand fra havet med op efter hvert morgenbad. Samme system brugtes i 1952, så hesten Lise kendte

vejen godt. Om vinteren husker jeg, at der blev sparet op til at Kålund – VVS – kunne sætte en ny pumpe op lidt længere væk, øst for huset. Flere somre gravede vi sand væk, der lagde sig under huset og var ved at lukke for den gennemtræk, der var nødvendig for at holde træet godt. Ja, der var 2 år døren ikke kunne åbnes for sand, før der blevet skubbet og gravet. Det var tungt og med spande, 2 master, et solidt tov og et taljeværk, som min bror lavede, blev meget sand transporteret væk til nedenfor klitten mod øst. Men alligevel var det 3 gange nødvendigt at hæve huset, hver gang ca. en meter. I 1955, 1963 og 1968. Men derefter har det været så stabilt, at vi sidenhen har sænket det 25 cm, så det passede bedre ind i landskabet.

Den faste beboergruppe om sommeren med 5 ugers sommerferie var i mange år min mor med hendes 3 børn. Hun var skolelærer, så ferien var set fra børnevinkel dejlig lang derovre. Umiddelbart efter krigen var hun blevet skilt. Der var imidlertid næsten altid andre børn med på ferie, og desuden kom der også nogle gange voksne gæster på kortere besøg. Desuden boede min mormor der tit, idet hun dog flere somre lejede sig ind på et værelse over daværende Købmand Jørgen Jensens butik (nu Frydendahl sport). Eller hos Jens Grus, hvor nogle af børnene så mistede deres værelse over sommeren. I sommerhuset var der kun 3 sovepladser. Det næste hus blev først bygget i 1953. Der var således i flere år behov for teltet til en del af børnene, jeg var for det meste for lille til at sove der. Men teltet måtte efter krigen slås op længere væk og på en dårligere teltplads, hvor det ofte blæste ned. Det kunne være vådt og besværligt, når det skete midt om natten, men jeg husker det som meget hyggeligt, når hele gulvet blev redt op med soveposer og min mor altid (i min hukommelse) kunne fixe dejlig budding frem fra en hylde under loftet til natmad og trøst. Af samme grund er jeg fortsat glad for budding.

Endnu et hus, vestenvinden havde ødelagt vores telt

I vinteren 1952-53 skulle der spares op til et supplerende hus. Vi børn måtte hver uge lægge lidt af vores lommepenge i kassen for op-

sparing til huset – nok mest symbolsk betydning. Men det var måske med til at give ejerskab. Sommeren 1953 stod så et ekstra hus færdigt. Problemet var, at der pga. kystfredningsgrænsen ikke kunne bygges til det gamle blå hus, der jo yderligere i disse år var truet af sandflugten. Derfor måtte der bygges længere inde. Heldigvis havde min mors bror købt 10 tdr. land inden for min mors jordstykke. Så med mageskifte kunne det opføres korrekt og lovligt. Desværre kom tømreren til at sætte det 4 m forkert, så det lå inde på en anden nabogrund tilhørende en tekstilgrosserer, der under krigen skulle gemme nogle penge i jord. Han kom der aldrig og havde i flere år ikke villet sælge, så det var nødvendigt at flytte huset lidt mod nord. Byggetilladelse var som »sommerhus« fra 1953, men reelt blot opført som sovehus til børnene. Det var næsten magen til det gamle hus, lidt større, blot med 3 køjer og en briks og et skab, samt madrasser til at trække ud på gulvet, så der kunne ligge 7 børn ved spidsbelastningerne. Hvordan min mor klarede at holde styr på de mange børn, som kom der og fodre dem af, kan nok som voksen undre mig. Hun var som regel alene om den opgave, men åbenbart meget gæstfri overfor mine fætre, mine søskendes venner eller be-

kendtes børn, der trængte til et ophold i det vilde vest med et primitivt liv. Nogle få gange var vi 12 personer i alt, så vi måtte spise i hold.

Begge huse var fra begyndelsen lyseblå –nemlig den farve det var lettest at få fat på og som var solid: skibsmalingen som fiskerskibene brugte. Det synes vi også dengang passede pænt til klithuse ved en fiskerby. Sidenhen har de dels fået forskellig farver, nu henholdsvis mørkere blå og marehalm grøn for at det skal passe mere neutralt ind i landskabet, og så vi ikke vedvarende skal kalde dem for det gamle og det nye hus. Det er for næste generation mærkeligt at kalde et lille træhus fra 1953 –altså 60 år gammelt – for det nye hus.

De fleste sommerbutikker lå ikke i Hvide sande

I min barndom var livet meget simpelt her. Uafhængig af formelt ejerskab brugte vi hele området ca. en km til hver side som vores territorium for forskellige typer leg. Her var dengang i halvtredserne og tresserne masser af åbne hvide sandarealer oppe i klitterne, som var egnet til alt fra boldbaner til heste-lege og grave-lege. Her kom aldrig nogen mennesker, og jeg husker vi sjældent havde meget tøj på,

Det »nye hus« fra 1953 som rodeområde, når der var mange gæster. Her fotograferet i 2001.

om overhovedet noget. Ligesom vi også brugte stranden som vores område til vandlege og indsamling af spændende sager. Men lige efter krigen fik vi mange foredrag om ikke at samle noget stykke op som lignede metal, pga. frygten for minestykker eller andet krigsefterladenskab. Der var jo også mange rester af modbydelig pigtråd. Men det bedste var at gå på jagt efter gode sildekasser – dengang af træ, og dem fra Grimsby var bedst – som kunne bruges til at bygge små »butikker« af, og hvor det så gjaldt om at finde en god tom whiskykasse, som kunne være disk. Heldigvis var supermarkeder ukendt dengang i halvtredserne, så vores forestillinger gik blot på en lille bod vi kunne kravle ind i med tag og vægge, så vi kunne sidde på hug derinde.

Gennem hele sommeren kunne det være herligt at planlægge, hvorledes ens butik kunne blive bedre i konstruktionen og mere tæt mod sandflugt og regn. Det var så spændende, om man kunne finde de byggematerialer på stranden, der skulle til. Lå de langt væk mod nord – halvvejs til fyret – måtte de slæbes af sted i vandet fordi de ofte jo var tunge, så et reb fundet på stranden var en del af påklædningen – tja ofte den eneste når solen skinnede og vi var blevet hærdet.

Hvert år, når sommerferien sluttede, skulle vi desværre slæbe alle vores gode byggematerialer ned på stranden igen, men netop derfor holdt legen nok så mange år og gik siden i arv til mine børn.

I den anden verden brugte vi ikke butikker så meget

At fodre mange børn og at skulle hente maden langt væk til fods har været et problem, ligesom det jo kostede. Vi hentede mælk hver dag fra køerne hos Jens Grus. Her var også kartofler, gulerødder og æg. Den som hentede mælk i den lille 5 liter junge plukkede på vej hjem blåbær (når det var sæson) som med havregryn og mælk var en god morgenmad. En del aftensmad blev klaret med kartofler eller brasekartofler og spejlæg. Og så kunne mælken også skabe tykmælk og budding ikke at forglemme. Børnene blev forsynet med rygsække og så hentede vi købmandsvarer hos Anton på

nordsiden af havnen. Han havde i min barndom lige efter krigen først forretning i en lille lav træbygning, ja, der hvor ejendomsmægleren nu har butik. Her lugtede dejligt af mange sager og mange mennesker i butikken, der var hyggeligt og lidt trangt som modsætning til de store åbne klitter. Senere flyttede han over gaden i en ny stor bygning. Her var aldrig rigtig fyldt op af varer og her lugtede slet ikke af købmand, mere af bygningsmateriel. Fin var den, men han fik vist bygget for dyrt i forhold til omsætningen, og han holdt i hvert fald kun nogle år. Der var langt hjem at slæbe havregryn, rugbrød, grøntsager, som Jens Grus ikke havde og andre kolonialvarer. Nogle gange fik vi lov til også at hente et groft franskbrød henne i det lille udsalg som bager Jørgensens datter Lissi havde nord for slusen lidt nord for Anton på den anden side af vejen. Når solen skinnede og rygsækkene var tunge – for vi ville jo ikke hente mad for tit – var der langt hjem, forbi ravsliberens lille tætte pæne rødstensgård, hvor konen dyrkede jordbær, som vi nogle gange vi lov at smage. Og hun strikkede de fineste vanter, som min mor købte til hele vinterens forbrug – selv om man som dreng syntes de var lidt for tøsede de hjemmestrikkede, sukkede efter de andre drenges fabriksfremstillede grå vanter. I et meget lille gult hus boede tjæremanden, der hvert år kom og tjærede vores tag. Hvis han var hjemme, hilste han venligt, selv om ansigtet virkede lidt hårdt trukket. Der var en stor hulvej gennem anden klitrække til den store »brede« (nu syd for Apollovej). Sandet i hulvejen var for tungt at gå i, så vi tog altid vejen op over klitten. Til gengæld med pæn udsigt over fjorden og ned mod de flotte sorte heste ved Tarbensens pæne hvidkalkede gård, der virkede fremmed sjællandsk her på klitten. Jeg husker disse ture, som tog de halve dage, som et nødvendigt afbrud i klitlivet til den anden verden. Overraskende fik vi næsten aldrig fisk. Dengang kunne man kun få fisk ved kutterne, og så skulle man selv flå dem. Det kunne min mor ikke lide, og vand skulle jo hentes, og der var også langt til havnen (senere sydhavnen), hvor jeg husker man dengang kunne købe fra bådene. Først i tresserne var der nord for havnen en, der røgede fisk i sit baghus og solgte lidt – det var herligt.

I de første år efter krigen var vi dog alle sammen med min mor i spidsen på besøg syd for slusen. Dels i tøjforretningen hos Augustinus, hvor hun købte sømandstrøjer til os alle sammen til vinteren som supplement til dem, hun selv strikkede. Engang fik vi udleveret papirveste, som var et restlager fra krigen, til at beskytte os mod en pludselig ankommet regnbyge. Frydendahl blev også besøgt med snak om byens udvikling og butikkens gradvise vokseværk – også mens sønnerne var i lære udenbys. Nogle år fik jeg lov at gå med min mor på det årlige kaffedrik-besøg hos fru Frydendahl, hos Augustinus og andre gange til andre i byen hun kendte. Ved havnen drømte vi om fiskerlivet og omsatte drømmene i leg bagefter oppe i klitterne eller ved stranden. Et år byggede vi en tømmerflåde af 3 store tomme olietønder, brædder, reb og søm. Men langt til søs kom vi heldigvis ikke, før nogle bølger ødelagde hele det flotte fartøj.

Moderne faciliteter kommer til de små huse

Min søster, der læste til arkitekt, besluttede at det nye hus (det grønne) skulle forsynes med køkkenafdeling, så indvendigt blev der bygget

om og der kom Kosangas til begge huse. Nu kunne der laves mad på to blus og det tog ikke tid, som når en primus skulle varmes op med sprit og pumpes med petroleum. Men de gasflasker var tunge at slæbe op til husene, så min mor fik bygget en trækvogn med seletøj, så man selv kunne være »hest«. At gå fra primus til Kosangas og hjulet var et stort udviklingsmæssigt skridt. Først i 1970 kommer der også køleskab på Kosangas, så mælken kunne holdes kold og holde sig i flere dage, da den nu skulle hentes nede i byen ved butikker.

Min mor var i 1960´erne gradvist blevet inddraget som børnepasser for de nye børnebørn, som mine søskende producerede, således at forældrene kunne rejse rundt og bese verden. Det var hårdt for en ældre kvinde at slæbe vand op til husene for at vaske stofbleer – det med papir var vist ikke kendt og skrald var i hvert fald et andet problem. Det medførte, at hun i 1969 sammen med det ene sæt forældre og venner gravede en vandledning ned hele vejen fra den lille gård ved Minervavej og op til en vandpost udenfor husene, mellem de to huse. Tænk rindende vand fra brønden ved den lille gård. Siden blev det hele koblet på vandværksvand, og i 1979 fik min nu pensionerede mor lagt vand ind i begge huse og en lille stålvask, ligesom fisker-

»Den lille gård«, købt 1960 og ombygget i 1967. Bagved ses Jens Jensens (Grus’) gård.

kutterne en gang havde. WC med septiktank kunne der dog ikke laves helt herude, så vi fortsatte med at grave en rende i jorden og havde således det største toilet med den bedste udsigt og den mest friske luft. Samme sommer havde hun og jeg aftalt hun skulle have telefon, dels for vi bedre kunne være i kontakt, når hun opholdt sig derovre meget og alene, dels fordi det var rart for os andre. Dengang var der fast pris på at få telefon – 1200 kr. Så da telefonkablet skulle gaves ned hele vejen fra Minervavej (483 m), fulgte min mor med og lagde samtidig et elkabel ned. Det betød vi nu fik elektricitet i husene og de romantiske, men besværlige petroleumslamper blev kasseret. Sikken en masse lys om aften og hvor herligt nu at kunne læse nemt, også når det var mørkt udenfor.

Flere huse og flere fra familien Plum

Min onkel havde som omtalt før krigen købt 10 tdr. land og et lille hus af min mors daværende mands familie. De var blevet tiltrukket

af stedet og havde købt lidt jord og bygget et hus inde på anden klitrække. Huset var ikke så solidt som vores, så det overlevede ikke krigen, men blev til brændsel i de tyske bunkers. Min onkel Niels Munk Plum var interesseret i stedet og havde flere gange lånt min mors hus. I 1943 købte han 9 tdr. land mere. Min mor havde i starten af halvtredserne forsøgt at købe lidt mere jord syd for hendes nye hus for at sikre plads, men Cornelius ville som omtalt ikke sælge.

Jeg legede ofte med de meget søde børn hos Jens Grus – eller rettede fulgte dem i arbejdet, for de arbejdede meget. Og det var sjovt at luge roerne eller hente grus på stranden sammen med omtalte Leo og de lidt yngre Kristian og Villy, som var på min alder. En dag i 1957, hvor jeg legede dernede på gården, fortalte Jens Grus mig, at Cornelius var gået konkurs, og at jeg skulle fortælle det til min mor. Hun ringede straks til sin bror, der satte en del i gang, og det endte med, at han i samspil med hans kones søster købte al den jord, Cornelius havde skaffet sig under krigen. Dels nede om-

3., 4. og 5. generation på sommerferie ved Sdr. Lyngvig – eller Hvide Sande i nutiden. Forfatteren samt ældste datter og børnebørn.

kring os og dels længere nordpå i Sdr. Lyngvig. Ved at købe alle arealerne i et hug, fik vi dem samlet til en meget overkommelig pris. Og de blev så bagefter fordelt ud mellem min onkel og min mor, mens området længere nordpå gik til Lise Plums søster. (Hun solgte, da de ombyggede Fiskergården i Bjerregård). Det betød at min mor nu havde 18 ha. Og min onkel over det dobbelte. Min onkel og tante byggede et lille dejligt A-hus langt ude i yderste klitrække, hvor kystfredningsgrænsen overraskende gav tilladelse til det, fordi det var et stort sandbjerg, der først var kommet ind i halvtredsernes start, og kystfredningslinjen derfor ikke var nået at blive ændret. Det var risikabelt i 1958 men er gået godt nok, således at min kusine i dag har det hus. I 1961 bygger de længere inde et gæstehus, også som A-hus hvor grå eternitplader som tag går helt ned til jorden, for at det skal falde bedst muligt ind i klitlandskabet. En anden kusine fik det, men det er overtaget af hendes yngste datter. Det sidste A-hus blev bygget i 1981 til min fætter Niels, der sammen med Ingrid har brugt det meget siden, og samtidig har de været meget aktive omkring at sikre, at den lille gård kunne fungere som feriekollektiv efter min onkels død. Den lille gård var blevet købt af min onkel i 1960, meget forfalden husker jeg og uden jord. De startede med at tilkøbe lidt jord øst for denne lille gård fra Jens Grus. Der hvor min barndoms køer græssede helt op til husets vinduer. Hedeselskabet blev sat på opgaven med at plante skov, som langsomt kom op og dannede et bælte mod de marker, der forventedes at blive modnet til by. Som de blev det med hele udstykningerne omkring Minervavej og center Nord. Den lille skov blev også den største skov på Holmsland klit. Skoven har rummet mange flotte huler og måske også været et sted for mange lege som røver og soldater og givet diskret plads til enkelte kys blandt en ungdoms tidlige forelskelser. Den lille gård, der var gul i min barndom, blev ombygget i 1967, ja den blev næsten nybygget, da det under ombygningen viste sig, at næsten alle vægge var for svage. Men den fulgte linjerne og højden fra den oprindelige gård, hvorfor den trykker sig ned i landskabet. I dag Minervavej 32. Her boede min onkel og tante

ofte om sommeren, der var jo mere plads og indrømmet moderne faciliteter. Desværre blev den af kommunen inddraget i en ny byzone sammen med jorden omkring. Så blev det meget dyrt i ejendomsskatter, så ingen fra næste generation kunne betale så store ejendomsskatter. Derfor var Lise Plums testamente indrettet, så den lille gård overgik til brug for et selvsupplerende feriekollektiv, og jorden omkring gik til en fond. Da en advokat fik den fond til at gå konkurs, måtte konkursbestyreren lade jorden inklusiv skoven sælge til udstykning af 27 parceller. I feriekollektivet, som består af familie og venner, i alt 20 familier, måtte vi erkende, at byzonen kom tæt på. Ærgerligt nok, men velkommen til de nye naboer, som har fået en herlig beliggenhed for deres huse, og som jo nødvendigvis må fælde en del af skoven for at få plads til husene.

Tidligere fisker Morten Christensen og hans kone Herdis (postbud) har hjulpet os herligt med at tilse husene og passe på, at gårdens familier efterlod det pænt hver gang.

Fredning og planer der gik stik imod

Min mor og onkel så gerne en fredning af hele området for at sikre dets herlighedsværdier for kommende generationer både i familien og for Hvide Sande folk, som efterhånden begyndte at bruge naturen meget mere, efter at færre arbejdede ude i naturen.

I 1960´erne kom der en aftale om fredning af dele af områderne, senere arbejdede min onkel videre for en frivillig samlet større fredning, men kommunens interesse var begrænset. De ville nødigt have indskrænket rådigheds muligheder. Da der så pludselig dukkede planer fra kommunen op om, at en ny omfartsvej skulle føres over kanalen ved Nordhavnen og op gennem den store brede og de næste små, omtrent hvor cykelstien ligger, så mente vi ikke kommunen var interesseret i en videre beskyttelse af byens nærliggende naturområder. Heldigvis blev projektet ikke til noget. Så var ideen med Vestkyststien langt bedre. Vi var i 1991 imod dele af dens linjeføring, men må erkende, at den er til glæde for mange turister og lokale. I takt med at moti-

onsløb og gåture sammen med hundeluftning er kommet på dagsprogrammet for mange lokale, er anvendelse af de nære naturområder steget. Så må man håbe på, at kommunen ikke forsøger sig med lokalplaner, der åbner for udstykninger i stil med Geflevej, thi så kan ejendomsskatterne blive for tunge til, at almindelig familieøkonomi kan bære det for de flotte naturområder.

Femte generation overtager gennem leg

Min mor solgte sin ejendom til sine 3 børn i 1976, men fortsatte med at bruge stedet meget frem til sin død i 1985. Jeg købte undervejs mine søskende ud, da de ikke var interesseret i at eje, samtidig med at min mor reelt disponerede. Det var nok mit held. I starten af år 2000 syntes vi trafikken efterhånden var blevet mere tæt omkring husene, således at dele af privatlivet blev mere udstillet end ønsket. Min datter og jeg byggede en udendørs afskærmning til brusebad, og i 2001 fik vi byggetilladelse til at udvide det blå hus en lille smule mod vest, så det fortsat faldt pænt ind i landskabet. Om end de ydre proportioner blev dårligere set forfra blev udbygning meget diskret klemt ned mellem klit og hus. Indendørs blev det gamle hus bevaret fuldstændigt, med køjesenge der havde overlevet krigen. Desuden briks og bord. Udenfor kom der terrasse og et lille læhegn, som beskytter en dejlig bænk, hvorfra udsigten til fjorden er mageløs. Og så opfandt vi udekøkkenet langt før det blev moderne. Pladshensyn gjorde, at opvasken i 40 år er foregået på et udendørs bord op ad huset, ligesom en del vask også foregår her.

Nu er mine børnebørn (pt. kun 7 og 4 år) som 5. generation i fuld gang med at overtage de store territorier for leg. Den ældste mener det er jordens bedste sted, fordi det hele kan overskues, og han vader gerne rundt i klitterne op og ned, så en morfar kan blive helt forpustet og må opgive at følge med. Og lillesøsteren følger efterhånden med på eventyr rundt i klitterne, der af endnu en generation får nye hjemmelavede navne for de forskellige steder, der af den generation opfattes som væsentlige. Desværre er der siden nordmolens udvidelse i

1962 gradvist blevet mere bevokset i klitterne, så der ikke er meget åbent sand til mange af de lege jeg husker. Der er også lagt meget sand til på stranden, nu formet som forklitter til de store klitter, så vejen til vandet er vel nu 100 meter længere end i min barndom. Det er stadig et smukt og spændende landskab. Den nye havneudvidelse vil nok lægge endnu mere sand til på nordsiden af molen og forme en udvidelse af alle forklitterne. Med den ændring af karakteren af de yderste klitter er det morsomt at læse den gamle husorden, som min mor skrev, om hvorledes man ikke måtte hoppe på kanten af de yderste klitter, og hvorledes vi skulle huske på alle de skolebørn, der om efteråret satte ny marehalm og hjælme på de åbne sandområder ved og mellem de store gamle klitter. Ja, vi skulle helst gå barfodet for at beskytte bevoksningen. Nu er det i stedet en kamp mod hybenroser, som breder sig i et ukontrolleret tempo og nedlukker store områder for færdsel. Men til gengæld er der kommet flere rådyr, mens harerne er helt forsvundet.

I hundrede år og intenst i 80 år har dette herlige sted mellem fjord og hav og langt ude i k litterne været et formidabelt afslapningssted om sommeren for 5 generationer af bymennesker. Primitivt og enkelt liv, samt en tæthed og familiefølelse i de små huse, hvor den begrænsede plads indendørs rigeligt opvejes af lys, luft og store afstande udendørs.

Min morfar og mormor fandt stedet, men min mor Karen Johanne Plum har været krumtappen i at skabe dette sted for de næste generationer. Jeg har da også selv været der om sommeren i 67 år og nydt stedet og glædeligt fulgt med i Hvide Sandes udvikling –Danmarks yngste by. Måske ikke al byudvikling har været en glæde, men spændende har det været at se de ændrede rammer for livet i Hvide Sande. En tak til jer, der holder samfundet i gang derovre mod vest og en tak for vi andre fra øst kan have glæde af fjord, hav og klit samt dejlige fisk og rare mennesker.

Frivillige redder håndbolden

Jordbær med fløde. Forår og dabs. Hvide Sande og håndbold. Nogle ting hører bare mere sammen end andre. Og håndbold har altid fyldt meget i Hvide Sande.

Dette års artikel er skrevet af Viktor Degn, som fortæller historien om håndboldklubbens udvikling i Hvide Sande. I dag er hans søn Klaus Degn formand for KFUM:

– V i har omkring 110 medlemmer, og det har vi haft de seneste år. Det er et fint medlemstal, og vi er godt tilfredse, fortæller han.

Den fine tilslutning tilskriver han trænerne for holdene:

– V i har god succes med voksne trænere og yngre hjælpetrænere, der bidrager med noget andet, end de voksne gør.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2012

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

JULEN OVERGÅR VORE FORVENTNINGER

af Thomas Kristensen, sognepræst

DET AT VÆRE FISKER I DAG

af Kurt Adsersen, fiskeskipper

HÅNDBOLDE OG

FISK I NETTET

af Viktor Degn, fhv. skoleinspektør og håndboldtræner

HOLMSLANDOGGINALER IV

af Ole Tang, journalist på Skive Folkeblad

SOMMERHUS I SØNDERVIG GENNEM 40 ÅR

af Jens Peter Boes, sommerhusejer

HAVNEUDVIDELSE

2011 – 2013

af Steen Davidsen, havnechef Hvide Sande Havn ÅRETS KONFIRMANDER BILLEDER FRA ÅRET

I Viktor Degns artikel kan man læse om de flotte resultater, Hvide Sande-spillerne gennem tiden har hentet hjem. I dag vil klubben selvfølgelig også gerne opnå gode resultater:

– E fter nogle år uden et damehold har vi igen et damehold, som spiller Serie 1. Herreholdet spiller i Jyllandsserien, og det er tilfredsstillende, siger formanden og uddyber:

– V i kunne som klub godt vælge at gå efter de hårde resultater, men vi vil også gerne bevare bredden. Det er vanskeligt at fastholde de unge, for når de kommer i 9. og 10. klasse tager mange på efterskole, og når de derefter tager på ungdomsuddannelser, har de ikke meget tid til håndbold. Vi mangler jo lidt et opland i Hvide Sande, hvor vi har 25 kilometer til de nærmeste naboer, så derfor er det vigtigt, at vi holder på vores spillere. Vi vil gerne have hold med så langt op i rækkerne som muligt, men vi skal jo også have hold at stille op med, og derfor er det vigtigt for os at huske, at alle på holdene skal have det godt.

Klaus Degn ser i dag håndbold have sin naturlige rolle i byen.

– V i er, hvor vi gerne vil være med klubben. Vi er et tilbud som fodbold, HVAK, skydning og alle de andre tilbud. Og for os gælder det som for de andre: Vi er afhængige af de frivillige, der vælger at bruge tid på klubben – det vil vi også være i fremtiden.

Håndbolde og fisk i nettet

Af Viktor Degn, fhv. skoleinspektør og håndboldtræner

DET er et privilegium at vokse op i en »ung« by og på denne måde kunne følge byens udvikling.

Det har været en oplevelse for mig at se, hvordan mange gode ideer er blevet realiseret til virkelighed – og dette inden for både erhvervsområdet og fritidsområdet. Gældende for en holdbar udvikling, uanset hvor, er, at der er ildsjæle, som går foran. Dette var også tilfældet, da Hvide Sande udviklede sig til en »førende« håndboldby.

Vi skal tilbage til 1957, hvor skoleinspektør P.K. Larsen blev ansat på Hvide Sande skole. Han kom fra Bramming, hvor fodbold var hans foretrukne. I Hvide Sande gik der en flok unge og legede med tanken om at komme i gang med håndboldspillet, og det lykkedes dem at få P.K. til at være aktiv i opbygningen af et håndboldhold i Hvide Sande. Med murermester Peder Jensen Pedersen i spidsen startede håndboldtræningen på Kræ’ Tarbensens mark i Aargab lige syd for Hvide Sande. Bundgarnspæle dannede rammen i målet, og en flok håndboldspillere startede, hvad der senere skulle blive et kendis for Hvide Sande. Der blev trænet og trænet og med spænding gik turen til Hemmet for at spille den første træningskamp i klubbens historie – men det viste sig hurtigt, at der var meget at lære. P.K. udtrykte det klart: »Vi blev leet ud af banen«. Og de, der ikke lo, så medfølende på os, som om de tænkte: »Hvis de ikke er bedre til at få fiskene i nettet end bolden, så dør de snart af sult.« Heldigvis kunne et nederlag ikke knække de engagerede spillere, så glæden ved spillet var en motiverende faktor til at fortsætte den hårde træning. Efterhånden deltog holdet

i diverse KFUM-turneringer og cupstævner –ofte med sejre til »fiskerdrengene«. Damer og børnehold begyndte også at spille, og interessen for håndbold i Hvide Sande blev større og større.

Der blev snakket håndbold i byen, og når holdene kvalificerede sig til diverse mesterskabsrunder valfartede lokale fans i kolonner for at se de spændende kampe – eller der arrangeredes familieudflugter med madkurven for at heppe ved éndags cupstævner. Så Hvide Sande blev hurtigt kendt som en håndboldby – også uden for Vestjylland.

Og man tænkte – hvorfor denne succes: En håndboldforening – et håndboldhold er som en ganske almindelig arbejdsplads.

1. Der skal være engagerede og dygtige spillere.

2. E n god ledelse med evnen til at skabe en positiv atmosfære ved både træning og kampe.

3. Stor opbakning fra interesserede forældre og andre støtter.

Disse punkter var til stede, og helt fra første træningsaften var spillere og ledere bevidste om, at der var lang vej igen – til gengæld var der hård træning, sammenhold og en ukuelig tro på, at den vanskelige start skulle udvikles til succes. I de første fem år blev der vundet mellem 50 og 60 pokaler, så det var forståeligt, at højererangerende klubber fik en vis interesse for den lille »håndboldby« mod vest.

De første år foregik træningen stadig udendørs, men hurtigt blev gymnastiksalen på Hvide Sande skole byens »træningshal«. Plad-

Hvide Sande KFUM’s herrehold 1960/61:

Bagest fra venstre: Karl Juul Mikkelsen, P.K.

Larsen, Andreas Juul Mikkelsen, Frede Vestergård, Steen Kirk Larsen, Christian Kusk og Arne Christensen.

Forrest fra venstre:

Hans Fjord Aaser, Søren Lunde, Peder Jensen og Torben Kusk. Billedet er fra Forbundsmesterskaberne i Aarhus Stadion Hal den 19/3 1961.

sen var trang, men spillerne rørte bolden mange gange, og de tekniske færdigheder blev udviklet. Vesterhavshallen i Ringkøbing dannede i nogle år rammen om både træning og kampe. Det var jo netop i 60’erne, at de drabelige kampe mod bl.a. RIF og Skjern GF kunne fylde Vesterhavshallen, og stemningen var i top.

En enkelt sæson trænede man i Højmark, inden turen gik til Egvadhallen i Tarm, hvor Hvide Sande havde hjemmebane i tre sæsoner. Det var bl.a. i Tarm-tiden, at begge 1. hold kunne smykke sig med divisionsstatus. I denne periode kunne herreholdet samle 1000 –1500 tilskuere til lokalbragene mod RIF og Skjern GF. Selv om tiden i Egvadhallen var en sportslig og social god periode, var det allige-

Hvide Sande KFUM’s herreynglinge, der vandt FM udendørs 1964: Fra vestre: Henrik Værnø, Gunnar Thygesen, Enevold Juul Mikkelsen, Lars Flintholm, Bjarne Hoff, Svend Mose Lauridsen og Henning Høj.

Mogens Kusk’s dameynglinge 1967/68. Stående fra venstre: Ella Hornbæk, Winnie Christensen, Inge Bøndergård og Hanne Andersen. Siddende fra venstre: Bente Lauridsen, Anne Marie Høj, Jette Enevoldsen og Birgit Iversen.

1970/71 blev sæsonen, hvor damerne og herrerne tog hinanden i hænderne og rykkede op i 3. division. På billedet overrækker Egvad Hallens bestyrer, Bent Christensen, blomster og lykønskninger til de nybagte 3. divisionshold. Til venstre er det anføreren for herreholdet Steen Kirk Larsen og til Højre er det anføreren for damerne Lisbeth Christensen.

vel en stor glæde, da Hvide Sande hallen stod færdig i 1972, og netop i år har hallen været rammen om håndboldspillet i Hvide Sande i 40 år.

Med Hvide Sande hallen blev der sat ekstra skub i håndboldudviklingen. Mange børn helt fra 5 – 6 årige spillede håndbold, der blev trænet flittigt, og resultaterne både hos børne- og seniorholdene var i top. Flere børne- og ungdomshold har vundet kreds-, jyske- og forbundsmesterskaber. De to 1. hold spillede i divisionsregi, så opbakningen omkring håndbold var stor, og der opbyggedes efterhånden et fantastisk hjemmebanepublikum. Socialt var hallen også en »gave« og værested for håndboldspillerne. Kantinen var hver dag fyldt op af børn og voksne, som snakkede, spillede kort, lavede lektier m.m. Gejsten, »ånden« og sammenholdet fra kantinen bredte sig til selve hallen, så flere gæstende hold havde næsten på forhånd givet op, når de skulle spille i Hvide Sande hallen.

Siden 1958 har der været kæmpeoplevelser og præstationer i forbindelse med håndboldsporten i Hvide Sande – resultatmæssigt har de senere år været på det jævne, men der er stadig mange børnespillere, så vi kan håbe på bedre resultater i fremtiden. Når jeg tænker

Hvide Sande KFUM’s Jydske Mestre 1978/79. Lilleputdrenge. Stående fra venstre: Træner John Jacobsen og Ole Christensen, Poul Christiansen, Jørn Hvingel, Mads Rosendahl, træner Keld Christensen. Siddende fra vestre: Jesper Kålund, Christian Lauridsen, Jesper Degn, Flemming Rasmussen, Carsten Davidsen, Mogens Muff og Peder Jensen Pedersen.

tilbage på et langt håndboldliv, er der både oplevelser og resultater, der dukker frem i erindringen og som satte Hvide Sande på håndboldlandkortet. Efter en beskeden og ydmyg start i 1958 gik det hurtigt fremad, og allerede i 1961 viste de unge herretalenter både styrke og vilje i en opvisningskamp i Ringkøbing mod Sundby KFUM fra 2. division. Kampen blev vundet 13 – 12, og resultatet gav genlyd i alle håndboldkredse. I 1962 var der igen en stor håndboldoplevelse for spillere og publikum i den lille håndboldby. Tænk – halvdelen af det danske herrelandshold spillede opvisningskamp på Hvide Sande stadion. Iwan Christiansen – landsholdsspiller og venstre fløj for Aarhus KFUM – aftjente sin værnepligt i Nymindegablejren og ønskede derfor at træne i Hvide Sande. Det var en kærkommen gave, da han havde dygtighed og erfaring at tilføre os. Til gengæld var der ledere fra Hvide Sande, som transporterede Iwan Christiansen til hverdagskampe i Aarhus. Aarhus KFUM var et af landets bedste hold på dette tidspunkt, så det var en stor oplevelse at have et samarbejde med dem. Landsholdsspillere som Erik Holst, Mogens Olsen, Jørgen Vodsgaard, Klaus Kåe og Iwan Christiansen sammen med en flok dygtige kammerater vandt kampen

både lørdag og søndag. I 1963 var Aarhus KFUM igen på besøg, men det helt store besøg af dem var i 1967. Herrelandsholdet vandt sølvmedaljer ved VM i Sverige, og halvdelen af holdet bestod af spillere fra Aarhus KFUM. Tænk – Aarhus KFUM skulle spille opvisningskamp i Vesterhavshallen mod Hvide Sande. 1200 tilskuere så kampen, mens 700 gik forgæves. Efter 11 – 10 til Hvide Sande ved pausen sluttede kampen 28 – 19 til Aarhus KFUM. Både spillere og publikum havde en dejlig håndboldoplevelse.

Der var fart på. Som sagt allerede i 1970 fik både damer og herrer divisionsstatus. 12 år efter, at bundgarnspæle udgjorde målrammen, kunne man præsentere divisionshåndbold. Det var specielt, at de lokale tilskuere fra Hvide Sande skulle køre til Tarm for at se deres hjemmehold, men bestemt også, at de lokale tarmboere mødte op og bakkede op, så de sammen udgjorde et godt og medlevende hjemmepublikum. Det blev til et par sæsoner mere i Tarm, inden Hvide Sande hallen stod færdig i 1972.

Så kom der for alvor gang i børne- og ungdomstræningen. Mange frivillige trænere og ledere skabte særdeles gode rammer for både børn, unge og seniorspillere, og allerede i 1976

Sådan så det ud foran Vesterhavns Hallen i 1967 da ca. 2000 tilskuere ville se halvdelen af VMsølvholdet.

så vi resultatet af dette massive arbejde. Ved forbundsmesterskaberne i Roskilde havde seks hold fra Hvide Sande kvalificeret sig, og alle vandt guldmedaljer. En stor oplevelse at deltage, og der var højt humør i busserne retur til Hvide Sande.

Som skrevet spillede Hvide Sande allerede i 1961 den første opvisningskamp, og mange fulgte efter – både dame- og herreholdet havde flere fornemme besøg også fra udlandet. Det bedste sportslige resultat leverede damerne, da det ungarske mesterhold, Veszprem Toma i 1975 gæstede Hvide Sande. Veszprem havde 5 landsholdsspillere på holdet, og på deres Danmarksturné havde de bl.a. vundet over det danske damelandshold, så det var en kæmpepræstation, at kampen i Hvide Sande blev vundet af hjemmeholdet 10 – 9. Det blev for meget for ungarerne – efter kampen skulle de to hold spise sammen, men den ungarske træner var så rasende over nederlaget, at vi ikke så hverken ham eller spillerne efter kampen. Hurtig omklædning – direkte i bussen og væk var de.

Mange dygtige spillere, engagerede ledere, stor lokalopbakning (tilskuere og sponsorer) skal være til stede, hvis en klub skal nå toppen. Desuden var det meget vigtigt for håndbolden i Hvide Sande, at spillerne altid har været meget loyale over for foreningen. Store talenter, som sagtens kunne klare sig på højererangerende hold blev i Hvide Sande – unge, som rejste fra byen for at uddanne sig, uanset om det var Aarhus, Esbjerg, Herning m.fl., fortsatte med at spille håndbold i hjembyen, og værdien af dette kan næppe vurderes højt nok. Det betød til gengæld, at mange Hvide Sande spillere i tidens løb blev udtaget til kreds-, jysk- og/eller landsholdet, og på denne måde var med til at præsentere byen. Både dame- og herreholdet spillede en overgang i landets næsthøjeste række – 2. division. Meget fornemt set i forhold til byens størrelse (2.500 indb.) og dens opland. Desværre blev det aldrig 1. division, men alle må vist erkende

AT DER KOM BÅDE FISK OG HÅNDBOLDE I NETTET

To af stjernerne på Hvide Sande divisionshold i håndhold, nemlig Anette Juul Mikkelsen (nr. 3), og Erna Degn (nr. 4), i kamp mod NNfH i opvisningskamp i Højmark Hallen. November 1986.

Pas på klitterne

Det blæser, og tv-meteorologerne gyser i fryd over en hård vestenvind. I Hvide Sande tager vi det hele med ophøjet ro, for klitterne beskytter alle, der trygt kan vente på, at blæsten blæser videre.

Men. Det, som mange tager som en selvfølge, er ikke en selvfølge. At klitterne udgør et trygt værn skyldes klitfogedens arbejde med at plante marehalm. Det er ikke nødvendigvis noget, vi tænker over, når vi ved børnefødseldagene, solskinsdagene og de blæsende dage i samlet flok går til stranden. Men børn og andre legesyge sjæle holder sig ikke på stierne. De udforsker og leger på kryds og tværs i de lysegrønne klitter – og det er livsfarligt for de stride græsstrå.

– M arehalm er lige så skrøbelige planter som dem, du har hjemme i haven. De knækker, hvis du træder på dem, og så dør de, fortæller klitfoged Hanne Kvist.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2011

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

JULENS AFGØRENDE ORD af Thomas Kristensen, sognepræst

KLITBOERNES TRE BLÆKSPRUTTER af K.B. Nielsen

KLITTER OG SANDFLUGT PÅ

HOLMSLAND KLIT af Sven Wodschow

HVAD LAVER EN KLITFOGED af Hanne Kvist Jensen

»DER ER SÅ MEGET AT FORTÆLLE« – III af Peter Josephsen

NIELS DAVIDSEN – LEGEBARNET DER VAR SPEJDERLEDER OG »KOMMUNALDIREKTØR« af journalist Ole Tang

SØVEJEN MOD VEST –HAVNEUDVIDELSE 2011/2012

af Steen Davidsen

ÅRET MED TORDENSKJOLD

OG HANS SOLDATER af Anders Madsen

ÅRETS GANG I BILLEDER

Klitter uden marehalm vil være en katastrofe for Hvide Sande og hele området omkring Ringkøbing Fjord. For marehalmen er en uundværlig løsning på et stort og alvorligt problem: Sandflugt.

– O verskriften for al mit arbejde er sandflugt. Vi skal forhindre sandflugt, for ellers skyller havet ind over hele området, siger Hanne Kvist.

I sommerhusene er der masser af informationsmateriale om de sårbare klitter. Hanne Kvists oplevelse er, at turisterne i høj grad passer på klitterne og holder sig på stierne, lige som de også er meget interesserede i plantearbejdet.

– Men de lokale skal også huske at passe på klitterne, for klitterne er slet ikke så hårdføre, som mange tror, de er. Vi skal vise klitterne lige så stor respekt, som hvis vi er i en skov. I klitterne er der stier, og dem skal man bruge, hvis man vil beskytte klitterne, opfordrer hun.

Hanne Kvist er glad for sit arbejde som klitfoged, men hun ved også, at hun ikke kan blive ved i mange år endnu. Hun fyldte 60 i august, og arbejdet med beplantningen kan være hård for kroppen.

– K litfoged-jobbet er i mange år gået i arv fra forældre til børn – men mine børn har ikke lyst til at arve tjansen, så på et tidspunkt vil der blive brug for en, der vil tage over, siger hun.

Drømmer du om at blive den næste klitfoged, skal du vide, at man er ansat af Naturstyrelsen, det er sæsonarbejde med travlhed i september og oktober, og man skal nyde at være i naturen i al slags vejr.

Hvad laver en klitfoged?

Af Hanne Kvist Jensen

Nedenstående beretning indledes med et besøg hos tidligere klitfoged Lis Hornbæk.

DA jeg besøgte Lis en eftermiddag, fortalte hun om sit liv som Klitfoged og med klitarbejdet.

Hun startede i 1936 da hun kun var 14 år. Hun »måtte« være med to eftermiddage om ugen, nemlig tirsdag og fredag eftermiddag fra 13-16 efter konfirmationsforberedelsen. Plantesæsonen strakte sig kun over 14 dage til 3 uger og lønnen var på 2 kr. pr. dag.

Det var en ære at være med og hun plantede sammen med sin storesøster Johanne. Mændene gravede planterne op og bundtede dem, og der var 12 bundter pr. hold pr. dag. Det var i øvrigt kun pigerne der hjalp med plantearbejdet, da drengene hjalp deres fædre med fiskeri o.l.

Distrikterne var delt op sådan at de klitgårde der havde jord op til klitterne, sørgede for beplantning og pålægning af kvas her og de klitgårde som ingen jord havde op mod klitterne skulle hjælpe til.

I 1967 overtog Anker Hornbæk (Lis’ mand) jobbet som klitfoged. Men det var Lis der styrede plantearbejdet. Anker hjalp med kvasarbejdet. En ting Lis ikke ville tage sig af, var kontakten med sommerhusejere, »de er ikke til at snakke til rette« og Lis fortæller videre, »den eneste gang Anker har haft sin klitfogedkasket på, var engang der var tændt bål uden for et sommerhus«. Der var der brug for lidt ekstra myndighed!

I 1980, efter Ankers død, overtog Lis klitfogederhvervet, det var både nemt og praktisk, da hun kendte til arbejdsopgaverne. Det vakte vældig opsigt, da man mente hun var den første og eneste kvindelige klitfoged inden for erhvervet, hvilket gav anledning til en stor artikel i den lokale avis.

Distrikterne var nu delt op på en anden måde. Lis’ område rakte fra den nordlige del af Tingodden til den sydlige bygrænse og hed Årgab Nord.

Lis’ plantehold var på 6-8 personer, man ringede bare til Lis og spurgte om der var plads til en mere på holdet.

En af de store opgaver/udfordringer Lis har stået for, var arbejdet efter stormen i november 1981.

De var lige blevet færdige med efterårets arbejde og havde alle stået og beundret det nyplantede område og Lis udtaler: »det ligner et helt broderi«.

Den følgende morgen skulle Lis og Jenny (en fra planteholdet) op og se hvor hård havet og vinden havde været ved klitterne. Det blæste stadig kraftig og man kunne ikke se en hånd for sig for sandflugt. De kom efter møje og besvær op på klitten. Men ak og ve – alt det nyplantede var forsvundet i havet, klitten stod som en mur ned i det frådende Vesterhav.

Det viste sig, at der var forsvundet »20 skridt«, som Lis udtrykte det, denne ene nat. Det er svært at acceptere selvom man er født og opvokset på Vestkysten.

Nu var kystdirektoratet også med til klitsyn. De skulle køre og jævne sand på de steder hvor der var forsvundet mest af klitterne. Det gav ekstra plantearbejde det følgende år, der startede sæsonen allerede i august. Det var også i disse år bølgebryderne, parallelt med stranden, blev anlagt. Det viste sig, trods megen skepsis fra lokalbefolkningen, at være en god ide. Stranden blev de efterfølgende år meget bredere og havet har ikke været inde og »æde« af klitterne, i dette område.

Til klitsynet var der også 2 repræsentanter fra Klitvæsenet (nuværende Naturstyrelsen), overklitfogeden (kommunens repræsentant) 1 repræsentant fra amtet og så selvfølgelig Lis.

Man var først ude at kigge på klitternes tilstand, så var der dækket op til frokost i stuen hos Lis, derefter de »hårde forhandlinger« om, hvor mange penge der skulle afsættes til klitarbejdet. Lis holdt hårdt på at der skulle rigelig med penge til. For det første var det vigtigt at der blev plantet i alle huller og langs klitfoden i hele distriktet og for det andet havde hun dygtige og pligtopfyldende folk. Det skulle belønnes.

Alle skrev timeseddel og afleverede den når man var færdig med arbejdet. Lis var hos overklitfogden, hvor hun fik en check med det totale beløb. Efterfølgende var hun i banken og få den vekslet, så kunne hun gå hjem og fordele pengene til den enkelte klitarbejder. Lis satte en ære i at beløbet passede nøjagtig, det kunne godt tage lidt tid »at få kabalen til at gå op«. Der var selvfølgelig glæde i de små hjem, når kvinderne kom hjem med lønposen. Det var jo tæt på jul, hvor det altid var/er rart med en ekstra skilling. Ja faktisk var pengene brugt på forhånd. Julekataloget fra Daells Varehus var nemlig ankommet med posten, og div. julegaver var bestilt. Så udbetalingen af lønnen passede lige med når posten kom med varerne.

I efterårsferien var der altid en del unge med til at slæbe kvas. Man skulle være fyldt 15 år og det år hvor der var flest med var de 18 inkl. plantepigerne.

Kvaset blev leveret på stranden af den lokale vognmand med en gummiged. Der kunne ligge nogle ordentlige dynger og det var ikke altid på det aftalte sted, det var blevet lagt, alt ligner jo hinanden på stranden, så det var rart at være en flok til at slæbe. Det var uvant arbejde for de unge mennesker, sådan en hel dag at slæbe kvas. Hun sørgede for at alle skiftedes til at slæbe lige langt og grave render til kvaset, for dengang gravede man render, hvori man »plantede« fyrgrenene. På denne måde byggede man en ny klitrække op.

For der var ingen kære mor. Ingen kunne snyde sig om ved det. Lis var en hård, men retfærdig arbejdsgiver.

Min egen tid i klitterne!

I 1990, da det var dårligt økonomisk at have mink, talte vi om derhjemme i familien, at det ville være godt, hvis jeg kunne finde et lille eks-

Planterne køres ud. Foto: A. Haines.

tra job, hvor der stadig var plads til at jeg kunne være med på farmen i spidsbelastningsperioder.

Jeg havde igennem mine 2 nabokoner, Lis og Ellen (de var med på planteholdet) hørt om arbejdet med at plante i klitterne. Jeg ringede til Lis Hornbæk (daværende klitfoged i Årgab). Ansættelsen krævede hverken skriftlig ansøgning eller ansættelsessamtale, nej jeg kunne bare møde op, Lis mente nok, der var arbejde til en mere.

Vi arbejdede sammen to og to, ellers skiftedes vi til at plante alene.

Opstart altid 1. september, bare ikke hvis det faldt på en mandag (gammel overtro). Jeg var noget spændt.

Jeg pakkede min rygsæk med kaffekop, madpakke og regntøj – vi blev ikke hjemme for en smule regnvejr. Mødetid 8.30 på aftalt sted på den 3 km strækning, som var under Lis. Spaden var vores planteredskab, den skulle med på cyklen.

Så mødtes vi alle på østsiden af klitterne og fulgtes ud, mens vi sludrede om sidste nyt. Vi parkerede vore tasker, nu skulle vi op i klitterne og »skave« dvs. grave planter, vi måtte jo

Der plantes i lige rækker. Foto: A. Haines.

ikke rydde et stort stykke sand for planter, blot tynde ud i dem. Jeg plantede sammen med Anni Mjøkind. Hun var en hård nit, der var ikke så meget forklaring på, hvordan man fandt planterne, men jeg kiggede de andre over skulderen, så kom det helt af sig selv. Vi gravede ca.3 bundter pr. person. Vi bandt dem som gammeldags kornneg, det skulle man også lige øve sig lidt på, inden det lykkedes. Når man havde tabt det 3 gange var det ikke sjovt mere!

Arbejdstiden var meget human, det var så heldig at alle boede tæt på, så vi kunne nå hjem i middagspausen, sådan havde det altid været, for kvinderne skulle jo hjem og lave mad til manden.

Formiddagen og eftermiddagens højdepunkter var jo kaffepauserne, hvor hele verdenssituationen blev diskuteret, lige fra vore børns ve og vel, fiskeri til fodboldlandskampe. Indimellem blev der også væddet, så vankede der kage til kaffen.

Den nye arbejdsstilling gav øm ryg, og det var nemt at finde sin seng om aftenen. Efter en uge havde jeg heldigvis vænnet mig til det.

Sådan blev jeg klitfoged!

I 1996 begyndte Lis at tale om at stoppe – men hvem skulle/ ville tage over???

Vi havde igen familieråd derhjemme, for jeg syntes, det var forfærdelig, hvis der ikke var nogen, der ville stå for at dette stykke arbejde. Jeg brændte virkelig for dette nye »bijob«. Vigtigheden gik op for mig, når vi kunne se hvilke skader, der skete i løbet af måske kun en nats storm.

Jeg kunne slet ikke bære, at dette arbejde ikke skulle fortsætte. Så jeg fortalte Lis, at jeg gerne ville tage over.

Det var ikke mange papirer, der skulle udfyldes på grund af skiftet. Disse jobs gik tiest i arv.

Lis henvendte sig til vores overordnede i Oksbøl, og dermed havde vi byttet job. Lis ville nemlig gerne være med på planteholdet lidt endnu, blot hun ikke skulde tage beslutningerne. Jeg kunne jo altid spørge hende til råds.

Så fra foråret 1997 var det mig, der stod med ansvaret for, hvad og hvor der skulle plantes eller repareres med kvas (fyrgrene).

Årets gang i klitterne!

Klitarbejdet starter i april- maj måned, hvor vi ruller hø ud under rebstigerne, som ligger på alle nummererede stier, der fører til havet.

De første år leverede min far små baller hø eller halm til os. Han kørte med sin lille lastbil r undt til alle stierne og læssede et aftalt antal baller af, hvorefter vi plantepiger kom og slæbte dem op og bredte halmen eller høet under rebstierne. Nu da vi ikke længere bruger små halm/hø baller, men store rundballer med hø, er vi nødt til at have maskinkraft til at transportere dem op på klittoppen. Så træder min ældste søn Jesper til og kører høet ud for os. Det der med at køre traktoren op af de, nogen gange, meget stejle klitsider er ikke for sarte sjæle, der holder vi os nogen gange for øjnene, når Jesper »klatrer« til tops. Formålet med at lægge hø under stierne, er at de ikke så nemt sander til, og så er det mere behageligt at gå på. Det sender også et signal om, at man helst skal færdes på de nummererede stier.

I mit distrikt,(ca. 7 km) fra Hvide Sande Havn syd, til Nordsø Camping i syd er der ca. 27 stier, som skal gøres klar til sæsonen.

Kaffepause. Foto: A. Haines.

Samtidig med forårsarbejdet, planlægger jeg efterårsarbejdet. Jeg vurderer, hvor der skal plantes og pålægges kvas til opfyldning af huller, hvor f.eks. planterne er sandet til eller gået ud efter vinterens blæst. I maj – juni er der klitsyn, hvor jeg får besøg af Sven Wodschow (repræsentant fra Naturstyrelsens kontor i Oksbøl, som vi klitfogeder her på Holmsland Klit hører under).

Det er offentligt møde, hvor alle kan deltage. Tiest er det grundejerforeningsmedlemmer, der møder op og folk fra miljø og teknik.

Så kører vi ud og ser på klitterne og på de steder, hvor jeg har planlagt, der skal gøres noget.

Det er et frynsegode at bo så tæt på sin arbejdsplads, at en spadseretur udgør arbejdet. Det er jo en fornøjelse en søndag eftermiddag, at gå en tur ved Vesterhavet. Naturen er ganske speciel, åbne vidder, udsigten og lyset er noget helt for sig selv. Det er aldrig ens. Lyset og den friske luft gør noget ved en. Man bliver fyldt med glæde og energi. Dårligt humør kureres nemt med en gåtur ved Vesterhavet.

Hvis jeg på mine gåture møder folk/børn, der går uhensigtsmæssig, eller leger i klitterne, kontakter jeg dem, og vi får en snak om det at færdes i klitterne. Det er altid positivt, for der er ingen, der gør det af ond vilje, det er for det meste uvidenhed.

Så nærmer september sig, og jeg skal have kontaktet mit plantehold, for at høre om de er klar.

I år har vi været 4 m/k. Det er det antal jeg for det meste bruger.

Måske mødes vi her hos mig til en kop kaffe, hvor jeg orienterer om arbejdet det kommende efterår.

Der er demokrati på arbejdspladsen, så vi taler lidt frem og tilbage om tingene. Det er ikke nødvendigvis et fuldtidsjob, hvis der er en, der skal have fri, planlægger vi efter det. Vi andre kan jo godt arbejde for det.

Hele september går med at plante. Det er mest langs klitfoden vi planter, tiest 8-10 rækker under. På den måde bygger vi klitterne op.

Planterne henter vi i Haurvig-området. Der er områder hvor klitterne vandrer, der bliver ikke udført plantearbejde. Her er det nemt at grave planter, og det går noget hurtigere, end hvis vi skulle gå og tynde ud i de gamle klitter.

Jeg har traktoren med, og de andre kører sammen til et aftalt sted, hvor jeg samler dem op.

Vi »skaver« planter hele formiddagen, så er der ca. nok til en uges plantearbejde. Sådan går det meste af september. Sidst på måneden kommer der kvas fra oprydning i skoven, det er blandet kram for en femmer, lige fra store fyrretræer som vi skal 3 mand til at bære, til små grene uden nåle. Men det fylder alt sammen. Her har vi igen god hjælp af Jesper med traktoren. Han kører det ud på stranden og lige så langt op i klitterne, som han kan, så slæber vi det resten af vejen, det kan være en hård tjans. Vi hygger os med det, da vi kan se at det virker.

Så er der plantekursus!

Den sidst nye udfordring, for mig som klitfoged, er plantekursus tilbud til turister og andre interesserede. Når jeg møder Hvide Sande boere i byen, siger de, det er godt gjort, at vi kan få folk til at betale for at være med til at plante i klitterne! Det koster nemlig 75 kr for voksne og 25 kr. for børn.

Så siger jeg, at al fornøjelse koster penge!

Vi planlægger det sammen med turistforeningen, således at folk skal tilmelde sig til turistkontoret senest dagen før kl. 14.00. De sørger for sandwich og drikkevarer, og vi sørger for spader og planter. Kurset er fra 10-13, med indlagt pause på en halv time.

Når vi tager afsked med deltagerne, giver de udtryk for, hvor godt det er med en autentisk oplevelse, og at de vil komme tilbage næste år for at se, om planterne er kommet i vækst.

Disse plantedage, som har været arrangeret de sidste 3 år, har været fantastiske, folk er utrolig interesserede og arbejdsomme, så det bliver til et godt stykke plantearbejde disse to dage i uge 41 og 42.

Så er plantesæsonen vel overstået, vi føler, vi har gjort klitterne klar til vinterens storme. Det er noget af det jeg tænker på hele vinteren igennem, bare der nu ikke kommer en storm eller orkan, det kan nemlig være så slemt, at alt det arbejde, der lige er veloverstået, kan være ødelagt i løbet af en nat.

Ywl o æ Kle’t 2010

Søgård – en kæmpe herregård fra syd til nord

Har du kigget på skødet til dit hus? Mon ikke der står noget med Søgårds jord? Det gør der. Søgård var nemlig en kæmpe gård i sin storhedstid. Gården ligger stadig et par kilometer nord for Kloster, men i gårdens storhedstid i årene fra 1760-1830 var den gigantisk og kunne bryste sig af at råde over al jorden fra Nymindegab til Thorsminde.

Sådan noget ved Jens Peter Boes, der skrev artiklen i 2010. Jens Peter Boes er pensioneret seminarielærer fra Silkeborg. Siden 1972 har han og hustruen haft sommerhus i Søndervig, og der er de så meget, at de har brugt, hvad der svarer til mere end ti år i sommerhuset.

Jens Peter Boes har skrevet årets artikel som et referat af romanen Den nådige Frue.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2010

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

VIRKELIGHEDEN ER BEDRE END

SELV DET BEDSTE EVENTYR

af Thomas Kristensen, sognepræst

MED STØTTESKIBET ESBERN SNARE PÅ PIRATJAGT VED AFRIKAS HORN

af kommandørkaptajn Carsten Fjord-Larsen

METHEA VEISE’S HUS

af Else Bæk Olsen

SØNDERVIG 1970-2010

af Keld Hansen

»DER ER SÅ MEGET

AT FORTÆLLE« – II

af Peter Josephsen

JEG SAVNER IKKE DE »GODE GAMLE DAGE«

af journalist Ole Tang

OM SØGÅRD PÅ HOLMSLAND

af Jens Peter Boes

ÅRETS GANG I BILLEDER

– Jeg synes, lokalhistorie er spændende. Også når man kommer til et andet område end ens egen. Det er spændende at se den udvikling, der er sket. Jeg har for eksempel lige skrevet en artikel om udviklingen i landbruget. Tænk, i 1950 var der 220.000 landbrug i Danmark. I dag er der 9.000 –det er da interessant, siger han.

Ellers har Jens Peter Boes gennem årene skrevet otteni artikler til Ywl o æ Kle’t. Han har skrevet om rørhøst, om klitboere han har mødt, om Søndervig Skole og om de fyrre år med sommerhus i Søndervig.

De sidste afsnit i Jens Peter Boes’ artikel er faktuelle oplysninger, som skulle stemme overens med både roman og virkelighed. Men det kan man jo selv dykke ned i.

Fossanæsvej

Om Søgård på Holmsland

– ud fra bogen »Den nådige Frue«

Af Jens Peter Boes

Indledning

Flere personer har opfordret mig til at skrive om den tidligere herregård Søgård på Holmsland ud fra Jørgen Falk-Rønnes bog »Den nådige Frue« udgivet 1932 med den begrundelse, at der indgår så mange kendte steder og navne i bogen, at det kan have interesse for egnens nuværende beboere. Bogen er skrevet på baggrund af fa ktisk stedfundne hændelser, lokale fortællinger og forfatterens egne forestillinger og omhandler et centralt afsnit af Søgårds historie i tiden ca. 1760-1830, som må betragtes dels som herregårdens glansperiode og dels som dens afvikling med bondestandens frigørelse.

Digteren har i sin tid haft et vist kendskab til personerne, egnen og lokale historier, som han bruger meget frit og ofte forflytter i både tid og sted. Personernes navne, alder og hændelser svarer ikke alle steder til de nu kendte oplysninger, ligesom flere af de anførte årstal afviger fra de reelle begivenheder, personerne var involveret i. I resuméet her udelades naturbeskrivelser og de mere kuriøse lokale historier for at gøre hovedhandlingen mere overskuelig. Det er tydeligt forfatterens hensigt at vise to selvstændige kvinders udvikling og muligheder i en tid, hvor mændene var de rådende og ikke accepterede kvinders indblanding hverken i en gårds drift og handel eller i diskussioner om tidens politiske emner. Siden bogens udgivelse er der fremkommet flere oplysninger om Søgårds historie.

Søgård kaldes i bogen »Søholm«, men et enkelt sted skriver forfatteren afslørende Søgård.

Hovedpersonernes navne er ændrede i forhold til deres faktiske: Krigsråden Henrik Ammitzbøl kaldes »Peder Jensen Trane, hustruen

Anne Cathrine Bagges nævnes ikke ved navn, men omtales som datteren på gården.

Sønnen Hans Peder Ammitzbøl kaldes »assessor Hans Peder Trane«. Der var egentlig to sønner, men den anden Søren indgår ikke i fortællingen.

Provsten Peder Taftebjerg kaldes »Jens Skyum« og er gift med Rebekka Kjerstine Stabye, der benævnes »Rebekka Staby«. Deres børn skrives med deres rigtige navne Jens, Susanne og Kirsten ligesom selvejerbondesønnen Jeppe Højbjerg og toldbetjenten Ivar Heyde.

Pastor Jens Falck Outzen kaldes pastor »Otsen«.

Pastor Leonhard Abel kaldes pastor »Abel«.

Se i øvrigt i afsnittet »Kendte fakta om Søgård«.

Kort resumé af bogen »Den nådige frue« følger hermed:

Opvækst

Provsten Jens Skyum var præst i Holmsland gift med Rebekka Staby. De havde tre børn: Susanne, Jens og Kirsten, som han underviste sammen med Hans Peder fra »Søholm« og Jeppe Højbjerg, der var søn af en selvejerbonde.

Susanne var ved bogens begyndelse en 13 årig meget selvstændig pige i puberteten og forelsket i Jeppe, et forhold der varede livet ud, selv om de aldrig blev gift par.

Et enkelt eksempel på bogens mange fine naturbeskrivelser skal dog vises hermed: »Vestenvinden tåler ikke rigtige træer. Når de bag gårdens skærmende volde har vokset sig så pas store, at de vover at kigge op over voldkan-

ten, da har vestenvinden straks været der og klippet dets krone skråt som et hustag. Vestenvinden er skarp, men den kan også være festlig glad og syngende kåd, især sådan en solskinsdag ved jævndøgnstid, når naturen rydder op efter vinter, holder forårsrengøring og fejer alt det gamle og mugne ud. Da synger vestenvinden til sit arbejde«.

Peder Jensen Trane var præstesøn fra Kolding. Han begyndte med to bare næver, uden kundskaber, uden penge, uden forbindelser, men han havde talent for at vurdere en stud præcist og blev derfor en vældig pranger, der altid lå på farten fra Thy til Holsten. Prangerens penge var sølv, som han i begyndelsen samlede i en lærredspose, siden måtte han have en »kat« (et solidt, bredt læderbælte), indtil den blev for uhandig tung. Derefter gemte han sølvet i en egetræskiste, hvis nøgle han bar i en snor om halsen. Kisten gik der frasagn om, og den fulgte ham en dag til »Søholm«. Der vandt han ikke blot datteren, men købte hele gården. Rygtet ville sige, at prangeren denne gang gjorde sin bedste handel, og det viste han ved herefter at leve med i alt vedrørende gårdens drift.

Her mødte herremanden i samtaler og drøftelse den lokale præst Jens Skyum. Begge var

lige ivrige efter fremskridt og nye metoder inden for landbruget.

Peder Jensen Trane købte sig som egnens herremand titlen »krigsråd« og samlede »Søholm«, der forhen havde været en gammel, forfalden gård. Den havde foruden egen mark med moser, kær og enge også de omliggende gårdes hovmarker, der var fæste under den. Gården ejede tillige 8 mil strandret fra Nyminde til Thorsminde strand, hvor der hvert år strandede skibe. Dertil kirke- og kongetiender samt kaldsret til præst og degn. Gården blev den akse, hvorom alle krigsrådens gøremål herefter drejede sig.

Krigsråden og fruen havde ikke meget andet tilfælles end deres søn Hans Peder, som ved moderens lempelige opdragelse blev meget forkælet og derfor voksede op til at være en forsigtig og sagtmodig dreng. Faderen satte dog igennem, at han blev undervist af provsten sammen med andre børn. Siden fik han egen huslærer. Han var rædselsslagen over for de store stude og alle de farer i gården, som hans mor kunne opregne. Efter konfirmationen skulle Hans Peder hjemmefra at lære landbrug, men kom efter gentagne korte ophold snart hjem igen. Moderen blev syg og

3. Søgårds gamle stuehus opført i midten af 1800 tallet.

døde, da han gik i sit 18. år. Fader krigsråd forsøgte at hærde ham på mange måder og rasede i stilhed over den vege søn, der for tredje gang kom hjemmefra i sit tyvende år.

Ved et aftengilde i Ringkøbing havde Susanne ivrigt deltaget i diskussionerne med mændene om bøndernes frihed og havde forbløffet dem med sine skarpe og modige argumenter til forsvar for det frie bondesamfund. Da de kørte hjemad derfra, skulle de som sædvanlig over vadestedet ved Vonå, men midt i vadestedet blev kusken tvivlrådig om vejen, og køretøjet gik i stå. Da rejste Susanne sig, greb resolut tømmerne fra ham og styrede med pisk og fast hånd hestene over Vonå. Siden kom hun til at undre sig over, hvorfor hun havde fået så lys en forstand og så klogt et hoved, når der intet i verden var at bruge det til, for tiden havde ikke plads til selvstændige kvinder.

Kort tid efter blev provsten syg, og som det redelige menneske, han var, gjorde han i sine tanker sit livs regnebræt op og døde i en blodstyrtning. Sønnen Jens kom ved den lejlighed hjem ef ter 3 års studier med henblik på at blive præst, men han blev i stedet degn efter den gamle.

At blive den nådige frue

Provsten havde inden sin død ladet opføre et lille hus tæt ved kirkediget i Kloster til sin kone og deres to døtre Susanne og Kirsten. Det blev derfor i folkemunde kaldt »Jomfruernes hus«. Her voksede de op i al stilhed, og i mange år fik de efter søndagens kirkegang først besøg af krigsråden og siden af sønnen Hans Peder, der begge nød husets hygge.

I maj 1796 gjorde en lungebetændelse ende på krigsrådens liv. De sidste år havde han holdt til inde i sit eget rum med alle sine papirer over gård og fæstere. Ved flere lejligheder gjorde han arvingen Hans Peder opmærksom på, at han måtte sætte sig ind i dem. Men det havde ingen interesse for Hans Peder, der først efter begravelsen flyttede ind i faderens rum, mens han overlod driften til forvalteren og folkene på »Søholm«. Han havde ikke megen forstand på hverken landbrug eller papirer, og fra sin opvækst vidste han, at Susanne ikke blot var dygtigere end ham, men at hun også gerne ville tage mod udfordringer. Det lykkedes ham der-

for at overtale hende til at hjælpe sig med at få ordnet alle papirerne over gården. Det gjorde hun gerne, og da arbejdet var færdigt, tvang hun Hans Peder til at sidde ved siden af sig og gennemgå hvert enkelt papir og skøde og sætte sin autograf på alt. Ved afslutningen af papirarbejdet friede han til hende, men fik afslag.

I perioden fra april til Sct. Hans foregik det store forårsfiskeri ved klitten, og det blev altid afsluttet med en ret så løssluppen fest derude, hvortil beboerne i »Jomfruernes hus« var indbudt sammen med de finere lag inde fra Ringkøbing med bl.a. herredsfoged og amtsforvalter. Den daværende pastor Otsen var der også, som det skæmtsomt blev sagt, i embeds medfør, for heksene skulle jo sendes til Bloksbjerg den nat, og pastoren var kendt for at kunne mane.

Den aften mødtes Susanne med Jeppe, der overdængede hende med kram og kys, til hun gjorde sig fri. Jeppe ville have svar på, om hun ville være hans kone. Men Susannes forestilling om at blive kone på et boelssted med den krævende hverdags opgaver at føde børn, passe hus og malke køer med mere harmonerede ikke med hendes sind. Hun ville finde noget, der kunne udfordre hende. Hun røbede, at Hans Peder havde friet til hende, men hun havde sagt nej. Jeppe blev noget opbragt derover, for sladderen fortalte, at hun havde sin næsten daglige gænge på »Søholm«, så pludselig var han gået sin vej.

I sin forvirring traf Susanne samme aften Hans Peder, som hun modstandsløst tillod at overdænge sig med knus og kram, og det endte med, at han gentog sit frieri og fik ja. Hans Peder kom ved denne overraskende oplevelse ud af sin slendrian og blev handlekraftig. Han kørte næste dag til Ringkøbing for hos kammerråden at købe sig en titel og fik tildelt betegnelsen »kongelig kammerassessor«. Da blev der travlhed med at få gården sat i stand inden brylluppet, der var sat til dagen efter Mikkelsmarked.

Midt i alle disse forberedelser fortalte Susannes søster Kirsten, da Susanne var på besøg hjemme i »Jomfruernes hus«, at hun skulle giftes med Jeppe. Det gjorde Susanne bitter, men efter meget modsatrettede følelser og tanker fandt hun frem til sin tillærte fornuftige omtanke og gratulerede sin søster. Der blev

således to bryllupper dette efterår 1796. Siden blev Susanne tituleret »den nådige frue kongelig kammerassessorinde«.

At være nådigfrue

Så blev Susanne nådigfrue på »Søholm«. Det var et meget ensomt liv, hvor assessor Hans Peder sad i sin lille stue og røg pibe, mens Susanne følte sig som en solgt kvinde, mens hun tænkte over det selvstændige og udviklende forhold, hun havde haft med sin far, provsten, der havde givet hende både frihedens og selvstændighedens gave gennem opdragelsen.

På den tid syntes landets regering, at det gik for langsomt med at få landboreformerne indført på vestkysten, så for at få skred i udviklingen sendte den en ung justitsråd derud med alle de nye tanker. Han var meget bundet af sine forestillinger om de stakkels tvungne hovbønder, som herremanden udbyttede. Susanne belærte ham imidlertid om, at det ikke var så belastende endda, for det var ikke blot tungt arbejde, men også fornøjeligt samvær med gratis middagsmad og øl og dertil en bil-

lig måde for bøndernes at få betalt deres afgifter på. Deres samtaler fik ham til at se anderledes på hoveriet, og han fik øje på ikke blot en begavet, selvstændig kvinde, men også en kvinde, der havde sans for sine medmennesker. Selv om assessoren var lidt pikeret over justitsrådens og Susannes livlige samtaler, så gav han hende gladelig fuldmagt til at føre de videre forhandlinger med de mange papirer, som han absolut ikke selv brød sig om at dykke ned i igen. Kammerråden i Ringkøbing havde hidtil haft tilsyn med gårdens papirer og regnskaber, men da han ikke kunne arbejde i Susannes hastige og effektive tempo, så endte det med, at hun til assessorens store tilfredshed blev gårdens godsforvalter, for så vidste han, at alt ville være i de bedste hænder.

Det blev dermed hendes livsopgave at styre gårdens papirer over drift og økonomi, selv om der ville blive sladret i krogene over dette kvinderegimente på »Søholm«, men den sladder prellede af på både hende og assessor Hans Peder.

Susanne besøgte engang sin søster Kirsten og Jeppe for at se deres nyfødte lille datter. Ved

Gravmæle over Hans Peder Ammitzbøl og Susanne f. Taftebjerg øst for Ny Sogns kirke i Kloster.

den lejlighed strømmede alle barndommens erindringer og forelskelsen i Jeppe gennem hende, og hun kunne se, hvad hun kunne have haft. Alligevel lykkes det hende i tankerne at forliges med forholdene, som de nu var blevet.

I fuldskab havde Hans Peder engang solgt 5 stude til pastor Otsen, der en dag meget selvsikker dukkede op på gården for at udvælge dem. Det forhindrede Susanne og spurgte siden Hans Peder om den handel, men han kunne ikke huske noget om salget, og derfor overbeviste hun ham om, at hun og forvalteren herefter skulle forestå al efterårets studehandel. I stedet tog Hans Peder sydpå i klitten til Bjerregård, hvor han selv kunne bestemme, og hvor folk nok også kunne trænge til at mærke, at der var nogen over dem.

Den nådige frue som »ham selv«

Susanne forestod derefter al handel fra »Søholm«, og det måtte Hans Peder finde sig i, selv om han rasede meget derover. I folkemunde blev Susanne derfor omtalt som »ham selv«, for det var hende, der havde bukserne på i den gård. Det kunne være endt kummerligt for dem begge, men så fik de Susannes søster Kirstens ene barn Rebekka i pleje, og det forandrede deres indbyrdes forhold. Det var, som om der kom sol over »Søholm«: Susanne sang, og Hans Peder fortalte historier for den lille, der holdt af dem begge, men helst ville være hos Hans Peder, som hun kaldte papa. Det var den eneste sejr, han fik over Susanne.

Susanne gjorde en stor indsats for at få både Søholm og alle de omliggende gårde veldrevne. Samtidig fik hun på sin egen finurlige måde bugt med brændevinsbrænderiet. Trods grundige undersøgelser af de tilkaldte toldbetjente fandt de aldrig noget. Men Susanne fik en klemme på den bonde, der var den ivrigste brænder, så det ophørte.

Juleaftensdag i 1811 kom der ridende bud om de to store engelske krigsskibe, der var gået på grund i havet syd for Thorsminde. Strandretten hørte jo under »Søholm«, så man måtte af sted. Der blev ingen julemiddag på gården, men en større flok kørte mod havet med mad til tre dage. Susanne og den 14 årige Rebekka ville også med. Da de nåede frem, fik

damerne travlt med at pleje de få, der var kommet i land fra skibene.

Rebekka ville ud til havet at se det nødstedte skib, mens stormen hærgende føg om det og piskede sandet i klitterne. Havet brølede om det dødsdømte skib. Hos strandfogeden fik de alle et sent julemåltid. Julemorgen var mændene igen ved havet. Det var umuligt at komme ud til skibet ved hjælp af de små åbne både. Besætningen forsøgte at nå land på vragstumper, og en tømmerflåde af sammenbundne planker gik fra skibet med et halvt hundrede om bord, men den ramte revlen og en vældig bølge kantede den, så de skibbrudne kom under den og druknede. Alt i alt kom kun 11 levende i land. Der blev afholdt strandforhør og to englændere fortalte om de to skibe »Defence« og »St. Georg« med henholdsvis 550 og 760 om bord.

Assessoren skulle sørge for at få bjerget strandingsgodset og indestå for det. Ved auktionen ville han få halvdelen af det indkomne beløb. Ligene kom også i land. 200 af dem blev begravet i en stor fællesgrav på Husby kirkegård. Allerede 3. juledag gav herredsfogeden tilladelse til at holde auktion over strandingsgodset, mens al verdens nysgerrige folk endnu var derude.

Midt i virvaret løb Susanne på Jeppe, der bad hende om at passe på Rebekka, for han havde iagttaget hendes lidt løsslupne forhold til de yngre mandfolk, derfor kørte Susanne og Rebekka samme dag tilbage til »Søholm«.

Efter den oplevelse opdagede assessoren glæden ved det frie liv ved havet, og det blev han så glad for, at han trygt overdrog til Susanne at styre landet med »Søholm«. Han opholdt sig mere og mere på Bjerregården de 4-5 mil sydpå ad klitten, en besværlig vej at køre eller ride, men måske kunne der sejles over fjorden. Efter en grundig renovation på Bjerregården blev mange af kahytsmøblerne fra skibene placeret der.

Rebekka havde fået sin egen ridehest, og det livede hele egnen op at se det flotte syn af den nådige frøken til hest. Engang red hun med papa assessoren til Bjerregård. Undervejs fulgtes hun med en rideknægt, og under en hvilepause befalede hun ham at kysse sig, akkurat som Susanne i samme alder havde overlistet Jeppe til det samme.

Historiens gang

Susanne var foretagsom og satte møller og overrisling i gang på jordene. På en tilsynstur ud til sine arbejder fik hun en samtale med den gamle sognefoged om alt det, der var sket med bøndernes frihed, revolutionen i Frankrig, Napoleon, englændernes overfald på Danmark to gange, freden med afståelsen af Norge, aldrig var der sket så meget på så kort tid. Under krigen var der god afsætning af landbrugets varer, men bagefter blev det sværere at komme af med avlen, og der blev fattigdom.

Susanne mødte engang Jeppe ude ved møllerne og grøfterne og tilbød ham at købe mere jord til sin gård. De talte fortroligt om gamle minder, og Susanne kyssede ham, men sagde derefter med hård og knap stemme. »Vi taler aldrig om den sag mere!«

Susanne forstod at få alle sager samlet på »Søholm«. Hun kunne snedigt og beregnende samle pantebreve på sin hånd. Således fik hun samlet alle Hee møllerens pantebreve, så han måtte betale sin gæld til hende på en så finurlig måde, at det blev den efter hendes mening lidt for pågående pastor Otsen, der kom til at lide det største tab. Det var en skrap »tak for sidst« hilsen til præsten.

Rebekka fik en guvernante, en mamsel, der skulle gøre »et menneske« ud af hende. Hun skulle tale tysk og fransk, for dansk det var intet fag, sagde mamsellen. Hun skulle arbejde med sine ansigtsudtryk foran et spejl, strække vrist og stå på tæer. Hun vred, drejede og nejede sig, og håret blev sat op i timer, hvor det før kun havde taget ti minutter. Alle hendes nyerhvervede dyder og lader blev vist frem ved amtmandens bal i februar, og alle komplimenterede, hvad der var kommet ud af et års arbejde med det attenårige pigebarn. Men af og til flygtede Rebekka fra al finheden på ryggen af sin hest ud i mark og blæst.

Da kom en rejsende svend til »Søholm« for at reparere urværket på gården. Rebekka blev meget oplivet deraf, og en aften, hun ville ud at ro på søen, kom han og hjalp hende med båden. Turen endte med, at han kyssede hende, så det næsten blev morgen, inden hun hoppede ind ad sit vindue. Da fik Rebekka fnat, der dengang var en udbredt sygdom mellem folk, og tildeltes derfor sit eget værelse lidt for sig

Mindesten over Iver Heide og Rebekka Højberg på Ny Sogns kirkegård i Kloster ved siden af Rebekkas plejeforældres gravmæle.

selv. Der fik hun jævnligt besøg af urmageren, men en af folkene sladrede til Susanne, der følgelig overfusede ham og sendte ham på porten. Hvad om deres forhold fik følger? Rebekka blev sendt på sit værelse, men fik en tjenestepige til at sende bud til urmageren om, at hun red til Bjerregården. Der kunne de mødes.

Den nat brændte »Søholm«s store lade i et tordenvejr, fordi lynet slog ned i ladens vindfløj. Susanne så branden som et billede af sit eget liv. Hun sendte bud om branden til Bjerregården, og assessoren kom snarest til »Søholm« og fandt overraskende Susanne i sengen.

Rebekka

Rebekka var vred på Susanne, der havde jaget urmageren på porten. Hun følte, at kun papa assessoren gav hende ubetinget kærlighed, så ham holdt hun sig til på Bjerregården, hvor han hele tiden havde nye planer at udvikle. Her gik Rebekka og ventede på sin urmager i vild ungdommelig længsel og drømme. Men han kom ikke og langsomt forsvandt han ud af hendes sind.

En dag kom toldbetjenten Ivar Heyde, der var søn af forvalterens på Bjerregård, og spurgte meget højtidelig, om de måtte låne en stue at forsamles i, da der jo ikke var nogen kirke på klitten. Rebekka havde aldrig tænkt det muligt, at der kunne holdes gudstjeneste andre steder end i kirken. Alligevel gav hun lov og deltog i mødet. Ivar Heyde førte an med sangen, men da han svedende og hakkende ville læse af bibelen, opgav han det let forvirret og skubbede bogen hen til Rebekka, der dermed for alvor blev part i samværet. Siden blev det hende, der hver søndag læste af bibelen.

Assessoren og Susanne besøgte engang Rebekka på Bjerregården, hvor hun ivrigt viste frem af alt det, hun dagligt deltog i. For nu var hun absolut ikke frøken mere, havde hun besluttet. På hjemturen derfra forkølede assessoren sig og blev svagere for hver dag, så der blev sendt bud efter Rebekka, der nåede frem, inden han døde en novemberdag.

Rebekka blev hjemme vinteren over, og ved nytårsfesten på »Søholm« med Jens Skyums og Jeppe Højbergs familier gav Susanne dem alle fine gaver, og Rebekka fik skøde på Bjerregården. Kort efter rejste hun til sin nye gård. På vejen tænkte hun både over urmageren, der for hendes indre blik nu var kommet til at rumme en masse små fejl, og over Ivar Heyde, der for hende var en gåde at gætte. Han var ikke hjemme, da hun nåede gården og spurgte efter ham.

Rebekka deltog med iver i gårdens sysler og yndede at være ude at pløje og tale med gamle Anders eller at sejle over til Tipperne at samle æg med Ivars søster Trine, der fortalte hende halvskjult om Ivars fristelse: Rebekka selv.

På Holmsland fik de på den tid en ny dannet og dygtig præst hr. Abel, der hjalp Susanne på mange måder. Dette efterår deltog Susanne i et sølvbryllup i Ringkøbing, hvor en del af byens honoratiores var med og i diskussionen betvivlede det gode ved bondens frihed. Susanne gik ind i debatten og gjorde bramfrit rede for bøndernes muligheder under de nye kår. På vejen derfra tænkte hun tilbage på sin ungdom, da hun ved en af sine første fester frejdigt forsvarede bondens frihedsrettigheder. Nu indså hun, at hun dybest set var den samme som i ungdommen.

Rebekka ville dette år hjem til Susannes fødselsdag, men det dårlige vejr hindrede hende. Da fiskerne var på havet, kunne hun ikke få dem til at sejle sig over fjorden og måtte bede Ivar Heyde om at tage turen med hende. Det gik godt på en del af turen, men så blev der blæst, så de på skift måtte passe ror og pøse. Ud på eftermiddagen nåede de pjaskvåde over og måtte løbe det bedste, de kunne ud til »Søholm«, og det var en ret lang vej. Her måtte Ivar låne forvalterens fine tøj. Midt i denne påklædning lagde Rebekka sine arme om Ivars hals, så han blev helt forvirret, men Rebekka spurgte ham, om han ville have hende som sin hustru. Ivar blev ovenud lykkelig, for det var jo netop derfor, han ofte havde haft så travlt. Han var så forelsket, at han ingenting turde, for hun var jo den fine frøken. Nu bar han hende på armen ind til maden – og Susanne så smilende til.«

– Her slutter »Den nådige Frue«.

Til læserens orientering: Kendte fakta om Søgård

i perioden omkring herregårdens glansperiode og bondestandens frigørelse ca. 1760-1830.

• Peder Pedersen Bagges ( -1728) var ejer på Søgård 1721-28 og blev 1719 gift med Johanne Nielsdatter Colding (1699-1772). De fik to børn:

Peder Nicolaj Bagges (1722-1776), der var sygelig og forblev ugift, og

An ne Cathrine Bagges (1727-1804), der

• 19.7.1753 i 1. ægteskab blev gift med købmand Hans Hansen Bruun i Kolding. De fik to døtre Ane Cathrine og Johanne Bruun. Han dør kun 3 år efter.

• 24.5.1758 i 2. ægteskab blev gift med købmand Henrik Ammitzbøl (17331795) i Kolding, født i Flade sogn søn af sognepræsten Søren Henriksen Ammitzbøl og Cathrine Erritsøe. Henrik og Anne Catrine fik to sønner Hans Peder og Søren.

• 1733-1760 var Johanne Coldings broder Hans Nielsen Colding forpagter på Søgård. Han døde 1760.

• Henrik Ammitzbøl flyttede til Søgård og blev dens forpagter 1760.

Ved skiftet 1761 sattes Søgård Hovedgård med møllen til 1080 rdl. Det underliggende bøndergods på 203 tdr. hartk. til 8968 rdl. Den halve kongetiende af Ny- og Gammelsogn 3.500 rdl. Dertil kom stude, køer, kvier, får, svin, heste og andet samt bohave. I alt 14.812 rdl. 5 mk.

Den 6. maj 1769 udkom en forordning om hoveriets bestemmelser. På hvert gods skulle affattes et hoverireglement, så hver bonde med sikkerhed kunne vide, hvornår han kunne passe sin egen gård og jord. Der var 60 bønder og 20 husmænd. Kun 41 bønder forrettede hoveri, de øvrige var såkaldte »frihedsbønder«.

• 1770 overtog Henrik Ammitzbøl endelig godset, der da omfattede gårdens 18 tdr., tiender 56 tdr. og bøndergods 204 tdr. hartkorn. 6. sept. 1770 købte han for 400 rdl. titel a f krigsråd. Samme år købte han hele Klitten, der havde hørt under Voldbjerg, fra Søndervig til Havrvig. Han var efter sigende en bru-

Søgårds nye stuehus opført 2008 er beliggende på det område, hvor den gamle herregård med for længst udjævnede voldgrave og voldanlæg var placeret.

tal person og hensynsløs til at forfølge egen profit, specielt i en arvesag efter sin kone.

• 1790 købte Ammitzbøl Rydbjerg i Velling for 16.500 rdl. Den var næsten uden bøndergods.

• 1791 skulle der igen udfærdiges efterretninger om hoveriet.

• 1795 døde krigsråd Ammitzbøl og bisattes 12. okt.

•1793 overdroges Søgård gods til Hans Peder Ammitzbøl (20.3.1759- 27.12.1821), der mod gebyr og 600 rdl. blev Cancellie Assesor. Han fik dog ikke straks skøde på godset, for 11.6.1795 lånte faderen 24.000 rdl. af major Jens de Poulsen mod pant i godset. Den 9. maj 1796 var samtlige arvinger mødt til skifte efter krigsråden. Hans Peder fik Søgård og Søren Rydbjerg i Velling. Den 2. dec. 1796 blev Assessor Hans Peder Ammitzbøl gift med Susanne Elisabeth Taftebjerg (1.1.1754-2.8.1830). Præstens datter fra Holmsland. De får ingen børn sammen.

Søgård som moderne svinefarm i 2010.

I assessorens første tid stod Søgård på sit h øjeste med et bøndergods omfattende 127 gårde, bol og huse med 339 tdr. 6 skp. hartk. samt 30 huse uden hartk.

1799 søgte Hans Peder Ammitzbøl om tilladelse til at afhænde bøndergodset til beboerne. Trods salget, der må have givet mange penge, måtte han låne. Fra Ryssensten købte han Nørre klit, d.e. strækningen fra Houvig til Thorsminde.

Selve juleaften 1800 slog lynet ned i fløjen på laden, der nedbrændte sammen med forpagterboligen. Den nye lade blev bygget af høvlet pommersk fyrrebjælker, antagelig strandingsgods.

1815 havde Søgård 160 tdr. land.

Ha ns Peder Ammitzbøl og Susanne tog fruens søsterdatter Rebekka Kirstine Højberg til sig og gav hende en god opdragelse, så hun kunne blive deres arving på Søgård. Hun forelskede sig i krydsbetjent Ivar Andersen Heide og satte sin vilje igennem, så de blev gift på Søgård 27.12.1816. De overtog derefter Gammel Bjerregård som indsiddere.

Ef ter assessorens død i 1821 førte enken bedriften på Søgård videre som hidtil ved en forpagter.

• 1. maj 1823 forpagtes gården ud til Chr. Madsen Hingø og Chr. Terkelsen Kirkeby for 5 år, mens Susanne blev på gården. Forholdet til Rebekka blev så godt, at Susanne stod gudmoder ved de to ældstes dåb.

• Da Susanne døde i 1830, ville Rebekka ikke overtage Søgård, for hun og Ivar havde forlængst købt Bjerregård. Så gården blev afhændet til anden side.

Provsten Peder Tafteberg (1715-1774) var præst på Holmsland 1746-74, 1 år provst i Hind herred, gift 1745 med Rebekka Kjerstine Stabye (171991), og de fik 3 sønner og 2 døtre, hvoraf kendes som voksne Susanne, Jens og Kirsten. Susanne kom til Søgård, og Kirsten blev gift med Jeppe Jørgensen Højbjerg, en selvejerbonde.

Sønnen Jens Tafteberg blev stedets degn (1746-1808) gift 1773 med Ane Cathrine Munch (1752-1825), de havde to børn: Rebekka Kirstine gift 1. gang med husmand og skipper Simon Enevoldsen og 2. gang med fisker Chr. Nielsen i

Havrvig. Det andet barn var Ane Cathrine (1775-?) gift 1798 med faderens efterfølger, degnen Christian Nielsen Sand (1773-1847).

Pastor Jens Falck Outzen (1757-1824) gift 1785 med Elisabeth Bay (1758-1822) blev kaldet til præst af krigsråden Ammitzbøl i 1788. (Han havde haft støvlerne stående pudset og kjole parat for at komme først til kaldet, da den gamle præst døde!)

Pastor Leonhard Abel (1793-1868), kapellan hos amtsprovsten 1821, kaldet til Holmsland 1824-41, provst 1836, forflyttedes til Eltang-Vilstrup 1841 og til Dalum-Sanderum 1845-68.

Afsluttende bemærkninger

Som eksempler på modsætninger mellem bogens fiktion og de faktiske forhold kan anføres, at krigsråd Ammitzbøll døde ifølge bogen i maj 1796, men det var reelt i oktober 1795. Hans Peders mor døde ifølge bogen, da han var 18 år, men i virkeligheden døde hun, da han var 45 år i 1804. Den på egnen kendte historie om Anna Marie, der havde omkommet 3 spædbørn og derfor efter tidens skik ikke måtte begraves i indviet jord, henlægges i bogen 60-70 år senere end dens faktiske hændelse i 1733. I bogen fortælles, at præsten Peder Taftebjerg alias »Jens Skyum« blev gift med Rebekka Staby i 1771, men det var i 1745. Rebekka Staby døde ifølge bogen, da Susanne var 14 år, men Susanne var 37 år, da hendes mor Rebekka døde i 1791. Hans Peder døde ifølge bogen, før plejedatteren Rebekka blev gift, men han levede fem år efter Rebekka og Ivar Heydes bryllup, der blev holdt på Søgård.

Flere unøjagtigheder kan findes. Det kan skyldes forfatterens mangelfulde kendskab til personernes liv og levned, hans digteriske frihed, eller at der siden er fremkommet hidtil ukendte fakta om Søgårds og omegnens beboere. Men selv med disse begrænsninger giver bogen et godt tidsbillede og kan anbefales til både læsning og lokalhistoriske sammenlignende studier.

Litt. Holmsland og Klittens Historie, Holmslands kommune 1974

Jørgen Falk-Rønne »Den nådige frue«, Aschehougs forlag, København 1932

Musik hænger sammen med hygge

I årets artikel fortæller Christian Estrup om forskellige bands gennem tiden i Hvide Sande. Han fortæller om mange bands og musikalske samarbejder, men det kan undre, at musikken altid har lydt højt og tydeligt i en by uden musikskole og andre musikalske traditioner. Karl Kristian Thuesen er en af de musikalske stemmer i 2018, og han har et godt bud på, hvorfor musikken lever i bedste velgående trods den manglende musikskole.

– Musik og al kreativitet skal være båret af lyst. Man skal spille musik, tegne eller male, fordi man har lyst og ikke fordi en dyr musikskolelærer siger, at nu skal du spille den og den sang, fortæller han. Han har selv fået musikken ind gennem sin musikglade far, der altid har lyttet til musik og haft flere guitarer til at hænge i hjemmet.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2009

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

ET MYSTERIUM LUKKER SIG OP af Thomas Kristensen, sognepræst

FISKEN SKAL FREM –UANSET VIND OG VEJR ...

af journalist Ole Tang

»DER ER SÅ MEGET AT FORTÆLLE« – I

af Peter Josephsen

KRYDSTOGT VED GRØNLANDS VESTKYST

af Kr. Larsen

MUSIKKEN. LIVET.

DE GLADE DAGE

af Chr. Estrup

AT REJSE ER AT LEVE!

af fam. Davidsen

ERINDRINGER FRA

SØNDERVIG SKOLE

af Jens Peter Boes

ÅRET 2009 I BILLEDER

– A ndre sidder på Cafe Marina og ser en spille noget musik, de selv kunne tænke sig at lære. Hvis man kommer i Arken, vil man også altid se en, der sidder med en guitar. Det er den slags, der skal få folk til at spille musik. Musik har ikke et facit – det skal være drevet af lyst, siger Karl Kristian Thuesen.

Dermed trækker han også Cafe Marina frem i rampelyset. Cafeen begyndte for fem-seks år siden at invitere til live musik om fredagen, og det har været helt fantastisk, lyder det fra den unge musiker:

– Folk i Hvide Sande køber ikke billetter til koncerter, hvor de skal sidde i to gange 50 minutter og lytte. I Hvide Sande hænger musik sammen med, at man kan sidde med sine venner, få en snak og ryge en cigaret. Og dét kan man på Cafe Marina. Man kan tage ned med familien eller vennerne og høre noget musik – og for musikerne er det et godt sted, hvor man kan teste nye numre. De fredagsaftner om sommeren er eksemplet på, hvad der virker.

Selvom mågeskrig og skramlen med fiskekasser næppe er lydtæppet til mange romantiske drømme, så kan Hvide Sande alligevel give noget særligt til musikambitiøse vestjyder:

– M an har noget med hjemmefra, når man kommer herfra. VI har en historie og et kendetegn, som vi bærer med, når vi skal ud og danne os selv som kunstnere.

Vil du høre Karl Kristian Thuesens musik kan du eksempelvis på youtube.com søge på Karl Kristian Hvide Sande.

Musikken. Livet. De glade dage

Af Chr. Estrup

DET her er en lang historie. Den strækker sig over mere end 40 år. Det er historien om en række personer, som med meget engagement, mere eller mindre talent, og knopskydninger på kryds og tværs har været med til at tegne musiklivet på Holmsland Klit. Så er I advaret.

Sidst i 60erne bor der i én af Hvide Sande Skoles lærerboliger et musikalsk multitalent ved navn Svenning Sørensen, som underviser i blandt andet guitarspil. Blandt Svennings elever er Niels Viggo Borch Olesen. Sammen

med Niels Viggo (guitar), en nyansat lærer ved navn Holger Villadsen (bas), samt bysbørnene Hanne Frandsen (vokal) og Hardy Fjordside (trommer), danner Svenning orkesteret Daydreamers.

Daydreamers får øvelokale hos Niels Viggos forældre på Lyngviggaard, og spiller »Musik for unge i alle aldre« de næste knap 3 år.

Samtidig huserer der, lidt længere nordpå i Lyngvig, et rivaliserende orkester. »Røde« John Andersen har spillet trommer siden de tidlige teenageår, og efter en kort flirt med et band

Daydreamers (fra venstre) Niels Viggo Bork Olsen, Hardy Fjordside, Hanne Frandsen, Holger Villadsen, Svenning Sørensen.

ved navn Ladyboys, finder han omkring 1968 sammen med kammeraterne i det første Sunglasses.

Flere ansigter er inde over, men grundstammen i orkesteret er fra start Hardy Egelund Jensen (bas), Nille Tarbensen (keys/guitar), Laust Hytte (guitar) og Røde John selv.

Musikalsk bli’r det en heftig start på 70erne. I 1972 er Svenning Sørensen ude af billedet. »Ham der ku’ spille flyttede«, som Holger fortæller det. Daydreamers går i opløsning, og Niels Viggo kommer med i Sunglasses som afløser for Laust, der alligevel altid er ude at sejle.

Førstesalen på Lyngviggaard bli’r tilholdssted for Sunglasses, og kredsen omkring orkesteret, og Ole Borch har i de år sit at se til med at holde orden på de unge mennesker …

Sunglasses spiller Vestjylland tynd med samme besætning i 12 år, indtil Hardy pludselig dør i en alt for tidlig alder 25. januar 1981.

På en anden front, nemlig folkemusikken, er der masser af aktivitet i kælderen ved Else og Kr. Mose Iversen på Floravej. Kredsen tæller blandt andre Kr. Mose selv (harmonika),

Røde Johns far Ejgil Andersen (banjo), Holger Villadsen og Leif Baden (harmonika), der jævnligt mødes til musikalsk hygge, og ikke mindst hygge omkring Elses kaffebord.

En lokal radioforhandler ved navn Henning Davidsen får på et tidspunkt den idé, at Bold-

Sunglasses anno 1973 (fra venstre) Hardy Egelund Jensen, John Andersen, Niels Viggo Bork Olsen, Nille Tarbensen.

Hawfestrevy anno 1980 (fra venstre) Holger Villadsen, Niels Møller, Ejgil Andersen, Carsten Andersen, Jens Riis.

klubben Klitten bør stable en lokalrevy på benene. Det er naturligt for HD at opsøge de glade musikanter i kælderen, og resultatet bli’r, at Holger og Ejgil, sammen med Jens Riis (keys/ guitar), tæppemand Vagn Madsen, Bruno Kassemand og Gitte Høj i 1978 går på scenen til den første Hawfestrevy.

Et års tid senere flytter en ung bankmand ved navn Niels Møller til byen. Da Møller efter sin søns fødsel underholder de inviterede bankfolk med sin glade guitar går rygterne hurtigt i byen, og Ejgil opsøger ham. Sammen med Jens Riis (harmonika), Lena Thygesen (violin), Vagn (mundharpe), Holger Villadsen

(bas) og Kurt Hundebøll (harmonika) danner de i 1980 Krukker & Korsfisk – eller som Søren Sommerhår siger i den forbindelse – det værste skidt fra havet.

Da Lena og Jens Riis forlader Hvide Sande og orkesteret til fordel for Lyby gamle skole, bli’r dette naturligvis fejret med en kæmpe fest. Det er i det hele taget en festlig tid – også da Hvide Sande by markerer 50 års jubilæet med optræden af Krukker & Korsfisk i hallen. Krukker & Korsfisk spiller med stor succes op gennem 80erne, hvor mange firma- og privatfester får fornøjelsen af orkesteret, der typisk ankommer i Vagns møbelbil. Blandt an-

Krukker & Korsfisk (øverst fra venstre) Niels Møller, Vagn Madsen, Holger Villadsen, Ejgil Andersen, Kurt Hundebøl.

det spiller orkesteret, i forbindelse med en fotografering, rent faktisk i Lyngvig Fyr.

Holger skriver selv en del tekster, og 3 studieindspilninger – først interimistisk, i en æggebakkeforet garage i Vorgod, sidenhen under lidt finere forhold i Vildbjerg – bli’r det også til.

Krukker & Korsfisk står ligeledes centralt i revysammenhæng, hvor de blandt andre får selskab af Ejgils 2 sønner, Røde og Carsten Andersen (guitar/banjo).

I 80erne lyder der pludselig også andre toner fra kælderen på Floravej. Else og Kr. Moses søn Jørgen Iversen (bas) øver sammen med Finn Fahl (guitar) og Poul Opfinder (trommer) i det, der af omveje bli’r til orkesteret Roadrunners. Hér kommer Carl Aagaard (guitar) ind i billedet, sammen med Holgers søn Mogens Villadsen (keys) og Jesper Bank Olesen (trommer). Besætningen møder i 1984 Gary Rice (mundharpe), og begynder for alvor at dyrke blues’en. Villy Juul Larsen (trommer) er inde over, inden orkesteret i midten af 80erne flytter basen til Århus.

Mogens Villadsen forlader på et tidspunkt orkesteret, som i mellemtiden er omdøbt til Willie & the Workers. Der er blevet enighed om, at det først foreslåede Willie & the Wankers potentielt kan spænde ben for en komerciel succes – en bekymring der dog senere viser sig at være overflødig.

Willie & the Workers er flere gange i studiet, hvor de indspiller demo’er med egne kompositioner. Desuden spiller de fast på adskillige spillesteder og værtshuse. Sidst i 80erne blandt andet en del på Hotel Holmsland Klit, og Sandslottet i Nr. Lyngvig.

Jørgen Iversen begynder i øvrigt ligeledes, i 1985, at spille folkemusik med Niels Viggo og brødrene Andersen under navnet Klitdrengene.

Sunglasses’ repertoire, som ikke er blevet spillet siden Hardys død, genoplives i samme forum (dog uden Carsten) omkring 1990.

I starten af 90erne gearer Krukker & Korsfisk så småt ned. Op gennem 90erne er der heller ikke voldsom aktivitet omkring Sunglasses/ Klitdrengene, da Jørgen Iversen i perioden har sit virke udenbys. Det uagtet, dør aktiviteterne dog aldrig helt ud, og mange af musikerne

mødes hver sommer ved Hawfestrevyen, kun med et enkelt års afbrydelse.

Efter tiden med Krukker & Korsfisk, møder Ejgil ved et harmonikatræf Jytte Wejse – og faktisk har de to siden dannet musikalsk makkerpar. Blandt andet har Jytte & Ejgil spillet så langt væk som på en rejsemesse i Hamborg.

I år 2000 bli’r Jørgen Iversen instruktør på Hawfestrevyen. Af nød, mere end af lyst opsøger Jørgen og Røde John undertegnede, da man efter først Anette Bräuner, og sidenhen Birgit Borum mangler en pianist på holdet. Jeg siger i sagens natur nej.

Alligevel går det hverken værre eller bedre, end at jeg et par måneder senere bli’r fjerdemand i Sunglasses. Samme år træder Enevold Mose (banjo) ind i Klitdrengene.

Året efter vælger Niels Viggo at forlade Sunglasses, hvor vi i stedet får selskab af Thomas Gad (guitar), som vi har mødt, da vi samme år for første gang agerer revyorkester i Ringkøbing.

Det bli’r til 5 år med masser af spillejobs og revyer, kulminerende med en fantastisk udendørs koncert ved Hvide Sandes 75 års jubilæum, en smuk aften ved indsejlingen med Shubi-dua som hovednavn.

I december 2002 agerer HD i øvrigt igen primus motor, da vi på det senere hedengangne Hotel Holmsland Klit forsøger at etablere en lokal vintercabaret. Projektet ender ud i John Mogensen forestillingen Så længe jeg lever, som opføres en weekend i marts 2003 på

Willie and the Workers (øverst fra venstre) Carl Aagaard, Jørgen Iversen, Finn Fahl, Villy Juul Larsen.

Sandslottet, for fulde huse. Orkesteret, samlet til lejligheden, betår af Niels Møller, Holger Villadsen, Røde og undertegnede selv.

Efterfølgende stifter holdet bag John M en forening af samme navn. Vi underholder i årene efter ved flere forskellige lejligheder. Og rygterne vil vide det stadig ind i mellem ulmer i dét regi.

30. december 2006 går det andet Sunglasses i opløsning.

I januar 2007 starter Jørgen Iversen, Thomas Gad og undertegnede op med Mads Sand (trommer) under navnet Üsmi.

Mads har siden sommeren 2000 spillet i rocktrioen West Wind F...... Freestylers, sammen med Rune Sørensen (guitar) og Jeppe Engberg Pedersen (bas).

Senere i 2007 gendanner Røde og Niels Viggo Sunglasses, denne gang sammen med John Tipsmark (bas) og Rødes nevø, Nikolaj Andersen (guitar).

Når man på den her måde opregner hovedtrækkene, er der således masser af navne

der går igen. Ind i mellem kører det derud af. Ind i mellem hader vi hinanden for et godt ord.

Det er sikkert og vist, at man bli’r klogere på hinanden, når man efter et spillejob skal rydde op på scenen klokken halv tre om natten i Vejle – for at være hjemme i Hvide Sande lige inden solen står op.

Det skægge er, at når uge 28 og sommerens Hawfest nærmer sig, så er det i virkeligheden ikke afgørende i hvilke sammenhænge vi ellers står på de forskellige scener.

De små uoverensstemmelser er glemt.

Dér, i teltet på havnen, drejer sig om det væsentligste:

Musikken. Livet. De glade dage.

Hawfestrevy anno 2003 (fra venstre) Christian Estrup, Jørgen Iversen, Finn Fahl, Enevold Mose.

Købmanden er kommet ned på 70 timer

Nogle historier er så gode, at man tænker, at de nok ikke helt passer. Men nogle gange gør de lige præcis dét. Keld Hansens historie er en af den slags. Han fortæller i historien »Fra Agger til Søndervig« om sin barske barndom og arbejdsomme ungdom. Han slutter sin 2008-fortælling, hvor han afslutter sin soldatertid på Cypern. Men der slutter historien om Keld Hansen jo slet ikke, som mange ved.

De to sønner kører nu det store supermarked i Søndervig, hvor Keld i dag har fået en tjans som grøntassistent.

– Ja, og jeg synes, jeg er ret god til det, siger han og griner.

Derudover hjælper han med »arbejdsplaner og lidt forskelligt« – hvilket løber op i, eller ned i afhængig af øjnene, der ser, 70 timer om ugen i sommermånederne.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2008

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

JULEN KAN VI IKKE FÅ NOK AF!

af Thomas Kristensen, sognepræst

PILGRIMSVANDRING I SPANIEN af Irena Jensen

FRA AGGER TIL SØNDERVIG af Keld Hansen

EN GAMMEL HVIDE SANDE DRENG FORTÆLLER af Thomas Fjord Iversen

DE VESTJYSKE FJORDES NYTTIGE TAGRØR

af Jesn Peter Boes

EN AGURKEHISTORIE, DER BLEV TIL EN NEKROLOG af Ole Tang

HOLMSLAND-OGGINALER III

af Ole Tang

LOKALHISTORISK FORENING FOR HOLMSLAND OG KLITTEN 40 ÅR MED YWL O Æ KLE’T

af Axel Graven Nielsen

ÅRETS GANG I BILLEDER

– E llers bruger jeg meget tid på Søndervig Feriepark. Jeg havde første møde i den forbindelse i 2006 – og når Ywl o æ Kle’t udkommer, vil vi forhåbentlig have fået et endegyldigt ja eller nej til planerne.

Keld Hansen ejer en del butikslejemål i Søndervig. Bygningerne skal hvert år holdes ved lige, bygges om eller plejes på anden vis. Det går der også tid med, for der er mange turister. Og det bliver der ved med at være, spår den erfarne købmand.

– E ngang nød turisterne at spille Ludo i dårligt vejr og ligge i solen, når det var godt vejr. Sådan er det ikke længere. I dag er folk så hyperaktive og farer rundt for at se og prøve en masse, at de nogle gange glemmer helt at slappe af og holde ferie. De vil stadig gerne herud og de kommer for naturen, men de bruger den på en anden måde i dag, end de gjorde tidligere, fortæller han og tilføjer:

– Fremover vil der blive mere med korttidsferier. Folk får mere fri, og de vil gerne af sted flere gange. Så bliver det ikke en hel uge ad gangen, men mere en forlænget weekend flere gange om året. Den slags vil der blive mere af; mere fleksible ferietider.

I 1970’erne kom den unge nu tidligere soldat til Søndervig. »At valget blev Søndervig har jo været, eller er blevet et lille eventyr, også med prinsesse og det hele«, skriver han i artiklen.

Og sådan har han det stadig:

– Jeg kan slet ikke forestille mig andet. Når man boet så længe et sted og været med til at præge udviklingen, så kommer man til at kende og elske stedet og menneskene. Så ja, det er stadig det bedste sted, siger han.

»Æ Karklud«

Søndergade 12

6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 14 17

Fra Agger til Søndervig

Af Keld Hansen

FØDT i Agger 29. marts 1948. Far, Laurids Hansen, arbejdede ved Vandbygningsvæsenet, hvor der i efterkrigsårene blev kystsikret ved at bygge høfder ud for Agger Tange. Mor, Karen Hansen, var rengøringskone, hvor der var brug for det. Jeg har to halvbrødre (fra mors første ægteskab), men de boede ikke hos os. Så jeg er vokset op som enebarn.

Jeg husker ikke meget indtil min 5 års fødselsdag, men den husker jeg tydeligt, fordi min far døde natten mellem den 29. og 30. marts 1953.

Vi boede i et lille hus lige overfor Agger Kirke. Efter min fars død, knoklede mor på med alt forefaldende arbejde for at forsøge at tjene penge nok, til at vi kunne blive boende i huset. Det endte dog med, at huset skulle sælges efter et par år. Jeg nåede at gå i Agger skole i 5 uger.

I de næste syv år havde vi en meget turbulent periode. Mor søgte arbejde som husbestyrerinde. Det var ikke svært at finde arbejde, idet lønnen for det meste kun udgjorde kost og logi. Det trak jo lidt fra, at knægten fulgte med. Det at være husbestyrerinde dengang var ikke altid »kun« at sørge for husholdningen. Det var mange gange hårdt arbejde både i stalden og på marken, og efter en tid – det kunne variere fra en måned til et halvt år –mente husbonden, at der skulle følge mere med (det kunne jo være koldt at sove alene om natten). Når det blev bragt på bane, var det tid til at finde et nyt arbejde, så derfor nåede jeg at gå i 17 forskellige skoler – for det meste i Vestjylland.

Det var hårde betingelser både for mor, men også for en dreng i 7-14 års alderen, aldrig at være et sted så længe, at man nåede at få kammerater og rigtige venner. Der var aldrig no-

gen at betro sig til, hverken kammerater, familie og faktisk heller ikke mor. Jeg lærte hurtigt, at hvis jeg beklagede mig, sagde hun altid: Jeg gør det jo for din skyld.

Det var selvfølgelig spændende, hver gang jeg skulle starte i en ny skole. Hvordan var lærerne og eleverne. Det gjaldt om lynhurtigt at omstille sig for ikke at blive mobbet. Det bedste var at være god til at skrive, regne, være god til geografi og diktat, og så være i den bedste fjerdedel af klassen. Det gav gerne lidt respekt fra de dominerende i klassen. Men som nytilkommen i en klasse heller ikke for dygtig – det kunne nemt give øretæver i frikvartererne. Jeg har aldrig været et fysisk pragteksemplar, men jeg fik lært at løbe hurtigt, når der var optræk til slåskamp.

Efterhånden som jeg blev ældre, turde jeg sige min mening. Vi boede i Madum i en periode, hvor det var helt tydeligt, at mor blev slidt helt ned. Husbonden var syg, men også noget af en tyran. Så reelt passede hun ejendommen med grise, ti køer og heste (der var ingen traktor) helt alene. Det påtalte jeg overfor husbonden, hvilket afstedkom et par lussinger. Jeg løb ud og gemte mig i en hule, jeg havde i skoven tæt ved huset. Uheldigvis trådte han på hulens tag, da han ledte efter mig, og det hele brasede sammen. Husbond blev stiktosset, og jeg stak af ud over markerne med ham i hælene. Jeg havde kun i tankerne at nå i sikkerhed hos naboen, som heldigvis havde set det hele fra vinduet og kom mig til undsætning. Nogle måneder senere flyttede vi igen.

Det sidste sted, vi boede, inden jeg blev konfirmeret, var hos en rar landmand i Hee. Her blev vi behandlet virkelig godt, og mor fik en anstændig løn. Efter konfirmationen i 1962 arbejdede jeg i et halvt år hos gårdejeren, hvor vi boede. Hen over sommeren hjalp han mor

til rette med at købe et hus i Tim, og her flyttede vi ind samme år. Jeg blev ansat på en gård i Husby fra 1. november 1962, og aftalen var, at jeg skulle være ansat som landbrugsmedhjælper i et år. Lønnen blev aftalt til kr. 3.600 for hele året + kost og logi. Det var en dejlig tid. Ægteparret var uden hjemmeboende børn, og jeg blev en del af familien. Arbejdet var både i stald og mark. Det blev til lange dage, som det jo var på landet dengang. Det kunne ske, der blev en halv fridag en søndag eftermiddag – så op på cyklen til Tim for at besøge mor.

Ægteparret ville gerne forlænge ansættelsen, men de mente, at det ville være en god ide at få proppet lidt mere lærdom i hovedet på mig, og grundet nogle afbud fik jeg muligheden for at komme på Staby Efterskole fra 1. november 1963 til 1. april 1964. Sådan var skoleåret den gang – og efterskolen var kun for drenge.

Forstanderen på efterskolen var den legendariske Hagsten. Det kammeratskab og venskab, som jeg ikke oplevede fra 1. til 7. klasse, fik jeg masser af på Staby Efterskole. Hagsten havde en forunderlig evne til at spotte, se lige igennem og aflæse hver enkelt elevs evner og deraf kommende muligheder, og allerede i januar blev jeg kaldt ind på hans kontor til en samtale, hvor han spurgte, hvad jeg ville lave efter skoleafslutningen. Det vidste jeg faktisk ikke rigtigt. Hagstens kommentar hertil var: Du kan både regne og skrive, og det allervigtigste du kan regne den ud, så det er ikke så svært for dig. Du skal selvfølgelig have noget at gøre med handel. (Tak for det, Hagsten).

Han gik så i gang med at ringe rundt til forskellige købmænd på egnen, og sandelig smuttede der en i fælden! Jeg fik læreplads i Vemb hos Karen og Kaj Pedersen, skulle starte 1. april 1964. 4 års læretid – sådan var reglerne den gang. Jeg boede hos min mor i Tim i de fire år, der var ikke rigtig råd til andet. Månedslønnen det første læreår var 195 kroner. Det var næsten, hvad togkortet kostede. Dertil skulle jeg betale 200 kroner pr. måned til mor for kost og logi – så rent økonomisk var det ikke ret godt. Jeg fik weekendarbejde på Tim Kro, hvor jeg lørdag aften hjalp med forefaldende arbejde og søndag ordnede kroens regnskab. Efter nogen tid fik jeg lov at hjælpe

med serveringen i krostuen, når der var bal på kroen, og det var der tit. Til disse baller kom der altid flere piger end unge mænd, hvilket betød, at kroballerne var noget af et tilløbsstykke. Der var vel plads til ca. 200 mennesker, men jeg tror, der kom 400 hver gang. Selv om der var pænt overskud af piger, var der normalvis en 2-3 raske slagsmål om hvem, der skulle følge hvem hjem. Den gang brugte man kun næverne, så kamphanerne fik et blåt øje indimellem.

Efterhånden som jeg lærte de forskellige typer at kende, og lærte deres reaktion efter indtagelse af rigelige mængder af de våde varer, blev der færre og færre slagsmål. Jeg snakkede dem simpelthen til rette. Det kunne dog koste et par flyvere (snaps og citronvand) at komme så langt. Èn bestemt aften vil jeg aldrig glemme. Meget tidligt – kl. 18 – kom en ca. 30-årig mand hen i baren og ville bestille et bord til 4. Det kunne hurtigt klares – 4 pilsnere på bordet – ølprisen var den gang 5 kroner pr. stk. Han betalte med 100 kr. og sagde: Behold resten. Det kan nok være, at jeg var helt fremme i skoene med kvik og høflig betjening resten af aftenen og natten med. Han fortsatte stilen: bestilte 4 øl, betalte med kr. 100 og sagde: Behold resten. Efter 6-7 omgange gik jeg ud til

Købmand Keld Hansen.

krofatter og spurgte ham, hvad jeg skulle gøre. Han svarede: Sig pænt tak og behold pengene. Da vi gjorde kassen op ved 4-tiden om natten, havde jeg fået kr. 2.000 i drikkepenge, svarende til 10 måneders løn som købmandslærling. Jeg gik helt skævt på hjemvejen, kiggende til alle sider, for så mange penge havde jeg aldrig før haft i lommen. Senere fandt jeg ud af, at gæsten havde arbejdet på Grønland, hvor han havde tjent mange penge, og nu var han altså hjemme for at spille Karl Smart.

Mine fire år som lærling hos Karen og Kaj blev til fire gode år. Kaj var købmand af hele sit hjerte, og det kom til at præge min uddannelse. Den gang var der tre købmænd og en brugsforening i Vemb. Nu er der kun Brugsen tilbage. De første to år af læretiden gik mest med at pumpe petroleum, rydde op på lageret, vende oste i kælderen, veje kaffe af i baglokalet og køre varetur på budcyklen. Forretningen var kendt for sin friskmalede kaffe. Vi solgte 13 ton om året. Derudover var vi gode til vin, ost og specialiteter samt til at servicere de fine damer i Vemb, der egentlig havde masser af tid til selv at hente deres varer, men det var jo nemmere at ringe og bestille varerne og få dem bragt til døren. Karen og Kaj arbejdede begge i forretningen. Derudover var der en kommis, to lærlinge og en bydreng. De første to år af læretiden var kitlen kakifarvet, mens man de sidste to år havde lov til at gå i hvid kittel. Det var en stor dag, da den »gule« kittel blev udskiftet med den hvide, for nu måtte jeg ekspedere kunderne i butikken! Da jeg fik kørekort, var det min tjans at køre den ugentlige landtur, d.v.s bringe varer ud til kunderne på landet og tage æg med retur. Det var et dejligt afbræk i de daglige rutiner. Både på landturene og vareturene i byen blev der ofte budt på enten frokost eller en kop kaffe. Mange af de dengang såkaldte fine fruer var utroligt søde og bestilte varerne til et bestemt klokkeslæt, og så var der ellers dækket op. Det var der tid til dengang!

Karen og Kaj havde tre børn, og indimellem kunne vi lærlinge godt bruges til at passe børnene – det går vist ikke i dag, men det var nu vældig hyggeligt.

De fire år gik hurtigt – men sådan er det jo, når man ser tilbage på en god tid.

I løbet af læretiden var jeg på session og blev godkendt til soldatertjeneste ved Prinsens Livregiment i Viborg med start den 1. april 1968. Endnu en spændende tid, som jeg glædede mig meget til. Der blev knyttet mange venskaber i soldatertiden, men efterhånden som alle stifter familie, får det første prioritet, og soldatervenskaberne ebber ud. Soldatertiden varede 13 måneder. Jeg kom i stabskompagniet og efter en kort periode, blev jeg kontormedhjælper, idet kompagniet manglede en officer på kontoret. Det skulle kun have været midlertidigt, men kom til at vare hele soldatertiden. Jeg fik ansvaret for at rekvirere løn til hele kompagniet og sikre, at det stemte. Lønnen blev udbetalt i kontanter i en brun pose med navn og soldaternummer påført. Ligeledes fik jeg som opgave at lave vagtplan for de menige og sergenterne – dog ikke for officererne. Det var næsten som at sætte ræven til at passe høns. Jeg fandt hurtigt ud af, at ingen kontrollerede vagtplanen. Så efterhånden blev det muligt at købe sig fri for vagter. Kabalen gik altid op, og næsten ingen klagede. Hvis nogen klagede, fik de et par ekstra vagter, så var der ro igen! Min overordnede spurgte på et tidspunkt, hvorfor jeg havde fire stakke med penge, når jeg ordnede lønninger. Det kunne jeg nemt forklare – en stak til afdrag på det fjernsyn, vi menige havde købt til opholdsstuen, en stak fra de soldater, der havde lånt penge af mig (der kunne ikke lånes under 20 kroner pr. uge, som så skulle tilbagebetales med 25 korner ugen efter), en stak var fra dem, der havde købt sig til en frivagt, og den sidste stak (nogle gange den mindste) var de penge, der kom i lønningsposen. Min forklaring havde han ingen kommentarer til! I 1968 skulle Prins Henrik besøge kompagniet for første gang, så det skulle der gøres en masse ud af. Alle kompagnier blev ved morgenparolen bedt om at stille forskellige hjælpere til rådighed ved prinsebesøget. Bl.a. skulle der bruges menige som tjenere ved festmiddagen. Jeg skulle ikke nyde noget, men mine soldaterkammerater pegede på nr. 99 (mit soldaternummer) og sagde, at jeg var vant til at servere på Tim Kro. Men der er pokkers til forskel på at knappe øl op på en kro og servere til en festmiddag for prinsen og alle de høje herrer inden for forsva-

ret! Det endte selvfølgelig med, at jeg blev udtaget til serveringsholdet. Et par dage før den store fest, blev jeg udpeget til at servere for Prinsen og tre på hver side af ham. Han skulle sidde i midten ved et U-bord, hvor der så var 20 officerer placeret på langsiderne. Prinsen skulle naturligvis have serveret først, så der var 46 par øjne rettet mod mig for at se, om alt gik, som det skulle. Selv om jeg var meget nervøs, gik det faktisk rigtig godt. Efter middagen skulle jeg fungere som Prins Henriks oppasser i de tilstødende lokaler, hvor der blev serveret kaffe og cognac, og hvad han ellers kunne ønske sig. Efterhånden som aftenen skred frem, blev han bedre og bedre til det danske sprog og spurgte meget interesseret til regimentets arbejde, og hvordan det var at være soldat i det danske forsvar. Herefter troede jeg, at tjansen var slut, men…men næste morgen – alt for tidligt – blev jeg hentet på stuen. Prinsen havde forlangt, at jeg skulle være hans oppasser de næste to dage, hvor han var med ude at se på øvelse i Finderup øvelsesterræn. Da det hele var overstået, blev jeg kaldt op til regimentschefen, som takkede for indsatsen og kvitterede med to ugers ekstra orlov!

1969-70 var det såkaldte skattefrie år inden skatteomlægningen til kildeskat. Det danske forsvar havde FN-styrker på Cypern, og der var voldsom rift om stillingerne. Der var ikke ret mange menige, der blev udstationeret. Fra Prinsens Livregiments stabskompagni, var vi to ud af mange ansøgere, der slap igennem nåleøjet. Lønnen var ca. 6.000 kr. pr. måned. Skattefrit var det rigtig mange penge for mig. Jeg fik kontrakt på et halvt år, som jeg senere forlængede med yderligere et halvt år. Det første halve år var vores kompagni (staben) på den grønne linie i Nicosia, og det sidste halve år tilbragte vi i Kyreniabjergene på den nordlige del af øen. Mit job var stadig på kontoret i stabskompagniet, hvor alle beslutninger blev truffet. Det var vældig spændende, og der var mange, helt specielle opgaver at løse. Alle lande havde et fodboldhold, og vi spillede med i en turnering med otte lande, hvor bl.a. England, Irland, Sverige og Finland deltog. Vi kaldte det selvfølgelig det danske landshold, og vi gik ret meget op i det. Jeg var målmand, og i den sidste kamp i turneringen mødte vi

Sverige i finalen. Der var 3.000 tilskuere, og vi vandt. Sikke en fest de næste par dage, og det bedste var, at vi havde håneretten! I Nicosia boede vi i forholdsvis pæne boliger, hvorimod vi i Kyreniabjergene boede i telte. Det kunne godt være ret koldt om natten. Jeg fik altid tildelt en eller anden speciel opgave, og da vi flyttede i bjergene, skulle jeg køre post ind til Nicosia hver dag – en tur på ca. 1½ time hver vej. Det specielle var, at posten skulle afleveres til præsident Makarios (ham med det lange skæg). Efter nogle uger begyndte han at invitere på the en gang imellem, og det blev til mange fortrolige samtaler med ham. Den gang var det normalvis ikke farligt at være udstationeret som FN-soldat. På en af mine postture blev jeg imidlertid beskudt, men det var kun bilen, der tog skade. Herefter kørte jeg altid med skarpladt våben, men fik heldigvis aldrig brug for at bruge våbenet.

Cypern er en utrolig smuk ø, og jeg håber, at tyrkerne og grækerne finder ud af at leve i fordragelighed og fred med hinanden. Det fortjener begge befolkningsgrupper.

Inden jeg var færdig som FN-soldat på Cypern søgte jeg arbejde tre forskellige steder i Danmark – i en sæsonforretning på Nordsjælland, i en butik ved Ebeltoft og endelig ved Solvejg Wiese i Søndervig. Hvor utroligt det end lyder, kunne jeg få job alle tre steder. Mit valg faldt på Søndervig af den simple grund, at min mor stadig boede i Tim, og på den måde kunne jeg lettere besøge hende.

At valget blev Søndervig, har jo været eller er blevet et »lille« eventyr – også med en prinsesse og det hele, og det er jeg dybt taknemlig for.

Jeg tænker sommetider over, hvordan livet mon ville have formet sig, hvis jeg var havnet på Sjælland eller i Østjylland, men det er jo i grunden ret ligegyldigt nu, hvor jeg er landet det bedste sted på jorden.

Da redaktionen bad mig levere et indlæg til »Ywl o æ Klet« havde man måske forventet, at jeg ville skrive om tiden i Søndervig, men hvis læserne kan tåle mere fra min side, må det komme i en senere udgave.

En rigtig god jul og et godt nytår til alle.

Billeder fra året

Solnedgang på havet (KK).

Beslutninger med lang rækkevidde

Ywl o æ Kle’t 2007

Nogle beslutninger tager man her og nu, og inden længe har man købt huset, sofaen eller inviteret gæster til aftensmad. Andre beslutninger har en længere rækkevidde. En af de beslutninger fortæller Thorleif B. Jensen om i dette års artikel. Beslutningsprocessen begyndte i 1998, da staten meddelte, at man ville sælge statshavnene – heriblandt Hvide Sande Havn. Folkene i kommunen forhandlede, og i 2000 overtog Holmsland Kommune havnen.

I dag er havnen en ganske anden, end den var i 2000, fortæller havnedirektør Steen Davidsen: Er det stadig en god forretning for kommunen at have Hvide Sande Havn?

INDHOLDSFORTEGNELSE 2007

KÆRE ALLE af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

JULEN ÅBNER DØRE

af Thomas Kristensen, sognepræst

HVAD JEG HAR OPLEVET VED OG I

HOLMSLAND KOMMUNE SIDEN 1960 af Thorleif B. Jensen

DET FØRSTE »SPADESTIK« VED HVIDE SANDE af Holger Ejby Villadsen

CHRISTA OG FINN BACKS SØMANDSHJEM

af Karina Lodberg

MINKENS HISTORIE af Chr. Bollerup

EN FISKETUR EFTER

TORSK MED KROGLINE – ÅRET ER 1960 af Kr. Vibæk Larsen

DET GÆLDER OM AT SIKRE

EN GOD HVERDAG – HOLMSLANDS STØRSTE LANDBRUGSVIRKSOMHED af Ole Tang

JULEBREV FRA KLITTEN af Inger Fjord Iversen

FRA DEN VESTJYSKE KLITRÆKKE

PÅ HOLMSLAND

af Jens Peter Boes

ÅRET I BILLEDER

– Ja. Havnen er kommunens vækstcenter inden for vækst i arbejdspladser, omsætning og resultater. Væksten gælder ikke kun havnens virksomheder, men også deres ansatte og kommunen i forhold til årlig værditilvækst og skatteprovenu, siger Steen Davidsen.

I 2001 var havnens omsætning 10,8 millioner kroner. I 2017 var den steget til 38,3 millioner kroner.

– Væksten er resultatet af, at vi har udvidet havnen, og at vi også har overtaget opgaver som oprensning og drift af slusebygværkerne fra Kystdirektoratet, forklarer Steen Davidsen.

Har udvidelsen af havnen givet flere eller andre arbejdspladser?

– Ja, forklarer Steen Davidsen: Analyser fra hhv 2010 og 2017 viser en samlet vækst på godt 200 arbejdspladser med direkte relation til aktiviteterne på havnen.

Hvordan ser du havnen om ti år?

– Da har vi stadigfokus på de fire forretningsområder fiskeri, offshore, transport og turisme. Fiskeriet, som er havnens DNA vil fortsat udvikles og være det mest betydningsfulde forretningsområde, men de tre øvrige områder vil måske opleve størst forholdsmæssig vækst.

Havnen sælger/udlejer areal til blandt andet turisme. Hvilke muligheder/begrænsninger giver det havnen, at turisterne rykker tættere på erhvervet?

–Når udviklingen sker under hensyn til havnens kerneforretninger, giver det mulighed for at øge havnens samlede areallejeindtægter samtidig med, at den aktive havn kan udvikles til gavn for turistbranchen. Begrænsningerne ligger i områdets miljø- og naturmæssige bæreevne og i hensynet til havnens øvrige forretningsområder, siger direktøren.

Skal

Så

ind til dit lokale XL byggecenter i Hvide Sande, her er udvalget med garanti XL, og vi har gaveideer i alle størrelser og prislag.

Hvad jeg har oplevet ved og i Holmsland kommune siden 1960

Af Thorleif B. Jensen, pens. kommunaldirektør

JEG begyndte min elevtid den 15. august 1960, hvor vi var 4 personer. Går vi 40 år længere frem i tiden var vi over 50 ansatte på kommunekontoret.

Det vidner om den store udvikling som er sket inden for det offentlige, mere og mere skal udføres af kommuner, amter, nu regioner og staten. Det kan man så diskutere om det er godt.

Indtil 1970 skulle der afholdes folketællinger hvert 5. år og den første store opgave jeg fik ved ansættelse som elev i 1960 var at jeg skulle arbejde med folketælling. Dette var et stort og kedeligt arbejde, men det bevirkede at jeg fik et forholdsvis stort kendskab til kommunens indbyggere på papiret, uden dog at kende dem på anden vis.

I 1960 havde vi delt kommunen op i sogne og bysamfund. I Hvide Sande Syd og Nord var der kun få gader og veje som var navngivet.

Dette bevirkede at der skulle et stort lokalkendskab til for at finde de enkelte borgere. Vi blev af og til ringet op af politiet som skulle i forbindelse med en borger, men de vidste ikke helt hvor han boede henne, eller hans navn, kun et øgenavn, havde man som lokaliseringsfaktor.

Vi besluttede så at oprette et øgenavns register som vi i nogle år havde meget gavn af indtil vi fik mere styr på adresserne.

Registret eksisterer endnu, men er ikke blevet vedligeholdt i de sidste 35-40 år, men er et

sjovt minde om en svunden tid. Registret er sikkert heller ikke lovligt i dag, hvis vi skal følge registerlovgivningen.

Sognerådet og senere kommunalbestyrelsen har de 46 år jeg har været ansat ved Holmsland kommune bestået af 11 medlemmer. Indtil 1966 har sognerådsformanden altid været fra Holmsland derefter fra Klitten, på nær en periode.

Medlemmerne har ikke været valgt på en politisk liste udover en socialdemokrat, men på lokale lister. For eksempel Gl. Sogn, Ny Sogn, Søndervig-Houvig, Klegod-Lyngvig.

Sammensætningen af kommunalbestyrelsen med mange enkeltpersoner gav lange møder med mange udtalelser til de enkelte punkter på dagsordenen. I 1960 erne startede Kommunalbestyrelsesmøderne kl. 9 om morgenen og sluttede først på aftenen, hvorefter man holdt socialudvalgsmøde og sluttede med et børneværnsmøde hvis der var behov for et sådant.

Sammensætningen af kommunalbestyrelsen gav mulighed for en stor og bred debat, som ikke var afhængig af tidligere beslutninger på gruppemøder. Det havde også til følge at vi i en del sager ikke kunne foruddiskontere afstemningsresultatet.

Efter stigningen i antallet af sager som skulle behandles politisk blev det nødvendigt at give de lovbestemte udvalg større kompetence og derfor mindske antallet af sager som skulle behandles på kommunalbestyrelsesmøderne.

Politisk har man i de mange år været enige om at alt som kunne laves ude i byen skulle laves der. Vi har derfor f.eks. aldrig haft en særlig stor entreprenørafdeling.

Af samme årsag kom vi meget sent i gang med kommunal byggemodning og salg af byggemodnede grunde. Var der lokale som udstykkede byggegrunde var der ingen grund til at kommunen skulle gøre dette. Først i slutningen af 60 erne gik kommunen aktivt ind i salg af byggemodnede grunde.

De lokale udstykkere var normalt borgere som ejede mindre ejendomme som kunne udstykkes i parceller, enkelte andre købte arealer, idet de kunne se at der på et senere tidspunkt ville blive behov for grunde. En af dem var min tidligere chef Niels Davidsen som ejede en del af »Sahara«.

På et tidspunkt skulle »Sahara« jævnes og byggemodnes til salg. Arbejdet blev selvfølgelig overdraget til det lokale entreprenørfirma Pedersen og Mathiesen. Det var en stor opgave som strakte sig over en lang periode.

Som navnet siger bestod »Sahara« af sandklitter. Byggemodningen gav derfor anledning til sandfygning nede på Søndergade, Og enkelte husejere som på dette tidspunkt havde anlagt haver fik disse dækket mere eller mindre af sand fra »Sahara«. Det medførte at vi i en periode fik flere klager over sandfygning end normale telefonsamtaler på kommunekontoret i Kloster. Det var ikke sjovt at være Davidsen i den periode.

Den politiske indstilling til at borgerne skulle varetage egne interesser medførte også at man altid var villig til at give tilskud til foreningers arrangementer eller til byggerier, men man skulle først vise at man ville yde noget selv.

Boldklubben Klittens klubhus og FDFs spejderhus er finansieret efter krone til krone princippet, hvor det offentlige gav 1 krone hvis man selv betalte 1 krone. I sig selv et sundt princip at man må yde for at kunne nyde.

I forbindelse med Statens byggeri af Hvide Sande Havn, som stod færdig i 1931, erhvervede Staten meget store arealer omkring havnen, både i Syd og Nord. Dette ejerskab gav nogle stramme regler for byudviklingen i Hvi-

de Sande, idet der på arealerne kun måtte opføres bygninger og drives erhverv som havde relation til havnen

I 1966 erkendte Staten at man ikke ville få brug for så store arealer til havnevirksomhed, og man manglede sikkert også penge, og satte derfor en del arealer til salg. I den forbindelse købte kommunen og en del lejere grundene af Staten.

Staten ville dog ikke helt slippe arealerne og krævede en tilbagekøbsret efter 90 år, dog mod erstatning. Videresolgte kommunen arealerne f.eks. på Numitvej skulle Staten havde halvdelen af en evt. fortjeneste, de ville dog ikke dække et tab. Det har vi haft noget korrespondance med Staten om.

Det er ikke alt som går hurtigt hos Staten. Et mageskifte mellem Staten og kommunen om areal til Havnens materielgård og arealet hvor skolens sportsplads er beliggende tog ca. 14 år før sagen fik sin afslutning,

En af de største og mest spændende opgaver som jeg har været med til i min tid ved Holmsland kommune var overtagelsen af Hvide Sande Havn fra Staten pr. 1. januar 2001.

Staten havde i 1998 ladet udarbejde en rapport over Statshavnene og deres økonomiske bæredygtighed og var kommet til den konklusion at man ville sælge dem til de respektive

Thorleif B. Jensen.

kommuner for et større eller mindre beløb alt efter havnenes økonomi og udviklingsmuligheder.

Samtidig erkendte man at med tilbagegangen indenfor fiskeriet ville man have for mange fiskerihavne, særligt på den jyske vestkyst.

Udgangspunktet for vores drøftelser var, at skulle der lukkes havne så skulle det ikke være Hvide Sande Havn, og hvordan kunne man bedst hindre dette, ved selv at eje havnen.

Holmsland kommune gik i forhandling med Trafikministeriet om betingelserne for en eventuel overtagelse af havnen. Vi holdt utallige møder hvor vi diskuterede Havnens vedligeholdelses tilstand og hvilke arealer vi kunne overtage. I foråret 2000 nærmede vi os en aftale med Ministeriet da de pludselig meddelte os at økonomien i Hvide Sande Havn var så dårlig at man ikke ville sælge. Det chokerede os at man på så sent et tidspunkt ville afbryde forhandlingerne uden resultat. Vi meddelte derfor at vi ønskede at overtage havnen, på visse betingelser og at vi påtog os ansvaret for den fremtidige drift. Ministeriet accepterede at sælge havnen og tilbød at vi som kompensation for manglende vedligeholdelse kunne få et millionbeløb, vi forlangte 10 mio. staten tilbød 7, vi fik 8 mio. Så det endte med at blive en god handel for Holmsland kommune.

Der var forskellige meninger om det var klogt at overtage havnen. Det kunne blive en økonomisk byrde for Holmsland kommune, var et af argumenterne. Heldigvis har det indtil videre ikke været tilfældet.

En af de mest deprimerende opgaver, som jeg har været med til, har været at nedlukke Holmsland kommune den 1. januar 2007.

Det begyndte med forslag til kommunalreform hvor de kommende kommuner skulle have en størrelse på mindst 20.000 og helst 30.000 indbyggere for at kommunerne kunne løse de nye opgaver som ville blive dem pålagt ved nedlæggelse af amterne. Dog var der en mulighed for at mindre kommuner, f.eks. øer kunne indgå bindende aftaler med nabokommuner om at løse specifikke opgaver.

Holmsland kommune fik et mundtlig tilsagn fra et par nabokommuner om at man var

villig til at indgå bindende aftaler. Da det kom til realiteter så sprang man fra og Holmsland kommune blev tvangssammenlagt med fire kommuner. Vi protesterede overfor Indenrigsog Sundhedsministeren og påpegede at vi med den økonomi og struktur var i stand til at klare de nye opgaver såfremt vi kunne få en bindende aftale, og at vi næsten også var ét øsamfund.

Protesterne hjalp dog ikke, men vi fik dog en overgangsordning forhandlet på plads.

Dette medfører, at vi får udlignet vores skatteprocent over en 5 årig periode og at vi kunne bruge 30 mio. kr. til anlægsarbejder efter eget valg, dog under forudsætning af Ministeriets godkendelse.

Pr. januar 2007 sluttede derfor mit arbejdsliv ved Holmsland kommune, nogle år før end forventet, men dog med den opfattelse at jeg har haft 46 fantastiske lærerige og spændende år med gode kolleger og politikere som alle har arbejdet for at Holmsland kommune kunne være en god kommune at leve og arbejde i.

Ywl o æ Kle’t 2006

Hvide Sande har klaret sig godt efter kommunesammenlægning Kampen var hård. Og lang. Borgmester Iver Enevoldsen var i København flere gange og forhandle direkte med daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som var arkitekten bag kommunesammenlægningerne. Borgerne i Holmsland Kommune ønskede nemlig bestemt ikke at blive lagt sammen med de andre kommuner rundt om Ringkøbing Fjord, da en ny kommunalstruktur var undervejs kort efter årtusindskiftet.

Men det lykkedes ikke for Holmsland Kommune at forblive en selvstændig kommune trods argumenter om ø-lignende status, lavt skattetryk og andre gode argumenter.

– V i i Holmsland Kommune havde en klar holdning til at forblive os selv, men da stregerne var slået, var vi alle fra dag 1 omstillingsparate, fortæller Iver Enevoldsen i dag.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2006

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD af borgmester Iver Enevoldsen

JUL FOR HELE VERDEN – OG FOR DIG af sognepræst Thomas Kristensen

KRISTEN MOSE – EN KENDT SKIKKELSE af Nancy Frich

KLITTEN SET UDEFRA

af Ole Luk Sørensen og Benedikte Ballund

EN KLITPIGE FLYTTER TIL HOLMSLAND af Inge Plougsgaard

JULEHILSEN FRA NEW ZEALAND af Donna og John Thomsen

EN VELINTEGRERET

»FREMMED UNGARSK FUGL« af Ole Tang

EN ØSTJYDE I VESTJYLLAND

af Jens Peter Boes

ÅRET I BILLEDER

af Gunnar P. Pedersen

I Ywl o æ Kle’t fra 2006 har to journaliststuderende skrevet en artikel om kommunesammenlægningen, som de to skrev hovedopgave om. De slutter artiklen med, at det vil vise sig, om »de positive værdier med lokalt engagement, foreningsliv og sammenhold … kan overleve i et nyt og større kommunalt landskab«. Dét kunne det, mener den tidligere borgmester:

– M ange synes, der er kommet længere til beslutningstagerne. Det er naturligt, når kommunen går fra en størrelse på 5300 til 55.000 borgere. Men Hvide Sande lever i den grad stadig. Da vi var en lille kommune, skulle man arbejde ekstra for at få tingene til at ske. Det behov er ikke blevet mindre i en stor kommune, men vi kan heldigvis se, at det lokale engagement, frivilligheden i foreningslivet og udviklingen – det går godt, siger han og fremhæver, at både erhvervsliv og kulturliv er blomstret:

– H avnen har udviklet sig voldsomt. Se eksempelvis Hvide Sande Service Group, som er resultatet af stor initiativ-rigdom. I kulturlivet sidder der nogle kreative folk og tænker på, hvilke oplevelser vi kan give de lokale og vores gæster. Her er Masterclass, kunst i manøvregangen, kunstnerboligen på Tyskerhavnen er en stor succes med lang venteliste, sydstranden er gjort mere tilgængelig – ved hjælp af et kunstværk. Man kan altså roligt sige, at Hvide Sande har klaret sig rigtig godt efter kommunesammenlægningen. Det er sket i kraft af, at folk her yder en ekstra indsats, siger Iver Enevoldsen.

Holmsland Klitvej 189, Klegod, 6950 Ringkøbing

Klitten set udefra

Af Ole Luk Sørensen og Benedikte Ballund

PÅ vejen fra Søndervig mod Hvide Sande en kold decemberaften i 2005 snakkede vi om, at vi skulle være kommet fra Nymindegab i stedet for. I Bjerregaard og Havrvig får man lettere fornemmelsen af, hvordan det var at leve på Klitten, længe før turismen blev hovedindtægten i Holmsland Kommune. Åbne klitlandskaber, missionshuse, husmandssteder og redningsstationer.

Vi var på vej til vandrehjemmet i Hvide Sande. Her skulle vi bo, mens vi lavede research til vores afsluttende opgave på Journalisthøjskolen. Som emne havde vi valgt Kommunalreformen set fra Holmsland Kommune. Den aften i december var vi fyldt med spørgsmål, som vi håbede at få besvaret.

Hvorfor var Holmsland så bange for at blive sammenlagt med de større erhvervskommuner på den anden side af fjorden? Så meget, at der opstod desperate trusler om at grave kommunen fri i nord og syd og omdanne den til en ø. Kunne mottoet på Holmsland mon være »man ved, hvad man har, men ikke hvad man får?« Var de sig selv nok derude vestpå, fordi der var flere penge i kommunekassen end hos kommunerne længere østpå? Handlede det hele i virkeligheden om, at der ikke var nogen, der skulle blande sig, hvis klitboerne havde lyst til at brandbeskatte sommerhusejerne og plastre klitrækkerne til med badelande og reklameskilte for at tiltrække flere turister? Eller stod der mere og større på spil? Handlede ulysten til kommunesammenlægning også om noget så svært håndgribeligt som identitet.

Det var vi kommet til Holmsland for at finde ud af. To journaliststuderende med vidt forskellige forudsætninger og indgangsvinkler til livet helt ude ved Vesterhavet. Den ene med baggrund i Østjylland, og den anden opvokset i Esbjerg og med aner på Klitten – men begge

indstillet på at gå til sagen med åbent sind. Hvad havde Holmsland Kommune og dens indbyggere gang i?

Set med fremmede øjne

Det er i sig selv et ambitiøst projekt at afdække, hvad der kendetegner en by eller lille kommune. Hvad der gør den anderledes end nabobyen få kilometer væk. Tit er det – også for indbyggerne – kun en mavefornemmelse, der er svær at sætte ord på. Vi kunne se på konkrete ting som indbyggertal og erhvervsstruktur. På historie og økonomi. Og vi kunne se på de politiske beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer, og på, hvordan der bliver stemt til valg. Det er alt sammen brikker til puslespillet. Men det er ikke alle brikkerne. Identitet og mentalitet er svære størrelser. Hvordan sætter man sig for alvor ind i, hvad det har betydet at bo i flere generationer på en smal landtange med det store, vilde hav som nabo, når man selv er en ussel landkrabbe, der bliver søsyg af at gå ombord på en husbåd, der ligger fortøjet i fjorden?

Når vi ydermere kun havde seks uger til projektet – heraf 14 dage på Klitten – så risikerer man meget nemt, at det kun er klichéerne og overfladen, der kommer frem. Blikket falder meget hurtigt på det, der er iøjnefaldende anderledes, som fx det levende fiskerierhvervs blå kuttere, de manglende træer i Hvide Sande eller missionshotellet, der ikke serverer alkohol.

Alligevel tør vi godt give et bud på, hvordan Klitten ser ud set med fremmede øjne, som redaktionen af Ywl o æ Kle’t har bedt os om – og på, hvad der fra vores synsfelt gør et af Danmarks yderpunkter og dets indbyggere anderledes. For vi rejste fra Hvide Sande med en

klar overbevisning om, at det ikke kun var kommunekassen og grundskylden, der fik Holmsland til at sige nej tak til en storkommune. Det var noget andet og mere, der fik indbyggerne til at holde fast i ønsket om at bevare selvstændigheden. Der var en grund til, at Holmsland slog sig mere i tøjret end så mange andre små kommuner.

Holmslands sande motto

Set fra København eller Århus er Holmsland ikke umiddelbart et område, hvor der sker ret meget. I hvert fald ikke i december og januar måned. Lyden af snak og musik fra cafeer er ikke-eksisterende, restauranternes stole er tomme, og Hvide Sandes Gader ligger mørke og øde allerede klokken otte om aftenen. Hvis det ikke var for blæsten og bølgelydene, ville der være meget, meget stille. Ikke at nogen lod til at savne mere liv og kultur. Måske er de for længst flyttet væk.

Man kan nemt lade sig narre af stilheden. Ganske vist vil man ofte lede forgæves efter kunstudstillinger, koncerter og alt det andet, som fylder så meget i større byer. Men inde i husene bag alle stakitterne er der tilsyneladende masser af aktivitet. Hvis man vil have noget til at ske, må man selv gøre en indsats. Det kunne godt være en slags motto for klittens indbyggere. Her stortrives det private initiativ på alle niveauer. Hvad enten det drejer sig om at sætte en John Mogensen-cabaret op, lave revy eller få sat gang i erhvervsprojekter og offentlige anlægsarbejder. Mange af de mennesker, vi snakkede med, havde knap nok selv tal på, hvor mange foreninger, bestyrelser og udvalg, de var medlem af. Aktiviteten og lysten til at gøre noget for lokalsamfundet er imponerende.

Vi er vant til at klare os selv kunne være et andet motto i samme boldgade. For man mere end fornemmer, at der ikke er den store tiltro til, at verden udenfor vil tilbyde Klittens beboere hjælp og opbakning trods egnsudviklingsstøtte og andre ordninger. Der ligger da helt sikkert også historiske fakta bag. Som yderkantsområde er man vant til at blive glemt. Derfor er der også stolthed bag ordene om at klare sig selv. Stolthed over de resultater, som

ofte er skabt på trods. På trods af fiskekvoter og ophugningsstøtte. På trods af, at geografien gør området uattraktivt for traditionel industri. Og på trods af, at arbejdspladser og mennesker i en årrække er trukket væk fra og ikke til yderområderne. Virkelysten og stoltheden var to af de ting, der slog os som særligt udprægede træk.

Sammenhold

Modgang kan få folk til at rykke sammen. Og det lader også til at have været tilfældet i Holmsland. Hvad enten det er tragiske begivenheder som redningsbådens forlis, fiskeriets krise eller kommunalreformen. En af vores kilder sammenlignede Hvide Sande med gallerlandsbyen fra Asterix. Holder man fast i den sammenligning, så er byens svar på den trylledrik, som holder romerne i skak, nok det sammenhold, der blandt andet kom til udtryk i antallet af personlige stemmer til Holmslands borgmester ved det seneste kommunalvalg.

Det hjælper sikkert også, at folk kender hinanden. De samme navne fylder godt i telefonbogens spalter. Enevoldsen, Iversen, Lodberg, Muff og Madsen. Selvfølgelig er alle ikke i familie med hinanden – det virker bare sådan. I hvert fald lader det til, at det er vigtigt for folk at kende deres politikere. Som en af vore andre kilder sagde: »Herude er det vigtigt, at man kender de mennesker, der bestemmer. Man ved, hvem de er, man ved, hvem deres forældre var, og man ved, hvem deres børn går i skole med. Sådan er det måske ikke helt i København«. Jo, nærdemokratiet trives i Holmsland Kommune. Det slog os, at alle havde en mening om kommunalreformen. Og det slog os, hvor kort der var fra ide til realitet. Man rykker hurtigt.

Omstillingsparate

Verden bliver mindre i disse år. De store byers befolkningssammensætning ændrer sig, arbejdspladser flytter til udlandet, og mange pengepuljer går til områder med universiteter og højteknologisk potentiale. Det er let at forstå frygten for, at Hvide Sande med sin af-

hængighed af fiskeri og turisme vil blive glemt i en stor kommune, der måske hellere vil kæmpe for industri og landbrug.

Men indbyggerne i Hvide Sande har – set med vores øjne – en af de egenskaber, som er de mest efterspurgte i denne tid. De er omstillingsparate. Og de har været det, længe før det blev moderne. At fiskeriet stadig lever, er et bevis på det. På hver side af slusen ligger skibsværftets bygninger som et andet godt eksempel på, at man har formået at tilpasse sig. Kan man ikke leve af at bygge og reparere kuttere, så må man finde på noget andet. Og da den herostratisk berømte kattelem smækkede i, og tvangssammenlægningen var en realitet, blev devisen åbenbart meget hurtigt: »Sådan er dét, nu må vi videre«. Alligevel fornemmede vi også bitterhed over den måde, tingene var foregået på. Burde politikerne på den anden side af fjorden ikke kende sine naboer i vest lidt bedre? Og hvordan kunne politikere på Christiansborg træffe afgørelser om Holmsland uden at have sat sig ind i de faktiske forhold på strækningen mellem Nymindegab og Vest Stadil Fjord. Formanden for Folketingets Kommunaludvalg vidste end ikke, at klitboerne har en egen svømmehal og et bibliotek.

Den bedste kommune

Trangen til selvstændighed virkede også slående stor. Ikke kun i forhold til kommunalreformen, men i alle livets aspekter. Med tanke på kommunalreformen kan den set udefra virke næsten uforståeligt stor. Her går man og råber på udvikling, og når udviklingen så kommer, så er det alligevel ikke det rigtige. Hvorfor var tanken om sammenlægning så upopulær, når alle udenforstående ville sige, at en lille kommune ville være i fare for at blive klemt i det nye kommunale landskab, hvor især de jyske byer er gået sammen om at danne kommuner af en størrelse, som kun få havde forestillet sig?

Og så er vi tilbage ved det med den godt fyldte kommunekasse og truslen om højere skatter og lavere grundskyld. Var det i virkeligheden ikke bare det, det hele handlede om? Vores svar bliver et nej. Vi tror, at beboerne på

Klitten følte, at det var andre værdier end de materielle, der var truede. Slaget om selvstændigheden blev måske i virkeligheden (ubevidst) opfattet som et slag mod sammenholdet, engagementet og virketrangen i lokalsamfundet. Alt det, som fungerer, når beslutningstiden og afstanden mellem borgere og politikere er kort. Og dermed også et slag mod et levende samfund, der netop i kraft af disse træk har overlevet som andet og mere end et feriereservat, selvom vilkårene historisk set har været mere barske end så mange andre steder.

Og når alt kommer til alt, så ligger der i virkeligheden mange lag i, hvordan man administrerer en kommunekasse. Det handler også om, hvordan man føler, at man bedst sikrer sin egen og sine efterkommeres fremtid. Og det er noget ganske andet end gemen grådighed.

Den største udfordring har klitboerne dog stadig i vente: Fra den 1. januar 2007 er Holmsland ikke længere en selvstændig kommune. Så vil det vise sig, om de positive værdier med lokalt engagement, foreningsliv, nærdemokrati og sammenhold, der gennem generationer er blevet bygget op på Klitten, kan overleve i et nyt og større kommunalt landskab. Holmsland gik længe ufortrødent efter at få den bedste kommune, men formåede atter engang at være omstillingsparat: Når man ikke kan få det bedste, så må man jo gå efter det næstbedste.

Vi vil slutte med at ønske glædelig jul til alle de venlige og gæstfri mennesker, vi mødte.

Benedikte Ballund og Ole Luk Sørensens hovedopgave fra Danmarks Journalisthøjskole blev i juli 2006 bragt over tre dage i Ringkøbing Amts Dagblad, den 15., 17. og 18. juli.

Fluen på væggen

Ywl o æ Kle’t 2005

Dagbladets journalister har altid været kendte ansigter i Hvide Sande, Kloster og omegn. De har været med ved kommunalbestyrelsesmøder og ofte været fluen på væggen ved forskellige begivenheder – store som små. Flere af dem har også gennem tiden skrevet til Ywl o æ Kle’t og har fået et særligt forhold til området mellem hav og fjord.

Det kan man også læse om i dette års artikel, der slutter med journalist Vagn Bros fortælling om dengang kommunalbestyrelsesmøderne flyttede fra aldersdomshjemmets i Klosters kælder til det nye rådhus i Hvide Sande:

– Jeg dækkede især Holmsland Kommune over nogle år midt i 70’erne, og det var en helt fantastisk tid, hvor jeg fik lov at gøre, hvad jeg ville, fortæller han og nævner som eksempel at han i en tid altid gik med et badge på jakken, hvor der stod »Nej til EF«:

INDHOLDSFORTEGNELSE

2005

EN EPOKE NÆRMER SIG SIN AFSLUTNING

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirket i Holmsland kommune

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

af borgmester Iver Enevoldsen

EN HELT SÆRLIG AFTEN

af Thomas Kristensen, sognepræst i Hvide Sande

FRA SOGN TIL KOMMUNE – OG FRA SOGNERÅD TIL KOMMUNALBESTYRELSE

af Kristian Sand

FRA SØMANDSHJEMMETS FØDSEL

af Karina Lodberg

HAVSKIBET »THOMAS«

af Hans Andersen

DEN DAG, DA FLAGENE

VAR HEJST

af Ole Tang

EN WESTJYDE I KØRESTOL

af Ebbe Blichfeld

GLIMT FRA MIN BARNDOM –PÅ LYNGVIG FYR UNDER KRIGEN

af Signe Nedergaard

ÅRETS BILLEDER

af Gunnar P. Pedersen

– De fleste landmænd og fiskere stemte ja, så det havde vi lidt snak om, men de accepterede altid fuldt ud, at jeg mente noget andet.

Han var som sagt glad for tiden i Hvide Sande, hvor han altid havde en ekstra god grund til at have fingeren på pulsen:

– Jeg kom som Erna Timmers efterfølger. Når hendes mand om formiddagen var på havnen, var der altid et nyt emne, fiskerne havde diskuteret. Måske de undrede sig over noget, måske der var sket noget nyt – det ringede hun så og fortalte mig, og så kunne de læse svaret på deres spørgsmål i eftermiddagsavisen, fortæller Vagn Bro, der gennem tiden også skrev flere indlæg til Ywl o æ Kle’t.

I dag er Vagn Bro 72 år og bor i Stauning. Han begyndte som elev på Ringkjøbing Amts Dagblad i august 1969 og forlod først avisen igen i maj 1980 for at blive freelancejournalist. Freelancetiden bød blandt andet på jobs i Trehøje og Herning Kommune og Uddannelses-Center Ringkøbing Skjern, hvor han var indtil sin pension i 2014.

Fra sogn til kommune – og fra

sogneråd

til kommunalbestyrelse

Af Kristian Sand

I2004-udgaven af »Ywl o æ Klet« berettede Dagbladets journalister om deres oplevelser med Holmsland Kommune og kommunalbestyrelsen. I år skal vi prøve at se det fra den anden side af bordet, og derfor har Ywl-redaktionen sat to erfarne kommunale medarbejdere stævne, nemlig kommunaldirektør Thorleif Jensen og sekretær på borgmesterkontoret, Hanne Christensen. De har været ansat hos kommunen siden 1960 og 1968 – og således oplevet Holmslands udvikling på nærmeste hold, fra sogn til kommune og fra sogneråd til kommunalbestyrelse.

Klokken er 9.45. I kommunaldirektørens kontor er formiddagskaffen klar, suppleret af franskbrød og kanelkage med smørcreme, som kun fås i Hvide Sande. En af kontorets medarbejdere rejser, og så er det tradition med kanelkage. Så heldig kan man være…

Vi er sidst i juli, så mange af medarbejderne er på ferie. Den kommunale aktivitet er da også på absolut laveste niveau. Men i denne uge har der dog været en del henvendelser fra sommerhusbeboere, som brokker sig over det ene eller det andet. – Sådan er det altid, når vejret er dårligt. I de foregående uger skinnede solen fra en skyfri himmel hver dag, og da havde vi ikke en eneste henvendelse fra feriefolket, konstaterer Hanne Christensen og Thorleif Jensen.

Sognerådsmøder på 12 timer

De mindes begge tiden, da Holmsland Kommunes administrative centrum var Kloster, hvor kommunekontoret havde til huse i Alderdomshjemmets kælder. Her holdt sognerådet

også sine månedlige møder. De kunne vare op til 12 timer, fordi alle sager blev behandlet af sognerådet eller socialudvalget.

– Som regel holdt socialudvalget møde i forlængelse af sognerådet, og en gang imellem fulgte også et møde i børneværnet. Men selv om det kunne være en sej omgang at komme igennem de mange sager, så var det også en festlig dag på Alderdomshjemmet. Sognerådet spiste nemlig sammen med beboerne og medarbejderne, og en gang imellem blev pigerne på hjemmet udsat for godmodigt drilleri. F. eks. lukkede et par af sognerådsmedlemmerne en gang for vandtilførslen til huset, og det medførte en hel del postyr, inden man fik løst problemet.

– Pigerne kunne til gengæld også godt drille sognerådsmedlemmerne. Igennem en længere periode blev der konsekvent sat en revnet kaffekop ind på sognerådsformand Jørgen Jørgensens plads. Det fik dog en pludselig ende, idet Jørgen Jørgensen en dag resolut kylede koppen hen i et hjørne af lokalet.

Alderdomshjemmets bestyrer, Marie Stengaard, syntes nok, at sognerådet var en kende for sparsommelig – bortset lige fra rygesagerne, som der altid skulle være rigeligt af på mødebordet. Men hun undlod ikke at demonstrere sine synspunkter, for en dag var cigarkasserne på mødebordet fyldt med aske og skod… Hun kunne også finde på at servere hollandske kryddere i stedet for rundstykker.

Sparsommeligheden slog også igennem i administrationen, hvor man i de første år af Thorleif Jensens tid på kommunekontoret brugte begge sider af papiret på regnemaskine-rullerne.

Det skete da også en gang imellem, at der kom vand i kælderen, hvor kommunekontoret havde til huse. Men det ekspederede de ansatte så blot ud ad vinduet …

Skatteligning af tomandshold

En af sognerådets vigtigste opgaver var skatteligningen. Det foregik på den måde, at sognerådsmedlemmerne blev delt i tomandshold som så gennemgik alle selvangivelserne, inden de blev endeligt konfirmeret af det samlede sogneråd.

Thorleif Jensen husker, at Kr. Enevoldsen og Holger Jørgensen i en årrække altid dannede hold sammen, og at de gennemgik en stor part af selvangivelserne. De var meget effektive og dygtige.

En gang imellem var man nødt til at drøfte selvangivelsen personligt med en borger. Det var de møder, som i folkemunde hed »torske-gilde«. En gang blev en gårdejer indkaldt og orienteret om, at hans indkomst var blevet forhøjet med nogle tusinde kroner. Hans kommentar var: »Det accepterer jeg, for I har været gode ved mig indtil nu. Farvel og tak«.

– Vi kunne så sige til os selv, at vi i hvert fald ikke var gået for vidt med forhøjelsen, konstaterer Thorleif Jensen.

I et andet tilfælde fandt ligningsmændene, at en ung fiskeskippers indkomst umuligt kunne være så stor, som han havde angivet. Han blev spurgt, om ikke der var noget forkert i selvangivelsen – og indkomsten blev så nedsat med nogle tusinde kroner …

Sognerådsformænd uden kørekort

I de første år kom Kr. Enevoldsen altid med bussen fra Hvide Sande. Han havde hverken bil eller kørekort, så skulle han til et møde inde i landet, måtte kæmner Davidsen som regel være chauffør og lægge bil til.

En dag skulle Enevoldsen til et møde i Ulfborg. Davidsen afleverede ham uden for mødelokalet og kørte straks tilbage mod Kloster. Det viste sig imidlertid, at Enevoldsen va r kommet en dag for tidligt til mødet i Ulfborg.

Sognerådsformand Jørgen Jørgensen havde heller ikke kørekort, og Hanne Christensen husker en fortælling om, at han en gang skulle til møde i Herning. Han blev så afhentet af Vellings sognerådsformand Jens Kirk, der skulle deltage i det samme møde. I Herning kørte de igennem et kryds, og Jørgen Jørgensen udbrød: »Hov, var der ikke rødt lys her?«, hvortil Jens Kirk replicerede: »Sådan noget pjatte finhed kan vi ikke tage os af«.

Ingen halve løsninger

Kommunaldirektør Thorleif Jensen startede som elev på kommunekontoret i Kloster i 1960 og har således været på tæt hold af Holmslands lokalpolitikere i 45 år.

– Stabilitet og fornuft er de ord, som bedst tegner kommunalpolitikken i Holmsland, siger han. – Sognerådet og senere kommunalbestyrelsen har altid gjort tingene færdig. Ingen halve løsninger.

– Da projektet for Fjordskolen i Hvide Sande kom på bordet, sagde man ja til det hele, bortset fra belysning bag spejlene. Man måtte nøjes med armaturer oven over spejlene. Men alt andet blev godkendt uden diskussion. Det var et projekt til 21 millioner kroner. Skolen stod færdig i 1981, og det blev ikke nødvendigt at låne penge til byggeriet. Kommunen var i stand til at betale kontant.

Etableringen af den kommunale administration i Hvide Sande blev gennemført etapevis. I 1963 etableredes en teknisk forvaltning. I 1970 kom skatteforvaltningen til. Og fra dette tidspunkt arbejdede folk fra den økonomiske forvaltning fire dage ugentlig i Kloster og to dage ugentlig i Hvide Sande.

I 1970’erne blev der ligeledes oprettet stående udvalg under kommunalbestyrelsen, således at den kommunale beslutningsproces i disse år gradvis fandt den form, som kendes i dag.

Kæmneren

som »maskinmester«

Efter reformen i 1970 besluttede kommunalbestyrelsen at bygge et nyt rådhus i Hvide Sande, hvor alle forvaltninger skulle samles. Rådhuset stod klar til indflytning den 8. oktober 1973.

– Ret hurtigt efter flytningen til Hvide Sande fik vi de første IT-systemer i bogholderiet, fortæller Thorleif Jensen. – Det var forholdsvis tidligt og et stort fremskridt, som så er fulgt op i årene siden.

– Det har altid været sådan, at når Holmsland Kommune investerede i udstyr, så var det helt up-to-date. Det skyldes måske i nogen grad, at den daværende kæmner Davidsen var utrolig interesseret i alle former for teknik. Samtidig med, at han var kæmner, fungerede han som rådhusets »maskinmester«. Hvis der var et eller andet galt med maskineriet, så prøvede han altid selv at klare problemerne, inden der eventuelt blev tilkaldt professionel hjælp. Han sagde i øvrigt altid, at når han blev pensioneret som kæmner, så ville han gerne fortsat holde rådhusets maskinpark i orden …

Når det gjaldt betaling af kommunens regninger, tog kæmner Davidsen mere afslappet på tingene. Regninger på dit og dat fra forretninger inde i Ringkøbing blev lagt i en skrivebordsskuffe, og det siges, at betalingsproceduren ikke blev igangsat, før skuffen var helt fyldt.

Perfekt nifoldigt hurra

Blandt de mere kuriøse erindringer nævner Hanne Christensen og Thorleif Jensen kommunalbestyrelsens drøftelser om dronningens besøg i anledning af Hvide Sandes 50-års jubilæum i 1981.

Et af »problemerne« var styringen af det nifoldige hurra for dronningen. Man skulle jo helst ramme præcis ni. Her foreslog Knud

Kommunalbestyrelsen, som sad i perioden fra den 1. april 1970 til den 31. marts 1974, og altså på det tidspunkt, da Holmsland Kommunes centralforvaltning og rådsmøderne flyttede fra Kloster til Hvide Sande:

– Stående: Knud Madsen, Jørgen Jensen, Carl Erik Kristensen, Jens Poulsen, Andreas Veise, Thomas Iversen og kommuneingeniør Henning Fjord-Larsen.

– Siddende: Eivind Tyge Dalgaard, Anders S. Andersen, Marie Lodberg, Kr. Enevoldsen, Knud Enggrob og kæmner Niels Davidsen.

Enggrob, at man kunne afvikle råbene tre gange tre, men dette blev afvist af amtmand Opstrup, der mente, at der så ville blive tale om en form for »bedeslag«. Ifølge beretningerne fra dronninge-besøget lykkedes det at gennemføre det ni-foldige hurra helt perfekt.

Rygningen ved møderne kunne godt give anledning til godmodige drillerier. Da Marie Lodberg blev medlem af kommunalbestyrelsen, begyndte hun at købe chokolade og bolcher til ikkerygerne. Senere udvidede hun sortimentet med æbler, men de markante lyde fra æble-spisningen resulterede i, at Kr. Enevoldsen pludselig meddelte, at »for fremtiden ville der hverken forefindes rygesager eller andet på møde-bordet«.

Da pensionerne bestod af kontanter, var der udbetaling fem forskellige steder i kommunen en bestemt dag i måneden. Folk skulle så møde op for at få deres pension udbetalt. Kr. Fjord Tarbensen fra Houvig cyklede altid ind til kommunekontoret i Kloster for at få sin pension. En dag syntes sognerådsformand Jørgen Jørgensen, at cykelturen burde belønnes, så han tilbød Tarbensen en cigar. Men det var uheldigvis cerut-æsken, der blev budt frem, så Tarbensen konstaterede: »A tar li tow, for de æ så små«.

Det måtte jo komme …

I weekenden 6.-7. oktober 1973 flyttede Holmsland Kommune ind på det nye rådhus i Hvide Sande, efter at kommunalbestyrelsen i mange år havde haft adresse i alderdomshjemmets kælder i Kloster.

Journalist Vagn Bro, Stauning, var på dette tidspunkt ansat ved Ringkjøbing Amts Dagblad og ansvarlig for dækningen af begivenhederne i Holmsland Kommune. I forbindelse med kommunalbestyrelsesmødernes flytning fra Kloster til Hvide Sande skrev Vagn Bro følgende personlige klumme i Dagbladet lørdag den 6. oktober 1973:

»Skæbnens tilskikkelser er mange. Og jeg er godt klar over, at det ikke kan være anderledes. Den dag måtte jo komme, da jeg ikke mere skal sidde til bords med Holmsland Kommunes folkevalgte, når de beslutter dette og hint for deres kommune.

Jeg har set det rundt om i andre kommuner. Det runde eller ovale bord til de folkevalgte og ved siden af en pult til journalisten – offentlighedens lyttende øre siddende for sig selv. Jeg anede jo, at det også ville nå til Holmsland Kommune med den nye administrationsbygning.

Jeg har set det selv. Jeg har set den plan, som den nye kommunalrådssal skal møbleres efter. Nu venter pulten mig. Aldrig mere skal jeg sidde for bordenden som ved kommunalrådsmøderne i kælderen under Alderdomshjemmet i Kloster.

Aldrig mere skal jeg hviskende spørge mejeribestyrer Eivind Dalgaard, hvad der egentlig ligger bag den sag, de sidder og snakker om.

Aldrig mere skal jeg i en kort pause spørge skibsbygger Carl Erik Christensen, om der sker noget nyt på havnen i Hvide Sande.

Det er slut med at sidde og udveksle forstående smil med Marie Lodberg.

Og aldrig mere skal fiskeeksportør Knud Askholm Madsen forstyrre mig og hive i den arm, der holder pennen – når jeg forsøger at koncentrere mig om at forstå den sag, de just behandler – af bare iver for at forklare mig, hvad sagen drejer sig om.

Jeg er henvist til at blive overrumplet, hver gang fiskeskipper Anders S. Andersen kiler en lille lun bemærkning ind i debatten og får os alle til at grine. Slut med at se det lille glimt i hans øjne, som bebuder kommentaren.

Ejheller skal jeg mere iagttage fiskeskipper Andreas Veises rolige, runde, venlige ansigt.

Og jeg skal aldrig mere finde ro i et letbevægeligt sind ved at betragte de lyse, venlige furer i Thomas Iversens profil.

Eller iagttage det gnidningsløse samarbejde mellem borgmester Kr. Enevoldsen, der åbner konvolutterne og læser skrivelserne op, og slusemester Jørgen Jensen, som putter skrivelserne i konvolutterne igen og ordner dem i en pæn stabel på bordet.

For ikke at tale om samarbejdet mellem borgmesteren og gdr. Jens Poulsen. Den første læser matrikel-numrene op – den sidste »anbefaler« eller »ikke-anbefaler« udstykningerne.

Det skal nok gå sådan, at gdr. Knud Enggrob bliver min eneste trøst. Det vil sikkert

stadig være muligt for mig i nogen grad at iagttage, hvordan det gang på gang lykkes ham at grine med hele kroppen. Men kun i nogen grad.

Jo – jeg har set planen. De skal sidde med ryggen til mig alle sammen. Kun borgmester Kr. Enevoldsen, kæmner Niels Davidsen og kommuneingeniør Henning Fjord-Larsen vil vende deres milde åsyn mod mig.

Men bare rolig. Jeg skal nok møde op til næste kommunalrådsmøde. Jeg vil beherske mig – ikke lave pinlige scener. Rolig og fattet vil jeg gå til min plads. Og skulle der smutte en lille

tåre – nå, ja, så ser de den ikke; for de vender jo ryggen til«.

Journalist Vagn Bro fortæller, at hans klumme faldt i god jord hos kommunalbestyrelsen. –Det kan tilføjes, at mit lille hjertesuk faktisk betød, at referent-bordet blev flyttet op foran kommunalbestyrelsesmedlemmerne og placeret vinkelret på bordet, hvor borgmesteren, kæmneren og kommuneingeniøren sad. Jeg blev skam spurgt til råds, fik indflydelse på indretningen af rådssalen, ja kom vel nærmest med til »højbords«, konstaterer Vagn Bro.

Billeder fra året

Udsigt fra Blåtårns top.

Vi kan takke C. Clausen for museet Abelines Gård

Rederiet C. Clausen? Hvad er det – og ikke mindst hvem er det? Jenny Juul Larsen fortæller her historien om skibsrederen, der i 50’erne kom til Haurvig med planer, visioner og gode ideer.

På Ringkøbing-Skjern Museum kalder Lasse Justesen C. Clausen for manden, vi kan takke for, at vi i dag har Abelines Gård som museum.

Da C. Clausen kom til Haurvig, købte han blandt andet Abelines Gård med tilhørende jord. Han blev kontaktet af Abelines børn, som efter Abelines død i 1957 gerne ville sælge gården til skibsrederen. Han købte gården og jorden og lod Abelines efterkommere bo på gården, så længe de ønskede det.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2004

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirket i Holmsland kommune

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

af borgmester Iver Enevoldsen

NATTEN, HVOR DET BLEV LYST

I HELE VERDEN

af Thomas Kristensen, sognepræst i Hvide Sande

30 ÅR I HAURVIG MED

REDERIET C. CLAUSEN

af Jenny Juul Larsen

SKIBSTØMRERLÆRLING – FØR OG NU

af Carl Erik Kristensen

BOLETTES GAARD I KLEGOD af Peter Duun

HOLMSLAND-OGGINALER II af Ole Tang

DAGSPRESSEN OG

HOLMSLAND KOMMUNE – ET VESTJYSK

NÆRDEMOKRATI

af Kristian Sand

PÅ FISKERI I 1940’ERNE

af Dres Bank

ÅRETS BILLEDER

af Gunnar P. Pedersen

Skibsrederen havde købt gården for at få jorden – ikke for at investere i ejendom. Han gjorde derfor intet for at modernisere gården, der fik lov at stå i sin oprindelige form og indretning. Da Abelines efterkommere efter mange år forlod gården, blev der oprettet en fond til bevarelse af gården. På den måde blev der banet vej for, at Abelines Gård i dag er en velbesøgt del af Ringkøbing Skjern Museum.

C. Clausen var meget mere end det. Men det kan man alt sammen læse om i Jenny Juul Larsens fortælling.

30 år i Haurvig med Rederiet C. Clausen

Af Jenny Juul Larsen

DET er nu 50 år siden Skibsreder C. Clausen kom her til Haurvig. Han købte først den ejendom, der dengang lå lige nord for Haurvig Kirke. Han lod bygge et sommerhus på den tilhørende hede tæt ved klitterne. Her kom familien, hans kone og 4 børn, i ferien gennem mange år. Bag klitten var der et lille værksted med en motor, der lavede strøm til sommerhuset i de første år. Der blev også bygget en gagage med toilet og soverum til chauffør og medhjælper.

Skibsreder Clausen rejste meget rundt i verden. Han kunne se, at den almindelige borger fik det bedre. Mere ferie og bedre råd til at rejse. Han så, at Vestkysten ville blive attraktiv som turistmål.

Han kom i kontakt med sognefoged Otto Heide Sørensen i Haurvig. De fik mangen snak, og nød ofte sammen et godt måltid. Otto Heide besøgte Skibsrederen, når han var i København, til forhandlinger om havneudvidelse o.l. Han var også formand for fiskeriforeningen og meget andet.

Der var flere ældre ejere af små landbrug i Haurvig, der gerne ville sælge og flytte til Hvide Sande. Otto Heide formidlede kontakten, og der kom flere handler i gang. Skibsrederen betalte en kontant pris og flere fik aftale om, at de kunne blive boende i stuehuset, så længe de ønskede det. Det var mest jorden han var interesseret i.

Efter et par år havde han opkøbt så meget, at der skulle fastansættes et ægtepar, til at passe landbruget, og de 2 sommerhuse, der nu var. Derfor var der i foråret 1957 en annonce i Ringkjøbing Amts Dagblad, hvor han søgte et

bestyrerpar, og med henvendelse til Sognefoged Otto Heide Sørensen.

Min kæreste Hans Peder Larsen, så annoncen, og syntes det så spændende ud. Vi havde været forlovet et stykke tid, og ville gerne giftes, men skulle jo først finde noget arbejde sammen og et sted at bo.

Hans Peder ringede til Otto Heide og de aftalte, at vi skulle komme her til Haurvig og se på stedet.

Vi kom så ud til Minna og Otto Heide, og blev meget venligt modtaget. Vi var rundt og se jorden, og faldt straks for den smukke natur. Vi havde begge familie i Hvide Sande, og havde som børn nydt, når vi enkelte gange havde været med på besøg herude. Vi havde også været på sommerlejr på Holmsborg, og det var gode minder. Vi fik et stort fint kaffebord hos Minna Heide og aftale om, at han ville kontakte Skibsrederen. Få dage efter fik Hans Peder brev fra København. Vi skulle rejse derover og besøge Skibsrederens, og snakke om evt. arbejde. Jeg havde aldrig været i København, så jeg var meget spændt. Hans Peder havde været soldat i Livgarden, så han glædede sig til at vise mig Amalienborg. Vi blev hentet af en chauffør og kørt ud til villaen i Hellerup. Her traf vi familien Clausen. Jeg var meget nervøs, men kom i snak med de 2 små drenge på 10 og 12 år. De fortalte mig om det spændende sted ved Vesterhavet, hvor de holdt ferie. Hans Peder snakkede med C. Clausen om landbruget. Han ville have jorden pløjet, og undersøgt om det manglede mergel og gødning. Der skulle indkøbes traktor og maskiner. Vi skulle bo i det pæne hus vest for vejen. – Boyesminde – en trelænget ejendom,

der lå lidt sydvest for Abelines gård. Vi skulle have 500 kr. i løn om måneden. og måtte dyrke haven og sætte kartofler til eget brug.

Vi rejste så hjem til mine forældre og fik aftalt at holde bryllup. Vi blev gift den 27. april 1957, Hans Peders 26 års fødselsdag.

Dagen efter kom vi så herud. Det fine stuehus var blevet tapetseret, og der stod en fiskekasse med træ på stuegulvet, det var til kakkelovnen. Der var komfur i køkkenet, kakkelovn i stuen og en vandpumpe i gården og et wc ude over møddingen.

Vi var meget glade for at have fået et sted at bo sammen. Hans Peder havde travlt i marken. Jeg fik gravet den lille have, sat kartofler og sået grøntsager. Hver aften gik vi til stranden, og nød den smukke solnedgang. Vi kom i snak med naboerne. Det var rare og spændende folk.

I hele skoleferien opholdt Fru. Clausen og børnene sig her i sommerhuset. De kom med en ponyhest, som drengene kørte med, og rideheste til de store piger. Vi skulle have hestene klar, når de kom, og sørge for indkøb, og ellers være til rådighed, og så passe landbruget.

Sommeren 1957 byggede Otto Heide nyt hus, og solgte ejendommen med garnhus og tørreplads til Skibsrederen. Dog således, at han fortsat måtte bruge det.

Otto Hejdes ejendom blev efter nogle år ombygget til – Feriehjemmet – efter tegninger af C. Clausens gamle ven Arkitekt Hans Møller, Århus.

Anna Kristensen blev ansat som husholder. Hun gjorde rent og lavede mad, og sørgede for at alt var i orden. Der var gæster året rundt. Forretningsforbindelser og medarbejdere, der trængte til en pause. Hr. Clausen sagde, at det var godt at komme på et ophold i den friske natur, og nyde Annas gode mad.

Han havde selv kun tid til korte ophold. Når han kom gik der bud til Edgar Madsen. Hans frokost her var Kogt pighvar med hvide kartofler og smørsovs. Annas lækre æbleskiver. En kop kaffe med hjemmebagt sandkage. Efter sådan et måltid var han meget veltilpas.

Abeline, den gamle nabokone, havde lagt sig til sengs, hun mente, at det snart var hendes tur. Hun havde siddet enke i 47 år på går-

den. Og hendes børn var også ved at være ældre. Hun døde den 14. sep. 1957. Det var den første jeg fulgte til Haurvig Kirkegård.

Hendes børn henvendte sig straks efter til Skibsreder Clausen, om han ville købe gården. Der blev aftalt en pris, og de kunne blive boende så længe de ønskede det. Og Pejse kunne have sine heste der. Han var strandfoged, og skulle køre træ hjem fra stranden. De havde også høns og have.

Vi fik rådighed over stuen og de 2 værelser i østenden til vore 2 medhjælpere.

Metha døde efter få år. Niels Chr. boede der ca. 10 år, til han flyttede på Klithjemmet. Vi havde i flere år får i stalden, og hø i laden.

Da familien havde forladt gården, fik Hr. Clausen, sønnen C.C. Clausen, Amtmand Bach og Fru. Riis-Hansen oprettet Fondet til bevarelse af Abelines Gård. C. Clausen var da en ældre mand og det lå ham meget på sinde at bevare den smukke gamle gård. Han stillede gården til rådighed, og i sine sidste år glædede han sig over, at der stadig var liv og virke der.

Da vi kom herud var der ingen elektricitet syd for Årgab brugs. Det var vist et af de sidste områder i Danmark uden EL. Clausen ville have EL til sine huse. Han talte med Kålund

Bjørn Clausen på sin pony.

om det. Han ville gerne at alle på Sydklitten kom med. Han gav et beløb 10.000 kr. som startkapital, og tilmeldte sine ejendomme til en transformatorforening. I foråret 1958 kom det igang. Kålunds installerede EL hos alle, der ønskede at være med.

Den 2. tirsdag i november 1958 blev en dag jeg aldrig glemmer. Rebekke og Chr. Pejsen fejrede den dag deres Sølvbryllup. Vi havde lavet æresport med Elpærer. Alle naboer var der for at synge morgensang. Så kom Kålund og tændte lyset. Det var første gang der var elektrisk lys i Haurvig.

De første år havde vi nogle stude til opfedning. Vi bjergede en masse hø, der blev presset i store baller og kørt til Esbjerg, hvor det kom ombord på fragtskibe, som foder til de dyr Clausen sejlede med. Vi avlede også kartofler, som blev leveret til proviant.

Efterhånden fik vi et fårehold. Rederiet havde store gårde i Australien, hvor de samlede opkøbte får, De blev så solgt til Mellemøsten. Kuwait, Iran og Irak. Da det er muslimer, der bor der, vil de kun spise kød fra dyr de selv har slagtet. Halalslagtning. Derfor skulle dyrene

fragtes levende. På de lange sejlture skulle der bruges meget foder og vand. Det fyldte meget på skibene, og indtjeningen ville blive større, hvis man kunne lave saltvand til fersk vand, og hø og halm til græspiller.

Derfor havde vi en del samarbejde med foderfirmaer og Novo-Nordisk, og deres dyrlæger. Man afprøvede nye fodertyper, og tilså dyrene om de var i god stand.

Vi fik lam født allerede i januar, så vi kunne levere slagtelam til påske. Hans Peder kørte hver tirsdag til Lundgårds slagteri i Holstebro med 10 lam. De blev solgt til hoteller.

Vi havde mange spændende folk på besøg i Feriehjemmet. Det var jo en af vore opgaver, at de fik en god oplevelse. Jagt, fiskeri og rideheste o.s.v. De fornemmeste gæster vi har haft var dog Emiren af Kuwait med 4 hustruer og 16 børn. De blev hentet i 4 store Cadillacer på havnen i Esbjerg. Anna var klar med en stor portion pighvar.

Det var en spændende tid. Jeg har nydt mangen godt måltid. Fru Clausen var ikke

Sdr. Klitvej 97, 6960 Hvide Sande.

så tit med til forretningsfrokoster, så jeg har mange gange siddet ved Hr. Clausens højre side. Jeg skulle så hjælpe til, hvis han manglede noget. Men det var alligevel spændende.

Efterhånden som der kom flere turister og biler hertil, var det upraktisk at bo på vestsiden af vejen. Vi skulle have bygget større stald og lade. Derfor flyttede vi i efteråret 1966 over på østsiden, i den ejendom Clausen havde købt af Ole Bays arvinger. Der fik vi indlagt centralvarme og vand, det var dejligt. Vi byggede først en stor fårestald.

Vi fik nu en besætning med Polled Hereford kødkvæg. Vi byggede så en stor trælade, løsdriftstald og maskinhus.

Hvem var han så?

C. Clausen var født i Haderslev, af danske forældre, den 7-7-1897. Hans far havde et lille fragtskib, som han sejlede med i Østersøen. Haderslev var dengang inden genforeningen i 1920 tysk. Clausen havde derfor gået i tysk skole. Han talte korrekt dansk, men havde svært ved at skrive det.

Han ville være sømand som sin far. Som 14årig fik han hyre som skibsdreng, og der gik 3 år før han genså sit hjem. Han ville ikke være tysk soldat, derfor tog han igen hyre, og gik i land i USA.

Der blev han amerikansk marinesoldat under 1. verdenskrig. Han fik da en skade i sin venstre arm, som fulgte ham resten af livet.

Efter krigen kom han hjem og sejlede med sin far. De sejlede med levende dyr. Blandt andet heste fra Polen og Baltikum. Lørdag aften spulede de skibet, og sejlede så med turister omkring Als og på fjorden

Han blev gift og fik en søn og en datter.

Efterhånden fik han flere skibe og sejlede også med frugt og andre varer. Rederiet voksede frem til 2. verdenskrig. Da opholdt han sig igen en tid i USA.

Hans første kone døde. Han blev igen gift med den noget yngre fru Aida Clausen. De fik 4 børn. 2 piger og 2 drenge. Boede en tid i Svendborg og senere i Hellerup.

Der var efterhånden rederikontorer i mange byer, Kolding, Åbenrå, Haderslev, Flensburg,

Hamburg. Men hovedkontoret var Toldbodgade i København. Der var afdelinger mange steder rundt i verden. På et tidspunkt havde rederiet over 20 store fragtskibe.

C. Clausen var en meget enkel mand, men en stor personlighed. Han forstod at lytte og forstå andre og var dygtig til at handle. Havde et stort overblik.

Da Hr. Clausen blev ældre vendte han tilbage til Sønderjylland. Han oprettede kontor i Grå sten. Købte nogle landbrug på Sønderballe Hoved, og byggede der ved vandet en de jlig stråtækt villa. Hans Peder havde opsyn med landbruget der. Vi kørte i maj vore kreaturer derned, for at de kunne afgræsse de fine naturarealer. Så bjergede vi hø herhjemme og havde foder når dyrene i okt. kom hjem igen.

Hans Peder var næsten hver uge fredag og lørdag i Sønderjylland. Han havde altid pighvar med, som de så nød sammen fredag aften.

De sidste par måneder tilbragte Hr. Clausen i Flensburg, på en slags hospice. Hvor han lod sig passe af nonner. Jeg tror ikke han ville, at hans hustru og nære familie skulle se ham i hans fysiske afmagt. Min mand besøgte ham et par gange i Flensburg. Jeg tror de begge var klar over, at det bar mod enden.

Bjørn og Christian Clausen.

Vi kørte til Haderslev til begravelsen. Kisten stod i kapellet ved kirken. Der var kun mødt den nærmeste familie. Direktøren fra Novo-Nordisk. Bitten Clausen fra Danfos og vi 2 fra Haurvig. Vi sang en salme, præsten holdt en kort andagt. Så bar vi ham til familiegravstedet. Bagefter kørte vi til villaen i Sønderballe, hvor vi fik en kop kaffe og et stykke kringle.

Der var nogle, der var bange for, at Hr. Clausen ville klistre hele det store naturområde i Haurvig til med sommerhuse. Det var aldrig hans mening. Han fik lavet en udstykningsplan med ca. 200 huse. Men det var fordi han brugte jorden som pant for skibslån i Bank of England. Når direktøren fra London kom, var han på spadseretur i Klitten, og fik så bagefter papirerne at se.

I dag ligger den jord Hr. Clausen ejede, som det største uberørte naturområde i Haurvig.

Hr. Clausen var vores arbejdsgiver, men han var også en person vi så op til, som et godt menneske og en ven. Jeg er glad for at have kendt ham.

Ære være hans minde.

Bondekonen i Haurvig

Abelines Gård.

Diplomaten på Livadiavej

Ywl o æ Kle’t 2003

At der findes gode folk i Hvide Sande om omegn er næppe en nyhed. Her lever folk side om side med forskelligheder og fællestræk. På toppen af Livadiavej boede der dog nogle år en mand, der ikke havde meget arbejdsfællesskab med de fleste i byen. Ib Thomsen var nemlig generalkonsul for Thailand, kan man læse i artiklen fra 2003:

– At blive konsul er en stor hæder. Især i betragtning af at han var dansk statsborger, som så bliver udvalgt til at varetage Thailands interesser i Danmark, siger journalist Poul Osmundsen, der skrev artiklen i 2003.

Han husker Ib Thomsen som en beskeden og sympatisk mand med stor kærlighed til Thailand:

– Det er altså en meget mærkelig historie, at der i Hvide Sande boede en thailandsk generalkonsul. Jeg har aldrig hørt om den slags før eller siden, fortæller han.

INDHOLDSFORTEGNELSE

KÆRE ALLE

af Jørgen Iversen, formand for Holmsland

Klit Turistforening og Erhvervssamvirket i Holmsland kommune

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

af borgmester Iver Enevoldsen

I RETTE ØJEBLIK

af sognepræst Thomas Kristensen

HOLMSLANDS »OGGINALER« af Ole Tang

FRA FREMMEDFISKER

TIL GENERALKONSUL

af Ib Thomsen v/Poul Osmundsen

TYSKERHAVNEN

af Holger Ejby Villadsen

UDVIKLINGSARBEJDE I INDIEN af Marie Louise Muff

INDPUMPNINGSANLÆGENE PÅ HOLMSLANDS KLIT af Villy Juul Larsen

FRA FLENSBORG TIL HVIDE SANDE af Erik Clausen

ÅR 2003 I BILLEDER

2003

Og der er god grund til at være imponeret. Titlen konsul anvendes ifølge konsuler.dk »om officielle repræsentanter for regeringer fra en stat i en anden stats territorium, med den opgave at assistere og beskytte borgere fra det land, som konsulen repræsenterer samt at formidle handel og samkvem mellem borgere fra de to lande. En konsul adskiller sig fra en ambassadør. Ambassadøren er et fremmed lands officielle diplomatiske repræsentant over for det land, hvor han/hun er udsendt … Konsulerne yder administrativ og praktisk bistand såvel til det lands borgere hun/han repræsenterer som til borgere fra sit eget land«.

– Det er en meget betroet stilling og viser, at Thailand har haft stor tillid til Ib Thomsen, siger Poul Osmundsen.

Ib Thomsen blev udnævnt til konsul i 1989. I 2000 blev han forfremmet til generalkonsul – en titel han havde indtil sin død i 2014.

Fra fremmedfisker til generalkonsul

Af Poul Osmundsen, Ringkøbing, journalist ved Ringkjøbing Amts Dagblad –skrevet på baggrund af interview med Ib Thomsen

DA Ib Thomsen første gang så Hvide Sande, troede han, at han var kommet til Det Vilde Vesten. Det var en sommerdag i 1954, og byen var som blæst for mennesker. Kun vinden susede ned ad de tomme gader, der lå hen som grusveje.

Asfalt?!? Det hørte fremtiden til!

Ib Thomsen fandt dog hurtigt ud af, hvorfor byen var så mennesketom. Det var den dag, Hvide Sande Kirke blev indviet, og det var selvfølgelig dér, folk var!

Men hvordan gik det til, at den 16-årige knægt fra Grenå endte i Ringkøbing?

For han husker stadig, at han ikke lyttede ret meget efter i geografitimen, når læreren fortalte om klitterne ved Vestkysten. Det kunne lige så godt have været Sahara – så langt væk var det. Dér kom han da aldrig hen!

Men det gjorde han. Oven i købet skulle det blive byen, hvor han kom til at leve hele sit voksenliv.

Men tilbage til sommeren 1954 ...

I den sidste del af sin skoletid tog Ib Thomsen tit hyre med en fisker i Grenå, der var kendt som »Jyde-Karl«.

I 1954 skulle han om på Vestkysten for at fiske, og han pressede på for at få den flittige knægt med. Ib Thomsen endte med at sige OK. Men kun 14 dage. Og sådan gik det til, at han første gang så Hvide Sande.

Det skulle ikke blive sidste gang.

Ib Thomsen gik i gang med en elektronikuddannelse i Århus, og ind imellem blev han ved med at komme i Hvide Sande. Dér kunne han nemt få hyre på en båd, og det gav gode penge. »Manglede de en mand, så ringede de

til mig«, siger han. Blandt andet var han med afdøde borgmester Kr. Enevoldsen flere gange, hvor han fiskede »fri flø«.Det vil sige, at han havde sine egne net, og han måtte beholde, hvad der endte i dem.

Dengang var fiskeriet ikke nær så bureaukratisk som i dag. Det var et spørgsmål om at fange fisk, få dem landet, og få en god pris for dem. Sådan!

»Hvide Sande var lidt af et Klondyke dengang«, siger han. Men selv om han altså kom fra det noget blidere Østjylland, faldt Ib Thomsen for den råbarkede fiskerby. Tonen kunne godt være lidt svær for folk udefra at forstå. Ib Thomsen smiler bredt, når han mindes, hvordan gæster »udefra« efter en komsammen med folk fra Hvide Sande kunne bemærke: »Det var en pragtfuld aften... Nu håber vi bare, at I bliver gode venner igen«.

»Man havde en hård form for humor – men man var også de første til at bakke hinanden op«, siger Ib Thomsen. Det hjalp også meget, at Ib Thomsen med sit gode humør og sin uimponerede optræden havde let ved at »falde i« med tonen i byen. Han kunne godt lide, at det Hvide Sande, han kom til, havde plads til originaler. Der var mange særprægede skikkelser i byen, som satte sit præg på den, og var med til at give den kulør. Og som folk respekterede.

Så da han fik sin elektronik-eksamen, fik Ib Thomsen snart en lys idé. Hvide Sande manglede en radio-TV-forretning. I 1960 startede han radioforretningen, og allerede det første år solgte han 160 fjernsyn. Jo, Hvide Sande var skam med fra fjernsynets barndom!

Men snart fik Ib Thomsen en ny lys idé. Han begyndte at importere hydrauliske styremaskiner til fiskekuttere. De første kunder var »Holmboen« og »Klitholm«, og siden gik det slag i slag.

Kunder var der nok af. Da der var flest, var der 246 kuttere mod de 70, der er tilbage i dag, og der var stort set ingen af dem, der havde styremaskiner.

Resten »er historie«, som man siger.

Ib Thomsen var ikke tilfreds med de engelske styremaskiner, han importerede, så han begyndte at udvikle firmaets speciale – de højteknologiske men alligevel enkelt opbyggede styremaskiner. De første systemer var færdigudviklede i starten af 1970’erne.

Siden er det gået op og ned for firmaet – akkurat som det er for fiskeri- og søfartsbranchen. I øjeblikket befinder firmaet sig i lidt af en bølgedal, men det tager Ib Thomsen i stiv arm; det er ikke første gang, Scan-Steering har oplevet det i sin 40 årige historie. Sådan er branchen.

»Fremtiden er det svært at sige noget om«, fastslår han. Men selv om han runder de 66, næste gang han fylder år, har han ikke tænkt sig at droppe direktørposten.

»Jeg fortsætter, så længe det bliver ved med at være sjovt«, fastslår han.

Og Ib Thomsen har stadig evnen til at nyde øjeblikket. En af hans store lidenskaber er dansen, som han også har undervist i. Det var ikke mindst på den måde, han mødte Aase, da han i starten af 1960’erne underviste pigen fra Lyne i dans. Dans kan føre til så meget. I alt fald endte det med, at Aase og Ib blev gift i 1971, og efter et års tid, hvor de boede i et par sommerhuse, flyttede de ind huset på Livadiavej med klitten i baghaven.

Huset er siden blevet udvidet ret så meget. Men det er altså her, de stadig bor.

Scan-Steering har givet ham masser af gode oplevelser. Det førte blandt andet til, at han i en årrække var formand for Dansk Eksportforenings fiskerisektion.

Scan-Steerings nybyggede lokaler.

I nogle år var han ude at rejse for at sælge firmaets produkter op mod halvdelen af årets dage, både herhjemme og i udlandet.

Blandt andet gik turen også til Østen, hvilket førte til, at han og fru Aase fik et livslangt kærlighedsforhold til Thailand.

Ib Thomsen er fuld af beundring for thai’erne og deres kultur, deres flid og ældgamle kultur.

Et billede fra starten af 1970’erne, da Aase og Ib Thomsen byggede huset på Livadiavej. Siden er området unægtelig blevet lidt tættere bebygget, og der er også bygget en hel del til.

Kærligheden viste sig at være gengældt.

I 1989 blev Ib Thomsen udnævnt til konsul for Thailand med konsulat i Hvide Sande. Han er vist den eneste jyde, der kører rundt med et blåt »Corpse Diplomatique«-skilt på bilen!

Senere blev han endda udnævnt til generalkonsul, hvorefter han måtte en tur til Thailand for at komme i audiens hos den thailandske

Ib Thomsen har i tidens løb taget mod mange delegationer. Her er det en flok kinesere, der er ude i klitterne for at mærke den vestjyske vind.

Et andet højdepunkt: Da Prins Henrik på en fiskerimesse skulle lære at spise røget helt på vestjysk manér. Han kom hurtigt efter det!

Ib Thomsen modtager udnævnelsen til thailandsk generalkonsul.

konge. Næppe overraskende ét af højdepunkterne i hans liv.

Et andet højdepunkt var, da han skulle vise prinsesse Sirinhom rundt i Jylland. Men dækker titlen som generalkonsul rent faktisk over det indhold. I høj grad, fastslår Ib Thomsen.

»Jeg skal varetage Thailands interesser i Jylland og på Fyn. Jeg skal markedsføre landet,

og blandt andet skal jeg udfærdige visa til danskere, hvis de vil opholde sig mere end 30 dage i Thailand«.

Efterhånden bor der også mange thai’er i Danmark. Dem er der ikke de store problemer med. Men der kan være mindre problemer, der skal ordnes – og så skal Ib Thomsen hjælpe til og rådgive.

Et højdepunkt i Aase og Ib Thomsens liv. Da de tog den thailandske prinsesse Sirinhom på rundtur i Jylland. På Skagens spids plantede hun det thailandske flag.

»Der går ikke en dag, hvor jeg ikke får henvendelser fra folk«, siger han.

Kærligheden til Thailand er i øvrigt også kommet hans og Aases naboer på Livadiavej til gode. I 2001 drog de sammen på ferie i Thailand.

Når Ib Thomsen ser tilbage på sit liv, fortryder han ikke, at han kastede anker i Hvide Sande. »Det har været interessant at følge b yens vækst. Det er en kæmpeudvikling, der er sket. Lidt af hyggen fra dengang er nok fordampet lidt«. Meget af livet er underkastet tilfældighedernes spil, mener han. At de samme tilfældigheder skyllede ham op i byen på Klitten, er han godt tilfreds med.

»Det er et godt sted at bo. Her er en masse dejlige mennesker, og det er et samfund, hvor der er kort vej til politikerne. Der er ikke meget, der taler for at gå med i en storkommune«.

Det kan dog godt bekymre Ib Thomsen lidt, at han tit er ude for, at danske virksomheder ringer for at spørge, hvordan det er at flytte til Thailand.

»Men det er en bekymring, der gælder hele det danske samfund. Verden er blevet så lille, så lille«. Og så er det endda kun 50 år siden, Ib Thomsen landede i den underlige wild west by med de uasfalterede gader længst ude på Vestkysten!

Ib Thomsen, fabrikant og generalkonsul for Thailand.

En læseglad 13-årig

Det lyder utroligt, men det er sandt. Engang var der ikke internet, smartphones, fladskærme og frit valg på alle underholdningshylder. Engang var udgivelsen af Ywl o æ Kle’t det store højdepunkt for en læseglad 13årig dreng fra Holmsland, der læste, hvad han kunne komme i nærheden af. Drengen var Ole Tang, der gennem årene har bidraget med mange sjove historier til bladet. Det var også tilfældet i 2002. Men drengen er nu blevet en voksen mand, der i sommer er gået på pension fra sit job som journalist på Skive Folkeblad og han har ikke boet på Klitten, siden han blev voksen.

– Men egnen er stadig en del af mig. Når jeg dør, vil jeg begraves i Kloster, jeg er i Vestjylland hver uge, vi har sommerhus i Søndervig, jeg fisker på fjorden, jeg har familie i Hvide Sande og Ringkøbing, og min kone og jeg drømmer om at flytte tilbage egnen, når hun også er færdig med at arbejde, fortæller Ole Tang.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2002

HVIDE SANDE HANDELSOG HÅNDVÆRKERFORENING

af Henning Davidsen, formand for Holmsland

Klit Turistforening og Erhvervssamvirket i Holmsland kommune

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

af borgmester Iver Enevoldsen

HJEM TIL JUL OG GAVER!

af sognepræst Thomas Kristensen

TROLDBJERG

af Erna Timmer

JUL PÅ MARSELISBORG SLOT

af Iver M. Christensen

DA TERROREN KOM TIL VESTJYLLAND af Ole Tang

FRA RI 77 »JONNA«s FORLIS I 1966 af Dres Bank

FRA EN ANDEN REDNINGSAKTION

I 1966 – KUTTER »TYROLA« af Dres Bank

HJEMME PÅ KLITTEN?

af Niels Kayser Nielsen

JUBILÆUMSKORET

af Else Enggrob

FRA HVIDE SANDE TIL ARGENTINA

af Kristine Folkjær

ÅR 2002 I BILLEDER

De seneste år har Ole Tang skrevet seks historier om de »vestjyske oggenaler« til Ywl o æ Kle’t. Men historierne sluttede ikke med det sidste punktun, inden bladet gik i trykken:

– Jeg har nok holdt 100 foredrag om de vestjyske oggenaler, siden jeg har skrevet de historier. Det har givet mange sjove oplevelser, hvor folk kommer hen og fortæller, at de har danset folkedans med min mor, de har fisket i Ringkøbing Fjord, deres onkel har et landbrug på Holmsland og så videre. Ufatteligt mange mennesker har relationer til Klitten, fortæller Ole Tang.

Og selv om han har skrevet mange historier til bladet allerede, bliver han gerne ved:

– For mig er det en måde at give noget tilbage på. Jeg synes altid, det er godt gjort, at bladet kan udkomme og give overskud, så det kan betale eksempelvis julebelysningen – og så er offentliggørelsen af bladet altid en hyggelig begivenhed, som jeg slår sammen med en frokost hos min bror og en tur til Ringkøbing hvor jeg henter røgede helt til julebordet.

Maskinpistoler i hvert et kryds for 25 år siden: Da terroren kom til Vestjylland

Af Ole Tang, 46 år, født på Holmsland, bosat i Skive siden 1987, journalist og ansat ved Skive Folkeblad

TERROR , dens djævelskab og den bagvedliggende intolerance og foragt for liv skal man ikke spøge med. Derfor er det også med en slags selvcensurens listesko på de primært-anvendte tastaturfingre, at jeg har sat mig til at skrive min historie om dengang, da verdens-terrorismen kom til Holmsland og klitten. På den anden side er det i skrivende stund, 11. september 2002, meget præcist 25 år siden, at lokalområdet for en dags tid var på det storpolitiske verdenskort, og min påstand er, at alle nulevende holm- og klitboer, der oplevede den begivenhed, har hver sin version af affæren.

Og netop fordi hele aktionen, følgerne og historien var så voldsom fra et lokalt synspunkt, så fortjener den også at blive genopfrisket, og måske endda vurderet med de halvhumoristiske briller på, selv om mit tv-apparat netop nu prøver at mane verden til alvor for at markere 1-års dagen for World Trade Centertårnenes fald i New York. Der var, for at begynde fra den ende af, ingen tårne, der faldt på Holmsland og omegn, men i hundredevis af mennesker fik en ganske anden start på en smågrå septemberdag, end de havde forventet. Talstærkt politi fra det, der hed Distrikt Århus, var udkommanderet, sammen med det såkaldte Anti-terrorkorps, alle mand ekviperet med skudsikre veste og maskinpistoler, og jeg er lige ved at sige skæg og blå briller, for i starten var oplysningerne fra øvrighed små og få, og de færreste anede, hvad det hele gik ud på.

I efteråret 1977 stod balancen i verden ikke som i dag mellem nord og syd, kristendom mod islam, men i stedet nærmere mellem øst

og vest, kommunisme mod demokrati. I årene efter oliekrisen, først i 70’erne, var der ikke mindst i Tyskland en meget velorganiseret og samfundsfjendsk enklave, kendt som BaderMeinhof-gruppen, der på et særdeles venstreorienteret udgangspunkt ønskede at omstyrte den bestående samfundsorden, og i gruppens univers var der i høj grad også plads til politisk vold og terror. Det var der givet mange eksempler på, ikke kun inden for Tysklands grænser, hvor der samtidigt med affæren på Holmsland netop var en gidselaktion i gang.

Bader-Meinhof-gruppen havde således samtidigt kidnappet den tyske arbejdsgiver-forenings formand Hans Martin Schleyer, og den historie endte rent faktisk med, at gidselstagerne aflivede deres offer, så sagerne stod hårdt spændt op.

Vågent politi

I det lys var også det danske politi vågen, og det hele endte altså i, at man om morgenen 28. september, kørte de helt store kanoner i stilling – ud fra en formodning om, at en eller flere af de tyske terrorister opholdt sig i Danmark, nærmere bestemt et sommerhus syd for Søndervig – og man havde specifik mistanke til, at en kanalje ved navn Rolf Heissler, med tilknytning til Bader-Meinhof, var i lokalområdet. Tippet var angiveligt kommet fra Interpol, og den samme dags eftermiddag kunne Ringkjøbing Amts Dagblad udkomme med en kæmpeoverskrift, der meldte følgende dramatiske historie: Holmsland Klit »besat« af politi og antiterrorkorps. Det var jo med sandhed at

melde en bastant historie at basunere ud for en lokalavis, og holm- og klitboer mærkede da også fra første færd, at det var en dag ud over det sædvanlige. Selv sad jeg på bemeldte dato på torskegarnsfiskeri med det gode skib RI 198, Zefyros, og har derfor ikke oplevelserne på førstehånd, men jeg har talt med mange, inklusiv mine forældre, om deres oplevelser på dagen.

Bilen med snuden fremad

Allerede fra morgenstunden havde regionalsenderen fra Holstebro indledt med de første halvkvædede bemærkninger om den igangsatte aktion, og derfor var min altid terroristnervøse mor i alarm-beredskab, da far fra morgenstunden drog på arbejde. Mors lykke var dog, at familien disponerede over to biler, så da han daffede af i den gamle Olympia, så

blev VW’en kørt frem i gårdspladsen – og det helt usædvanlige var, at den blev sat med snuden udad. Dertil kom, at far Hans havde fundet husets luftgevær frem, og det var stillet strategisk, så BSA’en kunne tjene til skræk og advarsel for eventuelle verdensomstyrtere. Bilparkeringen i gården var med den bagtanke, at hvis Bader-Meinhof-proselytterne skulle eller havde indfundet sig i Sønderby, så kunne mor, med bilnøglen monteret i en læderbånd om halsen, hurtigst og uden ophold sætte af til andre landsdele. Far kørte for sin del på arbejde, ad grusvejen ved Sønderby øst, mod landevejen mellem Ringkjøbing og Søndervig ca. en halv kilometer vest for Klostervejen, og vel ankommet hertil, var det første, han så, et hjelm-udstyret hovede, der stak op af grøften. Far tænkte, at den pågældende jo måtte være havareret, og ville derfor komme manden til undsætning, men fik så forklaringen: – Kan

1: På Søndervig Landevej, ved afkørslen til Kloster, var der godt med kontrol og politi. Det tvang min far og en knallertkører med udboret motor til at finde en alternativ rute for at komme på arbejde den famøse morgen. Foto: Kjeld Arne Hansen, HAK.

du ikke se, at det vrimler med betjente henne ved Klostervejen. Min knallert er både boret og hakket, så jeg skal ikke derhen, meldte stemmen fra grøften. Ved at dreje hovedet mod øst, kunne min far ved selvsyn konstatere rigtigheden af knalleristens påstand, og da det var før de tider, da biler blev sendt til regelmæssigt syn, så var der sandsynligvis også et eller andet med Olympiaen, som ikke var helt efter bogen. Facit blev i alt fald, at far og knallertkører fulgtes ad »bagvejen« gennem Bandsby, ned omkring Elkjær og den vej, for at undgå en kritisk øvrigheds strikse øjne på deres tvivlsomme køretøjer – for at komme på arbejde i Kloster. Hjemme følte mor ikke, at alt gik efter bogen – og hun mente blandt andet at have konstateret, at der havde været større svind i tandpasta og rugbrød end naturligt var. Hun gik derfor med en fornemmelse af, at sønnen, denne artikels forfatter, måske var kommet hjem fra søfærd i nattens løb – uden

at huset i øvrigt var blevet adviceret. Dette var ikke tilfældet.

Eriks hovedet frem

I stedet havde jeg dengang en god kammerat, Erik Graversen, Ringkjøbing, der for sin del efter overstået studentereksamen passede fiskeriet fra det gode skib Kumela, så vidt jeg husker RI 238 – eller var det 239? Erik var kommet hjem »i utide«, og havde fundet, at han lige så godt kunne overnatte i sin kammerats værelse, som at tage helt til hjemmet på Kappelhøj i Ringkjøbing, og det var på de tider ikke usædvanligt, al den stund, at Erik og undertegnede dengang delte stort og småt, inklusiv veninder, værelse, whisky og vinyl-pladesamling. Men tilbage til historien: Mor mente altså, at det puslede på husets lofts-etage, hvor jeg havde mit domicil, og hun var alvorligt ramt af den tanke, at det var de ferie-

2. Ved sluserne i Hvide Sande blev hvert eneste køretøj undersøgt og tjekket af bevæbnede kontrollanter. Af samme grund måtte skolelærer Rosendahl, der startede sin arbejdsdag med at afhente børn på »Æ Sønderklet« i Marmelund chartre en torskegarns-båd for at få ungerne fragtet om til Tyskerhavnen – alt beskrevet i kollega Holger Villadsens sang om den bevægede dag. Foto: Kjeld Arne Hansen, HAK.

rende tyske mordere, der var rykket ind på Sønderbyvej. Ved trappens fod og med luftgeværet i hånds afstand tog hun så mod til sig: –Ole, er det dig? – råbte hun både to og tre gange, parat til at runde hjørnet ved badeværelset, hvis der skulle komme våbensvar eller håndgranater frem i loftsdøren. – Op gik døren – og et skægget, bebrillet og måske endog en smule venstreorienteret udseende hoved kom frem. –Nej, Ragna, det er bare mig, meldte Erik tilbage, for straks at tage hovedtelefonerne på igen for at høre min nyeste Dr. Hook-plade – og helt uden at være ajour om, hvad der skete rundt på det øvrige Holmsland. Så faldt mor jo delvist til ro for en stund, men i verden uden for matrikelnummeret i Sønderby, var der fortsat hverken fred eller ingen fare.

I alle kryds, ved Klostervejen, ved Søndervig-krydset, i Houvig, ved den løftede sluse i Hv ide Sande – og ved Nymindegab flokkedes svært bevæbnet politi og militær, parat til enhver udfordring: Biler blev tjekket, i bagagerum og under, sædvanlige adkomster til legitime ærinder lod sig ikke længere benytte, skolebørn kunne ikke komme til undervisning, de, der var nået frem, stod uden lærere, og imens blev der selvsagt gættet og hvisket om, hvad anledningen til al denne molør i virkeligheden var. I Hv ide Sande havn var der også godt med øvrighed forsamlet, og sværere bevæbnet end fiskerikontrollen sædvanligvis var og er.

En del spiritus

Undervejs i aktionen stod en speedbåd havnen ind, angiveligt for at blive monteret med et frisk skud benzin på den lange tur fra Helgoland til Kristianssand, og dertil med en del flasker spiritus hengemt under hynder og låger. Da den norske skipper så det formelige mylder af bevæbnet politi mv., havde han ikke videre lyst til at handle brændstof i Hvide Sande. Han svang sin galej omkring, stod havnen ud i frisk tempo, blot for at blive overskygget af en helikopter, der var i »overskud« fra hovedaktionen, og som kunne tilsikre, at nordmanden efterfølgende kunne kontaktes af toldmyndighederne i Thyborøn. Det var alt sammen en side-fløj af hovedhistorien, men trist nok for nordmanden, der for sine 427 liter spiritus efterfølgende

måtte bøde med 30 dage i spjældet, en bøde på 50.000 kr, og endelig også konfiskation af sit fartøj – alt sammen fordi han blot var det forkerte sted på den forkerte dag!

Overrasket familie

Men hvordan gik det så med selve angrebet på det sommerhus, hvor skurkene angiveligt havde forputtet sig: Jo, sandt at sige blev indsatsen ik ke dansk politis/Antiterrorkorps’ største succes. På givet signal blev huset stormet, til betydelig gene for beboerne, der viste sig at være en familie fra vest-Berlin, bestående af Siglinde Baldin, hr. Ejnar Freise, parrets 5-årige datter samt og familiens hund, alle helt uskyldige i forhold til en ond verdensterrorisme, og som fra starten på »angrebet« troede, at det var mælkemands-ordningen, der fortsat fungerede i Danmark. Dagbladets altid årvågne journalist i politisager, nu desværre afdøde Gert Nielsen, der dækkede sagen minutiøst, interviewede efterfølgende familien, hvis eneste »forbrydelse« angiveligt var, at den var kørende i en bilmodel, som også terroristerne havde benyttet sig af. Signaturen Ge-n sluttede sin gribende artikel således: »Beretningen om deres oplevelser 28. september kan ikke stå på et postkort til familie eller venner i vest-Berlin. Den nødvendiggør en mundtlig beretning!« Dagbladets dækning af sagen, og udløberen til Thyborøn, kom selvsagt til at strække sig over flere dage, selv om selve aktionen blev afblæst allerede på førstedagen –og man kunne på dagen og efterfølgende bla. se følgende overskrifter: »Politiring omkring Hvide Sande«, »Skarpladte våben«, »Razzia hindrer ikke fest i Hv. Sande«, »Terrorist i lyseblå folkevogn på Klitvejen« – og i dagene efter: »Politichef: Holmsland Klit fint skjul for terrorister«, »Jagten på terrorister gav resultat i Thyborøn: Nordmand i speedbåd afsløret med 400 flasker sprit«, »Turist genkendte jaget terrorist på Holmsland Klit«, »Kristian Enevoldsen: Forkert at sige, at Klitten er fint skjul for terrorister«, »Thyborøn-smugler næppe professionel«. Jo, det skortede ikke på historier, og stort set hver eneste holmbo havde eller har sin version af begivenhederne. En sidehistorie er det, at min kone, som jeg i 1989 blev gift med, i sin ungdom omkring 1980 havde været til en fest

på Sjælland, hvor hun fik en betjent til bords, som havde været udkommanderet til manøvren med maskinpistol og skudsikker vest – og ha n ville for sin del heller aldrig glemme den sjældne oplevelse på vestkysten. Men man kan i alt fald slå fast, at det bestående samfund ved

denne lejlighed viste sit beredskab og vilje til at slå igen, men hvor det unægteligt var svært at få øje på en kompetent modstander, hvad der desværre ikke altid har været tilfældet i efterfølgende voldsomme begivenheder, hvor terror har været indblandet.

Villadsens version:

I forlængelse af terror-aktionen på Holmsland satte lærer Holger Villadsen fra Hvide Sande sig ned og skrev sin version af begivenhederne på vers, og med hans tilladelse bringer vi her, hvorledes han oplevede den usædvanlige dag. Sangen blev indledningsvis brugt ved en lærerfest, men blev snart almindelig kendt i lokalområdet, og blev også afsunget ved den første udgave af »Haw-festen«:

Melodi: Hist hvor vejen slår en bugt...

Hist am Vesterhavets Rand zwischen rør og flyvesand, liegen da en kleiner Stadt, som forleden blev besat af sechs Gruppen politi, hver med femten bøsser i. Alle waren sendt herud for at schiesse scharfe skud. »Fangen wir de terrorister, machen wir daraus Medister«.

Hundert børn til Schule gik, og en skræk i livet fik. Ganz verboten at gå frem, auch unmöglich at gå hjem. Kun en bus til skolen kom, det var Møllers Aksel, som trotz at alle råbte: »Halt«, holdt sit hoved klart og kalt. Spærringer med politi’o, dem vil Møllers busser ski’o.

Alle vejred’ sensation, hvem mon jagter hvad for no’en. Hos vor allerøvr’ste boss, var der tilløb til ka-os. Skolens lederpædagog, rundt med sine slaver jog, ringede i s yd og nord, – det er telefon-terror.

Lammet var af mandefaldet, brugte flittigt alle-kaldet.

Snedigst var dog Rosenthal, der tog sydpå wie normal. Mens han kørte skolebus, spilled’ skæbnen ham et puds. Da han atter sydfra kom, var der for hans bus sat bom, men han vidste hurtigt råd, chartrede en tåskgåens-båd. Thi für so ein nidkær lærer, intet til for stort besvær er.

Ein pirat aus Kristianssand, som sku’ hjem fra Helgoland, hvor han havde tanket sprut, ville lige slå et smut, ind til »Hornsrevs« rederi mit ein herzlich Grüss fra de købmandshuse o æ ø, der forsyner æ Nordsø og hveranden mand aus Holmsland, med tobak, likør og ildvand.

Men da han stod havnen ind, slusemest’ren skreg: »Forsvind«. – Der er krigstilstand hos os, sejl din vej med alt dit gods. Manden vred sin båd omkring, men det hjalp ham ingenting, for da hans benzin sa’e stop, dukked’ der en tolder op. So ging es ein ærlig smugler., der slap væk fra krudt og kugler.

Simmelkjær blev helt spontan, brød sin faste timeplan. Han for tredie real B arrangered’ Ausflug te’, Troll-gebirge wovon man, alles deutlich sehen kann, sagte zu ein Polizist:

– Jaj kan tale tysk – javist, hvis at De får held med hetzen, skal jeg gerne Übersetzen.

Magdahl han war frywt’lig trist, for han sku’ te specialist. Han war et så’en ret te’pas, mæ hans gammel brælleglas. Hwodan ska’ a da kom frem, mon a no et ka’ komm hjem. De må da nok ka’ forsto, a ka’ et blyw ve å go, rundt med plaster, vat og klister, hæer, hvor der er terrorister.

Vagn Pedel var meget bleg, han sig langs med muren sneg. Han wa hjemm å hent en høwl, da han tøt, han so æ døwl:

– Do kan trow, a fik mæ fløt, a wa fand’me nær bløw’n skøt, a wa op o hunner’o’ti, da mi Folk’vogn glæj forbi.

A er sikker – a ta’r et fejl!

A kun sie dem i mi bakspejl.

Men som dagen fremad skred, blev der atter ro og fred. Ingen terrorist kom frem, terrorkorpset blev sendt hjem. Næste gang I rykker ud, tag så lige og send bud, på vor skole kan vi nok, bruge en bevæbnet flok. Kom og hjælp os – vær lidt bister, VI HAR NOK AF TERRORISTER!

Billeder fra året

Det nyrenoverede Troldebjerg.

Kransenedlægning ved mindesmærket for redningsbådulykken på 50 års dagen.

Det var et vådt forår – her Vonå breder sig.

Gudrun Enevoldsen, enke efter en af de omkomne redningsmænd, fortalte om ulykken ved mindesammenkomst i Fiskeriets Hus.

Havets helte

Ywl o æ Kle’t 2001

Hvad ville du sige til i aften at bryde op hjemme hos familien, styrte ud i stormen, løbe op til stranden og ro ud i tårnhøje sorte bølger for at redde besætningen på et skib i hårde problemer? Det ville ikke være just indbydende, vel? Den vilde og rørende historie fra 1951 giver en helt særlig respekt for de modige redningsfolk, der dengang begav sig ud i mørket.

Sådan har bådmand Søren Lomme Larsen det også, når han tænker på vilkårene for redningsfolkene den gang i 1950’erne.

I dag er det stadig et risikofyldt job, der kræver fokus og kendskab – men der er dog andre vilkår på Hvide Sande Redningsstation i 2018:

– V i har stærke motorbåde, der er nødsendere i vores dragter, så vi straks kan blive fundet, hvis vi falder i vandet, og når vi står på båden, står vi bag to centimeter tykke vinduer – det er ikke, som da de roede ud i en åben båd, siger han med respekt.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2001

HVIDE SANDE HANDELS- OG HÅNDVÆRKERFORENING af formand Henning Davidsen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD af borgmester Iver Enevoldsen

EN NY OVERSKRIFT I VERDENSHISORIEN af sognepræst Thomas Kristensen

INDLEDNING TIL ARTIKEL OM REDNINGSBÅDSULYKKEN D. 9. 12. 1951 af Erik Enevoldsen

DECEMBER 1951 – ET KVARTER FOR SENT - efter original manuskript

FRA MIN BARNDOM I HVIDE SANDE af Eigil Enevoldsen

DAADEN OG – DØDEN af Jul. Blicher

Æ HVID SÅEND ER FØLT 70 OER af Erna Timmer

ET PORTRÆT AF DEN 85-ÅRIGE ANDREA

MARIA FRYDENDAHL PEDERSEN af Mette Frydendahl Tarbensen

Æ DEGN – ELLER SOM JEG

HUSKER THEJLADE af Ole Tang

FRA BERMUDA TIL HVIDE SANDE MED »EYE OF THE WIND« af Kåre Madsen

GYMNASTIK MED GLÆDE af Kristian Huus

MINDEORD OVER PEDER JENSEN af Røikjær Frich

Hvor en redningsaktion i 1951 var langsommelig og farlig, er redderne i dag anderledes hurtige. Søren Lomme Larsen fortæller om en episode i Søndervig for et par år siden:

– K lokken 18.50 en augustaften lød alarmen. Tre mand var taget af strømmen syd for Søndervig. Vi var tre reddere, der tog den lille redningsbåd, som kan sejle med 80 kilometer i timen, derhen, samtidig med at de andre tog redningsbilen med gummibåden. Inden vi nåede frem, fik vi at vide, at nu var der fem mand i nød. Da vi kommer frem, ser vi tre skræmte børn, der holder fast i redningskransen, og så ser vi en arm, der stikker op fra vandet og holder fat i kransen. Lidt derfra flyder en dreng i vandet. Vi får hevet manden under vandet op, får de tre børn op i båden og får også det sidste barn i båden, og straks er vi i gang med at give alle førstehjælp og kunstig åndedræt. 19 minutter efter alarmen lød kunne vi sende besked tilbage t il redningsstationen, at vi havde fået alle fem op. De fire blev kørt til ét sygehus, den sidste dreng blev fløjet til et andet – han døde desværre efter en time.

Vi ønsker hermed en rigtig glædelig jul og et godt nytår og anbefaler os fortsat med tømrer-, snedker- og glarmesterarbejde...

I/S JUUL MIKKELSEN

Men 19 minutter …, fortæller han.

Da der ikke som tidligere just er kø for at blive redder, opfordrer Søren Lomme Larsen alle med en lille interesse for faget til at komme forbi stationen og få en kop kaffe og en snak, så Hvide Sande Redningsstation også fremover kan rykke ud og hjælpe, når havet viser kræfter.

Ann. 2001.

December 1951. – et kvarter for sent – !

Iflg. original manuskript

SØNDAG den 9. December 1951 gik jeg en Tur ned til Havnen ved Hv. Sande, og over Broen, hvor vi havde Udsigt ud over Havet, fulgtes jeg med en Murermester, og vi sagde til hinanden, mens vi så ud over det oprørte Hav: »Sådan en Sø har vi sjældent før set«.

Det Billede stod lyslevende for mig, da jeg 4 Timer efter, Klokken var da ca. 15.30, fik at vide, at min Bror var kaldt til Redningsstationen og skulde ud med Redningsbåden.

Jeg har mange Gange, naar jeg som lille Dreng vidste, at min Far var ude med Redningsbåden, været ængstelig, men aldrig har et Budskab, som det jeg her fik, vakt saadan en Uro og Ængstelse Jeg brød op fra den Familiekreds der var forsamlet i vort Hjem i Anledning af vor lille Drengs Fødsel d. 6.12., og løb op til Stationen. Da jeg løb hjemmefra, raabte jeg til min Brors Kone, at jeg troede bestemt ikke, Redningsbåden kom ud i det Vejr. Jeg løb op, hvor Signalmasten stod, der var forsamlet en Del Mennesker, og vi saa ud over Havet, men vi kunne kun se de høje Bølger, der væltede ind over Revlerne i en kogende og hvivlende Kaos af Sprøjt og Skum. Vinden var drejet mere vestlig, og den ene Byge efter den anden piskede Regn og Hagl imod os, saa vi til Tider daarlig kunne se, men imellem Bygerne var det sigtbart og en svag Bedring i Vejret.

Redningsmandskabet var forsamlet, da jeg kom ned til Stationen, kun Strandvagterne manglede. Baaden laa i Vandet klar til at gaa ud, men ogsaa her var man klar over Situationens Alvor, og jeg hørte Føreren Jens Sørensen sige: »Det er Stormhav, vi skal være klar over, hvad vi sejler efter, det er kun, hvis Ski-

bet er i en alvorlig Nødsituation, vi vil ud i et saadan Vejr«.

Mørket begyndte at falde på, to af Strandvagterne var ankommet, den ene havde faaet en Bil til at køre sig derhen. »Jeg skal med«, sagde han, det var Kr. Thomsen. Radiosenderen blev opstillet, og Blåvand Radio kaldt op, om han vidste noget, men han kunne kun oplyse, hvad man i Forvejen vidste, at et Skib havde opsendt Raketter ud for Bjerregaard.

Saa kom der en Melding fra Signalmasten, at et Lys var observeret Sydvest af Hv. Sande, det blev drøftet indgaaende mellem Opsynsmanden og Besætningen, hvad der nu skulde gøres. Hvis det var samme Skib, der var observeret fra Bjerregaard, måtte den være avanceret nordefter og kunde holde sig klar af Land, maaske var det et Skib, der gik det andet til Assistance? Efterhånden blev det klarlagt, at det var det samme Skib, og Mandskab blev sendt op i Klitterne for at holde Øje med dets Manøvre.

Selv om det tydelig kunne ses, at Redningsmandskabet var rede til at gøre deres Pligt, var de dog præget af en dyb Alvor, der blev intet uoverlagt foretaget, ingen Letsindighed blev tilkendegivet, skulde de ud, blev det Baadens haardeste Prøve, det var alle klar over, som Havet saa ud på den Tid.

Jeg stod og hørte på Samtalen, og Gang på Gang gik det igennem mig »Kan du ikke gøre noget for at gøre det unødvendig for Baaden at gaa ud«. Saa kom det til mig, at jeg skulde prøve at signalere ud til Skibet. Jeg spurgte, om der fandtes Morselamper ved Redningsstationen, det gjorde der ikke, men vi havde en Projektør i vores Baad, der laa nede i Havnen, den

vidste jeg kunde bruges. Jeg løb ned mod Havnen, stoppede en Lastbil og forklarede ham, hvad jeg ville, og han kørte mig straks derned. Da jeg havde faaet fat i Lampen, løb jeg op til Installatør Kaalund, der laante mig 2 Akkumulatorer og ordnede forskelligt, saa det kunde bruges til signalering. Jeg sagde til ham, at det ikke maatte blive for dyrt, da det var på mit eget Initiativ, han svarede, at det gjorde han gerne uden Vederlag.

Vi kom af Sted mod Redningsstationen, saa hurtigt Bilen kunde køre, og netop som Bremserne blev slaaet i foran Redningsstationens

Port, kom Thomas Fjord og Jens Sørensen løbende oppe fra Klitterne, og jeg raabte til Thomas Fjord »Nu har vi Morselampen klar, skal vi prøve at kalde ham op«.

Thomas Fjord svarede »De har lige netop nu opsendt Nødraket, saa vi ved, hvad vi skal, vi skal ud med Baaden«. Jens Sørensen, der hav-

de hørt vor Samtale, raabte til mig, mens han løb ned mod Redningsbaaden: »Derfor kan I jo godt prøve at kalde ham op«. Det gjorde jeg ikke, jeg syntes ikke, det kunde gøre nogen Nytte, nu da Baaden alligevel skulde ud, vi var kommet et Kvarter for sent – .

Jeg løb ned til Redningsbaaden. Besætningen var ved at indtage deres Plads, ingen sagde overflødige Ord, de saa alle tillidsfulde ud, jeg kunde se paa dem, at de, efter at de havde set Havet nu lige før, de skulde ud, regnede det for en haard Tørn, men heller ikke mere.

Den Uro, der havde siddet mig i Blodet, vilde ikke lægge sig, jeg hjalp med at skubbe Baaden klar af Landgangsbroen, og da den var godt og vel klar, lagde jeg min Haand endnu en Gang paa Redningsbaadens Stævn og sagde ved mig selv: Bare det gaar godt. Saa kom det til mig som en flygtig Tanke, skal du prøve, om du kan give din Bror et lille Vink, faa ham

RB 21 på stranden efter forliset.

til at give et Nik eller noget i den Retning, men jeg slog det hen, det var ikke Tid og Sted til at give sig af med den slags Ting, han havde andet at tage Vare paa.

Da jeg kom op paa Klitterne og kunde se Havet, blev jeg mere rolig, Havet var efter min Mening faldet en Del af, saa man kunde se blaa Vand uden for Revlernes hvide Brænding.

Saa stod vi en flok Mennesker og var tilskuere til Redningsbaadens Kamp mod Brændingen, det gik langsomt, men støt udad, vi kunde se Skumsprøjtet, naar en Sø blev kløvet af Redningsbaadens Stævn, vi stod tavse, naar Lanternen et Øjeblik var borte, men naar den igen kom til Syne, udbrød vi spontant; »Der er den igen«. Da redningsbaaden var kommet et

Stykke uden for Brændingen og satte Kurs med det nødstedte Skib, der laa derude med sin klare Lanterne, gik jeg hjem, og da jeg passerede min Brors Hus, stod hans Kone og var klar til at gaa op til Stranden, jeg sagde til hende, at det skulde hun ikke, Redningsbaaden var kommet godt ud, jeg vilde gaa derop igen, naar de var for indadgaaende, og naar de var kommet ind, vilde jeg straks komme hjem og fortælle hende det. En halv Time efter stod jeg igen paa Klitten, da var Redningsbaaden paa Vej ind et Stykke uden for Revlerne.

Vi stod en halv Snes Stykker og talte sammen, og vi var enige om, at Havet var blevet mere roligt, og vi sagde ogsaa, at der før var kommet Skibe med lige saa meget Sø, om det

Mindesten

var Tilfældet, er der ingen af os, der bagefter vil paastaa.

Redningsbaaden gik op og tog en god Højde, saa den kunde faa Søen ret agterind, og saa gled den ind i Brændingen, vi saa den fik en svær Sø, men Lanternen lyste klart ind mod Molerne. Saa skete der noget, som vi fulgte med tilbageholdt Aandedræt, Redningsbaadens Agterende blev løftet op og saa saa vi kun Skumsprøjt, vi stirrede tavse, ikke et Ord blev nævnet, vores Øjne søgte kun eet: Redningsbaadens Lanterne, den kom ikke til Syne, der var kun Mørke, Hav og Brænding. Vi tænkte nok alle det samme, men hvem kunde faa de Ord over Læben. Redningsbaaden var kæntret. »Vi skal ned på Stranden«, raabte nogle og begyndte at løbe.

Jeg vendte mig og saa endnu en Gang ud over Havet; jeg vilde ikke tro det, men det var Dødens Alvor. Der holdt en Bil klar til at køre op til Stranden syd for Molen, jeg sprang op, og i rasende Fart kørte vi derop, vi kørte saa langt, vi kunde, og løb op gennem Klitterne mod Havet, min Hjerne stod stille, jeg kunde ikke fatte, hvad der var sket, skulde vi ikke se dem, de raske Mænd, igen, der tog ud for kort Tid siden med Redningsbaaden.

På Vejen ned mod Stranden løb en Del Mennesker tavse og alvorlige nærmest chokeret, tror jeg, de fleste var, jeg raabte til dem, om de havde Reb med, det var der ingen, der havde, og jeg fik 2 Mand til at løbe op i vores Redskabshus efter Reb. Jeg var saa forpustet efter det lange Løb, at jeg syntes ikke, jeg kunde røre et Lem. Men saa blev Redningsbaaden at se, og vi kunde skimte Omridset af flere Mennesker, saa troede jeg, at Motoren var gaaet i staa, og den drev ind mod Land, og der var Haab om Redning, den frygtelige Træthed var som blæst væk, og jeg løb op efter det Reb, som der allerede var sendt Bud efter. Jeg traf en Mand med en Kasteline fra Redningsstationen, den fik jeg og løb alt, hvad jeg kunde mod Stranden hen mod det Sted, vi regnede med, Baaden vilde naa Land.

Eftersom Redningsbaaden kom nærmere, kunde vi se, den var kæntret, og der sad tre Mand paa Kølen, det var en frygtelig Kendsgerning, at der manglede fem Mand, og hvem var det? Selv om den følgende Time lagde fuldt

Beslag paa mine Tanker og Kræfter i det Arbejde, der forestod, var min Bror dog først og fremmest i mine Tanker, og ham var den, mine Øjne forgæves søgte, da vi vadede med Reb om Livet ud til den kæntrede Redningsbaad, der stod i Havstokken 10 Meter fra Land.

Den første vi fik fat i var Kr. Peitersen, han blev af de 2 andre paa Baaden slæbt hen til os, og vi måtte rive ham løs fra Redningsbåden, da han i sin chokerede Tilstand krampagtig holdt fast ved det, der var i hans Hænder. Vi vadede ind med ham og kom ud til Redningsbaaden igen, de to ombordværende Jens Sørensen og Kr. Thomsen sad henne agter, og vi kunne kun komme ud til Forstavnen, saa raabte vi, at de skulde komme derop, jeg kunde se, Kr. Thomsen vilde have Jens Sørensen i Land først, men han gav Kr. Thomsen Ordre til at forlade Baaden, saa kom Kr. Thomsen i Land og derefter Jens Sørensen, det gik forholdvis let at faa de ombordværende i Land, kun en Gang slog Bølgerne benede væk under os, saa vi blev slæbt i Land i Tovet. Da Jens Sørensen var kommet et Stykke ind mod Land, løb Opsynsmand Thomas Fjord ud til ham og sagde »Er det dig, Jens«. Kun de Ord.

Endnu før de overlevende var kommet i Land, var de første af de livløse Redningsmænd begyndt at drive ind. Karl Frandsen, Thyge A. Thygesen og Marius Jensen kom lige ved Redningsbaaden. Formentlig har de været under Baaden, og da den krængede over i Havstokken, er de kommet fri og drev i deres Redningsveste ind mod Land, de blev lynhurtigt bragt op i Klitterne, hvor Befolkningen med Læge Josephsen i Spidsen gjorde alt for at kalde dem til Live.

Men der manglede endnu 2 mand, og den ene af dem var min Bror. Vi spejdede ud i Brændingen, og saa fik jeg Øje paa noget mørkt, der laa et Stykke ude og drev. Vi vadede ud mod det og kom saa langt ud, at vi kunde se, det var et Menneske. Saa blev vi kastet tilbage af en Bølge med voldsom Kraft, vi prøvede igen, og da kom jeg saa langt, at jeg mente at kunne se, hvem det var, selv om Ansigtet var under Vand, men igen blev vi løftet op af en Bølge og smidt ind mod Land, da Søen trak sig tilbage, styrtede vi ud paany, men måtte

opgive endnu en Gang. Min Kammerat, der var fastgjort i samme Tov, som jeg var, raabte, at han ikke kunne staa på Benene mere, der skulle en anden Mand til, og straks saa jeg een smide Jakken og binde Torvet om Livet. Strømmen førte stadig den livløse Mand sydpaa. Havet vilde ligesom ikke give ham fra sig, og efter flere Forsøg lykkedes det mig at kaste mig frem og gribe fat i min Bror. Jeg kunne tydelig se hans Ansigt, der lyste saa klart nede i det oprørte Vand. Da vi var kommet ind med ham, var mine Kræfter fuldstændig udtømte. Jeg tror, det var en Slags Raseri i Kampen mod Bølgerne, der gav eller holdt Kræfterne oppe; nu saa jeg en Flok Mennesker hurtigt tog min Bror op paa Bredden, og en Mand begyndte at give kunstig Aandedræt, og saa nærmest vaklede jeg bort fra den Skueplads, hvis Drama jeg vil gennemleve tusinde af Gange i mine Tanker, og jeg tror aldrig, de Billeder, der den Aften blev prentet i min Bevidsthed, vil blegne. Det var, hvad jeg selv oplevede, saa og hørte den Nat, bagefter fik jeg at vide, at den sidste Mand blev bragt i Land længere sydpaa. Det var Aage Iversen.

Hjemme i min Stue sad min Broders Kone, mens dette skete, og snakkede med nogle Venner. Hun havde hørt i Radioen, at Redningsbaaden var paa Vej ind, og regnede med, at de snart var i Havn. Saa lød Ambulancens Tuden i det samme, og uden et Ord styrtede hun ud ad Døren, og hun naaede lige at komme ned til det Sted, hvor hendes Mand blev lagt ind i Ambulancen, og hun kom med til Ringkøbing Sygehus, hvor Lægerne hurtig saa, der intet var at gøre. Da Overlægen kom ind og maatte fortælle det frygtelige, at der intet var at gøre, svare hun: »Iver er i himlen«.

Den overvældende Kærlighed og Medfølelse, der strømmede ind fra hele Landet i Form af Breve og Gaver, var en stor Trøst i den tunge Tid derefter. Der var mange Mænd og Kvinder, der ikke fik den Tak de fortjente derfor, men de gjorde en god Gerning. Ogsaa på Begravelsesdagen blev der vist enestaaende Deltagelse, og den Maade, hvorpaa Forsvarsminister Harald Pedersen gik mellem de efterladte og forsøgte at lindre deres Sorg, vil blive husket, saa længe de, der oplevede det, lever.

November 1961

Efter 10 aars Forløb, da jeg tager ovenstaaende frem og læser det igennem, er der to Ting, som ikke er omtalt, men staar tydelig i min Erindring. Det første var, da vi stod og saa, Redningsbaaden blev borte i Brændingen, var et af de første Ord, vi hørte, en drøj Ed, som en af de omkringstaaende slyngede ud. Det var modbydelig at tage, og jeg spurgte ham, om det var passende i det Øjeblik – han blev forlegen – siden hen, paa Stranden, var der også nogle, der raabte, at vi skulle bede.

Det andet er noget af det sværeste, jeg gennemgik i de Dage. Hjemme hos min Bror sad der tre små Børn, og de blev fortalt, at Far ikke kom hjem, men jeg tror ikke, de lod sig overbevise, for da jeg skulde derover og se dem første Gang, – den tunge Gang, jeg kom jo som en Nederlagets Mand, der kun havde bjerget en død Krop i Land – kunde jeg høre dem, og de troede at kunde kende deres Fars Fodtrin op ad Trappen. Saa stod jeg foran Døren, og jeg vidste, at naar jeg lukkede op, vilde jeg knuse deres Haab. Da jeg fik Døren lukket op, sad de med tilbageholdt Aandedræt, og det var som et lys blev slukket i deres Øjne, da de saa mig. Jeg måtte lukke Døren igen og gaa udenfor.

Tyskerhavnen –hvor tiden står stille

Fremtiden kommer buldrende. Hvide Sande er en moderne by med alt, hver der til hører. Erhvervslivet blomstrer, udstykninger bliver bebygget, og nye ideer er altid under virkeliggørelse. Men ét sted er det, som om tiden står stille og livet er, som det altid har været: På Tyskerhavnen. Stedet der med sin stille eksistens ikke gør meget væsen af sig, og som umiddelbart ikke ser ud som noget særligt, ér noget ganske særligt. Det mener i hvert fald de omkring 150 medlemmer i Foreningen Tyskerhavnen Hvide Sande:

– Foreningen arbejder for at bevare det særlige miljø på Tyskerhavnen. Vi vil for eksempel gerne bevare miljøet med de farvede redskabshuse, fortæller Thomas Fjord Lodberg fra bestyrelsen.

INDHOLDSFORTEGNELSE 2000

Forsidemotivet er tegnet af Røikjær Frich.

HVIDE SANDE HANDELS- OG HÅNDVÆRKERFORENING af formand Henning Davidsen

YWL O Æ KLE’T

af borgmester Iver Enevoldsen

ENGLENES JUL – OG VORES! af sognepræst Thomas Kristensen

VINTERSTEMNING PÅ TYSKERHAVN I 60’ERNE af Steen Kirk Larsen

ANKERET VED LYNGVIG KIRKE af Røikjær Frich

NORDSØ VOVESTYKKE af Donald S. Johnson – oversat af Hans Thomsen

HVORNÅR KOM Æ KRISTENDOM

TE DANMARK af Erna Timmer

EFTERKRIGSTIDENS FISKERI MED LANDINGER I ENGLAND af Evald Frich v. Nancy Frich

ET LIV MED SKIBSBYGGERE af Dorthea Kristensen v. Bitten Kambskard

UNGDOMSKLUB I HVIDE SANDE af ungdomsskoleinspektør Hans-Christian Christensen

EN TILFLYTTER SER TILBAGE ... af Irena Jensen

HVIDE SANDE FISKEAUKTION A/S af Gunnar Thygesen

ÅRETS GANG I BILLEDER

Foto: Gunnar P. Pedersen

Foreningen arrangerer hvert år en fest. I år var der 140 deltagere i festen på havnen, hvor overskuddet går til at forsøde tilværelsen for beboerne på plejehjemmet, til heltklækkeriet og til indkøb på Tyskerhavnen, hvor man indtil nu blandt andet har købt et spil og en pallevogn.

Men Tyskerhavnen er også en arbejdsplads.

Andreas (Dres) Huus er en af dem, der hvert år fisker sild fra Tyskerhavnen.

– Jeg tager orlov fra mit arbejde som smed hvert år fra marts og indtil sankthans for at fiske på fjorden, fortæller han.

Han fisker fra sin jolle, der hedder Genesaret.

– Jeg ville gerne give jollen et bibelsk navn. Jeg har selv besøgt Genesaret Sø, som har næsten de samme mål som Ringkøbing Fjord, og derfor kom jollen til at hedde Genesaret, fortæller han, der nu i fem år har fisket med bundgarn fra sin egen jolle:

v/

Ønsker

– Jeg kan lide arbejdsgangen og spændingen ved, om der nu også er fisk. Bundgarnsfiskeri er tidskrævende og fysisk krævende, men jeg er grebet af det –også selvom vi har haft et par magre år.

Vinterstemning på Tyskerhavn i 60’erne

Af Steen Kirk Larsen

FLYNDERFISKERI, håndbold, jagt og julehygge. Det var en december cocktail, der som en magnet kunne trække en ung studerende, fisker, jæger og håndboldspiller til Hvide Sande for at holde en lang aktiv juleferie.

For ikke at fylde hele julehæftet, vil jeg her indskrænke mig til at beskrive, hvordan jeg oplevede stemningen omkring flynderfiskeriet på tyskerhavn i begyndelsen af 60’erne.

For mig som ung studerende med familie, der ikke kunne få støtte fra statens uddannelsesfond, fordi min far tjente for meget, var der virkelig økonomi i flynderfiskeriet. Det gav ikke særligt meget, men dog et hårdt tiltrængt bidrag.

Det var nu ikke så meget pengene, der drev flynderfiskeriet, som lysten til at fiske og hele atmosfæren omkring dette vinterfiskeri på Tyskerhavn.

En decembermorgen, når jollerne lå ved kajen, og der blev pillet flyndere af, udspillede der sig et broget sceneri med mange forskellige folk på scenen. Jeg vil her nævne nogle af de mest iøjnefaldende aktører:

Anders »Hvidkål«: Glad, vennesæl, fisker, jæger og ungkarl.

»Fyt«: Meget velmenende, ikke så snakkesalig makker med Anders »Hvidkål«. (For begge gjaldt det, at de var noget hårde ved sig selv og godt kunne drikke en enkelt øl selv en vintermorgen).

Martin Sørensen: Bistert udseende fisker med buskede øjenbryn, men med et glad positivt sind (Hvide Sandes svar på Terje Vigen).

»Gammel« Aage: Rolig, filosoferende fisker med lune tvetydige bemærkninger. (Tyskerhavns Sokrates).

Chr. Just: Manden, der om nogen vidste alt om fjorden, især om ålene og sildene, og derudover var fan af den nu uddøde Velo Solex knallert.

Gunnar Dykjær: Matematiker og lidt fisker med alpehue.

Derudover var der naturligvis mange andre, herunder undertegnede – skoleinspektørens søn – som med stor ihærdighed og fornøjelse, men uden særlig talent og held – må jeg i dag erkende – forsøgte at gå ind i rollen som en naturlig del på denne brogede fjordhavns scene.

Den Store Belysningsmester lod sit morgenvinterlys skinne klart ned over både helgener og syndere på denne scene. Og selv om de i grunden hver især godt var klar over, hvem der var helgen og hvem der var synder, lod ingen sig mærke med noget, men man pillede flynder af side om side og snakkede, som om man var lige gode.

Og lige gode det var man absolut ikke – og det var til at tage og føle på, for det kunne gøres op i tørre tal.

Målestokken var her, hvem der havde flest flyndere – ikke totalt set, men pund pr. ned. Her blev man i ordets bogstaveligste forstand: Målt og vejet. Når jollerne kom til kajs, gik man ligesom lidt tilfældigt rundt fra den ene til den anden for at få et forhåndsindtryk af, hvem der havde hvad, og inden længe vidste alle, hvem der havde flest pund pr. ned.

Det gav aldrig anledning til brødnid, for snakken kørte hurtigt over på to faste emner:

De altid for lave flynderpriser, som alle vidste var begrundet i eksportørernes svindel gennem forhåndsaftaler (det der i dag er meget omtalt i erhvervspressen som ulovlige karteldannelser) og den alt for høje saltprocent i fjorden, der voldsomt generede flynderfiskeriet på vestsiden. Alle vidste, at den var resultat af et komplot mellem »dem overfra æ hywe østen« og »de sture kåle« inde fra Herning«.

Sådanne kræfter var værre for flynderfiskerne at kæmpe imod, end selv silkepaj og krabber, og det var ellers to plager, der var så slemme, at Vorherre havde fundet dem for strenge til at indgå i de ti plager, han nedkaldte over ægypterne.

Til snakken blev der drukket kaffe og lidt øl, og den gode stemning kunne næsten kun forstyrres, hvis der var amatører, der havde sat garn på grundene uden tilstrækkelig afmærkning af bøjer, så andre mere professionelle måtte opleve at få sådanne garn i skruen med påfølgende motorstop. Det var der meget lidt forståelse for, og det gav anledning til endog meget kraftige bemærkninger – som jeg skal undlade at citere ordret, da dette jo trods alt er et julehæfte – men vi fik så lært, hvordan bøjerne skulle sættes korrekt.

Det var som nævnt flyndere pr. ned, der var den målestok, der var afgørende for en flynderfiskers talenter.

Inden julen i 64 blev det for os regnet for endog rigtig godt fiskeri, hvis vi kunne have mellem 5 og 10 pund pr. ned.

Min svigerfar Thyge Thygesen påstod, at han sammen med sin svoger Chr. Mose (Post) engang i 40’erne havde haft 34 pund pr. ned.

Det var mildest talt lidt irriterende, for det mente vi og alle andre – ikke mindst Thyge og Chr. Mose – at det var så enestående, at det var umuligt at slå, og de undlod aldrig en lejlighed til at minde os unge amatører om dette enestående resultat, hvis vi begejstret fortalte om 10 pund pr. ned.

Sådan var det til julen 64, hvor min svoger Gunnar Thygesen og jeg satte flynderned juleaftens dag for at hale dem 3. juledag.

Vi troede ikke vores egne øjne, da vi tidlig morgen i stjerneskæret så den lange række

blinkende hvide flyndere komme op gennem det vintermørke fjordvand. Perle efter p erle kom ombord, den ene større end den anden.

Rekorden på 34 pund blev eftertrykkelig slået til stor ærgrelse for min svigerfar og Chr. Mose. De havde jo begået den klare fejl at nævne tallet 34 pund. Jeg vil ikke her begå den samme fejl ved at nævne et konkret tal, men alene slå fast, at vi havde så mange flyndere, at ingen før eller siden har haft lige så mange –og heller ikke i fremtiden vil få det.

Det står til troende, og er der nogen, det være sig læserne eller andre, f.eks. mine børn eller børnebørn, der ikke tror på det, kan de jo bare spørge Gunnar – jeg er ikke i tvivl om svaret.

Indtægterne fra flynderfiskeriet i vinteren 64 gav en tiltrængt indtægt, der blev brugt over de næste måneder, men flynderfiskeriet gav også noget, der var langt mere værdifuldt, og som stadig ikke er opbrugt, og heller aldrig vil blive det, nemlig minderne om et spændende fiskeri i selskab med spændende mennesker, der hver på sin måde bidrog til den varme atmosfære, der lyste over alt på Tyskerhavn i vinterdagene, når der blev fisket flyndere.

Billeder fra året

Nybygning Ri 298 på prøvesejlads.

Nybygning til Grønland.

Nordhavnskajen under stormen.

Krigen fascinerer stadig

Børnene leger på dem, måske vi voksne finder læ bag dem, måske vi lige kommer til at snakke om, at de er forfaldne – og måske ænser vi dem slet ikke, fordi de altid har været der. Bunkerne. Men det har de ikke. Dette års artikel handler om Krylegården, der lå lige nord for, hvor Vestkystens Gårdbutik ligger i dag. Den firlængede gård var barndomshjem for Hans Lodberg, og han skriver i artiklen fra 1999 om den gang, tyskerne tvang gården fra hans forældre i 1944. Det blev enden på gården, der brændte ned kort før krigens afslutning. Går man rundt i græsset foran det lille sorte sommerhus i dag, kan man stadig finde små rester af fundamentet fra den gamle gård – men det er ikke de eneste »rester« fra krigen. De mange bunkers er nemlig et solidt mindesmærke om de mørke år.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1999

Forsidemotivet er tegnet af Røikjær Frich: Mindesten for »Krylegården« i Houvig.

HVIDE SANDE HANDELS- OG HÅNDVÆRKERFORENING af formand Jesper Kaalund

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD af borgmester Iver Enevoldsen

JULEN ER DEJLIG – FOR DA SKER DER NOGET! af sognepræst Thomas Kristensen

EN HVIDE SANDE-DRENG PÅ

REJSE af Kristian Rønn

HVIDE SANDE SKOLES 50 ÅRS

JUBILÆUM af Viktor Degn

TEKNISK SKOLE I HVIDE SANDE 1949-1961 af Røikjær Frich

Æ DIALEKTER af Erna Timmer

ET LIV MED BUNDGARN OG JOLLE af Bitten Kambskard

FRA KLITTEN I GAMLE DAGE af Kr. Mose Sørensen

MINDER FRA EN POSTRUTE af Poul Lodberg Pedersen

ERINDRINGSGLIMT FRA MIT HJEM af Christian Midtiby

»KRYLEGAARDENS« ENDELIGT OG MINDESTENEN DEROVER af Hans Lodberg

»60’ER BILLEDER« FRA MIT ARKIV

Foto: Gunnar P. Pedersen

– K rigen fortsætter med at være interessant. Det ser vi hvert år, hvor turisterne kommer til vores bunkervandringer – og mange familier, foreninger, arbejdspladser, kvindeklubber og andre booker også en rundvisning i de gamle bygninger, fortæller formidlingsdirektør Per Lunde Lauridsen fra Ringkøbing-Skjern Museum.

Når gæsterne går rundt i klitterne, bliver de betagede over, hvor massivt et bygningsværk bunkeranlægget var. Det var hjem for mellem 200 og 300 tyske soldater, der skulle spise, sove, bade, leve og holde øje med fjendtlige fly herfra:

–Men der var ikke meget at lave for soldaterne, så de kunne i ro og fred cykle til mejeriet i Kloster og hente fløde til kagen, fortæller Per Lunde Lauridsen. Sådanne historier kan man høre, når man er på tur med museet i bunkerne i Houvig. Og hvem ved, måske der dukker nye aspekter af historien op, som der gjorde i 2008, hvor to drenge, der legede på stranden, opdagede en helt ukendt bunker:

– Den havde været skjult siden krigen, så der var stadig mange efterladte ting i bunkeren, heriblandt en børste med navnet Saalfeld indgraveret. Gerhard Saalfeld blev fundet og har siden fortalt sin historie fra årene i Krylen, så vi i dag på museet kan fortælle en helt unik og personlig historie fra krigstiden, fortæller Per Lunde Lauridsen.

Man kan booke bunkervandringer hele året rundt. De åbne bunkervandringer uden tilmelding foregår fra påske og hen over sommeren.

»Krylegaardens« endeligt og mindestenen derover

Af Hans Lodberg

MINDESTENEN er sat over stedet hvor den gamle slægtsgård » Krylegaarden« lå, og som var mit fødehjem.

Som det fremgår af indskriften på stenen, blev den offer for den tyske besættelsesmagts ødelæggelse.

Først vil jeg lige berøre det mærkelige ord »Kryle«, som et lille område i Houvig hedder. Det skulle betyde »krybe sammen« eller »sammenkrøbet« om en lille bebyggelse, hvilket virkeligt også var tilfældet her, hvor der har ligget 5 gårde og mindre huse på et lille område. »Krylegaardens nabogård mod øst lå så nær, at tagskæggene næsten nåede sammen. Denne ejendom blev 1910 flyttet øst for vejen. Tæt vest for »Krylegaarden« lå, indtil 1865, en anden gård, der ejedes af Thue Sørensen, en farbror til »Krylegaardens« daværende ejer Søren Christensen (Lodberg). De to ejendomme var, hvad man kalder »tvillingegårde«, idet de havde fælles jord, hvoraf en stor del lå sydligst i Houvig. Efter at have fået parcellerne delt, opførte Thue Sørensen i 1865 en gård på de sydligste jorder, som de før havde haft tilfælles.

At området ved »Kryle« har været udset til befæstning før vort land blev besat af tyskerne er helt klart, thi allerede dagen efter besættelsen ankom der til Houvig 3 officerer på motorcykler med sidevogne for at inspicere området. Et par dage efter kom en deling soldater slæbende med et feltkøkken. De slog sig ned ved østgavlen af vores »lille hus«, som lå tæt sydvest for »Krylegaarden«, og her blev de under hele krigen. Daglig var vi omgivet af de tyske soldater. De benyttede vores vandpumpe inde i gården de første to år, der skulle efterhånden bruges vand til 70 soldater, så der var stor

færdsel i gården, ingen låste døre, der skulle være fri adgang både dag og nat. Senere blev der bygget en barak nær ved og vest for gården, den var til officererne, og var det første egentlige byggeri i området. Syd for og nær ved denne etablerede man et udendørs toilet, det bestod af en grøft med en stang på langs med denne til at sidde på, og så var der frit fald. De menige soldater skulle jo også have tag over hovedet, så der blev bygget en mandskabsbarak og heldigvis på »Sletten« syd for »Krylegaarden«, hvor den store lejr opstod, så vi fik soldaterne lidt på afstand og tillige var der en række klitter mellem lejren og vores gård. Men generne fortsatte med pigtrådsspærringer og færdselsforbud m.m.

I 1941 kom de store afspærringer med pigtråd kun ca. 8 meter fra gårdens stuehus, endnu på den rigtige side, men det afskar vejen til stranden og adgangen til »Thuesbjerg« hvorfra hav og strand kunne tilses, hvilket betød meget for min far som strandfoged og fisker.

Indtil d. 30. juli 1942 havde han allernådigst lov til at gå derop, men så var det slut, da bosatte kommandanten oberleutnant Reich sig i et sommerhus, der lå helt på toppen af »Thuesbjerg«. Han var en meget rådende herre, et eks. her på:

Den 9. nov. 1942 drev der mange tomme jerntønder i land, fra vores strandlen var der kørt 88 stk. hjem og sat på »strandpletten«, der hvor strandingsgods anbringes, og udenfor tyskernes afspærring, ca. 2-300 meter fra Reichs opholdssted.

Den 5. februar 1943 kommer der brev til min far fra oberleutanten, min far har tilsyneladende spurgt om tilladelse til at køre til

stranden over byggepladsen ved lejren, men har fået afslag, så han har benyttet en, endnu åben vej til stranden, nordligst i Houvig.

Brevets ordlyd som følger:

I anledning af Deres skrivelse af 1.2.43 meddeles Dem, at dass Austellen ikke har kunnet give tilladelse til adgang til byggepladsen. I øvrigt har de inden en uge at sørge for borttransport af de i nærheden af Deres ejendom oplagrede benzintromler.

Reich.

Overleutnant og Standortaeltester.

For at det ikke skulle være nok skriver oberleutnanten senere:

De har at drage omsorg for, at strandingsgodset i form af tønder bliver transporteret længere bort. I modsat fald må jeg lade dem beslaglægge.

Reich

Oblt. u. Stoö.

Som det fremgår var tonen sat, det er klart at der blev protesteret gennem politiet til den tyske

marinestation i Esbjerg hvis chef omgående gav kontraordre. Tønderne kunne blive stående.

Efter den tid var det besværligt for mine forældre. Reich strammede grebet om gården, forbød adgang til stranden, undlod at tage kontakt til lodsejerne på stedet angående kontrakter til grundlag for erstatninger for afståelse af jord, sommerhuse og mange andre ulemper.

Den 19. maj 1943 beder min far politiet om at komme og optage rapport for nu har tyskerne afspærret hele gården med 3 meter bred pigtrådsspærring, så filtret at det kunne holde høns inde. Der var en 3 m br. Udkørsel til landevejen og en ud over anden mands grund, der var spanske ryttere til at lukke med og når de blev lukket ved nattetid var vi helt indespærret, det begyndte at blive pinligt.

Det var ret uhyggeligt når de engelske flyvere om natten kom strygende ind over klitterne og tyskerne skød med deres antiluftskyts, der var en kanon ca. 75-100 m. på en klit lige syd for vores stuehus, sådanne nætter blev der ikke sovet meget, og når der var ro plage-

Signe og Anders Lodberg sammen med en slægtning ved mindestenen – rejst på tomten hvor »Krylegaarden« lå.

des man af mareridt om krigens rædsler og vågne op med en bajonet i maven, heldigvis var det en drøm, men det var så realistisk at det aldrig glemmes.

Den 20 marts 1944 kommer der så besked fra Aarhus, at i begyndelsen af april måned vil »Krylegaarden« blive vurderet af en landbrugskyndig fra Schutzbereichamt. Det vil være hensigtsmæssigt allerede nu at træffe foranstaltninger til rømningen, da det kort efter vurderingen skal ske. Underskrevet Major Adamsen.

Jeg var hjemme den dag vurderingen skulle ske og mor og far skulle fraskrive sig den gamle slægtsgård. Det foregik i den »pæne stue«, der var ingen der sad ned, det foregik efter diktat. Mor var i køkkenet, hun magtede ikke at komme ind, men far gik ud til hende og fik hende overtalt til at komme ind i stuen. Det var så gribende og nedværdigende at se sine forældre i den situation. De var begge sidst i fyrrerne, alt var væk, vi blev flygtninge i vort eget land, og store problemer med at få tag over hovedet fik de oveni. Gården skulle tømmes for alt, dyr, maskiner og alt indbo og hvad der var i det »Lille hus« af får, høns, fjedervogn og en masse andre ting blev spredt for alle vinde. Jeg var hel-

dig, dette forår var jeg ude at tjene og undgik derved at være med til rømningen af gården. Mine forældre fik en midlertidig lejlighed i »Vasen« et hus i Søndervig.

1945 flyttede de til Hvide Sande.

Den 11. april 1944 overtog tyskerne så »Krylegaarden« som det fremgår af nedenstående.

Det attesteres hermed, at ejendommen Matr. Nr. 223a m.fl., stor ca. 105 Td. Land ved forhandling er overtaget af den tyske værnemagt gennem Schutzbereichamt Dänemark »Aarhus« den 11. april 1944 for en overdragelsessum af 27.000 – uden besætning og inventar, således at strandfoged Anders Lodberg, der har tinglyst skøde på ejendommen giver amtmanden over Ringkøbing Amt uigenkaldelig fuldmagt til uden yderligere vederlag at tilskøde den danske stat nævnte ejendom ubehæftet af pantegæld.

I marts måned 1945 nedbrændte gården i »Kryle« og henlå som ruin til 1949, da far købte jorden tilbage og siden udskilte og solgte til andre lodsejere, kun grunden hvor gården lå og mindestenen står, er i familiens eje og vil vedblive dermed, da en fredning med denne klausul er tinglyst herpå.

»Krylegaarden« i Houvig før 2. verdenskrig.

Sandslottet – stedet for gæster

Billedet, som redaktionen har valgt at bringe fra 1998, er af et nedbrændt Sandslottet. Sandslottet har ligget, hvor Sandslottet ligger, i mange år – og faktisk har stedet i snart 100 år været trækplaster for gæster fra nær og fjern.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1998

Forsidemotivet er tegnet af Røikjær Frich: Mindesten for Arkitekt Professor Martin Nyrop i Kloster.

HVIDE SANDE HANDELS- OG HÅNDVÆRKERFORENING af formand Flemming Kirkeby

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD af borgmester Iver Enevoldsen

DET KIMER NU TIL JULEFEST af sognepræst Thomas Kristensen

PRÆSTESØNNEN FRA HOLMSLAND af Røikjær Frich

HVIDE SANDE HALLEN 25 ÅR af Hans Gade

RENOVERING AF MOLERNE af Jørgen Jensen

Æ STRANDVAGT af Erna Timmer

EN RIGTIG »TRÆMAND« PÅ KLITTEN af Gurli Jensen

ET SØKORT AT FORSTÅ af Kr. Mose Sørensen

EN KAPSEJLADS PÅ

RINGKØBING FJORD af Ernst Frich

50 ÅR I HJEMMEVÆRNET af Jenny Juul Larsen

ÅRETS GANG I BILLEDER

Foto: Brian Dixen

I 1930’erne var det et pensionat for det fine borgerskab fra København. De ankom med tog til Ringkøbing og blev så sejlet over fjorden for at gå i land ved Lyngvig Havn og derfra gå op pensionatet. Senere blev det et led i de den gang kendte Guldberg-lejre, som var feriekoloni for børn med handicap. Guldberg-lejrene blev holdt her i tre år, mens Guldberg byggede nye faciliteter i Rødby. Så blev stedet i Lyngvig til Søhesten, angiveligt den første danserestaurant med spiritusbevilling på Klitten. Årstallene og datoer forsvinder lidt med tiden, men i 1988 dukkede parret Hanne og Henrik Køster op. Parret kom fra Randers med drømmen om et hyggeligt sted i sommerlandet, fyldt med solskin og glade gæster. – Og vi tænkte, at det kunne være rart kun at skulle arbejde om sommeren og så kunne rejse om vinteren, fortæller Hanne Køster, der stadig driver stedet sammen med Henrik.

Allerede efter to måneder gik det imidlertid op for parret, at drømmen havde været en illusion. Årene i Lyngvig bød på hårdt arbejde med at få gæsterne til at komme, og efter to sæsoner var parret så godt som fallit, fortæller Hanne:

– Men så så vi på Blovstrød Kro et koncept, som vi tog med hertil. Billig og god mad. Samtidig begyndte østtyskerne at komme på ferie i Danmark – og hos os kunne de have råd til at spise, og vi fik kæmpe succes. I 1998 skete så katastrofen. Relæet over frituren slog ikke fra, som det skulle, og tidligt om morgenen måtte familien Køster, der også talte to børn, skynde sig ud af huset, der stod i flammer.

– A llerede fem måneder senere holdt vi reception i det nye byggeri med 150 gæster, fortæller Hanne. Siden den festlige receptionsdag i maj 1999 er Sandslottet fortsat med sine billige middage for hele familien:

– Og vi ser de samme gæster år efter år. Nu er nogle af dem, der var børn dengang, blevet voksne, og de kommer så tilbage med deres egne børn. Det er rigtig hyggeligt, siger Hanne Køster, inden aftenens middage skal serveres for gæsterne – som det er sket på adressen i Lyngvig i snart 100 år.

Fra branden på Sandslottet i Nr. Lyngvig.

Foto 1998.

En rigtig »Træmand« på Klitten

Af Gurli Jensen

NAVNET Juul Mikkelsen er vel nok kendt af de fleste på Klitten, Og en af de ting, man forbinder med denne havn, er familiens virke indenfor tømrer- og snedkerfaget.

Emil Juul Mikkelsen har i en lang årrække arbejdet som snedker på Klitten. Han blev født ved Hemmet i 1915, søn af en fjordfisker og nummer 6 ud af en børneflok på 9. I 1920 – da Emil var 5 år gammel – døde forældrene med 5 dages mellemrum af spansk syge og tilbage stod børneflokken, hvor de ældste, to tvillingedrenge, var 11 år og den yngste knap 2 år. Børnene blev spredt, kom i pleje hos familie, og Emil kom – som den eneste – til sin mors familie ved Randbøl-Dal. Her fik han et godt hjem.

Plejefaderen bestemte, at da Emil var blevet konfirmeret, skulle han ud at arbejde ved landbruget. Og sådan blev det. Men Emil selv havde lyst til noget andet. Hans storebror Karl var i lære hos tømrermester Bøjle Bøjlesen i Vostrup og pr. 1. januar 1931 kom også Emil i lære der.

»Vi fik 50 kroner om året i de fire år, vi stod i lære, og da jeg blev udlært til 1. januar 1935 var timelønnen på 35 øre«, siger Emil Juul Mikkelsen.

Broderen Karl var imidlertid blevet ansat som svend ved en tømrer i Sdr. Vium og var med til at bygge et par huse og redningsstationen i Hvide Sande. Han kunne se, at der var muligheder i Hvide Sande. Med slusens åbning i 1931 var der skabt en ny base for områdets fiskere og dermed også muligheder for en rask håndværker. Da Emil var udlært, spurgte Karl ham derfor, om han ville med til Hvide

Sande. Og i marts 1935 kom Emil så til fiskerbyen. Han og Karl startede med at bygge et hus til Matzon, der drev et pensionat i byen. De to brødre var ungkarle, så aftalen gik ud på, at brødrene skulle have betalingen for huset i form af middagsmad fra pensionatet, og i 2 år blev middagsmaden hver dag bragt ud til Karl og Emil fra Matzons pensionat – »så var huset spist op«, som Emil Juul Mikkelsen fortæller med et lunt glimt i øjet.

Der blev snart brug for hjælp. Byggeaktiviteten var stor, i 1936 byggede brødrene ikke mindre en 15 huse i Hvide Sande. Som hjælp fik man Svenning Sørensen fra Haurvig (en bror til Abeline), og han kom cyklende hver dag fra Haurvig i al slags vejr. Desuden fik man ansat to tømrere, der hed Peder Aae og Leo Thomsen. To af de huse, man byggede, var bl.a. Poul Høj’s i Søndergade og Iver Post’ på Grænsevej. Disse to huse har Emil nu boet lige midt imellem gennem 40 år.

I oktober 1936 var der to store storme lige efter hinanden, og der kom en masse træ ved havet. Emil og Karl købte en del af fiskerne Kræ’ Muff, Viggo Muff og Klaus Luk. Træet blev anvendt i byggeriet, og Emil fortæller, at en del af det træ stadig står i huse rundt omkring i byen.

Fiskerne fik efterhånden brug for redskabshuse. Den første fisker, som brødrene Juul Mikkelsen leverede et redskabshus til, var Anders Skomager. Huset kostede 354 kroner, men så var det også med hængelås! Redskabshusene blev hævet fra jorden, så hunde og katte kunne komme ind under husene. Det var nødvendigt på rund af den store rotteplage. –»Anders Skomager fik mig vænnet af med at

bruge fløde i kaffen«, fortæller Emil Juul Mikkelsen. »Vi skulle jo have vores kaffe ombord på Anders’ kutter, mens vi byggede redskabshuset, og der var altså ingen fløde«.

I 1936 måtte Emil ind som soldat. Han fik valget mellem at blive garder eller marinesoldat – og valgte marinen. Den karriere blev dog kort, for efter 3 måneder skulle Emil med på et togt til Grønland. Han blev imidlertid kasseret – på grund af dårlige tænder – og kunne vende næsen hjem til Hvide Sande igen. I efteråret samme år lavede han sit svendestykke. Han blev sat til at lave et stykke tømrerarbejde, selvom han egentlig var snedker, og fik dermed sit svendebrev – som tømrer. Samme år

købte brødrene sig en BSA motorcykel hver. De blev flittigt brugt indtil Karl giftede sig to år senere. Da blev motorcyklerne byttet med en Ford 29 og to cykler.

Da brødrene kom til Hvide Sande, havde de bygget et værksted, hvor det nuværende posthus ligger i dag. Også her måtte der ske forandringer i forbindelse med Karls giftermål. Brødrene blev enige om, at der måtte bygges til, så Karl og hans kone kunne få deres eget soveværelse.

I 1938 var Emil Juul Mikkelsen med til at bygge børnehjemmet »Schuberts Minde« ved Ringkøbing. – »Og her måtte Ford’en stå sin prøve«, fortæller Emil«. Alle materialer, værk-

Emil Juul i færd med at fremstille splidstokke.

tøj m.v. blev fragtet til Ringkøbing på taget af Ford 29’eren«.

Også sommerhus-byggeriet begyndte i det små. I 1938 byggede brødrene et sommerhus i Haurvig til oberst Lunding. Samme oberst Lunding blev under 2. verdenskrig involveret i modstandsbevægelsen, og modtog i den periode økonomisk støtte fra Karl Juul Mikkelsen. I 1939 lavede man bl.a. al snedkerarbejdet i en villa til auktionsmester Andreas Jensen, det hus Kong Hans bor i dag. Røikjær Frich var startet som selvstændig tømrer hjemme i Lyngvig, så han fik tømrerarbejdet på huset.

Midt i al travlheden blev der dog også tid til kærlighed. Emil lærte i 1936 Esther at kende. Hun var den yngste af Jeppe Enevoldsens 10 børn og parret giftede sig den 11. februar 1940. Det var midt i den værste isvinter, og de bryllupsgæster, der ikke var kommet afsted inden kl. 19 om aftenen på bryllupsdagen,

måtte på grund af vejret blive i Hvide Sande i en hel uge. Det unge par flyttede ind i huset, der i dag rummer Restaurant Slusen, og boede der i 18 år.

2. verdenskrig bragte også faren for minesprængninger med sig. Kutterne var nødt til at tage på havet, men faren for at støde ind i en mine var desværre til stede. En del kuttere medbragte derfor en lille redningsbåd i form af en norsk pram, der blev bundet på rigningen på bagbord side. Emil Juul Mikkelsen husker, at der blev bygget og leveret i alt 22 joller af denne type fra brødrenes værksted. Han ved også, at i hvert fald en besætning reddede livet ved hjælp af denne lille redningsbåd, efter at kutteren var blevet minesprængt på »Hornet«. Byggeriet af huse fortsatte. I 1940 byggede man bl.a. hus til Anders Simonsen samt det hus, hvor Frank Kristensen i dag har boghandel m.v. Også styrehuse og lugafer til kuttere lavede man. Isvintrene under krigen

Emil Juul i samtale med Henry Madsen. Firmaets lærling nr. 2 – ved 50 års jubilæet i 1985.

var så hårde, at man kunne spadsere tværs over havnen på en halv meter is.

Også på sin egen krop fik Emil krigen at mærke. »I 1943 indtog tyskerne simpelthen værkstedet i en måned. De skulle lave forme til deres bunkers her på vestkysten. Men det gav mig mit livs eneste ferie«, fortæller Emil.

Efter krigen startede produktionen af splidstokke. I starten udarbejdet meget primitivt, men efterhånden produceret på maskine. I starten lavede man ca. 1000 om året. I 1970’erne, da produktionen var på sit højeste, lavede man ca. 70.000 om året.

I slutningen af 1940’erne påbegyndte man også arbejdet med at bygge Hvide Sande Skole. Også i dette arbejde var brødrene Juul Mikkelsen involveret. Emil kan i øvrigt fortælle, at da man startede udgravningen til skolen. Stødte man på en mine, da skolen er placeret på et gammelt minefelt.

Udviklingen i Hvide Sande gik stærkt. I årene 1952-53 byggedes Sømandshjemmet og i 1953-54 byggede man Helligåndskirken. Arkitekten på begge disse bygninger var arkitekt Gram. Emil Juul Mikkelsen fik til opgave, at udarbejde al snedkerarbejdet i kirken. Det var et meget stort stykke arbejde. Og Emil måtte til sidst have hjælp fra sin gamle læremester, Bøjle Bøjlesen, der lavede alteret, prædikestolen og 3 dobbeltdøre.

Arbejdstilsyn og lignende var ikke opfundet endnu på dette tidspunkt. Emil Juul Mikkelsen fortæller, hvordan man i kælderen i værkstedet ofte stod og lakerede med celluloselak – uden nogen særlig form for udluftning. Det gav sig udslag i, at man efter en dags lakering kunne føle sig både lettere beruset og ør i hovedet.

I 1958 byggede Emil Juul Mikkelsen det hus på Grænsevej, som han stadig bor i. Omkring 1960 havde broderen Karl efterhånden fået så mange tillidsjobs, at han mente, at Emil måtte gå ind i firmaet som medejer. Emil betingede sig dog, at der skulle en tømrer med ind i firmaet, og det blev Andreas Juul Mikkelsen, som også samtidigt blev medejer, og firmaet blev herefter et I/S.

»Vi har altid haft arbejde nok«, fortæller Emil Juul Mikkelsen«, og har egentlig kun mødt modgang en gang, og det var i 1961, da Klithjemmet skulle bygges. Vi var billigst i licitatio-

nen, men fik alligevel ikke arbejdet«. Høj aktivitet var der dog stadig i firmaet. Der var indrettet en møbelforretning i forbindelse med værkstedet, og den blev i 1966-67 lejet ud til Graven Nielsen. Et år eller to efter købte Graven Nielsen hele bygningen og I/S Juul Mikkelsen byggede et helt nyt værksted med udstillingslokale, kontor m.v. på Østergade 5. Samtidig byggede Karl sig en privat bolig på Bakkevej.

Sidst i 1960’erne blev Karl syg, og sønnen Søren kom hjem og fik part i firmaet. Generationsskiftet var startet, og i 1978 overtog Emil’s søn Enevold faderens part. »Og så blev jeg almindelig »rapper« igen«, konstaterer Emil. Han fortsatte med at arbejde på værkstedet til han i 1990 fyldte 75 år. Stoppe helt kunne han dog ikke, så frem til 1992 arbejdede Emil hver formiddag. I 1992 blev hans kone Esther desværre ramt af en blodprop, og Emil blev herefter hjemme.

I dag er Emil alene på Grænsevej. Men han kan se tilbage på et godt familieliv med sin hustru og deres to børn, og han kan se tilbage på et rigt arbejdsliv som »træmand« på klitten.

To brødre startede en virksomhed, som 3 fætre fortsatte. »Vi startede med en 72-timers arbejdsuge – i dag er den på 37. Da jeg startede i Hvide Sande i 1935 var timelønnen på 65 øre – da jeg sluttede som 75-årig var den på 100 kroner. Vi følte os som klitboere med det samme. Vi kom herud, og vi følte, at vi blev accepteret med det samme. Der var en stor gæstfrihed herude, og folk var ikke så forjagede. De havde ikke så travlt, selvom arbejdsdagen var lang. Der var tid til at snakke, tid til at drikke kaffe og spise sin frokost«. Emil Juul Mikkelsen mindes med glæde den tid, hvor en mand bare kom og spurgte om brødrene ville bygge et hus til ham og hvad det sådan cirka ville koste. Når huset så var færdigt kom manden igen med pengene i pungen – og betalte. Sådan gik det indtil ca. 1960, hvor typehusfabrikanterne kom ind i billedet, hvor administrationen begyndte at vokse i form af oms. moms og meget mere. Så blev administrationen efterhånden en byrde og blev meget tidskrævende for de mindre håndværkere og de små handlenede. En ting, som Emil dog har kunnet glæde sig over i alle årene, er, at der blandt håndværkerne i Hvide Sande altid har været et godt sam-

arbejde. Man har kunnet hjælpe hinanden, og har man manglet noget, har man kunnet låne af hinanden o.s.v.

En ting som Emil også mindes med glæde, er den gode kontakt man gennem hele livet

har haft med nogle af de lærlinge og svende, der har været ansat i firmaet.

»Jo«, siger Emil Juul Mikkelsen til sidst –»det har været en god tid, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg kom herud på Klitten«.

Billeder fra året

Politiudrykning efter røveriet hos Købmand Kjeld Hansen i Søndervig.

Foto: Brian Dixen.

Renovering af gadebilledet i Hvide Sande.

Foto: Brian Dixen.

Digteren bag lokalhittet

»Dejlige Hvide Sande

Du er mit drømmested

Dejlige Hvide Sande

Du ejer min kærlighed

Her er der godt at være

Her kan jeg ånde så frit

Dejlige Hvide Sande

Tænk alt det skønne er mit«

Mon ikke man kan kalde ovenstående sang for Hvide Sandes nationalsang? De fleste kan synge med på den arm-i-arm-glade melodi og by-romantiske tekst, der ofte bliver sunget, hvor mange fra Hvide Sande er samlet – men hvor mange i dag kender mon tekstforfatteren bag det lokale hit?

Det gør Sofie Andersen i høj grad. Sangen er nemlig skrevet af hendes mor, Erna Timmer, der levede fra 1917-2005.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1997

Forsidemotivet er tegnet af Røikjær Frich: Mindesten for Docent N.J. Fjord i Gammelsogn.

FORORD

af formand for Handels- og Håndværkerforeningen, Merrild Borggaard

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD af borgmester Hans Thomsen

EN DAG HØRTE VI ... af sognepræst Thomas Kristensen

DOCENT N.J. FJORD af Røikjær Frich

DER VAR ENGANG ET SØNDERVIG af Rigmor Kryger

HAN SATTE KULØR PÅ KLITBOERNES HJEM af Bitten Kambskard

AL DE »TE’NAVN«

HER O Æ KLET af Erna Timmer

FRA KLITTEN I GAMLE DAGE af Kr. Mose Sørensen

AKVARIEUDVIDELSEN I FISKERIETS HUS af Jonna Juul Larsen

KFUM’s IDRÆTS UNGDOMSKLUB af Carsten Christensen

FORRETNINGSLIVET PÅ »HAVNEN«

FØR OG NU af Erik Brink Andersen

– M in mor elskede at skrive og digte. Jeg husker, at hun altid havde særligt travlt op til konfirmationerne, hvor mange gerne ville have hende til at skrive en sang, fortæller Sofie Andersen, som mange kender som Fie.

Erna Timmer var en travl kvinde. Mens hendes mand fiskede, hjalp hun til med at rede garn op, så de var klar til næste fisketur. Da han stoppede med at fiske, fik Erna Timmer tid til et nyt job: Hun var journalist for Ringkjøbing Amts Dagblad. Hun købte en knallert og kørte om kap med de unge drenge, når hun skulle ud og hente dagens nyheder i land, så der kunne komme noget i avisen.

– Det der med at skrive og digte, det lå bare til hende, siger Sofie Andersen, der kan fortælle, at hendes mor var udadvendt og glad og altid sang:

– Naboerne sagde, at de altid kunne høre, når hun kom hjem, fordi de kunne høre hendes sang.

Al’ de »Te’navn« eller »Kend’navn« her o æ Klet

Af Erna Timmer

Det blyvver tit såe, at der fennes ett en stej, hvor der er så manne »Te’navn« som hero æ Klet, o det startet hiel i gammel ti’, men det er da o ingen mårer forbi.

Al’ de »Te’navn« vår der bestemt engen undt i, de fik nærmest æ ekstra navn, forde de vår godt li’. Der blyvver tit såe: »No er den mennesk nok bløvven acceptieret hero æ stej, no håer en i hvert fald få en navn mier o vift sæ mejj!«

I Klegoj vår der en par naboer, de hie Poul Pedersen begge tow, den jen bløw kåldt »Poul Degn«, det vår nok bare for sjov. Men da der vår en »Poul Degn«, bløw den anden kåldt »Poul Præst«, o deraw bløv der ett gjoer ret møjj blæst.

Æ »Degn’navn« løvver stadig vier, for der vår nemlig novven, der lod djer bøen døw mæ æ »Degn’navn« her i æ sogn. O æ »Præst’navn« holler osse ve’, men båer som »kend’navn«, vær ves o de’.

Der kom en gøgler heruer o slov sæ nier, for wos der vår bøen dengang, vår de en stuer begivenhier. Æ gøgler hie Georg, men bløw kåldt »Gogge«, a ved ett om det vår en »kend’navn« han fik her o æ Klet.

Der vår »Knas«, han bue i Mamrelund, a trovver ett, at han håer hverken kat eller hund. Men han håer en flok gjæs, de skræppet, så en snåer ku’ blyw døv, æ bøen vår ræd for de gjæs, for de vild’ nap æ bøen i æ r …!

Der vår »19 Te En Snes«, hvorfor ku folk ves gjæt sæ te’, da der fløt jen a hans familie herte, bløw det »Lelle 19«, vær ves o det! A ved da osse, at a ett goer for vidt, nær a nøvner, at her håer vi osse en »Per Snit«.

Så vår der »Jesper Klyn«, han fik nok hans navn, forde det vår i en tørremoes end i æ land, han håer gjor gavn. Her er tørre jo klyn, så han slåp et fri, men æ »Jesper Klyn« navn ku’ han godt fend sæ i.

Jen a »Kræ Dyrlægers« forfædre tog sæ a dyr, der var sløjj, o vi håer da stadig »Dyrlægere« her i æ bøjj. »Yvers Post’s« bedstefåer vår den først, der gik post fræ Ringkjøbing o heruer, heldigvis er der ingen post mier, der skal goe den lång tuer.

Der vår »Niels Pind«, novver håer et hør måeg, han fik no æ navn, forde jen a hans brøjjer hie Jens Ståeg. No er der novver å »æ Pinds« atterkornmere, der håer tåen æ navn, så no er den bode te gle o gavn.

Der vår »Tobaks La’s«, »Karl Tobak«, »Snus Hans« og »Kesse Kåel«, »Æ Døe Fovl«, »Sund Sans«, men osse jen mæ »Pråel«. Der dokker ustandselig nøj »Kend’navn« op, dem kan folk ett ræend fræ, sjelom de springer i galop.

Der er »Fis’Fus«, æ navn kommer fræ en kuttermotor, der gik i stå, o æ »motor fiset o fuset båer«, som æ skipper han såed, i en gren å æ famille blyvver æ »Fis’Fus«’navn brovt a stuer o smoe, men – der er da ingen, der er bløvven døbt »Fis’Fus« ino.

Timmer kom fræ jen, der lavvet reperasjoner mæ hammer o søm, om o blyv tømrer håer han måskie håer en drøm, fo sårn en drøm opfyldt dengång vår nok et let, at det nok er 150 oer sin, mindst, er novvet å en gjæt.

Vi håer »Kræ Buss«, »Buller«, »Nuld«, »Skrald«, »Nøk« o »Sjak«, »Kræ Lomm«, »Duller«, »Slinger«. Der ku’ blyvves ve’. – Men tak, no skal der i hvert fald ett nøvnes flier. Men det: o gi »Kend’navn« ska nok løv vier.

»Kend’navn« eller ett, så er der jen ting, der er hiel bestemt: at a vor Far i æ Himmel blyvver vi aldrig glemt, Han kenner vos alsammel mæ hver vor egenhier, o Han elsker vos mæ en evig kjærlighier.

Ja, Han elsker vos så højt, at Han send Jesus hemier, o lod ham dø o æ kors for al vor synd o elendighier. No er vi ved jul ijen, o kan fejr, at Jesus kom te jord.

Så lad vos hold jul med tak o lovsang for, hvad vor Frelser håer gjoer.

Billeder fra året

Foto: Brian Dixen.

Foto: Brian Dixen.

Ikke mere sildekrydderi på apoteket

Ywl o æ Kle’t 1996

Da julen nærmede sig i 1996, gik mange i apoteksudsalget og købte sildekrydderi, gløggmix og receptbitter, som man kan se i annoncen fra det år.

Sådan er det ikke længere, fortæller Henning Lukasen, apoteker:

– A f de ting man ser i annoncen fra 1996, må vi i dag kun sælge honningsæben.

Alt forandres og således også apotekerlivet. Henning Lukasen overtog Ringkøbing Apotek i 1999, og der til hørte udsalget i Hvide Sande. Den gang var udsalget en butik i butikken ved boghandleren på søndersiden over for SPAR, men i begyndelsen af 1990’erne blev det til et selvstændigt apoteksudsalg på Parallelvej.

– Her fik kunderne et tæt og personligt forhold til personalet. De kom ind og snakkede og hyggede sig, og a lle kendte hinanden, fortæller Henning Lukasen og konstaterer, at den del også er anderledes i dag:

INDHOLDSFORTEGNELSE 1996

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Færgeklokken ved Nymindegab.

FORORD af formand for Handels- og Håndværkerforeningen, Jesper Clausen

ET TILBAGEBLIK PÅ ÅRET 1996 af borgmester Hans Thomsen

HAN SØGER af sognepræst J. Estrup Jensen

YWL O Æ KLE’T 1996 af Røikjær Frich

GAMMELDAWS BROLLUP af Erna Timmer

EN HÅRD TØRN ... af Kr. Mose Sørensen

HAVSKIBET »THOMAS« af Tage Høj

EN HILSEN

OG TAK af Mogens

Rosenkilde

TILBAGEBLIK

EFTER 25

GODE ÅR I

HVIDE SANDE af Friddy

Hansen

JAPANERNE

GIK OVER ÅEN

artikel fra Ringkjøbing amts Dagblad

– V i har ikke længere et fast personale i Hvide Sande. Der er flere, der kan tage ud og passe butikken, og det kan godt betyde, at en kunde en gang imellem vælger at komme tilbage en dag, hvor den, de kender, er i butikken – men vi er glade for at være i Hvide Sande. Folk er glade og positive. Det kan godt tage tid at komme ind på dem – men når man først er det, så …, siger han.

Markedet for apotekervarerne har været under pres. Supermarkeder og tankstationer må sælge håndkøbsprodukter og vitaminpiller, mens apotekerne ikke længere må sælge eksempelvis kosmetik og produkter med farve i:

– V i må for eksempel ikke sælge neglelak, men vi skal sælge neglelakfjerner, fortæller han.

I godt tyve år har apoteksudsalget ligget på nordsiden, men ved årsskiftet flyttede den igen tilbage til søndersiden.

– Da Aldi vendte deres indkørsel om til den modsatte side, og vi senere fik at vide, at vi ikke længere måtte sælge 25 procent af vores sortiment, måtte vi gøre noget. Derfor flyttede vi tilbage til søndersiden, hvor der er mange flere turister. Tyskerne er mere vant til at bruge et apotek og kommer ind og spørger om alt muligt til ferien. Men selvom meget forandrer sig, er der også noget, der er, som det altid har været:

– Kunderne vil stadig have en personlig service. Vores opgave på apoteket er at følge op på, hvad lægen har skrevet på recepten. Vi skal kunne vejlede og lige vende, hvad vi talte om sidste gang. Det er det, kunderne forventer, og det er det, vi er der for.

Ann. 1996.

En hilsen og tak

Af Mogens Rosenkilde

MIN forgænger i præsteembedet på Holmsland, Aage Kinch, indledte engang et foredrag om at være præst på Holmsland i 25 år med ordene: »Kristendommen var kommet til Holmsland, da jeg kom dertil«, og han tilføjede: »Man var også holdt op med at komme blånelse i dåbsvandet«.

Ca. 20 år senere var Kinch med ved min indsættelse som præst. Det blev heldigvis ligeså meget afsked med ham. Kinch havde –beskeden som han var – ikke ønsket noget særligt arrangement i den anledning. »Herregud! Hvad er 43 år?« Nu, da Kinch var kommet med, holdt han en tale til den nye præst, hvori han blandt andet sagde: »Ja … Rosenkilde, så skulle jeg vel fortælle dig om, hvordan holmboerne er, men det er ikke nødvendigt, for du har selv læst i den hellige skrift om, hvordan mennesket er«. Nu er der gået andre ca. 20 år med kristendommen på Holmsland, og menneskene er de samme –nogle er døde og andre er kommet til i stedet, men mennesket som sådan er det samme –også på klitten – og i den store verden.

Mange føler vist, at et juleskrift som »Ywl o æ Kle’t«, nok kan rumme artikler med minder fra fortiden og andre med tanker om fremtiden, men det skulle også være noget med søde fortællinger om en varm tid, hvor alt vender sig til det bedste. Har man det sådan med julen, har man misforstået noget. Sådan er det ikke i juledagene – hvor store anstrengelser, man end gør sig – og heller ikke resten af året. Fordi vi mennesker er, som vi er.

Skulle jeg se tilbage på de godt 20 år som præst på Holmsland? Der er naturligvis både surt og sødt at tænke på, både hvad angår livet i vor lille families dagligdag, og når det drejer sig om det med det kirkelige liv. Sådan må det være! Et liv uden svære opgaver og iblandt tunge pro-

blemer ville være tomt og uden indhold. Det ville være et kedsommeligt liv at leve, hvis alt forløb let og gnidningsløst. Fordi vi mennesker er, som vi er, er det nødvendigt at vise hinanden overbærenhed og tilgivelse. Uden kærlighed og tilgivelse kan man ikke være til og leve ordentligt med hinanden. Også det har med julen at gøre. Vi mennesker, er som vi er, uforbederligt de samme. Det er årsagen til, at det blev jul. Vorherre opgav at forbedre menneskenes børn. Han så af kærlighed til sine skabninger ingen anden udvej, end at sørge for deres frelse.

Uden kærlighed ingen glæde i livet. Der er mange slags kærlighed: forældres kærlighed til deres børn, kærligheden mellem søskende, mellem andre familiemedlemmer, der er fædrelandskærlighed og kærlighed mellem ægtefæller.

Der kan være kærlighed i et varmt håndtryk, et glad smil og en let berøring. Kærlighed – så lidt som glæde – kan man aldrig bestemme sig for. Den kan ikke tvinges frem.

»Nu skal I elske hinanden, ellers får I tærsk«, sagde jeg engang til vore børn, da de rigtig var oppe at toppes. De smilede bare ad mig. De kunne høre det selvmodsigende i ordene. De forstod, at der ikke var alvor i min trussel.

Vi ved alle, at kærlighed kan vi ikke undvære, men heller ikke styre. Den er der – kan komme, så den overrasker os – eller den er der ikke. Modsætningsfyldt nok er det sådan, at livsglædens modsætning, sorg og trange tide kan drive mennesker nærmere hinanden i kærlighed. Bevares! det modsatte kan også være tilfældet, men går det op for os, at vort liv er truet og vor tid afmålt, mister meget andet end kærlighed sin betydning.

Der er erfaringer fra koncentrationslejrens helvede, der bekræfter dette. Truet på livet var der blandt fangerne nogle, der gjorde kærlig-

hedens gerninger. En kunne ubemærket give en medfange en tør brødskorpe, eller på anden måde tage en smule vare på den anden.

Livsglædens ytringer og kærlighedens kan sætte sig igennem under alle forhold. Godt det samme, hvordan var livet uden gudstjeneste?

Jeg har naturligvis mange episoder og hændelser at tænke tilbage på. Mere eller mindre muntre.

Ved en gudstjeneste i Gammel Sogn Kirke, var foruden kirkebetjeningen kun to mødt op for deltage. Jeg tænkte: »Det skal de ikke undgælde for!« og jeg prædikede løs. Da jeg stod i våbenhuset for at hilse på, kom den første og sagde: »Der er noget galt med mit høreapparat«. Den anden rakte hånden frem med et: »Auf wiedersehen«.

Under gudstjenesten er der også sket et og andet. Som da en brudgom besvimede under vielsestalen og faldt i armene på sin svigerfar. Værre var det under en konfirmation, da jeg kommer til at nævne et forkert navn på en konfirmand. De andre tog det pænt. Der blev et stilfærdigt røre blandt dem, og jeg opdagede, at der ikke var noget forældrepar, der rejste sig. Jeg fik det rette navn nævnt og det unge menneske blev konfirmeret. Jeg havde mest lyst til at krybe i et musehul, men måtte jo fortsætte, som om intet var hændt. – Efter en gudstjeneste beklagede jeg engang over for en af vore gravere, da vi var på vej ud af kirken, at jeg havde gjort en fejl. Hertil bemærkede han: »Vi kunne jo også optage det hele på bånd forinden«.

Jeg husker også – det var i et af vore første år på Holmsland – at jeg fik afskaffet den skik at gå på »æbleskud« i præstens have. Det havde man gjort altid, fortalte man mig. Ikke for det: der var æbler nok til alle, men det er da bedre at få end at stjæle. En halvmørk augustaften sneg jeg mig ind på et par »røvere« og inviterede dem ind til en lille snak. Den endte med, at de af mig fik de æbler, de havde. Til gengæld ville jeg gerne have noget af dem. De havde ingen forslag. Da jeg netop i de dage havde svært ved at holde vore børns cykler med ventilgummi, så kunne jeg jo få deres. Skønt det var en mindelig overenskomst, mærkede vi ikke siden til »æbletyve«.

En afsløring: Jeg ved ikke, hvad folk tænkte, da jeg den første nytårsdag, vi var på Holms-

land, kom »sejlende« ind til både Ny og Gammel Sogn Kirker. Det lignede noget med en meget lystig nytårsaften. »Det var nu også for galt!« Nu kommer så afsløringen: Vi havde fået den ide, at vi ville være i klitterne ved havet ved midnatstide. Under løb hjemad snubler jeg over nogle sten og brokker og sprænger et ledbånd i fodledet. Da jeg nytårsmorgen lod en tilkaldt læge vide, at jeg ville trodse hans forbud mod at gå på foden, gav han mig nogle meget stærke tabletter. Derfor, altså.

Vidste I det allerede? Ja, hvad man dog ikke ved om præster!!

Til sidst: julen er noget særligt for os, også i kirken. Og hvorfor så det? Fordi vi er mange i kirken de første par juledage! Vi ved hele året, at kirken ligger i sognet. Vi ved, at der lyder ord om menneskers liv og vilkår på godt og ondt. Vi får ikke svar på alle de store livsspørgsmål, men vi får en grund at leve på, et sted, hvorfra vi kan anskue vort liv.

Billeder fra året

Isvinter i Tyskerhavnen februar 1996.

Hvide Sande november 1996, hvor vandstanden var på højde med 1993.

Revolutionen i fiskeriet

Kunne det have været Hvide Sandes pendant til vindmølleeventyret? Kunne selvhaleren have været den, der skød det helt store industrieventyr i gang? Selvhaleren som Æ Kloksmed fortæller om i artiklen fra 1995.

– Det var i hvert fald en revolution. Før havde man først stået og hevet garnene ind og bagefter skulle man sidde på dækket og pille fiskene af. Kroniske rygsmerter var en del af livet som fisker dengang, fortæller garnfisker Niels Martin Sørensen, der har RI 158 Lyngvig.

Men det helt store industrieventyr udeblev.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1995

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Mindesten for maleren N.P. Mols i Søndervig.

FORORD

af formand for Handels- og Håndværkerforeningen, Jesper Clausen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD af borgmester Hans Thomsen

GUD VALGTE KÆRLIGHEDENS VEJ af sognepræst J. Estrup Jensen MALERE PÅ KLITTEN af Røikjær Frich

Æ KLOKSMED STOD FADDER TIL SELVHALEREN af Bitten Kambskard

»Tour de« HOLMSLAND af Ragna Tang

HVIDE SANDE FJERNVARME A.m.b.a af Henning Davidsen

HVIDE SANDE RØGERI af Mary Søegaard

FDF HVIDE SANDE, SEJLADSAFDELINGEN af Jesper Vejlgaard Pedersen 1945 – O Æ TID DERATTER af Erna Timmer

HJEMSTAVNSFØLELSEN af fhv. fiskeribetjent Søren J. Sørensen

– Den gang søgte man jo ikke bare sådan patent og mønsterbeskyttelse, så de andre smede begyndte at se fidusen i Æ Kloksmeds selvhaler og udvikle videre på den. Det er nok grunden til, at vi fik sådan en god maskine. Havde der været en, der havde fået patent på selvhaleren, kunne udviklingen jo være gået i stå. I stedet begyndte flere at udvikle på den oprindelige ide, og så fik vi den gode selvhaler, fortæller Niels Martin Sørensen.

Og selvhaleren har virkelig gjort en forskel. Hvor man før var fire mand om bord kunne de måske hive godt 100 garn ind. I dag kan tre mand hive op til 250 garn ind – uden at få ødelagt ryggen vel at mærke:

– Det ville ikke kunne lade sig gøre uden selvhaleren. I dag flytter vi jo slet ikke på garnene ved håndkraft. Arbejdet som garnfisker i dag og den gang tåler ingen sammenligning, siger han.

For tre år siden købte Niels Martin Sørensen trawl, så han kan supplere garnfiskeriet, som dog stadig foregår fra omkring den 1. november til juni-juli måned.

– L ige nu (oktober, red.) ligger vi i Kattegat og fisker efter jomfruhummere. Det er nu heller ikke så nemt, som man skulle tro, så vi har lært meget den seneste tid, kan man sige. Men sådan er det jo, man lærer hele tiden, siger den optimistiske fisker – uden ondt i ryggen.

Æ kloksmed stod fadder til selvhaleren

Af Bitten Kambskard

FOR snart 30 år siden stod to Hvide Sandefiskere og snakkede med en af byens håndværkere på havnen. Det var der ikke noget usædvanligt i, men snakken gav alligevel stødet til en af de store forbedringer inden for fiskeriet. På et tidspunkt i den løse snak om vejret og torskepriserne drejede samtalen sig nemlig hen på det hårde slid, det var for fiskerne, når de fyldte garn skulle hales om bord. Det ene ord tog det andet, og fantasien fik frit spil. – Hvis du ku’ lave noget til at hale garnet ind med, så behøver du ikke at lave mere i din tid, sagde den ene fisker til havnehåndværkeren.

Og den slags gode ideer blev ikke forelagt smed Niels Toft, uden at der kom noget ud af tanken, hvis den overhovedet havde noget realistisk i sig. Det havde ideen om at mekanisere halingen af garn.

– Dengang kunne man jo ikke finde en fisker, der ikke havde ondt i ryggen af at stå og hive garnene ind. Det var tungt arbejde, så der var rigtig nok noget fornuftigt at tage fat på efter den snak på havnen, fortæller Niels Toft, der i dag er 78 år.

Han hører ikke til de sendrægtige og var straks i gang med at tænke over, hvordan han kunne lave noget, der kunne aflaste fiskerne i deres arbejde. Allerede morgenen efter samtalen med de to fiskere var Niels Toft på vej til København med flyveren fra Stauning.

Han havde sine forbindelser i hovedstaden, hvorfra han gennem en del år havde rejst land og rige rundt som service-medarbejder for firmaet Kofoed-Meier, og smeden fra Hvide Sande vidste, hvem han skulle besøge for at få de remedier, der skulle til den opfindelse, han allerede havde udtænkt.

– Jeg tog flyveren hjem igen samme aften med nogle af de stumper, jeg skulle bruge. Resten kom med fragtmand, og så gik jeg i gang. Jeg vidste, hvordan det skulle gøres, siger Niels Toft.

Han havde stor erfaring med hydrauliske maskiner fra sin tid hos Kofoed-Meier, der blandt andet havde sendt den dygtige vestjyske håndværker på kursus på et stort svensk motorværksted med speciale i hydrauliske styremaskiner. Og hydraulikken var netop kodeordet i den nye opfindelse.

Efter nogle fa dage var den klar. Selvhaleren, der siden har sparet et ukendt antal fiskere for en dårlig ryg. Niels Tofts opfindelse bestod i en lang tromle, der kører rundt i en bestemt fart, når garnet går op over den. Tromlen drives af olietryk, og for fiskeren skiftede arbejdet fra at hive og løfte i de tunge garn til at holde garnet lidt stramt. Så gjorde selvhaleren resten af arbejdet.

Selvhaleren blev til på Fyrvej 9, hvor Niels Toft stadig bor. I 1967 havde han værksted i kælderen under privatboligen, og han var i sit es, når han havde den slags udfordringer på bedding.

– Jeg husker, hvor dejligt det var at arbejde med sådan nogle ting. For mig gør det ikke noget, at folk beder om noget, der er lidt specielt, når bare det er noget, der kan bruges, smiler Niels Toft.

Da den første selvhaler var fiks og færdig, kom det spændende øjeblik, da den kunne præsenteres på havnen. Fiskerne var mere end nysgerrige for at studere den nye maskine, men naturligvis også skeptiske, og de fulgte Niels Toft, mens han installerede selvhaleren på Andreas Ørgaards kutter »Thea«.

– Det var sikkert ham, der havde den bedste tålmodighed til at se mig gå rundt og bore huller og så videre i rælingen på skibet. Da garnhaleren var fastmonteret, prøvede vi den først af inde i havn. Jeg tror, alle fiskerne tvivlede på, at den virkede. Men det gjorde den, siger Niels Toft med et glimt i øjet.

Selv var han ikke i tvivl, men han tog alligevel med på »Thea«s første rejse på havet med selvhaleren om bord. Men også her snurrede det nye mekaniske redskab helt efter hensigten, og det rygtedes næsten hurtigere på havnen, end »Thea«s besætning kunne nå at viderebringe detaljerne om selvhalerens debut på fiskeri.

Herefter fejlede efterspørgslen ikke noget.

– Flere spurgte, om jeg også kunne lave sådan en til dem, men ellers var der ikke meget diskussion om det. Vi er jo vestjyder, og den store virak blev der ikke om garnhaleren, fortæller opfinderen.

Han mener i al beskedenhed, at man kan diskutere, om der var tale om en opfindelse eller ej.

– Det kan der siges både for og imod. Jeg skaffede bare grejerne og samlede dem til et apparat. Så vidt jeg husker, gav de 4500 kroner for en selvhaler. Det var nu også for lidt, for det var en stor lettelse for fiskerne, efterrationaliserer opfinderen med et smil.

Æ kloksmed ved det daglige arbejde med at restaurere gamle ure.

Han blev ikke – som fiskeren spåede – rig på selvhaleren. Flere gav sig til at lave og udvikle produktet, der i dag fremstilles og sælges i mange lande. For Niels Toft blev det inden da til omkring 30 selvhalere, som blev fremstillet i løbet af et års tid og alle leveret til Hvide Sande-fartøjer. Den allerførste selvhaler fra »Thea« står i dag på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

For den gamle smed på Fyrvej er selvhaleren et led i minderne om de mange gange, hvor der var bud efter den »motorsagkyndige«. Interessen for motorer og mekanik fik Niels Toft allerede som dreng i Velling. For hårdt sammensparede skillinger investerede ungersvenden i en kasse med en gammel motor. Den gik der mange timer og tænksomhed med at samle til en brugbar maskine, men da alle pengene var brugt på motoren, havde Niels ingenting til benzin, så han kunne få afprøvet vidunderet.

Men den snarrådige dreng lod sig ikke stoppe. Han gik til brugsuddeleren og spurgte, om der var noget, han kunne hjælpe med. Det var der, og efter megen tumlen med brugsens sirupstønder, stod den flinke uddeler klar med en velsmagende chokoladestang til sin hjælper. Duften af chokolade kunne dog ikke bringe et taknemmeligt smil frem på Niels’ læber. Det bemærkede uddeleren og ville vide, om der var noget andet, Niels hellere ville have.

– Inden længe stod jeg med en flaske benzin i den ene hånd og en chokoladestang i den anden, husker Niels Toft med en venlig tanke til brugsmanden. Benzinen blev hældt på motoren, og den blev afprøvet med brask og bram hjemme i hestestalden og virkede så godt, at Niels fik besked på aldrig mere at skræmme hestene med den form for legeværk …

Rygtet om den foretagsomme dreng, der kunne lidt af hvert, gik Velling og omegn rundt, og en dag bankede det på døren til skolestuen. I døren stod en fjordfisker, der bad læreren, om han måtte låne Niels Toft. Han var på det tidspunkt ikke fyldt 10 år.

Problemet var, at motoren på fjordfiskerens jolle var gået i stykker. – Jeg kom på stangen på fjordfiskerens cykel, og så kørte vi ned til fjorden. Herfra gik det i en pram ud til jollen,

hvor jeg kiggede lidt til motoren og fik den ordnet. Så blev jeg kørt tilbage til skolen igen på samme facon, husker mekanikeren.

Senere brugte han sine evner på blandt andet elværket i Rindum og elværket i Ulfborg, indtil han måtte hjem for at passe sin brors smedeforretning under krigen. Broderen blev taget af tyskerne og anbragt i Frøslev-lejren. Senere kom årene hos Kofoed-Meier, hvor Niels Toft efter eget udsagn skulle ud og se sig om i verden, »og Danmark var en stor verden for sådan en som mig«. Han for fra nord til syd for at servicere forskellige hydrauliske styremaskiner.

– Jeg husker især en tur, hvor jeg blev ringet op meget tidligt om morgenen. Beskeden var, at Læsøfærgen lå i Frederikshavn fyldt med bryllupsgæster. Men de kunne ikke få styremaskinen til at virke. Så var det med at starte rokken og komme af sted nordpå. Nogle timer efter sejlede færgen ud af havnen, mindes den gamle smed med en vis stolthed.

I 1952 bosatte han sig i på Fyrvej i Hvide Sande, fordi det var et sted med et fiskeri i stærk vækst, så der var arbejde at få. Det har han aldrig fortrudt, og da selvhaleren hurtigt blev almindelig på fiskefartøjerne, blev Niels Toft i stedet kendt på egnen som æ kloksmed. Det særlige talent for at få startet genstridige motorer op har han overført til urværker i alle størrelser, og et utal af armbåndsure og stueure er gået gennem Niels Tofts kyndige hænder.

Og de kan vel at mærke gå selv, når de bliver afleveret tilbage til ejermanden.

Der bor stadig en bager i Nørregade

Det er søndag morgen. Der er fødselsdag i familien, og der skal forkælelse på bordet. Du kører hen til Ejvinds Bageri og henter rundstykker. Præcis som folk i Hvide Sande har gjort det siden 1942.

Dengang hed parret bag byens bageri Dinna og Magne Jørgensen.

I dag kender alle Ilse og Merrild Jørgensen, som parret bag to af byens tre bagerier. Merrild er tredje generation i bageriet, og det kan her afsløres, at den lokale bageri-branche er hævet en hel del på tre generationers tid.

I 1952 kostede et rundstykke 8 øre. I dag fortæller Merrild, at et almindeligt rundstykke koster 6 kroner.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1994

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Nysogn kirke.

FORORD

af formand for Handels- og Håndværkerforeningen, Jesper Clausen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD af borgmester Hans Thomsen

KATHRINE THOMSEN – KINAMISSIONÆR af Røikjær Frich

LÆNGSLEN EFTER FULDKOMMENHED af sognepræst J. Estrup Jensen

DER BOR EN BAGER I NØRREGADE af Bitten Kambskard

ANDERS SKOMAGERS GÅRD af Lavrids (Skomager) Andersen

»SKEK O BROW« SOM DET HOWSKES af Erna Timmer

NYSOGN KIRKE

af Andreas Christiansen

HVIDE SANDE KFUM – 50 ÅR af Erna Degn

KØRSEL MED GRUS

GAV NAVN TIL FAMILIEN af Bitten Kambskard

I 1958 installerede Ejvind, Magne Jørgensens søn, en elektrisk ovn med plads til otte plader. I dette års artikel fortæller han, hvor stolte de var af den store ovn. I 2018 vil Hvide Sande-folk – og turister – også meget gerne have rundstykker:

– A lene i Nørregade har vi fem ovne i dag. Hvis vi fyldte dem alle med rundstykker, ville vi kunne bage 1800 rundstykker hvert 20. minut. Det gør vi dog ikke – vi bager i stedet i løbet af dagen, fortæller Merrild Jørgensen.

I 1994 arbejdede der 29 mennesker i bageriet og butikken. I dag betaler Ejvinds Bageri løn til 120 medarbejdere fordelt i de fire bagerbutikker; to i Hvide Sande, en i Søndervig og en i Ringkøbing. Det er ikke alle fuldtidsansatte – men også unge med fritidsjob.

Bagerierne hedder stadig Ejvinds Bageri, men det er ikke længere »kun« Ilse og Merrild Jørgensen, der ejer bagerierne: Den 1. oktober overtog sønnerne Jeppe og Mads nemlig 50 procent af butikkerne og bliver dermed 4. generation bag Ejvinds Bageri. Bageriet i Søndervig er nu ejet af

Henrik Munkholm, Mads B. Jørgensen og Ilse & Merrild Jørgensen. Bageriet i Ringkøbing og de to i Hvide Sande er ejet af Jeppe B. Jørgensen, Mads B. Jørgensen og Ilse & Merrild Jørgensen.

I artiklen fra 1994 fortalte Merrild Jørgensen, at de fulgte med i vejrudsigten, fordi den afslørede, hvornår fiskerne ville hente deres morgenbrød. I dag lytter de stadig til vejrudsigten – men af en anden grund: – Vejrudsigten har en anden betydning i dag, da vi ikke har så stor en fiskerflåde mere. I dag betyder vejret noget for, hvilke produkter der skal bages og hvilke afdelinger der får mest travlt.

Der bor en bager i Nørregade ...

Af Bitten Kambskard

I1942 var det lillebitte bageri i et af træhusene ved havnen i Hvide Sande til salg. Bageriet blev købt af bagermester Magne Jørgensen, og siden har familien Jørgensens bagværk præget morgenbordet, frokosten og kaffebordet i hjemmene på Klitten.

Godt 50 år senere bages brødet af anden og tredje generation, og fra det lille bageri i sydbyen har brød, kager og rundstykker forgrenet sig ud på tre forretninger i nord og syd.

Magne Jørgensen havde i mange år drevet bageri i Lem ved Ringkjøbing, indtil han flyttede med familien til Holstebro. Men det gamle håndværk trak fortsat i bageren, og da bageriet på den yderste tange mod vest blev annonceret til salg, slog han til.

Forretningen bød ikke på maskiner af nogen art. Franskbrød og sigtebrød blev æltet med hånden i det firkantede dejtrug, og der var i sandhed arbejde bag datidens håndværksbager-brød.

Forholdene i det lille hjemmebageri blev dog hurtigt for trange for den initiativrige bager. Dinna og Magne Jørgensen byggede nyt bageri allerede i 1943 med stenovn, æltemaskiner og fliser på væggene.

– Det var en helt drøm af et bageri, husker Ejvind Jørgensen, der dengang var i lære hos sin far.

Han var 16 år, da familien flyttede til Hvide Sande og fik i en meget ung alder et stort ansvar. Faderen døde i 1944, og sammen med sin mor drev Ejvind Jørgensen bageriet videre under krigens vanskelige forhold.

Alt var rationeret, og bageriet på havnen fik tildelt rationer efter forbruget af råvarer i 1939. Det svarede slet ikke til den forretning, der var

blevet oparbejdet på få år, og en tre måneders ration af sukker, mel og fedtstof rakte kun til 14 dages forbrug.

Som alle andre måtte man derfor ty til handel på det sorte marked, og fru Dinna var ikke bare en dygtig kvinde, der var hovedårsagen til, at bageriet blev drevet videre efter Magne Jørgensens død, hun var også dygtig til at komme i snak med folk og skaffe sig de rette oplysninger for at få leverancer til bageriet.

Men det var dyrt at handle på det sorte marked, og der var glæde i bageriet, når en ansøgning med de lokale foreningers varmeste anbefalinger gav en ekstra tildeling af varer.

Da krigen var slut, begyndte man at køre landtur fra bageriet. Som det var skik, tog både slagter, købmand og bager en runde med varer til landkunderne. Ejvind Jørgensens onkel kørte i et par år landturen til Nr. Lyngvig, Årgab og Haurvig med hestevognen, og med om bord var både rugbrød, franskbrød, snitter, wienerbrød og sågar flødekager.

Sidstnævnte letfordærvelige vare viste sig en dag på turen til Årgab også at være særdeledes let at sprede i de enkelte bestandele som flødeskum, kagebund og creme.

Den stakkels kusk mistede grebet om hestene, som løb fra ham i en fart, så en mangfoldighed af flødekager og wienerbrød fordelte sig på grusvejen bag vognen. Det fortælles, at både høns og drenge havde flødeskæg den dag, og da kusken kom hjem fra landtur kunne han ganske sandfærdigt meddele, at han havde fuldstændig udsolgt. I hvert fald var vognen tom for brød, og hvor det plejede at være den handlende, der kunne fortælle nyt

fra resten af Klitten til beboerne på landruten, skabte han hin dag så at sige nyheden selv.

I 1956 fik bagerforretningen i sydbyen en forgrening på nordsiden. Ejvind Jørgensen var blevet gift med den pige, han allerede som 16årig havde kigget længselsfuldt efter, når hun handlede i bagerbutikken. Det unge par skulle have deres eget, og Lissi og Ejvind startede bageri i Nørregade. De byggede en lille butik og en lejlighed og fik de første to år bagt brødet i bageriet hos moderen på sydsiden.

Broderen Merrild Jørgensen var imellemtiden vendt hjem til familien efter endt bageruddannelse i Herning, og han fortsatte sammen med moderen bageri og butik på sydsiden. Merrild Jørgensen er som bekendt fortsat bagermester i Hvide Sande Bageri på hjørnet af Metheasvej og Stormgade.

Bagerforretningen på nordsiden kom derimod til at hedde Ejvinds Bageri. Når fru Røik jær Frich ringede til den lokale bager for at bestille brød, var hendes standard-indledning altid: Er det hos Ejvinds Bageri …

… Det var det, og hvad var mere mere naturligt end at kalde forretningen det, kunderne selv havde døbt den.

I 1958 blev forretningen udvidet med bageri, og siden har familien i bedste forståelse solgt brød fra henholdsvis syd og nord.

– Vi installerede en lille elektrisk ovn, hvor der kunne bages otte plader ad gangen. Jeg husker tydeligt, at vi var enige om, at vi ville være glade, hvis vi kunne sælge alt det brød, vi kunne bage i den, smiler Ejvind Jørgensen.

Dengang var salget ikke større, end at jegkunne huske, hvad jeg havde solgt i løbet af dagen, når vi gjorde op om aftenen, fortæller Lissi Jørgensen.

Hun husker også, hvordan kvinderne kom til butikken med deres spande, flasker og kander for at hente mælk. Mælkespandene stod i et vandafkølet bassin, så mælken kunne holde sig frisk, og det var et tidskrævende job at fylde de mange kander dagen igennem. Ikke mindst, når de gjaldt den dyre fløde, var nogle af konerne meget påpasselige med at få fyldt helt til randen, så man måtte undre sig over, hvordan de fik transporteret de dyrebare dråber hjem uden at spilde.

Det viste sig hurtigt, at ovnen med de otte plader ikke var stor nok til at forsyne befolkningen på nordsiden med brød, og efter et par år blev den skiftet ud med en ovn, der var

Ejvinds Bageri, som det så ud, da det var nybygget i 1956.

dobbelt så stor, men kun halvt så dyr at opvarme.

Fire år senere var der basis for at købe endnu en ovn med den samme kapacitet. Indtjeningen ved fiskeriet var blevet bedre for de fleste familier, og i sommertiden var turisterne begyndt at gøre deres entre på Klitten i en udstrækning, der havde betydning for de lokale forretningsfolk.

De handlendes service var udstrakt både over for de lokale og turisterne. Om sommeren var der gæster på campingpladsen ved Ankergården, og det var fast rutine, at bageren var på pletten langs teltene for at sælge rundstykker til turisterne. Senere blev rundstykkerne leveret til campingpladsens kiosk og solgt derfra.

Ejvind Jørgensen fortsatte traditionen med landturen. Hesteforspandet blev skiftet ud med varebilen, og parrets børn sørgede for at aflevere bagerposerne ved døren, mens bageren selv sad bag rattet.

Også Hvide Sandes borgere fik service for pengene. I 1952 kostede et rundstykke 8 øre, og morgenbrødet blev leveret. Mange børn har således tjent en skilling som bybud for Ejvinds Bageri.

Hvide Sandes udvikling gik herefter stærkt, og bagerforretningen på nordsiden blev udvidet i takt med det større kundeunderlag. I 1978 købte Ejvind og Lissi Jørgensen endnu en forretning i Butikscentret, hvor de indrettede både bagerbutik og konditori. Konditoriet dannede i otte år rammen om mange foreningsaftener og hygge over en kop kaffe efter en tur i centrets butikker.

I 1986 besluttede parret at leje lokalerne ud til det daværende Restaurant Perlen, og bagerbutikken flyttede til naboejendommen, hvorfra den drives i dag.

To år senere valgte Lissi og Ejvind at gå på pension efter mange dejlige år med forretningen. Parret lægger ikke skjul på, at de føler sig meget heldige ved at have oplevet gode tider for branchen i Hvide Sande.

Sønnen Merrild og svigerdatteren Ilse tog over, og bagerforretningen i Nørregade har siden skiftet ansigt med ny facade i 1989/90 og et udvidet bageri i 1993/94.

I dag beskæftiger bageri og butikker 29 medarbejdere, og opskrifter og kalkulationer er kørt over på edb. Og hvor Merrild Borggaard Jørgensens farfar lagde ud med to slags morgenbrød, nemlig rundstykker og kryddere, kan Ilse Borggaard og det øvrige butikspersonale i dag byde på 25 forskellige slags rundstykker i Ejvinds Bageri.

– Men håndværket er stadig det samme som i 1940’erne, og vi lytter stadig til vejrudsigten for at vide, om det bliver havvejr. Er det det, skal rundstykkerne være klar til fiskerne ved 4-5 tiden om morgenen, siger Merrild Borggaard, tredje generation i bagerfamilien på Klitten.

Ejvind Jørgensen under arbejdet i bageriet.

Tænd lige lyset

Ywl o æ Kle’t 1993

Det er snart jul. Vi sidder inde og hygger, mens det bliver mørkt uden for. Vi kigger måske på juletræet, der lyses op af lyskæder i varme farver. Måske musikken spiller, eller fjernsynet er tændt. Du trykker på kontakten ved lampen, så du kan sidde og læse årets Ywl o æ Kle’t og nyde en kop kaffe fra kaffemaskinen.

Det har ikke altid været muligt. I årets historie fortæller Røikjær Frich om den gang i 1939, da de elektriske lys for første gang blev tændt i Hvide Sande. Det er en sjov fortælling, der afslører, hvordan livet gang på gang går i ring.

Behovet for elektricitet steg, som årene gik, og det gav udfordringer:

»Der måtte igen nytænkning til – og det resulterede i, at Kaalund i 1943 anskaffede en vindmølle – en 4-vinget klapsejler, der var selvkrøjende, d.v.s. at den selv drejede om i vinden«, står der i artiklen.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1993

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Hvide Sandes vartegn 1940-1945. Elektricitetsværkets vindmølle og faresignalmasten på Vandtårnsbakken.

FORORD

af formand for Handelsog Håndværkerforeningen, Jesper Clausen

ET VELSIGNET SAMMENREND

af sognepræst J. Estrup Jensen

FRA KOMMUNENS

SKRIVEBORD

af borgmester Hans Thomsen

ET HISTORISK LYSPUNKT –TRODS ALT

af Røikjær Frich

MEISTRUPS BADEPENSION

af Bitten Kambskard

SMÅ ERINDRINGER FRA MIT LIV

af Martin Sørensen

EN TEBÅEGBLIK!

af Erna Timmer

FREGATTEN »SCT. GEORG III«

af

HVAK – HVIDE SANDE AKTIVITETSKLUB

af Kirsten Onsberg

MINE FØRSTE ÅR PÅ KLITTEN

af Arne Mathiesen

Møllen kom fra Lem og allerede dengang blev Vestasmøllerne, endnu før de hed det, startskuddet til en ny udvikling, lige som de blev det, da tre møller på stranden blev det økonomiske fundament for havneudvidelsen omkring 60 år senere.

I 1964 overdrog Kaalund elværket til Hvide Sande Elforsyningsselskab. Der var den gang 694 forbrugere, der tilsammen havde et årligt forbrug på 1.690.000 kWh. I 1992 var antallet af brugere steget til 1700, der forbrugte 29.700.000 kWh.

RAH, som i dag står for elforsyningen, fortæller, at de tilsvarende tal i dag er 2800 forbrugere, der tilsammen forbruger 38.000.000 kWh. Stigningen skyldes blandt andet, at der er kommet mange flere ferieboliger i Hvide Sande, siger RAH.

En hyggelig lille tankevækkende øvelse er lige at sidde i elpærens skær og regne ud, hvor meget strøm den enkelte forbruger i gennemsnit har brugt om året.

Et historisk lyspunkt –trods alt

Af Røikjær Frich

LILLEJULEAFTEN den 23. december 1938 tændtes det elektriske lys for første gang i de private hjem i Hvide Sande.

Inden den tid, var der kun elektricitet til betjening af vandbygningsvæsenets egne anlæg – sluseporte og klapbro, samt ledefyr og tågehorn ved indsejlingen, og en sparsom havnebelysning – fra V.B.V.’s eget værk i forbindelse med administrationsbygningen på nordsiden af sluserne.

Det var Hvide Sande Borgerforening, der tog initiativet til at få elektricitet til Hvide Sande.

Først var man i forhandling med Ringkøbing Amts Højspænding; men da disse forhandlinger endte resultatløse, kom man i forbindelse med installatør N. S. Kaalund i Rækker Mølle, der tilbød, at etablere og drive et privat elværk til jævnstrømsforsyning.

Værket opførtes ved nedkørslen til Mamrelund, og stod færdigt i december 1938, og var udstyret med en stor, opretstående, éncylindret, langtsomtgående glødehovedmotor til drift af dynamoen.

Jævnstrømsanlægget passede naturligvis også bedst til forholdene, idet V.B.V.’s anlæg var baseret på jævnstrøm.

Kaalund indgik da også en kontraktlig forpligtelse på at levere strøm til V.B.V., idet han samtidigt overtog V.B.V.’s akkumulatorsekt ion.

Tilslutningsafgiften for private forbrugere sattes til 20 kr. pr. husstand, hvis man tilsluttede sig straks. Ved senere tilslutning ville afgiften stige til det dobbelte – så den allerstørste del af byens daværende beboere gik med fra begyndelsen.

Den 3. september 1939 udbrød Anden Verdenskrig, idet tyske tropper var rykket ind i Polen, hvad der medførte, at England og Frankrig samtidig erklærede Tyskland krig.

Den 9. april 1940 kom turen til Danmark og Norge – det medførte, at der straks dekreteredes mørklægning af vinduerne i alle hjem, og gadebelysningen skulle slukkes.

Det varede heller ikke længe før der begyndte at blive knaphed på forskellige ting –og navnlig olie rationeredes – der måtte gåes nye veje.

Og Kaalund var aldrig rådvild – han tilsluttede motoren et gasgeneratoranlæg, baseret på brunkul til supplering af den knappe tildeling af olie.

Men efterhånden som tiden gik, og behovet for elektriciteten steg, kunne denne motor ikke blive ved at klare strømforsyningen.

Der måtte igen nytænkning til – og det resulterede i, at Kaalund i 1943 anskaffede en vindmølle – en 4-vinget klapsejler, der var selvkrøjende, d.v.s. at den selv drejede om i vindretningen.

Møllen blev lavet i Lem, og efter det samme princip som de kendte husmøller fra før i tiden det var et godt supplement til det bestående anlæg, og resulterede da også i, at der ikke på noget tidspunkt var rationering på strømmen, som der var så mange andre steder – dog kunne det undertiden knibe med spændingen –navnlig ved de yderste forbrugere i Sdr. Lyngvig og Aargab, der først var kommet med under krigen, hvor det var umuligt at skaffe kobbertråd til luftledning, og man måtte så anvende jerntråd i stedet, der naturligvis havde en ringere effekt – og undertiden kunne det

da også knibe med strøm til malkemaskinen i stalden og lyset i de elektriske pærer kunne godt forekomme lidt svagt.

Kaalunds svigersøn, Børge Winther der kom til Hvide Sande som elektrikersvend i 1944, har fortalt, at da man skulle lægge strøm ind i nogle tyske militærbarakker, der lå, hvor nordhavnen og fabrikkerne ligger i dag, var man nødt til at anvende pigtråd til luftledning – det havde tyskerne tilsyneladende heller ingen knaphed på under krigen.

Efter krigsafslutningen, da der igen var olie, blev møllen taget ned, og den encylindrede motor, der havde gjort det så godt, blev afløst af 2 dieselmotorer.

I 1947 kom vekselstrømmen til Klitten, idet Ringkøbing Amts Højspænding – R.A.H. –førte en 10 KV, ledning frem til Hvide Sande, der tillige gennem et transformatoranlæg skulle forsyne klittens beboere med elektrisk strøm.

Kaalund tilsluttede da også dette anlæg, idet han for egen regning lod opføre en transformatorstation ved elektricitetsværket, og til at begynde med omformede vekselstrømmen til jævnstrøm, og sendte det ud til forbrugerne gennem hans private ledningsnet. Dette var tydeligvis ikke tidssvarende i længden – men da han havde kraftstationen, begyndte han gradvis at udbygge ledningsnettet til forsyning med vekselstrøm. Denne udbygning var tilendebragt inden 1964, idet vandbygningsvæsnet da også var overgået til vekselstrøm.

Den 1. april 1964 overdrog Kaalund hans private anlæg til Hvide Sande Elforsyningsselskab – og han blev selv driftbestyrer for det nystartede selskab, og var det indtil november 1971, da han afløstes af selskabets nuværende bestyrer – Poul Svenningsen.

Der var ved overtagelsen i 1964 694 forbrugere, med et årligt forbrug på 1.690.000 kwt. I 1992 var der ca. 1700 forbrugere med et årligt forbrug på ca. 29.700.000 kwt.

Ved nedlæggelsen af Elektricitetsværket fortsattes virksomheden som el-installationsforretning, der tillige også omfattede vand og sanitetsinstallationer.

I 1963 havde Kaalund overdraget virksomheden til sønnerne Søren og Svend, som drev

virksomheden sammen flere år, indtil de efterhånden handlede ud, og Svend etablerede sig med selvstændig forretning på havnen, medens Søren fortsatte med den oprindelige virksomhed.

Efter flere års sygdom døde Svend i 1983 –og virksomheden på havnen blev overtaget af en nevø – Niels Jørgen Winther, der stadigvæk driver denne forretning.

Efter Sørens død i 1987 blev installationsforretningen ved Mamrelund overtaget af en mangeårig medarbejder. Men på grund af tidernes ugunst, har forretningen måttet ophøre, og bygningerne er nu indrettet til kontor og butiksformål med tilhørende boliger.

Forsiden af 25. årgang af »YWL O Æ KLET« er en gengivelse af vindmøllen med vandtårn og signalmast i baggrunden – i Aage Bjerres fine streg. Og motivet udgør i sin helhed en del af Hvide Sandes historie gennem årene, der er gået.

Glædelig jul – Godt Nytår.

Billeder fra året

Fra åbningsreceptionen ved den nye radioforretning, J.P. Sound, i kælderetagen i det tidligere elektricitetsværk ved nedkørslen til Mamrelund.

Annebergs Tømmerhandel A/S efter ombygning og tilbygning i 1993.

Hos slagteren køber man kød i dag

Ywl o æ Kle’t 1992

Slagteren? Det er da der, man køber kød? Ja, det skulle man tro, men ifølge Sofus Pedersen, der skrev dette års artikel, kunne slagteren før i tiden lidt af hvert. Han vejede de nyfødte babyer. Han vekslede checken, når pensionen kom, han tydede brevene fra det offentlige, og spiste fast hos »et par ældre piger i Haurvig«, fortæller han blandt andet i artiklen.

Sådan er det ikke at være slagter i dag, griner Morten Aggerholm fra Slagter Aggerholm i Nørregade. – Kunderne kommer for at købe hjemmelavet kvalitet og personlig vejledning. De seneste ti år er vi begyndt at sælge mad, som næsten er færdig. Det er til de travle familier, hvor forældrene kommer hjem fra arbejde, børnene skal til fodbold og der skal laves lektier, og så skal maden være nem og bare kunne sættes i ovnen i tyve minutter, før det er spisetid, siger han.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1992

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Haurvig kirke.

FORORD

af Jesper Clausen, formand for Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening

VENDEPUNKT

af sognepræst J. Estrup Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af borgmester Hans Thomsen

HAURVIG KIRKE

af Røikjær Frich

Æ TJENNESTEBØEN!

af Erna Timmer

EN STRANDINGSHISTORIE FRA 1894

af Chr. Tarbensen Christensen 40 ÅR LANGS KLITTEN af Sofus Pedersen

SØNDAGSSKOLEN FØR OG NU af Erna Degn

FISKERIETS HUS

af Henry Madsen

FOR NO Æ ET YWL

af Maren Kirk

ÅRETS GANG I BILLEDER

af Verner Madsen

Men samtidig med at maden skal være nem og hurtig at tilberede, er der også kunder, der gerne vil lave maden helt fra bunden.

– M ange bliver grebet af Bonderøven på tv, eller de har måske set i morgen-tv, hvordan man kan lave en ret, så kommer de her og vil købe ind til det. Der er stadig en del, der gerne vil lave rullepølse og sylte fra bunden, fortæller han.

Mange ting forandrer sig hen over årene. Slagteren vejer ikke babyer mere, men sælger tapas og halvfærdige retter. Men to ting ændrer sig ikke; Ywl o æ Kle’t udkommer hvert år op til jul. Og så er julen tiden, hvor vi gerne vil spise, hvad vi plejer.

– Hvor vi ellers gerne vil prøve noget nyt, er julen traditionernes tid, hvor maden skal smage, som den plejer. Men i år laver vi også nogle nye retter til julefrokostbordet. Yvonne Søegaard blev medindehaver i sommer, og vi vil i år prøve at lave nogle nye retter, så man ikke behøver sidde til seks julefrokoster og spise det samme, fortæller Morten Aggerholm.

40 år langs Klitten

Af Sofus Pedersen

I1947 købte jeg Hvide Sande Slagterforretning af P. Rudmose og gårdejer Laurids Knudsen, Holmsland.

Det var da Hvide Sande var en mindre by med få huse, men de var til gengæld godt beboet, for i de fleste var der to lejligheder.

Det var jo i efterkrigsårene og vi havde endnu rationeringer på de fleste fødevarer, også indbefattet kød. Så det var ikke hver dag vi havde varer i butikken. Vor kundekreds strakte sig fra Haurvig i syd til Sønder Lyngvig i nord.

For at betjene de sydligste kunder, cyklede vi de første par år en gang om ugen til Årgab og Haurvig, og tog bestillinger, som så om fredagen blev sendt ud med den bilende post.

I året 1949 anskaffede vi os en bil og begyndte så at køre fast landtur, såvel syd som nord på.

Der var på den tid flere af dem, som vi i dag kalder »gamle klitboer« og efterhånden som tiden gik fik jeg et godt tillidsforhold til disse mennesker, det skal nok tilskrives, at jeg er en god, interesseret lytter. De ville gerne berette om tiden fra århundredeskiftet og fremefter, især om de forskellige handlende, som havde deres gang på Klitten dengang, og det blev til de værste krønikker om, hvordan de havde geberdet sig, men den tillid, som jeg viste dem, overførte de så på mig, og det medførte så, at de begyndte at bruge mig som deres personlige socialrådgiver, brevkasseløser og de unge mennesker som sundhedsplejerske.

Det skal forstås således når de f.eks. havde fået en skrivelse fra kommunen med det snørklede sprog, så skulle jeg læse det og forklare, hvad der stod, og når jeg sagde: »Det er lige til kakkelovnen«, gik det ud.

Det med brevkassen var noget særligt. Jeg er selv forundret over, hvad de betroede mig,

men der var kun een ting at gøre at have det ene øre godt åbent og det andet ekstra godt åbent, så der var gennemgang, for der skulle nødigt blive noget til hukommelsen.

Der blev også født børn og mit hverv blev at veje de små engang hver 14. dag, for at se om de trivedes.

Det med føden, når man færdedes ad Klitten var ikke noget problem. Der blev serveret kaffe mange gange om dagen og middagen var man også sikret, og det kunne ske, at det blev to gange på en dag, for der var nogle der allerede spiste kl. 11 og andre først ved 13 tiden.

De sidste mange år spiste jeg fast ved et par ældre piger i Haurvig, så var det ligegyldigt om jeg kom kl. 11.30 eller kl. 13, så stod maden klar.

»Man kan ikke skue hunden på håret«. En dag vi sad og spiste, siger de to i munden på hinanden: »Nu skal du vide det. Den første gang du var her hos os, sagde vi samstemmende: Ham kommer vi ikke til at handle med ret længe, men nu har det alligevel gået i 45 år, og den ene som i dag bor på Klithjemmet, er nu min tirsdagveninde. For hende besøger jeg nemlig trofast hver tirsdag aften, og så siger hun »Jeg er så glad ved, at du kommer«.

Der var så mange ting de ældre, især enlige kvinder, kunne bruge mig til, så skulle der en høne slagtes, en gasflaske skiftes, et skab flyttes, en lampe hænges op. Et ældre par lå i sengen med influenza, de skulle have deres havregrød kogt.

En enlig ældre dame, hendes køb bestod gerne af et halvt pund fars samt for 25 øre leverpostej, som dengang kostede den nette sum af kr. 2,75. Det kunne hun prige om. Så en dag skete der en stor overraskelse. Kommunen var begyndt at sende pensionen ud på

Slagterforretningen med mælkeudsalg, som den tog sig ud i 1947, da Sofus Pedersen overtog den.

check, og så spurgte hun jo mig, om jeg kunne veksle den for hende, det kunne nok lade sig gøre. Jeg talte pengene op og sagde: Værsgo’. Så siger hun »hvad koster det« og jeg svarer »det koster ikke noget« hvor efter hun siger »det kan du ikke gøre gratis, du skal have 10 kr.« igen måtte jeg afslå. Hun blev ved, så jeg måtte til at slå i bordet og true med, at så fik hun ikke vekslet. Nu var det ligesom om pengene ikke betød så meget for hende. Det med checkveksling blev med tiden en tilbagevendende begivenhed langs hele Klitten den første i måneden, så den dag skulle tegnedrengen være godt spækket, når man tog hjemmefra.

Jeg havde også en kunde i Sønder Lyngvig, som boede nede ved fjorden. Jeg husker det så tydeligt første gang jeg kom der, da blev jeg modtaget af en herre i stribede bukser og jaket og rygende på en af de gamle langpiber af den slags, der er lige ved at nå jorden, når man står oprejst. Det var toldkontrollør Mikkelsen. Han var ret typen på en aristokratisk

embedsmand. Men trods alt, så skulle der nydes et glas rigtig fransk portvin, hver gang man kom. Om ovennævnte person kunne de gamle på Klitten også berette mange episoder.

Jeg vil slutte min beretning med en Tak til alle de hjem, jeg er kommet i op igennem årene, det vil altid stå som en berigelse i min erindring.

Billeder fra året

Vandrutschebanen i svømmehallen i Hvide Sande. Efter ombygningen i 1991.

Direktør Hans P. Kristensen, A/S Hvide Sande Skibs & Bådebyggeri, om bord på Fregatten Sct. George III. Skibet bygges til Tivoli i København i anledning af 150 års jubilæet i 1993.

Ywl o æ Kle’t 1991

En gang var der taxaer i Hvide Sande

97 31 18 11.

I 1991 var det et kendt telefonnummer, for det var nemlig nummeret til Lasse’s Taxi.

I 1990’erne var der to taxaselskaber i Hvide Sande. Lasse’s Taxi var det ene, Rosa’s Taxi var det andet, og Rosa Jensen husker tilbage på årene med glæde:

– Der var altid meget at lave. Lasse var en rigtig god kollega og vi delte opgaverne og vagterne imellem os, fortæller hun.

I 90’erne var der tre værtshuse i byen, Diskotek Brændingen i Søndervig, der var Falck-kørsel med ture til Aarhus og så var der mange fremmedfiskere, der skulle køres hjem, når tunge-fangsten var landet.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1991

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Nørre Lyngvig kirke.

ÅRETS GANG

af Jesper Clausen, formand for Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening

GENKLANG

af sognepræst J. Estrup Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af borgmester Hans Thomsen

LYNGVIG KIRKE af Røikjær Frich

KRÆMMERE O KREJLERE FAER I DAWW af Erna Timmer

ET TILBAGEBLIK af Maren Kirk

LANDBRUGETS UDVIKLING I HOLMSLAND KOMMUNE af Karl Elkjær

RIDEKLUBBEN »KRIK« af bestyrelsen

ÅRETS GANG I BILLEDER af Verner Madsen

– Bilerne stod sjældent stille. Vi kørte 100.000 kilometer om året, og økonomien var fin. Sådan er det slet ikke længere, fortæller Rosa Jensen.

I dag er der kun ét værtshus, Brændingen er lukket, tungefiskeriet stoppede, og Falck-bevillinger er svære at få.

– Men det var sjovt den gang. Vi kunne blive ringet op af en kunde, der sagde »Ka’ du hent’ mig?« De sagde hverken navn eller adresse, men vi vidste, hvor vi kunne hente dem, fortæller Rosa Jensen, der også fortæller om interne drillerier mellem hende og Lasse:

– Jeg havde været inde på Æ Karklud og hente en kunde. Da jeg kom ud, var min bil væk. Jeg troede det var Lasse, der igen havde drillet mig og kørt den væk, så jeg ringede og sagde, han skulle komme med den igen. Men det var ikke ham, der havde taget den. Han havde derimod lige set den køre mod nord, så han skyndte sig at køre efter og fik fanget dem i Lyngvig. Sådan var det: Vi var gode kolleger, selvom vi var konkurrenter.

Som lokale taxachauffører kom de tæt på kunderne. Både når det var de feststemte weekendgæster, der skulle til og fra festerne, men også når kunderne skulle fragtes til og fra mere triste begivenheder i livet.

– V i blev tit brugt til at vende de alvorlige emner. Når man sidder der i taxaen, kan man jo ikke andet end at lytte, og kunderne vidste, at det ikke kom videre. På en måde var det nemt at være taxachauffør den gang i Hvide Sande: Vi kendte kunderne og hjalp, hvis en var blevet lidt for fuld og skulle hjælpes ind i huset eller ombord på kutteren. Det var en god tid, siger Rosa Jensen, der har kørt taxa i 25 år.

I dag er der ingen taxaselskaber i Hvide Sande.

Ann. 1991.

Lyngvig kirke

Af Røikjær Frich

FORSIDEBILLEDET på årets Ywl o æ Kle’t er en pennetegning af kirken, udført af forhv. murerm. Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande, der nu efterhånden har leveret tegninger til adskillige årgange.

Kirkerne på Holmsland Klit er opført i året 1869 på foranledning af daværende sognepræst på Holmsland F. E. Seidelin, der gjorde et meget stort stykke arbejde for at få bygget de 2 kirker på Klitten.

Han udarbejdede tegninger, forestod indsamlinger, ja, afstod endog fra egne indtægter for at holde gudstjenester på Klitten, som hørte ind under embedet.

Han ansøgte om tilskud fra staten, og fik i første omgang bevilget 10.000 kr. og senere dog mere.

Den 29. september 1869, da kirkerne stod færdige, oprettedes et residerende kapellani for Klitten med selvstændige kirkebøger –uafhængig af sognepræsten på Holmsland.

For den store indsats modtog pastor Seidelin gennem kirkeministeren Kong Chr. den IX-endes allerstørste påskønnelse for den dygtighed og nidkærhed, hvormed han havde løst den store opgave. – Og denne påskønnelse var særdeles velfortjent.

Kirkerne, der var ens af udseende, er opført som langhuse i nyromantisk stil med pilastre og blændinger på sidemurene med jernvinduer og med gavlkamme med opbygning til klokke i østgavl og tilsvarende opbygning med skorsten i vestgavlen – her var også våbenhuset bygget til.

Taget var af naturskifer og tømmerkonstruktionen med bjælkeloft og hængeværk, der er bibeholdt efter restaureringen, idet dette var meget velbevaret.

Tegningerne her viser kirken, som den så ud før restaureringen, ligeledes det indvendige

interiør med de svære plankestolestader og det prunkløse alterparti og prædikestol.

Opvarmningen foregik med en stor skærmkakkelovn, anbragt i kirkens nordvestlige hjørne. Det kunne undertiden være vanskeligt at fyre det store rum op en kold vinterdag navnlig under krigen, da man måtte fyre med tørv eller brunkul. – Og undertiden måtte kirkebetjenten overnatte i kirken for at have den opvarmet til formiddagsgudstjenesten næste dag.

Allerede i 1949, da kirken havde stået i 80 år – kun med de nødvendigste vedligeholdelser – var der i Menighedsrådet, der bestod af følgende: Sognepræsten A. C. Huus, der var formand, murerm. Aage Bjerre Pedersen, kasserer, fisker Anders Thygesen, kirkeværge, gårdejer Anton Vejen, gårdejer Jens Iversen Nielsen, gårdejer Sofus Olsen og fisker Aage Kristensen – stor enighed om, at kirken trængte til en større restaurering.

Haurvig kirke, der ligeledes er opført i 1869, var da allerede blevet hovedrestaureret og forsynet med tårn i 1947 – ved arkitekt Rudolph Gram, lille Værl øse.

Da man ønskede en lignende istandsættelse af Lyngvig kirke, overlod man til ham, efter en nøjagtig opmåling, at udfærdige forslag til restaurering.

I juli 1949 forelagde arkitekten så 3 forslag, hvoraf forslag 1 er som kirken tager sig ud i dag.

De 2 øvrige forslag var uden tårn, der så kunne opføres på et senere tidspunkt.

Da Lyngvig kirke er 3,20 m længere i skibet, som Haurvig kirke, betød det, at der her var mulighed for at dele kirkerummet op med en tværgående mur med korbue til adskillelse af skib og kor, som i de fleste andre landsbykirker.

Og ved at sænke gulvet i midtergangen lidt, samt holde en lav højde i våbenhuset, kunne det nye orgel anbringes i tårnet over indgangen.

Varmeværket bestod af et Morsø – kalorifereanlæg med indfyring til fast brændsel fra et lille fyrrum i tårnet. Det er dog senere udskiftet med et oliefyret kalorifereanlæg, anbragt i en kælder under kirkegulvet.

Den 12. marts 1952 holdtes indbudt licitation over arbejderne, der resulterede i, at murerarbejdet kunne overdrages til murerm. Aage Bjerre Pedersen for en sum af kr. 40.956,00. –Tømrerarbejdet kunne jeg tilbyde for kr. 16.235,00.

Snedkerarbejdet, incl. kirkens inventar for kr. 23.330,00 og glarmesterarbejdet for kr. 1.670,00.

Smedearbejdet udførtes af smedemester Jens Hansen, Hvide Sande. – De elektriske installationer af N. S. Kålund, Hvide Sande. –Blikkenslagerarbejdet af Arne Sørensen, Nørre Nebel og malerarbejdet af malermester E. Westergaard, Kloster – Holmsland.

De samlede byggeudgifter, ind. omkostninger, har sikkert andraget omkring kr. 120.000,00, idet der blev indsamlet, hos sognets beboere, kr. 25.394,00. – Der indkom af

gaver i øvrigt kr. 8.876,00 og i efterbetalingsskatter fra kommunen kr. 2.766,00. – Et statstilskud på kr. 50.000,00. – Og der optoges et lån af stiftsmidlerne på kr. 32.435,00. – I alt kr. 119.471,00. Til fremskaffelse af forannævnte midler og godkendelse af projektet i Provstiudvalg, Stiftsøvrighed og Kirkeministeriet måtte der gå endnu ca. 1 år og 9 måneder, inden arbejdet kunne påbegynde, hvilket skete i december 1953.

Arkitektens forslag 1, omfattede en meget gennemgribende restaurering af hele kirken. –Og så det nye tårn mod vest, der skulle indeholde våbenhus med indgangsparti og det lille fyrrum under tårntrappen i sidebygningen. –Umiddelbart over våbenhuset i 1. stokværk, blev der plads for det nye Frobenius-orgel med den smukke facade, vendt mod kirkerummet. – Fra orgelstokværket er der opgang til 2. stokværk, med lem ind til kirkeloftet, samt trappe til klokkestokværk.

Klokkestolen, af svært fyrretømmer, er udført til 2 klokker, idet den gamle klokke fra østgavlen skulle benyttes i de første år, indtil en ny kunne anskaffes. – Det skete dog i løbet af få år.

– Så nu er der 2 klokker i tårnet, hvoraf det er den nye, store, der bliver benyttet. – Den er

Tegning af kirken, før restaureringen.

senere blevet udstyret til automatisk ringning.

Kirkeskibet fik nyt tagværk, bygget over det eksisterende hængeværk og en smuk tagbeklædning af røde teglsten. – I stedet for de gamle jernvinduer indsattes nye egetræsvinduer med blyindfattet antikglas. – Indvendige vægge påførtes nyt strukturpudslag. Der nedlagdes murstensgulv i midtergang og kor og nyt trægulv under stolestader.

De nye stolestader, udført i fyrretræ og behandlet med en speciel garvesyrebejdse, står smukt og værdigt til de hvidkalkede vægge. –Og behandlingen har vist sig at være meget holdbar. Døbefonten er tillige ny og hugget i granit, dog med det gamle messingdåbsfad. –Prædikestol og alter er udført i egetræ – kraftigt profileret, men enkel og smuk i stilen. –Altertavlen med kors i midten og de 2 alterbilleder fra før restaureringen, dog med ny indramning – skænket af sognefoged Milter Iversen og hustru, Klegod, virker smukt og stilfuldt over det fremtrukne alterparti. – Alterskranken med hylde for særkalke, er ligele-

des udført i egetræ med smedejernsbalustre, og de læderbetrukne puder på knæfald indgår smukt og højtideligt i den i øvrigt enkle stil. Gulvtæppet, indenfor alterskranken, er udført af en kreds af kvinder som korsstingsbroderi efter tegning af arkitekten.

Søndag den 12. juni 1955, kunne Lyngvig kirke genindvies. – Og fremtræder nu i sin nye skikkelse, hvidkalket, og med det smukke tårn – omgivet af lave klitter og med fjorden som baggrund, på værdigste vis i det åbne landskab.

Genindvielsen foretoges af daværende biskop Lindegaard i Ribe og under medvirken af provst C. Christiansen, Tim, pastor Kinch, Holmsland og sognepræsten pastor A.C. Huus.

– Og kirken var fyldt til sidste plads. Efter indvielseshøjtideligheden var der sammenkomst på Sømandshjemmet i Hvide Sande for de gejstlige, menighedsrådets medlemmer og håndværksmestre med damer.

Glædelig jul – godt nytår

Interiør i kirken, før restaureringen.

85 år med Frydendahl

Ywl o æ Kle’t 1990

I 1990 er der en annonce, der opfordrer til, at man kan lægge julehandlen hos Frydendahl. Her kan man både handle i Superland og hos Frydendahl Shopping og Sport. Er man fisker og mangler udstyr til fiskeriet kunne – og kan – Frydendahl også levere.

– I 1933 havde min far en købmandsbutik og skibsproviantering. Det var et sted, hvor man kunne købe mad, isenkram, tovværk, fiskenet og meget mere. I 1969 overtog mine brødre, Jens og Lars, og jeg forretningen. I 1970 kom Vagn Kristensen med som kompagnon, og de kommende år byggede vi videre oven på min fars forretning, fortæller Mogens Frydendahl.

Annoncen er fra 1990, og det var en god tid, husker Mogens Frydendahl:

– Det gik rigtig fint, turismen blomstrede og der var lutter medvind, siger han.

INDHOLDSFORTEGNELSE

1990

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Andreas Jensens havskib brugt som tag.

YWL O Æ KLE’T 1990 af Jesper Clausen, formand for Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening

ALLE TING ER UNDERFULDE af pastor Estrup Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT af Hans Thomsen

FOR 75 ÅR SIDEN af Holger Ejby Villadsen

Æ HJØBJERRING O Æ TIPPER af Erna Timmer

DEN GAMLE HAVBÅD af Røikjær Frich DE SMÅ SKOLER I

HOLMSLAND KOMMUNE af Th. Iversen

LIDT OM HOUVIGS HISTORIE

OG FISKERIET DER af Hans Lodberg

FISKERNE VIL UDSÆTTE TO TORSK FOR HVER TORSK, DE FANGER af biolog Knud Rasmussen

FISKERIETS HUS af Henry Madsen

HVIDE SANDE VISEKLUB af Mary Søegaard

FOTO FRA ÅRET af Peder Jensen

I årene efter årtusindskiftet solgte brødrene og Vagn Kristensen de fem supermarkeder fra. To af bygningerne ejer de stadig, »så vi er stadig interesserede i, at det går godt«.

– Men vi solgte supermarkederne for at fokusere på fiskeridelen og isenkram-butikken, fortæller Mogens Frydendahl.

I dag består Frydendahl dermed af virksomheden på Numitvej, hvorfra de sælger fiskeriudstyr til hovedmarkederne Grønland og Norge – og en række andre lande. Varerne kommer fra virksomhedens fabrikker i Estland og Malaysia, hvor de tilsammen beskæftiger 120 mennesker. Frydendahl har stadig isenkrambutikken ved siden af Iscafeen, og sammen med de tre andre har Mogens Frydendahl gennem årene også investeret i en række ejendomme i byen.

– På et tidspunkt skal der da ske et generationsskifte, men vi har ikke nogen konkrete planer lige nu –men ejendommene beholder vi – dem kan man godt arbejde med, selvom man er lidt ældre, siger han.

Så ja, i 85 år har navnet Frydendahl været tæt forbundet med Hvide Sande:

– V i er alle tre født og opvokset i Stormgade 2, og hovedvægten af forretningen har altid været i Hvide Sande. Og vi må konstatere, at vores arbejdsfordeling har været god, for den har indtil nu holdt i 50 år –det synes jeg er ret godt klaret, siger Mogens Frydendahl ikke uden stolthed i stemmen.

Lidt om Houvigs historie og fiskeriet der

Houvig udgør, som de fleste nok ved, de nordligste 4 km af

Holmsland Klit, – skellet til Husby Klit er ved Sidselbjerg

Af Hans Lodberg

HVAD kan der så være at fortælle om en så kort og tyndt befolket strækning at Klitten vil man uvilkårligt tænke. Ja, det var jo der tyskerne slog sig ned og fyldte bjergene med cement, men det ved og kender vi jo alt om.

Det skal heller ikke berøres meget i denne artikel, der er virkelig noget mere interessant at skrive om fra Houvig.

Hvem kan vel forestille sig i dag at her boede over halvdelen af klittens befolkning i ældre tid. Ifølge folketælling i 1787 var der 17 huse og 61 indbyggere – i 1801 24 huse og 111 indbyggere i Houvig. Langt de fleste af dem boede aller nordligst i Kryle og Krogen, som var to »byer« på den tid med 400 meter imellem – af naturen adskilt ved en lille vig fra fjordsiden, som blev kaldet »Æ lille hav« og som iflg. overleveringer har været en naturhavn.

I Krogen var der indtil 1872 Krogensgård –Chr. Aaes husmandssted – samt 8-9 jordløse huse. De lå alle vest for den dæmning, hvor man i år har forsøgt at kystsikre ved at fylde op med sand.

Resterne af husene er forlængst gået i havet og resterne af den gamle Krogensgård blev synlige da man pumpede sand ind fra havet til opfyld. I 1872 flyttede man gården mod nordøst, for havet truede slemt. – I 1892 gjorde en 3 dages storm kål på de sidste beskyttede klitter ud for den gamle boplads så husene lå frit ud til stranden, og de nuværende diger blev opført øst for husene, som så blev rømmet. Man-

ge af beboerne flyttede til Esbjerg og nogle længere ned på klitten.

Chr. Aae. var den sidste, der flyttede. Han holdt stand til 1894, hvor han byggede nyt stuehus og stald og udhus blev opført af det gamle – det vi har kendt som »Aabo« og lå 200 mtr. nord for Krogensgård.

I »Kryle« (som betyder krybe sammen) lå der indtil 1865 5 firlængede gårde bygget helt tæt sammen. Ja så tæt lå nogle, at en trillebør ikke kunne gå imellem. Desuden et ukendt antal jordløse huse syd og sydøst derfor (på den tid kaldet gadehuse).

I 1867 flyttede Thue Sørensen sin gård sydlig i Houvig. Det var den vestligste af gårdene og blev den sydligste gård der, hvad den stadig er, og havde fælles jord med Krylegården, der ejedes af en brors søn Søren C hristensen (kaldet Lodberg). En stor del af deres jord lå i det sydlige Houvig, og man fordelte da jorden mellem sig – dog var der stadig engparceller i det nordlige og rørbuske i det sydlige – man stadig var fælles om – helt op til efter krigen, da Krylegårdens tilliggender blev udstykket.

I 90-erne brændte den østligste gård. Ejeren så gården brænde, da han var ude på fjorden for at fiske – han flyttede til Esbjerg. I 1914 blev P. Pedersens gård revet ned, den lå i midten og dens lade gik et fag ind i Krylegårdens stuehus. Min bedstefar købte ham til at flytte – og han fik en ny ejendom øst for landevejen. Niels Vejes gård blev også nedlagt – udhusene blev

Kryle før 1910. I forgrunden Krylegården, dernæst P. Pedersens, og bag den ses taget af Niels Vejes gård. Tegning efter foto af Aage Bjerre.

brækket ned – men stuehuset blev benyttet indtil tyskerne ødelage det.

Så var der Krylegården tilbage, men den tog tyskerne i foråret 1944 – hvorefter den nedbrændte i efteråret samme år.

Vi blev jaget ud med 14 dages varsel – alt skulle fjernes – og så var vi pludselig flygtninge i vort eget land. Efter krigen ville brandforsikringen ikke dække skaden, så det var ikke muligt at få den bygget op igen. Den havde været i slægtens eje siden 1677.

Hvad var det, der trak mennesker dertil – vil man nok spørge. Det har været barske forhold, de har levet under der mens sandet føg. Der er mange beretninger om folk der måtte gå fra hus og hjem på grund af sandflugt, så agerbruget har nok ikke givet meget af sig, da vandet i fjorden stod højt og sandet føg over det, der kunne dyrkes.

Nej, det var fiskeriet, der gav brød på bordet i de fleste hjem. Det kan vi også se ved at de svarede fisk i landgilde (skat). Her var det muligt at fiske på både fjord og hav i baglandet kunne man afsætte fangsterne – Stadil, Holmsland og videre ind i landet – indtil man begyndte at afvande i 1860 var der vand nok indenskærs – både til at fiske i og transportere fangsterne på.

Havfiskeriet har været det væsentligste og på mange gårde havde man havbåde, og til at bemande dem skulle der jo havkarle til. Mange af dem har boet i de jordløse huse, som var i Krogen og Kryle.

At det var vigtigt at have karle til fiskeriet, kan vi se da Søren Hansen i Kryle skal skifte efter sin første kones død i 1788. Ved skiftet forestillede enkemanden sig, at han af hensyn til boets ringe omstændigheder helst så, at der

kunne opnås en mindelig ordning med børnene, uden at han bebyrdedes med alt for stor vidtløftighed med deraf følgende udgifter, som han ingen evne havde til.

Han var villig til at give de 2 ældste sønner samme ret som de hidtil havde haft siden de blev i stand til at drage på havet – nemlig 2/3 af en Jod, foruden føde og klæder, vådstøvler og sko til fornøden brug så længe de ville blive hjemme hos ham og drage på havet når fi sketiden var inde og når fiskeriet holdt op, da at arbejde ved fiskeredskaberne som hidtil.

Han troede, at børnene var bedst tjent med denne ordning, da han ikke kunne bevise dem større faderlig velgerning og han ikke formåede at give dem rede penge.

Samme forhold lovede han skulle gælde for den yngste søn, når han kom til den alder, hvor han skulle drage på havet. Han forpligtede sig til at give denne søn en kristelig og anstændig opdragelse med fornøden underholdning af føde og klæder.

At det var et fiskersamfund der boede der, har herremanden på Søgård også været klar over. Da han i 1802 byggede Gl. Bjerregård på det nye land, skulle der også sættes fiskeri i gang. Han byggede »Fiskergården« og hentede den dygtigste fisker i Houvig – Laust Jensen – og lod ham fæste stedet.

Da man begyndte at afvande Stadil Fjord, flyttede flere af beboerne længere ned på Klitten. Det kneb efterhånden med at holde de unge hjemme ved fiskeriet. Ret så mange af dem rejste til Esbjerg. Ja, den tiltrak næsten alle unge fra hele Klitten i en lang periode, og de var med til at udvikle den fiskerby, der her er opstået.

Efter at der blev fast vej fra Søndervig til Ringkøbing og dermed bedre afsætningsmuligheder samledes fiskeriet mere omkring Søndervig – der i en lang periode var Klittens største fiskeplads – men det er en helt anden historie. I den periode, vi nu er kommet til var der 2 bådelaug i det nordlige Houvig. 1 fra Krogen og Kryle og 1 fra Poul Poulsen og J. Chr. Jespersens – og de sidste år før krigen gik de sammen til 1. Man brugte havpramme – en norsk type, der var forholdsvis let at lande og søsætte i forhold til de meget større og tungere havskibe man før have brugt. De blev i begyndelsen brugt som helt åbne, både med årer og sejl. Årene var huggede d.v.s. hugget ud. De havde stiksvær (sænkekøl) til at hindre afdriften. Efterhånden fik man små benzinmotorer installeret i dem, det var mærkerne »Karl Erik« og »Solo« der blev mest brugt – de var 4-6 HK. Udviklingen skred frem, og man fik på dæk lagt i med luger til de forskellige rum, så man kunne lukke tæt, alt efter som vejret var, hvilket var et stort gode, sejl og årer var stadig fast inventar i havprammene selv om de havde fået motor

– var vinden god, blev sejlet sat og årene var uundværlige når de skulle søsættes og blev til tider også brugt ved indhaling af redskaber. Til ophaling havde man gangspil. Mange af prammene blev bygget her på Klitten af dygtige bådebyggere, hvoraf der var flere på den tid. Min far og J. Chr. Jespersen fik en ny havpram bygget i Lyngvig hos Niels Chr. Graversen i 1928-29.

Nu var det folk fra gårdene, der fiskede. De lejede karle, enten til at hjælpe med fiskeriet eller til at passe landbruget. Dertil en pige i huset og en hjorddreng, hvis de ikke selv havde nogen i opvækst.

Hjemme hos os havde vi i mange år en kusk fra Ringkøbing til låns til at hjælpe med forårsarbejdet, så min far kunne passe fiskeriet, når det var havvejr. Hver bådelaug bestod af 4 mand, der hver mødte med deres del af redskaberne.

Om foråret fiskede man med tungenet, og da måtte alle hjælpe til med at rede garn op. Der gjaldt ingen undskyldninger – kunne man ikke nå, fik man en hummerkasse at stå på. Hestevognen skulle helst stå klar på stranden,

Havprammen

landes efter hofiskeri ca. 1920. Prammen her havde kun årer og sejl – ved stævnen ses Anders Lodbjeg, siddende Kræ Fywer (Chr. Fjord Tarbensen), stående Kræ Jespersen, bag ham Chr. Aae. Tegning efter gl. foto af J. Funder Nielsen.

Kryle og Krogen omkring 1930. I forgrunden Krylegården, over den Krogensgård, bag den ses Chr. Aaes »Aabo«, dernæst Anna Rasmussens sommerbolig, i dag »Gryet«.

når de landede så netten kom hjem hurtigst muligt.

I sommertiden holdt man øje med makrelstimerne når vejret var dertil. Man skiftedes til at holde vagt på havbjergene, og hvis der kom makrel under land, kunne høst være høst, så var der ingen folk på marken i Houvig, sådan fortælles der.

Man fangede dem i landdragningsvod. Dertil havde man en mindre norsk pram. Voddet blev lagt omkring stimen og derefter halet i land.

Det var også en af den tids turistattraktioner, det kunne samle badegæster, som turister kaldtes dengang – der var altid opløb og tilskuere, når der var »kreller«.

Hvordan kvaliteten har været, når de først havde ligget på stranden en varm sommerdag, og derefter kørt på hestevogn og til sidst med bil til Ringkøbing, før de blev kølet af, fortælles der ikke noget om.

Om efteråret fiskede man med kroge efter torsk, hvilling (kuller) og hvad der ellers ville bide på, – såsom rokler og skader var ofte bifangst.

Hver mand skulle møde med 3-4 bakker esede (d.v.s. agnede) – på hver bakke var der 300 kroge. Til agn blev der mest brugt sandorm, men også muslinger og agn fra fjorden blev brugt.

Når der blev splidt op (d.v.s. klaret kroge) satte man krogene i splidstok – 150 i hver –derpå blev de skyllet og hængt til tørre.

Når man esede, havde man en esebænk at sidde ved. I den var der huller til at sætte splidstokkene i, så krogene var lette at tage af. Ormene blev sat på og lagt ned i vådt sand, der blev lagt i revler på bakketruget.

Var de eset, skulle de omgåes med forsigtighed så de ikke kom i ulave. De blev båret til havet på hovedet. Man snoede en ring af en overtræksbluse eller andet til underlag. Det var en balancekunst at bære en fire til fem bakketrug oven på hinanden på den måde, og nogle holdt ikke engang ved dem.

Det skete også, at man satte kroge efter ho (d.v.s. pighajer), afsætningen på dem var ikke så god, – de blev mest solgt i oplandet. Her var

Stadilboerne gode aftagere, – og ellers kunne de jo indgå i den daglige kost som røget, tørret kogt og stegt.

Følgende kan fortælle lidt om menuen i et fiskerhjem på Klitten i 1925.

Jeg traf ved en tilfældighed en mand engang vi var på Østkysten. Han havde været indkvarteret hos os i Kryle sammen med flere marinesoldater, mens de foretog en kystopmåling. De var i fuld forplejning. Han fortalte, at en dag havde man haft ret så mange ho, båden var næsten fuld, da den landede. Så nogle dage efter – fortæller han videre – Kom vi cyklende hjem fra Ringkøbing, og undervejs talte vi om, hvad vi mon skulle have til »anden« (middag) når vi kom til Houvig. Een gættede på kogt ho – en anden på stegt, og hvad fik i så, spurgte jeg. – Kogt ho, og ho i mange dage. – Efter 55 år havde han ikke glemt, hvordan ho smagte.

Helt op til under krigen fiskede man fra kysten. Men da der blev lagt miner i havstokken, satte det en stopper for fiskeriet.

Efter krigen er der ikke drevet kystfiskeri i det nordlige Houvig. I Søndervig gik flere i gang igen, men i 1953 var det sidste gang, der blev fisket fra kysten.

1944 blev et skæbneår for både Krogen og Kryle, da begge nedbrændte. Krogensgård blev offer for lynnedslag.

I 1948-51 byggedes en ny Krogensgård. Man flyttede over i Kryle, og nu kan man sige med et moderne udtryk, at der er sket en fusion af de to gamle bosteder, nu da Krogen ligger midt i Kryle.

Det eneste der er tilbage af det gamle i Krylen er Kræ Jespersens hus og udhuset fra Krylegården, den er efter al sandsynlighed rester fra Thues Gård, ja Thuesbjerg er der da også endnu. Begge huse er i dag sommerboliger.

Billeder fra året

Pr. 1. januar 1990 har Annebergs Tømmerhandel A/S overtaget Hvide Sande Tømmerhandel.

Superland Sport og Isenkram efter overtagelse af Bredgade 1 i Hvide Sande.

Ejvinds Bageri i Hvide Sande efter moderniseringen.Det nye surfcenter i Hvide Sande.

1980’erne på det jævne

Ywl o æ Kle’t 1989

I 1980’erne fik danskerne movie boks, dankort og walk man. I stuerne sad familierne i sofaerne og så Dallas og Dollars i fjernsynet. Lige før 80’erne blev til 90’erne, faldt Berlin-muren. Men i årets artikel fra 1989 konstaterer Jesper Clausen i Ywl o æ Kle’t, at 80’erne blev mere »på det jævne« end de glade 60’ere og 70’ere i fiskerbyen.

Alligevel kan han remse en imponerende liste op over de mange ting, der skete lokalt. Kan du for eksempel huske, hvornår byen fik sandpumperen S/P Træl? Svaret er 1989. Hvilket år blev Iscafeen bygget? Rigtigt gættet; 1989.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1989

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Pælen er den sidste rest af »Hegnet« i Bjerregård. Pælen er egespantetræ fra fiskesmakken »Beauty«, strandet i Bjerregård i 1887.

DET KIMER NU TIL JULEFEST, DET KIMER FOR DEN HØJE GÆST

af pastor Estrup Jensen

HVIDE SANDE HANDELS- OG HÅNDVÆRKERFORENING af Jesper Clausen

ET TILBAGEBLIK OVER ÅRET DER GIK – 1989 af borgmester Jens Chr. Frandsen

DEN SIDST HEGNSPÆL af Erna Timmer

LANDSBYHÅNDVÆRKERE OG

ANDET GODTFOLK I ÆLDRE TID af Røikjær Frich

HVIDE SANDE IDRÆTSFORENING

af Jan Christensen

ANDREAS JENSEN – EN PERSONLIGHED JEG HAR KENDT

af Folmer Drewsen

FJORDFISKERI – ET ERHVERV I FORANDRING

af Birte Holm Pedersen

HOLMSLAND FORSAMLINGSHUS af Ejnar Nørgaard Johansen

ÅRETS GANG I BILLEDER af Bent Jensen

På listen står der også, at lægehuset i 1989 blev ombygget og indrettet i det gamle toldkontor i Toldbodgade. Et lille kuriosum er, at der ved siden af artiklen er en annonce for butikken Antik & Gammelt i Nørregade 64. I dag er Nørregade 64, som vi ved, ved at blive bygget om til et splinternyt og moderne lægehus. Lægehuset i Toldbodgade er med sine snart 30 år på bagen ikke længere tidssvarende. Samtidig vil en placering på nordsiden, ifølge en artikel i Dagbladet Ringkøbing Skjern den 10. januar, give færre trafikale problemer for både patienter men også for redningsbiler.

Jesper Clausen slutter sin artikel af med en opfordring: »Alle ved, at vi har en lav trækprocent, men mange ved ikke, at vi også har et højt serviceniveau«, og derfor opfordrer han alle til at gå ud og fortælle de gode historier om de mange aktiviteter, der er i Hvide Sande. Samme opfordring er i øvrigt for et par år siden kommet fra Ringkøbing-Skjern Kommune: At vi skal blive bedre til at »prale« af de mange gode ting, der sker i Ringkøbing-Skjern Kommune. For kun ved at man fortæller de gode historier, får andre øje på herligheden i kommunen ved hav og fjord. Men det vidste man selvfølgelig allerede i Hvide Sande i 1989.

Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening

Af Jesper Clausen

VI er nu på vej ind i 90’erne og kan derfor se tilbage på 80’erne der blev mere på det jævne end de glade 60’ og 70’ere, hvor der skete kraftig fremgang på Klitten.

Turisterhvervet oplevede 1989 som et af de bedste turistår.

I Holmsland kommune er turisterhvervet stadig det største erhverv efter fiskeriet.

Turisterhvervet er takket være private interessegrupper og foreninger i fremgang efter store messefremstød i udlandet.

Fiskerierhvervet står desværre stadig over for udefra kommende restriktioner, både EF’s fiskeripolitik og den danske fiskeripolitik.

Vejrmæssigt blev 1989 et fiskerivenligt år med mange havdage – med bl.a. baggrund i ovennævnte blev både konsum og industrifiskeriet således godt.

Havnen fik den meget omtalte sandpumper »S/P TRÆL«, så indsejlingen uddybes med 1 meter til i alt 4,5 meter vand.

Til trods for at fiskeriet er stagnerende – på grund af kvoter – er det særdeles vigtig at støtte nytænkning og investeringer i erhvervet for bedre at kunne opretholde den nuværende markedsandel.

Ved Kgl. Resolution af 18/1 1989 er Ib Thomsen (Scan-Steering) blevet anerkendt som honorær konsul for Thailand i Hvide Sande med distrikt omfattende Jylland.

Officielt åbnede IT konsulatet den 9/5 1989 med stor festivitas og åbent hus.

IT er blot en af de mange gode ambassadører for vor by og havn.

Hos vore medlemmer er der i årets løb sket mange glædelige ting, f.eks.:

Scan-Steering fik i 1988 fordoblet fabriksarealet.

I Q8/BP i Nørregade blev der indrettet sports- og fritidsbutik.

Hvide Sande Installationsf. Syd A/S omdannede lager/værksted til kontor/butik i Søndergade.

Hau Nylon I/S fik bygget til fabrikken.

Havnens Motorværksted i Stormgade blev ombygget til moderne iscafe.

Kruses Kiosk blev jævnet med jorden og arealet udlagt til P-plads i City.

Lægehuset indrettet og ombygget i det gamle toldkontor i Toldbodgade.

Krøy’s Fiskeeksport A/S tilbyggede med kontorfaciliteter.

Hvide Sande Installationsforretning Syd A/S havde 50 års jubilæum.

HSR Radio og TV på Parallelvej blev indrettet til sol og fodklinik.

Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri byggede til montagehallen.

Byen fik nyt gadelys.

Det meget omtalte vandland på Nr. Lyngvig Camping fik dødsstødet af miljøministeren i november 1989.

Klitten havde kommunevalg 21/11 1989 –vel nok et af de mest spændende siden 1966.

J. Chr. Frandsen ønskede ikke at fortsætte en ny periode. J. C. F. havde efter Kr. Enevold sen’s pludselige død i 1986 overtaget posten som borgmester.

Fabrikant Røikjær Frich blev foreningens første æresmedlem. R. F. sad bl.a. 10 år i bestyrelsen, heraf de sidste 7 år som formand.

Klittens borgere er et folkefærd der har optimismen i højsædet – bl.a. fordi dens livs-

holdning og vilje til øget arbejdsindsats er stor – og denne optimisme er med til at skabe det økonomiske grundlag for kommunens borgere og for offentlige aktiviteter.

Alle ved, at vi har en lav trækprocent – men mange ved ikke at vi har et højt serviceniveau – så i 90’erne skal vi alle huske at fortælle omverdenen, at vi har mange aktiviteter at tilbyde.

Dette medvirker måske til, at der skabes nye arbejdspladser til gavn og glæde for mange.

90’erne bliver nemlig et meget spændende årti for alle klitboere. Kravet til uddannelse og kvalitet vil være 2 af nøgleordene for fremgang.

Uddannelse er også efteruddannelse for såvel yngste som ældste arbejder.

Der skal rettes en varm tak til alle for hjælp ved udgivelse af dette julehæfte samt andre aktiviteter i årets løb. Til slut ønskes alle læsere af dette hæfte en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Billeder fra året

Den nye redningsbåd Emile Robin i Hvide Sande Havn efter afleveringen fra Nordsøværftet i Ringkøbing.

Hvide Sande skole fejrede i april 40 års jubilæum. Her er skolens egne og Fjordskolens lærere og elever samlet i skolegården ved den mere højtidelige del af festen.

Fritidsklubben Medvind's nybygning i Hvide Sande.

Det forhenværende havnekontor i Hvide Sande efter ombygningen til et smukt og velindrettet lægehus.

Lyngvig Missionshus efter om- og tilbygningen i 1989.

Fra kommunekontor til legeplads

Ywl o æ Kle’t 1988

I 1970’erne og 1980’erne voksede kommunernes opgaver. Staten lagde flere opgaver ud til kommunerne, og social- og arbejdsreformer gjorde, at der blev mere og mere at lave på kommunekontoret ved siden af kirken. Det blev derfor nødvendigt at udvide, og i 1988 blev den nye om- og tilbygning taget i brug, som det ses på billedet fra 1988:

– I sær socialforvaltningen og skatteforvaltningen var vokset voldsomt. Rådhuset blev udbygget med den nordlige del af bygningen, og her rykkede Skat så over, ligesom vi endelig fik to mødelokaler – det havde vi ikke haft for, fortæller Hans Gade. Han var souschef i regnskabsafdelingen i Holmsland Kommune og senere økonomikonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune. Han har været med, helt siden forvaltningen havde kontor i kælderen under Holmbohjemmet i Kloster.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1988

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Gammel Sogn kirke.

SÅ ER DER GÅET 20 ÅR

af Jesper Clausen, formand for Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening

JULENS SUK OG GLÆDE

af pastor Estrup Jensen

ET TILBAGEBLIK OVER ÅRET DER GIK

af borgmester Jens Chr. Frandsen

YWL O Æ KLE’T GENNEM 20 ÅR

af Røikjær Frich

BARKSKIBET »HAMPSHIRE«S STRANDING VED SØNDERVIG

af Chr. Tarbensen Christensen

Æ KOEGKVONNER

af Erna Timmer

KIRKEN VED GAMMELSOGN

af Ejnar Nørgaard

Johansen

EEN GANG F.D.F’ER

– ALTID F.D.F.’ER

af Bent Jensen

DA LYSET BLEV TÆNDT

af Aage Bjerre

Pedersen

ÅRETS BILLEDER

Foto: John R. Hansen

– Jeg har mange gode minder om rådhuset i Hvide Sande. Det var et godt arbejdssted med et godt arbejdsklima, bortset fra at der var meget varmt om sommeren. Vi vidste, hvad vores kolleger lavede, og mange havde flere typer opgaver. For eksempel sad jeg både med budget, regnskab og EU-projekter. Sådan ville man slet ikke gøre i dag, hvor alle er mere specialiserede. Den gang havde vi en mere åben og alsidig organisation, siger han.

Det meste af borgernes kontakt med kommunen i dag foregår digitalt, og mange har intet ærinde på de kommunale kontorer. Sådan var det ikke dengang.

– M an skulle jo blandt andet på skatteforvaltningen og betale sin ejendomsskat. De dage kunne der være lang kø, for der var jo altid nogen, der satte en ære i at betale den allersidste dag, husker han.

Efter kommunalreformen fik storkommunens kulturog fritidsforvaltning og økonomiforvaltning hjemsted på rådhuset i Hvide Sande, der også havde borgerservice. Men efterhånden som den kommunale struktur ændrede sig, forsvandt funktionerne fra Hvide Sande. Til sidst var kun borgerservice tilbage, men det er nu også flyttet til Ringkøbing. I dag er det tidligere rådhus blevet til Locked – et underholdningstilbud, hvor man bliver lukket ind i et rum og skal løse forskellige gåder for at blive lukket ud.

Den kommunale administrationsbygning i Hvide Sande efter endt tilbygning og ombygning i 1988. Foto 1988.

Ywl o æ Kle’t gennem 20 år

Af Røikjær Frich

1988 er lidt af et jubilæumsår for Ywl o æ Kle’t – da det i år er 20. årgang der udsendes – idet det første nr. udsendtes i 1969.

Det er stadigvæk Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening, der forestår arbejdet med bogen og dens udsendelse ved et udvalg af medlemskredsen på 3 medlemmer, der består af p.t. Peder Jensen, Aksel Sørensen og Røikjær Frich, alle Hvide Sande – hvoraf sidstnævnte har deltaget gennem alle årene. Initiativet til udsendelse af en julebog blev taget i eet af de første år efter, at Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening var startet.

– Idet man i Hvide Sande, som i mange andre byer ønskede ophængt juleudsmykning, – men hvor skulle pengene komme fra? –Kontingentet kunne ikke alene klare udgiften, hvis den ikke skulle være urimelig høj, da der i begyndelsen ikke var så mange medlemmer.

– Der måtte andet og mere til. – Og det meget nærliggende var så annoncer. Og resultatet blev så at udsende et julehæfte, hvor byens handlende og håndværkere kunne præsentere deres forskellige juletilbud – eller bare være med med en julehilsen for at støtte sagen. Men for at ideen med annoncerne skulle rigtig slå an måtte bogen også have et læseværdigt indhold i øvrigt. Og så skulle bogen have et navn – helst et originalt, velklingende og gerne med egnspræg.

Strukturen for bogen skulle fastlægges ved et bestyrelsesmøde, der afholdtes hos købmand Hasse Jensen, der dengang var medlem af bestyrelsen, og det blev således købmandens kone, Marie, der under diskussionen foreslog: »Hvorfor ikke kalde bogen ret og slet

– Ywl o æ Kle’t«. Det var et godt forslag. Det var særpræget, – det var egnspræget – og det var tildels også forpligtende for det stofmæssige indhold, idet det samtidigt blev bestemt, at bogen skulle indeholde mindst eet digt på ægte vestjydsk – omhandlende forholdene på Klitten i tidligere tider, eller skildre personer, der ved deres indsats har gjort sig særligt gældende. Her har vi i mange år haft uvurderlig hjælp af Erna Timmer, der med hendes fortrinlige kendskab til tidligere tiders forhold på Klitten, og hendes fremragende evner til at skildre mennesker, deres virke og levned i tidligere tider på ægte vestjydsk, så det på den måde bevares for eftertiden. De faste artikler i øvrigt skulle bestå af:

En juleartikel af sognepræsten. I de første mange år skrev pastor A. C. Huus disse indledende artikler, indtil hans afgang i 1980 på grund af alder. Gode tankevækkende juleprædikener, hvor julebudskabet er det centrale tema. Og ofte med indsalg af een eller flere af vore dejlige julesalmer. Man forstår godt, om det kunne knibe med at komme i julestemning en grå og regnfuld novemberdag, men det er dog lykkedes i alle de smukke indlæg, der alle slutter med: »En glædelig jul i hjem og kirke«.

Fra 1980 har vores nuværende sognepræst J. Estrup Jensen været villig til at fortsætte, hvor pastor Huus slap. Og det er blevet til en række gode, udbytterige og meget vidtspændende juleartikler som gør sit til, at bogen er meget læseværdig i al sin brogethed.

Også i det indledende stof har formanden for Handels- og Håndværkerforeningen plads i bogen – her behandles sædvanligvis vilkårene og udviklingen indenfor erhver-

vene i det forgangne år, samt ikke mindst udsigterne fremover. Det er således også muligt gennem disse artikler at følge den strukturændring, der under de skiftende forhold har fundet sted, – samtidig er en serie billeder fra stedfundne begivenheder i årets løb også med til at gøre bogen interessant – ikke mindst efter at der er gået nogle år. Herudover er der hvert år en kommunalpolitisk oversigt af borgmesteren, og her har Kr. Enevoldsen skrevet mange, alle gennemtænkte og udbytterige artikler fra bogens st art i 1969 til sin død i 1986, herefter har borgmester Jens Chr. Frandsen fortsat disse artikler, der tager deres begyndelse i Holmsland sogneråd, forud for kommunereformen i 1970, hvor Holmsland kommune ved målbevidst forhandling og med gode argumenter for at kunne fortsætte som selvstændig kommunen efter reformen, forblev selvstændig, – og så – år for år gennem de næste 20 år, hvordan udviklingen er skredet frem –gennem planlægning af byområder og sommerhusområder, vejnet og vandforsyning, kloakering og spildevandsrensningsanlæg m.m.m. –

Herudover sportsanlæg for ungdommen og plejehjem og boliger for vore ældre medborgere, altsammen i takt med en væsentlig befolkningstilvækst – hvad der også har krævet store udvidelser indenfor den kommunale administration med en væsentlig udbygning af administrationsbygningen, der er tilendebragt i år.

I øvrigt har vi i de senere år vedtaget, at vi også måtte have ungdommen repræsenteret i Ywl o æ Kle’t. Ved en artikel fra een af de mange ledere der her udfører et utroligt stort stykke frivilligt arbejde indenfor sport, idræt og spejderaktiviteter.

Endvidere prøver vi hvert år at få ældre, lokalboende mennesker til at skrive eller fortælle om deres erindringer fra gamle dage, da det hele var anderledes end i dag. Det har resulteret i mange interessante beretninger, som er værd at læse og tænke over. I denne gruppe har vi også forsøgt at samle historiske begivenheder fra strandinger gennem tiderne. Redningsvæsenets farefulde opgave. Fiskeri i hav og fjord i gamle dage. Om handel og håndværk og om Hvide Sande-kanalens hi-

storie fra det første frie gennemløb, der påbegyndtes i 1908, til den igen måtte lukkes i 1915 på grund af de ukontrollerbare forhold den udgør et afsnit for sig med flere interessante billeder fra den tid.

Omtrent samtidig med lukningen nedsattes af Ministeriet for Offentlige Arbejder en kommission til behandling af sagen.

Allerede samme år afgav kommissionen en enstemmig betænkning, gående ud på, at anlægge et sluseanlæg ved Hvide Sande, så vandstanden i Ringkøbing Fjord til enhver tid kunne holdes under kontrol.

Men krigen 1914-18 kom og sagen blev henlagt indtil Rigsdagssamlingen i 1923-24, hvor der vedtoges en lov om ordning af afløbsforholdene for Ringkøbing Fjord ved Hvide Sande.

Arbejdet med bygning af sluseanlæggene blev overdraget til entreprenørfirmaet Stürup & Prosch Jensen – og entreprisesummen var på 4,6 mill. kroner. Til sammenligning hermed skal så nævnes at timelønnen for en arbejder dengang lå på ca. een krone.

Anlægsarbejdet påbegyndtes i 1928 og afsluttedes med genåbningen i 1931, og afvandingsslusen har i alle årene siden fungeret helt efter hensigten. Derimod har Kammerslusen senere måttet, først suppleres med en såkaldt coastersluse og senere igen med en mere permanent udvidelse af den egentlige Kammersluse, for at imødekomme skibsværfternes ønsker i Ringkøbing og Hvide Sande, – men det er dog kun et led i den eventyrlige udvikling der har fundet sted i og omkring Hvide Sande i de år der er gået siden genåbningen.

En særlig detalje ved Ywl o æ Kle’t er forsidemotivet, tit er det en detalje fra havnen, fra byen eller omegnen, der har inspireret fotografen. De seneste er dog pennetegningen –udført af fhv. murermester Aage Bjerre Pedersen, der på denne måde giver årets julegæst et særligt skønt præg. Mange af skribenterne til Ywl o æ Kle’t er i årenes løb gået bort – men deres erindringer udgør et værdifuldt stykke kulturhistorie – og vil altid blive husket og læst af interesserede, idet komplette sæt af Ywl o æ Kle’t nu også findes på vore lokale biblioteker.

Billeder fra året

Hvide Sande Båd- og Motorservice efter endt ombygning på »Gammel Havn« i Hvide Sande.

Hvide Sande Aluminiums nye fabrikshal opført på Numitvej i 1988.

Da alle skulle have fjernsyn

Ywl o æ Kle’t 1987

Tv-værterne røg i studiet. Det internationale Melodi Grand Prix blev holdt i Sverige for første gang. Og på pladespilleren sang Rod Stewart hæst »I Am Sailing«. Alt det ville man selvfølgelig også følge med i i Hvide Sande. For at kunne det var det nødvendigt at have fjernsyn, radio og pladespillere. Det kunne man købe i HSR Radio og TV på Parallelvej. Her havde Ingvard Hansen nemlig i begyndelsen af 1970’erne åbnet radioforretning i det røde hus nord for Vitas Blomster.

– Jeg passede forretningen, der var en dame til at ordne regnskabet, og Flemming Andersen var radiomekaniker, fortæller Ingvard Hansen i dag. Han var begejstret for mærket Salora, og det blev kunderne også. De var endda så glade, at Ingvard nogle gange måtte stå så tidligt op, at han kunne nå at hente nye varer i Taastrup, inden butikken åbnede:

INDHOLDSFORTEGNELSE

1987

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Lyngvig Fyr.

YWL O Æ KLE’T

af Jesper Clausen, formand for Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening

NU IGEN

af pastor J. Estrup Jensen

ET TILBAGEBLIK OVER ÅRET DER GIK

af Jens Chr. Frandsen

ESEHUSENE OG VESTERHAVN VED NYMINDEGAB

af Folmer Drewsen

FOR 75 ÅR SIDEN

af Holger Ejby Villadsen

MÆTT’ MUFF

af Erna Timmer

SKORSTENSFEJERSNAK

OG -HISTORIER

af Birte Holm Pedersen

RADIO KLITHOLM

af Jørgen Christensen

ÅRETS BILLEDER

Foto: John R. Hansen

– Det var en fantastisk tid. Vi havde det sjovt. Men vi arbejdede meget, for jeg havde døgnservice og kørte gerne ud og byttede folks fjernsyn, hvis det gamle gik i stykker.

Butikken på nordsiden var en søsterbutik til HSR Skibsradio på havnen, hvor Ingvards bror Flemming havde både butik og værksted. Flemming passede værkstedet, mens Ingvard flyttede fra Roskilde til Hvide Sande for at passe butikken. Da 1960’erne blev til 1970’erne, kunne brødrene se, at fjernsynsdelen kom til at fylde mere og mere i forretningen på havnen:

–M in bror var bange for, at der ville komme en anden og tage markedet for fjernsyn til private, så for at forhindre dét åbnede vi forretningen på nordsiden, fortæller Ingvard Hansen. Han havde butikken indtil sidst i 1980’erne, hvor Brugsen, der lå i det daværende butikscenter, begyndte at sælge fjernsyn til lave priser. Det gjorde det svært at drive selvstændig radio- og tv-forretning, så Ingvard Hansen måtte lukke butikken. Nogle år efter butikken var lukket, flyttede Ingvard Hansen fra byen og bor i dag i Spjald:

– Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg flyttede til Hvide Sande. Jeg havde nogle fantastiske år der, siger han.

Skorstensfejersnak og -historier

Af Birte Holm Pedersen

SKORSTENSFEJERE har altid tiltrukket folks opmærksomhed. Iført deres sorte tøj med tilhørende høj hat og ansigtskulør i samme farve, har de trukket i folks venlige smilebånd og vækket erindringerne om H. C. Andersens historier.

Det er dog ikke alle skorstensfejere, der gennem tiderne har været lige standsmæssigt klædt på. I 1936 ansatte sognerådet Peder Jensen Pedersen til at varetage fejningen langs hele Klitten, men høj hat eller ikke, -han fik også folk til at trække på smilebåndet, både som følge af de historier han kunne fortælle, men også dem han selv skabte – mere eller mindre frivillig.

Jobbet fik han, fordi han var murer, men også – og måske nok så meget, fordi han var forlovet med en datter af et af sognerådsmedlemmerne. Det har til alle tider været godt at kende nogen, der kender o.s.v.

Og Peder Jensen Pedersen var glad for jobbet. Skorstenene skulle fejes forår og efterår. I sidste omgang skulle der også foretages brandsyn, og lønnen var 50 øre pr. skorsten og 35 øre for brandsynet. Det var mange penge i en tid, hvor en murers timeløn var 80 øre.

Kaffe og gamle antikviteter

Den nye skorstensfejer afløste Peder Mose, kaldet »Naer Per«, (ikke at forveksle med »Sønder Per«) i Nr. Lyngvig.

– Så jeg cyklede hen til »Naer Per« og lånte hans kost og pudsegrej og startede op fra Søndervig, fortæller Peder Jensen Pedersen. Det var meget spændende. Jeg var kommet fra Nymindegab til Hvide Sande, men mine forældre

stammede fra Nr. Lyngvig og Klegod, så jeg kendte en masse mennesker derhenne. Og dem, der ikke kendte mig, skulle jo til det, så det tog nogen tid at få det hele fortalt – og mange kopper kaffe.

Nordturen foregik som sagt på cykel, mens turen sydpå foregik med rutebil ud. Så gik det til fods fra gård til gård, og når dagen var omme, tog Peder Jensen Pedersen rutebilen hjem. Her var hans plads under krigen altid omme bagpå ved kakkelovnen. De var lige beskidte.

I 1947 blev skorstensfejeren imidlertid selv kørende. Da anskaffede han sig en motorcykel, og det betød, at han selv kunne have en stige med og dermed var fri for at klatre op af stakitter og nedløbsrør.

Peder Jensen Pedersen så på sine ture noget, han dengang ikke tænkte så meget over, nemlig en mængde antikviteter.

Det er de utroligste ting, jeg har set, når jeg kom ind på lofterne på de gamle gårde. De kunne været blevet rige, hvis de havde vidst, hvad de ejede, men det tænkte ingen på dengang. Jeg kan huske, jeg pridede med en kone om en kobberkedel. Hun ville have 20,- kr. for den, men jeg ville kun give 15,-, det var alligevel 30 skorstene, så jeg fik den ikke.

Sjove episoder

Selv om alle kendte alle, kunne det dog ske, skorstensfejeren mødte en, der ikke var orienteret.

Det var de utroligste ting, folk kunne spørge om at få lavet, når jeg kom, siger Peder Jensen Pedersen. Engang var der en kone nede i Bjer-

regård. Hun manglede at få pudset noget ude ved huset. Posten havde sagt, at det kunne hun sikkert få skorstensfejeren til at gøre, men da hun spurgte, sagde jeg, at det havde jeg ikke tid til. Det er a da kyv af, for så ska a jo ha fat i en murer, sagde hun. Jeg sagde ja, og gik videre.

Engang oppe i Årgab kom jeg til en gård med 3 skorstene på, så det var jo vældigt. Jeg havde fejet de to på stuehuset og manglede den tredie på udhuset. Det var fint vejr. Jeg lod kosten plumpe ned i skorstenen uden at kikke ned. Pludselig hørte jeg et vræl nede i gården. Konen kom ud med vaskepinden med vasketøjet på. Jeg havde slet ikke tænkt på, det var en åben skorsten. Den stod lige over gruekedlen, og det var vaskedag. Det kan nok være, jeg fik kosten op. Jeg skulle ikke ind at skrive i skorstensfejerbogen. Jeg satte mig på halen, kurede ned af taget, og mig på motorcyklen. Da jeg kom igen et halvt år efter, havde hun glemt det.

En anden gang gik det ud over Johanne Nyborg, men det var mere selvforskyldt. Hun stod og lurede efter mig. Jeg kom på taget, og så hende komme en gammel gummistøvle under gruekedlen, så det rigtig osede op i hovedet på mig. Men jeg hoppede lige op og satte mig på skorstenen, så der ingen røg kunne komme op. To minutter efter kom hun ud af døren med vand i øjnene og sagde – a ska nok være rår, a ska nok være rår. Vi havde det sjovt, havde vi, siger den gamle skorstensfejer.

Og engang jeg fejede ved præsten. Han havde tre skorstene. Da han skulle betale sagde han: Det er lette penge at tjene. Så var det, jeg sagde: Vi ander i a swoet tøj, vi kommer let te vor penge.

Ansvarlig over for politiet

Når skorstenen var fejet, skulle der skrives i skorstensfejerbogen. Den kunne folk som regel aldrig finde, og den kunne da også ligge de mest mærkelige steder, siger Peder Jensen Pedersen. Men det var vigtigt at få det gjort, for det første politiet så i, når det brændte, var skorstensfejerbogen.

Var der mangler, når jeg var der om efteråret, skrev jeg det op. Så fik folk en frist til at

Peder Jensen Pedersen.

få det lavet, og det blev da som regel også bragt i orden. I hvert fald meldte jeg aldrig nogen. Men jeg tænkte altid, når jeg hørte, at det brændte et sted, – fik jeg skrevet i bogen.

Peder Jensen Pedersen holdt op som skorstensfejer i 1961. Han havde da selv startet murerforretning og havde derfor ikke tid til dette bijob, der efterhånden var blevet mere omfattende. De sidste par år tog det hver gang mellem 2 og 3 uger at feje skorstenene, man da var det hans søn Peder og Hans Madsen, som begge arbejdede i firmaet, der tog sig af fejningen. Efter 1961 overtog skorstensfejeren i Ringkøbing fejningen på Klitten.

Billeder fra året

Holmslands Kommunes nye slambehandlingsanlæg på Langsand i Hvide Sande under opførelse.

Sidste fase af udvidelsen af kammerslusen i Hvide Sande. Kontravægten bringes på plads og »Blåtårn« ses til højre i billedet.

En borgmester sagde farvel

Ywl o æ Kle’t 1986

Nogle tidsperioder får deres eget navn. Vi ved alle, hvad vi tænker på, hvis vi taler om efterkrigstiden, Flower Power-tiden eller fattigfirserne. I Holmsland Kommune var der en tidsperiode, der sagtens kunne have fået sit eget navn: nemlig tiden hvor Kristian Enevoldsen var manden ved roret. Det var han, fra han blev valgt ind i sognerådet i 1958 og frem til 1986. I 1966 blev han sognerådsformand og så sad han ellers for bordenden indtil sin død i 1986. Det vil sige, at han var med i alle de store udviklingsskridt, byen tog i de mange år, han var ved roret. Og det var mange skridt, som hele denne udgivelse af Ywl o æ Kle’t beskriver.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1986

Forsidemotivet er tegnet af Aage Bjerre Pedersen, Hvide Sande: Den gamle mølle ved Købmandsgården, Sdr. Lyngvig.

TANKER OM ÅRET DER SVANDT

af Pia Christensen

GUDS MEDSTAND

af J. Estrup Jensen

TRÆK FRA KOMMUNENS HVERDAG

af Jens Chr. Frandsen

MINDEORD OM BORGMESTER KRISTIAN ENEVOLDSEN af Røikjær Frich

ISFISKERI ØNNER Æ KRI’ af Erna Timmer

SØMÆRKER, OVERSVØMMELSER

OG TILNAVNE PÅ HOLMSLAND KLIT

af Chr. Tarbensen Christensen

TURISME PÅ HOLMSLAND KLIT af Finn Toft

RUTESEJLADS PÅ

RINGKØBING FJORD

af Iver Lodberg v/Birte Pedersen

TRÆK FRA RADIOENS BARNDOM af Johanne Christensen v/Røikjær Frich

ÅRETS BILLEDER

Foto: John R. Hansen

– H an var en dygtig forhandler, hedder det sigende i mindeordet, der er dette års artikel. Hvad mange mennesker i dag måske ikke ved er, at Kristian Enevoldsen var far til Iver Enevoldsen. Iver Enevoldsen har fulgt sin fars fodspor og blev stemt ind i kommunalbestyrelsen i 1981. De næste 16 år var han formand for teknisk udvalg, indtil han i 1998 blev borgmester i Holmsland Kommune. Det var han indtil kommunesammenlægningen, hvor han blev udvalgsformand. I 2010 blev han igen borgmester, nu for den store Ringkøbing-Skjern Kommune. En post han havde indtil udgangen af 2017.

Mindeord om borgmester

Kristian Enevoldsen

Af Røikjær Frich

EFTER få dages alvorlig sygdom, afgik borgmester Kristian Enevoldsen den 12. marts 1986 ved døden, og han begravedes fra Helligåndskirken i Hvide Sande lørdag den 15. marts under meget stor deltagelse fra nær og fjern. – Han hviler nu på Lyngvig kirkegård, lige indenfor den søndre låge. – Og en stor natursten, med en enkel indskrift er rejst til hans minde.

Det var svært at forene sig med tanken om, at Kristian Enevoldsen – Kesse, som mange kaldte ham – ikke mere var iblandt os. – Denne stoute skikkelse, som man regnede med, havde et jernhelbred, skulle gå så tidlig bort. Oprindeligt var Kristian Enevoldsen fisker. – I mange år havde han hyre med Jens Sørensen Kristensen med RI. 83 »VESTERHAVET« indtil han selv fik kutter sammen med sin broder Enevold Enevoldsen.

I 1958 blev Kristian Enevoldsen indvalgt i Holmsland Sogneråd, hvor han var medlem i 2 perioder, inden han i 1966 valgtes til Sognerådsformand efter Jørgen Jørgensen, Gammel Sogn.

Han blev således den første Sognerådsformand på Klitten. – Og med hans sædvanlige beskendenhed, tog han mod valget med den bemærkning: »Ja, no ka a jo prøw i en periode – så ka vi jo see hvordan det gor«. – Det viste sig nu snart, at han magtede denne opgave tilfulde. – Han var en dygtig forhandler, der mestrede den kunst, at lede forhandlingen i det spor der sigtede mod det tilsigtede resultat, uden at han på forhånd lagde sig fast på hans eget standpunkt.

Det var også en fordel med smidighed udadtil i de forhandlinger der gik forud for kom-

munalreformen i 1970, hvor der dog var stor enighed i Sognerådet om, at vi, som een af de få mindre kommuner, skulle tilstræbe fortsat at være selvstændig, hvad der jo også lykkedes, trods nogen bejleri fra Ringkøbing.

Det var jo således, at vi i Holmsland kommune havde så bæredygtige erhverv, og at skoleforhold og ældreforsorg var på højde med datidens krav, ligesom det kommunale administrationsapparat var velfungerende – og

Borgmester Kristian Enevoldsen, Hvide Sande, udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1984.

ydermere var befolkningstallet stærkt stigende. Herudover er kommunestrukturen her så speciel, med den lange kyststrækning, og centreret for vort hovederhverv, fiskeriet – i Hvide Sande – en by i stærk vækst, – at alene dette måtte veje tungt i den rigtige retning.

Og Holmsland kommune forblev selvstændig – og Kristian Enevoldsen blev kommunens første borgmester – en post han beholdt sammen med adskillige andre tillidsposter indtil sin død.

I 1984 udnævntes Kristian Enevoldsen til Ridder af Dannebrog.

Siden 1969, da »Ywl o æ Kle’t udkom for første gang, har Kristian Enevoldsen hvert år bidraget med en artikel, der omhandler de aktu-

elle forhold i vor kommune. – Fra 1971, under titlen »Fra kommunens skrivebord og tegnebrædt«. – Det er meget interessante artikler, hvor igennem man kan følge udviklingen på det kommunale plan år for år – med de problemer, der har været at kæmpe imod, men også med det lyssyn der har været forbundet med problemernes løsning.

Hvide Sande Handels- og Håndværkerforening er meget taknemmelig for disse artikler, der er en del af det historiske grundlag for kommunens og i særdeleshed Hvide Sande by’s eventyrlige vækst i denne periode, – og vi vil her gerne udtale et æret være Kristian Enevoldsens minde.

Billeder fra året

Arbejdet er påbegyndt med udvidelse af Kammerslusen i Hvide Sande.

De nye ældreboliger under opførelse ved Klithjemmet i Hvide Sande.

Johs. Kristensens Skibsbyggeri ApS. Nybyggeri til skibsmontering på Nordhavnen i Hvide Sande.

Verdens største kagemand –fra Ejvinds Bageri. Optaget i Guinness Rekordbog –11,00 + 21,80 mtr.

Kirken er altid den samme – og dog

Verden forandrer sig hele tiden. Det, der var gældende verdensorden sidste år, er gammel nyt dette år, og næste år er dagsordenen en helt tredje. Engang var Hvide Sande en lille by med ét primært erhverv. I dag er det en større by, der kan spille på flere heste – og hvert år tilføjes nye ideer.

Men én ting ændrer sig ikke sådan lige.

Præsten og kirken:

– Der er jo faktisk noget tidløst over netop præsteembedet, som gør, at det overordnede formål ikke ændrer sig i takt med resten af samfundet, fortæller sognepræst Daniel D. Kristiansen i dag.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1985

Forsidemotivet: Hvide Sande redningsstation.

YWL O Æ KLE´T

af Birthe Andersen

DE BETROEDE TALENTER

af J. Estrup Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af Kr. Enevoldsen

Æ STRANDAUKTION

af Erna Timmer

EN STRANDING VED SDR. LYNGVIG 1898

af Chr. Tarbensen

Christensen

HOLMSLAND

HALLENS

BETYDNING FOR SOGNET

af Hans Chr.

Krogsgaard FOR 75 ÅR

SIDEN

af Holger Ejby

Villadsen

MINDER FRA

HOLMSLAND

KLIT

af P. C.

Nedergaard

I Ywl o æ Kle’t gælder det samme. Præsten har altid et ord med på vejen i julebladet, og sådan var det også i 1985. Den gang hed præsten J. Estrup Jensen. Han skrev om »De betroede talenter«, men redaktionen havde også dengang valgt en tekst af P. C. Nedergaard, der var præst sidst i 1800-tallet. Teksten hedder »Minder fra Holmsland Klit«, og han beskriver i artiklen en betagende gåtur i klitterne og præstens rolle i samfundet. Selvom der er sket meget i samfundet siden sidst i 18-tallet, er der ikke sket meget for præstens arbejde, fortæller Daniel Kristiansen:

– Jobbeskrivelsen (præsteløftet) er der ikke ændret på de sidste par hundrede år. Præstekjolen har været nøjagtig den samme siden 1600-tallet. Og de grundlæggende funktioner – at forkynde budskabet om Kristus som verdens håb – om søndagen, ved højtiderne og ved livets store begivenheder, ja, det er sådan set også præcist det samme, som det altid har været, siger han og tilføjer:

– Men metoderne kan jo så være forskellige. Jeg oplever folk i dag som meget åbne overfor at drøfte åndelige spørgsmål, og jeg oplever, at dørtærsklen til kirken er meget lav. Visionen og målet både for mig som præst, for menighedsrådet og for de ansatte ved de tre kirker på Klitten er, at vi ønsker at åbne kirken for alle. Derfor forsøger vi også løbende at sætte nye skibe i søen for at invitere hele byen indenfor til eksempelvis Ulvetime, turistkirke og koncerter. Som noget nyt i år har vi morgenog aftenbøn i kirken op til påske, vi har velkomstmiddag for nytilflyttere i byen, og så har vi Kirkehøjskole.

Så ja, selvom julen, præstekjolen og præsteløftet er flere hundrede år gamle, så byder både kirken og præsten stadig på nye tiltag, der alle byder alle velkomne i kirken.

Minder fra Holmsland Klit

Af P. C. Nedergaard

KENDER du Holmsland Klit? Ved du noget om denne mærkelige landtunge, som ligger mellem det barske Vesterhav og den brede Ringkøbing Fjord? 40 km er den lang, men den er kun fra 1 til 3 km bred. Set fra fjorden ligner den en lav bjergkæde med toppede uregelmæssige bjerge. Lyngvig Fyr peger som en vældig finger mod himlen, og 3 mægtige sømærker fanger dit øje og sætter din fantasi i bevægelse.

Klitterne danner langs havet en sammenhængende kæde, som kun afbrydes af gennemskæringen ved Hvide Sande. Somme steder er der to klitrækker, der hist og her forbindes af tværkæder, der altid går fra nordvest til sydøst, og ofte når disse kæder langt over midten af landtungen, ja somme steder når de helt ned til fjorden. Kommer man op på en af de høje klitter, ser man ud over et vildt og øde landskab, små trange dale af de særeste former, uregelmæssige heder og masser af toppede sandklitter.

På klitterne vokser hjelmen med sine kæmpemæssige rødder, som binder sandet. Hvor sandstormen stadig lægger nyt sand, der står hjelmen smukt grøn med sine lange, smalle stikkende blade, det er som om den råber til storm og sandflugt: Kom an, lad os prøve en dyst. Har hjelmen sejret, og der i mange år ikke kommer nyt sand, da bliver den affældig, og den giver plads for stedmoderblomst, kællingetand, musekløver og andre blomster, som i disse egne synes dobbelt skønne.

Her træffer man Danmarks mærkeligste blomst, mandstro, med sine smukke blå blomsterhoveder og sine stive stikkende blade. Herude kalder man den strandtidsel.

Hist og her ser man også klitrosen med sine fine blade og sine sarte roser.

På lave gamle klitter findes et tæt tæppe af dværgpil, hvis stamme og grene vel kan blive 3 kvarter, men hvis rødder vel kan blive 30 alen lange.

Oppe i klitterne finder mange får deres sparsomme føde.

Er man oppe i klitterne en stille sommerdag, mens lærkerne synger, og måger og terner ustandselig flyver frem og tilbage, og et par får lader deres brægen høre i det fjerne, da gribes man af stilheden, af egnens storladne øde og stilhed. Man fyldes af stemninger, som man aldrig førhen kendte, man er i Eventyrets land. Naturens egenartethed, havets mægtige flade, bølgernes sagte dønninger og sagte buldren virker således, at man føler sig som barn igen.

Den gamle ærværdige provst føler trang til at kaste strømper og støvler, frakken må af, endnu en gang må han være dreng, københavneren føler vel især, at alle snærende bånd løsnes, her kan han lege som barn.

Men sidder du en lun sommerdag på en af klitterne, så ser du måske noget, der ligner røg, komme fra nordvest, kort efter isner det dig gennem ryg og bryst. Det er havgusen, som har meldt sig.

Kan hænde, at den næste dag driver forvildede, stormpiskede skyer hen over himlen, og hjelmen hvirvler rundt under vindens magt og tegner cirkler i sandet. Da forstummer fuglesangen, kun mågernes hæse skrig høres. Fine sandkorn fylder luften, de sætter sig fast i tøjet, trænger ind i øren, øjne og mund. Havet drøner og buldrer og er oversået med hvide

klatter. Når de mægtige bølger standses af revlen, presses uhyre vandmasser sammen, de rejser sig lodret, idet den øverste rand bøjer ind mod kysten, så vælter hele brådsøen med et mægtigt brag. Det samler sig igen i en ny bølge, som med syden og larmen stormer mod kysten, jages med vild kraft over den 2-300 alen brede forstrand, presses med ubændig kraft mod klitternes sandfod og slikker den bort fod for fod, klitten giver efter, stykke for stykke styrter ned.

Når stormen har raset, er forstranden forandret, og havet har ofte spredt bjælker, brædder, fiskekasser på sandet, undertiden tønder med vin, petroleum og olie.

En skibsbåd, en rå, nogle årer fortæller, at et skib er gået under. Ofte findes liget af en sømand, der har fundet sin død under stormen. Undertiden bliver han i stormen begravet af sandet, hvor han drev i land. Næste storm kan så grave ham op og måske flytte ham langt bort, inden han igen kastes i land.

Efter en storm får strandfogeden travlt, hvad der er drevet i land må køres til strandfogedens gård. Er der et indstrandet lig, løftes han varsomt op på en vogn, og næste søndag bliver der begravelse. Klitboerne begraver de fremmede som de selv gerne ville have deres egne sønner begravede, om de skulle dø blandt fremmede.

Ikke blot mennesker har travlt efter en storm. Vinden har også meget at gøre. Den skal have al sandet, som bølgerne har revet bort, flyttet tilbage. Hver gang lægger vinden det på en ny plads. Kommer man år efter år til

en velkendt klitegn, så ser man her noget af en stadig nyskabelse.

Helt anderledes er klittens fjordside. Her træffer man ind mellem klitterne nogle ganske flade uregelmæssige agre, længere nede er der ofte sammenhængende frugtbare marker, som går umiddelbart over i ypperlige marskenge. Hist og her går der over i rørskove, som når helt ud i fjorden.

Markerne kan her om foråret have en forunderlig farvetone. Det hvide, røde, gule og grønne glider over i hinanden i en betagende harmoni.

Blidhed og ynde møder her øje og sind om sommeren.

Om efteråret kan her samles uhyre masser af trækfugle. Når stærene flyver op fra rørskærerne om morgenen, ser de ud som en sky. Når vinteren kommer og fjorden dækkes med is, så får klitboen skøjterne frem. Han løber nu ikke blot for sin fornøjelses skyld, men skal der korn til mølle eller fedesvin til Ringkøbing, da er slæde og skøjter det hurtigste og nemmeste befordringsmiddel.

Ofte ser man ude på isen små mørke punkter, det er klitboen, som er ude at stange ål.

Langs klitten går der en næsten endeløs vej. I nærheden af den ligger de fleste gårde og huse. Klitboerne er både landmænd og fiskere. Stuehusene er gerne lange, og der er brug for god plads, for undertiden er der tre slægtled i samme ejendom. Det yngste ægtepar driver fiskeri, forældrene passer landbruget, og bedsteforældrene passer fårene, binder fiskegarn og hjælper, som kræfterne nu kan slå til. Det

Kapellet i Haurvig.

går i reglen godt. Man retter sig efter hinanden.

Klitboen er nok værd at kende.

Fåmælt og sindig er han til daglig brug, men vækkes hans energi, da er der næsten ingen grænser for hans handlekraft og offervilje og hurtighed.

Kommer der bud, at et skib er strandet, da skydes alt andet til side. Liv og sundhed sættes i vove. I vinterens kulde kan han tage et reb om livet, gå ud, hvor bølgen bryder mod land og ustandselig overskyller ham, hvis der er håb om at redde en sømand, som driver på en åre.

En klitbo havde arbejdet hele dagen ved havet efter en stranding. Han havde slidt med at køre vraggods. Da han træt og sulten kom hjem om aftenen, møder han en fattig mand, der grædende kom ud af hans gård. Den fattige mands hustru var bleven dødssyg. Nu havde han fået besked, at det var umuligt, at han kunne få heste og vogn til at hente læge. Da den trætte fisker hørte, hvordan sagen stod, siger han: »Så sandt vor Herre vil bevare mig og bæsterne, så kan a da så grov godt hent doktoren«. Så gjorde han sig færdig til den mere end 2 mil lange køretur.

Hernede formede livet sig på en egen måde i tiden indtil 1870-80.

Oppe i klitterne lå der boder. Det var en art huse, som ikke havde vægge, men hvor lyngtaget stod på sandet. Gennem boden gik en gang. På begge sider af gangen var der senge. I sengene på den ene side havde unge fiskere deres sovested, medens esepigerne lå i de andre senge.

Esepigerne holdt fiskeredskaberne i orden, satte madding på krogene og bar fiskeredskaberne på deres hoveder til og fra bådene, som stod nede på forstranden, desuden lavede de mad til fiskerne og holdt deres tøj i orden.

Andre fiskere boede i gårdene, her lå også fiskerne og esepigerne i samme værelse i alkovesenge, som stødte op til hinanden. Hvordan det under disse forhold gik med moralen og den gode tone, skal ikke beskrives. Blev en pige frugtsommelig, så viste hendes karl næsten altid trofasthed, og der fulgte gerne et fredeligt ægteskab.

Hvert ægteskab blev indledet med et mægtigt bryllupsgilde. Det skulle være meget fat-

tige folk, om der ikke var 50-100 med i kirken. Ved bryllupsmåltidet skulle præstekonen og præsten helst øse op og skære for af stegen. Spillemanden havde gerne brækket sin fiol, derfor blev der ved bordet indsamlet til en ny fiol.

Aftenen og natten gik så med dans, kortspil og drik.

Mellem klitboerne var der stor selskabelighed, navnlig mellem jul og påske. Man samledes da gerne fra tre klitbyer, og selskabeligheden bar et ganske lignende præg som bryllupsgilderne.

Undertiden kunne det her gå ret vildt til, når drikkeriet havde øvet sit værk på sind og sans. Under et slagsmål måtte en fader hindre et drab ved at springe mellem et par mænd, som sloges, og sige til sin søn, som havde grebet en bøsse: »Vil du skyde, min søn, da må du skyde gennem din faders bryst«.

Gæstfriheden var stor, og den kendte næsten ikke grænser.

Blev et skib vrag på kysten, og sømændene kom i land, da stilledes alle senge, de bedste klæder og hvad huset formåede af mad til de fremmedes rådighed.

Alt drejede sig om at gøre det så godt som muligt for de skibbrudne.

Også mod tilrejsende vistes megen gæstfrihed. Desværre blev den undertiden misbrugt. Indtil 1869 søgte klitboerne til kirkerne på Holmsland. Nogle havde indtil 4½ mil til kirke, og konfirmanderne havde lige så langt til præsten.

De kom rigtignok ikke ofte i kirke, men meget samvittighedsfuldt overholdt de at komme til alters to gange om året.

Da de var praktiske folk, forbandt de deres altergang med de halvårlige indkøb i Ringkøbing. I Ringkøbing skulle de gerne more sig og have rigelig at drikke. Tit kom de alt andet end ædrue hjem fra deres altergang.

Klitboerne havde en egen form for kristendom. Der var visse skikke, som skulle overholdes. Når fiskerne kom til fiskepladserne, sagde føreren: »Så sætter vi til i Jesu Kristi Navn«, og mandskabet svarede: »Ja, sæt i Jesu Navn«.

I 1869 lykkedes det pastor Seidelin på Holmsland at få opført 2 kapeller i Haurvig og

Lyngvig. Nu havde folk lettere ved at komme i kirke.

Ditlev Gøtzsche blev den første klitpræst. Han stammede meget men når han kom på prædikestolen, og han begyndte at prædike, så kunne han rive klitboerne med, og efterhånden kom de flittig i kirke. Ved hans virksomhed blev der ærbødighed for kirken og det hellige.

Tidligere havde den dygtige provst Abel på Holmsland øvet stor indflydelse. Han var fuldblods rationalist.

Men dybere end rationalismen sad en gammel magisk gudfrygtighed.

Altergangen blev overholdt meget punktlig, da der var kommen kirker på klitten.

På vejen fra kirken skulle altergæsterne på mange besøg. Hvert sted fik mændene i reglen en kaffepuns, en kop kaffe og en kaffepuns. Konen måtte nøjes med 2 kopper kaffe. Når hjemmet nåedes, var mangen altergæst alt andet end ædru, men det vakte ingen forargelse. Altergangen var jo sket.

Når stormen pludselig rejste sig, mens fiskerne var på havet, da blev der liv og røre blandt kvinder, børn og gamle.

De søgte op på de højeste klitter eller ned på forstranden. Time efter time kunne de stå og spejde ud over havet. De ænsede ikke stormen eller kulden, eller sandets og regnens pisken.

De kunne kaste sig ned på deres knæ og med gribende inderlighed råbe til vor Herre om at frelse de kære.

Kom der så telefonbud, at de kære var gået i land et par mil borte, så kunne de gå hjem til kaffe og kaffepunse, og så kunne de tunger, som før bad, udslynge drøje eder og misbruge Guds navn.

Man mærkede slet ikke selvmodsigelsen.

I en mægtig storm havde sejlenes pres fået en mast til at løsne sig fra sin plads, så den brød et stort hul i havskibets bund, en vældig bølge bar skibet på sin mægtige ryg helt op på forstranden, hvor masten borede sig ned i sandet, medens fiskerne kastedes ud og blev grebet af dem, som stod og ventede.

Præsten kom siden til og spurgte føreren: »Da du stod i brådsøen, da bad du vel til vor Herre?« »Nej«, sagde manden, »det havde jeg gjort, før vi gik ud, da døden truede, tænkte jeg blot på at redde mine folk og mit skib«. Altergang og bøn var i ikke ringe grad magiske midler, hvormed man sikrede sig Guds hjælp og beskyttelse.

Fiskeriet satte præg på det daglige liv. Flere familier dannede i reglen et bådelav, uhyre meget var fælles for dem, som hørte til samme bådelav.

Den indbyrdes hjælpsomhed var så stor, at ingen kom på fattigvæsenet. I tre år blev en familie, hvor manden var syg, opholdt af hjælpsomheden, og da de tre år var gået, var der endda betalt af på gælden.

Når man ret lærte klitboerne at kende, da måtte man holde af dem. De var ikke som andre, men det var et djærvt og sindigt folk

Kapellet

med store dyder, men også med åbenbare lyder.

Midt i halvfemserne gik der en stor vækkelse hen over egnen ved Ringkøbing Fjord. Den kom også til Holmsland Klit, men den kom her på sin egen måde.

I maj 1894 druknede 5 fiskere i Søndervig og 4 i Nymindegab. Der blev nok sorg i hjemmene, men ellers øvede denne ulykke ikke nogen åndelig indflydelse på fiskerne. En fader mistede 2 sønner og en svigersøn. Der blev sagt, at han ikke var ædru mellem ulykken og begravelsen, men ingen tog forargelse deraf.

Næste år blev der holdt det første sommermøde på Maren Lisbeths Bjerg i Hvide Sande. Her var samlet mange mennesker, og pastor Norup i Dejbjerg holdt en gribende prædiken om Belsasars gæstebud. Han dvælede navnlig ved Guds straf over dem, som misbruger de hellige kar. Da der her var rørt ved magisk brug af nadveren og bønnen, rørte denne prædiken mægtigt op i hjerterne. De fleste var meget utilfredse, når de talte om den.

Gudstjenesten begyndte kl. 8.30. Degnen bad indgangsbøn, så blev der 2 måneder forår og efterår holdt skriftetale. Derefter var der en altergangsferie på 4 måneder. Nu skete det imidlertid, at der blev holdt en kort bodsprædiken i stedet for skriftetale. Talen sluttede med, at der ikke blev altergang, da der i denne tid på året ikke var brug for nådebordet. Så sker det en søndag, at der kom anmodning om at forandre en gudstjeneste i Haurvig kirke. En familie skulle have et barn i kirke, men en sagfører i Ringkøbing ville næste søndag holde auktion over afgrøden på en stor eng. Det var nu aldeles nødvendigt, at fadderne skulle på auktion, så de kunne få deres sædvanlige engparceller, for ellers kunne de ikke fodre kreaturerne om vinteren. Men blev der nu førsttjeneste i kirken, kunne de holde dåbsgilde om formiddagen og så tage til auktion om eftermiddagen.

Sagføreren havde den gang en mægtig stilling på egnen, og han blev anset for at være spotter.

Her stod præsten overfor en vanskelighed, hvor der ingen vej var uden om.

En indtrængende opfordring til borgmesteren om at afværge denne misbrug af helligdagen førte til, at engauktionen om søndagen blev aflyst, og på en søgnedag blev så parcellerne udlejede. Der faldt i den anledning mange modstridende ytringer om præstens optræden.

Denne hændelse fik sikkert stor betydning til at åbne klitboernes øjne for, at kristenlivet er en virkelighed, der stiller krav i det praktiske liv.

Omtrent ved denne tid var der en meget gammel enke, som ønskede at komme til alters i hjemmet. Hun synes at være ganske blottet for kristendom. Hun kunne ikke huske, om hun var konfirmeret og kendte ikke trosbekendelsen. Da hun blev adspurgt, om hun ikke i sine yngre dage havde deltaget i gudstjenesten, sagde hun med mange misbrug af Guds navn, at det havde hun rigtignok aldrig haft tid til.

Hun fik derfor ikke adgang til at komme til alters.

Da såvel hun som hendes lavværge så nadveren som en magisk handling, blev der en voldsom fortrydelse. En ældgammel nabopræst blev hentet, og han tog hende til alters. Under disse forhold kom kristendommen på dagsordenen. Nogle blev vrede og holdt ganske op med at gå i kirke.

I præstegården holdtes der nu en tid hver søndag aften møde. Der mødte mange folk, en del gik 2 mil for at være med. Der blev holdt en indledning.

Marie Bebudelsesdag 1896 blev der indledt om søndagens hellig holdelse. Der blev en meget livlig deltagelse i samtalen. Man holdt for, at landmændene skulle holde søndagen som en hviledag, men dersom havfiskerne ikke måtte fiske om Helligdagen, så fik de kun 4 arbejdsdage om ugen, og desuden måtte de daglig røgte deres garn og ruser. Så rejser sig en ung fisker, Kristen Enevoldsen. Han siger:

»Dersom jeg fisker om søndagen, overtræder jeg Guds bud. Vil vi synde, da må vi selv tage skylden og ikke skyde den over på Gud«.

Pludselig blev der ganske stille, der var ingen, som længere prøvede at forsvare søn-

dagsfiskeriet. Vi havde alle en følelse af, at en engel var gået gennem stuen. På Palmesøndag blev der samtalet om bønnen. På vejen fra præstegården sagde Kristen Enevoldsen til en nabo: »Jeg er vis på, at jeg bliver frelst ved min bøn«.

Tirsdag aften var Kristens hustru i meget dårligt humør, han siger da til hende: »Der er ikke andet i vejen med dig, end at du er vantro. Dersom du omvender dig, bliver du glad«. Da han havde sovet lidt, rejste han sig og tog ud på havet med sine kammerater.

Der fiskedes den gang med en slags både, som fiskerne havde fuld tillid til.

Næste dag blev der storm. Da fiskerne søgte hjem, var Kristens båd den sidste.

Som de nærmer sig land, trøster han sine fire kammerater med, at nu var de ovre det værste. Hertil svarede en fisker: »Der er langt nok endnu«.

Som disse ord bliver sagt, samler der sig en vældig brådsø under båden, som den skal passere revlen, og båden kastes med forstavnen mod bunden, slår en koldbøtte, masten knuses mod revlens sand, og de fem fiskere kastes ud i det oprørte hav.

Et rædselsskrig lyder fra de mange øjenvidner på forstranden.

Man havde stolet på båden, den tillid brast. Minderne om Kristens ord vældede frem. Som fiskerne står der, brister tilliden til, hvad der hidtil havde været deres overbevisning og kristelige tro.

Næste dag møder jeg Kristens fader. Han havde i vrede opgivet at gå i kirke. Nu greb den stærke mand min hånd og sagde: »Det er min skyld, at Kristen er druknet. Havde jeg omvendt mig, da var ulykken ikke sket«.

Ved ulykken på onsdag før Skærtorsdag druknede 4 fiskere.

En fisker drev ½ mil i havet, hvorefter han blev reddet og ført til sit barndomshjem. Jeg kørte straks derhen med hans højt frugtsommelige kone. Da vi kom ind i stuen, sad en halv snes fiskere og drak kaffepunse ved siden af sengen, hvor den bevidstløse reddede mand lå. De havde lige afsluttet oplivningsarbejdet. På vort spørgsmål om han kunne komme sig, svarede man: »Det ved vi ikke«. Da vi kom ind, lød der er skurrende lyd, alle kaffepunse

blev skudt ind midt på bordet. Mens den reddedes hustru og jeg knælede i bøn ved sengen, blev punsene båret ud.

I påskedagene var der en mægtig kirkegang, og næsten alle skulle til alters.

Anden påskedag var der samlet 5-600 mennesker til 3 andagter i hjemmet og til begravelse i begge kirker.

Fra den tid var næsten alle klitboere vakte. Hvor folk mødtes på vej og sti, blev der talt om, hvad skal vi gøre for at blive frelst.

Gudstjenester, møder i skolerne og præstegården var nu stærkt besøgte. Navnlig møderne i præstegården samlede de vakte, idet der her var samtale. Bølgerne kunne undertiden gå højt, særlig en aften, hvor der blev indledet om at være »hellig«.

Hvad der taltes om i hjemmene, det blev atter ført frem i præstegården. Tvivl og modsigelse skulle klares.

På den tid kom sangbogen Hjemlandstoner. En del unge søgte til præstegården for at lære de ny livlige, engelske melodier. I den store sangbog kunne de vakte let finde sange, der udtrykte deres sorger, angst, forhåbninger, længsler og glæder – også om sømandens liv. De kunne slet ikke blive trætte af at synge ved møder, i hjemmene og på vejene.

Når nu nogle talte sammen om deres længsel efter hvile i Gud, og de ikke kunne finde hvilen, blev det ofte aftalt, at de om aftenen skulle gå til præstegården.

Mange rige timer oplevedes under disse besøg. Det var sjældent, at der skete gennembrud ved disse samtaler, men de allerfleste, der kom på den måde, fandt alligevel snart ind i Guds rige, så de kunne vidne om, hvad det er at eje Guds nåde.

I september 1897 var der missionsuge i Lyngvig og Haurvig kirke. Vækkelsen havde da et sådant omfang, at fremmede håndværkere, som arbejdede i klitten, begyndte deres arbejde ved den første dæmring. De skulle med i kirken, og alligevel skulle de nå de sædvanlige arbejdstimer.

Vi var nødt til at holde nogle møder kl. 7.30 morgen, men kirken var fyld af folk. I denne missionsuge gjorde en prædiken af pastor H. I. F. C. Matthiesen fra Husby et blivende indtryk på mange. Han prædikede om den værk-

brudnes helbredelse: »Sæt at alle I, som har de værkbrudne sjæle, fordi eders synder ikke er forladt, gik bort med værkbrudne legemer«.

I december blev en 16 år gammel dreng, Enevold, dræbt ved et vådeskud. Han var i alle henseender udviklet langt foran sine jævnaldrende. Han havde nægtet at hente træ ved havet til brænde for sin moder, da han ikke ville stjæle fra vor Herre. Siden var der givet ham penge til en dansefest i Ringkøbing, men han havde købt en god bog og var gået godt 3 mil til sit hjem. Ingen forstod ham.

Samme dag, som Enevold blev dræbt, var der i skolen bleven talt om, at Absalon brændte bygmarken, fordi han ville have Joab i tale. Det gik nu som en løbeild gennem adskillige hjerter: Gud vil have os i tale, derfor er Enevold død.

Ikke længe efter var Enevolds forældre og bedsteforældre omvendt. Enevolds moder forklarede ved et samtalemøde sin store oplevelse således: »Nu skal jeg sige eder, hvad det er at blive omvendt. Når jeg hidtil har været i kirke, så sagde min frelser I til os, men i dag sagde han du til mig. Han har lidt for mig, betalt min synd. I kan da nok forstå, at jeg blev lykkelig, da min frelser begyndte at sige du til mig«.

Stadig var der nu mennesker, som kom til at hvile i Guds nåde.

Hidtil havde det store spørgsmål været synd og nåde, men efter at en præst havde besøgt klitten og talt i kirkerne, dukkede spørgsmålet: Grundtvigianisme og Indre Mission frem. Der blev nu dannet to foredragsforeninger. Dette medførte mange kampe.

Ved et bryllup viste en fader to døtre bort fra hjemmet, fordi de ikke ville danse.

En gårdmand var forbitret over, at dansen forsvandt fra klitten. Han meddelte de unge, at de altid skulle være velkomne til dans i hans gård. Inden den første dans skulle holdes, var hans ældste søn død i Esbjerg af lungebetændelse, og han var nu ført til sin faders gård. Der blev så ingen dans den gang. Faderen krævede, at en fremmed præst skulle tale ved sønnens grav, men hans hustru stod fast på, at enten skal vor egen præst tale, eller også skal kisten føres tilbage til Esbjerg.

Ligtalen blev rettet ganske personligt til faderen, som var fører for redningsbåden. Du har ansvar for alle i redningsbåden. Skulle du da ikke havde lige så stort et ansvar for, hvor du fører de mange børn hen, som er betroet dig! Fra den dag gik han jævnlig i kirke.

Livet gik nu sin jævne gang, og der var rige stunder ved møderne, hvor troslivets varme gav sig skønne udtryk.

Da fiskerne var knyttet så nøje sammen ved slægstskab, bådelav og selskabelighed, var der meget, som skulle udryddes ved troslivets gennembrud. I fiskerbådene afskaffedes brændevinsdunken, og et petroleumsapparat kom til at erstatte den, og ved den blev der lavet megen kaffe.

Drikkeriet indskrænkedes eller forsvandt både på klitten og i Ringkøbing.

Det sidste sted gik det ikke af uden spot. En dag sad nogle troende fiskere og drak kaffe på et værtshus. En gemytlig halvfuld mand vælter sig ind på dem, og han fremhæver sine dyder, uagtet han drikker ikke så lidt. En ung fisker sender ham et rask blik og siger: »Ja Satan er god mod somme af sine slaver«. Manden forsvandt.

Kampene førte til fordybelse i bibelen, til indelig bøn og til trofast sammenhold.

De troende på klitten har især søgt forbindelse med venner i Esbjerg og Harboøre. Det varede ikke længe, før der blev bygget 2 missionshuse og her holdes velbesøgte møder om søndagen og når der ellers kommer talere. Og endnu toner sangen på klitten fra stærke, mandige fiskerstemmer:

Klar dit skib, nu det udad skal stå, det er således Herren det ville, du må ikke på vejen stå stille, hvis du evighedskysten vil nå.

Har du vovet derude en dyst, har du kæmpet standhaftig og trolig, vil vor Herre dig skænke en bolig på den kære, den himmelske kyst. (I. M. sangbog, nr. 538).

Da Butikscentret var centrum

Ywl o æ Kle’t 1984

Prøv at se annoncen fra 1984. Fra Butik Tøj Nyt Nord i butikscentret. I dag vil mange ikke vide, hvor de skulle pege hen, hvis nogen spurgte efter vej til butikscentret. Men det var anderledes i 1984:

– Dengang var der fyldt i alle butikkerne: møbler, lamper, el, tøj, sko og børnetøj, legetøj, banker m.m. Der var livlig aktivitet med underholdning på torvet om fredagen, fastelavn med stor tilslutning, julehalløj med julemanden, og juletoget var også altid et tilløbsstykke, fortæller Karsten Madsen. Han voksede op i butikscentret, hvor hans forældre havde Klittens Møbler og Tæpper, som han i dag har overtaget. Han bor desuden sammen med sin familie i barndomshjemmet i den nordlige ende af det gamle center:

INDHOLDSFORTEGNELSE 1984

Forsidemotivet: Fotograf Lene Vinderslev.

YWL O Æ KLE´T 1984

af Birthe Andersen

GUDS KÆRE BØRN VI BLEV PÅNY

af pastor J. Estrup-Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af Kr. Enevoldsen

KFUMs IDRÆT – 40 ÅR

af Jørgen Christensen

»Æ GAMMELHAVN«

af Henry Madsen

SIKKEN UDVIKLING

af Erna Timmer

TÆKKEMAND SØREN LODBJERG

FORTÆLLER

v/Egon Rønholm

»SEMPER SPERA«

AF HOOGEZAND

af Chr. Tarbensen

DRAMAET VED KIRKENS DØR

– artikel i Ringkøbing amts Dagblad sidst i 1920’erne

– Det er fint at bo her. Det er ikke væsentligt anderledes end alle andre steder. Vores butik har det rigtig fint, vi ligger jo heldigvis i den ene ende med god synlighed fra vejene og gode tilkørsels- og parkeringsforhold, fortæller han.

I 80’erne var gågaden og butikscentret som sagt stedet, hvor det hele foregik. Her var aktiviteter for hele familien, og børnene på nordsiden kunne altid lige stikke ind til bageren og købe et stykke Jenka-tyggegummi på vej hjem fra skole. Men sådan blev det ikke ved med at være:

– Det er der flere årsager til, vurderer Karsten Madsen og uddyber:

– Centret blev ramt af den generelle udvikling i de mindre byer, hvor det blev sværere at drive små butikker. Men en af grundene var også, at mange af butikkerne var »konens«, mens »manden« havde et andet job. Parrene blev ældre, og når salget måske ikke helt var som tidligere, så var det nemmere at lukke butikken, da der i mange tilfælde ikke lige var nogen til at købe eller tage over.

Hvis juletiden byder på tid til en lille gåtur, kan turen jo eventuelt gå på besøg i den før så livlige gågade, som mange sikkert ikke har besøgt i mange år:

– Det er trist, især i den sydlige ende, og mange af bygningerne står desværre og forfalder. Der er lavet lejligheder i nogen af de tidligere butikker, og det er egentlig ok. Men løbet er kørt for vores gågade/center. Nu er det på havneområdet, det hele sker. Mit håb er dog, at de lodsejere, der ejer bygningerne i dag, enten vil gøre dem lidt mere attraktive og ikke bare lade stå til. Alternativt kan de fjerne bygningerne, for lige nu står nogen af nogle af dem og bliver ringere og ringere, siger Karsten Madsen..

Tækkemand Søren Lodbjerg fortæller

Af Søren Lodbjerg, ERØ

MIN far var Laurids Chr. Pedersen, og min mor hed Anne Marie Sørensen. De boede i den ejendom, som jeg nu har, og her er jeg født. Men selvom det er en landejendom, så var far ikke landmand, men derimod fisker hele sin tid, først på havet og siden på fjorden de sidste mange år. Han begyndte at fiske allerede som 14-årig, da han kom med en søndervigbo med en bakke på havet om efteråret. Om sommeren var han, som så mange andre herudefra, karl på de store gårde inde i landet. De tog til Mikkeldagsmarked i Ringkøbing og blev her lejet af gårdmændene, som kom så langt væk fra som Slesvig. De vestjyske karle var jo eftertragtede, for de sleb ikke deres høle, men »harrede« den, d.v.s. bankede æggen skarp med en speciel hammer, og en »harret« le er nu meget lettere at holde skarp end en sleben.

Mor stammede fra »Krylegården«, som tyskerne brændte af under krigen – så jeg er halv klitbo. Hendes far hed Søren Sørensen, men blev kaldt Søren Lodbjerg. Lodbjergnavnet kan føres 200 år tilbage til mine oldeforældre, og familien søgte om tilladelse til at antage navnet som familienavn. Det blev bevilget, men i vort tilfælde skulle det være med »j«, Lodbjerg. Og den tradition har jeg så selv ført videre.

Jorden, som hørte til ejendommen, skulle jo dyrkes, men det lejede min far til, for dengang kom alle naboer og familie, og hver gjorde en halv dags arbejde, »en bej«, som de kaldte det. Jeg kan lige akkurat huske, at min morfar kom kørende fra Houvig og pløjede en halv dag for sin datter. Han var strandfoged derude, så ved samme lejlighed havde han taget træ, -kasser

og sager med til min mor, så hun havde noget at fyre med.

Det var små kår, vi var 9 børn, og vi måtte tidligt ud at prøve at klare os selv. Allerede som 7-årig kom jeg ud at tjene. Det var hos Kr. Hansen i Houvig, men det gik nu udmærket. Gamle Kr. Hansen og hans kone var flinke folk. De var rare og gode mod mig, så jeg led ingen nød, og da jeg rejste, fik jeg 4 kroner i løn, husker jeg tydeligt. Jeg var kun et år der. Bagefter tjente jeg et par gårde længere nordpå, og til sidst var jeg hjorddreng på »Krylegården« hos min morbror, – 2-3 år hvert sted. Jeg var nu blevet 15-16 år og prøvede også at være med på havet efter pighvar. Det afskrækkede mig ikke, jeg havde jo fisker-blod i årerne, så snart ville jeg som så mange andre prøve lykken som fisker fra Esbjerg. Jeg kom derom og fiskede derfra et år, men jeg blev snart træt af det. Jeg syntes, det var et forfærdeligt slæb. Jeg var jo kok dengang, og jeg var jo kun de her 16 år, og dengang stod man på dækket fra morgen til aften og kvejlede tov – nu har de jo maskiner – men der stod jeg bøjet over tovrullerne dag ud og dag ind, så jeg blev rigtig godt led ved det, og til sidst gav jeg det over og tog hjem.

Så kom jeg igen til at tjene på landet. Et enkelt år var jeg bestyrer for en enkekone. Men et af stederne, hvor jeg var, blev jeg i 12 år. Det var hos Morten Christiansen på »Lille Søgård«. Det var også slid og slæb, men man kendte jo ikke til andet dengang. Kl. 6 om morgenen skulle vi gerne trække af gårde med hestespandene, og det var ikke fyraften før kl. 20, men selvfølgelig var vi da hjemme til måltiderne, og 2 timers middag havde vi da også. Men det var helt anderledes end nu, vi havde

ingen mejetærsker, men måtte høste mellem 300 og 400 traver korn med le, og om vinteren måtte vi tærske det med plejl.

Når jeg sagde, at jeg var der i 10-12 år, så skyldes det, at der var et par afbræk. Den første var i ’11, da jeg lærte som soldat ved 29. bataljons 4. kompagni i Viborg. Det var nu ellers ikke så slemt. De her lange marchture var det værste, vi skulle jo trænes op til at gå så og så langt, men ellers havde vi det nu ganske godt, synes jeg. Det var i hvert fald en tid, jeg nødig vil have undværet.

Det andet afbræk skyldtes 1. Verdenskrig og begyndte helt nøjagtig den 2. august 1914. Jeg kan endnu tydelig huske, da sognefogeden kom med indkaldelsesordren, at jeg uopholdelig skulle stille ved sikringsstyrken i Viborg. Det gav lidt forstyrrelse i landeriet. Dengang vi rejste der om morgenen, troede vi da allesammen, at der ville blive krig i Danmark, og jeg kan huske fra stationen i Ringkøbing, at nogle råbte hurra og andre stod og græd. Der var både sorger og glæder, den dag vi rejste af, men et var alle enige om: Nu kom krigen, og der var intet at stille op. Da vi havde været i Viborg en tid, kom vi til Esbjerg, hvor vi var det meste af et halvt års tid, og herfra blev vi udstationeret på vagter. Jeg var på Fanø i 2 perioder med orlov ind imellem.

Krigen mærkede vi ikke meget til, og dog: På Fanø gik en af de her store »Zeppeliner«luftskibe ned. Den var blevet så tung af sne, at den ikke kunne flyve længere, så den gik ned på sandet ude ved havet. Og vi stak derop, uanset om vi havde vagt eller ej, for vi skulle jo op og se den. Men så kan jeg huske, at det første den tyske besætning gjorde, var at sætte ild til den. Selve stellet var jo beklædt med en slags presenning, og det brændte de af, men først havde de dog bragt dens last af bomber i sikkerhed oppe i klitterne. Besætningen blev interneret på et af hotellerne, og der skulle holdes vagt over både dem og luftskibet, så det gav en masse ekstra tjeneste.

I en 3. periode af min indkaldelse kom jeg helt ud til Grædstedbro, hvor vi skulle gå vagt ved »Kongeåen«. Den var jo »skel« dengang, før vi fik Sønderjylland tilbage. Vi måtte ikke komme åbredden nærmere end 100 alen, for de tyske vagter gik jo på den anden side, og de

skulle gå lige så langt fra deres bred, for vi måtte ikke kunne »huj sammel«. Vi gjorde nu ikke meget ud af de vagter. Tiest blev vi i vores kvarter, for de befalingsmænd, som skulle kontrollere os, lå inde i Bramminge, og de menige derinde var flinke til at alarmere os, så vi kunne være på posten, hvis de skulle finde på at tage på inspektion.

Sådan var jeg soldat i lige ved 2 år, så selv om krigen ikke rigtig kom til Danmark, så fik jeg dog min part af den.

Senere gik det sådan, at jeg blev træt af at tjene, og som 28-årig kom jeg i tanker om, at jeg ville lære at tække. Jeg kom i lære ved gammel Nørtoft i Kloster, og siden har jeg tækket i over 50 år. Det var forresten en skøn tid. Jeg lærte sammen med Nørtofts søn, og efterhånden begyndte vi to unge at tage ud sammen, og vi arbejdede vidt omkring, både i Velling, No, Stauning, Hee og helt oppe ved Herning var vi flere gange. Også dengang var der for få tækkemænd, og holmbo-tækkemændene ville de godt have til at tække for sig. Men der var ingen steder, hvor jeg hellere ville komme og tække end »u o æ klet«, der kunne jeg nu så godt lide at komme. Der under krigen, hvor man kun kunne komme frem på trædecykel, da var jeg derude 8 dage ad gangen og kom kun hjem om søndagen, for grusvejen på klitten var streng på cykel, og der var hverken kone eller børn, der ventede derhjemme, for gift har jeg aldrig været.

Det var dejligt at komme rundt i de mange forskellige hjem og lære mennesker at kende. Jeg kom til at tænke på det forleden, da vi ved et møde sang Jeppe Åkjærs sang om rugen, ja I kender den nok. Jeg tækkede hos et ældre ægtepar henne i Klegod, og der oplevede jeg noget, som ikke længere kan opleves. De skulle have deres rug ind – jeg har vel selv hjulpet til med det – og det skulle langes ind gennem en luge ligesom i sangen. Men der var lagt dækkener og sejl hele vejen mellem muren og vognen, for rugen måtte der ikke spildes af, og man måtte ikke træde i den, for det var brødkorn, det var Guds gave. Sådan så de jo på det før i dage, men det er dog det eneste sted, jeg har set det blive gjort så akkurat.

Med på cyklen havde vi tækkeværktøjet: Krogene, som skulle holde rørene, så de ikke

skred under arbejdet, tækkeskovlen med de mange borede huller, som rørene blev banket på plads med, og nålene, som de blev syet fast med. Jeg har »æ kram« endnu, og det er heller ikke længe siden, jeg har brugt det sidst. Det var hos pastor Hvass i Klegod for et par år siden, da jeg var 91. Jeg lå på taget, og han passede selv op.

Da jeg begyndte som tække mand, arbejdede vi mest inde i landet, men efterhånden som sommerhusene tog til i antal, kom vi mest på Klitten, lige fra Nymindegab i syd og til Fjand i nord. 15-16 sommerhuse var det ikke unormalt, at vi tækkede i løbet af en sommer. Nu om dage tækker man hele året rundt næsten, og rørene høstes med store maskiner, men tidligere sluttede tækkesæso-

nen omkring oktober, og om vinteren gik jeg så i »æ rørskjær«, som de kaldte det, og høstede rør med le. Det har jeg gjort mange vintre dernede i Holmbokjær og helt over ad Hee til. – Det kunne godt være en hård tørn, for først måtte man jo gå det meste af en halv mil, før man kom til stedet, og så skulle man have store tunge træskostøvler på, for det var jo vandet og blødt. Det var et slæb, men man kom jo om ved det.

Herude tækkede vi mest med rør – ind imellem blev der også brugt lidt marehalm og hjelme. Inde i landet tækkede vi ret ofte med rug- eller hvedehalm. De høstede så meget rug og hvede, og så stod karlene om vinteren og pillede uhumskhederne af halmen og ordnede den i knipper. Det skulle l ægges på husenes nordsider, men det kunne ikke holde særlig længe, ikke nær så længe som rørtag, men hvad, når de nu selv avlede det og blev fri for at købe rør, så kunne det nok svare sig.

Vi blev altid behandlet godt, når vi var ude at tække. Kun et sted husker jeg, der var vi snart sultet ihjel. Når vi var langt hjemmefra, så fik vi altid kosten. Her fik vi lige en lille bid sigtebrød om eftermiddagen, ellers blev det kun til grovbrød og – så vidt jeg husker – nogle få frikadeller, ja, det var så sparsomt, at vi aldrig »fik æ lyw fuld«. Vi var deroppe i flere dage – vi tækkede en stor lade – og jeg kan huske, at da vi kom hjem på motorcyklen, så »skor« Nørtoft – det var ham der var med dengang – lige op til bageren efter en masse brød. Nu skulle vi i hvert fald være mætte. Men det var undtagelsen, vi fik ellers udmærket forplejning alle steder.

Det blev dog også til andet end tækkearbejde, for sidst i 30-erne kom jeg i sognerådet som suppleant for lærer Christiansen, som døde. Da så 2. Verdenskrig kom med rationering af petroleum, sukker, kaffe osv., så gav det en masse ekstraarbejde, for rationeringsmærkerne skulle vi rundt og dele ud – »det var en hundebøvl« – men efterhånden blev det dog sådan, at folk selv skulle komme og hente dem. Det var sammen med Jens Sørensen, Andreas Elkjær, Otto Heide, Niels Kålund, Mads Peder Pedersen, ja, jeg kan næsten ikke huske dem allesammen, men der var mange

derude fra Klitten. Det kom aldrig til afstemninger, vi kunne snakke os til rette om tingene, men vi fik da f.eks. landevejen fra Ringkøbing til Søndervig asfalteret, og det sidste år jeg var med, blev alderdomshjemmet i Kloster bygget.

Maskinsynsmand har jeg også været i 23 år, så skulle jeg rundt til alle landboere og værksteder for at se, om de havde alle deres maskiner, tærskeværker, vandværker, ajlepumper og dæksler ordentlig og lovmæssigt afskærmet. Det skulle jeg en gang pr. år, og på den måde kom jeg rundt til endnu flere mennesker. Resultatet af kontrollen skulle indføres i en maskinsynsbog. Det var nu et arbejde, der ikke voldte mig besvær, men jeg kan huske, det kneb et enkelt sted, hvor de havde en roeskærer, som var grov ulovlig. Jeg gav ordre til, at han skulle få den i orden i løbet af 14 dage, og så skulle jeg komme igen og kontrollere. Men det kom jeg ikke, og året efter stod maskinen på samme måde. Det hørte hans kone imidlertid, og så skal jeg love, der blev talt til karlen: Det skulle ordnes lige med det samme, nu skulle jeg ikke længere være pjatrøv for dem. – Det kunne hun lige klare for mig.

Helt forskånet for uheld under tækkearbejdet blev jeg ikke. Engang faldt jeg ned fra et tag henne i Søndervig og »fik en knogle a æ law«. Jeg kunne ikke gå, men til alt held var det lige i nærheden af Thomas Skyttes sommerhus – han var naturlæge i Rindum – så der krøb jeg hen. Han tog ved benet og gav det nogle ryk og sagde: »Så, nu kan du gå på det«. Det troede jeg nu ikke rigtig på. – Jo, det var helt klart, når jeg bare smurte benet ind i eddike og pakkede det i eddikeklude om natten, så ville det trække det onde ud af benet.

Så ville jeg betale ham for det, men: »Det er jo ikke andet end en tjeneste«, sagde han. Og hvad, han havde sagt om benet, kom til at passe.

Nu tækker jeg ikke mere og kommer heller ikke så meget ud omkring, men dog lidt ved gode naboers og venners hjælp. Jeg passer min have og mine 30 høns, og benene fejler ingenting, så jagten – nu mest rævejagt – bliver passet både heroppe og ude på Klitten.

Sommetider mindes jeg en hændelse fra min tid som hjorddreng. Det var bare en lille hændelse, men det er nu lige meget, det er sådan noget, man aldrig glemmer:

Vi – en kollega til mig ovre fra nabogården, vi var der en halv snes år, og vi fulgtes meget ad til kreaturerne, og vi havde langt, når vi enten skulle have køerne ud eller hjem. Så traf vi en gammel gubbe, en rigtig gammel klitbo –mørk og skægget var han i ansigtet, så man næsten kunne blive bange for ham, men han var nu en flink mand. Man fortalte om ham, at han strøg barberkniven på komfurringene, når han skulle have skægget raget, så han havde »en slem hue«, når han var færdig med det. – Han ville jo gerne snakke med sådan et par knægte og standsede og spurgte os ud, hvad vi lavede, hvordan vi havde det og lignende, men til sidst sagde den gamle landmand og havmand Kr. Tarbensen på sin kloge og særegne måde:

»Ja, bette barn, no ska a sæj jæn ting, i anner knejt, – tilfredshed i livet er no jæn a di støst goder vi hår«.

Det kan jeg nu aldrig glemme, for det er i grunden så sandt.

Glædelig jul og godt nytår –

Billeder fra året

På prøvesejlads med een af de nye lette redningbådstyper til stationen i Hvide Sande.

Det nye posthus i Hvide Sande på indvielsesdagen, den 1. juli 1984.

Et moderne redningsvæsen

Ywl o æ Kle’t 1983

Når uheldet er ude, gælder det om at have venner de rigtige steder. Redningsstationen er et af de gode steder at kende, når man bor på Klitten.

I årets gamle artikel kan man læse, at redningsvæsenet i 1983 havde 50 års jubilæum. Redningsvæsenet har stor betydning, når man bor mellem hav og fjord, og Chr. Mose Enevoldsen fortæller, hvordan redningsvæsenet så ud efter 50 år i Hvide Sande. Søren Lomme Larsen har nu i 35 år været bådmand på Hvide Sande Redningsstation, og han kan fortælle at det i dag er et topmoderne redningsvæsen, der rykker ud, når alarmen lyder.

Fire fastansatte, seks frivillige og tre-fire reserver står for aktionerne og for at holde grej og både i tip top orden.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1983

ET ÅR – DER NU HASTIGT RINDER

af Aksel Sørensen

HJERTETS YDMYGHED

af pastor Estrup-Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af Kr. Enevoldsen

ÅRET DER GIK – FOR 75 ÅR SIDEN

af Holger Ejby Villadsen

HVIDE SANDE REDNINGSSTATION

– 50 ÅR

af Chr. Mose Enevoldsen

JUL’FORBEREDELSER

FAER I DAWW

af Erna Timmer

HURRA FOR FDF

af Helga Estrup-Jensen

GLIMT FRA 1933

af Egon Rønholm

ÅRETS GANG I

BILLEDER

– fotograf Lene Vinderslev

– M an kan dele aktionerne op i to grupper: der er aktioner, hvor en kutter har kørt noget fast i skruen og skal bugseres ind, og så er der aktioner, hvor der er menneskeliv på fare. I alt er vi af sted mellem 80 og 110 gange om året, fortæller han. Hvide Sande Redningsstation er ifølge den erfarne bådmand en af landets mest travle stationer, da man her både skal holde øje med Nordsøen, Ringkøbing Fjord og Skjern Å.

– Og så har vi gennem årene også fået nye typer opgaver. Vi hjælper for eksempel Falck, som ikke kan køre på stranden, hvis en er kommet til skade på stranden. Vi er også en del af beredskabet, hvis eksempelvis en person er blevet væk, fortæller Søren Lomme Larsen.

En af de helt store ændringer i redningsvæsenet siden 1983 er, at hvor der dengang altid var nye folk, der gerne ville ind i redningsvæsenet, så er det ikke længere sådan:

– M an står jo til rådighed næsten hele tiden, og det kan være svært at få til at hænge sammen i en børnefamilie, hvor begge forældre arbejder og man ofte skal køre børn til sport langt væk. Da jeg begyndte, kunne vi sætte børnene ind til naboen, hvis alarmen lød, og min kone ikke var hjemme. Så var naboen hjemme. Sådan er det jo ikke i dag, så derfor kan det være en udfordring. Man tjener heller ikke mange penge på det – men man får til gengæld lov til at hjælpe, når folk er i nød. Det er det, der har holdt mig i gang i 35 år nu – og jeg tager gerne ti år mere, siger han.

Hvide Sande Redningsstation – 50 år

Af Chr. Mose Enevoldsen

DER er årstal og datoer, der på en særlig måde fæstner sig i bevidstheden. Sådan er det i ethvert slægtsled og i familier imellem, når vi samles lyder det ofte, »det var det årstal – og den dato det skete«.

I 1933 fik vi den første redningsbåd i Hvide Sande, og de to gamle stationer i Haurvig og Lyngvig blev nedlagt. Mandskabet fra de to nedlagte stationer blev forflyttet til Hvide Sande sådan at der de første år var 18 mand på Hvide Sande redningsstation, – en stor besætning til et så lille fartøj. Men ved naturlig afgang blev besætningen snart reduceret til 9 mand. Stationens første opsynsmand blev Thomas Fjord fra Lyngvig og bådsformand blev Jens S. Kr. fra Haurvig redningsstation.

De fleste timer for redningsmanden gik med at afpatruljere langs stranden i hårdt vejr. Strandvagten har også en hel speciel plads i erindringen fra mit barndomshjem. Når det trak op til hårdt vejr vidste vi, at der snart ville komme besked: Far skulle på strandvagt. Ved vagtskifte var bordet dækket, og det bedste var ikke for godt. Jeg ser for mig Thyge A. Thomsen, Hans Lodberg og gamle Dres komme ind ad døren efter deres vagt. De missede med øjnene mod lyset fra petroleumslampens skær. Deres øjne var røde af at gå i sandflugten, og stirre ud i mørket. Altid havde de et venligt ord til os børn, der fik lov at være oppe til far var gået på vagt. Mange af de gamle strandingshistorier blev fortalt, og det var ikke nogen kedelig fortælling, der blev givet, medens kaffen blev drukket. Og så kunne det jo være, at der blev levnet en kødmellemmad ...

Men mest alvorligt var det, når redningsbåden skulle ud. Så blev alt andet sat til side, –

det var nu det gjaldt. Ofte var opgaverne meget vanskelige, da båden var et åbent fartøj, og besejlingsforholdene var dårlige. Det var jo før vi fik den lange læmole. Efter en langvarig storm kunne der være tilsandet og næsten lukket i indsejlingen. Inde fra land blev det fulgt med spænding når redningsbåden med slæbeposen ude lænsede ind over revlerne efter endt opgave. Og så en stormfuld decembernat i 1951 var det med spænding at man fra klitterne så redningsbåden nærme sig land. Men datoen den 9. december 1951 blev den mørkeste i stationens 50-årige historie. Under bådens lænsning sprang slæbeposen. Båden kæntrede og 5 mand omkom. 3 af mandskabet bjærgede sig op på kølen, og med bunden i vejret drev redningsbåden ind på kysten.

På vor havn står der et mindesmærke, hvorpå der under de fem omkomne redningsmænds navne står to verslinier fra en norsk sang: »Han ta’r sin Gud i sind og sætter livet ind«. At det var virkelighed for dem, viste de i handling.

Iblandt de fem der efter ulykken blev ansat fik jeg lov at være med, og aldrig vil jeg glemme første gang vi skulle ud med redningsbåden på øvelse. Den daværende opsynsmand samlede os i båden og vi mindedes de fem som ikke var mere, og Jens S. Kr. bad en bøn om beskærmelse over gerningen fremover. Ofte har denne stund været i mine tanker, og det har givet en tryghed at vide, at vi er aldrig alene.

Hvad der skete i 1951 bandt på en særlig måde befolkningen sammen. Men det resulterede også i at redningsmændene begyndte at tænke i nye baner med hensyn til materiel, selvom der gik flere år før det slog igennem.

De to første både vi havde på prøve var ikke helt, som vi ønskede det. Men i samarbejde med to brødre fra Thisted bådbyggeri og daværende redningsbestyrer Aaskov Pedersen tegnede Knud E. Hansen den redningsbåd, som vi nu har haft siden 1969.

MRB 34 blev bygget på Rømø, og det var en stor dag da Chr. Thomsen, som på det tidspunkt var opsynsmand, og mange af de ældre som var knyttet til redningsvæsenet modtog os da vi lagde til kaj. Da vi kort tid efter var på prøvesejlads i hårdt vejr var bådføreren fra 1951 med på turen. Medens vi lå derude i brændingen og gennemprøvede båden stod han ved siden af mig ved roret. Bevæget udbrød han: »Så var det alligevel ikke forgæves«. Hvor var det lærerigt at kende de mænd som på en sådan måde levede med redningsvæsenet. Iblandt dem var også P. C. Dahl fra Bjerregaard. På sit dødsleje kunne han halvt bevidstløs udbryde: »Det var nu godt vi fik den båd«. Og det er med denne båd MRB 34 som forbillede, at en arbejdsgruppe nu har besluttet at bygge en redningsbåd, der er betydeligt større, og der er Hvide Sande foreslået iblandt de tre første.

Den første motorredningsbåd i Hvide Sande.

For 10 år siden gik vi den sidste strandvagt. Det er mere påkrævet at vi er i vagthuset ved molen, da der i dag som før kan opstå vanskeligheder i indsejlingen, som kræver at vi hurtigt skal ud med redningsbåden. Desuden kontakter de fleste kuttere slusen, hvor der er døgnvagt. I 1982 var redningsbåden ude 60 gange, – og i dette år er der foreløbig tilsendt farvandsdirektoratet 55 indberetninger. Her i advent melder sig disse datoer igen, hvor tankerne uvilkårligt går tilbage. Vi var taknemmelige når det, som for os så umuligt ud – alligevel lykkedes. Men i 1977 da Capella forliste, stod vi magtesløse, og det er noget man aldrig glemmer.

I det nedlagte vagthus ved Lyngvig Fyr stod et vers skrevet på væggen:

Og først når væven er standset og skytlen holdt op at slå vil Gud tage tæppet til side så vi kan bedre forstå, hvorfor de mørke tråde, såvel som de gyldne bånd – var lige nødvendig for mønstret i Mesterens kyndige hånd.

Billeder fra året

Windsurfing på fjorden – en ny stor turistattraktion.

Begyndelsen til kystsikring ved Årgab med parallelhøfder i brændingen.

Ywl o æ Kle’t 1982

Enhedsfølelsen smuldrede lynhurtigt

Holmsland Kommune. Et kommunenavn med mange år på bagen. Et kommunenavn der signalerede fællesskab og lav skatteprocent. En kommune som mange danskere kom til at kende i tiden op til kommunesammenlægningen, da borgerne stod sammen om retten til at forblive Holmsland Kommune.

Men noget er forandret. Med nye tider følger nye skikke. Nye skoler og nye vaner. Efter kommunesammenlægningen skulle børnene på Holmsland ikke længere til Hvide Sande for at afslutte folkeskolen. De skal i stedet til Ringkøbing, hvor de går på den store og forholdsvis nye Ringkøbing Skole.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1982

ET STILLE ÅR

af Aksel Sørensen

I HAM BRØD LYSET FREM af pastor Estrup-Jensen

FRA KOMMUNENS

SKRIVEBORD OG TEGNEBRÆT

af borgmester

Kr. Enevoldsen

FRILUFTSCENEN

VED LYNGVIG FYR af Sigfred Aagaard

HOLMSLAND HALLEN af Mogens Tarp

DENGÅNG

af Erna Timmer

KLITTEN FØR

HVIDE SANDE af Laurids Andersen

ÅRETS GANG I BILLEDER

– fotograf Lene Vinderslev

– Før i tiden hvor vi ikke var så digitaliserede, som vi er i dag, skulle man oftere på eksempelvis kommunekontoret. Det lå i Hvide Sande. Skolen lå i Hvide Sande, og vi havde flere naturlige grunde til at køre til Hvide Sande, som derfor var en naturlig del af hverdagen for os på Holmland, fortæller Dorthe Krogsgaard fra Holmsland.

Men den naturlige enhed gik kort efter kommunesammenlægningen i opløsning, fortæller hun.

– I dag tager vi næsten kun til Hvide Sande, hvis vi har en fridag og lige som andre turister skal ud og have noget fisk. Børnene på Holmsland går i skole i Ringkøbing, og det er bare blevet mere geografisk logisk, at vi fra Holmsland orienterer os mere mod øst end mod Hvide Sande, fortæller hun og tilføjer:

– Der var rigtig mange her på Holmsland, der slet ikke kunne forstille sig, at livet kunne fortsætte som del af en storkommune. Det var en sag, der samlede mange. Men da kommunesammenlægningen var en realitet, smuldrede enhedsfølelsen hurtigt. Men det er også okay. Man skal følge med tiden og se ud. Vi er en del af et større fællesskab, og det er helt fint.

Holmsland Hallen

Af Mogens Tarp

DEN 18. og 19. september 1982 var festdage på Holmsland, idet Holmsland Hallen da blev indviet. Et stort ønske hos mange holmboer var hermed gået i opfyldelse.

Ønsket var udsprunget af et behov for mere plads til den megen idræt, som bliver drevet på Holmsland. Dygtige aktive ledere har gennem årene sat mange aktiviteter i gang blandt børn og unge, men været begrænset i mulighederne, idet man kun havde skolens gymnastiksal, hvor der også skulle være plads til de mange lidt ældre motionsudøvere.

Der havde gennem flere år mand og mand imellem været talt om, hvor dejligt det ville være med en hal på Holmsland, en to faktorer bevirkede vel nok, at man var tilbageholdende med at gå i gang. Man var klar over, at befolkningsunderlaget var lovligt lille til at bære en hal, og at der skulle mange penge til.

Men i 1978 gik man for alvor i gang med at undersøge mulighederne, idet de foreninger, der havde interesse i en hal, gik sammen og nedsatte et udvalg, der skulle arbejde med sagen. Der blev foretaget behovsanalyser, set på

Halbestyrelsensformand, Hans Krogsgaard, tager det første spadestik. Tilskuerne er fra venstre bestyrelsesmedlemmerne Jens Chr. Frandsen, Poul R. Nielsen og Jens Galsgaard. Endvidere Anton Bollerup, af hvem den jord, hvorpå hallen ligger, er købt. Bag ved Jens Chr. Frandsen ses arkitekt Benny Trasbjerg. Fotografen er Mogens Tarp.

halprojekter, diskuteret placering, drøftet økonomi, og der blev taget kontakt med kommunalbestyrelsen, idet man var klar over, at uden rygdækning fra kommunen kunne man ingen vegne komme.

Fra kommunalbestyrelsens side havde man vel nok de samme betænkeligheder som før omtalt: befolkningsgrundlaget og økonomien, men man lovede at behandle sagen velvilligt. Man stillede dog den betingelse, at hallen ikke måtte koste mere end 3 millioner kr., og at mindst 10% af pengene skulle være frivillige bidrag, for at man på den måde kunne måle interessen i befolkningen. Endvidere ville kommunen kun gå ind i projektet, hvis det blev en ren idrætshal. Nogle ideer, som havde været fremme om at kombinere med forsamlingshus, måtte man derfor se bort fra.

Ud fra disse præmisser kunne udvalget så arbejde videre, og i efteråret 1980 var man klar med et projekt, der lå inden for de rammer, der var fastlagt. Beslutning om hallens placering var truffet, og forberedelserne var gjort til en indsamling. Man gik derfor igen til kommunalbestyrelsen, idet man ønskede et tilsagn fra denne om at kunne bygge i 1981, inden man gik i gang med indsamlingen ud fra den betragtning, at indsamlingsresultatet

ville være afhængig af, at ballen kom i 1981 og ikke engang ud i fremtiden. Indsamlingsresultatet var jo af afgørende betydning for, om der i det hele taget skulle bygges en hal på Holmsland.

I kommunalbestyrelsen syntes man, at det var et fornuftigt projekt, man mødte frem med, men udvalget fik at vide, at man ikke skulle regne med, at hallen kunne blive bygget i 1981, bl.a. under henvisning til at staten henstillede til kommunerne, at man begrænsede anlægsarbejder.

Denne besked lagde forståeligt nok en dæmper på arbejdet omkring hallen. Men i foråret 1981 tog man fat igen. Man arbejdede videre med det tidligere projekt, og da man ved fornyet henvendelse til kommunalbestyrelsen fik fornemmelsen af, at chancerne for at kunne bygge i 1982 var til stede, begyndte man at forberede indsamlingen, der fandt sted i dagene 14.-18. september og sluttede med et loppemarked. Indsamlingen viste en overvældende opbakning af halprojektet. Allerede den første aften nåede man over de 10%, som var målet, og da ugen var omme, var man oppe på 440.000 kr. Sammen med bidrag fra forskellig anden side kunne man derefter gå til kommunen med et samlet resultat på 570.000 kr. Med

Ved halindvielsen var mange foreninger repræsenteret med faner.

det resultat gav kommunalbestyrelsen grønt lys for byggeriet i 1982.

Den 14. oktober 1981 blev der holdt stiftende generalforsamling i Den selvejende institution Holmsland Hallen, og en bestyrelse blev valgt. Der blev derefter udarbejdet materiale til licitationen, der fandt sted den 15. januar 1982. Efter at kommunalbestyrelsen havde godkendt det samlede budget for byggeriet på

ca. 3,8 millioner kr., gik håndværkerne i gang. Den 2. februar tog formanden det første spadestik, og allerede den 12. marts var der rejsegilde. Byggeriet stod stort set færdigt den 1. august klar til at blive taget i brug, og Holmsland Hallen blev som nævnt indviet den 18. og 19. september, præcis et år efter, at indsamlingen havde fundet sted.

Billeder fra året

På billederne ses Stormgade under normale forhold og som det tog sig ud den 24. november.

Novemberstormen i 1981 bevirkede en hidtil uset vandmængde i Hvide Sande Havn og omliggende gader.

Døgnåben købmand

Ywl o æ Kle’t 1981

Når vi i dag kigger på butikslivet i Hvide Sande, kan det være svært at forestille sig, at det ikke altid har været sådan. Men vi skal ikke mange år tilbage, før butikslivet var helt anderledes end i dag. I 80’erne var butikscenteret på nordsiden stedet, hvor man kunne handle og hygge sig. På søndersiden var der et par kiosker, Frydendahl, Tatol og Hasse’s Kolonial, der lå, hvor der i dag er Westwind Sportswear.

– M in far havde startet butikken i 1931. I 1968 kom min kone Marie og jeg tilbage til Hvide Sande og begyndte at arbejde i butikken, som vi købte halvdelen af først i 70’erne, husker Hasse Jensen, der boede oven på butikken sammen med familien.

Butikken var den gang en »gammeldags« købmandshandel, så omkring 1980 byggede parret, der nu havde overtaget hele butikken, om til en moderne »selvbetjeningsbutik« eller mini supermarked, som vi kalder det i dag.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1981 ET ÅR O Æ KLE’T af Aksel Sørensen

HVAD BEHØVES DER FOR AT LEVE af pastor Estrup-Jensen

DRONNING ’BESØG af Erna Timmer

IDRÆTTENS

PLACERING OG DENS MULIGHEDER af halinspektør Fridy Hansen

MAN ER HVAD MAN YDER af skoleinspektør Hans Andersen

TRÆK FRA SYDKLITTEN I GAMLE DAGE af Erna Timmer

TRÆK FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD OG TEGNEBRÆT af borgmester Kr. Enevoldsen

EN PRÆSTEKONEHISTORIE af Karen Kinch

ÅRETS GANG I BILLEDER – fotograf Lene Vinderslev

– Det var en dejlig og spændende tid, og det var den gang, man kendte alle kunderne. Butikken havde åbent fra klokken 07 til 18. Lørdag lukkede vi til middag og åbnede igen mandag morgen. Men det var et job 24/7. For hvis fiskerne kom ind om natten, ringede de eller kom op ad bagtrappen for at vække os, så de kunne få proviant til at skulle på havet igen, fortæller han.

Sidst i 80’erne ændrede kundernes handelsmønster sig, og Hasse og Marie kunne se, at det lille supermarked gik en svær fremtid i møde. I 1989 solgte de derfor butikken til Frydendahl, som først drev isenkræmmer og siden tøjbutik i lokalerne.

– Og så er der den krølle på historien, fortæller Hasse Jensen, at det var Marie, der fandt på navnet til Ywl o æ Kle’t. En gruppe havde en aften holdt et møde, hvor de havde talt om at begynde at udgive et julehæfte. Efter mødet kom de hjem til os og fortalte om deres planer. De manglede bare et navn, og til det svarede Marie, at »det da skal hedde Ywl o æ Kle’t« – og det kom det så som bekendt til, fortæller Hasse Jensen.

Man er hvad man yder

Af skoleinspektør Hans Andersen

»Ka do ett skryw mæ u af æ skoel – a ska o æ haw klok fem?«

Forbavset vender jeg mig mod eleven fra 9. klasse, som i fuld søantræk står midt i kontoret og ser spørgende på mig. Jeg begynder at forklare lidt svævende om visse regler, der skal opfyldes for at blive udskrevet af skolen i utide, om forældre, der skriftligt skal anmode og om skolenævn, der skal tage endelig stilling og …

»A hår fåt en gue hyre, og do ka jo bare ring te mi muer, om det ett passer?« Bureaukratiets love og regler har ikke gjort det fjerneste indtryk på vores unge ven – og med et par ekstra formaninger om, at der absolut ingen afgang kl. 17 var for ham, så længe de nødvendige tilladelser ikke var bragt i orden, forlod han igen skolens kontor. Et bestemt drag om munden fortalte sit tydelige sprog om, at det sidste ord ikke var sagt i denne sag. Behøver jeg at tilføje, at gutten sejlede kl. fem, og det har han da forresten gjort lige siden. Papirerne m.v. måtte så indrette sig efter situationen.

En lille hændelse der endnu engang bekræftede mine første indtryk som tilflytter til Hvide Sande, at både sted og befolkning på en del områder var anderledes, og at selv om man kom fra en stor by med stor afhængighed af fiskeriet, så var der en del antagelser og syn, der nødvendigvis måtte revideres. Efter 3 år i kommunen må jeg erkende, at der stadig dukker nye facetter op, der hele tiden fortæller, at man er havnet et helt specielt sted, der ikke rigtig kan sammenlignes med noget andet.

Disse ting har naturligvis noget at gøre med hvilke forventninger, der i forvejen er stillet. Forventninger til det fremtidige arbejde og de mennesker man i den forbindelse vil få berøring med. Det har noget at gøre med

boligen, der kan fås, og om den evt. kan danne gode muligheder for familielivet – vil ens kone falde til, hvad med børnene? Vil de kunne finde sig til rette og hvor længe vil længslen efter det kendte og de kammerater, der forlades, vare? Hvad vidste man om Holmsland kommune, om Hvide Sande? Ikke så forfærdelig meget. Det var noget småtteri af en kommune, under 5.000 indbyggere, men fiskeriet havde man da hørt om og lidt om dirigering af vandstanden i Ringkøbing fjord ved hjælp af sluser. Skoler var der 2 af, den ene meget stor og så var der vist noget med, at de var ret så gode til at spille håndbold og vittigheden om den blege førstegangs badende: »Han har da vist ligget ved Hvide Sande« – jah, meget andet vidste man vel ikke. Et ret så kalejdoskopisk billede af ens fremtidige bosted.

Hvordan var det så, det første møde med kommunen? Man kører ned over Nymindegab og straks indfanges man af det storslåede landskab, der på samme tid udviser ynde og samtidig en uhyre strenghed, der afæsker respekt. Strækningen til Hvide Sande er lutter natur og oplevelse. Jeg overgav mig totalt til sydklitten denne skønne efterårsdag og strækningen er for mig perlesnoren i kommunen –også i dag, hvor resten af egnen er oplevet og til dels udforsket.

Det første møde med byen, ned gennem Søndergade, Rådhusets bastante facader og kirken, der ved første indtryk virker så rigtig, og dog så forkert. Mon det er placeringen, lige netop her i trafikkens hjerte. Den virker på mig både knejsende og samtidig lidt trykket. Videre hen over slusen, hvor man ud af øjenkrogene fornemmer særdeles velholdte kuttere og mange af dem. En brat opbremsning må til – to biler spærrer vejen og her får

Velkommen i skolen. Skoleinspektør Hans Andersen og Jette Evers Nielsen.

man sin første egentlige overraskelse: Vinduerne er rullet ned og en ivrig samtale er i gang. Et forsigtigt tryk på hornet får som eneste reaktion en let hoveddrejning til følge. Først da samtalen er forbi, kan den øvrige trafik genoptages. Piet Hein, dine gruk kommer ihu:

Lille kat, lille kat lille kat på vejen!

Hvis er du? Hvis er du?

– jeg er sgu min egen.

Det blev det første indtryk af repræsentanter for den lokale befolkning, men ikke sidste gang ufrivillige standsninger af den art blev nødvendige.

Kære klitboere: Efter 3 års virke i et job, der giver mulighed for ret så indgående kendskab til jer, må jeg indrømme, at I er ikke helt almindelige. Tør jeg som tilflytter give et par karakteristikker: I er selvbevidste og stolte af, hvad I har nået, I ødsler med rammende øge-

navne, I har let til pennen, I er løsslupne, som ved klitfesten, I er andagtsfulde, som ved anløbet af kutterne på jubilæumsdagen, I ser jeres folk an, I er forbeholdne til isen er brudt, I er de mange ting, der gør jer så rigtige og naturlige i disse omgivelser.

I er, hvad I yder.

Billeder fra året

– Som Borgerforeningen udtrykte det ved byens 50 års jubilæum.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe med følge i Helligåndskirken ved festgudstjenesten.

Tiden løb fra julemessen

Julen er traditionernes tid – men nogle traditioner varer ikke så længe som andre. Sådan var det med den årlige julemesse, der fra 1973 og 10 år frem blev holdt i hallen.

– Det var det helt store med juleskib i havnen, tambourkorps gennem byen, modeshow, kunstnere der optrådte på scenen – ja et år fik vi endda bygget den ene halvside af en kutter, som kom til at dække hele bagvæggen i hallen, fortæller Henning Davidsen, der var med til at stable det store arrangement på benene. Messen blev arrangeret af Handels- og Håndværkerforeningen blandt andet med det formål at skaffe penge til julebelysningen i byen.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1980

SÅ ER DET JUL IGEN

af Hans Thomsen

DU SKAL ALDRIG

VÆRE BANGE

af pastor J. Estrup Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af borgmester Kr. Enevoldsen

HJELMEM

af Paul H. Sørensen

VOR´REDNINGSFOLK

af Erna Timmer

HOLMSLAND KLIT SOGN

FRA 1. JUNI 1942 TIL 1.

JUNI1980

af pastor A.C. Huus

ET MØDE MED FORTIDEN, SIMON MADSEN

af P.K. Larsen

FOLKEDANS ELLER HVA’

af Ragna Tang

KLITTENS

SKYTTEFORENING

af Regner Paulsen, John Lodberg

NOGLE AF ÅRETS BEGIVENHEDER

I BILLEDER

af Vinderslev Foto

Og i årene hvor messen var i hallen, lokkede den mange af huse – nogle gange var der flere end 3000 betalende gæster. Nærmest alle byens butikker havde en stand. Frydendahl bagte æbleskiver, Eva Høj og Birthe Sko holdt modeshow – siden kom flere modeshows til, der var folkedanseopvisning, alkoholfrit diskotek om aftenen og meget mere.

At få så stor en messe på benene var et kæmpe stykke arbejde, men gruppen bag hyggede sig også med knokleriet.

– Der var meget at holde styr på, så når alt var pakket sammen søndag aften, gik vi på hotellet og fik smørrebrød og en øl, for så var det tid til at slappe af, husker han.

De første år blev messen altid holdt den første weekend i december, men så kom der en ny lukkelov, som ikke tillod julemesser i december – og så blev messen i 1975 flyttet til den sidste weekend i november.

Men verden forandrer sig. Også i Hvide Sande. Som årene gik, begyndte folk at køre mere ud til juleoplevelser i andre byer, og tiderne ændrede sig. I oktober 1983 kunne man derfor i Dagbladet læse, at julemessen blev aflyst på grund af manglende tilslutning.

–Det er sådan, det går. Verden er i forandring. I 1981 havde der været stort byjubilæum, og måske vi også var ved at være mætte af at lave de store arrangementer. Tiden blev en anden. Og heldigvis husker vi bedst alt det sjove ved messerne –det sure slid har vi glemt, siger Henning Davidsen.

Et møde med fortiden

Af P.K. Larsen

MENS den røde novemberaftensol smilede fra vest og dens gyldne stråler tegnede skarpe skyggesilhuetter bag husene, kørte jeg gennem nordklittens hovedstad: Nørre Lyngvig. – Mit mål var et besøg hos den sidste kutterfisker, der fiskede med snurrejolle: Simon Madsen. Jeg vidste, at han, ligesom forøvrigt mange af de ældre klitboere, var en glimrende fortæller. Jeg havde hørt, at man ikke behøvede at lede efter ham på havnen, han var altid der, hvor der var flest mennesker, for midt i den flok stod Simon og fortalte historier, som han bragte frem til overfladen fra mindernes dyb. Her er en af dem, fortalt af en tilhører: Simon og en kammerat var om bord på en færge i Holland. De var begge gode svømmere. Pludselig sagde kammeraten: Spring du i vandet Simon, så redder jeg dig. Simon sprang og blev reddet. Næste dag stod der som overskrift i de hollandske aviser: Rask redningsdåd af en dansk fisker.

Jeg traf Simon i hans hjem, travlt beskæftiget med at »skyde ned«. Han fortalte ikke historier, men han fortalte historien om sit begivenhedsrige liv.

Jeg kom ud at tjene som gåsepasser, da jeg var 7 år, og samtidig lærte jeg bogstaverne. Senere kom jeg hjem, og når jeg ikke var i skole, hjalp jeg min far og sønder Per. Der var to Peder Mose, derfor kaldte vi dem sønder Per og narre Per. Jeg klarede havbakker, skar agn og kløvede muslinger. Min far og sønder Per havde fået bygget en »haj« i Ringkøbing i 1911 til fiskeri fra Hvide Sande. Men da Hvide Sande blev lukket, måtte de til Esbjerg for at fiske levende rødspætter. Da de manglede en kok, fik min far mig fri fra skolen, sommeren 1916. Det var nu ikke farefrit at fiske dengang, det var jo under krigen, og der var fuld af miner. Hvis vi

kom neden for Lister Dyb, blev vi jaget væk af tyske trawlere. De tog også nogle kuttere med til Cuxhaven, hvor besætningen blev interneret, til krigen var forbi. En del af de hjemkomne døde senere af tb. Som 12-årig kom jeg ud at tjene i 6 sommermåneder. Jeg fik 30 kr. i løn, som gik til et sæt overtænder til min mor, som selv måtte lægge 2 kroner til.

I 1917 blev jeg konfirmeret og kom til at fiske med torskegarn fra gødelen, men vi fik så lidt olie, at to skibe måtte slå sig sammen. Der var dog gode priser på torsk. Vi lavede 11.000 kr. i 17 dage, det var mange penge dengang. Om sommeren lå vi helt stille. Min far, der var udlært snedker, fik tømrerarbejde, og jeg fik plads som hoteldreng på Nr. Lyngvig Turisthotel.

Da krigen var endt, fik jeg hyre i Esbjerg. Vi fiskede kuller, som gik til Tyskland. Der var godt med kuller. Torsk og kulmule smed vi ud. Det var ikke så nemt at fiske dengang. Is fik vi fra Norge eller Ringkøbing i store blokke, som vi selv måtte slå i stykker. Vi havde ingen talje til at hive de store træk ind med. Nej, vi hev dem ind med en stor kese, som vi satte en falle i. Senere kom jeg med den sidste esbjergkutter, som fiskede med snurrejolle efter levende rødspætter. Vi leverede 11000 pund rødspætter den 3. maj og fik 20 øre pundet, vi skulle selv kese dem op af hyttefadene og trille dem op ad slæbestedet til sorterbakken.

Det var nu blevet moderne med tæt skib. Jeg fik hyre med et sådant skib. Vi fiskede efter store rødspætter på Doggerbanke. Der var ikke mange, men de kostede til gengæld 80 –100 øre pundet. Pighvar kostede ikke mere. Jeg har aldrig – i den tid, jeg har været i Esbjerg –været med til at lave en rejse over 3000 kr. I 1924 hørte vi, at der var kuller i Østersøen, og vi sejlede så til Sønderborg. Vi fik at vide, at vi

på grund af bændeltang kun skulle bruge 4 ruller på 17 favne vand. Trods advarslerne brugte vi 6 ruller. Vi fik også trækket til borde fyldt med fisk, men ingen kuller. Det var ene torsk, som ikke kostede noget. Heldigvis revnede det hele, og torsken løb ud. Vi gik så igen i gang med rødspættefiskeriet, men da priserne var små i Esbjerg, sejlede vi til Hamborg med 2500 pund levende rødspætter. Ved Elben 1 faldt jeg ud med en melding på 6. Jeg kunne heldigvis svømme, ellers havde jeg ikke været i stand til at fortælle dette. Hele turen var en fiasko. Min skipper gik bag fra det hele, og jeg fik en ny hyre. Jeg har forøvrigt været ude at fiske under alle de storme, der har været i den tid, jeg fiskede fra Esbjerg. Kun en dag var jeg syg, det var den dag, min skipper bjergede to mand fra en havareret kutter, en druknede under bjergningen, en anden blev slået over bord, før vi kom. Skipperen, som blev bjerget, stammede her fra klitten.

I slutningen af 1928 hørte vi, at der var torsk at fange i Østersøen, samt at priserne var antagelige. Vi besluttede at sejle derom. Heldet var med os, og vi sejlede ind til Sønderborg med 8200 pund i dammen. Da vi kun kunne få 8 øre pundet, sejlede vi til Kiel, hvor vi fik 11 øre. Vi tog nok en tur og fangede 8000 pund mellem Als og Flensborg, sejlede til Kiel og var klar til at sejle ud igen den 18. januar 1929, men den morgen frøs det 17 grader. Det blev ved med at fryse, vi blev indefrosset og måtte blive i Kiel til 6. maj. Det blev en hård vinter, især da der samtidig var dårlige tider i Tyskland. Der var f.eks. 40.000 arbejdsløse i Kiel. En husstand kunne få 50 pund kul om ugen. Vi kunne få samme ration. Vi kunne købe »he-

der aldrig havde set en hest. Flåede katte blev solgt som vilde kaniner.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og tyskerne var meget opfindsomme. De havde f. eks. en hel speciel fangstmetode vedrørende

stefars«,

E 190 Asta, den sidste Esbjergkutter, der fiskede med snurrejolle. Bi/ledet er taget fra en hollandsk lystsejler på vej ud af Esbjerg havn. Man ser besætningen om bord og blandt dem Simon Madsen.

fuglefangst. Man satte en fugl i et bur og anbragte buret i et træ, der i forvejen var blevet smurt ind med lim. Det var adskillige fugle, der på den måde røg på limpinden. Det værste problem var tobaksmangel. Vi havde en plomberet sæk om bord, som vi ikke måtte åbne, før vi var kommet i rum sø. Heldigvis var der i vor sæk et hul, gennem det fik vi tobakken ud og lagde indpakningen tilbage, fyldt med kaffegrums. Vi hev også spiritus ud, drak den og fyldte flaskerne med kaffe. Vi var flere indefrosne skibe. Besætningen på et andet skib havde en lignende sæk, men uden hul. Så løsnede man plomben. Det var jo en strafbar handling, så dyre råd var gode, da vi om foråret brød op og skulle vise tolderne de urørte plomberede sække. Vi klarede os, vi havde jo ikke rørt plomben. Vor makker var særdeles snedig. Han foregav at have problemer med motoren, så han kom lidt sent hen til tolderne, der efterhånden var blevet utålmodige. Han rakte så den afklippede plombe ud over rælingen, undskyldte forsinkelsen, og forklarede, at han havde klippet plomben af, så tolderne blev sparet for at komme om bord. Tolderne blev så taknemmelige over denne konduite, at de forærede ham en ekstra pakke tobak.

Der var trængsel, da vi omsider skulle gennem Kielerkanalen. Vor dam, som vi troede havde været bundfrossen, blev efterhånden is-

fri og afslørede en hel del levende, men radmagre torsk. Dem solgte vi til store priser på vor vej gennem kanalen, så vi kom ud i Nordsøen som små kapitalister, og med skibet og livet i behold.

Vi fiskede rødspætter, som vi landede i Holland, hvorfra vi fiskede i 3 ½ måned, inden vi satte kursen mod Esbjerg.

Har du fisket på engelske havne?

Ja, jeg kender f.eks. Grimsby havn ud og ind, men det bliver for lang en historie at fortælle.

I begyndelsen af trediverne – efter at udsejlingen igen blev åbnet fra Hvide Sande –vendte jeg tilbage til klitten og bosatte mig i Nr. Lyngvig. Siden har jeg så fisket fra Hvide Sande, indtil jeg sagde farvel til fiskeriet, men det kender folk, det er ikke værd at fortælle om.

Under hele vor samtale lå der et lunt glimt i øjet bag Simons smilende ansigt. Et glimt der fortalte, at han ikke tog sig selv særlig højtidelig. At han ikke betragtede sit liv som et drama, men som et lystspil. At jeg sad over for en mand, der var tilfreds trods alle livets tilskikkelser, en mand der hverken så op til eller ned på nogen. En mand i harmoni med sig selv og alle.

Jeg forlod Simon med indtrykket af, at jeg i dag havde mødt en livskunstner.

Moderne kirke med vokseværk

Ywl o æ Kle’t 1979

At en kirke i Danmark har 800 år på bagen er ikke et særsyn. Hvide Sande er en ny by, og det er kirken af gode grunde også. I 1979 markerede man i Ywl o æ Kle’t kirkens første 25 år med en fortælling om, hvordan byen med stor lokal arbejdsindsats i 1954 fik sin kirke.

Den samme kirke står i dag. Nu med 1065 medlemmer. Det lyder måske ikke af mange, men det skyldes sognegrænserne, hvor folk fra cirka nord for slagteren i Nørregade på papiret hører til Lyngvig Sogn. Jens Nicolai Vejlgaard er formand for menighedsrådet, og han fortæller, at Helligåndskirken lever i bedste velgående. Faktisk lever kirken så godt, at menighedsrådet har planer om at renovere og skabe mere plads:

INDHOLDSFORTEGNELSE 1979

YWL O Æ KLE´T

af Hans Thomsen

HIMLEN LYDT, MELDER NYT, KRISTUS LOD SIG FØDE af pastor A. C. Huus

DRENGEÅR I MAMRELUND

af Egon Kristensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af borgmester Kr. Enevoldsen

Æ FISKERISITUATION

af Erna Timmer

HELLIGÅNDSKIRKEN

af Jørgen Jensen

HOLMSLANDS

KLIT

af Paul H. Sørensen

BOLDKLUBBEN

KLITTEN

af Hans Gade

NOGLE AF ÅRETS

BEGIVENHEDER

I BILLEDER

af Vinderslev Foto

– I 50’erne blev kirken brugt om søndagen mellem klokken 10 og 11. I dag bliver kirken ikke kun brugt til en »søndagsforestilling« – den spiller også en rolle i hverdagen. Kirken bliver brugt mellem 180 og 200 dage om året. Det er rigtig dejligt, men det giver også nogle udfordringer. Kapellet ligger for eksempel under kirken, og det er ikke hensigtsmæssigt at bære kister op og ned ad trapperne. Toilettet i kirken er fra 1954, og vi kunne også godt bruge lidt mere plads i kirken, fortæller han.

I 2010 byggede man om i kirken. Hvor orglet hidtil havde været øverst og bagerst i kirkeskibet, blev det i 2010 flyttet ned lige modsat indgangen. Den gamle orgelplads blev ombygget til et lydtæt børnerum, hvor børnefamilier kan sidde og følge med i gudstjenesten, mens børnene leger.

– V i ville gerne gøre noget for børnefamilierne, og har derfor fået Ulvetime. Vi har rytmisk gudstjeneste, som tiltrækker unge, og vi har også andre tiltag. Der vil også i fremtiden komme nye ideer, så vi kan tiltrække endnu flere til kirken. Vi vil gerne, at kirken er et sted, hvor alle føler sig velkomne, og den udvikling gør det sjovt at have med arbejdet at gøre, siger formanden.

At bygge om i en kirke er en lang proces. Planerne er sat i søen, arkitekter er inde over projektet, og der bliver drømt og tegnet streger:

– Jeg ved ikke, hvornår byggeriet kan gå i gang, men der går nok nogle år.

Damefrisør

Doris Anette Brarup startede Salon Marki.

Foto 1979.

1954-1979 Helligåndskirken i Hvide Sande

Af Jørgen Jensen

HELLIGÅNDSKIRKEN i Hvide Sande kunne i år, den 13.6.79, holde 25 års jubilæum, hvad der dog ikke gav anledning til nogen særlig festivitas, vel også fordi at 25 år ikke er nogen alder for en kirke, men måske kunne det være ønskeligt at fremdrage nogle minder fra den tid, da der blev arbejdet med kirkesagen i Hvide Sande – om 100 år kan ingen af dem, som deltog i arbejdet med planlægningen og rejsningen af kirken, være til stede og fortælle derom.

At bygge en kirke er en meget stor opgave, og at det lykkedes skyldes, at beboerne i Hvide Sande gik helhjertet og samdrægtig ind for at få deres kirke, og at der blev udvist en helt enestående offervilje.

Det blev på borgerforeningens årlige generalforsamling, i februar måned 1941, for første gang foreslået, at der blev arbejdet med at få en kirke rejst i Hvide Sande – dette forslag blev eenstemmigt vedtaget og førte til, at der den 18. september 1941 blev indkaldt til et nyt møde, hvortil menighedsrådene i Haurvig og Lyngvig samt pastor Chr. Sørensen var indbudte – efter at udtalelser var indhentet fra alle sider, vedtog forsamlingen at nedsætte et udvalg til at arbejde videre med sagen – valgte blev slusemester C. Gerhardt, fiskeskipper Jens Sørensen Kristensen, tømrermester Karl Juul Mikkelsen, malermester Niels Enevoldsen og købmand Jørgen Jensen. – På et senere møde, den 24. september, konstituerede de sig med C. Gerhardt som formand, Karl Juul Mikkelsen som kasserer og Jørgen Jensen som sekretær – der blev talt om at foretage en prøvetegning af beløb til kirkens

opførelse – endvidere blev der set på evt. pladser til kirken, både nord og syd for slusen. Staten – i dette tilfælde vandbygningsvæsenet, som jo var ejer af alle grunde i en vis afstand fra begge sider af slusen, blev kontaktet for mulig anvisning a f evt. pladser til kirke og kirkegård – sammen med distriktsingeniør Danø, Ringkøbing besås forskellige pladser til formålet. Pladsen, hvor kirken nu ligger, var faktisk i vandbygningsvæsenets byplan afsat til en evt. kirke. – Udvalget kunne også godkende denne plads; den lå centralt og i betragtning af afstanden til de to andre k irker på Klitten, så nær midt imellem som muligt, dog måtte kirkegården ikke være ved kirken af sundhedshensyn. Kirkegård kunne der a nvises plads til ca. 800 m syd for kirken, i klitterne ned mod fjorden, denne ejedes dog ikke a lene af staten, men delvis også af private.

Arkitekterne Åge Bugge og P. Riis Olsen, Varde, skrev til udvalget og bad om at måtte komme i betragtning som arkitekter for kirken. Åge Bugge nævnte at have specialiceret sig i kirkebyggeri og restaurering af kirker.

Det vedtoges at lade ham udarbejde et projekt og give et skønsmæssigt overslag – dette modtoges i februar 1942. – Kirken var tegnet og modelleret som en typisk vestjysk kirke. Overslaget lød på ca. 125.000 kr. + et orgel til ca. 7.000 kr. – Der blev derefter indkaldt til et beboermøde på Sømandshjemmet angående kirkesagen, en model af kirken blev vist frem, og det blev oplyst, at kirken havde 235 faste siddepladser, sådan at den incl. udtræk i hver bænk + løse stole kunne rumme 300 mennesker – med siddepladser i kirken.

Jørgen Jensen.

Slusemester Gerhardt redegjorde for udvalgets arbejde og sagens forløb indtil dato og opfordrede forsamlingen til at udtale sig om, på hvilken måde en evt. indsamling skulle foregå, ingen udtalte sig, – formanden bad derefter forsamlingen om at give udvalget bemyndigelse til at foretage det videre fornødne i sagen. Forsamlingen gav sin tilslutning hertil ved eenstemmig håndsoprækning.

Udvalget sendte derefter en ansøgning til biskop Scharling, Ribe, om at måtte blive tildelt et legat på 25.000 kr., som henstod hos stiftsøvrigheden til opførelse af en kirke på Nørre Jyllands vestkyst – skænket af syerske Fanny Risting, Ribe, med denne ene betingelse at kirken skulle hedde Helligåndskirken. Endvidere blev der sendt ansøgning til kirkeministeriet om statstilskud til opførelse af en kirke her, og der blev sendt ansøgning til justitsministeriet om tilladelse til at foretage en husindsamling i Holmsland kommune og en kirkeindsamling i Ribe og Ringkøbing amter.

Tilladelserne blev givet ang. husindsamlingen af justitsministeriet og ang. kirkeindsamlingen af biskopperne i Ribe og Viborg stifter.

Husindsamlingen i kommunen blev af forskellige grunde udsat til foråret 1943 og blev foretaget mellem 1. og 15. maj – og indbragte 22.511,53 kr. + en anonym gave fra en »Danielsen« i Århus på kr. 5.000,00 og en gave fra fiskeeksportør L. C. Sørensen, Ringkøbing på 500,00 kr. Kirkeindsamlingen indbragte kr. 8.637,48, og udvalget rådede nu over følgende beløb:

Husindsamling

22.511,53 kr.

Kirkeindsamling .............. 8.637,48 kr. Anonym 5.000,00 kr. Indsamlet i Nr. Nebel . . . . . . . . . . . . 905,00 kr. Udensognsgaver ................ 557,00 kr.

37.611,01 kr hvortil tillægges det forventede legat nu ........... 28.000,00 kr.

I alt

65.611,01 kr.

sendt ansøgning om statstilskud – men krigen, materialemangel og restriktioner lagde dog større hindringer i vejen. – Sagen blev holdt levende blandt befolkningen bl.a. ved afholdelse af bazarer med salg af lodsedler over skænkede gaver til fordel for kirken, og der indkom mange pæne beløb på denne måde. Kirkeudvalget nåede i august 1946 op på kr. 70.000,00 – incl. legatet, som nu var lovet fast til Hvide Sande. – Der var stadig afslag på gentagne ansøgninger om statstilskud, grundet på materialemangel, og der blev flere år overhovedet ikke givet bevillinger til nye kirker på finansloven.

Udvalget var (altid for egen regning) mange gange i København, for også at holde sagen levende der, og vi nød en meget stor hjælp af folketingsmand Jens Foged, som skulle udvirke foretræde i de forskellige ministerier og forberede sagen. – Engang, da vi var fire mand derovre (Karl Juul Mikkelsen kørte), skulle vi have foretræde hos kirkeminister Jens Sønderup, og da Foged så førte os ind på ministerens kontor, med os fire mand bagefter, så udbrød Jens Sønderup – med herlig vestjysk lune – : »Jamen, Foged da, har du alle dine vælgere med i dag«, hvortil Foged svarede: »Næh; dog ikke« – Jens Sønderup var venlig og forstående, men derved blev det – ingen materialer og ingen penge til kirker.

Maj 1948 afholdtes en bazar på Sømandshjemmet; som indbragte kr. 1820,00. Til denne bazar kom der en mand, som havde nogle få får og nogle lam og sagde til os: »I må få et lam te æ kjærk«, og således mødte vi på så mange måder både offervilje og kærlighed til kirkesagen i vor by.

Marts 49: Kirkens pris anslåes nu til 220.000,-. Brev fra Foged: »Jeg har igen talt med kirkeministeren, og han er meget velvillig, men det strækker ikke til boligministeren (materialer). – I 1949 overtog arkitekt Rud Gram Bugges arkitektforretning og dermed alle tegninger m.v. ang. kirken i Hvide Sande. – Bugge døde kort efter – i 1949 blev pastor Huus indvalgt i udvalget og konstitueredes som formand.

Kirkens pris var nu anslået til kr. 156.000,00 uden orgel – klokke m.m. Grundlaget for kirkens opførelse var nu til stede, og der blev igen

2.10.49: Igen en bazar på Sømandshjemmet, som indbragte kr. 2837,00, igen et bevis for den store interesse for at få en kirke.

20.10. afholdtes licitation – de billigste håndværkerudgifter lå på kr. 188.569,00 dog foruden varmeanlæg, orgel, døbefont, klokke, udsmykning m.m. Oktober 49: Igen hos kirkeministeren med licitationsresultatet, men stadig ikke noget positivt resultat. – Foged lovede også fremover at arbejde videre med sagen. –Maj 1951 var udvalget igen hos kirkeministeren (Jens Sønderup), som igen måtte beklage: Ingen penge – intet materiale.

November 1951 var udvalget hos biskop Lindegård, Ribe, angående et ligkapel under kirken – pengene dertil kr. 20.000,00, kunne lånes i stiftsmidlerne, dog under forudsætning af at Holmsland kommune ville garantere for beløbet, da en kirke skal være gældfri ved indvielsen – efter indvielse og dannelse af menighedsråd måtte kirken godt selv stå for gælden på 20.000, som derefter skulle afdrages over 28 år over den kirkelige ligning.

November 1951 modtoges brev fra Jens Foged, som oplyste, at kirken var sat på finansloven 1952-53.

10.11. sendtes et opråb ud til alle i Hvide Sande, hvori økonomien vedrørende kirkesagen blev belyst, med det resultat, at der nu p.g.a. prisstigninger manglede 20-25.000 kr., og at dette beløb ville blive forsøgt indsamlet i dagene 19.-24. november 1951, og der blev mindet om mottoet: Ved fælles hjælp – en kirke i Hvide Sande.

Et møde i forsamlingshuset med beboerne afholdtes søndag den 18. november. Pastor Huus redegjorde for kirkesagens stilling og økonomi og bad forsamlingen udtale, om udvalget skulle fortsætte som planlagt. Flere beboere både fra syd og nord havde ordet og udtalte deres tro på, at pengene nok skulle kunne rejses, og udtrykte deres ønske om, at kirken kunne påbegyndes i foråret 1952.

19.-24. november 1951 blev der ved husindsamlingen tegnet et beløb på kr. 27.402,00, hvilket var langt over forventning. Af det tegnede beløb indbetaltes kontant kr. 11.562,00 eller 41,8 pct. af det tegnede beløb.

11.3.52 – møde afholdtes med de lavest bydende håndværkere fra licitationen i 1949. Håndværkerudgifterne androg nu kr. 260.971,94 – hvortil kommer alt det nødvendige tilbehør: Klokke, orgel, varmeanlæg, lysekroner, lysestager, løber og kirkens kar, særkalke, messehagel, løse stole, arkitekthonorar m.m. for en sum af 43.028,06 kr. ialt kr. 304.000,00 ÷ div. nedskæringer på kr. 17.360,00, hvorefter den samlede pris blev på kr. 286.640,00, og udvalget rådede over kr. 287.043,35 incl. legater og lån i stiftsfonden samt statstilskud. Det så ud til, at målet var nået, og at der var balance.

14.5.52 – Karl Juul Mikkelsen og C. Gerhardt igen i København, men stadigvæk intet resultat – årsag til udsættelse begrundedes med, at kasernebyggeri i gik foran kirkebyggeri. Jens Foged arbejder videre med sagen.

19. juni 52 var nogle fra udvalget igen i København – der blev talt med vandbygningsdirektøren om grundens overdragelse, dog uden noget egentlig resultat. Derefter begav vi os sammen med arkitekt Gram til kirkeministeriets materialekontor under boligministeriet for at træffe en kontorchef, fru Dalgård, som vi gentagne gange havde været i forbindelse med pr. telefon, og det viste sig, at trods gentagne

Biskop Lindegård nedlægger her første grundsten til Helligåndskirken.

løfter, så var vor ansøgning om materiale alligevel ikke endnu blevet afleveret til boligministeren – hun beklagede det meget og ville straks ile til boligministerens sekretær, Salicath, for at forelægge ham sagen og skaffe os foretræde hos boligministeren. – Han var bortrejst, og minister Poul Sørensen var konstitueret i hans sted. Vi ventede en time i forværelset og modet sank – så fik vi foretræde og rettede forespørgsel om materiale og byggetilladelse, og så udtalte ministeren bl.a.: »Under hensyn til de stærke opfordringer fra kirkeministrene Carl Hermansen og Jens Sønderup og under hensyn til nødvendigheden af en kirke i Hvide Sande, og trods de for tiden meget vanskelige byggeforhold, så har man rent undtagelsesvis besluttet, at kirken i Hvide Sande må påbegyndes.

Udvalget blev glædelig overrasket og takkede ministeren hjertelig for tilladelsen – og begav sig straks til kontorchef Garde (i ministeriet for offentlige arbejder) for at få grunden overdraget – og da der til indledning overfor ham blev nævnt: At nu havde vi pengene og også byggetilladelse, så udbrød han: »Har De tilladelse til at bygge, så har De også grunden« – og så var de sidste hindringer endelig væk. Kirken i Hvide Sande kunne nu påbegyndes –11 års trælsomt arbejde var nu kronet med et godt resultat, og vi var glade og taknemmelige.

Vi aftalte med arkitekt Gram, at han skulle komme til Hvide Sande, dels for at sætte kirken af på grunden, og dels for at få oprettet byggekontrakter med håndværkerne. Håndværkerne, som der blev entreret med var: Murermester Chr. Fjord Larsen, tømrermester Karl Juul Mikkelsen, malermester Niels Enevoldsen, installatør Niels Stie Kålund, blikkenslager Arne Sørensen, Nr. Nebel og smedemester Johs. Hofmann, Vinderup.

Der fulgte nu en hektisk periode med adskillelige byggemøder og skrivelser fra og til de forskellige myndigheder.

Omstående dokument, som er skrevet med uforgængeligt tusch på et særligt præpareret skind og indesluttet i et svært tilloddet blyrør, blev den 11. september 1952 nedlagt i tårnets nordvestlige hjørne, ca. ½ m over det støbte fundament.

11. september 1952 oprandt den længe ventede dag, da der skulle nedlægges grundsten til Helligåndskirken. Det var en festlig dag med solskin og alle flag til tops over hele byen. – Til stede var bl.a. kirkeminister C. Hermansen, biskop Lindegård, provst Christiansen, pastor Trabjerg Lauritsen, amtmand Sommer Andersen, distriktingeniør Block, folketingsmand Jens Foged, sognerådsformand Andreas Elkjær samt en stor skare beboere fra Hvide Sande og Klitten, som med stor glæde betragtede den første begyndelse til kirken.

Salmen: »På Jerusalem det ny« blev sunget, og derefter bød pastor Huus velkommen og læste grundstensdokumentet op, hvorefter biskoppen talte ud fra Davids salme 84 og talte over, at lsraels folk rejste og søgte til Herrens Hus, og at det var glædeligt, at denne trang stadig var levende i vort folk – »Der er her«, udtalte biskoppen, »vist en offervilje uden sidestykke – det var man klar over indenfor alle kirkelige myndigheder. Det var kun de forhold, krigen medførte, der havde trukket sagen i langdrag«.

Biskoppen indmurede detefter den første grundsten i Den treenige Guds Navn. Derefter talte kirkeministeren om kirkens store betydning for Danmarks udvikling – vore kirker er baggrunden for, at vi kan kaldes en kulturnation. Kirkeministeren murede derefter den anden grundsten ind og udtalte ønsket om, at når byens mænd vender hjem fra deres gerning på havet og ser tårnet, må de føle, at her er deres hjem, og her har de hjemme. – Pastor Huus sagde, inden han murede den tredie grundsten ind, bl.a.: »Det er en dag, som man har set hen til i lang tid her i Hvide Sande«.

Han ønskede, at kirken måtte komme til at svare til sit navn »Helligåndskirken« – »dette navn viser hen til, at kirken er Guds gerning«.

Højtideligheden sluttede med salmen: »Kirken er et gammelt hus« – efter afslutningen var der en lille sammenkomst på Sømandshjemmet for de indbudte og håndværkerne.

Byggeriet gik derefter sin gang. Murermester C. Fjord Larsen opførte kirken alene med to lærlinge, hvoraf den ene var hans datter Inga og den anden Gert Enevoldsen. I sommeren 53 blev der ansøgt VBV om, at grunden til kirkegård måtte blive stillet til rådighed.

Fra Søren Heide, København, (født på Klitten), kom der meddelelse om, at han ville skænke et tunghøreanlæg til kirken vi takkede hjertelig for gaven.

Vandbygningsvæsenet gav grundene til både kirke og kirkegård vederlagsfrit.

Gennem Knud Ottosen, som repræsenterede Danmarkssamfundet her; fik vi et stort Dannebrogsflag.

15.10.53 – priserne løb fra os, og pengene slog ikke til. Udvalget var i København hos kirkeminister Bodil Kock og ansøgte om at måtte få bevilget 25.000 kr. på tillægsbevillingsloven. Ministeren var meget velvillig og ville gøre, hvad hun kunne. Samtidigt var udvalget hos orgelbygger Frobenius i Lyngby for at få tilbud på et orgel til kirken – tilbudet kom kort efter og lød på 18.000 kr. – tilbudet blev accepteret. Skibsreder A. P. Møller blev ansøgt om støtte til en kirkeklokke. – 22.1.54 kom der svar fra A. P. Møller, at han gerne ville skænke en eller to klokker til kirken i Hvide Sande, alt eftersom det var ønsket. Der blev sendt takkeskrivelse til ham, og arkitekt Gram blev opfordret til at kontakte ham, for at aftale størrelse og evt. leveringstid.

4.2.54 var udvalget: C. Gerhardt, pastor Huus, Karl Juul Mikkelsen (som kørte) og Niels Enevoldsen i København. Udvalget fik gennem Foged at vide, at ansøgte ekstra statstilskud på 25.000 kr. var med på tillægsfinansloven og derfor sikkert kunne påregnes – udvalget var derefter hos A. P. Møller og talte med kaptajn Mogens Møller ang. klokken. APM. ville indhente tilbud fra De smithske Jernstøberier i Ålborg og ville endvidere få en udtalelse fra statens musik- og klokkekyndige, professor Bangert, om der skulle en eller to klokker til og i hvilken størrelse. Endvidere blev der set på lysekroner og lamper hos Fogh og Mørup. I Dansk Paramenthandel blev der købt messehagel, dåbsfad og kande, alterkalk og særkalke. Senere aflagdes besøg hos orgelbyggeren, hvor det vedtoges at udvide orglet med en »subbas«-stemme til kr. 5.000, efter at professor Bangert stærkt havde tilrådet dette. Arkitekt Gram var med rundt og hjalp til med de forskellige indkøb.

10.2.54 ansøgtes stiftsøvrigheden i Ribe om at få Fanny Ristings Legatet udbetalt og fik

svar derfra 16.2. at legatet kunne udbetales så snart en arkitekterklæring om byggeriets stade blev indsendt – og denne attestation blev indsendt dagen efter. Legatet var nu med renter på kr. 40.700,00.

16.2. fik vi brev fra A. P. Møller om, at der var bestilt en klokke hos »De Smithske«, og en ordrekopi derfra på en klokke, for regning A. P. Møller. Klokkens mål var 102 cm, vægt med krone og knebel 980 kg, og med følgende tekst indstøbt i klokken: »Til minde om P. M. Møller og Anna Hansdatter«, og på den anden side: »Giv Guds Fred sin rette Klang«.

I øvrigt skal nævnes, at pastor Poul Nedergård, København, skænkede Alterdisken til minde om sin fader, pastor P. C. Nedergård, der var præst på Klitten 1894 – 1899. – Endvidere samlede kvindekredsene på Klitten penge ind til udsmykning af kirken. For disse penge blev der købt: oblatæske, dåbsfad og kande. Slusemester Gerhardt byggede kirkeskibet, som hænger i kirken og bærer navnet på legatets stifter »Fanny Risting«, og endvidere lavede Gerhardt de to smukke lysestager til alterlysene, som står på altret. Karl Juul Mikkelsen skænkede bl.a. den store flagstang på kirkepladsen og alle tavlerne til salmenumrene.

29.3.54 fik vi afslag fra statsradiofonien. De kunne desværre ikke imødekomme vor anmodning om transmission af indvielsen af Helligåndskirken, søndag den 13. juni – underskrevet: Hans Sølvhøj.

30.4.54 ansøgning til stiftsøvrigheden om at måtte få lånet på 20.000,00 kr. udbetalt (til ligkapellet under koret).

18.5. afsendt til kongen: ansøgning om tilladelse til at foretage indvielse af kirken den 13.6. ved biskop M. C. Lindegård. Undertegnet allerunderdanigst A. C. Huus.

I øvrigt blev der i tiden mellem januar og den 13.6. afholdt et utal af møder og sammenkomster i og om kirken og dens færdiggørelse, ang. inventar, maling, lys, varme og meget mere og drøftelse om indbydelser til indvielsen; altsammen problemer, som skulle løses af udvalget. Det gav mange travle dage, men alt blev løst på bedst mulig måde, takket være et ualmindeligt godt samarbejde indenfor udvalget. Der blev også sendt indbydelse til kongen og dronningen, som meget venligt tog imod

indbydelsen og tilsagde deres nærværelse ved kirkens indvielse.

Den sidste uge før indvielsen gik med planering af kirkepladsen og udlægning af muld på samme, og der blev gjort endeligt rent i kirken, så den kunne fremtræde ren og smuk ved indvielsen.

28.5. brev fra biskop Lindegård, hvori der bl.a. skrives: ifølge det for kirkevielse gældende ritual, skal der søndagen før (i dette tilfælde Pinsedag) i hele Hind Herred i kirkebønnen bedes om, at Gud vil give sin nåde til den forestående hellige handling, og lade det nye kirkehus tjene til hans navns ære og hans menigheds opbyggelse.

Aftenen før indvielsen, før solnedgang, skal der ringes en time med klokken i den nye kirke og i de øvrige kirker i Holmsland Klit sogn. På selve indvielsesdagen ringes der som det på højtidsdage er skik med kirkeklokke.

7.6. i et brev fra Jens Foged fortalte han bl.a., at der desværre ikke blev bevilget de ansøgte 25.000, men kun 15.000, – måske kunne der tales personligt med kirkeminister Bodil Kock om de »glemte« 10.000 kr. Denne ansøgning om 10.000 blev senere afslået og medførte, at udvalget måtte låne de 10.000 kr. på en veksel i Landbobanken, fordi en kirke jo skulle være gældfri ved indvielsen. Efter indvielsen låntes der i stiftsmidlerne 10.000 kr. til dækning af omtalte veksel.

Lørdag den 12. juni samledes udvalget med koner i kirken for at give inventar m.m. en sidste afpudsning, og fra kl. 19 til 20 blev der ringet og kimet med kirkeklokken, for at indvarsle højtiden; mange øjne duggedes i byen, da klokken for første gang lød over Hvide Sande.

Søndag morgen kl. 8 gled det store Dannebrogsflag til tops på den høje stang ved kirken – i øvrigt blev der flaget overalt i byen – kl. 9 begyndte folk at strømme til kirken (der var forud uddelt billetter), og 9.30 var kirken fyldt op af mennesker. Alle pladser var besat, bortset fra de reserverede pladser til de indbudte gæster. Et dagblad skrev: Hvide Sande har nu fået sin kirke »Helligåndskirken«, en kirke uden storhed, hvad udsmykning angår, men en skøn kirke, rejst af fiskerbefolkningen, ikke alene som et minde om en menighed, der hav-

de holdt sig åndelig vågen i en ellers materialistisk tid, men også et vidnesbyrd om kristentro – og et vidnesbyrd, der frem gennem tiden vil kunne ses viden om fra land og hav, og minde om kirken og dens betydning i folkets liv – ikke mindst hos fiskerbefolkningen, der mere end mange andre kender den store fare, men også den stærke tro.

For Hvide Sande blev det en stor og højtidelig dag, da menigheden ved den første gudstjeneste i deres nye kirke, mødtes med vort kongepar, Kong Frederik og Dronning Ingrid, som ved deres nærværelse viste deres forståelse for den indsats, der var ydet af befolkningen her. Kirken var fyldt til sidste plads, javel, men udenfor kirken stod der dobbelt så mange som indenfor, dels for at overvære indvielsen og dels for at se et glimt af kongeparret.

Før kongeparret ankom ledsaget af politimester Seerup og amtmand Sommer Andersen, begge i galla, havde en række af de indbudte gæster indfundet sig og havde indtaget deres pladser, så højtideligheden kunne begynde i samme øjeblik som majestæterne førtes ind. Blandt gæsterne var kammerherre Karberg, kirkeminister Bodil Kock, fhv. kirkeminister Jens Sønderup m. frue, folketingsmand Jens Foged m. frue, arkitekt Gram m. frue, biskoppens, provstens og præsternes fruer samt håndværksmestrene m. fruer, sognerådsformand Jørgen Jørgensen, arkitekt Bugges søn m. frue. I særtog til Ringkøbing og med taxa derfra ankom kongen og dronningen. De blev af amtmanden ført til våbenhuset, hvor biskop Lindegård, pastor Huus og slusemester Gerhardt tog imod og bød de kongelige velkommen, og medens biskoppen straks forlod kirken – for at hente den gejstlige procession, ledsagede pastor Huus kongen, og slusemester Gerhardt dronningen til deres stole ved døbefonten, så tav kirkeklokken og orglet præluderede (organist var Åge Agergård), et øjeblik efter kom den gejstlige procession ind i kirken medbringende kirkens hellige kar, processionen var ledet af biskoppen og amtmanden, dommer Christiansen og politimesteren – processionen bestod ellers af 6 nabopræster, de hellige kar blev afleveret til biskoppen, som stillede de forskellige ting på plads.

Pastor Huus trådte derefter frem i korbuen og bad den gamle kirkebøn til kirkeindvielser:

»Herre vor Gud, du bor ikke i templer gjort af menneskehænder, dog har vi bygget dette hus, dig til ære, for at dit hellige ord må bo deri, Herre læg nu din velsignelse fra det høje til denne indvielse, som vi foretager i det lave og lad dette hus sammen med den tjeneste, som skal øves her, være helliget i Jesu Kristi navn og ved din Helligånd, så at nåde og sandhed må udgå herfra til frelse og glæde for den slægt, som nu er og for de slægter, som kommer. Amen«. Derefter holdt biskop Lindegård sin indvielsesprædiken og sagde bl.a.: »Da den nye kirke har fået navnet Helligåndskirken, er det naturligt at tale om Helligåndens gerning, om Helligånden som den levende magt, der virker den dag i dag, idet den fylder mennesker med kraft og glæde«. Biskoppen sluttede med at bede for den nye kirke. Derefter læste fire præster: provst Christiansen, pastor Kinck, pastor Appelberg og pastor emer. Chr. Sørensen (forhen præst på

Klitten) hver et skriftstykke foran alteret, hvorefter biskoppen indviede kirken efter det gamle ritual: »Så indvier jeg da, på mit embeds vegne, dette hus i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn«, og sluttede med at sige: »og hermed overgiver jeg nu dette, Herrens indviede hus, til Guds beskikkede tjener, den som nu er, og dem som herefter lovligt bliver kaldede til denne menigheds kristelige brug og omsorg«.

Efter salmen: »I al sin glans nu stråler solen«, gik pastor Huus på prædikestolen for første gang i den nye kirke og prædikede over ordet: »Mig er givet al magt i Himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine diciple, idet ... og se, jeg er med jer alle dage til verdens ende«. Pastor Huus sagde bl.a.: »Når denne kirke i dag står bygget og klar til at tages i brug, så er det fordi, at de ord, som vi lige har hørt, er fulgt, og fordi befalingen er blevet adlydt, – derfor er også denne kirke rejst til Guds ære«. Pastor Huus sluttede sin gode prædiken med at ønske, at

Hans Majestæt Kong Frederik IX og Hendes Majestæt Dronning Ingrid modtages her af biskop Lindegaard, amtmand Sommer Andersen og pastor A. C. Huus.

den nye kirke måtte komme til at svare til navn, og at mennesker her måtte finde frelse og fred.

Efter salmen: »Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige«, lyste pastor Huus velsignelse fra alteret, hvorefter den skønne salme: »Fader milde, lad din rige nåde« blev sunget, og hvor det sidste vers lyder således: »Fader vor, om huset selv du frede, kald til det vor frelsers menighed. Er om ham den tit og glad til stede, fyldes huset med din herlighed«.

Efter udgangsbønnen og under postludiet forlod kongeparret kirken fulgt af biskop Lindegård, pastor Huus, slusemester Gerhardt, amtmanden og politimesteren. Som de første kom kongen og dronningen ud af kirken, på trappen blev de stående et øjeblik, takkede sognepræsten, biskoppen og slusemesteren, gav hånd til farvel og gik hen til den ventende bil, som skulle køre dem ind til særtoget i Ringkøbing. Kongen råbte et højt farvel til alle, som stod udenfor, og gjorde honnør til den hvide søofficerskasket, dron-

ningen smilede og vinkede. Efter indvielsen v ar der middag på Sømandshjemmet for alle indbudte. Menu: Kogt pighvar, som gjorde stor lykke. Der blev ingen taler holdt under middagen, idet gæsterne blev bedt om at gemme talerne til sammenkomsten med menigheden om eftermiddagen. Den eneste, der s agde noget under middagen, var pastor Hans Pedersen, »Dejbjergpræsten« kaldet, »det skarn«.

Jeg sad skråt over for ham ved bordet, og så rejste han sig op og råbte: »Så pæn bliver du aldrig i tøjet, Jørgen«, og pegede på amtmand og politimester, der begge var i fuld g alla. At jeg blev flov, er mildt sagt – a glemmer æt aldrig, så læng a løver, om a så blyver 10 0 år.

Kl. 15 samledes ca. 200 beboere sammen med de indbudte ved et fælles kaffebord, hvortil også menighedsrådene i Haurvig og Lyngvig var indbudte. Pastor Huus bød velkommen, og efter salmen: »Lover den Herre« blev ordet givet frit. Kirkeminister fru Bodil Kock trådte først hen til mikrofonen og sagde

Fra indvielsesgudstjenesten.

bl.a.: »Da jeg i morges kørte herned over Holmsland Klit, slog det mig, at det ville ikke have været mærkeligt for mig, om Peder og Jacob var kommet vandrende ned gennem klitterne fra deres fiskedræt og havde sluttet sig til menigheden. De to ville nok have spurgt om, hvorfor der skulle så meget papir og så mange arkitekter til for at bygge et gudshus. Det er den smukkeste kirke jeg længe har set. Der gik et jag gennem mig da jeg fra koret så de furer og spalter i det store egetræs-kors; i disse revner kunne jeg tænke mig at skjule mig med min synd. Lad os håbe at evangeliet herfra må lyde purt og rent i en tid hvor alt er furet og sprængt. Jeg ønsker rigdom og velsignelse over menighedens arbejde i Hvide Sande«.

Amtmand Sommer Andersen sagde: »Da der forrige århundrede blev rejst to kirker her på Klitten, blev der vist offervilje – ligeledes ved restaureringen af Haurvig og Lyngvig kirker – og nu ved rejsningen af Helligåndskirken, hvor en trediedel af beløbet er indsamlet i sognet.

Gud give, at kirken må svare til sit navn, og at det, som sker der, må skabe en levende tro i jeres hjerter«. Amtmanden bragte en hilsen fra kongeparret til menigheden og en tak til udvalget, fordi de var blevet indbudte til indvielsen. Biskop Lindegård begyndte med en tør bemærkning: »Ja, jeg har jo ikke set syner som kirkeministeren«, og mente i øvrigt, at menigheden i Hvide Sande havde fortjent sin kirke, både fordi kirkegangen var stor, og ligeledes på grund af det store beløb, som blev indsamlet. Sognerådsformand Jørgen Jørgensen sagde bl.a.: »Jeg ønsker, at den nye kirke må blive midtpunktet i Hvide Sande, for gør den det, så ved vi, at det står godt til i Hvide Sande«. Folketingsmand Foged betegnede sig selv som budbringer og formidler mellem udvalget og myndighederne i København; og han sammenlignede kirken med et fyrtårn, der leder fiskerne på deres sejllads. Kirken kan også blive et fyr, der lyser og vejleder.

Mange flere havde ordet, bl.a. provst Christiansen, pastor Kinck, Otto Heide, Åge Ottosen. Slusemester Gerhardt takkede for godt samarbejde i udvalget og Foged for hans gode hjælp. Pastor Huus sluttede med at takke alle,

som havde bidraget til kirkens rejsning – »det har været en stor oplevelse at være præst her de 12 år, som planlægning og rejsning har stået på i«. Pastor Huus sluttede med bøn, og forsamlingen sang til slut: »Arbejd, thi natten kommer«. Kirkeudvalgets protokol (180 sider i foliostørrelse) slutter således: Slutning:

Hermed er kirkeudvalgets forhandlingsprotokol for Helligåndskirkens opførelse så a fsluttet, og de videre forhandlinger, skrivelser og møder m.m. overgår fra nu af til det nye menighedsråd og dennes protokol. I det lange tidsrum, fra begyndelsen i 1941 til afslutningen i 1954, har der været mange oplevelser, både modgang og medgang, tit så det m ørkt ud, da krig og restriktioner lagde hindringer i vejen, men også mange og store g læder gav dette arbejde os, som fik lov til at arbejde med kirkesagen, ikke mindst når vi tænker tilbage på den forståelse, interesse og kærlighed, som vi altid mødte, hver gang vi henvendte os til befolkningen om hjælp. Det har været en skøn sag at arbejde med, – at rejse et gudshus i vor by. Vi er taknemlige for at opgaven blev os betroet, og at den fik lov at lykkes, og vi takker hinanden for et godt og trofast samarbejde. Måtte Helligåndskirken så stå i vor by til sene tider og blive brugt efter sin bestemmelse: At være Guds hus, hvor vi, og de slægter, som kommer, må mødes med Livets ord og med Ham, – som er L ivets brød. Signeret:

A. C. Huus, Karl Juul Mikkelsen, C. Gerhardt, Niels Enevoldsen, Jens Sørensen Kristensen og Jørgen Jensen.

Billeder fra året

»Langeliniekajen« er ved at blive fornyet – de gamle træpæle erstattes med beton.

Den nye udstykning i Årgab, hvor der i årets løb har været vist stor byggeaktivitet.

En salon for mænd

Ywl o æ Kle’t 1978

I 1978-udgaven af Ywl o æ Kle’t er der en annonce, som i udseende straks bringer minder frem fra en anden tid. Det var i 1978, at svømmehallen blev indviet, og det var dengang, mændene havde deres egen salon, hvor de i fred for kvinderne kunne blive klippet og barberet. Sådan en salon var Byens Frisør, og manden bag saksen hed Sandor Szinay.

– Det var anderlæedes at have salon den gang, min far drev herresalon. Han mente, at kvinderne hørte til i en modesalon, så dem ville han ikke klippe, fortæller Marianne Szinay.

Hun var selv i lære hos ham i et år. Der var fart over feltet med tre-fire kunder i timen, og hun fik styr på både effektiv smalltalk og de klassiske klippemetoder. Efter et år kom hun ud til Lone Anneberg i Ringkøbing. Her skulle hun i tre måneder lære om dameklip, så hun også kunne mestre den del af frisørfaget:

INDHOLDSFORTEGNELSE 1978

DET BLEV EN LANG, VÅD SOMMER, DEN SOMMER I 1978 af Hans Thomsen

SE, JEG FORKYNDER EDER EN STOR GLÆDE, SOM SKAL

VÆRE FOR HELE FOLKET af pastor A. C. Huus

THYBORØN-KUTTER FIK GAMMEL

HVIDE SANDE-MOTOR I TRAWLET af "se"

TRÆK FRA MIN SKOLETID af Anders Skomager

OTTO HEJDE – JEN A VOR’ PIONERER af Erna Timmer

STATUS OVER ET FRITIDSOMRÅDE ELLER BLADE AF HVIDE SANDE HALLENS TILBLIVELSESHISTORIE af Gunnar P. Pedersen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD OG TEGNEBRÆT af borgmester Kr. Enevoldsen

50 ÅR SIDEN ARBEJDET

PÅ DANMARKS STØRSTE

SLUSEANLÆG I HVIDE SANDE BLEV UDLICITERET uddrag af artikler i Ringkjøbing amts Dagblad

NOGLE AF ÅRETS

BEGIVENHEDER I BILLEDER Vinderslev Foto

– Men de tre måneder blev til 17 år, fortæller Marianne Szinay, der aldrig kom tilbage til Byens Frisør i Hvide Sande.

Efter 17 år hos Anneberg valgte Marianne Szinay at åbne sin egen salon i Nygade i Ringkøbing. Salonen er nu flyttet hundrede meter hen ad Chr. Husteds Vej og er i dag, hvad Marianne Szinay kalder en livsstilssalon mere end en modesalon.

– V i har ikke så mange frisørkunder i timen som dengang, men ligesom i min fars salon handler det stadig om service og at man skal give alt, hvad man har for at give kunden en god oplevelse, fortæller hun i sin salon, der på hyggelig hulevis bugner med planter, tæpper, puder, hudpleje, tasker, sæber og meget mere.

Og Sandor Szinay? Han var 93 år, da han døde i oktober. Frem til sin død klippede han stadig nogle få kunder og han boede i Ringkøbing i samme bygning som Marianne Szinays salon. Endnu en af hans døtre er uddannet frisør, og han har et barnebarn, der bor i New York og arbejder som hårstylist, så det Szinay’ske klippe-gen har været stærkt igennem flere generationer.

Status over et fritidsområde eller Blade af Hvide Sande Hallens tilblivelseshistorie

For Hvide Sande Hallen Gunnar P. Pedersen

NÅR en virksomhed har været i gang i en tid, som regel vel 1 år, er det jo sædvane, at man gør status.

For Hvide Sande Hallens vedkommende er dette tidsrum ikke 1 år, men 1/8 århundrede, altså 12½ år. Hvornår de første tanker om denne institution er tænkt, vides ikke, men der er ført protokol fra den 12. oktober 1966. I dag er disse tanker ført ud i livet, og det vil så være på tide at gøre status.

I følge nævnte protokol indbød et udvalg med skoleinspektør P. K. Larsen i spidsen til et møde, for at redegøre for tanker om at bygge et område, som skulle indeholde idrætshal, svømmehal og ungdomslokaler. Meningen med mødet var bl.a. at høre beboernes mening om et sådant foretagende. Et areal til byggeriet var allerede da stillet i udsigt fra sognerådet. Drøftelserne på mødet viste betydelig interesse for sagen, men der var også betydelig skepsis med hensyn til mulighederne for at skaffe de fornødne midler. Forsigtige beregninger anslog byggeriet til 1,5-2 millioner kroner, hvoraf et kommende byggeudvalg skulle skaffe ca. 350.000 kr. i løbet af en 3 års periode. Samme møde sluttede med at vedtage, at man skulle nedsætte et 25-mands repræsentantskab til at arbejde videre med sagen. Dette repræsentantskab skulle bestå af repræsentanter for alle interesserede foreninger og institutioner og 9 folkevalgte medlemmer. Disse blev valgt på det næste offentlige møde, der afholdtes på Hvide Sande skole den 9. november 1966. Ved dette møde var bl.a. vor nuværende halbestyrer Fridy Hansen til stede, for at for-

tælle om erfaringer fra et lignende projekt i Skjern. Den 30. november 1966 samledes de valgte repræsentanter, i alt 19. Selv om tallet var gået 6 ned fra de oprindeligt påtænkte 25, så var det en stor forsamling at samle ved kommende møder, og man enedes derfor om at nedsætte 3 udvalg, et byggeudvalg, et økonomiudvalg og et behovudvalg. Økonomiudvalget skulle bl.a. fremskaffe den nødvendige kapital og kom med det første udspil 10 dage senere: Stort pladespil i skolens spisesal. Dette pladespil, eller som det dengang hed: gåse- og andespil var et at de mest succesrige arrangementer, der har været afholdt i forbindelse med halbyggeriet. Hvor mange, der deltog, vides ikke, men spisesalen var hurtigt fyldt, og gangene på både 1. og 2. sal måtte tages i brug. Arrangementet gav mellem 3 og 4.000 kr. i overskud, så der var noget »at stå imod med«. Hvad måske endnu vigtigere var: beboerne kendte haludvalgets eksistens.

På et andet område havde haludvalget ikke samme succes. Pastor Sejr Fink, Rindum, der var formand for sammenslutningen af idrætshaller, havde sagt, at uden et meget nært samarbejde med kommunalbestyrelsen ville vi ikke nå ret langt. Vi anmodede derfor om at få repræsentanter for sognerådet ind i repræsentantskabet og forespurgte om sognerådet ville yde et tilskud til projektet af samme størrelse, som det vi ventede selv at kunne skaffe, altså ca. 350.000 kr., såfremt befolkningen viste den nødvendige interesse. Svaret på denne henvendelse var ikke afvisende, men meget henholdende. Man ønskede en tydelig tilkendegi-

velse fra befolkningen, før man tog endelig stilling.

Vi skulle jo ud til befolkningen med indsamlingslister, og vi mente, at det var nødvendigt at kunne sige, at også sognerådet gik ind for dette projekt.

Der skulle snart vise sig flere vanskeligheder. Vi skulle have en arkitekt engageret. Det fik vi også, men enten har han heller ikke troet på projektet, eller også har han haft alt for meget arbejde, for 1 år gik, uden at vi fik noget reelt at se og regne på.

I januar og februar 1968 gjorde haludvalget et nyt forsøg på at få tingene i gang. Landets økonomi var som så ofte før – og senere – ikke god. Vi havde en fornemmelse af, at det nok var for stor en opgave at løse på en gang. Efter svære overvejelser blev vi enige om at satse på en idrætshal, men meget skrabet, og så kunne der måske blive tale om et lille friluftsbad, så børnene i hvert tilfælde kunne få mulighed for at lære at svømme. På denne tid besluttedes det også at arrangere en byfest i sommeren 1968. Udvalget havde nu selv lavet en skitse til

idrætshal og gik til arkitekt Kjær, Ølgod, med den. Han lovede på grundlag af denne skitse af arbejde videre med projektet. Vi havde beregnet byggeprisen til ca. 540.000 kr. og regnede med at skulle låne 300.000 kr. Prisen lyder i dag helt vanvittig, men der byggedes i 60’erne adskillige haller til lignende beløb, og her var sparet, hvad der kunne spares.

Byfesten afholdtes den 27. og 28. juli 1968. Den var besøgsmæssigt en succes, men økonomisk tåler den ingen sammenligning med de nuværende Havfester. Ragna Tangs folkedanseropvisning i skolegården, der afsluttedes med fakkeltog til bålpladsen ved fjorden, hvor lektor Larsen, Tarm, holdt båltale, var fin underholdning. Redningsvæsenets opvisnig var et tilløbsstykke så stort, at alle rammer bogstavelig talt sprængtes, og vi mistede en stor del af entreindtægten. Selv om overskuddet ikke blev så stort, så havde vi dog endnu engang gjort opmærksom på halprojektets eksistens.

Vi havde nu så mange penge, at vi turde udsende en halavis til alle kommunens beboere. Heri blev der redegjort for projektet, og det

Hvide Sande-hallerne.

blev anbefalet af flere organisationsfolk. Halavisen indbød til prøvetegning af bidrag i kr. eller arbejdstimer og til et offentligt møde i skolens gymnastiksal. Begge dele blev en stor skuffelse for udvalget. Vi havde læst i avisen, at man i Thyborøn en sådan aften havde fået tilsagn om 200.000 kr. Vi fik tilsagn fra 6 personer ved prøvetegningen og der mødte 55 beboere til aftenmødet. Det fremlagte projekt var nu en forbedret udgave af det før omtalte om prisen ca. 1 mill. kr.

Der blev alligevel arbejdet videre med sagen. I begyndelsen af december 1968 fik vi Finansministeriets godkendelse til indsamling af skattefri bidrag. Vi startede straks en indsamling. Alle hjem på klitten blev besøgt. Hele Holmsland kunne vi ikke overkomme, men enkelte Holmboere gjorde en god indsats, især i Kloster.

Denne indsamling var et dejligt skulderklap for haludvalget. Den gav over 150.000 kr. samt tilsagn om en mængde frivillig arbejdskraft. I løbet af 1969 og 1970 skete der det, vi havde ønsket længe: vi kom i nærmere samarbejde med kommunen.

Hvide Sande skole skulle udvides, og i den forbindelse skulle der bygges sikringsrum under skolen. Her var der imidlertid for meget vand, men sikringsrummene kunne bygges under hallen, som skulle placeres op mod Troldbjerg. Arkitekten måtte delvis lave sine tegninger om, og det tog tid, men til gengæld blev der nu mulighed for at få bl.a. skydebaner med i projektet. I disse forhandlinger med kommunalbestyrelsen indgik også en lejeaftale for Hvide Sande skole. Kommunen sparede en del byggeri, og vi fik en hårdt tiltrængt lejeindtægt.

Det blev lysere tider, en overskrift i Ringkjøbing Amts Dagblad den 27. marts 1971 lød: »En enig befolkning står bag halbyggeriet i Hvide Sande«. I august 1971 forelå Boligministeriets godkendelse af projektet, og kort tid efter tilsagn om statsgaranti og rentesikring. I efteråret 1971 kunne vi så endelig begynde at bygge oven på de sikringsrum, som længe havde stået færdige.

Selve byggeriet, der blev foretaget at lokale håndværkere, godt krydret med frivillig arbejdskraft, er en historie for sig – og ikke min-

dre spændende, men den må skrives en anden gang.

I august 1973 blev hallen indviet, og vi kan med glæde sige, at den siden er blevet særdeles godt udnyttet, hver dag fra kl. 8 til 23, som regel alle ugens 7 dage og med flere hundrede besøgende hver dag. Der var nu tilsyneladende ro et par år, men noget gærede hele tiden: Vi havde jo ikke fået svømmehallen med. Også dette byggeri har været spændende at deltage i, men næppe så nervepirrende.

Vi havde fra begyndelsen god kontakt med de kommunale myndigheder, havde også visse erfaringer og var klar over, at det ville blive store tal, der skulle arbejdes med. I foråret 1976 forlød der rygter om, at der var henlagt kommunale penge med henblik på en svømmehal. Det var startsignalet til nyt initiativ, der i eftersommeren førte til en ny indsamling. Denne gang med bistand fra ca. 75 beboere fra hele kommunen. I løbet af 1 aften blev der indsamlet 150.000 kr. fra en meget stor procentdel af befolkningen. Der var nu 1 mill. kommunale kr. i udsigt, og arkitekten arbejdede, så projektet i vinteren 1977 kunne udbydes i licitation. Denne gav et uventet stort resultat: 5,2 mill. kr. i håndværkerudgifter. Projektet blev efter en del vanskelige forhandlinger beskåret en del. Kommunalbestyrelsen bevilgede et rente- og afdragsfrit lån på 3,5 mill. kr., og det årlige underskud bliver nu ikke af den enorme størrelse, man ellers kunne øjne.

Arbejdet med svømmehallen er næsten udelukkende udført af udenbys håndværkere og skulle efter tidsplanen være afsluttet i juni måned. Det blev det ikke, men de første besøgende kom i vandet midt i juli og den endelige færdiggørelse venter vi stadig på, (oktober). Derfor har der ikke været nogen officiel indvielse med vandplask m.v. – og nu er det vist for sent.

For de forskellige udvalg, der har arbejdet med indretning af dette fritidsområde, har det været en interessant opgave at løse, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige alle gode kræfter tak for indsatsen, idet jeg håber, at hallerne mange år frem i tiden må danne rammerne om gode fritidsaktiviteter for både børn og voksne.

Var Abeline feminist?

Ywl o æ Kle’t 1977

Kvinderne på Klitten har altid været stærke og selvstændige – også før feminisme blev et begreb. De har klaret sig selv, huset og børnene, mens mændene har været på havet. Sådan er det i dag, og sådan var det for 100 år siden. Og måske Abeline er rollemodellen? Abelines Gård har ligget i Haurvig så længe, vi alle kan huske – men hvor mange har taget børnene med i bilen og kørt sydpå for at besøge den gamle gård? Gården besøges hvert år af 10.000 gæster, og der venter dem alle en god historie. Den historie kan alle vi lokale i den grad også tåle at høre, for den er god. Alt var godt. Abeline var blevet gift med Laurids Jørgen Christensen, den nye strandfoged. Parret boede i den topmoderne gård og fik fem børn. I 1886 installerede staten telefon, så myndigheden kunne komme i kontakt med strandfogeden.

Men i 1904 ændrede alt sig.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1977

1977 GÅR PÅ HÆLD

af Hans Thomsen

JULEN ER EN GAVE, KOMMEN OVENFRA af pastor A. C. Huus

ABELINES GÅRD

af Gert Alsted/A. Bach

FJORDEN HAR IKKE GJORT NOGEN TIL MILLIONÆR, MEN DEN HAR GIVET MANGE FØDEN

af Aage Kristensen v/Vagn Bro

Æ GAMMEL JORDMOR

af Erna Timmer

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD OG TEGNEBRÆT

af borgmester

Kr. Enevoldsen

KFUM’s IDRÆT HVIDE SANDE

af P. Jensen Pedersen jr.

EN AMERIKATUR af Knud Enggrob

NOGLE AF ÅRETS

BEGIVENHEDER

I BILLEDER

Vinderslev Foto

Abeline bliver enke med fem børn, der er så små, at de ikke kan komme ud og arbejde. Hun var alene. Heldet var, at telefonforbindelsen til staten blev ændret, så det nu blev en telefoncentral, som Abeline passede de næste 50 år. Det betød, at hun altid havde et øre med i, hvad der foregik på Klitten, så savnede man sladder, besøgte man Abeline og fik en kop kaffe og en god historie. Det er noget af det, museumsvært Lasse Justesen fortæller de mange danske og tyske gæster, når de besøger gården.

Abeline var også blandt de første til at se fidusen i at leje ud til sommergæster. Efterhånden var der færre strandinger og dermed også mindre behov for at have plads til op til 16 strandede søfolk. Abeline var iderig og begyndte derfor at leje de tidligere søfolks-værelser ud til sommergæster. Maler Carl Trier Aagaard fra Herning var en fast gæst i gårdens »gæstehalvdel«. I dag bruges den samme længe stadig til gæster: Det er nemlig her, museumsgæsterne kan få en kop kaffe og et stykke kage, når de har besøgt stedet.

– Det er et meget åbent museum. Her er ikke museumsglas foran tingene. Her går man rundt i lokalerne og må gerne pille ved tingene og snuse rundt. Her er masser at se på, og man kan sige, at hele Klittens foretagsomhed, handlekraft, turisme – det begyndte her, siger Lasse Justesen.

Abelines Gård ...

Af Gert Alsted / A. Bach

DA Christen Christensen, kaldet Kræ Peisen, i 1871 var færdig med at bygge sin nye gård i Sdr. Haurvig og satte årstallet op i snørklede smedejernstal på den smukke sydfacade, tænkte han nok ikke på, at hans gård en gang skulle blive et museum, der fortæller om Klitboernes liv og livsvilkår.

Kræ Peisens gård blev solidt bygget af tegl brændt i Ringkøbingegnens små teglværker, af klægsten hentet ved fjorden og formet på stedet, af strandingstømmer, godt saltimprægneret af opholdet i Vesterhavet, og af strå fra gårdens eget rørskær ved fjorden. Gården blev ikke tegnet af en »moderne« arkitekt eller udtænkt med nye former, nej man anvendte den byggetradition og de materialer, som havde været brugt på klitten i mange år forud, og som også blev brugt i årtier efter. Laden blev lagt mod nord, stalden mod vest, vognrum, værksted og port mod øst og gårdens ansigt (stuehuset), der skulle »præsentere« ejeren, blev lagt mod syd.

Denne smukke og solide gård med dens tilliggende på 125 tdr. land skulle i næsten et århundrede være rammen om en families liv som bønder, fiskere, strandfogeder og centralbestyrere.

Kræ Peisen ejede gården, indtil den i 1896 blev overdraget til sønnen Laurids Jørgen Christensen, som var gift med Abeline, f. Sørensen. I ægteskabet fødtes 6 børn. I 1904 døde Laurids Jørgen Christensen kun 40 år gammel.

Hans enke Abeline sad nu tilbage med 6 uforsørgede børn, men hun og børnene kunne tage fat, og i 53 år, indtil hun døde i 1957, drev Abeline gården med hjemmeboende sønners og en datters hjælp.

Abeline må have været en dygtig kone, der

drev gården godt under de barske vilkår, der var klitbøndernes. Det var ikke store arealer, der var under plov, men til gengæld var der god græsning i fjordengene til køer og får, og i klitterne kunne fårene også finde til føden. Indtægterne fra landbruget blev suppleret med indtægter fra mange andre gøremål, pasningen af Sdr. Haurvig central, arbejdet som strandfoged og værtskab for sommergæster.

Når gården blev bygget med så stort et stuehus, skyldtes det blandt andet pligten til som strandfoged at huse både skibsbrudne søfolk og strandingsauktionernes embedsmænd. Da strandingerne hørte op, kunne de mange rum udlejes til sommergæster, der før det store sommerhusbyggeri på Klitten indlogerede sig på gårdene.

Udover det store daglige arbejde var der også energi og tid til fest på gården. Abeline var efter sigende god til at spille på harmonika.

Efter Abelines død i 1957 blev gården, der efterhånden altid hed Abelines gård, solgt til skibsreder C. Clausen, der købte flere landbrugsejendomme på Klitten for at drive fåreavl. Ved salget fik Abelines datter Methea

Christensen og hendes søn Niels Christian Christensen ret til at bo på gården så længe de ville. I 1962 døde Methea og i 1971 flyttede Niels Christian Christensen til Klithjemmet i Hvide Sande.

Stuehuset stod nu tomt en tid, mens udlængerne blev brugt til får.

I de sidste 15-20 år har Holmsland Klit helt skiftet karakter. Før den tid lå en række smukke gårde og huse i traditionel byggestil med strå og tegl vejen ned ad Klitten, kun omgivet af grønne enge, brune klitheder og gråhvide klitter. Men efterhånden som sommerhusbyg-

geriet tog fart blev mange af disse gårde ombygget, eller de blev således omklamret af sommerhusbebyggelse, at de helt mistede deres karakter og samspil med landskabet.

Allerede i 1959, da man rigtigt begyndte naturfredningsarbejdet på Holmsland Klit, lagde man mærke til Abelines gård på grund af den smukke arkitektur, der slet ikke var skæmmet af ombygning, og på grund af de smukke omgivelser, der slet ikke var ændret ved sommerhusbebyggelse.

Da gårdens stuehus ikke længere blev brugt, henvendte en kreds af mennesker, der var interesserede i at bevare Abelines gård, sig til skibsreder Clausen for at høre, om han kunne tænke sig at sælge den til en selvejende institution med det formål at bevare den og bruge den til gavn og glæde for alle, der interesserer sig for Klittens og dens beboeres historie.

Da skibsreder Clausen var meget positiv overfor disse tanker, stiftedes i 1974 den selvejende institution Abelines gård med det formål:

at eje en ca. 2 ha. stor parcel med de på denne parcel værende bygninger »Abelines gård« (en firlænget strandfogedgård, opført i 1871),

at søge bygningerne fredet efter lov nr. 195 af 6. juni 1966 om bygningsfredning, at lade tinglyse bevaringsdeklaration på ejendommen efter bygningsfredningslovens§ 12, såfremt dette måtte blive stillet som vilkår af nogen offentlig myndighed, at istandsætte og restaurere bygningerne, at lade bygningerne fremtræde som museum over en vestjydsk klitgård, og at finde en passende anvendelse for jord og bygninger til gavn for almenheden.

Bestyrelsen for »Abelines gård« er folk fra Klitten, fra Ringkøbing og fra Farum, et udtryk for den interesse der både på Klitten og andre steder er for at bevare enkelte af Klittens smukke gårde og for at have et sted, hvor man kan fortælle kommende generationer om de barske vilkår, hvorunder livet levedes på Klitten, før velstandssamfundet gjorde den til »ferieland«.

Siden den selvejende institution blev dannet, har man arbejdet på at restaurere gården og åbne den for alle, der gerne ville se den. Til dette formål er der indsamlet betydelige midler (ca. 500.000 kr.) fra forskellige fonds og offentlige kasser. Det er glædeligt, at en væsent-

lig del af disse midler er kommet fra Holmsland kommune og amtskommunen.

I sommeren 1977 kunne man slå dørene op til Abelines gård. Ikke til en færdigrestaureret gård, men man kunne vise, at man er nået et godt stykke ad vejen mod målet, som er at gennemrestaurere og møblere gården og forsyne den med landsbrugs- og fiskeriinventar, så den for besøgende fremtræder, som det hele må have set ud i slutningen af sidste århundrede. Næsten 3000 besøgte gården i sommer, og mange af dem var lokale med tilknytning til stedet og med dyb personlig interesse for Klitten i almindelighed og for gården i særdeleshed.

Om vinteren er gården ikke åben – endnu da, – men der arbejdes videre på restaureringen. Næste år vil der forhåbentlig kunne åbnes både for stuehuset og udlængerne. Det er tanken, at laden skal være et udstillingsrum,

hvor der i samarbejde med lokale museer og Fiskerimuseet i Esbjerg kan holdes vekslende udstillinger og foredrag og diskussioner om mange af de spændende ting, der foregik og foregår på Klitten, om fiskeri, om redningsvæsen, om landbrug o.s.v.

Begyndelsen er gjort, og vi er halvt færdige. I de kommende år skal Klitboerne og vi andre udefra hjælpes ad med at få gården »befolket«, sådan at også vore børn og børnebørn kan få et indtryk af det barske og nøjsomme, men sikkert også menneskeligt rige liv, som levedes på Klitten i forgangne generationer. Derfor må Klitboerne huske at gemme gamle ting, fotografier, redskaber, møbler o.s.v., så vi kan få lov at låne dem. Og hvis man vil af med tingene, så sælg dem ikke til andre, smid dem ikke væk – giv eller sælg dem til Abelines gård!

Billeder fra året

Den tredie sluse i Hvide Sande blev færdiggjort i 1977. Knapt var sluseanlægget færdigt, før den første nybyggede coaster fra Nordsøværftet i Ringkøbing gik igennem, hvilket fulgtes af mange med stor interesse.

Da byen fik egen ambulance

Ywl o æ Kle’t 1976

Det var helt vildt. I stedet for at skulle på land for at få hevet ødelagte grejer væk fra ror og skrue, kunne fiskerne i Hvide Sande i 1970 pludselig »bare« ringe til Vestjydsk Dykkertjeneste. Fluks stod indehaver Clavs Draiby i dykkerdragt og lod sig sænke ned i det kolde vand for at gøre kutteren hurtig klar til fiskeri igen. – Jeg havde været murer i Vedersø et par år, da jeg fik lyst til at søge dykkerlicens. Da det var på plads, åbnede jeg firmaet i Hvide Sande. Jeg havde fået en aftale med skibsforsikringen om, at jeg skulle servicere kutterne, når de fik grejer i skruen, fortæller Clavs Draiby.

I dag er han 78 og på pension, men dengang i 70’erne og 80’erne var der tryk på forretningen. Der var 210 kuttere i havnen og nok at lave. Men der var også stille dage, så inden længe blev dykkerforretningen udvidet med en mobilkran, så dagene kunne udnyttes.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1976

VELKOMMEN JUL

af pastor A. C. Huus

DA DET VAR TIL AT FÅ KAUTIONISTER

I RINGKØBING

af Vagn Bro

LA VOS VÆRN Æ KLET

af Erna Timmer

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af borgmester Kr. Enevoldsen

FDF/FPF I HVIDE SANDE

af John Munck

HVIDE SANDE I ÅRET, DER GIK

af Røikjær Frich

NOGLE AF ÅRETS

BEGIVENHEDER I BILLEDER

Vinderslev Foto

– Der var travlt, for det var den gang, fiskerne gik fra de gamle Grenaa-motorer til de hurtigere dieselmotorer. Og til det arbejde skulle man bruge en kran, fortæller den iderige forretningsmand, der også servicerede kutternes brandmateriel.

Forretningen lå på Numitvej hvor der i dag er vandrerhjem. Dengang kaldte han det Klittens Redningsstation, og det skulle tages bogstaveligt. For det var også her, byens første ambulance kom til at høre til:

– Der var meget snak i Hvide Sande om, at man savnede en ambulance i byen. Jeg købte derfor en af Københavns Brandvæsen, så i mange år havde vi en udrykningsklar ambulance til at stå her. Hvis vi skulle af sted, tog læge Peter Josephsen med, og vi så lidt af hvert den gang, husker han.

Efter en tid indgik kommunen en aftale med Falck om ambulancekørsel, men indtil da, var det ambulancen fra Numitvej, der rykkede ud.

At have Vestjydsk Dykkertjeneste i Hvide Sandes fremgangstider, var et spændende job, fortæller den pensionerede dykker:

–Det var hårdt, men også spændende. Det var jo altid sådan, når der sket noget på havnen, at den første man spurgte efter var dykkeren. Der var også et par gange, hvor jeg måtte hoppe i havnebassinet uden dykkerdragt, fordi det skulle gå så stærkt. Så havde jeg altid en til at stå på kajen med en line ud til mig.

For 16 år siden flyttede Clavs Draiby tilbage til Vedersø igen.

Da det var til at få kautionister i Ringkjøbing

Af Vagn Bro

DEN nu 87-årige Anders Thygesen i Nr. Lyngvig var 16 år, da han drog til Esbjerg for at fiske. Det lå ligesom i luften, at unge på Klitten dengang valgte fiskeri som levevej, skønt Klitten ikke kunne give et levebrød til dem alle. Anders Thygesen udtrykker det sådan: Der var ingen anden udvej for de unge. Enten var det Esbjerg eller også »op o æ land«.

Kun få valgte den sidste udvej, måske nok præget af en vis standsbevidsthed og det, som denne bemærkning fra Anders Thygesen giver en fornemmelse af: Det var jo en skræk for os børn, hvis vi ikke var ordentlige. Så kunne man komme »til Holmsland og tjene«. Jeg har aldrig tjent der. Men jeg er blevet truet med det mange gange.

I det følgende fortæller han om den udvikling, som han blev vidne til og deltager i gennem årene, der fulgte. Han fik hyre på kutteren »Fortune« og skulle lave mad både søgn og helg til den fire mand store besætning. Hyren var 20 kr. om måneden.

– Jeg led af søsyge og var ved at give op. Men det var jo flovt at komme hjem, fordi man ikke kunne tåle søen, så jeg holdt ud, og søsygen fortog sig.

Lå på lur efter den onde selv

Skipper var en dygtig fisker, men ikke helt almindelig. F.eks. husker Anders Thygesen, at der var problemer med drivremmen fra motorrummet op på dækket til motorspillet. Remmen ville springe af, men mærkelig nok kun, når skipperen var på dækket. Skipperen fik så den opfattelse, at det var »Fanden«, som

vippede remmen af nede i motorrummet, når han ikke sad dernede og passede på. Så han anbragte sig i skjul bag motoren med en skruenøgle for at lange ham en, når han kom.

Da Anders Thygesen var 19 år, og havde haft forskellige hyrer i Esbjerg, blev han sammen med en kammerat, Hans Chr. Frandsen, fristet til at forsøge sig med ålefiskeri i Ringkjøbing Fjord. Kanalen ved Hvide Sande var blevet gravet igennem og gav et vældigt fiskeri i fjorden. Særlig ålefiskeriet var godt. De besluttede, at de ville med i eventyret og investerede hovedparten af de 1000 kr., de hver havde sparet op.

– Vi rejste til Klitten og gik hen til sognefoged og kunstmaler m.m., Chr. Fjord, der også var garnhandler, for at købe fire bundgarn. Det første, han sagde, var: Kan I betål? Det kunne vi nu nok, for hvert bundgarn kostede 400 kr. Men det gik ikke anderledes, end at da vi havde fisket 2 år, var pengene væk, og garnene rådne.

Valget mellem Esbjerg og ny »haj«

Der var kun to muligheder, enten at returnere til Esbjerg eller også forsøge at låne penge til en ny »haj« (mindre kutter). På det tidspunkt var der nemlig ved at blive snurrevodsfiskeri fra Hvide Sande. To-tre snurrebåde var bygget, og flere var bestilt. Det tegnede så godt, at vi besluttede at prøve at låne pengene.

Det krævede kautionister. Og Anders Thygesen mener, at når det kunne lykkes for sådan et par unge fyre at rejse de 12.000 kr., en ny »haj« kostede, så skyldtes det ringkjøbin-

gensernes faste tro på, at den udvikling, som senere er blevet Hvide Sande til del, ville komme til at foregå i Ringkjøbing. Kautionisterne måtte nemlig skaffes blandt Ringkjøbings borgere.

– Vi startede en formiddag den trælse gang og begyndte på havnen hos fiskeeksportør Peder Jensen Povlsen. Han havde jo dog købt vore ål. Svaret var ja, men vi skulle have flere kautionister, betingede han sig.

Det samme svar fik vi hos gæstgiver Jens Kabel i V. Strandgade. Skibshandler Peder Jensen sagde også ja, men betingede sig, at vi også skulle have købmand Søren Mikkelsen som kautionist. Søren Mikkelsen betingede sit ja med, at konsul Lauridsen også skulle med i det.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men af en eller anden grund var vi meget betænkelige ved at komme til konsul Lauridsen. Måske var det, fordi han var konsul. Vi opgav ham i hvert fald på forhånd og gik i stedet til den sidste i V. Strandgade, træskohandler Jens Madsen. Han så på os og spurgte, hvor vi var fra og hvis sønner, vi var. Han sagde ja og stillede ingen betingelser. Stemningen steg.

Vi fortsatte ad Bredgade (nu Algade) og fik ja hos kornhandler Jensen, der kendte vore forældre. Han stillede heller ingen betingelser. Så gik turen op i Nygade, hvor en handlende – jeg husker ikke hans navn – sagde nej. Han havde betalt mange penge som kautionist for Mølgaards Tobaksfabrik i Ringkjøbing, som var gået fallit. Så han gik aldrig i kaution mere. Men kom vi til at mangle 1000 kr. til sidst, kunne vi låne dem af ham.

Fiske-eventyret i Ringkjøbing Fjord

På det tidspunkt var der en bådebygger Povlsen i Ringkjøbing (flyttede senere til Lemvig). Han var optaget af nybyggeri, så vi bestilte en »haj « på 15 tons i Esbjerg hos bygmester Raun Byberg. Den var færdig til tiden, og den 10. maj 1913 landede vi den første last rødspætter i Ringkjøbing til Peder Jensen. Jeg tror, prisen var 8 øre pr. pund.

Vi fortsatte fiskeriet fra Hvide Sande, men besejlingsforholdene var ikke gode. Særlig fjordsiden kneb det at komme igennem, fordi indstrømmen førte sand ind i fjorden. Kanalen blev stadig bredere, og masser af fisk strøm-

Fhv. fisker Anders Thygesen i Nr. Lyngvig fortæller ...

mede ind i fjorden. Sild, makrel og så galt originale havfisk som pighaj og rokker gik ind i fjorden. Der var så mange sild og makrel, at bundgarnene løb fulde af fisk.

Rødspætterne trivedes godt i fjorden. De blev store og fede og var over det hele. De vejede 10-12 pund snesen. Der blev et vældigt fiskeri efter dem, og der gik et vældigt ry af det, så mange joller fra Limfjorden kom hertil for at deltage i eventyr-fiskeriet.

Fiskeri-kontrollen havde det ikke let

Det foregik med net og snurrevod. Og Hans Frandsen og jeg skulle jo også forsøge. Det var jo nemt og dejligt at ligge med »hajen« inde i fjorden. Alt slags vejr kunne jo bruges til fiskeri. Der var bare det ved det, at vi ikke måtte bruge bådens motorspil til at hale fiskene ind med, når vi lå i fjorden. Derfor fik vi lavet et håndspil. Men vi brugte det naturligvis kun, når fiskeri-kontrollen holdt øje med os. Han havde det ikke let, for når han var væk, brugte vi naturligvis motorspillet. Det gav mange flere fisk.

Nå, kanalen ved Hvide Sande blev stadig bredere, fortsætter Anders Thygesen. Til sidst var Ringkjøbing Fjord lig en havbugt. Vi kunne se høj- og lavvande i Nr. Lyngvig Havn, og i storm og højvande gik vandet flere steder op til landevejen. Og med stiv østlig kuling var alle grundene i fjorden tørre. Det blev helt utåleligt, så derfor blev det bestemt, at kanalen skulle lukkes igen. Og det blev den – omend med meget besvær.

De magre år

Så kom der nogle magre år for fiskerne omkring Ringkjøbing Fjord. Der blev åbnet udløb ved Gødelen, men det sandede til flere gange, og der var aldrig ordentlig ud- og indsejling. Alle de større »hajer« herfra blev henvist til Esbjerg. Det var under 1. verdenskrig, og der var meget usikkert på havet. Miner var der mange af, så der var mange forlis. Og opbringning af tyskerne skete ofte. Måske var det årsagen til, at de fleste herfra solgte deres både og rejste hjem og købte mindre både, som kunne til nød bruges ved Gødelen.

Vi solgte vores »haj« for 34.000 kr. og tog hyre på større kuttere. Men i 1923 rejste jeg også til Klitten og begyndte at fiske fra Gødelen.

Det var dårlige forhold. Udløbet sandede ofte til, så det var umuligt at komme på havet. Og vi havde små forhold i den lille »Gødelhavn«, hvor vi boede i bådene, når vi ikke var hjemme hos familien. Der var jo en lang tur hjem til Nr. Lyngvig. Fisken blev leveret til to eksportører i Ringkjøbing, Peder Jensen og L. C. Sørensen. Den blev sejlet til Ringkjøbing, og prisen fik vi først at vide, når vi fik afregningen. Den var lille, vel 8-10 øre for et pund.

Elefant på tasken og en på to’sken Anders Thygesen mindes denne lille, muntre episode blandt mange andre fra tiden ved Gødelen: En af opkøberne hed Jens Gade. Han fortalte tit, at han havde drevet jagt i Amerika. Og hver gang, han berettede om et nedlagt stykke vildt, kom denne sætning altid: »Og hva’ så – i tasken med den«. En dag fortalte han så, at han havde skudt en elefant derovre. Og en Ringkjøbing-fisker udbrød: »Hvis den kommer i tasken også, Jens Gade, så får du en ved hovedet«.

Og Anders Thygesen slutter: Jeg var for få år siden nede ved »Gødel-havn« og sad på den lille klit på nordsiden af havnen, hvor vi så ofte sad, når det var blæsevejr, eller der var for lidt vand på barren. Nu er de fleste af de andre døde. Havnen var der endnu. Det lille fiskehus, hvor gamle opkøber Jens Gade havde sit lille hummer, var væk. Den lille bro står der kun en enkelt pæl tilbage af. Og selv havnen var tilgroet med rør og siv.

Men udsigten fra Klitten var der endnu, mod Tipperne, Bjålund og mod sydøst Nymindegab. Og minderne var der, og dem var der mange af.

AS Scans »barndomshjem«

Ywl o æ Kle’t 1975

I 1975 ligger Hvide Sande Maskinfabrik i Mamrelund. Som annoncen viser, sælger fabrikken motorer og »udrustning til fiskerflåden«, men Hvide Sande Maskinfabrik eksisterer ikke længere. Sidst i 1980’erne blev den overtaget af Havnens Motorværksted, der flyttede fra sin placering hvor Is Cafeen ligger i dag til Mamrelund. Herfra blev Havnens Motorværksted drevet af Hans Tarbensen frem til 1996, hvor brødrene Karsten og Klaus Olesen overtog efter Hans, som var Karstens svigerfar.

– Da vi overtog, var vi tre mand. Os selv og en svend – vi turde ikke engang have en lærling. Den gang var det meningen, at Klaus skulle fortsætte med at fiske og så bare arbejde på værkstedet, når det var kuling – men han kom ikke ud at sejle igen, fortæller Karsten Olesen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

JULEN 1975

af pastor A. C. Huus

VIGGO OG SIMON

af Vagn Bro

HVORDAN DE VESTJYDSKE

KLITTER

BLEV TIL?

af Niels Holbak

Æ GAMMEL SKUEL

af Erna Timmer

FRA KOMMUNENS

SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af borgmester Kr. Enevoldsen

HOLMSLAND KLIT

af Niels Holbak

HVIDE SANDE I

ÅRET DER GIK

af Røikjær Frich

I dag er der ca 40 mand m/k ansat i firmaet, der siden 2009 har ligget på Nordhavnen. Det var også i 2009, Havnens Motorværksted kom til at hedde AS Scan.

1975

– Fiskeriet i Danmark og Nordeuropa fylder stadig 70 procent for os. De sidste 30 procent er rorstyring og industri. Rorstyring-forretningen foregår primært i Kina, fortæller han.

Hvor udstyr til fiskeriet tidligere var hydraulisk styret, er det i dag elektronisk styret.

– D u kan stort set sidde hjemme og se, hvordan din motor kører ude på havet, siger Karsten Olsen.

Men i takt med at udstyret bliver mere og mere teknisk, skal medarbejderne også blive det. Det kan være en udfordring –men den udfordring lever man med på AS Scan, hvor de er i gang med at udvikle et elektronisk spil til fiskeriet. Det stiller krav til den elektriske kunnen, og her allierer AS Scan sig med andre virksomheder, der har den nødvendige know how, hvor deres egen ikke rækker: – E n af de store styrker i Hvide Sande er, at vi her hjælper hinanden. Vi har alle kompetencer i byen, og på den måde kan vi alle løse opgaverne alligevel. Men selvfølgelig sender vi også medarbejderne på efteruddannelse og kurser, så de er opdaterede og med på den nyeste udvikling, siger Karsten Olesen.

Ann. 1975.

Fra kommunens skrivebord og tegnebræt

Af Kr. Enevoldsen

KOMMUNENS oplæg til regionsplanlægning i Ringkøbing Amt afslører ingen forventninger om en stor eksplosiv udvikling i de nærmest kommende år.

Dette skal ikke opfattes som en pessimistisk vurdering af forholdene men snarere som et forsøg på at finde et så realistisk grundlag som muligt, når vi skal lave budget og planlægge for fremtiden.

Det er ingen hemmelighed, at det store opsving i den økonomiske aktivitet, som vi har oplevet det fra 1970 til 1973, ikke har kunnet fastholdes, og da de skattepligtige indkomster for disse år må være retningsgivende for udviklingen, vil følgende tal bekræfte denne opfattelse.

Skattepligtig indkomst 1970

50.292.766

Skattepligtig indkomst 1971

60.369.880 stigning 20,0%

Skattepligtig indkomst 1972

71.284.363 stigning 18,8%

Skattepligtig indkomst 1973

91.413.179 stigning 28,3%

Skattepligtig indkomst 1974

103.698.374 stigning 13,4%

Nu er en stigning på 13,4% ikke noget foruroligende lavt tal, vi har kendt det før, i 1963 var stigningen 8,8%, i 1966 0,2%, tværtimod er det en overraskelse at vi, trods oliekrisens virkninger og den økonomiske stramning på næsten alle områder, i det hele taget kan konstatere en stigning i indkomsterne i 1974, og det er en af grundene til, at vi i år kan have en smule optimisme i behold selv om fiskeriet

oven på førnævnte besværligheder, fra lovgivningsmagtens side er blevet påtvunget en kvotaordning, som i værste fald kan betyde totalt stop for fiskeriet efter tunger og torsk.

Den indsats, fiskerne i Hvide Sande har gjort både i København og hjemme for at få ændret disse forhold, har hidtil ikke givet resultat, og med henvisning til de forhandlinger der har fundet sted, kan det måske være af interesse at få refereret et uddrag af en tale, som sognefoged Jakob Hindhede, Lem, holdt på et møde den 5. januar 1923 om havnens og slusernes placering i Hvide Sande.

Han sagde bl.a.: »Der er noget tiltalende i fiskernes måde at tale på. Der er folk nok, der nu om dage må bede om understøttelse, og kan de ikke få arbejde, er det rimeligt, de får den. Men fiskerne bad ikke om understøttelse, men om betingelser så de kan klare sig selv. Jeg henstiller til ministeren at tage sagen under nøje overvejelse, så de mange arbejdsvillige hænder kan komme til«.

Selv om det nu er andre problemer, det drejer sig om, så er det ejendommeligt, så aktuelt en udtalelse fra 1923 kan være i 1975.

For ikke at skabe det indtryk, at det hele havner i planer og prognoser følger en kort resume af de anlægsarbejder og investeringer, der er foretaget i indeværende år.

Tilbygningen til Centralskolen på Holmsland med klasseværelser og bibliotek er taget i brug ved skoleårets begyndelse.

Rensningsanlægget på Holmsland klar til start omkring 1. november. Investering i klubhus v/ idrætspladsen i Hvide Sande, færdigbygget 1. april.

Påbegyndt projektering af rensningsanlæg i Hvide Sande til udførelse i 1976/77.

Arbejdet med anlæg af fortove og asfaltering af vejene i Hvide Sande er så langt fremskredet, at arbejdet kan forventes afsluttet i 1976.

Køb af et areal på 4 ha til byudvikling i Aargab.

Køb af klitareal på 16,7 ha vest for Aargab havn.

Køb af et areal på 1,3 ha til byudvikling i Sdr. Lyngvig.

Formålet med disse ejendomskøb er dels at sikre byens udviklingsmuligheder, dels at give befolkningen mulighed for at færdes i klitterne og komme til havet på deres egen jord, og det sidste er der hermed skabt sikkerhed for med kommunens køb af 3 klitområder i tilknytning til Hvide Sande.

Der er sat arbejde i gang med at lave en betalingsvedtægt for kommunens kloak og rensningsanlæg. I denne vedtægt skal de enkelte lodsejeres bidrag til kloak og rensningsanlæg fastsættes, og når forslaget er udarbejdet, bliver det af landvæsenskommissionen fremlagt til offentlig syn, og det må forventes, at der bliver indkaldt til lodsejermøde, inden sagen er færdigbehandlet.

Kommunens henlæggelser til fonds og driftskapital for 1976/77 omfatter følgende posteringer:

Materielbygning og brandstation100.000 kr.

Toiletbygning

Driftskapital

Skoler

Skoletandklinik

Dispositionsfond

120.000 kr.

500.000 kr.

750.000 kr.

200.000 kr.

1.500.000 kr. Renovation

Idrætsanlæg

150.000 kr.

170.000 kr.

Udvidelse af Klithjemmet500.000 kr.

Som det fremgår af ovennævnte tal, er der ikke henlagt det fulde beløb til byggeri eller anlæg af de forskellige projekter, og derfor må det være vurderingen af behov og den økonomiske udvikling der er bestemmende for, hvor meget der kan sættes i gang i 1976.

Der er i disse planer for fremtiden ingen tendens til stagnation, og når der fra forskellige sider falder bemærkninger om, at vi lader opgaverne ligge uløste for at holde en lav beskatningsprocent, så kan vi roligt afvise denne konklusion som forkert. Forklaringen ligger nærmere den kendsgerning, at kun få steder i landet findes der så mange skatteydere, der både til lands og til vands udfører et stykke arbejde, også ud over normal fyraftenstid hvis det er nødvendigt – det skulle gerne give bonus på visse områder.

Lad det være et nytårsønske, at forholdene ikke yderligere vanskeliggøres for de mennesker der ønsker at leve under disse vilkår.

Æ gammel Skuel

Der legger en gammel skuel nier o æ Sønnerklet, om a så blywwer 100 oer, så glemmer a en et. For mæ er de den skjønnest skuel o æ jord, der gik a fræ a vår syv te a vår fjovten oer.

Æ bygning legger der ino li mødt i Bjerregård bøj, dengång a gik der, vår en temmelig nøj, men der vår ingen komfort a nogen slavs, nej, heller et en stump a de, der findes no te daws.

Fræ en gammel pump bløw æ vand hint end, o a den samm øespot sku vi drek hver jenneste jen. Æ w. c. støj ud ad æ nordvest en stej, o »æ spand« sku gravves nier for o fo æt å æ vej.

Men ilyval ku vår skuel stå moel mæ æ skueler i daw: der vår et en båen, vor lærer et ku ta sæ aw, o vi håer en tillid te ham o alle mårer, om det kan æt slet et nøt, a begynner o forklårer.

Vor lærer hie Peder, o hvad vi fik o læer, det kan heller slet et beskryvves hæer. I hvert fald står han for mæ som en mand, der altid brugt både hans hjat o hans forstand.

A t rowwer et, der fondes en lærer, der vår bejjer, han vår å »æ gammel skuel«, som en sejjer, at han vår gammel, ja de tøt a da, men sikke dog en lærer for wos bøen o ha.

Der vår en egen hygge i vor lelle skuel, hvad æ lærer såe – dero ku vi stuel, a trovver, al vos gammel elever, sjel om vi et fik præ, så fik vi noget mej, som vi aldrig kan ræend fræ.

Hver måen, nær Peder kom end i æ skuelstow, så reest vi vos op, så en snaer skuld trow, at de vår en kong eller kejser der vår mødt frem –æ høflighier de håer vi lær i vor hjem.

Så løst han æ trosbekendels o æ Fadervor, o at der vår stelhier, det skala lov jer for, så sjång vi en salm, o æ bivvelhistorje kom o æ buer, Peder fortoel om de hiele med javven uer.

O m Adam o Eva o Moses o Elias, ja alle profeter li op te Malakias, o æ ny testament, der mæ Johannes' Åbenbaring sluttet aw, for religion de hår vi selvfølgelig hver daw.

Æ K atekismus o æ salmer fik vi osse læer, måske somtid endda mæ ret møj besvær, o no sejjer æt derend, o en hovsker æt så godt, o sikken en hjælp en manne gång a al det håer få't.

O som han forklåret o lo æt ud med Guds bud, o han såe: Hvor håer di æt sølle, dem der et regner med Gud, djer lyw den mo val nok vær tom o trist! Jen ting er sekker: Vor lærer han ejet »æ gnist«.

Ves håer vi et manne fag, men dem vi håer fik vi læer: geografi o danmarkshistorie o dansk o regning især Peder sku nok sørre for, at vi fik læer vor kram, for o kom te skuel uden o ku si lejs, de vår en stuer skam.

A g lemmer heller et, nær vi kom vojjend i sne te æ knæer, o vi vår ve o ha forfrysninger i finger o tæer, æ loffer o æ hoser bløw hængt te taer o æ kakkelovnskrans, – den slavs daw står no i en særlig glans.

De vår val nok dejlig o sed end ve æ pult o sie, hvordan de drysset lisså stel mæ æ snee, o nær vi så kom henad mejjesti, så sat Peder æ kanon i æ kakkelovn med vand i.

Så lavvet han kakao te æ hiel flok, han lavvet så møj, at der vår mier end nok, vi spist vor mellemmadder mæ gue appetit, o vi snakket med vor lærer nok så frit.

For hejsen, mo æ sæjj, der vår stuer respekt, for o æ diciplin bløw der lo ekstra vægt: Hva æ lærer såe, de sku vi osse gyer, nej, der håer vi et ret lång en tyer.

H an håer en peg'pind, den vår vi et glåe ve, men båer han kigget o vos, ku æ som regel slå te, han vår heller et sjel møj for o ta æ peg'pind i brow, de ku jo skie – men de vår sjælden han slow.

H an håer osse en gammel gue violin, ku vi fo ham te o spel o den, så vår æt val nok fin, de vår gjaen nær vi sku lær bibelsk sange, o a dem lær vi da osse så grulig manne.

Æ julsalmer lær vi fræ en æend aw, a trovver, vi kan dem alsammel ino i daw. Vi begyndt først december o bløw ve li te jul, at de ga en gue julstemning, dero vel a et leg skjul. Hver jenneste avten, enden vi sku hjem da behøwet vi et o fend æ sangbøger frem, vi støj ve æ pult o sjång enten: Klokken slår, eller osse den: Altid frejdig når du går.

Æ smoe skueler er væk, de er de stuer der dominierer, ska de mon vær bejjer? A trovvera protestierer, de stuer i flothier o komfort dem sueler, men der vår mier menneskelighier o ånd i vor gammel skueler.

Lærdom kan en aldrig fo for møj aw, de indrømmer a gjaen, men håer æt et osse noget o sæj med de inderst kjaen? De fendes val kavæer i æ stuer skueler o si stejjer –Men mi gammel skuel er der ingen der opvejer.

Erna Timmer

Da optimisme gav byggeboom

Ywl o æ Kle’t 1974

Da de glade 60’ere blev til 1970’erne, var Hvide Sandes nordligste punkt vejen mellem Vitas Blomster og Aldi. Men der lød snart nye toner.

Det gik godt i fiskeriet, optimismen boblede og børnefamilierne drømte om nye huse. I 1974 havde Hvide Sande Tømrer- og Snedkerforretning en annonce i Ywl o æ Kle’t. Her viste de en tegning over det, der kunne blive næste families drømmehus med børneværelse, gæsteværelse og vaskerum. Det var Peder Jensen, der stod bag forretningen. Han er død nu, men hans enke Ingrid kan sagtens huske de travle 70’ere:

– Jeg sad på kontoret, men når de havde ekstra travlt, og et hus snart skulle afleveres, så kunne jeg godt komme med ud og slå lidt søm i og hjælpe med at male og hvad der ellers kunne være brug for, husker hun og griner.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1974

Forsidemotivet:

Fotografik Mogens Grimstrup

JULENS GAVER OG/ ELLER GAVERNES JUL af pastor A. C. Huus

FRA KOMMUNENS

SKRIVEBORD OG TEGNEBRÆT af borgmester Kr. Enevoldsen

HVIDE SANDE I ÅRET DER GIK af Røikjær Frich

MAMRELUND af Erna Timmer

MIN MOR VAR KED AF SIN FOLKEPENSION af Niels Thomsen, Bjerregaard v/Vagn Bro

Ingrid Jensen fortæller, at det gik godt for alle byens håndværkere i de år. Det gik så godt, at de med Peder Jensen i spidsen valgte at gå sammen om at få en tømmerhandel til byen.

– Det var noget, man undrede sig over i andre byer; at konkurrenter kunne gå sammen om at lave en tømmerhandel – men det gjorde dem mere effektive og gav dem bedre priser – og det kom jo også kunderne til gavn, fortæller hun.

Ingrid Jensen bor på Søndergade med udsigt til trafikken, som er øget voldsomt, siden de byggeglade 70’ere:

– Det har været sjovt at følge med i udviklingen. Byen er jo blevet meget større, og der er kommet flere turister – ja, når jeg sidder og kigger ud nu, er det nærmest kun tyskere, der kører forbi, fortæller hun.

Min mor var ked af sin folkepension

Af Vagn Bro

Fisker Niels Thomsen fortæller om den tid, da folk betragtede offentlig støtte som fattighjælp og foretrak at være selvhjulpne –også selv om man var enke med en stor børneflok. Og han fortæller om den tid, han selv har oplevet på Klitten.

DA Niels Thomsen i Bjerregård var 11 år, forliste hans far og en farbror på havet med deres båd i en storm. De omkom sammen med tre andre besætningsmedlemmer. Og hans mor stod alene tilbage i Esbjerg med seks ukonfirmerede børn. Halvanden måned efter ulykken fødte hun det syvende barn. Det skete i 1907, og hun flyttede til Nymindegab, hvor hun selv uden en krone i offentlig støtte forsørgede de fem yngste. Den ældste og den næstældste, Niels Thomsen, kom i pleje hos deres farbrødre henholdsvis i Årgab og Bjerregård.

Og som deres far havde gjort fra Årgab i sin tid, drog de som 15-16 årige til Esbjerg for at fiske. Det var almindeligt for unge fiskere langs hele den jyske vestkyst syd for Harboøre. Men så blev Niels Thomsens bror slået overbord i en storm og omkom. – Og det førte til, at jeg flyttede hjem i 1914 og købte part i en kutter her ved Gødelen. Ikke fordi det var mindre farligt at fiske her. Det var nærmere omvendt på grund af de dårlige besejlingsfor-

hold. Men mor havde mistet sin mand og ældste søn ved fiskeri fra Esbjerg. Og så kunne hun ikke tænke sig, at jeg fortsatte der, fortæller Niels Thomsen.

Har tre navne Egentlig hedder han Niels Chr. Jensen, men den farbror, han kom i pleje hos, havde Thomsen i sit navn. Og så fulgte det med. – Og når jeg kommer til Nymindegab, så kalder de mig Niels Høy. Det er fra min mors slægt. Sådan har mange fået flere navne her på Klitten, siger han.

– Din far og bror omkom på havet. Var din familie særlig hårdt ramt i forhold til andre fiskerfamilier?

– Hjah, der var jo også andre, der gik væk. To omkom, da en kystbåd herfra forliste på havet. Samme år som min far og farbror omkom.

– Men du holdt ikke op med at fiske af den grund?

Nej, det kunne man ikke tænke sig da – nej!

Fiskeriet er et lotterispil

– Hvorfor?

– Ja, hvad binder. Det er jo noget lotterispil, fiskeriet. Sommetider giver det noget, andre tider ikke. Der er både glæder og skuffelser. Folk er ikke så bundet af det som f.eks. landmændene. En fisker kan jo binde sit skib til kajen og tage en fridag. Men det interessante, det er nok, at man ikke ved, hvad man får, når man går ud.

Og så lønsystemet. At fiskerne deler udbyttet. Det er en stor ting. Alle er interesseret i at bestille noget. For det er jo der, lønnen skal hentes. Vi er vist det eneste land i Europa med det system. Og er der nogen, som har økonomisk demokrati, så er det fiskerne.

Selvagtelse

– Din mor klarede sig selv og fem små børn alene?

– Ja, folk var ligesom for store til at tage mod offentlig hjælp dengang. Da kaldte de det fattighjælp. Og det var der ikke nogen med selvagtelse, der ville tage imod.

– Men hvordan ernærede hun så sig selv og børnene?

– Ja hvad, hun gjorde rent i skolen og hjalp fiskerne med at rede ned op. Og så sparsommelighed.

– Hvad med hjælp fra naboer?

– Åh, kære børn. Dengang havde folk nok at gøre med at klare sig selv. Jo, hun havde brødre, som hjalp. Men ikke med pengesager. Og dengang var der ikke noget som hed børnepenge. Det er der mange, som i dag slet ikke kan forstå, hvordan de klarede sig igennem dengang.

Og da hun blev gammel, ville hun ikke have det, de kaldte alderspension. Og heller ikke, da de kaldte det folkepension. Hun kunne ikke lade være med at betragte det som en slags fattighjælp.

Hun var ked af de penge

Så var der et sognerådsmedlem, der mente, at om nogen havde fortjent folkepension, så var det hende. Han besøgte hende og fik hende til at skrive under på nogen papirer. Hun var vist slet ikke klar over, hvad hun skrev under på. Da var hun 77 år, og så fik hun folkepension. Men et par år efter sagde hun, at hun egentlig var ked af de penge. Jo, for det var jo andre, som skulle betale dem. Og hun troede nok, at hun kunne undvære dem. Ja, sådanne tanker havde de dengang.

I dag ... nej!

– Hvad mener du selv?

– Det lå mere i folk dengang, at de ville være selvhjulpne. Men jeg kan ikke se andet, end at det er et gode, den udvikling, der er sket. At folk kan få hjælp. Vi kan snakke om nøjsomhed i gamle dage. Men bytte – nej, det vil vi ikke!

Den stadig aktive 79-årige fisker Niels Thomsen i Bjerregaard.

– Men har vi mistet noget med de gamles indstilling?

– Ja, det er jo nok gået for vidt. Og derfor går det så skidt. De gamle ville klare sig selv, så længe de kunne. I dag er det galt, at alle skraber til sig.

– Hvad synes du ellers om udviklingen?

Jamen den tekniske udvikling er da et gode og en aflastning i arbejdet. Det er jo ikke det slid at være fisker som dengang. Og det er godt.

Sparsommelige

– Hvordan var det at fiske fra Esbjerg, de år du var der?

– Dengang kendte alle folk hinanden. Og der var et godt sammenhold. Omkring 80 pct. af os var kystboere fra Harboøre til »æ blå vand«. Og det er dem, der har bygget Esbjerg op. Der var en gammel fyr, som kørte rundt på havnen med frugt, slikkeri og cigaretter. »Motor«-cigaretter til 1 øre stykket. Og der var mange af de unge, som gik både to og tre gange rundt om vognen, før de besluttede sig til at ofre 10 øre på en pakke cigaretter. Og nogen gik igen uden at købe. Folk var sparsommelige.

Når man fortæller unge det i dag, så nusser de på hovedet af det. De forstår det ikke. Men vi kendte jo ikke andet dengang. Og det var en ære for den kok, som kunne lave den billigste kostplan. Kød højst 1 dag om ugen, ellers fisk. Og vi spiste ombord, når vi var i havn.

– Du var også med i starten i Hvide Sande?

– Ja, da Gødelen blev lukket, flyttede vi til Hvide Sande. Og jeg var med til at bygge, om ikke det første, så i hvert fald et af de første redskabsskure. I 1943 solgte vi skibet, og jeg begyndte at drive bundgarnsfiskeri i fjorden. Og driver det endnu. Og jeg var med til at starte fiskeriforeningen i 1931. Det var interessant, og problemerne var store. Der var ingen steder at lægge skibene på vestsiden i stormvejr. Blev det storm, måtte vi af sted herfra til Hvide Sande og flytte dem ind i Mamrelund.

Dengang så man ikke på samme måde på resultaterne. I dag tages det som en selvfølge, når noget bliver gjort for havnen. Dengang var

taknemligheden mere fremherskende, når det skete. Og jeg tror nok, det var mere taknemligt at arbejde med foreningen dengang. Nu er jeg æresmedlem. Og jeg følger fiskeriforeningens arbejde snært. Og radioen, ikke mindst når det er storm.

Men det er interessant at se, fantastisk at se, som Hvide Sande udvikler sig. Så er der nogen, som siger, at den ikke er stort nok lagt an fra begyndelsen. Og det kan vi jo godt se nu er rigtigt. Der skulle ikke have været bygget alle de huse ned til havnen.

Ingen kunne se udviklingen

Jeg undskylder bare de ingeniører, som har stået for det. Ingen her fra egnen har kunnet se den udvikling. Og så kan man heller ikke forlange det af ingeniørerne. Det er nemt at være bagklog. Da slusen lige var åbnet, stod jeg en dag ved slusehuset, da der kom nogen Esbjerg-folk i bil. – Den trafik kan vi vist godt undvære, som kan gå gennem det hul her, hørte jeg de sagde. Men mon de ville sige det samme i dag, hvor vi somme tider hører, at der er landet 60.000-70.000 kg konsumfisk her og samme dag i Esbjerg 10.000 kg. Det var små kår i starten, men nu bor der store skatteydere i Hvide Sande.

Jeg var sydparti-mand, selvfølgelig, da striden om slusens placering foregik. Men jeg er ikke mere sydparti-mand, end det fryder mig at komme til Hvide Sande og se den mo derne flåde og havnen. De unge fiskere skåner ikke nogenting for at fiske valuta hjem til landet.

Tømmer til haurvig kirke

– Du har været i blandt andet menighedsråd?

– Det varet vældigt interessant job. Haurvig Kirke skulle restaureres i 1947. Og vi holdt over 20 møder om sagen 1 år og stod så uden at kunne skaffe tømmer. Tyskerne havde ribbet tømmerhandlerne. Men jeg kendte en tømmerhandler i Lunde, som jeg mente, der var en chance hos. Røikjær Frich skulle udføre tømrerarbejdet. Og vi kørte så derned på hans motorcykel og spurgte, om vi kunne få træ. Nej, Jeg har kun til faste kunder, sagde han. –

Holdt nu lidt, sagde jeg. Det er til en kirke og ikke til privat formål.

Det var en anden sag. Og så kom vi ind i en hal, hvor der var så meget træ, at Røikjær udbrød, at der vist ikke var så meget træ samlet et sted i hele Danmark. Det var helt usædvanligt. – Jeg har da lidt mere, lad os gå over og se på det, sagde tømmerhandleren. Røikjær var helt paf. Jeg er vis på, at han kan huske det endnu. Vi fik det træ, vi skulle bruge til kirken. Og da der blev træ nok, ved jeg, at Røikjær Frich hentede flere læs træ hos tømmerhandleren i Lunde. For uden hans træ dengang kunne vi ikke have fuldført restaureringen.

Røg i sognerådet

– Du har også været i sognerådet?

– Ja, i 8 år, som jeg skulle have. Det var en vanskelig tid. Jeg har altid været heldig at komme ind i noget i en vanskelig tid. Det var dengang, de små skoler blev nedlagt på Klitten. Jeg var den eneste imod. Og jeg kan godt se, at nu kunne det ikke have gået. Men dengang kunne det godt. Nogen børn fik 17 km til

skole her, mens de stredes om en halv kilometer længere på Holmsland. Men stort set arbejdede vi godt sammen. Det var en interessant tid.

Vi holt møderne i en lille stue, vel kun dobbelt så stor som den stue her. Der sad vi 12 mand og en kakkelovn. Vi 11 røg næsten lige så slemt som kakkelovnen. Den 12., Otto Heide, røg ikke og måtte sidde med lommetørklæde for munden det meste af tiden for at holde det ud. Jeg ynkede ham nu tit.

Og Niels Thomsen kan fortælle mange flere træk fra de offentlige hverv, han har haft. – En skøn tid og en interessant tid. Men jeg har altid ment, at når sagen lå, som den skulle, så var det på tide at trække sig ud. Det har jeg altid syntes var det rigtigste. Og det er jo heller ikke altid, man bliver populær ved at blive siddende, siger han.

Den første købmand i Hvide Sande, Augustinus Nielsen.

Mamrelund

I æ Hvid Såend legger en lille havn, den håer i manne oer gjoer stuer gavn. Det vår ret såmøj en idyllisk stej, omkranset a klitter æ mjest å æ vej.

Den håer va’t en ram om så manne teng, der håer vi gavven o kigget wos omkreng, for der vår så skjøn i solskin o frost. O der støj æ fiskere stolt o djer post.

Æ vej dernier vår nærmest en sti. Æ lærker de sjång der ved forårsti’. O hen o æ sommer vår æt særlig flot, for der groj æ gyvvel da ekstra godt.

De ung de swærmet der håend i håend, de bløw grevven a »Mamrelunds« særegen ånd, nær et par gik så stel der jenne tow, så lovvet de hinanden evig trow.

En naturhavn vår æt, den sku, værnes øm, æ hiel atmosfære vår som en dejlig drøm, ja, alt vår så frele, så en næsten ku’ tænk, at Abraham o Sara ku’ sed der o djer bænk.

Æ kunstmålere kom osse med djer palet, lav en skjøn måleri der, de må ha va’t let: en fisker der soe o bødt i hans grejjer, ennature en stemning som ingen andrestejjer.

Æ ståegkråner støj der så dekorativ, æ bundgåen vår rettet op hiel styv, de sku’ tares o bødes, så de ku’ vær ree, te æ sild o æ oel ijen vår te stee.

Småbåd loe i æ havn o nogen o æ land, o anner kom tøffind ud o æ vand, den idyl o skjønhed som en altid håer kjeend den er – skamlig nok – fuldstændig væend.

Der kom bedding o værksted ledt atter ledt, de håer mier å mier a »Mamrelund« ædt, Vi må sej te wos sjel: De gammel er forbi, o no er der kommen en hiel nøj ti’.

Den skjønne charme håer vi så farval, tebåeg ståer der et mier en valkjeend skal: æ klitter blyvver fjernet brutal o hårdt, øvver »Mamrelund« skal der tegnes en hiel nøj kort.

Der skal asfalteres, o der skal bygges uer, æ fiskere må ta afsked mæ djer redskabsskuer, De vil et nyt sårn o sej o snak o æ pram. Det minder et møj mier om »Mamrelund« o Abraham.

Men fremskridt o udvikling er jo godt, o vi ved, at det altid vel kost wos not. Vi håber, æ udvikling den må ta te, o de vel vi osse vær taknemmelig ve.

For sårn er æt heldigvis her i vor bøj, der er tremdrøwt i æt – endda temmelig møj0 strit imuer det nøtter da et, det håer vi heller ingen lyst te her o æ Klet.

Nej, æ gammel ti’ kommer aldrig ijen, den er forbi – den er hiel svonnen hen. Vi ønsker, at »Mamrelund« ijen fanger ind en nøj idyl, den kan glee vor sind.

Erna Timmer

Kolleger på slap line

Ywl o æ Kle’t 1973

Når du læser dette, er det sikkert mørk vinter med en duft af kanel – men når du dykker ned i dette års historie, vil du med garanti føle dig hensat til sommerrevy og solskin.

Journalist Vagn Bro har interviewet de festlige fyre Magdahl-Christensen fra Hvide Sande og Folmer Drewsen fra Bjerregaard om den gang, de i 30’erne var med til at bygge slusen i Hvide Sande.

De to gutter leverer her en række typiske Hvide Sande-historier fuldt med overdrivelser, sjove øgenavne og drilleri. Her møder du »æ stor’ svensker« og »æ italiener«. Magdahl-Christensen og Folmer Drewsen fortæller om havmåger, der blev drukket fulde, om den gamle Ford, hvis gear ikke var gode, så de var nødt til at bakke op ad klitterne, når de skulle hjem til Nebel, og om lederens træsko, der blev sømmet fast til gulvet.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1973

FRELSEN ER KOMMET TIL JORD

af pastor A. C. Huus

DET HÆNDTE, DA SLUSEN

BLEV BYGGET

af Vagn Bro

FRA Æ STRÅND

af Erna Timmer

KYSTFISKERI

af Mogens Jensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT

af borgmester Kr. Enevoldsen

HVIDE SANDE I ÅRET DER GIK

af Røikjær Frich

De to gutter har haft det sjovt, men det var også hårdt arbejde, der jævnligt krævede, at en søndag også måtte i brug. De knoklede og kunne så tilfredse se på, da den første kutter, Frigga, sejlede gennem sejlrenden.

Det hændte, da slusen blev bygget

Af Vagn Bro

JA , og så var der dengang, da Krølle Theodor og Pilstrand havde drukket alle pengene op i Ringkjøbing, så de var nødt til at gå hjem til Hvide Sande. De havde ikke penge til at køre. Og det gik vist også meget godt, indtil de kom til Klegod. Her blev de så rygende uenige, at de ikke ville følges ad mere. Så Krølle Theodor gik tilbage til Ringkjøbing, mens Pilstrand fortsatte til Hvide Sande.

Hændelsen ligger over 40 år tilbage i tiden – fra dengang, Hvide Sande-slusen blev bygget. Og vi kan takke veteranerne MagdahlChristensen i Hvide Sande og Folmer Drewsen i Bjerregaard for, at den er gravet frem af glemselen. De indvilgede i at sætte sig sammen en eftermiddag for at fortælle en grønskolling om, hvordan det gik for sig, dette kæmpearbejde. Et helt ualmindeligt stort projekt i Vestjylland dengang og derfor et yndet udflugtsmål. Således som også projektets ægtfødte datter, fiskerbyen Hvide Sande er det i dag.

– Jeg er bare med for at kontrollere, at det ikke er løgn, alt det han fortæller, siger Magdahl-Christensen beskedent. Men det er nu ham, der fortæller episoden om Krølle Theodor og Pilstrand. – De var ellers meget gode venner og holdt sammen, siger han.

Samarbejdet

Til gengæld fortæller så Folmer Drewsen, hvordan han og Magdahl kom til at arbejde mere sammen end de fleste på. sluseprojektet. Hans tilværelse i det vestjyske har ikke sat sig synderligt spor i hans sprog: Jeg har en københavner til mor – og så er jeg lidt mere forfi-

net end den unge mand der. Magdahl smiler lunt – han fylder snart 80 år og kan udmærket være med i vognen mod Folmer Drewsens 65 år.

Drewsen: Jeg var nyudlært tømrer og kom i 1929 til Hvide Sande for at få arbejde som tømrer. Det kan du godt få, sagde formanden. Vi kaldte ham »Æ stor’ svensker«. Men det vil vare lidt. Du kan arbejde som arbejdsmand så længe. Og så kom jeg ned under sejlslusen med en skovl. Det var vældigt – jeg var vant til at tjene 1 kr. om ugen som lærling. Nu tjente jeg pludselig omkring 80 kr.

Magdahl: Ah – ugelønnen var nu ikke over 48 kr. …

Drewsen: Var den ikke – næh, det kan såmænd godt være. Men det var mange penge for mig, kan jeg huske. Nå – der gik en måned, så sagde jeg til den store svensker: Du lovede mig tømrerarbejde – nu rejser jeg, for jeg har jo ikke fået tømrerarbejde. Stop lidt, sagde han – og så kom jeg til at sætte rambukshoveder på.

Den høje ford

Og en dag kom en af mine gode venner – det var Magdahl-Christensen der. Han kom i en gammel, høj Ford, som han måtte stå op i for at køre. Så han var højt oppe.

Magdahl: Ja, og så skulle man endda holde sig for øjnene for ikke at blive svimmel.

Imellem alle de lune bemærkninger lykkes det de to gavtyve at give et lille indtryk af deres roller i sluseprojektet. Magdahls opdukken på den høje Ford blev nemlig starten på en lang række akkord-arbejder, som de to i fæl-

lesskab havde på sluse-projektet. Og dermed indtog de lidt af en særstilling blandt de andre arbejdsfolk.

Drewsen: Man kan sige, at ingeniør Mortensen forså sig på os på en god måde. Og så lavede vi os vist nogen gode akkorder, gjorde vi ikke?

Magdahl: Jo, det tror jeg nok. Og det betød jo, at der ingen formand kom rendende for at kigge efter os.

Drewsen: Men vi måtte også slide for det. Vi tjente gode penge. Men vi tjente dem. Og her passer det vist med de 80 kr. om ugen.

– Var der nogen fritid?

Drewsen: Ja, ja da – men det kunne skam nemt stille sig sådan, at vi måtte tage en kraftig tørn om søndagen også. I reglen kørte Magdahl og jeg dog hjem til Nebel i hans gamle Ford. Og nu skal du så tænke dig – der var jo ingen vej dengang, så vi lå og kørte ud og ind mellem klitterne. Eller over dem, som det nu kunne passe.

Forden og klitterne

Se, Magdahls bil blev drevet frem ved hjælp af bremsebånd. Og båndet til fremad-gearene var blevet så slidt, at bilen ikke kunne klatre opad. Båndet til bakgearet derimod var godt nok. Og så bakkede vi op ad de højeste klitter. Somme tider i mørke. Det var ikke uden spænding, når det gik baglæns ned i bælgravende mørke.

Magdahl: Alle materialerne til slusen blev jo sejlet over Ringkjøbing fjord på en lægter. Skipperen var Chr. Flade – han begyndte altid at skrige op ude midt på fjorden, at vi skulle stå klar med trosserne. Det var nemlig ikke altid, den gamle skude ville bakke, og det var jo ikke sådan at holde sådan en klods.

Drewsen: Vi arbejdede på sydmolen dengang, da slusen var færdig. Sandpumperen begyndte at arbejde om morgenen for at lave en lille rende. Den var ikke større, end vi nemt kunne gå over til nordmolen for at hente nogen ting, vi skulle bruge. Et par timer ef-

Fra venstre: Folmer Drewsen og Magdahl-Christensen.

ter gik »Frigga« som den første kutter igennem sejlrenden. Det var den gamle auktionsmester Andreas Jensens skib. Det opstuvede vand i fjorden var sluppet ud gennem den smalle åbning. Og det var nok til at lave sejlrenden.

Pas på fjorden!

Men inden det kom så langt, havde vandet jo været i sluserne i utide. Fiskerne sagde til ingeniørerne: Havet skal I ikke være bange for, men pas på fjorden. Der var rammet en vældig stor spunsvæg ned i fjordbunden for at holde vandet væk. Og en aften, mens vi dansede på hotellet, så brød vandet ind, da en stiv østlig kuling pludselig sprang om i nordøst. Jeg husker, at ingeniør Frosch-Jensen – Styrup og Prosch-Jensen havde hovedentreprisen – kom derud en halv time efter. Hans hat fløj ud over hullet og ham, der stod ved siden af, greb efter den. – Blæse være med den hat – her er gået meget mere tabt end denne hat i nat, sagde Frosch-Jensen.

Magdahl: Nu kan vi vist godt begynde at fortælle historier.

Drewsen: Vi har da talt sandt hele tiden. Nå – men vi levede noget af en nomadetilværelse. På et tidspunkt var Magdahl imidlertid så velhavende, at han købte en barak med kogested. Jeg havde en barak uden kogested – og så købte jeg maden hos ham.

Vi køksede

Magdahl: Skal vi ikke sige, at vi køksede sammen. For det gjorde vi. Du lavede da i hvert fald engang sovs til 27 personer.

Drewsen: Ja, jeg fik for meget mel i. Og så hændte det jo også, at vi blev i Hvide Sande en søndag og fordrev tiden med en enkelt bajer og nød den dejlige natur, som jo er herude. Og så var der engang, Magdahl fandt ud af, at vi skulle have fat i et franskbrød – og vi fik det også. Vi tog en flaske sprit med ned til vandet, dyppede brødstumper i spritten og smed dem ud til mågerne. Vi drak dem simpelthen fulde.

Magdahl: Det skal nu nok være dig, der fandt på det. Men det er rigtig nok. Havmågerne blev så fulde, at de fløj imod hinanden.

Drewsen: Næh – det var Magdahl, der fandt på det. Til stor morskab for hans pensionær.

Magdahl: Der var nu også anden morskab. Der kom undertiden en derud. Vi kaldte ham »æ italiener«. Han gik og spillede for os – men han var nu ikke mere italiener, end vi var. Der blev jo fyldt på ham, hvor han kom frem, for der var altid liv og glade dage, for spille kunne han. Det kunne han også, selv om han ikke var i stand til at stå op. Men så bandt de ham til en telefonpæl og lagde hans kasket ved siden af. Og så spillede han. Der gik jo egentlig mange rundt dengang.

Ølmanden

Drewsen: Ja, kom en mand derud med en fagforeningsbog, så stod hele sjakket stille og gav ham en skilling. Entreprenøren sagde ikke noget til det. Og så var det almindeligt, at folk sagde til manden, at han kunne gå op og få sig en øl på deres regning hos ølmanden. Og når vi så kom op til ølmanden, kunne han sidde og være halvfuld. Vi havde alle en konto – og det var ikke noget med papir. Det var en tavle med en kridtstreg for hver øl.

Ølmanden havde en stor riskurv, som han gik rundt til sjakkene med og solgte øl ved spisetiderne. Somme tider skete det så, at et lille sjak holdt op med at arbejde og drak alle øllene i stedet. Ølmanden fik sin part – så rigeligt, at han fortsatte sin tur rundt til de andre arbejdsfolk med de tomme flasker. Det blev de selvfølgelig sure over, for han var forpligtet af hovedentreprenøren til at sørge for, at de fik øl ud.

Magdahl: Så var der også en formand, som var meget dårligt lidt. Engang var han blevet fuld, og så sendte en ham med den forkerte bil, så han kom sydpå i stedet for til Ringkjøbing. En anden gang blev hans madkasse fyldt med mus. Hvordan det gik, da han kom hjem, ved jeg ikke. Der var også engang, hans ene træsko blev sømmet fast til gulvet. Han måtte holde op – det nyttede ikke, hvis formændene ikke kunne med de andre.

Og sådan kan Magdahl og Drewsen blive ved – så der er stof nok til adskillige eftermiddage i alle sluseprojektets oplevelser. Som de samstemmende siger: Vi har mange gange haft det sjovt!

Ywl o æ Kle’t 1972

En fremragende og dygtig håndværker

Årets artikel er skrevet af en særlig mand, Røikjær Frich. Han leverede gennem årene mange artikler til Ywl o æ Kle’t, hvor man kan læse, hvor stolt han var af sin by. Men han var mere end det. Han var politiker, ja, men han var også tømrermester, og hans tidligere lærling, Chr. Fjord Tarbensen, fortæller, at han var en ganske særlig håndværker:

– H an var teknisk og fagligt meget dygtig – og så havde han meget gode pædagogiske evner også, husker den tidligere lærling.

Han beskriver også sin tidligere læremester som hyggelig og som en rigtig fin fyr.

INDHOLDSFORTEGNELSE

JULEN 1972

af pastor A. C. Huus

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD

OG TEGNEBRÆT af borgmester

Kr. Enevoldsen

HVIDE SANDE

FØR, NU OG

FREMOVER af Røikjær Frich

I MIN BARNDOM

VAR DER IKKE

RÅD TIL JULE-

GAVER

af Jens Sørensen

Christensen

FRÆ MI

BÅENDOMSDAW

af Erna Timmer

1972

– M ine bedste år i faget havde jeg i tiden hos Røikjær Frich. Han havde en talemåde, han altid sagde, når folk havde lavet en fejl: »Man gør det bedste man kan, og der må være sket noget, siden der sker en fejl – vi må videre«, fortæller han, der siden blev selvstændig i 45 år.

Røikjær Frich begyndte som tømrermester, der blandt andet kom ud og målte hvert køkken op efter det enkelte hus, som så fik skræddersyede skabe.

– Men han så hurtigt behovet for at standardisere køkkener og garderobeskabe og var den første herude, der fik sat den type produktion i system. Han var en af foregangsmændene på elementkøkkener, og havde sin egen finérfabrik, hvor vi fremstillede låger til køkkenerne. Men på et tidspunkt løb HTH fra ham. De fik pladerne leveret fra Tyskland, og så er det ikke nemt at gøre en forretning ud af det, fortæller Chr. Fjord Tarbensen.

Sidst i 1950’erne kom Røikjær Frich ind i politik. Han kom i sognerådet, menighedsrådet og skolekommissionen, som det hed. Og her havde han sine meninger:

– H an ville have alt ført til protokols, så folk vidste, hvorfor han stemte, som han gjorde. Han ville have, at man skulle vide, hvor man havde ham, fortæller Chr. Fjord Tarbensen.

Det er i øvrigt sjovt at læse artiklen fra 1972, der indeholder flere elementer man kan dykke lidt ned i:

Da denne skribent var barn, kaldte vi pladsen ved den nye coasterkaj for »æ støbeplads«. I 1972 hed det »Sibirien« – hvad mon pladsen kaldes om 30 år?

Og så slutter han artiklen med højt at sige, hvor vigtigt det er at sikre havnens fortsat stabile besejlingsforhold. Det ønske blev sikret i 2013.

Hvide Sande før, nu og fremover

Af Røikjær Erich

DET var om morgenen den 31. august i 1931, at det sidste spadestik blev taget mellem de nyanlagte moler, der skulle beskytte indsejlingen til Hvide Sande. Efter at arbejderne ved det efter danske forhold ret store vandbygningsprojekt ved sluseanlægene allerede da var afsluttet.

Det var en stor og betydningsfuld begivenhed, da vandene fra de vestjydske fjorde mødtes med Vesterhavets vand her, og alt var under kontrol gennem det prægtige sluseanlæg.

Der var en kraftig udstrøm, da de sidste skovlfulde blev taget, og det varede heller ikke længe, før der var så bred en åbning og så dyb en rende, at de første både kunne sejle ud. Her var dengang kun tale om småbåde på højst 1015 tons, der indtil da havde fisket i fjorden og udfra Nymindegab, og antallet på den hjemmehørende flåde kan næppe have været over 20-25 både. Der var på dette tidspunkt ingen egentlig havn kun forhavnen ved kammerslusen, var anlagt og kunne tjene som sådan.

Ovre i det nordvestlige hjørne af det brede bassin, mellem betonsikringen og det nye sluseanlæg, stod en pælebro, der havde været anvendt til at losse cement ved til molerne. Og inde på land, ved den store støbeplads, hvor de mange betonblokke blev støbt, stod endnu det store cementskur. Stedet kaldte man Sibirien, idet her var meget øde, og ingen vej førte herud, kun et tipvognsspor, så enhver forbindelse til landevejen måtte foretages til fods, – langs stranden, eller langs med det omtalte spor.

Her i dette ørkenområde, ved den gamle cementbro, lagde de fleste både fra Nørre Lyngvig havn til, i de første år, medens bådene sydfra lagde til i sluseforhavnen, indtil »Langeli-

niekajen« kom. Der var endog en del der byggede deres redskabsskure derovre, og når dagens fangst af torsk, rødspætter eller tunger var landet ved slusehavnen, hvor fiskehandlerne holdt til, sejlede man herover igen for at klare garnene.

Netop på dette sted, er det, man nu efter ca. 40 års forløb anlægger den nye fiskerihavn til 250-300 kuttere, hvoraf første afsnit, lossekajen til industrifisk, allerede er udført.

I de første år var det Ringkøbing – Fiskeexportørerne, L. C. Sørensen, I. C. C. Dyekjær og P. Jensen Poulsen, der dominerede billedet, senere kom der flere til. Hver havde de deres opkøber. – Og sædvanligvis leverede man fangsten til den af opkøberne, der gav det bedste bud. Det var salg under hånden, som man siger.

Der var på dette tidspunkt ingen fiskeauktion, det var først nogle år senere, at Andreas Jensen fik autorisation som auktionsmester, og startede fiskeauktionen i en lille træbarak yderst på den nordre kaj ved Kammerslusen. Der var til at begynde med kontor i den ene ende af bygningen og salgshal i den anden. Og når det var stormvejr, og vandet stod op på kajen, måtte kontoristen have lange søstøvler på i kontoret. Det blev der dog rådet bod på, idet kontoret senere flyttedes op til vejdæmningen, og placeredes her i en sådan højde, at vandet ikke generede, heller ikke i stormvejr.

I 1948 byggedes en ny stor auktionshal, den er senere udvidet til det dobbelte, og er nu igen så håbløs for lille, at der må bygges en helt ny og meget større hal.

Så godt som alt konsumfisk, der ilandbringes her, sælges nu over auktionen, og årsom-

sætningen har vel allerede nu passeret et halvthundrede millioner kroner.

Allerede det første år indfriedes vel nok de flestes forventninger til besejlingsforholdene, og unge, dygtige fiskere bestilte nye og større skibe på forskellige udenbys værfter. Man kappedes dengang om at have de største og hurtigste skibe, de bedste grejer, og om at opnå det bedste økonomiske resultat. Og flere kom med, og hele udviklingen her har haft et helt eventyrligt forløb.

I dag består kutterflåden af vel op imod et par hundrede særdeles gode og veludrustede skibe, med alt tænkeligt teknisk udstyr og med målbevidste fiskere bag ratknag og instrumenter. Og kutternes størrelse og udstyr overgår kort sagt, hver gang en nybygning lægges til flåden. De fleste fra de 2 lokale skibsbyggerier, hvor man i høj grad har formået at skabe skibstyper i takt med udviklingen.

Endelig er da også teknikerne og de bevilgende myndigheder nu blevet klar over, at Hvide Sande er en faktor på Vestkysten, der må regnes med, og at de til tider usikre besejlingsforhold må stabiliseres, så godt det lader sig gøre, og om nødvendigt ved nye moleanlæg.

Og havneforholdene må udbygges i takt med udviklingen – og det forsømte må indhentes indenfor rimelig tid.

Og Hvide Sande, vor by, har haft og har stadig de vilkår fiskerierhvervet byder på. I de første år var der kun træbarakker og blikskure, tilfældigt anbragt ved sandede veje. – En af de første bygninger der opførtes, var Sømandshjemmet, det var dengang et træhus, men det så godt ud, og tjente til at begynde med mange formål, dog først og fremmest dets egentlige. Dernæst var det posthus, håndkøbsudsalg fra apoteket, afdeling af Ringkøbing Bank og vist endnu meget mere.

Idag er Sømandshjemmet og Missionshotellet en af de største grundmurede bygninger i byen, med en omfattende restaurationsvirksomhed og med mange velmonterede værelser.

Og i Ringkøbing Bank’s Hvide Sande afdeling på den modsatte side af gaden har man netop i år foretaget store udvidelser og ombygninger så banken nu fremtræder som en skøn og moderne bygning i bybilledet.

Og byens øvrige forretningsdrivende. En stor del af disse har ligeledes startet deres forretning i et træskur eller blikskur, på den bare sandbund. Således var jo vilkårene dengang. I dag er der mange store og pæne forretninger, og med et vareudvalg så man kan blive forsynet på ethvert tænkeligt område.

Og byens gader er blevet asfalteret, og der er anlagt fortove, ja endog gågade med blomsterkasser og bænke.

I 1954 fik Hvide Sande sin egen kirke, Helligåndskirken, opført af gule sten og i stil med øvrige vestjydske landsbykirker. Den danner på en smuk måde midtpunkt i den bydel, der ligger syd for sluserne. Her ligger iøvrigt også den nye præstegård – samt »Klithjemmet«, hvor en del af vore ældre medborgere nyder en god og velfortjent pleje, ikke længere væk fra hverdagen, end at den travle bys pulsslag daglig kan følges.

Her er man også nu i gang med kommunens nye rådhus, hvor den kommunale administrations efterhånden mangeartede tråde så skal samles, og hvorfra vor bys og egns udvikling fremtidigt må følges op.

Og byen vokser nu som aldrig før. – Parcelhusene skyder op om paddehatte på de nyudlagte arealer i byens nordlige udkant. Og her imellem Parallelvej og landevejen vil det nye butiks- og servicecenter komme til at ligge.

På den modsatte side af vejen ud mod fjorden anlægges byens nye sportsplads – for ungdommen må ikke glemmes. – Og den forøgede fritid indenfor de arbejdsgrene, der har tilknytning til erhvervene på landjorden, skulle jo gerne være meningsfyldt. Udfra disse forudsætninger, blev der også allerede i 1966 taget de første skridt til at få opført en idræts- og svømmehal. Man blev dog hurtigt klar over, at begge dele var for stor en opgave samtidig, og man nøjedes med at koncentrere sig om idrætshallen. Denne er nu snart færdigbygget, ved stor fælles indsats og offervilje, således at den økonomiske byrde ved byggeriet har kunnet indskrænkes til det mindst mulige. Nu står jo så tilbage ønsket om svømmehallen, og dette vil utvivlsomt også blive opfyldt indenfor de nærmeste år.

For håndværksfagene, både den del der har den direkte tilknytning til fiskerierhvervet, og

den del der står for byens udbygning på det boligmæssige område, har der været fuld beskæftigelse, kort sagt i hele udviklingsperioden. Og i dag er forholdet det, at mange udenbys håndværkere har måttet træde til for at klare efterspørgslen til trods for, at lokale virksomheder samtidigt har udvidet eller opført helt nye værkstedsbygninger.

På industriens område, vil der fortsat være store muligheder, størst vel nok for fiskeindustrien, der næsten daglig kan få tilført råvaren af mange arter frisk konsumfisk af høj kvali-

tet, og med dansk fødevareindustris høje stade og gode renomme på udenlandske markeder i betragtning, så må der, med bistand af fornøden expertice netop her, være de bedste betingelser for at fremstille mere eller mindre færdige fiskeretter som konserves eller dybfrostvarer, beregnet for hjemmemarkedet og export.

Men først og sidst vil vor bys videreudvikling afhænge af mere stabile besejlingsforhold – DET MÅ GÅ FORUD FOR ALT ANDET –

Eva og Tage Høj havde det hel

Ywl o æ Kle’t 1971

Dametøj, garn, lingeri, en synål eller et viskestykke. Fra 1970 til 1998 kunne du få det meste af det, du manglede, hos Eva og Tage Høj Textil.

– V i havde nogle dejlige år, fortæller Eva Høj i dag om årene i butikken.

I 1970 slog parret for første gang dørene op til butikken, der dengang lå i Nørregade. Det var den gang, Nørregade var fuld af butiksliv. Her var købmand, slagter, gartner, bager, tøj, kiosk og tankstationer og livlig handel.

– Da de i begyndelsen af 70’erne begyndte at holde julemesse i hallen, var hallen ikke helt færdigbygget endnu. Vi måtte stadig gå ind af bagdøren første år. I 1972 var hallen bygget færdig og vi gik sammen med Birthe Sko om at holde modeshow –det gjorde vi sammen i de godt 20 år, der var julemesse, fortæller Eva Høj.

INDHOLDSFORTEGNELSE

JULEN 1971

af pastor A. C. Huus

KØBMANDSLIV PÅ KLITTEN

I »GAMLE DAGE«

af »En gammel kjømman«

SAMTALE MED GL. SOGN KIRKE

af pastor Aage B. Kinch

DEN MØRKE JUL

af Thomas Olesen Løkken

HOLMSLAND KLIT

af Niels Holbak

WAL BERÆJ

af Steffen Steffensen

FRA KOMMUNENS SKRIVEBORD OG TEGNEBRÆT

af borgmester

Kr. Enevoldsen

1971

Efter nogle år begyndte flere andre butikker også at holde modeshows, men Eva og Tage Høj Textil og Birthe Sko holdt fast i deres samarbejde, husker Eva Høj. I 1978 flyttede parret med hen i det nybyggede butikscenter, hvor blandt andet Klittens Møbler og Tæpper, Fakta og SPAR Nord ligger nu.

– I butikscentret blev vi gode venner med de andre butiksindehavere. Vi havde et godt sammenhold i centret og havde nogle gode år med juletog, fastelavn og fødselsdagsfester, husker hun.

Men som årene gik, blev det vanskeligere at drive butik i butikscenteret:

– Det var en udfordring. Byen voksede, supermarkederne kom til og begyndte også at have nogle af »vores« varer. Vi var blevet ældre og prøvede at sælge butikken, men der var ingen, der ville købe den, så i 1998 holdt vi ophørsudsalg og lukkede.

Den gang var de 60 og 64 år og så frem til mere rolige år:

– V i gik på efterløn og fik vores hus i Nørregade sat i stand. I mange år havde vi haft meget lange arbejdsuger, så det var dejligt at kunne holde fri og rejse, som vi gerne ville, fortæller Eva Høj, der i dag er 81 år, mens Tage har rundet de 85.

Købmandsliv på Klitten i »gamle dage«

Af en gammel kjømman

EN høstdag i august 1926 gik en ung mand på torvet i Ringkøbing og spejdede efter en gul Ford-lastvogn Ø. 1514 – han havde fået plads som kommis ved en købmand i Aargab og skulle efter aftale i et brev træffe ham her på torvet i bemeldte bil, han gik en timestid frem og tilbage og kiggede efter hver lastbil som kom – der kom da forøvrigt ikke ret mange af den slags dengang – men endelig dukkede der en gul vogn op fra Vester -Strandgade, og den havde også det rigtige nummer, men den holdt ikke – fortsatte bare op forbi Hotel Ringkjøbing, slog et sving og for ind gennem en port. Jeg stillede mig op i nærheden af porten, og kort tid efter kom bilen igen ud af porten, ned på torvet, hvor den stoppede op-, jeg gik derhen for at hilse på min fremtidige arbejdsgiver og blev hilst med et godt håndtryk og: »Goddav og walkommen herte, ser du, a har lige nogen fler ærinder a ska ha besørget, men bliv do her o æ torv, så kommer a om en halv times tid og er klar til at køre hjemad.«

Disse sætninger blev fyret af i næsten et åndedrag, hurtigere end man kan læse det, og så sprang han ind til rattet og knøg afsted op ad Nygade.

Jeg tænkte ved mig selv, hvis han er lige så rask til hans arbejde som til at snakke, så skulle jeg nok få min sag for.

Det var mit første møde med Frands Jensen, eller Frands fra æ Klet, sådan blev han kaldt overalt i Ringkøbing – timeplanen passede omtrent, for da der var gået 3 kvarter, dukkede den gule vogn op igen, og jeg fik min kuffert slængt op bag i vognen og kom ind i førerhuset, den var åben til begge sider, bare med et

par halvdøre forneden. I førerhuset sad der en mand i forvejen, en høj stout mand med et mørkt overskæg. »Ja, vi ka savt vær der alle tre – ind med dig, – sagde Frands – mit indtryk af den første klitbo, som jeg havde mødt, var godt. Det var Søren Lodberg fra Klegod, han og Frands talte sammen, hele vejen, og jeg lyttede – og hvis man kan tale om »kærlighed ved første blik« i den forbindelse, så kom jeg allerede da til at holde af klittens folk, som Søren Lodberg var så værdig en repræsentant for.

Vi kørte ud af Holmsland-vejen, der var mange sving på den dengang, og jeg husker endnu, hvordan der i træer ved vejen hang strå fra de indkørende kornlæs – det gjorde forresten ikke så meget med de mange sving på vejen, da fordbilens maksimale fart ikke oversteg 30-40 km i timen.

Da vi kom til Søndervig, blev jeg meget betaget af klitrækken, som strakte sig så langt man kunne se (jeg havde aldrig været ved vestkysten før).

Klitvejen var af ringere beskaffenhed end Holmsland-vejen, det havde sin årsag, som jeg senere blev klar over. Holmsland var »hovedsognet« i kommunen, og klitten var »bisognet«, som ikke kunne forlange ret meget til vejvedligeholdelse.

Klitvejen var en grusvej, belagt med løst ral fra æ hav, den kunne man absolut ikke færdes »lydløst« på, det skraslede godt under hjulene. Men den var heller ikke meget befærdet dengang, der groede græs midt på vejen, kun hjulsporene var fri. Jævn var den heller ikke, vognen duvede som et skib.

Af og til blev der gjort holdt, og Frands for ud og rykkede en sæk klid eller grutning af

Forretningen i Årgab var 10 alen lang og 5 alen bred. De to børn på billedet er fisker Marius Jensen, som omkom ved redningsbådsulykken i 1951 og fiskeskipper Kedron Poulsen.

ved en vej, eller det var et par nyopbundede træsko, der blev smidt af i farten ved et hus. Vi kom til Aargab ca. 1½ time efter, at vi havde forladt Ringkøbing, og jeg blev budt hjertelig velkommen af min nye madmor Dagny. Frands og vi kom ind og fik noget at spise, og jeg fik mit værelse anvist og fik skiftet til arbejdstøjet og gik ned i butikken, hvor Dagny og pigen i huset, Esther Madsen fra Nørre Lyngvig, var i fuld gang med at veje af til en varetur, og jeg prøvede så, trods de nye og ukendte forhold, at gøre mig nyttig efter bedste evne.

Der var nærmest overflod af kommiser dengang. Pladsen her var det første reelle tilbud jeg havde fået efter at have skrevet ca. 70 ansøgninger i løbet af 3-4 måneder, og lønnen var ikke stor – den vil de unge af i dag nok smile af – den var såmænd på 35 kr. pr. måned + kost og logi, og arbejdstiden var for det meste fra vi stod op til vi gik i seng, sjældent under 14-16 timer i døgnet.

Forretningen i Aargab var, hvad man kaldte en blandet landhandel, og når man betænker, at forretningen her var den eneste på hele sydklitten – der var kun tre købmandsforretnin-

ger på hele klitten, bortset fra Søndervig – så kan man forstå, at det gav en ret udstrakt kundekreds. Den faste kundekreds til forretningen i Aargab strakte sig fra Anders Simonsen i nord til Jens Dahls i syd, og da afstandene var så store, måtte disse kunder betjenes ved ugentlige vareture. Vi havde 3 faste vareture. Om mandagen var det Aargab-Haurvig –(tirsdag var svinedag, da hentede vi fedesvin og smågrise ved landmændene og leverede dem i Ringkøbing), om onsdagen havde vi en tur til Bjerregaard, og torsdag til Sdr. Lyngvig. En sådan varetur var en meget blandet affære. Ordrene indkom som regel dagen før ved, at husmoderen sendte sedlen med posten, og hvis posten ikke havde ærinde så blev bestillingssedlen bundet til den nærmeste postkasse, og den kørende post fra Bjerregaard tog velvilligt alle disse bestillinger med hen te æ kjømmen. Alle de bestilte købmandsvarer blev ekspederet (mange gange om aftenen, fordi vi havde travlt med anden kørsel om dagen), og pakkerne blev behørigt mærket, dog kun med forbogstaver – f.eks. Chr. Christensen Hans en blev til C C H – det var nok, for vi kendte vore folk. Derefter blev de pakket på bilen i nogle

specielt lavede, store trækasser og pakket i den rigtige rækkefølge, og så blev sækkene med mel, korn og foderstoffer stablet ep på vognen, behørigt mærkede og også i rækkefølge. –»Fast inventar« på bilen var: 1 a 2 petroleumstønder a 200 liter – ægkasser – og en sirupsdunk med 50 kg sirup i, og så regninger og vekselpenge i tasken og en dynge kontrabøger i styrehuset.

Så startede vareturen fra sted til sted, snart op ad en sandet hulvej, så over en eng og op igennem nogle klitter, tværs igennem æ Rummelmose, vi havde vore spor lagt overalt. Først gik vi ind med varerne og fik sække læsset af, og så skulle der tappes petroleum af, og hver gang blev tønden lagt ned, spunsen løsnet. Der blev brugt megen petroleum både til belysning og til alle de hvæsende primusser, som var i sving i alle hjem og var det alt dominerende til madlavning og mindre bagning. Derefter skulle der hældes sirup i de grå hollandske stenkrukker, som fandtes i alle hjem, de tog nøjagtig 3½ pund sirup, og så var behovet for pålæg dækket i en uge. Så skulle der vejes æg – det skete med en bismervægt –pakkes i de medbragte ægkasser, og når alt dette var ordnet, så ind for at gøre regnskab. Æggene skulle regnes ud og krediteres i kontrabogen, petroleum og sirup skulle behørigt indføres enten på regning eller i bog, penge blev modtaget og krediteret. Det kunde især i vinterhalvåret godt være lidt træls at stå derude i al slags vejr og tappe petroleum af, fra 10 til 30 liter pr. sted, og hvis vedkommende så havde en stor dunk af ureglementeret størrelse, så måtte vi først tappe i en medbragt 5 liters dunk, som derefter tømtes over i den store, ved 25 liter 5 gange, ligeledes at hælde sirup af i 10 graders frost – det kunne godt vilde lidt besvær – men det gik altsammen. Det kan i dag godt lyde lidt primitivt og en besværlig måde at drive forretning på, men sådan var kårene jo nu engang og det havde sin charme, og klitboerne var så gode og gæstfri, også mod en chauffør på en købmandsbil. Kom man ind i køkkenet og var måske både våd og forfrossen, så lød det fra konen: »Ah, sæt dæ lig hen til æ buer, så varmer a æ kand,« og når man så havde varmet sig på en kop kaffe, så steg velværet, og man kunne med frisk mod

fortsætte til næste hjem og begynde forfra igen.

Angående kaffedrikning, så har jeg et sørgmuntert minde fra min allerførste varetur til Haurvig – jeg var jo ny mand, og folk vidste slet ikke, hvor gode de ville være imod mig, så jeg blev budt på kaffe hvert sted med hvedebrød og lagkage (jeg kan næsten ikke spise den slags den dag i dag, så meget fik jeg). Jeg skulle have kaffe hvor jeg kom frem, og som ny mand så tænkte jeg ved mig selv, det går vist ikke at sige nejtak, for sæt de bliver fornærmet på dig. – Jeg drak da pligtskyldigt kaffe det ene sted efter det andet, og da jeg kørte fra det sidste sted i Haurvig om aftenen, det var ved Jens Dige’s, der sluttede Haurvigturen, da talte jeg op og kom til det resultat, at jeg havde drukket 38 kopper kaffe den eftermiddag og aften – kaffe af højst forskellig kvalitet. Jeg gjorde det aldrig mere, for så hønesyg som jeg da blev af den omgang. Min mave var fuldstændig ødelagt, jeg kastede op om natten og måtte løbe på et udendørs WC, ret hyppigt.

Da jeg blev mere »huskendt«, sagde jeg kun ja tak til kaffe, når jeg syntes at jeg trængte til det, og så i de hjem, hvor jeg lærte at det kunne gå an at bede om en rugbrødsmelmad med speget fårekød på.

Julehandelen begyndte før dengang, julevarerne fik vi hjem sidst i november, 100 sække flormel a 50 kg, og meget andet, det kom i banevogn til Ringkøbing, og vi kørte det selv hjem. Alt i kolonial blev båret op på loftet, som var den eneste lagerplads til mel og kolonialvarer. Lidt hen i december kom juleappelsinerne – det var ikke de »handy« kasser, som vi har i dag, det var nogle store kasser med tre rum i og indeholdt ca. 1000 stk. Hvor var de kasser tunge og uhåndterlige, når vi bar dem på ryggen op på loftet. Jeg husker vareturene først i december måned, de var store, sommetider måtte en varetur deles i to afdelinger, fordi varerne ikke kunne være på vognen af een gang. Hvert hjem fik da mindst 50 kg flormel mange steder blev der endnu bagt til jul »i æ stuer ovn«. Det ville fryde enhver købmand i dag at komme ud med sådan et læs varer, vi frydede os også, når vi kunne køre afsted med et så stort læs, og husk så, I unge handelsfolk af i dag, at det kostede betydeligt mere arbejde

dengang, fordi da var der jo ikke noget, der hed afvejede varer, alt måtte vi selv fylde i poser og veje af, sukker, mel, sigtemel, svesker og rosiner, ja hele sortimentet måtte vejes af. Det eneste, som jeg husker var fremme dengang i afvejet stand, var margarine, som kunne fås i ½ kg pakker og 2½ kg bøtter og i anledning af jul i 5 kg’s blikdåser, som kunne bruges til kagedåser. Når sådan en julevaretur var overstået og man havde tappet petroleum af – hældt både mørk og lys sirup op i krukker og kander og alt var afleveret, og man raslede hjemad, så kunne man være træt, men sad alligevel og småsang og nynnede, fordi man syntes, at nu kunne man køre hjemad med en god samvittighed efter veludført gerning.

Bag i vognen raslede de tomme tønder, dunke og flasker hver gang vognen tog overhaling i et dybt vandhul på vejen, og dem var der mange af, men foruden al den tomme emballage så var der også – især op under jul – 10-20 fåreskind fra en varetur. Disse fåreskind købte vi også – det var fra alle de »gjælvæjere«, der blev slagtet til jul – mange gange måtte vi, når vi kom hjem, tænde en flagermuslygte og så ud for at salte disse skind, så de kunne holde sig friske, til skindmanden fra Skjern kom for at opkøbe dem.

Og så havde vi altid en mængde ærinder at udrette for folk, når vi kom til Ringkøbing –een skulle have et par støvler forsålet eller et par træsko opbundet, eller en primus loddet –

»kan du købe en genser, der passer til Kresten,« sagde en kone – »kan du ikke købe tøj til ny kjole til Marie,« sagde en. mand, eller »kan du ikke tage en skinke med ind til æ røgmand og et par sække uld til uldspinderiet«. Jo, der var i snesevis af forskellige ærinder, som vi skulle forrette. Der var jo ikke andre forbindelser til Ringkøbing end købmandsbilerne og så Hvistendahl (det var før rutebilernes tid) – og vi gjorde det gerne, det hørte med til at være købmand i de dage – og det må tilføjes, at de handlende i Ringkøbing var flinke, vi fik procenter – kommission næsten alle steder i byen – de handlende kendte os og vidste, at vi var et slags forbindelsesled mellem dem og klitboerne -.

At være købmand på klitten »i gamle dage« var arbejdsmæssigt meget forskelligt fra købmandskab i dag – der var mere arbejde – længere arbejdstid, men alligevel tror jeg, at der var større tilfredshed og taknemlighed blandt folk dengang, end der er i dag, hvor alt bliver mere i retning af et »hæsblæsende jag«. Jeg er glad for, at jeg fik lov til at opleve klitten og klitboerne som de var dengang, ægte hjertemennesker, dem er der da, glædeligvis, mange af endnu, de er trofaste i venskab og er gode venner at have. Jeg vil ønske, at dette æ g t e, som fra gammel tid har præget klitboerne, også må blive ved at kendetegne klittens folk i fremtiden, trods fremskridt og travlhed.

Glædelig jul!

Holmsland Klit

Holmslands Klit, det barske land imellem hav og fjord. En halv mils vej fra strand til strand, en strimmel sandet jord.

Herovre suser blæsten tit og det til tider slemt. De lave gårde bag en klit sig ind i læ har gemt.

Århundred færdsel baned vej på gammel drivervis, og fårestier slynger sig i lyng og blåbærris.

Se, grøftekantens skønne flor –vel imod al fornuft –har bredt sig ind på dyrket jord med liflig blomsterduft.

Og lyt engang til forårstræk: Deroppe højt og frit ta'er fuglene det lange stræk på langs ad Holmslands Klit.

En klitbo passer dagens dont i mark, på hav og fjord. Han røgter sindigt året rundt sin stump af Danmarks jord.

Det salte vand, den friske vind i sand og strand har slidt; og djærve folk med karske sind bor her på Holmslands Klit.

Niels Holbak

Gæster fra det store udland

Ywl o æ Kle’t 1970

I begyndelsen af 1990’erne kom bosniske flygtninge til Hvide Sande. I 2014 lagde Hvide Sande trygge rammer til syriske flygtninge. Begge gange har man i byen taget godt imod de forfulgte gæster, og de lokale har været gæstfrie og venlige.

Sådan var det ikke umiddelbart i 1902, da »kineserskibet« Wanda med blandt andet 15 kinesere gik på grund ud for Husby.

INDHOLDSFORTEGNELSE 1970

JULEN 1970

af pastor A. C. Huus

DA KINESERSKIBET »WANDA«

STRANDEDE VED HUSBY I 1902 af lærer P. Pedersen, Bjerregaard

YWWELGILLD

af Steffen Steffensen

I ANLEDNING AF ET INITIATIV af sognerådsformand Kr. Enevoldsen

Dette års artikel bør man sætte sig godt til rette for at læse. Hav gerne andre omkring dig, når du læser, for man får lyst til at læse højt af den fantastiske fortælling fra dengang, man på Klitten ikke var vant til at se mennesker fra andre dele af verden. Klitboerne dengang havde et helt særligt selvbillede, som gjorde, at de havde ondt af stort set alle andre: eksempelvis de børn og voksne der boede inde i landet og aldrig havde set vand eller spist fisk. De gav ti-ører for at se sydamerikanske indianere og kannibaler på Ulfborg Marked. Men det vildeste var dog kineserne om bord på det russiske skib Wanda.

»Mange sære ting har vi set her på Klitten. Frederik den Syvende … En levende neger kom engang forbi … Men at der virkelig gives sådanne spøgelser som de folk fra Wanda…«

Når man læser historien, er det svært ikke at grine højt. I 2018 er Hvide Sande en smeltedigel af gæster fra hele verden. Som turist-egn er man vant til at se og tage imod alle gæster. Det var de ikke i 1902, hvor de var bange for de fremmede, som skulle indkvarteres på de lokale gårde. De var bange for kinesernes øjne: »Han må jo kunne se ud til begge sider lige som et kreatur«, kineserne fandt bambusstænger uden for, som de snittede til spisepinde: »Huha det var helt bespotteligt«, og i det hele taget var de ikke begejstrede for kinesernes udseende: »De kan jo ikke være skabt i Guds billede, Vorherre er jo ikke kineser, det ved vi da«. Da tiden var gået, og kineserne skulle med toget fra Ringkøbing til Hamborg, var klitboerne dog kommet til at holde af deres gæster. Så da de skulle køre gæsterne til toget, blev de vildt forargede over, hvordan ringkøbingenserne tog imod karavanen: »Når vi ret betænker det, er så er der noget menneskeligt også ved en kineser … det er sandt, at vi skammede os på ringkøbingensernes vegne«.

Så sæt dig godt til rette og læs en spændende historie om dengang, Kina kom til Klitten. Ann. 1970.

Da kineserskibet »Wanda« strandede ved Husby i 1902

Af lærer P. Pedersen, Bjerregård

FØLGENDE beretning er skrevet af den kendte, nu forlængst afdøde lærer P. Pedersen, Bjerregård på Holmsland Klit. Afskriften af beretningen har været bortkommet i mange år, men er nu kommet for en dag, takket være Anders Lodberg og P. Chr. Dahl, der bor hhv. i Hvide Sande og i Bjerregård.

Som man vil se, var det ganske særlige ved »Wanda«, at skibet blandt besætningen havde 15 kinesere, der vakte nogen opmærksomhed på kysten.

Lærer Pedersens kilder var tre af kystens beboere, nemlig strandfogederne Søren Bank, Peder Sand og redningsmand Ole Pedersen, der selv var øjenvidner til begivenheden. Deres skildring ligger til grund for forfatterens autentiske beretning. – Vi bringer det i følgende artikel.

At der kan gives sådanne mennesker som kinesere, nej, det er dog en forunderlig verden, vi lever i! Nok bor vi afsides her ude i klitterne, men havet sørger rigtignok for vor belæring om alle ting fra jordens fjerne egne. Når vi tænker på børn inde fra hedesognene, langt fra vand og færdsel, hvor må vi så ikke være taknemmelige over at være født på havsiden. Sådan et hjemmegjort oplandsmenneske hvad ved det vel om fartøjer og sejlads, aldrig har det set en damper eller hørt et fremmed tungemål. Og sikken en føde de får mod vores herude. Fisk kender de da kun af navn, aldrig har de en vragstump til at ilde ovnen med. Jøsses, de står sandelig langt tilbage i mange måder.

En skal ikke hovmode sig, det lærer vi jo. Men Gud ske tak, at vi alle kan opdrage vore

efterkommere her ved havet anderledes end som hedebofolkene inde midt i bondelandet; en god lærdom til børnene, det er den bedste arv, en kan give dem. Som nu, at vi også skulle få kinesere at se her til os. Det er ingenting værd, som også Bertel Hyge siger, hvad får en for en 10-øre at se på Ulfborg marked af vilde folkeslag. En gang skal have været en indianer med ring i næsen; de lod, han var fra Amazoneflodens munding i Sydamerika, men om han nu også var rigtig menneskeæder, som de råbte ham ud for, det kan måske være knebent nok. Men de folk der kom ind med kineserskibet, de var ægte, det er vidnefast; flettet pisk i nakken og små filttøfler på fødderne, akkurat livagtigt, som vi ser dem tegnet i billedbladene.

Det var ellers en farlig kommers, da de kom ind med redningsbåden, der var også dem iblandt os, som ikke var modige ved sådant et kompagni. Er kineserne ikke de allervildeste, så er de heller ikke af moral som vi andre kristenfolk. Det er om dem, der står skrevet, at de dyrker falske guder og gør sig skinnende gudebilleder, de er jo vankundige hedninge; for os at tykke. Men lad os hellere begynde forfra, som det gik altsammen, for vi kan aldrig glemme kineserskibet, og hvad der har med den stranding at gøre.

Strandfogedens natlige opdagelse

Det er såmænd ikke længere siden end i 1902, den 14. marts. En strandfoged fra Husby kom om natten gående ved to-tiden fra Staby hjemefter, da han blev opmærksom på opsendte signalraketter i vest. Der må jo være strandet

skib, tænkte han og stæbte ad havet til og fik undervejs varskoet en anden Husby-strandfoged. – De fulgtes ad og så en vældig tremastet damper stå omtrent tusind alen fra land. Det var sydøstvind med diset luft, men magsvejr og roligt hav.

Nå-å, han kommer vel af grunden og står udefter tænkte de og ventede en halv times tid på stranden.

Men så begyndte han igen at fyre signalraketter af, så vidste de, at han stod fast og ønskede hjælp.

Bi lidt, vi skal straks være der, sagde de ved sig selv og fik alarmeret føreren af redningsbåden og opsynsmanden på stationen. Et par timer efter var både raketter og redningsbåd fra Vedersø ved stranden, men skibet stod alt for langt ude til at nåes med line, og der var da heller ingen fare ved at vente, til båden i første morgenlysning kunne gå ud. Den lagdes uden besvær på siden af den store jernkasse, men ingen af vore forstod det sprog, som en lysskægget mand oppe fra broen brokkede af sig. Han var nok kaptajnen, og snakken endte med, at han sendte en anden mand, førstestyrmanden, ned i redningsbåden og pegede mod land.

Lad os tage et par mand til med det samme, forklarede redningsfolkene med fagter, sådan som de er vant til at klare sig. Men styrmanden viste et papir og gjorde tegn, at han blot skulle i land for at telefonere, så ville han ud igen. Redningsfolkene grinede så småt mellem hverandre; de tænkte, at vejret vist ikke ville holde sig dagen over, så kaptajnen fik sig nok betænkt til sidst, at han ville på fast bund med hele besætningen. – Nu blev foreløbig styrmanden sat ind og fulgt til telefonen, og det viste sig, at det var rederiet og Switzers bjærgningsselskab, han skulle underrette om strandingen. Han var italiener, og skibet russisk, ligesom kaptajnen. –»Wanda« hed det og var fra Odessa, på rejse fra en ø i Stillehavet med kunstgødning bestemt for Århus. Så meget fik vi at vide fra byen, efter at styrmanden havde telefoneret med konsulen. En ville jo gerne være klog på stillingen, og nok fanger vi en korn tysk og engelsk, men italiensk og russisk, nej, det var da ikke til at forlange af klitboere, selv om vi i

det stykke nok skal ritirere os bedre end almindelige oplandsbønder.

Da vore folk havde bragt styrmanden om bord, pegede de mod skyerne, at der ville komme uroligt vejr, og gebærdede sig sådan, at kaptajnen til sidst forstod, at raketterne slet ikke kunne gå derud ved nattetid, hvis vinden blev pålands med nogen sø. Konsulen havde også fortalt dem, at Switzers damper ikke kunne være ved strandingsstedet inden næste dag, så gav kaptajnen sig. Det må have været drøjt for ham at bestemme sig. Tænke sig, at hele rejsen fra den her sydhavsø er gået godt, og så skal han sætte skibet til, bare den stump vej fra Århus. Vi andre kender det jo fra os selv, lad os sige: at have bakkekrogene fuld af fisk lige til at tage op og så få dem oversejlede og splittede af de engelske trawlere.

Dampen blev sluppet ud og fyret slukket, og ved det lag klokken tolv om middagen begyndte søfolkene at gå i redningsbåden. Mange sære ting har vi set her på klitten, Frederik den Syvende har egenhændigt besøgt os, franskmænd og engelskmænd og portugisere og spaniere og hollændere er strandet her for ikke at snakke om norskere og svenskere og finskere og tyskere. Også en levende neger kom der engang, han var kok. Men at der virkelig gives sådanne spøgelser som de folk fra »Wanda«, og så skal de strande lige netop her, ja, der er styrelse i alle ting, vi oplever meget herude. Da de kom til syne over »Wanda«s lønning, troede jo redningsfolkene, at det var lutter kvindfolk, og somme mente tillige, at »Wanda« ligefrem var et slaveskib, for det vrimlede jo frem af dem stakkels kulørte væsener med hårpisk og i noget usselt tyndt tøj. De så også ulykkelige ud og udtalte ikke en lyd. Kaptajnen kommanderede dem på et ukristent mål, og de lystrede som dyr. Men dog sikke ansigter de havde. Og det har vi tit tænkt ved siden, om nu også sådanne vilde mennesker har følelse i kroppen som vi andre, for af deres ansigter kan en ingenting læse om deres indre, hvad de består af, alle kinesere ser ens ud, for os at tykke, og når de blinker med øjnene, ved en ikke, om de smiler eller er ondskabsfulde; de ligner hinanden lige så bestemt som de sjællandske køer, den gang vi var nogen herude fra, som rejste til udstillingen i

København og så alle de røde køer, derovre og tænkte: Jamen hvordan kender de dem dog fra hverandre, der er jo ingenting at skille dem ved!

En grimme ladning udenvælts folk

Ad tre gange fik redningsbåden alle mand bjærget ind, i alt niogtyve, og af dem var de femten kinesere og resten russere og italienere og grækere. Det var en grimme ladning udenvælts folk at sætte ind på en fredlig kyst, en kunne ikke vide, hvad kunster de fandt på, inden øvrigheden kom. Sikken forskrækkelse, vi fik os, vi som stod på stranden, da de første af dem sprang fra båden: Kvindehår og mandfolkebukser på samme person og så det skæve øjensyn og ikke et muk mælte de, alting var dem jo fremmed, og hvem kan vide, om vilde folk har ord for andet, end som hvad de til dagligt har om sig hjemme hos dem selv, det var ligesom første gang en anden i sin barndom kom til Ulfborg marked, en blev jo helt målløs over alle de nye indretninger som kraftprøver og kørumseller og amerikanske kastegynger, og en turde jo knapt synke sit eget spyt, når en kom en af de her store herrer nær, som de kalder prangere og har lange brune yderkjoler med fløjlskrave og guldkæde tværs mellem vestelommerne og tøjet fuldt af kontante pengesedler.

Aldrig har vi set mennesker fryse, som de her kinesere, de var lige ved at miste kuløren af kuld. De skyndte sig på deres lusketrin aldeles lydløst at gå med os op og blive fordelt på et par gårde eller tre til forplejning, men alle vegne kyste de både børn og gamle folk en skræk i livet bare ved deres tilsynekomst. Den bitte til Bertel Hyges skrålte dagen igennem og lå ikke tør af bare angst for kineserne deres forfærdelige fjæs. Det er egenligt sørgeligt, at nogen mennesker skal gå rundt med sådanne ansigter, men rigtige mennesker er de heller ikke, for de kan jo ikke være skabt i Guds billede, Vorherre er jo ikke kineser, ved vi da. Men efterhånden som vore missionærer får kristnet dem, får de jo ligesom en ny sjæl og vel også, hvad der hedder et forklarelsens åsyn.

Kaffe ville de ikke have, og når en ved, at teen kommer fra Kina, prøver en jo med te; den drak de, og imens løb munden på dem. Mange slags sprog har vi hørt herude, jøsses ja, mange fler end både præst og herredsfoged kan magte, men aldrig sådan noget pludder som kinesisk; de snadrede ligesom ænder. Når en ser kinesisk skrift på en tedåse, kan en da sige sig selv, at den slags krimskrams kan ikke blive til et rigtigt sprog.

Ville ikke spise risengrød på kristelig vis

Der er det grimme øjensyn ved en kineser, en ved aldrig, hvor en har hans øjne henne, han må jo kunne se udad til begge sider ligesom et kreatur. Skulle en omgås dem til daglig, gav en dem vist nok skyklapper på. Og spise gør de da heller ikke som andre skabninger. Tage maden med fingrene alene, det kan en da forstå, når ingen skeværk eller gaffeltøj er ved hånden. Men det var da en hæsselig tegn, da de skulle til at spise risengrød, som sognefogeden mente, de bedst kunne få ned, efter det vi også får ris fra Kina, så forsmåede de skeerne – ja, af sølv var de ikke, men en kineser, der bare er fyrbøder, kunne vel også nok spise med tinske – og gik udenfor gården og fandt et inddrevet sukkerrør, en bambusstang, som de tællede til pinde, en pind i hver hånd. – Huha, det var helt bespotteligt – og køre tiere i munden end med en rummelig ske blev de da også nødt til på en måde.

Godt var det, at øvrigheden kom, for kineserne begyndte at liste rundt i gårdene og beglo alting med deres skeleøjne. De går altid lige så som et spøgelse, uden en hører dem, med tykke filtsåler under noget højsnudet skoværk. Nej, så er der rigtignok anderledes træd i vore egne træskoer og vådstøvler, med dem kan man ikke luske sig uhørt over folk.

Fra sydhavsøerne til århus og endte i Husby klit Øvrigheden holdt forhør, og konsulen underhandlede for ladningsmodtagerne i Århus, for rederiet i Odessa og for assurandørerne, Gud ved hvor henne. Ladningen var kunst-

gødning, de kaldte den fosfat, det er noget i bjergene på Sydhavsøerne. – Christmas Island hed den ø, hvorfra »Wanda« den 8. januar var gået med 4000 tons fosfat, en gruelig hoben. Kaptajnen havde betalt mange tusinde kroner for at gå igennem Suez-kanalen i stedet for uden om Afrika, så værdi må der jo være ved det skidt, han sejlede med. Ja, vi må undre os over, hvad der kan være i sådanne store skibe, og er det ikke storagtigt at fragte sådan noget sager fra en sydhavsø direkte til Arhus. Jo – ja, Danmark kommer med! Han skulle bare ikke gået denne omvej ad Husby Klit, skulle kaptajnen ikke. Det var en fejler. Men vi Husbyfolk må takke Vorherre, for når ingen folk går til, er en stranding megen velsignelse i penges værdi og for lærdoms skyld og hejsen på mange måder, det var ikke så sært.

Hvorfor en egentligt strandede, eftersom vejret var pænt? Ja, hvem ved! En russer er vel lige så klog som et andet menneske. Han forklarede, at han havde styret efter Bovbjerg fyrkreds og loddet til sejsten favne klokken halvti om aftenen, da skibet pludselig stødte to gange hårdt med forenden. Men det er muligen løgn som så meget andet, folk klarer sig med. Han slog naturligvis fuld kraft bak, men fik bare agterenden drejet i nord, og alt det han så manøvrerede og smed ankere og ståltrosser ud, fast stod han, og hugge i grunden gjorde han. Flov kuling, som han havde var der ingen overhængende fare, men for tåge kunne han ikke straks se landet. Siden, da tågen lettede, og han begreb, hvor han stod, sendte han raketter op og hejste nødsignal, tre røde kuglelanterner under hverandre i fokkemasten. Og så blev han observeret, som sagt, og så fremdeles.

Som grund til stranding angav han strømsætning og tåge og lidt fejl ved kompasset –det tager de vel gyldig i Rusland, får vi håbe, for kaptajnen var flink, og synd var det om han skulle komme i fortræd, han havde familie hjemme hed det.

Men om kinesernes familieforhold, om de var gift eller havde forældre, fik vi ingen besked. Men kanske gifter de sig ikke som vi andre, de lever jo i hedenskabets mørke. Mandfolk det var da alle femten, skønt den

her pisk de har og kæler for, som om de var kvindfolk. Der var unge og gamle imellem dem, en var opvarter om bord, de andre passede fyrene, og over dem alle var der en gammel halvskaldet kineser med bare en snottet lille pisk som en slags formand. Han var ansvarlig for dem allesammen og modtog løn og ordre til hver især. Kosten holdt de sig selv med, at sige, så fik de jo kostpenge. Men billig arbejdskraft må de være, siden kristne folk som kaptajnen vil have dem sort væsener at se på til daglig. Nå-ja, rigtige kristne er russerne da egentligt heller ikke, og muligvis har de derfor ikke samme væmmelse for kulørte folk som vi andre.

Satte Ringkøbing by pa den anden ende

A endda, sikken malør, da vi kørte kineserne til Ringkøbing. Alle vegne sprang folk til vinduer og døre, landevejen stod tyk af folk, som ville se en glimt af de sære sølle mennesker. Vi andre, som kørte, syntes en tid, det var sjov nok, men blev til sidst formelig arrige over folk deres nysgerrighed. Herregud, vi kom da ikke kørende med et læs dyr. Når vi ret betænker det, så er der noget menneskeligt også ved en kineser, og vi kunne se, hvordan kineserne holdt sig til os, som de nu var bekendt med og stolede på. De generede sig ved den opsigt, de vakte. Det var ligesom dengang vi var i teater i København, og alle tunte københavnere skulle vende sig om og glo på os gennem kikglas, for vi havde jo sort krave på og vadmelsklæder; det var lige ved, vi var mere seværdige end badutspringerne oppe på teatret. Det var rart nok at være bemærket blandt folk og ikke helt forsvinde i klyngen; men sådan ligefrem berømt som kineserne blev det, nej, tak!

Og jo nærmere vi kom byen, des galere teede folk sig selvfølgelig, og i selve byen var de rent urimelig nærgående, købstadsfolk har jo ikke den blussel i livet som vi andre, endda vi klitbofolk er mindre fjale end som bønderne fra oplandssognene, at siget det er sandt, så skammede vi os næsten på ringkøbingensernes vegne. Som også Bertel Hyge sagde: »Vi ser måske kineserne rent forkert an, det kan

være, de er klogere, end de har ansigt til, det ser vi med kreaturer også, og når de kommer hjem til Kina, blamerer de måske hele Danmark og vores oplysning, og sådan noget kunne træffe at volde vores missionærer derovre modgang i deres forkyndelse, så bokserne slår dem ihjel en gang til«.

Skolebørn skulkede, købmænd, embedsmænd og køkkenpiger steglede ud og måbede

At skolebørn skulkede fra timen for at se optoget, ilav vi kørte gennem gaden, det kan endda undskyldes, men at ellers alt, som kunne krybe og gå, både købmænd og embedsmænd og køkkenpiger lige fra gryden stegler ud og måber – nej, vi fik ligesom et helt andet syn på ringkøbingenserne; der drattede megen vigtighed af dem, idet de forglemte sig selv og deres værdighed for de her strandede vidunderes skyld. Og så dumt som de spurgte. At kineserne har skæve øjne og hårpisk, det ved vi da fra skolen af – og hvad de spiser og drikker, nej, vi havde rigtignok tænkt os købstadsfolk klogere, efter den mine de har. Havde kineserne ikke haft os at ty til, var de vist rent bleven trådt ned i deres logi nede i fjordbeværtningerne. Folk ville både bespise og beskænke dem, og der blev også listet bajersøl i nogle af dem. De købstadsfolk skal jo altid blære sig.

Ingen steder kunne vi komme hen, uden at folk prajede os om strandingen, al ting blev tappet ud af os ligesom slanter af en tønde. Vi skulle bare haft et telt og ladet os fremvise som markedsgøgl for tiører, det havde givet skillinger, for vi andre blev snart til mærkværdigheder lige så godt som kineserne.

Det var en hel lettelse, da kineserne havde fået ordentlige købeklæder og støvler fra marskandiseren og med hårpisken samlet op under sømandskasketten blev fulgt til banegården og sendt ad Hamborg til for konsulens regning, ja, en lettelse både for kineserne og os. Og så se dem række deres magre brune hænder ud af vinduet til farvel med os fra klitten, som bjærgede dem i land, mens hele flokken af ringkøbingenserne ikke var estimerede af dem for det ringeste, ja, det tog

hårdt ved os alle sammen og tvang også en tåre frem. Og vi kunne også ret se af kinesernes troskyldige øjne, hvor taknemmelige de var, for nok ligger blikket skævt på dem, men der er alligevel noget ærligt i det, og nu vi kendte dem så godt, og de havde fået rigtige klædninge på, var de som brødre for os, hvad de også bør være, at sige, når vi får kristnet dem.

Nok er det; Kineserne rejste væk, og vi har aldrig hørt til dem siden. En del af fosfaten fra »Wanda« fik vi bjærget i land. De sagde, at ladning og skib var lige så meget værd som det halve Husby sogn. Ja, er det ikke forskrækkeligt! Men Switzer fik ikke trukket skibet ud. Havet hun smadrede ham nok så nydeligt, og nu har Fjaltringdykkere sprængt de sidste stumper af vraget væk. Også dykkere har vi herude ved klitten – ja, vi er med på mange slags fremskridt, som oplandsfolk aldrig aner et gran om.

Men tit snakker vi om, at det endda var godt, vi fik bjærget hele »Wanda«s besætning, for tænkt, om hun havde slået ham til klas, idet han stødte, og alle mand var druknet, og vi så om natten havde uformodent fundet lig af sådan nogen umennesker som kinesere – å jøsses ja, det ville en da aldrig have forvundet. En levende kineser, nu vi kender deres natur, det er da, hvad det er – især ved dagens lys – men som lig om natten – huha endda!

Ywl o æ Kle’t 1969

Kommunalreform – men ikke i Holmsland

Kommune

Hvad der ikke lykkedes ved den seneste kommunalreform, lod sig gøre i 1969, hvor de lokale politikere med sognerådsformand Kr. Enevoldsen i spidsen, fik trumfet igennem, at Holmsland Kommune skulle forblive, som den også var før reformen.

Sognerådsformand Kr. Enevoldsen fortæller i denne den første udgave af Ywl o æ Kle’t om sit syn på de kommunale udfordringer. Og udfordringer var der. Også set på landsplan.

INDHOLDSFORTEGNELSE

VED JULENS DØR

af pastor A. C. Huus

JULENS EVENTYR

af Kaj Munk

STRANDINGSBERETNING

FRA HOLMSLAND KLIT

af strandfoged P. Chr. Dahl, Gl. Bjerregaard

YWELAWTEN

af Steffen Steffensen

STATUS VED OVERGANG TIL

DEN NYE KOMMUNESTRUKTUR

af sognerådsformand Kr. Enevoldsen

1969

Det var nemlig den gang, den radikale Hilmar Baunsgaard var statsminister den konservative Poul Sørensen var indenrigsminister, og landet talte 1388 kommuner. Det var efterhånden nogle år siden, 2. verdenskrig var afsluttet, og landet havde brug for nye rammer for at klare overgangen fra landbrugssamfund til et by- og industrisamfund. Samtidig var det også i de år, at velfærdsstaten blev udbygget, og det gav ekstra administrationsopgaver i kommunerne.

Men Kr. Enevoldsen ønskede ikke, at blive lagt sammen med Ringkøbing, så borgerne ville få for langt til kommunekontorerne:

– Forhåbentlig bliver de offentlige kontorer aldrig så upopulære, at befolkningen ønsker dem så langt væk som muligt, skriver han i artiklen.

Kr. Enevoldsen var i øvrigt en mand, der er værd at lægge mærke til. Han blev den første sognerådsformand på Klitten og forblev borgmester, indtil han døde i 1986. Læs evt. mindeordet om ham, der er med i denne udgivelse under 1986.

Status ved overgang til den nye kommunestruktur

Af sognerådsformand Kr. Enevoldsen

DEN strukturændring i den kommunale inddeling som nu ligger fast og omfatter hele landet, vil ikke for Holmsland kommune medføre de forandringer som beboerne i de fleste kommuner i landet må indstille sig på.

Selv om jeg er overbevist om, at befolkningen kan tilslutte sig sognerådets synspunkt, at den bedste løsning for kommunen var, at holde sig uden for de store sammenslutninger, benytter jeg gerne denne lejlighed, der her er givet mig, til kort at fremføre de væsentligste begrundelser for denne beslutning, der medførte at vor kommune, som en af de ganske få i landet, efter 1. april 1970 fortsætter med de samme kommunegrænser.

Geografisk ligger Holmsland kommune placeret sådan, at den i en sammenslutning omkring Ringkøbing, som var det eneste naturlige alternativ, vil befinde sig i en yderzone og følgen deraf ville blive et brud på den linie, der blev lagt af beboerne i Hvide Sande fra havnens start, som havde til formål at skabe en by, hvor de nødvendige faciliteter måtte forefindes, og når vi i al beskedenhed kan konstatere, at det år for år er gået i den rigtige retning, vil det være en uklog handling at standse denne udvikling.

En del af klittens beboere ville i en sammenlægningskommune få så lang vej til administrationskontorerne, at en følelse af førtidig isolation på klitten, nemt kunne bemægtige sig sindene. Forhåbentlig bliver de offentlige kontorer aldrig så upopulære, at befolkningen ønsker dem så langt væk som muligt.

Befolkningsmæssigt har kommunen en størrelse, der kan bære den nødvendige ad-

ministration, det vil kræve en udbygning i takt med de opgaver, der melder sig, men vil ikke på nogen måde belaste den enkelte skatteyder mere end deres kolleger i en storkommune.

Men i ønsket om at bevare ungdommen og åbne mulighed for tilflytning til kommunen, må vi nok erkende at boligbyggeri til udlejning, er et forsømt område, som der nødvendigvis må rådes bod på.

Erhvervsmæssig er det fiskeriet, der danner grundlag for Hvide Sandes eksistens og dermed forudsætninger for, at vi økonomisk kan klare os, og vi kan kun håbe, at der stadig vil være unge, der vælger fiskeriet som levevej, og har vi ikke, med de seneste års fremgang for erhvervet, lov til at sige, at det er et fornuftigt valg.

Vor 45 km lange kyststrækning langs Vesterhavet, giver en udvikling af sommerhusbyggeri og turisme så gode muligheder, at der må være en chance for vort håndværk og handel til udvidelse, udover hvad en kommune af vores størrelse ellers kan byde på.

Når vi dertil har et landbrug, der for Holmslands vedkommende, er noget af det bedste i Vestjylland og danner et stabilt indtægtsgrundlag, skulle det være økonomisk forsvarligt at gå en fremtid i møde, der stiller større krav til de enkelte, som til samfundet, men opgaverne er vel ikke flere og midlerne til deres løsning ikke mindre end vilkårene var, for de mennesker, der for knap 40 år siden så ud over nogle forblæste sandklitter ved Hvide Sande og sagde til hinanden: »Her bygger vi vores by«.