Ywl o ae Klet 2016

48. ÅRGANG · 2016

Foto: Johannes Tarp

YWL O Æ KLE’T Udgives af Erhvervssamvirke Vest 2016 48. årgang

REDAKTION:

Gurli Jensen, Dorthe Frydendahl, Niels Lauridsen, Jesper Clausen Johannes Tarp, Holger Ejby Villadsen

INDHOLDSFORTEGNELSE

5 KÆRE ALLE

Jørgen Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

7 POKÉSTOP PÅ KLITTEN

Sognepræst Daniel D. Kristiansen

9 TIPPERHALVØEN – NATURPERLEN I RINGKØBING FJORD

Kristian Sand

21 W ATERZ – HVIDE SANDE, ET VANDSPORTS PARADIS FOR ALLE! Katrine Kock Frandsen

27 KLASSEBILLEDET – HVAD BLEV DER AF ... Marie Dres Frydendahl - Fryd Frydendahl

33 SØNDER VIG BADEHOTEL

... et jubilæumsskrift fra 1934

49

55

HVOR SKAL HELIKOPTEREN NU LANDE Christian Thomsen

AR T 56 – KUNSTNERBOLIGEN PÅ TYSKERHAVNEN I HVIDE SANDE

Henning Davidsen/Gurli Jensen

59 DA NUSERS KAMPFLY NØDLANDEDE I KLEGOD Kristian Sand

63

HOLMSLAND-OGGINALER VI Ole Tang

73 ÅRETS KONFIRMANDER

77 BILLEDER FRA ÅRET

Henvendelse vedr. forslag til artikler. Skriv til: Gurli Jensen – jenseng@live.dk

Niels Lauridsen – m.n.klegod@mail.dk

Johannes Tarp – johannestarp@mail.dk

• Dorthe Frydendahl – d_frydendahl@hotmail.com

• Holger Ejby Villadsen – ejbyvilladsen@mail.tele.dk

Henvendelse vedr. annoncer. Skriv til: Jesper Clausen – jc@jc-revision.dk

Glædelig jul og godt nytår

Din sikkerhed for professionelt håndværk og en service helt i top ! Alt indenfor isearbejde – badeværelser – murværk

Telefon 2343 6141

Kære alle

Jørgen

Julen står for døren – julepynt er for længst dukket frem i butikker, på gader og stræder og i hjemmene. Men når Ywl O Æ Klet udkommer … så ved vi, det bliver jul igen i år.

Som altid i vores område er der hele tiden gang i en udvikling på en eller flere fronter. Vi har i årets løb oplevet et par byggeprojekter, som har mødt modvilje på grund af placeringen. Det er der ikke noget mærkeligt i – der er ofte delte meninger. Et af projekterne er det såkaldte Troldbjerg-projekt, som er tænkt at skulle huse dels Ringkøbing Fjord Turisme, dels et hotel. Det projekteres med en meget attraktiv beliggenhed ved Hvide Sande Sportsfiskercenter – en repræsentativt meget interessant placering i hjertet af turismeland og virkelig godt for RFT som destinationsselskab.

om arbejdspladser i turismeerhvervene, for det ser ud til, at der kræves flere bygninger, hvis man skal skabe flere arbejdspladser, og arbejdspladser er et grundlæggende behov for ikke mindst børnefamilier og derfor i sidste ende for at vi kan have et levende samfund.

Så er der udtrykket. Det er efter min mening voldsomt vigtigt. I Troldbjerg-projektet har arkitekten virkelig gjort det godt; men det handler jo om smag og behag, og enhver har lov at være uenig. Man kunne ønske en mere kvalificeret stillingtagen til byggeriers udseende, så de kommer til at passe ind i de miljøer, de er en del af. Jeg har gennem en del år prøvet at promovere, det var noget for kommuneplanlægningen og byggesagsbehandlingen, men det er myndighederne nok ikke gearede til. Det burde forsøges, for det er væsentligt, at vi ikke får lavet tivoli eller kulisser, som gæsterne og først og fremmest vi selv bliver trætte af.

Men turismen optager jo mere og mere plads, og før eller siden kommer vi til at tage stilling til, om det er ved at være nok. Jeg kan godt forstå at man i dagbladets spalter og andre steder kan læse om, om der overhovedet skal være flere ferieboliger og mere turisme. Hvor meget plads vil vi lade optage? I den sidste ende er det op til Byrådet, men ind i overvejelserne bør vi nok drage spørgsmålet

De seneste år har været rekordår på rekordår på turismefronten, og vi har set nye virksomheder indenfor handel med fisk, vi har set andre virksomheder blive trukket til vores område, og vi har set eksisterende virksomheder udvide med nye nicher og opnå anerkendelse. Det hele er en stor fornøjelse og vigtigt at vi husker og skønner på.

Der skal som altid lyde en stor tak til annoncører, skribenter og udvalget bag Ywl o æ Klet. Uden dette engagement havde det ikke været muligt igen i år at udsende julehæftet.

Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne ønske alle glædelig jul og godt nytår. 

Af

Iversen, formand for Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest

Louise

Kasper

Alfred

Lennard

Sanne

Helle

Pokéstop på Klitten

ledes der særligt mange spillere. Nemlig ved de såkaldte »Pokéstops« – en slags tankstation, hvor man kan standse op og få ny energi, vinde gaver og hente ting, der skal bruges i spillet.

Julens budskab kan forvandle vores syn på verden. Når budskabet igen i år skal lyde fra Klittens kirker til julens mange gudstjenester, er det en god anledning til at standse op, lade julefreden sænke sig og til åndeligt at få tanket op med ny energi til et nyt år.

Når vi om nogle år tænker tilbage på 2016, vil én af de ting, som mange vil huske, være den store »Pokémon Go«-dille blandt børn og unge. Over 500 millioner mennesker verden over hentede i løbet af sommeren dette spil, som gennem folks mobiltelefoner forvandlede verden til et magisk eventyrunivers fyldt med sære figurer og væsener, som skulle indfanges. For udenforstående så det tosset ud, når flokke af børn og unge vandrede rundt med telefonskærmen oppe foran ansigterne, og der gik historier om, hvordan private haver og lokale kirkegårde blev invaderet af menneskeflokke, som var på jagt efter de virtuelle Pokémonfigurer.

Også her på Klitten kunne man se mange lokale og endnu flere turister gå rundt med deres mobiltelefoner foran sig for at se og være en del af spillets forandrede og åbenbart forunderlige verden. Nogle bestemte steder sam-

Og sjovt nok lå to af disse vigtige stop ved Lyngvig Kirke og Helligåndskirken! Kirkerne på Klitten var blevet tankstationer, hvor der kunne hentes ny energi og modtages gaver! Ved kirken kunne man få gaver og ny inspiration til at se en forandret og forunderlig verden.

Pokémon Go var et modefænomen som snart er glemt igen. Men »tankstationerne« – kirkerne skal nok blive stående. Til jul er der tradition for, at kirkerne virkelig bliver »invaderet« af mennesker, som ved et Pokéstop da pokémonfeberen var på sit højeste. Og det er der god grund til, for her kan der »vindes gaver« og »tankes op« og hentes ny energi. Her kan du få et nyt og forandret syn på dig selv, på Gud og på verden. Julens forvandlende budskab er ikke gået af mode selvom det er 2000 år gammelt. Den største gave er Jesusbarnet, som bringer fred, frihed og frelse. Han er værd standse op ved.

Glædelig jul! 

Daniel D. Kristiansen

Tipperhalvøen – naturperlen i Ringkøbing Fjord

sen af Haurvig Grunde og Tipper Grunde (den sydligste del af Holmsland Klit) tog sin begyndelse.

Tipperhalvøen i Ringkøbing Fjords sydvestlige hjørne er et naturskabt landområde på ca. 2900 hektar, omfattende naturreservatet Tipperne i nord, Værnengene og Bjålum Klit i syd, Nymindestrømmen og Holmsland Klit (Bjerregård) mod vest samt Falen Dyb mod øst.

Et fladt landskab med græsmarker, enge, klitter, småsøer, rørskove, render og grøfter. Yngle- og rasteplads for tusindvis af andefugle og vadefugle. Et af Europas vigtigste fuglereservater (Tipperne) og et betydeligt jagtområde (Værnengene).

Historisk set er denne vestjyske naturperle forholdsvis ung – dannet over en ca. 300-årig periode siden midt i 1600-tallet, da Ringkøbing Fjord havde sit udløb til Vesterhavet ved Skodbjerge.

At udløbet befandt sig netop på dette sted, skyldtes at det geografisk lå i en lige linje vest for Skjern Å’s udløb i Ringkøbing Fjord. De store vandmasser fra den strømstærke å havde holdt udløbet til havet åbent gennem århundreder. Men efterhånden begyndte de materialer, som åen førte med sig, så småt at bundfælde. Dermed startede en langsom opfyldning af Skjern Å dybet, lige som dannel-

Under pres fra den kraftige sydgående havstrøm vandrede udløbet fra fjorden nu langsomt mod syd, idet havstrømmen – især i uroligt vejr – transporterede enorme mængder sand og grus med sig. Det betød, at Holmsland Klit voksede mod syd – vest for Tipperlandet, som ved denne proces kom til at ligge inde i fjorden.

Ud over materiale-tilførslen fra strømmene i havet og fjorden, fik sandfygningen også stor betydning for dannelsen af Tipperhalvøen. I 1600-årene og 1700-årene havde vestenvinden frit spil, og den flyttede store klitpartier mod øst.

Snart begyndte sandflugten at true områderne længere inde i landet. Dette kunne beboerne i Bork-området naturligvis ikke acceptere i længden, så de gik i gang med at plante hjelme og bygge værn, bestående af langstrakte faskiner, som sandet aflejrede sig imellem og efterhånden blev til græsbevokset eng. Sandflugten var dermed stoppet – og værn-byggeriet gav naturligt nok området navnet Værnet eller Værnengene.

Hen sidst i 1700-tallet fremtrådte konturerne af Tipperhalvøen som en mægtig sandflade, der ved sydlige vinde var helt eller delvist tørlagt. I 1800-årene fortsatte aflejringen klæg,

Kristian Sand Fhv. chefredaktør Jagtvej Gammelsogn

Hvide

mudder og planterester på sandfladerne. Og efter den århundredlange udviklingsproces kunne Tipperhalvøen op gennem 1900-årene tage sin nuværende form.

Stærkt medvirkende til denne udvikling var de ændrede udløbsforhold fra Ringkøbing Fjord til Vesterhavet. Nyminde-strømmens udløb havde efterhånden flyttet sig så langt mod syd som til Lønne, hvilket var meget utilfredsstillende for skibsfarten bl.a. på Ringkøbing Havn.

Efter langvarige forhandlinger blev det i 1910 besluttet at lukke fjordens sydlige udløb, og der blev gravet et nyt udløb ved Hvide Sande. Men en stormflod ødelagde den nye gennemskæring, som blev lukket i 1915 – og det gamle sydlige udløb blev genetableret.

Først 16 år senere – med Hvide Sande slusernes etablering i 1931 – blev Nyminde-strømmens udløb til Vesterhavet lukket for stedse. Og Tipperhalvøen kunne nu i fred og ro – gennem fortsat aflejring og opgrøde – udvikle sig til det grønne og skønne naturområde, vi kender i dag.

Livet på Tipperne

I 1770’erne overtog staten den nordlige del af Tipperhalvøen, ca. 700 hektar, og godt 125 år senere – i 1898 – indførtes de første fredningsbestemmelser for området. Fredningen gjaldt fuglelivet, og målet var at sikre et uforstyrret yngle-, fouragerings- og raste-område for vandfugle.

Der var dog ingen fast kontrol med fredningsbestemmelserne i de første 30 år. Men i 1928 udstedte Landbrugsministeriet en frednings-bekendtgørelse, gældende for fuglelivet på Tipperne, og den første opsynsmand blev ansat. Derefter opførtes det såkaldte Tipperhus på halvøens nordspids, hvorfra man kunne følge fuglelivet på tæt hold. Siden da er der gennemført årlige fugle-tællinger, ornitologisk forskning og andre videnskabelige undersøgelser af plante-, dyre- og insektlivet.

I 1936 blev statens område samt en betydelig del af det tilgrænsende fjord-område udlagt som videnskabeligt reservat. Det samme gjaldt Klægbanken i den østlige del af Ringkøbing Fjord.

På Tipper-halvøen kan man opleve et fantastisk fugleliv, såvel i yngletiden som i træk-

tiden. Enkelte år er der observeret ikke færre end 170 forskellige fugle-arter.

Dansk Ornitologisk Forening understreger, at området er uhyre vigtigt for tusindvis af trækfugle, som raster her under deres træk mellem Skandinavien og Sydeuropa eller Afrika.

De største flokke trækfugle ses i april og oktober, og de talrigeste arter er pibeand, krikand, gråand, spidsand og gravand samt i mindre omForsiden af Skov- og Naturstyrelsens pjece om Tipperne. Man ser en stor kobbersneppe med unger, en vibe, to klyder og to rødben. Illustrationen er udført af Jens Gregersen og giver et godt indtryk af naturen på tipperhalvøen. I pjecen kan man læse om Tippernes historie, ynglefuglene, trækfuglene, engene og planterne. Desuden er der en guide om besøg i området.

Café M ina ønsk alle en glædelig jul samt et godt nytår.

Tak f i år.

Marina Café

Toldbodgade 20

6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 1006

www.cafem ina.dk

Småkager hører julen til...

Kan du li’ lugten i bageriet - Det ka’ vi, og derfor er der en duft af friskbagt kvalitetsbagværk flere gange dagligt fra

Hvide Sande Bageri

v/ Martin Thygesen 6960 Hvide Sande e-mail: info@hvidesandebageri.dk

Tlf. 97 31 10 32

HUSK! Hele december måned: Friskbagte brune kager, pebernødder, klejner og sukkerkringler - hver dag

Vi ønsker alle vore kunder en rigtig glædelig jul og et godt nytår

Tipperhalvøen i slutningen af 1800-tallet. Udløbet fra Ringkøbing Fjord til Vesterhavet via Nymindestrømmen ligger langt mod syd. Og halvøen er endnu ikke begyndt at vokse ud i Falen Dyb mod øst.

fang skeand og knarand. Området er også en vigtig rasteplads for titusinder af vadefugle, først og fremmest klyde, hjejle, vibe, almindelig ryle, dobbeltbekkasin, lille kobbersneppe, rødben og hvidklire, men også strandskade, stor præstekrave, strandhjejle, stor kobbersneppe, storspove. I det tidligere forår og sent på året ses mange bramgæs på Værnengene, mens grågæs optræder i mindre antal.

Der ses også en del rovfugle, bl.a. musvåge, dværgfalk, vandrefalk, blå kærhøg og havørn.

Foreningen har udarbejdet følgende oversigt over, hvornår det er bedst at besøge områderne (primært Værnengene), alt efter hvilke fugle man vil opleve:

Januar-februar: – Mange gæs i »grønne« vintre. Svaner. Et stort antal rovfugle i hele området og ofte mosehornugler i engene.

Marts: – Mange svømmeænder (pibe-, krik-, grå- og spids-ænder). Stor kobbersneppe og rødben i engene.

April: – Atlingænder og skeænder i søerne. Rørhøgen indleder årets redebyggeri. Rørdrummen kan høres. Stor aktivitet i mågeko-

lonierne i Nymindestrømmen. Hugormen nyder solvarmen.

Maj: – Fuglene yngler, bl.a. stor regnspove på Bjålum Klit og gul vipstjert langs vejene. Mange gennemtrækkende vadefugle. Knortegæs i Nymindestrømmen.

Juni: – Færre fugle.

Juli-august: – Engene er ofte tørret ud, men der er mange fiskehejrer, ænder og vadefugle i Værnsande.

September: – På grund af jagt observeres der ikke ret mange fugle uden for Tipperne. En del rovfugle kan dog ses, f.eks. blå kærhøg, musvåge, fjeldvåge, dværgfalk, vandrefalk og en gang imellem havørnen.

Tipperhalvøen i dag. Kortet findes i pjecen »Værnengene ved Ringkøbing Fjord«, udgivet af RingkøbingSkjern Kommune i 2010. Den sydlige del af halvøen, Værnengene, er privat-ejet og blev fredet første gang i 1974. Nord for Bjålum Klit er markeret de tre områder med hytter – Store Mjøl, Lille Mjøl og Grønbjerg – lige som man kan se placeringen af Tipperhuset, Sydladen og Nordladen. Ved Sydladen er der en parkeringsplads, hvorfra man kan starte en vandretur omkring Bjålum Klit. Ved Nordladen er der parkeringsplads, udstillinger og toiletter, samt et fugletårn lidt øst for laden.

Den grønne streg markerer grænsen omkring fuglereservatet Tipperne, som består af 700 hektar landareal og 1500 hektar søterritorium. Området har tilhørt staten siden 1770’erne, og skellet til Værnengene blev placeret ved at trække en streg fra Lønborg Kirke til det dengang sydligst liggende hus på Holmsland Klit. Den første fredning af fuglelivet på Tipperne gennemførtes allerede i 1898. Området blev yderligere fredet i 1928, og der ansattes en opsynsmand. I 1936 fik det betegnelsen »naturvidenskabeligt reservat«.

Ansvaret fort den praktiske pleje af Tipperreservatet ligger hos Skov- og Naturstyrelsen samt Oxbøl Statsskovdistrikt. Det gælder bl.a. udlejning af arealer til græsning og høslæt. Siden 1976 har der gennemsnitlig været udsat 460 kvier årligt på Tipperne, og man har intensiveret slåningen af hø. Disse tiltag betyder, at området i dag fremstår som fugtig strandeng med lav vegetation, hvilket giver fuglene de bedste betingelser. Kun to områder – Storetipper og Lilletipper – har fået lov til at udvikle sig uden indgreb af nogen art, så man her har mulighed for at følge plante- og dyrelivets naturlige udvikling.

Livet på Værnengene

Den sydlige del af Tipperhalvøen – Værnengene og Bjålum Klit på ca. 2600 hektar – er privatejet og blev fredet i 1974 sammen med Nymindestrømmen.

Som Tipperne er et paradis for fuglene, så er Værnengene i lige så høj grad et paradis for

jægerne. Her er udsynet vidt. Her kan man ånde kontor- eller andet støv ud af lungerne. Her kan man trave sig træt på de mægtige flader. Man vinder ny appetit. Sover sundt og drømmeløst.

Det er derfor ganske naturligt, at jægere fra hele landet strømmer hertil i sæsonen, som strækker sig fra 1. september til 31. december. Jagtkort kan købes hos Korsholm i Skjern, og i 2016 er prisen for et sæsonkort 2000 kr.

Det var da også jægerne, som i 1930’erne begyndte at bygge hytter på Værnengene. Det var simple overnatningshytter, som lodsejerne havde givet jægerne lov til at opføre. De bestod af genbrugsmaterialer, f.eks. fra fiskekasser, overskudstræ, redskabsskure, hønsehuse eller gamle jernbanevogne og små rutebiler.

Efter krigen 1940-45 tog hyttebyggeriet for alvor fart op i 1950’erne og 1960’erne. På et tidspunkt var der omkring 400 hytter, og flere af de mindste og ældste ligger stadig tæt sammen på Store Mjøl, som foruden Lille Mjøl og Grønbjerg udgør de tre eksisterende hyttebyer med i alt 327 grunde. De fleste af hytterne står på lejet grund, idet de 327 grunde ejes af 10 lodsejere.

Mens hytterne oprindeligt kun var udstyret med stearinlys eller petroleumslamper, vand fra medbragt dunk og gammeldags das, så har mange i dag elektrisk lys, radio og TV på batteri-basis, kemisk toilet, gaskomfur og gaskøleskab, gasovn eller brændeovn, rindende vand fra store vanddunke med pumpe, etc. etc.

Fredningsmæssigt har der været stort ståhej omkring hytterne på Værnengene. I 1977 afsagde Overfredningsnævnet kendelse om, at samtlige hytter skulle være fjernet inden 1. januar 1995 – en kendelse, som Foreningen af Hytteejere på Værnet naturligvis satte alt ind på at få omstødt. Og efterhånden fik hytteejerne støtte fra Egvad Kommune, Ringkjøbing Amtsråd , Skov- og Naturstyrelsen samt Danmarks Naturfredningsforening, der anså miljøet i hyttebyerne for bevaringsværdigt. Den 29. oktober 2002 fremsatte Fredningsnævnet fredningskendelse for de 327 hytter, som var fordelt med 216 i Store Mjøl, 28 i Lille Mjøl og 83 i Grønbjerg. Kendelsen fastslår, at der ikke må bygges flere hytter. De eksisteren-

Vi ønsker alle en glædelig jul

og et godt nytår

Nørregade 2b

6960 Hvide Sande

Tlf.: 96 593 593

www.feriepartner.dk/hvide-sande

Holmsland Klit Turistforening ønsker alle en glædelig Jul samt et godt Nytår!

Turistforening, der udvikler og sponsorerer initiativer,

Tipperhuset med det 12 meter høje udkikstårn på nordspidsen af tipperhalvøen. Hovedbygningen til højre er bygget i forbindelse med reservatets oprettelse, og bygningerne til venstre er opført på et senere tidspunkt. De har muliggjort, at der altid kan være ornitologer til stede, og at der kan foretages studier og fugletællinger året rundt. Offentlighedens adgang til reservatet og Tipperhuset er tidsmæssigt stærkt begrænset – de aktuelle åbningstider oplyses af Oxbøl Statsskovdistrikt (tlf. 76541020). Ved besøg skal bilister følge vejen helt frem til parkeringspladsen ved Tipperhuset, og der må ikke gøres ophold undervejs. Ved Tipperhuset guides de besøgende af en medarbejder fra Naturstyrelsen, og her starter en 2 km lang natursti udgangspunkt.

de må ikke udvides, og deres udseende må ikke ændres. Der må ikke kloakeres og ejheller etableres hegn og master, flagstænger, antenner, paraboler, solceller eller vindmøller. Der må ikke plantes hække, træer eller buske og ikke etableres græsplæner.

Fredningssagen nåede helt til tops i systemet, inden hytteejerne kunne ånde lettet op. I juni 2004 afgjorde Naturklagenævnet, at Fredningen af Værnengene »bør gennemføres i det væsentlige som bestemt af Fredningsnævnet«. Og dermed var den langvarige debat om hytterne slut.

Høslæt og en jagttur

Der findes mange beretninger om livet på Tipperne og Værnengene. I det følgende gengives to fra P. H. Perch’s bog »Gennem Lo og Opgrøde« (1924).

Gennem generationer var høet været et af Værnets største aktiver, og herom skriver han

bl.a.: »I høslættens korte tid befolkes engene af bønderne fra de omliggende sogne. Efter indviklede regler haves der part i engen, og for fremmede kan det være uforståeligt, hvordan der holdes rede på ejendomsforholdene. Men de indfødte ved nøjagtig besked. Enhver markerer sit engstykke ved at vende en »doel« – det vil sige et spadestik af græstørven i de fire hjørner – på det ham tilhørende areal. Og derpå trækkes der linjer mellem de fire doeler, idet man i den tidlige morgen skridter af fra doel til doel. I det dugvåde græs tegner fodtrinene sig skarpt og tydeligt så langt op ad formiddagen, at høstmanden let når den første runde med leen, inden solen har slettet »opstregningen«.

Samme P. H. Perch beretter om en jagt, hvor han en dag med stiv sydvestlig kuling vadede ud fra et punkt ved Falen Kro, tværs over Værnsandene til Værnet. Trods fralandsvinden var der en del vand på sandene, hvil-

Det er os med de populære mærkevarer. Glæd familien med skønne julegaver!

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

VI HAR LANDSDÆKKENDE BYTTESERVICE I VORES BUTIK

Der findes 327 hytte-grunde på Værnengene. De ligger i tre områder nord for Bjålum Klit. Her et snit fra et af hytte-områderne med kreaturer på græsmarken i forgrunden.

ket tydede på, at en mængde vand fra havet var presset ind gennem Nymindestrømmen og stuvet sammen mod nord ved Holmsland og Ringkøbing.

På vejen ud over Værnet skød han flere ænder, fik en bid mad i læ af en rørbusk og nåede hen på eftermiddagen frem til terrænets nordlige grænse. Men nu gik vinden om i nordvest og blev til en hylende storm. Han var klar over, at det gjaldt om at få næsen vendt hjemad, idet vindretningen ville få vandet til at stige kraftigt over Værnsandene.

I det begyndende mørke vandrede han mod syd, følgende østsiden af Værnet, langs Adamspold og Skidenbugt til Store Dæmning. Efterhånden trak vandet ind over engene, og han var klar over, at det var halsløs gerning at vove sig ud over Værnsandene, især da lysene fra Falen Kro kun glimtvis og med mellemrum kunne ses, hvilket gjorde det vanskeligt at holde retningen og styre uden om dybene. Men vandet steg stadig, så det kunne ikke nytte at blive. Det måtte briste eller bære. Ude på Værnsandene nåede vandet ham til skuldrene, og med bølgesla-

gene skvulpende hen over hovedet asede han sig langsomt af sted – kun af og til orienteret om retningen og efterhånden mere og mere udmattet.

Han fortæller til sidst: »Hvad nu..? Jeg synes, jeg skimter noget mørkt, der kommer drivende på bølgerne. Et mørkt legeme? Hårene rejser sig på mit hoved. Jeg skimter øjne, en mund, et ansigt. Jeg bliver kold, og knæene bliver slappe under mig. Jeg vakler tilbage, samtidig med at en sø løfter den druknede op. I næste øjeblik vil liget duve ned over mig. Jeg griber fremad for at støde det bort. Jeg føler noget loddent, tyk uld ... Det er et druknet klitfår, som krydser min vej og driver videre i mørket. Jeg ånder befriet op…

Få øjeblikke efter prajes jeg pludselig af levende menneskestemmer. En båd skyder frem tæt ved mig, og jeg hører på bredt jysk: »Næj sie, en minnesk!« og derpå direkte henvendt til mig: »Kommer do fræ jawt?«. Jeg bliver straks halet indenbords. Det er et bådelag, som er for hjemadgående efter at have været ovre for at drive kreaturerne op på Mjølerne eller andre højtliggende steder. 

– Hvide Sande, et vandsports

WATERZ startede tilbage i 2010. Det var også her man for første gang krydsede fjorden i en kapsejlads for windsurfere og kitesurfere og afholdt vandsports folkefest! Siden da er der sket en del med WATERZ og de tanker, der ligger bag eventen.

I 2015 indgik WATERZ organisationen et samarbejde med bl.a. Ringkøbing-Skjern Kom-

mune og den nationale organisation Sport Event Denmark. Sport Event Denmark arbejder for at trække store sports begivenheder til Danmark og derigennem være med til at markedsføre Danmark og i dette tilfælde Hvide Sande og det omliggende område. Med i dette samarbejde følger også en masse sparring omkring eventudvikling. Også Holmsland Klit Turistforening gik ind i arbejdet omkring WATERZ. Dette 3-kløver var de første, der støttede op om det nye WATERZ og med dem i ryggen kunne arbejdet rigtigt begynde.

Hvorfor er Hvide Sande unikt?

Hvide Sande ligger som en perle lige midt på Holmsland Klit, der hvor Vesterhavet bruser på den ene side og Ringkøbing Fjords stille vand ligger i gå afstand på den anden side. NETOP dette gør Hvide Sande unik og til et af Europas bedste områder for udøvelse af vand-

Fakta

Ca. 750 deltagere

1600 m2 telt bliver brugt (svarer til 10 store huse på hver 160 m2)

6 containere & 3 arbejdstrailere

2 jet ski & 10 både til afvikling Bespiser 120-140 mand med 3 måltider om dagen gennem 8 dage

Ca. 120 frivillige, som også kommer fra hele landet

Katrine Kock Frandsen Destinationsmanager Holmsland Klit Turistforening

Fotos: World of Windsurfing og Ilostawavein79

Fjord virkelig unikt. Fjorden byder på store områder, som er begyndervenlige, med fladt vand, lav vanddybde og nem adgang til stranden. Dette gælder faktisk hele vejen rundt om fjorden lige fra Bork Havn, Skaven, Hemmet, Ringkøbing, Kloster, Nymindegab og til Hvide Sande. Der ligger en masse uudnyttede muligheder for forskellige former for vandsport og det er netop disse muligheder, som skoleeleverne skal få øjnene op for. De skal blive nysgerrige på hvilke muligheder, der ligger lige ude foran deres dør og de fantastiske oplevelsport. Vesterhavet er legeplads for de mere øvede, der leger på naturens betingelser i bølgerne, som for dem er den bedste modpol til dagligdagens trummerum. På den anden side af byen ligger fjorden, hvor man kan tage sine første spæde skridt i en lang række vandsportsgrene. Både windsurf og kitesurf har her ideelle forhold både for nybegyndere og de mere øvede. Er man ikke til leg med vinden, så tilbyder kabelbanen også mange gode timer på vandet. Så er man til vandsport kan hver en time i døgnet fyldes ud med forskellige aktiviteter afhængigt af niveau og vejrforhold! – derfor betegnelsen paradis!

De 3 ben som WATERZ hviler på!

WATERZ består lige nu af 3 dele, et skoleprojekt, hvor elever fra Ringkøbing-Skjern Kommune bliver introduceret til vandsport, en vandsport festival for alle, hvor man bl.a. samler windsurf, kitesurf, surf, wakeboard, kajak og SUP (Stand Up Paddle) og til sidst et internationalt mesterskab som i 2016 var en afdeling af World Touren i windsurfing.

WATERZ skole

Skoleprojektet bunder i en bosætningstanke. Nemlig at vandsportsudøvere gerne vil bo rigtigt i forhold til den vandsport, de udøver. Netop her er området omkring Ringkøbing

ser som vandsport kan føre med sig, uanset hvor man er vokset op i kommunen. Vi vil gerne give eleverne noget at være stolte af, der hvor de kommer fra og gerne give dem muligheden for at dyrke vandsport i trygge rammer. Som partnere i skoleprojektet har Westwind i både Hvide Sande og Bork Havn og Kabelparken stået for introduktionen og undervisningen. Underviserne har stor erfaring og sikkerheden er i orden og stederne er vant til at have store grupper med på vandet.

Jørgen Jensen

ønsker alle en god jul samt et godt nytår

Metheasvej 11 – 6960

Hvide Sande

Tlf. 2858 7505 – info@nordso sk.dk

WATERZ Nordens største vandsportsfestival

WATERZ er Nordens største vandsportsfestival. Her bliver alle vandsportsgrenene kitesurf, windsurf, wakeboard, kajak, surf og SUP (Stand Up Paddle) samlet i én og samme event, hvor der er lagt stor vægt på det sociale aspekt. Programmet er stort og har konkurrencer indenfor alle disciplinerne. Det er muligt for enhver at deltage, da man også kan komme ud og prøve kræfter med SUP, surf og windsurf. Det er usædvanligt, at man samler alle disciplinerne under samme event og derved opstår der en speciel stemning blandt deltagere, som smitter af på tilskuere og eventen som helhed. Det bliver en fælles fejring af et liv, hvor vandsport er omdrejningspunktet og oplevelserne på vandet bliver en fælles fortælling. Nøjagtigt som det sker på skiferier, blot med en masse flere deltagere.

Det internationale aspekt

Når WATERZ har valgt at have et PWA World Tour i windsurf slalom, så er det for at give nogle store skvulp af gode historier, som bliver formidlet i det meste af verden. Når PWA (Professional Windsurfers Association) vælger at indgå et samarbejde om at afholde et World Tour stop i Hvide Sande, er det også en indi-

kation af, at forholdene er gode og at de ser muligheder for at vise verden god windsurfing.

De historier, som både PWA og de knap 100 deltagere fra hele verden bringer ud i verden, ville vi aldrig få adgang til, hvis ikke det var professionelle stjerner, som fortale dem. Vi kommer helt enkelt langt længere ud med vores budskab om Hvide Sande som unikt vandsports sted gennem dette samarbejde.

Fremtiden

WATERZ vil igen i 2017 blive afviklet omkring den første weekend i september. PWA World Touren vil igen være en del af programmet, som til 2017 igen vil have nye tiltag, der kan gøre det endnu mere attraktivt at blive en del af Skandinaviens største vandsports festival. 

Klassebilledet – hvad blev der af ...

Hjemme på Nørregade hedder jeg Marie Dres Frydendahl Pedersen og moster men ude i verden hedder jeg Fryd Frydendahl og er mest kendt for at lave ballade på Nørrebro og kunst fotografier I NY.

Siden jeg tog fra Hvide Sande da jeg var 17 år gammel er der sket en del. Det har været en udfordring at vælge hvilken bid af min historien som jeg ville dele med jer her men ...

Inden jeg drog ud i verden forsøgte jeg at gå på gymnasiet I Ringkøbing men allerede kort inde i 1. g ville jeg gerne droppe ud, men mine forældrene og studievejlederen fik mig overtalt til at give det en chance. Og en chance til … Sådan går der et års tid. Siden husker jeg at min far sagde, at han var ked af, at de strakte den så langt, men når jeg spørger ham nu igen husker han det ikke helt sådan 6.

Jeg forstår det nu godt, for mine forældre var gymnasiet en sikker ting at vælge der kunne give mig et fundament og sådan. Det kom fra et godt sted. Der var ikke nogen, der forsøgte at straffe mig – jeg følte mig måske bare straffet. Det endte dog med at min søster Henriette hjalp mig med at overbevise vores forældre om, at gymnasiet ikke var for mig. I stedet meldte fotografiet sig som en mulig-

hed. Inden jeg droppede ud af gymnasiet, blev jeg sendt til en skolepsykolog, hvor jeg skulle skrive, hvad jeg gerne ville være, og der skrev jeg for første gang, at jeg ville være fotograf. Jeg tog på ungdomshøjskole og begyndte så småt at fotografere. Og så er jeg ligesom aldrig holdt op.

Efter ungdomshøjskolen på Fyn flyttede jeg til København, på det tidspunkt eksisterede Ungdomshuset stadig, på Jagtvej 69. Her

1. b 1991-92 Hvide Sande skole. Klasselærer Tyge Morthorst.

Marie Dres Frydendahl –Fryd Frydendahl

Får du besøg i julen?

Dine gæster kan overnatte hos

Suptropisk badeland åbent for alle. Lodbergsvej 245 • Søndervig • 97 33 92 00 www.danland.dk • www.dancenter.com

fandt jeg et fællesskab, en sag og en følelse af at høre til. Det blev på en eller anden vis bare det andet ben, jeg stod på. Når det ikke handlede om fotografi, så handlede det om Ungdomshuset – i meget lang tid. I 2005 startede jeg på fotoskolen Fatamorgana, og det er her jeg for alvor fandt ud af, at jeg kunne noget med fotografi, og at man ikke behøvede at være klassisk portrætfotograf eller fotojournalist for at leve af fotografiet. Jeg havde allerede lavet fotografi, men det var først, da jeg kom på Fatamorgana, at jeg fandt ud af, at jeg var rigtig dygtig. Eller at jeg kunne se noget, som andre ikke kunne se, Det år på skolen intensiverede mit liv. Jeg havde ingen mobil telefon, så nogle gange ringede de fra mit kollektiv ud på Fatamorgana for at høre, hvor jeg var. Det var sådan: Hvis ikke jeg var på Fatamorgana eller i Ungeren, så var jeg ingen steder. Udover at jeg havde to-tre rengøringsjobs eller sådan noget for at få råd. Det var en vild tid … Arbejdsmoralen og de udflydende grænser mellem arbejde og privatliv er noget, jeg har arvet fra min familie i Hvide Sande. For mig er det én stor fusion. Jeg har altid arbejdet meget. Jeg kommer fra et hjem, hvor der ikke var forskel på tingene. Arbejdet var vores liv, firmaet var også vores liv, fordi det var et

familieforetagende. Min far var en helt ung mand, da omstændighederne gjorde, at han skulle være en del af familiefirmaet. Der var ikke så meget valg, men han har altid fået det bedste ud af det. Min mor var københavner og flyttede til Vestjylland og blev kaldt Københavner-Inger hele sit liv, men blev alligevel radiovært på den lokale radiostation og endte med at blive lokalpolitiker, inden hun gik bort. Min bedstemors hjem var ovenpå familiens købmandsforretning hvilket nærmest er en fysisk manifestation af hvordan firmaet var en del af vores allesammens liv.

Da jeg stoppede på gymnasiet var den eneste forventning til mig, at jeg skulle kunne klare mig. Eller det var nok ikke så meget en forventning, som en bekymring. Engang min far havde hentet mig på stationen i Ringkøbing, og vi skulle køre de 23 kilometer hjem til Hvide Sande, stoppede han bilen og sagde: »Kunne du ikke bare være blevet bager eller sådan noget?« Først blev jeg fornærmet men senere forstod jeg, hvad han mente. Når jeg ser på unge mennesker, jeg har i mit liv, så kunne jeg også godt ønske for dem, at deres passion ville falde på noget, der var lidt nemmere end for-

Landbobanken

ønsker alle en glædelig jul

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2016.

Vi ønsker alle en rigtig god jul samt et godt nytår.

Stormgade 10 / 6960 Hvide Sande / Tlf. 9731 1500 hvidesande@landbobanken.dk / www.landbobanken.dk

Casper H. Villumsen Tlf. 7624 9561

Jeanette Houborg Tlf. 7624 9563

Lene D. Møller Tlf. 7624 9565

Kasper Fjord Lauritsen Tlf. 7624 9568

Kirsten Backs Tlf. 7624 9574

Kirstine Christensen Tlf. 7624 9572

Katrine Madsen Tlf. 7624 9564

Henrik Pagaard Tlf. 7624 9289

eksempel det jeg har valgt. Men jeg er ikke sikker på at det altid er noget man vælger selv.

havde på ingen måde brug for at vise dem som nogle små drenge, det var synd for. Da vi startede på projektet, var jeg allerede begyndt at arbejde meget konceptuelt, og det gav mening at lave de her rum sammen med dem. Vi kreerer en virkelighed, der bare er vores. Som regel tager vi billederne hjemme i Hvide Sande, gerne i mit barndomshjem, som på mange måder også er deres hjem. Men nogle gange gør vi det også i København eller New York. Jeg started projektet for at finde en måde at bearbejde det der var sket og nok også fordi at der som sagt ikke rigtigt er en grænse mellem hvor mit arbejdsliv slutter og privatlivet starter. Jeg altid har arbejdet mig ud af. Så mit arbejde er min terapi og er så gudskelov også blevet til det, jeg lever af. Jeg talte faktisk med en ven for nylig, som sagde, at man skal huske, at man er forskellige ting for forskellige mennesker, når man ligesom jeg er en, der blander alting sammen. Det er så rigtigt sagt nogle gange er jeg også bare moster eller ven eller datter. Den måde, jeg har valgt at sætte mit liv sammen på, bliver det hele ét stort sammensurium. Det kan være svært at holde fri. Og selv om jeg får meget livsværdi ud af ikke at skille tingene ad, så er man jo også nødt til at skille tingene ad nogle gange for ikke at blive helt vanvittig. Og for at kunne være der for andre mennesker.

Efter Ungdomshuset blev ryddet og jeg havde mistet min mor valgte jeg at flytte til New York, her har jeg haft min primære base siden. Fotografiet fylder det meste i mit liv. Jeg underviser, udstiller, udgiver bøger og laver billedserier for forskellige medier. Et af mine største projekter handler om min søster Henriettes to børn. Jeg begyndte at fotografere mine nevøer nogle få år efter, at min søster døde. Hun døde, da hun fødte min yngste nevø Andreas og hav de i forvejen min nevø Mads. Nu er de 13 og 20 . Jeg ville gerne lave billeder af dem, men jeg

Jeg har de senere år brugt mere og mere tid hjemme i Hvide Sande, det er priviligeret at kunne være og arbejde i en stor by og samtidigt ha et tæt forhold til min familien og det område i verden som jeg synes er smukkest og holder meget af.

Godt nytår til jer allesammen. Fryd

KOTT FRITID

BYENS STØRSTE UDVALG

I FYRVÆRKERI

ÅBEN DEN 31. DECEMBER

HELT FREM TIL KL. 18.00

Vi ønsker alle en god jul samt et godt nytår!

Søndervig Badehotels Jubilæumsskrift 1884-1934

Ide: Else Bæk Olsen

Tekst: Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv

Ved gennemgang af bøger, som Ringkøbing Lokalhistoriske arkiv blev betænkt med af Rasmussens Bogtrykkeri, fandt vi denne perle, som her bringes.

Søndervig Badehotel

1884 – den 1. juli – 1934

SØNDERVIG – rundt om i vort Land findes der Mennesker, hos hvem dette Ord kalder Minder frem, – Minder om glade Dage ved Hav og Klit, Minder om Ferier, hvor alt Dagliglivets Støv over Hjerne og Sind blev vejret bort, hvor al Tynge svandt, og Kræfter og Livsmod vendte tilbage.

Søndervig, – vi er mange, som elsker Klangen af dit Navn; mange, som med Tak mindes, hvad du gennem Aar betød for os; mange, som blev hjemme paa din hvide Strand. Vi er mange, som længes efter Havet; vi frygter det i dets Vælde, og dog drages vi stadig imod det, igen og igen kommer vi for at dvæle en Stund som Gæster og høre din Sang, –og for mange af os blev Havet eet med Navnet Søndervig!

Nu tæller Søndervig Bad halvtredsindstyve somre, og derfor vil vi se os tilbage over det halve Sekel, som svandt.

Dengang laa der kun et eneste Sommerhus derude; det tilhørte Etatsraad Møller i Ringkjøbing, Stifteren af Vest- og sønderjysk Kreditforening. Men saa fandt denne Etatsraad pludselig paa – sammen med en Række andre brave Ringkjøbingensere – at nu skulle der bygges Badehotel i Klitten! Vi nævner de

Søndervig Badehotel 1884

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv, Herningvej 8

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

www.esmark.dk

Bjerregård

Tlf. 97 31 50 40

Søndervig

Tlf. 97 31 55 40

Navne, vi kan komme paa: Etatsraad Møller, Stiftsfysikus Holst, Professor Melchiorsen, Jernstøber Leonh. Tang, Købm. P. Tang, Sagfører Janus Krarup, Sagfører Frølund, Købm. P. Dalgaard, Købm. Rahbek Smith, Købm. G. Berthelsen og Kammerraad Knudsen. Der skulle være 12 Mand ialt, men hvem der var Nr. 12, har vi ikke faaet rede paa.

Men Foretagendet blev sat på Aktier og løb saa af Stabelen. Det, der kom deraf – det var i Sommeren 1884 –, var tre ret beskedne Huse paa Rad lige op til Klittens Fod. Og så gjaldt det kun om at faa Badelivet til at florere!

Men det gik ikke saa glat lige straks. Folk udefra fik ikke saadan for en Studs Øje for Søndervigs Herligheder fremfor andre Steder ved Danmarks skønne Kyster. Og Egnens Folk, ja, de kom nok til Havs engang imellem, – men de kom ikke paa Restauration. Ringkjøbingenserne kom kørende i Vogne, men de holdt ind ved Gaardene, og de havde Mad med. Ingen Flotheder her! Men omsider opdagede man, at man paa Hotellet kunde faa en god kop Kaffe med hjemmebagt Brød for 50 Øre, og saa lod man Mønten springe og Mutter være fri for Besværet med Madpakken.

Hotellets første Vært hed Schønning, men efter faa Aars Forløb, i 1887, kom en ny Vært, Hr. Carl Gravesen, der samtidig drev »Casino«

i København, og hvis hustru, Fru Kirstine Gravesen, efter Mandens Død i 1889 selv har staaet for Virksomheden lige indtil i Fjor.

Der fortælles endnu en Historie om,

Da den første Vogn holdt ind til Hotellet Overretssagfører Husted og And. Høy stod en Søndag udenfor Hotellet og talte med Værten. Der kom nogle Vogne med Havgæster nede paa Dæmningen.

– Nu kommer der Gæster, sagde Overretssagføreren.

– De holder ikke herind, brummede Værten.

– Snak om en Ting! Gi´r De en Flaske Vin til den første Vogn, der holder an ved Hotellet?

– Lad gaa!

Lidt efter rullede en underlig Ekvipage op foran Hotellets Dør. Det var en Barnevogn. I den sad Husted, medens And. Høy agerede Trækkraft. Vinen var tjent.

Med badningen var det ogsaa i førstningen saa som saa Badehotellets »Fædre« gjorde sig megen Umage; de bar sig nemlig saaledes ad:

Inde i Klitterne lod man grave et Bassin, der skulle sættes under Vand gennem et Rør

Anton Melbye forsøger at faa en Dame i Vandet.

I 2016 har følgende foreninger fået tilskud fra Klittens Borgerforening:

Frivilliggruppen

Klittens Missionshus

Hvide Sande Pensionistforening

Hvide Sande Hallen

Radio Klitholm

Hvide Sande Kabelklub

Menighedsrådene

MC Westå

Turistgudstjeneste

FDF

Frivillige – Sudan

Aktive seniorer

Hvide Sande Skole, 8a

Støtteforeningen Børnehusets Venner

Hvide Sande Karateklub

Klittens Rejseforening

Hvide Sande Svømmeklub

Bowlingtur for flygtninge

Vi har i alt i 2016, udbetalt kr. 131.698,- til foreningslivet i Hvide Sande.

I år gik initiativ/ildsjæleprisen, som er et diplom og kr. 5.000,til holdet bag Ulvetimen.

Støt udviklingen og foreningslivet på Klitten og bliv medlem af Klittens Borgerforening. Info og medlemstegning på www.klittensborgerforening.dk

til Havet. Vesterhavsbad, væ’rsgo’! Men Røret sandede jo omgaaende til, og ned i Bassinet trak saa det brune Vand fra Klitterne. Hvad skulde man gribe til? Et Par af de vise Mænd ilede til København for at spørge på større Steder: Svar: »Man tager Vesterhavsbad – i Havet!« Stor Forundring og Glæde over denne sindrige Løsning.

En lokal Poet skrev ved Hotellets 40 Aars Fest en Sang, hvor han også kom ind paa denne Historie. Det hedder:

Tænk Dem, engang i gamle Da’, mens Klitten øde og ensom la’, brugte man Havet ved Søndervi’ kun til at fiske og sejle i.

Søfolk kom der fra alle Lande, men det var i Reglen kun for at strande. Det var en sær Fornøjels’, men hva’, her gør de’et altid saa godt de ka’.

Men saa Dr. Holst, han fik en Patient, som blev med Posten herover sendt. Han laante en Balje – vist af P. Dam eller omm’ ve’ Karens, det siger det samm’. Saa fyldte de Vesterhavsvand i Baljen, og deri dypped’ de saa Kanaljen.

Det var en sær Fornøjels’, men hva’, her gør de’et altid saa godt de ka’.

Manden blev rask, men flere kom te’, og saa blev Baljen for lille ved de’. Saa gravde’ de indenfor yderste Klit og kanted’ Bassinet med svensk Stakit. Der laa de og plaskede dejligt i Grunden, ved Højvande 3 Tommer Vand til Bunden. Det var en sær Fonøjels’ men hva’, her gør de’et altid saa godt de ka’.

Se saa kons nu. Saa var der en Mand, som sopped’ en Dag fra den aabne Strand. Der kom en Sø af slemmeste Slaws, den slog ham om, og han gik til Havs. Konen hun skreg, som Koner nu plejer: Ditlev kom ind, du bli’r ædt af Hajer. Det var en sær Fornøjels’ men hva’, her gør de’et altid saa godt de ka’.

Folk, der var Drenge for 40 Aar siden fortæller, at endnu dengang var det en hel Begivenhed at se nogen bade. Opdagede man, at en eller anden bogstaveligt talt var ved at gaa i Vandet, ja saa sprang den yngste Ungdom af Sted for at se, hvordan det spændte af. Selv havde man hjemmefra strengt Paabud om ikke at bade –bare soppe! Hele Familien tog sig en Soppetur, og naar det var forbi, havde man for denne Gang faaet, hvad man med Rimelighed kunde forlange af Badelivets Glæder.

Glædelig jul og godt nytår ønskes af

Tlf. 97 31 16 59

Parallelvej 78 · Hvide Sande www.kmt-hvidesande.dk kmt@postkasse.net

Men der blev jo snart flere og flere, som vovede Pelsen. Det gjorde meget, at Værten fra sin Virksomhed ved Casino kendte mange Skuespillere. De fandt efterhaanden til Søndervig i stadig større Tal og kom til at præge baade Badelivet og Badehotellet.

Men se paa Badedragterne fra den Tid! De er saa langt fra det anstødelige. Det er vist ogsaa det eneste gode, man kan sige om dem. De var ikke just egnede til en rask Svømmetur i Bølgerne, – snarere ser man i dem ud, som om man just skulde ud at drive Vintersport, saa tilknappet er man.

Hvad skal enden blive?

Og dog var det strengt forbudt Herrer og Damer at bade sammen. Det kendtes ikke. Herrebadehuse i Række for sig, Damernes for sig. Det var Damerne, der gjorde Oprør. Nogle sagde, at de vilde have Lov til at bade sammen med deres Mænd. Det lod sig gøre, men saa maatte Damerne gaa hen i Herrernes Badehuse; Herrer paa Damernes Omraade tilstedte man ikke. Alligevel kom Forargelsen.

En Dag, fortæller Fru Gravesen, kom der en Lærerinde til mig med alle Tegn paa Forargelse malet i Ansigtet.

– Hør, Fru Gravesen, udbrød hun, nu gaar Herrer og Damer sammen i Bad, hvad skal Enden blive?

– Vaad, tænker jeg, smilede Fruen.

Og Aarene førte

En stedse større strøm af Gæster til Søndervig lokket af Herligheden i Naturen derude saavel som af Fru Gravesens snart landskendte Bord. Mange »kendte Navne« har været Gæster derude, ofte gennem Aartier. At læse i Hotellets gamle Fremmedbøger er ikke kedelig Lekture. Vi nævner i Flæng nogle enkelte mere kendte Folk, de kunde suppleres med mange flere:

Grosserer David Metz, København, Bispinde Asta Grundtvig, Pastor S. Kejser Nielsen, Professor Joh. Steenstrup, Grosserer H. Pontoppidan, Hamborg, Architekt Martin Nyrop, Prof. Har. Høfding, Anton Melbye, Operasanger Emil Holm, Maleren Erik Henningsen, Overretssagfører Chr. Husted, Maleren Otto Bache, Olf. Richard, Forfatteren Louis Levy, Apoteker, Justitsraad Heiberg, Maleren N. P. Mols, (hvis Mindesmærke nu kan ses i Klitterne derude), Billedhuggeren Ut zon Franck, Forfatteren J. Anker Larsen, Professor Vorslund-Kiær, kgl. Hoffotograf Elfelt, Prof. Rovsing, Skuespillerinde Fru Mathilde Nielsen, Arkitekt Ulrik Plesner, Skuespiller Carlo Wieth, Prof. V. Benzon, Maleren Børge Nyrop, Journalist Andreas Winding. Skuespiller Arne Weel, Forfatteren Christopher Boech, Skuespiller Adam Poulsen, Skuespillerinde Jonna Neiiendam, Prof. OrlaJensen, Forfatterinden Anna Baadsgaard.

Dertil vrimler det af adelige Navne: Bille Brahe, Juel Brockdorff, Rosenkrantz, Schaffa-

Badebillede fra 90erne

Dyrlæge Center Vest

litzky de Muckadell, Ahlefeldt Laurvig, Lerche osv. osv. »Aah, de har været her, meget af Landets Adel«, siger Fru Gravesen med klædelig Beskedenhed.

Og det gode var, at alle, baade »jævne Folk«, som man siger, og »Navnene«, befandt sig lige godt i Søndervig.

Med Hotellet som Midtpunkt

Voksede der i aarenes løb en hel Villaby op

i Klitterne ved Søndervig. Her bor ogsaa saavel Menigmand som »Navne« Side om Side i fuldkommen Idyl og bedste Forstaaelse.

Nu tæller Søndervig Badeby ca. 250 Villaer, og i Højsæsonen bor der i Søndervig ca. 1500 »liggende Gæster«. Men desuden skyder Teltene op som Paddehatte, og de Skarer, som baade Søgn, men naturligvis mest om Søndagene, trækker ud til Søndervig pr. Bil, pr. Rutebiler og Cykler, tæller op i Tal, mange Dage i Tusinder. En vidunderlig Cyklesti, som nøje følger Nordkysten af Ringkjøbing Fjord, er maaske ingen Turistattraktion, men den er en Oplevelse for enhver, som kan leve med i vestjydsk Natur.

Hvornaar kom den første Bil til Søndervig spørger vi Fru Gravesen.

– Det var i 1905 eller 1906, svarer Fruen. Den var fra Tyskland, og derfor var dens Fører

Sønderjydernes

Besøg ved Søndervig

uvidende om, at man ikke maatte køre med Motorkøretøj paa Smaavejene over Holmsland. Bilisten blev da ogsaa mulkteret af Politiet i Ringkjøbing og skulde give Møde i Retten tre Dage senere.

– Aah, udbrød Bilens Passagerer, da de hørte det, men nu er vi altsaa i Søndervig, og her har vi saa Lov at være i tre Dage!

10 Aar tidligere havde ogsaa en Cykle været en Seværdighed derude. Det ses maaske bedst deraf, at en kendt Ringkjøbing-Borger i 1895 skrev sig ind i Fremmedbogen paa Søndervig Badehotel som: J. P. Laursen, Cyklist.

Nu er det lidt anderledes. Nu tager man sig vel i Vare, om man pr. Cykle eller Apostlenes Heste skal befordre sig selv med Vejen til Søndervig.

Før i Dage var

Søndervigs væsentligste forbindelse med omverdenen knyttet til Postvognen. Med Jens Thomsen –det var Postkuskens Navn – kunde man faa Hyre til Søndervig, – det vil sige, hvis der tilfældigvis var Plads! Ellers kunde man vente til næste Dag og saa haabe paany!

Badehotellet havde dog ogsaa i mange Aar egen Vogn, som hver Aften hentede Gæster i Ringkjøbing. Det var en Kalechevogn, købt i sin Tid af Konsejlspræsident Estrup. Denne forlangte ved Handelens Indgaaelse, at Nav-

nepladen skulde tages af Vognen, hvilket naturligvis skete.

Af større Oplevelser i Søndervig Bads Historie er der Grund til at nævne

Det store sønderjydske besøg i 1884. Her kom der et saa mægtigt Vogntog, at da den første Vogn naaede Badehotellet, var den sidste ikke kommen længere end til Toldboden i Ringkjøbing.

Men hvad Glans og Herlighed angaard, da fordukles alt af

Kongebesøget i 1908, da Kong Frederik VIII med Følge gæstede Søndervig og spiste Middag paa Badehotellet. Fru Gravesen fortæller lidt derom:

Det var ikke kedeligt. Alt her var jo idel Travlhed. Der skulde laves et særligt Bord til Formaalet. Og midt under Forberedelserne ankom der to røde Plydsstole med Guldstads paa! Det var til Kongeparret under Spisningen, blev der sagt. Naa, jeg syntes ikke, de passede til det, og satte dem derfor hen i Kongeværelset. Lige før Festen kom der Ilbud, at de røde Stole endelig skulde fjernes fra Spisesalen, de var en Misforstaaelse, thi de var saa lave, at Kongen og Dronningen slet ikke kunde naa op over Bordet, naar de sank ned i dem. Men den Misforstaaelse havde Kongeparret været udsat for ved hver Rast under hele Turen! Naa, her var det jo i Orden.

Andre Steder var det Skik, at Kongeparret fik højrøde Roser. Her havde vi til en Forandring pyntet op med Markblomster, og det saa pænt ud. Lige ud for Kongen stod en mægtig Tidsel af en bestemt pragtfuld Art, som vokser her i Klitterne. Den tiltrak sig især Kongens Opmærksomhed og Yndest. Efter Bordet kom en Dame og bad mig, om hun maatte faa den Tidsel, thi Kongen skulde have en Buket, og naar han nu var saa glad for Tidslen, skulde han ogsaa have den. Jeg sagde, at Tidslen jo havde gjort sin Nytte, og at jeg ikke troede, at Kongen vilde sætte Pris paa stadig at faa præsenteret den samme Tidsel! Og derved blev det.

Der er mange smaa muntre træk fra Badelivet ved Søndervig. Her bare nogle enkelte:

Man havde i mange Aar en Bademester, der hed Jørgen – med et Tilnavn saa uartigt, at det ikke maa komme paa Tryk! Denne Jørgen var en lun Svend.

En Dag kom en Lille Københavner-Dame bestyrtet op af Badet og raabte til Jørgen, at hun havde slugt Vand. Om han troede, det gjorde noget?

– Nej, bette Frøken, svarede Jørgen. Der skal nok være nok til de andre!

Og en anden kunde spørge:

– Naa, Jørgen, hvad Vej er Vinden i Dag?

– Aarh, svarede Jørgen, den er Nord nordvest.

– Ih men dog, kan det ogsaa blæse fra to Sider paa een Gang!

Men en Dag fik man Ram paa Jørgen:

Det var dengang strengt forbudt at bade uden Tov, og Jørgen skulde overvaage Ordenens Opretholdelse paa Stranden.

Jørgen saa ikke saa godt, og pludselig siger en af Badegæsterne til ham, da man ser et Marsvin boltre sig ude til Havs:

– Se, Jørgen, der gaar een uden Tov!

Jørgen var straks Fyr og Flamme:

– Vil du se, du kan komme herind! Det er Søren ryle mig ogsaa for galt, at han gaar der uden Tov. Vil du komme herind og det straks!

I Vaskehuset paa Hotellet regerede Karen Vaskepige. En Dag spurgte Anton Melbye hende, om hun kunde vaske en Silkeskjorte for ham. Karen saa alvorligt paa ham:

– A befatter mæ et mæ Trolddom! var det eneste Svar han fik.

En Gaardkone der i Nabolaget var ikke stiv i Adelskalenderen. Der kom af og til et par Herrer om ad Gaarden og slog en Sludder af. Det var Grev Schaffalitzky de Muckadell og Baron Bille Brahe. En dag kom Greven alene.

– Naa, Goddaw Schaffalitzky, sagde Konen, hvor har du Muckadella i Dag?

Det kan vist uden Fortrydelse siges, at

Det Menneske, der var midtpunktet i hele dette dejlige Liv i Søndervig, var Fru Gravesen. Ikke først og fremmest, fordi hun

var en ypperlig Chef i Køkkenet, – skønt ogsaa det, – men mest fordi hun er det Menneske, hun er. Hun blev alle Badegæsternes gode Moder, og som saadan huskes hun nu af Folk over hele Landet. Hun søgte aldrig sit eget, men sine Gæsters Vel. Mange er ogsaa de Hilsner, som selv nu under Fru Gravesens Otium finder Vej til hende.

I 1893 byggede Fru Gravesen sig en lille Gaard til Vinterbolig. Her var ingen Restauration i den Forstand. Men paa Husets ene Gavl var der en lille Plade med det ene Ord: Husly. Og her fandt saa Vinteren igennem mangen træt Fodgænger ind, blev venlig modtaget og beværtet i hvad Fru Gravesen kalder »al Tarvelighed«. Her i disse lave Stuer var der Fred og Hygge.

Nu bor Fru Gravesen til Stadighed i den lille Gaard. Selv under de hvide Haar følger Fru Gravsen af et helt Hjerte med i, hvad der berører hendes Livs Opgave: Søndervig Badehotel, det, som i første Række hun har skabt. Over dets Dør kan man godt sætte et par Linier, som en Badegæst i 1905 skrev i Hotellets Fremmedbog:

Her skal med friske Øjne der ses; her skal der les!

Og det er vel ikke saa ringe et Resultat at se tilbage paa, naar nu 50 Aars Dagen nærmer sig: at Tusinder af trætte Mennesker her fik Sundhed og Styrke til at se friskt og le glad.

Tillykke med de 50!

Fakta om Gravesen-familien, Søndervig Badehotel

Maren Kirstine Jørgensen (senere gift Gravesen), er født 8. maj 1866 i Nørager Skov i Sæby sogn, Holbæk Amt. Datter af husmand Hans Jørgensen og hustru Birthe Marie, f. Jensen.

I folketællingen 1. feb. 1890 for Søndervig, Nysogn ses hotelvært Carl Johan Gravesen og hustru Caroline Vilhelmine Gravesen, samt ægteparrets adoptivdatter Maggie Vilhelmine på 6 år.

Sif.

Maren Kirstine Jørgensen er »tyende«, 23 år.

Carl Johan Gravesen, restauratør i København, får skøde på badehotellet 28. juni 1893.

Caroline Vilhelmine og Carl Johan Gravesen bliver skilt i 1899, og d. 26. oktober 1900 bliver Carl Johan Gravesen gift med sin husbestyrerinde Maren Kirstine Jørgensen i Nysogn kirke. Maren Kirstine er nu hotelfrue.

Fru Kirstine Gravesen

Carl Johan Gravesen dør 23. januar 1905 på Frederiks Hospital i København, hvor han er indlagt som følge af et hjertetilfælde.

Ved skiftet 13. marts 1907 får Maren Kirstine Gravesen skøde på badehotellet og hun adopterer Maggie Vilhelmine Gravesen.

Maren Kirstine Gravesen dør 23. april 1938 i Søndervig og begraves på Nysogns kirkegård. Kirkebogen fortæller: »Urnen indeholdende Asken af Carl Johan Gravesen ... ... blev nedsat i samme Grav«.

Adoptivdatteren Maggie Vilhelmine Gravesen blev 19. sep. 1908 gift med læge Hans Agersnap i Ulfborg.

Ved Maggie Vilhelmine Agersnaps død 16. aug. 1960 skrev »Sif.« (journalist på Ringkøbing amts Dagblad) følgende om hende i nekrologen:

Maggis barndom og ungdom hørte til Søndervigs store dage, hvor hendes hjem, badehotellet, var et landskendt feriehjem for adskillige af vore kunstnere, ikke mindst på teatrets område. Det glade og friske liv i denne kreds kom til at præge denne unge pige. Hun var reel og nøgtern, alt hvad der var opstyltet og uægte, afslørede hun blot med et nik. 

Glædelig jul og godt nytår

autoforum Ringkøbing A/S S Tlf. 97 32 42 22 www.autoforum.dk

jællandsgade 3, 6950 Ringkøbing

Hvor skal helikopteren nu lande?

Som en tidlig julegave, får Indre Mission i Hvide Sande d. 23/12 overdraget nøglerne til det nye missionshus. Det er faktisk lidt af en begivenhed. Det er første gang i over 100 år, at der er blevet bygget et missionshus på klitten. Og det er første gange nogensinde, at der har ligget et missionshus i Hvide Sande. Som de fleste ved, har IM indtil nu holdt til hhv. i missionshusene i Nr. Lyngvig og Haurvig og i Klittens Menighedshus.

Men drømmen om et missionshus inden for byskiltene er ikke noget nyt. Første gang, idéen blev bragt på bane, var i 70’erne. På daværende tidspunkt var der liv på havnen og liv omkring Hvide Sande Sømandshjem. Der var mange, som bakkede op om dette, og planerne om et missionshus blev derfor lagt på hylden. Efterfølgende er det gennem årene blevet bragt på bane med jævne mellemrum, og da det endnu engang blev foreslået i 2010, blev alle sejl sat til, og det viste sig at nu var tiden moden.

Forskellige projekter blev prøvet af, men da kommunen selv henvendte sig og spurgte, om det kunne være interessant med grunden foran brandstationen, faldt valget på den. En

fantastisk beliggenhed, perfekt størrelse og med gode tilkørselsforhold. Den eneste lille udfordring er, at hvis der igen kommer cirkus til området, må de finde en mark uden for byen, og redningshelikopteren må fortrække sig til parkeringspladsen.

De, som har prøvet at bygge nyt, ved at det kan være en lang proces fra den første idé, til man låser døren op og træder ind i sit nye hjem. Der er mange beslutninger, der skal træffes, ting der skal prioriteres, økonomi der skal på plads og uventede udfordringer, der skal løses. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg oplyse om, at det ikke går hurtigere, når man som forening skal bygge nyt! Pengene skal samles ind blandt brugerne, og de fleste har en mening om hvordan og hvorhenne. Det tager tid, når så mange mennesker skal tage del i beslutningerne. Det har været en spændende og udfordrende proces, hvor vi trods alt har været skånet for de store konflikter. Tværtimod har det været fantastisk at være vidne til, hvordan tingene har flasket sig hen af vejen. Gang på gang er det hele bare »faldet i hak«! De rigtige svar på de rigtige tidspunkter. Det beløb, der lige manglede, blev doneret. En dør blev åbnet, når en anden blev lukket i. Folk har henvendt sig ud af det blå med et forslag eller et svar. Igen og igen er vi blevet »skubbet« fremad og i den rigtige retning. Mange ville sige at vi har været utrolig heldige. Jeg vil sige, at det hele er blevet lagt til rette for os fra oven.

Af Christian Thomsen, formand for Indre Mission i Hvide Sande

Nye muligheder (byens hus)

Med et nyt og moderne hus beliggende centralt i byen bliver der åbnet op for mange ting, som indtil nu har været lidt besværlige. En af de helt store forandringer bliver tilgængeligheden. I løbet af en uge er der op mod 200 børn og unge, som er engageret i enten Søndagsskole, Junior, Tweens, UA eller IMU. Den gode beliggenhed, huset har med cykelstier og fodgængerfelt uden for hoveddøren, gør det nemmere for børn og unge at komme og bruge huset. Både når der »er noget på programmet«, men også når der ikke er. Ung-

domslokalerne bliver indrettet med sofaer, tv, playstation, bordtennis mm. Vi håber på den måde også, at huset bliver et sted, hvor unge mennesker har lyst til at »hænge ud«. I løbet af foråret bliver der præsenteret en Ungdomscafé, hvor unge kan komme og være sammen, hygge sig og se Champions League fodbold.

Det bliver forhåbentligt hele byen, der får glæde af det nye hus. Både de indvendige og de udvendige faciliteter.

Tanken er, at huset skal bruges så meget som muligt. De nye flotte lokaler – både den

Foto: Martin Backs

stor sal med plads til 150 mennesker, men også de små hyggelige »sofarum« – kan forhåbentlig bruges af mange. Vi låner meget gerne lokalerne ud, hvis nogen mangler et dejligt sted at være til f.eks. en bogklub, strikkeklub, legestue, filmklub eller den næste fest, der skal holdes.

Det store område omkring huset giver også nogle fantastiske muligheder. I løbet af foråret vil mange frivillige hænder gå i gang med at etablere; multibane, skaterbane, legeplads og bålhytte. Byen har manglet et sted, hvor de unge kan udfolde sig på rulleskøjter, skateboard eller løbehjul, og hvor mor og far kan sætte sig ved et bord, mens børnene leger på legepladsen, spiller fodbold eller basketball.

Taknemlighed (gavmildhed)

Det har været fantastisk at opleve den velvilje og gavmildhed, som vi er blevet mødt med under processen. Størstedelen af de ca. 9 millioner kroner, som projektet koster, er doneret af familier eller enkeltpersoner. Over 100 private bidragsydere er det blevet til, og det giver grund til stor taknemlighed. Det viser også, at der er grundlag for projektet. Der er mange, der synes, at det er en god ide, og som vil bruge huset bagefter.

Der er også grund til at glæde sig over og takke for de mange bidrag, der er kommet fra firmaer og forretninger i byen. Mange har ønsket at donere penge til de udvendige faciliteter, og havde det ikke været for disse donationer, havde det været vanskeligt at realisere planerne.

Arken (Hvad laver I?)

Det nye hus har fået navnet »Arken«. Det har altid været en tradition, at et missionshus skal have et navn. Før i tiden blev mange bibelske navne brugt: Ebenezer, Bethesda, Bethel osv. Det navn, huset skulle have, skulle »klinge lidt bedre« end mange af de gamle navne. Efter en navnekonkurrence, hvor der kom mange gode forslag, faldt valget på Arken. Det leder tankerne hen på Noas Ark, som der fortælles om på de første sider i bibelen. Arken blev bygget, fordi Noah troede på Gud. Arken var et stille og fredeligt sted, da bølgerne gik højt, og stormen rasede. I en verden, hvor

»bølgerne« også kan gå højt, og i en hverdag, der ofte kan være fyldt af stress og jag, er det ønsket, at Arken i Hvide Sande også må være et »stille og fredeligt« sted. Et sted, hvor man kan komme og puste ud. Et sted, hvor man kan lade armene hænge ned langs siden og lade roen sænke sig. (Det gælder selvfølgelig ikke, når der er 50 juniorbørn tilstede, men I ved, hvad jeg mener!)

Historien om Noahs ark i bibelen er et symbol på Guds kærlighed og frelse. Dén frelse Jesus vandt på korset, og som rækkes ud til alle mennesker i dag.

Jeg bliver af og til spurgt: »Hvad laver I, når der er møde i missionshuset?« Tja … vi laver cirka det samme, som de fleste kender fra kirken. Missionshuset er ofte blevet kaldt »kirkens dagligstue«. Det er ikke helt så højtideligt og lidt mere uformelt, ligesom i en dagligstue, hvor man godt må smække benene op på bordet. Orglet er skiftet ud med guitar, klaver og trommer, men bibelen er den samme.

Kirken og kirkelivet har altid fyldt meget i Hvide Sande og på klitten. Der er mange frivillige engagerede i det kirkelige arbejde. Når der bruges mange kræfter på noget, er det fantastisk at se, at så mange børn og unge ønsker at tage del i det. Jeg har nævnt, at der kommer mange børn til Søndagsskole, Junior og Tweens, og at man kan samle op mod 180 børn og forældre til Ulvetime (børnenes egen gudstjeneste) er helt enestående.

Når dørene slåes op til Arken, kan byen glæde sig over at have fået et super flot og moderne hus, som kommer til at danne ramme for mange dejlige timer for både børn, unge og gamle. Så gør det ikke noget, hvis der går 100 år mere, inden næste missionshus bliver bygget.

Vi glæder os utrolig meget, til at byde jer alle sammen velkommen i Arken! 

Den 7.-8. januar holdes der indvielsesfest, hvor der vil være arrangementer for børn, unge og ældre. Hold øje med indbydelsen i postkassen!

JULEN HANDLER OM NÆRVÆR – DET

GØR HVERDAGEN OGSÅ

I julen kommer mennesker hinanden mere ved. Vi giver os lidt bedre tid, er lidt mere imødekommende – og har lidt hurtigere til smilet. Vi er lidt mere nærværende.

Hos vestjyskBANK holder vi ikke jul hele året –men vi er altid nærværende.

Vi ønsker alle god jul og godt nytår – med masser af NÆRVÆR

vestjyskbank.dk/hvidesande

ART 56

– Kunstnerboligen på Tyskerhavnen i Hvide Sande

hjælper til arrangementet »Kunst i manøvregangen«, Hvide Sande Masterclass m.v.

»Nej, nej – det er ikke kun Skagen, der har et specielt lys set med kunstneriske øjne. Det har vi også her i Hvide Sande og faktisk et endnu flottere lys, for vi får det jo fra begge sider – både fra fjorden og havet«. Ordene er Henning Davidsens, som på en smuk septemberdag på Tyskerhavnen i Hvide Sande har sagt ja til at fortælle lidt om den ny kunstnerbolig ART 56 til Ywl o æ Klet. Henning Davidsen fortsætter:

Kunstnerkolonier har som bekendt eksisteret i mange, mange år. Og mange kunstnere har fundet- og finder – deres inspiration ved vandet. Sådan er det også i Hvide Sande, hvor en del kunstnere gennem årene har fundet deres inspiration og deres motiver i bl.a. Mamrelund og Tyskerhavnen.

HKT (Holmsland Klit Turistforening) har derfor også gennem tiden været opmærksom på, at det kunne være et fint supplement til vandsport, lystfiskeri m.m. at udbygge tilbudene på det kunstneriske og kulturelle område. Det har resulteret i, at HKT blev fødsels-

Da Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing-Skjern Museum for få år siden gennemgik området ved Tyskerhavnen med de gamle redskabshuse, blev det besluttet, at der måtte opføres max. 20 ferieboliger i stil med de gamle redskabshuse i området. I den forbindelse så Henning Davidsen og daværende destinationsmanager Dorthe Frydendahl derfor en mulighed for at få realiseret en drøm om at få etableret en kunstnerbolig i området. En bolig, som skulle beboes af skiftende kunstnere, som naturligvis skulle samle inspiration, men også bruge huset som et arbejdende værksted, som skulle være åbent for besøgende.

Der blev fundet en egnet grund, HKT’s bestyrelse blev forelagt ideen, og efter en længere betænkningstid gav bestyrelsen i efteråret 2015 grønt lys til at ville realisere projektet. Henning Davidsen blev projektleder for byggeriet, og arkitektfirmaet CUBO i Århus, som også har tegnet slusehusene i Hvide Sande, udarbejdede skitserne til huset.

Hvad kom der så ud af det I dag står det der så. Et smukt træhus på 50 m2. Udvendigt beklædt med kebony, som er fyrretræ, der er behandlet, så det bliver hårdt og vedligeholdelsesfrit. Et produkt, der stam-

Fortalt af Henning Davidsen til Gurli Jensen

mer fra Norge, og betragtes som et miljøvenligt alternativ til tropisk træ. Vinduer og døre er udført i mahogni, og tanken er, at al udvendigt træværk ikke skal behandles fremover, men efterhånden få den grålige patina, som minder om strandingstræ. Indvendigt er de 50 m2 udnyttet godt og praktisk, bl.a. med betongulv belagt med epoxy.

Hvem bor i huset

Fra ca. 1. juni til ca. 1. november beboes huset af skiftende kunstnere i perioder af 14 dage. Der er stor interesse for at få lov at bo i huset, så man har allieret sig med Flemming Rendbo fra Esbjerg, som i denne sammenhæng fungerer som kunstnerisk vejleder. I de perioder, hvor huset ikke beboes af kunstnere, kan det udlejes som feriebolig. Kunstnerne forpligter sig til at arbejde, mens de er der, så huset fungerer som et arbejdende værksted. De forpligter sig desuden til at huset er åbent for besøgende fra søndag til torsdag fra kl. 12-16. Endelig forpligter de

skiftende kunstnere sig til at sætte deres eget lille kunstneriske fingeraftryk i huset i form af et lille maleri eller lignende. Der kommer megen positiv respons fra kunstnerne, og flere af dem er blevet meget fascineret af lokalområdet og de mennesker, der bor og lever her.

Hvad siger de besøgende

Der er en meget fin interesse fra de besøgende, og initiativet, som HKT har æren for blev realiseret, er blevet positivt modtaget. Markedsføringen er påbegyndt og budskabet skal nu ud, så gæsterne opdager, at der er et nyt tilbud på det kunstneriske område. Der er dog ingen tvivl om, at når de mange trofaste gæster, som kommer til området, spotter, at her er et arbejdende værksted, et hus smukt beliggende ved Tyskerhavnen og et hus med liv og aktivitet, så vil de komme igen og igen for at følge de skiftende kunstneres arbejde. Et projekt, som det bliver spændende af følge i fremtiden. 

Vi ønsker alle vores husejere, gæster og samarbejdspartnere god jul og godt nytår

...fantastiske ferieoplevelser siden 1968 www.novasol.dk

Da Nusers kampfly nødlandede i Klegod

Selv om Danmark forholdt sig neutralt under 1. verdenskrig 1914-18, blev befolkningen ofte mindet om krigshandlingerne – eksempelvis ved Jyllandsslaget 31. maj og 1. juni 1916. Det betegnes som Verdens største søslag, hvor kanonernes torden ude på Nordsøen kunne høres langt ind i Jylland.

På Holmsland Klit fik man et konkret bevis på krigen på kontinentet, da et engelsk jagerfly nødlandede i Klegod den 19. juli 1918. Det havde deltaget i et luftangreb på en tysk luftskibs-base ved Tønder, der var tysk territorium frem til 1920.

Zepperliner-basen ved Tønder var en torn i øjet på englænderne, og den havde været mål for engelske luftangreb to gange i 1916. Men begge disse aktioner mislykkedes, fordi de engelske jagere enten forulykkede under starten fra moderskibene ude i Vesterhavet, eller ikke nåede frem til målet på grund af brændstof-mangel.

I 1918 rådede englænderne imidlertid over et rigtigt hangarskib, »HMS Furious«, og den 19. juli 1918 befandt det sig 13 sømil stik vest af Lyngvig Fyr – 150 km nordvest for Tønder. Vejret var ikke det bedste, og vinden havde en

Fra taget på sit hundehus kæmper tegneserie-helten Nuser drabelige luftkampe i sin »Sopwith Camel« under 1. verdenskrig. Modstanderen er den berømte tyske jagerpilot Manfred von Richthofen – Den røde Baron – som var en legende allerede i levende live. Den 20. april 1918 nedskød Richthofen sine modstandere nummer 79 og 80. Dagen efter blev han selv dræbt af artilleri fra jorden i Frankrig, mens han forfulgte et fjendtligt fly i sin Fokker Dr. 1. – Illustration fra tegneseriehæftet »Nuser og Den Røde Baron«, udgivet af Illustrationsforlaget i 1966.

Af Kristian Sand Fhv. chefredaktør Jagtvej Gammelsogn

G. BECH-HANSEN A/S

Enghavevej 21 · DK-6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 12 00 · www.bech-hansen.dk

Det nødlandede engelske Sopwith Camel kampfly på marken i Klegod sommeren 1918. Billedet er udlånt af Elihardt Kokholm, Ringkøbing. – På grund af sin manøvredygtighed var flyet meget populært blandt de britiske piloter i 1. verdenskrig. Prototypen kom i luften i december 1916, og der blev produceret omkring 5500 maskiner. Flyet havde to 7,7 mm maskinkanoner og kunne desuden medføre bomber. I begyndelsen af 1918 var 13 eskadriller udstyret med Sopwith Camels. I dag er der kun ganske få maskiner tilbage.

sådan styrke, at det var tvivlsomt, om flyene kunne nå tilbage. Men under alle omstændigheder havde de brændstof nok til at nå til Tønder og derefter – når aktionen var gennemført – at nå over landegrænsen til Danmark.

Syv jagere af typen Sopwith Camel deltog i angrebet den 19. juli. De var delt i to grupper og medførte hver to stk. 23 kilos bomber. Angrebet var særdeles vellykket. To luftskibe på basen blev forvandlet til forvredne aluminiums-skeletter, og i resten af krigen var basen kun anvendelig som nødlandingsplads.

På grund af den marginale brændstof-beholdning havde piloterne ordre til ikke at vente på hinanden, men søge at nå de engelske flådestyrker hurtigst muligt – eller gå ned i Danmark og lade sig internere.

Én pilot fra gruppen med tre maskiner nåede tilbage til hangarskibet, mens to nødlandede i Danmark. Den ene på en mark i Guldager ved Esbjerg, hvor piloten stak sit fly i brand. Den anden ved Høje Knold på Skallingen.

Fra gruppen med fire maskiner nåede to jagere tilbage til »Furious«. En tredje forsvandt sporløst og var formentlig styrtet i havet. Det

fjerde fly, ført af løjtnant S. Dawson, landede på en mark i Klegod.

De tre piloter, som nødlandede i Danmark, blev alle interneret. Men det lykkes dem hurtigt at undslippe via Sverige og Norge. Løjtnant Dawson var således tilbage i England allerede den 4. august. 

Historien om det engelske flys nødlanding i Klegod findes på bagsiden af Ringkjøbing Amts Dagblad onsdag 21. april 1982.

Nuser og den Røde Baron – 1. udg. 2. opl.

Forlag: Illustrationsforlaget

Forfatter: Charles Schulz

Tegner: Charles Schulz

Oversætter: Jørgen Sonnergaard

Serie: Nuser

Orginal Titel: Snoopy

Trykt Hos: Trykt i Danmark af F.E.Bording

Format: Mål 138 x 207 mm, 72 sider, i farver

Indbinding: Hardcover

Version: 1. udgave, 2. oplag

Udgivelse: 1966

»HolmslandOgginaler« VI

Christian er i dag servicechef på Ringkøbings ny skole, og såvel han som jeg er blevet »voksne«, 60 år, i årets løb.

Da vi gik i skole i Kloster, havde vi bl.a. navnkundige Søren Thejlade Nielsen som lærer, beskrevet i julehæftet fra 2001.

Efter en pause siden 2013-udgaven af dette blad er jeg igen blevet bevilget spalteplads af redaktionen til at skrive et afsnit i serien af Holmsland-anekdoter – første afsnit blev bragt i 2003, dernæst 2004, 2008, 2012, 2013 – og nu altså 2016, som jeg anser for at være »sidste kapitel«.

Materialet er dels bidrag fra gode mennesker, der har haft en historie at fortælle, dels ting, som jeg selv har oplevet, og jeg håber, at læsningen vil give lige som megen fornøjelse, som det har været at indsamle og skrive kapitlet.

Der er ikke nogen kronologisk eller anden logisk forklaring på historiernes rækkefølge –de kommer med »spredt hånd«:

En person, der tidligere har været nævnt i disse spalter, er Christian »Velle« Holm Nielsen fra Gammelsogn, som jeg som barn gik i skole med – og fortsat er ven med.

Thejlade var ikke Christians yndlingslærer, og det samme gjaldt givetvis den anden vej rundt: Sandt at sige kunne »degnen« være noget hård ved de elever, som måske kæmpede mere med stoffet end andre, og i visse fag var Christian udfordret.

Ved skoleårets start havde vi fået et hæfte, hvor vi skulle skrive en daglig engelsk bøjningsøvelse, og lynhurtigt gik det således, at Thejlade ikke fik kontrolleret, om vi lavede de skriftlige opgaver.

Pludselig en dag var der kontrol – i forlængelse af, at jeg var blevet hørt i noget stof.

– Har du lavet din skrive-øvelse til i dag, Ole?

Spurgte Thejlade.

Huha, det havde jeg ikke, så gode råd var dyre – og jeg opfandt på stedet en nødløgn.

– Det er så sjældent, vi bliver kontrolleret, så jeg laver fem ad gangen, og har dem i orden hver fredag.

Og det gik jo godt, for i dag var kun onsdag, og jeg slap for videre tiltale.

Thejlade begyndte nu sin kontrol fra en ende af – og selv piger, der ikke have skrevet øvelserne, fik en rusketur.

Hårdere måtte drengene betale, og så kom han til Christian – forrest i dørrækken.

– Og dig, Christian, har du skrevet øvelserne?

Af Ole Tang Journalist ved Skive Folkeblad Født på Holmsland 1956

Min ven havde jo haft et par lange venteminutter til at tænke sig om, så hans kloge svar var:

– Aah, jeg gør ligesom Ole.

Og da jeg var sluppet, så måtte Thejlade jo også lade Christian slippe – meget mod sin vilje.

Christian havde i øvrigt det skolemæssige særkende, at han altid spiste hjørnerne af sine skolebøger, så når året var slut, så afleverede han en stak bøger, der var så runde som tallerkener.

En mand, som jeg også kender personligt, er tidligere tømrermester Herluf »Sluf« Jensen, der i mange år drev forretning i Søndervig –efter han var indvandret fra Tim.

»Sluf« var ikke en mand, der nød at gå i habit. Han brugte til gengæld, hvad der lå lige for, passede sit arbejde, holdt gang i sin familie, der omfattede fire børn, og skaffede arbejde gennem mange år til sine ansatte.

En af dem fortæller om en lejlighed, da »Sluf« ville gå over til Keld Hansens butik for at købe sig lidt at spise.

Vel tilbage havde »Sluf« kun fodtøj på den ene fod, hvad tømrersvenden påtalte.

– Det var mærkeligt, for ude i det ene fodgængerfelt lå der en sandal, da jeg gik hjem. Det undrede jeg mig over, svarede »Sluf« –uden at opdage, at det var ham selv, der havde tabt skoen på udvejen, og nu havde handlet ind – kun med en sandal på den ene fod.

Jeg plejer selv at tage hjem til generalforsamling i februar i Landbobanken. Det gjorde jeg også forrige år, da det var vinter. Det var blevet sent, og jeg sad i foyeren og afventede, om der ville dukke en kørselsmulighed op ind til Ringkøbing by, hvor min svigermor bor.

Pludselig kom »Sluf« gående, og jeg hilste på min gamle ven og spurgte, om han kunne køre bil.

– Det kan jeg – jeg har kun fået et glas hvidvin først på aftenen, fastslog han og forsikrede mig, at han gerne ville køre mig ind til byen, skønt han nu skulle til Sdr. Nissum, hvor han bor i dag.

Vel ude ved bilen, en mindre 4-hjulstrækker, kunne vi se, at den var totalt dækket af is og sne, og jeg begyndte så at hugge is, mens »Sluf« fik liv i bilen, for at motoren kunne hjælpe til med afrimningen.

Og her skylder jeg at fortælle, at hele bilen indvendigt stort set var fyldt med gulerødder, som »Sluf« inden generalforsamlingen havde købt i Velling – for at glæde sin halvstore flok af heste og ponyer hjemme i Sdr. Nissum.

Efter et stykke tid blev vi enige om at køre: »Sluf« drejede bilen 180 grader på vejen, hvor han holdt, og kom samtidigt til at køre hen over en stribe pinde med såkaldt mine-strimmel, der var sat i rabatten for at skåne privatfolks forhaver.

– Pas på. Du kører over alle pindene, sagde jeg.

– Det skal du ikke tænke på, Ole. Det kan bilen let holde til, konstaterede han beroligende.

Vi kørte hen til Rindum Kirke og drejede ind mod byen, stadig med alt for dårlig udsyn – og med ét var der så »blå blink« bag os, altså politiet.

Det var, som om »Sluf« blev forskrækket, og kom til at ramme speederen med et tryk af foden.

Jeg sagde: – Kør’ ikke fra dem, det kan du ikke. Blink til højre, hold ind til siden, og få hurtigst muligt vinduet rullet ned, så han ikke ser al is.

Det råd fulgte »Sluf« heldigvis, og 10 sekunder senere stod en ung venlig betjent ved åbningen.

– Godaften. Har I været til generalforsamling?

Var det indledende spørgsmål.

Det kunne vi jo bekræfte, og dernæst ville betjenten vide, om vi/»Sluf« kunne køre bil.

Det bekræftede han, hvorefter betjenten ønskede dels at se kørekort, dels om »Sluf« kunne puste i en alko-tester.

– Det kan jeg ikke, slog »Sluf« straks fast –efter kørekortet først var blevet fundet med en del besvær.

– Og hvorfor ikke det? var næste spørgsmål.

– Fordi jeg har astma!

– Så må du med på stationen til en blodprøve.

Det var »Sluf« ikke meget for, så han kom ud af bilen, mandede sig op, og afgav så meget luft, at betjenten akkurat kunne se, han var ædru.

– Det var dejligt at se, kør nu forsigtigt, kom godt hjem og tak for denne gang, takkede den høflige unge mand uden at nævne isruderne og den kubikmeter gulerødder, der fyldte bilen.

Men under alle omstændigheder også tak »Sluf« for en minderig hjemtransport.

»Sluf« mistede sin kone Lis alt for tidligt til kræften – og da det blev hverdag igen, anskaffede han sig en papegøje som selskab.

Fuglen lærte tricks og ord – og når tømrersvendene var hjemme, så var de inde i privaten og drikke kaffe – og skulle så se, hvad fuglen havde lært af kunster siden sidst.

Nyeste påhit var at lade vandhanen småløbe, og så kunne fuglen selv trippe hen og drikke.

Denne dag gik det imidlertid galt – for »Sluf« havde glemt, at komfuret var tændt, så Poppedreng fik svedte kløerne og holdt sig flyvende en halv times tid, mens den skældte ud på alt og alle.

Senere slap den ud – fløj væk, og trods opslag og efterlysning alle steder, så lykkedes det ikke at indfange fuglen.

Det lykkedes imidlertid for en rovfugl – og tilbage var kun en bunke farvestrålende fjer som minde.

Senere fik Herluf en ny papegøje – men den skrantede. En ven, der vidste lidt om fugle, kom forbi, og »Sluf« bad ham tilse fuglen.

Vennen gjorde kort pardon – slog fuglens hoved ned i bordkanten, og så var det slut med fugl nr. 2.

Næste anskaffelse blev en labrador-hund, Sussi, som var slem til at æde alt muligt – inklusiv foder, sko, døre, medvidere.

På et tidspunkt kom den på ferie hos venner på Stadil-ø, og her fik »Sluf« den aldrig senere afhentet, så her endte den givetvis et godt hundeliv – år senere.

»Sluf« skulle ved en lejlighed skifte et vindue ved netop Keld Hansens butik, og som noget nyt var det et vindue, lavet i plastik, hvilket skulle være en fordel i det hårde klima.

Tømreren arbejdede med sagen, fik det gamle vindue ud, det nye sat i, og endte med at betragte sit værk – for så at undre sig over, hvor håndtaget til at åbne vinduet var blevet af.

Et nærmere eftersyn viste så, at håndtaget sad på ydersiden, så hele gøgemøget var blevet endevendt en gang for meget …

Den med de »endevendte« vinduer, som »Sluf« lavede hos Keld Hansen, kan også tømrermester Holger Kjærgaard fra Kloster tale med om.

Da Inger Marie og Henning Bertelsen renoverede huset kom der en fin leverance af sprossede vinduer – de havde blot den fejl, at de var opmålt til at sidde »på bredden i stedet for på højden«, og så måtte den gode Kjærgaard jo have indgivet en ny bestilling.

Nu kørte Sluf jo ikke spirituskørsel hjem fra bankmødet, men andre har prøvet den sport.

En person, der ikke kan sige sig helt fri, var afdøde Erik Hansen, der kom til egnen fra østkysten omkring 1970, og snart blev et

kendt ansigt som foderstofforhandler hos KFK i Ringkøbing.

Erik boede i Kloster, og spiritus-anklagen er ikke grebet ud af luften, for da han engang fik en dom og mistede kørekortet, satte han selv et opslag op på centrale steder i Kloster, hvor dommen blev bekendtgjort, så man kunne undgå snak og mytedannelser.

Ved en lejlighed var Erik ved læge og fik den klassiske opfordring om at spise et æble i stedet for, hver gang han har lyst til en øl.

Og det klassiske svar var jo, at ingen i verden kan spise en kasse æbler om dagen

Det var dog vist nok mest brændevinen, som han foretrak, og ved en lejlighed blev han en formiddag stoppet af politiet i Kloster.

Allerede på det tidspunkt havde han en lille ansats – men den blev ikke opdaget. Han inviterede i stedet frimodigt de to unge betjente med ind på en morgendram, hvilket de dog afslog.

Ved en lejlighed kiggede Erik Hansen ind til sin gode ven og kunde, Niels Bjerg, i Gammelsogn.

Her var Anker Aarup på besøg, og sønnen Jørgen, der var en ung mand, sad også med ved formiddagsbordet.

– Og hvordan går det så med dig, Jørgen. Er du i gang med noget fornuftigt? spurgte Erik Hansen den da ca. 18 årige knægt.

– Det går fint, jeg har lige fået plads ved et spændende landbrug ved Skave, kunne Jørgen oplyse.

– Er det et sted, hvor der er orden på tingene? ville Erik så vide.

– Det tror jeg bestemt. Det ser rigtigt godt ud, svarede Jørgen.

– Det var heldigt, for orden i tingene har du ikke haft lejlighed til at lære nogen af de steder, hvor du hidtil har været, slog Erik fast –velvidende, at Jørgen hidtil havde arbejdet for sin far og for Anker Aarup.

Nu afdøde Niels Bjerg er også »indblandet« i den næste historie, der er fra Kloster, og som går helt tilbage til først i 80’erne.

Marius Andersen var dengang borgmester i Aalborg, og han blev fældet, da han gennem bedrageri bl.a. havde fået sig et nyt badeværelse, og historien stammer fra den tid, da man gik og ventede på dommen, som var afventet over hele landet.

Arne Nielsen, maskinhandleren i Kloster, mente, at når Marius havde den »rigtige partifarve« (S), ville han ikke blive dømt. Margit Foged, leder af alderdomshjemmet i Kloster, mente det modsatte, og i et selskab, hvor naboer var budt sammen, blev der indgået et væddemål herom imellem de to.

Væddemålet bestod i, at den, der tabte, skulle give en stor middag til alle de tilstedeværende. Afgørelsen blev fulgt med spænding. Marius Andersen røg i spjældet, og Arne Nielsen tabte væddemålet.

Det var hen på efteråret, væddemålet var »ved at blive gammel«, men fortsat ingen invitation til det med længsel ventede middagsselskab.

Maskinhandleren sagde hele tiden: – Det skal vente til Niels Bjergs hvidkål bliver billigere.

Det syntes de involverede, at der skulle gøres noget ved.

Det var Arnes fødselsdag sidst i september. Der blev indkøbt en hel trillebør-fuld hvidkål hos Niels Bjerg, og ud på aftenen samledes selskabet, og i fælles flok brød man ind i Arnes Nielsens have, bankede på havedøren, og da der blev lukket op, blev hele trillebørens indhold af kål tippet ind i stuen.

Der blev efterfølgende fest… ja en stor fest med rigtig mange retter og alle med kål.

Lidt længere oppe i Kloster driver Henning og Holger tømrerfirma. Det gjorde før deres tid også Hennings far, Ingvard. En aften var han sammen med fru Gerda inviteret uden for sognets grænser. Humøret var højt og blev ikke dårligere af, at Ove Sørensen, revisoren i Kloster, også var inviteret.

Der var en rigtig hyggelig stemning. Ingvard rejste sig og fortalte lune historier og afsluttede med sangen »Fra Esbjerg til Fanø«.

Efterfølgende skulle der skåles i snaps: Ingvard fattede glasset, sagde SKÅL, og tømte. Nu forholdt det sig sådan, at værtinden havde sat små snapseglas på bordet, og samme udgave havde hun brugt til at komme peber i.

Ingvard greb det forkerte glas og tømte, og den slags »betales der for«.

En anden, der kan lave tømrerarbejde, er min gamle ven og mine forældres nabo igennem et langt liv, nemlig Einer Slot Andersen.

Han og Anine bor i dag i Ringkøbing, men bruger sommerhalvåret på Fyrrekrat 14 i Søndervig, hvor han og medhjælper Alex Jørgensen for 10 år siden byggede et fint sommerhus i stedet for det nedslidte, der stod på grunden.

Så tit, som det var muligt, kiggede jeg forbi byggeriet for at se, hvor langt de to var kommet, og altid var der tid til hyggeligt samvær og lidt snak om tingene.

– Synes du ikke, det er godt gjort? ville Einer som regel vide.

– Hvad er godt gjort, spurgte jeg dumt, og kendte næsten den følgende sætning på forhånd.

– At vi kan finde ud af at bygge et hus. En pensionist og en ko-klapper – med henvisning til Einers egen civilstand, samt det forhold, at Alex var hyret i husbond-afløsernes forening.

Det var jo godt gjort – og Einer fortsatte:

– Men vi har jo også to livliner – hver dag må vi ringe én gang til Villy Jørgensen (dygtig tømrermester i Kloster) eller til Per (Einers søn, der er bygningskonstruktør), hvis der er noget, vi ikke kan finde ud af.

– Så er det jo ikke så underligt, at det går godt, kunne jeg så tilføje.

– Og hvis to opringninger ikke er nok, ved du så, hvad vi gør?

– Nej, det ved jeg ikke.

– Så går vi hjem – og så skal vi huske at lægge en seddel, for ellers kan vi næste dag ikke huske, hvor langt vi er kommet!

Flot blev resultatet, og den dag i dag nyder Anine og Einer det dejlige hus med udsigt over fjord og Holmsland.

Nord for Niels, og senere Jørgen Bjergs ejendom, boede »i gamle dage« i Nørby Gustav Trankær og fru Marta – og en stor flok børn.

Niels Nielsen var for 40 år siden nystartet som selvstændig smed – og Gustav havde ringet til smeden for at få udført et stykke arbejde, der krævede en håndværker.

Opgaven blev løst, og de to mænd, den godt 60-årige landmand og den godt 20-årige smed, stod og kiggede på resultatet og fik en lille snak.

Trankjær, der var far til otte børn, ville så godt vide følgende:

– Sig mig engang, gør sådan en ung mand som dig noget for at undgå at få børn?

Var spørgsmålet.

– Nej, det tænker jeg godt nok ikke på. Det må min veninde tage sig af, var smedens svar.

Og Gustavs afsluttende kommentar lød så:

– Jeg synes godt nok, at Marta og jeg bruger alle mulige bekæmpelsesmidler, og alligevel bliver vi ved med at få børn…

Gustav er død for en del år side, Marta lever endnu i Herborg, og alle børn er skam også i live trods diverse »bekæmpelsesmidlerne«.

I Gustavs nabolag boede i gamle dage Antony Berg, som jeg kan huske, og som jeg som barn opfattede som noget af en verdensmand, og med en dialekt, der stak lidt ud fra den lokale.

Antony B. havde som ung været til søs, og ved en lejlighed var han endt i Buenos Aires i Argentina, hvor jeg sjovt nok også selv har været tidligere i år.

I Buenos Aires kan man opleve frie papegøjer i træerne, og det gjorde Antony også, da han sad med en kammerat på en fortovs-restaurant i havnekvarteret i La Boca og nød en øl eller to.

En eller flere papegøjer skreg noget, der lød som »Beeerg, beeerg, beeeerg«.

Og Antony forklaring var: – Jeg vidste nok, at jeg var en kendt person, men at de kendte mig i Argentina, havde jeg alligevel ikke regnet med.

En landbrugsrelateret historie kommer fra Bandsby, hvor Jesper Aarup driver Bredmose, som i gamle dage tilhørte min farbror Vagn.

Jesper er en munter mand, men han syntes ikke, det var så sjovt, den dag han tabte sin mobil ned i gyllen.

Med anvendelse af al sin snilde blev mobilen fisket op – tørret af, lagt til tørre, og til Jespers glæde så endte den igen med at fungere.

Det varede lige indtil sengetid, da han tog mobilen med ind til natbordet – for at være ajour i forhold til mulige alarmer med mere på telefonen.

Da kunne fru Nina på »duften« nok fornemme, at det var tid for at anskaffe sig en ny af slagsen.

En ældre historie hører til i Søndervig, hvor der i gamle dage var skole.

Her regerede lærerinde Jensine Thomsen, der var ugift, og som nok har været på konstant arbejde for sit udkomme i det hus, hvor Finn Lauridsen bor i dag.

Foruden at undervise en lille flok elever havde hun en køkkenhave – og et hønsehold og på et tidspunkt var der behov for en ny flok kyllinger.

Hun henvendte sig, som hun tidligere havde gjort, hos en landmand på Holmsland, der havde fjerkræ, og bad om at få 30 kyllinger ved først-givne lejlighed.

Aftale blev bekræftet, og Jensine Thomsen sluttede så af med at sige, at hun gerne ville bede om 29 kokkekyllinger og en høne.

– Det var dog en underlig fordeling, mente landmanden.

– Det skal ikke gå hende (kyllingen), som det er gået mig, slog lærerinden fast.

Føromtalte smed, Niels Nielsen, havde en bedstefar med samme navn, som drev landbrug der, hvor Niels og fru Annette bor den dag i dag.

De to x Niels, bedstefar og barnebarn, cyklede for knap 60 år siden til grisemarked i Ringkøbing, som blev afviklet der, hvor Kjeldsens Tømmerhandel ligger i dag.

– Min bedstefar ville godt købe nogle torvegrise – og en landmand fra Velling ville sælge, men de kunne jo ikke blive helt enige om prisen, fortæller smeden.

De endte med at enes om et beløb – men ud fra den forudsætning, at holmboen tog de grise, han skulle have »fra den lille ende«.

Det var let gjort, for han tog dem alle 15 –og så betød det jo mindre, om det var fra den store eller den lille ende, så Velling-manden knurrede noget over den handel.

Først i 80’erne var jeg i gang med min journalistuddannelse i Århus, og skulle i det forløb også i praktik. Det kom jeg på Dagbladet i Ringkøbing – og havde dejlige 18 måneder ved den lejlighed.

Jeg stod i en periode blandt andet for Holmsland-stoffet, og så var det jo en oplagt fordel at kende en masse mennesker.

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår!

En af dem, jeg kendte, var skoleinspektør Mogens Tarp, som var en slags meddeler for lokalområdet.

På et tidspunkt i mit praktikforløb var Kloster hjemsøgt af nogle tvivlsomme personager, som opsøgte ældre medborgere, udgav sig for at være folk med et legitimt ærinde, hvorefter de masede sig ind hos den ældre, oftest med tyverier til følge.

Tarp ønskede dette omtalt i avisen, så folk kunne blive advaret om faren og tage de nødvendige forholdsregler – og lade være med at lukke fremmede ind.

Jeg skrev artiklen, syntes jeg var helt fair i beskrivelsen, og afleverede den, som man gjorde den gang i redaktions-sekretariatet, hvor man bestemte, om det var en forside-historie, en lokalting og i det hele taget stod for den avis-mæssige opsætning.

Den gode Tarp var derfor ikke helt tilfreds, da han næste dag så avisen og artiklen, under overskriften »Plattenslagere på Holmsland« –pyntet med et vellignende billede af ham selv.

Da Mogens Tarp var skoleleder, var Anne Jørgensen nok gået på pension, men ældre holmboer vil kunne huske den trofaste lærerinde.

Skolen har og havde den tradition, at eleverne var med til en gudstjeneste i Ny Sogn Kirke den sidste dag inden juleferien.

I koret i kirken hænger Jesus på korset med gyldent lændeklæde og et voldsomt sår i siden – et syn, som optog de mindste elever, der i kristendom havde fået fortalt om korsfæstelse og opstandelse. Med bævende stemme lød det fra en ellers frejdig dreng i 1. klasse: – Sig mig engang, Anne Marie, det er da vel kun en kopi?

Over de fem forudgående årgange, hvor jeg har skrevet om »Holmsland-ogginaler«, har

der stort set hvert år været historier om Knud Hansen, der var mine forældres, og dermed også min, næst-nabo i barndomstiden.

Knud var ungkarl, en »ogginal«, og var vel den sidste i sognet, der skiftede det gamle kul-komfur ud med et, der leverede varmen pr. el.

Gryder med videre skiftede han ikke ud, så det tog jo lang tid at varme en trebenet gryde med vand.

En ny-anskaffelse i de sidste år, som Knud fik, var et nyt toilet, et såkaldt »maskin-lokum«, der blev etableret på ejendommen.

Det viste Knud, der var godt svær og kraftig, stolt frem for naboen, føromtalte Einer Slot Andersen.

Einer så, at der ved siden af pøsen stod dels en rulle lokumspapir, dels en lægtehammer –og ville jo godt vide, om hammeren gjorde gavn, når Knud havde »hård mave«.

Nej, det hænger sådan sammen, at det kniber for mig med at få armene til at nå til alt, hvad arme bruges til, men når jeg har hammeren og får sat en god tot papir fast på spidsen, så kan jeg nå til det hele, forklarede Knud beredvilligt.

Dette var tænkt som sidste kapitel i serien af humoristiske historier fra Holmsland.

Tak til alle bidragydere – og tak for stor tålmodighed og overbærenhed hos de nulevende, som det er »gået ud over«.

Historierne har i tidens løb givet undertegnede massevis af indbydelser til foreninger fra Vejle/Esbjerg i syd og til Aars/Thisted i nord for at udlægge teksten – en sideeffekt, som jeg har nydt, og som jeg håber har givet lidt reklame/fokus på den skønne »afkrog« af landet, som Holmsland er. 

Årets konfirmander

7.a fra Hvide Sande

Bagest fra venstre:

Præsten, Christian Vestergaard Steffensen, Magnus Kirkeby Vestergaard, Peter Stampe Brølling, Jesper Lodberg Lagoni, Oliver Kjærgaard Timmer, Silas Agerholm Brogaard Nedergaard Pedersen

I midten fra venstre:

Marie Louise Lodberg Tarbensen, Jonas Schersat Pedersen, Maria Kristensen, Andreas Muff Ottosen, Lasse Johannes Fjord Simonsen, Sarah Juulsgaard Møller, Ida-Krestine Nedergaard Gydesen Faldt

Forrest fra venstre:

Emma Hemmje Søndergaard, Nadja Stouby Frik Andersen, Lærke Benthin Nielsen, Mathilde Mark Nielsen, Sarah Sofie Thomsen

Foto: Johannes Tarp

7.b fra Hvide Sande

Øverste række:

Præsten, Zander Lund Kjær Jørgensen, Peter Højgaard, Anders Lund Bjerregaard, Alexander Degn, Leon Pascal Burow, Simon Platz Glibstrup, Andreas Thue Elbæk

Mellemste række:

Katrine Kyed Buhl Nielsen, Therese Kolle Lauridsen, Sofie Evers Olesen, Michelle Henningsen, Lucas Cian

McElwee Jakobsen, Silas Kjær Enevoldsen, Silas Mølgaard Spørring, Sarah Opstrup Uhrskov Jensen, Klara

Johanne Nørrevang, Nanna Dalsgaard Pedersen

Forreste række:

Kirstine Høj Sørensen, Nikoline Vrist Hansen, Katinka Olsrød Dalen, Sarah Emilie Kaalund, Stine Muff Vejlgaard

Foto: Johannes Tarp

Ny Sogn, Kloster

Bagerste række:

Jakob Susgaard Hald Nielsen, Jens Schack Nielsen, Christian Hammershøi Rose, Præsten

Forreste række:

Julie Kristensen, Marie Louise Hammershøi Rose, Sofie Julsgaard Pedersen

Foto: Ole Mortensen

Gammel Sogn, Kloster

Adam Toft Nymark, Thor Johnsen Bøndergaard, Magnus Baarstrøm Andersen, Præsten

Foto: Ole Mortensen

Billeder fra året

Foto: Johannes Tarp Indvielse af den nye bro.

Foto: Johannes Tarp

Det sidste brofag ligger klar til montering. Så vil det igen være muligt at komme over Bagges dæmning.

Foto: Johannes Tarp På Tyskerhavnen afbarkes rusepælene.

Foto: Johannes Tarp Ruserne gøres klar.

Foto: Johannes Tarp Nr. Lyngvig fyr fanger den sidste sol. Set mod nordøst.

Foto: Johannes Tarp Solnedgang over Vesterhavet.

Foto: Johannes Tarp

Nr. Lyngvig havn en stille aften.

Foto: Kirsten Thomsen Redskabshuse på Nr. Lyngvig havn

Foto: Johannes Tarp

Kunst i byrummet. Hvide Sande møder kunsten på en ny og anderledes måde.

Foto: Johannes Tarp Interiør fra kunstnerboligen Art 56 på Tyskerhavnen.

Foto: Johannes Tarp Nærmeste nabo, Fjordskolen, er budt til start på Waterz Long Distance Challenge.

Foto: Kirsten Thomsen Første spadestik tages til det nye missionshus, Arken.

Foto: Johannes Tarp

Pudsige isdannelser en kold vinterdag med nordøsten vind.

Foto: Kirsten Thomsen Lille regatta markerer sejlklubbens 40-års jubilæum.

Foto: Kirsten Thomsen