Ywl o ae Klet 2010

42. ÅRGANG · 2010

Foto: Kirsten Thomsen

YWL O Æ KLÉT Udgives af Erhvervssamvirke Vest 2010 42. årgang

REDAKTION:

Gurli Jensen, Niels Lauridsen, Jesper Clausen Gunnar Pedersen, Holger Villadsen

VELKOMMEN TIL

YWL O Æ KLÉT

Foto: Henrik Kinch

Foto: Michael Weber

Foto: Kirsten Thomsen

INDHOLDSFORTEGNELSE

5 KÆRE ALLE

Af Jørgen Iversen, Formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

7 VIRKELIGHEDEN ER BEDRE END SELV DET BEDSTE EVENTYR

Af Thomas Kristensen, Sognepræst

11 MED STØTTESKIBET ESBEN SNARE PÅ PIRATJAGT

VED AFRIKAS HORN

Af Carsten Fjord-Larsen, Kommandørkaptajn

23 METHEA VEISE’S HUS

Af Else Bæk Olsen

31 SØNDERVIG 1970-2010

Af Keld Hansen

45 YWL O Æ KLÈT 2010

Af Peder Josephsen

57

JEG SAVNER IKKE DE »GODE GAMLE DAGE«

Af Ole Tang, Journalist i Skive. Født og opvokset på Holmsland

65 OM SØGÅRD PÅ HOLMSLAND

Af Jens Peter Boes

82 ÅRETS GANG I BILLEDER 2010

Erhvervssamvirke Vest i den gamle Holmsland kommune samt redaktionen af »Ywl o æ Kle’t«

Kære Alle

Af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

Det er jul og traditionernes tid. Det er måske derfor, alle glæder sig til jul. For resten af året vælter forandringerne ind over os.

Det, der var god latin den ene dag, er helt yt den næste – og »yt« er i øvrigt næsten glemt som slangudtryk fra firserne. Vi lever i en foranderlig verden, og tryghed er i høj kurs. Vi føler os trygge ved det vante. Men det vante skaber ikke megen udvikling og er måske mere til afvikling og gåen bag af dansen.

Vi har for få år siden set virksomheder og hele brancher, som gik forrygende godt – og vi har set finanskrise og fyringsrunder. At man i Danmark kan have svært ved at konkurere med udlandet, må vi vel nok overlade andre at finde løsninger på, men der ER ting, vi kan gøre selv.

Igennem nogle år er der blevet arbejdet på at etablere det, der i skrivende stund ser ud til at blive et videncenter for kystturisme. Det er tanken med det at få indsamlet, bearbejdet og formidlet eksakt viden om kystturisme til brug for virksomhedernes og relevante myndigheders langsigtede beslutninger. Hvis det lykkes, kan sådan et center sagtens blive drivkraft i skabelse af langt flere arbejdspladser i kystturismevirksomheder end vi har i dag.

Mange mennesker har det seneste års tid hjulpet til med at finde midlerne til at starte det op i Hvide Sande og til at få centeret ind på kommende finanslove, men i skrivende stund afventes resultatet.

Søvejen Mod Vest er et andet betydningsfuldt tiltag, som mange gode kræfter arbejder for. Der skal en del anlægsarbejder til i Ringkøbing, Velling og Hvide Sande, så man kan ind- og udskibe gods i store størrelser og mængder.

Hvide Sande-delen er ikke afhængig af, om Ringkøbing og Velling-delene kommer med, men Søvejen Mod Vest vil få langt større effekt, hvis alle delene gennemføres. I Hvide Sande ser det lige nu ud til at 3 store vindmøller kan være løsningen.

Det ser lovende ud i forhold til at fastholde og skabe arbejdspladser i fiskeriet med følgevirksomheder, i industrien og i turismebranchen. Selve grundtanken om at ville producere grøn strøm til gode formål er spændende og kan udvikles til at være et brand i sig selv.

Såvel Søvejen Mod Vest som videncentret handler i sidste ende om at positionere sig i forhold til fremtidens erhvervsdrift og derigennem bevare og skabe arbejdspladser. Man kan måske endda kalde det tryghed gennem forandring.

Jeg tror på, det er vejen frem indenfor samfundsøkonomien – medens vores almindelige følelsesmæssige velbefindende sikkert er en helt anden boldgade, hvor tradition spiller en langt mere fremtrædende rolle.

Jeg vil gerne rette en tak til de sponsorer, som har støttet udgivelsen og til Ywl o æ Klet-Udvalget, som har gjort det igen. Uden disse var udgivelsen ikke mulig.

Endelig vil jeg på vegne af bestyrelsen ønske en glædelig jul og et godt nytår til alle.

Vi

ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

Klittens Auto

Østergade 3 6960 Hvide Sande

Vi ønsker glædelig jul og godt nytår

Tlf.: 97316006

Forbrugere og

samarbejdspartnere ønskes en dejlig jul og et lykkebringende nytår

v. John F. Andersen

Holmsland Klitvej 45

6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 21 44

Biltlf. 30 97 31 97

Søndervig Vandværk

Søndervig Landevej 13 6950 Ringkøbing

KOTT FRITID

Vi

ønsker alle en god jul samt et godt nytår.

Virkeligheden er bedre end selv det bedste eventyr

Selv om meget i vore juletraditioner let får eventyrets skær, så er der dog ikke tale om et eventyr, når vi nu på ny skal høre juleevangeliet. Lukasevangeliets beretning om Jesu fødsel begynder ikke med ordene »der var engang«. Nej, den begynder med ordene »det skete«! »I de dage«!

På et bestemt tidspunkt i historien og på et bestemt sted skete det, siger Lukas. – Så vi går ikke i kirke i julen for at træde ind i eventyret, men for at træde ind i virkelighedens verden!

Og det er her midt i virkeligheden, verdens Frelser kommer os i møde! Julens fortælling om Maria og Josef og englene flettes sammen med meldingerne om kejser Augustus’ mandtalslister og skatteudskrivning. Jesu fødsel finder sted i Romerrigets ganske jordiske historie. Samtidig med at fødselen også er en opfyldelse af de Himmelske profetløfter, at den lovede Frelser skulle fødes i Betlehem. To lange linjer fører Maria til Betlehem: Kejserens befaling – og de gamle profetier! Netop for at opfylde den plan, Gud har lagt for at frelse os fra synd og død og Djævel.

Der gik mange, lange år, fra Gud gav løfterne om et stort lys til folk, som vandrer i mørket –og så indtil disse løfter blev opfyldt ved Jesu fødsel. Og nu er der gået endnu to tusinde år, til vi hører juleevangeliet igen i år. – Hvor længe

Gud så vil vente, før Jesus som verdens Frelser kommer på ny i sin herlighed med den nye jord og den nye Himmel, ved kun Gud. Men julen fortæller os: Din og min verden er altid også Guds! Og nu må vi finde verdens frelser både i Betlehem og her på Klitten! Han kom for at lade sig finde, uanset hvilken afkrog af verden, vi lever i.

»Det skete« i Betlehem! Her blev verdens Frelser åbenbaret! Og alle, som var med denne første jul i Betlehem, måtte udbryde: Nu har vi set ham, vi længtes efter! – Ved Jesu fødested kommer vi altså Gud og vores egen virkelighed så nær som aldrig før. Ja, og vores evige bestemmelse.

Englesangen »ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag« sætter streg under, at barnet i krybben er Frelseren for »hele folket«! Han kommer med fred fra Gud til alle os, som strider med os livet og som har så let ved at forvilde os bort fra Gud og sandheden og virkeligheden. Fred til jer! lyder det nu fra Gud. I dag flytter Betlehem ind hos os og kalder: Kom også I med i følgeskabet med verdens Frelser!

Englene forkynder det svimlende store til hele verden om Frelseren for alle folk. Et svimlende stort budskab og dog så konkret og nært! Her på Klitten er vi langt væk i afstand fra Betlehem, og vi er langt væk i tid fra englesangen den første julenat. Men budskabet er det samme: Nemlig at verdens Frelser er kommet os så nær, at også vi kan finde ham! – På sin rejse rundt om i verden vil han have dig og mig med ind i frelsen, ind i Guds nåde og barmhjertighed.

Det skal vi så ikke blot høre om juleaften. Det skal vi være med i! Ganske vist skal vi finde og

Af Thomas Kristensen Sognepræst

Frelser

Vi tilbyder:

• Løbende kontrol og rengøring af dit feriehus.

• Effektiv markedsføring af dit feriehus og området – både på Internettet og i kataloget.

• God forsikringsordning.

Kontakt os og hør nærmere om dine muligheder

Glædelig jul og godt nytår!

Glædelig jul

møde verdens Frelser på en anden måde end hyrderne. Men det er samme Frelser! Nu er »kirken vort Betlehem«, som vi synger i en julesalme. – Hyrderne handlede og trådte ind til den virkelige Frelser, da de trådte ind i stalden. Vi træder også ind i virkeligheden, ind til den virkelige Frelser, når vi træder ind i kirken! Her vil Jesus møde os med frelsens gode budskab til alle folk! Og alle slags folk! Også alle af vores slags, som gerne vil tage imod Jesus i sjæl og sind. Tage imod ham ved at lytte til julens budskab, bede og synge julens takkesalmer!

Og julens dybe indhold får vi mere og mere af, desto mere vi tager til os af julens evangelium og bønner og salmer, når kirkens klokker kalder…

Den gode nyhed er, at det skete for længst i

Betlehem. Den gode nyhed vil vi være med i! Ikke som i et eventyr, men i den bedste virkelighed af alle. For vor frelses skyld vil tage del i hele kristenhedens bekendelse: Verdens Frelser skal også være min Frelser! Han har nemlig altid det vigtigste i livet med til os: i aften; i morgen; i overmorgen; ja, alle vore dage – og alle slags dage.

Og allervigtigst: Han har liv med til os selv i dødens stund. Gud evige liv og frelse…

Sko

Ravsmykker Tasker

Punge Modesmykker – kom ind og kig

Maritta Sko

Metheasvej 8 - 6960 Hvide Sande – Tlf. 9731 1468

v/ Lone Johnsen Bøndergaard

Parallelvej 55 · 6960 Hvide Sande Telefon 97 31 14 39

Glædelig jul og godt nytår

Aut. El-installatør Jørgen Vad

Biltlf. 40 26 86 76 Tlf. 97 33 76 76

• Installationsarbejde udføres

• Reparationer af hårde hvidevarer

• Vedligeholdelse af spa og pool

Sønderbyvej 27, Holmsland 6950 Ringkøbing

Med støtteskibet Esbern Snare på piratjagt ved Afrikas Horn

Af kommandørkaptajn

Carsten Fjord-Larsen

Som gammel Hvide Sande dreng har jeg læst »Ywl o æ Klét« hvert år til jul. Det er blevet en tradition for mig, som jeg nødig vil undvære, når jeg er i Hvide Sande. Derfor var det en stor ære for mig, da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive et indlæg om min tur til Afrikas Horn som chef for støtteskibet Esbern Snare.

Den 14. juli 2010 stod jeg som chef for støtte-

skibet Esbern Snare ud fra Flådestation Frederikshavn med en besætning på 164 med kurs med Aden Bugten og Det Indiske Ocean for at deltage i Operation Ocean Shield. Vores opgave var at forhindre pirateri og at være kommandoskib for NATO´s stående flådestyrke. Forinden havde vi været igennem 3 måneders intensiv træning og forberedelse, der blev afsluttet med en uges eksamen til søs. Heldigvis bestod vi. Foruden skibets faste besætning indgik der også en helikoptergruppe og et Special Maritim Indsatshold – også kaldet SMI-holdet. Holdet er sammensat af frømænd, militærpoliti og minører. Disse tre elementer – skibet, helikopteren og SMI-holdet – er afgørende for en effektiv indsats mod pirateri. Med denne styrkesammensætning er det danske skibsbidrag et af de mest moderne og effektive i området.

Esbern Snare under gang. Skibet er ca. 138 m langt og 19 m bredt. Det vejer 6.500 tons. Maks fart er ca. 24 knob. Armeringen består af 1 127 mm kanon, 35 og 12,7 mm maskinkanoner, anti-ubåds torpedoer, Harpoon og Sea Sparrow missiler. Skibet kan medbringe 2 mellemtunge helikoptere som fx EH101.

Glædelig jul og godt nytår

Vi ønsker alle vore medlemmer en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår

Murermester

Lars Viborg Pedersen

Nørregade 48 a - Hvide Sande

Bil 2343 6141

Glædelig jul og godt nytår

Hvide Sande Minkfodercentral 6960 Hvide Sande

Glædelig jul og godt nytår til alle medlemmer

Hvide Sande Idrætsforening

Give · Herning · Ringkøbing · Thorsminde · Thyborøn

Vi er yderligere repræsenteret med kontorer

i:

mi@ringkoebing.advodan.dk

Kontakt os evt. via EIK:

www.advodan.dk

E-mail: hvidesande@advodan.dk

Kontortid: mandagfredag 13.30-16.00

ADVOKATER·Tlf.

nr. 97 31 14 57

Fra Frederikshavn ville det tage os ca. 14 dage at sejle ned til operations-området. 14 dage der blev brugt i forberedelsernes tegn. Det vigtigste var at teste alle systemer og gennemgå de vigtigste våbenprocedurer. Når man med stor sandsynlighed skal bruge våbenmagt, er det afgørende, at alle forstår og kender proceduren. Lige fra den, der giver ordren (hvilket var mig som chef) til den, der trykker på aftrækkeren uanset om det er fra skibet, helikopteren eller fra en gummibåd. Vi brugte også turen til området på at øve os sammen med andre skibe i flådestyrken, der bestod af fregatter og destroyere fra USA, England, Italien, Holland og selvfølgelig os fra Danmark.

Men hvorfor skal Danmark bekæmpe pirateri i Aden Bugten? For mig er svaret lige til: Pirateri er et brud på en FN-konvention. Dermed er det en forbrydelse mod menneskeheden, og staterne har pligt til at gribe ind. Det er bl.a. retsgrundlaget for, at folketinget har givet forsvaret mandat til at bekæmpe pirateri. Historisk har Danmark lagt stor vægt på fri sejlads på havene. Den frie transport af varer over havet har bidraget til vores velstand op gennem de sidste århundreder – uanset om det er fisk eller andre varer. Men gælder dette også i dag? I høj grad! 90 % af al global godstransport fragtes ad søvejen. 10 % af denne mængde bliver transporteret

af danske eller danskejede skibe. Der er i høj grad danske interesser på spil, hvis den frie transport ad søvejen lægges hindringer i vejen, som det sker ved piratoverfald på skibsfarten ud for Somalias kyster.

Undervejs mod operationsområdet havde vi et enkelt stop på Kreta, hvor vi bl.a. fik forsyninger ombord. Herefter blev kursen sat mod Port Said – indsejlingen til Suez kanalen, hvor turen for alvor begyndte for mig. På ruten mod Aden Bugten er der tre smalle farvandsafsnit, hvor man som krigsskib er ekstra »oppe på mærkerne«. Det er Gibraltar, Suez og Bap El Mandep mellem Yemen og Eritrea. Med passagen af Suez kanalen kom vi ind i et område med en forøget terrortrussel primært fra grupper relateret til Al Qaeda. Min fokus skiftede fra forberedelse til at tænke pirattaktik og forsvar af skibet.

Bap El Mandep eller Sukkenes Port, som er oversættelsen fra arabisk, markerer indsejlingen til Aden Bugten. Om navnet indikerer, at alt syd for det Røde Hav er den rene elendighed set med arabiske øjne, skal jeg lade være usagt. Vi går igennem Bap El Mandep i højt beredskab. Bemandede og ladte kanoner, slukkede lanterner og med så stor fart som muligt. Truslen i det smalle stræde er fra Al Qaeda i Østafrika og Al Qaeda på den arabiske halvø. Der er rigtig mange tunfiskere i området. Tunfiskerne sejler i hur-

Til venstre skibe til ankers ud for Port Said. Vi venter på at komme med i vores konvoj. Til højre konvojsejlads i Suezkanalen.

Vi ønsker alle vore kunder EN GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR

Gå på julegaveindkøb hos din lokale møbelhandler

Tlf. 97 31 16 59

Parallelvej 78 · Hvide Sande www.kmt-hvidesande.dk kmt@postkasse.net

Vi har mere end 25 års erfaring

i byggebranchen

mød os på www.jk-byg.dk

Vi

ønsker alle en rigtig glædelig jul - samt et godt nyt år

Blomstervænget 32, 6950 Ringkøbing Bandsbyvej 42, Holmsland

Tlf. 97 32 27 55 · Bil 40 16 28 55 Tlf. 97 33 70 90 · Bil 20 22 77 90

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

G. BECH-HANSEN A/S

Enghavevej 21 · DK-6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 12 00 · www.bech-hansen.dk

Glædelig jul og godt nytår

Vognmand Aksel Jensen

Højbjergvej 60 · Kloster · 6950 Ringkøbing

Tlf. 97 33 70 12 · Fax: 97 33 70 64

Bil tlf. 21 49 68 04 · Fax 51 39 15 33

e-mail: aksel-vognmand@jensen.mail.dk

Typisk skiff. Et hurtigtgående fartøj, der bruges både af fiskere, pirater og smuglere. De er meget svære at opdage.

tige både (også kaldet skiffs lige som dem piraterne anvender), så det gælder om at have et vågent o-rum og vågne udkigge på broen. En gang i mellem kræver det lidt is i maven, når en skiff kommer i høj fart direkte mod os. Vi kan ikke vide med sikkerhed, om det er fiskere eller terrorister. De vender dog alle om, så snart vi lyser i retning af dem med projektør. Risikoen for at blive ramt af et selvmordangreb vurderer jeg til at være meget lille. Det kræver et stort efterretningsnetværk at få de rette midler på plads for at ramme et moderne krigsskib i strædet. Med de rette forholdsregler er vi godt beskyttet. Inden Bap El Mandep nåede vi lige at kigge nærmere på en skiff, hvor det så ud som om, de havde flere store olietønder ombord. Det er et typisk tegn på en piratskiff. Det var dog ikke tilfældet, så vi gav dem frisk vand og fortsatte. Netop som vi var kommet igennem Bap El Mandep, hørte vi et mayday på kanal 16. Det var fra et handelsskib i det Røde Hav, der mente sig angrebet af flere pirater. Vores første vurdering var, at der var tale om et handelsskib, der forvekslede tunfiskere med pirater. Efter at have talt med handelsskibet blev dette bekræftet. Men der er ikke noget at sige til, hvis besætningerne har

Operationsområdet for NATO operationen Ocean Shield (på dansk »skjoldet på oceanet«).

En kæntret skiff i Aden Bugten. Mit gæt er pirater, der er blevet sejlet ned. De små skiff sejler uden lys og er meget svære at se; især om natten

nerverne uden på tøjet. Konsekvenserne af at blive taget af pirater er uoverskuelige for den enkelte.

Operationsområdet er et kolossalt område. Vi møder det i den sydlige del af det Røde Hav ca. ud for Yemens og Eritreas nordlige grænser. Det er ca. 3,5 millioner kvadratkilometer. Det svarer ca. til hele EU’s landområde.

Problemet med pirater stammer fra Somalia. Det er et land i kaos og borgerkrig. Fraværet af statslige myndigheder som politi, kystvagt mv. giver piraterne frit spillerum. Piraterne bliver for alvor aktive i perioderne mellem de to monsuner. I disse perioder falder vind og sø så meget,

at piraterne kan stå langt ud i det Indiske Ocean i såkaldte pirat angrebsgrupper. Piraterne har taget handelsskibe mere end 2.000 km ude i oceanet. Lige inden jeg tog hjem fra området, blev der kapret et skib syd for Madagaskar, hvilket blot viser, at de vil gå meget langt for at komme i nærheden af et »bytte«. Drivkraften er selvfølgelig penge. Der bliver omsat for store trecifrede millionbeløb i løsepenge. Med udsigten til store penge er det ikke noget problem at rekruttere nye pirater. Og man er parat til at løbe en stor risiko blot for at få muligheden for at få del i løsepenge. En stor del af piraterne kommer nemlig ikke tilbage. Det er et stort ocean, og det kræver sine ofre fx på grund af sult og tørst eller forlis. Piraterne opererer ud fra Somalias nordkyst ud i Aden Bugten, og fra den sydøstlige kyst ud i det Indiske Ocean.

Aden Bugten er karakteriseret ved at være et transitområde, hvor skibsfarten sejler mellem det Indiske Ocean og Det Røde Hav med forbindelse til Suez kanalen. Der passerer ca. 35.000 skibe årligt. Man sejler primært vestlige og østlige kurser igennem bugten, så derfor har man forsøgt at samle skibsfarten i en korridor kaldet Internationally Recommended Transit Corridor eller blot »korridoren«. Det har den store fordel, at krigsskibene kan koncentrere indsatsen i korridoren, og dermed reduceres vores reaktionstid. Som en slags »hjælp til selvhjælp« har man også på det kraftigste anbefalet skibsfarten at

To afgørende elementer i bekæmpelsen af pirateri: Overvågningsflyet og vores helikopter.

SMI-holdet gør klar til at entre en pirat skiff. Piraterne signalerer overgivelse ved at række hænderne i vejret. Dette er et ganske ”spændende” øjeblik, da vi ikke med sikkerhed ved om piraterne vil åbne ild. I minutterne inden har vi standset skiff´en med varselsskud og skud i boven. I sådanne operationer skal man som chef træffe beslutninger under tidspres – og gerne de rigtige beslutninger. Det er derfor afgørende at have et godt hold omkring sig.

indføre »Best Management Practise«. Det er tiltag om bord på de enkelte skibe, som skal gøre det sværere at kapre skibene. Det kan fx være pigtråd på rælingen, brandslanger der sprøjter ned langs skibssiden, et sikringsrum som besætningen kan låse sig ind i mv. Hvis handelsskibene indfører disse tiltag og holder sig i korridoren, så mindskes risikoen væsentligt. Det afgørende for os som krigsskib er at vinde tid. Fra et mayday om angreb modtages til vi er på stedet,

skal der helst ikke gå mere end ca. 30 minutter. Så snart vi hører melding om et angreb, sender vi skibets helikopter af sted og klargør SMI-holdet. Vi kan få helikopteren i luften på få minutter. Med dens armering med et meget præcist 12,7 mm tungt maskingevær er det et effektivt middel til at forhindre angreb. Vi oplevede flere tilfælde, hvor vores helikopter opdagede mistænkelige mål, hvorefter vi afvæbnede de formodede pirater. Helikopteren støttede også andre na-

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Jens Chr. Slot

tioners krigsskibe i at afværge angreb. Endelig er helikopteren uundværlig, når det drejer sig om at indhente efterretninger om pirater eller til overvågning af et område. Så snart helikopteren har kontakt med piratskiff´en sender vi SMI-holdet af sted. I første bølge er frømændene. De skal tage kontrollen med piraterne og deres fartøj. Hurtighed, sikkerhed og timing er nøgleordene. Der er også en minør med i første bølge. Han skal sikre evt. sprængstoffer om bord i fartøjet.

Vi kan dog også uden helikopter. Det beviste besætningen ved to lejligheder. Ved den ene lejlighed opdager vi en skiff på radar og infrarødt kamera. Vi ser den på 5 sømil – næsten 10 km. Det er en stor afstand at få øje på så lille et skib. Men det mærkes, at monsunen har lagt sig. Bølger er der næsten ikke. Vi er ikke sikre på, hvad det er. Jeg er ikke i tvivl om, at det enten er pirater eller menneskesmuglere. De har nemlig kurs mod nord. Enten mod Yemen, hvis de er smuglere eller »korridoren«, hvis det er pirater. Vi vil ikke tage nogen chancer, så vi slukker lanterner, og mørklægger skibet. Efterhånden som vi kommer tættere på, sætter vi også farten ned, så vores bovbølge ikke kan ses. Der er ikke noget synligt fiskegrej. Vi konstaterer, at der er 4-6 personer ombord. Det kan vi se med infrarødt ka-

mera. Det udelukker menneske-smugler og indikerer pirat. Skiff’en sejler stadig mod nord. Det er jo ikke ulovligt. Vi mangler de sidste indikatorer på pirater. Det får jeg, da skiff´en stopper. Det er lige nord for korridoren. De stopper motoren og giver sig til at vente. Dermed er sagen afgjort for mig. Det er pirater. Vi sætter vores SMI-hold i en gummibåd. Det er fuldstændig mørkt, så vi leder gummibåden mod piraterne ved hjælp af radar og infrarødt kamera. På et tidspunkt ser man tydeligt, at piraterne hører et eller andet. De får meget travlt med at starte begge motorer og stikke af. Vi prøver på at få dem til at stoppe ved anråb fra vores tolk, men de fortsætter. Der bliver kastet flere våben i form af granatkastere og automatiske rifler over bord under deres forsøg på flugt. Det kan vi se på infrarødt kamera. Vi bliver nødt til at skyde varselsskud, hvilket får piraterne til at stoppe. Vi konfiskerer våben og piratudstyr, registrerer piraterne og sender dem ind mod Somalia.

Man kunne selvfølgelig spørge, hvorfor vi ikke destruerer de piratskiffs, vi får fat i. Vi kunne sejle piraterne ind til Somalias kyst i ly af mørket. Men det ville gå ud over lokale fiskere. For at komme tilbage i business ville piraterne blot konfiskere en lokal fiskers skiff. Det ønsker vi ikke, at det sker. Det er mit indtryk, at det er

På billedet er vi i gang med en aktion mod en skiff. Til venstre for mig er operationsofficeren. Han er min primære sparringspartner under vore operationer. Til højre den taktiske officer, der styrer o-rummet. Lederen at frømændene og min juridiske rådgiver (ej på billedet) er også vigtige personer. Hver gang jeg anvender magtmidler, så vender jeg det med den juridiske rådgiver. Jeg skal konstant sætte formålet med brugen af magt op mod folketingsmandatet og folkeretten. Nogle magtmidler må jeg bruge umiddelbart. Fx varselsskud og ikke-dødelig magt (chok granater, tåregas mv.). Skal jeg gå videre (som fx at skyde ind i skroget på en skiff), skal jeg argumentere for at få de rette rules of engagement tildelt ”oppefra”.

en af hovedårsagerne til problemerne for fiskerne. De mister deres fartøjer til piraterne, og myndighederne gør intet.

Når piraterne er under kontrol, skal vi gennemføre bevissikring og registrering af piraterne. Her kommer militærpolitiet ind i billedet. De er vores »kriminalteknikere«. De skal sikre beviserne, hvis der er grundlag for en retssag. Jeg har også en jurist om bord som rådgiver. Jeg har som chef et tæt samarbejde med juristen. Jeg rådfører mig altid med ham både i planlægningen og udførelsen af vore operationer. Danmark er jo ikke i krig med piraterne. Derimod er der tale om kriminelle handlinger til søs, så vi skal i princippet leve op til de samme krav som politiet, når de foretager en anholdelse. Enten skal vi tage piraterne i et direkte angreb, eller også skal jeg have en begrundet mistanke om, at der er tale om formodede pirater.

Der er en strøm af menneskesmuglere fra Somalia til Yemen. Der sejles flygtninge over Aden Bugten, og det foregår i tætpakkede skiffs. Den anden vej smugler man brændstof. Vi er meget

varsomme med at nærme os menneskesmuglere. Det er ej hændt, at menneskesmuglerne smider flygtninge over bord, hvis krigsskibe kommer for tæt på. De ved nemlig, at vi vil standse for at hjælpe de flygtninge, der smides over bord. En amerikansk kollega var ude for en tragisk ulykke i forbindelse med menneskesmuglere. I hans forsøg på at hjælpe flygtninge i en skiff med motorproblemer druknede op mod 20 flygtninge, da skiff´en kæntrede. De fleste somaliere kan nemlig ikke svømme.

Vender man sig mod pirataktiviteten fra Somalias sydøst kyst, så er der tale om en anden tilgang til problemet. I modsætning til Aden Bugten, så kan man ikke samle skibsfarten i en korridor. Området er så stort, at vi ikke kan overvåge det. Derfor forsøger vi at holde piraterne inde på kysten. Eller at tage dem inden de når langt ud til havs. Det er vigtigt at holde nøje øje med de kendte piratlejre, så vi ved, hvornår det kan forventes at en gruppe står til søs. En gruppe består typisk af et moderskib med forsyninger og et antal skiff til at udføre angrebet. Får

Vognmand

OLE MATHIESEN

Geflevej 219 • 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 2113 • Mobil 2016 2113

v/Karen og Henrik Stormgade 4 · 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 3131

man fat i moderskibet, så kan piraterne ikke stå langt ud til søs, og derved har vi forhindret et angreb. Det kan dog ikke undgås at der slipper pirater til søs. Der er ganske enkelt ikke krigsskibe nok til at dække den lange kyststrækning. Det er dog ikke således, at vi kan færdes frit langs kysten. Hele den sydlige del af kysten er domineret at Al Shabab, der er den ene part i borgerkrigen i Somalia. Al Shabab er – ligesom Al Qaeda – en trussel mod vestlige krigsskibe i området.

Det er på sydøst kysten, at man finder de kaprede skibe. De ligger opankrede i større grupper. Der er over 400 gidsler i form af besætningsmedlemmer. De risikerer at være gidsler i mange måneder indtil, der er forhandlet en løsesum. Det er meget frustrerende for vores besætning at sejle forbi de kaprede skibe. Der er et stort ønske om at gøre noget, men samtidig ved man, at det ikke kan gøres uden stor risiko for gidslernes liv. Men det gør dog glæden over at forhindre et piratangreb meget håndgribelig. Det betyder et skib færre i gruppen af kaprede skibe.

I løbet af vores togt besøgte vi også Seychellerne, der er et ørige i det Indiske ocean. Her blev konsekvensen af piraternes aktivitet meget tydelig. Hvor der tidligere kom krydstogtskibe

Golden Blessing har været kapret siden juni. Besætningen på 24 har været gidsler siden. Motivator blev taget lige inden vi kom ind i området.

dagligt, så kommer der nu et om måneden. Der kommer ingen lystfartøjer mere og losningen af tun er også gået ned. Alt sammen afgørende faktorer for den lille østats økonomi.

Vi afsluttede vort togt i Mombasa, hvor vi blev afløst efter lidt mere end tre måneder på Esbern Snare. Desværre blev vi ramt af tekniske problemer med vore hovedmotorer. Besætningen lagde enorme kræfter i at holde motorerne brugbare. Det var ikke nødvendigt at tilskynde dem til det. De havde set, hvor stor en forskel de kunne gøre for handelsskibene og deres besætninger ude til søs. Det var motivation nok. På trods af vore maskinproblemer var Esbern Snare det skib, der fangede flest pirater i den periode, vi var der. Det er selvfølgelig en slags trøst, og noget vi kan være stolte over. Med Absalon og Esbern Snare synes jeg, at Danmark har vist flaget på bedste vis i indsatsen mod pirateri. Der er fortsat et stort behov for at bidrage til opgaven. Det er ikke realistisk, at Somalia bliver en velfungerende stat inden for den nærmeste fremtid. I den tid vil der være frit spil for pirater og dermed flere handelsskibe og uskyldige besætninger, der kapres og tages som gidsler.

V/LENE

Tlf.

Parallelvej

Numitvej

6960

Tlf:

Methea Veise’s hus

Holmsland Klitvej 175 Matr. 195D

Matriklens størrelse og bebyggelse:

I 1830: 14 Td. Ld. Hartkorn o.o.3.1. Ejere Søren Borgen og Niels Jensen Provstgaard og bruger var arvefæster Hans Nielsen.

De 14 tdr. land gik tværs over landtangen fra klitrækken og til fjorden. Ved fredningen i 1954–55 blev hele hedearealet, fra ca. 75 m vest for huset og ud til klitrækken, eksproprieret.

Beliggenhed: ca. 4 km nord for Hvide Sande, på den vestlige side af landevejen.

Huset er iflg. BBR bygget i 1857, af hvem vides endnu ikke.

Selve huset, der er på små 100 m2, har ingen sokkel. Ydermuren er mursten, som er pudset og hvidkalket. Der er lerklinede vægge og taget er af strå. Der er 2 skorstene. Huset er bygget nordsyd. Al jernbeslag, så som håndtag og hængsler, tyder på at være smeden Iver Iversens værk. Gulvene, det der er tilbage, er brede meget slidte brædder. I øvrigt er al træværk strandingstømmer. Det rådner ikke, men er ormebefængt.

I den nordlige ende, med de små vinduer, ca. 1/3 del af huset, var der stald og lade. Resten af huset ca. 66 m2 blev brugt til beboelse. Opdelt i 7 rum.

Beboerne og deres tilværelse:

1862 købte fisker Anders Christensen og hustru Bodil Kathrine Pedersdatter huset. De havde tidligere boet i Klegod, men stammede begge fra Nysogn.

Af Else Bæk Olsen

Småkager hører julen til...

Kan du li’ lugten i bageriet - Det ka’ vi, og derfor er der en duft af friskbagt kvalitetsbagværk flere gange dagligt fra

Hvide Sande Bageri

v/ Martin Thygesen

6960 Hvide Sande e-mail: info@hvidesandebageri.dk

Tlf. 97 31 10 32

HUSK! Hele december måned: Friskbagte brune kager, pebernødder, klejner og sukkerkringler - hver dag

Vi ønsker alle vore kunder en rigtig glædelig jul og et godt nytår

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Glædelig jul og godt nytår

Niels Nielsen ApS

Aut. VVS-installatør & kloakmester

Søndervig Landevej 1

Holmsland

6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 57 00

Biltlf. 40 41 17 54

Den 31. juli 1880 druknede Anders Christensen (55 år) og naboen Mads Pedersen (26 år) på Ringkøbing Fjord. De blev begge begravet den 6. august på Lyngvig Kirkegård.

Enken og 6 af deres 7 børn blev boende.

Pedersine, en af døtrene, giftede sig i 1887 med smeden Iver Nielsen Iversen fra Holmsland og de overtog herefter huset. Kærligheden blomstrede, må man formode, for de fik 11 børn.

Husstanden bestod iflg. folketælling i 1901 af 11 pers., i 1906 af 12 pers. Heriblandt Pedersines mor, i 1911 af 10 pers., i 1916 af 8 pers. Trangt må det have været.

1917 solgte smeden huset til Jørgen Veise, (født Andersen, 1882 i Søndervig) og Methea Veise (født Pedersen, 1894 i Klegod). Navnet Veise kommer ind i billedet, fordi Jørgen havde aner tilbage til Vedersø. Han blev altid kaldt Jørgen Veise. Naboen hed også Jørgen Andersen og det kunne være lidt bøvlet, når der kom off. post, så navnet Veise blev godkendt i mellemkrigsårene

De fik 4 børn:

Andreas 1916, opkaldt efter farfar

Poul 1918, - - morfar

Inger 1926 - - farmor

Kirsten 1928 - - mormor

I den del af huset, der blev brugt til beboelse (66 m2) boede Methea og Jørgen Veise i halvdelen, den midterste del. De indrettede køkken i bryggerset, havde en lille stue og et lille værelse. I resten, den sydlige ende, boede en lejefamilie med børn. Den udlejede del bestod af et lille værelse, stue og køkken.

Stalden fungerede som lokum indtil omkring 30erne. Da indrettede Veise lokum og brændselsrum under en havbåd, der var vendt på hovedet og sat på stolper. Den var placeret i gården mod vest.

Rundt om stolperne var der dækket af; der var isat dør og vinduer. Se i underetagen på Fiskeriets Hus, der er en magen til.

I den udlejede del, blev der i 1922 født tvillinger. Den del af huset var udlejet indtil slusebyggeriet i Hvide Sande stod færdigt. I de år dette stod på, var det ofte familier hvis familiefar arbejdede ved slusebyggeri, der boede til leje.

Begge stuer blev opvarmet med kakkelovn, og der var komfur i køkkenet. Det var alt til opvarmning. Rummene var jo små og lavt til loftet.

Der var håndvandpumpe i gården.

Sønden for huset var et lille hus til høns. Taget der, var af strå og gik helt ned til jorden.

Inger Vejse Andersens dåbsattest.

Vi ønsker alle en glædelig jul og godt nytår Rengøringsspecialisten

Rengøringsspecialisten SUSET

Apollovej 94 . 6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 17 80 . Biltlf. 40 26 87 80

✔ Alle former for rengøring

✔ Sommerhusservice

✔ Nyt: Bekæmpelse af skadedyr

Andreas Vejse, Inger Vejse, Methea Vejse med Kirsten, 2 ukendte, Poul Degn

Methea og Jørgen Vejse, sølvbryllupsbillede.

I stalden var der om vinteren altid 2 køer og til tider en kalv. Det var trangt, når der skulle malkes. I sommerhalvåret kom dyrene på græs ved fjorden.

På det agerjord, der lå øst for til huset og helt ned til rørskæret ved fjorden, samt på en mark, der var pløjet op på heden, dyrkede de korn, kartofler og hvad der skulle til for at være selvforsynende. For det var vi, fortæller Inger, men vi var også nøjsomme. Roer og kartofler blev opbevaret i kuler.

Tagrørene ved fjorden blev høstet og gemt på loftet til reparation, i tilfælde af at stormen skulle rive hul i taget.

Jørgen Veise var fisker. Først fra kysten ved Søndervig og Klegod, derefter med en større båd ved Nymindegab (en lidt større båd end museumsbåden V6 ved Nymindegab). Da slusen blev åbnet i Hvide Sande, foregik fiskeriet derfra.

I 1945 købte Veise en ny og endnu større båd.

Efter konfirmationsalderen kom først Andreas og siden Poul med på fiskeri. Når garnene skulle redes op, måtte Inger og Kirsten så cykle til Hvide Sande for at klare det. Betaling herfor var 15 øre pr. net.

De tre fortsatte med at fiske sammen til 1950, hvor Veise døde. Derefter fiskede drengene alene sammen. Methea fik procenter af fangsten, indtil hun solgte båden til Andreas.

Jørgen Veise var medlem af sognerådet, under og efter krigen, lige til sin død. Han stod for udlevering af rationeringsmærker for området og det var på sådan en cykeltur hen til skolen han blev dårlig og døde 1 uge senere. Jørgen Veise stod også for opkrævning af præmie til fiskernes ulykkesforsikring. Dette fortsatte Methea med endnu en årrække efter Veises død og tjente derved en skilling.

Om vinteren blev der fisket på fjorden. Når fjorden frøs til, drev de isfiskeri. Skøjtede ud med slæde og garn, slog hul i isen med økse og savede med issav, derefter skubbede de garnene ind under isen. Inger kan huske engang det frøs så hårdt, at hendes far og brødre kom hjem med forfrysninger i fingerspidserne. De var helt sorte, men der kom da liv i dem igen.

Børnene fik hele deres skolegang i Nr. Lyngvig skole hos lærer Møller. Det blev i sommerhalvåret kun til 2 halve dage om ugen. Inger og Kirsten har været lærerinder i Lyngvig skole i en periode.

Religiøst var hjemmet. Børnene blev naturligt påvirket, men i forhold til mange andre, var det meget frit. Inger fortalte at forholdene var til tider så barske og farlige, at de måtte have troen at holde sig til. Hun kunne slet ikke forestille sig en tilværelse uden. Selvfølgelig lavede man ikke noget om søndagen, den holdt man hellig. Kartofler og maden i øvrigt var forberedt eller færdiglavet om lørdagen.

husker

Krigen

Inger som en ulykkelig tid. Der omkom mange ved mine-

Methea Vejse med ”æ bindhose” uden for huset i Lyngvig

sprængninger, så sammenholdet blev om end meget stærkere.

Foruden at passe hjemlige sysler var Methea Veise barselskone. Det er ikke så få nyfødte og mødre, hun har passet i den første uges tid efter fødslen, hvor mødrene jo skulle være sengeliggende. Hendes kittel hang altid parat til hurtig udrykning.

Hos Poulsens ved Fyrvej var hun i en årrække hver dag for at hjælpe. De fik nemlig 9 børn i hurtig rækkefølge. Hvor der ellers manglede en hånd, kunne man regne med Methea.

Betalingen var i naturalier. Inger kalder det brødløs. Det vil sige, der var ingen penge dem imellem. Den ene tjeneste var den anden værd.

Udearbejdet betød, at der blev vældig travlhed med at blive færdig hjemme hos dem selv f.eks. til jul, men færdige blev de da altid.

Der blev indmuret et nyt Svendborg komfur i 1946 og det står der stadig, dog uden at blive brugt.

I 1947 blev det indlagt strøm. (til Kirstens bryllup).

Da de tyske turister begyndte at leje sig ind på kysten, allerede i 50erne, så Methea Veise en

mulighed. Hun flyttede over i redskabsskuret, som hun nødtørftigt indrettede til sig selv, i de 2-3 måneder om sommeren, hvor hun lejede huset ud. Inger og Kirsten tog hjem og hjalp hende med at gøre hendes »vinterbolig« klar til udlejning.

Selvom Methea ikke kunne sproget, nød hun at have mange folk omkring sig. Hun var nemlig en selskabspapegøje, fortæller Inger.

Men hun tjente jo også en skilling.

Methea døde i 1983. Hun tilbragte den sidste tid på Klithjemmet i Hvide Sande.

I 1984 overtog vi (Else og Chr. Bæk Olsen) huset, som vi kalder »Methea Veise’s hus«. Det hed det i folkemunde.

Vi føler at huset oser af historie, men samtidig af nøjsomhed, og det er positivt ment. Man levede i en tid, hvor man ikke smed væk og ødelagde minderne.

En sjov oplevelse: Da vi tog gulvtæpperne af i Metheas soveværelse (4-5 lag), var gulvbrædderne helt væk, det var det bareste sand.

Noter: Klittens historie side 108, Kirkebøger, Folketællinger, samtale i 1996 med Chr. Tarbensen, lokalhistorisk arkiv for Holmsland kommune og Inger (Veise) Dalgaard, samt i 2010 med Ingers datter Lis Veise Johansen.

Methea Vejse i klassisk positur

Søndervig1970-2010

At se 40 år frem i tiden er som en evighed, men når man tænker 40 år tilbage, forstår man ikke, hvor tiden er blevet af. Det er nok tegn på, at tiden er gået godt og er fløjet af sted.

Jeg startede som kommis hos Solveig Wiese den 1. maj 1970 – netop hjemkommet fra soldatertiden på Cypern. Vi var 2 ansatte + købmanden i butikken, som var en typisk landbutik, men dog med et sortiment, der så vidt muligt skulle dække sommerferiegæsternes behov.

I 1970 var der en del købmandsbutikker i Søndervig: Købmand Overgård (hvor Dansommer/ Novasol er i dag), Telefoncentralen (hvor Æ Lamp er nu), Postgårdens Camping, Søndervig Camping, en sommerbutik ved redningsstationen (hvor »In and Out« er nu), »Top« på Hafavej (er sommerhus i dag) samt Solveigs forretning.

Det var før selvbetjeningstiden, så der blev taget mange skridt for at ekspedere en ordre. Vi kørte også ud med varer, især til de sommerhuse, hvor der var mange trappetrin op til huset, og oftest når der var en kasse øl i ordren. Det var dengang, der var 50 øl i en trækasse. Ved enkelte af husene kunne der være mere end 40

trappetrin op. Det gav sved på panden en varm sommerdag!

Jeg var ikke god til tysk – faktisk ret dårlig! –jeg havde aldrig lært sproget – og det blev til mange mærkelige ekspeditioner af den grund. Èn af de værste var, da jeg ekspederede gær i stedet for Tampax! Men efterhånden fik jeg lært nogle tyske gloser og kunne klare mig i butikken.

Få måneder før jeg landede i Søndervig, var Solveig og Reimers førstefødte, Carl, kommet til verden, og ham kunne vi jo godt have stående på disken i en skråstol, når Solveig var optaget af andre gøremål. Jeg blev gratuleret utallige gange med den dejlige dreng, og rødmende forklarede jeg de første mange gratulanter, at jeg var nyansat, ikke havde kendt Solveig tidligere, og at jeg ikke var far til hendes barn. Til sidst opgav jeg den lange forklaring og sagde bare »tak«, når jeg blev gratuleret.

Min oprindelige plan var at arbejde i Søndervig sommeren over for herefter at søge arbejde i en større butik. Jeg skal love for, at jeg fik arbejde i en større butik, men på en helt anden måde, end jeg havde forestillet mig! Solveig ville gerne afhænde butikken til 1. november. Jeg fik tilbuddet, og det lød rigtig spændende, og vi fik handlet. Ejendommen, hvori der også var brødudsalg, tilhørte Anna og Svend Bech Olesen. Vi fik strikket en fornuftig lejekontrakt sammen, og jeg var blevet selvstændig købmand i en alder af 22 år. En anden årsag til, at jeg slog til, var også, at der i brødudsalget arbejdede en pokkers sød pige – det kunne jo være, at jeg fik en chance her!!

De næste 3-4 år kørte det bare derudad med flerdobling af omsætningen, og de m2, der var til rådighed, kunne ikke generere mere vækst. No-

Keld Hansen

Din El-installatør

Orla Jensen a/s

Ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Lev vel med el 97 31 18 60

Døgnvagt

Ny

Til Om bygning i kuttere

AUT. HUS- OG SKIBSINSTALLATIONSFORRETNING

Ny

Til Om bygning i huse og erhverv

get skulle der ske. Sammen med el-installatør Jens Byskov, fik vi tegnet Fjordcentret i Ringkøbing, som skulle åbne i foråret 1975. Heldigvis besluttede Anna og Svend, at de godt ville sælge ejendommen i Søndervig pr. 1. januar 1975. Det ændrede helt mine planer, og projektet i Ringkøbing blev afhændet. Nye tegninger blev lavet for en større butik i Søndervig, alt klappede, og den nu 150 m2 store forretning i Søndervig skulle være klar til foråret 1975.

Det lykkedes også med hende den søde fra brødudsalget, og hun knoklede helt igennem, passede skolen, kom i lære i Ringkjøbing Landbobank og hjalp med alt muligt i butikken i mange, mange timer. Vi planlagde bryllup til april 1975, men den 4. februar 1975 vendte op og ned på mange ting! Jeg havde malet i butikken til kl. tre om natten, men skulle til revisor næste formiddag, havde også lidt feber, men kørte alligevel, faldt i søvn, torpederede en overkørsel og brækkede nakken. Jeg var total lammet i lang tid og lå i stræk på Århus Kommunehospital, indtil en læge, netop hjemkommet fra U.S.A., fik en god ide. Han løsnede strækket, og det havde så enestående en effekt, at jeg fik min førlighed igen. Jeg er den pågældende læge uendelig taknemlig. Da ulykken var sket, sagde jeg til Kirsten, at det var helt tosset at gifte sig med en mand, der skulle sidde i kørestol resten af livet (det troede vi jo, at jeg skulle), men hun var heldigvis stædig (det er hun for øvrigt stadigvæk), og brylluppet blev holdt i august 1975, da jeg var så nogenlunde ovenpå igen.

De første to år havde vi en benzinstander ved forretningen (kun én stander og kun ét oktanvalg). Vi havde også Hans Jørgen Lodberg ansat, søn af Else og Johannes Lodberg, som ejede klitgården, hvor Danland nu ligger. Hans Jørgen var ude for at tanke en kundes bil op, da den første topløse pige i Søndervigs historie dukkede op. Hun var yderst velskabt, kun iført trusser og studenterhue, og Hans Jørgen (16 år) kiggede længselsfuldt efter skønheden i stedet for at holde øjnene ved bilen og benzinstanderen. Det resulterede i, at kunden efter tankningen blev præsenteret for en regning på kr. 220 – literprisen var kr. 1,12, og tanken kunne rumme 30 liter. Resten var løbet i kloakken!!

Butikken ved redningsstationen havde flere lejere, inden den lukkede. Èn af dem hed Frank.

Den gang var kvindelige sælgere et særsyn. En dag ved 13-tiden fik jeg besøg af en ualmindelig sød kvindelig strømpesælger. Hun gjorde en ihærdig indsats for at få solgt sine produkter, men jeg købte ingenting. I stedet henviste jeg til Frank (han var ungkarl). Ved 16-tiden kørte jeg hen til Frank for at høre, hvordan det gik. Døren var låst, og butikken var lukket p.g.a. middagspause, stod der på et skilt i vinduet! Næste formiddag ringede Frank for at høre, om jeg ville købe strømper af ham! Jeg tog hen til ham for at se, hvor galt det var gået. Der var strømper overalt, og Frank havde et fjoget grin over hele hovedet!

Selv om vi havde vildt travlt altid, var der indimellem tid til at lave skæg og ballade. En aften efter lukketid fik Kirstens bror, Bent Erik, og jeg den tossede ide at køre om kap på to kontorstole ned til Kirsten og Bent Eriks forældre. Det skråner meget fra vest mod øst i Søndervig, så vi kunne få god fart på over krydset, der endnu ikke var lysreguleret. Uheldigvis dukkede politiet op, og ordensmagten var langt fra tilfreds med kapløbet. Det var Bent Erik, de snuppede. Jeg slap væk, og han fik en reprimande!

I perioden 1970 til 1975, hvor Anna og Svend Bech Olesen ejede ejendommen, fyldte forretningen mere og mere i bygningen – ikke mindst lageret, og jeg tror, de følte sig meget indeklemt. Alt blev brugt til lager: mit soveværelse, deres udhuse og hele gårdspladsen var fyldt op med varer og tom emballage. Der var aldrig ro, for vi fyldte butikken op hver aften efter lukketid (kl. 22 i højsæsonen) til vi var færdige, og det blev ofte meget sent. Efter vareopfyldningen skulle der ordnes regnskab, og det skete af og til, at personalet fandt mig sovende ved skrivebordet med næsen nede i kassekladden, når de mødte ind næste morgen.

Inden ombygningen i foråret 1975 havde jeg købt en grund tæt ved Holmsborg-lejren og byggede et sommerhus, hvor jeg boede i en periode. På den måde blev der åbnet mulighed for, at køkkenet og stuen bag forretningen kunne lægges til salgsarealet. En morgen, jeg skulle køre på arbejde nede fra sommerhuset, kørte jeg fast med bilen, men der var ikke for meget tid at give væk af, før forretningen skulle åbnes, og der var slet ikke tid til at gå/løbe de knap 3 kilometer. Gode råd var dyre – en pænt stor sten på

speederen og så ellers selv skubbe bag på bilen var løsningen. Bilen kom fri, men aldrig har jeg løbet så hurtigt for at nå at indhente den herreløse bil!

Efter købet af ejendommen og udvidelsen i ’75 blev det allerede efter den første sommer for trangt i butikken. Vi fik købt et par nabosommerhuse og kunne igen gå i gang med endnu en udvidelse, som stod færdig i foråret ’76. Den 7. april 1976 udtalte jeg til Dagbladet – citat: »Nu er forretningen fuld udbygget og vil dække behovet mange år frem i tiden, og den charme, som der hersker i det tilfældige byggeri i Søndervig, må ikke forsvinde«. Så svært var det at spå om fremtiden!

Allerede 2 år efter gik vi i gang igen og åbnede i foråret ’78 med tillæg af yderligere 200 m2 incl. slagterafdeling og en betjent delikatesseafdeling. Vi var nu sortiments- og størrelsesmæssig store nok til at blive et Favør Supermarked. Omsætningen nærmest eksploderede, og jeg kunne ikke længere nå alting selv. Opgaverne skulle uddelegeres, Kirsten kvittede bankjobbet for at udskifte det med et bogholderjob i forretningen udover at være tovholder, blæksprutte, sekretær og bagstopper for mig. Det var en kæmpehjælp for mig, for hun har (nogle gange irriterende) styr på alting. Når bankdirektør Bent Naur er efter mig og vil drille mig, minder han mig om, at Kirsten venligst er udlånt af Landbobanken!

I løbet af 70-erne rodede jeg mig ind i mange ting udover købmandsbutikken. I ’72 åbnede jeg grillbar i et lokale i bygningen, hvor Lodberg Centret nu ligger. Ved foden af Hotel Klitten havde jeg lejet en pølsevogn, som jeg drev i et par somre. På den anden side af Badevej drev Niels Sandgaard Turistgrillen. En sommerdag ankom 22 motorcykler med i alt ca. 30 personer iført lædertøj med HA-rygmærker. De ville have alle de pølser, de kunne fortære, og der blev en del uro, da de mente, ekspeditionen gik for langsomt. Ejgil Conradsen, som var pølsemanden, blev trukket ud gennem ekspeditionslugen med hovedet forrest, og HA-erne gik så selv i gang med at ekspedere hinanden. Niels Sandgaard ringede til mig og fortalte, hvad der skete, og han kontaktede samtidig politiet. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og var der i løbet af ét minut, fik nogenlunde overblik over situationen, skældte vældig ud, men mine 65 kg mod

30 x 120 kg var en ulige kamp, og det endte da også med, at jeg fik nogle på kassen. Nu var politiet kommet frem, og jeg tænkte: »Pyh-ha, hvordan klares det her uden alt for megen polemik«. På politiets spørgsmål om, hvorvidt nogen var blevet forulempet, svarede jeg nej og tilføjede, at alt var OK. Ordensmagten trak sig tilbage, og rockerne blev tilbudt en kasse øl, mod at de kørte øst på, hvor de kom fra og med ønsket om aldrig at se dem igen. Det gav lidt respekt, og vi skiltes som – næsten – gode venner. Jeg var 100 pølser og en kasse øl fattigere, men vi så dem aldrig mere i Søndervig!

I efteråret 1979 købte vi Hotel Strandkroen –nok ikke det klogeste, jeg har gjort, men der skal indimellem være plads til en nitter. Det var trods alt spændende, og i løbet af et par år fik vi rigtig god gang i hotellet med Krista og Liffe ved roret. Højdepunktet var sensommerrevyen i 1980 og 1981 med Carl Nielsen som trækplaster, hvor vi drønede 2500 publikummer igennem hvert efterår. Det første år havde Lone Lau et nummer helt uden tøj på – det var lige på grænsen af det anstændige – men det bevirkede en voldsom efterspørgsel efter billetter! Efterspørgselen var så stor, at vi i en fart arrangerede flere forestillinger. Strandkroen blev afhændet efter et par år, og vi kom ud af det uden alt for store lommesmerter.

I 1978-79 arbejdede vi sammen med naboen Frode Korsgård, der ejede cafeteriet og Shell-tanken, om at bygge et butikscenter med ind- og udkørsel til klitvejen. Projektet blev stoppet af Amtsvejsvæsnet, hvilket viste sig at være heldigt, for på det tidspunkt anede vi intet om kartoffelkuren i 80-erne, og hvis centret var blevet etableret på det tidspunkt, ville det have givet nogle alvorlige, økonomiske øretæver. Vi var alt for tidligt ude og puttede planerne i skuffen.

Efter et par rolige år i Søndervig skulle der ske et eller andet, så i foråret 1981 lejede vi Trica Supermarked i Fjordcentret i Ringkøbing. Jeg troede, at en kombination af en sommerbutik i Søndervig – sådan var det stadig i ’81 – og en helårsforretning i Ringkøbing ville være helt perfekt, men jeg blev meget klogere! Det er umuligt at have hjertet to steder samtidig, så efter 9 mdr. afhændede vi Trica og koncentrerede os 100% om Søndervig. En erfaring rigere og en del penge fattigere!

SuperBest Søndervig

ønsker alle kunder og forretningsforbindelser en rigtig glædelig jul og et godt nytår vi

I tiden op gennem firserne fortsatte den gode udvikling i et roligt tempo uden større investeringer, og jeg fik lidt bedre tid til min hobby – jagten.

Selv om vi altid havde travlt, nåede jeg at være formand for Holmsland Klit Turistforening fra 1972 til 1986 og igen fra ’87 til ’88. Det var en meget spændende periode, hvor der var en rivende udvikling i turisterhvervet.

I 1987 stiftedes Westlandia Aquapark A/S af fire håbefulde iværksættere, nemlig skoleleder Henrik Nielsen fra Hvide Sande, Karsten Nybroe fra Nr. Lyngvig Camping, Henning Davidsen og undertegnede. Vi ville etablere Danmarks første vandland på Nr. Lyngvig Campingplads. Vandlandet skulle kunne rumme 2.500 personer. Et gigantisk projekt til 60 mio. kr. Der blev nedlagt veto fra mange organisationer, så planen måtte desværre droppes. Set i bakspejlet forbistrende ærgerligt, for vi kunne have overhalet alle indenom. Vi lærte meget. Det bedste i projektfasen var en studietur til Holland med hele kommunalbestyrelsen samt embedsmænd (dem var der ikke så mange af dengang). Jens Chr. Frandsen var borgmester. Alle var inviteret med ledsager. Der kunne laves en hel artikel om sjove episoder fra turen. Men én episode skal nævnes her. Kommuneingeniør Henning Fjord Larsen havde valgt at tage sin kone med på turen, som foregik i bus. Da vi nærmede os den dansk-tyske grænse, opdagede Aase til sin skræk, at hun under en taske-oprydning aftenen i forvejen havde sorteret begges pas fra! Gode råd var dyre, vi kunne ikke vende bussen og køre tilbage efter to pas. Men Henning Davidsen, der hurtigt var blevet sat ind i situationen – det var Henning Fjord Larsen ikke! – meddelte på myndig vis embedsmanden, at denne skulle tisse. Fjord Larsen protesterede højlydt, men blev sammen med fruen beordret ned i bussens toiletrum, mens vi passerede grænsen. Denne seance gentog sig igen ved den tysk-hollandske grænse og på tilbagevejen. På den måde kan man vel godt sige, at vi medvirkede til menneskesmugling! Alle morede sig kosteligt – undtagen Aase og Henning Fjord Larsen.

Jeg kommer også til at tænke på et par andre sjove episoder. De stammer fra 70-erne. Når der var optræk til ølstrejke, nåede vi altid at købe rigeligt med forsyninger. Ved én af strejkerne, der

varede flere uger, havde vi købt flere tusind kasser, som blev opmagasineret i en tom svinestald på Holmsland. Vi var faktisk storleverandør til det halve af Jylland i strejkeperioden, men vi fik en del klager p.g.a. lugten! Jeg fandt ud af, at svinelugten sad i etiketterne. Det klarede vi på den måde, at alle øllene blev spulet godt og grundigt ude på græsplænen, hvorefter etiketterne blev tørret af (håndkraft!!), og nu var varerne salgsklare igen. Masser af ekstraarbejde –men vi nåede at få solgt ud, inden der igen kunne leveres fra bryggerierne.

Frank (ham købmanden med alle strømperne), Leif banan (halvdelen af Brdr. Knudsen i Ringkøbing), Viktor Vestergård (købmand i Houvig), og Knud Reffs (Thormanden i Ringkøbing) og jeg skulle til boksning i Randers Hallen – det var dengang Jørgen Hansen var på toppen. Knud havde arrangeret det således, at vi forinden skulle besøge Bryggeriet Thor. Leif skulle være chauffør på udturen, og jeg skulle køre bilen hjem. Leif havde for vane at være lidt sent på den, og denne dag var ingen undtagelse. Det bevirkede, at han var nødt til at træde lidt hårdt på speederen for at overholde tidsplanen. Vi andre skulle holde øje med færdselspolitiet. Noget gik galt for os på bagsædet – 20 km før Randers kom »slikkepinden«. Leif steg ud af bilen for at ordne det fornødne med betjenten. Han havde fået èn (kun én) kørebajer, men var bange for, at betjenten kunne lugte noget, så han skulle have sin position rettet ind efter vindretningen, hvilket bevirkede at han faldt ned i grøften. Det så hylende morsomt ud. Bøden på 1000 kr., mente vi andre naturligvis, måtte være chaufførens problem! På Bryggeriet Thor fik vi en ualmindelig god behandling – faktisk så god, at kun to af os oplevede boksekampen! Knud var med sin korpulente krop selvskreven som forsædepassager. De fire passagerer faldt hurtigt i søvn på hjemvejen, Knud vågnede dog op ind imellem. Pludselig – og med god fart på bilen – åbner han døren og vil ud. »Hvorfor dog det« spørger jeg. »Jo, nu er du fire gange kørt over for rødt lys«. Jeg gjorde mit bedste for at forklare ham, at det var fire lastbiler med røde, klare baglygter, vi havde passeret! Heldigvis faldt han hurtigt i søvn igen, og så var der ro helt til Ringkøbing. Jeg ville aflevere Knud standsmæssigt, så jeg kørte helt op til fordøren i Leifs tunge Mercedes.

Knud og Inga havde for nylig fået lagt nye fliser og anlagt et rosenbed foran huset. Det blev desværre til knækfliser og en flænge i Knuds splinternye habit, da han steg ud i rosenbedet! Leif boede i Mellemgade, og det var helt umuligt at vække ham. Jeg parkerede derfor hans bil ved personaleindgangen til Ringkøbing Bank, så tæt på døren, at den ikke kunne åbnes, uden at personalet næste morgen skulle vække den stadigt sovende Leif. Det er sandheden om den tur –om end den findes i andre versioner også.

I 1990 efter køb af Søndervighus og et sommerhus syd for forretningen, fik vi den 21. juni tilladelse til at bygge et helt nyt supermarked. Den 20. august blev spaden sat i jorden. Kort tid efter købte vi naboejendommen af Grethe og Egon Ebsen (cafeteria og benzinstation). Det åbnede op for helt nye muligheder. I gang igen med helt nye tegninger til supermarkedet og første del af Søndervig Centret, der nu – 12 år efter at de første tegninger blev lagt i skuffen – blev en realitet. Den nye lokalplan blev godkendt den 13. december 1990, og nu gjaldt det om at komme i gang, for alt skulle stå klar til påsken ’91. Færdige blev vi, men hold da op, hvor håndværkerne knoklede. Der var indført 7-dages uge, og tømrersvendenes koner og børn kom på besøg med eftermiddagskaffe om søndagen, for at børnene ikke skulle glemme, hvordan deres far så ud!

I julen ’91 fik jeg en blodprop i hjertet – som 43-årig – det var ikke godt. Hjertet kører med 70% kapacitet, og det går egentligt vældig fint alligevel. Kirsten og jeg besluttede, at naturligvis skulle vi tage ved lære af situationen, men blodproppen skulle ikke styre vores liv. Og det løfte har vi holdt.

Jyllands-Posten skrev i 1991: »Søndervig vil slå alle andre feriemål. Millionombygning af Hotel Klitten, butikscenter under opførelse, udvidelse af Danland og 18-hullers golfbane skal gøre Søndervig til Danmarks førende feriemål«.

Det nye supermarked og første del af butikscentret åbnede den 20. marts 1991. Alle arbejdede i døgndrift den sidste uge op til åbningen, og vi nåede det! Den officielle indvielse foregik den 9. maj, hvor Arne Melchior »klippede snoren«.

Nu burde jeg ikke rode mig ind i mere, men, men…1. maj 1991 købte Flemming Bay-Jørgen-

sen og jeg »Sorte Louis«. Senere overtog jeg hele ejerandelen. Passagertallet det sidste år, vi drev færgen, blev 19.000. Efter færgekatastrofen med »Estonia« blev sikkerhedskravene voldsomt skærpet, så udover købsprisen på kr. 650.000 skulle der ofres mellem halvanden og to mio. kr. for at opfylde de nye krav til færgedrift. Færgen blev sat til salg, og Regnar Lydig var køberen. Han var en meget flink mand, idet han betalte købesummen to gange. Først afleverede han en indrammet check på 1 krone (én krone!), men advokaten forlangte købesummen indsat i banken, så han rystede op med endnu en krone! Checken hænger fortsat indrammet på kontoret – til skræk og advarsel, hvis jeg skulle få lignende tanker en anden gang!

I juli måned 1992 blev der arrangeret Bungyjumb (elastikspring fra en kran) i Søndervig, og jeg store fjols sagde ja til at springe som den første. Springet på 55 meter var planlagt til kl. 10 om formiddagen, hvor 5000 tilskuere havde taget opstilling på Hotel Klittens p-plads. P.g.a. Klose-kranens forsinkelse blev arrangementet udsat til kl. 14. Jeg håbede, at tilskuerne nu ville smutte hjem igen. Men det modsatte skete. Forsinkelsen blev annonceret mange gange i lokalog regionalradioen, så de, der ikke tidligere havde hørt om arrangementet, blev opmærksomme på, hvad der skulle ske, og kl. 14 stod der 8-10.000 mennesker på pladsen. De ville selvfølgelig se, om ham den tossede købmand nu også turde springe. Det turde han egentlig ikke, men tanken om den totale fiasko ved ikke at springe var mere skræmmende! Min gode ven, Jens Kjeldsen, ville redde mig med en planlagt kidnapning. Han mente, det var helt tosset at lave et sådant stunt et halvt år efter en blodprop. Jeg sprang, og jeg kan garantere for, at det satte gang i blodomløbet – men det var en god fornemmelse, da det var overstået!

Anden del af Søndervig Centret var en realitet i foråret 1992, og yderligere 8 forretninger var kommet til. På modsatte side af vejen byggede vi på Lodbergsvej 2, der tidligere havde huset et postkontor, i foråret 1993 3 nye forretninger. Det var også dette år, vi sammen med andre investorer arbejdede med planer om et bowlingcenter. Medinvestorerne var murermester Ib Malgaard, læge Bøje Jensen, autoforhandler Jørgen Jensen, arkitekterne Bo Christensen og Claus Bødt-

Vi ønsker en glædelig jul og et godt

nytår

Niels Jørgen Winther

Otto Pedersvej 7, 6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 25 45

Privat 97 31 25 48 - Biltlf. 40 30 95 45

Søndergade 12

6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 14 17

ker. Beach Bowl blev en realitet og åbnede 1. maj 1994. Turistminister Helge Mortensen samt mange gæster var med til at gøre den officielle åbningsdag, den 6. juni 1994, til en minderig dag. Det var også i året 1994, at vi overtog ejendommen Lodbergsvej 14-16. Bygningen blev revet ned, og fire nye forretninger skød op og var klar til foråret 1995.

Den 4. maj 1995 er den dag/aften/nat, hvor der har været flest mennesker i Søndervig på én gang. 50-året for Danmarks befrielse skulle fejres med Linien Lyset – en laserstråle fra Skagen i nord til Sild i syd. Desværre svigtede teknikken, og det blev et blålys. En uge forinden var jeg blevet kontaktet af politiet, som ønskede mit bud på, hvor mange mennesker der ville komme til byen denne dag. Mit bud var mellem 100.000 og 150.000 personer. Der blev helt stille i den anden ende af røret, før betjenten sagde, at jeg jo tidligere havde gættet rigtigt ved store arrangementer. Mit gæt var rigtigt, der kom ca. 125.000 personer, knap 17.000 personbiler og masser af busser. Alle butikker holdt åbent til midnat med levende lys i vinduerne. Et smukt syn, men ikke den store handel. Alle skulle jo til stranden og se Linien Lyset, som blev et teknisk flop. Heldigvis var det en utrolig smuk og stille aften, så først kl. 03 drog de sidste ud af byen, og den helt store oprydning kunne gå i gang næste morgen.

I 1995 planlagde vi igen-igen en udvidelse af supermarkedet på hele 700 m2, som blev åbnet i foråret ’96. Vi havde udstyret forretningen med alt det nyeste inventar, havde virkelig prøvet at tænke fremadrettet på alle måder og blev i efteråret kåret til ”Danmarks bedste Supermarked” ud af 72 nominerede, heriblandt mange virkeligt store Føtexer og Kvicklyer fra byer over hele landet. Såvel personalet som vi var utroligt stolte og glade for påskønnelsen. Oven i købet blev vi senere på året tildelt den lokale erhvervspris, som Junior Champer og Dagbladet havde indstiftet.

I 1997 kom jeg med i en arbejdsgruppe bestående af fastboende, butiksejere, sommerhusejere og kommunens embedsmænd med det formål for øje at udarbejde et debatoplæg, der hed »Søndervig er godt på vej – hvorhen?«. Det hele udmøntede sig i en ny lokalplan for Søndervig, og den kom i høj grad til at sætte dagsordenen

for den fremtidige udvikling i byens centrum. Der blev investeret mange millioner i gade- og bymiljøet, og kvalitetsniveauet steg adskillige grader – et niveau, der også har smittet af på de senere byggerier i Søndervig.

Det var også i 1997, at vi sammen med Ib Malgaard købte Klitten-grunden for at sikre, at der på grunden blev opført noget byggeri, byen kunne være bekendt. Senere solgte vi grunden, og der blev opført 64 ferielejligheder af firmaet Thorkild Kristensen i Aalborg.

I foråret ’99 åbnede vi Lodberg Centret, og efterhånden var vi kommet op på over 5.000 m2 butikker og 300 p-pladser. Vi drev fortsat selv supermarkedet, mens de øvrige 25 forretninger blev lejet ud. Vi havde nu en bred vifte af spændende butikker og restauranter, Beach Bowl var blevet udvidet et par gange siden åbningen. Nu gjaldt det om at holde begejstringen oppe både hos de handlende og blandt kunderne. Min vurdering var, at Søndervig nu forretningsmæssigt var klar til de næste 10 år uden yderligere byggeri fra vores side. Og det overholdt vi faktisk.

I Ringkøbing og Hvide Sande er der de seneste 10 år sket en rivende udvikling i butiksstrukturen, så der er kamp om kunderne – til glæde for den fri konkurrence. Så det er vigtigt for de handlende at være fremme i skoene, men med en fortsat vækst i turisterhvervet – nogle år større end andre – er der nok til alle, der vil indrette sig på at knokle igennem i højsæsonen mod til gengæld at tage den lidt mere med ro i lavsæsonen.

I 2002 indviede vi Lodbergsvej og i 2003 Badevej, der begge havde fået ny belægning og ny belysning, således af bymiljøet nu var totalt forskønnet. Det var ligeledes i 2003, at Klitten-byggeriet var færdigt, og lejlighederne gik som varmt brød. Sandskulpturfestivalen blev en realitet i Søndervig første gang dette år med Erik Frederiksen fra Blokhus ved roret. I de efterhånden 8 år, vi har haft Sandskulpturfestival i byen, har der været ca. 650.000 besøgende.

Jeg havde ikke p.t. flere vilde planer på tegnebrættet, men i stedet for at få bedre tid til alt det, jeg ikke havde nået, kom jeg til at sige ja til en bestyrelsespost i A/S Danske Købmænd og Edeka Danmark A/S, hvor jeg blev valgt som formand for begge bestyrelser og kom samtidig i bestyrelsen for Edeka Zentrale i Tyskland (Ede-

En g d bekendt ønsker glædelig jul

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2010. Vi ønsker alle en rigtig god jul samt et godt nytår.

Stormgade 10 / 6960

Hvide Sande / Tlf. 9731 1500 hvidesande@landbobanken.dk / www.landbobanken.dk

Jeanette Houborg

Henrik Pagaard

Jens

Ole E. Pedersen

Erik K. Jensen

Katrine Madsen

Kirsten Backs

Kirstine Christensen

Rasmus Enevoldsen

ka Zentrale er for Tyskland, hvad Mærsk er for Danmark – rent størrelsesmæssigt). Det var et spændende arbejde, men også hårdt. Der skete mange fusioner og opkøb i denne periode, og der blev for mit vedkommende brugt ca. 800 arbejdstimer på bestyrelsesarbejdet pr. år. Det var for meget. Så pr. 1. januar 2008 sagde jeg stop.

I marts 2006 fejrede vi, at vi siden overtagelsen af Solveigs butik i 1970 rundede 1 milliard kroner i omsætning. Måske var tilbuddene til kunderne for gode, for vi blev fuldstændig løbet over ende af de tusindvis af kunder, der ville handle, men vort dygtige personale klarede det hele til UG.

Det var også i 2006, at planerne om Søndervig Feriepark tog fart, og det bliver spændende at se, hvornår dette byggeri kan gå i gang og blive en realitet. Ferieparken vil få en helt afgørende betydning – ikke bare for Søndervig – men for hele Ringkøbing Skjern Kommune med en stor vækst i detailomsætningen og flere hundrede arbejdspladser til følge.

Den 12. marts 2008 åbnede vi et totalt ombyg-

get supermarked, så det nu er fremtidssikret i endnu nogle år – også med en Feriepark i nabolaget. Centerbutikkerne syd for supermarkedet fik samme år renoveret arkaden, så fremadrettet gælder det nu mest om at vedligeholde hele molevitten, så det altid fremstår pænt og ordentligt.

Den daglige drift af supermarkedet har vi overladt til vore 2 sønner, Thomas og Morten, og den opgave går de til med fynd og klem til stor glæde for »vi gamle«.

Jeg lovede redaktionen at opsummere, hvad der er sket gennem de 40 år, jeg har boet i Søndervig. Det er i artiklen blevet til mange datoer og årstal, men det giver på den måde et retvisende billede af forløbet fra 1970–2010 rent forretningsmæssigt. Jeg er selv helt forpustet af at se tilbage. Det har været spændende år sammen med resten af familien at være med til at præge udviklingen i Søndervig. Alt er ikke med, for så ville det være blevet til en hel bog.

Alle læsere – der ikke er faldet i søvn endnu – ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

SuperBest,

SuperBest,

Vi ønsker alle en glædelig jul og godt nytår

v/

Nybygning og modernisering af sommerhuse og helårshuse efter Deres ønske...

Alt i vinduer og døre udenfor standard og reparationer af enhver art udføres...

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår!

Holmsland Tømrer og Maskinsnedkeri

Ingvardt Pedersens eftf.

Holmsland - 6950 Ringkøbing - Tlf. 97 33 70 24

Alle ønskes en glædelig jul samt et godt nytår

Aut. VVS-installatør & Blikkenslager

Morten Krogsager

Klostervej 8 · Holmsland 97 33 70 10

Biltlf. 23 30 70 10

Alle

Ywl o æ Klét 2010

2. kapitel af »Der er så meget at fortælle«

Af Peder Josephsen

Kære Pedersen (skolelærer Gunnar Pedersen på billede til højre) Både du og jeg er nu pensioneret, og det er nye tider for Hvide Sande. Fiskeriet var dengang Hvide Sandes levevej, nu er det turismen. Den ekspansion vi oplevede i indbyggertal for vores by er nu stoppet. Fiskekutterne er blevet få, men meget større. Fangstredskaberne er moderniseret og færre mennesker kan klare det samme som hele byen tidligere var beskæftiget med i fiskeriet. Vi er nu et yderområde. Men lad os nu dukke tilbage til gamle dage hvor der ikke fandtes børnehaver, og hvor turis-

men var en by i Rusland. Jeg nævnte sidste år at jeg slet ikke havde fortalt om skoletiden i halvtresserne og de oplevelser vi havde dengang. Så dem får du nu.

Vi børn havde en dejlig tid på »søndersiden«. Vi boede på Søndergade 6, der hvor der nu er tandlæge på 1. sal og lejlighed i stueetagen. *Dengang var der klinik i stueetagen og vi boede på 1. sal. Jeg havde en meget god ven, Johnny Brunhøj (Peder Riskjærs fætter). Johnny og jeg havde altid travlt med et eller andet, bl.a. hyggede vi os med at save med løvsav. Der var rigtigt gang i saven når vi lavede julegaver i krydsfiner. Vi tegnede fantasifulde mennesker ca 10 cm høje og savede dem ud i krydsfiner, de blev farvet med Filia oliekridt og så havde vi den fineste julepynt. Men tiden gik også med at save puslespil. Der forsvandt mange forsider fra Anders And, som blev klæbet op på krydsfiner og udsavet i små brikker. Der kunne være flere hundrede brikker så de var vanskelige at sætte sammen. Nogle af puslespillene solgte vi i vores

FISKERIETS HUS

Nørregade 2B

6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 26 10

G Belægningsarbejder

G Stakitanlæg

G Udgravning/minlæsser/ IHI gravemaskine

G Sand og grus

G Udlejning af container

G Bortkørsel af affald

Tlf. 97 31 12 57

Fax 97 31 23 33

Vi ønsker alle en Glædelig jul samt et godt Nytår

specialbutik på trappen foran lægeklinikken. Men andre har jeg gemt, og det er en glæde når mine børnebørn finder dem frem og prøver kræfter med dem.

Ved indgangen til Klinikken i Søndergade 6 var en ca. 6 trins trappe, på hver side var der en muret trappeafgrænsning med vandrette plateauer. I sydsiden var indgangen til en lille have, hvor der nu er fliser. Haven var afgrænset af et muret hegn med huller mellem murstenene, det så rigtigt fint ud. Der var lidt blomster i haven, men den kunne slet ikke måle sig med Petra Heides have på hjørnet til Metheasvej. Eller til Smed Nielsen og Ingeborgs have overfor på Strandgade. Ingeborg havde de fineste gule tulipaner, (indtil min søster og jeg havde plukket alle hovederne af og foræret dem til vores mor). Trappen med de indbyggede »hylder« var det helt ideelle sted at have en mindre forretning. Her kom jo alle patienterne som skulle besøge far, de var nødsaget til at gå gennem vores butik. Vi udstillede vores puslespil på trappekanten og så var det om at tale godt for varen, og sælge til den rette pris. Det blev kun til en meget lille omsætning. Om foråret havde vi lavet andre spændende varer. Vi lavede meget fine fastelavnsmasker af papmache, gamle aviser og tapetklister. Ansigterne var for det meste malet gule, de så meget indbydende ud når de var udstillet på trappen. Jeg mener at vi fik solgt nogle enkelte af dem til naboernes børn, Leo Røn, Åse, Finn og Lauge slagter, Anne Marie Heide og Inger Høj og Alice Lund.

Det hændte at Johnny og jeg fik fat i nogle cigaretskod, så tændte vi dem i smug oppe i klitterne i al hemmelighed. Det var jo forbudt og meget spændende. Vi var nok ca 7 år gamle dengang. Jeg tror at en eller anden havde opdaget os og sladret til far. Og han greb det an på sin egen måde: Han syntes at vi skulle ryge rigtig pibe i stedet for sådan nogle gamle cigaretskod. Det var vi med på. Men først skulle vi jo have den helt rigtige pibe, og sådan én laver man selvfølgelig selv af bambus. Vi smuttede ned til Heide.

Vodbinder Heide, (John Heides far) havde forretning hvor Jørn sko nu har forretning. Bag forretningen tjærede han bundgarn og travl og istandsatte hullede garn sammen med Verner. De var begge meget rare og altid gode ved os

børn. Vi kunne hos dem altid få en stump garn eller lidt bambus når vi var kommet på en ny opfindelse. Jeg husker at Heide næsten altid var sort af tjære. Dengang blev travl og bundgarn dyppet i tjære og lagt ud til tørring ovenpå lyngen og hjelmen lige på det sted hvor Klithjemmet nu ligger, lige ved indgangen til Rottestræde. Heide havde en stor åben beholder med flydende tjære bag forretningen, den havde vi stor respekt for, »den sorte gryde«.

Til at lave piberne med, skulle vi have nogle stumper tyk bambus lige i nærheden af et led, og så skulle vi have nogle tynde stykker hul bambus De skulle bores ind og fæstes til bunden af piberne, som mundstykker lige over et led. Vi fik i løbet af nogle dage fremstillet nogle fine og funktionsdygtige piber. Piberne kunne virkelig rumme meget tobak, de var ca. 4 cm i diameter med 12 cm lange mundstykker, så vi ikke fik svedne næser af den varme tobak. Det blev spændende at kunne ryge helt lovligt ligesom de voksne, og så på vores egne hjemmelavede piber.

Piberne blev vist frem for far, som godkendte dem som egnet til rygning. Han gav os groft sort hollandsk tobak og stoppede piberne for os. Han tændte piberne og så skulle der rigtigt suges for at holde ild i krudtet. Vi gik ud i den vide verden med vores legale vidundere. Jeg husker at vi gik ned til havnen ved redskabshusene, hvor der var livlig aktivitet med garnopredning. Kaj Lund spurgte os, om vi godt måtte ryge for vores forældre, vi var meget stolte og fortalte at det var helt lovligt. Vi pulsede løs, indimellem med en god inhalation, jo, vi følte os virkelig store.

Snart var piberne tomme, så vi begav os hjem for at få en ny stopper, og jeg husker at far hyggede sig med os og selv nød en pibe. Han stoppede ny tobak i vores og så kunne vi gå ud igen. Pludseligt syntes jeg/vi, at maven begyndte at rumle, vi var ikke nået ned ad trappen fra 1. salen endnu, da vi blev blege, ja nærmest grønne i hovederne, og var ved at besvime, så vendte maverne sig og vi brækkede os ned ad alle trapperne (Der var fast tæppeløber på trinene, så det var ikke så godt).

Nu fik piben en anden lyd. Mine forældre var meget vrede. Der var tordenvejr på 1. sal og det gik ud over os stakkels syge børn, (at de kunne nænne det). »I har fået lov at ryge, men I vover at brække jer ned over hele trappen: Værsgo at

Havnen var fyldt op af kuttere fra alle dele af landet. Fiskene blev solgt levende og opbevaret i hyttefade, Harald Hyttefad passede alle hyttefadene, han hoppede elegant fra det ene til det næste.

tørre alt op og vask trappeløberen for bræk, sådan noget griseri vil vi ikke have her i huset«. Jeg har ikke siden røget. Tænk, hvis jeg får maveonde igen!

Der var mange fiskere i Hvide Sande, og fiskeflåden blev mere end fordoblet i forår og sommerperioden når tungerne kom op langs kysten nede fra Afrika. Havnen bugnede af små kuttere.

De fremmede fiskere kom fra østkystbyer som Grenå og Århus men også helt fra Bornholm. Fiskernes koner og børn var ofte med. Mange boede på kutterne, og børnene kom i Hvide Sande skole, så vi var altid flere i klassen om sommeren. Vi havde alle meget travlt når tungefiskeriet startede. Så kunne alle vi børn tjene en ekstra skilling. Det var godt at have aftale om opredning af garn fra flere fiskere: Hvis den ene fisker var ude og en anden inde, var der arbejde med opredning af garn hver dag. (Børn i Hvide Sande hjalp med garnopredning på samme måde som børn på landet hjalp med at hakke roer). De fleste fiskerhjem havde travlt. Garnene skulle hurtigt reddes op så man kunne komme på havet igen efter fisk. Den enkelte fisker afleverede garn til flere garn-opreddere. De blev kørt

hjem på små håndtrukne kassevogne der kunne rumme vel nok 20 garn. Omkring redskabshusene ved havnen var der stor aktivitet, her kom fiskerkoner og børn og hjalp hinanden med opredningen.

Jeg husker at jeg kom flere steder og hjalp med opredning. Det var meget hyggeligt at komme til Kaj Lunds og Jens Sørensens redskabshus (hvor Texaco nu ligger mellem havnekajen og lægehuset), kutterne hed Jutlandia og Vesterhavet. Her var der altid travlt med opredning af tungegarn eller rødspættegarn. Garnene lå i store bunker, et garn vejede ofte ca. 6-10 kg og var fyldt med konkylier, søstjerner, tang og småfisk. Maskerne var ca. 5 cm og nettet var 75 m langt. Øverst var en overtælle, en lidt tykkere line, hvor der med ca. 40 cm afstand var fæstet en lille korkflyder. Undertællen var med galvaniserede jernringe for ca. hver 80 cm. Når garnet havde fisket var det ofte i én stor filt, og blev leveret til opredderen som en tyk filtret klump holdt sammen af en snor der hold overtællen i orden. Jeg var endnu ikke så høj, så Ester Lund skaffede en lav træbom til mig, og så fik jeg desuden en kasse at stå på.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et

Nybyggeri

Tilbygninger

Reparationer

godt nytår

Vi tilbyder

Sommerhuse

Parcelhuse

Forretninger Industrier

Tilbud og overslag uden forbindende

Hvide Sande Murerforretning ApS

Parallelvej 326 - 6960 Hvide Sande - Tlf. 97 31 13 83

Vi ønsker alle en glædelig jul – samt et godt nytår

Peter’s Kloak & anlæg

• Kloakarbejde

• Entreprenørarbejde

• Belægningssten

• Opstilling af stakit

• Havearbejde

Peter Mathiesen

Aut. kloakmester

Stormgade 82, 6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 32 00 - Biltlf. 40 46 21 04

Det filtrede garn blev hængt op i et søm uden hoved i højre side af bommen. I venstre side satte vi spliestokken i et boret hul i den vandrette del af bommen så stokken vendte lidt opad. Her skulle garnet skubbes ind mellem to dele af stokken i en fin 30 cm lang spalte med afpudsede kanter. Overtællen skubbes ind for hver lille korkflåt som var syet ind i garnets overtælle. Nederst trak den galvaniserede garnring garnet ud så det ikke filtrede igen. De små krabber og fisk havde filtret sig ind i det tynde bomuldsgarn, (siden nylongarn). Hvis der var revet et hul i garnet, fik man en »torn« dvs. en del af garnet var trukket igennem hullet og snurret rundt, så tog det ekstra lang tid at filtre garnet op. Hullede garn blev taget fra, så de kunne repareres med bødning af hullerne. Der var mange krukker og korsfisk i garnene, og somme tider måtte vi piske nettet for tang og andre småting der var fanget med. Det kunne tage over 1 time at redde et meget filtret garn op. Så det var dejligt, når der kom et let garn indimellem. Det færdige garn blev afleveret til fiskeren monteret på splie-stokken, så fiskeren let kunne sætte garnet ved at holde i stokken så garnet løb ud i havet når båden sejlede. Under opredningen for Kaj Lund gik snakken med Christiane og hendes datter Ester, og jeg tror også at Ruth var der engang imellem. Alt blev vendt, og man drillede hinanden lidt ind imellem men kun godmodigt. Der var tid til en kop kaffe/sodavand og små pauser for at få styrket ryggen.

Jeg var også glad for at redde garn op for Stinne Dres i hendes baggård på Metheasvej, lige bag Brekke. Hun var så sød og rar, og vi havde mange hyggelige stunder, og så falder der af og til en sodavand af, eller måske en firkantet is.

I en periode fik jeg leveret garn fra »Blåbjerg« ,Peder Høj, Jeg fik lagt 5 garn af i vores garage der lå mellem huset og Sofus Slagters hus. Her havde jeg sat en bom op med skråt borede huller til splie-stokke og et søm til at hænge garnet på, og i en højde, så jeg kunne nå toppen og flytte garnet uden at stå på en kasse. Johnny reddede garn op hjemme i deres kælder på Vesterhavsvej 10. og sommetider kom han og hjalp mig færdig inden vi skulle lege. Andre jævnaldrene, John Høj og Jørgen og Henning Høj hjalp hjemme med opredningen hos Simon og Peder Høj. Pedersen, jeg tror faktisk man i dag ville kalde

det børnearbejde, men det var normal dagligdag for os alle. Det var dejligt af have sin egen indkomst, 1 krone pr garn. Mine kammerater som var børn af fiskere, var også nødt til at hjælpe til med opredningen. Alt stod i garnenes tegn

Ja Pedersen vi havde meget tid til os selv. Der var jo ikke TV eller computer, men vi hørte meget radio. Der var et program i radiofonien, Hallo Hallo, det fulgte vi meget med i. Det var et naturprogram med gode ideer til masser af aktiviteter. Vi lærte over radioprogrammet at samle på æg, og lave skeletter ud fra ådsler fra havet. Der var masser af muligheder. Programmet kom hver tirsdag. Det gav inspiration til at samle spændende ting fra havet: Vi fandt alle former for muslingeskaller og støbte dem ind i gips, så havde vi fine lysestager til julegaver. Vi fandt også aluminiumskugler og plastikkugler ved havet, de havde løsrevet sig fra travlene. Kuglerne solgte vi til produkthandleren eller vodbinderne Heide og Jens Knudsen. Vi lavede også vores egen sæbe. Vi kogte selvdøde dyr og fedt med lud, og afkølede det kogte, skummet var den fineste sæbe, syntes vi. Det var altid spændende at rense kranier af dyr fundet ved havet, det kunne være sæler, måger døde katte osv, Vores kælder kom nok til at lugte lidt, når vi fremstillede de fine skeletter.

Havet bød også på andre oplevelser. Under en rigtig storm fra vest var det spændende at kunne flyve ligesom mågerne. Vi stillede os op på en høj klit og spændte den vrangvendte jakke op over hovedet og ud mellem armene som en faldskærm, så kunne vi langsomt gå vandret ned ad klitten. Vi følte os vægtløse og frie som mågerne, der svævede i luften båret op af vinden ved klitten.

Mågeæg, Pedersen det var en lækkerbisken. Vi var en del børn som samlede mågeæg. Det var spændende at have en samling æg derhjemme fra hættemågen, stormmågen og sølvmågen, og vi fik en masse røræg ud af det. Æggene var lidt mindre end hønseæg, men smagte godt rørt med sukker og evt en lille teske Cadbury kakao. Vi var lykkeligt uvidende om salmonella. Mågeæg blev samlet langs hele vestkysten og solgt til de lokale købmænd som erstatning for hønseæg. Jeg mener at huske at også sømandshjemmet kunne bruge mågeæg i madlavningen.

Krenne (Christian Kusk) og jeg var mægtig

Glædelig jul

Nordhavnskaj 12 · 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 3322

www.vestvaerftet.dk

DYRLÆGE CENTER VEST

Herningvej 74, 6950 Ringkøbing Åben konsultation: Ma, Tors, Fre 16-17

Tirs 16-18 og ons efter aftale

Tidsbestilling til aftaler udenfor åben konsultation alle hverdage 7-14.30

70 22 44 42

Døgnvagt

Hvide Sande

Blikkenslagerforretning

Ønsker alle glædelig jul samt et godt nytår

Aut. VVS-installatør

Kenneth Lauridsen

Ter nevej 2 - 6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 10 92

Bil tlf. 20 86 29 87

gode til at finde mågerederne. Vi holdt øje med fuglene og observerede hvor mågen landede i klitten, så var det op i klitten og finde reden. Den var altid hvor mågerne var mest aggressive. Hættemågerne dykkede som bombefly ned over os, når vi var helt tæt på reden. Det var måske synd for mågen, men hvis vi fjernede et eller to æg kom der hurtigt nye æg i reden. Mågeæggene er gråbrune til olivenbrune med sorte eller grå pletter. Der er fra 1-3 æg i reden som blot er en fordybning i sandet. Vi kunne også være heldige at finde en ternerede ned på stranden. Den var virkelig godt kamufleret, og æggene var lagt, hvor der var sten af samme størrelse og farve. Kun den yderst aggressive terne afslørede, når vi stod lige ved reden. Fuglen fløj som en jager ned imod os og hakkede os i hovedet.

Når der efter en vestenstorm kom østenvind og havet sang uden at der var bølger, var det tid at finde rav. Vi skulle være der, når ravet blev lagt op på stranden. Det sker fra ½ time før lavvande til ½ time efter lavvande og ofte ved små bugter.

Krenne var langsynet og kunne se et stykke rav langt før jeg fik øje på det. Vi nærmest løb langs ravstriben. Ravstriben, eller opskæringen, er den nederste kant hvor havet har lagt materiale op. Den kan indeholde små fiskeæg, søstjerner, søpindsvin, små krebsdyr, mindre skaller og snegle, specielt pelikanfod, muslinger, blæksprutteskjolde og ægkapsler fra haj og rokker og tangplanter, grønalger og brunalger (blæretang). Der skal helst være lidt grovere opskæring, heri kommer ravet. Opskæringen kommer hyppigt i bugterne, hvor havet sender materiale ind fra en

skrå vinkel. Jeg husker at vi søgte efter rav på hele strækningen fra Hvide Sande syd til Gammel Bjerregård. Kort før Gammel Bjerregård var der ofte gode muligheder for rav.

Vi besøgte så Dahl på Gammel Bjerregård, Han var en oplevelse. Jeg husker at han ofte sad udenfor østlængen og nød markerne og dyrene ned mod fjorden. Dahl havde kommoder fulde af rav. han havde en meget fin slibeteknik, hans slebne rav var med runde former, helt uden slibefacetter. Han var også dygtig til at bevare naturlige hulheder, de dele af ravoverfladen som havet havde slebet.

Der var konkurrence om at passe stranden. På Nordsiden var det Jakob Madsen, og på sydsiden kom Niels Påkjær senere til. En anden dygtig ravfinder var Christian Tarbensen, Han var meget ivrig, ligesom drengene fra Abelines gård. Hvis vi mødte andre ravsamlere ved havet, gik snakken altid om vi havde fundet noget. Det havde vi næsten aldrig (selvom lommen var fuld), man skal jo ikke fortælle de andre, hvor der er rav.

Pedersen, der er så meget at fortælle. Jeg har slet ikke fortalt om vores abe, eller om hvordan vi hjalp Mathiesen når han hentede grus ved havet. Jeg er slet ikke kommet ind på skoletid, lærerne og udflugterne. Og så har jeg slet ikke fortalt om tiden efter 1957, hvor vi flyttede til Sønder Lyngvig til Thyge A’s gård. Det er en fornøjelse at kigge 55 år tilbage i tiden, der dukker så meget op, men jeg må jo begrænse mig, Det må blive til endnu et kapitel, som du må få en anden gang.

Jeg savner ikke de »gode gamle dage«…

I Hvide Sande sidder der et udvalg og sørger for, at der hvert år dumper en udgave af Ywl o æ Klét ned i folks postkasser.

En, som tager et træk i den sammenhæng, er min gamle lærer fra Hvide Sande Skole, Holger Villadsen – og han og andre gode folks opgave er bla. at finde folk som vil »fylde bladet« – skrive et indlæg eller to, og i det spil er mit navn som gammel holmbo dukket op nogle gange –efterhånden.

Der sker det, at man hen i efteråret får et telefonopkald med den første forespørgsel, dernæst kommer et brev om, der skriver lidt om, hvor lang tid man har, og måske et emne eller to, som man som »elev« kan tage fat på.

I årets udgave så essensen af Villadsens brev således ud:

»… men Holmsland skal gerne have noget mere lagt på vægten i bladstoffet – vi vil gerne have en artikel fra dig, og vi mener, at opgaven skal være efter dit eget valg, hvis du vil være med.

Jeg formoder, at du i årets løb er stødt på noget

i Holmsland-området, som du kunne have lyst til at beskrive.

---

Jeg skrev, at emnet var frit – og det er det – men som tidl. skolelærer har jeg pr. definition svært ved at lade være med at stikke snuden frem: –Når jeg kører fra Søndervig til Ringkøbing, kører jeg gennem mit gamle glansbillede at landboøen Holmsland med gårde med køer, grise, høns, gæs og ænder. Far og mor og til tider medhjælpende børn i ideallandbruget.

Men jeg ved jo godt, at sådan er det slet ikke mere. Det er helt andre folk, der bor på gårdene.

Er det artikelstof? Den erhvervsmæssige og demografiske udvikling på »Øen Holmsland«, som du ser den fra din stol. Det kunne være interessant at få belyst, hvad der er sket på Holmsland i den tid, du har haft projektøren på. Hvad er der sket med bysamfundet Kloster inden for en overskuelig årrække? Kloster er næppe den samme nu, som da jeg kom hertil i 1966.

Jeg kender ikke svaret, kan du hjælpe til opklaringen?«

Kom i gang!

Og så er der jo reelt kun tilbage at komme i gang.

Selv har jeg ikke været fastboende på Holmsland siden 1972 så den viden, der kan hives direkte op af værktøjskassen, den er ikke stor nok til at underholde et publikum med.

I stedet har jeg valgt at sætte to »indfødte holmboer« stævne, to mænd, der har haft deres liv og virke på øen, nemlig den 58-årige smed Niels Nielsen (NN) og snart pensioneret landmand 69-årige Einer Slot Andersen (EA) på en stille oktober formiddag med rundstykker på

Af Ole Tang Journalist i Skive Født og opvokset på Holmsland

Glædelig jul og godt nytår ønsker

Skorstensfejermester OLE KRISTENSEN

Glentevej 7, 6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 20 39

ALLE FORMER FOR VENTILATIONSANLÆG RENSES

jul samt godt nytår

Baggersvej 1, Holmsland 6950 Ringkøbing

Tlf. 9733 7987

Glædelig

jul og

REVISIONSFIRMAET

Chr. Knudsen

v/ Jytte Jespersen

Stormgade 8, 1. - 6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 10 22 - Telefax 97 31 13 19

bordet og kaffe på kanden, og det er deres vurdering af udviklingen, som her følger.

Jeg og min familie har haft et godt liv på Holmsland, men jeg drømmer mig ikke tilbage til de gode gamle dage, siger EA. Som halvstor knægt blev jeg sendt på landet som karl, spredte møg med håndkraft, gik som 15-årig dreng på en stor mark og kæmpede. Min far var slidt op som 55årig, det var fysisk hårdt arbejde i landbruget, der tog hans helbred. Det er ikke noget at drømme sig tilbage til, slår EA fast.

Midt i 60’erne var Holmsland (landområdet mellem de to fjorde, Von Å og til kanalen øst for Søndervig) et decideret landbrugsland, hvor den helt store del af befolkningen havde sit udkomme fra landbruget – og blev serviceret af små næringsdrivende: Tre smede, bageri, brødudsalg, slagter, tøjbutik, købmænd, brugs og vognmandsforretninger. Det lokale mejeri, Juelsminde, havde i 1961 – 218 leverandører, små producenter, hvoraf en del dog kom fra området syd for Søndervig og til Klegod (16-17 stykker).

– Det var fra de store og til de små. Den mindste producent var vel Søren Tækkemand med 1 ko, mens de store havde op til 24, husker Niels Nielsen, hvis far Egon var formand for mejeriet, da det lukkede pr. 1. november 1968. I dag er der seks mælkeproducenter tilbage på Holmsland.

Området havde indtil 1967 tre skoler – Sønderby, Gammelsogn og Kloster/Røjklit, som blev erstattet af den nuværende centralskole i Kloster.

– Som jeg ser forskellen fra dengang og til i dag, så er der gået noget nærhed tabt i lokalsamfundet: Dengang var der mere »opsyn« med hinanden, mælkekusken kom, der var folk hjemme i husene, og man registrerede, hvis lyset ikke blev tændt et sted, posten kom og sagde goddag – det er markant anderledes i dag, hvor mange huse står tomme om dagene, fordi folk har udearbejde, siger Niels Nielsen, der godt kan kende Holger Villadsens ideal-billede af det gamle bondesamfund, men ikke helt kan følge beskrivelsen.

– Mange havde det økonomisk hårdt. Det var jo ikke for sjovt, at landbrugene blev nedlagt og fusioneret. Det var stramme tider mange steder,

og mange tog f.eks en mælke-rute for at holde den første nød fra døren. Det var hårdt fysisk arbejde, 365 dage om året for en meget beskeden løn – men det gav rede penge, og de var efterspurgte, siger EA, der selv havde sin mælkerute i mange år.

Møllen som samlingssted

– »I gamle dage« var foderstof-virksomheden, møllen, i Kloster et naturligt samlingssted, hvor snakken gik, når folk skulle hente deres foder mv. Den lukkede for ca. 20 år siden, og det var uforståeligt for mange, at der ikke længere skulle være en mølle i Kloster. Her mødtes folk, udvekslede stort og småt – men tiden var løbet fra det. Det, som mange så som uundværligt, det viser sig efter nogle år at være det rigtige, siger NN, og mindes, at Holmsland tidligere var et forenings-rigt område: Således stillede såvel Forsamlingshus som Missionshus hver sit håndboldhold i midt-tresserne, der var folk nok til et karlehold i gymnastik, og i mange år var der to fungerende husmoderforeninger – den ene med base i »husmændenes koner« – den anden beregnet for »gårdmands-fruer«, ligesom der var en borgerforening i Kloster.

– Tiderne skifter, og vilkårene ændret sig – i dag har vi »Din egen Forening«, og Holmsland GU fungerer – men for mig var det da lidt vemodigt, at f.eks ringrider-festerne i Kloster døde ud, siger NN.

– Antallet af lokale heste faldt konstant, og jeg tror, at Holger Skarregaard var den sidste lokale ringrider-konge. Så blev det noget med, at der kom en udenbys lastvogn med heste og udenbys ryttere, som var mere eller mindre professionelle, og så svandt interessen væk. Jeg tror, det sidste arrangement måske var i 1970, siger NN.

Af hestene forsvandt var selvsagt ikke kun et Holmsland-fænomen – landbrug blev fra først i 60’erne for alvor mekaniseret, små grå Ferguson’er fik plads på gårdene – de gule nordbaggere forsvandt – og med dem også ringrider-traditionen.

EA og hans familie har livet igennem haft tilknytning til Indre Mission og har brugt missionshuset i Kloster – men oplever en vigende opbakning.

– I 60’erne kunne vi meget regelmæssigt samle 80-85 personer til ugentlige møder – det er

hårdt arbejde i dag at samle 25, og missionshuset i Søndervig er jo nu væk og borte, fordi der ikke længere var opbakning, siger EA.

– Hvor det i midt-60’erne var usædvanligt, hvis en kone/mor havde arbejde uden for hjemmet, så er det jo det helt almindelige i dag. Min vurdering var, at der i midten af 60’erne i Sønderby var to koner, der havde ude-arbejde – min egen kone var den ene, siger EA, der med glæde har fulgt den udvikling, som folks beboelser har haft hen over årene.

– Kakkelovne og komfurer røg ud – folk fik oliefyr, der begyndte i løbet af 60’erne at være almindeligt med toiletter i husene, hvor man før benyttede lokummer og stalde.

Losseplads ved fjorden

– I »gamle dage« var der en losseplads ved fjorden – ca. ned for Klostervejens udmunding i Søndervigvejen. Det gav et stort ramaskrig, da den skulle lukkes, men prøv at tænke på, hvilket svineri det var. I dag er det jo klart for enhver, at det var en dårlig måde at håndtere affald på, men der fandtes jo intet alternativ. Sidst i 60’erne blev en lokal skraldeordning afløst af en mere organiseret afhentning. Tidligere blev husholdningsaffald på privat basis afhentet en gang ugentligt og fragtet til fyldpladsen ved fjorden, senere blev sommerhusområderne inddraget og ordningen overgik til kommunal regi og med mere og bedre styr på affalds-håndteringen.

– Her er det i alt fald godt, at der er kommet nye måder at gøre tingene på, siger NN, der sammen med EA er enige om, at »nutiden« ikke gør det let at være f.eks ung landmand.

– I gamle dage blev du bedømt på, hvordan du behandlede dine dyr og din jord. I dag er du en dygtig landmand, hvis du kan udfylde kontrol- og ansøgningspapirerne på den rigtige måde og overholde tidsfristerne, siger NN, der sammen med EA er enig om, at den ny storkommune-struktur ikke har gjort tingene sjovere for holmboerne.

– Vi oplever til stadighed serviceforringelser, er de to enige om.

At der ikke pt. er megen husbyggeri eller tilflytning til Kloster bekymrer begge.

– I mine øjne mangler der nogle almindelige

byggegrunde. Der udstykkes i Ringkøbing, men Kloster er glemt i storkommunen, siger NN, der også udtrykker bekymring for, om der er en skole i Kloster om 10 år – i lyset af, at der tidligere har været op mod 170 børn på skolen. I dag er der 114 tilbage, og 7. årgang er fjernet.

– Små skoler er ikke populære hos lærerne, vores børnehave i Kloster har også færre børn end tidligere, og det er jo de første tegn på, at det næste gang bliver skolen.

Få skilsmisser – engang

Børnehaven i Kloster blev oprettet i 1972 – og som et særkende for området kan nævnes, at ved 25 års jubilæet i 1997, da havde institutionen kun have ganske enkelte skilsmissebørn –og adskillige årgange, hvor ingen havde oplevet, at forældre var gået fra hinanden. Den »rekord« har siden stået for fald og skilsmisser nu også er et almindeligt kendt fænomen i vor del af Danmark.

Om der var mere eller mindre uenighed og kiv i lokalsamfundet dengang eller nu, har de to kilder svært ved at vurdere.

– Jeg synes ikke, vi oplever de store stridigheder i befolkningen i dag. Der kan være lidt omkring vindmøller, gylleudkørsel og den slags i dag, men der var uenigheder, der gik mindst lige så dybt dengang – og hvor problemerne kan synes mindre i dag, siger NN.

– Jeg tror, at man fra 1955 og til 1965 konstant diskuterede, hvor en ny skole skulle placeres. Den endte ved Kirken i det nordlige Kloster, men mange kæmpede for en placering ved mejeri og forsamlingshus i den anden ende af byen, siger NN, der også husker en lang strid omkring ansættelsen af en mejeribestyrer, da der på et tidspunkt var behov for en sådan.

– Det var en kultur, der døde, da mejeriet lukkede og mælken skulle afhentet pr. tankvogn –men jeg husker det ikke som en sorgens dage derhjemme, hvor min far, som trods alt var formand, i stedet nærmest holdt en lille fest sammen med naboer. Jeg tror, der var mange, der var glade for at slippe for den omfattende, rygbelastende, daglige, kolde vask af spande, siger NN.

Mange handlende

Selv om der i 60’erne fortsat var pænt med små

Glædelig

jul og godt nytår

Ønskes af Feriepartner Hvide Sande

Nørregade 2 B

6960 Hvide Sande

Tlf. 96 593 593

www.vesterhavet.dk

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

v. Karsten T. Nohns

Vestervang 20 - Kloster

6950 Ringkøbing

Telefon 97 33 74 11

Biltelefon 40 38 72 45

Holmsland Klit Turistforening og

Erhvervssamvirke Vest

ønsker alle en Glædelig Jul samt et Godt Nytår

lokale butikker i Kloster, så var der året igennem også en konstant kørsel af små næringsdrivende, der kørte rundt til ejendommene på landet for at gøre forretninger: Tre personer ville handle med dyr – Søren Kjær (Sjøng), Jens Astrup og Richard Mogensen. Der kom en ostehandler (Stræde Andersen), en frugthandler (æble-Hansen), tøjhandler Høllund fra Bording, en børstenbinder, ægbilen fra Struer, der både købte og solgte, og som medbragte wienerbrød og rugbrød, slagter Kjærgaard kom, bageren havde sin landtur, Ove Breum kørte sin købmandstur (bestilte varer), senere også købmand Kamp, der var folk, der ville forhandle fisk (Martinus Mose og Laurits Kjær), og der kunne komme en sodavand/øl-bil så langt væk fra som Hancock i Skive.

I dag kommer »højt sat« – en Hjem-is-bil og måske en lastbil fra Linds Kemiske, hvor man på forhånd bestiller sine varer.

– Før alle folk fik diverse elektriske apparater i hjemmene, så foregik meget jo pr. andelsbasis, og der var frysehus i såvel Kloster som Gammelsogn, og maskinhandler Arne Mester i Kloster havde, kan jeg huske, en Ferm-vaskemaskine, som husholdninger så kunne leje til vaskedagen, siger NN, der mener, at det fælles vaskehus i Gammelsogn – beliggende på nordsiden af Søndervigvej ved Esbovej, blev lukket i 1965 –da vaskemaskiner blev tilgængelige for private.

Sommerhusbyggeri

Den omfattende udstykning af klitplantagen på Lodbjerg Hede begyndte i 1968 – og der var fra starten planlagt 525 grunde, som i dag stort set er afsat – et byggeri, der har været med til at sikre, at der fortsat er en brugs i Kloster, og at lokale håndværkere har haft noget at lave.

– De første sommerhus på »æ Kløw« og i Lodbjerg begynder at komme i 1960, og det byggeri holdt mange folk i gang i mange år, siger ES, der glæder sig over, at der fortsat er lokal kompetence, således at man stadig kan få bygget et kvalitetshus af lokale håndværkere.

– Vi har velfungerende tømrere, smede, vvsfolk og elektrikere, og der er også fortsat firmaer i Kloster, der kan sikre, at folks biler kan kører, siger EA.

EA og NN er enige om, at det er afgørende for Holmslands fremtid, at befolkningstallet fasthol-

des, at der fortsat er børn nok til, at skolen kan fungere – og at man undgår, at lokalområdet affolkes.

– Hidtil har vi undgået »Mors-tilstande«, at huse i større antal har stået tomme og forfalder, og at typer som Låsby Svendsen er dukket op –med de problemer, det trækker med sig. Men det er en stadig kamp i forhold til den centralisering, der sker med alting – og ingen lover, at erhverv som landbrug, minkavl og lignende får det nemmere, snarest tværtimod, siger NN, der også har set den hidtidige stor-arbejdsgiver Vestas’ seneste problemer med massive fyringsrunder.

NN har et godt råd til yngre medborgere:

– Vi ser det allerede – og mange har jo levet af turisme i mange år, men mit bud er, at vi til stadighed skal interessere os mere for, hvordan man udfylder folks fritid: Se det hos »Midtiby« i Gammelsogn – med fodboldgolf og de aktiviteter, der sker her. Se alle put-and-take-søerne, golfbanerne, surf-mulighederne. Jeg tror, det er her, fremtiden ligger. Det kan lyde barskt, men jeg tror ikke, der er andre veje, og vi ligger, uanset om vi kan lide det eller ej, midt i turistland, slutter NN.

Og så er vi tilbage ved indledningen, hvor den gode Holger V. spurgte om den gamle landbrugs-ø Holmsland kun var et fatamorgana. Der er hermed givet et forsøg på et svar – om det rækker, skal læseren afgøre.

God jul ønskes alle af skribenten….

Vi takker for samarbejdet i det gamle år, som nu går på hæld, og vi glæder os til, vi ses i det nye år. Velkommen i vestjyskBANK.

Anne Marie S. Bjerg

Bo Knudsen

Gurli Jensen Jette Møller

Karen Margrethe Jensen

Lisbeth B. Olesen

Birthe M. Kristensen

Jette L. Madsen

Martin S. Thomsen

Anny Møller

Hanne O. Lauridsen Hanne Pedersen

Karinette H. Pedersen

Kristian R. Lauritsen

Kristen Lauridsen

Betina H. Madsen

Betin t a H

Brian Jespersen

Marie Øgendahl

Anja V. Holmboe

Om Søgårdpå Holmsland

– ud fra bogen »Den nådige Frue«

Indledning

Flere personer har opfordret mig til at skrive om den tidligere herregård Søgård på Holmsland ud fra Jørgen Falk-Rønnes bog »Den nådige Frue« udgivet 1932 med den begrundelse, at der indgår så mange kendte steder og navne i bogen, at det kan have interesse for egnens nuværende beboere. Bogen er skrevet på baggrund af faktisk stedfundne hændelser, lokale fortællinger og forfatterens egne forestillinger og omhandler et centralt afsnit af Søgårds historie i tiden ca. 1760-1830, som må betragtes dels som herregårdens glansperiode og dels som dens afvikling med bondestandens frigørelse.

Digteren har i sin tid haft et vist kendskab til personerne, egnen og lokale historier, som han bruger meget frit og ofte forflytter i både tid og sted. Personernes navne, alder og hændelser svarer ikke alle steder til de nu kendte oplysninger, ligesom flere af de anførte årstal afviger fra de reelle begivenheder, personerne var involveret i. I resuméet her udelades naturbeskrivelser og de mere kuriøse lokale historier for at gøre hovedhandlingen mere overskuelig. Det er tyde-

ligt forfatterens hensigt at vise to selvstændige kvinders udvikling og muligheder i en tid, hvor mændene var de rådende og ikke accepterede kvinders indblanding hverken i en gårds drift og handel eller i diskussioner om tidens politiske emner. Siden bogens udgivelse er der fremkommet flere oplysninger om Søgårds historie.

Søgård kaldes i bogen »Søholm«, men et enkelt sted skriver forfatteren afslørende Søgård.

Hovedpersonernes navne er ændrede i forhold til deres faktiske: Krigsråden Henrik Ammitzbøl kaldes »Peder Jensen Trane, hustruen Anne Cathrine Bagges nævnes ikke ved navn, men omtales som datteren på gården.

Sønnen Hans Peder Ammitzbøl kaldes »assessor Hans Peder Trane«. Der var egentlig to sønner, men den anden Søren indgår ikke i fortællingen.

Provsten Peder Taftebjerg kaldes »Jens Skyum« og er gift med Rebekka Kjerstine Stabye, der benævnes »Rebekka Staby«. Deres børn skrives med deres rigtige navne Jens, Susanne og Kirsten ligesom selvejerbondesønnen Jeppe Højbjerg og toldbetjenten Ivar Heyde.

Pastor Jens Falck Outzen kaldes pastor »Otsen«.

Pastor Leonhard Abel kaldes pastor »Abel«.

Se i øvrigt i afsnittet »Kendte fakta om Søgård«.

Kort resumé af bogen »Den nådige frue« følger hermed:

Opvækst

Provsten Jens Skyum var præst i Holmsland gift med Rebekka Staby. De havde tre børn: Susanne, Jens og Kirsten, som han underviste sam-

Af Jens Peter Boes

Vi

alle en glædelig jul og et godt nytår

Fossanæsvej 22 · 6960 Hvide Sande

v/Havnechef Erik Clausen

Tlf. 97 31 16 33

Hvide Sande Røgeri ApS Fiskehandel og Spisested

v/Anders & Henrik 6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 18 99 . Fax 97 31 21 27 www.hvidesanderogeri.dk

ALT TIL SØGÅENDE FISKERI

Silde-, tunge-, tobis-, torskeog rødspættevod, trawl og net

Lager i trawlwire, taifun, tovværk. Blyliner, flydeliner, flåd, flyder og kugler. Nylonnet, monofilnet, multimonofilnet. Specialværksted for alle typer vod, trawl og net. Taluritsplejsning af wire fra 6 til 32 mm.

…net op til leg

Afspærringsnet - Containernet - LegepladsnetSportsnet - Landbrugsnet - Industrinet

men med Hans Peder fra »Søholm« og Jeppe Højbjerg, der var søn af en selvejerbonde.

Susanne var ved bogens begyndelse en 13 årig meget selvstændig pige i puberteten og forelsket i Jeppe, et forhold der varede livet ud, selv om de aldrig blev gift par.

Et enkelt eksempel på bogens mange fine naturbeskrivelser skal dog vises hermed: »Vestenvinden tåler ikke rigtige træer. Når de bag gårdens skærmende volde har vokset sig så pas store, at de vover at kigge op over voldkanten, da har vestenvinden straks været der og klippet dets krone skråt som et hustag. Vestenvinden er skarp, men den kan også være festlig glad og syngende kåd, især sådan en solskinsdag ved jævndøgnstid, når naturen rydder op efter vinter, holder forårsrengøring og fejer alt det gamle og mugne ud. Da synger vestenvinden til sit arbejde«.

Peder Jensen Trane var præstesøn fra Kolding. Han begyndte med to bare næver, uden kundskaber, uden penge, uden forbindelser, men han havde talent for at vurdere en stud præcist og blev derfor en vældig pranger, der altid lå på farten fra Thy til Holsten. Prangerens penge var sølv, som han i begyndelsen samlede i en lærredspose, siden måtte han have en »kat« (et so-

lidt, bredt læderbælte), indtil den blev for uhandig tung. Derefter gemte han sølvet i en egetræskiste, hvis nøgle han bar i en snor om halsen. Kisten gik der frasagn om, og den fulgte ham en dag til »Søholm«. Der vandt han ikke blot datteren, men købte hele gården. Rygtet ville sige, at prangeren denne gang gjorde sin bedste handel, og det viste han ved herefter at leve med i alt vedrørende gårdens drift.

Her mødte herremanden i samtaler og drøftelse den lokale præst Jens Skyum. Begge var lige ivrige efter fremskridt og nye metoder inden for landbruget.

Peder Jensen Trane købte sig som egnens herremand titlen »krigsråd« og samlede »Søholm«, der forhen havde været en gammel, forfalden gård. Den havde foruden egen mark med moser, kær og enge også de omliggende gårdes hovmarker, der var fæste under den. Gården ejede tillige 8 mil strandret fra Nyminde til Thorsminde strand, hvor der hvert år strandede skibe. Dertil kirke- og kongetiender samt kaldsret til præst og degn. Gården blev den akse, hvorom alle krigsrådens gøremål herefter drejede sig.

Krigsråden og fruen havde ikke meget andet tilfælles end deres søn Hans Peder, som ved moderens lempelige opdragelse blev meget forkæ-

3. Søgårds gamle stuehus opført i midten af 1800 tallet

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår!

Vi har altid et godt tilbud på:

• Alt indenfor VVS-arbejde

• Alt i reparationer

• Udskiftning af vandvarmere

• Levering og montering af baderumsmøbler i alle prislag

KLITTENS VVS

Aut. Gas- og Vandmester

HVIDE SANDE TAXI

ønsker glædelig jul og godt nytår

Vinkelvej 9

6960 Hvide Sande

Tlf 9731 1811

v/Allan Olsen

Vi ønsker alle vore forbrugere og forretningsforbindelser en glædelig jul og et godt nytår

Hvide Sande Fjernvarme

Numitvej 25

6960 Hvide Sande

let og derfor voksede op til at være en forsigtig og sagtmodig dreng. Faderen satte dog igennem, at han blev undervist af provsten sammen med andre børn. Siden fik han egen huslærer. Han var rædselsslagen over for de store stude og alle de farer i gården, som hans mor kunne opregne. Efter konfirmationen skulle Hans Peder hjemmefra at lære landbrug, men kom efter gentagne korte ophold snart hjem igen. Moderen blev syg og døde, da han gik i sit 18. år. Fader krigsråd forsøgte at hærde ham på mange måder og rasede i stilhed over den vege søn, der for tredje gang kom hjemmefra i sit tyvende år.

Ved et aftengilde i Ringkøbing havde Susanne ivrigt deltaget i diskussionerne med mændene om bøndernes frihed og havde forbløffet dem med sine skarpe og modige argumenter til forsvar for det frie bondesamfund. Da de kørte hjemad derfra, skulle de som sædvanlig over vadestedet ved Vonå, men midt i vadestedet blev kusken tvivlrådig om vejen, og køretøjet gik i stå. Da rejste Susanne sig, greb resolut tømmerne fra ham og styrede med pisk og fast hånd hestene over Vonå. Siden kom hun til at undre sig over, hvorfor hun havde fået så lys en forstand og så klogt et hoved, når der intet i verden var at bruge det til, for tiden havde ikke plads til selvstændige kvinder.

Kort tid efter blev provsten syg, og som det redelige menneske, han var, gjorde han i sine tanker sit livs regnebræt op og døde i en blodstyrtning. Sønnen Jens kom ved den lejlighed hjem efter 3 års studier med henblik på at blive præst, men han blev i stedet degn efter den gamle.

At blive den nådige frue

Provsten havde inden sin død ladet opføre et lille hus tæt ved kirkediget i Kloster til sin kone og deres to døtre Susanne og Kirsten. Det blev derfor i folkemunde kaldt »Jomfruernes hus«. Her voksede de op i al stilhed, og i mange år fik de efter søndagens kirkegang først besøg af krigsråden og siden af sønnen Hans Peder, der begge nød husets hygge.

I maj 1796 gjorde en lungebetændelse ende på krigsrådens liv. De sidste år havde han holdt til inde i sit eget rum med alle sine papirer over gård og fæstere. Ved flere lejligheder gjorde han arvingen Hans Peder opmærksom på, at han måtte sætte sig ind i dem. Men det havde ingen

interesse for Hans Peder, der først efter begravelsen flyttede ind i faderens rum, mens han overlod driften til forvalteren og folkene på »Søholm«. Han havde ikke megen forstand på hverken landbrug eller papirer, og fra sin opvækst vidste han, at Susanne ikke blot var dygtigere end ham, men at hun også gerne ville tage mod udfordringer. Det lykkedes ham derfor at overtale hende til at hjælpe sig med at få ordnet alle papirerne over gården. Det gjorde hun gerne, og da arbejdet var færdigt, tvang hun Hans Peder til at sidde ved siden af sig og gennemgå hvert enkelt papir og skøde og sætte sin autograf på alt. Ved afslutningen af papirarbejdet friede han til hende, men fik afslag.

I perioden fra april til Sct. Hans foregik det store forårsfiskeri ved klitten, og det blev altid afsluttet med en ret så løssluppen fest derude, hvortil beboerne i »Jomfruernes hus« var indbudt sammen med de finere lag inde fra Ringkøbing med bl.a. herredsfoged og amtsforvalter. Den daværende pastor Otsen var der også, som det skæmtsomt blev sagt, i embeds medfør, for heksene skulle jo sendes til Bloksbjerg den nat, og pastoren var kendt for at kunne mane.

Den aften mødtes Susanne med Jeppe, der overdængede hende med kram og kys, til hun gjorde sig fri. Jeppe ville have svar på, om hun ville være hans kone. Men Susannes forestilling om at blive kone på et boelssted med den krævende hverdags opgaver at føde børn, passe hus og malke køer med mere harmonerede ikke med hendes sind. Hun ville finde noget, der kunne udfordre hende. Hun røbede, at Hans Peder havde friet til hende, men hun havde sagt nej. Jeppe blev noget opbragt derover, for sladderen fortalte, at hun havde sin næsten daglige gænge på »Søholm«, så pludselig var han gået sin vej.

I sin forvirring traf Susanne samme aften Hans Peder, som hun modstandsløst tillod at overdænge sig med knus og kram, og det endte med, at han gentog sit frieri og fik ja. Hans Peder kom ved denne overraskende oplevelse ud af sin slendrian og blev handlekraftig. Han kørte næste dag til Ringkøbing for hos kammerråden at købe sig en titel og fik tildelt betegnelsen »kongelig kammerassessor«. Da blev der travlhed med at få gården sat i stand inden brylluppet, der var sat til dagen efter Mikkelsmarked.

Midt i alle disse forberedelser fortalte Susan-

Toften 2 - 6830 Nr. Nebel

Tlf. 75 28 82 88 - 97 31 20 73

Fax 75 28 80 54

E-mail: annoncer@vesterhavsposten.dk

Se hele avisen hver uge på www.vesterhavsposten.dk

Julens

nes søster Kirsten, da Susanne var på besøg hjemme i »Jomfruernes hus«, at hun skulle giftes med Jeppe. Det gjorde Susanne bitter, men efter meget modsatrettede følelser og tanker fandt hun frem til sin tillærte fornuftige omtanke og gratulerede sin søster. Der blev således to bryllupper dette efterår 1796. Siden blev Susanne tituleret »den nådige frue kongelig kammerassessorinde«.

At være nådigfrue

Så blev Susanne nådigfrue på »Søholm«. Det var et meget ensomt liv, hvor assessor Hans Peder sad i sin lille stue og røg pibe, mens Susanne følte sig som en solgt kvinde, mens hun tænkte over det selvstændige og udviklende forhold, hun havde haft med sin far, provsten, der havde givet hende både frihedens og selvstændighedens gave gennem opdragelsen.

På den tid syntes landets regering, at det gik for langsomt med at få landboreformerne indført på vestkysten, så for at få skred i udviklingen sendte den en ung justitsråd derud med alle de nye tanker. Han var meget bundet af sine forestillinger om de stakkels tvungne hovbønder, som herremanden udbyttede. Susanne belærte ham imidlertid om, at det ikke var så belastende endda, for det var ikke blot tungt arbejde, men også fornøjeligt samvær med gratis middagsmad og øl og dertil en billig måde for bøndernes at få betalt deres afgifter på. Deres samtaler fik ham til at se anderledes på hoveriet, og han fik øje på ikke blot en begavet, selvstændig kvinde, men også en kvinde, der havde sans for sine medmennesker. Selv om assessoren var lidt pikeret over justitsrådens og Susannes livlige samtaler, så gav han hende gladelig fuldmagt til at føre de videre forhandlinger med de mange papirer, som han absolut ikke selv brød sig om at dykke ned i igen. Kammerråden i Ringkøbing havde hidtil haft tilsyn med gårdens papirer og regnskaber, men da han ikke kunne arbejde i Susannes hastige og effektive tempo, så endte det med, at hun til assessorens store tilfredshed blev gårdens godsforvalter, for så vidste han, at alt ville være i de bedste hænder.

Det blev dermed hendes livsopgave at styre gårdens papirer over drift og økonomi, selv om der ville blive sladret i krogene over dette kvinderegimente på »Søholm«, men den sladder

prellede af på både hende og assessor Hans Peder.

Susanne besøgte engang sin søster Kirsten og Jeppe for at se deres nyfødte lille datter. Ved den lejlighed strømmede alle barndommens erindringer og forelskelsen i Jeppe gennem hende, og hun kunne se, hvad hun kunne have haft. Alligevel lykkes det hende i tankerne at forliges med forholdene, som de nu var blevet.

I fuldskab havde Hans Peder engang solgt 5 stude til pastor Otsen, der en dag meget selvsikker dukkede op på gården for at udvælge dem. Det forhindrede Susanne og spurgte siden Hans Peder om den handel, men han kunne ikke huske noget om salget, og derfor overbeviste hun ham om, at hun og forvalteren herefter skulle forestå al efterårets studehandel. I stedet tog Hans Peder sydpå i klitten til Bjerregård, hvor han selv kunne bestemme, og hvor folk nok også kunne trænge til at mærke, at der var nogen over dem.

Den nådige frue som »ham selv«

Susanne forestod derefter al handel fra »Søholm«, og det måtte Hans Peder finde sig i, selv om han rasede meget derover. I folkemunde blev Susanne derfor omtalt som »ham selv«, for det var hende, der havde bukserne på i den gård. Det kunne være endt kummerligt for dem begge, men så fik de Susannes søster Kirstens ene barn Rebekka i pleje, og det forandrede deres indbyrdes forhold. Det var, som om der kom sol over »Søholm«: Susanne sang, og Hans Peder fortalte historier for den lille, der holdt af dem begge, men helst ville være hos Hans Peder, som hun kaldte papa. Det var den eneste sejr, han fik over Susanne.

Susanne gjorde en stor indsats for at få både Søholm og alle de omliggende gårde veldrevne. Samtidig fik hun på sin egen finurlige måde bugt med brændevinsbrænderiet. Trods grundige undersøgelser af de tilkaldte toldbetjente fandt de aldrig noget. Men Susanne fik en klemme på den bonde, der var den ivrigste brænder, så det ophørte.

Juleaftensdag i 1811 kom der ridende bud om de to store engelske krigsskibe, der var gået på grund i havet syd for Thorsminde. Strandretten hørte jo under »Søholm«, så man måtte af sted. Der blev ingen julemiddag på gården, men en

Klittens Borgerforening

ønsker alle borgere på Klitten

en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

Medlemsskab af Borgerforeningen koster kun 175,- kr. pr. husstand – af kontingentet går 50,- kr. til Hvide Sande Bys 100 års jubilæum

større flok kørte mod havet med mad til tre dage. Susanne og den 14 årige Rebekka ville også med. Da de nåede frem, fik damerne travlt med at pleje de få, der var kommet i land fra skibene.

Rebekka ville ud til havet at se det nødstedte skib, mens stormen hærgende føg om det og piskede sandet i klitterne. Havet brølede om det dødsdømte skib. Hos strandfogeden fik de alle et sent julemåltid. Julemorgen var mændene igen ved havet. Det var umuligt at komme ud til skibet ved hjælp af de små åbne både. Besætningen forsøgte at nå land på vragstumper, og en tømmerflåde af sammenbundne planker gik fra skibet med et halvt hundrede om bord, men den ramte revlen og en vældig bølge kantede den, så de skibbrudne kom under den og druknede. Alt i alt kom kun 11 levende i land. Der blev afholdt strandforhør og to englændere fortalte om de to skibe »Defence« og »St. Georg« med henholdsvis 550 og 760 om bord.

Assessoren skulle sørge for at få bjerget strandingsgodset og indestå for det. Ved auktionen ville han få halvdelen af det indkomne beløb. Ligene kom også i land. 200 af dem blev begravet i en stor fællesgrav på Husby kirkegård. Allerede 3. juledag gav herredsfogeden tilladelse til at holde auktion over strandingsgodset, mens al verdens nysgerrige folk endnu var derude.

Midt i virvaret løb Susanne på Jeppe, der bad hende om at passe på Rebekka, for han havde iagttaget hendes lidt løsslupne forhold til de yngre mandfolk, derfor kørte Susanne og Rebekka samme dag tilbage til »Søholm«.

Efter den oplevelse opdagede assessoren glæden ved det frie liv ved havet, og det blev han så glad for, at han trygt overdrog til Susanne at styre landet med »Søholm«. Han opholdt sig mere og mere på Bjerregården de 4-5 mil sydpå ad klitten, en besværlig vej at køre eller ride, men måske kunne der sejles over fjorden. Efter en grundig renovation på Bjerregården blev mange af kahytsmøblerne fra skibene placeret der.

Rebekka havde fået sin egen ridehest, og det livede hele egnen op at se det flotte syn af den nådige frøken til hest. Engang red hun med papa assessoren til Bjerregård. Undervejs fulgtes hun med en rideknægt, og under en hvilepause befalede hun ham at kysse sig, akkurat som Susanne i samme alder havde overlistet Jeppe til det samme.

Historiens gang

Susanne var foretagsom og satte møller og overrisling i gang på jordene. På en tilsynstur ud til sine arbejder fik hun en samtale med den gamle sognefoged om alt det, der var sket med bøndernes frihed, revolutionen i Frankrig, Napoleon, englændernes overfald på Danmark to gange, freden med afståelsen af Norge, aldrig var der sket så meget på så kort tid. Under krigen var der god afsætning af landbrugets varer, men bagefter blev det sværere at komme af med avlen, og der blev fattigdom.

Susanne mødte engang Jeppe ude ved møllerne og grøfterne og tilbød ham at købe mere jord til sin gård. De talte fortroligt om gamle minder, og Susanne kyssede ham, men sagde derefter med hård og knap stemme. »Vi taler aldrig om den sag mere!«

Susanne forstod at få alle sager samlet på »Søholm«. Hun kunne snedigt og beregnende samle pantebreve på sin hånd. Således fik hun samlet alle Hee møllerens pantebreve, så han måtte betale sin gæld til hende på en så finurlig måde, at det blev den efter hendes mening lidt for pågående pastor Otsen, der kom til at lide det største tab. Det var en skrap »tak for sidst« hilsen til præsten.

Rebekka fik en guvernante, en mamsel, der skulle gøre »et menneske« ud af hende. Hun skulle tale tysk og fransk, for dansk det var intet fag, sagde mamsellen . Hun skulle arbejde med sine ansigtsudtryk foran et spejl, strække vrist og stå på tæer. Hun vred, drejede og nejede sig, og håret blev sat op i timer, hvor det før kun havde taget ti minutter. Alle hendes nyerhvervede dyder og lader blev vist frem ved amtmandens bal i februar, og alle komplimenterede, hvad der var kommet ud af et års arbejde med det attenårige pigebarn. Men af og til flygtede Rebekka fra al finheden på ryggen af sin hest ud i mark og blæst.

Da kom en rejsende svend til »Søholm« for at reparere urværket på gården. Rebekka blev meget oplivet deraf, og en aften, hun ville ud at ro på søen, kom han og hjalp hende med båden. Turen endte med, at han kyssede hende, så det næsten blev morgen, inden hun hoppede ind ad sit vindue. Da fik Rebekka fnat, der dengang var en udbredt sygdom mellem folk, og tildeltes derfor sit eget værelse lidt for sig selv. Der fik hun

jævnligt besøg af urmageren, men en af folkene sladrede til Susanne, der følgelig overfusede ham og sendte ham på porten. Hvad om deres forhold fik følger? Rebekka blev sendt på sit værelse, men fik en tjenestepige til at sende bud til urmageren om, at hun red til Bjerregården. Der kunne de mødes.

Den nat brændte »Søholm«s store lade i et tordenvejr, fordi lynet slog ned i ladens vindfløj. Susanne så branden som et billede af sit eget liv. Hun sendte bud om branden til Bjerregården, og assessoren kom snarest til »Søholm« og fandt overraskende Susanne i sengen.

Rebekka

Rebekka var vred på Susanne, der havde jaget urmageren på porten. Hun følte, at kun papa assessoren gav hende ubetinget kærlighed, så ham holdt hun sig til på Bjerregården, hvor han hele tiden havde nye planer at udvikle. Her gik Rebekka og ventede på sin urmager i vild ungdommelig længsel og drømme. Men han kom ikke og langsomt forsvandt han ud af hendes sind.

En dag kom toldbetjenten Ivar Heyde, der var søn af forvalterens på Bjerregård, og spurgte

meget højtidelig, om de måtte låne en stue at forsamles i, da der jo ikke var nogen kirke på klitten. Rebekka havde aldrig tænkt det muligt, at der kunne holdes gudstjeneste andre steder end i kirken. Alligevel gav hun lov og deltog i mødet. Ivar Heyde førte an med sangen, men da han svedende og hakkende ville læse af bibelen, opgav han det let forvirret og skubbede bogen hen til Rebekka, der dermed for alvor blev part i samværet. Siden blev det hende, der hver søndag læste af bibelen.

Assessoren og Susanne besøgte engang Rebekka på Bjerregården, hvor hun ivrigt viste frem af alt det, hun dagligt deltog i. For nu var hun absolut ikke frøken mere, havde hun besluttet. På hjemturen derfra forkølede assessoren sig og blev svagere for hver dag, så der blev sendt bud efter Rebekka, der nåede frem, inden han døde en novemberdag.

Rebekka blev hjemme vinteren over, og ved nytårsfesten på »Søholm« med Jens Skyums og Jeppe Højbergs familier gav Susanne dem alle fine gaver, og Rebekka fik skøde på Bjerregården. Kort efter rejste hun til sin nye gård. På vejen tænkte hun både over urmageren, der for hendes indre blik nu var kommet til at rumme

Gravmæle over Hans Peder Ammitzbøl og Susanne f. Taftebjerg øst for Ny Sogns kirke i Kloster

en masse små fejl, og over Ivar Heyde, der for hende var en gåde at gætte. Han var ikke hjemme, da hun nåede gården og spurgte efter ham.

Rebekka deltog med iver i gårdens sysler og yndede at være ude at pløje og tale med gamle Anders eller at sejle over til Tipperne at samle æg med Ivars søster Trine, der fortalte hende halvskjult om Ivars fristelse: Rebekka selv.

På Holmsland fik de på den tid en ny dannet og dygtig præst hr. Abel, der hjalp Susanne på mange måder. Dette efterår deltog Susanne i et sølvbryllup i Ringkøbing, hvor en del af byens honoratiores var med og i diskussionen betvivlede det gode ved bondens frihed. Susanne gik ind i debatten og gjorde bramfrit rede for bøndernes muligheder under de nye kår. På vejen derfra tænkte hun tilbage på sin ungdom, da hun ved en af sine første fester frejdigt forsvarede bondens frihedsrettigheder. Nu indså hun, at hun dybest set var den samme som i ungdommen.

Rebekka ville dette år hjem til Susannes fødselsdag, men det dårlige vejr hindrede hende. Da fiskerne var på havet, kunne hun ikke få dem til at sejle sig over fjorden og måtte bede Ivar Heyde om at tage turen med hende. Det gik godt på en del af turen, men så blev der blæst, så de på skift måtte passe ror og pøse. Ud på eftermiddagen nåede de pjaskvåde over og måtte løbe det bedste, de kunne ud til »Søholm«, og det var en ret lang vej. Her måtte Ivar låne forvalterens fine tøj. Midt i denne påklædning lagde Rebekka sine arme om Ivars hals, så han blev helt forvirret, men Rebekka spurgte ham, om han ville have hende som sin hustru. Ivar blev ovenud lykkelig, for det var jo netop derfor, han ofte havde haft så travlt. Han var så forelsket, at han ingenting turde, for hun var jo den fine frøken. Nu bar han hende på armen ind til maden – og Susanne så smilende til.«

– Her slutter »Den nådige Frue«.

Til læserens orientering:

Kendte fakta om Søgård i perioden omkring herregårdens glansperiode og bondestandens frigørelse ca. 1760-1830.

· Peder Pedersen Bagges ( -1728) var ejer på Søgård 1721-28 og blev 1719 gift med Johanne Nielsdatter Colding (1699-1772). De fik to børn:

Peder Nicolaj Bagges (1722-1776), der var sygelig og forblev ugift, og

Anne Cathrine Bagges (1727-1804), der

· 19.7.1753 i 1. ægteskab blev gift med købmand Hans Hansen Bruun i Kolding. De fik to døtre Ane Cathrine og Johanne Bruun. Han dør kun 3 år efter.

· 24.5.1758 i 2. ægteskab blev gift med købmand Henrik Ammitzbøl (17331795) i Kolding, født i Flade sogn søn af sognepræsten Søren Henriksen Ammitzbøl og Cathrine Erritsøe. Henrik og Anne Catrine fik to sønner Hans Peder og Søren.

· 1733-1760 var Johanne Coldings broder Hans Nielsen Colding forpagter på Søgård. Han døde 1760.

· Henrik Ammitzbøl flyttede til Søgård og blev dens forpagter 1760.

Ved skiftet 1761 sattes Søgård Hovedgård med møllen til 1080 rdl. Det underliggende bøndergods på 203 tdr. hartk. til 8968 rdl. Den halve kongetiende af Ny- og Gammel-

Mindesten over Iver Heide og Rebekka Højberg på Ny Sogns kirkegård i Kloster ved siden af Rebekkas plejeforældres gravmæle.

Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

Iver Enevoldsen Borgmester

Vi ønsker vore kunder og forretningsforbindelser en Glædelig jul og et Godt nytår

DK-BENZIN KLOSTER AUTO

Klostervej 3, 6950 Ringkøbing

Tlf. 97 33 73 55

Åbningstid

Man-onsdag kl. 9.30-15.00

Torsdag kl. 9.30-16.45

Fredag kl. 9.30-13.00

Telefontid

Man-onsdag kl. 8.00-15.30

Torsdag kl. 8.00-17.00

Fredag kl. 8.00-13.30

Telefon 99 74 24 24

Fax 97 34 66 91

www.rksk.dk

Vi ønsker alle vore kunder en glædelig jul og et godt nytår

Hvide Sande El-installation

v/Flemming Kirkeby

Aut. Installatør

sogn 3.500 rdl. Dertil kom stude, køer, kvier, får, svin, heste og andet samt bohave. I alt 14.812 rdl. 5 mk.

Den 6. maj 1769 udkom en forordning om hoveriets bestemmelser. På hvert gods skulle affattes et hoverireglement, så hver bonde med sikkerhed kunne vide, hvornår han kunne passe sin egen gård og jord. Der var 60 bønder og 20 husmænd. Kun 41 bønder forrettede hoveri, de øvrige var såkaldte »frihedsbønder«.

· 1770 overtog Henrik Ammitzbøl endelig godset, der da omfattede gårdens 18 tdr., tiender 56 tdr. og bøndergods 204 tdr. hartkorn. 6. sept. 1770 købte han for 400 rdl. titel af krigsråd. Samme år købte han hele Klitten, der havde hørt under Voldbjerg, fra Søndervig til Havrvig. Han var efter sigende en brutal person og hensynsløs til at forfølge egen profit, specielt i en arvesag efter sin kone.

· 1790 købte Ammitzbøl Rydbjerg i Velling for 16.500 rdl. Den var næsten uden bøndergods.

· 1791 skulle der igen udfærdiges efterretninger om hoveriet.

· 1795 døde krigsråd Ammitzbøl og bisattes 12. okt.

· 1793 overdroges Søgård gods til Hans Peder Ammitzbøl (20.3.1759- 27.12.1821), der mod gebyr og 600 rdl. blev Cancellie Assesor. Han fik dog ikke straks skøde på godset, for 11.6.1795 lånte faderen 24.000 rdl. af major Jens de Poulsen mod pant i godset.

Den 9. maj 1796 var samtlige arvinger mødt til skifte efter krigsråden. Hans Peder fik Søgård og Søren Rydbjerg i Velling.

Den 2. dec. 1796 blev Assessor Hans Peder Ammitzbøl gift med Susanne Elisabeth Taftebjerg (1.1.1754-2.8.1830). Præstens datter fra Holmsland. De får ingen børn sammen. I assessorens første tid stod Søgård på sit højeste med et bøndergods omfattende 127 gårde, bol og huse med 339 tdr. 6 skp. hartk. samt 30 huse uden hartk.

1799 søgte Hans Peder Ammitzbøl om tilladelse til at afhænde bøndergodset til beboerne. Trods salget, der må have givet mange penge, måtte han låne. Fra Ryssensten købte han Nørre klit, d.e. strækningen fra Houvig til Thorsminde.

Selve juleaften 1800 slog lynet ned i fløjen på

laden, der nedbrændte sammen med forpagterboligen. Den nye lade blev bygget af høvlet pommersk fyrrebjælker, antagelig strandingsgods.

1815 havde Søgård 160 tdr. land.

Hans Peder Ammitzbøl og Susanne tog fruens søsterdatter Rebekka Kirstine Højberg til sig og gav hende en god opdragelse, så hun kunne blive deres arving på Søgård. Hun forelskede sig i krydsbetjent Ivar Andersen Heide og satte sin vilje igennem, så de blev gift på Søgård 27.12.1816. De overtog derefter Gammel Bjerregård som indsiddere.

Efter assessorens død i 1821 førte enken bedriften på Søgård videre som hidtil ved en forpagter.

· 1. maj 1823 forpagtes gården ud til Chr. Madsen Hingø og Chr. Terkelsen Kirkeby for 5 år, mens Susanne blev på gården. Forholdet til Rebekka blev så godt, at Susanne stod gudmoder ved de to ældstes dåb.

· Da Susanne døde i 1830, ville Rebekka ikke overtage Søgård, for hun og Ivar havde forlængst købt Bjerregård. Så gården blev afhændet til anden side.

Provsten Peder Tafteberg (1715-1774) var præst på Holmsland 1746-74, 1 år provst i Hind herred, gift 1745 med Rebekka Kjerstine Stabye (1719-91), og de fik 3 sønner og 2 døtre, hvoraf kendes som voksne Susanne, Jens og Kirsten. Susanne kom til Søgård, og Kirsten blev gift med Jeppe Jørgensen Højbjerg, en selvejerbonde.

Sønnen Jens Tafteberg blev stedets degn (1746-1808) gift 1773 med Ane Cathrine Munch (1752-1825), de havde to børn: Rebekka Kirstine gift 1. gang med husmand og skipper Simon Enevoldsen og 2. gang med fisker Chr. Nielsen i Havrvig. Det andet barn var Ane Cathrine (1775?) gift 1798 med faderens efterfølger, degnen Christian Nielsen Sand (1773-1847).

Pastor Jens Falck Outzen (1757-1824) gift 1785 med Elisabeth Bay (1758-1822) blev kaldet til præst af krigsråden Ammitzbøl i 1788. (Han havde haft støvlerne stående pudset og kjole parat for at komme først til kaldet, da den gamle præst døde!)

Pastor Leonhard Abel (1793-1868), kapellan hos amtsprovsten 1821, kaldet til Holmsland

Alle vore kunder ønskes en glædelig jul og godt nytår

Vi takker for godt samarbejde i det forgangne år BMS

Salg, service og reservedele til YANMAR dieselmotorer og Mariner, Suzuki og Honda påhængsmotorer

Alt i bådudstyr

Aut. YANMAR forhandler fra 9-1050 hk

HVIDE

Hvide Sande Båd- og Motorservice

Gl. Havn, 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 1877

Gitte og Erik Nielsen

Rødspættevej 5

6960 Hvide Sande

Tel. 9731 1355 part of the Aker group

Minidozer

1824-41, provst 1836, forflyttedes til Eltang-Vilstrup 1841 og til Dalum-Sanderum 1845-68.

Afsluttende bemærkninger

Som eksempler på modsætninger mellem bogens fiktion og de faktiske forhold kan anføres, at krigsråd Ammitzbøll døde ifølge bogen i maj 1796, men det var reelt i oktober 1795. Hans Peders mor døde ifølge bogen, da han var 18 år, men i virkeligheden døde hun, da han var 45 år i 1804. Den på egnen kendte historie om Anna Marie, der havde omkommet 3 spædbørn og derfor efter tidens skik ikke måtte begraves i indviet jord, henlægges i bogen 60-70 år senere end dens faktiske hændelse i 1733. I bogen fortælles, at præsten Peder Taftebjerg alias »Jens Skyum« blev gift med Rebekka Staby i 1771, men det var i 1745. Rebekka Staby døde ifølge bogen, da Susanne var 14 år, men Susanne var 37 år, da hendes mor Rebekka døde i 1791. Hans

Peder døde ifølge bogen, før plejedatteren Rebekka blev gift, men han levede fem år efter Rebekka og Ivar Heydes bryllup, der blev holdt på Søgård.

Flere unøjagtigheder kan findes. Det kan skyldes forfatterens mangelfulde kendskab til personernes liv og levned, hans digteriske frihed, eller at der siden er fremkommet hidtil ukendte fakta om Søgårds og omegnens beboere. Men selv med disse begrænsninger giver bogen et godt tidsbillede og kan anbefales til både læsning og lokalhistoriske sammenlignende studier.

Søgårds nye stuehus opført 2008 er beliggende på det område, hvor den gamle herregård med for længst udjævnede voldgrave og voldanlæg var placeret.

Litt. Holmsland og Klittens Historie, Holmslands kommune 1974

Jørgen Falk-Rønne »Den nådige frue«, Aschehougs forlag, København 1932

Søgård som moderne svinefarm i 2010.

10 Årets gang i billeder

Foto: Johannes Tarp

Foto: Kirsten Thomsen

Foto: Michael Weber

Pensionister på Rhodos. Foto: Mary-Ann Johansson

Foto: Michael Weber

Foto: Johannes Tarp

Foto: Johannes Tarp

Foto: Mardy

Foto:Martin Backs

Pensionister på Rhodos. Foto: Mary-Ann Johansson

Foto:Martin Backs

Foto: Johannes Tarp

Foto: Michael Weber

Foto: Kirsten Thomsen

Foto: Michael Weber

Foto:Martin Backs

Foto: Michael Weber

Foto: Michael Weber