Ywl o ae Klet 2008

YWL O Æ KLET

Udgives af Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest i Holmsland Kommune 2008 40. årgang

REDAKTION:

Gurli Jensen, Niels Lauridsen, Jesper Clausen Gunnar Pedersen, Holger Villadsen

INDHOLDSFORTEGNELSE

3 KÆRE ALLE

Af Jørgen Iversen, Formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

5 JULEN KAN VI IKKE FÅ NOK AF!

Af Thomas Kristensen, sognepræst

9 PILGRIMSVANDRING I SPANIEN

Af Irena Jensen

27 FRA AGGER TIL SØNDERVIG

Af Keld Hansen, købmand

35 EN GAMMEL HVIDE SANDE DRENG FORTÆLLER

Af Thomas Fjord Iversen

47 DE VESTJYSKE FJORDES NYTTIGE TAGRØR

Af Jens Peter Boes, sommerhusbeboer i Søndervig

63 EN AGURKEHISTORIE, DER BLEV TIL EN NEKROLOG

Af Ole Tang, journalist i Skive

69

HOLMSLAND-OGGINALER III

Af Ole Tang, journalist i Skive

79

LOKALHISTORISK FORENING FOR HOLMSLAND OG KLITTEN

80

40 ÅR MED YWL O Æ KLE’T

Af Axel Graven Nielsen

83 ÅRETS GANG I BILLEDER

Foto: Karl Erik Kristensen (KK), Ebbe Hansen (EH), Gunnar P. Pedersen (GPP)

Erhvervssamvirke Vest i Holmsland kommune samt redaktionen af »Ywl o æ Kle’t« ønsker læsere og annoncører en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

v/Michael Arndal· Karen Brands Vej 16 · 6960 Hvide Sande tlf. 4018 2664

Vi ønsker alle vore kunder glædelig jul samt et godt nyt år

Kære Alle

Af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

rets Ywl O Æ Klet er den fyrretyvende årgang. Det er vel nok flot. Et stort tillykke til os alle sammen men ikke mindst til redaktionen som år efter år i et glidende generationsskifte har forestået udgivelsen og ladet tradition og fornyelse gå hånd i hånd.

Vedholdenhed og vedvarenhed er en eftertragtet ressource i dag. Man lægger større og større ressourcer i at skaffe vedholdende forsyninger af vedvarende energi.

Det er lidt det samme iblandt os: Det er vigtigt, at vi har vedholdende mennesker, som gør hvad der skal til for at sætte ting i gang og holde dem kørende. Det gælder i erhvervslivet, men også på mange andre områder: I velgørende sammenhænge, i fritids- og sportssammenhænge, i åndslivet og i politik – i mellemmenneskelige fællesskaber.

Jeg mener, viljen til vedholdenhed og til sammenhold er det, der kitter os sammen. Det giver fællesskaber til et samfund som ikke er større end at det kan overskues, eller mindre end at det har fremgangspotentiale. Begge dele har præget livet på Klitten og har med et indhold af naturlige tilsætningsstoffer som konservatisme,

nytænkning og betænksomhed gjort det muligt at overleve og trives. Det er også en slags vedvarende energi, om end min gamle fysiklærer nok ikke er enig.

Jeg tror, mellemmenneskelige relationer bliver vedholdende vedvarende energi, fordi det er med betænksomhed for medmennesket – næstekærlighed om man vil – som med kærlighed i almindelighed: jo mere vi giver, jo mere får vi.

Så det er vigtigt at gøre noget ud af at bevare og udbygge de mellemmenneskelige relationer vi har, og fremme de nye vi har potentialet til –uanset vi ikke er enige om alt. Selvom vi oplever, at andre er stædige, egne og stejle bæster, skal liden splint jo ikke vælte noget læs.

Jeg bliver glad af at se, at der finder – ikke bare en erhvervsudvikling, som er af største vigtighed, men også – kulturelle nyskabelser sted, hvoraf nogle endda i stort omfang næres af det relativt nye turismeerhverv.

Jeg nævner i flæng en flot udstilling af dansk design – stole gennem 100 år – i afvandingsslusens manøvregang i anledning af dens jubilæum; en kunstudstilling sammesteds; fantastisk smukke koncerter i Helligåndskirken i en klasse man ellers kan rejse langt efter og med morgendagens stjerner på den klassiske musikhimmel, undervist i Hvide Sande og af store kapaciteter.

Hvide Sande MasterClass sætter os for alvor på det kulturelle landkort og er et smukt eksempel på, at ting lykkes, når der er fælles vilje – og ildsjæle. Sådan er der så meget – heldigvis – af fællesskabstiltag og fællesskabsånd. Det giver masser af energi til vedholdenhed og det giver gode udsigter for Klitten.

Jeg vil gerne rette en tak til de sponsorer, som har støttet udgivelsen, og til Ywl O Æ Klet-udvalget, som har gjort det igen. Uden disse var udgivelsen ikke mulig.

Endelig vil jeg gerne ønske en glædelig jul og et godt nytår til alle.

EDGAR MADSEN

v/Sedad Hanic

Nørregade 16 ·

6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 2020

Glædelig jul og godt nytår

Niels Nielsen ApS

Aut. VVS-installatør & kloakmester

Søndervig Landevej 1 Holmsland

6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 57 00

Biltlf. 40 41 17 54

Vi

FISKERIETS HUS

Nørregade 2B

6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 26 10

Hvide Sande ApS

Nørregade 16

6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 1146

Julen kan vi ikke få nok af!

Af Thomas Kristensen Sognepræst

eg er så glad for julen! Måske er jeg en lidt barnlig sjæl, men jeg kan næsten ikke få nok af jul! Julens dage forskønner årets andre dage. Julen har en særlig stemning. Der spændes en mægtig bue fra Gud til mennesker! Et enormt spænd fra den vældige Gud med den Himmelske hærskare af engle – og så til de så undselige hyrder på marken. Ja, og et lille fattigt barn i Betlehem. Juleevangeliet kan vi næsten se for os, så menneskelig er det fortalt. Og igen i år får vi lov at høre juleevangeliet, fortalt ind i vores virkelighed!

Nøgternt og uden sentimentale tilføjelser fortælles der om Guds Søns menneskeblivelse. Jesu fødsel sættes ind i den historiske virkelighed, hvor denne fødsel skal blive begyndelsen til noget helt nyt. Der nævnes den politiske situation med Augustus som kejser i Rom, dvs. i det romerske riges storhedstid. Ligeså den økonomiske situation med behov for øgede skatter, og dertil hørende fornyet personregistrering. Og så møder vi den sociale situation i en lille afkrog af romerriget: Israel – med den lille by, Bethlehem.

Dér fødes Guds Søn i en stald, fordi der ikke er plads andre steder. – Så nøgternt og ligetil fortælles historien om, hvordan Guds Søn med al magt over skaberværket nu lader sig føde ind i samme skaberværk som et skrøbeligt lille menneskebarn. Fordi Gud vil bringe både Himmelsk og også gerne jordisk fred til mennesker.

Julen får afgørende betydning for vores forståelse af Gud. Mange gange hører vi, og kan selv opleve, at Gud synes fjern. Der er så langt mellem den vældige Skaber af alle stjernesystemer, af det vældige rum omkring os og det vanskelige liv her på jorden. Han synes så ofte tavs og uforståelig. – Til jul ændrer dette billede af Gud sig: Gud viser, at Han er os nær, vil møde os igennem Jesus, så vi kan høre Ham og tage imod Hans frelse. Gud er ikke højt hævet over alt det, vi mennesker slider med. Gud vil ikke lade os sejle vores egen sø. I Jesus færden her på jord

Vi ses i det nye år

SØNDERVIG · TLF. 9733 8880

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

part of the Aker group

Rødspættevej 5

6960 Hvide Sande

Tel. 9731 1355

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul

Tømrer, snedker og murerfirma

Tlf. 97 33 70 60

www.klitbohuse.dk

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Hvide Sande Røgeri ApS Fiskehandel og Spisested

v/Anders & Henrik 6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 18 99 . Fax 97 31 21 27

www.hvidesanderogeri.dk

PLUS-ART

som barn og voksen kan vi alle genkende noget af os selv. – Når Gud vælger at komme som et lille barn, er det, for at der ikke skal være noget truende ved, at han nu kommer tæt på dig.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt i vort liv er, som Gud vil have det. Så havde julen jo ikke været nødvendig! Mennesker oplever fortsat smertens, uførets, syndens og sorgens mørke. Jesus oplevede også mørket, ikke mindst i Getsemane have. Men Jesus og julen viser os, at det er værdifuldt at være menneske. Under alle forhold.

Endelig får julen betydning for vores forståelse af frelsen. Julen betyder, at Gud nu griber ind for at fuldføre sin skabergerning. Den, vi fik afsporet. Nu træder Skaberen selv ind i sin skabte verden for at genoprette det brudte forhold imellem os og ham. Julens mål er forsoning mellem Gud og os.

Hvad der blev begyndt den nat i Bethlehem, det beder vi nu til jul Gud om at forny os i troen på og omslutte os med. Sådan at julens fred og frelse må gribe både os og endnu flere i hjertet og få os til at tilbede verdens Frelser!

Julen kan jeg – kan vi – aldrig få nok af! Julen fortæller, at Guds Søn fødtes ind i vores verden for at dreje historien og livet i en ny retning for enhver, som tror Ham som Frelser og Kristus og Herre. Og der er tænkt på det hele! På alt og alle! For Gud ønsker at vinde ethvert lille men-

neske tilbage, hvor vi oprindelig hører hjemme. Vi er alle ventet!

Så meget betyder juleevangeliets få, men afgørende linjer. Vi søger til kirke for at få mere af julen og takke for, at også vi må være med! Det er gået i opfyldelse, hvad du og jeg har allermest brug for: En Frelser fra vore synder, en Fredsfyrste, En som kender os, men alligevel vil blive hos os…

O, Jesus, dig at finde er vores fulde agt; ak, giv os ret i sinde at gå med samlet magt din krybbe at omringe med hjertens tak og tro, så salmerne kan klinge i hver mands hus og bo!

(Salmebogen nr. 93,2)

Vi ønsker en glædelig jul og et godt nytår

Din El-installatør

Niels Jørgen Winther

Otto Pedersvej 7, 6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 25 45

Privat 97 31 25 48 - Biltlf. 40 30 95 45

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul

HVIDE SANDE

IDRÆTS- OG SVØMMEHAL

Parallelvej 2

6960 Hvide Sande

Tlf.: 97 31 15 05

Fax nr.: 97 31 19 06

Numitvej 5

6960 Hvide Sande

Tlf: 97312105

Peter’s Kloak & anlæg

• Kloakarbejde

• Entreprenørarbejde

• Belægningssten

• Opstilling af stakit

• Havearbejde

Peter Mathiesen

Aut. kloakmester

Stormgade 82, 6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 32 00 - Biltlf. 40 46 21 04

Pilgrimsvandring i Spanien

Af Irena Jensen

En beretning om en vandretur på ca. 800 km i Nordspanien

n bredskygget hat, en lang kjortel, der mest af alt ligner en munkekutte, et reb om livet, en stok, en kalabas, samt et par sandaler a la afbilledet på de gamle romere. Så enkelt og primitivt så det ud, når middelalderpilgrimmen var klar til at vandre mod fjerne mål overalt i Europa, hvor valfarten som hovedformål havde at besøge apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela, alt andet var såkaldte afledte effekter. Legenden fortæller, at Jakob den ældre, én af Jesus disciple, ligger begravet der. Nutidens pilgrim vil ikke nøjes, vi stiller krav om rigtigt udstyr, hvilket dog ikke er ensbetydende med at man behøver købe sig i armod for at gennemføre en sådan vandring.

Men hvad får en halvgammel bedstemor der lige er gået på pension til overhovedet at vove sig ud på sådan en færd? Og hvordan gribes sagen an?

Jeg synes det kunne være spændende at sætte

sig et vildt mål og prøve på at gennemføre det, at foretage sig noget som ikke mange andre gør, at vandre den ældgamle rute i Nordspanien hvor utallige har gået ad primitive stier og uvejsomt terræn i mere end 1000 år, ofte med livet som indsats. Jeg forestiller mig at derude i naturen er fred og ro til eftertanke og fordybelse feks.om hvad den 3 alder kan bruges til, man kan måske også sige at gå tilbage i tiden og se fremad.

Den enkle livsform, hvor lidt kan du i grunden klare dig med – det grænseoverskridende og lidt primitive – eller er du blevet så forvænt – at du har brug for at leve som du gør? Endelig er motion sundt for både unge og gamle og livet er jo i grunden én lang pilgrimsvandring. En jævnaldrende veninde som jeg fortalte om mine planer var straks med på ideen og ville gerne følges, hvilket skulle vise sig at blive rigtig vellykket idet Ruth, der var den praktiske, altid sørgede for at vi havde proviant og vand i rygsækken og

Alle ønskes en glædelig jul samt et godt nytår

Tlf. 9731 1946 · www.apolloweb.dk

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

TROLDBJERGVEJ 14

97 31 20 28

Hvide Sande

Blikkenslagerforretning

Ønsker alle glædelig jul samt et godt nytår

Aut. VVS-installatør

Kenneth Lauridsen

Ter nevej 2 - 6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 10 92

Bil tlf. 20 86 29 87

v/ Lone Johnsen Bøndergaard

Parallelvej 55 · 6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 14 39

fik tøjet vasket en gang i mellem, Jeg tog mig af skriveriet og kontakten til familien, så på den måde havde vi en god arbejdsfordeling. Vi er begge forholdsvis fredelige gemytter, så kemien passer hvilket er et plus når vi skal være sammen så mange dage under primitive forhold.

Vi var klar over at der skulle lidt træning til ligesom gode råd om indkøb af udstyr heller ikke ville være af vejen. Jeg meldte mig ind i foreningen af danske Santiago-pilgrimme, der har en god hjemmeside, hvor jeg kunne hente al den råd og vejledning vi fik brug for. Her kunne jeg købe »pilgrims pas« som gav os ret til at overnatte på diverse herberger undervejs for en enkelt nat ad gangen. Det vigtigste indkøb er et par gode vandrestøvler, sokker gerne af mohair selvom det lyder helt vildt i 30 g varme, en rygsæk der sidder behageligt og fast, en sovepose og en feltflaske ikke at forglemme, hertil kommer lidt undertøj, lidt skiftetøj, plaster synål, tråd, pandelampe, regnslag, håndklæde, sæbe, tandpasta, solcreme og ikke ret meget mere. Når alt er pakket – klar til afrejse – så vejes det hele og vejer det for meget, 10% af legemsvægten er passende, så pak det hele om igen, ellers kommer du, som vi, til at sende det halve retur når du har gået et par dage og det er både dyrt og besværligt.

I god tid før vores første vandring, travede vi strand, klitter, stier og skove i omegnen tynd så ofte som muligt og mindst én gang om ugen var turen på ca. 20-25 km.

Men én ting er at vandre 25 km en gang om ugen, hvordan vil det være at gøre det daglig? Det skal komme an på en prøve og den 22. maj 2006 starter vores første pilgrimsvandring fra Ronceswalles i det østlige Spanien for foden af Pyrenæerne og går tværs over mod det vestligt beliggende Santiago de Compostela, en strækning på små 800 km, som vi gennemførte på 33 dage.

Her følger nogle klip fra dagbogen som jeg håber vil give jer et lille indtryk af vores oplevelser på turen:

Flyver fra Kastrup, via Madrid til Pamplona. Næste dag med bus til Ronceswalles, her tages vores pilgrimspas i brug for første gang, vi udfylder et skema med oplysninger om hvor vi kommer fra og hvad formålet er med vor tur. Senere afholdes i den smukke kirke ved siden af

herberget en pilgrimsmesse, hvor alle pilgrimme får en særlig velsignelse og hvor der nævnes navne på de forskellige deltagerlande, også Danmark bliver nævnt. Jeg tror, vi var de eneste danskere tilstede den aften, men ellers var der utrolig mange, også fjernt liggende lande som Japan, Australien, Argentina, New Zeeland, Italien, Frankrig mfl. Spiser lidt mad og så til køjs i én stor sovesal med plads til 150 personer i 3 etages køjesenge, Vi ligger tæt og det er da ærlig talt lidt underligt og noget grænseoverskridende at ligge ved siden af folk man ikke kender, langskæggede og snorkende mænd, men det vænner vi os snart til som noget aldeles naturligt. Der lukkes og slukkes kl. 22 og man skal være ude næste morgen kl. 8 senest.

Turens 1. dag går fra Ronceswalles til Subiri, på grund af forskellige misforståelser var Ruth som sunket i jorden, hun valgte selv at forsvinde derud af fordi hun ikke kunne finde mig, da alle andre også var væk, besluttede jeg mig til at gå bagefter. Ude i horisonten kommer een vandrende den forkerte vej, det er Ruth som også har ledt efter mig, så gensynsglæden var stor og vi aftalte fra den dag, at vi altid skulle følges fra morgenen, men om dagen kunne vi hver især følge det tempo der nu passede bedst.

Turen går stejlt opad, opad i bjergene og skovterrænet i det tynde luftlag og når vi stiller os ud på skrænten og kigger ned, er der så dybt, at vi er enige om, at der ikke er nogen der finder os, hvis vi dratter ned. Allerede fra den første dag

Mod Pamplona med overfyldte rygsække

Glædelig jul og godt nytår

Murerfirmaet

Bent Viborg & Søn ApS

Kastkærvej 131 · 6830 Nr. Nebel

Bent 7528 8191

Bil 4031 8103

Lars 9731 1991

Bil 2343 6141

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

www.esmarch.dk · Bjerregård · Tlf. 97 31 50 40

Frisøren i SØNDERVIG

» - kig ind og få en tid, eller bliv klippet med det samme...«

Vi ønsker alle en glædelig jul og godt nytår

TANJA, LENA OG INGER

LODBERGSVEJ 159 · Tlf. 9731 2602

www.frisorenisondervig.dk

Småkager hører julen til...

Kan du li’ lugten i bageriet - Det ka’ vi, og derfor er der en duft af friskbagt kvalitetsbagværk flere gange dagligt fra

Hvide Sande Bageri

v/ Martin Thygesen 6960 Hvide Sande e-mail: info@hvidesandebageri.dk

Tlf. 97 31 10 32

HUSK! Hele december måned: Friskbagte brune kager, pebernødder, klejner og sukkerkringler - hver dag.

Vi ønsker alle vore kunder en rigtig glædelig jul og et godt nytår

var hjælpsomhed meget kendetegnende, jeg selv hjalp 2 cykelryttere fra Østrig med at finde et logi, de var ovenud lykkelige for at træffe en person der kunne tale tysk. Det viste sig hurtigt at vore rygsække var alt for tunge, havde vi dog bare lyttet efter de gode råd om vægt som vi fik hjemmefra.

Næste dag går vi videre til Pamplona, der er 24 km Gennem skov og bjerge, alting er i blomst også hylden, det er uhyggeligt varm i middagsheden, det får mig til at tænke på et par linjer fra en påske salme: »Og vil du favne ham i aftenfreden, så må du følge ham i middagsheden« og det gjorde vi så, sådan i ordets bedste forstand.

Vi besluttede os nu for at tømme vore rygsække for al overflødigt bagage når vi kom til Pamplona, hvor der findes et posthus, det gør der kun i særlig store byer. Det kostede os 37 EUR men de penge var godt givet ud, for nu blev vandringen fremover uendeligt meget nemmere.

Jeg returnerede bla. et par gode ekko sandaler som jeg ville bruge i fritiden og til at få lidt frisk luft til fødderne med, i stedet købte vi et par billige plastsandaler, som ikke vejede noget særligt.

Jeg har fået et par vabler som Ruth kurerer med nål og sytråde, ikke så slemt som det lyder.

Videre fra Pamplona til Puenta la Reina, nu vejer rygsækken kun 6,5-7 kg.

Kl. er kun 7 men der er allerede flere pilgrimme undervejs, nogle puslede allerede ved 4 tiden.

Ude af Pamplona er naturen ubeskrivelig smuk, velplejede marker, skovstier, stenbelægninger, opad op ad og nedad igen gik det. En lang række vindmøller placeret i horisonten, produceret i Danmark, tog sig godt ud.

Med ca. 3 km i timen incl. pauser, var vi fremme kl. ca. 15.30.

Et varmt bad gør underværker, der er stadig vabler på tæerne.

Vi skriver et par kort til familien derhjemme, især børnebørnene får en hilsen, de synes at deres bedste er »sej«.

27. maj er vi nået til Navara vindistriktet hvor mænd og kvinder har travlt i vinmarkerne. Det går hele tiden op og ned ad bjergskråninger med mere eller mindre gode veje, smuk natur, fugle, vand, gamle velbevarede romerske veje, små landsbyer med gader så smalle og stejle, at man ikke forstår der kan køre biler, håndbremserne skal i alt fald virke. Op ad dagen bliver der ulideligt varmt, den dag var jeg inde på en bar og skifte til korte bukser. Ruth bliver ofte, når vi møder cyklister på vejene, mødt med glade vink og tilråbet: Maradona, Argentina. Årsagen er at hun bærer sit barnebarns hvid og blåstribede fodbold trøje med påskriften »Maradona« på ryggen og spanierne er helt vilde med fodbold og Maradona… og Ruth.

Ruth Maradona

Endelig hen ad eftermiddagen ankommer vi til et herberge. Der var fyldt op i det første vi stødte på, så vi måtte gå 2 km mere på de trætte ben,

Vinbønder i Rioja distriktet

V

en

lig jul og godt

Tlf.

hvor vi fandt et godt og temmelig nyt herberge, beliggende på et højdedrag. Jeg var en besvimelse nær af varme og udmattelse og Ruth havde fået mylderbæ, så det var ikke sjovt.

Efter sådan en dag var et brusebad det der kunne få os på benene igen og på herberget kunne vi købe mad, morgenmad og logi stod os i 8 Euro, så det er bestemt ikke dyrt.

Alle vi møder er meget trætte ovenpå sådan en dag og mange er i gang med plaster, fodsalve og forbindinger ligesom massage på ben og ryg gør underværker.

Vores ildelugtende tøj er vasket og hængt til tørre i den udendørs tumbler… skønt, vi er klar til en ny dag og spændte på hvad denne indebærer.

Der er stadig mange nationer på vejen, Frankrig, Tyskland og Italien har vi mødt i dag. Vi drikker en masse vand som ofte smager lidt kloragtig i solen, og vi har lært at man godt kan gå en hel dag på brød, rosiner og chokolade, men især vand.

kirke, hvor alle pilgrimme fik en særlig velsignelse, samt et kort med en lille bøn som vi opfordres til at bede hver dag + når vi kommer til Santiago at bede for stedets præst, endvidere skulle vi bede for: fred i verden, og for de syge, så vi kommer ikke til at kede os med sådanne krav på turen.

Videre næste dag besøger vi bla. en smuk lille kirke fra det 1300 årh. bygget som kirken i Jerusalem, kirken hedder Santo Sepulcro og er opført af tempelridder ordenen. Kuplen har tydelige arabiske træk.

Undervejs hviler vi os under skyggefulde træer, hvor vi tydeligt kan høre at fuglene har travlt i rederne, sød musik og fantastisk natur, røde valmuer, vilde blomster, gule blå og hvide.

Ørnene flyver adstadig i luften som svævefly på den blå himmel, flot.

I dag kunne vi ikke finde barer der åbnede før kl. 20.30, derfor besluttede vi os for at købe lidt ind i et supermercado, som vi selv kunne varme op og en sød dame anbefalede en specialitet fra Navara, der mindede om tomatsuppe. Da vi fik det varmet op og teksten fra posen oversat, viste det sig at være griseører, så den dag endte vores middag i skraldespanden. I stedet spiste vi lidt brød med spegepølse og fik lidt ost af vores lille gravide veninde fra Ungarn, som vi traf denne dag.

Vabler og min skæve storetå hvor jeg er ved at miste tåneglen, generer mig stadig lidt og det er nu snart 1. juni, nogle steder må vi følge trafikeret vej og kedelige fabriker og overalt er der præg af stor byggeaktivitet især på vejområdet.

Andre steder hvor vi hellere vil gå , er man i færd med at beskære druerne, som hænger tæt nederst på stammen.

Apoteker er der på alle små steder og vi supplerer op med lidt plaster og creme til fødderne.

Vi gik forbi mange smukke gamle kulturminder, hver lille landsby har mindst én kirke. I Los Arcos stadig i vindistriktet Navara var vi kl. 19 til messe i Santa Maria de Arcos, en smuk gammel

Eet af højdepunkterne undervejs (dem var der mange af) var besøget i Santa Domingo de la Calzada, vi har nu gået ca. 250 km vestpå og opholder os 1 times tid med et besøg i et museum og kirken, der er bygget over Sct. Domingos grav. Sct. Domingo 1019-1109 er den enkelt person der har betydet mest for pilgrimsvejen til Santiago, idet han efter at være afvist som munk 2 steder, viede sit liv til at forbedre forholdene for pilgrimmene, han anlagde broer, kirker og hospitaler og tog sig af pilgrimme døgnet rundt.

Jerusalems Kirken Santa Sepulcro

Torben Møller · J. P. Nielsensvej 5 · 6950 Ringkøbing

Telefon 97 32 10 22 · Fax 97 32 16 08

Vi ønsker alle vore medlemmer en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår

Hærhjemmeværnskompagni Ringkøbing

Ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

Hvem passer på Danmark – Hjemmeværnet

Meld dig ind i Hjemmeværnet og få en aktiv fritid

Kontakt kompagnichef: Claus Bej Sørensen 97 26 96 01 / 20 68 94 75

Mulighed for selvdyp af lys

Besøg det lille lysstøberi og brugskunstforretning

KLOSTERVEJ

Han blev begravet ved pilgrimsvejen og over graven anlagde man kirken. En kendt legende knytter sig til kirken og den er jeg nødt til at fortælle jer, for at I kan forstå hvorfor der går 2 levende høns i et bur inde i kirkerummet:

»En tysk familie overnattede i Santo Domingo de la Calzada. Om morgenen klagede husets unge datter over, at det tyske ægtepars søn havde gjort tilnærmelser til hende. Han blev hentet, dømt og hængt uden for byen. Fuld af sorg måtte forældrene vandre videre til Santiago de Compostela. Da de stod foran alteret i katedralen i Santiago, bad de for deres søns liv. På tilbagevejen kom de atter forbi Santo Domingo de la Calzada og så, at sønnen stadig var i live, til trods for, at han stadig hang i galgen. De hastede så til byfogeden og fortalte ham om det hændte. Byfogeden, der var i gang med at sætte to høns til livs, udtalte: ›Hvis Jeres søn er i live, så lad disse to lækre høns på min tallerken flyve‹, og det gjorde de. Sønnen blev forenet med de lykkelige forældre.«

I Cranon boede vi på loftet af kirken San Juan, et absolut stemningsfyldt sted, hvor man føler ånden fra de gamle pilgrimme og hvorfra der fører en meget slidt stentrappe direkte ned i kirkerummet, som vi også besøgte og fik en velsignelse af den lokale præst.

Herefter fulgte et gratis måltid mad, som kirken giver til pilgrimme der overnatter, ligesom logi også er gratis. Dog står der et stort åbent skrin på et bord og de pilgrimme der mangler penge kan tage af det efter devisen, giv hvad du kan og tag hvad du har behov for, et godt kristent princip.

Vi sov på gulvet den nat på små flade madrasser sammen med 40 andre, en rigtig »pilgrims nat«.

Den 3. juni ankom vi til San Juan de Ortega og byens eneste herberge ved siden af kirken San Juan som er opført 1050-1100 tallet af præsten Jan Juan som sammen med Sct. Domingo også brugte sit liv til at forbedre forholdene for pilgrimme. Her ligger de frygtede Oca-bjerge hvor pilgrimme tidligere ofte kunne risikere at blive overfaldet af røvere.

Jan Juans festdag blev netop fejret den dag hvor vi ankom, under stor ståhej og med fællesspisning i kirkens køkkenrum. Der var en umådelig støj og salgs boder med is og øl stillet op.

Herberget var meget primitivt med koldt vand, senge og ikke andet, men folk var som sædvanlig meget hjertevarme og mødte os med tilråbene: »Perigrinos, Perigrinos«, (pilgrimme) mens man fægtede med arme og ben og bød os af det medbragte mad som blev stillet frem udendørs til os.

Det var også hvad vi fik at spise på dette øde sted så vi var meget heldige med San Juan den dag.

Dog serverede den stedlige præst, en meget gammel mand, efter messen en såkaldt hvidløgssuppe for alle pilgrimme, men den kunne vi altså ikke synke, i stedet gik vi i seng kl. 20 i et meget køligt rum og med koldt vand i hanerne, jeg frøs trods præstens varme tæppe og blev heller ikke vasket, kun fødderne fik en lille omgang.

Nu skal vi videre ad den Kastiljanske højslette hvor en dansk kornmark nærmest er at ligne ved en almindelig lille køkkenhave. Højsletten er ikke flad overalt, af og til også med afrundede bakker, hvor den skønneste flora vokser op mellem klippestykker, ellers er her natur, natur så langt øjet rækker og ikke et hus at se på de ofte snorlige veje uden træer til at skygge i det kvæ-

Oca bjergene i Galicien

lende solskin, det var hårdt. Nogle finder turen så kedelig og lang, at de tager toget på dette stykke af ruten, men så snyder man altså sig selv for en god oplevelse.

Her finder du også ruinerne af en by forladt af samtlige indbyggere i 1503 ligesom der også engang her fandtes et hospital for spedalske.

Allersidst på højsletten finder vi enkelte træer hvor vi kan finde lidt skygge og lytte til fugles kvidren.

I Carrion de los Condes besøgte vi kirken Santa Maria del Camino fra det 12 årh. og ved siden af ligger Clarisasøstrenes kloster med eget refugium, et flot sted hvor vi overnattede.

Kort før Leon, som også er et af turens højdepunkter ankommer vi til herberget der er tilknyttet et benediktiner nonne-kloster og opdelt i en afdeling for mænd, kvinder og familier

Efter at have besøgt byens stolthed katedralen San Isodoro, der blev indviet i 1063 med sine 1800 m2 enestående mosaikruder, som vi sagtens kunne bruge flere timer til at beundre, gik vi tilbage til herberget hvor der kl. 21.30 er vesper, (aftensang) i klostret med gregoriansk kirkesang. Det sluttede meget højtideligt da alle forskellige nationer rejser sig og synger fælles aftensang, det var gribende.

I området er der mange storke og en nat boede vi meget fornemt på et dobbelt værelse på 1 salen af en bar der lejer værelser ud til pilgrimme, med udsigt til en gl. idyllisk kirke hvor der boede ikke mindre end 3 storkepar i kirketårnet.

Vi slappede lidt af på sengen, da en stork kom flyvende forbi derude, afleverede føden til ungerne under højlydt knebren, fuglene sang og en hund gøede i det fjerne, jo vist, der er så dejligt ude på landet, som en vis H.C.Andersen også syntes for 200 år siden, i dag har vi følt med ham.

Dagen efter forlod vi vort hyggelige herberge allerede kl. 5.30,vel vidende at vi den dag skulle gå 31 km. Desværre overså vi de gule pile og gik den forkerte vej, indtil vi ikke kunne forstå, hvorfor der ikke kom flere pilgrimme på vejen.

Vi stoppede en tilfældig bil på vejen og spurgte om ikke det her var »Caminoen«? Nej, sagde han vi måtte tilbage til landsbyen igen, manden var dog så rar at køre os tilbage, men alligevel blev den en dag med flere andre ærgrelser, en bus der ikke kørte til tiden hvorfor vi besluttede selv at gå nogle ekstra km. til en større by Astorga, hvor vi godt trætte, fandt et herberge i anden omgang, det viste sig dog at være rigtig godt og det hjalp lidt på humøret at få et varmt bad og en god nats søvn.

Efter en lang vandretur i det smukke landskab støder vi på en fårehyrde med 2 hunde der drev en flok får med klokker om halsen, af sted med militærisk orden. Ved herberget i Rabanal, der bestyres af et engelsk pilgrimsselskab, foregår der en procession i anledning af »Kristi Legemes Fest« Her bæres »brødet« »hostien« i en »monstrans« rundt i gaden af præsten og optoget var flankeret af kvinder og mænd der slog på trommer og kastagnetter, mens kirkelokkerne bimlede og bamlede, gaderne var blomsterbestrøede og vi pilgrimme havde travlt med at tage fotos, det var en usædvanlig oplevelse.

Jernkorset også kaldet passet var også et højdepunkt på turen. Jernkorset er placeret på en 10 m. høj pæl. Ved foden er en flere meter høj stenbunke. Hver sten repræsenterer en pilgrim, der har passeret passet og lagt en sten, gerne fra sit hjemland. Så her anbragte vi begge en sten bragt med fra Vesterhavet, tog et par billeder og det føltes godt, at delmålet var nået.

I Villafranca de Bierzo var der masser af grønt-

Katedralen i Leon (San Isodora 10638)

A.V. Vejgaard as

Enghavevej 1-9

6950 Ringkøbing

Tlf. 9674 2600

www.avvejgaard.dk

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

POSTBOKS 4 - FABRIKSVEJ 13 - 6960 HVIDE SANDE

TELEFON 97 31 19 77 - TELEFAX 97 31 16 78

Vi har mere end 25 års erfaring i byggebranchen mød os på www.jk-byg.dk

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul - samt et godt nyt år

Blomstervænget 32, 6950 Ringkøbing Bandsbyvej 42, Holmsland

Tlf. 97 32 27 55 · Bil 40 16 28 55

Tlf. 97 33 70 90 · Bil 20 22 77 90

sager og frisk frugt, kirsebærrene hang røde og fristende på træerne og vi forsynede os i rigt mål, hvilket vi da også tog skade af (virkede godt i maven) nu er vi nået til Jato’s herberge: Refugio Ave Fenix der drives af Jato på privat basis. Her er en ganske særlig stemning, i baggrunden smuk musik, vi blev budt på kaffe ved ankomsten og i en kæmpe wok kogte Jato en grønsagsgryde til os om aftenen. Forinden besøgte vi »syndsforladelses-porten«, der ligger ved siden af Iglesia de Santiago. Denne port har gjort byen her til noget særligt idet pilgrimme i middelalderen kunne opnå de samme syndsforladelses-privilegier som i Santiago de Compostela.

Næste dag den 18. juni gik vi på noget af det smukkeste og mest imponerende natur indtil videre, men samtidig også noget af det hårdeste. Vi tog derfor imod Jato’s tilbud om at køre vore rygsække de 30 km formedelst 2,5 Eur og de penge viste sig at være godt givet ud.

Terrænet gik bare opad-opad og var næsten ufremkommeligt med jord og store sten, som gjorde regelmæssig gang umulig, solen var som en stegepande, kun afbrudt af lidt dejlig skygge ad de flotte skovstier og vandflasken var vores

vigtigste våben mod solstik, men når vi ind i mellem stod stille for at nyde den flotte udsigt langt ud over bjergene, ja så kan man undre sig over storheden, den enestående natur, der ikke er skabt af mennesker.

Endelig lander vi i Ocebreiro, den første landsby i Galicien også kaldet »apostlen Jakobs land«.

Byen er omgivet af mystik og legender fordi byen, der ligger i 1.300 m højde, har været indgangs porten til Galicien.

Kalken der bliver brugt i kirken er skænket af dronning Isabel, da hun var på pilgrimsrejse til Santiago i 1488.

150 km tilbage her i Galicien

Nå, men vi ankommer godt trætte (selv uden rygsæk) til byens eneste herberge med plads til 90 og allerede overfyldt. Vi blev tilbudt 3 stole, en tynd madras og koldt vand i bruseren, i mens det blev ved med at myldre ind med tykke, tynde, gamle og unge snorkere ind i det samme rum, hvor de nu skulle ligge på gulvet.

Det blev for meget for os og vi overlod vore 3 stole til 2 glade italienere og søgte ned i byen for at leje et privat værelse, det var luksus og den nat kunne vi kalde os »luksuspilgrimme« med gode senge og varmt brusebad.

Når det er gået så meget opad, må det nødvendigvis også gå ned ad og det gjorde det næste dag, vi måtte bremse godt med vore stokke og da vi ankom til Tricastella, var vores tæer nærmest krøllet sammen i støvlerne. Her bor vi på et herberge, der passes af foreningen af dan-

Jernkorset v. Rabanal

Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul

Trines Madsted

Parallelvej 2 6960 Hvide Sande

Mobil: 2273 8725 info@trinesmadsted.dk www.trinesmadsted.dk

Vi ønsker alle en glædelig jul – samt et godt nytår

Hvide

Glædelig jul og godt nytår

PARALLELVEJ 63 . HVIDE SANDE

ALT TIL SØGÅENDE FISKERI

Silde-, tunge-, tobis-, torskeog rødspættevod, trawl og net

Lager i trawlwire, taifun, tovværk. Blyliner, flydeliner, flåd, flyder og kugler. Nylonnet, monofilnet, multimonofilnet. Specialværksted for alle typer vod, trawl og net. Taluritsplejsning af wire fra 6 til 32 mm.

…net op til leg

Afspærringsnet - Containernet - LegepladsnetSportsnet - Landbrugsnet - Industrinet

Sande Vodbinderi ApS

Nordhavnskaj 21 · DK-6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 10 42 · Telefax 97 31 27 60

ske Santiago-pilgrimme. Det er et godt sted med megen venlighed hvor vi følte os godt tilpas.

Næste dag stødte vi på det ældste kloster i Spanien (Samo’s klosteret) som er et benediktinerkloster oprindeligt fra 600 tallet, det ligger umådeligt smukt i en dal et strategisk rigtig sted på ruten, hvilket også betød at man i klostrets storhedstid har været tillagt 200 byer og et antal mindre landsbyer. I tidens løb har der været mange betydningsfulde munke knyttet til stedet, den mest berømte var Benito Jerónimo Feijoo der levede fra 1676-1764 og som skrev flere betydningsfulde kritiske værker med emner fra videnskab, teater og tro. En statue af ham er rejst i klostergården.

Endelig den 24. juni oprandt dagen før dagen og stemningen er helt euforisk, er faktisk lige glade med om vi får tøjet vasket i dag, det slår til, til vi kommer hjem. Vi er helt opsatte på at købe noget nyt tøj når vi når til Santiago, vi kan næsten ikke holde ud at se på den gamle »uniform« længere, men vi er ikke helt færdige endnu. Vi har hele dagen vandret gennem skovtykninger ad jordveje, nogle steder er vejen slidt ned til en hulvej, som minder om danske skove fra gøngehøvdingens tid, andre steder er der skråninger m. blomster i alle farver og dufte.

Her har middelalder-pilgrimmen været bange for overfald, én af de gamle broer hedder »Puenta Ladron«, hvilket betyder tyvenes bro. I dag er her ganske fredeligt, med mange pilgrimme undervejs. Søndag den 25. juni kl. 11.30 ser vi for før-

ste gang Katedralen i Santiago de Compostela i al dens storhed, magt og vælde, imponerende syn og målet for vor rejse.

Hurtig ind på turistkontoret hvor vi fik vort pilgrimsbevis »La Compostelana« efter et forhør, hvor vi bla. blev spurgt om vi nu også havde gået de sidste 100 km, som man skal for at erhverve beviset.

Vi nåede lige indenfor i katedralen inden den højtidelige pilgrimsmesse begyndte kl. 12, her blev også nævnt, at der var pilgrimme fra Danmark.

Messen sluttede med at man svang de kæmpestore røgelses kar frem og tilbage i det enorme kirkerum, faretruende, helt op mod loftet og med en vældig fart, det var et imponerende syn og samtidig slut på messen, som gjorde et stort indtryk på os. Vi var både rørte og glade og sceneriet udenfor, hvor vi genser så mange af dem

Slut foran Katedralen i Santiago

Katedralen- målet for rejsen

Glædelig jul

Nordhavnskaj 12 · 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 3322

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Viønskerenglædeligjul ogetgodtnytår

Aargab

Byggeforretning

Alt i tømrerarbejde Døre og vinduer udskiftning af termoglas

v/ Brdr. Tarbensen

Karen Brandsvej 17, Aargab

Hvide Sande - Tlf. 97 31 19 03

Privat 97 31 12 62 og 97 31 17 71

Bil 21 68 14 03

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

Toldbodgade 20, Hvide Sande. Tlf. 9731 1006

v/ Helga & Morten Aggerholm

v/ Johannes Tarbensen

Jannavej 2, 6960 Hvide Sande

1. klasses kød og pålæg

vi har fulgtes med en stor del af vejen, var virkelig en oplevelse.

Her blev vi 3 dage og kunne sagtens være blevet endnu længere, der er umådeligt smukt i området og meget at se på. Ligesom vi besøgte katedralen hver dag og blandt andet deltog i de traditionelle ritualer i kirken med besøg i krypten ved Apostlen Jakobs grav-skrin, vi var også bag om højaltret hvor vi hilste pænt på Apostlen hvis statue dominerer den centrale del af alteret. Her sidder han med et venligt og imødekommende træk om munden og alle pilgrimme lægger armene omkring ham for at takke for vandringen og at man er kommet velbeholdent frem.

En sælsom og usædvanlig oplevelse der taler mere til hjertet end til hjernen på en nøgtern tænkende vestjyde.

Nu glæder vi os til at komme hjem, dog blandet med nogen vemod, vi har mødt så mange spændende mennesker, alle med forskellige indgangsvinkler til pilgrims færden, som har ført til megen venskab og fællesskab og som vi nok aldrig møder igen. Det alt sammen var en stor oplevelse for både krop og sjæl, som kan være meget svært at nedfælde på papir, men nok skal opleves ved brugen af alle sanser, idet vi netop ved at vandre turen kom meget tæt på det ægte Spanien med dets mangfoldighed af kulturminder og smuk natur.

Efterfølgende tog vi bussen til Finesterre og gik de sidste 8 km ud til havet, en smuk tur og en god oplevelse at slutte af med.

»Lad os danse i livstræets krone, lad os føle at livet er stort, lad os skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port.«

Hvide

Ruth v. Finesterre (Verdens ende)

Fra Agger til Søndervig

Af Keld Hansen

ødt i Agger 29. marts 1948. Far, Laurids Hansen, arbejdede ved Vandbygningsvæsenet, hvor der i efterkrigsårene blev kystsikret ved at bygge høfder ud for Agger Tange. Mor, Karen Hansen, var rengøringskone, hvor der var brug for det. Jeg har to halvbrødre (fra mors første ægteskab), men de boede ikke hos os. Så jeg er vokset op som enebarn.

Jeg husker ikke meget indtil min 5 års fødselsdag, men den husker jeg tydeligt, fordi min far døde natten mellem den 29. og 30. marts 1953.

Vi boede i et lille hus lige overfor Agger Kirke. Efter min fars død, knoklede mor på med alt forefaldende arbejde for at forsøge at tjene penge nok, til at vi kunne blive boende i huset. Det endte dog med, at huset skulle sælges efter et par år. Jeg nåede at gå i Agger skole i 5 uger.

I de næste syv år havde vi en meget turbulent periode. Mor søgte arbejde som husbestyrerinde. Det var ikke svært at finde arbejde, idet lønnen for det meste kun udgjorde kost og logi. Det trak jo lidt fra, at knægten fulgte med. Det at være husbestyrerinde dengang var ikke altid »kun« at sørge for husholdningen. Det var man-

ge gange hårdt arbejde både i stalden og på marken, og efter en tid – det kunne variere fra en måned til et halvt år – mente husbonden, at der skulle følge mere med (det kunne jo være koldt at sove alene om natten). Når det blev bragt på bane, var det tid til at finde et nyt arbejde, så derfor nåede jeg at gå i 17 forskellige skoler – for det meste i Vestjylland.

Det var hårde betingelser både for mor, men også for en dreng i 7-14 års alderen, aldrig at være et sted så længe, at man nåede at få kammerater og rigtige venner. Der var aldrig nogen at betro sig til, hverken kammerater, familie og faktisk heller ikke mor. Jeg lærte hurtigt, at hvis jeg beklagede mig, sagde hun altid: Jeg gør det jo for din skyld.

Det var selvfølgelig spændende, hver gang jeg skulle starte i en ny skole. Hvordan var lærerne og eleverne. Det gjaldt om lynhurtigt at omstille sig for ikke at blive mobbet. Det bedste var at være god til at skrive, regne, være god til geografi og diktat, og så være i den bedste fjerdedel af klassen. Det gav gerne lidt respekt fra de dominerende i klassen. Men som nytilkommen i en klasse heller ikke for dygtig – det kunne nemt give øretæver i frikvartererne. Jeg har aldrig været et fysisk pragteksemplar, men jeg fik lært at løbe hurtigt, når der var optræk til slåskamp.

Efterhånden som jeg blev ældre, turde jeg sige min mening. Vi boede i Madum i en periode, hvor det var helt tydeligt, at mor blev slidt helt ned. Husbonden var syg, men også noget af en tyran. Så reelt passede hun ejendommen med grise, ti køer og heste (der var ingen traktor) helt alene. Det påtalte jeg overfor husbonden, hvilket afstedkom et par lussinger. Jeg løb ud og gemte mig i en hule, jeg havde i skoven tæt ved

Glædelig jul og godt nytår

Hvide Sande Køreskole

Peder Falkesgaard

13

Tlf. 97 31 11 15

Hvide Sande Fod- og Zone-klinik

V. Conny Rudmose Christensen

Vinkelvej 14 . 6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 28 67

P. J. P. Murer- & Entreprenørforretning A/S Aut. Kloakfirma

Numitvej 16 • 6960 Hvide Sande Tlf. 97 31 10 66

www.pjpbyg.dk

E-mail: info@pjpbyg.dk

97 31 17 58

huset. Uheldigvis trådte han på hulens tag, da han ledte efter mig, og det hele brasede sammen. Husbond blev stiktosset, og jeg stak af ud over markerne med ham i hælene. Jeg havde kun i tankerne at nå i sikkerhed hos naboen, som heldigvis havde set det hele fra vinduet og kom mig til undsætning. Nogle måneder senere flyttede vi igen.

Det sidste sted, vi boede, inden jeg blev konfirmeret, var hos en rar landmand i Hee. Her blev vi behandlet virkelig godt, og mor fik en anstændig løn. Efter konfirmationen i 1962 arbejdede jeg i et halvt år hos gårdejeren, hvor vi boede. Hen over sommeren hjalp han mor til rette med at købe et hus i Tim, og her flyttede vi ind samme år. Jeg blev ansat på en gård i Husby fra 1. november 1962, og aftalen var, at jeg skulle være ansat som landbrugsmedhjælper i et år. Lønnen blev aftalt til kr. 3.600 for hele året + kost og logi. Det var en dejlig tid. Ægteparret var uden hjemmeboende børn, og jeg blev en del af familien. Arbejdet var både i stald og mark. Det blev til lange dage, som det jo var på landet dengang. Det kunne ske, der blev en halv fridag en søndag eftermiddag – så op på cyklen til Tim for at besøge mor.

Ægteparret ville gerne forlænge ansættelsen, men de mente, at det ville være en god ide at få proppet lidt mere lærdom i hovedet på mig, og grundet nogle afbud fik jeg muligheden for at komme på Staby Efterskole fra 1. november 1963 til 1. april 1964. Sådan var skoleåret den gang – og efterskolen var kun for drenge.

Forstanderen på efterskolen var den legendariske Hagsten. Det kammeratskab og venskab, som jeg ikke oplevede fra 1. til 7. klasse, fik jeg masser af på Staby Efterskole. Hagsten havde en forunderlig evne til at spotte, se lige igennem og aflæse hver enkelt elevs evner og deraf kommende muligheder, og allerede i januar blev jeg kaldt ind på hans kontor til en samtale, hvor han spurgte, hvad jeg ville lave efter skoleafslutningen. Det vidste jeg faktisk ikke rigtigt. Hagstens kommentar hertil var: Du kan både regne og skrive, og det allervigtigste du kan regne den ud, så det er ikke så svært for dig. Du skal selvfølgelig have noget at gøre med handel. (Tak for det, Hagsten).

Han gik så i gang med at ringe rundt til forskellige købmænd på egnen, og sandelig smuttede der en i fælden! Jeg fik læreplads i Vemb hos Karen og Kaj Pedersen, skulle starte 1. april 1964. 4 års læretid – sådan var reglerne den gang. Jeg boede hos min mor i Tim i de fire år, der var ikke rigtig råd til andet. Månedslønnen det første læreår var 195 kroner. Det var næsten, hvad togkortet kostede. Dertil skulle jeg betale 200 kroner pr. måned til mor for kost og logi –så rent økonomisk var det ikke ret godt. Jeg fik weekendarbejde på Tim Kro, hvor jeg lørdag aften hjalp med forefaldende arbejde og søndag ordnede kroens regnskab. Efter nogen tid fik jeg lov at hjælpe med serveringen i krostuen, når der var bal på kroen, og det var der tit. Til disse baller kom der altid flere piger end unge mænd, hvilket betød, at kroballerne var noget af et tilløbsstykke. Der var vel plads til ca. 200 mennesker, men jeg tror, der kom 400 hver gang. Selv om der var pænt overskud af piger, var der normalvis en 2-3 raske slagsmål om hvem, der skulle følge hvem hjem. Den gang brugte man kun næverne, så kamphanerne fik et blåt øje indimellem.

Efterhånden som jeg lærte de forskellige typer at kende, og lærte deres reaktion efter indtagelse af rigelige mængder af de våde varer, blev der færre og færre slagsmål. Jeg snakkede dem simpelthen til rette. Det kunne dog koste et par flyvere (snaps og citronvand) at komme så langt. Èn bestemt aften vil jeg aldrig glemme. Meget tidligt – kl. 18 – kom en ca. 30-årig mand hen i baren og ville bestille et bord til 4. Det kunne hurtigt klares – 4 pilsnere på bordet – ølprisen

Forbrugere og

samarbejdspartnere

ønskes

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår

var den gang 5 kroner pr. stk. Han betalte med 100 kr. og sagde: Behold resten. Det kan nok være, at jeg var helt fremme i skoene med kvik og høflig betjening resten af aftenen og natten med. Han fortsatte stilen: bestilte 4 øl, betalte med kr. 100 og sagde: Behold resten. Efter 6-7 omgange gik jeg ud til krofatter og spurgte ham, hvad jeg skulle gøre. Han svarede: Sig pænt tak og behold pengene. Da vi gjorde kassen op ved 4-tiden om natten, havde jeg fået kr. 2.000 i drikkepenge, svarende til 10 måneders løn som købmandslærling. Jeg gik helt skævt på hjemvejen, kiggende til alle sider, for så mange penge havde jeg aldrig før haft i lommen. Senere fandt jeg ud af, at gæsten havde arbejdet på Grønland, hvor han havde tjent mange penge, og nu var han altså hjemme for at spille Karl Smart.

Mine fire år som lærling hos Karen og Kaj blev til fire gode år. Kaj var købmand af hele sit hjerte, og det kom til at præge min uddannelse. Den gang var der tre købmænd og en brugsforening i Vemb. Nu er der kun Brugsen tilbage. De første to år af læretiden gik mest med at pumpe petroleum, rydde op på lageret, vende oste i kælderen, veje kaffe af i baglokalet og køre varetur på budcyklen. Forretningen var kendt for sin friskmalede kaffe. Vi solgte 13 ton om året. Derudover var vi gode til vin, ost og specialiteter samt til at servicere de fine damer i Vemb, der egentlig havde masser af tid til selv at hente deres varer, men det var jo nemmere at ringe og bestille varerne og få dem bragt til døren. Karen og Kaj arbejdede begge i forretningen. Derudover var der en kommis, to lærlinge og en bydreng. De første to år af læretiden var kitlen kakifarvet, mens man de sidste to år havde lov til at gå i hvid kittel. Det var en stor dag, da den »gule« kittel blev udskiftet med den hvide, for nu måtte jeg ekspedere kunderne i butikken! Da jeg fik kørekort, var det min tjans at køre den ugentlige landtur, d.v.s bringe varer ud til kunderne på landet og tage æg med retur. Det var et dejligt afbræk i de daglige rutiner. Både på landturene og vareturene i byen blev der ofte budt på enten frokost eller en kop kaffe. Mange af de dengang såkaldte fine fruer var utroligt søde og bestilte varerne til et bestemt klokkeslæt, og så var der ellers dækket op. Det var der tid til dengang!

Karen og Kaj havde tre børn, og indimellem kunne vi lærlinge godt bruges til at passe bør-

nene – det går vist ikke i dag, men det var nu vældig hyggeligt.

De fire år gik hurtigt – men sådan er det jo, når man ser tilbage på en god tid.

I løbet af læretiden var jeg på session og blev godkendt til soldatertjeneste ved Prinsens Livregiment i Viborg med start den 1. april 1968. Endnu en spændende tid, som jeg glædede mig meget til. Der blev knyttet mange venskaber i soldatertiden, men efterhånden som alle stifter familie, får det første prioritet, og soldatervenskaberne ebber ud. Soldatertiden varede 13 måneder. Jeg kom i stabskompagniet og efter en kort periode, blev jeg kontormedhjælper, idet kompagniet manglede en officer på kontoret. Det skulle kun have været midlertidigt, men kom til at vare hele soldatertiden. Jeg fik ansvaret for at rekvirere løn til hele kompagniet og sikre, at det stemte. Lønnen blev udbetalt i kontanter i en brun pose med navn og soldaternummer påført. Ligeledes fik jeg som opgave at lave vagtplan for de menige og sergenterne – dog ikke for officererne. Det var næsten som at sætte ræven til at passe høns. Jeg fandt hurtigt ud af, at ingen kontrollerede vagtplanen. Så efterhånden blev det muligt at købe sig fri for vagter. Kabalen gik altid op, og næsten ingen klagede. Hvis nogen klagede, fik de et par ekstra vagter, så var der ro igen! Min overordnede spurgte på et tidspunkt, hvorfor jeg havde fire stakke med penge, når jeg ordnede lønninger. Det kunne jeg nemt forklare – en stak til afdrag på det fjernsyn, vi menige havde købt til opholdsstuen, en stak fra de soldater, der havde lånt penge af mig (der kunne ikke lånes under 20 kroner pr. uge, som så skulle tilbagebetales med 25 korner ugen efter), en stak var fra dem, der havde købt sig til en frivagt, og den sidste stak (nogle gange den mindste) var de penge, der kom i lønningsposen. Min forklaring havde han ingen kommentarer til! I 1968 skulle Prins Henrik besøge kompagniet for første gang, så det skulle der gøres en masse ud af. Alle kompagnier blev ved morgenparolen bedt om at stille forskellige hjælpere til rådighed ved prinsebesøget. Bl.a. skulle der bruges menige som tjenere ved festmiddagen. Jeg skulle ikke nyde noget, men mine soldaterkammerater pegede på nr. 99 (mit soldaternummer) og sagde, at jeg var vant til at servere på Tim Kro. Men der er pokkers til forskel på at

www.iversenadvokat.dk

Telefon 87 53 81 81 Email ji@iversenadvokat.dk

Vi ønsker vore kunder og forretningsforbindelser en Glædelig jul og et Godt nytår

Klostervej 3, 6950 Ringkøbing

Tlf. 97 33 73 55

Vi ønsker alle vore kunder og forretningsforbindelser en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

Lodbergsvej 36- Søndervig

Tlf. 9733 8900 · Fax 9733 8901

www.beachbowl.dk

info@beachbowl.dk

knappe øl op på en kro og servere til en festmiddag for prinsen og alle de høje herrer inden for forsvaret! Det endte selvfølgelig med, at jeg blev udtaget til serveringsholdet. Et par dage før den store fest, blev jeg udpeget til at servere for Prinsen og tre på hver side af ham. Han skulle sidde i midten ved et U-bord, hvor der så var 20 officerer placeret på langsiderne. Prinsen skulle naturligvis have serveret først, så der var 46 par øjne rettet mod mig for at se, om alt gik, som det skulle. Selv om jeg var meget nervøs, gik det faktisk rigtig godt. Efter middagen skulle jeg fungere som Prins Henriks oppasser i de tilstødende lokaler, hvor der blev serveret kaffe og cognac, og hvad han ellers kunne ønske sig. Efterhånden som aftenen skred frem, blev han bedre og bedre til det danske sprog og spurgte meget interesseret til regimentets arbejde, og hvordan det var at være soldat i det danske forsvar. Herefter troede jeg, at tjansen var slut, men…men næste morgen – alt for tidligt – blev jeg hentet på stuen. Prinsen havde forlangt, at jeg skulle være hans oppasser de næste to dage, hvor han var med ude at se på øvelse i Finderup øvelsesterræn. Da det hele var overstået, blev jeg kaldt op til regimentschefen, som takkede for indsatsen og kvitterede med to ugers ekstra orlov!

1969-70 var det såkaldte skattefrie år inden skatteomlægningen til kildeskat. Det danske forsvar havde FN-styrker på Cypern, og der var voldsom rift om stillingerne. Der var ikke ret mange menige, der blev udstationeret. Fra Prinsens Livregiments stabskompagni, var vi to ud af mange ansøgere, der slap igennem nåleøjet. Lønnen var ca. 6.000 kr. pr. måned. Skattefrit var det rigtig mange penge for mig. Jeg fik kontrakt på et halvt år, som jeg senere forlængede med yderligere et halvt år. Det første halve år var vores kompagni (staben) på den grønne linie i Nicosia, og det sidste halve år tilbragte vi i Kyreniabjergene på den nordlige del af øen. Mit job var stadig på kontoret i stabskompagniet, hvor alle beslutninger blev truffet. Det var vældig spændende, og der var mange, helt specielle opgaver at løse. Alle lande havde et fodboldhold, og vi spillede med i en turnering med otte lande, hvor bl.a. England, Irland, Sverige og Finland deltog. Vi kaldte det selvfølgelig det danske landshold, og vi gik ret meget op i det. Jeg var

målmand, og i den sidste kamp i turneringen mødte vi Sverige i finalen. Der var 3.000 tilskuere, og vi vandt. Sikke en fest de næste par dage, og det bedste var, at vi havde håneretten! I Nicosia boede vi i forholdsvis pæne boliger, hvorimod vi i Kyreniabjergene boede i telte. Det kunne godt være ret koldt om natten. Jeg fik altid tildelt en eller anden speciel opgave, og da vi flyttede i bjergene, skulle jeg køre post ind til Nicosia hver dag – en tur på ca. 1½ time hver vej. Det specielle var, at posten skulle afleveres til præsident Makarios (ham med det lange skæg). Efter nogle uger begyndte han at invitere på the en gang imellem, og det blev til mange fortrolige samtaler med ham. Den gang var det normalvis ikke farligt at være udstationeret som FN-soldat. På en af mine postture blev jeg imidlertid beskudt, men det var kun bilen, der tog skade. Herefter kørte jeg altid med skarpladt våben, men fik heldigvis aldrig brug for at bruge våbenet.

Cypern er en utrolig smuk ø, og jeg håber, at tyrkerne og grækerne finder ud af at leve i fordragelighed og fred med hinanden. Det fortjener begge befolkningsgrupper.

Inden jeg var færdig som FN-soldat på Cypern søgte jeg arbejde tre forskellige steder i Danmark – i en sæsonforretning på Nordsjælland, i en butik ved Ebeltoft og endelig ved Solvejg Wiese i Søndervig. Hvor utroligt det end lyder, kunne jeg få job alle tre steder. Mit valg faldt på Søndervig af den simple grund, at min mor stadig boede i Tim, og på den måde kunne jeg lettere besøge hende.

At valget blev Søndervig, har jo været eller er blevet et »lille« eventyr – også med en prinsesse og det hele, og det er jeg dybt taknemlig for.

Jeg tænker sommetider over, hvordan livet mon ville have formet sig, hvis jeg var havnet på Sjælland eller i Østjylland, men det er jo i grunden ret ligegyldigt nu, hvor jeg er landet det bedste sted på jorden.

Da redaktionen bad mig levere et indlæg til »Ywl o æ Klet« havde man måske forventet, at jeg ville skrive om tiden i Søndervig, men hvis læserne kan tåle mere fra min side, må det komme i en senere udgave.

En rigtig god jul og et godt nytår til alle.

En gammel Hvide Sande dreng

fortæller om sit liv efter at have forladt æ Kle’t

Af Thomas Fjord Iversen

eg er blevet bedt om at beskrive, hvad jeg har oplevet, efter at jeg i 1957 forlod Hvide Sande. Det er lidt af en opgave, at skulle komprimere 51 års erindringer til en 3-4 sider! Jeg håber der stadig er mange i Hvide Sande, som kan huske mig, selv om det nok vil være svært at genkende mig efter al den tid.

Efter et 3 måneders ophold på Sømandsskolen i Sønderborg i efteråret 1957, mønstrede jeg ombord på tankskibet Rosa Mærsk i Rotterdam. Det var første gang jeg var i udlandet, og selv om jeg havde været i København et par gange, som jo næsten er udlandet, når man kommer fra Vestkysten, så var Rotterdam, og især havneområdet, noget helt andet. Rotterdam var dengang verdens største havneby, og der var simpelthen skibe overalt. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig. Vores første tur gik til den persiske golf, nærmere betegnet Bandar Mashur i Iran, og det blev starten på næsten 4 år i den danske handelsflåde.

Jeg var ikke meget hjemme i Hvide Sande i denne periode. De første to skibe, jeg var ombord på, var tankskibe, og jeg var gennemsnitlig

14 måneder væk ad gangen. Men jeg skrev meget med min mor og min søster, og blev på den måde holdt lidt ajour med, hvad der foregik på vestkysten.

I april 1961 blev jeg hentet af politiet, medens jeg var mønstret på DFDS’s Katholm og lå til kajs i København. De påstod jeg var udeblevet fra session, og kørte mig straks til den nærmeste sessionslæge. Her blev jeg fundet egnet til tjeneste i søværnet, og fik besked om at møde på Auderød kaserne 3 uger senere. Der var ingen vej uden om, så jeg afmønstrede straks, og nåede lige at få et par uger i Hvide Sande, inden turen gik tilbage til Sjælland igen. Under opholdet derhjemme fandt jeg indkaldelsen til session, den var blevet lagt på et sikkert sted, og så havde mor glemt alt om den!

De første 3 måneder i søværnet var på grundskolen i Auderød, og her begik jeg den fejl, at jeg samvittighedsfuldt besvarede alle spørgsmålene under en intelligensprøve. Det resulterede i, at jeg blev taget til Korporal, og dermed skulle aftjene 18 måneders værnepligt i stedet for 12. Hvor dum kan man være? Jeg kom til at sejle med minestrygere, og var bl.a. med til at rydde sejlrenden for den kommende fugleflugtslinie mellem Rødby og Puttgarten. Ifølge pålidelige efterretninger skulle tyskerne, under 2. verdenskrig, have udlagt omkring 2.000 søminer i dette område, så vi var alle forberedte på nogle gevaldige brag. Der var 4 minestrygere i gang samtidigt, men det blev kun til en enkelt mine i hele perioden. Og det var søsterskibet, der strøg den, så jeg fik ikke rigtig noget ud af den oplevelse.

Som Korporal fik jeg egentlig en ganske pæn hyre, nu viste det sig, at søværnet netop havde startet en ny uddannelseslinie indenfor elektro-

Nybygning

og modernisering af

sommerhuse

og helårshuse efter Deres ønske...

Alt i vinduer og døre udenfor standard og reparationer af enhver art udføres...

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår!

Holmsland Tømrer og Maskinsnedkeri

Ingvardt Pedersens eftf.

Holmsland - 6950 Ringkøbing - Tlf. 97 33 70 24

Vi ønsker alle vore forbrugere og forretningsforbindelser en glædelig jul og et godt nytår

Hvide Sande Fjernvarme

Numitvej 25

6960 Hvide Sande

Vi ønsker vore medlemmer og forretningsforbindelser en glædelig jul og et godt nytår.

Indkøbsforeningen

AVANCE

KOTT FRITID

Vi ønsker alle en god jul samt et godt nytår.

nik, som blev afsluttet med et helt normalt civilt svendebrev. Det lød næsten for godt til at være sandt, tænk at kunne komme i lære til en hyre på næsten kr. 1.000 om måneden. Jeg tænkte ikke ret længe over tingene, men sendte straks en ansøgning om optagelse. Det gik i orden, og i oktober 1962, hvor jeg ellers skulle have været hjemsendt, startede jeg uddannelsen som elektronikmekaniker ved Søværnets Televæsen på Amager.

Julen 1962 skulle holdes hjemme i Hvide Sande, og da Inger næsten samtidig kom hjem fra London, efter et ophold som Au Pair sammen med en veninde fra København, aftalte vi at mødes i Esbjerg, og så sammen rejse hjem for at overraske mor. Det lykkedes over al forventning, og da Inger’s veninde Ilse rejste tilbage til København, for at holde jul med sin familie, aftalte vi, at hun skulle komme igen for at fejre nytårsaften sammen med os. Det blev en rigtig god nytårsaften, og Ilse og jeg blev ringforlovet i maj året efter.

Efter den obligatoriske forskole, ved televæsenet, blev vi sendt ud i søværnets enheder for at praktisere den netop indhøstede viden, hvilket i mit tilfælde betød en hyre med inspektionsskibet Vædderen. Her var jeg indtil sommeren 1965, og mødte endda folk hjemmefra, nemlig John Larsen (Tobak) og Bjarne Toft, som aftjente deres værnepligt i samme periode.

Den 10. juli 1965 blev Ilse og jeg gift, og flyttede umiddelbart herefter til en lille førstesals lejlighed på et landbrug ved Lillering vest for Århus. Mit næste tjenestested var Søværnets Operative Kommando (SOK), nærmere betegnet SOK’s radiostation, beliggende i Højbjerg, hvor jeg skulle være, indtil vi skulle tilbage til København for at aflægge svendeprøve i efteråret 1967. Ilse og jeg flyttede tilbage til København, lige før svendeprøven, og flyttede ind i det sommerhus ved Vallensbæk Strand, som vi havde købt lige før vi blev gift. Vi havde besluttet at bygge et rigtigt hus på grunden, når vi var tilbage i København igen, og det stod færdigt lige efter jul 1967. Svendeprøven gik fint, og jeg fik ansættelse som elektronikmekaniker på Fysisk Laboratorium ved H. C. Ørstedsinstituttet på Østerbro. Ilse fik arbejde på forlaget Teknisk Nyt inde i København, så vi var ved at være en rigtig gennemsnitlig dansk kernefamilie. Med både hus og bil, var der dog

ikke meget til overs, efter at de faste udgifter var betalt, så vi besluttede at sælge bilen og købe 2 cykler. Det kunne mærkes, og da vi også begge var holdt op med at ryge, var der af og til ligefrem overskud på budgettet.

I juli 1968 fik vi vores første søn Claus, en fantastisk oplevelse for mig, da jeg var med til fødslen på Gyda Vengs fødeklinik i Rødovre. Ilse begyndte hurtigt på arbejdet igen, og Claus blev passet om dagen af sin mormor. Det var meget nemt, med svigerforældrene boende lige på den anden side af gaden, men også lidt belastende. Ilse syntes at hendes forældre var begyndt at få »ejerfornemmelser« overfor Claus, og det har nok været grunden til, at hun i foråret 1969 lagde en stillingsannonce, som tekniker ved Europæisk Rumforskning i Noordwijk, Holland, foran mig. Den synes jeg, du skal søge, sagde hun, og da jeg altid har lyttet meget efter hvad min kone siger, gjorde jeg selvfølgelig det. Jeg blev kaldt til interview i Holland, men der var mange andre end mig, der havde søgt, så jeg havde helt afskrevet at komme i betragtning. Et par måneder efter dumpede en fed kuvert ind ad brevsprækken, og her lå udkastet til en kontrakt, med start så hurtigt som muligt. Jeg skrev under, og den 14. juni 1969 stod Ilse og jeg af bussen ved Leiden i Holland, med Claus i en klapvogn, klar til at begynde på en frisk ved European Space Technolgy Centre (ESTeC). Vi tilbragte weekenden på hotel i Leiden, da jeg var blevet lovet en bolig fra om mandagen, men mandag morgen viste det sig, at boligen ikke var fri endnu, og heller ikke ville blive det før sidst på måneden. Jeg fik afbestil udleveringen af vort flyttelæs, og det blev i stedet sendt til opmagasinering. Vi flyttede til et lille værelse i Noordwijk Binnen, kun et par kilometer fra ESTeC, hvor vi blev indtil vi flyttede ind i lejligheden i Oegstgeest lige uden for Leiden. Vi købte en ny Audi 100, og påbegyndte det jeg havde regnet med skulle være en ca. 3-årig karriere i udlandet. Christian blev født i november 1970, også denne gang var jeg med til fødslen, og det er mindst lige så stor en oplevelse som første gang.

Jeg var straks efter ansættelsen blevet sat til at udvikle elektronikken til videnskabelige rumfartseksperimenter til måling af partikler i det ydre rum. Det var ikke helt fremmed for mig, da jeg netop havde beskæftiget mig med den slags

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

Vi ønsker glædelig jul og godt nytår

Velkommen til AutoPlus – dit lokale autoværksted

KLITTENS AUTO

v/Stefan William Vestergaard

Tlf. 9731 6006

v. John F. Andersen Holmsland Klitvej 45

6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 21 44

Biltlf. 30 97 31 97

Glædelig jul og godt nytår

Vognmand Aksel Jensen

Højbjergvej 60 · Kloster · 6950 Ringkøbing

Tlf. 97 33 70 12 · Fax: 97 33 70 64

Bil tlf. 21 49 68 04 · Fax 51 39 15 33

e-mail: aksel-vognmand@jensen.mail.dk

Alle ønskes en glædelig jul samt et godt nytår

Aut. VVS-installatør & Blikkenslager

Morten Krogsager

Klostervej 8 · Holmsland 97 33 70 10

Biltlf. 23 30 70 10

udstyr på H. C. Ørstedsinstituttet. Hvad der var helt nyt, var al den rejseaktivitet der fulgte med. Jeg var næsten konstant på farten, i både Europa og USA, og det fortsatte i hele den periode, jeg var på ESTeC. Heldigvis var der rige muligheder for at tage familien med, så vi besøgte regelmæssigt Inger, som nu var flyttet til USA og bosat i Ohio, og benyttede lejligheden til at få set en masse af USA.

Det gik hurtigt op for mig, at dette ikke ville være overstået på 3-år. Det var utroligt spændende, og jeg var med helt på forkanten af den tekniske udvikling. Mit arbejde var mere ingeniørpræget end egentligt teknikerarbejde, og da jeg jo godt var klar over, at vi på et tidspunkt skulle tilbage til Danmark igen, besluttede jeg mig for at læse til ingeniør. Jeg blev optaget på Nordisk Korrespondance Institut som ingeniørstuderende på brevskole, og fuldførte i løbet af de næste 4 år en uddannelse som svagstrømsingeniør. Da studiet forgik sideløbende med en normal arbejdsdag, og en masse rejseaktivitet, var det 4 meget hårde år. Jeg vil aldrig anbefale nogen at gøre noget tilsvarende, det var næsten umenneskeligt.

Vi flyttede til en anden lejlighed i 1972, nu i Leiderdorp lige øst for Leiden, og her blev vi boende indtil juni 1980, hvor vi flyttede tilbage til Danmark. Lars blev født i november 1973. Jeg

var igen med til fødselen, og som de foregående to gange, var det en fantastisk oplevelse. Alle tre børn kom i hollandsk skole, og talte naturligvis hollandsk sammen. Vi forlangte dog, at der skulle snakkes dansk, når de var hjemme, og det gik faktisk ret godt. Mange af deres kammerater var engelsksprogede, og det resulterede i, at de alle tre snakkede tre sprog allerede fra 4-års alderen, hollandsk, engelsk og dansk. En fantastisk fordel senere hen i livet.

I 1976 havde vi købt en ældre stråtækt ejendom i Højer, for lige som at have et sted at være, når vi var i Danmark, uden hver gang at skulle bo enten hos min mor, som var flyttet til Esbjerg, eller hos mine svigerforældre i København. Det var et rigtigt hyggeligt sted, og vi tilbragte mange weekends sammen med de ualmindeligt gæstfrie sønderjyder, og resten af familien, som nu måtte rejse til Højer for at besøge os. Vi var dog tit i Hvide Sande medens vi boede i Holland. Børnene har igennem hele deres opvækst vist stor interesse for familien og naturen derude vestpå. Jeg har naturligvis også fortalt en masse, om dengang jeg var dreng, og hvad vi fik tiden til at gå med dengang, og en særlig begivenhedsrig fortælling er naturligvis, når jeg har fortalt dem, om det jeg kan huske fra den 9. december 1951. Det er nok meget naturligt, at de, også i dag, føler en stærk tilknytning

Forfatteren mellem to billeder malet af hans oldefar Chr. Fjord.

Vi ønsker alle en glædelig jul

samt et godt nytår ISCAFEEN

v/Karen og Henrik Stormgade 4 · 6960 Hvide Sande Tlf. 9731 3131

Vi ønsker alle glædelig jul og godt nytår!

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår!

Toften 2 - 6830 Nr. Nebel

Tlf. 75 28 82 88 - 97 31 20 73

Fax 75 28 80 54

E-mail: post@vesterhavsposten.dk

Se hele avisen hver uge på www.vesterhavsposten.dk

Glædelig jul samt godt nytår

Vognmand

Tritonvej 2 • 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 2113 • Mobil 2016 2113

til området, og jævnligt lægger vejen forbi klitten.

Ilse fandt også mit næste job. Hun ringede til mig, medens jeg var til møde i London, fortalte mig, at de søgte en ingeniør til rumfartsafdelingen på Terma i Lystrup ved Århus, og syntes jeg skulle ringe med det samme. Det gjorde jeg naturligvis, og helt uden ansøgning fik jeg jobbet. Efter 11 år i Holland var vi blevet godt trætte af de mange mennesker og den stærke trafik på vejene, så nu ville vi bo på landet. Vi fandt et nedlagt landbrug i Attrup, på Djursland lige uden for Ryomgård, solgte det lille hus i Højer, og flyttede derfor ind med indbo fra to steder. Flyttekasserne fyldte godt op i landskabet, men vi var hurtigt igennem det hele. I løbet af ingen tid, havde vi både høns, grise og får. Vi gik hurtigt i gang med at lave om på førstesalen, så der blev værelser til ungerne, og fik hele stuehuset isoleret

Vi havde min mor på besøg af og til, men hun var ikke særlig glad for at være der. Hun var af den absolutte opfattelse, at det spøgte på stedet, og hun påstod, at hun ved flere lejligheder havde »set« personer i samtale nede i vores stue. Hun kunne endda beskrive de personer der var tilstede, og da jeg senere checkede efter i landsbyen, kunne det godt have været en far, mor og datter, som boede i huset, da det brændte i 1910. Min mor havde nogle særlige evner, som det ikke var helt ligetil at forklare.

Det var dog lidt for meget af det gode, med al den friske luft, og et stort jordstykke at holde. Det var nok mest mig, der var træt af stedet, men Ilse og ungerne gik i 1982 med til at flytte ind til Ryomgård i en ganske normal etplans villa. Som i Attrup gik vi straks i gang med at bygge om i huset, det har været kendetegnet, næsten uanset hvor vi har boet, at der skal laves om, når vi er flyttet ind. Efter 5 år her, begyndte vi at lege med tanken om at bygge til, det ville dog blive temmelig dyrt, så vi besluttede helt at flytte til noget større. Vi købte i stedet Marienhoffgården beliggende lige i udkanten af Ryomgård by, og som indtil slutningen af halvtredserne havde været et landbrug med næsten 600 tønder land- og skovbrug. Det var dog blevet udstykket, længe før vi, i slutningen af 1987, flyttede ind, nu var der »kun« 2 tønder land tilbage, lige nok til nogle får og naturligvis de

uundværlige høns. Ombygningen/moderniseringen af dette sted var meget omfattende, og kom til at vare flere år, da vi selv lavede næsten alting. Min mor var igen på besøg, og denne gang sagde hun: »Thomas, det er et godt hus«, og jeg følte mig faktisk helt godt tilpas ved den udtalelse.

I 1990 holdt Ilse og jeg sølvbryllupsfest i Thorsager forsamlingshus. En uforglemmelig dag, hvor vi allerede tidligt, og fuldstændigt uforberedte, blev afhentet af naboer og venner, og kørt i hestevogn til kirken i Marie Magdalene for at bekræfte vores fortsatte ægteskab overfor både præst og menigmand. Vore tre drenge var ved at blive voksne, og pludselig var der piger i hjemmet. Claus, den ældste, flyttede sammen med Anne Grethe og ved skæbnens ironi bor de nu i det nedlagte landbrug i Attrup, som var vores første hus da vi kom hjem fra Holland. De har to børn, Andreas på 8 og Mathias på 4 år. Christian, den næstældste søn, flyttede sammen med Majbritt og hendes kun 1 årige søn Ronni. Pludselig var der små børn omkring os igen, og det var rigtig dejligt. Christen og Majbritt giftede sig dog ret hurtigt, og i 1994 fik de endnu en søn Mikkel. De bor også i Ryomgård. Lars, den yngste, flyttede sammen med Pia og overtog i januar 2007 patchwork virksomheden Marienhoffgaarden efter sin mor. De bor lige uden for Ryomgård tæt på Nimtofte. Så vi har hele familien samlet inden for afstand af nogle få km, hvilket gør, at vi alle sammen jævnligt ser hinanden.

Det hele er dog ikke altid gået lige efter bogen. Christian og Majbritts søn Mikkel var født med et manglende gen, som betød, at han udviklede sig for langsomt, medens hans lever voksede for hurtigt. Da han fyldte 8 år, fortalte lægerne os, at det nu var på tide at finde en leverdonor, for ellers ville Mikkel ikke blive meget ældre. Det var en kæmpe nedtur for os alle, og de næste måneder var meget svære at komme igennem. Selvom man ledte efter en passende lever i hele Europa, var der ikke umiddelbart tegn på, at man tidsnok ville finde en. Lægerne besluttede at teste forældrene, for at se om de var mulige donorer, og det viste sig, at de begge kunne bruges. Mikkels læge havde erfaring fra Japan med transplantation af lever fra levende donorer, og han vurderede, at Christian ville være bedst egnet som donor, da hans lever var størst. Sådan

Stormgade

Tlf. 96 75 71

Aktiv Super, Havnen

Vi ønsker alle vore kunder en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

Aktiv Super, Nord

Parallelvej

Tlf. 96 75 71 11

... alt til fiskeriet

- ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Jens Chr. Slot

Røjklitvej 18, Holmsland · 6950 Ringkøbing

Tlf. 9733 7333 · Mobil 2177 8958 · Fax 9733 7334

G. BECH-HANSEN A/S

Enghavevej 21 · DK-6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 12 00 · www.bech-hansen.dk

Fossanæsvej 22 · 6960 Hvide Sande

v/Havnechef Erik Clausen

Tlf. 97 31 16 33

blev det, og i begyndelsen af november 2002, på Rigshospitalet i København, gav Christian halvdelen af sin raske lever til sin søn, under en opration der varede over 6 timer. Operationen var særdeles vellykket. Christians lever havde restitueret sig selv i løbet af en måneds tid, og Mikkel var hurtigt på benene igen. I dag lever Mikkel et helt normalt liv, og bortset fra at han skal tage et par piller om dagen, er der intet tegn på at vi næsten mistede ham for 6 år siden.

Mit arbejde på Terma medførte masse af rejseaktivitet til både USA og Europa. Familien var tit med, og vi besøgte stadig regelmæssigt Inger og James i Ohio. I 1995 fyldte Inger 60 år, og hun havde inviteret til fest i Nørre Lyngvig og Søndervig. Vi benyttede lejligheden til at leje en stor husbåd på Tyskerhavnen i Hvide Sande. En uforglemmelig oplevelse med mange indtryk fra slusen og stranden nord for molen. Et af højdepunkterne var, da Egon Sloth (Knold) kom på besøg på husbåden, og vi fik en lang sludder om længst forsvundne tider. Og så det at man lige kunne smutte over til det lille auktionslokale på havnen og få en spandfuld friske fjordsild, bragte et væld af minder frem, og så var der naturligvis lige smagen af helt friske stegte sild. Uha, uha, uha, det var godt.

Lige nu er jeg bosiddende i Bruxelles, udsendt af det danske forsvar som national ekspert, til en projektgruppe beskæftiget med anskaffelsen af et større overvågningssystem til NATO. Jeg har været her siden januar 2002 og regner med at slutte med udgangen af i år. Der har været megen rejseaktivitet, mest til Europa og USA, men heldigvis har det også her været muligt at tage familien med på nogle af de mere spændende

rejser. Ilse og jeg skiftes til at besøge hinanden, da det ikke er helt hensigtsmæssig for hende at bo her permanent. Indtil februar 2007 havde hun patchwork virksomheden at tage vare på, og selv om hun nu officielt er pensionist, er der stadig mange opgaver derhjemme. Vi solgte Marienhoff i marts 2007 og flyttede ned på Vestergade i Ryomgård i en helt nyrenoveret murermestervilla fra 1929, og selv om haven er en del mindre end på Marienhoff, så skal den dog passes. Det har været nogle spændende år i Belgien, og jeg har igen lært lidt om hvor forskellige vi er i Europa. Belgien er faktisk tresproget, flamsk (hollandsk), fransk og tysk og disse sprogområder er meget selvstændige. Det er en næsten umulig opgave at danne en fælles regering med et fælles program, da både kulturbaggrunde og sprog danner næsten uoverstigelige hindringer. Et faktum som tydelig ses i dag, hvor der 16 måneder efter det sidste valg, stadig ikke er en egentlig regering på plads.

Her slutter min beretning om 51 års virke væk fra Hvide Sande og især væk fra æ haw. Jeg er altid dybt rørt, når jeg står ved en strand ud mod Nordsøen, eller som her i Belgien, ud mod den Engelske kanal. Min opvækst på vestkysten var stærkt præget af dette naturfænomen, og jeg håber indtrængende, at jeg, når jeg nu skal til at nyde mit otium, får både tid til, og mulighed for, at besøge det sted, der altid for mig vil være helt speciel.

Glædelig jul og godt nytår til alle medlemmer

Hvide Sande Idrætsforening

Søndervig Supermarked ønsker alle kunder og forretningsforbindelser en rigtig glædelig jul og et godt nytår

vi holder

åbent 364 dage om året

De vestjyske fjordes nyttige tagrør

Af Jens Peter Boes. Pensioneret seminarielærer, Silkeborg og sommerhusbeboer i Søndervig

edaktionen opfordrede mig til at skrive om rørhøstens historie og gav mig en række navne. Det blev en herlig oplevelse at samtale med disse stoute, solide og arbejdsomme vestjyder og at besøge tækkemændene ved deres arbejde. Det sværeste har været at begrænse omfanget af denne artikel, derfor er mange tekniske betegnelser udeladt.

Rørenes vækstbetingelser

Ved midsommer er det en helt egen oplevelse at vandre langs de vestjyske fjorde og lytte til de hviskende og hvislende rør, der vuggende bøjer sig for den ofte barske vestjyske vind. Ved alle fjordene findes store lavvandede arealer, der giver de bedste livsbetingelser for rørskovenes rige dyreliv af fugle som rør- og sivsanger, rørdrum, hejrer, måger og stære, selv rådyr ses i rørenes randområder. Rørene medvirker til at bevare naturens egen komplicerde balance ved at omsætte jordens og vandets næring til høje slanke rør, mens rodnettet både binder og udskiller mængder af okker til gavn for fiskebestanden i fjordene. Kyndige og erfarne rørhøstere fortæl-

edst v deeks e gern deek

ler, at de fineste rør bedst udvikles og vokser på tilpas lavt vand, mens de tillige gerne må få regn ovenfra. Desuden bliver de ekstra strunke og stærke, når de hærdes af den kraftige vestenvind i hele sommerens vækstperiode.

p på å e e

de ekst

De vestjyske gårde, der har parceller ned mod fjordene, har i århundreder udnyttet disse tæt bevoksede rørarealer til rørskær, og det har været et både nyttigt og nødvendigt tilskud til de i øvrigt ret karrige livsvilkår. Rørhøsten kræver hverken såning eller jordarbejde, siger man, for rørene vokser af sig selv i deres naturlige rytme fra forår over sommeren til efterårets løvfald år efter år og har været den eneste sikre høst for mange gårde.

Slægter har fulgt udviklingen i rørvæksten fra 15-1600-tallet, og de har oplevet, hvordan landbrugets modernisering med de ændrede eksistensvilkår i løbet af 1900-tallet stillede stigende krav til afgrødernes udbytte. Endnu omkring 1950 var en gård med 10-12 malkekøer en god vestjysk gård, som kunne brødføde en familie. Samme gård er siden blevet udviklet til et landbrug med omkring 100 ammekøer til opdræt af kødkvæg. Det er dette omfang, der kræves for at give en familie udkommet i dag.

Landbrugets behov for mere jord til gårdene førte til afvandingen af Veststadil Fjord i 1957. Ved fjordene blev der tillige gravet grøfter for at lede overfladevandet hurtigere bort, og først i 1990érne forsøgte man at hæve saltindholdet i Ringkøbing Fjord. Begge dele var medvirkende til en stærkt forringet rørhøst, og saltet ændrede i nogen grad fiskebestanden. Hvor man forhen årligt kunne høste 100 traver rør, kan man nu højst høste 10 traver. Resultatet er blevet en hurtigere vandafledning og dermed muligheden for

at dyrke mere jord, men samtidig blev meget okker ført ud i fjordene til skade for fiskenes levevilkår. Rørenes rodzonenet er et nødvendigt vandrenseri for at bevare naturens balance, derfor må overfladevandet ikke ledes for hurtigt ud i fjordene.

Rørhøst med håndkraft

Rørene har i århundreder været anvendt som tækkemateriale først og fremmest på egne gårde og huse herude vestpå, og det har i lange tider været et langvarigt og sejt arbejde at høste, rense og berede rør til tag.

I de tidligste tider før ca. 1940 blev rørene skåret med segl eller le. Det var et vådt og koldt arbejde at gå krumbøjet i dage for at skære rør og bringe dem på land, for rørhøsten foregår i den kolde vintertid fra ca. 15. november til 1. marts. Rørenes vækst slutter hen i september, og bladene begynder at visne, og de fleste falder af og synker ned i vandet, hvor de langsomt forrådner og omsættes til gødning for de kommende års rørvækst.

Ved rørhøsten skulle vandstanden være forholdsvis lav, så der måtte tænkes på vejr og vind, inden man tog fat. I kolde vintre med hård frost brugte man af og til en isskovl, der kunne skubbes hen over isen og skære rørene af, men det var et sejt og hårdt arbejde med den tunge og uhåndterlige isskovl. Rørene samledes i bundter, der enten blev bundet med simer af snoede lange rug- eller havrestrå eller med det langt mere håndterlige bindegarn klippet af i passende strikker. Rørnegene blev derefter båret ind på tørt land og skruet op i store rækker, så de kunne tørre, inden de skulle renses op og afkrattes til regulære tagrørsneg. Denne transport af neg foregik ofte på en slags bæreslæder, der blev båret af 3 mænd de 100-150 m ind over et engareal til et sted med relativt tør jordbund.

Ved Ringkøbing Fjord kendes eksempler på, at man kunne skære rør fra en rørkasse. En rørkasse er en slags firkantet pram med et knivskær som på en slåmaskine placeret i forenden. To mand styrede og skubbede prammen frem med lange stager, mens en mand drejede kniven med et håndsving, og to mand tog de afskårne rør og lagde dem bag i prammen. Et tungt, indviklet og langsommeligt arbejde.

Efter 1940 begyndte man i stigende grad at hø-

ste med en hestetrukken slåmaskine, der var forsynet med et aflæggerapparat, så rørene kunne samles og lægges af i passende bundter. Slåmaskinen kunne bedst bruges på de mere bundfaste arealer ved Stadil Fjord, hvor hestene kunne gå uden at gå i bløde. Med slåmaskinen kunne man på en dag skårlægge 20-30 traver á 20 neg og binde dem op, for så den næste dag med hestetrukne slæder at køre dem ind på tørt land og skrue dem op i store rækker til tørring. Til dette arbejde var der brug for mange udholdende hænder, derfor måtte drengene efter skoletid slide som medhjælpere ved dette for dem ensformige, trættende og endeløse arbejde. Der omtales også enkelte tilfælde, hvor man høstede rør med en selvbinder.

Når rørene var tørrede, tog man fat på at rense og afkratte dem. I begyndelsen brugte man en håndkratte med pigge, men siden anvendtes en motoriseret pigtromle, der med sine pigge kunne rede de skæve strå og eventuelle blade ud af et rørbundt, som afkratteren kunne samle til passende neg af de lige og rene strå. Disse afkrattere havde ved deres daglige arbejde med rørene skaffet sig en egen erfaring med, hvornår de netop havde strå nok til et neg; de kunne mærke det under armen, når de stødte de rensede strå mod en træplade for at rette enderne af til færdige regelmæssige rørneg. Et neg skulle i den tykke ende være 24 tommer i omkreds, altså en alen, eller ca. 62,5 cm. Det færdige neg fik to bånd om sig. Afkratteren satte båndet om den tykke ende, mens det ofte var drengenes opgave at sætte det andet mindre bånd om neget. En dygtig og rap afkratter kunne i løbet af en arbejdsdag færdiggøre 10-12 traver tagrør. En enkelt har småpralet med, at han kunne klare 18 traver fra kl. 4 morgen til solnedgang.

Da rørskæret hørte med til gårdens arbejdsområde, var det karlenes opgave ud over jordens og dyrenes pasning at arbejde med rørene i ledige stunder, og en dygtig karl kunne på et år få lavet op til 500 traver tagrør. Disse tagrør blev for størstedelen enten solgt til tækkemænd eller transporteret til Ringkøbing Station, hvorfra de blev videresendt pr. tog til et fjernere bestemmelsessted. Selvfølgelig blev en del også anvendt på selve gården. Omsætningen og afsætningen af færdige rørneg har i tidens løb svinget meget. En tid var der mange sommerhuse, der skulle tæk-

G

Søndervig Badeland

Lodbergsvej – Søndervig

97

G Stakitanlæg

G Udgravning/minlæsser/ IHI gravemaskine

G Sand og grus

G Udlejning af container

G Bortkørsel af affald

Vi

kes, så gik det lidt af mode, men tendensen vendte tilbage igen, da folk fik flere penge mellem hænderne, for det er dyrt at få lagt et rørtag.

Rørhøst med maskiner

Omkring 1970 fik man en maskinfabrik til at fabrikere store maskiner til rørhøst. De rationaliserede arbejdet meget og overlod noget af det trælse arbejde til maskinkraft, og bedst af alt var, at rørhøsterne ikke mere skulle bevæge sig nede i vandet ved rørene. De var med denne opfindelse blevet hævet op over vand og rør, selv om der stadig var brug for 3 mand ved maskinen. Denne mand styrede maskinen, der skar rørene og bandt dem i neg. Den anden mand ka-

stede derefter negene op til den tredje, der lagde dem til rette på selve læsset. Det var et tungt arbejde at kaste negene, der ofte vejede 20 kg, op på ladet. Kasteren og læggeren skiftedes derfor ofte til at stå med det hårde arbejde. Siden blev maskinen moderniseret med et transportbånd, så kasteren nu kunne nøjes med at lægge negene over på båndet, der førte dem op til læggeren på vognen.

På de nyeste maskiner føres negene automatisk over på båndet op til læggeren. Der kan være 5-600 rørneg på ladet, og en dags arbejde kan let løbe op i omkring 2.000 neg. Når ladet er fyldt op, bliver negene kørt ind og lagt på det tørre land til eftertørring i store bunker. Siden bliver de så renset og afkrattet enten ved hånd-

Knud Søgaard –Holmslands ældste og måske sidste »rørstøder«

Knud Søgaard renser rør

Knud Søgaard støder rør

Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

Torben Nørregaard Borgmester

Vi ønsker alle vore kunder en glædelig jul og et godt nytår

Hvide Sande El-installation

Åbningstid

Man-onsdag kl. 9.30-15.00

Torsdag kl. 9.30-16.45

Fredag kl. 9.30-13.00

Telefontid

Man-onsdag kl. 8.00-15.30

Torsdag kl. 8.00-17.00

Fredag kl. 8.00-13.30

Telefon 99 74 24 24

Fax 97 34 66 91

www.rksk.dk

kraft på traditionel vis eller som i nyere tid fra omkring 1990 ved hjælp af en nyopfunden maskine, der kan gøre de mange arbejdsopgaver maskinelt i et træk. Forunderligt kan man nu se, hvordan de høstede rørneg bliver lagt ind i den ene ende af maskinen, mens de færdige, rensede og afkrattede neg kommer som ved et trylleri ud af den anden ende med to bånd om. Alt det tunge, omstændelige og trættende menneskelige arbejde bliver nu gennemført på langt kortere tid af en maskine. Men en erfaren afkratter med næsten 70 års erfaring og viden om veltilberedte tagrør med håndkraft siger, at maskinens arbejde slet ikke er så fint som det, en dygtig afkratter formår.

Når rørhøsten går i gang, har høstsjakkene et nært samarbejde med slusen i Hvide Sande, hvor man altid er villige til at give nøje oplysninger om vandstanden i fjorden, for selv om maskinerne kan køre i vand, så er det bedst at arbejde i lav vandstand, så rørene bliver så lange som muligt.

Rørhøsten er i tidens løb blevet af mindre omfang, og der stilles særlige krav til høstfolkene om at lade bræmmer af rør stå tilbage til dække for fuglelivet. De store stæreflokke, der slår sig ned i rørskovene ved solnedgangstide kan knække rørene, og der fortælles om, hvordan man i svundne tider skød sortkrudt af for at jage stæreflokkene hen til ringere rørskove, så de ikke skulle ødelægge de finere rør. Dette skyderi var

næppe en lovlig og anerkendt metode, men herude var der jo langt til indgribende myndigheder, og måske hører det også mest til blandt de mange skrøner, der trives i den vestjyske humor. Nedgangen i rørhøsten hænger naturligvis sammen med, at mange flere huse nu bygges med fast tag. Men lunheden om vinteren og køligheden om sommeren under et stråtag er stadig en enestående oplevelse.

Rundt om langs fjordene ligger de færdige rørneg i længder fra 120-185 cm i store dynger og venter på afhentning til tækkearbejdet. De transporteres på lastbiler og læsses enten enkeltvis neg for neg eller pakket i såkaldte rundballer med ca. 100 neg i hver balle.

Anekdote fra rørhøsten Engang høstede et sjak rør i Haurvig. Der skulle skrives og fotograferes til en artikel om rørhøst i avisen. Et sjak kan altid lide afveksling i det ensformige arbejde. Hvis de tre i sjakket har arbejdet 2-3 dage i samme trummerum, så venter de på, at der kommer gæster eller noget uventet sker ud over reparationer af maskineri eller punkteringer af de store hjul. Her blev de inviteret på kaffe hos en dame, der trods sin formuenhed var meget påholdende, så der blev kun varmet op i hendes hus på soveværelset og i stuen. Sjakket blev til deres overraskende fælles morskab placeret i soveværelset på sengen, mens kaffe og kage fortæredes. Der må gerne være sådanne og

Rørhøstmaskiner 1995

Omhyggelig

TLF. 97 31 16 15

Nørregade 2 B

6960 Hvide Sande

Tlf. 96 593 593 www.vesterhavet.dk

lignende fornøjelige og afvekslende oplevelser ved arbejdet, siger de med slet skjulte smil.

Tækkemandens arbejde

Når man som jeg har været med til at tække med rugstrå i 1944 og har siddet i næsten mørke på loftet og returneret tækkenålen gennem det nye tag, så forundres man over de nye tiders langt lettere tækkearbejder med tagrør. Dengang syede vi taget over lægterne med bindegarn.

Historisk set var tækningen bondens arbejde med egne tag, men med tiden blev det mere og mere professionelt udført af de dygtigste tækkere. Stråtagene blev syet eller bundet på lægterne i huset med simer, kokossnor, bindegarn eller skibsmandsgarn. På udsatte steder blev der brugt ståltråd over døre og vinduer, så taget ikke kunne skride så hurtigt i tilfælde af brand, hvor det kunne dreje sig om minutter, om man slap levende ud af et brændende, stråtækt hus, for det kunne brænde totalt ned på under 20 minutter, og taget kunne skride få minutter efter brandens opståen. Siden 1982 har tækningen mest foregået med tækkeskruer forsynet med 35-70 cm lange metaltråde. Det er en helt ny teknik, så det ikke mere er nødvendigt med en person inde på det halvmørke loft. Alt foregår på tagets udvendige side.

I tider, hvor der skulle spares, eller der var mangel på strå, nøjedes man med at lappe taget og derved strække dets alder nogle år. Der er også eksempler på, at man lagde et nyt tag oven på det gamle for at spare strå. Desuden fortælles der om steder, hvor man sorterede de bedste af de gamle strå fra og genbrugte dem i det nye tag. Men i nyere tid med en bedre økonomi tænker man slet ikke i disse baner.

Det gamle, utætte tag fjernes nu uden overvejelser om besparelser eller genbrug, og det foregår forholdsvis let ved at skære snorene over og vippe de gamle strå ned, samle affaldet i en container og køre det bort til kompostering sammen med haveaffald og andet biologisk omsætteligt materiale, så det kan indgå i naturens eget kredsløb. Det må ikke bruges ude i klitterne til at hindre sandflugt, selv om det her i Vestjylland ville være en meget nærliggende anvendelsesmulighed.

Der er en egen varme ved at sidde på et rørtag under tækkearbejdet og mærke de stride rørs

lunhed mod ben og krop, mens tækkemanden lægger lag på lag af rør. Men før tækningen påbegyndes, anbringes nu om dage et brandhæmmende tæppe af glasfibervæv (Sepatec) over eller under lægterne. Derefter tages der fat på selve tækningen, og de første rækker neg anbringes, fæstnes og bankes på plads i et sindigt, sikkert og solidt tempo, så tagets nederste grundlag bliver lagt med den rigtige hældning af hensyn til vanddryp. Så følger de næste rækker: én mand kaster neg op fra jordhøjde til den næste, der sender dem videre til den tredje, der lægger rækken, mens han med tækkemandsblik bytter rundt på de ofte meget forskellige størrelser og længder på negene, så det færdige tag bliver jævnt tæt og tykt, mindst en halv alen (ca. 31 cm) overalt. De længste strå tages omhyggeligt fra til skotrender i huse med vinkler eller kviste. Mellem negene fæstnes skruer med ståltråde i lægterne. Hen over negene lægges en kraftigere metaltråd, og ståltrådsenderne hæftes og bindes over metaltråden, hvorefter negene løsnes fra båndene og klappes på plads med tækkeskovlen, inden ståltrådsenderne efterstrammes. Alt foregår i en egen professionel rytme med et tillært og præcist håndelag, der på forbløffende måde får taget på plads med et forbrug af ca. 12 neg pr. kvadratmeter tag.

Tagrygningen eller mønningen kan bestå af halm, græstørv eller lyng. Halmen holdes på plads med et ståltrådsnet og kræver udskiftning eller forstærkning med få års mellemrum. Græstørv graves og hentes fra en sammengroet gammel eng, så der kan skæres solide klyner, der kan holde længe. Lyng lægges og hæftes oven på et lag tagpap, der sikrer mod regnen. I nyere tid ses ofte en kobberrygning, der kan have en holdbarhed på omkring 100 år. Slidlagets tykkelse er ca. 20 cm og går fra enden af røret til bindingen på lægten. Et stråtags levetid er 20-45 år afhængig af om det er nord- eller sydside af et hus, idet solens påvirkning af sydsiden mindsker tagets levetid, så forskellen kan være 10-20 år på de to sider, alt afhængigt af rørenes eller stråenes kvalitet, hældning og vejrligets hårdhed. For stråtag i det hele gælder, at det skal vedligeholdes og jævnligt ses efter, for fugle og mindre rovdyr som mårer, ildere og hermeliner kan på forskellig vis beskadige det.

Tækkemandens materialer af rør, skruer, stål-

Vi tilbyder:

• Løbende kontrol og rengøring af dit feriehus.

• Effektiv markedsføring af dit feriehus og området – både på Internettet og i kataloget.

• God forsikringsordning.

Kontakt os og hør nærmere om dine muligheder for sæson 2009

Glædelig jul og godt nytår ønsker

Skorstensfejermester

OLE KRISTENSEN

Glentevej 7, 6950 Ringkøbing

Tlf. 97 32 20 39

tråd, hønsetråd, tagpap og meget andet forhandles af et lokalt firma, der har specialiseret sig i at lave de skruer med ståltrådsender, der skal sættes i lægterne på taget.

Der er mange specialiserede arbejder, der skal udføres, og detaljer, der skal gennemtænkes fra rørhøsten til det færdige tag, og det foregår på denne sindige og effektive måde, som er karakteriseret af disse stoute, solide og omgængelige personligheder. At se dem tumle med vidt forskellige gøremål og klare den daglige nære omgang i vestjysk fordragelighed, det er i sig selv en god oplevelse.

Anekdoter fra tækkearbejdet

Et tre mands tækkehold holder pause over formiddagskaffen. Formanden taler i telefon, og der småsnakkes med en gæst, der forhører sig

Flemming Møller binder rørtaget

om holdets sammensætning og arbejde. Den ene er landmand og nu tillige tækkemand, mens den anden er ny på holdet.

»Ja, jeg får alt det trælse arbejde med at skære det gamle tag ned og kaste negene op til de andre på taget, hvor de kan hygge sig. Men det hænder da også, at jeg får lov til at tage fat på det egentlige tækkearbejde,« siger den nye mand i sjakket med et lunt smil.

»Jo, men du skal også lære det hele fra bunden af,« siger landmanden med et glimt i øjet og hentyder til hans arbejde med at kaste neg op fra jordhøjde.

»Nå ja, det er nu ikke så træls endda,« tilføjer den første. »Det er et godt sjak at være i. Her er altid godt humør og hyggelig omgang, så går det mere afvekslende med et par raske bemærkninger og slet skjulte finter ind imellem.«

Tækkemænd i arbejde: Jens Chr. Slot, Røjklit, Flemming Møller og Kenneth Rose, Kloster

JULEstemning

Skal gaverne i år være XL

-Uden at det koster en formue?

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Så kom ind til dit lokale XL byggecenter i Hvide Sande, her er udvalget med garanti XL, og vi har gaveideer i alle størrelser og prislag.

Vi glæder os til at betjene dig

Med Venlig Hilsen personalet

Landsdækkende bytteservice

HVIDE SANDE Gytjevej 10, Tlf: 9659 3210

Det mærkes, at stemningen er god, og der er lune mellem de tre personer i det solide sjak.

Søren Lodberg – eller rettere kendt som Søren Tækkemand – er en af legenderne vedrørende rør og tækkearbejde i »æ klet«, og han blev 101½ år. Han deltog i rør- og tækkearbejdet fra sit attende år til han blev 90. Stilladserne blev dengang bygget af, hvad man nu havde af brædder og stolper rundt på gårdene. Men en lang stige var sjælden, så engang han skulle have en 7-8 m lang stige med til Haurvig, bandt han den bag efter sin gamle bil, en SAAB. Dog måtte den helst ikke slides op ved den lange slæbetur, så han bankede et par lægtestykker på stigen for at tage af for sliddet. »Pas nu på, når du drejer ud på vejen,« lød en advarende røst. »De kan jo bare vente, til jeg er kommen ud på vejen,« kom det mut fra Søren, for han gjorde, som det passede ham. Det gav mange buler, men politiet skulle helst ikke blandes i dem. Han ville helst betale sig fra det.

Den stående betingelse for at få Søren til at tække et hus var, at der var tørfisk på menuen, ellers kunne man godt vinke farvel til Sørens hjælp.

Da Sørens 100 års fødselsdag nærmede sig, ringede han til en af sine »knejte« fra tækkesjakket, som han havde tillid til. »Du må komme, A skal snakke med dig,« og »knejten« kom selvfølgelig hurtigst for at lytte og høre, hvad der var på færde. »Hvor mange tror du, der kommer til min fødselsdag? Tror du der kommer 35-40 stykker?« »Ork nej,« sagde knejten, »der kommer snarere 135-140!« Så måtte forsamlingshuset bestilles. Og der kom efter samstemmende beretninger derom 137 gæster, for Søren var jo kendt over hele Holmsland og klitterne med.

Søren var nødtvunget kommet på sygehus, og det passede ham bestemt ikke, men indlagt var han blevet, og en sygeplejerske spurgte ham, hvem der var hans læge. »Læge?« lød det spørgende, »A har aldrig i mine dage haft brug for en læge,« sagde den da 100 årige.

Søren ringede fra sygehuset efter en af »knejterne«, som han ville snakke med, og det lige med det samme. Knejten kom selvfølgelig hurtigst ind på sygehuset for at forhøre sig om, hvad der var på færde. »A må ikke ryge her, siger sygeplejersken,« sagde Søren humørforladt. Knejten forhørte sig hos personalet, om det pas-

sede, at man ikke måtte ryge, men det var ikke tilfældet, der måtte godt ryges, hvis man passede på. Så måtte »knejten« hen at købe nogle store cigarer til Søren, og han trivedes efterfølgende så vel, at han kort efter kunne udskrives fra sygehuset.

I gamle dage kunne et tæt sammenarbejdet tækkesjak lyde ret så barske i munden. Man skældte hinanden ud over både det ene og det andet, mest ligegyldige ting, mens arbejdet i øvrigt skred rask fremad. På den gård, der blev tækket, undrede bondemanden sig mere og mere over den højrøstede og ufredelige omgangstone, og han overvejede meget i sit stille sind, hvordan de dog kunne enes om at følges ad hjemad. Til sidst måtte han sige til dem: »I kan da ikke køre i samme bil herfra, så vrede og uenige I er. I må da være uvenner.« Tækkeholdet kiggede forundrede på manden, for det kunne da godt være, at de brugte en lidt grov mund imellem hinanden, men uvenner var de bestemt ikke. Arbejdet og ordskiftene fortsatte derefter upåvirket.

Engang skulle chaufføren af et fem mands tækkesjak købe en kasse øl til en fest, der skulle være derhjemme om aftenen. Bag i bilen sad de tre tækkere med øllerne, og de to i førerhuset undrede sig over den stilhed og ro, der den dag var deromme i bilen, hvor der ellers til daglig lød bramfri tale på hjemvejen. Da de steg ud af bilen fik de forklaringen: Kassen var fuld af tomme ølflasker. Da var der én, der blev gal!

Søren deltog med flid i mange gøremål foruden tækkearbejdet. Han var ivrig jæger og biavler. Desuden fungerede han som vurderingsmand og sad i skolekommissionen. Engang han tækkede i Hovvig skulle en 13-14 års dreng sidde inde på det halvmørke loft og stikke nålen tilbage, for det var på de tider, da taget blev syet på. Drengen var ikke alt for glad for det arbejde, der gav adskillige bemærkninger fra tækkemanden, så en aften efter dagens arbejde, sagde han: »A kommer ikke i morgen, for A skal i skole.« Søren svarede: »A sidder i skolekommissionen, og A fritager dig for en skoledag.« Og det blev som Søren ville.

Søren tækkede de fineste spidse skotrender, når to huse lå i ret vinkel for hinanden. En af hans »knejte« tækkede imidlertid runde skotrender, og en dag, da Søren havde haft andre gøre-

Tlf. 97 31 12 57

Fax 97 31 23 33

Gadegårdsvej

Tidsbestilling

Tlf.

mål, kom han noget senere på arbejde og så den runde skotrende. Søren var altid pæn i sit sprog, og når der var noget, der ikke passede ham, så kunne han få givet sin skjulte, men udtalte kritik med få ord. »Knejten« skævede til ham for at se hans ansigtsudtryk, for han havde jo fået pålæg om at lave en spids skotrende. »Nå, skal det nu være på den måde,« var Sørens eneste bemærkning. Siden kom den samme »knejt« til at tække Sørens hus. »Du må hellere tække huset med runde skotrender,« sagde Søren, før arbejdet gik i gang. Da var Søren selv holdt op med at tække.

Artiklen bygger på samtaler med:

– Leif Tarbensen, Hovvig, har høstet og arbejdet med rør siden 1955,

– Knud Søgaard, Klegod, har høstet, renset og afkrattet rør i tiden 1939-2008, en rigtig »rørstøder«,

– Poul Bank, Vedersø klit, har været medhjælper ved høst og forarbejdning af rør i over 20 år,

– Jens Chr. Slot, Røjklit, har været tækkemand siden 1992,

– Flemming Møller, Kloster, har arbejdet i Jens Chr. Slots sjak i flere år,

– Kenneth Rose, Kloster, arbejder i Jens Chr. Slots sjak, nybegynder.

– Iver Iversen, Vedersø Klit, har arbejdet med rør siden 1955 og ind til 2001 høstet rør i over 20 år samt siden 1995 forhandlet tækkematerialer,

– Poul Poulsen, Hovvig, har været hjælper ved rørhøsten i 5-10 år,

– Arne Nielsen, Kloster, har en samling maskiner og redskaber, bl.a. isskovl til rørhøst og spader til at grave klyner med,

– Peder Sloth Christensen, »Frikgården«, Søndervig, har deltaget i tækning fra sit 9. til sit 63. år,

– Palle Sørensen, Ringkøbing, har fotograferet Knud Søgaard som rørstøder

Litteratur til de mere teknisk interesserede:

– Tækkevejledningen 1996, udgivet af Jydsk, Fynsk og Sjællands & Øernes Tækkemandslaug

– Tarp, Leif: Tækkebogen, Erhvervskolernes Forlag 2008,

– Uhre, Jan: Tækkemænd – Vender stråtaget tilbage? Thanning og Appel 2002

– Pjece om Sepatec brandsikring, www. sepatec.dk

Et rørhøstersjak 1976: Carl J. Simonsen, Sønderby, Harry S. Olsen, Vedersø, Poul Poulsen, Hovvig, Leif Tarbensen, Hovvig, Ejvind Klokkerholm, Røjklit

JP-Sound

Søndergade 1, Hvide Sande

Tlf. 97 31 30 66 – www.jpsound.dk

Vi ønsker alle vore kunder EN GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR

Gå på julegaveindkøb hos din lokale møbelhandler

Tlf. 97 31 16 59

Parallelvej 78 · Hvide Sande www.kmt-hvidesande.dk kmt@postkasse.net

Holmsland Klit Turistforening og Erhvervssamvirke Vest ønsker alle en Glædelig Jul samt et Godt Nytår

En agurkehistorie, der blev til en nekrolog ...

Af Ole Tang. Journalist i Skive siden 1987 – født

og opvokset på Holmsland

an snakker om agurketid i forhold til nyheds-medier: Det er den nyhedsstille tid på året, når det politiske liv og erhvervslivet ligger neddroslet på grund af sommerferie.

I Hvide Sande er agurke-tid noget andet – det er et bredt anerkendt kortspil, som er særdeles ideelt, hvis det drejer sig om at afgøre, hvem der skal give den næste omgang øl. Man smider nemlig ikke kortene ind i en bunke, men hver spiller lægger sine foran sig, og så kan man hele tiden »gå baglæns«, hvis der går kludder i spillet – og dermed kontrollere, hvem der vitterligt skal af med øllet, når og hvis der opstår tvivl.

Dertil kommer et meget enkelt reglement, der gør, at enhver meget hurtigt kan spille med på lige vilkår med mere drevne eksistenser.

Spillets popularitet har igennem i alt fald 30 år været minimum konstant, og det har bla. udvirket, at der er blevet arrangeret et VM i agurk –så kan den enkelte afgøre med sig selv, om der er tale om et verdensmesterskab eller et knap så prangende vestjysk mesterskab.

Det korte med det lange er, at der stort set hvert år siden 1990 er blevet spillet om VM i

agurk – og primus motor bag det projekt har altid været Søren Vejlgaard Nielsen, også kendt som Søren Ørgaard – »Æ Sporvogn« – eller »Kongen af Tyskerhavnen«.

I løbet af året er der imidlertid sket det sørgelige, at selveste Søren i sommers afgik ved døden, så det, der faktisk var tænkt som en artikel om Sørens mange VM-arrangementer, bliver nu i stedet mere eller mindre en nekrolog over en farverig personlighed, som har betydet meget for rigtigt mange mennesker.

VM I DEN MØRKE TID

Søren har som nævnt siden 1990 på skiftende lokaliteter, hvert år ultimo november eller primo december, indbudt til agurke-træf: Kortspil, hvor der kåres en mester i at undgå først at »komme til 21« – hvor Ella med hjælp fra søde damer har serveret flæske- eller oksesteg eller noget andet godt – og hvor gamle venner mødes og hygger sig ind under den »tilstundendende« jul – og desuden får sig en øl eller tre.

I flere år har Sørens faste mantra været, at »det bliver sidste gang i år, jeg står for det. Jeg er blevet for gammel, der er for meget bøvl ved det. Fra næste år må Esager (Jens) tage sig af det«.

Hidtil har det dog vist sig, at Jens fik lov at vente én sæson mere:

– Men så bliver det også sidste gang, husker jeg, at Søren slog fast.

2007-MESTER

Den påstand kom til at holde stik med 2007-udgaven, afviklet i mandskabslokalerne over Hvide Sande Fiskeriauktion – og hvor det hverken forløb ringere eller bedre, end undertegnede skribent gik hen og nappede pokalen: En eneståen-

Glædelig jul og godt nytår

REVISIONSFIRMAET

Chr. Knudsen

v/ Jytte Jespersen

Stormgade 8, 1. - 6960 Hvide Sande

Telefon 97 31 10 22 - Telefax 97 31 13 19

Registrerede Revisorer FRR

Klittens Borgerforening ønsker alle borgere på Klitten

en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

Medlemsskab af Borgerforeningen koster kun 175,- kr. pr. husstand – af kontingentet går 50,- kr. til Hvide Sande Bys 100 års jubilæum

de ære, der giver ret til at give en kasse øl, sikre fremkaldelse af fotos fra festligheden, føre fotoalbum ajour, og desuden holde vandrepokalen pudset og fremsat i hjemmet til offentlig skue.

I et indlæg i Ringkøbing Amts Dagblad af 14. juli skrev Tage Høj et smukt mindeord om sin afdøde kammerat – og der er virkelig grund til at fremhæve Søren Ørgaard som en fornem repræsentant for sin race: Den blå kedeldragt, den karakteristiske chik-chik-lyd med tungen, gæstfriheden i kongeriget på Tyskerhavnen, hans umiddelbare tilgang til nye mennesker, ildhu, engagement og hjælpsomhed i forhold til enhver, der havde behov.

Men nu må Esager altså tage over – for det kan jo ikke nytte noget, at den fine vandrepokal – og det store flotte fotoalbum med billeder fra de sidste snart 20 års turneringer – skal ende på en hylde i Skive, hvor jeg har min bopæl.

Kikser det for Esager, så er vi en flok, der vil savne det årlige VM-arrangement – hvor typisk 30-40 mand/og enkelte damer møder op for at kæmpe om pokalen.

Personligt var jeg stolt af at få mit navn indgraveret på pokalen mellem en bunke gode folk:

1990: Otto Ørgaard

1993: Søren Vejlgaard

1994: Enevold Juul Mikkelsen

1995: Leo Fjedt Poulsen

1996 Villy Grus

1997: Jens Esager

1998: Søren Vejlgaard

1999: Peter Tang

2000: Knud Pedersen (Hund)

2001: Tina Jensen

2002: Frede Lindholm

2003: Henry Petersen

2004: Jørgen Mose

2005: Aksel Røikjær

2006: Gunnar Smollerup

2007: Hardy Vandborg

2008: Ole Tang

Når jeg tænker tilbage på Søren Ørgaard, så tror jeg, at jeg har det lidt på samme måde med ham,

Søren Ørgaard i en gylden stund i forbindelse med VM-afviklingen 9. december 2000. Bag ham ses Tina Jensen, der som den eneste kvinde har prøvet at vinde mesterskabet – til højre Jeppe »Rørhøne« – og dernæst forfatteren til nærværende artikel.

En g d bekendt ønsker glædelig jul

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2008.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Stormgade 10 / 6960 Hvide Sande / Tlf. 9731 1500 hvidesande@landbobanken.dk / www.landbobanken.dk

Jeanette Houborg

Henrik Pagaard

Jette Kirkeby

Dennis Jeppesen

Erik K. Jensen

Kirsten Backs

Kirstine Christensen

Katrine Madsen

Sabrina Jensen

Klaus Rose

som digter Sigfred Pedersen havde det med sin Søren, nemlig »Søren Bramfri«, for bramfri, det var »Æ Sporvogn« nemlig:

– Sæt dig her ved Sørens side, hvis du ikke har kredit. Køb du kuns din flade kaffe.

Jeg skal fylde den med sprit.

Søren fyldte én – om ikke med sprit, så med gode historier og gode minder, og tak for det.

Som Høj skriver, så blev der lyttet, når »han begyndte at fortælle en af sine mange historier, som han krydrede og gjorde tilpas spændende og vovet med en skøn blanding af, hvad der lige faldt for, og så den skinbarlige sandhed«.

Det svarer lidt til en forside-vignet, som en anden vestjysk personlighed, Valdemar Høgsbjerg fra Ulfborg-egnen, udgav i 2001 – »Valdemars Bog«.

Her skrev Valdemar således om sin egen udgivelse:

Kan læses med megen udbytte, når blot der iagttages at, i-hvorvel en del er sandt, så er der nok lidt løgn i blandt.

Tage Højs mindeord kunne faktisk fortjene at blive bragt i sin helhed i Ywl o æ Klet, og ikke blot i et flygtigt avis-medie, men jeg vil i mangel af plads nøjes med at plukke et enkelt citat mere ud fra et skriveri så smukt, at man faktisk kunne skaffe sig en klump i halsen undervejs i læsningen:

»Søren var en hjemstavnens mand og sjældent tog han turen uden for bygrænsen. Og skete det endelig, var han hurtig til atter at få kursen stukket ud mod hjembyen Hvide Sande, som han betragtede som det absolut bedste sted at være.«

Det er da en anbefaling, der vil noget for den gamle kommunes hovedby!

NORDHAVNSKAJ

6960

TLF.

FAX

Vi ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår!

Vi har altid et godt tilbud på:

• Alt indenfor VVS-arbejde

• Alt i reparationer

• Udskiftning af vandvarmere

• Levering og montering af baderumsmøbler i alle prislag

KLITTENS VVS

Aut. Gas- og Vandmester

Vi ønsker alle en glædelig jul og godt nytår

v/Allan Olsen

Vi ønsker alle vore kunder en glædelig jul og et godt nytår

v/

Holmslandogginaler III

Af Ole Tang. Journalist i Skive siden 1987 – født og opvokset på Holmsland

fter tre års pause har jeg af udvalget bag »Ywl o æ Klet« fået lov at runde en lille serie af holmbo-historier af i årets udgave – forsøg på at lave små historier over og om tildragelser, der er sket, begivenheder, der udviklede sig uventet, eller ting, der blev sagt, så de af sam- og eftertid blev oplevet på en særlig humoristisk måde.

Konceptet vil være stort set det samme, som det blev præsenteret i årbøgerne 2003 og 2004 –og en del af de personer, der efterfølgende bliver nævnt, vil være gengangere.

Til gengæld har jeg forsøgt at undgå, at der går »genbrug« i historierne, og derfor har jeg som forarbejdet til skriverierne haft et bordfuld gode mennesker samlet omkring kaffe og rundstykker for at hente ny inspiration.

Det er på grundlag af disse menneskers hukommelse og humoristiske sans, at følgende har kunnet lade sig gøre:

Tilbage er der kun at sige god fornøjelse med læsningen – og en god jul:

- - - -

I juledagene – blot for skønsmæssigt 60 år siden – var en bordfuld holmboer samlet om et spil

whist – vært var afdøde Kristian Kjærgaard i Bandsby og alle var gode venner, som godt kunne lide lidt godmodigt drilleri – og at spille hinanden et puds – foruden at få et slag kort.

Ved bordet var angiveligt også min egen afdøde farbror, Vagn Tang, cykelsmed Emanuel Sørensen og vognmand Alfred Pedersen.

Undervejs finder værten ud af, at han har en so til salg – og det annoncerer han jo – i håbet om, at der i kredsen er en mulig køber. Vagn lufter sin interesse, en handel kommer i stand – og så er der jo lige betingelserne.

Vagns betingelse for et køb er, at soen bliver leveret – og det indvilger sælger i, dog uden at dato/tidspunkt for den ydelse bliver helt fastsat.

Da kortspillet er slut ud på de små timer, begiver Vagn sig hjem til Bredmose, mens de øvrige tre tilstedeværende finder ud af, at det nok er bedst at få soen bragt til den ny ejermand her og nu. Historien vil så vide, at de tre kumpaner driver soen i nattens mulm og mørke den ene kilometer, der er til Bredmose, hvor Vagn efter lidt indledende forundring tager imod.

Facit bliver, at kvartetten får soen på plads, og selv får sig sat sammen om en vældig nattefrokost, som Vagn akkurat kan trylle frem fra fru Signes spisekammer.

Alt gik således godt, lige indtil Signe næste dag opdager, at alle lækkerier til en forestående julefrokost med andre inviterede gæster nu var fortæret…

- - - -

Den næste historie har også relation til »griseriet« – udgangspunktet var hos Christian Fjord Tarbensen i Houvig, der havde en so eller to, der kunne fortjene en tur hos ornen, der var bosiddende hos Anders Mose i Kloster.

·

Fjord Tarbensen havde en tendens til at tale »fint« – en sprogtone, der ramte lidt anderledes end den ellers brede lokale dialekt – og da de planlagde parringer ikke forløb, som ønsket, slog han fast, at »søerne var dygtigt vræe, men wonnierne hverken ville eller kunne«.

Samme Christian Fjord Tarbensen var ved en lejlighed rundt i Kloster og betale sine regninger – det var før den slags lod sig gøre ved homebanking – det gik fra købmand til bager og slagter mv – og så var der jo tak og ofte også en cigar fra den forretningsdrivendes side, når mellemværendet var bragt ud af verden.

Christian Fjord Tarbensen ville gerne have en cigar, men kunne et sted konstatere, at »de er så små, så jeg tager to«.

Houvig-baseret er også historien om Ann’ Marie Aae, der som så mange andre havde den ordning, at når der skulle gøres et ærinde eller et indkøb i Ringkøbing, så satte man en taburet eller en havestol op til vejen – med en mursten, de nødvendige penge og en besked til buschaufføren om, hvad der forventedes af ham at løbe af ærinder i storstaden.

Ved én lejlighed bad fruen om, at der måtte blive indkøbt en blomstret sommerkjole til en »dame i hendes bedste alder« – og ved en anden lejlighed skulle chaufføren hjembringe et gulvtæppe til en middelstor stue.

Begge ordrer blev udført til alles tilfredshed.

Den slags havde naturligvis udgangspunkt i, at bilen dengang ikke var hvermands-eje, og at »bud til byen«, var noget, der skulle planlægges og arrangeres. Det var også almindeligt brugt, at man kunne bede landposten gøre et ærinde, eller bringe ting med, der måske ikke lige var behørigt frankeret.

- - - -

Ved en lejlighed var posten inde i Brugsen i Kloster – og uddeleren ville så lige vide, om posten kunne tage en bestemt effekt med til Flodgård.

– Nej, det ligger sådan, at jeg lige har Kristian Kjærgaards ajlebeholder med fra smeden, var det afvisende svar.

- - - -

Som allerede antydet tidligere, så var der en kreds af holmboer, også dengang, som var glade

for kortspil – og central i den gruppe var ikke mindst cykelhandler Emanuel Sørensen, som jeg selv kan huske fra mine yngre år og hvor jeg omkring 1962 fik mit livs første nye cykel.

Samme Emanuel var noget af en drillepind og under et besøg af sine kortvenner går han og »lister uret baglæns«, således at tiden i virkeligheden var to timer mere fremskreden, end uret.

Idet d’herrer var i stand til at spille ret så længe, så endte det faktisk med, at man først kom hjem kl. 8 om morgen, hvor forventningen nok var, at klokken var 6 – og den slags har betydning, når én af deltagerne er landmand – og en anden mælkekusk.

Apropos mælkekusk, så regerede dengang på Juelsminde Andelsmejeri i Kloster Otto Nohns – med betydelig temperament – og ve den arme mælkekusk, som af en eller anden grund (kortspil, måske) kom for sent. Ved en lejlighed var det Henrik Pedersen fra Røjklit, der var mælkekusk og undervejs på ruten punkterede han på det ene af vognens hjul.

– Otto skældte mig voldsomt ud for at komme for sent. Jeg forsvarede mig jo med, at det var et uheld, som det ikke var til at gardere sig imod, fortæller kusken. – Jeg fik at vide, at jeg bare kunne køre noget før hjemmefra, men kunne jo så svare, at så ville der ingen mælk være at samle op ved gårdene, fordi malkningen ikke var overstået.

– Det er deres problem – du har bare at møde her, med eller uden mælk, var det lakoniske svar.

- - - -

Samme Nohns, hvis søn Søren, senere blev mejerist, havde vognmand Jens Chr. Frandsen til at fragte læssevis af biler med smør til udskibning til England fra Esbjerg.

Frandsen, senere borgmester, var en meget pertentlig og ordentlig vognmand, der satte en ære i, at hans biler var rene, men ved en enkelt lejlighed var der sket en svipser, og der var en smule smuds, på en af smør-vognene.

Nohns blev selvsagt rasende, og fyrede på stedet Frandsen som samarbejdspartner, men lige så hurtig, han kunne flamme op, lige så hurtigt faldt han ned igen – og om aftenen spillede de to naboer kort sammen og var igen de bedste venner.

En rigtig glædelig jul samt et godt nytår ønskes af

Apoteksudsalget

Parallelvej 60

6960 Hvide Sande

Tlf. 97 31 32 22

Vi ønsker alle vore kunder en glædelig jul og et godt nytår

Fragtmand FLEMMING KROGH I/S

Industriarealet 2A - 6990 Ulfborg

Tlf. 97 49 17 22 - Fax 97 49 26 82

Aut. El-installatør Jørgen Vad

Biltlf. 40 26 86 76

Tlf. 97 33 76 76

• Installationsarbejde udføres

• Reparationer af hårde hvidevarer

• Vedligeholdelse af spa og pool

Sønderbyvej 27, Holmsland 6950 Ringkøbing

En historie, som måske ikke giver anledning til de brede smil er følgende: Pastor Aage Kinch var i mange år tilknyttet kirkerne på Holmsland, og han var absolut ikke nogen stor tyskerven. Præsteboligen langs Søndervig-vej blev beslaglagt af tyskerne, og Kinch havde mange diskussioner med den lokale kommandant. Kinchs egen bror døde som koncentrationslejrfange i Neuengamme, og i krigens slutfase blev pastor Kinch også taget til fange, sendt til Horserød-lejren og senere Frøslev, hvorfra han dog slap hjem – i foråret 1945.

Min kilde husker en Skt. Hans-fest 1945, hvor Kinch måske prædikede for første gang efter hjemkomsten, og hvor »alle wos, der var i kirken, tudede«.

Samme pastor Kinch stod ved en senere lejlighed med sin kirkebetjening og diskuterede salmevalget ved næste gudstjeneste. I måske 60 år var Magda Christiansen ansvarlig for orgelspillet, mens det var »Æ gammel Nartowt«, Kresten Nørtoft, – der var ringer – og ansvarlig for luftforsyningen til orglet.

Pastorens forslag var, at man ved næste prædiken, som en af salmerne, skulle afsynge: »Vor Gud han er så fast en borg« – men det afviste Æ gammel Nartowt med begrundelsen: »– Åh nej, hr. Pastor, den kræver så helvedes møj luft!«.

Pastor Kinch var måske ikke den bedste prædikant, som har virket i Nysogn Kirke, men han var en venlig og afholdt mand, som havde et godt blik for det lokale liv, og som kom til at virke på Holmsland i rigtigt mange år. Jeg blev således selv både døbt og konfirmeret af Kinch, og jeg kan også tydelig huske hans kone, Karen, der var områdets læge, og som har givet mig mange smertefulde vaccinationer.

Ved en lejlighed var præst- og lægepar inviteret med til Signe og Anders Moses sølvbryllup i forsamlingshuset. Anders Mose havde sin landejendom lige ved Æ Pold i Kloster – og drev således landbrug tæt ved både kirke, bager og brugs.

Lidt smadder og møddingsvand var jo umulig at undgå – og det var måske heller ikke hans speciale at holde alt klinisk rent, og selv kunne han måske også finde på at gå i arbejdstøj, der ikke var nyvasket fra morgenen af.

Det bemærkede Aage Kinch i sin festtale til sølvbrudeparret – hvor han bla. nævnte, at brudgommen havde en tendens til næsten at »kunne falde i med sin mødding« – det syntes Anders Mose selv var et godt grin værd, mens sølvbruden efter sigende morede sig mindre godt.

I Søndervig boede der i mange år en gjæw kone, Dagny Christensen, der ernærede sig som kogekone – og hun var af den slagfærdige slags, som ikke holdt mund ved enhver lejlighed.

Engang stod hun ved vejen – på vej ud på kogekone-job – og afventede bussens ankomst.

Chauffør var Jens Iversen, kendt af mange ældre, som har brugt Møllers Busser, og Iversen havde en tendens til, at køreplanen godt kunne skride nogle minutter.

Da han med forsinkelse nåede til Søndervig, stod Dagny godt indebrændt i vejsiden og ventede – medbringende en meterhøj blå kaffekande, der skulle gøre gavn, hvor hun skulle på arbejde.

– Nå, du har nok tå’n æ kaffekand’ mæj, kunne Iversen konstatere.

– Ja, det kan nok ha’ si’ behov, når det er dej, der ær sjaffør, var svaret.

Samme Dagny Christensen var ved en lejlighed på job hos Pastor Huus i Hvide Sande – mange mennesker på besøg, stor husstand og travlhed overalt.

På et godt tidspunkt savnede pastoren så et eller andet i forhold til forsyningerne til bordet, hvorfor han selv gik ud i køkkenet for at spørge, om dit eller dat ikke snart kom ind på festbordet.

Blot for at få svaret: – A ka da for fanden ett’ pass’ både det varm’ å det kool’.

I gamle dage var der mange flere redningsstationer op og ned langs vestkysten end i dag – og en sådan var der også ved Houvig, hvor føromtalte Chr. Fjord havde status som bådfører.

Det har givetvis ikke altid været lige sjov i storm og koldt vintervejr, men et par krøniker har overlevet til nu: Ved en lejlighed var redningsbåden nødtvungent stukket til havs, og det truede svært med et forlis, og på et tidspunkt er besætningen overbevist om, at det går galt, og at alle vil drukne.

Et besætningsmedlem spørger Chr. Fjord, om denne synes, han skal tage sine støvler af.

– Nej, du ka’ lisså godt drown’ med æ støvler o, var angiveligt svaret.

Det lykkedes dog at komme i land, og i taknemlighed over, at liv er reddet, knæler Chr. Fjord efterfølgende ved redningsbådens forstavn for at sende en bøn opad.

Og i den sætning, der så følger, fornemmer man nok, at missionens virke endnu ikke helt havde slået igennem i Houvig, da han angiveligt sagde følgende:

– Nu skal Vorherre fandme ha’ tak for at ha’ reddet wos i land«.

- - - -

I Kloster boede i mange år et par naboer, for hvem den daglige hygiejne nok ikke lige var allerøverste på dagsorden – men ved en lejlighed var der blevet anskaffet en ny vaskemaskine til den enes husstand, og maskinen stod nu på fortovet, mens de to naboer stod og talte om, hvordan de fik den lirket på plads i huset..

Forbi i det samme kom Emil Nørtoft, også kendt for sin slagfærdighed – og hans reaktion var: – Hvorfor ha’ I da ett’ kjøwt jen, som I kan vær’ i bewwe to?

Det med renlighed giver anledning til mange historier – endnu én kommer for Houvig, hvor Anders Tarbensen boede i mange år. Som så mange andre ældre fik han i sine sidste år kommunal hjælp omkring sin husholdning og den personlige hygiejne.

Ved en lejlighed stod den ældre mand sammen med gode folk i sit nabolag og hyggede sig og planlagde dagen, da den kommunale hjemmehjælp kom i sin bil.

– Så, Anders, nu skal du gå hjem og bliv’ vasket, var opfordringen.

Men det passede ikke Tarbensen nu lige, hvor det gik så godt med hyggen og snakken:

– Æh, nej, hun ka’ bar’ begynd’… var det henholdende svar.

I mange, mange år boede centralt i Kloster et søskendepar – Johanne og Christen Høker, og Johanne Høker har siden fået en plads opkaldt efter sig, hvor parret boede lige i svinget ved Kirke-pladsen og mini-rundkørslen.

De var begge to meget velbegavede, opofren-

de og venlige mennesker – med mange evner og talenter. Johanne Høker mestrede således – langt forud for sin tid – måske fire-fem sprog, som hun blandt andet tilegnede sig ved at snakke med krigsflygtninge.

Da hun blev ældre, gik hun og planlagde på, hvorledes og hvordan hun skulle begraves ved Nysogn Kirke, og hun kunne jo let se problemerne ved en kiste-begravelse, idet det ville koste et stort træ livet, hvis der skulle være plads til begravelsen.

Løsningen blev at hun i stedet valgte brænding, således at træet kunne få lov at leve.

Hendes bror var kendt nær og fjern som Nimbus-specialist, kunne reparere enhver skavank hos denne dansk-producerede vidt udbredte motorcykel, og han var på mange måder forud for sin tid.

Han døde i et trafikuheld på Søndervig-vejen, men var også kendt som en slags lokal apoteker, der skaffede medicin hjem i halvstore dunke, og dermed kunne opnå og sælge til en langt billigere pris, end når miksturen blev hjemskaffet fra apoteket i mili-liter-mål.

- - -

I min barndom var der mange forretninger op igennem Kloster – og foruden brugsen var der i alt fald to større eller mindre købmænd – den ene Ove Breum.

Det var jo lidt smag og behag, hvor man valgte at lægge sin handel – men nogle gange gav det sig sjove udslag – hvis den ene butik ikke havde dit eller dat.

Ved en lejlighed var Ernst Jensen »Æ stålpann« – landmand og hjemmeslagter fra Sønderby i Kloster og stak hovedet ind til Ove Breum for at høre, om han har bindegarn.

Det bekræfter købmanden.

– Fin. Så kommer a å køwer, hvis ett de har’et i æ Brugs, slog Ernst fast.

- - - -

Ved en anden lejlighed var det Jon Nielsen, der druknede i de tidligere 60’ere ved en ulykke på Ringkøbing Fjord, der havde hovedet inde i en butik i Kloster – usædvanligt – for at købe en rugbrød.

– A trod’ ett, du kunn’ brug vor rugbrød, konstaterede den handlende.

– Det kan vi heller et – det er te vor hest, slog kunden fast.

Din El-installatør

Orla Jensen a/s

Lev vel med el 97

Ny

Til Om bygning i kuttere

Nybyggeri

Tilbygninger

Reparationer

Sommerhuse

Parcelhuse

Forretninger

AUT.

En del af årets historier er blevet Houvig-relateret – og her følger endnu én: Et par lokale smede, Niels Chr. Nielsen og Elias Nielsen havde et job at udføre på en ejendom i Houvig, og som helt naturligt var, så spiste håndværkerne med til middag, og lidt spændende var det jo altid, hvad konen i huset kunne og ville servere.

Denne dag stod den lidt uventet på gåsesteg –og manden på gården spørger som den naturligste ting i verden sin kone: – Nå, er der død en gås for dig? Og det må hun bekræfte:

– Ja, A fund’en ud o æ mødding. Den håd’ fået en stykk’ roe i æ gal hals…

Hvordan det påvirkede smedenes appetit skal være usagt.

- - - -

Her i sommer døde min egen far, Hans Tang – og det gav en ny anledning til at komme i Nysogn Kirke, hvor man jo med mellemrum får et ærinde i den anledning, som man selv bliver ældre.

Lige foran våbenhuset – i en grav på højre hånd, ligger en mand, der hed Leo til fornavn.

I min tidligste barndom tjente han som karl hos mine forældre i en periode, og jeg kan svagt huske ham.

Ved en given begravelse stod jeg og ventede –placeret tæt på Leos grav sammen med mine forældres gode nabo igennem mere end 60 år, Ejner Slot Andersen.

– Ham, der ligger der, har din bror Peter skudt, kunne Ejner til min forfærdelse fortælle mig.

– Aah, nu må du da holde op, Ejner – var min naturlige reaktion.

– Jamen, det er rigtigt. Peter og mig var store knægte – og vi havde et luftgevær. Leo sagde ved en lejlighed, at vi måtte skyde ham, hvis vi kunne ramme, og så løb han. Peter skød – og

ramte, men han døde godt nok ikke ved den lejlighed, kunne Ejner berolige mig. - - - -

En mand, som mange vil huske/kende som en altid slagfærdig holmbo, var Henry Fyn Jensen – og han skal afslutningsvis citeres for en sætning, han tit brugte, nu vi er i kirkegårds-jargonen:

– Kommer du ikke til XX’s begravelse?

– Nej, sagde Henry stort set altid – for han kommer ett’ te min…

- - - -

I det daglige arbejder jeg selv på en avis, og her kan det jo – med års mellemrum – ske, at vi laver en svipser, skriver noget forkert, som så må rettes i den næstkommende udgivelse – sammen med en lille beklagelse.

Her vil jeg benytte lejligheden til at komme med en lille præcisering – desværre med firefem års forsinkelse!

I 2004-udgaven af Ywl o æ Klet fortalte jeg historien om, hvordan min mor havde nogle disciplinære problemer som gymnastiklærer på skolerne på Holmsland.

Hun kunne angiveligt ikke styre en vis Henry Pedersen – og ringede derfor til dennes far for at klage sin nød.

Far Sørens lakoniske svar var: – Det skal du ett’ vær’ kyw af, Ragna. Det kan A heller ett’.

Historien var såmænd god nok – der var blot den hage ved sagen, at det ikke var Henry, som var problembarnet, men derimod hans bror Aksel, så det var jo at rette tømrer for murer (d’herrers beskæftigelse i voksenlivet).

Aksel har tilgivet mig brøleren, nu bliver det spændende at følge, hvordan Aksel vil reagere på »korrektionen«.

Lokalhistorisk Forening for Holmsland og Klitten

– nu er der kommet gang i den!

fter længere tids forberedelse er vor egn blevet en forening rigere!

Og det er en forening i mere end én forstand. Den forener nemlig folk med historisk interesse for – og fra – både Klitten og »øen« Holmsland.

Ved det stiftende møde i marts meldte 36 sig straks ind og siden er antallet af medlemmer steget yderligere.

Den 5 »mand« store bestyrelse (hvoraf 3 er kvinder) har nu holdt sine første møder og i efteråret løb det første offentlige arrangement af stabelen i form af guidede ture i Hvide Sande, Søndervig og Kloster.

Næste projekt er arbejdet med udgivelsen af et bind 3 i serien »Holmsland og Klittens historie«”. Det er hensigten at få samling på nogle af de mange artikler af historisk interesse, som har været udgivet i mindre, lokale tidsskrifter m.m. – og at få nogle til at skrive om emner, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Det er lykkedes at få tilladelse til at anvende en tegning af et guldsmykke, som i 1800-tallet blev fundet nær Søndervig. Tegningen er nu foreningens logo:

Foreningens formål er at være forum for aktiviteter af lokalhistorisk art. Det kan være ved møder, studiekredse, udflugter m.m. – men også samarbejde med de lokale samlinger i den udstrækning, der er gensidig interesse for det. Her tænkes på Lokalhistorisk Arkiv, Fiskeriets Hus og Abelines Gaard.

Hvis der er ønske om det, kan foreningen også være behjælpelig med indsamling og registrering af materiale af lokalhistorisk interesse (hvis du har noget liggende, hører vi gerne fra dig –og skal gerne bringe det videre til rette sted!).

Nu skal vi gerne have endnu flere til at melde sig ind. Derfor bringer vi her de oplysninger, du har brug for:

Kontingent, kr. 50,00 for kalenderåret 2008 kan indsættes på konto nr. 26 11 478 i Ringkjøbing Landbobank, reg. nr. 7670

Eller meld dig ind ved henvendelse til kasserer eller formand:

Kasserer:

Grete Holt Winther, Pallasvej 24, Hvide Sande. – Tlf.: 9731 1797

Formand:

Poul Gadegaard Lyng, Røjklitvej 26, Holmsland. – Tlf.: 9733 7325

Du kan også maile dig ind på: lokhist@mail.dk

– så får du tilsendt et girokort

Forord til Axel Graven Nielsens artikel

Axel Graven Nielsen døde pludseligt den 5. septemer 2008. Kort før sin død nåede Axel BO-NYT ( i daglig tale), på opfordring af Ywl o æ Klet-udvalget at skrive nedenstående artikel. Årsagen til opfordringen skal findes i det faktum, at dette års udgave er den 40. udgave af juleheftet. Som det fremgår af artiklen var netop Axel Graven Nielsen initiativtageren til såvel stiftelsen af Hvide Sande Handels-&Håndværkerforening samt Ywl o æ Klet. Axel var i sine velmagtsdage uhyre initiativrig og engageret.

Æret være Axel Graven Nielsens minde

Henning Davidsen

40 år med YWL O Æ KLE’T

Af Axel Graven Nielsen

anledning af at »Ywl o æ Klet« har 40 års jubilæum i år, vil jeg gerne komme med nogle betragtninger om heftets tilblivelse.

Jeg købte en bestående møbelforretning af Karl Juul Mikkelsen i juni 1966. Jeg blev vældigt godt modtaget i Hvide Sande, men noget af det jeg husker bedst, var da en af de første kunder var på vej ud, vendte han sig i døren og sagde til mig »Unge mand hvis du vil klare dig her ved Hvii Sån må du lære at sige du til folk«. Jeg har aldrig glemt de ord og har siden gjort som han

T ’T

sagde. Der var en helt anden kundekreds her som den jeg var vant til. Kunderne sagde hvad de mente og der blev aldrig pakket noget ind, det var dejligt.

Jeg glemmer aldrig den første jul her i byen. Det eneste der skete var at manufakturhandler Brekke viste film som man kunne se ind ad døren, og så kørte der et el. tog rundt i udstillingsvinduet ved købmand Jørgen Jensen, jo der var også et juletræ ved kirken.

Året efter var vi nogle stykker der syntes at der burde være en handels- og håndværkerforening i Hvide Sande og efter nogle forberedende møder hvor vi bl. andet lavede udkast til love og forskellige oplæg som en evt. forening kunne bruge som et arbejdsoplæg, indkaldte vi til en stiftende generalforsamling på Sømandhjemmet den 27. juni 1967. Der var god tilslutning og foreningen blev stiftet og en bestyrelse blev valgt. Bestyrelsen blev senere konstitueret med mig som formand og jeg blev samtidig valgt som sekretær. Den sidstnævnte post forsømte jeg på det skammeligste. Jeg fik ikke lavet og ført en protokol i de første år, det kan jeg godt se i dag

at det var en meget stor fejl, derfor må det der skete de første år fremkaldes efter hukommelsen og den er efterhånden ikke så god mere.

Den første bestyrelse i Hvide Sande Handelsog Håndværkerforening, bestod af fra venstre: tømrermester Peter Jensen – tømrermester Røjkjær Frich – forretningsfører Chr. Knudsen –møbelhandler Axel Graven Nielsen – og slagtermester Sofus Pedersen.

Noget af det første vi gik i gang med var at lave et annonceblad som optakt til julen. Vi ville også lave et julearrangement en af de sidste søndage inden jul. Det foregik på følgende måde: Juleskibet, en fiskekutter sejlet af Kaj Lund lagde til ved kajen med julemanden og hans familie. Der havde vi så engageret os med et stort orkester fra Varde som gav nogle numre. Derefter blev der givet en koncert ved Klithjemmet. Til at dække nogle af udgifterne havde vi arrangeret en tombola i en daværende kiosk på torvet. Det blev en god dag og der kom en masse mennesker af huse.

I løbet af 1968 blev vi enige om at vi ville prøve på om vi kunne udgive et julehefte som det de havde i Ringkøbing, blot skulle vores være flottere. Der blev nedsat et udvalg som skulle undersøge om der var grobund for at arbejde videre med tanken. Vi fik i samarbejde med bogtrykker Asmussen, Tarm lavet en prøve med almindeligt papir og glittet papir, som er meget flottere og meget dyrere. Vi blev enige om at det skulle være det glittede papir og gik i gang med

at tegne annoncer. Det var et stort stykke arbejde men da der gik hul på bylden gik det nemmere.

Juleheftet skulle også have et navn og vi lagde vore hoveder i blød, men kunne ikke finde det rigtige navn. Men så en dag kom Marie Jensen (Hasse) med navnet. Det skulle selvfølgelig hedde »Ywl o æ Kle’t«. Da vi hørte det var der slet ingen tvivl mere og sådan blev det.

Heftet skulle indeholde forskelligt om livet på Klitten før og hvad vi forventede i fremtiden, og hvis man ser tilbage over de 40 år »Ywl o æ Kle’t« er udkommet er det da også lykkedes ganske godt. Der har været mange gode artikler som har gjort det ligesom lettere at forstå hvordan livet var og er på Klitten. Det er næsten ikke til at fremhæve en frem for en anden, men Erna Timmer skrev i mange år forskelligt på jysk og det var fremragende.

I de 40 år der er gået siden det første »Ywl o æ Kle’t« så dagens lys og til i dag er der sket mange fremskridt for os mennesker men det lille blad som så dagens lys for 40 år siden ligner stadig sig selv, og jeg ønsker at det takket være flittige skribenter og trofaste annoncører satdig vil være et hefte som folk hvert år vil glæde sig til at det kommer. I de 40 år der er gået har Hvide Sande udviklet sig takket være dygtige fiskere, handlende, håndværkere og stigende turisme, til en rigtig god by at leve og have sit virke i.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår

Alle vore kunder ønskes en glædelig jul og godt nytår

Vi takker for godt samarbejde i det forgangne år

Salg, service og reservedele til YANMAR dieselmotorer og Mariner, Suzuki og

Honda påhængsmotorer

Alt i bådudstyr

Aut. YANMAR forhandler fra 9-1050 hk

Hvide Sande Båd- og Motorservice

Gl. Havn, 6960 Hvide Sande

Tlf. 9731 1877

Gitte og Erik Nielsen

Julens småkager

Bagt efter gamle opskrifter med de gode råvarer

Årets gang i billeder

Solnedgang på havet (KK)

Et flot syn fra mit styrehus (KK)

Fiskerikontrollen nærmer sig (KK)

Fiskerikontrollen tæt på (KK)

Surfkajakker ved Kabelpark (EH)

Flyvende start (EH)

Sandpumperen arbejder (EH)

Borgmesterens grundlovstale (GPP)

Græsfri boldbaner (GPP)

Hvide Sande Masterclass afslutningskoncert (GPP)

Nybygning RI 323 »Kirsten Marie« fra Vestværftet (EH)

Nybygning RI 122 »BLÅBJERG« fra Hvide Sande Skibs-og Bådebyggeri (EH)

Sortkrudtskytter på Abelines Gård (GPP)

Havudsigt (GPP)

Aftenstemning i Hvide Sande (EH).

Den lille redningsbåd på fjorden (GPP).