Fair Practice Kultur rapport

FAIR PRACTICE KULTUR

a. Bæredygtighed

b. Diversitet

c. Gennemsigtighed

d. Solidaritet

e.

a. Interview med Esther Gottschalk, leder Nieuw Geneco

Danske

a. Cecilie Ullerup Schmidt, lektor og vicecenterleder Kunsten som Forum ved Københavns Universitet

b. Signe Klejs, kunstner og forperson

c. Another Life Community

d. Christian Gade Bjerrum, medstifter og medleder Bæredygtigt Kulturliv NU

e. Rikke Bank & Hande Dogan, cand.mag. Leadership in Sustainability ved Malmö Universitet

f. Finn Schumacker, direktør AEC, The Association Européenne des Conservatoires, Académies de Musique et Musikhochschulen

Hvad kan vi gøre for at skabe en mere bæredygtig kulturbranche? Et konkret og inspirerende bud på det er den hollandske model for fair practice. I Holland har man siden 2016 udviklet og implementeret en Fair Practice Code, en kulturens kodeks eller svanemærke for rimelige arbejdsforhold, som statsstøttede kulturinstitutioner skal følge og leve op til for at få støtte til drift og aktiviteter. Modellens formål er at skabe et fælles udgangspunkt for rimelige arbejdsvilkår for kunstnere og kulturarbejdere baseret på fem værdier og principper; bæredygtighed, diversitet, transparens, solidaritet og tillid. Hvordan hvert enkelt værdisæt skal forstås, har kunstnere og institutioner i den hollandske kulturbranche i fællesskab defineret over en årrække, og kodekset er i dag afsæt for konkrete strategier og handlingsplaner udviklet af institutionerne selv.

Dansk Komponistforening og UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere har i 2023–24 undersøgt om en dansk version af the Fair Practice Code kunne være løftestang for bedre og mere sikre arbejdsforhold i kunst- og kulturbranchen i Danmark. Gennem workshops og møder med mere end 100 kunstnere, producenter og repræsentanter for kulturinstitutioner har vi arbejdet med og diskuteret den hollandske model og de værdier, den er baseret på, samt hvad en dansk version skal indeholde, hvis den skal fungere for kulturbranchen i Danmark.

Denne rapport præsenterer udkommet af undersøgelsen, ligesom vi også kommer med anbefalinger til, hvad de vigtige næste skridt kan være, hvis en dansk Fair Practice Code skal blive en realitet. Vi inddrager de input til modellen, vi har fået fra branchen undervejs, og perspektiverer med eksempler fra Holland på, hvordan the Fair Practice Code fungerer dér, og hvilken forskel den gør for arbejdsvilkårene i den hollandske branche. Endelig omtaler rapporten den internationale bevægelse, der er i gang flere steder for at sikre rimelige arbejdsmæssige og økonomiske vilkår for kunstnere og kulturarbejdere, og som vi i Danmark også bør være en del af.

Initiativet er blevet til på baggrund af erfaringer og tal fra den danske kulturbranche, der tydeliggør et stort behov for at gentænke branchens strukturer på nye ambitiøse måder.

Indledning

Arbejdsforholdene for kunstnere og kulturaktører er usikre, og lønningerne er for lave. Det har vi vidst i lang tid, men coronakrisen tydeliggjorde behovet for at skabe bedre og tryggere arbejdsvilkår, rimelig betaling og mere transparente arbejdsstrukturer. Undersøgelser som Kunstnere i tal (2024), Dataundersøgelse om professionelle kunstneres indtjening under coronakrisen (2022), Arbejdsforhold for musikere og komponister i Danmark (2020) og Billedkunstens Økonomiske Rum (2018), dokumenterer og underbygger oplevelsen af en usikker branche med konkrete tal og cases, og efterlader ingen tvivl om at der er brug for handling – både politisk og på tværs af kulturbranchen.

Rapporten er primært målrettet politikere i Danmark, særligt inden for beskæftigelse og kultur samt kunst- og kulturbranchen selv. Men den kan læses af alle med interesse for at skabe gode og professionelle arbejdsvilkår, hvor prekære og komplekse arbejdsforhold er gældende.

HOVED-

KONKLUSIONER

PREKÆRE FORHOLD PRÆGER HELE BRANCHEN

Noget af det, der har været gennemgående i de fire afholdte workshops, og som vi på nuværende tidspunkt kan konkludere, er, at der er mange problemstillinger om prekære forhold, der går igen på tværs af de forskellige kunstfelter. Prekarisering handler om usikre eksistensvilkår, der kan gøre det besværligt eller umuligt at opretholde et værdigt socialt og kulturelt liv.1 Det giver derfor god mening at arbejde sammen på tværs af kulturfeltet om at skabe bedre arbejdsvilkår.

VÆRDIERNE ER UADSKILLELIGE

Aktører på tværs af kulturfeltet er enige om, at alle fem værdier i den hollandske model skal tages i betragtning i tiltag for bedre arbejdsvilkår, da de rummer alle de aspekter, der bør være til stede i et godt og professionelt arbejdsmiljø – også i Danmark. Arbejdsvilkår handler om meget mere end blot løn, det handler også om rammerne for arbejdet, den tid man investerer i processen, hvorvidt værket eller produktionen kan få et videre liv m.m., hvilket et kodeks som the Fair Practice Code afspejler.

THE FAIR PRACTICE CODE ER ET

REDSKAB TIL HANDLING

Et kodeks som the Fair Practice Code betragtes som et konkret redskab til handling og til at skabe en ny norm. Kunst- og kulturaktører, der tilslutter sig denne standard, forpligter sig til at lave en strategi for, hvordan de udmønter fair practice i praksis, og det bør – som i Holland – få økonomiske konsekvenser, hvis ikke man følger de principper, man sætter op.

GRØN BÆREDYGTIGHED SKAL INTEGRERES I EN DANSK MODEL

Når det gælder værdien bæredygtighed, kan vi konkludere, at grøn bæredygtighed skal være en integreret del af denne værdi, hvis kodekset skal fungere i den danske kulturbranche. Alle, der har bidraget til undersøgelsen, ser det sociale, økonomiske og grønne aspekt af bæredygtighed som værende tæt forbundet, og grøn omstilling som en afgørende præmis for kunst- og kulturfeltet. De sidste år er klimakrisen blevet evident, og derfor kan vi som branche slet ikke undgå at forholde os til den.

I samtalerne med hollandske aktører undervejs har de givet udtryk for, at man i Holland også har den opfattelse, og at en kommende revision af the Fair Practice Code bl.a. vil justere værdien bæredygtighed, så den tydeligt omfatter både social, grøn og økonomisk bæredygtighed. Som Anne Breure, direktør for Theater Utrecht, i en samtale med os har formuleret det:

’Today, green sustainability is also very much a part of the work and conversation in the Netherlands. The values are still the same but what they mean will keep changing over time and that should also be the case – that we keep working on them’.

1. Prekarisering har sit centrum i arbejdets indretning og kvalitet, og præger muligheder, rettigheder og sikring i forhold til sygdom, bolig, velfærd, mv. (Gleerup et al. 2018)

KODEKSER I KULTURBRANCHEN VINDER FREM I EUROPA

Endelig er det blevet tydeligt for os, at en tænkning omkring ordentlige arbejdsvilkår for kunstnere og kulturaktører baseret på kodekser og konkrete redskaber er noget, der er i gang flere og flere steder i Europa. OMC-gruppen i EU (Open Method Communication), som også Danmark var en del af, udgav i 2023 en omfattende rapport, The status and working conditions of artists and cultural and creative professionals, der både beskriver de prekære arbejdsforhold for kunstnere og kulturaktører, gennemgår de forskellige initiativer, som forskellige EU-medlemslande afprøver mhp at skabe bedre vilkår og kommer med anbefalinger til, hvad de vigtigste næste skridt kan være. OMC-gruppens rapport understreger, at ingen af de modeller og tiltag, de er stødt på, løser alle udfordringer omkring prekære arbejdsforhold, men at den hollandske Fair Practice Code er en af de mest dækkende modeller i Europa.

Sine Tofte Hannibal & Maj Horn På vegne af Dansk Komponistforening & UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere

Fremgangsmåde

De fire workshops fandt sted i København mellem juni og november 2023. Der var femten til halvtreds deltagere per gang. Til de første tre workshops var deltagerne kunstnere og repræsentanter fra kulturvirksomheder og kulturinstitutioner, som var inviteret ud fra et fokus på bred repræsentation inden for musik, billedkunst, design, scenekunst, film og litteratur. Gennemgående var det aktører, som, vi finder, har særlig viden om og/eller er progressivt tænkende om udviklingen af kunst- og kulturfeltet som et professionelt erhverv. Den sidste workshop var åben for alle aktører fra kulturfeltet. Et par af deltagerne var med til to af workshopsene, men størstedelen har deltaget i én af dem.

I de fire workshops har vi gennem oplæg, diskussioner og med afsæt i konkrete erfaringer fra Holland undersøgt, hvad certificering kan som metode ift. at skabe bedre

arbejdsforhold i kulturbranchen. Vi har indsamlet og delt viden og vinkler på, hvad “fair practice” er for både arbejdstagere, arbejdsgivere, institutioner, freelancere osv. med udgangspunkt i udvikling af en værdifokuseret model for den danske kulturbranche.

Fremgangsmåden for drøftelse af kerneværdierne i den hollandske model har været følgende; under de fire workshops har deltagerne diskuteret de fem kerneværdier i mindre grupper ud fra spørgsmålene:

1. Hvad betyder værdien? (definer, afgræns)

2. Hvordan møder kunstneren værdien – hvordan praktiserer kunstneren værdien?

3. Hvordan møder institutionen værdien – hvordan praktiserer institutionen værdien?

Deltagerne kunne vælge at fokusere på alle fem værdier, vælge en eller flere af dem ud eller at tilføje en ny kerneværdi. Efterfølgende har grupperne præsenteret konklusioner, spørgsmål og overvejelser, der er dukket op undervejs i en fælles plenumsamtale. Til de tre første workshops fik de af deltagerne, der var freelancere eller selvstændige og ikke fik løn fra en organisation, et honorar for deltagelse. Alle de deltagere, der boede uden for København, fik dækket deres transportudgifter og ved behov også logi.

Værdierne i den hollandske Fair Practice Code

I 2016 besluttede det hollandske socialministerium og kulturministerium at undersøge, hvilke konsekvenser, de massive nedskæringer man lavede på kulturområdet tilbage i 2013, havde haft for branchen. Resultatet af en omfattende undersøgelse af arbejdsvilkår og økonomi viste, at branchen samlet set omsatte for stort set det samme som før nedskæringerne, men at vilkårene for dem, der arbejdede i kunst- og kulturbranchen, var blevet dårligere og mere usikre; der var blevet færre faste stillinger og flere løstansatte, flere oplevede at skulle udføre gratis arbejde og oppebære et arbejdsliv uden et socialt sikkerhedsnet som f.eks. pension, barsel, ferie- eller sygedagpenge.

De to ministerier var enige om, at det var afgørende at finde nogle løsninger, der kunne føre til bedre arbejdsvilkår i kulturbranchen, og de nedsatte et udvalg med repræsentanter fra branchen til at komme med forslag til tiltag. En af de 21 anbefalinger, udvalget kom med, og som ministerierne besluttede at gå videre med, var at udvikle en Fair Practice Code for kunst- og

2.6.23

kulturbranchen, som kunstnere, producenter, repræsentanter for kulturinstitutioner m.fl. på tværs af hele branchen derefter brugte to år på at udvikle sammen.

The Fair Practice Code bygger som nævnt på de fem værdier: Solidaritet, diversitet, bæredygtighed, tillid og gennemsigtighed. Det er værdier, som, den hollandske branche sammen er blevet enige om, er afgørende at basere kunst- og kulturproduktion på, hvis vilkårene for dem, der skaber og producerer kunst og kultur, skal være i orden. Da der er forskel på, hvordan hvert enkelt kulturfelt fungerer, er der også forskellige måder, hvorpå det fælles kodeks udfoldes i praksis. Den hollandske kulturbranche begrunder og definerer hver enkelt værdi, og hvorfor den er vigtig for gode arbejdsvilkår, på følgende måde2:

THE FAIR PRACTICE CODE – ET KODEKS FOR DEN KULTURELLE OG

KREATIVE SEKTOR I HOLLAND (2018)

ʴ Den kulturelle og kreative sektor repræsenterer en uundværlig værdi i det hollandske samfund og tjener en bred samfundsinteresse

ʴ Den kulturelle og kreative sektor er Hollands visitkort og bidrager væsentligt til vores internationale ry som et innovativt, iværksætter- og kreativt land

2. Værdierne er oversat til dansk fra denne tekst: https://fairpracticecode.nl/wordpress/ wp-content/uploads/2023/04/fairpractice-code-eng-2019-digitaal.pdf

ʴ Kunstneres og kreative aktørers kreativitet og udtryksfuldhed er kernen i den unikke værdi, denne sektor repræsenterer for samfundet

ʴ Den kulturelle og kreative sektor nyder godt af et bredt udvalg af organisationer, virksomheder og uafhængige fagfolk inden for en bred vifte af områder

ʴ Den økonomiske værdi, der skabes af den kulturelle og kreative sektor, ender ofte ikke i sektoren eller hos producenten

ʴ Enhver, der udfører arbejde, har ret til et rimeligt og gunstigt honorar, som sikrer vedkommende selv og vedkommendes familie et værdigt liv, hvor vederlag om nødvendigt vil blive suppleret med andre midler til social beskyttelse (Menneskerettighedskonventionen, artikel 23.3)

ʴ Styrkelse af arbejdsrelationer og arbejdsvilkår er i en progressiv og innovativ kulturel og kreativ sektors interesse

Brugere af the Fair Practice Code sætter sig selv følgende mål om, under behørig hensyntagen til

ʴ The Governance Code (NL)

ʴ The Diversity and Inclusion Code (NL)

i fællesskab at fremme Fair Pay, Fair Share og Fair Chain gennem en retfærdig, bæredygtig og gennemsigtig operationel ledelse, samt hensyntagen til hinandens interesser gennem respekt, solidaritet og tillid med henblik på at skabe en stærk sektor, der fuldt ud udnytter og gør kulturarbejderes og kunstneres potentialer og muligheder rentable.

Og for at fremme og opretholde følgende kerneværdier:

SOLIDARITET

Udført arbejde modsvares af et rimeligt honorar

ʴ Kollektive ansættelsesaftaler og vejledende tariffer anvendes så vidt muligt. Der ydes rimelig betaling til (freelance) professionelle, hvis en overenskomst ikke er gældende. Aftaler om honorar og vederlag kan udvikles inden for hver disciplin i tilfælde af, der ikke eksisterer nogle aftaler

ʴ Parterne aftaler også i fællesskab et rimeligt ophavsretligt honorar for udnyttelsesaftaler baseret på ophavsretsloven

ʴ I betragtning af vigtigheden af fleksibilitet inden for sektoren er der meget opmærksomhed på forholdet mellem lønnede og ulønnede arbejdstagere, pseudo-uafhængighed, frynsegoder og ligebehandling. At tilbyde en frivilligeller praktikplads kræver derfor en klar beskrivelse af jobbet, ansættelsesvilkårene og en passende aflønning

ʴ Opdrags- og arbejdsgivere (kulturinstitutioner eller kunstnere) arbejder kun med (under)leverandører, der overholder the Fair Practice Code

ʴ Ifm. pitches og konkurrencer honoreres det professionelle arbejde, som deltagerne udfører

Den kulturelle og kreative sektor skal i fællesskab opbygge og fastholde et stærkt fagligt felt

ʴ for eksempel ved at slå sig sammen, dele samt finansiere kollektive interesser i sektoren

ʴ ved at bidrage til kollektiv beskyttelse og fremme af interesser og ved at støtte uddannelsesprogrammer og iværksætteri

GENNEMSIGTIGHED

Organisationers operationelle ledelse (fra fonde til uafhængige professionelle aktører – og alt derimellem) er så gennemsigtig som muligt

ʴ Oplysninger om operationel ledelse deles og gøres så vidt muligt offentligt tilgængelige, hvilket giver indsigt i hinandens situationer

ʴ The Fair Practice Code udbredes, og der gøres rede for den

ʴ Offentligt og privat finansierede institutioner påtager sig ansvaret for at anvende kodekset i henhold til ”følg eller forklar”- princippet

ʴ Kunstnere og institutioner vil forholde sig til kodekset i deres projektrapporter og årsrapporter

The Governance Code-kulturen udbredes og overholdes

Viden og ekspertise deles, hvis og når det er muligt

The Fair Practice Code overholdes også af underleverandører

Kunstnerisk arbejde er produceret med henblik på kvalitet og på langsigtethed

ʴ Dette indebærer investering i potentialer i feltet og i videreudvikling for kunstnere og kulturarbejdere, og at:

a. muligheder for videreuddannelse og udvikling tilbydes, hvor det er muligt

b. evaluering er en del af ethvert samarbejde

c. arbejdsgivere og medarbejdere i fællesskab tager ansvar for at forebygge psykisk og fysisk overbelastning

ʴ Det betyder, at sektoren gør en kollektiv indsats for at udvikle en fælles politik med hensyn til ansvarlig adfærd

ʴ Det betyder, at kunstnere og kulturarbejdere i feltet påtager sig ansvaret for ikke at tilbyde deres ydelser til en pris under tariffen eller kostprisen

ʴ Det indebærer en konstruktiv tilgang til alle de materielle og immaterielle aktiver i sektoren med respekt for personlige investeringer i de kulturelle produkter

DIVERSITET

ʴ Alle parter arbejder for at gøre sektoren mere rummelig. Dette vedrører ikke kun kulturel eller etnisk baggrund, men også køn, seksuel orientering, alder, viden og funktionsformåen samt socioøkonomisk baggrund

ʴ Alle parter påtager sig ansvaret for implementeringen af the Diversity and Inclusion Code ved at implementere den i egen organisation, i miljøer hvor man opererer og ved at insistere på andre parters ansvar i denne henseende

ʴ Alle parter påtager sig et ansvar for diversitet med hensyn til offentlighed, program og personale og i repræsentationsfora og politiske beslutningsprocesser

ʴ Strukturen i den interne organisation og ansættelsesforholdene tilpasses i overensstemmelse hermed, hvor det er nødvendigt

TILLID

ʴ Der skal være plads til skræddersyede tilgange for eksempel med hensyn til bevillingsbetingelser og operationelle mål. Der skal være balance mellem gennemsigtighed / bureaukrati på den ene side og den enkelte organisations interesser på den anden

ʴ Kvalitet er den grundlæggende forudsætning

ʴ Parterne vil behandle repræsentation og referencer samvittighedsfuldt ved at være behørigt opmærksom på ejerskab, kildeanerkendelse og rettighedsbetaling

ʴ Parterne sørger for en lavtærskel-metode til at bilægge tvister, f.eks. ved at registrere sig hos tvistudvalget for ophavsretskontrakter

ʴ Parterne forsøger at bilægge tvister gennem gensidig konsultation. Ophavsretslicensnævnet kan bistå i tilfælde af tvister vedrørende udnyttelsesaftaler gennem mægling og bindende rådgivning

Det har været vildt inspirerende at være i så stor og tværfaglig en forsamling, og at høre hvor ens udfordringer vi møder på tværs af kulturlivet. Og hvor meget energi, engagement og indignation, der er blandt deltagerne. Jeg glæder mig til at se, hvordan al denne energi kan veksles til politiske forandringer. Jeg håber virkelig, at Fair Practice Kultur bliver virkelighed. Som lille producerende kulturaktør vil et framework som Fair Practice Kultur være guld værd!

Peter Folkmar Grafisk designer, medstifter Post Design Festival Workshop, 28.11.23

Diskussion af værdierne i en dansk kontekst

Samtalerne om de fem værdier har på alle fire workshops fundet sted i mindre grupper samt i opfølgende større fælles samtaler for at udforske værdierne i en dansk kontekst og kvalificere opfattelser og betydninger af dem bedst muligt. Samtalerne har involveret mellem 15-50 deltagende kunstnere og kulturaktører per gang.

På alle fire workshops har vi som nævnt taget udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvad betyder værdien? Hvordan møder kunstneren værdien – hvordan praktiserer kunstneren værdien? Hvordan møder institutionen værdien – hvordan praktiserer institutionen værdien?

Samtalerne har hurtigt forgrenet sig herfra over til diskussioner om, hvilke problemer der er, og hvilke ændringer der er brug for. I dette afsnit samler vi de væsentlige input, som deltagerne har bidraget med, og som i særlig grad har præget samtalerne.

BÆREDYGTIGHED

Behovet for at skabe en større kulturændring mod et bæredygtigt kunst- og kulturfelt i Danmark er blevet nævnt igen og igen som værende fundamentalt; at bæredygtighed bør ses som en grundlæggende værdi, der kræver en systemisk tilgang og

ændringer af de nuværende strukturer. Deltagerne har understreget, at både klima- og miljømæssig bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed og social bæredygtighed bør tænkes ind, når det gælder bæredygtighed som værdi, og at et integreret, bredt bæredygtighedsbegreb er centralt i udviklingen af bedre og mere professionelle arbejdsvilkår for branchen.

Grøn bæredygtighed

Mange af de samme aspekter ved bæredygtighed, som den hollandske model har defineret, er blevet nævnt og diskuteret på de fire workshops, men med den store forskel, at hvor der er et minimalt fokus på klima- og miljømæssig bæredygtighed i den hollandske model, har det været det gennemgående emne i alle samtalerne med de danske deltagere; hvordan kan vi skabe kunst- og kulturproduktioner, der er mere klima- og miljømæssigt bæredygtige end i dag? Andre gennemgående overvejelser handler om behovet for et andet syn på og en anden diskurs omkring ’tid og varighed’ – at der er brug for færre og mere bæredygtige produktioner med mere tid til længerevarende projekter, refleksion og kontinuitet. Det kræver en gentænkning af ambitioner,

mål og kvalitet (mængde, størrelse, tempo, synlighed).

Deltagerne har efterlyst et øget fokus på, at beslutninger i produktionsregi skal tages på baggrund af forskningsbaseret viden om, hvordan materialer og handlinger såsom fragt og rejser påvirker miljø og naturressourcer, samt at der bør være langt større fokus på regenerering af naturressourcer.

Det er desuden blevet understreget, at alle danske kunst- og kulturorganisationer, institutioner, bestyrelser og juryer bør have en klimapolitik samt langsigtede visioner og strategier for drift, hvilket langt fra er tilfældet i dag.

Økonomisk bæredygtighed

På alle workshops har det været centralt, at der er brug for mere respekt for og anerkendelse af, at kunst er et erhverv, og at kunstproduktion tager tid og kræver investering. Der skal være større fokus på og transparens omkring den reelle tid, som arbejdet tager; finansiering skal tage udgangspunkt i “det rigtige budget”, dvs. at honorarer skal sættes efter den reelle tid, som arbejdet tager. For at skabe et økonomisk bæredygtigt arbejdsmiljø for kunstnere og freelanceaktører, skal switching costs i højere grad

også belyses, dvs. udgifter der er forbundet med et arbejdsliv, hvor man hele tiden går fra projekt til projekt.

Samtalerne har også kredset om, hvordan penge og ressourcer i dag er fordelt i kulturlivet og hvilke ændringer, der skal til for at gøre denne fordeling mere rimelig. Herunder hvordan der kan skabes mere levedygtighed, så dem, der lever af og producerer kunst og kultur, kan leve af det og have en karriere gennem et helt liv. Det kræver særligt forbedring af løn- og honorarvilkår for freelancere, projektansatte og løstansatte, men også et bedre system ift. ledighed, barsel og pension. Her er spørgsmål om, hvem det er, der har råd til at lave kunst, og hvilke økonomiske og sociale ressourcer det kræver, blevet diskuteret, som et spor der også hænger tæt sammen med værdien diversitet/mangfoldighed.

Social bæredygtighed

Helt overordnet har samtalerne gået på, hvordan vi kan skabe en branche, som det er rart at arbejde i. Det kræver en strukturel tilgang, hvor der tages fælles ansvar for, at det sociale arbejdsmiljø er bæredygtigt. Det kræver, at den enkelte kunstner og kulturarbejder har et større handlingsrum, fx at den enkelte har tid til vidensproduktion og til at tage ekstra uddannelse.

Det kræver også, at man tager hånd om psykologisk sikkerhed og mental trivsel med et fokus på bl.a. diskrimination, økonomi og minoritetserfaringer samt ligeværdig behandling af alle involverede gennem gensidig respekt og forståelse.

Diskursen er også relevant for den sociale bæredygtighed. Det er fx blevet nævnt som en meget stressende faktor, at kunstinstitutioner med driftsaftaler skal søge om nye penge hvert fjerde år og selvorganiserede udstillingssteder endnu oftere.

DIVERSITET

Når det gælder værdien diversitet i den hollandske model, forpligter hollandske aktører sig til at følge the Diversity and Inclusion Code udviklet i Holland i 2011. På de fire workshops med aktører fra den danske kunst- og kulturbranche har vi dog undersøgt diversitet på linje med de fire andre værdier i modellen og ikke inddraget det hollandske diversitetskodeks.

Samtalerne om diversitet blandt workshopdeltagerne har berørt mange forskellige aspekter fra, hvem der har fysisk og strukturel adgang, til hvordan opmærksomhed, plads, magt, økonomi og øvrige ressourcer fordeles.

Det har været gennemgående for workshop-samtalerne, at der er et bredt ønske om, at diversitet i højere grad tænkes med på alle niveauer af kunst- og kulturfeltet for at sikre en åben og inkluderende kulturbranche, der afspejler samfundets mangfoldighed.

Deltagere efterlyste at få flere og bedre redskaber og argumenter til at tale for diversitet i magtbeslutninger, og at der er brug for mere ambitiøse strategier, der kan skabe mere bevidsthed om diversitet, hvilket skal føre til handlinger og omfordeling af ressourcer. Det skal være baseret på mere og ny viden i form af tal, analyser og erfaringer, der skal give indsigt i privilegier og normer. Desuden er der brug for viden om og redskaber til at skabe og sikre en mere lige adgang til branchen.

Samlet set kan samtalerne om diversitet blandt de danske aktører inddeles i fem kategorier:

Uddannelsesinstitutioner og -programmer

Diversitet skal i højere grad tænkes med ind i uddannelsessystemet fra flere perspektiver og uddannelsesniveauer. Det er vigtigt at kortlægge, hvem der bliver uddannet inden for kunst og kultur, samt hvilke børn og unge der finder frem til og bliver optaget

på kulturskolerne og forskolerne og senere de eftertragtede pladser på kunstuddannelserne. Det kræver sociale og økonomiske ressourcer at ansøge og gennemføre de kunstneriske uddannelser, og der er behov for at gentænke de eksisterende rekrutterings- og optagelsesprocesser mhp større åbenhed og en bredere repræsentation blandt ansøgere og studerende.

Undervisning i diversitet på uddannelserne er afgørende for at presse på for mere mangfoldighed i den professionelle sektor. Det er vigtigt løbende at diskutere, hvordan vi sikrer mangfoldighed i forhold til, hvem der underviser i kunst og kultur, og underviserne skal uddannes i bevidst omgang med privilegier, blinde vinkler mv. for at gøre plads til andre fortællinger. Deltagerne har rejst spørgsmål om, hvordan vi sikrer diversitet ift. hvem, der har de nødvendige ressourcer til at tage efteruddannelse og løbende specialisere sig inden for deres felt.

Organisations- og institutionsformer

Deltagerne har understreget, at det er vigtigt, at der er strategier for, hvordan der sikres diversitet blandt organisationers og kulturinstitutioners medarbejdere, ledelse og bestyrelser.

Der skal også arbejdes målrettet for mere diversitet blandt publikum til og deltagere i kulturelle aktiviteter.

Andre aspekter, der også blev fremhævet, er mangfoldighed i det kunstneriske indhold, og at udøvende kunstnere skal have større frihed til at arbejde og skabe på tværs af kunstfelter.

Inkludering af marginaliserede kunstnere

Institutionerne skal have en opmærksomhed på, hvem der er inviteret ind i kunstfeltet. Der skal arbejdes for retsmæssig inkludering af kunstnere og kulturarbejdere med identitetsmarkører såsom køn, etnicitet, social klasse, alder og funktionsvariationer. Det

er desuden vigtigt at sikre adgang til kunstog kulturbranchen for kunstnere uden dansk statsborgerskab eller opholdstilladelse.

Finansieringsmekanismer

Når det gælder finansieringsmekanismer, spiller markeder og private fonde en vigtig rolle. Ift. fonde er der enighed om, at det er vigtigt at sikre repræsentation og transparens, så man kan se og formidle, hvem der ansøger, og hvem der modtager støtte. Det kan skabe et billede af ansøgerfelter, som kan offentliggøres i anonymiseret form.

Fysisk og strukturel adgang

Der er i den danske kulturbranche et generelt behov for at arbejde meget mere for at reducere fysiske og immaterielle barrierer, hvis vi skal lykkes med at inkludere flere kunstnere, kulturmedarbejdere og kulturforbrugere med funktionsnedsættelse. Sproglig inklusion er vigtigt, og der skal være fokus på adgang for alle til offentlige samtaler.

fra debat på Kulturmødet Mors, 24.8.23

Fotograf: Eduardo Abrantes

GENNEMSIGTIGHED

I den hollandske model handler gennemsigtighed overordnet om transparent ledelse og vidensdeling, samt hvordan et fair practice-kodeks kan anvendes, udbredes og overholdes. I de fire workshops med danske aktører er transparent ledelse og gennemsigtighed i processer også blevet bredt diskuteret. Derudover har et fokus på behovet for mere gennemsigtighed i forhold til finansieringsmekanismer og honorering været gennemgående, ligesom flere samtaler har betonet vigtigheden af åben kommunikation, deling og tilgængeliggørelse af viden.

Gennemsigtige ledelse har for deltagerne handlet om tydelig rolle- og ansvarsfordeling, afklaring mellem frivilligt, professionelt og socialt arbejde samt om transparens ift. trivsel og omsorg. Når det gælder gennemsigtige processer, er det blevet understreget, at en samarbejdsproces mellem organisation, kunstner og produktionshold skal være åben hele vejen igennem, og at kunstnere i forhandlingssituationer også bør kunne bringe emner til bordet, så det bliver en mere ligeværdig forhandling. En deltager, der arbejder med film, kom med følgende eksempel:

“I filmindustrien er et af hovedproblemerne, at skuespillerne ikke kender planen, tidsrammen og processen. Det gør den enkelte ekstremt alene og sårbar. I stedet for “solo” har vi brug for et “vi”. Og for at kunne skabe det, skal vi forstå, hvorfor den enkelte er her, og hvilken rolle vedkommende har i forhold til resten af holdet. For hvad er en retfærdig proces i hver enkelt sammenhæng?”

Alle private og offentlige fonde har et ansvar i forhold til gennemsigtighed i deres støttesystemer og beslutningsprocesser. Der bør være klare kriterier for, hvem og hvad der støttes, da det derved kan gøres lettere at begrunde afslag og beløbsstørrelser. Mht gennemsigtighed i budgetter så har flere påpeget, at et budget bør tage udgangspunkt i reelle regnskaber baseret på honorering for den tid, som et projekt

reelt tager. Baggrunden er, at der er meget usynligt arbejde på tværs af alle kunstfelter, hvor kunstnere ikke bliver betalt, og det er afgørende at udvikle modeller for, hvordan dette kan anerkendes som arbejde. Et andet aspekt af transparente finansieringsmekanismer er, hvordan den mellemliggende tid mellem projekter kan anerkendes som en integreret del af en kunstners professionelle virke.

SOLIDARITET

Den hollandske model definerer solidaritet ud fra principper om rimelig honorering og brug af vejledende tariffer – også i forbindelse med idéfremlæggelse og konkurrencer – klart definerede og passende løn- og arbejdsforhold for praktikanter og frivillige samt principper om kun at indgå i samarbejde med partnere og leverandører, der overholder the Fair Practice Code.

Disse principper har vundet genklang blandt deltagere i de fire workshops, der har diskuteret værdien solidaritet, hvor samtalerne har kredset om rimelig honorering, rimelig fordeling af ressourcer og muligheder, strukturel og fysisk adgang samt branchesolidaritet i bredere forstand. Der har desuden været bred enighed om, at det er vigtigt, at man inden for hvert kunstfelt

begynder at tale mere åbent om honorar og kontrakter.

Rimelig honorering har deltagerne defineret som

ʴ Respekt for kunstneren manifesteret i løn

ʴ Fælles retningslinjer for løn, pension, barsel o.l. samt honorering af kunstnere inden for fagforeningers anbefalinger

ʴ Fokus på og respekt for bedre vækst frem for mere vækst

ʴ At den, der producerer kunst professionelt, kan leve af det og kan have en karriere gennem et helt liv

ʴ Respekt for og anerkendelse af at kunst er et erhverv, og at kunstproduktion tager tid og kræver investering

ʴ Forståelse for hvad det kræver af tid

ʴ Arbejde inden for passende rammer

Rimelig fordeling af ressourcer og muligheder handler om retfærdig fordeling af tid, magt og ansvar og om at gentænke magt, både ift. hvordan den ser ud, og hvad den skal bruges til. Det handler også om ligestillede barselsforhold uanset køn eller familieform samt pension for freelancere.

Solidaritet bør være integreret i institutionerne, da ansvar er tæt forbundet med solidaritet, og det er vigtigt, at organisationer og institutioner i højere grad begynder at italesætte, hvordan det praktiseres dels af organisationen dels på tværs af institutioner.

Det er samtidig vigtigt for sammenhængskraften i kunstfeltet, at kunstnere viser solidaritet med hinanden, takker nej til ulønnede opgaver, medmindre der er tale om velgørenhed eller lignende, og arbejder med realistiske og rimelige krav og tidsperspektiver, når de er arbejdsgivere for hinanden.

TILLID

I den hollandske Fair Practice Code er værdien tillid kort opsummeret defineret ud fra følgende præmisser: Der skal være frihed til, at initiativer og institutioner kan gå egne veje, kunstnerisk kvalitet er den grundlæggende forudsætning, ophavsrettigheder skal respekteres, og uenighed skal forsøges løst gennem rådgivning.

I diskussionerne om værdien tillid blandt de danske deltagere blev det betonet, at det at have frihed til at gå egne veje handler om at kunne eksperimentere og manøvre på forskellige måder, og at det er vigtigt både som institution og kunstner at have en vis fleksibilitet til både at tænke og gentænke processer, projekter og opdrag.

Når det gælder konfliktløsning, var deltagerne enige om, at der i alle projekter og samarbejder bør være plads til uenighed, og at det vil gavne arbejdsmiljøet i kulturbranchen, hvis der bliver større fokus på at gøre de svære samtaler til en naturlig del af arbejdslivet.

DE NÆSTE SKRIDT

Sammen med deltagerne i projektet har vi drøftet, hvilke afgørende handlinger der er brug for både på kort og lang sigt, hvis vi skal udvikle og implementere et dansk fair practice-kodeks for kulturbranchen. Det handler bl.a. om at afdække mulige udfordringer og konsekvenser ved modellen, at skitsere hvordan der konkret kan arbejdes videre, hvor i branchen modellen giver særlig mening, i hvilken skala og for hvem. Men også om vigtigheden af en koordinerende instans til at varetage implementering og rådgivning, og om at se på hvordan den kan spille sammen med overenskomster og eksisterende aftaler om arbejdsvilkår.

Det er afgørende, at flere parter involveres undervejs, og at vi inden for hvert kunstfelt starter dybdegående samtaler mellem både institutioner, kunstnere og kulturarbejdere om, hvad fair practice konkret betyder inden for netop deres felt.

Tidslinjen på denne og næste side viser de handlinger, vi peger på, er afgørende på kort og lang sigt, samt hvem det er vigtigt at involvere undervejs, hvis et dansk fair practice-kodeks skal blive en realitet.

ʴ Afholde en politisk høring i 2024 om konkrete modeller for at skabe en bæredygtig kunst- og kulturbranche – med the Fair Practice Code som afsæt for og metode til et kodeks for branchen.

Formål: At sikre opbakning, udbredelse og legitimering af indsatsen.

Hvem: Initiativtagere, kulturaktører fra Holland, Dansk Kunstnerråd og andre kulturorganisationer og aktører.

ʴ Lave research om brug af certificering som metode og erfaringer fra andre brancher, fx ISO, Dansk Standard, Fair Trade.

Formål: At lære fra andre branchers erfaring med certificering i forhold til implementering, håndhævelse, effekt, konsekvenser mv.

Hvem: Initiativtagerne i samarbejde med andre brancheorganisationer og med forskere og studerende ved universiteter i Danmark.

ʴ Lave en yderligere kortlægning af danske initiativer som har fokus på at skabe bedre arbejdsvilkår for kulturfeltet. Herunder kollektive aftaler, overenskomster, efteruddannelsesprogrammer, kompetenceløft og indsatser ift. ligestilling og diversitet, grøn omstilling mv.

Formål: Kodekset skal reflektere og spille sammen med eksisterende danske initiativer, strukturer og ordninger. Det er derfor presserende at lave en dybdegående undersøgelse af, hvilke eksisterende initiativer der kan bruges som fundament for kodekset.

Hvem: Danske aktører og initiativer som Bæredygtigt Kulturliv NU, Another Life Community, Kunst & Kultur i Balance, Kulturens Analyseinstitut, kulturens fagforeninger m.fl.

ʴ Fortsætte dialogen med hollandske kolleger samt kortlægge øvrige EU-initiativer der har fokus på at skabe bedre arbejdsvilkår for kulturfeltet.

Formål: At hente yderlig erfaring og sparring fra den hollandske model samt fra

andre relevante EU-initiativer.

Hvem: Kunsten 92 (der administrerer kodekset i Holland), øvrige kolleger fra EU, fx ECSA og OMC-gruppen

ʴ Udvikle et toolkit til samtaler om hvad fair practice er, der kan tages i brug af kulturinstitutioner, kunstnere og kulturarbejdere inden for hvert kunstfelt og på tværs af hele branchen.

Formål: At skabe et redskab for konstruktive samtaler, der åbner op for og stiller de rette spørgsmål.

Hvem: Fair Practice Kultur – initiativtagerne, eventuelt i samarbejde med Dansk Kunstnerråd og andre kulturorganisationer og aktører.

ʴ Initiere og facilitere dybdegående branchesamtaler om kerneværdierne inden for hvert kunstfelt og på tværs af branchen

Formål: At flere stemmer og erfaringer bliver hørt, og at det nuancerer, hvad og hvem kodekset skal kunne omfavne.

Hvem: Dansk Kunstnerråds medlemsforeninger, fagorganisationer og kulturog kunstfeltet i øvrigt. Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet Mors kan være arenaer for offentlige tværgående samtaler.

ʴ Drøfte hvordan kodekset kan blive et redskab til at realisere nogle af de anbefalinger, der er i EU ift. at skabe ordentlige arbejdsvilkår for kunstnere og kulturarbejdere, i en dansk kontekst og i national lovgivning.

Formål: Der er på EU-niveau aktuelt en politisk interesse for at forbedre kulturbranchens vilkår, og de anbefalinger og lovgivninger bør komme den danske kulturbranche til gode. At undersøge hvordan kodekset kan forholde sig til f.eks. internationale klimaaftaler, skal være med til specificere målene for grøn bæredygtighed.

Hvem: Initiativtagere, beslutningstagere, brancheforeninger.

ʴ Udvikle / kvalificere handlingsguides i praksis fx i forhold til udvikling af produktion samt at udføre test-cases.

Formål: At teste teori af i praksis. Hvem: Initiativtagere, kulturinstitutioner, fagforeninger, interesse- og brancheorganisationer

ʴ Afholde samtaler om hvordan et dansk Fair Practice-kodeks vil kunne implementeres i branchen og i offentlige og private støttesystemer.

Formål: At undersøge hvordan de forskellige instanser kan se, at kodekset kan implementeres hos dem, og hvordan det kan spille sammen med stats- og kommunalstøtte og arbejdsmiljølovgivning i øvrigt.

Hvem: Initiativtagere, kommuner, private fonde, Statens Kunstfond og fagforeninger

ʴ Etablere en fælles samtale om hvordan kodekset bliver et forpligtende redskab.

Formål: At få skabt en konkret fælles handlingsplan der sikrer, at alle i kulturbranchen ved, hvad formålet med fair praksis kodekset er, hvordan det vil forbedre og afhjælpe problematiske forhold inden for feltet, og hvordan det vil forpligte branchen. Handlingsplanen skal sikre, at kodekset ikke bliver tvetydigt eller misbrugt.

Hvem: Initiativtagerne sammen med kunstnere og institutioner, beslutningstagere, Statens Kunstfond og private fonde.

ʴ Lave analyser og udregne hvad det vil koste at implementere og drive i en dansk sammenhæng bl.a. med inddragelse af statistikken Kunstnere i tal

Formål: At beslutningstagere kan tage stilling til indførelsen af et fair praksis kodeks på et oplyst grundlag.

Hvem: Beslutningstagere, Danmarks Statistik, Kulturens Analyseinstitut, Dansk Kunstnerråd, fagforeninger.

Jeg tror, det er helt afgørende, at vi bliver bedre til at synliggøre kunstens betydning og værdi for vores samfund – og ikke mindst potentiale i den grønne omstilling. Kunsten er en drivkraft for kreativitet og innovationskraft og kan samtidig skabe inspiration og udvide vores forestillingsevne. Via kunstens sanselige møde med omverdenen og indbyggede evne til at skabe forandring skabes nye erkendelser og perspektiver, og det er der i den grad brug for.

Tanya Lindkvist

Direktør, Kunst På Arbejde Workshop, 20.9.23

Fotograf: Sine Nielsen

fra workshop, 2.6.23

Erfaringer fra Holland med the Fair Practice Code i praksis

Vi har inddraget erfaringer fra Holland undervejs i processen, både i form af oplæg på den første workshop og i løbende dialog med samarbejdspartnere i Holland mhp at kunne fortælle danske samarbejdspartnere og deltagerne i de fire workshops, hvordan modellen fungerer i praksis. Afslutningsvis har vi lavet to interviews med aktører fra musik- og scenekunstbranchen, henholdsvis Esther Gottschalk, leder af den hollandske komponistforening Nieuw Geneco, og Anne Breure, direktør for Theater Utrecht, om deres erfaringer med at omsætte the Fair Practice Code i praksis samt hvordan det er at lede en kunstinstitution med afsæt i en strategi for Fair Practice.

De to interviews er medtaget i rapporten som eksempler på konkrete erfaringer med at skabe gode arbejdsvilkår ud fra et kodeks. Én ting er at diskutere og udforske en model og forestille sig, hvordan den kan fungere i den danske kulturbranche, noget andet er, hvordan aktører, der allerede arbejder med den, omsætter den i praksis, hvilke erfaringer de gør, hvilken effekt de oplever, og hvilke udfordringer der er forbundet med modellen.

INTERVIEW

MED ESTHER

GOTTSCHALK, NIEUW GENECO

What difference has adopting the Fair Practice Code meant in your daily work and to your members in their professional lives as composers?

’It has not least made a difference to develop recommended tariffs that help to set a standard. Our experience is that many commissioners follow these to be fair.

Can you mention 1-2 concrete examples of situations where the code has improved conditions for composers?

’Yes, actually three different examples come to my mind;

An orchestra had applied for a composition grant but not received it. They then told the composer that they would only pay half of the commission fee to the composer. By quoting the Fair Practice Code, the composer got them to pay the full commission after all.

Once a newspaper wrote about a concert hall offering free lunch concerts, but not just free for the visitors, also ‘free’ for the venue; they didn’t pay the musicians and didn’t pay authors rights to the composers. The concert hall has signed up to the Fair Practice Code and it caused an outrage when this came out.

A contract between a commissioner and a composer was sent along with a grant application. But after the composer had been awarded, the person was presented with another, less favourable contract. After reporting this to the foundation, the foundation (without reference to this assignment) engaged in audit conversations and asked the commissioner about the contract practice.

What do you see as the biggest strength of the Fair Practice Code in Holland – both within the cultural industry and in wider society?

‘There is no doubt that the adoption of the code by the government and foundations has been key because this means that everyone in the sector must comply and relate to it. It sets a standard, also for non-subsidized parties and it raises awareness in society.

It’s also a strength that the majority in the parliament have voted for Fair Practice as a compulsory condition of the new 4 years-round of cultural subsidies to art institutions and organisations, and they have earmarked extra millions for fair practice.

Outrage over not paying musicians and composers, newspaper articles and questions in parliament also help strengthen the role and value of the code.’

What have been the most important actions – both within the industry and politically – to develop and implement the Fair Practice Code?

’The research on the sector done by the Economic Council was crucial, but the ongoing debate and the fact that the Fair Practice Code became a buzzword, even before there was a code, also helped the implementation along.’

What do you see as the biggest challenges related to the Fair Practice Code right now?

’The cultural sector is under pressure, i.e. due to the present government and because public funds are oversubscribed; surveys show that only 4% of the professional artists believe that these fundings meet their needs and 34% that their needs are met partially.

Solidaritet blandt kunstnere/freelancere er vigtigt, men mindst lige så vigtigt er institutionel ansvarlighed. Jeg tror faktisk, viljen er til stede, men kendskabet til freelanceres vilkår ude på institutionerne (museer, højere læreanstalter, osv.) er nok begrænset, så der er behov for oplysningsarbejde og dialog.

Mikkel Bogh

Professor i kunsthistorie og leder af Center for Practice-based Art Studies, Københavns Universitet Workshop, 20.9.23

Cultural Institutions still suffer from inflation, they have experienced a decrease of audiences post pandemic and they lack staff. Due to this some of them say that ‘there’s no money for fair pay’, and that ‘more focus on proportionality is needed between money for the building, staff and the program.’

What do you think is needed for the Fair Practice Code to help improve working conditions even more?

‘In the Netherlands we need an artist policy – now it’s mainly an institutional policy that counts. Furthermore, we need support for artist representation and sector support, which now is not structurally funded.’

INTERVIEW MED ANNE BREURE, DIREKTØR THEATER UTRECHT

What difference has adopting the Fair Practice Code meant in your daily work and to your members in their professional lives as composers?

‘I was involved in initiating the code, so I had it already as an outline for the theatre, which means that the code wasn’t imposed on us. But the biggest change has been that with the code, fair practice has become a conversation at the table and something that we could point out, both on a political level and to each other. Before, I experienced a lot of informal nudges in the industry about not talking about fair practice issues due to tough times or lack of money, but with the code it has become an open conversation and we can now say to each other, ‘this is actually not fair practice, so what are we going to do about it?

At the theatre we really made a shift so that we now do take different decisions, and I had backing from the board and staff in really doing so. Not doing anything is not an option anymore, it has become a guideline in everything we do, and as a director it also helps in taking difficult decisions. We write a policy plan on all the values, and the interesting thing is that it often changes but it always works, and we use the Fair Practice toolkit for this process every third month. It’s an important tool for us as an institution to keep checking in with everyone involved in a production; where are we now, what is our agenda, what should be our focus points for the coming period. One example is that schooling has become more regular for the staff, and we are now working with how this can become the case for freelancers as well that are the most vulnerable.’

Can you mention 1–2 concrete examples of situations where the code has improved conditions for the engaged artists and staff?

To be paid in a fair manner has changed and conditions for negotiations have become better. But also, when it comes to the other values like for example sustainability, I see a change, since fair practice is not only about fair pay. Sickness is a very concrete example; how do we stand when someone burns out? You can pay someone fair for a day’s work, but how do you invest in your staff in other ways if you want to keep them for a longer time and want to contribute to their lifelong career? Development training, coaching, schooling, parental leave etc. – it will be different if we do well on all five values. Fair practice very quickly went into fair pay, and with fair pay we have made major steps, but we should cover the whole fair practice code and find ways to work differently.

Another example was with an open call we once did to support young makers in the city. We invited the young makers to develop a concept with us for five days. We paid them for joining us and developing their concept, and they said, ‘it’s amazing that you pay us for this and that we can also address things’. But for me it was obvious – they were with us working for five days and it’s standard and we don’t need to be complimented for this. So, paying people for their time, knowledge and inputs have also become more common.’

What do you see as the biggest strength of the Fair Practice Code in Holland – both within the cultural industry and in wider society?

That it’s a vehicle to address what’s going on; both as an artist and as an

institution you can now say, ‘I follow the Fair Practice Code and therefore I ask you this and that’. It helps make soft elements in a business collaboration concrete and possible to address as something you need to work and agree on. It’s fundamental that the soft elements that have always been there, but maybe not addressed directly, have been turned into a code to be followed.’

What have been the most important actions – both within the industry and politically – to develop and implement the Fair Practice Code?

’It’s quite essential that the code comes from artists, producers, and institutions – that it comes from the practice and is developed in a joint process and not thought of by the ministry. This means that everybody is part of it, also when it was adopted by the ministry, foundations, and the cultural industry as such. When the cultural industry was asked to come up with suggestions on how to ensure better working conditions, we came up with 21 different suggestions and one of them was a fair practice code. The minister asked, which one he should choose if he was to choose one of the suggestions and we said, ‘take this code and make it a condition for getting financial support. In that way it becomes a standard, which is important’. And we experienced that already the concept of a code did something – some said that they would join the code even before we had written it. It’s a way and opportunity for people to unite.

Funding bodies have also changed slightly and are now addressing when applicants are not showing fair practice and asking why. With them it has also become an instrument.’

What do you see as the biggest challenges related to the Fair Practice Code right now?

‘To make sure that everybody keeps being involved, also when changes are being made, so that everybody keeps owning it – that’s an ongoing important focus point and challenge. In terms of diversity, we have also learned that being fair practice is essential to become diverse, and this is also an example of how the five values really stick together, and that it’s crucial that we keep working with it because otherwise the arts become something for the elite.

The political framework that we are in is also a challenge, and it’s important to address how we stick to the code, even though we know that hard times and a bigger scarcity will come. No one is against fair practice, the question among some politicians is more whether they should pay for it or whether the industry should pay for it. Therefore, we need to be very strict and say, ‘you need to pay for this, and if you only pay this, we can only do that.’ And that’s of course complicated. But politics is always a matter of making choices, and cuts do not have to be made with the arts or the part for fair practice, they can be made in other places.’

What do you think is needed for the Fair Practice Code to help improve working conditions in Holland even more?

’It’s important to keep reminding actors in the field that it’s not just a code coming from the ministry, it’s ours, so what do we want to do with it. It asks a lot from us because you also have to say ‘no’, both as an artist and as an institution – it’s not always nice but we need to remind ourselves that we once agreed upon it.

The toolkits also play an important role and could be used even more, because the more tools we develop for asking questions, the better. It’s also important that funding bodies improve in terms of monitoring better and make sure that fair practice is happening. It’s about how to ask better questions rather than how to make better answers – keep questioning instead of just keep answering.

fra workshop, 27.9.23

Fotograf: Michelle Demant

fra workshop, 20.9. 23

Fotograf: Zuhal Kocan

Det er vigtigt med et navn for feltet, som er forankret i det danske sprog. Jeg foreslår

Regenerativ praksis kodeks eller Retfærdig/

Rimelig praksis kodeks. Gennemsigtighed hellere end transparens. Mangfoldighed hellere end diversitet.

Sheküfe Tadayoni Heilberg Forfatter, oversætter, performancekunstner, forlægger og redaktør Uro Workshop, 2.6.23

Hvis vi nu laver dette “svanemærke” for fair practice kultur, så kan det også være med til at markedsføre fx en festival som en grøn festival. De opmærksomme, moderne festivalgængere vil sige: Vi vil hellere tage derhen, for de har en bæredygtig strategi. Der tror jeg, at fair practice-mærket vil kunne gøre en afgørende forskel.

Thomas Sandberg Komponist, musiker, forperson Dansk Musiker Forbund paneldebat Kulturmødet Mors, 24.08.23

Kodeksets potentiale fra danske aktørers perspektiver

Fotograf: Sine Nielsen

fra workshop, 2.6.23

For at få forskellige perspektiver på, hvad et fair praksis kodeks vil have af betydning for den danske kunst- og kulturbranche, har vi inviteret en række kunstnere, kulturaktører og akademikere, der alle har deltaget i mindst en af Fair Practice Kultur workshopsne, til at give et bud på, hvad, de ser, er kodeksets potentiale.

Teksterne er skrevet med udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvad ser du/I særligt er potentialet i the Fair Practice Code? Hvordan tror du/I, at et fair praksis kodeks kan skabe bedre arbejdsvilkår for det danske kunst- og kulturfelt og forstærke og understøtte allerede igangværende initiativer?

AF CECILIE ULLERUP SCHMIDT

Lektor og vicecenterleder i Ny Carlsbergfondets forskningscenter Kunsten som Forum, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Jeg forestiller mig det sådan her: Hvis en kunstinstitution har besluttet sig for at deltage i Fair Practice Code, er det ikke et tabu at spørge hinanden: er det lidt uretfærdigt, at vi fastansatte har en fast overenskomstløn og så tilbyder en færdiguddannet kunsthistoriker at være i sin fjerde praktik og en freelancekunstner et honorar på 25.000 kr. for en måneds arbejde? Og: skulle vi udbetale et pensionsbidrag denne gang? Man er heller ikke en stemningsdræber, når man som musiker stiller undringsspørgsmål til festivalens line up: hvorfor står kvindenavnene med småt og mandenavnene med stort? Hvor er kønsminoriteterne i jeres line up? De spørgsmål er forventede! Og det er helt på sin plads at spørge på et dansk teater: hvorfor er jeg egentlig den eneste brune person i jeres ensemble? Eller sige: Hvorfor er der ingen Inuk skuespiller her? Eller bare, under planlægningen af et gæstespil: skulle vi tage toget til Wien? Og tæller vi arbejdsdage og betaler babysitter for den ekstra tid, det tager?

Solidaritet, mangfoldighed, bæredygtighed, tillid og gennemsigtighed. De fem vær-

dier giver anledning til at kunst- og kulturbranchen taler om andet end publikumsgrupper og belægning: at de vender succeskriterierne indad og insisterer på, at det at lykkes med en succes udadtil kun er at lykkes, hvis også baglandet er i balance. Fair Practice Code giver forskerne i dansk kunstog kulturvidenskab anledning til at stille skarpt på produktionsæstetik og levede liv, frem for blot at se på kunstens fremtrædelse og modtagelse. Det giver anledning til samtaler mellem uddannelser, kunstpraktikere, institutioner og forskning i et infrastrukturelt perspektiv: Hvilke rammer sikrer (mental) arbejdsro til kunstnerne? Hvordan virker arbejdsvilkår på udstillingens udformning?

Og hvordan medskaber anmeldernes, fondenes, kuratorernes og juryernes (mis)tillid også den kunstneriske kvalitet?

Fair Practice Code kan løfte noget af byrden fra gratisarbejdende ildsjæle, der har arbejdet for lige adgang og bedre repræsentation såsom #undskyldvierher, Et Større Billede, Musikbevægelsen af 2019 eller The Union – fagforening for racialiserede kunst- og kulturarbejdere. Når Fair Practice Code bliver installeret, tager vi samtalerne om adgang til bygningerne, om rimelig betaling, om (grøn) bæredygtighed, om dækkende og ikke-stereotypificerende repræsentation, om levedygtige kunstnerliv hinsides debutheldet, soloudstillingen og en udsolgt turné. Og det fine er, at vi giver hinanden håndslag på, at de samtaler vil vi gerne have. Og samtalerne er fyldt med forventning og endnu et håndslag, nemlig det solidariske løfte om, at kunstens vilkår skal blive bedre. Efter de mange håndslag, halvhøje på optimisme, spørger vi, hvordan handlingsplanerne for mangfoldighed og grøn bæredygtighed ser ud. Og det er et oplagt og velkomment spørgsmål.

Det er små hverdagsspørgsmål om vegetarmad i kantinen sidestillet med diskriminationskonfronterende samtaler om asymmetriske liv i kunst- og kulturbranchen, som Fair Practice Code komponerer: en varig komposition af spørgsmål, hinsides midlertidige puljer og politiske initiativer.

Når spørgsmålene om rimelige vilkår bliver fremført som korsats, kan det høres i kulturministeriet (og runger videre: socialministeriet, finansministeriet, statsministeriet).

AF SIGNE KLEJS

Kunstner, forperson KUFA – Kunstnernes fagforening

Fair Practice Code fremstår som en oplagt mulighed for at redefinere og forny arbejdsvilkårene i den danske kunst- og kultursektor. Kodekset har potentiale til ikke bare at styrke de igangværende initiativer, men også grundlæggende at forbedre måden vi opfatter samarbejde og værdiskabelse på inden for branchen.

Som forperson for KUFA—Kunstnernes Fagforening, ser jeg dagligt de udfordringer, som vores medlemmer møder. Alt for mange kunstnere kæmper med ustabilt arbejdsliv, og mange er nødsaget til at have sekundære jobs i andre sektorer, hvilket skaber et spaltet fokus og mindre tid til den kunstneriske proces. Det er en utilfredsstillende og uholdbar situation, som underminerer det faglige potentiale i hele kunstfeltet.

Det er essentielt at anerkende, at kunst og kultur bidrager betydeligt til samfundet—ikke blot kulturelt, men også økonomisk. Faktisk genererer kunst- og kultursektoren økonomisk værdi på lige fod med andre industrier, såsom landbrug- og fødevareproduktion. Det kan man læse i Kulturministeriets kulturpolitiske redegørelse fra 2023. Den økonomiske realitet fortjener langt større anerkendelse og skal afspejles i måden, vi værdisætter og understøtter kunstneres arbejde på.

Med Fair Practice Code og dens fem grundpiller har vi et konkret værktøj til at adressere og forbedre de prekære arbejdsforhold, som mange kunstnere står overfor. Kodekset vil legitimere den vigtige samtale, som vil ændre præmissen for forhandlingsprocesser og sikre, at kunstneres bidrag anerkendes og belønnes på lige fod med andre professionelle ydelser.

Fair Practice Code vil også styrke kulturforbrugernes position ved at give dem mulighed for at vælge produktioner, der er skabt under rimelige og retfærdige forhold. Det skaber en ansvarlig forbrugerkultur, der aktivt støtter og fremmer fair arbejdspraksis.

Set fra KUFA’s perspektiv er Fair Practice Code det nødvendige redskab til at tackle både synlige og skjulte barrierer i kunstnernes arbejdsmæssige virkelighed.

Med de senere års skærpede fokus på spørgsmål som magtasymmetri, repræsentation og bias, er det tydeligt, at tiden er inde til forandring. Kunst er ikke bare et spejl for samtiden; det er en kraft, der former fremtiden. Ved at indføre Fair Practice Code som en fast praksis vil vi ikke bare forandre kunstscenen, men hele det kulturelle landskab. Forandringen er nødvendig, og tiden til at handle er nu.

AF FORENINGEN ANOTHER LIFE

Foreningen Another Life har længe været engageret i at fremme retfærdighed og social bæredygtighed i alle aspekter af vores arbejde i det danske musik- og kulturliv. Gennem nuanceret dataindsamling og vidensdeling har vi bidraget til, at samtalerne om repræsentation, ulighed og diskrimination har fået et bredere, større og mere målrettet fokus. Derfor tror vi også på, at vi sammen med Fair Practice kan styrke indsatsen og bidrage til at skabe en branche, der har bedre indsigt i privilegier, normer og bredere repræsentation.

Another Life og Fair Practice deler mange af de samme værdier, herunder vigtigheden af bred repræsentation, social bæredygtig rekruttering, et positivt arbejdsmiljø, der sikrer trivsel blandt medarbejderne og bæredygtighed både socialt og miljømæssigt. Vi tror på, at fokus på bred repræsentation, diskrimination, lige adgang og øget trivsel bør integreres dybtgående i alle processer og beslutninger, snarere end at være isolerede elementer. Der er et

potentiale i at skabe positive forandringer ved at sikre, at disse værdier bliver en central del af det danske kulturliv, bl.a. gennem den fair practice code, der ønskes at udvikle.

Vi ser en række udfordringer og muligheder ved Fair Practice med henblik på at sikre den bedst mulige implementering af projektet. Potentialet ved Fair Practice er blandt andet at sikre gennemsigtighed i udviklingen og implementeringen af en Fair Practice Code. Transparens er afgørende for at opbygge tillid blandt interessenterne, og vi ser mulighed for, at man kan oprette to former for regnskaber for at understøtte udviklingen mod et bedre kulturliv.

Det første er et trivsels- og repræsentationsregnskab, hvilket kan fremme transparens gennem åbenhed omkring arbejdsmiljøerne og medarbejdernes trivsel. Implementeres dette som en del af Fair Practice, sikrer man, at eventuelle udfordringer kan blive adresseret og løst på en åben og konstruktiv måde.

Det andet er et klimaregnskab, der dokumenterer institutioners klimapåvirkning og indsats for at reducere CO2-udledningen og andre miljømæssige fodaftryk. Dette vil skabe transparens omkring aktørernes miljømæssige præstationer og forpligtelser over for samfundet og fremtidige generationer.

Ved at implementere sådanne regnskaber går man lettere fra udfordringer til udvikling. Man bør nemlig ikke være bange for at tage tyren ved hornene og adressere de udfordringer, der er. Man kan handle proaktivt ved at tackle problemerne direkte og handle målrettet for at løse dem, i stedet for at omgå de reelle problemstillinger og udfordringer ved en for positivistisk tilgang.

Et stort og vigtigt emne inden for Fair Practice er potentialet i at skabe transparens omkring løn- og arbejdsforhold i kulturlivet. På den måde vil man på sigt gøre det lettere at håndtere løn- og arbejdsforhold, samt fremme psykologisk sikkerhed og reducere prekære ansættelsesforhold og beskæftigelser.

Hvis man vælger ikke at følge Fair Practice Codes principper, kan det igen være gavnligt at være ærlig og transparent med, hvorfor man ikke har mulighed for at gøre det. Vi ser altså stort potentiale i at implementere Følg eller forklar-princippet, som er en del af Fair Practice.

Another Lifes rapport ‘Repræsentation og diskrimination i den danske musikbranche 2022’ viser, at netværk er essentielt for en karriere i kultur, men at minoriserede personer fravælger netværksaktiviteter i frygt for at blive diskrimineret og forskelsbehandlet. Dette bør alle initiativer have for øje, da det kan påvirke deltagelsen og repræsentationen i initiativet. Fair Practice kan undgå dette ved at lave tiltag, der sikrer, at der inviteres bredt ud og ved at italesætte gode måder at møde hinanden til netværksarrangementer. Sidstnævnte kunne være opfordringer og gode råd til det rum, man ønsker at skabe sammen. Det kan enten være noget man opfordrer til mundtligt, eller et skriv man laver og sender med invitationerne. Desuden skal Fair Practice-principperne implementeres i praksis hos de aktører, der er en del af det, så de ved, hvordan de skal handle. Der er derfor et behov for klare handlingsplaner, praktisk indsigt og viden om konsekvenserne ved overtrædelse af retningslinjerne i Fair Practice.

Især ønsket om uddannelse, viden og konkrete redskaber til at skabe og sikre lige adgang i branchen vil være af afgørende betydning. Der mangler et mere præcist sprogbrug og tydelige definitioner af, hvad der anses for at være retfærdigt i praksis. Vi tror på at gennem samarbejde med organisationer som Another Life vil projektet have mulighed for at udvikle og implementere effektive strategier og initiativer, der adresserer disse behov på en meningsfuld måde.

Klimakrisen er et strukturelt problem, og derfor er det et politisk ansvar. Det er derfor et kæmpe problem, at der ikke er lavet en bæredygtig infrastruktur, der gør det bæredygtige valg både lettest og billigst. Fair Practice kunne være med til at hjælpe det politiske system med at lave nogle bæredygtige retningslinjer. Hvis vi får denne her certificering, får kunstinstitutionerne og kunstnere støtte til at tage det bæredygtige valg.

Franciska Rosenkilde Politisk leder af Alternativet

AF CHRISTIAN GADE BJERRUM

Medstifter og medleder Bæredygtigt Kulturliv NU

”En af grundene til, at vi ikke er længere med den grønne omstilling i Europa, er på grund af fraværet af kunst og kultur.”

Det konkluderer, blandt meget andet, min veninde, den spekulative kunstner og den økologiske tænker, Madeleine Kate McGowan, efter at have læst den seneste IPCC-rapport. At kunstens fravær er en af grundene til, at vi ikke er længere, er enestående. Hvilket medfører et oplagt følgespørgsmål: Hvad skal vi så gøre for, at kunsten og kulturen tager ansvar og udfolder sit potentiale?

Det kan der være mange svar på, og fra mit perspektiv, som medleder i interesseorganisationen Bæredygtigt Kulturliv NU, som arbejder med grøn, bæredygtig omstilling i kultursektoren, så er et af svarene ligetil: Få orden i eget hus!

Med det mener jeg, at der skal ryddes op! Den måde man producerer på, den måde man transporterer, formidler og drifter bygninger på skal omstilles til bæredygtig, klimavenlig praksis. Det er på alle parametre.

Måden, hvorpå man taler sammen og samarbejder med sine kollegaer, skal omstruktureres, redefineres og transformeres.

Det er et kæmpearbejde – det er dybt nødvendigt arbejde – som alle kunst- og kulturinstitutioner, alle kunst- og kulturaktører skal i gang med.

Nogle er længere end andre. Nogle er først lige gået i gang. Nogle skal lære af andre. Og hvor end man er i denne omsiggribende proces, så er det behjælpeligt og nødvendigt med guidelines, fokuserede dialoger og konstruktive handlerum, og her kommer Fair Practice ind i billedet.

Det har været en berigende og indsigtsfuld oplevelse at deltage i processen og bidrage med indhold, idéer og inspiration til en dansk version af et Fair Practice kodeks. Vi glæder os selvfølgelig over, at den grønne bæredygtighed, som er vores primære fokus,

fra workshop, 20.9.23

Fotograf: Zuhal Kocan

fylder så meget i danske kunstnere og kulturaktørers bevidsthed.

Vi ser det også som et udtryk for, at man i kunsten og kulturen bliver sit ansvar mere bevidst om at skabe en fremtid, hvor man aktivt omstiller sig til bæredygtig drift og produktion – og kommunikation herom. Der er nemlig brug for, at vi deler mere viden, deler flere erfaringer og best practice med hinanden for at blive inspireret og få fornemmelsen af fællesskabet omkring den grønne dagsorden.

Det kan være så udfordrende og komplekst at arbejde med bæredygtighed i alle dens nuancer, fordi jo mere man fordyber sig i det, jo mere finder man ud af, hvor svært det er.

Her er Fair Practice ikke den endelige løsning til at komme i mål med alle problemerne, men den er et vigtigt redskab, fordi den skaber en fælles forankring og fælles bevidsthed om de emner, som alle alligevel arbejder med i hvert deres lille territorium.

Vi glæder os til det videre samarbejde og sparring, hvor vi bygger videre på et stærkt fundament fra Holland og fortsætter de spændende, svære og nødvendige samtaler og herfra understøtter de mange konkrete indsatser og tiltag på tværs af kultursektoren, så vi får sat handling på de velmente, velformulerede og vigtige ord.

AF RIKKE BANK & HANDE DOGAN

Cand.mag. Leadership in Sustainability ved Malmö Universitet

Givet de vedvarende udfordringer, som de kulturelle og kreative sektorer står overfor – herunder jobusikkerhed, økonomisk ustabilitet, udnyttelse, ulighed, magtubalancer og begrænset adgang til sociale ydelser –har vi dedikeret de seneste måneder til at skrive speciale om, hvordan man navigerer i at håndtere disse komplekse forhold. Vores forskning undersøger derfor, hvordan principperne i Fair Practice Code og bæredygtighedsledelse kan udvide forståelsen af social bæredygtighed inden for de sektorer

og bidrage med indsigter, der kan guide bæredygtig udvikling.

Adgang til sikre og sunde arbejdsmiljøer handler ikke kun om politik – det er en grundlæggende menneskeret. Ifølge artikel 23 i Menneskerettighedserklæringen har enhver ret til frit at vælge deres job og beskyttes mod arbejdsløshed. Erklæringen understreger også principper som lige løn for lige arbejde, retten til at danne og deltage i fagforeninger samt adgang til social beskyttelse, hvilket fremhæver behovet for retfærdig og etisk behandling af alle arbejdstagere.

Ved at åbne denne dialog fungerer Fair Practice Code som et moralsk kompas med potentiale til at lede den fremtidige kurs for de kulturelle og kreative sektorer. Den engagerer hele økosystemet ved at styrke individer til kollektivt at skabe bedre arbejdsforhold. På den måde repræsenterer koden et paradigmeskift, der udfordrer indgroede narrativer og systemiske problemer. Ved at omfavne kerneværdier som tillid, transparens, diversitet, solidaritet og bæredygtighed har koden kapacitet til at kultivere et mere sammenhængende og modstandsdygtigt landskab.

At forbedre arbejdsforholdene er et vigtigt skridt for at kunne frisætte de kulturelle og kreative sektorers fulde potentiale og være forberedt på fremtidige kriser. Fair Practice Code kan vejlede denne transformation ved at styre politikker og praksisser mod et mere retfærdigt, bæredygtigt og inkluderende arbejdsklima inden for menneskeretlige og planetære grænser. Ved at omfavne dens principper og værdier kan interessenter samarbejde om at skabe et blomstrende økosystem, der gavner kunstnere, kulturarbejdere og samfundet som helhed.

AF FINN SCHUMACKER

Direktør for AEC – The Association Européenne des Conservatoires, Académies de Musique et Musikhochschulen

Flere og flere steder både i Danmark og i resten af verden arbejder mennesker, organisationer, ngo’er, hele brancher og politikere på at omstille vores samfundsmodeller efter de 17 Verdensmål, som FN vedtog i 2015. Det kræver en enorm indsats, særligt fordi vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, om vækst i den form, vi normalt forstår det, det vil sige primært økonomisk, kan stå alene i kampen mod bl.a. fattigdom og ulighed og for bedre trivsel og anstændige jobs til alle. Langsomt, men sikkert, vinder et mere balanceret syn frem, hvor økonomisk vækst sættes over for – eller endda gøres afhængig af – menneskelig værdi. Der tales om, at vi skal erstatte homo economicus med homo empaticus, hvor menneskelig værdighed sættes i centrum, og hvor økonomiske beslutninger sker på baggrund af moralske overvejelser og ikke kun som et spørgsmål om, hvem der får mest.

I denne kontekst kommer Fair Practice Code ind med en allerede veludviklet model for kulturbranchen, indeholdende et sæt af fem principper og værdier, nemlig solidaritet, transparens, tillid, diversitet og bæredygtighed. Modellen er et rigtig godt eksempel på en gennemprøvet ramme, som har potentialet til at strukturere vores samtaler og hjælpe os til at identificere de mange områder, hvor vi sammen skal finde nye løsninger for en bæredygtig fremtid for kunstnerne, for kunsten og dens institutioner.

Som bekendt har kunst og kultur ikke sit eget verdensmål, og heri ligger en styrke, men også en opgave. Styrken ligger i sagens natur i kunstens væsen, der med sin unikke evne til at røre vores følelser har muligheden for at lade os se og mærke verdenen omkring os og finde det essentielle, det virkeligt betydningsfulde for hver af os. Med andre ord: At skabe den erkendelse, der skal til for at turde tage nye, meningsfulde valg.

Opgaven for kulturbranchen er for det første erkendelsen af, at kunsten og kulturen har tre grundlæggende værdier; en iboende, en institutionel og en instrumentel. Sidstnævnte bliver ofte anset for at medføre indskrænkelse af den kunstneriske frihed, men med samtlige FN’s 193 medlemslande bag beslutningen om at skabe en bæredygtig udvikling for planetens fremtid bør der være grundlag for en dialog kunstnere og politikere imellem om, hvordan kunst og kultur kan være en del af indsatsen på tværs af alle Verdensmål.

Hermed er vi fremme ved kulturbranchens egentlige opgave, nemlig at kulturens institutioner og organisationer over et bredt felt tager Fair Practice Code og de tilhørende værdier til sig og sætter dem ind i den store fortælling om nødvendigheden af en bæredygtig udvikling. Det vil være en stærk platform for dialog med de politiske niveauer og arbejdsmarkedets organisationer om reformer af lovgivning og strukturer, og understøtte den udvikling på kulturområdet, som allerede er i gang, herunder inden for den grønne og den sociale bæredygtighed.

Fair Practice Codes tydelige rammesætning af menneskelige værdier vil kunne bidrage til en styrkelse af kunsten og kulturens generelle position i samfundet i en tid, hvor vi trues af geopolitiske spændinger, fake news og polarisering. En sådan øget anerkendelse vil være endnu et vigtigt argument for forbedring af vilkårene for alle i kulturbranchen, hvad enten det er i institutionelt regi eller for de individuelle kunstnere.

Noget af det, jeg har lært på den hårde måde i mit arbejdsliv, er at prøve at forstå økonomien bagved. Jeg beder altid om at få lov til at se det, man kalder kalkulen, altså hele regnestykket for den aften hvor jeg laver shows. Der er alle mulige ting, der spiller ind, når jeg vurderer, hvilken pris der er fair, men det vigtigste er faktisk kalkulen: Hvor meget regner de med at tjene? Hvad får alle andre? Det kan fx ikke være rigtigt, at jeg får mindre end den person, der laver lyd eller lys, vi skal i hvert fald have det samme. Kunstnerne er hverken vigtigere eller bedre end dem, men hvis de får løn, skal os der står på scenen også have løn. Så mere transparens omkring kalkulen for de arrangementer, man laver.

Emma Holten

Debattør, forfatter, konsulent Paneldebat Kulturmødet Mors, 24.08.23

Konklusion

“Kunstnere og kulturskaberes arbejde bidrager til samfundet ved bl.a. at skabe økonomisk, erhvervsmæssig og teknologisk udvikling. Men kunsten og kulturen skaber også nye erkendelser, styrker fællesskaber på tværs af sociale skel og giver livskvalitet i borgernes hverdag. Derfor er der løbende behov for at sætte fokus på de vilkår, kunsten og kulturen skabes under – så vi kan skabe de bedst mulige rammer for at få et velfungerende kunst- og kulturliv herhjemme.”

Fra Dansk Kunstnerråds rapport ‘Kunstnere i tal’ (2024).

På baggrund af udforskningen af den hollandske Fair Practice Code sammen med en bred gruppe af repræsentanter fra den danske kulturbranche, er der ingen tvivl om, at branchen ser et stort behov for at gentænke og ændre branchens strukturer. Initiativet har involveret mere end 100 kunstnere, producenter og repræsentanter for kulturinstitutioner, og flere endnu har vist interesse for Fair Practice – modellen og dens potentiale. Vi er blevet mødt med en utrolig stor interesse for at deltage i et kollektivt rum for gentænkning af kulturfeltets rammer og vidensdeling på tværs af branchen. Den hollandske model er blevet modtaget som et vigtigt, konkret og brugbart redskab til at skabe rimelige og professionelle arbejdsvilkår for kunstnere og kulturarbejdere, der med fordel kan bruges som afsæt for udvikling af en dansk version. De involverede har på tværs af kulturfeltet været enige om, at de fem værdier i det hollandske Fair Practice-kodeks hænger sammen, og alle skal tages i betragtning i tiltag for bedre arbejdsforhold. Et kodeks kan være med til at definere en ny

norm for kunst- og kulturproduktion, da de fem værdier i den hollandske model rummer alle de aspekter, der bør være til stede i et godt og professionelt arbejdsmiljø.

Som Dansk Kunstnerråd konkluderer i rapporten ‘Kunstnere i tal’, er det vigtigt at sætte fokus på arbejdsvilkårene for kunstnere og kulturarbejdere og dermed de vilkår som den kunst, der skaber stor værdi i samfundet, bliver skabt under. Kunstneres og kulturskaberes arbejdsliv er forskelligt, men på tværs af alle kunstområderne er der rigtig mange freelancere. Der er derfor mange problemstillinger om prekære forhold, der går igen på tværs af de forskellige kunstfelter, og det giver god mening i Danmark som i Holland at arbejde sammen på tværs af kulturfeltet om at skabe bedre arbejdsvilkår i kulturbranchen bredt set.

Et kodeks kan være med til at sikre, at en stor del af indholdet i den arbejdsmiljølov, der gælder for fastansatte, også kommer til at gælde for freelancere og kontraktansatte kunstnere, og dermed at det, vi i Danmark for en del af arbejdsstyrken betragter som forudsætninger for ordentlige arbejdsvilkår, kan komme til at gælde for andre dele også – uanset ansættelsesforhold.

Aktørerne ser desuden det sociale, økonomiske og grønne aspekt af bæredygtighed som værende tæt forbundet, og grøn omstilling som en afgørende præmis for kunst- og kulturfeltet på linje med resten af samfundet. Der er derfor ingen tvivl om, at grøn bæredygtighed i en dansk version af et Fair Practice-kodeks skal være en integreret del af denne værdi, hvis kodekset skal fungere i den danske kulturbranche.

Udvikling og etablering af ordentlige arbejdsvilkår for kunstnere og kulturaktører baseret på standarder og konkrete redskaber er noget, der er i gang flere og flere steder i Europa, som rapporten The status and working conditions of artists and cultural and creative professionals fra OMC-gruppen dokumenterer (2023).

OMC-gruppens rapport gennemgår alle de forskellige initiativer, som EU-medlemslande afprøver mhp at skabe bedre vilkår og

kommer med anbefalinger til, hvad de vigtigste næste skridt kan være. De understreger, at ingen af de modeller og tiltag, de er stødt på, løser alle udfordringer omkring prekære arbejdsforhold, men at den hollandske Fair Practice Code er den model, der kommer tættest på.

At lave et kodeks for hele kulturfeltet er et ambitiøst mål, der vil tage tid. Delmål og videre research om modellen, dens potentiale og mulige konsekvenser er derfor nødvendige videre skridt. Dét arbejde skal udvikles og løftes af mange aktører, og samtaler med kulturinstitutionerne og det politiske felt skal øges og styrkes.

Kulturbranchens arbejdsmarked er internationalt, og hvis Danmark bliver en del af denne bevægelse, kan vi ikke kun drage fordel af de erfaringer, der allerede er, men også bidrage til at udvikle og kvalificere nye modeller og dele vores gode erfaringer, så kunstnere på tværs af landegrænser møder lignende standarder for de vilkår, de arbejder under. Vi anbefaler derfor, at the Fair Practice Code og erfaringerne fra Holland bruges som afsæt for at etablere et kodeks for ordentlige arbejdsvilkår for kunstnere og kulturarbejdere i Danmark.

OVERSIGT OVER AKTIVITETER OG MEDVIRKENDE*

FEBRUAR 2023:

Møde med Anne-Mette Wehmüller, sekretariatschef Dansk Kunstnerråd

MARTS 2023:

Møde med Anne Breure, leder af Theater Utrecht og medinitiativtager til the Fair Practice Code i Holland

MARTS – JUNI 2023:

Løbende møder med Eline Sigfusson, politisk og strategisk udvikler & Helene Øllgaard, forretningsudvikler og kunstfaglig rådgiver

JUNI 2023:

Fair Practice Kultur Workshop 1

Deltagere:

Andreas Vermehren Holm, Forfatter, oversætter, forlagsredaktør Forlaget Virkelig

Anna Krogh, Direktør Sorø Kunstmuseum

Betina Rex , Konstitueret kunstnerisk leder

HAUT

Caspar Eric, Digter

Cecilie Ullerup Smith, Performancekunstner, adjunkt forskningscenteret Kunsten som Forum

Chris L. Halstrøm, Møbeldesigner, kunstner

Christian Gade Bjerrum, Skuespiller, medstifter af Bæredygtigt Kulturliv NU

Conny Jørgensen, Direktør Rosa – Dansk Rock Samråd

Ege Bejer Heckmann, Film og videoproduktion, medstifter CEO Green Producers Club Denmark

Emilie Thit Stilling Netteberg, Planlægger

og producent Det Kongelige Teater

Emma Holten, Debattør, foredragsholder, rådgiver

Finn Schumacker, Bestyrelsesleder DEOO – Danske Ensembler, Orkestre & Operainstitutioner, formand Foreningen af Danske Kulturbestyrelser

Frederik Rørmann Kunsthistoriker, medlem af UKKs bestyrelse

Gro Sarauw, Billedkunstner, organisator, projektleder Ghost Agency

Hanna Bergman, Grafisk designer

Hisham Jacob Maroun, COO, manager, medstifter WAS Entertainment

Hanne B. Sønnichsen, Designer, forperson

Danske Kunsthåndværkere & Design; Isabel Douglass, Musiker, booker, økonomimedarbejder Dansk Komponistforening

Jacob Yoon Egeskov Nossell, Iværksætter, handicapkonsulent, kommunikatør

Johanne Aarup Hansen, Interaktionsdesigner, bestyrelsesmedlem Forbundet

Arkitekter og Designerne

Jonas Grøn, Daglig leder Villa Kultur, bestyrelsesmedlem Dansk Kulturliv

Jørgen Callesen, Performancekunstner, direktør og kurator Warehouse9

Kai Merke, Danser, koreograf

Kasper Lynge Jensen, Billedkunster, medstifter af designbureauet Better Weather

Kristoffer Ørum, Billedkunstner

Line Tjørnhøj, Komponist, næstperson

Dansk Komponistforenings bestyrelse

Liva Xamanek Lopez, Producent Udviklingsplatformen for Scenekunst

Maj Horn, Billedkunstner, projektleder Fair Practice Kultur

Marcela Lucatelli, Komponist, performer

Mette Moestrup, Digter

Mette Riise, Billedkunstner

Mia Isabel, Edelgart Billedkunstner

Michala Paludan, Billedkunstner, forperson

UKK

Michelle Demant, Projekt- og kommunikationsmedarbejder Dansk Komponistforening

Nauja Lynge, Forfatter, foredragsholde, debattør

Nicole Jonasson Designer, medstifter

Softer Digital Futures

Nis Rømer, Billedkunstner, forperson Dansk Kunstnerråd

Pernille Lystlund Matzen, Phd. ved Aarhus Universitet og Kunstmuseet Louisiana

Peter Folkmar, Grafisk designer, medstifter Post Design Festival

Rosa Marie Frang, Billedkunstner, dokumentarist

Scott William Raby, Billedkunstner, forperson UKK

Shëkufe Heiberg Forfatter, oversætter, performancekunstner, forlægger, redaktør Uro Sine Tofte Hannibal, Daglig leder Dansk Komponistforening, projektleder Fair Practice Kultur

Skye Jin,Billedkunstner, Permakultur designer

Sofie Westh, Medstifter og projektmanager

Another Life Community

Sofie Holst Hansen, Souschef Tempi, projektleder Kunst & Kultur i Balance

Tina Schelle, Kommunikation, legatrådgivning, medlemsservice Dansk Komponistforening

Yeong-Ran Suh, Koreograf, kunstnerisk forsker

AUGUST 2023:

Fair Practice Kultur Paneldebat på Kulturmødet Mors: Er et ’kulturens svanemærke’ vejen til en mere bæredygtig kulturbranche i Danmark?

Med deltagelse af Emma Holten, debattør & foredragsholder, Franciska Rosenkilde, politisk leder af Alternativet, Thomas Sandberg, forperson Dansk Musikerforbund, Maj Horn, billedkunstner, Sine Tofte Hannibal, daglig leder Dansk Komponistforening. Modereret af Lene Johansen

SEPTEMBER 2023: Fair Practice Kultur Workshop 2

Deltagere:

Diêm Camille, Serieskaber, skuespiller

Fafaya Mogensen, Kurator, Art Hub

Copenhagen

Gitte Wahl, Head of post-production, IT & Sustainability, SAM Productions

Jeppe Bo Rasmussen, Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet, Bikubenfonden

Joana Ellen Öhlschläger, Koreograf, danser & producer, KOMMA Performance Productions

Kaspar Bonnén, Billedkunstner

Kirstine Lindemann, Komponist, performer

Lars Kynde, Komponist, lydkunster

Maj Horn, Billedkunstner, organisator

Mark Solborg, Musiker

Melanie Kitti, Billedkunstner, forfatter

Mikkel Bogh, Leder, Center for Practice-based Art Studies, KU

Rosa Lois Balle Yahiya, Head of organization & founder Another Life Community

Signe Klejs, Billedkunstner, forperson KUFA

Sine Tofte Hannibal, Daglig leder Dansk Komponistforening

SØS Gunver Ryberg, Komponist, lydkunstner, performer

Tanya Lindkvist, Ceo & founder Connectedness

Ursula Andkjær Olsen, Forfatter, digter

Fair Practice Kultur Workshop 3

Deltagere:

Anne Ahn Lund, Sustainability manager, SF Studios & Co-founder Nordic Eco Media Alliance (NEMA)

Anthony Dexter Giannelli, Kunstner, forfatter, bestyrelsesmedlem UKK

Karen Mette Fog Pedersen, Kursus- og projektleder, Billedkunstnernes Forbund

Lara Vejstrup Ostan, Koreograf, danser & producer, KOMMA Performance Production

Linh Tuyet Le, Performer, klimaaktivist

Ly Tran, Sanger

Maj Horn, Billedkunstner, organisator

Miriam Frandsen, Curator, dramaturgist & project manager Toaster

Nanna Gro Henningsen, Billedkunstner, kunsthistoriker

Rasmus Kloster Bro, Filminstruktør, manuskriptforfatter, forperson for bestyrelsen af Danske Filminstruktører

Sophie Bruun, bestyrelsesmedlem IMMART

Sine Tofte Hannibal, Daglig leder, Dansk Komponistforening

Deltagelse I ECSA netværksmøde i London (European Composer and Songwriter Alliance).

NOVEMBER 2023:

Møde og workshop: Fælles løft af den grønne bæredygtighed i kulturlivet. På initiativ af Kulturens Analyseinstitut. Faciliteret af Bæredygtigt Kulturliv NU.

Fair Practice Kultur Workshop 4

Deltagere:

Anne-Mette Wehmüller, Sekretariatschef, Dansk Kunstnerråd

Anthony Dexter Giannelli, Kunstner, forfatter, bestyrelsesmedlem UKK

Carsten B. Kristensen, Forperson Danske scenografer

Christina Bizzarro, Projektleder Danske

Kunsthåndværkere & Designere

Elin Ferm, Co-Founder and Equality Consultant at NORM

Elvira Mormino, Editor, Wilhelm Hansen Musikforlag

Frederik Rørmann, Kunsthistoriker, medlem af UKKs bestyrelse

Gitte Wahl Folmann, Filmografi, producer

Gro Sarauw, Billedkunstner, organisator

Julienne Doko, Danser, performer, koreograf

Kai Merke, Danser, koreograf

Kevin Malcolm, Kunstner

Lars Kynde, Komponist, lydkunstner

Line Tjørnhøj, Komponist, næstperson

Dansk Komponistforenings bestyrelse

Maj Horn, Billedkunstner, organisator

Marie Wengler, Kunstner, PhD fellow

Mark Solborg, Musiker

Mette Riise, Billedkunstner

Michelle Demant, kommunikation og projekter Dansk Komponistforening

Oskar Kurtzweil, Arkitekt

Pernille Rask Jensen, Sekretariatschef, Danske Scenografer

Peter Folkmar, Grafisk designer, medstifter

Post Design Festival

Rasmus Nielsen, Billedkunstner

Rikke Bank, Kunstformidler, kurator, studerende på kandidatuddannelsen Leadership for Sustainability

Sine Tofte Hannibal, Daglig leder Dansk Komponistforening

Sofie Westh, Medstifter og projektmanager

Another Life Community

SØS Gunver Ryberg, Elektronisk komponist

Xenia Pallesen, Ph.D.-studerende i Kunsthistorie ved Københavns Universitet

DECEMBER 2023:

Samtaler med Anne Zacho Søgaard, performer der er baseret mellem København og Berlin. Hun og andre fra scenekunstbranchen arbejder på at udvikle en fair practice code i Tyskland.

JANUAR 2024:

Møde med Rikke Bank, cand.mag. Leadership in Sustainability ved Malmö Universitet

Møde med Marie Thams, billedkunstner og forperson (BKF) Billedkunstnernes Forbund & Karen Mette Fog Pedersen, kursus og projektleder BKF

FEBRUAR 2024:

Sparringsmøde med Christine Bruun, leder af Centralbiblioteket og programleder af Kultur for alle & Melanie Holst, projektansat ved Kultur for alle

Møde med Jacob Teglgaard, co-founder og leder Bæredygtig Kulturliv NU

MARTS 2023:

Møde med Rasmus Steenberger, SF-politiker i Københavns kommune

Deltagelse I ECSA netværksmøde i Bruxelles (European Composer and Songwriter Alliance)

Møde med Jacob Teglgaard, specialkonsulent og formidler – grøn bæredygtighed i kulturen ved Kulturens Analyseinstitut & Esben Danielsen, direktør Kulturens Analyseinstitut

MAJ 2024:

Møde med Hende Dogan & Rikke Bank, cand.mag. Leadership in Sustainability ved Malmö Universitet

Møde med Søren Bang Jensen, forperson for Dansk Kunstnerråd

JUNI 2024:

Deltagelse i paneldebat på Scenekunstens årsmøde. Modereret af Naja Lee Jensen, kunstnerisk leder HAUT

KILDER

Bille, T. et al. (2018). Billedkunstens økonomiske rum –Danske billedkunstneres

økonomiske arbejds- og levevilkår

Code Diversiteit & Inclusie, (2011) .The Diversity & Inclusion Code.

Cultuur+Ondernemen, (2019). The Cultural Governance Code

Dansk Kunstnerråd, (2024). Kunstnere i tal

Danmarks Statistik, (2022). Afrapportering af Covid-19 pandemiens indvirkning på kunstnernes indtjening og beskæftigelse

European Commission, (2023). The status and working conditions of artists and cultural and creative professionals – Report of the OMC (Open Method of Coordination) group of EU Member States; experts

Europarådet, (1950). Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Fair Practice Code, (2019).

Gleerup, J. et al. (2018). Prekarisering – og akademisk arbejde. Frydenlund Academic

Raad Voor Culuur & Sociaal-Economische Raad, (2016). Verkenning arbeidsmarkt culturele sector.

Rambøll & Dansk Kunstnerråd, (2022). Undersøgelse af Covid-19-pandemiens indvirkning på kunstnernes indtjening, beskæftigelse og produktion.

Tænketanken Mandag Morgen, (2020). Arbejdsforhold for komponister og musikere i Danmark

WMO & UNEP (2022). IPCC Sixth Assessment Report –Impacts, Adaptation and Vulnerability

Fair Practice Kultur – En undersøgelse af et kodeks for kunst og kultur

Udgivet august 2024 af Dansk Komponistforening & UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere

Projektledere og forfattere: Sine Tofte Hannibal, daglig leder i Dansk Komponistforening og udvalgsleder for Fair Practice-arbejdsgruppen i det europæiske netværk ECSA & Maj Horn, kunstner og tidligere forperson for UKK

Tekstbidrag: Cecilie Ullerup Schmidt, Signe Klejs, foreningen Another Life, Christian Gade Bjerrum, Rikke Bank, Hande Dogan, Finn Schumacker

Grafisk design og layout: Hanna Bergman

Skrifttype: HW Cigars Regular

Fotografi: Sine Nielsen, Zuhal Kocan, Eduardo Abrantes & Michelle Demant

Sparring på indhold: Marie Thams, kunstner og forperson for BKF, Jacob Teglgaard, projektleder – grøn bæredygtighed i kulturen hos Kulturens Analyseinstitut samt bestyrelserne i Dansk Komponistforening & UKK

Korrektur: Tina Schelle, Sine Tofte Hannibal

Tryk: Lasertryk

Sprog: Dansk (digital og trykt) og engelsk (digital)

Den fysiske version kan bestilles for O DKK hos: Dansk Komponistforening / Sine Tofte Hannibal Lautrupsgade 9 2100 København Ø

Email: dkf@komponistforeningen.dk

Initiativet og rapporten er støttet af Bikubenfonden, Augustinus Fonden, Dansk Komponistforening / Koda Kultur og UKK

Dansk Komponistforening (DKF) er en medlemsforening og interesseorganisation for professionelle komponister og lydkunstnere med 320 medlemmer. Arbejdsforhold og økonomiske vilkår er en central del af foreningens arbejde og udmøntes gennem en række forskellige indsatser og samarbejder på tværs af kulturbranchen. DKF er medlem af en arbejdsgruppe i ECSA, European Composers and Songwriters Alliance, der arbejder med Fair Practice på europæisk plan.

UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere arbejder for et billedkunstfelt med større diversitet, nye praksisformer og missionsorienteret udvikling. Vi ser et behov for en omfattende kulturændring, der i højere grad værdsætter kunstnerisk og kuratorisk arbejde og som skaber økonomiske rammer og arbejdsvilkår, der muliggør udvikling og eksperimenter for feltet.

Projektet er generøst støttet af Bikubenfonden, Augustinus Fonden, Dansk Komponistforening/ Koda Kultur og UKK. Tak til Statens Værksteder og Til Vægs for at lægge lokaler til.  Organisationerne bag: